VK’S NÆSTE TRÆK: VÆRDIPOLITIKKEN TILBAGE PÅ DAGSORDENENRÆSONS GUIDE TIL DEN NYE POLITISKE SÆSON

PAKISTAN:Hæren, vandet og fundamentalismen

IRAN:Forandringen kan ikke stoppes

2. årgang, nr. 18, onsdag 1/9 2010

Gensyn med Krisen?

Interview med Anders Samuelsen:

Reformangsten er slut - danskerne er parate

Danmark lukker ambassaden i Jordan:

Enden på den idealistiske

udenrigspolitik?

LETTER TO THE EDITOR: Helle Sjelle: En mere borgerlig velfærdsstat s.4LETTER TO THE EDITOR: Per Clausen: Fremtidsfond s.4ANALYSE: Efteråret i dansk politik af Esben Alslund-Lanthén s.5INTERVIEW med Anders Samuelsen: Reformangsten er slut. Danskerne er parate., s.10ØKONOMISK SYNSPUNKT: Gensyn med Krisen? af Kenneth Praefke s.13PAKISTAN: Oversvømmelserne kan gavne Taleban, s.14IRAN: Derfor er forandringen uafvendelig, s.16MEDIEVINKEL: Frihed uden ansvar?, s.20DANMARK: DK lukker ambassaden i Jordan. Enden på idealismen?, s. 21EMILIE TURUNEN FRA BRUXELLES: Vil Europa spare sig til en ny depression?, s. 23

UGENS RÆSON

NY BOG FRA RÆSONS FORLAG 17/9:

Helle eller Løkke? 240 sider, 199 kr.Køb bogen på: www.raeson.dkDer er lagt op til den mest brutale valgkamp i dansk historie. Men hvem fortjener statsministerposten - Helle eller Løkke? Søren Pind, Mette Frederiksen, Hans Engell, Niels Krause-Kjær, Peter Kurrild-Klitgaard og Georg Metz er blandt de 30 skribenter i RÆSONs nye bog, der er redigeret af tv-vært Clement Kjersgaard (udgiver af RÆSON) og Nikolaj Vitting Hermann (medlem af RÆSONs chefredaktion).

Bemærk at bogen udkommer med to forskellige forsider: en rød version med Helle Thorning-Schmidt og en blå version med Lars Løkke Rasmussen. Indholdet af de to bøger er helt identisk - kun omslaget er forskelilgt.

Der er en giftig stemning i den Konservative folketingsgruppe. Siden Per Stig blev fyret som udenrigsminister har der været muren i krogene.

Den finansielle krise har afsløret alvorlige mangler i reguleringen. Det svarer lidt til at køre bil uden sikkerhedssele. Så længe du kører på vejen, går det godt nok. Men så snart du kommer ud i et uheld havde det været rart at have haft selen på. Europa havde ikke taget sikkerhedsselen på, vi havde ikke engang installeret den, da krisen ramte. Nu skal vi sikre en skrap finansiel regulering for at undgå en ny krise.

Den gode politiker er i dag langt mere praktiker end teoretiker. Det ved medierne, men det er tilsyneladende ikke sivet ind hos

professorvældet og politologerne.Troels Mylenberg, politisk redaktør på Fyens Stiftstidende 

““

“

“ Kaare R. Skou, politisk kommentator og journalist på TV2

“

Emilie Turunen, MEP, SF“

Vi (DF, red.) er meget modstandere af Det Arabiske Initiativ. Vi synes, det var forfejlet fra starten. Hvis man virkelige ville noget i Mellemøsten, så skulle man have Israel med. At lave et initiativ, der har til formål at fedte for araberne, forstår jeg simpelthen ikke.

“

“Søren Espersen, MF, DF

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Stig Tackmann (daglig chefredaktør), Emma Knudsen, Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: Flickr Commons, Wiki Commons, Folketinget, Shutterstock Images. EVERYBODY WINS

Arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle (MF, K)En mere borgerlig velfærdsstat

800.000 danskere i alderen 18-64 år arbejder ikke. I stedet modtager de en eller anden form for over-førselsindkomst, som koster skatteyderne enorme summer hvert år. Fra et konservativt synspunkt er det et enormt problem, som vi gennem en aktiv reformpolitik arbejder for at løse. Ellers vil der i fremtiden, hvor færre unge skal forsørge flere ældre, ikke længere være råd til gode skoler, universiteter, hospitaler og omsorg for vore ældre medborgere.

S og SF lagde i deres ikke-realisérbare plan op til, at de danskere, der allerede er i arbejde, skal arbejde en uge mere hvert år. Det virker temmelig barokt, når man har de 800.000 på offentlig forsørgelse in mente. Hvorfor ikke i stedet gøre en indsats for at få nogle af disse mennesker i arbejde? Det virker, som om venstrefløjen har accepteret, at den socialdemokratiske velfærdsstat permanent har passiviseret 800.000 af vores medborgere. Det er en temmelig trist og perspektivløs accept.

Hvordan kan vi så få flere i arbejde? Helt centralt står en række reformer, som både Velfærds- og

Arbejdsmarkeds-kommissionen har foreslået. I juni vedtog Folketinget at forkorte dagpenge-perioden fra 4 til 2 år. Erfaringerne fra Nyrups to dagpengereformer viser, at den slags rent faktisk får arbejdsløse til hurtigere at finde sig et job. Ydermere har lande som Sverige, Norge og Holland dagpenge-perioder på 1-2 år.

Derudover ønsker vi Konservative at afskaffe efterlønnen, der hvert eneste år sender raske og rørige 60-årige fra selvforsørgelse på offentlig forsørgelse. Der er omkring 130.000 efterløn-nere, og de modtager hvert år ca. 23 mia. kr. fra staten. Dertil kommer de skatter og afgifter, som staten går glip af, når en 60-årig i beskæftigelse går på efterløn.

Endelig tager regeringen til efteråret bl.a. fat på en reform af førtids-pensionen, der – ligesom efterlønnen – er en kon-servativ mærkesag. I januar var der 244.600 førtidspensionister. Næsten 35.000 var under 40 år gamle. Det er alt for mange – både set fra en menneskelig og en økonomisk synsvinkel. Disse reformer vil bidrage til at skabe en mere borgerlig velfærdsstat, som stiller gode skoler, universiteter, hospitaler og plejehjem til rådighed, men som kender sine grænser og ikke passiviserer 800.000 danskere i den arbejds-dygtige alder.

Letters to the Editor

Per Clausen, MF (Ø)Fremtidsfond skaber beskæftigelse og klimamæssige bæredygtige løsninger

Hvad gør man, når det er akut brug for investeringer inden for jobskabelse og grøn omstilling, men statskassen er tom? Det spørgsmål vrider politikere på Christiansborg deres hoveder med i disse måneder. Oppositionen kritiserer regeringen for at lade stå til over for arbejdsløsheden, og regeringen kritiserer oppositionen for at ville bruge penge, der ikke findes, og gældsætte kongeriget.

Men der er en tredje mulighed. Der findes nemlig i Danmark en pengetank af Joakim von And´ske dimensioner, og en del af pengene tilhører faktisk samfundet. Pengetanken er danskernes pensionsformuer, der lige nu omfatter 2600 milliarder kroner.

Danskerne har kunnet trække pensions-indbetalingerne fra i skat – til gengæld beskattes disse, når de udbetales til fremtidens pensionister. Det betyder, at samfundet har et enormt milliardbeløb til gode i pensionskasserne. Når der nu er akut brug for penge til investeringer, der kan bringe Danmark ud af krisen, og vi samtidig ønsker at undgå langvarig gældsættelse – hvorfor så ikke bruge en del af det tilgodehavende nu? Vi står i en alvorlig situation, hvor der er akut brug for investeringer i

jobskabelse og i klimaindsats. Det kan der skaffes penge til ved at indføre en lille forskudsskat på fremtidige pensioner – uden at det betyder lavere pensioner.

Konkret foreslår Enhedslisten, at vi i fem år beskatter pensionsformuerne med 1 procent – som modregnes i beskatningen, når pensionerne udbetales. Det vil hvert år indbringe 26 milliarder, som kan bruges direkte til at skabe jobs og imødegå klimaforandringer

Vi tager nogle indtægter på forskud, som vi ellers havde fået om 20-30 år. Men ved at sætte gang i jobskabelsen nu, vil samfundet kunne spare milliarder på dagpenge og overførselsindkomster. Ligesom investeringer i klimarenovering af offentlige bygninger også vil skabe store besparelser. Samtidig undgår vi, at Danmark forgælder sig og sparer derved dyre renter

Fremtidsfonden skal øremærkes til investeringer, der give en positiv samfundsmæssig forrentning, eksempelvis vindmøllebyggeri, lån til grønne iværksættere, efteruddan-nelse til udsatte grupper og hjælp til udkantsområder

Også andre partier har fået øjnene op for pensions-pengetanken. Regeringen har foreslået, at pensions-selskaberne skal investere i små virksomheder, og S-SF foreslår, at de skal investere i og drive f.eks. broer og veje. Men vores forslag giver langt større mulighed for at målrette investeringer – også til områder, hvor der ikke er et hurtigt afkast. Og så indebærer det ingen risiko for fremtidens pensionister.

Esben Alslund-Lanthén er stud.scient.pol ved Københavns Universitet, har læst international politik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen i Århus. Han har tidligere været ansat som researcher på Politikens indlandsredaktion og har blogget på Politiken.dk. Esben skriver primært om dansk politik, miljø- og klimapolitik samt internationale forhold.

”Mere arbejdsomhed, mere mådehold, mere kreativitet. Nu er det bare mere presserende end nogensinde. Derfor skal vi opmuntre danskerne til at arbejde mere. Vi skal sikre, at de offentlige midler bliver brugt effektivt. Og vi skal blive bedre til at udnytte alle talenter lige fra folkeskolen til de højere læreanstalter.” Henrik Sass

LarsenS

ØKONOMI

”Vi skal skabe yderligere vækst. Det stiller krav om, at vi tør investere og fremrykke offentlige inves-teringer. Samtidig er der brug for en helt anden erhvervspolitik, og vi har allerede spillet ud med hjælp til de små og mellemstore virksomheder. Generelt bliver det også nødvendigt at prioritere uddannelse og forskning højere.”

Peter ChristensenV

Næste træk. Siden krisen ramte er fronterne mellem blå og rød blok blevet gradvist mere udtalte. Og økonomien bliver hovedemnet i et efterår, hvor valgrygterne svirrer. Efter oppositionens fremmarch i foråret og sommerens personsager spår meningsmålinger nu kun et spinkelt flertal til rød blok. RÆSON skyder den politiske sæson i gang.

Af Esben Alslund-Lanthén

”Den danske økonomi er elendig,” slår Margrethe Vestager fast. Selvom det langtfra er alle Folketingets partier, der vil erklære sig fuldstændigt enige i den bombastiske udmelding fra De Radikales formand, så synes der at herske en sjælden konsensus på Christiansborg: ”Partierne er for en gangs skyld dybest set enige om problemet. Kampen kommer til at stå på, hvordan den økonomiske krise skal løses,” forklarer TV2’s politiske kommentator Kaare R. Skou. Og fortsætter: ”Regeringen mener, at vi skal spare os til resultaterne, og det private forbrug skal få økonomien i gang. Hvor S-SF siger, at vi skal investere og ekspandere offentligt.” ”Den fløj, der i løbet af efteråret får defineret løsningen på den økonomiske krise, vil stå utrolig stærkt”, lyder det samstemmende fra valgforsker Kasper Møller Hansen.

Og diskussionen kommer ikke kun til at gå på, hvem der har ret, men også på hvem der har uret. Som Peter Christensen fra Venstre formulerer det: ”En udfordring bliver at vise danskerne, at oppositionens 12 minutters-plan er totalt usammenhængende og uansvarlig.” Mens Ole Sohn fra SF svarer: ”Det er nu, regeringens spareplan slår igennem. Vi har allerede hørt, at syv ud af ti kommuner planlægger at skære milliarder. Særligt børneområdet, skoler, ældre og socialområdet, vil blive ramt,” siger han.

Kun én ud af ti flytter sigRegeringens vælgertilslutning har været stødt faldende siden sidste valg, men på det seneste har VKO og Liberal Alliance genvundet noget af det tabte. Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, udgiver hver måned for Altinget.dk et vægtet gennemsnit af udvalgte meningsmålinger. Målingen for august bekræfter, at oppositionens fremgang er stoppet. Men rød blok har stadig et snævert flertal på 90 mandater – også uden de grønlandske og færøske mandater. Socialdemokraterne selv er røget fra 28,2 procent i juni ned på 25,6 procent i august. Og Søren Risbjerg Thomsen er sikker på, at danskerne straffer Helle Thorning-Schmidt for skattesagen. Men om vægerne bliver hos blå blok, finder han til gengæld mere tvivlsomt: ”Personsager er nogle gange sådan, at de kommer hurtigt og forsvinder hurtigt igen.”

Den vægtede meningsmåling viser desuden, at De Konservative med 6,8 procent har den laveste tilslutning

siden valget, og at Liberal Alliance står til at få syv mandater. SF er det eneste parti i oppositionen, der er gået frem siden sidste valg, og SF’erne trækker altså hele rød bloks fremgang.

