Outsideren nr 75

DANMARKS STØRSTE UAFHÆNGIGE BRUGERBLAD OM PSYKIATRI

NR.75DECEMBER 2010PRIS: 40,- ELLER HVAD DU HAR

44 SIDER OM PSYKIATRI OG GALSKAB

Kys det helefra os

Farvel til et sælsomt år:

Kun i Outsideren:

Stort juletillæg om

os selv, af os selv…

Side 6-27: "De unyttige

idioters historie”

Dette blads medarbejdere

i en baggård på Nørrebro i

København, vinteren 2010,

foto: Simon Kjove Bohr

”Jeg vil altid kæmpe og vende tilbage, for jeg ved af erfaring, at livet ikke er en konstant lykkerus. Men det er i den grad en kamp værd – det VED jeg – ikke fordi jeg ikke har tænkt på den "lette" løsning, at give op, men fordi jeg mange gange møder lykken. Jeg elsker, når manien er der – til en vis grænse…”

Uddrag af temaet om os selv – læs mere fra side 6

Forsidefoto: Simon Kjove Bohr

3#75 December 2010

Tidsskriftet OutsiderenBragesgade 10, 1. Sal

DK – 2200 København N

Telefon: 35 39 71 23

35 39 71 24

Kontortid: mandag-torsdag 10-15

Outsideren udkommer hver anden måned.

Abonnementsprisfor private: 99 kr for 5 numre.

Institutionspris: 375 kr for 5 numre.

5 abonnementer a 5 numre koster 1675 kr.

10 abonnementer a 5 numre koster 3300 kr.

Skriv til [email protected],

hvis du er i tvivl om noget

E-mail: [email protected]

Hjemmeside: www. outsideren.dk

Gironr: 16 67 22 46

Ansv. redaktør: Klavs Serup Rasmussen

Protektor: Dorte Bennedsen, fhv MF

og kirke – og undervisningsminister

Bestyrelse:Svend Balle, formand, Jan Dorph, pårørende,

Lars Rahbek, journalist, Boye Haure, national-

økonom, Anne Marie Rafferty, pædagog, Klavs

Serup Rasmussen, redaktør, Outsideren

Redaktion:Morten Bohr (journalistisk konsulent), Dawn

Edgar, Julie Frederikke Feilberg, Joan Remil,

Boye Haure, Annette Madsen, Anne Marie Raf-

ferty, Jens Rønn, Irene Odgaard, Katrine Fokdal,

Svend Balle, Niels Gjern, Troels Langemark,

Sharma Kunsang, Eisa Hunø Swierkosz, Char-

lotte Blixenkrone Eriksen,

Administration:Gunver Sørensen, Reno Jacobsen, Lianne Boel

Larsen

Tryk: PE Offset & Reklame A/S

Layout: Leo Scherfi g

Fotografer: Karolina Zapolska, Jette Nielsen

samt, ikke mindst, eleverne fra fotoholdet på

Den økologiske Produktionsskole på Nørrebro

i København

ISSN 1397 0577

Indlæg og artikler udtrykker ikke nødvendigvis

redaktionens holdning. Vi modtager gerne

ideer, forslag, artikler mv – og forbeholder os

ret til at redigere og forkorte i indsendte ind-

læg. Artikler i Outsideren kan citeres, når kilden

klart fremgår af citatet. Kopiering er ikke tilladt

ifølge dansk ret om ophavsret, medmindre det

er aftalt med redaktionen.

Side 4:Jul på den lukkedeHistorien om en rigtig overraskelse

Side 32:Han taler om drømmeNår de gale skal ud i virkeligheden

Side 38:Klip, klip, klipLav dit helt eget overvågningskamera i papir

Side 40: Tøserne fra ECT-klubbenVelkommen til en ny klummeskriver

HVEM ER VI? Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 % uafhængigt af

politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi tager imod penge fra (næsten) alle, der har lyst til at

give os nogle – det er ganske enkelt forudsætningen for at vi kan udkomme - men det påvirker ikke

på nogen måde indholdet. At skrive som vi vil, det er selve grundlaget for dette blad, som det også

fremgår af vores etiske regelsæt, som du kan fi ndes på Outsideren.dk.

Sidst har H. Lundbeck A/S været så venlige at støtte driften af Outsideren med 40.000 kroner, vi

siger tak og arbejder i øvrigt på at få fl ere med.

Outsideren udkom første gang for 15 år siden og bliver i dag lavet på frivillig basis af en gruppe frivil-

lige, der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid kan være både en rædsel

- og uimodståeligt spændende. Outsideren ser sig selv som et talerør for erfaringerne i sindssygen

og forestillingerne derfra.

Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.outsideren.dk, hvor du også fi nder vores

blog – hvis du selv vil blogge, send os en mail.

Og så er du naturligvis velkommen til at tegne abonnement på os – priserne kan du fi nde i ko-

lofonen til venstre.

VI VED HVOR SKOEN TRYKKER

#75

Jeg hoppede roligt Jeg hoppede roligt op i sengen og lagde op i sengen og lagde

Jeg hoppede roligt op i sengen og lagde

Jeg hoppede roligt Jeg hoppede roligt op i sengen og lagde

Jeg hoppede roligt

bæltet om mavenbæltet om mavenop i sengen og lagde

bæltet om mavenop i sengen og lagde op i sengen og lagde

bæltet om mavenop i sengen og lagde

Af Charlotte Dichmann

Det startede alt sammen med, at jeg var hyperaktiv hele morgenen. Jeg kunne ikke sidde stille, men var i ret

godt humør. Min kontaktperson foreslog mig, at jeg kunne gå ned på stuen og lave arm- og mavebøjninger, hvilket jeg med det samme gjorde. Jeg havde denne kolde decemberdag været indlagt et halvt år på den lukkede og kunne ingen motion dyrke på afdelingen - så når hun foreslog, at jeg skulle prøve at træne mig træt, lød det umiddelbart som en god ide.

Jeg var knap begyndt, før min kontaktper-son kom ned og sagde at jeg skulle til læge-samtale med den kvindelige overlæge. Det var noget, jeg altid hadede, men denne gang udviklede det sig endnu mere end det ple-jede. Sagen var, at den kvindelige overlæge havde talt med en anden patient om mig – og ovenikøbet refereret mig for noget, jeg havde fortalt hende i al fortrolighed under vores forrige møde. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg troede, at der herskede gensidig tavs-hedspligt på de møder, men sådan så hun slet

ikke på det. ”Jeg taler om dig med de andre patienter, hvis jeg vil!” sagde hun. Og så blev jeg vred og ked af det og gik ud af døren med et vrissent: ”God jul!”

Nu har jeg diagnosen Emotionelt Ustabil Personlighedsstruktur af Borderlinetypen. Ja tak, fi nt ord, men forfærdelig sygdom. Og jeg vender rigtig mange ting indad. Også her tænkte jeg, da jeg var kommet ned på stuen, at det var mig, der var noget galt med. For at komme af med smerten smadrede jeg højre hånd ind i væggen, mens jeg græd. Der gik ikke lang tid før jeg mærkede at jeg havde brug for den vanlige dosis beroligende, hvis ikke det skulle ende galt.

Så jeg gik ned til kontaktpersonen og bad om PN-medicin. Hun lovede at komme ned på stuen med det sammen, men først efter ti minutter dukkede hun op, og tilmed kun med sølle 25 mg Truxal.

”Hallo”, sagde jeg. ”Jeg plejer jo at få både oxapax, truxal og seroquel på én gang, det der hjælper jo ikke en skid”. Hendes svar kom prompte: ”Hvad så, truer du dig nu til medi-cin?” Men det var jo slet ikke det, jeg gjorde, hvilket jeg også sagde pænt og roligt. Derfter slugte jeg den sølle Truxal og så gik vi hver til sit.

Jeg har fl ere gange været fi kseret, fordi jeg har skadet mig selv, men her var jeg faldet fuldstændig til ro, da personalet efter fem minutter pludseligt åbnede døren ind til min stue. Ude på gangen stod 7-8 personaler og jeg fattede ikke en meter. Jeg gik ud for at se, hvad der skete, og så fi k jeg øje på yderligere

Jul på den lukkede:

”-Det må være en dårlig joke, tænkte jeg. Men nej.”

4 #75 December 2010 #75 December 2010 #75 December 2010

en håndfuld personaler, der kom slæbende med en seng med bælte i.

”Det må være en dårlig joke,” tænkte jeg. Men nej. Jeg skulle bæltefi xeres. For at vise dem, hvor håbløst det hele var, gik jeg roligt sengen og per-sonalerne i møde, hoppede op i sengen, lagde bæltet om maven og lod dem køre mig ind på stuen. ”Jeg er jo faldet til ro!” sagde jeg.

Alle personalerne holdt fast i min krop og pressede den ned i plastiskmadrassen. ”Vi giver slip på tre. En. To. Tre.” sagde en af dem. Jeg lå i sengen og forstod ingenting. Og så, mens alle personalerne stod og kiggede på mig, skulle jeg smide bukserne og vende mig om på maven med bar numse, hvorefter en sygeplejerske gav mig en sprøjte IM-medicin.

I mit liv har jeg tilbragt syv år med at være indlagt i psykiatrien, men det, der skete denne de-cemberdag i 2009, er langt det mest ydmygende, jeg har oplevet. Jeg forstår stadig ikke den måde, vores uenighed blev håndteret på – og hvorfor de gjorde, som de gjorde.

Bagefter gik alle personaler ud af stuen, und-taget min (nu tidligere) yndlings-kontaktperson. Hun satte sig på en stol bag ved mig og læste i et ugeblad. Jeg græd som jeg lå der, så ked af det hele og frustreret over at vi IGEN gik galt af hin-anden.

Hele 24 timer skulle der gå, før overlægen kom til bæltetilsyn. Hun kom med et ultimatum: En-ten kunne jeg forblive indlagt, men frivilligt eller jeg kunne pakke alle mine ting og tage hjem her og nu. Det var absurd. Dagen før havde jeg været tvangsfi xeret, tvangstilbageholdt og tvangsmedi-cineret, alt på én gang. Nu måtte jeg komme di-rekte hjem med det samme! Jeg tøvede ikke. Jeg ville væk NU.

Det var dagen før nytårsaften og jeg fi k ti minut-ter til at pakke. Uden at få tilbudt den eftersam-tale ovenpå en tvangsfi xering, som patienter har krav, og uden at få min medicin med hjem. Men på det tidspunkt var jeg var ligeglad. Jeg skulle væk, og det kom jeg - uden piller, uden at personalet havde talt med mig om fremtiden, uden hjælp af nogen art.

Det var slemt, det der skete dengang, men jeg overlevede. Ikke på grund af behandlingen, men på trods. Og nu går jeg i behandling hos noget personale, der ved, hvordan man behandler mig med respekt og ligeværdighed og lytter til mig, hvilket jeg er rigtig glad og taknemmelig for.

Charlotte Dichmann er i dag 29 år og arbejder blandt andet som brugerlærer. Hun holder foredrag om emner som ”recovery og brugerinddragelse” og ”bag om borderline...”Du kan læse mere om Charlotte Dichmann og komme i kontakt med hende, på www.charmelotte.dk

Illustratione

r: Bjarke Friis K

risten

sen

Bæltefi xeret? Så fortæl din historie!

I Danmark rimer psykiatri på tvang. Hvert år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb

Det er ikke bare voldsomt mange. Det er også en gruppe mennesker, der ofte tales om – men som alt for sjældent selv tager ordet.

Nu vil tidsskriftet Outsideren samle historierne om tvangen på de psykiatriske afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har prøvet det på egen krop.

Vi har ambitioner om at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. Vi ved, at der er mennesker, der synes, at de har haft brug for at ligge i bælte. Mens andre har oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb.

Alle bidrag er vigtige, når der skal kastes lys over tvangens natur, indhold og mening - eller mangel på samme.

Derfor denne opfordring til alle jer, der har ligget i bælte:

Send din beretning til os. Fortæl hvad der skete. Om det hjalp. Hvordan du kom videre.

Vores mailadresse er: [email protected] vil blive offentliggjort

i et temanummer af Outsideren på et senere tidspunkt. Vi foretrækker, at der skrives med navn, men garanterer anonymitet, hvis det ønskes. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail eller ringe på tlf: 35 39 71 24. Vi har åbent mandag-torsdag 10-15.

5#75 December 2010

De unyttige idioters historie

Kommentar af Klavs Serup Ras-mussen, ansvarshavende redaktør

Det blad, du sidder med, er lavet af mennesker, der ikke aner, hvordan det er at holde i kø på motorvejen

hver morgen, for at skulle nå et vigtigt møde kl. 9 (med mindre kommunen indkalder os selvfølgelig, men så er det med bus). Vi aner heller ikke, hvordan det er at blive tilbudt et uventet job eller skulle på forretningsrejse.

Outsideren laves af sindslidende. De fl este af os er på førtidspension. For mange er det en tilværelse med konstante genindlæggelser og endeløse afprøvninger af det samme håb om at fi nde dét, der vil gøre den store forskel i tilværelsen. Vi har skabt Outsideren, for at have en chance for at få noget at rive i og for at kunne trække vejret i egen luft. Der er for langt til arbejdsmarkedet og døren til lærean-stalterne er tit for svær at gå ind af alene.

Vi har altid følt os en anelse udenfor det normale samfund, men har nogle gange tænkt, at det skyldes vores egen paranoia. Men i 2010 blev det offi cielt. Vi er ikke bare idioter – vi er unyttige idioter.

Regeringen indførte i 2010 et pointsystem, der skal sortere blandt de mennesker, der ønsker at komme til landet. Er du under 24 år skal du have 120 point, er du over skal du have 60 point. Point kan opnås ved at færdig-


Illustration: Jaco

b To

lstrup

gøre uddannelser, have erhvervserfaring, gode sproglige kvalifi kationer og en række småting, der gør dig til god arbejdskraft. Pointsystemet skal sikre at der kun kommer god arbejdskraft til landet, folk som uden videre kan glide ind i samfundsmaskineriet. Med integrationsmini-ster Birthe Rønn Hornbechs egne ord til gra-tisavisen Urban skal det – styre indvandrin-gen, så der kommer færre personer til landet, der efter en nyttebetragtning ikke bidrager til samfundet …

Mens pointsystemet helt konkret rammer nog-le af de mennesker, der gerne vil fl ytte sam-men i Danmark, er det samtidig en introduk-tion til et samfund, der gør forskel på, hvad borgere i Danmark har ret til. Målet som der vejes efter hedder nytte. Bidrager du positivt til statskassen, lever du i et åbent samfund, ko-ster du samfundet penge, sætter staten snæv-rere rammer for dit liv.

