Sunneva - Dame af sjældent mod

2 · Sunneva

Anders_Stensager_Sunneva_Materie.indd 2 24/06/13 12.26

· 3

ANdErS OttE StENSAgEr

SUNNEVA


4 · Sunneva

Sunneva. Dame af sjældent mod© Anders Otte Stensager og People’sPress, 2013ISBN: 978-87-7137-396-7Omslag: Rasmus FunderForsidefoto, øverst: Det Kongelige BibliotekForsidefoto, nederst: Mahn- und Gedenkstätte RavensbrückBagsidefoto: Privat, venligst udlånt af Christian Sandø Nissen1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undta-get herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Forlaget har forsøgt at cleare alle fotorettigheder. Hvis en fotograf ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af billede, bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

People’sPress ØrstedhusVester Farimagsgade 41DK-1606 København V

www.artpeople.dk


Indhold · 5

Indhold

Forord 7En egenrådig pige 13Det hemmelige Paris 30Kodenavn »Sunny« 46Vejen til Ravensbrück 71Kz-lejrliv 92Uriasposten 111Vinteren 1944-45 129Skyldige og sagesløse 147Sunnevas retsopgør 164Epilog 171Kildehenvisninger 175Kildeoversigt 191Litteraturliste 195Navneregister 199


6 · Sunneva


Forord · 7

Forord

Da jeg i forbindelse med min bog Kvinderne i Ravens-brück – danske skæbner i en tysk kz-lejr gennemgik de mange dokumenter, småskrifter og erindringer, som de overlevende danske kvinder og børn havde efterladt sig, faldt jeg især over én fremstilling, som gjorde særligt indtryk. Det var den færøskfødte Sunneva Sandøs lille erindringsbog Og dog er det sandt … I kvindefængsel og koncentrationslejr fra 1945. En bog, hun skrev på opfor-dring af sin yngste bror, Gunnar, og som handlede om hendes indsats for at hjælpe evakuerede børn under ty-skernes indmarch i Frankrig i 1940. Om hendes illegale aktiviteter og samarbejde med den franske modstands-bevægelse i Paris, hvor hun boede og underviste børn i gymnastik. Men især om hendes tilfangetagelse og op-hold i kvindekoncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin og de erindringer, hun tog med sig derfra. Dette sidste ophold er beskrevet med en intensitet og et virke-lighedsnærvær, der tvinger læseren med på en rejse til-bage i tiden og ind i en verden, hvor »alt håb lades ude«, som Sunneva Sandø selv udtrykker det.

Der er to forhold, der gør Sunneva Sandø særlig inte-ressant og unik i et besættelseshistorisk perspektiv – og som menneske og emne for en biografi. Dels er der hen-


8 · Sunneva

des tætte kontakter til journalisten og grundlæggeren af den franske modstandsbevægelse Libération-Nord, Pierre Brossolette, der især huskes for sine operationer for de frie franske styrkers efterretningsvæsen BCRA, dels til den højtdekorerede engelske SOE-agent og Wing Commander Forest Frederick Edward Yeo-Tho-mas, som hun holdt skjult i sin lejlighed i Paris, før hun i sensommeren 1944 blev deporteret til Ravensbrück. Disse kontakter var af stor betydning for, at Sunneva Sandø efter krigen blev dekoreret for sin indsats under krigen, både i Frankrig og England. Det sagde meget om hendes uforfærdede natur, at hun overhovedet tur-de være i kontakt med, endsige skjule højt rangerende modstandsfolk som Brossolette og Yeo-Thomas.

