1

Nanna KreutzmannSÅ LANGT FRA GUD

2

3

4

5

SÅ LANGT FRA GUD Oaxaca, Mexico 2007

Tekst og foto: Nanna Kreutzmann

6

Hvert år pakker omkring 400.000 mexicanere tasken og rejser over grænsen til USA. De rejser for at få arbejde. Oftest ender de i dårligt betalte jobs, de jobs, som amerikanerne ikke selv vil have. De gør rent, plukker frugt, høster, sprøjter marker og bygger huse. De rejser for at tjene penge til et bedre liv hjemme i Mexico. Deres håb er, at arbejdet i USA kan give dem og deres familie bedre muligheder end dem, de har i Mexico. For selvom de i USA får de dårligst betalte jobs, er i lønningerne alligevel seks gange højere end i Mexico.

Mexico er - som mexicanerne selv siger - ”det land, som har mest af alt”. Mens nogle af Mexicos mest velhavende familier er blandt verdens rigeste, har andre ikke har nok at spise. Over halvdelen af den mexicanske befolkningen lever i fattigdom. Samtidig med at befolkningstallet stiger, er der stadig større mangel på arbejde. Faktorer, der spår en dyster fremtid for Mexico.

Det anslås, at der i dag arbejder mellem elleve og tolv millioner mexicanere i USA. Af dem er omkring seks millioner illegale. De fleste immigranter kommer fra små landsbyer og landsbydistrikter. Størstedelen af dem, der rejser, er mænd, som er gift og har børn. For de fleste er der ikke andre muligheder end at tage nordpå. Alternativet er fattigdom.

Historierne i denne bog stammer fra Santo Domingo Tonala - et landsbyområde i det sydlige Mexico i staten Oaxaca.Området lider som så mange andre steder i Mexico under en høj arbejdsløshed

og dårlige lønninger. Fattigdommen har også her tvunget mange mænd til at krydse grænsen til USA for at finde arbejde. De fleste kommer hjem igen med penge på lommen og er i stand til at bygge nye huse og give deres børn en uddannelse.Men ikke altid bliver rejsen til USA en succes. Nogle er ikke i stand til at sende penge, nogle mænd falder i druk, mens andre gifter sig igen eller forsvinder sporløst - enten i USA eller i ørkenen, når de krydser grænsen illegalt.

Inden for de sidste 20 år har de mange penge fra USA gjort, at nye huse er blevet bygget, og gaderne er blevet asfalteret. Der er kommet lys og elektricitet i husene og i gaderne, og stort set alle har rindende vand. Omkring en fjerdedel af menneskerne i området befinder sig i USA. Mere eller mindre alle har familie dér: onkler, brødre, fædre, sønner. USA er en naturlig del af hverdagen, et nødvendigt onde.

For selvom det at arbejde i USA gør, at familierne oftest får bedre levevilkår, er adskillelsen ikke uden konsekvenser. Faren er bortrejst, og kvinderne er efterladt derhjemme i lange perioder. Her skal de selv klare alt; husholdning, børn og et eventuelt arbejde. Derudover skal de hver dag leve med savnet.

Mexicanerne bruger selv talemåden: ”Stakkels Mexico. Så langt fra Gud og så tæt på USA.”

7

8

9

Eusebia var gravid med barn nummer fem, da hendes mand Alvaro tog af sted til USA. Nu er sønnen Gabriel seks måneder gammel. Han har aldrig mødt sin far, der plukker jordbær i Californien. Alvaro ringer hjem til familien en gang om ugen - om søndagen, hvor hele familien snakker med ham på skift. Esmeralda er fire år. Hun var to et halvt, da hun sidst så sin far. Telefonsamtalerne gør, at hun godt kan huske ham. Desuden taler familien meget om ham. Specielt de store drenge, Eleazar på 10, Antonio på 8 og Arnulfo på 11, savner ham meget.Alvaro sender omkring 5000 pesos, som svarer til 2500 kroner, om måneden.1000 pesos går til børnenes skole, 1600 til mad, og hver måned lægger Eusebia 2000 pesos til side, til Alvaro kommer hjem.Han har været af sted i to år. Han havde ikke de nødvendige papirer til at arbejde i USA og måtte krydse grænsen illegalt for at komme ind i landet. Han er også nødt til at krydse grænsen illegalt for at komme hjem. Det tager fire dage at komme over grænsen gennem ørkenen, og det er ikke ufarligt. Hvert år dør omkring 400 mennesker i ørkenen i forsøget på at krydse grænsen. Alligevel er det bestemt, at han skal komme hjem til familien i Mexico til august. Han bliver hjemme i 6 måneder, hvorefter han igen tager af sted nordpå for at

arbejde i to år mere. Eusebia håber, at han derefter ikke behøver at rejse igen. Familien er i gang med at bygge huset, de bor i, og de håber, at de kan blive færdige med det, mens Alvaro er hjemme. Alt det sker ved hjælp af pengene fra USA.