Outsideren er en arbejdsplads for de unyt-tige. Vi er mennesker, hvor et eller andet gik galt på et tidspunkt. Nok til at vi på en eller anden måde lever i udkanten af samfundet. Skulle vi leve op til regeringens nye point-system for at gå på gaden, kunne vi ikke gå udenfor en dør.

Det kan ikke rigtig hidse mig op. Det burde det måske, men sådan et pointsystem, der åb-ner op for en slags bureaukratisk racehygiejne, som stort set dømmer samtlige af Outsiderens

redaktionsmedlemmer ude, er vel bare rege-ringsmaskineriets måde at anskue samfunds-problemer på. Bare rolig, kan jeg kun sige. Til redaktionsmøderne fremgår det helt tydeligt, at der er en overvægt af sindslidende, der er helt indstillet på at uddø, også gerne inden jul. Og nej, pointsystemet har ikke fået os til at sige pokkers, der røg vores planer om at masse-korpulere med et argentinsk sindssyge-hospital, og bagefter lade ungerne bygge en ghetto i Køge.

Det, der virkelig kan hidse mig op, er at vi som befolkning køber den. At ingen siger: Øh, vi gør det her for, at bevare et samfund, der gi-ver mig og alle andre muligheden for at mødes i den kæmpelange kø i Ikea, hvor alle ender med at hade hinanden, bare for at jeg kan slæ-be en bunke engangsmøbler lavet af savsmuld med hjem.

Hvad er pointsystemet værd? Er det virke-lig værd at bytte en bid menneskelighed for?

Enhver afstand imellem mennesker gør det vanskeligt at sætte sig ind i det, der vedrører de andre. Klart nok. Man lever i sin egen ver-den og kender den. Resten er næsten ikke til at forestille sig.

Vi har valgt at bruge det her nummer til at fortælle om at være dømt unyttig i 2010 og al-ligevel gøre noget. Det kan faktisk være en ret fed fornemmelse. Også.

Velkommen til os.

”Outsideren er en arbejdsplads for de unyttige. Vi er mennesker, hvor et eller andet gik galt på et tidspunkt. Nok til at vi på en eller anden måde lever i udkanten af samfundet. Skulle vi leve op til regeringens nye pointsystem for at gå på gaden, kunne vi ikke gå udenfor en dør.”

7#75 December 2010

Intro - Blå bog

De unyttigeidioters historieidioters historieidioters historie De unyttigeidioters historie De unyttige


Eisa, Niels, Katrine

& alle de

andre

9#75 December 2010

Lyst til at skrige"Jeg bliver voldsomt stresset, når det igen og igen kikser "Jeg bliver voldsomt stresset, når det igen og igen kikser "Jeg bliver voldsomt stresset,

med et fast fl exjob” når det igen og igen kikser med et fast fl exjob” når det igen og igen kikser

Af Anne Marie Rafferty

Der skete meget i 2010 - meget godt og lidt skidt. Selvom jeg ikke har et job, så har jeg min yngste datter hjemme hos mig, og selvom

dette giver mig rystelser indeni, så syntes

jeg, at jeg klarer det

- ikke til et 13-tal

eller 12 tal her i livet,

men hvilke forældre

er perfek-te? Andet,

der lyk-kedes for

mig i 2010, var mine

rejser – jeg fi k opfyldt

en drøm om at besøg

New York, wauw! - og

det at skabe og holde god

kontakt til de, jeg holder af,

mine børn, mine venner, familien. Og

så var der også den dag, hvor jeg må-ske reddede min brors liv

– det mener han i hvert fald selv – da jeg blev ved med at rykke for en ambulan-ce, da han var besvimet og lå med koldsved og rystede. Jeg blev tilbage i hans lejlighed, da han kørte afsted, ryddede op og gjorde den menneskelig, til han kom tilbage.

Det, der kiksede, er alle de gange, hvor jeg har dummet mig ved at være en stresset og ikke god nok mor. Det er heldigvis blevet bedre, det har ikke været rigtigt slemt i år, men jeg bliver voldsomt stresset, når det igen og igen kikser med at få et fast fl exjob, også fordi jeg mister disciplinen til at søge efter eet. Nogle gange får jeg lyst til at skrige: FUCK ARBEJDSMARKEDET – FUCK IKKE-RUMME-LIGHEDEN!

Jeg har en længsel efter at blive accepte-ret og ikke set på som underlig - det nok no-get, jeg selv må arbejde med - men når man er psykisk sårbare, så kan selv små ting såre meget mere end andre tror, om det så bare er et uvenligt ord eller en måde at kikke på eller det at overvære et lille håndgemæng. Jeg har også en drøm om en ny sød kære-ste, en større bolig, et fast fl exsjob, samt en altan at skrive digte på. Og jeg holder af min længsel, for ellers ville der ikke være noget at håbe på, og jeg stræber efter at fuldføre mine drømme.

Nogle gange er det smukt bare at kunne sidde stille og digte i en varm lille stue med stearinlysene tændt og opfyldt af gode min-der om dejlige/rare sunde børn og venner - og ordene fl yder med fl ow - andre gange er det bare et smil, et kram eller et pænt ord på vejen under på min daglige cykeltur, der gør mig lykkeligt. Eller det at iagttag min sovende datter - de smil, hun sender mig… Jeg vil altid kæmpe og vende tilbage, for jeg ved af erfaring, at livet ikke er en konstant lykkerus. Men det er i den grad en kamp værd - det VED jeg - ikke fordi jeg ikke har tænkt på den ”lette” løsning, at give op, men fordi jeg mange gange møder lykken. Jeg elsker, når manien er der - til en vis grænse – og alt i livet synes som den smukkeste sommerfugl, som den bedste orgasme i ens liv.

Anne Marie Rafferty er medlem af Outside-rens redaktion

BLÅ BOGNavn: Anne Marie Louise Rafferty

Født: 29. november 1967 i Ottawa, Canada

Største bedrift: At jeg stadig er i live – men der er

meget i mit liv, der gør mig stolt, som det at få ros

af sine børn, eller holde et kort fordrag om mit liv

foran 200 mennesker på Rigshospitalets auditorium,

som jeg gjorde her i efteråret.

Jeg er gået igennem livskriser og jeg er stress-

påvirkelig efter mange år som pædagog – jeg er et

menneske, mere nedslidt af livskriser og af et hårdt

arbejdsliv end af noget andet.

Foto

: An

na M

ølle

r Kje

ldg

ård


BLÅ BOGNavn: Eisa Hunø Swierkosz, ”Bobo”, blandt nogen.Født: Jeg er født d. 22. januar1978, en rigtig god årgang.Mig og diagnoserne: Det varierer lidt fra papir til papir, noget med skizofreni, en anelse borderline og vist et par afhængighedssyndromer. Diagnoser kan forekomme som noget ret så tilfældigt klippe-klisteri.

Skizo-affektiv-psykotisk, er den sejeste diag-nose, jeg har hørt om, så er man da virkelig dæk-ket ind. Men jeg er aldrig kommet så højt op i diagnosehierarkiet.

Jeg har papir på, at jeg har indforstået omvendt logik, alle der kan forstå dén sætning lider vist af det samme!?

Egentlig er jeg nok en bjørn. Måske med et touch af skizotypi?

Jeg gør rent i vindueskarmen hver 3-4 måned, hvor der kommer vinduespudser – jo, jeg forstår at udnytte en situation. I skulle bare vide, hvor mange små tuber tandpasta og ørepropper, jeg har med mig hjem fra hver indlæggelse! Iøvrigt bliver jeg ikke indlagt på psykiatriske afdelinger mere, det er min psyke blevet al for skrøbelig til. Men eh... man ved selvfølgelig aldrig (og jo heller ikke hvornår jeg løber tør for tandpasta og øre-propper)…Status: Mit liv står på wååååååuuuueeevhh-heehehhhh knappen for tiden. Resten af mig har snesevis af følelsesmæssige paralleller kørende. Der bliver tydeligvis sparet på sammenhængs-limen disse dage... Om samfundets tilstand: VKO-øfl inger, Mogens Glistrup ligger og godter sig i sin grav, og det er jeres skyld, føj!

Wåååååuuu-ueeevhhhehAf Eisa Hunø Swierkosz

Eisa H. Swierkosz er medlem af redaktionen

Foto

: Kare

n O

lese

n

11#75 December 2010

Jeg drømmer om at komme Jeg drømmer

om at komme Jeg drømmer

ud af min krogom at komme

ud af min krogom at komme

”Oplever det som en nat, hvor et tilfældigt menneske i den ”Oplever det som en nat, hvor et tilfældigt menneske i den ”Oplever det som en nat, hvor

kolde storby bevæger sig hen et tilfældigt menneske i den kolde storby bevæger sig hen et tilfældigt menneske i den

til en kiosk, tilsyneladende kolde storby bevæger sig hen til en kiosk, tilsyneladende kolde storby bevæger sig hen

uden nogen grund.” til en kiosk, tilsyneladende uden nogen grund.” til en kiosk, tilsyneladende

Af Svend Balle

For nogle år siden havde jeg et job og levede et efterhånden ret normalt liv, men så blev jeg kastet ud af arbejdsmarkedet, ud for at leve af dagpengene. Jeg blev fyret, fordi job-bet hørte op, og hvad gør man, når man som jeg tit har stået på kanten af arbejdsmarkedet eller helt udenfor?

Der er mange måder, man kan forlade det på. Nogle går ned på grund af en personlig krise, mig kunne de bare ikke bruge, og jeg har da heldigvis prøvet turen før, men bliver det nemmere af den grund?

Hvad drømte jeg om, at livet skulle være i sin tid? En gang ville jeg bare være lærer, journalist, senere ville jeg bare være mig selv, kunstner? Hvad vil jeg i dag?

En lørdag morgen først i januar står jeg tid-ligt op og handler i mit lokale supermarked. Den er otte, men det er stadigvæk mørk nat, og det er ret koldt udenfor. Mørket og kulden hensætter mig i en underlig stemning. Jeg op-lever det som en nat, hvor et tilfældigt men-neske i den kolde storby bevæger sig hen til en kiosk, tilsyneladende uden nogen grund. For der er ikke nogen sult eller tørst at skulle stille, i hvert fald ikke på mad og drikke, mere er det noget med liv og samværet med andre. Der er ikke nogen grund til, at jeg lever på den måde, jeg nu lever. Ingen venter på mig. Der er heller ikke nogen grund til, at jeg ikke kunne have mere sammen med andre.

I januar skal jeg bare sidde ved et skrive-

bord og søge jobs, og hvad sker der? Intet i virkeligheden. Om natten ligger jeg tit søvn-løs og håber på, at jeg kommer ud af dette helvede på et tidspunkt. Andre slås med hal-lucinationer, ekstrem paranoia, jeg møder sjældent angst og bliver aldrig nødt til at ligge i sengen en hel dag. Jeg er heller ikke bange for at komme til at leve af meget min-dre, for det har jeg prøvet før.

Men der sker ikke noget i mit liv, og det gør mig vred og irritabel. Dette lille helvede sidder jeg og tænker over i januarmørket, hvordan kommer jeg ud af det?

Aldrig rart at ligge søvnløs – men måske værre er mareridtene. En nat vågner jeg ef-ter en drøm, hvor en kvinde hævder, at jeg ikke vil have noget at gøre med hende trods hendes kærlighedserklæring til mig. En drøm, som balancerer et sted imellem et mareridt og en ønskedrøm. For ingen kvinde har no-gensinde udtrykt sin kærlighed til mig, tæn-ker jeg. Har jeg ikke ret i det?

Fortiden bliver netop vigtig, fordi nutiden indimellem kommer til at fortsætte i samme spor. Som jeg skrev til min far i sin tid: ”For-tiden kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan gøre noget ved det, som sker i dag og i frem-tiden, og der kunne tingene godt være ander-ledes, end det har været indtil nu.”

Midt i februar sover jeg dårligt og spørger min mor, om jeg ikke må komme op og bo lidt hos hende. Og der er noget nærmest po-etisk over vintersneen ude i haven, fuglene, som kommer og fl yver væk. Dybest set sker der endnu mindre hos hende end hjemme


ved mig selv i lejligheden, men der er bare en ro, som jeg ikke fi nder an-dre steder. Jeg begynder at sove lidt bedre.

I løbet af foråret lykkes det for mig fl ere gange at fl ygte lidt væk fra den grå tilværelse, selv om bl.a. en islandsk vulkan på et tidspunkt gør sit for at dæmpe min rejselyst. Om sommeren tager jeg ud i skoven og fi nder roen og drømmen om, hvor-dan det kunne blive bedre. Nu hvor året er ved at gå, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg netop hu-sker på alle de skønne timer med mig selv og ikke på tidspunkterne med alle de mennesker, jeg har mødt i løbet af i år. I januar skrev jeg i min dagbog, at generthed er som en tynd hinde, der sagtens kan gennembrydes. Ikke alt skal man sige til andre mennesker, men hvorfor bare skjule det? Har jeg ikke glemt noget? Et år, hvor selvmordstanker indimel-lem er dukket lidt op til overfl aden. Samtidigt med erkendelsen om at være trængt op i en

krog og alligevel vide, hvordan jeg kommer ud af den. Hvordan bliver næste år, bliver det bare igen den samme dans med mig selv?

Svend Balle er formand for foreningen Outsideren.

