Pergamentet no. 2, 2012

Tema: ”Kulturmøder”

Pergamentet

Redigeres af studerende på

historiestudiet på AAU

Ansvarshavende Redaktør: Martin O. Jørgensen (moj@cgs.aau.dk)

Redaktion:

Jonas Bertelsen (2.sem) Katrine Funding Højgaard (2.sem)

Martin O. Jørgensen (Ph.D stip.)

Mia Bundgaard Rasmussen (2.sem)

Søren Christian Winther (2.sem)

Korrektur:

Johan Heinsen (Ph.D stipendiat)

Layout:

Søren Chr. Winther

Forside: Mia Bundgaard Rasmussen

Skribenter i dette nummer:

Bjarke V. Bruhn-Rasmussen

Yusuf Cakin

Katrine F. Højgaard

Mia N. Jensen Lasse K. T. Justesen

Martin O. Jørgensen

Jimmy M. Larsen

Torben K. Nielsen Thor B. Pedersen

Mia B. Rasmussen

Mikkel V. Risager

Marianne Rostgaard Mette Sjørup

Søren C. Winther

Deadline for indlæg næste nummer:)

01.09.2012 (udgives 17.09.2012 med

temaet ”Krige og konflikter”)

moj@cgs.aau.dk

Oplag:

150. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene

forfatterens holdning, Redaktionen

holder sig derfor ikke ansvarlig.

Anonyme oplæg optages derfor heller ikke.

Indholdsfortegnelse

Leder & temaintroduktion

Tema

Side 2 - Abbed Vilhelms tænder

Side 5 - De kristne europæres møde

med indianerne i Syd og Mellem-

amerika

Side 11 - Imperialisme, den russiske

Columbus og tjukterne

Side 15 - Kineserskibet

Anmeldelser

Side 19 - Memory in a global age.

Discourses, practices and trajecto-

ries

Side 20 - Empires of the Atlantic

World. Britain and Spain in America

1492-1830

Side 21 - The Secret History of De-

mocracy

Side 23 - Utopia

Udenfor tema

Side 9 pige

Side 17 - Hekseforfølgelserne i Sa-

lem

Side 25 - Ph.d. Stafetten

Side 28 - Museumspraktik

Side 30 – Miljøhistorien kommer til

historiestudiet

Side 31 - Lidt refleksioner fra det

sønderjyske

Side 33 - Set og sket på historiestu-

diet

Side 34 – Vi er flyttet!

Side 35 - Tema for næste nummer

Leder

Kære læsere.

Så kom turen til det andet nummer. Hjulene er i gang, og der er ved at være opbygget et godt momen-

tum, imens det samtidig er sjovt at skabe noget til fællesskabet. Der har også været god opbakning om-

kring bladet undervejs. Det takker vi for. Det er i den grad opmuntrende.

Vi har derfor nu flere indlæg fra tidligere studerende, nuværende studerende på tværs af semestrene,

underviserne og redaktionen. Tak for disse bidrag og fortsæt endelig med at bidrage. Et af målene med

bladet er at skabe et fælles forum, hvor yngre og ældre studerende, såvel som forhenværende, kan

’mødes’, så vi er godt på vej!

Studiebladet er genrejst, og ligeledes har studiets filmklub også genset dagens lys. Set i bagklogskabens

klare lys var emnet i første film dog nok for snævert, og sammenfaldet med en eksamen afholdte flere

fra at deltage. Men vi er i gang, og pt. kører debatten på Facebook om hvilke film, der bør være de næ-

ste på tapetet.

Der blev også for nyligt afholdt en spilaften, hvor det kvindelige hold på sit køns vegne suverænt lam-

mede de tre boybands i Bezzerwizzer. Disse vil nok gerne have revanche, og der vil givetvis også blive

mulighed for at prøve kræfter med spil som Trivial Pursuit og Settlers. Næste gang bliver slået op på

Facebook igen.

Derudover har studiet været i gang med en længere flytteproces fra Fibigerstræde til Kroghsstræde.

Nogle har bemærket dette ved nye undervisningslokaler med flere mennesker omkring os, mens andre

ikke har set noget til det endnu i kraft af en lokalisering på Strandvejen. Underviserne er just også lige

blevet rykket over på Kroghsstræde og op i højden på anden sal. Håndbogsbiblioteket er selvfølgelig

også rykket med, men står for the time being i flyttekasser.

Som det sidste vil vi igen gerne anmode om at engagere jer i bladet. Næste nummer vil udkomme i be-

gyndelsen af efterårssemesteret. Dét er der ganske vist lidt tid til, men har I input til vores eksisterende

interne debat om temaet eller andet, hører vi gerne fra dig/jer i forhold til tema. Om det er en bogan-

meldelse, et debatindlæg en artikel på baggrund af et projekt eller noget nyt, er I velkomne til at tage fat

i os. Vi mødes cirka en gang hver, hver anden måned, hvor dagsordenen afhænger af om vi er midt i en

udgivelse eller om det er til næste blad. Man ligger ikke mere tid i det end man har lyst til, det er et ar-

bejde som bliver gjort af lyst og ikke af nød. Det kan virkelig anbefales, da det er hyggeligt arbejde og

man møder historiestuderende på tværs af årgangene.

God læsning!

De bedste hilsner redaktionen

Tema: Kulturmøder

http://heltnormalt.dk/striben/2012/03/16

Kulturmøder er noget nær et menneskeligt

grundvilkår. Således er kulturmøder ikke kun

store historiske vingesus som vikingernes møde

med indianerne i starten af det 11. århundrede

som så underfundigt er reflekteret over i

Wulffmorgenthalers stribe ovenfor. De kinesi-

ske imperiale ekspeditioner til Sydøst- og Syda-

sien og Østafrika i det 15. århundrede, strøm-

mene af afrikanske og mellemøstlige flygtninge

til Europa, især efter 1990, kan nævnes for blot

at give nogle andre enkelte eksempler.

Vi kender alle kulturmøderne fra dagligdagen,

og ofte deltager vi i sådanne uden at være op-

mærksomme på dem. Det kan være en chef i

den private sektor, der afleverer sit barn i bør-

nehaven, og har en lidet diplomatisk menings-

udveksling med den ældre pædagog omkring

åbningstider samt opgavehåndtering. Eller en

aalborgensers erfaringer med cykelkulturen i

det indre København. Måske familieaktiviteter

med de ældre medlemmer af familien, hvor

afstanden i tid sommetider kunne have været

en tilsvarende afstand i rum. Eller mødet mel-

lem udenlandske og danske studerende i grup-

pearbejdet på universitetet osv. Nogle af disse

kulturmøder former vi mere end andre, og an-

dre bliver vi mere formet af.

Kulturmøder kan således betyde både synergi

og friktion. Alt fra intellektuel udvikling, tekno-

logiske forandringer og handel til massedrab og

krig er blevet realiseret gennem menneskelige

udvekslinger af forskellig karakter på tværs af

tid og rum.

På baggrund af kulturhistoriens fremkomst og

de postmoderne overvejelser om nødvendighe-

den i at sætte diskurser, magt og møder ind i

bredere kulturelle rammer har kulturmøderne

som åbne analytiske kategorier over de seneste

årtier oplevet en stigende interesse fra et vok-

sende antal discipliner som: historie, litteratur-

studier, kulturstudier, kunsthistorie, lingvistik,

antropologi, filosofi og psykologi.

I dette nummer stiller vi skarpt på kropslige

kulturmøder såvel som erfaringerne fra de

kristne europæere i Syd- og Mellemamerika, det

russiske imperiums østvendte ekspansion og en

skibsfuld forliste kinesere i Danmark.

God Læsning!

2

Et kulturmøde mellem krop og

tid i middelalderen eller: Abbed

Vilhelms tænder

af Torben Kjersgaard Nielsen, lektor, ph.d.

Kategorier som ”krop” og ”tid” er uom-

gængelige i menneskets omverdensforstå-

else og væren-i-verden. Kroppen er i kraft

af sin aldring underkastet tiden, og udgør

et udgangspunkt for forståelse og oriente-

ring.

Relationen mellem tid og krop står også centralt

i middelalderlig kristne tænkning. Det gammel-

testamentlige Syndefald, ny testamentes Inkar-

nation i Jesus Kristus og selvfølgelig Opstandel-

sen sætter relationer mellem tid og krop fun-

damentalt i scene, og mange eskatologiske tek-

ster tager livtag med disse forhold og udmaler,

hvordan de døde står op af gravene, når Jesus

kommer for at dømme levende og døde, hvor-

dan de salige vil få evigt liv i Paradis og de for-

dømte evig død i Helvede. Her er tale om tid og

krop for fuld udblæsning - eller måske rettere:

overvindelse af tidslige og kropslige begræns-

ninger.

Hos tænkere som: Augustin, Bernard af Clair-

vaux, Robert Grosseteste og Thomas Aquinas

udgør kød/caro en interessant tredje kategori

ved siden af en traditionel dualisme mellem

krop/corpus og sjæl/anima.

Kroppen er ikke i sig selv forkastelig. Det er der-

imod kødet. Kødet handler, mens kroppen bare

er. Til gengæld er det også kødet og dets hand-

linger, som kan korrigeres. Hvis kødet ikke be-

tvinges, bliver frelsen umuliggjort. Kødet er på

en gang syndigt og et afgørende instrument for

frelse.

Den velfungerende krop med dens handlende,

men syndige kød, er forbundet med tid og for-

andring - med metastase. Mennesket kan nem-

lig fravælge synden og i stedet bevæge sig mod

frelsen. Der rummes et potentiale for udfrielse

og frelse i den handlende krop, i kødet. Døden

ses ofte som en afkobling fra den jordiske tid,

der lader menneskets krop forgå i lidelse, svæk-

kelse og ælde. Samtidig er døden en overgivelse

til guddommelig tid, hvor kroppen kan genopstå

ved dommedag.

Lad mig illustrere disse overvejelser med ek-

sempler fra Abbed Vilhelm af Æbelholts vita.

Vita’et er produceret med henblik på helgenkå-

ringen i 1224. Godt 20 år efter Vilhelms død i

1203. Som ved snart sagt alle hagiografiske be-

retninger er det et gennemgående tema, at

hellighed er stærkt smitsom: Vilhelms berørin-

ger, hans grav, mad og resterne fra hans mid-

dagsbord ejer guddommelig kraft; hans krop er

kanal for tildeling af nåde. De mirakler vi ser i

Vilhelms vita er entydigt rettet mod de troendes

kroppe.

Også tid spiller en vigtig rolle i Abbed Vilhelms

vita. Vita’et fremstår særligt fortættet omkring

hans omvendelse og imod slutningen af hans liv,

hvor hans død forestilles ham i drømme (Olrik s.

199-200).

Efter omvendelsen kan Vilhelm som ’kæk Kristi

stridsmand’ gøre mindre undere, afværge kom-

plotter og fristelser mod sin person. En mand,

der led af ’blodgang’ spiste af Vilhelms mad, og

blev rask; en pige, der lå livløs kom til sig selv

igen, da hun fik nogle af Vilhelms levninger fra

middagsbordet:

Glad over gaven skyndte konen sig derpå

hjem, og af den suppe, hun bragte med sig,

hældte hun hurtig pigen noget i munden.

Da hun havde gjort det tre gange, og sup-

pen gled ned til de indre dele med en un-

derlig rumlen, levede pigen op igen og trak

atter vejret, og hun, der havde været lige-

som død, rejste sig lidt efter op. Da så hen-

3

des nærmeste kom hen til hende, åbnede

hun sin mund, lovede Gud og sagde: ”Nu

skal jeg ikke dø, men leve og fortælle om

Herrens gerninge’ (Olrik s. 231)

Endnu en forandring indtræder, da Vilhelm

drømmer om sin egen forestående død. Selvom

drømmen gav ham blot 7 dage blandt de leven-

de, blev de 7 dage først til 7 uger, så 7 måneder

– og endelig 7 år. Det afgørende er imidlertid

ikke det lange forløb, men den forandring som

synet medførte:

Hvorvel han da nu allerede tidligere havde

elsket Herren sin Gud med hele sin sjæls

inderlighed, i det han idelig spægede sit le-

geme og holdt det i trældom, og havde væ-

ret ivrig for stadig at opfylde Hans bud,

korsfæstede han dog fra dette øjeblik af og

lige til sit livs ende sit kød med dets laster

og begæringer i den grad, at hans tidligere

liv i sammenligning med dette efterfølgen-

de syntes at have været blødagtigt og ny-

delsesfuldt. (Olrik s. 236)

Den udmålte tid inden døden kunne nu fyldes

med glæde hos Vilhelm:

Ved Guds barmhjertighed havde han alle-

rede nu betrådt den boligs sted, der var

ham beredt til at holde nadver i; allerede

nu havde Helligånden opfyldt hele hans in-

dre menneske, og som brudgommen i bru-

dekammeret, således hvilede den i hans

hjertes lønkammer; allerede nu viste det

sig i hans kød, der dog endnu var at se for

jordiske øjne, med hvor stor lyksaligheds

glæde hans sjæl jublede i Herren sin Gud

ved tanken om den tilstundende gengæl-

delses forherligelse... (Olrik s. 239)

Hellige kroppe og disse kroppes udsondringer

(spyt, blod, sved, mælk) og endda de genstande

kroppene havde benyttet (tøj, værktøj, bohave),

dyrkedes i middelalderen som relikvier, som

artefakter besiddende en proto-numinøs kraft.

Vilhelms disciple var også interesserede i at ’få

nogle af hans ting eller af hans klæder’. Kort før

Vilhelms død fik han trukket to tænder ud, som

han gav klosterbroren Sakse. Efter Vilhelms død

kunne tænderne bruges efter deres hellige be-

stemmelse: vasket i vand, som efterfølgende

drikkes, kurerede tænderne nu ’faldende syge’,

sindssyge (en kvinde led bl.a. af den sindssyge,

at hun røbede folks hemmeligheder!) og en

ustyrlig trang til at spise roer. Tænderne redder

en barselskvindes liv, da hun føder et ’forråd-

net’ foster (Olrik s. 250-256).

Påkaldelser af Vilhelm og nattevågen ved hans

grav, ofte i sammenhæng med tænderne i van-

det, helbreder lammelser, døvstumhed (her

hældes vandet ind i ører og mund), helvedesild,

spedalskhed og øjensygdomme:

En gang ved en festlig lejlighed, mens utal-

lige personer af begge køn strømmede

sammen til vor helgen, bragte en kvinde på

sine arme en lille pige, i hvis øje der var ud-

vokset en umådelig stor byld, i høj grad

skrækkelig at se til. Hun gik med sin datter

hen til den klosterbroder, der plejede at ta-

ge sig af de syge, og bad ham om at hælde

en dråbe af den hellige væske ind i hendes

stakkels datters øje. Han lånte øre til kvin-

dens bøn og gjorde hvad hun bad om, ja

tilmed lod han den hellige tand røre ved

hævelsen. Forunderligt lyder det, men

straks brast huden under øjet, som om der

var skåret i den med en kniv, og hævelsen

svandt, idet den veg for relikviernes magt;

og materien blev ved med at flyde ud, indtil

øjet åbnede sig og kunne se lige så klart

som det uskadte øje. (Olrik s. 266-7)

Vilhelms vita har et tydeligt fokus på kropslige

skavanker: folks kroppe helbredes og forandres

ved Vilhelms mirakler. De kropslige mirakler i

Vilhelms vita står dog sjældent alene, men er

ledsaget af en transformation også af kødet: de

helbredte bekender deres synder, lover gaver,

4

bod og bedring, dvs. en ændring af kødets

handlinger.