Da familien besluttede, at Alvaro skulle af sted, var det en nødvendighed. Der var ikke længere arbejde til ham i Mexico.

Livet alene er svært for Eusebia. Det værste for hende er, når børnene er syge. Så er der ikke nogen at vende problemerne med. Hun alene skal tage alle beslutninger. Hun savner støtten fra sin elskede mand, og børnene savner deres far.

Antonio på otte siger, at han vil rejse med Alvaro til USA, når han tager af sted igen, og Arnulfo og Eleazar drømmer begge om at komme til USA for at studere engelsk og blive advokater. Hvis Eusebia kunne, ville hun rejse med Alvaro til USA. Hun vil gerne af sted med sine børn, men falske papirer koster 8000$, en illegal rejse til USA mellem 2000-4000$ (12.000-24.000 kroner), så det er ikke en mulighed. Allerhelst vil hun leve i Mexico med sin mand.

Eusebias familie

10Oppe under loftet hænger et billede af Alvaro, der plukker jordbær i Califiornien

11Esmeralda taler med sin far

12

13

14

15

16

17

18Familiens gris har fået syv grislinger for to dage siden. Inden Eusebia opdager, at moren ikke har mælk til dem og får ringet til en slægtning, der kan hjælpe, dør fem af dem. Familien formår at redde de sidste to, der i salg vil indbringe 300-400 pesos.

19

20Famiilen er samlet på trappestenen til den lille kiosk, de driver i deres hus. Omsætningen er ikke stor, men supplerer familiens indkomst.

21

22

23

24

Hver aften klokken syv forlader Francisco Alberto sit hjem for at tage på arbejde. Han arbejder hver nat på den lokale benzinstation. Når han klokken syv næste morgen tager hjem, har han tjent 70 pesos. Han sover det meste af dagen.Hans kone Lordres arbejder med at gøre rent, vaske og stryge for familier i området. Hun tjener 30 pesos om dagen. Hun er ud af en søskendeflok på 13 børn, og blev mor for første gang som 17-årig. Hun har aldrig gået i skole og kan hverken læse eller skrive. Francisco Alberto har gået to år i skole og læser en smule.Loudres og Franscisco Alberto har i alt syv børn. De største bor hos mormoren. Deres hus har to værelser med i alt to senge. To af børnene sover på gulvet. Toilettet er et hul i jorden i haven, og familien har intet bad.

De tre store børn er sjældent hjemme. De går i skole og arbejder i deres fritid. Gorge på 10 vogter familiens geder, Patricia på 12 og Narciso på 13 arbejder med at sælge frugt i en bod. Familiens mad består af tortillas, æg og bønner og bliver lavet på ildsted. Et kilo tortillas koster otte pesos. Familien spiser tre kilo om dagen. Ofte er der ikke penge til mad, da de penge faren, moren og børnene tjener hjem, hurtigt er brugt på mad, tøj og børnenes skole. Hver anden måned modtager familien hjælp fra staten til børnenes skole.Der er så lidt penge i familiens hænder, at det ikke er økonomisk muligt for faren at rejse til USA. Det koster alt for meget at få hjælp til at komme illegalt over grænsen.Alligevel drømmer flere af børnene om at komme til USA.

Francisco Alberto og Lordres’ familie

25

26

27Francisco Alberto

28

29

30Laura 7 år, Alejandra 6 år og Vicente 4 år

31

32

33

34

35

36

37

38

39

40

41

Byfesten

Byfesten, Fiesta de Santa Cruz, afholdes to gange om året og varer ti dage. Den tiltrækker folk fra hele området. Mange slægtninge, der er i USA, vender hjem til disse fester. Hele festen er betalt med penge, der kommer fra USA; familierne giver hver især et beløb, som svarer til deres økonomiske formåen. De fattigste familier slipper, og de rigeste betaler op til 12.000 pesos. Pengene betaler fyrværkeriet, messen i kirken, musikken og tyrene, og giver de fattigste adgang til mad, fest og gaver.

