POLITIKENS FORLAG

MonsKallentoft

& Markus Lutteman

På dansk vedBirgitte Steffen Nielsen

Politikens Forlag

Zack.indd 3 25/08/14 11.16

Zack.indd 4 25/08/14 11.16

Hvem skal hente de menneskeædende heste?

Hvem skal betvinge den thrakiske konge Diomedes?

Hvem skal redde de uskyldige?

Vor helt, vor helt, vor helt.

Zack.indd 5 25/08/14 11.16

Zack.indd 6 25/08/14 11.16

7

Prolog

1999

Den tolvårige dreng ligger på ryggen i det høje græs og hiver efter vejret.

Det er en mørk og varm nat i august.Den jernagtige lugt af frisk blod blandes med duften af mark-

blomster, og han kigger op i den uendelige himmel med store lys-vågne øjne.

Himlen ser ud til at være fyldt med lysende punkter. Selv i stjer-nebilleder som Store Bjørn, Cassiopeia og Orion kæmper en hel masse andre små stjerner om pladsen. I et langt stræk på himlen ligger stjernerne så tæt, at de danner en hvid tåge.

Mælkevejen.

Drengens lærer fortalte engang, at solen bare var en ubetydelig prik i udkanten af Mælkevejens galakse. Og hvis solen var en ube-tydelig prik, hvad var jorden så? Et sandskorn, nærmest ikke værd at lægge mærke til.

Det havde været svært at acceptere. Som om alt, hvad man gik rundt og lavede, ikke spillede nogen rolle.

Nu, hvor drengen ligger på engen og stirrer op i den ubegribe-lige uendelighed, ville han ønske, at det var sådan. At ingenting spil-ler nogen rolle. At det, der var sket her til aften, bare vil forsvinde i galaksens kolossale mylder af ting, der ikke spiller nogen rolle.

Den anden ligger bare nogle få meter væk i det høje græs. Dren-gen tør ikke dreje hovedet for at se.

Zack.indd 7 25/08/14 11.16

Han hoster, mærker smerten i ribbenene. Fugten begynder at trænge gennem T-shirten, og han bliver bevidst om de larmende græs hopper. Han kan ikke lide lyden. Det er, som om de skriger op for at sladre om ham:

“Han er her! Vi kan se ham!”

Drengen ved, at han ikke kan blive liggende her længere. Han

må videre. Men han er så vanvittig træt.

Han føler, at kroppen bliver presset ned mod jorden, som om

kloden accelererer. Stjernerne kommer nærmere. Mælkevejens

hvide bånd bliver tydeligere, præcis som de djævleansigter, der

skjuler sig i de mørke huller bag stjernestøvet.

Bare tag mig væk. Ud i himmelrummet. Ud i den store glemsel.

Zack.indd 8 25/08/14 11.16

1. DEL

Om hvordan de glemte dræbes,

hvordan de sultne munde åbnes,

og om hvordan de endnu levende skriger under jorden.

Zack.indd 9 25/08/14 11.16

Zack.indd 10 25/08/14 11.16

11

1

Stockholm 2014

Lummervarmen har indtaget den gamle værftsbygning.

Spildt øl klistrer under skoene på det trange dansegulv, og luft-fugtigheden er så høj, at kroppen har svært ved at komme af med sveden.

Der er ingen vinduer i lokalet, ingen ved, at morgensolen er begyndt at skinne på de forfaldne mure. Her er ingen lukketid, ingen sidste omgang i baren. Arrangøren kører på, så længe han synes, det kan betale sig – eller til politiet kommer. Det er en almindelig søndag nat midt i juni, men Stockholms natteravne slår med vingerne som aldrig før.

Dj’en bygger langsomt intensiteten op, og bassens tempo stiger. Dansegulvet svarer ved at juble, og temperaturen stiger endnu et par grader i den gamle monteringshal.

