– Tema: Socialpædagogik i et tværfagligt perspektiv

– Hvis jeres gruppe var en skulptur...

VISS.dkNr. 9 marts 2012 · årgang 6

– Når tværfaglighed beriger

Leder 3

På jagt efter ”god” socialpædagogisk praksis 4

Når tværfaglighed beriger 7

Hvis jeres gruppe var en skulptur…. 10

En ny tilgang 13

Redaktion

Specialpædagogisk konsulent,

Per Lærkegaard

Formidlingskonsulent,

Liselotte Petersen.

Formidlingskonsulent,

Jette Lorenzen

Foto:

Sanne Dudoret

Deadline næste nr:

01.06.12

Nr. 9 2012 Årgang 6

Layout og tryk:

Scanprint.dk

Videnscenter Skanderborg –

Sølund

Dyrehaven 10

8660 Skanderborg

Telefon 87 94 80 30

viss@skanderborg.dk

www.viss.dk

Indhold

2

Forsidefoto:

Sygeplejerskerne Helle Bang og

Berrit Svendsen tidligere kolleger

ved Ungetilbuddet Bymosevej i Aarhus.

Læs artiklen s.10

Mange vil nok mene, at den socialpædagogiske praksis har haft svære tider med store nedskæringer på det sociale område. Så meget desto vigtigere tror jeg, det er at holde fanen højt, bevare overblikket og holde fokus på fagligheden. Derfor glæder jeg mig over, at alle artikler runder den kends-gerning, at der trods hårde økonomiske tider, er fokus på den gode social-pædagogiske praksis.

Jeg oplever en mangfoldig beskrivelse af, hvad socialpædagogik handler om, og det bliver tydeligt for mig, hvor berigende det er for borgerne, at der netop arbejdes tværfagligt, at vi på den måde kommer rundt om det hele menneske i stedet for ensidigt at fokusere på udvikling, sygdom, kreativitet mv. På trods af at artiklerne på den ene side omhandler temmelig forskel-lige målgrupper og områder, så drejer det sig på den anden side om meget sammenlignelige beskrivelser af den socialpædagogiske tilgang, som viser kompleksiteten i det tværfaglige samarbejde.

Jeg har som inspiration valgt at trække væsentlige nøgleord frem, som for mig er afgørende i ”jagten på den gode socialpædagogiske praksis”, som er temaet for den første artikel af Per Lærkegaard.

• Relationereretnøgleord,somerafgørendeogvæsentligefor,atviover-hovedet kan tale om en god socialpædagogisk praksis. Der er enighed om, at relationen til det menneske, som man på den ene eller anden måde skal hjælpe, er af afgørende betydning, ligesom det er afgørende for sam-arbejdet imellem kolleger, citat artikel af Jette Lorenzen ”en rund og relationsorienteret tilgang inspireret af socialpædagogikken.”

• Fokusdetandetnøgleordviser,atdererrespektogacceptaf,atvoresfokus kan være forskellig alt efter faggruppe, men at målet med arbejdet er ens.

• Faglighedogpersonlighederdetsidstenøgleord.Personlighedenkanimange tilfælde have en ligeså stor betydning som den uddannelsesmæs-sige baggrund.

Artiklernetalerpåhversinmådeom,atenetiskrefleksiv,anerkendendeog tværfaglig tilgang med accept af og respekt for hinandens fagligheder/viden er afgørende for en helhedsorienteret indsats, som vi kan kalde den gode socialpædagogik.

Besparelser og krav om effektivitet i det socialpædagogiske felt, kan måske være med til at åbne øjnene for, hvor væsentligt det er, at det tværfaglige samarbejde fungerer optimalt for, at vi overhovedet kan tale om en god socialpædagogisk praksis.

LederAf Trine Schierff, Teamleder VISS.dk

En dekoreret dør ved Knud Lavard Centret i Ringsted læs mere s. 13

3

Hvordan definerer man socialpædagogik? Ikke umiddelbart det mest saf-

tige spørgsmål man kan kaste sig over, men til gengæld et vanskeligt et

af slagsen. I disse år, hvor krisen kradser, og alt overskudsagtigt skæres

væk, er det vigtigt, at vi selv ved, hvad det er vi, socialpædagoger er så

gode til, og hvor vi kan hente inspiration fra.

Af Per Lærkegaard, Specialpædagogisk konsulent, VISS.dk

På det socialpædagogiske område har der de sidste to år været en række mærkbare besparelser og nedskærin-ger. Den 1. april 2011 var der 1.814 færre fuldtidsstillinger i kommuner og regioner på det socialpædagogi-ske område end på samme tidspunkt året før, en nedgang på 4,8 pct.1

Besparelserne har haft en effekt i forhold til den socialpædagogiske indsats overfor sårbare og udsatte mennesker, men de har også på-virket ledernes og medarbejdernes faglige fokus.

Denne situation påvirker de pæda-goger, der er ansat til at drage om-sorg og støtte overfor målgruppen af voksne mennesker med udvik-lingshæmning. Nogle steder handler det bare om at få hverdagen til at hænge sammen uden, at beboerne udsættes for overgreb eller omsorgs-svigt. Dermed opstår en nærliggen-de risiko for, at medarbejderne mi-ster deres gejst og engagement.

Socialpædagogikkens intention og afgrænsningDen socialpædagogiske indsats i Danmark kan summarisk beskrives som målrettet sårbare, marginalise-rede og udsatte mennesker. Inten-

tionen er at etablere betingelser og grundlag for inklusion ved at socia-lisere og integrere det enkelte men-neske til/i samfundet og dermed forebygge yderligere marginalise-ring og udstødning.

