Undersøgelse af,hvad der påvirker pårørende til soldater ... PSYK_Pårøren… · såvel soldat som forsvar. Børnene er beskrevet i denne undersøgelse gennem deres hjemmeværende

1

FORSVARSAKADEMIET

September 2010

Undersøgelse af, hvad der påvirker pårørende til soldater udsendt til Kosovo og Afghanistan

i perioden februar – august 2009

Undersøgelsen er som en del af projekt USPER PSYK gennemført af Institut for Militærpsykologi (IMP).Følgende personer har deltaget i planlægning af projektet, dataindsamling, analyse af data og udarbejdelse af denne rapport: cand.psych. Birgitte Hommelgaard (IMP), cand.It. Christoffer Holmgård Pedersen (IMP), cand.psych. Lea Bønsø (IMP), Ba.psych. Sarah Voschero Christensen (IMP), Professor Tom Teasdale Københavns Universitet og cand.psych. Mette Bertelsen (IMP).

Indhold Resume...............................................................................................................................3 Baggrund, formål og metode............................................................................................6

Baggrund ..................................................................................................................................... 6 Formålet med undersøgelsen.................................................................................................... 6 Tidligere undersøgelser ............................................................................................................. 7

Danske undersøgelser .............................................................................................................. 7 Internationale undersøgelser .................................................................................................... 7

Metode ......................................................................................................................................... 9 Hvordan er deltagerne i undersøgelsen identificeret? .............................................................. 9 Fokusgrupper .......................................................................................................................... 10 Pilotafprøvning ........................................................................................................................ 10 Spørgeskemaerne................................................................................................................... 10 Populationen ........................................................................................................................... 11 Datasættene............................................................................................................................ 12 Kvalitative data........................................................................................................................ 13

Resultater .........................................................................................................................14 Pårørendegruppen.................................................................................................................... 14

Forældre og stedforældre ....................................................................................................... 15 Partnere med børn .................................................................................................................. 16 Partnere uden børn ................................................................................................................. 16 Pårørendekarakteristikker ....................................................................................................... 16

Udsendelseslængde og hyppighed......................................................................................... 17 Udsendelseslængde ............................................................................................................... 18 De forskellige pårørende gruppers indstilling til udsendelseslængden ................................... 19 Udsendelseshyppighed........................................................................................................... 20 Leave ...................................................................................................................................... 21

Reaktioner på udsendelsen ..................................................................................................... 23 Arousal .................................................................................................................................... 24 Depression .............................................................................................................................. 25 Dissociation............................................................................................................................. 25 Somatisering ........................................................................................................................... 26 Sociale relationer .................................................................................................................... 27 Sammenfattende om reaktioner på udsendelsen ................................................................... 28

Øvrige resultater ....................................................................................................................... 29 Erfaren/ikke erfaren................................................................................................................. 29 Coping..................................................................................................................................... 29 Hvordan forbereder de pårørende sig på udsendelsen? ........................................................ 30 Holdningen til den kommende udsendelse ............................................................................. 31 Opbakning til udsendelsen...................................................................................................... 32 Bekymringer for at soldaten mister livet, bliver fysisk eller psykisk skadet ............................. 33 Opleves udsendelsen som belastende og/eller berigende? ................................................... 35 Belastning af parforhold .......................................................................................................... 38 Støtte og opbakning i udsendelsesforløbet............................................................................. 39 Støtte fra forsvaret – herunder tilfredshed med støtten .......................................................... 40 Værdsættelse og påskønnelse af de pårørende..................................................................... 41 Tro og religion ......................................................................................................................... 42 Mediernes dækning af de militære missioner ......................................................................... 43

1

Børn............................................................................................................................................ 44 Børnenes reaktioner på en soldats udsendelse i international mission .................................. 44 På hvilke områder ændrer børnene adfærd?.......................................................................... 45 Børnenes adfærd set i relation til forælderens beskrivelse af, hvordan barnet har det, alt i alt................................................................................................................................................ 46 Kommunikation mellem barnet og den udsendte.................................................................... 46 Afsluttende om børn................................................................................................................ 46

BILAG................................................................................................................................49 BILAG 1 - Spørgeskemaer........................................................................................................ 49 BILAG 2 - DE KVALITATIVE KATEGORIER ............................................................................ 75 BILAG 3 - FOKUSGRUPPER .................................................................................................... 78

FORMÅL ................................................................................................................................. 78 OM FOKUSGRUPPERNE OG DERES SAMMENSÆTNING ................................................ 78 FOKUSGRUPPESESSIONEN................................................................................................ 78 RESULTATER ........................................................................................................................ 79

BILAG 4 - Tabeller ..................................................................................................................... 86 BILAG 5 – Litteratur review...................................................................................................... 89

2

Resume I forbindelse med udsendelsen af soldater i international mission er opmærksomheden fra i høj grad at fokusere på soldaten og dennes udfordringer og belastninger i de senere år også begyndt at omfatte soldatens bagland. Nærværende undersøgelse drejer sig om de påvirkninger soldatens pårørende udsættes for i udsendelsesforløbet. Undersøgelsen tager udgangspunkt i pårørende til soldater udsendt til Kosovo og Afgha-nistan i 2009 og er udformet som en kvantitativ undersøgelse. De pårørende modtog et par måneder før soldatens udsendelse det første spørgeskema, det andet modtog de et par måneder inde i udsendelsesforløbet, det tredje et par måneder før soldaten kom hjem, og endelig det sidste blev sendt til dem ca. ½ år efter soldatens hjemkomst. Undersøgelsen er blevet modtaget positivt af de pårørende, dels har de returneret spør-geskemaerne i et overbevisende omfang (med svarprocenter mellem 55 og 70), dels har de beriget spørgeskemaerne med ganske mange kvalitative udsagn, som beskriver deres tanker, ideer og holdninger. I undersøgelsen beskrives følgende pårørendegrupper: forældre og stedforældre, partnere med og uden børn, søskende og endelig børn, idet der her er tale om beskrivelser af bør-nene gennem deres forældre. Pårørendegrupperne har forskellige udgangspunkter som pårørende, og de har forskellige holdninger og synspunkter. Pårørende til soldater er altså ikke en homogen gruppe med homogene behov og ønsker. De er forskellige og har behov for at denne forskellighed danner baggrund for bl.a. den information og orientering, som tilflyder dem. I særdeleshed har partnere med børn skilt sig ud i denne undersøgelse. Hvor forældrene generelt er positive og tilfredse, så er partnere med børn kritiske og stiller krav til forsvaret om støtte og opbakning på en række områder. De er mere belastede end an-dre af udsendelsen og de savner anerkendelse og værdsættelse. I undersøgelsen belyses de pårørendes oplevelse af udsendelseslængden og udsendel-sesfrekvensen. Mere end halvdelen af de pårørende ønsker at udsendelseslængden af-kortes, når udsendelsen går til Afghanistan. De pårørende, som har en soldat udsendt til Kosovo, er mere tilfredse med den udsendelseslængde (og antallet af leaveperioder) der er nu. Der er et ønske om, at soldaterne er hjemme mellem 2 år og mere end 4 år mellem de enkelte udsendelser, idet forældrene ønsker den kortere afstand og partnere med børn så lang afstand som muligt. Leaveperioden vurderes positivt, men opleves også hektisk og stressende. Blandt partne-re med børn angiver lidt under halvdelen, at de faktisk hellere havde undværet leaveperio-den i det hele taget. Leaveperioden er altså belastende for nogle pårørende, skønt de og-så er glade for den. Faktisk kan den opleves så belastende, at man hellere havde undvæ-ret den. De pårørende er blevet spurgt til en række reaktioner på udsendelsen: nemlig arousal, depression, dissociation, somatisering og sociale relationer. Undersøgelsen beskriver en række reaktioner hos de pårørende, og det er gennemgående, at niveauet af reaktioner ½ år efter hjemkomst er lavere end niveauet ved første måletidspunkt. Dette betyder altså, at de pårørende allerede forud for udsendelsen er påvirket af den kommende udsendelse,

3

eller måske snarere af en kombination af de aktiviteter soldaterne er involveret i forud for udsendelsen (som i de kvalitative udsagn beskrives som betydelig) og bekymringen for den kommende udsendelse. Man er altså pårørende fra udsendelsen bliver besluttet indtil soldaten er tilbage og reintegreret i dagligdagen. Det er undersøgt, om det forhold, at man tidligere har været pårørende i forbindelse med en udsendelse, har betydning for, hvordan den pårørende vurderer den aktuelle udsendel-se. Undersøgelsen viser, at tidligere erfaring, ikke medfører færre reaktioner. Faktisk sy-nes de pårørende der har tidligere erfaringer at ”starte forfra”, når de står overfor en ny udsendelse, hvilket må siges at være en udfordring, da de jo på sin vis har erfaring, men samtidig har behov for at blive forstået og anerkendt som en pårørende med aktuelle be-hov og ønsker. Når en soldat udsendes til Afghanistan, vil en væsentlig del af de pårørende have indhen-tet information om missionsområdet, de vil have talt med soldaten om, hvordan de holder kontakt under udsendelsen og de vil have talt om testamente og begravelse i fald det værst tænkelige skulle ske. Når udsendelsen går til Kosovo er tilbøjeligheden mindre til at tale om testamente og begravelse og langt færre end hvad der gjorde sig gældende for Afghanistan-pårørende indhenter information om missionsområdet. Opbakningen til soldaternes udsendelse er af stor betydning. Holdningen til udsendelserne er generelt positiv hos de pårørende og i løbet af udsendelsesperioden bliver holdningen mere positiv. Dog markerer partnere med børn sig som mere negative end de øvrige pårø-rendegrupper. Holdningen til udsendelsen hænger sammen med den opbakning de pårørende oplever fra forsvaret og fra det øvrige samfund. Det er vigtigt at bemærke, at når de pårørende oplever opbakning fra forsvaret, så har det en positiv indvirkning på deres holdning til fremtidige udsendelser, mens manglende opbakning vil influere på den pårørendes ønske om at tale soldaten fra en fremtidig udsendelse. Den måde, man støtter og bakker de på-rørende op på, påvirker altså indirekte de pårørendes holdninger i forbindelse med kom-mende udsendelser. Undersøgelsen har beskæftiget sig med de pårørendes bekymring for, at soldaten mister livet, bliver fysisk skadet og/eller kommer psykisk til skade. De pårørende til soldater i Ko-sovo er mindre bekymrede end pårørende til soldater i Afghanistan, hvilket antagelig hænger sammen med missionens farlighed. Bekymringen for at soldaten kommer fysisk til skade eller mister livet gør sig specielt gældende før udsendelsen, mens bekymringen for at soldaten bliver psykisk skadet er gennemgående i hele udsendelsesforløbet og ligger på et højere niveau. Hos de pårørende er det tydeligt, at når udsendelsen opleves som belastende, så er den ikke samtidig berigende, og omvendt når udsendelsen ikke har været belastende, så kan den godt opleves som berigende. Dette er en vigtig pointe, da man nemt kan komme til at tale forbi de pårørende, hvis man tager udgangspunkt i, at belastning og berigelse ofte følges ad. De pårørende gør brug af støtte fra deres omgivelser i begrænset omfang. I denne under-søgelse angiver de pårørende således sjældent at gøre brug af muligheden af at have

4

kontakt med andre i samme situation. I det nære miljø omkring de pårørende oplever de opbakning og støtte i hverdagen. Hvad angår støtten fra forsvaret, så angiver de pårøren-de også her at de kun i begrænset omfang gør brug af den. Når man har modtaget støtte er den overvejende del af de pårørende tilfredse med den støtte, de har modtaget. Dog er der blandt partnere med børn en større utilfredshed end det ses hos nogen af de andre grupper. Der er væsentlig forskel på, hvordan de pårørende oplever sig værdsat og påskønnet for det at være pårørende. Hvor forældrene i begrænset omfang mangler påskønnelse, så giver partnere med børn i væsentligt omfang udtryk for, at de mangler påskønnelse fra såvel soldat som forsvar. Børnene er beskrevet i denne undersøgelse gennem deres hjemmeværende forælder. Denne metode rummer en risiko for, at forælderen ikke foretager en neutral beskrivelse af barnet. I nærværende undersøgelse er det fundet, at børnene reagerer på soldatens ud-sendelse i form af depressive symptomer. Afslutningsvist skal det bemærkes, at nærværende undersøgelse indeholder en række informationer og data, som ikke er gjort til genstand for nærmere analyse og som ikke er medtaget i denne redegørelse. De analysevinkler der er anvendt kan med fordel suppleres med andre.

5

Baggrund, formål og metode

Baggrund På basis af Forsvarskommandoens rapport vedrørende udsendelsesperioder, december 20051, er Forsvarsakademiet (FAK) ved Projekt USPER PSYK2 pålagt at undersøge, hvad der påvirker den udsendte soldats psyke og livssituation, herunder forhold vedrørende de pårørende til udsendte soldater, betydningen af udsendelsesperiodens længde og fre-kvens samt betydningen af orlovsperioder. Formålet med undersøgelserne er at etablere datagrundlag for rådgivning og beslutninger om tiltag, der har indflydelse på psykisk velbe-findende og livssituationen for de udsendte soldater og deres pårørende.

Formålet med undersøgelsen Det overordnede formål med nærværende undersøgelse er at afdække, hvad det er, der påvirker de pårørende før, under og efter en soldats udsendelse i international mission. Når en soldat udsendes i international mission påvirker det ikke blot soldaten, men også det netværk han/hun er en del af. Det være sig forældre, partner, søskende, børn og an-dre, der er knyttet til soldaten. Denne undersøgelse skal afdække, hvordan disse pårøren-de til soldaten oplever situationen, fra før soldaten udsendes til soldaten igen er hjemme og dagligdagen forhåbentlig igen har indfundet sig. Udgangspunktet for forståelsen af de pårørende er, at de betragtes som personer, der i en periode af deres liv er i en speciel situation, som rummer en række udfordringer og mulige belastninger. I undersøgelsen deltager pårørende til soldater udsendt til Kosovo og Afghanistan. Der er tale om to meget forskellige missioner med heraf følgende forskellige påvirkninger af de pårørende (fx truslen mod soldaten, konfliktens eksponering i medierne, dens karakter, m.m.). Et formål med undersøgelsen er at afdække, om der er forskelle mellem de udfor-dringer og belastninger pårørende til soldater udsendt til Afghanistan og Kosovo oplever, og hvordan disse forskelle kommer til udtryk. Nogle pårørende vil desværre under denne udsendelse have oplevet, at deres soldat er blevet dræbt eller hårdt såret. Det har ikke været formålet med undersøgelsen at beskrive de specifikke forhold, der gør sig gældende for pårørende, der mister en soldat eller pårø-rende, hvis soldat bliver udsat for voldsom tilskadekomst. Derfor er disse pårørende ikke en del af undersøgelsen. Det er endvidere ikke fundet i overensstemmelse med almindeli-ge etiske principper at udsætte pårørende, der har oplevet den ultimative belastning, for en spørgeskemaundersøgelse af hvad det er, der belaster de pårørende i et udsendelses-forløb.

1 Forsvarskommandoens Rapport vedrørende udsendelsesperioder, december 2005. (Bilag 2 til Rapport om optimering af udsendelsesperioder, psykologiske undersøgelser (USPER PSYK) af 21. september 2010). 2 Forsvarsakademiet, Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik, Institut for Militærpsykologi. Pro-jektskema Optimering af udsendelsesperioder – psykologiske undersøgelser (USPER PSYK) af 2008-12-12. (Bilag 3 til Rapport om optimering af udsendelsesperioder, psykologiske undersøgelser (USPER PSYK) af 21. september 2010).

6

Tidligere undersøgelser

Danske undersøgelser Der er tidligere gennemført undersøgelser af pårørende til danske soldater med forskellige formål og målgrupper. I 1994 gennemførte forsvarets Center for Lederskab således en undersøgelse med titlen ”Danske FN-soldater. Familiens dagligdag under udsendelsen.”3 Undersøgelsen tog ud-gangspunkt i partnere til soldater i den danske bataljon (DANBAT) hold 4, som var ud-sendt til Kroatien mellem august 1993 og februar 1994, hvor deres dagligdag og daglige gøremål, de følelsesmæssige aspekter ved adskillelsen, information fra forsvaret til de på-rørende og gentilpasningen, blev behandlet. I 2000 gennemførte Hærens Konstabel- og Korporalforening en undersøgelse blandt til-fældigt udvalgte partnere til medlemmer af fagforeningen4. Undersøgelsen er en retro-spektiv undersøgelse af partnernes oplevelse af en soldats udsendelse. Den fokuserer på information forud for udsendelsen, rimelig varsling af familien, bedre kontaktmuligheder til den udsendte og muligheder for personlig rådgivning og vejledning. I 2008 gennemførte forsvarets Personeltjeneste blandt pårørende til soldater udsendt i løbet af 2007 (altså såvel partnere som forældre, børn og søskende til soldaten) en under-søgelse af de fire områder: informationsindsatsen fra forsvaret, kontaktmulighederne med den udsendte, rådgivning fra forsvaret og endelig behovet for andre former for støtte, som de pårørende kunne have haft behov for under udsendelsen.5 Undersøgelsen havde des-værre en meget lav svarprocent, hvorfor udsigelsesværdien må vurderes som begrænset.

Internationale undersøgelser Herunder er udvalgt nogle undersøgelser til indføring i visse af hovedfundene i den inter-nationale litteratur, som primært består af amerikanske undersøgelser. I bilag 5 er en mere udførlig beskrivelse af de enkelte undersøgelser, samt et bredere udsnit af den internatio-nale forskning, ligesom det her vil være muligt at finde den komplette oversigt over littera-turhenvisninger. Balancering mellem arbejds- og familieliv En række undersøgelser (fx Adams et al., 2005, Britt og Dawson, 2005) peger på, at det kan være vanskeligt at balancere arbejds- og familielivet, idet arbejdslivet som soldat stil-ler særlige krav i form af risiko for skade eller død, separation og normativt pres. Tid er en begrænset ressource, og jo mere tid der bruges på arbejdet, des mindre bruges på famili-en og omvendt. Den konflikt aktualiseres f.eks. i forbindelse med fravær fra hjemmet i form af øvelser og udsendelse. Udsendelsen påvirker indirekte konflikten mellem arbejds- og familieliv, idet der stilles større tidskrav fra arbejdets side op til udsendelse, ligesom det er forbundet med følelsesmæssige reaktioner. Endvidere viser undersøgelser, at højere ud-sendelsesfrekvens medfører en negativ attitude overfor forsvaret og skaber konflikt, som påvirker kvaliteten af soldatens familieliv. Andre undersøgelser (Pierce, 1998, Rothrauff,

3 Danske FN-soldater. Familiens dagligdag under udsendelsen, forsvarets Center for Lederskab, 1994 4 Pårørende til udsendt militært personel – en undersøgelse af de pårørende vilkår og trivsel under ægtefæl-lens/samleverens udsendelse i udlandet, Hærens Konstabel og Korporal forening, 2000 5 Rapport om Pårørendeundersøgelse. Pårørende til udsendte i 2007, forsvarets Personeltjeneste, 2008

7

Cable & Coleman, 2004, Kelley et al., 2001) peger på konflikten mellem arbejds- og fami-lieliv som en faktor, når beslutning om at forlade forsvaret tages. Udsendelsens påvirkning af familien som helhed Kelley et al 1994 har fundet, at det er tiden op til udsendelse, som påvirker familiesystemet i størst grad. Det opstilles som hypotese, at dette kunne skyldes det øgede arbejdspres, der er op til udsendelse i form af øvelser mv. I en anden artikel finder Kelley (1994a), at udsendelse rammer familieinteraktionen under soldatens udsendelse ved at der er en mindre grad af støttende relationer, sammenhæng og organisering i familien (ibid., s.108). Derudover viste undersøgelsen, at udsendelse til krigsramte områder i højere grad end udsendelse til områder, hvor der er fredeligt, har indflydelse på familien i form af moderens forælderfunktion og barnets reaktioner. I de tilfælde hvor soldaten får kamptraumer, mener Scaturo & Hayman (1992) at familieli-vet ændrer sig kvalitativt. De skriver, at ”normale” udviklingsforløb i et familieliv kan være stressende i sig selv, men at de traumeramte familier vil blive yderligere stressede. Udsendelsens påvirkning af de enkelte familiemedlemmer Det er undersøgt, hvordan udsendelse påvirker de enkelte familiemedlemmer, hver for sig. Her er det fundet, at nogle af de mest belastende stressorer for partneren er bekymring for soldaten, samt det at mangle soldaten i hverdagen (Milgram & Bar, 1993). Hos de hustru-er, der tidligere havde haft manden udsendt, var der en lavere stressreaktion og højere stresstærskel. Rosen og Moghadam (1990) har fundet, at gensidig støtte blandt hustruer til soldater i enheden er den mest beskyttende faktor mod stress hos den hjemmeværende ægtefælle. Kelley et al (1994b) har undersøgt det psykiske velbefindende hos børn og ægtefælle til soldater der udsendes, som viser, at der er en tydelig forskel på om udsendelsen er ruti-nemæssig, eksempelvis i form af feltøvelse, eller om det er en international udsendelse. Resultaterne viser, at soldatens internationale udsendelse i højere grad er belastende for såvel partner som børn. Det konkluderes, at børn er særligt følsomme, når der er tale om stressfulde adskillelser. De nævner bl.a. regelmæssige rutiner og gode kommunikations-mønstre som faktorer, der mindsker eventuelle psykiske vanskeligheder (ibid.). Lincoln, Swift & Shorteno-Fraser (1998) har fundet, at børn reagerer forskelligt på en for-ælders udsendelse alt efter alder, og at børnenes reaktioner ofte er påvirket af forældrene og forældrenes reaktioner. Derudover bliver børn af udsendte soldater i særlig grad op-mærksomme på meningen med og indvirkningen af krig. Der er en fortløbende diskussion om, hvorvidt der er højere forekomst af psykisk sygdom hos unge og børn af soldater, der udsendes i international mission (Jensen et al, 2005). Den overvejende del af forskningen peger på, at der er flere risikofaktorer for militære end for civile børn (se f.eks. Kelley et al 2001b; Palmer, 2008 og Rosen et al, 1993). Derudover ses, at den hjemmeværende forælders psykiske velbefindende også har indfly-delse på barnet. Når den hjemmeværende forælder påvirkes i form af stress eller angst, er det en risikofaktor for barnet (Palmer, 2008). Kvaliteten af omsorgen for barnet kan forven-tes nedsat i de tilfælde, hvor den ene forælder er fraværende, og den tilbageværende har mindre mentalt overskud pga. egne bekymringer. Den vigtigste støtte, mener Palmer (ibid), er en øget støtte fra det militære system i de særligt stressfulde situationer forbun-det med udsendelse. Desuden er der bred enighed om, at i de tilfælde hvor den udsendte forælder udvikler posttraumatisk stresssyndrom, er der særlige risikofaktorer i forhold til barnet. F.eks. i form af problemer med tilpasning i familien, sekundær traumatisering, etc.

8

(Palmer 2008). Kurser og tiltag der styrker familierne styrker soldaten Den internationale forskning peger på, at kurser og tiltag til støtte for familier, herunder især børnefamilier, er gavnlige for både de enkelte familiemedlemmer, familien og dennes funktion som helhed, samt for soldaten. Kelley et al (2006a) har i en undersøgelse fundet, at sådanne tiltag både øgede soldater-nes militære parathed, samt deres motivation for at blive i militæret. I en artikel af Kelley et al fra 2002 opfordres til, at militæret aktivt forebyggende hjælper de børnefamilier, der kan have brug for ekstrastøtte f.eks. i form af psykologer, socialrådgivere og andet social- og sundhedspersonale. Amen et al (1988) samt Vinokur, Pierce & Buck (1999) peger på, at udvikling af materiale og specifikke tilbud rettet imod familier til udsendte soldater kan være forebyggende i for-hold til eventuel negativ udvikling hos børnene. Dette, mener forfatterne, skal suppleres med, at familien forbereder børnene på den forestående udsendelse fx gennem specifikke pædagogiske tiltag, og institutionelle tiltag, samt normer om at hjælpe i forbindelse med stress forårsaget af konflikt mellem arbejds- og familieliv. Familien er en risikofaktor og beskyttende faktor for soldaten I studier af risiko- og resiliensfaktorer omkring udsendelsesrelaterede oplevelser, har King et al (2006) bl.a. undersøgt familiens betydning. Familien ses som en af de vigtigste fakto-rer for soldatens helbred, og kan være både en beskyttende faktor og en risikofaktor for soldaten, alt efter hvordan familien fungerer. Eksempelvis har familieklimaet, stress i fami-lien, bekymring om forstyrrelse i familielivet, samt modtagelsen af soldaten efter hjem-komst, social støtte og værdsættelse betydning for soldatens helbred. Huffman, Culbertson & Castro (2008) konkluderer i deres artikel, at et fokus på familien samt en familievenlig ledelsesstil i militæret medfører, at flere bliver i forsvaret efter endt kontrakt, og at de har en oplevelse af en ”collective self efficacy6” samt intentioner om at blive i militæret. Det er således vigtigt, at der findes tiltag til at støtte familier i organisatio-nen, men ligeledes at den enkelte leder kan skabe et familievenligt miljø og understøtte denne kultur.

Metode

Hvordan er deltagerne i undersøgelsen identificeret? I februar 2009 udsendte det danske forsvar soldater til henholdsvis Afghanistan (ISAF hold 7) og Kosovo (KFOR 20). Undersøgelsens population består af de pårørende, soldaterne overfor forsvaret har angivet som deres pårørende. Forud for en udsendelse skal alt per-sonel oplyse forsvaret om, hvem der skal modtage informationsmateriale og inviteres til pårørendearrangementer, og i fald der skulle ske en skade, hvem af de pårørende, der skal kontaktes. Udgangspunktet for denne undersøgelse er de 3 primære pårørende, som soldaterne har angivet som kontaktpersoner. Ved denne metode blev det soldaterne, der gennem deres valg af kontaktpersoner kom til at definere undersøgelsens gruppe af pårø-rende. 6 Kollektiv selvvirkningsfuldhed – et begreb, der dækker over egen oplevelse af at være i stand til menings- og betydningsfuld handling i verden - se Bandura, 1995.

9

Da soldaten, ved orientering af forsvaret om nærmeste pårørende, imidlertid ikke havde givet tilladelse til, at de pårørende kunne kontaktes i forbindelse med undersøgelsesvirk-somhed, valgte IMP medio november 2008 at sende brev til alle soldater, der skulle ud-sendes på KFOR 20 eller ISAF 7, med information om undersøgelsen, dens formål og for-løb, og oplysning om, at de havde mulighed for at fravælge, at deres pårørende deltog i undersøgelsen. I forbindelse med pårørendearrangementer inden udsendelsen ved de opstillende regi-menter for KFOR 20 og ISAF 7, blev der givet information om undersøgelsen, og de pårø-rende blev opfordret til at deltage. Ved midtvejsarrangementerne gjorde kontaktofficererne igen opmærksom på undersøgelsen og opfordrede de pårørende til at fortsætte deres en-gagement i undersøgelsen.

Fokusgrupper I september 2008 blev der forud for udformningen af spørgeskemaerne til undersøgelsen gennemført to fokusgruppeinterview med det formål at få de pårørendes umiddelbare til-kendegivelser af, hvad de, i forbindelse med udsendelse af en soldat, var mest optaget af. Alle deltagerne var pårørende til soldater, som havde været eller skulle udsendes. Grup-perne bestod primært af forældre, men partnere/hustruer/kærester var ligeledes repræsen-teret, samt en enkelt søskende.

Pilotafprøvning Primo november 2008 fik ca. 50 pårørende, som tidligere havde deltaget i de ovenfor om-talte fokusgrupper, samt pårørende til en udvalgt KFOR-enhed, tilsendt det første spørge-skema som pilotafprøvning, idet de blev opfordret til at returnere skemaet i udfyldt stand og fremsætte kommentarer hertil. Formålet hermed var dels at undersøge om spørgeske-maernes sprog og indhold var tilpasset målgruppen, dels om der var forhold, som ikke var blevet belyst.

Spørgeskemaerne Undersøgelsen består af fire spørgeskemaer. Oprindeligt blev de pårørende orienteret om, at undersøgelsen ville indeholde 3 skemaer – et før, et under og et efter udsendelsen. Dette blev dog fraveget til fordel for både et spørgeskema før og et efter at soldaten havde været på leave, i stedet for kun ét skema midt under udsendelsen. Dette skete for bedre at kunne belyse de specifikke forhold leaveperioden formodedes at have for de pårørende. Spørgeskemaerne indeholder dels gennemgående spørgsmål i alle fire skemaer, dels spørgsmål rettet specifikt mod den fase i udsendelsesforløbet, den pårørende aktuelt be-finder sig i.7 Visse af spørgsmålene er inspireret af, visse er lig med items fra kendte sca-les og igen andre items er konstrueret specifikt til denne undersøgelse8. Alle fire skemaer blev sendt med post og kunne udfyldes i en papirudgave eller på inter-nettet, vha. en personlig kode. Der blev ved alle fire udsendelser gennemført en enkelt rykkerprocedure.

7 Spørgeskemaerne fremgår af bilag 1 8 Opfølgningsundersøgelsen (Andersen, 1998), Symptom Checklist SCL-90-R, Coping Styles Questionnaire, Crisis Support Scale. Se henvisninger til relevant litteratur på litteraturlisten.

10

De pårørende modtog ca. 2 måneder før soldatens udsendelse, ultimo december 2008, det første spørgeskema (skema F), som ud over baggrundsoplysninger (relation til solda-ten, alder, køn, etc.) også indeholdt spørgsmål om bl.a. forberedelsen op til udsendelsen, om støtte, opbakning og belastninger, de pårørende kunne have oplevet. Herudover inde-holdt spørgeskemaet spørgsmål om helbred og velbefindende. I slutningen af marts 2009, hvor de fleste soldater endnu ikke var taget på leave, udsend-tes det andet skema (skema UA), som udover gentagelse af store dele af det første ske-ma også fokuserede på kontakten til soldaten og ændringer i dagligdagen som følge af soldatens udsendelse. I juli 2009 blev tredje spørgeskema (skema UB) udsendt til de pårørende, der havde be-svaret mindst et af de to foregående skemaer. Dette skemas primære fokus var de pårørendes erfaringer med leaveperioden. Fjerde og sidste skema (skema E) blev sendt i januar 2010, ca. ½ år efter soldatens hjem-komst, til de pårørende, som havde svaret på mindst et af de foregående skemaer. Ind-holdet i dette skema var bl.a. erfaringerne med soldatens hjemkomst samt gentagelse af de gennemgående spørgsmål. I alle 4 spørgeskemaer er der udover spørgsmål til den pårørende også stillet spørgsmål til den voksnes oplevelse af børnenes reaktioner på soldatens udsendelse, idet børn under 15 år er blevet inddraget i undersøgelsen gennem den hjemmeværende voksnes rappor-tering.

Populationen Som beskrevet ovenfor, fik soldaten mulighed for at framelde sine pårørendes deltagelse i undersøgelsen, inden de blev kontaktet første gang. 1171 soldater blev spurgt om tilladel-se og 49 valgte at melde deres pårørende fra undersøgelsen. 113 soldater blev frasorteret af andre årsager, da det viste sig, at de oprindelige lister indeholdt informationer på indivi-der, der var tilknyttet enten ISAF 7 eller KFOR 20, men ikke selv skulle udsendes. Således endte undersøgelsen med at inkludere pårørende til 1009 soldater. Som det fremgår af tabel 1 er undersøgelsen blevet modtaget endog meget positivt af de pårørende. Svarprocenten angiver, hvor mange af de kontaktede personer, der valgte at svare på et givet måletidspunkt, mens opfølgningsprocenten angiver, hvor mange af dem, der svarede første gang, som fortsatte med at svare på undersøgelsen.

