SKANDINAVISKE SAMMENTRÆF

Udgivet i 2015 af Michael Dupont og Simon Skipper København

1. udgave, 1. oplagTrykt i 200 eksemplarer

© Copyright 2015, alle rettigheder forbeholdes.Al kopiering og brug uden tilladelse forbudt.

Tekst af Michael DupontFotografier af Simon Skipper

https://www.facebook.com/skandinaviskesammentraefhttp://www.skipperphotography.dk

m.dupont.media@gmail.com

SKANDINAVISKE SAMMENTRÆF

FORORDDu sidder med en booklet om vores blaffereventyr fra efteråret 2014. Sammen ønskede vi at opleve noget nyt. Noget anderledes. Vi ville udforske den skandinaviske identitet på en eller anden måde. Finde ligheder og forskelle. Det betød også, at vi ville snakke “skandinavisk”.

Planen blev, at vi skulle blaffe fra København til Oslo og Stockholm for så at vende hjem til København. Vi aftalte nogle temaer, vi ville snakke med de forskellige chauffører om, så der blev noget genkendeligt i vores historier. Vi valgte tre spørgsmål, som blev:

- Hvilken bil har du, og er der en historie bag valget?- Hvis du kunne ændre en ting i dit liv fra i morgen, hvad skulle det så være?- Hvordan var dit barndomshjem?

Vi har udvalgt 10 historier, som vi synes er de mest rammende for turen. Det har været svært at vælge, men vi er meget tilfredse med resultatet. Historierne kommer ikke kronologisk, helt i tråd med det at blaffe ønsker vi, at tilfældighederne sætter deres præg. Vi vil understrege sammentræffene.

Med udgangspunkt i at opleve mødte vi folk og historier, vi ellers kun kunne have drømt om. Det var vores mål for turen. Ivrige efter ikke bare at holde vores rejse for os selv, besluttede vi os efterfølgende for at lave denne booklet, som du nu sidder med.

Venlig hilsenSimon Skipper og Michael Dupont

Rummet imellem de to forsæder er noget særligt. Her er en særlig intimitet. Allerede på bagsædet er den væk.

Samtalen er defineret både i rum og sted.Der er ikke mere end 50 centimeter imellem os, men alligevel bliver den personlige sfære ikke overtrådt.

Måske er det fordi, vi ikke har front mod hinanden. Måske fordi vi er vant til situationen. Her på blaf-ferturen er vi fremmede. Det var vi i hvert fald, og vi bliver det igen. Men i den time, det kvarter, eller hvor længe det nu er - der er vi tætte. Ikke familie-tætte, ikke venne-tætte, men meget tættere end mange arbejds- kolleger.

Vi åbner os. Der er i virkeligheden ikke så meget på spil. Vi skal ikke imponere. Stiltiende accepterer vi begge, at vores møde er midlertidigt. Vi skal ikke ses igen.

76

LARVIK

Vi ankommer midt om natten.Trætte.Og høje.Høje på Hirtshals.På vores blaffereventyr.

Vi har mødt så mange forskellige mennesker. Hørt deres livshistorier og på mange måder er vi blevet beriget igennem fortællingerne. Vi har i den grad været heldige. Hver gang det har regnet, har vi siddet i en varm bil, og når vi stod ude og blaffede, så var vejret godt. Årstiden taget i betragtning er det næsten for godt til at være sandt. Det danske kapitel slutter for nu at gøre plads til det norske.

I Larvik jagter vi ivrigt et sted for natten. Med hjælp fra et kort spotter vi et par grønne områder, hvor vores telt vil gøre sig godt. Første sted viser sig at være en aflukket grusgrav, så vi fortsætter videre og finder et øde område. I mørket er det svært at fornemme, hvordan der egentlig ser ud på den anden side af pandelygtens lyskegle, men vi føler os sikre på, at vi kan slå teltet op i ro. Nogle gamle togskinner fører os ind i området. Vi trasker derind med vores lygter som i et filmisk eventyr, sådan føles det i hvert fald i øjeblikket.

