Virkeligheder på spil · 2015-09-17 · 2 1.1.1 Formål og bidrag Hovedformålet i denne afhandling har to sider. Jeg vil først udvikle empirisk filosofi som analytisk tanke- og

Christopher Gad

Virkeligheder på spil - studier i empirisk filosofi, fiskerikontrol og ontologisk arbejde Ph.d.-afhandling Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet, 2009 Hovedvejleder: Randi Markussen

Virkeligheder på spil

Studier i empirisk filosofi, fiskerikontrol og ontologisk arbejde

246

Tusind tak til alle der har præget tilblivelsen af denne afhandling. En særlig tak går til: Center for STS-studier på Informationsvidenskab og alle, der har lagt vejen forbi det sted, som gennem flere år har udgjort platformen for mit akademiske liv. Claus Bossen, Peter Lauritsen og Finn Olesen for at gøre hverdagen på Informationsvidenskab til både en menneskelig og faglig fornøjelse. Casper Bruun Jensen for at dele sin store viden med mig i en uendelig samtale om STS, ANT og meget andet. Moeko Saito-Jensen for også at være min ven. Elsebet, Povl og Johan Gad og deres gemaler for at være den bedste familie, nogen kan ønske sig. Randi Markussen for vejledning og for med sine overraskende associationer til alle mulige ting altid at yde hjælp og støtte til at tænke anderledes. Peter Bøgh Andersen for at gøre det muligt at stå til søs. Kim Kullman og Monica Buscher for at gøre et koldt efterår i Lancaster til en varmere og akademisk interessant tid for mig. Kasper Ostrowski for at løbe mig i gang og løbe med. Lone Kofoed Hansen for mange inspirerende samtaler, der giver mod til at kaste sig ud i lidt af hvert. Troels Posselt for samtaler om alskens litteratur og venskab. Rune Mai og Christian Spliid Clausen for ubetinget og godt venskab. Og til alle andre jeg kender fra Informationsvidenskab for at vise mig, hvor stolt man kan være over vores faglighed, hvad enten den udfoldes i den uvirkelige verden eller den akademiske. Katja Damkjær Spliid og Bente Pasgaard for at lokalisere mine sproglige kvababbelser. Jeg vil gerne sende en ekstra varm tak til Vestkysten og skibets besætning for at tage åbenhjertigt imod mig og dele hverdag og tanker med mig. Jeg vil også sige ekstra tak til mine medforfattere og til de personer, som har læst og kommenteret hen af vejen. Afhandlingen havde ikke været mulig at skrive uden jer. Dens fejl og mangler er naturligvis mine egne. Århus d. 27.1.2009 Christopher Gad

244

Indhold

DEL 1: Indledning......................................................................................................... 1 1.1.1 Formål og bidrag ......................................................................................... 2 1.1.2 Empirisk filosofi - tilgangens potentiale og rækkevidde .................................... 3 1.1.3 Opbygning og valg af teoretiske og analytiske fokuspunkter ............................ 7

DEL 2: Empirisk filosofi som tanke- og tilgang............................................................... 12 2.1 Karakteristik af empirisk filosofi ......................................................................... 13

2.1.1 Empirisk filosofi som et fokus på ”filosofering” i praksis ................................. 13 2.1.2 Empirisk filosofi i relation til ANT og generaliseret non-asymmetri .................. 14 2.1.3 Ontologi og multiplicitet .............................................................................. 19 2.1.4 Multinaturalisme......................................................................................... 23 2.1.5 Empirisk filosofi som multinaturalisme illustreret gennem en etnografisk case ... 27

2.2 Centrale begreber for udvikling af empirisk filosofi.............................................. 32 2.2.1 Kompleksitet, tværfaglighed og videnssamfund ............................................. 32 2.2.2 Relationsbegrebet og empirisk filosofi som ”relationisme” .............................. 35 2.2.3 Skala og proportionalitet............................................................................. 42 2.2.4 Teoretisk agnosticisme i forhold til skala vs. ”overskridelse” af skala ............... 45 2.2.5 Fraktalitet .................................................................................................. 47 2.2.6 Kompleksitet, fraktalitet og empirisk filosofi................................................... 51

2.3 Analytiske konsekvenser af empirisk filosofi ........................................................ 55 2.3.1 Opfindelse og objektivering af et empirisk felt............................................... 55 2.3.2 Et empirisk felt som et delvist eksisterende sted .............................................. 56 2.3.3 Et empirisk felts uendelige karakter .............................................................. 57 2.3.4 Naturalistiske forestillinger om et felt ............................................................ 59 2.3.4 Fiskerikontrol som et ”analytisk netværk” ...................................................... 60

DEL 3: Empirisk filosofiske analyser af fiskerikontrol ...................................................... 63 3.1 Introduktion til fiskerikontrol .............................................................................. 64

3.1.1 Fiskerikontrol i Danmark ............................................................................. 64 3.1.2 Empirisk materiale, herunder kontrolskibet Vestkysten.................................... 65 3.1.3 Et konfliktfyldt felt i forandring – normalisering af kontrol............................... 69 3.1.4 Normalisering af teknologisk udvikling......................................................... 72 3.1.5 En kontrast mellem nutid og fortid................................................................ 74 3.1.6 En præventiv effekt ..................................................................................... 76 3.1.7 Præventive teknologier og deres rækkevidde ................................................ 78 3.1.8 Virkelighed på spil ..................................................................................... 81 3.1.9 Toldersyndromet......................................................................................... 83 3.1.10 Infrarefleksivitet i fiskerikontrol................................................................... 85

3.2 Dokumenter om fiskerikontrol læst som udlægninger af netværk........................... 88 3.2.1 Praktisering af fiskeri og fiskerikontrol som genstande for styring.................... 89 3.2.2 Dokumenter i lyset af STS-studier og etnografi .............................................. 90 3.2.3 At ”læse med” dokumenter.......................................................................... 93 3.2.4 Deloitte-rapporten ...................................................................................... 95

245

3.2.5 Fiskeridirektoratets kontrolstrategi ................................................................ 98 3.2.6 En resultatkontrakt mellem direktoratet og ministeriet ................................... 106 3.2.7 Afrunding - refleksiv kontrol og styring....................................................... 111

3.3 Teknologifilosofi som empirisk filosofi - en undersøgelse af teknologiske skalaer i praksis ................................................................................................................ 116

3.3.1 Don Ihdes teknologifilosofiske agenda........................................................ 119 3.3.2 Empiriske anliggender for filosofi og antropologi ........................................ 121 3.3.3 Praksis, epistemologi og teknologi ............................................................. 125 3.3.4 Empirisk filosofi eksemplificeret.................................................................. 127 3.3.5 Den zimbabwianske bushpumpe og teknologiens flydende karakter ............. 128 3.3.6 ”Enabling” teknologi................................................................................. 132 3.3.7 Fiskerikontrol og teknologiske skalaer ........................................................ 136 3.3.8 Afrunding - ontologisk fluiditet, enablement og teknologiske skalaer ............. 143

3.4 Situeret overvågning....................................................................................... 149 3.4.1 Overvågningsstudier – en karakteristik ....................................................... 150 3.4.2 Situering af overvågning........................................................................... 154 3.4.3 Overvågning i praksis på Vestkysten.......................................................... 158 3.4.4 Arbejdet med at etablere overvågning ....................................................... 162 3.4.5 Friktion.................................................................................................... 164 3.4.6 Modstand ................................................................................................ 165 3.4.7 Hvem overvåger hvem?............................................................................. 166 3.4.8 Omsorg eller kontrol? ............................................................................... 167 3.4.9 Afrunding - situeret overvågning................................................................ 168

3.5 Hvad vi taler om, når vi taler om sømandskultur ............................................... 171 3.5.1 Hvad vi taler om, når vi taler om X ............................................................ 173 3.5.2 Fraktale eller delvise tematiske forbindelser................................................. 174 3.5.3 Fakta og fiktion - en skala udspændt mellem nærhed og fjernhed................. 176 3.5.4 Filmen Martha.......................................................................................... 177 3.5.5 Analyse af Martha.................................................................................... 179 3.5.6 Havstrømer: maskulin heroisering og omsorg for fiskerierhvervet.................. 184 3.5.7 Første tematiske forbindelse: frihed og styring............................................. 188 3.5.8 Anden tematiske forbindelse: kønsforståelser og køn som kommentar på hierarki........................................................................................................................ 189 3.5.9 Tredje tematiske forbindelse: orden, uorden og teknologiforståelse ............... 199 3.5.10 Fjerde tematiske forbindelse: refleksiv nostalgi .......................................... 201 3.5.11 Et fællestræk ved de tematiske forbindelser: refleksivitet som kulturel værdi.. 204 3.5.12 Afrunding - fiskerikontrol i sammenhæng ................................................. 206

DEL 4: Afrunding ..................................................................................................... 210 4.1 Empirisk filosofiske spændinger ....................................................................... 211

Referencer ............................................................................................................... 223

Dansk resumé .......................................................................................................... 236

English summary ...................................................................................................... 240

1

DEL 1: Indledning I den første del af afhandlingen vil jeg beskrive dens formål, herunder dens teoretiske og

analytiske bidrag. Jeg vil overordnet karakterisere min tilgangs potentialer og rækkevidde

og beskrive afhandlingens opbygning og analytiske fokuspunkter.

2

1.1.1 Formål og bidrag Hovedformålet i denne afhandling har to sider. Jeg vil først udvikle empirisk filosofi som

analytisk tanke- og tilgang. Dernæst vil jeg vil afprøve og udvikle empirisk filosofi videre i

analyser af empirisk materiale om fiskerikontrol. Min empiri er koncentreret omkring mit

feltarbejde på det danske fiskerikontrolskib Vestkysten, men breder sig også til tekstligt

kildemateriale.

Empirisk filosofi er ikke en teori, der er fuldt konsolideret som faglig tradition. Begrebet

blev introduceret af filosoffen og Science, Technology, Society (STS)-forskeren Annemarie

Mol i værket The Body Multiple. I dette værk benytter hun begrebet til at betegne sin tilgang

i undersøgelse af lægevidenskabelige praksisser omkring åreforkalkning i Holland (Mol

2002). Mol har med empirisk filosofi sat nogle ideer i spil i det multidiciplinære fagfelt STS,

der dog ikke kan siges at dominere her.1 Begrebet refererer altså ikke til en bredt anvendt

eller færdigudviklet teori, men er en teoretisk bold, Mol har kastet på banen. Denne

afhandlings bidrag er at gribe, modellere og spille bolden videre. Jeg vil således udvikle

begrebet om empirisk filosofi ved at trække på ressourcer i antropologi og STS, herunder

særligt arbejder af Mol, aktør-netværksteoretikeren Bruno Latour, cyborgfeministen Donna

Haraway og antropologerne Eduardo de Viveiros de Castro og Marilyn Strathern.

Empirisk filosofi lægger op til at undersøge sit analyseområde empirisk og giver

anledning til at betragte det som et distribueret, komplekst og dynamisk netværk.

Afhandlingens analytiske bidrag er at udvikle en forståelse af udvalgte dimensioner af

fiskerikontrol i praksis gennem analyser af feltarbejde og tekstligt kildemateriale. Så vidt jeg

ved, er fiskerikontrol ikke undersøgt på lignede vis i akademisk sammenhæng.

Afhandlingens mål er herunder, at empiriske filosofiske analyser af fiskerikontrol vil bidrage

1 I juni 2008 blev der på Said Business School i Oxford, England gennemført et seminar med titlen A Turn to Ontology in STS (http://www.sbs.ox.ac.uk/events/ontology/), som netop er det fokusskifte, der karakteriserer empirisk filosofi. Mols kommentarer til spørgsmål, som arrangørerne af dette arrangement stillede, problematiserer, om der i STS kan tales om en decideret drejning mod ontologi og dermed mod en empirisk filosofisk tilgang. ”Are there turns? Or are there a few people trying to attend to a theme, something to attend to?” (Mol 2008). I min forståelse er der ikke tale om en drejning mod ontologi og empirisk filosofi i STS, men snarere om et bestemt fokus, som interesserer visse og muligvis flere og flere personer. Det er da stadig et åbent spørgsmål, hvad empirisk filosofi er, og hvad tankegangen betyder for analyse, og dermed kalder begrebet på afprøvning og udvikling.

3

til forståelse af et moderne, neoliberalt, ”videnskabeliggjort” og teknologiseret bureaukratis

virksomhed og dermed til forståelse af begreber som teknologi, kontrol, styring og frihed.

Min strategi er, at jeg i afhandlingens anden del efter denne indledning sætter empirisk

filosofi i relation til nogle begreber, jeg betragter som ”tænkeressourcer” for tilgangen. Det

er væsentligt at understrege, at jeg opfatter empirisk filosofi som en bestemt indstilling,

disposition eller attitude, som danner afsæt for studier i, hvordan virkelighed løbende

indrettes i partikulære sammenhænge, og ikke som en ”stærk teori”,2 der skal forklare

verden. Derfor er det ikke min intention at konstruere en overordnet teoretisk ramme, som

herefter appliceres i analyse. Det er i stedet målet, at min specificering og diskussion af

vigtige begreber for empirisk filosofi kan fungere som katalysator for, at teori og empiri vil

indgå i frugtbare analytiske samspil. I analyserne vil jeg således løbende inddrage nye

teoretiske elementer og udvikle empirisk filosofi i det omfang, jeg finder relevant. 3

1.1.2 Empirisk filosofi - tilgangens potentiale og rækkevidde

Theory does not express, translate or serve to apply practice: it is practice (Deleuze og Foucault i Deleuze 1999: vii)

Empirisk filosofis teoretiske og analytisk nyskabende potentiale har udspring i, at der med

begrebet insisteres på at kombinere etnografiske studier i menneske og teknologi med

undersøgelser af filosofisk relevante spørgsmål eksempelvis om, hvordan virkelighed,

menneske eller teknologi bliver og er til. Empirisk filosofi kombinerer altså en filosofisk

interesse for ”grundspørgsmål” med en STS- og etnografisk interesse for studier i menneske

2 ”Stærk teori” er min betegnelse for en almindelig forståelse af teori som en generel forklaringsramme fx i forhold til, hvordan verden eller dele deraf er til og virker. Teori kan i denne forståelse eksempelvis fungere præskriptivt eller som en forklaringsmodel i forhold til en række meget forskellige fænomener. I mine øjne kan empirisk filosofi bl.a. med sine rødder i ANT ikke være et forsøg på at opbygge en stærk teori, men er snarere en metodologisk indstilling, attitude eller disposition, der søger at åbne for undersøgelse af, hvordan partikulære virkeligheder løbende bliver til og virker i praksis. Ideen om ANT eller post-ANT som en (postplural) attitude har jeg undersøgt tidligere (Gad 2005) og også sammen med Casper Bruun Jensen (Gad og Jensen 2009). Se endvidere Jensen (2004a) for en lignende pointe i forbindelse med hans karakteristik af STS-studier som ressource for udvikling af en non-humanistisk disposition. 3 Oprindeligt var målet for mit ph.d.-projekt at analysere ”pervasive computing” eller ideen om ”it i alting” gennem studier af et teknologisk ”mættet” miljø. Det var derfor valget af sted for udførsel af feltarbejde faldt på fiskerikontrolskibet Vestkysten. Mit fokus er dog skiftet gennem ph.d.-processen, således at afhandlingen nu omhandler fiskerikontrol i bredere forstand. Pervasive computing er således ikke et fokus i afhandlingen, men jeg lægger dog stadig stor vægt på at undersøge teknologi i praksis.

4

og teknologi i praksis. I mine øjne refererer empirisk filosofi dog mere til STS, end tilgangen

skriver sig ind i en filosofisk fagtradition. En filosofisk tilgang kan også have fokus på

praksis, men vil i min forståelse oftest kredse om, det jeg vil kalde ”det menneskelige vilkår”

(frit efter titlen på Hannah Arendts værk The Human Condition (1958)). Filosofisk

undersøgelse vil således i reglen fokusere på at identificere særegne og transcendente

kendetegn ved mennesket (som sådan) og/eller dets almene situation og placere det i

centrum af sin analyse.4 I forlængelse af bestemte grene i STS, navnlig feministiske

teknologistudier og aktør-netværksteori (ANT), undersøger empirisk filosofi i stedet verden

som heterogen og multipel. Mennesket kan med afsæt i sådanne tilgange kun forstås i

samspil med andre aktører, herunder teknologi og/eller andre nonhumane aktører.

Mennesket placeres dermed ikke i centrum hverken ontologisk eller analytisk, og i stedet er

det opfattelsen, at såvel mennesker som andre aktører bliver til på bestemte måder i kraft af

de partikulære sammenhænge, de indgår i.

Når empirisk filosofi stiller filosofiske spørgsmål, vil mulighederne for at svare derpå

således altid være bundet til de empiriske sagsforhold, der undersøges. Denne bundethed til

det empiriske antyder én grænse for tilgangens rækkevidde. Empirisk filosofi stiller sig

forbeholdent over for forsøg på at udtale sig om det ”generelle”, ”universelle”,

”transcendente”, ”almene” og lignende, f.eks. at menneske eller teknologi skulle være

kendetegnet ved bestemte essentielle eller universelt gældende karakteristika. Ideer om,

hvad det generelle mv. er, kan i en empirisk filosofisk forståelse dog have væsentlige

effekter, men empirisk filosofi insisterer på, at det generelle altid har ophav i det

partikulære, og derfor må knyttes analytisk dertil. Holdningen er således ikke, at ”det

generelle” ikke kan være virksomt i flere sammenhænge. Det generelle kan tænkes at

”rejse” og gøre sig gældende på tværs af praksisser, som dog således igen vil indvirke på,

det der opfattes som generelt.

4 Det er dog ikke al filosofi, som sætter mennesket i centrum. Empirisk filosofi er i familie med bestemte grene af filosofi og idéhistorie som f.eks. Gille Deleuzes, Michel Serres og Michel Foucualts tænkning, der også undersøger mennesker, som produkter af historiske omstændigheder og de partikulære relationer og sammenhænge, de er spundet ind i.

5

Empirisk filosofi problematiserer dermed en almindelig forståelse af filosofi og

etnografisk arbejde som væsensforskellige gøremål, det kræver forskellige tanke- og

tilgange at udføre, og at de dermed også har klart separate formål, f.eks. at filosofisk

undersøgelse omhandler det almene, mens etnografiske studier handler om at udforske det

partikulære. For alle tilgange vil i en empirisk filosofisk forståelse være bundet og situeret i

forhold til partikulære omstændigheder, som sætter grænser for, hvad der kan analyseres,

og for, hvordan noget overhovedet kan beskrives.

Empirisk filosofi er således kendetegnet ved en form for relativisme. Relativisme bør dog

her netop forstås i forhold til, at empirisk filosofi som beskrevet anser det for dybt

problematisk at benytte noget ”alment”, ”generel”, ”transcendent” mv., f.eks. en ekstern

produceret teori til at forklare eller sammenligne praksisser med - endsige benytte en

eksternt produceret standard for, hvad ”god praksis” er til at vurdere dens ”kvalitet”.

Hermed antydes en anden grænse for tilgangen, nemlig at det på baggrund heraf er

vanskeligt at vurdere, hvad der er godt eller skidt ved praksis og dermed også at vurdere

forslag til ”forbedring” af praksis. Til gengæld vil tilgangen også kunne gøre sådanne

forslag, deres forestillinger om god og dårlig praksis og disse forestillingers virkning i

konkrete projekter til genstand for empirisk undersøgelse.

Relativisme henviser således i denne sammenhæng ikke til, at empirisk filosofi er en

”lokalisme”, dvs. at tilgangen skulle betragte praksisser som radikalt adskilt fra hinanden,

f.eks. i kraft af at folk alskens steder gør forskellige ting og opfatter dem forskelligt. Der er

heller ikke tale om en moralsk relativisme, dvs. den holdning, at alle værdier er ”lige gode”.

Snarere er der med empirisk filosofi tale om relativisme som en relationisme, hvilket betyder,

at alle forhold er, som de er, i henhold til de partikulære sammenhænge og relationer, som

de indgår i. Derfor må de undersøges som sådan. Empirisk filosofi ”forherliger” således

ikke praksis eller det særegne og unikke, men er derimod en anledning til at udvikle et

fyldigt praksisbegreb, dels ved at undersøge både handling og konceptuelle dimensioner af

praksis, dels ved at analysere forbindelser mellem forskellige praksisser.

I en empirisk filosofisk forståelse skaber og vedligeholder en mængde aktører altså i

samspil de virkeligheder, som de bebor. Aktører udfører således et ontologisk arbejde. Når

6

aktører f.eks. konkret omgås og behandler en bestemt teknologi i et hverdagsarbejde, der

kunne handle om at få den til at virke, behandler de samtidig et konceptuelt spørgsmål om,

hvad teknologi er. Og omvendt, når teknologiforståelser forhandles og omformes, antages

dette med empirisk filosofi også at spille tilbage på, hvordan teknologier virker. Ontologisk

arbejde er således hverken at betragte som ren handling eller ren tænkning. Teoretisering

opfattes derimod som praksis, mens praksis omvendt betragtes som konceptuelt og teoretisk

informeret. Empirisk filosofi sætter således fokus på aktørers både praktiske og teoretiske

hverdagsarbejde med at forstå og vedligeholde de virkeligheder, de bebor, herunder

teknologi og teknologiforståelse, menneske og menneskeforståelse.

I en empirisk filosofisk forståelse, er det således i kraft af et hybridt praktisk-teoretisk

arbejde, at virkeligheder træder frem på bestemte måder og dermed ikke på andre. En

anden væsentlig konsekvens af empirisk filosofi er således, at virkeligheden ikke opfattes

som singulær. Dvs., at der tages afstand fra en idé om, at der eksisterer én

rigtig/sand/egentlig virkelighed bag ved alskens fortolkninger deraf. Derimod opfattes

”verden” som et sted, hvor multiple virkeligheder bliver til (og kan forsvinde) løbende i kraft

af udviklinger i og ophør af forskelligt ontologisk arbejde. I dette lys fremstår det som helt

centralt samtidig at undersøge både de teoretiske og praktiske eller de materielle og

semiotiske dimensioner af ontologisk arbejde. For uden dette hybride arbejde, eksisterer

virkeligheder simpelthen ikke.

Mit fokus gennem ph.d.-forløbet har været rettet mod ontologisk arbejde i fiskerikontrol. I

naturlig forlængelse heraf har jeg søgt at skabe et samspil mellem studier i teori og studier i

empiri. Det har i denne forbindelse været min erfaring, at skellet herimellem er porøst. Jeg

har således oplevet, at teoretisk refleksion, der er mindst lige så abstrakt, som det jeg kan

præstere med empirisk filosofi, optræder i min empiri, f.eks. i diskussioner om fiskerikontrol

og teknologi blandt fiskerikontrollører og i officielle dokumenter om fiskerikontrol.

Virkeligheder i relation til fiskerikontrol kan siges at være på spil på en ret grundlæggende

facon for mange forskellige aktører i feltet. Situationen er således den, at grundlæggende

overvejelser, en undren og forholden sig til, hvad verden er, og hvordan det er muligt at

leve (sammen) i den, fremtræder på overlappende, resonerende og sammenfiltrede måder

7

på tværs af mit teoretiske og empiriske felt. Jeg vil i denne afhandling udnytte dette forhold

analytisk og herigennem samtidig udforske fiskerikontrol, og hvad analytisk arbejde i en

sådan situation kan bestå i.

1.1.3 Opbygning og valg af teoretiske og analytiske fokuspunkter Efter denne indledning vil jeg i afhandlingens anden del undersøge udvalgte begreber, jeg

betragter som centrale for udvikling af empirisk filosofi. I kapitel 2.1 karakteriserer jeg

empirisk filosofi som en tanke- og tilgang eller indstilling til undersøgelse af virkeligheder og

ontologisk arbejde. I afsnit 2.1.1 vil jeg herunder pege på nogle forskelle mellem empirisk

filosofi og filosofi, betragtet som en fagtradition. I afsnit 2.1.2 undersøger jeg Bruno Latours

idéer om generaliseret symmetri og et ”vagt” vokabular og fremlægger, hvordan empirisk

filosofi forholder sig dertil. I afsnit 2.1.3 vil jeg udlægge begreberne ontologi og

multiplicitet, som er centrale i Annemarie Mols tænkning og for udvikling af empirisk

filosofi. Empirisk filosofi er med sit fokus på ontologi og multiplicitet i familie med Eduardo

Viveiros de Castros begreb multinaturalisme. Dette begreb vil jeg derfor undersøge i afsnit

2.1.4 og efterfølgende gennem et eksempel i afsnit 2.1.5 illustrere empirisk filosofi som en

multinaturalistisk tanke- og tilgang.

I kapitel 2.2 vil jeg gå i dybden med væsentlige begreber i tilknytning til empirisk filosofi,

nemlig kompleksitet, relation, skala og fraktalitet. Det er her mit mål at karakterisere

tilgangen yderligere gennem specificering og diskussion af disse begreber. Som nævnt,

opfatter jeg ikke empirisk filosofi som en ”stærk teori”, der forklarer verdens generelle

beskaffenhed. I forlængelse heraf betragter jeg ikke de begreber, jeg inddrager, som

bidrag til udvikling af en generel teoretisk model, men derimod som konceptuelle ressourcer

for empirisk filosofisk analyse af virkeligheders tilblivelse i partikulære sammenhænge.

Kapitel 2.3 omhandler i forlængelse heraf visse konsekvenser, som empirisk filosofi har for

forståelse af, hvad et empirisk felt er, og hvordan det kan tilgås. Dette kapitel fungerer

således dels som afrunding på afhandlingens anden del dels som et afsæt til den tredje.

I afhandlingens tredje del vil jeg analysere fire udsnit af empirisk materiale om

fiskerikontrol. I kapitel 3.1 vil jeg først introducere til feltet og herunder beskrive, hvad der

gør fiskerikontrol til et interessant undersøgelsesfelt for empirisk filosofi. Det er en central

8

begrundelse for flere valg af analytiske nedslagspunkter, at fiskerikontrollører under mit

feltarbejde virkede optagede af bestemte forhold. Udover at de er veluddannede

akademikere med interesse for at diskutere i al almindelighed, hang denne optagethed i

mine øjne bl.a. sammen med, at kontrollører aktuelt befinder sig i en ambivalent position.

De er i dag underlagt bureaukratisk styring og kontrol, samtidig med at de selv forvalter

styring og kontrol. Fiskerikontrol er også på flere andre måder et komplekst foretagende i

en dynamisk situation, hvilket i mine øjne giver anledning til, at fiskerikontrollører

debatterer, hvad egen praksis er, og hvad det er for en virkelighed, de lever i. På lignende

vis forholder officielle dokumenter om fiskerikontrol sig også til fiskerikontrol som et

komplekst og dynamisk område. En empirisk filosofisk interesse for virkeligheder tilblivelse

og ontologisk arbejde, kan således umiddelbart rettes mod de ”grundtemaer”, som

fiskerikontrollører og dokumenter om emnet er optagede af.

Men herudover er det selvfølgelig ikke kun på baggrund af fiskerikontrollørernes

interesser, at jeg har foretaget mine analytiske valg. Jeg tager også udgangspunkt i, at visse

temaer fremstår særligt interessante for empirisk filosofi i forhold til at kunne bidrage til

debatter i og omkring STS-feltet og også til en bredere akademisk diskussion om, hvordan

f.eks. bureaukrati, teknologi og menneske kan forstås og studeres. Det er således en

blanding af en empirisk filosofisk interesse for bestemte emner og kontrollørernes interesser,

der i et samspil udgør grundlaget for mine valg af emner for analyse.

I kapitel 3.2 søger jeg at udvikle en empirisk filosofisk læsestrategi i forhold til officielle

dokumenter om fiskerikontrol. I STS og antropologi foregår aktuelt en væsentlig debat om,

hvordan man kan analysere dokumenter. Bør de f.eks. betragtes som beskrivelser og

repræsentationer af praksis? Eller skal de ses som aktører eller som analyser af et givent

område? Hvilken status har dokumenter i forhold til akademisk analyse, og hvordan virker

de i praksis, hvis de undersøges på baggrund af en af eller begge de to sidstnævnte

betragtninger? Dokumenter kan i en empirisk filosofisk forståelse netop betragtes som

aktører i et netværk omkring fiskerikontrol og samtidig som særegne udlægninger af et

netværk. Dokumenterne, jeg undersøger, har desuden til henblik at gøre forskellige emner i

fiskerikontrol til genstand for kontrol og styring. Jeg undersøger altså dokumenterne med

9

afsæt i den betragtning, at de både er aktører i et netværk og forsøg på at konfigurere et

netværk på bestemte måder. For at udvikle min læsestrategi inddrager jeg teoretiske

ressourcer i antropologi og STS. Herudover inddrager jeg også den engelske Michel

Foucualt-læser Mitchell Dean, som har undersøgt ”governmentality”, magt og styring i

moderne samfund (Dean 2006). I resonans med en empirisk filosofisk tilgang undersøger

Dean styring og frihed i forhold til, hvordan disse emner udfoldes partikulært og i praksis.

Dean tilbyder altså umiddelbart empirisk filosofi nogle ressourcer til udvikling af en

forståelse af fiskerikontrol, idet praktisering af styring og kontrol i et samspil med frihed

netop er fiskerikontrollørernes primære beskæftigelse i hverdagen. Kapitlet handler hermed

også om at undersøge, hvordan empirisk filosofi kan bidrage til forståelse af, hvilken

virkelighed der produceres i kraft af en moderne, neoliberal og bureaukratisk virksomhed.

Den anden analyse i kapitel 3.3 er en oversat og redigeret version af et bogkapitel, jeg

oprindeligt skrev i samarbejde med Casper Bruun Jensen (Gad og Jensen 2008). I kapitlet

sætter jeg fokus på at undersøge teknologiske skalaer, som fiskerikontrollørerne benytter og

udvikler i forhold til teknologier på Vestkystens bro, f.eks. sikker vs. usikker teknologi og

hightech vs. lowtech. Empirisk filosofi deler sin interesse for at undersøge teknologi i praksis

med strømninger i teknologifilosofi, men adskiller sig bl.a. derfra i opfattelsen af, hvad der

tæller som et passende empirisk analyseniveau. Teknologifilosofi benytter almindeligvis

empiri til at illustrere filosofiske pointer, f.eks. til at eksemplificere, hvad der i generel

forstand er teknologiers virkemåde i forhold til en menneskelig krop, subjektivitet eller, det

jeg ovenfor kaldte, ”det menneskelige vilkår”. Mit ærinde i dette kapitel er imidlertid at

undersøge, hvordan teknologiske skalaer benyttes og udvikles specifikt omkring

fiskerikontrol. Derfor bruger jeg i dette kapitel en del plads på at positionere min tilgang i

forhold til en teknologifilosofisk agenda og på at illustrere nogle ressourcer for

teknologianalyse med henblik på at udvikle et særligt empirisk filosofisk argument om,

hvordan teknologi kan undersøges og forstås i praksis.

Den tredje analyse i kapitel 3.4. er en oversat og redigeret version af en artikel, som jeg

har skrevet i samarbejde med Peter Lauritsen (Gad og Lauritsen 2009). Her sætter jeg fokus

på overvågning. Vestkysten deltager i et bureaukratisk overvågnings-, registrerings- og

10

kontrolarbejde i forhold til fiskeriet. Overvågning betragtes almindeligvis både i en offentligt

debat og i akademiske analyser som enten et meget negativt eller meget positivt fænomen,

men det tager sig langt mere broget ud i praksis på Vestkysten. Det er derfor af interesse for

både empirisk filosofi og STS-studier at bidrage til en mere nuanceret forståelse af

overvågning gennem undersøgelse af specifikke overvågningsfænomener. En væsentlig

pointe i dette kapitel er, at empirisk filosofi for at kunne undersøge overvågning i praksis

kræver et fokusskifte væk fra to metaforer, som dominerer i overvågningsstudier: Big Brother

og Panopticon. Jeg vil argumentere for, hvordan disse metaforer sætter grænser for at

kunne opnå analytisk indblik i det arbejde, den daglige vedligeholdelse og tillige den

modstand, som optræder i forbindelse med konstitution af afgrænsede

overvågningssituationer på og omkring Vestkysten. Jeg trækker i den forbindelse på Bruno

Latours begreb om oligoptikon og Donna Haraways resonerende begreb om situerethed

som teoretiske ressourcer for empirisk filosofi til at undersøge overvågning i praksis. Jeg

argumenterer endvidere for, at overvågning som analytisk udgangspunkt bør betragtes som

et åbent og mangfoldigt fænomen.

Den fjerde og sidste analyse i kapitel 3.5 tager udgangspunkt i en bestemt episode, som

fandt sted under mit feltarbejde. Da jeg spurgte fiskerikontrollørerne om, hvad

sømandskultur er, henviste de mig til at se den danske folkekomedie Martha fra 1967. Jeg

erfarede senere, at dette værk er en kultfilm, der cirkulerer i sømandskredse (og i periferien

deraf) som en grundreference til, hvad sømandslivet er. Forsamlinger dyrker ligefrem værket

rituelt, som det er kendt i forbindelse med Jim Sharmans film The Rocky Horror Picture Show

fra 1975. Denne dyrkelse af Martha som kultfilm, så jeg som en anledning til at undersøge

værket nærmere. Idet empirisk filosofi stiller spørgsmålstegn ved prædefinerede forestillinger

om, hvad menneske og teknologi er, og betragter virkeligheder som tilblivelse i kraft af

samspil mellem alskens aktører, fremtræder identitet og kultur også som partikulære

formationer i bestemte sammenhænge. I kapitlet undersøger jeg udvalgte tematiske

forbindelser på tværs af Martha, et dokumentarprogram om livet på Vestkysten ved navn

Havstrømer og empirisk materiale fra skibet. Mit fokus på bestemte forbindelser trækker på

den indsigt, at identitet og kultur er produceret i tilknytning til andre partikulære forhold så

11

som køns- og teknologiforståelser.5 Dette kapitel handler altså om med afsæt i empirisk

filosofi at undersøge, hvordan praksis på Vestkysten er spundet ind i en bredere

sammenhæng, hvordan forbindelser kan fremanalyseres gennem læsning af de nævnte

værker, og hvad der således kan forstås ved ”sømandsidentitet” og ”kultur” i netop denne

sammenhæng.

I den fjerde og sidste del vil jeg runde afhandlingen af med at fremhæve nogle centrale

anliggender for empirisk filosofi. Jeg vil bl.a. diskutere empirisk filosofi i forhold til at

undersøge teknologi og fiskerikontrol som et moderne, neoliberalt og videnskabeliggjort

bureaukrati. Jeg vil karakterisere empirisk filosofi yderligere i betragtning af analyserne, og

i denne sammenhæng er en central problemstilling knyttet til den empirisk filosofiske

antagelse om, at mange særegne og spredte virkeligheder opstår og består samtidig. Det

gør det nemlig til en udfordring at forstå, hvordan de også er forbundne og sammenfiltrede

med hinanden. I forhold til studier i teknologi er dette spørgsmål særdeles vedkommende.

For det er netop ofte tilfældet, at teknologier forbinder en række ellers forskellige praksisser

ved f.eks. at standardisere eller ved på anden måde at udgøre konkrete forbindelser mellem

dem.

Spørgsmålet om, hvordan virkeligheder er resultatet af specifikke praksisser og altså er

særegne størrelser, men samtidig relateret til andre, er en analytisk spænding, som fra start

til slut har udgjort en drivkraft i mit arbejde med afhandlingen. Endvidere giver spændingen

nogle fingerpeg om interessante fokuspunkter og anliggender i fremtidig empirisk filosofisk

forskning.

5 Identitet har netop haft en særlig opmærksomhed i feministiske teknologi- og videnskabsstudier. Hvis moderne skel mellem menneske og teknologi, mand og kvinde, menneske og dyr forvikles og omformes aktuelt både på grund teoretiske og praktiske udviklinger i mange sammenhænge (se f.eks. Haraway 1991), bliver spørgsmålet om identitet netop også komplekst og fremstår som et spørgsmål vedrørende partikulære formationer af urene/mudrede/hybride/cyborg- identiteter.

12

DEL 2: Empirisk filosofi som tanke- og tilgang I denne del af afhandlingen vil jeg karakterisere empirisk filosofi som tanke- og tilgang. Det

vil jeg gøre ved at udfolde begreber, jeg ser som centrale for udvikling deraf: ontologi,

multiplicitet, multinaturalisme, relationisme, skala og fraktalitet i kapitel 2.1 og 2.2. Desuden

vil jeg reflektere over nogle analytiske konsekvenser, empirisk filosofi har for forståelse af og

tilgang til et ”empirisk felt” i kapitel 2.3. Idet empirisk filosofi undersøger verden som

multipel og virkeligheder som specifikke bedrifter i praksis, er det ikke muligt at forstå

tilgangen som en teori, der er gyldig alle vegne. Derimod er empirisk filosofi et forsøg på at

kridte banen op for et frugtbart samspil mellem teori og empiri i specifikke analyser.

13

2.1 Karakteristik af empirisk filosofi Begrebet empirisk filosofi er som nævnt sat i spil af den hollandske filosof og STS-forsker

Annemarie Mol (2002: 4-7). Empirisk filosofi kan placeres i forlængelse af aktør-

netværksteori (ANT) (Latour 2005; 1987; Law 2004; Law og Hassard 1999) og

eksemplificerer således en ”post-ANT” tanke- og tilgang, hvilket jeg har undersøgt sammen

med Casper Bruun Jensen andetsteds (Gad og Jensen 2009; 2007). I afsnit 2.1.2 vil jeg

karakterisere empirisk filosofi ved at sætte tilgangen i forbindelse til Latours idéer om

generaliseret symmetri og hans forståelse af ANT som en udvikling af et ”vagt” vokabular.

Jeg vil beskrive begreberne ontologi og multiplicitet i afsnit 2.1.4 og karakterisere tilgangen

yderligere ved hjælp af Eduardo de Viveiros de Castros begreb multinaturalisme i afsnit

2.1.5. Først vil jeg dog kort fremstille, hvad man med begrebet om empirisk filosofi kan

forstå ved ”filosofi”.

2.1.1 Empirisk filosofi som et fokus på ”filosofering” i praksis Det er først og fremmest ressourcer for empirisk filosofi i antropologi og ANT, som jeg vil

undersøge i denne del af afhandlingen. Forbindelser og forskelle til en teknologifilosofisk

faglighed vil jeg berøre i forbindelse med analyse af teknologi på Vestkystens bro i kapitel

3.3. Imidlertid kan det være på sin plads at beskrive, hvad ”filosofi” betyder for empirisk

filosofi. At bedrive ”filosofi” betragter jeg som en aktivitet, der handler om at rette en

grundlæggende undren mod, hvordan noget er, og at noget i det hele taget er. En sådan

undren afføder, at der i alskens sammenhænge kan stilles spørgsmål til f.eks. ”det gode”,

”det sande”, ”det smukke” mv. Med reference til idehistorikeren Michel Foucaults udlægning

af filosoffen Immanuel Kant kan der også peges på spørgsmålene: ”hvad kan vi vide?”,

”hvad kan vi gøre?” og ”hvad kan vi håbe på?” som centrale filosofiske anliggender

(Foucault 1984).

I lighed med ANT er empirisk filosofi (som jeg vil komme nærmere ind på nedenfor) en

tilgang, der undersøger virkelighed(er) som resultat(er) af et både teoretisk og praktisk

arbejde - et arbejde som udføres af et konglomerat af heterogene aktører i samspil.

Konsekvensen af dette udgangspunkt er, at tilgangen ikke kan have til hensigt at svare

universelt på spørgsmål som de ovenfornævnte. I stedet undersøges det bl.a., hvordan

14

aktører i alskens sammenhænge og i samspil med andre aktører, afprøver, tester,

reformulerer og genstiller spørgsmålene. Empirisk filosofi forestiller sig altså at ”filosoferen”

foregår i mangfoldige sammenhænge og det på mange og nogle gange paradoksale

måder. Filosoferen forstået som en undren og det at stille spørgsmål til virkeligheden

betragtes altså som en del af aktørers ontologiske arbejde i hverdagen med at skabe og

vedligeholde de virkeligheder, de bebor. Empirisk filosofi forpligter sig på at studere denne

”filosoferen” i alskens praksisser, snarere end på at referere til en bestemt type filosofi f.eks.

en bestemt filosofisk fagtradition.

Empirisk filosofi mener således ikke, at tilgangen selv, en filosofisk eller andre typer

akademiske tilgange har patent på en sådan undren, men at den deles med aktører i

alskens praksisser. Virkeligheder forstås som steder, hvor der arbejdes med, hvad de er. Det

betyder, at teoretisering også opfattes som praksis, hvilket således også må gælde

akademisk teoretisering og analytisk arbejde. Empirisk filosofi betragter således også sig

selv som en teoretisk-praktisk beskæftigelse, der kan indgå i praktisk-teoretiske udvekslinger

med andre.

2.1.2 Empirisk filosofi i relation til ANT og generaliseret non-asymmetri Empirisk filosofi er beslægtet med positioner i STS som f.eks. Charis Cussins,

”empericotheoretical” tilgang (Cussins 1998). Empirisk filosofi er også i familie med

forståelser, som sætter fokus på virkelighed(er) som ”emergens”, ”tilblivelse” eller

”becoming” (Pickering 1995) og som nævnt også beslægtet med aktør-netværksteori (ANT).

I forhold til at kendetegne empirisk filosofis rødder i ANT kunne jeg vælge at slå ned flere

steder, men har i det følgende valgt at fokusere på Bruno Latours resonerende ideer om

generaliseret symmetri og om, at ANT er ensbetydende med udviklingen af et ”vagt”

vokabular. Begge Latours ideer har til henblik at sikre, at forskerens kategorier,

forforståelser mm. ikke skal dominere analysen af et givent sagsforhold. Empirisk filosofi

kan netop ses som en udløber af at forholde sig kritisk til disse ideer, hvorledes vil jeg

undersøge i det efterfølgende.

Latour mener, at moderne og særligt kritisk-sociologiske forståelser af menneske og

teknologi, samfund og natur etc. virker hindrende for at forskere på en åben måde kan

15

studere skabelse, vedligeholdelse og omformning af netværk, virkeligheder eller verdener

(Latour 1993b: 5-8). Hvis forskeren f.eks. antager at vide på forhånd, hvad teknologi

og/eller mennesket præcist er, hvad de kan gøre, og hvordan de påvirker hinanden,

begrænser det nemlig muligheden for at analysere, hvordan specifikke konfigurationer af

det menneskelige og teknologiske agerer og fremtræder. Ifølge Latour optræder mennesker

og teknologier i praksis netop ikke altid så nydeligt adskilt fra hinanden, med faste

egenskaber, roller og virkninger, som de gør i en moderne forståelse. ANT er da et forsøg

på at åbne et analytisk blik for, at egenskaber, roller og effekter kan være distribueret på

utallige, hybride måder og for de mange overraskende ting, som mennesker og teknologier

bliver til og afstedkommer i praksis.

Idet moderne dualismer, fordomme mv. aktuelt dominerer mange fagligheder og

teoretiske positioner, ligger der, hvis man følger Latour, ofte et stykke arbejde for ANT-

forskeren i at gøre op med dem i forbindelse med, at en given sammenhæng undersøges.

Arbejdet består ifølge Latour bl.a. i at udvikle et så ”vagt” vokabular som muligt (Latour

1999). Denne idé overlapper med en anden idé nemlig, at ANT-forskere bør operere på

baggrund af en generaliseret symmetri (Callon og Latour 1992), hvilket vil sige en tilgang,

som afviser, at ”samfund” og ”natur”, ”det menneskelige” og ”det teknologiske” er

kendetegnet ved bestemte essentielle træk, der adskiller dem på et fundamentalt ontologisk

plan, og dermed gør det nødvendigt at benytte forskellige vokabularer til at beskrive dem,

f.eks. et teknisk vokabular til at beskrive teknologi og et sociologisk eller psykologisk

vokabular til at beskrive mennesket. I stedet søger Latour netop at tilgå sit

undersøgelsesområde med ét symmetrisk og ”vagt” vokabular.

Ideerne om generaliseret symmetri og et ”vagt” vokabular er i min forståelse en væsentlig

grund til, at ANT ofte er blevet kritiseret, herunder fra feministisk hold. For Latours eget

vokabular f.eks. i Science in Action (Latour 1987) kan netop ikke karakteriseres som vagt.

Det bygger snarere på stærke ontologiske argumenter og en række klare teoretiske greb,

herunder en militær metaforik (Amsterdamska 1990; Elam 1999). Dvs., at Latour ikke

udelukkende udvikler sine analyser ”bottom-up” fra empiriske sagsforhold, men også ved at

hente konceptuelle ressourcer andetsteds. I et feministisk lys fremstår det således også som

16

en tvivlsom forhåbning at ville udvikle et ”vagt” vokabular, hvis det forstås således, at

forskeren skal stræbe efter, at hans/hendes begreber ikke skal have indflydelse på, hvordan

et forskningsfelt eller en undersøgelsesgenstand fremtræder. Det problematiske i denne

forhåbning fremgår af en bestemt feministisk erfaring (f.eks. Strathern 1988: 29ff).

Erfaringen er, at selvom det måske kan virke tillokkende for en feminist at gøre sig til

talskvinde for andre kvinder og udvikle et kvindebegreb, f.eks. for at tale deres sag, så er

det tvivlsomt, at kvinders forhold alle vegne dermed indfanges i noget som helst begreb.

Ethvert begreb om ”kvinden” afgrænser, hvordan kvinders situation, ønsker og liv kan

opfattes, og vil vise sig ikke at passe alle steder. Selvom dette forhold netop kan ses som

anledning til at operere med et vagt kvindebegreb, så er det også den feministiske erfaring,

at begreber, hvor vage de end er, stadig har indflydelse på, at fænomener fremtræder på

bestemte måder og dermed ikke på andre f.eks. i en analyse eller en beskrivelse.

Denne tankegang kan føres videre ved at sige, at hvis forskeren (som alle andre) er

situeret i en specifik socio-teknisk sammenhæng og situation (Haraway 1988), så virker det

undvigende eller som et ”pseudopositivistisk”, retorisk argument, at argumentere for at

udvikle et ”vagt” vokabular for at undgå at ens egne begreber, dualismer, essentielle

forestillinger eller andet har afgrænsende og formende effekter på det, der studeres.

Sådanne forhold vil uantaget den gode intention om at minimere en sådan påvirkning

alligevel influere på, hvad der fremtræder som sandt, godt, virkeligt, vigtigt eller mindre

vigtigt osv. i et givent sagsforhold. I Haraways billede er forskeren relateret på en markant

og specifik måde til, det han/hun undersøger, hvilket bevirker, at det kan beskrives på helt

bestemte måder. Hvis forskeren således ikke kan undgå at være påvirket af sin egen

situerethed, og dette altid vil indvirke på analyse, kunne det med Haraway foreslås, at det

for forskeren snarere handler om at gøre sin situerethed mere eksplicit og tydelig, herunder

sine antagelser og fordomme (ibid.). Latours arbejde og ANT kan i denne forstand også

beskrives som et projekt, der bygger på bestemte ideer, forhåbninger og interesser: F.eks.

en interesse i at få teknologi og en række andre nonhumane aktører løst fra et blindt punkt i

moderne kritisk-sociologisk forskning og et håb om at gøre sociologi mere etnografisk

orienteret og sociologiske kategorier mere bløde og åbne. Jeg finder dette projekt

17

sympatisk, men ikke desto mindre er det således også et liberaliseringsprojekt, der bl.a. gør

Latour til særligt privilegeret talsmand for nonhumane aktører (Lee og Brown 1994). ANT er

således ikke blot en neutral ”frigørelse” af det nonhumane fra sociologisk ”ignorance”.

Latours tilgang og ANT er netop som sådan et indlæg i en faglig diskussion, der bl.a.

handler om, hvad der tæller som passende ”præanalytiske” menneske- og

teknologiforståelser.

I Reassembling the Social fra 2005 er der stadig tydelige anslag, som vidner om, at

Latour fastholder idéen om et vagt vokabular, her taler han endog om udvikling af et

”vulgært” ordforråd (Gad og Jensen 2009; Latour 2005: 29). Det mener jeg imidlertid

også, fremstår som en noget paradoksal betegnelse for ANT’s sproglighed, idet Latours eget

vokabular absolut heller ikke er vulgært, men snarere særdeles sofistikeret. Dog mener jeg

tillige, at meget af den ovenstående kritik af ANT kan tilbagevises ved, at han med denne

karakteristik af sit og ANT's mål for begrebsudvikling dels ironiserer og overdriver, og dels

fremfører dem med et helt bestemt formål for øje. Formålet er at fremhæve, at det er en

illusion, at forskere, hvad enten de definerer sig selv som sociologer, filosoffer eller andet, er

mere refleksive end andre aktører. Dvs., at det ifølge ANT er forkert at antage, at sådanne

personer per definition er udstyret med bedre begreber og forståelser og i det hele taget har

mere indsigt i, hvad praksis er, end de aktører, som indgår i praksis (Latour 1988). Det er

netop i modstand til en sådan antagelse, at Latour formulerer ideen om et vagt vokabular.

Den formuleres altså med henblik på at debattere, hvordan et bredere udsnit af aktørers

situationer og stemmer kan blive tydeligere eller få større indflydelse på analyse og dens

resultater. Generaliseret symmetri handler tilsvarende om at give nonhumane aktører mere

stemme. Men dermed handler ideerne netop ikke om, at de aktører, som undersøges, skal

have al magt og stemme, f.eks. ved at forskeren citerer dem hele tiden. I min forståelse

agiterer Latour altså ikke grundlæggende for at afvikle forskerens aftryk på forskning. I

stedet er hans argument udviklet på baggrund af en interesse for at gør forskning inden for

alle områder mere åben for empiriske sagsforhold, end de fleste moderne fagligheder i

hans forståelse er. I min forståelse er forestillingerne om generaliseret symmetri og et vagt

vokabular dermed heller ikke knyttet til en forhåbning om at udvikle et neutralt vokabular,

18

hvilket netop synes at være det, som den ovenfornævnte kritik angriber dem for. Når Latour

i Reassembling the Social præciserer generaliseret symmetri som, det jeg her vil kalde

generaliseret non-asymmetri, tages der præcist også højde for denne type kritik:

To be symmetric, for us [ant-forskere] simply means not to impose a priori some spurious asymmetry among human intentional action and a material world of causal relations. There are divisions one should never try to bypass, to go beyond, to try to overcome dialectically. They should rather be ignored and left to their own devices, like a once formidable castle now in ruins. (Latour 2005: 76)

At operere med en generaliseret non-asymmetri betyder altså ikke at applicere det samme

vage, symmetriske eller neutrale vokabular alle steder f.eks. med henblik på at overskride en

dualisme mellem menneske og omverden. I stedet er generaliseret non-asymmetri et forsøg

på at undgå at applicere asymmetrier alle vegne. Generaliseret non-asymmetri betegner

dermed et forsøg på at undgå at tage afsæt i en præ-analytisk etableret forståelse af det

samfundsmæssige og menneskelige som adskilt fra det teknologiske og naturlige i

ontologisk, grundlæggende forstand. Antagelsen er derimod hverken, at forskelle,

dualismer, hierarkier mv. blot er moderne illusioner uden effekt, eller at verden som sådan

er symmetrisk indrettet.

Forskeren antages i stedet ikke at vide præcist og med (skrå)sikkerhed, hvad menneske

og teknologi er, hvad dualismer og hierarkier mv. betyder, før praksis er undersøgt.

Egenskaber, kompetencer og kapaciteter kan således altid vise sig at være distribueret

anderledes, end forskeren regner med, før en undersøgelse begynder. At være non-

asymmetrisk i forhold til eksempelvis køn, race og klasse er således ikke et postulat om, at

sådanne forhold ikke har nogen betydning, eller at forskeren ikke bør have nogen idé om,

hvad de betyder. Pointen er mere moderat, nemlig at det aldrig kan vides med sikkerhed,

om de forestillinger, man som forsker har med sig i bagagen, er rigtige eller ej i forhold til

den konkrete undersøgelsessammenhæng. Denne bevidste uvidenhed betyder, at analytiske

begreber må holdes åbne for behørig transformation, når de omdirigeres til analyse af nye

empiriske sagsforhold. Generaliseret asymmetri lægger således op til at tage

forskningsmæssigt udgangspunkt i en metodisk usikkerhed på, hvordan virkeligheden er

indrettet, hvad ting er, og hvad de kan gøre (Latour 2005: passim).

19

Empirisk filosofi tager netop udgangspunkt i en sådan metodisk usikkerhed, idet en

filosofisk undren over, at virkeligheder er og hvordan de er og bliver til, som nævnt

kombineres med en etnografisk interesse for at undersøge, hvorledes det finder sted.

Empirisk filosofi tilslutter sig dermed også den ovenstående kritik af idéerne om

generaliseret symmetri og et vagt vokabular. Ideen om generaliseret non-asymmetri

beskriver i mine øjne mere præcist tilgangen. I modsætning til ideen om et ”vagt”

vokabular, beskriver Mol således også det at sætte fokus på ontologi og multiplicitet, som en

aktiv handling. ”Attending to the multiplicity of reality is also an act” (Mol 2002: 6). Hun

opfatter dermed det at bedrive empirisk filosofi som et politisk, intervenerende træk (ibid.: 8)

og slet ikke som et forsøg på at udvikle et vagt, vulgært eller neutralt vokabular som i en

(pseudo)positivisme.

2.1.3 Ontologi og multiplicitet Ontologi og multiplicitet er begreber, som Mol benytter til at karakterisere fokuspunkter for

sin empirisk filosofiske tilgang. Jeg vil i dette afsnit undersøge hendes udlægning af disse

begreber nærmere. Begrebet multiplicitet benytter hun bl.a. til at afvise en almindelig

antagelse om, at verden eksisterer som én virkelighed givet i kraft af tingenes universelle

orden. Herimod foreslår Mol at betragte verden som et sted, hvor flere virkeligheder eller

ontologier eksisterer sideløbende og som midlertidige konstellationer. Ud over at begrebet

multiplicitet benyttes til at afvise, at der findes én virkelighed, fungerer det således også til at

karakteriser objekter, som flertydige og mangfoldige. Objekter er som virkeligheder heller

ikke altid de samme ting, men på tværs af praksisser, virkeligheder eller ontologier

optræder der forskellige versioner af objekterne. Virkeligheder og objekter kræver det

desuden et arbejde i hverdagen at opbygge og opretholde.

Ontologies are not given in the order of things […] instead, ontologies are brought into being, sustained, or allowed to wither away in common, day-to-day, sociomaterial practices. (Mol 2002: 6)

Virkeligheder opstår altså i en empirisk filosofisk forståelse i kraft af helt almindelige

hverdagsbedrifter. For at dette forhold kan blive analytisk synligt, kræver det dog ifølge Mol

20

et teoretisk fokusskifte (i filosofi og andre fagligheder)6 fra epistemologi til ontologi (ibid., se

også Jensen 2004a; Thompson 2005). Epistemologi er læren om, hvordan erkendelse

foregår, hvad grænserne for og begrundelser for viden er, og hvilken status (forskellige

typer) viden dermed har (Audi 1996: 233f). Det centrale problem, hvis der sættes fokus på

epistemologi, er altså om og hvordan, der kan opnås f.eks. sand/sikker/brugbar viden, og

hvad denne videns relation til omverden er. Ifølge Mol er en konsekvens af at rette et stærkt

fokus mod epistemologi og viden, at mennesker og kulturer nok synes aktive, men resten af

verden derimod kommer til at fremstå som singulær og uanimeret f.eks. som en samling

atomer underlagt mekaniske love og regler. Det variable og aktive er dermed mennesker og

deres perspektiver, deres fortolkninger og viden. Virkeligheden fremstår derimod med et

epistemologisk fokus som singulær og adskilt fra det menneskelige. En sådan tankegang

kan mindst føres tilbage til filosoffen René Descartes og videreføres i en moderne

perspektivisme og socialkonstruktivisme.7 På trods af, at viden om verden i de sidstnævnte

forståelser pluraliseres i kraft af de mange subjektive, kulturelle eller andre typer

perspektiver, som eksisterer, forbliver denne virkelighed, der fortolkes på, stadig én og

samme virkelighed (Gad 2005; Mol 1999). Det vigtige problem for perspektivistiske og

epistemologisk orienterede tilgange er således at forstå og udvikle metoder til at undersøge

denne ene apriorisk eksisterende virkelighed, hvor kompleks denne så end måtte antages at

være. Med et epistemologisk fokus opfattes verden altså ikke nødvendigvis som stillestående

eller uforanderlig. Tværtimod opfattes verden ofte pluralistisk og mangfoldig, men denne

mangfoldighed har altså kilde i nogle naturlige udviklinger i verden og i, at forskellige

perspektiver, appliceres på ”den samme” præanalytisk og ”præpraktisk” eksisterede

6 Det er ikke kun i filosofi, at et fokus på epistemologi har domineret. Det har det også ifølge Vivieros de Castro i antropologi, som har været meget optaget af, hvordan faget overhovedet kan vide noget som helst: ”Antropology is a discipline plagued by epistemological angst. The most Kantian of disciplines, anthropology is practiced as if its paramount task were to explain how it comes to know (to represent) its object” (Viveiros de Castro 2004: 483). 7 Denne kritik af en moderne perspektivisme var et centralt tema i mit speciale (Gad 2004), og i mit arbejdspapir ”en post-plural attitude”, som udviklede specialets argument (Gad 2005).

21

virkelighed.8 Empirisk filosofi er derimod en antagelse om, at virkeligheder og objekter

udelukkende eksisterer i praksis.

If practices are foregrounded there is no longer a single passive object in the middle, waiting to be seen from the point of view of seemingly endless series of perspectives. Instead objects come into being – and disappear – with the practices in which they are manipulated (Mol 2002: 5)

Følger man Mol, har det at sætte praksis i forgrunden således en bestemt effekt, nemlig at

verden bliver et mindre stabilt, mere flydende og mere livligt sted fyldt af agens, hvor

virkeligheder opstår og forgår. Det har yderligere den effekt, at virkeligheden multipliceres

(Mol 2002: 5). Herved adskiller Mols begreb om ontologi sig markant fra dele af en

filosofisk tradition. Ontologi er ”læren om det værende, for så vidt som det er” (Lübcke

1998: 323), men selvom f.eks. fænomenologi også sætter fokus på ontologi frem for

epistemologi, multipliceres virkeligheden ikke her. For fænomenologen Martin Heidegger er

det f.eks. formålet at udvikle én lære om væren og det værende - én ontologi (f.eks.

Heidegger 1994). Det er ikke Mols ærinde, og på samme måde adskiller hendes arbejde

sig i mine øjne også fra fysikeren og STS-forskeren Karen Barads tænkning (Barad 2007).

Barad søger også at udvikle én ontologi eller generel virkelighedsforståelse. I modsætning

hertil, anskuer Mol i stedet ontologier som variable, emergerende, forgængelige og

samtidig eksisterende størrelser. I praksis bliver objekter og virkeligheder skabt,

manipuleret, vedligeholdt, og de kan altså tilmed forgå. I modsætning til Heidegger står

mennesket eller ”det menneskelige vilkår” heller ikke i centrum for en empirisk filosofisk

undersøgelse. Det er netop, fordi opfattelsen er, at virkeligheder er multiple og skabes i et

samspil mellem mennesker og teknologi og andre nonhumane aktører, at det ikke er muligt

at fastholde en idé om, at mennesket eller dets situation er altings centrum, herunder

centrum for al analyse.

I The Body Multiple udvikler Mol netop ikke argumentet omkring multiplicitet i forhold til

en generel teori om menneskets relation til omverdenen, men i stedet udvikles den i et studie

af et specifikt, multipelt objekt åreforkalkning (Mol 2002). Kort fortalt er det pointen i 8 Postmoderne forståelser kan i mine øjne ses som udtryk for, at ideen om, at det er analytisk muligt at beskrive én verden (i sin helhed) opgives, men dermed er postmoderne tænkning stadig en reaktion mod en forestilling om, at virkeligheden eksisterer som ét hele ”derude”.

22

hendes værk, at åreforkalkning ikke er ét bestemt objekt, men at åreforkalkning er multipel i

kraft af de forskellige måder, som åreforkalkning praktiseres på. For en kirurg, der opererer

patienter for åreforkalkning, og en praktiserende læge, der udskriver gang-terapi til

patienter, er der tale om forskellige versioner af åreforkalkning. Det skyldes ikke, at de

besidder forskellige perspektiver på det samme fænomen. Selvom deres praksisser rigtigt

nok udstyrer dem med forskellige perspektiver, er Mols argument netop, at det er i kraft af

de forskellige praktiseringer af åreforkalkning, at forskellige virkeligheder, objekter og

dermed også perspektiver bliver til. The Body Multiple er således netop en undersøgelse af,

hvordan åreforkalkning praktiseres, performeres, ”enactes” eller ”gøres” på forskellige

måder.

Det fremtræder heraf som et centralt analytisk problem for empirisk filosofi, hvordan

forskellige versioner af multiple objekter som åreforkalkning relateres til hinanden. For på

trods af deres forskelligheder, kan forskellige versioner nemlig samtidig være forbundne.

Således kan gangterapeuter og kirurger godt kommunikere om åreforkalkning, selvom de

beskæftiger sig med forskellige versioner deraf. Det lykkes endog nogle gange, at tilskrive

åreforkalkning ”enhed” eller singularitet på tværs af praksisser. At tale om åreforkalkning,

som om det er én og samme ting, gør det bl.a. muligt for læger med forskellige fagligheder

at koordinere behandling af patienter. Singularitet er ifølge Mol dog stadig det

overraskende særtilfælde og et provisorisk resultat af et koordineringsarbejde mellem

forskellige praktiseringer af åreforkalkning (Mol 2002: 55ff). I Mols forståelse opstår

virkeligheder og objekter altså i og med, at de praktiseres på særegne, men alligevel delvist

forbundne, måder. Dette betyder, at der tegner sig nye betingelser for at diskutere, hvad der

er gode og dårlige måder at praktisere åreforkalkning på, herunder hvordan behandling

kan iværksættes og diskuteres.

Begrebet multiplicitet betyder, at empirisk filosofi ikke forudsætter, at

undersøgelsesobjekter ”egentligt” er det samme alle steder i kraft af, at der foreligger et

naturligt objekt til grund for diverse fortolkninger deraf, som analyse da kunne handle om at

skære ind til og få frem i lyset. I modsætning til en moderne perspektivisme er det netop

virkeligheder og ikke blot perspektiver, der forestilles at ændre sig fra praksis til praksis og

23

fra situation til situation. Det betyder også, at forskeren situeres i den/de virkeligheder, som

undersøges og ikke kan siges at operere på afstand deraf. En forestilling om, at forskeren

opererer på afstand af ”en egentlig virkelighed” kan perspektivisme netop ses som et udtryk

for. Verden ændrer sig nemlig ikke i denne forståelse gennem praksis, kun viden og

perspektiver om verden forandrer sig. Men analyse handler ikke for empirisk filosofi om at

”nå” en egentlig virkelighed. Alle aktører befinder sig i denne forståelse allerede situeret i

virkeligheder. I stedet bliver det empirisk filosofis intention at ville redegøre for forskellige

versioner af objekter og virkeligheder og deres tilblivelser i praksis. Det har bl.a. den

konsekvens, at den version af en virkelighed eller et objekt, som fremstilles i en analyse,

også selv må betragtes som én blandt andre mulige versioner, samtidig med at den kan

være forbunden til andre. Forskeren er mao. en aktør blandt andre med den mulighed at

relatere sig selv og sine beskrivelser til andre aktørers ontologiske arbejde med at skabe,

vedligeholde (og nogen gange efterlade) partikulære virkeligheder i praksis.

2.1.4 Multinaturalisme Empirisk filosofi er altså en kritik af en opfattelse af virkeligheden som singulær og dermed

også en kritik af en moderne perspektivisme og multikulturalisme. I stedet for at undersøge

det samme objekt eller den samme virkelighed fra mange vinkler, undersøger empirisk

filosofi multiple virkeligheder og objekter som tilblivelser. Det kunne formuleres således at

empirisk filosofi undersøger naturer (og ikke kulturer) som multiple tilblivelser i praksis.

Dette knytter empirisk filosofi til Eduardo de Viveiros de Castros begreb multinaturalisme,

som dog er udviklet i en noget anden sammenhæng. Viveiros de Castro (1998; 2003;

2004; 2005) sætter med begrebet en amerikansk-indiansk kosmologi i kontrast til en vestlig

multikulturalisme, hvor sidstnævnte og ifølge Viveiros de Castro er stærkt knyttet til et fokus

på epistemologi, som jeg beskrev det i foregående afsnit. Ifølge ham er det normalt i vestlig

tænkning, at opfatte virkeligheden/naturen/verden opfattes som én, og kulturer og

perspektiver som mange. I modsætning hertil står den amerikansk-indiansk kosmologi han

undersøger, hvor der kun findes én kultur, men til gengæld mange naturer. Viveiros de

Castro foreslår altså dermed, at en amerikansk-indiansk kosmologi kan beskrives med

begrebet multinaturalisme, og at begrebet står altså i modsætning til en vestlig forestilling

24

om, at alle mennesker (og dyr og ting) har naturen som fælles grundlag, mens det, der

differentierer mennesker fra hinanden (og mennesker fra dyr og ting), er, at mennesker

indgår i forskellige kulturer.

Viveiros de Castro opstiller således en skarp kontrast mellem en vestlig og en

amerikansk-indiansk kosmologi. Men han betænker i den forbindelse også, at amerikansk-

indiansk kosmologi dermed netop bliver læst gennem kontrasten. Det vil følgelig være

fejlagtigt at forstå multinaturalisme som en direkte beskrivelse af amerikansk-indiansk

kosmologi, fordi det ville bygge på den antagelse, at andre kosmologiers eneste funktion

var at stå i modsætning til vestens (Viveiros de Castro 2004). Ifølge Viveiros de Castro kan

kontrasten dog hjælpe til at problematisere nogle antagelser, som er almindeligt udbredte i

vesten.

Latour (2004) benytter i den forstand og i forbindelse med en diskussion af vilkårene for

demokrati et eksempel på multinaturalisme hentet hos Viveiros de Castro til at beskrive,

hvorfor det kan være særdeles svært for forskellige parter at sætte sig ind i hinandens

respektive situationer og kommunikere med hinanden. Hvor spanske ”conquistadores” i 16-

og 1700-tallet indfangede amerikanske indianere og udsatte dem for horrible

eksperimenter med henblik på at bestemme, om de havde en sjæl, fangede indianere også

spaniere og udsatte dem for tilsvarende modbydelige forsøg. Indianernes eksperimenter

havde dog det omvendte formål, nemlig at afgøre om spanierne havde en krop. For

spanierne var det altså givet, at naturen udgør et fælles alment grundlag for alle væsner,

mens det, der netop ikke var afgjort, var, om indianerne havde kultur - altså om de var

”rigtige mennesker” eller blot dyr. Indianerne havde det omvendte problem. ”Kulturen” eller

”det menneskelige” opfattede de som det fælles grundlag, men det, der for dem ikke var

afgjort, var, om spanierne havde natur, dvs. om de var mennesker som dem selv eller en

helt anden type væsener f.eks. ånder. Når folk har svært ved at sætte sig ind i hinandens

situation, eller hvis en forsker har svært ved at forstå en fremmed virkelighed, kan der altså i

en multinaturalistisk forståelse være noget andet og mere radikalt på spil end blot det

forhold, at ting fortolkes forskelligt. Det kan i stedet have at gøre med, at personer har

forskellige kosmologier eller lever i forskellige verdener, der ikke står i et reciprokt forhold til

25

hinanden og kan forklares udfra én teori: ”Others are ‘other’ precisely because they have

other ‘others’” (Viveiros de Castro 2003).

Viveiros de Castro beskriver også den amerikansk-indianske multinaturalisme ud fra,

hvordan forskelle mellem væsener fremtræder i denne kosmologi. I en vestlig sammenhæng

kan forskellen mellem mennesker og dyr som nævnt tænkes at bestå i, at mens begge har

natur, så er det kun mennesker, som har kultur. Natur refererer således til det virkelige og

fælles for alt værende, mens det menneskelige og kulturelle refererer til det relative og

partikulære. Forskellen på menneske og dyr fremstår i den amerikansk-indianske forståelse

meget anderledes. I denne forståelse ser en jaguar også sig selv som et menneske og som et

kulturelt væsen. Mennesker ser jaguarer som rovdyr, mens jaguarer ser mennesker som

bytte, men begge væsener ser sig selv som menneske. Mennesket og jaguaren har altså ikke

et fælles grundlag i naturen. I stedet deler de noget oprindeligt menneskeligt eller kulturelt.

Det, der varierer, er altså ikke kulturelle former og perspektiver, men de kroppe eller den

naturlige form som afarter af det menneskelige tager. I den amerikansk-indianske kosmologi

har væsener forskellige perspektiver, fordi de har forskellige kroppe og lever i forskellige

naturer og ikke omvendt. Det, der varierer, er altså virkeligheden eller naturen: “What is

blood to us is manioc beer to jaguars, a water hole is seen by tapirs as a great ceremonial

house” (Viveiros de Castro 2004: 471). Multinaturalisme er i følge Viveiros de Castro

således udtryk for en antropomorfisme. Alle væsener er i denne forståelse afarter eller

forskellige iklædninger af noget menneskeligt. Derimod er multinaturalisme ikke udtryk for

en antropocentrisme. Mennesket står netop ikke i centrum af hele verden, men kun i deres

egen. Andre væsener som jaguaren ser også sig selv som et menneske i centrum af sin

respektive virkelighed.

Multinaturalisme er da, omvendt af en almindelig vestlig forestilling, en antagelse om, at

det er kultur, der refererer til det almene og generelle, mens natur refererer til det specifikke

og partikulære. Det er forskellige naturer og kroppe, der giver væsener deres unikke

perspektiver - ikke ”på”, men i bestemte naturer eller virkeligheder. Perspektiv er altså i en

multinaturalistisk forståelse fuldstændigt afhængigt af den virkelighed og den krop, som det

enkelte væsener bebor. Dette står igen i modsætning til en multikulturalistiske forståelse af

26

perspektiv, som varierende syn på den samme verden, som jeg beskrev i foregående afsnit,

og hvor verden altså fremtræder på forskellige måder afhængigt af, hvordan den bliver

fortolket.

Udveksling af perspektiver bliver i en multinaturalistisk forståelse en risikofyldt affære.

