View
1
Download
0
Category
Preview:
Citation preview
NEROS KRISTENFORFØLGELSE
Af Jákup Erlingsson Petersen, Jonhard Jógvansson og Pauli Berthelsen
24. FEBRUAR 2015
2
Indholdsfortegnelse 1. Indledning ................................................................................................................................ 3
2. Situationen i Rom inden forfølgelsen ...................................................................................... 3
2.1. De kristne – en jødisk sekt .................................................................................................... 4
2.2. Romernes holdning til jøder og kristne................................................................................. 5
2.3. Romernes holdning til religionerne ...................................................................................... 7
3. Roms brand .............................................................................................................................. 9
3.1. Folkets reaktion ................................................................................................................... 11
3.2. Neros reaktion..................................................................................................................... 12
4. Forfølgelserne begynder ........................................................................................................ 14
4.1. De kristnes reaktion til forfølgelsen .................................................................................... 19
5. Konklusion .............................................................................................................................. 21
6. Litteraturliste .......................................................................................................................... 22
1. Bilag ........................................................................................................................................ 24
2. bilag ........................................................................................................................................ 25
3. bilag ........................................................................................................................................ 26
4. bilag ........................................................................................................................................ 27
3
1. Indledning
Hvad var årsagen til Neros kristenforfølgelse, og hvordan var de kristnes vilkår under forfølgelsen? I
det følgende vil vi søge at finde svar på disse spørgsmål ved bl.a. at inddrage forskellige gamle kilder
som f.eks. Sueton og Tacitus.
Denne opgave er delt op i tre dele. Den første del handler om de kristnes forhold i Rom og i
Romerriget inden Neros forfølgelse. Her beskriver vi også, hvordan den romerske overmagt forholdt
sig til rigets forskellige religioner. Den anden del handler om Roms brand i år 64 e.Kr. Her vil vi
diskutere, hvad kilderne siger angående årsagen til branden, og hvem der evt. stod bag
brandstiftelsen. Vi beskriver også, hvordan henholdsvis folket og Nero reagerede på branden. Den
tredje del handler om årsagen til Neros kristenforfølgelse. Her forsøger vi også at finde ud af,
hvordan de kristnes forhold var under forfølgelsen, og hvordan de reagerede. Efter gennemgangen
af disse tre dele håber vi, at vi kan komme med en konklusion, som tegner et godt billede af, hvad
årsagen var til Neros kristenforfølgelse, og hvordan vilkårene var hos de forfulgte kristne.
2. Situationen i Rom inden forfølgelsen
Selvom det er svært at sige med sikkerhed, hvornår kristendommen kom til Rom, så kan Paulus’
Brev til Romerne dog fungere som et godt pejlemærke, da det normalt dateres til en gang midt i
50'erne e.Kr. Og det fremgår også i selve brevet, at Paulus i flere år har længtes efter at besøge de
kristne i Rom, men at han dog er blevet forhindret i det pga. hans forkyndelsesvirksomhed (Rom
15,20-24). Dette tyder på, at kristendommen i hvert fald er kommet til Rom nogle år inden
Romerbrevet blev forfattet midt i 50'erne e.Kr. Noget, som også peger på en forholdsvis tidlig
datering, er en bemærkning af den romerske historieskriver Sueton (ca. 120 e.Kr.). I sit skrift om
kejser Claudius fortæller han bl.a., at kejseren drev jøderne ud af Rom pga. stadige tumulter og
optøjer foranlediget af ”Chrestus”. Det er mest sandsynligt, at denne ”Chrestus” er en misforstået
skrivemåde af det græske Χριστός (Christos, “Kristus”). Og man mener, at denne udvisning fandt
sted i år 49 e.Kr. Men hvem var det så, som grundlagde menigheden i Rom? Det mest sandsynlige
scenarie er, at den blev grundlagt af nogle romere, som blev omvendt ved Peters pinseprædiken i
Jerusalem (ApG 2,10) (Jacobsen 1991, s. 13-14).
4
De første borgere i Rom, som konverterede til kristendom, var næsten udelukkende folk fra enten
de lavere lag i samfundet eller fremmede, der var kommet til byen. Mange af dem var slaver eller
afkom af de slaver, som romerne havde medbragt som krigsbytte fra de mange krige, som de førte
rundt omkring i verden (Irwin 2001, s. 76).
Noget, som peger på, at mange af de kristne kom fra de lavere klasser i samfundet, kommer til
udtryk i det sprog, som de benyttede sig af. I Rom talte byens borgere primært latin. Latin var det
kultiverede sprog. Men de kristne benyttede sig dog mest af koine-græsk. Dette peger på, at der var
ikke mange af dem, som tilhørte de højere lag i samfundet.
2.1. De kristne – en jødisk sekt
De første år blev kristendommen ikke regnet som en selvstændig religion. De kristne blev af romerne
betragtet som en jødisk sekt. De kristne fik derfor del i de samme rettigheder, som jøderne havde i
Rom. I takt med at tallet af dem, der brød med jødedommen og gik over til kristendommen, blev
større, skabte dette dermed også gnidninger imellem jøderne og de kristne. Dette var dog ikke
noget, som bekymrede romerne. Romerne ville ikke blande sig i den konflikt. I deres øjne var det en
intern jødisk problemstilling, som de selv måtte løse. Et eksempel på denne interne konflikt finder
vi i ApG 18,12-16. Jøderne havde ført Paulus frem for den lokale domstol på grund af deres uenighed
angående læren. Sagen tages op ved domstolen, men statholderen, Gallio, nægter at påtage sig
sagen, fordi han vurderer det til at være et internt jødisk problem:
Men mens Gallio var statholder i Akaja, vendte jøderne sig alle som én imod Paulus, førte ham for domstolen og påstod: »Denne mand søger at overtale folk til at ære Gud på en måde, som strider mod loven.« Da Paulus skulle til at tage ordet, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der var tale om en forbrydelse eller en grov slyngelstreg, jøder, så ville jeg naturligvis tage jeres klage til følge; men gælder det uenighed om lære, navne og jeres egen lov, bliver det jeres sag. Den slags vil jeg ikke være dommer over.« Så jog han dem væk fra domstolen.