Dernæst er der injurieretssagen fra 1947, som dømte Sunneva Sandø til at trække nogle ganske alvorlige be-skyldninger mod en dansk medfange fra Ravensbrück-lejren tilbage. Det var en sag, der demonstrerede, at Sun-neva Sandø var lige så stridbar og uforsonlig, som hun var modig. Forhistorien var følgende: Efter krigen blev Sunneva Sandø indkaldt for at aflægge sit skriftlige vid-nesbyrd til brug for den engelske militærdomstol, der i 1946-47 forestod de såkaldte Ravensbrück-processer i Hamburg og dømte størsteparten af lejrens ledende personel for de umenneskelige forhold, fangerne blev udsat for. Den retssag kom nu til at trække tråde til Danmark, idet Sunneva Sandø – under indtryk af det hjemlige danske retsopgør, formentlig som den første kvindelige danske kz-fange – valgte at gå ud i offentlig-heden og anklage en tidligere medfange for at være lejr-spion og gå tyskernes ærinde. Beskyldningerne var tæt


Forord · 9

på at starte en sag om landsforræderi, men endte siden som en injuriesag mod Sunneva Sandø – som hun tabte.

Men historien om Sunneva Sandø handler ikke kun om en kvinde, der besad en stærk livsvilje, skarpe hold-ninger og havde mod til at kæmpe for frihed og retfær-dighed i det Frankrig, som hun var kommet til at elske så højt, at hun var villig til at ofre sit liv for det. Histo-rien handler også om en kvinde, der på nogle punkter var en gåde. Hendes grundlæggende indstilling til uden betænkelighed at dele ud af sine i forvejen sparsomme madrationer til medfanger eller tilse svært syge kamme-rater i Ravensbrück, til trods for at hun risikerede at bli-ve smittet og bringe sig selv i livsfare, gav hende hurtigt øgenavnet »den hvide engel.« Bag sin åbne og direkte fremtoning, der undertiden bragte hende i vanskelig-heder, forstod hun alligevel om nogen at beskytte sine kilder og kontaktpersoner med en disciplineret diskre-tion. Egenskaber, der havde afgørende betydning for det illegale arbejde hun udførte i Paris, men også for hendes egen overlevelse som kz-fange. Hun var en »Dame af sjældent mod«, som nekrologen i Berlingske Tidende i 1981 beskriver hende. Skal man med få ord karakteri-sere Sunneva Sandø, må det være ud fra den devise, som hun selv anførte på første side i sin erindringsbiografi fra 1945, nemlig »at være med, hvor det foregår.« Eventyr-lysten var det grundstof i Sunneva Sandøs personlighed, der bragte hende derhen, hvor hendes mod og vilje kom på prøve.

•


10 · Sunneva

Enhver bog har sine egne præmisser. Dennes er først og fremmest øjenvidnets. Den trækker på Sunneva Sandøs egne erindringer og hendes families efterladte breve og dokumenter samt deres personlige erindringer om Sun-neva Sandø og det, hun fortalte dem om sit liv og dets begivenheder. Det betyder at visse elementer kan være udeladt, mens andre er fremhævet eller ligefrem drama-tiseret. Selvom bogen, i det omfang det har været mu-ligt, læner sig op ad de historiske kilder hentet frem fra bl.a. Rigsarkivet i København og The National Archives i London, vil enkelte af beretningerne, eller i hvert fald dele af dem, ikke kunne verificeres, men blot sandsynlig-gøres. Nærværende bog indeholder derfor ikke en fuld-stændig kommenteret og kritisk gennemgang eller for-tolkning af de anvendte kilder, selvom kildehenvisninger naturligt følger hvert afsnit og er samlet bagest i bogen. Bogen er et forsøg på at formidle krigens tid, som en dansk kvinde oplevede den, først i det besatte Paris og dernæst i en tysk koncentrationslejr.

En forudsætning for tilblivelsen af denne bog har ubetinget været familien Sandøs velvilje og imødekom-menhed. Bogen var aldrig blevet til uden familiens med-virken. En særlig tak går imidlertid til Christian Sandø Nissen, der med stor generøsitet har stillet en betydelig del af familiens helt personlige og mangeårige privatkor-respondance samt fotografier til rådighed. Og til Hanne Buchreitz (f. Sandø), der beredvilligt har svaret på mine spørgsmål og delt sine helt personlige oplevelser og fa-miliefortællinger med mig. Alt sammen elementer, der har formet bogen. En stor tak skal lyde til dem begge. Endelig skal der også lyde en tak til min redaktør, Truels


Forord · 11

Præstegaard Sørensen, for at have bidraget med mange væsentlige kommentarer og input samt endnu et for-trinligt samarbejde.