”Vælgerne reagerer i stigende grad på partiledere. Det ser man med Villy Søvndals popularitet, men man ser det også i Lene og Helles dårlige sager,” forklarer Søren Risbjerg Thomsen.

Der er dog stadig håb for de partier, som har mistet stemmer. ”Forskningen viser, at de vælgere, der er nemmest at flytte, er dem, der for nylig har skiftet parti. Der er reelt tale om ti procent, som kan skifte ved hvert valg,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Med De Konservatives nedgang og Liberal Alliances fremgang er der altså en del stemmer på højrefløjen, som er ”rystet løs”. De Konservative har således en mulighed for at vinde det tabte igen. Ligeledes kan både Liberal Alliance og SF fortsat risikere at gå tilbage. Intet ligger endnu fast, fastslår Kasper Møller Hansen.

Den mest beskidte valgkamp nogensindeHelle Thorning-Schmidt og Lene Espersens personsager har været de altoverskyggende politiske historier over sommeren i de danske medier.

”Personsager er enkle at forstå, nemme at kommunikere, og de flytter stemmer på grund af deres moralske dimension,” forklarer Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske Tidende, der kalder personsager en joker i politik. Hans vurdering: at Helle Thorning-Schmidts skattesag stadig har potentialet til at fortsætte, hvorimod Lene Espersens sag nok har toppet. Politikens politiske redaktør Mette Østergaard forventer, at personsager vil fortsætte med at fylde meget i efteråret og frem mod valgkampen. ”Det bliver den mest beskidte valgkamp, vi hidtil har set, og partierne er allerede i gang med at grave snavs frem om hinanden,” siger hun.

Troels Mylenberg fra Fyens Stiftstidende fremhæver, at det er urealistisk, når iagttagere efterlyser en politisk debat om ”substansen” alene: ”En verden, hvor politisk substans alene udgør debatmaterialet, er den rene utopi. Den gode politiker er i dag langt mere praktiker end teoretiker. Det ved medierne, men det er tilsyneladende ikke sivet ind hos professorvældet og politologerne,” siger han.

”Vi skal tiltrække virksomheder til Danmark, så vi dels skaber arbejdspladser, dels får nogle skattekroner i kassen for det er nu engang virksomhederne, der skaber vækst og skaffer indtægter.”

Ole SohnSF

ØKONOMI

”Vi foreslår at kickstarte økonomien bl.a. ved at fremrykke investeringer. For eksempel forstår jeg ikke, at vi ikke går i gang med at renovere nogle nedslidte folkeskoler og ældreboliger, mens murere og tømrere går arbejdsløse. Det vil være en gevinst for alle.”

Henriette Kjær, K

Det bliver den mest beskidte valgkamp, vi hidtil har set, og partierne er allerede i gang med at grave snavs frem om hinanden

“Mette Østergaard, politisk redaktør, Politiken“

Ifølge lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, Rasmus Jønsson, er netop medierne en af forklaringerne på, at dansk politik er blevet mere personfikseret. ”Medierne er begyndt at opføre sig mere som jagthund end vagthund. Det er nærmest blevet en journalistisk sportsgren at søge aktindsigt i politikeres bilag eller personlige forhold.” Han tilføjer, at mediernes ressourcemangel er en del af forklaringen, da personsager ofte ikke kræver så omfangsrig research.

Der er enighed blandt iagttagerne om, at personsagerne er i stand til at flytte stemmer. Og partierne selv er i høj grad opmærksomme på, at de kan blive afgørende for valgets udfald: ”Der står langt mere på spil,

end hvad vi har set ved de seneste to valg, så derfor har efteråret og den kommende valgkamp potentiale til at blive meget personfikseret – og mere beskidt, end hvad vi har set tidligere,” forklarer Rasmus Jønsson. Også Kaare R. Skou forudser et efterår med mere flere personangreb: ”Alle partierne er enige om de største problemer, og i det store hele, ved vælgerne godt, hvor de forskellige partier står. Derfor vil der ikke være så meget andet end personer at diskutere, og vi vil se mere fokus på personsager og negativ kampagne,” forklarer han.

Alle børnene betalte skat undtagen Helle – hun ku’ ikke tælle På Facebook synes godt 34.000 personer godt om den seneste udgave af ”alle børnene”-vitsen. Og der er ingen tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag har potentiale til at fortsætte med at være en kæmpe sag henover efteråret. ”Helle Thorning kan få et meget stort problem, når Skats redegørelse om hendes sag rammer offentligheden,” forklarer politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Troels Mylenberg.

Sagen i Skat går på, om Stephen Kinnock var skattepligtig i henholdsvis 2007, 2008 og 2009. For hvert af årene skal Skat vurdere om Danmark har været centrum for Stephen Kinnocks ”livsinteresser”, eller om han har opholdt sig i landet mere end 180 dage. Samt om Stephen Kinnock i 2007 og 2008, hvor han var ansat af British Council, havde beskyttelse som diplomat og derfor ikke var skattepligtig. På Socialdemokraternes sommermøde udtalte Helle Thorning-Schmidt selvsikkert at der ”ikke var noget at komme efter” i skattesagen. Det må som minimum betyde, at hun mener, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i 2007 og 2008. Parret vil i den situation juridisk være uden ansvar, da Stephen Kinnock har betalt skat for 2009. Indbetalingen skete dog først, efter at sagen var kommet op i medierne, så en afgørelse fra Skat, der erklærer Stephen

Kinnock skattepligtig i 2009, vil formentlig belaste Socialdemokraterne alligevel.

Det hører med til historien, at BT, der på baggrund af aktindsigter i Skatteministeriet kunne afsløre sagen, er blevet kritiseret for dårlig presseskik. Fagbladet Journalisten har gennemgået BT’s dækning og har blandt andet sat spørgsmålstegn ved brugen af kilder.

Under alle omstændighederne må man regne med, at skattesagen har sat sig fast i vælgernes opfattelse af Helle Thorning-Schmidt. ”Den vil klæbe til hende, ligesom bilagene gør til Løkke,” vurderer Kaare R. Skou.

Og de borgerlige vil uden tvivl bruge skattesagen til at få S-lederen til at fremstå som en utroværdig statsministerkandidat. ”Det er en flanke, man vil udnytte skamløst fra den borgerlige fløj,” udtaler blogger og politisk kommentator Jarl Cordua.

Finanslov: VKO ikke nokFor første gang siden 2001 kan regeringen og Dansk Folkeparti ikke mønstre 90 mandater forud for efterårets finanslovsforhandlinger. VKO mangler et enkelt mandat for at få flertal, og det mandat skal hentes hos enten Liberal Alliance, Kristendemokraterne, den tidligere konservative Pia Christmas Møller eller den tidligere DF’er Christian H. Hansen.

Liberal Alliance er uden tvivl den mest oplagte bejler og vil med tre mandater sikre regeringen et komfortabelt flertal. Men det lille parti har hårdt brug for at profilere sig frem mod det kommende valg. ”Liberal Alliance er i øjeblikket ved at sadle om fra protestparti til indflydelsesparti. Og de har brug for nogle politiske resultater – formentlig på skat – ved finanslovs-forhandlingerne,” forklarer Rasmus Jønsson. Selv siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll, at partiet vil fjerne multimedieskatten og iværksætterskatten samt halvere selskabsskatten. Og netop selskabsskatten er også en mærkesag for De Konservative ”Vi har meldt ud, at vi ønsker selskabsskatten sat ned, og det har vi tænkt os at arbejde for,” udtaler politisk ordfører Henriette Kjær, der i weekenden blev bakket op af Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der nu mener at have fundet finansiering til nedsættelse af netop selskabsskatten. Ved at sænke selskabsskatten kan regeringen altså både give Liberal Alliance en sejr samt hjælpe de trængte Konservative.

Finanslovsforhandlingerne vil på mange måder blive en forsmag på, hvad der venter efter en eventuel valgsejr til VKO plus LA.

Regeringens finanslovsforslag, som blev fremlagt i sidste uge, indeholder ingen planer om skattelettelser. Et kalkuleret underskud på små 80 milliarder lægger heller ikke op til at skære i det offentliges indtægter. Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efterlod et vindue på klem til Liberal Alliance og De Konservative, da han til Politiken sagde: “Vi giver ikke ufinansierede skattelettelser, men hvis man kan komme med en finansiering, så lad os da se på det. Nogle af formålene kan jo være rigtig, rigtig fornuftige.”Også Dansk Folkeparti håber at komme positivt ud af finanslovsforhandlingerne. Og ligesom det har været tilfældet siden 2001, vil DF kræve en pris for deres loyalitet

”Det handler om at få rettet finanserne op. Det skal ske ved at bremse for en uhensigtsmæssig indvandring, få flere indvandrere i job og samtidig få flere unge til at tage en kompetencegivende uddannelse, så de kan stå klar, når de store generationer går på pension.”

MeretheVestagerR

ØKONOMI

”Vi skal have styr på de offentlige udgifter og skabe vækst i samfundet, der kan finansiere vores velfærd. Derfor skal der gennemføres en række reformer: fortsatte arbejdsmarkedsreformer, skat og afvikling af efterlønnen.”

Pia KjærsgaardDF

Vi skal gøre det klart for udlændinge i Danmark, at de er velkomne, når de bidrager, men at de er uvelkomne, når de ikke bidrager til samfundet.

“Peter Christensen, Venstre“

over for regeringen. ”Det bliver business as usual. DF skal have noget af høj symbolsk og tålelig politisk og økonomisk betydning. Formentlig noget, så de kan holde indvandringsdebatten kørende,” vurderer Kaare R. Skou.

Værdidebattens genkomst?Dansk Folkeparti har brugt sommeren på at få værdipolitikken – eller med andre ord: debatten om indvandring – tilbage på den politiske dagsorden.

Ifølge Rasmus Jønsson har værdidebatten det seneste års tid været præget af De Konservatives mislykkede forslag om et burkaforbud: ”DF har en klar interesse i at generobre værdidebatten og få den tilbage på samme folkelige spor, som tidligere førte til stor vælgerfremgang,” siger han.Sommerens mest markante DF-forslag var en stramning af 24-årsreglen, så den gælder op til 28 år – dog kun for ansøgere fra lande, der har tradition for familiesammenføringer.

”Planen er tilsyneladende at forskelsbehandle indvandrere mere alt efter deres værdi for samfundet, men der er stor uenighed mellem De Konservative og Dansk Folkeparti og internt i Venstre,” vurderer Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske Tidende.

Det er nemlig ikke kun DF, der er interesserede i at puste liv i værdidebatten. I RÆSONs rundspørge til Folketingets politiske ordførere nævner alle partier til højre for Socialdemokraterne værdi- eller udlændingepolitik som en af de tre største politiske udfordringer det næste halve år. ”Vi skal gøre det klart for udlændinge i Danmark, at de er velkomne, når de bidrager, men at de er uvelkomne, når de ikke bidrager til samfundet,” udtaler politisk ordfører for Venstre, Peter Christensen.

Det store spørgsmål er, om blå blok er i stand til at sætte værdidebatten højt på efterårets politiske dagsorden. Socialdemokraterne kan stadig huske, hvordan indvandring har kostet stemmer ved tidligere valg, og Villy Søvndal kan hurtigt komme i problemer med et bagland, der ikke har vist særlig meget sympati for partiets højredrejning på udlændingepolitikken.

Med til historien hører også, at De Radikale står i en særlig klemme på værdidebatten. De er bundet af deres samarbejde med S-SF, men partiet er givetvis interesseret i, at udlændinge bliver et tema i valgkampen.

”De Radikale ved, at der for dem er vælgere i værdipolitikken, da de, sammen med Enhedslisten, er det eneste alternativ til den politik, der føres nu. Hvis de fortsætter med at falde i meningsmålingerne vil De Radikale på et tidspunkt være tvunget til at bryde med disciplinen i den røde blok,” forklarer Kasper Møller Hansen.

De studerende og førtidspensionisterneBåde højre- og venstrefløjen er enige om, at studerende skal blive hurtigere færdige, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet i en fart. Ud over finansloven vil en SU-reform derfor være en af de største politiske aftaler, der skal indgås i efteråret. Men enigheden betyder ikke, at det bliver en let opgave for regeringen at få en SU-reform i hus. S-SF vil formentlig tage sig godt betalt for et bredt forlig – for uden deres medvirken bliver der sandsynligvis ingen reform.

”Regeringen vil gøre meget for at få det brede forlig på SU-området. Den seneste SU-reform inkluderede alle partierne undtagen Enhedslisten, og det er ikke kutyme at bryde et forlig, før der har været valg. Hvis regeringen ikke kan få et bredt forlig igennem må de vente til efter en eventuel valgsejr,” forklarer Kaare R. Skou.

Efterårets anden store reform bliver førtidspensionen, hvor det primære mål er, at få nedbragt antallet af førtidspensionister. Flere partier i Folketinget er allerede begyndt at nævne løsninger, hvor der etableres en ’kattelem’ for førtidspensionister, der er i stand til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. De Konservative kalder en reform af

førtidspensionen for efterårets vigtigste politiske resultatet, og politisk ordfører, Henriette Kjær, slår fast: ”Unge mennesker skal ikke parkeres på førtidspension, fra de er 18-19 år, til de går på pension. Vi ønsker en revurdering hvert trejde år samt hjælp til at komme i gang med en uddannelse eller i job.”