Kødet sikrer sig helbredelse gennem sine enkle

handlinger (bønner, vågen, knælen), og dermed

en udfrielse af den pinagtige (s)tilstand, de syge

kroppe havde været i før miraklet. Deres lam-

melser, langvarige sygdom, skindød var en stil-

stand - stasis. De var levende døde, uden mu-

lighed for frelse. Miraklerne genopretter normal

jordisk tid, og ændrer den stilstand, der opleves

som en forhindring for frelse.

Det kan godt være, at kødet oftest handler i

fristelse og synd, men handlinger kan vendes til

det gode. Kødet indeholder et potentiale for

udfrielse, og dermed frelse som Bynum har

påpeget det.

Problemet for de mange ulykkelige i historierne

om Vilhelms mirakuløse tænder er, at de er

fanget i en ikke-tid: de er levende døde, fanget i

en lammet, spedalsk, skællende, blind eller døv-

stum krop. En krop, der hverken kan fungere

eller udfries.

Påkaldelsen af Vilhelm, kontakten med Vilhelms

tænder, nattevågen ved hans grav eller i hans

kirke sikrer ophøret af denne ikke-tid. Mirakler-

ne genindfører de ulykkelige i den jordiske tid

og muliggør, at deres kød igen kan handle –

godt og rigtigt. Miraklerne geninstallerer mulig-

heden for udfrielse og frelse.

Det illustreres, synes jeg, fint i endnu en fortæl-

ling fra Vilhelms vita:

Da underne stadig blev hyppigere og be-

kenderens ry voksede, tog en kvinde, der

pintes af mange smerter, sin tilflugt til

hans hjælp. /…/ Mens hun nu tilbragte nat-

ten i kirken og, greben af en let søvn, hvile-

de sit hoved på den bedeskammel, på hvil-

ken den hellige mand i levende live plejede

at knæle, når han holdt bøn, så hun den

Herrens bekender træde hen til sig og sige:

”Kvinde, vend tilbage til dit hus; thi i dette

liv kan du ikke blive helbredet. Dog er din

frelse i Herrens hånd: når du har tilbragt en

kort stund i dine pinsler, skal du som en le-

vende sten anbringes i den himmelske byg-

ning.” Ved disse ord vågnede kvinden, og

hun blev mere glad ved disse løfter, end om

hun var bleven fri for sine legemlige smer-

ter. Og i det hun fortalte de omkringståen-

de, hvad der var blevet sagt hende, og be-

tænkte, at guds beslutning er uforanderlig,

vendte hun tilbage til sit hus og ventede i

største gudhengivenhed sit livs afslutning.

(Olrik s. 267)

Middelalderlige tænkere og skribenter forhold-

te sig stærkt refleksivt til deres kropslighed.

Kroppen var for dem en lige så manipulerbar

størrelse, som vi i dag opfatter vore kroppe.

Kroppen med dens handlende kød kunne brin-

ges til at give mening og retning. Heri indgik

ofte en tydelig forestilling om døden. Ikke som

ophør af tid og krop, snarere som udfrielse og

overgang til en anden tid.

Litteratur:

Susannah Biernoff, Sight and Embodiment in the

Middle Ages, Palgrave MacMillan: Basingstoke

2002

Caroline Walker Bynum, Fragmentation and

Redemption. Essays on Gender and the Human

Body, Zone Books: Massachusetts, 1992

Torben Kjersgaard Nielsen, ”Elsket og udstødt.

Religiøse atleter i højmiddelalderen”, i Lars An-

dersen et al. (red.), De måske udstødte. Histori-

ens marginale eksistenser, Aalborg Universitets-

forlag: Aalborg, 2005.

Danske Helgeners Levned (ovs. Hans Olrik), Kbh.

1894

5

De kristne europæres møde med

indianerne i Syd og Mellemame-

rika 1492 -1589

af Mette Sjørup, stud. hist. 4. sem.

I den sidste halvdel af 1400-tallet gik por-

tugiserne forrest i forsøget på at finde

søvejen til Indien syd om Afrika. Spani-

erne ville ikke stå alene tilbage for kon-

kurrenten, og fulgte dermed i portugiser-

nes fodspor.

Opdagelsesrejser og kolonisering

I 1487 forsøgte den portugisiske opdagelsesrej-

sende Bartolomeu Dias at finde søvejen til Indi-

en, men nåede kun Afrikas sydlige spids. I 1497

udsendte den portugisiske trone igen en ekspe-

dition. Denne gang med Vasco da Gama ved

roret og i 1498 nåede han frem til Indien. En af

grundene til, at man ønskede at finde søvejen til

Indien var, at osmannernes ekspansion i Øst,

herunder Konstantinopels fald i 1453, truede de

europæiske muligheder for at fragte varer igen-

nem disse områder. I den forbindelse er der

desuden også en teori blandt mange forskere,

at man ønskede at finde søvejen til Indien, idet

man så det som en mulighed for at undgå de

mellemhandlere, der fandtes til lands.

Eftersom portugiserne udforskede muligheden

for at finde søvejen til Indien syd om Afrika,

foreslog Christoffer Columbus i 1492, den span-

ske dronning Isabella, at man skulle samle en

ekspedition, der kunne gøre et forsøg på at

finde den vestlige søvej til Indien. En ekspediti-

on blev søsat, og samme år troede Columbus

fejlagtigt, at han havde nået Indien, men opda-

gede i stedet Amerika, også kaldt den nye ver-

den. Først i perioden 1498-1502 blev man klar

over, at der var tale om opdagelsen af et nyt

kontinent. Dette skete i forbindelse med Ame-

rigo Vespuccis rejser til den nye verden, hvor

han med sin brug af breddegrader kunne fast-

slå, at de befandt sig på en hidtil ukendt 4. ver-

densdel. Af samme grund blev Amerika opkaldt

efter ham.

Den spanske kolonisering af den nye verden

foregik i kristendommens navn med Pavens

velsignelse, og da Columbus nåede Amerika i

1492, så han sig selv som ”Christ-bearer”, der

havde pligt til at videreformidle det kristne bud-

skab og omvende hedningene. Det var altså

troen og udbredelsen af det kristne budskab,

der var den officielle grund til koloniseringen af

den nye verden. Dette var dog ikke den eneste

grund, da der også var økonomiske og dynasti-

ske interesser på spil. Renæssancen, og hermed

perioden for koloniseringen af Syd- og Mellem-

amerika, var præget af, at den verdslige del af

samfundet fik større betydning. I den forbindel-

se var Gud ikke længere altomfattende, som det

havde været tilfældet i middelalderen. Denne

opdeling af samfundet i en verdslig og gejstlig

del gav samtidig anledning til, at der kunne op-

stå interessekonflikter i koloniseringsprojektet.

Op igennem 1500-tallet tog den spanske koloni-

sering af den nye verden til; i 1522 erobrede den

spanske conquistador Hernando Cortés Azteker-

riget, senere kaldet Mexico, og i 1533 erobrede

Francisco Pizarro Inka-riget, det nuværende

6

Peru. Som følge af spaniernes erobringer døde

mange af de indfødte indianere, både pga. syg-

domme, som spanierne havde taget med sig,

men også fordi magtovertagelsen var særdeles

voldelig.

Den første kritik

Som reaktion på denne voldelige magtoverta-

gelse skrev den dominikanske munk og senere

biskop, Bartolomeu de Las Casas, sit værk A

short account of the destruction of the Indies. På

baggrund af egne erfaringer beretter han i dette

værk om, hvordan grådige spanske kaptajner og

guvernører enten dræbte, eller udnyttede

uskyldige indianere som slaver på baggrund af

økonomiske interesser. Las Casas hørte til dem,

der mente, at hovedformålet med koloniserin-

gen var religiøst, og herudover var han af den

overbevisning, at det var muligt at omvende

indianerne med fredelige midler. Hensigten

med hans værk var, i den forbindelse, at over-

bevise Phillip d. 2. om, at nedslagtningen af

indianerne måtte stoppe og, at man ikke burde

bruge indianerne som slaver. Disse argumenter

blev også fremført ved den såkaldte Valladolid-

debat i 1550. Her debatterede de to dominikan-

ske munke Juan Ginés de Sepúlveda og Las Ca-

sas over for hinanden. I modsætning til Las Ca-

sas mente Sepúlveda, at indianerne var naturli-

ge slaver, der måtte straffes for deres afguds-

dyrkelse og derigennem omvendes til kristen-

dommen. Som resultat af Valladolid-debatten

blev der vedtaget en række love, der skulle sikre

bedre forhold for indianerne. Lovene fik dog

ikke den store betydning i praksis, men Las Ca-

sas kom senere til at stå som forkæmper for

indianernes rettigheder. Der kom altså ikke kun

konflikter imellem dem, der havde økonomiske

og religiøse interesser i koloniserings-projektet,

men også blandt de kristne missionærer var der

forskellige opfattelser af, hvem indianerne var

og, hvordan man skulle behandle dem.

Antropologien i renæssancen

I tolkningen og forståelsen af hvem disse india-

nere var, havde kristendommen en helt central

betydning. Nogle mente man kunne tolke india-

nerne vha. det såkaldte kontiunitetsdogme. Her

anså man indianerne som værende en blanding

mellem dyr og mennesker. Eftersom Gud ikke

skabte noget uperfekt, men kun mellemformer

af alting, kunne man naturligt placere indianer-

ne som en mellemting mellem dyr og menne-

sker. På denne måde fik man samtidig klarlagt

hierarkiet mellem de kristne europærer og indi-

anerne ved at placere dem lavere i skabervær-

ket. Ikke alle tolkede indianerne på denne må-

de, og andre var i stedet inspireret af Augustin

(354-430), der hævdede, at det menneskelige

ikke kunne gradbøjes. Her anså man derfor in-

dianerne som værende mennesker, der blot

havde lidt et forfald i deres tro. Dette forfald

skyldtes både djævelens påvirkning og menne-

skets fri vilje, da forfaldet var resultatet af en

synd.

Et eksempel på den sidst nævnte tolknings-

ramme finder man i José de Acostas værk Natu-

ral and Moral History of the Indies fra 1589.

José de Acosta var jesuitisk missionær og be-

fandt sig i Peru fra 1571-1589. Her arbejdede

han på at omvende indianerne til kristendom-

men. For at opnå dette mente han, at det var

nødvendigt med et dybdegående kendskab til

deres skikke, sprog og tro. Selvom man kan

være kritisk overfor Acostas konklusioner, var

hans videnskabelige metodiske fremgangsmåde

sjælden for samtiden, og af samme grund ses

hans værk i dag, som en del af den tidlige an-

tropologi. I værket lægger Acosta stor vægt på

at forsøge at modbevise kritikeres påstande om,

at indianerne ikke kunne ses som fuldkomne

mennesker. Dette gør han bl.a. ved at argumen-

tere for, at indianerne besad egenskaben for-

nuft/ratio. Fornuften var givet til mennesket af

Gud, og var derfor en forudsætning for at kunne

modtage den kristne tro.

7

Endnu en grund til, at indianerne var klar til at

blive omvendt til kristendommen var, ifølge

Acosta, at man kunne sammenligne dem med

antikkens folk. I renæssancen skete der en gen-

opdagelse af antikkens tekster og kunst, hvor

dyrkelsen af de europæiske forfædre var helt

central. I den forbindelse forsøger Acosta at

sætte lighedstegn mellem indianerne og antik-

kens folk ved at fremhæve nogle af deres religi-

øse ritualer.

Apart from this superstition of sacrificing

men to the dead, which is one very im-

portant chiefs, there is another that is

much more common and widespread all

over the Indies, that of placing food and

drink to their tombs….Which according to

Saint Agustine was also an error of the an-

cients (Mangan, 2002 p. 267).

Dette var ritualer, der mindede om dem, man

udøvede i antikken. Her argumenterer Acosta

altså for, at indianerne befinder sig på et forsta-

die til at blive omvendt, idet deres religiøse

skikke kan sammenlignes med dem, man havde

i Europa inden man fandt den sande tro i kri-

stendommen.

I de kristne europæeres møde med indianerne

var det altså helt afgørende at placere de

fremmede inden for rammerne af det kristne

verdensbillede. Indianerne blev af samme grund

ikke tolket på deres egen præmisser, som det

ville have været tilfældet i den nutidige antro-

pologiske videnskab. Til gengæld skulle forståel-

sen af den indianske levemåde findes i biblen og

antikkens tekster.

Rejseberetninger

Det er ikke kun igennem værker skrevet af reli-

giøse missionærer, som Las Casas og José de

Acosta, vi hører om mødet med indianerne.

Nogle af de tidligste tekster, der beretter om

dette kulturmøde, er de rejseberetninger, der

blev skrevet i forbindelse med opdagelsen af

Amerika. Her beretter Columbus’ breve om de

første indtryk, som indianerne gjorde på de

kristne europæere. Han fortæller bl.a. om nøg-

ne indianere, der tilsyneladende lever mono-

gamt med undtagelse af deres leder eller konge,

der kan have op til 20 kvinder. Herudover be-

skriver han, hvordan kvinderne ofte arbejder

hårdere end mændene. Desuden fortæller han

om, at indianerne forærer guld væk, da de ikke

selv tillægger det nogen særlig værdi.

I Amerigo Vespuccis rejseberetninger (1498-

1502) hører vi til gengæld om indianere, der

lever uden autoriteter i form af konger eller

andre ledere. I den forbindelse beskriver

Vespucci, hvordan konflikter alligevel bliver løst

på trods af den manglende hierarkiske sam-

fundsopdeling. Herudover ligger Vespucci stor

vægt på at beskrive, hvordan der ikke er nogen

tradition for ægteskab blandt indianerne, hvil-

ket gør de indianske kvinder frie rent seksuelt.

En frihed disse kvinder, ifølge Vespucci, benyt-

tede sig meget af. Vespucci beskriver samtidig

indianerne som værende trosløse, der til gen-

gæld kan kategoriseres som Epikuræer, der kun

fokuserer på at nyde det gode i tilværelsen.

Vespucci eventyrliggør altså i høj grad sine be-

retninger om indianerne, og i den forbindelse

skal det siges, at hans tekster senere er blevet

beskyldt for at være overdrevne og sensationa-

listiske.

