Oktober 2009

DE STUDERENDES BLAD

RED

AK

TION

EN

Andreas Vind

Redaktør

Anders Schunk Pedersen Skribent

Kirstine Lya Høj Mathiesen Skribent

Jonas Brincher Nielsen

SkribentMorten W. Christensen

Skribent

Klumme-Jeppe Skribent

Thomas Bogø Johansen

Årets gæsteskribent

Jens Thorup

Huspoet og korrektur

Mathias Nedergaard

Tegner

2

Indholdsfortegnelse

Leder................................................3

Du skal ud hvor du ikke kan bunde.4

Adventure Race...............................6

Min skole skal rumme Tissechris....8

Det skarpe hjørne...........................11

En sjus med Karen Hansen............12

Læreruddannelsen 100 år...............14

Kalender.........................................15

Seminariets syndebuk....................16

Jeg har aldrig.................................17

Kompetencer i dansk ....................18

Undervandsjagt..............................20

Bagsidebulder.................................22

Rebekka Holst Pedersen Skribent Madhjørnet

Daniel Overgaard Skribent

Mikkel Brandt Nielsen

Skribent Trine Junge Pedersen Skribent og layout

Agnete Byriel Bendtsen Skribent og korrektur

Martin Lundsgaard Nielsen

Skribent

Lene Kjærgaard Skribent og Korrektur

Steffani Rose Hansen Skribent

Ligesom Føtex og de andre supermarkedskæder, der fejrer fødselsdag et par gange om året, så fejrer Tabula i denne udgave flere fødselsdage.

LIA fylder 100 år, og dette skarpe hjørne fejres med en kæmpe jubilæumsfest.Nogle vil mene, at vi intet har at fejre. At vi har for få timer. For få lokaler. For tynd kaffe. For groft toiletpapir. Andre vil mene, at vi har alt at fejre. At vi går på verdens bedste uddannelse. At vi har byens mest spændstige kantinedamer. Dygtige undervisere. Dejlige medstuderende.Man bestemmer heldigvis selv. Og alle glæder sig forhåbentlig til den store jubilæumsfest d. 13. november.

Tabula fylder 1 år – eller navnet gør, for der har eksisteret skoleblade på LIA i mange år. Denne fødselsdag fejres med manér, for

redaktionen har sjældent været så stor som i år.Det smitter forhåbentlig af på bladet, og det bliver forhåbentlig endnu sjovere at læse.Vi sender en venlig tanke til Kick-Off 2009, der var så stor en succes, at mange udvalg oplevede en mangedobling af interesserede – og alle var glade. En ny tradition er blevet skabt på Trøjborgvej.

Denne udgave af Tabula byder på et væld af interessante artikler. Vi håber meget, I tager godt imod den nye redaktion, og giv endelig lyd, hvis du har kommentarer til bladet.

God læselyst.

skarpt LEDER

3

Andreas Vind - Redaktør

hjørneEt

hvor du ikke kan

Jonas BrincherNielsen

4

Denne artikel starter torsdag i festugen på Klostertorv. Stig Møller har lige spillet en bramfri, umiddelbar og meget livlig enmandskoncert. Mens jeg og resten

af tilskuerne i det fyldte telt klapper og hujer, kommer min kammerat og studiemakker Kristian over og spørger, om ikke vi skal gå op og spørge, om han vil spille til fredagsbaren på seminariet dagen efter. Jeg når lige at tænke: ”Du må være skør, det siger han jo aldrig ja til.” Heldigvis når jeg også at tænke: ”Det kunne være så fedt, hvis han sagde ja. Det er Stig møller, en enestående chance, og vi får sikkert højest en overbærende og professionel afvisning.”

Det næste, der sker, er, at Kristian og jeg, mellem autografjagende teenagere og aldrende 68’ere, står og forsøger at overbevise selveste Stig Møller om, at han skal komme op på seminariet og spille et par numre for os. Det går over al forventning. Han er slet ikke afvisende overfor ideen og efter et hurtigt tjek i den indre timemanager udbryder den gamle steppeulv: ”Jooooo, hva faen! Hvis I sørger for at hente mig og få mig hjem bagefter, kan jeg sgu da godt komme op og spille lidt for jer.”

Vi skynder os at takke mange gange og forsikrer ham om, at han nok skal blive hentet og bragt, og når

vist også at fortælle den dameglade herre om alle de søde piger, der går på seminariet. Bagefter er vi helt oppe at køre, selvom jeg dog stadig hører en stemme indeni mig sige: ”Ja, ja, vent nu lige og se om han rent faktisk husker det og om han gider, når det kommer til stykket.” Denne stemme forstummer heldigvis fredag eftermiddag, da jeg og resten af de småfulde fredagsbarsgæster taber næse, mund og fadøl, da Kristian og Stig Møller + guitar stiger ud af en taxa og sætter kursen mod glaskantinen. And the rest is history, som de siger...

Hvor vil jeg så hen med denne lille historie? Jo, hør nu her. Denne lille episode og allervigtigst den måde episoden udviklede sig på, mindede mig om vigtigheden ved at turde tro på det umiddelbart umulige. Og da Stig Møller så troppede op på seminariet og spillede Du skal ud, hvor du ikke kan bunde, føltes det som et vink med en lygtepæl til at skrive denne lille artikel.

Det der med at turde er en sjov størrelse. Svært definerbar, meget subjektiv og helt sikkert noget vi alle sammen (i hvert fald til tider) ønsker os. Altså, at turde at turde. Jeg vil dog mene, at der hos os som lærerstuderende er nogle ting, vi er fælles om at turde. Vi tør tro på, at vi kan gøre en forskel i folkeskolen, at det kan være verdens bedste job og på at vi tør bruge 4 år af vores liv på at uddanne os til at få lov til dette. Vi tør planlægge undervisning i troen om, at

det bliver godt og kommer til at fungere, og ikke mindst; vi tør stille os op foran en hel klasse, bruge os selv i undervisningen, og vi tør tro på det bedste i vores elever, selv når de viser sig fra deres værste side. Der er altså rigtig meget vi lærere, som udgangspunkt og grundlag for vores profession skal turde, og jeg tør godt påstå, at man som lærer og specielt praktikant eller nyuddannet ofte er ude, hvor man ikke kan bunde. Det er også kun godt. Der er nemlig ikke noget kedeligere og mere uinspirerende end en lærer, der ligger og plasker rundt inde i vandkanten med svømmebælte, badering og vinger.

Søren Kierkegaard har engang sagt: At turde er at miste fodfæste for et øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv. Dette citat, synes jeg, indrammer min pointe ret godt. Vi skal som lærere lejlighedsvis turde bevæge os ud på dybt vand, vi skal turde satse, tage chancer, prøve nyt, turde, at fejle og risikere nederlag, og turde tro på at man efterfølgende kan rejse sig igen. Det er sådan, vi bliver bevidste om os selv og udvikler os. Holder vi derimod op med dette, er der for mig at se, en overhængende fare for at gå i stå i vores udvikling, og det tror jeg ikke er sundt for nogen mennesker og da slet ikke for

en lærer.

Der er dog endnu en dimension i denne lille lommefilosofiske opfordring. Det er nemlig ikke nok, at du som lærer tør bevæge dig ud på dybt vand. Du er nødt til at have dine elever med, for at det virkelig skal give mening, og det er her, den virkelige udfordring ligger. Det dur nok ikke bare at tage dem med ud på Storebæltsbroen og smide dem i en efter en. Vi er nødt til, gennem vores faglige og didaktiske valg, samt pædagogiske indsigt og kendskab til vores elever, at skabe en konstruktiv, overskuelig og tryg ramme om at turde, hvor den gradvise udvikling er normen og hvor der også er plads til samtale og diskussion om at turde. Lad dine elever opleve hvordan man gennem mestrings-/succesoplevelser tør lidt mere fra gang til gang og at man kan øve sig på at turde. At det ikke nødvendigvis er et indgroet personlighedstræk, men et spørgsmål om hvordan man anskuer problemer og hvilke muligheder man ser i at løse dem. Det er kun i fiktionens verden, at folk fødes som helte. I virkeligheden er mod noget, vi gradvist udvikler gennem bevidste valg og vores efterfølgende refleksioner over disse.

Skab fælles konsensus om at det gerne må rykke lidt i os, når vi står overfor en udfordring. Nervøsitet, hjertebanken, ”sommerfugle i maven,” adrenalin, skal vi lære at tolke som naturlige tegn på, at vi er i færd med at vise/give noget af os selv og vores inderste. Det er klart, vi bliver nervøse, men brug det konstruktivt. Det skal mærkes, at vi lever... Så derfor: Går det til et mål for undervisningen at gøre dine elever fortrolige med og nysgerrige på det ukendte, det nye, det anderledes og det der giver lidt sommerfugle i maven. For uanset hvad skal de nok, både gennem deres skoletid og resten af livet, ”komme ud hvor de ikke kan bunde.” Så det må vel i skolens og derigennem vores alment dannende intention også være vores opgave at hjælpe eleverne med at udvikle lange ben og lære dem gode svømmeteknikker. For mon ikke også at elever, der har fået lov til at afsøge og prøve grænser af, på sigt bliver mere bevidste om deres egne og derigennem bedre til at foretage reflekterede

valg og sige fra når nogen går over disse grænser!? Jeg tør i hvert fald ikke tænke på konsekvenserne, hvis denne dimension ikke findes i folkeskolen. Så lad os altid huske Steppeulvenes vise ord ikke mindst når vi har været lærere i nogle år.

