Syrisk statsideologi - mål eller middel?

Speciale januar 2012 af

Katrine Cornelius Mørkeberg

Mellemøstlige sprog & samfund, arabisk

Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet ved vejleder Sune Haugbølle

Til Schatzie & Byggemand Bob

- because you’re worth it!

Forsideillustrationer:

Egne foto taget ved indgangen til Damaskus’ hovedstrøg, suq al-Hamadiya.

’Syrien tror på dig’(januar 2008)

’Gud bevare Syrien’ (april 2007)

’Jeg tror på Syrien’ (april 2009)

Indholdsfortegnelse

Abstract ………………………………………………………………………………………….. s. 1

Indledning ……………………………………………………………………………………..… s. 2

Fænomenet ideologi ………………………………………………………………………….…. s. 4

Funktion …………………………………………………………………………... s. 5

Konstruktørerne ………………………………………………………………….. s. 6

Efterleverne ……………………………………………………………….………. s. 8

Redskaber ……………………………………………………………………...... s. 10

Begrebet autokrati ………………………………………………………….............................. s. 14

Regimetyper …………………………………………………………………..…. s. 14

Udfordringer og muligheder ………………………………………………….... s. 17

Efterstræbelser og taktikker ………………………………………………….... s. 20

Renter …………………………………………………………...…. s. 21

Klientalisme …………………………………………………..……. s. 23

Tvangsapparatet ……………………………………………………. s. 23

Ideologi ………………………………………………………..…… s. 25

Historisk ………………………………………………………………………………………... s. 26

Ba´ath til magten og afideologiseret ………………………………………...…. s. 26

Magtskiftet ………………………………………………………………………. s. 27

Krisetider ………………………………………………………………………... s. 28

Økonomisk nedgang ……………………………………………….. s. 29

Interne regimestridigheder …………………………………………. s. 30

Ydre pres …………………………………………………………... s. 30

Indre pres ……………………………………………………….….. s. 32

Det syriske autokrati ……………………………………………………………………..……. s. 35

Styret …………………………………………………………………………….. s. 35

Regimets struktur ……………………………………………………………….. s. 36

Organisationerne ……………………………………………....…… s. 37

Bureaukratiet …………………………………………………….… s. 38

Partiet …………………………………………………………….… s. 39

Løjtnanterne og eliten …………………………………………...…. s. 39

Toplederen ………………………………………............................. s. 40

Regimers robusthed …………………………………………………………..… s. 41

Renter ……………………………………………………………… s. 41

Klientalisme ………………………………………........................... s. 42

Tvangsapparatet ………………………………………………….… s. 42

Frygt …………………………………………………. s. 43

Ideologi ………………………………………….…………………. s. 44

Syndebukke ………………………………………….. s. 44

Kulten ………………………….…………………..... s. 45

Ideologi som middel ………………………………………………………………………….... s. 47

Uretfærdighederne …………………………………………………………….... s. 48

Efterleverne …………………………………………………………………....… s. 50

Propaganda ………………………………………………………………….............................. s. 52

De nye medier …………………………………………………...…………………………..…. s. 54

Censur ………………………………………………………………………….... s. 55

Satellit-tv ……………………………………………………………………….... s. 55

Internettet ……………………………………………………………………..… s. 57

Tilstanden i Syrien …………………………………………………………….... s. 58

Analyse af præsidentens taler ……………………………………………………………....… s. 59

Damaskus Universitet november 2005 ……………………………………..….. s. 59

Journalisternes Fagforening august 2006 …………………………………...… s. 65

Parlamentet april 2011 ……………………………………………………..…… s. 67

Sammenfatning af talerne ……………………………………………………… s. 69

Diskussion og perspektivering .…………..……………………….………………………..…. s. 71

Konklusion …………………………………………………………………………………...… s. 73

Bibliografi …………………………………………………………………………………...…. s. 74

Abstract

The scope of the paper is to deduct an analysis of autocracies’ use of ideology, more specifically the

Syrian state ideology. Ideology has shown to be more of a tool than a target with autocracies, by

which they cling on to power. The grounds for cultivating ideologies have in the case of Syria

mainly been hostile attitudes towards the State of Israel and the former colonial powers in the Arab

region, pooled with Islam and nationalism. Combined with patrimonialism and coercion, ideology

serves the purpose of providing the regime with legitimacy and hence preserving the power. Even

though it can come across as being just and supporting ideology is in fact concealing social

injustices and downright oppression.

The Syrian state ideology is based on the traditions and emotions of the population

while at the same time dominating and controlling them. Containing this gap between intention and

performance makes the state ideology performatively inconsistent. By either suppressing or

highlighting the dissatisfactions or even hatred amongst the population the regime underlines its

own part in improving the nation’s situation, stretching from living standards over sectarian strives

to preventing wars and occupation.

Having said that, ideology as a means of legitimacy can backlash in case of the

disclosure of major incoherencies between it and reality. Since control and censorship play huge

parts in the performative inconsistency of the regime, and the new media and technologies of the

world are impossible to control or censor, these will have an impact on the effect of the ideology.

The incentives of the Syrian population to go with the state ideology are not a question of faith in it

so much as an abiding of the red lines of society in order to be left in peace, as well as a dependence

on the state for employment and security. The regime on its behalf does not intend for the

propaganda to be a dogma as such, only more of a display of power and a set of guidelines as to

how the nation should conduct its obedience towards them. Yet it still would pose a central problem

if the ideology’s bluff were to be called with the outcome of the regime loosing the obedience of its

citizens.

The last ideological safety net consists of the pride and hatred of the population which

is the exact reason why president Bashar al-Assad publicly emphasizes conspiracy theories, his

stance against imperialism, and worst case scenario alternatives in times of crisis.

Indledning:

Udgangspunktet for dette speciale er en opfattelse af, at det syriske regime benytter ideologi til at

fastholde deres magt, og at deres statsideologier derfor ikke har en overbevisende men nærmere

passiviserende funktion.

I mellemøstforskeres tilgange, vestlige politikeres udlægninger og mediernes dækning af hændelser

i de arabiske lande enten overspilles eller overses ideologiens rolle ofte. Som regel lægges der

overdrevent vægt på situationers ideologiske tilsnit, og man skelner ikke mellem, om ideologien er

en statsideologi, et politisk redskab for oppositionelle faktioner eller personlige

overbevisningsretninger hos befolkningen, hvoriblandt man igen ikke skelner mellem forskellige

interessegrupper eller overvejer eventuelle bagvedliggende incitamenter. Desuden betones de nye

globale massemediers rolle ligeledes unuanceret i processerne uden blik for, hvad mediernes eller

forbrugernes intentioner er med produktet, eller om den følgende opildnede stemning har et

forudbestemt formål eller ej. Vi befinder os i en tid, hvor den arabiske verden såvel som dens

forskningsfelt er omgivet af megen tumult. Mellemøsten er det på grund af en række politiske

omvæltninger, der udbredt tilskrives forskellige ideologiske træk. Forskningsfeltet er det i den

forbindelse, fordi det ikke havde forudset disse konflikter, oprør og somme tider regimeskift i

regionen.

Ud fra en undren over hvad funktionen med ideologier er for mellemøstlige autokratiske regimer,

og hvad magthavernes motivationer til anvendelsen af dem er, opstod ønsket om at undersøge de

syriske statsideologiers udtryk, formulering og efterlevelse; og om de afspejler virkeligheden eller

ej. Specialet vil derfor undersøge, hvad statsideologiers funktioner er, og hvorledes disse kan

variere; hvem der henholdsvis formulerer eller følger dem og hvorfor; og hvad der sker, hvis ikke

ideologiens udtryk følger virkelighedens rammer. Dette gøres ved at undersøge, hvordan

magtbibeholdelse kommer til udtryk i Syrien, og hvorledes teknikkerne dertil udmønter sig, og

analysere hvad autokratiske regimers ønsker er, og hvilke redskaber og metoder de anvender til at

opnå disse; og hvilken specifik form ideologien antager. Rammerne for analysen er tiden under

Bashar al-Assad, altså fra 2000 til dags dato, med særligt fokus på krisetiderne 2005, 2006 og 2011.

Årsagen til, at opmærksomheden er på krisetider, er, at her sættes autokratiets mål og midler

tydeligere på spidsen. Objektet for analysen er specifikt tre taler holdt af den syriske præsident i

førnævnte perioder for rammende publikummer, nemlig intelligentsiaen, medierne og den politiske

elite, der legemliggør centrale segmenter i den toneangivende del af befolkningen.

I kapitlerne ’Fænomenet ideologi’ og ’Begrebet autokrati’ diskuteres specialets

centrale teoretiske og metodiske begreber. Den empiriske undersøgelse udføres ved henholdsvis at

sætte problemstillingen ind i en historisk sammenhæng i kapitler ’Historisk’ og dels ved at fastslå

dens elementer i kapitler ’Det syriske autokrati’. I analysedelen identificeres de faktorer, der udgør

incitamenter og barrierer i kapitlet ’Ideologi som middel’; udtryk og påvirkninger anføres i

kapitlerne ’Propaganda’ og ’De nye medier’; og kilderne analyseres i ’Analyse af præsidentens

taler’. Slutteligt diskuteres specialets konstateringer, og der perspektiveres til disses relevans i

forbindelse med tidens omvæltninger.

Specialets anvendte litteratur behandler autokratier i en specifik mellemøstlig

opsætning; ideologier i politisk øjemed; og det syriske regimes retorik og befolkningens frygt for

dem. Forskerne bag udgør et bredt historisk udsnit af ideologiteoretikere, Mellemøstorienterede

autokratiteoretikere og specifikke Syrienseksperter.

Fænomenet ideologi

I forbindelse med studiet af ideologier er det centralt at se på, hvad deres funktioner er, og

hvorledes disse kan variere. Da specialets fokus er på ideologiers anvendelse i autokratier, er det

hovedsageligt magthavernes motivationer til anvendelsen af ideologier, der vil blive underkastet

analyse. Men det er ligeledes vigtigt at inddrage befolkningens incitament til efterlevelsen af dem,

da det er det, magthaverne må forholde sig til. For at komme på sporet af bevæggrundene bag

anvendelsen af ideologier, må vi altså undersøge, hvem der formulerer dem og hvorfor, og hvem

der følger dem og hvorfor.

Kapitlet vil præsentere et lille men bredt udsnit af ideologiteoretikere spændende fra

begrebets ophavsmand, Destutt de Tracy, over gamle klassikere som Jürgen Habermas, Karl Marx

og Louis Althusser, tilsat mere ukendte input i form af Jaroslaw Piekalkiewitcz og Alfred Penn, til

nyere bud som Terry Eagleton. Teoretikerne er med henblik på samspillet med autokratibegrebet

primært udvalgt på grund af deres behandling af ideologier i politisk øjemed, og desuden på

baggrund af deres deraf udledte pointering af magthavernes centrale rolle i det ideologiske spil, i

forhold til specialets syriske empiri.

Definitionen af ideologi kan variere meget. En af de mere interessante versioner ud fra dette

speciales empiriske udgangspunkt er Habermas’. Han definerer primært begrebet ideologi ud fra en

underinddeling af, hvad der udgør selve overbevisningen, og hvilke områder dens indflydelse

dækker over.1 Nogle af de mest interessante tilfælde er der, hvor der er en betydelig forskel mellem

det manifesterede indhold og de iboende funktioner i et sæt overbevisninger. For eksempel kan

religiøse overbevisninger godt regulere politiske eller økonomiske transaktioner.2 Spændet mellem

indhold og anvendelse af ideologi udgør indbegrebet af tvetydighed, og sætter virkelig på spidsen

om ideologi er et mål eller et middel. Denne funktion er vældig interessant at tage op i det syriske

tilfælde og legemliggør kernen for specialets relevans. Fænomenet vil blive uddybet, analyseret og

eksemplificeret i kapitlerne ’Ideologi som middel’, ’De nye medier’ og ’Analyse af præsidentens

taler’.

1 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 2632 Ibid. s. 264

Funktion

I ideologiens første dage under oplysningstiden gik drømmen om dens anvendelse ud på at kunne

afdække systemerne for social tankegang og dermed åbne for muligheden for at påvirke folks

overbevisninger og dermed det sociale miljø. Ophavsmanden til begrebet, den franske

revolutionære aristokrat Destutt de Tracy, efterstræbte social rekonstruktion via fornuft og ikke

vold. Han var af den overbevisning, at præsterne i samfundet besad ’opsynet’ med tanke og sjæl, og

Destutt de Tracy ønskede at fravristes dem det og sætte opsynet under en elite af videnskabelige

specialister for derved at befri folket fra religionens mystifikationer og tabuer ved at rense deres

tanker og rykke dem fra overtro og undertrykkelse til frihed, værdighed og retfærd.3

Et nutidigt bud er Terry Eagletons, der holder på magtens centrale rolle bag

ideologier. Han mener, at ideologi genereres med henblik på magt, og at den hermed forvandles til

et sæt diskursive strategier hvormed realiteter, der viser sig pinlige for den styrende magt,

tilsidesættes eller helt slettes ved enten kategorisk benægtelse af deres eksistens eller ved

understregelsen af deres uundgåelighed og ligegyldighed. Hermed er ideologi bidragende til

magtens selvlegitimering. Eagleton uddyber med en fremstilling af, hvordan magthavere ofte indgår

i ’performative modsigelser’, mellem hvad de siger, de gør, og hvad de rent faktisk gør for at skjule

sandheden for deres undersåtter. I samme ånd, mener Eagleton, at ideologier ofte anvendes til etisk

eller logisk retfærdiggørelse af social uretfærd.4

Karl Mannheim er enig i vurderingen af statens og de førende eliters centrale rolle i

skabelsen af ideologi. Mannheims forklaring tager udgangspunkt i menneskets generelle mistro og

mistænksomhed overfor deres modstandere, som han ser som den tidligste forgænger for ideologi,

og han er af den opfattelse, at det var folks erfaringer med politik som værende omgærdet af

hemmeligheder og usandheder, der gjorde dem opmærksomme og kritiske overfor ideologisk

tænkning.5

Ønsket om social rekonstruktion kan altså både gro ud af intentionen om at rense og redde folk og

om at vildlede og kontrollere dem. Og selvom Tracys renselse umiddelbart lyder som et nok så

prisværdige mål at sætte sig, præsenterer der sig allerede ved tankens udgangspunkt en række

problematikker. Hvis en snæver elite satte sig for at danne en ny ideologi, kunne de så uden videre

3 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 1-24 Ibid. s. 8-95 Ibid. s. 54-55

sætte den ideologiske dagsorden for en hel nation? I så fald, hvem ville kunne sige sig i position til

at træffe beslutningen over andre folk, at deres tankegang skal ’renses’? Hvem ville kunne afgøre,

hvad der konstituerer en ’god’ ideologi? Og hvem skulle kontrollere slagets gang? Disse er vægtige

spørgsmål, der alle er væsentlige for analysen af ideologis funktion og essentielle i en analyse af

den syriske statsideologi. Dog tegner der sig allerede et klart billede af magtens centrale rolle i

ideologiernes bagland.

Konstruktørerne

Med hensyn til hvem der ville kunne træffe sådanne afgørelser og kontrollere udførelsen af dem, er

flere teoretikere gennem tiden kommet med forslag på svaret. Marx og Althusser er især

interessante for dette speciale på grund af deres syn på staten og eliternes kontrol over ideologi.

Karl Marx ser den førende materielle kraft i samfundet som værende den førende intellektuelle

kraft. Han udleder, at den styrende klasses idéer derfor må udgøre selve samfundets styrende idéer.

Louis Althusser mener, at et samfunds styrende klasser ejer staten, og at de styrende klasser dermed

ligeledes besidder kontrollen med den fremherskende ideologi.6

To politiske teoretikere, der sætter ideologis funktion på spidsen i deres definition af det ultimative

ideologiske politiske system, ideokratiet, er polske Jaroslaw Piekalkiewitcz og amerikanske Alfred

Wayne Penn, professorer i henholdsvis statskundskab og offentlig forvaltning. De beskriver den

typiske opbygning af ideokratier og deres mulige anvendelser af ideologi.

Piekalkiewitcz og Penns definition på et ideokrati er et politisk system, der drager sin

legitimering fra en monistisk ideologi. En monistisk ideologi fremsætter, at virkeligheden skal

fortolkes efter ét eviggyldigt, universelt system af idéer og hævder selv at opfylde dette ved at være

absolut og forklare alle livets aspekter. Historiske eksempler på ideokratier er; Sparta, Babylonien

og det gamle Egypten; Inka- og Aztekerrigerne; kommunistiske Kina, Sovjet, Vietnam, Cuba og

Nordkorea; Nazityskland; Marxisme, fascisme og neofascisme. Sidstnævnte dækker også over

islamisk fundamentalisme og andre religiøse ideokratier. Desuden nævner Penn og Piekalkiewicz

det syriske ba´athparti som et eksempel på et vestliggjort ideokrati, der har indarbejdet ideologier

6 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 7, 24, 92

med fokus på et monistisk, historisk verdensbillede baseret på pseudovidenskabelige beviser.7 Dette

forhold uddybes nærmere i den følgende analyse.

Piekalkiewitcz og Penn giver et bud på en klassisk model over de hierarkiske

bestanddele i et ideokrati. De udlægger med en forklaring på, at magten kulminerer i én topleder.

Når en monistisk ideologi indebærer, at der kun hersker én virkelighedsopfattelse, er én herskende

leder det oplagte valg. Da historiens gang pludseligt kan ændre forhåndenværende tilstande, sådan

at ideologien konstant må genfortolkes for at tilpasses, er det mest praktisk at have én central figur,

der bestemmer, for at undgå modstridende kilder til fortolkning eller dannelsen af andre potentielt

konkurrerende ideokratiske eller pluralistiske systemer. Der findes ingen institutionaliseret proces

for efterfølgelse af toplederen, og fordi han udgør den umiddelbare kilde til lov, legemliggør han

både den lovgivende, udøvende og dømmende magt og er selv hævet over loven. Men han er ikke

hævet over ideologien, der er den anerkendte kilde til al autoritet.8

Under toplederens niveau kommer løjtnanterne og eliten, der ansættes og afskediges

direkte af ham. De danner i form af statsadministration og parti en bro mellem toplederen og de

laverestående grupper i hierarkiet, hvorved de fungerer som repræsentanter for toplederens

autoritet, samtidig med at de indsamler informationer til ham om befolkning. I funktion af deres

stillinger råder eliten og løjtnanterne over en anseelig portion klientalisme, da de har kontrollen

over udnævnelser i deres respektive sektorer. Toplederen skal hermed hele tiden sørge for, at én

specifik løjtnant eller medlem af eliten ikke pludselig får for meget personlig magt og kan udgøre

en trussel. Teknikken til at undgå dette er del-og-hersk, hvor toplederen spiller de individuelle

konkurrenter ud mod hinanden og dermed holde deres individuelle magt i ave.

Næste led er partiet, der udgør den primære force til politisk kontrol via propaganda,

medlemskab, finanser og overvågning af statsadministrationens institutioner. Partiet fungerer

ligeledes som en kanal for information op igennem systemet, så toppen kan få en fornemmelse af

stemningen blandt masserne og hermed også egen præstation. Nederst i hierarkiet er

medlemmerne.9

I Penn og Piekalkiewitczs udredninger kan man undre sig over flere ting. Hvis for eksempel

historiens gang alene er nok til at kræve en genfortolkning af den monistiske virkelighedsopfattelse,

var den da så eviggyldig og universel til at starte med? Og hvis det kræver så mange praktiske

7 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 2, 26, 318 Ibid. s. 47, 68-709 Ibid. s. 71-74

foranstaltninger at sikre, systemet ikke misfortolkes eller ganske fejes af banen, er systemet da så

absolut, som det selv påstår? Noget kunne tyde på, at ideokratiets topledere selv har taget en lidt

mere jordnær politisk virkelighed i betragtning, før de har givet sig i kast med at danne ideologier.

Det leder ligeledes til overvejelse, hvem der til at begynde med formulerer ideologien, hvis den

øverste i samfundet er underordnet den. Det er som om, ideologien i Penn og Piekalkiewitczs

forklaring opstår ganske af sig selv, på trods af at den alligevel somme tider kan kræve

omformulering. Umiddelbart får man associationer til en universel, guddommelig doktrin, som

mennesket så kan fortolke. Nærmest en art ijtihad, begrebet inden for islamisk lov, hvor muslimske

lærde tilbyder løsninger på problemer, der ikke dækkes præcist af Koranen eller Hadith, via original

fortolkning af Koranen. Man kan slutteligt undre sig over, om Penn og Piekalkiewitcz selv har

spekuleret over disse selvmodsigelser eller ej. Når de beskriver drastiske ændringer i ideologier som

’taktisk fleksibilitet’, virker det rent faktisk som om, de tillægger reaktionerne visse rent politiske

overvejelser. Dog har de ikke sat spørgsmålstegn ved den.

Ud fra disse forskellige udredninger danner der sig et billede af en ovenfra kommende

formulering og anvendelse af ideologi, der går ganske vel i spænd med udlægningen af en

funktionel opretholdelse af magten.

Efterleverne

Ligesom det er centralt at se på, hvem der konstruerer ideologier, er det betydningsfuldt ligeledes at

fastslå, hvem der følger dem, og hvad foranledningerne dertil kan være. Dermed fremtræder

bevæggrundene til formuleringen desto tydeligere.

Penn og Piekalkiewitcz udspecificerer til at begynde med mulighederne for ideologisk

medlemskab. Der findes racemæssige, nationale ideokratier funderet på enten biologisk arv eller en

kombination af biologiske, geografiske og kulturelle karakteristika. Så er der kulturelle ideokratier,

som samles om en essentiel kulturel identitet, og der er de klassebaserede ideokratier, der baserer

medlemskabet på sociale klasser. I de nations- og racebaserede ideokratier gør tilhørsforholdene

automatisk individet til en naturlig del af det nationale fællesskab, hvis de opfyldes. Det gør de

ligeledes i kulturelle ideokratier, selvom tilhørsforholdene her er mere vagt specificeret, baseret på

et sæt af socialt videreførte idéer om, hvad der karakteriserer et folk. Klassebaserede ideokratier

anvender samfundets økonomiske differentiering af arbejdskraft til at definere borgernes

tilhørsforhold via produktionens påvirkning af arbejdsinddelingen.10

Penn og Piekalkiewicz skelner dernæst mellem to forskellige former for efterleven af

ideologier, der udmønter sig i henholdsvis populistiske og totale ideokratier. De populistiske er

konsensusbaserede og råder over et højt niveau af støtte og frivillig accept fra samfundets borgere

på baggrund af den gængse ideologiske overbevisning. De totale grunder i tvang og besidder

omfattende fysiske kontrolfunktioner og politisk tyranni.11 Den populistiske form dækker for

eksempel over calvinistisk Geneve eller fristaten Massachusetts, og de totalitære kunne være

Nazityskland og Sovjet under Stalin.