BLÅ BOGDet er hvad det erNavn: Svend BalleFødt: 1960. Livet: Ser mig selv som et meget følsomt menne-ske, bare noget genert. Meget præget af angst tid-ligere. I dag er det vist mest stress og søvnløshed, jeg slås med, og det er jo så, hvad det er.Største bedrift: Først sagde jeg nej til medicin ud-over sovepiller og hovedpinepiller. Derefter sagde jeg nej til at gå i ambulant behandling på et hospi-tal, som vist også var noget gammeldags – og jeg overlevede det hele og fi k det bedre, da psykiateren kort efter erklærede mig rask. Senere gik jeg ind i et projekt, som gik ud på, at gale skulle skrive om, hvordan de oplevede galskaben. Det gik forbavsen-de godt og bladet blev døbt Outsideren, og jeg er faktisk formand for foreningen, som udgiver bladet. Og jeg er stadigvæk hverken førtidspensionist eller hjemløs, selv om jeg stadigvæk gør en del for at det kan gå og hen blive virkelighed en dag.

Foto

: Ch

ristian W

ølck

13#75 December 2010

Drømmer du om at blive en outsider?

Få et indblik i livet udenfor strømmen – abonnér på Outsideren.

Outsideren udkommer hver anden måned. Som abonnent får du bladet direkte i din postkasse.

Lige nu koster et abonnement kr. 99,- hvis du er en privatperson.

Institutioner og virksomheder kan også abonnere, læs mere på vores hjemmeside Outsideren.dk

Du når det nok!

Det jævne liv

”Jeg identifi cerer ikke længere mig selv som syg, men som en almindelig borger med en fyldt kalender.”

Af Gunver Sørensen

Året er gået godt. Alting er gået fremad, siden jeg havde min sidste psykose i 2006. En stor gevinst er, at jeg stadig har arbejde på Outsideren – og nu med fl ere timer og løn. Det er kontorarbejde og det er jeg glad for. Så glad, at jeg i september havde overskud til at starte på enkeltfag for at blive uddannet til kon-torassistent. Dem på uddannelsen opfat-ter mig helt på lige fod og ser ikke ned på mig, når jeg siger, at jeg har job med løntilskud.

Jeg identifi cerer ikke længere mig selv som syg eller en outsider, men som en almin-delig borger med en fyldt kalender.

Jeg modtager dialyse hver nat, fordi mine nyrer ikke fungerer særlig godt. Mit store øn-ske er at få en transplanteret nyre, så at jeg rent fysisk kan være mere selvhjulpen. Der er stor sandsynlighed for at jeg får tilbudt en nyre i det kommende år og desuden har min storesøster Ragnhild også tilbudt mig sin ene nyre.

Jeg har trappet langsomt ned i medicin i 2010 og modsat tidligere har jeg nu helt kon-trol over medicinen. Jeg trapper ultralang-somt ned og mærker, hvad det gør ved min krop og har slet ikke længere tanke om at

springe ud af medici-nenmed een gang. Nu må vi se, hvor langt jeg kan komme ned, men jeg tror nu, at jeg altid vil have behov for at tage en el-ler anden dosis psykofarmaka. Jeg har lært at leve med at tage medicin, for jeg får jo også medicin for min nyresygdom.

Det er måske ikke så spændende at læse om, men jeg priser mig lykkelig for at mit liv ikke har de store højder eller de store dale. Jeg lever et jævnt liv og det er jeg tilfreds med.

Gunver Sørensen arbejder med kundeservice mm på Outsideren

BLÅ BOGNavn: Gunver Sørensen

Født: 2. juni 1966

Diagnose: De kaldte mig skizofren

paranoid, men jeg er bare meget

fi ntfølende og ryger derfor nemt

ind i psykoser.

15#75 December 2010

Illustration: K

atrine Fo

kdal

Hvad skal det dog blive til, Hvad skal det dog blive til, Hvad skal det fru Odgaard? dog blive til, fru Odgaard? dog blive til,

”For mig er dette lille stykke prosa i sig selv en ”For mig er dette lille stykke prosa i sig selv en ”For mig er dette lille

bedrift…”stykke prosa i sig selv en bedrift…”stykke prosa i sig selv en

Af Irene Odgaard

Det er titlen på en bog, jeg har læst. Det betyder: ondartet tristhed. Smag på ordene: ma-lig-nant sad-ness. Jeg synes, man kan høre betydningen. Høre tristheden brede sig, kvæle energien og skære sig veje gennem erindringens datalager. Og fra alle huller siver meningen ud.

Hver morgen banker Eksistenspo-

litiet på døren. Hvad blev det så til i går? Ja-vel, det var ikke meget. Og hvad havde De så lige tænkt Dem, fru Odgaard?

Min psykiater kalder det depressio mentis magno gradu F32. Hos en anden psykiater fi k jeg bedømmelsen periodisk depression p.t. af moderat grad non-melankoliform F 33.11. Jeg har ikke fået taget mig sammen til at undersøge, om der er forskel på diagno-serne. Eller hvad F 32 og F 33 egentlig står for. Jeg forstår, at diagnoser er kasser, som læger grupperer symptomer i, så man kan gå

systematisk til værks, når sygdomsårsager skal fi ndes eller symptomer lindres og afhjælpes. Jeg er jo ikke læge, så det er måske derfor, diagnoser ikke interes-serer mig så meget. El-ler også er det på grund af det andet. Det, som æder mig. Malignant sadness.

De ved, hvad der plejer at hjælpe på folk, læger-ne. Der er mange præpa-rater i sving i min indre kemiske fabrik. Og noget hjælper det. Andre typer af professionelle taler om at tænke positivt. Jeg blev spurgt til mine største be-drifter (nej, ikke af en pro-fessionel) og det fi k hul på noget. Faktisk har jeg ikke kunnet skrive i fl ere år nu. Så dette lille stykke prosa er i sig selv også en bedrift. For mig, altså.

Alt er jo relativt. I takt med at min hukommelse blivert bedre, kan jeg hu-

BLÅ BOG

Navn: Irene Odgaard

Født: 1. september 1951 i

Tårnby på Amager

Uddannelser: Kranfører, cand.

mag. i samfundsfag og histo-

rie

Største bedrift: Har født tre

børn og opdraget fi re.

Foto

: Eg

ina C

hriste

nse

n


ske, hvordan jeg som meget ung, lidt forfæn-gelig pige uden så mange penge havde taget træskostøvler på til mit første møde med den kran, der skulle ernære mig i årtier fremover. Det var en højbanekran, det vil sige: den kørte på skinner i 24 meters højde. Desværre havde den kranfører, der parkerede den, ikke efterladt den ved trappen og platformen, som man skal. Den stod tre meter længere nede ad sporet. Kan man holde balancen, når man går på en 15 cm bred rendesten? I træ-skostøvler? Selvfølgelig! At der er 24 meter ned til gaden ændrer jo ikke på noget - blev jeg ved med at sige til mig selv. Men da blæ-sten tog til, og regnen havde gjort træet glat, måtte jeg alligevel opgive værdigheden: jeg kravlede på alle fi re hen til kranen....til stor moro for mine kommende kolleger.

Andre gange er jeg ikke blevet til grin. En kollega gik engang omkring og fortalte om min opførsel i forbindelse med et seminar, som Metalindustriens Brancheudvalg afholdt om produktionsgrupper for en del år siden. Her kørte de professionelle indledere forsam-lingen på skinner ind i myeland. Der, hvor det altid er ledelsen, der foreslår fremnskridt i virksomheden og altid fagbevægelsen, der modstræbende lader sig trække med. Min kollega husker endnu, hvordan jeg som den eneste i den store forsamling rakte hånden i vejret og protesterede mod den udlægning. Fastholdt at det var fagbevægelsen, der i sin tid rejste kravet om den enkeltes ret til større indfl ydelse på sin dagligdag. Det, syntes han, var modigt. Og det, syntes jeg, var dejligt at høre. Selv tænkte jeg ikke over det i situatio-nen. Det var jo min pligt - det var mit arbejde.

Og måske var det alligevel modigt. I hvert fald sagde en læge til mig, efter at jeg var ble-vet fyret fra 20 års ansættelse: Du har taget konfl ikter, man bare ikke skal tage i dagens Danmark. I dag skal man erkende magtforhol-dene og fl yde med strømmen, ellers er der konsekvenser.

Så nu står jeg kun til regnskab over for Ek-sistenspolitiet. Ja så, De kom op af sengen i dag. De fi k spist morgenmad. De mener, det kan være tilstrækkeligt for nu? Fru Odgaard dog, hvad skal det blive til, det her...

Irene Odgaard, november 2010

PS: Jeg skylder en stor tak til tegneren og forfatteren Nicoline Werdelin for billedet om Eksistenspolitiet

Irene Odgaard arbejder på Outsideren

BLÅ BOGNavn: Lianne Boel LarsenFødt: 26. december 1957Diagnose: Efter 27 år som (fejl)diagnostiseret epileptiker er jeg endt på PNES (Psychogenic Non-Epileptic Seizures) og, ja, jeg er endelig enig.Største bedrift: At blive smidt ud af vagter fra en neurologisk overlæges kontor, fordi jeg sagde til ham, at han var en røv og at han ikke lyttede til an-dre end sig selv - samtidig med at jeg ryddede hans skrivebord.Status: Siden jeg blev smidt ud fra overlægens kon-tor har jeg været mere eller mindre medicinfri, dog har jeg Alopam i baglommen i tilfælde af …

Af Lianne Boel Larsen

Lianne Boel Larsen arbejder i Outsiderens administration

Foto

: Line W

olte

r

17#75 December 2010

Overlægens røv

Med Kahlua og en smøg

”Om jeg har råd til fl adskærmen? ”Om jeg har råd til fl adskærmen? ”Om jeg har råd til

Det tænker jeg på i morgen!”

Af Joan Remil

Jeg sidder her ved min pc og tænker: Hold kæft, hvor var 2010 et fedt år! . Det var et år, hvor venskab og kærlighed stadig var det vigtigste fundament for mit liv, samtidig med at mit arbejde som journalist på bladet her betød en masse for mig. Og et år, hvor jeg hele tiden var på vej mod noget nyt, som nu, hvor jeg er ved at lægge planer om at tage på højskole efter nytår, i de mørke vintermåneder, med udsigt til et spirende forår og måske med kræften lagt bag mig. Alt hvad jeg drømte om i min ungdoms dage, det lever stadig, og jeg har lige i dag købt et fl adskærmsTV på 40 tommer, så kan jeg se nyheder og fi lm for fuld udblæsning. Om jeg har råd til det? Det tænker jeg på i morgen. Jeg insisterer på at leve i nuet, be-grænses dog af tre gange dialyse ugentligt, men håber på at få en snarlig aftale med overlægen om hjemmedialyse - min mor ta-ger med til det møde, vi er tæt forbundne, til glæde og besvær. 2010 var også året, hvor mit rygestop kiksede, ihvertfald indtil videre, og hvor jeg meldte mig ud af Enhedslisten og ind i SF – hvilket måske var en fejl, især efter det nye pointliste til sortering af indvandrere, som også SF viste sympati for, hvorefter det nu er økonomien og ikke kærligheden, der tæller, når man søger familiesamføring. Men uanset rygestop og nedskæringspoli-

tik, så har jeg håb for fremtiden. En drøm om at skrive, en drøm om at være aktiv indenfor psykiatriområdet, om at være noget for mine venner og min kæreste, som jeg stadig elsker på vej ind i vor tyvende år sammen. Og for min søn, naturligvis, som snart er færdig som ingeniør - hvor jeg, den stolte mor, spæder lidt til hans nytårsferie i New York.

Mit værested, Otilia på Gl Køge Landevej i Valby, er still going strong, selvom der også her hvæsses spareknive. Vores bus er skåret væk, men stadig serveres sund økologisk mad, som man bliver høj af. Og motionen? Tja, den ligger på vågeblus til fordel for mine tænder, eller rettere for et nyt sæt tænder, der skal sættes ind i overmunden. Ja, man er sandelig kommet i reparations-alderen! Mit hjem fungerer med rengøring udefra hver uge og jeg har indraget min søns tidli-gere værelse til arbejdsrum. Det blev malet for halvandet år siden, så loftet er endnu ikke gult af nikotin, men stadigvæk hvidt - og væg-gene stadigvæk lysegrønne som mit håb for fremtiden. Og julen har jeg allerede taget hul på, selvom den så ofte har voldt mig besvær og indlæggelser - med et lille træ og nødder og godter, så der er noget at dele ud af. Og her, mens jeg sidder med en Kahlua og en smøg, sender jeg de bedste ønsker om en god jul og et godt nytår til alle jer, der læser og holder dette blad!

Joan Remil er journalist på Outsideren.


BLÅ BOGNavn: Joan RemilFødt, år og sted: - - -Livet, psykiatrien, kærligheden: I 1979 blev jeg indlagt på åben afdeling på Odense psykiatriske hospital og fi k efter to måneders ophold stillet diagnosen: Lettere manio–depressiv. Efter min mening er det historien, der giver diagnosen, de psykosociale forhold, du er udsat for. Og efter denne første korte indlæggelse fulgte en række gode år med studier og ophold i Afrika og masser af oplevelser, hvorefter jeg vendte tilbage til Danmark og en rulleskøjtetur og lige ind i en helt ny manisk psykose, som førte mig til Kommuneho-spitalets lukkede afdeling og efter en rum tid med spændetrøjer, bælter og tvangmedicinering videre til den lukkede på Sct. Hans. Ind imellem det hele fi k jeg alligevel tid til at få et barn, der hurtigt endte hjemme hos min mor, mens mine op - og nedture fortsatte, nu med alkohol ind-blandet. Jeg var nu en alkoholiseret, maniodepressiv mor, men som i en krampetrækning formåede jeg alligevel at fl ytte med min søn til Hvidovre, hvor han heldigvis var kommet i en pragtfuld familiepleje. i 1991 fi k jeg efter mange revalideringsforsøg tildelt

førtidspension. Endelig kunne jeg ånde op. Og da min mor ledte mig hen til galebevægelse, hvor jeg blev en aktiv psykiatribruger med netværk og kon-takter, fi k jeg styr på mit alkoholproblem og endte faktisk op med selv at blive en rimelig god mor. Noget af det sværeste i mit liv har været kær-ligheden, den kunne jeg sgu ikke tåle. Nye mænd, nye katastrofer og et liv på kant med virkeligheden, indtil jeg, under et ophold på et daghospital, mødte Bjarke, som blev min skæbne. Efter 18 år følger han mig stadig, vi har et ubrydeligt venskab, en kærlig-hed og en lidenskab, ja vi har det hele. Status: Livet er stadigt med svingninger, med op- og nedture, og i 2002 måtte jeg en tur på Sct Hans, hvor jeg tilbragte otte måneder. Det hjalp, men fak-tisk var det absurd nok først da jeg fi k konstateret kræft, at jeg fi k styr på selvmordsforsøgene og al-koholen og de værste udsving.

