1
FLENSBORG AVIS — Tirsdag 4. februar 2014 — 19 STATS- MINISTEREN KRONIK Har du et eller andet emne, som du gerne vil fortælle an- dre om - eventuelt om Syd- slesvig? Så skriv en kronik til avisen. Send den til [email protected]. Størrelsen skal være max. 8000 tegn - inklusive mellem- rum. Forsyn teksten med et par linjer om dig selv, et foto og et kontonummer til det lille honorar. Vi forbeholder os ret til lettere redigering. Skriv en kronik Ensomhed. »How can you tell me you´re lonely, and say for you that the sun don´t shine. Let me take you by the hand and lead you through the stre- ets of London. I´ll show you so- mething to make you change your mind.« Af Gert Behnke De fleste i min generation husker sangen »Streets of London« skrevet og sunget af Ralph McTell i begyndelsen af halvfjerdserne. Sangen handler om byens hjemløse, ældre, oversete og glemte eksistenser, som McTell mente, vi alle skulle ihukomme, inden vi be- gyndte at tale om vor egen ensomhed. Men hvordan ser gadebilledet så ud i dag sådan godt 40 år senere? Middel mod ensomhed London er og forbliver en international me- tropol i konstant udvikling - arealmæssigt nu fem gange så stor som Als og med næsten dobbelt så mange mennesker som hele Dan- mark. Jeg har nu og da fornøjelsen af at bo i denne travle, til tider hektiske, by, og har så- ledes gået hundredevis af kilometer på kryds og tværs i byen. Ligesom i alle andre af ver- dens storbyer findes de mennesker, som McTell skrev om i sin sang, naturligvis stadig. Men nu om dage er det dog en anden ting, som først fanger opmærksomheden. Det, der virkeligt slår een i Londons gader i dag (bort- set fra når Big Ben hvert kvarter klokker i det) er, at næsten halvdelen af alle fodgæn- gere her, har en mobil- eller smartphone i hånden. Den anden halvdel passer nok lidt mindre godt på deres, eftersom der alene i London stjæles omkring 10.000 mobiltelefo- ner – om måneden! Mens jeg således traver byen tynd, har jeg masser af tid til at tænke over, om smartpho- nen mon i virkeligheden er Guds gave til mennesket, så at vi aldrig mere behøver være ensomme. Enhver kan ved selvsyn i hvert fald nemt konstatere, at apparatet bliver benyttet ganske flittigt. En britisk analyse underbyg- ger dette yderligere, idet man fandt ud af, at engelske ejere af en smartphone gennemsnit- ligt konsulterer denne 200 gange hver eneste dag. Hvis der soves syv timer i døgnet, svarer det faktisk til hvert 5. minut i resten af tiden. Der er altså beviseligt et kæmpestort behov for og travlhed med at være digitalt sociale. På den anden side er det uhyggeligt tydeligt, at man i bogstaveligste forstand overhovedet ikke har øjne for de muligheder, der passerer lige forbi een. Det er på mine lange gåture blandt tusinder af mennesker kun ganske sjældent lykkedes mig at få øjenkontakt, endsige udveksle et smil, med en forbipasse- rende. Det forekommer mig, at jo større kon- centrationer af mennesker, desto mere isole- rer vi os mentalt, desto mere er vi fremmed- gjorte for hinanden, desto mere lever hver især i sin egen såkaldte »sociale medie-ver- den«. Den mentale dialog Mennesker i London bevæger sig generelt i et højt tempo, og deres ansigter virker en smule forstenede og udtryksløse. Ingen tvivl om at stressniveauet her ligger noget over, hvad vi kender fra f.eks. Danmark. »Life is what hap- pens to you while you are busy making other plans« lyder et velkendt citat, som bl.a. John Lennon brugte i en sang. Er livet virkeligt det, som sker, mens vi har travlt med alt muligt andet? Det er spørgsmålet, der jævnligt duk- ker op i mit sind, når jeg bevæger mig rundt i byen. Umiddelbart mener de fleste vel mere eller mindre, at livet er det, vore tanker gør det til. Men hvor bevidste er vi egentligt om, hvad og hvornår vi tænker? Og er det os, der styrer tankerne, eller er det snarere tankerne, der styrer os? Vore tanker og følelser, som meget ofte er af mere eller mindre frustrativ karakter, kan kun opleves i nutiden, men de er næsten altid knyttet til fortiden eller fremtiden. Vi analyserer fortiden, ærgrer os over eller ønsker os tilbage til den, eller vi planlægger fremtiden, bekymrer os om eller glæder os til den. Vi bruger altså nuet, det eneste, vi har og nogensinde vil få, til at være tilstede i fortiden eller fremtiden, som jo dy- best set kun er en illusion. Det forekommer, at vi således meget sjældent er helt og fuldt til stede i det nu, hvor selve livet foregår. Vi har næsten altid en konstant