Længsler og realitet i det senmoderne Religion 2011-2012

Indhold

1. KOSMOS OG KAOS

Oplever vi tilværelsen i det senmoderne Danmark som frihed eller byrde?

Hvad længes vi efter i det senmoderne? • Uddrag af: Iben Thranholm: Tro og tvivl: Moderne tro er længsel. Et interview med Finn Skårderud.

Weekendavisen 5/12 2003.

Hvordan kommer den senmoderne længsel til udtryk? • Mellem kritik og længsel. Gud og religion som mediefænomen.

Lise Ludvigsen og Poul S. Mikkelsen: Religion i det senmoderne samfund, Systime 2007, s. 9-13

Hvordan har religionens rolle(r) ændret sig fra det traditionelle til det senmoderne samfund? • Lise Ludvigsen og Poul S. Mikkelsen: Religion i det senmoderne samfund, Systime 2007, s.14-19, 22,

30-31.

2. KÆRLIGHED OG KILDEVAND

Hvorfor længes vi efter parforhold og familieliv, når 37 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse?

Hvilken funktion har ægteskabet i det senmoderne? • Billeder af brudepar fra hhv. nutiden og ca. 1920. • Ægteskabslovgivning. Fra Sofie Reimick m.fl.Kultur og samfund - en materialesamling til kultur- og

samfundsgruppen på HF, Systime 2011, s.48. • Uddrag fra folkekirkens vielsesritual fra www.folkekirken.dk

3. KROP OG KØN

Er de traditionelle kønsroller erstattet af lighed? Hvorfor er kroppen i fokus? • Iben Thranholm: Når hverdagen giver genklang i evigheden - om krop og hverdagsreligiøsitet, i

Kritisk forum for praktisk teologi nr. 90, december 2002, s. 68-77.

4. KIRKE OG KARMA

Hvor går vi hen, når vi ikke mere går i kirke? Hvad tror vi på i det senmoderne og hvordan dyrker vi vores religion?

• Interview med Tim Jensen, af Camilla F. Madsen: Den kosmiske bolsjepose. Jyllandsposten 22/3 2006.

Hvordan bruges traditionelle religiøse udtryk i det senmoderne? • Thomas Duus Kjær: Pludselig bliver benene slået væk under en. Fra Lise Ludvigsen og Poul S.

Mikkelsen: Religion i det senmoderne samfund, Systime 2007, s. 60-63.

Tro og tvivl: Moderne tro er længsel

Weekendavisen 5/12 2003.

Tro og t v i v l . Det te er det første in terv iew i en serie på f i re med mennesker , der står uden for den kr is tne k i rke og k ikker kr i t isk fasc ineret ind i dens r u m . Denne gang den norske psykiater Finn Skårderud .

af Iben Thranholm

(...) Man kan godt kalde min rejse for en pilgrimsrejse. Jeg er en moderne pilgrim. Moderne pilgrimme er først og fremmest drevet af deres længsel efter helhed og sammenhæng. I modsætning til middelalderens pilgrimme rejser de ikke til hellige steder for at gøre bod eller for at tilbede. De rejser ud for at finde en sammenhængende selvopfattelse. Spørgsmålet »hvem er jeg?« er startpunktet. Svaret ligger muligvis i et andet spørgsmål - nemlig »hvem er Gud?« Hvis det religiøse skal forme en menneskelig identitet, er det afgørende, at disse to kernespørgsmål kommer i en dialog med hinanden.(...) I min bagage medbringer jeg altså spørgsmålene: »Hvad er tro«? »Hvem er Gud«? »Hvem er jeg« (i betydningen det moderne menneske)? I sidste øjeblik beslutter jeg mig for at tage et ekstra spørgsmål med - »Er der noget, som er helligt i moderne liv?«

NÅR afklaringen af spørgsmålet »hvem er jeg« er så påtrængende for den moderne pilgrim, hvad er så mere nærliggende end at indlede min rejse med at opsøge en psykiater. Den norske psykiater Finn Skårderud er ekspert i spiseforstyrrelser og forfatter til bogen »Uro«, som også former sig som en rejse. En rejse i det moderne selv. Undervejs stiller han en uhyre præcis diagnose af det moderne menneskes grundlæggende følelse af splittelse og rastløshed. Han beskriver, hvordan moderne kultur er indbegrebet af modsætninger og paradokser, og hvordan den ydre tvetydighed og uro forplanter sig til indre uro og splittelse. Uroen kan kun opleves som noget godt, hvis den bliver organiseret af et sammenhængende selv. Oplevelsen af tilstrækkelig helhed og

sammenhæng er nutidsmenneskets største udfordring. Men det, som især vækker min interesse, er de mange paralleller til den kristne begrebsverden. Flere gange sammenligner Skårderud det moderne menneskes sjæleliv med det religiøse middelaldermenneskes, og han viger ikke tilbage for at lade det moderne psykologiske menneske antage skikkelse af verdslige munke og nonner. Der tales om askese, om kroppen som et privat kloster og om de gudløses hellige øjeblikke. Det er for mig et endnu større paradoks, da jeg ikke troede, at det religiøse sprog overhovedet var anvendeligt inden for psykologien i dag.

Skårderuds adresse er et paradoks i sig selv. Den ligger på Kirkevejen i Oslos centrum. Psykologien har ellers været en lang vej væk fra kirken. Sigmund Freud, psykologiens fader, anså religionen for at være noget som undertrykte mennesker og gjorde dem syge. En spændetrøje, som mennesket måtte frigøre sig fra for at finde sit sande jeg og for at blive herre i eget hus. Skårderud konstaterer derfor også, »at psykoanalysen var et betydningsfuldt bidrag til at det moderne gudsforladte menneske fik begreber til at skabe en refleksivt ordnet fortælling om mennesket selv.« I dag går mange i terapi, fordi de aldrig nåede at få et samlet selv, førend det allerede var gået i tusind stumper og stykker. Der findes ikke længere nogen sandhed om det at være menneske. Fraværet af det faste skaber orienteringsproblemer. Freuds forestilling om det selvstændige menneske efterlader tomme rum. De bliver forsøgt fyldt ud af længslerne og forestillingerne om helhed. Skårderud skriver: »Vi er fulde af længsel, men vi får ikke det, vi længes efter. Vi føler, at vi har mistet noget, vi aldrig har haft. Man sørger uden at vide over hvad. Mennesket har altid længtes

efter noget, efter Gud eller noget uden for sig selv. Længsel har ofte en religiøs tone.«

Jeg spørger mig selv, om uroen dybest set handler om en skjult gudslængsel? (...)

- Tales der om Gud i dette rum? »Nej, i hvert fald ikke om den traditionelle Gud. Han er en sjælden gæst her. Gud som almagt tages ikke længere alvorligt. I stedet har Gud og mennesker byttet roller. Det moderne menneske former Gud efter sine behov. Samtidig med at man dyrker sin selvtillid og sine ambitioner, så har man måske også lidt tro. Gud er blevet en psykologisk kvalitet eller egenskab ved mennesket selv. En slags åndelig kosmetik, som man kan sminke sig op med, når man har behov for det. Men det er jo ikke megen hjælp, man får fra sådan en Gud, hvis man får en depression. Dog ser jeg helt tydeligt, at mange leder efter noget. Jeg tror, at mennesket har et ontologisk behov for religiøsitet. Men det siger jeg som rationalist og ikke fordi jeg selv har noget gudsforhold.«

- Hvorfor glemmer det moderne menneske ikke bare alt om Gud og det religiøse, men omdefinerer det? »Som et rationelt menneske, der er overfyldt med tvivl, fornuft og logik får man en gang imellem lyst til at kaste alt dette over bord og bare hengive sig til noget, som er meget større end én selv. Men for mange, inklusive mig selv, lykkes det ikke, fordi der er for meget tvivl. Dog går mange nok alligevel rundt med et håb. Når folk siger, at de tror lidt på Gud, så er det vel egentlig, fordi de håber, at der findes noget, som er større end dem selv. Jeg tror faktisk, at lysten til, at man kunne tro, er meget stor. Troslyst og håb er for mig meningsfyldte ajourføringer af det traditionelle begreb om tro. Det moderne menneskes tro er mere en diffus længsel end en defineret tro.«

- Hvori består denne psykologiske religiøsitet mere præcist? »Det er en religiøsitet, som ikke har nogen ydre referencer. Men selvom vi ikke længere tror på ydre autoriteter som Gud og djævel, konger og

hertuger, betyder det ikke, at de er forsvundet ud i den blå luft. I stedet for er de blevet inderliggjorte. Kampen om det gode eller det onde, om tilgivelse og nåde, om synd og skam udspiller sig ikke i så høj grad på en ydre arena, men i mit indre psykologiske univers. Der er sket en enorm psykologisering og inderliggørelse af mennesket. Når Gud ikke længere er en ydre autoritet, men indre følelse, så er han heller ikke særlig håndgribelig. Moderne troende definerer ofte Gud som alt det, de ikke ved og ikke forstår. Gud er i minus. Han er et fravær af en vished.« (...)

- Men hvad er så egentlig tro i din kontekst? »Spørgsmålet om Guds eksistens stiller sig hurtigt i vejen for, hvad der kan være en kerne i det at tro. Det stiller et enten-eller og det bryder jeg mig ikke om. Men måske handler tro omsat til det verdslige om den indsigt, at vi ikke er så selvstændige eller selvkontrollerende, som vi forfægter; men at vi er afhængige. Dybt afhængige.«

- Men giver det overhovedet mening for det psykologiske menneske at tale om tro? »For nylig var jeg ude og spise frokost og ved bordet ved siden af sad hele etablissementet på Det teologiske Fakultet her i Oslo. Da slog det mig, i hvor høj grad vi egentlig taler om det samme, men vi taler i helt forskellige termer. Teologerne talte om frelse og nåde, mens vi ved nabobordet talte om respons, at blive set, at blive tålt og om gensidighed. Jeg er grundlæggende optaget af, at mennesket er et relationelt væsen, og at den forandring, som gør os til hele mennesker, sker i relation med andre. Vi oplever jo gang på gang, hvordan følelsen af at være accepteret og blive taget imod kan forandre livet, og ligefrem skabe verdslige mirakler. Måske er den verdslige nåde eller frelse at vove at vise os, sådan som vi er og at blive tålt med vore elendigheder. Men selvfølgelig er der noget grundlæggende forskelligt i, om man tror der findes en Gud eller ikke, men vi snakker hver især meget om menneskets behov for, at der er noget og større mere end bare mig. Vi har forskellige sprog, men det er den samme længsel.«

- Hvad er så helligt for det moderne menneske? »Sociologen Emile Durkheim beskriver det hellige som en tilstand eller et rum, der ligger uden for hverdagen. Det moderne menneske har ofte brug for at få en pause fra hverdagen, slippe selvkontrollen og det alt for stressede liv. Kulturens overflod af indtryk og et hektisk arbejdsliv skaber et konstant behov for time-outs. Ofte er disse forbundet med beruselsen. Ecstasy, erotik, forelskelse eller alkohol skaber netop et rum uden for hverdagen og kan sammenlignes med tidligere tiders hellige ekstase. Netop fordi den moderne Gud bliver erfaret indefra som en stemning - vi søger intense øjeblikke. Intensitet kan til forveksling ligne nærvær. Rusen har i alle kulturer sin oprindelse i en religiøs eller rituel funktion. Det store behov for rusen i dag er derfor også udtryk for en sekulær religiøsitet.« (...)

