Nye ansigter i KFS » 4

Gud og mammon på handelskolerne » 5

Udskiftninger i KFS’s bestyrelse » 7

KFS’ Ledertræningscenter fejrer 20 års jubilæum » 8

Tema: Forsoning

20 10 Kristeligt Forbund for Studerende

1721

Velkommen til år 2

Tema:Forsoning

Bøger

Kultur & Medier Generalens

her står du

Når offeret forsoner og

forbryderen går fri

Livgivende død

Salige er de, som stifter

fred

Smerte -

forsoningens pris

IFES-nyheder bed for verden

Dostojevskij og fælles

vilkår

Nye ansigteri KFS

En historie om onskab og un-dertrykkelse

915

3

24

31

12

19

30

5 7

27 Refleksioner:Meningsløshed

Udgiver

Kristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: kfs@kfs.dkTIL TRO: tiltro@kfs.dkGiro: 405-4954

Abonnement

Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkom-men til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivil-ligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Redaktionen

Generalsekretær Robert Bladt (ansv. red.)Stud.mag. Annie Schjelde Rasmussen (red.sekr.)Stud.hum.inf Mathilde Due PedersenStud.mag. Anders VindumStud.med. Ruben LorentsenStud.polyt Henrik Roager JensenStud.ling. Vera Sønderby JensenStud.theol. Peter BækStud. buissness. Mattias Sonne

Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen

Layout og illustrationerStud.polyt i arktiktur Johan Kure

Stud.scient i medialogi Jakob Askholm

Tryk:Øko Tryk

ISSN:1395-9786

Hjemmeside: www.tiltro.dk

Evangeliet til et ordtræt folk? Af Daniel Toft,

sekretariatsleder

Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken i København, stillede

for nyligt følgende spørgsmål i en tale: ”Hvordan forkynde evange-

liet til et ordtræt folk?” Spørgsmålet leder tankerne hen på forholdet

mellem ord og handling, mellem forkyndelse og diakoni. Har vi i KFS

og resten af den missionske del af Kirken fundet en god balance mel-

lem disse? Er ordet i tilstrækkelig grad blevet til kød, så studerende

og andre ikke bare mødes med ophøjede ord om Guds kærlighed

men også med lavpraktisk næstekærlig handling afspejlende Guds

kærlige væsen?

Efter sigende skulle Frans af Assisi engang have sagt: ”Forkynd evan-

geliet, om nødvendigt brug ord.” Jeg tror nu nok, at vi skal bruge ord,

når vi forkynder evangeliet. Men jeg tror også, at ordene for ofte i

vores sammenhænge kommer til at stå alt for alene. For sjældent

følges de op af den slags handling, som gør ordene troværdige for

dem, der hører dem.

Hvor ofte sker det egentlig, at et ikke-troende menneske kommer til

tro, fordi det hører en brandprædiken til en gudstjeneste eller til et

KFS-møde? Jeg skal ikke påstå, at det aldrig sker. Men jeg er over-

bevist om, at det meget sjældent sker, hvis ikke den pågældende

først har oplevet Guds kærlighed videreformidlet igennem praktisk

handling – i et varmt kristent fællesskab eller via hjælp og omsorg i

en konkret situation.

Ligesom ord sjældent gør det alene, gør diakonien det heller ikke.

Er det ikke netop, når den klare forkyndelse og den varme diakoni

går hånd i hånd, at der sker allermest? Måske har vi fået det delt for

meget op i Danmark, så nogle gør det ene og andre det andet, mens

kun få gør begge dele på én gang.

Forkyndelsen kan styrke diakonien ved at sætte den i det helt rigtige

perspektiv – nemlig at alle mennesker er skabt og elsket af Gud, og

at vi skal elske vores næste, fordi Gud elskede os først. Og diakonien

kan styrke forkyndelsen ved at gøre den mere troværdig, fordi ord og

handling følges ad.

Måske er der lige præcis i et rigt land som Danmark en risiko for, at

det diakonale kommer i baggrunden, fordi den synlige nød som f.eks.

sult og hjemløshed er så lille. Men har vi som kirke ikke også noget at

byde ind med i forhold til mindre synlig nød som f.eks. ensomhed?

Måske har vi brug for en bedre balance mellem forkyndelse og dia-

koni – i KFS og resten af den missionske del af Kirken. Måske bruger

vi for mange ord og for lidt handling i vores bestræbelser på at række

vores medmennesker evangeliet. Måske er vi en del af et ordtræt

folk, og måske bør det få konsekvenser for vores måde at være kirke

og kristen organisation på.

Leder

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder4

Nye ansigter i KFS

To studentersekretærerDaniel Hougaard er studenter- og gymna-

siesekretær i Århus. Daniel er teolog og bor

i Århus med sin kone Karina og døtrene

Silje og Alberte. Daniel har glædet sig

meget til at begynde i KFS og fortæller: “Jeg

var i juni med til lederdag på KFS-centeret.

Vi drøftede her, hvordan vi som KFS udle-

ver vision om at gøre Jesus kendt blandt de

studerende på videregående uddannelser.

Her følte jeg min krop sitre af glæde over

og taknemmelighed over, at dette skulle

være mit kommende arbejdsområde! ”

Carsten Kofoed Espersen er studenter-

sekretær i Østdanmark. Carsten er også

teolog, gift med Lise og far til Noah og Ida.

KFS’erne i Østdanmark kan glæde sig til

at arbejde sammen med en mand, der har

noget på hjerte og gerne vil dele troen og

livet. ”Vi har brug for hinanden. Det vil jeg

gerne være med til at skaffe rum for, sådan

at KFS er et godt sted at være. ’Kristus i

min brors mund, er stærkere end Kristus i

mit eget hjerte’ sagde Dietrich Bonhoeffer,

og det udtrykker meget godt for mig, hvad

fællesskabet giver af opmuntring, når det er

bedst.” siger Carsten.

Carsten er ansat til 25 timer ugentligt. De

resterende timer og opgaver i stillingen

forventer KFS at få dækket via studiejobs.

Tre nye volontørerHele tre volontører er det blevet til i år. År-

sagen til dette er at Thomas Frovin er blevet

ansat i en 25 % stilling i IFES og der skal ar-

bejde med gymnasiearbejdet, High School

Ministry. Jens Skov Hansen, som netop har

afsluttet LTC, skal være volontør i Køben-

havn hos gymnasiesekretær Louise Baldus.

Anna Kiel Rughave, også LTCer indtil i

sommers, dækker region Nord hos Øjvind

Hansen og Ann Østermark skal arbejde med

Thomas Frovin i Syd. De glæder sig alle tre

til at komme ud og lære KFSerne at kende

og kan se frem til et år med masser af sjov,

udfordringer og gode samtaler .

Derudover er Mette Kristensen blevet ansat

som husmor på LTC. Mette er uddannet

tegnsprogstolk 28 år og bor med sin mand

og to børn udenfor Give. Mette skal orga-

nisere indkøb, madlavning og rengøring for

eleverne og indgå i LTC-teamet.

I sidste nummer af Til Tro sagde vi farvel til fem gode medarbejdere. Heldigvis står en ny flok klar til at løfte arven.

Af Annie Schjelde Rasmussen

Daniel Hougaard

Anna Kiel Rughave

Ann Østermark

Jen

s Sk

ov

Han

sen

Car

sten

Ko

foed

Esp

erse

n

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO 5

Kender du

en ekstra dimension med indover og kan

gøre en forskel for dine medstuderende og

udfordre dem, du har altså noget særligt at

bidrage med.

I kristne kredse

oplever jeg en

stemning af at

buisness-tanke-

gangen ikke er så

vigtig. Handels-

skole er lavstatus.

Det er usynligt. Vil

man virkelig tjene

Gud, så bliver man

sygeplejerske, hvis

man er pige og

teolog, hvis man er

dreng. For penge

er farlige, og vi kan

jo ikke både tjene

Gud og mammon!

Men det tror

jeg er forkert. Der

er forskel på om

du sætter din lid til pengene, så de bliver en

afgud for dig - eller om du har et helt andet

motiv. Som buisness-student kan du skabe

arbejdspladser, du kan hjælpe verdens

fattigste. Du kan tjene Gud ved at styre en

virksomhed og træffe beslutninger der. Du

kan kanalisere velstand derover, hvor du ser

der er brug for den.

Det manglede jeg at

høre, dengang jeg selv

gik på handelsskolen.

Det giver meget mere

mening at sætte min

tro og min uddannelse

sammen i en helhed

og have Gud med, ikke

bare om søndagen,

men også resten af

arbejdsugen.

Handelsskoleele-

verne skal løfte deres

hoveder og være glade

og stolte af de ting de

lærer og kan. De skal

være klar over, hvilken

kæmpe forskel de kan

gøre. De skal ikke bare

satse småt - men satse så meget de har lyst

til, fordi man kan virkelig gøre en forskel i

Guds kirke her på jorden.”

En af grundene til dette er, at KFS ikke ved

særlig meget om hvordan en handelssko-

leelev tænker. For at blive lidt klogere, har

Til Tro talt med Mattias Sonne, Handeks-

skolestudent fra Bornhholm, tidligere LTC’er

og nu studerende ved iværksætterlinjen på

Niels Brock i København.

“Jeg altid haft en interesse for erhvervs-

liv. Min uddannelsesvejleder på efterskolen,

sagde til mig ”du kan jo godt lide at gå i

slips og jakkesæt, ikke også? Du skal på

handelsskolen.” Og så var den beslutning

taget.

Da jeg var LTC’er og vi skulle ud på

handelsskolerne, var det som om folk bare

var ligeglade med alt. Det er egentlig lidt

skræmmende, nu jeg tænker over det. Når

man kommer ud på et gymnasium, vil folk

jo diskutere hele tiden! Jeg ved ikke, om

folk på handelsskolen er mindre reflekte-

rede, men folk går mere op i at deres egen

hverdag kører. Det er måske det liberalisti-

ske livssyn, der smitter af - at enhver er sin

egen lykkes smed.

På handelsskolen lærer du, at det

handler om profitoptimering og overskud

for overskuddets skyld. Som kristen har du

Gud og mammon på handelsskolerne

På www.kfs.dk kan du tilmelde dig KFS’

nyhedsmail KFSpresso. Den er målrettet dig,

som er studerende på en ungdomsuddan-

nelse. En gang om måneden får du en mail,

som indeholder en andagt, lige til at printe

ud og læse op i KFSgruppen. Derudover er

der gode ideer, opmuntrende historier og

relevant info fra KFS til dig og din gruppe.

Du kan også hente materialer, andagter,

tips og ideer fra tidligere KFSpressoer på

ww.kfs.dk under ‘materialer’.

Hvorfor er der ikke flere kristne på de danske handelsskoler? I juni 2012 skal der, ifølge KFS’ målsætning, være en KFS-gruppe på 175 af Danmarks uddannelsessteder. Handels-skolerne er en af de store udfordringer i det projekt.

Af Annie Schjelde Rasmussen

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder6

I KFS har vi sat os et mål. Fra 2009-2012 vil

vi besøge landets 406 studiesteder.

Det første år med målsætningen har

betydet, at vi i KFS er blevet mere fokuse-

rede på studiestederne og på de studeren-

de, der endnu ikke kender Jesus. Det hand-

ler om at vedkende sig et medansvar for, at

studerende, der endnu ikke kender Jesus,

får chancen for at lære ham at kende.

I det nye, akademiske år er det vores

mål at nå ud på 100 nye studiesteder for

at gøre Jesus kendt. I den forbindelse er

vi ved at udvikle et spørgeskema. Det skal

give os viden om studerendes forhold til

Jesus og sætte gang i en dialog.

Vil du gerne følge mål-

sætningsarbejdet, kan

du tilmelde dig vores

nyheds- og forbønsmail

ved at sende en mail til

louise@kfs.dk, så for-

tæller vi seks gange om

året, hvordan det går.

Søndagstur med KFS-gruppen

Velkommen til målsætningens år 2

Vil du gerne lave noget sammen med din KFS-gruppe? Eller gøre den kendt på skolen på en god måde? Så inviter til indsamling søndag d. 5. september 2010.

Af Annie Schjelde Rasmussen

KFS har en målsætning, hvordan står det til med den? Ved begyndelsen på et nyt skoleår tager vi tager temperaturen på arbejdet med målsætningen og genopfrisker visionen.

Af generalsekretær i KFS Robert Bladt

Organisationerne bag Giv dig Rig har sat

sig det mål at indsamle 500.000 kr til Red

Barnet. Du kan hjælpe ved at melde dig

som indsamler.

Hver indsamler får i gennemsnit samlet

1000 kr ind, så du kan gøre en stor forskel!