mental dialog kørende inde i vore hoveder, og vi når aldrig rigtigt at komme ned under overfladen af tingene, mærker så at sige ikke livet under huden. Således kunne man måske godt sige, at vi ofte mere passivt eksisterer, end vi aktivt lever. På Southbank promenaden på den sydlige side af Themsen finder man nogle bænke med inskriptionen »Everybody needs a place to think«. Måske skulle man hellere have skrevet »Everybody needs a place to be with- out thinking«. Et sted, hvor man lige kunne stoppe op, lave en bevidst dyb ind- og udån- ding, forsøge at udvide nu´et, det ultrakorte splitsekund, der ligger mellem fortid og frem- tid og være fuldt tilstede i det, der foregår li- ge der. Mærke livet uden at surfe på tanker- nes mange bølger. På en anden bænk på Rus- sel Square sad sidst i halvfjerdserne en lille uanselig 29-årig tysk mand ved navn Ulrich. Efter at have oplevet en dyb depression sad han gennem to år dagligt her watching the world go by. Han blev senere verdensberømt som den spirituelle forfatter Eckhart Tolle, og jeg hørte ham fornylig i et foredrag sige: »Det største, jeg har opnået her i livet, er, at jeg ikke længere behøver at tænke, når jeg ikke ønsker det«. Det kan godt forekomme een, at mennesker i London ikke har tid til ik- ke at tænke. Ensomhedsfølelse London har i modsætning til mange andre steder stigende vækstrater, men byen har og- så stigende sygefravær p.g.a. stress og de- pression. De digitale apparater og medier er nok en del af denne udvikling. Rigtigt mange mennesker her viser i hvert fald en tydelig ubevidst og reaktiv adfærd og lader f.eks. al- tid andre bestemme, hvornår et opkald, en sms eller en email skal besvares. Selv midt under en teaterforestilling i West End har jeg oplevet flere modtage og straks besvare en tekstbesked. Tidligere ønskede alle at strække ben i teaterpausen – i dag bliver så godt som alle siddende på deres pladser og nøjes med at strække fingre på smartphone-tastaturet. I erkendelse af manglende kontrol og selvdisci- plin er mange i London så nu begyndt at in- stallere en såkaldt app på deres smartphone, som simpelthen på bestemte tidspunkter al- deles konsekvent lukker for internettet og dets uendelige digitale distraktioner, og der- ved i perioder gør apparatet mere eller min- dre ubrugeligt. At flere og flere finder dette nødvendigt viser tydeligt, hvilken tvangs- mæssig adfærd, smartphonen risikerer at på- føre sine ejere. Vi kender lignende mere eller mindre ubevidste handlingsmønstre fra ludo- mani, trøstespisning, og mange andre slags destruktive afhængigheder. Når menneskers adfærd ikke længere er proaktiv, d.v.s. ikke længere finder sted på baggrund af bevidste valg, men derimod er baseret på og styret af en ubevidst reaktiv og repetitiv tænkning, så får ensomhedsfølelsen rigtigt gode kår at vokse i. Selvfølgelig skal vi lære af fortiden for at blive bedre i fremti- den, men når vi altid har travlt med tænke over, hvad vi har gjort eller hvad vi stadig skal nå at gøre, så bliver der i en hektisk hverdag aldrig tid til bare at være og leve her og nu. Kun når vi kan forhindre vore tanker og fø- lelser i at tillægge alt og alle en bestemt vær- di, kan vi acceptere og respektere mennesker, ting og hændelser uden fordomme og være helt til stede i det, vi gør og møder lige nu. Alle ting, der virkeligt betyder noget, såsom kærlighed, glæde, skønhed, kreativitet, indre fred er jo ikke ting, vi kan tænke os til. Disse ting har vi kun adgang til gennem bevidsthe- den, og ren bevidsthed har vi kun adgang til, når vi kan dæmpe eller stoppe tænkningen. Sådan er det ikke bare i London, men også alle andre steder på denne klode. Briterne har nu gennemsnitligt hver 150 venner på Facebook, men ikke desto mindre viser en rapport fra University of Sheffield, at ensomhedsfølelsen i landet de seneste 30 år er steget fra 18,7 til 26,2 procent af befolk- ningen. The Mental Health Foundation kon- kluderede i sin 2010-rapport, at ensomheds- følelsen i Storbritannien har nået »epidemi- ske proportioner«. I stedet for at læse om fæ- nomenet, kan man også bare vælge at gå en tur i Londons gader, hvor man hurtigt vil få et godt indtryk af, at den menneskelige en- somhed har fået endnu bedre levevilkår, end den havde, da Ralph McTell sang om den for 40 år siden. Streets of London Gert Behnke bor i Sønderborg & London. FOTO: GERT BEHNKE I London er det meget nemt at komme til Penge, men det bliver man hverken rigere eller mindre ensom af.

