3Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

SYNSPUNKT AF NIELS PETER AGGER

født kompetente. Deres hjerne er synaptisk uudviklede og rode-de, indtil den antager voksenansvarlige træk ved 13-årsalderen. Om det lykkes, afhænger af socialiseringsbetingelserne: generne, den sociale arv, stressniveauet i familien, klimaet i opdragelses-/opbe-varingsinstitutionen samt mulighederne for at udvikle intellektuel, social og kul-turel kompetence, hvis pædagogernes nutidige favoritudtryk anvendes.

Moderne udviklingsteoretikere og -psykologer som Stern, Sommer, Tøn-

De trives ikke længere dårligt eller

har diagnosticérbare problemer.

Børnene mangler blot kompe-

tencer på udvalgte områder og er

måske hæmmet af lidt dårlig social

eller kulturelt arv.

nes Hansen, Jensen, Juul og de andre ’dit kompetente barn’-teoretikere postulerer det modsatte. At børn er i stand til at klare langt mere, end vi tror.

For en psykolog virker det, som om kompetencebevægelsen har stillet faglig redelighed til låns for at give samfundet god samvittighed over børns livsvilkår, selv om antallet af hyperaktive, depres-sive og medicinerede børn, unge med spiseproblemer, incest- og pædofi lisager, tvangsfjernede børn samt unge, der kræ-ver specialforanstaltninger i skolen (ca.

BØRN af moderne tiderBørn er ikke

4 Nr. 2 . 2004PSYKOLOG NYT

hver fjerde), burde få de store alarmklok-ker til at ringe.

Hvad har ellers fået dem til at voldride det spæde, instinktprægede barn med postulater om, at det er så veludviklet lige fra begyndelsen, at det lander på planeten, at det fl ot kan klare de livsbe-tingelser, vi byder dem?

Distriktspsykiatrien med dens fokus på, at psykisk syge er indlagt så lidt som muligt, samt den ambulante behandling på somatiske hospitaler har også den uheldige bivirkning, at mange børn i dag lever helt tæt på psykisk og soma-tisk syge forældre og derved udsættes for ekstreme stressende livsoplevelser.

Kompetencefolkene postulerer, at de-res viden stammer fra den eksperimen-telle psykologi og naturlige observationer af børns hverdagsliv, og at resultaterne derfor er videnskabelige og rummer ”ahistoriske sandheder”. Den har man hørt mange gange før.

Det er svært, at gøre noget radikalt ved, at barndommen blev opfundet for 200 år siden i den gryende kapitalisme, og at der blev brug for udviklingspsykolo-gien. Før blev børn betragtet som endnu ikke udviklede voksne – i matrostøj. I de højere klasser sendte man dem bort til ammerne og tog dem først hjem, når de var tre-fi re år og begyndte at udvise fornuftsmæssige træk. Det skyldes, at datidens kvinder tit i ægteskabskontrak-terne havde indført, at de kunne undslå sig fra ægteskabelige pligter af erotisk art så længe, de gav bryst. Det ville mændene selvfølgelig ikke fi nde sig i, og derved opstod ammeordningerne.

Leo Tolstoj beskriver i ”Krig og fred” (1865) datidens holdning, idet han lader hovedpersonerne Nikolai udtale på spørgsmålet om, hvorfor han ikke påskønner babyers charme: ”Jeg kan ikke ... bare en klump kød”. Hans hustru forsvarer ham med, at han er en god, følsom far, ”... men kun efter at de er et år eller femten måneder ...”.

Børn på slæbDe stakkels børn har, siden saglige Freud for 100 år siden gjorde dem til erotiske væsner, skullet slæbes op gen-

5Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

ved at værdsætte hendes gudindevær-dighed i forhold til stressparaden mellem morrollen, børneafl everingsmaskinen, den intelligente karrierekvinde, hente-børn-æslet, plasticposeindkøbstingesten, madlavningsvidundermaskinen, hygge-sprederen, sociallivsdirigenten og den brølende seksuelle vamp ... efter at hun har kortsluttet internettet og fået ham slæbt ind på lagerne – der for resten trænger til at blive vasket.

March i civilisationenGud se i nåde til kommende slægter!

Det er alvorligt, det her. Der er forskere, som hævder at have dokumenteret, at barnets hjerne neurologisk og biologisk udvikler sig positivt eller negativt, alt efter om afstemningen lykkes eller ej. Dårlig afstemning resulterer i en defekt, synaptisk underudviklet hjerne, og den skal man jo leve sammen med resten af livet.

Det er især slemt, hvis man i forvejen er udrustet med en lav IQ-faktor a la professor Nyborg og via obligatoriske testninger er blevet placeret i under 100-gruppen (de dumme) og derfor henvist til klasseværelsets bageste bænke, manuelt arbejde og pålagt begrænset reproduktiv aktivitet for at undgå DNA-forurening af kommende generationer..

