Marts 2010

DE STUDERENDES BLAD

RED

AK

TION

EN

Andreas Vind

Redaktør

Anders Schunk Pedersen Skribent

Kirstine Lya Høj Mathiesen Skribent

Jonas Brincher Nielsen

SkribentMorten W. Christensen

Skribent

Klumme-Jeppe Skribent

Thomas Bogø Johansen

Årets gæsteskribent

Jens Thorup

Huspoet og korrektur

Mathias Nedergaard

Tegner

2

Indholdsfortegnelse

Leder.......................................................3

Det dovne folkefærd................................4

Vi mangler en læsesal..............................5

I skole med en kiwi..................................8

Drop navlepilleriet og kom i skole.........10

Hittegodsauktion....................................12

Scener fra en skolefest anno 2012.........14

Kompetencer i dansk på nettet..............15

Fra Asspulling til Zzz............................16

Madpakkelæsning:..............................17

Priktegning..................................17

160 grader - brunchopskrifter.....18

DSR: På vej mod noget stort.................20

Vinder af Tabulas poesikonkurrence.....22

Opslagstavlen.......................................23

Bagsidebulder......................................24

Rebekka Holst Pedersen Skribent Madhjørnet

Daniel Overgaard Skribent

Mikkel Brandt Nielsen

Skribent Trine Junge Pedersen Skribent og layout

Agnete Byriel Bendtsen Skribent og korrektur

Martin Lundsgaard Nielsen

Skribent

Lene Kjærgaard Skribent og Korrektur

Steffani Rose Hansen Skribent

De fleste har nok bemærket debatten om lærerstuderendes arbejdsmoral i de landsdækkende medier. Debatten er fortsat lokalt på demokratisk hotline på studienet: Skal studieaktiviteten - eller mangel på samme - på eksamensbeviset? Vi vil virkelig opfordre dig til at tage del i debatten, for meningerne er delte og emnet ømtåleligt.Vi graver videre i dette blad, og vi lægger gerne spalteplads til din mening, hvis du er enig eller uenig.

Det er befriende og nødvendigt, at der endelige sættes fokus på mødepligten. Det samme burde gælde kriterierne for beståelse af praktik og eksamen på LIA.Man hører rygter om, at selv den svageste og mest ligeglade studerende kan bestå praktikken, for taxameterordningen tvinger LIA til at få så mange som overhovedet muligt til at bestå - koste hvad det

vil! Er det ikke med til at undergrave læreruddannelsens faglige stolthed – ja, hele professionens faglige stolthed? Er kravene til os fra LIA for slatne, eller tager vi for lidt ansvar for egen læring?

Forår og sol på vej – og det samme er studieprodukter og eksamenstravlhed. Vi håber, bladet er et kærkommen afbræk, og vi vil som altid gerne høre fra jer, hvis I har kommentarer eller indhold til bladet.

LEDER

3

Andreas Vind - Redaktør

Stolt eller ligeglad?

4

De lærerstuderende er igen blevet skydeskive for brok fra samfundets side, - men hvad med om Læreruddannelsen så 360 grader rundt i sine egne kroge, for i samspil at højne kvaliteten?

Efter Jyllandsposten (www.jp.dk) mandag den 18.02.10 bragte en artikel om massivt pjæk fra

de lærerstuderende, har jeg måttet forsvare mig selv og min uddannelse. Folk omkring mig siger med et lumsk smil på læben: ”Nåh, du pjækker temmelig meget?!”. Men henvendelserne til mig var oftest ikke ment som spørgsmål, nærmere en tilkendegivelse af, at sådan opfattes de lærerstuderende. Vi er ’det dovne folkefærd’ hævder artiklen i Jyllandsposten. Men mon ikke der er flere aspekter i problemet end dette ene?!

Artiklen anklager

”De studerendes fravær er et problem – ikke mindst for uddannelsens kvalitet.” Artiklens

fokus er, at vi lærerstuderende er sløsede og uengagerede i vores uddannelse, og artiklen plæderer for, at problemet opstår, idet vi selv har ansvar for at komme til undervisningen. Den forhenværende undervisningsminister, Bertel Haarder, mener selvfølgelig det er spild af dyre skattekroner, og at fraværet fra os studerende ikke kan tolereres.

Uddannelsens kvalitet

Men hvad med om det var uddannelsens fravær, der var et problem for de studerendes kvalitet? Hvor er kravene fra underviserne og uddannelsen? Hvor er konsekvenserne hvis studerende ikke kan opfylde de krav? Hvordan kan en studerende bestå praktikken, hvis denne ikke har mødt op og været engageret? Hvor er den kvalificerede og motiverende undervisning fra underviserne? Hvordan kan det ske, at man kan have 3 års dansk, men i løbet af årene end ikke skal op til en grammatikeksamen?

Det kan da ikke komme som en overraskelse, at når mennesker ikke bliver motiverede, så bliver de sløsede! Det er jo i tråd med Vygotskys tanke om zone for nærmeste udvikling. Hvis der ikke

udøves god undervisning og man ikke udfordres tilstrækkeligt i sin zone, fordrer det ikke læring.

Opstramning flere steder

Men for at være realistisk, må vi studerende også kigge indad. Det er ikke kun uddannelsesinstitutionen, der bør stramme sig an. Mange studerende oplever at møde op til timer, hvor halvdelen af klassen kommer dryssende 5-10 min. inde i timen, eller også møder kun halvdelen af klassen op. Så vil vi komme den kedelige omtale om vores folkefærd til livs, må vi stoppe den evindelige brok og stille krav til os selv og hinanden.

Opfordring!

Det er dræbende for motivationen hos en studerende, at opleve når andre studerende går gennem den samme uddannelse, uden at opfylde kravene, uden at udvise engagement, og uden at møde op til timerne. Måske er det på tide at skærpe kravene og derefter turde tage konsekvenserne deraf, - hvilket gælder for såvel Læreruddannelse som lærerstuderende.

Læs selv artiklen:

http://jp.dk/indland/article1984814.ece

Det folkefærd

Lene Kjærgaard

dovne

5

Tabula- And the Quest for

den manglende læsesal på LIA For nogen tid siden bragte vi her i Tabula en efterlysning af en læsesal på seminariet. Meget vand er løbet i åen siden, men status quo er stadig, at der mangler et sted/steder, hvor man som studerende kan sætte sig og læse i fred og ro. Men sker der så noget? Findes der alternativer? Læser man bedre i fred og ro, og kan man overhovedet læse på seminariet? Find selv på flere spørgsmål, men læs først denne lille artikel og bliv klogere på situationen...

Klokken er 9.40, og dagens dansk-undervisning er netop slut. Jeg har mellemtime til kl. 11.50. Jeg befinder mig i kantinen. I min ene hånd holder jeg en kop kaffe

og i den anden en stak kopier samt min nyindkøbte danskbog

’Skriftens veje’. Jeg har besluttet mig for at bruge mine mellemtimer på at læse, og som så ofte før, står jeg ved en skillevej. Jeg kunne gå hjem og læse, men så ved jeg, hvor umådelig spændende oprydning, opvask, hyggespisning, mailskrivning og 40 min. kaffepause lige pludselig bliver. Jeg kunne også blive på seminariet og forsøge at finde mig en stille oase mellem energiske gruppekonstellationer, hyggesnakkende medstuderende og den generelle uro, ca. 700 ildsjæle har det med at skabe på sådan en almindelig onsdag. Jeg vælger den sidste og sætter kursen mod E-bygningen, hvor jeg før har været heldig at finde denne oase.

Jeg starter på biblioteket. Uden held. Så kikker jeg hurtigt i grupperummene. Fyldte. Jeg går op på 1. sal, men der er fuldt hus i begge ender. Så 2. sal. Det samme. På 3. sal finder jeg et sofahjørne mellem klasselokaler og toiletter. Her slår jeg lejr, åbner min nyindkøbte bog og gør mig klar på at blive klogere på sprog, retorik og skrivepædagogik.

Over for mig sidder der to ivrige praktikplanlæggere, nedunder sidder der tre højlydt diskuterende musikstuderende og rundt omkring mig vandrer tissetrængende tøser, kaffedrikkende didaktikere og en

masse andre dejlige mennesker.

Gennem de første 10 sider af bogen, lykkedes det mig meget godt at bevare koncentrationen, men efterhånden får seminariets liv i surround sound sneget sig ind på min læseoplevelse og blander sig med Johannes Fibiger, Inger Maibom og Søren Søgaards spæde stemmer i mit hoved.

Jeg tager mig selv i at savne min i-pod eller et sæt ørepropper ufattelig meget i takt med, at jeg bliver trukket mere og mere ind i uvedkommende praktikplanlægning og musikteori, men længere og længere væk fra Skriftens veje.

Så kommer en fyr forbi, lettere småfrustreret, og afbryder de to praktikplanlæggere med spørgsmålet om, hvor man kan sætte sig og læse her på seminariet.

Min opmærksomhed er nu helt væk fra bogen, og deres fortvivlede og undskyldende svar :” Ja, det er sku et godt spørgsmål, du, det kan være ret svært at finde, men held og lykke.” sætter ligesom hele formiddagens småabsurde situation i et krystal klart perspektiv.

Jonas BrincherNielsen

FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

6

Jeg hanker op i mig selv og vender atter opmærksomheden mod bogen, mens jeg forsøger at lukke alt andet ude. En halv time, og nogle tvivlsomt forståede sider senere, kommer to piger forbi, mens de højtlydt brokker sig over, at der ingen arbejdsplads er at finde nogen steder.

Sker der så noget med den læsesal?Efter onsdagens mislykkede forsøg på at læse i fred, og indvielsen i at jeg stadig ikke er den eneste, der savner disse facilliter på seminariet, besluttede jeg mig for at opsøge seminariets rektor, Andreas Striib, for at høre, om der var sket en udvikling i sagen, og om det overhovedet er noget, de i ledelsen er klar over og arbejder på at forbedre.

Det viste sig, til min store begejstring, at være tilfældet, for da jeg opsøgte Andreas Striib, var det netop denne læsesalsproblematik samt andre beslægtede problematikker på seminariet, der denne eftermiddag optog vor travle rektors opmærksomhed.

Andreas fortalte, at det bestemt er noget, de tager alvorligt i ledelsen og har fokus på, men at det også, efter vi er blevet en del af VIA familien, er lidt mere kompliceret end som så. Han fortalte mig, at den manglende læsesal samt behovet for flere grupperum og strømstik til computere var noget, der fyldte rigtig meget i de studerendes tilbagemeldinger

på den tilfredshedsundersøgelse fra november 2009, de i ledelsen arbejdeder med resultaterne af netop nu. Jeg har fået lov til at citere Andreas Striib for følgende:

”I forbindelse med en undersøgelse af undervisningsmiljøet på seminariet har de studerende peget på, at der er behov for at se på og forbedre en række forhold omkring det fysiske undervisningsmiljø herunder behovet for en læsesal, flere grupperum og flere strømstik. Vi er i ledelsen forpligtet på at lave en handleplan, der skal være klar inden udgangen af september 2010. Dermed ikke sagt, at man kan forvente, at disse faciliteter vil stå klar der, men vi er opmærksomme på problematikken og gør, hvad vi kan, for at imødekomme disse behov.”