Streets of London - gertbehnke.dk · den havde, da Ralph McTell sang om den for 40 år siden. Streets of London Gert Behnke bor i Sønderborg & London. FOTO: G ERT BEHNKE

  • Upload
    vandat

  • View
    226

  • Download
    1

Embed Size (px)

Citation preview

FLENSBORG AVIS — Tirsdag 4. februar 2014 — 19

STATS-

MINISTEREN

KRONIK

Har du et eller andet emne,som du gerne vil fortælle an-dre om - eventuelt om Syd-slesvig?Så skriv en kronik til avisen.

Send den til [email protected]ørrelsen skal være max.

8000 tegn - inklusive mellem-rum. Forsyn teksten med etpar linjer om dig selv, et fotoog et kontonummer til det lillehonorar. Vi forbeholder os rettil lettere redigering.

Skriv en kronik

Ensomhed. »How can you tellme you´re lonely, and say foryou that the sun don´t shine.Let me take you by the handand lead you through the stre-ets of London. I´ll show you so-mething to make you changeyour mind.«

Af Gert Behnke

De fleste i min generation husker sangen»Streets of London« skrevet og sunget afRalph McTell i begyndelsen af halvfjerdserne.Sangen handler om byens hjemløse, ældre,oversete og glemte eksistenser, som McTellmente, vi alle skulle ihukomme, inden vi be-gyndte at tale om vor egen ensomhed. Menhvordan ser gadebilledet så ud i dag sådangodt 40 år senere?

Middel mod ensomhedLondon er og forbliver en international me-tropol i konstant udvikling - arealmæssigt nufem gange så stor som Als og med næstendobbelt så mange mennesker som hele Dan-mark. Jeg har nu og da fornøjelsen af at bo idenne travle, til tider hektiske, by, og har så-ledes gået hundredevis af kilometer på krydsog tværs i byen. Ligesom i alle andre af ver-dens storbyer findes de mennesker, somMcTell skrev om i sin sang, naturligvis stadig.Men nu om dage er det dog en anden ting,som først fanger opmærksomheden. Det, dervirkeligt slår een i Londons gader i dag (bort-set fra når Big Ben hvert kvarter klokker idet) er, at næsten halvdelen af alle fodgæn-gere her, har en mobil- eller smartphone ihånden. Den anden halvdel passer nok lidtmindre godt på deres, eftersom der alene iLondon stjæles omkring 10.000 mobiltelefo-ner – om måneden!Mens jeg således traver byen tynd, har jeg

