Peirce

Peirce

Charles Sanders Peirce, 1839-1914

Logik som tegnteori - semiotik

Peirce: ”Som jeg mener at have påvist, er logik i almindelig forstand blot et andet navn for semiotik (…), den … formelle doktrin om tegn.” (Peirce 1994, 93)

Peirce mener ”at al erkendelse er slutning” (Lübcke 2000, 21).

Dvs. at der ikke findes direkte og umiddelbar erkendelse eller intuition – som fx Husserl mente.

”Tesen om at erkendelse er en slutning, underbygger Peirce i sin teori om tegn, da han mener, at de forskellige slutningsformer kan reduceres til tegnrelationen.” (Lübcke 2000, 22)

Tegnfunktion - erkendelsesfunktion

Slutning er en påstands (konklusion) begrundelse vha. andre, forudsatte påstande (præmisser).

Dvs. forudsat præmisserne er sande så er konklusionen sand.

Hvis al erkendelse er slutningsagtig (inferentiel) så findes kun erkendelse/viden på grund af anden erkendelse/viden.

Man kan sige: al erkendelse/viden henviser til anden erkendelse/viden.

Hvad har det med tegn at gøre?

Tegn er noget der henviser til noget andet.

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionforts.

Tegnets særpræg – at henvise til noget andet – gør det til et ideelt medie for erkendelsesfunktionen: erkende noget på grundlag af noget andet.

Opfatte noget som tegn betyder jo at erkende noget – det tegnet henviser til – på grundlag af noget andet – erkendelse/genkendelse af tegnet.

Eksempel:

Kikker jeg ud af et af sydvinduerne i vores hus og ser vimplen på flagstangen næsten horisontalt vise (flagre) til højre, så ved jeg, at det blæser kraftigt fra øst.

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionforts.

Da Peirce mener al erkendelse er resultat af ræsonneren/tænkning – viden på grund af anden viden - , mener han også at al tænkning er tegnbaseret. (jf. Peirce 1994, 134)

(Jf. noget lignende mener Saussure ved at opfatte et sprog som helheden af to med hinanden relaterede systemer – bevidsthedsstrøm på den ene side og systemet af ”lyd-billeder” på den anden, se slides 7 ff i ppfil saussure).

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionresumé 1

Tegn er erkendelsesbaseret

Dvs. der findes ikke ”tegn i og for sig” eller en specifik tegnsubstans; der findes kun noget der fungerer som tegn for nogen, der opfatter dem som tegn for noget.

Tegn er ikke ting, tegn er relationer.

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionresumé 2

Erkendelse er tegnbaseret

Der findes ikke ”erkendelse (bevidsthed) i og for sig” eller en specifik erkendelsessubstans; der findes kun nogen der erkender noget-1 på grund af noget-2. Det noget-2 på grund af hvilket nogen erkender noget-1 fungerer som tegn for noget-1.

Erkendelse er ikke en ting, men en relation

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionkonklusion 1

Når vi taler om tegn som om de var ting, eller om erkendelse/bevidsthed som om det var en særpræget substans, så fortager vi en abstraktion.

Det er ikke det stykke stof der hænger på min flagstang som er et tegn (for østenvind). Det er heller ikke min krop der står ved vinduet og kikker på vimplen, der er en erkendelse.

Tegnet er hvad der foregår mellem østenvinden, vimplen og min krop. Erkendelsen er hvad der foregår mellem min krop (sanseorganer, nervesystem), vimplen og østenvinden.