11

Ikke blot er svarprocenten høj, men de pårørende har, ud over at svare på spørgeskema-erne, også benyttet sig af muligheden for at skrive, hvad der har ligget dem på sinde.9 Tabel 1. Populationen

Antal udsend-te skemaer

Antal individer i datasæt

Svarprocent Opfølgningsantal Opfølgningsprocent

Før udsendel-sen 2142 1496 69,8 % - -

Under udsen-delsen – før leave

1964 1074 54,7 % 1071 71,6 %

Under udsen-delsen – efter leave

1396 949 70,0 % 948 63,4 %

Efter udsen-delsen 1227 691 56, 3% 691 46,2 %

Datasættene Ved udsendelsen af de første skemaer blev alle pårørende oprettet i en database, hvor de blev identificeret med en kode for at adskille personoplysninger fra besvarelser. Koden bestod af én del, der henviste til soldaten, der havde anført den pårørende, samt én del, der var unik for hver pårørende. Således er det altså muligt at identificere alle de pårøren-de, der hører til den samme soldat. Enkelte pårørende var blevet opgivet af flere soldater. Disse modtog ét spørgeskema per soldat. Der var stor forskel på, hvor aktuelle oplysningerne omkring de pårørende var. Nogle hav-de ikke længere relation til soldaten, andre var flyttet, og der var desuden visse pårørende, der ikke ønskede at deltage i undersøgelsen. Andre pårørende optrådte flere gange på listerne under lidt forskellige navne, og da de oprindelige oplysninger ikke inkluderede op-lysninger om alder, viste en del pårørende sig at være børn under 13 år, som på forhånd var defineret som værende uden for undersøgelsens målgruppe (bortset fra når børnene beskrives af deres forælder). Desuden var visse opgivne pårørende afdøde. Sidst, men ikke mindst, blev vi i løbet af undersøgelsen kontaktet af pårørende, der ikke var opført på pårørendelisterne, men som gerne ville deltage i undersøgelsen. Databasen blev derfor løbende opdateret i løbet af undersøgelsen med nye adresseoplysninger, individer blev fjernet og andre blev tilføjet til undersøgelsen. Dette kan også redegøre for en del af fra-faldet undervejs, eftersom informationen om hver enkelt deltager løbende blev forfinet. Da hver pårørende havde mulighed for at angive information om børn, og der på hvert skema var plads til at nævne fire børn og beskrive tre, opstod en risiko for at data omkring børn på de enkelte måletidspunkter kunne henvise til forskellige børn, eller at børnene kunne være opgivet i forskellige rækkefølger på forskellige tidspunkter. Da de pårørende ved hvert måletidspunkt blev bedt om at angive alder og køn for de børn, de beskrev, kunne problemet dog løses ved en kombination af automatiseret og manuel datavalidering og korrektion. Ud fra det overordnede datasæt blev der etableret et særligt datasæt med beskrivelser af børn, hvor hvert barn udgør en case. Således kunne én be-skrivelse fra en pårørende give op til tre cases i børnedatasættet. Der er således også en mulighed for at samme barn er beskrevet af flere pårørende og således optræder som fle-

9 Kategorisering af de kvalitative udsagn er samlet i bilag 2

12

re cases, men dette er i praksis umuligt at afgøre ud fra det indsamlede materiale. Såle-des kan børnedatasættet mest korrekt beskrives at være udtryk for et sæt af beskrivelser af børn. Visse pårørende valgte at beskrive deres voksne børn i skemaet. Derfor blev børnedata-sættet filtreret, således at kun børn med en alder til og med 16 år er med i analyserne. I sagens natur kunne børnenes opgivne alder stige med ét eller to år i løbet af undersøgel-sesperioden. Efterfølgende blev den voksnes data tilbageført til barnets oplysninger, så det blev muligt at sammenholde beskrivelsen af barnet med den voksnes egenbeskrivelse. Visse pårørende har relation til en soldat, som udsendes kortere tid end 6 måneder. Da projektets formål primært har været at undersøge pårørende til holdudsendte soldater, filtreres datamaterialet ved analyserne således, at der kun indgår pårørende, hvis soldater har været udsendt fra 160 dage til 200 dage. Generelt anvendes der i alle analyser det maksimale antal tilgængelige individer. Det vil sige alle, som har svaret på de relevante spørgsmål. Således vil der typisk i tværsnitanaly-ser indgå flere individer end i længderettede analyser.

Kvalitative data På spørgeskemaernes sidste side, havde den pårørende mulighed for at skrive kommen-tarer efter eget ønske. Antallet af besvarelser er angivet i tabel 2. Tabel 2. Antal kvalitative besvarelser på de forskellige måletidspunkter Tidspunkt Før Under, før leave Under, efter leave Efter Antal 474 312 235 242 Disse kvalitative data er analyseret ved analytisk induktion10, hvor de kvalitative besvarel-ser i spørgeskemaerne er blevet undersøgt og grupperet i temaer. Derefter er temaerne udviklet til kategorier i overensstemmelse med spørgeskemaernes forskellige fokuspunk-ter. Derudover er også områder, som ikke er medtaget i spørgeskemaerne, eksempelvis ideer til tiltag for pårørende eller ytringer om modstand imod missionen, medtaget. I bilag 2 findes en oversigt over kategorierne samt en kort beskrivelse af indholdet af disse. Det kvalitative materiale er ikke yderligere behandlet, og de kvalitative data tjener således ikke selvstændigt som grundlag for resultater eller konklusioner i nærværende rapport. De er alene anvendt til illustration af visse konklusioner, som fremkommer på baggrund af det kvantitative materiale. Det righoldige materiale, som de kvalitative udsagn udgør, kan med fordel gøres til gen-stand for yderligere undersøgelser med henblik på en belysning af de pårørendes ideer, tanker og holdninger, som de fremkommer i en umiddelbar form.

10 Desivilya & Gal, 1996

13

Resultater

Pårørendegruppen Gruppen af pårørende består af to store grupper, nemlig forældre og partnere (ægtefælle, kæreste og samlever). Forældregruppen har i den efterfølgende analyse fået tilføjet gruppen af stedforældre, som antalsmæssigt ikke kan analyseres isoleret, da gruppen er for lille, men den vurderes overordnet at ligne gruppen af forældre så meget, at det er meningsfuldt at slå de to grup-per sammen. Partnere til soldaten er i undersøgelsen opdelt i partnere med og partnere uden børn ud fra en antagelse om, at hvorvidt man har barn/børn med soldaten eller ej har betydning for en række af de forhold, undersøgelsen skal belyse, hvilket understøttes af datamaterialet. Gruppen af pårørende rummer ud over forældre og partnere også søskende til soldaten, børn af soldaten, venner, plejeforældre m.m. Kun børn over 13 år er blevet opfordret til selvstændigt at deltage i undersøgelsen, mens yngre børn er blevet beskrevet af den hjemmeværende forælder i den voksnes spørgeskemabesvarelse. Da gruppen af børn over 13 år omfangsmæssigt i undersøgelsen har vist sig at være meget begrænset, har den desværre været for lille til, at der kan siges noget validt om den som gruppe. Det er overvejet, om søskendegruppen kan inkluderes i undersøgelsen. Analyserne af da-tamaterialet har vist, at søskendegruppen i praksis fremviser så forskellige og modsatret-tede resultater, at en egentlig inkludering af gruppen i undersøgelsen er valgt fra. Enkelte steder nævnes søskendegruppen dog, men den er ikke som forældregruppen, partnere med og partnere uden børn gjort til genstand for en gennemgående analyse. Pårørendegruppen, som vil blive beskrevet i det efterfølgende består derfor af: 1. forældre og stedforældre 2. partnere med børn 3. partnere uden børn 4. søskende (i begrænset omfang) 5. børn (indirekte beskrevet gennem deres forælder) Tabel 3. Oversigt over alle besvarelser

KFOR ISAF Total Forældre og stedforæl-dre 294 (16,7 %) 656 (37,4 %) 950 (69 %)

Partnere med børn 22 (21,4 %) 81 (4,6 %) 103 (7 %) Partnere uden børn 51 (2,9 %) 106 (6,0 %) 157 (11 %) Søskende 67 (3,8 %) 104 (5,9 %) 171 (12 %) Manglende data 122 Generelt anvendes i analyserne kun pårørende, der havde relation til en soldat, som var udsendt mellem 160 og 200 dage. Dette blev besluttet for at sikre, at resultaterne er så repræsentative som muligt i forhold til et typisk udsendelsesforløb. I tabel 3 beskrives den store gruppe, hvorefter kun pårørende til 160-200 dages udsendte omtales, med mindre andet er angivet.

14

Tabel 4. Oversigt over besvarelser blandt pårørende til 160-200 dages udsendte

KFOR ISAF Total Forældre og stedforæl-dre 269 (24 %) 518 (47 %) 787 (71 %)

Partnere med børn 13 (1 %) 61 (6 %) 74 (7 %) Partnere uden børn 38 (3 %) 78 (7 %) 116 (10 %) Søskende 54 (5 %) 81 (7 %) 135 (12 %) Manglende data 92 Figur 2. Oversigt over kategorier af respondenter (NordNordWest Wikimedia Commons, 2008; 2009). Arealet af de grønne cirkler indikerer gruppens størrelse.

Forældre og stedforældre Forældrene er langt den største del af de pårørende, der har deltaget i undersøgelsen. De udgør således 71 % af det samlede materiale. Godt 3 ud af 5 forældre er kvinder og for-ældregruppen er aldersmæssigt gennemsnitligt 53 år. Analyser af datamaterialet har vist, at fædrene generelt rapporterer færre reaktioner, lavere belastning og mindre grad af be-kymring i forhold til mødrene. Undersøgelsen har ikke kunnet belyse, om denne forskel de to køn imellem hænger sammen med en generel tendens til underrapportering hos mæn-dene eller overrapportering hos kvinderne, men tendensen synes så gennemgående, at der snarere er tale om en faktuel forskel mellem mødrene og fædrene i gruppen. I under-søgelsen behandles forældregruppen som en samlet gruppe på trods af forskellene mel-lem mødre og fædre. Dette sker da forældrefunktionen vurderes mere betydningsfuld i

15

analytisk sammenhæng end forskellene kønnene imellem, men det kan overvejes at gøre forskellene mellem fædre og mødre til genstand for nærmere undersøgelse. Over halvdelen af forældrene har ikke tidligere erfaring med at være pårørende til en ud-sendt soldat, mens 43 % af forældrene tidligere har været pårørende ved en soldats ud-sendelse. 67 % af forældrene havde en soldat udsendt til Afghanistan og de resterende 31 % af forældrene havde en soldat udsendt til Kosovo. Blandt soldaterne, som forældrene er pårørende til, er langt de fleste udsendt som kon-stabler, nemlig 64 %, mens 24 % er sergenter og 11 % officerer (1 % er udsendt som ci-vil).

Partnere med børn Partnere med børn udgør 7 % af undersøgelsens population, for hvem relationen kendes. Generelt for partnere med og partnere uden børn er, at der er tale om kvinder. Således deltager i alt kun 2 mænd, som er partnere til en udsendt soldat. I gruppen af partnere med børn er alle kvinder, og de er gennemsnitligt 10 år ældre end de partnere der ikke har barn med den udsendte soldat. Deres alder varierer mellem 26 og 51 år med et gennem-snit på ca. 37 år. De har gennemsnitligt været sammen med soldaten i ca. 13 år, med en spredning fra 1 til 31 år. Ca. 18 % af de deltagende er partnere til en soldat i Kosovo, mens ca. 82 % er partner til en soldat i Afghanistan. Hele 69 % af partnere med børn har erfaring med tidligere udsendelser, hvilket også kommer til udtryk ved at 44 % af deres udsendte soldater tilhører sergentgruppen, altså det faste personel, 28 % er konstabler og 28 % er officerer.

Partnere uden børn De partnere, uden børn, som deltager i undersøgelsen, andrager ca. 11 % af samplet og er aldersmæssigt mellem 18 og 50 med en gennemsnitsalder på ca. 27 år. Det bør be-mærkes at hovedparten af gruppen er omkring 24 år, mens en mindre andel, der er væ-sentligt ældre, trækker gennemsnittet op. De har gennemsnitligt været sammen med sol-daten i ca. 5 år, idet der spredning fra 1 år til 30 år. Der er altså tale om en gruppe af pårø-rende, som både rummer den helt unge kæreste, soldaten lige har mødt inden sin udsen-delse, og partnere som har dannet par med soldaten gennem en årrække. Knap en tred-jedel har tidligere været pårørende ved en udsendelse. 26 % af soldaterne udsendes til Kosovo, mens 74% er udsendt til Afghanistan. 52 % af soldaterne som udsendes, hvor den pårørende er en partner uden børn, er udsendt som konstabler, mens 30 % er ser-genter og 18 % tilhører officersgruppen.

Pårørendekarakteristikker I det følgende er pårørendegruppen forsøgt inddelt i et antal ”karakteristikker”, som har til formål at give et populariseret overblik over gruppen til brug for den efterfølgende beskri-velse, samt for mere overordnet at etablere en beskrivelse af, hvem de pårørende egentlig er. De modne forældre Forældregruppen er den store pårørendegruppe. Forældrene er karakteriseret ved at væ-re gennemsnitligt over 50, altså hvad man kan kalde modne. De er i mange forhold tilfred-se med, hvordan tingene er, og ønsker ikke radikale ændringer. De er ikke krævende men i hovedsagen tilpas med hvordan forsvaret håndterer opgaven at udsende soldater og til-

16

fredse med den støtte de modtager. De er bekymrede for deres soldat, men bakker op og har en oplevelse af at andre også bakker forældrene op. Kvinderne med barn/børn Kvinderne med børn udgør en relativt lille gruppe af de pårørende, men de markerer sig ved at være kritiske, at have forventninger og ønsker til omgivelserne og forsvaret især. De både oplever sig som, og er, mere belastede af soldatens udsendelse end de andre pårørende og ønsker at udsendelserne var kortere. De betragter ikke udsendelsen som en spændende udfordring. De savner oftere opbakning fra forsvaret og soldaten end andre og de er kritiske overfor den støtte de modtager, hvis de får den. De savner ligeledes an-erkendelse og værdsættelse. De unge kvinder uden børn Kvinderne er i begyndelsen af 20’erne og har typisk et kortere forhold til soldaten bag sig. De er måske på grund af deres alder og parforholdets alder, måske på grund af færre er-faringer, eller måske på grund af helt andre årsager, mere ekstreme i deres ønsker. Kvin-derne vil gerne være mere sammen med soldaten som udgangspunkt, og mange af deres besvarelser bærer præg heraf. De vil nødigt undvære leaveperioden(erne) og kan opleve en 6 måneders udsendelse som lang. De lidt ældre kvinder uden børn De kvinder, der har et længere forhold til soldaten bag sig, har ikke så meget til fælles med den unge kvinde, som lige har mødt soldaten. I undersøgelsen er der ikke skelnet mellem de unge og de ældre kvinder uden børn, men for forsvaret vil det være hensigtsmæssigt at se på dem som kvinder med forskellige behov snarere end én homogen gruppe. Søskende Søskende til soldaten er optaget af deres soldat på lige fod med de andre grupper af pårø-rende. Dog er de mere tilbøjelige til at acceptere den udsendelseslængde, der er i øjeblik-ket, i stedet for at ønske den kortere. Når de har erfaring fra tidligere udsendelse, så bety-der det ikke, at udsendelsen er lettere. De er bekymrede for deres bror eller søster – ikke mindst forud for at soldaten bliver sendt ud. Men der er stor forskel på søskende – nogle er jævnaldrende med soldaten, nogle betydeligt yngre andre ældre. Relationen til soldaten vil også være forskellig og i det hele taget er det forskelligheden, der kendetegner denne gruppe.

Udsendelseslængde og hyppighed Som led i belysningen af de pårørendes belastningsniveau og forståelsen af de mulige variationer indenfor pårørendegruppen, er der i undersøgelsen blevet spurgt til de pårø-rendes ønsker vedrørende udsendelseslængde og udsendelseshyppighed. Ved alle fire måletidspunkter er der spurgt til, hvor længe soldaten skal være hjemme mellem udsen-delserne og i det afsluttende spørgeskema, som de pårørende modtog ca. ½ år efter sol-datens hjemkomst, er der spurgt til, hvor lang tid, de pårørende mener, at soldaten skal være udsendt.11

11 Der er anvendt lukkede spørgsmål til belysning af begge problematikker (se bilag 1, spørgeskema F, spørgsmål 21 og spørgeskema E, spørgsmål 3).

17

Udsendelseslængde Udsendelseslængden er for soldater som udsendes til såvel Kosovo som Afghanistan i øjeblikket på 6 måneder, mens soldaterne i Kosovo har 2 leaveperioder af 3 ugers varig-hed under deres udsendelse, så har soldaterne i Afghanistan kun en enkelt af 3 ugers va-righed. Dette forhold vil sandsynligvis afspejle sig i de pårørendes vurdering af, hvor lang tid de mener, at soldaten skal være udsendt, og som sådan kan de to grupper af pårøren-de være vanskelige at sammenligne på dette punkt. Efter at soldaten har været hjemme i ½ år efter udsendelsen, angiver kun 29 % i gruppen af pårørende med en soldat udsendt til Afghanistan, at udsendelsesperioden fortsat skal være 6 måneder med én leaveperiode. Hele 57 % mener, at udsendelseslængden skal være kortere end den nuværende, mens 11 % ønsker udsendelseslængden som nu, men med 2 leaveperioder. Hvor 29 % altså mener, at udsendelseslængden fortsat skal være som nu, så mener lige så mange, at udsendelseslængden skal være på 4 måneder uden leaveperiode. 3 % ønsker perioden længere end de 6 måneder. 48 % i gruppen af pårørende med en soldat udsendt til Kosovo mener ligeledes ½ år efter hjemkomsten, at en udsendelse skal være som den nuværende på 6 mdr. med to leave-perioder. Halvdelen af de pårørende til soldater i Kosovo og en tredjedel af de pårørende til Afgha-nistan mener altså, at udsendelsen (længde og leaveperiode(r)) skal være præcis, som den var under den udsendelse, de netop har været igennem.

”Hvis jeg kunne bestemme, skulle soldaten kun være udsendt 4 mdr. ad gan-gen, uden leaveperiode, altså 3 hold pr. år i stedet for, som nu, 2 hold pr. år. Jeg er bekymret for de langsigtede påvirkninger af udsendelsen.” (Forælder, Afghanistan)

Blandt pårørende med en soldat udsendt til Kosovo mener 20 % at udsendelsen skal være som udsendelsen til Afghanistan, altså med en leaveperiode mindre, hvilket umiddelbart kan antyde, at to leaveperioder er for meget i løbet af et halvt års udsendelse for nogle af de pårørende, eller de pårørende forestiller sig leaveperioden på en måde, som undersø-gelsen ikke er i stand til at afdække. 28 % mener, at udsendelsen skal være kortere, altså 4 måneder eller derunder. I spørgsmålene om, hvor lang tid de pårørende mener, soldaten skal være udsendt, er det i designet af undersøgelsen ikke præciseret, hvor lang en lea-veperiode, der er tale om. Der er derfor en mulighed for, at leaveperioden ved 6 måneder med én leaveperiode i forhold til to leaveperioder, af de pårørende tænkes som de to nu-værende leaveperioder lagt sammen i stedet for adskilt. Det ville betyde 1½ måneds leave i udsendelsesforløbet. Er dette tilfældet kan det forklare, hvorfor så relativt mange ville fo-retrække, at soldaten var udsendt i 6 måneder med kun én leave i stedet for to. En nærliggende tolkning af ovenstående resultater er, at det som pårørende generelt er væsentligt mere belastende at håndtere en adskillelse, når missionen er farlig og forbun-det med reel risiko for død eller lemlæstelse, end når missionen ikke er forbundet med fare og risici af samme karakter, hvilket er i overensstemmelse med international forskning på området (se bilag 5).

18

De forskellige pårørende gruppers indstilling til udsendelseslængden For pårørende, hvis soldat er udsendt til Afghanistan, viser det sig, at der er væsentlige forskelle mellem de forskellige pårørendegruppers indstilling til udsendelseslængden. Tabel 5. Hvor lang tid mener du, at soldaten skal være udsendt? Afghanistan-pårørende. (i %) Udsendelseslængde Forældre Partnere med børn Partnere uden børn Længere end nu 1,9 6,3 5,0 6 måneder med 1 leave 35,0 6,3 20,0 6 måneder med 2 leave 8,1 6,3 15,0 Kortere end nu 55,0 81,2 60,0 Hele 81 % af de pårørende, som er partnere med børn, foretrækker at udsendelseslæng-den afkortes, idet 41 % ønsker at udsendelseslængden er på 4 måneder uden en leavepe-riode og 40 % ønsker en 3 måneders udsendelse eller kortere. Kun 18 % i denne gruppe ønskede en udsendelsesperiode på 6 mdr. eller mere og med leaveperiode(r).

Medmindre hæren ændrer i udsendelsesperiode til 3 måneder, så får min mand ikke min opbakning til en ny udsendelse! Det koster simpelthen for me-get for mig og børnene. (Partner, Afghanistan)

Blandt forældre forholder det sig noget anderledes. Således angiver 35 % at det er godt, som det er nu, altså 6 mdr. med én leaveperiode. Men også blandt forældre er majoriteten stemt for en kortere udsendelseslængde, idet 55 % angiver, at længden skal være kortere end de nuværende 6 måneder. Hvad angår gruppen af partnere uden børn ses overra-skende, at så meget som 20 % ville foretrække en udsendelsesperiode på 6 mdr., men med to leaveperioder. Der kan her være tale om, at de unge partnere har vanskeligt ved at overskue et fravær af soldaten, også selv om det ”kun” er i 4 måneder, hvor en 6 måne-ders udsendelse virker mere overskuelig, hvis soldaten så kommer hjem et par gange i forløbet. Pårørendegruppen fremstår således som præget af forskellige ønsker og behov – og ikke som én gruppe. I alle de undersøgte grupper af pårørende, undtaget søskende, ønskes en kortere udsen-delseslængde end den nuværende. Forældrene er, uanset hvortil deres soldat er udsendt, meget accepterende af den nuværende udsendelseslængde, mens det for partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Afghanistan, er et entydigt ønske at udsendelseslængden nedsættes. Tabel 6. Hvor lang tid mener du, at soldaten skal være udsendt? Kosovo-pårørende. (i %) Udsendelseslængde Forældre Partnere med børn Partnere uden børn Længere end nu 3,0 0 0 6 måneder med 1 leave 18,2 14,3 5,6 6 måneder med 2 leave 50,0 42,9 38,9 Kortere end nu 28,7 42,9 55,6 For pårørende, hvis soldat er udsendt til Kosovo viser resultaterne, at halvdelen af foræl-dregruppen og over en tredjedel af partnere med og uden børn er tilfredse med den ud-sendelseslængde på 6 mdr. med to leaveperioder, som der er nu.

19

Det er interessant, at blandt forældre og partnere med børn ønsker henholdsvis 18 % og 14 % at udsendelseslængden forbliver den samme, men at antallet af leaveperioder ind-skrænkes til én, mens kun 6 % blandt partnere uden børn ønsker 6 måneder med kun én leaveperiode. Hvad det præcist er, der gør at en så relativt stor gruppe ønsker antallet af leaveperioder indskrænket fra 2 til 1, kan nærværende undersøgelse ikke afklare, men der synes ikke at være forhold omkring erfaringerne med de konkrete leaveperioder, som kan begrunde ønsket om at indskrænke til en enkelt periode. Blandt partnere uden børn øn-sker 56 % en kortere udsendelseslængde, mens det tilsvarende tal for partnere med børn er 43 og for forældre 29 %. Sammenfattende viser undersøgelsen af udsendelseslængden, at for partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Afghanistan, er der et entydigt ønske om kortere udsendelses-længde. For partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Kosovo, er der ikke den samme vægtning af en kortere udsendelseslængde. En forklaring på dette forhold er missionens farlighed. Det er en langt større belastning for partnere med børn at have en soldat ud-sendt til Afghanistan end til Kosovo. Det må antages, at de praktiske gøremål som partne-re skal varetage når den ene i familien er fraværende er nogenlunde de samme, om solda-ten er udsendt det ene eller andet sted. Tilbage står derfor den belastning, det er for den hjemmeværende, når der er tale om en mission af den farlighed, som Afghanistan repræ-senterer, og at man ikke blot har ansvaret for sig selv, men også for sit barn/sine børn. Forældregruppen synes langt mere tilfreds med forholdene, som de er, men stadig ønsker et flertal, at udsendelseslængden bliver afkortet når soldaten er udsendt til Afghanistan. For partnere uden børn ses et ønske om at få mulighed for at se soldaten to gange under udsendelsen, subsidiært et ønske om at soldaten er udsendt i kortere tid.

Udsendelseshyppighed Gennem hele undersøgelsen spørges til, hvor lang tid de pårørende mener, der skal gå mellem hver udsendelse. Når det samme spørgsmål stilles ved alle målinger, er det ud fra en antagelse om, at de pårørende over perioden vil kunne ændre holdning, og at en evt. ændring kan indikere en ændring i grad af belastning over udsendelsesforløbet. Undersøgelsen viser overordnet, at det ønske man angiver om, hvor længe soldaten skal være hjemme mellem udsendelserne, ikke ændrer sig i udsendelsesforløbet. Den tid man angiver før udsendelsen fastholdes altså i hele forløbet og er i alt væsentligt ikke afhængig af udsendelsessted. Pårørendegruppen som helhed mener, at der skal gå 2 år eller mere mellem hver udsen-delse. Dette resultat dækker imidlertid over væsentlige forskelle de enkelte pårørende-grupper imellem. Således mener forældregruppen, at der skal gå 2 år mellem udsendel-serne, mens partnere med børn entydigt mener, at der skal gå 4 år eller mere. Partnere uden børn angiver, at der skal være 3 år mellem udsendelserne, idet dog de partnere uden børn, der har en soldat udsendt til Kosovo på to af måletidspunkterne (før og efter udsendelsen) angiver, at 2 år imellem udsendelserne er det ønskelige. Sammenfattende viser resultaterne altså, at den hyppighed hvormed soldaten, efter de pårørendes opfattelse, skal udsendes, er forskellig afhængigt af, hvilken gruppe af pårø-rende, der er tale om. Partnere med børn ønsker klart så lang en pause mellem udsendel-serne som muligt. Set i lyset af denne gruppes ønske om kortere udsendelseslængde,

20

sammen med resultaterne, som vil fremgå af det følgende, understreger det, at der netop for denne gruppe er tale om en betydelig belastning. Forældregruppens ønske om 2 år mellem udsendelserne synes at afspejle en tilfredshed med, hvordan praksis er i øjeblik-ket.

Leave I det tredje spørgeskema, som blev sendt, efter at soldaten havde været på leave, blev de pårørende spurgt til forhold omkring leaveperioden. Indledningsvis ser det ud til, at de pårørende forholder sig til leaveperioden, som en perio-de, man planlægger. De fleste pårørende i undersøgelsen tilkendegiver, at de har været med til at planlægge den/de forestående leaveperiode(r). Partnere med børn er i højere grad involveret i planlægning af leaveperioden(erne). Partnere uden børn samt forældrene i mindre grad. Dette er uden tvivl med til at gøre leaveperioden til så positiv en oplevelse, som data viser, at den er for de fleste pårørende. Således tilkendegiver omkring halvdelen af forældre, partnere uden børn og søskende til soldater udsendt til Afghanistan, at ud-sagnet: ”Jeg ville hellere have undværet leaveperioden og i stedet (have) fået soldaten tidligere hjem” slet ikke stemmer. Anderledes forholder det sig for partnere med børn. Der er ikke tvivl om, som det også fremgår af tidligere afsnit, at for partnere med børn vil en kortere udsendelsesperiode væ-re at foretrække. Faktisk tilkendegiver 77 % af partnere med børn, der har en soldat ud-sendt til Afghanistan, at de hellere havde undværet leaveperioden og i stedet fået soldaten hjem tidligere. Kun 23 % er helt uenige i dette. En hypotese er, at tallene afspejler vanske-ligheder der kan opstå ved, at familien skal gennemgå endnu et opbrud, at barnet som lige har vænnet sig til at have sin forælder hjemme igen, skal sige farvel anden gang inden for kort tid, og at rytmen i familien igen ændres.

”Det har været svært med leave når vores barn ikke er ældre, hans rytme vendes på de 3 uger og han tror lige far er hjemme og vupti så er han rejst igen. Vi havde en meget hård periode efter leave med en meget ulykkelig dreng. Han kaldte på far, bad mig køre til flyvemaskinen, slog mig en gang imellem, men accepterede at far var væk igen. Men nu vil han stadig ikke snakke så meget i telefon med ham. Så godt de snart er hjemme.” (Partner, Afghanistan)

Tilsvarende tilkendegiver 63 % af partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Kosovo, at de hellere havde undværet leaveperioderne og i stedet fået soldaten tidligere hjem. Også her adskiller partnere med børn sig fra resten af pårørendegruppen, idet såvel forældre som partnere uden børn nødigt ville undvære leaveperioderne for en kortere udsendelse. At leaveperioden(erne) på denne måde gerne ses vekslet til en kortere udsendelsesperio-de skal ikke forstås således, at man dermed gerne havde undværet leaveperioden i det hele taget. Sådan forholder det sig ikke (jf. tabel 8). Men, som det er set flere gange i den-ne undersøgelse, så skiller partnere med børn sig ud fra helhedsbilledet. Hvor majoriteten, når pårørende uanset udsendelsessted, ses under et, tilkendegiver, at de ikke ville und-være leaveperioden i det hele taget, så vil 44 % af partnere med børn, hvis soldat er i Ko-sovo, og 33 %, hvis soldat er i Afghanistan, gerne have undværet leaveperioden i det hele

21

taget. At der er flere partnere til Kosovo-soldater, der gerne havde undværet leaveperio-den, findes der ikke direkte svar på i undersøgelsen, men det forhold, at der er tale om to leaveperioder kan muligvis her spille en rolle. Tabel 7 ”Jeg synes leaveperioden har været hektisk og stressende” (i %)

Stemmer slet ikke

Stemmer i nogen grad

Stemmer godt

Stemmer fuldstændig

Kosovo Forældre 75 18 5 2 Partnere med børn 22 44 22 11 Partnere uden børn 35 50 15 0 Afghanistan Forældre 68 21 8 3 Partnere med børn 46 33 18 3 Partnere uden børn 35 45 14 6 Når man tilkendegiver at man gerne havde undværet leaveperioden er det nærliggende at antage, at dette hænger sammen med at den/de konkrete leaveperiode(r) har været en negativ oplevelse. For partnere med soldaten udsendt til Afghanistan er dette til dels rig-tigt, idet gennemsnittet tilkendegiver, at det kun i nogen grad stemmer, at leaveperioden levede op til forventningerne, og de mener kun i nogen grad, at de havde så megen tid sammen med soldaten, som de havde forventet. Ligeledes giver de udtryk for, at det i no-gen grad stemmer, at leaveperioden var hektisk og stressende og at soldaten var mentalt fraværende.

”Jeg synes det er hårdt, at være den der skal trøste barnet, der er dybt ulykke-lig, når far atter tager af sted. Leaveperioden virker forstyrrende i hverdagen, da man på det tidspunkt han er på leave allerede har fået en anden hverdag til at hænge sammen. Det er hårdt, at forsøge at trøste barnet, når man selv fø-lelsesmæssigt er mærket af situationen.” (Partner, Afghanistan)

Partnere uden børn tilkendegiver, at leaveperioden i nogen grad var hektisk og stressen-de, men kun ca. 12 % angiver, at de gerne havde undværet leaveperioden i det hele taget. Selv om leaveperioden således for både partnere med og uden børn kan opleves som stressende, så ønsker dem uden børn i ringe grad leaveperioden afskaffet. Hvad angår de pårørende til udsendte til Kosovo, så er billedet entydigt for pårørende-grupperne undtagen partnere med børn, at man ikke ønsker at undvære leaveperioden. Mere end 40 % af partnere med børn angiver dog at det stemmer i nogen grad eller stemmer godt, at de gerne havde undværet leaveperioden i det hele taget.

22

Tabel 8. ”Jeg ville gerne have undværet leaveperioden i det hele taget” (i %)

Stemmer slet ikke

Stemmer i nogen grad

Stemmer godt

Stemmer fuldstændig

Kosovo Forældre 96 3 1 1 Partnere med børn 56 22 22 0 Partnere uden børn 95 5 0 0 Afghanistan Forældre 84 9 3 4 Partnere med børn 67 15 9 9 Partnere uden børn 78 10 4 8 Sammenfattende kan man altså sige, at forældrene og partnere uden børn er rimeligt til-fredse med den måde leave-ordningen fungerer på nu, mens partnere med børn hellere ville bytte leave med kortere udsendelsesperioder.