Iben Thranholm ercand.theol. og journalist.

1. Mellem kritik og længsel

Gennem de sidste 30-40 år er der sket en ændring i opfattelsen af religion og dens funktion. I 1967 formulerer Jesper Jensen i sit digt Øjet en traditionel re-ligionskritik:

Når jeg strammer mine trusser Der har blonder og er gule Kan jeg komme til at røre

Ved det frakke, de skal skjule Men så snart der' noet der kilder

Bar' en lille bitte smule Så lurer der et øje

I det høje Ham gud

Han er eddermame svar at få smidt ud Men selvføl'ig

Det er synd han har den drift Det er nok fordi

Han aldrig selv var gift.3

Kristendom var for ungdomsoprørerne lig med sexualforskrækkelse og borger­lige normer. Med andre ord så mente man, at kristendommen virkede hæm­mende på det sunde og naturlige menneskes udvikling. I dag kan standpunktet virke forenklet og gammeldags. Det kan godt være, man ikke tror på Gud, men det religiøse, dvs. den umiddelbare følelse af, at der eksisterer andet og mere end den verden, vi umiddelbart kan sanse, ønsker mange at få del i: "Hvorfor skal vi gudløse vare forment adgang til det hellige?", spørger den norske psykiater Finn Skårderud, og han fortsætter: "Mennesket har altid længtes. Mennesket har Ungtes efter noget, efter Gud eller noget udenfor sig selv. Længsel har ofte en religiøs tone"? Længslen og forestillingen om helhed er ifølge Skårderud et grundvilkår for mennesket. D. 29. september 2000 skrev historikeren Tove Kruse en kronik i Kristeligt Dagblad, der kan læses som en bekræftelse af Skårderuds påstand:

Hvordan heler vi spaltningen mellem Gud og menneske, mellem men­neske og natur, spaltningen mennesker imellem? Hvordan holder gudsforholdet op med at være noget privat, vi tror på oppe i hovedet og

bliver til noget, der udfolder sig mellem mennesker? Hvordan bliver gudsforholdet igen tilgængeligt som mystisk oplevelse og indre erfaring? Kan tro og viden forenes? Kan verden både være et sted for fornuft og fremskridt og samtidig et eventyr?

Tove Kruse længes således efter helhed mellem fornuft og tro, mellem indre erfaring og ydre konkret virkelighed. Den senmoderne tro kan defineres som længsel efter mening, sammenhæng og noget, der er større end en selv. Tilsyne­ladende er der sket et paradigmeskift, hvor anliggendet ikke er at afvise religio­nen, snarere at korrigere den. Tro og viden står ikke i et modsætningsforhold til hinanden, men indgår i en vekselvirkning, i et både — og forhold.

Samtidig fortsættes den traditionelle religionskritik, hvilket ses i religionshi-storikeren Mikael Rothstein indlæg i Politiken d. 26.10.2003:

Det ville være forfriskende, hvis den kritiske diskussion af religiøse men­neskers virke også kom til at omfatte samfundets dominerende religion.5

Og hvor savner vi dog i det hele taget en regulær religionskritik som modspil til ikke mindst de folkekirkelige missionsambitioner, der bliver stadig tydeligere. Som samfund kan vi ikke nøjes med at diskutere reli­gionerne på deres egne præmisser.

Den religionskritiske står uden for religionerne og analyserer dem med kri­tisk distance. Dvs. de fornuftige og rationelle religionskritikere opfatter sig som modsætning til de troende. Der er med andre ord tale om et enten - eller. Enten er man rationel, eller også er man troende. Den traditionelle religionskritik etab­lerer dermed en kampsituation mellem det oplyste menneske og den troende.

2. Gud og religion som mediefænomen

Den kristne Gud og den kristne kirke er kommet på forsiden af både de trykte og elektroniske medier de senere år. Rent statistisk kan man påvise, at antallet af avisartikler, der handler om emner som Jesus og tro, er steget med henholdsvis 326% og 222% i perioden 1995 til 2004.6 Vi har været vant til, at religionen spiller en rolle i medierne, men det har været "de andres" religion, vi har betrag­tet. Vi har set billeder af militante hinduer i Indien og set afghanske talebansol-dater sprænge kæmpestore buddhastatuer i luften i Allahs navn. Eller medierne har lånt sendetid til muslimer, der føler sig krænkede over satiriske fremstillinger af profeten Muhammed.

I de nævnte eksempler kan vi anlægge en forundret synsvinkel og tænke: "Spil­ler religionen virkelig så stor en rolle for dem'i Nå, men hos os i Vesten er troen jo en individuel sag, der ikke indtager det offentlige rum - og slet ikke medierum­met. Gudstro sælger ikke aviser, det er for kedeligt". Hvis vi imidlertid stude­rer mediebilledet de senere år lidt nøjere, ser det anderledes ud. Også specifikt kristne emner kommer på forsiden - og ikke bare som afsløringer af katolske præsters overgreb på kordrenge, der jo kunne rubriceres som religionskritik af typen: Den katolske kirke forsøger at hæmme præsternes naturlige drift, hvil­ket får perverterede følger. Også indholdstunge kristne og kirkelige temaer er i stand til at erobre forsiden og sendefladen. Her kan man bl.a. tænke på præsten fra Tårbæk, Thorkild Grosbøll (se s. 86ff.), der udtalte, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. Eller man kan reflektere over, hvorfor pave Johannes Paul I l s død og valget af ny pave kunne fylde så meget i det offentlige medierum i et ikke-katolsk land som Danmark. På lederplads i Kristeligt dag­bladforklarede man interessen for pavens død således:

Det er mere end et nyt eksempel på prinsesse Diana-syndromet og an­det end udtryk for religionsføleri. Der er overvældende appel ved et menneske, der star fast, når alt andet sejler, og viser den styrke, som det kræver at gå imod de krafter, der ønsker at gradbøje alle sandheder. Ikke mindst unge mennesker, der mere end andre lever i turbulens og med bevidsthed om, at deres verden er under konstant forandring, har fundet den kvalitet ved den afdøde pave så appellerende. Hans karisma og troværdighed, men først og fremmest hans insisteren på, at der gives mennesket evigt gyldige sandheder i kristendommen, gjorde paven til det fyrtårn, der nu er slukket.

(8. april 2005)

Her forklares medieinteressen altså med, at religionen, i dette tilfælde den katol­ske kirke, udgør et alternativ til den moderne verden. For nutidens mennesker er det fascinerende ved religion, at den — fra de troendes synsvinkel — indeholder absolutte sandheder, der ikke står til diskussion. Man skal ikke selv reflektere, tage stilling og vælge, men blot gå ind i det allerede fastlagte.

Et andet emne, der har haft mediernes bevågenhed er debatten om intel­ligent design, dvs. ideen om, at man ud fra den hensigtsmæssighed, man kan se afspejlet i universet, kan slutte sig til en intelligent designer eller skaber. Denne debat har fået både videnskabsfolk, teologer og lægfolk til at fylde medierne med indlæg for og imod. Religion er med andre ord ikke en privatsag, som det ellers i en årrække har været god tone at hævde. Trods sekulariseringen, der som et kendetegn har adskillelse mellem religion og samfund, fylder religion stadig mere i det offentlige rum.

Hvad er interessen for religiøse emner udtryk for? Et første bud kunne være, at religionen — skønt vi lever i en videnskabelig tidsalder — ikke er et udlevet

fænomen. Vi kan fra et rationelt synspunkt kritisere religionen og dens dogmer, og religionskritikere som Marx og Freud har da også gennem de sidste par år­hundreder forsøgt at afskaffe religionen med henblik på at gøre mennesket selv­stændigt og myndigt. Imidlertid ser det ud til, at mennesket har nogle erfaringer og oplevelser, som det tolker religiøst. Dette kan skyldes, at det i nutiden ikke handler om at modbevise religionen ud fra fornuftsmæssige synspunkter, men om at lade det paradoksale og modsigelsesfyldte være et rum for mening på linje med det videnskabelige og tankemæssigt stringente rum. Der sker med andre ord en differentiering, således at naturvidenskaben bliver ét forklaringssystem, juraen et andet, kunsten et tredje, religionen et fjerde osv. Og pointen er, at de forskellige systemer eksisterer på samme tid. Videnskaben udtrykker én form for mening, religionen en anden. Religionen beskæftiger sig bl.a. med det, der for altid vil være logisk uforklarligt, som f.eks. hvorfor verden opstod, eller hvorfor døden er et vilkår for mennesket.

En tendens i tiden er også, at man søger at danne syntese mellem videnskab og religion, så der ikke blot bliver tale om enten videnskab eller religion, men både-og. Et eksempel kan være den kristne opfattelse af Jesusskikkelsen. Fra en videnskabelig synsvinkel er Jesus et almindeligt biologisk menneske (Jesus), men fra en religiøs er han en guddommelig skikkelse (Kristus), og det senmo­derne menneske kan bevæge sig rundt i disse forskellige meningssystemer uden at føle sig splittet.

En senmoderne Jesus look-alike?

Nu kan man med rette sige, at kristne til alle tider har skullet forholde sig til, at Jesus er både menneske og gud. Det nye er imidlertid, at det ikke er et paradoks som hvert enkelt individ skal få til at give mening vha. den personlige tro, deri­mod er det et betydningssystem, der ligger parat til den enkelte. Lars Qvortrup, der er professor i medier ved Syddansk Universitet forklarer det således:

At Jesus Kristus på en gang er menneske og Guds søn betyder, at der ikke er en absolut modsætning mellem det, vi rationelt set bar adgang til, og det hinsides. Det er netop det, der gør mening mulig. Påsken, at Jesus dør og genopstår, sammenfatter livsparadokset: at verden på en gang er forklarlig og ikke forklarlig. Vi lever med den dobbelthed, at verden kan forklares og samtidig er uden for enhver forklaring, men det er ikke to positioner, som bekæmper hinanden. Det er to sider af vores livserfaring.7

Traditionssamfundet: At leve i en fortryllet verden

Frem til renæssancen og den europæiske oplysningstid, taler man om traditions-samfundet. Der er tale om et samfund præget af stabilitet og klare sociale rela­tioner. Det enkelte menneske er bundet til sin familie og sin slægt, og geografisk går horisonten til landsbyens grænse, dvs. det nære og lokale miljø. Landsbyen eller den lille købstad er præget af en stærk social kontrol, idet alle har relationer til hinanden af enten familiemæssig eller handels- og arbejdsmæssig karakter. Eksempelvis kan vi tænke på middelalderens hierarkiske feudalsamfund. Denne samfundsstruktur illustreres ofte således, at Gud placeres øverst i samfundspy­ramiden, idet han står som garant for altings orden og struktur. Under ham finder vi kongen og kirken, der styrer samfundet på Guds vegne på henholdsvis det jordiske og det åndelige område. På næste trin i pyramiden befinder adelen og selvejerbønderne sig, og under disse kommer fæstebønder og til sidst tyende og landproletariat. Relationerne mellem konge, herremænd og fæstebønder er bl.a. bestemt af forskellige aftaler om forpagtning af jord.