masser af tid til at tænke over, om smartpho-nen mon i virkeligheden er Guds gave tilmennesket, så at vi aldrig mere behøver væreensomme. Enhver kan ved selvsyn i hvert faldnemt konstatere, at apparatet bliver benyttetganske flittigt. En britisk analyse underbyg-ger dette yderligere, idet man fandt ud af, atengelske ejere af en smartphone gennemsnit-ligt konsulterer denne 200 gange hver enestedag. Hvis der soves syv timer i døgnet, svarerdet faktisk til hvert 5. minut i resten af tiden.Der er altså beviseligt et kæmpestort behovfor og travlhed med at være digitalt sociale.På den anden side er det uhyggeligt tydeligt,at man i bogstaveligste forstand overhovedetikke har øjne for de muligheder, der passererlige forbi een. Det er på mine lange gåtureblandt tusinder af mennesker kun ganskesjældent lykkedes mig at få øjenkontakt,endsige udveksle et smil, med en forbipasse-rende. Det forekommer mig, at jo større kon-centrationer af mennesker, desto mere isole-rer vi os mentalt, desto mere er vi fremmed-gjorte for hinanden, desto mere lever hverisær i sin egen såkaldte »sociale medie-ver-den«.

Den mentale dialogMennesker i London bevæger sig generelt i ethøjt tempo, og deres ansigter virker en smuleforstenede og udtryksløse. Ingen tvivl om atstressniveauet her ligger noget over, hvad vikender fra f.eks. Danmark. »Life is what hap-pens to you while you are busy making other

plans« lyder et velkendt citat, som bl.a. JohnLennon brugte i en sang. Er livet virkeligt det,som sker, mens vi har travlt med alt muligtandet? Det er spørgsmålet, der jævnligt duk-ker op i mit sind, når jeg bevæger mig rundt ibyen. Umiddelbart mener de fleste vel mereeller mindre, at livet er det, vore tanker gørdet til. Men hvor bevidste er vi egentligt om,hvad og hvornår vi tænker? Og er det os, derstyrer tankerne, eller er det snarere tankerne,der styrer os? Vore tanker og følelser, sommeget ofte er af mere eller mindre frustrativkarakter, kan kun opleves i nutiden, men deer næsten altid knyttet til fortiden ellerfremtiden. Vi analyserer fortiden, ærgrer osover eller ønsker os tilbage til den, eller viplanlægger fremtiden, bekymrer os om ellerglæder os til den. Vi bruger altså nuet, deteneste, vi har og nogensinde vil få, til at væretilstede i fortiden eller fremtiden, som jo dy-best set kun er en illusion. Det forekommer,at vi således meget sjældent er helt og fuldttil stede i det nu, hvor selve livet foregår. Vihar næsten altid en konstant mental dialogkørende inde i vore hoveder, og vi når aldrigrigtigt at komme ned under overfladen aftingene, mærker så at sige ikke livet underhuden. Således kunne man måske godt sige,at vi ofte mere passivt eksisterer, end vi aktivt

lever.På Southbank promenaden på den sydlige

side af Themsen finder man nogle bænkemed inskriptionen »Everybody needs a placeto think«. Måske skulle man hellere haveskrevet »Everybody needs a place to be with -out thinking«. Et sted, hvor man lige kunnestoppe op, lave en bevidst dyb ind- og udån-ding, forsøge at udvide nu´et, det ultrakortesplitsekund, der ligger mellem fortid og frem-tid og være fuldt tilstede i det, der foregår li-ge der. Mærke livet uden at surfe på tanker-nes mange bølger. På en anden bænk på Rus-sel Square sad sidst i halvfjerdserne en lilleuanselig 29-årig tysk mand ved navn Ulrich.Efter at have oplevet en dyb depression sadhan gennem to år dagligt her watching theworld go by. Han blev senere verdensberømtsom den spirituelle forfatter Eckhart Tolle, ogjeg hørte ham fornylig i et foredrag sige:»Det største, jeg har opnået her i livet, er, atjeg ikke længere behøver at tænke, når jegikke ønsker det«. Det kan godt forekommeeen, at mennesker i London ikke har tid til ik-ke at tænke.