En ung mand midt på dansegulvet har smidt sin trøje. Han dan-ser med en selvtillid, man ser hos folk, der er ligeglade med, hvad andre tænker. Noget af hans lyse hår har klistret sig til hans sve-dige pande, og når han stryger det væk, er der flere kvinder, der registrerer det. De ser på hans ansigt og lader blikket glide videre ned over den veltrænede, nøgne og helt glatte overkrop. Kan lide, hvad de ser.

To kvinder prøver igen og igen at få øjenkontakt med ham. De er omkring tyve, den ene med en glat lys page, den anden har langt mørkt hår. Begge har stramme, meget lårkorte kjoler på.

Zack.indd 11 25/08/14 11.16

12

De hvisker sammen, siger til hinanden, at han ligner en græsk

gud med sine fyldige læber og den markante, lige næse. Som en

helt i en eller anden gammel pigebog eller i et antikt heltedrama.

Han sender dem nogle hurtige blikke. Ikke andet. Han vil bare

danse nu. Lade sin krop føre med af de energiske musikloops og

tømme hjernen og sjælen for tanker og følelser.

Han tager en slurk af den øl, han har i hånden, ser sig omkring.

Så lyser han op i et stort smil, og der kommer liv i øjnene. Han

tager et par skridt frem, snubler over et kabel, men genvinder

balancen og går hen mod den mørkhårede kvinde. I et par sekun-

der er det, som om hun tænker over, hvad hun skal sige til ham,

men så bliver hun presset væk af en stor, bred mand i sort tøj, der

maser sig forbi hende bagfra. De to mænd strækker højre arm i

vejret, og håndfladerne mødes i et kraftigt slag. De krammer hin-

anden, og den store, brede mand siger noget i den lyshåredes øre.

Han nikker tilbage og baner sig vej væk fra dansegulvet.

Den rustne kumme på herretoilettet stinker af urin, og flisevæg-

gene er overtegnet med tags og fyldt med klistermærker, der rekla-

merer for undergrundsklubber og obskure hjemmesider.

Døren går i bag dem, og lyden dæmpes så tilpas meget, at de

slipper for at råbe ind i hinandens ører. Manden med den nøgne

overkrop griber fat omkring sin vens kæmpemæssige skuldre og

rusker dem let.

“Abdula, for fanden, hvor er det fedt at se dig. Jeg var begyndt

at tro, at du aldrig ville dukke op.”

“Du ved, jeg har haft ret travlt.”

“Her i aften?”

Zack ser på sit ur. 03.35.

“Du arbejder sent.”

Abdula smiler.

“Alt for at skaffe lækkerier til min ven.”

Han åbner døren til en af de tre toiletbåse og bukker dybt for

sjov.

“Efter dig, monsieur Herry.”

Zack.indd 12 25/08/14 11.16

13

Wc-låget er fyldt med små hak efter barberblade og andre

skarpe genstande. Abdula tømmer en lille gennemsigtig pose og

hakker indholdet op med et sølvfarvet Visakort fra Nordea. Zack

kigger automatisk på kortet, mens kokainen findeles.

‘KHAN, ABDULAH’, står der under de seksten tal.

Han ved, at vennen egentlig staver både for- og efternavnet

på en anden måde, men skattevæsnet lavede en fejl og fik skre-

vet begge navne forkert, da familien Kahn kom til Sverige i 1993.

Mange år senere forsøgte Abdula at få dem til at rette fejlen, og det

var de også parat til at gøre – for adskillige tusind kroner. Abdula

valgte at beholde stavefejlene.

“Værsgo. Tag for dig af retterne,” siger han og rækker Zack et

stort lyserødt sugerør.

Zack kigger overrasket på sin ven.

“Hvad fanden er det her? Er du begyndt at sniffe sne med suge-

rør fra McDonald’s?”

“Det er ikke fra McDonald’s. Deres er for lange og for tynde.

Det her kommer fra det nye milkshake-sted ved Mariatorget. Det

er egentlig for langt, men jeg har klippet det over på midten. Nu

er det perfekt.”

