Mandender tabte hovedeteller ”Da Vagn blev til en vogn”

Af Jan holdgaard dissing

Copyright Kapivardreng.dk/Jan holdgaard dissing

Mandender tabte hovedet

eller ”Da Vagn blev til en vogn”

Tegnet og fortalt Af Jan holdgaard dissing

Vagn slog øjnene op. Lyset skar som motorsave i pupillerne, så han smækkede hurtigt

øjenlågene i igen - så hurtigt, at øjenlågene knaldede i med svup. Forsigtigt lettede han på

det ene øje, lod øjnene vænne sig til lyset, og konstaterede at nogen i nattens løb, havde

møbleret hele verden med papkasser.

Hurtigt klemte han øjnene sammen igen – han måtte jo drømme...

Da han havde ligget lidt, lettede han på det ene øjenlåg, bare lige så der opstod en

møntindkast-stor sprække – men det var ikke en drøm. Kasserne stod stadig over alt.

Han drejede hovedet til den ene side og lod blikket feje gennem det morgengyldne lys.

Der stod tårne af papkassser – helt op til loftet.

Dernæst vendte han hovedet til den anden side, også der var hele rummet stablet til med

kasser. Stor, små, brune, grå og hvide...

Og foran sengen strakte der sig en lang og nærmest uendelig kasse-eng ud over gulvet,

med æske-bakker og boks-bjerge.

Kartoner, hylstrer, rør, æsker og kasser - overalt!

Med halvt lukkede øjne, og de stor æskebjerge stående i silhuette mod det skarpe morgen-

lys, kunne han næsten snyde sig selv til at tro, at han lå på gaden i en by fuld af skyskrab-

ere...men det var altså bare kasser.

Sikken et menageri – han ønskede næsten at han stadig befandt sig i en drøm, men det

vidste Vagn godt, at han ikke gjorde. For sådan som det så ud i hans lejlighed, så der altid

ud når man lige var flyttet ind. Og det var lige præcis, hvad Vagn havde gjort i går.

Han strakte sig smilende, så ryggen og sengen knagende gav sig. Vagn glædede sig til at

pakke alle sine ting ud af flyttetkasserne. Han lå lidt og spekulerede over, hvor kassen der

indeholdt hans tøj, mon gemte sig. Hvis han ikke fandt den, måtte han rende rundt i pyja-

mas hele dagen – eller med numsen bar!

Men skidt med det – nu boede han på 75. etage, så der var nok ikke så mange andre end

fugle, skyer og astrnauter der kiggede ind ad vinduerne.

Et sidste stræk, et lille gab, og så skubbede Vagn dynen til side, svang benene ud over

sengekanten og stod op.

4

Vagn kunne næsten ikke vente med at opleve udsigten fra sin nye lejlighed – det var jo

trods alt første gang, han prøvede at bo i en skyskraber.

Vinduet lyste som en blå firkant med vattotter i, lige på den anden side af de høje

kassebjerge, så dem måtte Vagn bestige, før han han kunne nå vinduet. Han åbnede

haspen, svingede vinduet op, og indsnusede den friske kølige morgenluft. Det føltes

rart, og selv om vinduet stod på vid gab, kunne han næsten ikke høre bilernes støjen

langt, langt under ham. Kun en svag susen kunne høres, der godt kunne forveksles

med lyden af vinden.

Sikke mange hustage – og skorstene! Så langt vagns blik rakte, var der by.

Hvordan mon menneskene nede på gaden så ud? Lignede de mon myrer, eller dansene

små polkaprikker?

Vagn strakte hals, lænede sig ud af vinduet, og lod blikket falde ned på gaden, langt

under sig.

Uhhhh – der var langt ned, hans mave snurrede rundt, som havde nogen stukket en

blender ind gennem hans navle.

Der helt nede for enden af bygningen, lå gaden, som et langt sor lakridssnørebånd,

med små ivrige vimsende myrer på.

Når han rigtigt lyttede efter, kunne Vagn svagt høre dytten, motorlarm og kurrende

duer. Der var også en anden lyd. Det lød lidt som skorpen på et rigtigt sprødt rund-

stykke, der blev skåret igennem.

SPRRRRRRRRRRAAAAAK! sagde det. Det var i al fald ikke lyden af en bil. Lyden

fortsatte, og lød nu mere som en tør kvist der knækkede, eller måske som stof der

sprækkede...!

”Åh, nej!” tænkte Vagn ”– nu har jeg garanteret revnet mine pyjamasbukser – igen!”

6

Vagn drejede rundt om sig selv, for at se hvor stor revnen i pyjamasbukserne mon var.

Men bedst som Vagn’s krop vendste sig, tippede hans hoved lige så langsomt forover,

og landede på panden, på sålbænken udenfor vinduet.

På hovedet kunne Vagn nu se sin krop stå, og famle rundt i blinde på sin numse. Det

var slet ikke hans pyjamas der var revnet – men hele hans nakke som var knækket!

”Hallooo! Jeg ligger lige her i vinduet!” Råbte Vagn til sin lettere forvirrede krop.

Kroppen havde tydeligvis svær ved at høre Vagns råb – men den manglede jo også

sine ører.

Så han råbte højere:

”Du skal bare lidt til venstre – og så en lille snas mod højre!” dirigerede han.

Meget forsigtigt nærmede kroppen sig, det åbne vindue.

De famlende hænder fandt vindueskarmen, og bevægede sig som som to blinde krab-

ber, hen mod hovedet, der få centimeter derfra, lå og hvilede på panden.

”Jeg har mig næsten!” sagde Vagn til sine hænder.

”Bare fem centimeter til – så har jeg mig!”

Vagn’s hænder kom tættere og tætter på, og stak så med et en finger op i næsen på sig

selv. Det kildede, og hovedet nøs – og rullede ud over gesimsen. Med åben mund og

polypper, for det mod jorden. 1 etage, 2 etager ...10 etager...Vagn kunne slet ikke tælle

så hurtigt, som vinduerne fløj forbi.

Langt under ham, kunne han se hvordan, gaden blev større og større.

Hurtigere og hurtigere gik det – og den stærke vind fik øjnene til at løbe i vand, ør-

erene til at sige underlige flabrelyde og næseborene til at pifte.

Efterhånden kunne han se, at prikkerne var biler – og at han nok ville ramme gaden

lige mellem alle køretøjerne – midt i morgen myldretiden.

og så skreg Vagn!

8

”AAAHHHHHHHHHHHHHH!”

Vagn skreg, så lungerne ville have hoppet ud af munden på ham, hvis han havde haft

dem med. Men hans skrig forstummede brat, da hovedet endelig ramte asfalten, så

hårdt, at han bed sig selv i tungen. Som en løbsk hoppebold sprang hovedet op igen,

langt over en lygtepæl, og susede nok en gang mod jorden – denne gang med kurs

mod fortorvet.

Vagn nåede slet ikke at skrige denne gang, før han med et ”Smak!” ramte en hård og

grå betonflise.

Endelig! tænkte Vagn – men hovedet ville bare ikke ligge stille.

Det foretog et gavaldigt spring over en gul bybus, og landede på det modsatte fortorv,

hvor det smådansede ind mellem ben og fødder på morgentravle mennesker.

Vagn var hæs af at skrige, hans tunge gjorde ondt, og han var så bange for at han ville

ramme en bil, at han ikke turde åbne øjnene. Og sikken den snurrede i hovedet – han

var både ør, rundtosset og svimmel.

Bilerne tudede ad ham, og Vagn tudede tilbage, alt imens hovedet trilede ud i et

lyskryds. Han kunne høre en bil standse med hvinende bremser, men den nåede aldrig

at stoppe helt, før kofangeren gav Vagn’s hoved et puf, så det med fornyet fart, tum-

lede hen ad gaden, ramte en brandhane og hovedet skiftede retning hen mod torvet.

Det sang for Vagn’s ører efter slaget mod den massive jernbrandhane.

”Får det aldrig en ende!” tænkte han – men det gjorde det!

Hovedet foretog et sidste spring, og landede med et vådt plaskende plump, i det store

springvand midt på pladsen. Der sankt det roligt og boblende, ned på bunden af

springsvandsbassinet.

10

”Pokkers nu drukner mit hoved!” tænkte Vagn, og fortsatte: ”Kan et hoved egentlig

drukne uden lunger? Jeg må se at få næsen oven vande, så kan det også være, et der er

en der fisker mig op!”

Vagn forsøgte at tage svømmetag med ørerne, men rokkede sig ikke en milimeter ud

af flækken. Som en tyk, tung guldfisk lå han bare der på bunden.