Kræften tvang mig til at tænke på andet end mine psykiske kampe og aldrig har jeg været så psy-kisk stabil som nu. Livet er skønt!

19#75 December 2010

Illustration: K

atrine Fo

kdal


efter fl ytter jeg hjem til hende i Tølløse. En morgen vågner jeg efter at have sovet rigtig godt og opda-ger, at jeg har glemt at tage min sovemedicin, som jeg ellers har haft rigtig svært ved at komme ud af. Tænker, at så vil jeg slippe resten af medicinen. Snakker med psykiateren på distriktpsykiatrien, som synes, det går for stærkt. Hun laver en nedtrapnings plan, som jeg synes går for langsomt, så det ender med, at jeg laver min egen nedtrapning. Den, kunne jeg godt mærke, medførte en slags indre uro, som er svær at forklare. Men jeg sagde til mig selv, at dette er fysisk, og så længe det er fysisk, så går det over. Hvilket det også gjorde, efter næsten et år I år 2000 siger jeg farvel til psykiatrien. Og i de sidste 10 år har jeg ikke haft brug for den, og har så svært ved at forstille mig at jeg nogen sinde får det.. og når jeg har syntes, der er nogle ting i livet, der er svære, så har jeg haft glæde af den psykolo-giske rådgivning Brunhilde i KvindehusetStørste bedrift: Er vel at jeg har overlevet psykia-trien. Jeg har tilbragt år af mit liv som svingdørspa-tient. Op gennem 90Ðerne bestilte jeg ikke andet end at ryge ind og ud af Kommunehospitalets psy-kiatriske afdeling, Sct. Hans hospital og Rigshospi-talets psykiatriske afdeling. Fik dengang fortalt, at jeg aldrig ville klare mig uden psykiatrien, klare mig uden medicin. Men ha! - der tog jeg røven på dem, nu har jeg været uden medicin og psykiatriens hjælp i 10 år, og jeg klarer mig rigtig godt. Jeg har et indre billede af psykiatrien som en stor hånd, der - når den først har fået fat i dig - er svær at slippe fri af igen.

Fremtid i glimt: Jeg har en plan om at få en tatove-ring på min arm. Jeg har tænkt længe over det, har tegnet den, mangler bare at fi nde en god tatovør.Tatoveringen skal være et hjerte som et puslespil, som symboliser min ÐrejseÐ til en hel person. Pus-lespillet er de brikker jeg har fået, når jeg har været i forskellig terapi. Det har været godt, men det var som om jeg ikke rigtig kom videre, jeg røg stadige ned i mit hul og måtte drikke for at kunne holde ud at være i mig selv. Da jeg møder Birgit, oplever jeg for første gang kærligheden (hjerte). Det var som om at alle de brikker jeg havde fået, faldt på plads til et hel billede og jeg begyndte at kunne li den person jeg er.

BLÅ BOGNavn: Jette Nielsen

Født: Årgang 1964, krebs med jomfruen i ascendan-

ten.

Livet og galskaben: Min karriere i psykiatrien starte-

de for omkring 20 år siden. Jeg havde i en årrække

fået det dårligere og dårligere. Det startede med, at

det pludselig var svært at snakke med folk, jeg viste

ikke hvad jeg skulle sige, som om alle ordene for-

svandt. Det var nemmere at være sammen med an-

dre, når jeg havde drukket noget alkohol. Jeg havde

det svært med at være inde i mig selv og med mine

negative tanker.

I 1990 sker det, at jeg bliver fyldt med tanker om,

at det vil være nemmere, hvis jeg ikke var her. Tænk-

te selvfølgelige på at min familie vil blive kede af

det, men også at de hurtigt vil komme videre. Så en

dag tog jeg en masse piller, skyllede dem ned med

et par kartonert papvin og nogle øl. Det var seriøst

ment. Men jeg dov ikke ind, jeg vågnede med ondt

i maven og brugte resten af natten på at pendulere

mellem min seng og wc’et hvor jeg kastede op. Jeg

fortalte det først til min psykolog efter nogle må-

neder. Det kunne hun selvfølelige ikke have, så hun

opfordrede mig til at blive indlagt på psykiatrisk afd.

Jeg tænkte bare; nej, hvorfor, jeg er jo ikke sindssyg.

Men efter nogle uger, hvor jeg ikke fi k det bedre,

sagde jeg okay, lad mig blive indlagt. Det viste sig,

at de sværeste at snakke med var psykiaterne. Jeg

svarede mest i enstavelsesord og kikkede ned i gul-

vet, så en af dem mente, jeg måtte være autist, må-

ske skizofren det er utroligt, hvad en psykiater kan

få ud af at snakke med et menneske nogle få gange

á ca. fem minutters varighed.

Der har selvfølgeligt været personaler på afdelin-

gerne, som har betydet noget for mig og den bed-

ste var helt sikkert M6 på Sct. Hans. Der følte man

virkelig, de var der for os. Det er der, jeg har fået

den største brik til mit indre puslespil.

Sommeren 1999 møder jeg Birgit, 3 Ð måned

Farvel til psykiatrienpsykiatrien

efter fl ytter jeg hjem til hende i Tølløse. En morgen

psykiatrienefter fl ytter jeg hjem til hende i Tølløse. En morgen

Farvel til psykiatrien Farvel til

Af Jette Nielsen

Jette Nielsen er fotograf på Outsideren

Foto

: Eg

ina C

hriste

nse

n

21#75 December 2010

Noget holder man for sig selv

Noget holder man for sig selv

Noget holder man”Livet fyldes ud, og man udholder det”

Af Boye Haure

Det har været et rundt år i kristen forstand. Det startede med tømmermænd. Så-

dan er det jo. Nytåret blev fejret med manér - og jeg holdt taler to steder. Først for sindslidende på et værested og derefter for ”gamle” venner. Hvor er det skønt, at vi kan fi nde sammen om at holde sammen, og fejre at man skifter et årstal ud - midt om natten midt om vinteren. Dette år har budt på op- og nedture. Selvfølgelig. I starten af året tænkte jeg meget over, at jeg ville helt ud af alt det der sygdomssnak og værestedshal-løj. I stedet prioriterede jeg det

politiske arbejde meget højt – jeg har været medlem af Det radikale Venstre i årtier - og den 9. januar tog jeg til Nyborg Strand, hvor partiet traditionen tro havde inviteret til stormøde med deltagelse af såvel egne med-lemmer, politikere fra andre partier som kva-lifi cerede samfundsdebattører. Jeg synes, det er en fremragende måde til at få skudt det politiske år i gang. Også i år gik det godt. Men jeg tabte dog alt for Helle Thorning-Schmidt, da hun ikke kunne svare på, hvad hun vil gøre ved statsunderskuddet på 95-100 milliarder kroner, andet end at hun vil forlænge ven-telisterne på hospitalerne og forhøje cigaret-priserne. I året, der snart er gået, havde jeg også et tæt venskabeligt forhold til en yngre kvinde. Vi gik mange ture sammen. Vi talte sammen - og jeg holder stadig meget af hende, men ef-

BLÅ BOGNavn: Boye Jøhnck HaureFødt: 19. okt. 1961Uddannelse: Cand.polit.fra Kø-benhavns Universitet.Største bedrift: At blive født og stadig være i live (selvom mange har forsøgt at hænge mig op i en lygtepæl som folketingskandidat for mit parti, Det radikale Ven-stre!).

Foto

: Mo

rten

Rø

nstru

p


ter min 49 års fødselsdagsfest afholdt den 16. oktober, kom det til et brud. Vi havde ikke længere tillid til hinanden. Det kan gøre ondt, når det sker. Men jeg kom mig over det, selv-om det ikke var til at holde ud, da det skete. Ved hjælp af en nøgle, jeg havde lånt hende, lukkede hun sig i det festlokale, jeg havde le-jet, og smadrede noget porcelæn, uden at jeg var til stede. At komme uvidende hjem fra en fødsels-dags-rundvisning i Danmarks Nationalbank og blive mødt af to mænd, en beboerrepræ-sentant og en nøgleadministrator, der lige skulle vise mig noget, det var svært at ud-holde. De så vrede ud. Jeg åbnede døren til opgangen, tømte postkassen, gik op, og bad dem stå udenfor min dør. Gik ind i min lejlig-hed. Låste. Åbnede min post – heriblandt et brev fra Margrethe Vestager (min partileder) og et fra Benjamin Frøling Haure (min søn). Det varmede. Margrethes brev var personligt håndskrevet. Platonisk kærlighed kan man kalde det. Benjamins brev var i en guldfar-vet konvolut med et frimærke med billede af kongefamilien. Han er jo stolt af hans far. Så-dan udholder man livet, selvom man ved, at der står opgaver og udfordringer lige udenfor ens dør. Jeg skiftede tøj. Fra jakkesæt til casual wear. De to mænd og jeg tog elevatoren ned i kæl-deren, og gik ned til enden af det buede hus, hvor festlokalet ligger. Umiddelbart frygtede jeg, at de ville påtale, at der var tabt en fl aske rødvin på gulvet lige foran gavebordet. Men jeg havde fejet op, tørret af og tjekket det. Så det behøvede jeg faktisk slet ikke at have fortalt dem om. Efter nogle spredte bemærk-ninger om hvad jeg skulle tage med mig op, og hvad de selv ville tage sig af, gelejdede de mig ud til køkkenet. Der kom chokket. Jeg vil aldrig glemme det. I køkkenet lå der smadret porcelæn i bunkevis. Tallerkener, glas, aske-bægre, spredt ud over hele gulvet. Jeg udholdt livet - selvom jeg skar mig og blødte, da jeg samlede skårene op. Undervejs faldt det mig af uransagelige grunde ind, at klokken nu var lidt over fem om eftermidda-gen – omtrentligt det tidspunkt på døgnet, hvor jeg kom til verden for 49 år siden… Livet fyldes ud, og man udholder det. Noget synes man, at andre gerne må se. Andet hol-der man for sig selv. Tiden viser livets fylde og glæde, og den læger alle sår. Boye Haure er medlem af redaktionen og bladets økonomiske ekspert

BLÅ BOGNavn: Klavs Serup Rasmussen

Født: 1972

Diagnose: ja – engang

Hændelse i 2010: I sommers så jeg fl ere gange en

mand trække sig rundt i sin kørestol med benene.

Jeg troede egentlig, han var både sølle og lettere

forvirret. I går så jeg ham trække sig af sted med

en sort affaldssæk i den ene hånd og en pind til at

samle skrald op med den anden. Jeg vidste, det var

noget, han ikke behøvede gøre, og alligevel gjorde

han det. Om aftenen mødte jeg en, der kender

manden i kørestolen. Hun fortalte mig, at han er

det klogeste menneske, hun har mødt. Er livet bare

overlegent eller hvad?!

Af Klavs Serup Rasmussen

Klavs Serup er redaktør på Outsideren

Manden i kørestol

Foto

: Lou

ise Go

nzale

s

23#75 December 2010

Med ryggen til Air Force One

”2010 var et megastort år”

Af Sharma Kunsang

Jeg går hver uge til fi losofi undervisning. Det har jeg gjort i nogle år. ”Eksisterer månen også når vi ikke ser på den?”. Tænk lidt over det, mens jeg skriver videre. Spørgsmålet tilhører fi losofi professor Arne Næss fra Oslo Universitet. En særling bosat alene lang oppe i de norske fjelde.

Kunsten at udholde livet i 2010? Jeg star-ter med ord ét og gemmer min livline lidt endnu. Kunsten. Jeg havde et blandet år med mine malerier. Jeg fi k lavet mange, også solgt en del, men det kiksede i sidste øjeblik med en separatudstilling i Den Gule Villa på Fre-deriksberg. Så stoppede jeg pludselig fuld-stændigt med at male. Jeg var ved at blive sindssyg (det er jeg jo ellers i forvejen) over at billederne var ved at æde mig op. Det var en sej kamp om hvem der bestemte. Var det mig eller billedet?

Fra min fi losofi undervisning har jeg lært, at man først skal defi nere begrebet og gøre sig nogle tanker bagfra. Så – ”har jeg overhove-det udholdt livet?” er vel også et relevant for-mulering. Ja, det har jeg, synes jeg selv. Det har faktisk været et rigtigt godt år for mig her på jorden. Det smukkeste, jeg oplevede i året, der

snart er gået, var suverænt lyden af de nye 200 krone sedler. Og et lamineret A4 billede af en storsmilende Stein Bagger på vej ind i Guatanamo. Fulgt af hele verdens pædofi le og incest forbrydere i fodlænker. En ting, jeg også tydeligt husker, var indfl yvningen af Air Force One på bane to i Kastrup. Selvfølgelig oplevet fra fl yvergrillen på Amager, hvor jeg desværre stod med ryggen til med min dam-pende knækpølse, præcist da fl yet kom til syne i horisonten.

2010 var et megastort år. Ingen samonella tilfælde. Ingen svinepest. Ingen kogalskab. Ingen anskudte fårehyrder. Kun lidt tsunami og rystelser i Haiti. Og så stadig Afghanistans svar på Dario Campeotto, selveste Osama Bin Laden, samt minderne om Ground Zero.

Noget andet, jeg godt kunne have tænkt mig at høre en kvalifi ceret forklaring på, hændte også i år under et af mine utallige besøg på Godthåb Apotek. Ved siden af mig stod en meget høj og ranglet mandsperson, som ikke havde min erfaring i hverken det danske sprog eller allergipræperater i hånd-køb. Farmaceuten, der ekspederede ham sag-de, ”- at dem her kunne han sagtens tage, det sker der ikke noget ved..” Jeg ændrede fod-stilling for at afhjælpe min overvægtige krop, mens jeg samtidigt sendte en varm hilsen til det samlede danske sundhedsvæsen og især denne kvinde, der stod her og var i gang med

Foto

: Ch

ristian W

ølck


at betjene en slags semistor nydansker. Jeg tænkte: ”Hvor-for fanden skal han tage den medicin, når der ikke sker noget ved det..?”.