Også R har meldt ud, at de ønsker en reform, der kan få flere førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet. ”Vi ønsker en rehabiliteringsydelse – sådan, at f.eks. unge med en psykisk sygdom kan behandles og blive raske i stedet for at leve på førtidspension,” siger Margrethe Vestager.

Don’t mention the war”Afghanistan skal ikke være noget tema i valgkampen. Løkke vil gøre alt, hvad han kan, for at få lukket det ned inden,” udtaler Jarl Cordua.

I august var Løkke til møde hos den engelske premierminister David Cameron. Her gav han for første gang en exit-dato:. I 2014 eller 2015 skal der ikke være flere kamptropper i Afghanistan, og det lægger sig godt opad Camerons løfte, om at der i 2015 vil være ganske få engelske tropper ”i forreste linje”.

Danskernes tilslutning til krigen har da også været vigende. Godt to uger før statsministerens udmelding viste en meningsmåling således, at 62 procent af den danske befolkning ønskede en dato for tilbagetrækning. Men ifølge Cordua har statsministeren længe ment, at det snart måtte være på tide at komme hjem og ved at melde ud, får han samtidig sat dagsordenen for tilbagetræknings-diskussionen: ”Det eneste oppositionen kan kritisere nu er, at soldaterne ikke kommer hjem på et endnu tidligere tidspunkt,” udtaler han.

Men selvom Løkke vil have lukket Afghanistan før et valg, så slipper han sandsynligvis ikke uden om, at diskussionen kommer til at fylde meget i efteråret. Politisk redaktør på Politiken, Mette Østergaard, nævner Afghanistan som det emne, der næstefter økonomien vil

Johanne Schmidt-Nielsen, EL

ØKONOMI

”Hullet i statskassen skal lukkes. Og da det er skattelettelser, der har skabt det, vil det være helt oplagt at rulle dem tilbage. Derudover skal de multinationale selskaber beskattes langt mere effektivt, en større del af værdierne fra Nordsøen gå til fællesskabet, og der skal indføres afgift på handel med aktier.”

”Der skal laves en konkret vækstpolitik for Danmark. Den skal indeholde velfærdsreformer og skattelettelser, som kan sikre fortsat vækst i en fremtid, hvor færre og færre skal forsørge flere og flere."

Simon Emil AmmitzbøllLA

Medierne er begyndt at opføre sig mere som jagthund end vagthund. Det er nærmest blevet en journalistisk sportsgren at søge aktindsigt i politikeres bilag eller personlige forhold.

“Rasmus Jønsson, lektor i politisk kommunikation, RUC“

blive dækket mest i de skrevne danske medier i den kommende politiske sæson.

”Til efteråret skal partierne bag Afghanistan forhandle en ny Helmand-strategi på plads. Danskernes holdning til krigen har ændret sig, siden sidste strategi blev fastlagt, og den nye Helmand-strategi kan blive afgørende for en ændret indsats i Afghanistan. Det vil give store politiske diskussioner og have stor folkelig bevågenhed,” forklarer hun.

Den folkelige opbakning til krigen kan ifølge Kasper Møller Hansen have stor indflydelse på forhandlingerne om Helmand-strategien. ”Lige nu er det ikke pænt at være imod krigen, for de fleste var for den tidligere. Men eftersom støtten forsvinder, og flere dør, så er der måske en mulighed for at sige fra. Partierne lurer på hinanden. Hvem tør melde stærkt ud om en tilbagetrækning?” spørger han.

Giftig stemning hos De Konservative”At få fokus på de politiske udfordringer frem for person-sager,” er ifølge Henriette Kjær en af De Konservatives vigtigste politiske visioner for efteråret. Og hun fortsætter: ”Det er sådan set ikke, fordi vi selv har haft vores leder i vælten. Man må selvfølgelig stå for skud og tåle kritik. Men når selv seriøse medier svælger i personsags-stof frem for seriøs politisk debat, ødelægger det hele det politiske klima.”Partiet er blevet kritiseret for ikke at få deres mærkesager igennem. Hvilket Henriette Kjær også har indrømmet. Men at flytte fokus til en mere seriøs politisk debat bliver besværliggjort af, at der tilsyneladende hersker en splittelse i partiet.

”Der er en giftig stemning i den konservative folke-tingsgruppe. Siden Per Stig blev fyret som udenrigs-minister har der været muren i krogene,” forklarer Kaare R. Skou. Han ser en splittelse mellem to fløje: Folkepartisterne og de traditionelle konservative. Per Stig Møller hører til førstnævnte gruppe, og en stor del af baglandet følte sig trådt over tæerne, da Lene Espersen overtog Udenrigsministeriet fra ham.

Hvem der gik til Berlingske Tidende og anonymt forklarede, at statsministeren var blevet underrettet om Lene Espersens afbud til Arktis-mødet vides ikke med sikkerhed. Men ifølge Cordua er det svært at se, at det kunne være andre end Per Stig Møller. Og hvis det var Per Stig Møller, så har splittelsen allerede skadet partiet kraftigt. Spørgsmålet er derfor, om splittelsen vil fortsætte med at påvirke De Konservative i efteråret. ”Per Stig Møller er en institution i partiet. Det eneste, man kan gøre, er at bede ham om at holde kæft fra nu af,” siger Jarl Cordua.

Han mener dog ikke, at splittelsen er specielt udtalt i folketingsgruppen. Det var primært græsrødderne, der mente, at Lene Espersen handlede lige lovlig magtfuldkomment, da hun overtog Udenrigsministeriet. Ifølge Cordua er det meste af folketingsgruppen enten med Brian Mikkelsen eller Lene Espersen. Derfor er Brian Mikkelsen nu ”magtcentret hos De Konservative.” Cordua har dog ikke megen tiltro til, at Lene Espersen kan genvinde de tabte stemmer. ”Med Lene Espersen som leder er K ikke i stand til af få vælgerfremgang,” udtaler han.

Og hvis K falder yderligere i menings-målinger, kan der opstå en ny parlamentarisk situation. ”De Konservative

kan blive så små, at de efter næste valg ikke er interesserede i at komme i regering. Det vil formentlig betyde, at der opstår en Venstre-mindretals-regering,” vurderer Kaare R. Skou.

’Lille Lars’ og den store knap”Alle på Christiansborg husker, hvordan Nyrup ’glemte’ at slå til på valgknappen i maj 2001, hvor han pludselig havde Fogh nede i sækken i debatten om minimalstats-bogen. Som bekendt tøvede Nyrup, og efter 11. september var det pludselig tid til forandring,” erindrer Mylenberg.

Lars Løkke vil uden tvivl være ekstremt opmærksom på ikke at lave samme fejl som sin forgænger på statsministerposten. Sidst på sommeren så det netop ud som om, at borgerlig fremgang i meningsmålingerne og Helles skattesag ville gøre et lynvalg muligt. De seneste meningsmålinger har dog ikke vist et sikkert flertal til den borgerlige fløj, men det betyder ikke, at et efterårsvalg er utænkeligt.”Helle Thorning kan stadig snuble i skattesagen. Og hvis hun ligger helt ned, når finansloven kommer i hus til november, så tror jeg, der bliver valg,” vurderer Thobo-Carlsen. Cordua mener, at den blå blok skal have mere momentum, end hvad tilfældet er nu, men ”kikkerten er stift rettet mod meningsmålingerne,” forklarer han. Mette Østergaard peger på, at de forligsbelagte forhandlinger om SU og førtidspension kan blive brugt som anledning til at udskrive valget. Men selvom statsministeren formelt er den, der udskriver valg, så vil K gerne have noget at skulle have sagt. ”Et valg nu ville være en våd klud i hovedet på K. De har brug for noget tid til at genvinde de tabte stemmer,” siger Rasmus Jønsson.

Blandt de eksperter, som RÆSON har talt med, synes der at være en enighed om, at det stadig er mest sandsynligt, at valget først kommer i 2011 – enten lige inden eller lige efter Folketingets sommerferie. Men om næste år er et godt valgår for Lars Løkke, synes der at herske tvivl om. Jesper Thobo-Carlsen peger på, at Lars Løkke indtil nu ikke har udvist lederskab som statsminister. Det skal Genopretningspakken ændre på. ”Løkke har brug for tid nok til, at vælgerne kan se, at genopretningen virker, og at det begynder at lysne i økonomien og beskæftigelsen.”

Rasmus Jønsson mener ikke, at tiden arbejder for statsministeren: ”I 2011 vil danskerne for alvor mærke de nedskæringer, som kommer ovenpå Genopretningspakken. Den kommunale velfærd bliver presset, og det vil give vind i sejlene til oppositionen,” forklarer han. Hvem der har ret afhænger af økonomien. ”Danskerne vil sådan set bare vide, hvem der kan sikre, at de har job i morgen,” konstaterer Jarl Cordua.

Til denne artikel har RÆSON talt med: Christine Cordsen, Jarl Cordua, Jesper Thobo-Carlsen, Kaare R. Skou, Kasper Møller Hansen, Mette Østergaard, Rasmus Jønsson, Søren Risbjerg Thomsen, Troels Mylenberg og samtlige politiske ordførere fra Folketingets partier.Esben Alslund-Lanthén er stud.scient.pol ved Københavns Universitet, har læst international politik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen i Århus. Han har tidligere været ansat som researcher på Politikens indlandsredaktion og har blogget på Politiken.dk.

Til denne artikel har RÆSON talt med: Christine Cordsen, Jarl Cordua, Jesper Thobo-Carlsen, Kaare R. Skou, Kasper Møller Hansen, Mette Østergaard, Rasmus Jønsson, Søren Risbjerg Thomsen, Troels Mylenberg og samtlige politiske ordførere fra Folketingets partier.

ØKONOMI

Per Ørum Jørgensen,KD

”Der skal føres en ansvarlig økonomisk politik i Danmark, hvor der satses på nye grønne arbejdspladser til gavn for miljøet og for dansk økonomi. Hvor der stilles kapital til rådighed for virksomhederne og luges ud i de administrative byrder for virksomhederne.”

INTERVIEW MED ANDERS SAMUELSEN:

Glem reformangsten - danskerne er parate

Sofabordet på Anders Samuelsens Christiansborg-kontor er prydet af en enkel blomst og en ca. halv meter høj stabel af bøger, som udgør regeringens finanslovsforslag for 2011. Men for regeringen og Dansk Folkeparti (DF) er finanslovsforhandlinger med LA kun én af flere forligsduelige muligheder. Om der allerede forhandles, vil Samuelsen ikke fortælle. Tilbage i 2008 sagde han til RÆSON: ”Venstre (V) og Konservative (K) har mistet evnen til at diskutere reformer. DF har aldrig haft den”(RÆSON 01/08).

Hvordan er dit og LA syn på reformvilligheden i regeringen og DF i dag?”De er jo begyndt at bevæge sig. LA har fungeret som en kile, der har vist, at hvis man skal beholde magten, skal man appellere til reformvenlige vælgere. Det er tydeligt, at vi kommer i Folketinget efter næste valg, og det sætter gang i de andre partier. […] V og K har jo nærmest sagt til deres vælgere, ’det kan godt være, vi er blevet socialdemokrater, men hvem vil I ellers stemme på?’ Nu kan vælgerne sige, at de stemmer på LA. Like it or not: LA har allerede indflydelse nu. De konservative er jo begyndt at tale om at sænke selskabsskatten, og det er blevet acceptabelt for konservative politikere at tale om reformer.” Han konstaterer: ”Det er lidt paradoksalt, at De Konservative ikke har fået indskrevet skattelettelser til erhvervslivet i finanslovsforslaget, for så virker det som om, K er et parti, der kommer udefra, og vil have ting ind i finansloven – ligesom os eller DF.”

Regeringens finanslovsforslag har Samuelsen betegnet som ”VK classic”, mens han i juli fortalte Berlingske tidende, at hans mål er,”at fokus i dansk politik bliver flyttet over på forandring” (14//7).

Hvordan kombinerer man en klassisk og reform-træg finanslov med dit håb om at gøre en forskel? ”V og K’s finanslovsforslag er klassisk i den forstand, at det er det samme, som vi har set alle de tidligere år”.

Men hvordan kan du så komme til at gøre en forskel i den sammenhæng? ”Det kan jeg heller ikke. I den kommende finanslov, kan jeg ikke komme til at gøre en forskel. Vi

erkender, at vi ikke har de afgørende mandater. Vi har tre interessante mandater, men det er ikke de eneste interessante for regeringen. […] Måske kan vi påvirke regeringen til at luge nogle tidsler ud, såsom afskaffelse af multimedieskatten, eller diskutere, om forældre kan benytte deres børns uudnyttede personfradrag osv. På den måde kan vi vise vælgerne, at hvis vi kan fjerne klart uliberale elementer fra finanslove uden at sidde på de afgørende mandater tænk så, hvad LA kan gøre, hvis vi har de afgørende mandater efter et valg”.