Boblerne boblede og klukkede og glubrede ud af næsen på ham – og nu havde han

også fået vandpropper i ørerne.

Endelig kunne Vagn ikke holde vejret længere. Hovedet trængte til ilt, og med et vådt

gisp, sugede han ind. Hele munden blev fyldt med beskidt springvands-vand – men

mellem tænderne kunne han med et mærke noget. Det føltes som en rød pølse, så han

bed til. Før han rigtigt fattede hvad der skete, trak pølsen i ham, og med et skvulp røg

han op af vandet.

”AAAAAAAAAVVVVVVVV!” var det første Vagn hørte, da de meste af vandet var

løbet ud af ørerne.

”Slip min finger – hvorfor bider. Jeg prøver bare at hjælpe dig, før du dør af vand-

forgiftning!”

Drengen rykkede og rev i sin finger, for at få Vagn til at slippe. Vagn for rund i uften,

som en piftet ballon. Endelig slap han grebet i drengens pølsefinger, fløj gennem luften

– og landede med plask, i springvandet igen.

Hurtigt greb drengen fat i begge Vagns ører, og trak ham atter op på det tørre.

Halvdruknet lå Vagns hoved på bassinkanten, med vand fossende ud af næse og

mund.

”Tak!” gurglede Vagn. ”Du har reddet mit liv – eller i hvert fald mit hoved!”

”Det er helt Ok!” svarede drengen. ”Selvom du nær havde ædt mig. Hvad er du egen-

tlig for en? En meget mærkelig piratfisk eller en vandmand? Bor du i springvandet? Er

din krop krøbet? Er du en ubåd?...” drengen spurgte og spurgte.

”Ingen af delene!” sagde Vagn. ”Nu skal du bare høre – men du tror sikkert ikke dine

egne ører!”

Og så fortalte vagn om sin, mildest talt, lidt uheldige morgen. Han sluttede sin beret-

ning med:

”Og nu er min krop helt alene hjemme – og det har den aldrig været før!”

12

Drengen gloede lidt mistroisk på Vagn. Der var noget i hans blik, som sagde Vagn, at

drengen nok godt kunne have undværet, at det lige var ham som havde reddet hove-

det op af springvandet.

”Hvorfor vender du ikke bare næsen hjemad? Du må jo bo et sted her i nærheden!”

sagde drengen.

Det var der jo noget om. Vagn tænkte så det knagede.

”Jo, jeg er lige flyttet til....jeg bor i....det er sådan en....noget højt tror jeg...jo, nu har

jeg det, det er...nej...JEG KAN IKKE HUSKE DET!

Åh, nej! Jeg har fået så mange slag i hovedet, at min adresse er blevet slået ud af hove-

det på mig!

Hvordan skal jeg nu komme hjem? Jeg har jo ingen ben.

Jeg kan selvfølgelig prøve at hoppe på tungen!”

Og før drengen kunne nå at gribe Vagn, sprang han ned fra springvandet, landede på

sin tunge, og sprang hen ad torvet. Han lignede en tyk mærkelig kylling med en rød

fjeder oppe i gumpen. Det så så dumt ud, at drengen knækkede helt sammen af grin,

og satte i løb, for at fange Vagn før han kom til skade. Men drengen var en lille smule

for langsom, for med et stoppede Vagn op, med et sært udtryk i ansigtet.

”Hvad er det? Jeg har plantet min tunge i noget blødt – det minder om en romkugle!”

mumlede Vagn, med det meste af tungen klistret til torvet, af en tyk brunlig kage.

”Det ligner smeltet chokolade – men smager ikke som chokolade. Jeg tror det er... en

...en ...HUNDEBÆ!

FØJ FOR DEN LEDE TÆPPETISSER!” hylede Vagn, og sprang rundt, i et forsøg på

at skrabe bæ af tungen.

”Jeg skal ha’ min tunge skyllet – hjælp mig!” bad Vagn drengen, der stod ved siden af

og grinede.

Med et flot kast, smed han hovedet tilbage i springvandsbassinet, løb derhen og greb

fat i Vagns næse, hvorefter han dyppede ham 5-6 gange i vandet.

”Har du det bedre nu? Er Bætellasmagen væk?” klukkede drengen.

”Tak!” svarede Vagn med svag stemme. ”Hvordan kommer jeg nu hjem – jeg skal

ikke hoppe på tungen mere - adrk!”

”Du har ret – det der tungehopperi er en skidt ide! Det ender også med, at der er en

som træder dig på tungen. Du skal have en vogn du kunne trille rundt i – så er du i

sikkerhed – for bæ og den slags!” sagde drengen med et bredt smil

”En vogn! Det er ikke nogen dum ide!” For første gang, siden han faldt ud af vinduet,

smilede Vagn.

”Måske kan jeg hjælpe dig. Jeg har en ven der hedder Jonas, og hans far er tømrer. Vi

får tit lov til at lave alt muligt i hans værksted. Der kan vi garanteret også finde noget,

der kan blive til et sejt køretøj. Hvad siger du til det?”

”Tja. det er i hvert fald bedre, end at hoppe rundt med tungen i hundelort!” mumlede

Vagn.

”Fint!” sagde drengen. ”Så lad os komme over til Jonas. Jeg stopper dig lige ned i min

rygsæk – det vil nok skræmme det meste af byen, hvis jeg skater rundt med dit hoved

under armen!”

14

Vagn’s hoved følte sig, som en terning i et raflebæger. I en evighed havde han skram-

let rundt i drengens rygsæk. En masse ting dansede rundt i hovedet på ham, men han

kunnne ikke se hvad det var. Endelig standsede bumleriet, da drengen sprang af sit

skateboard. Lidt efter kunne Vagn høre at der blev banket på en dør. Der blev skram-

let med en lås, og døren gik op.

”Hej Jonas – der er sket det vildeste. Nu skal du høre!” lød drengens ophidsede

stemme.

Og så fik Jonas hele historien. Imens lå Vagn i mørket. Han kunne godt høre at Jonas

troede drengen var fuld af løgn, selv havde tabt hjernen eller havde spist noget, som

måske ikke var helt lovligt. Men Jonas’ protester forstummede brat, da drengen hev

Vagn’s hoved op af rygsækken, og rakte det til Jonas.

”Davs!” sagde Vagn.

”AAAAAAAARRRHHH!” sagde Jonas, og kylede hovedet væk.

”Det her er altså Vagn!” sagde drengen, der lige nåede at gribe Vagn i næsen. Vagn

måtte snart tage en snak med ham om, at gå og hive andre folk i næsen.

”ET LEVENDE HOVED!” gispede Jonas. ”Uden krop – men stadigt levende! Det er

for vildt! Nej det er vildere end vildt!” Drengen rakte Vagn til Jonas, der tog et hårdt

greb om hovedet, så Vagn fik tårer i øjnene.

”Ro på – du maser min hjerne!” peb Vagn, og Jonas slækkede lidt på grebet.

De befandt sig i et stort halvdunkelt værksted, hvor der lugtede dejligt af træ og høvl-

spåner iblandet dufte af olie, lim og øl.

”Sæt mig nu ikke ned for tæt på rundsaven derovre!” bad Vagn. ”Jeg har mistet mere

end nok af min krop i dag!”

”Vi bli’r nødt til at bygge et køretøj til ham, så han kan komme hjem!” forklarede

drengen til Jonas.

”Nemt nok!” svarede ”- Det er da bar enoget kraftig plade, med fire hjul, og lidt lys

og sådan noget gejl. Det er så let som at pille en busser ud af næsen. Vi kan garanteret

finde det vi skal bruge, her i værkstedet...”

Jonas fløj fra den ene hylde til den næste, stod på hovedet i en stor kasse, rendte ud i

gården bag værkstedet, og kom slæbende med et gammel rødt bilbatteri i favnen.

”Den er fra min fars gamle varevogn. Han bruger den alligevel aldrig!” sagde Jonas

forpustet.

Vagn’s næse blev spændt fast i skruetvingen på høvlebænken – så faldt han da i det

mindste ingen steder – og så gave drengene sig ellers til at snedkere. Jonas savede en

plade ud, men drengen som Vagn ikke kendte navnet på, skar fire runde skiver ud af

en gammel bordplade. De skulle fungere som hjul på Vagn’s nye vogn.

Kosteskafte, ledninger, og skruer svirrede om ørerne på de to ihærdige knægte, men de

byggede.

Vagn blev helt forpustet af at kigge på dem. Men mon nu også de kunne bygge en

vogn han kunne køre hjem på?

16

”Så er dine hjul-ben klar!” grinede drengen, mens han spændte Vagn’s næse fri af

høvlebænken.