I starten af 2010 formulerede jeg nogle ri-melig enkle regler at prøve at leve på og ef-ter:

Frihed. Friheden, som er det tidløses segl på tidens fremadskrigen. Den er åndelig ind-sigt. Den kan ikke have nogen historie, efter-som alle historiske fænomener kan ses som det absoluttes dans i den evige erfaringsspi-ral.

Enkelthed. Leve et enkelt liv. For mange mennesker er det et begreb, der i sig selv ly-der positivt. De lider måske under troen på, at livet er kompliceret. De er nået dertil, hvor brugsanvisningen til den nye mobiltelefon bestemt ikke er enkel!

Følelser. Leve enkelt med følelser og empa-ti. Indsigt i grænser, der ikke må overtrædes eller spilles på. Omdanne negative følelser til positive. Mange menneskers følelser arbejder med ting, som aldrig vil kunne bidrage til et meningsfuldt liv.

Sandhed. Der er absolut brug for, at hver

af os opdager sand-heden om vores tilværelse - på tæt-teste hånd. Denne selvopdagelse kan der ikke undervi-ses i. Den må op-stå af egen nød-vendighed.

Stilhed. Alene med sine egne tanker, der bare leger frit i rummet. Det som ikke er tanke, stilheden har intet sprog og er følge-lig ukendt. Mennesker har aldrig kunnet lide, hvad de ikke kan kende, forklare og derved kontrollere.

”Eksisterer månen også når vi ikke ser på den..?” Det er et fi losofi sk spørgsmål, som ikke kan besvares umiddelbart. Men det kan lade sig gøre. Og konsensus behøver bestemt ikke altid at være en absolut sandhed. Sharma K. er medlem af Outsiderens redaktion

BLÅ BOGNavn: Sharma KunsangFødt: For lang tid siden - på Holbæk Centralsyge-hus i 1949. Jeg voksede op i Nykøbing Falster, så godt jeg kunne, uden at snuble over mine forældres pladskrævende egoer. To gange har min far sømmet døren til, med store syvtommer søm, så mig og min mor ikke kunne komme ud. En sørgelig afstumpet barndom, utilstrækkelige forældre. De skulle have været tvangsfjernede. Jeg var ikke noget mønsterbarn. Jeg var faktisk ret dum og ubegavet og kunne ikke koncentrere mig og bevare fokus, men jeg var god til at tegne og male. Og skrive digte. I midten af 8. klasse blev jeg smidt ud af den lokale centralskole. Vi havde allesammen fået nok af hinanden. Jeg var et såkaldt uroligt barn, måske bare mere tissetrængene end andre stillesiddende børn i den alder. Men fi k al-lerede den gang angstdæmpende og beroligende medicin. Karrieren: Efter ungdomsårene, med en grafi sk uddannelse i bagagen, fl yttede jeg alene til Fre-deriksberg. I 1992 blev jeg ramt af en meget svær depression, som senere viste sig at være kronisk. På det tidspunkt var jeg kreativ direktør på et rekla-mebureau. Min diagnose er manio-depressiv samt - middelsvær til svær dement! Demens-overbygningen stammer fra det, jeg kalder en byggeklodspsykolog – der ved hjælp af

plancher og farvede klodser observerede mig, med stopuret i hånden. Ingen tvivl. Middelsvær til svært dement. Min privatpraktiserende psykiater sagde til mig, at de skide psykologer ikke kunne differentiere en spirende depression med demens. Mange af indikationerne var sammenfaldende. Dårlig hukom-melse, koordinationsevne og så videre. Senere er jeg blevet hjernescannet på Hukommelsesafdelin-gen på Riget, og de fandt ikke skyggen af belæg for demenskonklusionen. Og heller ikke tegn på begyn-dende alzheimer. 1992 var på mange måder året, der ændrede mit liv radikalt. Jeg måtte kvitte arbejdet for evigt. Komme på førtidspension, og så ellers få tiden til at gå med fl ittigt at pleje min alkoholisme, som samme år også fi k en brat slutning. Jeg gik den tunge vej til posthuset og indbetalte 40.000,- for fem ugers Min-nesotaophold i Nordsjælland. Jeg rørte ikke alkohol i 11 år efter.

Jeg bor stadig på Frederiksberg. Nu, indhentet af fortiden, på et stort bosted for psykisk syge, med en variabel sværhedsgrad og støjgrænse. I praksis fungerer det som et plejehjem, men ordet bosted klinger bedre i personalets ører. Det er der mere recovery i. Største bedrift: Tjah, svært at sige – men min ab-solut største og altoverskyggende glædesfølelse var, da jeg for cirka halvandet år siden fi k min æg-gedeler tilbage med en komplet nyopstrengning. Æggene skulle bare ikke tro, de var noget særligt. Hønsehormoner i ensartede skiver. Det var lige, hvad jeg havde brug for på det tidpunkt.Status: I dag er mit liv nogenlunde nærværende og godt forankret af mit mantra: Frihed, følelser og kær-lighed. Og så mit aktive forhold til Buddhas lære og hans 84.000 belæringer.

25#75 December 2010

Da den lukkede brændte

”Min første tanke var: – Hold kæft, hvor godt!”

Af Charlotte Blixenkrone

I juli måned indløb nyheden, at den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital i Dianalund var brændt. Ingen mennesker kom til skade, men fl ammerne havde

fortæret stort set alt. Min første spontane tanke var: ”Hold kæft, hvor godt!” Det var inde bag de mure, jeg for alvor havde mødt livets skyggesider og fået masser af oplevelser, jeg godt kunne have været

foruden. Nu havde jeg det som et barn, der pludseligt fi k opfyldt et vildt ønske om at skolen ville blive ramt af et jordskælv eller brænde ned, så man ikke kunne komme derhen igen..

Stedet var en sort plet i mine erindringer. Det

var ikke smalltalk, man lagde øregange til der. Nogle af de indlagte havde begået forbrydelser, andre var ofre for dem – eller for andre af livets foreteelser. Alle var mennesker, som livet havde budt en kæmpekrise af en art.. To gange var jeg indlagt på den lukkede afdeling dernede, begge gange i forbindelse med et dødsfald, jeg havde svært ved at tackle. Det var et frygteligt sted, grimt og uhyggeligt. Det trængte i den grad til en kraftig renovering indvendigt - jeg mener, bare fordi det drejer sig om psykisk syge mennesker, så kan man da godt male i nogle pæne farver. Efter min mening mindede det mest af alt om et fængsel. Personalet gjorde da formentligt, hvad de kunne. Men der foregik bare ting, som mennesker, der er indlagt med somatiske sygdomme, ikke kommer til at opleve under indlæggelse. F.eks var blandingen af retspsykiatriske patienter og såkaldt almindelige patienter en virkelig elendig idè…

Branden viste sig senere at være påsat af en kvindelig patient, der havde sat ild til gardinerne i et af køkkenerne – og gudskelov for at det skete om dagen, ellers kunne det være gået helt galt. Jeg aner ikke, hvorfor hun gjorde det, og jeg tror selvfølgelig heller ikke, at problemet forsvinder, bare fordi Dia-nalund brændte ned. Men det sted, jeg har i mine erindringer er væk, og det bliver ikke genopført. Det føles godt helt ind i hjertet.

Charlotte Blixenkrone, november 2010

BLÅ BOGNavn: Charlotte Blixenkrone Erik-sen

Født: I det Herrens hippie-år 1968Status: Mor til tre. Vigtig begivenhed i 2010: Se de fl otte billeder her til højre.

Foto

: Kira B

ojle

n


27#75 December 2010

En plads i livet

En plads i livet

En plads

”Det er store spørgsmål, der har fulgt mig det sidste år og ”Det er store spørgsmål, der har fulgt mig det sidste år og ”Det er store spørgsmål, der

som jeg ville ønske, at nogen har fulgt mig det sidste år og som jeg ville ønske, at nogen har fulgt mig det sidste år og

havde et svar på.”som jeg ville ønske, at nogen havde et svar på.”som jeg ville ønske, at nogen

Af Katrine Fokdal

Mit år startede meget drama-tisk. Ikke nok med at jeg stadig kæmpede med min psykiske sygdom - jeg var også så uhel-dig at blive påkørt af en bil. Det betød, at mit nytår måtte fejres siddende ret op og ned med hjernerystelse samt en nakkehvirvel, der var slup-pet ud af sin plads i rygsøjlen. Denne traumatiske oplevelse pustede til den angst, der lig-ger og ulmer i mit indre. Igen og igen, som var erindringen sat på repeat, så jeg for mig scenen med den svært blø-dende bilist, der røg ud gen-nem forruden og ned foran de hårdt opbremsende biler.

Ulykken fi k mine lidelser til at blusse op. Jeg kørte op og ned i humør. Men da for-året kom, begyndte det for alvor at gå fremad. Det, der virkeligt fi k glæden frem i mig, var dette blad. Det at få lov til at udfolde sig kreativt, at blive intellektuelt udfor-dret, i stedet for at sidde og stirre ud i luften med ondt i

nakkenSammen med min behandler og kommu-

nen besluttede jeg mig for at gå i gang med en uddannelse. Første skridt mod målet var at få mig sådan en studenterhue. Nu er jeg meget glad for hatte, så det passede mig fi nt: En uddannelse man får en hat for at gennem-føre - det var lige mig! Planen var at starte lidt langsomt op med to fag, af den slags, der faldt mit hjerte nærmest.

Og så kom sommeren, med lange, varme dage, hvor jeg nød at svanse rundt i kjole og solhat, og med rejser til det store udland. Opstarten på uddannelsen efter ferien gik over alt forventning. Jeg var fyldt med energi og mod på at komme rigtigt i gang med. Men efter en måned med slid og alt for mange af-leveringer, begyndte jeg at halte bagefter. Jo mere, jeg kom bagud, jo mindre lyst fi k jeg til at komme af sted. Der var dage, hvor humøret var godt, men hvor piskesmældet gjorde det umuligt for mig at komme i skole. Jeg fi k fl ere og fl ere symptomer på en psykose, og hu-møret forsvandt i takt med at de døde blade faldt af træerne.

Jeg følte det, som var jeg forvandlet til en bjørn i hi, og jeg havde en kamp med mig selv om fremtiden. Følte pludselig mit liv stod stille igen og anede ikke, hvad der skulle blive af mig.

Og sådan er det nu. Jeg længes efter at fi n-de min plads i verden. Hvad kan jeg bruges til? Kan jeg andet end at være psykisk syg? Hvad skal jeg blive, når jeg bliver “stor”? Det er store spørgs-mål, der har fulgt mig det sidste år og som jeg ville ønske, at nogen havde et svar på.

Finder jeg nogensinde min plads her i verden eller bliver mit liv en fortsat søgen på svarene? Jeg ved det ikke.

Katrine Fokdal skriver og tegner til Outsideren

BLÅ BOGNavn: Katrine Fokdal

Født: 1984, uden for lands lov og ret, nærmere

betegnet Langå city, Jylland!

Livet og psykiatrien: Jeg fi k efter meget lang

tids søgning og en psykose stillet diagnosen

skizotypisk sindslidende. Den beskrivelse faldt

helt i overensstemmelse med min egen fornem-

melse af min tilstand. At jeg af og til kunne blive

invaderet af en ond udgave af mig selv, der ikke

mente, der var plads til mig i denne verden - eller

at jeg i hvert fald ikke indeholdt godhed nok til

at være her. Måske er diagnose noget, der sæt-

tes på folk, når man ikke rigtig kan forklare, hvad

de fejler. Min diagnose falder inden for det skit-

zofrene spektrum, men uden stemmer i hovedet.

Antyder mere noget med en fornemmelse af en

skæv verden. Det passer rigtig fi nt til mig. Jeg

tror altid, jeg har haft en meget skæv verdens-

opfattelse!

Min største bedrift: Det største har nok været

at overleve! Det lyder mere eller mindre maka-

bert, men er sandt. Efter 10 år med anorexi, hvor

min skeletkrop havde svært ved at følge med,

kom psykosen og en uhyggelig tendens til at

skade mig selv. Og en overvældende tanke om

ikke at være nok værd til at leve...

Status: Mine dage ligner hinanden på den måde,

at jeg sover meget af tiden og er sulten og søv-

ning i de vågne timer. Men heldigvis får jeg også

presset nogle utrolig kreative timer ind, hvor jeg

får malet en del, fx lavet motiver for go-card,

mine egne soloudstillinger, eller sat ord sammen

på en perlerække, der bliver brugbar til den digt-

samling, jeg skriver på. En beretning fra dengang

psykosen strømmede ind over mit liv som en

fl odbølge til den dag jeg begynder at forstå og

acceptere den.

Og siden min indlæggelse for to år siden, hvor

den daglige kamp bestod af bare at komme ud af

min seng, er humøret blevet stadigt bedre.


BLÅ BOGNavn: Niels Gjern Johansen

Født: 26. maj 1978

Diagnose: Psykiaterne har erklæret, at jeg lider af

skizotypi. Dette er jeg naturligvis vildt uenig i, og

jeg har gjort alt for at mane denne diagnose i jorden,

for jeg er jo ikke rigtigt sindssyg. Jeg lider bare af

depression, selvmordstanker, angst, og er medlem

af en facebook-gruppe for fans af benzodiasepiner.

Og så er jeg en tørstig gentleman, der nyder røg i

form af op til 40 hvide Kings om dagen.

Min største bedrift: At jeg ikke er blevet narko-

man. Det er på sin egen mærkelige måde en form

for trøst, når man har det allerværst, da jeg i min

tilværelse har haft alle gode grunde til at ryge på

sprøjten. Og dog er det ikke sket, så jeg føler mig

både heldig og ikke mindst stolt, fordi jeg har været

stærk og principfast og ikke faldet for at søge den

bedøvelse, man kan opnå, i narko og stoffer.