At overdrive inden for genren rejseberetninger

er dog ikke noget enestående fænomen. Ek-

sempelvis kan Jean de Mandevilles beretninger

fra påståede rejser i Kina, Indonesien og Indien,

der udkom første gang i 1356 nævnes. I disse

fortælles der om mennesker med grov pels,

monstre, kannibaler og giganter, forfatteren af

disse tekster blev i 1800-tallet afsløret, som

værende en fiktiv person på en fiktiv rejse. Mar-

co Polos (1254-1324) tekster blev ligeledes be-

skyldt for at overdrive i beskrivelsen af Kina og

dets rigdomme. Desuden påstod Marco Polo, at

man kunne finde et enormt velhavende kristent

8

rige på den indiske sydkyst, hvilket jo i høj grad

også viste sig at være falsk. Eftersom det var

almindeligt, at opdagelsesrejsende, som Co-

lumbus og Vespucci, medbragte og læste andre

rejseberetninger på den rejse de selv befandt

sig på, betød dette samtidig, at deres beretnin-

ger blev præget af tidligere beretninger. Man

ved, at Columbus medbragte Marco Polos rej-

seberetninger på sin rejse og, at han har læst

Mandevilles beretninger. Dette bliver ligeledes

tydeligt i hans breve fra opdagelsen af Amerika,

hvor han påpeger, at han endnu ikke har fundet

monstre eller giganter, men at der efter sigende

skulle leve kannibaler på en ø, han endnu ikke

har besøgt. I Vespuccis breve ses det ligeledes,

at han er præget af tidligere beretninger, da

han fortæller om et møde med giganter på den

sydamerikanske østkyst. På trods af, at denne

genre kan have fiktive og overdrevne elemen-

ter, er den dog stadig interessant, idet den var

meget populær i sin samtid, og derfor var med

til at skabe det billede man havde af de frem-

mede, herunder indianerne.

Opsummering

Rejseberetningerne fra Columbus og Vespucci

giver os altså et indtryk af, hvordan kulturmødet

mellem europærerne og indianerne udspillede

sig i den meget tidlige fase af koloniseringen af

den nye verden. Rejseberetningerne bevæger

sig dog på et ret generelt plan i sin beskrivelse

af indianernes levemåde. Her går de religiøse

værker, som José de Acostas og Las Casas, til

gengæld et spadestik dybere, og indeholder i

den forbindelse mere specifikke studier og be-

skrivelser af den indianske kultur. Igennem de

religiøse værker bliver vi samtidig klar over,

hvordan der herskede forskellige fremmedbille-

der indenfor den kristne tolkningsramme og

hvordan konflikten mellem dem, der havde

henholdsvis religiøse og økonomiske motiver

udspillede sig.

Litteratur:

Atkinson, 1960: William C. Atkinson. Titel: A

History of Spain and Portugal. Forlag: Penguin

books

Christopher Columbus til Luis Santángl, brev af

februar-marts 1493

Grendler, 1999: Paul F. Grendler. Titel: Encyclo-

pedia of the Renaissance- bind 2 og 6. Forlag:

Charles Scribner’s Sons

Høiris, 2006: Ole Høiris. Titel: Antropologien i

middelalderen og renæssancen – kristendommen,

teologien og de fremmede. Forlag: Aarhus Uni-

versitetsforlag.

Kjersgaard, 1984: Erik Kjersgaard. Titel:

Politikens Verdenshistorie. Bind 10 – Europas

ekspansion. Forlag: Politikens forlag

Las Casas, 1980: Bartolomé de las Casas. Titel:

Indianermassakren: en kort beretning om vestin-

diens tilintetgørelse. Forlag: Græs

Mangan, 2002: Jane E. Mangan, José de Acosta.

Titel: Natural and moral history of the Indies.

Forlag: Duke University Press

Markham, 2010: Clements R Markham Titel:

Hakluyt Society, First Series, Volume 90: The

letters of Amerigo Vespucci and other documents

illustrative of his career. Forlag: Ashgate Pub-

lishing Group

9

”Side 9” pigen: Roxelana

af Yusuf Cakin, stud. hist. 2. sem.

Alexandra Lisowska (ca. 1506 - 1558) var

en kvinde, der gik fra at være slave til en

fri kvinde og endda kejserinde. Hun blev

født i Rohatyn som ligger i det vestlige

Ukraine, og er i Vesten også kendt som

Roxelana/Ruslana pga. hendes afstam-

ning.

Rosa Solymanni Uxor. Kunster ukendt.

Som ung pige blev Roxelana kidnappet af Krim-

tartarerne og solgt til Krim-khanatet1 og derfra

til Det Osmanniske Rige. Hun blev valgt til sultan

Süleymans harem. Haremmet skulle yde service

og tilfredsstille sultanen og hans familie, og

udover dette arbejde fik de også undervisning i

takt, tone og almén dannelse. I princippet hand-

lede det for en slavepige i haremmet om at føde

et barn til sultanen. Det var den sikreste vej til

et godt og nogle tiflælde magtfuldt liv. Især hvis

man kunne føde sultanens første søn, da denne

ville blive arvefølger. Dog var Roxelana ikke den

eneste, og havde derfor mange konkurrenter.

1 Krim-khanatet var på det tidspunkt en vasalstat under

osmannerne. De to stater var også relaterede til hinanden,

da Süleymans moder var datter af Krim-khanen.

Süleyman havde allerede fra sit ophold i Mani-

sa, som guvernør2, fået et barn fra Mahidevran3.

Roxelana konverterede til islam og fik navnet

Hürrem, men bliver her fortsat benævnt Ro-

xelana. Roxelana bandt hurtigt Süleyman til sig,

og snart blomstrede kærligheden i mellem dem.

Befolkningen anså hende for at være en heks,

der havde tryllebundet ham.

Roxelana og Süleyman fik fem børn sammen,

fire drenge og en pige. De fire drengebørn som

hun fødte gav hende en vis prestige, selvom det

var Mahidevran, der var moderen til arveprin-

sen. For at sikre statens forsatte eksistens via

arvefølgen var det enormt vigtigt at få så mange

drengebørn som muligt, selvom det til sidst

endte med indbyrdes krige mellem brødrene for

at sidde på magten.

Kærligheden mellem Süleyman og Roxelana

fortsatte, og de fik en vielse, som ellers var

imod traditionerne for sultanatet. Dermed var

hun Süleymans officielle kone.

Nedenfor er en engelsk oversættelse af et digt,

skrevet af sultan Süleyman under sit pseudo-

nym Muhibbi. Digtet er dedikeret til Haseki

Hürrem Sultan og understreger styrken i Süley-

mans kærlighed til hans kone:

Throne of my lonely niche, my wealth, my

love, my moonlight.

My most sincere friend, my confidant, my

very existence, my Sultan, my one and only

love.

2 Det var traditionen for sultanatet at en Shahzade (arve-

prins) blev guvernør da han var gammel nok. På den måde fik han erfaring og ventede på at blive sultan, når nu hans far en dag døde. I virkeligheden var det også for at holde ham væk fra tronen, mens sultanen levede, da han var en potentiel trussel.

3 Süleymans første haseki, som er et titel der gives til mo-

deren af den første Shahzade. Haseki var den anden høje-ste rang i haremmet, den første er Valide Sultan, som betyder moderen af sultanen, som styrede haremmet.

10

The most beautiful among the beautiful...

My springtime, my merry faced love, my

daytime, my sweetheart, laughing leaf...

My plants, my sweet, my rose, the one only

who does not distress me in this world...

My Constantinople, my Caraman, the earth

of my Anatolia. My Badakhshan, my Bagh-

dad and Khorasan

My woman of the beautiful hair, my love of

the slanted brow, my love of eyes full of

mischief...

I'll sing your praises always

I, lover of the tormented heart, Muhibbi of

the eyes full of tears, I am happy.

Trods Süleymans hengivenhed, var det vigtigt

for Roxelana at sikre sine børns fremtid, men

sultanens storvesir, Ibrahim Pasha4, og dennes

indflydelse så hun i stigende som en trussel, idet

han holdt mest af Shahzade Mustafa, som var

Mahidevrans søn. Blev Mustafa sultan, kunne

hun miste sine sønner og Mahidevran ville få en

enorm magt. Efter en stribe fejl og et åbenlyst

udtrykt magtbegær, blev Ibrahim Pasha dog

henrettet. Det siges, at det var Roxelana, der

påvirkede Süleymans beslutning.

Nogle år senere mistænkte man Mustafa for et

kupforsøg mod sin far, men samme skæbne

som Pasha ventede Mustafa, og han blev hen-

rettet. Det siges igen, at det var Roxelana der

stod bag det.

Roxelana fik sin datter Mihrimah til at gifte sig

med den senere storvesir, Rüstem Pasha, og

dermed sikrede hun sin fortsatte tilknytning til

magtens centrum. Hun blandede sig i politik

hvor hun for eksempel udvekslede breve med

4 Storvesir af Süleyman, som fik en karriere fra slave til

storvesir. Han var Süleymans tjener fra dagene i Manisa, men Süleyman så ham mere som sin bedste ven.

det polske kongedømme, som sørgede for

fredsaftaler. Roxelana nåede dog aldrig at se sin

søn Selim blive sultan. Derfor tog Mihrimah sin

moders rolle og fungerede som en Valide Sul-

tan.

Man plejer at se Roxelana Sultan som kvinden,

der startede den periode i Det Osmanniske Rige

som hedder Kvindernes Sultanat.

Kandidat og

Sommer-fest

Torsdag den 7. juni

2012

på Hotel Hvide Hus i Aalborg

Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivi-an@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fre-

dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto

nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

11

Imperialisme, den russiske Co-

lumbus og tjukterne

af Jimmy Munk Larsen, stud. hist. 4. sem.

Med Sovjetunionen i frisk erindring, og

historier om korruption, oligarki og

magtmisbrug, er det nemt, at få den op-

fattelse, at Rusland er et østland, der ikke

har meget tilfælles med Vesteuropa. Det

kan naturligvis diskuteres i hvor høj grad

Rusland i dag agerer som et europæisk

land, men historisk set står det ikke til

diskussion, at Rusland var en vigtig brik

på det europæiske skakbræt, og at zarri-

get agerede på samme måde som de øvri-

ge europæiske stormagter frem til neder-

laget i Krimkrigen i 1850’erne. Russerne

førte desuden en politik overfor fremme-

de kulturer i Asien, der var magen til den

de øvrige europæere førte, når de rundt

om i verden stødte på indfødte kulturer.

Skabelsen af det russiske imperium

Store områder af det der i dag er Rusland, var i

1300- og 1400-tallet plaget af mongolsk-tyrkiske

stammer og khanaters hyppige angrebs-raids,

efterkommere af Djengis Khans mongolske ver-

densrige fra 1200-tallet.

I 1533 blev Ivan den Grusomme leder af det

store russiske hertugdømme Moskva, der også

var plaget af plyndringer. Ivan fik skabt en stærk

centralmagt og samlet en del russiske områder.

Efter det Byzantinske Riges fald i 1453, så Ivan

det som sin opgave at beskytte den ortodokse

kristendom, og drømmen om Jerusalem var ikke

død i Rusland. Derfor var der også et korstogs-

element i den ekspansionspolitik Ivan førte

overfor de muslimske khanater i Asien, og over-

for Osmannerriget. Denne politik gik i arv til de

efterfølgende russiske zarer og zarinaer. Allere-

de i 1500-tallet sendte Rusland missionærer til

samiske områder i vest, men først efter 1815

nåede missionærer de tjuktiske områder i Kam-

tjatka. Det var også først i 1800-tallet, at euro-

pæerne satte tryk på deres missionsvirksomhed

i Afrika syd for Sahara, så også på dette punkt

fulgte Rusland det generelle mønster i Europa.

Kort over Ruslands ekspansion fra 1500-tallet og frem.

I midten af 1500-tallet fik Ivan desuden under-

tvunget khanaterne Ryazan, Kazan og Astra-

khan, og udråbte sig til zar over det store Rus-

land, hvilket markerer begyndelsen på det russi-

ske zarrige, der bestod frem til revolutionen i

1917. Ved erobringen af Kazan i 1552 fordrev

Ivan Kazan-tatarerne, og lod etniske russere

flytte ind og overtage området. Dette kan i høj

grad sammenlignes med spaniernes fordrivelse

af muslimerne fra Granada. For at fejre erobrin-

gen, byggede Ivan St. Basil Katedralen i Moskva

som et monument over Kristendommens sejr.

I slutningen af 1500-tallet nedkæmpede russer-

ne det enorme, men tyndtbefolkede Sibir-

khanat i det vestlige Sibirien, og bredte sig med

hastige skridt mod øst. Hvor de øvrige europæ-

ere udvidede deres territorium oversøisk, bred-

te Rusland sig ind over Centralasien og videre

mod øst og syd. Nøjagtigt som spaniernes erob-

ring af Amerika var erobringen af de asiatiske

områder ikke en opgave, der krævede stor mili-

tærstyrke, fordi områderne var så tyndtbefol-

kede og uorganiserede. Når det kom til våben

12

og militærmagt, var Russerne desuden overleg-

ne.

Formålet med russernes ekspansion var det

samme som de spanske conquistadorers i Ame-

rika nemlig: materiel rigdom. Rusland førte en

nådesløs jagt på skind og pels fra de nye territo-

rier, da det var en luksusvare, og pelsindustrien

blev vigtig for den russiske økonomi.

Ruten fra 1. Kamtjatka-ekspedition. Tjukterne levede i

det nord-østlige område nord for Kamtjatka-halvøen.

Samtidig med ekspansionerne i øst, der ikke

krævede stor militærstyrke, førte zaren krige i

vest og syd. I 1600- og 1700-tallet især mod

Krim-khanatet, Osmannerriget og Nogai-horden

ved det Kaspiske Hav, og senere også mod

svenskere, litauere og polakker i Nordeuropa –

med succes på alle fronter. På den måde nåede

Rusland både det Kaspiske Hav, Sortehavet,

Østersøen og Stillehavet. Forudsætningerne for

en russisk flåde var skabt.

Erobringerne tilskrives især Peter den Store, der

blev kronet til zar i 1682. Zar Peter var vestligt

orienteret, og ønskede at omdanne Rusland til

en moderne supermagt efter preussisk-tysk

forbillede. Peter havde desuden en stor interes-

se for søfart, da han som barn havde boet i

Arkhangelsk ved Hvidehavet, hvor han plejede

denne interesse. Til at opbygge sin flåde, havde

Peter brug for erfarne europæiske søfarere, og

det var sådan, at Vitus Bering fra Horsens kom i

russisk tjeneste i 1704.

Den 1. Kamtjatka-ekspedition og mødet med

indfødte i Asien

Som resten af Europa, var Rusland også påvirket

af oplysningstidens rationalitet. Derfor var

1600-tallets dyrkelse af det eksotiske og ander-

ledes blevet erstattet med en idé om, at verden

skulle kategoriseres og sættes i system. Dette

blev særligt tydeligt på 2. Kamtjatka-

ekspedition, hvor en lang række videnskabs-

mænd var med for at kategorisere Sibiriens

flora og fauna samtidig med, at man også bear-

bejdede de indfødte man stødte på undervejs.

Den første ekspedition blev sat i værk af Peter

den Store i 1725, og havde Vitus Bering i spid-

sen for en 34-mand stor ekspedition. Formålet

var dels at udforske og kortlægge de østlige

egne i Sibirien og Kamtjatka, og dels at finde ud

af, om der var en landfast forbindelse til Ameri-

ka, hvilket mange, zar Peter inklusiv, troede på

at der var på daværende tidspunkt. Verdenskor-

tet havde stadig mange ”hvide huller”. Eksem-

pelvis var det først i begyndelsen af 1800-tallet,

at Lewis og Clark nåede Stillehavet, og dermed

fik kortlagt det vestlige USA.