Så langt så godt. Det er altså noget, man i ledelsen er opmærksomme på, og Andreas fortalte mig også, at de studerende gennem DSR og fællesmøder nok skal blive inddraget i løsningen af problemet.

Men hvad gør vi her og nu?Det er dejligt at høre, at der er fokus på problemet, men faktum er, at vi stadig står med et meget presserende problem. Der er ikke nok steder at gå hen, når man har brug for arbejdsro og fordybelse. Så her følger en liste over løsninger jeg og andre medstuderende, jeg har talt med, har på problemet med den manglende

læsesal nu og her.

1. De dynamiske læsesale:

Når vi nu alligevel har dynamisk skema ud af begge ører, kunne man så ikke forestille sig, at man kunne lave dynamiske læsesale lidt efter samme princip. Forslaget går ud på, at man hver uge/måned, eller hvad der nu er mest hensigtsmæssigt, laver en liste, der så hænges et særligt sted på biblioteket, hvor alle de tomme undervisningslokaler er listet op, og hvilket tidsrum de er frie i. Så kunne man gå derover og se, hvor der er mulighed for at gå hen og læse i fred. Der er selvfølgelig, for at dette kan lykkedes, nødt til at være konsensus om, at man kun går derhen for at læse og fordybe sig og ikke for at lave gruppearbejde.

2. Den gamle gymnastiksal:

Jeg ved godt, at der er mange idrætsstuderende på LIA, men kunne den gamle idrætshal ved siden af A-bygningen ikke indrettes til læsesal? Om ikke andet så midlertidigt eller i de tidsrum, hvor den alligevel ikke anvendes til undervisning.

3. Trøjborgsalen:

Trøjborgsalen er perfekt til læsesal. Der er borde og stole i forvejen, og akustikken

er meget blød, så larm fra skramlende bøger, tasker osv. mildest talt ædes af den solide lydisolering derinde. Hvorfor ikke lave Trøjborgsalen om til læsesal, når den ikke er booket til foredrag og storholdsundervisning? Det kan ikke kræve meget mere, end at der i stil med den dynamiske læsesalsidé sættes en oversigt op derovre, hvor man kan se, i hvilke tidsrum det vil være muligt at sætte sig derind og læse.

4. Fællessalen:

Efter samme princip som 1 & 3. Hvorfor ikke lave Fællessalen i A-bygningen om til læsesal, når denne ikke bruges til undervisning? Der er borde og stole i forvejen, god belysning og rimelig god plads.

5. Andre gode ideer:

Alt imens vi kan vente og håbe på, at ledelsen vil tage nogen af disse geniale ideer til efterretning, kommer her et par forslag til, hvor man i skrivende stund kan gå hen for at læse i mangel på bedre.

• Tomme undervisnings og faglokaler:

Er altid en mulighed. For dem er der som regel en del af, hvis man gider lede lidt efter et, og har man eksempelvis

mellemtime samtidig hver uge, kan man måske være heldig, at samme lokale er ledigt i samme tidsrum nogle uger i træk. Husk dog lige at være hensynsfuld over for folk, der arbejder i faglokalerne. Spørg om lov og respekter, hvis de ikke vil have, at du læser der, mens de arbejder.

• Det hemmelige lokale:

Øverst i C-bygningen, ligger der over for 300-gangen skolens D-del, der består af et undervisningslokale og køkken, der er tilknyttet faget hjemkundskab. Dette undervisningslokale står ofte tomt.

• Udenfor og på taget:

Når vi kommer lidt længere hen i foråret, er der rig mulighed for at sidde under åben himmel ovre ved biblioteket på de forskellige bænke rundt omkring på plænerne. Taget for enden af svalegangen i C/D-bygningerne er også et ganske udmærket sted at læse og få lidt frisk luft samtidig.

• Statsbiblioteket/bogtårnet:

På statsbiblioteket har de en rigtig fin læsesal, og det ligger ikke mere end 2 min. fra seminariet. Her emmer det af seriøsitet, ro og fordybelse. Et rigtig godt sted at gå hen,

hvis man skal læse igennem, og så har de også et ret imponerende udvalg af både skøn- og faglitteratur, hvis man ikke har medbragt tilstrækkeligt.

Find selv på flere og del dem gerne med dine medstuderende.

Rigtig god læselyst!

FORTSAT FRA SIDE 7

7

Jeg hanker op i mig selv og vender atter opmærksomheden mod bogen, mens jeg forsøger at lukke alt andet ude. En halv time, og nogle tvivlsomt forståede sider senere, kommer to piger forbi, mens de højtlydt brokker sig over, at der ingen arbejdsplads er at finde nogen steder.

Sker der så noget med den læsesal?Efter onsdagens mislykkede forsøg på at læse i fred, og indvielsen i at jeg stadig ikke er den eneste, der savner disse facilliter på seminariet, besluttede jeg mig for at opsøge seminariets rektor, Andreas Striib, for at høre, om der var sket en udvikling i sagen, og om det overhovedet er noget, de i ledelsen er klar over og arbejder på at forbedre.

Det viste sig, til min store begejstring, at være tilfældet, for da jeg opsøgte Andreas Striib, var det netop denne læsesalsproblematik samt andre beslægtede problematikker på seminariet, der denne eftermiddag optog vor travle rektors opmærksomhed.

Andreas fortalte, at det bestemt er noget, de tager alvorligt i ledelsen og har fokus på, men at det også, efter vi er blevet en del af VIA familien, er lidt mere kompliceret end som så. Han fortalte mig, at den manglende læsesal samt behovet for flere grupperum og strømstik til computere var noget, der fyldte rigtig meget i de studerendes tilbagemeldinger

på den tilfredshedsundersøgelse fra november 2009, de i ledelsen arbejdeder med resultaterne af netop nu. Jeg har fået lov til at citere Andreas Striib for følgende:

”I forbindelse med en undersøgelse af undervisningsmiljøet på seminariet har de studerende peget på, at der er behov for at se på og forbedre en række forhold omkring det fysiske undervisningsmiljø herunder behovet for en læsesal, flere grupperum og flere strømstik. Vi er i ledelsen forpligtet på at lave en handleplan, der skal være klar inden udgangen af september 2010. Dermed ikke sagt, at man kan forvente, at disse faciliteter vil stå klar der, men vi er opmærksomme på problematikken og gør, hvad vi kan, for at imødekomme disse behov.”

Så langt så godt. Det er altså noget, man i ledelsen er opmærksomme på, og Andreas fortalte mig også, at de studerende gennem DSR og fællesmøder nok skal blive inddraget i løsningen af problemet.

Men hvad gør vi her og nu?Det er dejligt at høre, at der er fokus på problemet, men faktum er, at vi stadig står med et meget presserende problem. Der er ikke nok steder at gå hen, når man har brug for arbejdsro og fordybelse. Så her følger en liste over løsninger jeg og andre medstuderende, jeg har talt med, har på problemet med den manglende

læsesal nu og her.

1. De dynamiske læsesale:

Når vi nu alligevel har dynamisk skema ud af begge ører, kunne man så ikke forestille sig, at man kunne lave dynamiske læsesale lidt efter samme princip. Forslaget går ud på, at man hver uge/måned, eller hvad der nu er mest hensigtsmæssigt, laver en liste, der så hænges et særligt sted på biblioteket, hvor alle de tomme undervisningslokaler er listet op, og hvilket tidsrum de er frie i. Så kunne man gå derover og se, hvor der er mulighed for at gå hen og læse i fred. Der er selvfølgelig, for at dette kan lykkedes, nødt til at være konsensus om, at man kun går derhen for at læse og fordybe sig og ikke for at lave gruppearbejde.

2. Den gamle gymnastiksal:

Jeg ved godt, at der er mange idrætsstuderende på LIA, men kunne den gamle idrætshal ved siden af A-bygningen ikke indrettes til læsesal? Om ikke andet så midlertidigt eller i de tidsrum, hvor den alligevel ikke anvendes til undervisning.

3. Trøjborgsalen:

Trøjborgsalen er perfekt til læsesal. Der er borde og stole i forvejen, og akustikken

er meget blød, så larm fra skramlende bøger, tasker osv. mildest talt ædes af den solide lydisolering derinde. Hvorfor ikke lave Trøjborgsalen om til læsesal, når den ikke er booket til foredrag og storholdsundervisning? Det kan ikke kræve meget mere, end at der i stil med den dynamiske læsesalsidé sættes en oversigt op derovre, hvor man kan se, i hvilke tidsrum det vil være muligt at sætte sig derind og læse.

4. Fællessalen:

Efter samme princip som 1 & 3. Hvorfor ikke lave Fællessalen i A-bygningen om til læsesal, når denne ikke bruges til undervisning? Der er borde og stole i forvejen, god belysning og rimelig god plads.

5. Andre gode ideer:

Alt imens vi kan vente og håbe på, at ledelsen vil tage nogen af disse geniale ideer til efterretning, kommer her et par forslag til, hvor man i skrivende stund kan gå hen for at læse i mangel på bedre.

• Tomme undervisnings og faglokaler:

Er altid en mulighed. For dem er der som regel en del af, hvis man gider lede lidt efter et, og har man eksempelvis

mellemtime samtidig hver uge, kan man måske være heldig, at samme lokale er ledigt i samme tidsrum nogle uger i træk. Husk dog lige at være hensynsfuld over for folk, der arbejder i faglokalerne. Spørg om lov og respekter, hvis de ikke vil have, at du læser der, mens de arbejder.

• Det hemmelige lokale:

Øverst i C-bygningen, ligger der over for 300-gangen skolens D-del, der består af et undervisningslokale og køkken, der er tilknyttet faget hjemkundskab. Dette undervisningslokale står ofte tomt.

• Udenfor og på taget:

Når vi kommer lidt længere hen i foråret, er der rig mulighed for at sidde under åben himmel ovre ved biblioteket på de forskellige bænke rundt omkring på plænerne. Taget for enden af svalegangen i C/D-bygningerne er også et ganske udmærket sted at læse og få lidt frisk luft samtidig.

• Statsbiblioteket/bogtårnet:

På statsbiblioteket har de en rigtig fin læsesal, og det ligger ikke mere end 2 min. fra seminariet. Her emmer det af seriøsitet, ro og fordybelse. Et rigtig godt sted at gå hen,

hvis man skal læse igennem, og så har de også et ret imponerende udvalg af både skøn- og faglitteratur, hvis man ikke har medbragt tilstrækkeligt.