Erindring: Hvis en hændelse skulle beskrive mit liv,

så vil det være min morfars død. Han blev 93, lige-

som mine tre andre bedsteforældre alle blev over

90, de døde alle tre af alderdom, mens min morfar

døde af noget ganske andet – han døde nemlig af

sult. Min mormor var ældre end min morfar, og døde

et par år før ham, hvilket gjorde ham meget ensom. Ikke mindst fordi han næsten var døv og ikke kunne høre, hvad andre sagde. Hjemmehjælpen kom forbi hver dag, og han fandt det nedværdigende at være afhængig af andres hjælp, og han boede stadig på den lille gård, hvor han og min mormor havde boet sammen i næsten 70 år. Til sidst blev han så svag, at han måtte på plejehjem, men når han ikke kunne være på gården længere, så kunne det også være lige meget alt sammen. Derfor holdt min morfar op med at spise, og døde to uger senere af sult, 93 år gammel. Se, det er viljestyrke. Jeg har arvet den samme stædighed og vedholdenhed, og når livet ikke er til at udholde, så holder jeg op med at leve, indtil det bliver bedre, men det er ikke det samme som at ligge sig ned og dø. Det er at holde ud.

PS: Og så har jeg faktisk et ganske godt forhold til psykiatrien. Ikke at psykiaterne har været trold-mænd, der har kureret mig på få uger. Faktisk har de til tider testet ny medicin på mig, og jeg har lidt af slemme bivirkninger på den regning, men jeg føler ikke, de nogensinde har direkte løjet for mig. Man kunne jo ønske sig mirakler, men psykiatrien er en ung videnskab, og psykiatere er jo også mennesker, deres evner begrænsede, hvor nødigt de selv el-ler alle os andre vil se det i øjnene. Og jeg skal da være den sidste til at bebrejde andre, at de ikke er fuldkomne.

Den tørstige gentlemanAf Niels Gjern Johansen

29#75 December 2010

BLÅ BOG

Navn: Jeg hedder Julie Feilberg og er født i 1978.

Nu har jeg været i psykiatrien i 11 år og har i løbet af

den tid fået skudt en masse forskellige diagnoser i

skoene. Depression, skizotypi, udifferentieret skizo-

freni, paranoid skizofreni, personlighedsforstyrrelse,

Aspergers Syndrom, affektiv lidelse (i den ræk-

kefølge). Den offi cielle diagnose er lige i øjeblikket

paranoid skizofreni, selvom jeg aldrig har opfyldt

mere end højst nogle få af førsterangskriterierne

for skizofreni. Asperger passer rimelig godt til den

måde jeg var på, da jeg var barn – og senere, som

ung, svarede jeg næsten fuldstændig til beskrivel-

sen af skizotypi. At det skulle have udviklet sig til

skizofreni efter 20-års alderen, var et rent vurde-

ringsspørgsmål fra en psykiaters side. Den psykolo-

giske undersøgelse, jeg blev udsat for på KH i 2000,

tydede på en sindslidelse inden for det skizotypiske

område. Men psykologiske undersøgelser er behæf-

tet med stor usikkerhed.

Min største bedrift: …tjaa lad mig nu se….jeg kan

faktisk ikke pege på en eneste ting, som jeg kan

være mere stolt af end noget andet. Problemet er,

at jeg i mit voksne liv slet ikke har udrettet noget,

der er værd at fortælle om til andre, der ikke også

er på den. Jeg har været på overførselsindkomst

siden jeg fl yttede hjemmefra som knap 20-årig, jeg

har aldrig tjent en 25-øre i mit liv. Efter at jeg er nået

de 30, er jeg på en vis måde begyndt at se det som

et adelsmærke, at jeg aldrig nogensinde har været

lønslave som de fl este andre, der er nødt til at sidde

og glo på en computer fra 9-17 for at få mad på

bordet.

Min hverdag er triviel. Ofte ringer min kammerat

Bo på min dør tidligt på eftermiddagen for at invite-

re mig over på kaffe (han bor lige ovre i gården ved

siden af min). Ofte vågner jeg først ved lyden af dør-

telefonen. Vi kan tale i fl ere timer om, hvor pilrådden

hele psykiatrien er, om at bocenteret Sundbygård

nu ikke bare er psykiatriens kloak, men såmænd

hele Københavns kloak og om hvor hundesyge de

andre i satelitten er. Hvor er det befriende at snakke

med en, der mener meget af det samme som mig

selv, men når man har snakket om det fl ere timer

om dagen i et par uger, får man tilsidst alligevel en

overdosis.

Jeg forsøgte for nylig at følge min vens eksem-

pel og stoppe med medicin. En kold tyrker. Jeg

beholdt dog min sovemedicin, for jeg er fuldstændig

ude af stand til sove naturligt. Først stoppede jeg

med Fluanxol, et par uger senere smed jeg også

min lykkepille. De første seks uger gik udmærket.

Jeg kunne mærke, at jeg var noget mindre omtåget

og egentlig gladere end jeg var før, men tilsidst var

jeg nødt at begynde at tage medicinen igen. Jeg fi k

tankeforstyrrelser og tankemylder, kunne ikke tænke

klart og var ude af stand til at formulere en fornuftig

sammensat sætning i mit hoved. Det kunne tage

mig to timer at læse nogle få sider i en bog og jeg

kunne ikke engang følge med i TV-avisen. Uudholde-

ligt i længden, jeg har jo ikke en IQ på 70, og hvis jeg

skal rende rundt resten af mit liv og ikke kunne mere

end en mongol, ville jeg hellere gå og hænge mig.

Det er positivt at være medicinfri, hvis det kan lade

sig gøre, men man skal ikke undvære medicin for en-

hver pris. Jeg har nu været tilbage på 5 mg Fluanxol

i over en uge og min hjerne er begyndt at fungere

nogenlunde ordentligt igen. 5 mg er et minimum,

hvis jeg skal have et liv, der er til at leve, og kortere

eller længere perioder uden alkohol. Jeg har valget

mellem at være på antabus eller drikke mig en kæp

i øret derhjemme eller på det lokale værtshus. Jeg

kan bare ikke fi nde nogen mellemveje med alkohol.

Derimod kan jeg sagtens skære mit madindtag ned

til det kvarte, hvis jeg ønsker at tabe mig, det er slet

ikke noget problem, sult kan jeg vænne til at føle,

men min alkoholtørst er ustyrlig.

Status: Jeg har ikke været indlagt på en afdeling i

nu mere end to år, og sandsynligvis bliver jeg det

heller aldrig. I vore dage er der så meget plads-

mangel på hospitalerne, at man nærmest skal være

skingrende sindssyg og til fare for andre, for at man

kan blive indlagt, og sådan har jeg aldrig været. Og ti

år efter mit store nervesammenbrud og i en tid, hvor

jeg er symptomfri med lidt medicin, kan jeg roligt

sige, at jeg slet ikke er kandidat til at være på no-

gen afdeling. Godt det samme, for de har ikke bare

skåret ned på sengepladserne, personalet er også

blevet reduceret til det absolutte minimum.

Af Julie Feilberg

Julie Feilberg er medlem af Outsiderens redaktion

Min hverdag er trivielMin hverdag er triviel


Foto

: Lou

ise Go

nzale

s

31#75 December 2010

Alt for mange psykiatriske patienter går i stå i tilværelsen. Derfor har der i årtier været skænderier mellem sindslidende og psykiatri, om hvem der overhovedet er i stand til at hjælpe mennesker i psykisk krise. Psykiatrien har taget udfordringen op med det nye forskningsprojekt IMR. Det skal gøre patienterne mere bevidste om hvad, de vil med deres liv og hvordan behandlingssystemet kan hjælpe til. For at undersøge hvad der er fup og fakta i projektet med de store ambitioner, har vores reporter, Sharma Kunsang, opsøgt og talt med projektets bagmænd m/k, om forskning, recovery og, ikke mindst, om at vente på at dronning Margrethe griber ind.Her er hans rapport.

Af Sharma Kunsang

Allerede her kom recorderen på bor-det. Alt skulle med. Også selvom jeg på forhånd vidste, at samtalen na-

turligvis ikke skulle gengives fra ende til an-

den. Som repræsentant for et brugerblad var der ingen grund til at tro på et fuldstændigt overlap mellem min nysgerrighed og lægens. Båndet rullede. Samtalen om psykiatriens nye recovery-projekt kunne begynde.

-Gider du starte med at præsentere dig for læserne..?

- Ja, okay, jeg hedder John Hagel Mikkelsen, jeg er 56 år og udover at være speciallæge i psykiatri, så er jeg også centerleder, med de administrative opgaver der måtte ligge i det.

John smiler forsigtigt, så fortsætter han: - Og så kender jeg dig jo rigtig godt..!

Jeg nikker. Her hos John, min faste psykia-ter gennem mange år, har jeg kun gode min-der. John er en førende drivkraft i det nye forskningsprojekt IMR, og det er efter min er-faring et hverv, man sagtens kan betro til ham uden bekymring. Han er en gennemført dyg-tig, grundig og seriøs kapacitet på sit område.

Det er faktisk John selv, der har spurgt mig, om jeg vil interviewe ham om IMR, et stort forskningsprojekt der skal sætte skub i hverdagen på to distriktspsykiatriske centre i Storkøbenhavn. Projektets endemål står

Minnesota for sindssyge

”Mens den professionelle psykiater fortæller om det helt nye hotte forskningsprojekt, kan jeg ikke lade være med at sende en venlig tanke til den model, jeg engang selv stiftede intimt bekendtskab med…”


mig ikke helt klart, noget af det handler vist om forskning, andet om at gøre tingene lidt bedre, som Poul Nyrup engang sagde. At få patienterne op af stolen, ud i livet, tilbage til karrusellen. Alt for ofte, når mennesker en-der i psykiatrien, kommer de ikke videre. De bliver hængende på centre, væresteder, bo-steder, og i spillet om livet rykker de oftere tilbage til start end over målstregen. Det er frustrerende. For alle.

IMR er bygget på en tro på, at sindslidende selv ved, hvad der kan gøre deres liv bedre. De skal bare have en mulighed for at formule-re det, og nogen at sige det til. Jeg formoder, det vil virke opkvikkende. Både på patienter og medarbejdere, for IMR skal sikkert også ru-ske op i personalet. Som en påmindelse om at i livet er ingen svar kendt på forhånd.

- Hvor kommer ideen egentligt fra?- IMR er et amerikansk udviklet koncept,

som består af 11 undervisningsmoduler, som vi her efter nytår tilbyder en del af vores pa-tienter. De patienter der deltager i IMR, vil vi så følge, og se om de klarer sig bedre, end dem der får vores ”standard-pakke”, forklarer John.

Lidelse og managementJeg har siddet hele natten og nærstuderet be-skrivelsen af IMR. Detstår for ”Illness, Manage-ment and Recovery”, så der er altså tale om lidelse plus management. En interessant kom-bination. Management er et amerikansk ord for forvaltning og styring. Kontrol. Det var I og M. Først derefter, med et ”and” imellem, kommer den del af sætningen, der handler om Recovery. For mit vedkommende kan jeg godt blive en lille smule nervøs for balancen mellem psykiatriens ønske om at hjælpe, og så det ekstra ord ”recovery.” Der er en forskel på at blive en dygtigere patient og så det at blive bedre til at være rask. Ikke at de to ting skal skilles ad, det er kun balancen imellem dem, jeg tænker på. Recovery handler trods alt om at fi nde tilbage til sig selv og skabe en mening, der heler, ud fra livets kriser. Psy-kiatri handler om at fjerne ethvert tegn på krisen. IMR er olie og vand i en shaker. Hvor er salatbaren?

- John, hvordan forstår du selv begrebet recovery?

- Ha, jeg vidste du ville spørge om det, for FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

Illustration: Jaco

b To

lstrup

33#75 December 2010

det er jo meget forskelligt hvordan man op-fatter det. For mig er det den her proces med at hjælpe folk via de ressourcer og styrker de har, at kunne mestre en tilværelse der er til-fredsstillende for dem, svarer psykiater John

Hagel Mikkelsen.John virker

lidt svær at luk-ke op. Det havde jeg faktisk også forudset. Han er et meget disci-plineret og an-svarsfuldt men-neske. At kalde ham kulørt ville være en grov overdrivelse. Til gengæld er der

ingen tvivl om hans begejstring for projektet. Det er drømme han taler om, slår det mig . IMR skal få de gale til at drømme om virke-ligheden igen. Hvad der så kan ske, er også interessant.

- Og jeg tror virkelig på, at det her er noget, fortsætter John. - Det er unikt, at vi sætter et så stort recovery-projekt i gang i den etable-rede psykiatri, men jeg tror på det. Alle, der er med i det, tror at det her får en stor udbre-delse med tiden.

John får skaffet noget kaffe. Selv om jeg ken-der ham rigtig godt, tror jeg aldrig, det er sket før. Alle er bekendt med alvoren i projektet.

Mens kaffen hældes op og der samtales om sukker og fl øde, vender jeg i mit hoved de seneste årtiers ægteskabelige skænderier mellem sindslidende og psykiatere. Bitre an-klager, der har handlet om, hvem der over-


FORTSAT FRA FORRIGE SIDE

»John får hurtigt skaffet noget kaffe. Selv om jeg

kender John rigtig godt, tror jeg aldrig det er sket før.

Alle er bekendt med alvoren i projektet.«

ILLNES MANAGEMENT AND RECOVERY (IMR) – for første gang i Danmark.I 2011 begynder forskningsprojektet IMR på de distriktspsykiatriske centre Frederiks-berg-Vanløse og Ballerup. Projektet forven-tes afsluttet i december 2012, hvorefter der kommer en 3-årig forskningsmæssig efter-behandling af resultaterne samt en rapport. Det er kun anden gang på verdensplan, at der forskes i effekten af IMR.

Forløbet varer 9 måneder og består af 11 undervisningsmoduler. Det første undervis-ningsmodul handler om strategier for reco-very. Deltagerne opfordres til at defi nere, hvad recovery betyder for dem og til at sætte sig personlige og meningsfulde mål, som her-efter bliver et omdrejningspunkt for delta-gernes arbejde i det videre forløb.

Projektet vil involvere 128 patienter fra de to distriktspsykiatriske centre. Halvdelen vil deltage i en kontrolgruppe og ikke deltage i IMR. IMR er oprindeligt udviklet i USA.