Hvis en helt almindelig indianer indtager jaguarens perspektiv, vil han se sig selv som

menneske, men han vil nu se sine tidligere væsensfæller som bytte. Det er kun shamaner

som midlertidigt kan bebo et andet væsens krop f.eks. jaguarens, indtage dens perspektiv

og bagefter regne med at vende helskindet tilbage til sin normale virkelighed. Almindelige

mennesker risikerer ved ”at sætte sig i andre væseners sted” eller ”at sætte sig i deres

perspektiv” ikke at kunne vende tilbage. Ideen om multinaturalisme står dermed i kontrast til

en forhåbning om harmoni og tolerance, som i mine øjne ofte er knyttet til en moderne

multikulturalistisk og perspektivistisk tænkning. F.eks. ses det ofte som en dyd i analytisk

arbejde at tage så mange perspektiver med i betragtning som muligt i forhold til en given

sag, fordi dette tænkes at afsløre mange forskellige aspekter af ”den samme sag”. I en

multinaturalistisk forståelse referer ”perspektiv” derimod ikke til, at ”den samme sag”

betragtes på forskellige måder. Det er i denne forståelse verden og ikke kun perspektivet

eller perceptionen, der ændrer sig fra jaguar til menneske eller til ånder. ”All beings

perceive (”represent”) the world in the same way. What varies is the world they perceive”

(Viveiros de Castro 2004: 472f).9

Eduardo Viveiros de Castro beskriver multinaturalisme som en specifik kosmologi i en

amerikansk-indiansk sammenhæng. I mine øjne kan empirisk filosofi imidlertid netop ses

som et forsøg på at rette en multinaturalistisk forståelse mod alskens sammenhænge

virkeligheder og objekter og betragte dem som multiple naturer/verdener/virkeligheder/

9 Multinaturalisme påpeger i den forstand altså en grænse for en harmoniserende og inkluderende bestræbelse, som i mine øjne ofte er knyttet til en moderne multikulturalisme og perspektivisme. Spørgsmålet er da om aktuelle vanskeligheder ved at ”bygge bro” og kommunikere mellem f.eks. en kristen og muslimsk verden, måske bedre kan forstås, hvis man ser disse vanskeligheder som udtryk for, at personer lever i forskellige virkeligheder, og dropper ideen om at alle eksisterer i den samme virkelighed og blot fortolker den forskelligt. Uden at jeg vil spekulere nærmere over eventuelle politiske konsekvenser af at tænke således, må det siges at være et noget andet grundlag for at tænke og foreslå dialog og udvekslinger mellem forskellige grupper.

27

objekter.10 Multinaturalisme handler ligesom empirisk filosofi om at forstå tilblivelsen af

forskellige virkeligheder, og hvordan de bebos, herunder også af andre aktører end de

humane. Forskeren undersøger således situationer, hvor forskellige væsener og objekter

lever i forskellige virkeligheder. I Mols analyse af åreforkalkning er det tilsvarende tilfældet,

at det ikke blot er perspektivet på åreforkalkning, som forandres mellem den praktiserende

læges og kirurgens respektive praksisser, men derimod åreforkalkningen selv, der forandres

fra praksis til praksis. Empirisk filosofi er i denne forstand en tilgang, der opfatter ”verden”

som et konglomerat af multiple naturer. Det betyder dog også, at multinaturalistiske forskelle

ikke blot er at finde mellem mennesker og dyr eller andre væsener, men også mellem dem

og nonhumane aktører.

Empirisk filosofi kan i mine øjne således ses som et forsøg på også at rette en

multinaturalistisk forståelse mod det, der normalt betegnes ”tvær-kulturelle” forhold.

Forskellen er dog, at der ikke med empirisk filosofi som i amerikansk-indiansk kosmologi

forestilles at eksistere noget alment menneskeligt eller kulturelt som det fælles grundlag for

alt værende. Multinaturalisme benytter jeg således her til at understrege og stiller skarpt på,

at aktører producerer og bebor multiple virkeligheder, uden at det dermed antages, at der

ligger en grundlæggende ”kultur” bagved disse. Empirisk filosofi tager derimod

udgangspunkt i en antidualistisk forståelse af ”verden” som hverken forudsætter et grundlag

i natur eller kultur og er mao. en monisme. Herudfra undersøges, hvordan hybride aktører

indgår i produktionen af multiple natur-kulturer. I det følgende vil jeg læse en etnografisk

case gennem multinaturalisme og dermed karakterisere empirisk filosofi yderligere.

2.1.5 Empirisk filosofi som multinaturalisme illustreret gennem en etnografisk case Det følgende eksempel tjener til at illustrere empirisk filosofi som en multinaturalisme. Den

centrale pointe med at inddrage netop dette eksempel er at fremvise, at radikale forskelle

kan optræde mellem de virkeligheder/verdener/naturer, som aktører bebor, og altså i

forhold til det, der almindeligvis betegnes ”tvær-kulturelle” forhold. Med en multikulturalisme

og perspektivisme ville sådanne forskelle omhandle, at forskellige fortolkninger af ”den

10 Eduardo Vivieros de Castro ser også denne forbindelse mellem hans antropologi og STS: ”We are doing what STS is doing in the lab” (Casper Bruun Jensen og Eduardo Vivieros de Castro, personlig kommunikation).

28

samme virkelighed” var på banen. Eksemplet tjener imidlertid til at illustrere, at sådanne

forskelle netop kan stille spørgsmålstegn ved multikulturalisme og perspektivisme, på samme

måde, som De Viveiros de Castros undersøgelse af amerikansk-indiansk kosmologi, gør det.

Annelise Riles (2000) beskriver, hvorfor det er tilfældet, at den del af Whippy-klanen fra

Kasavu på Fiji, som bor på landet, tilsyneladende konsekvent ”nægter” at tilpasse sig en

verden i forandring. I forhold til en moderne og vestlig oplevelse af, at verden konstant

ændrer sig, og at dette i dag går hurtigere end nogensinde før, fremstår denne strategi som

et udtryk for en besynderlig holdning. Det synes åbenlyst, at det i en sådan situation må

handle om at følge med. Alternativet er at leve med en konstant risiko for at blive

distanceret af udviklingen.

Manglen på interesse for udvikling og forandring giver derimod langt bedre mening på

baggrund af en grundlæggende overbevisning, som findes i Whippy-klanen, nemlig at

verden i det store og hele ikke har forandret sig synderligt:

When confronted with questions concerning how the school, church, or land had changed in his lifetime, for example, John Whippy, a man in his fifties, […] seemed puzzled and finally responded that nothing that he could think of really had changed. (Riles 2000: 95)

Denne holdning kunne ud fra en almindelig vestlig forståelse betragtes om en ”traditionel”

holdning, og dens eksistens forklares med henvisning til, at Whippyerne endnu ikke har

oplevet kraftige forandringer af deres livssituation. Sagen fremstår dog mere kompliceret

end som så, når det tages med i betragtning, at klanens jord gennem tiden er blevet delt i

mindre og mindre jordlodder, så et meget lille stykke land efterhånden tilfalder hvert enkelt

klanmedlem. For hvorfor opfatter de ikke dette som et åbenlyst tegn på, at tingene har

ændret sig markant over tid? Det er jo et helt centralt aspekt i klanens historie og af stor

betydning for deres hverdag. Ifølge Riles forholder det sig således, fordi det opfattes som et

naturligt mønster eller en repetition af ”det samme”, at jorden løbende deles.

Mønstergentagelsen forandrer på denne måde ikke noget grundlæggende for de

landboende Whippyer, og de synes parallelt hertil ikke at interessere sig for ”det nye” i

nogen udstrakt grad. Det kommer til udtryk ved, at de sidder muligheder for at indgå i

samarbejder på tværs af deres jordlodder overhørige, som ellers ville gøre det muligt at

29

producere helt nye typer afgrøder. Til gengæld er de i stand til at fortælle historier om

fortidige begivenheder og personer, hvori intet synes at gå tabt (Riles 2000: 95).

Er landboernes holdning da en konsekvens af, at de ikke har været i kontakt med en

moderne verden? Næppe, for selv internt i klanen interagerer landboerne med moderne og

vestligt orienterede byboere, hvis holdning står i kontrast til deres egen. For byboerne er

forandring og udvikling et træk ved verden og et livsvilkår. Fortiden synes at være lagt på

afstand, og ifølge Riles irriteres de over, at landboernes ikke kan forstå, at de åbenlyst

handler imod deres eget bedste ved at ignorere de muligheder, der findes i nye kooperative

produktionsformer og teknologier. Vi har altså, som det var tilfældet med de spanske

conquistadores og indianere i forrige afsnit, at gøre med en situation, hvor parterne har

mere end almindeligt svært ved at forstå hinanden.

Hvordan kan der opnås analytisk greb om sådanne forskelle? Forskellene vil i en

moderne multikulturalistisk og perspektivistisk forståelse kunne forklares udfra de forskellige

parters respektive syn på sagen. Således fremstår ”den traditionelle Whippy-kulturs

perspektiv” som kendetegnet ved en tro på stilstand og uforanderlighedens orden, mens

forandring i byboernes moderne perspektiv netop fremstår som det mønster i verden, der

gør det nødvendigt at bryde traditionel praksis og vante tankegange. I en moderne

multikulturalistisk og perspektivistisk forståelse udvikles nye perspektiver, ny viden mm.

nødvendigvis med tiden, men det er da samtidig forståeligt, at forskellige

virkelighedsforståelser findes i forskellige kulturer, og at disse kan udvikle sig med forskellig

hastighed. Men spørgsmålet om hvorfor folk begriber ting forskelligt får således en

epistemologisk karakter. Det fremstår som et faktum, at verden forandrer sig, men folk som

de landboende medlemmer af Whippy-klanen har tilsyneladende blot endnu ikke fundet det

nødvendigt at udvikle et moderne synspunkt, hvorfra dette faktum kan erkendes.

Riles pointe er imidlertid, at uforanderlighed, som den forekommer i Whippyernes

verden, ikke er afhængig af perspektiv på denne måde. For dem er det ikke et

epistemologisk eller fortolkningsmæssigt spørgsmål, om verden forandrer sig eller ej. I stedet

bor klanmedlemmerne bogstaveligt talt i en uforanderlig verden.

30

Det kunne mod dette argument indvendes, at det netop føres fra Riles analytiske,

antropologiske og kan det formodes mere vestlige position. Mao. virker begrebet

”uforanderlighed” måske ikke til at give en helt præcis karakteristik af Whippyernes verden.

Det er derimod et begreb der, på samme måde som begrebet om multinaturalisme, er en

tilnærmet beskrivelse af en anden kosmologi i kontrast til en vestlig og multikulturalistisk

forståelse.

I antropologi findes en opmærksomhed på, at det er dybt problematisk f.eks. at antage

at ”traditionelle kulturer” forstår sig selv som traditionelle. Det er netop i en moderne

forståelse som præger antropologi, at uforanderlighed bliver sat i modsætning til udvikling,

knyttes til tradition i modsætning til modernitet, og tradition dermed kommer til at betyde

stillestående, konservativt eller uudviklet. Men problemet er, at ingen ”traditionelle kulturer”

opfatter sig selv som sådan (jf. Strathern 1996). Dette forhold angiver, at det for empirisk

filosofi er et åbent spørgsmål, i hvilken udstrækning analyse af specifikke virkeligheder

”passer med” lokale forståelser eller ej. På den anden side er der ingen, heller ikke

Whippyerne i nærværende eksempel, der kan afgøre dette spørgsmål. På lignende vis, kan

det tænkes at være vanskeligt for Viveiros de Castro at opnå præcis viden om, hvad

jaguarens verden og perspektiv består i, men jaguaren kan imidlertid heller ikke afgøre

dette spørgsmål. Alle analyser og beskrivelser af andre virkeligheder fremstår i dette billede

da ikke som forklaringer af dem, men snarere som tilnærmelser og forsøg på at skabe

udvekslinger mellem dem.

Riles argumenterer netop heller ikke for, at Whippyerne forstår sig selv som en traditionel

kultur. Den kontrast hun opstiller mellem vestlig tænkning og Whippyernes verden handler

derimod, på samme måde som Viveiros de Castros kontrast, både om at forstå en anden

virkelighed, og om at gøre det eksplicit, at visse vestlige forståelser, i dette tilfælde stilstand

vs. forandring og det traditionelle vs. det moderne er specifikke vestlige og moderne

skalaer, som bl.a. præger antropologisk forskning. Idet empirien i Riles analyse kun delvist

indfanges ved og skurrer mod sådanne skalaer, kommer de til debat. Det fremstår således

som et væsentligt fokus for antropologisk og empirisk filosofisk analyse at undersøge, hvad

der kan forstås ved begreber som modernitet og tradition, forandring og uforanderlighed,

31

og de konceptuelle skalaer, som de er forbundet med. Dette kan sammenlignes med Latours

pointe, at der oftest ligger et stykke arbejde for ANT-forskeren i at gøre op med moderne

forforståelser under gennemførsel af empiriske undersøgelser.

Det fremstår dog således i det ovenstående eksempel, at en almindelig antagelse i Vesten

nemlig, ”at alting forandrer sig” ganske enkelt ikke er gyldig i Whippyernes verden. I deres

verden er der endvidere ikke tale om, at forskellige perspektiver beskuer den samme verden.

Riles’ analyse stiller således netop spørgsmålstegn ved multikulturalismens og

perspektivismens universalitet, og i stedet fremtoner en situation af mere radikale forskelle.

Forskellige verdener, virkeligheder, ontologier eller naturer synes at eksistere parallelt. Vi

finder altså, at vi har at gøre med en multinaturalistisk situation, hvor verden ikke er én,

men multipel. Det betyder dog ikke, at forskellige virkeligheder er afskåret fra kontakt med

hinanden. Som det er tilfældet blandt Whippyerne, kan virkeligheder sagtens komme i

konflikt. Selvom virkeligheder er inkommensurable i den forstand, at de benytter og udvikler

forskellige skalaer, kan der altså alligevel foregå udvekslinger imellem dem. Dvs., at selvom

bestemte skalaer ikke virker eller kun delvist virker på tværs af dem, udelukkes forbindelser

på tværs ikke, om end disse kan være besværlige at etablere.

Empirisk filosofi må i forlængelse af ovenstående betragtninger se sin interesse for at

forstå andres virkeligheder som en opgave, der ikke blot handler om at undersøge syn på

”det samme” (hvilket kan være vanskeligt nok). I stedet må det for tilgangen handle om at

indgå afprøvende i praktisk-teoretiske udvekslinger med andre aktører og deres

virkeligheder. En del af dette arbejde kan endvidere forventes i at bestå i, at forskeren må

opdage og behandle basale antagelser f.eks. bestemte skalaer, der er virksomme i

hans/hendes egen virkelighed.

32

2.2 Centrale begreber for udvikling af empirisk filosofi I dette kapitel vil jeg undersøge og diskutere begreberne kompleksitet, relation, skala og

fraktalitet, som i mine øjne er centrale for udvikling af empirisk filosofi. Jeg opfatter dem

ikke som naturlige træk ved virkeligheden, eller en liste over forhold, der altid bør

undersøges. Derimod opfatter jeg dem som tænkeressourcer, der lader empirisk filosofi rette

opmærksomheden mod og lære af partikulære sagsforhold.

2.2.1 Kompleksitet, tværfaglighed og videnssamfund

Complexity: A scientific theory which asserts that some systems display behavioural phenomena that are completely inexplicable by any conventional analysis of the systems constitutive parts. From French complexe, from Latin complexus, from com- "with" (combining form of cum) and plex "fold". (Opslag i Britannica Encyclopedia Online 2008)

Som beskrevet i sidste afsnit findes i den landboende del af Whippy-klanen ikke et

nævneværdigt fokus på forandring og det nye, hvilket står i kontrast til en moderne

forestilling om, at forandring er en allestedsnærværende og naturlig dynamik, som konstant

lægger fortiden bag os. Dermed står denne del af klanens holdning også i kontrast til en

almindelig forestilling om, at teknologiske fænomener og muligheder kan identificeres som

tegn på en samlet udviklingstendens: modernisering, fremskridt, globalisering eller lignende.

Begreber, der peger på en samlet udviklingstendens, er i mine øjne ofte knyttet til en

forestilling om, at verden løbende udvikler sig mod det mere og mere komplekse. Denne

forestilling kan igen ses som et argument for en multikulturalistisk og perspektivistisk

tankegang. For i en stadig mere kompleks verden synes en fortsat produktion af ny viden og

nye perspektiver både at være relevant og uundgåelig. I denne situation kan det nemlig

forventes, at viden, som er aktuel i dag, meget vel kan være forældet i morgen. Aktuelt

kommer dette problem i mine øjne til udtryk i en omfattende markedsføring af og

efterspørgsel på trans- og tværfaglige initiativer, både i natur-, samfunds- og

humanvidenskaber og på tværs deraf. Kompleksitet knyttes her ofte til en forståelse af

udvikling som en proces, der løbende gør verden mere og mere svær at gennemskue og

finde orden i. Udvikling af nye fagligheder ses som en del af løsningen på dette problem,

og disse fagligheder må således nødvendigvis også selv være komplekse eller netop

33

tværfaglige. Et andet bud på, hvad kompleksitet er, er at verden altid har været kompleks,

men at dette er en naturvidenskabelig opdagelse, som blev gjort i sidste del af det tyvende

århundrede (Gleick 1988). Det er dog også Gleicks pointe, at kompleksitet som regel er

blevet opdaget i brydningsflader og overskrider traditionelle opdelinger mellem

naturvidenskabelige eller naturvidenskabeligt orienterede fag, f.eks. mellem økonomi,

biologi, matematik, meteorologi og/eller fysik (ibid.: 11). Empirisk filosofi har som nævnt

udspring i STS, som både er et eksempel på en broget tværfaglighed, der forsøger at

begribe komplekse forhold, men også vil kunne benyttes til at kritisere forhåbninger til

interdisciplinaritet.11

Kompleksitet kan også ses som én årsag til, at begreber som videnssamfundet udvikles

og bliver populære. Ideen om videnssamfundet giver en fornemmelse af, at

vidensproduktion indgår i en slags kapløb mod kompleksitet og dens uvelkomne ”blinde (og

blindende) passager” perpleksitet. Følger man Munro (2005) udtrykker begrebet om

”videnssamfundet” imidlertid også den opfattelse, at viden virker organiserende på samfund

og omvendt. Munro gør med Strathern (1988) opmærksom på, at antropologi oprindeligt

benyttede begrebet society til at organisere empiri og data. Efterhånden gik det imidlertid i

den antropologiske glemmebog, at det således oprindeligt var et analytisk begreb. I stedet

blev det antagelsen, at samfund eksisterer i sig selv, præanalytisk, naturligt og

selvorganiserende. Denne opfattelse er formodentlig også en konsekvens af en indflydelse,

som Durkheims ide om ”the social fact” har haft på socialvidenskaberne. Følger man

Durkheim, eksisterer sociale fakta på linje med naturlige objekter (Latour 2005: 112n).

Epokale begreber som jæger-samlersamfundet, videnssamfundet, informationssamfundet

etc. udpeger bestemte fænomener som tyngdepunkt for samfundets (selv)organisering. 11 ”Tværfaglighed” kan kritiseres med STS, idet ideen nogle gange tager en form, hvor det forudsættes, at enkeltfagligheder eksisterer som sammenhængende helheder, der mere eller mindre uproblematisk kan kombineres. Enhver faglighed indeholder dog i min egen erfaring som regel meget forskellige discipliner og markante forskelle. Dette er også tydeligt i STS, hvori de fleste fagligheder er brogede heterogene størrelser og ikke alle positioner er kompatible. I hvert fald er endvidere en pointe, at STS ikke blot kombinerer studier i videnskab, teknologi og samfund ud fra adskilte fagligheder, men netop undersøger processer, hvor de kan være blandet sammen og processer, hvorved de adskilles. Der kunne i denne forbindelse også peges på Louis Althussers kritik af tværfaglighed, som ifølge filosoffen Uffe Juul Jensen peger på, at tværfaglighed ofte tager form af ideologi og efterstræbes uden en passende diskussion af, hvilken faglighed det kræver overhovedet at undersøge og udtale sig om bestemte emner, endsige om de kan kombineres. Selve kravet om tværfaglighed er dog samtidig i denne forståelse et symptom på reelle samfundsmæssige problemer (Jensen 1995b: 47f).

34

Antropologiske studier har dog anskueliggjort, at der findes steder, hvor det ikke forestilles,

at man lever i et samfund, hvilket gør, at begrebet mister sin ”autoorganiserende effekt”

(Strathern 1988: 3ff). Når det sker, fremstår samfundet ikke som en præanalytisk eksistens

der organiserer aktører, men derimod som et løbende resultat af diverse aktørers

organiseringsarbejde. Det er i mine øjne denne pointe Latour generaliserer med ANT til

også at gælde naturen og naturbegrebet (jf. Latour 1993b). Det er netop en konsekvens af,

at hverken samfundets eller naturens eksistens tages for givet, at deres realitet,

vedligeholdelse og deres indbyrdes differentiering i stedet må betragtes som løbende

bedrifter.

Hvordan understøttes ideen om videnssamfundet? Det gør den i mine øjne bl.a. af en

moderne multikulturalistisk og perspektivistisk forståelse, for her vil verdens udvikling mod

det mere komplekse med en bydende nødvendighed medføre, at der løbende udvikles nye

(og mere komplekse) perspektiver på verden. Indtages en vis distance til den

perspektivistiske tankegang synes kompleksitet imidlertid også at fremstå som en konsekvens

af, at forskellige perspektiver løbende udvikles og appliceres på komplekse forhold. Det

fremstår således som en specifik moderne perspektivistisk selvopfyldende cirkel af

forhåbninger og konsekvenser, at der udvikles flere og mere komplekse perspektiver for at

forstå en stadig mere kompleks verden. ”Løsningen” på kompleksitetsproblemet

reproducerer problemet, parallelt til den måde, som Ulrich Beck beskriver, at

naturvidenskab bliver ”selvopretholdende” eller ”selvreferentiel” ved løbende at skabe risici,

der kun kan ”løses” af naturvidenskab, hvilket igen skaber nye risici, ad infinitum. (Beck

1997: 32).

Med empirisk filosofi kan der imidlertid argumenteres for, at kompleksitet hverken ligger

”derude” i verden som et naturligt fænomen og venter på at blive opdaget, og ej heller er et

rent kulturelt eller samfundsmæssigt produkt. Kompleksitet synes måske også i denne

forståelse at fremtræde alle vegne, men da både som en konsekvens af faglige udviklinger

og udviklinger omkring os. Kompleksitet kan netop siges at fremstå, når fænomener strider

mod gængse moderne skalaer og kategorier, der gør det nødvendigt at stille spørgsmål til

35

almindelige virkelighedsopfattelser. F.eks. fremtræder ting i en empirisk filosofisk forståelse

som komplekse, når de stiller spørgsmålstegn ved normale opfattelser af tid og rum:

There is complexity in things if they relate but don’t add up, if events occur but not within in the process of linear time, and if phenomena cannot be mapped in terms of a single set of three dimensional coordinates. (Law og Mol 2002a: 1)

Kompleksitet er i en empirisk filosofisk forståelse således et resultat af, at noget, der normalt

tages for givet, konfronteres med anderledes erfaringer eller fænomener. Dermed kan

kompleksitet netop være et væsentligt fokuspunkt for empirisk filosofi. Hvad enten blikket

rettes mod vestlige sammenhænge eller andet henviser begrebet til situationer, hvor

selvfølgeligheder ”afselvfølgeliggøres”.

2.2.2 Relationsbegrebet og empirisk filosofi som ”relationisme” I forhold til en idé om, at verden er kompleks i universel forstand - uafhængigt af

fortolkninger deraf, men også til en idé om, at dette forhold kun er et spørgsmål om

fortolkning og perspektiv, kan der således med empirisk filosofi argumenteres for, at begge

ideer bygger på en adskillelse af vidne, viden og verden. Mennesker opfattes som vidner til

en singulær verden, mens der derved udvikles forskellige fortolkninger af, dvs. viden om,

verden. I stedet vil empirisk filosofi forestille sig, at vidne, viden og verden er koproducerede

størrelser, og altså, at de er, hvad de er, i kraft af relationer imellem dem. Alle ting er

nemlig i denne forståelse, som i ANT, hvad de er, i kraft af de relationer, de indgår i (Law

1999). Men hvad betyder et sådant udsagn om altings forbundenhed i relationer? I dette

afsnit vil jeg undersøge begrebet relation, for at specificere en empirisk filosofisk forståelse

deraf og kendetegne tilgangen som en relationisme.

I forlængelse af argumentet om, at ting er, hvad de er, i kraft af de relationer, de indgår

i, kan der også argumenteres for, at både relationer og ting er resultatet af processer, hvor

ting og relationer differentieres indbyrdes og fra hinanden (Strathern 2004). En idé om, at

både relationer og entiteter er et resultat af differentieringer står i modsætning til en

moderne perspektivistisk og multikulturalistisk forståelse af relationer. I sidstnævnte forståelse

fremstår det således, at objekter eksisterer, ”før” relationer etableres imellem dem. Ses

denne tilgang som en bestemt analytisk modus, bliver det imidlertid tydeligt, hvordan den

36

selv producerer både entiteter og relationer på bestemte måder. Strathern søger at indfange

denne moderne perspektivistiske måde at producere relationer på med begrebet

merographic connections (Strathern 1992a: 72f; Strathern 1999a: 248, et passim), som jeg

vil beskrive nærmere nedenfor. Delvise forbindelser (partial connections) (Strathern 2004)

betegner derimod en alternativ måde at forestille sig relationer på, der fremtoner i

kølvandet på eksplicitering af en moderne perspektivistisk og multikulturalistisk

relationsproduktion, som ikke mindst bygger på en tilknyttet holisme. Stratherns forståelse af

relationer knytter i mine øjne an til empirisk filosofi, men hvordan produceres moderne

merografiske relationer?

Holisme har ifølge Strathern præget moderne antropologi, hvilket har bevirket, at

kulturer, samfund, kontekster o.a. forstås som ”helheder”, der eksisterer i sig selv. Jeg

beskrev i forrige afsnit, hvorledes det blev ”glemt”, at samfundsbegrebet oprindeligt var et

analytisk begreb, og i stedet blev en almindelig forestilling, at samfund eksisterer i sig selv.

Det samme kan siges at gøre sig gældende for begreber som kultur, kontekst, system mv.

Det der ”oprindeligt” er analytiske koncepter kan med tiden blive konsolideret således, at de

bliver til deiktiske begreber, hvilket betyder, at det antages, at de refererer til noget

”derude” – f.eks. at samfund refererer til et ”samfundsmæssigt materiale” (Latour 2005: 1-

2).12 Antropologisk arbejde handler således i en holistisk forståelse om at analysere

forskellige dele af det samfundsmæssige eller kulturelle materiale ud fra den vision, at

analyserne efterfølgende kan kombineres til helhedsbilleder. At de fleste teoretiske

perspektiver i den antropologiske fagtradition engang abonnerede på denne vision, har i

følge Strathern haft meget væsentlige effekter for faget: ”each perspective simultaneously

pluralized the subject matter of anthropological study and held out the promise of a holistic

understanding of the world that would show elements fitted together and parts completed“

(Strathern i Mol 2002: 78ff). Holisme har i denne forstand været en markant drivkraft i

12 Denne antagelse er netop en af Latours begrundelser for at fremføre ideen om at operere med et vagt vokabular, som beskrevet i afsnit 2.1.2 og for at ”recalle ANT” (Latour 1999). Problemet med netværksbegrebet var ifølge Latour, at det var begyndt at konnotere noget alt for bestemt, fastfrosset og konkret med fremkomsten af World Wide Web, i modsætning til ANT’s oprindelige begreb om netværk, der henviste til de transformationer og translationer, aktører udfører og indgår i. Senere tager Latour dog udfordringen op og søger at fastholde et åbent netværksbegreb (Latour 2005: 9n9).

37

antropologi for en stadig kolonisering af nyt teoretisk og empirisk terræn og for en

pluralisering af det antropologiske fagfelt.

Mens nogen antropologer f.eks. har betragtet økonomiske transaktioner som det basale

forhold i en kultur, har andre f.eks. anset det religiøse system som sådan. I en holistisk

forståelse belyser analyser foretaget på disse forskellige baggrunde forskellige aspekter af et

samfund eller en kultur. Med den holistiske vision om at kunne samle disse analyser til et

større billede bliver det enkelte teoretiske perspektiv altså også koblet til en forhåbning om,

at de vil bidrage til produktionen af et bredere sammenhængende billeder af samfund eller

kultur. Denne forhåbning har dog ifølge Strathern vist sig at være ret besværlig at realisere.

I første omgang medfører denne besværlighed ifølge Strathern, at der opstår en

fornemmelse af, at der blot mangler udviklingen af de rette perspektiver og analyser, før

helhedsbilledet kan tegnes. Efterhånden bliver den holistiske, multikulturalistiske og

perspektivistiske analysemodus dog mere og mere eksplicit som sådan. Herved fremstår det

også mere og mere tydeligt, hvordan relationer produceres med denne forståelse.

Merografiske forbindelser13 betegner, hvorledes virkelighedens elementer konstitueres

med et moderne holistisk, perspektivistisk og multikulturalistisk udgangspunkt. F.eks. kan

forskelle mellem mennesker og teknologi ses som en funktion af, at de betragtes som dele af

forskellige sammenhænge, kontekster, helheder.

It presupposes that one thing differs from another insofar as it belongs to or is part of something else. I call this kind of connection, link or relationship merographic (Strathern 1992a: 72f)

Merografiske forbindelser skabes således bl.a. i en komparativ analytisk praksis, der også

har kendetegnet antropologi, og som understøtter og understøttes af holisme. Samtidig kan 13 Strathern siger også om merografiske forbindelser: “Concepts form distinct, in the double sense of at once separate and crystal clear, orders of interpretation of experience. None the less they coexist. The two perspectives can be connected, indeed comprise a pair. Thus one may think of commodified and non-commodified conceptions [...] Like market and non-market economies, joined together as oppositions or complementarities. At the same time, this joining does not yield a reciprocal or mutually defining relation. On the contrary, while the values can be aligned as positive and negative aspects of each other, each conception simultaneously draws on its own universe of connotations, applications and meanings. Each is connected to a unique, in the sense of self-referential, range of phenomena, which gives it its own character: The one differs from the other insofar as it is also part of a quite different contexts for action.” (Strathern 1999a: 248).

38

komparation siges at være en metode, som mennesker i al almindelighed benytter til at

forstå med: De drager analogier på tværs af de sammenhænge, de forestiller sig, at ting

tilhører. F.eks. kan ”teknologi” og ”menneske” tænkes at være relaterede, idet de tilhører

forskellige sammenhænge, og dermed også er adskilte størrelser: teknologier er døde

objekter, mens mennesker er levende væsener. Et andet eksempel kunne være, at mennesker

betragtes som forskellige fra dyr i og med, at førstnævnte lever i samfund, mens dyr kun

lever i naturen. Herefter kan relationer mellem menneske og dyr tegnes.

En af Stratherns pointer er da, at merografiske relationer er udtryk for

differentieringsprocesser. Det er på en måde en forudsætning for relationer, at ting adskilles

og forestilles at tilhøre forskellige sammenhænge. Når de er adskilt, kan de forskellige

sammenhænge udgøre et ”perspektiv” på hinandens entiteter, som hvis man taler om

tingsliggørelse af mennesker eller antropomorfisering af teknologi.

Den holistiske forhåbning om at skabe helhedsbilleder fremstår således både som anløb

til en beskæftigelse med at differentiere og med at optegne forbindelser på tværs af

sammenhænge og fænomener, men som ikke realiserer, at den selv forårsager

differentieringer. Ideen om at skabe helhedsbilleder er også det, postmodernister stiller

spørgsmålstegn ved. I en ”post-holistisk” eller postmoderne forståelse fremstår verden som et

surrealistisk spil mellem fragmenter (se f.eks. Clifford 1988). Ideen om fragmenter et udtryk

for, at forhåbningen om at skabe helhedsbilleder er ”gået i stykker”, så vi kun står tilbage

med brudstykkerne af sådanne forsøg, og menneskers konstruerede forbindelser mellem

dem. En idé om, at der analytisk kun er adgang til fragmenter, fremstår således imidlertid

selv som et udslag af holisme. Fælles for en postmoderne og en holistisk forståelse er

dermed også, at relationer er noget, der optræder mellem ”dele”. Forskellen ligger i

forhåbningen til, hvad kombinationen af ”dele” vil udmønte sig til.

Strathern peger imidlertid på, at en anden forståelse af relationer end både den moderne

og den postmoderne også fremkommer i kølvandet på, at det bliver eksplicit, at

perspektivisme og holisme indebærer en bestemt analytisk modus. Begrebet ”delvise

forbindelser” (partial connections) bruger hun til at beskrive denne forståelse. Mol beskriver,

hvordan idéen om ”delvise forbindelser” netop står i kontrast til ideen om fragmentering.

39

Fragmentering forudsætter, at et hele er gået i stykker og altså, at helheder eksisterer, i

hvert fald som idé, men at de altid vil undvige vores analytiske evner, og vi dermed kun vil

have adgang til at forstå ”dele”, som vi mere eller mindre tilfældigt kombinerer (Mol 2002:

78ff). Selvom Stratherns eget arbejde indeholder brudstykker af andres arbejder og blander

teoretiske og empiriske kilder, og der skabes korrelationer og kontraster på tværs af mange

forskellige materialer, så forestilles disse ”dele” imidlertid ikke at være dele i den forstand,

at de er eller har været puslespilsbrikker i et helhedsbillede. Snarere indgår de i at skabe

partielle og partikulære analyser. Strathern tilslutter sig hverken en postmoderne bekymring

for eller tiljubling af, at det ikke er muligt at tegne helhedsbilleder. I stedet er pointen, at

dette aldrig har været muligt. Da er det ikke mærkeligt, at holisme, multikulturalisme og

perspektivisme på trods af udviklingen af adskillige perspektiver og forsøg på at kombinere

dem, har haft besvær med at leve op til den holistiske vision. Erkendelsen heraf medfører, at

ideen om, at der blot mangler en udvikling af de rette perspektiver og analyser, før

puslespillet kan lægges færdigt, også fremstår tvivlsom.

Ifølge Strathern gør dette det imidlertid også muligt at forestille sig relationer på en

anden måde, nemlig som delvise forbindelser: The relativising effect of multiple perspectives

will make everything seem partial; the recurrence of similar bits and propositions will make

everything seem connected (Strathern 2004: xx).

Den holistiske ide om, at helheder eksisterer ”derude” i sig selv fremtræder hermed som

en bestemt antagelse knyttet til multikulturalisme og perspektivisme, der historisk set har

præget en moderne og efterfølgende en postmoderne antropologi. Holisme har således

bl.a. i mine øjne givet anledning til en bestemt forhåbning om, hvad relationer kan, eller i

en postmoderne forståelse ikke forestilles at kunne i samme grad, nemlig skabe

sammenhæng. Flere antropologiske studier har søgt at vise, hvordan relationer er primære

andre steder end vesten og f.eks. dermed kritiseret en vestlig atomistisk ontologi. Nogle

gange fremstilles relationer dog i sådanne analyser i et noget romantisk skær, som om

relationer er mere ”oprindelige” eller ”godartede” end objekter (f.eks. Bird-David 1999).

Relationer og relationistiske kosmologier er i dette billede præget af sammenhæng,

fællesskab og virker inkluderende i modsætning til vestens atomisme, objektivisme eller

40

individualisme. På denne måde bliver billedet af andre kulturer dog i mine øjne et

spejlbillede af en negativ og lettere forsimplet udlægning af en vestlig virkelighedsforståelse.

Strathern peger i modsætning til denne opfattelse på, at relationer ikke kun er centrale

uden for vesten. Dels er de i høj grad et vestligt analytisk produkt, og dels ved mennesker i

vesten udmærket godt, at de altid er spundet ind i relationer, hvilket f.eks. kommer til udtryk,

når de taler om slægtskab (Strathern 1995b). Hvis opmærksomheden rettes mod, at

relationer ikke blot er skaber sammenhæng, men netop også er forbundet til

differentieringsprocesser, bliver det derimod tydeligt, at de ikke bør omgæres med romantik

(se f.eks. Viveiros de Castros kritiske kommentarer trykt med Bird-David 1999). Som det

fremgår af den ovenstående udlægning af merografiske relationer er disse uomgængeligt

spundet sammen med produktionen af adskillelser og forskelle. Det er i kraft af forskelle, at

ting overhovedet kan være relateret. Endvidere er differentieringer ikke blot udtryk for en

vestlig dualisme, men findes mange steder. F.eks. findes en primær differentiering blandt

Hagen-folket i Papua Nu Guinea blot ikke mellem mennesker og ting som i vesten, men

mellem personer (Strathern 1999c). Relationer er dermed ikke bare noget, der skaber

sammenhæng og fællesskab, de adskiller også. Dette kendetegner både merografiske

relationer og delvise forbindelser.

Det fremstår imidlertid af det ovenstående, at det er i kraft af en multikulturalistisk og

perspektivistisk tankegang, at relationer ontologisk set henvises til en sekundær omend

vigtig placering mellem entiteter. Det er netop denne antagelse, der adskiller idéen om

merografiske forbindelser fra forestillingen delvise forbindelser. I begrebet om delvise

forbindelser ligger det således i min forståelse, at relationer er det, der producerer objekter.

Men der ligger altså ikke en omvending i begrebet, der fører til en romantisering af

relationer. På linje med antagelsen om, at ting er, hvad de er, i kraft af de relationer, de

indgår i, så er relationer i denne forståelse måske også, hvad de er i kraft af de forskellige

ting, som de produceres i og med. I alle tilfælde er det vigtigt, at ”relation” således ikke blot

er et begreb, som vedrører kombination af præeksisterende ting, men også omhandler

produktion af forskelle. Empirisk filosofi kan i mine øjne netop tage udgangspunkt i, at der i

begrebet om relation ligger denne spænding. På én gang kombinerer og adskiller

41

relationer; De skaber ligheder og forskelle, inkluderer og ekskluderer. Denne spænding

adskiller begrebet om delvise forbindelser fra merografiske relationer ved, at spændingen

er eksplicit i førstnævnte begreb.

Merografiske relationer fremtræder således som en effekt af, at ting adskilles, således at

deres respektive domæner kan agere perspektiv på hinanden, og disse perspektiver kan

igen efterfølgende ses som ophav til produktion af adskillelige relationer mellem ting, der

fører til nye differentieringer og produktion af flere perspektiver. Merografiske relationer og

perspektivisme understøtter således en pluralisme.14 Det er imidlertid netop en sådan

pluralisme som overskrides med ekspliciteringen af perspektivisme som en analytisk modus.

In the late twentieth century, anthropology has already moved from a plural to what could be called a postplural perception of the world […] the realization of the multiplier effect produced by innumerable perspectives extends to the substitutive effect of apprehending that no one perspective offers the totalizing vista it presupposes. It ceases to be perspectival. (Strathern 1991: xvi)

Hvis perspektivudvikling bygger på en holistisk vision om at kunne skabe helhedsbilleder,

men produktionen af et utal af perspektiver, hverken set hver for sig eller samlet kan leve op

dertil, smuldrer denne forhåbning efterhånden. Perspektiver holder da op med at virke som

forløbere til en udvikling af helhedsbilleder.

Ideen om ”delvise forbindelser” stiller da også spørgsmålstegn ved en perspektivistisk

antagelse om, at der kun eksisterer én verden, som kan observeres fra mange synsvinkler,

f.eks. økonomiske, religionsteoretiske etc. Disse kan i stedet betragtes som udgangspunkter

for fremlæggelser af og dermed produktion af særegne virkeligheder. Der stilles altså med

begrebet om delvise forbindelser også spørgsmålstegn ved verdens singularitet og ved

adskillelsen mellem perspektiv og verden eller mellem vidne, viden og verden. I dette lys

fremstår det som et afgørende analytisk valg at lade f.eks. økonomisk teori, religionsteori

eller empirisk filosofi være udgangspunkt for undersøgelse. Mao. fremstår det som et vilkår,

at analyse tager én ting for givet, for overhovedet at kunne analysere noget andet. Noget

gøres dermed synligt og andet usynligt, og der findes ikke noget generelt perspektiv, som

14 I en empirisk filosofisk forståelse netop også forskel på ideen om pluralitet, som ifølge Mol er knyttet til perspektivisme, og ideen om multiplicitet (Mol 1999).

42

kan afhjælpe dette forhold. Analyser passer i denne forståelse ikke sammen som

puslespilsbrikker, men kan dog netop relateres delvist til hinanden.

En empirisk filosofisk tankegang står således med begrebet om delvise forbindelser også

i kontrast til bestræbelser på at opsummere alle mulige forskellige fænomener som tegn på

en samlet udviklingstendens i verden så som ”globalisering”, ”videnssamfundet” eller andet.

Sådanne begreber fremstår i stedet som udtryk for forsøg på at skabe et altomfattende

perspektiv til at beskrive en mangfoldig mængde af forskellige fænomener og praksisser,

eller netop det, som Strathern i citatet ovenfor kalder ”totalizing vista”. Derimod opfordrer

en empirisk filosofisk, relationistisk tankegang til analyse af specifikke

virkelighedspraktiseringer og relationer i og imellem dem, uden at relationer dermed

forherliges som en sammenhængsskabende kraft mellem præanalytisk eksisterende entiteter.

Empirisk filosofi er derimod en relationisme, der ikke romantiserer relationer, men fastholder

at begrebet indeholder en spænding i det forhold, at de indgår i produktion af både

forbindelser og forskelle.

2.2.3 Skala og proportionalitet Hvad betyder det at undersøge komplekse sammenhænge med en empirisk filosofisk og

relationistisk position? Hvordan kan det antages, at virkeligheder/ontologier/naturer er helt

specifikke og partikulære, og at der alligevel kan eksistere en række relationer på tværs af

dem? Hvilke analytiske muligheder findes der, hvis analytiske skalaer, som normalt tages for

givet: det simple vs. det komplekse, det traditionelle vs. det moderne mv. ikke kan forventes

at matche de forskellige empiriske sagsforhold, der undersøges, eller at virke på tværs af

dem? Dette er spørgsmål, som empirisk filosofi kan behandle ved at sætte fokus på skala.

Pointen i empirisk filosofi er, at skalaer ikke opfattes som universelle størrelser, og at det i

stedet bliver gjort til genstand for undersøgelse, hvordan skalaer virker og udvikles i praksis.

I dette afsnit vil jeg undersøge skalabegrebet nærmere.

Den holistiske idé om del og helhed udtrykker en proportionalitet mellem fænomener, og

mao. placerer den altså fænomener på en skala. ”Størrelse”, ”mængde” og andre måder at

beskrive forskelle på gør noget tilsvarende. Proportionalitet er således i mine øjne et

43

analytisk greb, hvormed fænomener både differentieres fra og relateres til hinanden.15Med

udgangspunkt i empirisk filosofi og den relationistiske tankegang beskrevet ovenfor,

herunder kritikken af holismen, kan det siges, at det netop er, når skalaer bliver

selvfølgelige, at fænomener synes at besidde en bestemt proportionalitet i forhold til andre.

F.eks. at noget ”basalt set” er småt eller stort. Proportionalitet fremstår derimod med

empirisk filosofi som et resultat af en vestlig ”matematik”, hvor ting fremstår på bestemte

måder i forhold til, hvordan de placeres på en skala.

Proportionsforhold kan således ses som et udtryk for, at skalaer bruges til at fremstille

forskelle mellem fænomener. I forhold til perspektiv kunne ”nærhed” og ”fjernhed” f.eks.

forestilles at være endepunkter på en målestok. Bestemte perspektiver kan på baggrund af

denne målestok forestilles at være mere eller mindre tæt på eller fjernt fra verden, som når

der tales om generelle vs. partikulære perspektiver. I forhold til kompleksitet kan man

forestille sig en skala fra det simple til det komplekse. Hvis moderne perspektivisme og

multikulturalisme er knyttet til en idé om, at verden udvikler sig mod det mere komplekse og

dette i tværfaglighedens ånd synes at nødvendiggøre udvikling af flere (både generelle og

partikulære) perspektiver, mens dette samtidig kan ses som et bidrag til produktion af

yderligere kompleksitet, kunne jeg tegne følgende diagram over deres sammenhæng:

15 En normal forestilling er, at dele er mindre end helheder. Dette billede kan dog relativt nemt kompliceres. Med et hurtigt tankeeksperiment kan det varieres, hvad der er større eller mindre end hvad. F.eks. kan en tekst forestilles, at indeholde en verden, eller måske flere, samtidig med, at en tekst også kan placeres i verden f.eks. i relation til andre tekster. Viden i en tekst kan forestilles være større eller mindre i forhold til verden og personer, som når der tales om generel eller specialiseret viden. Viden om verden er også viden i verden, og viden om personer kan forestilles at eksistere i personer (hjerner). En person kan også skaleres. Han/hun kan ses som en lille brik i verden, men kan også forestilles at leve i sin helt egen. Ting kan altså skifte størrelse alt efter om de spiller rolle som del eller helhed, større eller mindre mv.

kompleksitet

Perspektiver/positioner

tid

mæ

ngde

Figur 1: Mit forsøg på at tegne antagelsen om stigende kompleksitet og udviklingen af flere både generelle og partikulære perspektiver, og at de kan ses som knyttet til skalaer.

44

En skala er således en måleanordning, der bruges til at sammenligne fænomener, hvilket

kan lade sig gøre, idet måleanordningen adskilles fra de fænomener, der måles på. Et

målebånd virker, fordi det kan betragtes som adskilt fra de fænomener, det benyttes til at

måle på. Dvs. at en skala kan abstraheres fra konkrete sammenhænge. Denne abstraktion

kan imidlertid kritiseres fra flere positioner i STS. En af de væsentligste indsigter i ANT, hos

Pickering (1995), Barad (2007) og også i teknologifilosofi (Ihde 1990) er i mine øjne, at

ingen teknologier og instrumenter er neutrale. Ligeledes er ”data”, ”information”, ”viden”

etc., som opnås ved hjælp af teknologi heller ikke neutral, men fremstår på bestemte måder

i kraft af, at instrumenter gør dem synlige. Information kan desuden have sine egne

indbyggede effekter og konsekvenser (Strathern 1999b). Skalaerne knyttet til perspektiv og

kompleksitet i den ovenstående illustration er således heller ikke neutrale. I stedet bidrager

de måske netop selv til at skabe en fornemmelse af, at verden bliver stadigt mere kompleks,

og perspektivproduktion dermed er nødvendig og uundgåelig.

I 1996 observerede Marilyn Strathern, at der aktuelt synes at være ”mere” af det hele -

”there is ”more” of everything” (Strathern 1996). Stratherns observation er, at der i den

vestlige verden i dag både synes at cirkulere mere individualistisk tænkning, men samtidig

også mere ”relationistisk”, både mere ”modernitet” og mere ”tradition” og både mere ”nyt”

og mere ”gammelt”. Denne observation karikerer bl.a. forestillingen om, at verden er blevet

mere kompleks i kraft af f.eks. modernisering. Ideen om ”mere af det hele” spiller bevidst

på, at den forstyrrer en normal proportionsfornemmelse. Strathern observerer f.eks., at der

aktuelt findes både mere tradition og mere modernitet, men hvordan kan det være tilfældet,

når det ligger i ideen om modernitet, at den overskrider traditionen? Det kan der netop, hvis

den skala, som fænomener måles med, f.eks. at mere modernitet er lig mindre tradition,

fremstår inadækvat i forhold til aktuelle situationer og begivenheder. På den baggrund kan

der f.eks. spørges til, om det er dikotomien mellem simplicitet og kompleksitet, der i sig selv

er for simpel (Law og Mol 2002a: 5ff). Denne situation, hvor der fremtræder ”mere af det

hele”, vil jeg berøre nærmere i afsnit 3.3.6.16

16 F.eks. kunne man pege på, at en tilsyneladende kompleksitetsforøgning ikke har medført, at relativt simple ideer om, hvad mennesker og verden er, stadig cirkulerer.

45

2.2.4 Teoretisk agnosticisme i forhold til skala vs. ”overskridelse” af skala Skalaer mister således i en empirisk filosofisk forståelse deres selvfølgelige karakter. Et

bestemt forhold bliver gjort eksplicit, nemlig at skala fungerer som et komparativt analytisk

instrument, og at proportionalitet ikke er et træk ved verden givet i kraft af en universel

orden. En sådan analytisk ”denaturalisering” af skala åbner så til gengæld for undersøgelse

af, hvilke effekter de har i praksis (Law 2000). Det betyder, at spørgsmålet om, hvordan

skalaer virker, ikke kan besvares uden empirisk specifikation.

Euro-amerikanere antager ifølge Law (2004: 25f) som det mest selvfølgelige en euklidisk

geometri. Denne bestemte geometri ses som et kendetegn ved rummet selv. Denne

selvfølgelighed kan betragtes som et eksempel på, hvorfor forhold mellem fænomener kan

italesættes ved hjælp af proportionalitet uden, at det nødvendigvis behøver at blive berørt,

at en sag fremstår således i kraft af en specifik skala. Følger man Law, er det bl.a. netop i

kraft af, at et euklidiansk rum tages for givet, at bestemte skalaer fremstår som iboende

egenskaber ved ting, mennesker og objekter.

Det er imidlertid ikke mærkeligt, at skalaer naturaliseres på denne måde, hvis det er

forudsætning, at en ting tages (mere eller mindre midlertidigt) for givet, for at den kan

benyttes til at sammenligne andre. Ideen om at en skala er ”uafhængig” af det, den måler

på stammer fra, at skalaer kan transporteres og benyttes i mange sammenhæge (Strathern

1999a: 204f). Jeg betragter altså skalaer som en form for abstraktion, der gør det muligt at

tale forhold mellem ting som et spørgsmål om mere eller mindre, større eller mindre mv.,

uden nødvendigvis at henvise til, hvilken skala, der benyttes. Hvis skala kan abstraheres på

denne vis, gør det det f.eks. også muligt at forestille sig en uendelig målestok. Men hvis

skalabegrebet omvendt denaturaliseres må proportionalitetsforhold i stedet betragtes som

indskrivelser af specifikke skalaer i bestemte situationer. En denaturalisering af skala

producerer dermed en fornemmelse af, at der altid kunne være blevet målt på en anden

måde eller med en anden målestok, hvilket lukker op for at operere med en ”teoretisk

agnosticisme” (Callon 1986) i forhold til skala. Det betyder, at forskeren bestræber sig på

ikke at tage for givet, hvilke skalaer der er på spil eller, hvordan de virker i bestemte

praksisser.

46

Det er ikke mit argument, at der dermed skal gås ”beyond” skala f.eks. med det formål

”to wage war against Euclidianism” (Mol og Law 1994). Denne bestræbelse ser jeg som et

eksempel på en dramatisering af de effekter, som teoretisk arbejde kan forestilles at

afstedkomme. Begreber som ”beyond”, ”post” mv. benyttes i mine øjne ofte i akademisk

sammenhæng til at tilskrive en særlig værdi til en tekst eller et argument. Det ”nye” ved ens

ideer indgydes da samtidig og nærmest per automatik med positive værdier (Suchman

2005). Dette kan også ses som udtryk for en generel dynamik i intellektuelle kontroverser

(Smith 2002). I mine øjne er sådanne begreber, herunder Mol og Laws krigsmetafor dog

misvisende, fordi de dermed tilskriver for meget håb til, hvad teoriudvikling kan gøre nu og

her. Udover i mine øjne at være udtryk for en vis megalomani omkring ens teoriudviklings

mulige effekter er sådanne begreber således også udtryk for positionering. De benyttes til at

fremhæve det radikale ved ens egen tænkning og nogle gange på paradoksal vis. F.eks. er

det ofte tilfældet i STS, at man fremstiller sin teori som moderat, ydmyg eller på anden måde

som ”ikke-radikal”, hvilket samtidig og netop paradoksalt nok forestilles at være netop det

kendetegn, der gør, at den ”overgår” andre. Dette er i mine øjne problematisk, fordi de to

ambitioner (ydmyghed og radikalitet) i den samme tekst, kan være særdeles svære at skille

ad. Store forhåbninger til effekterne af ens egen teoriudvikling, kan endvidere tvinge

forfatteren og dermed hans læser til at se andres tekster (de teorier man er gået ”beyond”)

som udtryk for meget mere simple positioner, end dem konkrete personer har.

Reduktionisme, positivisme, strukturalisme, behaviorisme, radikal relativisme, objektivisme er

alle velkendte ”smædeord” i denne forbindelse.

Jeg stiller mig således her tvivlende an overfor postulater om, at teori afstedkommer

radikale effekter og overfor automatisk at tilskrive det ”nye” en positiv værdi (eller for den

sags skyld en negativ). På samme måde, som relationer ikke i mine øjne bør tilskrives en

positiv sammenhængsskabende kraft, bør man heller ikke, som jeg ser det, tilskrive alt nyt,

f.eks. det forhold, at virkeligheder er noget som bliver til løbende en positiv værdi. På den

anden side, mener jeg heller ikke, at teoriudvikling er ligegyldig. Mit argument er snarere,

at effekterne af ens teoretiske interventioner hænger uløseligt sammen med de specifikke

engagementer, de indgår i, og at det kan betvivles, om teori kan siges at have nogen

47

generelt karakteriserbar effekt. At gå ”beyond” f.eks. en euklidisk geometri eller andet, er

dermed i mine øjne også kun et interessant projekt, hvis euklidisk geometri betragtes som en

ideologi. Snarere end at gå i (rum)krig med en bestemt rumforståelse vil jeg således i stedet

formulere det som mål for empirisk filosofi ikke at tage bestemte skalaer eller deres effekter

for givet, på tværs af alle sammenhænge, og dermed at operere med en teoretisk

agnosticisme og generaliseret non-asymmetri i forhold skala.

2.2.5 Fraktalitet Fraktalitet er et begreb, der for empirisk filosofi gør det muligt at forestille sig, alternativer til

den euklidiske rumforståelse og for, at praksisser kan være delvist forbundne,

sammenfiltrede, eller for, at de kommer komplekse, ”foldet” ind og ud i hinanden. Begrebet

er inddraget i antropologi af Strathern (1995b; 1999a; 1992b; 2004) og er også

videreformidlet af Law (2004: 59ff, 66f, 70, et passim) til STS i forbindelse med forsøg på

at forstå, hvordan skalaer virker, og hvad det betyder for analyse af komplekse forhold at

operere med alternative forestillinger om rumlighed. Fraktalitet ser jeg altså som endnu en

tænkeressource for empirisk filosofi.

Fraktalitet blev i løbet af firserne et ikonisk billede på kompleksitet. Fraktale billeder har

umiddelbart den (æstetiske) effekt, at de komplicerer almindelige forestillinger om, hvad der

kendetegner et rum. Billeder af fraktaler blev brugt til at illustrere teorier om kompleksitet,

selvorganiserende og dynamiske systemer. Der blev udviklet computerprogrammer, som

udfra fraktale formler fremstillede billeder, som der ”live” kunne zoomes ind og ud i.

Figur 2: Udsnit af fraktal i Mandelbrot-mængden for iterationsfamilien z • z2/2 + z4/4 + kilde: (Buschmann 2008b)

48

Computeranimation af fraktaler har altså således givet mulighed for bedre at kunne

forestille sig kompleksitet.

Fraktalitet inddrager Strathern i forsøg på at forstå ”det gådefulde” (puzzles) ved

kompleksitet, relationer, skala, antropologiske komparativ praksis og andet etnografisk

arbejde (Strathern 1995b). Fraktalitet kan i mine øjne også ses som et billede på

kompleksitet i hendes eget arbejde, der netop kommer ”med folder”, empiriske

observationer og teoretiske idéer er stærkt sammenfiltret i hendes arbejder.17

Ideen om fraktalitet har rødder i matematik. Mit formål med at inddrage begrebet her, er

dog mest at udnytte nogle effekter, som begrebet kan have på forestillingsevnen. Et

matematisk kendetegn ved fraktaler er, at de er rekursive, dvs., at de defineres ud fra sig

selv (Mortensen 2008). De kan også være selvsimilære (Buschmann 2008a), dvs., at hvis

der zoomes ind og ud på en figur dannet efter en fraktal formel, vil der optræde billedlige

gentagelser på tværs af forskellige niveauer, selvom disse alligevel kan være for irregulære

til at blive beskrevet i et normalt (euklidisk) geometrisk sprog. Matematisk skelnes mellem

forskellige grader af selvsimilaritet, hvor præcis selvsimilaritet er den stærkeste (Cramon

1990). En præcis selvsimilær fraktal forbliver ”identisk” på tværs af forskellige niveauer.

Fraktaler, der bygger på iterative funktioner, som den illustreret i figur 2 ovenfor, udviser

denne type selvsimilaritet. En mindre stærk type selvsimilaritet er ”quasi-selvsimilaritet”.

Similariteten er her tilnærmelsesvis identisk over forskellige niveauer, men ikke helt. Den

svagest selvsimilaritet er ”statistisk”, hvilket betyder, at fraktalen blot bevarer numeriske eller

statiske mål på tværs af forskellige niveauer.

Selvrekursivitet og selvsimilaritet er således nogle vigtige kendetegn ved fraktalitet.

Endvidere er fraktaler kendetegnet ved at kunne have både heltallige dimensioner, men

også ikke-heltallige, f.eks. en dimension mellem 1 og 2. Den euklidiske geometri bygger

udelukkende på heltallige dimensioner, og det er bl.a. i denne forstand at fraktalitet

17 På trods af Stratherns opfordring til, at personer, der følger op på hendes fremstilling af fraktalitet, kan eftersøge nye relationer og emner, der peger på ”hullerne” (hvilket i sig selv et fraktalt produkt) og dermed det ”artificielle” eller ”konstruerede” ved hendes tekst (Strathern 2004:25), er dette ikke min ambition. Derimod er det at specificere ideen om fraktalitet som endnu en ressource for en empirisk filosofisk tanke og tilgang.

49

betyder, at det euklidiske rum er et grænsetilfælde snarere end den eneste mulige måde at

forestille sig rum på.

”Niveauer” er et upræcist begreb i forbindelse med fraktaler, for de kan i kraft af

selvrekursivitet og selvsimilaritet også siges at gøre modstand mod lagdeling. De udviser

således en ”skalainvarians”, når det samme billede dukker op i forskellige målestoksforhold

(Mortensen 2008). Fraktalitet er således en gentagelse af mønstre med en større eller

mindre grad af lighed, både i kraft af og ”på trods af” skala. I denne forstand ekspliciterer

eller forstyrrer fraktalitet skalaer, idet ”kompleksitetsmængden” bevares ved zoom ind eller

ud i en fraktal figur. Kompleksiteten er ikke nødvendigvis helt identisk på alle ”niveauer”,

men alle synes lige komplekse.

Fraktalitet handler således om at ”similære” billeder fremtræder i forskellige områder, og

der er altså til det fraktale tilknyttet en oplevelse af disproportionalitet, men også en

oplevelse af delvise forbindelser på tværs af niveauer. En fornemmelse af, at

udgangspunktet er entydigt, mistes, samtidig med man kan opleve, at der løbende vendes

tilbage til noget velkendt. Dette kunne f.eks. sættes i modsætning til oplevelsen af at kigge

ind ”i en helt anden verden” gennem et mikroskop eller en stjernekikkert, hvor det er hele

skalaen, der skiftes ud. Hvis en fraktal figur betragtes, bliver skaleringseffekter derimod

tydelige. Dette bevirker bl.a. at distinktionen mellem ”mikro” og ”makro” kan angribes med

begrebet om fraktalitet (se Jensen 2007). Småt og stort, nært og fjernt fremstår relativt til det

specifikke udgangspunkt for at zoome ind eller ud i en fraktal figur. Sammenlignelige

mønstre fremstår på tværs af lille og stor skala eller netop ”mikro” og ”makro”.

Fraktaler har altså komplekse detaljegrader både i et vilkårligt stort og lille perspektiv.

Når der zoomes ind og ud i fraktale billeder, er det, der optræder som detalje på et niveau,

lige så detaljerigt, set tættere på. Således kan man forestille sig, at der ikke nødvendigvis er

nogen begyndelse eller slutning på skaleringsprocesser. Som f.eks. i visualiseringer, kendt

fra naturprogrammer på tv, hvor der zoomes fra det yderste af universet til et subatomart

niveau og kompleksitetsniveauet synes at forblive det samme. I en fraktal figur har en sådan

bevægelse netop ikke andre endepunkter end, hvad der nu er teknisk eller

forestillingsmæssigt muligt. Fraktalitet er således ikke i familie med ideen om

50

sommerfugleeffekten, hvor en lille ting er årsag til en stor (Jensen 2007).18 Snarere resonerer

ideen i min forståelse med spekulationer i fysik om, at et atom potentielt kan udgøre et helt

univers, mens universet måske blot udgør ét atom i en ”større” sammenhæng.

”Naturlige fænomener” kan udvise fratale træk (Mandelbrot 1967). Således synes blade

på et træ at replicere mønstre i træets opbygning, og snefnug at replicere sådanne mønstre,

dog med en kreativ variation over mønsteret. Blade og snefnug kan i denne forstand siges

at have en emergerende og selvorganiserede, men ikke nødvendigvis tilfældig eller kaotisk,

karakter. Fraktalitet som et ”naturligt” fænomen kan også illustreres gennem Mandelbrots

spørgsmål om, hvor lang Englands kystlinje er (ibid.). Det synes umiddelbart at være et

spørgsmål om simpelt geometrisk måling, men hvis man forestiller sig at zoome mere og

mere ind på kystlinjen, vil der fremtræde flere og flere små ”knæk” på linjen – ned i det

mikroskopiske. Længden på en kystlinje vil således nærme sig det uendelige, hvis

målestokken går mod nul, og således må konklusionen være, at der ikke findes en absolut

sikker matematisk måde at afgøre på, hvor lang en kystlinje er. Selvom dette ikke

nødvendigvis er et udsagn om, at naturen som sådan er fraktal, så er det i alle tilfælde et

udsagn om, at målingen af kystlinjen har denne karakter, eller mao. at fraktalitet er et

karakteristikum ved empiriske observationer. Mao. er fraktalitet et billede på, hvordan

skalaer, perspektiv og forskellige aktører tilsammen producerer bestemte fænomener.

Empiriske observationer er mao. en slags hybrid af givne fænomener og apparater, der gør

observation mulig.

Forholdet mellem, hvad der normalt forestilles at være ”stort” f.eks. samfund eller natur,

er i det fraktale billede i princippet hverken mere eller mindre komplekse, end det der

normalt forestilles at udgøre komponenter deri, f.eks. individer eller atomer. Alle fænomener

”ejer” eller ”medproducerer” så at sige deres egen skala. Eller mao. er verden flad, men

skalaer er med til at tilskrive virkeligheder proportionalitet i flere dimensioner. Eksempelvis

siges det, at et billede fortæller mere en 1000 ord. I et fraktalt billede kan et ord dog også

tænkes at være lige så komplekst som 1000 billeder. Et billedes budskab er således ikke

nødvendigvis ”større” end et ord. Forskelle i størrelse mellem ord og billede kan derimod 18 Et problem med ideen om sommerfugleeffekten er at den er monokausal. Med ANT eller empirisk filosofi ville sommerfuglens basken med vingerne dog ikke kunne isoleres som enkeltstående årsag til noget.

51

godt produceres lokalt. Billeder er således også normalt i den akademiske verden objekter

for analyse, snarere end de bliver brugt til at fremvise resultater deraf. Fraktalitet er

imidlertid blandt meget andet en mulighed for lige såvel at forestille sig det modsatte.

I forhold til empirisk filosofi er fraktalitet et begreb, der kan benyttes til at forestille sig, at

ting, der normalt opfattes som mikro- eller makrofænomener, stort eller småt, mere eller

mindre vigtigt etc. altid kunne være anderledes konfigureret i forhold til hinanden. Med

begrebet om fraktalitet kan empirisk filosofi ikke på forhånd antage at vide, hvad der er

mikro og makro, hvilket imidlertid ikke betyder, at specifikke konfigurationer af småt og

stort ikke kan have vigtige politiske og materielle effekter (Law 2000); ”Scale matters”, som

Jensen skriver. (Jensen 2007). Det er imidlertid præcist derfor, det er vigtigt for empirisk

filosofi ikke at tage skalaer for givet. Dette udgør netop udgangspunktet for at undersøge,

hvilke effekter de har i praksis. Begrebet om fraktalitet gør det muligt at forestille sig en

sådan analytisk bevægelse.

2.2.6 Kompleksitet, fraktalitet og empirisk filosofi Fraktale forbindelser kan findes på tværs af det, der almindeligvis opfattes som stort og

småt, og også på tværs af, hvad der normalt betragtes om naturlige og kulturelle

fænomener. Fraktalitet er processer ”gentaget på sig selv” med en grad af lighed mellem

input og output og bevarelse af kompleksitet på tværs af eller på trods af skala.

Kompleksitet kan netop i denne forstand både udgøre et input til og output af fraktale

processer. Fraktaler kan matematisk set have forskellige antal dimensioner, herunder en

dimension mellem 1 og 2. Det er netop den dimensionalitet, som Strathern fokuserer på

med den bestemte fraktal: Cantors Dust.

.

Figur 3: Fraktalen Cantors Dust Kilde: (Strathern 2004: 6)

52

Mol og Law sætter også fokus på denne dimensionalitet ved fraktaler og benytter det som et

argument mod at opfatte objekter og virkeligheder som enten singulære eller plurale, men

derimod som multiple. Objekter og virkeligheder tilskrives altså en dimensionalitet mellem 1

og 2. Objekter og virkeligheder kan i denne forstand beskrives noget kryptisk som ”more

than one and less than many” (Law og Mol 2002a: 11; Mol 2002: 82).19

Med begrebet om forskellige grader af similaritet kan det også ses, at fraktaler selv kan

anbringes på en skala. Argumentet hos Mol og Law er da samtidig også udtryk for et

analytisk valg mellem en række mulige fraktale dimensionaliteter, hvilket illustrerer, at

begrebet om fraktalitet også indeholder sine egne analytiske ”huller”. Nok fremstår en

euklidisk geometri som et grænsetilfælde, men det er netop også derfor, at fraktalitet i mine

øjne ikke ”overskrider” ideen om et euklidisk rum. Det der angribes er kun euklidianisme,

dvs., en forestilling om, at dette rum er det eneste mulige. I alle tilfælde er det en yderligere

addition af kompleksitet, at fraktaler både ekspliciterer skalaer, men også selv kan placeres

på en.

Fraktalitet er et billede på en verden, hvor ting, inklusive fraktaliteten selv, eksisterer på ét

”fladt” niveau, men kan tilskrives proportionalitet med skalaer. Jeg finder, at ANT

indebærer en lignede pointe, men Latour kritiserer Law (1999) for hans brug af begrebet:

The topology of the social, John is right, is rather bizarre, but I don’t think it is fractal. Each locus can be seen as framing and summing up. ‘Actor’ is not here to play the role of agency and ‘network’ to play the role of society. Actor and network -if we want to still use the terms- designates two faces of the same phenomenon, like wave and particles, the slow realisation that the social is a certain type of circulation that can travel endlessly without ever encountering the micro-level -- there is never an interaction that is not framed -- nor the macro-level -there are only local summing up. (Latour 1999: 19)

Latours kritik af fraktalitet opstår i mine øjne, fordi han mener, at Law benytter fraktalitet

som topologi for det ”sociale”. Latour læser en moderne forståelse af, hvordan ”det sociale”

i en moderne sociologi, som nævnt, antages at eksistere adskilt fra naturen, ind i begrebet.

Det sociale kan da ses som en slags formel proces med sin egen udviklingslogik. Det er dog

19 Argumentet fik efter sigende på et tidspunkt en ikke-navngiven person til komme med følgende kommentar: ”that would be … two” (Casper Bruun Jensen, privat samtale)

53

kun i denne fortolkning, at han efter min mening har ret i sin kritik. I mine øjne omhandler

fraktalitet netop ikke om ”det sociales” eksistens og forløb. Derimod er fraktalitet både et

”naturligt” og ”socialt” fænomen. Begrebet kan da snarere, nøjagtigt som ANT er blevet

det, i mine øjne snarere kritiseres for at ville inkludere alting (Lee og Brown 1994).

Fraktale processer relaterer sig i alle tilfælde i min forståelse ikke til sine elementer som

struktur til agent, men på samme måde som aktørbegrebet forholder sig til

netværksbegrebet i ANT (Latour 1999). ”Aktør” og ”netværk” er her to sider af samme sag

eller mao. er en aktør også et netværk, der blot ikke er ”lukket op” og udforsket endnu.

Fraktalitet angiver da tilsvarende for empirisk filosofi en mulighed for at tage

udgangspunktet i en antagelse om en ”flad verden” og i en antagelse om, at der f.eks. ”i”

objekter udstrækker sig et komplekst netværk, eller netop specifikke ontologier eller

virkeligheder. Dette peger på, at ideer om multiplicitet og på den ene side er udtryk for at

verden opfattes som multipel, dvs. flertydig og mangfoldig, men på den anden side også

kan ses som udtryk for en mere generel verdensopfattelse, nemlig at ”verden” er multipel og

kompleks. Empirisk filosofi er netop i denne forstand en monisme, hvormed alt betragtes

som multipelt, komplekst, relationelt og fraktalt, naturligt-kulturelt, semiotisk-materielt

hybridt. Mao. er empirisk filosofi en antidualistisk tanke- og tilgang.

En sådan tankegang kan, som ideen hentet i ANT om at teknologier og ikke bare

mennesker kan være aktører, i første omgang medføre oplevelsen af, at kompleksiteten

stiger, hvilket det også nogen gange synes at være formålet for visse STS-analyser at gøre

opmærksom på: ”Indeed, in some research in cultural studies and STS the delight is in

making complexity visible seems to overshadow the question og what productive differences

such redescriptions could render pertinent” (Jensen 2004a: 242f). Ifølge Jensen er det

således ikke nok at gøre opmærksom på, at verden er kompleks mv. Jensen argumenterer

med den franske videnskabsfilosof Isabelle Stengers derimod for, at italesættelse af

kompleksitet blot er en anledning til at stille nye, interessante og anderledes

forskningsspørgsmål. Ligesom det for ANT er utilstrækkeligt at konkludere, at alt er aktører i

netværk, er det også i samme forstand er ikke nok for empirisk filosofi at konstatere, at

virkeligheden er multipel, kompleks, fraktal eller andet. Sådanne konstateringer er kun

54

udgangspunkt for at tilgå empiriske sagsforhold med nye og anderledes spørgsmål. De

begreber, som jeg har specificeret i dette kapitel bør da netop betragtes som afsæt for

empirisk filosofisk til undersøgelse af partikulære forhold. Efterfølgende vil jeg diskutere

nogle konsekvenser af empirisk filosofisk således har for opfattelsen af, hvad et empirisk felt

er, og hvordan det kan tilgås analytisk.

55

2.3 Analytiske konsekvenser af empirisk filosofi Empirisk filosofi har visse konsekvenser for, hvad der kan forstås ved et empirisk felt eller et

undersøgelsesområde. Nogle af disse konsekvenser vil jeg undersøge i dette kapitel, der

samtidig fungerer som afrunding på afhandlings anden del og danner afsæt for analyserne

i den tredje del.