I forbindelse med hvorvidt årsagen til befolkningernes efterlevelse af ideologien er

kontrol eller indoktrinering, virker Piekalkiewicz og Penn lidt vægelsindede. En forklaring om, at

folk skal være indoktrinerede i en sådan grad, at de selv frivilligt vælger at efterstræbe regimets

mål, står side om side med udredningen om hvordan ideokratiets høje grad af dominans kræver, at

den politiske kontrol gennemsyrer al social organisering.12

Ditto ambivalent omkring årsagen til individers lydighed overfor samfundets ideologier er den

dystopiske skole, hvor en fremherskende idé drejer sig om en verden så gennemideologiseret, at al

modstand, konflikt eller oprør er utænkeligt. Hvis hvert enkelt individ identificerer sit eget indre jeg

med samfundets fremherskende ideologi og dermed også med den styrende magt, og så at sige

bliver ét med disse, bliver oprør mod styret således ensbetydende med at øve vold mod sig selv. Det

er altså ikke tilstrækkeligt, at folk kun er føjelige udadtil. Den styrende magts ultimative mål er ikke

blot, at folk skal acceptere undertrykkelsen og følge den i rituel lydighed, men at de ydermere

glædeligt deltager i processen.13 Dette forhold vil blive analyseret i specifik syrisk kontekst i

kapitlerne ’Det syriske autokrati’, ’Ideologi som middel’ og ’Analyse af præsidentens taler’.

Dystopernes spring mellem en ideologi så stærk, at alle samfundets individer identificerer sig med

den, og en styrende magt hvis mål er at undertrykke befolkningen i blind lydighed, virker

umiddelbart stort.

Udredningen hopper dernæst videre til en forklaring baseret på tvang eller belønning.

Argumentet er, at ethvert undertrykkende styre inderst inde godt ved, at det kun eksisterer i kraft af

dets undersåtters aktive samtykke. Hvis et uretfærdigt styre ikke kan samle dette samtykke, må det

10 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 39-4011 Ibid. s. 28-2912 Ibid. s. 7813 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 18

se sig nødsaget til at benytte tvang. Men tvang vil svække regimets troværdighed på det kraftigste

og kan føre til yderligere fremmedgørelse overfor folket. Ethvert sådant styre er klar over, at folk

ikke giver sit samtykke uden at få noget igen. Dog, så længe styret kan tilbyde en nok så fattig

belønning, vil folk som oftest heroisk finde sig i alverdens kvaler. Dertil sagt, at så snart

belønningerne løber tør, mener dystoperne, at folket med sikkerhed vil gøre oprør mod styret.14 At

resultatet af de vægelsindede pointer ender med, at belønning og tvang må tage over, hvis ikke troen

er stærk nok, tyder på at dystoperne overvejende hælder til overbevisningen om kæp og gulerod

nærmere end overbevisning.

Terry Eagleton tager afstand fra dystopernes idé om oprørsudfaldet, og hans

gennemgående kritik af den dystopiske retning går på, at han ikke mener, ideologi er hverken den

eneste eller endog hovedsagelige grund til, at folk bærer over med uretfærdige styrer. Som han

siger: ”Der er ingen grund til at gå ud fra, at folk, der sagtmodigt indvilliger i et uretfærdigt socialt

system, gør det, fordi de lydigt har indarbejdet dets værdier”. Til gengæld giver Eagleton andre

forslag til faktorer, der kunne forårsage politisk føjelighed hos folk. For eksempel kunne politisk

afmagt udgøre en faktor; hvis folk ikke kan se noget bedre, opnåeligt alternativ til det eksisterende

styre, eller de eventuelt er decideret bange for konsekvenserne af at udfordre et specifikt regime.

Det behøver dog ikke nødvendigvis være så drastiske grunde; ganske almindelige, dagligdags

bekymringer kan være nok. Hvis folk eksempelvis har for travlt i hverdagen med at tage sig af deres

børn, koncentrere sig om deres job eller generelt at få livet til at hænge tilfredsstillende sammen.15

På trods af lettere vaklende argumenter peger udfaldet på en dominant overvægt af

anskuelser baseret på belønning og tvang snarere end tro og tilhørsforhold som incitament for

befolkningernes ideologisering, hvilket eksemplificeres i den følgende empiriske undersøgelse og

analyse.

Redskaber

I tråd med ovenstående kæp-og-gulerod-forklaring må man altså gå ud fra, at der skal en form for

overtalelse til fra magthavernes side for at få folk til at følge deres forgodtbefindende. I denne

forbindelse vil kapitlet fremlægge, hvilke redskaber der anvendes til formålet. Penn og

Piekalkiewicz kommer med en del bud på dette. De fastholder, at ideologiers mål om at opnå deres

14 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 1915 Ibid. s. 19

utopiske idealer kræver en total mobilisering af samfundet. Dertil anvendes mange forskellige

former for indoktrinering såsom deltagende aktiviteter, overtalelse og tvang.

Først og fremmest benyttes uddannelsessystemet til ideologisk træning. Det

kontrolleres fra styrets side gennem en nøje udvælgelse af materiale og personale. Dernæst udgør

kommunikationsmedierne vægtige socialiseringsredskaber via samme form for selektiv udvælgelse

af indhold kombineret med udførlige politiske indslag. Medierne kontrolleres via tilladelser,

monopoler og censur.16 Penn og Piekalkiewitcz nævner som en alternativ form for ’massemedie’

fredagsbønnen, som dog også rigtigt nok kan fungere som udbredende af regimets ideologier, hvis

der for eksempel er tale om en moské kørt af stats´ulama`. Men hvis der ikke er, kan det lige så vel

være kilde til opposition og er det ofte. Som eksempel kan nævnes den syriske befolknings angreb

på den danske ambassade under Tegningsagen. Der vil nok være uenige parter, der mener, det var

regimets eget tiltag, men i betragtning af styrets generelle vægring ved at fyre op under vrede,

religiøse blus virker ventilforklaringen mere plausibel. Desuden giver dette et billede af

tilstedeværelsen af vrede islamister, der er rart for regimet at have ved hånden til en senere lejlighed

i form af skræmmebillede, se kapitlet ’Det syriske autokrati’.

En anden vigtig faktor, hvorved medlemmernes dedikation til systemet fremmes, er

socialisering via deltagelse som mobiliserende teknik. Dette kan blandt andet masseorganisationer

være betydelige kanaler for. Herigennem identificerer masserne sig med systemet og ses samtidig af

andre borgere som samfundets agenter, hvilket igangsætter nye rekrutteringsbølger ud igennem

befolkningslagene. Samme effekt kan opnås via medlemskab af partiet eller deltagelse i spontane

massehandlinger. Piekalkiewicz og Penn forklarer, hvordan spontane massehandlinger oftest er

både kontrolleret og organiseret af styret.17 Det er også ganske rigtigt, at stærke regimer ofte er dem,

der står bag demonstrationer og lignende i deres respektive lande. Men somme tider kan

massehandlinger også være tiltag fra befolkningens egen side, som så tillades af styret som en slags

ventil til at slippe af med indestængt vrede.

Sidst men ikke mindst nævner Piekalkiewitcz og Penn tvang. Tvangen kan være af

enten økonomisk, administrativ, social eller fysisk art. Den økonomiske tvang består af fordelingen

af statsbudgettet ned igennem systemet, hvorved magthaverne styrer den generelle sociale udvikling

via pletvise økonomiske tildelinger, eller af kontrollen med uddannelsesmuligheder eller ansættelse

og andre lignende karrieremæssige fremtidsudsigter. Den administrative tvangs hovedfunktion er at

eliminere organisationer, der modstrider systemet. En sideløbende funktion er at tilpasse, begrænse

16 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 82-8417 Ibid. s. 84-85

eller udvide eksisterende organisationer alt efter deres brugbarhed overfor ideokratiet. Dette gøres

eksempelvis via udstedelser af tilladelser, monopoler og licenser. Ideologiske politiske systemer har

i den forbindelse mange institutioner, alle komplet indordnet under det centrale lederskab. Social

tvang fungerer i praksis fuldstændigt som den økonomiske, via enten fordelingen af privilegier eller

tildelingen af straffe mellem de respektive sociale organisationer, i form af eksempelvis offentlig

anerkendelse og forfremmelser eller manglen på samme, hvilket skaber et konkurrerende miljø

blandt organisationerne. Derudover kan den antage form af selvgenererende social censur,

hvorunder befolkningen i stigende grad får sværere ved at modstå de konforme sociale krav. Fysisk

tvang er en iboende kraft i det ideokratiske system, og mange forskere argumenterer for, at det er et

af de vigtigste karakteristika ved totalitære systemer. Destruktiv terror kan lige så vel anvendes til at

tilintetgøre systemets fjender som til at socialisere dets egne medlemmer. Dette sker gennem en

opdragende effekt der opstår ved først og fremmest at definere de accepterede grænser for kritik og

opførsel generelt og ved at skabe en forebyggende atmosfære af frygt.18

Et andet bud på anvendte redskaber er statsapparaterne. Althusser fremhæver magthavernes aktive

rolle i udbredelsen af ideologi via disse:

” […] no class can hold State power over a long period without at the same

time exercising its hegemony over and in the State Ideological Apparatuses”.19

Det ideologiske statsapparat, Althusser nævner, består af politiske, retslige, religiøse, uddannende,

kommunikative, kulturelle, fagforeningsmæssige og familiære institutioner og udgøres dermed af

mange forskellige private instanser. Dog benævner Althusser alligevel disse ’statsapparater’, da han

ikke ser staten som hverken offentlig eller privat men konstituerende selve forudsætningen for

enhver skelnen mellem disse kategorier. Der findes ligeledes et repressivt statsapparat, der modsat

det ideologiske udgør én offentlig instans og består af regeringen, administrationen, domstolene,

fængslet, politiet og hæren med mere. Det opretholdes primært med vold og sekundært med

ideologi, hvor det ideologiske statsapparat omvendt opretholdes primært med ideologi og sekundært

med vold eller undertrykkelse i form af forskellige arter disciplinering, for eksempel ved udvisning,

censur, udvælgelse eller straf.20

18 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 78-80, 86-8819 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 9220 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 90-92

Anvendelsen af syndebukke er ligeledes et udbredt redskab. Syndebukke er altid

bærere af en modideologi og trusler mod ens eget verdensbillede. Piekalkiewitcz og Penn nævner

som historiske eksempler jøder, kapitalister, sorte, kættere, bourgeoisiet, kommunisterne og

amerikanerne. Funktionen med konceptet syndebukke er mangesidet. For eksempel udgør de et

belejligt fokus for befolkningens frustrationer og afledning fra andre problemer i samfundet.

Skylden for disse problemer omdirigeres hen på syndebukkene og væk fra regimet. Samtidig kan

syndebukke hjælpe folk til at definere egne samfundsmoraler og opbygge et fællesskab. Via

aggressive angreb på syndebukkene indgår individer i en kreativ samfundsopbygning med deres

fæller og integreres dybere i egen ideologi. Samtidig kan tilstedeværelsen af syndebukke eller

fjendebilleder udgøre en undskyldning for styrets hårde kurs mod befolkningen og enhver

opposition i det.21 Kernen i den syriske statsideologi er syndebukke; fjendebilleder som vestlig

imperialisme og zionismen i nabolandet Israel.

Centraliteten af magthavernes manipulerende redskaber i deres mobilisering og

indoktrinering af befolkningen fremstår tydeligt af ovenstående teorier.

21 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 49-50, 67-68

Begrebet autokrati

For at opnå en forståelse af, hvilken rolle ideologi spiller i autokratiske regimer, er det centralt som

udgangspunkt at fastslå, hvad deres ønsker og mål er, og hvilke andre redskaber og metoder de

ellers anvender til at opnå disse.

Jeg diskuterer autokrati i en Mellemøstspecifik kontekst, da området byder på mange

særlige forhold, som skal tages in mente. Man kunne sagtens i andre autoritære regioner såsom

Sydamerika eller Afrika finde autokratier med olie, islam, kolonibaggrunde, etniske split og

regionale tilhørsforhold svarende til det arabiske, men hele kombinationen er særegen for

Mellemøsten. Dertil kommer at Israel er en meget central faktor specifik for Mellemøsten. Og ud

fra et synspunkt om, at regimers tilstedeværende omgivelser spiller ind på deres forhåndenværende

redskaber og valg af taktikker, er en konkret diskussion af mellemøstlige forhold nødvendig for en

tilfredsstillende analyse.

Som i ideologiafsnittet er det hovedsageligt magthavernes motivationer til

anvendelsen af ideologier, der vil blive underkastet analyse, og i undersøgelsen af autokratier indgår

en oversigt over, hvilke styreformer de kan antage. Befolkningens incitament til efterlevelse vil

blive gennemgået senere i specialet.

De anvendte teoretikere er primært udvalgt på grund af deres specifikt mellemøstlige

fokus og dernæst med henblik på deres behandling af autokratier, rentierstater og Syrien som sådan.

Daniel Brumberg og Eva Bellin giver en oversigt over regimetypers karakteristika og holdbarhed,

hvis elementer Giacomo Luciani, Hazem Beblawi, Lisa Anderson, John Waterbury og Volker

Perthes uddyber nærmere indenfor hver deres felt.

Regimetyper

For at definere autokratier må vi først se på, hvilke former de kan antage. I forhold til ovenstående

diskussion af ideokratier opstiller Penn og Piekalkiewicz følgende klassifikation af politiske

systemer:22

22 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 27, 38-39

Politisk system: Overbevisning: Egen samfundsopfattelse: Medlemskab:

Ideokrati Monisme Hellig enhed, andre ’lavere’ samfund

overlegen. Individer er indfødte eller

tilført af historiske eller overnaturlige

kræfter.

Organiseret efter

nation, race, klasse

eller kultur.

Autokrati Begrænset

pluralisme

Demokrati Pluralisme Sammensætning af grupper, både indeni

og udenfor det politiske system. Ikke en

ubrydelig enhed, individer har lov til at

dele deres loyalitet mellem forskellige

fællesskaber.

Dannes ved frivillig

deltagelse eller

lovmæssigt.

Der er opsigtsvækkende tomt i autokratiets kasse, uden kommentarer om hverken

samfundsopfattelse eller medlemskab. Piekalkiewitcz og Penn er gennemgående vage i deres

definitioner af autokratier. De nævnes som et eksempel på delvise ideokratier. Begrundelsen er, at

de autoritære styrer karakteriseres af begrænset pluralisme og en centraliseret politisk sfære, der er

relativt uinvolveret i de andre sfærer af befolkningens daglige liv og kun mobiliserer specifikke

eliter for derefter at lade masserne være, uberørte og ugennemtrængte af ideologien. Den bredere

befolknings manglende tilslutning ses bort fra, så længe de viser tilslutning til den dominerende

elite.23

Daniel Brumberg er mere sikker i sin sag og inddeler sin Mellemøstspecifikke

definition af autokratier i liberaliserede versus fulde versioner. Liberaliserede autokratier er en

styreform, der blander autokrati op med pluralisme; lederne opmuntrer til politisk åbenhed i

civilsamfund, medier og valgsystemet – dog styrer regimet stadig sikkerhedssystemerne, dominerer

mediefladen og anvender klientalisme via økonomiske goder.24 Liberaliserede autokratiers ledere

har lagt en symbolsk distance mellem staten og samfundet, så der er plads til konkurrerende, uenige

opponenter i det politiske forum. Det vil sige, at indenfor visse grænser har andre grupper og idéer

lov til at bygge institutioner udenom staten. Ved hjælp af denne konkurrerende sfære kan regimet

løsne sig selv fra at være politisk og økonomisk bundet til bestemte klasser, interessegrupper eller

ressourcer. Regimet kan danne forskellige alliancer, og alle må konkurrere indbyrdes om regimets

23 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 28, 33, 61-6224 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 3

gunst og spilles derved ud imod hinanden. Denne del-og-hersk-taktik maksimerer regimets

spillerum, samtidig med at den begrænser oppositionens samarbejde, og er dermed central for

regimets overlevelse. Blandt andet giver den konstante konkurrence kamp religiøse og sekulære

kræfter imellem. Herved sikrer regimet sig eksempelvis imod kraftige tilbageslag fra en eventuel

islamisk opposition. Ligeledes undgår det at binde sig alt for hårdt til en hellig mission.25

I modsætning til liberaliserede autokratier står de fulde. Som Brumberg ser det,

overlever fulde autokratier hovedsageligt ved hjælp af to mekanismer, nemlig belønning og straf.

Disse taktikker tager form af henholdsvis en fordeling af job og økonomiske goder blandt

befolkningen til gengæld for deres politisk støtte; og anvendelse af vold og undertrykkelse.26 For at

opretholde sådanne mekanikker kræver det en hvis holdbarhed af styret. Fulde autokratier får

primært deres holdbarhed fra stærke statsinstitutioner, renteindtægter og brugen af ideologi.

Statsinstitutionernes funktion er at absorbere eller undertrykke enhver opposition i samfundet.

Renteindtægterne, der oftest tager form af olie- og andre petroleumrelaterede produkters

indtjeninger til staten, er nødvendige som belønninger til befolkningen men ikke tilstrækkeligt.

Anvendelsen af ideologi antager form af en hellig mission for regimet, dette værende sig

panarabisk, islamisk eller noget ganske tredje.27 Et fuldt autokrati benytter sig af en bred koalition, i

hvilken nøglekomponenter primært udgøres af kapitalister og professionelle, bønder og arbejdere,

og militæret.28 Derimod binder de sig kun til få økonomiske nøglegrupper.29

En anden opdeling af autokratiske styreformer er mellem monarki og republik. Daniel Brumberg

redegør for, hvordan monarkier eksempelvis har nemmere end republikker ved at dele-og-herske, da

de ikke er bundet op på nogen bestemt ideologi og tilhørende grupper, sådan som republikkernes

partier er det. Traditionelle monarkier er ironisk nok ofte bedre til at modernisere, end de mere

moderne republikker har vist sig. I republikker er præsidenterne bundet til regeringspartierne,

hvoraf mange modsætter sig reformer, hvilket vil sige at præsidenterne får mindre råderum.

Ydermere har monarkierne flere indbyggede legitimeringer iboende. Først og fremmest besidder

monarken en selvsagt ret til tronen, i og med at monarkiet indebærer en naturlig dynastisk

videreførelse af magten gennem familiebånd. Det kan ligeledes opleves som en nedarvet islamisk 25 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6126 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 427 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 5828 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23329 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 5

legitimitet, der legemliggøres via et påvist, direkte slægtskab med profeten Muhammad selv, sådan

som Marokkos kong Muhammad VI og Jordans kong Abdallah II.30

Regimers anvendelse af deres forskellige forhåndenværende redskaber afhænger altså

af arten af deres styreform.

Udfordringer og muligheder

Daniel Brumbergs holdning er, at autokratiske regimer i deres valg af strategier ikke bare agerer,

men reagerer i respons på de politiske, økonomiske, sociale og geopolitiske situationer de befinder

sig i.31 Derfor er det væsentligt at undersøge, hvilke udfordringer regimerne sættes overfor, og

hvilke muligheder de ligger inde med.

Politiske udfordringer for et mellemøstligt, autokratisk regime udgøres meget

forenklet sat op af enten interne stridigheder i styret eller forskellige former for udefrakommende

pres, det værende sig ydre pres fra andre stater og samarbejdspartnere i regionen eller Vesten eller

indre pres fra egen befolknings side. Brumberg nævner som ydre indflydelse hovedsageligt krisen i

Israel/ Palæstina, som har givet regionens islamister benzin på deres bål og dannet ideologisk

heterogene alliancer mellem sekulære og islamister. Stående sammen kan disse alliancer udgøre en

magtfuld opposition til de siddende magthavere.32 Giacomo Luciani nævner som indflydelser på

befolkningens krav faktorer såsom social lagdeling og ulighed i indtægter eller decideret fattigdom;

religiøs eller etnisk segmentering og oplevelser af andre landes erfaringer med udfald i kaos;

analfabetisme og religion.33

Økonomiske udfordringer, som belastninger af statsøkonomien, vil typisk komme sig

af høje militæromkostninger og uendelige poster til tilfredsstillelsen af befolkningen. Typisk

udmønter disse sig i helt basale goder såsom en række statstilskud til dagligvarer og ingen direkte

skatteopkrævninger. Offentlige ansættelser sker i et langt større omfang end behøvet for daglig

drift, og fyringer ville potentielt give problemer, da arbejdsløshed kan fyre op under utilfredsheden.

De offentligt ansattes lave løn giver samtidig et højt niveau af korruption.34 En anden kilde til

økonomisk udfordring er faldet af eksterne renter og dermed i statens direkte udbytte. Dette kan i 30 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6231 Ibid. s. 56-5732 Ibid. s. 6533 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13534 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214

yderste tilfælde presse regimet til at gennemføre reformer, der giver tab ned igennem samfundet og

dermed resulterer i politisk utilfredshed.35

Som sociale udfordringer kan i samme tråd nævnes arbejdsløshed og

befolkningstilvækst, eller etniske og religiøse split blandt befolkningerne. Også mainstream

islamisme kan udgøre en trussel mod magthaverne, da en fredelig religiøs tilgang er svær for

regimet at pege fingre ad og derfor nemt bliver stærk rent politisk.36

Politiske muligheder i regionen tager i høj grad udspring i historien, nærmere betegnet

kolonialismen og oprettelsen af staten Israel, som begge stadig er yderst centrale begivenheder på

den politiske scene. At tage afstand fra Vestens imperialisme og Israels zionisme er en efterstræbt

tilstand blandt mellemøstlige regimer – om de så overholder den i realiteten eller kun opildner den

på papiret.37 Ikke kun holdningen til USA er vigtig, Amerikas eget udspil har også stor indflydelse i

regionen. I forbindelse med samarbejdet med arabiske overhoveder i krigen mod terror har USA

udvist omfattende tolerance overfor ikke-demokratiske tilstande, hvilket har udgjort en mulighed

for magthaverne for at øge den hjemlige hårdhed overfor befolkningerne og gennemføre politisk

deliberalisering.38

Sociale muligheder er for eksempel lejligheden til at neddæmpe hjemlige etniske og

religiøse konflikter og tilbyde stabilitet i nationen. Dette gøres ved hjælp af skræmmebilleder i form

af kaotiske forhold i omkringliggende stater.