På det tidspunkt kristendommen kom til Rom og begyndte at udbrede sig, var der mange jøder i
Rom. Stærke jødiske fællesskaber var blevet dannet, og mange af dem var havnet i Rom som
krigsfanger. Der fortælles, at på sine krigstogter i 62 f.Kr. medbragte Pompei mange jøder som
krigsbytte. Mange af disse slaver blev efterfølgende frigivet. Cicero siger, at der var store mængder
af jøder i Rom allerede i 59 f.Kr (Dunn, s. XLV–XLVI). I 50'erne e.Kr. havde det jødiske samfund vokset
5
sig rigtig stort. Nogle vurderer, at tallet af jøder i Rom på det tidspunkt var omkring 50.000 (Irwin
2001, s. 75). I løbet af 40'erne f.Kr. fik disse lov til at fastholde deres fædres skikke, og de fik også
mulighed for at samles i fællesskaber. Josefus skriver således vedrørende dette:
Julius Caius, praetor [consul] of Rome, to the magistrates, senate, and people of the Parians, sendeth greeting....Accordingly, when I forbid other Bacchanal rioters, I permit these Jews to gather themselves together, according to the customs and laws of their forefathers, and to persist therein (Josephus, Ant. 14. 214-15).
2.2. Romernes holdning til jøder og kristne
Som sagt, var de kristne på Neros tid ikke betragtet som en selvstændig religion. Derimod blev de
set som en jødisk sekt. Dette fik stor indflydelse på, hvilke rettigheder de kristne havde i de første
år. Jødedommen var anerkendt og respekteret af romerne, og jøderne udmærkede sig fra de andre
folk i det romerske rige. Jødernes religion var monoteistisk, og derfor nægtede de også at tilbede
andre guder. Denne eksklusivitet udviste jøderne også over for de romerske myndigheder. Det
bedste jøderne kunne tilbyde romerne, var at opsende bønner og ofre til Israels Gud for kejseren.
Dette blev gjort lige fra kejser Augustus’ tid og indtil den store krig mellem jøderne og romerne
udbrød i 66 e.Kr.
Den jødiske historiker, Josefus, fortæller en historie om forholdet mellem kejseren og det jødiske
folk. Kejser Caligula (37-42 e.Kr.) befalede, at der skulle oprejses statuer af ham i alle templer i det
romerske rige. Dette gjaldt også for Jerusalem. Den romerske general, Petronius, blev udsendt af
kejseren til at udføre denne ordre. Petronius forhandlede med lederne for det jødiske folk i 50 dage.
Han pressede på for at få dem til at godtage, at en statue af kejseren blev opført i templet. De jødiske
ledere afviste hans ønske. De påpegede, at det, ifølge deres egne love, ikke var tilladt at opstille
noget som helst billede i deres land. Af den årsag kunne det aldeles ikke opføres en statue i templet.
Resultatet af forhandlingerne blev, at Petronius besluttede sig for, at han ikke ville udføre kejserens
befaling. I stedet forsøgte han at overbevise kejseren om, at han skulle ændre sin beslutning
(Skarsaune 2002, s. 39-40). Den mest sandsynlige forklaring til Petronius’ beslutning er, at han, ud
fra det romerske princip om at respektere de gamle traditioner, ikke ville tvinge jøderne til at frasige
sig sin egen religion.
6
Jødedommen var altså en anerkendt religion, selv om den var problematisk. Anerkendelsen betød,
at jøder ifølge romersk lov ikke kunne blive forfulgt blot af den årsag, at de var jøder. I og med at de
jøder, der konverterede til kristendom, blev betragtet som en jødisk sekt og ikke som en ny religion,
kunne de jøde-kristne i Rom støtte sig til de love, der var gældende for det jødiske folk. Anderledes
forholdt det sig dog med de hedninger, som konverterede til kristendom. Denne gruppe kunne ikke
påberåbe sig, at de fulgte gamle traditioner. For disse betød overgangen til kristendommen et opgør
med deres fædres traditioner. Kristendommen hos de hedninge-kristne var altså ikke en lovlig
religion.
Hvis man skal beskrive situationen hos de kristne i Rom, så bliver man dermed også nødt til at tage
højde for, at der var tale om to grupper. Og disse grupper havde helt forskellige rettigheder i
samfundet. De, som havde en jødisk baggrund, var langt bedre stillet i forhold til de hedninge-
kristne. De hedninge-kristne var, på samme måde som jøderne, eksklusive i deres religiøsitet. De
nægtede at tilbede kejseren og vise respekt for de romerske guder. Forskellen var dog, at
konsekvensen var langt større for de hedninge-kristne. Inden de blev døbt, fremsagde de følgende
ord angående det religiøse liv, som de havde levet før: ”Jeg forsager dig, Satan, med al din pomp og
pragt”. Det vil sige: Jeg forsager al min tidligere religiøse tro og forpligtelse. Jeg er nu kommet til at
se på den som slaveri under Djævelen” (Skarsaune 2002, s. 43).
For de hedninge-kristne betød deres eksklusivitet, at de blev upopulære i de kredse, der holdt fast
ved den traditionelle religion. På samme måde som jøderne, blev de beskyldt for at være
intolerante, men de hedninge-kristne havde dog ikke den beskyttelse, som jøderne havde. De
hedninge-kristne var derfor sårbare over for forfølgelse. Og denne gruppe kristne blev dermed
forfulgt. Romerne forfulgte dem enkeltvis. Der var altså ikke tale om forfølgelse af en folkegruppe.
I starten var romerne ikke så opmærksomme på de kristne. Dels fordi de var så få, at man ikke lagde
mærke til dem, men også fordi man betragtede dem som nogle, der var konverteret til jødisk tro.
Det var ikke før hen imod slutningen af det første århundrede e.Kr., at romerne blev rigtig
opmærksomme på, at de hedninge-kristne ikke var jøder, og at de ikke blev anerkendt som jøder af
jøderne.
7
2.3. Romernes holdning til religionerne
Det romerske rige var stort og mangfoldigt. Religiøst var riget også præget af mangfoldighed.
Romerne var præget af, at de havde stor respekt for traditioner. Denne respekt kom til udtryk i
deres politik over for de adskillige andre religioner, som blev en del af det romerske rige. De viste,
både politisk og religiøst, stor tolerance over for de diverse religioner. De opfordrede endda
befolkningen til at bevare deres traditionelle religion: ”Hvert folk skulle have lov til at følge deres
fædres religiøse traditioner og dyrke deres fædres guder” (Skarsaune 2002, s. 35).
