Praksisvendingen!

Hvorfor denne interesse for begrebet praksis og praksisforskning?

Hvis ‘praksis’ er svaret, hvad var så spørgsmålene?

3 forbundne spørgsmål1) Praktiske problemer og udfordringer (i fht.

uddannelse og organisationsudvikling - videndeling/social mobilitet)

2) Problemer og udfordringer i moderne demokratier (fx i fht. udvikling af velfærd under NPM - fokus på

brugerinddragelse, social mobilitet og netværk som ressource.

3) Videnskabsteoretiske problemer og udfordringer i forhold til brug og tillid til videnskabelige viden

(oplevelser af in-konsistens, fx i form af uforenelighed mellem parallelle tendenser til

psykologistisk faktortænkning og strukturalistisk faktortænkning)

En indledende advarsel

Praksisvendingen har ikke et singulært afsæt - hverken geografisk, teoretisk eller sagsmæssigt (kan uddybes)

Begrebet ‘praksis’ defineres forskelligt (smalt/bredt, analytisk/instrumentelt/ontologisk). M.a.o. beskrivelserne af begrebets kvantitative og kvalitative egenskaber varierer.

Dette er ikke en præsentation af praksisteori i ental

Jeg vil tale i relativt brede termer om det, der trods alt synes at konstituere et vist slægtskab i interessen for begrebet ‘praksis’ (praxis, aktivitet, interaktion, performance, performativitet)

https://www.youtube.com/watch?v=uFQfylQ2Jgg

Begrebets kendetegn

Praksisteori er ikke en teori om noget vi ikke ved, men en opmærksomhed på noget så velkendt, at det ofte overses - dvs. bringer dele af hverdagens baggrund i forgrunden.

Når det sker, får vi øje på en ofte skjult kompleksitet i det umiddelbart enkle. (skjult arbejde, skjulte hensyn og afhængigheder, og dvs. det partikulære i det generelle og omvendt).

‘Praksis’ er her et analytisk begreb, der handler om viden, samarbejde og sameksistens (og derfor socialisering) som andet og mere end noget, vi kan læse os til eller forstå udefra, dvs. ad abstrakt teoretisk rute.

Et begreb der gør os klogere på 1) læring, som andet og mere end undervisning, 2) samarbejde som andet og mere end rationel handling, funktionalitet og procedurekendskab og 3) menneskelig udvikling og eksistens som et komplekst, situeret, redskabsmedieret intersubjektivt forhold.

Et begreb om hvordan vi og vores omgivelser - på godt OG ondt - udgør et ‘levende curriculum’ for hinanden.

Hvorfor er dette vigtigt?(Ex BB). Det er ofte i mylderet at de mange konkrete hensyn, forpligtelser, afhængigheder og engagementer, mennesker må håndtere i praksis, at vi får viden om bevæggrundende for menneskers handlinger.

Empati og forståelse (og gode beslutninger) fordrer derfor en viden, der er vanskelig at tilegne sig som ‘udefrakommende’ (fra et 3PP), fordi denne viden fordrer nærhed/deltagelse i praksis - praksisbaseret viden

Vi er i stigende grad hensat til at samarbejde med mennesker, hvis praksis vi ikke har udfoldet kendskab til. Samtidig har vi for vane at trække på ‘funktionalistisk’ tankegods, der anlægger et udvendigt kontekst-blindt blik på andres handlinger (Evidensstigetænkning. Fokus på (forandrings)ledelse). Denne kombination leder nemt til konflikter, mistrivsel, og dårlige løsninger.

Praksisviden vedrører således vores forhold til andethed som en betingelse også for tillid, respekt, samarbejde, konflikthåndtering og demokrati.

10 min. pause?

Praksisteoriers 5 kendetegn

Den sociale verden konstitueres af fletværk af praksisser

Praksis medieres altid kropsligt og materielt

Viden handler om mere end kognition og diskursivitet (tavs viden, handleviden, usynligt koordineringsarbejde, engagementer, sagsforhold)

Praksis udfolder et selvstændigt normativt tyngdefelt (skjulte værdihorisonter: hensyn, værdier og gensidigheder) og afspejler subjektet som et ‘kompetent’ deltagende subjekt

Magtforhold og konflikter er iboende social praksis

Verden som fletværk af praksisser

Sociale fænomener opstår og forsvinder med menneskers deltagelse i praksisser (enhver social struktur, handling, genstand og identitet får mening og realitet gennem menneskers deltagelse i praksis).

Verden er derfor dynamisk, sociale fænomener er vanskelige at afgrænse, det er problematisk at skelne mellem mikro- og makro og også ‘orden’ og ‘stabilisering’ kræver handling og analyse.

Sociale strukturer opstiller på een gang grænser og kan samtidig ikke forstås determinerende (udvendige til subjektet). Løser ikke, men opløser dikotomierne relativisme/determinisme, subjekt /objekt, tænkning/handling (Når praksisnetværk bliver betingelser for handlemuligheder, bliver de vanskelige at ændre).

Praksis er kropsligt og materielt medieret

At lære en praksis er også at lære at forme sin krop på særlige måder og kende ‘rette tid og sted’ (sidde stille, komme ud af sengen, tage sko på osv.), ligesom denne mestring former praksis.