Anders Otte StensagerKøbenhavn, maj 2013


12 · Sunneva


En egenrådig pige · 13

En egenrådig pige

Sunneva Kolthoff Sandø Pedersen blev født på Færøer-ne, nærmere betegnet Todnæs på øen Sandø, den 4. april 1898. Hun var sine forældres førstefødte og blev siden den ældste i en søskendeflok på seks børn, hvoraf den yngste, Gunnar, blev født i 1905. Moderen, Clara Lund, var datter af sognepræst Niels Jørgen Jensen Lund og Clara Emilie Vilhelmine Kolthoff, hvis far var sogne-præst ved Helligåndskirken. Sunnevas far, Hans Chri-stian Pedersen, var født i Kirke Sonnerup på Sjælland og kom fra noget simplere kår end sin hustru, men havde formået at gennemføre den teologiske embedseksamen. Parret var flyttet til Færøerne i begyndelsen af 1896, hvor Hans Christian blev indsat som sognepræst på øen Sandø. På denne tid var det vanskeligt at få præster til Færøerne – og tilsvarende nemt at blive indsat som sog-nepræst på en af øerne. Det var ifølge familien begrun-delsen for parrets udrejse, der sikrede dem et fast under-hold. I april måned 1896, året efter at de er kommet til Færøerne, blev de gift.

I årene efter Claras og Hans Christians giftermål og Sunnevas fødsel kom yderligere fem søskende i flokken, pigerne Clara Maria og Inge samt drengene Sverre, Er-ling og Gunnar. Alle fik efternavnet Sandø tilføjet dåbs-


14 · Sunneva

attesterne på grund af familiens tilknytning til Færøerne. Navnetilføjelsen fik dog et efterspil siden hen, idet en anden dansk familie med samme efternavn påberåbte sig eneretten til navnet. Derfor fik kun Sunneva, Clara Maria og Gunnar lov til at beholde efternavnet Sandø.

De seks børn af pastor Pedersen var meget forskellige. Det fremgår et sted i Hans Christians dagbogsopteg-nelser, hvor han karakteriserer dem hver især: »Sunneva er stædig og gnavagtig. Clara mild og villig. Inge er sød. Sverre er god. Erling humoristisk og Gunnar er ilter.« Læser man videre i Hans Christians dagbogsoptegnel-ser, får man yderligere det indtryk, at Sunneva nok var den mest egenrådige og vanskelige af dem alle, og i til-læg var hun både dominerende og intrigant. Et år op til jul opdagede forældrene for eksempel, at Sunneva havde hugget sukker og chokolade fra køkkenet sammen med sin bror Sverre. Sverre tøvede ikke med at tilstå, men anderledes forholdt det sig med Sunneva, der pure næg-tede og i stedet beskyldte lillesøsteren Clara Maria for at have givet det til hende. Efter at være blevet korporligt afstraffet, nægtede hun fortsat og var i dagene derefter nedtrykt. Men, som Hans Christian skriver, »mere end sædvanlig flink«.

Episoden fik den da ni år gamle Sunneva til at sige til sin far, at hun nok ikke »var god nok til ham.« Kimen til et autoritetsopgør mellem far og datter synes allerede på et tidligt tidspunkt at have præget deres indbyrdes forhold, og det var da heller ikke sidste gang, at Sunneva blev anledning til forældrenes bekymring. Nytårsdag et års tid senere skriver Hans Christian igen i sin dagbog om Sunneva, denne gang klokken to om natten: »Sun-



neva er vanskelig, hård, usand, kommer altid i klammeri med sine søskende og anklager kammerater. Der kom-mer sådant et stygt udbrud frem i øjnene. Så vil hun ikke det og det, ikke skrive stil, så påstår hun, at hun ikke kan klare sin tysk…« Men sine genstridige træk havde Sunneva ikke fra fremmede. I sit virke som sognepræst på Sandø havde Hans Christian ikke været sen til bl.a. at afvise folk, der gerne ville giftes eller have deres børn døbt, hvis han havde dem mistænkt for at drikke alko-hol. Så blev de henvist til et nabosogn.

