Sociologisk Arbejdspapir

Nr. 6, 2000

Ole Riis

Metoder på tværs

Om forudsætningen for sociologisk metodekombination

Aalborg Universitet

Kroghstræde 5, 9220 Aalborg Ø

Tlf. 96 35 81 50, fax 98 11 50 56, e-mail: sociologisekretariatet@socsci.aau.dk

L aboratorium

Sociologisk

Ole Riis

Metoder på tværs

Om forudsætningen for sociologisk metodekombination

Copyright © 2000 Forfatteren og Sociologisk Laboratorium.

ISSN: 1399-4514

ISBN:87-90867-06-8

Sociologiske Arbejdspapirer udgives af Sociologisk Laboratorium, som betegner

det faglige miljø omkring sociologiuddannelsen på AAU. Her udgives mindre

arbejder fx seminaroplæg, konferencebidrag, udkast til artikler eller kapitler - af

medlemmer af miljøet eller af inviterede bidragydere udefra, mhp. formidling og

videre befordring af den løbende fagligt-sociologiske aktivitet.

Redaktører af serien er professor Jens Tonboe (ansv.) og Ph.D- stipendiat

Michael Hviid Jacobsen.

Eksemplarer kan bestilles hos Aalborg Centerboghandel, Fibigerstræde 15, 9220

Aalborg Øst, tlf. 96358071, fax 98152862, e-mail: 8712fib@bogpost.dk.

Ole Riis

Metoder på tværs

Om forudsætningen for sociologisk metodekombination

Indholdsfortegnelse

I. ................................... Modsætningen mellem kvantitative og kalitative metoder 5

II. .................................. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske grundlag 11

1. .. De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske grundlag 11

2. .......................... Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ 18

3. ........................................ Pragmatisme som grundlag for empirisk sociologi 26

4. .................... Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder 28

5. ................................ Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori 31

6. ................................... Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme 36

III. .......................................................................................................... Diskussion 43

1. ........................................... Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora 43

2. ................................................................ Diskussion af kvantitative metoder 48

3. ................................................................... diskussion af kvalitative metoder 52

4. ............................... Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder 59

Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier ...... 68

IV. ................................................... Metodekombinationens perspektiv og praksis 76

1. ....................................................... Den kollektive intellektuelles perspektiv 76

2. ............................................................ Metodetriangulationernes muligheder 79

3. .................................... Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget 90

Slutbemærkning og sammefatning ...................................................................... 94

I. Modsætningen mellem kvantitative og kvalitative

metoder1

Adskillige elementære lærebøger i sociologi fremhæver modsætningen mellem

kvantitative og kvalitative metoder. Den begrundes forskningshistorisk ved at

henvise til traditionen fra henholdsvis Durkheim og Weber, og den kan

begrundes videnskabsteoretisk med forankring i henholdsvis positivisme og

fænomenologi/hermeneutik. Da der kan påpeges både styrker og svagheder ved

disse to tilgange, ledes overvejelserne fornuftigvis ind på at kombinere

kvantitative og kvalitative metoder. Der er mange eksempler på, at sådanne

kombinationer anvendes med frugtbare resultater indenfor enkeltstående

projekter. I forbindelse med vurderingen af det empiriske grundlag for

komplekse teorier, er metodetriangulation reglen snarere end undtagelsen. Der

gemmer sig imidlertid et ret fundamentalt problem bag den pragmatiske brug af

triangulation. Hvis det er korrekt, at de to metodiske skoler ikke blot

repræsenterer forskellige traditioner, men også dækker indbyrdes modsigende

videnskabsteorier, indebærer triangulation bestræbelser på at kombinere

inkompatible forskningsresultater.

Et passende udgangspunkt for drøftelsen er fremstillingen i lærebøger i

sociologisk metode. L. Neumans lærebog er meget udbredt, blandt andet fordi

den præsenterer både kvalitative og kvantitative metoder. De præsenteres2 som

"two styles" på følgende måde:

Kvantitativ stil Kvalitativ stil

Måler objektive fakta Konstruerer social virkelighed, kulturel mening

1Jeg har fået værdifuld inspiration og støtte ved udarbejdelsen af dette notat fra kollegerne og

studenterne ved sociologistudiet i Aalborg. Ansvaret for slutresultatet er imidlertid helt og

holdent mit eget.

2Social Research Methods. Qualitative and Quantitative Approaches Boston 1997, 3. udg.

6

Fokuserer på variable Fokuserer på interaktive processer, begivenheder

Nøglen er pålidelighed Nøglen er autenticitet

Værdifri Værdier forekommer og er eksplicitte

Uafhængig af konteksten Bundet til situationen

Mange tilfælde, personer Få tilfælde, personer

Statistisk analyse Tematisk analyse

Forskeren er distanceret Forskeren er involveret

Tilsvarende modstillinger kan findes i mange andre lærebøger; Neuman

refererer til fire andre. C. Ragin karakteriserer "quantitative data techniques"

som "data condensers" mod "qualitative methods" (sic!) som "data enhancers".

Disse modstillinger har nok et pædagogisk formål ved at gøre de metodiske

strategier lettere forståelige ved at forenkle og kontrastere dem, men er i visse

tilfælde også udtryk for propaganda for et bestemt videnskabs- og værdisyn.

Neuman knytter entydigt de kvantitative metoder til positivismen, som

karakteriseres på følgende måde: “Positivism sees social science as an organized

method for combining deductive logic with precise empirical observations of

individual behavior in order to discover and confirm a set of probabilistic causal

7

laws that can be used to predict general patterns of human activity.”3. I

modsætning hertil præsenteres den fortolkende eller hermeneutiske retning ved:

“the systematic analysis of socially meaningful action through the direct detailed

observation of people in natural settings in order to arrive at understandings and

interpretations of how people create and maintain their social worlds”4. Denne

dobbeltkarakteristik rummer to idealtyper, som den reflekterede videnskabsteori

og metodelitteratur er på en vis afstand fra. De to strategier karakteriseres

ydermere ved en række ledemotiver:

Neuman: Positivistisk Fortolkende

Hvorfor udføre

samfundsvidenskabelig

forskning

instrumentel interesse forstå socialt liv

Opfattelse af den sociale

virkelighed

realistisk ontologi konstruktivisme,

relativisme, den sociale

verden er, hvad folk

opfatter den som

Menneskets natur mekanicistisk

antropologi,

behaviorisme,

adfærdslove

fortolkende, aktiv agent

3s. 63.

4s. 68.

8

Videnskab og common-

sense

nye, præcise

videnskabelige begreber

er nødvendige

common-sense er

uomgængelig

Teoriopfattelse søgning efter nomotetisk

lovmæssighed, deduktiv

hypoteseprøvning

ideografisk fremstilling,

tæt beskrivelse, induktiv

typifikation

Beslutning om

fremstillingens kvalitet

logisk modsigelsesfri,

konsistent med

observerede fakta,

replicerbare

betinget af observatørens

værdier, af konteksten

og af de observeredes

virkelighedsopfattelse.

(Oprigtighed, kontext-

nærhed)

Forhold til

socio/politiske værdier

neutralitet, værdifrihed værdireflektion;

relativisme

Hermed er stikordene lanceret i Neumans sammenfatning; det kursiverede er

min egen tilføjelse, for at fastholde logikken. Udover positivisme og fortolkende

sociologi tilføjer Neuman som en tredje retning den kritiske teori; men den har

tilsyneladende ikke nogen særlig relation til spørgsmålet om kvantitative og

kvalitative metoder. Neuman fremhæver nogle karakteristiske forskelle på det

videnskabssyn, som ligger til grund for mange kvantitative og kvalitative

metoder. Men fremstillingen er selvsagt stærkt forenklende.

Neuman antyder, at en kombination af den kvalitative og kvantitative

strategi ikke blot er mulig, men endda hensigtsmæssig. Han tilslutter sig King,

Keohane og Verbas udsagn, at den bedste forskning ofte kombinerer træk ved

9

dem begge5. Spørgsmålet er, om en kombination er meningsfuldt mulig, hvis de

to metoder hviler på videnskabsteoretiske forudsætninger, der er så radikalt

forskellige, som Neuman og flere andre fremstiller det. Guba og Hammersley6

betragter modsætningen som udtryk for to grundpositioner, der er

paradigmatiske i Kuhns7 betydning og dermed inkommensurable. Metodevalget

bliver i tilknytning til et paradigme andet og mere end et pragmatisk valg; det vil

således associere til videnskabsteori, erkendelsesteori, opfattelse af samfundet,

til forbilleder og værdier. Brugen af paradigmebegrebet henviser selvsagt til

Kuhns velkendte videnskabshistoriske studier. Det kan imidlertid, også ud fra

Kuhn selv, diskuteres om sociologi er i en før-paradigmatisk eller en fler-

paradigmatisk tilstand.

Brymans pointering af debattens temaer afviger, som det fremgår af

nedenstående skema, noget fra Neumans. Det er Brymans opfattelse, at

forskellen mellem kvantitative og kvalitative metoder ikke er baseret i

videnskabsteoretiske grundantagelser, men derimod i tekniske forskelle, og han

slutter derfra, at en metodetriangulation er mulig og hensigtsmæssig.

Bryman: Kvantitative Kvalitative

Den kvalitative forsknings rolle forberedende middel til

udforskning af

aktørens

fortolkninger

Forholdet mellem forsker og subjekt fjern nær

5op. cit. s. 14.

6refereret i A. Bryman: Quantity and Quality in Social Research, London 1988 s. 107.

7The Structure of Scientific Revolutions, London 1962, 2. udg. 1970.

10

Forskerens placering i forhold til

subjektet

udenfor indenfor

Forholdet mellem teori/begreber og

forskning

bekræftelse emergent

Forskningsstrategi struktureret ustruktureret

Sigte med forskningen nomotetisk ideografisk

Billede af den sociale virkelighed statisk og ydre i

forhold til aktøren

processuel og

socialt

konstrueret af

aktøren

Datas natur hårde, pålidelige rige, dybe

Dette skema fremdrager i højere grad end Neumans de videnskabsteoretiske

spørgsmål som ligger bag metodevalget med den pointe, at disse problemer efter

Brymans opfattelse er til at løse pragmatisk. En tilsvarende opfattelse findes hos

Danermark et. al.8, hvor udgangspunktet er Merriams lærebog i casestudier, med

tilføjelse af "hermeneutikken":

8Att förklara samhället, Lund 1997.

11

Danermark/Marriam Kvalitativ Kvantitativ

Fokus kvalitet (natur, art, væsen) kvantitet (hvor mange,

hvor meget)

Teoretisk grundlag fænomenologi,

hermeneutik, symbolsk

interaktionisme

positivisme, logisk

empirisme

Stikord feltarbejde, etnografisk

subjektiv, "grounded",

naturalisme

eksperimentel, empirisk,

statistisk

Mål forståelse, opdagelse,

beskrivelse,

hypotesegenerering

forudsigelse, kontrol,

bevis, hypoteseprøvning

Metodiske

egenskaber

fleksibilitet, udviklende,

ustruktureret

forudbestemt, struktureret

Situation naturlig, kendt ubestemt, kunstig

12

Udvalg lille, ikke-tilfældigt,

teoretisk

stort, tilfældigt,

repræsentativt

Dataindsamling forskeren som vigtigste

instrument, interviews,

observationer

"ikke-levende"

instrumenter (skalaer, test,

enquêter,

databearbejdelse)

Analyse induktiv (af forskeren) deduktiv (gennem

statistiske metoder)

Resultat alsidigt, holistisk,

udviklende

præcise, detaljerede,

reduktionistiske

I dette tilfælde er sigtet ikke blot at karakterisere de to metodiske retninger og at

kritisere den ene af dem, men det er formålet at overskride dikotomien, som

Danermark et. al. finder ufrugtbar. Det er værd at hæfte sig kort ved

fællestrækkene og nuanceforskellene i de anførte beskrivelser. Der er i de fleste

tilfælde tilbøjelighed til at associere de kvantitative metoder med én

videnskabsteoretisk position, nemlig den positivistiske, medens der knyttes flere

positioner til de kvalitative metoder. De kvantitative metoder karakteriseres

forholdsvis præcist, medens de kvalitative beskrives mere vagt. Således

fremtræder de kvantitative metoder som strukturerede men også kunstlede, hvor

de kvalitative skildres som åbne, fleksible og naturlige. Den kvantificerende

forsker bekrives som objektiviserende og dermed på større afstand af de

studerede personer end den kvalitative. Det er på denne baggrund nærliggende at

spørge, om der er en tæt, uomgængelig forbindelse mellem positivismen og de

kvantitative metoder. Er brug af kvantitative metoder altid nødvendigvis udtryk

for en erklæret eller underliggende positivisme? Eller er der snarere tale om, at

13

en indflydelsesrig forgrening af den positivistiske sociologi har idealiseret

kvantitative metoder i en sådan grad, at de nærmest har opnået monopol på

dem? Da positivismen har været skydeskive for den videnskabsteoretiske kritik i

det 20. århundrede, kunne man supplere spørgsmålet med, hvor vidt det er

utænkeligt at anvende kvantitative metoder i tilknytning til analyser på et

erklæret ikke-positivistisk grundlag. Omvendt kunne man spørge, om kvalitative

metoder omvendt nødvendigvis er baseret på en anti-positivistisk

videnskabsteori. Positivismen har også sat sig spor i samfunds- og

kulturvidenskaber, som dyrker kvalitative metoder, såsom jura, historie,

etnologi, kulturgeografi med videre. Disse grene friholdes næppe for

positivismekritikken i kraft af deres metodevalg.

De udpegede forskelle mellem kvantitative og kvalitative metoder er tildels

af teknisk eller stilistisk art. Der påpeges dog også forskelle, som bunder i

videnskabsteoretiske modsigelser. Der er således en tilsyneladende fundamental

modsigelse i metodernes ontologi. De kvantitative metoder fremtræder som

udviklet med henblik på objektiv, præcis, korrekt og dækkende afbildning af en

ydre realitet og er dermed begrundet i en naiv realisme. De kvalitative metoder

fremtræder som udviklet med henblik på forståelse af menneskers konstruktion

af et samfundsbillede og deres fortolkning af de sociale relationer, de indgår i,

og de er dermed begrundet i en konstruktivisme eller idealisme. Hvis dette er

tilfældet, er de to metodebetragtninger næppe forenelige. Desuden er der

tilsyneladende fundamentale modsigelser i metodernes opfattelse af mennesket i

samfundet, og dermed sociologiens grundenhed. De kvalitative metoder er

baseret på en opfattelse af mennesket som en aktiv agent, der ud fra en

bevidsthed om de sociale relationer bidrager til samfundslivets dannelse,

opretholdelse og udvikling. De kvantitative metoder er baseret på en betragtning

af individerne som reaktive bærere af indsocialiserede programmer, og de ser

bort fra individuelle variationer i bestræbelsen på at påpege de regelbundne,

kollektive strukturer. Også på dette punkt virker grundlaget uforeneligt. Der er

ydermere basale forskelle i forskerens rolle. De kvantitative metoder er baseret

på en bevidst bestræbelse på at opnå objektivitet ved at disciplinere og nedtone

forskerens indflydelse på måleresultaterne, medens de kvalitative anerkender at

forskeren indgår i et samspil med de mennesker, der udgør studiets genstand, og

at dette ikke blot er en uundgåelig fejlkilde men også en positiv forudsætning for

at kunne opnå en dybere forståelse af dem. De kvalitative metoder kan endda gå

et skridt yderligere og inddrage forskeren som kilde til en systemkritik og endda

som agent for forandring af det sociale miljø i en aktionsforskning. Også på

dette punkt synes der at være tale om opfattelser, der er principielt modsigende.

14

Ud fra en umiddelbar betragtning er det umuligt at forholde sig til forskellige

virkeligheder, at studere vidt forskelligartede genstandsområder og indtage

forskellige forskerroller samtidig. Dermed skulle de to metodiske paradigmer

udgøre principielle alternativer.

Dette nærværende, lille forskningsnotat sigter i al beskedenhed på at

diskutere det fundamentale og komplekse problem, om hvorvidt sociologisk

empiri baseres på to vidt forskellige metodeopfattelser, som i kraft af deres

modsætningsfyldte videnskabsteoretiske begrundelser er inkompatible. Dette

gøres ved en kortfattet præsentation af de vigtigste videnskabsteoretiske

retninger, som har præget sociologiens metodeovervejelser, hvilket leder til at

diskutere de to metoderetningers forudsætninger. For at konkretisere

overvejelserne præsenteres to kvantitative og et kvalitative studie af danskernes

etnocentrisme. De havner i indbyrdes diskussioner, som kunne løses ved

metodekombinationer. Notatet afsluttes med at overveje

metodekombinationernes forudsætninger og metodevalgets etiske og ideologiske

konsekvenser. Notatet er skrevet med henblik på at gøre empiriske

samfundsforskere opmærksom på problemstillingen. Det er således hverken

skrevet med henblik på sociologistuderende eller fagfilosoffer. Hvis de alligevel

kan finde noget af værdi i notatet, er det en positiv sidegevinst.

II. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske

grundlag

1. De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske

grundlag

Bortset fra filosofi er der næppe nogen anden akademisk disciplin, som er så

stærkt præget af videnskabsteoretiske overvejelser som sociologien. Man kan

altid drøfte, hvor sociologi skal afgrænses som disciplin. Men normalt

sammenkædes sociologiens dannelse som disciplin med indledningen til den

industrielle epoke og specielt til den klassiske positivisme. Selve betegnelsen

"sociologi" stammer fra Auguste Comte, der også er ophavsmand til den mest

berømte/berygtede fremstilling af klassisk positivisme, Cours de la philosophie

positive. Skrifterne var præget af det 18. århundredes politiske reaktion efter

revolutionen og Napoleonskrigene. De rummer imidlertid genklange af Comtes

unge år som sekretær for Saint-Simon. Hans visioner om videnskaben i det nye

industrialiseringens århundrede var utopiske og revolutionære. Tanken var i

korte træk at opbygge et samfund, der udnytter industrialiseringens potentialer

15

ved at bygge på en positiv - faktuel - videnskab, en utopisk socialistisk økonomi

og en ny kristen etik. I denne vision skal videnskaberne samles i en syntese, med

den positive filosofi som generaliserende samlingspunkt. For at udfylde den

videnskabelige encyclopædi og gøre videnskaben funktionel for det nye

industrisamfund er der behov for at opbygge en ny disciplin, "social fysiologi",

der ligesom de andre videnskaber hviler på observerede og afprøvede fakta.9.

Saint-simonianernes politiske visioner om socialistisk økonomi og

kvindefrigørelse var ikke i pagt med den herskende ideologi i

restorationsperioden, medens Comtes tilsyneladende objektive program var

mere salonfähigt.

Visionen om sociologi på positivistisk grundlag blev først og fremmest

udfoldet med Émile Durkheim. Hans tiltrædelsesforelæsning10

er baseret på

videnskabsteoretiske overvejelser, som har udgangspunkt i Comtes. Den ny-

etablerede sociologi skal være en videnskab blandt andre positive videnskaber.

Sigtet er at bevise, at samfundet er underlagt lovmæssigheder som andre

naturlige fænomener. Comte viste vejen ved at studere samfundet som en

virkelig, levende organisme, hvor helheden er andet og mere en

sammenknytningen af individerne. Ved at danne en definit struktur dannes en ny

enhed med en særlig natur og egne love. Comtes sociologi har imidlertid stadig

spekulativt præg, og Durkheim reviderer den ved at pointere, at sociologi har et

særligt objekt, som består af sociale fakta, og en metode, der omfatter

observation og indirekte eksperimenter, eller den komparative metode11

. Den

positive, sociologiske forskning fokuserer dels på funktioner, og dels på

strukturer, som er afledt af funktionerne, svarende til fysiologi og morfologi.

Durkheims perspektiv for den positive sociologi er dels at påvirke andre

videnskaber og navnlig filosofi ved at gøre moral til en (positiv) videnskab, dels

at påvirke den offentlige mening. “We live in a country which recognizes no

master but public opinion. Unless this master is to become a mindless despot, it

must be enlightened. “12

Samfundet må genrejse bevidstheden om dets organiske

enhed; individerne må udvikle en sans for den sociale masse, som omfatter og

gennemtrænger det. Der er således også en praktisk og politisk vision hos

9Science de l"homme.

10publiceret 1888 som Cours de science sociale, eng. udg. On Institutional Analysis, London

1987.

11eng. udg. s. 62.

12sst. s. 69.

16

Durkheim. Metodesynet13

regnes for et paradigme på sociologisk positivisme;

men det peger kun indirekte på en kvantificering. “Den første og den mest

fundamentale regel går ud på at betragte sociale forhold som ting.”14

. Dette

indebærer følgende udledninger: “Man må systematisk fjerne alle

forhåndsbegreber”15

samt “man må aldrig som forskningsobjekt tage en gruppe

fænomener med mindre disse indledningsvis er definerede ud fra visse ydre

karakteristika, som de har fælles, og man skal i den samme undersøgelse

medtage alle de fænomener, som svarer til denne definition”16

. Genstanden for

ethvert sociologisk studie skal således omfatte alle fænomener, som defineres på

forhånd ud fra visse fælles ydre kendetegn. Dette indebærer, at det er

nærliggende at tilskrive bestemte symboler til grupperne, men ikke

nødvendigvis talmæssige. Durkheim anvender faktisk både kvantitative og

kvalitative metoder i studiet af selvmordet, medens studiet af det religiøse livs

elementære former udelukkende er baseret på kvalitative metoder.

Vilfredo Pareto havde i århundredets første halvdel afgørende betydning

for sociologiens grundlæggelse i den latinsk-sprogede del af Europa. Paretos

program drev det naturvidenskabelige paradigme langt videre end Comte17

- og

på visse punkter også Durkheim. Paretos "logisk-eksperimentelle sociologi"

skulle udelukkende baseres på faktuelle observationer og påvisning af

uniformiteter. Han kritiserede årsagsbegrebet for ensidighed, og han foreslog i

stedet at betragte variabler og deres funktionelle relationer. De skal ikke

betragtes deterministisk men derimod stokastisk, som sandsynligheder. Ud fra

de påviste uniformiteter opbygges en teori om samfundet som et socialt system,

som præges af selvregulering mod ligevægt i forholdet til den økologiske og

sociale omverden og dets indre elementer. Den senere sociologiske interesse for

Pareto fokuserer på hans studier af residualer og elite-cirkulation, og er tilbøjelig

til at overse hans elaborerede anvendelse af statistiske modeller. I den

nærværende diskussion er Pareto en af de væsentligste pionerer for en

kvantitativ metode, som endda kombineres med en systemteori, der på baggrund

af den systemteoretiske renæssance (Luhmann, Alexander) virker

bemærkelsesværdigt konsekvent og "moderne". Det er desuden værd at

13Les règles de la methode sociologique Paris 1895, dansk udg. København 1972.

141972 p. 30.

15sst. s. 43.

16sst. s. 46.

17som han betragter som pseudo-videnskabelig

17

bemærke, at Paretos argument for statistisk metode er kausalanalysen, hvilket

peger frem mod drøftelserne hos vores samtidige "kritiske realister".

Positivismen undergik en ændring med Wiener-kredsen, idet vægten blev

lagt på den logisk-matematiske integration af delteorier, og fysikken blev

betragtet som en idealvidenskab, idet den tilsyneladende magtede at integrere

velkontrollerede empiriske forskningsresultater ved logisk konsistente

matematiske modeller. Wiener-kredsen havde med Otto von Neurath en

sociologisk repræsentant, der gennem den logiske empirisme søgte at give

sociologien et materialistisk fundament som bolværk mod metafysik og

subjektivisme. Man søgte således at frigøre sociologi fra abstrakte tanker om

samfundsudviklingen, som blot have en diffus empati som grundlag, og fra den

forstående sociologi, som ny-kantianerne repræsenterede. Oprindeligt tilstræbte

den logisk-empiriske sociologi at opbygge kausalmodeller inspireret fra

fysikken som forklaringsform på grundlag af empiriske adfærdsstudier. Der var

en nærliggende alliance mellem denne form for sociologi og den psykologiske

behaviorisme. Neurath selv modificerede imidlertid det socialfysiske program,

blandt andet med henvisning til Marx´ pointering af, at sociologiske

lovmæssigheder er begrænset til historiske epoker, men programmet havde sin

egen inerti og inspirerede fortsat mange samfundsforskere ved århundredets

midte. Neo-positivismen fordrede empirisk verifikation og forkastede samtidig

metafysik som uvidenskabelig spekulation. Men empiri fordrer en refleksion

over forholdet mellem sansning, erkendelse og virkelighed, altså en refleksion

over realismens problem, som ikke kan besvares uden at gribe til metafysik.

Dette dilemma førte nogle til en naiv realisme, medens Mach og Neurath greb til

en instrumentalisme. Hvor den første position netop må karakterises som naiv, i

betydningen videnskabsteoretisk ureflekteret, indebærer den anden en

relativisme, hvor der ikke findes indre-videnskabelige forudsætninger for at

afgøre modstridende empiriske resultater.

Det neopositivistiske program var således modsigelsesfyldt, og kritikken

voksede, både indefra og udefra. Dette forhindrede dog ikke neopositivismens

udbredelse i den vestlige verden i efterkrigstiden. Med George Lundberg´s "Can

science save us?" fra 194718

fik det neopositivistiske program nærmest karakter

af en troserklæring for den humanistiske oplysning. Det sociologiske fremskridt

sikres ved udvikling af empiriske instrumenter og matematiske modeller:

“..oprindelsen og fuldkommengørelsen af instrumenter til mere præcis

iagttagelse og optegnelse af sociale fænomener må anses for at være noget af det

18da. udg. Kan videnskaben redde os? Kbh. 1965.

18

vigtigste som er sket i samfundsvidenskaberne.....Nye tilpasninger af

matematikken som gør det muligt at fatte komplekse forhold som ellers ville

være håbløst uforståelige er af største fundamental betydning...” Videnskaben

skal påvise objektive, nomotetiske love i form af hvis-så-sætninger: “Som

videnskab har både de fysiske og sociale videnskaber en fælles opgave, nemlig

den at besvare videnskabelige spørgsmål. Disse vil altid være af en upersonlig,

betinget type.....Den videnskabelige erkendelses værdi ligger netop i denne

upersonlige, neutrale almindelige gyldighed, uanset hvilke formål menneskene

ønsker at bruge den til.”19

Videnskaben er som sådan "amoralsk", da

videnskabsmænd blot skal skønne over omkostninger og konsekvenser af

forskellige samfundsmæssige valgmuligheder og gøre offentligheden bekendt

med dem.

Lundbergs udgangspunkt for drøftelsen af de kvantitative metoder20

var, at

al videnskabs umiddelbare data er symboler, som repræsenterer relationerne og

adfærdstrækkene ved det undersøgte aspekt af universet. Symbolerne svarer til

adfærd, som dannes som responser på situationer, og symbolerne tjener som

substitut-stimuli for disse situationer. Det system af symboler og logik, som har

domineret den vestlige tænkemåde i århundreder, er den aristoteliske, baseret på

enkle dikotomier. Talesproget er for vagt og flertydigt til at have videnskabelig

værdi, og sociologien bør følge de mere avancerede fysiske videnskaber ved at

anvende matematik som sprog. Dette indebærer at udvælge betydende kategorier

af adfærdsaspekter og at definere disse operationelt. Kvantitative teknikker står

ikke i modsætning til "forståelse", men er et mere raffineret og brugbart værktøj

til at opnå indsigt og forståelse. Alle (rigtige) videnskaber anlægger

generaliserende synspunkter, og anvender dermed implicitte eller eksplicitte

kvantificeringer. Målingen er i sig selv en måde at definere, beskrive og "vide"

på. Det er først når vi har dannet en kvantitativ måleskala, at vi kan give en

eksplicit bestemmelse af, hvad vi måler. Målinger er blot en objektivering af en

procedure, som altid har været praktiseret med større eller mindre præcision.

Ved at betragte kvalitative variationer som grader af den pågældende kvalitet,

kan kvantitative teknikker anvendes til mere præcise og objektive (sic!)

beskrivelser. Endelig påpeger Lundberg, at udvikling af kvantificerede

sociologiske symboler kan bidrage til at overvinde den skizoide modsætning

mellem på den ene side livet i en upersonlig, videnskabeligt orienteret

19da. udg. s. 41.

20Foundations of Sociology New York 1964, 1. udg. 1939.

19

maskinkultur og på den anden side et socialt liv præget af overleverede

symboler og forestillinger.

Udbredelsen af den kvantificerede empirisme tog fart i efterkrigstiden, og

den blev udbredt i Vesteuropa, da faget sociologi blev nyetableret eller

genetableret i Vesteuropa, stærkt inspireret af amerikanske sociologer som Paul

Lazarsfeld.21

I lighed med Comtes kritik af metafysikken mente Lazarsfeld, at

sociologien måtte frigøres fra den tidligere samfundsfilosofi i kraft af stringente

empiriske metoder. De teoretiske begreber henviser ikke til direkte observerbare

udtryk (item) men omfatter en kompleks kombination af fænomener. Den

metodiske procedure sigter derfor på at elaborere operationaliseringens faser i

strømmen fra den indledende ide om begrebet via specifikation af dets

dimensioner og udvælgelsen af observerbare indikatorer til kombinerede

indekser for regelmæssige adfærdsmønstre. Den operationelle klassifikation skal

ikke blot være artikuleret og logisk, men også tilpasset situationens struktur og

respondentens referenceramme. Den basale teknik for at finde forklaringer på

adfærdsvariationer var for Lazarsfeld statistisk anvendelse af fortolkende

variable.

Sociologiens teoribygning består i systematisk at samle og analysere de

begreber, som er nyttige for de empiriske resultater som statistikken udtrykker.

Hovedargumentet for anvendelsen af kvantificerede målinger er, at symbol-

logikken udgør et videnskabeligt universalsprog. Dette synspunkt udtrykkes i

rendyrket form hos D. Martindale: “In a word, the twentieth century

developments in symbolic logic have rendered permanently obsolete all forms of

the rejection of mathematics in principle as a tool of social science”22

.

Lazarsfelds metodesyn, som kombinerer positivistiske og pragmatiske

betragtninger, har på trods af kritikken af neopositivismen stadig mærkbar

udbredelse. En af de mere aktuelle fortalere er James Coleman, som navnlig

kendes fra teorier om rational choice og social kapital.23

Allerede i forordet

trækkes den videnskabsteoretiske linje op: “In the development of any science,

two things are crucial: systematic empirical study and systematic conceptual

elaboration. Each of these requires its special tools..... if conceptual elaboration

is to progress beyond the proverbs of the ancients, special tools are necessary.

21Metodesynet blev præsenteret i samleværket Mathematical Thinking in the Social Sciences

(New York 1954), som Lazarsfeld redigerede.

22i: J. Charlesworth (ed:) Mathematics and the Social Sciences, Philapelphia 1963 p. 107.

23Han dedicerede Introduction to Mathematical Sociology, ( London 1964) til Lazarsfeld.