Næste morgen byder på et fantastisk skue. Duggen har lagt sig over det høje græs. Området er omgivet af to fabrikker; En aktiv og en forladt. Naturen er stille og roligt ved at opsluge togskinnerne. Vi gør os klar til endnu en dag på tommelfingeren, provianterer i Rema 1000 og nyder morgenmaden ved floden. Fulde af selvtillid og en tro på at uanset, hvad Norge kaster i vores retning, så står vi tilbage som vinderne.

10 11

FISKERNE

En lille knaldblå bil stopper. Måske vores redning fra den truende regn? Vi løber hen til bilen og ser hurtigt, at vi næppe kan klemmes derind. Der sidder tre unge gutter med favnen fuld af fiskestænger og bagage. Overraskende nok hopper de hurtigt ud og klemmer så meget som muligt bagi, hvor pladsen ellers allerede var trang. Vi kan akkurat være der, når vi sidder med vores bagage og stængerne på tværs fra bag- til forrude.

De skal på fisketur i Drammen. Chaufføren kommer fra Irak, de to andre passagerer er bulgarere. Særligt med de to på forsædet har vi svært ved at kommunikere, men ham her på bagsædet vil meget gerne snakke med os. De arbejder hårdt for at klare sig i Norge, så det er sjældent, de har tid til at fiske. I hvert fald ikke så ofte, som de ville ønske.

Vores sidekammerat finder hurtigt sin telefon frem og viser fotos af tidligere fangster. Det er nogle imponerende fisk, og på billederne stråler hans stolthed også tydeligt igennem. De har købt udstyr for minimum 2.000 norske kroner, deres madding er på størrelse med en menneskehånd. Vores ven på bagsædet leger ivrigt med fiskehjulet; kører det rundt, som om han allerede stod ved søen. Som en lille dreng, der ikke kan vente på at få lov til at komme ud og lege.

ANDERS

Første lift på dagen kommer hurtigt. Under en halv time efter vi har stillet os ved vejen, stopper den første bil op. Det er en Volkswagen med masser af plads, og så skal han langt - næsten hele vejen til Stockholm. Vi fatter næsten ikke vores held. Endelig. Sverige viser sig at være meget bedre at blaffe i end Norge. Efter et par hårde dage er medvinden tiltrængt.

Chaufføren, Anders, er vant til lange køreture. Han sælger medicinske produkter i hele Sverige, så han kører 200.000 kilometer om året, derfor har han en lækker bil. Den er ikke ekstravagant lækker, bare enormt behagelig at sidde i. Så snart vi kommer op på 130 kilometer i timen, sætter han den på fartpilot. Han har et headset siddende i øret, som går via bluetooth til hans telefon. Laver hurtigt nogle opkald, får arrangeret møder og får information om den kommende præsentation, han skal holde. Hans bil er et kørende kontor.

Alt imens vi suser afsted på den svenske motorvej, evner Anders at arbejde, fortælle om sit liv og præsentere sin yndlingsmusik. Det er mest rockmusik, han sætter på, hvilket står i stærk kontrast til den ro, Anders selv udstråler. Han virker godt tilfreds, selvom det at være så meget på farten betyder, at han må nedprioritere meget andet i sit liv.

KARLSTAD

Norge sidder i kroppen. Eventyrrusen er fordampet i takt med vandet fra oven, vores mål for dagen er Stockholm og muligheden for en lun og tør nat. Vores håb har vi stadig, men vi har langt endnu, og mørket er ved at sænke sig. Vi er kun i Karlstad med over 300 kilometer til Stockholm.

Lige ved afkørslen til motorvejen kan vi stå. Her er et lys-kryds, så vi henvender os til folk, der holder stille. Reaktion-erne, vi får fra folk, er sjove og positive, så humøret er højt. Vi er helt sikre på, at vi hurtigt nærmer os Stockholm. Og endelig. En bilist ruller vinduet ned og spørger, hvor langt vi skal. Desværre skal den allerede dreje af ved næste afkørsel.