Fra Kamtjatka-ekspeditionerne findes flere rej-

sedagbøger, breve og beretninger, som er over-

sat til engelsk eller dansk. Ud fra disse får man

et indtryk af, hvilken opfattelse Vitus Bering og

russerne fik af de indfødte kulturer de mødte –

se litteraturlisten nederst. Én af disse indfødte

kulturer, var tjukterne, der levede i det nordøst-

lige Sibirien ved Kamtjatka-halvøen. Allerede i

midten af 1600-tallet var russerne stødt på tjuk-

terne, men en blanding af, at tjukternes område

ikke var så rigt på pels, og at tjukterne pga. de-

res udprægede kriger-kultur var svære at un-

derkue gjorde, at russerne ignorerede dem frem

til cirka år 1700.

13

Tjukterfamilie fra 1862.

Rovdriften på pelsdyrene i Sibirien havde sam-

me konsekvenser for naturen og de indfødte,

som den amerikanske jagt på bisoner havde for

indianerne på prærien. Dyrene blev nærmest

udryddet, og de indfødte, der levede af dyrene,

måtte omstille sig. Samtidig blev russere af sta-

ten opfordret økonomisk til at flytte til de nye

områder, og opdyrke jorden som de fik kvit og

frit sammen med landbrugsredskaber. Princip-

pet lignede den måde USA i 1800-tallet gradvist

overtog prærien fra indianerne. Det var ikke

nogen nem opgave for Rusland at få det enor-

me Sibirien under kontrol. Store områder blev

stadig styret af indfødte stammer efter traditio-

nelt mønster. Gradvist fik russerne områderne

under kontrol: dels ved en massiv indvandring

af etniske russere, og dels ved at udbygge ad-

ministrationen i Sibirien. Bl.a. blev der allerede

fra 1630’erne sendt guvernører ud for at skabe

orden i de nye provinser.

I dag er den tjuktiske kultur blot en lille del af Rusland.

Som en konsekvens af ekspeditionen sendte

Bering et brev til det russiske senat omkring

forbedringsforanstaltninger i Sibirien og på

Kamtjatka. Disse forbedringsforanstaltninger gik

i høj grad ud på at komme til at beherske Sibiri-

en og Kamtjatka i endnu højere grad end man

gjorde i forvejen. En del af denne beherskelse

var, at de indfødte betalte jasak en naturalie-

skat, der oftest bestod af skind, til den russiske

stat. Bering skriver i brevet, at han er nervøs for

flere indfødte grupper, der plages af tjuktiske

plyndringer. Plyndringerne forhindrede disse

indfødte grupper i at betale jasak, og Bering

ytrede ønske om en massiv russisk indvandring

af jægere og fiskere med det formål at beskytte

disse indfødte mod tjukterne- underforstået, at

staten kunne få fingre i skindet. Eksemplet viser,

at russerne, ligesom amerikanerne og spanierne

i Amerika, ikke gik af vejen for at bekæmpe

fjendtligtsindede indfødte samtidig med, at man

gerne ville opdrage og kontrollere de indfødte,

der underlagde sig koloniherrerne. I et brev til

sin moster i Horsens, giver Bering desuden ud-

tryk for en afsky for, at visse kulturelle ritualer

blandt nogle indfødte og afslører derved, at han

betragter disse kulturer som underudviklede i

forhold til europæiske kulturer. I brevet til sena-

tet gør han sig derimod umage med at ”sælge”

ideen om en udbygning af kolonierne i Sibirien

og Kamtjatka. Her må man ikke glemme, at Be-

ring faktisk ikke gennemførte missionen, og

14

derfor var meget interesseret i at blive sendt på

en ny ekspedition, hvad han da også blev i 1733.

Den russiske imperialisme adskilte sig ikke syn-

derligt fra den engelske eller spanske. Motivati-

onen bag var rigdom, og nøjagtigt som i Afrika

og Amerika, foregik russernes kulturmøde med

de indfødte i Asien på kolonisatorernes betin-

gelser. De indfødte, der underlagde sig, blev

gradvist gjort mere og mere russiske, imens de,

der strittede imod, blev nedkæmpet.

Tjukterne efter 1917 og perspektivering

Efter revolutionen blev tjukterne underlagt en

ny kolonimagt, nemlig Sovjetkommunismen.

Kollektiver afløste klansystemet, og mange blev

tvunget til industriarbejde og dermed urbanise-

ring igennem tvangsforflytninger. Test af atom-

våben i 1950’erne og 1960’erne er skyld i, at

kræft er meget udbredt i dag, ligesom det også

kan ses i Stillehavet, hvor konsekvenserne af

amerikanske og franske atomprøvesprængnin-

ger i dag viser sig, i form af en overrepræsenta-

tion af kræftsygdomme. Generelt er tjukterne

ramt af store sociale problemer med især ar-

bejdsløshed, alkohol og sygdom. Det er sociale

problemer vi i Danmark godt kan forholde os til,

da problemerne er meget lig dem i Grønland, og

især i Østgrønland, hvor alkohol og verdens

højeste selvmordsrate hører til de største socia-

le problemer. Konsekvenserne af tvangsforflyt-

ninger kender vi ligeledes fra Thule. Dette er

således et glimrende eksempel på, at Øst- og

Vestblokkene under Den Kolde Krig optrådte på

samme måde overfor indfødte kulturer, uanset

om det så var i Thule, på Kamtjatka eller i Stille-

havet.

De fleste tjuktiske børn opdrages i dag på russi-

ske kostskoler, og bliver derfor i større eller

mindre grad gjort fremmede for deres egen

kultur.

Litteratur

Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind:

”Under Vitus Bering’s Command – New

perspectives on the Russian Kamchatka

Expeditions”, Aarhus University Press, 2003

Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind:

“Until Death Do Us Part – The Letters and

Travels of Anna and Vitus Bering”, University of

Alaska Press, 2008

Tatiana S. Fedorova, Peter Ulf Møller, Viktor G.

Sedoc og Carol L. Urness: “The Journal of

Midshipman Chaplin – A Record of Bering’s First

Kamchatka Expedition”, Aarhus

Universitetsforlag, 2010

Henrik Larsen: “Forskere afkoder vigtig Bering-

logbog”, Politiken, 10. september 2010

Henrik Larsen: ”Bering-ekspedition var en kold

lidelsesrejse”, Politiken, 10. september 2010

www.infonor.dk/

Skriftlige kilder

Bering på dansk, Københavns Universitet

http://beringpaadansk.ku.dk/

15

Kineserskiber – Kinesiske sø-

mænd på vestkysten i 1902

af Thor Bæch Pedersen, Mia Nybo Jensen &

Mikkel Vejnø Risager, 4. sem. stud. hist..

Den 14. marts 1902 slog ’lynet’ ned på den jyske

vestkyst, da 15 kinesiske sømænd gik i land:

”Men sikke dog ansigter de (red. kineserne)

havde! Og det har vi (red. vestjyderne) tidt

tænkt ved siden, om nu ogsaa saadanne

vilde mennesker har følelse i kroppen som

vi andre, for af deres ansigter kan en in-

genting læse sig til om deres indre, hvad de

bestaar af, alle kinesere ser ens ud, for os

at tykke, og naar de blinker med øjnene,

ved en ikke, om de smiler eller er ondskabs-

fulde; de ligner hverandre ligesaa bestemt

som de sjællandske køer”

Ludvig Mylius-Erichsen5

Filtskoenes fodspor på klitten

I efteråret 2011 udarbejdede vi et 3. semesters-

projekt omhandlende et kulturmøde ved den

jyske vestkyst. Her strandede en russisk damper

”Wanda af Odessa” lidt nord for Ringkøbing,

ved Husby d. 14 marts 1902. Skibet var på vej til

Göteborg fra Java i det indiske ocean med fos-

fat/kunstgødning, men lasten var langt fra det

mest opsigtvækkende – det var derimod be-

sætningen. Den bestod af 29 mand, hvoraf

halvdelen (15) var kinesiske sømænd, heraf de

fleste sandsynligvis fra den kinesiske handelsby

Kanton.

Vores projekt tog udgangspunkt i de efterføl-

gende dage efter strandingen. Kildematerialet

til dette kulturmøde bestod af tre hovedkilder:

artikler fra Ringkøbing amts dagblad skrevet i

5 Mylius-Erichsen.1905;107,6-24

dagene efter strandingen, eventyrer Ludvig

Mylius-Erichsens novelle/beretning ”Kineserski-

bet” i hans ”Nye Strandingshistorier” fra 1905,

samt et fotografi af den kinesiske besætning og

den russiske kaptajn John B. Kohrsch. Derud-

over har vi ligeledes været i besiddelse af stran-

dingsprotokollen fra strandingen samt været i

tæt kontakt med strandingsmuseet St. George i

Thorsminde, der har været meget behjælpelige

ift. vidensindsamlingen. I projektet perspekti-

verede vi endvidere dette kulturmøde med

tidens generelle menneskesyn, bl.a. til samti-

dens menneskeudstillinger i Tivoli i København.

Det unikke kulturmøde

Besætningen befandt sig i tre dage i og omkring

Ringkøbing inden de blev sendt med tog ud af

Danmark. Kulturmødet var således meget kort,

men det blev for vestjyderne en smagsprøve på

den store verden. Vestjylland, især omkring

Ringkøbing, har historisk set været en ’træls’

størrelse for sømænd, idet mange forlis og

strandinger har fundet sted her, hvilket bl.a. har

gjort, at vestjyderne var vant til at høre frem-

mede tungemål, samt møde fremmedartede

folk. Det opsigtvækkende var dog denne gang,

at disse fremmede aldrig havde været af så

eksotisk herkomst som disse kinesere. Mylius-

Erichsen påpeger selv i hans novelle, at det var

et ”vidnefast” møde:

Men de folk der kom ind med kineserskibet,

de var ægte, det var vidnefast: flettet pisk i

nakken og smaa filttøfler paa fødderne,

akkurat livagtig som vi ser dem tegnet af

billedbladene. 6

Det unikke ved netop dette kulturmøde i Husby

var, at det ikke var arrangeret - det var et lyn-

nedslag på den vestjyske klit. Der er tidligere

skrevet meget lidt om dette møde: Faktisk er

Poul Duedahl, AAU og Mette Thunø AU, samt

tidl. Museumsinspektør for Ringkøbing Muse-

6 Mylius-Erichsen.1905;104,8-12

16

um, Jens Aarup Jensen, nogle af de få, der har

skrevet omkring dette møde, vel og mærke i

meget kort uddrag - dette specifikke kulturmø-

de er forholdsvis uberørt og uudforsket.

Kinesiske dyr?

Den danske eventyrer Ludvig Mylius-Erichsen,

opvokset i/omkring Ringkøbing, beskrev i sit

skønlitterære værk fra 1905 ”Ny Strandingshi-

storier”, hvad der skete i de tre dage, hvor den

kinesiske besætning opholdte sig på klitten.

De skyndte sig paa deres lusketrin aldeles

lydløst at gaa med os op og blev fordelt i et

par gaarde eller tre til forplejning, men alle

vegne kyste de baade børn og gamle folk

en skræk i livet bare ved deres tilsyne-

komst. Den bitte Bertel Hyges skraalte da-

gen igennem og laa ikke tør af bare angst

for kineserne og deres forfærdelige fjæs.

Det er egentlig sørgeligt, at nogen menne-

sker skal gaa rundt med saadanne ansig-

ter, men rigtige mennesker er de heller ik-

ke, for de kan jo ikke være skabt i guds bil-

lede, vorherre er ikke kineser, ved vi da. 7

Ovenstående citat er blot ét af mange meget

stærke, og ikke mindst, yderst fordømmende

fremstillinger fra Mylius-Erichsens side. Mylius-

Erichsens beskrivelser, at kineserne er generelt

meget fokuserede om tre centrale temaer: reli-

giøse forhold, racehierarkisk menneskesyn (her

ofte sammenligninger mellem kinesere og

kvæg) og af samtidens nationalistiske strømnin-

ger. Mylius Erichsen var godt nok opvokset i

Vestjylland, og havde indsigt i vestjydernes

mentalitet og bevidsthed, men han var stærkt

præget af det moderne gennembrud, og han

var herudover skribent for avisen Information i

København. Disse forhold kan også ses i hans

novelle idet han udstiller vestjyderne lidt på

samme måde som han lader vestjyderne udstil-

7 Mylius-Erichsen.1905;108,15-28

le kineserne. Dette forhold kan anvendes i en

kritik af Mylius-Erichsens udtalelser og ’over-

dramatiserede’ sprogbrug. Vi kan således ikke

tage Mylius-Erichsens betragtninger for fuld-

stændige sandfærdige, dog kan de generelle

træk i novellen skabe en forståelse af de over-

vejelser, der dog alligevel lå til grund for den

enkelte vestjydes menneskesyn og herunder

deres syn på kineserne. Dette faktum, at der er

noget, at hente i Mylius-Erichsen beskrivelser,

kan endvidere ses underbygget i bl.a. et billede

taget af den kinesiske besætning og den russi-

ske kaptajn:

Fotografi af de kinesiske besætningsmedlemmer i

nyt tøj, samt den russiske kaptajn Kohrsch

Det mest iøjnefaldende er, at det der reelt ikke

er med på billedet: nemlig resten af den 29-

mand store besætning. Deres manglende tilste-

deværelse kan tydeligt tolkes sådan, at mødet

med kineserne var en eksotisk og unik begiven-

hed, som vestjyderne ønskede at bevare med et

fotografi. Ringkøbing Amts dagblad skrev i sam-

tiden nogle artikler om kineserne og strandin-

gen, hvor resten af besætningen ligeledes bliver

udeladt. Journalisten på dagbladet kommente-

rede bl.a. kinesernes nye påklædning:

Nogen forskønnelse var denne Omklæd-

ning just ikke. Kineserne tog sig absolut

bedre ud i de kinesiske Dragter end i de eu-

ropæiske.

17

På trods af Mylius-Erichsen overdramatiserede

sprogbrug har vi ved at sammenfatte med de

andre kilder argumenteret for, at vestjydernes

syn på kineserne ikke lå milevidt fra de tre cen-

trale temaer som vi finder i Mylius-Erichsens

novelle. Vestjyderne anså ikke kineserne som

’dyr’, men de anså dem dog som en laverestå-

ende race, der fremstod som eksotisk og ander-

ledes.

Litteratur:

Beiter, Andreas; Kineserbillederne, Strandings-

museet St. George, Thorsminde. (1902)

Mylius-Erichsen, Ludvig, Nye strandingshistori-

er, Nordisk forlag (1905)

Ringkøbing Amts Dagblad, Artikler om S/S

Wanda - I perioden 16. marts til 15. april 1902,

Ringkøbing-Skjerns bibliotek, 1902

Hekseforfølgelserne i Salem

af Mia Bundgaard Rasmussen, 2. sem. stud. hist.

”Ilden bredte sig som en knirken og var-

men begyndte at stige op fra brændet under

hende. Hun flåede i rebene, der bandt hen-

des hænder rundt om stolpen, men de slap

ikke deres greb. Der var intet hun kunne

gøre for at undslippe flammerne – hun

skreg af sine lungers fulde kraft”.

Ifølge historikeren Allan A. Lund blev 100.000

kvinder, mænd og børn i perioden 1420 til 1793

restforfulgt for hekseri i Europa8. Af de anklage-

de anslås det, at mellem 40.000 og 60.000 blev

henrettet, men det er ikke til at sætte et præcist

tal på, og ud af disse formodes det, at det var

mellem 80-85 %, der var kvinder. Men hvordan

opstod den? Og hvorfor bredte den sig til bl.a.

kolonierne? Det vil dette indlæg forsøge at be-

8 Kilde: Magi og hekseri. Fra romersk oldtid til og

med middelalderen. 2010. Allan A. Lund og Gylden-dal.

lyse nærmere med udgangspunkt i bogen The

Salem Witch Hunt – a brief History with Docu-

ments af historiker Richard Godbeer.