Reaktioner på udsendelsen De pårørende er blevet spurgt til forskellige oplevede reaktioner eller gener og symptomer i forbindelse med soldatens udsendelse både før udsendelsen, under udsendelsen (før og efter leave) og efter soldatens hjemkomst i form af depressive symptomer, forhøjet alarm-beredskab, angst, somatiske problemer m.m. Undersøgelsens spørgsmål vedr. reaktioner tager for en væsentlig dels vedkommende udgangspunkt i de spørgsmål, der siden 1997 er blevet anvendt til belysning af soldaternes reaktioner på en udsendelse i international mission12, i denne sammenhæng dog suppleret med spørgsmål af specifik relevans for målgruppen. Svarene er med udgangspunkt i en klinisk psykologisk funderet rangord-ning13 af deres evne til at indikere symptomer blevet vægtet og kategoriseret i fem skalaer: depression, dissociation, somatisering, sociale relationer og arousal, idet skalaerne bely-ser samme aspekter ved et fænomen eller en adfærd hos personerne og som helhed be-lyser disse bedre end hvis spørgsmålene var blevet behandlet enkeltvis. For alle skalaer er udregnet Cronbachs Alpha ved første måling som et mål for reliabilitet. Kort sagt i hvilket omfang, de enkelte spørgsmål i en skala måler det samme. Resultaterne viser, at særligt skalaerne for depression, arousal og somatisering har god reliabilitet (jf bilag 4). I den statistiske bearbejdning af data er disse kategorier sammenlignet med spørgsmålet om, hvordan svarpersonen alt i alt angiver at have det. Disse korrelerer signifikant, hvilket indikerer, at undersøgelsen på dette område har høj intern validitet. I det følgende anvendes skalaer med værdier mellem 1 og 100 til beskrivelse af de pårø-rendes reaktioner. Jo højere værdi jo stærkere reaktion. Fokus i analysen af de pårøren-des reaktioner på udsendelsen har været at påpege evt. reaktioner indenfor de oven-nævnte kategorier, og hvordan disse udvikler sig i det samlede udsendelsesforløb fra før udsendelsen til soldaten er vendt hjem. Niveauet af reaktioner udsiger således ikke noget om niveauet af symptomer i forhold til en normalpopulation. 12 Andersen, 1998 13 ICD 10; Andersen, 1998

23

Arousal Arousal er en fysiologisk og psykisk tilstand af at være særligt årvågen. Denne tilstand medfører bl.a. forhøjet blodtryk og puls og indebærer en biologisk funderet parathed til at reagere og handle hurtigt og effektivt (Folkow, 2006). For soldater er det en vigtig overlevelsesmekanisme og for mennesker generelt, også uden for en krigszone, er det en vigtig mekanisme i forhold til handleberedskab, seksuali-tet og følelsesliv. For de pårørende der venter hjemme, kan det dog være en alvorlig belastning igennem seks måneder at være i en tilstand, hvor kroppen over længere tid og gentagne gange er i forhøjet alarmberedskab. Denne tilstand kan medføre højere grad af irritabilitet, koncentra-tionsbesvær, rastløshed og søvnløshed. I forhold til udviklingen i kategorien ”arousal” viser undersøgelsen, at niveauet overordnet ligger højere for de pårørende, der har en soldat i Afghanistan i forhold til Kosovo. For forældre er niveauet jævnt hele udsendelsesforløbet igennem, uanset udsendelses-sted og falder efter hjemkomsten. Fædrene rapporterer på alle måletidspunkter et signifi-kant lavere niveau af arousal end mødrene. Partnere med børn er, uanset udsendelsessted, den gruppe, der rapporterer flest symp-tomer. Dog er niveauet, som allerede nævnt, højere for Afghanistan end Kosovo. Imidlertid ses det, at hos partnere med børn, hvor soldaten er udsendt til Kosovo, stiger niveauet af arousal efter soldatens hjemkomst til et ganske højt niveau, hvilket undersø-gelsen ikke entydigt kan forklare. Dog skal det bemærkes, at der er tale om en relativt lille gruppe partnere, hvorfor ekstreme svar (fra et begrænset antal svarpersoner) vil kunne komme til at få en relativt stor betydning. For partnere med børn, hvor soldaten er udsendt til Afghanistan, er niveauet før udsendel-sen højere end på noget andet tidspunkt. Det kan dog bemærkes, at niveauet i den sidste del af udsendelsen, før soldaten kommer hjem (og på det tidspunkt, hvor de fleste soldater vil have været på leave) også er relativt højt. For partnere uden børn ses at niveauet falder jævnt i udsendelsesforløbet. Det er altså i tiden forud for udsendelsen at niveauet for arousal generelt er højest for de pårørende. Dette understreger betydningen af at tænke udsendelsesforløbet, også for de pårørende som et forløb, som starter, når soldaten påbegynder forberedelserne til sin ud-sendelse og ikke først når soldaten siger farvel til familien. Tabel 9. Arousal.

Før Under, før leave Under, efter leave Efter hjemkomst Kosovo Forældre 15 13 13 09 Partnere med børn 24 37 32 39 Partnere uden børn 22 20 17 15 Afghanistan Forældre 21 20 22 14 Partnere med børn 33 27 32 24 Partnere uden børn 32 29 25 21

24

Depression Depression indebærer nedsat humør, tab af interesser, følelse af skyld, lavt selvværd, lavt energiniveau, uoverkommelighedsfølelse, forstyrret søvn og appetit (Nolen-Hoeksema, 2004). I denne kategori ses, at gruppen af pårørende med en soldat i Afghanistan langt overve-jende oplever flere og/eller en sværere grad af symptomer. For gruppen af forældre med en soldat i Afghanistan ligger niveauet dog meget lavt (i for-hold til de øvrige grupper af pårørende) og er aftagende igennem hele udsendelsen. Også her ses et højere niveau af symptomer for mødrene i forhold til fædrene. Som det sås ved arousal, så er der også hvad angår depressionssymptomer hos partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Kosovo, en markant udvikling i symptomer, idet denne gruppe rapporterer langt flere symptomer i slutningen af soldatens udsendelsperiode og dennes leave og ½ år efter hjemkomsten end på noget andet tidspunkt i udsendelsesfor-løbet, og et niveau af symptomer, som ikke ses hos nogen af de andre grupper. For partnere uden børn, hvor soldaten er udsendt til Kosovo ses en væsentlig stigning i begyndelsen af selve udsendelsen, men herefter daler niveauet igen. For partnere med og uden børn, med en soldat i Afghanistan er niveauet af symptomer på depression jævnt i hele forløbet og klart lavere ½ år efter hjemkomsten. Resultaterne indikerer, at et udsendelsesforløb har indvirkning på de pårørende i form af ændringer i humør, energi, søvnproblemer, m.m., men at symptomerne efter udsendelsen finder et leje, som er lavere end hvad der blev påvist ved første måling. Symptomerne er altså allerede til stede ved det første måletidspunkt og aftager først, når hverdagen igen har indfundet sig. Tabel 10. Depression.


Dissociation Dissociation beskriver når en person fraspalter (dissocierer) voldsomme hændelser eller begivenheder (såsom at have sagt farvel til en pårørende der tager i krig, og som man er angst for aldrig at se igen), og derved ikke integrerer den i sin bevidsthed. Personen er klar over, at der har fundet noget voldsomt sted, men der er et tydeligt fravær af følelses-mæssig samhørighed omkring hændelsen hos personen (Nolen-Hoeksema, 2004).

25

Igen er det bemærkelsesværdigt at i særdeleshed en enkelt gruppe skiller sig ud, nemlig partnere med børn, hvor soldaten er udsendt til Kosovo. Her ses det højeste niveau af dis-sociation ½ år efter hjemkomsten sammenlignet med de øvrige grupper. Dette niveau er højere end på noget andet tidspunkt under udsendelsen. For partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Afghanistan ses en svag stigning i ni-veauet af dissociation i slutningen af udsendelsesforløbet, men efter udsendelsen falder niveauet, som det ses hos de andre grupper til under niveauet ved første måletidspunkt. For de øvrige grupper ses i hovedsagen et fald over udsendelsesperioden, således at ni-veauet efter udsendelsen er lavere end ved første måletidspunkt, en tendens som også er set ved arousal og depression. Tabel 11. Dissociation


Somatisering Somatisering er en tilstand en person kan opleve at befinde sig i, når psykiske påvirknin-ger eller belastninger indvirker på (fysiske) sygdomme. Dette kan eksempelvis komme til udtryk ved at personen oplever en tiltagende tendens til fysiske gener i den periode solda-ten er udsendt (Nolen-Hoeksema, 2004). Resultaterne af undersøgelsen viser, at symptomniveauet er lavt for alle grupper – med undtagelse af partnere med børn til Kosovo-udsendte – og generelt faldende over måle-tidspunkterne, således at niveauet ½ år efter hjemkomst er lavere end hvad der blev regi-streret ved den første måling forud for udsendelsen. Kun for forældre med en soldat ud-sendt til Afghanistan ses en svag stigning i niveauet af reaktioner ½ år efter hjemkomsten. Fædrene rapporterer et lavere niveau af reaktioner end mødrene. Niveauet af somatisering er altså i hovedsagen stabilt og indikerer at belastningerne, de pårørende kan opleve i forbindelse med soldatens udsendelse, også kan komme til udtryk i tiltagende fysiske gener eller andre former for somatisering, men dog i et begrænset om-fang.

26

Tabel 12. Somatisering


Sociale relationer Sociale relationer er i denne sammenhæng anvendt til at udsige noget om, hvordan den pårørendes forhold til andre mennesker beskrives og om der er sket en øget isolering og vagtsomhed. I belastede situationer vil det hos nogle være vanskeligt at bibeholde det so-ciale liv, der ellers kendetegner personens liv. Man kan trække sig fra socialt samvær, op-leve at der ikke er nogen der forstår én og i det hele taget ændre det sociale mønster, der plejer at være kendetegnende. Undersøgelsen viser, at niveauet af reaktioner er relativt højt og indikerer at udsendelsen har indflydelse på de sociale relationer for de pårørende. Igen ses et forholdsmæssigt højt niveau hos partnere med børn, hvor soldaten er udsendt til Kosovo, idet niveauet ved an-den og sidste måling ligger højest. De sociale relationer synes således også efter solda-tens hjemkomst at være påvirket markant. For partnere med børn, hvor soldaten er udsendt til Afghanistan, ses en markant stigning i niveau af reaktioner i slutningen af udsendelsesforløbet, i øvrigt en tendens der gør sig gældende for hovedparten af de undersøgte grupper. Undersøgelsen peger således på, at de pårørende i den sidste del af perioden, hvor soldaten er udsendt, i højere grad rappor-terer isolation, ensomhed og en manglende forståelse fra omgivelserne, m.m. Tendens til isolation er forståelig, når man igennem en længere tid har været udsat for en stor belast-ning, men kan være mindre hensigtsmæssig, i særdeleshed når der er tale om familier med børn. At de sociale relationer bliver påvirket af en udsendelse er forventeligt, men at det sker så entydigt som undersøgelsen viser, må give anledning til overvejelser om, hvad det er, der skal til for at der kan ske en bedring på dette område for de pårørende.

27

Tabel 13. Sociale relationer


Sammenfattende om reaktioner på udsendelsen For pårørende til såvel Kosovo som Afghanistan ses reaktioner i form af arousal, depres-sionssymptomer, somatisering, m.m. i forbindelse med udsendelsesforløbet – altså fra første måletidspunkt, som ligger før udsendelsen af soldaten, til ½ år efter hjemkomsten. Generelt er der fundet værdier ved sidste måling, som ligger lavere end ved første måling. Dette understeger at belastningerne for de pårørende ikke starter, når soldaten tager af sted, men starter langt tidligere.

For min mands vedkommende, som XX, er det ikke kun 6 måneder han er væk fra familien. Det er også et år op til udsendelsen, hvor der har været plan-lægning, øvelser og andet arbejde ifm udsendelsen. Han har arbejdet umen-neskeligt meget, og det har faktisk været meget hårdt både for ham og famili-en. Jeg syntes det er tiltrængt at der kigges på hvor meget befalingsmændene arbejder op til en udsendelse. Jeg er sikker på, at det er lige så meget det ar-bejde der ligger før en udsendelse der er med til at gøre "livet" surt for såvel soldaten som soldatens familie. Det er udbrændte og stresset befalingsmænd der sendes af sted, og efterlader en træt familie/ kone der kun har kunnet kig-ge på fra sidelinjen, mens soldaten knokler og isolerer sig mere og mere i de fysiske og psykiske forberedelser til udsendelsen. (Partner)

Når partnere med børn med en soldat udsendt til Kosovo i alle ovenstående målinger lig-ger markant over alle andre grupper af pårørende, også pårørende, hvis soldat er udsendt til Afghanistan, er det relevant at undersøge, om der er specielle forhold, som gør sig gæl-dende for denne gruppe. Der er ikke tvivl om, at gruppen rapporterer flere ekstreme svar, hvilket kan hænge sammen med, at der har været specielle forhold omkring en gruppe af partnere, som her er kommet til udtryk. En forklaring på de specielle forhold, som gruppen rapporterer, er, at der har gjort sig specielle forhold gældende for gruppen, evt. forhold, som ikke direkte har noget med undersøgelsen at gøre, men undersøgelsen er blot blevet det medium, hvor utilfredsheden eller frustrationen har kunnet komme til udtryk. Generelt viser undersøgelsen, at forældregruppen er karakteriseret ved at have reaktioner på et lavere niveau end partnere med og uden børn. Dette dækker imidlertid over, at der indenfor forældregruppen er enkeltpersoner, som har ganske markante udsving i reaktio-ner og altså forældre, der må siges at være overordentlig belastede, mens andre må be-tragtes som relativt upåvirkede. Tilsvarende ligger partnere med og uden børn generelt

28

hvad angår niveauet af reaktioner højere end forældrene, mens enkeltpersoners udsving er mindre end det ses hos forældregruppen. Gruppen af partnere fremstår således umid-delbart som en mere homogen gruppe, mens forældrene udviser en større spredning i ad-færd. Hvorvidt disse forhold gør sig mere generelt gældende og derfor bør inkluderes i forsvarets måde at forholde sig til pårørendegrupperne på, kræver yderligere undersøgel-ser.

Øvrige resultater

Erfaren/ikke erfaren I nærværende undersøgelse er der anvendt forskellige dimensioner til belysning af den overordnede problemstilling. Datamaterialet er behandlet ud fra, hvilket sted soldaten er udsendt til, hvilken relation den pårørende har til den udsendte soldat, og i enkelte sam-menhænge er andre forhold yderligere blevet inddraget i analyserne. Ud over det ovenstående er datamaterialet også blevet behandlet ud fra, hvorvidt den på-rørende tidligere har været pårørende i forbindelse med en udsendelse. Dette bunder i en hypotese om, at det for den uerfarne pårørende kan være vanskeligere at forholde sig til situationen, end hvis der er tidligere erfaringer. Imidlertid viser undersøgelsen, at det ge-nerelt ikke ser ud til, at tidligere erfaring gør, at der fx er færre belastninger, eller at ønske til udsendelseslængde eller udsendelseshyppighed påvirkes heraf. Noget tyder altså på, at erfaringer med udsendelser ikke nødvendigvis vil medføre, at man er mindre belastet af den aktuelle udsendelse eller at ens holdninger er mere positive. Som det vil fremgå af det følgende, vil de pårørende i nogle situationer så at sige starte forfra, når en ny udsendelse påbegyndes og belastningsgraden vil derfor være sammen-lignelig med pårørende, der står i situationen for første gang. Dette forhold er en udfor-dring for forsvaret, idet den erfarne del af pårørendegruppen på den ene side faktisk har erfaringer, som meningsfuldt ville kunne inddrages i den nye situation, men de har på samme tid behov for at blive set som ”nye” pårørende, altså pårørende som er i en ny si-tuation i deres liv. Også hvad angår anerkendelse vil flere udsendelser kunne medføre en forventning om i højere grad at blive værdsat og påskønnet end når udsendelsen er enkeltstående. Den erfarne pårørende – altså hende der står i situationen på ny – har altså et andet behov for anerkendelse end hende, der står i situationen for første gang.

Coping I undersøgelsens første spørgeskema spørges til, hvordan den pårørende typisk reagerer ved udfordringer og i vanskelige situationer. En udsendelse må siges at være en udfor-dring, og for en del pårørende også en vanskelig situation. På baggrund af spørgsmål til den pårørendes copingstil14, altså hvilke måder den pårørende typisk forholder sig til og håndterer situationer, der indebærer en belastning for personen, er coping i denne sam-menhæng inddelt i en emotionsfokuseret stil og i en instrumentel eller problemfokuseret stil (Eriksen & Ursin, 2006; Ahmad & Knorrig, 2006). I den instrumentelle coping vil personen forsøge gennem handlinger at forholde sig til be-lastningen, mens personen i den emotionsfokuserede stil gennem en følelsesmæssig til-

14 Copingstil anvendes i det følgende som begreb, idet der ikke findes danske ord, som præcist rummer det samme indhold, som det engelske ord coping.

29

stand vil forsøge at mestre den belastning vedkommende er udsat for. Som oftest vil per-sonen anvende såvel en emotionel som en instrumentel coping eller skifte stil, afhængigt af situationen. Der er dog ikke tvivl om, at det i en undersøgelsessammenhæng kan være hensigtsmæssigt at forsøge at belyse, om en primært emotionel eller en primært instru-mentel coping har konsekvenser for den generelle håndtering af en belastning. I nærværende undersøgelse er der fundet en klar sammenhæng mellem den emotionelle coping og de pårørendes belastninger. Jo mere følelsesmæssigt man forholder sig jo me-re tilbøjelig vil man være til at rapportere belastninger, og jo mere vil man være tilbøjelig til at søge hjælp. Dette gør sig gældende uanset udsendelsessted og hvilken slags pårøren-de, man er. Endvidere scorer kvinder højere på den emotionelle skala end mænd. At der er fundet en sammenhæng mellem copingstil og de belastninger og reaktioner de pårørende oplever, er forventelig, men hvordan coping i øvrigt påvirker den pårørende og dennes omgivelser i udsendelsesforløbet, er der ikke mulighed for i denne sammenhæng at beskrive yderligere.

Hvordan forbereder de pårørende sig på udsendelsen? Forsvaret har gennem mange år ved information og formidling af viden om udsendelses-sted, forsikringsforhold, almindelige psykiske reaktioner på udsendelse, m.m. søgt at ruste de pårørende til udsendelsen ud fra en forståelse af, at viden og information er betyd-ningsfulde elementer i tilpasningen til den nye situation. Gennem en sådan forberedelse håber forsvaret, at de pårørende bedre vil kunne håndtere de belastninger, de vil komme ud for i udsendelsesforløbet, samt støtte soldaten i dennes arbejde. Derfor er det interes-sant at undersøge, hvordan de pårørende i undersøgelsen beskriver, at de har forberedt sig. De spørges konkret om de har hentet information om forhold i missionen, om de har aftalt med soldaten, hvordan de holder kontakt under udsendelsen, og endelig om de har talt om testamente og begravelse med soldaten. Tabel 14. Fordeling af pårørende, som forud for udsendelsen angiver, at have foretaget sig følgende.. (i %)

Kosovo Afghanistan Forældre Partnere

med børnPartnere

uden børn

Forældre Partnere med børn

Partnere uden børn

Hentet information om forhold i missionsområ-det

63 42 43 75 60 62

Aftalt med soldaten, hvordan I holder kontaunder udsendelsen

kt

75 75 74 82 91 89

Talt om testamente og begravelse med solda-ten

51 42 46 65 78 89

30

Som det fremgår af tabel 14 betyder en udsendelse til Afghanistan i forhold til en udsen-delse til Kosovo, at de pårørende forholder sig mere aktivt til informationsindhentning, til at aftale, hvordan der holdes kontakt under udsendelsen, og til at tale med soldaten om te-stamente og begravelse, i forhold til hvis soldaten skulle udsendes til Kosovo. De pårø-rende er generelt optaget af at afklare, hvordan der holdes kontakt med soldaten under udsendelsen. Mellem 74 % (partnere uden børn til Kosovo-soldat) og 91 % (partner med børn til Afghanistan-soldat) angiver at de har aftalt med soldaten, hvordan de holder kon-takt. Forældrene er mest aktive til at hente information om missionsområdet uanset hvortil soldaten skal udsendes. Her kan det bemærkes, at kun 42 % af partnere med børn og 43 % partnere uden børn, som har en soldat udsendt til Kosovo, angiver at have indhentet information om missionen. Undersøgelsen siger ikke noget om baggrunden herfor men for nogles vedkommende vil det kunne være fordi missionsområdet opleves som kendt, fx hvis soldaten tidligere har været udsendt til Kosovo. Blandt partnere med og uden børn til en soldat udsendt til Afghanistan har 2/3 ikke indhentet information. Der er altså en bety-delig gruppe, som ikke indhenter information. Dette betyder ikke nødvendigvis, at de ikke har information om udsendelsesområdet, men det kan synes relevant at undersøge, om informationen i den form den på nuværende tidspunkt er tilgængelig i, er hensigtsmæssig for de pårørende. De pårørende er generelt optaget af at afklare, hvordan der holdes kontakt med soldaten under udsendelsen. Mellem 74 % og 91 % angiver at de forud for udsendelsen har aftalt med soldaten, hvordan de holder kontakt. Undersøgelsen siger ikke noget om, hvad årsa-gen er til, at omkring ¼ af de pårørende til soldater, som skal til Kosovo, ikke har aftalt, hvordan der holdes kontakt, men det forhold at der er tale om en ”gammel” mission med veletableret lejr gør givetvis nogle af de pårørende fortrøstningsfulde om at kunne være i kontakt med soldaten i det omfang og på den måde, de har behov for. Samtaler om testamente og begravelse finder hyppigere sted, når udsendelsen går til Af-ghanistan end når soldaten skal til Kosovo, hvor dog ca. halvdelen af de pårørende foræl-drene har talt med soldaten herom. Budskabet om at tage stilling og få talt med sine nær-meste om, hvad der skal ske, hvis det værst tænkelige skulle indtræffe, ser altså ud til at være hørt, i høj grad for soldaterne, som sendes til Afghanistan, men også for en ikke ube-tydelig gruppe, som skal til Kosovo.

Holdningen til den kommende udsendelse Der er helt overvejende en positiv holdning til soldatens udsendelse, uanset hvortil solda-ten skal udsendes. Således er mere end halvdelen af de pårørende blandt forældre, part-nere uden børn og søskende positive, og mere end halvdelen blandt partnere med børn (54 %). Dog er der en mere positiv holdning hos de pårørende, når soldaten skal til Koso-vo, end når soldaten skal udsendes til Afghanistan. Generelt fastholdes den positive holdning gennem hele udsendelsesforløbet dog således, at positiviteten generelt øges i begyndelsen af udsendelsen, for dernæst at falde i slutnin-gen, for efter ½ år efter soldatens hjemkomst at være den samme eller lidt højere end før udsendelsen. Kun 10 % af forældrene, som skal have en soldat til Kosovo, er negativt stemt overfor ud-sendelsen mens det tilsvarende tal for forældre, hvis soldat skal til Afghanistan, er 31 %.

31

Men gradvist gennem udsendelsesforløbet bliver den negative holdning mere positiv, og ½ år efter udsendelsen er kun henholdsvis 3 % og 18 % negative. Anderledes forholder det sig med partnere med børn, hvor 27 % og 35 % for henholdsvis Kosovo og Afghanistan er negativt stemte for udsendelsen. Denne holdning bliver mærk-bart mere positiv under udsendelsen, men falder tilbage på det relativt høje niveau i for-hold til andre pårørendegrupper efter udsendelsen. Der er således ikke tvivl om, at partnere med børn efter udsendelsen har en mere negativ holdning til soldatens udsendelse end de andre pårørendegrupper. Hvor forældrene kan betragte en udsendelse som en periode, hvor det voksne barn realiserer sine ønsker om at være udsendt i international mission, så er udsendelsen for partneren – og i særdeles-hed de partnere, der har børn, en indgriben i deres tilværelse på en helt anden måde end det gør sig gældende for nogen af de andre grupper. Det kan antages, at holdningen til udsendelsen hænger sammen med den opbakning, man oplever fra forsvaret. Altså jo mere opbakning man oplever, jo mere positiv vil ens holdning være til udsendelsen. For såvel forældre som for partnere med børn er der en korrelation mellem den oplevede opbakning og holdningen (jf bilag 4). Der er således en sammenhæng mellem forældrenes meget positive holdning, og den op-bakning de oplever i udsendelsesforløbet, mens partnere med børn ikke oplever en tilsva-rende opbakning, og dermed i undersøgelsen fremstår som mere negative. Gruppen af partnere er antalsmæssigt mindre end gruppen af forældre, men som gruppe er de ganske betydningsfulde. Dels er de hyppigere partner til en soldat som har fast arbejde i forsvaret, og vil derfor komme til at stå i situationen, hvor partneren skal udsendes flere gange, dels har de valgt at stifte familie med soldaten, hvilket udvider antallet af personer, der bliver påvirket af soldatens udsendelser. Der er således al mulig grund til at være opmærksom på gruppen af partnere med børn og de behov de har for bl.a. støtte og opbakning fra for-svaret.

Opbakning til udsendelsen ”Det er meget vigtigt for mig at de udsendte soldater er 200% klar over formål og risiko og de faktiske fakta, inden de indvilliger i at tage af sted. Jeg kunne ikke drømme om at bremse "min" soldat når bare jeg er 100 % sikker på han ved hvad han går ind til. Er faktisk stolt af hans engagement og evne til at bi-drage til fred i vores del af verden, men også bekymret...bange… Jeg er utro-lig stolt over vores "knægte" som yder en stor indsats for vores allesammens sikkerhed her i Danmark (og resten af verden). Vil bare gerne have dem alle sammen sikkert hjem igen.” (Forælder, Afghanistan)

Opbakningen til soldatens beslutning om at lade sig udsende er generelt stor, uanset hvor-til soldaten skal udsendes, og forbliver intakt i hele udsendelsesforløbet. Kun partnere, som ikke har stiftet familie med soldaten, er mere svingende i deres opbak-ning til soldaten end de øvrige pårørendegrupper. Således er opbakningen væsentligt mindre efter udsendelsen end før, uanset om soldaten udsendes til Kosovo eller Afghani-stan. Der er i denne gruppe bl.a. tale om unge kvinder, som har et relativt kort forhold til soldaten bag sig ved udsendelsestidspunktet. Man kan her forestille sig, at entusiasmen i

32

begyndelsen er høj, og dermed også opbakningen, men at fraværet af soldaten kort efter at man har mødt hinanden, alligevel er meget anderledes end man havde forestillet sig. Derfor daler opbakningen ved målingen i begyndelsen af udsendelsesforløbet for, efter at kæresten har været hjemme på leave, igen at blive større. Efter udsendelsen er opbaknin-gen den laveste i hele forløbet. Når man retrospektivt beskriver, at man i mindre grad bak-ker op om, at soldaten lod sig udsende, end man gjorde før soldaten blev udsendt, så kan dette afspejle, at det har været mere vanskeligt og en større udfordring for det nyetablere-de forhold, end man havde forestillet sig forud for udsendelsen. Det er betydningsfuldt at det, man ofrer sig for, også bakkes op af det samfund, som tager beslutning om at sende soldater ud i international mission. Politikernes opbakning vurde-res generelt at være til stede. Under 15 % angiver, at de kun i ringe grad oplever at politi-kerne bakker op om soldaterne. Anderledes forholder det sig med opbakningen fra det øvrige samfund. Her angiver 13 % forud for udsendelsen, at de i ringe grad har opbakning fra det øvrige samfund, mens dette tal stiger til 27 % efter udsendelsen. Partnere med børn oplever efter at soldaten er kommet hjem i højere grad end nogen af de andre pårø-rendegrupper manglen på anerkendelse og opbakning. Der er for partnere med børn, hvis soldat har været udsendt til Afghanistan, en signifikant korrelation mellem oplevelsen af opbakning fra forsvaret, og deres opbakning til fremtidige udsendelser (0,437 p=0,001 N=37) og en negativ korrelation mellem oplevelsen af opbakning og et ønske om at tale soldaten fra fremtidige udsendelser (-0,291 p=0,03 N=37). Disse resultater stemmer overens med fund i den internationale forskning (se bilag 5). Hvad det præcist er, partnere savner, kan undersøgelsen ikke give svar på, men opmærksomheden kan henledes på om tiden efter udsendelsen er unødigt belastende for soldatens egen familie, eller om op-mærksomheden på de pårørendes behov i denne fase kan skærpes. Tabel 15. Oplevelse af opbakning efter hjemkomst (fra 1, ”I ringe grad” til 7, ”I høj grad”).

Opbakning fra for-svaret

Betydning af op-bakning fra forsva-

ret

Opbakning fra det øvrige samfund

Betydning af op-bakning fra det øvrige samfund

Kosovo Forældre 4 4 4 5 Partnere med børn 2 5 4 5 Partnere uden børn 3 4 4 4 Afghanistan Forældre 4 4 4 5 Partnere med børn 2 5 4 6 Partnere uden børn 4 4 4 5

Bekymringer for at soldaten mister livet, bliver fysisk eller psykisk skadet De pårørende er igennem de tre første målinger i undersøgelsen blevet spurgt, om de er bekymrede for om soldaten mister livet, bliver fysisk skadet eller/og bliver psykisk skadet. De pårørende er blevet bedt om at tilkendegive om de aldrig (1), sjældent (2), ret ofte (3) eller meget tit (4) gør sig bekymringer om, at soldaten vil miste livet, blive fysisk skadet eller blive psykisk skadet.

33

Tabel 16. Bekymring for at soldaten mister livet

Før Under, før leave Under, efter leave Kosovo Forældre sjældent sjældent sjældent Partnere med børn sjældent aldrig/sjældent aldrig Partnere uden børn sjældent sjældent aldrig/sjældent Afghanistan Forældre ret ofte ret ofte ret ofte Partnere med børn ret ofte sjældent sjældent/ret ofte Partnere uden børn ret ofte sjældent sjældent Resultaterne viser (tabel 16, 17 og 18), at der er en sammenhæng mellem bekymring og missionens farlighed, idet de pårørende til soldater i Afghanistan er mere bekymrede end pårørende med soldater i Kosovo. Forældre oplever et relativt ensartet niveau af bekym-ring i udsendelsesforløbet, mens partnere før udsendelsen til Afghanistan er mere bekym-rede for, om soldaten skal miste livet. Herefter falder bekymringen i løbet af selve udsen-delsen. Tabel 17. Bekymring for at soldaten kommer fysisk til skade.

Før Under, før leave Under, efter leave Kosovo Forældre sjældent/ret ofte sjældent sjældent Partnere med børn sjældent sjældent sjældent Partnere uden børn sjældent sjældent sjældent Afghanistan Forældre ret ofte ret ofte ret ofte Partnere med børn ret ofte sjældent sjældent Partnere uden børn ret ofte sjældent/ret ofte sjældent For pårørende til soldater i Kosovo synes bekymringsniveauet hvad angår fysisk tilskade-komst at ligge på det samme niveau under hele udsendelsesforløbet. Anderledes forholder det sig med bekymringen for om soldaten bliver psykisk skadet. Denne bekymring har sit tag i de pårørende nogenlunde uforandret gennem hele udsen-delsesforløbet.

”Frygten for hvad der venter min søn. Hans reaktion, sår på sjælen efter at ha' været udenlands. Hans liv - førlighed. Angsten vil altid være der når det gæl-der vores børn. Det er et stort læs at trække, som forældre. Samtidig er det hans valg og vi er alle nødt til at støtte op omkring ham.” (Forælder, Afghani-stan)

34

Tabel 18. Bekymring for at soldaten kommer psykisk til skade

Før Under, før leave Under, efter leave Kosovo Forældre ret ofte sjældent sjældent Partnere med børn ret ofte sjældent/ret ofte sjældent Partnere uden børn ret ofte sjældent sjældent Afghanistan Forældre ret ofte ret ofte ret ofte Partnere med børn ret ofte ret ofte ret ofte Partnere uden børn ret ofte ret ofte sjældent Hvordan forholder det sig så for dem, der har tidligere erfaring med at have en soldat ud-sendt i international mission? En formodning kunne her være, at erfaringen ville gøre den pårørende mindre bekymret, når der stod en ny udsendelse for døren. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Det ser ud til at de pårørende så at sige starter forfra hver gang, også selv om de tidligere har været i situationen. At det forholder sig således er vigtigt at notere sig, ikke mindst når det ses i relation til, at partnere med børn hyppigere end andre grup-per er pårørende til en professionel soldat, altså en soldat som har det som en del af sit arbejde at blive udsendt i international mission. Når partnere med børn oplever denne be-kymring, kan det overvejes, om bekymringen også forplanter sig til børnene, når de bliver så store, at de er i stand til at forstå, hvad udsendelsen går ud på. Imidlertid kan undersø-gelsen ikke afdække dette forhold, men der er, som det vil fremgå senere, en sammen-hæng mellem forælderens velbefindende og barnets, hvilket er i overensstemmelse med anden forskning (se bilag 5). Hver udsendelse er altså en belastning for familien – for partneren og for børnene.