En indkredsning og afgrænsning af socialpædagogik er straks van-skeligere. Jo mere man forsøger at indfange fagets kerne- og grænse-flader, jo vanskeligerebliver det atpræcisere, hvad socialpædagogik er. Måske skyldes det, at socialpædago-gikken ikke tager afsæt i en konkret videnskab på samme måde som naturvidenskab eller humaniora. I et forsøg på at indkredse indholdet i fagets kerne og grænseflader viljeg inddrage Aristoteles’ begreber episteme, techne og fronesis.

EpistemeEpisteme handler om teoretisk og evidensbaseret viden, dvs. viden, som er afprøvet og dokumenteret, en kundskabsform som primært har sin rod i naturvidenskaben, og som stræber efter den eneste sandhed og universel viden. På voksenhandicap området trækker socialpædagogik-ken også på videnskaber som for eksempel psykiatrien, neuropsyko-logien og udviklingspsykologien, Ep

ist

EmE På jagT

1 Oplysninger fra Socialpædagogen d. 16. september 2011.

4

tEchnE tekniskkyndighedvidenpraktisk

etiskEpisterne;

dømmekraft

teoretisk evidensbaseret viden

kundskaberFronEsis

hvorefter den tilegnede viden ind-drages i den socialpædagogiske praksis. Jeg kommer som konsulent i et bosted, hvor socialpædagogerne arbejder med 20 udviklingshæm-mede beboere, hvoraf en del også har psykiatriske lidelser (fx autisme, ADHD), og enkelte har en neurolo-giskelidelse(epilepsi).Deflestefårmedicin både som fast medicin og efter behov. Medarbejderne har alle været på medicinkursus, som basalt set trækker på viden fra lægeviden-skaben og farmakologien. I forbin-delse med en udredning trækker jeg som konsulent på samme viden, når jeg skal vurdere, hvordan forskellige lidelser og medicin påvirker bebo-eren, hvilket også medvirker til at kvalificere den socialpædagogiskepraksis. Teori, metode og viden kan være nyttig til at fremme forståelsen for beboernes til tider usædvanlige adfærd, men problemet opstår, hvis vi udelukkende fokuserer på adfær-den og glemmer borgeren.

TechneTechne er en kundskabform, der beskrives som ”praktisk viden” el-

ler teknisk kyndighed, samt evnen til at anvende generelle handleregler og metoder.

Da jeg på et tidspunkt var leder og pædagog i en boenhed, var der en mandlig beboer, som udover en middelsvær udviklingshæmning også havde massive skader i fron-tallapperne og derved svært ved at sætte grænser for sig selv, som en bil uden bremser. Konsekvensen af dysfunktionen i frontallapperne var bl.a., at han havde store vanskelig-heder med at gennemskue konse-kvenserne af egne handlinger.

I praksis havde han svært ved at ind-gå i et samspil med andre beboere, og ved måltiderne opstod der ofte kon-flikter, fordi han gentagende gangehavde en provokerende adfærd. Det var derfor nødvendigt, at vi i fælles-skab udformede en struktur, der dels kunne skærme de øvrige beboere for hans grænseoverskridende adfærd, dels støtte ham i at overholde en ri-melig bordskik. Det indebar, at han altid skulle sidde på en bestemt plads ved bordet, og at der altid sad en pæ-

dagog ved siden af ham, som skulle agere som stedfortræder for hans manglende frontallapper. Effekten varsærdelesmærkbar,konflikternesomfang og antal ved spisebordet blev væsentlig reduceret.

Det er bedst, hvis medarbejderne er fuldstændig enige om, hvilke ge-nerelle midler og metoder, der skal indbygges i strukturen. Det er en pædagogisk udfordring, for vi er of-test mest loyale overfor egne hold-ninger og meninger. Hvis persona-let forstår vigtigheden af strategien, følger den og evaluerer indsatsen, vil man opnå en positiv effekt. Der er ingen tvivl om, at anvendelsen af generelle metoder og en fælles do-kumentation er med til at højne fag-ligheden og skabe en platform for udvikling af et fælles fagligt sprog, men de vil altid være afhængige af, hvilken kontakt den enkelte social-arbejder har til beboeren. Det er ikke altid det, vi siger til beboerne, men derimod hvem der siger det, som afgør, om metoderne indfrier målene. Dermed nærmer vi os be-grebet fronesis.

efter ”god” socialpædagogisk praksis

5

FronesisFronesis er en kundskabsform,som er knyttet til samspillet mel-lem mennesker og deres handlinger. Fronesis handler derfor om kund-skaber, som er integreret i socialar-bejderens personlighed, eller sagt på en anden måde er fronesis lig med etisk dømmekraft og evne til i visse situationer at kunne gå ud over ge-nerelle metoder og handlingsregler i forhold til en bestemt borger.

I et botilbud for voksne udviklings-hæmmede boede en kvindelig bebo-er, som i bestemte situationer havde vanskeligt ved at komme ud af sen-gen og blive færdig, inden bussen kom for at hente hende. Under su-pervisionen blev det tydeliggjort, at det faktisk kun var to pædagoger, der altidkomikonfliktmedbeboeren.De to pædagoger følte sig utilstræk-kelige og magtesløse, og morge-nerne havde nærmest udviklet sig til en kamp mellem dem og beboeren. Dadefik taltomderes frustrationogderesegneoplevelser,ogdefikanerkendelse af kollegaerne, fik demulighed for at få et nyt syn på de-res samspil med beboeren. Som en af de to pædagoger udtalte: ”Nu har jeg mere fokus på at få skabt en god kontakt til hende end, at hun kom-mer op til tiden.” Endvidere gav supervision mulighed for at drøfte beboerens selvbestemmelsesret, at hun selv bestemmer, om hun vil på arbejde, her er det netop, at fronesis som etisk dømmekraft er vigtig.