I 1692 i Essex County i Massachusetts, Salem9

fik to små piger: Abigail Williams og Elizabeth

Parris, nogle hysteriske anfald, hvilket skabte

panik, da ingen vidste, hvorfra disse anfald kom.

Lægen blev tilkaldt, og da han ikke kunne finde

nogen naturlig årsag til pigernes tilstand, blev

de diagnosticeret som værende ”under en ond

hånd”. Af Salems præst fik han at vide, at det

eneste, der kunne gøres for at stoppe anfalde-

ne, var at bede for pigerne. De hysteriske anfald

spredte sig fra hus til hus og flere og flere piger

fik denne ”sygdom”. Befolkningen var begyndt

at blive bange for sygdommen, da de blot kunne

se til, imens deres døtre fik krampeanfald og

vendte det hvide ud af øjnene. Landsbyens be-

folkning ville finde den skyldige og straffe ved-

kommende.

Elizabeth Parris’ far fik den idé, at pigerne skulle

udpege hvem, der gjorde dem syge, og pigerne

udpegede efterfølgende tre personer. En af

disse var Tituba, der var neger og slave i byen.

Massachusetts havde dog på pågældende tids-

punkt ikke nogen officiel regering, så et råd blev

nedsat som jury til at føre rettergang. Det skal

her nævnes, at ingen i dette råd var juridisk

uddannede. Det var blot individer, som repræ-

sentanten fra Londons regering fandt egnede til

at opfylde jobbet.

Pigerne, der havde haft de hysteriske anfald,

blev kaldt ind som vidner i restforfølgelsen, og

de beskrev bl.a. malende, hvordan de folk de

havde anklaget, havde vist sig for dem som

djævle og bedt dem om at gøre ugerninger.

Befolkningen blev rædselsslagen grundet deres

kristne overbevisning, og dette medførte, at

mange af de anklagede blev dømt skyldige. Det

var først, da dommerne i oktober indså mang-

9 Massachusetts var en del af den engelske koloni i

Amerika i 1692

18

len på bevismateriale, at hekseforfølgelsen i

Salem stoppede, men indtil da havde pigerne

haft magten til at udpege deres naboer som

hekse, og det var virkeligt uheldigt, hvis de ikke

kunne lide deres naboer.

Et år efter pigernes panikanfald var 150 menne-

sker i 24 forskellige byer i Massachusetts offici-

elt blevet anklaget for at være hekse. Ud af

disse var 19 personer i Salem blevet hængt,

flere personer var døde i fængslet ventende på

deres rettergang og en mand var blevet dræbt i

forsøget på at få ham til at indrømme, at han

var heks. Afbrændingen og hekseforfølgelserne

havde ødelagt familier, landsbyfællesskaber, og

havde skabt dybe afgrøfter af mistro imellem

landsbyernes befolkninger.

Richard Godbeer mener, at årsagen til, at der

var flest kvinder, som blev brændt på bålet var,

at det meget troende vestlige samfund relate-

rede kvindekønnet til Eva og syndefaldet. Man

anså dermed kvinderne som værende mere

uberegnelige end mændene i datidens kristne

samfund, men en entydig forklaring på årsagen

kan der kun spekuleres omkring.

Hvorfor hekseforfølgelserne opstod vides ikke

med sikkerhed, men der er meget forskning

indenfor emnet. Richard Godbeer pointerer, at

de hysteriske piger havde en stor indflydelse på

processerne i Salem. Han pointerer dog også, at

der har været meget historisk forskning omkring

årsagen til, at pigerne anklagede andre perso-

ner. Han giver et bud på, at svaret måske kan

findes i pigernes determinerede skæbner som

kristne piger, hvis fremtid lå i et patriarkalsk

familieforhold, hvorfor de udpegede kvinder

som værende hekse. De kunne altså midlertidigt

ved at have magten til at anklage andre, have

magten til at bestemme over andres skæbne –

en magt de ikke selv havde over deres egen

fremtid.

Desuden voksede pigerne op med frygten for

Djævlen og dennes gerninger og Godbeer poin-

terer, at pigernes anklager måske bare var et

udtryk for en kamp mod deres egne indre dæ-

moner og frygt for Djævlen. Dette kommer altså

til udtryk ved, at de anklager andre personer

som værende ”onde” for at bevise, at ondskab

eksisterer.

Richard Godbeer konkluderer, at samspillet

mellem kolonisterne i Amerika og den oprinde-

lige indianske befolkning havde en betydning.

Kolonisterne havde stiftet bekendtskab med

indianerne og deres naturreligion, der adskilte

sig betydelig fra den kristne tro, og derfor skab-

te det også en frygt for de overnaturlige kræf-

ter. Det var altså frygten for det fremmede, der

gjorde sig gældende. Desuden har pigernes

adfærd haft stor indflydelse på situationen i

Salem. Allan A. Lund bakker påstanden om, at

frygten for det fremmede er én af årsagerne til

hekseforfølgelserne i Europa, men han pointe-

rer også, at det er et komplekst problem.

Så hvorfor præcist hekseforfølgelserne opstod,

både i Salem og Europa, findes der ikke ét klart

svar på, men faktum er, at mange mennesker

døde i processerne.

19

Boganmeldelse: Aleida Assmann

and Sebastian Conrad (eds.),

“Memory in a global age. Dis-

courses, practices and trajecto-

ries”. Palgrave Macmillan

Memory Studies 2010.

af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.

Når et emne får sin egen serie, ved man,

at det er et emne redaktører og forlags-

chefer forventer, vil være et hot emne de

næste mange år. Ellers var der ingen

grund til at starte en ny serie.

Antologien og serien er et led i en bevægelse

væk fra (politisk) begivenhedshistorie og hvad

der skete til, hvordan vi husker fortiden.

Spørgsmålet om fortidsbrug handler både om,

hvordan nogen vælger at iscenesætte og erin-

dre fortidige begivenheder og, hvordan menne-

sker individuelt og kollektivt husker og selv for-

tæller deres historie. Det er lidt forsimplet og

forfladiget at sige som det gøres i den indleden-

de introduktion til serien, at et fokus på ”me-

mory” markerer et skift fra et fokus på fortiden

til nutiden. Historieskrivning har altid rummet

en fortids-nutids dialog, men det er rigtigt, at

der er sket et skift til at fokusere meget mere

bevidst på det erindringspolitiske felt de sidste

10 – 15 år.

Titlens ”in a global age” refererer for det første

til, at der internationalt i 1990´erne rejste sig

bevægelser, der havde som mål at få repræsen-

tanter for stater (dvs. regeringer) til at sige und-

skyld på en stats vegne for forbrydelser begået i

historiens løb. Bevægelserne var internationale

eller globale i den forstand, at de blev inspireret

af hinanden. Der blev bl.a. rejst krav om, at den

amerikanske regering skulle give de afroameri-

kanske efterkommere efter slaverne en officiel

undskyldning (hvilket Bill Clinton undlod at gø-

re). En lille udløber heraf var bevægelsen for at

få den danske stat til i 1998 i forbindelse med

150 året for slaveriets ophævelse at give efter-

kommerne efter slaverne på de tidligere dansk

vestindiske øer en undskyldning for den danske

deltagelse i slavehandel og slaveri. Antologien

indeholder dels en generel artikel, der reflekte-

rer over, hvorfor disse bevægelser opstod i

1990´erne og en artikel om den australske rege-

rings undskyldning til det, der bliver kaldt ”the

stolen generations”. Helt frem til 1970´erne

havde den australske regering den praksis at

fjerne børn af aboriginere fra deres forældre for

at opdrage dem til et liv i det moderne Australi-

en. Vi har lignende eksempler – i en helt anden

og meget mindre målestok, men tankegangen

var den samme – fra Grønland i 1950´erne og

1960´erne, hvor børn blev fjernet fra deres for-

ældre og sendt til Danmark med det sigte at

opdrage dem som moderne grønlændere. Både

i Australien og Grønland endte civiliserings- og

moderniseringsprojekterne i menneskelige tra-

gedier.

Herudover refererer ”in a global age” til at erin-

dring er et transnationalt fænomen både for-

stået på den måde, at erindringen om holocaust

er et erindringsfællesskab, der rækker over

20

mange landegrænser og at symboler rejser

med. Hvad der end måtte være blevet et sym-

bol på en forbrydelse begået et bestemt sted

kan antage ikonisk karakter, og approprieres af

kollektive erindringsfællesskaber i et helt andet

land, som på den måde søger at forbinde to

forbrydelser eller omtolker og bruger ikonet

som symbol på noget andet.

På samme måde som fokusset på erindring er et

fokus på globale eller transnationale bevægel-

ser og fænomener en del af hvad, der i andre

sammenhænge end historiefaget formentlig

ville blive benævnt en megatrend. En trend eller

tendens, som på tværs af periodeopdelinger og

andre måder at underinddele historiefaget på

klart har været i fremvækst inden for stort set

samtlige deldiscipliner – sagt på en anden må-

de: en generel tendens i tiden. Det globale per-

spektiv er indlysende rigtigt at anlægge i anto-

logiens sammenhæng, hvor fokus er på krav om

at sige undskyld. Både fordi bevægelserne har

ladet sig inspirere af hinanden, og fordi nogle af

dem er transnationale eller globale. Det gælder

fx kravet om, at pavemagten skal sige undskyld

for ikke at have undsagt nazister og fascister i

1930´erne og 1940´erne, og det gælder krav til

forhenværende kolonimagter om at sige und-

skyld, både fordi op til flere stater nogle gange

har været indblandet, og fordi forbrydelserne

ligner hinanden. Om det så er briter, fransk-

mænd eller belgiere der udgjorde kolonimag-

ten. Det er mig bekendt den første bog, der

anlægger et internationalt og komparativt per-

spektiv, imens det, der ellers har været skrevet,

typisk har været led i nationale debatter fx om

’the stolen generations’. Som sådan udgør bo-

gen et velkomment perspektiv samtidigt med,

at den tilbyder både en introduktion til og et

overblik over, hvorfor disse bevægelser for at få

stater og andre magthavere til at sige undskyld

fik vind i sejlene i 1990´erne set i et globalt per-

spektiv.

Boganmeldelse: J. H. Elliott:

’Empires of the Atlantic World.

Britain and Spain in America

1492-1830.’ Yale University

Press, 2006.

af Katrine Funding Højgaard, stud. hist. 2. sem.

J. H. Elliott, professor ved Oxford Uni-

versity, er specialist indenfor Spaniens

historie, og har tidligere skrevet bøger om

Spaniens imperiale historie.

I Empires of the Atlantic World bringes Englands

historie ind i et komparativt studie af Spaniens

og Englands kolonisering af Amerika, hvor Elliott

dygtigt og velformuleret leder læseren gennem

historien lige fra Columbus’ opdagelse af det

han troede var Indien, frem til de nord- og syd-

amerikanske landes selvstændighed. Der er

visse ligheder mellem de to imperiers kolonise-

ring af den nye verden, men Elliott slår tidligt

fast, at der er afgørende forskelle på mange

områder, lige fra motiverne bag koloniseringen

til fremgangsmåden ved mødet med den oprin-

delige befolkning og måden hvorpå den euro-

pæiske magt konsolideredes.

21

For spaniernes vedkommende ledte lavadels-

manden Hernán Cortés en ekspedition på ti

skibe, der sejlede fra Cuba i 1519 til det

sydamerikanske fastland, hvorfra de bevægede

sig ind på kontinentet. Med sig havde han

pavens tilladelse til at besætte nyt land.

Englændere kom først i gang et lille århundrede

senere, da Kaptajn Christopher Newport med

tre skibe sejlede fra London i 1606. Spaniernes

formål var at erobre nyt land, deraf

kolonisternes tilnavn ’conquistadores’,

hvorimod englænderne kaldte sig selv ’planters’

inspireret af landbrugsjargon, da deres formål

var at plante nye kolonier, der med tiden skulle

vokse sig store og sikre nyt land til det britiske

folk.

Elliotts fremstilling er levende og velfortalt, og

han jonglerer fint mellem mikro- og

makroniveauer, fra de store linjer i

verdenshistorien og de europæike monarkers

rolle i koloniseringen af de fjerne verdensdele,

samt Spaniens og Englands regionale historiske

forudsætninger for at ekspandere, til

detaljerede beskrivelser af henholdvis Cortés’

møde med Montezuma og Newports møde med

Powhatan knap hundrede år senere, hvor der

også var den store forskel, at for Cortés’

vedkommende mødte han en lokalbefolkning,

der ikke kendte til eksistensen af europæere,

mens indianerne i Nordamerika allerede kendte

til disse. Elliott belyser historien fra mange

perspektiver, både religiøse, økonomiske,

politiske m. fl., og bogen er delt op i

overskuelige kapitler og underafsnit, og tilsat

illustrationer og oversigtskort. Den er

forholdsvis let at læse og er velformuleret og

spændende, uden at det går ud over detalje-

rigdommen og oplysningsmangfoldigheden.

Alt i alt en anbefalelsesværdig bog, der kan

bruges i faglig sammenhæng eller læses som

fritidsfornøjelse.

Boganmeldelse: Benjamin

Isakhan and Stephen Stockwell

(red.): The Secret History of De-

mocracy, Palgrave Macmillan,

2011

af Martin O. Jørgensen, Ph.d. stip.

Redaktørerne Benjamin Isakhan og

Stephen Stockwell har med antologien sat

sig det mål at udfordre den dominerende

vestlige standardfortælling om det

liberale institutionaliserede demokrati

som den ophøjede styreform på baggrund

af dennes spredning efter krigen i 1945,

hvor den ofte har vist sine begrænsninger.

Antologien er et sammensurium af bidrag fra en

længere række discipliner fra middelalder-

historie til jura, islamiske studier og videre over

sociologi og journalistik samt politologi og

internationale relationer. Det fælles

udgangspunkt er forsøget på at afdække

’demokratiets hemmelige historie’ mhp. at

komme udover den vestlige fortælling.

Begrebet demokrati er derfor i antologien løsnet

op og sat til at dække over ligeværdig debat

med afstemning, gensidig respekt for ’de andre’

22

såvel som flertallets prioriteter og tendens til at

følge skrevne som uskrevne love på tværs af tid

og rum. Dette åbner op for nogle interessante

perspektiver.

De 14 bidrag udgør et enormt diversificeret

materiale som afspejling af det interdisciplinære

kulturmøde antologien i sig selv udgør, men er

efter bedste evne søgt delt ind med kronologi

og fire temaer.

Første del ser på ’oldtiden’ i form af: bystater,

republikker, uddannelsessystemer og lokale

former for administration i henholdsvis Kina og

Mellemøsten herunder det ’gamle Grækenland’

og den fønikiske inspirationskilde.

I andel del udforskes ’middelalderen’ og forskel-

lige eksempler på: ytringsfrihed, politisk delta-

gelse, lighed, lovgivningsprocesser og politiske

kulturer i nogle af de islamiske stater i Middel-

havets sydlige breder samt Venedig og Island.