Tolerance blev det grundlæggende element og princip i den romerske politik angående de
undertvungne folks religioner. Tolerancen havde dog nogle meget tydelige begrænsninger. Et vigtigt
anliggende for romerne var, at de fremmede religioner ikke måtte indehold religiøs praksis, der på
nogen måde var anstødelig over for de romerske etiske normer og værdier. Begrænsningen i den
romerske tolerance kom også klart til syne i en anden retningslinje, som romerne fulgte: ”Ingen
fremmed religion måtte være uforenelig med den respekt, som man skyldte de romerske guder”
(Skarsaune 2002, s. 38).
Denne retningslinje voldte i al almindelighed ingen problemer. De fleste af de folkeslag, der var
underlagt det romerske rige, var, på samme måde som romerne selv, polyteistiske samfund. De
havde dermed ingen problemer med at tilbede mange forskellige guder. Disse samfund ville derfor
gerne tilbede og give de romerske guder den ære, som de skyldte dem. Hvis de viste respekt over
for de romerske guder, så blev der ikke krævet mere af dem.
Overordnet brød romerne sig ikke om forandringer i den religiøse loyalitet. De ønskede, at alle skulle
vise respekt over for de romerske guder. Derudover skulle man også dyrke sine traditionelle guder.
Men ønsket om religiøs stabilitet gik ikke i opfyldelse. Planen var, at de lokale religioner skulle være
uændrede, men dette formåede man ikke at fastholde. Mennesker med diverse overbevisninger
mødte hinanden. De snakkede sammen og fik indflydelse på hinanden. Guder, der havde tilhørt en
stamme eller et folk, begyndt at blive transporteret til andre steder. Religiøse strømninger blev ført
imellem byerne langs Middelhavet. Til sidst nåede de til Rom. Rom blev i større og større grad et
8
center for en mangfoldig religiøsitet. Romerne var ikke glade for det, men de kunne ikke stoppe det
(Skarsaune 2002, s. 43-44).
I forskningen har man diskuteret meget, hvorvidt der under Nero blev indført en lov, som gjorde
kristendommen ulovlig. Arne Søby Christensen påpeger i bogen ”Kristenforfølgelserne i Rom indtil
år 250”, at forskningen kan opdeles i tre forskellige teorier. Den første teori hævder, at der
eksisterede en lov fra Neros tid, der forbød de kristne at være til. Den næste teori hævder, at der
ikke var en sådan lov, men at de kristne blev forfulgt gennem anvendelse af de almindelige
straffelove. De blev blandt andet anklaget blodskamsforhold og børnedrab. De kristne følte sig i
midlertidigt forfulgte på grund af deres tro. Den tredje teori lægger vægt på, at kristenforfølgelsen
ikke var en juridisk proces, men at der blev formuleret anklager ud fra en eller flere love. Det var en
administrativ forholdsregel fra provinsguvernørernes side. De havde myndighed til at tvinge alle til
lydighed. Rettede man sig ikke efter deres påbud, kunne de lade de ulydige henrette (Christensen
1977, s. 7-8). Oskar Skarsaune konkluderer angående denne forskning, at det er vanskeligt at tage
stilling til, hvad den bedste løsning er. Han hævder dog, at det ikke er så væsentligt, hvorvidt
kristendommen var forbudt eller ikke. Det væsentlige er, at kristendommen aldrig blev gjort lovlig:
Forskere har drøftet meget, om Nero kundgjorde en særlig lov, som gjorde kristendommen som sådan ulovlig. Det er lige så vanskeligt at bevise som at modbevise eksistensen af sådan en lov, men under alle omstændigheder ville det sandsynligvis ikke have gjort den helt store forskel. Det afgørende er ikke, om kristendommen officielt blev gjort ulovlig, men derimod at kristendommen aldrig blev lovliggjort (Skarsaune 2002, s. 44).
Kristendommen blev ikke en anerkendt religion i Romerriget, før kejser Konstantin gjorde den til
officiel religion i riget i 300-tallet. Kristendommen var altså ikke officielt tilladt. Konsekvensen blev,
at de, som blev kristne, var ofre for de skiftende strømninger hos de forskellige romerske kejsere.
Da en kristen var blevet anmeldt til myndighederne for at være kristen, var den normale procedure,
at man efterprøvede anklagen, og hvis den anklagede nægtede at ofre til kejserens billede, blev han
eller hun almindeligvis henrettet.
9
3. Roms brand
Nu vil vi se lidt nærmer på noget af det, som vi har fået overleveret af tekster omkring den store
brand under Neros kejsertid i år 64 e.Kr. Her vil vi bl.a. bruge tekster, som er oversat fra Tacitus og
Sueton.
Det var ikke usædvanligt, at brande brød ud forskellige steder i Rom. Det skyldtes bl.a. de tæt
byggede huse, og at de ikke var bygget med nogen beskyttelse mod brand. Dette kan vi vide ud fra
Neros ordre om, at den nederste del af de huse, som blev bygget efter branden, skulle bestå af
ildfast materiale, dvs. af sten og ikke af træ (Bramming et al. 2009, s. 171). Alvorlige brande var også
opstået tidligere både under Tiberius og Claudius (Ørsted 2004, s. 272). Disse brande blev dog
bekæmpet af byens brandkorps vigiles.
Hvordan brød denne brand ud, og hvorfor kunne den ikke bekæmpes? Som et svar til dette
spørgsmål, siger Tacitus: ”Ilden kom op på den side af cirkus, der støder til Palatinus- og Coliusberg,
og aldrig såsnart havde den fået fat i de derværende boder, hvor der lå varer, som nære luen, førend
den vandt styrke og, dreven af vinden, greb cirkus i hele dens længde… ” (Bramming et al. 2009, s.
169).
Tacitus forklarer altså, at branden hjælpes på vej af varerne, som lå i boderne, men også, at der var
vind, som gjorde sit til, at ilden nemmere kunne sprede sig til den næste bod og så til den næste
igen. Hvis der havde været et tempel eller et palads med vold omkring sig, så ville den måske have
været til at slukke, men da der kun var disse brandfarlige og tæt liggende boder, så kunne ilden uden
hindring brænde alt.