Find selv på flere og del dem gerne med dine medstuderende.

Rigtig god læselyst!

180 grader rundt om jorden og 24 timer i et fly med asiatiske stewardesser – vi lander i New Zealand, i sommeren, i naturens

storslåethed og i et land, der har ét af verdens mest anerkendte skolesystemer. Tabula har taget et kig på et New Zealandsk klasseværelse for at finde ud af hvorfor.

Vi har rejst i to en halv uge gennem de smukkeste landskaber, mødt så mange søde kiwifolk, drukket store mængder New Zealandsk-produceret hvidvin, nydt solen og badevandet, og ”Sweet as…” og ”Good on you” er blevet en del af vores daglige vokabularium. New Zealand har grebet os i sine store, trygge arme endnu engang.

Skytower dukker op, længe før vi når Auckland. Med sin slanke skikkelse dominerer den byens skyline, og jeg må et smut derop for at gense det hele på én gang. For 4 år siden boede jeg her, og jeg genkender hurtigt min gamle bydel set i fugleperspektiv. Vi har lavet en aftale med min aupairfamilie om et skolebesøg i den ene af mine værtsbørns klasser. Hun er nu 7 år, så det er uden forventning

om, at hun kan huske mig, at vi sammen med hendes klasselærer går hen for at møde hende i skolegården på Remuera Primary School. Da hun ser mig, bliver jeg mødt af et kæmpe knus og et glad ”Hi, Nete” – ikke glemt, det er dejligt. Hun viser os rundt i skolegården, mens hun fortæller løs om klatretræer og legeområder, og da klokken ringer ind efter en hel times frikvarter, tager hun os med ind i sit klasseværelse. Level 3, lokale 16 – 20 børn med seks forskellige etniciteter.

Eleverne sætter sig og arbejder med opgaverne, der ligger på bordet, så snart de kommer ind. Der hersker en dejlig ro. Læreren giver eleverne en ny opgave, da vi har præsenteret os for klassen. Hun forklarer os om de opgaver, børnene arbejder med. Det handler om et system, der gør det nemmere for dem, at rette grammatiske fejl og stavefejl i egne opgaver. Mens børnene arbejder, får vi mulighed for at gå rundt og se på de farverige vægge, hvor der hænger billeder, tal, bogstaver, regler og sågar jokes. Hvert fag har sin del af væggene, hvor der hænger relevant stof i alle regnbuens farver. En stor reol og en bunke puder præger det ene hjørne af lokalet. Så snart eleverne er færdige med en opgave, henter de selv en bog fra reolen, som de læser i, indtil de får stillet en ny opgave.

Læreren forklarer, at noget af det allervigtigste i New Zealand er, at ingen elever sættes til en opgave uden de ved, hvad de skal lære. Målet er hele tiden klart, og eleverne skriver

altid målet ned i en sætning, der starter med ”We are learning to…”. Dertil kommer, at elevers opgaver gerne fremhæves for resten af klassen, og ældre elevers opgaver tages i brug som eksempler. Flere gange om ugen tages de bedst begavede børn indenfor de enkelte fag ud af klassen og bliver undervist på et særligt højt niveau i et andet lokale.

Klassen har et skjold, hvori klassereglerne står. Én af reglerne er ”Do your best”, en anden ”Share the talking space”. Reglerne er positivt formuleret og opretholdes også positivt. Det betyder, at læreren i stedet for at sige: ”Det er ikke godt nok”, spørger ”Gjorde du dit bedste?”. Det er nemt at opretholde reglerne, for det er den samme lærer, der underviser eleverne fra 9.00 til 15.00 hver dag. Kun et par enkelte timer om ugen, er der en billedkunst- og musiklærer tilknyttet. Hver morgen fra 8.00-9.00 har forældrene mulighed for at tage kontakt til læreren, hvis der er noget, de gerne vil snakke om.

Vi er med i bibliotekstimen, og her oplever vi, hvordan skolerne fokuserer meget på at give børnene ansvar. Min værtspige er biblioteksansvarlig i dette skoleår og skal hjælpe de andre børn med at registrere deres

biblioteksbøger i udlånssystemet. Andre børn på de ældre årgange er frikvartersvagter, hvor de står og udleverer legerekvisitter og registrerer, hvem der låner dem. Alle disse ansvarsopgaver er eftertragtede og har høj status.

Alle elever tager del i, at klasselokalet holdes pænt, så da timen er slut går alle i gang med deres opgave. Én skal lukke computeren ned, en anden skal ordne linealerne, en tredje stabler skamler. Timen sluttes af med, at alle sætter sig i en rundkreds på gulvet og snakker om dagen.

Det er en kæmpe oplevelse at se, hvordan børnene arbejder med de stillede opgaver, og ikke mindst hvordan de rummer hinanden. Læreren forklarer os, at uddannelsen i New Zealand kun tager 1-3 år afhængig af, hvilke fag man har læst på college. Til gengæld bruger de følordninger, hvor man i sine første år, som uddannet, har en erfaren lærer tilknyttet, og 1-2 dage om ugen har skemafri, så man kan snuse rundt ved de garvede lærere og gøre sig nogle erfaringer.

Vi er fuldstændig solgte og bliver, i de få timer besøget varer, enormt inspirerede. Vi får skrabet en masse papir sammen, som hjælper os med at huske alle indtrykkene. Og i flyet på hjemvejen drømmer jeg stadig om alle de ideer, jeg skal hjem til Danmark at prøve af, indtil jeg bliver vækket af en stemme, der på asiatisk-engelsk spørger ”You want chicken or beef?”

I skole med en kiwi

Agnete Byriel Bendtsen

8

180 grader rundt om jorden og 24 timer i et fly med asiatiske stewardesser – vi lander i New Zealand, i sommeren, i naturens

storslåethed og i et land, der har ét af verdens mest anerkendte skolesystemer. Tabula har taget et kig på et New Zealandsk klasseværelse for at finde ud af hvorfor.

Vi har rejst i to en halv uge gennem de smukkeste landskaber, mødt så mange søde kiwifolk, drukket store mængder New Zealandsk-produceret hvidvin, nydt solen og badevandet, og ”Sweet as…” og ”Good on you” er blevet en del af vores daglige vokabularium. New Zealand har grebet os i sine store, trygge arme endnu engang.

Skytower dukker op, længe før vi når Auckland. Med sin slanke skikkelse dominerer den byens skyline, og jeg må et smut derop for at gense det hele på én gang. For 4 år siden boede jeg her, og jeg genkender hurtigt min gamle bydel set i fugleperspektiv. Vi har lavet en aftale med min aupairfamilie om et skolebesøg i den ene af mine værtsbørns klasser. Hun er nu 7 år, så det er uden forventning

om, at hun kan huske mig, at vi sammen med hendes klasselærer går hen for at møde hende i skolegården på Remuera Primary School. Da hun ser mig, bliver jeg mødt af et kæmpe knus og et glad ”Hi, Nete” – ikke glemt, det er dejligt. Hun viser os rundt i skolegården, mens hun fortæller løs om klatretræer og legeområder, og da klokken ringer ind efter en hel times frikvarter, tager hun os med ind i sit klasseværelse. Level 3, lokale 16 – 20 børn med seks forskellige etniciteter.

Eleverne sætter sig og arbejder med opgaverne, der ligger på bordet, så snart de kommer ind. Der hersker en dejlig ro. Læreren giver eleverne en ny opgave, da vi har præsenteret os for klassen. Hun forklarer os om de opgaver, børnene arbejder med. Det handler om et system, der gør det nemmere for dem, at rette grammatiske fejl og stavefejl i egne opgaver. Mens børnene arbejder, får vi mulighed for at gå rundt og se på de farverige vægge, hvor der hænger billeder, tal, bogstaver, regler og sågar jokes. Hvert fag har sin del af væggene, hvor der hænger relevant stof i alle regnbuens farver. En stor reol og en bunke puder præger det ene hjørne af lokalet. Så snart eleverne er færdige med en opgave, henter de selv en bog fra reolen, som de læser i, indtil de får stillet en ny opgave.

Læreren forklarer, at noget af det allervigtigste i New Zealand er, at ingen elever sættes til en opgave uden de ved, hvad de skal lære. Målet er hele tiden klart, og eleverne skriver

altid målet ned i en sætning, der starter med ”We are learning to…”. Dertil kommer, at elevers opgaver gerne fremhæves for resten af klassen, og ældre elevers opgaver tages i brug som eksempler. Flere gange om ugen tages de bedst begavede børn indenfor de enkelte fag ud af klassen og bliver undervist på et særligt højt niveau i et andet lokale.

Klassen har et skjold, hvori klassereglerne står. Én af reglerne er ”Do your best”, en anden ”Share the talking space”. Reglerne er positivt formuleret og opretholdes også positivt. Det betyder, at læreren i stedet for at sige: ”Det er ikke godt nok”, spørger ”Gjorde du dit bedste?”. Det er nemt at opretholde reglerne, for det er den samme lærer, der underviser eleverne fra 9.00 til 15.00 hver dag. Kun et par enkelte timer om ugen, er der en billedkunst- og musiklærer tilknyttet. Hver morgen fra 8.00-9.00 har forældrene mulighed for at tage kontakt til læreren, hvis der er noget, de gerne vil snakke om.

Vi er med i bibliotekstimen, og her oplever vi, hvordan skolerne fokuserer meget på at give børnene ansvar. Min værtspige er biblioteksansvarlig i dette skoleår og skal hjælpe de andre børn med at registrere deres

biblioteksbøger i udlånssystemet. Andre børn på de ældre årgange er frikvartersvagter, hvor de står og udleverer legerekvisitter og registrerer, hvem der låner dem. Alle disse ansvarsopgaver er eftertragtede og har høj status.

Alle elever tager del i, at klasselokalet holdes pænt, så da timen er slut går alle i gang med deres opgave. Én skal lukke computeren ned, en anden skal ordne linealerne, en tredje stabler skamler. Timen sluttes af med, at alle sætter sig i en rundkreds på gulvet og snakker om dagen.

Det er en kæmpe oplevelse at se, hvordan børnene arbejder med de stillede opgaver, og ikke mindst hvordan de rummer hinanden. Læreren forklarer os, at uddannelsen i New Zealand kun tager 1-3 år afhængig af, hvilke fag man har læst på college. Til gengæld bruger de følordninger, hvor man i sine første år, som uddannet, har en erfaren lærer tilknyttet, og 1-2 dage om ugen har skemafri, så man kan snuse rundt ved de garvede lærere og gøre sig nogle erfaringer.