I den næste del bevæger vi os til den europæi-

ske kolonialismes æra og lokaliteter med et

indblik i de forskellige ideer og praksisser for-

bundet med jæger og samlersamfund samt

intern konflikt håndtering mellem de ’austral-

ske’ aborigines og metisserne i det vestlige Ca-

nada og Uganda samt præ-Apartheidsk demo-

krati i Kapkolonien.

Sidste del ser på ’vores’ tid og fokuserer på:

kvinders roller i demokratiske diskurser i Mel-

lemøsten, status på demokratiet i det post-

saddamske Irak samt de kvantitative dimensio-

ner af det såkaldte ’monitorerede demokrati’

eller virale demokrati, der er udgået fra Vesten.

I konklusionen skriver redaktørerne, at et af

målene for antologien ikke blot var at tilbyde

endnu en standardiseret fortælling eller at ro-

mantisere de ikke-vestlige erfaringer. Kigger

man udover det stærkt forskelligartede land-

skab antologien udgør, kan man ikke anklage

dem for at have gjort dette. Desværre sidder

man efterfølgende med en følelse af, at der

mangler noget for at væve bogens forskellige

bidrag yderligere sammen eller styrke antologi-

ens udtalte mission. Hvis det handler om at

problematisere og kritisere den moderne vestli-

ge fortælling og selvopfattelse, hvorfor så bi-

drag om en lang række andre erfaringer?

Valgene afspejler selvfølgelig, at der er tale om

en antologi, der i den henseende rummer en

række begrænsninger i forhold til en monografi.

Men man får kun præsenteret nogle bestemte

glimt af ’den hemmelige historie’ uden den helt

store argumentation, hvorfor netop disse glimt

er de vigtige fremfor kritiske indlæg af fortæl-

lingen om den vestlige erfaring, som jo søges

problematiseret. Vilkårligheden søges forklaret

ved at man vil undgå en ny standardiseret histo-

rie. Dette argument kan jeg følge noget af ve-

jen, men antologien bærer måske for meget

præg af at være en hurtig udgivelse af bidrage-

ne fra en givetvis spændende og berigende kon-

ference af en snu redaktør ved Palgrave Mac-

Millan.

Man kunne på baggrund af bogens erklærede

mission derfor have ønsket sig noget mere end

det ’der har været’, der udgør 12 af de 14 bi-

drag. Det lyder som en ufatteligt ringe joke, når

det kommer fra en historiker. Begrebet har de-

mokrati mange problematiske associationer

vedhæftet til sig. At forsøge at nuancere det er

afgjort væsentligt, men bogens ønske om at

komme ud over den selvgode vestlige fortæl-

ling, kunne dog være imødekommet i langt hø-

jere grad ved både at skue tilbage i tid udenfor

’vesten’ som det gøres, men også ved at pege

på begrænsningerne i netop de vestlige demo-

kratier samt de nuværende problemer i de lan-

de, der har demokrati i det ene eller andet for-

mat, såvel som de eksisterende forslag til for-

skellige veje fremad.

I forhold til de mindre pæne dimensioner af det

vestlige demokrati kunne man derfor have ind-

23

draget f.eks.: slaveriet, imperialismen, kvinde-

undertrykkelsen og den postkoloniale arv i f.eks.

Indien. Man kunne også have taget fat i ’fore-

gangs-landet’ USA. I USA er der således flere

millioner: 1) der kan stemme flere gange til

samme valg, 2) døde der stadig kan stemme, 3)

der vælger ikke at registrere sig og dermed væl-

ge og 4) der ikke kan stemme fordi deres stem-

me-registrering er ugyldig. En analyse af sådan-

ne problemer ville i langt højere grad følge an-

tologiens hensigt til dørs. Der findes i forlængel-

se heraf også en voksende række af vestlige

tænkere, der problematiserer det vestlige de-

mokrati indefra. Disse kunne også have bidraget

i forhold til at problematisere det vestlige de-

mokratis fortælling.

Den fremadrettede dimension kunne have taget

bestik af de store sociale bevægelser som den

globale bonde-bevægelse Via Campesina mv.,

demokratiet eller manglen derpå i eksempelvis

EU, problemstillingerne af de vestlige demokra-

tier (men ikke udelukkende) i forhold til f.eks.

de seneste tyve års deregulering af finanssekto-

ren og de afledte konsekvenser samt de tanker,

der bliver gjort blandt f.eks. proto-globale poli-

tikere og akademikere om organiseringen af

globale politiske partier og ’verdenssamfundet’.

Antologien var givetvis blevet en helt anden,

men i dette tilfælde synes problemstillingen at

kalde på en sådan for at styrke indsatsen for at

tænke udover status quo.

Anmeldelse af

sir Thomas More’s ”Utopia”

af Søren Chr. Winther, stud.hist. 2. sem

I 1500-tallets England er det kongen,

Henrik d. 8., der sætter dagsordenen. Ved

sin side har han indtil flere rådgivere og

en af disse er den fromme sir Thomas

More, der udover at være en af kongens

nærmeste også er en af datidens Europas

store tænkere.

Sir Thomas More. Malet af Hans Holbein den Yngre 1527

De fleste, der har set tv-serien ”The Tudors”, vil

sikkert kunne nikke genkendende til navnet

”Thomas More”. I tv-serien bliver han præsen-

teret som det, der kun kan betegnes som en

overordentlig flink fyr, der forsøger at holde styr

på den magtsyge kong Henrik d.8 og som en

mand, som bekymrer sig om alle menneskers ve

og vel.

Den virkelige sir Thomas More har da også fået

et eftermæle, der støtter denne fremstilling, og

når man læser hans værk Utopia får man også

indtryk af, at han var en mand, der havde nogle

radikale idéer til datidens samfundsstrukture-

ring og samtidig var udpræget humanist. Det

skal dog være sagt med det samme, at værket

er komplet fiktivt om end mange af personerne,

24

som bliver nævnt i bogen faktisk har eksisteret.

Samtalen imellem More og Raphael Nonsenso

har dog aldrig fundet sted, og er givetvis et pro-

dukt af Mores egne idéer og holdninger.

More blev udråbt som helgen af den katolske

kirke i 1935 pga. hans modstand imod at aner-

kende den engelske konge som kirkens overho-

ved. Han havde været en loyal støtte og rådgi-

ver for kongen, indtil han blev dømt for højfor-

ræderi i 1535 og derpå henrettet ved halshug-

ning.

Utopia starter med en brevudveksling imellem

More og to af hans venner: Peter Gilles og

Jerome Busleiden, der, ligesom More, begge

besad høje stillinger i henholdsvis større byer og

royale sammenhænge. I disse udvekslinger for-

tæller More om et land kaldet Utopia, som han

har hørt om igennem en mand kaldet: Raphael

Nonsenso. Dette land skulle eftersigende være

et sted, hvor alle er lykkelige, og hvor alle havde

ret til at ytre sine holdninger. Selve bogen er

bygget som en samtale imellem More og denne

Raphael Nonsenso og om, hvordan det europæ-

iske og, især det engelske samfund, kan lære en

masse fra dette mærkværdige land langt borte.

Bogen, der her er anmeldt, indeholder, udover

selve More’s værk Utopia, også en introduktion

af værket og dets betydning for samtiden og

dennes nyere tider. Oversætteren Paul Turner

kommer desuden med en rigtig fin begrundelse

for, hvorfor og hvordan han har oversat origi-

nalværket, der oprindeligt er skrevet på latin.

Bagerst i bogen finder man en fortrinlig række

noter og uddybende forklaringer for nogle af de

ting, som ellers kan virke uforståelige i løbet af

fortællingen. Disse er særdeles interessante for

den historieinteresserede, da både noter og

forklaringer er med til at give et indblik i tinge-

nes tilstand på denne tid, og hvordan More

fungerede som person.

For når man læser bogen kan man ikke (det

kunne denne anmelder i hvert fald ikke) lade

være med at trække lidt på smilebåndet, og

lade sig underholde af de spidsfindigheder Mo-

re kommer med i løbet af bogen. F.eks. da More

beskriver, hvordan han har chancen for at finde

ud af, hvor dette land ligger ved at overhøre

Raphaels fortælling. Men eftersom de står på et

sted med mange mennesker, og More kun

smuglytter, går han glip af positionen, da en

mand ved siden af ham begynder at hoste høj-

lydt. Selvfølgelig glemmer han at spørge, hvor

det ligger henne i løbet af deres samtale, hvilket

sandsynligvis bunder i More’s fascination af, at

dette land er fyldt med fryd og gammen. Ordet

Utopia kommer desuden af latin, og betyder

egentlig noget i retningen af ”intet-sted”, og er

ligesom de andre opdigtede navne i bogen et

eksempel på More’s humoristiske sans og for-

søg på at trække Europas lærde rundt ved næ-

sen. Begrebet Utopia eller utopi bliver i dag

brugt som et udtryk for det uopnåelige lykkelige

samfund.

Bogen kan læses ud fra flere forskellige syns-

vinkler afhængig af, hvordan man tolker den.

Historikere vil kunne bruge den i forbindelse

med beskrivelser af datidens samfundsopbyg-

ning og give et indtryk af, hvordan lærde ud-

vekslede idéer på tværs af grænser. Man kan

dog også vælge at læse den som et samfunds-

filosofisk eksempel på, hvordan det perfekte

samfund bør bygges op. Har man derimod mod

på at læse et værk af ældre dato, der har haft

stor betydning for eftertidens meningsdannere,

og som direkte har været med til at præge det

engelske sprog, er dette en oplagt mulighed.

Sproget er ikke vanskeligere end, at de fleste

med nogenlunde engelskkundskaber vil kunne

hitte rede i strukturen, om end nogle af de ting

og titler, der bliver nævnt er af ældre datoer.

Disse er dog ikke af større betydning, da det er

indholdet i Raphael Nonsensos beskrivelse af

25

Utopia og Mores modargumentation, som er

det væsentligste i denne lille perle af en bog.

Alt i alt kan Utopia kun anbefales. Har man mod

på at give sig i kast med de lidt over 100 sider,

bør man gøre det, og er man interesseret i

Tudor-tidens England, kan denne bog være med

til at give et lidt mere nuanceret af billede af

denne tid. Bogen er et fantastisk eksempel på,

hvordan litteratur fra en anden tid ikke nødven-

digvis er tung og belærende, men også kan væ-

re morsom og aldeles underholdene at læse.

Derudover er det bare rart at læse sir Thomas

More’s ord og idéer, da han fremstår som en

både humoristisk og mild mand.

Denne udgave af bogen er oversættelsen fra

1965 af Paul Turner, genudgivet 2003 af Pen-

guin Group i serien Penguin Classics. I samme

serie findes bl.a. Machiavellis The Prince, Pla-

tons The Republic og mange andre.

Kandidat og

Sommerfest

Torsdag den 7. juni 2012

på Hotel Hvide Hus i Aalborg

Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivi-an@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fre-

dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto

nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

Ph.D Stafetten

af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.

Som led i at gøre historiestudiets fire

Ph.d. stipendiater: Maren, Henrik, Johan

og Martin og deres projekter mere synli-

ge, har vi bedt dem om hver især over de

næste par numre at skrive en kort præ-

sentation af deres projekter. I dette

nummer er det Martin, der har fået stuk-

ket Ph.D. stafetten i hånden.

Jeg startede i februar på projektet, der fokuse-

rer på FN’s fredsbevarende operationer under

den Kolde Krig. Helt konkret ser jeg på to cases i

form af UNEF operationen (United Nations

Emergency Force) i indledningsvist Sinai-

ørkenen og siden Gaza og UNFICYP (United Na-

tions Peacekeeping Force in Cyprus) på Cypern,

hvor bl.a. Danmark havde ca. 33.000 soldater

udsendt fra 1956 til 1992.

Fra 1945 til i dag har FN i alt iværksat 66 freds-

bevarende operationer i både Mellemamerika,

Afrika, Europa og Asien til en samlet pris af 60

mia. US dollars. De fleste af operationerne er i

dag afsluttede og mange af dem erklæret for

succeser af bl.a. FN selv. Men kriterierne for

succes og fiasko er ikke sådan lige at gøre op,

hvad har medført en forsimpling af debatten

omkring operationerne med sig. Det er dog

forståeligt nok, at debatten er havnet der, da FN

i flere ombæringer har slået sig op på bl.a. disse

operationer ved siden af andre gode ’sællerter’

som folkemords-konventionen, afkoloniserin-

gen, såvel som menneskerettighederne og se-

nest miljøet. De bidragydende lande har afgjort

også set det som en mulighed for at drive PR

derpå.

Under den Kolde Krig havde FN’s medlemslande

op mod en halv million soldater udsendt i 19

FN-operationer. Operationerne var ofte besat

26

med tropper fra små og mellemstore vestlige

lande som: Canada, Østrig, Danmark, Sverige og

Norge på baggrund af deres formodede upar-

tiskhed. Canada havde ca. 30.000 soldater ud-

sendt, mens de skandinaviske lande med ca.

125.000 udsendte soldater stod for ca. 25% af

FN’s udsendinge i fredsbevarende operationer i

FN-regi i perioden. I disse lande blomstrede

forestillingerne om glorværdige indsatser for

Verdensfreden. For det neutrale Sverige var

disse operationer ekstra opportune at markeds-

føre sig på. Danmarks situation lignede Sveriges,

om end man fra militærets side fandt operatio-

nerne distraherende i forhold til den krig, man i

NATO-regi ellers gik og forberedte sig på. I disse

små og mellemstore lande eksisterer der i dag

på denne baggrund en udbredt naiv opfattelse

af operationernes baggrund og betydning.

Trækkes der lidt af det stilistiske fra i forbindel-

se med poseringen, kan forsidebilledet fra et Se

& Hør nummeret fra november 1956 ses som et

eksempel på de forestillinger, der igennem ti-

den er blevet knyttet til deltagelsen i FN’s

fredsbevarende operationer. Militæret har om

nogen, måske forståeligt nok, siden afslutningen

på den Kolde Krig bakket om op denne fortæl-

ling.

Historieskrivningen omkring operationerne har

været domineret af mandlige militær-

historikere. Ofte med ansættelse på forsvars-

akademier, eller tjenestegørende officerer og

mestendels fokuseret på de vestlige nationale

beslutningsprocesser i forhold til enkelte opera-

tioner eller de pågældende landes stolte tradi-

tioner med at yde bidrag til FN og verdensfre-

den. Selvom der blandt disse militær-historikere

er en anerkendelse af Folke-forbundets freds-

bevarende operationer, synes FN som ramme

ikke at være blevet udfordret i den grad det er

påkrævet. Ligesom man ikke er kommet udover

vestlige perspektiver.

”Se og Hør”, nr. 47 november 1956

FN’s behov for at markere en stor afstand til

Folkeforbundet, der trods visse succeser i for-

hold til mindre territoriale konflikter, ikke kunne

forhindre krigens udbrud i 1939, har i den grad

skabt illusionen af et brud. Flere af de samme

folk, der havde stået bag dannelsen af Folkefor-

bundet, herunder måske mest interessant nati-

onalisten og arkitekten bag det sydafrikanske

apartheid system: Jan Smuts, såvel som flere

britiske embedsmænd med det britiske imperi-

um som kulturel bagage, var også direkte invol-

verede i oprettelsen af FN eller bidrog med dele

af den ideologiske bagage via deres indflydelse

på FN’s yngre arkitekter. Real-politisk var der i

samtiden heller ikke de store illusioner i forhold

til FN’s karakter; et stor- og supermagtsfælles-

skab søgt iklædt universalisme mhp. at opnå en

legitimitet. I samme tolkning tillægges FN’s

menneskerettighedskonvention samt Folke-

mordskonventionen heller ikke den store be-

tydning som motivationsfaktorer. Desuden blev

opbakningen til afkoloniseringen også først af

afgørende karakter flere år efter grundlæggel-

sen af FN og på baggrund af den voksende anti-

27

kolonialisme nedefra parallelt med dennes refe-

rencer til menneskerettighedsparadigmet.