Denne nye erkendelse, som de til-egnede sig, medførte, at de kunne frigøre en masse negative forvent-ninger og energi til beboeren, og de blev dermed bedre til at anvende deres etiske dømmekraft og skærpe deres fornemmelse for at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt i samspillet med borgeren. Effekten var særdeles mærkbar: problemet med at få beboeren op om morge-nen havde nærmest opløst sig selv,

og de to pædagoger havde fået mu-lighed for at anvende andre person-faglige kompetencer, som de ikke kunne sætte i spil førhen.

Det er i disse situationer, at med-arbejderen skal anvende sin etiske dømmekraft og forsøge at gå uden om magten og i stedet gå ind i kon-takten i sin stræben efter at med-virke til at realisere ”det gode liv” for borgeren. I dette perspektiv kan fronesis beskrives som situations-bunden viden, hvor selve aktivite-ten, handlingen eller mødet med det andet menneske både er målet og midlet.Fronesishandlerderforomden enkelte medarbejders erfarings-baserede viden og visdom, samt om at have fornemmelsen for at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. I den sammenhæng minder fronesis meget om empati, som er evnen til at sætte sig ind i den andens tanke- og følelsesmæssige verden uden selv at blive oversvømmet af det andet menneskes følelsesmæssige materiale.

Der er ingen tvivl om, at socialpæ-dagogikkens kerne og faglighed er tæt forbundet med begrebet fro-nesis. I dette perspektiv er det na-turligt, at socialarbejderens værdier, etik og dømmekraft samt personli-ge kompetencer kommer i spil med fokus på evnen til at opbygge en faglig bæredygtig relation til borge-ren. Dilemmaet er, at der kan opstå en risiko for, at socialarbejderens egen moral og personlige holdnin-ger overskygger og forplumrer den faglige indsats.

Socialpædagogisk praksis som techne og fronesisSocialpædagogisk praksis er efter min mening forankret i kundskabs-formerne techne og fronesis. Ud fra den betragtning kan socialpæ-dagogik aldrig sættes på en bestemt formel. Den ”gode” socialpæda-gogiske praksis rummer aldrig én

sandhed, men derimod mange for-skellige sandheder. Dermed ikke sagt, at den gode socialpædagogiske praksisikkefindes,dermåværeenpraksis, der er mere hensigtsmæssig end en anden, måske har den gode socialpædagogiske praksis mange forskellige udtryk og svar?

Kunsten i den socialpædagogiske praksis er at balancere mellem: på den ene side (techne) at anvende praktisk viden og metoder, skabe betingelser for et fællesfagligt sprog og derigennem højne det faglige niveau og på den anden side (fro-nesis), at den enkelte socialarbejder er bevidst om den etiske fordring og dømmekraft i samspillet med borgeren, uden at den socialpæda-gogiske praksis bliver gennemsyret af medarbejderens egne personlige holdninger.

Spørgsmålet er, hvad der skal til, for at den gode socialpædagogiske praksis kan balancere mellem både at anvende viden og generelle me-toder og samtidig respektere, at mødet mellem medarbejderen og beboeren altid er unikt.

Uanset samfundets økonomiske og lovgivningsmæssige rammevilkår er det vigtigt, at vi som socialpædago-ger bliver skarpere og tydeligere på, hvordan vi dels kan videreudvikle faget og dermed den socialpæda-gogiske praksis, dels blive bedre til at argumentere og synliggøre, hvad den ”gode ”socialpædagogi-ske praksis” indeholder, og hvilke økonomiske forudsætninger der er nødvendige for at omsætte de go-de visioner til praksis både overfor hinanden, men især overfor politi-kerne.

Techne praktisk viden teknisk kyndighed Fronesis kundskaber etisk dømmekraft

Techne praktisk viden teknisk kyndighed Fronesis kundskaber etisk dømmekraft6

Når

Vi har sat to forholdsvis nyansatte boenhedsledere i stævne. Nyansat er måske så meget sagt, men når 25 og

40 års jubilarerne står i kø, så er man nyansat, når ansættelseskontrakten kun fortæller om et års ansættelse i

Landsbyen Sølund. Elin Daugaard og Carsten johnsen er navnene, engagerede pædagogiske ledere med en pæ-

dagoguddannelse og lederuddannelse i bagagen, men ellers med forskellige karriere forløb.

Af Jette Lorenzen, cand.scient.pol. og Liselotte Petersen, cand.mag., VISS.dk

Styrker og svaghederEngagementet for den socialpæ-dagogiske indsats for mennesker med udviklingshæmning har de to ledere tilfælles. Vi mødes for at tale om tværfaglighed, om styrker og svagheder, når pædagogisk og sundhedsfagligt personale arbejder sammen. I Landsbyen Sølund tæl-ler det sundhedsfaglige personale

såvel læge, psykiater, sygeplejersker, fysioterapeuter samt sosu´er og er-goterapeuter, hvor de sidstnævnte arbejder på lige fod med pædago-ger i de enkelte boenheder, mens de førstnævnte er til rådighed for alle boenheder efter behov. Netop fordi de er ansat på stedet, som danner de hjemlige rammer for 230 menne-sker med udviklingshæmning, har

det sundhedsfaglige personale en specialiseret viden om området og indgår i et tæt tværfagligt samarbej-de med det pædagogiske personale.

”Her kommer psykiateren rundt hver tredje uge. Så det er let, må-ske for let.” funderer Elin en over-vejelse Carsten kan nikke genken-dende til, og han fortsætter, ”Men

tværfaglighedberiger

Inge Thomsen, pædagog, og Charlotte Sørensen hyggesnakker

7

samtidig sidder jeg med ved de psy-kiatriske tilsyn, hvor det er tydeligt, at psykiateren er god til at tænke pædagogisk, for hverken vi det pæ-dagogiske personale eller sundheds-personalet mener, at medicin kan stå alene. Ofte taler vi om, hvad vi kan gøre samtidig både på det me-dicinske og pædagogiske område. Samarbejdet er helt unikt. Det har jeg ikke oplevet med en psykiater før.”