Når Gud således er placeret øverst i samfundshierarkiet kan man sige, at der er tale om et deocentrisk (gudscentreret) samfund8. Gud ses som altings herre og årsag, og oprør mod samfundets elite vil blive betragtet som oprør mod Gud og den af ham givne orden. Der er tale om en magtgud, der sætter reglerne for kor­rekt adfærd og tænkemåde og dømmer mennesket efter, hvorvidt det overholder de regler, Gud har sat. Religionens funktion er dels at opretholde den gudgivne samfundsorden, dels at sikre frugtbarheden og det enkelte menneskes overle­velse. Sidstnævnte udtrykkes klart i nedenstående bordbøn:

Alle gode gaver De kommer ovenned Så tak da Gud, ja, pris dog Gud For al hans kærlighed 9

Det ses her, at oprindelsen til kendte og iagttagelige fænomener som maden, der står på bordet, forklares mytologisk ("ovenned", "Gud"). At det er lykkedes for husmoderen at stable et måltid mad på benene afspejler ikke alene evnen til at dyrke jorden og forarbejde afgrøderne — altså en teknisk kunnen, men i højere grad Guds vilje og hensigt. Man kan med andre ord sige, at verden opfattes som fortryllet. Livet og dets tilskikkelser har baggrund i en metafysisk verden, der så at sige overtrumfer det umiddelbart iagttagelige og forståelige. Det kan også illustreres med følgende uddrag af en anden salme:

Alt står i Guds faderhånd, Hvad han vil, det gør hans ånd: Af Guds nåde, til Guds ære Evig glade vi skal vare10

Rollefordelingen er klar: Verden er underlagt den almægtige Gud, og men­nesket skal være taknemmeligt ("evig glade") og ære Gud. Idealet er, at men­nesket accepterer de givne vilkår, dvs. de betingelser, som Gud og samfundet stiller. Mennesket får så at sige sin identitet fta omgivelserne og skal acceptere den status og rollefordeling, det afføder. Ordsprogsagtigt kan det udtrykkes således: "Skomager bliv ved din læst", hvilket betyder, at mennesket ikke skal gøre sig håb om eller stræbe efter social opstigning - med mindre det da "står i Guds faderhånd". Menneskesynet er med andre ord statisk, ligesom samfundet står stille. Denne mangel på udvikling giver god mening, ja, endda lykke, set in-

8 Begreberne, der her bruges til at betegne de tre samfundstyper, nemlig deocentrisk, antropocentrisk

og polycentrisk, er hentet fra Lars Qvortrups bog Det byperkomplekse samfund, Gyldendal 1998,

samt Lars Qvortrups attikel Informationssamfundet: Det byperkomplekse samfund, www.cultur.

com/1999/0798.html.

9 Fra salmen Vi pløjed ogvi så'de, her i Jakob Knudsens udgave fra 1891. Første version er fra 1783.

10 Fra salmen Alt står i Guds faderhåndaf"N.F. S. Grundtvig, 1856.

defra. Det afgørende i livet for mennesket bliver at finde sin plads i et samfund, der ikke ændrer sig.

Religion er i traditionssamfundet et ureflekteret overtagelses- og videreførel-sesprojekt. Der er ikke noget, der skal forstås eller forklares, for det giver mening at gøre, som man altid har gjort: Synge de samme salmer, bede de samme bøn­ner og udføre de samme ritualer som forfædrene, dvs. følge traditionen.

i For t ry l le lse , a f for t ry l le lse o g genfor t ry l l e lse Tråd itionssamf und

Verden opleves

som fortryllet, dvs.

begivenheder i r?

menneskets liv forklares

mytologisk, f.eks. som

udtryk for Guds Vilje.

Gud opfattes som en ••: i

absolut størrelse, der

ikke skal forklares, og at

Jesus både er menneske

(Jesus) og gud (Kristus)

ses som indiskutabelt

'' • ' •' '•'•••' •• '";'•• •' .•'-' •'"' ' ' ' ' (".: ... (':• a-'>".;.y:,:

:i '..'•••••'<• '. i • -: '••;.; •:'- -V' • '.•: • -~:' •' i: : i ':;\::-.' i,A-V^ •••<••• : ' '..:•: • K;. >:•' •y^:li-3 •'•*:>•-' '• .., E ".<'..>•'', '';.:•'; ., ••-: ;'' ': / '",''•''-'•/ ;': V: - '••/'--. r:~'f:' ':•'.," •-'.'.,'.• : . ':•• ' >\ ';' /'•'•. •'•••:'• ••.'',•'"V':\.:-: •-"'•'' • ..' ' •'•' -'.".': • • '•' '" '

Det moderne samfund

Verden opleves som

affortryllet, idet man "v

Icun fokuserer på den

sikre viden, dvs. det der

kan iagttages, måles og

vejes. Paradokser øg >

uforklarlige hændelser

afvises eller forklares

rationelt (reduktionisme

og afmytologisering).

Hvis man er religiøs

udleves denne

religiøsitet i særskilte

rum, f.eks. i kirken

om søndagen, mens

dagligdagen er præget :

af enkle og rationelle

løsninger-det religiøse

menneske lever hermed

en dobbelttilværelse.

Den guddommelige side

af Jesus afvises, og man

fokuserer udelukkende

på den menneskelige

Det senmoderne samfund

Bevidsthed om, at V

objektiv og sikker

viden ikke eksisterer.

Den viden, man opnår

gennem videnskabelige

forsøg afhænger af

forsøgsopstillingen

og Iagttagerens

udgangspunkt. Ligeledes

afhænger den information, !

man henter på nettet af,

hvilke klik man foretager

eller hvilke links, man

følger. Karakteristisk for

senmoderniteten er, at

religionen anskues som

et meningsreservoir, man

kan vælge at søge hen t i l .

På den måde er det muligt :

M genfortrylle verden, idet j

man mener, der altid vil

være fænomener, der ikke

kan forklares udtømmende

med fornuften og logikken

Det moderne samfund: At leve i en affortryllet verden

Med det moderne verdensbilledes gennembrud i renæssancen (1500-tallet) og senere oplysningstiden (1700-tallet) bevæger vi os over i et antropocentrisk (menneskecentreret) verdensbillede, idet der sættes fokus på det enkelte individ og dets muligheder. Dette hænger bl.a. sammen med de store opdagelsesrejser, der kendetegner renæssancen. Menneskets verden er ikke længere afgrænset til landsbyen eller købstaden, og mennesket får i bogstavelig forstand nye horison­ter at navigere efter. Dette hænger sammen med øget teknisk kunnen.

Inden for den moderne naturvidenskab med blandt andre Newton (1643-1727) i spidsen påviser man, at solens og jordens bevægelser skyldes naturlove og ikke nødvendigvis afspejler guddommelige hensigter. Den mekaniske naturop­fattelse frisætter mennesket og dermed også videnskabsmanden for at skulle medtænke en autoritær magtgud i sit system. Mennesket kan selv tyde og tolke sin omverden uden at involvere en kirkelig autoritet, hvilket betegner et skridt mod sekularisering, nemlig adskillelse af tro og viden, kirke og videnskab. Se­kularisering kan defineres som en differentieringsproces, hvor enhedstænknin­gen brydes ned: Der er ikke længere et samlende midtpunkt i universet, nemlig Gud, der er garanten for struktur, hensigts- og regelmæssighed. I stedet spaltes tilværelsen op i forskellige lukkede systemer så som politik, jura, religion osv.

Et kendetegn ved den moderne naturvidenskab er, at naturen og verden op­fattes som noget, der virker i sig selv og har sine egne love. Alt er fastlagt, og intet sker tilfældigt. Det betyder ikke nødvendigvis, at Gud som yderste forkla­ring afskaffes. 1700-tallets deisme fastholder Gud som forklaring på universets skabelse, men siger som noget nyt, at Gud efter skabelsen ikke blander sig i verdens gang. Egentlig mener man, at det er fornuftigt at tro på en gud som forklaring på, at verden er opstået, ligesom man for at markere at mennesket er noget andet og mere end dyrene fastholder et andet fornuftselement, nemlig dyden. Mennesket er dydigt, dvs. i stand til at handle moralsk med Jesus som forbillede - hvad dyrene altså ikke er. Desuden lever mennesket evigt (jf. de bi­belske paradisforestillinger), hvad dyrene heller ikke gør. På denne måde sættes mennesket i centrum af universet og tilkendes større værdi end det øvrige skabte - bl.a. fordi det er i stand til at tænke og erkende, mens dyret lever ud fra sine instinkter. Slagordsagtigt udtrykkes denne forskel af filosoffen René Descartes (1569-1650): Cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg til). Mennesket eksisterer som tænkende og erkendende væsen, og med sin fornuft er mennesket i stand til at erkende verden og de uforanderlige love, der styrer den.

Dette rationelle fokus på tilværelsen og dermed også på Jesusfiguren kan il­lustreres vha. den franske oplysningsfllosof Francois Voltaire (1694-1778):

i

i Vi taler aldrig med Haan eller Foragt om Jesus, som man kalder Kristus. Tværtimod vi betragter ham som en Mand, udmærket blandt Mennesker ved sin Nidkærhed, ved sin Dyd, ved sin Kærlighed til broderlig Lighed. Vi beklager ham som en maaske lidt ubetænksom Reformator, der er blevet Offer for fanatiske Forfølgere.. .Naar man fjerner alt, hvad der er ham fremmed, alt hvad man selv har til­lagt ham til forskellig Tid ved de mest skandaløse Religionssamtaler og Kirkemøder.. .hvad bliver der saa tilbage ved ham? En Tilbeder af Gud, som har prædiket Dyd, en fende af Farisæerne, en retfærdig en Deist Disciplene følte sig... bundne af deres hængte Patriark, ...og \ saadan gik det til, at de efter nogen Tids Forløb gav sig til at udsprede j Rygtet om, at deres Mester hemmeligt var opstanden.. .og derfra kom \ nu alle de Mysterier og alle de absurde Dogmer, som kristendommen er bleven spækket med." I

r |

Det er karakteristisk for oplysningstiden, at Jesus betragtes som et moralsk for­billede, mens den guddommelige side (Kristus) afvises. De irrationelle og myto­logiske elementer som genopstandelse afvises som opspind. Man kan med andre ord sige, at man forsøger at affortrylle verden ved at fjerne den metafysiske j horisont og gøre verden endimensional.