Meld dig alene eller sammen med din mor,

kæreste, KFS-gruppe, kirke, kollega eller

klasse - kun fantasien sætter grænser.

Tilmeld dig indsamlingen gennem KFS via

louise@kfs.dk Ved at tilmelde dig gennem

KFS deltager du i lodtrækningen om et

gavekort til Lohse forlag på 300 kr.

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO 7

Udskiftninger i KFS’ bestyrelse

tre år af gangen. Bestyrelsen mødes fire

gange om året. Ved KFS’ sidste ledersam-

ling i juni var en håndfuld nye gymnasie-

og studenterrepræsentanter med for første

gang. KFS byder velkommen, og siger til de

afgående tak for et godt stykke arbejde.

Bestyrelsen er KFS’ baglands stemme og

består af 18 medlemmer. Blandt dem er der

syv gymnasie- og studenter-repræsentan-

ter, som vælges af og blandt KFS-repræ-

sentanter og medlemmer af arbejds- og

områdeudvalg. De øvrige er såkaldt ”faste

medlemmer” og vælges af bestyrelsen for

Nye gym-repræsentanter:Midtjylland, Sebastian Olesen

Hovedstanden og Sjælland, Stine Dølby

Nordjylland, Johannes Rønne-Hansen

Syddanmark, Anne-Mette Christensen

Nye stud-repræsentanter:Nordjylland: Hanna Pedersen

Midtjylland: Stefan Ruager

Nyt bestyrelsesmedlem:Ellen Højlund Wibe

Nye LTC ’ere

Anna Jacobsen, HolstebroAnnemette Lundgaard Hansen, ØlgodCasper Thomsen, SkævingeEsben Wibe Nielsen, Århus NJonas Kiil Sørensen, HillerødJulie Thingmann Christensen, SkjernKasper Holm Wejse, HolstebroKatrin Hovland Petersen, FærøerneKristoffer Kjær Kristensen, SkjernMia Højgaard Jensen, HerningSteffen Lund Birkmose, LøgumklosterTanja Jespersen, Kgs. LyngbyTobias Børgaard, Tylstrup

På LTC glæder lærerne sig til at tage imod

det nye kuld. Der venter dem et ophold med

oplevelser og udfordringer og masser af tid med

KFS’erne i hele landet.

Afgående medlemmer:Eva Jødal

Benn Lousdal

Simon Bartholdy

Ann Østermark

Johanne Høllsberg

Louise Baldus

Se den fulde liste over bestyrelsen i KFS på

www.kfs.dk

KFS på FacebookPå facebook kan du blive fan af KFS og få nyheder, videoer og statusopdateringer om stort og småt. Søg på ‘KFS’ så skal du finde.

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder8

PAPUA NY GUINEA. Over 800 forskellige

sprog bliver talt på Papua Ny Guinea af næ-

sten lige så mange forskellige stammefolk.

Det er 10 % af alle de sprog, som findes i

hele verden, og en udfordring, både når

IFES-nyheder - bed for verdender skal kommunikeres og evangeliseres.

Alligevel er antallet af kristne på Papua Ny

Guinea voksende, særligt på grund af den

kristne studenterbevægelse. De studerende

kommer på universitetet, og nogle møder

der kristne studerende.

Mange bliver omvendt og tager budska-

bet om Jesus med sig hjem til deres stamme

på deres eget sprog. Over 1000 mennesker

bliver hvert år kristne gennem studenterbe-

vægelsen, på trods af kulturelle og sproglige

barrierer. Tak Gud for det!

LAUSANNE-KONFERENCEN i Sydafrika.

I Cape Town holdes i oktober den tredje

Lausanne-konference om evangelisation.

Lausanne-pagten blev til i Lausanne i1974

på en international kongres om verden-

sevangelisation, hvor 4000 evangeli-

ske kirkeledere fra 150 nationer deltog.

Guds ord, mission og bøn var i centrum

dengang og er det igen i år. Udfordringen

fra nyateismen og islam, globaliseringen,

forsoning, autencitet og integritet er

nogle af de temaer, som vil blive drøftet på

Lausannekonferencen. Bed om at de

deltagende kirkeledere,

både fra Danmark

og andre lande, må

finde inspiration og

opmuntring til at nå

flere med evangeliet.

Læs mere på

www.lausanne.org

“Jeg havde aldrig troet at en så skrøbelig og

eksperimenterende konstruktion som LTC

skulle blive 20 år. Nu er LTC på alder med

LTC’erne: Ung, eksperimenterende og fuld

af muligheder. Og afhængig af Guds velsig-

nelse…” Sådan siger Jens Ole Christensen,

den første forstander på KFS’ ledertræ-

ningscenter.

Det var et vovestykke, KFS kastede

sig ud i, da LTC blev oprettet og store dele

af KFS-arbejdet lagt om. Men det blev et

velsignet vovestykke. Steen Søvndal , endnu

en tidligere forstander på LTC, bemærker at

“LTC går nu ud af teenage-årene og bliver

rigtig voksen. Fra en, der var med i junior-

og teenagetiden, ønskes et stort tillykke!

At LTC stadig er der som lys og salt blandt

vores studerende, giver mig glæde og

taknemlighed.”

Siden 1990 har over 260 unge været

elever på LTC, hvor de har lært Bibelen og

Jesus bedre at kende, er blevet udrustet

til fremtidigt lederskab i kirken og har

spredt deres vidnesbyrd om Jesus til mange

tusinde studerende på gymnasielle uddan-

nelser.

Det må fejres! Og derfor vil LTC gerne invi-

tere alle KFS- og LTC-venner til kombineret

jubilæums- og årsfest den 11. september.

Her vil vi også fejre det nye LTC-hold og

sende dem ud på deres første teamperiode.

KFS’ Ledertræningscenter fylder rundtDenne sommer er det 20 år siden KFS’ Ledertræningscenter (LTC) slog dørene op for det første hold af håbefulde LTC’ere.

Af LTC-lærer Hanne Terp Legarth

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO 9

LTC’ere årgang 90-91

LTC’ere årgang 09-10

LTC’ere årgang 00-01

KFS’ Ledertræningscenter fylder 20 år og sender nye LTC’ere ud i

KFS-arbejdet.

Kom og vær med til en festlig dag, hvor vi gerne vil dele LTC-visi-

onen med jer, markere et festligt 20 års jubilæum og fejre de nye

LTC’ere, som kort efter festen sendes ud på deres første team-

periode i KFS. Alle er velkomne, og vi håber at se mange LTC-venner,

tidligere LTC’ere samt venner og familie til de nye LTC’ere.

Program for dagen:

13.30: Fejring af de nye LTC’ere i Brunmosehallen

- v. LTC’ere og LTC-ansatte

14.00: Kaffe i hallen

14.45: Jubilæumsmøde i hallen

- indslag ved LTC’s nuværende og tidligere forstandere

16.00: Forbøns- og festgudstjeneste i Ødsted Kirke

- Forbøn for de nye LTC-teams

18.00: Middag, kaffe og hygge på LTC

20.00: Afslutning

Pris for kaffe og middag: 80 kr. (for børn 40 kr.)

Parkér venligst på Hallens parkeringsplads; bag ved LTC.

Tilmelding senest lørdag den 4. september til:

LTC, Ribevej 71, Ødsted, 7100 Vejle - tlf: 75 86 58 11

E-mail: ltc@kfs.dk

Jubilæums- og årsfest på LTCLørdag den 11. september 2010

KFS’eren

I Århus KFS er vi en gruppe, som i foråret har brugt tid på den rus-

siske forfatter, Fjodor Dostojevskij (1821-1881). Dette tog form af en

studiegruppe, hvor vi, sammen med nogle inviterede studiekamme-

rater, gik i dybden med det kendte værk, Forbrydelse og Straf.

Initiativet udsprang af et hint fra en tidligere medKFSer, som

til en konference havde stiftet bekendtskab med en tysk lektor

ved navn Jürgen Spiess, der er belæst i Dostojevskijs forfatterskab

og dets betydning for andre forfattere, filosoffer, psykologer m.fl.

Vi inviterede Spiess til at holde to foredrag for os i Århus om hhv.

Dostojekvskij og romanen, Forbrydelse og Straf. Som forberedelse

til disse foredrag samledes vi i studiegruppen nogle gange over

nogle uger. Her læste og talte vi om Forbrydelse og Straf og dens

personer og tematikker, der bl.a. sætter tro, tvivl, moral, relationer

og Gud i tale.

Hvorfor lige Dostojevskij? Og hvorfor denne form med en stu-

diegruppe? Et svar kunne være, at håbet med Århus KFS – ja, velsag-

tens med hele KFS – er at kunne møde og være i dialog med med-

studerende om den kristne tros budskab og relevans. Og i Århus KFS

har vi været optaget af snakken om, hvordan dette er muligt – en

snak, som forhåbentlig aldrig hører op hverken i Århus eller noget

andet sted, hvor KFS færdes!

Noget, som bl.a. karakteriserer os studerende, er, at vi ofte

færdes i studiemiljøer, hvor tro og religiøse størrelser (fx Gud) for-

stås som ikke-videnskabeligt, som blot et center i hjernen, som en

blandt mange mulige sandheder/tilbud, osv… Gud og kristenliv er

med andre ord sjældent det hotte samtaleemne ved fredagsbaren!

Troen er en privatsag, og sådan er det langt hen ad vejen blevet

mest bekvemt for os alle.

Når det så er sagt, oplever nogen af os stadig, at vores livs

spørgsmål og udfordringer ikke adskiller sig synderligt fra vores

medstuderendes spørgsmål og udfordringer – om vi så er kristne

eller ej: Meningen i vores tilværelse? Hvad skal man vælge? Tvivl

på os selv og på relationer? Hvad er rigtigt og forkert? ... Det er i

denne sammenhæng Dostojevskij som kendt og stadig aktuel for-

fatter kommer ind i billedet: Han er interessant, fordi han på intet

mindre end fremragende vis skitserer disse spørgsmål som en slags

vilkår for livet.

Med andre ord har romanen, Forbrydelse og Straf, for os været

et springbræt til dialog om netop disse fælles vilkår. Og hertil havde

studiegruppen sin berettigelse: Ingen var på hjemmebane som fx til

et ”kristent, forkyndende møde”. Vi kunne alle spille med åbne kort.

Intet skjult budskab blev snydt ind ad bagdøren, og der var plads til

forskellighed. – Også i forhold til Jesu håndsrækning til os menne-

sker, der lever under disse vilkår: Et håb om frelse!

Dostojevskij og fælles vilkår

Af Århus-KFS’er Thomas Hermansen, stud. psyk.

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel10

Forsoning handler om at genoprette noget, som er tabt eller ødelagt

mellem to parter. Det kan kræve, at den ene eller begge parter har

evne til at bære over, tilgive, erkende og bekende.

Konflikter er der nemlig nok af i vores tid, og forsoning er både ønsk-

værdig og nødvendig for at kunne fungere som individer, samfund og

nationer. Over hele verden er der steder, hvor mennesker forsøger at

hele og skabe forsoning. Fordi vi går i stykker uden. Somme tider kan

dette projekt være forbundet med stor smerte og frygt.

Forsoning finder også sted på et åndeligt plan. I kristendommen er

Guds forsoning med os mennesker helt central. Den største forsoning

af alle fandt sted, da Gud forsonede sig selv med os gennem Jesu

død på korset! Men hvad betyder det for vores forhold til andre men-

nesker?

I dette nummer af Til Tro får du en række forskellige vinkler på forso-

ningen. Den svære forsoning, den nødvendige forsoning, den stats-

styrede forsoning, den guddommelige forsoning og den forsoning,

som kan synes umulig... Vi håber at du vil blive opmuntret og inspire-

ret til at praktisere forsoning i dine egne relationer og tage imod den

forsoning, Gud rækker dig i Jesus!

God læselyst!

Redaktionen

Tema: Forsoning

Jennet er en bemærkelsesværdig kvinde.

Første gang jeg hørte hendes historie, over-

rumplede det mig fuldstændig. Efter at have

lyttet til den igen, græder jeg indeni. Jeg har

svært ved at forstå, hvordan et menneske

kan bære alt det, og efterfølgende forstår

jeg, at tilgivelse kan være tung.

Jennet voksede op i

en liberiansk fami-

lie, som bestod af

en far med to

koner, som

havde henholdsvis 11 og 5 børn, hvor Jennet

var det femte barn af den første kone. Hun

fik mulighed for at gennemføre gymnasiet,

og blev som 21-årig i 1990 gift med Imma-

nuel. De flyttede sammen til hovedstaden

Monrovia, hvor hun begyndte at studere

psykologi, og han arbejdede for staten.