En ting, som gjorde, at brandkorpset ikke ville have haft nogen som helst chance for at slukke ilden,
var den måde Rom var opbygget på, med sine smalle gader imellem disse tæt byggede huse. Når
ilden opstod, kom der panik i folket, som løb for livet, mens de forsøgte at redde det og dem, de
havde kær. Denne panik har sikkert også gjort det endnu sværere for vigiles at slukke branden. Rom
var kendt for sine akvædukter, som ledte vand gennem byen til private huse, badehuse, offentlige
fontæner osv. Derudover har man med lidt besvær også kunnet hente vand op af floden, Tiberen,
10
som løb midt gennem byen. Hvordan kan det så være, at man, selv med relativt velorganiseret
vandforsyning, ikke har formået at slukke branden i dette tilfælde? Efter branden hører vi om, at
der gribes ind over for de folk, som har stjålet vand fra akvædukterne ved at lave en stikledning til
de offentlige vandforsyninger, som førte til mangel på vand og vandtryk.
En anden ting, som følger med store bybrande, er plyndring. Det har naturligvis også været tilfældet
i Rom. Og det har ikke kun været de fattige, men også folk i brandkorpset og soldaterne, som var
med i plyndringen (Ørsted 2004, s. 275).
Hos Sueton og Tacitus fremgår det, at kommunikationen fungerede dårligt, hvis den fungerede i det
hele taget. Da Nero ikke var i Rom på det tidspunkt, branden brød ud, var det præfekten for vigiles
og bypræfekten, som skulle organisere bekæmpelsen af branden. Der har nok været procedurer for,
hvordan man bærer sig ad under en brand, men det virker som om, at der opstod forvirring. Nogle
forsøgte at lave brandbælter, for således at indelukke branden. Dette ville så have standset ildens
bevægelse. Man ville have mistet nogle huse og værdier, og samtidig ville man også have reddet
andre. Men disse brandbælter blev modarbejdet pga. kontraordrer, som medførte, at branden ikke
blev indelukket, men fortsatte fra hus til hus.
Tacitus har ikke meget til overs for kejser Nero. Han beskylder ham for at være den, som beordrede
denne brand, som undskyldning for at kunne bygge ”sit nye Rom”, med brede veje og stort palads
til sig selv. Tacitus siger, at han ikke ved, om han skal tilskrive branden tilfældigheden eller regentens
ondskab (Bramming et al. 2009, s. 169), men ifølge Peter Ørsted skyldtes branden ikke Nero: ”Ingen
moderne forsker mener, at Nero har beordret byen sat i brand” (Ørsted 2004, s. 275). Ved kun at
holde sig til Tacitus som kilde og uden nærmere forskning, kunne man overtales til at tro, at Nero
selv havde arrangeret branden. Men man kan også overtales til at tro nøjagtigt det modsatte, når
man tænker på Neros indflydelse, organisering og hjælp under og efter branden. Dette vil vi dog se
nærmere på lidt senere.
En væsentlig detalje må også tages i betragtning. Tidspunktet for, hvornår branden opstod, synes
man ikke at være i tvivl om. Det skete midt om sommeren i et land, som når op omkring 30 grader i
11
en stor del af sommermånederne. Ilden siges at have fundet sted natten til den 19. juli. Det kan
tænkes, at det er derfor, at kejseren er udenbys, langs kysten, hvor der ikke er lige så varmt. Hvis
det har været en varm sommer, så er det vel ikke utænkeligt, at alt har været meget tørt. Derudover
kan man også forestille sig, hvor tørre de varer har været i butikkerne, hvor ilden opstod.
Omfanget af ilden var enorm. Ifølge kilderne var der under kejser Augustus opført en slags byzone-
opdeling. Rom bestod af 14 zoner, hvoraf tre blev totalt ødelagt, syv fik større og mindre skader og
kun fire zoner (I, V, VI og XIV) var relativt uberørte (Ørsted 2004, s. 273). Tacitus beskriver også
omfanget af skaderne: ”At tælle alle de paladser, lejehuse og templer, som gik til grunde, vil ikke
være let” (Bramming et al. 2009, s. 171). Blandt de bygninger, som gik op i flammer, kan nævnes
Jupiter Stators tempel, Numas kongeborg og Vestas helligdom, men også romernes husguder samt
flere gamle og ægte skrifter. Da branden til sidst var forbi, havde den hærget i knapt en uge. Den
havde kolossale konsekvenser, ikke kun for byen, huse, veje osv., men også for folket. Ørsted skriver:
”Men folket var blevet utrygt. Man manglede et svar på, hvorfor denne ulykke kunne ske. Og uden
et egentligt svar måtte man i al fald først sørge for at forsone guderne. Noget måtte jo være galt. ”
(Ørsted 2004, s. 278).
For romerne var det indlysende, at branden måtte skyldes gudernes utilfredshed med et eller andet,
som folket havde gjort eller havde forsømt at gøre. Man måtte derfor ofre til guderne hurtigst
muligt, for at tilfredsstille og forsone sig med dem. Men få dage efter brød branden ud igen. Dette
er også noget, som ikke er helt unormalt, når store brande har hærget. Denne gang gik det dog kun
ud over bygningerne på de mere åbne pladser i byen. Derfor omkom der heller ikke så mange
mennesker, som i den første brand.
3.1. Folkets reaktion
Som sagt har Roms indbyggere haft kendskab til brande, da det ikke var ualmindeligt med brande i
byen. Nogle har måske vidst, hvordan man skulle forholde sig, hvis det begyndte at brænde. Nogle
havde måske oplevet brande tæt på sit eget liv før, men aldrig før havde de set sådan en brand, som
hærgede byen denne uge i sommeren 64.
12
Sammen med beskrivelsen af, hvordan branden opstod, og hvordan den tog fat i alt, beskriver
Tacitus også, hvilke følger det havde for mennesker og hvilken tilstand de var i. ”Dertil kom, at
skælvende kvinders jammerklager, affældige oldinge og hjælpeløse børn, de, der søgte at frælse, sig
selv, såvel som de, der tænkte på at frælse andre, idet de slæbte af sted med de skrøbelige eller
væntede på dem, nogle, som tøvede, andre, som styrtede fræm… ” (Bramming et al. 2009, s. 170).