Både Elin og Carsten har erfarin-ger fra tidligere ansættelsesforhold, hvor man kunne komme i konsul-tation ved en psykiater to gange om året, hvilket ifølge Carsten skaber en risiko for, at den udvikling, der blev sat i gang, gik i stå, fordi der ikke løbende blev fulgt op. Men Elin pointerer også, ”at det nogle gange kan virke for nemt at skrue på medi-cinen, det kunne jo være, at løsnin-genkunnefindes i relationen, ellermåskeskalløsningenfindeshospæ-dagogen frem for hos beboeren”.

Mennesket er et socialt væsen, og for Carsten er pædagogik læren om livet, og dermed er socialpædagogik læren om det sociale liv. ”Det er vig-tigt, at der er en relation. Vigtigt, at beboeren ikke opfattes som et pro-blem, men at det handler om at re-gulere de rammer, vi har sat op for dem. Det er vores tilgang, der skal reguleres i første omgang”, pointe-rer Carsten. Netop relationen er det,

der optager Elin, og som Carsten anser hun arbejdet med relationen mellem mennesker for at være ud-gangspunktet for socialpædagogik-ken. Og Elin fortsætter, ”at arbejde socialpædagogisk er også en selvre-fleksion,ogatskabeenrelationerhovedopgaven.Forsundhedsperso-nalet er der også tale om relationer, men det er ikke hovedopgaven”.

Elin fremhæver: ”Etik er væsentligt inden for socialpædagogikken, og det er vigtigt, at vi ikke glemmer at tale om det, fordi vi er vant til at gå sammen med beboerne. At have tid til samspil, så man undgår magtan-vendelser, at vi og beboerne har tid til valg er vigtigt fx valget mellem to ting ved middagsbordet, er en af de måder, hvorpå vi bevidst arbejder med selvbestemmelsesretten.”

”Formigerdetvigtigtatsesamar-bejdet og styrken hos de to grup-per. Hvis en beboer har svært ved at komme af med afføring eller har hovedpine, så er hun ikke ”tilgæn-gelig”, så er det en styrke, at det sundhedsfaglige personale ser den egentlige hindring for, at pædago-gerne kan arbejde pædagogisk med beboeren. Så jeg tænker, at man skal finde styrken i hinandens faglig-hed,” fortæller Carsten.

Selvom socialpædagogik ikke byg-ger på en eksakt videnskab, så står den på skuldrene af bl.a. udvik-

lingspsykologi og kommunikation, som i kombination med praksis-viden er centrale elementer i den ramme, som socialpædagogikken bevæger sig indenfor. For Elin ogCarsten er det derfor også vigtigt at pointere, at selvom pædagogen har kørekortet i form af eksamensbevi-set, så er det først, når de kommer ud i praksis, at de bliver køreklare og kan klare sig på de rigtige pæda-gogiske veje.

Fra mål til succesEr pædagoger uddannet til at do-kumentere? Ja, det er de, mener de begge: basalt set går dokumentati-onsdelen ud på at ”videregive in-formation om observationer”, som Carsten siger, men er enig med Elin i, at det kan blive bedre, men der er lang vej endnu. Når oplysningerne ikke er præcise nok eller beskriven-de nok, så er de ikke nødvendigvis gode data.”

I forhold til sundhedsområdet er der en større tradition for at notere, som Elin siger: ”Pædagoger har fo-kus på samspillet frem for at notere. Der ligger en forklaring i historien og den gamle ledelsesstruktur. Det pædagogiske område har tradition forenmerefladstruktur,hvorpæ-dagogen skulle være handlekraftig i sig selv. På det sundhedsfaglige om-råde var det mere hierarkisk, hvor overlægen bestemte på stuegangen, ikke sygeplejersken”.

Elin Daugaard, Carsten Johnsen boenhedsledere i Landsbyen Sølund

8

Både Elin og Carsten har bemærket, at trods de historiske traditioner, så tegner det lysere for fremtiden i for-hold til at dokumentere, for sam-fundsudviklingen har generelt gjort de unge dygtige til at bruge IT og mere vant til at udtrykke sig skrift-ligt.

Selvom det indimellem smutter med dokumentationen i boenheden, be-tyder det ikke, at forarbejdet ikke er gjort. Fx fortæller Carsten omsammenhængen mellem metoder, redskaber og dokumentation: ”Lige nu er jeg optaget af at se på bebo-ernes nærmeste udviklingszone. Vi har opsat mål og succeskriterier for den enkelte beboer på et personale-møde, hvor alle var med til at fast-sætte mål og arbejdsmetoder. Det var godt for forståelsen, at alle var med og gav tilsagn om, at de ville være med. Det har været en succes: beboerne har udviklet sig, persona-let har vidst, hvad de skulle arbejde med, når de mødte ind, det kunne fastholdes i BB-journal1, og deref-ter justerer vi ind på møder. Vi har holdt fast i målet og dokumenteret det”. Tilgangen er struktureret, og som Carsten siger: ”meget lavprak-tisk”.

Elin fremhæver supervision som en god metode og vigtig for selv-refleksion. Desuden arbejder hunmed kontaktøer og kommunikati-onssystemer: ”Og her er det vigtigt at videregive oplysningerne, da be-boerne ikke selv kan”, understreger Elin og tilføjer: ”Der samles op på teammøder, hvor man drøfter kon-taktøen fx og følger op på den pæ-dagogiske plan. Informationerne videregives på personalemøder og ved daglige overlap mellem medar-bejderne”.