Vi er fuldstændig solgte og bliver, i de få timer besøget varer, enormt inspirerede. Vi får skrabet en masse papir sammen, som hjælper os med at huske alle indtrykkene. Og i flyet på hjemvejen drømmer jeg stadig om alle de ideer, jeg skal hjem til Danmark at prøve af, indtil jeg bliver vækket af en stemme, der på asiatisk-engelsk spørger ”You want chicken or beef?”

9

Endnu en gang blev læreruddannelsen udskældt i medierne. Endnu en gang blev de lærerstuderende beskrevet som en flok inkompetente, dovne abekatte, der på ingen måde er rustet til at bære folkeskolen ud i fremtiden. ’Massivt pjæk’ lyder det fra flere uddannelsessteder. Og det er vel egentlig også sandheden?

Læreruddannelsen og folkeskolen er tit i mediernes gabestok og er under konstant politisk bevågenhed. Der testes, udvikles, evalueres og ændres. Konstant. Samtidig

med, at vi kan være enormt stolte af og privilegerede ved denne opmærksomhed, kan det til tider også være a real pain in the ass. Der hersker ingen tvivl om, at samme massive fravær, som nu er blevet ”afsløret” på landets læreruddannelser, kan findes på eksempelvis de humanistiske uddannelser på universitetet. Og det kan være en enormt kedelig tendens, at det så endnu en gang er de lærerstuderende, der står for skud.

Og vi kunne lade det blive ved det, slikke vores sår og erkende ”at det bare er så unfair, at det altid er os, der står for skud”. Men nej, lige netop på dette punkt, fortjener vi at være for skud! ”Fraværet betyder, at de lærerstuderende får en dårligere uddannelse. Desuden er det meget dyre skattekroner, der smides ud af vinduet. Og det skal ikke tolereres” udtalte Bertel Haarder, tidl. undervisningsminister, til Jyllandsposten. Det er sjældent det sker, men for en gangs skyld, vil jeg, som lærerstuderende, bakke op om Bertel Haarder. Det skal ikke tolereres.

Det skal ikke tolereres, at vi dag for dag sidder i tomme klasseværelser, hvor kun halvdelen af stolene er besat. Det skal ikke tolereres, at vi gentagende gange oplever at undervisningen ikke kan gennemføres som planlagt pga. flere studerendes manglende tilstedeværelse. Jeg kunne i flæng nævne alle de ting, som lige nu på kritisabel vis bliver tolereret på læreruddannelsen i Århus. Men en ting som absolut ikke skal tolereres er, at lærerstuderende får en dårligere uddannelse pga. højt fravær. Både de som pjækker, men også de, der påvirkes af pjækkeriet. For ja, det gør de faktisk. Når planlagt undervisning ikke kan gennemføres, når diskussionerne stilner pga. for få deltagende og når gruppearbejder ikke kan realiseres fordi, der simpelthen ikke er nok at danne grupper af, ja, så forringes

uddannelsen for dem, der faktisk møder op og deltager.

Det smukke og helt essentielle ved vores læreruddannelse er måden, hvorpå den er struktureret. Uddannelsen skal på mange måder afspejle den virkelighed, vi senere skal ud i. Vi har klasseundervisning, møder op næsten hver dag i et klasseværelse præget af ligeværdig dialog, diskussion og samvær. Og det er netop i dialogen og diskussionen læringen sker. Læreruddannelsen kan og må ikke være en individuel uddannelse. Ligesom lærererhvervet er præget af konstant refleksion, samarbejde og dialog, må læreruddannelsen også være det. Jeg har hørt flere sige, at de ligeså vel bare kan læse teksterne hjemme, for de får intet ud af at komme til hver lektion. For det første er dette en yderst fordrejet holdning. Tag eksempelvis pædagogik. Hvordan vil du reflektere over store pædagogiske spørgsmål i ensidig dialog med din teoribog? Hvordan vil du nuancere og udvikle dine pædagogiske evner, hvis du ikke diskuterer disse og er åben overfor andre synspunkter? Det kan ikke lade sig gøre. For det andet er det en yderst egoistisk

holdning. Læreruddannelsen handler meget om dialog og samarbejde. Det er i samarbejdet, at vi når frem til de bedste løsninger, og når nu læreruddannelsen er bygget op som den er, og vi forsøger at værne om den, hvorfor er det så du bliver væk?

Universitetet har længe ønsket at få lov til at udvikle deres svar på en læreruddannelse, en akademisk læreruddannelse. Med de lærerstuderendes fravær kunne det tyde på, at

det er sådan en uddannelse, der ønskes, men når man tager pulsen på LIÅ er det de færreste, der egentlig ønsker en akademisk løsning. Og det skal vi holde fast i. Men der er en vis mislyd i at sige nej til selvstudie, men samtidig ikke møde op. Det giver ingen mening at forklare sig ved, ”at man selv har ansvar for sin uddannelse”, når dette man har valgt en seminarieuddannelse. Ydermere synes ordet ansvar i denne sammenhæng mere at dække over en bortforklaret dovenskab end et egentligt ansvar for egen uddannelse. Hvis man vil tage ansvar for egen

uddannelse, gælder det om at møde op, suge til sig og få alt det ud af læreruddannelsen, som uddannelsen i sin nuværende form tilbyder. Det gælder om at engagere sig i uddannelsen og sine medstuderende.

Engang for længe siden var læreruddannelsen kendetegnet ved engagerede studerende. Studerende, der engagerede sig i og for uddannelsen. Hvad sker der med vores generation? Til LIÅ’s 100års jubilæum var der arrangeret en ”Hvordan skaber vi verdens bedste læreruddannelse”-konference. Der var samlet et panel af diskussionslystne deltagere, der hver især havde deres bud på læreruddannelsen i fremtiden. Til konferencen mødte allerhøjst fyrre snoldede studerende op. Fra en uddannelsesinstitution med knap 1600 studerende! Resten havde set sig en eftermiddag i ”frihedens tegn”, hvor de med al sikkerhed kunne få dyrket en god omgang navlepilleri. For hvad fanden skulle det da også rage mig, hvordan uddannelsen ser ud og kommer til at se ud? Er det det, der skal kendetegne vores generation? En flok selvfede, individualiserede egoister, der hellere vil gå gennem uddannelsen alene? Ligeglade med alle andre end os selv? Holdninger er der nok af, men jeg bruger kun tid på min egen? Jeg håber det ikke. Og jeg tror det ikke. Men vi bliver da for fanden nødt til at bevise det omvendte – drop nu navlepilleriet og kom i skole!

10

Drop navlepilleriet

Kirstine LyaHøj Mathiesen

Endnu en gang blev læreruddannelsen udskældt i medierne. Endnu en gang blev de lærerstuderende beskrevet som en flok inkompetente, dovne abekatte, der på ingen måde er rustet til at bære folkeskolen ud i fremtiden. ’Massivt pjæk’ lyder det fra flere uddannelsessteder. Og det er vel egentlig også sandheden?

Læreruddannelsen og folkeskolen er tit i mediernes gabestok og er under konstant politisk bevågenhed. Der testes, udvikles, evalueres og ændres. Konstant. Samtidig

med, at vi kan være enormt stolte af og privilegerede ved denne opmærksomhed, kan det til tider også være a real pain in the ass. Der hersker ingen tvivl om, at samme massive fravær, som nu er blevet ”afsløret” på landets læreruddannelser, kan findes på eksempelvis de humanistiske uddannelser på universitetet. Og det kan være en enormt kedelig tendens, at det så endnu en gang er de lærerstuderende, der står for skud.

Og vi kunne lade det blive ved det, slikke vores sår og erkende ”at det bare er så unfair, at det altid er os, der står for skud”. Men nej, lige netop på dette punkt, fortjener vi at være for skud! ”Fraværet betyder, at de lærerstuderende får en dårligere uddannelse. Desuden er det meget dyre skattekroner, der smides ud af vinduet. Og det skal ikke tolereres” udtalte Bertel Haarder, tidl. undervisningsminister, til Jyllandsposten. Det er sjældent det sker, men for en gangs skyld, vil jeg, som lærerstuderende, bakke op om Bertel Haarder. Det skal ikke tolereres.

Det skal ikke tolereres, at vi dag for dag sidder i tomme klasseværelser, hvor kun halvdelen af stolene er besat. Det skal ikke tolereres, at vi gentagende gange oplever at undervisningen ikke kan gennemføres som planlagt pga. flere studerendes manglende tilstedeværelse. Jeg kunne i flæng nævne alle de ting, som lige nu på kritisabel vis bliver tolereret på læreruddannelsen i Århus. Men en ting som absolut ikke skal tolereres er, at lærerstuderende får en dårligere uddannelse pga. højt fravær. Både de som pjækker, men også de, der påvirkes af pjækkeriet. For ja, det gør de faktisk. Når planlagt undervisning ikke kan gennemføres, når diskussionerne stilner pga. for få deltagende og når gruppearbejder ikke kan realiseres fordi, der simpelthen ikke er nok at danne grupper af, ja, så forringes

uddannelsen for dem, der faktisk møder op og deltager.

Det smukke og helt essentielle ved vores læreruddannelse er måden, hvorpå den er struktureret. Uddannelsen skal på mange måder afspejle den virkelighed, vi senere skal ud i. Vi har klasseundervisning, møder op næsten hver dag i et klasseværelse præget af ligeværdig dialog, diskussion og samvær. Og det er netop i dialogen og diskussionen læringen sker. Læreruddannelsen kan og må ikke være en individuel uddannelse. Ligesom lærererhvervet er præget af konstant refleksion, samarbejde og dialog, må læreruddannelsen også være det. Jeg har hørt flere sige, at de ligeså vel bare kan læse teksterne hjemme, for de får intet ud af at komme til hver lektion. For det første er dette en yderst fordrejet holdning. Tag eksempelvis pædagogik. Hvordan vil du reflektere over store pædagogiske spørgsmål i ensidig dialog med din teoribog? Hvordan vil du nuancere og udvikle dine pædagogiske evner, hvis du ikke diskuterer disse og er åben overfor andre synspunkter? Det kan ikke lade sig gøre. For det andet er det en yderst egoistisk

holdning. Læreruddannelsen handler meget om dialog og samarbejde. Det er i samarbejdet, at vi når frem til de bedste løsninger, og når nu læreruddannelsen er bygget op som den er, og vi forsøger at værne om den, hvorfor er det så du bliver væk?

Universitetet har længe ønsket at få lov til at udvikle deres svar på en læreruddannelse, en akademisk læreruddannelse. Med de lærerstuderendes fravær kunne det tyde på, at

det er sådan en uddannelse, der ønskes, men når man tager pulsen på LIÅ er det de færreste, der egentlig ønsker en akademisk løsning. Og det skal vi holde fast i. Men der er en vis mislyd i at sige nej til selvstudie, men samtidig ikke møde op. Det giver ingen mening at forklare sig ved, ”at man selv har ansvar for sin uddannelse”, når dette man har valgt en seminarieuddannelse. Ydermere synes ordet ansvar i denne sammenhæng mere at dække over en bortforklaret dovenskab end et egentligt ansvar for egen uddannelse. Hvis man vil tage ansvar for egen

uddannelse, gælder det om at møde op, suge til sig og få alt det ud af læreruddannelsen, som uddannelsen i sin nuværende form tilbyder. Det gælder om at engagere sig i uddannelsen og sine medstuderende.