Du kalder LA ”Danmarks eneste arbejderparti”. Hvorfor? ”Vi er det eneste parti, som ikke vil brandbeskatte arbejderen. Det eneste, en klassisk dansk arbejdsmand har at udbyde, er sin arbejdskraft. Den arbejdskraft skal beskyttes, så den ikke bliver så dyr, at han mister sit arbejde. Vi går efter at få flere i arbejde og på den måde få flere skatteindtægter”.

Nogle vælgere vil nok sætte lighedstegn mellem et højt skattetryk og en velfungerende velfærdsstat. ”Det er ikke min opgave at være vælgerangst – det lader jeg de andre partier om. Jeg vil gerne tale op til folk.”

Ifølge Samuelsen findes der i dansk politik basalt set to svar på, hvordan den økonomiske krise skal håndteres. LA vil sænke skatten og få flere i arbejde – de andre partier vil øge dagpengene for dem, som er blevet arbejdsløse. Samuelsen selv betegner dette område som værdipolitik. Og han mener, LA’s fremgang bl.a. skyldes partiets held med at tale om økonomi, så det kan forstås af vælgerne. ”Vi er gået fra nul til fem-seks procent i meningsmålingerne. Noget tyder på, det kan lade sig gøre”.

Skyldes LA’s succes, at I har været gode til at tale om økonomi, som også optager vælgerne for tiden? ”Vi har brugt mange penge på at forklare folk, hvorfor det her er vigtigt, så vi har selv været med til at sætte den dagsorden. Dagsordenen er selvfølgelig også kommet udefra, men vi har samtidigt selv været med til at hjælpe den frem”.

På væggen bag Samuelsen står nye annonceforslag klisteret på kartonark, og vidner om, at LA har alle intentioner i at fastholde deres succesfulde strategi.

”Du kommer til at høre Villy Søvndal tale om reformer, når har finder ud af, at alle unge mennesker i Danmark er trætte af at høre om efterlønnen”.

Sådan lyder det fra Anders Samuelsen. Planen: at et par symbolske småsejre i finanslovsforhandlingerne vil kunne give vælgerne appetit på mere. Og Dansk Folkeparti kan ifølge Samuelsen roligt komme med på reformtoget i et VKO-LA-flertal: ”Dansk Folkepartis vælgere stemmer ikke på partiet på grund af dets økonomiske politik, så det kommer ikke til at gøre så ondt på dem.”

Interview af Lasse Lundberg Andreasen

Professor, Peter Kurrild Klitgaard har i Berlingske Tidende analyseret sig frem til, at LA’s fremgang bl.a. skyldes stor synlighed via annoncekampagner. Er du enig i den analyse? ”Ja, for der er en klokkeklar sammenhæng mellem tidspunktet, hvor vi begyndte at annoncere, og tidspunktet hvor vælgerne begyndte at rykke over mod os. Vi har valgt at oplyse vælgerne ufiltreret igennem annoncer, og det vil vi blive ved med lige frem til valget. Andre faktorer spiller også ind. Bl.a. regeringens og DF’s udligningsskat fra foråret, som rammer lige ned i kernesegmentet. Sådanne uliberale tiltag betyder meget mere end Lene Espersens ferierejser”.

Samarbejdet med DF intet problemJulelysene er så små begyndt at blive tændt i politiske kommentatorer og iagttageres øjne, og der har allerede været gættet på et lynvalg i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, men hos LA venter man gerne med at puste ballonerne op. ”Lige nu kigger jeg på en vælgertilslutningskurve, som er gået fra nul til fire-fem procent. Når det er resultatet efter fire måneder, er der jo ingen grund til at stoppe her. Jo længere tid der er til et valg jo bedre – jeg har ikke noget hastværk”, siger Samuelsen. ”For Danmark ville det være godt, hvis vi fik valg, og LA kom ind med de afgørende mandater, men som parti kan vi godt vente”, lyder hans vurdering.

Kan LA samarbejde med DF? Samuelsen ser det ikke som en stor udfordring. Han mener, at når først de andre partier indser, at vælgerne vil have reformer, kommer de til at lægge deres politik om: ”Jeg tror, at igennem de sidste ti år har mere end 65 procent af danskere villet reformer, men de vælgere, som har bevæget sig over midten af dansk politik, har været de reformangste. Dem har politikerne haft fokus på, og derfor har de sagt, at ’vi rører ikke ved efterlønnen’ og den slags. Hvis vi kommer i regering, er det den reformvenlige vælger, som er den afgørende. Du kommer til at høre Villy Søvndal tale om reformer, når har finder ud af, at alle unge mennesker i Danmark er trætte af at høre om efterlønnen”.

Ville samarbejdet med DF efter et valg ikke blive svært, når du selv siger, at de ikke vil reformer? ”DF lever på værdipolitik. Deres vælgere stemmer ikke på dem, på grund af deres økonomiske politik, så det kommer ikke til at gøre så ondt på DF. Selv efter DF gik med til at sænke dagpengeperioden med to år, flygtede deres vælgere jo ikke. Det afgørende for DF er udlændingepolitik og de ældre. Derfor kan de godt bevæge sig på den økonomiske politik”.

DERFORRåd om løn, vilkår og kontrakter

Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre. Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktie-optioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten.

Juridisk hjælp, hvis du bliver fyretDu er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig.

Din sparringspartner til karrierenUanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden.

Danmarks stærkeste netværkVores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

DJØF er en uafhængig faglig organisation.

Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer

eller arbejder med ledelse, økonomi, jura,

marketing, salg, kommunikation, organisa-

tion eller administration i både det private

og det offentlige.

Før sommerferien skrev jeg en artikel i Ugens RÆSON under overskriften; ”Den økonomiske genopretning – er opsvinget på vej?” (26. maj 2010), hvor jeg forsøgte at tegne vejen ud af krisen. Dengang var bekymringen gældskrisen i Europa og uroen omkring situationen i Grækenland. Siden er der faldet ro om situationen i Europa, og fokus er gledet over Atlanten, hvor en række nøgletal uventet viser, at amerikansk økonomi ikke helt er i den form, de fleste troede.

Det gik ellers lige så godt over there, og amerikanerne var gennem foråret mere bekymrede for Grækenland og gældskrisen i Europa end for deres egen økonomi. Men siden fjerde kvartal 2009, der først viste vækst på 5,6 pct. (målt som årligt gennemsnit), men senere blev nedjusteret til 5,0 pct., er væksten langsomt dykket. Første kvartal viste først vækst på 3,7 pct., der siden blev nedjusteret til 2,7 pct. Andet kvartal blev endnu værre med vækst på 2,4 pct, der siden er blevet nedjusteret til 1,4 pct. Udenrigshandlen svigter, amerikanerne importerer mere og eksporterer relativt mindre. Samtidig er ledighedsudviklingen igen begyndt at bekymre med meldinger om flere arbejdsløse.

Det er derfor, økonomer stadig taler om risikoen for et double dip – at kurven tegner et W og væksten dykker igen. ”En double dip-recession er ikke særlig sandsynlig, men det er ikke en umulighed,” sagde tidligere cheføkonom i den internationale valutafond Michael Mussa, der nu er tilknyttet tænketanken Peterson Institute for International Economics, for nylig.

For Danmark er udsigten dog den samme som før sommerferien: selvom historien har vist, at det uforudsete kan ske hurtigt, lader opsvinget til at have taget fat. Men det er sløvt, og genopretningen kommer til at vare længe. Finansminister Claus Hjort Frederiksen valgte den positive vinkel, da han 20. august udtalte sig til Ritzau: ”Man kan sige, at vi er ved at bevæge os ind i et stabilt opsving. Det er ikke noget hastigt opsving, vi står over for, men vi er inde i et selvbærende opsving. Det er meget, meget opmuntrende”.

Dansk økonomi ventes at vokse 1,4 pct. i år. Danskerne bruger flere penge, ledigheden udvikler sig fornuftigt, eksportvirksomhederne har vind i sejlene, og boligmarkedet er i bedring.

Aktiemarkederne er dog stadig rimelig shaky. Frygten for et gensyn med krisen baseret på en række dårlige amerikanske nøgletal med svækket BNP-vækst, lavere beskæftigelsesvækst og flere nye ledige har trukket både det ledende danske og de amerikanske aktiemarkeder ned. Og selvom aktiemarkederne ikke helt ved, hvor bange de skal være for double dip-spøgelset, så har økonomerne i Goldman Sachs ifølge The Economist formået at sætte tal på usikkerheden. Ifølge Finanshuset er risikoen for et double dip i USA 25-30 pct. Selvom et stabilt opsving er mere sandsynligt, er en risiko i den størrelsesorden nok til at gøre markederne og dets tilskuere urolige. Ramler amerikanerne ind i en ny økonomisk krise, kan Claus Hjort Frederiksen næppe se sig fri for at justere på sin glade melding omkring dansk økonomi. For indeværende ser det langsomme opsving dog ud til at rulle videre.

Økonomisk synspunkt: Gensyn med krisen?

Af Kenneth Prefke

Udenrigshandlen svigter, amerikanerne importerer mere og eksporterer relativt mindre. Samtidig er ledighedsudviklingen igen begyndt at bekymre med meldinger om flere arbejdsløse.

““

Pakistans oversvømmelser kan gavne fundamentalismen

Aften efter aften har tv-billeder fra helikoptere vist tilsyneladende uendeligt store oversvømmede områder i Pakistan. Kun få spredte palmetræer og ødelagte byer stikker op af vandet. Den pakistanske befolkning oplever en katastrofe, der allerede er blevet kaldt den største i landets historie: Oversvømmelserne har påvirket mere end 17 mio. pakistanere i et område, der dækker en femtedel af landet. Men selvom de enorme vandmasser nu – godt en måned efter monsunregnen udløste oversvømmelserne – endelig er begyndt at trække sig tilbage, og der ikke ventes mere vand i de kommende dag, er fremtiden for en stor del af den pakistanske befolkning stadig yderst usikker. FN anslår, at mindst 1.600 mennesker er omkommet som følge af oversvømmelserne, og ifølge FN-talsmand, Maurizio Giuliano er mere end seks mio. overlevende stadig i fare for at miste livet på grund af enten sult eller vandbårne sygdomme som dysenteri, tyfus, hepatitis eller kolera. ”Det er et grufuldt billede, der tegner sig,” siger Giuliano.

I Pakistan lever store dele af befolkningen af de afgrøder, de selv dyrker. Men i år er enorme landbrugsarealer gået tabt i oversvømmelserne, der har ædt syv millioner hektar landsbrugsjord, druknet mere end 200.000 stykker kvæg og skyllet store fødevarelagre væk, som kunne have givet mad til millioner af mennesker. At oversvømmelserne tilmed rammer lige op til høstsæsonen og i nogle af de områder, der i forvejen er præget af store grupper af internt fordrevne, er ifølge nødhjælpskoordinator hos Dansk Røde Kors, Mikkel Nedergaard, ekstra problematisk.

”Da hæren sidste år gik ind og ryddede Swat-dalen, gav det nogle meget store interne flygtningestrømme. Når oversvømmelserne nu rammer hårdest i Swat og de omkringliggende områder Nowshera og Mardan, hvor man i forvejen har over en mio. interne fordrevne, så forværrer det jo alt andet lige den humanitære situation, når det er så sårbare mennesker, man har med at gøre. Ofte vil man se, at der er en eller anden grad af modstandskræft i befolkningen, men situationen bliver sværere, når man får sådan en oversvømmelse oven i, at man sidste år har måttet forlade sit hjem,” siger Mikkel Nedergaard.

Selvom mediernes fokus på oversvømmelsen i Pakistan er steget betydeligt, i takt med at katastrofens omgang blev kendt, så mener Nedergaard stadig, at den kunne have fået endnu mere opmærksomhed. ”Vi taler højst sandsynligt om den største katastrofe i Pakistans historie. Jordskælvet i 2005 var meget voldsomt, men nu hører vi, at den fysiske ødelæggelse efter oversvømmelserne er nogenlunde den samme som efter jordskælvet i Haiti sidste år. Man snakker om næsten lige så mange berørte som under Tsunamien.”

Det danske Udviklingsministerium har netop besluttet at øge nødhjælpen til Pakistan med 60 millioner kroner, så den samlede nødhjælp fra Danmark når op på 130 millioner og gør Danmark til den sjette største bidragsyder i verden – og den største bidragsyder, hvis man gør det op i forhold til indbyggertal. Og der er i den grad brug for pengene. Det anslås, at mellem seks og otte millioner mennesker stadig har akut brug for hjælp, og ifølge Mikkel Nedergaard, vil den akutte fase fortsætte i et godt stykke tid. Først senere, når sundheds- og sanitetsfaciliteter er blevet genoprettet, og tilstrækkeligt mange indbyggere har fået husly, vil nødhjælpsarbejdet gradvist gå over i en genopbygningsfase. Men før dét kan ske, er det vigtigste at få etableret ren og skær fysisk adgang til de ramte områder ved at få genetableret de mange ødelagte broer og veje. De pakistanske myndigheder anslår, at genopbygningen af landet vil tage minimum tre år, mens skeptikere taler om fem-ti år. Pakistan er netop i færd med at forhandle nye låneaftaler med den Internationale Valutafond, IMF, og har med udsigterne til en dyr genopbygning måtte nedvurdere sin forventede økonomiske vækst for 2010 til 2 % af BNP fra tidligere 4,5 %.