At lære en praksis er samtidig at lære om og med ting (ting objektiverer praksis og kultiverer kroppe, interaktioner og magtforhold).

Praksis afspejler subjekter som vidende aktører

Enhver praksis skal mestres og er vanskelig at lære at mestre

At blive menneske og klare hverdagen er hårdt arbejde (både at blive studerende og jurist, men også hjemløs eller enlig forælder)

Begrebet praksis (og et begreb om praksisfællesskaber) er derfor normativt neutralt, fordi læring er det. Der er forskel på at lære at spille i et symfoniorkester og lære at deltage i en dysfunktionel familie. Men begge dele er læring, og begge udmønter sig i unikke færdigheder.

Spørgsmålet er derfor ikke hvorvidt mennesker er vidende eller engagerede eller ej, men HVORDAN de er vidende? Hvad de er engagerede i og hvordan vi vurderer viden og engagement.

Viden er mere end kognition og diskurser

kompetence fordrer sproglige og handlemæssige kompetencer, men også kropslige kompetencer, et bestemt følelsesmæssigt apparat, redskabsmæssigt forståelse, samt særlige forventninger, opmærksomheder og værdier.

Menneskers daglige arbejde, deres engagement og opgaveløsning er derfor ofte ganske anderledes end det, der står i jobbeskrivelsen, i organisationsdiagrammet, eller et evalueringsskema (Ex J. Orr)

Meget central viden er erfaringsbaseret og deltagelses-orienteret - dvs. orienteret mod spørgsmål om mening, identitet og fællesskab.

At lære at deltage i en given praksis handler derfor ikke om at optage fakta, men om at opleve mening, identitet og tilhørsforhold (Ex stenhuggerne). Dette har direkte relevans for vores uddannelsestænkning.

Magt og konflikter er del af enhver praksis

Enhver praksis er betinget af og betingelse for andres praksisser. Praksisser overdrager viden, genstande og handlinger til andre praksisser.

Enhver praksis trådes derfor af samarbejder om opgaver, der nok er fælles, men er knyttet til mange forskelligartede behov, perspektiver, hensyn, forpligtelser m.m.. (Jvf. Skole. Ex)

Enhver praksis er derfor konfliktuel og enhver forandring og organisering sætter noget på spil (handlemuligheder og handleprivilegier, reproduktion og fornyelse m.m.)

Opsummering af den praksisteoretiske position

Ontologi: virkeligheden som dynamisk, tilblivende, konfliktuel, sammensat). Praksis som det sted hvor aktør/struktur; fortid/nutid/fremtid, formel/uformel; mikro- og makro gensidigt konstitueres).

Epistemologi: erkendelse fordrer del-tagelse: dvs. vi erkender ‘situeret’ (hverdagsliv, kontekst og praksis har betydning), men vi erkender derfor også partielt (ingen priviligeret udsyn til verden). Kritisk distance går derfor ikke ad abstrakt teoretisk rute (3PP). Vi må finde andre veje. Forpligtet på plastiske, kontekstsensitive og nysgerrighedsskabende begreber.

Axiology: en optagethed af emancipatoriske potentialer 1) ikke udforske OM men MED mennesker. Arbejde med menneskers som medforskere snarere end forskningsobjekter. 2) Ikke blot beskrive men også udvikle praksis (Aktionsforskning/praksisforskning) 3) Kritisk tænkning uden scientisme).

Metodologi (Teori og praksis i levende dialog (abduktion). Medforsker-perspektiv, nuancering og nysgerrighed lige så vigtigt som klarhed og generalisering.

Pointer i forhold til uddannelseAt lære at deltage i en given praksis handler ikke om at optage fakta, men om at opleve mening, identitet og tilhørsforhold.

At opleve mening drejer sig om at opleve relevans (at uddannelse opleves at åbne for at kunne tolke, opleve og handle (og være i) verden på en ny relevant måde), dvs. læring er identitetsarbejde og fællesskabsorienteret.

Læringssituationens mening ligger altid UDENFOR læringsplanen og de formelle læringsmål, fordi den knytter sig til den lærendes livssituation og engagementer (elever møder derfor dominerende idealer og opgaver forskelligt, ligesom ikke alle herinde vil lære om vinsmagning eller forældreskab).

Hvis læring ikke er et spørgsmål om videnstilegnelse, men om meningsskabelse og identitetsskabelse må vi stille spørgsmålet om, hvordan vi skaber institutioner, der hjælper ‘studerende’ med at forbinde læring, mening og identitet - dvs. gå bort fra at forklare hvad der skal læres/men afsøge hvordan og hvilken viden, der er meningsfuld for den studerende: dvs. arbejde med hvordan vi vælger, prioriterer og relaterer viden på meningsfulde og identitetsudviklende måder.

Vi må forsøge at medtænke den lærendes spørgsmål til

læringssituationen:

Hvor hører jeg til, hører jeg til her?

Hvem vil jeg gerne være/hvem er jeg ved at blive?

Hvad er det jeg laver og bidrager til?

Hvad er min oplevelse og mine egne erfaringer i fht. denne praksis?

Tak for tålmodigheden