Længere oppe i tiden, nemlig i 1800-tallets positivistiske tidsalder (posi­tivisme: at tage udgangspunkt i det givne, dvs. det konkrete og iagttagelige) får religionen endnu et grundskud, idet Charles Darwin (1809-1882) med sin i evolutionsteori påviser, at Gud er overflødig som den ultimative forklaring på i universets skabelse. Alt, herunder både dyr og mennesker, er resultatet af en udvikling, der ikke er styret af en guddommelig hensigt, men er resultatet af en "blind" udvælgelse. Hermed fjernes også den særstatus, som mennesket ifølge den jødisk-kristne skabelsesberetning har. Det opfattes ikke længere som skabt i Guds billede til at herske over verden, men som et driftsvæsen på linje med dyret.

Der sker med andre ord i videnskaben og filosofien en fokusering på at

1) verden er opstået og fungerer efter egne iboende love

2) mennesket er i stand til at erkende disse love og udnytte dem til tekniske forbedringer

Sidstnævnte er snævert forbundet med industrialiseringen, der er et kendetegn ved det moderne samfund. Den videnskabelige indsigt omsættes i teknologisk

11 Her citeret fra Helge Haar og Jens Nørregaard: Kirkehistoriske Ixsestykker II, Branner og Korch 1937

(fotografisk optryk 1978), s. 71-73 .

knowhow såsom udviklingen af dampmaskinen og udvikling af infrastrukturen vha. jernbanenet og veje. Idealet er ingeniøren og teknikeren, idet det gælder om vha. teknologien og fornuften at forbedre menneskets vilkår. Herved kommer der en dynamik og foranderlighed ind i samfundet, f.eks. sker der en urbanise­ring, dvs. flytning fra land til by, idet industrisamfundets arbejdspladser er knyt­tet til byen. Ligeledes sker der en opdeling aflivet i sfærer, dvs. adskilte omtåder. Arbejdet foregår eksempelvis adskilt fra familielivet, altså i det offentlige rum, mens de følelsesmæssige behov tilfredsstilles i hjemmet, altså i den private sfære. Hvad der er interessant for vores anliggende her er, at politiske forhold drøftes og afgøtes i institutioner som Folketing og Rådhus, mens kirke og kristendom tildeles separate områder i henholdsvis det offentlige og det private rum. Kirke­bygningerne er synlige i det offentlige rum, og den kult, der er knyttet til kirken er ligeledes offentlig tilgængelig og markeres offentligt via klokkeringning. Den personlige tro og de følelser, der er knyttet til den, er derimod private og hører til i hjemmet, såsom personlige bønner, andagter i familien etc. Væsentligt er det også, at der ikke er nogen tvang inden for det religiøse område. Og det hænger sammen med to forhold, dels demokratiseringen inden for det politiske system, dels individualiseringen. I oplysningstiden fokuseres der på, at det enkelte indi­vid er unikt og har medfødte rettigheder, herunder til at tænke og tro, som det vil. Dette kommer bl.a. til udtryk i USA's uafhængighedserklæring fra 1776, under den franske revolution i 1789 og i FN's menneskerettighedsetklæring fra 1948. I alle tre tilfælde understreges det, at individet har ret til at tænke, tro og ytre sig, som det vil. På dansk grund får vi i 1849 Grundloven, der sikrer religionsfriheden.

I samspil med den øgede naturvidenskabelige indsigt, den stigende teknolo­giske kunnen og de ændrede samfundsmæssige og politiske forhold vokser der i 1800-tallets Tyskland en markant religionskritik frem, der ofte går under beteg­nelsen den klassiske tyske religionskritik, og hvis hovedsigte - hvor forskellige ansigter den end har - er at frigøre mennesket. De fire hovednavne, der gennem­gås her er Ludwig Feuerbach (1804-1872), Karl Marx (1818-1883), Friederich Nietzsche (1844-1900) og Sigmund Freud (1856-1939).

Inden for teologien reagerer man forskelligt på det moderne verdensbillede og religionskritikken. Nogle teologer indtager en konfliktposition12, idet de me­ner, at fornuften skal vige for troen, hvis den videnskabelige indsigt når til andre resultater end dem, Bibelen peger på. Eksempelvis hedder det i en engelsk bi­skops anmeldelse af Darwins Arternes oprindelse:

[Ideen om at den naturlige udvælgelse også gælder for mennesket er] uforenelig med hele fremstillingen af menneskets moralske og åndelige tilstand, hvilket er Bibelens egentlige emne. Menneskets tilkendte her­redømme overjorden, Menneskets evne til at tale, Menneskets besid­delse af fornuftens brug, Menneskets frie vilje og ansvar, Menneskets fald og syndsforladelse, den Evige Søns inkarnation, den evige Ånds bolig. Alt dette er hver på sin måde fuldstændig uforeneligt med en nedværdigende tanke om den lave oprindelse for ham, som blev skabt i Guds billede og genrejst af den Evige Søn, som selv påtog sig men­neskets skikkelse.15

I 1900-tallet møder vi en anden markant reaktion på moderniteten. Der er tale om en uafhsengighedsposition, idet udgangspunktet er, at videnskaben og tro­en skal fungere uafhængigt af hinanden og give dækkende beskrivelser af hver deres område. Hvor videnskaben arbejder med beviser og årsagsforklaringer, er troen et spørgsmål om personligt valg. Mens videnskaben stiller spørgsmålet om, hvordan naturen fungerer, spørger teologien hvorfor.

Samfundstype og religion

i Samfunds­

type

Tid

Overordnede kendetegn

-•;;.\\ ~C-f/')••>*

: Menneskesyn

i • \ V ' ".' ',"'": '-'•

• • • •.".•'•'•-'•: , ' i •• - ' ' i .. :• ' ••... ...,...••..

i '.-; •""".;''•• '--»i'.'•:• .::•

' ;. !'/• :,,>«.::•:- ,..- :..• i '.;.':/,.; ':V;;.'ii >;,,.

i '^\.V:i<;^:v>?

Religions*: forståelse*

Trad i t ionssam-

fundet

Frem t i l i 500-1700-tallet,dvs. til renæssancen og oplysningstiden

Depcentrisk (gudscentreret) samfund ; >

Der tænkes i hierarkier og klare sociale relationer. Gud står som garanten for den sociale orden

Forandringer Opleves som langsomme og knapt mærkbare

Lavteknologisk produktion

Statisk både personligt og socialt:

Identitetener traditionsbaseret > -

• : - . ' * • • '''..• :,": H:v< •':•;<•... ,•-. ' -

Tilhørsforhold: sfægtv og stand

Mennesket er ydrastyretJ? :"

Ideal: Det menneske. dér indordhef sig under de gfynevilkå#>

Indordning

Gud et overtagelsesprojekt: Mennesket viderefører ureflekteret dert tro og det gudsbillede. traditionen foreskriver

Magtgud: Gud opfattes som lovgiver og dommer

Det moderne

samfund

Ca. 1700-1970, dvs.fr« i oplysningsperioden

og frem

, Antropocentrisk [ (menneskecentreret) . samfund

Gradvis udvikling mod: -

a. demokrati

'. b. urbanisering

C. industrialisering

d. sekularisering v

Forandringer opleves som dybtgående og klart mærkbare

Teknologi-baseret produktion

Dynamisk med fokus på det enkelte individ, dets muligheder og rettigheder v*

Identiteten er baseret

på de værdier og" -i-adfærdsnormer sorrv barnet indpodes i kernefamilienfden

primaSr'fe socialisering).

Klassetilhørsforhold^:::,;'

Mennesket er indrestyret

(deal: Individet. Det menneske, der vha. fornuften og ;,'r ; teknologien forbedrefi? sine vilkår

Handlekraft

Gud et afviklingsprojekt: : : Mennesket forsøger?; ; med rationelle

forklaringer at frigøre. sig fra religionen med* henblik på at gøre sig fr i t og myndigt (jf: den klassiske tyske religionskritik) :

Abstrakt eksistensgud:: Kristendommen opfattes som en udsigelse af eksistentielle sandheder

.-Det senmoderne samfund

Ca. 1970 og frem

Polycentrisk samfund/det komplekse samfund

! Med Internet og | globalisering opleves :

ekstremt hurtige forandringer

Højteknologi 1 Vidensproduktion

Dynamisk med fokus på, i at det enkelte individ er 1 selvstyrende (autonomt) | og refleksivt

1 Identiteten er baseret på; gruppetilhørsforhold;

Kernefamilien er? svækket og børn lærer tilpasningsevne af hinanden

Selvvalgtes gruppetilhørsforhold

Mennesketer gruppestyret

; : ,"'''.''' ':••'..'. • - ''; '" , ^ " Ideal: Situiden. Det menneske der konstant er konstant omstillingsparat

Tilpasningsevne

Gud et udviklingsprojekt: Mennesket søger vha. religionen at finde et sprog for det uforklarlige, for det vi ikke ved, og for de følelser, v i ikke ellers kan udtrykke

'-'.'•' ''.-' /'"'"' ' •'••''.]

Paradoksgud: Det kristne paradoksale udsagn om, at Gud kan være både gud og menneske på én gang opfattes som et meningsfuldt udsagn om, alverden i al almindelighed er præget af paradokser

I ÆGTESKABSLOVGIVNING

Oprindeligt var indgåelse af ægteskab ikke knyttet til et kirkeligt ritual. Det byggede på en verdslig aftale mellem ægtefællerne i form af et troskabsløfte. Da ægteskabet udelukkende var en verdslig kontakt, kunne det også opløses, hvis parterne ønskede det. Senere bliver der indført den skik, at der efter vielsen afholdes en gudstjeneste i kirken, en brudemesse, hvor parret bliver velsignet og aftalen offentligt bekræftet. I middelalderkirken bliver ægteskabet et sakramente, der indgås for Guds åsyn. Som følge deraf kan man kun indgå ægteskab én gang, og skilsmisse er forbudt. Selvom Luther mente, at ægteskabet var en verdslig ting, og altså ikke et sakramente, går udviklingen i Danmark efter reformationen mere i retning af, at vielsen bliver et of­fentligt anliggende, og den kirkelige vielse bliver obligatorisk. Skilsmisse kan der kun være tale om i tilfælde af hor eller vantro. Først i slutningen af 1700-tallet bliver skilsmisse officielt tilladt i Danmark. Som konsekvens af Grundlovens religionsfrihed fra 1849 bliver borgerligt ægteskab indført som mulighed i Danmark, først kun for

j ikke-medlemmer af folkekirken, men fra 1922 som en mulighed for alle.

I 1989 blev loven om registreret partnerskab for homofile par vedtaget, hvilket satte en debat i gang i folkekirken om at indføre et kirkeligt vielsesritual for homofile. I dag kan præsterne (hvis de ønsker det) velsigne de homofiles partnerskab, men folkekirken har

'endnu ikke taget stilling i forhold til at tilbyde et egentligt vielsesritual for homofile.