Opleves udsendelsen som belastende og/eller berigende? Deltagerne i undersøgelsen er løbende gennem perioden blevet spurgt, hvorvidt de synes at udsendelsen er belastende for dem. Generelt opleves udsendelsen til Afghanistan som mere belastende end udsendelsen til Kosovo. Hvilken periode i udsendelsesforløbet opleves da, som den mest belastende? Helt over-ordnet er perioden forud for udsendelsen den mest belastende for alle pårørendegrupper, uanset hvortil soldaten skal udsendes. Forældrene oplever ligeledes perioden før udsendelsen som den mest belastende og op-lever, at de i udsendelsesforløbet gradvist bliver mindre belastede af udsendelsen. For forældregruppen er der en meget lille eller ingen forskel på dem, der tidligere har haft en soldat udsendt, og dem der ikke har, i forhold til oplevelsen af belastning. Deres gennem-snitlige grad af belastning er, uanset udsendelsessted, højest forud for udsendelsen og falder så gradvist i udsendelsesforløbet.

35

Ser man på hvilken del af udsendelsen, der efter udsendelsen erindres som den mest be-lastende, angiver de fleste pårørende, der har en holdning, at det er selve perioden under udsendelsen, der har været den mest belastende. Tabel 19. Hvilken periode af udsendelsen synes du har været den mest belastende? (i %)

Før Under, før leave

Under, efter leave

3 måneder efter hjem-

komst

De seneste 3 måneder

Ingen be-stemt perio-de/Ved ikke

Kosovo Forældre 19 15 4 5 3 55 Partnere med børn 14 43 14 14 0 14

Partnere uden børn 29 29 6 29 0 6

Afghanistan Forældre 11 17 45 4 2 22 Partnere med børn 19 19 28 9 3 22

Partnere uden børn 8 20 30 15 2,5 26

Denne erindring står dog i kontrast til, hvordan de pårørende rapporterede at have det på de forskellige måletidspunkter. Disse besvarelser giver et billede af en belastning, der ge-nerelt er høj før udsendelsen og enten forbliver høj, eller falder over tid (se tabel 20). For partnere både med og uden børn opleves den gennemsnitlige belastning forud for ud-sendelsen høj, uanset hvor soldaten skal udsendes til, men partnere til udsendte til Afgha-nistan fastholder det høje niveau af belastning under hele udsendelsen. Forskellen kan muligvis begrundes metodisk, idet de pårørende ved tilbageblikket blev bedt om at vælge specifikt én periode som den mest belastende. I dette tilfælde er det mu-ligt at mange pårørende valgte en periode, hvor belastningen stod i frisk erindring. Om-vendt er det også en mulighed, at det er nemmere at sammenligne perioderne retrospek-tivt og udvælge den mest belastende, men det levner mulighed for at alle perioderne var belastende. Hvad der er tilfældet for de konkrete svar kan undersøgelsen ikke afgøre. Tabel 20. Oplevet belastning (fra 1, ”I ringe grad” til 7, ”I høj grad”).

Før Under, før leave Under, efter leave Efter hjemkomst Kosovo Forældre 3 2 2 1 Partnere med børn 5 4 5 4 Partnere uden børn 4 4 4 3 Afghanistan Forældre 5 4 4 2 Partnere med børn 6 5 5 5 Partnere uden børn 5 5 5 3 Partnere uden børn, som for nogles vedkommende vil være unge kvinder, der har et rela-tivt kort parforhold til den udsendte soldat, oplever sig altså ganske belastede. Hvad årsa-gerne til denne oplevelse er, kan undersøgelsen ikke umiddelbart pege på, men en psyko-

36

logisk forklaring kan være, at for de yngste kvinder er der en usikkerhed ikke blot om, hvad udsendelsen kommer til at betyde for deres nye forhold, men kvinderne kan også have færre livserfaringer at trække på i forhold til den situation, de befinder sig i. Partnere med børn er den gruppe, der gennemsnitligt oplever sig mest belastet uanset om soldaten skal til Kosovo eller Afghanistan. For partnere med børn opleves hele udsendel-sesforløbet som belastende, men i særdeleshed den sidste periode under udsendelsen, hvilket er i modsætning til de andre omtalte pårørendegrupper. Der er her tale om en gruppe af kvinder, som er gennemsnitligt ca. 10 år ældre end partnere uden børn, og som for mere end halvdelens vedkommende har prøvet dette før. Når de beskriver sig som me-re belastede kan en nærliggende forklaring være, at de under udsendelsen ikke blot har ansvaret for sig selv, men også for et eller flere børn. Dagligdagen bliver mere belastet og det kan være vanskeligt at få det hele til at hænge sammen. At belastningen varer ved også efter hjemkomsten, kan muligvis forklares med, at det er en udfordring at skulle re-etablere en velfungerende hverdag med rutiner, når der er børn i hjemmet, som også skal forholde sig til soldatens hjemkomst.

”Det er enormt belastende at stå med 2 børn alene når min mand er udsendt. Jeg oplevede at få stress, og det har påvirket mig meget især her efter udsen-delsen. Min søn har været meget bekymret for min mand, og det har også ta-get en hel del energi som man skulle klare oveni alt det andet.” (Partner, Af-ghanistan)

Sammenfattende understreger den oplevede belastning i udsendelsesforløbet, at der er tale om meget forskellige pårørendegrupper, med forskellige former for belastning. Den unge kvinde, som har kendt soldaten i kort tid, er belastet på en ganske anden måde end den kvinde, som gennem flere år har været samlevende med en soldat, der har været ud-sendt flere gange, og som man har børn sammen med. Erfaring med tidligere udsendelse(r) kan i denne sammenhæng såvel betyde, at man gør sig flere bekymringer, fordi man står i en ny situation, men også at erfaringen tilsiger en, at det forestående vil være og er belastende. Interessant er det her, hvad der kan være medvirkende til at skabe en mindre grad af op-levet belastning ikke mindst hos partnere med børn. Denne gruppe er i en væsensforskel-lig situation i forhold til de andre pårørendegrupper, ikke mindst fordi de for en stor dels vedkommende vil blive ved med at være pårørende til en soldat, som skal udsendes. En soldat som i hjemmelivet er en del af en familie med børn og hverdag. Angivelsen af, hvordan man oplever sig belastet, kan synes som en svag indikator for, hvordan den enkelte egentlig har det. Det, der belaster den ene, belaster ikke den anden. Og hvad skal der egentlig til, for at en belastning også giver sig udslag i den enkeltes vel-befindende? Her viser undersøgelsen, at der er en sammenhæng mellem den oplevede belastning og hvordan man beskriver, at man har det. Når man igennem udsendelsesfor-løbet oplever, at man bliver og er meget belastet af udsendelsen, så har man også en op-levelse af ikke at have det så godt. I undersøgelsen er der ud over at spørge til de pårørendes oplevelse af, i hvilken grad de er belastede af udsendelsen også spurgt til, i hvor høj grad de oplever at udsendelsen er berigende for dem. Resultaterne viser, at der er en negativ korrelation mellem oplevelsen

37

af at være belastet og oplevelsen af, at udsendelsen er berigende. Med andre ord: hvis de pårørende oplever sig belastede, så vil de ikke opleve at udsendelsen samtidig er beri-gende eller, jo mere berigende udsendelsen opleves at være, jo mindre belastende ople-ves den også (jf. bilag 4). I en undersøgelse af et hold soldater udsendt til Afghanistan i 200815 blev soldaterne i for-bindelse med hjemkomstsamtaler umiddelbart efter hjemkomsten – ligesom de pårørende i denne undersøgelse – spurgt om, i hvor høj grad de havde oplevet udsendelsen bela-stende og i hvor høj grad de havde oplevet den som berigende. Soldaterne angav, at ud-sendelsen på samme tid havde været belastende og berigende. For de pårørende ser det ud til, at det er et spørgsmål om enten eller, mens det altså for soldaterne er et spørgsmål om både og. En forklaring herpå kan være, at soldaterne under udsendelsen, på trods af at de kan føle sig belastede, sideløbende kan opleve det berigende at få mulighed for at arbejde med det de har trænet og lært, det kan være berigende at opleve kammeratskabet m.m. For de pårørende derimod er der ikke den samme udfordring i at håndtere en soldats udsendelse – en udsendelse, som man i mange tilfælde havde valgt fra, hvis man kunne. Sammenfattende er der altså tale om, at udsendelsen for mange pårørende er belastende, ikke mindst partnere med børn. Det har endvidere vist sig, at der er en omvendt sammen-hæng mellem belastning og berigelse. Udsendelsen synes ikke berigende, når den samti-dig opleves som belastende. Dette forhold er det vigtigt at holde sig for øje i sin kommuni-kation til de pårørende, så man ikke antager, at hvad der gælder for soldater også gælder for de pårørende.

Belastning af parforhold I spørgeskemaet, som blev udsendt ½ år efter soldatens hjemkomst, spørges partnere til, i hvor høj grad de oplever at udsendelsen har været belastende for deres parforhold og i hvor høj grad, den har været berigende. Analyserne viser, at der er en klar korrelation mel-lem, i hvor høj grad man oplever udsendelsen som belastende og i hvor høj grad udsen-delsen opleves som belastende for parforholdet. Dette understøtter, at den oplevede be-lastning er reel og at dette er i risiko for ikke udelukkende at berøre den pårørende, men også det forhold vedkommende har til soldaten (jf. bilag 4). Tabel 21. Oplevelse af belastning af parforhold (fra 1, ”I ringe grad” til 7, ”I høj grad”).

Under, før leave Under, efter leave Efter Kosovo Partnere med børn 5 4 5,5 Partnere uden børn 3,5 2,5 4 Afghanistan Partnere med børn 3,5 4 5 Partnere uden børn 3 3 3,5 Som det fremgår af ovenstående tabel 21, hvor belastningen af parforholdet vurderes på en skala fra 1 (i ringe grad) til 7 (i høj grad), sker der en klar belastning af parforholdet i udsendelsesforløbet, ikke mindst for partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Kosovo. 15 Olsen & Bach, 2010, En hjemkomstundersøgelse med KFOR og ISAF August 2007 – Februar 2008.

38

Der er dog her tale om et relativt lille antal pårørende, hvorfor ekstreme svar vil få en for-holdsmæssig stor betydning. For partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Afghani-stan, ser belastningen af parforholdet ud til at stige igennem udsendelsesforløbet, således at belastningen af parforholdet efter hjemkomsten angives at være højere end på noget tidspunkt før. Samme tendens til at belastningen rapporteres højest efter udsendelsen er gennemgåen-de for alle partnere, hvilket indikerer at hjemkomsten kan være vanskelig for parrelationen, og at belastningen for parforholdet ikke ophører alene ved, at soldaten kommer hjem fra missionen. Det er her relevant at afklare, hvilke forhold der kan medvirke til at overgangen fra udsendelse til familieliv for soldaten og dennes familie bliver så lempelig som muligt. Bl.a. kan de tiltag forsvaret iværksætter for soldaten i overgangsfasen mellem udsendelse og ”hjemmeliv” vurderes ud fra deres muligheder for også at inkludere hjemmefronten.

”Jeg må da indrømme, at jeg gerne ser min mand i en anden arbejdsinstituti-on, så vi får en "normal" hverdag, hvor jeg ikke skal være alenemor. Med det mener jeg at der vil komme en videreuddannelse hvor han igen skal være væk i hverdagen VUTII, og så er de 3 år til næste udsendelse. Jeg bakker selvfølgelig op om hans arbejde, men man kan godt blive træt af at "vente" på et liv sammen. Skilsmisseprocenten er naturligvis høj i forsvaret!” (Partner, Kosovo)

Støtte og opbakning i udsendelsesforløbet I undersøgelsen er der fortløbende spurgt til, hvordan de pårørende oplever støtten fra deres omgivelser. Generelt oplever de pårørende, at der er god støtte og opbakning om-kring dem. Interessant er det dog, at de pårørende angiver ”sjældent at gøre brug af muligheden for at have kontakt med andre i samme situation”. Forsvaret ansporer til at danne netværk under udsendelsen af soldaten, men uanset hvilken relation, man har til soldaten, eller hvilket sted, soldaten er udsendt til, så synes der ikke at være forskel i tilbøjeligheden til at have kontakt med andre i samme situation. For forældre gælder, at de under og efter ud-sendelsen gennemsnitligt angiver aldrig at have kontakt med andre i samme situation, mens det samme kun gør sig gældende for partnere med børn i slutningen af udsendel-sesforløbet. Netværksdannelse synes således kun at finde sted for et fåtal i undersøgel-sen (6 % angiver at have fået støtte fra familienetværket), skønt der i forbindelse med på-rørendemøder orienteres om pårørendenetværk og aktiviteterne i netværkene. I de kvalita-tive udsagn angiver flere pårørende, at de gerne vil i kontakt med andre pårørende i sam-me situation. Der synes således at være en diskrepans mellem ønsket og den faktiske adfærd, hvilket efterlader spørgsmålet om, hvilke barrierer der er, for at de pårørende kan danne netværk med andre i samme situation. De pårørende angiver, at der ret ofte eller meget tit er nogen, der er parat til at lytte til dem, hvis de har behov for at tale, ligesom der over en bred kam udvises sympati og støt-te gennem udsendelsesforløbet. De pårørende angiver endvidere, at de sjældent er ude for at blive svigtet af nogen, de egentlig havde regnet med ville støtte dem i forbindelse med udsendelsen.

39

Undersøgelsen giver således indtryk af, at de fleste pårørende i løbet af det år, undersø-gelsen har forløbet, har oplevet en god støtte og opbakning fra omgivelserne i hverdagen – et forhold, hvis betydning næppe kan overvurderes.

Støtte fra forsvaret – herunder tilfredshed med støtten De pårørende orienteres i forbindelse med pårørendearrangementer om, at der er forskel-lige støttemuligheder, de kan gøre brug af i udsendelsesforløbet. I Forsvarets Personeltjenestes undersøgelsen fra 2008 af de pårørendes vurdering af henholdsvis informationsindsats, kontaktmuligheder og rådgivningsindsatsen fremgik det, at de pårørende benytter sig af en vifte af rådgivningsmuligheder under soldatens udsen-delse16. Resultaterne viste, at de pårørende i forskelligt omfang gør brug af disse muligheder, mindst af socialrådgiverne og kammeratstøtteordningen (4 %) og mest af kontaktofficerer-ne/kontaktpersonerne (11 %) og familienetværket (10 %). Der spørges bl.a. til, hvor man-ge, der slet ikke har kendskab til at de nævnte rådgivningsmuligheder eksisterer. Her viste det sig, at 19 % ikke kender til rådgivningsmulighederne fra psykologer og socialrådgivere (20 %) mens 43 % ikke kender til fagforeningernes rådgivning. I denne undersøgelse er de pårørende blevet spurgt om, hvilke kilder til støtte de har brugt i forbindelse med soldatens udsendelse. Under 10 % af de pårørende til soldater i Afgha-nistan angiver, at de har gjort brug af støtte udefra, mens halvt så mange, nemlig 5 % blandt pårørende til udsendte til Kosovo har benyttet sig af støtte i forbindelse med udsen-delsen. Langt de fleste pårørende gør således ikke brug af de støttemuligheder der eksi-sterer. De pårørende, hvis soldat er udsendt til Afghanistan, har primært angivet at de har fundet støtte i forbindelse med udsendelsen hos egen læge (8 %), forsvarets psykologer (8 %), familienetværket (6 %) og andre (14 %). De pårørende, der har en soldat udsendt til Ko-sovo, har primært angivet, at de har fundet støtte hos egen læge (4 %) og andre (5 %). Egen læge er således en central person, når den pårørende søger råd, hvilket understre-ger betydningen af at forsvaret til stadighed sikrer, at information om forsvarets tilbud er tilgængelig på en righoldig måde, ikke blot indenfor forsvaret men i høj grad også udenfor. Også den støtte en pårørende kan få hos en anden pårørende, der fra egen erfaring ken-der til, hvordan det er at være pårørende, er af uvurderlig betydning, men benyttes i be-grænset omfang. De pårørende i undersøgelsen har for såvel Afghanistan og Kosovo an-givet at de søger råd og støtte også hos andre end dem, der er nævnt i spørgeskemaet. Hvem ”andre” er, er ikke angivet. Ser man på tilfredsheden med den støtte de pårørende har fået fra forsvaret viser det sig for gruppen af pårørende med en soldat udsendt til Afghanistan, at mere end 75 % er til-fredse eller meget tilfredse med den støtte de har modtaget. Imidlertid tilkendegiver en ikke ubetydelig gruppe også utilfredshed. I gruppen af partnere med børn er der 25 %, der

16 I undersøgelsen spørges til følgende støttemuligheder: forsvarets psykologer, forsvarets socialrådgivere, forsvarets kontaktofficer/kontaktperson, forsvarets kammeratstøtteordning, Familienetværket og de faglige organisationer

40

har været utilfredse med den støtte de har fået, mens 13 % blandt forældrene har været utilfredse og 4 % meget utilfredse. I gruppen af pårørende, der har haft en soldat udsendt til Kosovo, skal det bemærkes, at meget få har angivet, at de har fået støtte fra forsvaret under udsendelsen, hvorfor bereg-ninger over tilfredsheden hviler på et meget lille talmateriale. Tendensen ser dog ud til at være, at forældregruppen og partnere uden børn er tilfredse eller meget tilfredse med støt-ten, mens det for partnere med børn gælder, at hele populationen angiver at være utilfred-se med den hjælp, de har modtaget. Sammenfattende står det klart, at den overvejende del af de pårørende, som har modtaget støtte, har været tilfredse med den. Imidlertid er gruppen af pårørende med børn i større grad end nogen af de andre pårørendegrupper utilfredse, hvilket kan give anledning til overvejelser om, hvilken form for støtte denne gruppe af pårørende har behov for, samt hvordan støtten bliver givet.

Værdsættelse og påskønnelse af de pårørende Hvor de pårørende, som det fremgår af ovenstående, for forældrenes vedkommende, har oplevet den støtte de har modtaget som tilfredsstillende, og partnere med børn i højere grad oplever støtten som utilfredsstillende, så er de pårørende også blevet spurgt i det afsluttende spørgeskema, om de har savnet at blive værdsat eller påskønnet for den ind-sats, de har ydet, som pårørende. Der er her spurgt, om de har savnet værdsættelsen fra henholdsvis soldaten, forsvaret og andre. Af nedenstående tabel fremgår det, at også hvad angår værdsættelse og påskønnelse er der væsentlige forskelle mellem de enkelte pårørendegrupper og i mindre grad om solda-ten er udsendt til Kosovo eller Afghanistan. Blandt forældrene, hvis soldat er udsendt til Kosovo, angiver 6-11 % at de mangler værd-sættelse som pårørende fra såvel soldat, forsvaret som andre (der i denne sammenhæng ikke er specificeret), mens det tilsvarende tal for Afghanistan er 10 -15 %. Helt anderledes ser det imidlertid ud, når der er tale om partnere med børn. Her angiver 63 % og 75 % ved Kosovo udsendelsen at de mangler påskønnelse fra henholdsvis solda-ten og fra forsvaret. Ved Afghanistan-udsendelsen savner 47 % påskønnelse fra soldaten og 62 % fra forsvaret.

”Alle taler om, hvor farligt det er for soldaten og hvor fysisk og mentalt kræ-vende, det er. Men ingen tænker på, at det er anstrengende at få logistikken tre små børn, fuldtids(aften)arbejde, huslige pligter mm. til at køre, eller på at man altid er på med social isolation manglende nattesøvn og bekymring for sin soldat oven i. Desuden synes jeg der også burde være en parade for bed-steforældre - for hold kæft hvor har de knoklet!” (Partner, Afghanistan)

For partnere med børn kan der således være et behov for at vurdere, hvilken form for an-erkendelse de mangler, og hvordan den kan gives dem, fx hvordan samspillet mellem sol-dat og partner kan henholdsvis støtte og udfordre forholdet og partnerne individuelt. For partnere uden børn er billedet en smule anderledes idet, de i modsætning til partnere med børn i højere grad angiver at savne påskønnelse fra soldaten i forhold til påskønnelse fra forsvaret. For de yngste kvinder i gruppen af partnere uden børn kan behovet for aner-kendelse og påskønnelse meget vel, ud fra en psykologisk vurdering, hænge sammen

41

med, at de i den tidsmæssigt relativt korte relation, de har til soldaten, har et større behov for at blive set og påskønnet sammenlignet med dem, hvor relationen er mere velkonsoli-deret. Tabel 22. Oplevelse af manglende påskønnelse af indsatsen som pårørende (i %).

Fra soldaten Fra forsvaret Fra andre Kosovo Forældre 6 9 11 Partnere med børn 63 75 38 Partnere uden børn 39 35 29 Afghanistan Forældre 10 12 15 Partnere med børn 47 62 39 Partnere uden børn 31 25 30 Det er undersøgt, hvordan de ”erfarne og uerfarne” pårørende forholder sig til behovet for påskønnelse (altså hvordan de pårørende, der tidligere har haft en soldat udsendt er, i forhold til dem, hvor der er tale om første udsendelse.). Hvad angår de pårørende til Af-ghanistan-soldater, har erfaring fra tidligere ingen signifikant betydning for, hvordan man oplever påskønnelsen fra soldaten, forsvaret eller andre. Anderledes for de pårørende til Kosovo-soldater. Her føler de pårørende med erfaring sig signifikant mindre påskønnet for deres indsats af soldater og af forsvaret end de pårørende, som står i situationen for første gang. Undersøgelsen kan ikke direkte forklare dette forhold, men en dimension i forståel-sen kan være, at der i denne undersøgelse er en større repræsentation af fast personel (befalingsmænd) og disses pårørende i Kosovo i forhold til Afghanistan. Hos pårørende, som har flere udsendelser bag sig, kan behovet for at blive set og værdsat for det arbejde, der udrettes på hjemmefronten for at en soldat kan passe sit arbejde i en international mission, blive mere påtrængende at få opfyldt jo flere gange familien er igennem et ud-sendelsesforløb. Og måske er de eksisterende arrangementer fx hjemkomstparader og pårørendearrangementer ikke tilstrækkelige. Sammenfattende må undersøgelsen siges at pege på et væsentligt problem. Hvor forsva-ret på forskellig måde forholder sig til påskønnelse af soldaterne, der har gjort tjeneste i international mission, så tyder resultaterne af denne undersøgelse på, at de pårørende også har et behov for påskønnelse og anerkendelse for den indsats, de har ydet i forbin-delse med udsendelsen.

Tro og religion I spørgeskemaet, som blev sendt ud efter udsendelsen, blev der spurgt til, hvorvidt de på-rørende har en tro eller religion. Overordnet svarede ca. 60 % af de, der besvarede spørgsmålet, at de har en tro eller religion, og der er ikke forskel på Kosovo og Afghani-stan. Der blev ikke spurgt til, hvilken tro eller religion, der var tale om. Respondenter, der var pårørende til en soldat udsendt til Afghanistan, og som angav at have en tro eller religion, scorede ved de to første måletidspunkter signifikant lavere på depressionsskalaen end pårørende, der angav ikke at have en tro eller religion.

42

De, der havde angivet at have en tro eller religion, blev bedt om også at svare, i hvilken grad denne tro eller religion havde været en støtte i udsendelsesperioden, på en skala fra 1 til 7, gående fra ”I ringe grad” (1) til ”I høj grad” (7). Helt overordnet var medianværdien for den samlede gruppe 4, svarende til ”Middel”, hvilket også gør sig gældende for alle undergrupper, med undtagelse af partnere med børn, hvis soldat er udsendt til Kosovo, som ligger lidt højere. At tro og religions angivne betydning er centreret omkring midten af skalaen antyder, at til trods for, at de fleste af de pårørende angiver at have en tro, har den hverken været en særligt dårlig eller særligt god kilde til støtte under udsendelsen.

Mediernes dækning af de militære missioner I fokusgruppesamtalerne, som blev gennemført forud for udsendelsen af spørgeskemaer-ne, var det tydeligt, at mediernes dækning af de internationale missioner spillede en væ-sentlig rolle for de pårørendes velbefindende17. De pårørende i fokusgrupperne oplevede at medierne var unuancerede og udelukkende fortalte om død og ødelæggelse, ikke om de andre ting, der også foregår i missionsområderne, hvilket belastede dem. I nærværende undersøgelse angiver 38 % af forældrene fra Afghanistan-udsendelsen, at de i høj grad oplever sig belastet af mediernes dækning forud for udsendelsen. De tilsva-rende tal for de øvrige grupper er 28 % for partnere med børn, 41 % for partnere uden børn og 33 % for søskende til soldaten. Under udsendelsen falder graden af belastning til mellem 18 og 25 % for de pårørende. Omkring hver femte pårørende føler altså, at medi-ernes dækning i høj grad er en belastning for dem. De tilsvarende tal for de pårørende til Kosovo er lavere, men stadig angiver ca. hver femte at der er tale om en dækning af missionerne, som er belastende for dem.

”Noget af det værste de sidste mdr. har været, når vi har mistet soldater (de 5) i Afghanistan. Lige når man hører det i pressen får jeg frygtelig ondt i maven og det næste døgn er ikke så sjovt. Så kommer alting tæt på. Jeg har heldig-vis et arbejde hvor mine kollegaer er gode til at støtte mig samt venner og fa-milie. Men det er helt sikkert pressens dækning som er den værste. Det er noget jeg virkelig skal arbejde med at lukke af for. Måske burde pressen få mere adgang til virkeligheden.” (Forælder, Afghanistan)

Gruppen af partnere med børn er den gruppe, der føler sig mindst belastet i forhold til de øvrige grupper. Dette kan hænge sammen med at denne gruppe i højere grad består af pårørende til stampersonel – og pårørende, som tidligere har haft en soldat udsendt i in-ternational mission. Man kan derfor formode, at denne gruppe i højere grad end de øvrige er i stand til at sortere i den information, de modtager, og i øvrigt har et kendskab til ud-sendelserne gennem venner og bekendte og ikke mindst partneren, som de øvrige grup-per måske ikke har. Forældrene og partnere uden børn er altså hyppigere belastet af mediernes dækning af de militære missioner end de øvrige grupper. Hvorvidt dette fund hænger sammen med at disse har et andet medievalg end de andre pårørendegrupper kan undersøgelsen ikke belyse.

17 Jf. bilag 3.

43

Langt de fleste oplever altså ikke mediernes dækning som belastende, dog synes tallene at understrege behovet for, at der forefindes nyheder og information til de pårørende, som er brugbar og sober. Undersøgelsen peger ikke yderligere på, hvilken form for nyheds-dækning de pårørende har behov for.

Børn En udsendelse i international mission påvirker ikke blot soldaten og dennes nærmeste voksne pårørende. Også børnene påvirkes af en soldats udsendelse. Der kan være tale soldatens egne børn, uanset om børnene bor sammen med soldaten eller ej, og der kan være tale om søskende til soldaten og andre børn, som har en relation til soldaten. I undersøgelsen er der spurgt specifikt til børnene, ved at den forælder, der besvarer spørgeskemaerne, også er blevet bedt om at beskrive, hvordan børn op til 15 år reagerer på udsendelsen af soldaten. Dette sker gennem en række lukkede spørgsmål. I det første spørgeskema, som blev udsendt før udsendelsen, indskrænkede rapporterin-gen sig til soldatens børn med partneren, men bl.a. på baggrund af tilbagemeldinger fra de pårørende i det første spørgeskema, udvidedes gruppen af børn i det andet spørgeskema til også at omfatte børn, soldaten har med en tidligere partner og søskende til soldaten, når forældrene til disse børn indgik i undersøgelsen. Dette forhold forklarer, hvorfor antallet af børn i undersøgelsen stiger mellem første og anden måling. Normalt vil man forvente et fald kontinuerligt i et undersøgelsesforløb, men her sker der en markant stigning, som kun kan forklares ved at gruppen af børn, der kan rapporteres om, udvides. Børn over 13 år har haft mulighed for selv at deltage i undersøgelsen. Imidlertid er det udelukkende de børn, forældrene har rapporteret om i den del af spørgeskemaet, der ved-rører børnene, der er medtaget i den efterfølgende beskrivelse.

Børnenes reaktioner på en soldats udsendelse i international mission I undersøgelsen spørges til børnenes adfærd ud fra en forståelse af, at ændringer i børns adfærd kan være et udtryk for, at de på den ene eller anden måde ikke trives, som de skal. Der er alene spurgt til, hvorvidt der er sket en ændring af konkrete forhold - ikke til, hvilken grad eller hvilket omfang ændringen har indfundet sig med. Der er endvidere spurgt til, hvordan den hjemmeværende forælder kommunikerer med barnet om udsen-delsen, og hvordan barnet alt i alt vurderes at have det.

”Min datter på 9 år læste på nettet om det nylige tab og begynder nu også at indse alvoren. Så uha der går mange tanker igennem hovedet nu og der bliver talt meget og set billeder og søgt informationer.” (Forælder, Afghanistan)

Overordnet viser undersøgelsen, at der er en signifikant ændring i børnenes adfærd, så-dan som forældrene beskriver den, fra første til anden måling, altså fra før soldaten ud-sendes til soldaten har været udsendt i ca. 2 måneder. Der er altså ingen tvivl om, at bør-nene bliver påvirket af den situation der opstår, når en soldat er udsendt. Endvidere er der en signifikant ændring i adfærd mellem målingerne under udsendelsen, og målingen ½ år efter at soldaten er kommet hjem. Der kan ses en ændring i adfærd hos børnene, hvor antallet af symptomer falder tilbage til et niveau, der svarer til før udsendelsen. Det påvir-ker altså barnet positivt, at udsendelsen afsluttes.

44

Hvad det præcist er, der påvirker barnet, således at der kan registreres en ændring i ad-færd, er det ikke muligt på baggrund af denne undersøgelse at sige noget om, men kræ-ver yderligere undersøgelse. Før udsendelsen er der ikke nogen korrelation mellem forældrenes angivelse af, hvordan de selv har det, og deres angivelse af symptomer hos barnet/børnene. Der er altså ikke sammenfald mellem de to beskrivelser, eller med andre ord er forældrene i stand til at be-skrive deres barn uafhængigt af, hvordan de selv har det. Imidlertid sker der en ændring under udsendelsen, idet der her er en positiv korrelation mellem forældrenes rapportering omkring eget velbefindende og barnets (0,427 p<0,01 N=118). Når forældrene under udsendelsen har det skidt, så rapporterer de også, at bar-net har det skidt. Og, kunne man sige, når børnene har det skidt, så har forældrene det også skidt. Ikke overraskende, men at sammenhængen er tydelig, må give overvejelser om, hvad der vil være en støtte for forældrene og dermed også for deres børn. Her skal det anføres, at der ikke er tale om en objektiv måling af, hvordan barnet har det, men udelukkende en beskrivelse af barnet fra det forælder, som selv er i en situation, som kan være belastet. Og at der derfor er en risiko for, at barnet beskrives i lyset af forælde-rens beskrivelse af sig selv. De pårørende er ved alle fire målinger blevet spurgt til deres holdning til udsendelsen. Der synes ikke at være nogen korrelation mellem forælderens holdning til udsendelsen, og hvordan barnet har det. Med andre ord kan forælderen godt være negativt stemt overfor udsendelsen uden at dette afspejler sig i, hvordan de beskriver, at barnet har det.

På hvilke områder ændrer børnene adfærd? Forældrene har besvaret en række spørgsmål om evt. ændringer i børnenes adfærd. Der er her tale om de samme kategorier af spørgsmål, som også anvendes til beskrivelse af de voksnes reaktioner på at have en soldat udsendt i international mission, altså depressi-ve symptomer, arousal, dissociation, sociale relationer, søvnproblemer og somatisering. Herudover er tilføjet regression, som kan være en indikator for, om der er problemer hos barnet. Ved regression forstås her, at barnet søger tilbage til noget, det er trygt ved, eller genoptager en adfærd, det egentlig er vokset fra. Fx begynder at kravle, selv om det har lært at gå, bliver urenligt, selv om det egentlig er blevet renligt (Carr, 2006). Det fremgår af undersøgelsesresultaterne, at børnene reagerer på udsendelsen med de-pressive symptomer (i gruppen af depressive symptomer findes spørgsmål om tristhed, grådlabilitet, indesluttethed og bekymring), idet antallet af reaktioner i perioden, hvor sol-daten er udsendt, er højere end værdien såvel før som efter udsendelsen. De depressive symptomer synes at være højest i slutningen af selve udsendelsen. De forhold, som her bl.a. kan have indflydelse på barnets velbefindende, er dels længden af udsendelsen (og dermed den akkumulerede belastning familien er udsat for), dels at soldaten har været på leave, og at barnet i den forbindelse har skullet håndtere endnu en afsked med soldaten.18

18 Da denne kategori af spørgsmål rummer få spørgsmål og besvarelsesgrundlaget er begrænset, er der ikke tale om en signifikant forskel mellem de forskellige måletidspunkter.