2.3.1 Opfindelse og objektivering af et empirisk felt Hvis empirisk filosofi trækker på en af STS og ANT's styrker nemlig at kunne placere ethvert

fænomen i et netværk og analysere enhver aktør som et netværk (Marques 2007), så er en

konsekvens, at alle ting i verden i princippet er komplekse netværk. Hvis dette ikke skaber

en fornemmelse af, at alting kan tages under behandling, så er det sværere at undgå

følelsen af, at enhver ting principielt kan analyseres (Strathern 1999a: 8). Analytisk arbejde

fremstår således som en tilsyneladende uendelig beskæftigelse, som ganske givet

producerer konklusioner og resultater, men også altid mere ugjort arbejde. Det har den

konsekvens, at der ikke på forhånd kan sættes en absolut grænse for, hvad der er relevant

at undersøge og beskrive eller, hvor vigtige begivenheder kan finde sted i forhold til et

givent undersøgelsesemne. Mao. er det ”empiriske alle vegne” (Gad og Jensen 2009).

Dermed siges det, at det principielt kunne være relevant at inddrage, hvad som helst i en

analyse. Men dette er dog ikke ensbetydende med, at det nødvendigvis i praksis er muligt

eller efterstræbelsesværdigt at inddrage hvad som helst. Selvom empirisk filosofi med

udgangspunkt i ANT kan forestille sig en verden, hvor relationer spontant kan proliferere i

det uendelige, er det således også vigtigt at forstå, at det modsatte sker, og netværk

beskæres på bestemte måder, der suspendere spontanitet og proliferation (Strathern

1995a). Spillet mellem ”åbning” og ”beskæring” (Strathern 1999: kap 6.) af netværk, kan

ses som et problem, men også som en produktiv spænding.20

20 Hvis perspektivisme og et fokus på kompleksitet kan ses som drivkræfter for en uendelig vidensudvikling, kan de samtidig også ses som elementer, der kan sætte grænser derfor. Forskning kan f.eks. have som mål at udvikle et nyt perspektiv, men kan også konkludere, at sagens betydning ”afhænger af perspektivet derpå”. Parallelt kan udsagn som ”at sagen er kompleks” både være et udgangspunkt for og en konklusion på en diskussion. Både ideer om perspektiv og om kompleksitet synes da både at kunne åbne og ”beskære” en dialog eller et forskningsprojekt. I Wagners forstand bliver mit undersøgelsesområde, når jeg fremstiller det ud

56

Dette udstreger, at det som nævnt og ifølge Mol ikke er neutralt at sætte fokus på

multiplicitet, kompleksitet eller noget som helst andet i en analyse. At eksplicitere

kompleksitet er i den forstand både en ”opfindelse” og en ”objektivering” (Wagner 1981)

af komplekse forhold. Forskellen på begreberne om opfindelse og objektivering er ifølge

Wagner reciprok: opfindelse ”skjuler,” hvordan den samtidig er en konvention, mens

konventionen, skjuler, at den også er en objektivering (ibid.). I denne forståelse

præeksisterer kompleksitet ”i” en aktør ikke en analytisk åbning heraf, men det betyder

heller ikke, at teoretiske ideer om kompleksitet blot imprægneres på virkeligheden. Pointen

er snarere, at relativering og objektivering, opfindelse og reificering er processer, som er

indspundet i hinanden.

2.3.2 Et empirisk felt som et delvist eksisterende sted Med empirisk filosofi kunne et forskningsfelt således tænkes som noget, der løbende opstår

og transformeres i løbet af en forskningsproces, dels i kraft af forskningsaktiviteter, så som

observation, interview, analyse, refleksion og skrivning, dels i et samspil mellem forskellige

aktører, man som forsker kommer i berøring med, så som informanter, dokumenter og

rapporter, avis og fagbladsartikler mm. Disse bidrager til at tegne og udstrække feltet, men

også til at beskære det. Ifølge de fiskerikontrollører, jeg observerede og talte med, beskrives

mange forskellige, men bestemte aktører, som væsentlige i fiskerikontrol: EU, vejret, staten,

direktoratet, fisk, miljø, fiskere er aktører, der netop sætter bestemte grænser for, hvordan

det er muligt at beskrive og handle i feltet.

Samtidig med at forskellige aktører tegner feltet på forskellige måder, forholder de sig da

til andre aktører som elementer deri. Dermed kunne det siges, at forskningsfeltet er et

netværk, der eksisterer på forskellige, men overlappende, måder for og på tværs af

forskellige aktører. Det indebærer for mig at se, at et felt kan betragtes som ”mere” end ét

imaginært, men ”mindre” end ét reificeret sted. For så vidt objekter kan betragtes som

delvist eksisterende (Jensen 2004b; Latour 1993a), kan et empirisk felt måske netop også

forestilles som sådan. Mit empiriske felt ”fiskerikontrol” er således en sammenhæng, som

fra ideerne om kompleksitet og multiplicitet på samme måde både ”opfundet og ”reificeret” eller ”beskåret” på netop denne måde og ikke på andre.

57

ikke er bundet til et bestemt geografisk lokalt eller til et imaginært sted, men noget

derimellem. I så fald får et felt tilskrevet forskellige grader af realitet, i kraft af, at det

diskuteres, og f.eks. ved at dokumenter, som henviser dertil, cirkulerer. Et felt, ligesom

objekter, er således mest i live, når mange viser interesse for dem, og de fremstår tvetydige

og multiple. Et felt får derimod først noget, der minder om en entydig, objektiv, reificeret

eksistens, når der ikke er nogen, der interesserer sig for at diskutere det mere, og det

alligevel er endt på kirkegården. (Latour 1993). Hermed mener jeg ikke, at det er

forskningen, der holder et felt i live. Jeg refererer derimod til, at netværk eksisterer mere,

når mange forskellige aktører viser interesse derfor, og det er flertydigt og til debat, hvad

feltet er. I Latours historie om det franske transportsystem Aramis er det netop først efter, at

planerne om at konstruere Aramis blev skrinlagt, at alle pludselig vidste, præcist hvad

Aramis er. Mens Aramis stadig er et projekt, florerer der mange versioner af Aramis. På

samme måde er fiskerikontrol som felt mest i live, idet mange relaterer sig til feltet på

forskellig vis og skaber aktivitet i et netværk. Derved fremstår fiskerikontrol multipelt og

ubestemt. I denne forstand kunne det først afgøres, hvad fiskerikontrol ”egentligt” er, hvis

emnet engang holder op med at interessere diverse aktører, eller mao. hvis fiskerikontrol

ikke længere blev praktiseret.

2.3.3 Et empirisk felts uendelige karakter Hvis hver enkelt aktør selv udgør et komplekst netværk af relationer (Latour 1999; Law

1999) kan det som nævnt med empirisk filosofi forestilles, at netværk og dermed også

analyse deraf, potentielt set kan proliferere i det uendelige. Dermed kan det forestilles, at

analyse kan bevæge sig uendeligt ”horisontalt” i en undersøgelse af, hvordan aktører

relaterer sig til andre i en bredere komposition. Samtidig kan det også nogle gange vise sig

at være en analytisk mulighed at bevæge sig ”vertikalt” på tværs af det første netværk, ved

at åbne en bestemt netværkskomponent og undersøge dennes beskaffenhed. Således sker

der imidlertid et analytisk skifte, hvor komponenten kommer til at udgøre en ny ”horisontal”

flade, der i princippet kan forestilles at være lige så stor i sin udstrækning, som det første

netværk, hvor det indgik som komponent. Dette fremmaner et billede af en række flader, der

58

kan skære andre og flader på flere punkter eller i flere dimensioner, men ikke alle. Eller

mao. fremtræder netværk både multiple og fraktale.

Følger man Strathern, sætter dette analytiske udgangspunkt dog netop krav om også at

have for øje, hvordan det konkrete netværk, der undersøges, skæres i praksis (Strathern

1995). Et af Stratherns eksempler er, at selvom det er kendt, at videnskabelig viden

produceres i et større videnskabeligt kollektiv, så findes der ofte meget få forfattere på en

endelig artikel om f.eks. ”opdagelsen” af et nyt naturfænomen, og selvom mulighederne for

at foretage analytiske træk i princippet kan synes uendelige, kan netværk altså blive

beskåret lynhurtigt, når der f.eks. er intellektuelle rettigheder, ejerskab, karriere, prestige

eller penge på spil. En forudsætning for at tage patent på et fænomen er netop at det er

hybridt, altså en blanding af naturligt fænomen og menneskelig kreativitet (ibid.). Det er

således ikke altid muligt at åbne alle givne netværkskomponenter for videre undersøgelse.

Det indebærer, at selvom ANT teoretisk set fordrer en liberal, demokratisk

forskningsindstilling, hvor alle aktører potentielt kan undersøges, så fordrer de praktiske

måder, som netværk løbende lukkes og åbnes på, at ”generaliseret non-asymmetri”

medtænkes igen og igen i analysepraksis (Strathern 1999b). Denne kan ikke blot appliceres

en gang for alle. En anden pointe hos Strathern er nemlig, at asymmetrier kan følge i

kølvandet på bestræbelser på at være symmetrisk. Hendes eksempel er, at et forsøg på at

agere symmetrisk i forhold til den oprindelige befolkning på Papua Nu Guinea, (dvs. et

bestemt bureaukratisk forsøg på at behandle alle mennesker lige materielt) resulterede i at

den moderne og vestlige asymmetri mellem teknologi og menneske, blev indført, på trods

af, at den ikke førhen havde været virksom i Papua Nu Guinea (ibid.)

Det implicerer, at det billede, som jeg tegner af fiskerikontrol nedenfor, skal ses som en

version af et netværk, som givetvis overlapper med andre versioner deraf, men ikke på alle

punkter eller i alle dimensioner. Det implicerer også, at jeg beskærer netværket her, uden at

jeg nødvendigvis har fuld kontrol med hvordan.

59

2.3.4 Naturalistiske forestillinger om et felt Ifølge Hammersley og Atkinson (2007: 5ff) har et naturalistisk21 syn på, hvad et empirisk felt

er, historisk set præget etnografiske studier, nemlig den opfattelse, at et felt er ækvivalent

med en fysisk lokalitet, hvor en lokal kultur eller et samfund antages at eksistere og ligge og

vente på, at etnografen kommer forbi og opdager den/det. Ifølge Hammersley og Atkinson

er naturalisme dog kommet under skarp kritik i de sidste 25 år fra både poststrukturalistisk

og feministisk hold (2007: 13f). Denne kritik er bl.a. rettet mod en forestilling om, at

samfund og kulturer består af en myriade af lokale mikro-interaktioner, der skaber en intern

sammenhængskraft, særegenhed og helhed. Når samfund eller kulturer opnår en vis

robusthed, fremtræder de som afgrænsede helheder i kraft af deres partikulære

forskelligheder til andre helheder, som jeg også beskrev det i afsnit 2.2.2. Naturalismen

forstår kulturer og samfund som en slags ”beholdere”, der forklarer fænomener deri, og

som stærkt bundet til en fysisk lokalitet. Med Anna Tsings ord: ”The ”old” anthropology

imagined here describes cultures so grounded that they could not move out of place” (Tsing

2000: 339).

Selvom det kan formodes, at de færreste antropologer i dag tror på, at kulturer har

denne afgrænsede, stedsbunde, helhedskarakter, så kan det stadigt spøge som et ideal, at

de potentielt set kan beskrives udtømmende, hvis blot der er tid nok til at undersøge og

beskrive dem tilstrækkeligt præcist. En detaljerigdom eller kompleksitet, som kan findes alle

steder, kan i denne forstand virke forførende, og naturalisme hjælper ikke med at håndtere

dette problem. For hvis ideen om, at kulturer udgør helheder, spøger, fremtræder det netop

som problemet, at der kun produceres delvise og ikke-komplette beskrivelser af dem. Ifølge

Hammersley og Atkinson spiller forskeren dog en meget mere aktiv rolle i genereringen af

empiri, end der dermed antages. Etnografen er selv undersøgelsesapparatet og empiri

samles ikke, men ”samples” derimod (ibid.: 35ff). Som det er tilfældet med sampling af

musik, er instrumentet medproducent af værket. Dermed er det for Hammersley og Atkinson

klart, at enhver etnografisk analyse altid vil udgøre en partiel komposition, hvad enten det

drejer sig om en færdig monografi eller notater nedskriblet på en blok papir.

21 Hammersley og Atkinsons eksempel på denne tankegang er Chicagoskolen og i STS kunne man betragte klassisk etnometodologi som et eksempel på en (bevidst naiv) naturalistisk indstilling.

60

En konsekvens af disse betragtninger er, at ”lokale kulturer” og andre helhedsbilleder

som den ”gamle etnografi” beskæftiger sig med kommer til at fremstå som afgrænsede,

analytiske frembringelser. I forhold til Hammersley og Atkinson vil jeg dog med empirisk

filosofi tilføje, at det nok er for simpelt blot at konstatere, at forskeren selv er

undersøgelsesinstrumentet. I empirisk filosofisk forståelse spiller forskeren nok en væsentlig

rolle, men på den anden side er han/hun er dog også blot én aktør i feltet. Hvor

Hammersley og Atkinson udvikler en tilgang, som bygger på forskerens refleksivitet, så er

empirisk filosofi endvidere og som nævnt et forsøg på at indgå i udveksling med en

refleksion, der allerede forestilles at forekomme blandt aktører i praksis.

2.3.4 Fiskerikontrol som et ”analytisk netværk” Tages der udgangspunkt i mit felt fiskerikontrol og kontrolskibet Vestkysten, kan skibet

placeres i en institutionel og samfundsmæssig sammenhæng - en beskrivelsesform, som

”naturalisme” lægger op til, og det nedenstående organisationsdiagram i figur 4 i afsnit

3.1.1 er eksemplarisk for. Herudfra er det muligt at betragte skibet som en enhed underlagt

fiskeridirektoratet, som er underlagt landbrugs- og fødevareministeriet, som er underlagt

Folketinget, som igen er underlagt EU. Sådan fremstilles det f.eks. også i fiskeridirektoratets

kontrolstrategi, hvor det beskrives, at EU sætter rammerne for fiskeridirektoratets arbejde,

og direktoratet kun bestemmer i det ”kontrolfrirum”, der er tilbage (Fiskeridirektoratet

2006a). Dette er ikke nødvendigvis en forkert udlægning, men i en empirisk filosofisk

forståelse forudsætter den, at skibet og dets aktiviteter er spundet ind i en bredere

sammenhæng som mikro til makro, del til helhed eller funktion til institution. I en empirisk

filosofisk forståelse må fiskerikontrol dog i stedet betragtes som et komplekst og distribueret

fænomen. Praksisser kan læst gennem begrebet om fraktalitet være forbundne, men ikke

oppefra og ned, som stort til småt eller makro til mikro. Fiskerikontrol kan dermed ikke

begribes tilfredsstillende med en model, der antager at overordnet samfundsmæssigt og

institutionelt program i direkte forstand medfører bestemte funktionelle aktiviteter på

61

Vestkysten.22 Institutionelle forordninger kan selvfølgelig ofte have effekt, men kun i kraft af,

at de optages og dermed transformeres i praksis på skibet.

Jeg angriber dermed en skala-forestilling om, at fiskerikontrol bør studeres ved at opdele

emnet i ”mikropraksis”, ”makropraksis” og "gigapraksis" (Wackerhausen 2002: 57). I

stedet betragter jeg fiskerikontrol som flere, overlappende og delvist relaterede praksisser.

Jeg har primært haft adgang til at studere fiskerikontrol i hverdagen på Vestkysten, men

hvad betyder det for min egen fremstillings karakter, at fiskerikontrol på denne måde

betragtes som et distribueret fænomen?

En konsekvens er, at Vestkysten betragtes som et fænomen med flydende grænser i en

uafgrænselig sammenhæng, en sammenhæng der dog også afgrænses på bestemte måder

i denne tekst. Denne dobbelthed får mig til at beskrive min afhandling som et analytisk

netværk. Dette begreb er selvsagt ikke udtryk for, at netværket, som det fremstår her, kun er

udtryk for mit perspektiv på sagen. Derimod er det pointen, at Vestkysten og dermed

fiskerikontrol er, hvad det er, i kraft af de relationer, som det løbende spindes ind i praksis. I

denne tekst spinder jeg også fiskerikontrol på Vestkysten ind i bestemte relationer. Eller

mao. tilføjer jeg yderligere relationer dertil.

Dette har den konsekvens for opfattelsen af mit empiriske felt, at jeg ikke antager, at jo

flere empiriske komponenter, jeg efterhånden får samlet, desto tættere vil jeg komme på at

fortælle den samlede historie. Min analytiske stil er dermed ikke naturalistisk og heller ikke

dekonstruktivistisk eller etnometodologisk. Som Latour argumenterer:

The deconstructionists try to write texts in such a way that they neither refer to anything nor give the impression of presenting or representing anything. Ethnomethodologists aim at just the opposite, they write texts that, although by necessity distant from the setting they describe, aim to give the impression of being still present out there in the lived world of their subjects, without deformation or transport. The stylistic goal is similar in both cases: render the text unreadable so that the usual two-way link between the account and the referent be interrupted and suspended. (Latour 1988: 166)

I den dekonstruktivistiske tekst mangler således ifølge Latour reference til noget andet end

teksten selv eller til andre tekster, mens den etnometodologiske tekst som den naturalistiske

22 Da kan det f.eks. bedre ses, hvordan man fra forskellige specifikke positioner momentvist forsøger at ekspandere netværket til at inkludere nogle af de nævnte aktører, så som EU, mens man i andre tilfælde lægger afstand dertil.

62

omvendt præsenterer sig selv som en direkte beskrivelse af en lokal virkelighed. Jeg opfatter

derimod fiskerikontrol som et delvist eksisterende felt, hvor virkeligheden, og dermed også

spørgsmålet om, hvordan analyser og tekster derom referer dertil, er på spil. Begrebet om

et analytisk netværk er således også et forsøg i forlængelse af Latour (ibid.) at anerkende

det forhold, at spørgsmålet om, hvad der er nærværende og fraværende i en tekst i forhold

til en given sag, må ses i forhold til, at en tekst altid er en oversættelse af og i det netværk,

der beskrives. Hvad relationen mellem tekst og referent er, er således et åbent spørgsmål,

som kan stilles til enhver tekst. Jeg søger dermed også at følge Wagner og fastholde, at

mine genstande for analyse både bliver ”opfundet” og ”objektiveret” i og med analysen

(Wagner 1981). Med termen analytisk netværk ønsker jeg endvidere også at udtrykke, at

jeg forstår det netværk, jeg fremlægger, som mere ”virkeligt” end ”ren ide”, men mindre

virkeligt end et reificeret eller objektivt eksisterende sted, som beskrevet i afsnit 2.3.2.

Dermed ser jeg altså min tekst som en oversættelse og sammenfatning af en række

udvekslinger med aktører i feltet, teknologier, fiskerikontrollører, Vestkysten, dokumenter og

mange andre.

63

DEL 3: Empirisk filosofiske analyser af fiskerikontrol Kapitel 3.1 fungerer som introduktion til fiskerikontrol. Fra kapitel 3.2 vil jeg foretage fire

selvstændige, men forbundne analyser af udsnit af mit empiriske materiale. Formålet med

denne del af afhandlingen er at videreudvikle empirisk filosofi i samspil med analyse af

udvalgte dimensioner af fiskerikontrol. I kapitel 3.2 sætter jeg fokus på dokumenter om

fiskerikontrol i kapitel 3.3 på teknologiske skalaer. Kapitel 3.4 handler om overvågning og

kapitel 3.5 sømandsidentitet- og kultur.

64

3.1 Introduktion til fiskerikontrol I dette kapitel vil jeg introducere empiri centreret omkring mit feltarbejde på

fiskerikontrolskibet Vestkysten. Jeg vil på baggrund af avis- og fagbladsartikler beskrive

nogle vigtige temaer og udviklinger i feltet og argumentere for, på hvilken måde jeg

betragter fiskerikontrol som et interessant undersøgelsesområde for empirisk filosofi.

3.1.1 Fiskerikontrol i Danmark Selvom Danmark kun er verdens 131. største land, er det den femte største eksportør af

fiskeriprodukter og dermed den største i EU. Den danske erhvervsfiskeriflåde består af ca.

3.300 fartøjer, og ca. 12.000 personer er ansat inden for fiskeri, akvakultur, fiskeindustri,

forarbejdning eller salg (Fiskeridirektoratet 2006a; Ministeriet for Fødevarer Landbrug og

Fiskeri 2007a). I 2004 fangede den danske fiskeriflåde omkring en million tons fisk.

Danmark er også en betydelig producent af teknologi til brug i dette og andre maritime

områder. Fiskeri er således et meget vigtigt erhverv både i Danmark og langt ud over

landets grænser mht. økonomi, miljø, arbejdspladser, kultur oma. (Europa-Kommissionen -

Generaldirektoratet for Fiskeri og Maritime Anliggender 2008)

Udøvelsen af fiskerikontrol i DK er organiseret under landbrugs- og fødevareministeriet.

Ministeriet beskæftiger sig officielt med ”den politiske side af landbrugs-, fiskeri- og

fødevarepolitisk styring, dvs. de forhandlinger og beslutninger, som kræver

ministerinddragelse” (Fiskeridirektoratet 2008a). Fiskeridirektoratet, Fødevarestyrelsen,

Plantedirektoratet og Direktoratet for Fødevarer og Erhverv er organiseret under ministeriet.

Fiskeridirektoratet varetager den daglige forvaltning af fiskeripolitik i Danmark.

Direktoratet modtog i 2006 bevillinger på 186,4 mio. kr. og 271 årsværk, hvoraf 201

årsværk beskæftiger sig med kontrol og resten med administrative og øvrige funktioner

(Fiskeridirektoratet 2006a: 5). Direktoratets hovedopgaver er ifølge deres hjemmeside at: 1)

Betjene ministeren og det politiske liv, hjælpe med til at udarbejde lovforslag og at deltage i

internationalt samarbejde på fiskeriområdet 2) Udstede regler og regulere og administrere

fiskeriet 3) Kontrollere fiskeriaktiviteterne 4) Udarbejde primær statistik på fiskeriområdet.

65

I forhold til at påvirke aktiviteter i erhvervsfiskeriet har direktoratet tre ”indgange” 1)

Fastsætte regler for fiskeriet 2) Foretage kontrol af erhvervets aktiviteter og 3) Sanktionere

konstaterede overtrædelser (Fiskeridirektoratet 2006a: 65).

Fiskeridirektoratet består af en central del i Nyropsgade i København, to

fiskeriinspektorater: Vest med kontorer i Jylland og Øst med kontorer på Sjælland og øerne,

fire kontrolskibe og en enhed for risikovurdering og kontrolkampagner (Fiskeridirektoratet

2008a). Sidstnævnte enhed var under oprettelse, mens jeg indsamlede empiri.

Fiskeridirektoratets officielle formål er at begrænse ulovligt fiskeri og dermed arbejde for

EU's, den danske stats og landbrugs- og fødevareministeriets mål om at opretholde ”et

biologisk og økonomisk bæredygtigt fiskeri” (Fiskeridirektoratet 2006a: 3). Midlet til at

opfylde denne mission er en vision om ”regulering og kontrol med omtanke” (ibid.).

3.1.2 Empirisk materiale, herunder kontrolskibet Vestkysten Min empiri er primært indsamlet gennem observation af hverdagen og samtaler med

besætningen på kontrolskibet Vestkysten i løbet af efteråret 2006 og foråret 2007. I alt

Figur 4: Strukturdiagram over fiskeridirektoratet Kilde: Fiskeridirektoratet (2008a).

66

nåede jeg i denne periode at sejle omkring 35 dage.23 Den korteste tur varede to dage og

den længste ti. Herudover har jeg lavet i alt syv kvalitative interviews med to kaptajner og

fire styrmænd fra skibet. Jeg interviewede altså en styrmand to gange. Endvidere har jeg

besøgt fiskeridirektoratet i Nyropsgade i København og talt med deres it-ansvarlig. Jeg har

studeret fiskerikontrol i rapporter, dokumenter, på hjemmesider og i aviser og fagblade med

hovedvægt på årene 1985 til 2007. Jeg har ikke fundet frem til etnografisk litteratur om

fiskerikontrol i praksis, som det dermed i denne sammenhæng ville være nødvendigt at

redegøre for. Der findes etnografiske studier i fiskerikultur, f.eks. om hvordan regulering har

haft indflydelse på fiskeriet som livs- og arbejdsform (f.eks. Pálsson 1997; Højrup 2002).

Der findes også bøger om regulering, hvor der argumenteres for og imod styring af fiskeriet

(f.eks. Gray 1998). Fiskerikontrol er altså studeret på et policy-niveau og nært relaterede

emner er studeret etnografisk. Jeg er dog ikke blevet bekendt med etnografiske studier af

kontrolarbejde i praksis, hvilket altså er mit fokus. Relevanskriteriet for indsamling af

yderligere empiri ud over feltarbejdet har været, at jeg har kunnet benytte det til at udvikle

analysen af, hvordan fiskerikontrol praktiseres på og omkring Vestkysten. I de følgende

afsnit i dette kapitel trækker jeg på avisartikler om fiskerikontrol, Thorkild Sandbecks

redegørelse for den danske redningstjeneste og fiskerikontrols historie (Sandbeck 2003) og

visse officielle dokumenter om fiskerikontrol for at karakterisere mit undersøgelsesfelt.

Vestkysten er ét af to store kontrolskibe, som fiskeridirektoratet råder over.24 Skibet er

49,9 m langt, det er bygget i 1987, har hjemhavn i Thyborøn og tre besætninger på hver ni

mand, som arbejder cirka ti dage ad gangen og derefter har fri i tyve. Vestkysten opererer

primært i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Herudover bidrager skibet ca. ½-1 måned om

året til en fælles EU-kontrolindsats i Nordatlanten. Skibet er således i drift næsten hele året

foruden en periode om sommeren, hvor det ligger på værft, og der afholdes ferie.

23 Jeg har desuden været på kortere ture med henholdsvis et dansk miljøskib og en svensk passagerfærge. 24 Det andet er Nordsøen. Fiskeridirektoratet har desuden de mindre skibe Havternen, som opererer i indre danske farvande, og Havørnen, som sejler i indre farvande og Østersøen.

67

Hver besætning består af en kaptajn, en til to

styrmænd, to maskinmestre, en kok og flere

skibsassistenter. Jeg har observeret livet på

skibets bro og primært talt med kaptajner og

styrmænd. Dvs., at jeg ikke har fokuseret på

maskinen og det store og nødvendige

arbejde, som foregår på dette område. Jeg

har dog haft samtaler med alle

besætningsmedlemmer, hvilket har givet mig

et indtryk af de mange kompetencer, som er

forbundet med sømandskab og dermed er en

forudsætning for at praktisere fiskerikontrol til

søs.

Figur 5: Fiskerikontrolskibet Vestkysten Kilde: Eget billede

Figur 6: Vestkystens bro Kilde: Eget billede

68

Året rundt, når vejret tillader det, er Vestkystens primære opgaver for det første

observationssejlads, dvs. at sejle rundt på havet og registrere fiskeriaktiviteter, og for det

andet bording af fiskerifartøjer, hvor situationen ombord kontrolleres, herunder licenser,

last, fangstrationer, fangstudstyr, logbøger og hygiejne. Havet er opdelt i zoner med

forskellige licensregler, og retten til at fange forskellige arter og benytte forskellige typer

udstyr er tildelt fiskefartøjer individuelt. Så før et fartøj bordes, ligger der et stykke arbejde i

at beslutte, hvad der præcist skal undersøges ombord. En bording foregår ved, at en

mindre båd, bordingbåden sættes i vandet fra Vestkysten. En styrmand og to

skibsassistenter sejler hen til et fiskerifartøj i bordingbåden og entrerer det, situationen

ombord undersøges, hvorefter kontrollørerne returnerer til Vestkysten. Undervejs er der

løbende radiokontakt mellem styrmanden, som er med til bording og kaptajnen på

Vestkysten.

De vestlige danske farvande er lavvandede, og derfor skal det ikke blæse meget her, før

bølgerne står højt. Eftersom ombordstigning i et fiskerifartøj fra bordingbåden er risikabelt i

Figur 7: Vestkystens bordingbåd Kilde: Eget billede

69

høj bølgegang, behøver fiskerne i sådanne tilfælde normalt ikke at frygte for at blive bordet

fra Vestkysten. Bording er den primære kontrolaktivitet for Vestkysten, og netop derfor vil

skibet ofte ligge stille i havn eller til ankers et sted langs kysten i dårligt vejr. Dette havde

konsekvenser for min indsamling af empiri, bl.a. at indsamlingen kom til at strække sig over

et helt år, og jeg ikke fik flere dage til havs. For efter det første besøg i oktober 2006 lå

Vestkysten næsten konstant i havn indtil februar 2007. I bogstavelig forstand lå empirien

altså til kajs, men det skyldtes ikke, at Vestkysten ikke kan sejle i dårligt vejr. Skibet spiller

tværtimod en afgørende rolle i den danske redningstjeneste, idet det er et af de få skibe,

hvorfra søredningsoperationer kan ledes. Bordingbåden kan i disse tilfælde benyttes som

redningsbåd. Redningstjenesten er meget vigtig for fiskerikontrollørernes identitet og også

for deres udførelse af kontrolarbejde, hvilket jeg løbende vil vende tilbage til.

Da bording er den vigtigste kontrolaktivitet til søs, og bording altså anses for at være

risikabel i dårligt vejr med det forhåndenværende udstyr, fravælges det altså ofte at sejle

ud. I disse tilfælde foretages f.eks. kontrolbesøg på land, altså kontrol af fiskere, som lander

deres fangster. Desuden udføres registrerings- og administrationsarbejde og vedligeholdelse

af skibet.

3.1.3 Et konfliktfyldt felt i forandring – normalisering af kontrol Under mit feltarbejde på Vestkysten oplevede jeg ikke nogen alvorlige konfrontationer

mellem fiskere og kontrollører, hvilket som kendt var mere almindeligt i 80’erne og 90’erne.

Dette var forbundet med, at Danmark indtrådte i EF i 1972 med en stadig mere restriktiv

fiskeripolitik til følge. Fiskerne mente, at erhvervet skulle forblive ”frit” og ville ikke acceptere

styring udefra, hvilket gav anledning til nogle meget direkte konfrontationer.

Figur 8: Dette mærke findes på flere fiskerifartøjner i Danmark, hvilket vidner om en stærk EU-skepsis blandt fiskere. Kilde: Eget billede.

70

I dag er det dog sjældent, at kontrollører er vidne til åbenlyse lovovertrædelser eller bliver

truet af en vred fisker. Ifølge fiskeridirektoratet er forklaringen herpå, at erhvervet aktuelt

”professionaliseres”, hvorved: ”de seneste 25 års fiskeripolitik er blevet integreret som et

almindeligt vilkår for erhvervsudøvelse. Dermed ser man ikke længere de samme konflikter

mellem erhvervet og kontrollen” (Fiskeridirektoratet 2006a: 31). I dag kræves der endvidere

en særlig uddannelse for at blive fisker, og de lærer bl.a. derved, at regulering, kontrol og

styring er en del af deres arbejdsområde. Ifølge fiskerikontrollører på Vestkysten er det

således også primært gamle fiskere, som opfatter sig selv i opposition til kontrollen, mens de

unge optræder langt mere ”velopdragent”.

Det betyder imidlertid ikke, at kontrol er blevet overflødig. Der er stadig mulighed for at

begå ulovligheder, og der kan f.eks. opnås store økonomisk gevinster ved at sælge fisk

uden for kvoten. I sagens natur gælder det særligt fisk, som er sjældne eller truede, og

kvoterne derfor er begrænsede. Det er også kendt, at fiskere nogle gange er tvunget til

ulovligt at smide store mængder bifangst og undermålsfisk overbord, som de ikke må lande,

men ikke kan undgå at fange med nuværende fangstmetoder. Dette kan betragtes som en

grotesk ”uintenderet konsekvens” af de gældende love og regler og af, at der praktiseres

kontrol. Fra sommeren 2008 begrunder dette forhold et eksperiment med at indføre

videoovervågning på dækket af fiskerifartøjer, hvor fire skibe deltager mod, at de til

gengæld får lov til at lande alt det, de fanger (Ejsing 2008).

I aviser og fagblade fra 1980erne og frem er et væsentligt fokus selvfølgelig

lovovertrædelser, mistanker derom, og hvilken rolle myndighederne spiller i sådanne sager.

Op til midten af 90erne synes det at blive betragtet som næsten uundgåeligt - også fra

kontrollens side - at fiskere brød loven. F.eks. beskriver en fiskerikontrollør i et interview i

Det Fri Aktuelt, hvordan der i 1980erne opererede med såkaldte ”knaldelister” i kontrollen.

Dvs., at fiskere blev ”knaldet” efter tur og ikke efter om, det blev opdaget, at de handlede

ulovligt. Det gjorde alle nemlig (Thomsen 1995). Det er netop en opfattelse af fiskeriet som

et erhverv udsat for regler og regulativer, det er umuligt at leve op til, som er fokus for en

bastant kritik af Kent Kirks (C) udførsel af hvervet som fiskeriminister 1989-1993 i aviserne.

Kent Kirk plæderede bl.a. for, at man ikke skulle udføre regnskabskontrol af fiskeriet. I

71

stedet skulle det prioriteres at fange fiskere på fersk gerning, fordi det efter hans mening

ville have den største ”præventive effekt”, samtidig med at det ville virke mindst indgribende

på fiskernes hverdag (f.eks. Jensen 1995a; Tüchsen 1995). Begrebet præventiv effekt, som

jeg vil beskrive senere i dette kapitel, er meget vigtig i feltet. Vestkystens arbejde kan i dag

også ses som et bidrag til en sådan effekt, men ikke gennem at statuere skræmmeeksempler

ved at fange fiskere på fersk gerning, som Kent Kirk forestillede sig. I stedet er ideen, at

kontrol, registrering og overvågning på mange fronter kan skabe en generelpræventiv effekt

(Fiskeridirektoratet 2006a: 22). Det er således heller ikke blot til søs, at der kontrolleres.

Landinger, landingscentraler og distributører kontrolleres fra landbaserede enheder og

administrativt i direktoratet. Vestkysten er således blot én ud af mange aktører, som i dag

har til formål at producere en præventiv effekt, der ideelt set gør det overflødigt at statuere

eksempler.

Fra Kent Kirks tid som fiskeriminister til i dag kan der altså identificeres en normalisering

af styring og kontrol i feltet. Kent Kirk blev netop kritiseret for at modarbejde kontrol og

være fiskernes mand, mens det i dag ikke er til debat, om der skal kontrolleres eller ej.

Snarere er spørgsmålet, hvordan det kan gøres på en teknologisk effektiv, men stadig

hensynsfuld måde, der gør, at fiskerne ganske enkelt ikke betragter det som en farbar vej at

bryde loven.

Mens jeg en dag var til stede på Vestkystens bro, blev der ringet op til skibet af en

kvinde, der under samtalen med kaptajnen forblev anonym. Hun beskyldte en navngiven

fisker for at fiske ulovligt. Hun fortalte, hvor denne fisker befandt sig og kaldte det for noget

svineri, før hun på en yderst ekspressiv måde afbrød samtalen. Denne begivenhed kan

tolkes på flere måder, men bl.a. som et udtryk for, at ulovligt fiskeri heller ikke blandt fiskere

accepteres utvetydigt i dag. Hvor der før synes at have hersket en antiautoritær etos blandt

dem, synes denne i dag at være under forandring. I dag fremstår kontrol ikke som et

overgreb mod hin enkelte, kollektivet eller erhvervet, men som en naturlig del af feltet. Det er

netop fraværet af kontrol (af andre), der i dette eksempel var kilde til konflikt. I et

dokumentarprogram om livet på Vestkysten ved navn Havstrømer problematiserer en

fiskerikontrollør det at kontrollere andre i mere generel forstand: ”Det strider mod min

72

natur”, siger han således (TV2 1995). Han problematiserer altså grundlæggende, om

kontrol af andre (sømænd) er en naturlig beskæftigelse. Fiskerikontrollører problematiserer

også fiskerikontrol på en grundlæggende facon i dag, men dog oftest i forhold til, hvordan

der kan kontrolleres på en effektiv, men stadig ordentlig måde.25

I fiskeridirektoratets kontrolstrategi benyttes det interessante begreb kontrolfrirum til at

betegne et ”rum”, hvor EU ikke har sat betingelser for, hvordan eller hvor meget der skal

kontrolleres, men lader det være op til medlemslandene (Fiskeridirektoratet 2006a: 15).

Begrebet ”kontrolfrirum” er paradoksalt og illustrerer glimrende, at frihed i feltet ikke

handler om fravær af kontrol og styring, men om grader af frihed til at bestemme, hvordan

der skal kontrolleres og styres. Ifølge kontrolstrategien kræver kontrolarbejde i dag netop

også en løbende refleksion over, hvordan og hvorfor man gør, som man gør, og udvikling

af kompetencer, nye teknologier og dynamiske styringsredskaber så som ”risikobaseret

kontrol” (Fiskeridirektoratet 2006a: 70ff). Der lægges altså bl.a. i kontrolstrategien op til, at

situationen i fiskerikontrol er så dynamisk og kompleks, at der løbende bør eksperimenteres

med udvikling af nye styrings- og kontrolformer, men der stilles altså ikke spørgsmålstegn

ved kontrol og styring som sådan.

3.1.4 Normalisering af teknologisk udvikling Normalisering af styring og kontrol hænger i mine øjne sammen med en anden

normalisering, som jeg har identificeret i avis- og fagbladsartikler. Her knyttes bestemte

forhåbninger til, at en ”naturlig teknologisk udvikling” vil medføre en bedre styrings- og

kontrolpraksis. ”Moderne informationsteknologi” anses af direktoratet for at være deres

”bedste våben mod fiskerisnyd” (Pedersen 2006). Selvom det ikke forestilles, at teknologi vil

løse alle problemer, så knyttes der altså her en forhåbning til, at teknologi vil fortsætte med

at udvide fiskerikontrollens overblik og kontrolmuligheder og dermed begrænse fiskernes

muligheder for at omgå kontrollen ud i fremtiden. Fiskere og fiskeriforeningen (fiskernes

25 Denne normalisering af kontrol kan ses i relation til Mitchell Deans ide om ”refleksiv styring” (Dean 2006: 239, 272, et passim), som referer til, at styring i moderne neoliberale bureaukratier rettes mod styringens egne mekanismer. Som det vil fremgår nedenfor er et meget væsentligt træk ved fiskerikontrol i dag, at kontrollen også selv underlagt en omfattende styring og kontrol. En pointe er her, at ”refleksiv styring”, eller styring af styring forudsætter en normalisering af styringens ”primære genstand” - i dette tilfælde fiskeriet, og at refleksiv styring omvendt er med til at producere denne normalisering.

73

interesseorganisation) er således ikke overraskende og i de fleste tilfælde skeptiske i forhold

til teknologiske tiltag. F.eks. var fiskerne ifølge en it-udvikler i fiskeridirektoratet meget

bekymrede over indførelse af satellitovervågning af fiskerifartøjer. Fiskerne var bange for, at

systemet ville have en ”Big Brother”-karakter. I 2008 var formand Flemming Ebey

Kristensen, således ikke begejstret for visionen om, at der på hvert fartøj ”sidder et øje og

holder øje hele tiden” (Ejsing 2008).

Blandt fiskere findes altså en modstand mod kontrolteknologi, når den opfattes som

overvågningsteknologi. Overvågningen og teknologisk udvikling opfattes endvidere af

fiskeriforeningens formand i 2006, Flemming Kristensen som så altomfavnende, at

modstand er nærmest ligegyldig: ”Vi er i forvejen overvåget fuldstændigt med alle de

regler, der overhovedet kan laves, så det kan nok ikke blive værre”, udtalte han i

Figur 9: Fiskere frygter videoovervågning Kilde: Ejsing (2008)

74

forbindelse med en diskussion af, hvorvidt det ovennævnte eksperiment med at indføre

videoovervågning på fiskerifartøjer skulle gennemføres (Politikken 2006).

Fælles for positioner både blandt fiskere og i kontrollen er da, at ”den teknologiske

udvikling” opfattes som uundgåelig. Denne opfattelse kommer også til udtryk i en kritisk

artikel i Ingeniøren om fiskeridirektoratets og andre offentlige institutioners brug af midler

på it. I denne artikel stilles der heller ikke spørgsmålstegn ved den teknologiske udviklings

lineære udvikling. Kritikken omhandler, at der i forbindelse med fiskerikontrol ikke er

investeret i it-projekter, hvis effekter kan måles (Mølsted 2002).26 Hvorvidt teknologiens

naturlige potentiale for at praktisere kontrol realiseres, er med denne teknologiforståelse et

spørgsmål om, hvordan teknologiske udviklinger udnyttes, ledes og implementeres og ikke

mindst om, hvordan effekterne af teknologiske tiltag gøres synlige.

3.1.5 En kontrast mellem nutid og fortid Både i forbindelse med normalisering af styring og kontrol og af teknologisk udvikling

fremtræder i aviser og fagblade en skarp kontrast mellem nutid og fortid. Fiskeriet

fremstilles, som om det tidligere var et meget frit erhverv, der i løbet af 80erne og 90erne

bliver underlagt en større og større grad af moderne overvågning. Nutiden ses som præget

af bureaukrati, og fortiden fremstilles som om, fiskerne i langt højere grad selv styrede deres

arbejde og almene livsudfoldelse. Denne idé om, at fiskeriet er blevet mindre frit, knyttes

bl.a. til en forestilling om, at et fiskerifartøj udgør et ”hjem”. Således kommenterer en

kontrollør i det nævnte dokumentarprogram Havstrømer, at fiskere tidligere kunne opholde

sig på havet i helt op til 250 dage om året (TV2 1995). Det er netop, fordi et fiskerifartøj

var/er et quasihjem, at det ligger en potentiel konflikt i at borde det.27 Kontrollørens

kommentar illustrerer imidlertid malende, at ideer om ”frihed”, og hvad der modsat er

udtryk for styring og kontrol, hænger sammen med, hvad det specifikt er muligt at praktisere

som henholdsvis styring og frihed. Jeg vil nemlig gøre mig den antagelse, at det ikke er alle,

der vil betragte et ophold på et fiskerifartøj i 2/3 af året som fri livsudfoldelse. Det var

26 Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved om teknologi grundlæggende har den ”enabling” karakter, som den ifølge Marilyn Strathern er tilskrevet i vestlig kultur, se afsnit 3.3.6 (Strathern 1996). 27 Analogt var det mit indtryk, at Vestkysten både var en arbejdsplads og et hjem for kontrollørerne

75

imidlertid denne specifikke form for frihedspraktisering i en specifik sammenhæng, der var

under pres, da dokumentarprogrammet blev produceret.

Kontrasten mellem fortid og nutid forbindes altså til en overskridelse af skel mellem

offentlige og private sfærer, hvor det offentlige knyttes til en ide om styring og det private til

frihed. Overskridelsen opfattes som et resultat af teknologisk udvikling og indførsel af stadig

flere reguleringer og love efter Danmarks indtrædelse i EF. Det kan dog fra et analytisk

synspunkt virke forsimplet udelukkende at knytte kontrol og styring til et moderne

bureaukrati. Allerede i 1100-tallet eksisterede en række love omkring sildefiskeriet i Skåne,

jyske lov fra 1241 indeholder bestemmelser om fiskeriet, og allerede i 1683 blev fiskeriet i

Limfjorden reguleret af Danske Lov. Disse love og regler handlede i første omgang

mestendels om kystnært fiskeri og ikke fiskeri til havs, men allerede i 1800-tallet blev dette

fiskeri også begrænset, mens der indførtes territorialgrænser til søs. Det første større danske

kontrolfartøj startede med at patruljere til havs i 1860erne (Sandbeck 2003: 13-19).

Styring og kontrol af fiskeriet er således langt fra et nyt fænomen. Dog er det klart, at der

er sket ændringer i forhold til, hvilke former for styring og kontrol, det har været muligt at

praktisere, og hvilken rækkevidde styring og kontrol har haft historisk set. Det er tydeligt, at

it, overvågningsteknologier og databasesystemer, har medført forandringer. F.eks.

registreres fiskernes opgivelser af deres fangster i dag, så disse informationer kan findes

online på Vestkysten, i direktoratet og i EU-institutioner. På Vestkysten betyder det, at der

kan opnås kendskab til, om et fartøj har opbrugt sin kvote, umiddelbart inden det tjekkes til

søs, hvad fartøjet har i lasten. Min pointe er således ikke, at der ikke er forskel på fortid og

nutid. I stedet er det mit argument, at det kan være analytisk uproduktivt at opstille forholdet

som et radikalt modsætningsforhold. I stedet kan der med en empirisk filosofisk tilgang

spørges til, hvordan specifikke ideer om styring og frihed, privatliv og offentlighed mm.

produceres i samspil med praktisering af fiskerikontrol. Fra et empirisk filosofisk synspunkt

kan dualiteter som frihed vs. kontrol, tradition og modernitet, frihed og styring, fortid og

nutid, privatliv og offentlighed mv. netop ses som udtryk for, at specifikke evalueringsskalaer

benyttes og udvikles i denne sammenhæng til at italesætte, hvad der er godt og skidt ved

aktuel praksis. Dermed konfigureres den virkelighed, som fiskerikontrol er, på bestemte

76

måder. I forlængelse af denne pointe kan der spørges til, hvilke værdier, mål og ideer om

effekt, der synes at præger feltet.

3.1.6 En præventiv effekt At udføre kontrolarbejde er ikke en simpel opgave, hvilket Vestkystens afhængighed af

vejrforholdene som beskrevet illustrerer. Der er også flere andre grunde til, at

kontrolarbejde er et komplekst foretagende. Én er, at fiskerifartøjer må sejle, hvor de vil,

dvs. at det kun er deres fiskeri, der er underlagt restriktioner. Vestkysten skal observere

eventuelle ulovligheder på stedet for at kunne intervenere, hvilket ofte er et krav i forbindelse

med bevisførelse i overtrædelsessager. En direkte håndhævelse af loven ved at fange fiskere

midt i en ulovlig gerning er imidlertid nærmest en umulig opgave. Problemet er, at

Vestkysten ikke kan ”snige sig ind” på fiskerifartøjer. Skibe bevæger sig relativt langsomt i

forhold til hinanden, og Vestkysten er således også i hovedregelen synlig på betydelig

afstand - både ”virkeligt” til søs og ”virtuelt” på andre skibes radarer og i kraft af andre

”modovervågningsteknikker”, som fiskerne kan benytte. F.eks. kan fiskere gøre hinanden

opmærksomme på, at fiskerikontrollen er i nærheden over radio og dernæst f.eks.

”opdatere” deres logbøger, så de svarer til den fangst, de har i lasten. De vil f.eks. også

som regel kunne nå at smide ulovligt udstyr over bord, inden Vestkysten når frem til en

position, hvorfra tingene kan observeres med det blotte øje.

Dette illustrerer, at en præmis for kontrolarbejdet er, at de ulovligheder, der eventuelt

foregår, er aldeles vanskelige at slå direkte ned på. Fiskerikontrollører beskrev i den

forbindelse den væsentligste effekt af deres arbejde som ”præventiv”. Præventivitet blev som

nævnt også beskrevet som målet for kontorarbejde i fiskeridirektoratets kontrolstrategi.

Præventivitet kan altså siges at være et begreb, der koordinerer effekt og mål i en situation,

hvor konsekvenserne af kontrolarbejde ikke er ligetil at måle og snarere er en

vurderingssag. Begrebet henviser altså ikke til, at kontrolarbejde ikke har nogen effekt, men

at effekter af kontrolarbejde er diffuse og svære at synliggøre.

Det er i sagens natur vanskeligt at måle præcist, hvor stor en præventiv effekt er, fordi

denne kun fremtræder i sammenligning med fortiden, hvor situationen formodentligt var

anderledes, eller med spekulationer om fremtiden, f.eks. forestillinger om, hvad der ville ske,

77

hvis der ikke blev kontrolleret, eller det blev gjort på en helt anden måde.28 Omvendt er det

måske netop begrebets mangel på præcision, der gør det anvendeligt i netop denne

sammenhæng. Begrebet benyttes i en situation, hvor formålet med kontrolarbejdet netop

ikke primært er at fange fiskere midt i lovovertrædelser. Situationen er i stedet den, at en

række tiltag søger at gøre dette til en overflødig begivenhed. Ved at patruljere på havet og

true med at borde, er det Vestkystens mål, at fiskere i skibets periferi vil tænke sig om to

gange, før de gør noget ulovligt.

Præventivitet er altså et begreb, der virker til italesættelser af diffuse effekter af arbejde i

et dynamisk og komplekst felt. At kontrollørerne arbejder i forhold til mål om præventivitet

ses i det praktiske og teknologiske eksempel, at de for det meste efterlader deres

transpondersignal tændt.29 Vestkysten har mulighed for at slukke for signalet, men gør det

sjældent og viser i stedet løbende de fiskere, der også har transponder-systemet til

rådighed, hvor de aktuelt befinder sig. Forhåbning er således, at kontrolskibets ved at være

synligt på havet har en afsmittende effekt på fiskeriet. Kontrolskibenes effekt sammenlignes

således også i fiskeridirektoratets kontrolstrategi med en patruljerende politibil

(Fiskeridirektoratet 2006a: 40). Men hvorvidt det har nogen effekt eller ej at være tilstede er

netop en vurderingssag.

Vestkystens arbejde kan, som nævnt, ses som ét bidrag blandt andre til at opnå en mere

varig og generel effekt på fiskeres tankegang og aktiviteter eller mao. til den

”professionalisering” og ”generalpræventive effekt”, der beskrives i kontrolstrategien

(Fiskeridirektoratet 2006a: 22, 31). I denne forståelse deltager Vestkysten i at subjektivere

fiskere på en bestemt måde. Fiskere ”opdrages” gennem en række foranstaltninger til at

28 Tanken om en præventiv effekt, finder man også andre steder end i fiskerikontrol, f.eks. i forbindelse med krigen mod terror. Begrebet kan ses som udtryk for legitimation af en strategisk handling i en usikker situation. Det virker både retrospektivt og fremadrettet for ingen vil jo f.eks. argumentere for, at man ikke skal forsøge at forhindre terror eller ulovligt fiskeri. Samtidig vil man også kunne altid kunne argumentere for, at tingene ville være meget værre aktuelt, hvis man ikke havde gjort noget. Men begrebet kan også ses som udtryk for en håndteringsstrategi. I det tilfælde at man befinder sig i et komplekst felt, hvor resultater af indsatser ikke er synlige eller målbare, betyder det jo ikke, at handlinger ingen effekter har, eller at man ikke har brug for at italesætte disse. Begge disse dimensioner: den politisk strategiske og den håndteringsmæssige fremtræder i forbindelse med fiskerikontrol, og det kan være vanskeligt at skille dem fra hinanden. 29 Transponderen er et relativt nyt it-system, som tillader skibe at identificere, positionere og dermed kommunikere bedre med hinanden. Systemet udgør ifølge kontrollørerne en stor hjælp til at manøvrere, særligt når skibe ligger mange og tæt på hinanden.

78

agere ”gode og lovlydige samfundsborgere”. Andre aktuelle tiltag, har netop også dette

formål nemlig at give fiskerne en permanent ansvarsfølelse i forhold til erhvervets og

miljøets bæredygtighed. Indførslen af ”ny regulering” herunder fartøjskvoteandele (FKA)30,

hvor individuelle kvoter knyttes til det enkelte fartøj, forestilles at bestyrke et ”ejerskab” og

dermed en større selvjustits blandt fiskerne (Fiskeridirektoratet 2006a: 77). Det nye

kvotesystem blev indført i foråret 2008, og selvom der allerede er set visse konsekvenser

deraf, har jeg ikke nået at undersøge disse i dybden. Erfaringer fra Island viser dog, at

sådanne tiltag kan have en lang række omkonfigurerende effekter. Bl.a., at retten til at fiske

koncentreres på færre hænder (Pálsson 1997). Jeg vil berøre dette emne nærmere i afsnit

3.2.6.

Eksemplet med transponderen illustrerer imidlertid i mine øjne, at en præventiv effekt er

noget, der løbende arbejdes på at vedligeholde, og at ejerskab, selvjustits mm. ikke er

imprægneret i fiskernes hoveder én gang for alle. Det kan desuden diskuteres i hvilken

udstrækning, dette er muligt. Det er således et interessant spørgsmål, hvad rækkevidden af

en præventiv effekt er, og i hvilken grad den har en fast eller mere flygtig karakter. Med

afsæt i en empirisk filosofisk tilgang er det et interessant spørgsmål, hvordan denne effekt

konstitueres. Den synes i denne forståelse at blive vedligeholdt af Vestkysten i praksis, ved at

skibet patruljerer og border, den er diffus og begrænset, men effekten er dog stadig

”effektiv”. I Vestkystens arbejde med at bidrage til denne effekt er bestemte teknologier helt

afgørende.

3.1.7 Præventive teknologier og deres rækkevidde Fiskerikontrollen benytter flere it-systemer, herunder et satellitbaseret overvågningssystem

ved navn ”Vessel Monitoring System” (VMS), som giver kontrollørerne mulighed for at følge

fiskerifartøjers aktuelle og historiske bevægelser i web-applikationen ”V-track”.

30 FKA=fartøjskvoteandele, det nye kvotesystem, som trådte i kraft i 2008 år og som jeg vil berøre i næste kapitel.

79

Et fiskefartøjs position, kurs og fart kan ses i V-track. Desuden kan deres historiske

bevægelser også visualiseres her. Fiskerizoner er markeret som de røde linjer på det

ovenstående screendump fra V-track. Systemet kan således f.eks. benyttes til at identificere

mistænkelige bevægelsesmønstre, som tyder på ”kvote-hopning”. Dvs. at der fiskes i en

zone, mens fangsten ulovligt registreres i en anden. Det kan imidlertid ikke ses i V-track, om

et fartøj fisker eller blot sejler rundt, hvilket ikke er ulovligt. Som nævnt skal sådanne

ulovligheder observeres med det blotte øje for, at Vestkysten kan gribe direkte ind. Men

systemet kan altså benyttes til at etablere en mistanke om, at noget ulovligt foregår. Hvis

Vestkysten sejler frem til stedet, hvor mønstret forekommer, er det dog højst usandsynligt, at

nogen vil forsætte et eventuelt fiskeri på den måde, som er illustreret nedenfor:

Figur 10: Screendump fra V-track De sorte, blå og røde klatter på kortet er fiskerifartøjer. De røde streger markerer fiskerizoner.

80

VMS’et er således en meget vigtig, men også en begrænset teknologi i kontrolarbejdet.

Mindst lige så vigtigt er ”fiskerisystemet”, der er knyttet til et databasesystem, hvori

adskillige oplysninger om den danske fiskeriflåde løbende registreres. Fiskeridirektoratet

råder over grundregistre, hvor der kan findes basale oplysninger om flåden, f.eks. hvem der

ejer et fartøj, dets kapacitet, fangster og tilladelser etc. Der findes transaktionsregistre, hvori

der registreres oplysninger om landinger og logbøger, og om hvornår fiskerifartøjer er

blevet bordet eller observeret. Endelig føres også statistikregistre (Landbrugs og

Fiskeriministeriet 1996: 71-81). Fiskerikontrollører kan gennem fiskerisystemet søge i disse

registre - også når de befinder sig til søs, idet de på Vestkysten har en satellitbaseret

internetforbindelse. V-track benyttes af kontrollørerne til at lokalisere fiskerifartøjer og

dermed til at beslutte, hvor man vil sejle hen for at observere og borde, mens fiskerisystemet

benyttes til at indsamle viden om specifikke fartøjer før en bording, som kan sammenholdes

med, hvad man finder ombord.

Arbejdet med at opnå en præventiv effekt understøttes således af disse teknologier og et

omfattende overvågnings- og registreringsarbejde. Sidstnævnte tager også en væsentlig del

af fiskerikontrollørernes arbejdstid. Der kan argumenteres for, at det er hele det ”system”,

som Vestkysten bidrager til at vedligeholde, der virker præventivt. Idet fiskerne kender til, at

de bliver registeret og overvåget, får de installeret en bevidsthed om, at de potentielt set

altid vil kunne blive opdaget.

På trods af at overvågningen og kontrollen er omfattende, fremstår kontrollørerne dog

ikke i mine øjne som håndlangere for en altseende Big Brother. Som nævnt kan den enkelte

Figur 11: Min Illustration af (formodet) ”kvote-hopning”.

81

fisker som hovedregel vide lige så meget relevant om Vestkystens position og bevægelser

som omvendt. Endvidere findes der ikke nogen sted, f.eks. EU eller direktoratet i

Nyropsgade, hvorfra man kan se og styre alle andre aktører i fiskeriet. Fiskerikontrol på

Vestkysten handler derfor ikke om at etablere en makroposition, hvorfra alle andre kan

overvåges, men om et løbende arbejde med at gøre forskellige emner i feltet til genstand for

delvis overvågning, kontrol og styring. Det gøres på baggrund af en forhåbning om, at det

kan have nogle helt praktisk-konkrete effekter på fiskernes handlinger i hverdagen. Hvordan

et situeret og begrænset overvågningspraksis løbende skabes og vedligeholdes på

Vestkysten ved hjælp af overvågningsteknologi, og hvordan denne situation netop stiller

spørgsmål ved metaforen Big Brother (og også panoptikon), vil jeg behandle i kapitel 3.4.

3.1.8 Virkelighed på spil Som beskrevet ovenfor, er begrebet om en præventiv effekt et ”løst” begreb, der kan bruges

til at tale om effekter i en situation, hvor disse ikke er helt formaliserbare eller målbare.

Fiskerikontrollørerne kan med begrebet italesætte, hvordan de forestiller sig at påvirke

fiskernes aktiviteter. Aktuelt arbejder fiskerikontrollører dog ikke blot med at kontrollere og

styre andre. De er også selv underlagt bureaukratiske styringstiltag. De bliver således

kontrolleret udfra oplysninger, de selv registrerer, f.eks. hvor mange bordinger, de har

lavet. I erkendelse af at det er vanskeligt at måle effekter af fiskeri og kontrol deraf,

fremtræder således aktuelt bestræbelser på at gøre den præventive effekt målbar ved at

”rette blikket indad” mod fiskerikontrollen selv. Dette er selvfølgelig umiddelbart udtryk for et

ønske om at gøre kontrollens effekt på fiskeriet mere synlig. Imidlertid har tiltaget ifølge

fiskerikontrollørerne snarere haft andre effekter. Når der måles på, hvor mange bordinger,

der foretages, betyder det måske, at der udføres flere, men ikke nødvendigvis at disse bliver

udført mere grundigt. ”Oprindelige” eller primære mål for kontrollen, nemlig at kontrollere

fiskere, kan således blive forskudt eller udskiftet med andre, når der måles på denne praksis

(Dahler-Larsen 2007).

Styring og kontrol af fiskerikontrollørerne selv betyder, at de aktuelt befinder sig i en

situation, der minder om fiskernes. Den er dog yderligere ambivalent. De er selv delvist

kontrolleret, styret og overvåget, samtidig med, at de bidrager til at kontrollere og styre

82

andre. Dette er i mine øjne en årsag til, at præventivitet ikke blot koordinerer effekt og mål,

mellem forskellige praksisser i feltet, men samtidig er til debat blandt fiskerikontrollører. En

væsentlig grund til det kan være, at det ikke er ligetil at bestemme, hvad der skal styres og

kontrolleres, og ikke mindst om det overhovedet har nogen positiv effekt at gøre det. F.eks.

er det således ikke ligetil at afgøre, hvor mange fisk, der præcist findes i havet. Fisk er

mobile, havet er ikke transparent, og deres velbefindende afhænger af mange andre ting

end fiskeriet.

Fisk respekterer f.eks. ikke grænser mellem fiskerizoner, som mennesker har tegnet.

Viden om fiskebestande er baseret på tests, matematiske beregninger, biologiske modeller,

langsigtede vurderinger og data, som primært er indsamlet gennem fiskernes

indberetninger af deres fangster. På denne måde er det ”potentielle lovbrydere”, der leverer

meget af den information, som ligger til grund for beslutninger omkring fremtidige

reguleringer og kvoter. Denne usikkerhed betyder imidlertid ikke, at betydningen af kontrol

kan afskrives. Satellitfotos, hvor det kan fremgå ret tydeligt, at en trawler har fjernet alt liv

fra havbunden, og tv-billeder fra fiskerifartøjer, der smider tonsvis af undermålsfisk

overbord, taler deres tydelige sprog. Med sådanne billeder på nethinden er det ikke svært

at forstå, at et helt ureguleret fiskeri langt fra er ønskværdigt. På den anden side kan det

netop også ses som en konsekvens af regulering og af at praktisere kontrol, at fisk smides

overbord.

Som almindeligt kendt, opstår der med jævne mellemrum disputter mellem EU, biologer

og fiskere omkring fiskebestandes tilstand. Når kvoter træder i kraft, stemmer de nemlig ikke

altid overens med fiskernes vurdering af fisks lokale trivsel. I mine øjne illustrerer dette

forhold, at det er den virkelighed, som ligger til grund for kontrolarbejde til søs, der

bogstaveligt talt er flydende og til debat. Der fremtræder således en situation præget af

”ontologisk usikkerhed” (Dean 2003). I en sådan situation bliver det understreget, at det er

spørgsmål om løbende forhandlinger og kampe mellem forskellige aktører, hvad det er for

en virkelighed, der kontrolleres og styres i. Samtidig er kontrol og styring med til at

producere denne virkelighed. I en moderne perspektivistisk position kunne der argumenteres

for, at dette er udtryk for forskellige holdninger til den samme sag, f.eks. at fiskere mener, at

83

torsk har det aldeles godt et bestemt sted, mens biologer synes, at bestanden samme sted er

nærmest uddød. Med en empirisk filosofisk tilgang synes det dog snarere at understrege, at

fiskerikontrol handler om at navigere i et uigennemsigtigt, abstrakt, komplekst og dynamisk

rum, som er et resultat af fortløbende forhandlinger om, hvad det er for en natur eller

virkelighed, der leves og handles i.

3.1.9 Toldersyndromet Feltet er altså ontologisk kontroversielt, og centralt i disse kontroverser står forsøg på at gøre

forskellige emner: fiskere, fisk og kontrollen selv til genstande for styring. I den neoliberale

ånd, som præger de officielle dokumenter om fiskerikontrol, jeg vil undersøge i kapitel 3.2,

findes dog også en bekymring for at styre for meget. Fiskerikontrollører deler denne

bekymring for ”overstyring”, selvom det ikke nødvendigvis er udtryk for en neoliberalistisk

holdning. De er derimod sømænd, der sætter stor pris på frihed f.eks. i form af muligheden

for at planlægge deres egen arbejdsdag, hvilket i mine øjne forstærker den ambivalens, de

befinder sig i. De må da finde måder at håndtere, at de befinder sig i en situation, hvor de

er underlagt forvaltning, mens de både deltager i en forvaltning af deres egne og andre

sømænds frihedsgrader.

Vestkysten befinder sig altså i en situation, hvor frihed til søs langt fra kan tages for givet,

men fremtræder på bestemte måder i forhold til bestemte praktiske og teknologiske

muligheder for styring og kontrol. Min pointe er således ikke, at kontrol og styring står i et

simpelt modsætningsforhold til frihedsformer på Vestkysten eller i fiskeriet som sådan.

Snarere synes både styring og frihed at eksistere sammenfiltret i og med bestemte praktiske

og teknologiske muligheder.

Evalueringer, indikatorprojekter, kontrakter oma. omkranser deres arbejde i

effektiviseringens navn. Fiskerikontrollørernes situation er således udspændt på en særlig

måde, der lægger op til at forholde sig til sin egen position, og hvad det er for en

virkelighed, der opereres i. Det er netop det forhold, som jeg vil udnytte i mine analyser

nedenfor, at mål og midler i kontrolarbejdet bliver diskuteret på en meget grundlæggende

måde blandt kontrollører.

84

Der findes således heller ikke blandt fiskerikontrollører på Vestkysten én bestemt teori,

filosofi eller moralsk position tilknyttet det at være kontrollør, men snarere flere, herunder en

kritisk position. Denne synes at trække på den nævnte sømandsidentitet, som tilskriver en

særlig værdi til selvstyring og frihed til søs. Denne identitet kan ses som et bånd mellem

kontrollører og fiskere, der på nogle måder er lige så stærkt, som kontrollørernes

forbindelse til fiskeridirektoratet.

Denne identitet forener dog langt fra fiskere og fiskerikontrollører i en lykkelig

sømandsfamilie. Strathern beskriver, hvordan antropologi og feminisme er to identiteter,

som på lignende vis ikke går op i en højere enhed i hendes arbejde, men begge er

væsentlige og delvist forbundne deri (Strathern 1988: 35-40). Parallelt kan det siges, at

fiskerikontrollører både er embedsmænd og sømænd. Disse er nødvendige og

usammensmeltelige identiteter i deres arbejde, uden at det dermed leder til

personlighedsspaltning. Deres situation minder i stedet på flere punkter om romerske

toldere. Romerne udvalgte lokale rigmænd i erobrede områder til at inddrive skatter, hvilket

satte den enkelte tolder i en paradoksal situation. Vedkommende bliver på én gang en del

af og ikke en del af den lokale sammenhæng. Fiskerikontrollører er på samme måde

”lokale” i en sømandskultur, men samtidig forvalter de statens og bureaukratiets ærinde.

Fiskerikontrollørerne kunne i denne forstand siges at være ramt af et toldersyndrom.31

Udvikling af styring og kontrol indgår altså på Vestkysten i et samspil med en løbende

genopfindelse af en ”sømandskultur” og identitet. I dette lys betragter jeg skibet som et

brydningspunkt for spørgsmålet om, hvad både styring og frihed er. Jeg vil i kapitel 3.5

undersøge Vestkysten i forhold til en ”sømandsidentitet” og ”sømandskultur” nærmere.

Fiskerikontrollørernes situation er udspændt mellem en sømandskultur og statsligt 31 Jeg vil sige tak for begrebet toldersyndrom til Povl Gad som beskriver det på følgende måde: ”En effektiv måde en magthaver kan udøve sin magt på i et ellers aflukket kulturelt system eller fællesskab er at tvinge medlemmer af samme fællesskab til at håndhæve denne magt. Det vil jeg kalde ”toldersyndromet” - bibelens toldere var lokale rigmænd, der af romerne blev afkrævet skat, som de derefter havde frie hænder til at opdrive blandt deres landsmænd - det vi i vores dage ville kalde udlicitering af skatteopkrævningen (Deleuran 1991: 31). Det gjorde tolderne mindst lige så hadede som romerne, og deres sociale status rangerede på linje med prostituerede. At Jesus havde et stort hjerte beviste han bl.a. ved, at han både talte med og spiste hos toldere og prostituerede. En af de mest kendte lignelser er netop den om tolderen og farisæeren (Lukas kap. 18 vers 9-14). Toldersyndromet er altså, når et tidligere anset medlem af fællesskabet ved magthaverens tvang bliver magthaverens agent med deraf følgende social deroute - uanset om vedkommende ønsker denne position og drager fordel af den eller helst ville være fri.” (Povl Gad, personlig korrespondance).

85

bureaukrati. Dette understreger en empirisk filosofisk pointe nemlig, at fiskerikontrol ikke

kan forklares ”indefra”, ved at læse fiskerikontrol som udtryk for en ”lokal sømandskultur”.

På den anden side kan fiskerikontrol heller ikke forklares udefra, f.eks. med en sociologisk

model over bureaukrati. Følgelig undersøger jeg fiskerikontrol med udgangspunkt i den

ambivalente position, som fiskerikontrollører befinder sig i.

3.1.10 Infrarefleksivitet i fiskerikontrol Empirisk filosofi undersøger, som beskrevet, hvordan personer i praksis behandler

spørgsmål om f.eks. ”det gode”, ”det sande”, ”det smukke” mv. (Mol 2002: 4-7). I denne

forståelse er aktører i praksis involveret i at undersøge og forme, hvordan deres virkelighed

er skruet sammen. En analytisk konsekvens heraf er som beskrevet, at begreber f.eks. om

det gode og smukke ikke kan defineres i universel forstand. I stedet må det undersøges,

hvordan sådanne begreber behandles i praksis. Det betyder, at forskeren må stille sine

spørgsmål til sådanne forhold på en måde, som er åben for, at begreberne og deres

bearbejdning indgår i skabelse og vedligeholdelse af virkeligheder.

Det empirisk filosofiske fokus på virkeligheder som tilblivelser betyder bl.a., at

virkeligheder fremtræder bogstavelig talt ”ud af det blå” (Jensen 2004a). Det betyder i

nærværende sammenhæng bl.a., at det ikke blot kan forstås som ideer om virkeligheden,

der er på spil, når fiskerikontrollører diskuterer den, i stedet er det virkeligheden, der er på

spil. Dette knytter an til at betragte fiskerikontrollørernes overvejelser omkring

kontrolarbejdet som ”infrarefleksivitet” eller ”lokale metasprog” (Latour 1988).

Infrarefleksivitet er et begreb, der ligesom Latours idé om et vagt vokabular, beskrevet i

afsnit 2.1.2 forsøger at fastholde, at det ikke er forbeholdt sociologer eller filosoffer at være

refleksive, idet det i stedet antages, at en tilpas refleksivitet og abstraktionsform allerede

findes i de praksisser, der studeres.

Kontrollører indtog divergerende og nogle gange umiddelbart paradoksale holdninger til

kontrolarbejdet i mine samtaler og interviews med dem. En række forskellige ideer om,

hvilke mål, aktører, politiske agendaer mm., der har indflydelse på deres arbejde, hvad der

er godt og skidt ved kontrol og endog, om fiskerikontrol overhovedet er en god idé ”som

sådan” cirkulerer og debatteres. Nogle gange fremstillede kontrollører situationen som om

86

effekterne af fiskerikontrol er usynlige, eller arbejdet ikke gjorde nogle forskel, mens

betragtningen andre gange var, at det bestemt bidrager til at sikre fremtiden for både miljø

og erhverv.