Fra Eberhard Harbsmeier og Hans Raun Iversen: 'Praktisk teologi', 1995 og www.denstoredanske.dk

Vielse Autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992 Forkortet gengivelse af folkekirkens liturgi for vielse

INDGANG (præludium)

INDGANGSSALME

HILSEN

Præsten: Herren være med jer!

Menigheden: Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig!

INDLEDENDE BØN OG LÆSNING

Præsten: Lad os alle bede! Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Præsten fortsætter: Således står der skrevet: Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde han: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.

Og vor Herre Jesus Kristus siger: Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød«? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

Og apostlen Paulus skriver: Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med

SALME

TALE

hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.

TILSPØRGSELOG ERKLÆRING

Præsten:

Præsten:

Så tilspørger jeg dig N.N. (brudgommens navn): Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? -Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? -Ja!

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn): Vil du have N.N. (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand? -Ja! Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? -Ja!

Så giv hinanden hånd derpå!

Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.

FORBØN

Præsten: Lad os alle bede! Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem, vi beder dig, velsign denne brud og brudgom; lad dem altid leve af din nåde og i indbyrdes kærlighed.

FADERVOR Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. Fred være med jer!

SALME

SLUTNINGSKOLLEKT

Præsten siger eller messer:

Lad os alle bede! Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os. Giv alle kristne ægtefolk ved din Helligånd, at de må hjælpe hinanden til at holde fast ved din frelsende nåde. Gør dem glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen, og styrk dem til at være levende lemmer af din menighed, så at de engang med den kan samles hos dig i dit rige, hvor du med Søn og Helligånd lever og regerer, én sand Gud fra evighed og til evighed.

Menigheden svarer: Amen.

VELSIGNELSE

Præsten siger eller messer: Herren være med jer!

Menigheden svarer: Og med din ånd! Eller: Og Herren være med dig!

Præsten siger: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.

UDGANGSSALME UDGANG (postludium)

Iben Thranholm

Når hverdagen giver genklang i evigheden -om krop og hverdagsreligiøsitet

• Modernitetens afsked med de ydre autoriteter, har flyttet religiøsi­teten ind i enkeltindividet. Den enkelte krop må bære selvkontrol, skyldfølelse og selvfølelse, når den ydre grænse og spejling er for­svundet. Forsagelse af fedt har afløst forpligtelsen på næsten. Fedtre­ducering og eksorcisme skaber et selvbevidst jeg. Fitnesscentret leverer de ydelser som kirken tidligere gjorde i form af aflad, tilgi­velse, ritualer og fællesskabsfølelse. Askese i verdslig udgave skaber klare grænser og tryghed og holder tillige sammen på indre ambiva­lenser og en hektisk hverdag. Med træningsformen »spinning« opnås en trancelignede tilstand med sus af evighed og sammensmeltning af subjekt og objekt. Skal folkekirken (for)blive indifferent over for mulige hverdagsritualer, der kunne være ramme for synd og bod, anger og nåde? Overgangsritualerne er endnu kirkens, men hvad med hverdagens?

Den slanke og perfekte krop, som vi møder overalt i reklamer og medier, er blevet et ikon for det gode liv. Nutidens katekis­mus prædikes ikke af Luther, men af slanke- og kosteksperter,

der dagligt fortæller os, hvilken mad, der er syndig og giver anvis­ninger på, hvad vi skal spise og gøre for at få et bedre liv. Overalt i det offentlige rum spilles der stærkt på samvittighedsfølelsen i forhold til mad og krop med det resultat, at fitness er blevet et »must« i mange menneskers hverdag. God samvittighed handler for det moderne menneske mere om at leve sundt, fedtfattigt og dyrke motion, end det handler om næstekærlighed. Kødet er ikke længere underordnet

68

Når h v e r d a g e n g i v e r g e n k l a n g i e v i g h e d e n

ånden, som det var for Paulus, men i dag er det i stedet kødet, som kvalificerer ånden. Den slanke og muskuløse krop udtrykker i dag det socialt og verdsligt hellige.

Derfor er der opstået en ny form for hverdagsreligiøsitet, hvor kroppen bliver brugt som udgangspunkt for, om livet føles godt eller dårligt. Hverdagsreligiøsitet iklæder sig ofte den tilsyneladende ikke-religiøsitet, som f.eks. i fitnesscentret. På overfladen ser den måske ubetydelig ud, men trænger man dybere ned i den, vil man opdage, at den ikke bare har stor betydning for mange moderne menneskers selvforståelse og daglige velvære, men også har rod i en række tradi­tionelle kristne begreber, som oversættes psykologisk.

Denne form for hverdagsreligiøsitet har jeg sat fokus på i tv pro­grammet KroppeTi - den nye religion? (DR efteråret 2001), som ligger til grund for denne artikel.

1 programmet medvirker den norske psykiater Finn Skårderud, som er specialist i spiseforstyrrelser, og som også er forfatter til bogen Uro, hvori han beskriver det moderne selv. Skårderuds teorier har været til stor inspiration for mig og understøtter mine egne teorier i både tv-programmet og denne artikel.

Inderliggørelse og verdslig religiøsitet Skårderud nævner særligt to begreber som helt centrale for det mo­derne menneske, nemlig individualisering og inderliggørelse. Begge be­greber er affødt af den kraftige psykologisering af hverdagslivet, som er sket i og med, at kristendommen og de store ydre fortællinger om sammenhæng har mistet deres betydning. Det moderne menneske karakteriserer Skårderud derfor som et psykologisk menneske, fordi det selv må sørge for at skabe sammenhæng i sin tilværelse og at hol­de sig selv i balance. Individualiseringen betyder, at det moderne menneske dagligt tvinges til at fokusere på sig selv for at finde ud af, hvem det er, og hvad det gerne vil være.

I forlængelse heraf er begrebet inderliggørelse opstået, som betyder at hvad der førhen kunne henføres til ydre instanser er blevet til indre personlige anliggender. I moderniteten er der sket en kraftig verdslig­gørelse, som har resulteret i, at ydre autoriteter som Gud, Djævel, konger og biskopper er trådt tilbage og har mistet deres betydning. Vi tror ganske simpelt mindre og mindre på disse ydre autoriteter og på, at det er legitimt at lade dem definere rammen for vort liv. Alligevel forsvinder disse begreber ikke ud af vores bevidsthed. Gud og Djæ-

69

I ben T h r a n h o l m

vel dør ikke, men rykker i stedet indenfor og forandrer sig til person­lig psykologi. De bliver til et spørgsmål om indre egenskaber og især indre ambivalenser. Centrale kristne begreber som synd, anger, bod, nåde og forsoning oversættes psykologisk. De lever videre i os som psykologiske tilstande, vi selv er ansvarlige for.

På grundlag heraf er der opstået en verdslig religiøsitet, som er in­dre styret, frem for ydre styret og som bruger især kroppen og maden som indgang til at opnå en følelse af at være i balance og ikke mindst kontrol. I den forbindelse sammenligner Skårderud den middelalder­lige asket Katarina af Sienas forhold til mad med nutidige kvinders. Katarina sultede sig selv, fordi hun havde en forestilling om, at hun på denne måde kunne stige op mod Gud og sidde til bords med Kristus og helgenerne for at indtage et åndeligt måltid og på denne måde få del i en fuldkommen og evig væren. I dag sulter kvinder sig ikke for at nå Gud eller for at gøre plads til åndelig føde, men for at stige psykologisk i selvfølelse og selvkontrol. Processerne mellem Ka­tarina af Siena og moderne kvinder er altså parallelle, men objekterne er væsensforskellige. Det afgørende for mange moderne kvinders (og mænds) daglige velbefindende er følelsen af at have kontrol over sin krop og vægt. Evnen til selvkontrol har overtaget og erstattet guds­troen. Når man både skal være sin egen Gud og Djævel, og sin egen dårlige samvittighed og forsoner kræves et rigt mål af selvkontrol.

Kontrol er fedt Vejen til selvkontrol går altså hovedsageligt gennem kontrol af krop­pen, vægttab og især fedtreducering. Forsagelse og fornægtelse af fedt er blevet en del af den moderne krops fundamentalisme. Over­sættelsen af de kristne begreber er særlig tydelig, når det gælder ti­dens forhold til fedt. Dette konkretiserer den verdslige djævel og fedtuddrivelse fungerer som sekular eksorcisme.

Kroppen bliver en arena for at skaffe sig kontrol, fordi den er kon­kret og giver forholdsvis hurtige resultater. At kunne styre sin krops vægt gennem motion og mad giver psykologisk set en stor følelse af kontrol og anerkendelse. Fedme er derimod skamfuldt, og signalerer ukontrol. Blødhed er heller ikke in. Denne tendens ser man tydeligt når det gælder nutidens kvindeidealer. Kvinder skal ikke være bløde og runde, men skal ligne Madonna, der har en kropspolitisk korrekt hardbody, som Skårderud bemærker i Uro. Under huden på denne kvindetypes overarme ser man tydeligt den veltrænede muskel be-

70

Når h v e r d a g e n g i v e r g e n k l a n g i e v i g h e d e n -

væge sig. Æstetikken er fuld af moralske budskaber. Den hårde krop signalerer, at dens ejer har evnen til at disciplinere sig selv. Kroppen er i nutidig kultur først og fremmest noget, der producerer tegn og skaber identitet.

Fedtreducering, vægttab og at skulpturere kroppen er en måde at skabe klare grænser og entydighed på. Fedtforskrækkelsen afspejler nemlig også ukontrollens problem. Skårderud mener, at de mange til­fælde af anoreksi kan opfattes som en kernemetafor for kontroltab og for det ikke at føle sig hel. Spiseforstyrrelser ville aldrig have fået en sådan udbredelse, hvis ikke det var fordi, det er en sygelig overdri­velse af vores kollektive idealer. Kroppen var tidligere en skæbne, men i dag gøres den til et forvandlingsnummer. Vi skaber den i vort eget billede - og skaber således os selv. Kroppen er vores selv.

Fitnesscentret - en moderne kirke En af hovedstadens fitnesskæder kørte for nylig en stor kampagne, hvor man viste personer, der spiste usund mad til sloganet: 'Justify your rotten lifestyle'. Opfordringen til retfærdiggørelse har unægtelig stærke religiøse undertoner. Moderne menneskers syndsbevidsthed vækkes bedst ved at minde dem om, de har spist forkert og dermed har været moralsk svage. Denne tendens skaber naturligvis et stort behov for et sted, hvor man kan blive sine synder og svagheder kvit. Fitnesscentret er et oplagt sted og er blevet en slags moderne kirke, hvor træningen minder om en gudstjeneste, der tager sigte på at ret­færdiggøre og helliggøre det psykologiske menneske. Her kan inder­liggørelsen komme til udtryk!