45

De øvrige kategorier af spørgsmål fremviser ikke signifikante reaktioner hos børnene. Der kan således ikke påvises en bestemt udvikling i symptomer, som børnene fremviser hen over den samlede udsendelsesperiode.

Børnenes adfærd set i relation til forælderens beskrivelse af, hvordan barnet har det, alt i alt Der er en signifikant sammenhæng mellem forælderens beskrivelse af børnenes reaktio-ner og hvordan forælderen rapporterer at barnet har det, alt i alt. Når forælderen beskriver, at der er sket ændringer i adfærd på specifikke områder, så harmonerer denne beskrivelse altså med, hvordan de overordnet og mere generelt angiver at barnet har det.

Kommunikation mellem barnet og den udsendte I undersøgelsen spørges der til, hvilken form for kontakt barnet benytter i kontakten med den udsendte. De primære former for kontakt er gennem telefon, breve/pakker og mail. Omkring 50-60 % angiver at benytte en eller flere af disse kommunikationsmetoder. De mindre børn taler i telefon og får breve/pakker, mens de ældre børn i teenageårene mere benytter sig af kommunikationsformer, som de selv er i stand til at styre, altså sms, chat/skype og mail.

Afsluttende om børn I nærværende undersøgelse har udgangspunktet for beskrivelsen af, hvordan en udsen-delse påvirker børnene, været den rapportering den hjemmeværende forælder giver. Den-ne metodik efterlader nogle forskellige forklaringsmuligheder af undersøgelsens resultater, nemlig at børnenes reaktioner skyldes fraværet af soldaten, og/eller at børnenes reaktio-ner kan kædes sammen med belastningen af den tilbageværende voksne og endelig, at den voksne har indberettet fejlagtige oplysninger om barnet i nærværende undersøgelse. Den sidste forklaring kan synes noget spekulativ, mens de to andre forklaringsmuligheder efterlader behovet for direkte psykologiske undersøgelser og observationer af barnet og dets verden i de familier, hvor en soldat udsendes i international mission. Med dette forbehold in mente er det dog værd at notere, at undersøgelsen viser, at børne-ne påvirkes af udsendelsen af en forælder, og at børnene i slutningen af undersøgelsen - ½ år efter at forælderen igen er kommet hjem – endnu har nogle reaktioner på udsendel-sen. Den påvirkning barnet udsættes for, overvindes altså ikke alene med tilbagekomsten af soldaten. Hvorvidt en kortere udsendelseslængde kunne have betydning for børnenes reaktioner, synes det nærliggende at undersøge ikke mindst i lyset af at deres hjemmevæ-rende forælder så entydigt giver udtryk for, at de ønsker en kortere udsendelseslængde.

46

Referencer

• Bilag til FAK skr. FMLP 0600444-04 af 2006-09-01, Forankring af USPER rappor-tens anbefalinger.

• Danske FN-soldater. Familiens dagligdag under udsendelsen, forsvarets Center for Leder-skab, 1994

• Overordnet direktiv for fortsat arbejde med optimering af udsendelsesperioder. Koordinati-ons- staben 14. november 2006

• Pårørende til udsendt militært personel – en undersøgelse af de pårørende vilkår og trivsel under ægtefællens/samleverens udsendelse i udlandet, Hærens Konstabel og Korporal forening, 2000

• Rapport om Pårørendeundersøgelse. Pårørende til udsendte i 2007, forsvarets Personel-tjeneste, 2008

• BØRNENE I BAGLANDET (om at tale med barnet)

• Adams, G.A. et al (2005) Direct and Indirect Effects of Operations Tempo on Outcomes for Soldiers and Spouses, Military Psychology 17(3), 229-246

• Ahmad, A. og von Knorring, A.-L. (2006) Tiden læger ikke alle sår. Psykosociale og biologiske risikofaktorer hos børn I: Stress, Ekman, R. og Arnetz, B. (red), FADL’s forlag, København

• Amen, DG. Et al (1988) Minimizing The Impact of Deployment Separation On Military Children: Stages, Current Preventive Efforts, and System Recommen-dations, Military Medicine, 153, 9:441

• Andersen, H.E. (1998) Danske FN-soldater 2 år efter. Opfølgningsundersøgelse af DANBAT hold 7 og 8, forsvarets Center for Lederskab.

• Bandura, A. (1995) Exercise of personal and collective efficacy in changing societies, I: Bandura, A (ed.) Self-efficacy in Changing Societies, Cambridge University Press, UK

• Britt & Dawson (2005) Predicting Work-Family Conflict From Workload, Job Attitudes, Group Attributes and Health: A Longitudinal Study, Military Psychol-ogy 17(3),p. 203-227

• Carr, A. (2006) The Handbook of Child and Adolescent Clinical Psychology, 2nd. Ed.

• Desilvilya, H.S. & Gal, R. (1996) Coping with Stress in Families of Service-men: Searching for "Win-Win" Solutions to a Conflict between the Family and the Military Organization, Family Process 35:211-225

• Derogatis, L.R. (årstal mangler) Symptom Checklist-90-R • Elklit, A (1996), Coping Styles Questionnaire: a contribution to the validation af a

scale for measuring coping strategies, Personality and Individual Differences, Vol. 21, no.5, s. 809-812

• Elklit, A., Pedersen, S.S. & Lind, L. (2001) The Crisis Support Scale: pschometric qualities and further validation, Personality and Individual Differences, vol. 31, s. 1291-1302

• Eriksen, H.R. og Ursin, H (2006) Kognitiv stressteori I: Stress, Ekman, R. og Arnetz, B. (red), FADL’s forlag, København

• Folkow, B. (2006) Evolution og fysiologi, I: Stress, Ekman, R. og Arnetz, B. (red), FADL’s forlag, København

47

• Huffman, A.H., Culbertson, S.S. & Castro, C.A. (2008) Family-Friendly Envi-ronments and U.S. Army Soldier Performance and Work Outcomes, Military Psychology, 20:253–270

• Joseph, S., Williams,R & Yule, W. (1992) Crisis support, attributional style, coping style and post-traumatic symptoms, Personality and Individual Differences, vol. 13, no.11, s. 1249-1251

• Kelley, ML. (1994a) The Effects of Military-Induced Separation on Family Fac-tors and Child Behavior, Amer.J.Orthopsyhiat., 64(1)

• Kelley, ML. (1994b) Military-induced Separation in Relation to Maternal Ad-justment and Children’s Behaviors, Military psychology, 6(3), 163-176

• Kelley, ML., Herzog-Simmer, PA. & Harris, MA. (1994) Effects of Military-Induced Separation on the Parenting Stress and Family Functioning of De-ploying Mothers, Military Psychology, 6(2), s.125-138

• Kelley, M.L: et al (2002), Psychological Adjustment of Navy Mothers Experi-encing Deployment, Military Psychology, 14(3), p. 199-216

• Kelley, M. et al. (2006), A Participant Evaluation of the U.S. Navy Parent Sup-port Program, journal of family violence, 21:301-310

• King, L.A. et al (2006) Deployment Risk and Resilience Inventory: A Collection of Measures for Studying Deployment-Related Experiences of Military Per-sonnel and Veterans, Military Psychology 18(2), 89-120

• Lincoln, A., Swift, E & Shorteno-Fraser, M (2008) Psychological Adjustment and Treatment of Children and Families With Parents Deployed in Military Combat, Journal of Clinical Psychology, Vol. 64(8), 984-992

• Milgram, N.a. & Bar, K (1993) Stress on Wives due to Husbands’ Hazardous Duty or Absence, Military Psychology, 5(1), s. 21-29

• Nolen-Hoeksema, S. (2004) Abnormal Psychology, McGraw-Hill, 3rd. Ed. • Palmer, C. (2008) A Theory of Risk and Resilience Factors in Military Fami-

lies, Military Psychology, 20:205–217 • Pierce, P.F. (1998), Retention of Air Force Women Serving During Desert Shield

and Desert Storm, Military Psychology, 10(3), p. 195-213 • Roger, D., Jarvis, G. & Najarian, B. (1993) Detachment and Coping: The Construc-

tion an Validation of a New Scale for Measuring Coping Strategies, Personality and Individual Differences, Vol.15, no. 6, s. 619-626

• Rosen & Moghadam (1990), Matching the support to the stressor: Implications for the Buffering Hypothesis, Military Psychology, 2(4), s. 193-204

• Rosen, LN, Westhuis, DJ. & Teitelbaum, JM (1993), Children’s Reactions to the Desert Storm Deployment: Initial Findings from a Survey of Army Families, Military Medicine, vol. 158, 7:465

• Rothrauff, T., Cable, S.M. & Coleman, M (2004) All that You Can Be, Journal of Teaching in Marriage and Family, Vol. 4(1)

• Scaturo, D.J & Hayman, P.M. (1992) The Impact of Combat Trauma Across the Family life Cycle: Clinical Considerations, Journal of traumatic stress, vol. 5. No.2

• Vinokur, A.D., Pierce, P.F. & Buck, C.L. (1999) Work-family conflicts of women in the Air Force: their influence on mental health and functioning Journal of Organizational Behavior, vol 20, s. 865-878

48

49

BILAG

BILAG 1 - Spørgeskemaer Spørgeskemaerne F (før udsendelsen), UA (under udsendelsen, før leave), UB (under udsendelsen, efter leave) og E (efter udsendelsen) fremgår af de følgende sider.

50

51

52

53

54

55

56

57

58

59

60

61

62

63

64

65

66

67

68

69

70

71

72

73

BILAG 2 – De kvalitative kategorier Følgende er i overbliksform en kort beskrivelse af det indholdsmæssige grund-lag bag kodningen af de kvalitative data. Kategorierne går på tværs af de fire skemaer, hvorfor der selvfølgelig er forskel-lig vægtning af, hvad de pårørende skriver under det samme punkt alt afhæn-gigt af hvor de er i udsendelsen.

• Børn o Alt hvad der har med børn at gøre. Det er altså både kommentarer

til børn, som forældrene har beskrevet i skemaerne, samt pårø-rende, der mener, at der skal være særligt fokus på børnene (bør-negrupper f.eks.). Derudover er der flere der nævner, at der kan være børn over 15 år (inkl. voksne børn) til den udsendte.

• Andre belastende omstændigheder o Diverse belastninger som ikke har noget med udsendelsen at gøre

• Opbakning til soldaten

o Tilkendegivelser af opbakning. I flest tilfælde til soldaten, men også til holdet.

• Ikke belastet/positive følger o Udsagn om at udsendelsen enten ikke påvirker den pårørende eller

har positive følger (lære at klare sig selv, familien rykker tættere sammen mm.)

• Belastning o Alt fra bekymring til svær belastning med medicinering til følge.

• Information

o Typisk om pårørendearrangementer, breve fra udsendelsesstedet mm. Både positive og negative tilkendegivelser.

• Bekymring for soldaten o Både om han klarer sig, overlever og bekymring for psykiske følger.

• Ikke bekymret/positive følger

o Udsagn om at den pårørende ikke er bekymret for soldaten, eller kan se positive følger af udsendelsen.

• Vedr. skemaet o Alt vedr. skemaet. Spørgsmål til hvorfor undersøgelsen ikke med-

tager bestemte grupper, holdning til undersøgelsen mv.

• Forhold omkring udsendelsen o Eksempelvis udrustning, soldatens ledelse, løn mm.

75

• Kommunikation o Hvordan kontakten mellem den pårørende og soldaten er – både

kvalitet og kvantitet. Desuden kommenteres mulighed for tele-fon/mail/skype fra udsendelsesstedet i høj grad.

• Partner o Alt der vedrører rollen som partner. Alt fra skilsmisser, at klare ar-

bejdet selv, til at opdage nye sider af forholdet

• Forskel på missionerne o Primært at udsendelsesdestinationen har betydning for belast-

ningsgraden

• Ideer o De pårørendes forslag til hvad der kan forbedres. Både for solda-

ten, for de pårørende og på et samfundsmæssigt plan.

• Om/til psykologerne o Alt der vedrører psykologerne

• Udsendelseslængde

• Andet

o Det der ikke passer ind andre steder. Diverse supplerende oplys-ninger.

• Medierne

• Leave

• Erfaring som pårørende o Primært beskrivelse af håndtering på baggrund af tidligere erfarin-

ger

• Modstand mod missionen o Typisk at den pårørende er uenig i det politiske grundlag for krigen i

Afghanistan, eller at de mener det er nytteløst.

• Sårede/sygeorlov/hændelser

• Netværk o Det kan både være det netværk de pårørende har, ønsket om et

netværk af andre pårørende mm.

• Coping o Både beskrivelser af konkrete håndteringsstrategier og mine tolk-

ninger, af hvad den pårørende gør for at håndtere udsendelsen.

76

• Tremåneders udsendte o Pårørende der har skrevet, at deres soldat kun skal/er/har været

udsendt 3 måneder. Påvirker f.eks. leave (at de ikke har nogen) eller at skemaet ikke giver mening for dem, hvor de er i processen ift. udsendelsen.

• Udsendelsesfrekvens

• Hjemkomst

• Fremtidig udsendelse o Både at soldaten efter hjemkomst fortæller at de skal af sted igen,

hvordan nogle er blevet rekrutteret i Kosovo til at tage til Afghani-stan kort tid efter og frygt for at soldaten vil tage af sted igen.

• Arbejde i forsvaret efterfølgende o Primært i efterskemaet. Alt fra mulighed for arbejde i forsvaret efter

endt udsendelse, tiden soldaten har mellem hjemkomst og opstart på arbejde mm.

• Tiden op til udsendelse o Primært partnere der har oplevet, at soldaten har været meget væk

fra hjemmet.

77

BILAG 3 - Fokusgrupper

FORMÅL Inden selve udformningen af spørgeskemaerne, blev der gennemført to fokus-grupper med formålene: - At få af- og bekræftet, samt udvikle nye hypoteser som baggrund for udvikling af spørgeskemaet. - Forbedre spørgeskemaets face-validitet: både i forhold til indhold og til sprog.

OM FOKUSGRUPPERNE OG DERES SAMMENSÆTNING Der blev i september 2008 afviklet to fokusgrupper, en i Fredericia og en i Kø-benhavn med hhv. 12 og 11 informanter, der alle var pårørende til soldater, som har været eller skal udsendes. Grupperne bestod primært af forældre, men hustruer/kærester var repræsenteret, samt en enkelt søskende. Deltagerne havde tilmeldt sig på baggrund af en streamer på HOKs hjemme-side som søgte pårørende til formålet. Ud af de, der ønskede at deltage, ud-valgtes deltagerne til grupperne med henblik på at sammensætte fokusgrup-perne så repræsentativt som muligt.

FOKUSGRUPPESESSIONEN Fokusgruppeinterviewene blev gennemført af to interviewere og en referent. Der blev anvendt semistruktureret spørgeteknik. Informanterne blev bedt om at meningskondensere og prioritere, dels hypoteser udviklet af undersøgerne, dels udsagn der var fremkommet i løbet af fokusgruppesessionen. Dette blev gjort med det formål at finde frem til de emner, som er mest presserende og relevan-te for pårørende, som skal have, har, eller har haft en soldat udsendt i internati-onal mission. Der var løbende diskussioner af de forskellige emner og forskel-lige perspektiver på det samme emne i sessionerne. Interviewerne fik mulighed for at spørge ind til egne hypoteser, når emner blev nævnt af en informant.

Trin 1: Som det første, blev fokusgruppedeltagerne bedt om at formulere de 5 emner de, personligt, fandt mest relevante, samt uddybning af, hvorfor de fandt det relevant. Udsagnene blev skrevet på white board og inddelt i 3 kategorier alt efter om emnet var relevant før, under eller efter udsendelsen. Undervejs i for-løbet, spurgte interviewere ind til informanternes 5 emner for at få præciseret mening samt få uddybet sammenhængen. Interviewere lavede, i samarbejde med fokusgruppen, kategorier, hvor emner med samme ordlyd og mening blev samlet i clusters. Nogle emner blev derfor samlet under en overordnet kategori med flere uddybende emner under, imens andre emner ikke blev uddybet på samme måde.

Trin 2: Dernæst blev deltagerne bedt om at vælge de 5 emner de personligt fandt, var vigtigst ud af alle emnerne, der fremkom i trin 1.

78

Trin 3: De 5 emner som flest fandt relevante, blev dernæst forsøgt formuleret af grup-pen som konkrete spørgsmål, der kunne stilles i spørgeskemaet. Dette blev gjort for at gøre spørgeskemaet letforståeligt, for at mindske sandsynligheden for misforståelse af spørgsmålene og for at øge facevaliditeten. Efter fokusgruppeforløbet blev gruppernes formuleringer af emnerne efterbe-handlet og omsat til spørgeskemaform, med ordlyd så tæt på informanternes som muligt.

RESULTATER Resultatet af fokusgrupperne blev en række emner, som iflg. informanterne har særlig vigtig karakter når man som pårørende har en soldat udsendt. Ud af dis-se valgte hver gruppe 5 emner, som de mente var de vigtigste (se efterfølgende bilag for uddybelse af de forskellige punkter):

De 5 valgte i Fredericia: 1. Frygten for at miste. Frygten for at han kommer til skade. 2. Kommunikation. 3. Medierne. 4. Omgivelsernes opbakning. 5. Hvordan har han det inderst inde? Vil han have forstanden i be-

hold?

De 5 valgte i København: 1. Frygten for at miste. Frygten for at han kommer til skade 2. Kommunikation19. 3. Angsten i hverdagen. 4. Hvordan har han det inderst inde? Vil han have forstanden i be-

hold? Kan han klare det psykiske pres? Kan han få hverdagen til at fungere?

5. Kvaliteten af soldaterne, deres venskab, forudsætningerne inden udsendelse samt ansvarlighed fra ledelsens side i forhold til mandskab, grupper mv.

Som man kan se af ovenstående, var der generelt en stor lighed i gruppernes valg af emner. Derudover var der lighed i tilgang og betoning af de forskellige emner i trin 1 og de løbende diskussioner. F.eks. var der meget fokus på og diskussion af soldatens psykiske velbefindende, hvordan man som pårørende kunne genkende eventuelle psykiske symptomer og hvordan man bedst muligt kunne hjælpe i fald soldaten kommer hjem med psykiske mén. Der var også enkelte forskelle, hvor man i Fredericia havde mere fokus på mediernes negati-ve rolle, var man i København i højere grad optaget af, hvordan man kan støtte sin soldat samtidig med, at man er uenig i den politik, der bliver ført, og som soldaterne skal udføre.

19 Herunder hvad og hvor meget man kan fortælle, kommunikation med netværket hjemme, kan man holde kontakt med soldaten under udsendelsen og følge med i hinandens liv

79

Det er værd at bemærke, at de pårørende betonede, at spørgsmål om død og angst for død skulle medtages i spørgeskemaet, da det er det mest presseren-de emne for dem, og at det ville være et udtryk for berøringsangst, i fald det vigtigste ikke blev nævnt.

80

Underbilag 1: Følgende er en sammenfatning af de emner, som informanterne tog op i løbet af fokusgruppeforløbet, som de vigtigste emner for pårørende, der skal have en soldat usendt i international mission. Den overvejende del af emner blev behandlet i begge grupper.

• Frygt for at soldaten dør De pårørende var bange for at deres soldat ville dø. Denne frygt satte for fleres vedkommende ind idet de fik af vide, at soldaten havde skrevet kontrakt og altså før selve udsendelsen.

• Angst for besked om pårørendes død

Flere forklarede, at de havde den konstante angst i sig, om at få af vide at deres soldat var død. Det kom til udtryk for fleres vedkommende ved at være hyperopmærksomme på grønne jakker og militært udseende bi-ler i nærheden af deres hjem, hvis det skulle være nogen der kom med ”en dårlig nyhed”. Derudover blev der beskrevet reaktioner ved lyden af dørklokken [at de forestillede sig, at det var nogen med meldingen om deres soldats død]

• Soldatens psykiske velbefindende. Hvordan soldaten havde det psykisk under selve udsendelsen såvel som efter udsendelsen, var et emne som blev diskuteret grundigt i begge grupper. Der var bekymring om soldaten ville kunne klare sig i en ”nor-mal hverdag” igen, om soldaten ville blive mærket af voldsomme ople-velser mm.

• Medierne Blev nævnt i begge grupper som en faktor, der påvirkede de pårørende i høj grad. Flere mente, at medierne blæser historier op pga. nyhedsvær-dien uden at tage hensyn til de pårørende eller soldaten og at dette var udtryk for manglende respekt. Andre kom med synspunktet om, at det også er de pårørendes opgave at være med til at vise en anden side af historien og mente at de som pårørende skulle gå aktivt ind og påvirke nyhedsstrømmen. Der var enighed om, at det påvirkede deres psykiske velbefindende hvis der havde været vist voldsomme billeder eller hvis en soldat (uanset nationalitet) var død.

• Omgivelsernes opbakning Dette punkt var bredt og dækkede både støtte fra familie og venner, støt-te i nærmiljøet, på arbejdspladsen samt den grad af støtte der er (eller ikke er) på et politisk plan

• Hvordan har han det reelt? Selvom soldaten siger han har det godt, det være sig under selve ud-sendelsen eller når han/hun er kommet tilbage til Danmark, kan man så regne med det som pårørende? Hvordan ved man, at der ikke er noget der ”spøger”?

81

• Kommunikation Hvilke muligheder har man for at være i kontakt med hinanden? Er det muligt at få en fornemmelse af hinandens hverdag?

• Han er i krig Bevidstheden om, at soldaten skal være tæt på fronten, hvor der er egentlige krigshandlinger, og der ikke bare er tale om øvelser. Hvad er trusselsbilledet? Skal han ud og kæmpe eller er taktikken mere defen-siv?

• Partnerspecifikke emner o At være adskilt fra hinanden

Fra at have en hverdag sammen til at være langt fra hinanden i en lang periode.

o At være alene med det hele Fra at være to er partneren under udsendelsen alene om at få tin-gene til at hænge sammen på hjemmefronten. Dette oplevede partnerne som et pres.

o Han glæder sig Det kan være svært at dele sin soldats glæde ved at skulle af sted, da det ikke er den hjemmeværende partners valg eller udvik-lingsmulighed, men mest af alt er belastende

o Ikke vise barn for meget Informanterne beskrev, hvordan de forsøgte ikke at vise barn/børn deres egen sorg, frygt eller vrede.

o Hvad der foregår hjemme Hvordan sørger man for, at soldaten er opdateret på hvad der sker i hjemmet. Hvis der er børn i forholdet, beskrives det, at det kan være svært for soldaten at der sker meget på et halvt år med barnet – og svært for partneren at gengive hvad der sker.

• Samvær inden afsked Nogle informanter beskrev, hvordan de havde planlagt samvær inden selve udsendelsen, da de var klar over at tiden op til kunne gå hurtigt med træning, afskedsarrangementer etc. I samværet havde de planlagt at lave aftaler for udsendelsesperioden og at familien kunne stille spørgsmål og få viden om missionen, området, det militære system, etc.

• Det ukendte Hvordan ser landet ud? Hvor er det sted han skal være (geografisk)? Hvordan er lejren? Får han ordentlig mad dernede? Hvordan er udsty-ret? Er de ordentligt trænede til opgaven? Hvordan er ledelsen? Hvad kommer han ned til? Alle de ukendte faktorer, fandt flere informanter var med til at gøre dem usikre og måske danne billeder af stedet som var værre end det egentlig var.

• Tanker starter i det øjeblik man får det af vide

Selvom beskeden om udsendelse kan komme lang tid i forvejen begyn-der tanker og frygt allerede der.

82

• Behov for pårørendenetværk Nogle at dele oplevelser, tanker, frygt osv. med. Flere af de pårørende mente, at det er svært at komme i kontakt med andre til pårørendearran-gementerne.

• Reaktioner ved tab Hvad hvis min soldat bliver dræbt? Hvad skal jeg gøre? Hvordan vil jeg reagere?

• Får han nok at spise? En pårørende havde oplevet, at soldaten tabte sig under udsendelsen. Det vakte en bekymring for, om de basale behov blev dækket. Den pårø-rende begyndte at sende 5 kg mad til udsendelsesområdet om ugen.

• Dilemma I den ene gruppe var emnet at være imod krig men samtidig støtte sin soldat et emne der blev diskuteret. Hvordan sørger man for at give den bedst mulige støtte og opbakning, som er vigtig for soldaten, samtidig med at man ikke går på kompromis med sine værdier og holdninger. De fandt, at udsendelse i høj grad er et politisk emne og at det derfor kan være svært at adskille de to faktorer – og at de pårørende kan komme i en situation, hvor de bliver opfattet som nogle, der støtter krig fordi de bakker deres soldat op.

• Hvordan støtter man bedst muligt under udsendelsen? Både at finde ud af hvordan man støtter, samt at det kan kompliceres ved at udsendelsesperioden også kan være svær for den pårørende, som også kan have brug for støtte.

• Hvordan nærme sig hinanden igen? Informanterne udtrykte bekymring for genforeningsfasen og hvordan man genfinder hinanden. Soldaten har haft nogle oplevelser, som de på-rørende gerne vil vide, men uden at presse. Hvordan sørger man for, at soldaten kan fortælle om oplevelserne når han/hun er klar og har lyst til det og ikke fordi familien presser.

• Hvad gør vi hvis der sker noget? Hvordan man som pårørende kan tale om, hvad man gør hvis der sker noget alvorligt. Hvem man underretter, hvem der giver information videre etc.

• Hvordan giver man dårlige nyheder?

Skal man som pårørende vælge at fortælle sin soldat, hvis der er dårlige nyheder fx i form af dødsfald, hvis barnet har problemer i skolen etc. Og hvordan og hvornår fortæller man det til sin soldat, når man ikke er sammen. Informanterne udtrykte bekymring for, at det kunne påvirke soldatens, at det kunne ”sætte nogle ting i gang”, og derfor udsætte ham for større risiko.

83

• Venskab og kollegaskab dernede Hvordan udviklede venskab og samarbejde sig under missionen. De på-rørende udtrykte ønsker for, at udsendelsen kunne være med til at styrke begge dele.

• Gode oplevelser og udvikling Håb om at udsendelsen også vil byde på gode oplevelser og udvikling for soldaten.

• Få det ud af det han ønsker? Vil missionen leve op til soldatens forventninger.

• Er han klar over hvad han har meldt sig til? De pårørende til soldater, der skulle udsendes første gang, udtrykte be-kymring for, at missionen kunne vise sig meget anderledes end det sol-daten havde forventet og at soldaten måske ikke havde tænkt det igen-nem. Er han mentalt klar til et forløb hvor man ikke kan trykke ”escape” og så komme væk – det er farligt og alvorligt

• Vil være ved telefonen hele tiden Flere informanter fortalte om, at de havde haft telefonen på sig hele tiden i fald soldaten skulle ringe. Ligesom de ikke havde lyst til at forlade huset af samme grund. Det var vigtigt for dem, da de ikke vidste hvornår næste opkald ville være – og tanken om ikke at tale sammen fx inden en soldat skulle væk fra lejren og der skete ham/hende noget.

• Aftaler på plads inden

Inden udsendelsen havde flere erfaringer med at lave omfattende aftaler. Eksempler på dette er: praktiske foranstaltninger, hvordan man kommu-nikerede hvis noget var galt og soldaten ikke kunne tale frit, hvad siger vi til børnene, hvor meget eller lidt skal soldaten have af vide om livet hjemme – fx om ting der er svært for den pårørende, hvem den pårøren-de kan tale med når han/hun finder det svært, testamente og sidste vilje etc. De der havde erfaringer med dette, fandt det yderst hjælpsomt undervejs i forløbet, da det mindskede usikkerheden på nogle områder.

• Mangler viden om hvornår den er gal, hvad man skal se efter, hvordan

man bedst muligt støtter og støttemuligheder? Hvordan skal man som pårørende vide, hvornår der er faresignaler hos soldaten fx i form af psykiske belastninger. I begge grupper blev det dis-kuteret, hvordan man kan se ændringer, hvad man som pårørende kan gøre hvis man oplever ændringer og endeligt, hvilke støttemuligheder der er. Både til soldaten, men også som de pårørende kan henvende sig til hvis de vil have mere viden. Flere var overraskede over at de kunne bruge IMP til dette og flere kendte ikke til Kammeratstøtteordningen eller Familienetværket.

84

• Psykologer skal med til pårørendearrangementer Få et ansigt på hvem psykologerne er, og få mere at vide om hvad de la-ver, samt at tjenesten i lige så høj grad er henvendt til de pårørende. I begge grupper var der ønsker om psykologer til pårørendearrangemen-ter, ligesom der i begge grupper var overraskelse over, hvad man kunne bruge forsvarets psykologer til som pårørende.

• Hvem hører på os og hvordan vi har haft det? Hvem lytter til familien som har gået hjemme og hvordan de har haft det? Dels forsvaret som stiller mange ressourcer til rådighed for soldaterne – men hvad med familierne? Dels soldaten og omgivelserne: når soldaten kommer hjem, er det hende/ham, der er i fokus – men hvem spørger ind til, hvordan familien har haft det?

• Hvornår tager han af sted igen? Frygten for, at soldaten skal af sted igen og uvisheden om hvornår det er. Enten fordi det ikke er muligt at få at vide af forsvaret, eller fordi den pårørende ikke ved hvad soldaten tænker om flere udsendelser og tids-punkter for dem.

• Ikke at kunne støtte ordentligt når han er dernede

Det at være langt fra hinanden når tingene bliver svære og kun kunne kommunikere via telefon eller mail. At man som pårørende ikke har mu-lighed for at ”give et kram” eller være sat ind i omstændighederne så man kan være den bedst muligt støtte.

• Stå sammen som familie

At man som familie rykker sammen og støtter hinanden i perioden. Nogle informanter oplevede en positiv følge af udsendelsen, at de i højere grad talte sammen – både oftere og om de svære følelser der kan være for-bundet med at have en soldat udsendt.

• Stilhed omkring soldaterne Nogle gav udtryk for, at det var svært, at soldaternes egentlige vilkår holdes skjult og at der er en politisk stilhed omkring dem, frem for at stå ved det der sker i Afghanistan og være synlige i forhold til soldaterne.

• Undgå selvmedicinering Prøve at undgå stimulanser for at få knuden i maven til at forsvinde.

85

BILAG 4 - Tabeller Korrelationsberegninger, som refereres i teksten, men er udeladt fra brødtek-sten af hensyn til læsbarhed, er samlet i dette bilag. Reaktioner på udsendelsen

Skala Antal spørgsmål Cronbachs Alpha Korrelation med spørgsmål om alment velbefindende

(Kendall’s tau b) Depression 15 0,912 0,523 p<0,01 Dissociation 3 0,576 0,402 p<0,01 Somatisering 6 0,770 0,282 p<0,01

Sociale relationer 3 0,576 0,337 p<0,01 Arousal 7 0,824 0,447 p<0,01

Holdningen til den kommende udsendelse

Gruppe Før Under A Under B Forældre 0,202 p<0,001

N=733 0,218 p<0,001

N=610 0,227 p<0,001

N=476 Partnere med børn 0,319 p=0,02

N=64 0,352 p=0,002

N=51 0,359 p=0,003

N=46 Opleves udsendelsen som belastende og/eller berigende?

Sammenhæng mellem alder og oplevelse af belastning for partnere uden børn Måletidspunkt Korrelation, partnere uden børn, ISAF (Kendall’s

tau b) KFOR ISAF Samlet

Før udsendelse (ikke sig.) N=35

(ikke sig.) N=75

-0,161 p=0,025 N=110

Under udsendelse, før leave

-0,348 p=0,020 N=26

-0,211 p=0,021 N=69

-0,262 p=0,001 N=95

Under udsendelse, efter leave

-0,395 p=0,010 N=25

(ikke sig.) N=56

-0,219 p=0,008 N=81

Efter udsendelse (ikke sig.) N=18

(ikke sig.) N=42

(ikke sig.) N=60

Belastning af parforhold

Sammenhæng mellem oplevet belastning og oplevet belastning af parforhold Belastning og belastning af parfor-

hold (Kendall’s tau b) Berigelse og berigelse af parforhold

(Kendall’s tau b) KFOR ISAF KFOR ISAF

Efter udsendelse Partnere med børn 0,612 p=0,049

N=8 0,691 p<0,001

N=37 (ikke sig.)

N=8 0,467 p=0,001

N=36 Partnere uden børn (ikke sig.)

N=15 0,471 p<0,001

N=40 (ikke sig.)