Go tur!

Du skal ud,

hvor du ikke kan - og du skal invitere dine elever med!

5

Denne artikel starter torsdag i festugen på Klostertorv. Stig Møller har lige spillet en bramfri, umiddelbar og meget livlig enmandskoncert. Mens jeg og resten

af tilskuerne i det fyldte telt klapper og hujer, kommer min kammerat og studiemakker Kristian over og spørger, om ikke vi skal gå op og spørge, om han vil spille til fredagsbaren på seminariet dagen efter. Jeg når lige at tænke: ”Du må være skør, det siger han jo aldrig ja til.” Heldigvis når jeg også at tænke: ”Det kunne være så fedt, hvis han sagde ja. Det er Stig møller, en enestående chance, og vi får sikkert højest en overbærende og professionel afvisning.”

Det næste, der sker, er, at Kristian og jeg, mellem autografjagende teenagere og aldrende 68’ere, står og forsøger at overbevise selveste Stig Møller om, at han skal komme op på seminariet og spille et par numre for os. Det går over al forventning. Han er slet ikke afvisende overfor ideen og efter et hurtigt tjek i den indre timemanager udbryder den gamle steppeulv: ”Jooooo, hva faen! Hvis I sørger for at hente mig og få mig hjem bagefter, kan jeg sgu da godt komme op og spille lidt for jer.”

Vi skynder os at takke mange gange og forsikrer ham om, at han nok skal blive hentet og bragt, og når

vist også at fortælle den dameglade herre om alle de søde piger, der går på seminariet. Bagefter er vi helt oppe at køre, selvom jeg dog stadig hører en stemme indeni mig sige: ”Ja, ja, vent nu lige og se om han rent faktisk husker det og om han gider, når det kommer til stykket.” Denne stemme forstummer heldigvis fredag eftermiddag, da jeg og resten af de småfulde fredagsbarsgæster taber næse, mund og fadøl, da Kristian og Stig Møller + guitar stiger ud af en taxa og sætter kursen mod glaskantinen. And the rest is history, som de siger...

Hvor vil jeg så hen med denne lille historie? Jo, hør nu her. Denne lille episode og allervigtigst den måde episoden udviklede sig på, mindede mig om vigtigheden ved at turde tro på det umiddelbart umulige. Og da Stig Møller så troppede op på seminariet og spillede Du skal ud, hvor du ikke kan bunde, føltes det som et vink med en lygtepæl til at skrive denne lille artikel.

Det der med at turde er en sjov størrelse. Svært definerbar, meget subjektiv og helt sikkert noget vi alle sammen (i hvert fald til tider) ønsker os. Altså, at turde at turde. Jeg vil dog mene, at der hos os som lærerstuderende er nogle ting, vi er fælles om at turde. Vi tør tro på, at vi kan gøre en forskel i folkeskolen, at det kan være verdens bedste job og på at vi tør bruge 4 år af vores liv på at uddanne os til at få lov til dette. Vi tør planlægge undervisning i troen om, at

det bliver godt og kommer til at fungere, og ikke mindst; vi tør stille os op foran en hel klasse, bruge os selv i undervisningen, og vi tør tro på det bedste i vores elever, selv når de viser sig fra deres værste side. Der er altså rigtig meget vi lærere, som udgangspunkt og grundlag for vores profession skal turde, og jeg tør godt påstå, at man som lærer og specielt praktikant eller nyuddannet ofte er ude, hvor man ikke kan bunde. Det er også kun godt. Der er nemlig ikke noget kedeligere og mere uinspirerende end en lærer, der ligger og plasker rundt inde i vandkanten med svømmebælte, badering og vinger.

Søren Kierkegaard har engang sagt: At turde er at miste fodfæste for et øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv. Dette citat, synes jeg, indrammer min pointe ret godt. Vi skal som lærere lejlighedsvis turde bevæge os ud på dybt vand, vi skal turde satse, tage chancer, prøve nyt, turde, at fejle og risikere nederlag, og turde tro på at man efterfølgende kan rejse sig igen. Det er sådan, vi bliver bevidste om os selv og udvikler os. Holder vi derimod op med dette, er der for mig at se, en overhængende fare for at gå i stå i vores udvikling, og det tror jeg ikke er sundt for nogen mennesker og da slet ikke for

en lærer.

Der er dog endnu en dimension i denne lille lommefilosofiske opfordring. Det er nemlig ikke nok, at du som lærer tør bevæge dig ud på dybt vand. Du er nødt til at have dine elever med, for at det virkelig skal give mening, og det er her, den virkelige udfordring ligger. Det dur nok ikke bare at tage dem med ud på Storebæltsbroen og smide dem i en efter en. Vi er nødt til, gennem vores faglige og didaktiske valg, samt pædagogiske indsigt og kendskab til vores elever, at skabe en konstruktiv, overskuelig og tryg ramme om at turde, hvor den gradvise udvikling er normen og hvor der også er plads til samtale og diskussion om at turde. Lad dine elever opleve hvordan man gennem mestrings-/succesoplevelser tør lidt mere fra gang til gang og at man kan øve sig på at turde. At det ikke nødvendigvis er et indgroet personlighedstræk, men et spørgsmål om hvordan man anskuer problemer og hvilke muligheder man ser i at løse dem. Det er kun i fiktionens verden, at folk fødes som helte. I virkeligheden er mod noget, vi gradvist udvikler gennem bevidste valg og vores efterfølgende refleksioner over disse.

Skab fælles konsensus om at det gerne må rykke lidt i os, når vi står overfor en udfordring. Nervøsitet, hjertebanken, ”sommerfugle i maven,” adrenalin, skal vi lære at tolke som naturlige tegn på, at vi er i færd med at vise/give noget af os selv og vores inderste. Det er klart, vi bliver nervøse, men brug det konstruktivt. Det skal mærkes, at vi lever... Så derfor: Går det til et mål for undervisningen at gøre dine elever fortrolige med og nysgerrige på det ukendte, det nye, det anderledes og det der giver lidt sommerfugle i maven. For uanset hvad skal de nok, både gennem deres skoletid og resten af livet, ”komme ud hvor de ikke kan bunde.” Så det må vel i skolens og derigennem vores alment dannende intention også være vores opgave at hjælpe eleverne med at udvikle lange ben og lære dem gode svømmeteknikker. For mon ikke også at elever, der har fået lov til at afsøge og prøve grænser af, på sigt bliver mere bevidste om deres egne og derigennem bedre til at foretage reflekterede

valg og sige fra når nogen går over disse grænser!? Jeg tør i hvert fald ikke tænke på konsekvenserne, hvis denne dimension ikke findes i folkeskolen. Så lad os altid huske Steppeulvenes vise ord ikke mindst når vi har været lærere i nogle år.

Go tur!

Der er 10.000.000 grunde du skal væk fra alt det onde du skal ikke ligge og blunde nej du skal ud hvor du ikke kan bunde...

bunde

En hverdagsaften sidst i september skabte LIÅ og naturpletter rundt i Århus rammen om et adventure race for mere end 100 seminariestuderende. Resultatet blev et fantastisk velorganiseret løb med muskelsyre, marsbars og maxpuls. Tabula var med.

Kort før startsignalet går, kan jeg mærke følelsen af manglende kontrol sitre i kroppen. Har jeg trænet nok? Hvad nu hvis vi kludrer rundt i kortet?

Hvad venter os af fysiske prøvelser og samarbejdsøvelser? Den samme følelse som altid, når man står klar kort før et adventurerace – man er uvidende og har ingen indflydelse på de næste timers aktiviteter. Lige så frustrerende det er, lige så spændende og sjovt er det. Skattejagt for voksne.

Fuld fart på cyklen mod første stjerne, beliggende i Risskov. Vi klarede prologen lynhurtigt, og

kan som nogle af de første, kaste os ud i orienteringsløb, kanosejlads med bind for øjnene, bilskubning og balancegang på en rullende tønde. Der er styr på kortet, og arrangørerne er skarpe og hurtige med et fantastisk overblik – det kører. Jeg kan godt mærke mine ben, da vi tager de sidste bakker i skoven. For ikke at tale om popoen; den syrer for alle pengene.