“Jamen hvad fanden, hvorfor overhovedet et sugerør? Og så

lyserødt? Hvad skete der med det forkromede rør, du havde i det

der elegante etui?”

“Panserne, du ved,” siger Abdula og blinker. “Hvis man har

sådan et rør i lommen, begynder de straks at brokke sig, også

selvom man er helt clean.”

“Ja, ja. Så kom med det,” siger Zack og snupper det lyserøde

sugerør.

Han sætter sugerøret for næsen og snuser kraftigt ind, mens han

samtidig lader det følge banen.

De bliver siddende lidt på den beskedne gulvplads ved siden

af wc’et og bare kigger på hinanden, mens kokainen begynder at

virke.

Tankerne bliver skarpe igen. Blikket bliver klart. Alt er i orden.

Alt er godt. Verden knivskarp i kanterne.

Zack.indd 13 25/08/14 11.16

14

Zack ser ind i Abdulas øjne. Han har mange bekendte, men kun

én rigtig ven. De har oplevet meget sammen. Nogle sindssyge år fyldt med problemer og evig kamp. År med broderlig kærlighed.

Jeg ville tage en kugle for dig, tænker Zack.Tanken giver ham et sug i brystet. Abdula møder hans blik og

ser ud, som om han har læst vennens tanker. Han nikker igen.

Tilbage på dansegulvet. Lungerne må kæmpe for at optage ilt i den klæbende varme. Grænsen mellem panik og ekstase er ved at blive visket ud.

Det monotone beat gør Zack vanvittig. Vanvittig på den fede måde. Sveden siler ned ad hans bryst, og fugten får det lyse hår til at krølle mere og mere. To piger danser tæt op ad dem. Hende med den lyse page og den mørkhårede. Skulder mod skulder. Lår mod lår. Musikken pumper. Nyt besøg på toilettet. Fire perso-ner klemt sammen i båsen. Visakortet som en hakkende flagspætte mod wc-låget. Pigerne fniser. De får lov at tage de første baner. Deres udskæring afslører nærmest alt, når de bøjer sig ned. De kaster hovedet bagover, så håret flagrer, og fører instinktivt en hånd op til næseborene. Rejser sig op. Kroppene tæt sammen i det trange rum. Læber, der mødes. Tunger.

“Kyssede han dig med tungen?”Mekong-whiskyen har gjort sit. Nu er stemningen i lejligheden

i det sociale boligbyggeri betydelig lettere. De tre asiatiske kvin-der sidder i den slidte sofa i stuen og fniser henrykt.

“Sikke et spørgsmål! Det vil jeg da ikke fortælle,” svarer den

unge kvinde, der knæler på en pude på den anden side af sofabor-

det, men hendes generte smil afslører hende.

“Men Mi Mi, du er kun atten,” siger den ældste kvinde i lokalet

med påtaget forargelse, og de to andre kvinder fniser igen.

“Eller var du kun sytten, da det skete?”

“Nej, jeg havde faktisk haft fødselsdag. Det var i oktober. Den

16. oktober,” siger hun og dvæler lidt ved mindet.

På bordet i en skål med vand vipper fire fyrfadslys. De spreder

Zack.indd 14 25/08/14 11.16

15

et flagrende skær over det terrakottafarvede tapet. Stuen dufter af

koriander, chili, ris og tørret fisk efter aftenens måltid.

Det er begyndt at svinde i flasken med riswhisky, ligesom ind-

holdet i tolitersflasken med Coca Cola, også den sidste chipspose

er tømt.

Kvinderne er trætte, kroppene værker. De burde sove, men det

er skønt at sidde oppe til sent og slappe af. De snakker næsten ude-

lukkende om livet derhjemme, om de aktuelle oversvømmelser,

der har ramt så mange byer på deres gamle hjemegn, om børnene,

som er blevet hjemme hos bedsteforældrene.