N=14 0,421 p=0,001

N=39

86

Er udsendelsen berigende

Sammenhæng mellem oplevet berigelse og oplevet belastning Korrelation, berigelse og belastning (Kendall’s tau b)

KFOR ISAF Før udsendelse

Forældre -0,214 p<0,001 N=242

-0,283 p<0,001 N=485

Partnere med børn (ikke sig.) N=12

-0,404 p<0,001 N=53

Partnere uden børn (ikke sig.) N=35

(ikke sig.) N=73

Under udsendelse, før leave Forældre -0,234 p<0,001

N=208 -0,232 p<0,001

N=414 Partnere med børn (ikke sig.)

N=8 -0,290 p=0,018

N=43 Partnere uden børn -0,350 p=0,025

N=26 (ikke sig.)

N=70 Under udsendelse, efter leave

Forældre -0,179 p=0,002 N=196

-0,268 p<0,001 N=400


-0,274 p=0,027 N=42


-0,328 p=0,002 N=56

Efter udsendelse Forældre (ikke sig.)

N=157 -0,224 p<0,001


N=8 -0,407 p<0,001

N=37 Partnere uden børn (ikke sig.)

N=17 -0,489 p<0,001

N=43

87

Sammenhæng mellem oplevet belastning og velbefindende

Korrelation, belastning og velbefindende (Kendall’s tau b) KFOR ISAF

Før udsendelse Forældre 0,339 p<0,001

N=248 0,411 p<0,001


N=12 0,462 p<0,001

N=54 Partnere uden børn 0,358 p=0,012

N=35 0,423 p<0,001

N=76 Under udsendelse, før leave

Forældre 0,335 p<0,001 N=206

0,435 p<0,001 N=406


0,390 p=0,003 N=43


0,454 p<0,001 N=70

Under udsendelse, efter leave Forældre 0,412 p<0,001

N=192 0,413 p<0,001


N=8 0,399 p=0,00

N=42 Partnere uden børn 0,588 p=0,001

N=24 0,587 p<0,001

N=57 Efter udsendelse

Forældre 0,382 p<0,001 N=156

0,443 p<0,001 N=324

Partnere med børn 0,666 p=0,44 N=8

0,400 p=0,004 N=37


0,459 p<0,001 N=43

88

BILAG 5 – Litteratur review

FORSVARSAKADEMIET

DEN UDSENDTE SOLDATS PÅRØRENDE OG BØRN

LITTERATUROPSAMLING AF INTERNATIONALE ARTIKLER

Udarbejdet af Ba.psych. Sarah Voschero Christensen, Institut for Militær-psykologi

89

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING..............................................................................................................................................92

SOLDATENS FORÆLDRE ...................................................................................................................93 PÅVIRKER SOLDATENS FORÆLDER SOLDATENS ATTITUDE? ................................................. 93 AT VÆRE LANGT FRA SIN FORÆLDER .................................................................................................. 93 BEDSTEFORÆLDRE DER PASSER BØRNEBØRN NÅR FORÆLDRE UDSENDES............................................................................................................................................................ 93

SOLDATEN SOM FORÆLDER ...........................................................................................................94

ENEFORSØRGERE ............................................................................................................................................ 94 SOLDATENS OPLEVELSE AF FAMILIEFUNKTION FØR OG EFTER UDSENDELSE ...................................................................................................................................................... 95 TILTAG TIL STØTTE FOR FORÆLDRE FØR OG UNDER UDSENDELSE................................... 95 UDSENDELSE SOM SOLDATER-FORÆLDERENS ÅRSAG TIL AT FORLADE FORSVARET ......................................................................................................................................................... 96 PSYKOLOGISK TILPASNING HOS SOLDATER-MØDRE DER OPLEVER MILITÆRINDUCERET SEPERATION .......................................................................................................... 97

FAMILIEN ....................................................................................................................................................97

ÆNDRINGER I FAMILIEMØNSTRET OG REAKTIONER HOS MOR OG BARN ......................... 98 TYPISKE FORLØB FOR FAMILIER I FORBINDELSE MED UDSENDELSE................................. 99 FADER-FRAVÆR OG FAMILIEMØNSTRE..............................................................................................101 FAMILIENS BETYDNING FOR SOLDATENS ARBEJDE I FORSVARET ....................................101 ADGANG TIL VELFÆRD................................................................................................................................102 RESILIENTE FAMILIER ..................................................................................................................................102 KAMPTRAUMERS INDVIRKNING PÅ FAMILIECYKLUSSEN .........................................................102

KONFLIKT MELLEM ARBEJDS- OG FAMILIELIV ...................................................................103

PARTNEREN...........................................................................................................................................105

PARTNERENS INDFLYDELSE PÅ ARBEJDSTILFREDSHED ........................................................105 STRESS.................................................................................................................................................................106 UDSENDELSENS OG HJEMKOMSTENS BETYDNING FOR PARRETS RELATION............................................................................................................................................................107 GRAVIDITET........................................................................................................................................................107

BØRN .........................................................................................................................................................108 BØRN MED HANDICAP ..................................................................................................................................108 SAMMENHÆNG MELLEM FORÆLDERENS ARBEJDSSTRESS OG BØRNENES VELBEFINDENDE .............................................................................................................................................108 SEPERATION......................................................................................................................................................108 PSYKISKE LIDELSER .....................................................................................................................................109 BØRNS REAKTIONER PÅ FORÆLDERENS UDSENDELSE ..........................................................110 BØRN AF FORÆLDRE MED PTSD............................................................................................................113 BØRNEMISHANDLING UNDER UDSENDELSE....................................................................................113

90

UNGE .........................................................................................................................................................114

FLERTYDIGT TAB ............................................................................................................................................114 MENTAL SUNDHED HOS UNGE I MILITÆRE FAMILIER .................................................................114

ANDRE FAKTORER .............................................................................................................................115 BETYDNING AF MODTAGELSE VED HJEMKOMST ..........................................................................115 FORVENTNING OM PSYKISKE REAKTIONER HOS DEN HJEMVENDTE SOLDAT ................................................................................................................................................................117 TRAUMATISKE HJERNESKADER .............................................................................................................117

LITTERATUR ..........................................................................................................................................119

91

INDLEDNING Nærværende bilag er en del af projektet, der skal afdække, hvad der påvirker soldaternes psykiske velbefindende, når de er udsendt på in-ternationale militære missioner/operationer. Projektet udspringer af for-svarets samlede indsats for at forbedre forholdene omkring internatio-nale missioner. Rapporten vil fokusere på nøglebegreber og teoretiske synsvinkler, som er fundet i international forskning på området. Denne arbejdsrapport er en del af de teoretiske studier, der ligger til grund for arbejdet med soldatens pårørende og børn i USPER PSYK20. Litteraturen kan således inddrages som sammenligningsgrundlag for de resultater der genereres i USPER PSYK og blev i de indledende faser af projektet anvendt som teoretisk fundament i forhold til metodeudvæl-gelse og projektets primære undersøgelsesområder. Dette muliggør, at militærpsykologien i Danmark kan være løbende opdateret på den in-ternationale forskning om militære operationer og har mulighed for at udnytte denne viden i forhold til danske soldater udsendt i international mission.

Den anvendte litteratur Den anvendte litteratur er fundet i militære tidsskrifter samt medicinske og psykologiske artikeldatabaser. Grundlaget er således udelukkende artikler. Søgningen har været bredt rettet mod soldater i krigsengage-ment såvel som i fredsbevarende styrker eller rutineopgaver, der inde-bærer fravær fra hjemmet. Ydermere har søgningen rettet sig imod alle tre værn, som dog i rapporten er skævt repræsenteret, idet størstedelen af den foreliggende litteratur omhandler hæren, og i mindre grad sø-værnet samt flyvevåbnet. Som grundlag for litteratursøgningen er følgende databaser anvendt: Blackwell Synergy, Springer link, Sage, Science direct, Wiley, EBSCO, Elvier, Proquest, Jstor, Medline (herunder psychinfo), pubmed, ingenta og informaworld.

Litteraturens generaliserbarhed Størstedelen af litteraturen i denne metarapport er amerikansk, som især militære forskningsenheder, eksempelvis Walter Reed Army Insti-tute of Research, står bag. Dette giver anledning til at pege på de for-skellige forhold, der er for hhv. amerikanske og danske soldater: At amerikanske soldater ofte bor på større militære baser med skoler, ho-spitaler etc., at motivationen for at blive soldat kan være anderledes gi-vet forskelle i arbejdsløshed og muligheder for uddannelse etc. Derud-over må generelle samfundsmæssige og kulturelle forskelle tages i be-tragtning for eksempel i forhold til kvindens position og rolle i familien, betydning og karakteren af soldatens arbejde, værdier og normer for børneopdragelse mm.

20 Forkortet USPER og den psykologiske del USPER PSYK.

92

SOLDATENS FORÆLDRE

PÅVIRKER SOLDATENS FORÆLDER SOLDATENS ATTI-TUDE? Legree et al. (2000) undersøger i deres artikel hvordan forældre til sol-daters attitude overfor det amerikanske militær kan påvirke voksne børns beslutning om ansættelse i forsvaret. Resultaterne viser, de unge vurderede forældrene som vigtige i forhold til deres valg af karriere, men at forældrenes og børnenes attitude overfor valg af ansættelse i militæret er forskellig. Dermed er der en diskrepans mellem dét, at de unge finder forældrenes mening vigtig, men at valget om ansættelse i militæret sjældent stemmer overens med forældrenes attituder. For-skerne konkluderer ud fra dette, at de unge handler ud fra, hvad de tror, er forældrenes råd, men som i realiteten sjældent var overensstem-mende med disse. Set i forhold til USPER PSYK er denne undersøgelse interessant, idet en stor del af de udsendte soldater er unge mænd, hvoraf en del er hjemmeboende. Derudover kan det tænkes, grundet soldaternes gene-relt unge alder, at forældrene har en betydelig indflydelse på soldaten. Det er værd at nævne, at selvom artiklen er af nyere dato, er data-grundlaget fra 1987.

AT VÆRE LANGT FRA SIN FORÆLDER En amerikansk undersøgelse har fokuseret på, hvorvidt og hvordan of-ficerer påvirkes ved at være langt fra deres forældre (Parker et al, 2002). Artiklen har et ikke-operationelt fokus. Amerikanske officerer får ofte arbejde på militærbaser langt fra forældre, og er altså separeret fra forældre det meste af deres voksne liv (ibid). Resultaterne viser, at bekymringer omkring forældre korrelerer med forældrenes alder og tidligere sygdom. Jo højere alder og grad af syg-dom des mere bekymring. Denne bekymring beskrives som ” a major competing demand with work” (ibid., s. 271). Artiklen henviser til office-rens øvrige familie i forbindelse med pleje af forældre, da denne er med til at nedsætte graden af bekymring. Derudover nedsættes bekymring når officeren bruger flere kommunikationsformer i kontakten med foræl-dre. Der skal altså et fokus på de ressourcer, som officer og soldat har umiddelbar adgang til i form af familie og kommunikationsmidler (ibid).

BEDSTEFORÆLDRE DER PASSER BØRNEBØRN NÅR FORÆLDRE UDSENDES 2,4 millioner amerikanske børn boede i 2007 hos deres bedsteforældre grundet forældrenes udsendelse. For 39% af disse har varigheden været 5 år eller derover (Bunch, Eastman & Moore, 2007). Situationen bliver kompli-ceret for bedsteforældrene, idet de både skal håndtere egen frygt for deres barns velbefindende og sikkerhed samtidig med, at de skal hjælpe børnene med at håndtere tilsvarende følelser. Endvidere viser undersøgelsen, at bed-steforældrene stiller spørgsmål ved, om de er kompetente til at opdrage end-

93

nu et barn/ flere børn – herunder om de kan indordne sig under de ændrede hverdagsrutiner og muligheder, det medfører at leve sammen med et barn. I tidligere undersøgelser er der fundet, at 30% af bedsteforældre, der passer børnebørn under udsendelsen udviser klinisk belastning forårsaget af be-grænsede ressourcer, manglende støtte og et dårligt helbred (ibid.). Derud-over er det en stressor, at der kan være visse juridiske implikationer i forbin-delse med beslutninger vedr. barnet, idet bedsteforældrene ikke har foræl-dremyndighed over barnet. Generel livstilfredshed for bedsteforældrene un-der de givne omstændigheder påvirkes desuden direkte af ægteskabelig sta-tus, helbred og socialt netværk. I de tilfælde hvor den/de udsendte har lavet en omfattende plan for udsendelsesforløbet aflastes bedsteforældrene og oplever dermed ikke i samme grad psykisk belastning. I det amerikanske forsvar findes ingen tilbud til bedsteforældre, der passer børnebørn når børnenes forældre udsendes.

SOLDATEN SOM FORÆLDER

ENEFORSØRGERE Bowen et al (1993) har undersøgt hvorledes familieressourcer og res-sourcer i nærmiljøet21 i søværns-familier med eneforsørgere påvirker arbejdsstress. Undersøgelsen betoner de forskellige demografiske forhold, der er for hhv. mandlige og kvindelige eneforsørgere. Enlige forsørgere udgør 2 % af personellet i det amerikanske forsvar (ibid.). Forskellene mellem enlige mødre og fædre viste sig ved, at fædre var ældre end de enlige mødre, at fædrene havde været ansat i forsvaret i længere tid end mød-rene, og at en større del af fædrene havde en videregående uddannel-se. Børnene var generelt ældre hos enlige fædre, og især var gruppen under 1 år lavt repræsenteret. En tredjedel af fædrene rapporterede, at deres yngste barn var 10 år eller mere. Mulighed for udsendelse var imidlertid højere hos fædre end hos mødre, da en højere del tjente i kampenheder. I tråd med tidligere forskning (ibid.) rapporterer de enlige fædre større problemer i forhold til at balancere børn og hjem end de enlige mødre i en komparativ analyse22. Undersøgelsen peger derfor på, at der i støtte og intervention skal differentieres imellem kvinder og mænd. Hos fami-lier med enlige mødre skal fokus være bredt på både forhold omkring familien, nærmiljøet og arbejdet. Hos mænd er der i højere grad brug for fokus på familieområdet og nærmiljøet.

Har enlige mødre større fravær fra jobbet? Thomas og Thomas (1992) har undersøgt om arbejdsevnen, i form af fravær, påvirkes af at være enlig forælder/forsørger. Undersøgelsen an-tager, at dette oftest er kvinder, hvorfor køn også er med som variabel. Det datamæssige grundlag er daglige notater lavet af de ansattes over-

21 Oversat fra community 22 Man kan spørge, om svarene er socialt biased pga. myten, tabu og frygt for at være ”en dårlig mor”, at det er mindre socialt acceptabelt for kvinder at have problemer i for-hold til børn end det er for mænd?

94

ordnede. Resultaterne viste, at hverken køn, ægteskabelig status eller det at være forælder spillede en rolle i forhold til graden af fravær eller evnen til at arbejde. Det fremgår ikke af artiklen, om kønnene er ligeligt dækket ind af un-dersøgelsen, dvs. om de har sikret sig, at populationen er bredt repræ-senteret indenfor alle de variable, de stiller op.

SOLDATENS OPLEVELSE AF FAMILIEFUNKTION FØR OG EFTER UDSENDELSE Kelley et al (1994) undersøger, hvordan den generelle familiefunktion påvirkes af hhv. separation samt af stressniveauet hos mødre, der står for at skulle udsendes. Resultaterne viste, at de forældre, der stod for at skulle udsendes, både havde et højere stressniveau samtidig med, at de havde en højere følsomhed overfor børnene, end de der for nylig var vendt hjem fra udsendelse. Forfatterne mener, at den øgede sensitivitet omkring barnet er en beskyttende faktor for barnet i det videre udsen-delsesforløb (ibid., s.135) Artiklens resultater peger på, at det er tiden op til udsendelse, som påvirker familiesystemet i størst grad. Det hypo-tiseres, at dette kunne skyldes det øgede arbejdspres, der er op til ud-sendelse for eksempel i form af øvelser mv. Enlige mødre udviste mere separationsangst, og der var ringere familiefunktion23 end hos mødre der var i et forhold. Forfatterne kommer med bud på, hvilke mekanismer der er med til at ændre familiemønsteret. Disse omhandler: Forventning til og bekymring over adskillelsen under udsendelse, mindre tid, energi og tålmodighed i forhold til forældrerollen. Mødrene, der deltog i undersøgelsen, rapporterede, at børnene inden udsendelsen havde det mere vanskeligt end normalt. Dette tilskriver for-fatterne mødrenes kognitive forvrængninger omkring børnene, da de selv er pressede på deres forældreevne op til udsendelse og altså er biased i deres opmærksomhed eller opfatter børnene anderledes, fordi de selv er i en anderledes situation. Bl.a. oplever mødrene børnene som mere krævende, hvilket evt. kan have sammenhæng med de ge-nerelle udtryk børn udviser på udsendelse24. Resultaterne tyder videre på, at genforeningsfasen er mindre problema-tisk, og at forældrene har en stor motivation for at indgå i forældrerollen igen.

TILTAG TIL STØTTE FOR FORÆLDRE FØR OG UNDER UDSENDELSE I en evaluering af støtteprogrammer til nybagte forældre i det amerikan-ske søværn (navy), har Kelley et al. (2006a) set på virkningen af: 1) Forældrekurser omkring børn generelt, for eksempel i form af udvik-ling af ”positive forælderevner”. 2) Hjemmebesøg, hvilket dog kun fandt sted hos risiko-familier, for ek-sempel hvor der var fare for vold i hjemmet.

23 Dette defineres i denne artikel som sammenhæng & organisering 24 De generelle udtryk kan eksempelvis være eksternaliserende eller internaliserende adfærd (ibid.s.135)

95

Formålet med tiltagene var at hjælpe medarbejderne til øget koncentra-tion på arbejdet, at hjælpe til parathed25 i forhold til missioner, og at skabe generel livskvalitet for at fastholde soldaterne. Resultaterne viste, at 3/4 af soldaterne i aktiv tjeneste mente, at tiltaget øgede deres mili-tære parathed. 1/3 mente, at kurset forøgede muligheden for, at de ville blive i militæret. I forlængelse af dette henviser forskerne dog til videre longitudinal forskning for resultaterne på sigt. Kleiger et al (1993) undersøger, hvilke tiltag der kan støtte soldater i de-res forældreskab under udsendelse. På baggrund af savn hos de ud-sendte forældre, blev der under golfkrigen (Operation Desert Storm og –Shield) etableret forældregrupper, hvori forældre kunne diskutere pro-blemer omkring det at holde kontakt med børn i udsendelsesperioden samt at håndtere savn og øvrige følelser, der måtte komme. I grupper-ne blev diskuteret 3 hovedemner: 1) Hvordan børnene havde det i skolen, hjemmet og andre steder. 2) Hvordan deres ægtefælle fungerede som eneforælder. 3) Misundelse og bekymring omkring et særligt forhold der måtte eller kunne udvikle sig både i forhold til den hjemmeværende forælder og barnet. Derudover var typiske emner i forældregruppen: at normalisere følelser i forhold til barnet; problematikker omkring adskillelse fra forældre i egen barndom; hvor meget skal man fortælle sit barn; angst, ked-af-det-hed; følelser af tab og sorg. Udover gruppeforløbet var der støtte til den enkelte soldat/forælder i form af vejledning i alternative kontaktformer: mails, videoer, breve med forælderens parfume etc26.

UDSENDELSE SOM SOLDATER-FORÆLDERENS ÅRSAG TIL AT FORLADE FORSVARET En undersøgelse af Pierce (1998) om fastholdelse af kvinder i flyvevåb-net i forbindelse med Desert storm og Desert shield peger på en forbin-delse mellem 1) Separation fra familie og venner. 2) Konflikt mellem arbejds- og familieliv. 3) Udsendelse. 12% peger på adskillelse fra familie og venner som en kritisk årsag til at forlade flyvevåbnet og 23 %, at det er én årsag af flere. 11 % peger på konflikt mellem arbejde og familie som den afgørende årsag og 25 % peger på det som en årsag af flere. For 12 % var den kritiske årsag til at forlade flyvevåbnet udsendelse i international mission, hvor 26 % peger på det som én årsag af flere. Disse 3 faktorer udgør 3 ud af de 4 hø-jest scorende items som årsag til at forlade flyvevåbnet27. Udover at rangere årsager til afgang viser undersøgelsen, at mødrenes bekymring

25 Oversat fra readiness 26 Da artiklen er 15 år gammel er de fleste af kontaktformerne uddaterede hvorfor der for ek-sempel i USPER kan tænkes i nye baner – webcam, blog (evt. i delingen – så der bliver skrevet ofte og mange kan følge med), mv. 27 Den fjerde er mangel på forfremmelse og anerkendelse.

96

i højere grad handler om børnenes velbefindende i moderens fravær end udsendelsen i sig selv (ibid. s.210). Kelly et al (2001a) har i en eksplorativ undersøgelse set på mødres overvejelser om at forlade forsvaret i forbindelse med en forestående udsendelse. Mødrene rapporterede, at udsendelse i sig selv ikke var en faktor i deres overvejelser. Resultaterne viser dog, at udsendelserne spiller indirekte ind, idet de øger bekymring omkring balancering af fa-milie og arbejdsliv: Jo tættere på udsendelse des større er denne be-kymring. De, der har en udsendelse i sigte, er 3 gange så bekymrede som dem, der ikke har en i sigte (ibid, s.67). Efter udsendelsen er ten-densen dog, at bekymringen falder igen, da mødrene kan afkræfte be-kymringerne, og fordi der er lang tid til, at de skal forholde sig til udsen-delsesproblematikken igen. Udover bekymring omkring forholdet mel-lem familie og arbejdsliv, hvori udsendelserne spiller en indirekte rolle, viser forsøget ligeledes, at jo mere identitet soldaten tillægger sin rolle som mor, jo oftere forlader soldaten forsvaret28.

PSYKOLOGISK TILPASNING HOS SOLDATER-MØDRE DER OPLEVER MILITÆRINDUCERET SEPERATION Undersøgelsen af Kelley et al fra 200229 har til formål at finde faktorer i forbindelse med udsendelse, som medfører bekymring30 for mødre i den amerikanske flåde. Deres resultater peger på, at udsendelses-længden har større betydning for tendenser til depression og angst end udsendelsesfrekvensen (ibid., s. 211). En forebyggende faktor er støtte fra barnets far og fra det sociale netværk ved at bidrage i forhold til bar-net. På baggrund heraf opfordres der i artiklen til undervisning omkring psykologiske stressorer, at militæret aktivt hjælper de børnefamilier, der kan have brug for ekstra støtte, og at der er hjælp at hente i form af so-cialrådgivere, psykologer og andre social- og sundhedsprofessionelle.

FAMILIEN I en artikel af Amen et al (1988) sammenfattes forskningen op til 1988 om, hvilke karakteristika der er for familien samlet og for de enkelte fa-miliemedlemmer hver for sig før, under og efter udsendelse. De finder mange medierende faktorer for tilpasningen til udsendelsen, der anses for essentielt i hvorvidt der opstår problemer i forbindelse med udsen-delsen. Børnene deles op i grupperne: Førskolebørn, skolebørn og ado-lescente, hvor hver aldersgruppe har specifikke styrker og svagheder i forhold til situationen – og forskellige mulige reaktioner på denne (jf. skema, ibid. s. 443). Endvidere peger de på mulige tiltag i forbindelse med udsendelsens stadier, som hhv. familien og forsvaret kan foretage for at hindre negativ udvikling. For eksempel at moren tager sig tid til hvert enkelt barn undervejs, at forberede barnet på udsendelsen ved specifikke pædagogiske ”hjælpemidler” så som kort og malebøger, eller

28 Kelley et al (2002) finder, at mødre der prioriterer moderrollen faktisk rapporterer færre de-pressive symptomer dvs. her handler det ikke i så høj grad om identitet. 29 Det skal nævnes at udsendelserne her er med skib og ikke har den samme grad af risiko for farer, som der for eksempel er i danske troppers udsendelse til Afghanistan. 30 Oversat fra distress

97

at forsvaret udvikler materiale og tilbud specifikt rettet imod familier til udsendte soldater. Artiklen peger også på nogle positive følger ved ud-sendelse: At mor får en større grad af uafhængighed og mulighed for at cope selv. Det samme gør sig gældende for især unge, men også sko-lebørnene, at de kan opnå en større følelse af kompetence.

ÆNDRINGER I FAMILIEMØNSTRET OG REAKTIONER HOS MOR OG BARN Kelley (1994a) har undersøgt reaktioner hos 61 mødre til skolebørn, hvis mænd er udsendt i international mission samt ændringer i familie-mønstret før, og under, efter udsendelsen. Undersøgelsen konkluderer, at det er familieinteraktionen, der rammes hårdest under farens udsen-delse, bl.a. ved mindre grad af støttende relationer, sammenhæng og organisation i familien (ibid., s. 108). Mødre, der ikke var vant til ruti-nemæssige udsendelser, udviste mindre omsorg for børnene og ople-vede mindre sammenhæng i familien. Der fremgik tre typiske mønstre i mødrenes måde at klare den daglige opdragelse på: 1) At give slip hvor regler og rutiner nedtones. 2) At overføre angsten i forbindelse med udsendelsen til relationen med barnet, hvilket kan føre til overbeskyttelse. 3) At kompensere for fars fraværende og ”disciplinere for to”. Undersøgelsen viste, at der flere forskellige reaktioner hos børnene i form af internalisering og eksternalisering, men at der samtidig er en række medierende faktorer, som har indflydelse på disse. Det drejer sig om 1) Mors rolle: forholdet med barnet, hendes indstilling til udsendelsen, evne til at give omsorg i passende omfang31. 2) Barnets alder: Især børn under eller lige i starten af skolealderen rammes hårdt af separationen, hvilket også begrundes med, at det er sværere at opretholde familiestruktur med børn i den alder. 3) Barnets køn: Undersøgelsen tyder på, at mødre har sværere ved at håndtere drenges reaktioner, idet de oftere er udadreagerende. Den vanskeligste tid er den umiddelbart efter udsendelsen. Forskellen mellem udsendelse i freds- og krigstid: Mødre, hvis mænd var udsendt i krigstid, var i mindre grad i stand til at varetage omsorgen for deres barn og at skabe sammenhæng i familien under udsendelsen. Ligesom børnenes reaktioner på udsendelse i højere grad viste sig ne-gative ved udsendelse til krig. En forklaring på dette tilskrives medier-nes betydning, hvor børnene ikke har forudsætninger for at tolke det, de ser i tv, men samtidig er i stand til at forstå, at far i krig. Lincoln, Swift & Shorteno-Fraser (2008) har i en litteraturopsamling fun-det, at børn af udsendte soldater får en ”unique profile of awareness of the meaning and impact of war” (ibid.). Børnene bliver i særlig grad op-mærksomme på meningen med og indvirkningen af krig. Derudover fremfører de, at børn reagerer forskelligt afhængigt af deres alder, og at reaktionerne ofte er påvirket af deres forældre og disses reaktioner. En beskyttende faktor imod reaktioner er, når barnet har et positivt forhold til forældrene. Faktorer der kan fremme reaktioner er, når der er et højt

31 Oversat fra begrebet ”appropriate mothering”

98

operationstempo for soldaten og en øget mediedækning af disse. Der-udover er tidligere erfaring med rådgivning den faktor, det bedst forud-siger om barnet vil få brug for professionel hjælp. I artiklen nævnes flere tiltag til at hjælpe soldater-familier i perioder med øget stress. Herunder at identificere risiko-familier, at identificere solda-ter der er i fare for at få problemer i genforeningen med familien pga. skader, psykologiske traumer eller misbrug, at bruge specialister inden-for mental sundhed og ekspertise i arbejdet med militære familier.

TYPISKE FORLØB FOR FAMILIER I FORBINDELSE MED UDSENDELSE Rotter & Bojeva (1999) inddeler i deres artikel udsendelsesforløbet i tre faser: forventning, separation og genforening. Til hver fase er forskellige temaer knyttet til (se ibid., s. 180). Ved at belyse hvilke tilbud det ameri-kanske forsvar stiller til rådighed for familien, herunder møder, støtte-grupper, ”rumor control” mv., konkluderer de, at tilbuddene ikke er til-strækkelige i forhold til de problematikker, familierne oplever. De fore-slår interventioner over temaer omkring grænser, forhandling, eller magt. Peebles-Kleiger & Kleiger (1994) har undersøgt, hvad de karakteriserer som særligt farlige missioner, Operation Desert Storm og – Shield, med henblik på at finde ændringer i det forløb en familie gennemgår før, un-der og efter udsendelse. De opstiller 7 faser, familier gennemgår ved missioner, der ikke er farlige, og som er forventede. De 7 faser har forskellige karakteristika og er opsummeret herunder:

Fase Tidspunkt ifht udsendel-sen

Karakteristika

1 Ved nyheden om udsen-delse

1-2 uger med spændin-ger, protest og vrede

2 Dagene inden udsendel-se

Tilbagetrækning og di-stance

3 Ved selve udsendelsen Ked-af-dethed, tab og fortvivlelse

4 6 uger efter afskeden Stabilisering og håndte-ring af hverdagen i form af rutiner, kommunikation med den udsendte og netværket. Enkelte kriser forekommer.

5 6 uger inden soldatens hjemkomst

Følelse af spænding og tab, en blanding af frygt og håb for genforening og ændring.

99

6 Genforeningen Forhandling af roller – nye og gamle. Tilvæn-ning til ændringer og det at genfinde hinanden

7 6-12 uger efter genfore-ningen. Reintegration

Tilbage til velfungerende enhed.

Forventningerne til reaktioner efter operation Desert Storm og –Shield var, at der ville være meget få psykiske eftervirkninger og problemer i familierne. Dette skyldes, at krigen var kort, at der var bred folkelig op-bakning til soldaterne, og at der var mange psykologiske tiltag (støtte-grupper, uddannelse/undervisning af familierne mm.). Forfatterne fandt dog, at der opstod problemer i familierne som varede flere måneder ef-ter den udsendtes hjemkomst, samt at 10% af de hjemkomne soldater oplevede psykiske reaktioner (søvnløshed, opfarenhed, søvnløshed, påtrængende tanker om udsendelsen mm). Forfatterne mener, at typen af udsendelse var en ”katastrofisk stressor” ved dens pludselighed, den massive pressedækning af negative og far-lige faktorer, trusselsniveauet i missionsområdet, og graden af fare ge-nerelt forbundet med missionen. Dette medførte, iflg. forfatterne, et ”fa-milietraume” som følge af udsendelsen, der var karakteriseret ved stress og emotionelle belastninger, angst, forventninger om fysisk og psykologisk traumer, følelse af hjælpeløshed og tab, samt afbrydelse af hverdagen Når udsendelser har karakter som Operation Desert Shield og – Storm kan syvtrinsmodellen ikke bruges til at beskrive soldaterfamilien, viser artiklens resultater (ibid.). Hverdags-/normaliseringsstadiet, stadie 4, indtræder aldrig, da der er for mange stressorer for familierne i forløbet. Derudover har forfatterne en hypotese om, at fase 7, et normaliserings-niveau, ikke nås. Dette skyldes, at hjemmelivet efter udsendelsen er præget af en højere grad af aggression. For familiens vedkommende pga. følelserne af at være efterladt, ikke at have kontrol og belastningen ved at være bange for tab. For soldatens vedkommende skyldes det, i flg. forfatterne, at denne er blevet mere immune overfor aggression, idet de igennem krigen er blevet tilvænnet et højere niveau. Derudover kan utroskab og en pludselig tilbagevenden til hjemme livet uden psykolo-gisk forberedelse påvirke familiens reintegration i fase 7. Opsummerende findes der altså en model for et typisk udsendelsesfor-løb, som indtil Operation Desert Storm og –Shield, karakteriserede ud-sendelsers påvirkning af familielivet. Dog mener forfatterne ikke, at denne model er gældende, når missioner er særligt stressende, og på-peger flere faktorer, der udgør disse stressorer.

100

FADER-FRAVÆR OG FAMILIEMØNSTRE I en artikel fra 197632 bruger Hillenbrand Parsons beskrivelse af fami-liemønstret til at forklare ændringer i familien, når faderen er fraværen-de. Faderens fravær skal betragtes som en krise i familien, mener Hil-lenbrand, idet mandens rolle er instrumentel, hvorfor det er ham, der in-volverer sig aktivt ved at analysere og håndtere problemer i familien. Hillenbrand finder, at ældste søn vil forsøge at overtage faderens rolle og derfor er positivt påvirket af fraværet, idet han kan overtage og lære af rollen. Derimod vil yngre brødre reagere negativt, idet de vil blive ”feminiserede”. De anerkendes ikke på samme måde som storebrode-ren, der overtager faderens rolle, men skal søge anerkendelsen andre steder. Ud fra disse resultater opfordrer Hillenbrand (ibid.) til, at det un-dersøges, hvilke faktorer der i øvrigt gør nogle børn mere resiliente, og hvilke egenskaber der hjælper dem til at cope. Idet undersøgelsen tager udgangspunkt i rolleteorien, beskrives også moderen og søstre, ud fra Parsons generaliserende roller som emotionelle.