20

Mathematics provides a battery of languages which, when carefully fitted to a

set of ideas, can lend those ideas great power.”24

Matematikken benyttes således

ved analyse af empiriske data, men er i særdeleshed vigtig for begrebsdannelse

og teoribygning. Coleman beklager sig over sociologiens fortsatte brug af et

diskursivt hverdagssprog, der er rigt på betydninger men upræcist i analysen.

“..it is the essence of empirical science that, whatever the richness and

complexity of the behavior it aims to describe, it must proceed first by analysis

into simple regularities, and only then by synthesis into more complex

structures.”25

Matematikken rummer flere sprog, og kun nogle af disse kan virke

som repræsentationer for aspekter af den virkelige verden.26

Adfærden af

objekter kan begrebsliggøres i elementer så strukturen af relationerne mellem

disse elementer er isomorf med matematiske modeller, såsom vektoralgebra.

Coleman taler om teorier og modeller som synonyme. Matematikken kan

benyttes til at konstruere sandsynlighedsmodeller for sociale processer og til at

reducere komplekse data til én-dimensionale mål. Den bliver dermed synonym

med "modeller" hos Coleman. Sandsynlighedsmodeller for sociale processer kan

ikke endegyldigt veri- eller falsificeres. Modellerne sigter på at beskrive folks

adfærd i bestemte situationer, og de er dermed tautologisk sande, når deres

præmisser er opfyldt.

Der ligger tydeligvis en positivistisk opfattelse bag Colemans synspunkter.

Men i mange tilfælde er brugen af kvantitative metoder i

samfundsvidenskaberne ikke baseret på en videnskabsteoretisk refleksion, men

snarere på enkle, pragmatiske overvejelser. Man opstiller

sandsynlighedsmodeller, der synes at have en vis overensstemmelse med

generelt accepterede indikatorer, og som synes at have en vis forudsigelsesevne.

Men der ligger sjældent dybere overvejelser bagved om empiriens relation til en

virkelighed, indikatorernes gyldighed eller forskningens emancipatoriske

potentialer. Som mønstereksempel på kvantitative modeller som

virkelighedsfjerne tankeeksperimenter i samfundsvidenskaberne kan man tænke

på økonometrien. Denne modeltype har nået til sociologien og politologien i

tilknytning til rational choice teorier. Det videnskabsteoretiske grundlag for de

empiriske analyser er mere pragmatisk end positivistisk: De aggregerede

empiriske erfaringer synes at samsvare med det udfald, man skulle forvente ud

24op. cit. p. vii.

25op. cit. p. 1.

26Colemans realisme er uden forklaring eller forbehold.

21

fra de teoretiske tankeeksperimenter om konsekvenserne af folks

beslutningsprocesser. Udfordringer om målingernes forudsætninger og navnlig

deres gyldighed besvares typisk med pragmatiske henvisninger til deres

korrespondance med andre indikatorer og deres prædiktionsværdi.

2. Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ

Ved overgangen til den 20.århundrede så det ud til, at positivismen ikke blot

ville sejre indenfor kontinentaleuropæisk naturvidenskab men også ville

dominere humaniora, hvor det videnskabelige kvalitetskrav bestod i historisk-

filologisk kildedokumentation, og hvor metafysiske argumenter i stigende grad

blev afskrevet som ren spekulation. Dette program levnede knapt plads for

filosofi. I dette åndelige klima fandt en række tyske intellektuelle et holdepunkt i

Kants tænkning, og dermed hos stamfaderen til den preussiske oplysning, for at

tilskrive humaniora en relativ autonomi fra den positivistiske dominans. Kants

projekt tilstræbte at forsone rationalisme og empirisme, ved på den ene side at

acceptere den newtonske fysik som forbilledlig videnskab og på den anden side

at argumentere for, at kausalrelationerne ikke blot anerkendes som sådan ud fra

empiriske erfaringer men også på grundlag af transcendentale, menneskelige

erkendelsesformer. Kants filosofi forholdt sig kritisk til den rene (cartesianske)

rationalisme, idet den samtidig åbnede for en kritisk filosofisk refleksion af

teorierne. Medens vi er principielt afskåret fra erkendelse af tingene-i-sig-selv,

har vi mulighed for at erkende tingene-for-os, men denne erkendelse er

uomgængeligt betinget af vores tænknings kategorier og begreber. Ny-

kantianernes besvarede denne udfordring ved at hævde, at menneskets

erkendelse af verden er betinget af en værdiorientering. Mennesket udvælger

objekter som værdi-relevante for deres opbygning af viden om verden.

"Zurück zu Kant" blev motto for en generation af tyske forskere, der søgte

en middelvej mellem positivisme og idealisme, og navnlig søgte at sikre

humaniora et fast empirisk og filosofisk fundament. Oplægget til en sociologi

baseret på ny-kantianismen blev lanceret med F.A. Langes diskussion af den

materialistiske historieopfattelse, som afgrænsede den videnskabelige sfære til

fænomenerne og afskrev en videnskabelig erkendelse af das Ding-an-Sich.

Langes værk var inspirationskilde for mange af de unge tyske intellektuelle, der

kom til at forme den tidlige sociologi, herunder Max Weber. Det affødte en

omfattende diskussion om den videnskabelige historieskrivnings metodiske

grundlag.

Disse tanker blev udmøntet i et metodisk program af først og fremmest

22

Wilhelm Windelband, og Strasbourg, Heidelberg og Marburg blev bevægelsens

centre27

. Ny-kantianerne rakte hinsides Kant, der så det som videnskabens

opgave at finde de nødvendige og almengyldige love, der forklarer

egenskaberne ved fænomenerne, hvorimod historien har lavere status, fordi den

historiske fordring på viden savner nødvendig og generel gyldighed, som

foreskrevet i kritikken af den rene fornuft. Overfor dette hævder Windelband, at

historie er mulig og nødvendig ud fra visse præmisser: Værdier må have en

konkret og unik referent, hvilket er kilde til vor interesse i at studere

enkeltstående fænomener. Naturvidenskaben studerer nomotetiske

lovmæssigheder, og nomotetisk viden er dermed hævet over perceptionen af den

konkrete virkelighed. Historievidenskabens interesse er på sin side idiografisk,

at forstå de karakteriserende egenskaber ved den enestående hændelse.

Forekomsten af unikke hændelser kan ikke forklares ud fra generelle love. De

idiografiske og nomotetiske interesser er indbyrdes uafhængige og

modsatrettede; lov og hændelse udgør de ultimative og usammenlignelige

enheder i vort verdensbillede.

Denne argumentationslinje blev udbygget af Windelbands disciple, navnlig

Lask og Rickert. Lask pointerede den ubetingede modsætning mellem tænkning

og virkelighed, og dermed forekomsten af et "hiatus irrationalis" i erkendelsen.

Rickert trak forholdet mellem naturvidenskaberne og åndvidenskabene op, og

pointerede, at genstanden for åndsvidenskaberne er virkelighedens

individualitet, eller virkeligheden for så vidt den kan tilskrives individualitet.

Dette henviser dels til individualitet, de enkeltstående, uafhængigt

identificerbare fænomener, og dels til in-dividualitet, fænomener, der udgør

udelelige enheder, "anschaulich" individualisitet. Det individuelle er

konstituteret som et historisk individ og kan dermed blive genstand for

historievidenskaben ved henvisning til teoretiske værdi-relationer

(Wertbeziehung). Det ultimative datum for historiske udsagn er historiske

aktørers forpligtelse til disse værdier. De må imidlertid ikke være personlige,

men tilknyttet kulturen og objektive i den forstand, at der kan tilskrives generel

gyldighed til dem. Naturvidenskab og kulturvidenskab har således vidt

forskellige formål og metodegrundlag. Med dette udgangspunkt bliver

anvendelsen af kvantitative metoder tilsyneladende irrelevant. En tilsvarende

modstilling mellem natur- og åndsvidenskaberne blev fremført af Dilthey, som

hævdede, at medens naturvidenskaben kunne opnå objektive kausalforklaringer,

kan åndsvidenskaberne kun opnå forståelse af historiske fænomener gennem

27Hvor Marburg-skolen havde mindre sociologisk betydning.

23

indforståelse af agenternes motiver (Verstehen).

Både Max Weber og Georg Simmel var tæt knyttet til den ny-kantianske

bevægelse. Simmel skrev en prisopgave om Kants materiebegreb, og hans

habilitationsskrift handlede om Kants syntetiske domme og begrebet "den rene

forestilling". Skriftet blev antaget efter indgriben fra netop Dilthey. Samtidig var

Simmel nær ven af Rickert, og han opretholdt en tæt kontakt med ham i den

tunge karriere i Berlin og frem til professoratet ved universitetet i Strasbourg.

Simmels sociologi sigter på analyser af individernes vekselvirkninger og

samfundsmæssiggørelsens former (analytisk adskilt fra indhold) og metoden er

baseret på en interaktionel (modsat individuel) Verstehen og dermed renset for

kvantificeringer.

Det bedst kendte eksempel på den ny-kantianske videnskabsteoris

applikation på sociologisk metode udgør utvivlsomt Max Webers arbejder. De

er skrevet som indlæg i den samtidige diskussion, og de er vanskelige at læse

løsrevet fra konteksten. Nogle af skrifterne har ikke et specifikt sociologisk

sigte, men de retter sig snarere mod metodespørgsmål i nationaløkonomi og

statskundskab - men også disse skrifter læses ofte af sociologer som relevante.

Weber tilslutter sig ny-kantianernes sondring mellem natur- og åndsvidenskab,

og han præsenterer sociologi som en empirisk, humanistisk videnskab, der

studerer sociale handlingers årsager, forløb og virkninger. Sociologi viderefører

idiografiske historiske studier, ved at foretage komparative kausalstudier uden

ambitioner om konstruktion af nomotetiske love, men med forhåbning om at

kunne påpege generelle tendenser: “Eine Wissenschaft, welche soziales Handeln

deutend verstehen und dadurch in seinem Ablauf und seinen Wirkungen

ursächlich erklären will.”28

Det karakteristiske ved sociologiens empiriske studier er bestræbelsen på at

forstå sociale agenters handlinger, og de kan dermed karakteriseres ved

"metodisk individualisme", idet det dog skal påpeges, at agenterne kan

repræsentere institutioner. Den form for lovmæssighed, som den forstående

sociologi kan udlede, er de typiske chancer, man kan danne ud fra observationer

ved forekomsten af bestemte vilkår for det forventede forløb af sociale

handlinger, hvor typiske motiver og hensigter (Sinn) gør handlingen forståelig.

Gennem sammenligningerne kan der udledes generelle regler for handlemønstre:

“Die Soziologie bildet .... Typen-Begriffe und sucht generelle Regeln des

28Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen 1972 p. 1.

24

Geschehens.”29

. Strømmen af empiriske data ordnes ud fra idealtyper, som både

kan omfatte handlingstyper for individuelle agenter, såsom traditionelle,

affektive, værdirationelle og formålsrationelle handlinger men desuden kan

omfatte handlingsformer i kollektive rammer, såsom bureaukratiet, kapitalismen

eller storbyen. Idealtyperne er Webers væsentligste begrebsmæssige værktøj i de

sociologiske analyser. Det bør imidlertid bemærkes, at han ved siden af de

historiske enkelttilfælde og idealtyperne faktisk opererer med en tredje form,

nemlig gennemsnitstyperne for sociologiske massebetragtninger

("Durchsschnittstypen"), idet han dog advarer om, at sådanne typer kun kan

dannes entydigt, “wo es sich nur um Grad unterschiede qualitativ gleichartigen

sinnhaft bestimmten Verhandelns handelt.”30

Han medgiver, at dette

forekommer, men i flertallet af tilfældene er handlingerne betinget af heterogene

motiver, hvorfra der ikke kan dannes et meningsfuldt gennemsnit.

Webers begrebs- og værdilære er i det væsentlige hentet fra Rickert,

medens den metodiske tilgang til handlingsanalyse, Verstehen, er præget af

Dilthey. Dette metodiske program udelukker ikke for Weber en anvendelse af

kvantitative metoder, hverken i princippet eller i praksis. Webers bedst kendte

værk overhovedet indledes med en gennemgang af statistiske oplysninger om

konfessionelle forskelle på uddannelsesretninger.31

Først med dette

kvantificerede afsæt griber Weber til Verstehen og konstruktion af idealtyper.

Ligeledes i det mindre kendte studie af de østpresussiske landarbejderes vilkår

anvender han statistiske analyser til påvisning af sammenhænge, som siden

fortolkes og forklares ud fra forstående motiv-analyser. Det væsentlige er ikke

om man anvender kvantitative metoder, men hvordan - og Weber leverer et

forbilledligt eksempel på en hermeneutisk brug af statistik. Konstruktionen af et

paradigme for den kvalitative metode, afskærer væsentlige elementer af Webers

metodesyn ved udelukkende at fokusere på Verstehen og idealtypologier; disse

er kun redskaber i en proces, der gennem komparationer skal lede frem til

historiske kausalforklaringer. I Webers metodiske skrifter præciserer han ikke

grundlaget for komparationer eller for kausalslutninger, men hans empiriske

religionssociologi demonstrerer hans systematiske afskrivning af plausible

kausalmomenter med henblik på at isolere de(n) udslaggivende faktor(er). De

senere metodediskussioner er tilbøjelige til at overse det komparative og

29sst. s. 9.

30sst. s. 10.

31Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, København 1995, opr. 1904-5.

25

kausalfortolkende moment i den weberske metode. Det er imidlertid de

verdenshistoriske komparationer, der på afgørende vis adskiller hans empiriske

studier fra socialpsykologiske studier af sociale agenters handlemotiver.

Udgangspunktet for den weberske metode var Verstehen og tildeling af

mening (Sinn) til en social handling, men de erkendelsesteoretiske betingelser

for forståelse og for at opfatte en handling som meningsfuld eller tolke den som

betydningsfuld blev ikke præciseret. Dette var imidlertid sigtet med Husserls

fænomenologi, i en strengt videnskabelig bestræbelse på at afdække det

essentielle ved vores erfaring af fænomenet. Ifølge Husserl indebærer at gå til

tingene selv en ren intuition af dem med henblik på at finde de essentielle

handlestrukturer og de objektive enheder, der samsvarer med dem. 32

Tingene

skal således ikke forstås realistisk eller naturalistisk, men i vort umiddelbare,

intuitive greb om dem. Erfaringer er intentionelle. Husserls metode består i

fænomenologisk reduktion, hvor sigtet skiftes fra objektet mod objektets

givethed i bevidstheden. Vi reducerer ved at skrælle de kontingente variationer

fra, men vi kan ikke reducere tingene til psykologiske eller andre videnskabelige

forklaringer. Vi forstår meningen i eet greb ved at dække alle relevante aspekter

ved fænomenet. Dette resulterer i den rene anskuelse af objektet, altså sagens

væsen (eidos). Fænomenologien undersøger forskellige former for intentionalitet

med en refleksiv holdning, der viser tilbage til kilden for opnåelse af viden, hvor

den vidende reflekterer på sig selv og sin viden. Dermed gøres også den

videnskabelige erkendelse til genstand for den fænomenologiske refleksion.

Grundlaget for det verdensbillede, som videnskaben udvikler, er i sidste instans

menneskets livsverden, den umiddelbart givne, subjektive verden. Men der er i

de europæiske videnskaber udviklet en kløft mellem naturvidenskaberne og

menneskevidenskaberne, og den videnskabelige erkendelse fragmenteres i en

objektiv-fysisk og en transcendental viden. Husserl opfordrer til at udvikle en

livsverdenens ontologi, og at gøre forskeren selv til et videnskabeligt tema.

Disse grundlæggende overvejelser havde visse lighedstræk med den ny-

kantianske position, navnlig i en fælles positivisme-kritik, men pegede ikke

umiddelbart frem mod en sociologisk applikation. Det var navnlig A. Schutz,

der gjorde sociologien opmærksom på potentialerne i en fænomenologisk

inspireret videreudvikling af de temaer, som den ny-kantianiske sociologi havde

anslået. Igennem hans arbejder rettedes opmærksomheden på den

grundlæggende relevans af at analysere de sociale common sense forestillinger,

32 Jeg tillader mig at oversætte Husserls særegne sprogbrug til hverdagssprog, med risiko for

at tabe præciserende associationer.

26

som alle sociale agenter nødvendigvis er bærere af, og på Verstehen som

rekonstruktionen af en idealtypisk agents opfattelse af verden, herunder den

sociale verden. Disse overvejelser blev siden udfoldet i videnssociologiske

teorier af Schutz" elever, hvoraf P. Berger og T. Luckmann er de mest kendte

varianter. Etnometodologien udspringer af de samme overvejelser, og Garfinkels

disputats var udtrykkeligt et forsøg på at give Schutz" meget abstrakte teori et

empirisk fundament. Der er imidlertid påfaldende få indbyrdes referencer

mellem etnometodologerne og videnssociologerne. Garfinkel henviser derimod

gerne til Talcott Parsons som teoretisk inspirator for spørgsmålet om den sociale

ordens grundlag. Hvor Parsons søger at besvare dette med en funktionalistisk

teori, søger etnometodologien at dreje spørgsmålet i empirisk retning, idet man

studerer de sociale agenter som aktive, bevidste skabere og opretholdere af de

im- og eksplicitte regler for socialt samliv i hverdagen.

Det er således bestræbelsen at udmønte Husserl og Schutz i et sociologisk

metodesyn. Dette omfatter metoder til belysning af almindelige menneskers

egne "metoder" til at give hverdagslivets samspil relativt faste og meningsfulde

rutiner. Da metodeovervejelserne involverer både forskerens og informantens

procedurer, er det nærliggende at karakterisere dem ved "refleksivitet" i

overensstemmelse med Husserl. Denne etnometodologiske opfattelse står

tydeligvis i skarp modsætning til den kvantitative sociologis. Cicourels

metodologiske argumenter tager derfor også udgangspunkt i en kritik af

Lazarsfelds videnskabsteoretiske forudsætninger har mange mindelser om

Husserls opgør med naturalismen.

Cicourel kritiserer den kvantificerede sociologis anvendelse af rigoristiske

målinger, som der ikke er erkendelsesteoretisk og praktisk grundlag for. De

matematiske systemer er axiomatisk tautologiske systemer - fordringen er , at de

skal være isomorfe med de teoretiske systemer. Det er tvivlsomt, om fysiske

egenskaber og sociale begivenheder kan være genstand for samme måleteori.

“The world of observables is not simply “out there” to be described and

measured with the measurement systems of modern science, but the course of

historical events and the ideologies of a given era can influence what is “out

there” and how these objects and events are to be perceived, evaluated,

described, and measured.”33

De sociologiske "målinger" er kun metaforiske:

“The quantitatively expressed results necessarily reify the events under study,

but our interpretations of them ... are treated as positive findings which are

33Method and Measurement in Sociology, New York 1964 s. 38.

27

fictituously assumed to be replicable and valid.”34

Operationelle

målingsprocedurer må tage i betragtning, at aktørens bevidsthed om og erfaring

af et objekt ikke kun er bestemt af det fysiske objekt, som det fremtræder, men

også af hvad aktøren tilskriver det.

De kvantitative sociologer kan ikke anføre regler for at udvælge

indikatorer, og de kan ikke påvise korrespondance mellem målesystemer og de

teoretiske begreber, men de må forudsætte en common sense. Dette rummer

implicitte forudsætninger om forskernes konsensus og om aktørernes forståelse.

Survey-forskere, som anvender standardiserede spørgsmål med faste svar, burde

ifølge Cicourel udvikle en model som omfatter sprog og kulturel betydning i

aktørens hverdagsperspektiv, i interviewerens perspektiv og "reglerne" for at

omsætte disse betydninger til substantiel teori. Først dermed kan vi være sikre

på, at forundersøgerne, interviewerne, koderne, programmørerne og

projektlederen anvender den samme teoretiske referensramme. Men denne

udfordring undviger surveyundersøgelserne: “Standardized questions with fixed-

choice answers provide a solution to the problem of meaning by simply avoiding

it.”35

Et tilsvarende fortolkningsspørgsmål opstår i forbindelse med kodningen af

svarene: “Arbitrary coding rules and scaling devices transform the structure of

social action into quantifiable elements because such procedures arbitrarily fuse

common-sense knowledge and moral judgments with logical or statistical

operations.”36

Hvis standardiserede spørgeskemaer overhovedet skal kunne

benyttes til operationelle definitioner af sociologiske begreber, skal de

konstrueres på en måde, der afspejler strukturen i hverdagslivets erfaringer og

handlemåde. På samme måde rummer mekanicistiske eksperimenter implicitte

antagelser om samspillet i forsøget og parternes fortolkninger af det. Den måde,

hvorpå sociologerne konstruerer spørgsmål og udfører eksperimenter, burde i sig

selv være genstand for sociologiske undersøgelser. Sproget er et filter, som vi

ser fænomener i verden gennem. De rigoristiske målingers data passer til

bureaukraternes effektivitets- og praxissøgen, men denne form for fakta dækker

kun den "ydre horisont" for menneskets handlinger som social agent. Det er

nødvendigt at tilføje den "indre" (subjektive) horisont, for at efterprøve de

implicitte antagelser om common-sense handlinger i hverdagen. Hvor Garfinkel

ser etnometodologi som en helt anden form for videnskab, betragter Cicourel

34sst. s. 224.

35sst. s. 108.

36sst s. 120.

28

den som et nødvendigt supplement for at give mening til de kvantificerede

undersøgelser.

Nogle af de kritikpunkter, som sættes ind overfor de kvantitative metoder i

lærebøger som Neumans, kan spores tilbage til etnometodologer som Mehan og

Wood37

. Deres kritik sætter ind overfor de kvantitative studiers hovedfaser:

Første fase omfatter dataindsamlingen, hvor forskeren påtvinger respondenterne

en logisk struktur, der ikke samsvarer med deres beslutningsgrundlag i

hverdagen. Dernæst foretages kodninger, som fjerner de flertydigheder, som er

kendetegnende for common-sense tænkningen, så svarene kan klassificeres

logisk entydigt. Næste trin er manipulationen af indikatorerne som "faktorer"

eller "årsager", skønt de ikke blev direkte observeret som sådan ved

dataindsamlingen. Endelig kodificerer sociologerne de "fund", som udspringer

af deres undersøgelse af de objektive data. Resultatet fremtræder som en

beskrivelse af det sociale liv, men processen indebærer en tiltagende

fremmedgørelse fra menneskers hverdagsliv. I bestræbelsen på at blive

videnskabelig fremmedgøres sociologien fra det sociale. Mehan og Wood

betragter forsøget på at summere en respondents svar sammen med tusinde

andres, og at transformere det fra "løs" konversation til tal som absurd38

.

Kritikken gælder således især de kvantitative metoders objektiverede målinger,

deres mekaniske kausalitetsopfattelse og samt dens hævdelse af en logik, der er

overordnet hverdagslivets forståelsesformer.

Her over for søger etnometodologerne at studere de fortløbende, plastiske

sociale processer, hvorved man konstruerer social mening i form af

hverdagslivets opbygning og vedligeholdelse af typifikationer. I den

etnometodologiske ramme henviser hverdagslivets realitet ikke til

materialistiske eller realistiske betragtninger39

, men derimod på opbygningen og

vedligeholdelsen af en verdensopfattelse med hverdagslivet som udgangspunkt.

Dette følger Schutz´ synsmåde. Nogle etnometodologer, som eksempelvis

Mehan og Wood, vil hævde at Schutz indsnævrer perspektivet ved at ophøje

hverdagslivet til en særlig, samlet betydningsinstans. Derfor vil de snarere bygge

på Wittgensteins betragtninger over sprogspillene og de regler, som gør de dem

forståelige, på trods af deres plasticitet, og som knytter dem sammen i

livsformer gennem en form for slægtskab. Med dette udgangspunkt betragtes de

37H. Mehan & H. Wood: The Reality of Ethnomethodology, New York 1975.

38s. 54.

39i eksempelvis Putnams eller Bhaskars forstand.

29

sociale virkeligheder som mangfoldige, processuelle, plastiske og relative.

Etnometodologien selv er således en "realitet". Denne betragtningsmåde

indebærer imidlertid en videnskabelig og etisk relativisme, idet der ikke er

grundlag for at opfatte nogen virkelighed som mere real, sand eller rigtig end

andre.

3. Pragmatisme som grundlag for empiriske sociologi

Ved århundredskiftet, da sociologien blev formet som ny forskningsgren, var

den fremherskende filosofiske retning i USA pragmatismen. Den vulgære

variant kan endda siges at være en amerikansk nationalfilosofi. Den er imidlertid

langtfra begrænset til USA. Man kan finde pragmatiske udsagn hos mange

forskere40

. William James var nok den mest kendte repræsentant for amerikansk

pragmatisme, men den filosofiske hovedfigur var utvivlsomt C. S. Pierce. Det

elaborerede grundlag for den amerikanske pragmatisme beroede på et opgør

med den kartesiansk-rationalistiske tænkning, og samtidig med empiricismen

som hævder, at verden kan erkendes gennem direkte sanseindtryk. Spørgsmålet

om sandhed ændres fra at fremstille en ydre virkelighed korrekt til at øge

menneskers evne til at handle i forhold til bestemte omgivelsers vilkår. Parallelt

med positivismens kritik af metafysikken hævder pragmatikerne, at

meningsfulde udsagn har karakter af konditionssætninger, og dermed svarer til

handlingsregler. Videnskabeligt meningsfulde sætninger er universelle

antagelser om virkeligheden, som under specificerede grundbetingelser og

betingede forudsigelser kan transformeres fra indikativ til imperativ.

Meningsfuldhed knyttes dermed til anvendbarhed. Samtidig hævder Pierce, at

erkendelse er tegn-fortolkning. Begrebsafklaring består i at overveje de mulige

praktiske virkninger forestillingsobjektet kan have. Hvis illusioner har en reel

virkning på mennesker, er deres eksistens virkelig. Pragmatikerne tillagde ikke

matematikken og kvantificering nogen særstatus som videnskabeligt sprog, men

i Pierces metodeovervejelser indgår også sandsynlighedsmodeller. Pierces

metode omfatter såvel abduktiv hypotesedannelse, deduktiv udledning af

hypotesernes konsekvenser, og induktiv efterprøvning af disse. I diskussionen af

deduktion foregreb Pierce Poppers krav om falsifikation som strategi, men

samtidig hævdede Pierce, at induktion i det lange løb kan sikre en tilnærmelse til

sandheden. Den videnskabelige undersøgelse er i det lange løb selvkorrigerende

gennem induktionen.

40eksempelvis i Jung´s "Wirklich ist was wirkt"

30

Pierces overvejelser blev ikke fuldt ud delt af alle de amerikanske

pragmatikere, men der var enighed om at kombinere sprogteoretiske

reflektioner, eksperimentelle metoder og handlingsaspekter. Der er visse

lighedstræk i udgangspunktet mellem pragmatismen og utilitarismen, men også

en afgørende forskel: Hvor utilitaristernes nyttebetragtninger fokuserer på

individet, sigter pragmatikernes på kollektivet. For at virke rationelle, må

nytteovervejelserne både tage ens egne og ens medspilleres hensigter og

reaktioner i betragtning.

Blandt centrene for den tidlige amerikanske pragmatisme var University of

Michigan og University of Chicago, og begge fik også betydning for etablering

af sociologi i USA. En af de første amerikanske professorer i sociologi, C. H.

Cooley ved Ann Arbor, Michigan, var talsmand for pragmatismen. Hans studier

af den sociale identitet lagde op til G. H. Meads forelæsninger i Chicago 41

. Da

Meads projekt var decideret grundlagsteoretisk, er det næppe overraskende, at

der ikke indgår overvejelser om de sociologiske metodeproblemer, der er

ledemotiv for den nærværende fremstilling. Dog overvejer Mead den sociale

brug af matematikken som et yderst abstrakt symbolsprog. Den pragmatiske

tænkning, og navnlig Cooley og Meads, satte sig spor hos den sociologiske

"Chicago-skole", der omfattede W. I. Thomas, R. E. Park og F. Znaniecki. Det

metodisk karakteristiske for deres forskning er rekonstruktionen af de

dynamikker, hvorved subjekter reagerer på og søger at løse handlingsproblemer.

Der lægges dermed vægt på at belyse subjektive perspektiver og navnlig på at

forstå de sociale outsideres situation, selvopfattelse og samfundssyn. Deres

feltstudier og kildestudier har dannet forbillede for kvalitativt sociologiske

casestudier. Chicagoskolen supplerer ofte casestudierne med statistikker for at

give dem en baggrund. Casestudiernes metodesyn har mange lighedstræk med

Webers og navnlig Simmels forstående sociologi, og dermed også med

hermeneutikkens. Casestudierne tilsigter at få indsigt i målgruppens

selvforståelse og situationsforståelse. Gruppens egen definition af dens situation

var i centrum for disse studier. Blumer formulerede skolens metodesyn radikalt

ved at gå imod fremvæksten af surveys og kvantificerede undersøgelser, idet den

vigtige intime relation mellem forskeren og objektet gik tabt med den tilstræbte

objektivitet.

Whyte´s studie af en gadebande42

, udgør et mønstereksempel på et

41Mind, Self and Society, Chicago 1934, genoptr. 1962 , der står som et hovedværk for

socialpsykologien.

42Street Corner Society, Chicago 1943.

31

sociologisk feltarbejde i Chicago-skolens ånd. I sin senere til drøftelserne af

dette studie siger han: “(the) issue should not be quantitative versus qualitative

research methods but rather what is to be quantified and how the measurements

are to be integrated with the descriptions and analyses of behavior”43

.

I forlængelse af pragmatismen og Chicagoskolen udvikledes der en vidt

forgrenet symbolinteraktionistisk forskning, især med inspiration i Meads teori

om konstruktionen af den sociale identitet. Symbolinteraktionisterne dyrkede

navnlig empirisk feltarbejde med henblik på at afdække processerne, gennem

hvilke medlemmerne af en gruppe fortolker samspillet som en meningsfuld

situation, skaber sociale identiter i forhold til gruppen og samhandler på

grundlag af deres fortolkninger. Den primære metode til afdækning af den

symboliserede interaktion er registrering af sproglige ytringer om den sociale

identitet, og i særdeleshed deltagerobservation af sprogspillene i en gruppe

kombineret med åbne interviews. Ordvalget i denne kortfattede beskrivelse

antyder, at de symbolinteraktive metoder ikke blot henter inspiration fra

pragmatisme og nykantianisme, men også fra hermeneutikken og den senere

Wittgensteins sprogteori. Der er imidlertid ikke tale om stringent applikation af

hermeneutik på deltagerobservation. Således er det ikke et metodisk krav, at

forskerens for-antagelser lægges frem til selv-refleksiv kritik, og desuden brydes

barmhjertighedsprincippet ofte til fordel for en mistankens hermeneutik.

4. Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder

Efter positivismekritikken var det ikke let at forsvare anvendelsen af

kvantificerede metoder. Visionen om at opbygge nomotetiske adfærdslove ud

fra induktive empiriske observationer var afsløret som illusorisk. Empirikerne

kunne imidlertid gribe til en forenklet pragmatisme44

som bastion overfor

kritikken. Den havde afskrevet den positivistiske vision, idet pragmatismens mål

(tilsyneladende) var mindre og dermed mere realisable. De kvantitative,

sociologiske undersøgelser kunne tilsyneladende forsvares ved at de leverede

brugbar viden. Når moderne rational choice teori støtter sig på korrespondance

med kvantitativ empiri, er den metodiske argumentation således ikke

positivistisk, men derimod pragmatisk. Denne begrundelse er sjældent så

gennemtænkt og gennemarbejdet som den logiske empirismes program, og

43cit. eft. M. Williams &. May: Introduction to the Philosophy of science, London 1996, s.,

xii.

44Forenklet i forhold til Pierce.

32

derfor er den også vanskeligere at diskutere. Den pragmatiske betragtning

forudsætter imidlertid en overvejelse om for hvem og for hvad, den frembragte

viden er nyttig. Det er på dette punkt, at kritikken sættes ind fra den kritiske

teori, som selv rummer et pragmatisk aspekt.

Sociologiens ambivalente position har været en udfordring for nogle af vor

tids videnskabsteoretiske sværvægtere. Habermas videnskabsteoretiske

nytænkning er forbundet med, at han karrieremæssigt har bevæget sig mellem

filosofi og sociologi. På tilsvarende måde er overvejelserne hos Popper og

Lakatos over relationen mellem teori og empiri tydeligvis influeret af

videnskabsteoretiske drøftelser i miljøet på London School of Economics45

.

Popper karakteriseres som positivist af polemikere som Adorno og Habermas

samt lærebøger som Neuman, til trods for at han på mange punkter stod for en

konfrontation med positivistiske grundopfattelser, og at han karakteriserede sin

egen position som "kritisk rationalisme". Popper leverede således et velkendte

opgør med den logiske empirismes induktivisme. Han kritiserede empirismens

naive tro på de umiddelbare sanseerfaringer, som guddommeliggør facts i

"sækulariserede religioner" som positivisme og behaviorisme46

. Den form for

samfundsvidenskab, som undersøger sociale helheders adfærd som empiriske

objekter på samme måde, som biologen undersøger dyr eller planter, betegner

Popper som naiv47

. Erkendelsen begynder ikke med sanseerfaringer,

observationer eller indsamling af data, men med at specificere problemer.

Metoden består i at efterprøve løsningsforsøg på disse problemer. Popper

hævdede endvidere, at de sociale helheder er postulater snarere end empiriske

objekter. Poppers kritik af historicismen rammer også

positivismens nomotetiske bestræbelser, for når

samfundsudviklingen ikke er betinget af historisk

nødvendighed og ikke er bestemt af indre love, er

sociologisk forudsigelse umulig. Han var derfor skeptisk overfor

muligheden for at udvikle nomotetiske lovmæssigheder, for de kan kun gælde

statisk afgrænsede systemer, men der er kun få eksempler på dem i naturen, og

det moderne samfund kan ikke karakteriseres som et lukket system48

. Målinger

og nøjagtighed er ikke i sig selv de yderste, selvstændige værdier for

45For sociologer er forbindelsen til David Martin særligt interessant.

46s. 92 i Kritisk Rationalisme, København 1996, opr. 1972.

47sst. s. 86.

48Overvejelsene om lukkede/åbne systemer videreføres af den kritiske realisme.

33

videnskaben49

. Kritikken rammer dermed også den metodiske naturalisme, der

ud fra observationer og målinger danner statistiske tællinger og derpå udleder

induktive generaliserede teorier50

. Dette bygger, efter Popper mening, på en

fundamental misforståelse af den naturvidenskabelige metode. Så langt er

Popper mere på linje med positivisme-kritikken end med Durkheims og den

logiske empirismes metodesyn. Ifølge Popper er det videnskabens mål at nå frem

til "den mest tilfredsstillende forklaring", hvilket er identisk med den, der kan stå

til den strengeste efterprøvning. Denne målsætning kan modstilles med

nykantianismens og hermeneutikkens "meningsskabende forståelse" og den

kritiske teoris "forandring til frigørelse". I lighed med Weber fastholder Popper

et ideal om objektivitet og værdifrihed, idet objektivitetskravet efterprøves i det

videnskabelige forum ved en deduktiv logisk argumentation. Den generelle regel

om, at mennesket lærer af sine fejl, gælder også videnskaberne. Videnskaben

udvikles ved at udsætte teorierne for en rationel kritik og erstatte teorier med

mindre forklaringskraft med teorier, der i højere grad tilnærmer sig sandheden.

Popper kritiserer generelt teorier, der præges af teleologisk determinisme,

hvad enten kilden er Gud, Naturen eller Historien, for dermed blokeres

menneskets frie vilje. Denne kritik retter sig også mod marxistiske teoriers

historicisme, som postulerer en form for nomotetiske love for samfundets

udvikling. Sociologien har en faglig autonomi i kraft af det problemfelt, der

søger at forstå situationslogikken i et samfundet. Selvom Poppers generelle mål

for videnskaben er forklaring, er delmålet for sociologien forståelse. Som

forbillede for den sociologiske situationsforståelse henviser Popper til

nationaløkonomiens objektivt-forstående logiske modeller.51

De sociologiske

teorier udgør således rationelle rekonstruktioner af agenternes motiver. Da

Popper er filosof, ikke sociolog, er det måske forståeligt, at han ikke udfolder og

præciserer disse betragtninger. Poppers videnskabsteori udelukker ganske vist

naiv empiricisme og naturalisme, men den udelukker ikke dermed anvendelsen

af empirisk kvantificerede modeller til efterprøvning af sociologiske

situationslogikker. Betragtningerne synes at pege i retning af en form for

Rational Choice-modeller. Sociologiens udfordring er ikke at søge efter

49op.cit. s. 78.

50I debatten om kvantitative og kvalitative metoder bør det bemærkes, at de svaner, som

flakser rundt i falsifikationsdebatten har et kvalitativt kendetegn, nemlig farven.

51i: Adorno et alt.: Der Positivismusstreit in der deutschen Soziologie, 1972.

34

lovmæssigheder, men at studere de tilsigtede og utilsigtede følger af

menneskelige handlinger. Der er lighedstræk med den eksperimentelle

naturvidenskabs hvis-så-tænkning. Dette kunne føre til praktisk teknologiske

regler for, hvad vi ikke kan gøre52

.

Der er således mange argumenter som forbinder Popper og positivismens

kritikere. På afgørende punkter forholder han sig kritisk overfor metodesynet hos

Durkheim og den logiske empiricisme. Man kan endda hævde, at en del af

positivismekritikkens grundlag er tilvejebragt af Popper. Når Adorno og

Habermas alligevel fastholder at fortolke Popper som fortaler for en moderne

variant af positivismen, skyldes det især, at Popper fastholder værdineutralitet,

argumenterer metodisk med en formålsrationel pragmatisme, og hævder en form

for realisme, som han selv betegner som "modificeret essentialisme". Da det er

metodespørgsmålet, der er til diskussion her, medens andre emner står i centrum

for Adornos og Habermas´ kritik af Popper, vil denne debat ikke blive drøftet

yderligere her.

5. Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori

Hvor den tidlige franske sociologi, som påpeget ovenfor, var tæt tilknyttet den

klassiske positivisme, hentede den tidlige tyske sociologi inspiration fra

Humboldt-oplysningen, navnlig fra Kant samt Hegels dialektiske historiefilosofi.

Det kan diskuteres om Marx egentlig er sociolog og videnskabsteorietiker, men

det er indiskutabelt, at hans tænkning har inspireret både sociologi og

videnskabsteori. Marx videnskabssyn kan meget kortfattet karakteriseres som

dialektisk materialistisk, eller en bestræbelse på at kombinere elementer fra

Hegels dialektiske historiefilosofi med elementer fra den angelsaksiske

empirisme. Den dialektiske komponent og opgøret med hegelianismens

idealisme findes allerede i ungdomsskrifterne, medens den materialistiske bliver

mere udpræget efter mødet med Engels og flytningen til England. Den

angelsaksiske nationaløkonomi, som er udgangspunktet for megen af Marx"

kapitalisme-kritik, er stærkt præget af den empiriske tradition. Marx vedkender

sig, at en materialistiske ontologi står i gæld til Bacon,53

men kritiserer dennes

"aforistiske doktrin"54

. I Den tyske Ideologi siger Marx: “Der, hvor spekulationen

52s. 88.

53som han ganske vist kun har et overfladisk kendskab til.

54Die heilige Familie, s. 201-2. opr. 1845 genoptr. MEGA I/3, uddrag i K. Marx: Selected

35

slutter, ved det virkelige liv, begynder således den positive videnskab,

fremstillingen af menneskets praktiske virksomhed og praktiske

udviklingsproces” 55

. Forskningen hos Marx tilstræber at påvise lovmæssigt

prægede økonomiske processer i samfundsøkonomiens forskellige faser. Men

disse skal ikke - som hos eksempelvis J. S. Mills - betragtes som abstrakte,

uforanderlige naturlove for samfundet.56

De politisk-økonomiske studier

fremtræder som deduktive ræsonnementer, men bag dem ligger der tydeligvis

(også ifølge Marx selv) omfattende empiriske studier. De har først og fremmest

form af komparative kausalanalyser af økonomiske statistikker og offentlige

indberetninger fra det engelske fabrikstilsyn, og de blev benyttet til illustration

og dokumentation af argumenterne. Marx var ikke fremmed for survey-metoder,

hvilket fremgår af forstudierne til en ambitiøs enquete om arbejdernes

levevilkår57

.

Afstanden mellem en Marx-inspireret sociologisk metodelære og en

klassisk positivistisk beror først og fremmest på værdiopfattelsen, hvor Marx

understreger forskningens ideologiske bindinger og den kritiske forsknings

emancipatoriske udfordring. Formålet med forskningen er ikke at producere

abstrakt viden, men at udbrede en forståelse af samfundsvilkårene, der kan

anspore til at forandre dem. Med inddragelsen af praxis som målsætning og

sandhedskriterium for forskningen minder Marx" argumentation om

pragmatismens. Marx og Engels ontologi fik afgørende indflydelse på

videnskabsopfattelsen på den politiske venstrefløj og navnlig i de samfund, som

fik et kommunistisk regime.

Den empiriske komponent i den marxske tænkning kunne dels lægge op til

en bestræbelse på at kombinere en kritisk sociologi med en positivistisk

videnskabsteori, som hos Wiener-kredsens Otto von Neurath, og dels til en

fetichering af statistiske indikatorer for den materielle samfundsudvikling, som i

Sovjetstatens Gosplaner. Den senere leninistiske kritik af Mach og

neopositivismen sigtede ikke på dens empirisme eller kvantificering, men på at

de empiriske resultater og matematiske modeller ikke fortolkes materialistisk.

Writings in Sociology and Social Philosophy, New York 1956.

55s. 67 i: K. Marx, Verker i utvalg II, Oslo 1970.

56Ikke desto mindre henviste Engels i gravtalen for Marx til hans teori som en parallel til

Darwins biologiske udviklingslove.

57Enquête ouvrière, Revue Socialiste 1880, genudg. i Karl Marx: Selected Writings in

Sociology and Social Philosophy, New York 1957 .

36

Kritikken sættes ind, fordi neopositivisterne til trods for deres empiriske

grundlag viger tilbage fra at fortolke forskningsresultaterne realistisk, men i

stedet dækker sin idealistiske position bag instrumentalisme og

konventionalisme. Som empiriker er den positivistiske forsker ganske vist

spontan materialist, men som teoretiker skiftes til en idealistisk position.

Den leninistiske positivismekritik er anvendt som grundlag for lærebøger i

sociologisk metode i den kommunistiske æra, eksempelvis hos H. Berger & H.

Jetzschmann58

. Deres metodeskema adskiller sig ikke mærkbart fra den logiske

empirismes, bortset fra at begrebernes og hypotesernes udgangspunkt er

“Erreichtes Niveau der marxistisch-leninistischen soziologischen Theorie und

Methodologie, der Mathematik, der Kybernetik, der Statistik, Technik usw”59

.

Dette metodesyn har mange ligheder med det positivistiske og udelukker absolut

ikke kvantitative metoder. Kritikken af det positivistiske metodesyn gælder dens

idealistiske epistemologi "idealistische Beanwortung der erkenntnistheoretische

Grundfrage”60

, samt dens manglende parxis-orientering “dass in der

positivistischen bürgerlichen Soziologie das Kriterium der Praxis ausgeklammert

wird und und die Hypothesen-Überprüfung auf der Grundlage von Erfahrungen

und logischen Konstruktionen erfolgen soll. Damit wird der Bannkreis der

Subjektivismus nicht durchbrochen.”61

Det bør bemærkes, at flere af de

positivistiske samfundsforskere, der blev ramt af den leninistiske kritik med vægt

fra kommunistpartiets autoritet, faktisk var erklærede marxister.62

En af de bedst kendte kritikere af den fremherskende positivisme og

funktionalisme i amerikansk sociologi er utvivlsomt C. W. Mills. Den

kvantitative sociologi havde vundet fodfæste i USA på Mills tid, og også den

blev offer for hans skarpe pen, ved siden af de abstrakt tænkende "Grand

Theorists". I et polemisk essay fra 195463

karakteriseres den positivistiske gren af

58Der soziologische Forschungsprozess, Berlin 1973.

59s. 75.

60s. 147.

61s. 148

62Da temaet for denne diskussion er begrænset til grundlaget for anvendelsen af kvantitative

og kvalitative metoder, må vi forbigå drøftelserne af Gramscis historiske overfor Althussers

strukturalistiske læsning af Marx.

63IBM plus Reality plus Humanism= Sociology, fra Power, Politics and People, New York

genoptr. 1972.

37

sociologien som "The Scientists": “They are out to do with society and history

what they believe physicists have done with nature”64

. Den hyppigst

forekommende type er "The Higher Statistician who breaks down truth and

falsity into such fine particles that we cannot tell the difference between them.”

(sst.). Udbyttet af den strenge metode er en trivialisering af mennesker og

samfundet. For C. W. Mills må sociologien tage udgangspunkt i substantielle

problemer. Den rummer dermed praktiske implikationer og værdimæssige

problemer. Forskningen er involveret i samfundets magtstruktur, også når den

fremtræder som neutral teknologi. Dette gælder ikke mindst for den abstrakte

empiricisme, som med naturvidenskabeligt forbillede udvikler kvantitative

metoder til indsamling af empiri i form af tællelige, gentagne, målelige data, som

fortolkes ved en abstrakt teori. De store, kvantificerede projekter er kostbare, og

de støttes som regel af kommercielle og bureaukratiske interesser. Deres

videnskabssyn korresponderer med et tekno-/bureaukratisk samfundssyn, som

sigter på management indenfor den givne struktur.

Mills kritiserer empiricismen for dens manglende refleksion af valget af

virkelighedsopfattelse. Den bygger på oplysninger fra isolerede individer, som

fortolkes behavioristisk og benyttes til at danne isolerede variable. På grund af

det underliggende epistemologiske dogme er disse studier a-historiske og ikke-

komparative. De bygger ikke på strukturelle antagelser og fortæller ikke noget

væsentligt om strukturelle forhold. Bag udledningerne ligger der antagelser, som

ikke efterprøves. Man giver tilsyneladende strukturel, historisk og psykologisk

mening til studier, som i kraft af deres statistiske abstraktion eliminerer sådanne

meninger. “Social research of any kind is advanced by ideas; it is only

disciplined by facts.”65

Med andre ord indebærer den rituelle, dogmatiske

dyrkelse af "The Method" disciplin uden ide, uden en sociologisk fantasi. Men

præcision er ikke det eneste eller væsentligste kriterium for forskningen.

Samfundsforskningen må tage udgangspunkt i problemer, og man må bearbejde

hypoteser, som dokumenteres på kernepunkter ved mere detaljerede

informationer. De væsentlige sociologiske problemer har relevans for vores

forestilling om en social struktur, og hvad der sker i den. Den abstrakte

empiricisme er ikke i stand til at belyse de store sociale problemer, der pågår i

samfundet. Dette er Mills væsentligste kritik.

641954, p. 569.

65s. 71 i: The Sociological Imagination, Oxford 1967-udg.

38

Kritikken sigter imidlertid ikke på brugen af kvantitative metoder, men på

disse forskeres manglende forståelse for forholdet mellem viden og ideer, magt

og moralhandlinger. Forskningen bliver uden et praxisrettet perspektiv, den

bliver “large-scale bureaucratic style of research into small-scale problems”66

.

Projekternes store perspektiver udskydes, medens man søger at afklare de

indledende metodiske problemer: “first there must be methodological enquiries

into methods and enquiry” (sst). Empiricismens metoder kan anvendes til mange

former for problemer, og Mills mener, at man selvfølgelig skal benytte statistiske

procedurer, hvis de passer til det problem, man arbejder på; men det er ikke den

eneste empiriske måde. Faktisk kombinerer han selv kvantitative og kvalitative

metoder i hans velkendte studie af de nye middelklasser67

. Kritikken går på det

videnskabssyn, der udelukkende vil anerkende kvantificerede metoder som sandt

videnskabelige. Mills indvender, at metodeanvendelsen afhænger af problemet,

og valget af fokus for detailstudier må bero på en helhedsopfattelse.

Empiricismens metodesyn er dogmatisk snævert, og den konstruerer et

urealistisk naturvidenskabeligt ideal som den enegyldige standard for

videnskabelighed. Dette resulterer i, at den afskæres fra væsentlige sociologiske

problemstillinger. Ved en overelaborering af enten metode eller teori kan man gå

glip af det væsentlige. “A conception is an idea, with empirical content. If the

idea is too large for the content, you are tending toward the trap of grand theory;

if the content swallows the idea, you are tending toward the pitfall of abstracted

empiricism.” 68

Det, der kaldes empiriske "data" repræsenterer et meget abstrakt

syn på hverdagens sociale verden. “The problem of empirical verification is

"how to get down to facts" yet not get overwhelmed by them; how to anchor

ideas to facts yet not sink the ideas”69

.

Positivismen hævdede ganske vist værdifrihed som ideal, men dens

præmisser rummede et værdisyn med ideologiske implikationer. Med

udgangspunkt i Webers argument om det moderne samfunds formålsrationelle

jernbur påpegede Horkheimer og Adorno dobbelttydigheden med

rationaliseringsbegrebet. Marcuse videreførte kritikken ved at hævde, at

videnskab og teknologi i sig selv bliver ideologiske under kapitalismen.

661954, s. 570.

67White Collar - The American Middle Classes, New York 1951.

68op. cit. s. 124.

69op cit. s. 125.

39

Videnskaben (i.e. den positivistiske) frembringer i kraft af sin egen metode og

sine begreber et univers, som forbinder beherskelsen af naturen med

beherskelsen af menneskene. Marcuse udkaster som alternativ en videnskab, der

er bestemt af emancipatoriske værdier, og hvis forhold til naturen ikke er som

genstand men som medspiller.

Habermas tilslutter sig i det væsentlige denne kritik70

, idet de videnskabeligt

tekniske fremskridt bliver et selvstændigt legitimeringsgrundlag.

"Rationalisering fra oven" i form af en positivistisk almenbevidsthed og som

teknokratisk bevidsthed træder ind som erstatningsideologi i stedet for de

afviklede borgerlige ideologier. Den empirisk-analytiske videnskab er baseret på

interesse for teknisk viden, der kan sikre kontrol over objektiverede processer.

Den opbygger teorier, som sammenkædede antagelser, der tillader deduktiv

udledning af lov-lignende hypoteser med empirisk indhold, som giver mulighed

for forudsigelse. Det egentlige sigte med teorierne er teknisk anvendelse fremfor

egentlig oplysning. Empiricismen er baseret på en objektivistisk illusion, som ser

bort fra, at erfaringsudsagnene ikke er enkle repræsentationer af fakta, men er

udtryk for en instrumentel operation. Den er baseret på en objektivistisk illusion

om en virkelighed-i-sig-selv, som omfatter fakta, der er struktureret på en

lovmæssig måde. Denne tilslører konstitutionen af disse fakta og forhindrer

bevidsthed om forbindelsen mellem viden og interesser, der udspringer fra

livsverdenen. Beskrivelser er aldrig uafhængige af de valgte standarder. En

videnskabsteoretisk selvrefleksion om forskersamfundets grundlag vil afsløre, at

det intersubjektive grundlag rækker udover de instrumentelle handlingers

ramme. De historisk-hermeneutiske videnskabers tilgang til kendsgerningerne er

ved at forstå deres mening og at fortolke tekster. Dette udgør imidlertid ikke et

reelt alternativ ifølge Habermas. Hermeneutikken er baseret på praktisk interesse

i den forstand, at den opbygger forudsætninger for gensidig forståelse mellem

mennesker. Men dens praktiske effekt ofres for metodiske bindinger. I lighed

med den empirisk-analytiske videnskab beskriver historicismen strukturerede

virkeligheder ud fra en distanceret teoretisk attitude til universet. På grund af

dens værdifrie objektivering steriliseres videnskaben, og den låses inde på et

museum. Historicismen er blevet kultur- og samfundsvidenskabernes

positivisme. Det grundlæggende problem er, at forbindelsen mellem theoria og

70Technik und Wissenschaft als “Ideologie”, Frankfurt a. M. 1968 samt Erkenntnis und

Interesse, Frankfurt a. M. 1968, dog med forbehold overfor tendensen til at omantisere

naturen.

40

kosmos ophæves. Habermas svar er en kritisk videnskab, baseret på

emancipatoriske interesser for at frigøre mennesket fra hypostaserende magter.71

Den kritiske samfundsvidenskab stiller sig ikke tilfreds med at producere

nomologisk viden. Den søger at påvise, hvornår de teoretiske udsagn griber om

invariant regelbunden social adfærd, og hvornår de udtrykker ideologisk

fastfrosne afhængighedsrelationer, som i princippet kan ændres. Den metodiske

ramme for gyldigheden af et kritisk-videnskabeligt udsagn er dets self-refleksion

om forholdet mellem viden og interesser. Den kritiske forskning sigter på at

etablere et samfund, som virkeliggør medlemmernes autonomi og ansvarlighed,

og hvor viden baseres på en herredømmefri, universelt praktiseret dialog.72

6. Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme

Positivismeopgøret efterlod sociologien med en stribe metodiske dilemmaer. På

den ene side byggede positivismen på uholdbare præmisser, men på den anden

side rummede fænomenologi, hermeneutik, sprogteori eller etnometodologien

som alternativer også problemer. Giddens er en af de forskere, som har søgt at

inddrage hermeneutikken som sociologisk metodegrundlag, uden at havne i

subjektivisme og relativisme73

. Han udtrykker kritikken af den naive realisme og

en tilslutning til en form for konstruktionisme således: “Sociology is not

concerned with a "pre-given" universe of objects, but with what is constituted or

produced by the active doings of subjects.”74

. Sociologi forudsætter

kommunikation med de mennesker eller kollektiver, som studeres, og forskerens

teorisprog er forbundet med hverdagssprogets kategorier75

. “The sociological

observer cannot make social life available as a "phenomenon" for observation

independently of drawing upon her or his knowledge of it as a ressource whereby

it is constituted as a topic for investigation"76

. Det sociologiske projekt indebærer

71Det emancipatoriske moment neddæmpes i hans senere overvejelser til fordel for en

sprogteo- retisk argumentation.

72Habermas præsenterer i Zur Logik der Sozialwissenschaften, Frankfurt a. M. 1970 et opgør

med metodedualismen, som har lighedstræk med den foreliggende diskussion. Han bevæger

sig imidlertid fra en metodologisk til en sprogteoretisk løsning på sociologiens udfordring.

73New Rules of Sociological Method, Cambridge 1976, cit. fra 2. udg. 1993.

74op.cit.s.168.

75sst.s. 158.

76sst.s. 169.

41

en dobbelt hermeneutik, som forståelse af aktørernes sociale forståelse.

“Sociology ... deals with a universe which is already constituted within frames of

meaning by social actors themselves, and reinterprets them within its own

theoretical schemes, mediating ordinary and technical language”77

. Giddens

positive metodeanvisning er "immersion in a form of life", en nedsænkning eller

fordybelse af observatøren i en livsform, hvor den hermeneutiske formidling af

sprogspillene kan opnås. At kende en livsform indebærer at opnå den indbyrdes

viden, som er nødvendig for samspil med andre. Dette kunne pege på en

rendyrket sprogfilosofisk tilgang, som Winch", eller en etnometodologisk eller

en ren hermeneutik. Giddens har imidlertid reservationer overfor den radikale

konstruktivisme, som udtrykkes med “The realm of human agency is bounded.

Human beings produce society, but they do so as historically located actors, and

not under conditions of their own choosing”. (sst.) Den hermeneutiske

fortolkning af agenternes selv- og samfundsforståelse er således ikke

tilstrækkelig, men må suppleres med studier af de systemiske bindinger.

Giddens er imidlertid ikke særligt klar med metodiske anvisninger på dette.

En del af Giddens overvejelser minder om den kritiske realismes, som

fremlægges nedenfor. Hvor denne retning ser det som sin hovedopgave at

afdække de kausale mekanismer i samfundet, er Giddens´ overvejelser om

kausalanalyser mere forsigtige. Han gør blot opmærksom på, at invariante

kausalrelationer i sociologien udtrykker en reproduceret udligning af

handlingernes utilsigtede følger, men at kausalrelationen vil ændres, hvis

agenterne indoptager den i deres bevidsthed. Giddens advarer således mod

ureflekteret anvendelse af kvantitative surveys eller af kvalitative dokumenter,

medens hans positive metodeanvisning er en "dobbelt hermeneutik"78

og

immersion i livsformerne. Dette peger på deltagerobservation som en væsentlig

tilgang, men giver i øvrigt ikke et særlig konkret grundlag for at afveje

kvalitative og kvantitative studiers fordele og ulemper. Det er således ikke

tydeliggjort, hvordan man afdækker strukturelle bindinger og muligheder samt

magt- og dominansforhold gennem en dobbelt hermeneutisk immersion. Medens

Giddens teoretiske argumenter og begreber i høj grad er inspireret af de kritiske

77sst.s. 170.

78Den dobbelthermeneutiske tilgang findes præsenteret i mange andre varianter. Blandt andet

hos Schutz og Habermas.

42

realister, synes metodeopfattelsen ikke at være påvirket af denne retning.79

Udviklingen af den kritiske realisme kan betragtes som et forsøg på at

smide positivismens beskidte badevand ud - uden at kaste babyen samme vej.

Den søger således at fastholde en ontologisk realisme, idet den samtidig

fastholder, at verdensbilledet er en social konstruktion i en epistemologisk

relativisme, og endelig pointerer den, at videnskaben repræsenterer en social

praksis, som tillader en rationel vurdering. Ved at sondre imellem tre domæner:

det virkelige, det aktuelle og det empiriske, søger man at undgå, at det virkelige

reduceres til en empirisk ("naiv") realisme.

Den kritiske realisme søger at forklare årsagerne

til hændelser (events) ved retroduktiv indkredsning og

bekræftelse af mekanismer, som kan forklares ved

henvisning til strukturen og de objekter, som besidder

dem.80 Forholdet mellem de kausale kræfter og deres

effekter er kontingent; de kausale kræfter eksisterer

i kraft af de besiddende objekters natur, men om de

aktiveres eller ej afhænger af omstændighederne, og

den faktiske effekt vil ligeledes være betinget af de

givne betingelser81. Hvor behavioristisk forskning

fokuserer på at studere regelmæssige

begivenhedsforløb, er opgaven for den kritiske

realisme at afdække objekternes strukturer og de

tilknyttede kausale kræfter og bindinger. Ifølge den

kritiske realisme er det ikke muligt at udlede kausale

kræfter fra effekterne, da forholdet som nævnt er

kontingent.

De kritiske realister afviser Poppers deduktive

falsifikationisme, dels ud fra Lakatos´ argument, at

falsifikation af en hypotese ikke nødvendigvis må

indebære forkastelse af teoriens kerne, dels ud fra en

kritik af Poppers ontologiske præmisser. Ganske vist

79Her skal man være opmærksom på, at Giddens metodeovervejelser stammer fra 1976, hvor

de kritiske realisters metodeovervejelser stadig befandt sig på et tidligt udviklingstrin.

80Sayer: Method in Social Science London 1984, henvisninger til 1992 udg.

81op. cit. s. 107.

43

står Popper på den realistiske side med fastholdelse

af et korrespondenskrav om sandhed, men han benægter

forekomsten af naturlig og historisk nødvendighed, og

ved at se bort fra teoriens indhold kan deduktivismen

ikke skelne mellem kausale forklaringer og

instrumentelle afledninger. Når de forudsagte

hændelser ikke indtræffer, kan man konkludere, at

teorien er forkert, men falsifikationen kan ikke

indkredse, hvad fejlen skyldes.

Det videnskabsteoretiske grundlag for den kritiske realisme blev navnlig

lagt med R. Bhaskar82

, og det er siden videredeudviklet i dialog mellem

filosoffer og samfundsforskere, hvoraf R. Harré, M. Archer, P. Manicas og A.

Sayer er de væsentligste for de nærværende sociologiske metodeovervejelser.

Det skal bemærkes, at den kritiske realisme især henviser til en engelsk

strømning, men der kan peges på parallelle epistemologiske argumenter med

pragmatisk udgangspunkt hos eksempelvis H. Putnam, som dog hidtil ikke har

haft en tilsvarende resonans i sociologisk metodologi.

Som alternativ til både nomotetiske og idiografiske studier søger den

kritiske realisme at afdække kausale kræfter i generative mekanismer, som kan

være udøvet og aktualiseret uafhængigt af menneskets erkendelse af dem.

Årsagsanalyserne gælder ikke blot hændelser men også struktureringen af

virkeligheden. Naturen er stratificeret og præget af en mangfoldighed af

naturlige mekanismer. Indenfor et domæne har mekanismerne en emergent

karakter, idet de ikke kan reduceres ved at henvise til foranstående mekanismer.

Denne stratifikation sætter også spor i videnskaberne, som struktureres med

henblik på studier af bestemte domæner af kausale mekanismer. Dermed får

sociologi en autonom begrundelse som studiet af højere-ordens strukturelle

processer, som er betinget af (men ikke overdetermineret af) fysiske eller

biologiske processer.

Bhaskars kritiske realisme argumenterer typisk i en dialektisk form, fremfor

i en logisk deduktiv eller induktiv83

. Denne karakteristiske argumentationsform

forbinder den kritiske realisme til tænkningen hos Hegel og Marx i bestræbelsen

på at formulere en emancipatorisk kritik, og den får konsekvenser for de

82A Realist Theory of Science, Leeds, 1975.

83se Part IV i Critical Realism, London 1998.

44

metodologiske overvejelser. Dialektikken kan også spores i sociologisk

teoretiske argumenter, hvor de kritiske realister bestræber sig på at overvinde

modsætningerne mellem agentorientering og strukturorientering. Det skal

således bemærkes, at en række af de sociologiske begreber, som er udbredt

gennem Giddens, såsom emergens, disembedding, rekurs, reflexivitet er

præciseret indenfor Bhaskars dialektiske univers.