”Den er ret sej, ikk’!” Jonas kravlede rundt ned på værkstedets gulv, og skruede den

sidste skrue fast.

”Se her Vagn – dit hoved skrues fast på denne rundstok. Så skal du have de to led-

ninger fra batteriet op i næsen. De har egentlig ikke nogen funktion – men det ser fedt

ud!”

Forsigtigt skruede Jonas Vagn’s hoved ned over pinden. Det kløede lidt i halsen, men

gik heldigvis hurtigt over. Derimod kildede de så meget, at Vagn lo så han fik hikke,

da drengen stak de to ledninger op i næsen på ham.

”Hvor ser du rå ud – men du mangler lige lidt, så du ikke slår hoveet hvis du vælter,

eller får noget i øjnene når du kører!” forklarede Jonas. ”Brillerne er et par af min fat-

ters gamle sikkerhedsbriller. De er lidt ridsede, men eller OK!”

Den navnløse dreng satte brillerne på Vagns næse, mens Jonas plantede en gammel

rusten bliktragt på Vagns hoved.

”Det var det bedset vi kunne finde til styrthjelm!” undskyldte drengene.

”Kør lige en tur!”

Vagn koncentrerede sig, men vognen stod som naglet til gulvet.

Han forsøgte nok en gang. Det føltes som hovedet skulle sprænges, så meget prøvede

han at lade som om, han var en motor,

Og så – uden varsel – rullede vognen langsomt hen over det støvede værkstedsgulv.

”Sådan! Det er lige til Le Mans!” jublede Jonas ”Prøv at dreje!”

Vag drejede, både til højre og venstre – og det lykkedes ham endda at lave hjulspind.

Han bakkede. Stoppede op – bakkede så, mens han drejede, standsede igen.

Kørte lidt forlæns, speede op og bremsede hårdt, lige før han ramlede ind i en reol.

Drengen jublede og skreg.

”Tak gutter – det er en fin vogn. Med den skal jeg nok finde hjem. For jeg savner

virkelig min krop!”

”Har du nogen anelse om, hvor du skal lede?” spurgte den navnløse dreng.

”Ikke rigtigt. Men jeg kan da huske at jeg bor i et hus, sååå...!” Havde Vagn haft

skuldre, havde han nok trukket på dem.

”Men tak for hjælpen. Jeg skal nok levere vognene tilbage når jeg har fundet min

krop!”

Og så rullede Vagn ud ad værkstedsdøren, vinkede farvel med sit ene øre, og trillede

ud på gaden.

18

Det var første gang Vagn var i byen uden sin krop. Og som han holdt der i

fortorvs-højde, følte han sig unægtelig meget, meget lille. Alt så ud til at være bygget

til kæmper, når man var en kropløs dværg på en kort pind.

”Ajj mor se – et græskar på et skateboard!” råbte en lille pige, idet hun og hendes mor

spadserede forbi Vagn.

”Det var da en sær cykel!” mumlede en gammel mand, og en dame med en puddel lod

hunden tisse op ad Vagn, men hun med skinger stemme fnøs: ”Hvor bliver brandpos-

terne dog grimmere og grimmere!”

Hunden knurrede og så vagn lige ind i øjnene, savlede, og skulle lige til at tage fat i

Vagns halspind, før den sure dame trak den knurrende med sig.

Hvem der bare var hjemme, ønskede Vagn, mens han trist trillede hen af fortorvet.

Men hvor kunne ”hjem” være? Han kunne ikke engang hske hvilken farve huset

havde. Han spekulerede så hjernen dunkede, men det gjorde det bare svært at koncn-

trere sig om at styre vognen også. Vagn var slet ikke vant til at styre fire hjul – det var

jo dobbelt så svært som at cykle!

Måske var det slet ikke så god en ide med den vogn. Nedtrykt drejede Vagn sin vogn

ind i en port, mens tårene løb ned af kinderne på ham. Brillede duggede, men uden

sine arme kunne han ikke tørre dem. Øv, hvor følte han sig kropumulig.

Han holdt længe i porten. Efterhånden duggede brillerne af, så han igen kunne se.

På en anden side af gaden fik Vagn øje på, en meget høj og flagstangtynd mand, som

spankulerede med en mappe i hånden. Manden var mindst to meter høj.

Tænk at være så lang, tænkte Vagn. Når man er så høj, så har man brug for nogle

meget høje døre, så man ikke slår panden hele tiden.

Og pludselig var der noget som dæmrede for Vagn: Boede han ikke selv i noget højt?

Han spekulerede lidt, og efterhånden blev Vagn sikker i sin sag: hans lejlighed lå

meget langt oppe, i toppen af noget højt, langt og kæmpestort. Altså skulle han bare

finde noget højt – så ville han finde hjem igen.

Det kunne da umulig være særligt svært?

20

Vagn snøftede sin snottede næse, hostede og rullede ud fra sin rasteplads i porten.

Han kiggede rundt – det var vanskeligt for ham at se opad – det er trods alt ikke hver

dag, man får sit tabte hoved skruet fast på enden af et kosteskaft.

Han rullede langsomt afsted, og kørte med et metallisk klunk! lige ind i noget, som

stod plantet i en fortvsflise.

Så godt han kunne, skulede han op over brillekanten, og så, at et var en høj stålpæl

han havde ramt. Den skød op af jorden, som en lang stålstilk, og fortsatte så højt i

vejret, at Vagn ikke kunne se hvor den endte. Den var godt nok høj. Kunne det være

der han boede?

Med besvær fik Vagn tippet vogne op på højkant, og begav sig på to hjul, langsom og

besværet, op ad pæen. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden, og hjulene midt

på pælen. Et forkert sving, og han ville ryge ned igen.

Langt oppe gav pælen pludselig et knæk. Vagn drejede, og kørte nu vandret, ud på et

meget tyndt rør. Det lignede altså ikke hans lejlighed. Men han syntes dog at tingen så

meget bekendt ud.

Det så ud som ..en...en ...en gadelampe!

Med et følte Vagn sig meget dum. Gadelygten var godt nok høj – men i hans lejlighed

var der flere lamper, end den enlige lysende pære, som sad fastskruet under sin plastik-

skærm.

Med en underlig fortabt følelse, vendte Vagn rundt, og rullede nedad igen. Desværre

havde han ikke lært at bremse særligt godt, så han fræsede ned ad lygtepælen, og

kørte med en pandeknusende brag, hovedkulds ned i fortorvet. Det var heldigvis en

solid flise, så fortorvet fik ikke en skramme – men Vagn kunne mærke en spegepølses-

tor bule vokse frem i panden. Hvis bulen blev ved med at vokse, ville han komme til

at ligne aparte enhjørning.

Han forsøgte et par gange at se på sin egen pande, for at se bulen, men så stor var den

heller ikke, at han kunne få øje på den. Til gengæld kunne han se, at han holdt under

et højt træ, med en smuk grøn trækrone. Kunne det være...?

22

Træet var stor og meget rummeligt – og højt var det også. Var det virkelig heroppe,

mellem bladene, at Vagns lejlighed gemte sig?

Vagn ræsede det bedste han kunne over mod træet. De fire hjule kunne knapt følge

med, hen over de ujævne fortorvsfliser. Så et godt greb i barken – og før Vagn kunne

tælle til sandkage, befandt han sig på en kraftig forgrenet gren, næsten helt opppe i

trækronens top.

Som en meget kluntet firhjulet abe, bevægede Vagn sig rundt på grenene. Meget

omhyggeligt inspicerede han hver eneste gren, kvist og blad, men uden at finde spor

efter sin lejlighed.

På en forgrening i en skyggefuld krog, hvor bladhanget var allertættest, fik Vagn plud-

selig øje på noget som måske kunne være et stad at bo. Med lidt snilde fik han kantet

vognen indenfor. Den kunne næsten være i den lille runde stue. Baghjulene stak godt

nok udenfor, så det var ikke en balsal han havde fundet. Men det var bestemt bedre

end ingenting.

”Aaaaahh!” sukkede Vagn. Endelig hjemme. Nu skulle han bare...

”Fis ud af min studenterhybel!” lød en vissen og let pippnde stemme.

Vagn så sig forskrækket omkring, og stirrede lige ind i øjnene på en meget olmt ud-

seende solsort.

Den baskede med vingerne og pustede sig op, flaksede tættere på Vagn, og hakkede

ham i panden med sit spidse gule næb.

”Jeg sagde; Forsvind fra min stue!” pippede fuglen.

”DIN stue!” sagde Vagn forundret.

”Ja – du har parkeret i min rede. Tror du det er et parkeringshus? Fjern så dine hjul

fra mine æg!”