Motivationen for træningen opstår som oftest på grund af skyld­følelser som for manges vedkommende forekommer dagligt i forbin­delse med måltider. Man angrer og bekender sine synder - til sig selv - og søger at gøre aflad og opnå en følelse af tilgivelse. Til dette formål anvendes f.eks. stepmaskiner og løbebånd, der sammen med de an­dre maskiner giver associationer til middelalderlige bodsinstrumen-ter. Flere og flere vælger at få en personlig træner, der skal vejlede dem i at få den ideelle krop, som man forestiller sig er indgangen til et bedre liv. Trænere har ofte en ganske stor autoritet. Deres perfekte kroppe gør dem til forbilleder, og man lader dem ukritisk udstede for-bud som f.eks max. 30 % fedt. I fitnesscentret udjævnes også socia­le uligheder, for alle er i princippet lige. Der er ingen forskel på direk­tøren og lønmodtageren; alle har den samme slags tøj på og gør de

71

I ben T h r a n h o l m

samme bevægelser. Behovet for selvkontrol er påtrængende, uanset hvilket socialt lag man tilhører. Dette skaber en følelse af fællesskab, som giver associationer til et menighedsaspekt.

Mange abonnenter i fitnesscentret fortæller, at hverdagen ikke fungerer, hvis ikke de træner regelmæssigt. Den giver dem et stort fy­sisk og ikke mindst mentalt velvære. Efter træningen føler de sig som nye og bedre mennesker, og går ud ad døren svævende i en slags nå­destilstand, som giver dem energi til livet i helhed. Mange fortæller, at de uden fitness ikke ville have det samme overskud i såvel arbejds­mæssige som sociale sammenhænge, og at deres daglige velbefinden­de er meget tæt knyttet til den energi, som fitness tilfører dem.

Når de forskellige træningsformer udføres regelmæssigt som en vigtig del af dagliglivet, får de betydning af ritualer, som skal føre fra kaos til kosmos. Fra synd til forsoning. Fitnessgudstjenesten består derfor af en række ritualer, som erstatter de kirkelige ritualer.

Den verdslige religiøsitet har særligt to »trosretninger«, som dog ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Den ene er en asketiske ret­ning, hvor man gør sig selv til gudløs munk eller nonne og hvor kroppen bliver et privat kloster, som sikrer, at man hører til skaren af de få udvalgte. Den anden retter sig mod et transcendentalt aspekt, som giver en momentan følelse af nærvær, nåde og evighed.

Kroppen som det moderne kloster I tv-programmet fortæller en yngre kvinde om sin meget stramme og nøje tilrettelagte kostplan, som hun formår at gennemføre trods kolle­gers jævnlige pres for at få hende til at spise forbudte ting, som f.eks. kager i kaffepausen. Når de argumenterer med, at hun skal spise en kage for at være lidt god ved sig selv, svarer hun, at kagen kun vil gøre noget dårligt for hende, og at den kun vil forringe hendes liv fy­sisk som psykisk. Hun bruger selv dette eksempel for at illustrere, at hun dels siger nej tak, fordi hun har valgt aldrig at blive fed, dels for­di det er en psykologisk tilfredsstillelse for hende at kunne sige nej. På denne måde føler hun, at det er muligt at hæve sig op over både de andre og almindeligheden. Den selvvalgte askese giver hende fø­lelsen af at være en ener og dermed en særlig identitet. Der er åbenly­se paralleller mellem hende og den føromtalte Katarina af Siena.

Askese foregik ikke kun i middelalderens klostre, men er tværti­mod et begreb som moderniteten gør stor brug af. Moderne levevis kan både være ekstrem ensidig og puritansk, når mange dagligt for-

72

Når h v e r d a g e n g i v e r g e n k l a n g i e v i g h e d e n

søger at overholde en stram diæt og et fast træningsprogram, Den psykologiske effekt af denne verdslige askese bør ikke undervurderes, for den modvirker uro, dårlig samvittighed og er med til at skabe kla­re grænser og identitet. Ofte er der nemlig ikke kun tale om lyst til vægttab, men om en trang til at lutre sjælen og at opnå den eftertrag­tede følelse af selvkontrol. Et pedantisk regelbundet liv giver mentalt overskud til at holde sammen på indre ambivalenser og en hektisk hverdag. Den verdslige askese bliver således en verdslig udgave af himmerige. Gennem selvvalgte pinsler drømmer man om at komme til at tilhøre de få udvalgte og at hæve sig op over almindelige »døde­lige«.

Samtidig er der i nutidig kultur utroligt få legitime rum at trække sig tilbage til for at få en pause. Kroppen er efterhånden blevet vores mest legitime rum med henblik på tilbagetrækning og pause. I fit­nesscentret er vi således gudløse munke eller nonner, som trækker os tilbage i vores egen kroppe, som var de klostre. Her finder vi et rum for selv-opbyggelse i både konkret og overført betydning. I kristen­dommen var det tidligere almindeligt at udsætte sig selv for lidelse, i dag er det fitnesskulturen, som indbyder til semireligiøs selvtugt.

At spinne sig ind i evigheden I programmet definerer Skårderud det hellige som det at opnå en til­stand, der ligger udenfor hverdagen. Fitnesscentret er i særlig grad blevet et rum, hvor sådanne følelser kan opstå. Træningsformen spin-ning, der er en meget intens form for konditionstræning på motions­cykler, hvor der spilles musik med en meget hurtig rytme, kalder især på »hellige øjeblikke«. Gennem spinning er det muligt at komme ind i en trancelignende tilstand, ind i et flow. Der er tale om mentale og fø­lelsesmæssige tilstande, som bedst kan beskrives med ord som eksta­se, trance, og at være frakoblet den normale bevidsthedstilstand. Her handler det i mindre grad om at gøre aflad og føle renhed, og mere om en slags meditation, hvor man oplever en form for ren mental væ­ren, der tangerer det transcendentale.

En af de medvirkende i tv-programmet Kroppen - den nye. religion? forklarer, at når rytmen kommer ind i krop og sjæl, opstår pludselig en meget intens fornemmelse af virkelig at være til. Det er et lille øje­blik, hvor hele verden lukkes ude, og hvor man er fuldstændigt tilste­de i nuet. En slags omvendt abstraktion, hvor man ikke tænker på sit job eller sin familie, og hvor man forsøger at transcendere . Her synes

73

I ben Th r a n h o l m

den i første omgang at adskille sig fra askesen, fordi den netop hand­ler om at give slip og miste kontrollen for en kort stund. Men i virke­ligheden er der tale om et yderst kontrolleret kontroltab. For para­doksalt nok må kroppen disciplineres og presses til yderste, førend man giver slip og lader sjælen svæve lidt rundt i en eller anden form for nådestilstand. Det kræver ekstrem selvkontrol at være i stand til at slippe kontrollen helt.

En spinning - instruktør understreger i programmet, at moderne mennesker i stigende grad har brug for at træde ud af deres stressede hverdag og koble helt fra. Han opfatter derfor selve kropsoplevelsen som en velsignelse; som noget der giver genklang i evigheden. Han forklarer, hvorledes moderne vestlige mennesker konstant skelner mellem subjekt og objekt, når de forholder sig til sig selv, men netop gennem spinning er det muligt at opnå en følelse af, at subjekt og ob­jekt smelter sammen. De cyklende kan derfor opleve, at deres person­lighed bliver momentant sammenhængende gennem »cykel-flowet«. Den splittelse, som ydre kulturelle og indre personlige ambivalenser giver, kan gennem spinning ophæves for en kort stund.

Når pulsen kommer op på sin højeste kapacitet, opleves troens øje­blik, hvor træningen bliver til noget eksistentielt for den cyklende. Spinning er inden for de seneste år blevet en af de mest populære træningsformer, hvilket siger noget om, at behovet for komme i kon­takt med noget, der er større end en selv, er påtrængende. Det er hel­ler ikke tilfældigt, at det er på denne måde, at mange i dag opnår en følelse af nærvær og inderlighed. Moderne nådestilstande opnås nemlig primært via kroppen. Det er kroppen, ikke ånden, som for­midler himmelsk velvære og salighed, og en momentan følelse af hel­hed og sammenhæng.

I den hektiske hverdag, hvor der kræves hurtige resultater, egner fitnesscentret sig perfekt som udgangspunkt for denne form for hver-dagsreligiøsitet. Her kører man helt i samme tempo som hverdagens, men alligevel er det muligt at få en højdepunktoplevelse, som ligger helt udenfor hverdagen. I traditionel religion kræves stilhed, tid og fordybelse for at komme ind til de dybere åndelige lag. Det er der alt for få, hvis hverdag er indrettet på at kunne finde den fornødne ro til. I fitnesscentret er det derimod muligt at føle et helligt øjeblik på un­der en time. Men det er nærliggende at spørge, hvad det er for en form for nærvær ,man opnår ved alene at trampe løs på en cykel, der ikke flytter sig ud af stedet ? Er der tale om et reelt nærvær i forhold

74

Når h v e r d a g e n g i v e r g e n k l a n g i e v i g h e d e n

til noget transcendent, eller er det en illusion, som har med endorfin-kick og kulturelle idealer at gøre?

Fitness som erstatningsritual En undersøgelse viser, at der er særligt mange olympiske medaljevin­dere i de protestantiske lande, og at sport generelt spiller en mere fremtrædende rolle i protestantiske end i f.eks. katolske. Dette skyl­des formentligt, at reformationen afskaffede alle de hellige handlin­ger, der var ensbetydende med magi og ritual. De handlede om tiltro til frelsesvirkninger af magisk-sakramental art. I protestantismen blev der ingen rituelle midler tilbage til at påkalde sig Guds nåde, og den protestantiske gudstjeneste blev i stedet for samlingssted for den moralske trostype. Frem for alt gjaldt det om ordets forkyndelse ud fra det centrale dogme om, at det er troen og ikke handlinger, der be­tyder noget. Det kultiske blev derfor drevet ud af kirken, og det reli­giøse univers blev efterhånden afmytologiseret og afritualiseret. Men behovet for ritualer forsvandt ikke i befolkningen. Århundreders kol­lektiv religiøsitet kunne ikke viftes af vejen med et trylleslag, og der­for begyndte man at bruge sporten som en slags ventil.

Protestantismen er per definition den mindst kropslige religion og er således henvist til at henlægge de kropslige ritualer til andre rum end kirken. En forklaring på sportens voldsomme popularitet og sto­re udbredelse i de protestantiske kulturer kunne netop være, at den voksede frem som et svar på et behov på et mere kropsligt-sanseligt plan. Kroppen og kulten skiftede institution, men ikke funktion.

Ritualet har en enorm betydning i enhver religion og er måske i sidste ende vigtigere end dens dogmer. Ritual har med handling at gøre, og selve den kropslige handling er et ritual. I fitnesscentret kan det psykologiske menneske finde ritualer, der holder dets indre ambi­valenser i ligevægt. Derfor bliver fitness pludselig til et spørgsmål om hverdagsreligiøsitet og udgør måske det mest gennemslagskraftige erstatningsritual i nutidig protestantisk kultur.