Økonomiske muligheder legemliggøres for mange mellemøstlige lande af

renteindtægter. Der findes flere forskellige former for renter såsom indkomst på baggrund af enten

strategiske ressourcer eller naturressourcer. Som vestlig iagttager er det først og fremmest

naturressourcerne i form af primært olie, der springer op i hukommelsen, men strategiske renter er

tillige en stor indkomst for visse lande. Strategiske ressourcer kan tage form af holdninger,

handlinger eller alliancer, som andre stater donerer store støttebeløb for, eksempelvis stærk antipati

mod Israel, kontrol over kritiske passager eller lov til at have militære udstationeringer på

hinandens jord. Internationale støttenetværk hjælper økonomien og leverer legitimitet oven i købet.

Grunden til, at renter er af så stor vigtighed, er, at renteindtægter går direkte i statskassen. Staten

kan dermed råde over dem, som de vil, og oftest benyttes renter til belønninger af befolkningen i

bytte for politisk apati.39 35 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6536 Ibid. s. 6537 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13538 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6539 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214

I forhold til centraliteten af sidstnævnte mulighed, byttehandelen regimet og befolkningen imellem

med social retfærdighed og økonomisk sikkerhed til gengæld for politisk passivitet, er vigtigheden

af dens resultater enslydende væsentlig at tage med i en analyse. Daniel Brumberg opstiller

følgende udslag af byttehandelen: nedadgående økonomisk spiral; ideologisk og institutionel

binding til enkelte grupper; og svage klientgrupper og afhængigt bourgeoisi. Forklaringerne lyder

på, at for det første giver opretholdelsen af import-substituering og garanterede statsansættelser

gæld til udlandet og rentier-afhængighed. For det andet kan inkorporeringen af islamiske koncepter

i en socialistisk doktrin fange regimet; demokratiske pagter gør islamisterne sure over den sekulære

magtdeling, og økonomiske reformer gør både socialistiske klasser og islamister sure over manglen

på social retfærdighed. Slutteligt besidder mange grupper måske autonomien til at kunne nedlægge

veto mod regimets økonomiske reformer, men de mangler dog stadig lederskabet, erfaringen og

ideologien til at kunne indgå stærkt nok i forhandlinger. Professionelle, forretningsmænd og

intelligentsiaen er afhængige af statens uddannelse, ansættelser og kontrakter.40

Brumbergs tredje punkt uddybes af en række andre teoretikere. Lisa Anderson ser

netop bourgeoisiets svaghed og underdanighed som en af hovedårsagerne til fortsat autokrati. Hun

skelner mellem tilstedeværelsen af en middelklasse og et underudviklet bourgeoisi. Bourgeoisiet er

underudviklet, fordi det under kolonimagterne blev unaturligt fremmet og siden da overmandet af

en overudviklet stat efterladt af selvsamme koloniherrer.41 Luciani mener, at så længe bourgeoisiet

modtager utallige goder fra staten, er styret uafhængigt af dem og kan sagtens opretholde magten,

selv under økonomiske liberalisering.42 Waterbury viser sig enig med sin forklaring af den direkte

årsagssammenhæng mellem bourgeoisiets afhængighed af staten og statens uafhængighed af

bourgeoisiet.43 Mellemøstlige autokratier har netop derfor i stor udstrækning undgået politisk

liberalisering på trods af vækst i den urbane, læsefærdige middelklasse.44

Tilstedeværende udfordringer og muligheder spiller altså ind på regimernes

anvendelser af deres autokratiske redskaber.

40 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23441 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 7-842 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13543 Waterbury, John: Democracy without Democrats?: the Potential for Political Liberalization in the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 27, 3344 Bellin, Eva: The Political-Economic Conundrum: The Affinity of Economic and Political Reform in the Middle East and North Africa, Carnegie Endowment 2004, s. 4-5

Efterstræbelser og taktikker

Efter at have præsenteret de forskellige former autokratier kan optræde i, og hvilke komplikationer

og redskaber de er udstyret med, viser der sig nogle helt tydelige mønstre for mulig respons.

Autokratierne sammensætter tilpasningsdygtige kombinationer af belønninger, kontrol og

undertrykkelse, dannet af indbyrdes afhængige faktorer i samfundet. Brumberg lægger stor vægt på,

at dette ikke alene er tidsbegrænsede strategier men en fast regimetype i sig selv.45 Denne

regimetype beror på anvendelsen af en række varierende strategier. De går lige fra at være

legitimerende, indarbejdende og afledende; hen over kontrollerende, manipulerende og bestikkende;

til decideret afrettende, undertrykkende og frygtindgydende. Fælles for dem alle er anvendelsen. De

benyttes som overlevelsesstrategier. Daniel Brumberg definerer i korte træk regimers

overlevelsesstrategier, som værende enten politiske eller økonomiske. Regimernes mål med

politiske overlevelsesstrategier er at opnå en hårfin balance, hvor de på en gang udvinder støtte fra

befolkningen uden samtidig at give dem nok magt til at underminere regimet. Målet med

økonomiske overlevelsesstrategier er på lignende vis at tilbyde tilstrækkeligt med ændringer til at

tiltrække udenlandske investeringer, nedsætte gældsbetaling og indsamle udenlandsk valuta uden at

underminere sociale og økonomiske interesser for samfundsgrupperne i den offentlige sektor.46

Regimernes fælles mål med alle disse forskelligartede overlevelsesstrategier er således

opretholdelsen af egen magt.

Ud fra tesen om, at autokratiske regimers fremmeste mål er en bibeholdelse af magten, er det

centralt at undersøge, hvilke midler og taktikker de tager i brug for at opnå dette mål. Statens

strukturelle og institutionelle karakter er af største vigtighed for et holdbart autokrati. Eva Bellin

redegør for, at masseutilfredshed med regimet sagtens kan være til stede i en befolkning, uden at der

kommer en revolution ud af det. Det altafgørende er statens styrke, hvilket i bund og grund vil sige

dens evne til at fastholde monopolet over tvangsapparatet. Det statsstyrede tvangsapparats styrke,

sammenhæng og effektivitet gør forskellen mellem henholdsvis en succesfuld revolution, en

fejlslagen revolution eller en ikke-eksisterende revolution. Kapaciteten til tvang i kobling med

klientalistiske institutioner udgør den sammensatte funktion, vi kalder ’kæp og gulerod’, der både

indikerer viljen og leverer kapaciteten til at undertrykke et samfund. I autokratier hvor denne

45 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 56-5746 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 235

funktion fungerer, og hvor der ligeledes er renter til stede, vil hurtigt regimeskift ikke sandsynligt

ske.47

Bellin og Brumberg fremhæver fire hovedfaktorer til regimers holdbarhed; renter, klientalisme,

tvangsapparatet og ideologi:

Renter

Lisa Anderson udspecificerer rentebegrebet som værende overskud genereret udenfor landets

økonomi, men det er afgørende at få en helt klar definition på rentierøkonomi.48 Hazem Beblawi

opstiller fire faktorer som afgørende for, hvorvidt en stat kan identificeres som havende

rentierøkonomi eller ej: Hvis økonomien primært domineres af eksterne renter; hvis staten er

hovedmodtager af de eksterne renter; hvis det kun er en lille del af befolkningen, der er involveret i

genereringen af renter; og hvis de eksterne renter er årsag til en økonomi, der ikke kræver en stærk

hjemlig produktionssektor.49 Luciani nuancerer definitionen yderligere ved at indføre begrebet

semirentier. Den afgørende forskel er, at ikke alle renter går direkte i staten, derfor er det

nødvendigt at skelne. Renteindtægter som for eksempel private investeringer eller gæstearbejderes

overførselslønninger stater imellem går gennem befolkningerne og gør ikke modtagerlandet til en

rentierstat, og man skal ikke forveksle rene rentierstater med stater, der styrer rentierbaserede

økonomier.50

Rene renter direkte i statskassen er en faktor, der forstærker autoritære regimers

kontrol, uafhængigt af hvilken form dette regime måtte tage. De betaler for afgørende funktioner

såsom ansættelser, tilskud, infrastruktur, gratis uddannelse, militæret og sikkerhedsstyrkerne,51

samtidig med at de fritager staten fra ansvarlighed og opmuntrer til rentierisme, det vil sige

rentesøgende adfærd.52 Stater, der har renteindtægter, vil måske opleve magtkampe og fraktioner

men ikke et folkeligt krav om demokrati – og heller ikke en demokratisk opposition, modsat en

udbredt vestlig forestilling – da alle samfundets grupper vil være optaget af at kæmpe om at få en

47 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 143, 15248 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 1049 Beblawi, Hazem: The Rentier State in the Arab World, The Arab State, Routledge 1990, s. 87-8850 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21451 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 14452 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 211, 215

del af renten.53 At overkomme rentierisme hænger generelt sammen med strukturelle justeringer,

hvilket oftest bliver påduttet af Verdensbanken eller IMF.54 Styrets egen politiske logik vil

almindeligvis være at modsætte sig økonomiske reformer, fordi reformer kan føre til tab og dermed

vrede blandt befolkningen. Det er altså ikke økonomisk rationalitet men politisk logik, der styrer.55

Luciani fastholder, at fald i renteindtægter ikke hænger beviseligt sammen med

demokratisering,56 og at demokratiløfter i en rentierstat vil være rent taktiske.57 Brumberg bakker op

om denne teori med en redegørelse af, hvordan mange arabiske stater i 1980erne stod overfor

økonomiske og sociale kriser. De fleste klarede dog kravet om økonomisk og politisk liberalisering

uden at dele deres magt.58 Der sås politiske åbninger, men deres mål var nærmere en opretholdelse

end en transformation af autokratiet.59 Luciani forklarer, hvordan stater i finanskrise hellere vil rette

sig ind efter en lavere rente end at ændre det institutionelle system. Et nedsat forbrug kan dog

resultere i, at staten mister sine kontrolinstrumenter. Stater, der ikke er i finanskrise og har adgang

til renter, kan efter Giacomo Lucianis mening udskyde demokratisering på ubestemt tid.60

Klientalisme

Klientalisme er det system, der udmøntes i den føromtalte byttehandel mellem regimer og deres

befolkning, bestående af belønninger og beskyttelse til gengæld for loyalitet. Mellemøstlige

autokratiers overlevelse afhænger af klientalisme. Styret leverer sociale goder og job til

befolkningen, der så til gengæld giver deres politiske apati i bytte. Ansættelser afhænger af

nepotisme, og loyalitet er vigtigere end evner.61 Herved bliver befolkning såvel som elite absorberet

og afhængige af staten, hvorfor de kommer til at personificere egen overlevelse med regimets

overlevelse og dermed vil være modstandere af politisk reform.62 Effektiv klientalisme sikrer en 53 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13154 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21455 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 6, 1256 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21157 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13158 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 22959 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 5660 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 131, 133-13461 Bellin, Eva: The Political-Economic Conundrum: The Affinity of Economic and Political Reform in the Middle East and North Africa, Carnegie Endowment 2004, s. 7, 1262 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148-149

loyal base af støtter fra alle samfundslag, der er underlagt staten og arbejder for regimets

overlevelse.63

Klientalismens omfattende omkostninger betales hovedsageligt med renteindtægter.

Regimets kombination af favoriseringer og diskrimineringer opmuntrer befolkningen til indbyrdes

konkurrence og rentesøgende adfærd, som virker afledende på deres opmærksomhed og

utilfredshed. I rekrutteringen favoriseres oftest visse etniske grupper, sekter, stammer eller

regioner.64

Tvangsapparatet

Det repressive statsapparat består i Althussers definition af regeringen og administrationen,

domstolene og fængslet, politiet og militæret med mere. I mellemøstligt regi vil ’med mere’ sige

efterretningstjenesterne og sikkerhedsstyrkerne, de såkaldte mukhabbarat.

De fleste mellemøstlige stater spenderer op mod en dobbelt så stor andel af deres

bruttonationalprodukt på deres sikkerhedssystemer som generelt på verdensplan og bruger ligeledes

enorme summer på våben. Andelen af befolkningen ansat i sikkerhed er tilsvarende en tredjedel

højere en på verdensplan. Renter spiller en stor rolle i dette forhold. Selv om landet er i en dårlig

økonomisk stand, og staten ikke kan betale for uddannelse, velfærd og infrastruktur, kan renter give

staten muligheden for at betale sig selv først, det vil sige betale for sikkerheden frem for alt, hvilket

giver et robust tvangsapparat.65

Militæret, politiet, efterretningstjenesterne og sikkerhedsstyrkerne er de stærkeste

institutioner i mellemøstlige lande. Det kan være svært at skelne den ene institution fra den anden,

da de overlapper hinanden. De overvåger samfundet, inklusiv bureaukratiet, partiet og hinanden.66

Tvangsapparatet udgør hermed et kæmpe potentiale for kilder til information og politisk

indoktrinering af befolkningen for regimerne, så selvom det måske på overfladen kan virke som om,

militæret og mukhabbarat kontrollerer samfundet, er det i virkeligheden staten bag dem, der er i

kontrol.67 Men hvilken politisk indoktrinering regimerne går efter er oftest ikke nær så sandsynligt

gode soldater som det er generelt gode borgere. Tvangsapparatets rolle er nemlig ikke bare at

undertrykke men ligeledes at inkorporere og opdrage,68 og de forsøger at repræsentere hele 63 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23364 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 7-8, 1065 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 147-14866 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 146-14867 Picard, Elizabeth: Arab Military in Politics: from Revolutionary Plot to Authoritarian Regime, Routledge 1990, s. 20368 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 87

samfundets skala på den sociale og ideologiske scene. Alt for hård undertrykkelse sætter

integriteten og legitimiteten på spil, derfor er det vigtigt for regimerne at inkorporere masserne via

en høj folkelig mobilisering.69

For befolkningerne udgør tvangsapparaterne karrieremuligheder. Deres officerer

nyder for eksempel godt af korruption, beskyttelsespenge, illegale forretninger og smugleri.70

Berigelsen af militæret og mukhabbarat er en overlagt beslutning fra regimets side for at sikre deres

depolitisering, afhængighed og loyalitet. De mellemøstlige regimer og deres tvangsapparater er

gennemsyret af klientalisme, der forebygger at tvangsapparaterne bliver for institutionaliserede, i

betydningen regelstyrede og forudsigelige med forfremmelse og rekruttering baseret på evner. Hvis

tvangsapparatet var meget institutionaliseret, ville det være villigt til at løsrive sig fra magthaverne

og tillade politiske reformer.71

Der findes ingen instanser, folk kan klage til over tvangsapparatets tilfældige

arrestationer og deraf følgende fængslinger, tortur eller sågar dødsfald,72 og frygten for dem vil med

stor sandsynlighed afholde befolkningerne fra at forsøge oprør.73

Som nævnt ovenfor er der ifølge Brumberg tre bagsider ved byttehandelen, goder og beskyttelse til

gengæld for politisk loyalitet og apati, som henholdsvis er; svage klientgrupper og et afhængigt

bourgeoisi; en nedadgående økonomisk spiral; og ideologisk og institutionel binding til visse

enkelte grupper i samfundet. Om disse udfald er bagsider eller ej, er selvfølgelig afhængigt af, hvor

man står. Regimerne på deres side vil for eksempel nok være mere end tilfredse med det første

udfald men meget ærgerlige over de to sidste, og så fremdeles. Ud fra Brumberg og Bellins

opstilling af de fire faktorer til grund for regimers robusthed medfører denne byttehandel altså et

negativt resultat, for nogle parter, i tre ud af fire punkter. Det eneste punkt, der står uberørt tilbage,

er tvangsapparatet.

Ideologi

Mellemøstlige statsideologier legemliggør sig i form af eksempelvis antiimperialisme, antizionisme,

socialisme, panarabisme eller islam. Ideologien er oftest baseret på traditionelle idéer og

tilhørsforhold blandt befolkningen, og regimerne giver udtryk for at styre landet med ideologi som 69 Picard, Elizabeth: Arab Military in Politics: from Revolutionary Plot to Authoritarian Regime, Routledge 1990, s. 203-20470 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 148-14971 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 8672 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 14973 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 172

ledestjerne, men oftest anvendes den nærmere til at legitimerer tvivlsomme handlinger såsom at

kaste et filosofisk skær over klientalismens byttehandel.74 Selvom ideologien ofte antager en

voldelig karakter og er årsag til staternes undtagelsestilstand, er det på grund af dens karakter

umuligt at kritisere den som mål eller middel, hvilket gør den til en storartet legitimitetskilde for

regimerne.75 Brumberg fremfører dog, hvordan ideologi ligeledes kan være en farlig

legitimitetskilde, i tilfælde af at dens bluf afsløres og viser en alt for stor kløft mellem den og

virkeligheden.76 Dette fænomen vil blive uddybet i de følgende kapitler.

74 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23375 Waterbury, John: Democracy without Democrats?: the Potential for Political Liberalization in the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 26, 3376 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 58

Historisk

Ud fra opgavens fokus på ideologi og autokrati vil det historiske oprids af Syriens senere års forløb

hovedsageligt koncentrere sig om henholdsvis ba´athpartiet og Assadregimets udvikling. Der er

udvalgt tre krisetider, hvorfra præsidentens taler vil blive analyseret i et senere kapitel, ’Analyse af

præsidentens taler’, årene er henholdsvis 2005, 2006 og 2011.

Ba´ath til magten og afideologiseret

Ba´ath, der betyder genfødsel på arabisk, trådte sine barnesko i en meget turbulent tid fuld af

omskiftninger. Fra navnet først optrådte i 1939 i den kulturelle faktion af en nationalistisk

bevægelse, til ba´athpartiet kom til magten ved et militærkup i 1963 oplevede syrerne megen

politisk omvæltning. Syrien var gået direkte fra osmannisk til fransk besættelse efter første

verdenskrig, og efter selvstændigheden fra det koloniale mandat i 1946 fulgte en lang række

ustabile år fyldt med militærkup og endda en kort alliance med Egypten, den Forenede arabiske

Republik i 1958-61.77

Zaki al-Arsuzi, der var navnets ophavsmand, anvendte betegnelsen Den arabiske

Genfødsel i sin nationalistiske bevægelse mod Tyrkiets indlemmelse af området Antiokia. Først

langt senere antog ba´ath skikkelse af et parti, som vi kender det i dag. To lærere, Salah al-Din Bitar

og Michel Aflaq, dannede i 1941 Den arabiske genkomsts Bevægelse, som i 1943 skiftede navn til

at hedde Den arabiske genfødsels Bevægelse, altså ba´ath.78 Ba´ath var en social bevægelse. En

radikal gruppe der voksede ud af en antioligarkisk alliance mellem den lavere middelklasse og

elementer i officerskorpset. Et par år senere ændredes betegnelsen til parti, og i 1947 blev det

formelt konstitueret som ba´athpartiet.79 Partiet opstod ud fra en panarabisk idé om enhed i

regionen, frihed fra kolonialismen og mere ligelig fordeling mellem styre og befolkning.80 Efter

magtovertagelsen i 1963 væltede ba´ath det koloniale bourgeoisi, og der opstod en ny middelklasses

minoritetselite, der fokuserede på industrialisering og landbrugsreformer.81

77 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 65-6678 Ibid. s. 6679 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 2-380 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 6481 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 8

Da Hafiz al-Assad kom til magten ved et militærkup i 1970, modererede han partiets

revolutionære tendenser for at få bugt med landets klasseuenigheder og sekteriske konflikter.82

Forbindelsen til sunnibourgeoisiet blev genoptaget, Hafiz afsatte de ideologiske radikale og

mindskede forholdet af ideologi frem for loyalitet, klientalisme og undertrykkelse.83 Assad

omstrukturerede institutioner og tilpassede dem de nye hierarkiske og autoritære strukturer og

byggede dertil nye; parlamentet installeredes 1971, Den progressive nationale Front oprettedes

1972, og en ny konstitution vedtoges 1973.84 Regimet domineres af ´alawisekten men indarbejder

tværsekteriske koalitioner. Det er i tæt symbiose med militæret, men magten har mange facetter og

hviler på institutioner. Trods den sekteriske spredning, er Assads loyale ´alawistøtter i kernen af

koalitionerne.85

Magtskiftet

Da Bashar kom til magten efter sin fars død i 2000, var det ikke hans intention at ændre det regime,

han var barn af. Selvom han indførte liberaliseringer og politisk forår i sin første tid på magten, var

det stadig hans ønske at opretholde det eksisterende politiske system, ikke at underminere det,

hvilket derfor også betød, at han til at starte med afhang meget af den gamle gardes erfaringer.86 Det

har sikkert været dem, der har overbevist Bashar om, at hans begyndende forår var for farligt, og at

det var nødvendigt at gå tilbage til politiske stramninger. Præsidenten havde blandt andet løsladt

fanger fra fængslerne, åbnet for pressens frihed til at kritisere regimet og indsat teknokrater og

kvinder på vigtige poster.87 Åbningen varede indtil februar 2001, hvor regimet smed

fløjlshandskerne, og foråret blev til vinter igen.88 Det blev den korteste politiske åbning nogensinde

i den arabiske verden. Som Daniel Brumberg bemærker; ’da olierenterne stadig flød ind i landet, er

det et under, det tog Bashar al-Assad så lang tid at konkludere, at fuldt autokrati var den eneste

løsning’.89

82 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 14783 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 884 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-13685 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 1, 586 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 8887 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 77, 9388 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 103-10489 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 60

De første tre år efter magtovertagelsen, koncentrerede Assad sig hovedsageligt om

udskiftning i personalerækkerne og moderniserende reformer. Det første område, Bashar friskede

op, var redaktører i statsmedierne, dernæst kom partiledere i provinserne, guvernører og

sikkerhedsapparatet. Det var desuden nødvendigt for ham at bringe nogle af sine egne loyale støtter

til huse, og Assad begyndte at skifte den gamle garde ud med sin egen nye. I løbet af det første

halvandet år udskiftedes alle chefer i sikkerhedstjenesterne,90 Bashar gjorde sin bror Maher til leder

af den republikanske garde, sin svoger Asef Shawkat til vicedirektør for den militære efterretning,

og anvendte desuden mange familiemedlemmer fra sin mors gren, Makhluf, i betroede positioner.91

Der var åbent fjendskab mellem den nye og den gamle garde. Dog afspejler denne

inddeling ikke essensen af uenighed blandt den politiske elite, hvor kampen stod mellem

modernister og ideologiske konservative, men dette split fulgte ikke nødvendigvis alder. Bashars

nye teknokrater havde en elitær tilgang til politik bygget på klassiske argumenter fra

moderniseringsteori, og modernisering var vigtig for dem. Dog skiftede mange af modernisterne

over til den mere autoritære gren, da den anden palæstinensiske intifada brød ud i 2000. Regimets

slogan fra magtskiftets tid, ’Reform og fornyelse’, udskiftedes med det mere moderate

’Modernisering og udvikling’.92

Krisetider

Til at analysere autokratiers anvendelse af ideologi som et redskab, er en brugbar metode at slå ned

på krisetider, da det er her, disse midler bliver sat på spidsen. For at udlede hvad krisetider er, er det

væsentligt at se på, hvad regimet anser for udfordringer. Brumberg og Luciani opstiller følgende

elementer som kritiske for autokratier; økonomisk nedgang; interne regimestridigheder; eller ydre

og indre pres fra henholdsvis regionen, det internationale samfund eller egen befolkning.