Et velkendt eksempel på fremstilling af sociologisk metode på et kritisk-

realistisk grundlag er A. Sayer84

. Fremstillingen undgår en direkte kritik af

positivisme og empiricisme, fordi disse begreber er blevet forbundet med mange

forskelligartede doktriner og praksiser. Diskussionen søger i stedet at præcisere

kritikpunkterne. Forudsætningerne kombinerer realistiske og hermeneutiske

antagelser. På den ene forudsættes forekomsten af en ydre verden uafhængig af

vor bevidsthed, samt at denne verden er præget af kausal nødvendighed, og at

den er differentieret og stratificeret i kausale strukturer. På den anden side

forudsættes, at vores viden om verden er baseret på teoriladede antagelser, og at

videnskab og produktion af viden er en social praksis, som er sprogligt præget,

og som virker tilbage på indholdet.85

Sociale fænomener er afhængige af

sprogbrugen om dem. De indgår i åbne systemer, og vores viden virker tilbage

på fænomenet.

Sayer skelner ikke mellem kvantitative og kvalitative metoder, men

trækker i stedet86

forskellen op mellem extensive og intensive

undersøgelsesdesigns87

. Disse har forskellige formål. Hvor det ekstensive design

dækker mange personer men få egenskaber, dækker det intensive mange

egenskaber hos få personer. Sayer karakteristik af det ekstensive design minder

om "kvantitative undersøgelser" ligesom det intensive minder om kvalitative

undersøgelser, men den er ikke identisk med surveys kontra etnografisk

feltarbejde. Det intensive design bør sigte på at afdække kausale processer, hvor

det ekstensive afdækker fordeling og regelmæssigheder, og det intensive søger

substantielle forbindelser, hvor det ekstensive skildrer formelle lighedstræk i

taxonomiske grupper. Begge designs har deres fordele og begrænsninger. Det

intensive designs er vanskeligt at generalisere ud fra, men det ekstensive er også

84op. cit. 1992.

85op cit. s. 6.

86med støtte i R. Harrés videnskabsteori.

87op cit. s. 241 pp.

45

svært at overføre på andre populationer end den, der udvælges fra. Det

ekstensive design rummer en risiko for at slutte fra invarianser på gruppeniveau

til individuelle sammenhænge, den "økologiske fejlslutning".88

Det ekstensive

design afprøves ved "replikation" eller kontrol for repræsentativitet og

pålidelighed, hvor det intensive afprøves ved "korroboration", eller kontrol for at

informationerne samstemmer med andre kilder. Med dette udgangspunkt bliver

det muligt at overveje, hvornår de to designs er hensigtsmæssige, og hvornår de

er komplementære.

Dette forhindrer ikke Sayer i at udtrykke klare forbehold overfor

kvantificeringer i sociologi. Sayer hævder89

, at praktisk adækvate former for

kvantificering, der anvender intervalskalaer, kun kan udvikles for objekter og

processer, der er kvalitativt invariante. Dette indebærer krav om, at målingerne

kan opdeles og kombineres uden at skifte natur, og at de ikke er

kontekstafhængige.90

Egenskaber som attituder er kontekst-afhængige og dermed

ikke egnede til kvantificering, mener Sayer. Visse processer kan udtrykkes

matematisk og visse andre kan reduceres kvantitativt, men der resterer tilfælde,

som er irreducerbart kvalitative. Den kvantificerede reduktion forudsætter, at

komponenterne kan adskilles eller lægges sammen, men sådanne processer vil

være afgørende for, om visse emergente kausal-kræfter fremtræder eller opløses.

I samfundsvidenskaberne er kvantificering ikke blot et analyseredskab, men del

af forskningens genstand, for eksempel i økonomi. Også i disse tilfælde må

forskeren overveje, hvad de kvantitative målinger dækker.

Matematikken er et formelt sprog, der tillader konsistente udledninger fra

bestemte antagelser. Det er imidlertid ikke et sprog, der er hensigtsmæssigt til at

give kausale forklaringer på fænomeners forekomst. Der er ikke nødvendigvis

overensstemmelse mellem en logisk og en kausal orden.91

Kvantificeringen kan

udtrykke effekter, og matematiske modeller kan udtrykke samvariationer, som er

associeret med kausale kræfter, men for at afdække mekanismerne bag de

88Den omvendte risiko for en reduktionistisk fejlslutning fra intensive studiers individuelle

sammenhænge til strukturelle mønstre, berøres kun summarisk af Sayer, men er

udgangspunkt for Layder.

89Med støtte i Georgescu-Roegen.

90Pointen stammer fra R. Harré.

91Dette er et særtilfælde af en generel regel om, at en logisk korrekt udledning kan være

empirisk forkert.

46

kausale processer, er kvalitative analyser nødvendige. Desuden er matematikken

ifølge Sayer et a-strukturelt sprog, der ikke kan repræsentere indre relationer.92

Det er i samfundsvidenskaberne især økonometrikerne, der har raffineret

udviklingen af matematiske modeller. Disse forudsætter, at der er tale om et

lukket ligevægtssystem, eller at systemet kan analyseres, som om det bestod af

en kombination af lukkede delsystemer. Da sociale systemer præges af åbenhed,

kontingens og kvalitative forandringer, passer modellerne dårligt på

virkeligheden.

De matematiske modeller kan højst have heuristisk værdi. Hvis de skal

benyttes til at analysere den sociale virkelighed, er det nødvendigt at analysere

deres forudsætningers realisme. Statistiske metoder kan dels benyttes til at

beskrive fordelingen af kendetegn i en befolkning og dermed supplere kvalitative

studier, og dels benyttes til induktiv inferens, altså til at foretage konklusioner

under statistisk usikkerhed. Sandsynlighederne udtrykker vores forventninger,

men ikke processernes årsager. Den usikkerhed, der henviser os til statistiske

metoder, vedrører ikke årsagsmekanismerne. Statistik kan ikke forstås og

vurderes adskilt fra dens praktiske formål. Regressionsligninger siger ikke noget

i sig selv om kausale eller betingede relationer og en stærk korrelation implicerer

ikke kausalitet. Regelmæssigheder er ikke tilstrækkelige betingelser til at

identificere årsager. De udtrykker end ikke nødvendige betingelser. På

tilsvarende måde kan partielle korrelationsanalyser (som Blalocks) ikke sondre

mellem betingelser eller tilfældige formelle relationer. For at opnå troværdighed

må de suppleres med realistiske vurderinger baseret på kvalitativ kausal- og

strukturanalyse. Det er altid nødvendigt at fremlægge, hvad de statistiske

resultater betyder i virkelige begreber.

Modellernes abstrakte termer samsvarer ikke nødvendigvis med

virkelighedens. Således er der forskel på "variable", som er udsat for fysisk

manipulation og "variable", som blot udtrykker en formel variation i

måleresultater93

, ligesom der er forskel på den reale kontrol, som foregår i et

eksperiment eller en observation og den formelle "kontrol", som foregår i et

statistisk test. De implicitte forudsætninger omfatter ofte lukkede systemer, at

kausalitet fremtræder som regularitet, en atomistisk ontologi samt at forudsigelse

er ensbetydende med forklaring. Statistiske analyser abstraherer ofte fra

92Sayers egen henvisning til den slutning bygger tilsyneladende på en statistisk strukturmodel.

93Pointen er R. Harrés.

47

kvalitative forandringer i objekterne eller konteksten. For at vurdere muligheden

for en statistisk analyse er en ikke-statistisk undersøgelse af genstanden

nødvendig. Sayer konkluderer: “the usefulness of statistical methods depends

crucially upon the type of objects to which they are applied and the type of

research design in which they are deployed.”94

De nødvendige, indledende

kvalitative undersøgelser kan problematisere de statistiske antagelser om

eksempelvis observationernes uafhængighed eller om befolkningens

homogenitet. På trods af deres logiske klarhed udgør de kvantificerede analyser

ret primitive forklaringsredskaber. Hvis modelbygningen ikke følges op af

kvalitativ analyse, kan komplekse men alligevel forståelige sociale former blive

reduceret til logiske kategorier eller indholdsløse abstraktioner, som er lette at

manipulere matematisk men svære at fortolke95

. Matematikkens blindhed overfor

indre relationer og kausal emergens kan forlede til at betragte komplekse

handlinger som simple kombinationer af simple stimulus-respons-mønstre. Der

er blandt brugere af matematiske modeller en tendens til at tingsliggøre

menneskelig praksis ved at fortolke den som mekanisk og regelbundet snarere

end kontingent og foranderlig96

.

Sayers kritikpunkter er således kendt fra anti-positivismen, men på grund af

det kritisk-realistiske udgangspunkt drejes spørgsmålet over i de kvantificerede

metoders blindhed overfor en kritisk-hermeneutisk gennemgang af deres

forudsætninger. Sayer mener afgjort, at ekstensive undersøgelser og statistisk

metode kan anvendes af samfundsvidenskaberne. Kritikken gælder den

ureflekterede, fagimperialistiske anvendelse af matematiske modeller som uden

begrundelse tillægges videnskabelig universalitet.

III. Diskussion

1. Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora

Sociologien er præget af en videnskabsteoretisk ambivalens. På den ene side kan

sociologi betragtes som en variant af naturvidenskaberne og på den anden side

94op. cit. s. 196.

95s. 201.

96s. 200.

48

som en humanistisk videnskab.97

Samfundsvidenskaberne udgør en kategori, der

vanskeligt kan klassificeres ud fra denne klassiske opdeling. Ved nogle

universiteter samles de i en fælles samfundsvidenskabelig gruppe. Man kan

imidlertid også se psykologi, antropologi og visse varianter af sociologi blive

indplaceret under humaniora98

. Indenfor samfundsvidenskaberne præges

økonomi i tiltagende grad af matematiske modeller, medens jura præges af

metoder, der må karakteriseres som udpræget "kvalitative": fortolkning og

forståelse af normative tekster og logisk drøftelse af deres følgeslutninger.

Det er ikke muligt at besvare, hvor sociologien "i virkeligheden" hører

hjemme,

for der findes ikke nogen autoritativ bestemmelse af fagets genstand. Hvis

sociologi defineres ud fra den fransk-positivistiske tradition fra Saint-Simon,

Comte og Durkheim, som en "social fysiologi", ligger den i naturlig tilknytning

til biologien. Men hvis den defineres ud fra den tyske ny-kantianske tradition,

med Rickert, Dilthey, Weber, Simmel og Troeltsch, hører den hjemme under

humaniora med særlig tæt tilknytning til historievidenskaben.

Diskussionen om de kvantitative og kvalitative metoder er præget af denne

ambivalens. De meget udbredte, elementære lærebøger i videnskabsteori99

trækker som regel på grundeksempler fra enten ren naturvidenskab eller ren

humaniora, og lærebøger i samfundsvidenskabelig metode følger denne dualisme

op. Det er sjældent, at de videnskabsteoretiske grundbøger inddrager

metodologiske og teoretiske diskussioner indenfor samfundsvidenskaberne og i

særdeleshed indenfor sociologien. Imidlertid rummer udviklingen af et autonomt

samfundsvidenskabeligt fagområde udfordringer til den generelle

videnskabsteori. Dette er moderne videnskabsteoretikere som Habermas, Harré

og Bhaskar opmærksomme på, men det afføder komplekse overvejelser, som er

vanskelige at fremlægge i lærebogsform.

Lærebøgernes fremstilling af den videnskabsteoretiske og metodologiske

debat er således præget af pædagogiske forenklede dualismer. De kan svare til

den indbyrdes polemik, hvor modpartens position ofte forsimples. I forbindelse

97Det værd at bemærke, at naturforskerne er utilbøjelige til at betragte positivistisk sociologi

med naturvidenskabelige ambitioner som "en af deres videnskaber", hvorimod humanister er

mere tilbøjelige til at tage sociologiske forgreninger til sig.

98De kulturrelaterede bindestregssociologier, som religions-, litteratur- og teatersociologi.

99som for eksempel A. Chalmers: Hvad er videnskab? København 1993.

49

med praktiske metodeovervejelser er yderpositionerne i diskussionerne100

ikke så

interessante som de nuanceringer, der afvejer og kombinerer argumenterne.

Således har ny-kantianernes grundlæggende dualisme mellem på den ene side

naturvidenskab og på den anden side kulturvidenskab og den deraf følgende

metodedualisme ikke støtte i moderne hermeneutisk filosofi.101

Strukturalistisk

tekstanalyse og semiotik hører indiskutabelt til under humaniora, selvom de er

baseret på udpræget nomotetiske programmer.

Associationen mellem de kvantitative metoder og positivismen er ret beset

spinkel. Der findes ikke nogen positivistisk bibel og dogmatik,102

hvorfor det

positivistiske program må fremstilles idealtypisk. Dette indebærer, at der næppe

kan findes nogen forsker, hvis synspunkter fuldt og helt dækkes af idealtypen.

Først og fremmest er det positivistiske program præget af en tilstræbt

objektivisme i betydningen, at man tilstræber at frembringe udsagn, der er

uafhængige af den enkelte forskers dispositioner. Dette indebærer

forskningsetisk en fordring om værdifrihed, teoretisk indebærer det en søgning

efter nomotetiske lovmæssigheder i logisk deduktive tankekonstruktioner, og det

indebærer metodisk en naturalistisk indsamling af empiriske sansedata, der kan

konfrontere teorierne som uomgængelige fakta. Disse kendetegn peger ikke

nødvendigvis frem mod kvantitative metoder. Men kvantificerede, empiriske

undersøgelser benyttes ofte til at give forskningsrapporten en objektiviserende

troværdighed, i pagt med det positivistiske ideal.

Når positivismen fremstilles med idealtypisk enkel ekstremitet, er det ikke

vanskeligt at påpege dens svagheder. Positivismekritikken er i nogle tilfælde

benyttet til at legitimere den idealtypiske modpol, nemlig en forskning, der

dyrker subjektivisme som ideal, idet den både bestræber sig på at fremstille de

studerede agenter som hele mennesker, og samtidig lader forskeren træde ind

som formidler og fortolker. Den logiske konsekvens af kombinationerne af

Kuhn, Feyerabend, fænomenologi, etnometodologi og Winch-præget sprogteori

synes at munde ud i idealisme, subjektivisme og relativisme. I sidste ende kan

det resultere i en social New Journalism, som ikke har andre sandhedskriterier

100realisme kontra relativisme, essentialisme kontra konstruktivisme, nomotetisk videnskab

kontra ideografisk.

101eksempelvis i R. Bubners fortolkning af H.-G. Gadamers.Wahrheit und Methode, Tübingen

1960, nyudg.1986.

102 hvis vi ser bort fra Comte, som de fleste andre positivister betragter som ekstrem.

50

end forfatterens oprigtighed. Den subjektivistiske tendens er særligt

fremtrædende i socialantropologisk forskning, hvor feltarbejderen som regel er

alene blandt "de fremmede". Det er nærliggende at benytte en konstruktivistisk

videnskabsteoretiker som Nelson Goodman til at legitimere det subjektive

perspektiv. Men det gælder for den subjektivistiske idealtype som den

positivistiske, at den i sin ekstreme form bliver et let bytte for kritik.

Der kan findes objektivistiske træk i kvalitative undersøgelser. Således kan

man finde argumenter for værdifrihed hos forskere, der iøvrigt er fortalere for

kvalitative metoder med Weber som hovedeksempel. Der indgår empiricistiske

elementer i kvalitative studier, der anvender en historisk-kritiske metode.

Indenfor historieforskningen er der en solid tradition for at opfatte historiske

teorier som en opsummering af empirisk dokumenterede "fakta". Denne

opfattelse kan spores hos de klassiske forfattere i historisk metodik: L. v. Ranke,

E. Bernheim, C. Langlois samt hos K. Erslev.103

Ud fra dette metodesyn

foretages en positivistisk præget forskning, som dog ikke indebærer en

kvantificering. Ydermere indgår objektivistiske indslag i kvalitativt prægede

strukturalistiske eller semiotiske tekststudier, idet teksten tillægges en objektiv

latent struktur, baseret på en hjernefysiologisk hjælpehypotese. Man kan finde

eksempler på feltstudier, der følger en empiricistisk linje, med fremlæggelse af

behavioristiske observationer, som induktivt kombineres og indordnes i

begrebsdannelser. Den ureflekterede anvendelse af "grounded theory" i

feltobservationer har således induktion og empiricisme som fællestræk med

positivismen. I etnografi og etnologi findes mange eksempler på

metodeopfattelser, som uden at tilstræbe kvantificering, bygger på behaviorisme

og empiricisme.

Socialantropologien har en lang tradition for erkendelsesteoretiske

overvejelser, fordi deres emne er beskrivelse og forståelse af fremmede kulturer.

Disse refleksioner har affødt en bred vifte af positioner, spændende fra en

pragmatisk behaviorisme, og strukturalistiske afkodninger af de sproglige

struktureringer af tankeverdenen og den sociale verden inspireret af Lévi-Strauss,

over materialistiske studier af produktionsbetingelser og produktionsforhold,

præget af nymarxisme hos eksempelvis Godelier og Houtart, til fortolkninger af

verdensbilledet i den fremmede kultur, baseret på en konstruktionistisk

videnskabsopfattelse, som Nelson Goodmans. Dette udtrykker en

103Se f.eks. O. Dahl: Grunntrekk i historieforskningens metodelære, Oslo 1967.

51

grundlagsdiskussion snarere end en metodediskussion i socialantropologien,

hvor der er konsensus om de kvalitative metoders primat. Dette metodesyn fører

socialantropologerne ureflekteret med sig, selvom felterne skifter fra den tredje

verden til "vores egen". Den sociologiske feltarbejder må spørge til sin egen for-

forståelse, og grundantagelsen er, at man studerer mennesker, som man deler et

sprogfællesskab og et orienteringsfællesskab med. Dette er i mange tilfælde en

forudsætning, som kunne trænge til dybere, selvkritiske overvejelser.104

.

Det er ikke klart, hvor vidt den metodologiske opdeling er normativ eller

deskriptiv. Argumentationen kan dels hævde, at der kun kan findes to

epistemologiske udgangspunkter for en konsistent samfundsvidenskabelig

metode, eller den tager udgangspunkt i en empirisk konstatering af, at der i

praksis har udviklet sig to stilarter eller præ-paradigmer. Den første type af

argument forekommer dels hos radikale positivister, der frakender undersøgelser,

der ikke lever op til deres rigoristiske krav enhver videnskabelig status. Den

findes med omvendt fortegn hos de lige så radikale positivisme-kritikere. Går

man til de mere reflekterede nøglepersoner bag de videnskabsteoretiske

grundpositioner nøjere, er overvejelserne så nuancerede og komplekse, at de

vanskeligt kan indpasses i de dualistiske skemaer.

Dualismen fremkommer snarere hos de efterfølgende popularisatorer og

polemikere.105

Når polemikken føres på et dualistisk grundlag, leder den til

skinargumenter, idet begge yderpositioner i deres ekstreme former medfører

konsekvenser, der er åbenlyst uholdbare.

Som vi har set det ovenfor, udelukker hverken Weber, Marx eller

pragmatikerne principielt anvendelsen af kvantificerede metoder. Derimod synes

fænomenologi og hermeneutik at udelukke dette. Men når det er tilfældet skyldes

det bestemte målsætninger, som enten er at fange den rene fænomen-erkendelse

eller at fortolke en tekst, snarere end overvejelser om samfundsvidenskabernes

principielle erkendelsesgrundlag. Cicourels kritik af de kvantificerede

104Det kunne være relevant at overveje både det sociologiske og det socialantropologiske

grundspørgsmål om henholdsvis selv-forståelse og anden-forståelse ud fra Gadamers

hermeneutik. Det er bemærkelsesværdigt, at det 20- århundredes største hermeneutiske tænker

(endnu) ikke har afsat større spor i overvejelserne om de kvalitative metoders forudsætninger.

105Der er således afgørende forskel på den positivisme-kritik, der fremkom, da positionen stod

stærkt, og den senere kliche-prægede kritik. Man får undertiden indtryk af, at positivister er en

afart af menneskeheden, som ikke har krav på forståelse.

52

undersøgelser anvendes ofte som grundlag for metodedualismen; men en

væsentlig pointe i hans kritik bestod i at påpege, at de kvantificerede målinger

ikke var holdbare på deres egne præmisser. Dette udelukker ikke, at de kan

anvendes på hermenutiske præmisser, til støtte for fortolkningen af

meningssammenhænge i en befolkning. Det indebærer tværtimod, at en

hermenutisk fortolkning er et uomgængeligt skridt til at gøre kvantificerede

målinger sociologisk meningsfulde. Kritikken udelukker, at kvantificerede

metoder får eneret som empirisk grundlag, men den udelukker ikke, at de indgår

i sociologernes metodologiske

værktøjskasse.

Overvejelserne om hvilke metoder, der er anvendbare, hører uløseligt

sammen med bestemmelsen af, hvad der er sociologiens genstand og sigte.

Bagved metodediskussionen ligger divergenser med hensyn til de videnskabelige

målsætninger. Alt efter om forskningen sigter på at beskrive, at forstå, at

forklare, at forudsige eller at forandre, medfører det forskellige metoder.

Målsætningerne kan kombineres, men undertiden fremtræder de som

antagonistiske. Det, som er bestemmende for det konkrete metodevalg, er de

epistemologiske grundantagelser i kombination med den fastlagte målsætning.

Hvis formålet er "at forstå en social agents handlingsmotiver", er kvantitative

metoder ikke umiddelbart relevante. Derimod kan de være relevante, hvis

formålet er "at beskrive fordeling og samvariation af kendetegn i en population".

Hvis formålet er at forklare fordring i en social struktur, kan kvantitative metoder

være relevante som supplement til analyser af årsagsmekanismer. Hvis formålet

er at bibringe forandring, har kvantitative og kvalitative metoder først relevans i

kombination med andre, aktionsorienterede metoder.

Disse målsætninger indvirker både på metode- og teoriopfattelsen. Ud fra

en realbetragtning betragtes en teori som en systematisk fremstilling af empirisk

dokumenterede forskningsresultater; der kan derfor skelnes klart mellem teoriens

antagelser, dokumenterede grundlag og dens hypotetiske afledninger. Ud fra en

konstruktivistisk betragtning er en teori snarere en sammenhængende og

perspektiverende fortolkning af et korpus af udsagn, og distinktionen mellem

teori og hypotese er dermed vag. På denne baggrund er det forståeligt, at man

lægger størst vægt på undersøgelsens teoretiske forankring, når udgangspunktet

er en realbetragtning, medens man med et konstruktivistisk udgangspunkt ofte er

tilbøjelig til at begrunde undersøgelsen i dens umiddelbare narrative interesse og

begrænser den teoretiske ambition til hypoteseudvikling.

53

2. Diskussion af kvantitative metoder

Kvantificeringen indebærer en bestræbelse på at transformere registreringer af

observationer om i et bestemt sprog, nemlig matematikkens.

Transformationsproceduren er ikke speciel for kvantificerede undersøgelser, og

kun en meget naiv behaviorisme og realisme formoder, at det er muligt at give en

"naturligt" dækkende fremstilling af observationerne. Også kvalitative analyser

griber til transformationer for at sammenfatte observationerne eller

fortolkningerne. Det er spørgsmålet, om denne transformation er adækvat for

studier af sociale fænomener. På et videnskabsteoretisk niveau vil der kunne

trækkes to idealtypiske yderpositioner op. Den ene hævder, at matematisk logik

er det videnskabelige universalsprog, og dermed at denne transformation altid er

adækvat i forbindelse med registreringer, der har videnskabelig værdi. Den

anden hævder, at denne transformation altid er inadækvat i og med, at den

reducerer og reificerer menneskets sociale identifikation til et tal. Den første

agumentation er tautologisk, medens den anden overser, at al videnskab beror på

reduktion, og at tal ikke er ting! På det tekniske niveau gælder overvejelserne

hvilke fænomener, der hensigtsmæssigt kan sammenfattes i form af tal, og hvilke

problemer, hypoteser eller analyser, der hensigtsmæssigt kan gennemføres via en

numerisk transformation.

Tilhængere af Lazarsfeld og Lundberg kan hævde, at kvantificerede

procedurer sikrer større præcision og er tættere på et objektivitetskrav end

kvalitative metoder. Herimod kan man med støtte i etnometodologien og

Frankfurter-skolen indvende, at denne form for objektivering

forudsætter en ekstrem ("naiv") realisme og radikal

behaviorisme, som er erkendelsesmæssigt uholdbar.

Kritiske realister kan tilføje, at det indebærer en

epistemisk fejlslutning. Det er desuden blevet indvendt fra blandt

andet etnometodologerne, at præcisionen ofte opnås på bekostning af adækvans

og gyldighed, og at der bagved kvantificeringen uomgængeligt ligger en

hermeneutisk udfordring. Naturvidenskaberne står med tilsvarende

hermeneutiske udfordringer, idet målingerne aldrig kan være selvforklarende.

Kvantificerede analyser sigter på at sikre objektivitet, men det er ikke

mange af de sociologisk relevante dimensioner, der kan måles objektivt, og

nogle af de væsentligste dimensioner kan det ikke. Ofte er brugen af kvantitative

metoder udtryk for en objektiverende retorik, som tilslører forskernes

54

hermeneutiske forudsætninger og fortolkninger.

Kvantificeringen sigter samtidig på, at argumentationen begrænses til

udsagn, der kan tildeles en ekstentionel sandhedsværdi, som enten er sand eller

falsk, og dermed bringer videnskabens udledninger under en logisk stringent

diskurs. Bag dette argument gemmer der sig imidlertid et væsentligt problem,

nemlig at det afhænger af begreber, der ikke selv kan formuleres ekstentionelt.

Logikken fordrer med andre ord et meta-sprog. Man kan derfor ikke hævde, at

symbol-logik udgør et universalsprog, som også må omfatte

samfundsvidenskab106

. Det er desuden hævdet af blandt andet

Sayer, at intervalskalaer kun kan gælde for objekter

og processer, som kan opdeles og kombineres uden at

ændre deres natur. Kontekst-afhængige egenskaber, som

attituder, kan derfor ikke kvantificeres adækvat.

Hertil kan man indvende, at medens kontekstproblemet

er uomgængeligt, gælder sociologiske kvantificeringer

konstruktion af ordinalskalaer snarere end

intervalskalaer. Desuden vil det ud fra Sayers

kriterier være inadækvat at benytte en Celsius-skala til at måle varme, for

vand skifter karakter fra +1 til 0 grader.

De positivistiske fortalere for kvantificeringen fremfører, at den gør det

muligt at danne nomotetiske generaliseringer. Der bør imidlertid skelnes mellem

naturvidenskabelig og sociologisk lovmæssighed, som på den ene side omfatter

deterministiske vilkår og på den anden side adfærdsregler. Det hævdes ydermere

til forsvar for kvantificeringen, at den ved at operere matematisk kan sikre

teorierne logisk konsistens, og at det er potentielt muligt at integrere teorier om

sociologiske love i en konsistent helhedsvidenskab. Mod dette indvendte ny-

kantianerne, at naturvidenskabelig lovmæssighed ikke kan genfindes i human-

og samfundsvidenskaben. Denne indvending er korrekt, for så vidt som der tales

om lovmæssighed i en meget snæver betydning. Men denne indvending kunne

som alternativ munde ud i, at det er umuligt at give en meningsfuld klassifikation

af sociale fænomener, og at social adfærd er uforudsigelig og uforklarlig. Der

kan som sagt ikke findes naturlove for social adfærd, men samtidig er det

common sense, at sociale agenter nødvendigvis må orientere sig mod

omgivelserne på grundlag af forventninger om rutiner og formodninger om

106SeWilson i: A. Giddens & J. Turner (eds.): Social Theory Today, Oxford 1987.

55

regler. Forståelsen af sociale handlinger indebærer derfor ikke kun at betragte

dem som enkeltstående begivenheder, men i at rekonstruere de "sociale

lovmæssighedsforestillinger"107

. Der består derfor en videnskabsteoretisk

udfordring for sociologien i at indkredse denne form for regulariteter, der er

konstruerede og foranderlige, men ikke vilkårlige.

En vis generalisering er uomgængelig for at begrunde analysens relevans og

udsagnets gyldighedsområde. Generaliseringer forudsætter imidlertid ikke

nødvendigvis kvantificering. Det er desuden fremført, at kvantificeringen kan

lette standardisering af registreringer og dermed give et bedre grundlag for

præcise komparationer. Da komparationer er en ex- eller implicit forudsætning

for al analyse, er dette argument umiddelbart rimeligt, men en præcis

komparation kan også tilvejebringes gennem kvalitative indikatorer 108

. Brugen

af kvantificerede sammenligninger fritager ikke forskerne for hermeneutiske

overvejelser om indikatorernes kontekstuelle bindinger. Som et banalt eksempel

har en dollar ikke samme betydning for en slumbeboer i Mexico City og en

teenager i Beverley Hills.

Diskussionen skelner ikke klart mellem brug af kvantificerede målinger og

brug af matematiske modeller. Det er muligt at anvende matematiske modeller

heuristisk, selvom man ikke accepterer naturvidenskab som forbillede for

samfundsvidenskaben. De matematiske modeller forudsætter ikke nødvendigvis

en underliggende kvantificeret empiri. Matematiske modeller kan benyttes til at

foretage simuleringer af komplekse processer, også når variablene ikke er

intervalskalerede. Ved at opbygge heuristiske matermatiske modeller sikres

præcise formuleringer, for eksempel for komplekse kausalprocesser, der gør det

muligt at specificere hvilke kontroloplysninger109

, der er relevante og

nødvendige. Sådanne modellerne fordrer ikke repræsentative survey-

undersøgelser, som foreslået af Lazarsfeld, men lægger snarere op til at udvælge

kritiske cases til mere dybtgående studier.110

Brugen af heuristiske modeller er

allerede kendt fra computerspil, hvor der postuleres bestemte ressourcer og

regler for interaktion, hvor typer af sociale agenter tilskrives komplekse motiver,

hvorefter deres valg af handlemønster simuleres stokastisk, og simuleringerne

107dette svarer delvist til Bourdieus "habitus".

108se eksempelvis G. Gustafsson m.fl. Religiös förändring i Norden, Stockholm 1985.

109Ofte kvalitative.

110Se Wilson, op.cit. 1987.

56

leder til en ny handlingssituation. Allerede i dag rummer sådanne spil så mange

interagerende parametre, at de ville opfylde kravene til sociologiske

simulationsprogrammer. Det eneste, de mangler, er, at parametrene hviler på

forudsætninger, der har støtte i sociologiske teori, og som er empirisk realistiske.

Med matematiske simulationsmodeller ville det være lettere at efterprøve

konsekvenserne af ændrede forudsætninger i komplekse teorier.