Samtidig begynder en anden historie at

flette sig ind i det unge pars nye liv. Liberia

oplever netop i disse år stigende urolighe-

der og og lederen af oprørsgruppen NPFL,

Charles Taylor, som efter 8 års borgerkrig

bliver præsident for Liberia, angriber den

daværende præsident Samuel K. Doe som

kom til magten i 1980 ved et militærkup. Der

opstår borgerkrig i store dele af landet og i

de omkringliggende lande, Elfenbenskys-

ten og Sierra Leone. Immanuel arbejder

som efterforsker i politiet og repræ-

senterer dermed regeringsmagten,

og han frygter for sit liv. Parret må

forlade hovedstaden, som trues

af rebeller. ”Alle større veje var

blokeret af oprørsgrupperne,

så vi pakkede vores papirer,

lidt tøj og en madras, og

så gik vi bare. Vi undgik alle de store veje og

gik i bushen og sov i det fri. Vi gik mere end

500 kilometer.”

Med vold og magt

De forsøgte at undgå byerne for ikke at blive

opdaget af oprørerne, og alle kvinder var i

fare for at blive voldtaget af oprørssolda-

terne. Jennet beskriver en af oplevelserne på

turen, hvor de bliver opdaget: ”Vi kom ind i

en by, hvor en flok maskerede mænd plud-

selig råbte: Holdt! Når jeg tænker tilbage på

det tidspunkt, kan jeg stadig mærke livet

forsvinde ud af mig, ligesom en ballon, der

taber luften. For man vidste, nu dør jeg, nu

bliver jeg skudt eller voldtaget.” De måtte

udlevere alt af værdi og blev tvunget til at

ligge på jorden og kigge op i solen fra mor-

gen til aften. ”Vi lå flere hundrede menne-

sker. Mange blevet voldtaget, flere mistede

deres lemmer, og mange blev trampet på.

De bandt flere af mændene og smed dem

på lastbiler og kørte dem væk. Vi var meget

bange.” Efter den voldsomme episode forlod

soldaterne flygtningene, og Jennet og Imma-

Kan forbrydelsen blive så stor at tilgivelsen ikke længere er mulig? For Jennet har livet budt på krig, flugt og mord – forfær-delige uretfærdigheder, der får en almindelig, naiv og bleg dan-

sker til at stille spørgsmål.Af stud.theol. Morten Rugager Kristensen,

mortenrugager@gmail.com

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel12

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 13

nuel fortsatte mod nabolandet Guinea.

”Vi så hver dag mennesker, der ikke

kunne gå længere, mennesker som døde

eller måtte stoppe pga. sår, men vi kunne

ikke hjælpe dem. Vi blev nødt til at gå vi-

dere. Vi så mennesker, der blev spist af vilde

dyr. Der var mødre med 5-6-7 børn, hvor en

eller to af dem blev syge. Gruppen ventede

ikke på de kvinder. Jeg så kvinder, der måtte

efterlade et sygt barn for at gå videre sam-

men med sine raske børn. Det kunne lige

så godt have været mig, der ikke kunne gå

længere,” siger Jennet, men samtidig gav

det hende en taknemmelighed for at være

i live. ”Uanset hvilken situation jeg er i, er

der altid noget i mig, der siger, it will be all

right. Måske er det derfor, jeg overlevede.

Når jeg ser tilbage på alle de forhold, jeg

har været udsat for, ville jeg slet ikke kunne

Efter en periode med hjemsendelse af

flygtninge, hvor Jennet og hendes mand

forlod lejren og drog tilbage til deres hjem

i Monrovia, blev situationen endnu værre.

Deres hus var blevet overtaget af rebel-

ler, så de måtte bo hos nogle bekendte i

hovedstaden. I slutningen af borgerkrigen

opstod befrielsesbevægelsen LURD. Mange

af guerillasoldaterne bar ikke uniformer, og

alle blev bange for hinanden. ”I dag undrer

jeg mig over, hvorfor det udviklede sig så-

dan, at liberianere blev fjender indbyrdes.

Vi måtte skjule, at vi var kristne for ikke at

blive fanget.” Under urolighederne i hoved-

staden mistede Jennet sin søster, som bo-

ede i Monrovia, og Jennet måtte tage sig af

sin søsters to-årige datter, Hawa.

gelejren i Guinea. Hun kom frem, men var

blevet meget syg og underernæret. Hun

frygtede for sit lille barn, som i perioder

var helt stille i maven. I lejren fødte Jennet

sin lille pige, som hun selv kalder sin velsig-

nelse i en ellers håbløs situation, så hun fik

navnet Blessing.

”Jeg er en, der altid ønsker at hjælpe

folk. Jeg var præget af alt det, jeg havde

været igennem, men havde hurtigt fået det

bedre efter fødslen, og der var mange, der

havde det meget værre end jeg. Det var me-

get sårbare mennesker, som intet håb hav-

de. Der boede 27.000 mennesker i flygtnin-

gelejren og 90% var kvinder og børn. Så jeg

begyndte at hjælpe frivilligt. De begyndte at

bruge mig som tolk i en gynækologisk afde-

Når jeg tænker tilbage på det tidspunkt kan jeg stadig mærke livet forsvinde ud af mig, ligesom en ballon, der taber luf-ten. For man vidste, nu dør jeg, nu bliver jeg skudt eller voldtaget

artikel · Kontrol · 2010 · # 3 · TIL TRO 13

beskrive alle disse ting, hvis jeg ikke havde

Gud i mit hjerte. Jeg er ikke bedre end dem,

der dør, men jeg tror på, at Gud har en plan

med mig.”

Flygtningelejr i Guinea

”Vores mål var en stor flygtningelejr i

Gueckedou i Guinea. Men vores vej var

spærret af en flod, og alle broer var blevet

ødelagt. Vi kunne ikke komme over floden,

da færger og kanoer kun tillod muslimer at

komme over, så vi var fanget få kilometer fra

lejren, og mange mennesker døde af sult. Til

sidst sendte FN nogle lastbiler og betalte for

overfarten over floden.” Livet i flygtninge-

lejren var ikke nemt. Hvert familieoverho-

ved fik et rationeringsnummer, og mistede

man det, var der ingen mad, medicin eller

tøj. Lejren blev ved flere lejligheder angre-

bet og måtte flyttes længere ind i landet.

De havde det meget værre end jeg

”Vi skulle være blevet i flygtningelejren.

Men man vil bare så gerne være i sit eget

land og hjælpe til med at bygge landet op.

Vi måtte flygte igen. De fangede min mand

ved en stor vejspærring på vej mod Elfen-

benskysten. Alle kvinderne blev adskilt fra

mændene. De tog min mand, og smed ham i

en lastbil. Det var sidste gang, jeg så ham. Vi

måtte ikke kigge bagud. Hvis vi gjorde, ville

vi blive skudt. Mange ægtefæller blev skilt

fra hinanden, og mændene blev tvunget

ind i kampene. Jeg var to måneder henne

med mit første barn.” Der var ikke mange

muligheder i Elfenbenskysten for en gravid

kvinde med et plejebarn, så Jennet sparede

lidt sammen til at rejse tilbage til flygtnin-

Gud har ikke skabt os til at være i konflikt med hinanden, men til at

indgå i sunde relationer, der bærer frugt til Guds ære

ling for voldsramte kvinder, fordi jeg kunne

flere afrikanske sprog og havde læst psyko-

logi i to år på universitetet.” Jennet arbejde-

de med stærkt traumatiserede og misbrugte

kvinder i klinikken. ”Jeg blev et mellemled

mellem udenlandske læger og de misbrugte

kvinder, fordi jeg forstod deres situation, for

jeg var en af dem. Senere fik jeg til opgave at

fungere som rådgiver for FN med henblik på

at være med til at skabe et nyt liv for kvin-

derne. Jeg arbejdede i flygtningelejren fra

2002 til 2004. Det var et af de bedste job,

jeg har haft. Jeg kunne være en mund for

kvinder, der havde mistet deres egen.”

Tilgivelse og forsoning

Til spørgsmålet om årsagen til at hun måtte

flygte til Danmark, svarer Jennet, at det slet

ikke havde været hendes intention at flygte,

men at hun blev tvunget til det. ”En af mine

opgaver bestod i at dokumentere kvinder-

nes historie og identificere gerningsmæn-

dene, så de kunne blive retsforfulgt. Jeg blev

sagsbehandler for en ung pige, som havde

været sexslave for en højtstående officer i

hæren, siden hun var tolv.” Hun ankom til

lejren sammen med officeren og blev efter

en meget grov voldsepisode indlagt på ho-

spitalet i lejren. ”Jeg interviewede hende på

hospitalet. Han blev arresteret og fængslet i

tre måneder (FN havde ikke jurisdiktion til

længere straffe). Da han blev frigivet, opsøg-

te han mig og satte ild til det telt, jeg boede i

sammen med mine to piger. Jeg tog Blessing

på ryggen og flygtede til en kirke i lejren. Jeg

gik næste dag til FN-kontoret. Manden blev

arresteret igen, men han fortsatte med at

true pigen og mig, hvorefter vi blev overført

til et kvindekrisecenter. Manden truede med

at sætte ild til krisecenteret og slå os ihjel.

Da fandt de et land, vi kunne komme til.”

Tilgivelse og forsoning bliver pludselig

sat i et nyt lys gennem vores samtale, og

jeg drister mig til at stille spørgsmålet, om

man kan tilgive mennesker, der har gjort så

meget ondt mod en selv, ens ægtefælle og

ens familie og venner? Der har været mange

følelser i spil gennem vores samtale, og jeg

kan høre, at det ikke er nemt at tale om,

men Jennet fortsætter: ”Rent menneskeligt

så ved jeg det ikke. Nogen gange kan jeg

prøve at leve med det og skubbe mine op-

levelser lidt til side og tænke på de positive

ting i mit liv. Alle de gode ting, som Gud har

gjort. Samtidig oplevede jeg, at Gud var der

i alle mine svære oplevelser også. Han var

god ved mig, og det glæder jeg mig over.

Somme tider bliver jeg også meget ked af

det. Hvorfor skulle det ske? Jeg ved ikke, om

jeg har tilgivet dem, der tog min mand, mit

liv, min værdighed, min identitet, mig som

menneske. Jeg har ikke tænkt over det. Det

er så frygteligt at tænke på alle de familier,

der er gået i stykker. Min bror fik skåret hal-

sen over ved en vejspærring. Hvis jeg havde

min bror i dag, kunne jeg skrive til ham, tale

med ham. Nu står hans kone tilbage med tre

børn, og det er mig, der betaler deres sko-

legang.”

My cup is running over

”Det var først da jeg skulle forberede mig til

dette interview, at jeg begyndte at overveje

tilgivelse. Det føles som en tung dyne. Jeg

har ikke tænkt særlig meget på dem, der

gjorde det mod mig.” Jennet slår over i en-

gelsk og fortsætter: ”Jeg ved ikke, hvordan

jeg skal forklare det. Hvis jeg møder dem,

kan jeg så se dem i øjnene igen? Jeg er ikke

sikker på, at jeg nogensinde kunne holde til

at møde dem igen. Nu har jeg et barn, som

aldrig har set sin far. Hvad skal jeg sige til

hende? Om jeg kan tilgive dem? Jeg håber,

at det sker engang. Jeg håber, jeg en dag kan

se tilbage på det hele og sige, sådan var det,

og nu er det ikke mere, men jeg er ikke klar

til det endnu. Den måde, jeg overlever på,

er ved at fokusere på de gode ting. Det er

de kræfter, der driver mig.” Jennet gentager

igen og igen sin taknemmelighed over de

mange gode ting, Gud har gjort for hende og

slutter samtalen med at sige: ”Der er mange

gode ting, Gud har gjort for mig, og jeg tæn-

ker: my cup is running over.”

Jennets mand Immanuel døde, og hun bor i

dag i Danmark sammen med Hawa og Blessing

og sin mand, Flemming.

Jeg ved ikke om jeg har tilgivet dem der tog min mand, mit liv, min værdighed, min

identitet, mig som et menneske. Jeg har ikke tænkt over det

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel14

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 15

Forsoning på hverdagsdansk

Hvor tit bruger du ordet ’forsoning’, når du

taler med dine venner, opdaterer facebook

eller sender brev til mormor? Nej vel? Ikke

særlig tit. Måske forbinder du forsoning

med mægling i politik, retssager og interna-

tionale konflikter; noget fjernt fra din hver-

dag. Dog mener jeg, at livet rummer alt for

mange konflikter til, at forsoning må være

et distanceret ord. I denne artikel vil jeg

netop sætte fokus på, hvorfor forsoning er

vigtig, og hvordan det kan se ud i mellem-

menneskelige relationer.