Pædagogik i hverdagenBåde Elin og Carsten har ansat en sosu-assistent og andre ikke-pæ-dagoger, og de byder selv ind med deres særlige kompetencer fx i for-hold til at være medicinansvarlig og med deres viden om sundhedsfag-lige emner i øvrigt. Begge har gode erfaringer med at ansætte ufaglært arbejdskraft, som Carsten siger: ”Der er nogle tilgange, som ufag-lærte har, der kan være rigtig gode – det drejer sig om personlige kom-petencer. Jeg har set en styrke i, at det ikke er hele personalet, som er pædagogisk uddannet, men i et an-søgerfelt går jeg efter en uddannet. Hvis der bliver for mange ikke ud-dannede, mangler de redskaber til at gå bagved”. Og Elin er enig: ”De ufaglærte er guld værd, men for mig er det vigtigt, at der er faguddannet personale”. Det vigtige for Elin og Carsten er, at samarbejdet mellem faggrupperne fungerer.

En ny tid med strammere økonomiske rammerDe sidste års stramme budget-ter har også gjort sit indtog i Landsbyen Sølund, og det kan godt give anledning til betæn-keligheder, for som Elin siger: ”Nu handler det meget om do-kumentation og effektivisering. Effektivisering kan i den pæda-gogiske praksis give det mod-satte resultat. Det kan gå ud over samspillet og samværet”. Carsten kan også se vanskelig-heder fx i forhold til at udvikle oggivespecifikvidentilpersona-let, hvis der fx lukkes ned for ad-gang til kurser. På trods af alt tror Elin og Carsten på, at de kommer gennem besparelserne og godt ind i fremtiden.

1 BB-journal (Beboerjournal) er et elektronisk journalsystem, som blev introduceret i Skanderborg Kommune i 2010.

Ann Charlotte Brandt, sygehjælper og Benny Bjerrregaard, social- og sundheds-assistent, Landsbyen Sølund

9

Hvis jeres gruppe var en skulptur….

Helle Bang Rasmussen og Berrit Svendsen er sygeplejersker og tidligere kolleger ved Ungetilbuddet Bymosevej i

århus V, som de begge var med til at starte op for 12 år siden. Vi mødes til interview en våd decemberdag, hvor

de har indvilget i at give deres bud på, hvad der kan ligge i at have henholdsvis en socialfaglig og en sundheds-

faglig tilgang, når man arbejder i socialpsykiatrien. Det viser sig hurtigt, at forskellen på at være pædagog og

sygeplejerske ofte er blevet taget både kritisk og kærligt under behandling!

Af Liselotte Petersen cand.mag. og formidlingskonsulent i VISS.dk

10

Helle, der har arbejdet 10 år og Berit, som har arbejdet i 23 år in-den for socialpsykiatrien, har begge investeret hjerteblod i stedet, og Berrit fortæller engageret:

”Når man er syg, så mister man alle sine sociale relationer. Vi kan hjælpe dem med at få nogle ven-skaber, at respektere et fællesskab, for når man bliver syg, bliver man også enormt egoistisk. Det kan vi få lov til at pille lidt ved: du skal også lytte til, at der er andre, som har det dårligt. Det er ikke kun dig, der er syg her, hold op med at have ondt af dig selv, du er ikke noget råddent æg. Af sted.” Hun fortsætter: ” Man er ude i det normale liv – ikke på en institution, hvor man kan give sig selv lov til at være ”skør” – du skal lige stramme dig lidt an.”.

Berrit, som fortsat arbejder på ste-det og Helle, der er vendt tilbage til det somatiske sygehus for seks år siden, bruger ubesværet begreber fra det psykologiske og socialpæda-gogiske fagsprog og svarer på den måde ikke til en mere traditionel forestilling om en sygeplejerske: en som har styr på medicin og sygdom samt ro, renlighed og regelmæssig-hed. Og dog viser det sig i intervie-wet, at der netop er et eller andet her, som gør, at de skiller sig ud fra deres pædagogkolleger.

Socialpædagogik som skulpturBerrit og Helle synes, det er svært at definere præcist, hvad socialpæ-dagogik er, men de har umiddelbart følgende bud: ”Det er noget med trivsel og personlighedsudvikling, at man udvikler sig som menneske i en retning, som gerne skulle være posi-tiv, og udvikler sig i forhold til andre og sammen med andre. Noget med

relationer. En pædagog er en, som er god til at sætte gang i nogle lege”.

Det sidste bud får dem til at tænke på en oplevelse, som for dem er et billede på, hvad socialpædagogik – sat på spidsen – er: Berrit fortæller. ”Vi var på et internat med vores kolleger arrangeret af en underviser fra socialpædagogisk seminarium. Så skulle vi gå som giraffer, så skulle viflyve,ogderstyrtedevirundt20voksne mennesker, og så skulle vi ”klappe” os ind”, Berrit klapper sig ind, ”Hvad kan du så lige klappe ind der?” Begge slår en stor latter op. Helle fortsætter: ”På et tidspunkt skulleviudenforog laveenfigur igrupper.Viskullelaveenfigur,somskulle symbolisere os som gruppe. Og Berrit og jeg var så heldige, at: vi vandt! Uden at der var en deci-deret vinder. Vi stod sammen som gruppe, men vi var åbne for ver-den”. Helle springer ud på gulvet og viser hvordan.” De andre stod sammen… men de var lukkede!!!! Nej hvor var de lukkede. ”Det er tydeligt, at de har svært ved at se meningen i at arbejde med grup-peprocesser på denne måde, men hvad bunder det i?