Solsorten lød meget knottetn, og for at understrge hvor sur den var, gylpede den en

regnorm op, som den spyttede ud på Vagns næse.

Vagn undskyldte hostende, hilste pænt på regnormen, speedede op og susede ud af

reden.

Denne gang var han meget forsigt, da han kørte ned ad stammen – han skulle ikke

nyde noget af, at knalde panden mod fortorvet én gang til.

Helskindet ankommet til jordhøjde, så han sig om. Når han nu ikke boede i et en

lejlighed i et træ – hvor boede han så?

24

Lettere fornøjet trillede Vagn hen ad fortorvet. Nu kunne han da udelukke de første

steder, hvor han ikke boede: han boede IKKE i en lygtepæl – og i hvert fald ikke i et

træ befolket af vrissent fjerkræ!

Han følte sig som en firhjulet detektiv – med ledninger oppe i næsen! Det var han

garanteret den første detektiv der nogensinde havde haft.

Så langt væk var Vagn i sine detektivtanker, at han slet ikke opdagede den store wie-

nerstige som stod skrævende midt på fortorvet. Og vupti, havde Vagn besteget stigen.

Han rullede opad, som en stejl skinnebus, men lige før han nåede toppen, stødte vog-

nen pludselig på en stor fod i en noget større plettet træsko.

”Goddaw fod!” hilste Vagn. Foden sagde ingenting, men det gjorde det store fjæs,

som blev stukket helt ned i hovedet på Vagn, til gengæld.

”Ska’ du køre om kap på min vinduespuderstige, din tragtbetrukne kanalje?”

”Øhhh!” stammede Vagn.

”Hvad i alle spejlblanke vinduespartier, laver du på min stige!” tordnede vinduespud-

seren.

”Jeg...øhhh...kører rundt og leder efter min lejlighed!” mumlede Vagn forsagt.

”Skal du være fræk? Man KØRER ikke på stiger – der STÅR man! Og pudser vin-

duer!!”

”Kan man slet ikke BO på en stige?” spurgte Vagn den let uglade vinduespudser.

”SELVFØLGELIG kan man da IKKE det! Bo på en stige...man kan så meget på en

stige. men ikke bo der. Man bor jo heller ikke i en køkkenvask eller en cornflakespak-

ke!!”

Vinduspudseren rystede på hovedet. og så på Vagn, som var han en lysende ubegav-

else.

”Men forføj dig nu ned af min stige, inden jeg hælder beskidt vinduespudservand ned

i din tragt, eller skraber din tunge med min gummiskraber!”

Det syntes Vagn lød lidt for ubehageligt, så han foretog en perfekt 12-punkts vending

på stigen, og rullede nedad igen.

Halvvejs nede fik han øje på et højt, flot rødt tårn, langt væk i den anden ende af

byen. Det så højt ud. Der var vinduer i – og det vidste Vagn, at der med sikkerhed var

i hans lejlighed – han var selv styrtet ud fra et!

Var det mon der han boede?

26

Vagn trillede gennem byen, som en tunet formel 1 racer. Han fandt hurtigt frem til det

røde tårn, og holdt lidt nedenfor det, og betragtede hvordan det forsvandt opad.

Tårnet var så højt, at det så ud til, at det stak hul i himlen. Heldigt for Vagn, stod den

store hoveddør på klem, og han kunne uden problemer lirke den op med sin næse og

snige sig indenfor.

Han holdt nu i et stort mørkt rum. I det svage lys fra døren, kunne han i rummets ene

hjørne ane en trappe.

”Hvor heldigt!” tænkte Vagn ”den fører sikkert op til lejlighederne!”

Uden en lyd rullede han hen til foden af trappen – da en tanke slog ham:

”Øv, hvorfor skulle jeg også lige glemme mine ben i dag?”

”Er her en elevator?” tænkte vang højt, og langt væk, i tårnets top. svarede ekkoet: ”...

elevator...evator....ator...or...!”

Vagn forsøgte at klatre op ad trappen. Det var svært, og der var mørkt – og ikke noget

gelænder! Flere gange var han lige ved at køre ud over kanten. Han var kun nået 3 trin

op, og havde brugt næsten alle sine kræfter på det. Ovenover ham forsvandt trappen op

i tårnets mørke, kun synligt enkelte steder, af små lyspletter fra vinduerne.

Han gjorde et sidste forsøg, og fik med besær, sig hevet op på det 4. trin, fik overbalance

og var lige ved at styrte ud over trappekanten. Til Vagns held, nåede han lige at bide

fast i den eneste redning han kunne få øje på: et langt, tykt tov, som ligeledes forsvandt

op i det mørke tårn.

Tovet smagte af gammel sur håndsved. Han var lige ved at slippe sit bid i det, men hold

fast – og opdagede til sin forbløffelse at, han langsom dalede sank ned mod gulvet.

Der manglede nu kun få centimeter, før hjulene rørte tårngulvet – da Vagn røg i vejret

som en raket. Vagn blev trukket op i tårnet, så hårdt, at han var bange for han ville

miste sine fortænder.

Han hang et kort øjeblik og sundede sig, da rebet atter begyndte at fire ham ned. Vagn

kastede sig til den ene side, så rebet gav sig til at gynge fra side til side, og da hele vog-

nen svingede ind over en trappeafsats, slap han sit bid, og landede på trappen. Der var

nu mere end 20 trin ned til tårngulvet.

”Fikst!” tænkte Vagn smilende ” jeg kan bare vente på, at tovet atter sænkes, og lige før

det så bliver hævet, bider jeg fat, og ryger med op – som i en elevator!”

Han gjorde sig klar, og lige i det sekund hvor rebet stod næsten stille, kørte han, bed

fast – og blev trukket med, langt op i tårnet.

Vagn gentog det 7 gange til, og var nu næsten helt oppe under tårnets tag. Men sikken

larm der var heroppe. Det ringede og kimede og bimlede for hans ører – for tovet var

forbundet med en tyk egetræsbom, hvori en gylden kirkeklokke hang og ringede, så

Vagn rystede og så dobbelt, og hjulene på vognen truede med at rasle af.

Når klokken bevægede sig fra side til side, sænkede det først tovet – for derefter at

trækker det op igen. Det var altså slet ikke en elevator – men en kirkleklokke. Så måtte

det jo være et kirketårn han befandt sig i, og der boede Vagn i hvert fald ikke. Så meget

kunne han da huske.

Han måtte ned herfra, inden den evindelige ringen gjorde ham døv, og helle i går en

nu.

28

Han for bumbende ned ad trappen, trin for trin, bremsede hårdt på hver afsats, og ræ-

sede så videre ned, til næste afsats. Men på en afsats nåede han ikke at dreje, og bankede

næsen ind i den tykke kirketårnsmur.

Vagn så stjerner og måner for sine øjne, men ud af et tårnvindue så han også, en høj

grøn bakke, ude ved den nye omfartsvej.

Boede han der?

Stadig med stjerner for øjnene og en øm næse, styrede Vagn vognen ud af kirken, og

drejede til højre hen ad fortorvet. Han snoede sig genne byen, og snart holdt han ved

en tilkørselsrampe til ringvejen.

Nogle enorme lastvogne kørte så tæt på ham, at hans ører blafrende truede med at

flyve af. Skræm holdt han stille, og betragtet de fisende og hostende køretøjer, der

susede forbi i endeløse rækker.

Han betragtede bilerne længe – og fik så en ide.

En lastbil susede forbi. I forruden kunne han se den flinke chaffør vinke til ham, men

han honkede et højt HONK! med lastbilens horn. Lige før lastbilen brølende havde

passeret ham, gassede Vagn sin vogn op, og ræsede ud på vejen. Lastbilen køre hur-

tigere end han regnede med, men heldigvis gik vejen opad på dette stykke, og det fik

lastbilen til at sænke farten en anelse. Lige nok til, at Vagn kunne strække hals, og

bide sig fast i anhængertrækket.

Nej hvor gik det stærkt. Vagns hoved var nær røget af, for anden gang den dag. Under

ham fes asfalten afsted, som en utydelig grå streg. Så hurtigt gik det, at han nær havde

tabt alt fra sit hår til både briller og vogn. Men Vagn var stædig, og bed blot endnu

bedre fast.

Efter nogle minutters hæsblæsende kørsel, begyndte bakken for alvor at stige, og

lastbilen gik ned i fart. Vagn kunne nu se bakketoppen. Og da lastbilen nåede helt

op på bakkens runding, slap Vagns sit tag, og styrede vognen ud i rabatten, hvor han

huggede bremserne i, og med en kaskade af jord og græs, pløjede et langt sort spor i

den bløde rabat-jord. Helt forpustet så han sig omkring.