Økonomisk nedgang

Vi så i kapitlet ’Begrebet autokrati’, at renteindtægter er centrale for autokratier, da de går direkte i

statskassen. Derfor var Syriens mest kritiske økonomiske tid oliekrisen i 1980erne, der gav voldsom

90 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 90-91, 9591 Henry, Clement M. & Springborg, Robert: Globalization and the Politics of Development in the Middle East, Cambridge University Press 2010, s. 14192 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 91, 98-99, 102, 108, 109

økonomisk nedgang. Renter kan, som Luciani påpeger, også være en strategisk ressource doneret af

andre stater, og nedgange i denne strøm har Syrien set i tider som 1986, da oliekrisen ramte de

ellers så stabile Golfstøtter; efter Sovjetunionens kollaps i 1991, hvilket berøvede Syrien for både

finansiel støtte, adgang til våben og teknologi, russisk beskyttelse imod den amerikanske blok, og et

socialistisk forbillede. Det var ideologisk slemt for et socialistisk regime som Syrien at overvære,

eller bortforklare, kollapset af en ’brodernation’.93 Ligeledes fremførte ovenstående kapitel, at

Bellin og Brumbergs tredje robusthedsfaktor er tvangsapparatet, som er en dyr omgang at holde

kørende; klientalismen koster i form af tilskud og ansættelser; og tvangsapparatet er bekosteligt på

grund af de store omkostninger til militæret.94 Da Syriens indtægter udover renter hovedsageligt er

baseret på landbrug, er tørke en alvorlig trussel, der indenfor de senere år har plaget

landbrugssektoren, der er gået fra at udgøre næsten 25 % af bruttonationalproduktet før 2008, til nu

cirka 17 %.95

En balancegang, der er central for det syriske socialistiske regime, er ikke at vende

ryggen til deres populistiske base og statsstyrede økonomi og offentlige sektor ved at åbne for

meget op for privatisering, da dette er i stik modsætning til deres ideologi. Da Bashar overtog

magten, var økonomien i en slem tilredning. Antallet af fattige voksede, og ulighederne i samfundet

tiltog. Arbejdsløsheden og forbruget steg, og den overbemandede, ineffektive offentlige sektor trak

på de begrænsede reserver. Landet var stadig hovedsageligt afhængigt af dets oliesektor, der

udgjorde op imod halvdelen af statens indtægter. Under faderen, Hafiz al-Assad, havde økonomien

været sekundær til for eksempel udenrigspolitik, men dette forhold skiftede under Bashar, der

opfattede økonomien som værende strategisk absolut central. Privatisering blev derfor under Bashar

et mere omstridt emne end nogensinde før. Det ville være et tydeligt brud med ba´aths oprindelige

socialistiske ideologi om omfordeling og lighed, og derudover udgjorde den offentlige sektor stadig

kilden til en gennemgribende klientalistisk base, og for mange afskedigelser herfra ville kunne føre

til uro blandt befolkningen.96

Interne regimestridigheder

I ba´aths tid har der været mange uoverensstemmelser, enten i form af ideologiske faktioner eller

deciderede kup. Stridigheder har der også været under Assaderne, ovenstående nævntes

eksempelvis magtkampe mellem nye og gamle garder efter magtovertagelsen, men den mest

93 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 10394 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 148, 152-15395 http://www.state.gov/outofdate/bgn/syria/158703.htm 96 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 99, 106

graverende interne strid har nok været, da Rifa`at al-Assad forsøgte at kuppe sin egen bror, Hafiz,

på dennes sygeleje. Hafiz lå syg formentlig efter et hjerteslag, hvorefter Rifa`at, der var

øverstkommanderende for Den prætoriske Garde, forsøgte at positionere sig selv til at overtage

magten. Hafiz blev rask og rasende over kupforsøget, og de to brødres uoverensstemmelser

splittede i nogen tid regimetoppen, partiet og hæren, indtil Rifa`at satte sine tropper ind for at tage

Damaskus med magt. Det lykkedes på et hængende hår Hafiz at tale sin bror fra det, og Rifa`at blev

sendt i eksil et par måneder derefter.97

Ydre pres

Af ydre pres må man sige, at krigene med Israel har været de mest centrale i Syriens senere historie,

især fordi der internt lægges så ekstremt meget vægt på dem. Da staten Israel blev oprettet i 1948

invaderede en række arabiske lande dem, heriblandt Syrien, men blev slået tilbage af Israel.

Ligeledes skete det i 1967 i seksdageskrigen og 1973 i oktoberkrigen. I 1982 invaderede Israel

Libanon og destruerede de syriske beskyttelsesstyrker undervejs. I 2003 og 2007 udførte Israel

luftangreb i Syrien, og i 2011 skød og dræbte israelske soldater syriske statsborgere, der

demonstrerede ved den syrisk-israelske grænse.98

Det syriske regimet har dog ligeledes formået at vende den israelske trussel til det

positive. For eksempel har Syriens hårde modstand og status som frontlinjestat mod Israel indbragt

mange eksterne renter fra regionale donorer. Dertil kommer anvendelsen af Israel som syndebuk. I

forbindelse med grænsedemonstrationen i 2011 beskyldte Israel det syriske regime for at have

opildnet demonstrationerne i det øjemed at bruge Israel som syndebuk og aflede opmærksomheden

fra egne interne oprør. Denne syndebukfunktion vil blive fulgt op på i kapitlet ’Det syriske

autokrati’. Der er dog en automatisk medfølgende bagside til den ideologiske anvendelse af Israel

som syndebuk, og det er, at et nederlag til syndebukken ser endnu værre ud end til en ’neutral’

modstander. Dette er eksempelvis årsag til, at seksdageskrigen i 1967 var et så hårdt slag for den

panarabiske ideologi.99

Tre andre situationer har sat Syrien i et ekstremt dårligt lys i forhold til deres position

som forkæmper for panarabismen. Deres tilslutning af Iran i 1980-88 og af den vestlige koalition i

Golfkrigen i 1990, begge gangene imod deres arabiske naboland, Irak, som oven i købet ligeledes

var ba´ath som Syrien, har været svære at bortforklare. I alliancen mod Iran var det sikkert for

97 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 16-1798 Perthes, Volker: Syria Under Bashar al-Asad: Modernization and the Limits of Change, Routledge 2004, s. 599 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 7

fristende for Hafiz al-Assad ikke at benytte lejligheden til at svække sin stærke nabo, han opfattede

som ba´ath-rival; og under Golfkrigen var Syrien som nævnt ovenfor afhængig af sine

renteindtægter fra støttelandene i Golfen, især da Østblokken smuldrede, og dette var den oplagte

chance til at assistere Saudi og nyde profitten.100

Syriens tilstedeværelse i Libanon udgør det sidste forhold, der har kompromitteret

deres panarabiske image. Dette forhold har til gengæld også strukket sig længst. Da borgerkrigen

brød ud i Libanon i 1975, rykkede Hafiz al-Assad ind militært imod Den palæstinensiske

Befrielsesorganisation, PLO. Selvom Hafiz i sin retorik forsøgte at vende hændelsen til, at han var

Libanons frelser, var dette et ekstremt upopulært træk både blandt den syriske befolkning og andre

arabiske lande, da PLO var den anerkendte repræsentant for den palæstinensiske sag,

legemliggørelsen af arabismens hjørnesten.101

På trods af modstanden har den syriske tilstedeværelse i nabolandet stået på indtil

2005; nogle ville endda argumentere for, at den stadig eksisterer i visse træk. I februar 2005 blev

den tidligere premierminister, Rafiq Hariri, dræbt i et bombeattentat i Beirut. FNs sikkerhedsråd

lavede Mehlisrapporten, der undersøgte Hariris mord og konkluderede, at både syriske og

libanesiske kræfter var involveret. Man udråbte mere specifikt Bashars bror og svoger, Maher al-

Assad og Asef Shawkat, som bagmænd samt den syriske efterretningschef i Libanon, fire

libanesiske officerer og præsident Emile Lahoud.102 Også den libanesiske befolkning reagerede

voldsomt imod Syrien. I Beirut fandt demonstrationer sted af dimensioner, der i Mellemøsten var

hidtil usete; op imod en million folk var på gaden for at vise deres utilfredshed med nabolandet.

Generelt spredte der sig en antisyrisk stemning i Libanon, som for eksempel de syriske

gæstearbejdere følte på egen krop. Nogle blev ligefrem overfaldet af vrede horder af libanesere, blot

for at være syriske statsborgere.103 FN og USA var efter Syrien, og Bashar al-Assad trak sine

tropper ud af Libanon efter 30 års tilstedeværelse i landet. Dog har Syrien stadig gæstearbejdere,

efterretningstjenester og politiske tråde i libanesiske politikere og Hizbollah.104

Forholdet til Hizbollah er det, der ideologisk har holdt Bashar al-Assad oven vande i

Libanonkrisen. Året efter Haririsagen var der stadig massivt pres på præsidenten fra alle sider.

Fjendskab mellem Syrien og Vesten herskede stadig; FNs sikkerhedsråd krævede, at Syrien

oprettede fuldt diplomati med Libanon; USA beskyldte Syrien for at støtte terrorisme i Irak og 100 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 157-158101 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 35102 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 208-209103 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 200104 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 208

sende krigere ind over grænsen; syriske oppositionsgrupper såsom Det muslimske Broderskab,

kurdiske faktioner og tidligere vicepræsident, Abd al-Halim Khaddam, fandt sammen i eksil; og

intellektuelle fra Syrien og Libanon beklagede sig over regimet og krævede demokratisering.

Bashars umiddelbare reaktion på presset var at eskalere sin militans. Han støttede Iran i deres

atomprogram; han krævede, at Israel tilbageleverede Sheba´a Farms til libanesisk territorium; en

bilbombe sprang udenfor den amerikanske ambassade; og de danske og norske ambassader i

Damaskus blev angrebet på grund af Tegningsagen, som tidligere nævnt i kapitlet ’Fænomenet

ideologi’. Assad truede i alle retninger; truede Vesten med terrorisme og sin egen befolkning med

faren for udbredt islamisme, borgerkrig og krig mod Israel, da man på syrisk stats-tv kunne se

israelske fly over Assads hjem. De oppositionelle intellektuelle blev i dagbladet Tishrin hængt ud

for angiveligt at være i alliance med Amerika og efterfølgende arresteret. Den hidtidige største

omgang fængslinger af systemkritikere under Bashar var netop i 2006 i kølvandet på

Libanonkrigen. En parallel reaktion fra Assads side var dog at snige sig med på Hizbollahs sejr over

Israel i krigen, de havde indledt tidligere på året, hvori Syrien leverede våben til Hizbollah og derfor

ikke var sene til at sole sig i den senere sejr. Derudover kom Bashars storstilede projekt med på

vegne af alle arabere og muslimer at sætte sig sit image op som frontfigur i kampen mod Israel og

Vesten til at virke genialt på grund af Israels krig mod Libanon.105

Indre pres

Efter Assadregimet slog sin magt fast, og før urolighederne brød ud i 2011, var oprøret i Hama det

voldsomste indre pres, regimet har set. Da ba´ath kom til magten i 1963 og afskar det traditionelle

bourgeoisi fra deres politiske og økonomiske magt, ramtes især det højere borgerskab i den

konservative by Hama hårdt af de nye landreformer, og der opstod en intens urban modstand

legemliggjort i militante muslimske brødre, handelsfolk og oligarkiet.106 Da oppositionen ikke var i

stand til at organisere sig politisk, greb den i stedet til vold. Modstanden forværredes med tiden, og

op igennem 1970erne sås flere voldelige protester og demonstrationer fra islamisternes side, der

efterhånden eskalerede med voldelige tiltag som snigmord og bombeangreb. I starten af 1980erne

var der borgerkrigslignende tilstande. Det muslimske Broderskab stod i spidsen for oppositionen og

gav konflikten en sekterisk karakter med hentydning til, at ´alawiregimet udgjorde en minoritet i

forhold til landets sunnimajoritet. Broderskabet slog flere højtstående ´alawitter ihjel og vendte

store dele af de ansatte i den offentlige sektor og den urbane middelklasse mod regimet. Det

105 Ibid. 165, 213-216, 220-221106 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 50

resulterede i massefyringer fra bureaukratiet for illoyalitet, opløsninger af professionelle

sammenslutninger og massefængslinger af sikkerhedstjenesterne. Hele oprøret endte i en tre uger

lang opstand af islamisterne i Hama, der blev brutalt slået ned af regimet 1982.107

Regimet mindskede sin upopularitet for undertrykkelsen ved at kalde Det muslimske

Broderskab for gale hunde, Guds fjender, og brutale nådesløse konspiratorer, der slår kvinder og

børn ihjel;108 og ved at spille på den potentielle fare islamistiske kræfter kunne udgøre for både

nationale og internationale gruppers sikkerhed.109

Den sidste krisetid i det historiske overblik er de igangværende uroligheder, som repræsenterer en

helt ny sfære af modstand. Demonstrationerne i Syrien startede i januar 2011, men tog først til i

styrke den femtende marts i Dera´a, hvorfra de hurtigt spredte sig til landsdækkende optøjer, der har

været præget af gensidige drab blandt oprørere, civilbefolkningen, sikkerhedsstyrkerne og

militæret.110 Det var forskellige bevæggrunde, der var udgangspunkt for de forskellige regioners og

byers utilfredsheder; for eksempel var folk i Dera´a vrede over inkompetente og korrupte

embedsmænd; i Banyas var sunnimuslimer fortørnede over regimets diskriminering af

uddannelsesministeriets kvindelige ansatte, der ikke måtte gå med niqab, det islamiske

hovedtørklæde der dækker ansigtet; og i Duma var lokalsamfundet blevet skadet af den økonomiske

liberalisering i industrivarehandelen.111

Bashar al-Assad har præsenteret en række imødekommende tiltag som reaktion på

befolkningens utilfredshed. I dagene efter hans tale i april overfor det nye parlament, der analyseres

nærmere i kapitlet ’Analyse af præsidentens taler’, opløstes sikkerhedsdomstolene; en ny

demonstrationslov bekendtgjordes; undtagelsestilstanden ophævedes; og kabinettet annoncerede

bearbejdelser af medie- såvel som partilovgivningerne, nye regionale kommunikationskanaler for

offentlig diskussion, og storstilede planer for skabelsen af flere job, især for de unge. Befolkningen

reagerede med forholdsvis ligegyldighed, og mange gjorde nar ad den nye regerings forbløffende

lighed med den gamle og følte ikke, reformerne var oprigtige.112

107 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 136-137108 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 47109 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 150110 http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-14703995111 International Crisis Group: Popular Protest in North Africa and the Middle East (VI): the Syrian People’s Slow-motion Revolution, 2011, s. 11112 http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-14703995

Der har fra det internationale samfunds side været oprettet resolutioner, iværksat

sanktioner og ytret anmodning om præsidentens afgang af EU, USA, FN, Tyrkiet og Den arabiske

Liga. Dog har Rusland og Kina nedlagt veto mod FNs sikkerhedsråds resolution om fordømmelsen

af Syrien. I oktober erklærede syriske oppositionelle kræfter at have dannet fælles front i form af

Det syriske Nationalråd, der i december iværksætter generalstrejke i flere regioner af landet. FNs

menneskerettighedskommission gjorde det samlede antal dræbte i Syrien i 2011 op til mellem 4-

5.000 mennesker, hvorefter Vesten strammede grebet om Bashar al-Assad, der på sin side

benægtede ansvar for drabene og reagerede ved at afholde kommunalvalg.113

113 Ibid.

Det syriske autokrati

Analysen af det syriske autokrati tager udgangspunkt i de bearbejdede teorier. Det er blevet

fremført, at det typiske mål for et autokratisk regime, er at opretholde egen magt ved hjælp af

overlevelsesstrategier, og en række midler er blevet præsenteret. Dette kapitel vil undersøge,

hvordan magtbibeholdelsen kommer til udtryk i Syrien, og hvorledes teknikkerne dertil udmønter

sig.

Kapitlets teoretikere består af en bred vifte af generelle autokratiteoretikere og

specifikke Mellemøstforskere. Daniel Brumberg, Eva Bellin og politologerne Carl Friedrich &

Zbigniew Brzezinski giver forslag til autokratiske regimers holdbarhed og karakteristika. Giacomo

Luciani og Hazem Beblawi beskæftiger sig med definitionen af rentierøkonomier og disses

anvendelser såsom klientalisme. Som områdeeksperter giver George Alan, Volker Perthes og

Raymond Hinnebusch overblik over Syriens senere tids politiske og økonomiske tilstande og

transformationer. Lisa Wedeen og to norske Mellemøstforskere, Kjetil Selvik & Stig Stenslie,

behandler det syriske regimes retorik og befolkningens frygt for dem. Barry Rubin er med som et

eksempel på den typiske israelske Mellemøstforsker. Det er meget typisk for disse at lægge

overdreven vægt på det etniske split i arabiske lande og at udtale sig bittert og ironisk uden den

sædvanlige forskerdistance. Rubin lægger desuden meget vægt på ´alawitternes direkte kætterske

baggrund og går meget op i Syriens indgriben i Libanon og dens forstyrrende effekt på Israel.

Styret

I teorikapitlet præsenteredes forskellige arter af autokratier. Syrien er en republik og efter

Brumbergs definition et fuldt autokrati, da regimet hverken opmuntrer til politisk åbenhed eller

giver andre grupper lov til at bygge institutioner udenom staten. Men Brumberg nuancerer

karakteristikken yderligere ved at definere Syrien som et populistisk autokrati.114 Populistiske

autokratier står i modsætning til bureaukratiske autokratier. Bureaukratiske autokratier ekskluderer

masserne politisk og indfører kapitalistisk udvikling, der favoriserer de dominerende klasser,

hvorimod populistiske autokratier ekskluderer de dominerende klasser og mobiliserer og

114 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 233

indarbejder masserne. Dette system er en postkolonial strategi taget op af den nationalistiske elite til

at bygge stater i et miljø af ydre trusler og intern ustabilitet.115

Økonomien er per Lucianis definition semirentier, da ikke alle Syriens renter går

direkte i statskassen. Godt nok har Syrien olie og en anseelig portion strategisk støtte kommende

ind fra udlandet, men en stor del af landets renter består af gæstearbejderoverførsler fra Libanon

eller Golfen og af private investeringer i udlandet, hvilket går i befolkningens lommer og udenom

staten.

Når det kommer til Penn og Piekalkiewitczs definition, er det som hos Luciani ligeledes nødvendigt

at regne i halve størrelser. Selvom Piekalkiewitcz og Penn forsøger at give udtryk for, at ideokrati er

divergerende fra autokrati, ligner disse to regimetyper dog hinanden meget i beskrivelsen. Begge er

hierarkisk opbygget; har mange institutioner; er baseret på racemæssige, nationale, kulturelle eller

klassebaserede medlemskaber; og er centreret om et regime der bytter støtte for tolerance. I forhold

til hvor vage Piekalkiewitcz og Penn er i deres udredning om forskellen på autokratier og

ideokratier, kan jeg ikke umiddelbart adskille disse to begreber definitivt i min applikation af dem

på mit empiriske fokus. Syrien stemmer på de fleste punkter overens med både definition af

ideokrati og autokrati. Ba´athpartiet nævnes af Penn og Piekalkiewitcz selv som eksempel på et

vestliggjort ideokrati, der har indarbejdet ideologier med fokus på et monistisk, historisk

verdensbillede baseret på pseudovidenskabelige beviser. Dermed kunne man eventuelt kalde Syrien

et autokratisk ideokrati, men visse punkter mangler stadig, for at modellen holder. For eksempel det

afgørende punkt hvor troen på ideologien per definitioner nødvendig. Dog trækker Piekalkiewitcz

og Penn uudtalt dette krav tilbage senere i udredningen, hvor styrets kolde politiske overvejelser

skinner igennem den rene ideologiske intention. Alligevel benævnes Syrien kun et autokratisk

semiideokrati.