Men det gør ondt i hjertet at tale om børnene og familierne.

Aldrig føler de sig så langt væk hjemmefra. Så er det skønt at skifte

spor til en attenårig piges kærlighedskvaler.

Treogfyrreårige Daw Mya læner sig frem og fylder sit glas. Lidt

Mekong i bunden og så godt med cola. Hun vender sig mod Mi

Mi.

“Skulle der være lidt mere til tungekyssenes dronning?”

Mi Mi rødmer, og de andre fniser igen højt. Hun husker den

aften ved floden. Hvor hård, men samtidig blød Yan Naings krop

var. Varm som natten omkring dem. Hans læber og tunge endnu

varmere, lige så fugtige som regnen i de første dage af monsunen.

Kvindernes fnisen spreder sig ud i sommernatten gennem stuevin-

duet, der står på klem. En mand kommer gående med faste skridt

på gangstien nedenfor. Han ser hastigt op mod vinduet, før han

skyder genvej over legepladsen i retning af porten.

En ødelagt gynge snurrer langsomt rundt i den eneste kæde,

den har tilbage. På sandkassens trækant ligger der grønne glasskår

efter en knust flaske.

Udlejningsejendommen er stor og ugæstfri som en betonbun-

ker. En i rækken af tilsvarende bygninger. Beige facader, mørkegrå

altaner. Paraboler overalt.

Elevatoren virker ikke, men selvom den havde gjort det, havde

han stadig valgt trapperne. Vil ikke lave mere støj end højst nød-

vendigt. Et sted gør en hund ophidset.

Zack.indd 15 25/08/14 11.16

16

En affaldspose uden for en dør på tredje sal spreder en lugt af

fisk i opgangen. Han fortsætter en etage længere op og standser ud

for en dør med ordene DØD OVER ALLE NEGRE skrevet med

sort spraymaling. Ellers står der ingenting. Ikke noget nummer,

ikke noget navn, bare små klistrede rester over brevsprækken efter

et afrevet navneskilt.

Han trykker håndtaget forsigtigt ned, forventer, at døren er låst,

men den glider op.

Man kan kun lige ane stuen fra gangen, men kvindernes stem-

mer høres tydeligt gennem døråbningen. Han ser et flagrende skær

på væggen, så en lille hylde med en Buddha-statue og fire fyr-

fadslys i lilla lysholdere.

Mi Mi stivner, da hun ser den fremmede mand træde ind i rum-

met med en pistol i hånden. Hun vil skrige, men kan ikke, og da

hun forstår, at det er for sent, at alt slutter her, dukker der en

masse hurtige erindringsbilleder op i hendes hoved. Latter og pla-

sken, når hun bader i Gyaingfloden med kusinen Myat Noe, den

første rejse til det store marked i Pa-An, den regnfulde eksamens-

dag, mormors rynkede hænder, der stryger hende over håret, Yan

Naings hænder på hendes krop og hans varme sultne øjne, det

blik, som hun altid vil have med sig.

Og så lyset fra gadelygterne, der flimrer forbi gennem sprækken

i lastbilens presenning, da hun grædende har taget afsked med sin

familie i lejren.

Af Yan Naing.

Der er så trangt og ubekvemt dér på ladet, hvor hun ligger sam-

men med en masse fremmede mennesker. Hurtigere og hurtigere

flimrer lyset forbi.

Til sidst bliver det flimrende lys fra stroboskopet for meget. Den

lette fornemmelse, som kokainen gav, er væk, og Zack mærker,

hvor dan alt kommer for tæt på, kroppene, sveden, begæret. Han

får hurtigt sagt farvel til Abdula, snor sig hjemmevant gennem

den dansende menneskemængde og nærmest styrter ned ad den

massive gamle trætrappe frem til metalporten. En dørmand med

Zack.indd 16 25/08/14 11.16

17

steroidpumpede overarme lukker den igen efter ham, støjniveauet

falder endelig til en svag dunken, og så befinder han sig midt ude

i en drømmeagtig sommermorgen.