Der var en flor udsigt heroppe fra bakketoppen. Men der manglede noget, som Vagn

vidste, at hans lejlighed havde: nemlig vægge.

Her var helt bart. Kun græs, lidt asfalt, en busk hist og her – og en evig slange af biler.

Skuffet måtte Vagn erkende, at det heller ikke var her han boede.

Han drejede vogne, så han fik den bedste udsigt, og lod blikket feje hen over byens

silhouette.

Han koncetrerede sig om, at finde noget som rakte op, og der, mellem nogle høje

træer, så han noget stritte i vejret.

Det lignede mest af alt, en høj tyk cigar med ild i, for en tyk sort røg væltede op, fra

taget på den høje dims. Kunne det være der hans lejlighed var?

Og var der ild i alle hans ting?

30

”På den igen!” tænkte Vagn, sparkede med tankerne gang i vognen, og rullede over

stok og sten, ned ad den stejle bakkeskråning. Det gik så stærkt, at Vagn næsten øjeb-

likkelig mistede kontrollen over vognen, der pløjede tværs gennem en busk, fortsatte

ind mellem et par høje birketræer, hoppede over et stendige og fløj over en s, for til

slut, med at plask, at lande i en grøft fuld af mudret vand. Her lå Vagn og sundede sig

lidt, med jord i munden og græs i ørerne.

Føj, hvor smagte grøftevand, dog af gammel ged.

Vagn fik dog hurtigt vognen på ret køl igen, og kort efter kørte han hen ad en van-

drestien, med jord fygende ud af ørerne. Han skød genvej over en tuefyldt eng, kryd-

sede en å, hvor han ønskede han havde haft en snorkel. Ad snørklede veje, nærmede

han sig langsom byen. Vejene var her en del smallere, end den brede ringvej, og Vagn

måtte klemme sig helt ud langs vejkanten, når en bil passerede ham. Det resulterede i

at vognens hjul hele tid kom til, at sidde fast i kloakristerne – og uden arme, var det et

pokkers besvær, at få dem løs igen.

Længe fulgte Vagn vejen, og endte til slut på en stor plads, med enfabrik midt på, et

hegn uden om og den store osende tingest som en rygende flagstang i midten.

”Lad os så se, om den her karet har bjerggede i familien!” sagde Vagn til sin vogn,

trillede vognen hen til osetårnet, og begav sig mod dets top.

Det kostede en hel del kræfter og besvær, at når toppen – blot for at opdage det

skuffende, at udsigten mildets talt, ikke var noget at skrive hjem om.

Vagn var helt indhyllet i rygende kvalm os, der smagte af bildæk og kolort og, fik

hans øjne til løbe så meget i vand, at Vagn troede de var begyndt på svømning.

Vagn huskede luften som en hel del renere og friskere i lejligheden. Tapetet var vist

heller ikke røgfarvet...hmmm – så matte han jo have taget fejl – igen!

Trist vendte Vagn vognen, og kørte mod jorden. Til alt held blev luften renere jo læn-

gere ned han kom. og allerede halvvejs ned, kunne han trække vejret uden at begunde

at hoste.

Efterhånen kunne han også skimte omridset af byen igen. Var der ikke noget der

lignede et tårn, derude mellem de fjerne bygninger. En høj sort ting, der blev spisere

jo højere den blev. Og nu kunne han se det – der stod noget på den, med høje hvide

bogstaver.

Ja – der stod ZOO.

Var det der han boede – og var Zoo man hans efternavn?

32

Vagn trillede ind ad porten til Zoologisk Have – men allerede før han kom helt ind i

haven, kunne han se, at han ikke engang behøvede at bevæge sig op i tårnet.

Da han kom helt tæt på så han straks, at tårnet var alt for lille til at være det rigtige.

Der var også noget med farven.

Nå, men når han nu alligevel var i Zoo, kunne han jo ligeså godt slå et smut rundt, og

se om der var noget spændende i burene.

Dyr var der nok af. Men der var ikke ret mange af dem der lignede en høj bygning,

ikke før han rundede hjørnet ved pingvin-poolen. Vagn spærrede øjnene op og tabte

sin underkæbe ned i gruset.

Lige foran ham stod den højeste guleste skabning, han nogensinde havde set i levende

live.

Før Vagn vidste hvad han foretog sig, havde han taget tilløb hen ad stien, sprunget

over hegnet, og befandt sig nu, halvvejs oppe af halsen på et forskrækket dyr, som gal-

lopperede vrinskende og prustende rundt i sin indhegning.

Vagn bed sig fast i dyrets manke, så godt han kunne, mens han mumlede:

”Blap blare blaf. Beg bør beg bigge boget!”

Giraffen – for det var naturligvis sådan en det var – løb et par runder til, fik så endelig

tydet hvad Vagn egentlig sagde, og standsede prustende op, mens den lænede sig træt

op af hegnet. Den strakte sit store hoved ned til Vagn, og så spørgende på ham. Vagn

klemte til med hjulene, og slap taget med munden.

”Undskyld jeg sådan kører rundt på din hals og ryg, men jeg ville bare lige høre, om

der er her jeg bor?”

Giraffen gloede på Vagn. Den spærrede øjnene op, skulle lige til at sige noget, tog sig i

det, klemte øjnene sammen, og stirrede indtrængende på ham.

”Sig mig er du helt rask? Jeg er en giraf – hvor mange kender du, der bor på en giraf?

Bortset fra en enkelt lusefamilie og deres kæletæge!”

”Bevares!” mumlede Vagn ” et kort øjeblik, troede jeg du var det højhustårn, jeg bor

i! Det har jeg sådan...glemt et sted...!”

”Bor du i et tårn? Måske er det, det som står derude og blinker, så jeg ikke kan sove

om natten?”

Giraffen greb Vagns vogn i munden, rettede sin lange slangehals ud, og løftede Vagn

højt op i luften. Og deroppe kunne Vagn skimte et tyndt spir, der blinkede rødt med

korte mellemrum. Enten var det meget højt, eller også var det meget langt borte. Det

kunne Vagn ikke rigtigt afgøre.

”Tjoe – måske! Tak for tippet, giraf. Det må jeg hellere undersøge!”

Den hjælpsomme giraf gik hen til hegnet, og satte forsigtigt Vagn ned på stien udenfor

buret.

Havens gæster troede deres øjne var ved at løbe tør for batterier, da de så det sære

optrin. Nogle gloede med åben mund og store øjne efter dem, andre kastede et hur-

tigt blik, gik videre og standsede så op, og gloede, så man skulle tro, de brugte deres

synskvote for det næste år.

Vagn smilede ved tanken om de gloende mennesker, som tabte deres øjne . og bagefter

måtte rave rundt på jorden og lede efter dem, mellem alle de andres øjne. Han så bille-

det tydeligt i sin fantasi, men han smilende rullede ud af haven.

Nu skulle han bare finde det blinkende tårn.

34

Vagns øjne rystede som to sten i en stålspand, mens han rullede hen ad den ujævne

grussti. Det lød som et haglvejr i hans hoved. Det føltes som om stien var en gruselas-

tik, der blev strukket mens Vagn kørte på den. Han kørte og kørte – men kom ikke

rigtigt ud af stedet. Det var også den vogn – den var vist bedst på asfalt.

Endelig var han fremme ved masten – men det så ud som der stod 5-6 master, så

meget rystede og dirrede han efter skrumleturen på grusstien.

Masten skød op som groteks plante, fra midten af en enorm lysegrøn græsmark. Vagn

bakkede ud på marken, så han bedre kunne overskue hele masten – han kunne jo,

som du husker, ikke så godt bøje nakken!

Der var nu noget som ikke stemte. Vagn kunne ikke helt få masten til at passe, med

det svage billede han havde det tårn han skulle bo i. Men, han kunne jo ta’ fejl...trods

alt, havde han jo slået hovedet nogle gange i dag!

Så der var jo nok ingen vej uden om – op i masten måtte han!

Det var godt nok en høj mast, denne her. Det gave et sug i maven på Vagn, hver gang

han kom til, at kigge ned, for masten var kun sammensat, på kyds og tværs, af tynde

stålrør. Og man kunne sagtens se igennem – helt ned til plænen langt under ham.

Forhåbentlig kunne hjulene holde ved masten! Halvvejs oppe overmandede svimmel-

heden ham, og Vagn måtte tage en lille pause. Hvor var det godt, han ikke var blevet

født som fugl – det havde ikke været sjovt...med den højdeskræk. Vagn havde mest

af alt lyst til, at bakke ned igen, men så fik han jo aldrig at vide, om det var her han

boede...