IMR bygger på følgende recovery-værdier: Det er ikke de psykiske syge, der fejler i

indsatserne, det er indsatserne der fejler overfor dem

Den psykisk syge er eksperten i hans/hen-des egen oplevelse af sygdommen

Selvbestemmelse er altafgørende Behandlere skal se sig selv som samar-

bejdspartnere Behandlerne skal udvise respekt overfor

personen med den psykisk sygdom, her-under anerkende at denne er i stand til at tage beslutninger og være aktiv delta-gende i egen behandling samt respekterer forskelle i værdier og synspunkter

Søger efter hvor enigheden er når der er forskel i synspunkter

Håb er vigtigt

Læs mere om psykiatrisk rehabilitering i Lene Falgaard Eplovs bog fra 2010: ”Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering - en recoveryori-enteret tilgang”

hovedet er i stand til at hjælpe mennesker i psykisk krise. Det har ikke skortet på angreb. Uanset hvem der havde ret, er der fl ere ste-der i verden vokset en lidt forandret psy-kiatri frem. Set udefra ligner den måske den gamle psykiatri, med psykiatere, recepter og venteværelser. Men skal man forlade sig på det, skue hunden på hårene og klamre sig til vante overbevisninger?

Jeg tror ikke, man skal glemme, at psykia-terne også er usikre på hvad der nu skal ske. Taler man med psykiaterne, fortæller de om enorme skuffelser. Der kom aldrig en pille, der løste alting. Årsagen til sindets sygdom-me skjuler sig fortsat. Pengene kom heller ikke. Så hvad nu?

Alt afhænger af manualenPå bordet foran John ligger en manual på fl ere hundrede sider. Det er den, der skal holde IMR på sporet. Manualen indeholder detaljerede beskrivelser af undervisningsfor-løb, guidelines for patientsamtaler og masser af recovery-ord. Afveje og vildveje er der nok af, når distriktspsykiatrien går i gang med det storstilede forskningsprojekt, der skal løbe over seks år i alt. På den ene side skal psy-kiatrien leve op til lægeverdenens krav om forskningsmæssig soliditet. Og på den anden side er IMR en rejse ud i ukendte farvande.

Nogle dage forinden har jeg talt med en an-den person om noget af dether - en psykolog ved navn Erland Hansen, som sidder i center-

ledelsen på det socialpsykiatriske Bocenter Hedelund, hvor der arbejdes recovery-orien-teret. Han stiller spørgsmålstegn ved, om det er alle psykiatere der har forstået, at recovery ikke er en udvidet patientsamtale.

- Hvis IMR er et reelt recovery-projekt, skal hverdagen på de distriktspsykiatriske centre holde op med at tage udgangspunkt i diagnoserne. Så skal tilbuddene tage ud-gangspunkt i hvad den enkelte borger ønsker fx behandlingsmæssigt. Psykiatriens grund-læggende udfordring ligger i at anerkende borgeren som ligeværdig samarbejdspartner, og ikke kun se sig selv som eksperten, sagde psykolog Erland Hansen.

Jeg deler betænkelighederne. Manualen er pensum fra side ét. Den er formentlig ikke bygget op som et opslagsværk både behand-lere og patienter kan boltre sig med, alt efter temperament og hjemmebryggede hensyn. Og fordi hele øvelsen er et forskningsprojekt, er det et krav, at alle følges ad på lige fod fra dag ét. Det hele skal jo slutteligt være målbart ud fra samme facitliste.

John Hagel Mikkelsen virker til at være i topform. Jeg stiller ham et spørgsmål:

- Hvem har egentlig lavet den manual, som personalet arbejder efter i IMR?

- Hele IMR-konceptet er oprindeligt udvik-let i USA af psykologen Kim T. Mueser og hans kollegaer. Og nogle af de forskere, der var med til at lave manualen, har tidligere selv har været indlagt i psykiatrien, svarer han. FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

John Hagel Mikkelsen, en af hovedkræfterne bag projektet og praktiserende psykiater, bl.a for denne artikels forfatter. Foto: Jette Nielsen.

35#75 December 2010

- Hvis man er en smule skeptisk, kan IMR godt se ud som en udvidet omgang psykoe-ducation. Er der noget i IMR, hvor du tænker, hold da op, hvor er det anderledes?

- Det er ikke sådan, at der er noget hvor jeg tænker, wow – det her er fantastisk. Alle en-keltdelene i IMR kender vi allerede. Det nye er, at vi samler det hele, såsom psykoeducation og social færdighedstræning. Til sidst måler vi så, om IMR er bedre end det, vi gør i forvejen. På det her psykiatriske center skal vi have 128 deltagere, hvoraf halvdelen fortsætter i den sædvanlige behandling. Ellers er der ikke no-get at måle på, konstaterer han. Ingen kan vaske hænderne

Den sædvanlige be-handling. En slags åndelig placebo. Hvad er det mon den nuværende psykiatri til stadig-hed mangler, på trods af forandring og forbedring? Hvad var det USA-psykologen Kim T. Museer havde i tankerne, og brugte som drivkraft, da

han lagde sig på sofaen og udtænkte en ma-nual, som kunne få psykiatrien til at banke mandhaftigt på døren til recovery?

Han må have haft utilstrækkelighederne i den etablerede psykiatri som motivator og drivkraft.

Set fra denne side af kaffekoppen er pro-blemet, at psykiatriske patienter meget hur-tigt ender med at blive tilskuere til deres eget liv. De er passive. Livet bliver noget andre må klare, og det hjælper ikke, at lægerne bare går tilbage til laboratoriet, hver gang det bliver lidt for meget.

Mine tanker tager endnu en lille udfl ugt – til et rummeligt kontor i en lille skov i Balle-rup, hvor jeg ugen før mødtes med psykiater

Lene Falgaard Eplov for at høre om hendes forskning i det, der kan hjælpe sindslidende i gang igen. Lene Eplov er forskningsleder i psykiatrisk rehabilitering på Psykiatrisk Cen-ter Ballerup og har blandt andet skrevet den første danske bog om emnet. Hun er også en af drivkræfterne bag det danske IMR-projekt.

- Mange borgere, der bliver psykiatriske patienter, kan have enormt svært ved at komme i gang bagefter. Hvordan indgår IMR i det store billede?

- IMR bygger på en fundamental antagelse om, at det ikke er de sindslidende, der fej-ler i indsatserne, det er indsatserne der fejler overfor dem. Så hvis en psykiatrisk patient bliver ved med at gå i stå i sit liv, kan behand-lingssystemerne ikke bare vaske hænderne, svarede Lene Falgaard Eplov

Hun fortsatte:- Men IMR kan ikke stå alene. Der er be-

hov for en samlet – helst national – indsats, således at vi får en recovery-orienteret be-handlings- og socialpsykiatri, der samlet set arbejder rehabiliterende.

- Hvad er så recovery for dig?- Jeg er enig i mange af de værdier, som

IMR bygger på. For eksempel at behandlerne skal vise respekt for den sindslidende og an-erkende, at sindslidende selv er i stand til at tage deres egne beslutninger. Også omkring den psykiatriske behandling, selvom der kan være forskel i hvordan man ser på tingene, sluttede forsker Lene Falgaard Eplov.

Drøm løs – og lad dig rive medTilbage på distriktspsykiatrisk center Frede-riksberg-Vanløse. Undervejs i interviewet har psykiater John Hagel Mikkelsen fl ere gange lagt vægt på, at IMR skal få patienterne på ba-nen. Klart. Hvis psykiatriske patienter pludse-lig slipper kaffekoppen og tager arbejdstøjet på, sætter det sandsynligvis lidt fut i psykia-trien.

- Den allerførste undervisning i IMR hand-ler om recovery-processen. Om hvad man

»Det er drømme han taler om, slår det mig. IMR skal

få de gale til at drømme om virkeligheden igen. Hvad der så kan ske, er

også interessant.«


FORTSAT FRA FORRIGE SIDE

gerne vil opnå, ens egne drømme. Her skal patienterne selv sætte sig sine mål, og måske opstille nogle delmål, der kan være meget personlige, siger John.

- Min erfaring fra det bosted jeg bor på, er at mange har fuldstændigt urealistiske mål, set med mine øjne. Der sidder to eller tre og siger de skal ud i egen lejlighed for de kan ikke holde ud at være på et plejehjem sammen med 34 andre syge. Så siger den ene, at han vil få Dronning Margrethe til at skaffe ham en lejlighed imens trøjen sidder omvendt på. Han er nem at få til at opstille langsigtede mål, men der må da være et fi l-ter?

Jeg har tænkt over det fl ere gange. Begre-bet ”realistisk,” er kun brugt få gange i for-bindelse med hele IMR-komplekset. Det lig-ger som en skjult forventning at tingene er realistiske, selvom jeg personligt ved, hvor svært det kan være at bringe en syg borger frem til en realistisk erkendelse. Ofte er det svært, fordi det kan føles som et krav på en indrømmelse af, at man selv har skabt pro-blemerne. Når man beder sindslidende om at være realistiske, er der grobund for alle de små livsløgne. Underdrivelse og bagatel-lisering af et alkoholproblem for eksempel. Erkendelsens mål må være fuldstændig ærlig-hed, og dermed anvendelighed. I modsat fald kan den skade mere end den gavner. Det er en proces der ofte tager meget lang tid. Er-kendelsens kvalitet bliver et af IMR projektets største udfordringer.

- ja. Men Sharma, her ville vi nok vælge at sige, det er fi nt at Dronning Margrethe skal skaffe dig en lejlighed. Men det er ikke no-get du kan få til at ske lige nu. Hvad skal der til for at opfylde det mål? Så vi ville arbejde med at opstille nogle realistiske delmål. Det vi ikke må gøre, er at fjerne folks ønsker eller håb for fremtiden. Det interessante er, at når føret et menneske begynder at komme i be-vægelse, fi nder man ofte ud af, at det ikke var så vigtigt, det der med Dronning Margrethe. Det vigtige er at få et sted at bo. Folk bliver mere realistiske, efterhånden som de arbej-der sig igennem, siger psykiater John Hagel Mikkelsen.

Minnesota for sindssygeIMR lyder solidt. Meget imponerende og gen-nemtænkt. Jeg tænker på, om IMR-folkene har kigget lidt over skulderen til den succes som ligger ret fremme.

Minnesota-kuren arbejder efter en 12 trins model, IMR har 11 moduler. I Minnesota ar-bejdes der individuelt såvel som i grupper. Det samme som i IMR. Forskellen er måske

at i Minnesota-kuren, er målet det samme for alle deltagere: at kvitte alkoholen eller anden misbrug for bestandigt. Tage vare på sit eget liv. Genoprette tilliden til arbejdsplads og familie. I psykiatrien er det mere forskelligt, hvad folk slås med, og måske sværere at sige hvad der er næste skridt fremad.

Min erfaring siger mig også, at det må på-regnes at borgernes og behandlernes forhold, udvikler sig til en tættere tilknytning fra bor-gerens side. Behandleren bliver hurtigt den vigtigste person i borgerens splittede liv. Den problemstilling skal også undervejs gøres klar og synlig. Hvem er hvem? Autoritet og natur-lige tilknytninger, er det vigtigt at være tyde-lig omkring lige fra første modul.

Og så vil jeg godt tillade mig at tvivle på, hvorvidt deltagerne i IMR er i stand til, uan-set hvilken undervisning der er en del projek-tet, at nå frem til en meningsfuld tilstand for dem selv. Så hvis mål er det, der i sidste ende bliver stillet op i IMR? Personalets - de ivrige manual-læsere - eller patienternes?

Et svært psykisk sygt menneske/pårø-rende, er ofte ikke i stand til at udtænke sig en meningsfuld målsætning over så lang en periode. Det kan ligefrem være et stort pro-blem for alle typer mennesker. Også for mig. Absolut ingenting forekommer meningsfuldt på forhånd. Minnesota-modellen har det helt klare mål, at tage èen dag af gangen. 24 timer. Det er altid i dag og derfor også overskueligt og evigt aktuelt! Det virker overkommeligt. Og det virker. Minnesota har den fordel, at den har bevist sit værd i Danmark, gennem mange år. IMR bliver utrolig interessant at følge.

Artiklen af skrevet af Shar-ma Kunsang i samarbejde med Klavs Serup Rasmussen. Sharma Kunsang er skri-bent i fl ere blade, og har i tidligere numre skrevet om sin karriere i reklamebran-chen. Karrieren førte til et Minnesota-ophold. Derefter rørte Sharma ikke alkohol i 11 år og drikker i dag så lidt er det er uvæsentligt.

37#75 December 2010

Hvad er mere hyg-geligt end at have hængende en pose blå

Irma, der næsten dufter af rigtige bønner og får

dig til at drømme om at drikke en skøn Cafe Latte. Uhm.

En brænden-

de busk er herlig, og

så luner den. Den viste

sig for Moses i et drømme-

syn og han syntes den var

pæn og tog den med hjem.

Lige siden har den været

populær overalt. Klip-

peklippeklip!

Hæng denne ele-

gante hvidvin et

sted, du kommer

meget. I køleskabet,

under sofaen eller

på toilettet.

er mere hyg-geligt end at have hængende en pose blå

BBBBBBBBBBBE

BE38 #75 December 2010 #75 December 2010 #75 December 2010

Outsiderens Juleklip

Julen er traditionernes tid, og ingen jul uden juleklip. Her er nogle dejlige og hyggelige fi gurer, som du og dine kære

kan have en skøn stund med, lige til at sakse!Vi er især gået efter ting, der fylder ethvert psykisk sårbart menneskes hjerte med øm-hed. Ting, du forbinder med noget rigtigt dejligt og positivt.Hvert klip er en varm tak for al den kærlig-hed, der er i verden, og for året, der er gået.

Det er klip, der får dig til at huske – for julen er en tid til at mindes, det gode og det endnu bedre.Så glæd dig selv og andre ved at klippe ud og hænge op – på lysekronen i stuen eller på knagerne i entreen eller, naturligvis – på ju-letræet itself!

Glædelig jul & klip-klipOutsiderens redaktion

Outsiderens Juleklip

Det er klip, der får dig til at huske – for julen BDet er klip, der får dig til at huske – for julen er en tid til at mindes, det gode og det endnu B

er en tid til at mindes, det gode og det endnu BBBBEBog hænge op – på lysekronen i stuen eller på Bog hænge op – på lysekronen i stuen eller på

knagerne i entreen eller, naturligvis – på ju- Bknagerne i entreen eller, naturligvis – på ju- BBBE

Maldiverne er sandsynligvis opslugt af havet om en snes år. Klip ud til din samling af juleplatter.