Dagslys, solskin, fuglekvidder.

Han tager nogle dybe indåndinger, trækker en masse duftende

frisk sommerluft ned i lungerne, han bliver helt grebet af morge-

nens skønhed og af, hvor levende verden føles. Så begynder han at

gå i retning af centrum. En kølig brise fra skærgården kærtegner

hans ansigt og nøgne bryst og får hårene til at rejse sig på armene,

så husker han, at trøjen stadig hænger på rækværket derinde.

Han tøver et øjeblik. Skal han gå tilbage for at hente den, mase

sig vej gennem den kogende menneskemængde igen?

Han ser op på den kæmpemæssige bygning, han lige har forladt,

og føler sig lille. Stor, urokkelig og industrielt tårner den sig op på

en nærmest uhyggelig måde. Et levn fra en svunden tid, der næg-

ter at give op. Som nægter at indse, at der ikke længere er behov

for lokaler til tung industriproduktion på de her breddegrader.

De store bogstaver på muren er næsten skallet helt af, men kon-

turerne kan stadig anes.

HERALDUS

Zack undrer sig over, hvorfor den mægtige industrikoncern

har ladet bygningen stå og forfalde. Som et mindesmærke over en

fjern epoke, måske? Eller et monument over et nederlag, der ikke

må gå i glemmebogen. Måske var den bare et udtryk for koncer-

nens sagnomspundne hurtige omstillingsevne: Okay, her var der

åbenbart ikke flere penge at hente. Så lukker vi ned og kaster os

over næste guldgrube.

Bassens rungende lyd får nogle af vinduesruderne højt oppe til

at klirre. Han spekulerer på, om koncernledelsen ved, at det gamle

værft er blevet forvandlet til en svedig undergrundsklub.

Han vender sig om igen og fortsætter i retning af byen. Trøjen

må blive hængende.

Tynde flimrende varmebølger stiger op fra asfalten, efterhån-

den som den varmes op af morgensolen. Skærgårdens vand ligger

blankt og stille bag sivene. På den anden bred tårner kæmpestore

Zack.indd 17 25/08/14 11.16

18

villaer sig op, den ene række efter den anden. Luksuriøse herre-

gårdsagtige stenhuse med enorme søjler, der holder taget over

indgangspartiet. Eksklusive hvide motorbåde ligger fortøjet ved

de private bådebroer.

Hvem bor sådan? tænker han. Rockstjerner? Ishockeyspillere,

der har forladt Canada og er flyttet hjem?

Nej, sikkert den slags folk, der har den virkelige magt. Rige

familier med griske og hensynsløse aner, der strækker sig bagud

i mange generationer. Som måske, ligesom familien Wallenberg,

har gjort forretninger med nazisterne.

Fy for fanden.

Otte minutter senere sidder han på bagsædet af en taxi og læner

sin trætte pande mod bilruden. Dækkenes lyd mod asfalten er

søvndyssende.

De møder et par politibiler. Rækken af fantasiforladte højhuse

flimrer forbi, lige så tætpakkede som menneskene på dansegulvet.

Som husene, der hvor han selv er vokset op. Steder, der er som

skabt til grå anonymitet. Til dem, der ikke passer ind.

Dem, der bare skal opbevares et eller andet sted.

Dem på skyggesiden.

Som ham og hans far.

Han havde været seks år gammel, da flyttebilen kørte fra Kungs-

holmen til Bredäng. Han husker, hvordan faren havde gjort sit

bedste for at få det til at lyde spændende. Han havde fortalt, at

de skulle bo højt oppe i et stort hus, hvor udsigten nærmest var

uendelig.

“Selv stjernerne vil føles tættere på,” havde han sagt. “Og du vil

få en masse nye kammerater.”