Der var kun en måde at finde ud af det på...og det var op. Så han skød hjertet op i

brystet, og fortsatte opad – langsomt.

Og det var godt at han gjorde det, for udsigten fra mastens top, var den smukkesete

man kunne forestille sig. Han kunne overskue hele byen, og markerne bagved byen,

og havet bag ved markerne – og meget længere endnu...

Men nogen lejlighed, var der ikke.

Vagn blev hængende lidt i mastens top, mest for at samle mod til nedstigningen. Han

lod blikket sue ud i horisonten, og opdagede noget, han ikke havde set før.

Det var næsten skjult i disen, i horisonten, bag havet. Det måtte være en bugt, med en

tange på den anden side. En tange, hvorpå der stod noget meget højt.

Vagn kunne ikke kun se den mystiske høje bygning i det fjerne. På masten, næsten

lige foran ham, hang et stort gult skilt, som nærmest råbte ”TV MAST - ADGANG

FORBUDT” ud i hovedet på ham.

Igen ville Vagn gerne have haft sine skuldre at trække på, men det havde han ikke, så

han nøjedes med at vende om.

Med blikket rettet skiftevis mod sine forhjul, og mod det fjerne mystiske tårn, nåede

han helskindet ned på jorden igen. Der var ingen grund til at holde her og hvile – han

havde et tårn som skulle undersøges!

36

Vagn følte han havde kørt flere timer. Han var træt, og selv hjulene svedte af anstren-

gelse. Fra en lille landevej, drejede han ud på en stor 1000-sporet motorvej. Bilerne

holdt tæt, som perleren på en halskæde. De rokkede sig ikke ud af stedet, men holdt

bare og brummede. Luften var tyk af udstødningsgas. Vagn priste sig lykkelig for, at

han kunne køre ude i fri luft, for inden i bilerne sad folk og svedtem, så det sprøjtede

op på ruderne. I et par af bilerne så folk så opvarmede ud, at Vagn var bange for, at

de ville poppe som popcorn.

Han havde ingen problemer med at komme frem. Så lile som Vagns vogn var, var det

den nemmeste sag i verden, at smutte ind og ud mellem de endeløse rækker af park-

erede biler. Så godt gik Vagns snoede kørsel, at han nær havde drønet ind i en stor

rød og hvidstribet bom, som pludselig spærrede for vejen. Vagn huggede bremserne i,

lavede en udskridning, og holdt så stille.

Han så op – og der, i hele hans synsfelt, tårnede ikke kun et, men to hvide tårne sig

op.

Der var bare lige det lille men, at det slet ikke var tårne. Det var bropyloner.

Altså var tårnene ikke årne – men dele af en bro...

Men nu havde Vagn kørt hele den lange vej herud, så skull de også undersøges.

Vagn lagee hovedet lidt på skrå, og kunne lige klemme sig under bommen, som

spærrede motorvejen, ved betalingsanlægget. En vred brovagt, sprang ud af sit bur, og

stormede efter Vagn – men han Vagn var heldigvis for hurtig. Den vree brovagt, opgav

jagten, standsede og stampede så i jorden, mens han råbte til Vagn, at ”man altså ikke

må køre på broen uden at betale afgift!!!”...

Da Vagn bare kørte videre, kylede brovagten sin kasket efter ham.

De flinke brobyggere, havde været så venlige at lade et kraftigt kabel, løbe helt fra en

klods ved siden af vejbanen. og op til tårnets top. Vagn sendte dem en venlig tanke, og

begav sig op ad kablet.

Hurtigt forsvandt jorden under ham. Det ville hav været dejligt med arme – så havde

vagn kunnet holde ved gelænderet. Men han havde jo glemt sine arme, så det var bare

at bide det i sig, og så ellers lade være med at kigge ned...

”Ikke se ned.” gentog Vagn i det uendelige.

Turen op ad kablet vil ikke gå over i historien som Vagns sjoveste køretur. Jo højere

han kom, desto mere rev vinden i vognen. Flere gange var Vagn ved at glide ned ad

kablet – men så – endelig – mærkede han fast grund under hjulene. Han kastede vog-

nen ind på platformen på pylonens top. Forpustet kiggede han ud over kanten. Under

ham, ned på kørebanen, stod folk uden for deres biler, og pegede og vinkede. Nogle

hev kikkerter frem, andre filmede ham med deres kameraer og mobiler. Det tiltrak

virkelig publikum, sådan at rulle op ad et stålkabel. Måske skulle han optræde med

dette nummer...?

Vagn stak snuden til sig, vendte vognen, og så lige ud på dagens mest imponerende

udsigt. Langt borte kunne byen skimtes som et lyseblåt fatamorgana. Aldrig havde

han kunnet se så langt bort.

Men det var jo ikke det han var kommet for at kigge på. Han så sig omkring, men

det lignede altså ikke hans lejlighed. Og han syntes også at kunne huske, at han ikke

boede så langt væk fra byen. Så dette tårn, var altså også en nitte. Hvorfor pokker

kunnen han ikke huske hvor han boede?

38

Vagn var træt, tvær og irriteret. Han havde aset det meste af dagen – men uden resul-

tat. Hvad nu hvis han ikke fandt lejligheden inden det blev mørkt – hvor skulle han

så sove i nat? Heroppe? I det samme tiltrak en høj buldren hans opmærksomhed. Det

larmede, så broen rystede.

”Åh nej – ikke mere rysteri i dag!” sukkede Vagn, mens broen dansede under, som var

der jordskælv.

Alt var larm og bulder. Det tordnede så det gjorde ondt i Vagns ører, oglyden tog til

i styrke. Brillerne steppede rundt på Vagns næsetip, og broen rystede så meget, at

vognen dansede og truede med at få Vagn’s hoved til at hoppe af. Det kunne ende med

at hovedet rullede ud over kanten, og faldt ned i....Vagn turde ikke tænke tanken til

ende.

I det fjerne kunne Vagn ane en lille prik, der hurtigt blev større. Da prikken var helt

tæt på, skiftede den form til et fly. Det var en jager, som kom flyvende lavt ind over

broen. Det så faktisk ud til, at piloten havde tænkt sig, at flyve ind mellem de to

brotårne.

Larmen var nu, så uudholdelig, og Vagn var lige på nippet til, at hoppe ud over kant-

en, blot for at slippe for den voldsomme lyd i sine smertende ører.

”Vent lige et øjeblik!” tænkte Vagn ”Den her flyver, kan jo være min billet væk herfra.

Måske kan den flyve mig hjem – så slipper jeg også for den lange køretur!”

Vagn tænkte sig ikke om et sekund, men rullede helt hen til kanten. Det gav et sug i

ham, da han så hvor langt der var ned. Jageren var nu så tæt på broen, at Vagn kunne

spytte på den, og da den strøg bragende forbi, lige under ham, gassede Vagn op, og

sprang ud i den tomme luft.

Lige præcis, hvad Vagn havde regte med, der ville ske, vidste han ikke. Men det tog

ham ikke mange sekunder at tænke, at de måske alligevel ikke, var så god en ide. Men

bedts som han troede det gik galt, lavede han en perfekt mavelanding på ryggen af det

hurtige fly.

Vagn havde ikke skænket det mange tanker, at han havde jul under vognen, så mens

jageren usede fremad, begyndte vogne at rulle baglæns – hurtigt.

”Åh nej, nu triller jeg af – og vi er ude midt på havet! Stik mig en ubåd!!!”

Vagn troede hans sidste time var kommet, og at han ville styrte til jorden, og drukne

som det første hoved på en vogn, i verden.

Men så glat gik det heldigvis ikke. Vognen trilede stadig baglæns, men standsede da

den stødte på halen. Og der holdt Vagn så parkeret.Flyet slog pludselig et skarpt sving

ind over land. Og til Vagns store jubel, kunne han se, at de havde kurs mod buen.

Det var næsten for heldigt! Og hvis der er fartgrænser i luftrummet, så overholdt pilo-

ten dem helt sikkert ikke.

Før Vagn havde blinket 4 gange, havde flyet nået byens forstæder.

Og hvad var det – der på jorden skråt under dem?

Der på jorde, lige neden under flyveren sod et højt spir. Det var en høj og slank bygn-

ing, med noget på taget, som Vagn syntes lignede en ventilator.

Måske var det, hans lejlighed...?

40

Vagn ville gerne af. Men flyveren lagde ikke vejen forbi et stoppested, og så kunne han

i øvrigt slet ikke få kontakt med piloten. Så der var kun en måde, hvis Vagn ville af:

Han måtte springe!