Det må have været en forfærdelig oplevelse at se sine ejendomme gå op i flammer, men det er kun
den materialistiske side af sagen. Tacitus forklarer også, at der efter branden var nogle, som af bar
fortvivlelse over at have mistet sine kære i ilden, ikke overlevede pinen. Folket har altså været
fortvivlet under selve episoden, og de har ikke vidst, hvad de skulle gøre med sig selv af bar rædsel,
fordi ilden omsluttede alt og alle. Folket var nødt til at samles på byens store gader eller på større
åbne pladser, hvor ilden ikke havde noget at tage fat i. Først efter Nero var vendt tilbage til byen,
måske på brandens anden dag, gav han folket mulighed at komme indendørs igen.
Sammensværgelsesteorien hos Tacitus o.a. om, at det var Nero, der satte ild til byen, kan vi ikke
udtale os om, men folkets reaktion var, at de i fortvivlelse over det, som var sket, krævede en
forklaring på, hvordan dette kunne ske.
3.2. Neros reaktion
Som vi har understreget tidligere, opholdt Nero sig ikke i byen på det tidspunkt, branden brød ud,
men han var i Antium, som lå lidt fra Rom. Han har nok fået besked så snart som muligt, og det har
nok fanget opmærksomheden, ligeså snart han er blevet klar over, at branden ikke blot var en af
flere små brande, men at den nu også var tæt på selve kejserpaladset. Ifølge Tacitus kom Nero
tilbage til Rom på den anden dag. Han overtog øjeblikkeligt kontrollen og organiseringen både af
bekæmpelsen mod branden og det kæmpe hjælpearbejde, som skulle sættes i gang. Tacitus siger
det følgende om Neros reaktion: ”Men for at trøste det fra hus og hjem uddrevne folk åbnede han
Marsmarken og Agrippas bygninger for det, ja endog sine egne haver… ” (Bramming et al. 2009, s.
170). Han opførte også hurtigt nogle skure, så folk kunne være indendørs. Mad blev naturligvis et
problem for mange mennesker, så han fik korn o.a. fra omkringliggende lagre til Rom og sænkede
13
prisen på korn. Tacitus påstår, at Nero gjorde det udelukkende for at dræbe rygtet om, at det var
ham, der havde sat ild til byen.
Ud over den direkte hjælp, mens branden stod på, lovede Nero at hjælpe til på adskillige måder. For
det første hjalp han til med at få alle ligene ryddet op samt ruinerne, så folk igen kunne opføre huse
på deres grunde. Alt på kejserens regning. For det andet gjorde Nero nogle bestemmelser gældende
for, hvordan huse nu skulle bygges. Til disse byggeregler var ekstra omkostninger ved, at man nu
skulle opføre huse ved, at den nederste del skulle bygges af sten, og den buegang, som skulle bygges,
lovede Nero enten at betale helt eller delvist. Og folk, som byggede inden en vis periode, fik
belønninger for det.
De beskyldninger mod Nero om, at han skulle have beordret branden med det formål at bygge en
ny prægtig by og for at gøre sit navn stort, har nok været til stede. Som et argument imod disse
beskyldninger kan man derimod sige, at Nero naturligvis heller ville have genopbygget Rom på en
anden måde end før. Peter Ørsted bruger netop dette som modargument i sin bog, nemlig at
kejseren godt nok får sin vilje, men at det er til folkets og byens gavn, at nye byggerier bliver bygget
efter disse byggeregler, som Nero indfører. De gamle huse var, som vi har været inde på, bygget
sammen mur mod mur. Det fik man ikke lov til længere. Vedrørende dette siger Tacitus: ”Desuden
skulle enhver have på rede hånd, hvad der kunne hjælpe til at slukke opstået ild, og husene måtte
ikke have fælles vægge, men hvert hus skulle på begge sider have sine særlige mure” (Ørsted 2004,
s. 277).
Kejseren skal selvfølgelig ikke kun roses for sine barmhjertige velgerninger mod folket, fordi han fik
sin vilje med et nyt palads og sine nye store gader, som han havde ønsket længe. Kejseren skulle jo
få penge til at finansiere alt dette, så han hærgede provinserne, for at få bygget Rom op. Der blev
opkrævet store summer både fra templer, private og fra hele byer (ibid., s. 279).
Selv om Nero arbejder for sit Rom og for dets indbyggere efter branden, så viser det sig, at det ikke
er nok til at komme rygtet til livs vedr. hans medvirken til branden. I de følgende punkter vil vi
beskrive hans syndebuk, nemlig de mennesker, som almuen kaldte kristne.
14
4. Forfølgelserne begynder
Jf. Tacitus´ Annaler 15. bog, 44 opstod der et rygte blandt folket om, at det var Nero selv, der havde
sat ild til Rom. Dette rygte fremgår f.eks. også i Suetons kejserbiografier: ”Han skaanede for øvrigt
heller ikke Folket eller sin Fødestad. Da En under en almindelig Konversation bemærkede: naar jeg
er død, saa lad Jorden gaa op i Luer, sagde han: nej hellere medens jeg lever, og handlede virkelig
derefter” (Bramming et al. 2009, s. 81). For at komme af med rygtet, besluttede Nero derfor at give
de kristne skylden for Roms brand. Således var Nero den første kejser, der iværksatte en storslået
forfølgelse af de kristne. I dette tilfælde var der dog kun tale om en forfølgelse, der fik konsekvenser
for de kristne i selve Rom (L. de Blois 2005, s. 267). Under Neros forfølgelse befandt de kristne sig
altså i en meget ubehagelig situation. Om deres vilkår siger den romerske historieskriver Tacitus
f.eks.: ”Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev dækket af vilddyrskind og flænset
til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt i brændbare stoffer, og når solen
var nede, fungerede de som lygter i natten” (Thomsen 2008, s. 422).