Tegnfunktion – erkendelsesfunktionkonklusion 2

Man kan sige:

En tegn-relation er ydersiden af en erkendelses-relation

En erkendelses-relation er indersiden af en tegn-relation

Tegn definitionrepræsentamen, objekt, interpretant

Generel definition af tegn (Peirce 1994, 94, 116):

”Et tegn eller repræsentamen er noget, der for nogen står for noget, i en vis henseende eller egenskab.” (94)

”Et Tegn, eller Repræsentamen, er det Første, der står i en ægte triadisk relation til et Andet, der kaldes dets Objekt, og derved er i stand til at udvirke, at et Tredje, der kaldes dets Interpretant, indtager den samme triadiske relation til dets objekt, som tegnet selv står i til det samme Objekt.” (116)

Tegn definitionkommentar 1

Det der er vanskeligt at forstå i forbindelse med Peirces tegn-definition er begrebet interpretant og påstanden at den ”indtager den samme triadiske relation til dets objekt, som tegnet selv står i til det samme Objekt”.

Betyder det at den bevidsthed, der opfatter relationen mellem tegn-1 og objekt, selv er tegn-2 for samme objekt? – Men hvem er så interpretant-2 for denne tegn-2-relation? Tegn-1 måske?

Det er absurd: vimplen (tegn-1 og interpretant-2) kan ikke være bevidst om at jeg (interpretant-1 og tegn-2) er et tegn (repræsentant) for østenvinden.

Tegn definitionkommentar 2

Bedre løsning:

’Interpretant indtager samme relation til objektet som tegnet’ skal ikke forstås sådan at tegn (vimpel) og interpretant (jeg) bytter roller. Tegnet bliver ikke interpretant – det får altså ikke pludselig bevidsthed. Men interpretant bliver til en slags tegn ved at repræsentere objektet på grund af tegnet.

Dvs. hvis man opfatter bevidsthed som repræsentation (præsentgørelse af noget-2 vha. eller på grund af noget-1[= tegn-1]), så kan man opfatte bevidsthed som tegn-2 (repræsentant/repræsentamen for noget-2 på grund af noget-1 [= tegn-1]).

Tegn definitionresumé

Opfatter man tegn som triadisk repræsentations-relation der indeslutter bevidsthed og objekt, så kan man opfatte bevidsthed som en triadisk repræsentations-relation der indeslutter tegn og objekt.

Mellem tegn som repræsentamen og bevidsthed som repræsentamen består dog stadigvæk den forskel at bevidsthed repræsenterer objektet inde i sig (dvs. for bevidstheden selv), mens tegn repræsenterer objektet for en anden (en bevidsthed eller interpretant).

Man kan sige: bevidsthed er en tegn-relation, men ikke alle tegn (fx vimplen) har selv bevidsthed.

Tegn definitionresumé forts.

At bevidsthed ’repræsenterer noget inde i sig’ kan man forestille sig på den måde at bevidsthed modellerer det den er bevidst om i form af neurale mønstre – dvs. mønstre af nerveforbindelser – der kan huskes og reaktiveres ved passende lejligheder.

Aktiveringen af disse mønstre opleves som det fænomenologien kalder fænomener – tilsynekomster.

Tegn definitionresumé forts.

Grundlæggende for Peirces tegnteori – modsat fænomenologien - er dog at tegn altid – både indre og ydre tegn – er relationer mellem 3 forskellige relata.

Sådanne relationer mellem 3 forskellige størrelser kaldes triadiske.

De 3 størrelser en triadisk relation forbinder med hinanden, kalder Peirce Første, Anden og Tredje.

Figur 1

Tegn

Repræsentamen

noget = ting

Første

Objekt

noget = ting

Andet

bevidsthed

Interpretant

nogen = person

Tredje

Figur 1: forklaring

De to kursive udtryk – repræsentamen, interpretant – er ikke blot betegnelser for henholdsvis tegnet selv og den bevidsthed der opfatter tegnet, men også for de funktioner tegnet og bevidstheden udfører.

Disse funktioner visualiseres i figuren gennem pilene:

Tegnets funktion er at repræsentere noget for nogen.

Interpretantens (bevidsthedens) funktion er at interpretere noget som tegn dvs. som repræsenterende noget andet.

Figur 1: forklaringforts.