42

43

44

45

46

47

48

49

Fra 1985-1996 rejste Domingo frem og tilbage mellem Mexico og Californien, hvor han arbejdede med at plukke druer. De penge, han tjente, skulle gå til at bygge et hus. Han var heldig og havde papirer til at komme ind i USA, og hver sjette måned rejste han tilbage til Mexico. Loudes mødte han i 1988, da han var hjemme, og de blev gift, da hun var 16 år og han 23. Hun var gravid, da han tog af sted igen, og fødte deres første barn Manuel, mens Domingo var i USA. Manuel er i dag 18. Mens Domingo var væk, følte Loudes sig meget alene, men støttede sig op af sine forældre. Hun var alene med de to børn indtil 1996, hvor Domingo besluttede, at han ville blive derhjemme. At det var slut med at rejse. Han brød sig ikke om at være i USA, han savnede sin familie og var meget ensom på trods af, at han boede sammen med nogle venner. Det var ikke altid så let at finde arbejde i USA. Det var ikke så let, som mange tror.

Da han holdt op med at arbejde i USA, havde han sparet op til et godt hus, han

havde bil og nok penge til at kunne forsørge familien.

Nogle af pengene blev brugt til at købe det Tortillaria, som Loudes bestyrer. Hun har to ansatte. Tortillariaet producerer hver dag 180 kilo tortillas. Hun har arbejdet hver dag i de sidste tre år uden en fridag. Hun arbejder seks timer i tortillariaet og gør rent om aftenen. Domingo arbejder nu 11 timer om dagen i byggebranchen.

Senere er der kommet to nye børn til, Felix på syv og Mingus på tre. Familien har fire biler og er i gang med at lave en swimmingpool i haven. Familien har hushjælp, som passer de små drenge, gør rent, laver mad, vasker tøj og stryger.

Ricky, den næstældste søn, vil være præst, hvilket er en uddannelse, der tager 11 år. Manuel, den ældste, vil studere musik på universitetet. Ingen af dem har lyst eller behov for at komme til USA.

Loudes og Domingos familie

50

51

52

53Domingo er ud af en søskendeflok på 17 børn, og han har fem søskende i USA. Hans familie var fattig, da han var dreng, mens Loudes er vokset op i en rig familie; hendes far var i USA for at arbejde. Begge har gået seks år i skole.

54

55

56

57

58

59Magdalena passer huset og de to små drenge, mens Loudes og Domingo arbejder.

60Domingo hakker hul i en kokosnød fra en palme i familiens have.

61

62Loudes i sit tortillaria

63Felix

64

65

Det er ti år siden Teresas første mand tog af sted til USA for at søge arbejde. De håbede, at livet ville ændre sig med et bedre hus og en bedre økonomi. Nu er det ni år siden, familien har hørt fra ham. Rygterne siger, at han er i USA og drikker alle pengene op. Familien har aldrig modtaget noget fra ham, men både Teresa og de store børn i familien er tilfredse med, at han er væk. Da han var hjemme, drak han og tæskede Teresa og børnene. Først et år efter, han var rejst, var hun sikker på, at han ikke ville komme tilbage. I dag vil hun helst være uden mand. Det er lettere. Børnene har det på samme måde. De savner ikke en far i huset, trods deres økonomiske situation. Børnene husker bedst deres far for de tæsk, han gav dem.

Teresa var 15 år gammel, da hun giftede sig. Hun har aldrig gået i skole og kan hverken læse eller skrive.

I dag er Teresa 35 år gammel og har seks børn. Fire med sin første mand og to med en anden, som hun aldrig var gift med. Han tog af sted til USA for tre år siden og er i dag gift i USA. Omtrent hver tredje måned sender han 500 pesos (250 kroner).

Familien bor i et hus med kun et enkelt rum, hvor de deler tre senge. Ofte sover en af de store på sofaen. Der er hverken bad eller toilet i huset. Familien bader i haven, og for Tereses vedkommende om aftenen, når det er så mørk, at der er ingen, der kan se, at hun bader. Området længst nede i baghaven fungerer som toilet.

Teresa arbejder hver dag otte timer i tortillaeriaet. Hendes løn i tortillaeriaet er 300 pesos (150 kroner) for en uges arbejde. Om eftermiddagen gør hun rent

hos forskellige familier. For omkring fem timers arbejde får hun 25 pesos. De store børn passer på de små og står for rengøring og madlavning derhjemme, mens Teresa arbejder.