Han var lidt betænkelig ved at skulle hoppe af et fly, i fuld fart. Men skidt – det var

ikke første gang han havde fladet og slået sig i dag. Så en gang til ville nok ikke gøre

den store forskel.

Da flyet var så tæt på tårnet, som Vagn troede den ville komme, sprang han.

Han røg gennem luften som en sten, nedad og nedad gik det. Alt for hurtigt, syntes

Vagn. Vagn huskede sig selv på, at skulle han aldrig finde sin krop, så måtte han

huske, at få udstyret vognen med en faldskærm.

Jorden kom susende op imod Vagn, og tårnet med den sære ventilator på toppen, var

nu så tæt på, at Vagn kunne se, at han tagdet grueligt fejl. HER boede han i hvert fald

ikke.

Det var slet ikke et tårn – det var ikke engang et spir. Og ventilatoren var slet ikke en

ventilator.

Skrækslagen erfarede Vagn, at han var på vej til, at suse lige ned i en gigantisk vind-

mølle. De enorme møllehjul snurrede rundt og rundt, som tre store fluesmækkere, der

bare ventede på at klappen en svane, en jumbojet, eller Vagn, end i skallen.

Med mindre han gjorde noget i en rigtig fart, risikerede Vagn at få en møllevinge lige i

øjet – og sådan en krabat var utvivlsomt udstyret med ”ondt-i-bærret-garanti”!

Vagn rystede på hovedet, for at få vognen til at skifte retning. Han pustede på mølle-

hjulene, for at få dem til at standse. Prøvede at lægge hovedet på skrå, for om det

skulle ændre vognens retning.

Med et ”swuuuussshh”, for den en vinge tæt forbi Vagn. Vagns smilede – så var det

måske lykkedes for ham, at undgå at blive ramt....nåede han lige at tænke, før det

næste møllevinge ramte plet.

Vingen ramte ham lige i nakken, og med et skrig, blev Vagn trukket med rundt. De

vingen var kommet næsten helt til tops, slap den sit greb i vognen, og slyngede Vagn

af, som en meget aggressiv katapult.

Swuusssh-lyden fra vindmøllens vinger, blev nu erstattet af et skrig fra Vagn. Som en

løbsk nytårsraket, susede Vagn hen over byen, mens husene strøg forbi, under ham.

”Åh nej!” tænkte Vagn ”Hvordan ender det her? Og kan jeg mon håbe på, at der en

madras der hvor jeg lander?”

Tankerne for om kap med hinanden, mens vagn for gennem luften.

Det var en rigt møg-flyvetur! Han var jo slet ikke skabt til at, men til at køre. Nej det

passede jo slet ikke – HAN VAR JO SKABT TIL AT GÅ!!!

Så hvad pokker foretog han sig her, flyvende over byen, med hjul istedet for arme og

ben?

Hvordan kunne en dag ende så elendigt?

Endelig kunne han føle, at farten var ved at tage af, og efterhånden begyndte han at

dale nedad.

Lige i retning af.....

42

- den store rutchebane i Tivoli!!!

”Av!” tænkte Vagn ”Det her kommer til at gøre ondt! Nu mister jeg garanteret også

hovedet!”

Men da han tænkte over det, så det egentlig ud til, at han ville ramme rutchebanen

med hjulen først – med lidt hel ville han måske ligefrem ramme skinnerne.

Lige før han ramte, lukkede Vagn øjnene – men det betød han mistede balancen,

drejede om på hovedet, og ramte rutchebanen med næsen først. Den klemte sig ned

mellem to sveller, og Vagn slog en kolbøtte, så hjulene på mirakuløs vis, alndede

perfekt ovenpå skinnerne. Næsen kom fri med svup, og endelig holdt Vagn helt stille,

midt i et skarpt sving.

Vagn jublede og skreg. Det er ikke hver dag man glemmer sin krop, bliver skruet fats

på et bræt med hjul, ender med at blive kylet ud fra et fly, og lander sikkert på en

rutchebane i Tivoli.

Et stort smil bredte sig på Vagns ansigt, mens han forsigt begyndte at trille fremad

banen, for at finde et sted, hvor han kunne køre af banen.

”Der må da være en afkørsel!” nåede Vagn lige at tænke, før en rutchebane-gondol.

fyldt med glade og skrigende børn, kom hvinende rundt i svinget.

Luften blev slået ud af Vagn, da han blev ramt af vognen, og blev slæbt hen ad banen,

som en skrigende galionsfigur.

Op og ned, rundt i sving, så til højre, så ned så til højre igen, op, ned til venstre, hårdt

opad. på hovedet i lopp, og gennem buldersorte rør, gik turen rundt om den kringlede

bane. Vagn turde næsten ikke åbne øjnene, men turde på den anden side heller ikke,

at lukke dem i. For tænk nu hvis hans lejlighed lå her, oppe i på topen af rutchebanens

største stigning.

Hurtigere end Vagn troede muligt, blev han skubbet på toppen af stigningen – det

føltes næsten som holdt de stille – men kun et kort sekund, så tordnede Vagnm vog-

nen og rutchbanegondoen nedad.

”STOOOP!” skrålede Vagn. ”Min mave kører rundt. Jeg vil af – jeg har kvalme! Slip

mig så fri!”

Og det kom han så.

I en skarp kurve, kunne vognen ikke længere holde grebet på skinnerne, og Vagn,

vogn, batteri og tragt, hvirvlede gennem luften. Det var umuligt at sem hvad der var

op eller ned.

Som sidst, landede Vagn til alt held på hjulene, men han var så tummelumsk, svimmel

og køresyg, at han slet ikke ænsede at stoppe. Med hvinende hjul, mosede han lige

ind i en stor flok forældre og børn, som stod ved en bod, og købte slik, sodavand og

popcorn.

”Her bor jeg i hvert fald ikke!” tænkte Vagn, lige i det han endte i popcornmaskinen,

så de varme popcorn sprøjtede til alle sider, som en lavine.

44

Efterhånden havde Vagn sagt ”AV!” en hel del gang i løbet af dagen – og han valgte

nu, at sige det en gang til.

Heldigvis kunne han jo hverken brække arme eller ben, men begge næsebor i hans i

forvejen meget ømme næse, blev stoppet til, af sydende varme popcorn.

Det gav lige et enkelt ”AV!” mere til regnskabet, og så et ”AV!” mere, og et til og så

lige sytten mere...

”Hvad laver du, din benløse popcornssvømmer?” skreg en mand, der havde candy-

floss i håret og en slikkepind i det ene øre.

Rundt om boden stod der børn og voksne, dekorerede med slik, popcorn og søbet ind

i spildt sodavand. De så alle sammen ud til, at de kunne sprænge i luften, hvort øjeb-

lik. Børnene grød, mødrene forsøgte at få klistret slik af tøjet, og mændene kiggede

vrede i retnig af Vagn, mens deres øjne slog gnister.

Vagn lavede hjulspin i popcornene, hoppede ned på gulvet i kisoken, og før kioske-

jeren og de vrede kunder, kunne nå at få deres klistrede fingre i ham, var han ude af

døren og på vej mod Tivoli’s udgang. Han kom dog ikke ret langt han ad stien, før en

stor mand i en teltstor rød tivolivagt-uniform, greb fat i Vagns næse.

”Bav!” snøvlede Vagn ”Bad bære bed bet!”

”Ikke tale om!” knurrede vagten ”Du har vist laver ravage nok for i dag!”

”Bamen...!” begyndte Vagn, men Tivolivagten var overhovedet ikke interesseret i at

høre på Vagns undskyldnninger. Han trak Vagn afsted i næsen, hen mod udgangen –

og han klemte så hårdt til, at Vagn fik tårer i øjnene.

”Bas bå bu brækker bin bæse!” Næsen føltes efterhånden som en klat æltet modeller-

voks.

”Farvel -og lad der gå et par hundrede år, før du besøger os igen!” snerrede vagten, og

gav vognen et spark, så Vagn næsten var trillet ud foran en dyttende taxa.

Vagten blev stående foran indgangen, for at sikre sig at vagn ikke fandt på, at køre

derind igen – men Vagn havde fået mere end rigeligt med Tivoli for en dag.

Han rullede knirkende hen ad fortorvet. Næsen føltes stor og øm, og det dunkede i

den.

Vagn var træt og ked af det. Han længtes efter sin bløde seng. Hvor han dog savnede

sin lejlighed. Lige nu, ville han bare gerne hjem – og det kunne kun gå for langsomt.

Men huset var og blev borte. Og uden hus – ingen lejlighed...

