. Viden 03/Tirsdag 4. okTober 2011

Af Camilla Nissen ToftdalCenter for Geomikrobiologi

Hvordan bedriver man biologi, når man ikke som zoologen kan stude-re en enkelt organisme, eller som plantebiologen gå ud i skoven og observere en bestemt plante i dens eget miljø på et nøje udvalgt tids-punkt?

Spørgsmålet trænger sig sær-ligt på hos de biologer, der arbejder med livet i klodens sværest tilgæn-gelige økosystem, nemlig havbun-den. De rejser ud på store og små forskningstogter for at tage bore-kerner op, og hjemme i laborato-riet bliver et øjebliksbillede af det uudforskede og dybt begravede liv tilgængeligt.

To forskere ved Center for Geo-mikrobiologi arbejder imidlertid med udfordringen på en anden må-de. De har simpelthen designet og bygget et observatorium, der kon-stant kan opsamle lidt porevand fra sedimentlagene, og som derfor kan tegne en karakteristik af havbun-dens mikrobielle liv på forskellige tidspunkter.

Den sidste dag i august landede det på bunden af Begtrup Vig.

»Vi er interesserede i mikroorga-nismer, som ingen har kunnet dyr-ke i laboratoriet. Med »MIMOSA«,

som vi har døbt vores »Microbial Methane Observatory for Seafloor Analysis«, kan vi følge mikroor-ganismerne over tid, og vi kan se, hvordan de er med til at regulere udledningen af metan,« forklarer Beth Orcutt.

Hun er postdoc ved Center for Geomikrobiologi, hvor man netop arbejder med livet nede i havbun-den, og hun er altså en af de to forskere bag forsøget med at flytte forskningen ud på havets bund.

Forskerne er på jagt efter svar på, hvad der kontrollerer metan-strømme i havbundens sedimen-ter. For de mikrobielle samfund på havets bund er ansvarlige for lang-

somme kredsløb, som påvirker det samlede globale kulstofkredsløbet – og dermed klimaet.

Et observatorium bliver tilGemt væk i en mælkekasse ligner MIMOSA en ydmyg medspiller i jagten på viden om, hvad der sker i det små. Det er en idé, der er reali-seret via en hel del praktisk arbej-de, teknisk opfindsomhed samt vi-

den om osmo-pumper. Osmo-pumper er designet til

uden tilførsel af strøm at samle prøver ind fra sedimenter.

»Pumperne i kassen er koblet til en »sonde«, der går to meter ned i sedimenterne. De trækker hver dag en halv millimeter vand ind fra forskellige dybder. Men pum-pesystemet kan også bruges til at pumpe et stof ned, hvorefter vi så

kan undersøge, om bakterierne op-tager det, og hvor hurtigt de i det hele taget responderer på ændrin-ger i miljøet,« forklarer postdoc Laura Lapham fra Center for Geo-mikrobiologi.

Ud på efteråret vil de to forskere sammen med skipper Torben Vang, Institut for Bioscience, igen sejle ud på Aarhus Bugt. De vil koble prøvetagningsudstyret fra stålkon-struktionen, det sidder på, og tage prøverne med hjem til laboratoriet for at undersøge vandets kemi.

Eksport til den Mexicanske GolfHvor hurtigt havbundens bakterier reagerer, når de bliver forstyrret, er et meget aktuelt spørgsmål.

Efter olieudslippet i den Mexi-canske Golf er forskningsmidler blevet sat af til at arbejde med pro-blemstillinger som denne, og også her får Laura Lapham og Beth Or-cutt mulighed for at bruge deres nyudviklede udstyr. Sammen med en gruppe af forskere har de nem-lig fået en bevilling fra BPs »Gulf of Mexico Research Initiative«.

Med en installering af MIMOSA i den Mexicanske Golf vil de un-dersøge, hvilke komponenter hav-bundens mikroorganismer løber tør for, når de rydder op efter et olieudslip.

Havbundsobservatorium installeret i Aarhus BugtEn mælkekasse har netop ramt bunden af Aarhus Bugt. Den gemmer på et havbundsobservatorium, som to biologer fra Aarhus Universitet har udviklet. Udstyret er det første af sin art på dansk grund, og det skal monitorere den kraftige drivhusgas metan

Fra forskningsskibet Tyra har et lille undervandskamera fanget havbundsobservatoriet, da det første gang rammer bunden i Begtrup Vig. Nede i sandet gemmer sig en to meter lang sonde. Den trækker vandprøver ind fra forskellige dybder, og forskerne kan dermed holde øje med, hvordan vandets kemi ændrer sig over tid. Foto: Beth Orcutt

Her er prøvetagningsudstyret samlet og klar til at blive sænket ned. En helt central komponent i det nyudviklede havbundsobservatorium MIMOSA er osmo-pumpen. På den øvre side af pumpens semipermeable membran findes der ferskvand, og pumpen udnytter forskellen i saltkoncentration mellem ferskvand og saltvand til at trække væske op nedefra uden brug af strøm. Foto: Roar Lava Paaske/AU-foto

»Med »MIMOSA«, som vi har døbt

vores »Microbial Methane Observatory for Seafloor Analysis«, kan vi følge mikroorganismerne over tid, og vi kan se, hvordan de er med til at regulere udledningen af metan.

Beth Orcutt, Center for Geomikrobiologi, AU