’Repræsentere’ betyder at gøre noget (der ikke er præsent) præsent.

Tegnets tilstedeværelse gør noget som ikke er til stede, præsent. Det gør det dog ikke fysisk eller ”i egen person”, men mentalt eller stedfortrædende præsent.

Det er kun muligt, hvis der er nogen til stede, interpretanten, der opfatter tegnet som stedfortræder/repræsentant for noget andet.

Dvs. interpretanten erkender noget, der ikke er præsent, på grund af noget, tegnet, der præsent.


Tegnets (Første) funktion – at repræsentere noget andet – fuldbyrdes kun hvis der er én (interpretant, Tredje) der udøver sin funktion og interpreterer tegnet som repræsentant for et objekt.

Dvs. repræsentation er ikke mulig uden interpretation.

Interpretationen virkeliggør hvad repræsentationen muliggør.

Peirce påstår også det omvendte:

Interpretation er ikke mulig uden repræsentation – dvs. uden tegn.


Termerne ’Første’, ’Andet’, ’Tredje’ er ikke kun abstrakte betegnelser for tegn-relationens relata mhp. deres forskellige funktion inden for denne relation; de er samtidig betegnelser for bestemte værensformer og dermed forbundne ontologiske roller inden for den peirceanske metafysik.

Det er ikke muligt at gå nærmere ind på den metafysiske side af Peirces semiotik.

Triadisk relation

En triadisk relation er en relation mellem tre ”poler” (relata). I prædikatslogikken opfatter man relationer som prædikater der kan udsiges af én, to, tre eller flere genstande eller ”argumenter”; en triadisk relation kan i et formalt logisk sprog fx udtrykkes som F(a, b, c). Her er F et tegn for en eller anden relation og a, b, c, er tegn for nogle genstande der står i denne relation.

Et eksempel på en triadisk rum-relation er: Mellem(a, b, c). Udtrykket skal læses: a ligger mellem b og c.

Triadisk tegn-relation

Peirce siger at tegnrelationen er en ægte triadisk relation (116).

Dvs. ”dens tre medlemmer er bundet sammen … på en måde, som ikke består i noget kompleks af dyadiske relationer” (116).

Tegnrelationen kan formelt udtrykkes som

TEGN(repræsentamen, objekt, interpretant).

Det skal læses: noget der repræsenterer (repræsentamen) et objekt for en bevidsthed (interpretant) er et TEGN.

Kommentar 1

Tegn-relationen er ikke en kompleks af dyadiske relationer, betyder at

• et repræsentamen ikke kan repræsentere et objekt uden en interpretant;

• det kan heller ikke være et tegn for en interpretant uden at repræsentere et objekt

Kommentar 2

Noget lignende gælder for interpretanten eller det Tredje. Interpretant er opfattelsen af et repræsentamen som tegn for et objekt. Det hedder ’det Tredje’ fordi det indeholder eller omfatter det Første (repræsentamen) of det Andet (objekt). Det gælder jo også matematisk: 3 = 1 + 2.

Dvs. at der ikke kan være tale om en interpretant (en bevidsthed), hvis den ikke består af (opfattelsen af) et repræsentamen som repræsenterende et objekt (for interpretanten). Det betyder at • en interpretant ikke bare kan opfatte et eller andet som repræsentamen (tegn) uden objekt og• en interpretant ikke bare kan opfatte et eller andet som objekt uden repræsentamen.

Kommentar 3

Det sidste betyder nok at en bevidsthed ikke bare kan opfatte (tænke på, forestille sig osv.) et objekt i en direkte dyadisk relation mellem objekt og bevidsthed. Den er nødt til at repræsentere objektet på en eller anden måde i sig (dvs. bevidsthedsmæssig) for at kunne opfatte det.

Peirce siger (134): ”Vi tænker kun i tegn”.