Afgørende for udviklingen af den romantiserede

forestilling af FN som helhed er derudover også

organisationens egen samt amerikanske histori-

keres og politologers forsøg på dels at gøre or-

ganisationen relevant og dels fremhæve en

amerikansk tradition for internationalisme

igennem hele den yngre Bush’s tid som ameri-

kansk præsident. Herved er FN blevet præsen-

teret relativt ensidigt i forhold til baggrunden

for organisationens oprettelse og arven fra Fol-

keforbundet.

Andre discipliner har også haft operationerne i

søgelyset, og der findes nu flere dedikerede

tidsskrifter. Under den Kolde Krig var det polito-

logien og dennes underforgrening International

Relations, der anlagde primært funktionelle

perspektiver ift. finansiering og logistik eller

normative kommentarer på supermagternes

indflydelse på FN.

Med afslutningen på den Kolde Krig udkom

enkelte bredere oversigtsværker, hvor fokus var

på skellet mellem de ældre såkaldt fredsbeva-

rende operationer og de nyere mere robuste

fredsskabende operationer. Efter dette kon-

cepts fiaskoer i Somalia, på Balkan og i Rwanda,

der i den grad understregede at FN er styret af

interesser, begyndte kritiske perspektiver dog at

florere. Disse handlede om snævre nationale

interessers indflydelse, organisationens struk-

tur, rollen af Bretton Woods, institutionernes

rolle i dannelsen af de konflikter, operationerne

blev sat ind for at håndtere/løse. Fra midten af

1990’erne og frem fulgte andre kritiske per-

spektiver fra Peace Studies samt feministiske og

kulturelt tonede tilgange indenfor politologien

og International Relations.

Rammen har dog været, og fortsat er, det inter-

nationale system og statslige perspektiver in-

denfor disse politologiske strømninger. Det

senest tilkomne prisme er postkolonialismen

med dennes forsøg på at promovere et hver-

dagsfokus. Dette har dog ikke haft den store

gennemslagskraft grundet den store afstand til

de dominerende fortsat stats-centrerede og

discipliner.

Samlet set er der dog en udtalt og voksende

kritik af, hvorledes operationerne efter 1990

synes at indføre den neoliberale dagsorden i

missionsområderne såvel som et voksende fo-

kus i dybden på enkelte operationer. Det indike-

rer altså en erkendelse af behovet for mere

viden og forståelse. Men perspektiverne stræk-

ker sig ofte dog ikke længere end 1990.

Dette skel mellem prismerne, der anlægges

henholdsvis oppe og nedefra, samt den mang-

lende historiske dybde har, så vidt jeg kan se,

medført et problem i at koble dem sammen på

en måde, hvor man kan se det internationale i

det lokale og omvendt,

I projektet forsøger jeg derfor på baggrund af

en postkolonial platform at komme ud af det

ensidigt vestlige ståsted ved se på de ’internati-

onale hverdagsrelationer’ mellem de danske

soldater og de lokale i Sinai ørkenen, Gaza og på

Cypern.

Målet er at tage de første spæde skridt imod et

alternativt og lokalt rodfæstet perspektiv på

disse to specifikke operationer, og i noget om-

fang, på FN’s fredsbevarende operationer under

den Kolde Krig mere generelt.

Af upubliceret materiale kommer jeg til at ar-

bejde med både danske materialer fra Uden-

rigsministeriet såvel som de udsendte enheder

samt materiale fra flere FN arkivfonde, herun-

der bl.a. UNEF og UNFICYP, materialer fra missi-

onsområderne, FN’s Flygtningehøjkommissariat

og den Ægyptisk-Israelske Våbenstilstands

Kommission.

28

Det publicerede materiale består af henholdsvis

materiale fra FN og dansk materiale i form af

udsendte soldaters dagbøger, militærets egne

udgivelser, folketingsforhandlinger, aviser, uge-

blade mv.

I de undervisningsforløb jeg kommer til at indgå

i, håber jeg således at kunne invitere jer ind i

denne verden specifikt og mere generelt i det

20. århundredes udvikling i de internationale

organisationer samt den Kolde Krig.

Kandidat og

Sommer-fest

Torsdag den 7. juni

2012

på Hotel Hvide Hus i Aalborg

Tilmeld jer hos Vivian Lassen (vivi-an@cgs.aau.dk). Samtidig - og senest fre-

dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto

nr. 3266165676. Husk at anføre navn!

Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie

Museumspraktik

af Lasse Kristian Taagelund Justesen, stud.hist.

10. sem.

Da jeg i år 2010 skulle finde mig en praktikplads

ifm. kandidatuddannelsen i kulturformidling,

havde jeg ikke andre krav end, at praktikstedet

kunne tilbyde nogle faglige udfordringer. Af en

eller anden grund havde jeg fået den idé, at et

museum i mellemstørrelsen ville være optimalt,

da sådan et sted (i mit hoved) ville have nok

ressourcer til at kaste sig over nogle spændende

projekter, men samtidig også så relativt få res-

sourcer, at en praktikant - gratis arbejdskraft -

ville blive taget imod med kyshånd. Om den

tese holder ved jeg ikke, men da en af mine

kære medstuderende ringede til mig og spurte

om jeg ikke skulle i praktik på Ringkøbing-Skjern

Museum - hvor hun lige havde afsluttet sin

praktik - bed jeg på krogen. Det var også mens

diskussionen om “udkantsdanmark” var på sit

højeste, så der var nok også et strejf af påtaget

martyrium over det, men lad nu det ligge.

Min lille tese viste sig at holde vand, om ikke

andet så på Ringkøbing-Skjern Museum.

Museet er et mellemstort museum med et gan-

ske flot besøgstal - takket være de mange tyske

turister på vestkysten. Museet består af 14 af-

delinger i forskellig størrelse, og de mange afde-

linger betyder, at der jævnligt laves nye udstil-

linger. Da jeg startede min praktik i september

2010 løb jeg således ind i ikke så få projekter.

Først blev jeg kastet ud i en miniudstilling på

Ringkøbing Museum, hvor jeg kunne præge et

lille hjørne af udstillingen. Det var ganske vist et

meget lille hjørne, men det var en museumsfag-

lig opgave som skulle være færdig inden for den

første uge af mit praktikophold - velkommen til

den virkelige verden!

29

Det næste lille projekt jeg fik lov til at rode med,

var en netbaseret udgave af ovenstående udstil-

ling. Her skulle oprettes billedgallerier og you-

tube-videoer, som skulle integreres på museets

hjemmeside. Det var ikke lige noget jeg havde

erfaring med, men man lærer jo bedst ved at

prøve det. Sideløbende fik jeg også mulighed for

at tage en del genstandsfotos til museets regi-

streringsarbejde. Her var jeg i de fjerneste af-

kroge af museets magasiner. Nogle vil måske

mene, at det lyder lidt kedeligt, men den lille

dreng, som bor inden i mig, så det som et fanta-

stisk skattekammer. Den lille dreng hoppede og

dansede, når jeg tog ting ned fra hylderne blot

for at opdage, at det var en savtakket krumsa-

bel fra Indien eller en tidlig grammofon, der

brugte hulkort så store som kloakdæksler.

Det her var alt sammen i løbet af den første

måned, hvilket tog pusten lidt fra mig, men

samtidig var en rigtig god start på praktikforlø-

bet. Det var et crash-kursus i museumsformid-

ling. Det var meget sjovt at komme fra studiet,

hvor vi havde kigget på det store billede - mu-

seumslove, kulturarvsstyrelsen (nu kulturstyrel-

sen) og lignende - til lige pludselig at være på et

museum, hvor den praktiske tilgang spillede en

større rolle end den seneste rapport fra kultur-

arvsstyrelsen.

Det lille crash-kursus og den praktiske tilgang

blev også nødvendig, da jeg kastede mig over

den egentlige praktikopgave - en jagtudstilling.

En af museernes afdelinger, Strandgaarden,

skulle bruge en ny udstilling og temaet var fast-

lagt. Jeg fik stillet seks små rum til rådighed, et

budget og et tema - ellers var der helt frie tøjler.

Her må jeg rose museet for at give en praktikant

så frit spil. Det var enormt lærerigt at opbygge

en udstilling fra bunden. For det første vidste

jeg INTET om jagt, så det skulle jeg lige læse lidt

op på. For det andet var den eneste udstilling

jeg havde lavet inden da, den førnævnte mini-

udstilling (med tryk på mini) som jeg havde star-

tet praktikopholdet med.

Jeg har i forbindelse med min uddannelse efter-

hånden skrevet en del opgaver om formidlings-

projekter, og har også givet mit bud på, hvordan

det kunne gøres, men her stod jeg altså med en

helt konkret opgave. Skiftet fra en ren teoretisk

udstilling til lige pludselig at skulle lave en me-

get konkret udstilling, gav anledning til en del

overvejelser. Jeg skal ikke komme ind på dem

her, da det sikkert er forskellige overvejelser fra

person til person, men jeg har svært ved at tro,

at der ikke er nogen (historiestuderende) som

ikke vil have gavn af en praktikperiode - jeg

klager ikke. Man finder ud af, hvordan hverda-

gen på et museum er, hvad det vil sige at skulle

formidle til ALLE samfundsgrupper og, hvor

forskelligt kultur og historie kan opfattes.

Om udstillingen blev god vil jeg lade andre om

at bedømme. Jeg kan kun sige, at det var en

stor fornøjelse at lave den. Det var også en for-

nøjelse at følge med i de møder, hvor museets

ledelse skulle fastlægge den kommende firårs-

plan for museet (det lyder meget stalinistisk,

men er et krav fra kulturarvsstyrelsen). Det gav

et fint indblik i, hvad de rapporter jeg havde

læst i forbindelse med studiet egentlig betød for

museerne.

Praktikopholdet giver et fint indblik i, hvad der

venter på den anden side af studiet, når man

kommer ud i “den virkelige verden”. Her kan du

også forme din uddannelse og give den lige

netop den profil, du ønsker. Så hvis du endnu

ikke har været i praktik, kan du roligt glæde dig.

30

Miljøhistorien kommer til Histo-

riestudiet

af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.

Hvorfor miljøhistorie, hvad er det egent-

ligt og hvad kan det tilbyde historiedisci-

plinen? Vi har talt med Bo Poulsen, histo-

riestudiets nye lektor i miljøhistorie, der

tegner et billede af et spændende felt i

vækst med vide rammer.

Mennesket har alle dage opmærksomme på de

omgivelser, som de er en del af. Med sprednin-

gen af universiteterne over de sidste to hundre-

de år og især de seneste 40 år og den konstante

vækst i nye fagretninger, der alle skulle markere

forskellene fra hinanden, er en hidtil uset stor

naturvidenskabelig viden blevet opbygget. Mil-

jøhistorien bygger delvist på denne viden og

disse fags dynamikker, men har også sin egen

dynamik såvel som vidensproduktion. Dog er

det ikke helt forkert fremadrettet at se miljøhi-

storien som en brobygger imellem historiedisci-

plinen og de naturvidenskabelige fag.

Den amerikanske og tidligst oprettede tradition

for miljøhistorie har sit udspring i den ameri-

kanske miljøbevægelse. Personificeret om no-

gen af Rachel Carson mens den europæiske

tradition derforuden også er inspireret af Anna-

les-skolens holistiske drøm om at skrive den

totale historie. Man kan i dag stadig se de to

traditioner indenfor miljøhistorien i form af især

antallet af stillinger, bevillinger såvel som forsk-

ningsprojekter, hvor miljøhistorie i USA er ble-

vet lige så veletableret som kønshistorie eller

kulturhistorie. I Tyskland blev et center med 50

forskere tilknyttet for nyligt oprettet i München.

Ellers er det i mere begrænsede formater i

Frankrig, Sverige og nu Danmark, at miljøhisto-

rikerne har fundet en plads, om end det heldig-

vis ser ud til at ændre sig. Breder vi blikket ud i

verden er der videnskabelige miljøhistoriske

selskaber for både Asien, Latinamerika, Austra-

lien, for skovhistorie, for vandhistorie, for mid-

delalderens miljøhistorie og en del flere også

blevet etableret.

I Danmark står miljøhistorien stærkest inden for

den empiriske udforskning med bl.a. Bo Fritzbø-

ger og Karl-Erik Frandsens arbejde om skov- og

landbrug, mens Bo Poulsen sammen med en

god håndfuld historikere og biologer rundt om-

kring i Danmark inden for de sidste ti år har

udforsket havenes miljøhistorie. Vejen til miljø-

historien er for Bo gået via historiestudierne

ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet

til en Ph.d. i fiskeriets kobling til den hollandske

gyldne periode i 1600-tallet og videre fra det

ene projekt til det andet med ansættelse som

adjunkt og lektor på Roskilde Universitet.

Bo Poulsen

Publikationerne fra Bos pen har dækket emner

som fiskeri, søfart, kystkultur, natursyn, globali-

seringsprocesser, human kapital, Limfjordens

miljøhistorie, og havet som: transportvej, res-

source, og kultur- og kommunikationsforbindel-

se. HMAP-projektet indbragte i 2009 Bo og pro-

jektets øvrige forskere Videnskab.dks pris for

årets forskningsprojekt i Danmark. Herunder

listes derudover projekter, som Bo er eller har

været involveret i:

- Værtsskabet for "1st World Congress of Envi-

ronmental History" (2009)

- Redigering af tidsskrifterne PLoS One HMAP

Collection og Temp – tidsskrift for historie

31

- Formandskabet for ekspertgruppen, SGHIST i

regi af Det internationale Havforskningsråd

(ICES).

- Paraplyorganisationen for miljøhistoriske sel-

skaber, ICEHO, www.iceho.org.

- Ledelsen af forskningsprogrammet History of

Marine Animal Populations

(www.hmapcoml.org)

Nogle af jer har nok mødt Bo på arrangementet,

der blev afholdt den 1. marts, hvor han gav en

kort appetizer på miljøhistorien. I forlængelse

deraf har vi spurgt Bo, hvad der gør miljøhisto-

rien så interessant for ham:

For mig er det bl.a. spændende at prøve

at indfange noget, der flytter sig, hvad

enten det er mennesker, varer eller fisk.

(…) Koblingen til virkeligheden og mulig-

heden for at bidrage med noget af betyd-

ning er en væsentlig motivationsfaktor.

(…) Feltet kan også bidrage med et tidsligt

perspektiv, der ofte mangler i de naturvi-

denskaber og samfundsvidenskaber, vi

trækker på.