Zack havde fået bank ude i gården allerede den anden dag, efter

de var flyttet ind. Han havde løjet over for faren og sagt, at han

havde spillet fodbold og fået en bold på næsen. Bagefter havde han

spurgt:

“Far, hvorfor flyttede vi hertil?” Selvom han allerede kendte

svaret.

Fordi mor var død.

Zack.indd 18 25/08/14 11.16

19

Han husker, hvordan faren havde forsøgt at forklare det. Han

havde talt om penge. Zack havde ikke forstået det hele dengang,

men nok. De havde meget færre penge nu, og så kunne man ikke

længere bo inde i byen.

Det var kun de rige, der kunne det.

Så afløses betonen igen af grøn natur, nu er der skov på begge

sider af vejen, og man kan skimte vandet gennem træerne. Ude på

222’eren er der næsten uvirkeligt tomt på det her tidspunkt. Han

skal ind på Kvarnholmen, i en halvcirkel rundt om Henriksdals-

ringens kæmpestore højt beliggende lejlighedskompleks. Videre

over broen til Södermalm. Forbi Stadsgårdskajen, hvor et par Fin-landsfærger ligger klar til at tage imod næste læs af rejsende, der bilder sig ind, at de lever det eksklusive liv, mens de er utro mod de partnere, de har efterladt sig derhjemme. Over Slussen og ned til Skeppsbroen i Gamla Stan. Glimtende vand overalt. Udsigten mod Skeppsholmen, hvor husene stiger frem af klipperne som en fremmed luftspejling fra en svunden tid.

Taxien har gaderne for sig selv, og på få minutter har de passeret centrum. Ind i de fine kvarterer nu, Östermalm. Tunge stenhuse, gamle penge, magt, der er gået i arv. Zacks mave knuger sig sam-men, som altid, når han er her.

Bilen drejer ind på en blind vej tæt på Humlegården og standser foran et prangende fireetagershus med stenmur og sort jernport. Zack rækker chaufføren et par krøllede hundredelapper og stiger ud. Den sorte port glider lydløst op. Han lukker den bag sig, føl-ger flisegangen over den velplejede græsplæne og åbner den tunge hoveddør i egetræ. Ingen kodelås. Det holder aldrig op med at overraske ham.

“Det er, fordi der først og fremmest er diplomatkontor her,” plejer hun at sige. “Det ville blive for indviklet.”

Men alligevel, tænker han. Sikke et paradis for hjemløse. Især om vinteren.

Sommetider har han leget med tanken om at sprede rygtet, så de jakkesætsklædte mappedyr vil være nødt til at træde hen over sovende fyldebøtter eller siksakke mellem brækklatter og søer af

Zack.indd 19 25/08/14 11.16

20

pis, når de er på vej til deres arbejde om morgenen. Det ville være

sundt for dem.

Han skyder gitteret til den gamle Asea-elevator til side og sæt-

ter sig på det grønne lædersæde, mens han lader sig transpor-

tere op til sjette sal, husets øverste etage. Heroppe er der kun

to døre. Den ene er ind til et pulterkammer. Han ringer på den

anden.

Døren åbnes af en trediveårig kvinde med mørkt pjusket mor-

genhår, uindfattede briller og en tynd morgenkåbe i sort silke.

Mera Leosson.

Hendes skarpe næse aftegner sig tydeligt mod den hvidpudsede

skorsten i entréen, og hun lægger hovedet lidt på skrå, mens hun

med et selvsikkert blik betragter hans ansigt.

Hun går hen til ham og giver ham et intenst kys, der afsluttes

med et lille bid i underlæben. Så tager hun hans hånd og fører ham

gennem den rummelige hvide hall, hvor kunstværker af amerika-

nerne Richard Aldrich, Justin Lieberman og Gerald Davis slås om

opmærksomheden. Zack kan godt lide Davis’ vanvittige tableauer,

et spejl for alle de former for begær, et menneske kan rumme. Og

han ved, hvor stolt Mera er af malerierne.