I årene efter fortsætter Hans Christians dagbogs-optegnelser med vidnesbyrd om lignende skærmydsler

Seks søskende stillet op til fotografering omkring 1909. Fra venstre ses Sunneva. Derefter følger Clara Maria, Sverre, Inge, Erling og Gunnar. (Foto: privateje, Christian Sandø Nissen)


16 · Sunneva

og bekymrede bemærkninger angående Sunneva. Og det lader ikke til, at forholdet til forældrene blev bedre med årene, slet ikke da Sunneva nåede teenageårene. Omvendt tegner der sig et noget anderledes billede af forholdet til bedsteforældrene, det vil sige mor Claras forældre. Op gennem barndommen skrev Sunneva flit-tigt til dem for at berette om både stort og småt lige fra grisen, som var blevet så fed og stor og snart skulle slagtes, til pigen i huset, der fik fingrene klemt i rulle-maskinen.

I januar 1902 flyttede Sunneva og familien tilbage til Danmark. Hans Christian blev udnævnt som kapellan – den tids hjælpepræst – ved Odden Kirke, hvor han snart efter blev sognepræst. Af familiens korrespondance i årene frem mod 1911 fremgår det, at Hans Christian gentagne gange søgte væk fra sit embede på Odden i et forsøg på at blive indsat som sognepræst i et sogn, der var tættere på svigerfamilien i København. Det var dog ikke nemt, til trods for at han søgte flere ledige embeder. Hans Christian var ikke menighedsrådenes førstepriori-tet. Ofte blev han tværtimod indstillet som deres tredje- eller fjerdevalg. Først i juli 1911 lykkedes det ham en-delig. Han fik en ny fast stilling som sognepræst, denne gang i Herstedøster pr. Glostrup. I efteråret samme år flyttede hele familien fra Odden til Herstedøster.

I de år, Hans Christian forsøgte at finde en anden fast stilling, der kunne brødføde den efterhånden voksende børneflok, blev alle seks søskende undervist hjemme af moderen Clara. Det var ikke nogen nem opgave og bestemt ikke uden vanskeligheder at holde styr på seks



børn, endsige have tid og overskud til at overkomme deres meget forskelligartede personligheder. Også i den situation var det Sunneva, der kom i forældrenes søgelys. Et af stridspunkterne angik hendes påklædning, for hun ville ikke ligne sine søskende og gå i det ens udseende tøj, som en syerske kom og syede til børnene. Sunneva var ikke just den type storesøster, der gik foran de små med et godt eksempel. Hun var sin egen. I flere af Claras breve til sine forældre skriver hun med bekymring om disse »skavanker«, som hun kalder dem. Hun håber dog på, at det alt sammen går over, men mener også, at det nok vil være bedst for Sunneva at lære sig mere hus-ligt arbejde, når hun er blevet konfirmeret – og så lægge

Sunnevas forældre, Hans Christian og Clara. Billedet er taget i familiens stue i huset på Odden omkring 1910. (Foto: privat-eje, Christian Sandø Nissen)


18 · Sunneva

bøgerne fra sig. Kun sprogundervisningen skulle hun indtil videre fortsætte med.

Udsigten til at skulle hjælpe mere til derhjemme og tage sig af sine mindre søskende var slet ikke, hvad teen-agepigen Sunneva havde lyst til, og kontroverserne mel-lem mor og datter blev kun flere. Selvom Clara tog imod sine forældres tilbud om, at Sunneva i perioder kunne komme til København og bo hos dem, var hun også no-get betænkelig ved den løsning. Sunneva glædede sig nemlig mere til disse ophold, end Clara havde turdet håbe på. Opholdene hos bedsteforældrene var ikke kun aflastning for Clara, men gav også Sunneva en chance for at opleve noget andet end det stille liv på landet. I perioder flyttede Sunneva således ind i bedsteforældre-nes stuelejlighed i Gammeltoftsgade på indre Østerbro i København – indimellem i følgeskab med andre af sine søskende. Det var, når Hans Christian var væk fra hjem-met i Herstedøster i længere tid på grund af sogneger-ninger – eller for at besøge sin veninde Elsebeth, som han havde kendt siden tiden på Færøerne, og som han havde sørget for at skaffe til Danmark.