EnsomhedsfølelseLondon har i modsætning til mange andresteder stigende vækstrater, men byen har og-

så stigende sygefravær p.g.a. stress og de-pression. De digitale apparater og medier ernok en del af denne udvikling. Rigtigt mangemennesker her viser i hvert fald en tydeligubevidst og reaktiv adfærd og lader f.eks. al-tid andre bestemme, hvornår et opkald, ensms eller en email skal besvares. Selv midtunder en teaterforestilling i West End har jegoplevet flere modtage og straks besvare entekstbesked. Tidligere ønskede alle at strækkeben i teaterpausen – i dag bliver så godt somalle siddende på deres pladser og nøjes medat strække fingre på smartphone-tastaturet. Ierkendelse af manglende kontrol og selvdisci-plin er mange i London så nu begyndt at in-stallere en såkaldt app på deres smartphone,som simpelthen på bestemte tidspunkter al-deles konsekvent lukker for internettet ogdets uendelige digitale distraktioner, og der-ved i perioder gør apparatet mere eller min-dre ubrugeligt. At flere og flere finder dettenødvendigt viser tydeligt, hvilken tvangs-mæssig adfærd, smartphonen risikerer at på-føre sine ejere. Vi kender lignende mere ellermindre ubevidste handlingsmønstre fra ludo-mani, trøstespisning, og mange andre slagsdestruktive afhængigheder.Når menneskers adfærd ikke længere er

proaktiv, d.v.s. ikke længere finder sted påbaggrund af bevidste valg, men derimod erbaseret på og styret af en ubevidst reaktiv ogrepetitiv tænkning, så får ensomhedsfølelsenrigtigt gode kår at vokse i. Selvfølgelig skal vilære af fortiden for at blive bedre i fremti-den, men når vi altid har travlt med tænkeover, hvad vi har gjort eller hvad vi stadigskal nå at gøre, så bliver der i en hektiskhverdag aldrig tid til bare at være og leve herog nu. Kun når vi kan forhindre vore tanker og fø-

lelser i at tillægge alt og alle en bestemt vær-di, kan vi acceptere og respektere mennesker,ting og hændelser uden fordomme og værehelt til stede i det, vi gør og møder lige nu.Alle ting, der virkeligt betyder noget, såsomkærlighed, glæde, skønhed, kreativitet, indrefred er jo ikke ting, vi kan tænke os til. Disseting har vi kun adgang til gennem bevidsthe-den, og ren bevidsthed har vi kun adgang til,når vi kan dæmpe eller stoppe tænkningen. Sådan er det ikke bare i London, men også

alle andre steder på denne klode. Briterne har nu gennemsnitligt hver 150

venner på Facebook, men ikke desto mindreviser en rapport fra University of Sheffield, atensomhedsfølelsen i landet de seneste 30 årer steget fra 18,7 til 26,2 procent af befolk-ningen. The Mental Health Foundation kon-kluderede i sin 2010-rapport, at ensomheds-følelsen i Storbritannien har nået »epidemi-ske proportioner«. I stedet for at læse om fæ-nomenet, kan man også bare vælge at gå entur i Londons gader, hvor man hurtigt vil fået godt indtryk af, at den menneskelige en-somhed har fået endnu bedre levevilkår, endden havde, da Ralph McTell sang om den for40 år siden.

Streets of London

Gert Behnke bor i Sønderborg & London.

FOTO: GERT BEHNKE

I London er det meget nemt at komme til Penge, men det bliver man hverken rigere eller mindre ensom af.