Måske du kender til at have en konflikt

med dine forældre, søskende eller studie-

mates? Jeg kender i hvert fald til det! Det

sker ret jævnligt; jeg bliver såret over en

vens ord, kommunikationen går skævt med

min kæreste, mine forældre lever ikke op til

mine forventninger, og på arbejdet kan jeg

blive irriteret på min kollega, fordi ”fjolset”

ikke gør sit arbejde korrekt!

En konflikt kan defineres som: ”en

uenighed, der følges af en følelsesfuld an-

spændthed i menneskers forhold til hinan-

den.” En uenighed i sig selv er således ikke

en konflikt, men den kan være ledsaget af

en følelsesmæssig reaktion, der skaber et

brud i tilliden mellem mennesker. Et brud

sætter normalvis et menneske i en slags

krise, hvilket gør, at man ofte reagerer ufor-

stående, og negative følelser vokser frem.

En konflikt kan opleves hård, fordi den kan

medføre en fysisk reaktion i form af træthed,

tristhed, hverdagsting bliver uoverskuelige,

øget forbrænding og vægttab eller andre

stresssymptomer.

Har du prøvet at have det sådan? Sådan

har jeg oplevet det – og det er hårdt i læng-

den! Derfor er konfliktløsning og skridt mod

forsoning så vigtigt! Gud har ikke skabt os til

at være i konflikt med hinanden, men til at

indgå i sunde relationer, der bærer frugt til

Guds ære. Hermed menes, at vi som men-

nesker er skabt til at ære Gud ved at elske

hinanden; ”vær hinanden hengivne i bro-

derkærlighed, kappes

om at vise hinanden

agtelse...velsign dem,

der forfølger jer, vel-

sign, og forband ikke...

hold fred med alle mennesker, om det er

muligt...lad dig ikke overvinde af det onde,

men overvind det onde med det gode.” (fra

Rom. 12,10-21).

Mit vidnesbyrd

At opnå forsoning i en relation kan være er

en proces. Dvs. at der over tid arbejdes på

forsoning. Måske er forsoning slet ikke et

mål i begyndelsen, fordi man er så følelses-

mæssigt berørt, at det ikke er muligt at se

vejen derhen.

For nogle år siden stod jeg i konflikt,

hvor det tog mig flere år at tilgive og kom-

me på talefod med vedkommende igen. På

et tidspunkt indgik en tredje part i konflik-

ten. Jeg følte mig såret, narret og krænket i

en sådan grad, at jeg ikke på nogen måde

ønskede at se dem igen. Skæbnes iro-

ni - eller Guds udfordrende

kærlighed ville,

Forestil dig, hvis vi aldrig tilgav hinanden. Så ville hver lille spydig kommentar og hvert foragtende blik blive liggende og hobe sig op i en stor bunke af bitter-hed og had. Tilgivelsen er nødvendig, for at vi kan leve et liv, hvor vi kan se os selv og hinanden i øjnene.

Af Anne Dahlgaard,

sygeplejerske og frivillig i Israelsmissionens Unge, som i 2010 har

forsoning som overskrift for deres arbejde i DK og ude i verden

dahlgir@hotmail.com

Salige er de, som stifter fred

Gud har ikke skabt os til at være i konflikt med hinanden, men til at

indgå i sunde relationer, der bærer frugt til Guds ære

at jeg skulle møde dem begge til et stævne.

Vi gik som katte om den varme grød, ind-

til det fantastiske skete: Gud tog styringen!

Jeg kan ikke huske konkret, hvad Gud talte

til mig, men ét var klart: jeg skulle hilse på

dem. Det syntes ikke rimeligt, at jeg, som

den forulempede, skulle tage første skridt.

Men efter megen bøn gik jeg i tillid og håb

til Guds ord, og hvor var det dejligt og fanta-

stisk at opleve Gud gøre arbejdet! Det førte

nemlig til forsoning i relationen og befrielse

i mit hjerte. Jeg kunne slet ikke få hænderne

ned under lovsangen bagefter!

Når vi går på Guds ord, går vi også i

Hans kraft. Det er ikke i vores egen kraft, at

forsoning lykkes. Men den kraft, som oprej-

ste Jesus fra de døde, gør forsoning mulig i

vores værst tænkelige relationer. Det er et

fantastisk håb at have midt i en konflikt, der

synes umulig at løse.

Forsoning i praksis

Men kan vi ikke gøre noget selv? Jo, Jesus

siger: ”…hvis din broder forsynder sig imod

dig, så drag ham til ansvar på tomandshånd.”

(Matt.18,15f). Vi skal altså ikke gøre vold på

os selv og finde os i alt. Det er hverken kær-

ligt over for os selv eller vores næste.

En konflikt kan opleves som en trappe,

hvor et trin opad kan forstås som handlinger

eller ord, der ødelægger relationen og ska-

ber de negative følelser. Konflikten optrap-

pes således for hvert trin, hvis ikke der er

gribes ind. Heldigvis findes der metoder til

at standse en konflikt. Et simpelt redskab er

at standse op i situationer, hvor du mærker,

at forholdet til modparten er anspændt, eller

du ikke synes mimik og

ord passer sammen. Stop

op og undersøg om den

fortolkning, du har gjort,

er rigtig. Eller om du helt

har misforstået afsende-

rens hensigt og budskab.

Det er med til at afklare

eventuelle misforståelser, som hurtigt kunne

blive til en konflikt.

Mennesker forstår situationer forskel-

ligt, ud fra de forudsætninger de har med

sig. Dermed betyder situationer noget for-

skelligt, hvilket kan være årsag til en konflikt.

Derfor kan det være en god idé at reflektere

over, hvad konflikten egentlig handler om

og dernæst italesætte, hvilke følelser sagen

frembringer.

En anden god måde at standse op på er

at tale sammen. Bryd tavsheden og tal med

modparten i stedet for om modparten. Det

skal jo ordnes, om muligt, på tomandshånd,

som Jesus siger. Det kræver mod, men også

her må vi få lov at gå i Guds kraft. Hvis du

ikke længere har kontakt med din modpart,

kan det være nødvendigt at prøve at skabe

kontakt og tillid vha. små skridt; f.eks. en

sms, et venligt smil eller en kop kaffe. Til

tider kan en konflikt være så meget i hård-

knude, at det bliver til ’mudderkastning’,

hvor alt er tilladt, og man snart glemmer,

at modparten er et menneske. Vi har brug

for at se hinanden i øjnene, så vi kan an-

erkende modparten som menneske. Denne

anerkendelse er særlig vigtig at huske, når

kommunikationen forgår via facebook eller

sms. Anerkendelse er dog ikke at forveksle

med accept af de handlinger, der har fundet

sted.

Hvis en konflikt af én eller anden årsag

ikke lader sig løse, kan man for sin egen

skyld have brug for at lægge konflikten bag

sig og komme videre i sit liv. Man erkender,

at der er sket noget urimeligt, men ønsker

ikke, at konflikten skal blive ved med at

have magt over ens liv. Dermed tillader man

ikke, at bitterheden får plads.

Frihed i forsoning

Jesus siger: ”I har fået det for intet, giv

det for intet.” ( Matt. 10,8). Det vil sige, vi

er kaldet til at leve forsoningen ud i vo-

res hverdag og støtte andre til at gøre det

samme. Til at være jordens lys og salt, til at

vidne om, at selvom vi lever i en brudt ver-

den, så er forsoning mulig! Jeg vil runde af

med, at minde om et vers fra Es.58,6: ”Den

faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens læn-

ker og sprænge ågets bånd, at sætte de un-

dertrykte i frihed og bryde hvert åg.” Gud

ønsker, at vi som hans børn ikke bliver holdt

fast i konflikten og stiller os til tåls med den,

men at vi er med til at sætte os selv og an-

dre i frihed fra den byrde, en konflikt er.

Det kræver villighed og tålmodig bønnetid

med Jesus, for det er Ham, som er kilden til

forandring! Det er Ham alene, der kan tage

dine anspændte følelser væk! Derfor siger

Esajas om Jesus; ”man skal kalde ham Freds

Fyrste.” (Es. 9,5).

Må Jesus velsigne dig og give dig kraft

til at kæmpe for for-

soning i dine svære

relationer.

Vi er kaldet til at leve forsoningen ud i vores hverdag og støtte andre til at

gøre det samme

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel16

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 17

LIVGIVENDE DøDMennesket handler ofte forkert, Gud er klog og Jesus elsker alle

mennesker. Så langt så godt. Men hvorfor i alverden var det en

pinefuld død på et torturinstru-ment, som var nødvendig, for at vi kan være sammen med Gud? Er han ikke lidt hård vel sig selv,

ham Gud? Af stud.teol. Filip Torp Kildeholm

filipkildeholm@hotmail.com

Havde Nietzsche levet for ca. 2000 år siden

i dagene fra Jesu død langfredag til påske-

morgen, så kunne han med rette have sagt:

”Gud er død”. For langfredag aften døde

Gud. På Golgatas klippe holdt Guds hjerte

op med at slå. På denne klippe døde Gud i

stedet for mig. Ikke fordi jeg havde tryglet,

grædt eller bedt ham om det. Eller fordi jeg

havde fortjent det. For mens jeg endnu af-

skyede ham, døde han en stedfortrædende

død, for at jeg kunne blive forsonet med

ham.

Men selvom denne forsoning er kernen

i evangeliet, så er den af mange forbundet

med et budskab, der har slidt mere i ørene

end været det frigørende budskab, som

har forkyndt min nye relation til Gud. Men

hvordan skal vi forstå forsoning, og hvordan

undgår vi, at den blot bliver en slidt frase og

et skuldertræk?

Menneskets situation over for Gud

For at finde svaret på dette må vi begynde

med at se på situationen mellem mennesket

og Gud for at forstå, hvorfor en forsoning

overhovedet er nødvendig.

Når vi går til Bibelen, siger den meget klart,

at menneskets helt grundlæggende problem

er, at det efter syndefaldet ikke længere øn-

sker og kan søge Guds vilje og leve i tillid

til ham ved sin egen formåen. I stedet har

mennesket gjort sig selv til gud og lever nu

i fjendskab med Gud som en synder (Kol

1,21).

I dag betragter mange dog dette bud-

skab provokerende eller ligefrem forargeligt,

hvilket kan være årsag til, at man tager af-

stand fra kristendommen. Grundene til dette

er flere, men én grund kan måske være, at

talen om synd ofte bliver (mis)forstået som

en degradering af eller ligefrem en frata-

gelse af dets værdi som menneske. Dette er

meget uheldigt. For i Guds øjne har menne-

sket værdi for, hvad det er – og ikke for, hvad

det gør (Sl 8,6).

Andre gange bliver en forkyndelse af

synden opfattet som bedrevidende og ned-

ladende, så vi føler os indkapslet i en skam,

der får os til at opleve os forkerte som men-

nesker. Det kan skyldes, at vi ved forkyndelse

af synd er mere fristet til at tale store ord om

de synder, vi ikke selv har nogle problemer

med og dermed undlader at tale om de syn-

der, vi selv kæmper med. Hermed kan vi let

komme til at fremstå som personer, der ikke

selv kæmper med synd.

Jeg må dog også indrømme, at når jeg

ofte reagerer imod talen om synd, så skyl-

des det, at jeg bliver ramt i min stolthed. Så

kæfter ’gamle Adam’ op i mig om, at ingen

skal komme og fortælle ham, hvad der er

rigtigt og forkert.

Men selvom det er svært at tale om syn-

den, så mener jeg, det er vigtigt, at vi stadig

hører om den og beder Helligånden vise os,

hvor synden er i vores liv. For kan jeg ikke

se, at jeg er en synder, kan jeg heller ikke

se, at jeg brug for Jesu kors. Og så lever jeg

på afstand af Gud.

Guds situation over for mennesket

Gud er, modsat mennesket, hellig og tåler

ikke synd. Ja, han afskyr og væmmes over

synden. Derfor må alt syndigt straffes på

grund af Guds vrede og rammes af hans

forbandelse. Guds vrede over synden kan

måske opfattes småligt. Men hvordan skul-

le Gud kunne se gennem fingre med syn-

den, når den er et udtryk for et fastklistret

gudsoprør i menneskets hjerte? Så set fra

Det uløselige problems løsning

Men Gud er også barmhjertighedens og kær-

lighedens Gud, og han kan derfor ikke igno-

rere menneskets håbløse situation. Derfor

vælger Gud en løsning, hvor både uretfær-

digheden og synden bliver straffet, og hvor

synderen samtidigt møder Guds frelse og

barmhjertighed. Gud vælger nemlig at lade

sin søn dø i stedet for os (Ef 2,4-5).