Trods sin ringe lyst til bøgerne blev Sunneva optaget som elev på Roskilde Katedralskole. Det udgjorde i sig selv endnu et problem. For mens familien endnu bo-ede på Odden, måtte hun hver morgen køres i jumbe til stationen på Odden og derfra med tog til Roskilde

Den 18-årige Sunneva iført kittel og malerpensler. Billedet er taget i 1916, det år, hun blev student. (Foto: privateje, Christian Sandø Nissen)




20 · Sunneva

for om eftermiddagen at tage den lange vej tilbage igen. Siden gik turen fra Herstedøster til Roskilde og retur. Det var lige langt. Én af katedralskolens lærere, en hr. Krarup, der var tidligere skolekammerat til Sunnevas far, bemærkede, at Sunneva virkede træt og uoplagt i timer-ne, og det blev derfor arrangeret, at Sunneva i vinteren 1914-1915 kunne få lov at bo hos hr. og fru Krarup i Roskilde og derved undgå den lange rejse frem og til-bage mellem skole og hjem. I et brev til sin bedstefar, Niels Lund, der er afsendt umiddelbart før julen 1914, fortæller Sunneva, hvor godt dette gør hende, men også at hendes standpunkter ikke er så gode mere. Interes-sen for skolegang og lektier var uændret – kølig. Men, som hun skriver, student skulle hun være, og det blev hun, i 1916. Det gik endda langt bedre end forventet, for af skolens karakterudskrifter fremgår det, at hun blev den blandt de nysproglige studenter i klassen, der fik det næsthøjeste karaktergennemsnit. En klasse, hvor i øvrigt kun to var piger. I fagene gymnastik og engelsk klarede hun sig bedst og fik klassens højeste karakter, og generelt var det sprogfagene, der lå bedst til hende, mens det med naturfagene og matematik gik mindre godt.

Trods det valgte Sunneva efter sin studentereksamen at lade sig indskrive på medicinstudiet ved Københavns Universitet. Hun flyttede til København og indlogerede sig i Istedgade 45, hvor hun havde lejet et værelse, og tog hul på en årrække som lægestuderende – uden no-gensinde at få sin eksamen. Sidste gang, Sunneva Sandø står opført som indskrevet ved det medicinske fakultet, er for det akademiske år 1924-25, hvor hun i begyndel-sen af 1925 aflægger eksamen i anatomi med karakte-



ren »non contemnendus« – eller »ikke at foragte«, det vil sige lige bestået. I familien siger man i dag, at årsagen til at Sunneva måtte forlade studiet i utide, var chikane fra de mandlige medstuderende, muligvis fordi hun havde haft et intimt forhold til en anatomiprofessor.

Omtrent samtidig med at Sunneva opgav medicin-studiet, mødte hun sin første kæreste. Det er muligt, at denne kæreste faktisk var anatomiprofessoren, men det er i dag umuligt at afgøre, for af familiens korrespon-dancer fremgår kun, at Sunnevas far, Hans Christian, under ingen omstændigheder kunne acceptere forhol-det og anså det for umoralsk. Uenigheden mellem far og datter havde da længe ulmet og brød nu for alvor ud i lys lue. Sunneva havde – måske ikke med urette – no-get vanskeligt ved at forstå sin fars moralske skrupler på hendes vegne, når han selv gennem flere år havde haft et tæt venskabeligt forhold til den færøske dame Else-beth, samtidig med at han var gift med Clara. Det gav hun udtryk for, og fra denne optrapning eskalerede kon-flikten, indtil Sunneva med fuld stridbarhed trumfede sin vilje igennem med forbløffende eftertryk: Hun rejste straks til Paris, til stor forundring for resten af familien.