Blæsten i kinderne, da vi cykler til mindeparken, gør godt. Det samme gør marsbaren, som nemt fortæres i 2 bidder. Vi får at vide, at vi er i top fem, hvilket giver ny energi. Et smut i havet efter en billedkombination,

Eventyrets høje puls - glimt fra et adventure race

6

Agnete Byriel Bendtsen

bodybowling, ”bike and run”, sudoko og slagline bliver vores nye udfordringer. Vi er høje over, at samarbejdet kører. På cyklen igen – denne gang mod seminariet. Hele holdet har fluer mellem tænderne,

da vi når frem, så store er smilene.

Efter en tur på klatrevæggen og et større legoklodsbyggeri kan vi endelig løbe hen til dommerbordet for at afslutte løbet. Lidt mere end tre timer efter startsignalet og med en placering som nummer 5 vælter vi om på stolene – trætte og møre efter sjove oplevelser og fysisk træning i utallige intervaller. Kinderne blusser op, mens kagen smelter i munden. I dag behøver vi ikke at tænke i kalorier. Efterhånden som holdene fra både A- og B-rækken kommer ind spreder snakken og hyggen sig.

De idrætsstuderende på 4. årgang havde virkelig skabt et flot arrangement. Det var en fornøjelse at mærke, hvor meget tid og engagement, de havde lagt i løbet. Til alle jer, der ikke var med: I gik virkelig glip af noget.

7

FaktaAdventure race er et løb, hvor to eller flere discipliner er kombineret. Man stiller oftest op i 3 mands hold og bliver udfordret fysisk samt i forhold til samarbejde, orientering og færdigheder inden for forskellige discipliner. Løbene kan vare fra få timer op til flere dage.

Eventyrets høje puls - glimt fra et adventure race

Folkeskolen skal rumme alle. Og disse alle skal kunne rumme hinanden. Skolen skal afspejle mangfoldigheden i samfundet, og eleverne skal acceptere og stifte bekendtskab med mangfoldigheden. Dette har i mange år været den danske folkeskoles grundlæggende ideologi. Men i de seneste år synes folkeskolen i mange tilfælde at have spillet fallit i sin rolle som socialt integrerende faktor.

Jeg er vokset op med Politikken, pladder-humanisme og lørdagsslik i et hjem med klaver, hvor jeg fik lov til at spille på alle tangenter. Egentlig kunne

jeg have haft det som blommen i et æg, hvis det da ikke var fordi, jeg i skolen skulle sidde ved siden af Tissechris. - Tissechris var den ene halvdel af bagerens skeløjede tvillingedrenge. Den anden hed Cliff. De var skeløjede - hold da kæft, hvor var de dog skeløjede. Deres

far, bageren, hed i folkemunde sædkanonen, og der var konstant nybagte brød i bageriet. Femten børn – skeløjede, men dog femten raske børn. Endda så mange, at de fik deres egen dobbeltside i Familiejournalen og ”Kurt kom forbi” i bedste sendetid med bamser og tv-hold. Cliff og Chris havde ikke klaver, ej heller politikken og bøf-bearnaise hver fredag. Det havde Grøfte-Knuds stik-i-rend-dreng, Nick, heller ikke. Hans far begik selvmord, da han var spæd og moderen var stofmisbruger og sad i fængsel - og så var også han skeløjet. Ulla og Mette, tvillingeparret henne fra den afdankede linedanser, fik heller ikke lørdagsslik, måske fordi de også var uhyggeligt skeløjede. Hvis jeg kigger på mit klassebillede fra dengang, sidder jeg på midterste række iført en flot Minnie Mouse trøje flirtende med kameraets linse. Det kunne de fem ved siden af mig slet ikke. De var jo skeløjede.

Jeg blev med tiden mere og mere utilfreds med min siddeplads i klasseværelset. Jeg følte mig forstyrret i mit narcissistiske navlepilleri og blev efterhånden fjern og melankolsk. Jeg ønskede inderligt at få lov til at sidde ved siden af Kirstine, der også kom fra et hjem med lørdagsslik og campingferie i udlandet. Men min bordskæbne var og blev Tissechris. Og hvis ikke ham, skulle jeg sidde ved siden af Grøfte-Knuds dreng,

Nick. Og de lugtede af tis og havde ulækre kartoffelmadder med i madpakken. En dag blev det for meget, og jeg gav mig til at græde. Nej, jeg gav mig simpelthen til at tudbrøle. Alt imens Tissechris og Grøfte-Nick sad ved siden af og kiggede med al deres skyld, tisselugt og kartoffelmadder. Min lærer og mine forældre reagerede dog ikke, som jeg havde forventet, nej, jeg skulle lære at trives med tisselugten og Grøfte-Nicks tvivlsomme opførsel. Det kaldes fællesskab, sagde min mor. Det er din pligt som demokratisk medborger at rumme alle. Også tisselugten.

Jeg bukkede under for det min mor kaldte fællesskab, fjernede blikket fra min navle og lærte at møde urindunsten og rumme den. Jeg lærte, at de skeløjede var individer, der fortjente respekt og omsorg på lige fod med alle os andre, og at de, som individer, kunne give mig indsigt, viden og erfaringer, jeg umuligt kunne få hjemme eller i min vennekreds. I mine folkeskoleår har jeg været venner og nær samarbejdspartner med en nu indsat stofmisbruger, en ildelugtende fyr, hvis chancer for det gode liv var og er

minimale. Men hvor jeg dog holdte af ham. Først under tvang, men senere fordi jeg lærte ham at kende. Fik et indblik i hans verden, hans historie og hans forudsætninger.

Og det er netop det folkeskolen kan. Være et mødested for børn og unge med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger, og på den måde afspejle samfundets mangfoldighed og fungere som socialt integrerende faktor. Som sidste kulturbærende institution må og kan folkeskolen opretholde opdragelsen til den ægte demokratiske medborger. Den demokratiske medborger, som ønsker et ansigt på sine medborgere og interesserer sig for og værner om fællesskabet. Det rummelige samfund. Den rummelige folkeskole.

De seneste år har denne rummelige folkeskole mødt modstand. Af privatskoler, stigende indvandring og socialt boligbyggeri, der bastant har etableret sig i visse områder. Geografisk er vi som samfundsborgere opdelt, hvilket kan og har resulteret i et socialt ensporet miljø på mange folkeskoler. Tag for eksempel områder som Gellerup, Bispehaven og Frydenlund – de danner generelt rammen om marginaliserede, ressourcesvage grupper.

Min skole skal rumme

8

Kirstine LyaHøj Mathiesen

Folkeskolen skal rumme alle. Og disse alle skal kunne rumme hinanden. Skolen skal afspejle mangfoldigheden i samfundet, og eleverne skal acceptere og stifte bekendtskab med mangfoldigheden. Dette har i mange år været den danske folkeskoles grundlæggende ideologi. Men i de seneste år synes folkeskolen i mange tilfælde at have spillet fallit i sin rolle som socialt integrerende faktor.

Jeg er vokset op med Politikken, pladder-humanisme og lørdagsslik i et hjem med klaver, hvor jeg fik lov til at spille på alle tangenter. Egentlig kunne

jeg have haft det som blommen i et æg, hvis det da ikke var fordi, jeg i skolen skulle sidde ved siden af Tissechris. - Tissechris var den ene halvdel af bagerens skeløjede tvillingedrenge. Den anden hed Cliff. De var skeløjede - hold da kæft, hvor var de dog skeløjede. Deres

far, bageren, hed i folkemunde sædkanonen, og der var konstant nybagte brød i bageriet. Femten børn – skeløjede, men dog femten raske børn. Endda så mange, at de fik deres egen dobbeltside i Familiejournalen og ”Kurt kom forbi” i bedste sendetid med bamser og tv-hold. Cliff og Chris havde ikke klaver, ej heller politikken og bøf-bearnaise hver fredag. Det havde Grøfte-Knuds stik-i-rend-dreng, Nick, heller ikke. Hans far begik selvmord, da han var spæd og moderen var stofmisbruger og sad i fængsel - og så var også han skeløjet. Ulla og Mette, tvillingeparret henne fra den afdankede linedanser, fik heller ikke lørdagsslik, måske fordi de også var uhyggeligt skeløjede. Hvis jeg kigger på mit klassebillede fra dengang, sidder jeg på midterste række iført en flot Minnie Mouse trøje flirtende med kameraets linse. Det kunne de fem ved siden af mig slet ikke. De var jo skeløjede.

Jeg blev med tiden mere og mere utilfreds med min siddeplads i klasseværelset. Jeg følte mig forstyrret i mit narcissistiske navlepilleri og blev efterhånden fjern og melankolsk. Jeg ønskede inderligt at få lov til at sidde ved siden af Kirstine, der også kom fra et hjem med lørdagsslik og campingferie i udlandet. Men min bordskæbne var og blev Tissechris. Og hvis ikke ham, skulle jeg sidde ved siden af Grøfte-Knuds dreng,

Nick. Og de lugtede af tis og havde ulækre kartoffelmadder med i madpakken. En dag blev det for meget, og jeg gav mig til at græde. Nej, jeg gav mig simpelthen til at tudbrøle. Alt imens Tissechris og Grøfte-Nick sad ved siden af og kiggede med al deres skyld, tisselugt og kartoffelmadder. Min lærer og mine forældre reagerede dog ikke, som jeg havde forventet, nej, jeg skulle lære at trives med tisselugten og Grøfte-Nicks tvivlsomme opførsel. Det kaldes fællesskab, sagde min mor. Det er din pligt som demokratisk medborger at rumme alle. Også tisselugten.