I dag bliver der stadigvæk diskuteret, om det var Nero selv, der foranledigede branden i Rom, eller
om den skyldtes andre årsager. Der er f.eks. mange forskere i dag, som ikke mener, at Nero stod
bag brandstiftelsen, men at det heller må være sket af tilfældighed. Ud over dette kan man dog sige,
at Nero i hvert fald gav de kristne skylden, og at han også iværksatte en forfølgelse, som fik
forfærdelige konsekvenser for de kristne i Rom. Kontekstuelt set kan man sige, at det også var oplagt
for Nero at give de kristne skylden, fordi de kristne var i forvejen både upopulære og under
mistanke. De kristnes tilbagetrukne liv gjorde dem mistænkelige, og de romerske myndigheder
frygtede også, at de måske kunne gøre oprør (L. de Blois 2005, s. 267). Tacitus´ tone er derfor også
rimelig negativ, når han skal beskrive begivenhederne omkring Neros kristenforfølgelse: ”Derved
blev denne dødbringende overtro undertrykt for en tid, men siden slog den atter ud, ikke blot rundt
om i Judæa, denne sygdoms arnested, men også her i hovedstaden, hvor alt afskyeligt og
skammeligt strømmer sammen fra hele verden og finder grobund” (Thomsen 2008, s. 422). Inden
selve forfølgelsen, som iværksattes efter Roms brand i år 64, ser vi altså, at de kristne i en længere
periode har været under mistanke og subjekt for afsky, og det ser nemlig ud til, at det lykkedes Nero
at skyde skylden på de kristne præcis af denne årsag. Det ser altså ud til, at der er adskillige faktorer,
15
der spiller en rolle i Neros kristenforfølgelse. For at få forståelse for, hvordan Neros
kristenforfølgelse og myrderi, kombineret med underhold, overhovedet fik set dagens lys, må vi
altså tage disse adskillige faktorer i betragtning. Er der tale om en bestemt tankegang og religiøs
overbevisning hos romerne, som således har været grobunden for forfølgelsen?
For at give et fyldestgørende svar til dette spørgsmål må vi se lidt på de religiøse overbevisninger,
der gør sig gældende for henholdsvis romerne og de kristne. Lige fra begyndelsen af var de kristne
monoteistiske (dvs. de troede på én Gud). Som en følge heraf benægtede de kristne andre guders
eksistens. Ud fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (LXX) blev de kristne også
overbevist om, at de hedenske guder faktisk var onde ånder. Paulus og andre fremstående skikkelser
i den tidlige kristne bevægelse lagde derfor vægt på et forbud imod deltagelse i hedenske offerfester
og spisningen af offerkødet, fordi de, som deltog i disse fester, fik dermed fællesskab med de onde
ånder. Således medførte den kristne tro altså, at de kristne ikke kunne foretage et direkte offer. ”De
kristnes afvisning af græsk-romersk religion, tilspidset i forhold til ofringerne, skulle med tiden blive
det centrale punkt i konflikten med det romerske samfund og dets myndigheder” (Pedersen 2012,
s. 133). Således opstod der lige fra begyndelsen af gnidninger mellem de kristne og det romerske
samfund. Apostlenes Gerninger kap. 19 vers 23 til 27 fortæller faktisk om, hvordan det kristne
budskab allerede i 50´erne førte til uroligheder:
23 På den tid opstod der ikke ringe uro på grund af Vejen. 24 En sølvsmed, der hed Demetrios, lavede Artemistempler i sølv og skaffede håndværkerne ikke så få indtægter. 25 Han sammenkaldte disse håndværkere og de arbejdere, der var beskæftiget med lignende ting, og sagde: »I ved jo, folk, at vores velstand skyldes disse indtægter. 26 Nu kan I både se og høre, at denne Paulus ikke blot i Efesos, men næsten i hele provinsen Asien har overtalt og vildledt mange mennesker, når han siger, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder. 27 Der er ikke alene fare for, at vores fag får et dårligt ry, men også for, at den store gudinde Artemis' tempel skal miste sin anseelse. Der er fare for, at hun, som hele provinsen Asien, ja, hele verden ærer, bliver berøvet sin storhed.«
Det ser altså ud til, at der er tale om en bestemt tankegang og religiøs overbevisning, som kan have
været motiverende i forbindelse med Neros kristenforfølgelse. Og for at forstå konflikten mellem
de kristne og romerne er det derfor også af stor betydning at fordybe sig i kristenforfølgernes
motiver. “Modstanderne forstod udmærket, at de kristne udfordrede den traditionelle kultur og de
sædvanlige guder, og da religionen selvfølgelig var sammenvævet med hele samfundet, er det også
sandsynligt, at nogle har følt sig truet på deres levebrød af den nye forkyndelse” (Pedersen 2012, s.
133-134).
16
Som vi har set, opstår der i hvert fald en konflikt mellem myndighederne og de kristne i Rom under
Nero. Og de negative holdninger til de kristne, som allerede gjorde sig gældende hos mange
romerske indbyggere, kan efter alt at dømme skyldes kristendommens religiøse og
samfundsmæssige implikationer. Det ser altså ud til, at de kristne allerede var i myndighedernes
søgelys inden Neros kristenforfølgelse blev iværksat. Sueton og Tacitus giver forskellige forklaringer
til selve forfølgelsen. Sueton siger: ”Der blev under ham skredet ind med alvorlige Straffe mod
mange Misbrug, og ligeledes indført nye strenge Bestemmelser… de Christne, en Slags Mennesker
der var befængt med en ny og skadelig Overtro, blev ramt af haarde Straffe” (Bramming et al. 2009,
s. 68). I modsætning til Tacitus knytter Sueton altså ikke kristenforfølgelserne til Roms brand i år 64.
Disse to kilder behøves dog ikke at være modstridende, når vi tager den ovenstående information i
betragtning. Forklaringen til de forskellige fremstillinger kan derimod være, at Neros
kristenforfølgelse er sket som kulminationen af en forfølgelse, der allerede havde eksisteret i Rom i
en længere periode.
Hvis vi igen vender os til Sueton, ser vi, at han mener, at de kristne er skyldige i en ny og skadelig
overtro (superstitionis nouae ac maleficae). Tacitus siger godt nok, at de kristne ikke er skyldige i
brandstiftelse, men at de derimod er skyldige i en dødelig overtro (exitiabilis superstitio). Det er altså
ikke nogen positiv holdning disse to har over for de kristne. Tacitus siger også, at ”… det var ikke så
meget brandstiftelse, de blev dømt for, som det var had til hele menneskeheden. ” Hvad får Tacitus
til at sige, at de kristne var skyldige i had til hele menneskeheden? Den mest nærliggende tanke er,
at det skyldes de kristnes isolation og afstandtagen fra det romerske samfund. I og ved at de kristne
ikke ville ofre til guderne, blev dette også set som fjendtlighed mod menneskeheden, fordi
ofringerne blev jo foretaget for rigets ve og vel. Om dette siger Peter Ørsted:
Religio dækkede i antikken generelt den respekt mellem mennesker og guder, som var en forudsætning for, at tilværelsen og naturen var i balance. Religio fik derved ofte et stærkt ritualiseret præg. Overholdelse af ritualer og læsning af gudernes budskaber…. var derfor vigtig. Blev disse ritualer og forskrifter overholdt, var både det romerske privatmenneske og det officielle Rom meget tolerante over for de guder, der i øvrigt blev dyrket…. Dyrkelsen heraf var dog betinget af, at den kunne finde sted uden uro og forstyrrelse af den offentlige orden. Religio kommer da egentlig også af verbet religare, at ”binde sammen”, nemlig guder og mennesker (Ørsted 2004, s. 282-283).