FAMILIENS BETYDNING FOR SOLDATENS ARBEJDE I FORSVARET MOTIVATION Siebold og Lindsay (2001) har undersøgt faktorer, der øger oplevelsen af kohærens og motivation hos soldaten. De fandt ingen sammenhæng mellem ægteskabelig status, børn og graden af motivation og kohæ-rens. Undersøgelsen er foretaget blandt 17-21-årige unge mænd i en let infanteri deling33. PARATHED Familiens rolle for soldater generelt samt for soldatens readiness i for-hold til udsendelse har været forskningsområde siden 1950’erne. Rodrigues har i 1980 skrevet en artikel om familiens betydning, hvor det historiske overblik over forsvars opmærksomhed på familien gennem-gås. På baggrund af gennemgangen kommer han med klare anbefalin-ger om i videst mulige omfang at inddrage og lette de militære familiers liv. Han mener, at det vil øge kampkraften at empowere den militære familie. I en undersøgelse af hvad der øger soldater og deres familiers parathed i forhold til udsendelse, har Niederhauser et al (2005) fundet, at kurser der fokuserer på sundhed, der defineres som: ”holistisk wellness” – fo-kus på tobaksforbrug, næring, fysisk aktivitet, mangel på sikkerhed og spiritualitet, stressniveau og evner til at kommunikere, er med til, for hu-struen, at øge troen på sig selv og hendes familie. Den generelle øge-de sundhedstilstand sættes i forbindelse med en generelt øget readi-ness hos hele familien, hvilket påvirker den enkelte soldats kampkraft.

32 Beskrivelserne af familiemønstre og roller bør ses i lyset af artiklens alder.

33 Forsøgspersonerne ligner derfor størstedelen af de konstabler, der sendes ud, hvorfor undersøgelsen kunne være interessant som baseline eller sammenlignings-grundlag.

101

FASTHOLDELSE Huffman, Culbertson & Castro (2008) konkluderer i deres artikel, at et fokus på familien samt en familievenlig ledelsesstil i militæret medfører, at flere bli-ver i forsvaret efter endt kontrakt, og at de har en oplevelse af en ”kollektiv selvvirkningsfuldhed” samt intentioner om at blive i militæret. Det er således vigtigt, at der findes tiltag til at støtte familier i organisationen, men ligeledes at den enkelte leder kan skabe et familievenligt miljø og understøtte denne kultur.

ADGANG TIL VELFÆRD Adgang til velfærd øger ægtefællens tilfredshed i forhold til soldatens job (Lakhani og Hoovers, 1995). Den service forsvaret yder i forhold til eksempelvis børnepasning øger ægtefællens tilfredshed med det ame-rikanske forsvar. Den øgede tilfredshed hos ægtefællen smitter af på soldatens ønske om at blive i forsvaret. Undersøgelsen viser videre en sammenhæng mellem sociale ydelser og soldatens indkomst: De højest rangerende soldater får i højere grad tilbudt ydelser.

RESILIENTE FAMILIER McCubbin & McCubbin (1988) har undersøgt, hvilke egenskaber der ses hos resiliente, herunder militære, familier. De fandt 11 kategorier, bl.a. helbred, traditioner, kommunikation, fritidsaktiviteter mm (ibid., s.248). De 11 kategorier danner grundlag for en familie-typologi, hvor-udfra der kan interveneres. Hvilke egenskaber der medfører resiliens ændrer sig i løbet af” familie-livscyklussen”. I et studie af risiko- og resiliensfaktorer omkring udsendelsesrelaterede oplevelser har King et al (2006), som en af flere faktorer, undersøgt fa-miliens betydning. Familien ses som en af de vigtige faktorer, når det overordnede billede af soldatens helbred i forbindelse med udsendelse tegnes. Familien kan både være en risikofaktor og en beskyttende fak-tor under udsendelse. Eksempler på faktorer er: 1) Før udsendelsen for eksempel: familieklimaet og øget stress i famili-en 2) Under udsendelsen for eksempel: bekymring om forstyrrelser i fami-lielivet 3) Efter udsendelsen for eksempel: social støtte, herunder måden sol-daten blev modtaget ved hjemkomst, samt om soldaten følte sig værd-sat for sin indsats.

KAMPTRAUMERS INDVIRKNING PÅ FAMILIECYKLUS-SEN Scaturo & Hayman (1992) beskæftiger sig i deres artikel med familieli-vets forskellige faser set i lyset af kamptraumer. Faserne er: valg af partner, ægteskab, at få børn, ægteskabet hos midaldrende, børnene der forlader hjemmet og pensionering. De hypotiserer, at familielivet kvalitativt er anderledes for soldater med kamptraumer. For eksempel i form af dilemmaet mellem et ønske om at være tæt på sine børn, også følelsesmæssigt, men at de pga. traumet og følgerne heraf har svært ved at knytte sig og turde føle, af frygt for at komme for tæt på følelser-

102

ne, der er i forhold til traumet. Artiklen fremfører, at de ”normale” udvik-lingsforløb i et familieliv i sig selv kan være stressende, men at de traumeramte vil blive yderligere stressede.

KONFLIKT MELLEM ARBEJDS- OG FAMILIELIV Adams et al (2005) opsummerer 5 faktorer ved det militære liv, som har indflydelse på privatlivet i form af en øget konflikt mellem arbejds- og familieliv. Disse er: Risiko for skade eller død, geografisk mobilitet, se-paration, bosættelse i fremmede lande og normativt pres34. Tid er også en væsentlig faktor, der spiller ind på konflikt mellem arbejde og familie-liv fordi den ofte ses som en finit ressource: Jo mere tid der bruges på arbejdet des mindre bruges der på familien og omvendt. Dette kunne for eksempel være i forhold til forberedelse på udsendelse, hvor famili-en måske tror, at soldaten vil være meget hjemme, men at han bruger al sin tid på træning, og at familien derfor føler sig tilsidesat. Adams et al citerer en undersøgelse af Reed og Segal (2000, i Adams et al, 2005), der konkluderer, at størstedelen af soldater mente, at ud-sendelse var mere vanskelig for gifte soldater med børn. ”In summary, there is support for the contention that working conditions in general, and separations like those that accompany increased OP-TEMPO [operation tempo] in particular, have direct negative relations with both family and work outcomes and work family conflict” (Ibid., s. 233) I tråd med tidligere undersøgelser finder Adams et al, at konflikt mellem arbejds- og familielivet er afgørende for familieforholdene – jo mindre konflikt jo bedre familieforhold og omvendt. I undersøgelsens fund har et øget operationstempo (frekvens af internationale operationer, red.) ikke direkte virkning på familieforhold, men indirekte gennem konflikten mellem arbejds- og familieliv. De tidskrav og affektive reaktioner, der er forbundet med udsendelse, udmøntede sig i en øget konflikt mellem ar-bejds- og familieliv og attitude overfor forsvaret både af soldaten selv og af ægtefællen. Jo højere udsendelsesfrekvens, jo mere negativ attitude overfor forsvaret og jo mere konflikt, som forbindes med den enkelte soldats kvalitet i familielivet. ”(…) the finding that the time demands and affective reactions associ-ated with OPTEMPO had an indirect relation with family outcomes such as marital satisfaction or conflict and family function, through WFC [Work-Family Conflict], suggests that WFC may indeed be the primary mechanism linking OPTEMPO to family outcomes”(ibid., s.242) Adams et al forudsiger, at der vil være et fortsat højt operationstempo og foreslår, som en realistisk løsning på problemet, at militæret skal sætte forebyggende ind i forhold til de omstændigheder, der er for fami-lier under udsendelser. Ydermere opfordrer de til yderligere forskning på feltet i form af longitudinale studier, hvor soldater og deres ægtefæl-ler følges før, under og efter udsendelse. Britt & Dawson (2005) har i forbindelse med konflikt mellem arbejds- og familieliv undersøgt, hvilke faktorer der forbindes med denne. Her kon-kluderer de, at den største årsag til konflikten er krav i forhold til opera-

34 Dette begreb defineres ikke nærmere

103

tioner35, overensstemmende med Adams et al (2005). Også arbejds-byrden, for eksempel i form af træningsdage, spillede en rolle i forhold til konflikt mellem arbejds- og familieliv. Derudover fandt Britt og Daw-son (ibid.), at der er forskel på, hvad der påvirker konflikten på kort sigt og på lang sigt. Fysiske symptomer og ”horisontalt sammenhold” er det, der påvirker konflikt mellem arbejds- og familieliv på kort sigt hvorimod jobtilfredshed og – signifikans påvirker konflikten på længere sigt. Jo flere ”symptomer” på kort sigt, des flere var der på lang sigt. McFadyen, Kerpelman og Adler-Baeder (2005) anbefaler på baggrund af deres undersøgelse indenfor området, at hustruers viden om ar-bejdsmiljøet i militæret skal øges, for eksempel i form af hvilke tilbud mi-litæret stiller til rådighed for familierne, idet dette vil øge deres opfattel-se af, i hvilket grad det er muligt at forene mandens job og familielivet. Løsningen fokuserer udelukkende på information, men ikke hvilke tilbud der opfattes særligt positivt eller eventuelle følger, hvis de tilbud de bli-ver informeret om ikke er tilgængelige. Vinokur, Pierce & Buck (1999) har undersøgt kvinder, der tjente i det amerikanske luftvåben under golfkrigen og deres oplevelse af konflikt mellem arbejds- og familieliv. Her viste resultaterne, at de oplevede en konflikt, som medførte signifikant belastning af familielivet. Dette fund er forskelligt fra Frone et al (1992, i: Vinokur, Pierce & Buck, 1999), hvor konflikten medførte depression og belastning i forhold til jobbet. Forfat-terne hypotiserer, at dette kan skyldes, at deltagerne i nærværende un-dersøgelse har en gennemsnitalder på 33,9 år imod Frone et als (ibid.) på 40,7 år. Derudover konkluderer de, at det er stress over forældrerol-len, som er afgørende for oplevelsen af konflikt mellem arbejds- og fa-milieliv. Institutionelle tiltag og normer om at hjælpe kvinderne, bidrager til at nedbringe stressniveauet på begge områder. Denne undersøgelse kan altså indikere, at oplevelsen af konflikt mellem arbejds- og familieliv er forskellige alt efter hvor personen er hhv. i sit familie- og arbejdsliv og at tiltag skal differentieres. Rothrauff, Cable & Coleman (2004) mener, at der er en konflikt mellem normen om at være den ideelle medarbejder og være den ideelle for-ælder, som vil føre til konflikt mellem familie- og arbejdsliv. Dette bliver i særlig grad udtalt i militæret hvor ideal-medarbejderen er institutionali-seret (ibid., s. 2). I undersøgelsen er fundet, at høj grad af konflikt er den primære grund til at forlade forsvaret, undtagen i de tilfælde hvor forsøgspersonerne vurderer, at arbejdstilfredsheden overskygger pro-blemerne. Om soldatens arbejdstilfredshed har forfatterne fundet, at denne er højest når der også er tilfredshed med andre området i livet: ægteskabet, seksuallivet, venner, enighed omkring familieanliggender. Derudover er der kønsspecifikke faktorer: For mænd engagement i ar-bejdet, for kvinder at børnene har mulighed for at vokse op et godt sted. På familiefronten viser resultaterne, at der er forskel på soldatens og ægtefællens samt børnenes opfattelse af hvor godt tilpasset familien er til det militære liv – og altså i hvor høj grad områderne kolliderer. Der-udover er der forskel på, hvad der påvirker hhv. militære og civile hu-struer og altså hvilke arbejdsfaktorer der efter deres opfattelse er en be-

35 Det defineres ikke yderligere om der er tale om øvelser generelt eller udsendelser.

104

lastning for familielivet. Faktorer der fremmer konflikten er, når soldaten ikke tjener nok til at forsørge familien, udsendelse til internationale mis-sioner, samt når der ikke er rolleklarhed i soldatens arbejdsliv. Faktorer der mindsker konflikten er, når familierne er velforberedte på det militæ-re liv (både praktisk og psykologisk), når ledelsen har fokus på familie-området og en eventuel konflikt med arbejdslivet, når arbejde og familie kan holdes adskilt, samt generel tilfredshed med jobbet.

KONFLIKT MELLEM ARBEJDE OF FAMILIE SET I FORHOLD TIL COPING Desivilya og Gal (1996) har lavet en undersøgelse af 100 israelske ”service-men” og deres hustruer, og hvorledes de håndterer en oplevelse af konflikt mellem arbejde og familieliv. Ud af den samlede population føler 78%, at de ikke kan leve op til de krav, der stilles i forhold til at balancere familie- og ar-bejdslivet. Forfatterne har fundet tre dimensioner, som karakteriserer familiernes tilgang til konflikt mellem arbejds- og familieliv: 1) Graden af opmærksomhed på konflikterne 2) Graden af emotionel coping. F.eks. i form af gensidig introspektion af tan-ker og følelser i forhold til emnet 3) Graden af instrumentel coping. F.eks. i form af fordeling af arbejdet i hjemmet Ud fra disse tre tilgange karakteriseres familierne i seks ”prototype-familier”: tre velfungerende familiekategorier og tre dysfunktionelle. Fælles for de dys-funktionelle er, at der enten ikke er emotionel coping, eller at konflikten mel-lem arbejde og familie ikke opfattes ens hos de to partnere. Dermed konklu-derer forfatterne, at der er flere måder at cope med konflikt mellem arbejde i forsvaret og familieliv.

PARTNEREN Forskning tyder på, at parforholdet er et vigtigt sted at sætte ind i forbindelse med udsendelse til international mission (Erbes et al, 2008). Parforholdet er en vigtig del af soldatens sociale netværk, som forskning har vist, har en klar sammenhæng med senere udvikling af posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og andre psykiske lidelser – jo bedre netværk og parforhold jo min-dre risiko for PTSD. I artiklen af Erbes et al (2008) beskrives store omvælt-ninger for begge parter i forbindelse med udsendelse. Både i forhold til opga-ver i hjemmet, kommunikation, social støtte, frygt for at miste mm.. Udsen-delsen er altså en stressor i parforholdet, som forfatterne mener, kan afhjæl-pes med parterapi i de tilfælde hvor parterne ikke ved egen hjælp kan finde ”tilbage til hinanden” efter endt international tjeneste. Forfatterne pointerer, at parrets udfordringer skal ses i et systemisk perspektiv, hvor der er sammen-hæng mellem de enkeltes velbefindende, parforholdet og det sociale større. Derfor argumenterer de for tiltag, der går udover individplanet.

PARTNERENS INDFLYDELSE PÅ ARBEJDSTILFREDHED Rosen, Moghadam og Vaitkus (1989) har ud fra en spørgeskemaun-dersøgelse belyst, hvordan ægtefællen påvirker soldatens arbejde og omvendt. Det konkluderes, at der er en gensidig påvirkning: Ægtefællen

105

påvirker soldatens moral og derigennem tilfredshed med arbejdet – jo mere positiv ægtefællen er overfor arbejdet des større moral og tilfreds-hed. Omvendt påvirker soldatens arbejdstilfredshed også hustruens at-titude – jo mere tilfredshed, jo mere positiv attitude. Dog indvirkede sol-datens moral ikke på hustruens attitude.

STRESS

Risiko- og beskyttende faktorer i forhold til stress forårsaget af ægtefællens udsendelse I en undersøgelse af hustruer til israelske reservister i forbindelse med ”den palæstinensiske opstand”, der af forfatterne beskrives som en yderst farlig operation, ser Milgram og Bar (1993) på, hvilke faktorer der er stressorer for hustruen. Bekymring for manden samt det at mangle ham i hverdagen udgjorde de største stressfaktorer. Hos de hustruer, der tidligere havde haft manden udsendt, var der en lavere stressreak-tion og højere stresstærskel. Dette skyldtes også selvtillid hos hustruer og deres opfattelse af, at livet er kohærent. Politisk overbevisning spil-lede ikke ind på resultaterne36. Rosen & Moghadam (1990) har, i deres undersøgelse af hvilke faktorer der mindsker stress grundet ægtefællens udsendelse, fundet, at støtte fra andre hustruer i enheden er den bedste beskyttende faktorer. Imid-lertid bygger undersøgelsen på amerikanske forhold, altså at soldatens og dennes familie bor på baser og derfor ikke har adgang til det samme familienetværk, som danske familier har. Derudover kan der være et sammenfald mellem det sociale netværk og hustruer fra enheden, da disse sandsynligvis bor i samme by/base.

Intervention i forhold til stress I en interventionsfokuseret artikel af Drummet, Coleman & Cable (2003) fremhæves psykoedukation som det bedste redskab til at forebygge og modstå den stress, de finder, kan opstå i militære familier i forbindelse med forflytninger, udsendelser og hjemkomster. De mener, at især kommunikation i forskellige former skal fremmes i familier gennem ud-dannelse, men også andre områder som eksempelvis ægtefællens be-hov for støtte i forbindelse med deres civile job, fx om der kan hjælpes til at finde et andet i forbindelse med forflytninger. Forfatterne mener, at de konkrete interventionsmetoder, der bruges i forhold til de militære familier, er underbelyste og langt fra dokumenterede, og de opfordrer til en forbedring af disse.

36 Der er dog forhold ved denne undersøgelse, der er svært sammenlignelige med de forhold danske styrker er under: 1) Udsendelsen kun varer 30 dage; 2) Soldaterne er ikke langt hjem-mefra, hvorfor det er nemt at komme hjem indenfor meget kort tid.

106

UDSENDELSENS OG HJEMKOMSTENS BETYDNING FOR PARRETS RELATION Basham (2008) beskriver ud fra en tilknytningsteoretisk ramme, hvorle-des udsendelse og hjemkomst indvirker på parrets relation. I hendes metaanalyse af tidligere forskning på området, suppleret med enkelte cases, peger hun på, at den tilknytningsstil voksne udvikler i løbet af et forhold kan ændre kvalitet i forbindelse med udsendelse. Ligesom hos børn kan voksnes tilknytningsstil klassificeres som tryg, ængste-lig/ambivalent, ængstelig/afvisende og desorganiseret. En sikker til-knytningsrelation er karakteriseret ved, at forholdet er en sikker base, hvorfra parterne kan udforske verden og samtidig vende tilbage hertil for at søge tryghed for eksempel i form af dulmen af bekymring og regu-lering af affekt. Under udsendelse mener forfatteren, at både partner og soldat kan nå at ændre de mønstre, deres forhold bygger på. Dette sker, fordi de knytter sig til andre mennesker, som i den periode bliver deres ”primæ-re omsorgspersoner”. Derfor kan der opstå problemer, når tilknytningen skal genforhandles ved hjemkomst. Forfatteren argumenterer således for, at vores tilknytningsstil er essen-tiel for, hvordan vi indgår i relationer med andre. Disse ændres over tid i takt med de mennesker, der bliver primære omsorgspersoner. Når par-terne skal genforenes og har forskellige tilknytningsmønstre end tidlige-re, kan det medføre, at parrets interaktioner præges af ambivalens, af-visning, eller en desorganisering af relationen. I skiftene både til udsen-delsessituationen og hjemkomsten vil tilknytningsstilen fra barndommen blive aktualiseret, da den, iflg. teorien, ligger implicit i vores opfatte- og handlemåder (jf. Schore 1998 i: Basham, 2008). Tilknytningen kan yderligere vanskeliggøres, hvis soldaten kommer hjem med potentielle traumer, som han er optaget af i sådan en grad, at det ikke er muligt at skabe et fælles rum. I disse tilfælde peger Basham på, at der skal iværksættes øjeblikkelige, kortvarige interventionsforløb, hvor psykoe-dukation er en væsentlig komponent.

GRAVIDITET Weis et al (2008) har lavet en undersøgelse af, hvorledes udsendelse påvirker den gravide partners accept af graviditeten. Deres resultater viser, at gravide, hvor faderen er udsendt, i graviditeten, har sværere ved at acceptere graviditeten end gravide hvor faderen ikke er udsendt. Forfatterne konkluderer, at mandens tilstedeværelse er vigtig for kvin-dens formulering af sin identitet som mor og i accepten af graviditeten og de stressorer der hører med. Lincoln, Swift & Shorteno-Fraser (2008) skriver i deres review, at der er undersøgelser, som viser, at gravide partnere til udsendte soldater op-lever mere stress, hvilket øger risikoen for medicinske komplikationer I graviditeten.

107

BØRN

BØRN MED HANDICAP37 I militære familier med børn med handicap har Russo og Fallon (2001) undersøgt, hvorledes det er muligt at afhjælpe den ”dobbelte belast-ning”, som familien er udsat for: Både handicappet og udsendel-se/fravær i forbindelse med jobbet38 fører til øget stress og ekstra bela-stede familier. Artiklen anbefaler, at der laves ”family centered services & community partnerships linked to other families with similar problems” (ibid., s.7). Forældrene skal vejledes i praktiske strategier omkring om-sorg og samtidig etablere kontakt til andre familier. Rosen, Moghadam og Bain (1992) har set på, i hvilket omfang soldater har børn med helbredsproblemer eller handicap. Den viser, at 10 % rapporterede, at der var et eller flere børn i familien, der havde brug for vedvarende social støtte. Forfatterne konkluderer, at undersøgelsens vigtigste fund er, at det amerikanske forsvar kun yder støtte til halvdelen af disse familier i form af et program for ”Exceptional Family Member”, der indbefatter medicinske, sociale og uddannelsesmæssige hjælpefo-ranstaltninger39.

SAMMENHÆNG MELLEM FORÆLDERENS ARBEJDS-STRESS OG BØRNENES VELBEFINDENDE En undersøgelse af Crouter & Bumpus (2001) peger på, at forældres arbejdsstress påvirker børnene indirekte igennem en ændring af kvalite-ten af interaktionen i familien. I forbindelse med forælderens arbejds-stress er der flere konflikter og lavere ”barn-forælder-accept”. Derud-over kan der, for den stressede forælders vedkommende, ses tilbage-trækning fra familielivet, hvilket på kort sigt har en god effekt på pro-blemerne, men som på længere sigt øger problemerne. Det er en meta-undersøgelse baseret på litteratur bredt omkring emnet og derfor ikke specifikt rettet imod militæret eller udsendelse.

SEPERATION Kelley (1994b) har undersøgt, hvordan separation fra en forælder i for-svaret spiller ind på både barn og ægtefælles psykiske velbefindende. Undersøgelsen bestod af selvrapporteringsskemaer. Her fandt hun, at der er tydelig forskel i reaktionerne hos barn såvel som ægtefælle af-hængigt af, om det er en ”rutinemæssig udsendelse” (for eksempel pa-truljering eller feltøvelse), eller om det er international udsendelse. Æg-tefællens depressive tendenser faldt meget hurtigt under de rutine-mæssige opgaver imod ”et mere normalt niveau af depression.” For børnenes vedkommende rapporterede mødrene, at børnene udviste

37 Oversat fra disabilities. 38 I denne artikel betragtes udsendelse som en belastende faktor. 39 I forhold til USPER PSYK er det interessant at undersøge forhold for børn af soldater med handicaps og eventuelle tiltag ifht disse. Relevansen kan jo for eksempel ses i forhold til, at social støtte til soldaternes familier øger deres parathed. Spørgsmålet er, i hvilken grad det danske velfærdssystem allerede tager sig af disse problematikker, og om FSV kan tilbyder yderligere tiltag.

108

mere internaliserende og eksternaliserende adfærd inden udsendelsen. Ved rutineopgaver faldt den ændrede adfærd hos børnene med tiden. Derudfra konkluderes det i artiklen, at ”relatively short paternal ab-sences (i.e. 6 months or less) under routine condition are associated with temporary emotional and behavioral difficulties in children” (Kelley, 1994, s.172). Blandt fundene er også, at regelmæssige rutiner, gode kommunikationsmønstre mellem de hjemmeværende mm. er faktorer, der mindsker de psykiske vanskeligheder mor og barn kan få. Imidlertid er det ikke kun under selve udsendelsen, at ægtefæller har tendens til depression, men også inden udsendelsen. I rutineudsendelserne reage-rede ægtefæller altså med depression, hvor reaktionen på udsendelse til mere regulære krigshandlinger var dysfori. Under forælderens ud-sendelse til krigshandlinger var børnenes reaktioner ikke væsentligt an-derledes end fra de rutinemæssige udsendelser. Imidlertid udviste de ikke forbedring over tid på samme måde som under rutineudsendelser. Herudfra konkluderes, at børnene er særligt følsomme i forhold til stressfulde separationer, men det undersøges dog ikke, hvilke elemen-ter der er de stressfulde – er det selve udsendelsen, er det moderens reaktioner, eller noget helt andet? Artiklen understøtter anden forskning, der peger på associationer mellem mødres adfærd og dysfunktion hos barnet. Denne forbindelse gøres dog ikke lineært kausal, idet der også peges på barnets copingressourcer og bekymringer for udsendelse af faderen i krig. Waldron, Whittington og Jensen (1985) fandt, at både separationen og hjemkomsten efter en forælders udsendelse medfører stress hos børn, og at separationen påvirker udviklingen af samvittighed og evnen til at relatere til andre. De foreslår konkrete tiltag i form af malebøger, pam-fletter udarbejdet af børn der selv har prøvet at have en forælder ud-sendt, og gruppesessioner for at undgå negative følger af separationen.

Påvirkes børn mere af mors end fars udsendelse? I en undersøgelse af om børn udviser flere psykiske symptomer ved mors udsendelse end ved fars, konkluderes det, at der ikke er forskel på symptomerne (Applewhite & Mays, 1996). Dette overrasker forfat-terne, da de har tilknytningsteori som fundament som undersøgelsen, hvor moderen ses som den primære og vigtigste omsorgsperson. Der-imod ser de en betydning af udsendelsens længde: Jo længere udsen-delse jo dårligere tilpasning. Imidlertid medtages frekvens ikke, hvorfor det ikke er muligt at sige, om en højere frekvens frem for længere va-righed vil tage bedst hensyn til barnets tilknytning.

PSYKISKE LIDELSER

Er det en risikofaktor at have en soldat til forælder for børns mentale helbred – en metodisk diskussion I en diskussionsartikel argumenterer Werkman & Jensen (1992) ud fra hvert sit metodiske perspektiv, om soldatens jobfunktion og de normati-ve egenskaber, der tillægges en soldat, kan ses som risikofaktor i for-

109

hold til børns psykiske sygdom. Werkman kritiserer Jensen for at afvise muligheden for en forælders udsendelse som risikofaktor på grundlag af undersøgelser baseret selvrapportering fra 6-12-årige. Jensen mener ikke, at metoden er valid pga. børnenes alder. Jensen mener derudover ikke, at der er evidens for, at militære børn er mere belastede end civile. Han konkluderer, at det ikke har været muligt at afskrive nulhypote-sen40.

Er der større forekomst af psykiske lidelser hos børn i militæ-re familier? Jensen et al (1995) viser, at niveauet af psykopatologi er anderledes militære og civile børn imellem. Undersøgelserne er baseret på 6-7årige. De anvendte metoder er rating scales samt et diagnostisk inter-view. De konkluderer, at resultaterne ”do not support the notion that le-vels of psychopathology are greatly increased” (ibid). De konkluderer, at der ikke kan tales om “militær-familie-syndromet41”. I stedet mener for-fatterne, at der skal kigges på socioøkonomiske faktorer, når man skal søge forklaringer på psykopatologi. Her mener de, at det militære sam-fund er godt beskyttet igennem sygesikring, jobsikkerhed mm. Dermed kan man sige, at de militære foranstaltninger, der er for familier i USA, ligner det tilbud, staten giver til alle danske familier.

BØRNS REAKTIONER PÅ FORÆLDERENS UDSENDESE Jensen et al (1996) har lavet en bred undersøgelse af børns reaktioner på forældres udsendelse ved at se på: symptomer, de generelle familie-forhold og mulige mediatorer for børns psykiske symptomer på foræl-ders udsendelse. Forfatterne argumenterer for, at de symptomer, børn udviser ved en forælders udsendelse, skal ses som et familieproblem. Der er større stress i familien, og såvel barn som mor udviser flere symptomer. Det er et spørgsmål om generelle familiestressorer, hvorfor det også er i familien problemerne må løses, mener de (ibid:439) Resultaterne viste, at børn af udsendte soldater udviste moderat højere grader af depression end børn af ikke-udsendte soldater. Udsendelse er relateret til en moderat forøgelse af reaktioner hos børn, herunder især internaliserende adfærd. Drenge synes, ud fra resultaterne, at væ-re mere sårbare end piger ved at have flere symptomer. Dette gjaldt al-le områder. Børn med højere grad af internalisering har forældre med en højere grad af selvrapportering, og forældrene rapporterer ligeledes et højere stressniveau. Resultaterne tyder på, at mindre børn er mere udsatte, hvilket kan bunde i en mere problemfokuseret coping hos min-dre børn modsat en mere emotionsfokuseret coping hos de større. Det-te er dog et emne, der skal afklares igennem videre forskning (439f). Imidlertid hypotiseres det også, at de større børn i højere grad er i stand til at gemme deres følelser for ikke at forstyrre et allerede belastet fami-

40 I eventuelle fremtidige undersøgelser kunne det synes givtigt, at metodetriangulere for at undgå netop denne kritik og fortløbende metodediskussion blandt militærpsykologer 41 At der er en bestemt række symptomer, som er karakteristiske for slægtninge til soldater ge-nerelt og i militære familier.

110

liesystem og at deres reaktioner i stedet kommer efter genforening med far. Også familiens ”alder” spiller en rolle idet unge familier er i større risiko for at udvikle psykiske symptomer (ibid:439). Den hjemmeværende forælder udviser ligeledes depression og højere niveau af livsstressorer for dem selv og deres familie igennem det for-løbne år. Dette sættes i forbindelse med det øgede arbejdspres samt forventninger, der er i forbindelse med udsendelse, herunder op til ud-sendelsen. Imidlertid adskilte ægtefæller til udsendte sig ikke fra andre med hensyn til oplevelse af social støtte og oplevelse af kontrolfokus. Forfatterne konkluderer, at fundene tyder på, at udsendelsen i sig selv, og ikke allerede eksisterende stress og depression hos forældre, påvir-ker et højere stress- og depressionsniveau. De grundvilkår, der er for militære familier, anser forfatterne som mulige medierende faktorer (beskyttende- eller risikofaktorer). Dette drejer sig om rutinemæssigt fravær fra soldater-forælderen, at militære familier of-te flytter, og at de fastansattes familier igennem det militære liv lærer at cope med mange forskellige dagligdags-stressorer.

Internaliserende og eksternaliserende adfærd hos børn af sø-værns-mødre Kelley (2001b) har ligeledes undersøgt, hvorledes det påvirker børn at være separeret fra deres mor i forbindelse med udsendelse i form af eksternaliserende og internaliserende adfærd. Undersøgelsen tager udgangspunkt i søværns-mødre og deres førskolebørn. Sammenlignet med civile børn udviste børn af søværns-mødre generelt en smule høje-re niveau af eksternaliserende adfærd, men inden for normalområdet. Børn af udsendte mødre udviste større grad af internaliserende adfærd end både civile og børn hvis mødre var på kystpatruljering. Forsøget vi-ser, at små børn har en større tendens til internaliserende adfærd i form af angst og ked-af-det-hed. Ud fra disse resultater konkluderer forfatter-ne, at et lille antal børn, der udsættes for periodevise adskillelser, vil udvise klinisk signifikante adfærdsproblemer, men at langt den største del kan udvise internaliserende tendenser på dette inden for det kliniske normalområde. De fandt endvidere, at børnenes adfærd var konstant over tid, hvilket er i modstrid med anden forskning, der tyder på, at den indledende fase af udsendelsen er sværest for barnet, hvorefter barnets adfærd ændres til et normalt niveau (ibid., 469). Forfatterne mener, at det har sammenhæng med udviklingsniveauet, da tidligere undersøgel-ser beror på børn fra skolealderen og opefter, hvor denne undersøgelse er baseret på børn fra 1- 14 år, men med et gennemsnit på 6 år.