Jeg bukkede under for det min mor kaldte fællesskab, fjernede blikket fra min navle og lærte at møde urindunsten og rumme den. Jeg lærte, at de skeløjede var individer, der fortjente respekt og omsorg på lige fod med alle os andre, og at de, som individer, kunne give mig indsigt, viden og erfaringer, jeg umuligt kunne få hjemme eller i min vennekreds. I mine folkeskoleår har jeg været venner og nær samarbejdspartner med en nu indsat stofmisbruger, en ildelugtende fyr, hvis chancer for det gode liv var og er

minimale. Men hvor jeg dog holdte af ham. Først under tvang, men senere fordi jeg lærte ham at kende. Fik et indblik i hans verden, hans historie og hans forudsætninger.

Og det er netop det folkeskolen kan. Være et mødested for børn og unge med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger, og på den måde afspejle samfundets mangfoldighed og fungere som socialt integrerende faktor. Som sidste kulturbærende institution må og kan folkeskolen opretholde opdragelsen til den ægte demokratiske medborger. Den demokratiske medborger, som ønsker et ansigt på sine medborgere og interesserer sig for og værner om fællesskabet. Det rummelige samfund. Den rummelige folkeskole.

De seneste år har denne rummelige folkeskole mødt modstand. Af privatskoler, stigende indvandring og socialt boligbyggeri, der bastant har etableret sig i visse områder. Geografisk er vi som samfundsborgere opdelt, hvilket kan og har resulteret i et socialt ensporet miljø på mange folkeskoler. Tag for eksempel områder som Gellerup, Bispehaven og Frydenlund – de danner generelt rammen om marginaliserede, ressourcesvage grupper.

Min skole skal rumme

9

FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

Tisse-Chris

10

Bemærkelsesværdigt mange er her på overførselsindkomster. I den anden ende har vi Risskov og Egå, der typisk danner rammen om de ressourcestærke familier. Denne polarisering i geografien afspejles i folkeskolen. Århus kommune har dog forsøgt at forebygge denne polarisering med sprogscreening, hvor flere elever med dansk som andetsprog bliver spredt ud over byens skoler, hvilket i flere tilfælde synes positivt. Men det er ikke nok. For flere og flere velstillede forældre anbringer deres velstillede børn i velstillede privatskoler. Og hvor efterlader det så folkeskolen? På begge skoler møder eleverne kun individer, der ligner dem selv. Og det er ekstremt problematisk - for hvordan får eleverne så muligheden for at forholde sig rationelt til de multikulturelle udfordringer de, som demokratiske medborgere, går i møde? Hvordan kan de opdrages til demokrati i et ensporet klasserum, der langtfra afspejler samfundets virkelighed? Den ideologi bag folkeskolen, der hedder, at vi i klasserummet skal mødes på tværs af sociale skel, kulturer og forudsætninger er ved at blive spillet fallit. Og det er en trussel for vores samfund, fællesskabsfølelse, ja, jeg vil gå så vidt og postulere, at det sågar er en trussel for vores demokrati. Hvordan kan vi opretholde vores velfærdssamfund og incitamentet til at yde omsorg

og hjælpe svagere borgere på rette vej, hvis vi ikke kan sætte ansigt på disse borgere? Hvis vi ikke kan se behovene for denne indsats i vores hverdag?

Kan dommedag undgås? Kan vi redde den synkende skude? Min lærer reddede min situation. Jeg lærte at rumme Tisse-Chris og Grøfte-Nick, og derfor mener jeg, at vi må og skal holde idealismens fane højt, når vi marcherer ud i felten. Vi vil uden tvivl møde kampklare modstandere. De forældre, der, som ovennævnt, tager deres privilegerede børn ud af den kommunale folkeskole og finder en privatskole med privilegerede børn, der har ostehapsere og figenstænger med i madkassen. Hvis forældre læser samme avis, som de selv holder hjemme på matriklen og mener det samme, spiser det samme og går til de samme kulturelle arrangementer. Og de kan sammen snakke om samfundets udvikling og dets jammerlige forsøg på integration. Og sammen kan de også igen lukke øjnene for, hvordan de selv hindrer, at selv samme integration måske kunne mobiliseres i civilsamfundet.

Vi skal ikke drive integrationsprojekter eller dyrke fællesskabslege til det kvalmende. Men vi må arbejde sammen og i fællesskab være med til at styrke

elevernes fællesskabsfølelse. Vi må i fællesskab styrke de svagere elever, så de kan klare sig i vores senmoderne, højtudviklede samfund. Vi må værne om rummeligheden, for den er en mangelvare i dagens Danmark. Børn og unge skal lære af hinanden og lære at tage ansvar for hinanden. Dette er mit idealistiske korstog som lærer – Vil du ikke være med?

§ 1 stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Dedikeret til Tissechris, Grøfte-Nick, Skelecliff, Ullaballula og Skævemette.

FORTSAT FRA SIDE 9

11

Så venter det ret forude det skarpe hjørne

Med ballasten fra et halvt dusin årtier hængende som en em omkring sig

Hvor ser det dog gammelt og brugt ud sådan et århundrede

Og fredfyldt trods både hårde og bitre år

Traskende ind i et nyt årtusind med gamle sutter

Sutter fyldt med didaktiske krumspring, knækkede spanskrør og ømme numser

Et århundrede der hviler tungt på vore skuldre og vidner om en forgangen tid, som ikke kommer igen

Hvor er det på vej hen og kan man samle det op og smage på det?

Gjorde man det, fik man nok en smag i munden som den sidste portion på metalbakken fra kantinen – sådan lidt for kold til at være lunken og lidt for varm til ikke at få ens smagsløg til at betvivle en legion af bakteriers tilstedeværelse

Men man kunne også smage kridtede tweedjakker og stramme miner, jubeltårer og mimikken fra måbende ansigter der spændt venter på at træde ud i virkelighedens skoles grå favntag.

Man kunne også vende blikket mod gulvene og se slidmærker fra stole der gang på gang har skrabet lakken af og således har slidt stoleopsætningsrutiner ind i brædderne og som hvis man kunne afspille disse riller ville kunne høre talrige røster på vej afsted eller på vej til næste time og sagte mumlen og fnisen over endnu en fortalelse fra en sidemand eller underviser.

Ja det skarpe hjørne ville være pickuppen der afspillede disse gamle slidte LP’er og fik os til at nynne med i en sagte summen

En summen om landet der står i våde og smiler fagert imellem tvende have og en tid som nok ikke kommer igen

Men der kommer nye tider

Nye timer og frikvarter og unødigt lange pauser

Der kommer flere studerende, lærere og folk der vil følge med i seminariets gang

Ministre, konsulenter, ølkuske, pedeller, teknikere og måske, ja hvem ved, et rigtigt barn

Så ser du det skarpe hjørne så giv det lige et nik og sig tak for sidst og spring så i firspring mod det næste

Jens

Tho

rup

Hus

poet

DET SKARPE HJØRNE

Et interview med en frisk dame, der ligesom seminariet er nået de hundrede år. Hun fortæller sin livshistorie og uddeler erfaringer fra sit lange liv.

”Jeg synes, jeg sidder fast, jeg synes, jeg sidder lidt fast, jeg synes, jeg sidder fast, jeg synes, jeg sidder lidt fast”, nynner

Mikael Simpson ud af Ipod´en. Klokken

er femogtyve minutter over ti, og jeg sidder faktisk lidt fast. I et tog, stille på skinner, lidt uden for Skanderborg. Gear-problemer. Det startede ellers så godt. et, to, tre, fire, fem, seks, syv… ethundrede træer suste forbi øjnene på mig. Jeg talte hundrede træer på ca. fem minutter og sad så lidt og funderede over, hvor mange minutter seminariet havde brugt for at nå de ét hundrede år. Frem med lommeregneren. Skolen har brugt tooghalvtreds milliarder fem millioner og sekshundrede tusinde minutter på at nå de ethundrede år. Set i forhold til mine ringe tolv milliarder seks millioner ethundrede og fireogfyrretusinde minutter, har skolen ca. haft fire gange så mange minutter til at opleve ca. fire gange så meget som jeg. Men oplevet hvad? Hvis vægge kunne tale, havde

jeg sgu nok spurgt dem! I stedet tog jeg på plejehjem og spurgte Karen Hansen, hvad hun havde oplevet i de ethundrede somre hun havde set. Det blev en snak mellem to i hver sin ende af skalaen.