Erkendelsen af endnu en nat i telt er frygtelig. Overskuddet er helt væk. Et sidste desperat forsøg består i at hive dating-appen Tinder frem. Vi prøver at finde et gulv, som vi kan låne. Præsenterer vores ide for de fremmede piger og trods en del positiv feedback, så harmonerer gulvplads og Karlstad yderst ringe.

Opgivende køber vi lidt mad og prøver at tanke de tomme depoter op. Vi tjekker et kort for at finde et område, hvor vores telt kan være natten over. Der er en stor grøn plet ved en å. 13 minutters gang. Det viser sig at være en kirkegård, så vi må søge videre. Vi søger mod en ø, der ligger midt ude i åen. Der er nem adgang via en gangbro, så øen bliver vores sted for natten.

16 17

LISE

Forventningens glæde trumfer alt andet. Den næste uges tid skal stå på impulsivitet, eventyr og historiefortælling. Vores udgangspunkt er Vesterbro i København. Mens vi går, flyver “blaffertankerne” rundt. Kan en bil holde ind her? Hvor lang tid kan chaufføren se os? Skal vi bruge skilt? Usikkerheden fylder meget, enhver begyndelse er svær.

Vores første lift er Lise. Hun skal lige tanke op, men så går turen mod Svendborg. Her skal hun tømme sin mors dødsbo, fortæller hun med overraskende lethed i stemmen. Under turen vil vi spørge alle om deres barndomshjem, så hun lægger næsten op til vores første spørgsmål, men det er også en lidt ubekvem situation. Hun har netop været så sød at tage os op, nu vil vi fordybe os i hendes mors død.

Vi introducerer vores projekt. Beretninger fra en blaffertur i de skandinaviskeslande. Forsigtigt spørger vi, om hun har lyst til at fortælle om sit barndomshjem. Det har hun. Hurtigt begynder Lise sin historie om en opvækst med afsavn og en masse timer alene. Distancen, frustrationen og til tider vreden over morens underprioritering af familien var stor. Lise savnede sine forældre og i særdeleshed, at hendes mor viste sin kærlighed. Derfor har hun altid sørget for, at hendes børn vidste, hun elskede dem. Lise har arbejdet på deltid, så hun kunne tilbringe tid med børnene. Den tid som hun ønskede, hendes mor havde brugt med hende.

Da Lises mor lå for døden, flyttede Lise til Svendborg for at passe hende. Der blev tid til forsoning. De endte med at forstå, eller i hvert fald tilgive, hinanden, for de valg de traf.

“For at blive fri, må man tilgive”, understreger Lise.

20 21

JUAN

Første norske lift! Ja, og så alligevel ikke helt. Juan er fra Spanien, men bosiddende i Norge sammen med sin norske kæreste. På trods af, at han kører en stor bil, så er pladsen trang. Et surfbræt ligger på tværs af bilen og optager det meste af sædepladsen. Der er dog nok plads til, at vi kan klemme os ind.

Vejen fører til Sandefjord. Juan skal dog mødes med sin kæreste, så vi kan ikke køre med hele vejen. Det er i virkeligheden også en mindre omvej at køre over Sandefjord til Oslo, men vi er ovenpå i forhold til tidsplanen, så vi har valgt landevej frem for motorvej.

Selvom Juan snakker ganske fint norsk, så er hans forståelse af skandi -naviske sprog ikke klar nok til, at vi kan føre samtalen på norsk og dansk. Et mål for turen er ellers, at vi så vidt muligt skal snakke skandinavisk.

Da vi møder Juans kæreste, finder de hurtigt ud af, at surfbrættet kan smides på taget af bilen, så vi kan køre helt med til Sandefjord. Mens Juan spænder det fast, bliver vi tilbudt halvdelen af kærestens nyindkøbte sandwich. Det varmer indvendigt, når helt fremmede mennesker viser sådan en næstekærlighed.

22