En chance for islamisterneUdsigten til langsigtede følger af oversvømmelserne får mange til at frygte for sikkerhedssituationen i Pakistan. Taleban-sympatiserende islamister kan udnytte krisen til at vinde opbakning fra den hårdt trængte befolkning. Ifølge en undersøgelse fra The Sustainable Development Policy Institute i Islamabad er de 20 distrikter i Pakistan, der har den dårligste fødevaresikkerhed, netop hjemsted for de værste militante grupperinger.

Politiske iagttagere i internationale medier påpeger, at de pakistanske politikeres skiftevis ineffektive og negligerende håndtering af oversvømmelserne er en smertelig påmindelse om den pakistanske regerings dybe inkompetence, når det kommer til katastrofehåndtering. Den folkelige utilfredshed med regeringens langsomme og kaotiske håndtering har givet mere eller mindre militante islamiske nødhjælpsgrupper mulighed for at udfylde vakuummet. Med en græsrodsbevægelses effektivitet, der giver dem fornyet støtte i Pakistans befolkning, har de islamiske hjælpegrupper demonstreret, at de kan yde netop dét, regeringen ikke har kunnet. Men selv for en rig og veludviklet stat, ville det ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen, være et enormt vanskeligt arbejde at nå lige så hurtigt ud til alle de ramte områder:

Udsigten til langsigtede ødelæggelser i Pakistan har skabt frygt for øget ustabilitet i landet, der er afgørende i USA’s kamp mod Taleban og Al-Qaeda.

Af Martin Wøldike

”Taliban-sympatiserende islamiske velgørenheds-grupper har været bedre i stand til at operere lokalt og give folk nødhjælp, mens staten ofte glimrer ved sit fravær, når der skal laves lokale projekter. Men det er en vanskelig opgave: I mange af de her områder er staten i forvejen ikke rigtigt til stede – den skal sådan set først derud nu. Så det er klart, at det er de islamiske grupper, der bliver mest synlige.

Pakistans indenrigsminister, Rehman Malik, har indrømmet, at der er fare for, at Taleban kan øge deres indflydelse i de oversvømmede områder ved at påtage sig nødhjælpsrollen, men han har også tilføjet, at han ikke vil tillade, at det sker. Han skyder i stedet skylden for den langsomme regeringsindsats på ’intern partipolitik’:

”Regeringen blev overrasket over omfanget af katastrofen, og Pakistan har brug for al den hjælp, landet kan få. Ingen havde nogensinde forventet, hvad der ville ske. Det er den største katastrofe i hele regionens historie,” sagde Malik. Over for de internationale medier forsøgte den amerikanske ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, også at nedtone truslen fra Taleban: ”Ærligt talt så tror jeg, historierne om, at det kun er ekstremisternes organisationer, der hjælper ude i landet, er dybt overdrevne.”

Afhjælpe oversvømmelser eller bekæmpe Taliban?Under jordskælvet i Pakistan i 2005 var billedet det samme. De islamiske nødhjælpsgrupper var hurtigt ude med nødhjælp til de ramte områder. Og deres nyvundne popularitet hos lokalbefolkningen gav sig tilmed udslag i øget rekruttering til de militante grupper.

”Vesten siger, vi er terrorister og intolerante, men i krisetider er det os, der hjælper befolkningen, sagde lederen af den islamiske gruppe Jamiat-ulema-e-Islam, Maulana Yousaf for få dage siden til New York Times. Ifølge vicedirektøren for en anden gruppe, Falah-e-Insaniyat, har man uddelt nødhjælp med påskriften ”Stol ikke på regeringen og dens vestlige allierede”. Falah-e-Insaniyat er velgørenheds-grenen af Lashkar-e-Taiba, gruppen der i 2008 stod bag terrorangrebet i Mumbai, Indien.

Khadim Hussain fra Aryana Institue for Regional Research and Advocacy i Islamabad har studeret udbredelsen af militante grupper. Han kalder det ’meget alarmerende’, at de islamiske grupper har bevæget sig så meget ind i det pakistanske samfund. Han frygter, at den folkelige mistillid til regeringen i yderste konsekvens vil udhule støtten til militærets kampe mod de militante grupper og derved give et boost til Pakistans islamiske partier, som trods deres begrænsede størrelse er forholdsvis indflydelsesrige.

”De militante grupper er ganske vist også selv stærkt begrænsede i deres bevægelighed som følge af oversvømmelserne. Det er selvsagt sværere at køre en bilbombe i stilling, hvis broerne og vejen er skyllet væk. Men fordi grupperne er mindre og mere decentraliserede end militærets enheder, er de mere fleksible,” forklarer den pakistanske journalist og anerkendte ekspert i Pakistans nordvestlige grænseregion, Rahimullah Yousafzai, til Washington Times: ”De militante grupper kan være forvissede om, at de ikke vil blive mødt af nogen større angreb i den kommende tid. Militærets førsteprioritet er på oversvømmelserne lige nu, selvom det ikke kan fjerne fokus fra de militante grupper. De bliver nødt til at finde en balance,” siger Yousafzai.

I slutningen af august besluttede det pakistanske militær at omdirigere nogle af de helikoptere, der har været brugt i kampen mod Taleban, til de oversvømmede områder. Kritikere som Khadim Hussain og Rahimullah Yousafzai frygter, at den beslutning vil svække militærindsatsen mod Taleban, der uden helikopternes

tilstedeværelse får større mulighed for at omgruppere sig. Pakistans militær har dog forsikret, at helikopterne hurtigt vil kunne bringes tilbage, og at det overordnede alarmberedskab ikke er svækket.

Foruden helikopterne har militæret også omdirigeret 60.000 af hærens i alt 550.000 mand til nødhjælpsindsatsen. Men militærembedsmænd har sagt, at ingen af de 140.000 soldater, der bekæmper Taleban langs grænsen til Afghanistan, er blevet flyttet. I stedet har hæren sendt soldater, der var stationeret i Punjab-provinsen, til katastrofeområdet.

Især Pakistans militære indsats i grænseområdet mod Afghanistan er afgørende for den amerikansk-ledede krig mod Taleban, og situationen i området bliver derfor fulgt med panderynken i Pentagon. Ydermere har oversvømmelserne forsinket det amerikanske militærs forsyninger fra Pakistan til Afghanistan, fordi store dele af den pakistanske infrastruktur er brudt sammen. Pakistan var imidlertid allerede en problematisk allieret før oversvømmelserne, forklarer Lars Erslev Andersen:

”Pakistan er i et dilemma med meget stor og udbredt skepsis over for regeringen i den pakistanske befolkning. Og der er en meget stor skepsis over for, at Pakistan allierer sig med USA, fordi mange ser USA som problemet frem for løsningen. Noget af den utilfredshed og skepsis har Taleban og andre grupperinger forsøgt at udnytte. Men den problemstilling har været der hele tiden. Pakistan har en lang tradition for at have arbejdet sammen med nogle af disse grupper, som vi i USA-koalitionen gerne vil have, at de bekæmper. Det sker blandt andet i Pakistans konfrontation med Indien, ikke mindst i Kashmir. Samtidig er mange pakistanere bange for hvem, der kommer til magten, for eksempel i Afghanistan. Er det folk, der er Pakistan venligt eller uvenligt stemt? Karzai (Hamid Karzai, Afghanistans præsident, red.) er for eksempel super gode venner med Indien, og han er amerikansk støttet, og derfor ligger der fra pakistansk side også en motivation i at modarbejde dét, siger Lars Erslev Andersen.

Militæret mere populært en præsidentenPakistans præsident Asif Ali Zardari, der i forvejen er dybt upopulær blandt befolkningen, er bleev hårdt kritiseret for at forlade landet midt under katastrofen for at gennemføre planlagte besøg i Frankrig og Storbritannien. Men allerede inden oversvømmelserne denne sommer, var Zardari ’megaupopulær’, siger Lars Erslev Andersen.

”Han er helst i udlandet, fordi der er ikke ret mange, der kan lide ham i Pakistan. Han kom jo til magten som præsident i kølvandet på mordet på Benazir Bhutto. Blandt pakistanerne har han ry får at være en korrupt fyr, og de har stort set ingen tillid til ham.”

Mange pakistanere har i højere grad tillid til militæret, der høstede meget ros i foråret sidste år, hvor de bekæmpede Taleban i Swat-dalen. Erslev: ”Hvis jeg skal sige det populært, så er militæret det største parti i Pakistan. Det er jo militæret, der reelt set sidder på store dele af magten. Selvom man officielt har demokrati, og selvom man har det her spil for galleriet, hvor præsidenten overdrager myndigheden over atomvåbnene til premierministeren, så ved alle og enhver, at det er militæret, der sidder på de ting. Og de sidder godt og tungt på dem. Og det har man det måske godt med i Pakistan – fordi pakistanerne har det med politikere som italienerne har det. De stoler ikke på dem og ser dem per definition som korrupte.” Martin Wøldike (f. 1983) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. For tiden læser han master i International Affairs på The New School i New York. Han har tidligere arbejdet på TV2-Nyhederne, TV Avisen og Deadline.

RÆSON I IRAN:Hvorfor forandringen er uundgåelig

Man skal være undskyldt, hvis man har fået det indtryk, at alt er ved det gamle i Iran. Gadeprotesterne, der opstod i kølvandet på sidste sommers præsidentvalg gik i løbet af foråret stort set i sig selv igen. I dag handler alle overskrifter fra Den Islamiske Republik igen om landets atompolitik og den nye runde af sanktioner fra FN og EU, som forudsigeligt hånes af præsident Mahmoud Ahmadinejad – komplet med smilerynker og storskrydende spydigheder.

Men bag smilet har Ahmadinejad nok at se til hjemme i Teheran. Præsidenten, der i juni 2009 blev genvalgt med et mistænkeligt højt antal stemmer, har altid været en kontroversiel leder, der har fostret splittelse blandt landets præster, som ellers udgør hans egen magtbase. Og denne base slår nu så voldsomme sprækker, at sanktionerne er de mindste af Ahmadinejads problemer.

Det skyldes ikke mindst landets Øverste Leder, Ali Khamenei. Siden Den Islamiske Revolution i 1979, og særligt efter en forfatningsændring i 1989, har Den Øverste Leder haft absolut magt på en række områder. I praksis er det umuligt for præsidenten at tage vigtige beslutninger uden Den Øverste Leders godkendelse, ligesom det er praktisk umuligt at vælte en præsident, så længe han har Den Øverste Leders velsignelse.

Traditionelt har Den Øverste Leder forholdt sig neutral under præsidentvalgene, men denne tradition brød Khamenei i sommer, da han lagde hele sin teologiske og politiske ballast bag Ahmadinejad. Beslutningen har gjort Khamenei sårbar over for angreb, der ellers kunne have været rettet udelukkende mod præsidenten. Det sidste års stridigheder – der langt fra kun finder sted i gaderne – har uigenkaldeligt skabt en afgrund mellem Khamenei og store dele af hans religiøse bagland. Selvom gadeprotesterne i det store hele er hørt op, er oppositionen i Den Grønne Bevægelse i den grad stadig i live. Så meget, at regeringen finder det nødvendigt at være massivt til stede med militsfolk og revolutionsgardister i alle større byer på mærkedage for at forebygge optøjer. På årsdagen for valget, 12. juni, meldte rapporter om op til 5.000 sikkerhedstropper alene på den centrale Enqelab Plads i Teheran.

Bevægelsen er en broget samling interessegrupper organiseret i en flad struktur uden nogen fælles ideologi. Den har heller ingen fælles slagplan, hvilket eksempelvis viste sig i foråret, da det ikke lykkedes bevægelsens demonstranter at påvirke præsidentens fejring af

Revolutionsdagen den 11. februar i Teheran. Omvendt gør bevægelsens decentraliserede struktur det også svært for regimet at pacificere den ved blot at arrestere eller dræbe en håndfuld frontfigurer. Hvilket er en af de vigtigste grunde til, at Den Grønne Bevægelse stadig er live, endda voksende.

Khamenei undergraver sin egen autoritetSom Øverste Leder er Khamenei er ikke omgivet af den aura af ufejlbarlighed, der hang ved hans forgænger Ayatollah Ruhollah Khomeini. Islamiske lærde, inklusive den stærkt populære storayatollah Hossein-Ali Montazeri,

der døde i december, har siden Khameneis magtovertagelse i 1989 betvivlet lederens teologiske kvalifikationer.