En mere basal indvending er rejst af den kritiske realisme med påpegningen

af, at matematisk modelkonstruktion som regel bygger på socialfysiske modeller

af enkle, lukkede systemer. Denne pointe er korrekt, men det er diskutabelt om

sociale systemer blot skal karakteriseres som lukkede eller åbne, eller om de

snarere skal karakteriseres ved deres permeabilitetsgrad.111

Fortalerne for

kvantificeringen betoner varians og kovarians fremfor enkel (mekanisk)

kausalitet. De kan have ret i, at variabelsproget har en fleksibilitet, som ofte er

hensigtsmæssig, men argumentet bygger på en forenkling af kausalproblemet og

samvariationen ikke kan påvise kausale potentialer og processer, som bemærket

af blandt andet Sayer. En kvantificeret variabelanalyse kan

kun påvise forandring; en kvalitativ analyse er

nødvendig for at afdække de kausale mekanismer. Selvom

variabelanalysen ikke besvarer kausalspørgsmålet, kan

den imidlertid udgøre et nødvendigt supplement til

historisk-kvalitative kausalstudier. Kvantificeringen gør det

muligt at efterprøve antagelserne ved en stokastisk falsificeringsprocedure. Det

er ofte hensigtsmæssigt at udtrykke sociologiske generaliseringer i

sandsynligheder fremfor at formulere dem deterministisk, men dette tilsiger ikke

nødvendigvis kvantificerede målinger.

De statistiske tests hviler ofte på en hypotetisk-deduktiv argumentation,

som støtter sig til Poppers falsifikationisme. Den kritiske realismes indvendinger

mod deduktiv teoribygning synes dermed at ramme hele test-teoriens fundament.

Men hertil er at indvende, at selvom hypotesetest ikke kan betragtes som en

universel procedure, kan den i visse tilfælde være videnskabeligt velbegrundet,

og desuden kan hypoteseprøvningen betragtes som et særtilfælde af en generel

decisionsteori, der også omfatter en abduktiv beslutning om hvilken af de

foreliggende teorier, som de empiriske resultater passer bedst sammen med112

.

111Dette er der, så vidt jeg kan gennemskue det, også forståelse for hos Bhaskar og Archer.

112på grundlag af Bayes´ teorem, for en elementær indføring, se f.eks. J, Freund & F.

57

Det burde være en selvfølge, at korrelationer ikke fremstiller årsagsforhold, men

analyser af betingede korrelationer kan benyttes til at indkredse plausible

kausalhypoteser. På tilsvarende måde burde det være en selvfølgelige, at

regressionsanalyser ikke afdækker de kausale mekanismer, men blot anfører

styrken af en formodet effektsammenhæng. De statistiske metoder kan således

ikke benyttes til at dokumentere selve kausalmekanismen. Deres væsentligste

styrke er at påpege de ikke-intuitive følger af komplekse relationer. Når Sayer

henviser til "den økologiske fejlslutning", er der tale om en intuitiv fejlslutning,

som netop statistiske modeller er velegnet til at påpege113

. På tilsvarende måde

kan en statistisk analyse gøre det forståeligt, at en samvariation mellem to

fænomener i den samlede befolkning kan have en anden retning end

samvariationen indenfor de kategorier, som befolkningen opdeles på. De

statistiske modeller kan benyttes til at udlede "hvis-så"-simulationer for bestemte

typer af sociale fænomener. I disse tilfælde kan de benyttes til at afveje

forskellige forklaringsmodellers plausibilitet, men ikke til at afgøre deres

definitive sandhed.

3. Diskussion af kvalitative metoder

Medens de kvantitative metoder i positivistisk regi udvikles ud fra rigoristiske

retningslinjer, bestemmes de kvalitative metoder af studieobjektet, konteksten og

den enkelte forskers dispositioner og opfattelsesevne. Der kan gives

håndværksmæssige retningslinjer for et dybdeinterview eller et feltarbejde, som

retningslinjer for interviewguider eller feltdagbøger eller observationsrapporter.

Men det er lettere at udpege kvalitative metodefejl ex post facto end at give

positive retningslinjer ex ante.

De kvalitetskriterier som generelt accepteres for de kvantitative metoder,

validitet, reliablitet, repræsentativitet, generaliserbarhed, afvises undertiden som

irrelevante for de kvalitative metoder. I S. Kvales grundbog i kvalitative

interviews114

afvises validitet, reliabilitet og generaliserbarhed som fremmedord,

der hørte en moderne periode til, og som baseres på en positivistisk

korrespondensteori om sandhed.115

Kvale kan godt se risikoen for, at en

Williams: Elementary Business Statistics, London 1977 kap. 9.

113Hvad Danermark et.al. er opmærksom på.

114InterView - Det kvalitative forskningsinterview, København 1994 kap. 13.

115Kvales opfattelse af validitetsbegrebet er meget forenklet i forhold til den gængse

58

afvisning af disse kriterier kan lede til vilkårlighed, og han sætter derfor

"håndværksmæssig" kunnen som kriterium. Men dette er en skinløsning, for

problemet er, hvordan man kan skelne godt videnskabeligt håndværk fra fusk.

Det kan tilføjes, at korrespondensopfattelsen findes i mange varianter, der ikke

alle kan karakteriseres som "positivistiske".116

En tilsvarende total afvisning af disse kvalitetskrav findes hos B. Eneroth117

.

I dette tilfælde er det begrundet i overvejelser om de kvalitative og kvantitative

metoders erkendelsesteoretiske grundlag. Eneroth betragter de kvantitative

metoder som udtryk for en logisk-deduktiv erkendelsesstrategi, hvor han i stedet

foreslår en begrebslig-induktiv. Den går ud fra en observation af et fænomen i

virkeligheden og søger at indfange det med et karakteriserende begreb.

“..problem med validitet, reliabilitet, precision, representativitet hos urvalet samt

kontroll med ovidkommande variabler endast är den kvantitative metodes

problem” 118

Således er lav reliabilitet ligefrem ønskeligt i en kvalitativ

undersøgelse. “Den kvalitative forsknings mål är att blotlägga en mängd

kvaliteter som relativt väl fångar in det centrale hos en viss företeelse...”119

Denne model forudsætter dels en helhedsopfattelse på virkeligheden og dels, at

forskeren forholder sig til sit emne i en subjekt-subjekt-relation. Eneroth opstiller

ikke klare, alternative kvalitetskriterier, men blandt andet indføres i stedet for

validitet et gyldighedskrav “om varje tydliggjort observation täcks av nogon

kvalitet i det begrepp jag slutligen ställer upp.”120

. Vanskeligheden er, at der ikke

skelnes mellem forskellige betydninger af validitet eller gyldighed.

Begrebsvaliditet afhænger mere af den deduktive eller induktive tilgang end af et

korrespondenskrav. Visse fortalere for kvalitative metoder, som Eneroth, er

tilsyneladende ikke opmærksom på de problemer, som essentialismen og

induktionismen indebærer.

Idet man forlader den naive realismes epistemologi, skal de kvalitative

metodikker specificere alternative sandhedskriterier og kvalitetskrav. Kvalitative

sociologiske opfattelse, se "Validitet" i: H. Andersen m.fl.Leksikon i sociologi, København

1998.

116for eksempel vil det være en anakronisme at kalde Thomas Aquinas "positivist".

117Hur mäter man "vackert"? Stockholm 1984

118op. cit. s. 65.

119op. cit. s. 76.

120op. cit. s. 59.

59

empiriske undersøgelser undslipper ikke en form for gyldighedskriterium, hvis

de skal kunne skelne mellem korrekte og fejlagtige beskrivelser, fortolkninger og

analyser. Kendte lærebogsforfattere og anerkendte feltforskere som blandt andet

Burgess121

understreger, at kvalitative undersøgelser skal tilstræbe frihed for

"bias" og kontrollere undersøgelsesresultaternes interne og eksterne validitet.

Uden et gyldighedskriterium rummer feltrapporterne blot den enkelte

observatørs private indtryk, som kun kan vurderes ud fra forfatterens

tilsyneladende oprigtighed, men ikke ud fra skildringens overensstemmelse med

de faktiske forhold. Kvalitative metoder rummer en særlig risiko for relativisme

og subjektivisme. Hammersley er ligeledes en anerkendt kvalitativ metodiker,

som understreger risikoen for "bias" ved kvalitative metoder. Det er imidlertid

vanskeligt at fastlægge, hvad der skal betragtes som "bias" med mindre man

vender tilbage til en naivt realistisk korrespondensteori, der går ud fra, at man vil

nå frem til den objektive sandhed, hvis man blot følger de korrekte metodiske

procedurer, uden at lade sine personlige værdier farve fremstillingen. For at

undgå de uklare associationer i "positivisme"-begrebet kalder Hammersley og

Gomm122

den opfattelse, at korrekt udført forskning vil føre til konklusioner, hvis

gyldighed automatisk følger fra det "givne" i de data, som de er baseret på, for

"foundationalism". Denne opfattelse kan også forekomme i forbindelse med

kvalitativ forskning. I kvantitativ forskning henviser bias ofte til systematiske

målefejl, hvor det i kvalitative studier ofte henviser til en tendentiøs fortolkning.

Nogle kvalitive forskere er tilbøjelige til at afskrive hele diskussionen om

sandhed og validitet, og endog betragte det personlige engagements bias som

positivt. Hammersley advarer mod de radikale epistemologier, der hævder, at

"alle beretninger er præget af bias". Relativismen hævder, at vi lever i en verden,

som omfatter en mangfoldighed af realiteter, og sandhed omdefineres dermed

som konsensus indenfor et bestemt fællesskab. Den indre modsigelse i

spørgsmålet om de relative udsagns sandhedsværdi medfører, at relativismen

svinger mellem tolerance og dogmatisme, hævder Hammersley. Han skelner

mellem beretningerne og de fænomener, de fremstiller, men understreger, at det

ikke er et skel mellem sprog og virkelighed, for sproget er en del af

virkeligheden. Han afviser både den stærke form for konstruktivisme, der

hævder, at fænomenet skabes med forskerens beretning, og den

121In the field, London 1984.

122Bias in Social Research, Sociological Research Online, 2,1 1997.

60

metodefundamentalisme ("foundationalism"), der mener, at beretningerne er

indtryk, som verden indgyder. Hammersley støtter en modificeret form for

konstruktionisme, som hævder, at forskerens beretning konstituterer eller

konstruerer de skildrede fænomener, men vel at mærke under den betingelse, at

beretningen ikke er i modstrid med tilgængelige beviser om relevante

fænomener. Da vi ikke har direkte adgang til fænomenerne, må vi foretage

vurderinger af bevisernes plausibilitet og troværdighed. Forskersamfundet har en

afgørende rolle ved at vurdere beretningernes sandhedsprætentioner ud fra meget

skeptiske kriterier om plausibilitet og troværdighed. Der tales undertiden om

"observatør-triangulation" når observationer kontrolleres ved at konfrontere flere

synsvinkler. Vurderingerne er ikke så enkle, som tilhængere af

metodefundamentalismen formoder. Vi må skelne mellem fejl i procedure og

konklusion, mellem systematiske og tilfældige fejl, mellem

fordømmelsesværdige og undskyldelige fejl, mellem motiverede og umotiverede

fejl, mellem bevidste og ubevidste fejl. Disse kriterier indgår som ledemotiver i

den fagdiskurs, hvor forskeren må søge at overbevise forskersamfundet om

plausibiliteten og troværdigheden i undersøgelsens forudsætninger, metodevalg,

observationer og konklusioner.123

Pointen med denne drøftelse er at fremhæve, at

de kvalitative metoder ikke kommer udenom en validitetsdiskussion, hvis de

hævder at udsige noget om en virkelighed, men at validitetskriterierne ikke blot

omfatter"systematiske målefejl".

Der findes adskillige forsøg på at formulere

alternative kriterier for kvalitative metoder, som

M.B. Miles og A.M. Hubermans124. Forslagene munder ofte

ud i nye begreber, som fastholder de samme

epistemologiske grundspørgsmål. Hvad enten der tales

om "intern validitet" eller "troværdighed" eller

"autenticitet" gælder overvejelsen om der er

overensstemmelse mellem forskerens erklærede sigte og

den anvendte fremgangsmåde. Hvad enten der tales om

"ekstern validitet", "generaliserbarhed",

"overførbarhed" eller "fittingness" gælder

overvejelserne om resultaterne kan overføres på andre

123Hammersleys argumenter for at fastholde kriterier for "bias" minder om Giddens´ og de

kritiske realisters.

124Qualitative Data Analysis, Thousand Oaks, 1994.

61

populationer eller situationer; og hvad enten der

tales om reliabilitet, pålidelighed, eller

"dependability" gælder overvejelserne om

observationerne eller fortolkningerne er konsistente

og stabile. Når nogle metodikere afviser, at

validitetskravet gælder for kvalitative studier, og

erstatter det med krav om metodisk

håndværksmæssighed125, minder det om visse neo-

positivisters forsøg på at give et instrumentalistisk

svar på problemerne med den realistiske ontologi.

Håndværkskriteriet er således ikke knyttet specielt

til kvalitative metoder. Valideringen af kvalitative

undersøgelsesresultater sker typisk med former for

triangulation: Det kan være ved at følge undersøgelsen

op med yderligere informationer fra den samme

målgruppe, med andre typer af oplysninger om

målgruppen, eller ved at konfrontere resultatet med

udfald af andre undersøgelser med mere eller mindre

ændrede metoder.

Nogle metodikere hævder, at kvalitative data kan

opnå højere validitet end kvantitative. Et af

argumenterne er, at forskeren kommer tættere på

informanterne og dermed bedre forstår deres motiver og

tænkemåde. Dertil skal bemærkes, at denne nærhed er

ikke i sig selv nogen garanti for at informanterne

åbner sig for forskeren, eller at denne bliver bedre i

stand til at forstå dem i kraft af

undersøgelsesmetoden. Ustrukturerede interviews og

fleksible feltobservationer kræver et særligt

medmenneskeligt gehør, og i nogle tilfælde medfører

nærheden forstillelser og misforståelser.

Desuden hævdes det, at kvalitative metoder er

tættere på virkeligheden i kraft af deres naturlighed

end kvantitative metoder. Dette argument hviler

125Som Kvale, men også Y. Lincoln og E. Guba: Naturalistic Inquiry,

Beverley Hills 1985.

62

interessant nok på en korrespondensbetragtning, som

deles af mange kvantitative metodikere. Hertil kan

indvendes, at et dybdeinterview næppe kan betragtes

som en naturlig samtale, og at et feltarbejde, der

involverer en observatør, dermed rummer et

fremmedelement. I særdeleshed i de sociologisk

væsentlige krisesituationer, der afslører gruppens

beslutningsdannelse, er det vanskeligt for

observatøren at stille sig passiv og neutral. Denne

holdning kan endda virke provokerende og få afgørende

indflydelse på beslutningsprocessen.

Kravet om reliabilitet eller pålidelighed er knyttet til en målsætning om

registreringernes reproducerbarhed. Kravet tilsigter, at der fremkommer samme

registrering ved gentagne observationer, og at forskellige observatører skal

fremkomme med overensstemmende registreringer. Dette krav er imidlertid kun

rimeligt i forbindelse med registreringer af fænomener, som er

kontekstuafhængige. Det er således rimeligt at fordre, at registreringen af en

persons højde og vægt indenfor ikke vil variere væsentligt, hvis den foretages

over et kort tidsrum. Men en række sociale fænomener er kontekstbundne og

sekvensbetingede. Således er en svarpersonens reaktion på samme spørgsmål

ikke er konstant fra den første til den tyvende gang, spørgsmålet fremsættes.

Selvom fortalerne for kvalitative metoder ofte betoner nødvendigheden af

forskerens refleksivitet,126

er det konkrete metodevalg sjældent begrundet i

eksplicitte videnskabsteoretiske og erkendelsesmæssige overvejelser. Det er

således ikke så ofte, at kvalitative forskere præsentere deres for-domme og

indvirkning på det univers, de har bevæget sig ind i. Det er ikke vanskeligt at

udpege eksempler på kvalitative metoder, der baseres på forudsætninger, der er

positivistiske eller behavioristiske, og dermed burde rammes lige så hård af

positivisme-kritikken som de kvantitative metoder. Bestræbelsen på at observere

og skildre "forholdene som de er", objektivt og værdifrit, under

erkendelsesteoretiske forudsætninger om korrespondence mellem perception og

virkelighed, indebærer ikke nødvendigvis en anvendelse af kvantificerede

metoder og en ambition om at påpege nomotetiske lovmæssigheder. Med

anvendelse af kvalitative metoder undgår man anvende matematik som

objektiviseret universalsprog, men metodevalget rummer ikke nogen garanti for

126 som Cicourel - eller, for at vendte tilbage til hermeneutikkens grundlag, Gadamer.

63

at undgå de øvrige videnskabsteoretiske problemer, som positivismekritikken

påpegede.

Det er hensigtsmæssigt at foretage en sondring mellem forskellige typer af

kvalitative metoder ud fra deres sigte og epistemologi. Allerede en grov opdeling

på subjekt- og objektorienterede metoder kan bidrage til at nuancere

diskussionen. Subjektorientrede metoder sigter på at forstå sociale agenters

motiver og verdensbillede. Webers verstehen, fænomenologien, hermeneutikken

og etnometodologien er alle udviklet til dette formål. Metodedualismen trækker

de subjektorienterede metoder frem som repræsentative for den kvalitative

tilgang. Dermed overses at en række kvalitative metoder er objektrettede, idet de

tilstræber at beskrive begivenhedsforløb, at afdække falsk bevidsthed, på at

afklare strukturen i et tekstkorpus og lignende. De objektorienterede, kvalitative

metoder har ofte et epistemologisk udgangspunkt, som minder om kvantitative

metoders.

Kvalitative undersøgelser tilstræber som regel ikke statistisk

repræsentativitet, men deres videnskabelige relevans afhænger af, at de kan

opfylde et teoretisk repræsentativitetskrav, idet det valgte case omfatter en

væsentlig konstellation af kendetegn. En induktiv fortolkning af et helt tilfældigt

case er uinteressant for såvel den almene offentlighed som den videnskabelige

indtil casets teoretiske relevans begrundes. De kvalitative metoders

karakteristiske åbenhed indebærer, at de ikke kan udsættes for den samme

diskussion af metodens logik som de kvantitative metoder. Således er det

karakteristisk, at surveyundersøgelsernes præcist formulerede spørgsmål ofte er

udsat for omfattende kritik, for deres præmisser er så klare, at en kritik er mulig.

Det er sværere at udsætte kvalitative interviewguider for en tilsvarende kritik,

fordi det er vanskeligere at præcisere betingelserne for en dialogiske åbning, der

kan bibringe forståelse af en interviewpersons univers.

Overvejelserne om kvalitative undersøgelsers generaliseringsevne kan kun

bestemmes ud fra det gyldighedsrum, forskningsprojektet udtaler sig om. Et

projekt kan tilsyneladende undslippe dette problem ved at afstå fra alle

generaliseringer og indsnævre gyldighedsrummet til selve det empiriske case.

Det kan betragtes som interessant, hvis casematerialet er meget prægnant (som et

interview med paven eller USAs præsident) eller er udtryk for et teoretisk

relevant ydertilfælde. Men hvis casematerialet virker valgt ud fra

forhåndenværende søms princip, vil et udvidet gyldighedsrum være

forudsætningen for, at undersøgelsen forekommer interessant for andre end de

64

direkte involverede. I mange kvalitative undersøgelser omgærdes

gyldighedsrummet af diffuse forbehold. Det gør det selvsagt vanskeligt at

vurdere, om observationerne faktisk kan støtte de generaliseringer, som

konklusionerne antydningsvis lægger op til.

En af fordelene ved kvalitative metoder er deres fleksibilitet. Medens

kvantitative undersøgelser som regel er bundet til en fastlagt køreplan for

udvælgelse, dataindsamling og analyse, er der som regel mulighed for at omstille

arbejdsformen i en kvalitativ undersøgelse. Dette kan være værdifuldt i

projekter, hvor der er en markant udvikling i erkendelsen om emnet. Således vil

det være muligt at anvende metoder i projektets første fase, der er egnede til

eksplorative studier, men at skifte over til metoder, der passer til beskrivende

formål, for derefter at skifte til metoder, der er egnede til at påvise

kausalforbindelser. Flere feltstudier anvender denne strategiske linje, som

begynder med åbne og fleksible metoder for at ende med kontrollerede

metoder.127

Udnyttelsen af denne fleksibilitet forudsætter, at forskeren/ne kan

gøre status for erkendelsesudviklingen og de skiftende målsætninger.

Kvalitative metoder tillader i højere grad end kvantitative forskeren at træde

i forgrunden som forskningsinstrument. Observationer forudsætter en

menneskelig observatør, og observatøren vil altid have en bestemt synsvinkel,

som er præget af bestemte værdier, interesser og en faglig ballast. Analysen vil

ikke frembringe en objektiv sandhed, men en fortolkning af en social

virkelighed, der bæres af en socialt konstrueret virkelighedsforståelse.

Erkendelsen af forskningens refleksivitet er et tema, der går igen i hele den efter-

positivistiske metodelitteratur fra etnometodologerne til Bourdieu, Giddens og de

kritiske realister. Enigheden hører imidlertid op, når konsekvenserne af

modpositionen skal drages. En radikal subjektivistisme og relativisme er også

kritisabel, så spørgsmålet bliver hvor og med hvilken begrundelse, der skal

bremses op for rekylbevægelsen mod den anden grøft.

Idet forskeren træder frem fra passivformernes tilsløring i rapporten, bliver

dens refleksive erkendelsesproces også tydeligere. Ved dybdeinterviews eller

feltstudier er det næppe muligt at opretholde en subjekt/objekt-distinktion.

Dybdeinterviewet er en sam-tale og feltarbejdet er et sam-spil, hvor forskeren

selv indgår i og sætter præg på forløbet. Kvalitative studier forudsætter normalt

127Blandt andet et feltstudie af nøgenbadestrande (Douglas et. al. The nude beach, Beverley

Hills, 1977) som begyndte med "naturlig interaktion" og via interviews endte med "naturlige

eksperimenter" i feltet.

65

en tæt "rapport" mellem forskeren og de studerede agenter. Det er imidlertid ikke

altid klart, om denne rapport er lykkedes - set med agenternes øjne. Hermeneutik

er en kunstart snarere end en teknisk metode, og det er ikke alle forskere, som

har fingerspidsfornemmelse eller et troværdigt kropssprog i forhold til projektets

målgruppe. En refleksiv metode må blandt andet forudsætte, at man afdækker

agenternes opfattelse af, hvordan forskeren har indvirket på deres selvopfattelse

og handlemåde. Men det er sjældent, at disse selvkritiske led i en kvalitativ

undersøgelse lægges frem.

De kvalitative metoders fokusering på forskeren leder let til et

subjektivistisk perspektiv. Men selv om der ud fra den enkelte forskeres

synsvinkel er tale om en subjektiv erkendelsesproces, og selv om mange

kvalitative studier båret af en enkelt forsker, er denne alligevel synsvinkel for

snæver. Forskeren udgår fra et forskermiljø, hvis rutiner og standarder præger

arbejdet, og rapporten skrives først og fremmest med henblik på den

kollegiale evaluering i miljøet. Karrieren og de fremtidige bevillinger

afhænger af, at rapporten er fundet troværdig af fagfællerne. Kontrollen

gælder blandt andet de metodiske procedurer, som er mest rigide ved

kvantitative undersøgelser; men der gælder også proceduremæssige

standarder for kvalitative undersøgelser, og ved nogle problemstillinger kan

de være meget stramme.128

Undertiden foretages den kvalitative undersøgelse

af et team, og den indbyrdes kontrol bliver en væsentlig garant for

observationernes og fortolkningernes holdbarhed. Teamarbejdet har

indbygget metodisk refleksivitet i og med, at dets medlemmer skal forklare

og begrunde deres fortolkninger. Selv i forbindelse med den ensomme

feltarbejder på den fjerne Stillehavsø er forskerkollektivet til stede som et

usynligt over-jeg, der bremser op for fristelsen til "going native".

Fremhævelsen af den individuelle forsker som det kvalitative studies

fixpunkt er således misvisende. Den enkeltstående forskers enkeltstående

projekt er først videnskabeligt relevant, idet det inddrages i fagmiljøets

diskurs. Denne pointe løsner samtidig op for dualismen mellem på den ene

side det objektivistiske erkendelsesideal i positivismen og på den anden side

den subjektivistiske udfordring i og med, at den samfundsvidenskabelige

erkendelse knyttes til en intersubjektiv instans. En intersubjektiv erkendelse

rummer selvfølgelig foranderlighed og risiko for konventionalisme; men den

128Der er for eksempel faste filologiske retningslinjer for oversættelser.

66

er dog stadig mere fast forankret end rent subjektive erkendelser, idet det

indebærer en forpligtelse til at søge at overbevise kollegerne med

dokumentation, demonstration og argumentation.

4. Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder

Sondringen mellem kvantitative og kvalitative metoder er ret vag og arbitrær.

Kvantificeringen forudsætter, at der kan bestemmes en standardiseret enhed.

Men brugen af tællelige standardenheder er ikke nødvendigvis baseret på en

underliggende positivisme eller en reduktionisme. Indplaceringen af en social

agent i en typologi som en tællelig enhed udtrykker naturligvis ikke alt

væsentligt om denne. Der findes ganske vist en naiv form for kvantitativ

sociologi, der betragter samfundet som sammensat af tællelige taxonomiske

kategorier. Den kan med rette kritiseres for at rumme en teknokratisk

ideologi. Imidlertid rammer denne kritik ikke berettigelsen af en mere

reflekteret anvendelse af kvantitative analyser. En dækkende analyse af

menneskers vilkår i moderne samfund må nødvendigvis inddrage de sider af

samfundslivet, som er bestemt af en standardiseret kvantificering.

Samfundets centrale institutioner reguleres af standardenheder som folketal,

penge og antal stemmer. Selv i forbindelse med analyser, som har et

decideret humanistisk sigte, som at skildre børns opvækstvilkår, er det

væsentligt at betragte størrelsesorden og fordeling af børnetal,

familiestørrelse, skilsmissetal, antal pladser på børneinstitutioner,

ventelisternes omfang, klassekvotienter med videre. På tilsvarende måde må

en dækkende humanistisk orienteret analyse af den sundhedsregulerende

reproduktion naturligvis fokusere på befolkningens sygdomsbegreber, -

forestillinger og -erfaringer, men en væsentlig baggrundsinformation er

proportioner i det offentlige sundhedsvæsen, som antal læger,

hospitalspladser, patientdage og sundhedsudgifter med videre. Ser

sociologien bort fra sådanne størrelser mister den muligheden for at opbygge

en helhedsforståelse af samfundslivet - og dermed er sociologi som fag på vej

mod opløsning.

Det er naivt at se bort fra de kvantitative indikatorer, som har reel

betydning for det moderne samfunds regulering, men det rummer samtidig en

risiko for ideologisering, hvis man fokuserer ensidigt på dem og betragter

dem som fakuelle data. Dermed kan man legitimere dominansen af de

systemfelter, hvor styringslogikken præges af enkle standarder som penge,

67

elevtal eller patienttal. Forudsætningen for at forholde sig kritisk til

samfundssystemers dominans er, at man erkender standardiseringen og

samtidig kan se hermeneutisk bagom den. Disse enheder indgår som en

nødvendig for-forståelse for kvalitative samfundsanalyser. Således er

forudforståelsen af pengene som sociologisk bestemmende kvantitativ enhed

baggrund for G. Simmels analyse af "pengenes filosofi"129

. På tilsvarende

måde danner en kvantificeret demografi baggrund for studier af livscyklusser

eller reproduktionsmønstre. Disse standardenheder er sociale konstruktioner.

Penge fremtræder som "hårde data", men hviler på en social accept af et

symbol, hvis flygtighed afspejles i in- og deflationskurverne. Optællingen af

demografiske kategorier som mænd og kvinder, børn og gamle afhænger

ligeledes af, hvordan man i et samfund vælger at bestemme typerne. Selv de

hårdeste data som fødsel og død, har et konstruktionselement, hvilket

diskussionerne om abort- og dødskriterier viser. Vi kan således konstatere, at

der bagved kvalitative undersøgelser gemmer sig en forudforståelse om

samfundet, som inddrager kvantificerede betragtninger - og omvendt.

Survey-undersøgelser kvantificerer ved at operere med borgere som

standardiserede enheder. Den bagvedliggende logik er det demokratiske

valgs. Survey-undersøgelsernes berettigelse, som er bestemmende for

mediernes interesse, består i at udfolde vælgerbefolkningens synspunkter og

argumenter. Surveyundersøgelser anvender i reglen metoder, der hviler på en

rendyrket kvantificering. Fremstillingen af befolkningens betragtninger og

holdninger hviler på en opregning af frekvenser i taxonomiske kategorier.

Forsøg på at danne typologier er ligeledes kvantificeret med grundlag i

samvariationsmål. Men bagved metoderne ligger kvalitative forudsætninger.

Selve konstruktionen af spørgeskemaet er baseret på antagelser om

befolkningens sprog. Fortolkningen af svarene forudsætter antagelser om

befolkningens sociale universer. Der indgår således et uomgængeligt

hermeneutisk element som forudsætning for kvantificerede surveystudier.

Risikoen for naiv empirisme og dermed en epistemisk fejlslutning er

størst i de tilfælde, hvor forskeren analyserer et data-materiale, hvis

tilblivelsesproces er ukendt. Materialet kan dermed fremtræde som fakta, der

ikke fordrer hermeneutiske overvejelser. Problemet findes i blandt andet i

forbindelse med survey-projekter, der overlader dataindsamlingen til

129The Philosophy of Money, London 1978, opr. 1900.

68

professionelle bureauer. Hvis forskerne blot sender skemaet til et bureau, og

modtager en færdig datamatrice, fortrænger man lettere overvejelserne om

fortolkningsproblemerne. Er forskerne derimod involveret i

prøveinterviewingen, i interviewerinstruktionen, i de-briefingen af

interviewerne og i kodeinstruktionen, kan man ikke undgå at blive

opmærksom på, at talresultaterne afhænger af en hermeneutisk kædeproces.

De professionelle bureauer er afhængige af markedet og meget prisbevidste,

og videnskabelig kvalitet er en omkostningsfaktor. Desuden er det ikke alle

bureauer, der er åbne for forskere, der vil kontrollere processen. Der opstår

ikke sjældent procedurefejl, som bureauet ikke så gerne lægger frem, fordi

markedsrenommeet er vigtigt. Da surveys er dyre og må financieres eksternt,

kan forskerne undertiden fristes til at nedtone deres mistanke om

procedurefejl. Problem er i særlig høj grad aktuelt i forbindelse med

anvendelsen af officielle statistikker, hvor indsamlingsproceduren ikke altid

afrapportreres, så forskerne får indblik i, om registreringerne hviler på de

samme forudsætninger, som forskerne antager.

De officielle statistikkers "hårde data" er kun "givne kendsgerninger" i

kraft af, at mennesker har indsamlet og registreret oplysninger. For at fortolke

oplysningerne korrekt, må man have kendskab til dataindsamlingens proces.