Jesus som stedfortrædende offer

Men hvordan kan en mands død betyde liv

for mig? Hvordan kan Jesu død få betydning

for min relation til Gud? Går vi til Moseloven

i GT, finder vi her anvisninger om, at et of-

ferdyr kan træde i stedet for et menneske, så

mennesket ikke selv rammes af Guds vrede

og straf. Vi ser det eksempelvis i forbindelse

med den store forsoningsdag (3 Mos 16),

hvor ypperstepræsten i helligdommen skal

stænke blod på sonedækket, som er på pag-

tens ark inde i det allerhelligste, hvor Gud

selv har taget bolig. Dette skete, for at isra-

elitterne kunne få soning for deres synder.

Egentlig burde israelitterne selv dø for deres

synder, men Gud havde forordnet det sådan,

at et offerdyrs liv kunne gå i stedet for israe-

litternes liv. Blodet spiller her en vigtig rolle,

såvel menneskets som Guds side virker en

forsoning umiddelbart umulig, for der sy-

nes at være et modsætningsforhold mellem

begge parter.

for ”det er blodet, der skaffer soning, fordi

det er livet” (3 Mos 17,11). Dermed bliver

Guds vrede kanaliseret væk fra israelitterne

og rammer i stedet offerdyret, så dets død

bliver deres død og dermed til liv for dem.

I NT videreføres denne tanke.

Jesus fremstilles her som den

fuldkomne ypperstepræst,

der frembærer det

endegyld ige

offer til

har Gud taget bolig. Dernæst får han sagt,

at han er det sande sted, hvor forsoningen

sker. Det betyder, at Jesus samtidigt er Gud

og forsoningens rum. Det

betyder, at forsoningen

er et anliggende, som

finder sted i Gud selv.

Dette er en side ved

forsoningen, som er me-

get svær at forstå. Men

det er her vigtigt at un-

derstrege, at Gud ikke er

s y n -

d e r n e s

f o r l a d e l s e .

Men det er ikke et

offerdyr, Jesus frembærer,

men sit eget legeme (Heb 9,24;

jf. Es 53,5.10). Ved at frembære sig

selv - som et offer for Gud - bliver Jesus

ramt af den vrede og forbandelse, der ellers

skulle have ramt os (Gal 3,13). Derved bærer

han al verdens synd og skyld på sig bort fra

mennesket. Jesus bliver identisk med min

synd, som dør sammen med ham på kor-

set. Denne stedfortrædelse er forsoningens

hemmelighed og det, der gør Guds frelse til

verdenshistoriens største kærlighedshand-

ling.

Forsoningens paradoks

Men i denne kærlighedshandling er det vig-

tigt at understrege, at det ikke blot er en

tilfældig mand,

der dør på kor-

set, men Gud

selv. Vi så tid-

ligere, at temp-

let var det sted, hvor forsoningen fandt

sted i GT, og hvor Guds herlighed selv var

til stede. Men i NT beskriver Jesus sig selv

som dette tempel ( Joh 2,19-22; jf. Åb 21,22).

Dermed får han sagt to vigtige ting. For det

første får han understreget, at i ham bor

hele guddomsfylden (Kol 2,9). For i templet

pas-

siv i

forsoningen,

hvilket ville ske,

hvis Jesus og Gud var to

fuldkomment adskilte perso-

ner. Gud er nemlig den eneste, der

kan frelse mennesket fra dets synd

(Es 43,11). Hvis Jesus derfor kun var

et menneske, så var vi endnu ikke

frelst, og vi levede stadig i skyld over

for Gud. Derfor involverer Gud sig selv i

forsoningen. For ”hvem andre end Ska-

berens billede kan træde i stedet for alle

de mennesker, der er skabt i dette bil-

lede.” ( Jørgen Sejergaard, ”Tempelgud”

s.103; jf. Hebr 1,3).

Den nye pagts blod

Men Jesu død indebærer ikke blot, at Guds

vrede vendes bort fra os. Den indebærer

også, at Gud opretter en særlig pagt med

os, hvor vores synder er tilgivet. Og tegnet

på, at vi står i denne pagt, er ikke blod fra

For i Guds øjne har mennesket værdi for hvad, det er – og ikke for, hvad det gør

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel18

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 19

drag og

falske gudsbilleder, så

vores billede af Gud

sløres, og vi dermed

ikke søger Guds vilje.

Her ligger der en stor

fare for den kristne.

Samtidigt kom-

mer han som en an-

klager (jf. Job 1,9)

til Gud med hans

anklageskrift mod

mennesket, hvor

han nævner dets synd. Dette gør han ikke,

fordi han ønsker, at retfærdigheden skal ske

fyldest, men i den forventning, at Gud vil

straffe og dømme det.

Dog har disse anklager kun en beretti-

gelse, der hvor vi har en skyld, som Djæve-

len kan anklage os for. Men Jesus ”slettede

vort gældsbevis… han fjernede det ved at

nagle det til korset” (Kol 2,14). Dermed er

den onde blevet afvæbnet. Det våben han

havde, som vores anklager, er nu blot et

vådt franskbrød, som vi ikke længere skal

frygte. Satan er blevet afvæbnet, for ”vore

brødres anklager [Satan] er styrtet, han som

dag og nat anklagede dem for Gud.” (Åb

12,10 jf. Joh 16,11).

Det betyder også, at når Satan forsøger

at overbevise mig om, at Gud ikke vil have

med en synder som mig at gøre, har jeg lov

til at pege på Jesu kors og dermed kalde

ham en bedragerisk løgner. For jeg står ikke

længere under Guds anklage, når jeg tilhø-

rer Kristus.

Målet med Jesu død

Målet med Jesu stedfor-

trædende død var

ikke blot at

vende Guds

vrede bort fra os. Det

var også at genetablere en ny re-

lation mellem Gud og mennesket, så vi igen

kan tjene ham. At vi som kristne tjener Gud

er et privilegium, som er en konsekvens af

forsoningen og et kendetegn på den krist-

nes liv (Rom 6,11.18). For ved Helligånden

vendes menneskets gudsfjendske hjerte, så

et offerdyr (jf. 2 Mos 24,8), men netop Jesu

blod (1 Pet 1,2; Åb 7,14). Hans blod er nemlig

”pagtens blod, som udgydes for mange til

syndernes forladelse” (Matt 26,28). Dette

blod har bevirket, at vi nu står i en nåde-

spagt, hvor vi er rene og hellige foran Gud.

Denne sandhed er ikke noget, vi kan erfare

ved at se på vores liv. For når vi ser på os

selv, ser vi ikke renhed og hellighed, men

synd. Nej, denne sandhed skal gribes og

modtages gennem Gud ord.

Jesus som sejrherre

Vi har nu set, at synden er blevet be-

sejret ved Jesu død og opstandelse.

Men hvad med Satan og hans magt?

Hvilken magt har Satan over for den

kristne?

Et af Djævelens mål er at holde

mennesket og Gud adskilt fra hin-

anden, så han kan trumfe sin egen

onde vilje igennem over for men-

nesket og dermed ødelægge dets

liv og fravriste det evigheden.

Derfor møder Djæve-

len os altid med

løgn, be-

det nu er muligt for mennesket at søge Gud

og tjene ham.

Samtidigt tildeles vi i troen en ny

status. Vi adopteres af Gud og får status

som et Guds barn (Gal 4,5). Vi kommer der-

med i familie med Gud og kan nyde godt af

alle de privilegier, som det giver. Et af disse

privilegier er livet på den nye jord. Og som

garanti på dette håb har vi modtaget Hel-

ligånden som pant (Ef 1,13-14).

To hjerter vendes

For kort at opsummere, kan vi sige, at ved

Guds modtagelse af Jesu offer vendes Guds

barmhjertige og frelsende hjerte mod os

syndere, så at frelsen nu er mulig for mig.

Ved modtagelse af Helligånden i mit hjer-

te, vendes mit syndige og fortabte hjerte

mod Gud, så at frelsen nu bliver min, ved

at han – den treenige Gud – tager bolig

hos mig. Forsoningens budskab er altså en

kærlig invitation fra Gud til at træde ind i et

evigt fællesskab med ham, hvor synden og

skylden er betalt. Og der hvor jeg indser, at

denne invitation er en personlig invitation

til mig fra Gud, da bliver forsoningen alt an-

det end en slidt frase og et skuldertræk.

For videre læsning om forsoningen og Jesu

guddommelighed, kan anbefales henhold-

vis ”Korsets mysterium” af Agne Nordlander,

Dansk Luthersk Forlag, 1985 og ”Tempelgud”

af Jørgen Sejergaard, Credo Forlag, 1997.

Forsoningens budskab er altså en kærlig invitation fra Gud til at træde ind i et evigt

fællesskab med ham, hvor synden og skylden er betalt

Forsoningens magt

Er det rimeligt, at den dommer, der uret-

mæssigt har sendt snesevis af mænd i fæng-

sel, ikke bliver straffet? Kan det forsvares, at

mennesker med andre menneskers blod på

hænderne går fri af straf? Eller hvad med de

fangevogtere, der tissede i fangernes mad

og derefter tvang fangerne til at spise den –

skal de gå fri? Og hvor står man som kristen

– er man forpligtet til at tilgive grove over-

trædelser af menneskerettighederne og leve

videre sammen med forbryderne? Dette var

helt essentielle spørgsmål for mennesker i

Sydafrika, da landets hvide apartheidstyre

opgav deres mangeårige undertrykkelse af

den sorte og farvede befolkning. Et styre,

der havde muliggjort tusindvis af forbrydel-

ser på niveau med ovenstående.

Ubuntu

Lad os starte et lidt andet sted, nemlig ved

Zulu- og Xhosa-begrebet Ubuntu. Det er

ikke helt let at oversætte, men betyder no-

get i retning af at tilhøre et større fælles-

skab og skal ses i tæt sammenhæng med et

andet xhosa-udtryk, der siger: ”et menneske

er et menneske gennem andre mennesker.”

På den måde markeres menneskets værdi

netop gennem dets relationer til andre men-

nesker – I am because we are - hvilket er en

voldsom kontrast til klassisk vestlig individ-

tænkning. Tankerne er blevet en slags etisk

og filosofisk fundament for den nye syd-

afrikanske nation, der stadig kæmper med

at hele sårene efter mange års fjendskab,

forbrydelser og adskillelse mellem hvide,

farvede og sorte.

Det mest kendte eksempel på ubuntu

i praksis finder vi i Sydafrikas første sorte

præsident Nelson Mandela, der sad fængs-

let i 27 år for sit lederskab af den væbnede

modstand mod det racistiske apartheid-

styre. Kategoriseret som D-fange – den la-

veste fangekategori – havde Mandela og

hans mange politiske medfanger ret til ét

brev og ét besøg hver sjette måned. Når

brevet kom, var det som oftest klippet søn-

der og sammen af censuren, så der kun var

meningsløse brokker tilbage. Fangerne blev

udsat for ekstremt hårdt arbejde i et kalk-

brud og tvunget til at gå i shorts som små

drenge. Tiltaleformen var ”boy”. Alligevel

formåede Mandela gang på gang at skelne

mellem system og menneske, og hans evne

til at knytte bånd til fangevogtere og politi-

ske modstandere er legendarisk. Nøglen til

at forstå Mandela ligger gemt i hans tanker

om forsoning og menneskeligt fællesskab og

i hans evne til at sætte sig ud over sine egne

personlige lidelser og afsavn.

Hævn eller tilgivelse?

Et afgørende initiativ i den sydafrikanske

forsoningsproces var oprettelsen af The

Truth and Reconcillation Council (TRC) –

Sandheds- og forsoningskommissionen med

ærkebiskop Desmond Tutu som formand.

Kravet var ærlighed om fortidens forbrydel-

ser, guleroden var amnesti – altså fritagelse

for straf.

TRCs arbejde er generelt anerkendt

som et vellykket eksempel på forsoning og

er kopieret i andre post-konfliktsituationer

verden over. Forløbet står i kontrast til ek-

sempelvis Nürnberg-processerne efter

Når offeret forsoner og

forbryderen går fri

I ekstreme tilfælde må juraen og loven give op. Forbry-delsen så omfattende, at hævn er umulig. Her går den

eneste vej videre gennem forsoning. Med en sådan proces dukker mange spørgsmål op. Et eksempel er

Sydafrikas opgør med apartheid.