Engang for længe siden var læreruddannelsen kendetegnet ved engagerede studerende. Studerende, der engagerede sig i og for uddannelsen. Hvad sker der med vores generation? Til LIÅ’s 100års jubilæum var der arrangeret en ”Hvordan skaber vi verdens bedste læreruddannelse”-konference. Der var samlet et panel af diskussionslystne deltagere, der hver især havde deres bud på læreruddannelsen i fremtiden. Til konferencen mødte allerhøjst fyrre snoldede studerende op. Fra en uddannelsesinstitution med knap 1600 studerende! Resten havde set sig en eftermiddag i ”frihedens tegn”, hvor de med al sikkerhed kunne få dyrket en god omgang navlepilleri. For hvad fanden skulle det da også rage mig, hvordan uddannelsen ser ud og kommer til at se ud? Er det det, der skal kendetegne vores generation? En flok selvfede, individualiserede egoister, der hellere vil gå gennem uddannelsen alene? Ligeglade med alle andre end os selv? Holdninger er der nok af, men jeg bruger kun tid på min egen? Jeg håber det ikke. Og jeg tror det ikke. Men vi bliver da for fanden nødt til at bevise det omvendte – drop nu navlepilleriet og kom i skole!

11

Drop navlepilleriet og kom i skole

12

Som studerende er man mange gange påtvunget et sparsommeligt sind sidst på måneden. Det er ikke nogen skam. Tværtimod giver denne udfordring en kompetence i bl.a. at spare, prioritere og tænke kreativt.

Det kreative udmunder sig for eksempelvis i varierende kombinationer af diverse resterende råvarer i køleskabet, der engang imellem resulterer i fantastiske retter og andre gange bestialsk tortur af ens smagsløg. Det kunne også være en sammensætning af ældre, brugte klæder/tøj fra den lokale genbrugsbutik. Det at prioritere og spare hænger tit tilnærmelsesvis sammen med det kreative, og de er alle tre vigtige kompetencer i at overleve studietiden økonomisk.

Men hvad med den sociale kompetence? Hvordan kan man kombinere netop denne

livsnødvendige egenskab med de tre ovenstående? Kan man spare, prioritere, være kreativ og danne korte, sociale relationer på samme tid? Svaret er: Ja.

Jeg satte min lid til en god kammerat og fik følgeskab af endnu en, og vi besluttede os for at trave som tre opdagelsesrejsende, gennem sne og sjap, op til Skanderborgvej 104, Viby. Vores endelige destination: Hittegodsauktion. Jeg ville finde ud af, om det var her, man kunne kombinere de 4 elementer.

Allerede inden jeg trådte ind i salen, hvor selve auktionen foregik, blev jeg mødt af en helt anden social arena, som jeg, indtil da, kun havde oplevet på afstand. Der var et hob af gamle/ikke længere unge væsener iklædt kedeldragt, hue, hættetrøjer (med mærket ”Diesel” skrevet foran til alles visuelle fornøjelse), foran hovedindgangen. Da jeg kom nærmere denne flok, så jeg til min lettelse, at de var ganske almindelige mennesker ligesom du og jeg. De smilede. Til trods for at alle, undtagen undertegnede, havde en smøg i mundvigen og en kop kaffe i plastikkrus godt gemt af en frysende hånd, så kunne vi alligevel fremtvinge et ”goddag” og et høfligt nik til hinanden. Mine to kammerater og jeg tvang os længere ind, til der hvor det hele foregik. Vi gik helt ind – til auktionen.

Jeg kiggede mig omkring i den store sal. Alt hvad man kunne tænke sig af materielle goder lå i firkantede papkasser, på europapaller eller hængende fra en stor jernstang. Det lignede et indendørs loppemarked. Det kan man til en vis grad også kalde det, men så alligevel ikke. Der er mulighed for at købe sodavand, kaffe og en rød pølse m. brød, som man kan finde det hos enkelte traditionelle loppemarkeder. Men det er ikke sådan, at man bare må købe tingene på stedet fra en eller anden mutter, som kan demonstrere varen for dig, hvis du er i tvivl om, hvordan den virker. Sådan foregår det ikke på hittegodsauktionen. Her skal man gå rundt og kigge på hver enkelt vare, som man er interesseret i. Herefter skriver man det nummer, der står klistret på den enkelte vare, ned på det 10 A4-siders varekartotek, man har fået udleveret ved indgangen (vi fik også vores egen midlertidige identitet i form af et tal (nr. 85)).

Alt imens man kigger rundt efter interessante varer, tikker uret bagerst i lokalet. Der er nemlig sat et bestemt antal minutter af til gennemsyn af varer, hvilket er bestemt fra øverste myndighed (personalet på

hittegodskontoret).

Kl. 15 ringer klokken og folk sætter sig på de stole, der er stillet til rådighed. Resten af os må enten stå op eller vandre ud igen, hvis dagens udvalg ikke lokkede. To mænd sætter sig øverst på det 3x3 m store podie og den ene herre ifører sig et headset med mikrofon. ”Nu må der ikke kigges på varerne længere. Auktionen er fra dette øjeblik begyndt”.

Hvis du ikke allerede kender til, hvordan en auktion forløber, så foregår det næsten på samme måde som man har set på film. Manden øverst på podiet pointerer hvilken vare, der skal bydes om, og så går det løs. Folk byder fra højre og venstre, og netop på denne auktion er parfume og 2 fladskærme populære. Parfumen ryger hurtigt, og det er specielt én kvinde, som rager til sig af duftevand. Folk griner, når hun igen byder ind. Manden øverst på podiet spørger hende, om hun snart har det, hun skal bruge. ”Ja, nu skulle det være nok”. 20 sek. senere byder hun igen, og salen simrer af latter og smil. Mens budene går frem og tilbage, kigger jeg interesseret på en fladskærm. En venlig

herre i kedeldragt vender sig imod mig og fortæller, at den er fundet i en kælder, og at der ikke følger en fjernbetjening med. ”Tak”. Det kunne have gået så grueligt galt.

Min kammerat er ivrig og tripper. Han har udset sig en Nintendo Wii, og den er nu åben for bud. ”500 kr.”, ”600”, ”700”, ”800”, ”Én, to, tre, solgt til herren med tallet 85”. Han er glad, og man kan mærke en adrenalin suse i kroppen, og man føler, at man har vundet over resten af flokken i salen. Men flokken er ikke sur. Nogle er måske lidt irriterede, men alle nikker og smiler og udtrykker en vis anerkendelse af dem, som gør en god handel. Auktionen fortsætter, og vi traver hjemad.

Min vurdering af hittegodsauktionen som en arena til at forene det at spare, være kreativ, prioritere og udvikle ens sociale kompetence, er, at det fungerer udmærket og jeg vil næsten proklamere, fantastisk. Folk er imødekommende og venlige. Man får et indblik i en anden købskultur end den, man møder i den lokale Fakta. Det er muligt at spare mange penge (800 kr. for en Nintendo Wii!!). Prioritering er især en vigtig kundskab, når man skal byde på en vare, som man ikke er ene om at have interesse i. Det kreative er måske ikke så synligt, men ligesom i en genbrugsbutik kan man bruge fantasien til at opdage

nye muligheder ved en kommode til gangen eller et par nye støvler/sko til et par bukser, man har købt dagen før. Alt sammen for billige penge.

Så før I går op i limningen, når måneden lakker mod enden, og SU’en eller lønnen ligeså stille forsvinder fra kontoen, og I overvejer at købe en bestemt vare, så kig lige på hittegodsauktionens hjemmeside først. Det kan være, man kan spare et par hundrede kroner, der kunne anvendes andre steder. F.eks. Fredagsbar?

Hittegodsauktion- En subjektiv vurdering

Daniel Overgaard Nielsen

13

Som studerende er man mange gange påtvunget et sparsommeligt sind sidst på måneden. Det er ikke nogen skam. Tværtimod giver denne udfordring en kompetence i bl.a. at spare, prioritere og tænke kreativt.

Det kreative udmunder sig for eksempelvis i varierende kombinationer af diverse resterende råvarer i køleskabet, der engang imellem resulterer i fantastiske retter og andre gange bestialsk tortur af ens smagsløg. Det kunne også være en sammensætning af ældre, brugte klæder/tøj fra den lokale genbrugsbutik. Det at prioritere og spare hænger tit tilnærmelsesvis sammen med det kreative, og de er alle tre vigtige kompetencer i at overleve studietiden økonomisk.

Men hvad med den sociale kompetence? Hvordan kan man kombinere netop denne

livsnødvendige egenskab med de tre ovenstående? Kan man spare, prioritere, være kreativ og danne korte, sociale relationer på samme tid? Svaret er: Ja.

Jeg satte min lid til en god kammerat og fik følgeskab af endnu en, og vi besluttede os for at trave som tre opdagelsesrejsende, gennem sne og sjap, op til Skanderborgvej 104, Viby. Vores endelige destination: Hittegodsauktion. Jeg ville finde ud af, om det var her, man kunne kombinere de 4 elementer.

Allerede inden jeg trådte ind i salen, hvor selve auktionen foregik, blev jeg mødt af en helt anden social arena, som jeg, indtil da, kun havde oplevet på afstand. Der var et hob af gamle/ikke længere unge væsener iklædt kedeldragt, hue, hættetrøjer (med mærket ”Diesel” skrevet foran til alles visuelle fornøjelse), foran hovedindgangen. Da jeg kom nærmere denne flok, så jeg til min lettelse, at de var ganske almindelige mennesker ligesom du og jeg. De smilede. Til trods for at alle, undtagen undertegnede, havde en smøg i mundvigen og en kop kaffe i plastikkrus godt gemt af en frysende hånd, så kunne vi alligevel fremtvinge et ”goddag” og et høfligt nik til hinanden. Mine to kammerater og jeg tvang os længere ind, til der hvor det hele foregik. Vi gik helt ind – til auktionen.