Paradokser og flertydigheder i fiskerikontrollørernes udtalelser fremtræder i en empirisk

filosofisk forståelse dog ikke som inkonsistens i deres perspektiver eller positioner. Selvom

der selvfølgelig kan være forskel på, hvad folk siger og, hvad de tænker, antages det altså

ikke, at der ligger en ”egentlig” forståelse, baggrund, agenda eller andet bag ved

paradoksale holdninger og udtalelser, der kan benyttes til at forklare dem. I stedet fremstår

paradokser som ambivalens og udtryk for, at aktører deltager i et fortløbende ontologisk

arbejde. I denne forståelse er fiskerikontrollører udmærket klar over, at verden er

mangetydig, kompleks og at dens beskaffenhed kan diskuteres. At dette er tilfældet i

fiskerikontrol er ikke kun et indtryk, der stammer fra mine egne observationer på Vestkysten,

men fremstår også i det nævnte dokumentarprogram Havstrømer, om livet på skibet (TV2

1995). Programmet illustrerer, at fiskerikontrollørernes grundlæggende overvejelser ikke

blot luftes internt på skibet. De sættes også i spil i et offentligt rum. Dette kan ses som udtryk

for, at fiskerikontrollører er akademikere. Det kræver således en femårig uddannelse at blive

styrmand og efterfølgende kræves det yderligere uddannelse i love og regler omkring fiskeri

og kontrolpraksis at blive kontrollør. Fiskerikontrollører udgør altså en lille, unik og

veluddannet gruppe mennesker, hvilket gør det muligt at diskutere forholdene omkring

kontrol på lige fod med direktoratet og ministeriet, herunder offentligt. Deres optagethed af

bestemte emner kan således både ses som udtryk for, at de har en akademisk interesse i

debattere, men samtidigt som et tegn på, at virkeligheden er ambivalent, dynamisk og på

spil her. Dette forhold underminerer dog ikke praksis. Således forhindrer diskussion af

virkelighedens og fiskerikontrollens beskaffenhed ikke fiskerikontrollører i at udføre deres

job med en stor grad af entusiasme og stolthed, tværtimod.

Med en empirisk filosofisk tilgang til fiskerikontrol er det centralt at lære af, hvordan

fiskerikontrollører selv løbende stiller spørgsmål til, hvad fiskerikontrol er. Heldigvis er det

også her, at feltet tilbyder sig som et aldeles oplagt fokusområde. Det er selvfølgelig ikke

unikt, at der på en arbejdsplads tænkes over, hvad der gøres, og hvorfor man gør, som

87

man gør. Det er omfanget af denne spørgen, som jeg finder, gør feltet interessant for

empirisk filosofi. I det næste kapitel 3.2 vil jeg undersøge, hvorledes dokumenter om emnet

kan analyseres med en empirisk filosofisk tilgang med udgangspunkt i det forhold, at

virkeligheden omkring fiskerikontrol er på spil og til debat.

88

3.2 Dokumenter om fiskerikontrol læst som udlægninger af netværk I dette kapitel vil jeg undersøge tre udvalgte dokumenter om fiskerikontrol. Med en empirisk

filosofisk tilgang giver det ikke mening at undersøge disse på baggrund af et spørgsmål om,

hvad fiskerikontrol er. Spørger man på denne måde, lægges der op til at give et

endegyldigt svar. Dvs., at spørgsmålet er forbundet med en essentialistisk position, hvormed

dokumentanalyse vil gå ud på at komponere et objektivt eller sandt billede af fiskerikontrol.

Det antages dermed, at der bag ved dokumenterne ligger én virkelighed, som er

fiskerikontrol, eller som fiskerikontrol opererer i, og som dokumenterne alle refererer til, hvor

kompleks denne virkelighed så end måtte være. En moderne perspektivistisk position bygger

som beskrevet også på denne forestilling. Her kunne dokumenter anses for at være

forskellige (subjektive, kulturelle) fortolkninger af en virkelighed, der dog forbliver én og

samme virkelighed.

Med en empirisk filosofisk tilgang og med afsæt i antagelsen om, at virkeligheder er

multiple tilblivelser, vil jeg i stedet spørge: hvordan praktiseres fiskerikontrol?32 Dette

spørgsmål er åbent på en anden og grundlæggende facon. Hvad fiskerikontrol er, er her et

spørgsmål om, hvad der bliver til, idet fiskerikontrol praktiseres. Fiskerikontrol må således

antages at bestå af flere, potentielt overlappende og forbundne virkeligheder.

Hvad vil det sige at læse dokumenter om fiskerikontrol på denne baggrund? Som

beskrevet i afsnit 2.3.4 betragter jeg denne afhandling som en fremstilling af et ”analytisk

netværk”. En konsekvens heraf er ligeledes at betragte andre dokumenter som analytiske

netværk. Det betyder, at dokumenter om fiskerikontrol er infrarefleksive elementer i

forskellige praktiseringer af fiskerikontrol. Dermed bør deres udlægninger af feltet tages

seriøst, uden at de dermed skal tages for givet. Men hvordan søger de, hver især og i

32 ”Performance” og ”praktisering” benytter jeg her som mere eller mindre synonyme begreber, dog ligger der i mine øjne en kreativitet i begrebet om performance, som både er dets styrke og dets svaghed. Det samme kunne man sige om kulturbegrebet i forhold til ANTs netværksbegreb, se afsnit 3.5.12. Performance begrebet udtrykker da, at der er et kreativt element ved enhver praktisering - også de mere rutinemæssige. F.eks. i den forstand, at kræver et arbejde at vedligeholde det normale (Sacks 1992). Performance er i denne forståelse ikke ”teater” eller ”rent spil” i modsætning til, hvad der foregår i ”den virkelige verden”. Det er i stedet den empirisk filosofiske pointe, at de verdener, som folk bebor, er til i kraft af interaktioner, handlinger og aktivitet, dvs. at de er ”gjort” og at det ikke blot er mennesker, men alskens aktører, der aktivt bidrager til sådanne ”enactments” af virkeligheder (Mol 1999).

89

samspil at sætte bestemte muligheder og begrænsninger i forhold til, hvad det er muligt at

praktisere som fiskerikontrol?

3.2.1 Praktisering af fiskeri og fiskerikontrol som genstande for styring Hvis fiskerikontrol er et fortløbende arbejde med at gøre fiskeriet til genstand for styring,

betyder det, at disse genstande for styring ikke eksisterer, uden at de praktiseres.

Dokumenter om styring og kontrol handler altså om at få virkeligheden til at blive til på

bestemte måder i og med, at bestemte former for styring og kontrol praktiseres, hvilket også

lægger op til at betragte dokumenterne som problematiseringer i Mitchell Deans forstand

(Dean 2006: 67ff). Herved kan dokumenter ses som symptomer på situationer, hvor der

stilles spørgsmål til et område, men som tillige derved konfigurerer det og sætter bestemte

mål og værdier deri. Dokumenter er således udtryk for et forsøg på midlertidigt at

stabilisere et område i en udstrækning, der gør det muligt at handle i det. Når styringen

også rettes mod fiskerikontrollen selv, bliver denne også ”genopfundet” som et fokus for

styring.

Bestemte måder at problematisere på kommer ifølge Dean aktuelt til udtryk i den vestlige

verden i tilknytning til neoliberale styringsregimer (Dean 2006: 107ff). I den forbindelse er

det vigtigt at medtænke en pointe, som jeg også beskrev i afsnit 2.3.4, at neoliberalisme

ikke bør betragtes som en ideologi eller et politisk program, der eksekveres oppefra og ned

fra et makro- til et mikroniveau. Neoliberalisme opfatter socialistiske og socialdemokratiske

måder at styre på som formynderiske og overstyrende, men neoliberalisme handler ikke om

at afvikle staten og styring. I stedet er neoliberalisme en kritik af andre former for styring og

et forsøg på at omforme de praktiske måder, der styres på. Neoliberalismen omkonfigurerer

altså, hvad, hvem og hvordan der styres i lyset af en overbevisning om, at personer i

alskens sammenhænge er bedst til at ”styre sig selv”. Men det betyder altså ikke, at styring

afvikles, og folk sættes fri til at gøre, hvad de vil. Det neoliberale forandrer derimod, både

hvad styring og frihed er i forhold til konkrete praktiske og teknologiske muligheder, som

omvendt konfigurerer det neoliberale. Det er her, at indikatorprojekter, evalueringer,

selvkontrol, udviklingskontrakter og lignende tiltag er vigtige. Fælles for disse tiltag er i mine

øjne, at der med dem argumenteres for, at personer i alskens sammenhænge bør ”styre sig

90

selv”, mens staten blot måler, at de gør det på en tilfredsstillende måde (f.eks. Dahler-Larsen

2007). Det er dog klart, at der således netop er tale om en anden måde at styre på og ikke

om en afvikling af styring.

På trods af deres neoliberale ophav nytter det det således ikke at læse officielle

dokumenter om fiskerikontrol ideologikritisk. I stedet kan de betragtes som forsøg på at

konfigurere en virkelighed på baggrund af bestemte aktuelle muligheder for at praktisere

styring. Med afsæt i empirisk filosofi vil jeg altså spørge til, hvordan dokumenter indgår i et

ontologisk arbejde omkring styring og frihed og til, hvilket arbejde dokumenter udfører.

3.2.2 Dokumenter i lyset af STS-studier og etnografi Tekster, grafer, rapporter, skemaer mv. har haft stor bevågenhed i STS-studier. I Laboratory

Life (Latour og Woolgar 1986) satte Latour og Woolgar således fokus på, hvordan disse

indgår i et videnskabeligt arbejde: Kort sagt er pointen, at naturfænomener får tilskrevet

eksistens ved at disse indskrives f.eks. i videnskabelige tekster, grafer, billeder mv., og ved

at disse inskriptioner cirkulerer. Foruden inskription og cirkulation ville naturfænomener,

naturlove mv. ikke eksistere som stabile fakta. Det er netop en meget væsentlig del af

videnskabeligt arbejde at indskrive og at sætte inskriptioner i cirkulation, fordi det

stabiliserer fænomener. Det er således ikke kun videnskabelige artikler, der er afgørende.

Inskriptioner af alskens karakter bidrager til at holde virkeligheder på plads og løbende

tilskrive eksistens til bestemte forhold både i forskningsprocesser, og når videnskabelige

fakta ”sælges” udenfor en videnskabelig sammenhæng. Inskriptioner er således helt basale

komponenter i moderne videnskabelig praksis og vidensproduktion, og da de som sådan

indgår i forskningsprocesser fra start, kan videnskabelig viden ikke adskilles fra, hvordan

denne skabes, ”rejser”, oversættes og dermed deltager i at forme bestemte virkeligheder.

Dokumenter kan på samme måde ses som elementer i konstitution af virkeligheder og netop

ikke udelukkende som forskellige udsagn om natur, samfund eller kultur. Jeg vil formulere

det således, at i samme forstand som ”technology is society made durable” (Latour 1991),

er dokumenter også med til at gøre samfund, natur og kultur holdbare.

STS-studier har påvirket etnografi til at rette en større opmærksomhed mod dokumenter i

praksis (Riles 2006: 3). Denne opmærksomhed er ifølge Riles’ analyse endvidere opstået i

91

kraft af, at etnografi i større og større grad vender blikket mod hjemlige sammenhænge -

ikke blot mod videnskab, men også mod bureaukrati, hvor produktionen af dokumenter er

en helt central del af hverdagens arbejde. Sådanne etnografiske studier står i modsætning

til traditionelle studier af f.eks. ”orale kulturer”, hvor dokumenter forekommer mere sjældent.

Ifølge Riles har det vist sig som en analytisk udfordring at undersøge dokumenter og deres

rolle i praksis. For, spørger hun f.eks., hvordan opnås en tilpas analytisk distance til en

analytisk og dokumentproducerende praksis, når et kendetegn ved etnografien nu selv er

kendetegnet ved at være analytisk og dokumentproducerende? (Riles 2006: 7) Når

etnografi er sig bevidst om, at etnografiske artikler er skrevet på baggrund af bestemte

antagelser og med bestemte formål for øje, må det jo antages også at gælde andre

dokumenter, og hvis alle dokumenter således er baseret på specifikke teorier, metoder og

begreber kan ingen af dem ses som simple repræsentationer af et ”kulturelt indhold”. Der er

således heller ingen tekster, der kan se sig hævet over disse forhold; på denne måde er de

alle ”ens”.

Den analytiske udfordring optræder ifølge Riles således også i kraft af, at etnografiske

metoder og en interesse for ”lokale forhold” har spredt sig langt ud over

forskningsverdenen. F.eks. er det således ikke længere forbeholdt etnografer at benytte

kvalitative metoder så som interviews og observation mm., og f.eks. opererer mange andre

end aktør-netværksteoretikere udfra forestillinger om netværk og netværksbygning (Riles

2000: 65ff). Forestillinger om verden som et dynamisk, komplekst, relationelt og

uforudsigeligt sted, brugen af fleksible metoder mm. gør sig også gældende i

evalueringspraksisser. Etnografer undersøger således oftere og oftere sammenhænge, hvor

der allerede foreligger analyser, der på mange punkter, om ikke alle, minder om dem, de

selv producerer. Samtidig deltager etnografer også selv i produktion af andre typer

dokumenter end de forskningsrelaterede, f.eks. i at skrive evalueringsrapporter.

Grundlæggende kan der ifølge Riles med ovenstående bevægelser observeres et kollaps i

distancen mellem forskning og den vidensproduktion, der foregår i bureaukratiske og

administrative praksisser, som forskere aktuelt oftere og oftere deltager i og/eller forsker i.

92

One way to rephrase many of these concerns is to say, that a once productive distance ethnographers maintained, implicitly or explicitly, purposefully or not, between ourselves and our objects of study, between the things studied (the data) and the frames we used to study them (the analysis), between theorizing and describing, has now definitively collapsed. (Riles 2006: 3)

Distancen mellem analyse og data skrumper i denne forståelse ind eller forsvinder helt. I

forbindelse med fiskerkontrol, kommer et sådant kollaps også til udtryk. F.eks. sættes i en

brochure fra føde- og landbrugsministeriet, som promoverer dansk fiskeripolitik, fokus på

”lokal kultur”. Det hedder, at ”lokale kræfter skal drive udviklingen i landdistrikter og

fiskeriområder” (Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri 2007b). ”Aktionsgrupper”

og ”ildsjæle” promoveres som størrelser, der kan forvalte lokal selvbestemmelse, hvis de vel

at mærke søger de midler, staten stiller til rådighed. Eksemplet illustrerer, hvordan et

traditionelt etnografisk fokuspunkt nemlig ”lokal kultur” og den værdi, som etnografi kan

siges at have tilskrevet kulturbegrebet, indrulleres i en noget anden agenda. Selvom den

neoliberale anvendelse af begreber som det ”lokale” og ”kultur” nemt ville kunne afvises

ideologikritisk, som et strategisk tiltag, så tvinger denne situation, hvis man følger Riles,

snarere til en gentænkning af, hvad etnografisk analyse kan bidrage med. ”Lokal praksis”

og ”kultur” mv. kan gøres til genstand for analyse af andre tilgange end etnografi og f.eks.

også for forvaltning. Hvad betyder det for analyse af dokumenter, at de netop selv udgør

specifikke analyser af givne emner?

Riles foreslår, at etnografer bør læse alle dokumenter med en ”etnografisk respons” for

øje (Riles 2006: 22-28). Mit bud på, hvad hun dermed mener, er, at etnografer må blive

bedre til at lære af, hvordan dokumenter virker i specifikke sammenhænge. Når

dokumenter ikke er forskellige fra hinanden i nogen universel forstand, må der netop

fremanalyseres mere specifikke korrelationer og kontraster mellem dem og de situationer,

de virker i. En ”etnografisk respons” er altså den indstilling til dokumenter, at der findes

noget fremmed og overraskende i selv de mest ordinære af slagsen. Det betyder endvidere,

at etnografer i stedet for at antage, at de forstår, hvad dokumenter produceret i den vestlige

verden handler om, hvilke ideologier de bygger på, og hvordan de virker, fordi de selv er

en del af denne kultur. I stedet må de antage ikke at vide, hvad der helt præcist er på spil i

og omkring ethvert dokument, før det er undersøgt. En anden konsekvens er, at dokumenter

93

i andre praksisser da eksisterer på samme ”analytiske niveau” som f.eks. etnografiske

artikler, der så igen kan fremtræde som empiri for nye analyser. Der eksisterer i denne

situation ingen tekst, der kan forklare alle andre tekster.33 Dette understreger blot for

empirisk filosofi, at det altid er en analytisk udfordring at identificere det specifikke ved

forskellige aktører og deres virkemåder - i dette tilfælde dokumenter.

3.2.3 At ”læse med” dokumenter Riles’ overvejelser resonerer i mine øjne med Jensen og Lauritsens tilgang til

dokumentanalyse (2005). De identificerer to læsestrategier. Den første kalder de ”reading

against the text” og knytter den til en kritisk humanistisk indstilling. En person med denne

indstilling analyserer tekster med det formål at ”debunke” eller ”afsløre” deres ideologi,

agenda eller andet. f.eks. ved at påvise deres logiske inkonsistens. En kritisk humanist,

finder dette formål nok, for idet det påvises, at en tekst er ideologisk eller inkonsistent, bør

alle jo kunne se, at den ikke bør tages seriøst. Den anden læsestrategi kalder Jensen og

Lauritsen ”reading with the text” og identificerer denne med en STS-tilgang, der som

beskrevet betragter tekster som aktører, der gør et stykke ontologisk arbejde, dvs., at de er

med til at skabe og vedligeholde bestemte virkeligheder. I denne forståelse er teksters

effekter mere interessante, end en kritik af dem på indholdssiden. Jensen og Lauritsen

opfordrer således også til at følge en teksts cirkulation og undersøge, hvilke virkninger den

har, f.eks. hvordan den medfører produktionen af andre tekster og oversættes på måder,

som ikke nødvendigvis svarer overens med dens indhold f.eks. en bestemt agenda.

Problemet med den kritisk-humanistiske tilgang fremstår i kraft af deres undersøgelse af it-

rapporten Det Digitale Danmark. Det viser det sig, at denne rapport har haft effekter på

trods af, at den er generel, ”vag” og ”uklar” på indholdssiden, altså netop har nogle af de

kendetegn, som en person med en kritisk humanistisk indstilling ville se som anledning til at

afvise den. Jensen og Lauritsen pointerer imidlertid, at det netop er denne vaghed, der gør

det muligt for folk i andre praksisser at oversætte mål og agendaer deri til deres egne. Dette

33 Tekster er, hvad de er, i et netværk af tekster. Med Latour kunne man sige, at tekster lever i et demokrati (Latour 1988). For Latour er det i denne situation som regel det største problem for forfatteren og teksten, at de bliver ignoreret - også af dem, de allerhelst ville interessere. Undtagelsen er, at det rent faktisk lykkes en tekst at gøre en forskel og blive hørt og ”valgt” i det tekstuelle demokrati.

94

kan sammenlignes med, hvordan ideen om en præventiv effekt virker i kraft af dens

uklarhed, som jeg beskrev det i afsnit 3.1.6. Et dokuments indholdsmæssige vaghed er altså

ikke lig med, at et dokument ikke har effekt. Dvs., at en tekst uanset indholdsmæssige

karakteristika, kan have stor betydning for, hvordan virkelighed forstås og produceres

bestemte steder, men som ikke er analogt til dens indhold.

Det kan dog i mine øjne diskuteres, hvordan man som forsker kan praktisere ”at læse

med teksten”, som de foreslår, og altså følge hvilke effekter en tekst har i praksis. Hvordan

kan det f.eks. identificeres, hvilke specifikke effekter en tekst har? Effekter ses måske først

over tid, måske har de ikke en stabil karakter, og i alle tilfælde, må det udfra Jensens og

Lauritsens eget synspunkt være således, at en tekst ikke kan skabe en sådan effekt alene,

men kun i samspil med andre aktører. Forfatterne undersøger således også Det Digitale

Danmarks indhold i forhold til en anden tekst, som den har medført produktionen af, en

hjemmeside for det Digitale Norddanmark. Denne hjemmeside læses som udtryk for en

anden organisatorisk sammenhæng. Der skabes altså en kontrast mellem disse tekster,

hvilket tolkes som en translation af den første tekst til en anden tekst i en ny sammenhæng.

Som for Riles bliver konsekvensen af at ”læse med” tekster som del af specifikke

praksisser og sagsforhold umiddelbart et større fokus på teksters form og/eller (æstetiske)

effekter, f.eks. hvordan det lykkes eller ikke lykkes for den at interessere andre og at blive

oversat og tilknyttet et netværk. Men, hvis der ”læses med” en tekst, så må dens indhold i

mine øjne også betragtes som en udlægning af et netværk på en specifik måde. Dermed er

det altså ikke nødvendigvis en modsætning mellem effekt og indhold, men en overskridelse

af forskellen mellem effekt og indhold, der i mine øjne er på spil med denne læsestrategi.

At ”læse med teksten” opfordrer således i mine øjne til, at tekster både betragtes som

elementer, der cirkulerer og dermed måske har effekter i netværk og samtidig som

netværksanalyser i deres egen ret. Det betyder, at de befinder sig på samme analytiske

niveau som den akademiske analyse, de udsættes for. At ”læse med” handler således rigtigt

nok ikke om at pille argumentationen i et dokument fra hinanden udfra akademiske

standarder om, hvad en god tekst er, eller at afvise den pga. en ”ideologi”. Imidlertid vil

der stadig kunne fokuseres på at identificere, hvordan ”en tekst tænker”, og undersøge

95

ideer, den er præget af, med henblik på at diskutere, hvilken virkelighed, den dermed søger

at fremstille. Dette vil netop være mit fokus i den nedenstående analyse af dokumenter om

fiskerikontrol.

Disse dokumenter betragter jeg da både som komponenter i det analytiske netværk, jeg

frembringer, men også som tegninger af deres egne og ligeledes analytiske netværk. Det

særlige ved disse dokumenter er, at de diagnosticerer fiskerikontrol med henblik på at gøre

både fiskeri og fiskerikontrol til genstand for styring. Dokumenter figurerer feltet på bestemte

måder, der fremstiller dette anliggende som både muligt og nødvendigt.

Jeg vil nu sætte fokus på tre dokumenter, alle fra 2006, som har forskellige formål og

refererer til hinanden. Konsulentfirmaet Deloitte gennemførte i 2005 en undersøgelse af, om

der kunne spares på udgifter til driften af fiskeridirektoratets skibe, som udmøntede sig i en

rapport, herefter benævnt ”Deloitte-rapporten” (Kristensen 2006). Fiskerikontrollens

kontrolstrategi (Fiskeridirektoratet 2006a) blev udfærdiget derefter og trækker på flere

konklusioner fra Deloitte-rapporten. Dens udfærdigelse var desuden formuleret som et mål i

resultatkontrakten gældende for dette år. Endelig vil jeg inddrage den resultatkontrakt

mellem direktoratet og ministeriet (Fiskeridirektoratet 2006b), som var gældende året efter

dvs. 2007, og som trækker på eksistensen af de andre dokumenter. Jeg vil i analyserne

inddrage visse elementer fra mine observationer af dagligdagen på Vestkysten, for at

reflektere over disse forsøg på at analysere og konfigurere feltet med henblik på at gøre

både fiskeriet og kontrollen deraf til genstande for styring.

3.2.4 Deloitte-rapporten Deloitte-rapporten omhandler skibsdriften i fiskerikontrollen, og er udfærdiget af

marinekonsulent Jens Kristensen (Kristensen 2006). Rapporten har kostet et sekscifret beløb

at producere og bygger på en indsamling af både kvalitative og kvantitative data, herunder

interviews med besætningsmedlemmer på kontrolskibene, medarbejdere i direktoratet o.a.

Den trækker også på en overordnet budgetanalyse af fiskeridirektoratet fra 2005, ligeledes

udført af Deloitte. Budgetanalysen peger ifølge Deloitte-rapporten på, at der eksisterer

”forbedringspotentialer i skibsdriften” (Kristensen 2006: 4). Rapporten argumenterer

således for sin egen eksistensberettigelse ved at henvise til, at en anden tekst fremstiller dens

96

udfærdigelse som påkrævet. Den mere tilbundsgående analyse af skibsdriften er også

indskrevet som et mål i resultatkontrakten mellem direktoratet og ministeriet for 2006.

Rapportens analytiske formål er at ”kortlægge, om skibenes driftsomkostninger kan

nedbringes” og består i tre dele: 1) Drifts- og vedligeholdelsesanalyse 2) Kapacitetsanalyse

og 3) Scenarieanalyse (Kristensen 2006: 4-5). De to første punkter udgør de første 15 sider

af rapporten, mens det tredje er langt det største og udgør resten af rapportens 78 sider,

eksklusive bilag. Der lægges således konkret mere vægt på at undersøge fremtidige

muligheder end tingenes aktuelle tilstand, selvom vurderingen af scenariernes konsekvenser

løbende forholdes dertil.

Sådanne ”objektive” rapporter produceret af ”uafhængige” konsulentbureauer kan i

mine øjne ses som et element i neoliberale forsøg på at spare på offentlige udgifter. Den

økonomiske ramme, som opstilles i Deloitte-rapportens undersøgelse, er i alle tilfælde

selvsagt ikke neutral. Rapporten sætter netop som sit primære mål at afgøre, om der kan

skabes større ”effektivitet”, hvilket vil sige økonomisk effektivitet (Kristensen 2006: 4).

Formålet er således ikke at undersøge, om omkostninger er rimelige eller deslige, men at

italesætte, hvor der kan spares. Rapporten isolerer bestemte opgaver og sætter en pris på

dem. Således gøres det op, hvor meget en bording koster på de enkelte skibe. For

Vestkystens vedkommende er beløbet 64.723 kr. pr. bording, som Deloitte-rapporten

kommer frem til, ved at dividere de samlede omkostninger for skibets drift med antallet af

foretagne bordinger (Kristensen 2006: 7). Dette mål er ifølge rapporten valgt, fordi det er et

af de resultatmål, som er sat for skibenes virke. Tallet virker umiddelbart voldsomt, men

indfanger dermed heller ikke – og heller ikke ifølge rapporten - alle de ting, som skibene

laver. Ikke mindst, hvad det ville koste staten at have redningsskibe, der kun eksisterede til

dette formål. Selvom rapporten anerkender dette forhold, gør den økonomiske ramme for

undersøgelsen dog, at bording gøres målbar i kroner og ører. Ved at behæfte bording med

en pris, der tilmed virker voldsom, forsøger rapportens altså at leve op til sin egen

økonomiske fordring om at identificere steder, hvor der kan spares, og isolerer dermed

bording og andre kontrolopgaver fra skibets øvrige virke.

97

Analyse af fremtidsscenarier fylder som nævnt godt i rapporten. Der opstilles f.eks. et

scenarie, hvor der fjernes en besætning på Vestkysten, og skibet lægges op i en længere

periode hvert år. Det bliver vurderet, hvad konsekvenser af at benytte ny teknologi, så som

chipmærkning af trawl og indførelse af videoovervågning på fiskefartøjer, vil være, og hvad

det kræver af lovgivning mm., for at sådanne tiltag kan gennemføres. Forslag vurderes altså

i forhold til gevinst og gennemførlighed. I forbindelse med sidstnævnte beskrives f.eks.

lovgivning på området som en ”forhindring” (Kristensen 2006: 17). Økonomisk effektivitet

og teknologisk udvikling fremstilles derimod som naturlige mål, der skal understøttes. Det

økonomiske og det teknologiske fremstår altså som domæner med en indre udviklingslogik,

der dog kan møde modstand, bl.a. fra Folketinget.

På trods af det eksplicitte mål om at spare og effektivisere, så er konklusion på

fremtidsscenarierne dog, at disse vil medføre en meget lille besparelse og samtidig forringe

skibenes ydelser i væsentlig omfang, dvs. deres ”kontroltryk” målt på, hvor mange

bordinger og timer til søs, de kan præstere. Flere gange afstår rapporten også helt fra

vurdering af scenariernes konsekvenser, fordi skibene indgår i det danske

redningsberedskab, og det ligger uden for undersøgelsens (økonomiske) ramme at vurdere

prisen på dette arbejde.

Det er ikke lang tid siden, at kontrol blev det absolutte fokus for Vestkysten og

fiskeridirektoratets andre kontrolskibe. Skibet var indtil for ti år siden hovedsageligt en

rednings- og serviceydelse for fiskerne, mens den overvejende del af arbejdet i dag har at

gøre med kontrol. Vestkysten udfører ikke længere rutinemæssige bugseringsopgaver, fordi

det på et tidspunkt fremstod som konkurrenceforvridende, og blev underlagt statens regler

om prisregulering på offentlige ydelser, hvorefter direktoratet ikke længere var

konkurrencedygtigt. Vestkysten og fiskeridirektoratets andet store skib Nordsøen er dog

stadigt centrale for, at der kan udføres større redningsaktioner til havs, særligt i det vestlige

Danmark.

Disse forhold nævnte en kaptajn på Vestkysten for mig og gav samtidig udtryk for, hvor

glade, de var for Deloitte-rapporten på Vestkysten. Den lå også fremme på broen på skibet,

og jeg fik uden videre en kopi deraf, da jeg viste interesse for dokumentet. I

98

resultatkontrakten, som jeg vil undersøge nedenfor, erklæres det, at det bør overvejes at

isolere kerneydelsen ”kontrol”. Denne konklusion er hentet fra Deloitte-rapportens

konklusion, hvoraf det fremgår, at det er nødvendigt, hvis det skal kunne identificeres

klarere, om der kan spares på skibsdriften eller ej. Dette strider mod, at redningstjenesten

for Vestkysten er en meget vigtig funktion, selvom den ikke længere er en dominant

arbejdsopgave i det daglige. Jeg vil i kapitel 3.5 argumentere for, at den ”gode” side af

fiskerikontrollørernes ”toldersyndrom” nemlig sømandsdelen fastholdes gennem deltagelsen

i redningstjenesten. En isolering af skibets arbejde til ”kerneydelsen” kontrol kan i dette lys

frygtes at reducere deres dobbelte identitet som både bureaukrater og sømænd til

førstnævnte. Det kan f.eks. umiddelbart forestilles at gøre bording af fiskefartøjer mere

besværlig, hvis Vestkysten får tildelt en rolle, der minder mere om politiets eller

parkeringsvagtens. Men Deloitte-rapporten er således kun på den ene side et argument for

at isolere ”kerneydelser”. Samtidig er den et argument for at bevare skibenes nuværende

økonomi, hvis fiskerikontrollører skal kunne fastholde deres nuværende dobbeltrolle. På

trods af et klart formål om at spare i rapporten, har den altså også en anden mulig effekt,

nemlig at udgøre et argument for, hvor vigtigt det er ikke at spare – både for at kunne

udføre redningsarbejde, men også for at kunne udføre selve kontrolarbejdet ordentligt. Det

var formodentligt derfor kaptajnen var tilfreds med Deloitte-rapporten. For på trods af sit

klare formål om at spare, havde den spillet dem et stærkt argument på hånden for at

bevare den nuværende arbejdsform og bemanding.

3.2.5 Fiskeridirektoratets kontrolstrategi Fiskeridirektoratets kontrolstrategi fra 2006, som gælder erhvervsfiskeriet, er et 79 sider

langt dokument. Det er en redegørelse for erhvervets situation, hvilke krav EU stiller til

medlemslandendes kontrol, og hvordan Danmark gør sig gældende i forhold til disse krav.

Endvidere fremlægges, hvordan fiskeriets situation er under omformning, og hvordan dette

stiller forandrede krav til kontrolarbejde.

Kontrolstrategien kan karakteriseres på flere måder. For det første er den et

organisationsudviklingsdokument og indgår i et arbejde med at formulere en vision for

fiskeridirektoratet. Således definerer dokumentet også sig selv og kalder sin tilblivelse ”en

99

delmængde i et større organisationsudviklingsprojekt” i ”en udvikling af direktoratets

opgaver, arbejdstilrettelæggelse og struktur” (Fiskeridirektoratet 2006a: 16).

For det andet er den en analyse af væsentlige forhold i fiskerierhvervet og fiskerikontrol.

F.eks. redegøres der for, hvor stort et areal, der skal kontrolleres, hvor mange skibe der er i

fiskeriflåden etc. Der redegøres herunder for ”et naturligt flow, fra aktøren træder ind i

erhvervet, til fangsten omsættes”, hvilket er et forhold, der giver ”kontrolmæssig fleksibilitet”.

Der tegnes altså et netværk, hvor der kan gribes ind med kontrol flere steder.

Et tredje træk ved dokumentet er, at dets struktur minder om en akademisk afhandling. Dette

er ikke mærkeligt, eftersom det formodentligt er akademikere, ansat af staten, der har

produceret det. Først opstilles en baggrund for og formål med analysen, der redegøres for

analysedesign og begreber afklares. Dernæst analyseres fiskerikontrol i Danmark før ”ny

regulering”, herunder i et større afsnit om kontrolskibenes virke. Herefter fremstilles en

Figur 12: Illustration af ”flowet” i fiskerierhvervet og kontrol deraf. Kilde: Fiskeridirektoratet (2006a: 32).

100

analyse af fiskeriet og fiskerikontrollens betingelser og udviklingsmuligheder. Til sidst kigges

fremad, og det overvejes, hvad indførslen af den nye regulering vil medføre, f.eks. at

fiskeriet vil blive koncentreret på færre hænder, mens erhvervet til gengæld vil opleve en

større fleksibilitet til at vælge, hvornår og hvor de vil fiske. Disse udviklinger sætter ifølge

strategien nye betingelser for at praktisere kontrol. Dokumentet har formuleringen af en

strategi, vision og mission for fiskerikontrollen som sit primære mål og dens

”problemformulering” består af et ”kommissorium”, dvs. række spørgsmål stillet af et udvalg

i Folketinget, som strategien forventes at skulle besvare.

Aktuelle udfordringer og forandringer i erhvervet tages altså op og på baggrund heraf

formuleres den tidligere omtalte mission om, at fiskeriet skal være biologisk og økonomisk

bæredygtigt (Fiskeridirektoratet 2006a: 19). Bæredygtighed er ifølge kontrolstrategien et

juridisk begreb, som tager sin konkrete form i EU’s kvotefastsættelser (ibid.: 18) At

bæredygtighed betragtes som et juridisk begreb, ses bl.a. også i en diskussion af

kvoteudnyttelse vs. kvoteoverskridelse, hvor målet sættes således, at det handler om bedst

muligt at udnytte den eksisterende kvote (ibid.: 24-26). Kvoterne bliver således en målestok

for bæredygtighed, og selvom sagen fremstilles således, at biologi ikke kan adskilles fra

jura, så er det alligevel således, at det er love og regler, der sætter standarden for

direktoratets bidrag til bæredygtighed. Selvom biologi og økonomi betragtes som

selvstændige domæner med hver deres ”logik”, som påvirker hinanden og skal bringes i

balance, dvs. både internt og med hinanden, så behandles de altså alligevel asymmetrisk.

Det økonomiske, dvs. fuld udnyttelse af kvoten, privilegeres gennem det juridiske.

EU fremstilles som den mest betydningsfulde aktør på området. Især har EU kraftig

indflydelse på særlige indsatsområder, f.eks. genopretningsplaner for torsk. Her er der fra

unionens side indført ”bench marking” af landenes kontrolapparater. F.eks. måles der på,

at udførsel af kontrollen sker på en bestemt procentdel af alle landinger af torsk. Strategien

forestiller sig en udvikling, hvor der vil komme flere og flere EU-bench marks

(Fiskeridirektoratet 2006a: 3). ”Bench marking” er altså EU’s teknik til at sammenligne

medlemslandes kontroller. Kontrolstrategien sammenligner også den danske kontrol med

andre lande ved at undersøge eksisterende EU-dokumenter og forsøger at fastlægge,

101

hvordan Danmark klarer sig. Det vurderes, at Danmark ligger godt på nogle områder som

f.eks. udnyttelsen af teknologi, mens landet ligger dårligere på andre, f.eks. mht. at sikre, at

fiskernes fangstopgivelser stemmer overens med virkeligheden (Fiskeridirektoratet 2006a:

50ff). Det påpeges, at det er vanskeligt at sammenligne Danmarks kontrolindsats med andre

lande, f.eks. Norge og Sverige, hvor kontrol varetages af forsvaret og på et meget større

areal. Imidlertid er det altså alligevel en ”klasseværelses-logik”, der gør sig gældende her.

Uanset hvilke krav ”læreren” stiller, bør der stræbes efter at ligge først i feltet. Bench

marking er på denne måde ikke blot et måleredskab, men også et styringsredskab. Der

installeres en situation, hvor det skal efterstræbes at blive nummer 1, lige vidt om

sammenligningsgrundlaget er usikkert eller ej.

Danmark kan selv bestemme på nogle områder, hvilket det forsøges at indfange med det

interessante begreb ”kontrolfrirum” (Fiskeridirektoratet 2006a: 15). Som nævnt lægges der

med dette begreb ikke op til at diskutere, hvorvidt der skal kontrolleres eller ej. I stedet

ligger det i begrebet, at det felt, der opereres i, allerede er et ”kontrolrum”. Frihed og

kontrol kobles således nærmest paradoksalt til hinanden i ét og samme begreb. Der findes

”et rum”, der er fri (fra kontrol fra EU), men alligevel består i kontrol: Det der kan (og bør)

diskuteres er, hvordan der skal kontrolleres. Ideen om at udføre ”kontrol med omtanke”

formuleres på denne baggrund. ”Populært sagt vil strategien medvirke til, at

Fiskeridirektoratet gør det rette på den rigtige måde” (Fiskeridirektoratet 2006a: 18). Det

handler altså her om at agere i et etableret kontrolrum, hvor styring og kontrol er

normaliseret, men at der således netop også løbende må reflekteres over den måde, styring

og kontrol praktiseres på, så styringen løbende kan rettes til efter omstændighederne.

Dokumentet er også på andre punkter præget af en vis ambivalens. Fiskerikontrol

opfattes som et komplekst og foranderligt område. Således lyder det, at man i feltet

”sjældent vil kunne identificere tydelige årsag-virkningsrelationer” (Fiskeridirektoratet

2006a: 14). Som beskrevet i afsnittet om den præventive effekt 3.1.6, er det netop tilfældet,

at konsekvenserne af kontrol ikke kan gennemskues til fulde. Dette leder dog i strategien til

den konklusion, at hele ”systemets” effektivitet må vurderes (ibid.) Når effekten af enkelte

handlinger i forbindelse med kontrol ikke kan måles, f.eks. hvad det betyder at borde et

102

fiskerfartøj mere eller mindre, må blikket i stedet rettes mod systemet selv. ”Systemet” sættes

imidlertid også i citationstegn i strategien, der altså dermed stiller spørgsmålstegn ved, om

fiskerikontrol i det hele taget kan betragtes som et system. På trods heraf er strategien et

forsøg på at gøre ting i kontrolarbejdet målbare og evaluerbare, men altså med det

forbehold, at dette er lettere sagt end gjort i en kompleks situation.

At vende blikket indad mod systemet betyder, ifølge strategien, at der skal måles på selve

kontrolarbejdet, snarere end på, hvilke effekter kontrolarbejdet har på fiskeriet. Således er

ønsket at sammenligne ”gennemført kontrol” i forhold til ”planlagt kontrol”

(Fiskeridirektoratet 2006a: 14). At blikket rettes indad kommer også til udtryk i afsnittet om

”begrebsafklaring”. Her beskrives effektivitetsbegrebet således, at

Der skal ske den bedst mulige udnyttelse af kontrolressourcerne (produktivitet), mens effekt forstås således, at kontrollen skal sikre opfyldelse af direktoratets mål om bæredygtighed, at kvoterne skal overholdes, og at de øvrige regler, f.eks. i forhold til indsats og tekniske foranstaltninger, overholdes (kvalitet). (Fiskeridirektoratet 2006a: 18)

Effektivitet forstås således ikke så meget ud fra, hvilken effekt kontrol har på fiskerne, men i

forhold til mål, der opstilles for kontrolpraksis. Der er altså her tale om, at styring rettes mod

styringens egne midler, idet det forestilles, at bedre styring og kontrol af fiskere opnås

gennem bedre styring og kontrol af kontrollen. Her fremtræder det også igen, at

bæredygtighed opfattes som et juridisk begreb. Bæredygtighed skal måles i forhold til de

mål, som sættes for kontrolpraksis.

Forståelsen af fiskerikontrol som et komplekst og dynamisk felt udgør også et argument

for at udvikle nye styringsteknologier og styringsmetoder. Et meget væsentligt træk er her

etableringen af en særskilt enhed for risikovurdering under direktoratet. Strategien opstiller

konkrete forslag til, hvordan det i en sådan enhed kan vurderes, hvor i fiskeriet, der primært

skal sættes ind. Der præsenteres således en række skemaer, der kan benyttes til at vurdere

risikoen for lovovertrædelse som enten høj eller lav og overtrædelsernes konsekvenser som

høje eller lave i forhold til forskellige arter og forskellige fiskerizoner. Således kan de

forskellige risici placeres i forhold til hinanden efter deres ”styrke” og chance for at ville

indløbe. Det kaldes en ”risiko-ranking” (Fiskeridirektoratet 2006a: 44). I Ulrich Becks kendte

bog Risikosamfundet fra 1986 (Beck 1997), var det tesen, at verden var på vej mod en

103

situation, hvor det i stedet for at rette sig efter at tjene flest muligt penge i højere grad

kommer til at handle om at styre efter at undgå ”globale” risici så som terror,

miljøkatastrofer mv. I Becks billede er et meget væsentligt kendetegn ved risici, at de er

abstrakte; de er potentielle fremtidige konsekvenser af handlinger i dag, men det er netop et

kendetegn ved risici, at det aldrig kan vides med sikkerhed, om de vil forekomme eller ej,

og hvor alvorlige de i så tilfælde vil være. Risici er desuden allestedsnærværende. De

respekterer ikke aktuel viden og heller ikke skel mellem f.eks. køn, klasse eller nationalstater.

Således er de tilknyttet handling på baggrund af refleksivitet forstået som

”uopmærksomhed” og ”ikke-viden” (Beck 1998). Alle, høj som lav, er i princippet lige udsat

for dem, f.eks. for huller i ozonlaget, terror eller syreregn. Selvom dette kan diskuteres, er

der ingen tvivl om, at der har været en indflydelsesrig idé, at risici er allestedsnærværende,

og at det er nødvendigt at forholde sig til dem i alskens sammenhænge. Således findes i

dag et utal af institutioner for risikovurdering, og dette indgår i snart enhver

markedsundersøgelse, projektledelse etc. Det er da ikke overraskende, at risikovurdering

også finder indtog i et dynamisk og komplekst felt som fiskerikontrol.

På samme måde som ideen om en præventiv effekt er vagt nok til at tale om effekter i

fiskerikontrol, er begrebet om risici i mine øjne netop også vagt nok, til at det kan benyttes

som udgangspunkt for at tage beslutninger om, hvordan man vil handle i det dynamiske

felt. Risikovurdering forestilles i strategien at bidrage til at opfylde et behov for mere

”analytisk kontrol”. Formålet med analytisk kontrol formuleres således, at ”kontrolindsatsen

prioriteres stramt og fokuseres på de kontrolområder, der er vigtigst” (Fiskeridirektoratet

2006a: 17). Der skal altså reflekteres over, hvordan der kontrolleres, men ikke over en bred

kam eller tilfældigt. Det er altså forhåbningen i strategien, at en refleksiv del af

kontrolarbejdet kan effektiviseres ved at professionalisere den. Risikovurdering anses netop

for at kunne bidrage til at gøre fiskerikontrol ”mere analytisk”. Behovet for mere analytisk

kontrol er ifølge strategien blevet forstærket af den aktuelle indførsel af den nye regulering,

som giver fiskerne større fleksibilitet i forhold til at bestemme, hvor og hvornår de vil fiske.

Udover risikovurdering skal der i den forbindelse også udvikles indikatorer. En

indikatormodel skal dog også, ”til enhver tid ledsages af almindelig sund fornuft”, og

104

skemaer og vurdering som skemaet til risikovurdering kan give, ”skal justeres udfra de

erfaringer, der bliver gjort”. (Fiskeridirektoratet 2006a: 8). Der skal altså udvikles mere

”stramme” metoder, som dog samtidig er fleksible og justerbare.

En kaptajn var kritisk overfor tiltaget med at indføre risikobaseret kontrol, idet han mente,

at kontrollører på Vestkysten sådan set altid havde lavet refleksiv, fokuseret og risikobaseret

kontrol. ”Analytisk kontrol” ser jeg således netop som et begreb, der forsøger at bygge bro

mellem på den ene side at anerkende, at kontrollører sådan set allerede forholder sig

refleksivt og analytisk i deres arbejde, og på den anden side, ønsket om at indføre en

systematisk risikovurdering.

Et andet argument i dokumentet for at foretage mere analytisk kontrol ligger ifølge

strategien i, at fiskeridirektoratet råder over et stort datagrundlag i sine registre, men der pt.

ikke findes systemværktøjer, der gør, at dette grundlag kan udnyttes effektivt nok. Potentialet

er der altså, men der mangler blot teknologiske værktøjer til at udnytte det. En sådan

udvikling skærper så igen kravet om at dokumentere fiskerikontrollens arbejde:

”dygtigheden til at planlægge kontrollen og hurtigheden til at flytte rundt på

kontrolressourcerne i forhold til udviklingen i fiskeriet og overtrædelsesmønstrene skal hele

tiden dokumenteres” (Fiskeridirektoratet 2006a: 14). Det ses her, hvordan muligheder, der

forestilles at residere i ny teknologi, og forhåbninger til, hvilke fremtider de kan skabe, får

nutidig praksis til at fremstå mere tilfældig og rodet, end den måske nok er. Der sættes mao.

standarder for aktuel praksis udfra forhåbninger til, hvilke nye muligheder for at skabe

”orden” og fokus, ”den teknologiske udvikling” vil tilvejebringe. Datagrundlagets eksistens

bliver således nærmest i sig selv et argument for at udvikle nye kontrolteknologier og

kontrolmetoder

Strategien behandler som nævnt også konsekvenserne af indførslen af den nye

regulering, herunder de såkaldte fartøjskvoteandele (FKA). Hvor fiskeriet tidligere fiskede af

en fælles kvote og fik tildelt havdage i forskellige områder, har hvert enkelt fartøj i 2008, på

baggrund af en referenceperiode på fem år, fået tildelt en individuel kvote på fiskeri af

forskellige arter i forskellige zoner. Den nye regulering giver fiskerne mulighed for at sprede

fiskeriet over hele året, fordi den enkelte fisker således ikke er afhængig af, om andre

105

skynder sig at opfiske en fælles kvote. Den giver også mulighed for at fiske i puljer, hvilket

betyder, at fiskere kan bytte og dele kvoter med hinanden. Desuden kan andre

fiskerifartøjer opkøbes og lægges i havn, mens deres kvote udnyttes. Dette forudses i

kontrolstrategien at ville medføre en reduktion af fiskeriflåden. Som det fremgik af et

radioprogram på Danmarks Radio P1, d. 19. juni 2008, har det allerede medført, at der i

dag ligger mange ubenyttede ”spøgelseskuttere” hen i de danske havne. Ifølge EU-regler

skal et skib, hvis kvote, man udnytter, nemlig stadig i princippet være i drift. Dette var visse

fiskere, som udtalte sig i radioprogrammet noget fortørnede over, og programmet fremviste

dermed også denne noget groteske effekt af EU-reglerne. Før den nye regulering var gamle

fartøjer ikke meget værd, men dette har ændret sig, fordi de nu er tilknyttet retten til at fiske.

Dette giver endvidere og selvsagt ganske anderledes betingelser for at træde ind i fiskeriet,

endsige at få fat i sin egen kvoteandel. Imidlertid fremgik det ikke af radioprogrammet, at

dette også er en effekt af den nye regulering. Island har i mange år haft individuelt

overdragelige kvoter, dvs. kvoter, der ikke er bundet til fartøjer og kan sælges frit, har dette

medført en ”feudalisering” af fiskeriet (Pálsson 1997). Der er således sket en koncentration

af retten til at fiske på færre og færre hænder, og en person behøver ikke længere fiske for

at eje retten til fiskeri på præcis samme måde som herremænd i feudalsamfundet ejede

jorden, mens bønderne kunne få lov at dyrke den mod betaling. Den nye regulering, som

officielt er et forsøg på at skabe ejerskab og større ansvarlighed blandt fiskere, kan således

samtidig ses som et skridt på vejen mod en lignende ”feudalisering” af fiskeriet i Danmark.

Det kan herunder ses som udtryk for en politik, hvor det ikke anses for problematisk at

ejerskab i forhold til naturressourcer kommer til at tilfalde få aktører. Markedets naturlige

egendynamik forudsættes og anses for at være sund. I alle tilfælde ses det, hvordan en

specifik ”frisættelse” af erhvervet til at ”styre sig selv”, kan formodes at ville stille bedre

betingelser for nogen end andre, og i alle tilfælde kan formodes at styre erhvervet i en

bestemt retning. Dog er det selvsagt med en empirisk filosofisk forståelse stadig et åbent

spørgsmål, hvordan denne regulering vil forme praksis i Danmark og omvendt ud i

fremtiden.

106

3.2.6 En resultatkontrakt mellem direktoratet og ministeriet Resultatkontrakten mellem fiskeridirektoratet og ministeriet for 2007 er et 13 sider langt

dokument, som er udarbejdet på baggrund af kontrolstrategien. I strategien lyder det, at det

forventes, at resultatkontrakter må udvikle sig i en retning af flere kvalitative, men fortsat

målbare krav frem for rene ”produktionsmål”, og midlet for at nå dette mål er at udvikle en

række kontrolindikatorer (Fiskeridirektoratet 2006a: 23). Kontrakten forsøger også at

fastholde en sådan forbindelse mellem ”kvalitet” og ”målbarhed”. Et andet kendetegn ved

kontrakten er, at den beskrives som en såkaldt ”rullende kontrakt” (Fiskeridirektoratet

2006b: 3), dvs., at der i kontrakten er indbygget en forudsætning om, at den løbende skal

ændres efter omstændighederne. Kontrakten er tillige ”en overordnet kontrakt”, idet den

ligger til grund for udarbejdelser af kontrakter for direktoratets enkelte enheder så som

kontorer, inspektorater og skibe.

I kontrakten nævnes større organisatoriske strukturforandringer, som beskrevet i den

ovenstående kontrolstrategi, som væsentlige årsager til, at den må være fleksibel og skal

kunne forandres løbende. Ændringer i kvoteordninger, indførsel af E-logbog,

torskegenopretningsplaner og ”andre forhold, som ikke kan forudses”, så som vejrforhold,

skiftende fiskeri, omlægning i EU-lovgivning, nævnes også som grunde til kontraktens

fleksibilitet. Et gennemgående kendetegn ved dette dokument er også en økonomisk

fordring. Der henvises til at direktoratet skal spare, og at dette har markant indflydelse på

de mål, der opstilles (Fiskeridirektoratet 2006b: 3).

Som det er typisk for kontrakter, er det ikke nævnt, hvem der er forfatter til den, men den

er parat til at blive underskrevet af direktøren for fiskeridirektoratet og departementschefen i

føde- og landbrugsministeriet. Den kan således ses som et forsøg på at eksplicitere og sætte

form på en forpligtende relation mellem disse aktører. Teksten er dog ikke så meget en

analyse af denne relation. I stedet er den en beskrivelse af en række projekter rettet mod at

forme og handle på relationer mellem direktoratet, fiskerikontrollen og fiskerne.

Det nævnes, at der er bindinger på kontraktens indhold udefra i kraft af, at

fiskeriinspektoratet har en særskilt kontrakt med forsvarsministeriet, som betyder, at

fiskeridirektoratets skibe indgår i redningstjenesten (Fiskeridirektoratet 2006b: 3).

Kontrakten fremstiller det således, at der er et behov at revidere dette forhold, så

107

direktoratet kan fokusere på sine ”kerneydelser”, hvilket jeg berørte i afsnittet om Deloitte-

rapporten. En afkobling af skibene fra redningstjenesten kan som nævnt betragtes som et

problem for Vestkysten - også for deres udførelse af kontrol. Men det fremstår altså i

kontrakten således, at en større centralisering af kontrol over skibenes funktion er

ønskværdig. Eventuelle goder ved at indgå i redningstjenesten fremgår heller ikke her.

I kontakten formuleres strategiske fokusområder. Udover kontrolstrategiens specifikke

krav nævnes det, at der også er krav udefra om en synliggørelse af effektivitet – dvs. at det

skal fremvises, hvilke resultater kontrolarbejde har. Et eksempel på en sådan

synliggørelsesprojekt findes i dag på fiskeridirektoratets hjemmeside (Fiskeridirektoratet

2008b). Her er det muligt at se, hvilke kvoter der er tildelt enkelte fartøjer, og hvor store

fangstmængder, de har indberettet. Eftersom det også kan ses, hvem der ejer de enkelte

fartøjer, kan dette tiltag sammenlignes med en offentlig gabestok. Synliggørelse handler

altså i forbindelse med fiskerikontrol ikke blot om, hvordan kontrollen kan fremvise en

præventiv effekt, men kan netop samtidig ses som et forsøg på at styrke denne.

Et andet eksempel på synliggørelse er de resultatmål, der er opstillet for de enkelte

kontrolskibes virke, henholdsvis hvor mange dage de har været til havs, og hvor mange

bordinger, de foretager. Disse mål har jeg kort berørt i afsnit 3.1.8 og 3.2.1. De er

interessante i forhold til, det Peter Dahler-Larsen kalder, ”konstitutive effekter” (Dahler-

Larsen 2007). ”Konstitutive effekter” omhandler det forhold, at målinger af praksis medfører

ændringer i praksis, idet praksis forsøger at leve op til det, der måles på. Det er som nævnt

nemt at forestille sig, hvordan det kan ændre det daglige arbejde på Vestkysten, når der

måles på, hvor mange bordinger, der foretages. En konstitutiv effekt kan også illustreres i

forhold til et andet resultatmål, som er, hvor mange dage Vestkysten tilbringer på havet.

Dette virker som et relativt uskyldigt mål, men medførte en konflikt på skibet, mens jeg var til

stede. At opfylde målet kom nemlig kun kaptajner til gode lønmæssigt. Derfor var en

styrmand ikke særligt tilfreds dermed. Det betød nemlig, at skibet oftere lå til ankers uden

for havn i dårligt vejr med henblik på at opfylde målet. Målet fordrer at sejle, selvom det

ikke er nødvendigt og f.eks. ikke kan lade sig gøre at borde. Når det tages med i

108

betragtning, at det koster mange penge i drivmidler at sejle et skib som Vestkysten, så

fremstår denne utilsigtede effekt af at måle på praksis noget absurd.

Hovedafsnittet i rapporten er ”Målepunkter og Resultatkrav”. (Fiskeridirektoratet 2006b:

6-12). Her redegøres for 25 resultatkrav, som listes under syv forskellige områder (Kontrol,

Regulering, Kapacitet, Dokumentation og statistik, Fisketegn, Politikformulering,

Hjælpefunktion samt Generel ledelse og administration). Disse vægtes i forhold til hinanden

i procentsatser med henblik på at kunne måle, hvor meget af det samlede mål, der er nået i

løbet af året.

I forhold til ”Kontrol” er målet, at der bevares et ”kontroltryk”, der opfylder EU's og

dansk lovgivnings krav. Det nævnes, at ca. 75 % af direktoratets bevilling bruges inden for

dette område, som dermed er klart det største fokusområde. ”Risikobaseret kontroludøvelse”

opstilles her som en ”hjørnesten” for kontrollen, og opstarten af den selvstændige enhed for

risikovurdering optræder som et vigtigt delmål. Resultatkravene under kontrol består også i

at udvikle metoder til at vurdere effekten af den nye kontrolstrategi på henholdsvis

erhversfiskeriets og det rekreative fiskeris områder. Det opstilles også som mål at

gennemføre et LEAN-projekt. Det forestilles, at denne best-practice model for

organisationsudvikling vil frigøre ressourcer, som i stedet kan benyttes af enheden for

risikovurdering. Endeligt findes under ”Kontrol” et resultatkrav, som omhandler, at

sagsbehandling skal være gennemført inden for en bestemt tidsramme. Hovedtemaet i

denne del af kontrakten er således, at risikobaseret kontrol forestilles at være mest effektivt,

og at en målretning af kontrollens arbejde vil gøre en hel del arbejde overflødigt. Der sættes

således lighedstegn mellem ”større effektivitet” og ”professionalisering af risikovurdering”

og henvises til kontrolstrategien som argument derfor.

”Regulering” bygger også på nogle lovkrav. Der må således ikke fiskes ud over den

samlede danske kvote, og sagsbehandlingstider på henholdsvis ansøgninger om fiskeri og

bytte af fangstmængder mellem fartøjer må ikke være for lange.

”Kapacitet” vedrører et mål, som er sat af Folketinget om, at fangstkapaciteten i den

danske flåde ikke må forhøjes, hvilket også oversættes i kontrakten til et resultatkrav

vedrørende sagsbehandlingstid.

109

I forbindelse med ”Dokumentation og Statistik” fremføres det i kontrakten, at

fiskerikontrollen i DK er førende i Europa inden for systemer til registrering af fiskeri, og at

målet er at fastholde denne position. Ny teknologi, primærstatistik og kvalitetsorienteret

databehandling ses som ”en forudsætning for at kunne regulere og fastlægge politikken på

fiskeriområdet” (Fiskeridirektoratet 2006b: 3). Dette vægtes 20 %, hvilket gør det til det

næststørste område i kontrakten. I forbindelse med udvikling af teknologi forestilles det, at

der kan udvikles it-systemer til analyse af fiskernes ”adfærdsmønstre” og dermed, at data

kan operationaliseres og præsenteres, så der altså nærmest af sig selv vil fremstå emner,

der gør krav på en særlig grad af opmærksomhed.

”Politikformulering” handler bl.a. om at synliggøre kontrollens effekter. Det nævnes, at

direktoratet går over til et koncernbaseret hjemmesidesystem. Det opstilles som et vigtigt mål

at gøre flere oplysninger tilgængelige for offentligheden på direktoratets hjemmeside. Disse

tiltag forestilles at forbedre borgernes forståelse af sammenhænge mellem overordnede

politiske agendaer og direktoratets arbejde. Åbenhedsstrategi, tilfredshedsundersøgelser,

præsentationer af kontrolstrategi og lignende kan dog i mine øjne ligesom offentliggørelse

af fangstindberetninger samtidig ses som forsøg på at påvirke fiskernes holdninger og

handlinger.

Under ”Hjælpefunktioner og generel ledelse” indgår flere mål, der har at gøre med

digitaliseringen af den offentlige forvaltning, der som bekendt handler om, at alle borgere i

DK skal kunne kommunikere digitalt med det offentlige inden udgangen af 2010

(Regeringen, et al. 2007). Under dette punkt er også placeret et mål om besparelser. Som et

tredje punkt nævnes, hvordan fiskeridirektoratets medarbejdere skal ”individuelt

kompetenceafklares” med henblik på at lave en udviklingsplan for alle

kontrolmedarbejdere: ”således foreligger der ved udgangen af 2007 et samlet billede af

udviklingsbehov ”hvorfra der vil kunne planlægges fremadrettede uddannelsesaktiviteter”,

siges det (Fiskeridirektoratet 2006b: 12). Dette tiltag var nogle fiskerikontrollører på

Vestkysten skeptiske overfor. De beskrev det som problematisk automatisk at blive opfattet

som nogen, der per definition har udviklingsbehov. I min forståelse grundede denne

utilfredshed sig i, at det medfører en ”omvej” over en analyse af deres personligheder at

110

gøre rede for, hvilke kurser de har brug for. I stedet for at henvende sig til kontrollørerne

som et kollektiv individualiseres de med dette tiltag. Denne individualisering og

efterfølgende definition af kollektive behov udefra, strider i mine øjne mod

fiskerikontrollørernes idé om, at de sådan set allerede udgør et kollektiv. Det problematiske

er således her, at styring medieres igennem deres ”selver” eller ”personer” og en udvikling

deraf. Fiskerikontrollørernes kritik peger således på, at de er klar over, at ”selv-udvikling”

kan gøres til fokus for styring. Dermed er det ikke mærkeligt, at ”kompetenceafklaring” med

henblik på videreuddannelse ikke udelukkende blev opfattet som et positivt tilbud, men også

som et krav.

Kontrakten kan overordnet betragtes som et forsøg på at forbedre styring af fiskeriet

gennem en bedre styring af kontrollen (på Vestkysten mm.) og igen ved at gøre relationer

mellem direktoratet og ministeriet, fiskeriet og fiskerikontrollører mere eksplicitte og mere

forpligtigende uden at gøre dem ufleksible. Styring tager altså her en refleksiv, tværpraktisk

og multirelationel form.

Kontraktens form illustrerer endvidere, at genstande, som styring rettes mod, ikke bare

findes i verden, men at de produceres i forhold til bestemte målings - og styringspraksisser.

At opstille målsætninger for Vestkystens virke kan omforme dette virke. Sådanne

overvejelser findes imidlertid ikke i dette eller nogen af de andre dokumenter, jeg har

analyseret i dette kapitel. Målbarhed, indikatorer, mm anses derimod for at være neutrale

informationsleverandører. På lignende vis behandles kontraktens egne mulige effekter heller

ikke. Dog tages der i kontrakten det forbehold, at den løbende må ændres efter

omstændighederne. I kontrolstrategien tages der på lignende vis forbehold for, at

beslutninger om, hvordan fiskerikontrol skal udføres, som bliver taget på baggrund af

målinger og risikovurderinger, altid må ledsages af ”sund fornuft til at improvisere”

(Fiskeridirektoratet 2006a: 36).

Virkeligheden fremstilles altså i dokumenterne som et omskifteligt og delvist uforudsigeligt

sted, og dermed beskriver de heller ikke sig selv som en absolut plan for, hvordan ting skal

kontrolleres og styres, eller som en beskrivelse af, ”hvordan tingene er”. Der opstilles i stedet

en række mål, midler og ”projekter” som løbende kan forandres og modificeres. I

111

kontrakten forhandles således også selve kontraktens form. Den udgør ikke en præcis,

fastlåst aftale, men en provisorisk ”rullende” kontrakt. Dette kunne tolkes således, at

kontrakten og de andre dokumenter er løse former for styringsredskaber. Jeg mener dog

snarere, at det bør ses som udtryk for, at styring og kontrol i sig selv bliver opstillet som mål

for løbende modificering. Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved, om kontrol og styring

”som sådan” er godt eller skidt i nogle af dokumenterne.

3.2.7 Afrunding - refleksiv kontrol og styring I konklusionen på en brugertilfredshedsundersøgelse af fiskeridirektoratets virksomhed, som

blev offentliggjort i januar 2008, skrives det, ”at erhvervsfiskernes tilfredshed med

fiskeridirektoratet er større, end de selv tror” (Radius 2008: 3). Denne ”refleksive pointe”

uddrages på baggrund af en større spørgeskemaundersøgelse af, hvordan erhvervet

forholder sig dels til generelle spørgsmål om tilfredshed, dels til mere konkrete spørgsmål,

f.eks.: ”bliver du behandlet ordentligt på et kontrolbesøg”. Fiskere svarer tilsyneladende

mere tilfredst, når spørgsmålet er konkret, end når de forholder sig generelt til sagen. Hvis

det forestilles, at denne undersøgelse også henvender sig til fiskerne, kan det imidlertid ses,

hvordan der indbydes til, at fiskere reflekterer mere over deres forhold til kontrollen,

herunder at de nok i virkeligheden bør synes, at de er mere tilfredse med kontrollen, end de

føler det lige nu og her. Undersøgelsen er i denne forstand ikke kun en præsentation af

indsamlet information, men endnu et forsøg på at bidrage til den præventive effekt, jeg

tidligere har beskrevet. Det gælder også de tre dokumenter, jeg har undersøgt i det

ovenstående, at de konfigurerer feltet på bestemte måder med henblik på at gøre det til

genstand for en form for refleksiv styring og kontrol.

Det er som nævnt flere gange min iagttagelse, at det er et gennemgående træk ved

hverdagen på Vestkysten, at fiskerikontrol er til debat, hvilket jeg som nævnt har benyttet

som anledning til at bedrive empirisk filosofi i forhold til feltet. Jeg har altså taget

udgangspunkt i en konstatering af, at mange aktører i feltet umiddelbart anerkender, at

fiskerikontrol er et komplekst og dynamisk område. Samtidig cirkulerer styringsinitiativer i

ovenstående dokumenter, som søger at håndtere denne kompleksitet. Disse præger

selvfølgelig fiskerikontrollørernes diskussion af mål og praktiske muligheder for udførelse af

112

kontrolarbejdet. Styringsinitiativer siver dog ikke ned fra oven i nogen simpel forstand.

Særligt kaptajner er f.eks. selv involveret i organisationsudviklingsarbejde og dermed

engageret i at præge udformningen af de ovennævnte dokumenter, der indvirker på

styringen af dem selv. Fiskerikontrollører behandler altså spørgsmålet om, hvordan de skal

kontrollere andre i en organisatorisk sammenhæng og endvidere i dagligdagen ud fra en

pragmatisk indstilling, der handler om at finde gode måder at praktisere fiskerikontrol på.

Dvs. at de ikke blot arbejder ud fra, hvad der officielt er rigtigt eller forkert at gøre.

Den ”orden”, som er et mål mm. for udvikling af diverse styringsredskaber i

dokumenterne, kunne altså stilles op mod en modstand, sådanne tiltag møder i en kompleks

hverdag på Vestkysten. I en empirisk filosofisk forståelse må det dog også gælde, at

dokumenter, som de ovennævnte, udfærdiget af EU, ministeriet og direktoratet er

infrarefleksive elementer, blot i andre praksisser, og dermed ikke nødvendigvis er simple

udtryk for en ”moderne” neoliberal holdning, ideologi eller agenda, der tromler igennem

verden og underlægger sig alskens praksisser. Dokumenterne er således også selv langt

mere ambivalente med hensyn til, hvilken virkelighed de opererer i end som så.

Fiskerikontrol fremstilles som et komplekst felt, og som det er tilfældet med Deloitte-

rapporten, har sådanne dokumenter på trods af en økonomisk og juridisk grundforståelse

og eksplicitte mål om at spare ikke nødvendigvis denne effekt.

På den ene side anerkendes det altså f.eks. i kontrolstrategien, at fiskerikontrol er et alt

for komplekst felt til, at der kan stilles generelle regler op for, hvad der må gøres i alle

tilfælde, og det må være op til en løbende lokal refleksion, hvordan kontrolarbejde udføres

på en god måde. På den anden side promoveres en idé om, at kontrolarbejdet skal bygge

på ”objektiv” viden (Fiskeridirektoratet 2006a: 8), og der argumenteres for, at dette både er

muligt og nødvendigt. Forhåbningen er, at risikovurdering vil bidrage dertil. En anden

måde det i dokumenterne forestilles, at der kan opnås objektiv viden, er gennem indførsel af

”den elektroniske logbog”, dvs. et it-system, hvor fiskerne skal registrere deres fangster

online i stedet for på papir, som er den måde, det foregår på i dag. I dag gennemløber

oplysningerne en længere sagsbehandlingsprocedure, hvor de skal indtastes i

fiskeridirektoratets databasesystem, før de bliver tilgængelige online, herunder på

113

Vestkysten. Den elektroniske logbog vil ifølge kontrolstrategien bevirke, at information vil

kunne tilgås hurtigere og mere præcist. Objektivitet handler da i denne specifikke

sammenhæng ikke om at skabe et præcist billede af, hvad virkeligheden i virkeligheden er,

men om en større fart og præcision i tilgængeligheden af information. Teknologisk udvikling

fremstår samtidig som en garant for en udvikling mod det, man da kunne kalde en

”informationsbaseret objektivitet”, som dog også er kendetegnet ved at være en

forgængelig form for objektivitet.

Det er svært at sige, hvilke konkrete effekter dokumenterne har haft i kontrolarbejdet. Et

fællestræk ved dem er dog, at fiskerikontrollen selv på forskellig vis bliver gjort til genstand

for styring og kontrol. Eksistensen af styring og kontrol i fiskeriet fremstår samtidig også

mere eller mindre normaliseret. Måske er det, fordi kontrollører har set en normalisering af

kontrol i forhold til fiskeriet, at de er kritiske over for, at deres egen hverdag også kan blive

mere og mere gennemreguleret. Det kan nemlig som beskrevet have uforudsete

konsekvenser. For nogle år siden blev det f.eks. besluttet, at det ud over ved særlige

lejligheder ikke længere er tilladt at drikke spiritus på fiskerikontrollens skibe. Det kan

umiddelbart virke fornuftigt nok, men en kontrollør beskrev, hvordan det havde afviklet en

tradition på Vestkysten, hvor besætningen hver dag mødtes til fyraften og drak en øl eller

sodavand i et bestemt rum på skibet. I dette rum var der tegnet en linje på gulvet, og når

denne blev overtrådt, var det opfattelsen, at det normale hierarki ombord blev sat

midlertidigt ud af kraft. Med afviklingen af muligheden for at indtage alkohol forsvandt

ritualet imidlertid.

Mange historier om fiskerikontrollørernes situation i dag blev for mig netop opstillet

omkring en figur, hvor nutiden står i kontrast til fortiden, og som regel som en udvikling

mod mere styring og mindre frihed. Billedet var dog ikke entydigt. Således beskrev en

kaptajn for mig, at det gode ved at være til søs i dag er at være ”fri til at arbejde”. Denne

noget paradoksale udtalelse kvalificerede han ved at sige, at man i det aktuelle liv til søs

ikke behøver at tænke så meget over, hvilken mad man vil lave, og hvilken film man vil se i

biografen mm. Mao. etableredes frihed i arbejdet i forhold til et fravær af hverdag og

familie og ikke mindst et fravær af (nogle bestemte) valg. Frihed til at arbejde består også i,

114

at Vestkysten ikke har nogen rederifunktion over sig, f.eks. har skibet ikke planlagte

sejlruter, men står selv for at afgøre, hvor man vil sejle hen og kontrollere. Hvad dagens

arbejde består i afhænger således i høj grad af, hvor der blev arbejdet i går, idet skibet

sejler langsomt og hviletidsbestemmelser mm. er afgørende for dets aktionsradius.

Frihed blev også koblet til at spejde ud over havet efter solopgange og smukke skibe og

altså til en meditativ form for frihed. Her er skibets ”langsomhed” også afgørende. Selvom

refleksive former for kontrol og styring af kontrollørernes arbejde forekommer udbredt, og

det opleves som en trussel, at disse skal komme til at fylde mere og mere, så finder

fiskerikontrollører altså stadigt nye måder at praktisere frihed på i deres hverdag. ”Frihed til

at arbejde” viser netop også på samme måde som begrebet om ”kontrolfrirum”, at styring

og frihed er sammenfiltrede på komplekse måder og ikke er relateret til hinanden som et

modsætningsforhold i fiskerikontrol. Nye muligheder for at praktisere frihed produceres

derimod i et komplekst samspil med nye former for styring.

Denne sammenfiltring af styring og frihed er også tydelig i forhold til fiskernes situation.

Det forventes som nævnt at være en konsekvens af den nye regulering og FKA-ordningen,

at ”ordningen giver fiskerne større råderum end hidtil i udøvelsen af fiskeri. Forventningen

er, at fiskerne i kraft af følelsen af ”ejerskab” over sine kvoter vil udvise større ansvarlighed i

forvaltningen af kvoterne og udøvelsen af fiskeriet” (Fiskeridirektoratet 2006a: 77). Fiskerne

får altså mere frihed i form af magt over, hvordan de vil gøre tingene i deres arbejde, men

dette forestilles også at forudsætte en større ansvarlighed, dvs., at fiskere vil styre sig selv i

udfoldelsen af deres magt til selvstyring. På denne måde minder fiskerne og kontrollørernes

situationer om hinanden.