Regimets struktur

Da Hafiz al-Assad overtog magten med sin Korrektionsbevægelse 16. november 1970, udvidede

han statens omfang og dens greb om samfundet. Han skabte sin autoritet via en kombination af

moderne politiske strategier og traditionelle teknikker. De moderne strategier var tiltag såsom

115 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 1-2, 6-7

organisering, bureaukratisk kontrol, partiideologi, overvågning og tvang. De mere traditionelle

teknikker bestod hovedsageligt af slægtskabsrelationer som grundlag for sammensætningen af

nøglepersoner indenfor staten og eliten. Regimet inkorporerede derudover en variation af

interessegrupper og gav hermed regimet en social base på tværs af klasser, regioner og etniske

tilhørsforhold. Assad balancerede mellem de forskellige grupper og holdt dem til ilden via

klientalisme.116 Der er i visse af forklaringerne overvægt af eksempler med Hafiz i stedet for

Bashar. Det betyder ikke, at tilfældet er forældet, det er simpelthen fordi, det er de samme systemer,

der stadig gælder nu.

Den hierarkiske inddeling i Syrien er et af de punkter, der stemmer overens med Penn og

Piekalkiewitczs beskrivelse af ideokratier. Regimehierarkiet kulminerer i topleder, som i den

syriske republiks tilfælde er præsidenten, og derefter kommer dennes løjtnanter, eliten og partiet.

Alle disse underliggende elementer er netop indordnet under toplederen, der er legemliggørelsen af

den centraliserede magt. I bunden af fødekæden findes befolkningen, men disse indgår naturligvis

ikke i et regimehierarki. Dog benævnes præsidentens underliggende elementer inden for

regimehierarkiet ’mellemleddet’, da de udgør netop dette mellem toplederen og hans befolkning, i

det overordnede samfundshierarki.

Mellemleddet består af toplederens løjtnanter og eliten, og dernæst partiet. Dette led

danner som sagt en bro mellem præsidenten og befolkningen, der fungerer som en slags bufferzone

og kanal for informationer. Folk kan få luft for deres utilfredsheder ved at klage til deres

umiddelbare overordnede opefter i hierarkiet, der siger det videre til sin leder, og så videre indtil

præsidenten slutteligt modtager informationen og derved holder en finger på samfundets puls. Dette

led er hjemstedet for klientalismen og del-og-hersk-strategier. Piekalkiewitcz og Penns forklaring

om mellemleddet mangler nogle dele, nemlig de institutioner og organisationer løjtnanterne, eliten

og partiet benytter sig af; herunder partiet selv, bureaukratiet, fagforeninger og andre folkelige

organisationer.

Organisationerne

Hafiz øgede antallet af folkelige organisationer, der var funktionelt opdelt og styret af partiet.

Eksempler er Ba´aths Fortropper, obligatorisk for små skolebørn; Den revolutionær

116 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 88

Ungdomssammenslutning, obligatorisk for større skolebørn; Studentersammenslutningen, for

universitetsstuderende; og Kvindesammenslutningen.117

Fagforeningerne blev på samme måde omfordelt for at kunne kontrolleres. Da visse af

fagforeningerne og de intellektuelle havde støttet det tidligere regime og derfor kunne være i

opposition, omformede Hafiz dem, straks han kom til magten. Da han sad på tvangsapparatet,

kunne de intet stille op.118 De mest uafhængige fagforeninger var i lang tid advokaternes, lægernes

og ingeniørernes professionelle sammenslutninger. Derfor opløste regimet dem i 1980-81 og

dannede nye, lydige sammenslutninger i deres sted. Alle fagforeninger ligger under

Fagforeningernes generelle Føderation og er inddelt efter sektorer såsom tekstil; offentlig service;

landbrug; olie og kemi; bygge og træ; metal og el; mad; transport; tryk, kultur og information. På

denne måde repræsenterer hver forening udelukkende medlemmer af en funktionel gruppe og disses

interesser vis à vis staten. Hermed fjernes vægten fra interesseorganisationer. Man mødes ikke over

en politisk holdning, idéer og krav, eller over en inddeling efter klasse, religion eller etnicitet, men

simpelthen over en funktion. Man organiserer sig ikke frivilligt men inddeles af staten.119

Foreningerne er hierarkisk opbygget, og staten kan selektivt optage visse grupper i formelle

regeringsinstitutioner, som de lyster. Disse indarbejdende mekanismer tillader selektiv involvering

af nøglegrupper i beslutningsprocesser uden at skulle demokratisere systemet, således kan

korporatisme fungere som et værktøj til inddæmning og kontrol.120 Dermed er staten altid forsørger,

og alle i samfundet er afhængige deraf. Fagforeningernes magt mindskedes yderligere under

Bashar.121

Bureaukratiet

Det syriske bureaukrati fungerer som en maskine, der gennem ansættelser afhængiggør

befolkningen; via indarbejdelse identificerer folk med styret; og ved hjælp af klientalisme bestikker,

sætter i skyld og personificerer folks egen overlevelse med regimets. Interne stridigheder i regimet

forvandles til bureaukratisk konkurrence over ressourcer, og klassekonflikter i befolkningen

udskiftes med en individuel eller gruppebaseret kamp om statens patronage.122

117 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 74-75118 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-136119 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 75, 76120 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 134121 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 97122 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 8

Partiet

Ba´athpartiet ændrede sig under Hafiz. Allerede før han kom til magten, havde han i sin tid som

forsvarsminister omformet militæret og tømt det for rivaliserende ba´athmedlemmer,123 og efter

magtovertagelsen mindskede han nu gradvist partiets indflydelse, indtil vægten primært lagdes på

intern disciplin og konformitet, og partiet blev et instrument til at styre samfundet med.124 I

1990erne var partiet ikke længere det store politbureau, det engang havde været, men blot ét af

mange magtcentre for regimet, hvor det fungerede som patronagemaskine.125 Da Bashar kom til

mindskedes partiets indflydelse yderligere, og magten centraliseredes. Et af de undertrykkende

tiltag var, at ba´ath ikke længere måtte stå for at udnævne viceministre, det gjorde ministrene selv

efter 2001. Ligeledes holdt alle de yngre nytilkomne løjtnanter under Bashar sig væk fra ba

´athpartiet, som, de mente, var statsvældets højborg,126 og desuden var der i den nye regering i 2001

nedgang i partimedlemmer og i stedet et øget antal uafhængige og venstredrejede. Derfor er partiets

rolle nu reduceret til at fungere som propagandamaskine, klientalismenetværk og regimets

vagthund.127 Ligesom fagforeningerne fungerer medlemskab af partiet absorberende og

indoktrinerende.128 Som klientalistisk system er partiets hovedressource tildelingen af job og

muligheden for at blokere for dem. For eksempel godkender Det økonomiske Kontor kandidater til

den offentlige sektor, og Kontoret for højere Uddannelse til akademiske stillinger. Som Volker

Perthes siger; partiet styrer personale mere end politik. Derfor er hvert medlem af partiledelse en

magtfuld patron i det klientalistiske spil, og da folk opdagede, at loyalitet kunne bringe dem

materielle goder og fordele, blev partiet reduceret til en rangstige for opportunister.129

Løjtnanterne og eliten

Blandt eliten og løjtnanterne er der ligeledes sket store ændringer over årene. Da ba´ath kom til

magten i 1963, afskar de den siddende bourgeoisielite fra dens økonomiske magt og gennemførte

omfattende nationaliseringer for at opnå kontrol med bureaukratiet og økonomien, og dermed få

adgang til omfattende patronage.130 Derefter udviklede ba´ath sig med årene til selv at være de rige

på grund af omfattende egenberigelse i partikredse, og dermed blev den politiske elite atter til

bourgeoisiet og begyndte igen at danne alliancer med den private sektor. Samme udvikling skete 123 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-136124 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 64-65125 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 109126 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 95, 98127 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 70, 78128 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 150129 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 71, 74130 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 50

under Bashar, hvor en del af hans inkluderede venner i regimet bestod af forretningsfolk, og der

skete en berigelse af den private sektor via favoriseringer.131 Under Hafiz var eliten børn af den

landlige middelklasse, mens den nu i Bashars tid består af børn af den urbane middelklasse med

rødder i statsbureaukratiet og desuden inkluderer et vist antal overklasses sunnielementer. Bashars

nye elite er uddannede i Vesten og går under betegnelsen ’Bashars teknokrater’.132

Toplederen

Toplederen i Syrien er det ultimative midtpunkt for al magt. Han er leder af militæret og partiet og

kan ophæve parlamentet, når han ønsker. På posten har nu siddet en Assad i næsten toogfyrre år. På

trods af styrets status som republik gennemgik det en dynastisk videreførelse af magten, da Hafiz

døde i 2000, og Bashar overtog præsidentrollen efter ham. Derfor kalder Raymond Hinnebusch

regimet for et ’præsidentielt monarki’,133 og Volker Perthes benævner det neopatrimonialt.134 Man

kan ikke decideret sige, at der ligesom i Penn og Piekalkiewitczs opstilling over ideokratier ikke

findes nogen institutionaliseret proces for efterfølgelse af toplederen i Syrien. Der er valg ved

folkeafstemning, men dette er blot endnu et eksempel på spil for galleriet, da Bashars

magtovertagelse blev tvunget igennem. Der findes en række krav i konstitutionen til

præsidentkandidater. Man skal have en vis alder og besidde visse essentielle poster i de rigtige

institutioner. Da Bashars bror, Basil, døde i et biluheld i 1994, begyndte regimets ideologiske

spindoktorer straks at køre Bashar i stilling til den kommende post.135 Før Hafiz døde, blev Bashar

valgt til generalsekretær for ba´athpartiet, forfremmet til generalløjtnant og øverstkommanderende

for militæret, og man ændrede aldersgrænsen for præsidenten fra 40 til 34 år for at imødekomme

arvingen.136

Regimers robusthed

131 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 133132 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 91, 98-99, 102, 108, 109133 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 5134 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 133135 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 39136 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 88

Som vist i foregående kapitel, nævner Bellin og Brumberg fire faktorer bag regimers holdbarhed;

renter, klientalisme, tvangsapparatet og ideologi. Disse stemmer godt overens med Lisa Wedeens

tre grundlæggende årsager til det syriske regimes fastholdelse af magten; materielle ressourcer,

strafinstitutioner og symboler.137 For Syrien ser de således ud:

Renter

I forhold til Bellin, Brumberg og Luciani påstande om renteindtægters centralitet i regimers

holdbarhed giver Marx og Althussers tese om, at den førende materielle kraft i samfundet også må

være den førende intellektuelle kraft, mening. Det syriske regime har ifølge Hinnebusch altid sat

uindskrænket magt over økonomisk udvikling.138

Der er efter Rubins mening tre centrale, økonomiske renteelementer, der holder Syrien

på benene i krisetider; olieindtægter, gæstearbejderes pengeoverførsler og udenlandsk støtte. Hvad

der som regel af Mellemøstforskere formuleres, som ’at Syriens afstandstagen fra Vestens

imperialisme og Israels zionisme gav mange strategiske ressourcer’, formulerer israelske Rubin

som, ’at være regionens destabiliserende kraft og nægte fred med Israel, være venner med Rusland

og Iran, føre terror mod amerikanske tropper i Libanon og Irak, og gå imod Irak i golfkrigen har vist

sig meget profitabelt’.139 Han lægger ligeledes megen vægt på, hvordan Syrien malker Libanon for

jordbesiddelser, pådutter dem egne produkter og smugler ulovlige varer over grænsen.

Det syriske regime fordeler renteindtægterne via ansættelser i en overbemandet,

ineffektiv offentlig sektor; statstilskud til dagligvarer såsom brød og benzin; ingen direkte

skatteopkrævninger; infrastruktur; og gratis uddannelse. Disse udgifter udgør kernen i den

klientalistiske byttehandel og skaber rentesøgende adfærd, også kaldet rentierisme, som er en

konkurreren mellem folk om statens goder, der afholder dem fra at ønske sig regimeskift. Desuden

betaler renterne for tvangsapparatet.

Klientalisme

Klientalismefunktionen er allerede blevet eksemplificeret en del i ovenstående beskrivelse af det

såkaldte mellemled i regimestrukturen, bestående af løjtnanter, eliter og partiet og disses

137 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 32138 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 136139 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 152-153

institutioner og organisationer, der absorberer, fordeler og afhængiggør samt skaber afmagt og

loyalitet via vilkårlighed og uigennemsigtighed.

Tvangsapparatet

I Syrien spiller tvangsapparatet historisk set en central rolle i politik, ofte i form af militærkup.140

Ba´ath kom da også selv til magten ved et militærkup og anvendte derefter tvangsapparater som

militæret og mukhabbarat til etableringen af deres magt over modstanderne fra den urbane

middelklasse og oligarkiet. Derfor er det essentielt at have kontrollen over tvangsapparatet. Dette er

blandt andet sket ved indoktrinering, depolitisering, afhængiggøren og indsættelse af familie og

sektmedlemmer i nøglepositioner.141 Det har ført til, at hele grene af militæret og

sikkerhedsstyrkerne er præsidentfamilie.142

Statens raison d’être er selvfølgelig national sikkerhed men i endnu højere grad egen

regimesikkerhed, og de vil til hver en tid betale for denne sikkerhed frem for alt, lige meget hvad

det koster dem.143 Syriens militærudgifter er svære at få præcise tal på men ligger formentlig

omkring 13 % af det samlede bruttonationalprodukt, hvilket angiver at opretholdelsen af

tvangsapparatet er vigtigere end økonomisk vækst i landet.144 Derfor er renter så essentielle, da de

går direkte i statskassen og altså kan anvendes her først.

Tvangsapparatet er det mest omfattende anlæg i Syrien, og nærved halvdelen af alle

statsansatte arbejder i tvangsapparatet. Alle de forskellige efterretningstjenester holder ud over

befolkningen også øje med hinanden som part af en del-og-hersk-strategi.145 Et militærbureau

overvåger de bevæbnede styrker; Kontoret for højere Uddannelse står for universiteterne;

Indoktrineringskontoret har Informationsministeriet; og Det nationale Sikkerhedsbureau tjekker og

godkender folk til Folkeforsamlingen, lokale råd, fagforeningskontorer og regeringsgrene af

professionelle sammenslutninger.146

Frygt:

140 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 146141 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 5, 86142 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148143 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 133144 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214145 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 147, 150146 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 74

Penn og Piekalkiewitcz eksemplificerede tvangsapparatets vigtighed med dens opdragende effekter

og forebyggende atmosfære af frygt. Væsentligere end selve overvågningen og afstraffelsen er altså

befolkningens iboende frygt for dem. Den gør befolkningen mere føjelig, afskrækker fra politisk

opposition og resulterer i, at det ikke er nødvendigt at anvende så meget vold.147 Lisa Wedeen

eksemplificerer dette forhold med en syrisk vittighed:

Bush, Gorbatjov og Hafiz løber om kap. Bushs livvagt bærer ham på ryggen,

indtil de når en flod fuld af krokodiller, og livvagten nægter at krydse den:

”Jeg har børn og ansvar overfor min familie!” Bush er ude af løbet.

Gorbatjovs livvagt bærer ham på ryggen, indtil de når floden fuld af

krokodiller, og livvagten nægter at krydse den: ”Jeg har børn og ansvar

overfor min familie!” Gorbatjov er ude af løbet. Hafizs livvagt bærer ham

på ryggen, indtil de når floden fuld af krokodiller. Livvagten krydser den

straks, og Hafiz vinder løbet. De andre livvagter er chokerede og spørger,

hvordan han dog kunne gøre det, og livvagten svarer: ”Jeg har børn og

ansvar overfor min familie!”148

Frygten behøver dog ikke altid være for, hvad regimet ville gøre ved folk, det kan

også blot være for eventuelle alternativer til regimet. Under Hafiz var kilden til denne frygt krigen

mod Israel, hvorimod den siden magtskiftet i langt højere grad er vestlig besættelse eller intern

borgerkrig.149 Ligesom sin far spiller Bashar på befolkningens frygt og anvender mange af de

samme retoriske tricks.150 Eksempelvis går han således aldrig glip af en mulighed for at minde

befolkningen om, at alternativet til regimet ville være kaos som i Irak efter 2003 eller Libanon

under borgerkrigen. På samme måde som faren ved at have Israel til nabo tidligere anvendtes som

undskyldning for hjemlig hårdhed overfor oppositionelle kræfter, bruges regionens ustabilitet altså

nu til det samme. En sammenkædning af menneskerettighedsaktivister og demokratifortalere med

udenlandske magters konspiration mod Syrien forklarer deres fængslinger, og rapporterne i 2006

om udbruddet af etniske konflikter i de omkringliggende lande var året efter undskyldning for, at

Bashar stoppede alle initiativer til politisk reform og fængslede politiske oppositionsmedlemmer.

147 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 87, 146-147148 Ibid. s. 123149 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 201150 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 144

Når valget stilles op som værende mellem stabilitet og ’demokrati à la Irak’, er beslutningen

åbenlys for syrerne.151 Sådan har situationen i hvert fald hidtil set ud, indtil marts 2011.

Ideologi

Ideologiens funktion som redskab for regimet vil blive uddybet nærmere i efterfølgende kapitel,

’Ideologi som middel’, men først vil et par parallelle fænomener, syndebukke og kulten, blive

beskrevet her.

Syndebukke:

Den tidligere beskrevne frygt er en stor del af fænomenet syndebukkes anvendelse. Som

Piekalkiewitcz og Penn redegjorde for, har syndebukke flere forskellige funktioner. De giver

befolkningen sammenhold og fokus for deres frustrationer, afleder skyld fra regimet og tilbyder en

legitimitet og en undskyldning for deres hårde kurs mod befolkningen. Friedrich og Brzezinski

bakker op om denne teori med påstanden om, at alle totalitære systemer har sine fjender. Det

negative billede af fjenden er et vigtigt symbol for totalitære ledere. Ved at eliminere alle rivaler

monopoliserer de det ideologiske felt.152

Det syriske regime anvender hovedsageligt to syndebukke, Israel og Vesten.

Konflikten med Israel har i høj grad bidraget til statens styrke.153 Usikkerheden ved at have Israel til

nabo legitimerer oprettelsen af en hårdhændet autokratisk sikkerhedsstat154 med et stærkt militær og

sikkerhedstjeneste.155 Forsvaret lyder, at så længe Golan forbliver besat territorium, ligger Syrien i

konstant krigstilstand med Israel, og da Damaskus ligger blot 60 kilometer fra frontlinjen, udgør

hver eneste dag en reel trussel.156 På grund af kolonialismen i Mellemøsten har de fleste arabere et

medfødt had mod Vesten og dens imperiale adfærd, hvilket ikke er stilnet af inden for den senere tid

fuld af vestlige krige, besættelser og interventioner i området. Alle oppositionelle kræfter kan

generelt lægges ind under vestlige konspirationsteorier og forræderklausulen. Hvis en syrisk

intellektuel får næsen for langt frem, fængsles han under påskuddet, at han var landsforræder og

stod i ledtog med udefrakommende magter.

151 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 200-201152 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 90-91, 172153 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 106154 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 7155 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 151156 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 163

Derudover bliver islam, eller rettere ’islamister’ i mangel af et bedre ord, ofte udpeget

som syndebukke. Grunden til, at islam bliver politisk, er på grund af forbuddet i samfundet mod

politiske partier, oppositionelle organisationer og civilsamfund. Religionen er umulig at forbyde og

bliver derfor tit forum for folks utilfredsheder og organisering.157 Regimerne anvender islamisterne

som syndebukke, når disse bliver for stærke i opposition og trænger til at blive slået ned. Så er det

nemt at skræmme de sekulære elementer i samfundet med den islamiske trussel som alternativ til

regimet.158 En undskyldning for Assads massakre mod Det muslimske Broderskab i 1982 var

’hellere en måneds Hama end 15 års borgerkrig som i Libanon’.159 Vestlige regeringer er ligeledes

skrækslagne for de islamiske oppositioner og støtter gerne autoritære regimer i undertrykkelsen af

disse.160 Også mainstream islamisme kan udgøre en trussel mod magthaverne, da en fredelig religiøs

tilgang er svær for regimet at pege fingre ad og derfor nemt bliver stærk rent politisk. Islamisk

ideologi kan derfor også give bagslag for regimet, hvis den overtages af oppositionen. Dog er det

kun udvalgte oppositionelle elementer, der udpeges som syndebukke og ikke islamister som sådan.

Assad har været fjender med Det muslimske Broderskab i alle tider, men slår sig gerne sammen

med udenlandske islamister som Iran, Hizbollah, Hamas og sunnioprørere i Irak.161

Slutteligt er et fænomen som korruption en velkommen syndebuk, hvis der er

utilfredshed med styret blandt befolkningen. Så kan regimet fyre nogle højtstående embedsmænd

for korruption og selv få æren for at rydde op i systemerne.

Kulten:

Personlighedskulten omkring Assad, søn såvel som far, består ikke så meget af decideret

propaganda, idet den ikke bombarderer befolkningen med oplysninger og informationer, som af

mere stemningsfremmende ideologiske redskaber. Stemningsfremmende i den henseende at de

lægger stemningen for det acceptable niveau af humør, folk kan tillade sig at fremvise omkring

præsidenten og regimet, og giver opskriften på generel god offentlig opførsel.

Stemningsbefordringen kan for eksempel tage form af ritualer, der kræver

befolkningens deltagelse og samarbejde, hvilket er helt i tråd med Piekalkiewitcz og Penns

udlægning om ideokratiers indarbejdende massehandlinger. Man kontrollerer simpelthen folks

opførsel udadtil og definerer dermed det nationale medlemskab. Resultatet bliver en lydig men ikke 157 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 66158 Ibid. s. 56-57159 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 150160 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 131161 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 64

overbevist befolkning, og folk behøver heller ikke at føle kærlighed og loyalitet mod præsidenten,

så længe de bare viser det. Dette stemmer igen overens med Penn og Piekalkiewitczs teori om, at

masserne forbliver uberørte af ideologien, så længe de bare opfører sig ordentligt. Assadkultens mål

er nemlig ikke at producere popularitet, regimet anvender blot retorikken og symbolerne til at danne

sig politisk magt. Funktionerne er at udmatte folks tanker med tomme slogans og et bombardement

af billeder og derved isolerer individer fra hinanden, hvilket passer ind i Brumberg og Bellins tanke

om anvendelsen af del-og-hersk-strategier og Eagletons forslag af beskæftigelse og afmagt som

incitament til befolkningens efterlevelse af regimets ideologier.162

Den hovedsagelige udmøntning af kulten er at hægte præsidentens image op på

nationens minder om en glorværdig fortid, hvorfor regimet ofte anvender folkloristiske symboler

såsom modige ærefulde forfædre og succesrige kampe og slag til at vække kulturel genklang blandt

befolkningen. Denne optræder ofte i en kombination med en appel til fællesskabsfølelsen, hvilket

gør familiesymbolikken udbredt.163

Syndebukke og kulten spiller på befolkningens iboende had og stolthed. Selvom den antizionistiske

statsideologi og stemningen af at tilhøre et stærkt historisk samfund er dannet af regimet, bygger de

på den syriske befolknings ægte had mod staten Israel og ægte stolthed over at tilhøre en nation, der

står imod denne fjende. Dette had og denne stolthed kan for det syriske regime så at sige ikke måles

i penge. Hadet og stoltheden udgør det sidste ideologiske sikkerhedsnet for regimet.