Jeg kiggede mig omkring i den store sal. Alt hvad man kunne tænke sig af materielle goder lå i firkantede papkasser, på europapaller eller hængende fra en stor jernstang. Det lignede et indendørs loppemarked. Det kan man til en vis grad også kalde det, men så alligevel ikke. Der er mulighed for at købe sodavand, kaffe og en rød pølse m. brød, som man kan finde det hos enkelte traditionelle loppemarkeder. Men det er ikke sådan, at man bare må købe tingene på stedet fra en eller anden mutter, som kan demonstrere varen for dig, hvis du er i tvivl om, hvordan den virker. Sådan foregår det ikke på hittegodsauktionen. Her skal man gå rundt og kigge på hver enkelt vare, som man er interesseret i. Herefter skriver man det nummer, der står klistret på den enkelte vare, ned på det 10 A4-siders varekartotek, man har fået udleveret ved indgangen (vi fik også vores egen midlertidige identitet i form af et tal (nr. 85)).

Alt imens man kigger rundt efter interessante varer, tikker uret bagerst i lokalet. Der er nemlig sat et bestemt antal minutter af til gennemsyn af varer, hvilket er bestemt fra øverste myndighed (personalet på

hittegodskontoret).

Kl. 15 ringer klokken og folk sætter sig på de stole, der er stillet til rådighed. Resten af os må enten stå op eller vandre ud igen, hvis dagens udvalg ikke lokkede. To mænd sætter sig øverst på det 3x3 m store podie og den ene herre ifører sig et headset med mikrofon. ”Nu må der ikke kigges på varerne længere. Auktionen er fra dette øjeblik begyndt”.

Hvis du ikke allerede kender til, hvordan en auktion forløber, så foregår det næsten på samme måde som man har set på film. Manden øverst på podiet pointerer hvilken vare, der skal bydes om, og så går det løs. Folk byder fra højre og venstre, og netop på denne auktion er parfume og 2 fladskærme populære. Parfumen ryger hurtigt, og det er specielt én kvinde, som rager til sig af duftevand. Folk griner, når hun igen byder ind. Manden øverst på podiet spørger hende, om hun snart har det, hun skal bruge. ”Ja, nu skulle det være nok”. 20 sek. senere byder hun igen, og salen simrer af latter og smil. Mens budene går frem og tilbage, kigger jeg interesseret på en fladskærm. En venlig

herre i kedeldragt vender sig imod mig og fortæller, at den er fundet i en kælder, og at der ikke følger en fjernbetjening med. ”Tak”. Det kunne have gået så grueligt galt.

Min kammerat er ivrig og tripper. Han har udset sig en Nintendo Wii, og den er nu åben for bud. ”500 kr.”, ”600”, ”700”, ”800”, ”Én, to, tre, solgt til herren med tallet 85”. Han er glad, og man kan mærke en adrenalin suse i kroppen, og man føler, at man har vundet over resten af flokken i salen. Men flokken er ikke sur. Nogle er måske lidt irriterede, men alle nikker og smiler og udtrykker en vis anerkendelse af dem, som gør en god handel. Auktionen fortsætter, og vi traver hjemad.

Min vurdering af hittegodsauktionen som en arena til at forene det at spare, være kreativ, prioritere og udvikle ens sociale kompetence, er, at det fungerer udmærket og jeg vil næsten proklamere, fantastisk. Folk er imødekommende og venlige. Man får et indblik i en anden købskultur end den, man møder i den lokale Fakta. Det er muligt at spare mange penge (800 kr. for en Nintendo Wii!!). Prioritering er især en vigtig kundskab, når man skal byde på en vare, som man ikke er ene om at have interesse i. Det kreative er måske ikke så synligt, men ligesom i en genbrugsbutik kan man bruge fantasien til at opdage

nye muligheder ved en kommode til gangen eller et par nye støvler/sko til et par bukser, man har købt dagen før. Alt sammen for billige penge.

Så før I går op i limningen, når måneden lakker mod enden, og SU’en eller lønnen ligeså stille forsvinder fra kontoen, og I overvejer at købe en bestemt vare, så kig lige på hittegodsauktionens hjemmeside først. Det kan være, man kan spare et par hundrede kroner, der kunne anvendes andre steder. F.eks. Fredagsbar?

Nu har du chancen for at give et andet menneske en udfordring, som du aldrig selv har turdet tage. Temaet er: ”Jeg har aldrig…”

Skriv til min VIA-mail: 94085@viauc.dk

Jeg vil vælge en eller to udfordringer, som jeg griber og skriver om i næste udgave af Tabula. Jeg håber på jeres hjælp.

14

Scener fra en skolefest Scene nr. 1

To lærere står ved baren, imens det lyder: ”Skub, slub til taget...” ud af højtalerne:

Lærer 1 råber til den anden: ”Hmm, gad vide hvilken gruppe, der spiller dette nummer?”Lærer 2 råber tilbage: ”Jeg tror, det er Niarn…”Lærer 1: ”Arh,, det tror jeg ikke – synes ikke rigtig, det lyder som ham. Jeg tror, det er gruppen selvmord”Lærer 2 trækker sin mobil frem og går ind på nettet for at tjekke det, hvor efter han svarer:”tja, her står der noget med Morten Hampenberg og Alexander Brown”

Hvad ville du have svaret?

Scene nr. 2

Vi befinder os på lærerværelset, inden skolefesten går i gang, og der skal uddelegeres opgaver:

- To lærer står ved siden af hinanden og laver stikprøver med et alkoholmeter – vel og mærke blandt de elever, man anser for at være en faldgruppe.

- Flere lærere skal stå vagt ved

forskellige indgange, så eleverne ikke kommer den forkerte vej ind. - Og så er der naturligvis en lærer, som skal cirkulere rundt for at holde øje med evt. poser og tasker med forkerte drikkevarer.

Hvad tænker du – er det virkelig nødvendigt med så mange vagter?

Scene nr. 3

Vi er nede ved opstillede borde, hvor man kan hvile sine dansefødder (og ømme sig).

En flok festklæde piger humper hen til bordene og sætter sig ned. Tager de flotte højhælede af og trykker deres fødder. Av, av, av. Tager de højhælede sko på igen, rejser sig op og humper videre. Ja, man må lide for skønheden!

Scene nr. 4

På sidelinjen til dansegulvet

Man ser to lærere stå og rokke i takt med musikken, som toner ud af højtalerne. Så kommer der endelig en kendt sang. Krummesangen ”Det er svært at være 11 år” i en dance-version �

Scene nr. 5

På toilettet Læreren fisker Mavebitter op fra madamposerne.

Rebekka Holst Pedersen

anno 2010

Scener fra en skolefest

15

Kompetencer i danskEn anmeldelse i fire dele på nettet

Anders SchunkPedersen

Tredje del: Kompetencer i dansk har som enhver anden aktuel udgivelse sin egen

hjemmeside. Denne tredje anmeldelse af bogen undersøger nettet.

Men vi starter først i bogen under forfatternavne, udgave- og oplagsoplysninger, Copy-Dan-aftaler og forlagslogo, hvor man finder internetadressen www.kompetenceridansk.dk. En sådan hjemmeside kunne meget vel være lavet udelukkende som reklamesøjle på nettet, men sitet giver faktisk bogen en ekstra dimension. Selvfølgelig indeholder hjemmesiden et link til købemuligheder, og ligegyldigt hvor man klikker sig hen, følges man af et anbefalende citat fra bladet Underviseres anmeldelse af Kompetencer i dansk fra sidste år, men domænet gemmer også på mere.

Det er dog ikke noget prangende design, der præsenterer indholdet. Foranlediget af et spil mellem tre-fire nuancer af blå, sort skrifttype og hvid skriftbaggrund er førstehåndsindtrykket af siden skuffende, og det hele virker til at være hurtigt lavet uden nogen æstetisk interesse. At, Kompetencer i dansk som bog er pakket ind i et rødligt omslag, gør i sig selv koblingen imellem bog og

hjemmeside fjern. Man bliver ikke fanget ved første øjekast. Det er en skam. For det er værd at bruge lidt tid på siden.

Hjemmesiden bygger nemlig på nogle gode idéer. Der er en præsentation af bogens forfattere, hvor de skriver om sig selv og deres bidrag til bogen, linker til egne hjemmesider og giver kontaktoplysninger. Det er dog kun muligt at klikke sig ind på syv af bogens otte skribenter, og her er det kun fem, der har fået udfyldt deres profil. Kun tre har lagt et billede ind af sig selv, hvilket ellers virker oplagt på et medie som internettet (og hvorfor så meget tekst, når der kunne være en personlig videohilsen?). Men som læser er det en god oplevelse at møde personen bag et kapitel, man har læst, og det er trods alt muligt at få et hurtigt og interessant ”møde” med fem. Derudover er der lavet et diskussionsforum, hvilket er en spændende tanke. Man må gå ud fra, at forfatterne selv kunne finde på at besøge siden og muligheden for, at man som læser kan starte en diskussion om bogens indhold, der så kan blive kommenteret af bogens forfattere, er interessant. Desuden vil flere læseres forskellige syn på bogens emner kvalificere forståelsen af og bidrage til refleksioner om bogens temaer. Desværre står diskussionforummet tomt, og man kan undre sig over, at en forfatter ikke selv har forsøgt at sætte gang i snakken.

Det, der for alvor lige nu gør et besøg på www.kompetenceridansk.dk

anbefalelsesværdigt, er otte videoklip fra et seminar, der blev afholdt på DPU i forbindelse med udgivelse af Kompetencer i dansk. Med disse videoklip formår hjemmesiden at binde læsningen af bogen sammen med et besøg på nettet. Klippene er en fremvisning af bogens dele, hvor de forskellige forfattere hver især (minus én) står for præsentationen. Hvert klip vil fungere udmærket som indledende ”læsning” til et kapitel eller måske til senere brug, når bogens indhold skal friskes op. De knap to timer er beskedent filmet med udmærket lyd og med fokus på hver enkel forfatter og dennes PowerPoint-præsentation. Det er ganske elegant samt interessant og vil (måske især) være spændende, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen. Her i denne eksamensforberedende tid vil klippene også fungere inspirerende for den danskstuderende, der arbejder med emnebeskrivelser og lignende.

Hjemmesiden mangler et ydre, der er lige så fangende som bogens indhold. Desuden kunne bogens forfattere højne oplevelsen ved et besøg med mere (hvad man kunne kalde) ekstramateriale. Men med videopræsentationen om kompetencer i dansk og potentialet i diskussionsforummet er siden et besøg værd. Om ikke andet så blot for at lege med bogens kompetencehjul, der er lagt ud i en interaktiv version.

16

Fra Asspulling til ”Det er simpelthen ikke godt nok!” Det var sidst på eftermiddagen og kantinen lå øde hen. Ud over et par ensomme stræbere, og så selvfølgelig de sørgelige rester

af tabularedaktionen. Lænet hen over vores eneste løn for sliddet over tastaturet, den lunkne kaffe, kunne vi se den rødmosede og spruttende redaktør. Han var gal i dag.

”Jeg har snakket med Striib og han er træt af jeres blødsødne rundkredsjournalistik! Vi skal have mere bid, vi skal kritisere magten, det er fandme da vores pligt som skribenter!”