De tre dokumenter, jeg her har inddraget, refererer til hinanden og trækker på

eksistensen af forudgående dokumenter og undersøgelser. Det kan altså fornemmes,

hvordan produktion af dokumenter omkring fiskerikontrol fordrer produktionen af nye

dokumenter. Det indskrives i kontrakter, at der skal laves rapporter, som peger på behovet

for at sætte klarere mål for kontrollen og formulere dem i nye kontrakter osv. Analyser af

feltet producerer samtidig et behov for nye analyser med henblik på både at forstå og styre

bedre. Produktionen af dokumenter fremstår i denne sammenhæng således i en vis forstand

115

som selvreferentiel, eller selvopretholdende. Som det i hovedreglen også er tilfældet med

akademiske analyser produceres der også i denne sammenhæng flere nye spørgsmål end

svar.

Interessant for empirisk filosofi fremstår der i samspil mellem dokumenterne en

fornemmelse af et dynamisk og komplekst felt, hvor virkeligheden er på spil, hvilket

imidlertid netop her er begrundelsen for, at en form for refleksiv styring promoveres.

Dokumenterne kan således siges at indgå i et tværpraktisk, refleksivt, afprøvende arbejde

med at problematisere, hvad fiskerikontrol er, og dermed lægge op til at eksperimentere

med praktiseringen deraf. Dermed er det netop til debat, hvad der konstituerer

fiskerikontrol, forstået som den virkelighed fiskerikontrollører opererer i.

At virkeligheden er på spil og løbende behandles giver i det næste kapitel anledning til at

undersøge fiskerikontrol som et ontologisk arbejde med teknologi og teknologiforståelser.

Som udgangspunkt vil jeg bruge noget plads på at sætte empirisk filosofi i forhold til

teknologifilosofisk tilgang for at udvikle et specifikt empirisk filosofisk argument omkring,

hvordan teknologi kan studeres og forstås i praksis. Dette argument vil jeg efterfølgende

udbygge i analyse af Vestkystens bro som et teknologisk konglomerat.

116

3.3 Teknologifilosofi som empirisk filosofi - en undersøgelse af teknologiske skalaer i praksis I de senere år er interessen for at undersøge teknologi i praksis vokset i både STS og filosofi

(f.eks. Pickering 1992; Schatzki, et al. 2001). Denne interesse skaber basis for udvikling af

empirisk filosofi. Empirisk filosofi er som beskrevet en tanke- og tilgang, som analyserer,

hvordan aktører praktiserer, konstituerer og vedligeholder partikulære virkeligheder. I den

forbindelse håndterer de som nævnt det, der normalt anses for at være rene filosofiens

anliggender, så som spørgsmål om ”det gode”, ”det smukke”, ”det sande” mm. I praksis

involverer denne spørgen en anvendelse og opfindelse af skalaer med henblik på at

kontrastere og sammenligne ”goder” og ”onder” i hverdagslivet. Således har John Law og

Annemarie Mol argumenteret for, at de fleste:

everyday practices make use of, or try to create, scales to measure or contrast ‘goods’ and ‘bads’. This opens a space for an empirical philosophy. An ethnographic interest in practice can be combined with a philosophical concern with ‘the good’ to explore which ‘good/bad’ scale is being enacted, and how this is being done. (Law og Mol 2002b: 85)

Med empirisk filosofi bliver empiri altså betragtet som andet end en kilde til illustration af

filosofiske argumenter. Empirisk materiale anses i stedet for at have et indhold, som

filosofisk set er uomgængeligt, fordi det fremviser aktørers arbejde med at vedligeholde og

konstituere virkeligheder, hvorved spørgsmål som de ovennævnte behandles, og

evalueringsskalaer benyttes og udvikles på specifikke måder. Empiriske studier betragter jeg

som en motor for at italesætte og diskutere et sådant situeret ontologisk arbejde, idet det

antages at foregå alle steder, men på forskellige måder. Teknologier anses endvidere i dette

lys for at være aktive komponenter i konstitutionen af partikulære virkeligheder.

I dette kapitel sætter jeg først en dagsorden for et empirisk filosofisk studie af

teknologiske skalaer ved at gennemgå agendaen i Don Ihdes teknologifænomenologiske

tænkning. Dette har jeg valgt at gøre, fordi denne tankegang er en del af en aktuel trend i

teknologifilosofi, der forsøger at undersøge teknologi i praksis, og altså dermed deler en

basal interesse med empirisk filosofi. Imidlertid findes også nogle markante forskelle mellem

disse tanke- og tilgange, som er af afgørende betydning for, hvad der betragtes som

formålet med, resultatet af og konsekvenser af empirisk-analytisk arbejde, herunder et

117

sådant arbejdes rækkevidde og generaliserbarhed. Gennemgangen af Ihdes agenda

benytter jeg således til at tydeliggøre et specifikt empirisk filosofisk argument omkring studiet

af ontologisk arbejde i praksis og til at foreslå punkter, hvor teknologifilosofi kan lære

deraf.

En grundlæggende interesse for teknologi i praksis findes også i aktuel antropologi,

f.eks. i det der refereres til som ”the anthropology of material culture” (f.eks. Appadurai

1986). Empirisk filosofi resonerer kraftigt med en sådan antropologi. Efter min

gennemgang af Don Ihdes agenda sætter jeg derfor også denne agenda i relation til nogle

ideer i aktuel antropologi.

Antropologi og empirisk filosofi finder fælles fodslag i, at en stærk grad af

opmærksomhed rettes mod de flydende og varierende roller, som teknologier spiller i

praksis. Empirisk filosofi kan i henhold til begrebet om generaliseret non-asymmetri ikke

tage udgangspunkt i en generel definition af, hvad teknologi er, eller hvad teknologi gør.

Dette er ikke blot et teoretisk krav, men også et metodologisk, for at sikre at analyse af,

hvordan teknologier virker i specifikke sammenhænge, ikke bliver overdetermineret af en

generel forståelsesramme, f.eks. af en forståelse af teknologi som noget, der agerer

autonomt og generelt underlægger praksis en bestemt ”teknologik” (Jensen 2006).

Nøjagtigt som empirisk filosofi i mine øjne vil afvise, at praksis er underlagt en bestemt

”etnologik”.

Det er i stedet forventningen i empirisk filosofi, at specifikke empiriske sammenhænge,

hvis de undersøges grundigt, tilbyder materiale, der er mindst lige så vigtigt som

teknologifilosofiske argumenter og begrebsdefinitioner i forsøget på at forstå teknologi.

Dette indebærer, at lokalt ontologisk arbejde, inklusive begrebsliggørelse af teknologi, må

tilgås på en åben måde, hvilket bl.a. betyder, at teoretiske begreber må forholdes

”forandringsparate”. En stor grad af analytisk åbenhed er nødvendig for at blive i stand til

at lære af de forskelle, som optræder imellem filosofiske antagelser, forskerne har med sig i

bagagen, og dem, som han/hun møder i empirisk undersøgelse.

Det er i den forbindelse på sin plads at understrege, at empirisk filosofi ikke indebærer

en omvending fra (ren) teoretisering til (ren) beskrivelse eller for den sags skyld omvendt. I

118

stedet foreslår denne tilgang, at udviklingen af filosofiske begreber skal være praksis-drevet,

mens filosofi også betragtes som en samling af praksisser. Praksis anses dog ikke for at

være præ-teoretisk, og det at teoretisere ses som konstitueret af konkrete aktiviteter, som har

betydning for teoridannelse som sådan. Dermed må empirisk filosofi i enhver undersøgelse

og analyse forvente at skulle håndtere hybride former af tænkning og handling. Når dette

er tilfældet, bliver fordringen f.eks. ikke at ekstrapolere den teoretiske essens i et empirisk

funderet argument. Til gengæld optræder der heller ikke en forpligtigelse på at ”rense”

analysen ved at fjerne de såkaldte ”metafysiske levn”, der har været så ganske uglesete i

analytisk filosofi. I stedet må ethvert arguments styrker og svagheder i en empirisk filosofisk

forståelse vurderes i forhold til de specifikke forbindelser og associationer, det fremstiller

mellem materialer, hvad enten disse traditionelt set er blevet betragtet som filosofiske og

teoretiske eller empiriske og praktiske.

Denne idé om, at teoretisering og filosoferen er praksis, er analog til den empirisk

filosofiske idé om, at teknologier er, hvad de er, i praksis. Ligesom empirisk filosofi ikke

tager udgangspunkt i en fiks og færdig idé om, hvad relationen mellem teori og praksis

består i, og hvordan disse størrelser i ethvert tilfælde informerer hinanden, vides det således

heller ikke apriori, hvad teknologier må være eller, hvad de kan gøre. Denne på en gang

teoretiske og metodiske indstilling vil jeg udvikle i dette kapitel gennem nogle eksempler.

Indstillingens vigtighed bliver tydelig i det første eksempel, som følger Marianne de Laets og

Annemarie Mols undersøgelse af en zimbabwiansk bushpumpe, der ontologiske set har en

flydende eller ”fluid” karakter. Det andet eksempel er hentet fra en del af Marilyn Stratherns

arbejde, som omhandler kulturelle implikationer af nye reproduktions- og genteknologier og

teknologisk ”enablement”34. Disse eksempler tjener således til, at forstå nogle vigtige

begreber i empirisk filosofi og inddrages med henblik på at videreudvikle dem i en analyse

af mit eget empiriske materiale. Jeg sætter således i det tredje eksempel fokus på at forstå

det konglomerat af teknologier, som findes på Vestkystens bro, og analyserer dermed en

dimension af, hvad det vil sige at praktisere fiskerikontrol til søs. Jeg vil her fremhæve,

hvordan specifikke skalaer omkring det nye og det gamle, det troværdige og det

34 Enablement = gøre nogen eller noget i stand til

119

mistænkelige konfigureres i en sammenhæng, som er gennemsyret af teknologi og hvordan

både teknologisk ”enablement” og fluiditet her fremstår på specifikke måder.

3.3.1 Don Ihdes teknologifilosofiske agenda Hvad er teknologifilosofiske anliggender? Dette spørgsmål kan besvares på utallige måder.

Jeg har her valgt at henvise til tre spørgsmål, som den prominente teknologifilosof og

fænomenolog Don Ihde har defineret som centrale i feltet. Det første lyder ”How like or

unlike is life within our techno system from previous or other forms of life that humans have

taken up?” (Ihde 2002: 3). I forbindelse med svar på denne type spørgsmål optræder ofte

en idé om, at den moderne verden adskiller sig radikalt fra fortiden. Et eksempel herpå

findes i Albert Borgmanns Technology and the Character of Contemporary Life (Borgmann

1984), som refererer til forandrede omstændigheder i hjul- og vognkonstruktørers

livssituation. I en kommentar på konstruktørens Sturts historie noterer, Borgmann sig, at den

er

remarkable not only for its portrayal of the strength and character of a pretechnological world of things. It is also painfully aware of the rise of technology and the destruction of the pretechnological setting. This process too becomes visible at the reference points of nature, materials, and social relations. Accelerated by the demands of the First World War, a ‘sort of greedy prostitution desecrated the ancient woods […] I resented it,’ Sturt says, “resented seeing the fair timber callously felled at the wrong time of the year, cut too soon, not ‘seasoned’ at all. The conquest of nature is not confined to the treatment of the forests but moves into the wheelwright’s shop too, replacing skill with mechanical power which can ‘drive’, with relentless unintelligence, through every resistance” (Borgmann 1984: 46).

Borgmanns patosfyldte fremstilling eksemplificerer en dystopisk teknologiforståelse. Nutiden

anses for at være radikalt forskellig fra fortiden i kraft af teknologisk indflydelse og dette i

en klar negativ forstand. Borgmann udtrykker således den holdning, at ”teknologi” kan

identificeres som en samlet udvikling og kraft med en bestemt og generel effekt på

menneskets situation. Ihdes synspunkt er imidlertid både mere nuanceret og mere

ambivalent. Hvorledes vil fremgå af svarene på hans andet og tredje spørgsmål. Det andet

”revolves around whether technologies are neutral” (Ihde 2002: 4). Er de f.eks. “døde”

objekter, eller påvirker de menneskelig perception, forståelse og handling? For at behandle

dette problem gør både Ihde og Bruno Latour (Latour 1994) brug af en kendt kontrovers,

120

som i en amerikansk sammenhæng er relateret til spørgsmålet om våbentilladelse.

Kontroversen er, hvorvidt skydevåben dræber mennesker (teknologisk determinisme) eller

mennesker dræber mennesker (social determinisme og teknologisk instrumentalisme). Denne

kontrovers fremhæves ofte som eksemplarisk i filosofiske og sociologiske debatter om

menneskelig og/eller teknologisk autonomi og/eller determinisme.

I modsætning til Borgmanns analyse, der peger på en mekanisk kraft, ”der hovedløst

nedtromler enhver modstand”, konkluderer både Ihde og Latour, at teknologier hverken er

autonome eller neutrale. Men det betyder ikke, at mennesket kontrollerer teknologien. Latour

foreslår derimod, at associationer af mennesker og teknologier vil udgøre nye aktører, og at

nye egenskaber opstår i sådanne konstellationer, som hverken menneske eller teknologi

besidder isoleret eller er en simpel addition af aktørernes kapaciteter. På lignende vis

foreslår Ihde, at teknologier er multistabile (f.eks. Ihde 2002: 106f). I denne forståelse kan

en pistol blive til en hammer, en vægdekoration såvel som et dødsensfarligt objekt.

Ihdes tredje vejledende spørgsmål til teknologifilosofien er: ”What does high

technological development portend for our species future?” (Ihde 1990: 7). Når der svares

på dette spørgsmål peger responsen ofte i enten en utopisk eller dystopisk retning. Disse

topier bliver imidlertid begge afvist af Ihde og af andre, som er involveret i den ”empiriske

drejning” i teknologifilosofi. Her kritiseres en karakteristik af Teknologi, med stort T, som en

altoverskyggende ramme, årsag, struktur eller primus motor. I modsætning til kritikere af

teknologisk udvikling som Borgmann, der beklager sig over udviklingen af et ”device-

paradigme”, og til entusiaster, som tiljubler teknologisk fremskridt, anskues teknologier (med

småt og i flertal) i stedet som uforudsigelige og komplekse (Achterhuis 1999: 2-8).

Eksemplarisk for en sådan tilgang benytter Ihde et ”navigationsperspektiv”. Når der

navigeres, er man ”quite self-conciously aware of being in the midst of what is occurring,

but the navigational problem is to locate reference positions through some means of

variation” (Ihde 1990: 10). “Variation” refererer her til en analysestrategi, oprindeligt

skitseret af fænomenologen Edmund Husserl, ifølge hvilken et givent fænomens basale

strukturer kunne indfanges ved først at analysere en række mentale eller erfaringsbaserede

illustrationer af fænomenet og efterfølgende reducere disse til en fælles kerne. Selvom det

121

ikke kan lade sig gøre at foretage en tilsvarende reduktion, når teknologier opfattes som

multistabile, er den største del af Ihdes hovedværk Technology and the Lifeworld i

forlængelse af Husserl et forsøg på at udvikle en typologi over menneske-teknologirelationer

med ”kropslig perception” som den vigtigste referenceposition. Hans overordnede mål er at

formulere en ”radically demythologized story of the structures and the limits of human-

technology and of the non-technological possibilities of relation to an environment, or

“world”“ (Ihde 1990: 17).

3.3.2 Empiriske anliggender for filosofi og antropologi Ihdes teknologianalyser vrimler med eksempler. Filosofisk set illustrerer dette den

fænomenologiske variations-strategi. Hans eksempler spænder fra illustrationer hentet fra

hverdagen i den vestlige verden til mere eksotiske forhold. Det betyder, at han ofte forholder

sig til empirisk materiale, som andre human- og socialvidenskaber også ville finde

interessant. Den empiriske spændvidde ville uden tvivl virke tiltrækkende på antropologer,

som netop også ville finde god mening i Ihdes overordnede konklusioner, inklusive ideen

om at ”cultures embed technologies” (Ihde 1990: 124) og, at problemer med

”teknologioverførsel” [technology transfer] skyldes, at succesfuld ”overførsel” kræver

”reception of a set of cultural relations” (Ihde 1990: 26), som ikke automatisk klistrer sig fast

til teknologier og følger med dem, når teknologi implementeres i nye sammenhænge (se

også Selinger 2007).

Fra et antropologisk synspunkt er Ihdes analyser således værdifulde. Ikke desto mindre er

de både form- og indholdsmæssigt meget forskellige fra de fleste antropologiske tekster,

ikke mindst hvad angår empirisk analyseniveau. Ihde viser uden tvivl mere interesse for

empiriske anliggender end visse af hans filosofiske forfædre (f.eks. Heidegger 1977), men

han behandler sine eksempler præcist som sådanne, dvs. som illustrationer af filosofiske

pointer og med begrænset interesse for den sammenhæng, de optræder i. Sammenhængen

teknologi indgår i, vil modsat i en antropologisk forståelse som hovedregel blive betragtet

som analytisk uomgængelig for at forstå et givent fænomen. Fra det fænomenologiske og

teknologifilosofiske synspunkt er der imidlertid en god forklaring på, at den kontekstuelle

beskrivelse udelades, idet ambitionen netop ikke primært er at forstå det specifikke

122

empiriske sagsforhold, men at udvikle en typologi over menneske-teknologirelationer. I den

forstand begynder og slutter analysen med teori, hvor det empiriske udgør en

mellemliggende fase, der støtter kategoriseringsbestræbelsen. Den primære hensigt hos Ihde

er da at udvikle en typologi over menneske-teknologirelationer. Den første af disse

relationstyper kalder Ihde ”embodiment-relations” (Ihde 1990: 72-75). Dette er en

relationstype, hvor teknologi udgør en kapacitetsudvidende forlængelse af kroppen. Hans

eksempel er briller, der gør en dårligt seende i stand til se mere, samtidig med at

teknologien ”forsvinder”. Andre relationstyper knyttes til andre eksempler, hvilket illustrerer,

hvordan det er kategoriseringsbestræbelsen, som er afgørende for, hvordan forskellige

teknologier fremtræder i Ihdes analyser. Dermed tilskriver begrebet om ”embodiment-

relationer” i mine øjne en vis ”uskyldighed” til relationer, hvor teknologier gør mennesker i

stand til ”at gøre mere”. Jeg vil i mit andet eksempel kritisere denne opfattelse på en måde,

som stiller spørgsmålstegn ved den teknologifilosofiske kategoriseringsbestræbelse. En

sådan bestræbelse er da heller ikke det udgangspunkt, som etnografiske studier af teknologi

normalt tager. Her udvikles teori og kategorier som regel med henblik på at forstå en

specifik teknologi i dens (kulturelle, praktiske mv.) sammenhæng.

Det er afgørende, at jeg ikke hermed opstiller en modsætning mellem antropologi og

filosofi, hvor antropologen får tilskrevet en rolle som ”mikrofonholder”, dvs. leverandør af

empiriske beskrivelser, som filosoffer herefter kunne tænkes at levere en passende

begrebslig redegørelse for. For etnografisk observation er for det første i grundlæggende

forstand også informeret af teori (Hastrup 2004), og for det andet, selvom etnografer

selvfølgelig rapporterer om, hvad de observerer, så er formålet med deres arbejde på linje

med filosoffer også altid at konstruere ”en anden slags viden” end den blot foreliggende

(ibid.), f.eks. omkring håndtering af teknologi eller af slægtskabsrelationer. Det samme

argument kunne netop også føres i forhold til filosoffer, der ikke har for vane at inddrage

tilfældige eksempler, men snarere vælger dem ud fra, hvilke analytiske problemer, der af

den ene eller anden grund er på dagsordenen. Min pointe er således heller ikke, at filosofi

er en overflødig disciplin, der kan underordnes empirisk orienterede fag så som

123

antropologi. Derimod er det pointen, at det bør anerkendes og give anledning til interesse,

at filosofisk relevante anliggender også behandles uden for filosofiinstitutter.

En sådan tilgang til spørgsmålet om teknologi kan sammenlignes med den tilgang, som

Michel Foucault ifølge Paul Rabinow har rettet mod spørgsmålet om ”repræsentation”.

Repræsentationsproblemet har været et fremtrædende problem i filosofihistorien, som

vedrører, hvordan det er muligt for mennesket at erkende og have viden om noget, f.eks.

hvordan menneskets indre tanker og idéer er relateret til en ydre verden.

Repræsentationsproblemet er altså knyttet til det fokus på epistemologi, jeg beskrev empirisk

filosofi som en kritik af i afsnit 2.1.3. Foucault afviste ifølge Rabinow, at

repræsentationsproblemet kun optræder i filosofihistorien, epistemologiens eller ideernes

verden. I stedet foreslog han at se det som et spørgsmål, der historisk set har udfoldet sig i

”a multitude of social domains and practices, ranging from disputes in botany to proposals

for prison reform” (Rabinow 1984: 240). Mange forskellige praksisser har altså delt

problemet, men har samtidig tegnet dets konturer forskelligt op og behandlet det på

mangfoldige og ofte paradoksale måder. Ifølge Rabinow kan spørgsmålet om

repræsentation ud fra Foucaults analyse da ikke forstås som et internt filosofisk anliggende.

I stedet bør problemet sættes i relation til en række historiske begivenheder og sociale

praksisser.

Rabinow argumenter dog imod, at dette giver anledning til udlægning af en række nye

epistemologier (én for hver social praksis). Pointen er snarere, at Foucualts analyse gør os i

stand til at anerkende ”our historical practice of projecting our cultural practices onto the

other” (Rabinow 1984: 241). Dette synspunkt er både antropologisk og filosofisk relevant,

fordi det indikerer, hvordan begreber, produceret i en bestemt tid og på bestemte steder,

nemt bliver omformet til selvfølgelige antagelser, som efterfølgende undersøgelser baseres

på. F.eks. argumenterede Edward Said således for, at så godt som al litteratur om

”orienten” sagde mere om den orientalisme, der herskede blandt antropologer, end om liv

og praksis de steder, begrebet referer til (Said 1978). Et lignende argument kan føres i

forhold til begrebsliggørelse af teknologi. Marilyn Strathern har argumenteret for, at euro-

amerikanske antagelser om ”enablement” er indpodet i såvel hverdagsmæssige som

124

teoretiske forståelser af teknologisk kapacitet (Strathern 1996). Stratherns argument vil jeg

vende tilbage til i mit andet eksempel.

I forhold til empirisk filosofisk undersøgelse af teknologi, opstår der altså ikke et krav om

at udvikle regionale teorier om teknologi f.eks. baseret på geografi, udviklingsstadier eller

kulturelle vaner. Snarere fordres det ifølge Rabinow, dels at vesten må ”antropologiseres”

(Rabinow 1984), dels at filosoffer bør rette mere opmærksomhed mod, hvordan specifikke

vestlige teknologiforståelser influerer på deres analyser. Analogt til opdagelsen af

orientalisme i antropologien bliver det vigtigt at forholde sig til, hvordan teknologibegreber,

som produceres i filosofi, efterfølgende benyttes andre steder. Evan Selinger (Selinger 2007)

har argumenteret for, at problemet om teknologioverførsel [technology transfer] er centralt i

teknologifilosofi. Mit argument er her, at dette fokus kan suppleres med en tilsvarende

opmærksomhed på problemer og effekter vedrørende ”overførsel af teknologibegreber”.

På trods af deres indbyrdes forskelle deler teknologifilosofi og antropologiske studier i

materiel kultur nogle interesser. For det første fokuseres som regel på det, jeg vil kalde ”det

menneskelige vilkår”. F.eks. er Ihde basalt set interesseret i, hvorledes mennesket kan dele

livsverden med multistabile teknologier. Selvom antropologer ikke altid deler en filosofisk

begejstring for at sætte mennesket på generelt begreb, figurerer ”det menneskelige vilkår”

også centralt i denne fagligheds vidensproduktion.

Nye tilgange både i antropologi og filosofi hæfter sig imidlertid ved, at teknologier

hverken er autonome eller fuldstændig bestemte af brug eller deres brugere. Den

teknologiske essens fordamper, og i stedet møder forskeren teknologier i relation til

mennesker og andre teknologier. I forlængelse heraf lægger empirisk filosofi både vægt på

analyse af empiri og filosofisk udredning. På baggrund af den foucauldianske analyse kan

empirisk filosofi selvfølgelig ikke sigte efter at definere en generel teknologisk ramme eller

struktur, der gør sig gældende alle steder. Imidlertid kan empirisk filosofi beskæftige sig

med at opsummere og sammenfatte nogle af de mange måder, som teknologiske emner

bliver håndteret på i forskellige sammenhænge, med det formål at få bedre analytisk, eller

netop filosofisk, greb om de mangfoldige overlap og adskillelser, resonanser og

forbindelser, som forekommer omkring teknologier i praksis. Dette betyder for empirisk

125

filosofi, at teknologier kun kan analyseres i deres sammenhæng. Såvel teknologier som

teknologibegreber, må altså studeres som en del af praksis.

3.3.3 Praksis, epistemologi og teknologi I STS er et fokus på praksis er blevet anset for at være løsningen på et bestemt problem, som

omhandler, hvordan kan det undgås at konstruere alt for abstrakte og generelle beskrivelser

af sagsforhold. Imidlertid er praksisanalyse ikke i sig selv løsningen på dette problem. Dette

er Stephen Turners argument i bogen The Social Theory of Practices (Turner 1994). Her

kritiserer han en lang række praksisorienterede begreber, hvoraf mange har rødder i

fænomenologi. Ifølge Turner sætter begreber som ”tavs viden” [tacit knowledge]

”selvfølgelig viden”, ”communities of practice”, ”epistemic practices”, ”lokal viden”,

”livsformer” etc. imidlertid alle forskeren i et bestemt dilemma, nemlig, at selvom

begreberne giver den forhåbning, at de kan hjælpe forskeren til at komme tættere på ”den

virkelige praksisverden”, er de simpelthen ofte ”plugged into the explanatory place

previously occupied by the now-discredited teleological agencies of Reason, Nature, Moral

Sense and Will” (Lynch 1997: 338). I hans anmeldelse af Turners bog, konkluderer Michael

Lynch, at det er forholdsvis nemt (i hvert fald på et retorisk plan) “to overthrow ‘traditional’

metaphysics by replacing one prime mover with another, but it is not so easy to set aside

what Wittgenstein called the ‘craving for generality’ which tempts philosophers (and also

social theorists) to turn vernacular concepts into transcendental agents (Wittgenstein 1958

p. 18)” (ibid.). Når Lynch refererer til en fristelse ved at omdanne lokale begreber til

”transcendentale agenter”, kritiserer han den samme ”trang”, som nutidens

teknologifilosoffer problematiserer hos deres intellektuelle, teknologideterministiske aner så

som Borgmann. Imidlertid argumenterer Turner og Lynch således også for, at trangen til

abstraktion ikke nødvendigvis forsvinder, fordi man beror sig på et praksisvokabular.

Problemet, Turner identificerer, resonerer også med spændingen mellem en analyse

drevet af en filosofisk interesse, der benytter præetablerede begreber til at forklare, hvad

der foregår i praksis, og en bottom-up tilgang, som tilsigter at uddrage specifikke begreber

fra et empiriske materiale, som foreslået i det etnometodologiske program defineret af

Harold Garfinkel (Garfinkel 1967) og i grounded theory (Glaser og Strauss 1967).

126

Imidlertid har bottom-up tilganges fokus på lokal orden også sine begrænsninger. I mine

øjne kan det hæmme en analyse af, hvordan lokale ordner er forbundne med hinanden og

indebærer en risiko for at blive ”forført” af detaljen. Dette er særligt problematisk for studier

i teknologi, idet teknologier netop ofte udgør de konkrete forbindelser mellem ellers spredte

og forskellige praksisser, hvilket f.eks. er tilfældet i eksemplet med ”teknologioverførsel”

beskrevet af Don Ihde og Evan Selinger og i tilfælde, hvor teknologier fungerer som

”grænseobjekter”, dvs. som forbindelsesled mellem ellers forskellige praksisser eller

verdener (Star og Griesemer 1989).

Når aktører udspørges om lokale forhold, benytter de endvidere ofte ikke-lokale

forklaringer til at beskrive deres teknologiske ønsker, mål og ambitioner, f.eks. ved at

relatere deres agendaer til narrativer, som cirkulerer globalt (Tsing 2005), eller ved at

referere til æstetiske, etiske, økonomiske, videnskabelige eller teknologiske værdier og

kriterier (se Boltanski og Thévenot 2006). Denne forekomst af tvær-lokale forbindelser og

lokale måder at redegøre for den lokale situation på i globale termer gør, at en tilgang som

udelukkende fokuserer på lokal orden ikke er tilstrækkelig. ”Situationen i sin helhed”

afsløres nemlig aldrig ved at analysere nogen bestemt gruppe eller noget bestemt sted

(Clarke 2005). Dette peger på, at såkaldte bottom-up-tilgange må gentænkes på måder,

der gør dem i stand til at analysere tilknytninger og forbindelser distribueret mellem

praksisser. Det må dog gøres uden at geninstallere ”sociale strukturer” eller

forklaringsanordninger som ”transcendentale agenter” (se Jensen 2007 for en alternativ og

fraktal tilgang til studiet af relationen mellem mikro og makro).

Lynch bemærker også, at

ethnographers (not unlike investigative journalists and spies) can make a living out of the fact that by trafficking across barriers between ‘insiders’ and ‘outsiders’ they are likely to find newsworthy items to convey to relevant audiences (Lynch 1997: 341).

En fordel ved empirisk filosofi vil i denne forståelse netop være dens evne til at bevæge sig

mellem praksisser og i denne proces samtidig ”lære teknologi” og ”lære teknologi fra sig”.

Pointen med empirisk filosofi er således hverken at producere generelle analytiske begreber

eller at glorificere det lokale. Snarere er den at udvikle et vokabular, i hvilket analytiske

127

skalaer så som lokal vs. global eller hightech vs. lowtech, hverken foregriber eller får

forrang for det analytiske arbejde, der skal til, for at forstå specifikke teknologisk medierede

situationer. Dvs. at operere med en teoretisk agnosticisme i forhold til skala for at kunne

studere skala.

Et sådant projekt tilbyder teknologifilosoffer muligheden for at skabe en ny type

interessant filosofisk viden om teknologi. Dette vil kræve at rette interesse - ikke blot mod

ontologisk arbejde - men også mod de skalaer, som formes i relation til teknologi.

3.3.4 Empirisk filosofi eksemplificeret Som det fremgår af ovenstående, indebærer empirisk filosofi en radikal af-essentialisering

af spørgsmål om, hvad teknologi er, og hvad den gør, hvilket har den konsekvens, at intet

bestemt sted kan fungere som privilegeret eller generisk eksempel for tankegangen. Snarere

giver en samstilling af flere eksempler mulighed for at identificere nogle vigtige temaer som

går på tværs af dem, men kommer forskelligt til udtryk deri. De følgende eksempler baserer

sig på forskelligt empirisk materiale. Deres indbyrdes forskelle kan dog ikke forstås i kraft af

en underliggende struktur, som forklarer dem (f.eks. at de er hightech vs. lowtech cases eller

at de er hentet fra industri- vs. udviklingslande). Formålet er heller ikke her at udvikle en

typologi over menneske-teknologirelationer. Ved hjælp af de to første cases vil jeg derimod

fremhæve nogle begreber, som er vigtige for at udvikle et specifikt empirisk filosofisk

argument i forhold til teknologi, som jeg herefter vil videreudvikle i analysen af empirisk

materiale fra Vestkysten. Jeg søger således at tænke min egen empiri gennem den måde,

som partikulære teknologier er blevet belyst på i andre analyser. Det første eksempel er

hentet fra Marianne de Laets og Annemarie Mols undersøgelse af en zimbabwiansk

bushpumpe. Denne case eksemplificerer empiriske filosofis analytiske modus og retter vores

opmærksomhed mod den ontologiske fluiditet, der kendetegner den undersøgte teknologi.

Det andet eksempel er taget fra Marilyn Stratherns analyse af bestemte kulturelle

konsekvenser af gen- og reproduktionsteknologier. Eksemplet understøtter ideen om, at

teknologi kan have en flydende karakter. Det belyser imidlertid også en vestlig forståelse af

teknologi som ”enabling”, dvs. at teknologi er kendetegnet ved at udvide menneskelig

kapacitet og sætter mennesker i stand til at gøre mere og flere ting. Strathern foreslår, at

128

teknologiske effekter er langt mere flertydige, end der umiddelbart antages med denne

almindelige teknologiforståelse. Dermed problematiseres Ihdes begreb om embodiment-

relationer og den teknologifilosofiske kategoriseringsbestræbelse også. Argumentet

indebærer tillige, at teknologier ikke kan forstås udfra deres moderniseringspotentiale, idet

de simultant skaber både mere og mindre modernitet og mere og mindre tradition.

Det tredje eksempel er en analyse af empiri fra Vestkysten. Skibet bliver her beskrevet

som et teknologisk konglomerat, som der jævnligt mingeleres med, idet der tilføjes nye

teknologier til det eksisterende netværk af teknologier og opgaver ombord. I dette tilfælde

bliver teknologisk fluiditet også tydelig, idet teknologisk kapacitet her kun kan forstås i

relation til den konfiguration af teknologier, som den enkelte teknologi indgår i. Det er også

min pointe at undersøge, på hvilken måde spørgsmålet om, hvorledes forskellige teknologier

er til at stole på, løbende er et filosofisk anliggende på skibet.

I kraft af ligheder og kontraster mellem disse tre eksempler fremtræder nogle distinkte

analytiske fokuspunkter for empirisk filosofi: teknologiers ontologiske fluiditet, temaet

omkring teknologisk ”enablement” og brugen af lokale skalaer i redegørelser for

partikulære teknologiers karakteristika.

3.3.5 Den zimbabwianske bushpumpe og teknologiens flydende karakter De Laets og Mols analyse af den Zimbabwianske bushpumpe er et forsøg på at udvikle en

empirisk filosofisk tilgang til teknologianalyse. Forfatterne er specielt interesserede i temaet

”teknologioverførsel”, som de bemærker, ”goes to question the ”nature” of technology” (de

Laet og Mol 2000: 256n4). Med begrebet ”teknologioverførsel” antages det almindeligvis,

at et teknisk objekt eksisterer fikst og færdigt og dermed kan finde anvendelse i nye

sammenhænge uden at forandre sig. Pga. denne antagelse har teknologioverførsel ikke haft

den store teknologifilosofiske bevågenhed foruden i tilfælde, hvor emnet kan underordnes

mere generelle temaer så som ”the impact of technology on society and the ethical questions

surounding such impact” (ibid.). Hvad sker der, når teknologioverførsel i stedet studeres som

et empirisk spørgsmål af stor teknologifilosofisk betydning?

De Laet og Mol benytter ikke dette spørgsmål som anledning til at studere teknologiens

virkning på samfundet i generel forstand, og de tilgår heller ikke teknologi udfra en generel

129

analytisk kategori. Meget mere specifikt skriver de, at deres artikel ”is about water pumps.

Even more precisely it is about a particular hand water pump: The Zimbabwe Bush Pump ‘B’

type” (de Laet og Mol 2000: 225). Det er præcis denne forøgede specificitet mht. det

tekniske objekt, der tillader forfatterne at føre et argument om teknologiens flydende

karakter. Som det vil fremgå, er denne fluiditet ikke en epistemologisk fluiditet, relateret til

de mange perspektiver, som pumpen kan betragtes med. Det er snarere en indlejret,

ontologisk fluiditet, som er ”built into the technology itself” (ibid.). Hvis det er tilfældet, er det

også deres argument, at flydende teknologier, måske kan benyttes i andre sammenhænge,

hvor ”artefacts and procedures are being developed for intractable settings which urgently

need working tools” (de Laet og Mol 2000: 226). Grunden dertil er, at i disse “fjerne” egne

af verden kan , “an object that isn’t too rigorously bounded, that doesn’t impose itself but

tries to serve, that is adaptable, flexible and responsive […] well prove stronger than one

which is firm” (ibid.). Argumentet udbygges således ved at vise, hvordan bushpumpen i en

grundlæggende forstand er et variabelt objekt, og at dets ontologiske fleksibilitet afhænger

af de specifikke måder, som det bliver sammenfiltret med andre objekter, subjekter,

praksisser og agendaer på, i en proces, det ville være særdeles upræcist at beskrive som

teknologioverførsel.

I forsøget på at forstå bushpumpens spændvidde benytter Mol og De Laet både et tidsligt

og et rumligt argument. Pumpen varierer over tid, fordi den løbende er blevet forandret

igennem det halve århundrede, den har eksisteret: ”the current model results from restyling

and improving an older manually-operated water pump that was first designed in 1933”

(de Laet og Mol 2000: 228)

Bushpumpens flydende karakter handler dog ikke kun om dens forandring over tid.

Fluiditeten er også en effekt af de multiple måder, som den enkelte pumper virker på. Dens

virkemåde er således ikke blot et spørgsmål om hydrauliske eller mekaniske egenskaber.

Det er snarere et bredere begreb, der tillader de Laet og Mol at vise, at pumpen må gøre

meget mere end blot at pumpe for at fungere godt i tilsigtede sammenhænge. F.eks. er det

intentionen med pumpen, at den skal overbringe et budskab og altså dermed få indflydelse

på, hvordan den modtages af sine brugere. Således er pumpen koboltblå, fordi dette

130

udsender et signal om klart og rent vand, hvilket det netop er hensigten, at den skal

tilvejebringe. Producenten har erfaret, at pumpen ”virker bedre på denne måde”. I praksis

lader det til, at farver ikke er ubetydelige ”sekundære kvaliteter”, som ingen indflydelse har

på, hvordan en teknologi virker. I stedet kan ”sekundære kvaliteter” være ret vitale. Dog

virker teknologien selvfølgelig ikke kun, fordi den er blå. Et markant aspekt ved

bushpumpen er også det, der normalt vil blive beskrevet som dens tekniske komponenter.

Såedes består den af et “pump head or water discharge unit, a base or pump stand, and a

lever” (de Laet og Mol 2000: 228), som i samspil med en række andre komponenter

forener de kræfter, som sætter den i stand til at pumpe vand op fra undergrunden.

Hydrauliske principper specificerer imidlertid ikke, hvad der gør denne pumpe til noget

særligt i forhold til andre slags pumper. Blandt pumper tilhører den en familie med ”lever

activated lift pump mechanisms” (Mol & de Laet, 2000, p. 231). I denne gruppe er dens

kendetegn, at den har et mere kraftfuldt og effektivt ”slag” end de fleste andre pumper, som

gør den i stand til at hente vand op fra brønde af op til 100 meters dybde. Sammenlignet

med andre pumper er den relevante egenskab altså løftekapacitet.

Disse træk er nødvendige, men ikke tilstrækkelige for at forstå den zimbabwianske

bushpumpe som multipel. De er utilstrækkelige, fordi teknologien netop kun kan forstås i

relation til de andre aktører i det netværk, som den opererer i. En nøgleaktør er her e.coli.

En fremtrædende grund til, at bushpumpen er en vigtig aktør i zimbabwianske landsbyer er,

at den, om alt går godt, sikrer en bedre vandtilførsel, end den der ellers ville have været

tilgængelig, dvs. at vandet ikke er inficeret (eller er mindre inficeret) af kolibakterier, end det

ellers ville være. Kort sagt er pumpen således ikke blot en vand-, men også en

helbredsforbedrende teknologi. Endvidere er pumpens evne til at producere godt helbred

grundlæggende spundet sammen med implementeringen af pumpen i specifikke landsbyer.

For at fungere som en aktør, der skaber godt helbred, er det fundamentalt, at centrale dele

af pumpens topstykke er installeret korrekt, eftersom “poorly made concrete headworks can

crack, and will allow leakage of waste water from the surface back into the well or the

borehole” (Morgan citeret i de Laet og Mol 2000: 233). Udover en korrekt installation af

topstykket, kræves der altså også et samarbejde mellem pumpen og mange andre tekniske

131

og ikke-tekniske aktører, for at den virker, deriblandt et instrument til at bore tubebrønde

med, hvor den zimbabwiansk producerede Vonder rig er et populært valg i afrikanske

lande. Grunden til, at dette instrument er populært, er også dets specificitet: det er “hand-

driven, durable and bright yellow. It is designed so that the boring of the water hole […]

can be almost entirely ‘community-based’ ” (ibid.).

Brøndboring er baseret i et fællesskab og altså en aktivitet, som omfatter mere end

snævert definerede tekniske træk ved boret og pumpen. Således er det ikke blot nævnt i

instruktionsbogen, hvordan udstyret skal betjenes. Lokale spåmænd, nganga skal også

adspørges, før det kan besluttes, hvor der skal bores. Deres råd skal følges, også selvom det

strider mod vestlige ingeniørers viden, fordi det er en forudsætning for, at en landsby

overhovedet vil tage pumpen til sig. Det er således en integration af ingeniør- og

spådomskunst, tekniske, æstetiske og hygiejniske anliggender i teknologien selv, der

faciliteter, at en situation konstitueres, hvor landsbybeboere kan og vil påtage sig delvist

ejerskab og kollektivt ansvar for pumpen. For Mol og de Laet antyder dette,

yet another way of describing and setting boundaries around our object. In critical ways, the Zimbabwe bush pump includes the villagers that put it together […] Thus the boundaries around a community pump may be widely drawn. Indeed, they embrace the community (de Laet og Mol 2000: 234-5).

Efterhånden kan det nu fastslås, at denne partikulære teknologi har en flydende karakter.

For som forfatterne udtaler: “it is not clear where this pump ends”. Og det står heller ikke

klart, hvad den er:

a water-producing device, defined by the mechanics that make it work as a pump? Or a type of hydraulics that produces water in specific quantities and from particular sources? But then again, maybe it is a sanitation device – in which case the concrete slab, mould, casing and gravel are also essential parts. And while it may provide water and health, the Pump can only do so with the Vonder rig – or some other boring device – and accompanied by manuals, measurements and tests […] And what about the village community? Is it to be included in the Pump – because a pump has to be set up by a community and cannot be maintained without one? (de Laet og Mol 2000: 237)

Det kunne endog være tilfældet, at grænserne “coincide with those of the Zimbabwean

nation”, idet “in its modest way this national Bush Pump helps to make Zimbabwe as much

as Zimbabwe makes it” (ibid.).

132

Ifølge Mol og de Laet er den vigtigste grund til, at den zimbabwianske bushpumpe har

haft succes, at dens ontologiske fluiditet gør den i stand til at forbinde sig til mange rurale

og foranderlige steder i Zimbabwe. Pumpen kan kort sagt ”indeholde” multiplicitet uden, at

multipliciteten kompromitterer den. Det må således også være et krav til vores analyse af

teknologien.

3.3.6 ”Enabling” teknologi Stratherns teknologianalyser kan ses som en respons på Paul Rabinows forslag om at

”antropologisere vesten”. Hun argumenterer for, at teknologi almindeligvis antages at være

”enabling” i euro-amerikansk sammenhæng. Mao. er det et afgørende kendetegn ved

vesterlændinges forståelse af teknologi, at teknologi udvider deres handlemuligheder, gør

dem i stand til mere, eller:

Quite simply, that given the technology they can do anything. If technology is society made durable, it is at the same time ability made effective. The enabling effect of ‘technology’ is a guarantee of that. Choice comes afterwards. Sever ourselves from our disabilities, and then we shall see how we want to live, and how we want to create the certain identity we feel, like children severing themselves from unsatisfactory parents (Strathern 1996: 49).

Begrebet ”enablement” står i kontrast til en utopisk vision om, at teknologi er lig med

menneskelig ”empowerment” såvel til den modsatte ide om, at teknologi er en

dehumaniserende kraft. Snarere end at evaluere teknologiske effekter på denne

endimensionale skala, tilsigter Strathern at vise, hvordan euro-amerikanere tilskriver deres

teknologier bestemte værdier, herunder hvor gennemtrængende og udbredt værdien

”enablement” er.

Stratherns reference til ”utilfredsstillende forældre” stammer fra en retssag i 1992, hvor

en dreng blev tilkendt ”skilsmisse” fra sine forældre. Denne sag og andre kontroversielle

sager, f.eks. i forbindelse med rugemoderskab, indikerer, at spørgsmålet om, hvad

familierelationer betyder, er blevet åbnet i kraft af gen- og reproduktionsteknologiers

fremkomst. Disse teknologier har bevirket, at det i stigende grad er blevet muligt at betragte

sin familie som et spørgsmål om “valg” snarere end ”blod” (Strathern 1996: 47). Imidlertid

er biologi ikke blevet mindre afgørende for aktuelle forestillinger om, hvad slægtskab er.

133

Men en konsekvens af disse teknologiers fremkomst er, at der nu kan tænkes anderledes

om muligheder og grænser, sikkerheder og usikkerheder omkring slægtskab. Eksempelvis

kan læger i dag i visse tilfælde behandle deres patienter på baggrund af gentests, hvilket

kan gøre det nødvendigt at indsamle genetiske prøver i en familie. Dermed kan en læge

imidlertid risikere at få kendskab til, at en formodet far ikke er den biologiske forælder til

barnet/patienten. En gentest kan således bekræfte en eksisterende slægtskabsrelation, men

den kan også afkræfte den. F.eks. kan resultaterne af sådanne tests benyttes til at

argumentere imod pater est quem nuptiae demonstrant35 – som historisk set har udgjort en

helt central regel i familielovgivningen i mange vestlige lande. Gentests kan derfor samtidig

producere både mere og mindre sikkerhed omkring slægtskabsbånd. Det samme er tilfældet

med reproduktionsteknologier, som både gør slægtskabsbånd mere sikre (børn, som er

undfanget i en petriskål, kan være mere sikre på, hvem deres biologiske forældre er, og at

de virkelig er ønskebørn), men på én og samme tid, bliver der produceret mere usikkerhed

(æg, sæd eller embryoner kunne potentielt set altid være blevet forbyttet), mens sager om

rugemødre yderligere stiller spørgsmålstegn ved, hvad der konstituerer moderskabet.

Et af Stratherns generelle argumenter er således ikke, at disse teknologier skaber en mere

negativ eller en positiv kulturel tilstand. Derimod er de med til at producere en situation,

hvor der er ”mere af det hele” (Strathern 1996: 39), hvilket jeg også berørte i afsnit 2.2.3. I

modsætning til den normale forestilling om, at traditionen bliver hurtigt afløst af

moderniteten, fremtræder i forbindelse med gen- og reproduktionsteknologier en langt mere

ambivalent situation, hvor der samtidig produceres både mere tradition og mere modernitet.

Begrebet om det moderne bliver ifølge Strathern almindeligvis brugt af vesterlændinge til

at udpege det, som de på et givent tidspunkt betragter som ”nyt”, mens ”tradition” som

regel bliver brugt til at betegne det, som folk mener, at de selv tager for givet. Hvis bestemte

teknologier imidlertid indpoder slægtskabsforbindelser med både mere og mindre

sikkerhed, kan forskellen mellem tradition og modernitet imidlertid ikke forstås som en

lineær udvikling, f.eks. som et fremskridt eller et forfald. Teknologier kan anses for at være

moderne i den forstand, at de er ”nye”. Imidlertid er forhåbningen om innovation, som

35 Brylluppet demonstrerer, hvem faderen er.

134

teknologier dermed tilknyttes, samtidig tudsegammel og kan just betragtes som helt og

aldeles traditionel. På lignende vis kan teknologier også bringe mere tradition med sig, idet

folk i kraft af nye reproduktionsteknologiers fremkomst tager mere omkring slægtskab for

givet (som det ses i pleonasmen ”biologiske slægtskabsrelationer) og mere modernitet, idet

folk anerkender, at mange specifikke ting vedrørende slægtskab er nye, foranderlige og til

diskussion.

Strathern noterer sig også, at observationen af, at ”der er mere af det hele” kan forstås

som en slags ”kulturel overdrivelse” (af både menneskets egen og teknologisk kapacitet).

Hun foreslår ikke, at teknologi er den endelige årsag dertil, men at situationen forstærkes af

den store værdi, som teknologisk kapacitet tilskrives: “Euro-Americans imagine that they can

do ‘more’ things than they once did, crystallized in the hypostatization of technology as

‘enabling’” (Strathern 1996: 46).

I lyset af Stratherns analyse fremstår det således, at Don Ihdes begreb om embodiment-

relationer tilskriver deres “enabling”-værdi en ”uskyldig” karakter. Brillerne, som han

benytter til at illustrere embodiment-relationer, er netop en teknologi med en ”enabling”

effekt, men denne effekt fremstår i Ihdes analyse relativt uproblematisk. I den

fænomenologiske analyse inddrages f.eks. ikke historie, produktionsprocesser,

normalisering af det at bære briller, omkostninger for nogle frem for andre dermed, eller

æstetiske og kulturelle normer, som er forbundet til briller som en kropsliggjort teknologi.

Det kunne imidlertid umiddelbart foreslås, at brillernes betydning som en kropsliggjort

teknologi varierer med sådanne forhold. Den videnskabelige munk William of Oxford i

Umberto Ecos Rosens Navn (Eco 1984) bærer briller. Her er de associeret til klarsyn og et

intellektuelt, videnskabeligt blik. I andre sammenhænge og i forbindelse med fremkomsten

af nye teknologier, så som kontaktlinser og laseroperationer, ændrer de betydning.

Sådanne forhold er dog ikke i fokus, når den primære referenceposition for

teknologianalyse er menneskelige perception. Med en empirisk filosofisk tilgang, der ikke

tager enablement for givet, ville analysen af den konkrete teknologi dog ikke kunne stoppe

med beskrivelsen af, at den gør den individuelle krop i stand til mere. F.eks. fremstår det da

som oplagt at undersøge, hvordan det at bære briller normaliseres i forbindelse med

135

udvikling af et industrielt produktionsapparat, og hvilke gevinster og omkostninger dette har

og for hvem. Den relativt store tilgængelighed af briller ændrer formodentligt, hvad dvs. at

have normalt syn, og har dermed netop betydning for, hvordan den ”krop”, som er Ihdes

referencepunkt i undersøgelsen af briller, overhovedet kan forstås, herunder som et bestemt

udgangspunkt for analyse af teknologi. Stratherns analyse synes således at pege på nogle

begrænsninger i den fænomenologiske analysestrategi. Don ihdes menneske-teknologi

typologi synes at implicere, at teknologier kan placeres på en skala fra de uskyldige

embodiment-relationer til mere problematiske ”andetheds-relationer” (Ihde 1990: 97ff).

Som det ovenstående illustrerer, kan eksemplet med briller dog netop også benyttes til at

stille spørgsmålstegn ved denne skala.

I stedet kunne det foreslås, at teknologier som i Stratherns analyse af gen- og

reproduktionsteknologier kan indebære væsentlige kulturelle forskydninger på tværs af

normale skalaer. Men i hvor høj grad har det betydning for filosofi? Et eksempel viser med

alt tydelighed, hvor tæt filosofisk analyse er knyttet til sine omgivelser. I 1982 illustrerede

filosoffen Jan Riis Flor ”analytiske domme” (domme som er indiskutable, fordi de er

selvindlysende) på følgende vis: ”en rektangel er en firkant, og jeg er barn af min far og

min mor” (Flor 1982). Blot 25 år efter kan denne ”selvindlysende” sætning imidlertid ikke

længere tages for givet, idet det nu er muligt at anfægte forældreskab, demonstreret af

kontroverser omkring gentests og surrogatforældre36. Eksemplet illustrerer, at det der

betragtes som ”uanfægteligt” eller ”selvindlysende” ikke er givet som sådan i kraft tingenes

uforanderlige orden, men snarere er formet af bestemte kulturelle antagelser og tekniske

muligheder. Ideen om, at noget filosofisk set er indiskutabelt, fremstår i stedet som direkte

forbundet med det forhold, at vi normalt tager visse ting for givet (i dette tilfælde omkring

slægtskabsforbindelser og teknologi).

Stratherns konklusion er netop heller ikke, at proliferationen af teknologi har skabt en

situation, hvor usikkerheden konstant stiger. I stedet foreslår hun, at vi lever i en situation,

hvor der simultant fremtræder både mindre og mere sikkerhed. Idet skalaer omkring risici

og usikkerhed dermed bliver udfordret, eller ikke falder i hak, udfordres det også, hvordan 36 Et endnu stærkere eksempel er kloning. Når det f.eks. er muligt at befrugte et æg med en celle fra moderen selv, behøver der ikke længere være nogen far involveret i en forplantningsproces.

136

der kan beskrives og teoretiseres omkring det forhold, at teknologier alskens steder knyttes

til variable evalueringsskalaer. Dette forhold vil jeg nu belyse gennem en analyse af

teknologier på Vestkystens bro.

3.3.7 Fiskerikontrol og teknologiske skalaer Godtages Stratherns argument, kan vi forestille os, at teknologier ikke blot producerer mere

eller mindre sikkerhed. I den følgende analyse af et udsnit af mit empiriske materiale fra

Vestkysten, synes det også at være tilfældet, at der er ”mere af det hele”. Teknologiens

flydende karakter beskrevet af de Laet og Mol og ”enablement” er også synlige her, men på

en bestemt måde, som har at gøre med skibets teknologisk-konglomoratiske natur.

Når man træder op på Vestkystens bro, er det første indtryk, at det er et miljø, som er

stærkt præget af teknologi.

Figur 13: Figur 14: Navigations og styringsudstyr på Broen En af de to radarer på skibets bro

137

Der ses fem paneler, som kan benyttes til at manøvrere skibet, og som kan indstille skibet til

at blive styret med forskellige grader af automatisering. Der er GPS’er, radarer, gyro, et

sikkerhedssystem ved navn Global Maritime Distress Safety System, et elektronisk søkort (en

Figur 15: Computere, mapper, paneler og søkort

Figur 16: Globale Maritime Distress Safety System Kilde: eget billede

138

pc-applikation), papirkort, signalflag, ekkolod, magnetisk kompas, forskellige telefoner

(satellit, radio, intern). Der findes også en række paneler til styring af lys, anker, alarmer,

og meget andet. Der findes også mange bøger og mapper med papir. Flere pc’er findes

også på broen, herunder en server, en PC som bliver brugt til det elektroniske søkort og én

som bliver brugt til at vise, hvor fiskerifartøjer aktuelt befinder sig ved hjælp af

fartøjsovervågningssystemet VMS (Vessel Monitoring System), der som nævnt tilgås gennem

en web-applikation ved navn V-track. En fjerde pc bliver brugt til varierende formål bl.a.

administration.

I denne situation ville det være muligt at følge de Laet og Mol og udforske en enkelt

teknologi i detaljen for at fremvise dens flydende karakter. F.eks. er positionering med GPS

tilknyttet et netværk af satellitter, GPS er konkret på skibet forbundet til det elektroniske

søkort og i en bredere sammenhæng til en række vigtige kulturelle temaer (Parks 2005).

Dermed synes GPS’en præcis som bushpumpen ikke at ende noget bestemt sted. Imidlertid

fremtræder teknologiens flydende karakter også her i kraft af hele situationens teknologisk-

konglomoratiske natur. Efterfølgende vil jeg undersøge, hvordan fluiditet fremtræder

relationelt, ved både at referere til arbejdspraksis og til flere forskellige teknologier, både

nye og gamle.

Umiddelbart overlapper flere forskellige teknologier hinanden funktionelt. Skibet kan

f.eks. positioneres både ved hjælp af radar, kompas eller landmærker og papirkort

(Hutchins 1995), hvilket dog ikke er den normale måde at positionere på i dag.37 Aktuelt

opdateres skibets aktuelle position automatisk på det elektroniske søkort ved hjælp af GPS.

Det elektroniske søkort kan dermed identificeres som den væsentligste teknologi i forhold til

positionering af skibet i aktuel arbejdspraksis. Det der samtidig slår en i øjnene er dog, at

de gamle teknologier med samme formål, ikke er blevet bortskaffet. Således synes det nye

37 Edwin Hutchins udvikler i sin bog Cognition in the Wild (Hutchins 1995) en forståelse af skibsnavigation som distribueret kognition, dvs. en forståelse af kognition som en kollektiv (og ikke individuel) bedrift, der udføres i et samspil mellem forskellige aktører, og Hutchins’ analyse er ifølge Latour i den forstand nært beslægtet med ANT (Latour 2005: 60n). Hutchins’ undersøgelse er baseret på empiri indsamlet på et militærskib og før det elektroniske søkort blev almindeligt udbredt. Dvs., at Hutchins tager afsæt i en situation, hvor det er muligt og nødvendigt at distribuere meget afgrænsede delopgaver i navigation til enkeltindivider, f.eks. pejling af et landmærke. Navigation på Vestkysten kunne også analyseres som distribueret kognition, men her er opgaven distribueret anderledes. Der er meget færre menneskelige ressourcer til rådighed og en hel del flere delopgaver er overdraget til teknologiske aktører.

139

ikke blot at erstatte det gamle ombord. Dette forhold kom f.eks. til udtryk, da en kaptajn

greb røret fra et gammelt kommunikationssystem og sagde, ”hallo er der nogen?” I dette

tilfælde fungerede teknologien ikke længere, men dens interface var stadig intakt. På

lignende vis fylder et positioneringssystem, som modtog FM-radiobølger fra sendemaster på

land, et helt panel på skibets bro, på trods af, at systemet ikke længere er i brug. Selvom

tilstedeværelsen af disse teknologiser kan forklares ud fra økonomiske grunde eller manglen

på behov for at skabe plads til nye gennem ombygning, har man endvidere stadig

papirkort, en sekstant og et magnetisk kompas ombord, hvilket faktisk er lovpligtigt. Hvor

absurd dette end kan lyde, i lyset af at det ”meget smartere” elektroniske søkort er

installeret, så indikerer det netop, at nye teknologier ikke i nogen simpel forstand ”erstatter”

de gamle her. Broen kan i stedet iagttages som et resultat af en historie, hvor teknologier

løbende er blevet adderet til det eksisterende netværk af andre teknologier og nye og gamle

arbejdsopgaver ombord.

En indlysende grund til denne teknologiske redundans, som altså både er synkron (der

findes flere ”ens” teknologier, f.eks. to radarer) og diakron (der er løbende adderet nye

teknologier med ”samme” funktion), er sikkerhed. Hvis to radarer viser forskellige

positioner, er det klart, at noget ikke er, som det bør være. Gamle, troværdige teknologier

står på samme måde til rådighed som backup i tilfælde af, at nye ikke virker. Imidlertid er

forholdet mellem gamle og nye teknologier ikke parallelt til, om de er mere eller mindre

sikre. Det nye elektroniske søkort bliver således ikke altid anset for at lige så troværdigt som

den noget ældre radar. Når jeg adspurgte fiskerikontrollører om forskellen mellem disse to

teknologier, svarede flere, at radaren viser, hvordan virkeligheden ”i virkeligheden” er. De

understregede, at det elektroniske søkort indeholder flere lag af usynlig

informationsbehandling end radaren og disse mange medieringer flytter søkortets

repræsentation længere væk fra virkeligheden. Endvidere pegede de på, at det elektroniske

søkort kører som en softwareapplikation på en PC, hvilket gør søkortet sårbart overfor

diverse problemer, som er kendt fra almindelig omgang med computere. Radaren har på

den anden side bevist gennem årene, at den repræsenterer virkeligheden ”derude” på en

stabil og troværdig måde.

140

En styrmand fortalte således en historie, som i mine øjne handler om, hvordan søkortet

konfigurerer sikkerhed og usikkerhed på en bestemt måde. Det elektroniske søkort viser

skibets position direkte på computerskærmen, og normalt virker det udmærket, men netop

derfor kan det også få en til at stole for meget på teknologien og simpelthen bevirke, at

sømænd glemmer at se ud af vinduet og orientere sig. Da han engang sejlede med et andet

skib resulterede denne forførende teknologiske effekt i en grundstødning. Det elektroniske

søkort automatiserer altså processer, som søfolkene selv stod for tidligere, (eg. at positionere

skibet blev førhen gjort på papirkort, og det blev betragtet som en aktivitet, hvor der kunne

regnes galt og tages fejl). I dag kan det elektroniske søkortet, netop fordi det normalt

fungerer upåklageligt, hvis det pludselig ikke virker eller virker upræcis, imidlertid skabe en

særdeles farlig situation. Dette tema omkring en større fare i kraft af en mindsket

opmærksomhed blandt personer på broen pga. nye teknologier, som automatiserer

processer og dermed gør mennesker mindre aktive, er særdeles vigtigt, når der diskuteres

sikkerhed til søs, og blev også debatteret på Vestkysten. Automatisering blev mest betragtet

som et gode, men også som en potentiel sovepude, og på skibet synes der at blive udviklet

strategier for at sikre, at opmærksomheden fastholdes. Det gælder særligt i en situation,

hvor positionerings, manøvrerings- og styringsopgaver alle varetages af skibet.

Nye teknologier bliver altså ikke automatisk betragtet som mere sikre eller mere

troværdige end gamle. Det omvendte er dog heller ikke tilfældet, altså at gamle teknologier

altid bliver betragtet som de mest troværdige. Det er primært, fordi evnen til at bruge

bestemte teknologier hurtigt bliver svagere, når de ikke anvendes i dagligdagen. Således

fandt langt fra alle besætningsmedlemmer, at de var i stand til at benytte alle de

teknologier, som står til rådighed for positionering på tilfredsstillende vis, f.eks. hurtigt at

angive en position på papirkort eller benytte en sekstant.

Endvidere forandrer den specifikke konfiguration af troværdighed, der kunne beskrives

som en opfattelse af teknologisk enablement på skibet, sig også i forhold til det ustabile

miljø, havet, som skibet bevæger sig rundt på. Når vejret er godt, bliver et kig ud af vinduet

med en kikkert anset for at give det bedste og ”mest nære” billede af virkeligheden. I denne

situation bliver kikkerten betragtet som en udvidelse af den menneskelige perception,

141

analogt til Ihdes analyse af briller. Dette er tilsyneladende en banal pointe, men kikkerten

bliver netop ikke altid betragtet på denne måde. I meget dårligt vejr, hvor regn forhindrer,

at man kan se ud af vinduerne på broen, bliver radarbilledet betragtet som en meget bedre

repræsentation af virkeligheden. Det er der flere grunde til, men én er, at radaren kan

sættes op til mere eller mindre at ignorere refleksioner, som skyldes vejrforholdene. Således

beskrev en kaptajn, hvordan han engang havde lagt skibet til kaj udelukkende ved hjælp af

radaren.

Et andet og mere kompliceret eksempel handler om fiskerikontrol. Under registrering af

observationer af fiskerifartøjer til havs bliver disse observationer dobbelttjekket med

overvågningssystemet VMS og af mindst et ekstra besætningsmedlem. Her bliver perception

med kikkert anset for at være usikker, fordi det kan være vanskeligt at se registreringsnumre

på fiskerifartøjer på lang afstand, og fordi det er vigtigt ikke at lave forkerte registreringer.

Succesfuld perception er således en kollektiv bedrift distribueret mellem kikkerter, mennesker

og VMS’et. Hvis dette spørgsmål relateres til et andet spørgsmål om, hvad der tæller som

høj- vs. lavteknologi på Vestkysten, er det også værd at bemærke, at når et fiskerifartøjs

bevægelser monitoreres, er det selve den visuelle kontakt, der konstituerer, at en

repræsentation er sikker, snarere end overvågningssystemets repræsentation af fartøjet. I

dette tilfælde er kikkerten en mere central aktør end it-systemet.

Teknologier på Vestkysten er således flydende både i relation til partikulære

omstændigheder, så som vejret, men også historisk betragtet, i forhold til, hvordan

teknologier over tid føjes til den eksisterende teknologiske konfiguration. Denne situation

kan ses som en årsag til, hvorfor fiskerikontrollører gør sig filosofiske overvejelser omkring,

hvordan forskellige teknologier er relateret til omgivelserne. Idet sømænd sætter deres lid til

og nogle gange lægger deres liv i hænderne på teknologi, er det ikke overraskende, at de

er opmærksomme på, hvorvidt man kan stole på teknologiernes repræsentationer.

I den forbindelse udviser de også en stor omsorg for skibet som sådan. Et indtryk fra

første gang jeg kom ombord på Vestkysten, er således, at der er overordentligt velholdt og

rent. Dette har bl.a. at gøre med, at skibet er underlagt certificeringsstandarder af det

norske firma Veritas, og at det er en del af den danske redningstjeneste. Det nytter ikke

142

noget, udtrykte en kaptajn, at der ligger en oliepyt på dækket, hvis der skal rykkes ud til en

søredningsoperation i løbet af en halv time. Det nytter heller ikke i sådanne situationer, at

teknologiske repræsentationer er upræcise.

Her kan det altså ses, hvordan repræsentationsproblemet, som Rabinow via Foucault

pegede på, figurerer i mange forskellige sammenhænge, også figurerer på Vestkysten og

på en specifik måde. Det er her knyttet til en bekymring og omsorg for teknologi, de

repræsentationer, der løbende produceres i forbindelse med navigation, og til registrering i

forbindelse med kontrol. En omsorg for teknologi kombineret med en konceptuel interesse

for, hvordan der kan skabes præcise billeder af virkeligheden, står altså centralt i

fiskerikontrollørernes arbejdsattitude.

Endvidere indgår skibet i et længere netværk, hvori det forhandles, hvad fiskerikontrol på

Vestkysten og andre steder er og skal være. Overvågningssystemet VMS har

grundlæggende forandret planlægningen og organiseringen af hverdagens arbejde.

Tidligere blev det valgt, hvor skibet skulle sejle hen på baggrund af erfaringer med, hvor

der regelmæssigt fiskes, men i dag er VMS’et afgørende for dette valg. Endvidere blev

papirjournaler og regler vedrørende fiskeriet ajourført, når opdateringer blev modtaget med

post i hjemhavnen Thyborøn, men i princippet kunne EU-regler mm. altså have ændret sig,

når et fiskerifartøj blev bordet, hvilke besværliggjorde at tjekke ting præcist. I dag kan

fiskerilicenser og fangstlogbøger tjekkes online i direktoratets databasesystem

Fiskerisystemet, før et fartøj bordes. Kontrolfartøjet har dermed fået en konkret måde at

måle afvigelser fra fiskerikvoter, regler, mm. til deres rådighed. Imidlertid kræver det stadig

en del arbejde at afgøre, om ulovligheder forekommer, og det betyder også, at

kontrolarbejdet er blevet meget afhængigt af satellitforbindelsen.

I samme forstand er det også disse nye administrative it-systemer, som gør det muligt for

fiskeridirektoratet at flytte dele af planlægningen af kontrolarbejdet til en enhed for

risikovurdering på land, som jeg berørte i forrige kapitel. Så selvom VMS’et er tilknyttet en

værdi som enabling, gør systemet det også muligt for andre aktører at få indflydelse på

planlægningen af det daglige arbejde ombord. Vi har altså at gøre med en teknologisk

situation, som simultant ”enabler” og ”disabler” en række aktører og aktiviteter.

143

Når fiskerikontrollørerne blev spurgt om deres tanker omkring introduktionen af et

yderligere it-system, den elektroniske logbog, sagde en styrmand, at ”denne teknologi vil

være god, hvis den virker” (se også Lützhöft 2004). Det er klart, at enablement, ikke er på

spil som værdi i denne udtalelse. En kaptajn indtog imidlertid den modsatte holdning. Som

han så det, har det forhold, at skibets opgaver i dag potentielt kan planlægges fra land,

givet politikerne et argument for at skære ned på sejltid og besætning i effektivitetens navn.

Således er VMS’et ikke underlagt lokal kontrol, men udgør en forbindelse mellem Vestkysten

og andre dele af fiskerikontrolnetværket, således at skibets aktiviteter i princippet kan

kontrolleres og styres mere detaljeret udefra. Ifølge flere besætningsmedlemmer sættes den

traditionelt værdsatte uafhængighed og ad-hoc-stil i planlægning af praktiseringen af

fiskerikontrol dermed under pres. Hvis nye teknologier på den ene side ”enabler”

effektivitet, kan de altså samtidig og på den anden side virke ”disabling” på frihed i jobbet

og jobsikkerhed.

I kontrast til den kaptajn som greb røret på den gamle kommunikationssystem, jokede og

lo, fandt en anden kaptajn den aktuelle situation mindre morsom og gjorde opmærksom på,

at Vestkystens besætning udmærket godt ved, at ”de gode gamle dage” aldrig kommer

igen. Samtidig så han dog også fremtiden som en række interessante udfordringer, og

noterede sig, at selve det at sejle er blevet mere sikkert, end det var engang.

Den kontinuerte tilføjelse af nye teknologier har altså ikke medført, at situationen generelt

betragtet er præget af mere eller mindre sikkerhed. I stedet synes der netop at optræde

både mere og mindre sikkerhed i forhold til arbejdsopgaver, tryghed i jobbet, navigation

og en række andre forhold. Denne forvirrende situation forklarer i en vis udstrækning

proliferationen af de komparative skalaer, troværdig vs. mistænkelig teknologi, som

fiskerikontrollørerne benytter, og det indikerer, at det er en vigtig opgave for empirisk

filosofi at undersøge, hvordan sådanne skalaer bliver til og virker i praksis.

3.3.8 Afrunding - ontologisk fluiditet, enablement og teknologiske skalaer Teknologisk fluiditet har været et væsentligt tema i det ovenstående. Fluiditeten var tydeligst i

forbindelse med den zimbabwianske bushpumpe, som netop blev brugt til at definere idéen

her. Det centrale spørgsmål i forhold til pumpen var, hvor teknologiens fluiditet kan placeres

144

analytisk. En væsentlig konklusion er, at fluiditet er et karakteristikum ved pumpen selv og

dens relationer til andre humane og nonhumane aktører, og dermed ikke er en funktion af,

hvordan mennesker opfatter pumpen. Folk har rigtigt nok forskellige perspektiver på

pumpen, men det er teknologien selv, der skrumper og udvider sig, stabiliseres og

destabiliseres gennem de forbindelser, som formes i samspil med en heterogen forsamling

af aktører, inklusive brønd-boringsteknologier, ngangas, maling og kolibakterier.

Gennem en både temporal og rumlig forandringsproces bidrager pumpen på sin egen

måde til at producere godt helbred, til opbygning af rurale fællesskaber og måske endog til

at producere Zimbabwe som nation. Det er netop, fordi teknologier kan have så

vidtrækkende konsekvenser og uforudselige effekter i formning af både natur og samfund,

at Viveiros De Castros begreb om multinaturalisme virker meget mere sigende og

interessant end multikulturelle ideer om forskellige kulturelle perspektiver på og tilegnelser af

teknologi. Ideen om multinaturalisme fører os direkte ud i et ontologisk terræn og

understreger, at teknologier, mennesker, ideer og ”naturlige objekter” føjes sammen i

konglomerater, som producerer forskellige versioner af fællesskaber, vand-tilgængelighed,

helbred på landet eller afrikanske nationer: dvs., multiple virkeligheder, som dog

formodentligt ikke altid falder helt så fint i hak med hinanden, som det synes at være

tilfældet med den zimbabwianske bushpumpe.