162 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 6, 65163 Ibid. s. 10, 49

Ideologi som middel

Indtil videre har specialet vist, at i autokratiers tilfælde kommer formuleringen og anvendelsen af

statsideologi udelukkende fra regimets side og tjener bibeholdelsen af magt via en kombination af

retfærdiggørelser af social uretfærd, belønninger og simpel undertrykkelse. Den sociale

rekonstruktion, Destutt de Tracy stræbte efter, er netop et af hovedelementerne i den syriske

anvendelse af ideologi, men det er nærmere i skæret af Eagletons performative selvmodsigelse med

henblik på selvlegitimering og vildledelse, den udføres. Den syriske statsideologi er på den ene side

opbygget omkring befolkningens følelser og traditioner, på den anden side undertrykker og

kontrollerer den dem via sine funktioner. Dette spænd mellem ideologien på papiret og anvendelsen

af den i virkeligheden viser, at ideologi nærmere end at være et mål i sig selv fungerer som et

middel for regimet.

Det er dog vigtigt at huske på, at der er stor forskel på den ’rene’ ideologi, som

grundlæggerne af ba´ath formulerede den, og anvendelsen af den syriske statsideologi som middel

med opretholdelse af magten for øje, som det senere regime har anvendt den. I og med at Syrien er

en republik, er præsidenten bundet ideologisk til regeringspartiet, sådan som Brumberg viser. Ba

´athpartiets indflydelse er dog som vist ovenfor blevet stærkt marginaliseret gennem årene netop for

at omgås denne binding og skabe en yderligere centralisering af magten. Under Hafiz undergik ba

´ath en transformation. Det blev omstruktureret til at passe ind i det autoritære system, mistede

politisk indflydelse og blev afideologiseret, så det kunne fungere som et instrument til at udøve

kontrol og indhente støtte fra befolkningen.164

Friedrich og Brzezinski mener, at fordi ideologi har en instrumental funktion, vil

autoritære ledere tilpasse deres ideologiske redskaber massernes tankegang.165 Lisa Anderson er

enig, hun redegør for, at når regimer benægter statens overmagt som et troskabsobjekt i deres

statsideologier, er det resultatet af den historiske udvikling af mellemøstlige politiske identiteter. I

løbet af det nittende og tyvende århundrede retfærdiggjorde man politiske tiltag via en bred vifte af

ideologier; forsvaret af imperier eller religion; eller genopfindelsen af sprog og kultur. De nutidige

lande holdt fast i de brede spektre og gjorde samtidig det politiske udtryk patriotisk. Som staternes

kapacitet og kontrol voksede efter uafhængigheden, tiltog klientalismen samtidig, og

164 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 70165 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 98

statspatriotismen trivedes følgende.166 Dette er præcis, hvad der er sket i det syriske tilfælde; ba´aths

ideologi bygger på befolkningens eksisterende traditioner som islam; og følelser såsom en

antivestlig og antiisraelsk holdning; krydret med nationalt sammenhold; og kombineret med

klientalisme og tvang.167 Regimet vejledes altså ikke af ideologien, sådan som i Penn og

Piekalkiewitczs ideokratimodel, det er dem, der kontrollerer ideologien.

Uretfærdighederne

Hvis målet er at opretholde magten og midlet er retfærdiggørelsen af uretfærd via ideologi, i

kombination med belønning og tvang, må udgangspunktet for en analyse af anvendte ideologier

være en gennemgang af tilstedeværende uretfærdigheder. Det syriske regime indbefatter et

minoritetsvælde beskyldt for at være kættersk med centraliseret magt og ulige fordelinger, et

samfund præget af sekteriske og religiøse split og en historie underlagt imperialisme og truet af

zionisme.

Det nationale islæt i ideologien fjerner med sin etniske og religiøse lighed

opmærksomheden fra minoritetsvældet. Samme funktion udfører panarabismen, der spiller på

områdets kulturelle historie og giver legitimitet i hele regionen. Ved at fokusere på bekæmpelsen af

Vesten og Israel, gøres støtten af regimet til det hovedsagelige for befolkningen.168 Etniske bånd

bruges samtidig i klientalismen til at sikre loyalitet via konkurrence mellem hovedgrupperne;

´alawitter, sunnimuslimer og kristne.169

For at modbevise ´alawitternes kætterskhed har Hafiz og Bashar altid opretholdt et

image af at være gode muslimer. De er begge blevet filmet, mens de beder i moskéen; de har fået

´ulama` til at bekræfte, at ´alawitter er rettroende muslimer, og Hafiz tog på pilgrimsfærd i 1974.

Med tiden er de begyndt at tillade tilslørede kvinder i offentlige job og at promovere islam i

medierne. Regeringen har overtaget føringen med de religiøse etablissementer og har opført

moskéer og religiøse skoler. Bashar har givet tilladelse til, at soldater må bede i militærlejrene, som

eller tidligere var ureligiøse områder.170

166 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 13167 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 40-41168 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan, 2007, s. 64, 140169 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148170 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan, 2007, s. 63

Den socialistiske side af ideologien dækker over det nødvendige knæk af det koloniale

bourgeoisi, for at regimet tilfredsstillende kunne tilrane sig al magten, og dens retfærdige

fordelinger skjuler bestikkelser af en passiviseret befolkning og berigelse af eliten. Desuden passer

det socialistiske islæt godt med, at produktionsmidlerne er under statslig kontrol, hvorved de kan

betale for klientalisme og tvangsapparatet.

En parallel anvendelse af uretfærdige forhold er ikke at undskylde eller skjule dem men at

understrege dem for derved ligeledes at benytte dem til legitimerende ideologier.

Antiimperialisme var endnu en grund til at knække bourgeoisiet på grund af deres

sammenkædning med kolonimagten, som folket nærede et naturligt had overfor på grund af deres

undertrykkelse og kunstigt optrukne grænser, der ikke passede til en folkelig identitet og

fragmenterede det historiske Syrien.171 Også nu til dags er den antiimperiale følelse relevant i

forbindelse med de mange vestlige interventioner og besættelser og anvendes som undskyldning for

det meste i hjemlig politik. Se den senere analyse af Bashar al-Assads taler for eksempler.

Den antizionistiske part af ideologien fører til, at systematisk undertrykkelse i form af

konstant overvågning, tilfældige fængslinger og en undtagelsestilstand, der underminerer al

retssikkerhed, fremstilles som beskyttertrang og sikkerhedsforanstaltninger. Med Israel som

konstant trussel og fjendebillede holdes befolkningen og opposition brutalt nede og på grund af

missionens karakter er det umuligt at kritisere dens midler. Begge Assadlederne har hentet megen

popularitet blandt syriske og arabiske unge for deres modstand mod staten Israel. Hafiz blev hyldet

for Oktoberkrigen, og Bashar blev populær for sin modstand, da Sharon med sin hårde linje blev

valgt ind.172 Bashar fremhæver også tit sig selv i forhold til de andre, vage arabiske ledere. For

eksempel spurgte han sine kolleger på et arabisk topmøde, hvad der helt præcis ville skulle til, før

de ville droppe deres diplomatiske relationer til Israel. Om det ville kræve tusind palæstinensiske

martyrer, eller en halv million, eller folkedrab, eller atombomber over arabiske hovedstæder.173

Statsideologiernes performative selvmodsigelser tager altså enten form af en

undertrykkelse eller en understregning af eksisterende utilfredsheder eller decideret had blandt

befolkningen.

171 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 3172 Ibid. s. 147173 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 107, 136

Efterleverne

Det syriske autokrati passer godt med de få udspecificeringer, Penn og Piekalkiewitcz kommer med

af autokratier, såsom at de er relativt uinvolverede i befolkningens daglige private liv og kun

mobiliserer specifikke eliter for derefter at lade masserne være uberørte og ugennemtrængte af

ideologien, så længe de viser tilslutning til den dominerende elite, hvilket også er i tråd med den

dystopiske skole. I Syrien er regimet netop mestre i at give befolkningen en bred personlig frihed.

Hermed kan folk ’leve som de vil’ indenfor visse bestemte rammer. De bliver i højere grad

tilbøjelige til dermed at sætte fokus på disse områder af dagligdagen og ignorere de områder, man

ikke selv er herre over. Dog virker Piekalkiewitcz og Penns redegørelse lidt vaklende, i og med de

lægger vægt på, at regimet ’tilbageholder ideologien fra masserne’. Dermed indikeres en forestilling

om, at regimet rent faktisk besidder en ideologi, man tror på, og her knækker deres forklaring, fordi

de modsiger sig selv. I forsøget på både at gabe over indoktrinering og politisk kontrol bliver deres

teori gennemgående ambivalent og vag. På den ene side gives udtryk for, at folk er velopdragne

gennemindoktrinerede individer, og samtidig inkorporeres idéen om, at politisk kontrol

gennemsyrer samfundet.

Efter Wedeen og Alans mening er der ingen syrere, der længere mener, ba´ath er

ideologisk. Man følger blot de røde linjer i samfundet for god opførsel for at blive ladt i fred. Ingen

tror på det, de siger, og alle ved, at ingen tror på det. Ligeledes benytter styret sig i langt højere grad

af indoktrinering på papiret end at stole på decideret identificering. Retorikken er ikke til for at

indoktrinere befolkningen som sådan, nærmere som en opskrift på god opførsel. Som Penn,

Piekalkiewitcz og dystoperne beskrev, behøver folkets kærlighed, lydighed og identificering med

Assad altså ikke at være hjertefølt men kun fremvist.174 Benævnelsen ’efterlevere’ kommer heraf; at

befolkningen i Syrien ikke er lydige overfor regimet på grund af decideret tro og overbevisning, de

følger dem blot, dermed ’efterlevere’.

Både dystoperne og Penn og Piekalkiewitcz lander slutteligt på, at politisk kontrol er et mere

sandsynligt bud på grunden til folks efterleven. Ligeledes holder Brumberg sig til belønning og

tvang snarere end tro og tilhørsforhold som incitament. De er afhængige af regimet i deres daglige

overlevelse. Dette resultat bakkes op af Eagletons udlægning af politisk afmagt og dagligdags

bekymringer i centrum for folks handlinger. Disse dagligdags bekymringer kan for eksempel være

174 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2-3, 65

usikkerheden omkring folks levebrød i form af tilfældigheden i fordelingen af goder, usikkerheden

ved ansættelser, og vilkårligheden i lønforhøjelser. Besværligheden i alle livets praktiske processer

udmøntet i den altomfattende administration og langsomme, arbitrære bureaukratier, der optager

nærved al fritid. Uro og sorg på grund af hårde arbejdsvilkår, dårlige hospitaler og høje antal trafik-

og arbejdsulykker. Og hvad der optager os andre: popkultur, kærlighed og livet som sådan. Den

politiske afmagt går på, at regimeskifte virker umuligt, og at man frygter, de eventuelle alternativer

ville være værre, såsom religiøs ekstremisme, borgerkrig og ekstern besættelse.

Om det så er på grund af belønning, tvang eller afmagt, er incitamentet for at følge en

autokratisk statsideologi helt klart en anden end for at følge en personlig overbevisning. Det er

umuligt at inddele ideologier i rene kategorier, da eksempelvis socialisme eller islamisme både kan

være personlige eller statslige. Da enhver ideologi med et form for politisk islæt ultimativt kan

betyde fængsling eller døden i Syrien, er religion den største frie, personlige ideologi på markedet.

Da specialets mål er at analysere autokratiers anvendelse af ideologi, er det befolkningernes

efterlevelse af denne, der er relevant at undersøge, og ikke deres personlige holdninger og

overbevisninger i dette henseende.

Set i lyset af ovennævnte konstateringer af, at ideologi ikke er en af årsagerne til

befolkningens efterlevelse, og at regimet er ganske indforstået med at lade den ideologiske kult

forblive på overfladen til fremvisning og indpodning af lydighed, er ideologien alligevel et meget

anvendt middel. Derfor er det nødvendigt at analysere dens mere specifikke form og funktion.

Overordnet kan man lægge ideologiens udtryk ind under begrebet propaganda, der vil blive

nærmere belyst nedenfor.

Propaganda

Ifølge Friedrich og Brzezinski udmønter autoritære lederes ideologiske våben sig i propaganda.175

Denne teori stemmer overens med Piekalkiewitcz og Penns idé om, at regimernes redskaber til at

styre befolkningen med, dybest set består i propaganda og tvang. Propagandaen dækker over

uddannelsessystemet, massehandlinger, medier og organisationer. Det syriske tvangsapparat og

organisationerne er blevet beskrevet i foregående kapitel. Derfor vil dette kapitel behandle de tre

sidste faktorer.

Hele det syriske uddannelsessystem er dannet med henblik på propagandaeffekten for

regimet. Uddannelse bliver et ideologisk instrument i hænderne på regimet, der selv danner sine

egne sandheder. For at opretholde denne effekt er uddannelsessystemet organiseret efter hierarkisk

orden, udover en generel bureaukratisering tvinges alle lærere og undervisere desuden til at være

medlemmer af partiet eller relaterede organisationer såsom den relevante fagforening eller

lignende.176

Uddannelsesinstitutionerne og organisationerne udgør kilder til inddragelse i

massehandlingerne. På nationale fest- og helligdage sker det ofte, at partimedlemmer tager ud i

busser for at hente hele Damaskus Universitet, fagforeninger eller ungdomsorganisationer, så de

kan komme og heppe og klappe af præsidenten til den respektive ceremoni. Ligeledes bliver

intellektuelle og kunstnere fra tid til anden tilkaldt for at kreere hyldestværker til lejligheden, så alle

deltager i massehandlingen.177

I autokratier styres medierne af regimet, uanset om de ejer disse eller ej. Dette

monopol på massekommunikationen underbygges yderligere af monopolet på private

kommunikationsmidler såsom post og telefoner, over hvilke aflytning og overvågning er normalt.

På grund af denne monopolistiske kontrol dannes der blandt befolkningen en stemning af mistro

overfor nyheder og andre informationer og generel desillusion. Befolkningen bliver ligeglad.178

Dette er også tilfældet i Syrien, de statsstyrede dagblade i høj grad anses for at være bedst egnet til

at pakke fisk ind i, for nu ikke at give et værre eksempel.179 I Syrien er nærved alle medier

175 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 115176 Ibid. s. 148-150177 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2-3178 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 130, 135179 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2

statsejede, hvilket vil sige, at alle journalister er statsansatte, der ikke sætter karrieren på spil for at

skrive noget dårligt om regimet men hellere i stedet underlægger sig selvcensur. De og redaktørerne

følger de røde linjer i samfundet, så hvis der kommenteres på visse anløbne sager om korruption

eller lignende, er det fordi, de har fået lov ovenfra.180 Dog er der indenfor de seneste årtier sket

drastiske ændringer på medieområdet.

180 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 126

De nye medier

Indtil den kolde krigs ophør så forskere massemedier som et redskab i skabelsen og opretholdelsen

af undertrykkelse i ikke-demokratiske styreformer via kontrollen af information og politisk

mobilisering. Efter murens fald begyndte man dog at betvivle, medierne havde så stærk en effekt,

og i dag er den udbredte holdning, at medier ikke ændrer fundamentale politiske attituder, men har

mere indirekte, underliggende effekter såsom at gøre opmærksom på emners eksistens eller ændre

kriterierne for folks vurdering af indtrådte begivenheder.181 Eksempelvis kan medierne vise

alternativer til befolkningers lave levestandard og give dem en tro på, at der er politiske løsninger

på deres problemer. Desuden lærer de nye medier publikum en ny debatkultur, hvor uenighed er

legitim.182

I lyset af Daniel Brumberg og Terry Eagletons teorier, har specialet vist, at ideologi

kan vise sig at være en farlig legitimitetskilde i tilfælde af, at der afsløres alt for store kløfter

mellem den og virkeligheden, sådan at den performative selvmodsigelses bluf bliver afsløret. I

denne proces spiller de nye medier en stor rolle. Selvom de statskontrollerede mediers evne til

decideret at skabe politiske holdninger hos befolkningen er begrænset, har de tidligere kunnet

hjælpe regimerne til at holde på magten. Dette er ifølge den dystopiske skole og Piekalkiewitcz og

Penn regimerne alt rigeligt, hvilket, specialet har vist, ligeledes var tilfældet i Syrien. Dog kan

mediedækningen nu til dags give befolkningerne informationer om kompromitterende elementer for

regimerne, som de ikke ville have fået fat i tidligere. I nogle tilfælde får oppositionerne dækning, i

andre afsløres regimernes hemmeligheder.183 Kapitlet undersøger satellit-tv og internettet som de

hovedsagelige faktorer, og analyserer deres roller i spillet.

Censur181 Mughan, Anthony & Gunther, Richard: Democracy and the Media: A Comparative Perspective, Cambridge University Press 2000, s. 5-6, 16-17182 Norton, Augustus Richard: The New Media, Civic Pluralism, and the Slowly Retreating State, Indian University Press 1999, s. 27183 Mughan, Anthony & Gunther, Richard: Democracy and the Media: A Comparative Perspective, Cambridge University Press 2000, s. 402, 404

Kontrol og censur af medierne spiller en helt central rolle i den performative selvmodsigelse.

Overordnet set findes der fire hovedemner for censur i den arabiske verden; politisk debat, landets

leder, religion og seksuelle problematikker. I forbindelse med at lægge låg på uønskede

informationer fungerer undskyldningen med national sikkerhed sædvanligvis som et stærkt redskab

til at retfærdiggøre inddragelsen af borgernes og dermed også mediernes rettigheder upåklageligt,

som det sås fremført tidligere i kapitlet. For eksempel dækker begrebet over, at medierne ikke må

fornærme medlemmer af regimet eller allierede nationer, være kulturelt upassende eller bringe

offentlig orden og national sikkerhed i fare.184

Men denne taktik gælder kun for de hjemlige, kontrollable medier. De nye mediers

horisontale spredning af information underminerer de traditionelle, vertikale retningslinjer for

censur, der dermed bliver sværere at opretholde.185 De hjemlige, trykte medier er de letteste stadig at

censurere, men udefra kommende satellit-tv og internet underminerer denne censur. Censuren af

transnationale medier kræver derfor nye metoder og ender med at være mindre effektiv. En måde,

de arabiske ledere har forsøgt at begrænse udbredelsen af satellit-tv på, er gennem eksempelvis

forbud mod import og salg af paraboler eller høje skatter på dem. Internettet forsøges kontrolleret

via forbud mod forbindelser eller bestemte sider, blokeringer og overvågning.186 Folk har paraboler

alligevel, og de omgås netforbuddet via proxyservere.

Satellit-tv

Det arabiske satellit-tvs fremfærd hænger uløseligt sammen med konflikt. Den anden Golfkrig og

lanceringen af MBC i 1991 blev startskuddet på omvæltningen af den arabiske medieverden. Man

så en eksplosion i antallet af arabiske satellitkanaler, nye grænser for debatterede emner, nye

finansieringskilder og ejerskabsforhold, ændringer af programindhold og nyhedsdækningens

karakter, en styrkelse af regionalisme og transnationalisme, og en mere aktiv inddragelse af seerne.

Efter LBC, Future TV og Al-Jazeera kom til i 1996 eksploderede adgangen til satellit-tv. Hvor 3,6

184 Al-Zubaidi, Layla: Walking a Tightrope, News Media and Freedom of Expression in the Arab Middle east, Heinrich Böll Foundation 2004, s. 11185 Norton, Augustus Richard: The New Media, Civic Pluralism, and the Slowly Retreating State, Indian University Press 1999, s. 27186 Al-Zubaidi, Layla: Walking a Tightrope, News Media and Freedom of Expression in the Arab Middle east, Heinrich Böll Foundation 2004, s. 23

millioner hjem havde adgang til satellit-tv i 1994, var tallet i 1999 nået op på 11,7 millioner. 187

Andre spring er kommet af intifadaen i 2000, Afghanistankrigen i 2002, og invasionen af Irak i

2003.188

Fra Vestens side havde man en meget høj forventning til satellit-tvets effekt på de

arabiske lande som et fremmende redskab af politisk kultur. Man betragtede arabisk satellit-tv som

den almindelige mands stemme, åbner af den offentlige diskurs og en erstatning for politiske partier

og civilsamfund,189 fordi de netop kunne tage tabubelagte emner op, kritisere regimer og lære seerne

om demokratiske leveforhold. Desuden begrænsedes det ikke af geografiske rækkevidder, og var

ligeledes tilgængelig for analfabeterne i regionen. Årsagen til disse forventninger bundede i en

dybereliggende frustration over den manglende politiske liberalisering i Mellemøsten, som, mange

vestlige forskere bare ventede på, ville sætte ind. Man havde en idé om, at Mellemøsten måtte følge

andre autoritære regioners demokratiske udvikling og gå i sporene på Sydamerika og Østeuropa i en

’tredje transitionsbølge’.190

Massemedier har dog aldrig spillet en direkte rolle i traditionel transitionsteori, hvor

reformer er blevet skabt af oppositionelle politiske eliter, og påpeger at den tredje

demokratiseringsbølge faktisk gået i stå omtrent samtidig med de nye mediers fremkomst. For at

medierne skulle kunne fungere som politikfremmende redskaber, skal de ikke bare afspejle

samfundet men også uddanne, informere og opdrage, ellers reproducerer de blot den politiske

kultur. Man må også tage højde for, hvad mediernes egen agenda er.191 Frie uafhængige medier

skaber ikke automatisk politisk udvikling. Såfremt de aktivt ønsker at fremme et mere

konkurrerende politisk system, kræver det, at de aktivt støtter større kulturel forståelse,

fragmenteringen af institutioner og konstruktive økonomiske strukturer. Hvis ikke, gør de det heller

ikke som ’bivirkning’.192 Faktisk har arabisk satellit-tv i stor udstrækning haft den omvendte

virkning og fungeret som en ventil, der har taget trykket af mange staters hjemlige pres for

medieændringer internt i de mellemøstlige lande.193

187 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 17188 Sakr, Naomi: Maverick or Model? Al-Jazeera’s Impact on Arab Satellite Television, I. B. Tauris 2005, s. 69189 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 5190 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s.3-8191 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 5, 16-18192 Ruzomilowicz, Beata: Democratic Change! A Theoretical Perspective, Routledge 2002, s. 11-12193 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 130

Arabisk satellit-tv har ikke kun pisket en forventningsfuld stemning op i Vesten.