Og ham som betaler fløjtespilleren bestemmer som sagt sætlisten. Så på opfordring fra øverste sted, er mundkurven hermed hevet af den bidske vagthund. Den fjerde statsmagt er på defcon 5, og de offensive strategier er taget op ad skuffen og støvet af. Her kommer et lille udpluk over de daglige irritationer ved studielivet på læreruddannelsen, Århus. Nydeligt alfabetiseret, bare for en god ordens skyld.

Ass-pulling. Et lidet flatterende ord for improvisation. Vi kender det alle sammen. De der dage hvor man møder op, og det er tydeligt, at ens

underviser ikke har forberedt sig. Disse timer starter som regel med sætningen: ”Hvis i nu lige deler jeg ud i nogle grupper og slår op i teksten i har haft for til i dag…”

Bachelor opgaven. Jeg ved ikke, om det siger noget om eksaminationer generelt. Men kan det ikke anskues som ude af proportioner, at man efter at have brugt over 100 timer på en opgave, som eksaminatoren får en time til at læse, på tyve minutter skal levere en præstation, der tæller halvdelen af den samlede karakter?

Deltagelsespligt Der frit oversat betyder: Enten læser du dine tekster, eller også møder du op og får dem refereret.

Flydende skema Som kun bliver kaldt flydende, fordi ”kaotisk” har sådan en grim klang.

Kantinepriserne Ikke for at klantre vores kantinepersonale for noget, men er priserne ikke steget rigtigt meget på rigtigt kort tid. Jeg ved det er finanskrise og råvarepriserne stiger og stiger, men når ens SU forbliver konstant, er det stadigt et stort irritationselement.

Læsesal Hvis i seriøst vil styrke billedet af læreruddannelsen som en akademisk uddannelse, hvordan kan man så forsvare, at der stadig ikke er taget

initiativ til et sted, hvor man i ro kan studere? Nu har det været efterspurgt så lang tid, at der da snart må ske noget.

Namedropping Denne her giver sig selv. I kan evt. lave en bingoplade med de gængse teoretikere til næste forelæsning og få lidt skæg ud af denne åbenlyse tendens. Ellers kan i more jer med at læse et par litteraturlister på de netop afleverede bacheloropgaver, for at se hvordan den smitter af på os studerende.

Opbakning. Det lader efterhånden til, at den eneste studieaktivitet man kan lokke jer med til er fredagsbar og fredagsfester. I ved hvem i er…Tordenskjolds soldater holder øje med jer!

Smartboard Hvordan kan det være at der i folkeskoler bliver investeret i dette fantastiske redskab, når ingen derude kan finde ud af at bruge det? Kunne det ledes tilbage til uddannelsen, hvor underviserne stadig render rundt med en stak overheads med påskriften: ”Opgaven skal afleveres maskinskrevet eller på computer”

Studienet Hvorfor tog i noget der

fungerede, var overskueligt og med de funktioner der var nødvendige, for at skifte det ud med noget upålideligt, unødvendigt komplekst og med en masse ubrugelige funktioner? Man tænker, at skaberne har været kraftigt inspireret af Windowsbaserede styresystemer.

Via university college, læreruddannelsen i Århus. Hvis dette navn er et produkt af at professionelle marketingsfolk har brainstormet, vil jeg have pengene tilbage og investeret i en bedre uddannelse. Det må da sige noget, at vores tidligere (uh, det er en dejlig tilføjelse til hans titel) undervisningminister insisterede på at kalde os for et seminarium. Det er jo ikke fordi, det nye navn klæber sig fast.

Zzz Indsæt selv det der lige får dit hoved til at hænge og øjnene til at føle sig tunge. Jeg ved det sker..

Artiklen er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger. Tabula redaktionen kan på ingen tænkelig måde overhovedet holdes ansvarlig for de meninger, der kommer til udtryk i teksten.

En brok collage i alfabetisk orden.

Jeppe Aanæs Steensen

Zzz...

17

Vejledning til priktegning

Tegn streger fra prik til prik, men ikke fra stjerne til prik. Når du møder en stjerne skal blyanten løftes fra papiret, og du fortsætter med at tegne fra prikken med det næste nummer. God fornøjelse.

”Det er simpelthen ikke godt nok!” Det var sidst på eftermiddagen og kantinen lå øde hen. Ud over et par ensomme stræbere, og så selvfølgelig de sørgelige rester

af tabularedaktionen. Lænet hen over vores eneste løn for sliddet over tastaturet, den lunkne kaffe, kunne vi se den rødmosede og spruttende redaktør. Han var gal i dag.

”Jeg har snakket med Striib og han er træt af jeres blødsødne rundkredsjournalistik! Vi skal have mere bid, vi skal kritisere magten, det er fandme da vores pligt som skribenter!”

Og ham som betaler fløjtespilleren bestemmer som sagt sætlisten. Så på opfordring fra øverste sted, er mundkurven hermed hevet af den bidske vagthund. Den fjerde statsmagt er på defcon 5, og de offensive strategier er taget op ad skuffen og støvet af. Her kommer et lille udpluk over de daglige irritationer ved studielivet på læreruddannelsen, Århus. Nydeligt alfabetiseret, bare for en god ordens skyld.

Ass-pulling. Et lidet flatterende ord for improvisation. Vi kender det alle sammen. De der dage hvor man møder op, og det er tydeligt, at ens

underviser ikke har forberedt sig. Disse timer starter som regel med sætningen: ”Hvis i nu lige deler jeg ud i nogle grupper og slår op i teksten i har haft for til i dag…”

Bachelor opgaven. Jeg ved ikke, om det siger noget om eksaminationer generelt. Men kan det ikke anskues som ude af proportioner, at man efter at have brugt over 100 timer på en opgave, som eksaminatoren får en time til at læse, på tyve minutter skal levere en præstation, der tæller halvdelen af den samlede karakter?

Deltagelsespligt Der frit oversat betyder: Enten læser du dine tekster, eller også møder du op og får dem refereret.

Flydende skema Som kun bliver kaldt flydende, fordi ”kaotisk” har sådan en grim klang.

Kantinepriserne Ikke for at klantre vores kantinepersonale for noget, men er priserne ikke steget rigtigt meget på rigtigt kort tid. Jeg ved det er finanskrise og råvarepriserne stiger og stiger, men når ens SU forbliver konstant, er det stadigt et stort irritationselement.

Læsesal Hvis i seriøst vil styrke billedet af læreruddannelsen som en akademisk uddannelse, hvordan kan man så forsvare, at der stadig ikke er taget

initiativ til et sted, hvor man i ro kan studere? Nu har det været efterspurgt så lang tid, at der da snart må ske noget.

Namedropping Denne her giver sig selv. I kan evt. lave en bingoplade med de gængse teoretikere til næste forelæsning og få lidt skæg ud af denne åbenlyse tendens. Ellers kan i more jer med at læse et par litteraturlister på de netop afleverede bacheloropgaver, for at se hvordan den smitter af på os studerende.

Opbakning. Det lader efterhånden til, at den eneste studieaktivitet man kan lokke jer med til er fredagsbar og fredagsfester. I ved hvem i er…Tordenskjolds soldater holder øje med jer!

Smartboard Hvordan kan det være at der i folkeskoler bliver investeret i dette fantastiske redskab, når ingen derude kan finde ud af at bruge det? Kunne det ledes tilbage til uddannelsen, hvor underviserne stadig render rundt med en stak overheads med påskriften: ”Opgaven skal afleveres maskinskrevet eller på computer”

Studienet Hvorfor tog i noget der

fungerede, var overskueligt og med de funktioner der var nødvendige, for at skifte det ud med noget upålideligt, unødvendigt komplekst og med en masse ubrugelige funktioner? Man tænker, at skaberne har været kraftigt inspireret af Windowsbaserede styresystemer.

Via university college, læreruddannelsen i Århus. Hvis dette navn er et produkt af at professionelle marketingsfolk har brainstormet, vil jeg have pengene tilbage og investeret i en bedre uddannelse. Det må da sige noget, at vores tidligere (uh, det er en dejlig tilføjelse til hans titel) undervisningminister insisterede på at kalde os for et seminarium. Det er jo ikke fordi, det nye navn klæber sig fast.

Zzz Indsæt selv det der lige får dit hoved til at hænge og øjnene til at føle sig tunge. Jeg ved det sker..

Artiklen er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger. Tabula redaktionen kan på ingen tænkelig måde overhovedet holdes ansvarlig for de meninger, der kommer til udtryk i teksten.

Zzz...MADPAKKELÆSNING

18

3 rForåret er over os, og lyset og energien rammer os inden længe (håber vi). Det er tid til at kravle ud af uldtæppet, puste stearinlyset ud og komme mere udendørs. Men inden du lukker helt ned for indehyggen, så tag lige et kig på opskrifterne herunder. Sjove ideer til en lidt anderledes brunch, som helt sikkert giver dig et ordentligt skud energi.

Frossen caffè latte:

Til to glas

½ liter mælk1 dl stærkbrygget kaffe6 isterninger

Put mælken i en flad beholder og ned i fryseren i 3 timer eller indtil den er frossen.Put mælk, kaffe og is i en blender og blend godt. Put i afkølede glas og server med det samme.

Æg og bacon i ét stykke

6 stk.

12-18 strimler bacon eller serranoskinke evt. stegt let på en pande.3 æg125 ml fløde1 spiseskefuld lethakkede basilikumblade20 g parmesanost (reven)Salt og peber.

Smør en muffinform af metal og dæk 6 af hullernes bund og sider med bacon.Bland de resterende ingredienser og fordel blandingen i de 6 muffinhuller med baconbeklædning.Bages i ca. 12 minutter (eller til æggeblandingen er fast) i en 180 grader varm ovn. Server med friskbagt brød.

Agnete Byriel Bendtsen

- En tur rundt på brunchtallerkenen60 g r a d e

Æg og bacon i ét stykke

6 stk.

12-18 strimler bacon eller serranoskinke evt. stegt let på en pande.3 æg125 ml fløde1 spiseskefuld lethakkede basilikumblade20 g parmesanost (reven)Salt og peber.

Smør en muffinform af metal og dæk 6 af hullernes bund og sider med bacon.Bland de resterende ingredienser og fordel blandingen i de 6 muffinhuller med baconbeklædning.Bages i ca. 12 minutter (eller til æggeblandingen er fast) i en 180 grader varm ovn. Server med friskbagt brød.

19

Tebirkes

12 stk.

100 g smeltet smør1 dl mælk50 g gær1 ægGroft salt1 tsk. sukker125 g cremefraiche (eller andet syrnet mælkeprodukt)350 g hvedemel

Tænd ovnen på 225 grader. Bland smør og mælk og rør gæren i. Tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt igennem. Rul straks ud til en firkant på 20x65 cm. Fold den ene tredjedel af den korte led ind over den midterste tredjedel. Fold derefter den resterende tredjedel ind over disse to. Skær ud på den lange led i 12 stykker og lad dem hæve på bagepapir i en ½ time. Pensl med æg og drys med birkes. Bages i 12-15 minutter til de er gyldne.