Af Cand. scient. pol Mads Kobbersmed og cand. theol Oline Kobbersmed

Mads og Oline arbejder for Dansk Ethioper Mission i Etiopien, hvor de fra 2011 skal

undervise på Mekane Yesus-kirkens uddannelsesinstitutioner i teologi og ledelse.

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel20

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 21

død på korset (Kol 1,19-20; 2. Kor 5,18-19).

Her har vi for alvor tilgivelsens begyndelse

og begrundelse. Der findes ikke en synd

så stor, at mennesket ikke kan tilgives. Og:

mennesker må derfor også lære at eftergive

hinandens skyld. Set fra denne vinkel er der

altså nogle meget forbilledelige træk i TRCs

arbejde.

Der er dog alligevel nogle spørgsmål

forbundet med kommisionens arbejde, også

set fra en kristen vinkel. Kan tilgivelse sæt-

tes i system og gøres til et alment anliggen-

de, som samfundet forpligter borgerne på?

Hvis det er tilfældet, må begrundelsen for

tilgivelsen været noget andet og mere end

den kristne. En kristen etik kan ikke forven-

tes af dem, der ikke kender Kristus. Det ny-

testamentlige værdisæt hører til indenfor en

kristen ramme – om end der findes mange

værdier, som også ikke-troende kan tilslutte

sig (f.eks. næstekærlighed, troskab, gavmild-

hed, gæstfrihed). Men tilgivelse af fjenders

onde handlinger – det er en stor mundfuld,

både for kristne og ikke-kristne. Og skal det

give mening for ikke-troende, så må begrun-

delsen være en anden end den bibelske. I

TRCs tilfælde har Tutus formandskab spillet

en afgørende rolle. De kristne værdier har

været med til at forme TRCs virke, og der-

for kan det – i det mindste på ikke-troendes

vegne – være legitimt at drage tilgivelsen

som det eneste rigtige i tvivl.

Anden Verdenskrig, hvor der afsagdes en

række dødsdomme og lange fængselsstraffe

over naziregimets ledende skikkelser. Hvor

Nürnberg-processerne karikeret kan beskri-

ves som vindernes hævn over taberne, var

målet i Sydafrika at sikre et samfund, hvor

både forbrydere og ofre kunne leve sam-

men. Kravet var ærlighed omkring forbry-

delsen fra gerningsmændenes side. På den

måde kunne gerningsmanden vedgå sig sin

skyld, angre forbrydelsen og lægge den bag

sig. Samtidig fik offeret mulighed for at tale

om sine oplevelser og møde en offentlig

anerkendelse af, at det virkelig var en uger-

ning, der var begået, og hermed kunne offe-

ret også blive taget alvorligt som menneske

med værdighed.

Forsoningsprocessen kan lyde som et

sympatisk projekt, og for mange blev TRCs

arbejde da også begyndelsen på fremtiden.

Men forsoningsprocessen var ikke uden pro-

blemer. Ofte har ofrene følt, at systemets

håndlangere ikke fik en retfærdig straf, og

at man uden anger og alt for let har kun-

net slippe for konsekvenserne af mange års

forbrydelser. I den slags situationer kan man

næsten tale om dobbelt-op på forbrydelsen,

da offeret imod sin vilje har måttet tilgive

en ikke-angrende forbryder. Efterfølgende

er spørgsmålet da også blevet rejst, om ikke

man i ophøjelsen af forsoningen og tilgivel-

sen har forsømt at anerkende den legitime

vrede, som offeret eller pårørende i mange

tilfælde har følt (se fx Thomas Brudholms

ph.d.-afhandling fra 2005 ”Resentment’s

Virtue”).

Hvad siger Bibelen?

Men i forhold til en kristen forståelse af for-

soning og tilgivelse, skal man så ikke tilgive,

også når gerningsmanden ikke angrer? Jo,

der er i hvert fald flere bibelske eksempler

og opfordringer til at vælge tilgivelsens vej –

også når den ikke er oplagt. Kroneksemplet

er Jesu ord på korset om sine bødler, der jo

næppe har fortrudt i selve gerningsøjeblik-

ket, hvor Jesus udtaler: ”Fader tilgiv dem, for

de ved ikke, hvad de gør”(Luk 23,34). Også

Josef (1. Mos 45), der tilgiver, at hans brødre

på kynisk vis solgte ham som slave til Egyp-

ten – selvom han får magten til at knuse

dem, er et bemærkelsesværdigt eksempel.

Og i det hele taget vrimler Det Nye Testa-

mente med opfordringer til

at tilgive og forsone sig med

sin modpart og endda at elske

sine fjender! (se f.eks. Matt

5,23; Matt 5,43ff; Matt 18,21ff;

Luk 17,4; Ef 4,32).

I en kristen tankegang skelnes der mel-

lem forbryder og forbrydelse: uanset hvor

grov en synd, et menneske har begået, vil

det stadig være skabt i Guds billede og have

uendelig værdi. Gud har selv grebet ind i

verden og ”forsonet alt med sig” ved Kristi

”Sand forsoning har ikke noget at gøre med at råbe: “Fred, fred!”, hvor der ingen fred er. Nej, det er at stille folk over for de fordringer om retfærd og fred og barmhjertighed og omsorg, som evangeliet om Jesus Kristus stiller. Det betyder at tage stilling for de svage og den, som er trådt under fode – de mindste af Kristi brødre – at være stemme for den, der er stille. Man kan ikke forholde sig neutral over for uretfærdighed og undertrykkelse og udnyttelse.” Desmond Tutu

En kristen etik kan ikke forventes af dem, der

ikke kender Kristus.

Tilgivelse på kommando

I forlængelse af dette rejser sig spørgsmå-

let: kan man forvente, at mennesker tilgiver

grove forbrydelser, så snart gerningsman-

den indrømmer? Er det rimeligt at forvente

tilgivelse på kommando? Må kristne ikke

også have lov at blive vrede, når uretfær-

digheden tager overhånd? Vel kan tilgivel-

sen og forsoningen have en helende effekt

på både forbryder og offer, men det er et

problem, når tilgivelsen snarere bliver et

pres end et valg.

Når disse indvendinger er rejst, skal det

dog understreges at TRCs opgave ikke var

at skabe en ny samfundsstruktur, hvor tilgi-

Og hvor er Sydafrika så i dag? På trods af de

mange rigtige politiske beslutninger i åre-

ne omkring apartheidsystemets ophør kan

300 års undertrykkelse og mistro mellem

mennesker ikke heles med et trylleslag. De

enorme forskelle i levevilkår mellem sorte

og hvide gør det svært at tale om en ægte

og substantiel frihed for de sorte i landet,

hvor mange kun kunne drømme om en bil-

let til en af kampene ved det netop afholdte

VM. De sorte kan nu stemme hvert fjerde år,

men uddannelse, sikkerhed og sundhed er

stadig fundamentale mangelvarer. Et sygt

apartheidsystem er historie, men der er sta-

dig masser at kæmpe for. TRCs arbejde var

blot begyndelsen på en lang proces, som ser

ud til at kunne tage mange år endnu. Og det

kan måske for os være en påmindelse om,

at forsoning og tilgivelse ofte tager tid, sved

og tårer. Forsoningen skal ikke vælges, fordi

den er nem – men fordi den er sand.

velse skulle erstatte straf. Målet var at kom-

me videre efter et sygt system, hvor antallet

af gerningsmænd havde vokset sig så stort,

at det næppe var muligt at straffe dem, og

hvor straffen meget muligt ville kunne avle

endnu mere vold. Og set fra det perspek-

tiv er der nogle beundringsværdige træk i

kommissionens arbejde, der kan tjene som

forbillede for mennesker verden over. Den

smertefulde proces, hvor der blev sat ord

på forbrydelserne, og arbejdet for forsoning

mellem mennesker skabte fundamentet for

en fælles fremtid. Og selvom langt fra alt i

det kronkrete arbejde blev en succes, må

man som kritiker stille sig selv spørgsmålet:

hvad var alternativet?

Mere om det sydafrikanske forsonings-eksperiment:

• Det hvide lærred. Invictus (2009). I Clint Eastwoods Invictus fra 2009 følger vi Springboks – det syd afrikanske rugbylandshold vej mod to umulige mål: verdensmesterskabet og forsoningen af sorte og hvide i et sønderrevet land.

• Forskning. Resentment’s virtue (vredens dyd), Thomas Brudholm. Ph.d.-afhandling der giver en filoso fisk indføring i vredens fordele og udfordrer vores tænkning omkring tilgivelsens overlegenhed. Læs kapitel 1 på http://www.temple.edu/tempress/titles/1879_reg.html

• Bog. Mandelas lære – tanker om livet, modet og kærligheden (2010). Ny biografi der går tæt på driv kraften hos den afgørende person i Sydafrikas overgang fra apartheid-styre til folkestyre.

• Bog. Vejen til Frihed. Nelson Mandelas selvbiografi fra 1994 om hyrdedrengen, der blev den første sorte præsident i Sydafrika, har det hele. Historien, dramaet og nøglen til forståelsen af Mandelas person.

Den smertefulde proces hvor der blev sat ord på forbrydelserne og arbejdet for for-soning mellem mennesker skabte funda-

mentet for en fælles fremtid

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel22

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 23artikel · Kontrol · 2010 · # 3 · TIL TRO 23

SmERTE -

FoRSoNINGENS pRISDet er ikke altid let at tilgive og forsone sig med andre. Det kan være ganske hårdt og

smertefuldt at skulle tilgive en uretfærdighed begået mod en selv. Det er - uretfærdigt. Men smerten er en nødvendig pris, man ikke må

feje væk under tæppet.

Af Flemming Bak Poulsen, Cand.teol.

forlagsredaktør, LogosMedia

fbp@logosmedia.dk

stykker, genoprettelse af et ødelagt fælles-

skab. Forsoning er ikke i sig selv smerte-

fremkaldende, men den er smertefuld, fordi

forsoning handler om at overvinde fjend-

skab eller skyld.

Smerten er vigtig

Det er mere end bare småsyret billedbrug

at kalde forsoningen blodrød og ikke candy-

floss-rød.

Der findes nemlig en måde at tale om

forsoning på, der er for let. En lys forso-

ningsforståelse, der udvisker eller nedtoner

det smertefulde ved forsoningen. Intentio-

nen kan måske være god, fordi man vil hjæl-

pe sig selv eller en anden til at leve bedre

med en krænkelse eller en relation, der er

gået i stykker. Men hvis man tager fortræng-

ningens genvej, og ikke tager smerten og

skylden alvorligt, kan resultatet blive et nyt

overgreb mod offeret. Vedkommende skal

ikke bare leve med den første krænkelse,

men forventes oven i købet at pakke sine

berettigede følelser væk i et forfejlet for-

søg på forsoning. En vigtig forudsætning for

Forsoning og smerte

For de fleste vækker ordet forsoning umid-

delbart positive følelser. Vi forbinder det

med gribende historier om mennesker der

glade falder hinanden om halsen. Og der

er en grund til de positive følelser. Det, at

mennesker er i stand til at forsones, er noget

af det smukkeste ved os, fordi det hænger

sammen med vores evne til kærlighed.

Men samtidig er der en alvorstyngde

over ordet forsoning. Det sender ikke lyse

og lette signaler som candyfloss en sommer-

dag, men forsoningens følelser er forankret

dybt i hjertet på os. Forsoningens følelser er

ikke candyfloss-lyserøde. Hvis forsoningsfar-

ven er rød, er det snarere den dybrøde farve

af blod, fordi forsoning kan koste både tårer,

sved – og blod.

Forsoning kan defineres som ”genopret-

telse af et fællesskab mellem to parter, der

har stået i et fjendtligt eller skyldbetinget

forhold til hinanden” (Den store danske

encyklopædi). Derfor er der også altid en

smerte forbundet med forsoning, fordi det

handler om at reparere noget der er gået i

forsoning er, at sandheden om krænkelsen

kommer frem og bliver fortalt. Derfor er det

vigtigt at insistere på sammenhængen mel-

lem forsoning og smerte, så vi ikke kommer

til at tale for letkøbt om forsoning. Hvis vi

er bange for smerten, og hvis vi tilgiver ved

at forsøge at ignorere uretfærdigheden, så

får tilgivelsen ikke fat om det egentlige pro-

blem. Måske er der særlig god grobund for

denne lyse, candyfloss-røde forsoningsfor-

ståelse i skæringsfeltet mellem en smerte-

forskrækket tid og en kristen tradition, der

fremhæver idealet om tilgivelse.

Forsoningens pris

Når én krænker en anden, opstår der skyld.