Jeg møder Karen Hansen siddende i en stol i foyeren en fredag formiddag på Vikærgården i Risskov. ”Er du Karen Hansen?” Hun bekræfter og inviterer mig ned på hendes værelse. Værelset har eget bad, et lille hyggeligt tekøkken, en seng, et TV, som aldrig har været tændt, en teaktræskommode med billeder af flere generationer og et bord med to stole. Her slår vi os ned. Karen Hansen fortæller, at hun voksede op på en gård i Øster Alling nær Auning. Familien rummede i alt fjorten børn - fem søstre og otte brødre. Landbruget bestod hovedsageligt af køer og grise.Karen starter i folkeskole som syvårig og har bl.a. fagene ”Bibel og Danmarks historie”, ”Regning”, ”Læsning”, ”Sang” og ”Gymnastik”. Til spørgsmålet om hvad Karen husker bedst fra sin folkeskoletid, svarer hun med en historie. Det var hendes yngre bror, som havde været oppe at toppes med en klassekammerat. Broren havde langet en lussing eller to ud og selv redet trådene ud. Efterfølgende kom læreren hen og spurgte, hvorfor broren ikke var kommet til ham i stedet. Karen imiterer sin yngre bror: ”Fordi så bliver der ingenting til”, Karen griner, som var det sket i går. Latteren smitter, og snart sidder der tilsammen hundrede og treogtyve

år og griner. Klasselæreren er den person, som Karen husker bedst fra sin folkeskoletid. ”Jeg har ikke oplevet ham give os lussinger eller sådan noget, kunne altså nøjes med at snakke”.Tættere kommer vi ikke på folkeskolen andet end, at det var en god og noget uforpligtende tid. De fleste skoleminder ligger så langt tilbage, at Karen ikke husker dem helt så tydeligt.

Tilsvarende nutiden blev Karen konfirmeret som fjortenårig. Der blev holdt en stor privat fest, og Karen fik ethundrede kroner samt nogle gaver. Den bedste gave eller den, som står klarest i erindringen, er en taske, som fulgte med hele vejen til tiden på højskolen. Efter konfirmationen kom Karen ud som barnepige hos en familie, hvor hun var i tre år. Man er ikke i tvivl om, at minderne er mange fra den tid, men det, som bliver fremhævet, er den årlige juletræsfest ”Det foregik næsten ligesom hjemme. Så blev der sunget, og så gik vi om juletræet, så, nææ, jeg kan ikke rigtig huske, nææ, vi fik vel ikke rigtig julegaver, men vi fik en pose med nogle godter i”. Efter sit ophold hos familien vender Karen hjem igen for at bytte plads med søsteren. ”Det var vel også meget rart at komme hjem igen?” ”Nææ! Det var rarere at være ude, for der havde man en bestemt ting for, hjemme ved mor kunne man blive sat til alting på alle tider af dagen, det var vi ikke helt tilfredse med” Bevares!

Morten W. Christensen

En sjus med

12

Karen Hansen

13

Da Karen fylder tyve år, tager hun på højskole. Højskolen var beliggende ved Rønde og indeholdt fagene: ”Stil”, ”Gymnastik” og ”Sang”. Skolen var kønsopdelt, således at pigerne var der om sommeren og drengene om vinteren. ”Hvordan var din tid på Højskolen?”, ” Uhh! Den er slet ikke til at forklare. Den var dejlig”, ”Er der så en episode, du husker?”Tik, tak, tik, tak, tik, tak! Uret på væggen bryder den tavse betænkningstid.”En dag var vi nogle få stykker inde i klassen, så skulle jeg synge for, og jeg stod oppe på en af bænkene, jeg skulle jo også kunne ses, he, he, he. Midt under det hele, så kom forstanderen ind og sagde: ”Ja, det er godt Karen Hansen, sæt du Dem bare ned”, så var jeg færdig med at synge, så der blev ikke noget ud af det”Efter historien byder Karen mig på en skænk, og jeg tager imod. Hun går hen i tekøkkenet og kommer tilbage med to glas og en flaske kirsebærvin. En formiddag klokken elleve i Danmark, ”Knoppersen” er skiftet ud med kirsebærvin. Vi skåler og rykker videre til Karens tid i Århus.Karen kom nemlig ”i hus” hos en gårdmand. Familien husker hun som værende rar og flink. Til bal i Århus møder hun det, som skulle blive hendes mand.”Har du været gift?””JA, JA” Hvor mødte du din mand?”I Århus”Hvordan mødte du din mand?”Ja, det gjorde jeg vel til et bal eller sådan noget?”Kan du huske det?”Ja, kan jeg nu det? Det skulle jeg jo kunne, he, he, he, he!”Selve mødet ved ballet står lidt

sløret i hukommelsen, men Karen fortæller videre.”Så sås vi jo engang imellem efter det der, ja, og så endte det jo så med, at vi blev gift”Hvor flyttede I så hen, da I blev gift?”Ja, han var fra Århus, og han arbejdede der, så der blev vi”Hvor gammel var du, da I blev gift?”Ja, jeg var 25 år, så jeg var en gammel kone der”Hvor boede i henne?Karen husker ikke selve adressen, men husker i hvert fald en flod, der løb igennem. Så rimelig centralt?Fik I nogen børn sammen?”Ja, vi fik fire børn, men den ene var for tidligt født, så den blev ikke til noget” Siden Karen blev gift, har hun boet i Århus, og hun fortæller, at manden døde måneder før deres guldbryllup, ”Sår’n skulle det så være”

På teaktræskommoden står et hav af fotografier i rammer, sorte/hvide som farve, fra forældre til oldebørn. Det bekræfter et livslangt forløb og med det, hører der også livslang erfaring til.Jeg spørger Karen, imens hun skænker mig mit andet glas kirsebærvin, hvordan hun er blevet så gammel, som hun er? ”Jeg har bare levet et almindeligt liv. Det kan da godt være, det har gjort noget, at man aldrig har været helt oppe i skyerne eller langt nede i jorden, eller hva´ man nu skal sige. Det er gået jævnt og stille hele vejen igennem”De sidste fem år af Karens liv er foregået på plejecenteret Vikærgården. En typisk dag for Karen ser ud som følger: De bliver vækket/står op og spiser morgenmad i fællesskab. Efter morgenmaden vælger man selv, hvad tiden skal gå

med. Karen plejer enten at gå en tur eller at læse ”Ude og hjemme”, som hun holder ugentligt. Kryds og tværs er favoritten i bladet, selvom hun må erkende, at der af og til dukker ord op, som hun ikke kender. Sang og musik er ugentligt på programmet, og det nyder Karen til fulde, og hun synger med, så godt hun kan. Kortklub bliver det også til, hvor Karen bliver en smule forlegen på spørgsmålet, om hun er den bedste, men svarer dog ” Jo, jeg kan da godt vinde lige så tit som de andre, så det er jo ingen sag”. Så jo den daglige gang på Vikærgården er god!Slutteligt spørger jeg Karen, om hun har et livslangt godt råd til mig/os/kommende lærerstuderende, og Karen svarer; ” Ja, det ved jeg ikke, det er jo bare mig, der synes dette, vi havde jo sådan en rar lærer, han kunne altid nøjes med at snakke…”.To timer er gået, og Karen spørger ” Vil du ikke have en lille sjat at gå på?” På det her tidspunkt er jeg blevet så glad, at der ikke er mulighed for at sige ”nej tak”. Under den sidste sjus falder fredagens sidste spørgsmål til Karen Hansen ”Skal du noget i weekenden?”,” Nej, det tror jeg ikke, så skal der da komme ekspresbud, men det hænder jo også nogle tider” Jeg forlader Karen, mens hun sidder i stolen med solen i ansigtet. Jeg tænker: ”Tak Karen, tak for snakken, tak for historierne og ikke mindst tak for kirsebærvinen.”.

Toget ruller nu igen, og det har det da også gjort et stykke tid. Togdamen i højtaleren fortæller mig og de andre passagerer, at toget nu netop er 55 minutter forsinket. Den her tur føles som hundrede år!

Karen

og alle studerende på LIA er naturligvis inviteret, så sæt et stort kryds i kalenderen fredag d. 13. november 2009.

Fødselsdagen bliver fejret med manér:- Kom til gratis morgenmad fra morgenstunden- Deltag i spændende workshops arrangeret af dine medstuderende og

undervisere- Festtaler af Bertel Haarder, Nicolai Wammen og andre store navne- Åben scene med musik, stand-up og sjove indslag- En spændstig bar – endda med fri bar i en periode- Festival-stemning i gården- Kæmpe seminariefest med bl.a. Turboweekend og lounge-område med

hyggepianist- og meget, meget mere…

Det bliver årets fest – fra morgen til aften – og vi glæder os rigtig meget til at se alle nuværende – og tidligere – studerende til jubilæumsfesten.Du kan læse meget mere på jubilæumshjemmesiden: www.lia100.dk, hvor man kan læse seneste nyt, det færdige program mm. Vi vil også informere via facebook, så meld dig ind i vores gruppe: ”100-års jubilæum på LIA”.