Børn skal også på deres march ind i ci-vilisationen afprøve diverse tilknytnings-mønstre, som udformes efter, hvor vel-lykket investeringen af kærlighedsenergi i forhold til de nære relationer falder ud. Det er endnu engang moderen, der er skurken eller helten.

Børns fremtidige liv (og trækprocent) bestemmes af, om de får blerøven place-ret på en ”sikker base”, eller om den er diffus, ambivalent eller decideret ond-skabsfuld − overstrøget med tegnestif-ter. Tilknytningsstilvalget er afgørende for, hvilken person de elskovsmæssigt knytter sig til og parrer sig med, når de elskende endelig (over nettet) mødes i det fælles projekt: at udfylde og kompensere hinandens barndomsfi kserede neuroser og etablere den store kære-lighed.

Tilknytningen vil være afgørende for, hvordan de magter at udfolde livet

nem oral-, anal- og genitalfasen, hvor de har villet elske med deres mor, skære genitalierne af far og dræbe hinanden i søskendejalousiens hellige navn. Børn er blevet beskyldt for alle mulige ting, bare fordi de har lyst til at die på mors bryster, lege lidt med afføringen, har stirret forundret på faderens hard on eller opdaget, at man sov dejligt efter at have gnedet sig dernede.

De har udviklingsmæssigt skulle gennemleve autistiske perioder, hvor teenagerverdenens head bangings-kultur er blevet forberedt. Narcissistiske faser, hvor de elsker sig selv og ser resten af verden som skabt for at opfylde deres omnipotente og oceaniske behov − lige-som teenagerpiger.

Skizofrene perioder, hvor alt er delt op i janus-verdener, i hvilken deres personlighed er spaltet ud i modstillede fragmenter og alt er absurd og fordrejet – som i den første forelskelse og mødet med skolesystemet.

De bliver trukket igennem hårrejsende paranoia, hvor alt og alle er efter dem, fordi de er for stupide til at forstå, at i vo-res civilisationsperiode, så elsker man far, mor, stedfar, stedmor, papsøskende og de fi re til seks bedsteforældre og sørger for at tilpasse sig den 3 x 2 meters kasse, som rummer barndommens muligheder i det samfund, der bevilger max. 5 timers forældrerelation pr. døgn.

Vi har glemt separationsangst, ødipa-len og den depressive periode, hvor børn burde være nedbøjet over, at de endelig er sluppet for at indsnuse forældrenes adrenalinlugtdæmpende deo doranter, og fri for at være underlagt deres skyld-styngede, panikagtige omsorg: ”partiel-symbiosen” − mere har karrierekvinder og succesmænd ikke tid til på trods af navlestrengs mobiltelefonen.

Børn skal også følelsesmæssigt afstem-me sig efter deres mødre ved at indgå i moderskabskonstellationen og via spej-ling konstruere indre arbejdsmodeller. Altså lære at se lige så intelligent ud som hende om morgenen, før makeup’en er lagt. De skal deltage i eller spejle hendes præmenstruelle svingninger og frustra-tionen over, at verden generelt har svært

ALL

E F

OTO

S: M

OD

ELF

OTO

S

6 Nr. 2 . 2004PSYKOLOG NYT

i forhold til det postmoderne krav til inti-miteten om at bære alt: det rene forhold, forhandlingsægteskabet, den refl eksive diskurs på et ligestillet/demokratisk grundlag, plastisk seksualitet − samt den efterfølgende bitre, hadefulde, grådige, destruktive, totalt urefl eksive skilsmisse. Puha. Over en tredjedel af kærlighedsægteskaber går den vej. Er tallet lige så højt i arrangerede tvangs-ægteskaber?

Det er klart sværest for drengebørn at magte disse krav. De er næsten udeluk-kende blevet socialiseret af kvindelige pædagoger med et stort ordforråd og har haft travlt med at lege Batman, Bin Laden og Charles Manson nede i skjul bag rosenbuskene. Maskulinitet som patologi. Amerikanske undersøgelser viser, at mænd gennemsnitligt bruger 1.500 ord om dagen, mens kvinder anvender 4.000!

Hvad skuffen gemteNutidens pussenusser er på vej ind i et farligt pædagogisk landskab, som skal top-turbo-tune dem til at være: udviklingsåbne, omstillingsparate, kar-riereorienterede, netværksudbyggende, fi rmaøkologisk bevidste, aktive deltagere i lærende organisationer, teambuildere, målstyrings-apparatjiksere, antisexchau-vinister, politiske korrekte, multietniske orienterede og magtdumme. Altså frem-tidens yuppier, teamarbejdere eller kao-spiloter. Eller kaosidioter?