Krænkeren står i gæld til offeret. En forud-

sætning for forsoning er, at denne gæld be-

tales eller fjernes. Et vigtigt spørgsmål, hvis

man vil tage skylden og smerten alvorligt,

bliver derfor: Hvem fjerner gælden? Hvem

betaler forsoningens pris?

Det korte svar er: offeret. Det er kun

den krænkede, der kan betale eller annul-

lere den gæld, som krænkelsen har skabt

24 TIL TRO · # 2 · 2010 · Less is more · artikel

I mellemmenneskelige forhold er

rollerne som offer og krænker meget

sjældent helt entydige. Vi er (næ-

sten) altid både offer og krænker.

Anderledes er det i forhold til

Gud. Han krænker aldrig os,

men vi krænker ham med

vores synd.

Tilgivelse kræver blod

Hebræer-

brevet er

væsentligt

for en bibelsk

forståelse af

forsoning. Her

læser vi bl.a.

(Hebr. 9,22):

”Ja, efter loven

bliver næsten

alt renset

med blod,

og der finder

ingen tilgivelse

sted, uden at der

imellem offer og krænker.

Hvordan skulle spritbilisten kunne be-

tale for det barn, han kørte ned? Eller hende

der med løgn og bagtalelse har forpestet et

andet menneskes liv - hvordan kan hun gøre

det godt igen?

Krænkeren kan ikke fjerne skylden, kan

ikke gøre det gjorte ugjort. Det kan offeret

heller ikke. Men offeret kan (måske) tilgive.

Kun tilgiveren kan fjerne skylden i tilgivel-

sen.

Det betyder ikke, at krænkerens ”beta-

lingsforsøg” i form af skyldserkendelse, an-

ger, soningsgaver mv. er uvæsentlige. De kan

tværtimod være vigtige for at etablere en

grund, som tilgivelsen kan stå på, og de kan

være vigtige for at krænkeren kan tage imod

tilgivelsen. Men de kan ikke betale skyld.

Det kan måske virke underligt let eller

passivt at være krænker. Man kan egentlig

ikke gøre noget ved skylden, men blot håbe

på tilgivelse. Men dels er det netop en del

af skyldens forbandelse – at krænkeren ikke

kan fjerne den, men må leve med at have

gjort det. Og dels er krænkeren også selv

offer for sin egen krænkelse; drabsmanden

gør sig selv til morder, og krænker dermed

sit eget billede af sig selv. Og hvordan kan

man tilgive sig selv at have slået et andet

menneske ihjel eller krænket et andet men-

neskes ære?

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel24

25artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

”For blod af tyre og bukke kan umuligt

tage synder bort” (Hebr. 10,4). Det gam-

meltestamentlige dyreblod skulle derimod

pege frem mod et andet og evigt offer,

nemlig det som Jesus bragte. ”For ved ét

eneste offer har han for altid ført dem, han

helliger, til målet … Ved Jesu blod har vi

altså frimodighed til at gå ind i helligdom-

men” (Hebr. 10,14.19).

Når der ikke finder tilgivelse sted, uden

at der udgydes blod – er der altså tale om

tilgiverens (Guds) eget blod. Han betaler

tilgivelsens pris. Jesus tog den smerte på

sig, som var nødvendig, for at vi mennesker

kunne blive forsonet med Gud.

Forsoning og den anden

Forsoning er et relationsbegreb. Der skal to

til at forsones, men der skal kun en til at

hindre forsoning. Bibelens budskab om

forsoning mellem Gud og mennesker

lyder i kortform: Gud har i Kristus

forsonet verden med sig og ikke

tilregnet dem deres overtræ-

delser. Derfor invitationen:

udgydes blod”. Umiddelbart kunne man

opfatte citatet sådan, at krænkeren (men-

nesket) må sørge for at ofre noget til Gud

for at kunne blive tilgivet. Stedet henviser

jo til moselovens forordninger om, at

Israels folk skulle ofre dyr for

deres synd.

Men det er slet ikke

det, der er grund-

tanken i He-

bræerbrevet.

Tværtimod.

Lad jer forsone med Gud ( Jf. 2. Kor. 5,18-

20).

På det mellemmenneskelige plan finder

vi dels en kraftig understregning af, at vi

kristne, som er blevet tilgivet af Gud, skal

søge tilgivelse og forsoning i vores forhold

til hinanden (jf. fx lignelsen om den gæld-

bundne tjener, Matt 18,21-35). Men vi finder

også en vigtig nuancering eller begræns-

ning af vores bestræbelser på forsoning.

”Hold fred med alle mennesker, om det er

muligt, så vidt det står til jer” (Rom. 12,18).

Vi skal gøre vores for at tilgive,

men vi kan ikke tvinge den an-

den til forsoning.

Forsoning for alvor

Forsoning er et alvorstungt ord.

Og sådan skal det også være.

K.E. Løgstrup formulerede det på den pa-

radoksale måde, at det kun er over for det

utilgivelige, at vi har brug for tilgivelse. Ved

de mindre krænkelser (det tilgivelige), kan

vi fint nøjes med overbærenhed.

Fordi forsoning handler om de store

krænkelser og tillidsbrud, er forsoning for-

bundet med smerte. Men modsat krænkel-

sens smerte er forsoningens smerte positiv,

fordi den er fuld af håb. Håb om genopret-

telse, om et nyt liv, der ikke er bestemt af

krænkelsen og fjendskabet. Forsonings-

smerten er en fødselssmerte og ikke en

dødssmerte.

Forsoning er ikke i sig selv smerte-fremkaldende, men den er smerte-fuld, fordi forsoning handler om at

overvinde fjendskab eller skyld

er ikke kun de sædvanlige Messiasprofe-

tier, der bliver taget op, men også de mere

indirekte. Det er dejligt at læse sig til, hvor

gennemtænkt og fantastisk Guds frelses-

plan er.

Det kan synes ærgerligt, at Leif Num-

mela ikke går mere i dybden med de

enkelte skriftsteder og profetier end han

gør. Bogen var selvfølgelig blevet meget

mere omfattende, men samtidig sidder man

også af og til med en følelse af, at han lige

har givet en apetizer, og derefter bevæger

sig videre til næste henvisning. Det er en

god opfordring til én selv til at dykke ned

og undersøge skriftstederne selv, fordi man

selv er blevet sulten på mere! At læse en

opbyggelig bog, hvor lysten til at dykke

ned i Guds Ord fremkommer, er jo egent-

lig en velsignelse. Så i stedet for at ærges

over Leif Nummelas manglende lyst til at

gå mere i dybden med tingene, burde man

måske glædes over, at det giver en selv lyst

til at dykke ned i Bibelen.

Bogen er spækket med tabeller og over-

sigter, der har til formål at give et overblik

at give et overblik over Israels historie, men

samtidig peger fremad. Det er en fin måde

Af Filip Friis,

filipfriis_87@hotmail.com

Mange temaer går igen hele vejen igen-

nem Bibelen. Der er dog kun én rød tråd,

skriver den finske teolog Leif Nummela. Det

er Guds frelsesplan igennem Jesus Kristus.

Helt fra 1. Mosebog til Åbenbaringsbogen,

bliver der peget hen imod Jesus.

I Emmausvandringen fortælles der om,

hvordan Jesus viser sig for nogle disciple

og hvordan han ud fra Skrifterne viser dem,

hvem han er. Med det udgangspunkt ønsker

Leif Nummela at vise, hvordan hele Det

Gamle Testamente peger hen imod Kristus.

Bibelen er meget omfattende, til

tider svær at forstå og næsten umulig at

overskue. Den kan næsten opfattes som

en kode, hvor man måske kan tyde enkelte

ting og skabe en nogenlunde sammen-

hæng, men hvor det kræver en form for

nøgle, at forstå det fuldt ud. Denne nøgle er

ifølge Leif Nummela Jesus Kristus. Hele Det

Gamle Testamente peger frem imod ham,

og hele Det Nye Testamente kan kun forstås

i lyset af ham.

For at prøve at afklare Guds frelseshi-

storiske plan, viser Leif Nummela, hvordan

Israels historie hænger tæt sammen med og

ofte er tegn på, hvad der skal komme. Det

at skabe overblik på, og samtidig bruger

Leif Nummela det historiske forløb til at

understrege sin pointe: At Jesus er centrum

og rød tråd i bibelen.

Af og til kan det virke som om, at Leif

Nummela argumenterer i cirkler, når han

bruger Det Nye Testamente som argument

for, at Det Gamle Testamentes profetier er

opfyldt. Men, som han selv pointerer, er Det

Ny Testamente de absolut mest troværdige

og mest præcise kilder vi har omkring begi-

venheder angående Jesus.

Bogen er god for dig, hvis du ønsker at

opleve og læse om, hvordan Gud fra de før-

ste tider har forudbestemt sin frelse. Den er

god, hvis du ønsker at blive bekræftet i, at

Gud ikke er en vilkårlig og tilfældig gud, der

bare handler på pludselige impulser, men i

stedet handler efter en forudbestemt plan.

Bogen er en inspiration til at læse Bibelen

med den rette skriftnøgle, nemlig Jesus som

ham, der åbner Bibelen, og får den til at

give mening som en fuldendt fortælling.

”Bibelens røde tråd”

Leif Nummela

264 s.

Lohse

BØGER

26

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO 27

Af Filip Friis,

filipfriis_87@hotmail.com

Hvor ofte har vi ikke læst i Bibelen, og sid-

det og været frustrerede over, at det vi har

læst, på ingen måde kan give mening for

os. Hvor ofte har vi hørt klassekammerater

stille spørgsmål, der udfordrer vores tro og

uden at vi kan give et logisk og tilfredsstil-

lende svar. Hvor fik Kain sin kone fra? Og

hvem er gudssønnerne i fortællingen om

Noah?

Lige så ofte har vi stillet os selv spørgs-

mål, når forskellige åndelige og teologiske

overvejelser har ramt os. Hvad er det med

de kvindelige præster? Hvordan er det nu

med bortrykkelsen og tusindårsriget?

Disse spørgsmål, samt en masse andre,

prøver Hans-Ole Bækgaard at give svar på

i sin nye bog ”Med hovedet under armen”.

Titlen antyder, at vi som kristne nogle

gange svarer med hoved under armen. På

godt hverdagsdansk vil set sige uden nogen

fornuftig grund.

Hans-Ole Bækgaard prøver i bogen at

pointere, at de bibelske begivenheder og

bibelske principper ikke er et udtryk for

en ufornuftig tankegang, men derimod

et udtryk for en rationaliseret og til tider

kompleks tankegang.

Bogen er bygget op omkring tres skrift-

steder, som gennem tiden har voldt kristne

problemer. Det er tale om enten skriftste-

der, der virker som faktuelle modsigelser,

har været årsag til teologisk stridighed eller

ganske enkelt har været svære at forstå for

den menige kristne.

Hans-Ole Bækgaard forsøger at give

tilfredsstillende og fornuftige svar på alle

spørgsmålene, men det virker kun til dels.

Dette skyldes nok, at der til tider ikke bliver

gået helt i dybden med problemstillingerne.

Når et spørgsmål om f.eks. åndsdåb, der

har været et teologisk stridspunkt siden

reformationen, bliver besvaret på 5-6 sider,

virker det skævvredent at spørgsmålet om

hvorfor Gud i et enkelt kapitel i Bibelen kal-

des for “Isaks rædsel” (1. mos. 31,41), bliver

besvaret cirka lige så grundigt. Det havde

været rart, om Hans-Ole Bækgaard havde

sorteret lidt i problemstillingerne, så de pro-

blematikker, der måske har mest relevans,

blev besvaret mest grundigt.

Hans-Ole Bækgaard er gået i dybden

med tingene, og bruger mange forskellige

danske oversættelser af Bibelen, til tider

også sine egne, til at bringe klarhed over

problemstillingerne. Der kan være mange

årsager til, at en bibelsk tekst fremstår

uforståelig, og sommetider kan det ganske

simpelt været på grund af en ufuldstændig

oversættelse af grundteksten. Det er rart,

at mærke at Hans-Ole Bækgaard virkelig

er gået i dybden med de tekster, som han

arbejder med.

Når man læser bogen, er det en god idé

at have Bibelen som opslagsværk ved siden

af sig!

Når man læser en bog om bibelske pro-

blemstillinger, er det oplagt, at man læser i

Bibelen, for at bringe klarhed over tingene.

Ofte er der ting i Bibelen der kan provokere.

Hvorfor skal kvinder tie i forsamlingen? Må

en mand ikke være langhåret? Der er en

sandsynlighed for, at man til tider er uenig

med Hans-Ole Bækgaards udlægning af

tingene, men han argumenterer godt ud

fra bibelens tekster og grundtekster, og

virker derfor troværdig - men også svær at

modsige.