Tværfaglighed – forskel mellem sygeplejerske og socialpædagogVi prøver at komme det nærmere ved at spørge til forskellen på en sundheds- og en pædagogfaglig til-gang. Oprindelig var normeringen i Ungetilbuddet tre sygeplejersker og to pædagoger, nu er de tre pæda go-ger og en sygeplejerske efter flerenedskæringsrunder, hvor arbejds-opgaverne også er blevet flere. Så”det er gået ned ad bakke!”, som Berrit siger. Men spørgsmålet er, om de to fagområder ikke kan be-rige hinanden, hvor til Berrit sva-

rer: ”Selvfølgelig kan de det!” Helle supplerer: ”Det er et spørgsmål om uddannelse, om hvor man har sit afsæt. Vi, sygeplejersker, er opdra-get anderledes”, og Berrit forsæt-ter: ”Selvfølgelig skal vi være bløde, men vi er også mere bestemte. Og vi tager måske mere konfrontationer-ne. Og er måske heller ikke så bange for at stille krav. Vi griber ind, før det går galt, hvor pædagogerne gi-ver det mere tid og mere snor. Man kan sige, vi har det samme mål, vi har bare forskellige veje.”

Berrit uddyber: ”Nogle pædagoger synesjo,detkanværefintnokikkeat kende folks baggrundshistorie, diagnoser eller hvad de får af medi-cin. Og det har vi jo ofte som fokus: Hvad er symptomerne, hvor længe har de fået medicin osv.? Tilgangen er forskellig”. Er pædagogerne ikke interesseret i historien? ”Jo, det tror jeg nok, men det er ikke det, som ligger først for. De vil gerne møde den enkelte, der hvor han/hun er uden at dømme, vil de nok sige. De vil sige, at vi er mere nervøse”.

Hellesættermedetglimtiøjetfin-geren på, hvad der i spil hos sygeple-jerskerne: ”Ro, regelmæssighed ogrenlighed!”, og hun fortsætter: ”En væsentlig forskel er, at vi er meget opsat på, at folk skal fortsætte med deres medicinske behandling. Det er ikke pædagogernes fokusområde, og det kommer i anden række, hvor de mere har holdningen, at så må de lære af det! Men de beboere, vi har med at gøre, skal prøve det her en milliard gange, før de overhove-det lærer noget af det. Og hvis de skal prøve det så mange gange, så når de at blive rigtig dårlige af at gå ud og ind af medicin”. I stedet har sygeplejerskerne mere fokus på psy-koedukation1.

1 Psykoedukation: undervisning af patienter og pårørende i psykiatriske lidelser og/eller psykiske reaktioner udløst af fx somatisk sygdom www.psykologeridanmark.dk

11

Berit fortsætter ”Jeg tror, man skal passe på med at komme for langt væk med ikke at have fokus på det syge, for det er meget en pædagog-holdning, at vi ikke skal have fo-kus på det syge. Og det kan vi ikke undgå, når vi har med så svært syge mennesker at gøre. Pædagoger har fokus på mennesket bagved, lyder det. Det har vi også: det er simpelt-hen for let at sige det. Det kan være enlangsnørkletvejatfindeindbag-ved, og der er altså også en sygdom, der skal med”.

Kultur: Krav og forventningerBerrit mener, at overordnet set handler det om, hvilken kultur man bestemmer sig for at have på ste-det: altså mere en botilbudskultur end en fagkultur. Da Ungetilbuddet blev oprettet, arbejdede de med at lave en kultur ud fra, hvad der virker på denne gruppe unge mennesker: ”Det virkede at stille krav og have nogle forventninger. Man måtte ik-ke købe en købepizza, skal du lave mad, så skal det være ordentlig mad, frisklavet fra bunden af, ikke købe en dåse med forloren skildpadde og varme den op. Det skal være or-

dentligt, det skal være kød, det skal værekartofler,detskalværegrønt-sager, ellers er det forfra”. Berrit understreger sine ord ved at tappe bestemtmedfingerenpåbordetef-terordenekød,kartofleroggrønt-sager. ”Det er helt urimeligt ikke at kræve, at de laver noget ordentligt. Det er vigtigt for energiniveauet og overskuddet, det ved vi jo, ligesom vi ved, at motion også er godt. Og det er ikke afhængig af, om man er pædagog, men afhængig af kultu-ren: hvad accepterer vi?”

Berrit oplever, at det har konse-kvenser for kulturen på stedet, at der kun er en sygeplejerske tilbage:

”Der mangler sygeplejersker. Der mangler den faglige udfordring, der er i, at man er forskellige faggrup-per. Det giver mere dynamik og et bedre tilbud til de unge.”

Berrit understreger, at samarbejdet med pædagogkollegerne er godt på trods af hendes ønske om at se den sygeplejefaglige tilgang repræsente-ret stærkere: ”Jeg kan jo godt lide, at viikkeerens.Fordeungeprofitereraf det,deved,hvemdekanflyttemed, og de ved, hvem man ikke kan bøje. Men det er ikke godt, hvis det ender med noget splitting. Og der skal vi selvfølgelig være dygtige som personale og pege den ud, men vi må godt være en der er god, og en der ikke er så god. Det er man jo også hjemme i familien, mor er den skrappe og far den blide eller om-vendt. Det er godt at have nogen at spille bold op ad. Pædagoger og sy-geplejersker laver det samme, og så sparrer og supplerer vi selvfølgelig hinanden. Jeg kan godt være med til at træffe beslutninger, som jeg ikke er helt enig i, men så er der jo noget kollegialt i det. Om sygeplejersken så altid er den skrappe? Nej det tror jeg ikke….. det er også personlig-hedsbestemt, mææææn……” Den efterfølgende latter lader forstå, at der nu nok er noget om snakken!