De Laet og Mol anerkender, at forskellige skalaer bidrager til at konstruere både

teknologiske potentialer og farer. Det er derfor, at de hylder bushpumpens designere for

ikke tage de skalaer for givet, som normalt florerer i arbejdet med udviklingslande og som

regel prioriterer det højteknologiske, moderne og standardiserede på bekostning af det

lavteknologiske, tilbagestående og ukontrollable. Følger man De laet og Mol, er det netop,

fordi udviklerne af pumpen har tilegnet sig alternative skalaer i forhold til teknologisk værdi,

at denne teknologi er blevet i stand til at deltage aktivt i ontologisk og multinaturalistisk

arbejde. Selvom pumpen er en relativt lavteknologisk og simpel anordning, hvis der

fokuseres på dens tekniske karakteristika, så er den designet til at understøtte ontologisk

fluiditet. Dette forhold falder særligt i øjnene i sammenligning med de mange avancerede

og formodet flydende teknologier, særligt informationsteknologier, som ofte bliver

145

promoveret pga. deres tilsyneladende fleksibilitet, men ikke desto mindre bliver

implementeret med en forholdsvis rigid ambition. I forlængelse af Mol og De Laets analyse

kunne der dog spørges til, om fluiditet måske også kan kendetegne andre og moderne

teknologier i praksis. Det synes netop at være tilfældet for teknologi på Vestkysten, og f.eks.

også i Quattrone og Hoppers analyse af it (Quattrone og Hopper 2006). Ved at undersøge

en bestemt form for it, nemlig SAP, i sin specificitet og på tværs af organisatoriske

sammenhænge, fremstår it i deres analyse også som et flydende og multipelt objekt. Selvom

fluiditet således også kan siges at kendetegne andre og mere moderne teknologier, ændrer

det dog ikke ved, at det er bushpumpens indbyggede ”flydende mekanismer”, der gør den

til et eksempel på en teknologisk udviklingspraksis, som tilsyneladende lykkes bedre end

mange moderniseringsprojekter, der sættes i værk i tredjeverdenslande.

I forhold til de nye reproduktionsteknologier, beskrevet af Strathern, er det klart, at disse

også er flydende. Strathern viser os endvidere, hvordan de er forbundne til en specifik

kulturel opfattelse af teknologi som ”enabling”. Dette argument udvider og styrker ideen om,

at teknologistudier både kan fokusere på de hybride komplekser, som skabes ved

implementering af ny teknologi, og på antagelser vedrørende teknologisk kapacitet.

Strathern analyserer ikke teknologi udfra dominante skalaer, som vil evaluere teknologier

som anledning til mere eller mindre usikkerhed (Beck 1997) eller mere eller mindre tradition

(som Albert Borgmann). I stedet argumenter hun for, at de specifikke relationelle træk ved

teknologibrug, f.eks. i forhold til at forstå slægtskab eller sygdom, giver anledning til både

mere og mindre sikkerhed og usikkerhed. I denne proces fremtræder et potentiale for en

dramatisk ændring af forudsætninger for at afgøre, hvad der er ”rationelt” eller ”godt” at

gøre.

I forhold til Vestkysten manifesterer fluiditet sig også, ikke mindst i betragtning af,

hvordan tilføjelsen af it og andre avancerede teknologier både ændrer arbejdspraksis

ombord og relationen mellem skibet og administrative praksisser på land. Analysen

illustrerer, hvordan nye teknologier implementeres og transformerer et eksisterende netværk

af mennesker og teknologi snarere end, at de på simpel vis erstatter noget gammelt. I

sådanne situationer er det ikke muligt at betragte teknologier som fritstående objekter. I

146

stedet befordrer situationen, at overveje teknologier som dele af teknologiske landskaber,

hvor ældre teknologier koeksisterer med nyere teknologier og arbejdsopgaver.

Det er bl.a. pga. (hverdags)kompleksiteter omkring teknologibrug, at

besætningsmedlemmer på Vestkysten er involveret i at udvikle og benytte specifikke

teknologiske evalueringsskalaer. Det er her både et praktisk og konceptuelt relevant

spørgsmål, hvordan teknologier kan sammenlignes, f.eks. i forhold til hvilke der er bedst til

at klare hvilke opgaver under forskellige omstændigheder. Empirisk filosofi sætter fokus på

dette ikke-abstrakte, men ikke desto mindre begrebslige, situerede arbejde med at måle og

kontrastere ”det gode” og ”det dårlige” ved teknologi. Empirisk filosofi søger at forstå lokalt

producerede skalaer, som aktører anvender i og på deres egen situation, når de agerer i

tekniske miljøer i stedet for at ville definere sine egne generelle skalaer.

Et sådant fokus har flere konsekvenser. Selvom skalaen omkring ”gode” og ”dårlige”

teknologiske repræsentationer sandsynligvis ville kunne problematiseres fra enhver filosofisk

position, så er den ikke desto mindre virksom på Vestkysten. Derfor er det ikke en empirisk

filosofisk ambition at evaluere sådanne skalaer ved hjælp af eksternt producerede filosofiske

kriterier. Derimod er det ambitionen at lære af, hvordan de benyttes og udvikles. Men, som

nævnt, kan dette ikke indebære en simpel omvending fra et fokus på filosofisk

begrebsliggørelse til etnografisk beskrivelse af lokal praksis. For en række analytiske

distinktioner, som har deres oprindelse andetsteds, er også i spil på Vestkysten, samtidig

med at de finder bestemte former der. F.eks. bliver den alment benyttede skala omkring

hightech vs. lowtech benyttet på en bestemt måde her. Almindeligvis benyttes begrebet om

hightech på samme måde som Strathern beskriver, at begrebet om det moderne normalt

benyttes på i vestlig kultur. ”Hightech” og ”moderne” bliver således også nogle gange brugt

på skibet med henvisning til nye ting, som optræder i de nære omgivelser. Mest af alt

refererer begrebet dog til nyheder, som optræder andetsteds, såsom bureaukratiske tiltag i

EU eller til den nylige konstruktion af et fuldautomatisk og besætningsløst skib i Japan.

Imidlertid betragter besætningen ikke deres egen praksis og deres teknologier (gamle og

nye) som lowtech. Lowtech bliver i stedet brugt til at beskrive praksisser, der ikke betragtes

som ”teknologiske” så som positionering ved hjælp af papirkort. Et argument for at

147

rekruttere nye folk til kontrolskibene var omvendt igen, at det på skibet er muligt at arbejde

med den nyeste teknologi. Skalaen mellem high- og lowtech bliver altså benyttet

”relativistisk” og komparativt lokalt og ikke blot til at henvise til bestemte tekniske træk.

Således er det mit argument, at i samme forstand som aktiviteter på skibet er forbundet til

et utal af andre sammenhænge ved hjælp af teknologi, der hver for sig kunne undersøges

nøjere, så er de også begrebsligt forbundet til andre steder og praksisser, som bidrager til

at forme teknologiforståelser, som igen guider, hvordan teknologi anvendes ombord.

Dermed bliver et vigtigt analytisk spørgsmål for empirisk filosofi, hvad der sker i cirkulation

af teknologibegreber, og dermed kunne en generel anbefaling være, at dette spørgsmål vil

kunne komplementere analyserer af teknologioverførsel.

I sagens natur bør det dog ikke forventes, at fx begrebet om teknologisk fluiditet let kan

overføres til andre praksisser. I forhold til søfart kan det f.eks. tænkes, at avancerede og

fleksible teknologiers væsentligste styrke er den måde, hvorved de idiotsikrer, at

sikkerhedsforordninger bliver efterfulgt nøje. På den anden side kan den samstilling af

eksempler, jeg har foretaget i dette kapitel, hvorved det simple synes fleksibelt og det

avancerede rigidt, også tydeliggøre, at empirisk filosofi er i stand til at forstyrre vores

begreber om det høj- og lavteknologiske. Selvom ingen overførsel af teknologiske

kapaciteter kan garanteres, åbnes der en mulighed for, at ontologisk fluiditet kunne være

efterstræbelsesværdig i visse vestlige teknologiudviklingssammenhænge. En anden

konsekvens følger også i betragtning af problemet vedrørende skalering ud fra situationen

på Vestkysten. Selv i denne relativt afgrænsede sammenhæng er det nye og det gamle, det

lavteknologiske og det avancerede vanskeligt at skille ad og evaluere i forhold til hinanden.

I stedet fremstår teknologier og mennesker, det nye og det gamle, hightech og lowtech,

sikkerhed og usikkerhed fraktalt og komplekst sammenfilteret i hinanden.

Skibet er altså et teknologisk konglomerat, hvilket gør, at det ikke kan afgøres præcist,

hvor Vestkystens grænser befinder sig. I stedet henledes opmærksomheden på, at skibet

bl.a. gennem teknologi er forbundet til en bredere sammenhæng. I det næste kapitel vil jeg

fokusere på overvågning og på teknologier, som indgår i praktiseringen heraf. Empirisk

filosofi stiller spørgsmålstegn ved specifikke metaforer om overvågning, som dominerer

148

overvågningsstudier og dermed sætter begrænsninger for forståelse af overvågningens

kompleksitet og multiplicitet. Det er således formålet i det næste kapitel at benytte bestemte

ressourcer i STS til at åbne analysen af, hvordan overvågning praktiseres specifikt på

Vestkysten, samtidig med at det holdes for øje, at denne praksis også forbinder skibet til en

bredere sammenhæng, herunder til en diskussion af, hvad overvågning er, bør og kan

være.

149

3.4 Situeret overvågning I de senere år er et fagfelt vokset op omkring studiet i overvågning, så fagfeltets empiriske

undersøgelsesområde i dag dækker mange forskellige og interessante praksisser:

overvågningskameraer i byer, ansigtsgenkendelse i lufthavne, screening af immigranter,

politiovervågning mm. På trods af en voksende empirisk rigdom i feltet, har en teoretisk

forståelse af overvågning dog ikke udviklet sig med samme hastighed. Hovednavne inden

for overvågningsforskning har gjort opmærksom på, at de fleste analyser af fænomenet er

præget af to bestemte metaforer (Haggerty 2006; Lyon 2001). Den ene er forfatteren

George Orwells idé om Big Brother, og den anden er Benthams panoptikon, konceptet om

en fængselsarkitektur, der blev analyseret og gjort berømt af idéhistorikeren Michel Foucault

(1991a)

I dette kapitel bliver visse implikationer af disse metaforer udsat for en kritisk diskussion.

Empirisk filosofi angiver, at det vil være produktivt at analysere overvågningssituationer i

praksis. Jeg foreslår i forlængelse heraf, at overvågning bør betragtes som en situeret

aktivitet. En konsekvens heraf er, at det ikke er muligt at definere ”overvågningens natur”

med et generelt begreb. Overvågningssituationer kan f.eks. indeholde aspekter som kontrol,

omsorg og morskab, men det er udelukkende gennem empiriske studier, at det bliver muligt

at afgøre, hvad overvågning handler om i det specifikke tilfælde. Donna Haraways idé om

situated knowledges og Bruno Latours kompatible begreb oligopticon er værdifulde

teoretiske ressourcer for udvikling af en empirisk filosofisk forståelse af overvågning

(Haraway 1988; Latour 2005; Latour og Hermant 2006). Ifølge Haraway er ethvert

perspektiv indlejret i en socio-teknisk infrastruktur, og et blik er dermed aldrig totalt, men

altid partielt. En lignende pointe findes hos Latour. I modsætning til et panopticon, hvor alt

er synligt, kan tingene rigtigt nok ses særdeles detaljeret i et oligopticon, men de optræder

kun inden for et begrænset synsfelt. Et blik har altid et specifikt fokus og bliver til i et

bureaukratisk rum. Blikket afspejler personer og ting gennem registrering, protokoller og

målinger, men synliggør dem altså derved på helt bestemte måder og dermed ikke på

andre.

150

Ved at benytte Haraway og Latour som vejvisere for empirisk filosofi i en analyse empiri

omkring fiskerikontrol og arbejdet med overvågning på Vestkysten, udvikles en forståelse af

overvågning som en situeret aktivitet. Jeg vil i analysen fokusere på it-systemet Vessel

Monitoring System (VMS), som fiskerikontrollører som nævnt benytter til at overvåge fiskeriet

i Danmark. Systemet gør kontrollørerne i stand til at følge fiskerifartøjers bevægelser til søs,

hvilket etablerer effektive, men også begrænsede overvågningssituationer.

Kapitlet anskueliggør samlet set en empirisk filosofisk forståelse af ”situeret overvågning”,

som i modsætning til metaforerne ”Big Brother” og ”panopticon” bygger på den indsigt, at

overvågning aldrig er total, men altid begrænset og partiel. Endvidere fremstår overvågning

i denne forståelse som et resultat af et betydeligt arbejde, som kan møde friktion og

modstand undervejs. Distinktionen mellem den observerende og den observerede udviskes,

og overvågning bliver i denne forståelse heller ikke kun et spørgsmål om kontrol, men også

om andre ting, f.eks. omsorg. Alt i alt er det en vigtig konklusion, at overvågning altid kan

overraske ved at vise sig at handle om andet, end det man måtte forvente præanalytisk.

3.4.1 Overvågningsstudier – en karakteristik Begrebet overvågning synes at være i stand til at dække mange vidt forskellige fænomener,

f.eks. brugen af biometriske teknologier så som irisscanning og fingeraftryk (Cole 2001;

Van der Ploeg 1999; 2003), brugen af CCTV (closed circuit television) i byer (Norris, et al.

2004), registrering af internet- og e-mailbrug på arbejdspladsen (Kiss og Mosco 2005) og

indsamling af data i supermarkeder for at samle viden om forbrugsmønstre med det formål

at effektivisere marketing (Dubbeld 2003; Lyon 2001b). I sammenhæng med en

tilsyneladende stigning i antallet af overvågningsaktiviteter og det teknologiske raffinement,

med hvilket de udføres, styrkes en faglig interesse for at studere sådanne fænomener. Ved

første øjekast synes overvågningsstudier at være et rigt og spraglende fagfelt, idet det

beskæftiger sig med et bredt spektrum af fænomener. Ved nærmere eftersyn afsløres det

dog, at den empiriske bredde ikke afspejles i en tilsvarende teoretisk rigdom: “Two

metaphors have dominated discussion of surveillance in the past couple of decades; Big

Brother and Panopticon” (Lyon 2001: 174; se også Haggerty 2006; Haggerty og Ericson

2000).

151

Den første af disse metaforer, Big Brother, refererer som bekendt til George Orwells

berømte roman 1984 (Orwell 1956). Denne roman er først og fremmest en advarsel mod

udviklingen af et totalitært samfund, hvor forskellige teknologier så som teleskærme,

mikrofoner og høreapparater, bliver brugt af de personer, som sidder på magten, til

overvågning af andre. I Big Brothers perspektiv er overvågning nødvendig, så længe

personer er i stand til at udvikle deres egne holdninger. I Orwells roman bliver denne evne

dog langsomt, men sikkert undermineret.

Selvom de analytiske begrænsninger ved Big Brother-metaforen er anerkendt i

overvågningsstudier, bliver Orwells roman også prist for sin sociologiske værdi. F.eks.

forudser Clarke at “1984 will arrive; just a little late” (Clarke 1994). Lyon fremhæver også

Orwells analyse af “human dignity in a world dominated by rational bureaucratic control”

(Lyon 2001: 174). Lyon finder imidlertid også, at “today’s situation is different in two crucial

respects — the use of electronic technologies and the adoption of surveillance methods by

other agencies than the state” (ibid.), f.eks. private firmaer, der indsamler information om

deres kunder. I denne forståelse er der ikke ét center, én storebror, men flere centre, hvorfra

der overvåges.

Det andet analytiske værktøj, der ofte benyttes i overvågningsstudier, er begrebet

panoptikon, som oprindeligt blev udviklet af Bentham-brødrene i det attende århundrede. Et

panoptikon er et arkitektonisk koncept over en bygning, som har til formål at disciplinere

sine subjekter. Selvom det er Foucaults analyse (1991a), der har gjort overvågningsstudier,

bekendt med ideen om panoptikon, bliver andre dele af Foucaults arbejde sjældent

inddraget i fortolkningen deraf. Som regel bliver Foucault benyttet som en genvej til

Benthams oprindelige idé. Så selvom Foucault er den primære årsag til, at ideen om

panoptikon aktuelt inddrages i de fleste studier i overvågning, synes den her at have

løsrevet sig fra resten af hans oeuvre.

Det var oprindeligt ideen med panoptikon, at konceptet kunne appliceres på en række

forskellige institutioner. Den er dog nok bedst kendt som et koncept om en

fængselsarkitektur, og som sådan virker det på en forholdsvis simpel måde. Et tårn er

placeret i midten af et panoptikon. Herfra er det muligt at se alle indsatte, mens

152

overvågeren i tårnet er usynlig, hvilket indebærer, at de indsatte bliver nødt til at antage, at

de overvåges konstant og må handle ud fra denne betragtning. Det er i denne antagelse om

en potentielt set konstant overvågning, at et panoptikon henter kraften til at disciplinere

subjekter.

I overvågningsstudier er ideen om panoptikon en arketypisk teoretisk ressource, og det er

ingen overdrivelse at påstå, at stort set alle analyser af overvågning indeholder referencer til

Foucault og Bentham (se Wood 2003). Ideen bliver dog også diskuteret og udviklet i

forskellige retninger. Begreber som ”the electronic panopticon” (Lyon 1994), ”the

superpanopticon” (Poster 1995) og “postpanopticism” (Boyne 2000) vidner både om et

behov for og en villighed til at udvikle ideen, for at den igen kan blive et værdifuldt

analytisk begreb. Dog kan disse begrebsudviklinger også ses som symptom på, at feltet er

uvilligt til at afsøge nyt teoretisk terræn. Ifølge Haggerty (2006) tyder ovenstående

udviklinger på, at det er selve ideen om panoptikon, der disciplinerer overvågningsstudier,

og han ser derfor ingen anden løsning end at ”rive murene ned”. Lyon drager en lignende

konklusion, omend han fremfører den i en noget mildere tone, nemlig at “… surveillance

theory for the twenty-first century is obliged to look beyond the panopticon”(Lyon 2006:

18).

Der er indlysende forskelle mellem Big Brother og panoptikon, og de bliver selvsagt

appliceret på empirisk materiale med vekslende grad af finesse. Der kan dog på et vist

abstraktionsniveau argumenteres for, at de lægger op til nogenlunde den samme indstilling

i forhold til overvågning og analyse deraf.

For det første bliver overvågning både med Big Brother og panoptikon relateret til en

situation, hvor alt er synligt. I Orwells roman er partiets slogan ”Big Brother is watching

you” og den fundamentale idé med et panoptikon er også, at alt kan ses. Tolkes ideen om

”overvågningssamfundet” gennem disse metaforer, synes det muligt at gøre samfundet totalt

transparent, men som det vil blive diskuteret nedenfor er denne idé om total synlighed og

gennemsigtighed problematisk.

153

For det andet bliver overvågning opfattet som noget, der styres fra et center. Den

magtfulde aktør (Big Brother eller fængselsbetjenten) er placeret i centrum og overvåger de

magtesløse aktører i samfundets periferi.

For det tredje fremstår overvågning i Big Brother-samfundet og med ideen om

panoptikon som en proces, der forløber glat og nærmest automatisk.

Overvågningsteknologierne er allerede på plads, de virker og vi hører sjældent om

sammenbrud eller om, hvordan overvågningsteknologi bliver vedligeholdt.

For det fjerde er overvågning i Big Brother-samfundet og i et panoptikon så effektiv, at

det er håbløst at gøre modstand. Den indsatte i et panoptikon har intet valg og er tvunget til

at adlyde. I 1984 forsøger protagonisten Winston Smith at gøre modstand, men Big Brother

besejrer ham let.

For det femte leder Big Brother og ideen om panoptikon til en aversion mod overvågning.

I Orwells roman er overvågning knyttet til et totalitært regime, der benytter den til at

undergrave menneskelig værdighed, kærlighed og identitet. På lignende vis bliver et

panoptikon som regel fortolket som et fængsel, der nedbryder de indsattes individualitet.38

Det er således ikke overraskende, at mange overvågningsstudier bærer præg af et vist

ubehag ved fænomenet og har en kritisk indstilling dertil. Det fremstår hermed som et vigtigt

analytisk problem, at andre aspekter af overvågning, så som omsorg og morskab, risikerer

at forsvinde, hvis fænomenet udelukkende tilgås fra en sådan kritisk position.

Selvom metaforerne Big Brother og panoptikon dukker op i mange analyser af

overvågning, er metaforerne dog samtidig til debat. I overvågningsstudier anerkendes det,

at de virker teoretisk begrænsende, og en interesse for at undersøge nye analytiske

ressourcer vokser (Lyon 2006). Haggerty og Ericson (2000) finder således inspiration hos

Deleuze og Guatarri i udviklingen af begrebet ”surveillant assemblages”. På baggrund af

en mere fænomenologisk tilgang argumenterer Albrechtslund for, at begrebet ”participatory

surveillance” indfanger situationer, hvor mennesker frivilligt deltager i ”selvovervågning”

38 Dette ignorerer i mine øjne Foucaults egen pointe om, at disciplinering og magt ikke blot er negativ, men også produktiv. Det er herigennem, at subjekter og subjektivitet produceres. Der er altså i Foucaults billede ikke tale om, at subjektivitet bliver nedbrudt af disciplinering, snarere konfigureres subjektivitet på bestemte måder gennem overvågningens disciplinerende effekt (f.eks. Foucault 1998: 92ff).

154

(Albrechtslund 2008). Endelig forslår Haggerty, at Foucaults arbejde med ”govermentality”

kunne være en frugtbar inspirationskilde (Haggerty 2006; se også Barry, et al. 1996;

Foucault 1991b). På trods af disse tiltag synes Big Brother og panoptikon dog stadig at

være de grundlæggende begreber i overvågningsstudier. Hermed belyses bestemte aspekter

af overvågning, som i kraft af begrebernes generalitet kommer til at fremtræde som

væsentlige for alle overvågningssituationer. Som Haggerty kan man imidlertid stille sig

tvivlende an i forhold til et “prospect of developing a model of surveillance that can be

usefully generalized to all or even a considerable number of surveillance contexts”

(Haggerty 2006: 39). Tilgås sådanne sammenhænge i stedet med udgangspunkt i empirisk

filosofi og begrebet om ”situeret overvågning”, synes udviklingen af en generel model over

overvågning heller ikke at være et analytisk tilfredsstillende mål.

3.4.2 Situering af overvågning Jeg vil nu inddrage visse aspekter af Donna Haraways og Bruno Latours arbejder, som kan

bidrage til at udvikle en empirisk filosofisk forståelse af overvågning. I denne sammenhæng

vil to argumenter blive ekstrapoleret. Det første er, at synet ifølge Haraway altid er

begrænset, situeret og konstitueres på specifikke måder. I lyset heraf synes et altoverskuende

blik at være uopnåeligt i modsætning til, hvad der antages med Big Brother og panoptikon.

Det andet argument er, at nonhumane aktører så som kort, dokumenter, computere mv.

ifølge Latour aktivt deltager i konstituering af virkeligheder og dermed af

overvågningssituationer, hvilket gør det nødvendigt at udvide det analytiske spektrum, så

det også inkluderer andre relevante aktører end den observerende og den observerede. Det

arbejde, som forskellige aktører udfører, må også tages med i betragtning. Det er endvidere

just fordi, at jeg med afsæt i en empirisk filosofisk tilgang ikke kan antage at kunne vide på

forhånd, hvad dette arbejde medfører, og om det er succesfuldt eller ej, at det forekommer

helt centralt at undersøge, hvordan overvågningssituationer konstitueres i praksis.

I ”Situated knowledges – The Science Question in Feminism and the Priviledge of the

Partial Perspective” argumenterer Haraway for, at et udsyn altid er integreret i et specifikt

kropsligt apparatur, en specifik kulturel og materiel sammenhæng mv. (Haraway 1988).

Denne betragtning står i modsætning til en idé om, at det er muligt at etablere en situation,

155

hvor den observerende kan se alt. Ideen om at nogen som helst er i stand til at se alt

ignorerer, at det netop er den observerendes krop, position, teknologier, relationer mv. som

gør den observerende i stand til at se noget som helst, men dermed også begrænser dette

udsyn. Haraway betegner ideen om at kunne etablere en situation, hvor alt er synligt, for et

”God trick” (Haraway 1988: 134; Haraway 1997:136). Ideen betegner hos Haraway

(natur)videnskabelige forsøg på at opnå objektivitet ved at distancere sig radikalt fra

virkeligheden. Følger man Haraway, må en sådan objektivitet dog ses som et strategisk,

retorisk og autoritativt træk, fordi det ikke er muligt i praksis for forskeren (eller nogen som

helst andre) at opnå en position, som er radikalt distanceret og adskilt fra verden.

Denne pointe er relevant for overvågningsstudier, fordi både Big Brother og ideen om

panoptikon tildeler overvågeren en evne til at udføre noget, der umiskendeligt ligner et

”God trick”. Den observerendes specifikke krop og hans eller hendes partikulære sensoriske

anordning fremstår som ubetydelige aspekter ved situationen. Det samme argument kunne

føres i forhold til det infrastrukturelle arrangement i panoptikon, som antages altid at

producere den samme selv-disciplinerende effekt, også selvom denne virkning kan forestilles

at være mere eller mindre effektiv.

”The God trick” kan ses som resultatet af en kartesiansk antagelse om, at der eksisterer

en klar distinktion mellem et autonomt, åndeligt subjekt og en passiv, observerbar verden.

Med en vis ironi gør Haraway opmærksom på, at det kun er Max Headroom, en

computergenereret stjerne i et tv-show fra sidst i firserne, som det er lykkedes at udføre ”the

God trick. Ligesom Big Brother og fængselsbetjenten er Max en instantiering af det

kartesianske subjekt. Han har ingen krop, han er partikulært set ingen som helst, og derfor

kan han alene se alt (Haraway 1988). Ifølge Haraway bør denne uopnåelige kartesianske

subjektposition dog hverken efterstræbes eller skabe bekymring. I stedet bør der insisteres

på “the embodied nature of all vision and so reclaim the sensory system that has been used

to signify a leap out of the marked body into a conquering gaze from nowhere” (Haraway

1988). Der findes simpelthen ikke noget ikke-situeret blik.

Et sådant fokus på “situerethed” medfører en interesse for, hvordan synet og viden bliver

produceret i kraft af specifikke socio-tekniske arrangementer. I denne forståelse eksisterer

156

virkeligheden ikke på forhånd og ligger fint, veltilrettelagt og venter på at blive observeret

fra en neutral position. I stedet er det i kraft af et kooperativt samarbejde mellem både

humane og nonhumane aktører, at virkeligheden emergerer (se også Pickering 1995;

Jensen 2004a). Det er sådanne interaktioner, der gør, at verden fremtræder på bestemte

måder og ikke på andre. Teknologier spiller en vigtig rolle i produktionen af sådanne

situerede virkeligheder og udsyn. Følger man Haraway, er teknologier dog ikke udtryk for,

at en større kraft er på spil, som fratager mennesker deres værdighed. De er heller ikke

proteser, som ”enabler” mennesket til at gøre ”hvad som helst” (Se kapitel 3.3, Strathern

1996). Teknologier er snarere rekonfigurerende anordninger, som deltager i en løbende

konstruktion af specifikke situationer. De er “ways of life, social orders, practices of

visualisation” (Haraway 1988), hvilket betyder, at det er i kraft af specifikke arrangementer

og apparater, at overvågningssituationer etableres. Den observerende kan ikke se ”det store

forkromede billede”, men kun specifikke, partielle og ”indrammede” versioner af

virkeligheden.

Latours begreb om oligopticon er kompatibelt med ideen om situerethed. Begrebet er

desuden (i hvert fald delvist) udviklet i en kritisk dialog med begrebet om panoptikon:

Oligoptica […] do exactly the opposite of panoptica: they see much too little to feed the megalomania of the inspector or the paranoia of the inspected, but what they see they see it well. (Latour 2005: 181)

I kontrast til et panoptikon er overvågerens udsyn i et oligoptikon begrænset: “From

oligoptica, sturdy but extremely narrow views of the (connected) holes are made possible”

but “the tiniest bug can blind oligoptica” (ibid.). Et oligoptikon er dermed en meget mere

skrøbelig konstruktion end et panoptikon. Et oligoptikon er et specifikt bureaukratisk og

teknologisk rum, som gør detaljeret observation mulig, men dog kun inden for en begrænset

ramme. Detaljeret observation inkluderer brugen af f.eks. kort, dokumenter og

computerprogrammer, som er med til at skabe praksis, men praksis er da samtidig helt og

aldeles afhængigt af disse teknologier. Mistes f.eks. et kort, bliver synet forandret

I ”Paris: Invisible City” undersøger Latour og Emile Hermant forskellige oligoptiske steder

(Latour og Hermant 2006). Frøken Baysals kontor er ét sådant sted. Herfra planlægger og

157

koordinerer hun undervisningen på et universitet. Hun kan ikke se undervisningslokalerne

fra vinduet på sit kontor. I stedet kan hun indhente viden om dem ved at kigge på oversigter

og tabeller, som er tegnet på store stykker papir. Dermed kan hun manipulere med

undervisningsaktiviteterne. Frøken Baysal har i denne forstand overblik over alle

undervisningslokalerne, selvom hun aldrig selv deltager i undervisning. Dette ”overblik” er

ifølge Latour og Hermant dog afhængigt af ”inskriptioner”: Universitetet er indskrevet i

oversigterne, som er korreleret med skilte ved undervisningslokalerne. “[T]o see the entire

school it is necessary first to inscribe it, then to circulate it and finally to make it correspond

to some signpost” (Latour og Hermant 2006).

Med begrebet om oligoptikon sættes der altså også fokus på, at overvågning er en

”begivenhed”, som hænder i det omfang, det lykkes for mange forskellige aktører at

arbejde sammen. Begrebet angiver endvidere, at forskeren ikke bør søge efter aktører som

fængselsbetjenten, der skuer ud af vinduet, men mere efter aktører, der minder om Frøken

Baysal eller bureaukraten, som befinder sig i sit kontor bag papirbunker, arkivskabe og

computere. I denne forstand fordrer begrebet, at det studeres, hvordan partikulære

overvågningssituationer produceres. Forskeren bør stille specifikke spørgsmål om de

involverede aktører så som “In which building? In which bureau? Through which corridor is

it accessible? Which colleagues has it been read to? How was it compiled?” (Latour and

Hermant 2006). Denne måde at spørge på resonerer med Haraways opfordring til ikke at

definere synet generelt, og i stedet undersøge, hvordan det konstitueres. F.eks. kunne der

spørges:

How to see? Where to see from? What limits to vision? What to see for? Whom to see with? Who gets to have more than one point of view? Who gets blinded? Who wears blinders? Who interprets the visual field? (Haraway 1988)

”Situeret overvågning” er et begreb, der er mere åbent og mindre generelt end Big Brother

og panoptikon. Det opfordrer forskeren til at undersøge overvågningssituationer empirisk

som tilblivelse og bedrift. Situerethed implicerer dog ikke en form for lokalisme, hvormed

forskellige overvågningssituationer ville blive betragtet som radikalt adskilt fra hinanden.

Snarere fremtræder overvågningssituationer i denne forståelse både som begivenheder og

158

distribuerede aktiviteter, hvilket involverer koordination, timing og samarbejde mellem en

række aktører på tværs af forskellige praksisser. Det er således heller ikke en analytisk

implikation af situeret overvågning, at der bør fokuseres eksklusivt på handling. Siden det

med denne tilgang er umuligt at vide apriori, hvad der er på spil, og hvordan overvågning

bliver praktiseret i de specifikke tilfælde, er det imidlertid nødvendigt at studere dem

empirisk.

3.4.3 Overvågning i praksis på Vestkysten I forhold til en intention om at studere overvågning er fiskerikontrol et generøst felt. Efter

medlemskabet af EF i 1972 har fiskeriet i Danmark som nævnt været stærkt reguleret

gennem kvoter, regler om udstyr, love om hvordan fisk skal landes og registreres, hvilke

licenser man skal have og meget andet. Disse regulativer bliver jævnligt forhandlet og

ændret i EU, og det er selvsagt et vigtigt mål for kontrolskibet Vestkysten at sikre, at fiskerne

følger dem. Således handler overvågning her tydeligvis om kontrol. Som der efterfølgende

vil blive redegjort for, er Big Brother og Panopticon imidlertid ikke passende begreber til at

forstå den komplekse overvågningssituation, som Vestkysten indgår i. Situationen fremstår

bl.a. som kompleks, fordi det er uklart, hvilke effekter overvågning og kontrol i feltet har (se

kap 3.1.5). En yderligere grund hertil er, at kontrol kun er ét aspekt af denne overvågning,

omsorg er et andet. Endelig hjælper hverken Big Brother eller panoptikon til at indkredse det

store arbejde, der skal til for at etablere og opretholde overvågning og heller ikke den

friktion og modstand, som dette arbejde møder undervejs.

I de seneste årtier har Vestkystens overvågningskapacitet ændret sig markant. Vestkysten

har i dag som nævnt en satellitforbindelse, hvilket gør besætningen i stand til at sende og

modtage meddelelser om inspektionsplaner, ny lovgivning, etc. over internettet. I forhold til

at udføre overvågning er to it-systemer særligt vigtige. Jeg har tidligere beskrevet disse i

afsnit 3.1.6. Her vil jeg gå mere i detaljen særligt med overvågningssystemet ”Vessel

Monitoring System” (VMS). ”Fiskerisystemet” er som nævnt et databasesystem, som

indeholder information om, fangster, oplysninger om fiskere, licenser, hvilke fartøjer, der er

blevet observeret, hvem der har forbrudt sig mod loven, som registreres af Vestkysten, den

landbaserede kontrol og andre kontrolskibe. Fiskerikontrollørerne bruger dette system til at

159

afgøre, hvilke fiskerifartøjer, der skal inspiceres, og hvad der specifikt undersøges ombord

på dem.

Fartøjsovervågningssystemet (VMS) blev introduceret i 1999 på baggrund af et EU-krav

om, at medlemslandende skulle bruge it til at kontrollere deres fiskeriflåder. I 2005 var alle

fartøjer med en længde på 15 meter eller mere registeret i dette system. Teknisk set består

VMS’et af en antenne og et sende-/modtageapparatur, som er installeret på hvert enkelt

fiskerifartøj.

Apparaturet er forbundet til GPS'en på fartøjet og sender med et vist interval information

om position, fart og kurs til en satellit, som er kontrolleret af den internationale maritime

satellitorganisation (INMARSAT).

Figur 17: VMS sender og antenne Kilde: Pedersen (2003)

160

Satellitten sender derefter informationerne videre til et kommunikationscenter på land, som

igen distribuerer information videre til de respektive landes fiskeridirektorater. Fra det

danske direktorat sendes informationerne herefter til Vestkysten. På nuværende tidspunkt

modtager medlemslandende (og dermed Vestkysten) information om to slags fartøjer, dels

fartøjer, som sejler under eget flag og befinder sig i hvilket som helst farvand, dels om de

udenlandske fartøjer, som befinder sig i dansk nationalfarvand. Signalfrekvensen kan

indstilles individuelt for hvert fiskerifartøj, og INMARSAT tager betaling for hvert signal. I

Danmark er standarden et signal hver time, men hvis et bestemt fartøj er under mistanke, og

dette derfor kræver mere præcis information, kan frekvensen øges. Dette kan f.eks. ske, hvis

et fartøj mistænkes for ”kvote-hopning”, dvs. at fisk, som er fanget i en fangstzone,

registreres, som om de var fanget i en anden, som illustreret i afsnit 3.1.7.

På Vestkysten er informationer om fiskerifartøjerne tilgængelige i en computerapplikation

ved navn V-track. Deres position, fart og kurs kan visualiseres deri.

X

InmarsGP Figur 18:

Illustration af VMS-systemet. Kilde: Pedersen (2003)

161

Fiskerikontrollørerne åbner V-track flere gange dagligt og som regel, før de beslutter, hvor

de vil sejle hen og kontrollere. De sigter ofte efter klynger af skibe, således at det er muligt

at foretage flest mulige bordinger. Udover den aktuelle position, fart og kurs, kan det

enkelte fartøjs historiske bevægelser også følges i V-track.

Figur 19: Screendump fra V-track.


162

Endvidere kan der findes information om VMS-udstyrets tilstand på det enkelte fartøj. Hvis

nogen f.eks. har slukket for udstyret bliver denne information gemt og kan visualiseres i V-

track. Hvis der er mange og lange huller i signal-flowet fra det enkelte skib, kan det altså

være en indikation på, at der foregår noget ulovligt.

I princippet har kontrollørerne således adgang til at se, hvor hvert enkelt fiskerifartøj

befinder sig og kan indhente en stor mængde information om hvert enkelt fartøj.

3.4.4 Arbejdet med at etablere overvågning Det ovenstående kan ses som en beskrivelse, der refererer til en ideel situation, hvor tingene

virker efter hensigten og informationerne flyder gennem infrastrukturen uden modstand.

Dette er dog ikke altid tilfældet på Vestkysten. På et tidspunkt under mit feltarbejde brød

satellitforbindelsen f.eks. ned, hvilket gjorde it-systemerne ubrugelige, og kontrollørerne

måtte således improvisere for at udføre deres arbejde. De begyndte herunder at trække på

andre ressourcer: Den viden, de havde om gængse fiskepladser, blev vigtig, de ringede

gentagne gange til fiskeridirektoratet, hvor it-systemerne stadig var tilgængelige, og


163

papirjournaler ombord blev undersøgt. Kontrollørerne kunne sagtes håndtere situationen,

men den krævede altså en del improvisation, og kaptajnen beklagede sig: ”Vi sejler med

bind for øjnene, vi er heldige, hvis vi overhovedet støder ind i nogle fiskere i dag”. De

”stødte ind” i adskillige fiskerifartøjer, hvilket dog stadig ikke var nok for kaptajnen. Det var

nemlig stadig meget besværligt at etablere et relevant syn på tingene, så længe

fiskerisystemet stadigt var utilgængeligt. Kaptajnen beklagede sig igen: ”Vi kan ikke

indsamle den information, vi har brug for, inden fiskekutteren er langt ude agter”. På denne

dag var det hverken nemt at beslutte sig for, hvor der skulle sejles hen eller, hvad der skulle

undersøges under bording, hvilket forblev situationen, indtil satellitforbindelsen blev

genetableret et par dage senere.

Dette eksempel illustrerer bl.a., at overvågning på Vestkysten er resultatet af et situeret og

kooperativt arbejde, som involverer både humane og nonhumane aktører. Effektiv

overvågning etableres ikke af en individuel aktør, men er en bedrift, som afstedkommes af

et netværk. Forskellige medlemmer af et netværk skal koordineres, for at kontrollørerne kan

se noget meningsfuldt, eller mao. er kognition her en kollektiv fortjeneste (se Hutchins 1995

). Etablering af overvågning er således en bedrift, og ingen, hverken Vestkysten eller den

danske stat, har kontrol over alle de aktører, som er involveret deri.

At overvågning er en bedrift bliver tydeligt i ”break down”-situationer, som den ovenfor

beskrevne, hvor visse aktører, der normalt bidrager til at opretholde situationen, nægter at

samarbejde. Et arbejde er imidlertid også nødvendigt i situationer, hvor systemerne virker,

som de skal (selvom kontrollørerne beklagede sig over, at dette aldrig helt var tilfældet, fordi

fiskerisystemet var tungt og satellitforbindelsen langsom). På Vestkysten skal der altid tages

beslutninger om, hvor man vil sejle hen, og hvad der skal inspiceres. Disse beslutninger

bliver truffet på baggrund af den ekspertise, som fiskerikontrollører har opbygget og i et

samarbejde med V-track. Eftersom fiskerifartøjer også bevæger sig, og det kan tage timer

for Vestkysten at nå frem til en planlagt destination, er der imidlertid ingen garanti for, at

der et noget at finde ved ankomst. Derfor er det også som regel først, når kontrollørerne

observerer et fiskerifartøj til søs i kikkerten, at de begynder at hente informationer i

fiskerisystemet for at beslutte mere præcist, hvad de vil kigge efter under en bording. I

164

denne proces konsulterer de som regel også ret kompliceret lovstof, der som nævnt jævnligt

bliver ændret og opdateret. Det er også fordi, besætningens størrelse er begrænset, og det

kræver arbejde blot at navigere skibet, at den endelige beslutning om, hvad man vil kigge

efter under en bording, ofte først bliver truffet lige før, et fartøj bordes. Nogen gange er

kontrollører endog stadig optaget af at finde ud af, hvad der præcist skal undersøges, mens

en bording er i gang. Under bording kræves altså yderligere improvisering og

koordination. Etablering af overvågningssituationen er således afhængig af, at forskellige

ressourcer koordineres inden for en begrænset tidsperiode.

3.4.5 Friktion Arbejdet med at etablere overvågningssituationer finder sjældent sted uden forstyrrelser og

problemer eller, det jeg her vil betegne friktion. Som det fremgår af det ovenstående, er it-

systemer kun et element blandt andre i etableringen af en overvågningssituation, og disse

systemer kan tilsidesættes. På et tidspunkt fik Vestkysten som beskrevet i afsnit 3.1.3 et

opkald fra en kvinde, som anklagede et bestemt fartøj for at fiske ulovligt.

Fiskerikontrollørerne diskuterede, om dette var et forsøg på at lede dem på afveje. Til sidst

besluttede de sig dog for at følge sporet. Overvågningsblikkets fokus kan altså forandre sig

på baggrund af helt konkrete begivenheder, og rygter kan i denne forbindelse være

stærkere end it og databaser.

Et andet eksempel på friktion i overvågningsprocessen er forbundet til lovgivning. Det er

begrænset, hvilke informationer om fiskerifartøjer, der kan visualiseres i V-track. Det er kun

deres position fart og kurs, som man hurtigt kan få skabt sig et indtryk af. En mistanke til en

fisker kan opstå, hvis et fiskerifartøj ligger og krydser frem og tilbage over grænsen mellem

to fiskerizoner, fordi dette som nævnt kan indikere ”kvote-hopning”. Men for at kunne

benyttes i en retssag skal Vestkysten som nævnt befinde sig det samme sted som

fiskerifartøjet og bevidne handlingen. Det bevægelsesmønster, som kan ses i V-track, er ikke

bevis nok. Hvis Vestkysten befinder sig på stedet, er det imidlertid højst usandsynligt, at

sådanne ulovligheder overhovedet ville finde sted. Imidlertid betyder det, at overvågning i

fiskerikontrol til søs altså skal situeres ret bogstaveligt og på en bestemt måde for at have

effekt.

165

Forsøg på at afgøre, om et fiskerifartøj har en ulovlig fangst i lasten, tilbyder også et

eksempel på friktion. Det kræver en meget stor indsats at afgøre, hvor mange fisk og af

hvilke slags, der findes i et trangt lastrum. Her bliver kasser med fisk stablet i rækker og

oven på hinanden. Hvilke arter og hvor mange fisk et skib har i lasten er således langt fra

gennemsigtigt, men kræver derimod at kontrollørerne foretager kvalificerede vurderinger.

De kan selvfølgelig tage alle kasser op på dækket, veje og tælle fiskene, men det betyder, at

de begrænser deres kontrolfunktion til et bestemt skib i meget lang tid og endvidere, at de

for en rum tid forhindrer fiskeren i at udføre sit arbejde, hvilket man netop forsøger at

undgå, med mindre der optræder en stærk mistanke.

3.4.6 Modstand Før VMS’et blev introduceret var mange fiskere skeptiske. Efter deres mening burde deres

erhverv forblive liberalt og frit. Ifølge en it-ansvarlig i fiskeridirektoratet var fiskernes

argument, at deres privatliv og endog psykologiske velbefindende ville blive sat på spil, hvis

VMS’et blev implementeret. Fiskerne sammenlignede systemet med at have et kamera

installeret i lastrummet. De forestillede sig altså VMS’et som et altseende øje. Det ubehag,

som var rettet mod systemet, forsvandt dog ifølge den it-ansvarlige ret hurtigt, efter det blev

indført. Det kan tolkes som udtryk for en succesfuld implementering af en

overvågningsteknologi, som kun bliver mere og mere effektiv efterhånden, som den bliver

en integreret del af hverdagslivet. En anden grund til, at bekymringen forsvandt, kan

imidlertid være, at fiskerne efterhånden opdagede, at de ikke var konfronteret med et

effektivt panoptikon, men med et skrøbeligt oligoptikon, som kan undviges og gøres til

genstand for modstand.

F.eks. dækker fiskerne nogle gange VMS-antennen med metalspande. Dermed blokerer

de for signalet og bliver for en tid usynlige for kontrollørerne. Denne innovative strategi

bliver kun synlig for kontrollørerne, hvis det fremstår som et tydeligt mønster i de VMS-data,

som de har adgang til. Så VMS’et endte altså ikke med at skabe det skrækscenarie, som

fiskerne frygtede. Den overvågning, som etableres med VMS’et, er langt mere skrøbelig og

begrænset i sit omfang.

166

3.4.7 Hvem overvåger hvem? I beskrivelsen ovenfor er fiskere og kontrollører blevet tildelt reificerede roller. De

førstnævnte bliver overvåget, mens sidstnævnte overvåger, hvilket dog er et alt for simpelt

billede af situationen. Fiskerne kan således også overvåge kontrollørerne. De kan snakke

med hinanden over radioen med forvrænger på, og de kan advare hinanden, hvis et

kontrolskib er på vej. Vestkysten kan ikke snige sig ind på fiskere til søs, hvor alle det meste

af tiden kan se hinanden nogenlunde lige godt. Det betyder bl.a., at fiskerne som regel har

tid nok til at opdatere deres logbøger og skaffe sig af med ulovlig fangst eller udstyr, hvis

dette skulle være nødvendigt. Kontrollørerne anerkender, at de ikke er usynlige, når de, som

beskrevet i afsnit 3.1.5, refererer til deres effekt som præventiv og prøver at styrke denne

ved at lade deres transpondersignal være tændt, hvilket gør det muligt for andre skibe,

løbende at følge Vestkystens position. Hvis dette forhold tolkes udfra et panoptisk begreb,

kunne det ses som et forsøg på styrke en disciplineringseffekt. I modsætning til

fængselsbetjenten, som til hver en tid kan forlade positionen i tårnet uden derved at

forandre den disciplinerende effekt, synes Vestkysten omvendt hele tiden at måtte gøre sin

tilstedeværelse synlig for at opnå en geografisk situeret og langt mere midlertidig effekt.

Det er en del af kontrollørernes arbejde, at de løbende registrerer information om

bordinger, observationer o.a. i flere forskellige it-systemer. Det er ikke altid gennemskueligt

for kontrollørerne, hvorfor de nogen gange udfører et dobbeltarbejde, hvilket atter vidner

om, at det kræver en løbende indsats og vedligeholdelse at etablere et specifikt syn på

tingene, og at det er en distribueret bureaukratisk opgave, som involverer staten, EU,

inspektoratet mfl. Det viser også med al tydelighed, at overvågningssituationen i sin helhed

ikke er gennemsigtig for de observerende.

Endvidere er kontrollørerne udmærket klar over, at registrering har mindst ét yderligere

formål end at overvåge fiskeriet, nemlig at overvåge dem selv. Inspektoratet benytter som

nævnt de ovennævnte registreringer til at anskueliggøre Vestkystens performance. F.eks. er

”antallet af bordinger” blevet en indikator, som benyttes til at evaluere kontrolarbejdets

”kvalitet”. Selvom det er svært at argumentere imod, at mange bordinger er godt, er det

indlysende at dette nemt skaber en situation, hvor der ikke nødvendigvis foretages mere

grundige bordinger. Sådanne ”konstitutive effekter” er velkendte i evalueringsstudier

167

(Dahler-Larsen 2007). Perrin peger således på, at polske møbelfabrikkers effektivitet på et

tidspunkt blev målt i tons, og at resultatet var, at Polen kom til at producere verdens tungeste

møbler (Perrin 1998). Et lignende argument kan føres i forhold til Vestkysten. Kontrollørerne

overvåger ikke bare fiskere, men også deres egen performance med indikatorerne. Så

selvom it-systemerne altså udvider overvågningens rækkevidde lægger indikatorer, som er

valgt, fordi de henviser til ting, som kan måles og registreres, også op til, at kontrolarbejdet

udføres mindre grundigt. I denne forstand udvider it-systemerne ikke bare overvågningen.

De indskrænker den samtidig på bestemte måder.

3.4.8 Omsorg eller kontrol? Som jeg vil behandle nærmere i næste kapitel er ”sømandsidentitet” vigtig for

fiskerikontrollørerne. En frihed tilknyttet livet til søs er et væsentligt aspekt ved denne

identitet. Kontrollørerne er udmærket klar over, at de deltager i at begrænse og håndtere

andres frihed. Det er som nævnt ikke mange år siden, at redningstjenesten var deres

vigtigste arbejdsopgave, og fiskerne regnede med Vestkystens tilstedeværelse på havet af

sikkerhedsmæssige årsager. I dag handler stort set alt kontrollørernes arbejde dog om

kontrol. Således finder nogle kontrollører, at de er blevet ”bad cops” snarere end de

hjælpere eller potentielle helte, som de var engang. De opfatter dog alligevel omsorg som et

væsentligt element i deres arbejde. Redningstjenesten er stadig også en meget vigtig opgave

for dem, selvom den ikke fylder meget i konkret arbejdstid. Nogle kontrollører fremfører

endvidere det argument, at det er fiskenes velbefindende, som er på spil med

kontrolarbejdet, og at de er ansat af den danske stat til at tage vare på naturen.

Det kom i en konkret situation til udtryk, at kontrolarbejde ikke kun er et spørgsmål om

kontrol. Kontrollørerne hørte tilfældigvis en diskussion mellem en hollandsk og en dansk

trawler på radioen, hvor det var tydeligt, at fiskerne havde temmelig vanskeligt ved at forstå

hinanden. Problemet var, at den ene båd havde beskadiget den andens trawl. Vestkysten lå

i nærheden, sejlede dertil og optrådte som mægler i situationen. Det samme teknologiske

udstyr, som bliver brugt til at etablere en kontrolsituation, nemlig radioen kan altså også

bruges til at iværksætte bistand.

168

Det er også relateret til omsorg, at kontrollørerne i kraft af en sømandsidentitet, deler den

holdning med fiskere, at et skib både er en arbejdsplads og et hjem, som jeg berørte i afsnit

3.1.5. Grænsen mellem det private og det offentlige er altså udvisket til søs. Derfor bliver

bording som regel også udført hensyns- og respektfuldt. Disse aspekter henleder

opmærksomheden på, at overvågningssituationer kan tage former, som er meget

anderledes end, hvad det der kunne forventes på baggrund af de hårrejsende billeder, som

Big Brother og panoptikon fremmaner.

3.4.9 Afrunding - situeret overvågning På et tidspunkt oplevede jeg, at en fiskerikontrollør printede et skærmbillede fra V-track og

tog printet med på en bording for at vise det til en fisker. Kontrolløren forsøgte dermed at

demonstrere overfor fiskeren, at Vestkysten altid potentielt vil kunne lokalisere hans skib.

Fortolkes denne handling med afsæt i metaforerne Big Brother og Panoptikon fremstår den

som en demonstration af fiskerikontrollørernes overblik. Betragtes den i stedet ud fra

begrebet om situeret overvågning fremstår den imidlertid som en lille del af et større arbejde

med at vedligeholde en begrænset overvågningssituation. Fiskerne glemmer tilsyneladende,

at de bliver overvåget på trods af, at de selv har overvågningsudstyret installeret ombord.

De skal løbende mindes om, at de overvåges, og at de overvåges på ganske bestemte

måder, for at overvågningen er effektiv. Samtidig med at handlingen kan ses som et bidrag

til en præventiv effekt, viste kontrolløren netop også i dette tilfælde fiskeren, hvordan

Vestkystens blik er begrænset. Alt, hvad der foregår på et fiskerifartøj, kan netop ikke ses

på udskriften fra V-track. Big Brother ville næppe blotte sig på denne måde over for sine

subjekter ved at fremvise, præcist hvad han kan se. Det ville netop underminere den

abstrakte forestilling om, at han eller nogen andre kan se alt.

Hvis empirisk filosofi og begrebet situeret overvågning benyttes som udgangspunkt for at

fortolke aktiviteter på Vestkysten fremkaldes således et noget andet billede af overvågning,

end det kan forventes med udgangspunkt i ideerne om Big Brother og panoptikon. Kort sagt

bliver fiskerikontrol praktiseret på Vestkysten som et oligoptikon snarere end som et

panoptikon. Det betyder ikke, at overvågning er ineffektiv. Selvom overvågning på

Vestkysten langt fra er en proces som forløber glat og automatisk, så har introduktionen af

169

nye informationsteknologier så som VMS’et, gjort det muligt for kontrollørerne at se

bestemte ting i fiskeriet meget detaljeret. Når de f.eks. inspicerer et fiskerifartøj, vælger de

som regel en eller to ting at kigge efter, det kunne være licens eller maskestørrelse. Denne

opgave understøttes af en samling EU-standarder, der benyttes til at identificere mulige

irregulariteter. Der etableres altså et præcist afgrænset syn på bestemte ting, men som

kræver et stadigt arbejde af sømænd, skibet, it og andre teknologier, og nogle gange

nægter nogle af disse aktører at samarbejde. Satellitforbindelsen er nede, eller fiskerne

nægter kontrollører at komme ombord. Selvom det lykkes at etablere

overvågningssituationen, er det også usikkert hvilke effekter det har. Fiskerne kan

disciplineres, men kun midlertidigt.

Hvorfor er begreberne om Big Brother og panoptikon da stadig dominerende i

overvågningsstudier? Med empirisk filosofi kan de betragtes som indflydelsesrige ideer, der

cirkulerer globalt og bliver benyttet til at italesætte, hvad overvågning er lokalt, som det var

tilfældet med fiskerne, der diskuterede den fremtidige indførsel af VMS’et. De er knyttet til

en skala omkring frihed vs. styring og bestemte forestillinger om teknologiudvikling og

teknologisk kapacitet. Deres brugbarhed som analytiske begreber er imidlertid begrænset.

De generaliserer overvågning for meget og sætter dermed en forventning om, at

overvågning vil være mere eller mindre det samme fænomen lige meget, hvor og hvordan

det optræder, og at overvågning er noget, som bestemte aktører har kontrol over og udfører

med nogenlunde den samme disciplinerende effekt for øje. Empirisk filosofi stiller

spørgsmålstegn ved denne forståelse og betragter i stedet overvågning som en afgrænset,

situeret, distribueret praksis. Kontrollørerne bliver også overvåget af fiskerne og af

direktoratet, mens direktoratet overvåges af den danske stat, som igen overvåges af EU osv.

Grænsen mellem overvåger og overvåget udviskes altså, og der er intet center, hvorfra

overvågningen udføres. Ingen aktører ved alt om alle andre, og ingen har total kontrol over

situationen, f.eks. kan den groteske situation som nævnt opstå, at tonsvis af fisk smides

overbord, fordi de er for små eller tilhører den forkerte art i forhold til juridiske standarder.

Det må formodes at ingen er interesseret i denne situation, men den er i mine øjne tegn på,

at ingen helt kan gennemskue effekterne af at bedrive overvågning og fiskerkontrol.

170

Hvis metaforerne Big Brother og panoptikon benyttes til at undersøge overvågning, som

denne praktiseres på Vestkysten og andre steder, bliver analysen altså i mine øjne nemt

forceret og forsimplet. Hvis overvågning i stedet undersøges som situeret, ved vi ikke på

forhånd, hvad vi vil opdage, og situationen holdes mere åben. Hvad overvågning er,

hvordan den bliver udført, og hvilke effekter den har, bliver et empirisk spørgsmål.

Empirisk filosofisk undersøgelse af praktisering af overvågning knytter samtidig

Vestkysten til en bredere sammenhæng. Skibet indgår i en praktisering af et moderne,

teknologisk og neoliberalt, men afgrænset og situeret bureaukrati, med henblik på at fiskere

skal overholde loven. Fiskerikontrol på Vestkysten er også knyttet til fiskere og til en bredere

sammenhæng på en anden måde i kraft af en sømandsidentitet og -kultur, hvilket jeg vil

undersøge i næste kapitel.

171

3.5 Hvad vi taler om, når vi taler om sømandskultur

As the anthropologist uses the notion of culture to control his field experiences, those experiences will, in turn, come to control his notion of culture. He invents “a culture” for people, and they invent “culture” for him (Wagner 1981:11)

Jeg har i de foregående kapitler refereret til, at en sømandsidentitet og sømandskultur er

vigtig i forhold til fiskerikontrollørernes virke. I afhandlingens sidste analytiske kapitel vil jeg

undersøge dette forhold nærmere. Med afsæt i empirisk filosofisk forståelse og i

multinaturalisme, som jeg beskrev i kapitel 2.4, kan kulturer ikke betragtes som helheder,

der eksisterer på forhånd ”derude”. Det kunne endvidere i henhold til begrebet om

multinaturalisme anses for problematisk at analysere fiskerikontrol udfra et begreb om

”kultur”. Ikke desto mindre er kultur et virksomt begreb på Vestkysten, og dermed kan det

undersøges, hvilken rolle et kulturbegreb spiller i netop denne sammenhæng.

Følger man Wagner, er det reglen, at kulturbegreber forvandles i møder mellem

antropolog og empiri både i feltarbejde og analyse deraf. Oplevelsen af, at noget er

fremmedartet, opstår f.eks. når en erfaring kommer i konflikt med velkendte begreber og

forestillinger. Idet familiære begreber benyttes til at forstå eller ”kontrollere” en

fremmedartet erfaring, vil begge dele blive forandret. I en sådan proces bliver det fremmede

mere familiært og det velkendte mindre selvfølgeligt (ibid.). Hverken antropologer eller

”indfødte” ved i Wagners forståelse således præcist, hvad ”kultur” er, besidder den, eller

bebor den på forhånd. Kultur ”opfindes” derimod kontinuerligt både i analytisk og ostensiv

forstand. Dvs., at kulturbegrebet forvandles, transformeres, udvides, indsnævres o.a. i en

didaktisk proces på tværs af teori og praksis og i et samspil mellem antropologer og

informanter og andre empiriske kilder.

I dette kapitel fokuserer jeg på en oplevelse, som forskød begrebet for mig under

feltarbejde på Vestkysten. Denne begivenhed kunne betegnes et etnografisk moment

(Strathern 1999a: 3-6). Et etnografisk moment er i min forståelse netop en begivenhed, hvor

etnografens forestillinger konfronteres med noget fremmedartet, bliver gjort eksplicitte og

dermed ikke kan forblive selvfølgelige. Denne begivenhed fandt sted, da jeg stillede

spørgsmål til, hvad fiskerikontrollørerne forstod ved sømandskultur. Her forslog tre

172

besætningsmedlemmer til min umiddelbare overraskelse, at jeg burde se det danske lystspil

Martha fra 1967 og mere specifikt vedrørende Vestkysten et tv-dokumentarprogram ved

navn Havstrømer, som blev sendt på TV2 i 1995 (Balling 2003 [1963]; TV2 1995). Herved

mente de, at jeg ville opnå en bedre forståelse for sømandskultur, end de ville kunne berige

mig med. Jeg oplevede dette svar forskød og udvidede, hvad jeg dengang forstod ved

sømandskultur, og hvad jeg forestillede mig at skulle undersøge for bedre at forstå livet på

Vestkysten. I dette kapitel vil jeg med en analyse af Martha og Havstrømer tegne

forbindelser mellem disse værker, skibet og dets omgivelser.

Arbejdsdagen på Vestkysten er delt op i vagter og frivagter, og sidstnævnte blev brugt

på at hvile eller til forskelligt tidsfordriv. Mulighederne derfor er dog begrænsede. Selvom

skibet også fungerer som fiskerikontrollørernes quasi-hjem, er det primært indrettet som en

arbejdsplads. Fordi skibet er en del af den danske redningstjeneste, skal det døgnet rundt

være klar til at stå til søs indenfor 30 minutter. Besætningen er derfor som regel bundet til at

bevæge sig rundt på eller i den umiddelbare nærhed af skibet. Tv og film er da ikke

overraskende et primært kollektivt samlingspunkt i fritiden, og således blev en nyanskaffelse

af satellit-tv kun delvist ironisk omtalt af en maskinmester som ”den bedste teknologiske

udvikling, vi har oplevet ombord i længere tid”. Samtidig blev denne situation dog også

beskrevet som negativ i kontrast til fortiden, hvor folk tilsyneladende var mere engagerede i

”sociale” aktiviteter så som at spille kort. I alle tilfælde deltager Vestkystens besætning

således i det storforbrug af massemedier, der kan siges generelt at kendetegne den vestlige

verden. Martha og i mindre grad Havstrømer cirkulerer også i denne situation, men de har

begge en stærkere betydning på Vestkysten end så mange andre film og tv-programmer.

Fiskerikontrollører kunne således citere passager fra Martha og benytte filmen som

udgangspunkt for at reflektere over nutiden, fortiden og fremtiden til søs.

Disse værker kunne således ses som generelle billeder på sømandskultur, der konsumeres

på Vestkysten. Hvad betyder det imidlertid, hvis de undersøges udfra den betragtning, at de

belyser, hvorledes ”kultur” mere specifikt praktiseres her? Med afsæt i empirisk filosofi og i

Wagners forståelse kan kultur netop ikke antages at eksistere på forhånd, men som noget

der løbende bliver forvaltet, forhandlet og forvandlet både i praksis og i analyse deraf.

173

3.5.1 Hvad vi taler om, når vi taler om X Den analytiske stilistik, som jeg dermed vil sigte efter i dette kapitel, vil jeg beskrive ved at

tage udgangspunkt i kapitlets overskrift, som er en parafrasering af titlen på Raymond

Carvers novellesamling What We Talk About When We Talk About Love (Carver 1982).39

Den analytiske forskydning, som var resultatet af ovennævnte erfaring og situation, på

Vestkysten kan nemlig sammenlignes med en potentiel effekt af at læse dette værk.

Novellerne i Carvers værk er ikke umiddelbart genkendelige som kærlighedshistorier. Det er

således ikke oplevelsen i læsning af værket, at ”kærlighed som sådan” bliver udfoldet.

Kærlighed behandles, men ved at læseren tages på litterær vandring omkring emnet.

Novellerne omkredser emnet, som altså på den ene måde er present og spiller en rolle, alt i

mens det på samme tid forbliver i baggrunden. Stilen er deskriptiv, minimalistisk,

apsykologisk og uromantisk, og novellerne er heller ikke tydeligt metaforiske, aforistiske

eller synes at udgøre en komposition over præcist det samme sagsforhold. Carvers værk

synes således ikke at bygge på en forestilling om, at kærlighed har visse objektive

karakteristika, som det er ærindet at identificere. Han skriver heller ikke om emnet i generel

forstand, f.eks. ved at gå begrebsanalytisk til sagen. Han skriver snarere om emnet ved at

skrive om noget andet, mens novellerne relateres til hinanden gennem overskriften og i kraft

af, at de bindes sammen som ét værk. Idet novellerne således hverken samlet set eller hver

for sig udgør en metafor, svarer Carver altså ikke (og heller ikke indirekte) på, hvad

kærlighed er. Novellerne er i stedet hver for sig bud på, hvad vi kan tale om, når vi hverken

taler direkte om eller udenom kærlighed. Carters noveller kan således i mine øjne have den

effekt på læseren, at kærlighed må betragtes som noget, der ikke eksisterer i sig selv, men i

stedet som noget, der praktiseres forskelligt, herunder i beskrivelser, der forbindes delvist til

emnet. Carver lægger dermed op til en situation, hvor et emne kan undersøges på mange,

men altid ikke-essentialistiske, måder, og hvor både forfatter og læser bidrager til at tegne

forbindelserne. På samme måde som Wagners kulturbegreb fremstår emnet som dynamisk

og undvigende i forhold til at blive defineret og naglet fast, og endvidere som en kilde, der

ikke kan udtømmes analytisk.

39 Bogen danner baggrundsmateriale for Robert Altamns film Short Cuts fra 1993.

174

I kraft af fiskerikontrollørernes respons på mit i nogen grad essentialistiske spørgsmål om,

hvad sømandskultur er, blev det på lignede vis forvandlet til et spørgsmål om, hvad det er,

vi taler om, når vi taler om sømandskultur. I dette kapitel søger jeg således ikke svar på,

hvad lokal kultur er på Vestkysten, ved at gå til sagen ”indefra”, men heller ikke ”udefra”

med en på forhånd veldefineret og altomfavnende idé om sømandskultur. Snarere vil jeg

analysere Martha og Havstrømer udfra nogle forbindelser, som optræder mellem dem

indbyrdes og i forhold til eksempler hentet i empirisk materiale. I denne forstand er dette

kapitel en empirisk filosofisk og ikke-essentialistisk undersøgelse af ”identitet” og ”kultur”

som fænomener/emner/begreber, der cirkulerer og er virksomme i fiskerikontrol.

3.5.2 Fraktale eller delvise tematiske forbindelser Fiskerikontrollørernes svar på mit spørgsmål kunne tolkes som en uforpligtigende henvisning

til noget, som vesterlændinge normalt taler om, når de taler om kultur – nemlig film og tv,

dvs. massekulturelle produkter. Jeg ser det dog i stedet som udtryk for, at

besætningsmedlemmerne på Vestkysten udmærket er klar over, at skibet indgår i en

bredere sammenhæng, og at det at tale om kultur er én måde at berøre dette forhold på.

Martha er af flere grunde, som jeg vil komme ind på nedenfor, dermed en oplagt

henvisning. I dette værk og også i Havstrømer tematiseres køn, et møde mellem menneske

og natur, modernitet vs. tradition, teknologi, nostalgi, en kamp for frihed og o.a. på måder,

der har analytisk værdi i forhold til at forstå Vestkysten og skibet i dets sammenhæng. Jeg

opfatter således fiskerikontrollørernes svar som en henvisning til at undersøge tematikker i

cirkulation mellem skibet et og bredere maritimt netværk, og jeg betragter Martha og

Havstrømer som aktører, der bærer tematikker rundt i et sådant kredsløb. I denne forstand

er de at betragte som ressourcer for det fortløbende situerede ontologiske arbejde, der

finder sted på Vestkysten, som jeg også har undersøgt i de foregående kapitler.

Som jeg har været omkring flere gange i afhandlingen, er der flere årsager til, at

fiskerikontrollører forholder sig analytisk og refleksivt til deres eget arbejde og omverden.

En kilde dertil er således, at livet på Vestkysten i dag er stærkt præget af en række

forpligtigende forbindelser til direktoratet og andre instanser på land. Selve muligheden for

en stadig større detailstyring af hverdagen på skibet udefra udgør en trussel mod en

175

væsentlig værdi associeret til en sømandsidentitet nemlig lokal selvbestemmelse og frihed.

Personer, som befinder sig i en sådan ”truet” situation, kunne tænkes at være ekstra

tilbøjelige til reflektere over, hvem de er, hvad de vil, og om ”livet til søs” er det hele værd,

og dermed til at lede efter ressourcer for italesættelse af, hvorfor de sætter den pris på

sømandslivet, som de gør. Havstrømer og Martha tematiserer netop på hver deres måde

forholdet mellem frihed og ufrihed i livet til søs og tilskriver samtidig dette liv værdi.

Særligt Martha kan betragtes som en forbindelse mellem og motor for produktion af

yderligere relationer mellem forskellige maritime praksisser, idet den er en kultfilm i

sømandskredse og i periferien deraf. Gennem events omkring filmen får den mulighed for

at skabe noget, der frister til at benytte begrebet om et ”forestillet fællesskab” (Anderson

1993). På den anden side er dette fællesskab netop ikke blot en projektion, hvis filmen er

distribueret i og dermed udgør en konkret translokal forbindelse mellem forskellige og

spredte maritime praksisser. Men hvordan kan den det?

Martha har mulighed for at spille denne rolle med spredning af VHS- og senere DVD-

maskiner, herunder til skibe, som gør det muligt at forholde sig til netop denne kondenseret

fortælling om sømandskultur mange steder. Det er muligt, at jeg ved at betragte Martha (og

Havstrømer) som sådan risikerer at tilskrive dem en større kulturel vægt, end de har på

Vestkysten. Dog opfatter jeg dem netop ikke som en generel forklaring af, hvad

sømandskultur er alle steder, men som lokalt producerede forestillinger om det generelle i

”global” (og særlig nordisk) cirkulation.

Et bud på, hvordan Martha og Havstrømer virker på Vestkysten er, at de affirmerer et

lokalt fællesskab i kraft af deres fremstilling af en anderledeshed ved sømandslivet, hvad

denne anderledeshed så end specifikt består i. Med deres kondenserede og karikerede

fremstilling af anderledesheden ved livet til søs skaber de dog samtidig en kontrast til de

måder, hvorpå livet til søs i dag aktuelt former sig. Idet aktuelle forhold således på engang

konfronteres med noget velkendt, men overtydeligt og dermed fremmedartet, tilbyder de i

Wagners forstand en didaktisk mulighed. Deres styrke ligger således ikke blot i, at de er

idealtypiske og affirmative eller i, at de er udtryk for Sømandskultur med stort S. De er

samtidig er en slags kontrastvæsker eller ekspliciteringsmekanismer og dermed ressourcer

176

for praktiseringen af infrarefleksivitet i specifikke praktiseringer af sømandskultur. Mao. gør

de det muligt på bestemte måder at tale om sømandskultur fra specifikke versioner af

sømandskultur. Umiddelbart giver Havstrømer et nærbillede af livet på Vestkysten, mens

Martha som fiktion kan synes at være mere diffust forbundet dertil. Det var dog netop ikke

mit indtryk, at sidstnævnte værks forbindelse til Vestkysten var den svageste.

3.5.3 Fakta og fiktion - en skala udspændt mellem nærhed og fjernhed Både fiktion (der omhandler det mulige og hvordan ting kunne være anderledes) og fakta

(hvordan tingene virkelig er) referer etymologisk til menneskelig handling, men angiver

samtidig to forskellige (henholdsvis en rationalistisk og en romantisk) veje til konstruktion af

viden; to veje der er forskellige, men begge er privilegerede i den vestlige verden (Haraway

1989: 3-5). Både Martha og Havstrømer kan således som udgangspunkt for analyse

betragtes som ligeværdige ressourcer for forståelse af sømandskultur på Vestkysten, selvom

de tilhører forskellige genrer.