Oplysningerne fremkommer ikke automatisk som registrering af

selvforklarende kategorier. De er altid resultat af, at visse organisationer

stiller spørgsmål, som målgruppen må søge at fortolke. Hvis vi ikke følger

den sproglige fortolkning, som statistikkens kildepersoner har givet af

spørgsmålene, kan vi heller ikke forstå de afgivne svar korrekt.

Disse problemer er ikke særegne brugen af officielle statistikker eller for

surveys. De er fælles for brug af sekundære kilder i ekstensive undersøgelser.

Der forekommer tilsvarende vanskeligheder ved indholdsanalyse af

dagspressen, hvis forskerne ikke har kendskab til redaktionsprocessen. Har

man kun resultatet, kan det fremtræde som udtryk for en uomgængelig

fakticitet snarere end som resultat af en selektions- og fortolkningsproces. De

tilsvarende problemer med brug af historiske kilder er kendte. Hvad der er

mere overset, er problemerne med at genbruge etnografiske studier eller case-

studier. Hvis genbrugsforskerne ikke ud fra rapporterne kan gennemskue

metoderne, kan resultaterne fremtræde som faktuelle data. Resultatet af et

kvalitativt case-studie afhænger imidlertid af nøgleinformanterne, og en

etnografisk rapport afhænger desuden af de anvendte tolke. Hvis man

69

genbruger etnografiske data uden at reflektere over de mulige fordomme,

misforståelser og forstillelser i kildematerialet, begår man den samme fejl,

som de naive brugere af statistikker og survey-data klandres for.

Når de kvantificerede analyser ser bort fra de hermeneutiske præmisser,

fremtræder de positivistisk. Der er imidlertid sjældent tale om en gennemført,

reflekteret logisk positivisme, der søger at knytte de empiriske resultater til et

teorikompleks med logisk-matematisk stringens. Der er oftere tale om en

empirisme, som hverken forholder sig reflekteret til de metodiske

forudsætninger eller til den teoretiske integration, men som lader sig nøje

med at fremlægge en isoleret brik til et ukendt puslespil. En sådan empirisme

har ganske vist en objektiv fremtrædelsesform, men den havner i den samme

relativisme som den subjektivistiske idealtype.

Påstanden om metodernes videnskabsteoretiske uforenelighed bygger på

normative udsagn om den ideale metodologi, snarere end på konstateringer af

forskelle i praksis. Metodelærebøgerne fremstiller som regel idealiserede

fremgangsmåde, som ikke tager hensyn til praktiske begrænsninger, som tid,

penge, eller personale. Praktiserende sociologer følger sjældent lærebøgernes

anvisninger, selvom forskningsrapporterne ofte benytter dem im- eller

eksplicit som referenceramme.

Diskussionerne om kvantitative og kvalitative

metoder omfatter ifølge Bryman to temakredse130: Dels

pågår en erkendelses- og videnskabsteoretisk

diskussion om den sociale verden karakter og dels

en teknisk diskussion. I den erkendelsesmæssige

diskussion hævdes på den ene side, at den sociale

verden har karakter af en ydre, objektiv realitet,

som de videnskabelige teorier skal gengive så

korrekt, dækkende og præcist som muligt, og på den

anden side, at den sociale verden er en subjektivt

meningsfuld sproglig konstruktion. Dette indebærer

på den ene side en realistisk og på den anden side

en relativistisk virkelighedsopfattelse, samt på

den ene side en form for korrespondenskriterium og

på den anden side en form for kohærenskritierium

130Quantity and Quality in Social Research, London 1988.

70

for teoriens sandhed.131 Ifølge Bryman er disse

grundpositioner imidlertid ikke dækkende for det

videnskabsteoretiske spektrum. Desuden er en

realistisk virkelighedsopfattelse ikke nødvendigvis

ensbetydende med en positivistisk

videnskabsopfattelse, og den indebærer ikke

nødvendigvis en bestræbelse på at anvende et

logisk-matematisk sprog til at fremstille den

sociale virkelighed. Den epistemologiske diskussion

trækker skarpe skel mellem kvantitative og

kvalitative metoder, idet den formoder, at

metodevalget er fast forankret i en erkendelses- og

videnskabsteoretisk position. En metodisk

fleksibilitet betragtes som udtryk for en

ureflekteret position eller for eklektisme og

kætteri. Den tekniske diskussion forholder sig

pragmatisk. Metodevalget er en praktisk beslutning

om et forskningsproblem. Den tekniske diskussion

overvejer således kun, om kvantitative eller

kvalitative metoder er hensigtsmæssige i forhold

til emnet og det teoretiske udgangspunkt, men

udelukker ikke a priori bestemte metoder som

erkendelsesmæssigt og videnskabeligt uholdbare.

Diskussionerne om sociologiens metodegrundlag foregår således

skiftevis på et videnskabsteoretisk niveau med et filosofisk grundlag og på et

teknisk niveau med et praktisk sigte. Diskussionen overser ofte forskellene på

at diskutere metoder videnskabsteoretisk og teknisk. Der er således væsentlig

forskel på karakteristikken af de metodiske positioner på de to niveauer. På

det videnskabsteoretiske niveau diskuteres positionerne som idealtyper.

Sigtet er at afdække de videnskabsteoretiske antagelser bag metoderne og at

rendyrke deres argumentationsgrundlag, så de logiske konsekvenser kan

følges op in extremis. Disse diskussioner påpeger problemer ved visse

grundantagelser, men de viser kun indirekte frem til løsningsforslagene.

Diskussionsdeltagerne på dette niveau er ofte filosofisk skolede og

gennemfører skarpsindige argumentationer, men de har sjældent praktisk

131Fremstillingen fremhæver polariseringen, hvorfor konsensuskriteriet ikke inddrages.

71

erfaring med empirisk forskning. De idealtypiske positioner udtrykker

forbilleder eller skræmmebilleder, men forbillederne kan man ikke leve op

til, og skræmmebillederne virker ofte urealistiske. På det tekniske niveau er

overvejelserne mere præget af afvejninger af de mange kompromiser, som

enhver praktiker erkender er nødvendige. I den tekniske diskurs er

metodepositionerne realtyper, som rummer erkendte indre modsigelser. For

pragmatisk orienterede forskere kan diskussionerne på det

videnskabsteoretiske niveau virke irrelevante, medens diskussionerne på det

tekniske niveau kan virke uafklarede for de filosofiske debattører. Den

metodologiske udfordring består i at klargøre distinktionen mellem de to

niveauer og at opretholde dialektikken imellem dem, så man på den ene side

kan undgå at den videnskabsteoretiske diskussion bliver indholdsløs, og på

den anden side at den tekniske diskussion bliver perspektivløs.132

De epistemologiske positioner peger tilsyneladende ikke frem mod

specifikke metoder. De kan højst udelukke nogle metoder som inadækvate i

forhold til positionens erkendelsesmæssige mål. Neopositivismens

idealisering af matematik udelukker ikke, at forskningen inddrager kvalitative

data. Tværtimod leder dette ideal til bestræbelser på at anlægge

kvantificerede analyser på kvalitative data. Der findes utallige eksempler på

kvantitative analyser af kvalitative data, fra både humaniora og

samfundsvidenskab, og resultaterne er ikke altid banale. Omvendt udelukker

en etnometodologisk grundposition ikke, at man analyserer kvantitative

statistik, men analyseformen er meget forskellig fra statistikernes. De

officielle statistikker betragtes i så fald ikke som "objektive data", men som

konstruerede oplysninger, der fremkommer gennem spørgsmål og

besvarelser, der forudsætter fortolkninger hos begge parter. Således

fremtræder etnometodologiske studier af statistikproduktion umiddelbart som

stærkt kritiske overfor brug af sådanne taloplysninger, men netop denne form

for kritik kan bidrage til at gøre brug af statistik sociologisk meningsfuld.

Metodedualismen bunder i to vidt forskellige opfattelser af, hvad der er

sociologiens mål, og hvilket universalmiddel der er passende. Metodebatten

fokuserer på spørgsmålet, om den sociale verden skal studeres som et

objektivt, naturvidenskabeligt fænomen, eller om den skal studeres ud fra

agenternes hensigter og opfattelser. Begge parterne i den polariserede

132Dette er ret beset endnu en variant over Kants velkendte pointe om den blinde filosofi

versus den tanketomme empiri.

72

diskussion hævder at give et svar, som har gyldighed for hele sociologien.

Men netop adskillelsen af de kvantitative og kvalitative metoder kan

forhindre sociologer i at opstille nye mål og søge at realisere dem. Jette Fog,

som især praktiserer kvalitative studer, har udtrykt en klar kritik af

metodedualismen på pragmatisk grundlag. Et principielt valg af metode

uafhængigt af det, den skal bruges til, udtrykker en "selvstændiggørelse",

“som er farlig, fordi den kan medføre (og har medført), at man kun

undersøger det, som kan undersøges med den pågældende metodik, eller

forsøger at tvinge sig igennem med den pågældende metode på trods af, at

den er uegnet.”133

Det er denne faglige monopolisering, som D. Layder udfordrer.134

Med

støtte i en realistisk ontologi hævder Layder, at den sociale verden omfatter

tre indbyrdes forbundne men selvstændige domæner: det subjektive og det

objektive med det intersubjektive som formidlende.135

Med støtte i den

kritiske realismes (M. Archers) emergentisme hævder han desuden, at de

forskellige aspekter eller dimensioner ved den sociale realitet har deres egne

"emergente" egenskaber. Derfor foreslår han en epistemologisk pluralisme,

som ikke må forveksles med en relativisme. Den sociale virkelighed har både

systemiske og intersubjektive aspekter, som må begribes med en

objektivistisk og en humanistisk eller fænomenologisk epistemologi136

.

Udfordringen består i at forbinde disse sammen uden at ende i en

empiricistisk korrespondensteori eller rationalistisk koherensteori.

Giddens´ strukturationsteori påpeger problemet med skyggekrigen (the

"phoney war") mellem fortolkende og institutionelle analyseformer, men han

anerkener ikke domænernes relative uafhængighed. Giddens foreslår at sætte

metodisk parentes om enten agent- eller systemsiden, men dermed vender

han i praksis tilbage til den dualisme, som strukturationsteorien ville

overvinde. Layder foreslår i stedet, at system og livsverden opfattes som

133Om kvalitativ metode i: T. Broch et al. (red.) Kvalitative metoder i dansk

samfundsforskning. Nyt fra samfundsvidenskaberne 50, 1979 s. 31.

134The reality of social domains: implications for theory and method, i: T. May & M.

Williams: Knowing the Social World, Buckingham, 1998.

135Denne sondring har paralleller i opdelingen på mikro, meso og makroanalyser, på

agent- og strukturanalyser og på livsverdens- og systemanalyser.

136op. cit. s. 91

73

forbundne, men relativt adskilte domæner, der hensigtsmæssigt bør studeres

empirisk med forskellige metoder137

. I forbindelse med de psykobiografiske

og intersubjektive fænomener er humanistiske/fænomenologiske metoder

relevante. Men den sociale virkelighed er ikke en simpel sammensætning af

folks meninger, erfaringer og subjektive forståelser, men konstitueres delvist

af forholdsvis upersonlige systemiske træk, som udgør de givne betingelser

for folks hverdagsliv138

. En væsentlig komponent ved de systemiske

elementer er deres iboende tilknytning til magt-, kontrol- og

dominansforhold. Nytten af magtbegreber afhænger ikke af, om folk erkender

og anerkender dem, men om de kan belyse de områder af det sociale liv, som

de henviser til. Layders pluralistiske epistemologi åbner for en metodisk

triangulation. “Empirical data are understood as implicated in lifeworld and

system characteristics at different and discernible levels of social reality”139

.

Dette er imidlertid en åbning, der tilskriver bestemte metoder til bestemte

typer af formationer. Det kan diskuteres, om triangulationerne ikke kan

række videre.

Bryman hævder, at metoderne har en større selvstændighed, end de

videnskabsteoretiske kommentatorer medgiver140

. De kan anvendes i

forskellige sammenhænge med henblik på forskellige formål. Pointen er

tilsyneladende banal i og med, at vi alle ved, at et værktøj kan benyttes til

mange andre formål end dem, det er indrettet på. Ved at påpege metodernes

relative autonomi i forhold til epistemologien var det nærliggende at drøfte de

relative bindinger, som epistemologierne indebærer.

Metoder, der hviler på indbyrdes modsigende

grundforudsætninger, kan selvfølgelig ikke

kombineres. Hvis metoderne hviler på fundamentale

modsigelser med hensyn til ontologi, antropologi,

videnskabsteori eller videnskabelige mål, er

metodetriangulation logisk udelukket. Metoderne kan ikke

kombineres vilkårligt, men en metodetriangulation må bero på metateoretiske

overvejelser om forudsætningernes overensstemmelse.

137Han følger således Habermas.

138op. cit. s. 95.

139op. cit. s. 101.

140s. 125 i Quantity and Quality in Social Research, London 1988.

74

Når Sayer og Danermark kan gå ind for en "kritisk metodepluralisme",

hænger det sammen med, at de tager udgangspunkt i en metateori, den

kritiske realisme. Den søger at trænge ned til de generative årsagsmekanismer

i det "reale" dybdeniveau. Dette forudsætter, at man fremlægger de

umiddelbare erfaringer på det empiriske niveau og derpå påviser

begivenhedsforløbet på fakticitetens niveau. Analysen og syntesen

forudsætter, at en kombination af metoder. Der er i særdeleshed tale om en

kombination af ekstensive metoder, der skildrer et fænomens udbredelse i en

population, og dermed fordelingen af de generative effekter, og intensive

metoder, der skildrer fænomenet kontekstuelt, og som afdækker de generative

mekanismers samspil. De ekstensive metoder kan være kvalitative og de

intensive være statistiske. De kritiske realister er absolut ikke afvisende

overfor brug af kvantitative metoder. Tværtimod hævder Danermark et. al.

“... att kvantitative metoder kan vara fruktbara och av otvivelaktig värde...” 141

og at kvantitative metoder endda ofte er nødvendige indslag i

forskningsprocessen. Man skal imidlertid være opmærksom på de

kvantitative metoders begrænsninger. Først og fremmest er de baseret på

dannelse af formelle kategorier ("taxonomiske grupper") og formelle

relationer, som ikke dækker over mennesker med samme vilkår i

sammenhængende kausalsituationer. Variabelanalyser kan vanskeligt

afdække dannelse af meninger eller magtrelationer. Ekstensive studier kan

derfor ikke alene løse den kausalbestemmende opgave, som de kritiske

realister stiller sig. Intensive studier kan bedre afdække de generative

mekanismer, men de er ikke i sig selv tilstrækkelige til formålet, fordi der

mangler informationer om fænomenets omfang og udbredelse.

Der kan således udvikles metateorier, som tillader metodekombinationer

på tværs af den klassiske dualisme. Den kritiske realisme er ikke den eneste

metateori, som åbner for en metodepluralisme. Denne retning er fremhævet

her, fordi dens forudsætninger virker gennemtænkte, ikke mindst med

advarslen mod den epistemiske fejlslutning, som en pragmatisk empirisk

metodekombination let kunne havne i. Der findes imidlertid også andre bud

på en metateori, der kunne åbne for en metodekombination. Således leder

Habermas´ system og livsverden til at operere med to former for metoder,

hvilket også Layder påpegede.

141s. 248 i Danermark et.al.: Att förklara samhället, Lund 1997.

75

Modsigelserne i de metodologiske præmisser er

ikke altid så fundamentale, som de umiddelbart

fremtræder i lærebøgerne. Modsigelserne kan

undertiden løses, idet de kan knyttes til

forskellige faser, niveauer eller delmål. Således

synes en induktiv og en deduktiv strategi at

udelukke hinanden logisk, og disse analyseformer

kan ikke kombineres simultant, men de kan

kombineres sekventielt. Det er faktisk helt

normalt, at et projekt indeholder faser som veksler

mellem induktion og deduktion. På tilsvarende måde

synes nomologisk forklaring og subjektiv forståelse

at udelukke hinanden metodologisk, og de er

vanskelige at kombinere i et fælles projektdesign.

Men hvis tilgangene orienteres mod forskellige

niveauer, for eksempel med forklarende makrostudier

suppleret med forstående mikrostudier, kan

modsigelsen ophæves.142 Endelig er det i princippet

muligt at designe et studie, så dets forskellige

aspekter tydeliggøres, og der kan vælges metoder,

der sigter på de specifikke aspekter.

Vanskeligheden ved sådanne metodekombinationer

består i at knytte resultaterne sammen.

Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier

Lad os kort betragte metodevalget til studiet af et aktuelt debatemne, nemlig

"danskernes" holdning til "indvandrere og flygtninge". Det er et emne, som

allerede problemformuleringens ordvalg, fremkalder debat. Denne diskussion

fokuserer udelukkende på metodevalget og koncentreres om tre aktuelle,

korte diskussionsindlæg fra 1999.143

To af de tre indlæg repræsenterer

kvantitative metoder medens det tredje repræsenterer kvalitativ metode.

Sigtet med denne ekskurs er at illustrere, at metodediskussioner risikerer at

142Se Habermas: On the Logic of the Social Sciences, Cambridge 1990 overs. af Zur

Logik der Sozialwissenschaften, opr. Frankurt a. M. 1970.

143Jeg vil således holde de projekter, jeg selv har været involveret i udenfor denne

diskussion.

76

ende i uløselige problemer, med mindre man griber til at kombinere

metoderne.

Der er i særdeleshed ét samfundsvidenskabeligt studie af emnet, som har

fået opmærksomhed i medierne og blandt politikerne, nemlig Ø. Gaasholt og

L. Togebys144

. Det har ikke en klar teoretisk ramme om fordomme eller

etnocentrisme, og dets forklaringsmodeller for opinionsdannelse er ganske

vist inspireret af J. Zaller, men de leder ikke til en deduktiv

modelkonstruktion. Analysegrundlaget omfatter tidsrækker af statistiske

indikatorer - såsom pressedækning - kombineret med tidsrækker af

surveyresultater. Gaasholt og Togeby søger at kombinere svar på tematisk

forbundne spørgsmål til skalaer, men som regel kan de kun konstruere

skalaer med få items for tidsserierne, fordi formuleringerne ofte ændres i

surveyundersøgelserne. Indekskonstruktionen er pragmatisk, og den opfylder

ikke Lazarsfelds krav, men den følges op af validitets- og

reliabilitetsovervejelser ved sammenligninger med andre indikatorer. Dette

materiale benyttes til at efterprøve kausalhypoteser med betingede

korrelations- eller regressionskoefficienter.

Blandt resultaterne skal i denne diskussion navnlig fremhæves, at

uddannelse ser ud til at være en stærk forklaringsfaktor, som stadig synes at

have effekt, når der kontrolleres for en række mulige baggrundsfaktorer som

alder og erhverv. Lise Togeby, der er professor i politisk sociologi,

understreger 145

: “Hovedresultatet er, at uddannelsesniveauet er den helt

afgørende forklaringsfaktor, medens de variabler, der mere eller mindre

direkte er udtryk for materielle interessemodsætninger i forhold til

indvandrere og flygtninge eller for forskelle i betalingsevne såsom stilling,

arbejdsløshed, boligform, tilfredshed med egne økonomiske og

arbejdsmæssige vilkår og tilstedeværelsen af indvandrere på arbejdspladsen

eller i nabolaget, alle viser sig at være uden betydning - i hvert fald, når man

kontrollerer for uddannelse.” Da det er uklart, hvordan og hvorfor uddannelse

indvirker på etnocentrisme og tolerance, afprøver Gaasholt og Togeby seks

forklaringer. Deres konklusion er: “det centrale synes at være, at uddannelsen

øger individets evne til at mestre sit eget liv og ikke til at lade sig skræmme

af den tiltagende kompleksitet i samfundet. På det intellektuelle område øger

144I syv sind, Århus 1995.

145s. 435 i Politica årg. 31, 4 1999a Hvem sagde videnskabelighed?

77

uddannelsen individets forsvar for urovækkende budskaber, og på det

følelsesmæssige område reducerer uddannelse individets oplevelse af

magtesløshed og fremmedgørelse. Ad begge disse veje bidrager uddannelse

til at skabe tolerance overfor det, som må være nyt og fremmed. Og så ser det

endda ud til, at der gennem uddannelse sker en direkte indlæring af mere

tolerante normer.”146

Blandt de mulige forklaringer indgår også, at de

veluddannede er dygtigere til at skjule deres modvilje og intolerance overfor

andre mennesker. Argumentationen er således abduktiv snarere end deduktiv.

Når Peter Nannestad, der er professor i statskundskab, foretog en

selvstændig undersøgelse af danskernes holdninger til indvandrere og

flygtningen, skyldtes det, at han var utilfreds med metoden og følgelig også

med konklusionen hos Gaasholt og Togeby. Nannestads studie hedder -

meget sigende - Solidaritetens Pris147

. Nannestad tager udgangspunkt i en

specifik teori om social adfærd, rational choice teorien. Fra den udleder han

en række deduktive antagelser og hypoteser på forskellige niveauer. Disse

konfronteres med et materiale, der dels stammer fra officielle økonomiske

statistikker og dels fra en tidsrække af surveyundersøgelser. Han konstruerer

ikke en skala, men operationaliseres holdningen til emnet meget enkelt ved

den kategori, der svarer "meget bekymret" på et spørgsmål om, hvor vidt

flygtninge og indvandrere udgør et samfundsproblem. Validiteten af dette

afprøves ved at korrelere svarene med enkelte andre spørgsmål, når disse

foreligger i samme undersøgelsesrunde. Nannestad skønner at disse

korrelationer gør operationaliseringen forsvarlig. Tidsrækken betragtes i sig

selv som en kontrolforanstaltning, der danner "pooled data" og dermed

formindsker eventuelle validitetsproblemer. “Logikken er på dette punkt

præcis den samme som logikken bag konstruktionen af indices på grundlag af

flere målinger af samme fænomen i et enkelt survey.”148

. Datagrundlaget

analyseres i hovedsagen ved komplekse, økonometriske modeller, i lighed

med dem, der benyttes til økonomiske strategianalyser. Nannestad medgiver,

at uddannelse udgør en væsentlig faktor, men hans fortolkning af den er

meget forskellig fra Gaasholt & Togebys. Nannested ser nemlig uddannelse

146op cit. 1995, s. 101.

147Århus 1999b.

148n. 15, s. 472 i: Politica årg. 31, 4 1999a Uenighed eller videnskabelighed - en umulig

symbiose?

78

som udtryk for socio-økonomisk status, og det er den subjektive økonomiske

konjunkturudvikling, der ifølge Nannestad er bestemmende for modviljen

mod etniske minoriteter. Det er med andre ord den oplevede konkurrence på

arbejdsmarkedet og om velfærdsgoderne, der er afgørende: “..der eksisterer

en klar sammenhæng mellem Solidaritetens pris, forstået som de økonomiske

og ikke-økonomiske omkostninger, etniske minoriteters tilstedeværelse

udløser, og modviljen mod etniske minoriteter i Danmark...149

Nannestads

undersøgelse er noget overset i den offentlige debat. Det skyldes måske dens

indforståede teoretiske og statistiske sprog. I forbindelse med en drøftelse af

samfundsvidenskabelige metoders grundlag er undersøgelsen

bemærkelsesværdig ved at levere et mønstereksempel på en videreførelse af

den positivistisk-kvantitative metodetradition fra Lazarsfeld og Coleman.

Nannestad kritiserer Gaasholt og Togebys undersøgelse for at savne

teoretisk stringens - i modsætning til hans egen deduktive modelkonstruktion

- og for at være metodisk tilbagestående i forhold til hans egne statistiske

modeller. Omvendt kritiserer Togeby Nannestads operationalisering for at

mangle validitetskontrol. Analyserne er helt afhængige af, hvor vidt det ene

spørgsmål, han anvender, måler det tilsigtede. Nannestad svarer ved at

henvise til, at det spørgsmål, han anvender som indikator, korrellerer

signifikant med et andet spørgsmål, om ens egen kommune skal modtage

flere eller færre flygtninge. Derfor konkluderer han: “spørgsmålet om

bekymring for flygtninge og indvandrere faktisk måler forekomsten eller

graden af negative holdninger til etniske minoriteter”150

. Togeby rejser

spørgsmålet om bekymringen går på indvandrerne eller på

indvandrerdebatten. En Thulstrup-undersøgelse fra 1998 fulgte spørgsmålet

om graden af bekymringen op med et åbent spørgsmål om grunden til

bekymringen, og det hyppigste svar (29%) var “Danskernes modstand”.

Bekymringen kan med andre ord udtrykke en bekymring overfor

intolerancen, som ikke selv udtrykker intolerance, tværtimod. Når

stikprøvegrundlaget for tidsrækken er over 15000, er det ikke svært at finde

signifikante korrelationer; det er mere overraskende, at der ind imellem ikke

forekommer signifikans mellem indikatorerne.151

Nannestads svar på

149op.cit. 1999b, s. 188.

150op. cit. 1999b, s.64.

151Togeby rejser flere spørgsmål, som har mindre interesse i metodediskussionen. For

79

validitetsproblemet er, at han bygger på den anførte korrelation. “På dette

grundlag har jeg skønnet - og spørgsmålet om validitet er i sidste instans et

skønsspørgsmål - at det var forsvarligt at bruge disse data.”152

Han tilføjer,

“LT´s kritik giver mig imidlertid ikke anledning til at revidere mit

oprindelige skøn. Dertil er hendes præmisser, uanset hendes kategoriske

formuleringer, for svage.” (sst.)

Nannestads argumentation er klart deduktiv, og det gør det lettere at

følge hans udledninger, men det fremgår af hans svar til Togeby, at han ikke

følger Popper falsifikationisme, men tværtimod formulerer et omvendt

falsifikationskrav, idet bevisbyrden lægges over på kritikerne. Han

konstaterer, at det ikke kan afvises, at hans model kan dække de fremlagte

data, men han overvejer ikke andre forklaringsmodeller. Det kan tilføjes, at

det store materialegrundlag indebærer, at statistisk signifikans ikke er et

overbevisende argument, men at man snarere burde overveje forskellige

modellers relative forklaringskraft.

Nannestads argumentation er præget af metode-fundamentalisme idet

han søger at give tekniske svar på de videnskabsteoretiske udfordringer. Det

bør teknisk bemærkes, at hans indekskonstruktion ikke lever op til

Lazarsfelds kriterier, og at der er afgørende forskel på at konstruere en

tidsrække for et primitivt indeks og at konstruere et komplekst indeks for en

tværsnitsundersøgelse. For at kunne begrunde fortolkningen af svarene og

kausalforholdene griber Nannestad til hermeneutiske og socialhistoriske

hjælpehypoteser. Der fremlægges ikke nogen dokumenteret støtte for disse

hypoteser. Dette ville indebære inddragelse af kvalitative metoder, som

Nannestad sikkert ikke finder tilstrækkeligt stringente.

Gaasholt og Togeby taler ligeledes om "forklaringer", men deres

kausalargumenter bygger på empirisk falsifikation af tænkte

kausalmekanismer. Gaasholt og Togeby argumenterer, som om de havde

observeret forskellige uddannelseseksperimenter, medens Nannestad

argumenterer, som om han havde foretaget feltstudier af, hvordan folk faktisk

reagerer på at få konkurrence fra fremmedartede mennesker på jobmarkedet

eller i forhold til den offentlige service. Disse argumenter bygger

sandsynligvis på usystematiske indtryk fra deres eget hverdagsliv og

eksempel om, hvorfor Nannestad ser bort fra 1997-tallene i tidsrækken, skøn de modsiger

hans model.

152op. cit. 1999a s. 455.

80

medierne, og muligvis også på læsning af rapporter fra forskellige kvalitative

studer. Der indgår en refleksiv overvejelse hos Gaasholt og Togeby, medens

Nannestad synes at formode, at de tekniske procedurer er tilstrækkelig garanti

for videnskabelighed. Denne position er næppe holdbar, når vi har den

videnskabsteoretiske kritik in mente. Der er på den anden side ingen grund til

at frakende Nannestads undersøgelsen enhver videnskabelig værdi.153

Pointen

med denne passage er at understrege, at vurderingen af sådanne kvantitative

undersøgelsers videnskabelige udsagnskraft forudsætter, at de kombineres

med andre undersøgelsesformer.

Som eksempel på et kvalitativt bidrag til diskussionen vil jeg inddrage

Blaabjerg og Fredensborgs kommentar til Gaasholt og Togeby154

. Det er

ganske kun tale om et studieprojekt, og undersøgelsen havde ikke til hensigt

systematisk at efterprøve resultaterne hos Gaasholt og Togeby. Den rummer

imidlertid nogle metodiske træk, som er værd at hæfte sig ved.

Projektopgaven bygger på dybdeinterviews med studerende fra Aalborg, og

dermed personer med forholdsvis høj uddannelse. Ifølge forfatterne ville

respondenterne sandsynligvis blive klassificeret som "meget tolerante", hvis

de havde deltaget i undersøgelsen. Men ved en nærmere udspørgen fremkom

“et meget komplekst billede, hvor stereotype forestillinger og fordomme om

fremmede eksisterer side om side med en liberal og imødekommende

indstilling til disse.”155

Den principielle åbenhed blev modificeret ved konkrete spørgsmål,

“såsom opførelsen af moskeer i deres by, tendensen til ghettodannelser og

kriminalitet blandt indvandrere - hvilket de havde tæt inde på livet på grund

af det nærliggende boligområde.” 156

Når svarpersonerne blev bedt om at

reagere på den hypotetiske situation, hvor et familiemedlem skulle giftes med

en person fra et tredjeverdensland, blev religionen ofte nævnt som et

potentielt problem. Der fremkom således en række forbehold, ligesom

interviewpersonerne i vid udstrækning talte om flygtninge/indvandrere som

en ensartet gruppe, der adskiller sig fra den danske befolkning. Konklusionen

153Det bør også bemærkes, at Nannestads og Togebys arbejdshypoteser ikke udelukker

hinanden.

154Uddannelse og etnisk tolerance - eller hvad? Dansk Sociologi, nr. 3/10 1999.

155op.cit.s.104.

156op.cit.s.103.

81

er, at de højtuddannede ikke er mere tolerante end andre samfundsgrupper,

når det kom til stykket157

.

Afvigelsen fra Gaasholt og Togebys konklusion forklares dels ved

forskelle i tolerancebegrebet og dels i metodeforskelle. Hvor Gaasholt og

Togeby definerer tolerance som bekæmpelse af modvilje mod fremmede,

mener Blaabjerg og Fredensborg, at definitionen burde fokusere på, hvad der

forener os som mennesker, snarere end hvad der adskiller os. Metodisk mener

de, at “kvantitative undersøgelser vil forsøge at sikre en konsistent

besvarelse, hvilket de højtuddannede i mange tilfælde formodentlig mestrer.”

Dybdeinterviewene er egnede til at afsløre de højtuddannedes forstillelse og

skjulte fordomme.

Denne undersøgelse skal selvfølgelig ikke diskuteres som andet og mere

end en kommentar på grundlag af en projektopgave.158

Den er ikke helt loyal

i sin kritik, idet den overser Gaasholt og Togebys egen diskussion af

forstillelseshypotesen. Kommentaren til tolerancedefinitionen har en pointe,

men den følges ikke op i empirien, som tværtimod fokuserer på intolerancen.