Kroppen - sidste og eneste fælles værdi? Fitnesskulturens store udbredelse og popularitet er et godt eksempel på, at folkereligiøsiteten de senere år er gået i en stor bue udenom fol­kekirken. Det skyldes naturligvis også andre faktorer end folkekirken selv, men i og med dens fastholden af den lutherske tanke om, at

75

I ben T h r a n h o l m

mennesket kun kan tage imod og ikke kan give noget tilbage, lukker den givetvis øjnene for et meget vigtigt behov, som hører med til at have en religiøs praksis, der hænger sammen med ikke blot det dagli­ge liv, men med det at være et rent konkret fysisk menneske.

Lad mig komme med et konkret eksempel og personlig erfaring: I Rom findes en ganske særlig trappe kaldet Scala Santa (Den hellige trappe), som tusindvis af pilgrimme kommer for at kravle op ad på knæene. Den siges at have tilhørt Pontius Pilatus' hus i Jerusalem, og som Kristus derfor skulle have betrådt den dag, han blev forhørt og dødsdømt af statholderen. Trappen består af 28 trin, og på hvert af disse trin beder den kravlende pilgrim en bøn for at gøre bod for sine synder. Fornylig gjorde jeg selv turen op ad trappen med smertende knæ, og undervejs gik det pludseligt op for mig, hvad ideen med den rent fysiske bodsgang er. At kravle op er ikke blot et udtryk for en symbolsk handling, som skal minde pilgrimmen om, at han tilgives for sine synder gennem Kristi egen lidelse - eller endnu værre at han forsøger at gøre sig fortjent til sin egen tilgivelse - men er tværtimod en tanke om, at man slet og ret bør gøre et stykke konkret arbejde for at udbedre syndernes konsekvens. Man arbejder sin synd af på sam­me måde, som hvis man løber en tur, efter man har forgrebet sig på en æske chokolade. Man løber ikke kun for den fysiske dels skyld, men også for at få en god samvittighed gennem at gøre en indsats. Det er sjældent nok at tænke sig til en god samvittighed; det kræver også handling. Hvad folk kommer i fitnesscentret for at opnå, er nøj­agtig det samme, som pilgrimmene kommer på Scala Santa efter.

Den store tilstrømning til fitnesscentrene viser, at det moderne menneske tilsyneladende har hårdt brug for konkrete og fysiske ritu­aler. Det er et signal om, at der er et basalt behov for ritualer som er i stand til at sætte hverdagslivets oplevelse af synd, anger, bod, nåde og forsoning ind i en konkret ramme. Størstedelen af folkekirkens medlemmer kommer rent faktisk også kun i kirken for ritualernes skyld ved de store begivenheder i livet, som fitnesscentret endnu ikke er leveringsdygtig i. Men når det handler om hverdagsliv, er det ikke folkekirken som danskerne fortolker sig selv udfra.

En af protestantismens store svøber er måske, at den ikke vil vide af folkereligiøsitet og de ritualer, som knytter sig til den. For en umid­delbar betragtning kan det se ud som et hæderkronet forsøg på at stå for »den rene vare«, men ulempen er, at denne teologi i takt med se­kulariseringen er kommet til at afskære en stor del af troens praksis fra hverdagslivet. Resultatet er imidlertid, at den indirekte må henvi-

76

Når h v e r d a g e n g i v e r g e n k l a n g i e v i g h e d e n

se folk til andre institutioner, som kan varetage den slags behov, og som de sportslige institutioner altså har gjort i de protestantiske kul­turer. Oveni kommer så at nutidig kultur er flygtig, og mennesker konstant pendler i forskellige sociale arenaer. Kroppen bliver her det eneste, som repræsenterer noget konstant og konkret og dermed den sidste og eneste fælles reference. Sammenholdt med kirkens problem betyder det, at slanke kroppe, fedtfattige opskrifter og muskelmasse i sig selv er blevet til et spørgsmål om religiøsitet. Og hvor fedt er det ?

Litteratur: Bonde, Hans 1986: »Den sportslige askese: om protestantisk etik og sportens

ånd.« Tidsskriftet Centring; 86/1, Forlaget Bavnebanke. Guttmann, Allan 1986: »Olympisme i glimt: de olympiske lege som verdslig

religion.« Tidsskriftet Centring; 86/1, Forlaget Bavnebanke. Korsgaard, Ove: »Sport som religiøs praksis: rekord som ritual.« Tidsskriftet

Centring: 86/1. Forlaget Bavnebanke. Linddal Hansen, Birthe 2002: Kropfokuseringens manifestation i den moderne ver­

den. Institut for Fremtidsforskning. Skårderud, Finn 1999: Uro - en rejse i det moderne selv. Tiderne Skifter, Kbh. Skårderud, Finn 1992: Sultekunstnerne: om krop, kultur og kontrol. Tiderne Skif­

ter, Kbh. Tranholm, Iben Kroppen - den nye religion7. Danmarks Radio, oktober 2001, se i

øvrigt www.dr.dk/tro.

Cand.theol. og journalist Iben Thranholm Ndr. Frihavnsgade 54,2 2100 København 0 itm@post.cypercity.dk

77

Interview: Tim Jensen Den kosmiske bolsjepose

Jyllands-Posten 22 marts 2 0 0 6 , 4. sektion side 8

For mange er religion og åndelighed blevet et forbrugsgode - og udvalget i det religiøse supermarked bliver stadig bredere. Forbrugerne er dog både kritiske og

troløse, og det stiller store krav til udbyderne og deres markedsføring.

Af CAMILLA FOLSACH MADSEN Et medlem af Folkekirken kan gå i kirke i højtiderne, meditere i sin frit id og følge buddhistiske leveregler i sin hverdag. Intet forhindrer os i at skifte ud i de forskellige elementer, hvis de efter en periode ikke længere passer til vores individuelle behov. »At knytte sig til andre religioner bliver nemmere og nemmere. Folk er blevet bevidste om, at udbuddet er stort. Og mange af de religiøse grupper accepterer, at sådan er vilkårene. For dem er det forventeligt, at deres medlemmer også kommer andre steder og til andre aktiviteter,« forklarer Tim Jensen, religionsforsker og lektor ved Syddansk Universitet. Han ser, hvordan danskerne i stigende grad shopper rundt i de mange t i lbud. »Brugerne ti lknytter sig ikke for evigt. For mange er religion blevet et forbrugsgode i det religiøse supermarked. En vare på lige fod med andre ting,« siger han. Religionsforskeren sammenligner situationen i det religiøse supermarked med tendenserne i det normale supermarked i dag: Det hele er blevet lidt mere gourmet-agtigt. Den religiøse provinssalat, kinakålen, er for længst blevet erstattet af rucolasalat og meget andet. Religionen findes i forskellige varianter og kan serveres på mange måder, forklarer religionsforskeren.

Religion som livsstilsvalg Den bevidste forbruger prøver lidt af hvert, og der træffes ikke nødvendigvis endelige beslutninger om, hvilken overbevisning eller gruppe, som man tilhører. Mikael Rothstein, lektor i religionshistorie på Københavns Universitet, betegner dette som at blande sin egen kosmiske bolsjepose.

»På samme made som børn selv bestemmer, hvad der skal i slikposen, bestemmer folk selv, hvad de vil tro på. En af dem, og en af dem, og to af dem. Indholdet af den kosmiske bolsjepose skiftes ud efter behag. På den måde bliver det en individuel religion,« forklarer religionshistorikeren. Det giver grobund for nye mere eller mindre religiøse virksomheder. »Astrologer, healere, forfattere, terapeuter, foredragsholdere og andre tjener gode penge på det marked, der efterhånden er blevet bygget op,« siger han. De forskellige dele i den kosmiske bolsjepose bruger man til at bygge sin egen religiøse identitet op med. Byggesten, som man ikke behøver at tage så alvorligt, mener Tim Jensen. »Det er ligesom med tøj . - Det har noget med livsstil at gøre, og det kan man altid lægge fra sig igen. Vi har alle brug for noget overtøj, men de fleste er parate til at købe mange frakker. Man tager ikke bare den, man har fået syet af sin far og mor,« forklarer religionsforskeren. Han mener, at især unge mennesker benytter sig af religion til identitetskonstruktion - til at signalere livsstil med.

Egne behov René Dybdal Pedersen forsker i teosofi og nye religiøse og spirituelle grupper ved Aarhus Universitet. Han mener, at forbrugermentaliteten i forhold til tro kommer til udtryk på mange måder. »Kendetegnet er, at åndelighed og spiritualitet indgår i mange andre t ing, end det har gjort tidligere. Og folk, som forbrugere, er meget opsatte på at tilfredsstille egne behov,« siger han. René Dybdal Pedersen mener, at der altid vil være et grundlæggende behov hos

mennesker for at tro på en instans, der er større end dem selv, og som kan udstikke en pejling i livet. At forbrugerne surfer rundt i religionerne, stiller krav ti l religionernes fremtoning. Hvis ikke det første indtryk er positivt, så zapper forbrugerne videre - som når man skifter kanal på sit fjernsyn. »Religionerne er nødt til at markedsføre sig, hvis de skal fange den enkeltes opmærksomhed. Og når man ansætter PR-medarbejdere i Folkekirken, der skal sælge budskabet, er man selv med til at gøre religionen til en vare,« siger religionsforsker Tim Jensen. René Dybdal Pedersen påpeger, at Folkekirken er opmærksom på den markedssituation, der er i øjeblikket.

Lysglober og natgudstjenester »Folkekirken tager i stigende grad initiativer til nye t i l tag, som imødekommer de forventninger og det liv, folk i en fortravlet hverdag lever. Og mange af disse ti ltag har ofte været praktiseret længe i andre religiøse miljøer - heriblandt i mange nye religiøse og spirituelle grupper,« siger han og tilføjer, at det blandt andet kan ses på det stigende brug af eksempelvis gudstjenester i frokostpausen, stillemeditationer, lysglober og natgudstjenester.

I dag kommunikerer mennesker mere effektivt, og det gør spredningen af tro og åndelighed nemmere, mener Tim Jensen: »Alle de mindre religioner har en fantastisk mulighed med internettet, som de ikke havde før. Det er billigt, effektivt og hurtigt at gøre sig synlig på nettet. Markedsføringen af religion er meget mere ti lrettet de nye kommunikationsmuligheder. Derfor kan folk nu sidde og shoppe religion på nettet,« siger religionsforskeren og tilføjer, at internettets muligheder gælder alle religioner. Religionshistorikeren Mikael Rothstein mener, at mange religiøse aktiviteter udelukkende foregår på internettet. Spørgsmålet er så bare, om alle tilbuddene på hylderne med religioner og åndelighed er konkurrencedygtige i forhold til materielle goder?