OBS! Vi har stadig brug for studerende, der kunne tænke sig at afholde en workshop. Alt er tilladt – ingen ideer er dårlige – så kontakt Ruben Mols på: mols@viauc.dk, hvis du har en god idé. Vi vil rigtig gerne høre fra dig!

Vi ses fredag d. 13. november – tjek www.lia100.dk for mere info!

/Jubilæumsudvalget

LÆRERUDDANNELSEN I ÅRHUS

914

FYLDER 100 ÅR

15

SIG DIN MENING -SKAB DEBAT I TABULATabula modtager meget gerne

debatindlæg/spark fra dig, hvis du vil

dele dine holdninger med resten af

seminariet. Der er deadline på næste

blad d. 6. december 2009.

KOM TIL SEMINARIEFESTDer har været en del datoforvirring omkring årets seminariefester, men du kan finde de rigtige datoer på Festudvalgets facebook-gruppe eller i kalenderen på studienet.Næste store fredagsbar/fest er J-dag d. 30. oktober 2009 kl. 12. Læs mere på studienet.

SM I TRANGIASeminariemesterskaberne i

Trangia afholdes fredag d. 23.

oktober 2009.

Tænder du på mad over ild?

Så giver Cozy Cooking og

Copernicus dig en enestående

chance for vise kompetence – i

gastronomisk konkurrence.

Deltag – eller kom og kig. Læs

mere på Studienet.

TEAMBUILDING I SVEDERENSvederen byder deres nye medlemmer velkommen i udvalget med en teambuildingdag. Det har en positiv effekt, særligt på de nytilkomne i baren, og dagen bruges på at løse opgaver i fællesskab og muligvis flytte nogle grænser. Måske de andre råd og udvalg på LIA kunne lære noget af Svederen?!

MANDAGSSPORTKom til valgfri sport hver mandag kl. 19.00 (undtagen eksamens- og ferieperioder) på LIA – du er selv med til at bestemme, hvad der skal ske – og alle studerende er meget velkomne.

Kontakt Kasper Friis på kfri@viauc.dk, hvis du vil vide mere.

100-ÅRS JUBILÆUMSFESTHusk at sætte kryds i kalenderen d.

13. november 2009, hvor LIA holder

en kæmpe fødselsdagsfest for alle

nuværende og tidligere studerende

og undervisere. Læs mere på www.

lia100.dk og i annoncen i Tabula.

Kalender

Lysten til at fælde Bertel Harder synes stor. Men har vi noget på ham, og vil vi virkelig gøre en indsats for at få ram på ham. Tabula ser på sagen.

Denne artikel startede egentlig ud som et ambitiøst projekt om at vælte Bertel Haarder. Tanken var oprindelig egoistisk funderet. Det er

mit sidste år på seminariet, og man vil jo gerne udrette noget særligt. Tænk, hvis folk kunne sige: ”Jeppe, det var ham, der ved sit fantastiske journalistiske arbejde, væltede den siddende undervisningsminister. En slags seminariets svar på Brixtoftesagen. Noget der kunne løfte mig ud af middelmådighedens glemsel og måske i al beskedenhed give mig en lille guldplade med mit navn på Tabulas opslagstavle. Det er vel ikke for meget forlangt. Jeg tænkte, hvor svært kan det egentlig være. Fra kyst til kyst i det danske land, i samtlige lærerværelser, hvor jeg har sat mine ben, gjaldrer kritikken over manden. Bertel dit og Hr. Haarder dat. Hvis man nu bare samlede

kritikken og fremlagde de kolde fakta, måtte andedammen Danmark da få øjnene op for mandens inkompetence samt få en lige så entydig stemme som i kritikken efter forsvarsministerens håndtering af en google-oversat erindringsroman. Man ville kræve ham smidt på porten. Det var dog ikke helt så nemt. Det var nemt at finde folk, der kunne brokke sig over ikke fungerende elevplaner, standardiserede tests og afskaffelse af gruppeeksamener. Over kanonpædagogik, nedskæringer på de praktiske/kreative fag og dårlige toiletforhold. Men kendetegnet var, at brokken ikke var synderlig konkret. Det bar præg af en utilfredshed med tingenes tilstand, men egentlig ikke over tiltag, der er blevet gjort de sidste fire år med ham på posten. Særligt manglede der også alternativer til den nuværende politik på skoleområdet. Det er svært at kritisere en mand

for en udvikling i et helt system. Jeg prøver hermed ikke at frigive ham for hans medindflydelse på at forholdene i folkeskolen i bedste fald er kritisable, men den slags stigmatisering af en enkeltperson fraskriver jo store dele af de demokratiske spilleregler. Skoleloven og dens tiltag er jo ikke skabt af ham. Lidt snavs kunne man også grave frem. Eller det er måske så meget sagt. Lidt ironiske fakta er måske

Seminariets

Jeppe Aasnæs Hansen

16

SYNDEBUK

et bedre ord. For manden, der har den udøvende magt for vores skolepolitik, overvisionæren for vores uddannelsessystem, er selv hjemmeskolet og har valgt at placere sine egne børn i friskole. Det kan jo umiddelbart være svært at se, hvordan en mand, der ikke har den store personlige erfaring med søfart, er kaptajn for lærdommens skib. Men er det nu så slemt? Er det ikke blot et tegn på, at han netop har visioner? At han vælger en skole med en klar undervisningsprofil. At han vælger noget, der er anderledes, er vel netop et tegn på et ønske om forandring. Ud fra en socialliberalistisk tankegang, som Venstre jo stadig må siges at repræsentere, er der i hvert fald ikke noget at sætte fingeren på. Lige så lidt som man ville kunne klandre sundhedsministeren for at søge privathospital eller justitsministeren for at hyre privat vagtværn til at beskytte sin bolig. Den slags tilvalg er jo på ingen måde ulovligt og kan i hvert fald ikke sammenlignes med at bruge 100.000 danske skattekroner på at betale sin barregning. Når alt dette er sagt, så får Bertel ikke min stemme ved næste valg, men det skyldes primært, at jeg er imod en amerikanisering af skolesystemet og på ingen måde vil kalde mig selv socialliberalist.

Nu får du chancen for at give et andet menneske en udfordring, som du aldrig selv har turdet tage. Hvordan det går den udfordrede, kan du læse meget mere om i de kommende udgaver af Tabula.

Af: Daniel Overgaard Nielsen

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er gået død og er begravet under en dis af kvælende os. Mine øjne kigger op og ser intet. Intet. Tiden står stille, mens jeg kigger fjernsyn, og jeg finder til min forargelse, at klokken er slået midnat. Trætheden sniger sig lige så stille op i mig, mens jeg ligger i min vante position på sengen. Vandret. Det er ligegyldigt. Jeg gider ikke falde i søvn, og jeg gider ikke lave noget. Det bliver mere og mere gavnligt for mig bare at ligge her og slappe af. Slappe. Jeg hører den samme musik på You Tube igen og igen. På repeat. Det giver ingen mening at skifte melodier, da der ikke findes bedre. Fem sange er blevet mit eget personlige soundtrack, som kører i mit hoved, mens jeg går til Kiwi og handler ind til aftensmaden. Teksterne er implementeret i min gangart. Jeg har rytme, når mine ben bevæger sig. Det samme kan ikke siges, når jeg står stille. Jeg ligner Hans Pilgaard med en ”pind” i hånden. Høj. Jeg er kort sagt sløv i optrækket. Jeg står nu her - sløv, slap og ligeglad - og håber, I som læsere kan hjælpe mig. Jeg skal op af sengen og leve. Opleve. Det er jeres opgave at give mig de oplevelser, som jeg ikke selv kan give mig. Giv mig en udfordring. Fyld mig op med erfaringer, som jeg ikke selv kan finde på at erhverve mig.

Temaet er: ”Jeg har aldrig… ”. I skal før næste udgave af Tabula komme med forslag til, hvad jeg skal lave. Min VIA-mail er: 94085@viauc.dkJeg vil udvælge en eller to udfordringer, som jeg griber og skriver om i næste udgave af Tabula. Jeg håber på jeres hjælp.

Jeg har aldrig...

17

SYNDEBUK

Hvad sker der, når man vælger at beskæftige sig med et bestemt syn på danskfaget igennem et helt studieår? Denne anmelder har valgt at have bogen ”Kompetencer i dansk” som udgangspunkt for sit tredje år som dansklærerstuderende på læreruddannelsen. I dette blad, og Tabulas kommende tre udgivelser, vil bogen blive anmeldt – altså, en samlet anmeldelse i fire dele. Hver del vil afspejle nye erfaringer med bogen. Erfaringer med bogen efter brug, samtale, diskussion, refleksion, planlægning, undervisning.