Placer dit helt eget overvåg-ningskamera et sted, hvor alle kan se det, så I føler jer hjemme og trygge i julen. God ferie.

Den klassi-

ske julestrømpe,

doneret af en ven-

lig herre, som gerne

vil være anonym. Til

træet eller under

tøfl en.

Ingen jul

uden Inger. Hvis

du er lidt ensom jule-

aften. kan du kramme

billedet af Inger Støj-

berg - hun tænker

helt sikkert også

på dig.

Her

er Tage

fra kommu-

nen. Han er

sød.

Mænd hader bløde pakker under træet – det her hangarskib skal du forære til en, du

elsker

"De tre vise

mænd fra østen" hører til i ethvert krybespil. Kan bygges alene eller sammen med andre. Meget spændende.

er Tage

fra kommu-

nen. Han er

Maldiverne er sandsynligvis opslugt af havet om en snes år. Klip

39

Outsiderens JuleklipOutsiderens Juleklip

Ingen jul

uden Inger. Hvis

du er lidt ensom jule-

aften. kan du kramme

billedet af Inger Støj-

berg - hun tænker

helt sikkert også

på dig.

Mænd hader bløde pakker under træet – det her hangarskib skal du forære til en, du

elsker

#75 December 2010

BBEBBE

Indbetaler

Meddelelser ved

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Charlotte Blixenkrone Eriksen er 42 år, bor i Sorø og vil fremover skrive en klumme i

Outsideren.

ECT-tøsernes

klubOutsiderens nye klummeskriver vil gerne have lidt åbenhjertig sex ind i spalterne – desværre kan hun efter en større omgang elektrochok ikke huske ret meget…

Af Charlotte B. Eriksen

Med disse ord bevæger jeg mig ind i en helt ny verden: Jeg har skrevet en del, men klum-meskrivning er helt og aldeles nyt for mig. Jeg ville ønske, at jeg var en vidende cigar, der kunne strø om mig med perspektiveringer til alle mulige historiske personer og begivenhe-der, men det kommer altså ikke til at ske. Jeg vælger at være ligeglad med historien, men hele sandheden er, at jeg har modtaget en stribe af elektrochok. Og der er røget en hel del ud af min lystavle på den konto. Derfor vil jeg denne gang fortælle om tøserne fra ECT-klubben. Jeg er medlem af en meget lille klub på fem tøser. Vi har mødt hinanden i psykia-trien, og vi fandt på at lave en kaffeklub. Fire af os har modtaget ECT, altså elektrochok, men det var ikke noget krav for at være med i klubben, det var tilfældighedernes spil.

Vi griner meget i klubben og vi kan fak-tisk nogle ret hardcore jokes og historier om psykiatrien. For eksempel om de gange, hvor jeg har været manisk og løbet ret stærkt, og under en indlæggelse har mødt nogle af de andre – som på deres side har været depres-sive. Det er blevet til muntre sammenstød, som når de andre tøser har siddet koncentre-rede i ergoterapien og lavet det fi neste patch-work, mens jeg ræsede rundt i lokalet og høv-lede en mulepose igennem symaskinen - jeg skulle bare have noget fra hånden..

Vi er i øvrigt ret enige om, at man er super-effektiv, når man er manisk.

Man behøver ikke søvn. Og man skal ikke diskutere med nogen, man har simpelthen

ikke tid til at høre, hvad andre siger. Det kan være ret praktisk, måske kunne man li-gefrem indsætte maniske i produktionen på danske virksomheder for at øge effektivite-ten og derved undgå at fl ytte produktioner til udlandet? Nå, men tilbage til ECT-tøserne, for jeg syntes, der skal være lidt sex i denne klumme. Er vi mon mere i stødet end andre piger, når vi kører rigtigt hurtigt? Ja, måske, men det ved vi ikke engang selv - vi kan nem-lig slet ikke huske noget fra de perioder på grund af elektrochokkene!

Altså, et par stykker fra den mere manio-depressive del af klubben kan måske huske noget i glimt, men det er ikke noget, de vil dele. Men selv vil jeg gerne dele, at ingen har strøm nok tilbage til at kunne undvære bat-terierne i sexlegetøjet. Desuden er vi uenige om, hvad ECT har gjort for os. Nogle mener, at det har reddet deres liv, fordi ECT gjorde dem så handlingslammede, at det var umuligt at gøre noget som helst, f.eks begå selvmord. Personligt synes jeg, at det er et uhyggeligt argument for en positiv effekt, men jeg har fuld respekt for at vi tackler livets kendsger-ninger på forskellige måder. Vi er derimod alle ret enige om, at det har gjort noget ved vores hukommelse. Her synes nogle, at de har fået den tilbage i et vist omfang, mens andre mener, at der stadig er store problemer, især med korttidshukommelsen. Men okay, det kan jo også skyldes, at vi er i fyrrene…

Jeg har mødt mennesker, der har været gla-de for behandlingen men fælles for dem er, at de ikke har modtaget ret mange behand-linger. Jeg syntes selv, at det føltes som at blive sat i en anden verden, hvor man følte sig som en handlingslammet tilskuer til livet. Jeg kunne ingenting huske og magtede end ikke at samtale. Det var en hård tid, som jeg stadigt bliver mindet om, når mine børn med forventningsfulde øjne spørger, om jeg kan huske dengang i børnehaven. Jeg har fl ere gange måtte skuffe dem, for jeg kan ingenting huske – men heldigvis har vi sammen kunnet bygget historierne op igen.

Jeg har efterhånden vænnet mig til min dårlige hukommelse og mit koncentrations-besvær. Om behandlingen har været god for mig, det vil jeg lade andre vurdere, men selv synes jeg, at bivirkningerne er svære at leve med.

Jeg skal heller ikke gøre mig til professor over, om man grundlæggende bliver invali-deret af sygdommen eller af behandlingen. Selvfølgelig har jeg en mening om den pro-blematik – jeg kan bare ikke huske den lige nu…

Blixenkrones spalte om livet & omegn


Indbetaler

Overførsel fra kontonummer

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Underskrift ved overførsel fra egen konto Post Danmarks kvittering

Gebyr for indbetaling betales kontant

KVITTERINGGIRO

INDBETALINGTALINGT

Kroner Øre

Dag MånedMåned ÅrÅr Sæt X

BetalingsdatoBetalingsdato eller Betales nu Kroner Øre

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Dan-ske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt.

..... .il maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

,il maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

, .. .. ,,

8 7

4030S 2009.05 DB 759-26654

+01< +16672246<

16 67 22 46

OutsiderenBragesgade 10, 1. sal2200 København N

16 67 22 46

OutsiderenBragesgade 10, 1. sal2200 København N

■■ Gave til foreningen: kr. _____

■■ Privatabonnement, 5 numre: kr. 99,-

■■ Institutions-/virksomhedsabonnement, 5 numre: kr. 375,-

Ønsker 1 / 5 / 10 eksemplarer pr. gang: ________________

VI VED HVOR SKOEN TRYKKER

Vi vil dømmes...Outsideren er Damnarks eneste landsdækkende tidsskrift om psykiatri,

der ikke er skrevet af behandlere, journalister eller forskere.

Bag hvert ord står et menneske, der har lært psykiatrien at kende på den direkte måde. Ved at være skizofren. Eller psykotisk. Depressiv. Manisk.

Paranoid. Befi nde sig der, hvor livet kan være en daglig kamp, og det vigtigste er at tro på, at det hele nytter.

I Danmark udkommer en masse udmærkede tidsskrifter, der taler på vegneaf den ene eller anden minoritetsgruppe. De har det til fælles, at de stort set

skrives af mennesker, der ikke har prøvet tilstanden på egen krop.

Ikke et ondt ord om det. Men på Outsideren har vi altså valgt at gøre det på en anden måde. At være totalt uafhængige af politiske og økonomiske

interesser. At lade erfaringerne sidde ved tasterne.

Er det naivt? Eller kan det bruges til noget? Døm selv. Læs os.

5 numre for kun 99 kroner – abonnér nu!

Brug girokortet!

1 I forrige nummer skrev vi, at man altid kunne ringe til og klage. Vi har desværre været nødt til at lukke Outsiderens hotline, da vi ikke behandler klager om landbrugsstøtte. Vi beklager.

2 Landbrugsstøtten bliver alligevel ikke omlagt i 2011. Er du nysgerrig kan du ringe til EU-oplysningen på telefon: 3337 3337

3 En læser har beklaget sig over det, han læste som en kritik af psykofarmaka i forrige nummer, og har sendt os følgende:”Jeg oplevede på min egen krop, at hvis jeg ikke tog min medicin, blev jeg

syg igen. Og jeg mener også, at medicinen er et helt nødvendigt led i behandlingen, som overlæge Ove Jacobsen sagde til mig. Og som en sygeplejerske sagde til mig: ”Det er totalt urealistisk at tro, vi kan behandle os ud at alle sindssygdomme i landet med psykologi.” Og det tror jeg ved Gud, at hun havde ret i. Og som en anden behandler sagde til mig: ”Den har givet jer mulighed for et åndeligt liv.” Og det er også rigtigt. Rart at få relevant modspil. Venligst Egon Gad Johansen.(redaktionen har beskåret længden af Egon Gad's læserbev)

Brug girokortet

5 numre for kun

99 kroner

– abonnér nu!

VI V

ED

HV

OR

SK

OE

N T

RY

KK

ER

Vi har nedlagt vores hotline. Ring til EU i stedet, på telefon 3337 3337

Fejl og Fadæser Af redaktionen

Tanker efter en fødselsdag i Jylland

Af Boye Haure

Jeg var til stor fl ot fødselsdag i Jylland. En 50 års dag. 42 mennesker, 3 retters menu. Alle skulle introduceres. I den for-

bindelse begyndte min storebror at tale om ”rege-ringens damp-barn”. De kvikke af os kunne hurtigt regne ud, at der er tale om Lykke Friis, klimamini-steren. Hun fægter med arme og ben, når hun taler.

Har hun DAMP? Fordamper hun, når hun træ-der tilbage? Burde det ikke rettelig benævnes ADHD – den betegnelse, der har afl øst DAMP, selvom for-skellen er ens? Svarene er helt klart: Ja, ja og ja.

Den rigtige måde at stave til Lykke er l-y-k-k-e, som hun smilende sagde, da hun kom ud fra Amalienborg efter hendes udnæv-

nelse. Ikke som i hendes chefs navn, vores ikke-fol-kevalgte statsminister Lars Løkke med efternavnet Rasmussen.

Lykke er en fi n lille kvinde, der lever efter mot-toet: Hellere lille og kvik end stor og doven. Det er åbenbart, at der ligger en vittighed i at kalde hende for DAMP-minister. Diagnoser er ikke objektive i psykologien og psykiatrien. Det er et spørgsmål om normer. Lykke er i hvert fald ikke helt almindelig. Hun er halvtysk og fan af tysk fodbold. Ikke et ondt ord om det.

Hendes dynamik er imponerende. Men kan hun holde til det i det lange løb? Går hun mon ned med stress i sin kamp for klima, energi og ligestilling? Det vides ikke - udover at døden skal have en årsag. Både den politiske død og den fysiske jordiske død.

Når regeringen har kørt Danmarks økonomi i sænk og alle statens penge er fordampet, så kom-mer der et nyt damptog igang. Eller et nyt damp-skib. En ny regering med fl ere DAMP-børn. En ”rød regering”.

Længe leve alverdens DAMP-børn og ADHD-til-fælde. Længe leve det såkaldt unormale. Det sætter kolorit på tilværelsen.

Boye Haure er cand polit, nationaløkonom og Outsiderens økonomiske ekspert

Støtte- og kontaktCentret

Et tilbud til sindslidende i København - gratis og anonymt

DøgnrådgivningÅben for telefonisk kontakt døgnet rundt alle årets dage.Personlig henvendelse kan foretages direkte fra gaden mellem 8 - 22 på hverdage og mellem 17 - 22 på søn- og helligdage ellers efter aftale.

Vi tilbyder almen menneskelig og juridisk rådgivning samt mail-rådgivning på [email protected]

Café 24 Åben alle årets dage, hverdage mellem 14 - 22, søn- og helligdage mellem 10 - 22. Se dagens menu på www.skc.dk

Støttekontaktpersonerne (skp’erne) giver støtte til at få hverdagen til at fungere.

Linnésgade 24, 21361 København KTelefon: 33 14 98 41Mail:[email protected]: www.skc.dk

DAMP i regeringen

Illustration: K

atrine Fo

kdal

43#75 December 2010

Quiztid!- svar rigtigt og vind en superfed designertaske

Velkommen til Outsiderens julequiz. Her kan du vinde det allermest hotte i tiden – en taske flettet af papir. Præmien er håndlavet af maler, designer, kribent mv Katrine Fokdal, og består af gamle numre af Outsideren.

For at deltage i lodtrækningen skal du svare rigtigt på seks spørgsmål. Svarene på spørgsmålene kan du finde på vores hjemmeside.

Kig under ”arkiver” > ”alle vores gamle numre” på Outsideren.dk

Seks vidunderlige spørgsmål om Outsideren igennem tiderne:

1. Outsideren har tre gange haft temanumre om ”sex & sindslidelser” – i hvilke numre?

2. Hvad i alverden laver manden på forsiden af nr. 68?

3. I temanummeret om medicin, nr. 72, kan man læse om de mange slags medicin redaktionsmedlemmerne har været i behandling med. Hvor mange forskellige præparater er nævnt? (hint: se side 22)

4. Hvad for et billede bruger Outsideren som logo, på sin facebook-side?

5. Hvor mange penge havde Outsiderens reporter på lommen, da hun rapporterede fra café Victor i artiklen “De nyriges værested”? (se Outsideren nr. 71)

6. Hvilken frugt kunne man købe med postordre i “Super Fly” – Outsiderens forårskatalog 2009?

Send dit svar til [email protected] og skriv ”julekonkurrence” i mailen. Vi skal bare have din mail inden 10. januar 2011, så er du med i lodtrækningen. Præmien har en værdi af 600,00 kroner. Seriously.

BOUTSIDERENBragesgade 10, 1.DK-2200 København Nwww.outsideren.dkEmail: [email protected]

Documents

Outsideren nr 75