Vi stillede ham også spørgsmålet om, hvad der

er det centrale i miljøhistorien, og hvad han

mener miljøhistorien kan give resten af histo-

riedisciplinen. Hertil svarede han:

Det handler om at forstå de dynamiske

faktorer for samfundsudvikling over korte

og lange tidshorisonter, herunder særligt i

relation til de fysiske omgivelser og natur-

ressourcer. (…) Bevæger man sig i græn-

sefladerne mellem disciplinerne, kan man

nok oftere være heldig at se nye perspek-

tiver og skabe ny viden. Det handler ikke

så meget om fag, men om god eller dårlig

videnskab.

Bos første store opgave her på AAU bliver at

løfte forskningsprojektet: ”Navigator - Johannes

Schmidt, ICES and the Carlsberg Laboratory, c.

1898-1933”, som Carlsbergfonden netop har

bevilget støtte til. Vi ser ham dermed ikke som

forelæser her og nu, men for Bo er relationerne

mellem undervisere og studerende et privilegi-

um, så det er noget, der ligger i støbeskeen. I

den retning sidder han dog pt. og arbejder på

formidlingen af miljøhistorie til en lærebog om

tværvidenskab beregnet for første semester

studerende.

Vi ønsker ham god vind med hans igangværen-

de projekter og velkommen til studiet.

Set & Sket på Historiestudiet

skrevet af Katrine Funding Højgaard, 2. sem.

stud. hist.

og Martin Ottovay Jørgensen, Ph.D. stip.

Skibe, Skanser og Siam Cement

Den første marts afholdt Historiestudiet under

Iben Fonnesberg-Schmidts kyndige ledelse

Museumsdagen med henblik på at udbrede

kendskab til den museale forskning under

temaet skibe, skanser og cement med

deltagelse fra flere museer fra nærområdet

såvel som Randers og Thy. To af vores egne PhD

stipendiater, Johan Heinsen og Henrik G.

Nielsen og den i bladet andetsteds nævnte Bo

Poulsen deltog også med indlæg.

Alene ud fra den brede skare af deltagere lige

fra studerende herfra studiet til museums- og

arkivledere, der endvidere forblev frem til

slutningen på arrangementet sent om

eftermiddagen, kan det vist kun ses som succes.

32

Filmklubben genstartet!

Historisk Filmklub gik i luften første gang 8.

marts hvor Martin O. Jørgensen lagde ud med

en halv times oplæg om Congos historie og bag-

grunden for nutidige konfliktområder, hvorefter

dokumentaren ”Blood In The Mobile” blev vist,

en film der søger at afdække Nokias brug af

’konfliktmineraler’ fra det østlige Congo, der

mere eller mindre direkte sponsorerer krig mel-

lem regionale grupperinger. Det var en hyggelig

og oplysende aften, men desværre var fremmø-

det ikke overvældende.

Så hvad skal der til for at tiltrække flere til et

sådant arrangement? Er dokumentargenren no-

go, eller skal det blot omhandle et andet emne?

Er der evt. større interesse for almindelige spil-

lefilm bygget på historiske begivenheder? Fra

arrangørernes side er hensigten at afholde soci-

ale events der kan samle historiestuderende på

tværs af årgange, og samtidig give et fagligt

input. Vi er meget interesserede i at høre jeres

kommentarer – hvordan får vi lokket flere til at

deltage?

Spilaften

21. marts debuterede Historisk Spilaften, og

imponerende otte fremmødte var lige nok til at

danne fire Besserwizzerhold. Det var en hygge-

lig aften med kaffe, kage og kamp om paratvi-

den, men vi vil gerne have mange flere med!

Der går rygter på Pergamentets redaktion om at

der findes nogle dygtige backgammonspillere på

studiet, så hvis der er udfordrere nok, kan vi

stable en turnering på benene til næste Spilaf-

ten. Derudover er der altid mulighed for at spil-

le kort, Trivial, Settlers og meget andet. Formå-

let er blot at hygge sig i selskab med andre hi-

storiestuderende. Så kom med, historikere, det

værste der kan ske, er at I taber et spil!

Fernisering af Václav Havel fotoudstilling

Václav Havel er kendt verden over som digter,

tekstforfatter, dissident og bannerfører i

Tjekkoslovakiets Charta 77 bevægelse, siden

også landets præsident fra 1989 til 1992 og

efter delingen af landet også Tjekkiets

præsident fra 1993 til 2003.

Fotoudstillingen er en rejsende udstilling

organiseret af den tjekkiske ambassade i

København og etableret i fælleskab med AUB,

hvor den er opstillet ved indgangen. Billederne

er taget af de tre i Tjekkiet velrenommerede

fotografer (Oldřich Škácha, Karel Cudlín og Alan

Pajer), der via deres personlige venskab med

Havel, fik en usædvanlig adgang som ’hof-

fotografer’ herunder i hans tid som præsident.

Marianne Rostgaard, lektor her på studiet, holdt

efter en kort velkomst af AUB en introduktions-

tale. I denne samlede hun trådene mellem

Václav Havel, Charta 77, 1989 og tiden derefter

samt glemslen af det enorme paradigmeskifte

man oplevede i Tjekkoslovakiet og resten af det

forhenværende Østeruopa og betydningen af

det på baggrund af 9/11.

33

Ambassadørråd Jiří Borcel holdt derefter en

tale, der udover at forklare lidt om fotograferne

og udstillingens tilblivelse, også indeholdt nogle

personlige anekdoter om hans egen tid før og

efter 1989.

Slutteligt blev der serveret diverse snacks og

glimrende tjekkiske øl og snakket. Udstillingen

kan ses på AUB frem til den 6. maj.

Lidt refleksioner fra det sønder-

jyske

af Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen, Cand.mag.

Jeg dimitterede fra Aalborg Universitet i 2007

med en cand.mag. i bagagen. Mit hovedfag er

samfundsfag, og mit sidefag er historie. Jeg har

ikke en eneste gang fortrudt mit valg af uddan-

nelse og universitet, for jeg har virkelig gjort

brug af mine tilegnede kompetencer herfra.

Jeg var så heldig, at jeg lige efter min dimission

fik arbejde som fuldmægtig/projektkoordinator

i Karriere Centret på Syddansk Universitet i

Sønderborg- byen jeg oprindeligt kommer fra.

Nu arbejder jeg som administrativ leder i Job-

center Aabenraa, og er samtidigt byrådsmedlem

i Sønderborg Kommune.

Vi lever i en verden, hvor det at kunne arbejde i

grupper er et must. Dette har jeg fået ind med

modermælken på AAU, hvilket virkelig er en

kvalitet ved Aalborg Universitet. Bevares, så kan

det til tider være ”hårdt arbejde” at være i

grupper, men det opvejes til fulde af den for-

ståelse man får for andre mennesker og de sy-

nergieffekter, der opstår i gruppearbejdet. Med

andre ord betyder det, at man har lært at ar-

bejde problemorienteret og, at man fra dag ét i

jobbet er rustet til at løse opgaver, fordi man

har en solid ”værktøjskasse”, som man kan bru-

ge i mange arbejdssituationer.

Min uddannelse har givet mig en bred historisk,

økonomisk, samfundsmæssig og sociologisk

viden, som jeg dagligt trækker på. Fordelen ved

uddannelsen er, at jeg hurtigt kan sætte mig ind

i ting, analysere og finde redskaberne til at løse

problemstillingerne.

Selvom uddannelsen jeg valgte, er en typisk

"gymnasielærer"-uddannelse skal man vide, at

der er mange andre døre der står åbne, da

man i mine øjne, i mange henseender kan be-

tragtes som generalist. Historieuddannelsen har

især øget min forståelse af, hvor vigtigt det er at

have forståelse af konteksten for at kunne løse

de forskellige problemstillinger. I dag arbejder

jeg på arbejdsmarkedsområdet som administra-

tiv leder. I den situation er det også givtigt at

kende til de historiske omstændigheder vedr.:

velfærdsstaten udvikling, fagforeningens betyd-

ning, september forliget, arbejdernes historie

etc. som jeg bl.a. har skrevet projekter om un-

dervejs i studierne.

Afslutningsvis vil jeg gerne sende en stor hilsen

og et tak fra det sønderjyske til Mogens, Mari-

anne, Knud og ikke mindst Vivian :-)

Mvh. Bjarke :)

34

Vi er flyttet!

skrevet af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.

Historiestudiet er flyttet til Kroghstræde

1. Det gælder ikke bare Historiestudiet,

men det insitut vi hører under: Institut

for Kultur og Globale Studier

Hvorfor? Først og fremmest fordi to institutter

for to år blev til et. Skulle institutterne slås

sammen ikke bare af navn men af gavn, duede

det ikke, at vi blev boende hver for sig. Og som

konsekvens heraf er Historiestudiet flyttet fra

den mangeårige adresse på Fibigerstræde 5 til

Kroghstræde 1, som er en meget anderledes

bygning end Fibigerstræde-bygningerne. Alt

videnskabeligt personale (VIP’erne) på Historie-

studiet er flyttet ind på 2. salen i Krogh. 1. Stu-

diesekretærer sidder sammen med øvrige stu-

die- og institutsekretærer på 1. salen i Krogh 1,

og der er studenterarbejdspladser bl.a. i stue-

etagen i Krogh 1.

Vivian kan altså findes på 1. salen i Krogh 1 (hvis

I kigger godt efter!), sammen med Rikke. Ideen

med at placere alle sekretærer og sekretariater

på samme etage og ved siden af hinanden i

stedet for spredt ud i miljøerne er, at det bl.a.

giver mulighed for udveksling af erfaringer på

tværs og for at ’vikariere’ for hinanden – det har

betydning for små uddannelser, der måske kun

har 1 sekretær. I det hele taget er en af ideerne

både i sammenlægningen af to institutter til

Institut for Kultur og Globale Studier og den

fysiske planlægning, at det skal være nemmere

at gå på tværs mellem fagområder. Til gengæld

mister vi måske lidt af sammenhængen internt

på Historiestudiet, hvor vi var vant til at

VIP’erne, sekretærer og studerende sad i sam-

me bygning, og at vi i det hele taget var ”herrer

i eget hus” på Fibigerstræde 5.

Udover stueetagen er det tanken at have stu-

denterarbejdspladser også på 2. salen i Krogh 1.

Dele af Historiestudiets bibliotek placeres på 2.

salen – hovedparten vil dog blive placeret i stue-

etagen sammen med arbejdspladser til speciale-

studerende. Stueetagen i Krogh 1 er ikke vores

alene – den deler vi med studerende fra andre

fag.

Vi håber med tiden at få etableret et velfunge-

rende studie- og forskningsmiljø i Krogh 1, og at

der om ikke fra dag 1 efter indflytningen så på

sigt vil være arbejdspladser til alle studerende,

der gerne vil sidde og arbejde herude, og at der

samtidigt kommer gang i udveksling på tværs af

uddannelser og forskningsfelter både internt på

Historiestudiet og mellem instituttets mange

fagområder. Nye fysiske rammer gør det ikke

alene – men de kan være med til at åbne op for

nye muligheder både at indrette sig på og gøre

ting på.

Der er nedsat en ’brugergruppe’, der tager sig af

indretningen af stueetagen i Krogh. 1. Vi får

forhåbentlig snart pakket de sidste flyttekasser

ud, og studienævnet inviterer derfor alle histo-

riestuderende til at bese de nye lokaler samme

dag som der er projektaflevering. Der bliver

enten serveret kaffe/kage eller et eller andet

andet spiseligt og drikkeligt. Nærmere om tid og

sted sendes i ud når tiden sig nærmer.

35

Temaet i næste blad:

”Krige og Konflikter”

Næste udgave af Pergamentet vil blive bygget

op omkring temaet ”krige og konflikter”. Som

fjendebilleder og kulturmøder er krige og kon-

flikter noget nær faste bestanddele af menne-

skets grundvilkår - om man vil det eller ej.

Om man vil krigene eller ej, er det ubestrideligt,

at der er stor forskel på dem igennem tiderne

afhængigt af, hvad der blev kæmpet om, hvem

der kæmpede og, hvordan man kæmpede. Men

hvad der er blevet set på i akademisk sammen-

hæng, har der dog ikke været konsensus om.

Arbejdede man i Danmark med krig i akademi-

ske sammenhænge, var man i lang tid op igen-

nem det forrige århundrede ofte enten officer

eller snævert fokuseret militærhistoriker med

strategiske, operative og taktiske og tekniske

perspektiver. Dette skyldes bl.a. den radikale

historieskrivning, hvor alt relateret til krig og

militæret ikke blev taget alvorligt nok. Et inter-

nationalt blik viser dog, at dette var en bredere

strømning knyttet til den oprindeligt britiske

liberalisme og derfor ikke blot et dansk fæno-

men. Indenfor de senere år har denne form for

historieskrivning både i Danmark og internatio-

nalt dog heldigvis nærmet sig den mere traditi-

onelle akademiske historiskrivning, så dimensi-

oner knyttet til samfund og kultur er blevet

inkorporeret. Omvendt har militærhistorien

også sat krigen som formativ faktor på dagsor-

denen udenfor dens eget felt. Vi byder dog alle

perspektiver velkomne her i bladet. Skriver du/I

om fænghættens eller artilleri-granatens histo-

rie er i ligeså velkomne til at byde ind med ind-

læg som hvis du/I skrev om de sociale eftervirk-

ninger af 1. Verdenskrig.

Krigenes makkerpar i temaet, konflikter, hand-

ler ikke nødvendigvis om lemlæstelse, krudt og

kugler, kampen om Europa osv. Det skal forstås

meget bredt, hvad historieskrivningen i stigende

grad også synes at afspejle.

Det kan således være de lokale perspektiver på

relativt snævre problemstillinger alt fra skær-

mydsler indenfor husets fire vægge i senmid-

delalderens Aalborg og omegn til et kompara-

tivt perspektiv på de nordjyske og vestsvenske

skolevæsens håndtering af konflikter mellem

elever og lærere siden 1970’ernes nye pædago-

gik til nedgangen i strejker og arbejdskonflikter

siden fremkomsten af fagbevægelsen til idag.

Omvendt kan det dog også være de store eller

internationale perspektiver på olieudvindingen

rundt omkring i verden; canadisk oliesand, ark-

tiske boringer eller de brasilianske paralleller.

Eller på de største multinationale virksomhe-

ders stigende afhængighed af forhenværende

efterretningsofficerer og ’hemmelighedernes

teknologi’ i kampen om markedsandele og pro-

duktudvikling. Eller nationale samt FN debatter

og forhandlinger om urbefolkningernes ret-

tigheder i forhold til jord, juridiske rettigheder

og kampen om historien og hvordan disse even-

tuelt støder sammen med bl.a. olieselskabernes

kamp for de knappe dråber i eksempelvis Nige-

ria eller Canada mv.

Det kunne også dreje sig om formidlingen af

krig/konflikter i museale sammenhænge, i com-

puterspil, i gymnasieundervisningen, i Holly-

woods, Bollywood og Nollywoods krigsfilm osv.

Som tidligere temaer er der således ingen be-

grænsninger på tid og sted. Udenfor tema ind-

læg er dog også velkomne, ingen diskrimination

her! Så har du/i et projekt der ligger og kalder

på jer: ’skriv mig, skriv mig’ eller skal i blot have

et råd for at komme ud af startblokken for at

følge en tanke op, er i velkomne til at kontakte

os. Vi hører hjertens gerne fra jer, da I også skal

være med til at forme bladet med jeres stemme

og med dét I finder interessant.

Deadline er 1. september.

2

og nu...

tilbage til

fremtiden