Følger man Haraway kan det således ikke i kraft af en genretypologi afgøres, hvor

stærke forbindelser værkerne har til livet på Vestkysten. Selvom det ligger i begrebet om en

dokumentar, at den er faktuel og dermed befinder sig tættere på virkeligheden end fiktionen

og det uvirkelige, kan der netop med empirisk filosofi stilles spørgsmål ved denne skala

omkring nærhed og fjernhed eller absence og presence mellem tekst/værk og referent

(Latour 1988). Med empirisk filosofi kan nærhed og fjernhed mellem netværkselementer

ikke kortlægges, som om der kun findes én virkelig version af et netværk, og som om denne

var analogt til en fysisk flade i et euklidisk rum. Faktuelle dokumentarprogrammer og

fiktionsfilm kan i stedet betragtes som performanser af genrer og forskellige

virkelighedsforståelser, herunder af en skala udstrakt mellem nærhed og fjernhed.

Dermed mener jeg at forstå, hvorfor Martha i kraft af specifikke tematiseringer af livet til

søs synes at kredse lige så tæt om virkeligheden på Vestkysten som Havstrømer. F.eks.

opfordrer Martha til at kaste et humoristisk blik på sømandslivet. Dette er måske en banal

pointe, men jeg oplevede den som vigtig. Humor hjalp ofte på Vestkysten til at få tingene til

at glide i hverdagen, mens jeg omvendt også oplevede situationer, hvor oplevelsen af

mangel på samme førte til, at det normale flow i arbejdet stoppede, og endog en enkelt

177

gang, hvor en sådan situation endte i en decideret konflikt. Humor og ironi og andre måder

at forholde sig refleksivt på kan altså betragtes som vigtige på skibet helt på linje med f.eks.

evnen til at give tørre, faktuelle fremstillinger af arbejdet. Fakta er dog ikke af den grund

mindre væsentlige. F.eks. fremstår dokumentation af det arbejde, der udføres på Vestkysten,

som en helt central del af dette arbejde. Men igen, selvom Havstrømer bygger på en faktuel

etos, etablerer tv-programmet også en refleksiv distance til sit emne bl.a. ved at fremstille

refleksion som vigtig og ved at benytte flere dramaturgiske virkemidler.

Skellet mellem fiktion og fakta fremstår således som porøst. Det er imidlertid ikke mit

ærinde at argumentere for at opløse dette skel. Når værkernes forbindelser til Vestkysten

sammenlignes, bliver det imidlertid mindre afgørende og ved med hjælp fra empirisk filosofi

til ikke at tage styrken af bestemte genres forbindelse til virkeligheden for givet, åbnes der

analytisk for, at begge typer værker kan undersøges udfra, hvad de tematiserer som vigtige

anliggender for praktiseringen af sømandskultur og –identitet og dermed, hvilke

virkeligheder de medproducerer.

I det efterfølgende vil jeg først beskrive og analysere Martha. Herefter vil jeg overordnet

analysere Havstrømer. Dernæst vil jeg beskrive fire tematiske forbindelser mellem værkerne

og Vestkysten og give et bud på, hvad disse forbindelser har til fælles. Til sidst vil jeg

afrunde kapitlet med en refleksion over, hvad denne analyse, bidrager med til en empirisk

filosofisk forståelse af Vestkysten og fiskerikontrol, herunder hvad forskellen er på at tale om

kultur og at tale om netværk. Begge begreber belyser jo, men på forskellig vis, at ting ikke

eksisterer isoleret, men er, hvad de er, i kraft af at indgå i bredere sammenhænge.

3.5.4 Filmen Martha Skibet S/S Martha hed oprindeligt S/S Aslaug, tilhørte

rederiet Torm og blev bygget på B&W i 1927, før det

blev brugt som kulisse i Martha. Skibet er altså den

primære scene og omdrejningspunktet i filmen, som blev

instrueret af Erik Balling efter manuskript af ham selv,

Henning Bahs og Preben Kaas og produceret i 1967.

Figur 22: Plakaten fra filmen

178

Martha er i filmen en faldefærdig rustbunke, hvor besætningen spiser overdådige

måltider, drikker meget og i det hele taget nyder en stor grad af frihed, hvilket bl.a. vil sige,

at rederiet ikke blander sig nævneværdigt i deres situation. Deres forhold til rederiet

opretholder besætningen bl.a. ved hjælp af kreativ bogføring. Besætningen består af en

kaptajn (Karl Stegger), en styrmand (Henrik Wiehe), maskinmesteren (Poul Reichardt) og 2.

mester (Poul Bundgaard). Kokken spilles af Preben Kaas. Hovmesteren (Ove Sprogø) står for

bogføringen, mens den ordblinde telegrafist (Paul Hagen) forplumrer kommunikationen

mellem skibet og rederiet. Morten Grundvald bliver mere eller mindre frivilligt 3.

maskinmester, da han på et tidspunkt bliver bortført af de to andre mestre. Desuden findes

der ombord to rorgængere og en fyrbøder, der er af sydlandsk herkomst og forholder sig

tavse gennem filmen.

Da rederiet er i konkurrence med et norsk rederi om at komme først til det mellemøstlige

land Abbeden for at indhente en stor ordre fra en sheik, finder skibsrederen (Helge

Kjærulff-Schmidt) ud af, at hans eneste mulighed for at vinde ordren er at benytte Martha til

transport. Han beordrer sin forkælede datter (Hanne Borchsenius) til at følge ham.

Marthas syttenårige skibsdreng Halfdan (Birger Jensen) er jomfru, hvilket medfører en

pinlig sædafgang (i bukser han har lånt af styrmanden), da han overhører en samtale om

damer. Efter diskussion af Halfdans ”problem” beslutter besætningen sig for at arrangere en

fest for ham, hvor en del spiritus og en prostitueret (Eleni Anoussakis) indgår. Skibsdrengen

besvimer imidlertid før festen er slut, og selskabet bærer ham hjem til skibet under sang og

latter. På det tidspunkt ankommer skibsrederen, hans datter og hans sekretær (Lily

Weiding).

Herefter er filmen bygget op omkring, at skibsrederen gradvist opdager, hvordan

ingenting fungerer ordentligt på Martha og hans forsøg på at bringe orden i sagerne.

Kaptajnen drikker hele tiden, skibet er rodet og beskidt, den prostituerede har sneget sig

med ombord, og der er indrettet liggestole på dækket, et ”øltelt” mm. Skibsrederen forsøger

at stoppe den kreative bogføring, sætter besætningen til at rydde op og gennemfører

rederiets regulativer om ædruelighed og havregrød. Imens samles besætningen for at

planlægge, hvordan de kan gøre modstand. Situationen tilspidses, da rederen fyrer

179

kaptajnen og efterfølgende styrmanden, da denne sætter skibets position i den forkerte ende

af verden. Skibsrederen indkalder samtidig et tilbud på ophugning af Martha.

Imidlertid bliver muligheden for at komme først til Abbeden truet, da det norske skib

Harald med en konkurrerende reder ombord overhaler Martha. Da indgår skibsrederen en

pagt med besætningen om, at Martha vil få lov til at overleve, og besætningen kan bevare

deres livsform, hvis de tager sig sammen og kommer først. Herefter arbejder alle på skibet

sammen. De holder bl.a. Harald hen for at stjæle en toiletpumpe, fordi denne kan erstatte

en pumpe i maskinen på Martha. Filmen kulminerer dramatisk, da kaptajnen heroisk

beslutter sig for at slå genvej gennem et meget lavvandet stræde, og man hører, hvordan

Martha kysser bunden. Det går dog godt, og skibet når frem før Harald. Historien slutter

således lykkeligt med, at Martha og besætningen får lov at forsætte deres frie liv til søs.

3.5.5 Analyse af Martha Martha er ved første øjekast et nostalgisk, romantisk og simpelt værk. Handlingen er

forudsigelig, og dets ”kunstneriske værdi” kan bestemt diskuteres. Filmen er produceret

mellem to kendte serier af danske lystspil/folkekomedier Slå først Frede (1965) og Slap af

Frede! (1966) og Olsenbandenfilmene (1968-1998). Skuespillerne er da også omtrent de

samme som i disse og andre af samtidens populære danske film. Inden for danske

filmstudier er der ikke mange, om nogen, der har taget denne eller andre af tidens

folkekomedier seriøst. I mine øjne måske fordi disse værkers forudsigelighed kan formodes

at være nok til at kvæle en gryende analytisk interesse.

Et interessant træk ved værket er dog netop dets mangel på dramaturgisk fremdrift. Den

egentlige handling starter først mere end halvt inde i filmen. Den første del er således en

episk snarere end dramatisk fortælling. Dvs., at værket i første omgang er portrætterende,

fortællende og lyrisk. Den første del af historien bindes også næsten udelukkende sammen

af intermezzoer, hvor der synges forskellige sange om Martha. I et interview på DVD-

udgaven af filmen siger manuskriptforfatter Henning Bahs, at Martha først og fremmest er

en beskrivelse af, hvordan søfolk gerne vil se sig selv, dvs. som fordrukne vellystninge, der

helst ikke vil være moderne. Umiddelbart tilbyder Martha også i min forståelse en nostalgisk

beskrivelse af sømandslivet, som tilskriver det traditionelle værdi. Betragtes dramaturgien i

180

filmen tematiserer værket dog også, at Marthas besætning må arbejde og træde i karakter

for at fastholde denne position.

For at kunne analysere den dramaturgiske handling, har jeg valgt at benytte

aktantmodellen. Denne model er oprindeligt udarbejdet af lingvisten Algirdas Julius

Greimas på baggrund af undersøgelse af folkeeventyr. Den beskriver overordnet forskellige

mål, roller, midler, modstand og relationer i en fortælling og kan bruges til at analysere,

hvad der skaber fremdrift den (Brügger og Vigsø 2004: 68-71). Bruno Latour trækker også

på denne model i definitionen af en aktant/aktør, som en størrelse, der får tilskrevet

handling af mange andre aktører i et netværk (f.eks. Latour 2005: 46ff). Det interessante

ved aktantmodellen for ANT er, at aktanter, kan være alt muligt andet end mennesker, f.eks.

ånder, ideer, objekter etc., idet aktanters roller og handlinger tilskrives relationelt og i

forhold til mål og interesser i en situation, historie eller proces. Rettes analysen mod andet

end eventyrernes verden, kan den da benyttes til at få blik for, at andre aktører end

mennesker kan være aktive deltagere i en situation.

En udbredt kritik af aktantmodellen er, at den umiddelbart tilskriver en (eller få) snævert

definerede roller aktører. Den er statisk og skaber derfor kun øjebliksbilleder (Lehmann

1989). Dermed skal den i mine øjne betragtes som udgangspunkt for diskussion og som en

heuristik, snarere end som en model over, hvad der ”egentligt” er på spil i en given historie

eller situation (for en kritik i STS-sammenhæng af modellen for dens "lurende realisme se

Lenoir 1994). F.eks. er der selvsagt mange tilfælde, hvor roller, mål, midler, hjælp og

modstand ikke altid er klart defineret og/eller kan forandre sig over tid. En aktør kan f.eks.

udvikle sig fra modstander til hjælper og tilbage igen i en historie. Mens detaljer og

udvikling kan gå tabt, hvis aktantmodellen tages for pålydende, kan den dog med

forbehold for dens begrænsninger benyttes til at skitsere ét bud på, hvad der er på spil i

given sammenhæng. I aktantmodellen optræder normalt seks roller 1. Giver - (ex. kongen)

2. Objekt - (hovedpersonens mål, ex. prinsessen) 3. Modtager - (ex. Klodshans) 4. Hjælper

- (ex. en god ven, en vis mand, etc.) 5. Subjekt - (hovedpersonen, ex. Klodshans) 6.

Modstander - (ex. prinsessens øvrige bejlere). I det efterfølgende har jeg valgt at tegne en

model, hvor giver og modtager ikke optræder, fordi mit ærinde her er at sætte fokus på

181

nogle primære konflikter i Martha, Havstrømer og på Vestkysten. I forhold til Martha kan

følgende modeller tegnes:

I kampen for at sikre en bestemt livsform må Martha finde hjælp hos besætningen, der på

trods af deres indbyrdes stridigheder finder sammen i en alliance mod skibsrederen og

senere i en alliance med ham og mod det norske skib Harald. Harald er et højteknologisk,

ordentligt rent og pænt skib, hvor besætningen bærer fine hvide uniformer, og som i min

forståelse repræsenterer det moderne. På trods af deres lavteknologiske skib og magelige

livsform overvinder besætningen på Martha imidlertid truslen fra det moderne ved at vise

sig tro mod traditionelle sømandsdyder som heltemod og teknisk (lavteknologisk)

kompetence - både i maskinen og på broen. Da Martha krydser det lavvandede stræde til

sidst i filmen, genopfinder besætningen netop sig selv som, det skibsrederen betegner,

”brave danske søfolk”. De forlader for en tid rollen som dovne livsnydere og samles i et

Overlevelse (objekt)

Martha (subjekt)

Harald (modstander)

Besætningens fællesskab(hjælper)

Overlevelse (objekt)

Sømandskultur - en bestemt

levevis (subjekt)

Modernitet(modstander)

Tradition Martha (hjælper)

Figur 23: Mine to aktantmodeller over Martha

182

fællesskab af kompetente søfolk og bevarer derved både Martha, deres kultur eller bestemte

levevis.

Både det episke og dramaturgiske element i filmen understøtter et interessant kendetegn

ved filmen, nemlig, at den har status af kultfilm, som det bl.a. er kendt med Jim Sharmanns

The Rocky Horror Picture Show fra 1975 og Tony Scotts Top Gun fra 1986 hvad

sidstnævnte angår både i flyvevåbnet og homoseksuelle kredse.40 Således findes der i

Svendborg, Helsingør og endog i Sverige klubber, der rituelt dyrker Martha, hvor

medlemmerne klæder sig ud som personer fra filmen og lærer dens replikker og sange

udenad (Logen S/S Martha 2008). I Svendborg findes også et værtshus, der har indrettet

en stue som en skibsmesse fra Martha. 260 personer var samlet for at se filmen i Svendborg

bio i maj 2007 og 240 i 2008 (Matadorstuen 2008)

Filmen findes ombord på mange skibe i dag og bliver også beskrevet som ”det Blå

Danmarks kultfilm” i en maritim ordbog (Marcussen 2008). Ved dels at portrættere sømænd

som godmodige livsnydere, dels at beskrive hvordan sømænd er i stand til at genopfinde

sig selv som modige og kompetente væsener, når det gælder, fremstår en sømandsidentitet

som genstand for kultisk dyrkelse. I det nævnte interview på DVD-udgaven af filmen siger

Bahs i denne forstand, at grunden til Marthas store popularitet er, at ”den rammer en streng

40 Tak til Povl Gad for denne observation.

Figur 24: Billede fra en event omkring filmen I 2007 Kilde: Logen S/S Martha (2008)

183

i sømandssjælen […] på Martha har de en tilværelse, som de ikke vil bytte med det

moderne” og at ”den bruges til at opretholde ideen om Danmark som en søfartsnation”.

Martha kan i forlængelse af Bahs betragtning ses som et fikspunkt for en sømandskult, som

derved kontinuerligt genopfinder en sømandskultur. På hjemmesiden for foreningen S/S

Martha Helsingør kommer dette forhold også til udtryk: det er nemlig ikke bare filmen, der

bidrager til at holde forestillinger om sømandskultur i live, men dyrkelsen af filmen tilskriver

samtidig Martha og hendes besætning en blivende eksistens:

I vinteren 1967 / 1968 gik virkelighedens S/S Martha over i historien og eksisterer nu kun på film. Besætningen fra S/S Martha er for de flestes vedkommende heller ikke mere blandt os, men i mindet sejler de stadig rundt i middelhavets blå bølger (Logen S/S Martha 2008).

Det kultiske element er interessant at uddybe i denne sammenhæng. En film bliver ifølge

medieforsker Anne Jerslev nemlig ikke kult pga. bestemte essentielle træk, men i et samspil

mellem værket og et publikum, som gives en oplevelse af at være fælles om en

anderledeshed, hvilket står i modsætning til, hvordan mainstreamfilm normalt opleves

(Jerslev 1993:26). Effekten af at deltage i en filmkult er således en social differentiering og

den kultiske oplevelse er deltagende, bevidst og genskabende, snarere end indlevende og

repetitiv:

I kultfilmoplevelsen bliver, paradoksalt nok, hver enkelt sig gentagende oplevelse en engangsoplevelse. Gentagelsen producerer hver gang det unikke, fordi gentagelsen ikke er den betydningsnivellerende repetition af det samme, men derimod gentagelse transformeret til ritual eller kult, der hver gang tilfører tegnene på lærredet og i biografsalen fornyet betydning. Kultfilmoplevelsen opstår altså i interaktion mellem film og publikum. Den adskiller sig fra den almindelige mainstream biografoplevelse ved ikke først og fremmest at appellere til identifikation eller indlevelse. Tværtimod bliver man som publikum inviteret til at aktivere en slags levende blik der er anderledes en det indlevende blik […] ”kultfilm” forjætter [det er] en film, der er sig sit publikum bevidst, og som ved, at den taler til nogen, som er interesserede i at tale igen. (Jerslev 1993:27, min fremhævning)

Martha er i denne forstand ikke blot interessant pga. bestemte indholdsmæssige træk, men

fordi den indgår i en gentagen og forskelsproducerende dyrkelse, hvorved sømandskultur

løbende genopfindes. Således er det ikke nødvendigvis blot i kraft af muligheden for

identifikation med en idé om, hvad en ”rigtig” sømand er, at Martha virker. Tages Jerslev i

stedet på ordet, tilskrives Martha ny mening i hver enkelt oplevelse deraf. Samtidig med, at

184

den fremstiller et nostalgisk billede af sømandslivet, som opfordrer til identifikation,

opfordrer den også til at tale igen eller mao. til et refleksivt kultur- og selvforhold. Kultens

genskabelse af sømandskultur er i denne forståelse ikke blot en repetition af det samme,

men fungerer i kraft af, at sømandskulten er en modkultur eller en kritisk kultur. Dvs., at

Marthas funktion i lige så høj grad som affirmation kan være at give anledning til refleksion

over hverdagen til søs, herunder hvordan det kan forestilles, at tingene kunne være

anderledes, end de aktuelt er. Det er i min forståelse netop derfor, at besætningen på

Vestkysten henviste mig til at se filmen, da jeg spurgte dem om, hvad sømandskultur er.

3.5.6 Havstrømer: maskulin heroisering og omsorg for fiskerierhvervet Et fællestræk mellem Martha og Havstrømer er, at de fortæller

historier om mødet mellem menneske og natur. I Martha udgør et

sådant møde filmens dramatiske højdepunkt. I Havstrømer udgør

det selve den dramaturgiske ramme omkring et nærbillede af det

aktuelle arbejdsliv på Vestkysten. Havstrømer skriver sig ind i en

journalistisk, dokumentarisk (folke-)oplysningstradition. I

dokumentaren skiftes mellem scener med forskellige

arbejdssituationer og scener, hvor tre besætningsmedlemmer

reflekterer over livet som fiskerikontrollør og fortæller forskellige historier fra deres arbejde.

Figur 26: Scener fra Havstrømer

Figur 25: Startscenen fra Havstrømer

185

Havstrømer viser billeder fra arbejdet som fiskerikontrollør såsom kontrol af fiskekuttere og

navigation med papirkort. Det er dog dramatiske forhold omkring skibets virke, der er

fremhævet i dokumentaren, herunder bugsering af fiskefartøjer. Sådanne opgaver udgjorde

som nævnt engang en stor del af Vestkystens arbejde, men i dag arbejder skibet stort set

udelukkende med kontrol. I Havstrømer sættes der fokus på en redningsaktion, hvor

Vestkysten yder assistance til en fiskekutter i ekstremt dårligt vejr.

En central begivenhed i Vestkystens historie var da et besætningsmedlem i 2000 omkom

under en redningsaktion. Thorkild Sandbeck benytter denne dramatiske begivenhed til at

indlede sin omfattende historisk-dokumentariske redegørelse for den danske kontrol- og

redningstjeneste (Sandbeck 2003). Under mit feltarbejde hørte jeg også sporadiske

referencer til denne begivenhed. Sandbecks benyttelse deraf peger på, at det maskuline


186

heroiske og dermed potentielt tragiske er tilknyttet en sømandsidentitet; Sømænd er ikke blot

godmodige livsnydere, men også stærke og modige, idet de besidder evnen til at træde i

karakter som ”brave danske søfolk”, når det gælder, som skibsrederen i Martha siger. Dette

er netop også et af Havstrømers budskaber.

Denne heroiske evne til at træde i karakter op mod naturen, når det gælder, benyttes

altså i Havstrømer som en overordnet dramaturgisk ramme. Hverdagens rutineprægede

kontrolarbejde bliver også dramatiseret som en jagt efter og en kamp mod fiskere. Således

fortæller et besætningsmedlem, hvorledes en fisker på et tidspunkt truede med at skyde ham

under et kontrolbesøg. Kontrol af fiskere fremstilles således som anledning til social konflikt,

og forklaringen herpå finder fiskerikontrollørerne i dokumentarprogrammet i, at fiskeriet

tidligere var et meget frit erhverv, som har haft svært ved at acceptere en større grad af

kontrol. Herunder fremstilles forholdet mellem frihed og kontrol også som årsag til indre,

personlige konflikter hos en kontrollør: Således spørger journalisten på et tidspunkt om,

hvordan en kontrollør har det med at kontrollere, hvortil han svarer, at det har han det ikke

så godt med, idet det strider mod hans natur at kontrollere andre. En konflikt mellem på den

ene side at abonnere på en sømandsidentitet, for hvilken frihed og selvstyring er vigtige

værdier, og derfor også må respekteres hos andre sømænd, herunder fiskerne, støder altså

sammen med rollen som kontrollør i dokumentarens fremstilling.

I Havstrømer er en heroisering af fiskerikontrollørens arbejde ikke hermed entydig.

Arbejdet fremstilles også som et arbejde med at drage omsorg for både naturen og for

fiskerne. Idet kontrol fremstilles som anledning til både sociale og personlige, indre

konflikter, fremstilles det også som et arbejde med at drage omsorg for sig selv. Som

beskrevet i afsnit 3.4.8 fremstår omsorg altså også her som en vigtig del af forholdet mellem

fiskerikontrollørerne og deres omgivelser.

En overgang fra primært at være et redningsfartøj og dermed ”venner” og potentielle

helte i forhold til fiskerne til en mere ren overvågningsfunktion og dermed en større grad af

modsætning er et meget væsentligt træk, når fiskerikontrollørerne beskriver deres arbejdes

historiske udvikling. Som jeg har berørt flere gange gennem afhandlingen har forholdet

mellem frihed og kontrol dog ændret karakter fra at handle om det problematiske i at

187

kontrollere andre til ligeledes at handle om, hvorledes fiskerikontrollørerne i dag også selv

er underlagt kontrol og styring – Det strider således nok stadig mod en sømandsnatur at

blive kontrolleret og kontrollere andre, men samtidig er kontrol og styring også blevet en

mere naturlig del af hverdagen i og omkring fiskeriet i dag, som beskrevet i afsnit 3.1.3.

I Havstrømer er det dog stadig mest forholdet mellem kontrol og styring af andre med

respekt for deres frihed, der er tematiseret. Deraf ses det imidlertid også, at kontrol vs.

frihed er en skala, der gennem historien benyttes på forskellig vis til at beskrive og vurdere

aktuelle forhold. I Havstrømer knyttes frihed i lighed med Martha til fortiden og traditionen,

mens det moderne og mere kontrollerede ses som en trussel mod det eksisterende. Det

moderne knyttes i Havstrømer særligt til EU. Appliceres aktantmodellen på Havstrømer

fremkommer der for mig to figurer:

Praktisering af fiskerikontrol (objekt)

Vestkysten som

kontrolskib (subjekt)

Sømandsidentitet Fiskere

(modstander)

Teknologi Staten

Komptencekultur (hjælpere)

Modernisering EU

Staten (modstandere)

Praktisering af egen frihed Bevarelse af sømandskultur

(objekt)

Vestkysten som

redningsskib (subjekt)

Sømandsidentitet Tradition

Komptencekultur (hjælpere)

Figur 28: To aktantmodeller over Havstrømer

188

En analyse af Havstrømer kan altså pege i to retninger, hvor én har fokus på, at Vestkysten

praktiserer kontrol og står i et modsætningsforhold til fiskerne. Der kan imidlertid også

fokuseres på, hvordan Vestkysten som redningsskib understøtter erhvervet og arbejder for

fortsat at kunne praktisere former for frihed i livet til søs. Det er interessant, at en

sømandsidentitet i dette lys både understøtter og står i kontrast til fiskerikontrollørernes virke.

De to aktantmodeller peger altså i samspil på det paradoksale i at praktisere fiskerikontrol

som sømand. Den sidste model minder ikke overraskende om mine modeller på Martha. For

at bevare en bestemt livsform må der også ifølge Havstrømer arbejdes med at forholde sig

til modernisering og indflydelse udefra ved løbende at genopfinde sig som en kompetent

kultur.

Der kan altså identificeres forbindelser mellem, hvordan livet til søs fremstilles i Martha

og Havstrømer. Frihed vs. kontrol og kampen for at bevare en bestemt levevis, der tilskrives

værdi, optræder i begge værker. I det følgende vil jeg sammenligne værkerne med udsnit af

empirisk materiale fra Vestkysten og dermed tegne fire tematiske forbindelser.

3.5.7 Første tematiske forbindelse: frihed og styring Den første tematiske forbindelse er netop forholdet mellem frihed og styring. Livet til søs blev

på Vestkysten ofte omtalt i relation til en idé om frihed, der bl.a. omhandler, hvem der

besidder beslutningskompetencen i forhold til planlægning og udførsel af hverdagens

arbejdsopgaver. Som jeg har berørt flere gange i løbet afhandlingen, blev denne

beslutningskompetence beskrevet, som om den aktuelt er under pres bl.a. pga. en større

integration af skibet i en institutionel bureaukratisk og teknologisk infrastruktur og dermed

en større mulighed for at styre skibets hverdag udefra. Topstyringsinitiativer fra den danske

stat og udbredelsen af it-, registrerings- og administrationssystemer muliggør en løbende

kontrol med og intervention i skibets dagligdag. Dog nyder besætningen som nævnt ifølge

en kaptajn stadig en stor grad af frihed i hverdagen, men denne kan altså potentielt set

sættes til forhandling, når det skal være.

I både Martha og Havstrømer bliver frihed til søs netop også fremstillet som udfordret

udefra. I Havstrømer handler den første interviewscene om, hvordan det har taget en del tid

at lære fiskere, at de i dag er underlagt en række regler og forordninger, og at deres

189

frihedsgrader er forandret. EU fremstilles her som den store skurk. På lignende vis sætter

Martha også friheden til søs i modsætning til indflydelse udefra. Her er skurken først

skibsrederen og senere moderniteten og den teknologiske udvikling repræsenteret af

Harald.

En årsag til at jeg blev henvist til at se Martha og Havstrømer i forbindelse med, at jeg

stillede spørgsmål til deres kultur, kan dermed være, at værkerne giver anledning til at

reflektere over frihed og frihedsgrader. Værkerne skaber anledning for at debattere den

ambivalente position, som fiskerikontrollører befinder sig i, hvor de både må håndtere, at

de administrerer andres frihed, og selv ønsker at praktisere en frihed i livet til søs. Dermed

understøtter værkerne netop muligheden for en blanding af kritik og kontemplation af, at

frihed til søs altid potentielt kan blive udfordret og forandret.

Friheden bliver i Martha romantisk idealiseret og fremstår dermed også ganske utopisk at

leve op til, men værket kan således også ses som udtryk for en skala omkring grader af

frihed til søs, dvs. total vs. ingen frihed. Der er ingen tvivl om, at endepunkterne på denne

skala ikke beskriver, hvordan situationen på Vestkysten er i dag. Her praktiseres der

selvsagt hverken total eller ingen frihed. Snarere optræder der bestemte måder at praktisere

frihed på i forhold til de givne omstændigheder. Et meditativt forhold til omverdenen i kraft

af den ro, der kan findes i at være hjemmefra og ikke blive forstyrret i samme grad af krav,

valg og muligheder, som findes på land, og dermed en større mulighed for at kunne

koncentrere sig om sit arbejde, blev beskrevet for mig som værdifuld. Denne kontemplative

form for frihed til at arbejde, jeg har beskrevet i afsnit 3.2.8, ser jeg som en måde at

genopfinde rollen som sømand og kontrollør på i en situation, hvor selvstyring er under

pres.

Martha tilbyder således en skala, der gør frihed til et væsentligt træk ved en

sømandsidentitet. På en anden måde end Deloitte-rapporten behandlet i afsnit 3.2.4

tilbydes et argument for ikke at blande sig for meget i hverdagen på Vestkysten udefra.

3.5.8 Anden tematiske forbindelse: kønsforståelser og køn som kommentar på hierarki I Martha er køn tematiseret tydeligt, f.eks. hedder skibet netop Martha og repræsenterer det

lavteknologiske og traditionelle i konflikt med det højteknologiske og moderne skib Harald,

190

mens temaet i Havstrømer forbliver mere implicit. Jeg oplevede heller ikke, at køn blev

debatteret voldsomt på Vestkysten. Da jeg f.eks. spurgte en navigatør om, hvordan det

fungerede at være ene kvinde ombord, svarede hun kort, at hun som regel var ”ok med

det”. Hun tilføjede dog også, at mændene nok skruede ned for ”mandehørmen”, når hun

var i nærheden.

Køn er et paradoksalt begreb - på engang betegner det noget meget basalt (det

registreres ved fødslen), men også noget sekundært (man er menneske først og køn

bagefter) (Gad og Markussen 2007). I en dansk sammenhæng, hvor ligestilling kan siges at

blive praktiseret bredt, er det da ikke tilfældet, at køn er blevet ubetydeligt, men mere

præcis, hvad det betyder i specifikke sammenhænge, kan være vanskeligt at analysere,

hvilket også gælder til søs (Se Lützhöft 2004 for en erfaring af vanskelighed ved at

analysere dette emne på et skib). En tavshed omkring køn kan dog også være sigende (se

f.eks. Santaolalla 1998). Tavsheden omkring køn på Vestkysten kan i mine øjne betyde, at

der på Vestkysten foregår et arbejde med at praktisere ligestilling. Ligestilling kan måske

netop gøre køn vanskeligt at artikulere, fordi kønsforhold ofte italesættes som et spørgsmål

om bestemte forskelle mellem kønnene, der som regel ud fra en ligestillingsbetragtning vil

være problematiske. På Vestkysten er maskulinitet og femininitet da ikke ligegyldige forhold,

men meget tyder på, at der praktiseres bestemte former for maskulinitet og femininitet i

forhold til ligestillingsidealet.

I afsnit 3.5.6 berørte jeg, hvordan det heroiske og potentielt tragiske er et tema, som i

Havstrømer forbinder Vestkysten til en sømandskultur, hvilket også er tilfældet med Martha. I

begge værker fremstilles karikerede billeder af sømænd, som dog ikke af den grund tages

for givet. Snarere er et af værkernes mere interessante træk, at de begge på forskellig vis

lægger op til at debattere deres fremstillinger af køn. Karikerede billeder er da også i en

feministisk forståelse snarere ressourcer for en kontinuerlig skabelse og forhandling af

identitet, end stereotyper, spejle eller idealer:

The problem of speaking of images or symbols of masculinity is the pitfall of stereotypes. However, even if men are different, there are fairly consistent ideas concerning masculinities. Even if these ideas do not correspond to “real” men, these ideas are as real and existing as living men […] ‘Masculinities’ thus provide sources of and resources for the development

191

and retention of gender identity. Holding that gendered identities are negotiated rather than simply represented implies that they are continuously in the making (Lie 1996:204f, referencer udeladt)

I dette lys bør der ikke udelukkende fokuseres på, hvordan maskulinitet og femininitet

fremstilles, men det bør også overvejes, hvordan sådanne fremstillinger lokalt forvaltes på

mange måder.

The construction of gender goes on today through the various technologies of gender (e.g., cinema) and institutional discourse […which…] thus produce, promote and “implant” representations of gender. But the terms of a different construction of gender also exist, in the margins of hegemonic discourse. […] their effects are rather at the “local” level of resistance, in subjectivity and self-representation. (De Lauretis 1987:18)

I denne forstand kan fiskerikontrollørernes henvisning til at se Martha og Havstrømer netop

tolkes som et udtryk for, at de præsenterede sig selv som del af en kultur, hvor bestemte

former for maskulinitet og femininitet optræder, men som samtidig er til debat, og endvidere

i mine øjne, at køn kan benyttes til at sætte andre magtforhold til diskussion. De giver også

mulighed for at diskutere kønsroller i en praktisering af ligestillingskultur ved netop at

indeholde en passende distance til disse roller.

Forholdet mellem broen og maskinen bliver i Martha kommenteret gennem køn. Historisk

set har bro og maskine været stærkt adskilt. Besætninger spiste f.eks. som regel i forskellige

kabysser. På Vestkysten deler man dog i dag én kabys. Dette er også tilfældet i Martha,

hvor næsten alle tager del i overdådige måltider, hvilket dog netop repræsenterer en

midlertidig nedbrydning af hierarkier ombord. Historisk set tales der dog om, hvilket også

er situationen i Martha, at der på ethvert større skib fandtes to skippere: kaptajnen og

maskinmesteren. Disse kan associeres til to stereotypiske manderoller. Broen er normalt

skipperens (arbejdet med højteknologi, navigation, styring, kontrol) dvs. åndens arbejde,

mens maskinen traditionel er associeret med håndens (råstyrke, konstruktionsmæssigt og

kompliceret lavteknologisk) arbejde.

192

Hierarkiet var desuden typisk vertikalt opdelt mellem kaptajn navigatører/officerer og

maskinmestre og deres assistenter. Disse opdelinger er imidlertid aktuelt under forandring til

søs - bl.a. er kontrollen med maskinen flyttet til broen på flere skibe i dag, og samtidig

bliver maskinen ofte styret ved hjælp af komplicerede paneler og computerapplikationer,

hvilket sætter spørgsmålstegn ved skellet mellem ånden og håndens arbejde og dermed

også ved de tilknyttede manderoller. På Vestkysten synes hierarkier ikke at være

fremtrædende problematiske i dagligdagen, selvom der klart fandtes en ansvars- og

arbejdsdeling, herunder at kaptajnen havde det sidste ord.

Imidlertid blev jeg, som beskrevet i afsnit 3.2.7, delagtiggjort af en styrmand i en

interessant historie, som antyder, at hierarkier stadig har betydning. Et næstent totalt

alkoholforbud blev i 2006 indført på alle fiskerikontorollens skibe. På Vestkysten var det

Figur 29: Scener fra maskinen og broen på Martha

Figur 30: Scener i Havstrømer fra maskinen og broen på Vestkysten

193

ellers en vane at mødes til en fyraftensøl. Besætningen mødtes i et rum, hvor der var tegnet

en streg på gulvet. Når denne streg blev overskredet, blev det formelle hierarki ifølge

fiskerikontrollørerne midlertidigt sat ud af kraft. Ritualet handlede således ikke om at drikke

sig fuld, men om midlertidigt at kunne overskride magtforhold. Siden øl blev forbudt,

forsvandt ritualet imidlertid. Historien peger på mindst tre ting: Hvordan direktiver kan have

utilregnede konsekvenser, den er et eksempel på, hvorfor lokal frihed i dag opleves som

under pres og, endeligt at hierarkier ikke er forsvundet, selvom de kan være svære at

italesætte og forstå konsekvenserne af.41

I Martha er køn ud over fremstilling af måltiderne et vigtigt greb til at kommentere på

hierarkier og vise, hvordan disse kan overskrides mere eller mindre midlertidigt. Hierarkiet

mellem maskine og bro er således ganske overtydeligt i filmen. Der gennemspilles en heftig

konflikt mellem kaptajnen og maskinmesteren om, hvem der bestemmer over skibets

damptryk. Denne magtkamp opløses imidlertid under festen for skibsdrengen, hvor

maskinmesteren pludselig sidder på skødet af kaptajnen og fortæller ham, hvor dejlig han

er.

41 Endvidere peger eksemplet på, den konflikt mellem skibet som et hjem og som en arbejdsplads, jeg tidligere har været inde på. Det er interessant at konflikten mellem skibsrederen og resten af besætningen på Martha netop ligger i, at han vil ændre skibet ved at indføre regulativer og orden og altså gøre skibet til en arbejdsplads. En parallel konflikt er altså på spil på Vestkysten i dag, hvor tiltag som det ovenstående kan ses som forsøg på at føre skibet mere i retning af en arbejdsplads end et hjem.

Figur 31: Scener fra Martha

194

Hierarkiet fremstilles som en kamp om arbejdsdomæner og beslutningskompetence og som

knyttet til en maskulinitet, men en maskulinitet der kan overskrides. Det fremtræder også i

den scene, hvor skibets besætning indgår en alliance for at genvidne kontrol med

situationen ombord og ser midlet i skibsrederens datter. Den kvindebedårende styrmand er

imidlertid i gang med at charmere sig ind på hende for egen vindings skyld, og kollektivet

beslutter derfor, at 3.maskinmesteren skal forsøge at fravriste styrmanden hendes gunst.

Maskinmesteren kæmper derefter med hende i en semierotisk forførelses- og

opdragerscene.

Scenen ender med, at hun hopper overbord, og han hopper efter, hvorefter de kysser

hinanden. Fremefter indgår skibsrederens datter i en alliance med besætningen, der også

optager kaptajnen og den forræderiske styrmand, efter at de er blevet fyret. Selvom

3.maskinmesterens rolle kan tolkes som en alphahan, der erobrer datteren, så fremstår

både hans og hendes rolle i mine øjne mere tvetydigt. Han siger først, at han ikke vil


195

nedlægge et overklasseløg, men overtales, fordi det er til alles bedste. Han fremtræder

dermed snarere som en forlængelse af et maskulint fællesskab, end som et individ eller

alphahan, der underlægger sig dette fællesskab. Hun fremstilles omvendt heller ikke som en

passiv figur. Hun overhører derimod skjult samtalen, hvor aftalen om at erobre hende bliver

indgået, og pointen er dermed, at hun både udnytter sin kvinderolle bevidst og deltager

aktivt i at afmontere den. Desuden er hun senere den, der modigt kravler ombord på

Harald og stjæler toiltetpumpen. Filmen fremstiller det altså således, at både mand og

kvinde tilskrives og performer bestemte roller i kollektivets interesse. Det maskuline

fællesskab brydes også op, da hun også melder sig ind i besætningens alliance mod

skibsrederen og Harald.

Køn er således ikke blot et udgangspunkt for at kommentere på hierarki, men kommenteres

også som sådan, herunder også i den scene, hvor Martha forsøger at holde det norske skib

Harald hen for at stjæle nordmændenes toiletpumpe. Den prostituerede danser striptease på

dækket af Martha for at holde nordmændene hen, og de står således i deres hvide

uniformer og kigger tryllebundne på hende gennem deres kikkerter. Imidlertid kræver hun

penge af hovmesteren for at blive ved, og hovmesteren må selv begynde at danse for at

fastholde nordmændenes interesse. Det lykkes også, indtil deres kaptajn siger stop. Der er

således en dobbelt tvetydighed i denne scene i og med, at hovmesteren overtager den

samme position som den prostituerede for et erotisk blik, et blik der da kan fortolkes som

”tværseksuelt”. Her fremtræder altså i Martha en ironi i forhold kønsroller. Der er en blød


196

overgang mellem et heteroseksuelt, et erotisk indifferent og et biseksuelt blik. Scenen kan

endvidere tolkes som en homoseksuel vittighed på ”nationalstatsligt plan”.

Luderen er ikke fremstillet som en passiv rolle, men derimod som en særdeles hård

forhandler. Hun er en troværdig forretningspartner, der sniger sig ombord for at opfylde sin

kontrakt med hovmesteren. Ligesom skibsrederens datter er denne kvinderolle altså tvetydig,

og det gælder også den tredje markante kvinderolle. Sekretæren viser sig at have utrolig

mange kompetencer, hvilket i filmen afsløres efterhånden, som hun får brug for dem. Hun

kan tale om roser med telegrafisten, da hun har kendt en gartner, og hun kan telegrafere,

da hun har kendt en telegrafist. Til sidst i filmen skovler hun kul i maskinen sammen med

skibsrederen, og han spørger, om hun da også har kendt en fyrbøder. I parentes bemærket

er skibsrederen her endt (midlertidigt) nederst i hierarkiet. Sekretæren er således kompetent

i kraft af de mænd hun har kendt, men hun er tillige multikompetent eller hyperkompetent.

Hun har lært, hvad hun kan af mænd, men overgår samtidig dem alle individuelt.


197

Martha kommenterer altså på køn ved at fremstille karikerede versioner af mænd, kvinder,

hierarkiet og fællesskabet på skibe, og viser at disse forhold kan overskrides. I Havstrømer

ser vi kun manderoller, og der lægges som nævnt vægt på det dramatiske i kontrollørernes

arbejde. Således findes disse billeder, hvor mænd beskuer og møder den vilde natur i kraft

af sin teknologiske formåen.

Figur 35: Scene fra Martha


198

Livet til søs fremstilles som et domæne, der kræver sin mand. Det billede, der fremkommer,

hvis der også lyttes til interviewene, er dog mere komplekst, idet der her som nævnt

fremtræder en stor grad af omsorg for fiskernes situation og et tvetydigt forhold til at

kontrollere andre. Det mandeideal, der her fremstilles, blev heller ikke på Vestkysten opfattet

som noget, kun mænd kan leve op til. Søkvinder blev også omtalt for mig som kompetente

styrmænd mm.

Når køn ikke diskuteres på Vestkysten eller i Havstrømer i særlig stor udstrækning kan

det måske være, fordi den type femininitet og maskulinitet, der her praktiseres, er en så

selvfølgelig del af hverdagen, at den bliver usynlig. Et bud på, hvorfor dette er tilfældet, er

igen, at der på Vestkysten praktiseres en ligestillingskultur, der netop kan siges at gøre køn

”usynligt”. Her handler det netop om at opretholde en neutral retorik. Martha er som nævnt

fra 1963, hvor kvindefrigørelse var på agendaen. Værket tegner altså et portræt af

sømandskultur på et tidspunkt, hvor et asymmetrisk forhold mellem kønnene var til debat.

Når Martha vækker interesse, kan det dermed være, fordi dens karikatur af og opløsning af

arketypiske kønsroller giver mulighed for at bekræfte det arbejde, der foregår på Vestkysten

med løbende at normalisere et ligeværdigt forhold mellem kønnene. Idealtypiske

kvinderoller og manderoller opløses eller gøres tvetydige i værkerne. Mao. er det måske

rigtigt som Lie skriver i det ovenstående citat, at man skal være på vagt over for stereotyper,

men en refleksiv fremstilling køn, eller karikaturer frem for stereotyper, derimod udgør en

ressource for diskussion af, hvad køn var, er og ikke er.

Martha kan ses som udtryk for en skala, der fremstiller, hvad ”rigtige” mænd og kvinder

er, der dog samtidig gør grin med denne skala. Homoseksualitet præsenteres f.eks. også i

Martha som et blik på sømandslivet, på trods af at det historisk set har været en tabubelagt

realitet til søs (Coninck-Smith 2008). Marthas fremstilling af sømænd som dovne livsnydere,

der har en kvinde i hver havn, drikker hele tiden osv. synes ikke at passe på den aktuelle

situation på Vestkysten, men værket tilbyder at etablere et refleksivt forhold til køn, et

argument for ligestilling og endvidere et bud på at benytte køn til at kommentere på andre

(magt)forhold til søs.

199

3.5.9 Tredje tematiske forbindelse: orden, uorden og teknologiforståelse En af de største kontraster mellem Martha og Vestkysten er uden tvivl forholdet mellem

orden og uorden. Hvor uorden i Martha bliver romantisk forbundet til frihed, lavteknologi

og det traditionelle sømandsliv, så er noget af det første, der slog mig, da jeg kom ombord

på Vestkysten, som nævnt, hvor ordentlig der er. Jeg fik forklaret, at orden og renlighed her

hang sammen med sikkerhed og skibets deltagelse i den danske redningstjeneste og altså

med godt sømandskab. I Martha er orden derimod fremstillet i kontrast til frihed. Orden er

knyttet til moderniteten og Harald, mens uorden er fremstillet som den måde, rigtige danske

sømænd ønsker at arbejde og leve på.

På Vestkysten kommer forholdet mellem uorden og orden til udtryk på en noget mere

kompleks måde i italesættelser af forskellige teknologiers rolle ombord. Overordnet kan det

siges, at nye teknologier blev beskrevet som producenter af både orden og uorden. F.eks.

blev radaren, som beskrevet i kapitel 3.3., nogle gange betragtet som en meget troværdig

teknologi, idet den ifølge fiskerikontrollørerne ”viser virkeligheden, som den er”. Radaren

var dermed med til at skabe orden. På den anden side var den også med til at producere

uorden. Når folk kommer til at stole for meget på radaren, kan de nemlig komme til at

glemme at kigge ud af vinduet, hvilket er farligt. I denne forstand er den orden en

sikkerhedsrisiko, hvis der ikke samtidig rettes opmærksomhed mod den uorden, teknologien

også producerer.

Teknologiudvikling blev altså beskrevet for mig som langt mere kompleks, end det bliver

fremstillet i Martha. En kaptajn beskrev således for mig, hvordan nogle ting, i kraft af

teknologi, da bestemt var blevet nemmere, men også, hvordan muligheder, som nye

teknologier giver, samtidig stiller krav, om at disse muligheder udnyttes fuldt ud, hvilket igen

har effekter på f.eks. kompetenceudvikling. Et eksempel herpå er internettet og e-mail. Før i

tiden fik Vestkysten kun brevpost cirka en gang om ugen. Her fik man opdateringer af love

om fiskeri og beskeder fra direktoratet om, hvad man skulle holde øje med. I dag modtager

Vestkysten i kraft af deres satellitforbindelse løbende beskeder om indsatsområder og

opdatering af lovstof, hvilket synes dels at have medført en opsplitning af disse opdateringer

i mindre dele dels en acceleration af frekvensen af disse opdateringer. Selvom det i dag

således i princippet er muligt at være mere up-to-date, når et fiskerifartøj inspiceres, er det

200

altså samtidig blevet mere vanskeligt. Accelererede ændringer af det i forvejen

komplicerede lovstof havde nemlig ifølge en kaptajn ført til, at enkeltpersoner ikke længere

kunne holde styr på alle rammer for og regler i deres arbejde. Konsekvensen heraf var bl.a.

en specialisering blandt fiskerikontrollørerne, således at nogle får sat sig ind i en del af

loven og andre i andre dele. En idé om, at informationsudveksling og opdatering via

teknologi er omkostningsløst, blev dermed stærkt kritiseret af kontrollørerne, men samtidig er

en løbende opdatering dog også en forudsætning for løbende at konstruere et præcist,

begrænset og situeret overvågningsblik på fiskeriet, som jeg undersøgte i det foregående

kapitel.

En kaptajn sagde på et tidspunkt til mig: ”vi er glade for ny teknologi, det er alligevel

ikke noget, man kan lave om på, den teknologiske udvikling kører af sig selv, så derfor kan

man ligeså godt få det bedste ud af det”. Det er netop en sådan udvikling, Martha ikke

accepterer. Tværtimod knyttes en værdi til et lavteknologisk liv. Selvom kaptajnens udtalelse

umiddelbart lyder som det modsatte, dvs. som en form for teknologisk fremskridtstanke eller

determinisme, dvs. en opfattelse af teknologi som noget der udvikler sig med indre dynamik

og påvirker samfundet. Jeg opfatter dog snarere hans udtalelse som udtryk for en

håndteringsstrategi. Dvs. en udtalelse, der umiddelbart fremstår som teknologisk

determinisme også kan ses som udtryk for, et behov for at forstå forhold, som kontrollørerne

ikke har nogen umiddelbar indflydelse på. I Martha er det gamle er godt og det nye skidt,

men situationen på Vestkysten opfattes altså hverken af kontrollorne på denne eller den

omvendte måde. Som det fremgår af ovenfor, indebærer teknologi en konfiguration af

orden og uorden, altså f.eks. at nogle ting bliver ”lettere”, mens der samtidig stilles nye

krav. Som jeg behandlede i kapitel 3.2 tilføjes teknologier til det eksisterende netværk af

teknologier og arbejdsopgaver på Vestkysten, hvilket netop medfører en række

forskydninger snarere end en bestemt udvikling mod det mere moderne eller

højteknologiske. Den teknologiske determinisme, der kommer til udtryk i ovenstående

udtalelse, kunne således netop betragtes som et ”globalt cirkulerende narrativ”, der

imidlertid blev benyttet på en specifik måde på Vestkysten, som en håndteringsstrategi.

201

Igen kan Martha ses som en præsentation af skala, her omkring uorden og orden,

lavteknologi og højteknologi, tradition og modernitet, der således kan benyttes til at

diskutere de mere komplekse forhold på Vestkysten. I Martha behæftes lavteknologi med en

uorden, men en uorden, som det er muligt at have nogenlunde styr på – tingene går konkret

hele tiden i stykker, men kan altid repareres. Billedet af menneskelig kontrol over

teknologiske tiltag omgærdes i Martha med nostalgi. Teknologi er noget, som det er muligt

at have styr på i et kompetent fællesskab, mens det moderne og højteknologiske truer denne

socialitet. Den lavteknologiske fortid beskrives som mere præget af fællesskab. Det er

således heller ikke noget højteknologi, som Marthas besætning stjæler fra Harald for at

overleve, men en lavteknologisk ”latrinær” teknologi.

Gamle teknologier blev også i nogle tilfælde beskrevet på lignende vis på Vestkysten,

som da fiskerikontrollørerne (som nævnt i indledningen til dette kapitel) beskrev kortspil vs.

satellit-tv for mig. I Havstrømer fremstilles teknologi mere simpelt som en naturlig udvidelse

af fiskerikontrollørernes handlingskapacitet. Samtidig karikerer både Havstrømer og Martha

dog henholdsvist en teknologibegejstring og en teknologiromantik. Der optræder altså i

værkerne en forbeholden indstilling til teknologi som på Vestkysten. Det fremstilles i

værkerne således, at det godt kan lade sig gøre at indføre og stole på nye teknologier, men

ikke på bekostning af den troværdighed, som gamle teknologier og godt gammeldags

sømandskab er omgærdet med. Det stærkt teknologisk prægede miljø på Vestkysten spejles

altså ikke direkte i den teknologiske skala, der fremstilles i Martha. Dog kan Martha netop

ses som en ironisering over denne skala. Dermed giver værket anledning til at diskutere,

hvordan og hvorfor, der sættes pris på både nye og gamle teknologier og på nye og gamle

former for sømandskab på Vestkysten.

3.5.10 Fjerde tematiske forbindelse: refleksiv nostalgi ”Det er overhovedet ikke sådan at sejle, men Martha giver et sjovt indblik i livet til søs”,

sagde et besætningsmedlem på et tidspunkt til mig. Det er mit indtryk, at dette var den

generelle holdning til filmen på Vestkysten. Værket karikerer og forsimpler spørgsmålet om,

hvad sømandskultur var og er, men giver dermed også anledning til at diskutere fortiden,

nutiden og fremtiden til søs.

202

Havstrømer udtrykker også en nostalgisk forståelse af livet til søs, her i forhold til fiskernes

situation, hvor tidligere frihedsgrader er under transformation. Martha fremstiller friheden

som et spørgsmål om enten eller, og det lavteknologiske, traditionelle sømandsliv

romantiseres. På Vestkysten omtalte flere besætningsmedlemmer på lignende vis de ”gode

gamle dage” for mig, og sammenlignede deres arbejdsplads med andre skibe, hvor livet

forestilles at være mindre styret. Ikke overraskende handlede deres historier ofte om,

hvordan det var at være rigtig sømænd i gamle dage eller på andre skibe ofte om ”rigtige

mænd” f.eks., om drikkegilder under landgang, eller om kaptajner der sejlede i beruset

tilstand, men også om modige kollegaer, herunder om personer der har sat deres liv på spil

under redningsaktioner.

En yderligere tematisk forbindelse mellem Vestkysten og Martha og Havstrømer er

således nostalgi. Nostalgi benyttes på Vestkysten både til en synkron og en diakron

afgrænsning af livet på skibet, dvs. både til at forstå den nuværende situation i forhold til

historiske forhold og til at forestille sig, hvordan livet udfolder sig på andre skibe. I Martha

artikuleres som nævnt karikerede billeder af sømænd, teknologi, hierarkiet på skibet,

arbejdsdeling og kollektivitet og ”de gode gamle dage”, som et nostalgisk blik kan rettes

imod.

Ifølge Svetlana Boym var nostalgi engang en sygdom, som det var muligt at blive kureret

for med igler eller en tur til alperne. I dag identificerer hun fænomenet som en permanent

følelse i vestlig og østeuropæisk kultur. Da er det ikke mærkeligt, at nostalgi også findes på

Vestkysten. Nostalgi kan ifølge Boym tage form som en ”restorativ nostalgi”, dvs. en

forhåbning om en genindførsel af fortiden, hvad enten denne har eksisteret som husket eller

ej. Nostalgi kan imidlertid også være ”refleksiv”, dvs. at forestillinger om fortiden benyttes

som ressource til at debattere, hvordan fremtiden kan forme sig (Boym 2001).

Selvom der findes en nostalgi på Vestkysten, f.eks. omkring gamle teknologier, så står det

også klart her, at ”de gode gamle dage, aldrig kommer igen”, som en kaptajn udtrykte det

over for mig. Teknologisk udvikling ses f.eks. ikke som et onde (hvilket Boym synes at gøre)

eller som modsætning til et godt sømandsliv. Situationen omkring teknologisk udvikling blev

203

som nævnt fremstillet som langt mere kompleks. F.eks. blev transponderen42 omtalt som en

direkte årsag til, at livet til søs er blevet langt mere sikkert i dag, fordi den hjælper med at

identificere skibe i nærheden og dermed gør det nemmere at vide, f.eks. hvilket af de to

skibe, man gerne vil manøvrere udenom, man er i kontakt med. Den kritik, der blev rettet

mod teknologi, var meget mere specifik og kompleks, som det fremgår i det ovennævnte

eksempel på teknologiers samtidige produktion af orden og uorden. Det forhold kom også

til udtryk i eksemplet med, at positionering af skibet i dag i stor udstrækning klares af det

elektroniske søkort, men besætningen dermed også bliver mere afhængig deraf og mister

evnen til at benytte papirkort. Der optræder altså et dobbelt forhold mellem en større grad

af frihed (her til at lave noget andet) og nye bindinger til teknologi i en proces, hvor

kompetencer og agens redistribueres mellem humane og nonhumane aktører. Den nostalgi

gamle teknologier omgæres med kan altså ikke ses, som et udtryk for at fiskerikontrollører

ønsker vende tilbage til de gode gamle dage, men som deres forsøg på at forstå og

håndtere de omdistribueringer af agens, som eksempelvis transponderen og det elektroniske

søkort medfører.

Nostalgi er ifølge Boym en længsel efter et hjem, men refleksiv nostalgi er netop

kendetegnet ved erkendelsen af, at det ikke er muligt at vende tilbage. Nostalgi er altså

dermed ikke nødvendigvis et spørgsmål om at ville returnere til en mere oprindelig tilstand,

men om, at historien gøres til en ressource for at forstå nutiden og forestille sig mulige

fremtider. På Vestkysten kan nostalgi ses som en hjælp til at navigere i en kompleks og

dynamisk situation, hvor nye teknologiske tiltag betyder, at man løbende må forandre sig,

idet kompetencer løbende redistribueres mellem menneske og teknologi ombord.

Som nævnt er Vestkysten både en arbejdsplads og et hjem for skibets besætning. I

Martha er dette forhold hypostaseret, besætningen bor permanent ombord og har

hjemliggjort deres skib. De viser ikke omsorg for skibet ved at vedligeholde det som på

Vestkysten, men en kærlighed til deres skib og teknologier, kommer både i Martha og på

Vestkysten til udtryk i, at sømændene løbende genopfinder sig selv som en teknologisk

kompetent, handlekraftigt og beslutningsdygtig kultur. I Martha karikeres sømandslivet i en 42 Som beskrevet i note 24 et system, der sender og modtager identifikation og position mellem skibe i nærheden af hinanden.

204

sådan grad, at det er tydeligt, at fortiden aldrig har været præcis således, som den

fremstilles, men der tilskrives en værdi og dermed bevaringsværdighed til forhold som lokal

beslutnings- og handlekraft. Det var også gældende på Vestkysten, hvor særligt deres plads

i redningstjenesten repræsenterer netop denne evne.

Filosoffen Frederik Nietzsche angriber i Historiens Nytte de intellektuelle, som

udelukkende har en arkivarisk eller filatelistisk interesse i fortiden, og han fremfører den

holdning, at relevansen af en historisk undersøgelse bør måles på, hvorvidt den gavner

nutiden (Nietzsche 1994). Selvom der ingen garanti er for, at Martha ikke kan benyttes på

en konserverende, restorativ og bagudstræbende måde, så er det i mine øjne ikke, hvad

filmen selv lægger op til. Idet værket karikerer livet til søs i fortiden meget stærkt, kan den

siges at give anledning til en refleksiv nostalgi – tilskueren opdrages til at indtage en ironisk

distance til sømandskultur. Dermed bliver nostalgien en fremadrettet slags. Alle ved godt, at

tingene aldrig har været eller bliver som på Martha, hvilket dog ikke ændrer ved, at det

stadig kan anses for værdifuldt at slås for selvstyring og for at bevare en teknologisk

kompetent kultur. Et lignende argument kan føres i forhold til Havstrømer, der netop ikke

handler om en længsel mod at vende tilbage til et frit fiskerierhverv, men om, hvordan det

kan håndteres, at nye former for kontrol og frihed eksisterer i og omkring erhvervet. Følger

man Nietzsche og empirisk filosofi vil det dog være op til de specifikke praksisser, som

Martha og Havstrømer florerer i at følge en restorativ eller en mere fremadrettet tråd.

3.5.11 Et fællestræk ved de tematiske forbindelser: refleksivitet som kulturel værdi I forhold til min pointe om, at fiskerikontrollører er engagerede i ontologisk arbejde og

herunder behandler konceptuelle spørgsmål, er det interessant, at både Martha og

Havstrømer på hver deres måde hævder, at refleksivitet i sig selv er kulturelt værdifuld,

hvilket kommer til udtryk med hver af de fire tematiske forbindelser, jeg har tegnet i dette

kapitel. Martha og Havstrømer fremstiller køn, teknologi, frihed og nostalgi, som genstande

for refleksion. Jeg mener dog ikke, at det interessante ved Martha og også Havstrømer

205

findes i deres metarefleksivitet, men netop i at værkerne giver anledning til

infrarefleksivitet43:

If meta-reflexivity is marked by an inflation of methods, infra-reflexivity is characterized by their deflation. Instead of piling on layer upon layer of self consciousness, why not have just one layer, the story, and obtain the necessary amount of reflexivity from somewhere else? (Latour 1988)

Refleksivitet kom ikke blandt fiskerikontrollører til udtryk som en interesse for at ophobe

subjektive fortolkningslag for diskussionens egen skyld, men netop i forhold til, hvad der

blev omtalt som allerede komplekse problemstillinger, som skibet aktuelt står overfor pga.

udefrakommende tiltag og begivenheder. Henter fiskerikontrollørerne da også, nøjagtigt

som Latour opfordrer sociologer til at gøre (ibid.), ”den nødvendige mængde refleksivitet

andetsteds”, herunder i Martha og Havstrømer?

I hvert fald tildeles refleksivitet i Martha en positiv værdi f.eks. ved at værket åbner

muligheden for at diskutere kønsroller, hierarkier og teknologiers rolle. Martha kan som

beskrevet betragtes som udlægning af en række skalaer: frihed/ufrihed, orden/uorden,

gammel/ny teknologi tradition/modernitet, der dermed kan benyttes til at diskutere de

specifikke former, som sådanne skalaer har på Vestkysten. Havstrømer synes også at

tilskrive refleksivitet værdi, idet det fremstilles som en væsentlig del af arbejdet som

fiskerikontrollør at kunne forholde sig kritisk til sit arbejde, bl.a. fordi det er en måde at

sikre, at man forholder sig ordentligt til at kontrollere andre.

Et interessant eksempel på refleksivitet finder jeg i den måde, som kontrollørerne skelner

mellem gamle og nye fiskere på. De gamle var, blev jeg fortalt, vant til en større grad af

frihed og voldte derfor nogle gange kontrollen problemer. De nye fiskere havde derimod

gået i skole og havde dermed ”valgt” et liv som fisker velvidende, at mange restriktioner og

forordninger eksisterer i dag. Kontrollørerne forholdt sig altså refleksivt til, at fiskerne aktuelt

opdrages til at blive gode, velopdragne samfundsborgere, hvilket fiskerikontrollørerne

hævdede, var et gode, også selvom det omkonfigurerer, hvad det vil sige at være en rigtig

sømand. Martha og Havstrømer promoverer på hver deres måde en idé om, at det er godt

43 Når jeg her benytter termen ”refleksiv” mener jeg ikke afbildning, afspejling, subjektivisme (Barad 2007:71-74, 86-91) eller forskydning af det samme til andetsteds (Haraway 1988)

206

at forholde sig til ting på refleksiv vis for herigennem at kunne omforme sig selv og finde

nye måder at praktisere frihed på. I denne transformations- eller genopfindelsesproces

tilskrives livet til søs løbende værdi. Dermed er det måske ikke så mærkeligt, at værkerne

kan fungere som ressourcer for diskussion af sømandskultur og -identitet i fiskerikontrollen.

3.5.12 Afrunding - fiskerikontrol i sammenhæng Empirisk filosofi kan med fordel betragte sine ”informanter” som refleksive og konstruktive

deltagere i deres virkeligheder, som involverer teknologier, og dermed stole på, hvad de

fortæller om dem

because they are intimately connected with, critical of, informed about, and committed to the technologies – [they] are themselves reflective and reflexive participants in the generation of accounts of what is ”really going on” in [practice]. (Thompson 2005:16)

I det ovenstående har jeg med afsæt i empirisk filosofi betragtet Havstrømer og Martha som

aktører og undersøgt, hvorfor de kan fungere som ressourcer for fiskerikontrollørerne til at

artikulere og debattere nogle væsentlige forhold i den sammenhæng, de indgår i.

Martha er simpelthen fortællingen om, hvordan et skib overlever bl.a. i kraft af

fællesskabet ombord, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre. Sømændene overvinder

sine modstandere ved at genopfinde sig selv som et fællesskab og en kompetencekultur og

hævder derved retten til selvstyring. Konflikten i Martha er sammenlignelig med den, som

optræder i Havstrømer og på Vestkysten i dag. I sidstnævnte optræder en konflikt med et

neoliberalt styringsregime, som der arbejdes for, men også imod.

207

På Vestkysten deltages der i praktisering af, men gøres også modstand mod kontrol og

styring; man er både med og mod ”systemet”, idet både egne og andres frihedsgrader

forvaltes. Vi finder altså fiskerikontrollørerne i en udspændthed mellem en identitet som

kontrollør og identitet som sømænd eller mao. som ramt af ”toldersyndromet”, hvilket jeg

beskrev i afsnit 3.1.9.

Betragtes ovenstående aktantmodel over Vestkysten og sammenlignes med dem, jeg

tidligere har lavet over Martha og Havstrømer, fremstår kontrollørernes deltagelse i

redningstjenesten som væsentlig for, at de kan forblive delvist forbundet til en

sømandskultur, der sætter pris på at praktisere frihed. Herved er de nemlig potentielle

hjælpere og helte i forhold til andre sømænd og kan træde i karakter som ”brave danske

søfolk”. I Deloitte-rapporten, foreslås det som beskrevet i afsnit 3.2.4, at der i

fiskerikontrolskibenes virke bør fokuseres på kerneydelsen kontrol. Udfra et empirisk

filosofisk synspunkt fremstår dette tiltag imidlertid som et potentielt selvmål, for hermed

afskæres kontrollørerne fra at praktisere en sømandsidentitet ved at træde i karakter, hvilket

netop kan anses for at være vigtigt for ikke at reducere deres rolle fra at være ”toldere”,

med de problemer, det nu indebærer, til at blive noget, der mere minder om

Isolering af kerneydelser

Refleksiv styring af styring

Indikator projekter mv. (modstander)

Redningstjeneste Dobbelthed af sømands- og

bureaukratidentitet (toldersyndromet)

Infrarefleksiv håndtering af lovkrav mv.

(hjælpere)

Fortsat praktisering af sømandskab

-herunder bestemte former for kontemplativ frihed

Praktisering af overvågning af andre

(objekt/mål)

Vestkysten (subjekt)

Figur 37: aktantmodel over empirisk materiale fra Vestkysten

208

parkeringsvagter. Sammenlignes Marthas kultiske karakter med Vestkysten, kan man få øje

for, at en sømandskultur også er en modkultur og en kritisk kultur (her i forhold til

andetstyring fra land), og herved bliver dette forhold kun tydeligere.

Dermed er det ikke sagt, at den idealtilstand, som findes på Martha, er

efterstræbelsesværdig. Snarere fremstår det vigtigt at udvikle en forståelse af, hvordan helt

andre og bestemte muligheder for at praktisere frihed er mulige i dag. Martha og

Havstrømer peger dog begge på, at frihed er et væsentligt element i en sømandskultur, og

gør det muligt at diskutere grænser for og udstrækning af aktuel styring og frihed.

I starten af dette kapitel inddragede jeg Raymond Carvers What we talk about when we

talk about love og Wagners ikke-essentialistiske forståelse af kultur, hvormed kultur blev

fremstillet som noget en analyse kan kredse om, men aldrig kan indfange helt, netop fordi

kultur løbende opfindes og transformeres – også i analyse deraf. Sømandskultur er i denne

forståelse ikke et afgrænset hele, men derimod en række ideer og temaer som cirkulerer i et

dynamisk netværk. Hvordan kan ”se Martha og Havstrømer” i dette lys da være et svar på

et spørgsmål om, hvad kultur er? Dette svar kunne læses kritisk som en uforpligtigende

respons. Med en empirisk filosofisk tilgang fremstår det imidlertid som et infrarefleksivt svar.

Værkerne fremstår nemlig som kilder til italesættelse og performans af kultur og som

ressourcer for at reflektere over og italesætte det forhold, at Vestkysten indgår i en bredere

sammenhæng. Værkerne fungerer som ressourcer, fordi de cirkulerer mellem diverse

praktiseringer af sømandsliv, og samtidig stiller spørgsmål dertil. De binder altså i mine

øjne sømandskultur sammen, netop fordi de gør det muligt at diskutere, hvad den er. Der

ligger altså både et affirmativt og et kritisk kim i disse værker. De gør det muligt at tale fra

netværket om netværket på specifikke måder.

Hvorfor har jeg med empirisk filosofi undersøgt et begreb om kultur og ikke blot skrevet

om ideer, der florerer i netværk? Efter at have leveret et foredrag på Lancaster Universitet i

efteråret 2007 blev antropologen Tim Ingold netop stillet et lignende spørgsmål i forhold til

antropologi, altså hvorfor man ikke bare smed det slidte kulturbegreb væk i denne

faglighed. Hans svar var, at det kunne man da også næsten, men begrebet indeholder en

form for kreativitet, som indfanger, at aktører løbende genopfinder sig selv og deres

209

virkeligheder. En sådan ”genfødsel” af kultur er interessant nok også tematiseret i Martha.

Sømændene træder netop i karakter her, da det virkelig gælder. Denne parathed er direkte

parallel til Vestkysten, som netop altid midt i hverdagens trummerum ligger klar til at deltage

i redningsaktioner med kort varsel. Måske er det da netop en idé i netværket omkring

Vestkysten, at en kreativitet, som handler om at genopfinde sig som en kompetent kultur, når

det virkelig gælder, løbende tilskrives værdi.

Hvis en sådan kreativitet kendetegner netværket omkring sømandskultur, kan

kulturbegrebets virke i netop denne sammenhæng indikere at netværk, herunder et omkring

fiskerikontrol, ikke blot forbliver det samme netværk og ændrer sig ved at nye elementer

tilføjes, men at det indeholder former for kreativitet, modstand og infrarefleksivitet, der på

linje med udefrakommende tiltag løbende former og transformerer det. Når jeg blev henvist

til at se Martha og Havstrømer, kan det dermed både ses som et udtryk for at

fiskerikontrollører udmærket er klar over, at deres skib indgår i en større sammenhæng, og

at det at være sømand i dag bl.a. indebærer, at forholde sig afsøgende og undersøgende til

spørgsmålet om, hvad vi taler om, når vi taler om sømandsidentitet, sømandskultur,

fiskerikontrol, teknologi og meget andet.

Min sidste bemærkning er, at hvis praktiseringen af frihed og sømandsidentitet er så

vigtigt til søs og på Vestkysten, som den ovenstående analyse illustrerer, så kunne det være

en anledning til at reflektere over, hvordan sådanne analyser kan inspirere udvikling af nye

teknologier og kontrolmetoder til søs og i fiskerikontrol. Analysen illustrerer netop, at

teknologiudvikling ikke kun kan tænkes at burde handle om mere effektiv kontrol, styring og

sikkerhed, men samtidig kunne handle om at udvikle fiskerikontrollørers mulighed for at

performe sig selv som kompetente sømænd og for at praktisere bestemte former for frihed.

Fra et empirisk filosofisk synspunkt kunne det i den forbindelse endvidere tænkes, at det er

en god idé ikke at afvikle skibets deltagelse i redningstjenesten, fordi det er en vigtig del af

kontrollørernes praktisering af både frihed og kontrol.

210

DEL 4: Afrunding I den sidste del af afhandlingen vil jeg runde af med at diskutere nogle vigtige spændinger

og analytiske anliggender for empirisk filosofi, der fremstår som konsekvens af analyserne.

Afrundingen tjener således til at karakterisere empirisk filosofis særkender som til- og

tankegang yderligere, herunder som afsæt for undersøgelse af fiskerikontrol i praksis.

211

4.1 Empirisk filosofiske spændinger I indledningen anførte jeg, at der gør sig en bestemt spænding gældende i empirisk filosofi,

som har præget mit arbejde med afhandlingen fra start til slut. Spændingen består i, at der

med empirisk filosofi insisteres på, at ”verden” består af en række partikulære, men

alligevel delvist forbundne, virkeligheder. For hvordan kan der på én gang argumenteres

for, at alt, der er, er partikulært, men at partikulariteter er forbundne til hinanden, og at der

dermed ikke er tale om, at verden er postmoderne fragmenteret? Hvis verden ikke er

fragmenteret, åbnes der så ikke omvendt for geninstallation af en idé om, at noget

”generelt”, ”alment” eller ”trancendentalt” må være på spil, for at virkeligheder kan blive

spundet sammen?