Det var en uhørt drastisk og for samtiden også meget vovet beslutning for en ung ugift kvinde, der hverken havde udsigt til job eller var færdig med sin uddannelse. Men væk ville hun, og Paris syntes det rette sted. Her kunne hun leve sit eget frie liv uden utidig indblanding.

Sunneva havde ingen forbindelser i Paris. Det eneste, hun havde med, var sine gode sprogkundskaber og sin faste beslutning om at blive og finde et arbejde. Hun gik nu i gang med at fordybe sig i det franske sprog på en


22 · Sunneva

særegen og stædig måde: ved ganske enkelt at gentage, hvad der blev sagt til hende på fransk, når hun købte en avis, var ude at handle eller kørte med bus. Sådan lærte hun fransk endda så godt, at selv en pariser havde svært ved at høre, at hun var udlænding. Men beskæftigelsen kom ikke lige så let til hende. Hun forsøgte at tjene lidt penge ved at undervise i massage og gymnastik og ved som journalist at skrive nogle småartikler, hun kunne sælge – det rakte ikke langt. At finde et fast sted at bo, der var tilpas billigt, var ikke mindre svært, og familien hjemme i Danmark opfordrede hende da også løbende til at komme hjem igen. Men Sunneva ville det ander-ledes. Også selvom hun måtte konstatere, at Paris var en dyr by at leve i. Et æg kostede ifølge et brev, Sunneva sendte hjem, hele 35 øre - det var i en tid, hvor en dansk arbejder tjente omkring halvanden krone i timen. De første år af Sunnevas tilværelse i Paris var derfor præget af skiftende ophold på hoteller eller forskellige adresser, hvor hun var i stand til at betale for leje af et værelse. Fra tid til anden lykkedes det hende at tjene lidt ekstra som massøse hjemme hos velstillede parisiske damer. Oftest gav det godt, men det var kun nogle få dage om ugen, så Sunneva måtte stadig ud og søge supplerende indtægts-muligheder.

På et tidspunkt kom hun i kontakt med en østrigsk maler ved navn Egger, der ligeledes opholdt sig i Paris. Hun begyndte at sidde model for ham, og han malede blandt andet et billede af hende i 1929, som hendes far Hans Christian tog med hjem til Danmark, efter at han havde besøgt hende i Paris i juni måned samme år. Må-neden efter drog Sunneva med Egger til den lille alpe-



landsby Mallnitz i Østrig, hvor de opholdt sig halvanden måned i en afsidesliggende hytte inde i en idyllisk dal og tog på vandreture og nød naturen. Herfra skrev hun et enkelt brev til søsteren Inge, som hun synes at have været mere fortrolig med end sine øvrige søskende.

Af brevet fremgår det, at Sunneva var berørt over de underretninger, hendes mor havde fået efter Hans Chri-stians rejse til Paris. Clara var ked af det, for hun havde fået den opfattelse, at besøget havde været præget af »tristhed«, som hun skriver. Men ifølge Sunnevas brev til Inge var tristhed ikke det rette ord. Sagens rette sam-menhæng var, at »han og vi har haft så meget alvorligt at tale om.« Hans Christian havde uden tvivl givet ud-tryk for sin bekymring over det, som i hans øjne var et løssluppent bohemeliv. Han kunne simpelt hen ikke se, hvordan Sunnevas fremtid skulle forme sig.