17
I og ved at de kristne nægtede at overholde ritualerne og forskrifterne, så blev dette altså fortolket
af romerne som fjendtlighed mod menneskeheden, fordi dette forstyrrede også den offentlige
orden og blev dermed det modsatte af religio.
Når vi her tager Sueton og Tacitus i betragtning, må vi også have i tankerne, at teksterne ikke er
samtidige med selve begivenheden. Derimod er de ifølge Niels Arne Pedersen fra omkr. 117
(Pedersen 2012, s. 134). Så man kan sige, at disse to kilder i hvert fald giver læseren en ide om,
hvordan holdingen til de kristne var i deres samtid og i deres omkreds. Disse kilder fungerer dog
som et godt fingerpeg til årsagen til Neros kristenforfølgelse.
Når vi skal finde frem til romernes motiver for kristenforfølgelsen er brevvekslingen mellem
statholderen i Bithynien, Plinius den yngre, og kejser Trajan fra år 112 dog den vigtigste kilde. For at
få indblik i motiverne bag forfølgelsen er det derfor meget passende at se lidt nærmere på deres
brevveksling. Plinius forsøgte at finde frem til den rette fremgangsmåde i forhold til de kristne. Han
viste ikke så meget om kristendommen ud over det, at deres religion var ulovlig. Dengang var der
ikke tale om en decideret aktiv forfølgelse, men hvis nogen angav en anden person som værende
kristen, så var kravet, at den kristne skulle ofre til Roms guder, for sådan at vise, hvor loyaliteten lå
(Irwin 2001, s. 69-70). Plinius siger bl.a.:
Jeg har aldrig deltaget i forhør over kristne; derfor ved jeg ikke, hvad eller i hvilket omfang man plejer at straffe eller forhøre. Jeg har også været i ikke ringe tvivl, om der bør skelnes mellem aldersklasser, eller om de helt unge skal behandles på lige fod med de mere modne; om man skal tilgive de angrende, eller det ikke skal komme den, der overhovedet har været kristen, til gode, at han har ophørt dermed; om selve kristennavnet, hvis det er uden brøde, skal straffes, eller de skændsler, som knytter sig til navnet (Pedersen 2012, s. 136).
Plinius´ ordvalg indikerer for det første, at de kristne har været forfulgt ved adskillige andre tilfælde.
Når vi tager den omtalte tekst fra Apostlenes Gerninger i betragtning, er det også tankevækkende
at læse, hvordan Plinius senere i brevet siger, at kristendommen havde medført, at der ikke kom
lige så mange mennesker til templerne, og at salget af offerkød også var faldende (Pedersen 2012,
s. 136). ”Brevet viser endvidere, at Plinius har været bekymret for hedenskabets templers forfald.
Det religiøse motiv er i forgrunden: det er de kristnes superstitio, som gjorde dem farlige”
(Christensen 1977, s. 55). Således bliver det nærliggende at tænke, at det måske var disse faktorer,
som var motiverne bag Plinius´ forfølgelse. Plinius nævner også, at de kristnes største forbrydelse
18
var at dyrke Kristus som en gud og beskriver derudover kristendommen som en superstitio. I
kejsertiden angav man nemlig passende og upassende religion med begreberne: religio og
superstitio, som traditionelt er blevet oversat til ”religion” og ”overtro”. Religio blev brugt om den
passende dyrkelse, mens superstitio blev brugt om den overdrevne praksis. Ifølge Peter Ørsted er
overtro en uheldig oversættelse af superstitio, fordi det ikke betyder det samme som vores
opfattelse af overtro, der ofte forbindes med den irrationelle tro. ”Superstitio må derfor oversættes
til noget i retning af en ”ud over tro”, nemlig ud over den officielle, stærkt ritualiserede tro” (Ørsted
2004, s. 283).
Når statholderen enkelte gange under forhør af kristne eller frafaldne kun forlangte et offer e.l. til kejserens billede (således Plinius, Polykarps Martyrium), var det, fordi kejserbilledet kunne tjene som det tilfældige gudebillede, der kunne bruges til efterprøvelse af, om den anklagede virkelig ville forlade kristendommen, eller måske ligefrem en forsøgt gestus overfor de kristne, der kunne få lov til at nøjes med at ofre til en af de mindste guder. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ofringer til Roms guder var et lige så politisk fænomen som kejserdyrkelse, - og religiøst, for man regnede jo med, at rigets trivsel og styrke beroede på disse ofringer (Pedersen 2012, s. 142-143).
I henhold til spørgsmålet, om hvilke motiver lå bag Neros kristenforfølgelse, er det altså nærliggende
at konkludere, at både religiøse samt politiske motiver har kunnet gjort sig gældende. Om det i
Neros tilfælde kun var tale om politisk-religiøse motiver, eller om dette aspekt blev brugt af ham
som et effektivt redskab til at skyde skylden for Roms brand på de kristne, det er så et andet
spørgsmål. Vi kan dog med rimelig sikkerhed sige, at der er et politisk-religiøst aspekt, som gør sig
gældende i forbindelse med forfølgelsen, fordi når man var skyldig i superstitio, så betød dette som
sagt, at man ikke handlede overens med ”… den accepterede religiøse adfærd og bringer dermed
balancen mellem guder og mennesker…. i fare. Netop på grund af ritualernes fremskudte rolle ses
og bemærkes dette følgelig tydeligt. Derfor kunne de kristne og Roms brand kædes sammen”
(Ørsted 2004, s. 283). Hvilken indstilling Nero personligt havde til dette er måske lidt svært at give
noget definitivt svar på, men hvis vi igen tager Tacitus ind på banen, så kan vi måske få et godt
indtryk af, hvor Nero selv står i forhold til det politisk-religiøse:
I mellemtiden blev Italien totalt udplyndret for at skaffe penge til det hele, og provinserne, de allierede folkeslag og de såkaldte fristæder blev blanket af. End ikke guderne gik ram forbi: Templerne i hovedstaden blev skrællet og det guld kørt bort, som romerfolket i al sin levetid i triumf, i bøn havde nedlagt der i, i gode dage og onde (Thomsen 2008, s. 422).