Ungetilbuddet Bymosevej i Hasle ved Århus

Ungetilbuddet Bymosevej blev etableret i 2000 som et kom-munalt tilbud til unge med en psykiatrisk diagnose. Det består af et fælleshus og 7 ”interne ungdomslejligheder”, samt 6 ”eksterne ungdomslejligheder”, som er en del af boligforenin-gen Præstehaven. Tilbuddet ejer fælleshuset, som er åbent for alle unge i boligforeningen. De øvrige unge er studerende, som søger lejligheder via Kollegiekontoret. Tanken er, at botilbuddets unge skal støttes i at bo på egen hånd og have de andre unge at spejle sig i. Beboerne er i gang med en uddannelse, har et arbejde eller er ved at spore sig ind på, hvad de skal.

Helle Bang Rasmussen og Berrit Svendsen, Skulpturskabende

12

En anerkendende tilgang er sat i højsæde og udtalelser, som ”jeg ser et menneske som har vanskeligheder” frem

for ”et vanskeligt menneske” høres på gangene på Knud Lavard Centret i Ringsted. Centret har været igennem

et spændende tværfagligt projekt, som skal medvirke til at styrke samarbejdet mellem medarbejdere, ledelse

og pårørende.

Af Jette Lorenzen cand.scient.pol. og formidlingskonsulent ved VISS.dk

Vi mødes med Hanne Elmhoff, som er projektleder for projektet, en lidt blæsende dag på centret, som udgør de hjemlige rammer for 98 ældre borgere, hvoraf mange er demente. Det summer af liv, køkke-net er åbnet op ud mod et stort lyst og rummeligt fælleslokale, så duf-tene fra gryderne kan sanses i hele huset. Der hygges og snakkes, og det gode samvær fornemmes rundt

i krogene, som, selvom lokalerne er forholdsvis nye, også rummer red-skaber og inventar fra en tid, som de ældre mindes med glæde.

Mennesket i centrumDetvarledelsensønskeatopkvalifi-cere medarbejderne med viden om demens og socialpædagogik med det mål, at personalet dermed skulle blive bedre til at tænke på og indgå

i en relation med borgeren og den-nes pårørende for dermed at højne kvaliteten.

I løbet af projektet er ”sproget æn-dret, det er blevet mere anerkenden-de.Fraatsepådenældresomvan-skelig hører man nu ofte personalet omtale den ældre som et menneske i vanskeligheder. Det betyder noget for, hvordan man arbejder med en

En ny tilgang

Modelfoto Søkilde plejehjem i Ry

13

beboer” fortæller Hanne Elmhoff. Dørene i centret er blevet malet af en kunstmaler, således at de ikke ”lokker” den ældre demente til at gå ud. Maleren havde registreret per-sonalets tilgang og bemærkede: ”Jeg kommer mange steder, og det er en fornøjelse at komme her og høre, hvordan I taler til og med de ældre”. Andre mere håndgribelige effekter af projektet er færre magtindberet-ninger og ophør af klager fra pårø-rende, så projektet har virket, kon-staterer den energiske projektleder.

Personalet består primært af sosu- assistenter/ hjælpere og sygeplejer-sker, men også to socialpædagoger har fundet vej ind på centret. At der er to socialpædagoger, er et ud-tryk for ønsket om at arbejde mere tværfagligt. Da projektet begyndte, vidste medarbejderne ikke, hvad so-cialpædagogik var. Hvis du spørger dem i dag, vil de være tydeligere i deres forklaring af begrebet. Formedarbejderne handler socialpæ-

dagogik om kreativitet. ”Sund-hedspersonalet er vant til at tænke i strukturer, anatomi og dokumen-tation, så kropslige skavanker vur-deres og forsøges kompenseret fx via medicin”, fortæller Hanne Elm-hoff og fortsætter, ”For socialpæ-dagogen handler det om helt andre forhold, de ser mere på mennesket og prøver at forstå hende og bliver dermed mere accepterende bl.a. i forhold til den tidsmæssige faktor, så om man fx spiser kl. 12, det be-tyder ikke noget. De går heller ikke så meget op i, om der er pænt og rent, men i om mennesket har det godt. Det har størsteparten af det sundhedsfaglige personale fanget”.

På centret har det betydet, at den lineære indstilling til jobbet, som prægede personalet tidligere, i høje-re grad er ændret i retning af en cir-kulær tænkning. Livet skal leves, og selvom hjemmet nu er et plejehjem, skal alle fx ikke nødvendigvis spise på samme tid. Den sundhedsfaglige tilgang er derfor blevet krydret med en mere rund og relationsorienteret tilgang inspireret af socialpædago-gikken.

ForHanneerdetblevettydeligt,aten mere socialpædagogisk tilgang præges af en langsigtet indsats, der tilpasses mennesket, hvor den sund-hedsfaglige tilgang i højere grad er styret af tid og struktur. Men et fagområdes styrke afslører samtidig også dets svaghed, hvor sundheds-personalet i højere grad skal lære at se mennesket, skal det socialpæ-dagogiske personale arbejde mere med dokumentationen og viden fx i forhold til, at medicin kan være vig-tigt for et menneskes almentilstand ikke mindst, fordi borgerne i dag er meget dårligere, når de kommer på plejehjem.