Sex, mad og fred »Religion konkurrerer på lige fod med mange andre forbrugsgoder, for de fleste mennesker har jo ikke lyst til udelukkende at være religiøse hele dagen. De vil også godt have mad, sex og fred,« mener Tim Jensen. Han tror derfor, at mange vælger forbrugsvaren religion fra, hvis den kommer på tværs af deres ønske om almindelig velstand og materialisme. »Religion skal stilles op ved siden af andre goder. Det kan godt være, at Gud er stor, men penge, mad på bordet, ens børns trivsel og en god computer vejer tungere - også for mange religiøse mennesker.«

Af samme grund tror han, at folk i stigende grad vil vende sig mere bort fra religioner, som begrænser muligheden for at få del i de materielle goder. Hvis religion skal klare sig på markedet, skal den kunne tilbyde noget andet i forhold ti l andre forbrugsgoder, mener Tim Jensen: »Dalai Lama siger, at man kan købe hovedpinepiller på et apotek eller i et supermarked, men man kan ikke købe fred eller livsglæde. Og det er sådan noget, religionen kan sælge sig selv på.« camilla.folsach@jp.dk

Fakta: Troens pris Der findes i Danmark 130 selvstændige nye religiøse eller spirituelle grupper. Mange af de mindre religioner tilbyder, at man gratis kan komme og deltage i deres seancer og fællesmeditation. Derefter kan man beslutte sig for, om man vil melde sig ind og derefter betale kontingent. På den måde dækkes leje af lokale og andre udgifter. De lidt mere velfunderede trosretninger og religiøse tilbud har nogle lederskikkelser, hvis løn baseres på medlemmernes donation og kontingent. Religiøse bevægelser, der fungerer som store pengemaskiner, er dog ikke karakteristiske for det religiøse landskab i Danmark. Det er den store kursusindustri derimod. Især mindre religioner og bevægelser tjener penge på at lære medlemmerne at

meditere, få overblik i livet, få mere energi og meget andet. Her kan priserne variere fra få hundrede kroner til et par tusinde for weekendophold og sommerkurser. Den religiøse gruppe Vækstcentret tjener tilpas meget på kursusvirksomheden t i l , at de ledere, der står i spidsen for religionen, ikke behøver at tjene penge ved siden af. Det samme er tilfældet for den kristne gruppe Den Gyldne Cirkel. Religiøse bevægelser som Scientology og Moon-bevægelsen opfordrer medlemmerne til at betale en vis procentdel af deres løn - eller opkræver procentdele for kursusmateriale mv. Den Danske Folkekirke har et årligt

budget pa 5,3 milliarder. Lønmodtagere, der er medlem af Folkekirken, betaler i gennemsnit mellem 2.000 og 4.000 kr. årligt og i mange tilfælde mere. Kirken får både tilskud via kirkeskatten og gennem et statsti lskud. Det vil sige, at selvom man ikke er medlem og ikke betaler kirkeskat, så betaler man alligevel til Den Danske Folkekirke som skatteyder.

Religion på nettet Prøv for eksempel: www.netspirit.dk www.reliqion.dk www.believenet.com

T. 12 Thomas Duus Kjær: Pludselig bliver benene slået væk under en (interview ved Lise Ludvigsen og Poul Storgaard Mikkelsen d. 23.11.2006)

Thomas Duus Kjær ser pilgrimsvandrin-gen som et personligt projekt, hvor den vandrende kan få afklaret personlige pro­blemer og spørgsmål

Da Thomas Duus Kjær blev 40 beslut­tede han sig for at holde fri tre måneder bl.a. med det formål at gå 1000 kilo­meter ad pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

Om de første par dage fortæller han: Den første dag regnede det hele da­

gen. Jeg gik 33 km. den første dag i et par vandrestøvler, der var for små, så hold kæft, hvor gjorde det ondt. Begge mine storetæer var en stor vabel hele ve­jen rundt. Det værste var ikke at gå. Det værste var at stå stille, for hvordan kom man i gang igen? Det gjorde så ondt, bare det at få fødderne ned i vandrestøvlerne, det var så man kunne skrige, for det var jo bare den rå hud, men når de først sad, så gik det. Jeg var rundt på apotekerne og få alle mulige salver og vabelplastre, men ikke noget af det virkede.

Hvad fik dig overhovedet i gang med det her? Er det en gammel drøm? Er der en bestemt baggrund?

Jeg ville ud at gå og få nogen af de her dagligdagsting væk....og måske få revi­deret nogle ting i mit liv. Jeg var 40 år og halvvejs gennem mit liv, så der var det meget passende at få revideret nogle ting

Så det var ikke en religiøs tanke, en idé om at gå ligesom de første disciple, der fik dig i gang?

Nej, nej, på sin vis var det narcissistisk, altså for mig selv, for at opleve noget. Jeg har to søstre, der begge bor i udlandet, men jeg har været bundet til Danmark og min søn. Det var en gave til mig selv, nu ville jeg ud at mærke friheden.

Det var det hellige år, jeg gik, nemlig 2004. Jeg skulle jo have det hele med.

Du siger, at du skal have det hele med, alt­så også gå i det hellige år, men du sagde før, at du ikke er egentlig religiøs, men spirituel orienteret, hvordan hænger det sammen?

Ja, jeg er spirituel orienteret — og også religiøs, men sådan i den animistiske forstand. Det betyder, at jeg tror på, at der er liv i alt, ligesom indianerne tror, det er, hvad hele deres kultur bygger på. Jeg kan godt lide nogen af de kloge ord, som indianerne har. Der er meget vis­dom i deres religion, f.eks. det helt klas­siske: Når du har fældet det sidste træ og drukket det sidste vand, hvad er der så tilbage?

Var der noget ved den her tur, ved land­skabet, ved at bevæge dig i naturen, som gav dig den spirituelle oplevelse? Fornem­melsen af, at der er noget guddommeligt i det hele?

Okay, ja, det finder man jo meget i det små. F.eks. da jeg gik ned ad bjerget en af de første dage, hvor jeg havde så af­sindigt ondt i fødderne, da var der en lille sommerfugl, en lille gul en, der fulgte mig hele vejen ned. Det var en lille hjælper, der hjalp mig ned — og det sagde jeg selvfølgelig tak for.

Er der et andet lag end det almindelige turistlag ved at gå som pilgrim? Altså no­get mere end bare at se smukke landskaber og charmerende huse?

Ja, det spirituelle når man er helt oppe at ringe, når man får den her her-og-nu-op-levelse, som man har med videre i sit liv.

Og når vi tillader at gøre nogle ting for os selv, uden at tage hensyn til an­dre — selvfølgelig uden at skade andre - og den egoisme, eller hvad du vil kalde den, kan man så dyrke i ensomhed el­ler i grupper, når man går. Man spørger hinanden, hvorfor man går: Har du lige været gennem en skilsmisse, er din far

død, går du fordi du er 40 og kommet halvvejs gennem dit liv? De spørgsmål stiller man hinanden, og forudsætnin­gen er en rimelig åbenhed. Mange tæn­ker: Hold kæft, nu er der altså sket no­get for mig, som jeg skal have tid til at bearbejde. For mig handlede det om, at jeg skulle have arbejdet de første 40 år af mit liv igennem.

Der er nogle tyngder af spørgsmål, som man tager op og giver sig tid til at bearbejde, og når man går og går og går, kommer man ind i en form for trance, for der er nogen ting, man gentager og gentager, og den trance giver én en form for fordybelse i de ting, man nu vil gå ind i. Jeg havde nogle ting jeg ville bearbejde på den tid. Jeg havde nogle overfladiske ting, jeg lige skulle bearbejde: Jeg havde været igennem nogle vanskelige forhandlinger, som jeg havde klaret med bravur, men jeg måtte spørge mig selv, om det var det værd. Det var jo omkostningsfyldt. Desuden er der nogle enormt tunge ting for hvert individ, som måske virker utroligt ba­

nale for alle andre, men præcis for mig er de alvorlige, og sådan nogen ting fik jeg tid til at bearbejde. Og jeg er ved at revidere mit liv efter at have gennemført vandringen.

Det religiøse menneske vil sige, at der er tale om en eller anden form for renselse, når man har gennemgået det her. Hvad vil du kalde det? Du er inde på, at det er en forandringsproces, at der bliver ryddet op.

Jeg vil kalde det ro til eftertanke, og dét er fedt at få, netop at give sig selv tid og lov til eftertanke.

Der var et tidspunkt, hvor jeg bare gik ad helt lige veje, og der var helt fladt og en række træer langs begge sider af vejen. Her koger man op, man går i det her flade landskab i flere dage, og jeg kunne hverken vende mig udad mod andre eller indad i mig selv. Jeg kunne ikke håndtere at snakke med nogen eller koncentrere mig om mine egne tanker. Det er meget traditionelt, at det sker netop på det sted.

Pilgrimspas med stempler fra vandringer til Santiago de Compostella.

Jeg ved ikke hvad der skete. Nogen gange må man bare give slip. Et eller an­det sted går man jo og venter — "de siger jo, det er her der sker noget, nu kommer aha-oplevelsen snart" — og pludselig bli­ver benene slået væk under én.

Det er fantastisk at tænke sig, at by­erne langs ruten er opstået på grund af pilgrimsrejserne. Det giver en historisk tyngde, at alle de mennesker har gået på vejen før én, alt det sved og alle de tårer, der er bundet i jorden og har afsat sine mærker, ligesom jeg har sat mine mær­ker på vejen. Det er tingenes sjæl, der giver historisk tyngde.

Betyder det noget, at det er en kristen pil-grimsrute, eller kunne det lige så godt være f.eks. en hinduistisk pilgrimsvej? Nej, det betyder noget, at det er et kri­stent valfartssted. Det er jo noget jeg er vokset op med og kender til.

H O L Y § O f K S I * I T M O S » O t K K I i l

i Hvad betød det for dig, at du selv skulle finde dit mål med pilgrimsrejsen? Rejsen starter nu, men hvornår stopper den? Hvor meget når vi at finde ud af j på vejen gennem livet? Er det vigtigt at komme hen til målet, eller er det vigtigt, \ hvordan du kommer hen til målet? Du kan tage denne skabelon og lægge hen ! over hele dit liv, i alle dets facetter og kringelkroge. For mig er det en forkla­ring på, at det der er vigtigt er, hvordan vi lever og ikke, om du kommer frem til målet. Det er vigtigt, hvordan jeg for­holder mig til mit liv, mine omgivelser, min lille verden. Målet er ikke det af­gørende, men vejen, selve det at komme derhen. Turen slutter aldrig. Når man først er startet på pilgrimsrejsen, fort­sætter man på den gennem hele livet.

"...preach

the gospel,... iest the

cross of

Christ be

emptied of its

power."

1 Corinthians 1,17

t wv.w.holyrøcks, to.uk

Faith on voui F'eet

Strømper er ikke bare et praktisk og profant værn mod kulde, men også et helligt middel, hvorved man kan udleve sin tro. Firmaet Holy Socks sælger særlige strømper til pilgrimsfærden.