Bogen er et godt opslagsværk, hvis der

er nogle uopklarede ting eller svære proble-

matikker i Bibelen, man ønsker behandlet.

Den kan også læses fra ende til anden som

en spændende bog.

”Hovedet under armen?”

Hans-Ole Bækgaard

352 s.

Lohse

bøger · 2010 · # 2 · TIL TRO 27

REFLEKSIONER

ladte indsøer, for der at finde lidt luft. Lidt

mening.

Det skræmmende ved meningsløsheden

er, at man kommer i kontakt med intethe-

den og tomheden. Tidligere var man over-

bevist om at Gud havde en mening med

livet. Nu er den væk. I hvert fald midlerti-

digt. Og tanken melder sig: måske er jeg

i virkeligheden bare overladt til mig selv?

Hvis man kender sig selv godt nok, er det

ikke en rar tanke. Overladt til selv at finde

mening. Skabe mening. Skabe mening, hvor

der ingen forudgiven mening er. Skabe

mening ud af intetheden og tomheden. Selv

kæmpe sig igennem livet og leve som om

Gud ikke findes. Men jeg tror at Gud findes.

Og hvis Gud findes, så er alt dybest set ikke

tomhed og intethed. Engang, før skabelsen,

var der tomhed og intethed over jorden.

Men nu har Gud skabt ud af intet, og der-

med er der masser af fylde.

Meningsløsheden stiller skarpt på et

interessant spørgsmål: Har Gud en forud-

givet mening for vore liv, eller må vi selv

finde den? Jeg tror at begge dele rummer

sandhed. Gud har planer og mening for

vore liv. Han har veje, han ønsker vi skal gå.

Hvor konkrete planerne og vejønskerne er,

er svært at blive klog på. Og det varierer

nok, fra tid til tid, og fra person til person,

En standard sms-ordbog kan ikke stave til

meningsløshed. Men sms-ordbøger ved

ikke alt om det menneskelige liv. Jeg tror

de fleste, ligesom jeg har gjort det, møder

meningsløshed på et eller andet tidspunkt

i livet. Man kan beskrive meningsløshed

som en dyb, eksistentiel følelse. En følelse,

som rører ved det allerdybeste i os, længs-

len efter at finde mening i vore liv, i det vi

gør og det vi tror. Når vi ikke finder den me-

ning, så fornemmer vi, at et eller andet ikke

er som det skal være. Tanker og handlinger,

som gav mening tidligere, giver det ikke på

samme måde mere. Måske slet ikke mere.

Og vi går i stå. Eller går aktivt på jagt efter

mening igen.

Måske påvirker meningsløsheden ikke

altid troen på Gud, men den kan sagtens

gøre det. Et billede kan illustrere hvordan

det kan føles: Somme tider oversvømmer

havet områder tæt på strandkanten. Når ha-

vet så trækker sig tilbage igen, så efterlader

det af og til små indsøer eller vandpytter.

Tilsvarende, måske har vore liv været fyldt

med Gud, fyldt med en troens mening. Men

når meningsløsheden rammer, så føles det

som om Gud trækker sig tilbage, ligesom

havet, og man kan føle sig som en fisk, der

ligger og gisper efter vejret og desperat

prøver at mave sig hen til en af de efter-

hvor stort indblik vi får i Guds forudgivne

planer. Måske man kan sige, at jeg selv må

ud og finde Guds forudgivne mening? Eller

stole på at Guds nåde og mening går med,

hvorend jeg går hen?!

Og løsningen på meningsløsheden? Sig

til (eller send en mail) hvis du finder den.

Måske findes den gyldne løsning ikke. For

mig hjalp det dog at træffe et valg. Jeg be-

sluttede, at selvom følelsen af meningsløs-

hed var overvældende og Gud føltes fjern

og irrelevant, så kunne jeg ikke forestille

mig et liv uden ham. Jeg ville tro. Også

selvom jeg ikke følte for det. Samtidig delte

jeg mine tanker og følelser med venner og

min præst. Ting kan nogle gange vokse sig

alt for store, hvis de kun er i ens eget lille

hoved.

Måske har Guds meningshav for altid

trukket sig tilbage fra mit liv, og tingene

bliver ikke som de var før meningsløsheden

ramte. Men måske hans meningssol så i

stedet vil skinne på mig og for mig, og vise

mig meningsfyldte nye veje fremover.

Et par forsigtige bud på, hvordan menings-

løshed kan bekæmpes:

- Engagement i livet. Lev nogle spændende

historier. Gør noget godt for andre.

meningsløshedAf Mikael Kongensholm,

mikaeelkongensholm@gmail.com

28

& MEDIERKULTUR

29

sammensætter han den første kongres og

presser på, for at kolonierne skal erklære

sig uafhængige af den britiske trone. Efter

britternes exit skal Adams overbevise

omverdenen om at USA er et seriøst fore-

tagende, rejst penge til den nye nation og

samtidig slås med interne politiske stridig-

heder. Serien slutter hvor Adams afgår ved

døden, 91 år gammel.

På stærkt medrivende vis, ses fødslen

af hvad der i dag, 250 år senere, kaldes

“verdens mægtigeste land”! I forløbet

lærer man meget, som forklarer amerikan-

ske politiske tendenser vi europæere har

svært ved at forstå, som f.eks. modstan-

den overfor “socialistiske” tiltag og andre

republikanske standpunkter. Så har man en

tørst for historie, eller amerikansk politik

I serien om John Adams, USAs første vice-

præsident og anden præsident, følger vi

gennem 7 x 60 minutter tilblivelsen af de

forenede stater, skildret gennem et meget

personligt møde med John Adams selv.

Der tages hul på historien mens

staterne endnu er kolonier under bl.a.

England og Holland. En voksende mod-

stand mod disse fjerntliggende regeringer,

der fremsatte lov på lov, og havde militær

tilstedeværelse for at sikre at kongen fik

sine skatter og afstraffe befolkningen, fører

til den amerikanske revolution, og senere

uafhængighedserklæringen.

Midt i dette står den 35-årige advokat

John Adams. Sammen med andre folke-

valgte personligheder fra hver koloni—bl.a.

Thomas Jefferson og Benjamin Franklin—

og kultur set i historisk perspektiv, så er

denne serie uundværlig – og samtidig god,

informativ underholdning.

John Adams er produceret af HBO i samar-

bejde med Tom Hanks (der også står bag

succeen ’Band of Brothers) og kan købes på

DVD med danske undertekster for 169 kr. på

CDON.dk

Af bach.scient i medialogi

Morten Keilow, morten@keilow.com

Anmeldelse: ‘John Adams’ (mini-serie, HBo, 2008)

Arrangementerne er varierede og musiker-

ne udfører et professionelt stykke arbejde.

Jeg vil fremhæve Janne Winds lyse stemme,

hendes evne til at nuancere den, samt hen-

des enkle, helstøbte fortolkninger.

Helhedsoplevelsen byder ind i et beha-

geligt tanke- og lydunivers, varmt, fredfyldt,

enkelt, men med sans for detaljen – tekst,

vokal, musik, bidrager med hver deres til en

harmonisk helhed.

Salmer i traditionel forstand rummer

flere kategorier – lovsang, tilbedelse, under-

visning i kirkens lære. Denne samling er

som sagt ikke af dogmatisk undervisende

karakter. Dog yder den sit eget bidrag til

vores samlede salmeskat.

Facts:

Udgivet som cd + lille bog m noder, sang-

tekst, mm. Illustrationer i ikon-stil af Birgith

I april 2010 udkom en ’salmesamling’

forfattet af Arne Andreasen, inspireret af

det gamle testamente. Den giver mig en

fornemmelse af Guds storhed og nærvær,

den giver mig lyst til at opleve livet, sanse,

se en solopgang og spise et jordbær!

Teksterne er korte og enkle, poetiske

- ikke undervisende om lære, de har fokus

på liv. Andreasen skriver: Det er kernen i

mit liv – at vide at mine dage står skrevet

i hånden på én, der er større end mig. Og

være fuldstændig fortrøstningsfuld ved at

vide at man er ude af kontrol. Og det skin-

ner igennem…

Arne Andreasen formår at ramme nogle

kreative, enkle, sproglige billeder, som kal-

der på den undrende tro, hvor jeg er lille og

Gud er stor: ta’r imod på bare fødder, som

når grundvand rammer rødder…

Melodierne er velskrevne og melodiske.

Pathuel.

Tekst og melodi: Arne Andreasen

Vokal: Janne Wind, Rune Herholt

Musikere: Joachim Hejslet, Samuel Hejslet,

Jacob S. Worm, Frank Anker

Releasekoncert: D. 22.9.10 på Haslev Udvi-

dede Højskole

Cd + bog koster 300 kr. og købes via adres-

sen haslev@huh.as

Anmeldelse: Et øjeblik – en evighed Af kontorassistent og musikelsker

Louise Graversen, louise@kfs.dk

Få dine annoncer i Til Tro!

Mangler din organisation, virksom-hed eller forening et sted at annon-cere - og har du samtidig lyst til at støtte KFS?

Bliv KFS’ nye sponser og få annon-ceplads i Til Tro. Samtidig får du muligheden for at købe en stand-plads på KFS’ to store landslejre Påskelejr og / eller Discipeltræf.

Kontakt sekretariatsleder Daniel Toft på tlf. 35438282 eller toft@kfs.fk og hør mere

GirokortRibevej 71, Ødsted7100 Vejle

Frivilligt Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

UMM • ID-nr. 42728

De fleste af os har sikkert prøvet at sidde ved slutningen af et langt

møde, udmattede og ukoncentrerede. Eller vi har erfaring med,

hvordan kroppen reagerer på fem døgns eksamensrepetition. Eller

vi har prøvet at sidde med en ugeopgave med stress og præstations-

angst i store mængder.

Den slags kaldes også menneskelig begrænsning. Den slags ken-

der man også i sportens verden. Her har man længe eksperimenteret

med, hvordan man ad kemisk vej kan flytte grænserne for menne-

skelig præstation. Så længe, at man også har stramme retningslinjer

for doping. Når det gælder hjernens begrænsninger, er erfaringerne

med kemi og doping begrænsede, men der findes på den anden side

heller ingen regler. Og korridorsnakken på uddannelsesinstitutioner-

ne antyder, at vi er på vej ind i en ny problemstilling.

I 2008 gennemførte tidsskrifterne ”Science” og ”Nature” en un-

dersøgelse blandt studerende og forskere fra 60 lande. Den viste, at

25 % af de studerende og 20 % af forskerne fast tog præstations-

fremmende midler. De mest populære var Ritalin, et stof videreud-

viklet fra amfetamin, og Adderall, et regulært amfetamin-stof.

I Danmark såvel som mange andre lande er Ritalin receptpligtigt,

men forbruget i Danmark er på kun to år steget med 162 %, hvilket

får nogle til at frygte, at medicinen ikke kun udskrives til patienter

med ADHD-lignende symptomer, men også til f.eks. studerende med

eksamensangst. Dertil kommer den øgede adgang til køb af medicin

ulovligt via Internettet.

Der er alle gode grunde til, at Etisk Råd i øjeblikket ser nærmere

på medicin til hjernedoping. De vigtigste aspekter i dette er nemlig

etiske. Ønsker vi et samfund, hvor vi skal understøtte vores hukom-

melse med kemi eller dulme vores præstationsangst med piller?

Skal det være en sygdom at blive træt eller behandlingskrævende at

stresse over en eksamen?

Jeg mener ikke, begrænsninger er af det onde. Jesus tillod sig at

blive træt og inviterede disciplene til at trække sig tilbage for at få

hvilet ud. Jeg har tænkt mig at gøre det samme for mit eget og mine

medarbejderes vedkommende. Hvis hjernedoping bliver almindeligt

blandt studerende, vil det over tid også blive fremherskende på ar-

bejdsmarkedet. Det vil fremme en situation, hvor vi skal dope os for

at være med i kapløbet om de gode stillinger og lønninger.

Den udvikling bør vi sige fra overfor. Til gengæld er der ikke no-

get galt i at udvide grænserne for sine præstationer. Milena Pen-

kowa, en hjerneforsker fra Panum, anbefaler: ”På med løbeskoene,

spis sundt og lav hjernegymnastik. Terperi er den bedste doping til

hjernen, når man skal til eksamen. At studere er en slags hjernedo-

ping i sig selv. Via livsstilen kan man nemlig på den mest naturlige

måde opnå en virkelig og målbar bedring af sine mentale evner.

Kristeligt Forbund for StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Hjernedoping Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

Generalens

Ribevej 71, Ødsted7100 Vejle