Ti små cyklister…I forhold til målgruppen, de på-rørende, er den tydelige effekt af projektet, at antallet af klager helt er forsvundet. Oplægget var, at de pårørende skulle høres og være me-re med. Derfor blev der sendt ind-bydelser ud om ikke til ti cyklister, så til de pårørende med relation til plejehjemscentret om at deltage i et møde, hvor de kunne træffe andre pårørende og derigennem opbygge et netværk. Det kneb dog gevaldigt med tilmeldingerne, hvorfor de tre møder blev forvandlet til to og se-nere til et1. Der var ikke mange på-rørende, der ville være med, og der-med ikke den store succes, men det bekræfter Hanne Elmhoff i, hvor hård en proces det er for pårørende at sende deres kære på plejehjem. ”Ikke alle pårørende er som den foredragsholder vi havde ved et ar-rangement for pårørende og medar-bejdere. Ved arrangementet fortalte hun om hendes og ægtefællens liv på hans plejehjem. Hun havde valgt atflytteindmedsinmand,forsomhun sagde, nu har vi to hjem. Per-sonalet undrede sig over, at hun kunnefindepåatgårundtislåbrokeller sove på sofaen. De undrede sig over, at han rodede med en lampe, som sikkert aldrig blev færdig, men det betød ikke så meget, bare han var glad. ”Det er den slags rummelighed, vi skal kunne favne også fremover. De pårørendes interesse er skam til stede, men de orker ikke alt det, vi finderpå”fortællerHanneElmhoff.

En væsentlig læring for personalet iRingstederderforatbyggeviderepå relationer, der allerede eksisterer, når de kommer på plejehjemmet, ”måske vi så på den lange bane kan få gang i et netværk for pårørende”, udtaler Hanne Elmhoff, som gerne ser, at en stor andel af de pårørende kommer med i en gruppe, for de

Forløbet

Målsætningen med projek-tet på Knud Lavard Centret er at øge samarbejdet mel-lem pårørende og medarbej-dere, og samtidig målrette indsatsen for de 98 borgere på adressen. Et projekt med stor grad af involvering af de pårørende. Via en opkva-lificering af medarbejdere og pårørende skulle det komme borgerne til glæde og gavn. Undervisningen om demens og socialpæ-dagogisk viden foregik på to niveauer. Parallelt med undervisningen er der arbejdet i praksis og med opbyggelsen af pårørende grupper, en øvelse der fort-sat arbejdes med.

1 Undervisning ved Susanne Rishøj om demens

14

har behov for at få et sted, hvor de kan støtte og hjælpe hinanden.

På den lange baneHvis de forandringer, der er sket i Ringsted, skal fastholdes på denlange bane, er det vigtigt, at man på ledelsesniveau fastholder de mål, der er sat i forhold til den socialpæ-dagogiske tilgang. Her er det pri-mært teamledernes opgave at holde fast i den valgte tilgang i hverdagen. ”Vi har valgt at have en temadag for nye medarbejdere hvert halve år, hvor vi introducerer dem for mål og tilgang, samtidig har vi la-vet en lille folder, der introducerer til centrets tilgang” fortæller Hanne og fortsætter, ”men tankpasser mo-dellen, hvor medarbejderne bare får undervisning virker ikke, derfor skal udførelsen ske i praksis, det er vigtigt for os”.

Selvom de nuværende ansatte i centret har fanget pointen, er det vigtigt også at arbejde på den lange bane, derfor arbejder kommunens

uddannelsesansvarlige sammen med uddannelsesinstitutionerne om de erfaringer, Knud Lavard Centret har fra projektet bl.a. om, at en socialpædagogisk tilgang er vigtig også i det sundhedsfaglige arbejde med demente.

Krisens betydningKrisen kradser, og det betyder, at der ikke er den samme personale-mæssige omsætning som førhen. Samtidig betyder krisen, at der har været meget store besparelser på plejehjemscentret. Ledelsen valgte at foretage de nødvendige økono-miske tiltag, sætte fokus på tilgang og trivsel og samtidig prioritere, at de nødvendige fagkompetencer er til stede, da de første besparelses-runder blev gennemført for tre til fireårsiden.Detgikgodtogfikstorbetydning på stedet. Selvom faglige kompetencer er vigtige, pointerer Hanne Elmhoff samtidig, at det ikke kun er de faglige, men også de personlige kompetencer, der er vigtige hos personalet. Derfor vil

man fremadrettet også arbejde med det tværfaglige perspektiv, hvor den enkelte bidrager med det, hun er bedst til, til gensidig berigelse. Når ledelsen sammen med medarbej-derne holder fast i de indsigter og arbejdsmetoder projektet har givet medarbejderne, så kan det ikke gå helt galt.

Organisationen

Knud Lavard Centret er opdelt i tre mindre centre, som hver især har tilknyttet en teamleder, en sygeplejer-ske og en stor andel af so-cial- og sundhedsassisten-ter, mens den overordnede centerledelse varetages af Henrik Mortensen og en souschef. For at styrke den socialpædagogiske tilgang har man valgt at ansætte to socialpædagoger frem for en.

Hanne Elmhoff, projektleder, www.Nurseyourlife.dk

15

KurserTjek og tilmeld dig VISS.dks kurser 2012 på www.viss.dk klik på kurser eller bestil et huskursus. I oktober sendte vi kursus-kataloget 2012 med posten, hvis din arbejdsplads ikke modtog det, så kontakt VISS.dk på 8794 8030.

Temadage– Sorg og tab: Hvidovre d. 29. maj, frist d. 12. april;

Skanderborg d. 11. september, frist d. 27, juli 2012.– Snoezelen set i et psykiatrisk og pædagogisk perspektiv:

Skanderborg d. 7. juni, frist d. 24. april 2012.– Den følsomme hjerne: Skanderborg d. 6. november,

frist d. 21. september 2012.

KonferenceGentle Teaching International 2012 – Heart body and soul, d. 25. til 27. september, frist d. 13. august 2012.

VISS.dk – noget at tale omØnsker du viden og inspiration til det daglige arbejde med mennesker med udviklingshæmning og/ eller andre psykiske funktionsnedsættelser, så tilmeld dig VISS.dk’s nyhedsmail på www.viss.dk

VISS.dkDyrehaven 10

8660 SkanderborgTelefon 87 94 80 30viss@skanderborg.dk

www.viss.dk

Layo

ut

og t

ryk:

sca

nprint.

dk