Frontfigurerne i oppositionsfløjen i Den Grønne Bevægelse, Mir Hossein Moussavi, Mehdi Karroubi og Mohammad Khatami, bliver af mange anset for at være større islamiske tænkere end Den Øverste Leder. Moussavi var premierminister fra 1981-89 under Ayatollah Khomeini under krigen mod Irak. Karroubi var fra 1989-1992 og igen fra 2000-2004 formand for parlamentet. Khatami var præsident 1997-2005. Tilsammen har de tre været en del af det øverste lederskab i halvdelen af republikkens levetid. Den fortsatte hetz mod dem har ganske vist givet regimet nogle kortsigtede sejre, men det har ikke været kønt at se på. Eksempelvis er både Moussavi og Karroubi, samt deres koner og familier, blevet udsat for fysiske angreb, mens Khatami i december sidste år blev afbrudt under en tale i selveste afdøde Ayatollah Khomeinis hjem, da medlemmer af den regeringskontrollerede basij-milits angreb husets bedesal. Denne hetz, voldelig som ikke-voldelig, er med til at underminere Khameneis position. Ingen af de tre oppositionsledere, eller andre konservative profiler, der er sprunget ud som offentlige dissidenter, har vendt sig mod Den Islamiske Republiks idealer, hvorfor styrets angreb kan virke uforholdsmæssige. De tre oppositionsledere har erklæret, at de blot forsøger at frelse Ayatollah Khomeinis arv fra at blive besudlet yderligere, mens Den Øverste Leder

Af Sune Engel Rasmussen

Gadeprotesterne efter sidste års valg er kølnet af, men fundamentet under Den Øverste Leder, Ali Khamenei, slår nye sprækker uge for uge. Reformer er uundgåelige. Hvis Den Islamiske Republik overlever de næste ti år, vil det ikke være i den version, vi kender i dag.

Bevægelsen er en broget samling interessegrupper organiseret i en flad struktur uden nogen fælles ideologi. Den har heller ingen fælles slagplan.

““

tilsyneladende synes at tillade basij-militsens offentlige krænkelse af Khomeinis tidligere hjem.

Og ikke nok med det. I juni kom så den begivenhed, der vil farve resten af Ali Khameneis tid som Øverste Leder. Under mindeceremonien for Ayatollah Khomeinis død den 4. juni blev Seyyed Hassan Khomeini – barnebarn af republikkens grundlægger – råbt ned fra talerpodiet af hooligans blandt publikum. I Iran er offentlige mindeceremonier planlagt til mindste detalje, og der kan kun være to mulige forklaringer på, hvordan noget sådant kan finde sted. Enten er episoden planlagt – eller i det mindste billiget – af Den Øverste Leder, eller også har denne mistet grebet om sit land i en grad, de færreste havde regnet med.

Mens store profiler fra Revolutionsgarden og det konservative segment én efter én har taget skarp afstand fra angrebet på Hassan Khomeini, forholder Khamenei sig så tavs, at det runger. Der er tre ting, man ikke krænker i Iran: Koranen, Profeten Muhammed og Den Øverste Leder (nuværende som foregående). Der er nu noget, der tyder på, at Khamenei enten føler sig så trængt eller magtfuldkommen, at han gerne slår en flig af sin forgængers minde for at sende et signal om, at ingen er urørlige, hvis de sætter sig op imod regimet.

Der har altid været turbulens omkring Irans præsidenter, men aldrig tidligere i republikkens historie har Den Øverste Leder skulle bruge så mange kræfter på at hævde sin autoritet, som Ali Khamenei har gjort det foregående år. På mærkedage, som normalt bruges til at samle befolkningen bag systemet, har regimet de sidste 12 måneder måttet kæmpe for sin egen overlevelse. Ikke mindst i gaderne. Selv ved det iranske nytår Nowruz i marts, en folkekær og normalt apolitisk begivenhed, udsendte Ali Khamenei en fatwa (kendelse), hvori han opfordrede iranerne til at undlade at fejre denne »uislamiske skik«. Den fatwa rettede folk sig ikke efter, og resultatet var masseanholdelser og brug af tåregas i flere byer.

Sådanne unødvendige handlinger er med til at undergrave styrets legitimitet. Flere og flere iranere tvinges til at vælge side, og det bliver stadig sværere for dem at tage regeringens parti. Senest udsendte Khamanei en ny fatwa den 20. juli, hvori han understregede, at han som direkte efterfølger af profeten Muhammed er værdig til at indtage positionen som Øverste Leder, hvis ordrer det ikke er tilladt at modsætte sig. Det burde ikke være nødvendigt for lederen selv at slå disse ting fast – hans behov for at udsende en fatwa synes nærmere at understrege hans faldende autoritet end hans egentlige kontrol over regimet. På nuværende tidspunkt er det da også svært for Khamenei at gennemtrumfe sin autoritet med andre midler end landets sikkerhedsstyrker.

Uro i Ahmadinejads magtbaseUanset hvem, der har haft magten i Iran, har den mest aktive oppositionsgruppe de sidste 50 år været landets studenterbevægelse. En ære, som den under det islamiske styre er kommet til at dele med landets kvindebevægelse. De to bevægelser, som til en vis grad overlapper hinanden, er ikke mindre aktive nu, end de var før 2009-valget, men de har fundet et nyt fællesskab i Den Grønne Bevægelse, hvor de repræsenterer de mere sekulære eller ligefrem antireligiøse strømninger. Men der er flere af regimets støtter, der viser tænder. Den 6. juli lukkede handelsmænd store dele af Teherans basar ned i 12 dage i protest mod en varslet skattestigning. Under Den Islamiske Revolution i 1979 lammede lukningen af den store basar i Teheran Shahens regering, og bazariernes indtræden i den nuværende konflikt kan vise sig at få stor betydning.

Traditionelt har bazarierne fået økonomiske fordele ud af deres tætte alliance med regimet, og et decideret oprør fra denne kant er mere usandsynligt, end det var under shahen. Desuden er en mindre del af landets økonomi, og dermed den politiske magt, koncentreret i basarerne i dag end i 1979, så man skal nok ikke forvente, at historien på dette punkt gentager sig.

Bazarierne har historisk været allieret med det konservative Motalefeh-parti, der har været meget kritisk over for Ahmadinejads præsidentskab, og som på egen hånd har en betydelig magt. Derfor har strejken i basaren i Teheran alligevel stor politisk vægt og betydning for det pres, der bliver lagt på såvel Ahmadinejad som Khamenei. Strejken, som bredte sig til Tabriz, Mashhad og Hamedan, var den største aktion fra landets handelsklasse siden revolutionen. Præsidentens forhold til Motalefeh-partiet er noget ambivalent. Motalefeh har bakket op om Ahmadinejad ved de to seneste valgkampe, men det har ikke været uden intern uenighed i partiet. Ahmadinejad kritiseres for ikke at kere sig nok om religiøse værdier, og partiets generalsekretær Mohammad-Nabi Habibi har de seneste måneder rettet skarp kritik mod præsidenten. Da Ahmadinejad i sommer forsøgte at tiltvinge sig kontrollen over det indflydelsesrige, private Azad Universitet i Teheran, blev han sablet ned af Motalefeh-ledere, som har tætte forbindelser til universitetets præsident Abdullah Jasbi. Som svar kaldte Ahmadinejad Motalefeh for et levn fra fortiden, der er ude af kontakt med den moderne verden.

En decideret alliance mellem de konservative bazarier og reformfløjen i Den Grønne Bevægelse er imidlertid usandsynlig. Til det er Den Grønne Bevægelse for venstreorienteret. Men de senere år er en ny gruppe af yngre og mere progressive bazarier imidlertid kommet til. Og det er ikke utænkeligt, at de kan finde sammen med Den Grønne Bevægelse. Som bekendt sker det, at man forener sig mod en fælles fjende.

En politisk vækkelse blandt dele af bazarierne vil gøre den stigende utilfredshed nærværende for de store dele af befolkningen, som normalt heller ikke beskæftiger sig med politik – for ingen har kontakt med så brede dele af befolkningen som bazarierne. En alliance med Den Grønne Bevægelse vil desuden gøre konflikten til mere end et forholdsvis trivielt spørgsmål om skat og forbinde den med et overordnet spørgsmål om Khameneis evner som Øverste Leder. Dette kan også potentielt opdele basaren – mellem en konservativ og en progressiv fløj, og det vil ikke ligefrem

mane Irans interne splittelse i jorden. De løbende skærmydsler med sine konservative støtter er ikke noget, der vælter Ahmadinejad, så længe han har Ali Khameneis velsignelse. Men den stigende politiske uro på stort set alle fronter på Irans politiske scene lader ikke til at forsvinde foreløbigt, og fejden med Motalefeh-partiet og bazarierne er derfor meget symptomatisk for Ahmadinejads faldende politiske status.

Sanktioner rammer privateKhamenei og Ahmadinejad er ikke kun presset på de indre linjer, hvor de forsøger at fastholde deres smuldrende magtposition, men også udefra opleves et massivt pres. Mens regeringen kæmper for at fastholde styrets legitimitet og

Mens den iranske regering presses på sin autoritet og for hver dag mister mere legitimitet, er vestlige regeringer øjensynligt mere opsatte på at indføre sanktioner end på reelt at hjælpe med at vælte et regime, der ligger i toppen af deres slyngelliste.

“

“

autoritet, prøver USA og Europa at stikke en kæp i hjulet på den iranske uranberigelse, som mange frygter snart kan gøre Iran til atommagt.

Og presset fra FN, USA og EU kan influere magtspillet i Den Islamiske Republik. Først og fremmest vil sanktionerne, uanset den hånlige reaktion, de udløser fra præsidenten, gøre tingene mere besværlige for iranerne. Der er imidlertid intet, der tyder på, at de vil få landets økonomi til at knække. Derimod kan de potentielt skabe en handelsakse mellem Iran og de østlige stormagter. Kina, Indien og Rusland vil sandsynligvis benytte muligheden til at ekspandere deres handel med Iran, der er i besiddelse af verdens næststørste naturgasreserver. For de tre lande vejer hensynet til energisikkerhed trods alt tungere end en risiko for eventuelle amerikanske sanktioner.

Men sanktionerne får konsekvenser for befolkningen i Iran, der allerede har oplevet drastiske prisstigninger, delvist som et udslag af panik. Derfor får sanktionerne en lunken modtagelse blandt iranerne. Mange veluddannede iranere er tilhængere af såkaldt ”kloge sanktioner”, der ikke skader den almene befolkning, men de går imod prisstigninger, der påvirker den enkelte iraners økonomi, sådan som de nye sanktioner allerede har gjort. For de fleste iranske familier kommer økonomiske hensyn i første række, og en forværret økonomisk situation bliver hovedsagligt set som vestens, særligt USA’s skyld, hvilket præstestyret ikke forpasser chancen for at fortælle i et forsøg på at samle den iranske befolkning mod ”Den Store Satan”.

Sanktionerne rammer også private entreprenører, der i forvejen har svært ved at agere internationalt takket være restriktionerne på Irans valutaoverførsel og den generelle mistro mod firmaer med adresse i Iran. Disse begrænsninger binder mange iranere til landets store offentlige sektor, hvor det kan være lettere at finde job, men hvor det også er langt mere risikabelt at udtrykke sin utilfredshed med regimet. På den måde kan sanktionerne lægge en yderligere dæmper på protesterne.

Et beskedent men direkte eksempel på, hvordan sanktionerne skader oppositionens kamp mod regimet, kan ses med YouTubes videokonkurrence ”Life in a Day”. Konkurrencen, hvis vinderfilm skal vises på Sundance Festival 2011, giver borgere over hele verden muligheden for at vise optagelser fra deres hverdag til et globalt publikum. En unik mulighed for iranerne, der mestrer internettets muligheder, til at kommunikere om deres nuværende situation. Men USA’s sanktioner gælder også konkurrencen – iranerne er formelt udelukket fra at kunne deltage. Hvorfor reformer er uafvendeligeMens den iranske regering presses på sin autoritet og for hver dag mister mere legitimitet, er vestlige regeringer øjensynligt mere opsatte på at indføre sanktioner end på reelt at hjælpe med at vælte et regime, der ligger i toppen af deres slyngelliste. Men uanset hvordan de næste måneder kommer til at udspille sig, synes reformer uundgåelige. En række fundamentale ændringer i Irans politiske struktur har sat sig igennem, og hvis den Islamiske Republik overlever de næste ti år, vil det ikke være i den version, vi kender den i dag.

Den Øverste Leder er ifølge landets forfatning forvalter af velayat-e faqih – Islamisk Styre – og har herigennem til opgave at lede landet efter islamisk lov. Hvis Lederens suverænitet på dette område ikke skal lide skrammer, er det nødvendigt for Khamenei at vinde sin tabte legitimitet tilbage. Det er svært at se ham gøre det uden at vende sig mod Ahmadinejad. Med sin eksplicitte støtte til en præsident, der fra starten har været en kontroversiel figur, også i sit hjemland, er Khamenei snarere kommet til at fremstå som en leder af en bestemt

indenrigspolitisk fraktion end den alfaderlige, samlende figur, han burde være. Selv under Ahmadinejads første præsidentperiode, da mange konservative havde vendt sig mod ham, støttede Khamenei op om præsidenten. Nogle iagttagere mener sågar, at Khamenei i dag er mere upopulær end Ahmadinejad selv.