Kompetencepersonen – ud fra de syv forskellige intelligensformer, der bruger både højre faglige, kognitive hjernehalv-del og den venstre, følelsesmæssige og intuitive del i forhold til sin ageren i vekslende sociale relations scenarier. Hjerte, hjerne og netbygning.

Pas på! Pædagogerne har kompeten-ceskemaerne liggende parat i skufferne i vuggestuerne. Børn trives ikke længere dårligt eller har diagnostisérbare proble-mer. De mangler blot kompetencer på udvalgte områder og er måske hæmmet af lidt dårlig social eller kulturelt arv.

Folkeskolen har allerede på udvalgte

skoler oprettet eksperimentelle labo-ratorier, hvor det ”socialkompetente barn” klasseløst svæver rundt mellem projektplaneter med labtoppen under armen. Det foretager selvrapporte-ringer ud fra løbende scorer på intel-ligens-/kompetencemålinger, adlyder antimobningsregler, underlægger sig skolens sorgberedskabssystem og er venner med alle lærere − mens det spiser vitaminberiget skolemad, som reducerer kriminelle og antisociale tendenser til et minimum. Modellen afprøves på anden-generationsindvandrere på Nørrebro og overklassebørn i Hellerup.

Hellerup-forældrene begyndte (forår 2003) at skrige vagt i gevær over, at deres børn i 10. klasses eksperimentelle ordning tilsyneladende ikke lærte en brik. De blev beroliget med, at det gjorde de heller ikke under den gamle ordning. Og det er jo et argument, man må bøje sig for.

En død sildStakkels børn. Så små. Så søde. Gyldne gaver fra fremmede planeter. Så uskyl-dige i de voksnes sære verden.

Kan vi ikke erklære barndommen for en død sild? Den hang grundlæggende sammen med det industrielle samfunds behov for at få arbejderne til at stå stille i lang, lang tid ved maskinerne.

I informationssamfundet burde vi igen begynde at betragte børn som endnu-ikke-voksne, der har brug for stringent karakterdannelse for at udvikle sig til at være rimelige tilpassede, artige og be-grænset forstyrrende, så vi kan holde ud at være sammen med dem.

Børn er objektivt set instinktprægede væsner, der skal socialiseres til at være kommende arbejdskraft, så de kan tjene penge til vores pension og forsyne os med dejlige børnebørn. Snotunger, som skal have et knus, en svingtur, lidt blød tæsk samt beskyttes mod den pæda-gogiske kompetencemaskine, der står parat til at stjæle dem fra os og alt for tidligt bilde dem ind, at forældre ikke er de mest fantastiske og omnipotente væsner i kosmos.

Så kan vi også slippe for al den forban-dede skyld, som udviklingspsykologerne vedholdende og stædigt vil placere på vores i forvejen dybt forældrebøjede skuldre.

Kompetencefolket må gerne vedblive med at teoretisere i elfenbenstårnene og udvikle og fi ndele udviklingsstadierne og kompetenceformerne. Jo højere ni-veau, jo bedre.

Men lader ungerne i fred! Tænk bare på, at i forhold til deres teorier vil enhver skæv teenager kunne sagsøge sine forældre for millioner. ”Du spej-

7Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

lede mig ikke adækvat, mor!”. ”Du var aldrig hjemme, Dad”. Det er da ikke til at leve med.

På ønskesedlenMåske skulle de beskæftige sig med, hvad børn i vor tid virkelig har brug for, for at udvikle sig til ”mit lykkelige, harmoniske barn” − og forsøge, at ændre samfundet i den retning.

Mon børn ikke vil have noget i ret-ning af:

Unge forældre, som stadig gider lege og drømme magisk sammen med dem.

(Så reduceres antallet af kvinder, der får brystkræft, også − idet man ved, at sygdommen bl.a. hænger sammen med sen graviditet.). Flere års barselsorlov og betalte orlovsmuligheder i forhold til ud-dannelsesinstitutioner. Nedsat arbejdstid for småbørnsforældre. Afværgning af eller ”forbud” mod skilsmisser før bør-nene er 12-13 år. Forbud mod hyppige opbrud og fl ytninger. Særlige boområder for børnefamilier, så børnene får kamme-ratskabsnetværket tæt på. Institutioner i lokalmiljøet.

Så kunne vi snakke om et børnekom-

petent samfund i stedet for at postulere, at barnet kan klare at drøne rundt i vores stressmølle. Det kan det klart ikke, som statistikkerne skriger i hovedet på os.

Skolevæsnet kunne også i højere grad begynde at fungere som et indlærings-miljø i stedet for dets nuværende rolle som en del af omsorgskompensations-systemet.

Niels Peter Agger, cand.psych., konsulent. Specialist i sundhedspsykologi

og psykoterapi

BØRN af moderne tider