Tolerancetemaet kunne følges op med studier af den latente med-

menneskelighed bag den tilsyneladende intolerance. I stedet vælger man at

korrigere Gaasholt og Togeby, men desværre uden at måle

interviewpersonernes tolerancescore. Hvis sigtet er at supplere Gaashot og

Togeby, burde dybdeinterviewene tage udgangspunkt i genbrug af deres

standardiserede spørgsmål.

Desuden fremgår det ikke, hvor intolerant ledende og etnocentrisk

generaliserende spørgsmål, der skulle til, for at frembringe de intolerante svar

hos interviewpersonerne. Det er utvivlsomt korrekt, at der også hos

højtuddannede kan påpeges ambivalenser og tendenser til generaliseringer.

Men kommentaren skelner ikke klart nok mellem minoritetsproblemer og

generaliserende vurderinger. Påpegningen af en etnisk koncentration i

bestemte boligområder eller henvisning til faktisk forekommende kriminalitet

udtrykker først fordomme, hvis der tilføjes en generaliserende vurdering. Det

er heller ikke nødvendigvis udtryk for fordomme at påpege, at religiøse og

etiske forskelle kan udgøre et potentielt problem for et ægteskab. Det udsagn

157op.cit.s. 104.

158Der tages muligvis højde for en række af de følgende indvendinger i selve rapporten,

som desværre ikke er alment tilgængelig på grund af en fortrolighedsklausul.

82

kan underbygges af skilsmissestatistikker.

Det er ydermere ikke klart, hvorfor højtuddannede bedre kan foregive

konsistens i kvantificerede end i kvalitative interviews. Tværtimod kunne

man hævde, at åbne interviews giver interviewpersonen mulighed for at

forklare sammenhængen med deres egne ord, fremfor at deres meninger

klippes op i standardiserede fraser. Dermed giver dybdeinterviews også bedre

adgang til rationaliseringer end standardiserede spørgsmål og lukkede

svarkategorier.

Den foreliggende interviewmetode er båret af "mistankens hermeneutik

", hvor man ikke søger forstå svarpersonen ud fra en formodet

helhedsopfattelse, men tværtimod antager, at de umiddelbare udsagn dækker

over modsigelser. Det er en problematisk linje, for også de intolerante udsagn

kunne i princippet udsættes for en mistankens hermeneutik. Det kvalitative

interviews kvalitet afhænger af "rapporten" mellem intervieweren og

interviewpersonen, men hvis udgangspunktet er "mistankens hermeneutik" er

"rapport"-grundlaget tvivlsomt.

Kommentaren foretager generaliseringer fra de få interviewpersoner til

samtlige højtuddannede uden at overveje repræsentativitetsproblemerne. Der

foretages ligeledes komparative konklusioner mellem forskellige

uddannelseskategorier uden empirisk grundlag. Det kunne være interessant at

udsætte både højt- og lavtuddannede personer for tilsvarende

dybdeinterviews for at se, hvordan de undervejs modificerer deres svar. Hvis

de lavtuddannede derved udtrykker endnu klarere fordomme, holder

kommentarens konklusion ikke. Det fremlagte materiale tyder på, at der i alle

befolkningsgrupper er ambivalente holdninger til etniske minoriteter, men at

de højtuddannede i princippet udtrykker større tværkulturel forståelse, hvilket

er i pagt med konklusionen hos Gaasholt og Togeby: I syv sind.

Disse tre undersøgelser lægger op til forskellige politiske debatter. Hvor

det ud fra Gaasholt og Togeby er nærliggende at betragte uddannelse og

information som løsning på integrationsproblemerne, lægger Nannestads

resultater snarere op til at lade integrationspolitikken være bestemt af de

økonomiske konjunkturer. Togeby antyder, at der er en ideologisk uenighed

på spil, men dette afvises indigneret af Nannestad. Den kvalitative

undersøgelse er tydeligvis båret af et engagement i den mellemmenneskelige

tolerance, men undersøgelsen når ikke frem til en konstruktiv konklusion om

mulighederne for at overvinde intolerancen. Kommentaren har en tendens til

83

at nedtone de religiøse og kulturelle forskelle, men dette kan udlægges som

udtryk for en repressivt tolerant "vestlig overlegenhedsdiskurs". Man kunne

spørge, om forudsætningen for en reel tolerance ikke er, at man begynder

med at respektere de kulturelle og religiøse identiteter med dertil hørende

forskelle i værdier og normer, og med dette udgangspunkt indleder dialogen

om grundlaget for sameksistens og muligheden af fællesværdier bagved de

dogmatiserede moralregler. Hvis denne formodning er rigtig, kommer en

yderligere metode ind i billedet, nemlig en tværkulturel diskursanalyse.

Kommentaren rejser nogle rimelige spørgsmål. Men det havde måske

været mere konstruktivt, hvis Gaasholt og Togeby var blevet fulgt op af

kvalitative dybdeinterviews, der etnometodologisk søgte at afdække hvilke

holdninger og associationer, der lå bag de afgivne svar på de standardiserede

spørgsmål, og dermed kunne korrigere Gaasholt og Togebys fortolkning af

dem. Hvis man yderligere vil afdække intolerancens praksis, baggrund og

konsekvenser, er det nødvendigt at supplere med andre former for analyser.

For eksempel kunne det være meget ønskeligt at undersøge, om mennesker,

der udtrykker fordomme overfor fremmedartede mennesker i deres svar, også

i praktiske situationer handler afvisende. Det er ikke utænkeligt, at de verbalt

intolerante i praksis kan være de mest hjælpsomme.

Pointen med denne kommentar er, at der er en lidt for udtalt

tilbøjelighed i diskussionen til at betragte projekterne som enkeltstående

sandhedsprætentioner. Dermed skal hvert enkelt projekt leve op til et

definitivt forskningsideal. Det er imidlertid muligt at betragte projektet som

et bidrag med et meget begrænset formål i et stort kollektivt forehavende.

Dermed ændres diskussionen om de enkelte projekter fra at vurdere, om de

kan give hele svaret på emnet, til hvor vidt de kan give et relevant og

væsentligt bidrag. Udover de enkelte, empiriske projekter forestår der en

kollektiv opgave i forsøge at indsamle, afveje og forbinde de forskellige

projekters bidrag i en konsistent fortolkning. Med denne betragtning udgør

forskningsmiljøet en "kollektiv intellektuel", som gennem en faglig

fortløbende diskurs søger at danne en sammenhængende fortolkning af de

fremlagte, kritiserede og godkendte forskningsprojekter. Denne opfattelse

deles af Lise Togeby, og derfor er det rimeligt, at hendes formulering

afrunder ekskursen: “På denne måde bliver god forskning en del af en

kollektiv proces, hvor man bygger videre på de resultater, andre har

84

frembragt, og selv bidrager med yderligere erkendelser.”159

.

IV. Metodekombinationens perspektiv og praksis

1. Den kollektive intellektuelles perspektiv

Da Lazarsfeld og hans skole promoverede kvantitative metoder i sociologien

ved midten af det 20. århundrede, var positivismen stadig indflydelsesrig. Et

af argumenterne for de kvantificerede metoder var, at de gav mulighed for at

integrere videnskabeligt kontrollerede resultater i en matematisk-deduktiv

teoriramme. Selvom matematikken næppe kan anvendes som videnskabeligt

universalsprog, er det stadig værd at overveje spørgsmålet om integrationen

af forskningsresultaterne. Der er nemlig en iboende risiko for, at forskningen

fragmenteres i delresultater, uden en samlende, teoretisk ramme. Uanset det

uholdbare i positivismens forudsætninger frembar den en heroisk vision om

en videnskabelig integration, og den anførte en tænkbar vej til at opbygge

logisk konsistente teorier. Det er en paradoksal konsekvens af den

positivistiske vision, at den opfølgende kvantificerede empirisme har ført til

forstærket fragmentering af videnskaberne i empiriske delområder.160

Dette

hænger blandt andet sammen med, at den underliggende erkendelsesteori er

præget af en subjekt-objekt dualisme.

Mennesker ser og erkender naturligvis som individer, men

forudsætningen for, at denne erkendelse kan tilkendes en videnskabelig

status, er, at betragtningerne og fortolkningerne har et videnskabeligt miljøs

kollektive intellektuelle som reference.161

Videnskaben fremlægger således

ikke de enkelte forskeres umiddelbare erkendelser, men observationer og

fortolkninger, der udvælges ud fra den kollektive intellektuelles162

159op. cit. 1999, s.453.

160Den holistiske vision optræder i forbindelse med argumenter for kvalitative metoder,

som feltarbejde, men der er da tale om studier af naturlige sammenhænge i afgrænsede

felter, ikke om at knytte forskellige former for viden om samfundslivet og menneskets

eksistensbetingelser sammen.

161Dette perspektiv findes præsenteret hos en række videnskabsteoretikere, som Pierce,

Merton og Habermas. Men det har ikke sat sig mærkbare spor i metodediskussionen.

162Begrebet er hentet fra Gramsci, men hvor det i hans tænkning er forbundet med

formuleringen af arbejderklassens interesser, er det i den nærværende diskussion udtryk

for, at forskere betragter sagsforhold med et bestemt fagmiljøs perspektiv.

85

relevansvurdering og som udtrykkes i fagmiljøets sprog. Set ud fra den

kollektive intellektuelles perspektiv er det største problem ved et positivistisk

program, som Lundbergs, at det ville medføre en uniformisering og

disciplinering, som hæmmer den videnskabelige kreativitet, medens det

største problem ved et relativistisk program, som Garfinkels, er, at det

medfører en atomisering af fagmiljøet.

Hermed er ikke sagt, at den kollektive intellektuelles perspektiv er sandt,

eller at fagmiljøets konsensus er det eneste sandhedskriterium. Kuhn har

leveret mange eksempler på konsensus om videnskabelige opfattelser, som

ud fra et korrespondenskriterium er forkerte. Det er heller ikke sagt, at der

hersker konsensus om referensrammen i et fagmiljø. Alle forskere ved, at der

til stadighed foregår diskussioner om disciplinernes territorium og

autoritetsforhold. Der foregår også magtspil i fagmiljøerne. De sociologiske

metodefremstillinger er præget af sædvaner, stilistiske krav og

autoritetsforhold, som ikke er sagligt begrundede. I kraft af de indre

divergenser udfordres den kollektive intellektuelle til en selvkritisk

refleksion. Forskerne i et bestemt fagmiljø presses til at begrunde deres

fagforståelse og erkendelsesgrundlag. Dette leder ikke nødvendigvis til en

opløsning af den kollektive intellektuelles perspektiv som vilkårligt bestemt.

Tværtimod kan en kritisk refleksivitet indebære en stærkere bevidsthed om

det fælles grundlag og den acceptable indre variationsbredde. Selvom fuld

konsensus er både uopnåelig og uhensigtsmæssig, er konsekvensen ikke

"anything goes", men "many things do not go".

Sociologiens genstandsområde er som bekendt omdiskuteret. Det kan

betragtes som et produktions- og distributionssystem, et magtsystem, et

kommunikationssystem, et interaktionsmønster, et moralfællesskab og på en

række andre måder. Til hver genstandsbestemmelse knytter der sig

følgeslutninger om hvilke problemstillinger og metoder, der er relevante.

Denne brogethed afslører, at genstanden har virtuel karakter i og med, at

"samfundet" ikke er et manifest objekt men en social konstruktion, men

samtidig kan den tilsløre, at konstruktionen ikke er vilkårlig men baseret på

manifeste fænomener. For eksempel diskuteres det, om det danske samfund

er klassedelt, medens det accepteres som en indiskutabel kendsgerning, at der

findes retslige forskelle med hensyn til ansættelsesforholdene. Når

forskermiljøet havner i stridigheder om fortolkningerne, er rekursgrundlaget

for diskussionen dette manifeste grundlag. Mange fortolkninger er mulige,

86

men fortolkningerne er ikke vilkårlige. Diskussionerne løses ved at påpege

hvilke fortolkninger, der er plausible i forhold til det manifeste grundlag.

Medens sociologien ikke har en teoretisk kerne i Lakatos´ forstand, kan der

tales om en kerne af manifeste fænomener.

En væsentlig del af den nyere videnskabsteori anlægger en kollektiv

synsvinkel på forskningen: Popper, Kuhn, Habermas og den kritiske

realisme. Sociologiens erkendelsesteoretiske projekt bør således betragtes i et

kollektivt perspektiv, men mange af de epistemologiske diskussioner handler

om den enkelte forskers erkendelse eller om de erkendelsesmæssige

muligheder og begrænsninger i det enkelte projekt. Denne indsnævring af det

faglige erkendelsesperspektiv indebærer, at metodevalget betragtes ud fra

ultimative standarder, hvor hvert projekt skal leve op til paradigmets ideale

fordringer. I et større, kollektivt perspektiv kan metodevalget i et projekt

betragtes mere pragmatisk, som et spørgsmål om at bidrage med små eller

større brikker til den store, faglige mosaik, hvor forskelligartede metoder og

projekter kan være relevante for at dække hele mønsteret. Det kollektive

perspektiv kan desuden bidrage til at overvinde den klassiske (cartesianske)

subjekt-objekt-distinktion, og dermed åbne for at indse, at forskningsmiljøet

uundgåeligt indgår i det samfund, som er forskningens genstand, og at

samfundet (forhåbentlig) præges af de resultater, som forskningsmiljøet

støtter.

Denne betragtningsmåde har ikke afsat mærkbare spor i

metodelitteraturen, som stadig præges af dualismen. Ud fra den kollektive

synsvinkel, forskermiljøets opbygning af et fælles vidensgrundlag, virker

metodedualismen blokerende. Det sociologiske fagmiljø har både brug for

kvalitative og kvantitative informationer for at opbygge en

helhedsfortolkning af samfundet og dets forandringsprocesser. Selvom man

ud fra en hermeneutisk eller etnometodologisk betragtning betragter

kvantitative informationer om økonomi, demografi eller geografi som

perifere kontekstoplysninger, er de relevante, idet enhver fortolkning er

kontekstbestemt. Omvendt kunne man ud fra en empiricistisk opfattelse

lægge vægt på kvantitative studier, men de kvantificerede data kan næppe

analyseres meningsfuldt uden at inddrage en form for hermeneutik. Det

kollektive sociologiske projekt bygger på en konstellation af flere typer af

oplysninger, som igen forudsætter, at man trækker på flere metoder.

Overvejelserne skifter således fra spørgsmålet om metoderne kan

87

kombineres, til hvordan de kan kombineres, samt hvordan man kan forbinde

resultater, der bygger på forskellige metoder. Den væsentligste forudsætning

for, at det kollektive projekt kan lykkes, er indbyrdes respekt samt accept af

en vis indre arbejdsdeling. Dette indebærer, at man orienterer sig om andres

forskning af tilsvarende problemstillinger, herunder den forskning, der

bygger på andre metoder end dem, man selv behersker. Desuden indebærer

det, at designet af et nyt projekt ikke bestemmes ud fra et ideal om at

præstere den definitive sandhed, men af et ønske om at supplere de

eksisterende informationer om emnet med et bidrag, der måske kan medvirke

til at informationerne kan knyttes sammen til en helhedsforståelse.

Et fagmiljø kan betragtes som et socialt felt. Det kræver særlige

kvalifikationer at blive optaget i det som fuldgyldig agent, og derpå indgå i

konkurrencen om kapital, magt og status i feltet. De videnskabsteoretiske og

metodiske drøftelser kan betragtes som bestræbelser på at definere

fagmiljøets felt i forhold til nabofelterne og på at fastlægge optagelseskrav og

spilleregler for de interne konkurrencer. Ud fra denne betragtningsmåde kan

overvejelserne om kvantitative overfor kvalitative metoder let opfattes som

en skindiskussion, der dækker over magtkampe mellem ret tilfældige

fraktioner i miljøet. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på, at

sociologiske metodediskussioner munder ud i dogmatiske eller stilistiske

argumenter. Forudsætningen for at løse metodologiske stridigheder er en vis

konsensus i miljøet om fagets genstand. Hvis der er enighed om, at

disciplinen sigter på at belyse et kompleks af fænomener, der har manifest,

regularitetspræget karakter, er det også muligt at afgøre hvilke metoder, der

er mest adækvate til at belyse en bestemt problemstilling. Hvis perspektivet

for diskussionen ydermere er den kollektive intellektuelles, sigter

metodeovervejelserne på at vurdere, hvordan et nyt projekt kan føje

yderligere informationer til den fond af viden, som fagmiljøet har efterprøvet

og tildelt en provisorisk accept.

2. Metodetriangulationernes muligheder

Selve triangulationsbegrebet har efterhånden opnået så stor udbredelse, at det

er nødvendigt at sondre mellem 1) kombinationer af data med forskellig

tidsreference, først og fremmest mellem tværsnitsundersøgelser og

dynamiske eller historiske informationer; 2) kombinationer af data med

forskellig geografisk reference, først og fremmest mellem lokale, nationale

88

og internationale informationer; 3) kombinationer af data med forskellig

social reference, først og fremmest mellem informationer på mikro-niveau,

om individuelle agenter, på meso-niveau om grupper og organisationer, samt

på makro-niveau om kollektive systemer og strukturer; 4) kombinationer af

observatører med forskellige synsvinkler, herunder agenter med forskellige

positioner i feltet og forskere med forskellige teoretiske positioner; 5)

kombinationer af forskellige former for observationsmetoder163

.

Den klassiske datatriangulation (3) tilstræber samtidig at spænde mellem

tre sociologiske niveauer: mikro- meso og makrostudier. Et eksempel på en

sådan form for metode- og niveautriangulation er Eileen Barkers kombination

af feltarbejde, survey og dybdeinterview, som tre metoder til at dække

vertikalt over tre sociologiske niveauer, nemlig henholdsvis et personligt, et

interpersonelt og et apersonelt niveau.164

Kvalitative studier har navnlig deres force i forbindelse med mikro-

studier, hvor individuelle agenters opfattelse af deres sociale univers og

sociale relationer kan hensigtsmæssigt kan findes i dagbøger, memoirer eller

dybdeinterviews. Disse kilder og navnlig de åbne, personfokuserede samtaler

er egnede til at fremdrage agenternes egen sprogbrug, deres

tankeassociationer og deres rationaliseringer. De informationer, der

fremkommer, har overvejende kvalitativ karakter, men der vil også indgå

kvantitative informationer såsom indkomst, antal børn, afstand til arbejde og

venner med videre. I mikroanalysen vil de kvantitative data dog typisk indgå

i hermeneutiske sammenhænge; for eksempel om hvordan indkomsten,

antallet eller afstanden opleves. De kvalitative personinformationer er

væsentlige, men hvis man nøjes med dem, munder samfundsanalysen let ud i

en naiv idealisme og voluntarisme. Der kan være forskel på, den opfattelse

enkeltpersoner udtrykker i et dybdeinterview og den opfattelse, de når frem

til ved diskussion i deres referencegruppe, ligesom der kan være forskel på de

synspunkter, de udtrykker, og de handlinger, de realiserer.

Dette kan inddrages, hvis man supplerer med analyser på et meso-plan.

Der er udviklet en række hensigtsmæssige metoder med henblik på analyser

på meso-planet. Feltarbejdet er en metode, der er velegnet til at belyse

interaktionsformer. Som tilgang til belysning af beslutningsprocessen findes

163Se også N. Denzin, The Research Act, Chicago 1970.

164The Making of a Moonie - Choice or Brainwashing? Oxford 1984.

89

blandt andet diskursanalysen. Organisationsanalyser kunne belyse

beslutningsgrundlaget og koordinationsbetingelserne for at beslutningen kan

effektueres, medens aktionsforskning kunne komme på tale som metode til at

understøtte effektueringen. På mesoniveauet vil der ofte indgå flere

kvantitative informationer, og de vil i højere grad analyseres kvantificeret.

For eksempel vil gruppens størrelse og materielle ressourcer have

selvstændig betydning i forbindelse med analyse af beslutningsprocessen.

Analysen er imidlertid ikke sociologisk dækkende, hvis den bremser på

på meso-niveauet. Samfundet kommer til at fremtræde som en fjern, invariant

baggrund for den studerede gruppe. Hvis analysen også skal omfatte den

samlede social kontekst er et makroperspektiv nødvendigt. Både kvantitative

og kvalitative metoder har relevans for en makroskopisk analyse. De

kvantitative informationer kan give et praktisk overblik og dermed lette

udformningen af et fortolkningsmønster. De kan også være relevante til at

afdække magt- og kausalforhold, men i så fald må de kombineres med

kvalitative analysemetoder. Således er betingelserne for den omtalte gruppes

beslutninger betinget af adgang til materielle ressourcer, og en kvantitiativ

analyse kan påpege fordelingen i samfundet af nogle relevante former for

ressourcer. Men hvis analysen også skal trænge ind i de magtforhold, som har

været bestemmende for ressourceadgangen, er det nødvendigt at supplere

med kvalitative analyser af beslutningsprocesserne i de institutionelle

magtcentre. For eksempel kunne analysen ikke nøjes med at notere det givne

beslutningsgrundlag, men også gå til de overordnede beslutningsprocesser,

der har sat rammerne for gruppens handlerum, for eksempel i samspillet

mellem samfundets økonomiske og politiske elite. Somme tider må en

makroanalyse endda gå til biografiske kilder for at afdække synsmåder og

interesser hos de strukturelle nøglepersoner.

Sammenkædningen af alle tre niveauer er absolut ikke enkel. De er

tilmed meget omdiskuteret, blandt andet under overskiften sammenkoblingen

af agent- og system (eller struktur) perspektivet hos Giddens, Bourdieu og

Habermas. Ganske vist er diskussionen om agent- og systemperspektivet

umiddelbart teoretisk, men den har paralleller til overvejelserne om

metodetriangulation.

Den følgende diskussion omfatter navnlig triangulationens punkt 5) og i

særdeleshed kombinationer af kvalitative og kvantitative metoder, men

metodiske kombinationer følger ofte sammen med andre former for

90

triangulation. For at undgå begrebsforvirring taler flere metodologer om

"multiple strategier" snarere end om metodetriangulation165

.

Et projekt er som regel båret af en primær grundmetode. Grønmo peger

på anvendelse af kvalitative undersøgelser som forundersøgelser eller

opfølgning og uddybning af kvantitative oversigtsanalyser. Det er muligt,

men vanskeligere at anvende kvantitative og kvalitative dataindsamlinger og

datanalyser parallelt.

Endelig er det muligt at gennemføre kvantitative analyser af kvalitative

data. I projektets argumentation inddrages en række skjulte hjælpehypoteser,

som ikke kan efterprøves ved den primære metode. De kunne imidlertid

testes og korrigeres ved inddragelse af sekundære metoder. Indenfor et enkelt

projekt vil en række forskellige kilder kunne vurderes som mere eller mindre

relevante, og samtidig vil en række metoder kunne rangordnes som mere eller

mindre adækvate. Dette fører undertiden til, at en bestemt type af

informationer fremtræder som særligt betydningsfuld, og en bestemt metode

kan udpeges som særligt hensigtsmæssig. Det er imidlertid sjældent, at man

kan afskrive alle andre informationskilder eller metodiske tilgange.

Overvejelserne munder som regel ud i, at en række supplerende

informationer er relevante, og at der skal anvendes andre metoder for at

frembringe dem. Dette peger frem mod en primær metode suppleret med en

række sekundære. Når mange projekter afstår fra supplerende analyser

skyldes det ikke principielle, metodiske overvejelser, men de praktiske

ressourcemæssige begrænsninger.

Enhver empirisk undersøgelse kan udsættes for en metodologisk kritik,

som skaber tvivl om resultaterne. For eksempel kan en common-sense

kommentar kritisere formuleringen af et interviewspørgsmål med henvisning

til, at man er i tvivl om dets sigte, eller på tilsvarende vis kritisere en

observation ved at anføre, at det ikke stemmer med ens almindelige indtryk,

og at forskeren har overfortolket den. Denne metodiske common-sense-kritik

kan være udtryk for en sund skepsis overfor akademiske autoriteter, men kan

også udtrykke et selvbekræftende kværulanteri.166

Under alle

165f.eks. R.G. Burgess, In the field, London 1984. Triangulationsbegrebet er overtaget fra

landmålingen. I metodedebatten omfatter den klassiske form for triangulation

dybdeinterviews, feltarbejde og spørgeskemaer.

166Bekræftes fordommen, er resultatet banalt, forkastes de, er resultatet forkert på grund af

metodefejl.

91

omstændigheder kan denne form for metodisk kritik kun besvares ved at

henvise til, at man når frem til tilsvarende resultater, selvom man anvender

noget anderledes metoder.

Betragter vi en faglig diskussion om anvendelsen af et bestemt

spørgsmål, kunne et første svar være, at det kritiserede spørgsmål samsvarer

med andre relevante spørgsmål, og at disse giver tilsvarende resultater. I en

kritik af en observation kunne svaret være, at observationen stemmer med en

række andre observationer foretaget under andre vilkår. Denne form for svar

kan måske virke overbevisende. Men når kritikken graver neden under det

tekniske niveau, til forforståelsens, må svaret gives ved en metodisk

kombination. Det virker mere overbevisende at henvise til overensstemmende

resultater fra undersøgelser, der anvender vidt forskellige metoder end at

henvise til andre undersøgelser, som kan være behæftet med samme

metodefejl. Overbevisningskraften beror på, at metoder, der hviler på delvist

forskellige epistemologiske præmisser, trods alt når frem til

overensstemmende konklusioner. Udfordringen for metodetriangulationens

argumentative kraft er at overbevise om, at resultaterne faktisk stemmer

overens, selvom de hviler på forskellige kilder og forskellige

informationstyper.

Blandt de fordele, der oftest påpeges ved metodekombination, er167

muligheden for at afprøve metodens validitet. Hvis resultaterne stemmer

overens, bestyrker det tiltroen til dem. Hvis der er uoverensstemmelser

mellem dem, kan det stimulere til nye tolkninger og danne grundlag for

strategiske tests af konkurrerende teorier. Kombinationen af metoder kan

resulterer i en mere nuanceret og samlende belysning af fænomenet, og

dermed bidrage til teoretisk integration.168

Da kvalitative metoder har deres styrke i forhold til gyldighedskriteriet,

medens kvantitative metoder navnlig sigter på repræsentativitetskriteriet, er

det nærliggende at opnå større udsagnskraft ved at kombinere dem. Det er

muligt at efterprøve de kvantificerede indikatorers gyldighed ved at supplere

med kvalitative dybdeinterviews, som dels konfronterer en række

167S. Grønmo i H. Holter & R. Kalleberg: Kvalitative metoder i samfunnsforskning , Oslo

1982, se også T. D. Jick: Mixing Qualitative and Quantitative Methods, i Administrative

Science Quarterly no.24 1979.

168Et eksempel på kombination af kvantitative og kvalitative metoder i en sociologisk

makroanalyse er G. Therborn: European Modernity and Beyond, London 1995.

92

interviewpersoner med de stillede standardspørgsmål og dels supplerer med

åbne interviews. Dermed er det muligt at afdække både, hvordan

interviewpersonerne fortolker de stillede spørgsmål og de forelagte

svarmuligheder, og hvordan deres svar passer sammen med deres opfattelse

af og holdning til emnet. Interviewpersonerne behøver ikke udvælges, så de

er statistisk repræsentative, men skal dække teoretisk væsentlige typer. Hvis

der i analysen lægges vægt på en variabel som uddannelse, bør de

supplerende interviews således dække over et spektrum af

uddannelseskategorier.

Denne form for metodekombination kan ikke blot understøtte standard-

spørgsmålenes gyldighed, men den kan også benyttes til at bestyrke

variabelanalysen, i og med at den kan begrunde, at samvarierende svar på

forskellige spørgsmål faktisk dækker over holdninger, som hænger sammen i

interviewpersonernes bevidsthed. Det er naturligvis muligt, at forskerne

finder en sammenhæng, som folk ikke selv er bevidst om, men

argumentationen for, at der skulle være en logisk-kausal forbindelse, kan

bestyrkes, hvis der kan fremlægges levende eksempler på, at

interviewpersoner knytter fænomenerne bevidst sammen.

En datatriangulation rummer mulighed for at konfrontere observationer

ud fra forskellige synsvinkler. En række studier af interaktionen i

skoleklasser anvender ikke blot feltobservation, men udbygger dem med lyd-

og billedoptagelser, samt lærerens og elevernes erindringer. Dette gælder

ikke kun Eliot og Adelman men også etnometodologen par excellence,

Cicourel169

. Han vil ganske vist ikke betegne optagelserne som "sande", i og

med at sigtet ikke var at skildre selve forløbet men at afdække aktørernes

fortolkninger af det. Man brugte dog optagelserne som en reference, som

lærerne blev bedt om at forholde sig til efter at have nedfældet deres

umiddelbare erindring om forløbet.

En tilsvarende datatriangulation forekommer i de undersøgelser, hvor

forskerne sammenstiller attitudeudsagn med kontroller for den faktiske

adfærd. Dette kan lettere gøres i forbindelse med feltarbejde, hvor man har

kontakt med informanterne over længere tid og både har adgang til

observationer og interviews, end ved surveys, hvor man kun har lejlighed til

et kortvarigt interview, og hvor anonymiteten forhindrer datakontrol.

169Cicourel m.fl. Language use and school performance, New York 1974.

93

I en kvalitativ hovedundersøgelse er det muligt at understøtte

begrundelsen for case-valget med kvantitative oversigtsstudier. Caset kan

dermed karakteriseres i forhold til kendte populationskendetegn, så dets

særpræg og fællespræg bliver tydeligere. Dette letter også muligheden for at

generalisere ud fra et enkelt case-studie.

Sammenkoblingen af surveys og feltarbejde er ikke sædvanlig, men den

rummer mange frugtbare muligheder, som påpeget af Zelditch og Sieber170

.

Feltarbejde kan understøtte en surveyundersøgelse ved at udvikle

teoristrukturen, ved at validere visse resultater, fortolke statistiske

sammenhænge, udvælge items for skalakontruktion, give en ekstern

validering for holdningsskalaer ved at sammenholde dem med

adfærdsmønstre, indkredse typer af cases, og klargøre overraskende svar på

spørgeskemaet ved henvisning til feltnoterne.171

Omvendt kan surveys

understøtte feltarbejde ved at identificere særligt interessant individer, som

burde interviewes i dybden, og identificere repræsentative og afvigende

cases. De kan desuden korrigere den holistiske fejlslutning, at alle

situationens aspekter er ensartede, demonstrere enkeltobservationers

generalitet, bidrage til at validere observationer og endelig give en baggrund

for at belyse feltobservationerne.