I et senere brev til Inge skriver Sunneva, at den østrigske maler nu kom regelmæssigt hos hende i det værelse, hun i denne periode havde lejet på Rue Denfert Rochereau 110 ikke langt fra Luxembourghaven i det legendariske kunstnerkvarter Montparnasse. Faktisk så regelmæssigt, at det var blevet et problem for hende, for det var forbudt at have overnattende mandlige gæster på værelserne. Hele situationen var efterhånden ved at vokse hende over hovedet, så hun var begyndt at bespise ham – og de venner, han gerne havde med sig – med havregrød. Eggers besøg var på et tidspunkt så mange, at han som undskyldning sagde til conciergen i porten, at de to nu var blevet gift – hvilket var længere fra sandhe-den, end han sikkert havde håbet. Det lader i hvert fald til, at forholdet til den østrigske maler ebbede ud engang


24 · Sunneva

i slutningen af 1929. I et brev til søsteren Inge fra januar 1930 fortæller Sunneva meget åbent, at hun netop er »kureret for en forelskelse – puh ha – så grundigt at det skal vare meget meget længe, før jeg tænker på l’amour igen.«

Forholdet til Egger omtaler Sunneva ikke siden, og de følgende to somre var hun tilbage i Danmark, hvor hun opholdt sig hos forældrene, der netop var flyttet til en lejlighed i Glommensgade 9 på Amager. Efter Sunnevas besøg i sommeren 1930 skrev Clara i et brev til Inge, at Sunneva var helt forandret og var faldet mere til ro. Det glædede Clara, at hendes ældste datter havde klaret sig trods besværet med at finde fodfæste, men, som Clara også skrev, så fór hun jo stadig rundt og kunne ikke sid-de stille ret længe ad gangen.

Det var ikke kun for at holde ferie, Sunneva midlerti-digt var i Danmark. En anden grund var, at lillesøsteren Clara Maria havde fået konstateret epilepsi, og med sin baggrund på medicinstudiet var Sunneva den rette til at tage sig af hende. Sunneva var desuden hjemme for at uddanne sig. I et brev fra Clara Maria til Inge fremgår det, at Sunneva var begyndt at tage timer i gymnastik hos en Esther Egebjerg – faktisk op til seks timer dag-ligt. Dertil kom undervisningen hos professor Johannes Spur Helweg på Rigshospitalet. Professor Helweg var læge og fysiurg, men også leder af Rigshospitalets mas-sage- og badeklinik, og hos ham kunne Sunneva uddan-ne sig som fysioterapeut.

Hvad Sunnevas plan med uddannelsen var, blev klart, da hun ved årsskiftet 1931-32 vendte tilbage til Paris. Hun slog sig nu op som underviser i ortopædisk og me-



dicinsk gymnastik og stiftede i virkeligheden sit eget lil-le gymnastikinstitut, selvom hun endnu ikke havde råd til at leje sig ind et sted.

Af Sunnevas breve fra perioden kan man se, at hun har overstreget sin oprindelige adresse på Rue Denfert Rochereau 110 og i stedet anfører adressen Boulevard Raspail 225, ligeledes beliggende i Montparnasse. Det eksperimenterende og i dag kendte »modernistiske« miljø i netop dette kvarter passede uden tvivl godt til Sunnevas – efter datidens målestok – meget frisindede levestil.

I de efterfølgende breve til søsteren Inge og hendes mand Erik Balslev Nissen takker Sunneva for det tøj, de har sendt til hende, og fortæller med begejstring om de mange nye elever hun har fået. Men livet som selv-stændig var også ensbetydende med hårdt arbejde. Hun underviste flere dage om ugen fra ni morgen til ni af-ten, samtidigt med at hun lå i forhandlinger om at få autorisation til at undervise i gymnastik på en nyåbnet polioklinik for børn. Og så forsøgte hun desuden at søge patent på sin undervisningsform gennem den danske ambassade.