Børn med forældre udsendt til Operation Desert Storm og - Shield Rosen et al (1993) har undersøgt symptomer i form af for eksempel in-ternaliserende og eksternaliserende adfærd samt kognitive vanskelig-heder hos børn med forældre udsendt i Operation Desert Storm. Un-dersøgelsens fund peger på, at forekomsten er størst i familier, hvor andre familiemedlemmer (mor og søskende) har kliniske symptomer. Endvidere findes flere symptomer hos det ældste barn, hvilket muligvis

111

kan skyldes en tendens til i højere grad at identificere psykopatologi hos førstefødte (ibid., 469). Alder viste sig som en forudsigende faktor for symptomernes type: yngre børn udviser i højere grad ”disciplinproble-mer” og søvnproblemer, mellemgruppen af børn udviser ked-af-det-hed og problemer med disciplin i skolen, de ældste havde primært akademi-ske problemer. Samlet set vurderer forfatterne at 5-15 % af børn af udsendte soldater har symptomer, der kunne kræve behandling. 2-12 % af børnene fik ik-ke den hjælp de havde brug for42. Karakteristisk for gruppen, der fik rådgivning/behandling, var, at de tidligere havde modtaget dette. Data beror på moderens scoring af barnet, hvilket kan anses som en mulig fejlkilde, idet moderens tilstand kan påvirke scoringen af barnet. Lig andre undersøgelser ses en tendens til at score barnet dårligere, hvis moderen selv har psykiske vanskeligheder i forbindelse med ud-sendelsen. Ligesom der er tegn på, at mødre generelt scorer deres børn værre, end børnene scorer sig selv.

Risiko- og beskyttende faktorer for børn med en udsendt forælder Palmer (2008) gennemgår i sin metaundersøgelse forælder-barn for-holdet som mellemled imellem risiko- og beskyttende faktorer og ”child outcome” i soldaterfamilier. I artiklen finder han, at der er flere risikofaktorer for militære end civile børn, som kan være medieret af negative forælder-barn-interaktioner. Disse negative interaktioner har forskellig karakter afhængig af om det er den udsendte eller den hjemmeværende forælder. Hvad gælder den udsendte forælder, er der særlige risikofaktorer i de tilfælde hvor soldaterforælderen udvikler posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) som følge af udsendelsen. PTSD medfører nedsat tilfredshed hos forælderen, mindre tilknytning til barnet, og potentielt sekundær traumatisering af barnet. Derudover er der større forekomst at overgreb mod børn (emotionelt, fysisk og seksuelt), ligesom der ses voldelig ad-færd og problemer med tilpasning i familien, når den hjemvendte soldat har PTSD. Mere end 1/3 af de børn, der har forældre med PTSD, vil få klinisk signifikante problemer, konkluderer Palmer (ibid.). Endvidere på-virkes barnet af forældrenes forhold, som ligeledes påvirkes negativt, når en af parterne har PTSD, eksempelvis i form af øgede skænderier. Den hjemmeværende partner bliver psykisk påvirket når soldaten ud-sendes f.eks. i form af stress og angst (ibid.). Denne forhøjede foræl-derstress kombineret med fraværet fra den udsendte forælder, mener forfatteren er en risikofaktor. Mængden af omsorg kan således forven-tes at være mindre med kun en hjemmeværende forælder. Ligesom at kvaliteten af omsorgen kan forventes nedsat, da den hjemmeværende har mindre mentalt overskud pga. egne bekymringer. De risikofaktorer, barnet oplever, er altså fordelt ud over udsendelsen og bidrager til en skrøbelig interaktion mellem barn og forældre i forbin-delse med udsendelse, som vil påvirke barnet affektivt (ibid., s. 221). Børn er responsive og vil muligvis afspejle deres forældres stressfulde

42 Det fremgår ikke hvorvidt det er 2-12 % af gruppen eller om det er af det samlede antal.

112

situation, udmøntet f.eks. i psykologiske udtryk i form af internalisering og eksternalisering eller frygt for afvisning. Hvad der kan modvirke disse risikofaktorer er hardinesss hos den en-kelte soldat samt struktureret social støtte i form af opfattet emotionel opbakning og generel støtte. Den vigtigste støtte, skriver Palmer (ibid.), er en øget støtte fra det militære system i de særligt stressfulde perio-der forbundet med udsendelse. Dette kan mindske forældres stress og derigennem forbedre forholdet og overskuddet til barnet. Af eksempler nævnes psykoedukation, forældreklasser og støttegrupper for forældre, der har en partner udsendt.

BØRN AF FORÆLDRE MED PTSD Der findes et massivt teoretisk og empirisk fundament omkring transge-nerationel traumatisering 43 – herunder især israelsk forskning i forbin-delse med Holocaust og de fortløbende krige, der er mellem israelere og palæstinensere. I Jacobsen et al’s artikel (1993) beskrives et gruppeforløb for børn med fædre, der er diagnosticeret med PTSD. Her udviser børnene flere symptomer, der er lignende fædrenes PTSD-symptomer, herunder især aggression. Det fremgår, at der er brug for en egentlig kortlægning af de risikofaktorer, der kan være i børnenes udvikling og ikke kun deres symptomer. I 2004 har Black fremført argumenter om kognitiv adfærdsterapi og EMD/R som virkningsfuld intervention i forhold til børn af politifolk i Nordirland. Flere af vilkårene for politifolkene og soldaterne er ens, hvorfor undersøgelsen muligvis kan bruges i forhold til USPER. 44

BØRNEMISHANDLING45 UNDER UDSENDELSE Gibbs et al’s (2007) undersøgelser af graden af børnemishandling i den amerikanske hær viser, at udsendelse af faren viser en markant for-øgelse af børnemishandling under udsendelse, hvor især forsømmelse bliver øget hos mødre, som ikke selv er ansat i forsvaret. Forfatterne hypotiserer, at en årsag kan være den øgede stress hos den hjemme-værende forælder som følge af, at udsendelsen negativt påvirker de ressourcer, moren har til at tage vare på barnet. Mishandlingen finder hyppigst sted ved første udsendelse (75% af tilfældene)46.

43 Betegnelse for traumatisering af ét familiemedlem qua et andets traume. En anden hyppigt brugt definition for det samme er sekundær traumatisering. 44 Det kan dog diskuteres om behandlingen af transgenerationel traumatisering hos børn bedst behandles med metoder, der er udformet til voksne, og metoder der er udviklet til primært trau-matiserede. 45 Mishandling er oversat fra ”maltreatment” der dækker over forsømmelse, fysisk-, psykisk- og seksuelt misbrug. 46 Undersøgelsen vurderes svært sammenlignelig med danske forhold som familien, den hjem-meværende forælder og barnet har. Militærfamilier i Danmark er integreret i det øvrige samfund modsat de militære samfund der er normen i USA. Derudover er det sandsynligt, at der er en væsentlig kulturforskel ifht synet på børn, børneopdragelse og afstraffelse USA og Danmark imellem. For eksempel er børn I Danmark ved lov beskyttet imod fysisk afstraffelse.

113

UNGE

FLERTYDIGT TAB Huebner et al har i 2006 undersøgt, hvorledes unge reagerer, når for-ældre udsendes. De mener, at unges copingstrategier ikke er fuldt ud-viklede, at de unge står overfor udviklingsmæssige udfordringer ved si-den af udfordringen ved at have en forælder udsendt. Det er med bag-grund i teorien om flertydigt tab, at Heubner et al ser på, hvilke ad-færdsmæssige og emotionelle ændringer, der finder sted hos den unge. De fandt, at udsendelse påvirker den unge i form af øget usikkerhed og flertydigt tab, ændringer i forhold til familiemedlemmer, samt ændring i de unges mentale velbefindende. Måden de unge udviste følelser, der afspejlede usikkerheden, var en større tendens til udadreagerende ad-færd, lavere tærskel i forhold til følelsesmæssige udbrud, større grad af ”manifestationer af depression og angst”. I familiesystemet udtrykte de unge forvirring omkring deres rolle, herunder især ved genforeningen med den udsendte forælder, som var mere vanskelig end det egentlige fravær. Forfatterne mener, at flertydigt-tab-teorien er en teoretisk ram-me, som unges opfattelse af forældres udsendelse skal undersøges ud fra. Forfatterne peger også på interventionsmetoder til at tackle de un-ges reaktioner. Emnerne her er: håndtering af sit temperament, at finde mening, at rekonstruere identitet, at normalisere ambivalens, fokusere på tilknytning (genetablere den) og finde håb.

MENTAL SUNDHED HOS UNGE I MILITÆRE FAMILIER En undersøgelse af Watanabe (1985), foretaget for Walter Reed Army Medical Center, har tilbage i 1985 peget på, ud fra spørgeskemaunder-søgelser til 13-18-årige, at unge i militære familier har et sundt selvbil-lede, og at dette er lig med eller ”overlegent” ikke-militære unges selv-billede. Der argumenteres for, at de unge fint tilpasses de omskiftelige krav, der kan være til en militærfamilie og deres unge. Dermed peger undersøgelsen på, at de særlige krav, der antages at være i militære familier, herunder udsendelse, ikke ændrer på den unges mentale til-stand eller selvbillede.

Fysiologiske reaktioner I en undersøgelse af Barnes, Davies og Reiber (2007) er sammenhæn-gen mellem psykiske reaktioner på et familiemedlems udsendelse, og det kropslige manifest i form af hjerterytme og blodtryk, blevet under-søgt hos unge. Tidligere forskning har vist, at der er en sammenhæng mellem stressniveau, PTSD og hjerterymte og blodtryk. I undersøgel-sen havde de unge et højere blodtryk og hjerterytme, samt rapportere-de større grader af stress sammenlignet med civile unge. Forskerne be-toner, at sammenhængen mellem de psykiske og fysiske faktorer må undersøges nærmere, men fremlægger en hypotese om, at de unges psykiske problematikker under et familiemedlems udsendelse får et fy-sisk manifest. Forfatterne opfordrer til et øget fokus på unge fra foræl-dre, lærere, rådgiveres/professionelles side under forælderens udsen-delse.

114

ANDRE FAKTORER

BETYDNING AF MODTAGELSE VED HJEMKOMST Den modtagelse soldaterne får ved hjemkomst efter international ud-sendelse har haft en særlig interesse i USA siden Vietnam-veteranerne vendte hjem til en generel politisk stemning, som fordømte, ikke bare regeringens valg af deltagelse i krig, men også soldaterne, og det ar-bejde de udførte (Johnson et al, 1997). I den forbindelse har der især været fokuseret på, hvilke sociale faktorer der bidrager til udviklingen af PTSD. Megen forskning peger på, at sociale variable spiller ind på ud-viklingen af (psykisk) sygdom og med stress som mediator (ibid., s.260). Negative sociale variable udgør altså risikofaktorer, men er ikke egentlig udløsende faktorer, og de positive sociale variable er beskyt-tende faktorer (eller ”stress buffers”). De generelle sociale variable er eksempelvis: samfundets modtagelse, det lokale nærmiljøs modtagel-se, kvalitet og frekvens af kontakt til signifikante andre. Eksempler på negative variable er viktimisering, stigmatisering og ambivalent kommu-nikation (ibid., s. 261) Johnson et al’s (ibid.) undersøgelse søger at afdække, om modtagelsen ved hjemkomst og de følgende seks måneder, kan være den udløsende faktor i udvikling af sygdom og stress og ikke ”kun” en risikofaktor. Til dette formål har de udviklet testen ”The West Haven Homecoming Stress Scale” (WHHSS). Deres konceptualisering af sociale faktorer er:

1) Den øjeblikkelige modtagelse af soldaten af familien og samfundet.

2) Specifikke ydmygende begivenheder eller privilegier solda-ten oplever i løbet af de første 6 måneder. 3) Graden af emotionel og materiel støtte fra familie og sam-

fund. Testen måler:

1) Præ-militære faktorer, eksempelvis barndomstraumer 2) Krigstraumer 3) Stress ved hjemkomst.

Deres fund peger på, at stress ved hjemkomst er den faktor, der mest signifikant forudsiger PTSD. Dette kan muligvis tyde på, at stress ved hjemkomst spiller en afgørende rolle for PTSDs ætiologi for soldater udsendt i international tjeneste (ibid., 274). De fandt, at de fire mest signifikante faktorer ved hjemkomststress var: Skam, negativ interper-sonel interaktion, social tilbagetrækning og misbilligelse. Forfatterne hypotiserer, at social tilbagetrækning, i højere grad end de andre, er en personlighedsfaktor, og at den derfor er mindre skadelig end for ek-sempel negativ interaktion, idet det er en valgt strategi til håndtering af hjemkomsten. De andre faktorer, mener de, er skadelige, da de medfø-rer vanskeligheder med at integrere krigsoplevelserne. Dette er i over-ensstemmelse med Antonovskys teori om ”Sense of Coherence”: At muligheden for at tillægge begivenheder mening og at integrere dem i livshistorier er en beskyttende faktor efter potentielt traumatiserende begivenheder.

115

Der kan dog rettes visse kritikpunkter af undersøgelsen: At forsøgsper-soner er Vietnam-veteraner og har været eller er i behandling for PTSD. Der har således ikke været mulighed for at undersøge det samlede bil-lede af de hjemkomne og for eksempel hvilke faktorer, der gør sig gæl-dende hos de resiliente personer, som ikke udviklede PTSD som følge af udsendelsen. Testen er rettet imod de første seks måneder efter hjemkomst, men testene finder sted flere år efter hjemkomsten. Det kan antages, at reliabiliteten påvirkes af, at testen besvares retrospektivt, samt at behandlingen for PTSD kan have påvirket forsøgspersonernes svar. Det politiske klima, samt muligheder for psykologisk bistand, er i dag forskelligt fra det Vietnam-veteraner oplevede. Populationen er så-ledes ikke repræsentativ eller sammenlignelig i forhold til USPERS målgruppe. På trods af denne og øvrig metodekritik mener forfatterne, at WHHS er et validt undersøgelsesinstrument, som kan anvendes i forbindelse med testning af stress ved hjemkomst (ibid., 276)47.

Nærmiljøets modtagelse ved hjemkomst Bolton et al (2002) opstiller en hypotese om, at der er en signifikant sam-menhæng mellem modtagelsen af hjemvendte soldater, nærmiljøets aner-kendelse af PTSD-symptomer og soldaternes adaption til hjemmet. Denne bekræftes i deres longitudinale undersøgelse af fredsbevarende styrker i Somalia, hvilket stemmer overens med tidligere undersøgelser af emnet (Butler et al 1988 i Bolton et al 2002). Sammenhængen mellem faktorerne fremgår dog forskelligt fra andre undersøgelser, da nærværende undersø-gelse finder, at det er udsættelsen for potentielt traumatiserende begivenhe-der i Somalia, der kan forklare variansen i PTSD-symptomer, og ikke hvor-dan man bliver modtaget. Modtagelsen ved soldatens hjemkomst bliver en mediator, hvor negativ modtagelse begrænser soldaten i at udtrykke sine fø-lelser og bekymring i løbet af udsendelsen, hvilket medfører social tilbage-trækning, isolation, og manglende mulighed for at tale om det potentielt traumatiske under udsendelsen og medfører mulig sekundær traumatisering (ibid., s. 242). Bowen et al (2003) har i en undersøgelse fundet, nærmiljøet påvirker solda-terfamilier indirekte ved at være mediator mellem familielivet og de ændrede omstændigheder de skal tilpasse sig, f.eks. i forbindelse med udsendelse. Hoshmand & Hoshmand (2007) finder ligeledes, at nærmiljøet har en vigtig betydning for soldaten såvel som familien generelt I forbindelse med udsen-delser – både på kort og lang sigt. Derfor mener forfatterne, at community-psykologer skal inddrages i arbejdet med militære forbindelser for at få et multisystemisk perspektiv på området, idet de kan bidrage med andre per-spektiver end den traditionelle militærpsykologi. Til at underbygge argumen-tet henviser forfatterne til et amerikansk survey, der viste at 80% ikke ville søge hjælp hos militære institutioner (ibid.).

47 Såfremt denne skal anvendes i forbindelse med USPER vil være behov for at udskifte visse items, for eksempel i forbindelse med missionsspecifikke spørgsmål, eller spørgsmål omkring politiske forhold der er forskellige USA og Danmark imellem.

116

FORVENTNING OM PSYKISKE REAKTIONER HOS DEN HJEMVENDTE SOLDAT Sammons & Batten (2008) har undersøgt, hvilken betydning det har for pårø-rende, at det nuværende fokus på hjemvendte soldater i høj grad er rettet imod psykopatologien frem for resiliens og tilpasning oven på en ekstraordi-nær oplevelse. Der har, iflg. forfatterne, aldrig været så stort fokus på de psykologiske kon-sekvenser ved at deltage i krig. Når man ser på morbiditet, er der større risi-ko psykisk end fysisk ved at deltage i krig. Når der ikke er en kendt fjende, er der en større psykisk risiko blandt andet ved, at de udsendte er under et konstant pres: De ved ikke, hvornår eller hvor de rammes, og har derfor ikke en følelse af at have et refugium hvor de kan slappe af. Prevalensen af psykiske skader er iflg Sammons og Battens (2008)48 opgø-relse ud fra den nuværende forskning på området:

PTSD: 14 % Depression: 14 % Traumatisk hjerneskade: 19 %

Det store fokus der er, mediemæssigt, forskningsmæssigt og samfunds-mæssigt på ovenstående er med til at skabe en kulturel forventning om, at krig ikke kan assimileres og sættes i hverdagskontekst i familierne eller nær-samfundet. Dermed skabes en historie, hvor soldater forbindes med patologi frem for selvheling og psykologisk coping. Der er f.eks. i høj grad fokus på PTSD som diagnose, hvilket, de mener, medfører en fare for at overse problemer i form af misbrug, depressioner, parforholdsproblemer, og arbejdsmæssig dysfunktion hvilke ofte er væsentli-ge belastningsfaktorer for familier, hvor en soldat har været udsendt. Ved at se på diagnoser frem for et bredere perspektiv, er der en risiko for, at der for-ventes dysfunktion i familierne. Det kan medføre en statisk tilgang til proble-matikken frem for at se på ændringspotentiale i form af posttraumatisk vækst og -transformation. Altså at der skabes et for snævert fokus i tilgangen til den hjemvendte soldat og dennes familie. Forfatterne argumenterer for, at be-handlingen af kliniske diagnoser ikke foregår i et vakuum, men ses i forhold til de konsekvenser det kan have for de enkelte familiemedlemmer, og famili-en som system, frem for en afgrænset problematik i den enkelte soldat.

TRAUMATISKE HJERNESKADER Collins & Kennedy (2008) har lavet en undersøgelse af hvordan trau-matiske hjerneskader (Traumatic brain injury,TBI) hos en tidligere ud-sendt soldat påvirker familien. Når en soldat får TBI påvirkes både partner og forældre. Undersøgelsen vi-ser, at begge grupper er belastede, men at der i særlig grad påvirkes. De emotionelle, neuroadfærdsmæssige og personlighedsmæssige ændringer i forbindelse med skader er de faktorer, der forvolder mest sorg og smerte, og som er sværest at håndtere. Almindelige reaktioner hos familien i akutfasen

48 Det fremgår ikke hvad komorbiditeten er, eller om forsøgspersoner kan indgå i flere end en kategori.

117

er chok, forvirring og angst. Senere er depression, fortvivlelse og sorg almin-deligt forekommende. Familien har i kraft af selve udsendelsen oplevet ændringer, inden traumet er forekommet, f.eks. i form af forventninger om død eller tab af lemmer, men sjældent forventninger om varige personlighedsændringer, neurologiske skader eller ændret bevidsthedstilstand. Det tab familien oplever, i form af både udsendelse og efterfølgende hjerneskade, karakteriseres som et flerty-digt tab (ambiguous loss). Forfatterne beskriver to typer flertydigt tab: 1) Hvor tabet opleves på baggrund af en person i familien der er psykologisk tilstedeværende i familien, men fysisk er fraværende (fx udsendt) 2) Hvor en person fysisk er til stede i familien men ikke er tilstede psykisk (eksempelvis på grund af koma, demens, PTSD eller TBI) Ved TBI er omfanget og følgen af hjerneskaden sjældent tydeligt og familien kan ikke klart definere hvad de sørger over, hvilket paralyserer individuel og familiemæssig sorg- og copingprocesser. Ikke kun soldatens tilstand og ændrede rolle påvirker familien, men også sel-ve behandlingen, der kan foregå langt fra hjemmet, kan være meget tidskræ-vende og en belastning for familien. Artiklen peger på, at der særligt i ”unge ægteskaber” kan forekomme rollekonflikt mellem ægtefælle og forældre i for-hold til, hvem der skal indgå i behandlingen, herunder familiebehandling.

118

LITTERATUR 1. Adams, G.A. et al (2005) Direct and Indirect Effects of Operations

Tempo on Outcomes for Soldiers and Spouses, Military Psychology 17(3), 229-246

2. Amen, DG. Et al (1988) Minimizing The Impact of Deployment Separa-tion On Military Children: Stages, Current Preventive Efforts, and Sys-tem Recommendations, Military Medicine, 153, 9:441

3. Anderson, L.J. (1985) The Pet in the Military Family at Transfer Time, Marriage & Family Review,8:3,205 — 222

4. Applewhite, LW & Mays RA. (1996) Parent-Child Separation: A Com-

parison of Maternally and Paternally Separated Children in Military Families, Child and Adolescent Social Work Journal, vol.13, no.1

5. Barnes, Davies & Treiber (2007) Percieved Stress, Heart Rate and Blood Pressure among Adolescents with Family Members Deployed in Operation Iraqi Freedom, Military Medicine, 172, 1:40

6. Basram, K. (2008) Homecoming as Safe Haven or the New Front: At-tachment and Detachment in Military Couples, Journal of clinical Social Work, 36:83-96

7. Black, A (2004) Treatment of psychological Problems Experienced by the Children of Police Officers in Northern Ireland, Child Care in Prac-tice, vol. 10, no. 2, p. 99-106

8. Black, W.G. (1993) Military-Induced Family Seperation: A Stress Re-duction Intervention, Social work, vol 38(3)

9. Blount, W & Curry, A (1992), Family Separations in the Military, Military medicine, 157, 2:76

10. Bolton et al. (2002) The Impact of Homecoming Reception on the Adap-tion of Peacekeepers Following Deployment, Military Psychology 14(3),p. 241-251

11. Bowen, G.L. et al (1993) Family Adaptation of Single Parents in the United States Army: An Empirical Analysis of Work Stressors and Adaptive Resources, Family Relations, 42, 293-304

12. Bowen, G.L. et al (2003) Promoting the Adaptation of Military Families: An Empirical Test of a Community Practice Model, Family Relations, 2003, vol.52, no. 1, s. 33–44

119

13. Britt & Dawson (2005) Predicting Work-Family Conflict From Workload, Job Attitudes, Group Attributes and Health: A Longitudinal Study, Mili-tary Psychology 17(3),p. 203-227

14. Bunch, S.G., Eastman, B.J. & Moore, R.R. (2007) A Profile of Grand-

parents Raising Grandchildren as a Result of Parental Military Deploy-ment, Journal of Human Behaviour in the Social Environment, vol 15, issue 4

15. Chapin, M.G. (2004) Violence Exposure in Home and Community: In-

fluence on Posttraumatic Stress Symptoms in Army Recruits, Journal of Community Psychology, Vol. 32, No. 5, 527–541

16. Collins, R.C. & Kennedy, M.C (2008) Serving Families Who Have

Served: Providing Family Therapy and Support in Interdisciplinary Poly-trauma Rehabilitation, Journal of Clinical Psychology, vol. 64(8), s. 993-1003

17. Cozza, Chun & polo (2005) Military Families and Children during Op-

eration Iraqi Freedom, Psychiatric Quarterly, vol76, no4

18. Crouter, A.C. & Bumpus, M.F. (2001) Linking Parents’ Work Stress to Children’s and Adolescents’ Psychological Adjustment, current Direc-tions in Psychological Science, vol.10, no5, s. 156-159, Blackwell pub-lishers

19. Desilvilya, H.S. & Gal, R. (1996) Coping with Stress in Families of Ser-vicemen: Searching for "Win-Win" Solutions to a Conflict between the Family and the Military Organization, Family Process 35:211-225

20. Drummet, Coleman & Cable (2003), Military Families Under Stress:

Implications for Family Life Education, Family Relations, 52,3, Aca-demic Research library

21. Eastman, Archer & Ball (1990), Psychosocial and Life Stress Character-istics of Navy Families: Family Environment Scale and Life Experiences Scale Findings, Military Psychology 2(2),p. 113-127

22. Erbes, C.R et al (2008) Couple Therapy With Combat Veterans and Their Partners, Journal of Clinical Psychology, Vol. 64(8), 972—983

23. Gibbs et al (2007), Child Maltreatment in Enlisted Soldiers’ Families

During Combat-Related Deployments, JAMA vol 298, no 5, 228-235

24. Hillenbrand, E.D. (1976) Father Absence in Military Families, The family Coordinator, vol. 25, no. 4 pp 451-458

25. Hoshmand, L.T. & Hoshmand, A.L. (2007) Support for Military families and Communities, Journal of Community Psychology, Vol. 35, No. 2, 171–180

120

26. Huebner, A.J. et al, (2007), Parental deployment and youth in military families: exploring uncertainty and ambiguous loss, Family relations, 56, p. 112-122, Blackwell publishing

27. Huffman, A.H., Culbertson, S.S. & Castro, C.A. (2008) Family-Friendly Environments and U.S. Army Soldier Performance and Work Out-comes, Military Psychology, 20:253–270

28. Jacobsen, L.K. et al (1993) Group Psychotherapy for Children of Fa-

thers with PTSD: Evidence of Psychopathology Emerging in the Group Process, Journal of Child and Adolescent Group Therapy, vol 3, no 2.

29. Jensen et al (1995) Prevalence of mental Psykisk lidelse in Military Children and Adolescents: Findings from a two-Stage Community Sur-vey, J.Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry, 34:11 s.1514-1524

30. Jensen, PS, Martin, D & Watanabe, H. (1996) Children’s Response to Parental Separation during Operation Desert Storm, J.Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry, 35:4

31. Johnson, DR et al (1997) the Impact of the Homecoming Reception on the Development of Posttraumatic Stress: The West Haven Homecom-ing Stress Scale (WHHSS), Journal of Traumatic Stress, vol.10, no.2

32. Kelley, ML. (1994a) The Effects of Military-Induced Separation on Fam-ily Factors and Child Behavior, Amer.J.Orthopsyhiat., 64(1)

33. Kelley, ML. (1994b) Military-induced Separation in Relation to Maternal Adjustment and Children’s Behaviors, Military psychology, 6(3), 163-176

34. Kelley, ML., Herzog-Simmer, PA. & Harris, MA. (1994) Effects of Mili-tary-Induced Separation on the Parenting Stress and Family Function-ing of Deploying Mothers, Military Psychology, 6(2), s.125-138

35. Rothrauff, T., Cable, S.M. & Coleman, M (2004) All that You Can Be,

Journal of Teaching in Marriage and Family, Vol. 4(1)

36. Kelley, ML. (2001b) Internalizing and Externalizing Behavior of Children With Enlisted Navy Mothers Experiencing Military-Induced Separation, J.Am.Acad.Child Adolesc. Psychiatry, 40:4

37. Kelley, M.L: et al (2002), Psychological Adjustment of Navy Mothers Experiencing Deployment, Military Psychology, 14(3), p. 199-216

38. Kelley, M. et al. (2006), A Participant Evaluation of the U.S. Navy Par-ent Support Program, journal of family violence, 21:301-310

121

39. King, L.A. et al (2006) Deployment Risk and Resilience Inventory: A Collection of Measures for Studying Deployment-Related Experiences of Military Personnel and Veterans, Military Psychology 18(2), 89-120

40. Kleiger, J.H. et al (1993) “Children, Don’t Forget Me”: A Resource and Support Group for Deployed Parents During Operations Desert Shield and Desert Storm, health and social work, vol 18(3)p. 237-240

41. Lakhani, H. & Hoover, E.C. (1995), Child Care Use, Earnings and re-enlistment Desires of Wives of Enlisted Soldiers in the U.S. Army, Mili-tary Psychology, 7(4), p. 265-276

42. Legree, P.L. et al (2000) Military enlistment and Family Dynamics: Youth and Parental Perspectives, Military Psychology 12(1) p. 31-49

43. Lincoln, A., Swift, E & Shorteno-Fraser, M (2008) Psychological Ad-justment and Treatment of Children and Families With Parents De-ployed in Military Combat, Journal of Clinical Psychology, Vol. 64(8), 984-992

44. McCubbin & McCubbin (1988) Typologies of Resilient Families: Emerg-

ing Roles of Social Clas and Ethnicity, Family Relations, 37, 247-254

45. McFadyen, J.M., J. Kerpelman, J.L. & Adler-Baeder, F. (2005) Examin-ing the Impact of Workplace Supports: Work-Family Fit and Satisfaction in the U.S. Military, Family Relations, 54, 131–144.

46. Milgram, N.a. & Bar, K (1993) Stress on Wives due to Husbands’ Haz-

ardous Duty or Absence, Military Psychology, 5(1), s. 21-29

47. Niederhauser et al (2005) Building Strong and Ready Army Families: A Multirisk Reduction Health Promotion Pilot Study, Military Medicine, 170, 3:227

48. Palmer, C. (2008) A Theory of Risk and Resilience Factors in Military Families, Military Psychology, 20:205–217

49. Parker et al (2002) “Out of Sight” But Not “Out of Mind”: Parent contact

and worry Among Senior Ranking Male Officers in the Military Who Live Long Distances From Parents, Military Psychology, 14(4), 257-277

50. Peebles-Kleiger, M.J. and Kleiger, J.H. (1994) Re-Integration Stress for Desert Storm Families: Wartime Deployments and Family Trauma, Journal of Traumatic Stress, Vol 7, No. 2

51. Pierce, P.F. (1998), Retention of Air Force Women Serving During De-

sert Shield and Desert Storm, Military Psychology, 10(3), p. 195-213

52. Rodriguez, A.R., (1980) The Family in the Military Community: Issues for the Military Psychiatrist, Military medicine, ????

122

53. Rosen & Moghadam (1990), Matching the support to the stressor: Im-

plications for the Buffering Hypothesis, Military Psychology, 2(4), s. 193-204

54. Rosen, Moghadam & Bain (1992) Health problems among Army Chil-dren, military medicine, 157, 2:85

55. Rosen, Moghadam & Vaitkus (1989), The Military Family’s Influence on Soldiers’ Personal Morale: A Path Analytic Model, Military Psychology 1(4),p.201-213

56. Rosen, LN, Westhuis, DJ. & Teitelbaum, JM (1993), Children’s Reac-tions to the Desert Storm Deployment: Initial Findings from a Survey of Army Families, Military Medicine, vol. 158, 7:465

57. Rothrauff, T., Cable, S.M. & Coleman, M (2004) All that You Can Be, Journal of Teaching in Marriage and Family, Vol. 4(1)

58. Rotter & Boveja (1999) Counseling Military Families, The Family Jour-

nal: Counseling and Therapy for Couples and Families, vol. 7 no4, 379-382

59. Russo, T.J. & Fallon, M.A. (2001), Helping Military Families Who Have a Child with a Disability Cope with Stress, Early Childhood Education Journal, vol. 29. No1, s. 3-8

60. Sammons, M.T. & Batten, S.V (2008) Psychological Services for Re-turning Veterans and Their Families: Evolving Conceptualizations of the Sequelae of War-Zone Experiences, Journal of Clinical Psychology, Vol. 64(8), 921—927

61. Scaturo, D.J & Hayman, P.M. (1992) The Impact of Combat Trauma Across the Family life Cycle: Clinical Considerations, Journal of trau-matic stress, vol. 5. No.2

62. Siebold, G.L. & Lindsay,T.J. (2001) The relation Between Demographic Descriptors and Soldier-Percieved Cohesion and Motivation, Military Psychology 11(1),p. 109-12

63. Thomas, PJ & Thomas MD (1992) Effects of Sex, Marital Status, and Parental Status on Absenteeism Among Navy Enlisted Personnel, Mili-tary Psychology, 6 (2), 95-108

64. Vinokur, A.D., Pierce, P.F. & Buck, C.L. (1999) Work-family conflicts of women in the Air Force: their influence on mental health and functioning Journal of Organ-

izational Behavior, vol 20, s. 865-878

123

124

65. Waldron, J.A., Whittington, R. and Jensen, S. (1985) Group Work with Military Families Experiencing Parents' Deployment',Social Work With Groups,8:2,101 — 109

66. Watanabe, H.K. (1985) A Survey of Adolescent Military Family Mem-

ber’s Self-Image, Journal of Youth and Adolescence, vol 14, no2, s. 99-107

67. Weis, K.L., et al (2008) The Relationship of Military Imposed Marital Separations on Maternal Acceptance of Pregnancy, Research in Nurs-ing & Health, 31, 196–207

68. Werkman, S. & Jensen, P.S. (1992) resolved: military Family life Is

hazardous to the mental health of Children, Journal of American Acad-emy of Child and Adolescent Psychiatry, 31:5

Documents

Undersøgelse af,hvad der påvirker pårørende til soldater ... PSYK_Pårøren… · såvel soldat som forsvar. Børnene er beskrevet i denne undersøgelse gennem deres hjemmeværende