Samtidig med at de arabiske seere fik muligheden for at opleve nye og anderledes sendeflader, steg

skrækken i Vesten for resultatet. Ligesom medier er blevet brugt til at opbygge nationale identiteter,

skaber de transnationale medier i dag en regional panarabisk identitet.194 I USA var man bange for,

at denne nye form for panarabisme skulle bringe en frisk stemning af antiamerikanisme med sig, og

i Europa steg bekymringen for at indvandrere skulle se for meget hjemligt tv og ikke blive

tilstrækkeligt assimileret og homogeniseret i deres nye hjemland.195

Internettet

Mellemøsten har et meget lavt gennemsnitligt forbrug af internettet, fordi mange ikke har råd til at

anskaffe sig computer og forbindelse eller gå på netcafé; og på grund af sprogbarrierer eller

decideret analfabetisme. Ud af dem der går på nettet, besøger flertallet typiske netsider som

YouTube og Wikipedia, hvor de hellere ser politiske klip end kulturelle. Af nyhedssites bruger

araberne mest al-Jazeera, efterfulgt af BBC og al-Arabiya. Leveforhold under autokrati og ustabile

politiske forhold giver en interesse for politiske nyheder, hvorimod folks smag for underholdning

øges i takt med demokrati og frihed.196

Arabiske blogs er primært organiseret efter lande og drejer sig om nationale politiske

emner og kritik af det hjemlige regime. Hvis dette mønster brydes, er det oftest for at kommentere

på Palæstina. Når det ikke drejer sig om politik, står personlig religion og menneskerettigheder højt

på listen. Længere nede på listen kommer kritik af terrorisme, USA og vestlig kultur og værdier.197

Det, der er særligt ved internettets teknologi, er, at man nu til dags kan afsløre hændelser, mens de

finder sted. Med de moderne mobiltelefoner oveni hatten kan man filme og dele alt med verden i

øjeblikket. Dog er der samtidig en vis tilfældighed ved nettet, i og med at man aldrig er sikker på

automatisk at finde den mest relevante kilde til information i situationen.

Tilstanden i Syrien194 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 16195 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 198196 Mellor, Noha: The Making of Arab News, Rowman & Littlefield 2005, s. 98197 http://cyber.law.harvard.edu/publications/2009/Mapping_the_Arabic_Blogosphere Internettet/

Kun halvhjertede forsøg er blevet gjort i Syrien på at blokere udenlandske satellitsignaler, slet ingen

efter Bashar al-Assad kom til magten. I 2000 blev paraboler officielt tilladt, og nu om stunder kan i

hvert fald en tredjedel af hjemmene i Syrien modtage satellit-tv. Da Bashar kom til magten

begyndte netcaféer ligeledes at spire frem. Netadgangen overvåges nøje, og uønskede sites

blokeres, men det er nemt at få adgang alligevel via proxyservere. Dog har satellit-tvet og

internettets indtog været et mareridt for det syriske regime. Det virkelige problem er bare ikke selve

informationerne, der nu er tilgængelige, så meget som det er manglen på kontrollen i sig selv. Alan

udlægger, at den syriske befolkning i forvejen var i besiddelse af alle oplysningerne;

familieforbindelser og sladder dækker indenrigsstoffet og udenlandske radiostationer udenrigs-

samt indenrigsemner. Men hele den performative selvmodsigelse i at virke som om, man kan

kontrollere informationsstrømmen, er et udtryk for regimets magt i sig selv. Ligesom at ingen syrere

eller udenforstående tror på, at præsidenten igen og igen indvælges med 99,9 % af stemmerne, er

pointen her ligeledes en ren magtopvisning.198

198 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 134-136

Analyse af præsidentens taler

I lyset af specialets konstatering af ideologien som middel snarere end mål, dens anvendelse som et

performativt selvmodsigende redskab, og propagandaens vægt på magtopvisning frem for

information foretages en analyse af tre taler. Talerne er holdt i krisetider af præsidenten selv for et

udvalgt publikum. Kriserne er 2005, 2006 og 2011 som beskrevet i det historiske kapitel.

Begrundelsen for at lægge fokus på krisetider er, at det oftest er her tingene bliver sat på spidsen,

især overlevelsesstrategier. Publikummerne består af intelligentsiaen, medierne og den politiske

elite, udmøntet i henholdsvis Damaskus Universitet, Journalisternes Fagforening og parlamentet; og

transskriptioner af talerne er tilgængelige på nettet på det statslige pressebureau, SANAs,

hjemmeside, se bibliografien.

Damaskus Universitet november 2005

Før han gør noget andet, lægger Assad ud med at forklare, at han er bleg på grund af sygdom og

ikke bekymringer. Det vil han bare lige forklare, fordi mange har spurgt ham angående det i løbet af

de foregående uger. Denne lidt pudsige og barnlige måde at nægte, præsidenten er påvirket af pres,

er et tydeligt tegn på performativ selvmodsigelse, som Eagleton beskriver den. Alle ved, Bashar er

under pres, og umiddelbart virker det ikke plausibelt, at nogen ville tro på denne undskyldning.

Alligevel præsenterer Assad den offentligt uden at blinke, hvilket underbygger Wedeens teori om,

at propaganda ikke skal være overbevisende men blot fremvise magtfuldhed.

Indledningsvis begiver præsidenten sig ud i at vække fællesskabsfølelsen blandt sine

omgivelser ved overfor publikum at huske tilbage på sine egne dejlige tider på universitetet og

fedter for underviserne og de studerende ved at rose deres hæderfulde historie og kundskaber.

Derefter bevæger han sig videre til et bredere sammenhold ved at henvise til syrernes fælles

historie, stærke forfædre og nationale arv, der tilsammen har givet dette fællesskab og en

beslutsomhed nedarvet gennem generationer. Det at være historisk giver en form for medfødt

legitimitet i form af dels vanen i levemåden og desuden en delt stolthed ved en fælles glorværdig

fortid. Denne opsang stemmer ganske overens med Penn og Piekalkiewitczs udlægning af det

ideokratiske verdensbillede bestående af de gode og de onde. De gode er bundet sammen af deres

historiske baggrund, hvilket i Piekalkiewitcz og Penns model konstituerer det kulturelle

medlemskab, som er funderet på en fælles kulturel identitet. Bashar udlægger denne historiske,

kulturelle identitet som bolværket mod udenforståendes overtag og fremhæver, at syrerne må holde

fast i deres stolthed. Han udlægger den igangværende politiske krise som konstruktiv, da den får

syrerne til at knytte et stærkere fællesskab. Igen afspejler dette et typisk eksempel på

ideokratimodellen, hvor de godes kamp mod de onde, er samlingspunktet.

I tråd med Penn og Piekalkiewitczs teori om frygtens opdragende og forebyggende effekt

fremhæver Assad dette element så ofte som muligt for at kunne fremstille sig selv som

befolkningens beskytter. Han understreger eksempelvis normaliteten i at føle frygt for fjenden, men

at der er forskel på hæmmende frygt og konstruktiv foruroligelse. Bashar vil altså gerne holde liv i

denne frygt og nægter at sige, der ikke er grund til den, men benytter sig af muligheden til at være

den stærke modstander af fjendtlige magter.

En gren af denne modstand fremstilles af Assad, som at landets mangel på politiske

reformer er noget, man med vilje har undladt for ikke at ligge under for de internationale

stormagters krav om det. Bashars personlige mål med reformer er bedre levestandarder og mindre

korruption, hvilket altså vil sige, at han foretrækker at forblive på den sikre side og kun love

moderniseringer og afhjælpen af personlige hverdagsproblemer og ikke større politiske reformer.

Modsat forklarer præsidenten, at stormagternes krav om reformer er baseret på kyniske ønsker om

at opnå kontrol over Syrien og få adgang til deres marked. Derfor er det specielt vigtigt at stå imod

og være stærk, snedig og selvstændig. Dog virker det som en ret tynd forklaring på landets

manglende reformer, at det er for ikke at give andre lande deres vilje. Assad forklarer videre, at

visse landes politikere klager over, at han ikke indfører de reformer, han har lovet. ’Skal

præsidenten følge deres ordrer? Har folket måske stemt dem ind til at repræsentere sig i

parlamentet?’ svarer han igen, i et forsøg på at italesætte Syriens demokratiske valg og stærke

standpunkt mod imperial indblanding. Selv den stramme hjemlige politik vendes nu til at være

resultatet af en omfattende global konspiration mod den arabiske verden og Syrien især.

Præsidenten udlægger, at rammerne for de nutidige konfrontationer er en genspejling af fortidens

imperialisme, og syrerne må stå fast for at beholde eget land og frihed. Man får aldrig sat helt

specifikke ansigter på, hvem der står bag de nuværende problemer. Beskyldningerne er meget

svævende og ukonkret beskrevet med for eksempel ’de store magter’, ’internationale agenter’ eller

’visse magter, og I ved, hvem jeg taler om’. Det eneste land, der specifikt nævnes ved navn er

Israel. At Bashar ellers bliver ved hentydningerne fremhæver på den ene side en følelse af mystik

og plot men giver samtidig fornemmelsen af at være indviede i hemmelighedernes inderkreds. Det

danner desuden præcedens for uudtalte detaljer og halve historier, der passer fint i et land uden

gennemsigtighed og informationsflow.

Disse uspecificerede fremmede magter vil slette syrernes identitet og hukommelse, så

de kan gendanne dem efter eget ønske og gøre dem til små kopier af sig selv. Deres forskruede

visioner virker forvirrende på den arabiske befolknings overbevisninger og værdier. Blandt andet

forsøger de at splitte præsidenten og befolkningen ved at forvanske billedet af præsidenten, så

folket mister troen på ham. Bashar taler her om sig selv i tredje person, hvilket skaber en hvis

afstandstagen. Han fremhæver, at syrernes interne forhold skal baseres på sandhed og

gennemsigtighed, og at han er ivrig efter at tage sine beslutninger i dialog med folket og give

borgerne alle de nødvendige informationer, så de alle hver især kan tage deres ansvar i krisen for at

støtte og udvikle landet. Assad anvender samme slagord, som Vesten bruger imod ham, når de

anklager Syrien for at mangle gennemsigtighed og skjule sandheder for deres befolkning. Samtidig

får han understreget, at nu er tiden inde for folket til at støtte op om regimet. Han nævner eksplicit,

at universitetet jo altid har spillet en vigtig rolle i at analysere tidernes konspirationer mod Syrien og

mobilisere samfundet til at modstå disse, hvilket er en fin måde at indikere til publikum, at de nu

skal spille en aktiv rolle i at bakke op om styret.

Talens tilbagevendende omdrejningspunkt er den storstilede konspiration, der er anlagt imod

Syrien. Bashar al-Assad refererer løbende til andre tiders kriser, blandt andet kolonialismen med

henvisningen ’den politiske scene blev sat ved, at dens elementer genopfandt landkortets grænser og

ændrede regionens kulturelle, politiske og menneskelige sammensætning’. Hermed vækkes gamle

konspirationsfølelser til live igen og lægger grunden for, at dette er en konstant tilstand. ’Vores

problemer med de store magter er kroniske problemer med rødder i den tid, hvor konflikten lå

mellem andres indblanding i vores sager og vores vilje til uafhængighed.’ Det endelige bevis på, at

kolonialismen var af det onde, er at ’De koloniale strategier først og fremmest gavnede Israel.’

Israel er en sikker joker at hive frem til at bevise ondskaben bag hvad som helst og anvende som

syndebuk. Dette foregår fuldt ud i stil med Penn og Piekalkiewitczs teori om fænomenet

syndebukke som afledning af opmærksomhed og skyld fra regimet, fokus for befolkningens

frustrationer og centrum for internt sammenhold.

En af metoderne i den omfattende konspiration er ifølge Assads udtalelser

mediekampagner, som internationale agenter bruger til at infiltrere araberne og deres tanker. De

invaderer de nationale og kulturelle identiteter og forvirrer folks følelser med lokkende ord.

Mediekampagnerne går målrettet efter arabernes moralske tanker med specifikke kulturelle og

videnskabelige midler. Succesen bag disse tiltag ligger ifølge Bashar i penge og højteknologi. Han

giver altså en teknisk forklaringer på eventuelle ideologiske afvigelser blandt befolkningerne. Hvis

nogen blandt befolkningerne skulle føle en form for utilfredshed med deres regime, er det altså ikke

deres virkelige følelser, der ligger bag, men en slags massehypnose fra udenlandske,

højteknologiske mediekampagner. Præsidenten tilstår, at de arabiske massemedier også har deltaget

med politiske løgne og overfald, men gør det klart at man skal skelne mellem de arabiske medier,

der er arabiske af hjertet, og de der kun er det af sprog men virkelig tjener fjenden. På denne måde

sår Assad en tvivl i folk angående udefrakommende mediers sandhed og bagvedliggende intentioner

uden at nævne nogen navne og decideret pege fingre. Han vækker blot en usikkerhed blandt

befolkningen og indikerer, at det ikke er sikkert at tro på andre end de syriske statsmedier.

Det, der har ændret sig i verden, er altså teknologien bag kommunikation og information.

Konspirationerne er stadig fuldstændig de samme. Men med disse nye kommunikationsstrategier er

folk mere sårbare, især de unge fordi de ikke kan huske vigtige historiske hændelser og politiske

kriser på egen krop. Derfor angriber fjenden deres identitet, historiske arv og skrøbelige ideologi,

og det er alles ansvar at beskytte og integrere de unge i disse nye medier og teknikker. Assad

opstiller, at medierne ultimativt kun forsøger at sprede frygt, hvilket er en taktik han kender til.

Ordsproget ’tyv tror hver mand stjæler’ kunne falde en ind. Præsidenten lægger nemlig selv utrolig

stor vægt på regionens blodige historie. Han fremlægger, at de internationale magter vil ødelægge

Syriens nationale stabilitet, og valget ligger nu mellem uafhængighed eller underkastelse, at gøre

modstand eller ende i kaos. Syrien må stå stærk mod fjenden, og nationalt engagement og

forpligtelse kommer først. Hvis ikke der er fuld national enhed, er det eneste alternativ borgerkrig,

derfor skal der slås hårdt ned på upatriotisme. Her benyttes frygtelementet igen, denne gang i form

af en trussel på flere niveauer; hvis ikke folk bakker op om regimet, vil de blive slået hårdt ned på;

og alternativet til regimet er borgerkrig.

Som eksempel på dette skrækscenarie fremhæves tilstandene i nabolandet Irak. Assad

ser Irak som en trussel mod hele regionen, især de umiddelbare naboer som Syrien. ’Ingen ved,

hvornår den kæmpe eksplosion, der sender regionen ud i kaos, vil finde sted. Dette kan have en

indvirken langt ud over Mellemøstens grænser.’ Med denne udtalelse truer præsidenten på en gang

sin egen befolkning med fremtidsudsigten til irakiske tilstande, hvis ikke regimet beskytter dem; og

truer i samme åndedrag Vesten med potentiel terror. Samtidig fralægger Bashar sig al skyld for

terrorismen i Irak og skyder det hen som stormagternes forsøg på at splitte de syriske og irakiske

folk, hvilket indikerer en selvsagt definition af, at dem der tænker noget dårligt om Syrien,

automatisk må være på de ondes side. Assad siger, at Syrien bare vil beskytte Irak, men at det kun

er naturligt af besættelsesstyrkerne at ville skyde skylden på syndebukke. Ligesom med mediernes

forsøg på at skabe frygt, nævner han her et af sine egne yndlingsredskaber som værende ’en ganske

naturlig reaktion’.

Bashar er længe om at komme frem til, hvad, man må antage, er talens reelle emne, nemlig krisen i

Libanon. Han skal lige have lagt en stemning først af konspiration og imperiale trusler. Derefter

virker springet ikke så stort til en udlægning, der centrerer den vestlige verdens langsigtede plan om

at gavne Israel i regionen. Forklaringen lyder, at Israel vil have Hizbollah afvæbnet, fordi Hizbollah

bekæmpede dem og tvang dem til tilbagetrækning fra Libanon, og det internationale samfunds plan

er via valget i Libanon at internationalisere landet og dermed underlægge det Israel. Derfor var det

centralt for dem at skaffe sig af med Syrien, hvis tilstedeværelse i Libanon ville obstruere deres

planer. Beviset herfor er, at Mehlisrapportens udfald var planlagt på forhånd og falsk i sit resultat.

Syrien har i sin uskyld hele tiden hjulpet FNs undersøgelser på vej og inviteret alle kommissionerne

og Mehlis indenfor i landet, men FN var ligeglade med sandheden og dømte Syrien skyldig. Assad

fremfører, at Syrien derfor fik valget om, at hvis de ville blive i Libanon, måtte de stå for

Hizbollahs afvæbning, og det nægtede de selvfølgelig. Præsidenten nævner kun Hizbollah ved

kælenavne såsom Modstanden, De patriotiske Styrker og Den libanesiske Modstandsbevægelse, det

er mig, der har ’oversat’ udtrykkene for at skabe klarhed.

Stolthed er essentiel som bevæggrund i Assads forklaringer, og han gør det meget

klart, at det bestemt ikke er fordi, Syrien bøjer sig for de imperiale magter, at de handler således.

Det har nemlig hele tiden været Syriens plan at trække sig ud af Libanon, selvom de ikke har sagt

det højt. De har fra starten af fulgt deres egen tidsramme og handler dermed ikke, fordi de nu er

presset af Vesten. På denne måde får Bashar det til at lyde, som om alle Syriens beslutninger er

meget ærværdige og uselviske. Det er på grund af stemningen blandt den libanesiske befolkning, at

Syrien nu har skyndt sig at få de sidste tropper ud af landet og ikke på grund af internationale

resolutioner. Stemningen blandt den libanesiske befolkning er blevet dårlig efter Hariris død, men

Bashar fortæller, at det ikke er på grund af ægte utilfredshed med Syrien, men fordi de simpelthen

er blevet vildledt af visse politikere og de libanesiske medier. Disse politikere har desuden

bestukket falske vidner for at anklage Syrien for mordet på Hariri, og er i øvrigt de selvsamme

mennesker, som holder med Israel og hjalp dem under den israelske invasion. Assads opstilling er

skarp; alle, der ikke holder med Syrien, er på de ondes side. Denne udlægning svarer igen præcis til

Penn og Piekalkiewitczs opstilling af ideokratiers virkelighedsopfattelse; de onde har vildledt de

gode med falsk ideologi.

I samme konspiratoriske tråd beskylder Bashar den nyligt tiltrådte Fouad Siniora for at

være Vestens fjernstyrede dukke. Begrundelsen er, at Siniora ikke overholdt sit løfte til Syrien om

ikke at lade Libanon være base for konspirationer mod dem. Det måtte han ikke for sine

’overordnede’, hvis plan er at splitte de syriske og libanesiske folk, bringe dem tilbage til tidligere

tilstande og skabe kaos i regionen. Her dukker den sædvanlige trussel op igen. Syrien opofrer sig

for Libanon vil bare beskytte dem og bevare deres stabilitet og sammenhold, hvorfor alternativet til

syrisk tilstedeværelse i landet er kaos og borgerkrig. Der kommer ligeledes en trussel til det

libanesiske folk ud mellem sidebenene; hvis de vil fortsætte med at have et broderligt forhold til

Syrien, må de være venlige og imødekommende og ikke lave løgne og konspirationer. Her henviser

Assad direkte til tvangsapparatet, som er det tredje element i Bellin og Brumbergs opstilling af

faktorer, der er centrale for regimers robusthed.

Lige inden han runder talen af i vor egen dronning Margrethes ånd, nemlig med en

hilsen til Golans folk, binder Assad hændelserne i Irak og Libanon sammen til at udgøre delmål i en

langsigtet global storkonspiration mod Syrien, men han forsikrer, at Syrien står stærkt mod de

imperiale taktikker og strategier, og at Syrien kun bøjer sig for Gud. Talemåder som denne er meget

populære hos præsidenten, da den på en gang slår på regimets styrke og modstand mod de imperiale

magter og samtidig viser deres fromme side frem. Ligeledes fremhæver han den folkelige talemåde

’Gud beskytter Syrien’. Et lignende slogan, ’Gud bevare Syrien’, hang nogle måneder efter

nedenstående tale udenfor Damaskus’ hovedstrøg, suq al-Hamidiya, på en stor plakat med et billede

af Bashar al-Assad. Se specialets forside.

Journalisternes Fagforening august 2006.

Bashar al-Assads tale for Journalisternes Fagforening i 2006 har tilnærmelsesvis samme opbygning

og indhold som talen, han holdt på Damaskus Universitet i 2005. Temaet er stadig

storkonspirationen mod Syrien, og der er igen megen tale om ære og stolthed og stor vægt på tanker

og indstilling. Præsidenten er i denne tale lidt mere vag i sine emner, der er flere svævende

generelle henvisninger og passager. Et punkt, han dog er mere klar i mælet på end foregående år, er

angående konspirationens implicerede parter, der nu nævnes specifikt ved navn; Amerika, Vesten,

FNs sikkerhedsråd, samt flere af deres fredsaftaler og resolutioner.

Igen indleder Assad med at fedte for sit publikum. Han roser journalisterne for deres

ærværdige ærlighed i en mediekamp, der er fuldt ud på højde med soldaters kamp i fare og

blodtørst. Omtalte kamp er den samme som tidligere, en mediesmædekampagne iværksat af de

internationale magter for at nedbryde arabernes identitet og gøre dem møre til underkastelse.