Sunnevas lille gymnastikinstitut voksede sig gradvis større, og efter et par år gik det så godt, at hun var nød-saget til at leje sig ind i en større lejlighed. Ikke langt fra lejligheden på Boulevard Raspail 225 fandt hun et nyt lejemål, faktisk blot lidt længere nede ad gaden i nr. 240. Husets kvindelige vært var ofte bortrejst til Sahara, så Sunneva kunne foruden sin egen lejlighed også dispo-nere over værtindens bolig til sine elever i de perioder, hun ikke opholdt sig i Paris. Fra Sunnevas skatteindbe-


26 · Sunneva

talinger til de lokale franske myndigheder ved vi, at hun senere, i 1935, flyttede videre til en stor lejlighed på Rue de Fleurus 1, lige over for Luxembourghaven. Den var tilpas stor til det stadig stigende antal elever, og et par af stuerne kunne endda indrettes som en slags gymnastik-sale med spejle på væggene, hvor hun kunne undervise børnene i gymnastique suédoise – svensk gymnastik, som også blev kaldt Ling-gymnastik, opkaldt efter den sven-ske digter og gymnastikpioner Pehr Henrik Ling.

Pehr Henrik Ling, der selv led af gigt, havde tilbage i begyndelsen af 1800-tallet opdaget, at daglige gym-nastikøvelser lindrede hans smerter. Med det udgangs-punkt havde han fostret ideen om, at kendskabet til denne alternative helbredelsesform både burde udbredes og anerkendes. Derfor begyndte han at læse medicin og blev uddannet til læge, inden han i 1813 – trods hård læ-gefaglig modstand – opnåede den svenske stats godken-delse af sin behandlingsmetode, en såkaldt medicinsk gymnastik, der kombinerede traditionel gymnastik med vejrtrækningsøvelser.

I den reklamepjece, Sunneva fik trykt, tilbød hun spe-cialtimer i medicinsk gymnastik og korrekt vejtrækning. Fra tid til anden foregik undervisningen også i det fri, i det omfang årstiden tillod det.

Sunnevas institut voksede i størrelse og anerkendel-se op gennem 1930’erne. Lige indtil krigsudbruddet 1.

Da Sunneva havde etableret sit gymnastikinstitut i en stor lejlighed på Rue de Fleurus lige over for Luxembourghaven, fik hun fremstillet denne lille brochure, der reklamerede for hendes undervisning. (Foto: Frihedsmuseets arkiv)




28 · Sunneva

september 1939. Fra den tid blev Sunneva tvunget til at neddrosle sin forretning. Med ét havde pariserne ikke længere penge til at sende deres børn til privatunder-visning i gymnastik, og allerede i december 1939 kunne Sunneva ikke længere betale huslejen i den store lejlig-hed ved Luxembourghaven og måtte flytte til en mindre lejlighed på Rue Claude Chahu 11 ikke langt fra Eif-feltårnet. Selvom forholdene var små, var det en bekvem adresse i en mindre livlig og mere anonym del af byen.

Fra Sunnevas egen erindringsbog fra 1945 ved vi, at hun i sommeren 1939 var hjemme på et kort ophold i Danmark, og at hun i efteråret rejste tilbage til Paris – selvom hendes forældre og den nærmeste familie forud for afrejsen forsøgte at overtale hende til at blive i Dan-mark med udsigten til krig i Europa. Men som så ofte før kunne ingen stoppe Sunneva. En ny sæson med un-dervisning i børnegymnastik skulle til at starte, og hun længtes efter at komme tilbage til sit arbejde. Denne gang skulle Sunnevas egenrådighed imidlertid vise sig at blive mere skæbnesvanger end nogensinde, for familien genså hun ikke de følgende seks år, ligesom hendes liv og skæbne tog en ganske anden drejning. Et er dog sikkert. Hun havde givetvis også fulgt sit valgsprog om at være med, hvor det foregår, hvis hun var blevet i Danmark. Det vil sige: Hun havde næppe været i stand til at sidde med hænderne i skødet og se passivt til, mens tyskerne fik lov til at besætte landet uden aktiv modstand.

Før sin afrejse fra Danmark i efteråret nåede Sunneva at skrive til en fransk hjælpeorganisation, der arbejdede med evakuering af børn. Hun tilbød sin assistance, og kort tid efter modtog hun et telegram, der med sin ord-



lyd overbeviste Sunneva om, at hun ikke kunne lade sin afrejse til Paris udsætte af familiens bekymringer:

»Kom straks, vi venter Dem.«


Documents

Sunneva - Dame af sjældent mod