Og selv hvis Khamenei skulle formå at vinde oprejsning, er ånden ude af flasken. For Khameneis svar på den kritik, der de seneste måneder er blevet rejst mod ham fra folk, der i alt væsentligt støtter ideen om en islamisk stat, har en gang for alle demaskeret Den Øverste Leder: han er en politiker som alle andre. Omformuleringer af det teoretiske grundlag for Iran er godt i gang, både hos

Magtens udfordrere - fire profiler:

Følgende personer er nogle få af dem, det er interessant at holde øje med de kommende måneder. De repræsenterer den splittelse, der er opstået blandt folk, der ellers bakker fuldt op om ideen om en islamisk stat.

Akbar Hashemi Rafsanjani er fra den gamle garde fra Den Islamiske Revolution. Som en af landets rigeste mænd, tidligere præsident og nuværende formand for Vogternes Råd, der blandt andet har til opgave at indsætte og eventuelt afskedige Den Øverste Leder, er han helt central. Rafsanjani er berygtet for sin politiske tæft og er meget påpasselig med at kritisere Den Øverste Leder. Men han er ærkefjende af Ahmadinejad og stod i sommer i centrum af den ovennævnte kamp om Azad Universitetet, som stifter og formand for universitetets bestyrelse. Da universitetet i 2009 gav ressourcer til Mir-Hossein Moussavis præsidentkampagne, gjorde Ahmadinejad, hvad han kunne for at få renset universitetet for Rafsanjani-loyalister. Striden om universitetet løb over hele sommeren og blev først afsluttet, da Khamenei trådte til, tog Rafsanjanis parti og annullerede den ændring af universitetets lov, som Ahmadinejad forsøgte at presse igennem, og som ville give præsidenten mulighed for at indsætte sine egne støtter i bestyrelsen. Striden er et eksempel på, at Ahmadinejad ikke kan regne med Khameneis uforbeholdne støtte i alle sager.

Brødrene Ali og Sadegh Larijani besætter som henholdsvis formand for parlamentet og chef for landets retsvæsen to tredjedele af landets politiske top, hvor Ahmadinejad sidder på den tredje. Særligt Ali Larijani er en udtalt kritiker af præsidentens metoder, men begge brødre har markeret deres utilfredshed med Ahmadinejad i en grad, så Khamenei for nylig fandt det nødvendigt at indkalde alle tre til et forsoningsmøde. Der er dog indtil videre intet, der tyder på, at en forsoning er undervejs.

Majorgeneral i Revolutionsgarden, Mohammad Ali Jafari, har luftet voldsom kritik af Ahmadinejad. Efter sigende råbte Jafari til Ahmadinejad under et møde i februar, at det var på grund af hans inkompetence, at landet havde ligget i kaos i seks måneder. Mange mener, at Ahmadinejad aldrig ville have kommet til magten uden støtte fra Revolutionsgarden, men også her er der splittelse. Jafari indrømmede for nylig, at selv blandt revolutionsgardisterne henter Den Grønne Bevægelse støtter. Revolutionsgardens mandat er ellers simpelt nok: Det er udelukkende at forsvare Den Islamiske Revolution. At oppositionen også gør indhug her siger noget om Den Grønne Bevægelses brede appel.

konservative og progressive tænkere. Ikke mindst Mir-Hossein Moussavi, der er gået fra sidste sommer at bakke fuldt op om den Islamiske Republik til i dag at hævde, at Irans forfatning ikke er Guds ord og derfor står til forhandling.

For oppositionens vedkommende har Den Grønne Bevægelse for længst slået sig på andre kampteknikker end gadeprotester. Men demonstrationer har en vigtig samlende funktion, og det er ikke utænkeligt, at oppositionen er på vej tilbage på gaden. Selv om Moussavi og Karroubi aflyste de ellers planlagte demonstrationer på årsdagen for 2009-valget i juni, var der alligevel betydelige protester, særligt fra studerende. Og med afslutningen af Ramadanen i september varsles nu nye demonstrationer. Den sidste fredag i Ramadanen er også kendt som Jerusalem-Dag (Qods Dag), som i år falder den 3. september. Siden 1979 har det været en mærkedag i Iran beregnet til protest mod Israel – men sidste år blev den, mod styrets vilje, også brugt til at protestere mod Ahmadinehad. Og i disse dage hænger oppositionsaktivister plakater for Den Grønne Bevægelse op i Teheran. Det bliver Den Grønne Bevægelses helt store udfordring i de kommende måneder at finde en løsning på det nuværende dilemma, hvor man finder sin overlevelse i en flad, decentraliseret struktur, men samtidig har behov for en koordineret strategi, og med tiden et fælles formuleret tankegods. Samtidig er fremtidens Iran helt afhængig af, hvorledes magtspillet mellem landets religiøst lærde udspiller sig over de kommende måneder. Der er mange mennesker i spil, og nye dissidenter slutter sig løbende til koret af kritikere. Nye fronter åbner sig konstant mod præsidenten fra, hvad der burde være hans egne rækker, og dette kan måske skabe en åbning, hvor Den Grønne Bevægelse igen kan finde vej tilbage til gaderne. Under alle omstændigheder har det sidste år sat en udvikling i gang, der ikke kan rulles tilbage. Det eneste, der med sikkerhed sidder tilbage, er præsi-dentens smil.

Sune Engel Rasmussen (f. 1984) Studerer historie og arbejder som freelancejournalist. Ekspertiser: Mellemøsten (særligt Iran og Palæstina/Israel), Latinamerika, islam og nationalisme.

Læs i næste uge: ”Under Jorden Gror Oppositionen Stadig”. Sune Engel Rasmussen har talt med oprørere fra Den Grønne Bevægelse og tegner et billede af en revolution, der opstår indefra.

Medier

Historien om WikiLeaks er historien om en karismatisk idealist, et Pentagon i panik og folkets ret til fri information. Men det er også historien om, hvordan ny teknologi kan bruges til at bryde magtmonopoler og udfordre gamle vidensdynastier. Spørgsmålet er, hvad vi får i stedet.

Af Astrid Schmeltzer Dybkjær

Da jeg for nyligt i forbindelse med mit arbejde skulle skrive en artikel om WikiLeaks, kontaktede jeg Julian Assange for at bede om et interview. Hvad der fulgte var en bizar mailudveksling, som sluttede af med, at hovedpersonen beskyldte mig for at ’cover my own ass’, da jeg refererede den kritik, som WikiLeaks på det seneste er blevet udsat for af humanitære organisationer. Interviewet fik jeg aldrig.

WikiLeaks gik i luften tilbage i 2007 med det erklærede mål gennem spredning af information at gøre verden til et bedre sted. ”Vi tror på, at gennemsigtighed i regeringsaktiviteter fører til mindre korruption, bedre regeringsførelse og stærkere demokratier”, lyder introduktionen på Wikileaks’ hjemmeside, og fortsætter: ”Derfor er tiden kommet til en anonym, global vej til spredning af dokumenter, som offentligheden bør se.” Julian Assange og hans allierede er ikke bange for store armbevægelser og stiller ikke spørgsmålstegn ved, om de har kompetencen til at afgøre, hvad offentligheden skal have at vide. 

E t m i n d r e kendt, men lige så r evo l u t i o n e re n d e projekt er Freenet – en type software, som tillader brugere at udveksle information på nettet uden at kunne spores. En gave til politiske dissidenter i Kina og Mellemøsten – men, påpeger skeptikere, også til internetkriminelle, der har brug for et sted til at udvikle computervirusser, planlægge identitetstyverier eller distribuere børneporno. 

Så hvem tjener den nye teknologis muligheder for fri distribution af information egentlig? WikiLeaks’ seneste læk af 92.000 dokumenter fra Afghanistankrigen har sat civile afghanere i livsfare, lyder det fra kritikere, og et åbent brev kritiserer pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders i stærke vendinger WikiLeaks for ikke at leve op til grundlæggende etiske regler for journalistik. Journalistisk arbejde indebærer udvælgelse af information, ikke blot offentliggørelse, understreger Reporters Without Borders. 

Den nye teknologi har taget magten over informationsstrømmen fra regimer og regeringer og lagt den i hænderne på individer, der med koder og krypteringer og gennem platforme som WikiLeaks og Freenet kan undgå sporing. Men hvor går grænsen? Ved information, der kan skade staters sikkerhed – eller information, der kan skade individers sikkerhed? Den afgørelse ligger lige nu i hænderne på Julian Assange og han ligesindede. Vidensmonopolet har skiftet ansigt, men er intakt. WikiLeaks og Freenet er begge fantastiske værktøjer til spredning af information, som myndighederne af den ene eller den anden grund ikke vil have ud. Men nogen skal holde øje med dem. I et sådant mediebillede er den kritiske journalistik vigtigere end nogensinde. 

Så hvem tjener den nye teknologis muligheder for fri distribution af information egentlig? WikiLeaks’ seneste læk af 92.000 doku-menter fra Afghanistan-krigen har sat civile afghanere i livsfare, lyder det fra kritikere...

Medier

Medievinkel: Frihed uden Ansvar?

“

“

”Ingen ambassadør ønsker at være den person, der skal lukke en ambassade ned. Alle vil gerne være med til at åbne en ambassade. Jeg har fået lov at prøve begge dele – endda på den samme post.”

Thomas Lund Sørensen lægger ikke skjul på sin skuffelse i sit sidste blogindlæg som danskambassadør i Jordan. For tre år siden var det ham, der slog dørene op til den nye danske ambassade, som – ifølge daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) – skulle bidrage til at ”fastholde det positive danske engagement” i regionen. Nu forlader Thomas Lund Sørensen Jordan.

Hvorfor lige Jordan? ”I 2007 var det nødvendigt at oprette en ambassade i Amman,” forklarer Naser Khader, udenrigspolitisk ordfører for De Konservative. Han fortsætter: ”Det var lige efter Muhammedkrisen, og der var virkelig behov for, at der blev fortalt om Danmark og Danmarks syn på ytringsfrihed.”I dag, onsdag d. 1. september er ambassaden i Amman fortid. Det samme gælder ambassaden i Algeriet. I 2011 lukkes også ambassaden i Bosnien, mens der åbnes en ny ambassade i De Forenede Arabiske Emirater, hvor Danmark kan få ”virkelig god valuta for pengene,” som udenrigsminister Lene Espersen (K) forklarede i april.

Ambassadelukningerne er altså en del af en overordnet spareplan.

Men hvorfor det lige netop blev Thomas Lund Sørensen og hans ambassade i Jordan, der måtte stå forskud, er der tilsyneladende ingen, der ved.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var lutter fortaler for at lukke ambassaderne, men jeg anerkender, at Lene Espersen skulle finde penge et eller andet sted på budgettet, og at vi derfor var nødt til at lukke nogle ambassader,” forklarer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen. Naser Khader peger på, at ”ifølge de informationer de danske myndigheder får dernede fra, så er de [Muhammed-tegningerne red.] kommet i baggrunden”, og ambassaden er derfor ikke bydende nødvendig længere, forstås. Søren Espersen (DF) synes ligesom resten af de udenrigspolitiske ordførere, at ”det er vigtigt at være med alle steder, ”men tilføjer, at ”det kan vi af gode grunde ikke. Og at man så lukkeren ambassade i Jordan... altså det ved jeg ikke... Jeg kan ikke rigtigt vurdere de enkelte lukninger. Det, synes jeg, er meget svært...”Det Arabiske Initiativ en succesHos oppositionspartierne forstår man heller ikke, hvorfor ambassaden i Jordan skulle lukkes. I stedet konstaterer Frank

Aaen (EL), at ”Jordan har været et knudepunkt i forhold til vores indsats i Mellemøsten, og derfor var vi også flere, der protesterede i Udenrigspolitisk Nævn.”

En rapport fra Udenrigsministeriet konkluderede i juli 2009, at Det Arabiske Initiativ – et tiltag, som regeringen søsatte i 2003 for ”fremme af dialog, demokratiske bevægelser, respekt for menneskerettigheder, kvinders ligestilling, god regeringsførelse, civilsamfundets rolle, uddannelse og udvikling af frie medier” i Mellemøsten – var en ”relativ succes”, der opfylder ”de kriterier, som forskere gang på gang understreger som vigtige, når man arbejder for at fremme reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.” I Jordan er initiativet bl.a. mundet ud i oprettelsen af en jordansk ombudsmand.

Aaen mistænker ambassadelukningen for at være det første skridt i nedtrapning af Det Arabiske Initiativ og ser desuden ambassadelukningen som et udtryk for, at ”man vægter de økonomiske interesserer højere, end interessen for hvor det er politisk vigtigt at være. Altså fra Mellemøsten og ned til den arabiske golf ”. Og den bekymring er Aaen ikke alene med.

”Jeg tror der er den sammenhæng, at Dansk Folkeparti

tidligere har syntes, at Det Arabiske Initiativ fylder for meget på budgettet. Og når man fjerner en ambassade, kan det i hvert fald læses som et signal på, at man ikke prioriterer det helt så højt, som man har gjort før. Og det er mærkeligt, synes jeg. Jordan er jo faktisk et af de lande, hvor der har været en del aktivitet netop som en del af Det Arabiske Initiativ. Så jeg synes, det er rigtig ærgerligt,” fortæller Trine Pertou Mach, der er Formand for Mellemfolkeligt Samvirke og folketingskandidat for SF.