Første del

Jeg er ret begejstret over denne bog. Og ville det mon ikke give et godt billede af en bog, der på 176 sider, i otte kapitler med emner som fiktion, kommunikation, samarbejde og selv

elevplaner, skrevet af otte forskellige forfattere, præsenterer danskfagets kerne (intet mindre!), at anmelderen får mulighed for at prøve bogens grundtanker af i forskellige relevante sammenhænge? Dette er om ikke andet idéen. At jeg med denne og de kommende tre artikler (hver især skrevet aktuelt til hvert blad) giver en beskrivelse af mine erfaringer med ”Kompetencer i dansk.”

En af de største kvaliteter ved en lærer må næsten være evnen og lysten til at forholde sig kritisk til sit fag. Evnen og lysten til, at fordybe sig i de begrundelser der ligger til grund, for de valg man træffer i forhold til sin undervisning. Men for at kunne tænke så langt, er det også nødvendigt at kunne overskue fagets dele. ”Kompetencer i dansk” skærer bogstaveligt talt danskfaget ud i pap. Med (hvad forfatterne vælger at kalde) et kompetencehjul, der helt fysisk i form af tre sammenhæftede, drejbare papskiver er placeret bagerst i bogen, tydeliggøres et bud på danskfagets kerne. Og jeg synes virkelig, at det fungerer. Allerede nu, hvor jeg kun har siddet med hjulet foran mig selv, fornemmer jeg, at det kan bruges til gode diskussioner. Gode diskussioner med sine medstuderende, undervisere og ikke mindst praktiklærere om hvordan danskundervisningen skal

tilrettelægges. Diskussioner på en måde hvor der kan tales konkret og givende om faget.

Kompetencehjulet er delt op i tre dele. En indre del med tre kompetencetyper: Sociale kompetencer, kommunikative kompetencer og fortolkningskompetencer. Tre kompetencetyper der hver er underinddelt med kompetencer, som danskfaget kan bidrage til, at eleverne udvikler.

En anden del af kompetencehjulet er en genredel med en opdeling af tekster. Tekster forstået i sin

bredeste forstand. Forstået som danskfagets særlige stofområde. Offentlige, semioffentlige, interaktive, private og fiktive tekster. Tekster om fænomener i verden.

Og den yderste del af hjulet er delt op i modaliteter. Modaliteter der betyder måde og derved angiver hvilken måde tekster er udformet på. Eksempelvis en tekst som et billede, som skrift, som multimedia osv.

Det er dette kompetencehjul der er forfatternes bud på danskfagets indhold. De skriver selv i indledningen: ”Danskfagets kerne er altså at bidrage til at eleverne udvikler en række kompetencer gennem arbejde med tekster i givne genrer og produceret i givne modaliteter.”

Men hvad er al denne snak om kompetencer? Hvordan skal ordet kompetence forstås?

Forfatterne betragter danskfaget som anvendeligt til, at eleverne kan udvikle en række identiteter, der fordres i det senmorderne samfund. Det drejer sig blandt andet om evnen til at kunne deltage i demokratiets mange processer. For at dette kan

lade sig gøre, skal man have nogle kompetencer. Bogen forstår ordet kompetence således: ”Kompetence er at vide hvad der skal til, og kunne

håndtere udfordringer i en given situation, såvel kropsligt, som kognitivt og følelsesmæssigt – og at ville håndtere disse udfordringer (dvs. at have kræfterne til det (energi), synes det er væsentligt (motivation) og godt (etik)).”

Spørgsmålet er så bare hvad det er for kompetencer man skal have, og det er det bogen

forsøger at give bud på med danskfaget som

omdrejningspunkt ud fra en forståelse

og analyse af det senmoderne samfunds

udfordringer.

Bogen er uden tvivl yderst anvendelig

for den dansk-lærerstuderendes refleksioner

i forhold til sit fag. Jeg vil reflektere til næste nummer af Tabula.

Anmeldelse fortsættes…

Læs mere om bogen her: www.kompetenceridansk.dk

18

Kompetencer

Ander SchunkPedersen

En anmeldelse i fire delei dansk

Hvad sker der, når man vælger at beskæftige sig med et bestemt syn på danskfaget igennem et helt studieår? Denne anmelder har valgt at have bogen ”Kompetencer i dansk” som udgangspunkt for sit tredje år som dansklærerstuderende på læreruddannelsen. I dette blad, og Tabulas kommende tre udgivelser, vil bogen blive anmeldt – altså, en samlet anmeldelse i fire dele. Hver del vil afspejle nye erfaringer med bogen. Erfaringer med bogen efter brug, samtale, diskussion, refleksion, planlægning, undervisning.

Første del

Jeg er ret begejstret over denne bog. Og ville det mon ikke give et godt billede af en bog, der på 176 sider, i otte kapitler med emner som fiktion, kommunikation, samarbejde og selv

elevplaner, skrevet af otte forskellige forfattere, præsenterer danskfagets kerne (intet mindre!), at anmelderen får mulighed for at prøve bogens grundtanker af i forskellige relevante sammenhænge? Dette er om ikke andet idéen. At jeg med denne og de kommende tre artikler (hver især skrevet aktuelt til hvert blad) giver en beskrivelse af mine erfaringer med ”Kompetencer i dansk.”

En af de største kvaliteter ved en lærer må næsten være evnen og lysten til at forholde sig kritisk til sit fag. Evnen og lysten til, at fordybe sig i de begrundelser der ligger til grund, for de valg man træffer i forhold til sin undervisning. Men for at kunne tænke så langt, er det også nødvendigt at kunne overskue fagets dele. ”Kompetencer i dansk” skærer bogstaveligt talt danskfaget ud i pap. Med (hvad forfatterne vælger at kalde) et kompetencehjul, der helt fysisk i form af tre sammenhæftede, drejbare papskiver er placeret bagerst i bogen, tydeliggøres et bud på danskfagets kerne. Og jeg synes virkelig, at det fungerer. Allerede nu, hvor jeg kun har siddet med hjulet foran mig selv, fornemmer jeg, at det kan bruges til gode diskussioner. Gode diskussioner med sine medstuderende, undervisere og ikke mindst praktiklærere om hvordan danskundervisningen skal

tilrettelægges. Diskussioner på en måde hvor der kan tales konkret og givende om faget.

Kompetencehjulet er delt op i tre dele. En indre del med tre kompetencetyper: Sociale kompetencer, kommunikative kompetencer og fortolkningskompetencer. Tre kompetencetyper der hver er underinddelt med kompetencer, som danskfaget kan bidrage til, at eleverne udvikler.

En anden del af kompetencehjulet er en genredel med en opdeling af tekster. Tekster forstået i sin

bredeste forstand. Forstået som danskfagets særlige stofområde. Offentlige, semioffentlige, interaktive, private og fiktive tekster. Tekster om fænomener i verden.

Og den yderste del af hjulet er delt op i modaliteter. Modaliteter der betyder måde og derved angiver hvilken måde tekster er udformet på. Eksempelvis en tekst som et billede, som skrift, som multimedia osv.

Det er dette kompetencehjul der er forfatternes bud på danskfagets indhold. De skriver selv i indledningen: ”Danskfagets kerne er altså at bidrage til at eleverne udvikler en række kompetencer gennem arbejde med tekster i givne genrer og produceret i givne modaliteter.”

Men hvad er al denne snak om kompetencer? Hvordan skal ordet kompetence forstås?

Forfatterne betragter danskfaget som anvendeligt til, at eleverne kan udvikle en række identiteter, der fordres i det senmorderne samfund. Det drejer sig blandt andet om evnen til at kunne deltage i demokratiets mange processer. For at dette kan

lade sig gøre, skal man have nogle kompetencer. Bogen forstår ordet kompetence således: ”Kompetence er at vide hvad der skal til, og kunne

håndtere udfordringer i en given situation, såvel kropsligt, som kognitivt og følelsesmæssigt – og at ville håndtere disse udfordringer (dvs. at have kræfterne til det (energi), synes det er væsentligt (motivation) og godt (etik)).”

Spørgsmålet er så bare hvad det er for kompetencer man skal have, og det er det bogen

forsøger at give bud på med danskfaget som

omdrejningspunkt ud fra en forståelse

og analyse af det senmoderne samfunds

udfordringer.

Bogen er uden tvivl yderst anvendelig

for den dansk-lærerstuderendes refleksioner

i forhold til sit fag. Jeg vil reflektere til næste nummer af Tabula.

Anmeldelse fortsættes…

Læs mere om bogen her: www.kompetenceridansk.dk

Kompetencer

19

DANSK OG ITSAMARBEJDSSTRATEGIERNETVÆRK DET SENMODERNE

SAMFUND

EVALUERING

FLERKULTURELLE KLASSERUMKOMMUNIKATION

IldsjæleKunsten at harpunere fisk uden brug af iltflasker

Af Søren Forsberg 27.51Biologi, Natur & Teknik

Indgangen til sportenMange timer har jeg brugt i mine drengedage på Fyn med fiskestangen i hånden, i håb om, at den store regnbueørred ville bide. Der er gået mange år, siden de blanke regnbueørreder blev trukket i land, men følelsen af at være alene med fisken i de afgørende minutter, med en fiskeline så stram, at den kunne bære en mindre linedanser, har aldrig helt forladt mig.