Feltarbejdets nøglemetode er observation af interaktion i feltet og

interviews med aktørerne om deres forståelse af den sociale situation. Hvis

feltarbejderen skal opnå en dækkende forståelse af feltets sociale univers, må

man supplere med andre kilder. Navnlig i de tilfælde, hvor feltet er

komplekst og heterogent, er det hensigtsmæssigt at indsamle oversigtsdata,

for eksempel ved enquêter, så der er en vis kontrol for, hvorvidt man opnår

en mere dybtgående kontakt med et dækkende udsnit af befolkningen eller

blot med bestemte typer. Kvantitative oversigtsoplysninger om feltet kan ofte

være et vigtigt udgangspunkt for planlægningen af den kvalitative

dataindsamling. Et feltarbejde i en dansk landsby får et sikrere grundlag, hvis

det udnytter officielle statistikker om befolkningens demografiske og

erhvervsmæssige sammensætning og mobilitet. Disse oplysninger kan blandt

andet anvendes til at lægge en strategi for hvilke beboertyper, man skal sikre

yderligere informationer fra. Hvis informanterne udelukkende omfatter de få

170Se R.G.Burgess: Field Research: a Sourcebook and Field Manual, London 1982.

171Dette følger Siebers opregning i Burgess op. cit. 1982.

94

beboere, som bliver i landsbyen dagen igennem, bliver indtrykket skævt -

"biased".

Et andet eksempel på brug af kvantitative studier til udbygning af et

kvalitativt hovedstudie er analyser af dødsannoncer. Det kvalitative studie

koncentrerer sig om de symboler, der anvendes. Det kan imidlertid være

hensigtsmæssigt at supplere med kvantiative analyser. For eksempel kan det

være oplysende at få at vide, hvor i hvor mange annoncer hvert år de

efterladte blot konstaterer, at "begravelsen had fundet sted i stilhed"172

.

Denne form for analyse er naturligvis reduktionistisk, men den kan alligevel

give overblik over mønstre og tendenser, som ville drukne i kvalitative

studier af variationernes mangfoldighed. Den meningsgivende fortolkning af

mønstrene opnår man dog først, hvis forskeren samtidig indsamler

oplysninger om folks begrundelser for at vælge de forskellige typer.173

Metodekombinationer kan være relevante ved sociologiske makro-

studier. De anvender ofte statistiske sammenligninger af kvantificerede

populationsdata. Der kan for eksempel være tale om sammenligninger af

kriminalitetsrater, arbejdsløshedsprocenter, skilsmissekvotienter,

gennemsnitsindkomst med videre i forskellige regioner eller lande. Da

sociologisk makro-analyse omfatter komplekse helheder er teorierne som

regel abstrakte; men de kvantitative indikatorer, som skal illustrere og

understøtte teorierne, er ofte påfaldende enkle. Forudsætningen for, at et

populationsmål repræsenterer den pågældende befolkning, er intern

homogenitet. Dette kan kun afprøves ved at gå et niveau ned og betragte

variationen indenfor hver af delpopulationerne. Hertil kan man føje et krav

om, at fællesmålene har samme mening for alle sammenlignede

delpopulationer. Hvis det anvendte mål er kontekstafhængigt, vil en

sammenligning give misvisende resultater. For eksempel vil det være

meningsløst at sammenligne kriminalitetsrater i samfund, der har vidt

forskellig straffelovgivning og praksis for registrering af kriminalitet. Der

findes ganske statistiske skoler, der hævder, at der findes tekniske muligheder

for at afprøve målingernes sammenlignelighed. Men medens det teknisk er

muligt at udpege tilfælde, hvor målenes kommensurabilitet er tvivlsom, er det

næppe muligt at give positive argumenter uden at gribe til supplerende

172se: G. Gustafsson (red.) religiös förändring i Norden 1930-1980, Stockholm 1985.

173Her spiller ikke bare religiøse motiver ind, men også økonomiske og praktiske.

95

kvalitative undersøgelser.

Det hermeneutiske moment indgår også i forbindelse med de statistiske

analyser af surveydata. Faktoranalysen er det bedst kendte eksempel på, at

man lader computeren foretage en teknisk udvælgelse af klynger af variable.

Der er således tale om en tilsyneladende objektivitet. Men samtidig er

faktoranalysen et klart eksempel på, at klyngedannelsen ikke er

selvforklarende, men at forskeren må søge at give en fortolkning af, hvordan

netop disse spørgsmål kunne danne et meningsfuldt sæt af tanker og motiver

hos interviewpersonerne. Hvis det ikke lykkes at finde en teoretisk og

hermeneutisk meningsfuld tolkning, vil den reflekterede forsker se sig

nødsaget til at kassere faktoranalysen, uanset kvotienterne.174

Tilsvarende overvejelser gælder for sammenlignende survey-

undersøgelser. Det er muligt at foretage formelt dækkende oversættelser af

spørgsmålene, og det er muligt at efterprøve, om kombinationer af spørgsmål

formerer de samme indexer ved alle populationer. Således efterprøver

internationale forskergrupper normalt skalakonstruktionernes

sammenlignelighed ved at betragte, om samme konstellation af spørgsmål i

alle lande fører til samme faktorer og faktorladninger, hvis variablene kan

betragtes som intervalskalerede, eller til de samme Guttman-skalaer, hvis der

er tale om binære variable. En sådan kontrol er nødvendig men ikke

tilstrækkelig. Man kommer næppe uden om hermeneutiske overvejelser om

spørgsmålenes mening i de forskellige delpopulationer. Ofte foretages der

indgående hermeneutiske overvejelser om indikatorerne af forskerne i de

internationale projekter, men det er sjældent, at de noteres ind i rapporterne.

Dette skyldes især, at overvejelserne grundlag er usystematisk.

Fortolkningerne støtter sig regel på common sense, på spredt viden om

analoge undersøgelser, samt eventuelt på prøveinterviews og de-briefing af

interviewerne. Sådanne overvejelser kan være betydningsfulde for at

forebygge misforståelser. For eksempel kan en sammenligning af svar på

formelt enslydende spørgsmål om "stolthed ved at tilhøre ens nation" vise sig

problematisk, når interviewerne ved de-briefingen bemærker, at "stolt"

afføder forskellige reaktioner i forskellige egne af Danmark175

. Problemerne

174Et eksempel på en hermeneutisk anvendelse af faktoranalyse findes i P. Bourdieu:

Distinksjonen, Oslo 1995, opr. 1979.

175Medens københavnerne gerne ville udtrykke national stolthed, fik formuleringen flere

96

forstærkes ved internationale sammenligninger, når en ordbogskontrol tyder

på, at de ord, som "proud" oversættes til, rummer forskellige nationale

associationer på de forskellige sprog.176

Et yderligere eksempel på

begrebernes kontekstbinding er et spørgsmål, der drejer sig om "sexuel

omgang med mindreårige". Der er forskellige lovbestemte aldersgrænser i de

forskellige lande, og dette indvirker tydeligvis på svarene177

. Hvis sådanne

kontekstuelle forhold ikke inddrages ved fortolkningen af populationsmålene,

bliver konklusionerne naturligvis misfortolkede. Det forhold, at komparative

surveyundersøgelser er baseret på kontekstbundne begreber, bør ikke lede til

den skeptiske konklusion, at sådanne sammenligninger er umulige. Hvis man

kræver en perfekt sproglig korrespondance, kan ingen ord nogensinde

oversættes og ingen udsagn sammenlignes. Et vist spillerum er nødvendigt,

hvis en humanistisk videnskab overhovedet skal være mulig. Det vil stadig

rumme mulighed for at påpege, at visse indikatorer har en særligt stærk

kontekstbinding. En egentlig efterprøvning af, hvor vidt spørgsmålene giver

tilsvarende associationer i de forskellige populationer, forudsætter

supplerende, kvalitativ undersøgelser. Det er imidlertid (for) sjældent, at

sådanne supplerende undersøgelser gennemføres i praksis.

I praktisk forskning foretages metodetriangulation ofte, uden at det

gøres tydeligt i den afsluttende rapport. Et eksempel på en skjult triangulation

er survey-undersøgelser, der tilsyneladende udelukkende støtter sig til

kvantitative metoder, men som reelt bygger på hermeneutiske overvejelser.

Allerede fastlæggelsen af spørgsmålene bygger på overvejelser om, hvordan

de tiltænkte svarpersoner vil opfatte formuleringen, hvordan de vil forstå den,

hvilke svarmuligheder de vil overveje, samt hvordan de ville udtrykke deres

forskellige svar. Forundersøgelser i form af dummyinterviews og

prøveinterviews er en uundværlig kilde for de indledende hermeneutiske

overvejelser, fordi de ellers kun ville have skema-konstruktørernes egne

erfaringer som forudsætning. Åbne prøveinterviews gør det muligt at

indkredse den normale sprogbrug om emnet og de almindeligste

associationer i forbindelse med begreberne. De-briefingen af interviewerne

kan ydermere påpege, hvor de fornemmer, at der har været misforståelser,

jyder til at udtrykke visse forbehold. Sådanne sprogforskelle kan indvirke på regionale

sammenligninger.

176Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1981.

97

uigennemtænkte svar, eller utroværdige svar. Sådanne oplysninger udgør det

uundværlige grundlag for fortolkningen af de betydningsmønstre, som de

standardiserede svar opregner. Den reflekterede forsker må overveje, hvordan

svarpersonerne har opfattet spørgsmålet, hvordan de har opfattet de givne

svarmuligheder, og hvilke overvejelser, der ligger bag beslutningen om et

bestemt svar.

Undertiden kan man få adgang til et relevant og omfattende økologisk-

statistisk datamateriale, der fremstiller subpopulationers variationen i forhold

til gennemsnittet for den samlede population. Sådanne data kan være

statistikker for regioner, kommuner, institutioner eller befolkningskategorier.

De kaldes økologiske, fordi informationerne ikke foreligger på individ-niveau

men typisk på administrative områder. Ved at kombinere sådanne data

strategisk med feltstudier kan man i princippet opnå samme information som

ved survey-undersøgelser. Disse sigter på at give informationer om individers

variation omkring et populationsgennemsnit. Den samme information kan

opnås ved at kombinere den økologiske variation mellem delpopulationerne

og den samlede population med studier af delpopulationer, som belyser

variationen mellem individerne i en delpopulation og dens gennemsnit. Et

eksempel er valgstudier, der kombinerer dataanalyser af valgkredse med

lokalstudier. Hvis lokalområderne vælges strategisk repræsentativt, kan

denne kombination give samme information som en statistisk repræsentativ

surveyundersøgelse. Hvis lokalundersøgelserne tilrettelægges strategisk, kan

de endda potentielt give yderligere informationer, som survey-

undersøgelserne er afskåret fra. For eksempel vil man kunne få oplysninger

om forholdet mellem de holdninger, der fremtræder i individuelle interviews

og de holdninger, der fremkommer i diskussioner i lokalmiljøet. I feltstudier i

lokalområderne er det ydermere muligt at finde tegn på, hvor vidt

holdningerne samsvarer med folks praktiske adfærd.

Sociologiske tværsnitsundersøgelser giver blot et oversigtsindtryk på et

bestemt tidspunkt, men de sociologiske makroteorier handler typisk om

langstrakte processer. Disse aftegner sig (muligvis) i

tværsnitsundersøgelsernes samvariationer og navnlig i aldersvariationerne.

Det ville imidlertid bestyrke den processuelle fortolkning af

tværsnitsvariationerne, hvis undersøgelsen kunne suppleres med historiske

177Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1990.

98

kildestudier. Det er velkendt, at de socialhistoriske kilder er temmelig

sporadiske og selektive. Dette er muligvis grunden til, at man sjældent ser

denne form for triangulation i praksis. Men efterhånden findes der et ganske

godt socialhistorisk kildemateriale for det 19.-20. århundrede, som kunne

udnyttes til som supplement til surveyundersøgelserne. Teorierne om

dannelse af værdier og attituder peger ikke blot på den aktuelle valgsituation,

men også på stabile mønstre, der er grundlagt i barn- og ungdommen. Det

kunne derfor være relevant for fortolkninger af aldersvariationer at supplere

med kildestudier om de forskellige generationers opvækstvilkår og

socialisationsmønstre. Hvis undersøgelsen gælder politiske holdninger, kunne

det være relevant at se tilbage på generationernes politiske socialisation og

historie. Analyser af årsagerne til ændringer i værdier, holdninger eller

opfattelser kan næppe gennemføres uden at gribe til socialhistoriske og

biografiske kilder, der rækker udover selve surveymaterialet. Der er

utvivlsomt mange survey-analytikere, som supplerer med socialhistoriske

kildestudier, men det er sjældent, at disse kommer til udtryk i rapporterne.

Denne skitse påpeger ikke alle kombinationsmulighederne, men blot

relevansen af at kombinere forskellige typer af informationer og forskellige

metoder. Uden en sådan kombination kommer analysen til at hvile på

udokumenterede antagelser.

Der kan således peges på mange frugtbare metodekombinationer, der

går på tværs af lærebøgernes skel mellem kvalitative og kvantitative metoder.

Dette skal ikke forlede nogen til at tro, at en metodekombination er en nem

løsning på de empiriske studiers udfordringer. Tværtimod indebærer dette en

komplicering af forskningsdesignet. Kravet omfatter ikke blot, at de enkelte

metoder skal opfylde de håndværksmæssige fordringer. Det er et yderligere

krav, at metoderne afstemmes. Hvis man ikke nøje afstemmer metoderne kan

de resultere i en kakofoni af spredte data i stedet for at føre til en harmonisk

polyfoni af resultater, der supplerer, nuancerer og korrigerer hinanden, og

som dermed peger frem mod en samstemmende konklusion.

3. Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget

Drøftelserne af forskernes hensyn til de mennesker og det samfund, som de

studerer, foregår som regel i to diskurser. Der er på den ene side

overvejelserne om metodevalgets etiske udfordringer og på den anden side

om dets ideologiske implikationer. Den etiske diskussion knytter sig som

regel til intensive studier, som bringer forskeren i så tæt kontakt med

99

bestemte personer, at man risikerer at overskride deres intimsfære og at

påvirke dem mod deres ønske og vilje. Den ideologiske diskussion er

derimod forbundet med ekstensive studier, som fremstiller sider af samfundet

på en så overbevisende måde, at det enten bekræfter status quo eller afføder

protesthandlinger.

Det er min - måske lidt provokerende - påstand, at den etiske og

ideologiske tematik er tæt forbundet. De forskningsetiske kriterier har

baggrund i en idealforestilling om det gode samfund. Umiddelbart

fremtræder de etiske spørgsmål, som problemet om der er taget rimeligt

hensyn til et bestemt medmenneske, men det knytter sig tæt til generelle

overvejelser om, hvordan menneske bør forholde sig til hinanden, og i sidste

instans om, hvordan samfundet burde fungere. På tilsvarende måde synes den

ideologiske debat umiddelbart at handle om meget abstrakte overvejelser om

forskningens mulige konsekvenser for den overordnede struktur. Imidlertid

bliver disse ideale overvejelser først levendegjort, når de omsættes i etik. Set

i lyset af en dialektiske agent-system-model kan de etiske og ideologiske

overvejelser betragtes som parallelle diskurser, der henholdsvis retter sig mod

et agent- og et struktur-niveau. De følgende drøftelser vil især fokusere på de

ideologiske aspekter, da den etiske diskussion allerede er temmelig velbelyst

i metodebøgerne.

Et af metodediskussionens temaer gælder de ideologiske implikationer i

opfattelsen af forskerens rolle og det syn på mennesket og samfundet, som

metoderne forudsætter. Kritikerne af kvantificerede metoder har ofte

fremført, at de understøtter en ideologisk legitimering af tingsliggørelsen af

de sociale agenter, som passive instrumenter for institutionerne eller passive

brugere af deres ydelser. Der er en pointe i denne kritik. Men hvis alternativet

er relativisme, kan også den virke ideologisk passiviserende. Der er ikke

noget incitament til at ændre på strukturelle bindinger, hvis de fremstilles

som kontingente synsmåder, som agenterne tilsyneladende står frit til at

vælge eller fravælge.

Det er ikke særligt sigende, at kvantitative metoder er

"reduktionistiske", med mindre det præciseres hvilke relevante informationer,

der går tabt. En vis reduktion i det komplekse univers er forudsætning for

enhver kognitionsproces. Påstanden om, at kvantitative metoder i sig selv er

"reificerende", er heller ikke overbevisende; en optælling af stemmer er

således ikke nødvendigvis med til at gøre vælgerne til "stemmekvæg".

100

Ganske vist hævder Durkheim, at man bør studere samfundsrelationer, som

om de var tingslige, men han præciserer og modificerer dette i forordet til

anden udgaven af metodelæren. Også kvalitative metoder kan indebære en

tingsliggørelse; det historiske grundeksempel er udformningen af et

retsdokument, der fastslår et menneskes status som slave.

Både etnometodologerne, Frankfurter-skolen og de kritiske realister

bemærker, at kvantitative metoder har affinitet til socialteknologiske

interesser. Kritikerne observerer, at det kapitalistisk-bureaukratiske

samfundssystems managers ofte anvender kvantificeringer som strategisk

beslutningsgrundlag. Selvom de kvantificerede metoder ofte benyttes i

tilknytning til en voluntaristisk samfundsmodel, udviskes samfundsborgernes

individuelle træk i analyserne. Frankfurter-skolen kritiserer navnlig, at disse

analyser er knyttet til en begrænset rationalitetsform, der afvejer midler i

forhold til bestemte mål, men som ikke udfordrer opstillingen af

målsætningen og præmisserne i samfundsstrukturen. Der er utvivlsomt brod i

denne kritik; men den overser, at de kvantificerede undersøgelser også kan

rumme kimen til en systemkritik. Når surveyundersøgelserne ofte har et

snævert perspektiv, hænger det samme med valget af spørgsmål, snarere end

med selve metoden. Spørgeformen forhindrer ikke, at svarpersonerne

fremlægge deres værdier, idealer, utopier og deres samfundskritik.

Det kan desuden være et problem, at deltagerne i surveyet ikke udgør en

egentlig gruppe, men kun forbindes som analytiske kategorier af forskerne.

Survey-deltagerne udgør et atomiseret univers, og deres svar præges af

serielle beslutninger. Da der ikke er nogen direkte forbindelse mellem

respondenterne, må hver svare ud fra sin egen horisont.

Denne form for undersøgelser er selvsagt kun en ringe erstatning for den

direkte, omfattende folkelig debat, som er folkestyrets ideal. Imidlertid kunne

surveys i princippet bidrage til at holde den kritisk-demokratiske debat i live

eller genoplive den, hvis den er ved at ved at kvæles i teknisk rationelle

beslutninger. Survey-undersøgelser kunne således i princippet bidrage til at

kvalificere den demokratiske debat, og dermed bidrage - i begrænset omfang

- til emancipation. Der kan faktisk påpeges eksempler på, at den folkelige

kritik, som kom til udtryk i surveys, har rokket ved den politisk-økonomiske

systemrationalitet. Således kom effekten af kampagnen mod atomkraft til

udtryk gennem opinionsundersøgelser, der gav de politiske beslutningstagere

betænkeligheder ved at følge eksperterne fra Risø. Survey-undersøgelserne

101

kan naturligvis have karakter af summariske "Gallup-undersøgelser", der

opfanger den aktuelle folkestemning om et kortsigtet debatemne, og som

benyttes til populistisk pression af politikerne. De kan også være redskaber

for at rejse en debat om de strukturelle betingelser for menneskelig

sameksistens i et højteknologisk samfund.178

Der har ikke udfoldet sig en tilsvarende debat om ideologiske

implikationer ved forskellige kvalitative metoder. Det skyldes ikke, at emnet

er irrelevant, men der er tale om en bred vifte af metoder, som bygger på ret

forskellige forudsætninger. En del af de kvalitative metoder synes at hælde til

"aristokratisk" indstilling, hvor de kvantitative synes at trække i en

teknokratisk eller populistisk retning. På trods af den erklærede interesse i at

forstå agenterne, forudsætter flere af de kvalitative metoder, at forskeren

besidder en højere form for forståelse og indsigt end informanterne. I nogle

tilfælde kan denne indstilling begrundes sagligt. Dette gælder eksempelvis

når forskerne kan påpege diskrepanser mellem agenternes situationsforståelse

på den ene side og objektive indikatorer og materielle interesser på den

anden. Men ofte er overlegenhedsprætentionen og mistankens hermeneutik

kun baseret på forskerens valg af en bestemt teoretisk fortolkning, som ikke

deles af agenterne. Dette gælder blandt andet ved strukturalistiske analyser,

hvor forskeren fremlægger den tankestruktur, som de hævder er styrende for

de sociale agenters handlinger, selvom disse ikke selv er bevidst om den.

Det er således ikke kun kvantitative forskere, der kan kritiseres for at

studere mennesker, som om de var myrer.179

Spørgsmålet i denne diskussion

er ikke, om strukturalismen metodisk giver grundlag for en korrekt analyse,

men om dens ideologiske implikationer. Idet forskeren påpeger strukturelle

træk, som agenterne ikke selv er bevidste om, er der flere muligheder. Der

kan være tale om, at forskeren har misforstået situationen fuldstændigt, at

agenterne har andre motiver end dem, som forskeren lægger vægt på, eller at

agenterne er udsat for en manipulation, de ikke kan gennemskue. Det er

imidlertid problematisk at hævde forekomsten af en falsk bevidsthed alene

med støtte i en teoretisk fortolkningsramme. Det er svært at frigøre sig fra en

mistanke om, at den teoretiske bedreviden, der fremtræder i sådanne

178Spørgsmålet om metodens emancipatoriske potentialer er tæt forbundet med

spørgsmålet om undersøgelsens kvalitet. Jo mere overfladiske spørgsmål, jo mere

ukritiske resultater.

102

kvalitative analyser, samtidig dækker over en social overlegenhedsfølelse,

hvor agenterne bør styres af en elite, som bedre end de selv forstår deres

egentlige motiver og interesser180

. Det er nærliggende at overføre mistankens

hermeneutik på forskeren selv.

Andre kvalitative analyser er derimod præget af en tæt solidarisering

med de sociale agenter. Mange etnografiske eller sociologiske feltstudier

sigter på at se en fremmed kulturer eller indre subkulturer "indefra".

Forskeren betragter det i disse undersøgelser som sin hovedopgave at

fremstille fremmedartede agenter som almentmenneskeligt forståelige.

Dermed kan forskeren bidrage til at udvide solidaritetsgrundlaget indenfor et

fragmenteret samfund eller på tværs af kulturforskelle. Undertiden kan denne

form for forskning udviske skellet mellem at fremstille en handling som

forståelig og som forsvarlig, og dermed bidrage til at relativisere normer og

etiske principper. Påpegningen af, at der kan gælde flere forskellige

referensrammer som grundlag for forståelse og legitimering af en handling,

leder til, at referensrammerne indgår i samfundets legitimeringsprocesser.

Dette gælder følgelig også de sociologiske teorier. Men med mindre denne

argumentation har et realistisk grundlag, bliver relativiseringens konsekvens,

at også kritikken relativiseres. Slutresultatet bliver sandsynligvis en

bekræftelse af status quo, fordi der ikke er nogen faste kriterier for valget af

fortolkning. Konklusionen er, at både de kvalitative og de kvantitative

metoder kan og bør gøres til genstand for en ideologi-kritisk drøftelse.

Det emancipatoriske potentiale i forskningen forudsætter, at

menneskene respekteres som kompetente sociale agenter med en vis, men

begrænset viden om den sociale kontekst.181

Set i dette perspektiv er det

sociologiens væsentligste rolle at kvalificere den demokratiske debat. Dette

indebærer at fremlægge studier af de strukturelle bindinger, som hæmmer

agenternes realisering af deres værdier. En af disse strukturelle bindinger

består i, at agenternes beslutningsgrundlag er serielt. Hver enkelt agent

betragter dermed sine egne værdier og handlinger som uafhængige variable i

179jævnfør Sartres kritik af Lévi-Strauss

180Og som den teoretisk velfunderede forsker naturligvis tilhører.

181Formuleringen ligner Giddens", men tanken findes hos mange andre sociologer. Det

emancipatoriske motiv er neddæmpet i Habermas" seneste værker, men er efter min

opfattelse værd at fastholde.

103

beslutningsprocessen. Dermed indsnævres mulighederne for at realisere

værdierne betydeligt. Først hvis agenterne har en begrundet formodning om,

at mange andre agenter har tilsvarende værdier, motiveres de til at organisere

interessefællesskaber, der med større sandsynlighed kan bidrage til at

realisere deres værdier. De kvantitative survey-undersøgelses perspektiv

ligger netop i at informere borgerne om værdimønstrene, så de kan undgå at

blive ofre for en del-og-hersk-strategi. Sådanne surveys er naturligvis ikke i

sig selv emancipatoriske, men kan have emancipatorisk potentiale i

kombination med kvalitative studier af de institutionelle rammer og de

historisk-kausale samfundsmekanismer, der kunne bidrage til strukturelle

ændringer.

Slutbemærkning og sammenfatning:

Dette notat udspringer af en personlig og faglig interesse. Når man i tidens

løb har anvendt og undervist i både kvalitative og kvantitative metoder,

gemmer der sig naturligvis et spørgsmål om, hvor vidt de kan forenes. Hvis

man endda søger at kombinere dem i praksis, medens lærebøger hævder

deres uforenelighed, nager spørgsmålet ekstra stærkt.

Som religionssociolog er mulighederne for at fokusere på

metodespørgsmålene begrænset, selvom de til stadighed dukker op. Som

ansat på et religionsvidenskabeligt institut er man omgivet af kolleger, som

behersker mange varianter af humanistisk videnskab, historisk-kritisk

metode, filologi, strukturalisme, semiotik og så videre. Sociologen kommer i

den sammenhæng let til at fremtræde som en krypto-positivist, hvis man ikke

blot vil trække på kvalitative oplysninger men også søger at inddrage

statistiske informationer.

Med ansættelsen som lektorvikar i sociologisk metode blev der lejlighed

til at tage metodeovervejelserne op påny. Studieordningen i sociologisk

metode ved Aalborg Universitet indleder med "klassisk sociologisk metode"

som omfatter begge forgreninger. Ved afslutningen på kurset rejste Ruth

Emerek og jeg spørgsmålet om metodekombinationernes forudsætninger med

udgangspunt i Bryman. Diskussionen med holdet har sat sig spor i dette

notat, men jeg har ikke forsøgt at give en letlæst og overpædagogisk

fremstilling af problemerne. En af pointerne med notatet er, at lærebøgernes

pædagogisering indebærer en reduktion af kompleksiteten i stoffet og en

104

forenkling af standpunkterne. Denne forenklende reduktion er nødvendig for

at grundlægge en problemforståelse, men den kan være vildledende, hvis den

indbyder til at blive anvendt som klichekasse og facitliste. Ved

semesterafslutningen blev en anden side af problemet rejst, nemlig om

metodereflektionen bag de store survey-undersøgelser, som pressen udviste

så stærk interesse for. Umiddelbart fremtræder de som baseret på en form for

neo-positivisme, som er afskrevet i den videnskabsteoretiske debat. Da flere

sociologilærere i Aalborg er involveret i sådanne undersøgelser, rummede

diskussionen en invitation til en selvkritisk refleksion.

Der er nogle nøgletekster, som ligger som underliggende motiver i mine

diskussioner. Den belæste læser kan sikkert spore inspiration fra

metodeovervejelser hos for eksempel Cicourel, Habermas og Giddens. Disse

centrale metodologiske drøftelser har sat sig dybe spor, og de ligger

utvivlsomt i det latente bevidsthedslag, som præger mine "selvstændige"

argumenter. Men de er ikke benyttet som paradigmatiske forbilleder. Som det

antydes ovenfor, er jeg kun delvist enig med disse berømte metodologer.

Desuden er min problemstilling mere enkel og praktisk end deres. De drøfter

metodologi i et stort anlagt teoretisk og epistemologisk perspektiv, medens

jeg simpelthen er interesseret i at finde ud af, om kvantitative og kvalitative

metoder kan kombineres, og i bekræftende fald, hvordan det er

hensigtsmæssigt at forbinde dem.

Mine overvejelser er mundet ud i følgende: Det er udtryk for en stærk

forenkling og indsnævring af handlingsmulighederne, når metodevalgets

alternativer fremstilles som enten kvantitative eller kvalitative metoder.

Denne dualisme indebærer samtidig en videnskabsteoretisk forenkling.

Kvantitative og kvalitative metoder er ikke entydigt knyttet til henholdsvis

neo-positivisme og humanistisk videnskabsteori. Både kvantitative og

kvalitative metoder har væsentlige begrænsninger. De kan delvist overvindes

ved at kombinere metoderne i et fælles forskningsdesign.

Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt ud fra rent pragmatiske

hensyn, men de forudsætter en metateoretisk afklaring af de acceptable

metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en metateori, som den kritiske

realismes, der transcenderer metodedualismen. Det rette perspektiv for

metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende, enkeltstående projekt,

men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk fagdiskurs. Det rette

udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion bag metodevalget er

105

ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for forskningsmiljøets

kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en kvalitetskontrol, der

kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til en saglig kvalificering

af den demokratiske debat i samfundet. Til dette formål er både kvantitative

og kvalitative metoder frugtbare.

106

Udgivelser i serien Sociologiske Arbejdspapirer

Nr. 1, 1999 Michael Hviid Jacobsen

The Search for Sociological Truth

Nr. 2, 1999 Erik Laursen

Den Ritualiserede Eufori

Nr. 3, 1999 Mikael Carleheden

Reconstructing Epistemology: Towards a Post-

positivist Conception of Social Science

Nr. 4, 1999 Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen

Hvor farligt er det farlige feltarbejde?

- En etisk-sociologisk belysning og problematisering

af deltagende observation i socialt afsondrede miljøer

Nr. 5, 2000 Ole B. Jensen

Castells & Rummet

Nr. 6, 2000 Ole Riis

Metoder på tværs

Om forudsætningen for sociologisk

metodekombination

Ole Riis

Metoder på tværs

Om forudsætningen for sociologisk metodekombination

Resumé

Det er udtryk for en stærk forenkling og indsnævring af

handlingsmulighederne, når metodevalgets alternativer fremstilles som enten

kvantitative eller kvalitative metoder. Denne dualisme indebærer samtidig en

videnskabsteoretisk forenkling. Kvantitative og kvalitative metoder er ikke

entydigt knyttet til henholdsvis neo-positivisme og humanistisk

videnskabsteori. Både kvantitative og kvalitative metoder har væsentlige

begrænsninger. De kan delvist overvindes ved at kombinere metoderne i et

fælles forskningsdesign. Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt

ud fra rent pragmatiske hensyn, men de forudsætter en metateoretisk

afklaring af de acceptable metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en

metateori, som den kritiske realismes, der transcenderer metodedualismen.

Det rette perspektiv for metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende,

enkeltstående projekt, men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk

fagdiskurs. Det rette udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion

bag metodevalget er ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for

forskningsmiljøets kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en

kvalitetskontrol, der kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til

en saglig kvalificering af den demokratiske debat i samfundet. Til dette

formål er både kvantitative og kvalitative metoder frugtbare.

ISSN: 1399-4514

ISBN: 87-90867-06-8

Tryk: Uni.Print, Aalborg Universitet