Både Naser Khader og Michael Aastrup Jensen understreger imidlertid, at ambassadelukningen og Det Arabiske Initiativ intet har med hinanden at gøre. Gerd Elmark, der tidligere var ansvarlig for Det Arabiske Initiativ på ambassaden i Amman, bliver i Jordan som repræsentant

Danmark beholder kun én embedsmand i landet. Er det et isoleret sparetiltag eller første skridt imod en afvikling af Per Stig Møllers “Arabiske Initiativ”?

Af Jakob Jessen

Vi (DF, red.) er meget modstandere af Det Arabiske Initiativ. Vi synes, det var forfejlet fra starten. Hvis man virkelige ville noget i Mellemøsten, så skulle man have Israel med. At lave et initiativ, der har til formål at fedte for araberne, forstår jeg simpelthen ikke.

“

“

Danmark lukker sin ambassade i Jordan: Farvel til den idealistiske udenrigspolitik?

for Det Arabiske Initiativ. ”Men samtidig også for at beholde en god kontakt til den jordanske regering,” tilføjer Michael Aastrup Jensen.

Også Søren Espersen og Dansk Folkeparti afviser, at ambassadelukningen har noget med Det Arabiske Initiativ at gøre. Alligevel tilføjer han: ”Men det håber jeg. Altså; vi er meget modstandere af Det Arabiske Initiativ. Vi synes, det var forfejlet fra starten. Hvis man virkelige ville noget i Mellemøsten, så skulle man have Israel med. At lave et initiativ, der har til formål at fedte for araberne, forstår jeg simpelthen ikke.”

Per Stigs ProjektVenstres Michael Aastrup Jensen var i maj ude og kritisere dele af Det Arabiske Initiativ. Det kostede ham en skideballe fra udenrigsminister Lene Espersen, der kaldte kritikken "på kanten af det naive". Men Aastrup er stadig ikke nogen glødende fortaler for initiativet:

”Jeg synes, der er mange gode elementer ved Det Arabiske Initiativ. Men når det er sagt så vil jeg da også godt sige, at der er nogle elementer, jeg ikke er så tilfreds med. Vi er ikke gode nok til at sige, når vi mener, at et land ikke er gode nok til ytringsfrihed og demokrati.”

Søren Espersen bekræfter, at Dansk Folkeparti vil tage kravet om en afvikling af Det Arabiske Initiativ med til de kommende finanslovsforhandlinger og tilføjer, at Det Arabiske Initiativ ”meget var Per Stigs projekt”. Espersen forklarer: ”Nu hvor han ikke er der længere, anser vi muligheden for at få Det Arabiske Initiativ væk for større end tidligere, for han lagde meget vægt på det i sin tid som udenrigsminister.”

Men Lene Espersens tro væbner og vogter Naser Khader afviser, at Det Arabiske Initiativ står foran en afvikling og slår fast, at ”et flertal i Folketinget mener, at vi skal beholde Det Arabiske Initiativ”.

”Det her er faktisk en hjertesag både for mig og Det Konservative Folkeparti og for Per Stig Møller.”

Er det også en hjertesag for Lene Espersen?”Ja, det er det, ja. Det er partiets hjertesag”Men uanset perspektiverne på Det Arabiske Initiativs

effekt står det klart, at Den Kongelige Danske Ambassade i Amman lukker i dag.

Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American University, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviews og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.

Emilie Turunen fra Bruxelles:Vil EU spare sig ud i en ny depression?

Opgave 1: Vi skal skabe vækst og beskæftigelseHvad skal Europa leve af i den skærpede globale konkurrence? Og hvordan kan vi skabe ny beskæftigelse? Svaret på disse spørgsmål er måske givet mest ærligt af formanden for den Europæiske Faglige Sammenslutning, John Monks. I et interview til Politiken for nylig sagde han det, som kun få politikere vil se i øjnene: ”Ingen ved rigtig, hvad Europa skal leve af i fremtiden”.

Den økonomiske krise har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed. Det er ikke for meget at sige, at krisen truer den europæiske velstand og velfærd. Og arbejdsløsheden rammer særligt de unge hårdt. I dag står mere end 5,5 millioner unge europæere uden job, og vi risikerer at tabe en generation på gulvet.

De langsigtede visioner for vækst og beskæftigelse er vage. EU har lagt op til en koordineret nedskæringspolitik dirigeret af disciplinens vogter, Angela Merkel, og det går ikke stille for sig, når regeringerne svinger sparekniven over de offentlige budgetter. I Italien har man besluttet at spare 24 mia. euro, i Storbritannien godt 6,2 mia. pund og i Danmark vil regeringen hente 24 mia. kr. i den såkaldte ”genopretningspakke”. Besparelser, der vil ramme borgerne hårdt. Den anerkendte amerikanske nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz, kalder denne strategi en katastrofekurs, hvis konsekvenser vi kender fra depressionen i 1930'erne.

Europæisk økonomi står over for en langvarig vækstkrise, der truer vores position som en af verdens mest velstående regioner. Vejen ud af krisen går ikke alene gennem spareplaner og hysterisk budgetkontrol. Mens al europæisk fokus lige nu går på budgetkonsolidering, så glemmes fuldstændig vækst og beskæftigelse. Europa og Danmark har brug for en strategi, der med substans og konkrete initiativer udstikker en ny og visionær retning for et kriseramt Europa. Vi har brug for at definere, hvad vi skal leve af i fremtiden. Spørgsmålet er, om de politiske ledere har modet? Dette er den første og største opgave i den ny politiske sæson.

Opgave 2: Vi skal sikre balance i den økonomiske styringNår regeringslederne mødes til topmøde i oktober skal de håndtere en ægte varm kartoffel: Hvordan skal euroen, ØMU’en og den økonomisk styring i EU udvikle sig ovenpå ”den græske krise?” Formanden for det Europæiske Råd, Hermann Von Rompoy, har nedsat en task force, der inden

topmødet vil komme med sine anbefalinger. Det vil med sikkerhed vække debat i hele EU. Skal vækst- og stabilitetspagten reformeres? Skal der være skrappere (økonomiske) sanktioner mod lande, der ikke overholder kravene? Skal de enkelte landes finanslove sendes til godkendelse i EU? Hvordan og hvor meget skal de enkelte lande overvåges? Hvordan kan vi sikre os mod spekulation i den fælles valuta?

Spørgsmålene vil uden tvivl prikke til det danske forbehold og til den danske skepsis. Det store spørgsmål er, hvordan vi finder en god balance mellem ”sammen” og ”hver for sig”.

Der er uden tvivl behov for en skrappere kontrol med landenes overholdelse af de fæl les reg ler (konvergenskravene), så vi undgår en situation som den med Grækenland. Efter min mening må EU lave al den kontrol, de vil – også af Danmarks budgetter. For hvad er alternativet til en strammere styring – dvs. kontrol med at det, landene opgiver, rent faktisk er sandheden?

For skræmmeeksemplet er Grækenland, der formåede at skjule et kæmpe underskud for de øvrige EU-lande og som aktuelt truer stabiliteten i både eurozonen og de øvrige EU-lande. Men samtidig med strammere kontrol vil det være afgørende at sikre et vist nationalt råderum. Man hverken kan eller skal total-harmonisere den økonomiske politik i EU, dertil er der for stor forskel på medlemslandenes økonomier og ikke mindst på deres politiske overbevisning. Økonomi er ikke fakta, vi alle kan enes om, men derimod en politisk disciplin. Det er afgørende, at de enkelte lande ikke kastreres i deres finanspolitik, men får mulighed for at opretholde råderum og disponeringer, der har et længere sigte. Uden at det skader det øvrige fællesskab. ”Sammen, men hver for sig” bør være kodeordet for efterårets styrings-slagsmål.

Opgave 3: Vi skal tæmme bankerneHvordan kan vi sikre en bæredygtig, holdbar og sund finansiel sektor? Det er spørgsmålet i dag, to år efter krakket. Den finansielle krise har afsløret alvorlige mangler i reguleringen. Det svarer lidt til at køre bil uden sikkerhedssele – så længe du kører på vejen, går det godt nok, men så snart du kommer ud for et uheld, havde det været rart at have haft selen på. Europa havde ikke taget sikkerhedsselen på, da krisen ramte. Nu skal vi sikre en skrap finansiel regulering for at undgå en ny krise.

Emilie Turunen (MEP, SF) leverer her en tour de force gennem sæsonens politiske opgaveliste for EU. Først og størst: økonomien. Borgerlige politikere anført af Angela Merkel svinger sparekniven med risiko for katastrofale konsekvenser:

Det bør ikke være en mulighed, at en finanssektor, der først tjente styrtende med summer på at gamble med vores samfundsøkonomi og derpå blev reddet med diverse statsfinansierede pakker, får lov at fortsætte business as usual. Vi skal derimod sikre en finansiel sektor, som forfølger sin raison d’être: at sikre kapital til store og små projekter i vores samfund uden at sætte realøkonomien på spil. Dette efterår byder på masser af forhandlinger i EU angående finansiel regulering. En del ting kan de fleste politiske grupper blive enige om, nemlig at der overordnet skal være en styrket regulering i form af:1) kapitalkrav 2) styring af incitament- og bonus-strukturen i bankerne 3) oprettelsen af fælles europæiske tilsynsmyndigheder. Men så hører enigheden op. Ud over disse ”konsensus”-emner kan det blot konstateres, at borgerlige kræfter i Danmark og Europa gang på gang står på bremsen. SF og Den Grønne Gruppe vil gå endnu videre i reguleringen af den finansielle sektor. Vi vil arbejde for

- Global eller europæisk skat på finansielle transaktioner- Øget regulering af kapital- og hedgefonde- Kamp mod skattely og bankernes hemmelighedskræmmeri- Forbud mod giftige finansielle produkter (aktieoptioner, CDS’er, CDO’er, short selling, subprime)- Yderligere reguleringer af bonussernes størrelse.

Spørgsmålet er, om vi dette efterår får hjælp af vores borgerlige kollegaer, eller om de allerede har fortrængt krisens årsager. Vi vil ikke være sene til at bringe dem på bane.

Opgave 4: Vi skal have fut i FUT’enSom den fjerde opgave skal det sikres, at den Fælles Udenrigstjeneste (FUT’en) kommer ordentligt i gang. D e n u d s k æ l d t e udenrigskommissær, Cathrine Ashton, skal bevise sit værd som leder, organisator og visionsmager. Hun skal lægge arm med såvel EU’s udenrigsministre, EU- kommissionen og EU-parlamentet. Det vil kræve sin kvinde at navigere rundt i de mange interesser og skabe en fælles europæisk retning for udenrigspolitikken. Vi har alle et ansvar for, at det lykkes. Det er nødvendigt, hvis vi reelt skal blive spillere på den globale scene, og ikke blot være haleslæng til USA, Kina og de nye vækstøkonomier. Europæernes selvforståelse som verdens navle må vige for en mere realistisk og ydmyg tilgang, hvorved vi tvinges sammen af nødvendighed. Ashton skal dette efterår træde i karakter og agere generator for en ny ambitiøs fælles udenrigspolitik. SF og Den Grønne Gruppe vil bakke hende op i disse bestræbelser, men ikke ukritisk.

Opgave 5: Vi skal gå forrest i MexicoNæsten før det er i gang, er det dømt til at blive en fiasko. Klimamødet COP16 skal afholdes i Mexico og optaktsmeldingerne har med al tydelighed vist, at metaltrætheden stadig sidder i verdens ledere efter det kuldsejlede topmøde i København. USA er ikke nået videre

med konkret lovgivning, Kina rokker sig ikke en meter, og i EU skal Connie Hedegaard kæmpe hårdt. For EU’s vedkommende hedder politikken stadig 20-20-20. Spørgsmålet er, hvor langt Connie kan nå i sine bestræbelser for en mere ambitiøs politik – kunne 30 procents reduktion i 2020 blive EU’s udspil op til COP’en? SF og Den Grønne Gruppe er klar med opbakning, hvis Connie så bare vil få styr på sit konservative bagland i Europa. Vi er nødt til fortsat at tro på og kæmpe for en global, forpligtende og ambitiøs klimaaftale. Fremtidens generationer fortjener en aftale. Dette efterår vil afsløre om ”vi vinder i Mexico”.

Opgave 6: Vi skal turde det deltagende demokratiBorgerinitiativet er en af Lissabontraktatens nye opfindelser. Kan man samle én million underskrifter, har man ret til at få sin sag taget op i EU. Idéen er at introducere direkte borgerinddragelse i det europæiske demokrati. Dette efterår skal Lissabontraktatens overskrifter udmøntes i mere konkrete rammer, og det bliver helt afgørende at skabe et lettilgængeligt og ubureaukratisk initiativ. Et initiativ, som virker motiverende, inddragende og ærligt. Potentielt står vi med et nyt redskab i demokratiseringen af EU. Potentielt står vi med et indholdstomt symbol.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Bendt Bendtsen, Morten Messerschmidt og Emilie Turunen.

Den økonomiske krise har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed og den truer den

europæiske velstand og velfærd. Og arbejdsløsheden rammer særligt de unge hårdt. I dag står mere end

5,5 millioner unge europæere uden job, og vi risikerer at tabe en generation på gulvet.

“

“