Familien lever af tortillas og bønner. En til to gange om ugen er der råd til kylling eller kød, og to gange om ugen får familien æg. De får aldrig grønsager eller frugt.

Yosimar på 14 år er født stum og døv og har aldrig gået i skole. Der er ikke skoler i landsbyen til ham, og familien kan ikke betale for at sende ham i skole et andet sted. Han hjælper med rengøringen derhjemme. Ingen regner med, at han nogensinde vil få et arbejde.

Citlali på fire år går i børnehave, og Abel på tre er derhjemme sammen med Yosimar. Hver anden måned får Teresa 400 pesos fra staten, der ligeledes hjælper med at betale en del af børnenes skole.

Jessica på 10 og Juan Carlos på 15 går begge i skole.Den ældste søn Eliut er 18 år gammel. Han drømmer om at få lov til at afslutte sin skole. Han mangler et år i skolen, men familien har brug for de penge, han tjener på sit arbejde. Han bygger huse og veje og tjener 600 pesos om ugen, som alle går til husholdningen.

Både Eliut og Juan Carlos vil gerne af sted til USA, men siger det ikke højt, når deres mor hører det. Drengene ønsker at kunne være med til at forbedre familiens økonomiske situation. Drømmen er et bedre hus, en bil og ordentlig mad.

Teresas familie

66

67

68Yosimar og Abel

69

70

71Teresa har aldrig lært at læse. Jessica på 10 år hjælper hende med at læse papirer fra kommunen.

72

73Teresa

74

75

76

77Eliuts arbejdssjak er i gang med at asfaltere en grusvej. De bygger en kasse til at støbe vejkanten.

78

79

80

Migrationen fra Mexico til USA har fundet sted i over et århundrede år. Den startede, da USA byggede de første jernbaner og derfor havde behov for billig arbejdskraft.

Mellem 2000 og 2005 forlod 2 millioner mexicanere Mexico til fordel for USA. Denne migration er blevet anslået til at være et af århundredes største folkevandringer. De millioner af mexicanere er den største minoritetsgruppe i USA. De udgør 3,8 procent af den amerikanske befolkningen. 76 procent af dem arbejder i Californien, Texas, Illinois og Arizona.

I 2006 modtog Mexico omkring 23 milliarder dollars, som blev sendt hjem fra disse mexicanske immigranter. Efter olieeksport er dette er den største indkomstkilde for Mexico.58 procent af husholdningerne i Mexico modtager penge sendt fra USA. Og ud af Mexicos 2443 amter er kun 93 ikke berørt af migration.

Den mexicanske økonomi er stærk afhængig af USA. 87 procent af mexicanernes eksport går til USA. Begge lande er medlemmer af NAFTA (North American Free Trade Agreement). Den mexicanske økonomi er opadgående med 3-4 procent om året. Dette tal er dog stadig ikke nok til at bekæmpe den stigende fattigdom, og mange skyder skylden på NAFTA. På trods af, at handel med USA er fordoblet, har billig amerikansk korn i de senere år oversvømmet det mexicanske marked,

og specielt små landsbrug har lidt under dette. Inden for det sidste år er USA desuden begyndt at producere Ethanol ved hjælp af korn. Det har gjort, at prisen på korn og dermed på tortillas, som er den primære spise, er steget med 35-40 procent. Det rammer især de fattigste, der således bliver stadig endnu fattigere.

I de her år oplever USA en kraftig stigning i immigration. Den største stigning har specielt vist sig i den illegale del af migrationen. Mens USA mellem 1990-2005 modtog 108 procent flere legale migranter, steg den illegale indvandring med 210 procent. Det er nærmest umuligt for de fattige at opnå visa til USA, og flere og flere vælger at krydse grænsen illegalt, for så længe, der er behov for arbejdskraft i USA, vil folk være villige til at tage risikoen ved at krydse grænsen.

De to landes grænse er ørkenområde på 3141 km. Den er hovedsaglig ubevogtet.USA arbejder på at indsætte mere grænsekontrol og er i gang med at bygge en mur. Det er uvist, om den bliver færdiggjort. Ligeledes er det uvist, hvordan en strammere grænsebevogtning vil påvirke immigrationen.

Men ét er sikkert: Jo sværere det bliver at krydse grænsen, desto sværere bliver det også at komme hjem til Mexico. Den gennemsnitlige tid, en mexicaner bruger i USA, inden han vender hjem, er stigende. For de mexikanske familier betyder det blot endnu længere tids adskillelse.

Så tæt på USA

81

82