De fortsætter gennem den store stue med dens velkomponerede

blanding af syttenhundredetals-møbler, dansk design, og med

endnu mere samtidskunst på væggene, og ind i soveværelset med

den specialbyggede, håndlavede kæmpeseng, der kostede cirka det

samme, som Zack tjener på et år.

Mera lægger brillerne fra sig, åbner morgenkåben og skubber

ham ned i sengen.

Hovedet slår i gulvet med et smæld. Det halve af Mi Mis ansigt er

væk, og kvinden ved siden af hende kan ikke engang skrige mere,

da Mi Mis hjerne nu dækker hendes mund.

Manden trykker på aftrækkeren igen. Lyddæmperen får skuddet

til at lyde mere som et slag mod en boksebold end et knald, og han

mærker rykket i pistolen, samtidig med at endnu en kvinde flyver

tilbage, da kuglen træffer hende højt oppe på brystet.

Zack.indd 20 25/08/14 11.16

21

Nu ligger to af kvinderne på gulvet. En tredje er havnet med

benene i en mærkelig vinkel halvvejs ude af sofaen.

Kun en tilbage.

Den ældste af de ækle ludere.

Ved hun overhovedet selv, hvor beskidt hun er?

Og som hun larmer. Luderkællinger skal bare ikke provokere.

Sådan er alle kvinder, kagler og plaprer og vil have lov til at fylde

det hele, og nogle gange er man nødt til at give dem plads, selvom

man kun lader som om.

Men ikke her.

Ikke nu.

Her skal det beskidte væk, og der skal være stille.

Hun bliver ved med at skrige en masse ord, han ikke forstår,

kigger på ham og folder sine hænder og ryster dem foran sig som

i en ekstatisk bøn.

Som om det skulle hjælpe noget.

Hun ligger på ryggen, og han søger sig frem over hende med tun-

gen, med fingrene, og hendes hud er varm og fugtig af sved.

Han lukker øjnene. Bruger de andre sanser, mærker, hvordan

hun får små kramper i kroppens allermindste muskler, og han kan

godt lide, at han kan få hende derhen, at hun kan tage ham til det

her sted, det her øjeblik, som bare tilhører dem.

Han vender hende om på maven.

Kysser hende i nakken.

Spreder hendes ben.

Trænger dybt ind i hendes varme.

Men det er for forsigtigt til hende.

Hun presser sig bagud. Støder sin krop mod hans. Hårdere.

Endnu hårdere.

Indtil det gør ondt.

Men sådan vil Mera have det. Hun vil have, at det skal gøre

ondt, før alt bliver et glødende, flydende nu, uden synlige grænser.

Hun skriger højt, da den første bølge skyller hen over hende.

Zack støtter på sine arme, på hænderne med fingrene strakt ud på

Zack.indd 21 25/08/14 11.16

silkelagnet. Han presser hende ned. Nu støder han også hårdt. Er

selv tæt på at komme.

Deres kroppe slår mod hinanden.

Han lukker øjnene.

Nej.

Ikke igen. Han vil ikke have de billeder i sig. Ikke nu.

Han ser hendes lyse hår og ansigtet på de sort-hvide fotografier

af hende, hvor hun ligger på jorden. Den gabende sorte åbning

lige under hagespidsen.

Den blodige kniv svinges gennem luften, den sidste kugle hvi-

ner, savlende ulvegab jager frem gennem mørket. Alt eksploderer.

Så er det hele overstået.

Men det er aldrig overstået. Mørket vil ingen ende tage. Lyset,

der engang fandtes i mors kraftige blonde hår, findes ikke mere.

Han ser en smilende kvinde, der kigger op på ham med klare

øjne.

Han lægger sig ned ved siden af hende. Puster ud.

Hun slynger et af sine lange ben rundt om ham og hvisker i

hans øre:

“Zack Herry, Zack Herry, Zack Herry.”

Zack.indd 22 25/08/14 11.16