Husk: denne opfattelse står i direkte modsætning til Husserls opfattelse af intuition som bevidsthed af et direkte givet objekt.

Tegnformerikon

”Et ikon er et tegn, der kun refererer til det Objekt, som det betegner, i kraft af sine egne egenskaber … Hvad som helst, hvad enten det er en kvalitet, en eksisterende enkeltting eller en lov, er et Ikon for noget, for så vidt som det ligner den ting og bruges som tegn for den.” (100)

”Et Ikon er et Repræsentamen, hvis Repræsentative Kvalitet er en Førstehed … Et tegn pr. Førstehed er et billede af sit objekt og kan strengt taget kun være en idé. ” (117)

Ikoner repræsenterer sammenhænge mellem objekter der ligner hinanden (jf. 131.: idéen af et elskendepar = mental ikon). Dvs. der er ikke en fysisk sammenhæng mellem ikon og objekt

Eksempler: Alle billeder er ikoner – det gælder både de mere realistiske (især fotografier) og de mere abstrakte billeder. Diagrammer er eksempler på de mere abstrakte billeder. Også ideer er (abstrakte) ikoner for de egenskaber en mængde genstande har tilfælles (jf. 118)

Tegnformer Index

”Et Index … er et Repræsentamen, hvis Repræsentative karakter består i, at det er et individuelt andet. ” (122)

Eksempel:

Alle virkninger af en bestemt årsag er index for denne årsag: røg for ild, vejrhane/vimpel for vind, højden af termometersøjlen for temperatur osv.

Vimplen der flagrer på flagstangen og viser vindretningen er et index. Uden vind – ingen henvisning til vindretning. I den situation er vimplen et index for vindstille. Vimplens indexfunktion er altså direkte afhængig af luftens bevægelsestilstand.

Symbol

”Et symbol er et Repræsentamen, hvis Repræsentative karakter netop består i, at det er en regel, som vil determinere dets Interpretant.” (129)

”Et symbol kan … ikke udpege en bestemt ting” – [som indexer kan gøre det]. ”Ikke blot det, men det er selv en type og ikke en enkelt ting.” (133)

”Alle ord, sætninger, bøger og andre konventionelle tegn der Symboler.” (129)

IKON, INDEX, SYMBOL som FØRSTE, ANDEN, TREDJE – progression (jf. 133)

”Man kan bemærke en regulær progression af et, to, tre i de tre ordener af tegn, Ikon, Index, Symbol.” (133)

Ikonet har ingen dynamisk forbindelse med det objekt, det repræsenterer.” (l.c.). Ikonets egenskaber ligner bare objektets; ikonet ”vækker lignende sansefornemmelser i det sind, der ser det som en lighed” (l.c.); dvs. ikonet minder om noget andet. Der er ingen virkelig forbindelse mellem ikon og objekt.


”Indexet er fysisk forbundet med sit objekt” (133). Dvs. her har vi en dynamisk forbindelse. Peirce siger at index og dets objekt ”udgør et organisk par” (l.c.).

Det skal nok forstås sådan at indexet ikke ville være i netop den tilstand der er grund til dets henvisning til objektet. Dvs. objekt og index hænger sammen som årsag og virkning. De hænger organisk sammen i den forstand at man ikke kan tale om årsag uden virkning og ikke om virkning uden årsag.


Et symbol ”er forbundet med sit objekt i kraft af ideer i det symbolbrugende sind” (l.c.). Det er disse ideer der etablerer forbindelsen – ellers ville der ikke være nogen forbindelse.

Ideerne er gennem vane eller lov (= konvention, regel) forbundet med objektet. Dvs. vi har vænnet os til (har lært) at forbinde bestemte tegn med bestemte ideer (begreber).

Symboler er et Tredje fordi de både indeholder ikoner (Første) og indexer (Andet) for at symbolisere noget.

Dvs. symboler repræsenterer både enkeltting (index) og ideer/begreber (ikon).

Documents

Peirce