Journalisternes rolle er her at vedligeholde nationens intellekt og ånd samt beskytte deres identitet

og arv imod den systematiske invasion, der nedbryder befolkningens enhed og stolthed til fordel for

underkastelse for fjenden. I og med at kampen udkæmpes i medierne, og når Assad udlægger

kulturel arv og identitet som det sidste bolværk mod fjendens angreb, giver det god mening, at

journalisterne så skal fungere som nationens soldater. For at opildne stemningen af kampgejst og

stolthed over nationens historiske kulturelle identitet nævner Bashar en række syriske forfædre, der

alle har spillet centrale roller i fortidens modstandskampe mod osmannere og franskmænd for at

skaffe Syrien sin uafhængighed tilbage. Her gentages temaet fra Penn og Piekalkiewitczs

ideokratimodel. Ligesom i 2005-talen udlægger Assad syrerne som de gode i kamp mod de onde og

fremhæver deres kulturelle medlemskab af ideokratiet.

Der er stadig tale om de samme konspirationsteorier, som nævnes i 2005-talen, om at

de internationale overmagter vil splitte regionen. Denne gang benævnes de; USA og FN er bag

konspirationen, og Israel står sammen med dem. Grunden er, at Vesten er ligeglad med arabernes

rettigheder og tolererer gerne Israels mord i Palæstina og Libanon og deres trussel mod hele

regionen. Beviset er, at fredsprocessen går ud på, at araberne giver Israel alt, og de intet giver

tilbage. Bashar understreger, at de arabiske lande, der hjælper Vesten, vil blive udnyttet og snydt.

Krigen mellem Hizbollah og Israel var planlagt på forhånd og ikke på grund af de to

bortførte soldater. Den var et delmål i storkonspirationen og derfor planlagt forud af Israel, USA og

visse vestlige lande. Dette ses på de forudgående hændelser i Irak, Libanon og Palæstina. Første

etape var den amerikanske besættelse af Irak. Den anden består af mordet på Hariri, resolution 1559

og det deraf følgende pres på Syrien og Hizbollah. Tredje skulle blive afslutningen på

fredsprocessens og en fritagelse af Israels forpligtigelser overfor de arabiske lande til fordel for

militær underkastelse af araberne, men den har Hizbollah nu fået sat en kæp i hjulet på. Assad tager

gerne æren for Hizbollahs sejr over Israel ved at påstå, at Syrien hele tiden havde forsøgt at

promovere et nyt Mellemøsten, og nu har sejren bragt ’Det nye Mellemøsten’ på banen. Det var

ikke let for Syrien at overbevise omverdenen, som mente at Hizbollahs aktioner mod Israel svarede

til at blive kradset af en kat. Derfor måtte Syrien vente tålmodigt, indtil udfaldet nu endelig blev,

som de havde forestillet sig, og de fik ret imod resten af verden. Det er klart, at en så glorværdig

sejr er et ideologisk hit for Bashar at kunne snige sig med på bølgen af. Derfor vil han gerne sige til

det syriske folk, at de skal føle stolthed ved at støtte deres libanesiske brødre; ’hvis nogen siger, det

er en dødssynd at stå bag Hizbollah, siger Syrien, at det er en ære. For hver en udgydt dråbe sved og

blod, og hver en kampvogn ødelagt af raketter, og hver en overvundet israelsk soldat, er en

æresmedalje på brystet af de arabiske borgere’.

Assad udlægger modstand og fred med Israel til at være to sider af samme sag. Så

længe fred ikke er realiseret, må man holde sig til modstand. Modstand behøver ikke være

bevæbnet, den kan optræde i kulturel eller politisk afstandstagen. Da Israel ikke engang selv tror på

fred, er modstanden nødvendig for at opnå den. Israel har altid ladet som om, at de ønskede sig fred,

og at det var araberne, der ville have krig, men da araberne så endelig gik ind i fredsprocessen, var

det en overraskelse for Israel, fordi de aldrig selv virkelig havde ment det. Israel regnede med, at for

hver ny generation arabere ville hadet til dem mindskes. Bashar regner sig selv for tredje generation

og nutidens unge for den fjerde, og han fastslår, at hadet til Israel i stedet vil vokse generation for

generation. Hans bevis er nutidens børns vrede over de israelske massakrer, som de ser på syrisk

stats-tv. Massemord på arabiske børn har altid været en effektiv form for propaganda. Præsidenten

formaner Israel om, at de bare skal vide, at medmindre de leverer al besat land tilbage, vil de

israelske børn i fremtiden betale prisen.

I overensstemmelse med Destutt de Tracys idé om ideologiens anvendelse til social

rekonstruktion, fremhæver Assad vigtigheden af folks indstilling, vilje og overbevisning, der samlet

set kan oversættes til deres ideologiske overbevisning, i deres kamp mod de onde. Troen

eksemplificeret i den heroiske modstandshær, Hizbollah, der overvandt den uovervindelige

israelske hær på grund af deres tro på fædrelandet og ved at afsløre fjendens konspirationer og

falske terminologier, hvilket viser, at selv ikke militær overmagt er noget værd uden overbevisning

og moral. Derfor fremhæver præsidenten hvor storslået det syriske folk også selv har været i krisen

i deres forståelse og gennemskuelse af den overordnede konspiration og deres stærke reaktion imod

den. Det er syrernes skæbne at forsvare, opretholde og være stolte af panarabismen, for det er den

eneste vej til en ærefuld fremtid, derfor kalder han befolkningen for panarabismens bankende hjerte.

Her italesætter Assad den opskrift på god opførsel, som, Lisa Wedeen fremfører, ligger bag al

propaganda.

Parlamentet april 2011

Ligesom i de to andre taler starter præsidenten med at skabe en god stemning ved at understrege,

hvor vigtige og ansvarsfulde parlamentsmedlemmernes positioner er, og at Syrien er den arabiske

nations bankende hjerte. Men derudover er denne tale meget anderledes af indhold end de to

foregående.

Konspirationsteorien omtales stadig, men den overskygges af en ny syndebuk;

befolkningens uopfyldte behov. Herunder går økonomiske og servicerelaterede behov for goder

som infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelse og job samt behovet for sikkerhed og stolthed. Her

slår præsidenten på de første to punkter i Bellin og Brumbergs model over regimers robusthed,

renter og klientalisme, hvis funktioner netop udmønter sig i fordeling af goder og indarbejdelsen af

folket. Når det nu er regimet, der burde stå for at opfylde disse behov, skulle man tro, Assad ville

neddæmpe denne mangel, men i stedet fralægger han sig alt ansvar og redegør for andre årsager til

afsavnet. Ukontrollerbare faktorer som tørke, den høje befolkningstilvækst og finanskrisen er skyld

i lavvandet i kassen, og manglen på moderne teknologi og computerisering står bag problemer som

korruption og bestikkelse. Ligesådan udlægger Assad dødsfaldene i landet som noget, han ikke har

kontrol over; ’det udgydte blod smerter os alle, og vi anser dem for at være martyrer’. Hans rolle er

blot at støtte, monitorere og holde folk ved deres ansvar. Der vil blive sat undersøgelser i gang, så

de ansvarlige kan få deres straf. På denne måde stiller Bashar sig på folkets side af problemerne og

forsøger at virke som problemknuseren og folkets redningsmand. Han mener, at når folket ikke kan

få, hvad de vil have, bliver de frustrerede og gør måske oprør mod de sociale og nationale værdier,

de unge eventuelt mod deres familier; men ingen mod styret på grund af modvilje mod deres

politikker. Dette er igen en måde for præsidenten at henvise til Tracys sociale rekonstruktion og

fremføre retningslinjer for retorik og opførsel i forhold til regimet i denne krisetid.

På grund af folkets tekniske frustrationer udlægger Assad, at det farligste er, hvis

uoverensstemmelsen ved en misforståelse nu skulle gå hen og blive mellem folkets og regimets

positioner. Han mener, at borgerne kun er frustrerede og vrede, fordi de grundet for dårlig

kommunikation ikke kender de virkelige grunde til disse afsavn, og derfor må

kommunikationskanalerne styrkes, så der igen kan komme fuld tillid og gennemsigtighed mellem

regimet og befolkningen. Bashar udlægger gennemsigtighed som et sikkerhedsnet til at få

befolkningen til at godtage, at alting ikke er i orden, bare de forstår hvorfor. Der skal gennem de

nævnte kommunikationskanaler opnås en større enhed og fællesskab mellem regeringen,

statsinstitutionerne og befolkningen. Som Assad siger; ’jo mere vi distancerer os selv fra det syriske

folk, desto svagere og mindre effektive bliver vi’. Derfor skal styret til at konsultere nationen, og

alle skal inddrages; borgerne skal høres gennem deres professionelle organisationer og

repræsentative delegationer for regionerne. Selv kurderne bliver inddraget, de har nu endelig fået

tildelt syrisk statsborgerskab, hvilket ifølge Bashar vil styrke den samlede nationale enhed.

Kurdernes statsborgerskab har altid været et penibelt emne på grund af nationens mange sekteriske

split og forskelsbehandlinger indenfor visse etniske og religiøse grupper, hvilket lige præcis er

årsagen til, at Piekalkiewitcz og Penns første ideokratiske medlemskab, det racebaserede nationale,

ikke er et hit i det syriske tilfælde.

Ud over at skulle inddrages, skal folk ifølge Assad også have lov til at vise deres

utilfredshed ved at demonstrere, og politiet skal lære at gebærde sig i disse situationer for at

beskytte demonstranter såvel som andre individer og privat ejendom, så ikke situationen bliver

udnyttet til røverier, sabotage eller at skabe kaos i landet. Præsidenten italesætter her igen den gode

opførsel, regimet gerne vil indpode i befolkningen ved at understrege, at det syriske folk er gode

lovlydige borgere, der selvfølgelig aldrig ville kunne finde på at være blandt dem, der benytter sig

af tumulten til yderligere at skabe kaos. Her får han endnu en konspiration frem; at alle, der ikke

opfører sig ordentligt må være udefrakommende agenter, hvis mission det er at splitte nationen.

Men, som præsidentens argument falder ud, når først demonstrationsloven er blevet indført, vil der

ikke længere være nogen grund til at demonstrere. Dette er en pudsig måde at argumentere på og

nok nærmere en trussel i reformklæder. Den følges med endnu en skjult trussel, der sniger sig ud

mellem sidebenene på Bashar; det er absolut nødvendigt, at der hersker intern stabilitet og

sikkerhed i landet, før de nødvendige reformer kan tages i brug for at rette op på ovennævnte

afsavn. Altså, hvis ikke folk makker ret, kan de se hvor godt et liv, de så ville have uden regimets

støtte. Her henviser præsidenten diskret til en kombination af de tre første faktorer i Brumberg og

Bellins holdbarhedsoversigt; renter, klientalisme og tvang.

Reformerne, præsidenten her nævner, er mere konkrete og omfattende end tidligere.

Han fremhæver for det nye parlament, at da de fungerer som nyt blod i årerne, må de diske op med

innovative idéer og fornyelse. Som Assad ligeledes udtalte i tidligere taler bevæger verden sig

hurtigt i forhold til de nye medier og teknologi, og Syrien skal computeriseres i langt højere grad og

have en mere moderne medielovgivning. Desuden skal de nye ministre regelmæssigt indvie

medierne og dermed befolkningen i deres arbejdsgang og processerne bag. Centraliseringen i

landets institutioner skal minimeres, retssystemet skal forbedres og både den private og offentlige

sektor udvikles, så ansættelser og forfremmelser skal til at ske ud fra evalueringer af folks evner.

Bashar anvender her selv de samme termer som Vesten benytter, når de anklager ham for at halte på

den politiske reformside. Selv ordet demokrati nævnes af præsidenten, idet han fremlægger det som

en passende hævn over orientalisterne, der aldrig har ment, araberne havde den sociale struktur til

demokrati. Den meget omtalte undtagelsestilstand bringes ligeledes op, om end i meget neutrale

vendinger fra Assads side; ’jeg har talt om at ophæve den, og en komité kigger nu på det’. Selvom

løfterne om reformer og demokratisering umiddelbart kunne lyde omfattende, er den syriske

befolkning vant til retorikken og det faktum, at virkeligheden oftest ser anderledes ud.

Sammenfatning af talerne

Set i lyset af specialets konstatering af faktorerne bag autokratiske regimers opretholdelse af

magten; renter, klientalisme, tvang og ideologi, viser analysen af de tre taler, at det er præcis de

knapper, Assad trykker på i krisetider. De materielle ressourcer og indarbejdende institutioner

nævnes kun i yderste krisetilfælde, talen 2011, hvor skylden for befolkningens uopfyldte behov for

service, ansættelser og goder fralægges regimet og skydes over på ukontrollerbare faktorer,

hvorefter Assad minder om, hvor skidt folks økonomiske situation ville se ud uden ham.

Tvangsapparatet indgår mere hyppigt i form af præsidentens forskellige trusler og opildnen af frygt

blandt befolkningen, og det ideologiske træk er helt gennemgående og optræder i mange skikkelser

såsom identitet, historie, syndebukke og kulten i form af had og stolthed.

Den røde tråd i ovenstående tre taler er Vesten og Israels storkonspirationer mod den

arabiske verden og i særdeleshed Syrien. Herunder vækkes frygten for invasion eller sekterisk

borgerkrig i tråd med tilstandene i nabolandene; hadet mod de imperiale magter og staten Israel; og

stoltheden over at yde dem modstand. Specialet har vist, at frygten har en forebyggende og

opdragende effekt. Udover at pirke til den latente frygt for alternativer til regimet, antydes der

ligeledes trusler om, hvad styret kan gøre ved folk, hvis de ikke følger rettelinjerne. Desuden er det

blevet fremført, at hadet afleder skyld fra regimet og tilbyder et alternativt fokus for befolkningens

frustrationer. Resultatet er legitimitet for regimet og sammenhold blandt befolkningen. Slutteligt har

vi set det fastslået, at præsidentens vækkelse af stolthed blandt befolkningen hovedsageligt spiller

på modstanden mod Israel og Vesten og nationens historik i samme tråd. Præsidenten hægter sit

image op på foregående sejre af modige ærefulde forfædre og anvender familiesymbolik for at

appellere til fællesskabsfølelsen. Assad gør således brug af alle de brikker, han har at rykke med i

krisetider.

En vurdering af statsideologier er baseret på analysen af deres funktioner og taktikker. Specialet har

konstateret, at de primære funktioner med statsideologi er overlevelse for regimet ved hjælp af

fastholdelse af magten og selvlegitimering i form af social rekonstruktion og performativ

selvmodsigelse, der retfærdiggør uretfærdigheder. Taktikkerne og redskaberne, autokratier

anvender til at udføre ideologiens funktioner, er indoktrinering gennem propaganda udmøntet i

taler, medier, massehandlinger, medlemskab, organisationer, censur, fællesskab, syndebukke eller

uddannelsessystemet og derigennem vækkelsen af befolkningens frygt, had og stolthed. Ideologiens

funktion bakkes op af ideologiske og repressive statsapparater, der udlægges som socialistiske og

beskyttende og anvender klientalisme, fordelingen af renteindtægter, og tvang.

I Bashar al-Assads taler fremgår ovenstående redskaber og funktioner nærmest

udførligt. Han slår netop på konspirationsteorier og skræmmebilleder; ideokratisk sammenhold;

performativ selvmodsigelse; syndebukke; italesættelse af socialt rekonstrueret opførsel; og

propagandistisk magtopvisning.

Diskussion og perspektivering

Specialets konstateringer er, at det syriske autokratis anvendelse af ideologi bunder i en funktionel

selvlegitimisering og fastholdelse magten. Udmøntningen heraf er performativ selvmodsigelse,

overbevisningsløs magtopvisning og stemningsangivelse for acceptabel opførsel. Men derfor er

statsideologien dog ikke indholdsløs. Den bygger på tilstedeværende traditioner og ægte følelser

blandt befolkningen, og dens skræmmebilleder ligeledes på sandsynlige scenarier. Den ideologiske

teknik kombineres med anvendelsen af materielle ressourcer, udmøntet i afhængiggørelse og

indarbejdelse af befolkningen der afføder bekymringer og afmagt; og tvang i form af straf og frygt.

Det fremføres, at ideologi kan blive til en farlig legitimeringskilde, hvis der afsløres

en kløft mellem den og de reelle tilstande, hvilket vi har set for eksempel kan afsløres via de nye

medier. Dette sker ikke så meget ud af disses demokratiske aspirationer, da de arabiske

massemediers indtog oven i købet har vist sig at have haft en deliberaliserende effekt, som ud fra

deres medvirken i at gejle en stemning op. Dette virker umiddelbart ikke samstemmende med, at

meningen med ideologien ikke er overbevisning. Forklaringen opstår dog med udlægningen af

ideologiens rolle som fremviseren af magt og kurssætter for lydighed. Dermed bliver det ikke

ideologi, regimet mister, men underdanighed, hvilket også må være det værste at miste for et

autokrati.

Regimets sidste ideologiske sikkerhedsnet er den ægte frygt, stolthed og had blandt

befolkningen, hvilket netop er årsagen til den udbredte fremhævelse af konspirationsteorier,

modstand mod fjenden og ærefulde fælles historie i krisetider.

Specialets resultater har relevans i forhold til at ændre på udbredte forestillinger om ideologiers

karakteristika og forefindelse i autokratier. I Vesten italesættes mellemøstlig ideologi for eksempel

oftest som ekstreme overbevisninger og opfattes sjældent som et redskab. Vestlige medier og

Mellemøsteksperter kunne godt blive bedre til at se gennem autokratiers egne udlægninger af

sagerne, om til deres gennemgående åbenlyse intentioner. Ofte er mediedækningen i bedste fald

mangelfuld og i værste direkte misvisende, og især ideologier, der enten overses eller fremhæves

overdrevent, er årsag til mistolkningerne.

Vores forskningsfelt har som sagt været under pres i den senere tid, da Mellemøstforskere er blevet

kritiseret for ikke at have forudset optøjerne i den arabiske verden. Der tages i denne kritik ikke

højde for, at den nuværende bølge af arabiske oprør ikke kan skæres over en kam, da de implicerede

parter består mange forskellige lande i mange forskellige situationer med mange forskellige afsæt til

oprør og resultater af dem. De arabiske landes udprægede forskellighed og Vestens overfladiske

generaliseringer af dem er helt sikkert begge faktorer bag nogle af forvirringerne over tidens

udviklinger. Da der dermed ikke findes én forklaring på hændelserne, eksisterer der heller ikke én

årsag, som eksperterne burde have været opmærksomme på. Alligevel vil de fleste

Mellemøsteksperter, der tidligere benægtede, at regimeskift i regionen var en mulighed,

retrospektivt udpege ledetråde til, hvordan man kunne før havde kunnet se, at ændringerne var

undervejs.

Desuden spiller den vestlige kulturelle farvning ligeledes ind på antagelserne. Især den

om at udviklingernes næste ’naturlige’ skridt må være demokratisering. Det er vigtigt at huske på,

at selvom en leder eller et regime er faldet, betyder det ikke nødvendigvis, at det arabiske forår står

for døren. Vesten går per automatik ud fra, at demokrati må være det eneste oplagte ønske for

oprørerne, der ses som en samlet masse udgjort af befolkningen, som er mod regimet. Så enkelt er

virkeligheden bare sjældent. På grund af de stramme politiske forhold i regionen er politisk

opposition sjældent organiseret, befolkningen er på grund af sekteriske split aldrig én homogen

gruppe, og der kan derfor være et utal af ønsker for udfaldet af oprøret.

Konklusion

Min hypotese om, at det syriske regime benytter ideologi til at fastholde deres magt, og at deres

statsideologier derfor ikke har en overbevisende men nærmere passiviserende funktion, har vist sig

at have belæg i virkeligheden.

Autokratiske regimers motivationer kulminerer stort set i opretholdelsen af egen magt,

og deres udfordringer består af økonomisk tilbagegang; stridigheder indenfor regimet; og indre eller

ydre pres fra den hjemlige befolkning, den arabiske verden, Israel, eller Vesten. Regimernes

bibeholdelse af magten følger forskellige overlevelsesstrategier baseret på fire robusthedsfaktorer;

renter, klientalisme, tvangsapparatet og ideologi, det vil sige en kombination af belønninger,

indarbejdelse, undertrykkelse, og retfærdiggørelsen af tilstedeværende uretfærdigheder.

Formuleringen af statsideologien sker oppefra men dannet på baggrund af

befolkningens følelser som antiisraelske og antivestlige holdninger; og traditioner såsom islam;

krydret med nationalt sammenhold. Dog er dens primære funktion at undertrykke og kontrollere

befolkningen, og det er dette spænd mellem udtryk og anvendelse, der viser, at den syriske

statsideologi fungerer som et selvlegitimerende middel til fortsat fastholdelse af de eksisterende

magtstrukturer. Disse performative selvmodsigelser kan enten optræde i form af en undertrykkelse

eller understregning af de tilstedeværende utilfredsheder eller decideret had i samfundet.

Den syriske statsideologis udtryk er gennem propaganda, der kan tage form af

eksempelvis officielle udtalelser; mediemanipulation og censur; opdragende massehandlinger; eller

indoktrinering via organisationer eller uddannelsessystemet. Pointen med propagandaen er ikke som

sådan udbredelsen af informationer men nærmere en opvisning af magt og derigennem opskriften

på god opførsel fra en lydig befolkning. Nogen decideret ideologisk overbevisning ligger på deres

side heller ikke til grund for den syriske befolknings efterlevelse af statsideologien. De mener ikke,

at ba´ath længere er ideologisk, men følger blot samfundets røde linjer for acceptabel opførsel for at

blive ladt i fred. Hvis spændet mellem statsideologiens udtryk og anvendelse bliver alt for tydeligt,

afsløres den performative selvmodsigelses bluf, og luften siver ud af den intenderede

magtopvisning. Denne proces spiller de nye medier en væsentlig rolle i, da de er umulige for

autokratiske regimer at censurere eller begrænse fuldkommen.

Bashar al-Assads tre taler i krisetider overfor udvalgte publikummer afspejler tydeligt

disse funktioner og intentioner.