- En tur rundt på brunchtallerkenen

Blåbær-bananmuffins:

De ser så søde ud, når de er færdigbagte og står der på bordet og hygger sig.

Til 8 stk.Bagepapir og sejlgarn (eller anden snor der tåler varmen i ovnen)4 ½ dl mel1 ½ teskefuld bagepulver2 ½ dl sukker1 tsk. kanel2 ½ dl cremefraiche (eller andet syrnet mælkeprodukt)60 g blødt smør2 teskefulde reven citronskal1 æg1 lille banan (moset)2 ½ dl blåbær

Tænd ovnen på 180 grader. Klip bagepapiret ud i 8 stykker, der hver måler 8 x 25 cm. Rul hvert stykke sammen til en cylinder der måler 8 cm i højden og ca. 6 cm i diameter. Bind et stykke sejlgarn om hver cylinder og bind en sløjfe. Sæt hver cylinder ned i en muffinform eller stil dem blot på bageplade.Sigt mel og bagepulver i en skål og tilsæt sukker og kanel. Bland godt. I en anden skål blander du cremefraiche, smør, citronskal, æg og banan rigtig godt sammen (brug gerne håndpisker).Put cremefraicheblandingen ned i melblandingen og rør rundt med en ske ganske forsigtigt indtil det hele kun lige er rørt sammen. Vend til sidst blåbærrene i og fyld blandingen i cylinderne, så de er ¾ fyldt op. Bag i den varme ovn i 35-40 minutter og server lune.

20

Vi er alle forskellige. Hver enkelt studerende har sine egne interesser, egne målsætninger og egne meninger. Her på læreruddannelsen har vi dog noget til fælles – vi er alle studerende på VIA University College, Læreruddannelsen i Århus. Men vi er også en del af et større fællesskab. VIA University College er Danmarks 3. største uddannelsesinstitution; herunder hører uddannelser som fysioterapeut, pædagog, sygeplejerske og lærer m.fl.. At være en del af så stor en institution giver mange udfordringer. Det er udfordringer, som både bestyrelsen i VIA samt administration og personale på de forskellige uddannelsessteder kæmper med. Disse udfordringer har vi som studerende også et ansvar for. For at få den bedst mulige uddannelse kræver det, at vi hele tiden har fingeren på pulsen – vi skal sørge for at de løsninger, der med god intention kommer oppefra i systemet, bliver udført på den bedst mulige måde for os som studerende.

Da VIA University College rummer 17.000 studerende og godt 2000 ansatte, kan det være svært at overskue, hvordan vi som enkelte studerende kan få indflydelse. Her må vi benytte de kanaler, der allerede er åbnet op for gennem VIA og én af dem er De studerendes Råd (DSR). Hver uddannelse har et

DSR, der varetager de studerendes vilkår på stedet. De sidste 4 år har de forskellige DSR’er prøvet at samle sig i et VIA-DSR, der har to mandater i VIAs overordnede bestyrelse. Af forskellige årsager er det ikke lykkedes at starte VIA-DSR op… Før nu..

Onsdag d. 10/2 2010 var der nemlig et stiftende VIA-DSR konvent, hvor alle 17.000 studerende var inviterede. 40 studerende mødte op, og på trods af at dette ikke lyder som mange, var de fleste uddannelser repræsenterede. Vi var 5 fra læreruddannelsen i Århus. Målet med dagen var at få opbygget VIA-DSR nedefra, så de der fremover sidder i bestyrelser reelt sidder der på vegne af alle studerende. Samtidig var mødet en mulighed for, at alle studerende kunne blive hørt på lige vilkår og fremsige deres forventninger.

I DSR her på læreruddannelsen havde vi set frem til denne samarbejdsmulighed af flere årsager. Vi havde pga. kommunika-tionsvanskeligheder ikke mulighed for at deltage i konventet sidste år – desuden er vi et velfungerende DSR på 17 medlemmer, der repræsenterer 1.600 ud af de 17.000 studerende, og vi bør derfor spille en væsentlig rolle.

Selve mødet bar præg af, at der var mange forskellige uddannelser repræsenteret – fra de pædagogstuderende, der ville sætte bordene i rundkreds, til de kaffeafhængige lærerstuderende.

Da hvert uddannelsessted arbejdede for at få deres bedst mulige vilkår, var der dagen igennem heftig debat om, hvordan strukturen i VIA-DSR skulle se ud. Vi endte på ”den gyldne middelvej”, som ikke mange var helt tilfreds med, men som alle kunne fungere under. Derudover brugte vi tid på at fastlægge vedtægterne for vores nye fælles organ. Da mødet var slut, gik vi alle trætte hjem, men med en følelse af at vi havde været med til at søsætte noget stort.

I DSR her på læreruddannelsen har vi nu et spændende projekt foran os. Vi skal have valgt 2 repræsentanter, der skal sidde i det nye VIA-DSR. Derudover skal vi finde ud af, hvordan vi kan bruge den nye forbindelse til VIAs bestyrelse mest hensigtsmæssigt. Igennem VIA-DSR kan vi skabe den bedste uddannelse for os selv, og vi kan i samarbejde med andre uddannelser bruge de ressourcer, vi har til rådighed, som en del af VIA. Vi kan tage udsagnet fra den enkelte studerende og bringe det gennem hele systemet således, at det bliver hørt højest oppe. Vi studerende vil blive hørt – DU bliver hørt!

På vej mod nogetAf Camilla HinkbølHold 29.21 og DSR

STORT

STORT

Fastelavnsfest 2010

Nogle mente ikke dette digt skulle vinde (host! Jeppe, Host, host!), men så skulle I have set de andre.

Vinderen af Tabulas poesi konkurrence

Konkurrencen gik ud på, at en person ad gangen skulle rime på den forrige sætning ud fra de første tre strofer, indtil hele holdet havde været igennem.

Hold IV:

Et digtevers skal digtes af os alle

Din poesi skal virk’lig ha’ en skalle

Så grib nu pennen og skriv ned på rim

Klippe med saks og lime med lim

Nu får du, en chance

For at vise din rimekompetence

Kom nu an

Vi viser hvordan

Og skyder med agurk

Din bandit, du er en værre skurk

Kom og træk et nummer

Pas på du ikke bliver lummer

Vi gør det skidegodt

Hver måned er Tabula skideflot

Deres procesorienterede skrivepædagogik er i top

Det kan umuligt blive et flop

Selv ikke Benny Andersen kan nå derop

Afholdt under BRAVUU-festlighederne den 8. januar 2010

22

23

NYHEDER OM FOLKESKOLE OG LÆRERUDDANNELSEHvis du vil modtage et ugentligt nyhedsbrev fra undervisningsministeriet om folkeskolen, læreruddannelsen og uddannelser generelt, så tilmeld dig på www.uvm.dk.

FORTÆL GODE HISTORIERUndervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening m.fl. har startet en ny fælles kampagne for at få flere til at vælge læreruddannelsen. Fortæl om din bedste lærer på: www.bliv-lærer.nu

MELODI GRAND PRIXTraditionen tro indbyder

festudvalget til MGP d. 23.

april, og det plejer at være et

brag af en fest. Glæd dig!

BIBLIOTEKSBØDERFra d. 1. marts har biblioteket på LIA indført et bødesystem ved for sen aflevering, så husk at holde øje med afleveringsfristerne.

BORDFODBOLD-BAR I SVEDERENStart træningen nu, hvis du vil smadre resten af LIA i bordfodbold, når svederen arrangerer bordfodbold-bar d. 2. april kl. 12.

NY UNDERVISNINGS-

MINISTERHvis du har været begravet

i bacheloropgave eller

vintermørke, så kan Tabula

oplyse dig om, at vi har fået

en ny undervisningsminister,

og hun hedder Tina

Nedergaard.

Opslagstavlen

Vinderen af Tabulas poesi konkurrence

24

OG ALT HVAD DER STARTES ER HERBagsidebulder nr. 3

Per Højholt m.fl. (2001): Tilbage til turbo. CD. 160 kroner. Exlibris

Ander SchunkPedersen

det rok rok rok rokkende turbo spiller superlyd her bliver ved m at vare fortsætter her varer og varer og fortsætter her henry i landskabet siges her af brandt steffen i baglæns salto tilbage på dørtrinnet her her her her alt hvad der startes fortsætter her som monologer og startes og fortsætter her og varer og varer og varer og mere og mere og fortsætter og varer og varer og varer og mere og mere det højholts turbo der fortsættes her med musik om ord der fortsættes her på se det sig det cd anno femogtres tolv nahj tyve nul et anno 6512 nej 2001 tilbage til turbo fortsættes her anno femogtres tolv nahj tyve et nul anno 6512 nej 2010 som bagsidebulder der varer her bagsidebulder der anmelder her tilbage til turbo anmeldes her m ord om ord og musik t ord per højholts turbo turbo turbo

goe gamle henry med kinden mod strygefladen og blomster i hænderne reciteres rokkende af munden brandt steffen til musik af halfdan e på tilbage til turbo der fortsætter højholts turbo-lp fra femogtres tolv nahj nitten otteogtres 6512 ja 1968 nu på se det sig det cd anno tyve nul et som først er hørt i år af mig og som nu åbner bogen turbo og nu åbner bogen turbo sig for alvor op med sider m ord om ord og sprog og skrift og det er det der gør det der gør den turbo så relevant for dansklærerørreden stille og kold i sin karse sprog skrift ord ord som rekylopspring og ord der glor op på ham mellem sine patter op op op på henry mellem sine patter henry din lort og tue tracks bjørn svin og flere fortsætter her turbo m tilbage til turbo som jeg også fortsætter i anmelderros der hugger hapser nupper rapser turbo-ord

og alt hvad der startes fortsætter her som sproglærer er pladen en gave en fremragende fragmenteret forstærkning for fanden man kan gå frem det er muligt ad den højre vej t målet eller lade tilbage til turbo vise vejen højholt i syvende ottende niende klasse højholt i første klasse det muligt for fanden med tilbage til turbo som undervisnings-forstærkning højholt i danskundervisningen på tavle med kridt og overheadprojektoren kan lyse med turbo smartboardet kan lyde af turbo tilbage til turbo alt hvad der startes fortsætter her orrrr et knald for pen-ursula som her i skrift afvises og anbefales tilbage til turbo anbefales og turbo ind i dansktimen den bukker og takker og går ud igen ind i dansktimen den bukker og takker og går ud igen turbo turbo ind i dansktimen den bukker og tipper over og

I

2

3