Der skulle gå en del år, inden en bekendt introducerede ideen om undervandsjagt i danske farvande for mig. Først syntes det mig meget fjernt, at det skulle kunne lade sig gøre, at snige sig ind på fiskene i deres eget element, uden brug af iltflasker, for endelig at have held til, med sin harpun, rent faktisk at ramme fisken?

Undervandjagtens fascinerende facetterSkolen strammer til, jeg er stresset,

har meget arbejde og praktikken nærmer sig. Hvad gør man når man mærker lænken om benet og man syntes, at man er nødt til at begrunde hvert minut i sin kalender, som ikke er skolerelateret. Jeg finder mig tid til at tage på vandet, flygte til et miljø hvor lyde og synsindtryk synes meget mere skærpede. Hvor alt andet end de indtryk, der i rigt mål omgiver én under vandet, synes at blive lukket

ude. En stilhed - kun afbrudt af de langsomme slag fra hjertet, som i vandet virker meget kraftigere. Hele bevidstheden bliver indkredset til det ene formål: ”at slappe af i hele kroppen”, minimere iltforbruget i musklerne. Nu begynder maven at trække vejret uden din accept. Man kæmper imod. Bruger alle kræfter på at sige til sig selv; ”der er stadig masser af ilt i blodet!”. Bevidstheden omkring jagten under vandet bliver intens og

fuldstændig fokuseret, når fiskene begynder at vise sig. Først som silhuetter, sløret af vandets begrænsede sigtbarhed, og senere på 3-4 meters afstand, kan man se fiskens identitet og sande størrelse, i sine glimtende, majestætiske bevægelser.

Undervandsjagt

20

Undervandsjagt - en enestående naturoplevelse

Iltmanglen er nu glemt. Først nu bliver den trancelignende tilstand, som rytmen fra ens eget hjerte har fremkaldt, afbrudt. Pulsen stiger, sanserne skærpes og adrenalinen gør sit indtog.

Fisken er nu indenfor rækkevidde, og betragtes stadig sløvt igennem brillerne, med let forsinkelse af den 90 cm lange harpun, som ligeledes eftersættes i sløve bevægelser, for ikke at skræmme byttet. Når den intetanende fisk er indhentet af spydspidsen, som udgør sigtekornet i det højre, og på dette tidspunkt eneste åbne øje, skal fisken træffes med det 1 meter og 20 cm lange spyd. Trækket i linen afslører nu fiskens kampgejst, resolut eftersættes en jagt på harpunlinen.

Linens vej gennem vandet afslører trofast fiskens flugtvej. Nu er det fiskens fysiske tilstand, som indikerer fiskens egentlige størrelse. Fisken erkender sit nederlag, og glider til sidst langsomt mod bunden i udmattelse.

De to kontraster mellem total stilhed og hæsblæsende fiskejagt, gør undervandsjagt uforudsigelig og til en sport, som ikke alene taler til udbyttet af sporten (fisk på et skrabet SU budget), men også til udøvelsen. Oplevelserne under vandet kan byde på oplevelser, som ikke nødvendigvis giver fisk på bordet, men afslører en

naturoplevelse af høj kvalitet. Dermed er undervandsjagt, som alle andre jagtformer, ikke bare jagt for at få kød på bordet, men også en jagt på de oplevelser, jagten kan bringe med sig.

21

Byttet fra undervandsjagten vises frem

Byttet er harpuneret

Denne sektion i bladet er dedikeret til dig, som virkelig brænder for noget. Har du lyst til at dele din lidenskab / hobby med andre, så skriv til Tabula:

94109@VIAUC.DK

Undervandsjagt

22

Bagsidebulder nr. 1

HundredåretAnders S. Pedersen

Trettende oktober. Det er tåget. Natanael, jeg har lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller bare brug for en at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle. Det er trettende oktober, Natanael. Og tirsdag. Det er tåge udenfor. Det er tidligt på eftermiddagen, men det er så mørkt, at jeg knap kan se, hvad jeg sidder og skriver i min stue. Nå-ja, det betyder heller ikke noget. Trettende oktober. Tåge. Jeg gik hjem fra seminariefest i fredags, før det lysnede. Træerne omkring på parkeringspladsen stod og blev kulsorte i barken. Og jeg kunne ikke skimte nogen graner. Ingen graner, Natanael. Jeg blev stående på parkeringspladsen. Kiggede igennem mørket op på den fane der markerer jubilæet. En afskyelig grøn sag med malplacerede, klichekrampagtige, påtrykte, tre styks dannebrog. Ingen tvivl om seminariets alder med det design. Asfalten ligger milevidt omkring LIÅ. Den har lukket os inde i hundrede år. I hundrede år. Men jeg må vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig skolelærerstuderende på LIÅ, som er et muldvarpeskud på Trøjborgvej. Mit navn er Anders Schunk. Sig ikke det fornavn for tysk og efternavn for dansk. Anders Schunk. Stort har jeg ikke at fortælle dig. Jeg har på fornemmelsen, at der snart vil blive en del ulejlighed på LIÅ. At der snart vil indtræffe noget. Men lad de ansvarlige om det, Natanael. Langt nede på gaden kan jeg nu

høre drankerne skrige og juble. Hør! Det lyder som fugletræk. Jagttiden i Danmark er første oktober til enogtredivte januar. På Sneppen altså. Sneppen, Natanael. Den må da nævnes i denne tekst. Præcis som jeg også kunne nævne agerhønen. Den lille buttede fugl der samler os. Omkring bordet. Og jeg kunne nævne Kristoffer. Kristoffer, der er så lykkelig. Uden at jeg rent faktisk ved, om dette er sandt. For jeg har kun hørt om ham. Han står bag mig her i stuen, men jeg har endnu ikke henvendt mig til ham. Han står der bare, ved siden af Mikkel Thøgersen hvilket ikke kan være et tilfælde. Kristoffer har meget at takke Thøgersen for – siges der. Snepper, agerhøns og gamle danske navne. Hvad bilder jeg mig ind, Natanael? Er teksten her en torn i øjet? En hel tornebusk? Og hvilken ret har jeg overhovedet til at tale med dig? Eller til dig? Jeg føler at jeg kender dig, Natanael. Kender dig og derfor kan henvende mig til dig. Det er et par år siden nu, at jeg stødte på dig første gang. Dengang nysgerrig og uerfaren. Og jeg har rejst rundt siden. Udforsket din slægt på kryds og tværs. Den slægt der er så rig på erfaring. Fornyeligt kom jeg så til at tænke på dig igen, og jeg brugte et par dage i dit selskab. Kan du huske det? Og derfor skriver jeg dette nu. Men i virkeligheden er det jo ikke dig, der er interessant i denne sammenhæng. Denne teksts sammenhæng. Det er ikke dig, Natanael. Det er din forfatter. Den yderste. Alfred, som forkortede sig til ét bogstav med punktum mellem

Martin og Hansen. Sikkert inspireret af V’et hos en tidligere mester – allerede hentydet til. Johannes. Ikke Vig men V. Johannes V. Et navn der sagtens kan siges hurtigt. Johannes V. Jensen. Men vi holder os til den senere forfatter. Martin A. Hansen. Og han er interessant af flere grunde. Interessant af flere grunde her på bagsiden, Natanael. Kender du ham? Det er fireoghalvtreds år siden, at han døde. Han var skolelærer. Præcis som vores læsere, Natanael. Er det da ikke pudsigt? Og havde han levet i dag, var han blevet hundrede år. Hundrede år i år. Præcis som LIÅ, Natanael. Det er da pudsigt! Og han skrev. Ja, du kan bande på, at han skrev. Fremragende tekster, der skildrede blæsten udenfor som den hjemløse landstryger, der træt lægger sig ned på marken for at hvile, men så må op igen. Og skoven som en brud, der vælger sig smykker og lader sig spejle i søen. Han skrev om påskeklokken, der kimer vidt ud i den stille luft, en morgen der er frisk og kølig som en spand vand fra brønden. Og han skrev om Sandø, Natanael. Sandø, der i takt med at isen brød, bød på flere og flere tvivlsomme sandheder. Forfatterskabet er overvældende. Det må læses. Og som sagt havde jeg ikke stort at fortælle dig. Jubilæumsorienterede sammenfald gav mig blot lyst til at påpege alt dette og en bagside skulle fyldes - overraskende. Hundredåret er her for hans fødsel. Det er da en anledning til at skrive dette og læse. Så farvel nu, Natanael. Hundredåret for seminariet falder med Martin A. Hansens.

Jubilæumsorienterede sammenfald gør dette første bagsidebulder en smule mindre buldrende og langt mere betaget, betaget tætskrevet.