I det samme ramte et par vanddråber Vagn, lige mit på panden.

”Skønt” tænkte Vagn ”Regnvejr! Lige hvad der manglede for at gøre dagen helt per-

fekt!”

46

Dråberne blev ved med at dryppe i hovedet på Vagn.

En dråbe løb ned ad hans pande, fulgte hans næse, og dryppede fra næsetippen ned på

fortorvet.

Han kiggede ned, så godt han kunne, og opdagede at, han holdt i en pyt vand. Den

bredte sig ud over fortorvet, men det pudsige var, at resten af fortorvet var knastørt.

Meget mystisk. Det var den mest lokale regnbye Vagn nogensinde havde set.

Hvis han ikke vidste bedre, skulle man tro, at det kun regnede på Vagn.

Han lagde hovedet lidt tilbage, og over ham var der ikke en regnsky, som man skulle

tro, men et gigantisk rødt tårn, som fortsatte op i det uendelige. Vagn fulgte bygninge

med øjnene, ind til toppen forsvandt, i nogle lavthængende skyer.

Hvem mon der stod oppe på taget og hældte vand ud? Eller måske var det en, som

stod og tissede ud af et vindue..? Vagn bakkede hurtigt ud fra vandpytten, så strøm-

men af dråber ikke længere ramte ham i hovedet.

Han sniffede lidt ind. Det lugtede godt nok ikke af tis.

Han lod atter en gang blikket løbe op ad bygningens facade. Det var godt nok en høj

bygning – og der var noget sært bekendt over den. Når han nu alligevel var, skulle

han måske undersøge om, det var her han boede. Med det held han haft tidligere på

dagen, var det nok ikke særligt sandsynligt – men det var da et forsøg værd.

Vagn tog tilløb og kørte op på den røde mur. Han måtte zigzagge sig vej mellem vin-

duerne.

Op og op gik det. Han var allerede nået mange etager op – men bygninge så ud til at

fortsætte op i himlen. Det måtte være den højeste bygning, han havde været oppe i

hele dagen. Måske lige med undtagelse af broen – den var godt nok høj!

Gad vide hvor han skulle begynde med at lede? Der var så mange vinduer, at det villa

tage dage, måske uger, at gennemgå dem alle. Og nogle havde trukket gardinerne for,

så der kunne han slet ikke se, om det var hans lejligehd eller ikke.

Vagn var nu mindst 60 etager oppe. Han trillede igennem de lavthængende skyer, og

kort efter ud, på den anden side, over skydækket.

Under ham fortonede bygningen sig, i den lyse dis.

Heroppe, over skyerne, skinnede solen, og varmede dejligt, på den skyfugtige Vagn.

For hver etage han nåede op, blev han mere og mere tør. Han havde steget mindt 20

etager op, efter skyerne, og huset fortsatte. Han kørte og kørte – og pludselig kunne

han se noget blåt, der stak ud af et vindue.

Personen var langt væk, så Vagn kunne ikke se ham helt klart.

Han speedede op – og satte kursen mod, den mystiske blå mand.

”Ham kan jeg måske spørge om vej, til min lejlighed!” mumlede Vagn smilende.

48

Vagn var nu så tæt på vinduet, hvor den blå mand hang ud af. Manden så sært kort

ud. Vagn kunne ikke se ham tydeligt, så han var ikke sikker på havd der var galt med

manden – men det var noget sært ved ham.

Og pludselig fik Vagn igen vanddråber i hovedet, selv om der inegn skyer var heroppe.

Det hele belv mere og mere mærkeligt.

Vagn talte rækkerne af vinduer – der var kun 5 etager igen, før han nåede etagen med

manden i vinduet. 4 etager, 3 etager – Vagn spurtede afsted, nu var der kun 2 etager

tilbage.

Og så kunne Vagn se hvad der var galt med manden. HAN MANGLEDE JO HOVE-

DET!

Det var godt nok uhyggeligt. Det er jo ikke hver dag, man ser en hovedløs mand i

pyjamas. Og så tilmed en pyjamas der var magen til Vagns!

Nu nåede Vagn helt op til vinduet. En hulken nåede Vagn, da han parkerede på gesim-

sen, lige ved siden af manden i vinduet.

Manden stod og stortudede, så tårene piplede ud af navlen, i en tyk strøm.

Tårene sprøjtede ud på sålbænken, samlede sig i en lille dam, og dryppede derfra, ned

på gaden..

Vagn trillede langsomt tættere på manden uden hoved. Han kunne jo nok ikke se

Vagn, og ville nok blive forskrækket, hvis Vagn begyndte at tale. Han kastede et blik

ind i lejligheden bag manden, og blev forbavset over at få øje på, bjerbene af kasser

bag manden.

”Undskyld – nu må du ikke blive forskrækket!” sagde Vagn, men det var lige hvad

den hovedløse mand gjorden. Han gav et spjæt fra sig, baskede armene ud til siden,

som en løbsk fugle. Så snublede han over sin egne ben, dejsede om på gulvet, ramte

sengen, og trillede derfra, over i et tårn af flyttekasser, der væltede og raslede jorden

med at brag.

”Undskyld!” gentog Vagn. En ide var dukket i hans hoved:

”Det var ikke min mening at skræmme dig. Men jeg er nødt til at vide, om du hedder

Vagn?”

Den hovedløse mand nikkede med hele kroppen, inde fra bunken af flyttekasser.

Vagn blev varm helt om i nakken.

”Og du skulle vel ikke havde tabt dit hoved i morges?” fortsatte Vagn.

Kroppen nikkede igen, denne gang så ivrigt, at en flyttekasse rev sig løs, og rullede ned

fra bunken af kasser. Heldigvis havde kroppen intet hoved, så kassen væltede bare ud

på gulvet, hvor den spyttee sit indhold af køkkenudstyr ud.

”Jamne, så....jamen, det er jo...det betyder jo....det....!” spruttted Vagns hoved.

Han kunne slet ikke få ordene til at hænge sammen, men endelig fik han hold på sig

selv:

”Det betyder jo, at jeg HAR FUNDET MIG SELV! Jeg er endelig hjemme igen!”

jublede Vagn.

Hovedet hoppede, så det truede med at falde af pinden på vognen, og trille ud over

gesimsen en gang til. Kroppen dansede run dt af glæde, men faldt hele tiden over flyt-

tekasser, så det holdt den hurtigt op med.

”Kom herover!” kaldte Vagn.

”Skynd dig, så jeg kan få hoved på igen!”

50

Ahhh! Sengen var dejlig blød, og dynen var varm. Vagn lå i sin seng. Med hoved og

krop og det hele.

For at være på den sikre side, havde han ledt alle kasser igennem, ind til han fandt

en tube med lim. Hovedet og halsen havde fået, en ordetntlig klat lim, før han havde

skruet hovedet på plads. Det havde kildet lidt i halsen, så han var kommet til at hoste,

men det var ved at forsvunde, nu hvor limen snart var tør.

Det var det, Vagn lå og ventede på, i sin dejlige bløde seng. Bagefter skulle han måske

pakke et par flyttekasser ud, men han gad næsten ikke.

For det havde været en hård dag. Og han følte sig underligt tung og træt i hovedet –

og kroppen var helt øm i navlen, af at græde hele dagen.

Vagn havde aldrig i hele sit liv, været så glad som nu, hvor han endelilg havde fun-

det sit hoved. Og kroppen var ikke mindre begejstret. Den havde skullet tisset siden

i morges, men uden sit hoved til at se, hvor den var, havde den været bange for at

komme til at tisse i en flyttekasse.

Selv Vagns hoved var kommet i helt godt humør, efter at være sluppet af med det

ukomfortable kosteskaft i halsen – det havde sådan kradset på drøbelen.

Han blev enig med sig selv om, at han IKKE gad pakke kasser ud, men hellere ville

sove, så han kunne blive frisk til i morgen. Og så ville han GÅ en tur næste dag!

Og mens han lagde sig godt til rette i sin seng, pressede han hovedet dybt ned i puden,

og lovede sig selv, at i morgen ville han lade flyttekasser være flyttekasser. De løb in-

gen steder.

Næ, som det første i morgen, ville han gå hen og besøge giraffen i ZOO. Han måtte

huske at tage nogle skummus og en chokolademælk med, for det elsker giraffer.

Og så skulle han aflevere vognen til Jonas og den navnløse dreng.

Vagn vendte sig om på siden. Trak knæene op til brystet, og sagde godnat til sine tæer,

sine arme og til sine knæ, og ganske kort efter, snorkede han om kap med sin numse.

52

Mandender tabte hovedeteller ”Da Vagn blev til en vogn”