Spændingen har gjort sig gældende både i den teoretiske og analytiske del af

afhandlingen. I førstnævnte del kom den bl.a. til udtryk i min diskussion af

relationsbegrebet. Her var det én væsentlig pointe, at relationer i en empirisk filosofisk

forståelse ikke optræder mellem præeksisterende entiteter, men snarere produceres i

processer, hvor ting differentieres fra hinanden. Det er netop i kraft af sådanne processer,

at der fremtræder både entiteter og delvise forbindelser mellem dem. En tanke, som udløber

herfra, er, at relationer er lige så virkelige som objekter. Relationer producerer objekter ved

at differentiere dem. Relationer er altså aktive størrelser, som kan transformere og forvandle

og udgør ikke bare neutrale forbindelser mellem ting, således som de ofte fremstår i

diagrammer og tegninger (som stregerne mellem entiteter). De er altså heller ikke

nødvendigvis udtryk for aktørers bevidste handlinger i forhold til hinanden. Derimod er det

en konsekvens for empirisk filosofi, at relationer også kan betragtes som aktører. Herved

åbnes der for udforskning af, hvad konkrete relationer gør f.eks. i forbindelse med, at

teknologier, agendaer, initiativer mv. bevæger sig mellem praksisser. Således har jeg i mine

analyser ovenfor f.eks. betragtet fartøjsovervågningssystemet VMS som en forbindelse

mellem Vestkysten og fiskere, EU, fiskeridirektoratet, den danske stat og mange andre

aktører. VMS’et har jeg således undersøgt ud fra den betragtning, at teknologien som

relation influerer praksis på Vestkysten, lige som denne praksis også former teknologiske

medierede forbindelser mellem skibet og en bredere sammenhæng.

212

Det er netop en betragtning af Vestkysten i og med en bredere sammenhæng, der udgør

det karakteristiske fællestræk på tværs af mine analyser. I hvert tilfælde har jeg dels

fremdraget nogle dimensioner af fiskerikontrol forstået i en bred og ”uafgrænset” forstand

og dels kontraster til og sammenligninger med analyse af feltarbejde på Vestkysten. Det har

dermed været pointen, at det er nødvendigt at betragte Vestkysten i sammenhæng for at få

indsigt i praktisering af overvågning, teknologi, frihed, styring mv. på og omkring skibet.

Men spørgsmålet om, hvad denne sammenhæng er, afhænger samtidig af, hvordan den

fremstilles på Vestkysten og af andre aktører i fiskerikontrol. Mao. er feltet fiskerikontrol

også multipelt. Sammenhænge omkring skibet kan således tegnes op i mange retninger, og

det er netop, fordi disse sammenhænge eller netværk omkring fiskerikontrol i en empirisk

filosofisk forståelse i princippet har en uendelig karakter og fremtoner i mange versioner, at

det fremstår som klare analytiske valg at fokusere på netop de fire emner for analyse, som

jeg har. Både situationen på Vestkysten og sammenhængen fremtræder med analyserne i

forskellige versioner, som dog også er forbundne til hinanden på flere punkter.

I kapitel 3.2 analyserede jeg, hvordan officielle dokumenter tegner feltet op i forbindelse

med, at fiskeri og fiskerikontrol gøres til genstand for refleksiv styring, dvs. en form for

styring, hvor styring rettes mod styringens egne midler. Dokumenterne anerkender i mine

øjne, at verden er kompleks, men ser netop denne erkendelse som det første skridt på vejen

mod at rette forskellige refleksive, tentative, og fleksible styringsinitiativer mod feltet,

hvormed et fremstående ønske er, at både kontrollører og fiskere opdrages til at styre sig

selv. En væsentlig pointe i denne forbindelse er imidlertid, at styring således ikke afvikler

frihed i feltet, men i stedet optræder i en anden klædning og sammenfiltret med nye former

for frihed (eller måske revitalisering af gamle former for frihed). En empirisk filosofisk

undersøgelse af neoliberale styringsformer i praksis peger da på, at styring ikke er noget,

som nogen bestemt aktør har den fulde kontrol over, men styringsvirksomhed afhænger af

konkrete teknologiske og praktiske muligheder, som igen kan tænkes at virke transformativt

på de agendaer, som ligger til grund for at sætte styring i værk. Neoliberalisme kan i dette

lys ikke betragtes som en frisættelse af aktører til at gøre, hvad de vil, men fremstår i stedet

som en problematisering af et felt, der transformerer mål, værdier, mv. i et samspil med en

213

produktion af bestemte emner som genstande for styring. Neoliberale, refleksive

styringsformer afvikler altså ikke styring. Til gengæld virker de ifølge Dean til at holde mere

autoritære styringsformer fra døren, og dermed handler det netop ikke om at kritisere det

neoliberale som ideologi ved at påpege deres tvetydighed eller ved at rette en restorativ

nostalgi mod gamle styringsformer. Derimod indebærer refleksiv styring,

at opgaven for det 21. århundrede er at genopfinde det sociale på en måde, der tillader diverse foreninger, bevægelser og grupper at udfolde deres kapaciteter. Hvis vi mislykkes med denne opgave eller lader os distrahere af styringsformer, som nu er fortid, er der risiko for, at vi kommer til at se alternative former til social styring eller endog mindre godartede alternativer til social styring genopstå og sprede sig.(Dean 2006: 323)

En empirisk filosofisk undersøgelse af neoliberal styring i praksis er dermed ikke et forsøg

på at afsløre og afvikle denne styringsform, men kan bidrage til at nuancere en debat om

styring og bureaukrati, som ofte bygger på en endimensional skala, hvor styring betragtes

som skidt og frihed som godt. I lyset af empirisk filosofisk analyse fremstår styringsinitiativer,

også de neoliberale, der argumenterer for, at de afvikler styring og sætter mennesker fri,

som en form for ”pakkeløsninger” af både styring og frihed og som former for ontologisk

politik (Mol 1999). Der satses her på tilblivelsen af bestemte virkeligheder, som dog ikke

synes at tromle alle andre virkeligheder over ende, men forvaltes, forhandles og forvandles i

praksis. F.eks. forvalter fiskerikontrollører netop et sådant bureaukrati, men samtidig gør de

også modstand mod bureaukratisering både af egen og fiskernes praksis.

Fiskerikontrollører er bl.a. i kraft af en sømandsidentitet og -kultur kritiske over for den

måde, som de selv er med til at styre andre på, hvilket jeg undersøgte i kapitel 3.5. Kultur

undersøgte jeg endvidere her netop som et begreb, der benyttes til at italesætte, hvordan

praksis på Vestkysten er forbundet til andre praksisser i et bredere maritimt netværk. Disse

forbindelser kendetegnede jeg ved at udpege nogle tematikker på tværs af Vestkysten, de to

værker Marta og Havstrømer og empirisk materiale. En af disse forbindelser havde at gøre

med teknologi og teknologiforståelser. Virkelighedens karakter diskuteres på Vestkysten

bl.a. gennem teknologi, f.eks. hvordan teknologi forbinder Vestkysten til det

omkringliggende nærmiljø, der navigeres i, til fiskere og til mange andre aktører. Hvordan

teknologier og teknologiforståelser udgør forbindelser mellem Vestkysten og en bredere

214

sammenhæng tematiserede jeg på to forskellige måder i kapitel 3.3 og 3.4. I førstnævnte

kapitel i forhold til et spørgsmål om teknologiske skalaer og i sidstnævnte kapitel i forhold til

et spørgsmål om overvågning og overvågningsteknologi.

Fælles for analyserne er dermed, at de fastholder en forståelse af Vestkysten som et

partikulært sted, men samtidig som et sted, der ikke har nogle fast definerede grænser og er

spundet ind i bredere sammenhænge på mange måder, hvoraf nogle er konkrete og

teknologiske. Det fremstår som en konsekvens af empirisk filosofi, at forbindelser mellem

praksisser bør undersøges konkret og partikulært. Hvordan skabes de? Hvad gør de? Hvad

bliver til og transformeres i og med produktionen af forbindelser?

Mine analyser angiver i denne forstand ikke en forløsning af den ovennævnte spænding,

men derimod en måde at håndtere den på analytisk. En grund, til at spændingen ikke

forløses, er, at den peger på en bestemt dobbelthed i empirisk filosofi. Der tages på den ene

side afstand fra diverse universelle teorier om verdens generelle beskaffenhed. På den

anden side vil det være fejlagtigt at tro, at empirisk filosofi dermed anser sig selv for neutral

i forhold til en bredere diskussion af netop dette spørgsmål. F.eks. at empirisk filosofi skulle

anse det for muligt gennem teoretisk argumentation at afvikle alle forståelser af verden som

beskaffen på bestemte generelle måder. Empirisk filosofi er også en generel filosofisk

påstand om, at verden er multipel; ”verden” betragtes som en række partikulære og delvist

forbundne vordende verdener/virkeligheder/naturer. Som nævnt er empirisk filosofi med

Mols ord netop på denne vis et politisk eller intervenerende træk, dvs. en ”enactment” af

verden på en bestemt måde, som udelukker andre og ikke en neutral påstand om, at dette

sker af sig selv. Empirisk filosofisk analyse tilskriver verden multiplicitet, kompleksitet,

distribuerethed, fraktalitet, tilblivelse og relationalitet i samme ombæring, som den opfatter

”verden” som således indrettet. Empirisk filosofi er tillige en monisme, der i modsætning til

en dualistisk forståelse ikke opfatter aktører som på forhånd adskilte størrelser, men ikke

desto mindre sætter pris på de forskelle, differentieringer og relationer som skabes og

vedligeholdes af aktører i praksis. Empirisk filosofi er således også et generelt udsagn, men

det er et udsagn om, at ingenting eksisterer i sig selv, men udelukkende i kraft af relationer

og i tilknytning til det partikulære, herunder også dens egne generelle udsagn.

215

Empirisk filosofi sætter fokus på det partikulære, men er dermed ikke tale om en

lokalisme eller partikularisme. Med et hurtigt blik på vestens intellektuelle historie kan

empirisk filosofi snarere betegnes som et partsindlæg i et formodentligt uendeligt spil mellem

det generelle og partikulære og i en vidt forgrenet og fortløbende akademisk debat herom.

På den anden side vil empirisk filosofi netop også argumentere for, at det vil gælde alle

udlægninger af ”verden”, at de er partielle, hvor end altomfavnende og universelle de anser

sig selv for at være. Det er de bl.a. i kraft af at være bundet til de specifikke teknologiske

muligheder, som gør sig gældende, når et givent argument fremføres. Jeg illustrerede denne

situation i afsnit 4.3.6 ved at applicere Stratherns argument på en filosofisk definition af

analytiske, selvindlysende domme leveret af Flor. Eksemplet illustrerer, at selv de mest

basale byggesten for filosofisk begrebsliggørelse kan blive sat på spil af kontinuerte

teknologiske forandringsprocesser.

Det kan være på sin plads at fastslå, at empirisk filosofi heller ikke er udtryk for en

skepticisme, dvs. en tilgang som afviser, at vi med sikkerhed kan vide noget sandt om

verden. Problemet med skepticisme er, at den virkelige verden her, nøjagtigt som i en

multikulturalistisk og perspektivistisk forståelse, figurerer som én singulær størrelse af en

relativt ensartet karakter og altså som en eksistens i sig selv adskilt fra de subjekter, der

erkender eller fortolker den. Det skepticistiske problem er dermed et epistemologisk problem

vedrørende erkendelse af verden. Den empirisk filosofiske metodologiske usikkerhed

vedrører i stedet, hvordan der kan tales om netværk fra netværk, uden på forhånd at vide

skråsikkert, hvilke virkeligheder, der bliver til, og hvordan dette sker.

Forskellige filosofiske verdensudlægninger kan empirisk filosofi på baggrund af

ovenstående argument betragte som komponenter i et ontologisk arbejde og undersøge,

hvordan de også indgår i at skabe og vedligeholde partikulære virkeligheder. I stedet for at

forenkle forståelser af ”verden som sådan” til simple positioner, som netop dermed nemt

kan angribes, angiver empirisk filosofi muligheden for at brede forståelse af både deres

indhold og virkninger ud for dermed at lære af dem, herunder af de analytiske indsigter

som opnås på baggrund af andre tilgange. Empirisk filosofi tilbyder omvendt andre

forståelser at lære af sine undersøgelser af ”verden” som multipel.

216

Der fremstår dermed en bestemt relativitet i tilknytning til empirisk filosofi, som dog

hverken er baseret på en epistemologisk eller moralsk pluralisme. Snarere fremstår

relativiteten i kraft af en underminering af en utvetydig bestemmelse af, hvad der

henholdsvis er faktum (objekt) og værdi (idé), eller hvad der er henholdsvis materielt, og

hvad der er forestilling. Det er således for empirisk filosofi et vigtigt analytisk anliggende at

kunne håndtere mellemstadier, forskellige grader af virkelighed eller delvis eksistens.

Dermed resonerer empirisk filosofi med tilgangen i den antropologiske antologi Thinking

through Things, hvor målet er:

rather than accepting that meanings are fundamentally different from their material manifestations (signifier vs. signified, word vs. referent, etc.) the aim is to explore the consequences of an apparently counter-intuitive possibility: that things might be treated as sui generis meanings […] Meanings are not ‘carried’ by things but just are identical to them. (Henara, et al. 2007: 3f)

Relativitet (i form af relativisme) bliver ofte (i mine øjne misforstået) beskyldt for at

underminere virkeligheden og dermed handle- og beslutningskraft, fordi verden hermed

f.eks. blot skulle være at betragte som ren konstruktion eller ren idé. En sådan type kritik

synes imidlertid netop at tage relativisme til indtægt for at betragte alt som idé i modsætning

til og adskilt fra ”den virkelige virkelighed”, objekter mv. og samtidig at bygge på en frygt

for, at verden pludselig kan forsvinde i kraft af, hvordan tilblivelse og konstitution af det

virkelige bliver beskrevet. Empirisk filosofi fremfører imidlertid snarere den omvendte pointe,

at ting er ideer og ideer er ting, og virkeligheder tilføjes realitet, idet de beskrives og

udfoldes i tekster af alskens karakter. På linje med Latours idé om, at ANT ikke

underminerer videnskabens forhold til virkeligheden ved at belyse, at fakta opstår i et

samspil mellem mennesker, teknologier og andre nonhumane aktører, er empirisk filosofi et

forsøg på ikke at reducere ontologisk arbejde til dens resultater, eksempelvis ved tage

naturvidenskabelige tekster for pålydende som direkte, umedierede beskrivelser af verden. I

stedet følger empirisk filosofi Latour ved at udvikle en tilgang og beskrivelsesform, som er

“non-reductionist or 'irreductionist' because it adds the work of reduction to the rest, instead

of subtracting the rest once the reduction has been achieved” (Latour 1988: 163). Empirisk

filosofi udgør netop i denne forstand en række forsøg på at føje til specifikke virkeligheders

217

realitet gennem redegørelse for disses tilblivelse. Men i sagens natur får vi altså i samme

ombæring at gøre med en midlertidig og foranderlig form for realitet, der ændrer sig i kraft

af at givne teknologier, aktører, virkelighedsbeskrivelser og meget andet tilføjes

virkeligheder.

Der er altså med empirisk filosofi hverken tale om et argument for, at alt er tekst og idé,

eller det omvendte, at alt er materielt. Det er snarere denne dikotomi mellem en simpel form

for relativisme (alt er tekst) og naturalisme (alt er materielt), der anses for at være

problematisk og som fremstår som anledning til en evig, men uproduktiv, debat i akademisk

sammenhæng. I debatten mellem denne form for relativisme og naturalisme fokuseres der

netop ikke på ontologi, men på epistemologi, dvs. spørgsmålet om, hvordan vi kan vide

noget som helst om én verden, altså i en intellektuel brydekamp om ”den virkelige

virkeligheds” beskaffenhed og om, hvordan man opnår analytisk adgang dertil.

The tug of war goes endlessly on: on side reduces reality to representation (culturalism, relativism, textualism) the other reduces representation to reality (cognitivsm, socio-biology, evolutionary psychology). Even phenomenology, new or old – and especially the phenomenology invoked these days by anthropologists – may surrender to epistemology. Is not “lived world” a euphemism for “known world,” “represented world,” “world real for a subject”? Real reality is the (still virtual) province of cosmologists, the theorists of quantum gravity and superstring theory. But listen to these custodians of real reality and it becomes obvious – it has been obvious, I might add, for more than seventy-five years – that at the heart of the matter, there is no stuff; only form, only relation. There are “materialist ontologies” on offer as cures for epistemological hypochondria, but I do not know what to do with them. All I know is that it is high time to put epistemological questions to rest. No effort less strenuous and transformative and dangerously disorienting would make even disagreement with an animist warrior possible. (Viveiros de Castro 2004: 484)

Empirisk filosofi er netop ikke en epistemologi, men en indstilling, der i ”ligeværdig

uenighed” med andre forståelser finder sin specifikke hensigt i interessen for at

mangfoldiggøre og berige ontologier. Tilgangen afviser dermed, at nogen har en

privilegeret ret til at svare på, hvad der er den virkelige virkeligheds virkelige beskaffenhed

(fordi dette er et forkert formuleret spørgsmål), men vil samtidig også afvise, at det eneste,

analytisk arbejde dermed kommer til at handle om, er redegørelse for konstruktion, idé etc.

Denne problematik som vedrører en distance mellem beskrivelse og virkelighed kommer

også til udtryk hos Donna Haraway:

218

I think my problem, and ”our” problem, is how to have simultaneously an account of radical historical contingency of all knowledge claims and knowing subjects, a critical practice for recognizing our own “semiotic technologies” for making meanings, and a no-nonsense commitment to faithful accounts of a “real” world, one that is partially shared and that is friendly to earthwide projects of finite freedom, adequate material abundance, modest meaning in suffering, and limited happiness. (Haraway 1988: 579)

Det behov, som fremstår i citatet, kan ses som en udløber af den ovennævnte debat mellem

f.eks. tekstuelt orienterede humanvidenskaber og ”virkelighedsorienterede, eksakte”

videnskaber som fysik. Med empirisk filosofi kunne der imidlertid argumenteres for, at det er

den skala, der synes at ligge til grund for Haraways problem, der i sig selv udgør

problemet. Dvs., at den foreteelse at påpege f.eks. radikal historisk kontingens tilskrives en

mindre tilknytning til det virkelige end engagement i såkaldte ikke-nonsense (mere

objektive?) redegørelser og projekter. Empirisk filosofi sætter netop spørgsmålstegn ved

denne skala. Det påpeges, at det forhold, at alt er situeret og partikulært, netop ikke

betyder, at udredninger fortaget på baggrund af denne overbevisning bliver ”mindre

virkelige” eller ”mindre tæt knyttet” på virkeligheden end alle mulige andre beskrivelser og

gøremål, herunder både såkaldt ”objektive” og ”intervenerende” tiltag. Dermed er

problemet for empirisk filosofi ikke, hvordan man samtidig kan have to forskellige typer

historier eller projekter, men det kommer i stedet til at handle om, hvordan og på hvilke

præmisser empirisk filosofi kan indgå i udvekslinger af sine egne og netop ikke-nonsense

udredninger af virkelige verdener med andre tankegange. I min forståelse må det da være

op til de forbindelser og måder som netværk beskæres og åbnes på i praksis, om empirisk

filosofiske redegørelser kan vinde gehør i andre sammenhænge. Empirisk filosofi kan i mine

øjne i første omgang styrke sin kraft til at vinde gehør ved selv at være lydhør overfor

andres ontologier i praksis.

Viveiros de Castro komplicerer en vestlig multinaturalistisk og naturalistisk ontologi ved at

sætte den i kontrast til en amerikansk-indiansk multinaturalisme. En tilsvarende bevægelse

foretager empirisk filosofi med sin specificering af vestlige forestillinger om verdens

beskaffenhed og via tilføjning af mere kompleksitet til dem. Således har jeg i de

ovenstående analyser inddraget nogle af de mange partikulære karakteristika af både

praktisk og teoretisk karakter, som kendetegner specifik omgang med objekter og

219

teknologier i fiskerikontrol. Det er netop i denne forbindelse, at empiriske studier fremstår

meget centrale. For herigennem møder en akademisk og intellektuel debat om positioner og

verdensbilleder modstand og fravristes en privilegeret position til at udtale sig på bestemte

aktørers vegne, uden at akademikere dermed fravristes mulighed for at udtale sig om noget

som helst. Empirisk filosofi komplementerer således Viveiros de Castros bevægelse ved at

tænke i, at der allerede i vesten findes ontologier, som er langt mere komplicerede end

(forsimplede udgaver af) naturalisme og relativisme.

En sådan holdning er netop en lektie, jeg har lært i studiet af fiskerikontrol. For når

fiskerikontrollører f.eks. diskuterer, hvorvidt man kan stole på teknologiske repræsentationer,

er det netop ikke udtryk for, at de er repræsentationalister, dvs. at de skulle mene at kunne

afgøre alle forhold i deres situation som et epistemologisk spørgsmål vedrørende

repræsentation. Virkeligheden er for kontrollører langt mere kompliceret, end den vil

fremstå læst gennem denne eller andre forsimplede positioner, som gøres til genstand for

hurtig og nem kritik i akademisk sammenhæng. Blandt fiskerikontrollører finder således

også versioner af altruisme, pragmatisme, skepticisme, realisme, positivisme, teknologisk

determinisme, konstruktivisme, romanticisme, naturalisme og blandingsformer deraf. Derved

fremstår deres ”indfødte” filosofiske repræsentationsproblem for mig som én del af et

bredere og komplekst ontologisk arbejde.

Hvorfor fremstår dette forhold så markant i denne sammenhæng? Måske fordi der i

fiskerikontrol er mange kilder til ambivalens. At vurdere, hvor mange fisk der er i havet, er

ingen absolut videnskab, og fiskerikontrol er det slet ikke, hvilket både fiskerikontrollører og

fiskere er klar over. Fiskerikontrol er dermed en ontologisk kampplads, hvor forskellige

former for frihed/kontrol, orden/uorden, tradition/modernitet, mennesker og teknologier

og teknologi- og menneskeforståelser løbende konfigureres.

I forhold til et spørgsmål om, hvordan man kan vurdere teknologiske eller politiske

interventioner i fiskerikontrol fremstår en ambivalent og usikker situation for empirisk filosofi.

For det fremgår med al tydelighed at grundlaget, for at bestemme, hvad der er en rigtig

eller forkert måde at handle på, er flydende. Det fremstår endvidere ikke som en mulighed

at udvikle en helhedsforståelse af situationen eller en teoretisk position og model, der kan

220

forklare alle tænkelige forhold fra distancen. Denne usikkerhed kan både ses som en grund

til at gøre noget og til ikke at gøre noget. Empirisk filosofi fremfører dog hverken det ene

eller andet argument, men resonerer snarere med rockgruppen Les Savy Fav udsagn om, at

”knowing how the world works is not knowing how to work the world” (Les Savy Fav 2004).

At sætte fokus på, hvordan ontologier skabes og vedligeholdes i praksis, ”how the world

works”, medfører ikke nødvendigvis, at man dermed opfinder en opskrift på at blive den

bedste ontologiske arkitekt eller bygmester.

At adskille spørgsmålene om, hvad man kan vide, og hvad man kan gøre, runger dog

også umiskendeligt som et ekko af Kant. Som nævnt i afsnit 2.1.1, opstiller Kant disse

spørgsmål som væsentlige filosofiske anliggender, men separerer dem dermed også44. Kant

adskiller altså det generelle epistemologiske spørgsmål, dvs. spørgsmålet om, hvad man kan

vide, fra et generelt spørgsmål om etik, dvs. et spørgsmål om, hvad man kan gøre. Men en

lektion, som kan uddrages af empirisk filosofi, er netop, at den “naturalistiske fejlslutning”,

som det er at blande disse spørgsmål sammen på et generelt plan, ikke kan undgås, fordi

spørgsmålene simpelthen altid allerede er sammenfiltrede i partikulære sammenhænge. Når

der redegøres for viden om verden, er det udtryk for interesse i at gøre bestemte ting

mulige, og når der redegøres for begrundelser for handling, hænger dette sammen med

bestemte antagelser om verdens beskaffenhed. Hvis empirisk filosofi har ret i, at teori er

praksis, og praksis er teori, understreges dette forhold blot. Empirisk filosofi er da en

frigørelse til at tage afsæt i at stille begge spørgsmål ”samtidig”; det er en frisættelse fra den

kantianske generaliserede opdeling til at begå den naturalistiske fejlslutning igen og igen,

fordi der ikke gives nogen anden mulighed i praksis. At redegøre for virkeligheder som

tilblivelse befinder sig netop ikke ”længere væk” fra virkeligheden eller fra interventioner

deri, end såkaldte no-nonsense fortællinger og projekter, som Haraway synes at antage. At

lægge epistemologiske spørgsmål på hylden, som Viveiros de Castro forslår, er i samme

forstand heller ikke et spørgsmål om at skifte fokus fra idé til handling, men bl.a. om at

44 Ifølge Michel Foucault er Kants tre spørgsmål ”hvad kan jeg vide?”, ”hvad kan jeg gøre?” og ”hvad kan jeg håbe på?” relateret til Kants tre store kritikker. Spørgsmålene stilles og undersøges adskilt i disse værker, men tilsammen forestilles de at udgøre et bud på en antropologi eller et svar på spørgsmålet, ”hvad er mennesket?” (Foucault 1984).

221

forstå praksis som righoldigt konceptuelt informeret og herunder undersøge, hvordan idéer

handler eller opfører sig (Strathern 1992a: xvii), hvilket imidlertid også angiver et projekt,

som både Haraway og Viveiros de Castro i mine øjne umiddelbart ville tilslutte sig.

I denne afhandling har jeg fokuseret på et hybridt praktisk-teoretisk og ontologisk

arbejde omkring fiskerikontrol og har taget udgangspunkt i den ambivalente position som

fiskerikontrollører befinder sig i. Netværket er i afhandlingen herved blevet beskåret

analytisk. Det havde også været muligt at fokusere på fiskere eller fisks situationer. Der er

ikke tvivl om, at fisk i kraft af moderne bureaukratisk forvaltning og effektive fiskerimetoder

ofte presses på deres eksistens. Fisk optræder i feltet mest som en ressource for menneskeligt

forbrug. Denne situation optræder som forbunden med en opfattelse af verden som

singulær og underlagt menneskets forgodtbefindende, idet det som regel kun er mennesker,

som tilskrives menneskelighed, værdighed og kultur. Med en empirisk filosofisk og

multinaturalistisk forståelse fremstår det dog også som muligt at tænke i at udvikle en

forståelse af fisks ontologi og tilslutte sig George W. Bush udtalelse i 2000 om, at

mennesker og fisk burde kunne leve i en mere fredelig sameksistens: “I believe the man and

the fish can coexist” (Bush i Conelly 2005). Bush udtalte imidlertid disse ord i modstand til

en idé om at rekonstruere det naturlige løb i en flod, som ville gavne de laks, som lever der.

Det er min klare overbevisning, at en empirisk filosofisk udforskning af fisks situation ikke vil

privilegere mennesket og herefter pakke dette asymmetriske forhold ind i fint retorisk papir,

som Bush gør. Snarere kan empirisk filosofi redegøre for det store ontologiske arbejde, der

indgår i, at fisk konfigureres på bestemte måder, herunder som en ressource for

menneskeligt forbrug. Hermed kan der potentielt også fremkomme alternativer, f.eks. en

forståelse af fisk som en partner for virkelighedsudveksling. Det ville i henhold til

multinaturalisme være et langt mere farefuldt og ambitiøst erhverv at sætte sig ind i fiskenes

virkelighed, end i en multikulturalistisk og perspektivistisk ånd at undersøge forskellige

fortolkninger af fisk og forslå fredelig sameksistens på menneskets præmisser.

Hermed søger jeg hverken at skrue forventningerne op til empirisk filosofis mulige

politiske effekter eller at argumentere for, at empirisk filosofi bør fokusere på

marginaliserede aktører eller underdogs. I forhold til analyse af fiskeres situation medfører

222

empirisk filosofi netop en bevægelse væk fra den oplagte betragtning af fiskeri som en

kultur, der aktuelt får berøvet en naturligt given frihed på grund af moderne bureaukratiske

tiltag. Empirisk filosofi undersøger i stedet, hvordan der historisk set har optrådt bestemte

konfigurationer af styring og frihed i tilknytning til fiskeriet. Men empirisk filosofi angiver

altså samtidig, at det kan involvere andre aktører end de menneskelige at ”genopfinde det

sociale”, som ifølge Dean-citatet tidligere i dette afsnit fremstår som en vigtig aktuel og

fælles opgave.

Alt i alt er forandringer i fiskeri og fiskerikontrol for empirisk filosofi hverken relateret til

en jubel eller beklagelse over, at vi lever i et samfund præget af bureaukrati og teknologi.

Empirisk filosofi er derimod et intellektuelt engagement, som ikke antager, at generelle

evalueringsskalaer og begreber, om hvad der er godt og skidt, gælder overalt, herunder

tilgangens egne skalaer. Det er således et vigtigt empirisk filosofisk anliggende løbende at

sætte basale antagelser på spil. Empirisk filosofi sigter dermed efter at artikulere måder,

som skalaer, mennesker og teknologier arbejder sammen på - på tværs af forskellige

ontologier, virkeligheder eller verdener, uden at søge efter en generel formel for

teknologiers eller bureaukratiers generelle betydning og effekt.

Fra et empirisk filosofisk synspunkt fanges vi således hverken på et mikroniveau i studier

af lokal handling eller på et makroniveau i studier af teknologiske og bureaukratiske

strukturer. Snarere møder forskere situationer af ambivalens, farer og muligheder i mødet

med ”indfødte” begreber om teknologi, styring og frihed både i vesten og andre steder.

Empirisk filosofi deler således en interesse med andre tilgange, der arbejder med at forstå

eller ligefremt at sætte virkeligheder på spil, og empirisk filosofis styrke vil netop bestå i

evnen til gentagent at lade sig overraske af, at det gang på gang lykkes (og nogle gange

mislykkes) for aktører at skabe og vedligeholde partikulære virkeligheder i praksis. Empirisk

filosofi skal i min forståelse således bedømmes på, hvorvidt tanke- og tilgangen kan

fastholde en sensitivitet for ”den andens” skalaer og i samme åndedrag på sin evne til at

sætte egne skalaer til debat.

223

Referencer Achterhuis, Hans (ed) (1999). American Philosophy of Technology: The Empirical Turn (Bloomington: Indiana University Press).

Albrechtslund, Anders (2008). "Online Social Networking as Participatory Surveillance". First Monday 13(3).

Amsterdamska, Olga (1990). "Surely, you are joking, Monsieur Latour!" Science, Technology and Human Values 15(4), 495-504.

Anderson, Benedict (1993). Imagined communities - reflections on the origin and spread of nationalism (London: Verso).

Appadurai, Arjun (ed) (1986). The social life of things: Commodities in cultural perspective (Cambridge: Cambridge University Press).

Arendt, Hannah (1958). The Human Condition (Chicago & London: University of Chicago Press).

Audi, Robert (ed) (1996). The Cambridge Dictionary of Philosophy (Cambridge: Cambridge University Press).

Balling, Erik (2003 [1963]). Martha. (DVD: 93 min).

Barad, Karen Michelle (2007). Meeting the universe halfway - quantum physics and the entanglement of matter and meaning (Durham, N.C.: Duke University Press).

Barry, Andrew, Osborne, Thomas og Rose, Nikolas (eds) (1996). Foucault and Political Reason. Liberalism, Neo-Liberalism and Rationalities of Government (Chicago University of Chicago Press).

Beck, Ulrich (1997). Risikosamfundet på vej mod en ny modernitet (København: Hans Reitzel).

Beck, Ulrich (1998). "Science beyond Truth and Enlightenment?" i Democracy without Enemies (Cambridge: Polity Press), 155-82.

Bird-David, Nubien (1999). "'Animism' revisited: Personhood, environment, and relational epistemology". Current Anthropology 40, 67-91.

Boltanski, Luc og Thévenot, Laurent (2006). On justification: economies of worth (Chicago: University of Chicago Press).

Borgmann, Albert (1984). Technology and the Character of Contemporary Life - A Philosophical Inquiry (Chicago: University of Chicago Press).

224

Boym, Svetlana (2001). The future of nostalgia (New York: Basic Books).

Boyne, Roy (2000). "Post-Panopticism". Economy and Society 29(2), 285-307.

Britannica Encyclopedia Online (2008). "Opslag: Complexity". http://www.britannica.com/EBchecked/topic/130050/complexity, tilgået 09.12.2008.

Brügger, Niels og Vigsø, Orla (2004). Strukturalisme (Roskilde: Roskilde Universitetsforlag).

Buschmann, Gert (2008a). "Fraktale uendelighedsrækker og konstruktion af uendelige mange endelige og uendelige uendelighedsrækker". http://www.juliasets.dk/FraktalerOgUendelighedsraekker, tilgået 15.12.2008.

Buschmann, Gert (2008b). "Udsnit af fraktal i Mandelbrot-mængden". http://www.juliasets.dk/Fraktaler, tilgået 15.12.2008.

Callon, Michel (1986). "Some Elements of a Sociology of Translation — Domestication of the Scallops and Fishermen of St. Brieuc Bay" i John Law (ed) Power, Action, and Belief — A New Sociology of Knowledge (London: Routledge and Keagan Paul), 196-233.

Callon, Michel og Latour, Bruno (1992). "Don't Throw the Baby Out with the Bath School! A Reply to Collins and Yearley" i Andrew Pickering (ed) Science as Practice and Culture (Chicago: University of Chicago Press), 343-69.

Carver, Raymond (1982). What we talk about when we talk about love: stories (London: Collins).

Clarke, Adele E. (2005). Situational analysis grounded theory after the postmodern turn (Thousand Oaks, Calif.: Sage Publications).

Clarke, Roger (1994). "Dataveillance: delivering 1984" i Leila Green and Roger Guinery (eds). Framing Technology. Society, Choice & Change (St. Leonards: Allen & Unwin).

Clifford, James (1988). "On Ethnographic Surrealism" i The Predicament of Culture (Cambridge, Mass.: Harward University Press), 117-51.

Cole, Simon A. (2001). Suspect Identities. A History of Fingerprinting and Criminal Identification (London: Harvard University Press).

Conelly, Joel (2005). "In The Northwest: Grande Ronde River has everything -- but salmon". http://seattlepi.nwsource.com/connelly/228184_joel13.html, tilgået 26.01.2009.

Coninck-Smith, Ning de (2008). "Sømandssex: Hængt i masten". Weekendavisen (10. dec).

225

Cramon, Carsten (1990). "Fraktaler - del og helhed". Dansk Musik Tidsskrift 4, 111-14.

Cussins, Charis (1998). "Ontological Choreography: Agency for Women Patients in an Infertility Clinic" i Marc Berg and Annemarie Mol (eds). Differences in Medicine: Unravelling Practices, Techniques, and Bodies (Durham: Duke University Press), 166-202.

Dahler-Larsen, Peter (2007). "Constitutive effects of performance indicator systems" i Saville Kushner (ed) Dilemmas of Engagement: Evaluation Development under New Public Management and the New Politics (New York: Elsevier).

de Laet, Marianne og Mol, Annemarie (2000). "The Zimbabwe Bush Pump: Mechanics of a Fluid Technology". Social Studies of Science 30(2), 225-63.

De Lauretis, Teresa (1987). Technologies of gender: essays on theory, film, and fiction (Bloomington: Indiana Univ. Press).

Dean, Mitchell (2003). "Culture, governance and individualisation" i Henrik P. Bang (ed) Governance as Social and Political Communication (Machester & New York: Manchester University Press), 117-39.

Dean, Mitchell (2006). Governmentality magt og styring i det moderne samfund (Frederiksberg: Sociologi).

Deleuran, Claus (1991). Illustreret Danmarkshistorie for Folket, bind 4 (København: Ekstra Bladets Forlag).

Deleuze, Gilles (1999). Foucault (London: Continuum).

Dubbeld, Lynsey (2003). "Observing Bodies. Camera Surveillance and the significance of the body". Ethics and Information Technology 5, 151-62.

Eco, Umberto (1984). Rosens navn (København: Forum).

Ejsing, Jens (2008). "Fiskere TV-overvåges til havs". Berlingske Tidende (20. juni).

Elam, Mark (1999). "Living Dangerously with Bruno Latour in a Hybrid World". Theory, Culture & Society 16(4), 1-24.

Europa-Kommissionen - Generaldirektoratet for Fiskeri og Maritime Anliggender (2008). "EU's Maritime politik: Fakta & Tal – Danmark". Europakommisionen.

Fiskeridirektoratet (2006a). "Fiskeridirektoratets kontrolstrategi - Erhversfiskeriet". Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

226

Fiskeridirektoratet (2006b). "Resultatkontrakt 2007 Fiskeridirektoratet". Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Fiskeridirektoratet (2008a). "Fiskeridirektoratets hjemmeside". http://www.fd.fvm.dk/Default.aspx?ID=16506, tilgået 13.6.08.

Fiskeridirektoratet (2008b). "Oplysninger om andele, årsmængder og landede mængder for danske fartøjer og puljer i 2008." http://webfd.fd.dk/stat/aarsmgd/oversigt.html, tilgået 27.06.08.

Flor, Jan Riis (1982). "Den logiske positivisme" i P. Lübcke (ed) Vor tids filosofi (København: Politikkens forlag), 114-35.

Foucault, Michel (1984). "What is Enlightenment? (Qu'est-ce que les Lumières?)" i Paul Rabinow (ed) The Foucault Reader (New York: Pantheon Books), 32-50.

Foucault, Michel (1991a). Discipline and Punish: Birth of the Prison (London: Penguin Books).

Foucault, Michel (1991b). "Governmentality" i G. Burchell, C. Gordon and P. Miller (eds). The Foucault Effect: Studies in Governmentality (Chicago: University of Chicago Press).

Foucault, Michel (1998). The Will to Knowledge (Harmondsworth: Penguin Books).

Gad, Christopher (2004). En postplural attitude - subejktivitets- og ontologirefleksioner med post-aktør-netværksteori og kunstig befrugtning. Speciale ved Informations- & Medievidenskab, Århus Universitet.

Gad, Christopher (2005). "En postplural attitude". Arbejdspapir fra Center for STS-studier 5 (Århus: Center for STS-studier, Informations & Medievidenskab).

Gad, Christopher og Jensen, Casper Bruun (2007). "Post-ANT" i Casper Bruun Jensen, Peter Lauritsen and Finn Olesen (eds). Science, Tecnology, Society - En Introduktion (København: Hans Reitzels Forlag), 93-118.

Gad, Christopher og Jensen, Casper Bruun (2008). "Philosophy of Technology as Empirical Philosophy - Examining Technological Scales in Practice" i Evan Selinger, Søren Riis and Jan-Kyrre Berg Olsen (eds). New Waves in Philosophy of Technology (Basingstoke & New York: Palgrave Macmillan), 292-314.

Gad, Christopher og Jensen, Casper Bruun (2009). "On the Consequences of Post-ANT". Science Technology & Human Values 34(6).

Gad, Christopher og Lauritsen, Peter (2009). "Situated Surveillance - An Ethnography of Fisheries inspection". Submitted to Surveillance & Society.

227

Gad, Christopher og Markussen, Randi (2007). "Feministisk STS" i Casper Bruun Jensen, Peter Lauridsen and Finn Olesen (eds). Science, Technology, Society - en introduktion (København: Hans Reitzels Forlag).

Garfinkel, Harold (1967). Studies in Ethnomethodology (Englewood Cliffs, New York: Prentice-Hall).

Glaser, Barney G. og Strauss, Anselm L. (1967). Discovery of Grounded Research - Strategies of Qualitative Research (Hawthorne: Aldine de Gruyter).

Gleick, James (1988). Chaos: Making a New Science (London: Heinemann).

Gray, Tim S. (1998). The Politics of Fishing (Basingstoke: Macmillan).

Haggerty, Kevin D. (2006). "Tear down the walls: on demolishing the panopticon" i David Lyon (ed) Theorizing Surveillance. The panopticon and beyond (Portland: Willan Publishing), 23-45.

Haggerty, Kevin D. og Ericson, Richard V. (2000). "The surveillant assemblage". British Journal of Sociology 51(4), 605-22.

Hammersley, Martyn og Atkinson, Paul (2007). Ethnography: principles in practice (Milton Park, Abingdon, Oxon ; New York: Routledge).

Haraway, Donna (1988). "Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective". Feminist Studies 14(3), 575-99.

Haraway, Donna (1989). Primate Visions - Gender, Race and Nature in the World of Modern Science (New York & London: Routledge).

Haraway, Donna (1991). "A Cyborg Manifesto" i Simians, Cyborgs and Women – The reinvention of nature (London: Free Association Books), 21-69.

Haraway, Donna (1997). Modest_Witness@Second_Millennium.FemaleMan©_Meets_OncoMouse™

– Feminism and Technoscience (New York: Routledge).

Hastrup, Kirsten (2004). "Getting it right - Knowledge and evidence in anthropology". Anthropological Theory 4(4), 455-72.

Heidegger, Martin (1977). The Question Concerning Technology, and Other Essays (New York: Harper & Row).

Heidegger, Martin (1994). Hvad er metafysik? (Frederiksberg: Det lille Forlag).

228

Henara, Amiria, Holbraad, Martin og Wastell, Sari (eds) (2007). Thinking Through Things (London & New York: Routledge).

Hutchins, Edwin (1995). Cognition in the Wild (Cambridge: MIT Press).

Højrup, Thomas (2002). Dannelsens dialektik : etnologiske udfordringer til det glemte folk (København: Museum Tusculanum).

Ihde, Don (1990). Technology and the Lifeworld — From Garden to Earth (Bloomington: Indiana University Press).

Ihde, Don (2002). Bodies in Technology (Minneapolis: University of Minnesota Press).

Jensen, Casper Bruun (2004a). "A non-humanist disposition: On performativity, practical ontology, and intervention". Configurations 12, 229-61.

Jensen, Casper Bruun (2004b). "Researching partially existing objects: What is an electronic patient record? Where do you find it? How do you study it?" Arbejdspapir fra Center for STS-Studier 4 (Århus: Informations- & Medievidenskab, Århus Universitet).

Jensen, Casper Bruun (2006). "Technologic: Conceptualizing Organizational Transformation with the Electronic Patient Record". Systems, Signs, and Action 2(1), 41-59.

Jensen, Casper Bruun og Lauritsen, Peter (2005). "Reading Digital Denmark: IT-reports as material semiotic actors". Science, Technology and Human Values 30(3), 352-73.

Jensen, Casper Buun (2007). "Infrastructural Fractals: Re-visiting the Micro-Macro Distinction in Social Theory". Environment and Planning D: Society and Space 25(5), 832-50.

Jensen, Ib Konrad (1995a). "Ministerium dækkede over fiskerne". Politikken (21.maj).

Jensen, Uffe Juul (1995b). "Humanistisk sundhedsforskning - Videnskabsteoretiske perspektiver" i Inge Marie Lunde and Pia Ramhøj (eds). Humanistisk forskning inden for sundehedsvidenskab - Kvalitative metoder (København: Akademisk Forlag), 41-69.

Jerslev, Anne (1993). Kultfilm og filmkultur (København: Amanda).

Kiss, Simon og Mosco, Vincent (2005). "Negotiating Electronic Surveillance in the Workplace: A Study of Collective Agreements in Canada". Canadian Journal of Communication 30, 549-64.

Kristensen, Jens (2006). "Analyse af Fiskeridirektoratets skibsdrift" (København: Deloitte).

229

Landbrugs og Fiskeriministeriet (1996). "Betænkning fra udvalget Fangstindberetning og datasystemet i dansk fiskeri".

Latour, Bruno (1987). Science in action (Cambridge, Mass.: Harvard University Press).

Latour, Bruno (1988). "The Politics of Explanation" i Steve Woolgar (ed) Knowledge and Reflexivity (London: Sage), 155-77.

Latour, Bruno (1991). "Technology is society made durable" i John Law (ed) A Sociology of Monsters - Essays on Power, Technology and Domination: Routledge), 103-31.

Latour, Bruno (1993a). "Ethnography of a "High-Tech" Case" i Pierre Lemonnier (ed) Technological Choices - Transformation in Material Cultures Since the Neolothic (London: Taylor & Francis Ltd), 372-98.

Latour, Bruno (1993b). We Have Never Been Modern (New York: Harvester-Wheatsheaf).

Latour, Bruno (1994). "On Technical Mediation". Common Knowledge 3(2), 29-64.

Latour, Bruno (1999). "On recalling ANT" i John & John Law Hassard (ed) Actor-Network Theory and After (Oxford: Blackwell Publishers), 15-25.

Latour, Bruno (2004). "Whose Cosmos, Whose Cosmopolitics?" Common Knowledge 10(3), 450-62.

Latour, Bruno (2005). Reassembling the social: an introduction to actor-network-theory (Oxford: Oxford University Press).

Latour, Bruno og Hermant, Emilie (2006). "Paris: Invisible City". http://www.bruno-latour.fr/livres/viii_paris-city-gb.pdf, tilgået 18.09.2008.

Latour, Bruno og Woolgar, Steven (1986). Laboratory Life: The Construction of Scientific Facts (Princeton: Princeton University Press).

Law, John (1999). "After ANT: Complexity, Naming and Topology" i John Law and John Hassard (eds). Actor Network Theory and After (Oxford: Blackwell Publishers), 1-15.

Law, John (2000). "Transitivities". Environment and Planning D: Society and Space 18, 133-48.

Law, John (2004). After method mess in social science research (London: Routledge).

Law, John og Hassard, John (eds) (1999). Actor Network Theory and After (Oxford: Blackwell).

230

Law, John og Mol, Annemarie (eds) (2002a). Complexities: Social Studies of Knowledge Practices (Durham London: Duke University Press).

Law, John og Mol, Annemarie (2002b). "Local Entanglements or Utopian Moves: an Inquiry into Train Accidents" i M. Parker (ed) Organisation and Utopia (Oxford: Blackwell), 82-105.

Lee, Nick og Brown, Steven D. (1994). "Otherness and the Actor-Network: The Undiscovered Continent". American Behavioral Scientist 37(6), 772-90.

Lehmann, Niels (1989). "Om dramaturgisk analyse, dramaturgiske modeller og analytisk bevidsthed". Forelæsningsmanuskript (Århus: Aarhus Universitet).

Lenoir, Timothy (1994). "Was the Last Turn the Right Turn? The Semiotic Turn and A. J. Greimas". Configurations 2(1), 119-36.

Les Savy Fav (2004). "Knowing how the world works fra albummet Inches". (CD, Frenchkiss Records).

Lie, Merete (1996). "Gender in the Image of Technology" i Merete Lie and Knut H. Sørensen (ed) Making Technology Our Own – Domesticating Technology into Everyday Life (Oslo: Scandinavian University Press), 201-23.

Logen S/S Martha (2008). "Hjemmeside for logen S/S Martha". http://www.s-smartha.dk/, tilgået 23.10.08.

Lübcke, Poul (ed) (1998). Politikens filosofileksikon (København: Politikkens Forlag).

Lynch, Michael (1997). "Theorizing Practice". Human Studies 20, 335-44.

Lyon, David (1994). The Electronic Eye — The Rise of Surveillance Society (Minneapolis: University of Minnesota Press).

Lyon, David (2001). "Facing the future: Seeking ethics for everyday surveillance". Ethics and Information Technology 3, 171-81.

Lyon, David (2001b). Surveillance society. Monitoring everyday life (Buckingham: Open University Press).

Lyon, David (ed) (2006). Theorizing Surveillance - The panopticon and beyond (Portland: Willan Publishing).

Lützhöft, Margareta (2004). The Technology is great when it works: Maritime Technology and Human Integration on the Ships’ Bridge. Ph.d.-afhandling ved University of Linköping.

231

Mandelbrot, Benoît (1967). "How Long Is the Coast of Britain? Statistical Self-Similarity and Fractional Dimension". Science, New Series 156(3775) (May 5, 1967), 636-38.

Marcussen, Jørgen (2008). "Martim Ordbog". http://www.jmarcussen.dk/maritim/lex/lex.html, tilgået 23.10.2008.

Marques, Ivan de Costa (2007). "Udtalelse ved paneldebat ved DASTS årsmøde 2007 i København".

Matadorstuen (2008). "Hjemmeside for værtshuset Børsen". http://www.matadorstuen.dk/index.php?page=2, tilgået 23.10.2008.

Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri (2007a). "Fødevareproduktion angår os alle - præsentation af Fødevareministeriet". Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri.

Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri (2007b). "Lokale kræfter skal drive udviklingen i landdistrikter og fiskeriområder". Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Mol, Annemarie (1999). "Ontological Politics. A Word and Some Questions" i John Law and John Hassard (eds). Actor Network Theory and After (Oxford: Blackwell Publishers), 74-90.

Mol, Annemarie (2002). The Body Multiple: Ontology in Medical Practice (Durham: Duke University Press).

Mol, Annemarie (2008). "Kommentarer til: A Turn to Ontology in STS". http://www.sbs.ox.ac.uk/NR/rdonlyres/9B397CCA-D926-463B-8372-08AF1D0F658D/5181/AnnemarieMol2.doc, tilgået 05.01.2009.

Mol, Annemarie og Law, John (1994). "Regions, Networks and Fluids: Anaemia and Social Topology". Social Studies of Science 24, 641-71.

Mortensen, Jørgen (2008). "Per Nørgårds uendelighedsrække - og fraktaler". http://www.pernoergaard.dk/da/strukturer/uendelig/ufraktal.html, tilgået 15.12.2008.

Munro, Rolland (2005). "Partial organization: Marilyn Strathern and the elicitation of relations". The Sociological Review 53(Supplement 1), 245-66.

Mølsted, Henning (2002). Diffuse gevinster for offentlige IT-penge, in, Ingeniøren.

Nietzsche, Friedrich (1994). Historiens nytte (København: Gyldendal).

Norris, Clive, McCahill, Mike og Wood, David (2004). "Editorial. The Growth of CCTV: a global perspective on the international diffusion of video surveillance in publicly accessible space". Surveillance & Society 2(3), 110-35.

232

Orwell, George (1956). 1984 (København: Gyldendal).

Pálsson, G. (ed) (1997). Social implications of quota systems in fisheries proceedings of a seminar held in the Vestman Islands in May 1996 (København: Nordisk Ministerråd).

Parks, Lisa (2005). Cultures in orbit: satellites and the televisual (Durham: Duke University Press).

Pedersen, Merethe Gadekjær (2003). "Overvågning af fiskefartøjer". Powerpoint præsentation.

Pedersen, Rune (2006). "Fiskere overvåges med it-system". http://www.computerworld.dk/art/35828/fiskere-overvaages-med-it-system?a=related&i=36920&bottom, tilgået 23.01.2006.

Perrin, Burt (1998). "Effective Use and Misuse of Performance Measurement". American Journal of Evaluation 19(3), 367-79.

Pickering, Andrew (ed) (1992). Science as Practice and Culture (Chicago: University of Chicago Press).

Pickering, Andrew (1995). The Mangle of Practice — Time, Agency, and Science (Chicago: The University of Chicago Press).

Politikken (2006). "Fiskere venter skeptisk på kontrolforanstaltninger". http://politiken.dk/erhverv/article202805.ece, tilgået 27.01.09.

Poster, Mark (1995). The Second Media age (Cambridge: Polity Press).

Quattrone, Paolo og Hopper, Trevor (2006). "What is IT? SAP, accounting, and visibility in a multinational organisation". Information and Organization 16, 212-50.

Rabinow, Paul (1984). "Representations are Social Facts: Modernity and Post-Modernity in Anthropology" i James Clifford and George E. Marcus (eds). Writing Culture - The Poetics and Politics of Ethnography (Berkeley, Los Angeles & London: University of California Press), 234-62.

Radius (2008). "Fiskeridirektoratet - Brugertilfedshedsundersøgelse". Fiskeridirektoratet.

Regeringen, KL og Danske Regioner (2007). "Strategi for digitalisering af den offentlige sektor 2007-2010". Det Digitale Taskforce.

Riles, Annelise (2000). The network inside out (Ann Arbor, Mich.: Univ. of Michigan Press).

Riles, Annelise (2006). Documents - Artifacts of Modern Knowledge (Ann Arbor: University of Michigan Press).

233

Sacks, Harvey (1992). "Doing 'being ordinary'" i Emmanuel Schlegloff and Gail Jefferson (eds). Lectures on Conversation (Oxford: Blackwell Publishers), 215-21.

Said, Edward (1978). Orientalism - Western Conceptions of the Orient (London: Penguin Books).

Sandbeck, Thorkild (2003). Dansk fiskeri - redningsskibene og fiskerikontrollen (Stenstrup: Skib).

Santaolalla, Isabel (1998). "Bodyscapes of silence: the figure of the mute woman in the cinema". Journal of Gender Studies 1.

Schatzki, Theodore R., Knorr Cetina, Karin og Von Savigny, Eike (eds) (2001). The Practice Turn in Contemporary Theory (New York & London: Routledge).

Selinger, Evan (2007). "Technology Transfer: What Can Philosophers Contribute". Philosophy and Public Affairs Quarterly 27(1/2), 12-17.

Smith, Barbara Herrnstein (2002). "Cutting-Edge Equivocation: Conceptual Moves and Rhetorical Strategies in Contemporary Anti-Epistemology". South Atlantic Quarterly 101(1), 187-212.

Star, Susan Leigh og Griesemer, James R. (1989). "Institutional Ecology, 'Translations,' and Boundary Objects: Amateurs and Professionals in Berkeley's Museum of Vertebrate Zoology, 1907 - 1939". Social Studies of Science 19, 387-420.

Strathern, Marilyn (1988). The Gender of the Gift: Problems with Women and Problems with Society in Melanesia (Berkeley, Los Angeles and London: University of California Press).

Strathern, Marilyn (1991). Partial Connections (Lanham, MD: Rowman & Littlefield Publishers, Inc.).

Strathern, Marilyn (1992a). After Nature - English kinship in the late twentieth century (Cambridge: Cambridge University Press).

Strathern, Marilyn (1992b). Reproducing the Future (New York: Routledge).

Strathern, Marilyn (1995a). "Cutting the Network". Journal of the Royal Anthropological Institute (2), 517-35.

Strathern, Marilyn (1995b). The Relation: Issues in Complexity and Scale (Cambridge: Prickly Pear Press).

Strathern, Marilyn (1996). "Enabling Identity? Biology, Choice and the New Reproductive Technologies" i Stuart Hall and Paul du gay (eds). Questions of Cultural Identity (London: Sage).

234

Strathern, Marilyn (1999a). Property, Substance and Effect (London & New Brunswick: Athlone Press).

Strathern, Marilyn (1999b). "Refusing Information" i Property, Substance and Effect (London & New Brunswick: Athlone Press), 64-86.

Strathern, Marilyn (1999c). "What is intellectual property after" i John Law and John Hassard (eds). Actor Network Theory and After (Oxford: Blackwell Publishers), 156-81.

Strathern, Marilyn (2004). Partial Connections - Updated Edition (Walnut Creek, CA: AltaMira Press).

Suchman, Lucy (2005). "Affiliative Objects". Organization 12(3), 379-99.

Thompson, Charis (2005). Making parents the ontological choreography of reproductive technologies (Cambridge, MA: MIT Press).

Thomsen, Arne Munk (1995). "Chikane drev ham fra jobbet". Det fri Aktuelt (7. aug).

Tsing, Anna L. (2000). "The Global Situation". Cultural Anthropology 15(3), 327-60.

Tsing, Anna L. (2005). Friction: an ethnography of global connection (Princeton, N.J.: Princeton University Press).

Turner, Stephen (1994). The Social Theory of Practices: Tradition, Knowledge and Presuppositions (Cambridge: Polity Press).

TV2 (1995). Havstrømer. (Tv-dokumentar: 35 min).

Tüchsen, Henrik (1995). "En speget affære". Berlingske Tidende (5. juli).

Van der Ploeg, Irma (2003). "Biometrics and Privacy. A note on the politics of theorizing technology". Information, Communication & Society 6(1), 85-104.

Van der Ploeg, Irma (1999). "Written on the Body: Biometrics and Identity'". Computers and Society 37-44.

Viveiros de Castro, Eduardo (1998). "Cosmological Deixis and Amerindian Perspectivism". The Journal of the Royal Anthropological Institute 4(3), 469-88.

Viveiros de Castro, Eduardo (2003). "AND". Manchester Papers in Social Anthropology 7.

235

Viveiros de Castro, Eduardo (2004). "Exchanging Perspectives - The Transformation of Objects into Subjects in Amerindian Ontologies". Common Knowledge 10(3), 463-84.

Viveiros de Castro, Eduardo (2005). "From Multiculturalism to Multi-naturalism" i Melik Ohanian and Jean-Christoph Royoux (eds). Cosmograms (New York: Lukas & Sternberg), 137-56.

Wackerhausen, Steen (2002). Humanisme, professionsidentitet og uddannelse - i sundhedsområdet (København: Hans Reitzel).

Wagner, Roy (1981). The Invention of Culture (Chicago: The University of Chicago Press).

Wittgenstein, Ludwig (1958). Philosophical Investigation (Oxford: Basil Blackwell).

Wood, David (2003). "Editorial. Foucault and Panopticism Revisited". Surveillance & Society 1(3), 234-39.

236

Dansk resumé

Virkeligheder på spil - studier i empirisk filosofi, fiskerikontrol og ontologisk arbejde

Denne afhandlings formål er tosidet. Dels er formålet at udvikle empirisk filosofi som

analytisk tilgang, dels er det at udvikle en forståelse af fiskerikontrol som praksis gennem

analyse af empirisk materiale om fiskerikontrol, særligt koncentreret omkring mit feltarbejde

på det danske fiskerikontrolskib Vestkysten.

Empirisk filosofi er ikke en teoretisk retning, der er veletableret som en faglig tradition,

men derimod et begreb, som den hollandske STS-forsker og filosof Annemarie Mol har sat i

spil (Mol 2002). Virkeligheden opfattes i empirisk filosofi som multipel og som tilblivelse,

dvs. at der tages afstand fra en idé om, at der på forhånd og præanalytisk eksisterer én

bestemt virkelighed ”derude” givet i kraft af tingenes naturlige orden. I stedet foreslår

empirisk filosofi, at verden består af en række delvist forbundne virkeligheder/verdener/

naturer, som konstitueres i forskellige praksisser.

Empirisk filosofi sætter i min udlægning fokus på det ontologiske arbejde, der foregår i

praksisser med at skabe og vedligeholde partikulære virkeligheder. Der sættes altså bl.a.

fokus på, at aktører gennem alskens praksisser behandler filosofiske spørgsmål, hvilket er

medkonstituerende for, hvordan deres virkeligheder løbende skrues sammen. Ontologisk

arbejde opfatter empirisk filosofi endvidere i forlængelse af aktør-netværksteori som et

samspil mellem både humane og nonhumane aktører, og som et arbejde, der implicerer

både handling og tænkning. Empirisk filosofi sætter altså både spørgsmålstegn ved et

præanalytisk skel mellem menneske og teknologi og et mellem teori og praksis.

Afhandlingen har dermed ikke til formål at udvikle en generel eller transcendent teori, der

kan appliceres alle vegne eller at forklare praksis, men at udvikle et helt specifikt afsæt for

at lade teori og empiri indgå i et samspil i analyse. Empirisk filosofi opfatter også teori som

praksis og opfatter altså sit teoretisk-analytisk arbejde som en udveksling med andre

ligeledes teoretiske praksisser. Fælles for alle mine analyser er således også, at empirisk

filosofi videreudvikles i det omfang, jeg finder er relevant det enkelte tilfælde.

237

Den empirisk filosofiske forståelse af verden som multiple tilblivelser i praksis uddyber jeg

i afhandlingens anden del med en udforskning af begreberne ontologi, multiplicitet,

multinaturalisme, relation, skala, kompleksitet og fraktalitet. Som afrunding på den

teoretiske del af afhandlingen reflekterer jeg desuden over, hvilke konsekvenser empirisk

filosofi har for forståelse af, hvad et ”empirisk felt” er, og dermed for, hvordan et felt kan

tilgås analytisk.

Hernæst udfører jeg i afhandlingens tredje del fire særskilte, men forbundne analyser af

fiskerikontrol. I kapitel 3.1. vil jeg overordnet karakterisere feltet, mit empiriske materiale og

argumentere for, hvorfor fiskerikontrol er et interessant emne for empirisk filosofi. Af flere

årsager var fiskerinspektører engagerede i at forholde sig til bestemte temaer. Dette

engagement er en væsentlig grund for at vælge netop disse fire emner til analyse.

Men de er også udvalgt på baggrund af en empirisk filosofisk interesse for at bidrage til

en debat i STS-feltet og i en bredere akademisk sammenhæng omkring, hvordan man kan

tilgå studiet af menneske, teknologi og bureaukrati.

I kapitel 3.2 søger jeg at udvikle en empirisk filosofisk læsestrategi i forhold til officielle

bureaukratiske dokumenter om fiskerikontrol. Dokumenter kan i en empirisk filosofisk

forståelse betragtes som aktører i et netværk omkring fiskerikontrol og samtidig som

særegne udlægninger af netværk med henblik på at gøre forskellige emner deri til genstand

for kontrol og styring. I resonans med en empirisk filosofisk tilgang tilgår Dean (Dean 2006)

styring og frihed i forhold til, hvordan de udfoldes partikulært og i praksis. Dean tilbyder

altså empirisk filosofi nogle ressourcer for at udvikle en forståelse af fiskerikontrol, idet

styring og kontrol i et samspil med praktisering af frihed netop er fiskerikontrollørernes

primære beskæftigelse i hverdagen.

I den anden analyse i kapitel 3.3 sætter jeg fokus på at undersøge teknologiske skalaer,

som fiskerikontrollørerne benytter og udvikler i forhold til teknologi på Vestkystens bro:

sikker vs. usikker teknologi og hightech vs. lowtech. Empirisk filosofi deler en interesse for at

undersøge teknologi i praksis med strømninger i teknologifilosofi, men tilgangen adskiller

sig bl.a. derfra i opfattelsen af, hvad der tæller som et passende empirisk analyseniveau.

Mit ærinde i dette kapitel er at undersøge, hvordan teknologiske skalaer benyttes og

238

udvikles specifikt omkring fiskerikontrol, og jeg bruger jeg dermed en del plads på at

positionere empirisk filosofi i forhold til en teknologifilosofisk agenda med henblik på at

udvikle et specifikt empirisk filosofisk argument om, hvordan teknologi kan undersøges og

forstås i praksis.

Den tredje analyse i kapitel 3.4. sætter jeg fokus på overvågning. Vestkysten deltager i et

bureaukratisk overvågnings-, registrerings- og kontrolarbejde i forhold til fiskeriet i

Danmark. En væsentlig pointe i dette kapitel er, at empirisk filosofi for at kunne undersøge

overvågning i praksis kræver et fokusskifte væk fra to metaforer, som dominerer i

overvågningsstudier: Big Brother og Panopticon. Jeg vil argumentere for, hvordan disse

metaforer sætter grænser for at kunne opnå et analytisk indblik i det arbejde, den daglige

vedligeholdelse og den modstand, som optræder i forbindelse med konstitution af

afgrænsede overvågningssituationer på og omkring Vestkysten. Jeg trækker på Bruno

Latours begreb om oligoptikon og Donna Haraways resonerende begreb om situerethed

som teoretiske ressourcer for empirisk filosofi til at undersøge overvågning i praksis, og jeg

argumenterer for, at overvågning som analytisk udgangspunkt bør betragtes som et åbent

og mangfoldigt fænomen.

Den fjerde og sidste analyse i kapitel 3.5 tager udgangspunkt i en bestemt episode, som

fandt sted under mit feltarbejde. Da jeg spurgte fiskerikontrollører om, hvad sømandskultur

er, henviste de mig til at se den danske folkekomedie Martha. Jeg erfarede senere, at dette

værk er en kultfilm, der cirkulerer i sømandskredse og blandt personer med interesse for

derfor som en grundreference til, hvad sømandslivet består i. Dette forhold så jeg som en

anledning til at undersøge værket nærmere. I kapitlet undersøger jeg således tematiske

forbindelser på tværs af Martha, et dokumentarprogram om livet på Vestkysten ved navn

Havstrømer og mit eget empiriske materiale fra skibet. Dette kapitel omhandler altså,

hvordan praksis på Vestkysten er spundet ind i en bredere sammenhæng, hvordan sådanne

forbindelser kan forstås gennem læsning af værkerne, og hvad der således kan forstås ved

sømandsidentitet og ”kultur” i netop denne sammenhæng.

I den fjerde og sidste del af afhandlingen vil jeg afrunde ved at fremhæve punkter, der

fremstår som centrale for videre empirisk filosofiske undersøgelser. Jeg diskuterer herunder

239

en spænding mellem en opfattelse af virkeligheder som partikulære størrelser, samtidig med

at de er forbundne til andre partikulariteter. Denne og en anden spænding mellem det

partikulære og generelle, er vigtige bl.a. i forhold til udvikling af en empirisk filosofisk

forståelse af fiskerikontrol som et moderne, teknologiseret, neoliberalt og videnskabeliggjort

bureaukrati.

240

English summary

Realities at Stake – studies in empirical philosophy, fisheries inspection and ontological

work

The aim of this thesis is double-sided. It is my purpose, in part, to develop empirical

philosophy as an analytical approach and, in part, to develop an understanding of fisheries

inspection in practice by analyzing empirical material, most of which is gathered during my

field work onboard the Danish fisheries inspection vessel Vestkysten (The West Coast).

The notion, empirical philosophy, does not refer to a well-established school of thought. It

is an open concept put into play by the Dutch STS-researcher and philosopher Annemarie

Mol (Mol 2002). The aim of this thesis is to catch this theoretical ball, transform it, and play

it forward.

Empirical philosophy develops an idea of reality as multiple and as emergence. Empirical

philosophy dissociates itself from the opposing idea that what exists is one, predefined

reality “out there” given in the natural order of things. Instead empirical philosophy suggests

that what exists are many partially connected realities/worlds/natures constituted in

practices.

In my understanding, empirical philosophy brings into focus the ontological work that

creates and sustains particular realities in practice. Among other things, it is highlighted that

actors work with philosophical matters in all kinds of practices. This work co-constitutes the

emergence of particular realities. Furthermore, empirical philosophy in continuation with

actor-network theory conceives ontological work as interplay between human and

nonhuman actors that implicates both thought and action. Empirical philosophy therefore

questions a pre-analytical distinction between the human and the technological and a

distinction between theory and practice. Consequently, the aim of this thesis is not to

develop a transcendent theory which can be applied everywhere to explain praxis or the

general nature of technology and/or the human. Instead the goal is to develop a specific

starting point for letting theory and empirical material cooperate in specific analyses. As

empirical philosophy conceives theory as practice, it therefore sees its own theoretical-

241

analytical work as exchange with other equally theoretically informed practices. All my

analysises thus also have in common that empirical philosophy is developed to an extent I

find relevant for the particular argument in each chapter.

In the second part of the thesis, I develop the understanding of “the world” as multiple

realities emerging in practices by exploring the concepts ontology, multiplicity,

multinaturalism, relation, scale, complexity, and fractality. To recapitulate the theoretical

part of the thesis, I furthermore reflect upon some of the consequences for the way empirical

philosophy understands the notion of an “empirical field” and how it may be analytically

approached.

In the third part of the thesis I develop four particular but connected analyses of fisheries

inspection. In chapter 3.1 I broadly characterize fisheries inspection, my empirical material

and argue how the field interests empirical philosophy. For various reasons fishery

inspectors are very engaged in discussing certain important matters of concern. This

engagement is the primary reason for selecting the four topics described below for analysis.

However, I have also chosen my analytical topics on the basis of what seem to be important

matters of concern for empirical philosophy. Empirical philosophy is interested in

participating in an ongoing debate in STS-studies and also more broadly on how to study

and understand human beings, technology and bureaucracy

In chapter 3.2 my aim is to develop an empirical philosophical strategy for reading

certain official bureaucratic documents about fisheries inspection. Documents are conceived

as actors in a network of fisheries inspection and also as particular presentations of a

network with the purpose of turning particular things into objects of control and governance.

In resonance with empirical philosophy, Dean (Dean 2006) approaches governance and

freedom as particular emergences in practice. Therefore Dean offers empirical philosophy

some resources to develop an understanding of fisheries inspection. Government, control,

and freedom are exactly what fisheries inspectors practice in everyday life. I explore how

freedom, control and government are configured in the official documents.

In chapter 3.3 I explore technological scales that fisheries inspectors use and develop in

relation to technology on the bridge of Vestkysten: secure vs. unsecure technology and

242

hightech vs. lowtech. Empirical philosophy shares with recent trends in philosophy of

technology an interest in investigating technology in practice. However, empirical

philosophy distinguishes itself from this wave by, among other things, a different conception

of what counts as an appropriate empirical level of analysis. In this chapter my goal is to

examine how technological scales are used and developed specifically in relation to

fisheries inspection. Therefore I put some energy into positioning empirical philosophy in

relation to philosophy of technology. I do this in order to develop a specific empirical

philosophical argument about how technology can be understood and approached in

practice.

In chapter 3.4 I focus on surveillance. Vestkysten participates in bureaucratic work of

surveillance, registration, and control in relation to Danish fisheries. An important point in

this chapter is that empirical philosophy needs to shift theoretically away from two

metaphors which dominate surveillance studies today: Big Brother and Panopticon in order

to investigate surveillance in practice. I argue how these metaphors limit the possibility of

achieving analytical insight into the work, the day-to-day maintenance, and the friction and

resistance which occur as limited situations of surveillance are established around

Vestkysten. Instead I draw on Bruno Latour’s concept oligopticon and Donna Haraway’s

resonating concept situatedness as theoretical resources for studies of surveillance in

practice. I also argue that as an analytical starting point surveillance ought to be considered

an open and multifarious phenomenon.

The fourth and final analysis in chapter 3.5 is related to a specific incident which

occurred during my field work. When I asked fisheries inspectors, what the culture of

seamen is, they referred me to Martha, a Danish comedy movie produced in the 1960s.

Later I learned that this movie is a cult movie which circulates among seamen and other

people interested in seamanship as a basic reference to what the life of sailors is like. I saw

this circumstance as an opportunity to examine the piece in greater detail. Thus, in this

chapter I explore thematical connections across Martha, Havstrømer (Sea cop), a

documentary about the life on Vestkysten, and my own empirical material gathered on the

ship. The chapter thus aims to explore how practice on Vestkysten is entangled in a wider

243

situation, how such connections can be understood through a reading of the pieces and,

finally, what one might then understand by the terms “seaman identity” and “culture” in this

particular context.

In the fourth and final part of the thesis I will round off by suggesting certain points of

relevance for future research in empirical philosophy. I will also discuss the approach in

relation to understanding fisheries inspection as a modern, technological, neoliberal and

scientific bureaucracy. Finally I discuss the tension between the empirical philosophical

claims that the “world” consists of many particular realities and the claim that these

particularities are nevertheless partially interconnected.