19
Sueton siger også: ”Gudsdyrkelsen foragtede han til enhver Tid, undtagen den ene Dea Syria, og
hende viste han senere en saadan Ringeagt at han besudlede hende med sin Urin” (Bramming et al.
2009, s. 90).
4.1. De kristnes reaktion til forfølgelsen
Vi vil nu se lidt nærmere på, hvilke konsekvenser Neros forfølgelse havde for de kristne, og hvordan
deres reaktion var til forfølgelsen. Vi har allerede været inde på de kristnes vilkår under Neros
kristenforfølgelse, hvor Tacitus fortæller om, hvordan en enorm mængde blev arresteret, og at de,
udover at være anklaget for brandstiftelse, hovedsagelig blev anklaget for had til hele
menneskeheden. ”Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev dækket af
vilddyrskind og flænset til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt i
brændbare stoffer, og når solen var nede, fungerede de som lygter i natten. ” Ifølge Tacitus ser de
kristnes vilkår under Neros forfølgelse altså ud til at have været grusomme. Og når man tager de
ovenstående aspekter i betragtning, hvor vi så, at politisk-religiøse motiver muligvis har kunnet
medvirket som inspirator til forfølgelsen, så kommer forfølgelsen ikke i lige så stor grad bag på os.
Historisk set er det jo efter hånden blevet et forholdsvis kendt fænomen, at forbrydelser imod
menneskeheden har været motiveret af lignende faktorer. Her vil vi dog undlade at drage paralleller,
men nøjes med at slå fast, at ideologi og religion i de forkerte hænder kan have fatale konsekvenser.
Når vi i generelle træk skal gøre rede for, hvordan de kristnes reaktion var til Neros forfølgelse samt
andre efterfølgende forfølgelser, kan man bl.a. tale om en indstilling, som drejede sig om det, som
vi allerede har drøftet ovenfor, nemlig offer-konflikten, og hvordan de kristne, ved at nægte at ofre
til guderne, led døden. Det er nærliggende at tænke, at de kristne tolkede forfølgelsen religiøst, og
at denne tilgang til situationen også i sig selv var med til at forme de kristnes holdninger. Hvis vi
vedrørende dette skal drage Bibelen ind på banen, så er Johannes´ Åbenbaring kap. 17 et godt
eksempel på denne religiøse tolkning af kristenforfølgelsen. I forbindelse med Johannes´
Åbenbaring siger forskere, at teksten er skrevet på baggrund af en romersk forfølgelse af de kristne.
Hvilken forfølgelse det drejer sig om, er man dog uenig om.
Byen Rom, der jo var bygget på de syv høje, skildres her hemmelighedsfult som ”den store skøge”, byen Babylon, der sidder på et syvhovedet dyr, hvor de syv hoveder er syv bjerge, og teksten fejrer Roms snarlige fald. Mindet om
20
Neros forfølgelse præger også teksten, der omformer et rygte om, at Nero ikke var død, men undsluppet, til en Nero redivivus-legende om Antikrist som en genopstået, dæmonisk Nero: Et af dyrets ”hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt (Pedersen 2012, s. 148).
En anden jødisk tekst, som har været relevant og til inspiration for de forfulgte kristne, er kapitel 3
i Daniels Bog, hvor tre af Daniels venner nægter at tilbede en billedstøtte, som kong Nebukadnesar
lod opstille:
14 Nebukadnesar spurgte dem: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet? 15 Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?« 16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! 17 Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. 18 Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«
Som vi har set, fik forfølgelserne forfærdelige konsekvenser for de kristne i Rom. Men midt i
forfølgelsen er der efter alt at dømme opstået beretninger om folk, der har nægtet at ofre til
guderne, selvom de vidste, at denne benægtelse efter al sandsynlighed ville medføre død på bålet,
på korset eller i arenaen. Men nemlig dette, at der blandt de kristne var nogle, der med bekostning
af livet ikke gik på kompromis med sin tro, viste sig at gøre et varende indtryk på andre mennesker.
Når oldkirkens fædre således hævdede, at martyrernes blod er kirkens udsæd, så var dette præcis,
fordi disse mennesker viste stort personligt mod, når de gik døden i møde. Selvom forfølgelsen var
forfærdelig for de kristne, så viser det sig, at forfølgelsen samtidig har ført til en voksende interesse
for selve kristendommen. Dette har næppe været forfølgernes intension.
To meget kendte nytestamentlige personligheder siges traditionelt at være omkommet under Neros
forfølgelse, nemlig Peter og Paulus (Kjær-Hansen 2003, s. 221). Ligesom de såkaldte martyrakter
efter alt at dømme fungerede som en trøst hos dem, der befandt sig midt i en forfølgelse af de
romerske myndigheder, således genlyder martyrakterne også i moderne kristen litteratur i dag. Lad
os derfor slutte med et citat om Paulus:
The manacled prisoner, walking stiffly, ragged and filthy from the dungeon, was not ashamed or degraded. The squad of grim-faced soldiers never noticed as they frowned and stared ahead, but there was a faint smile on their prisoner´s face – he was en route to a triumph – the crowning day of his reward. For to him to live was Christ, to die, gain. No axe across the back of his neck would rob him of his triumphant destiny. It would, in fact, initiate it! (Swindoll 2002, s. 328).
21
5. Konklusion
Hvad var årsagen til Neros kristenforfølgelse, og hvordan var de kristnes vilkår under forfølgelsen?
Efter at vi nu har gjort rede for de adskillige aspekter vedrørende forfølgelsen, kan vi nu for det
første konkludere, at kristendommen kom forholdsvis tidligt til Rom. På dette tidlige tidspunkt kan
de kristne i Rom deles op i to grupper: jøde-kristne og hedninge-kristne. Mens de jøde-kristne havde
de samme rettigheder, som jøderne havde i Rom, nød de hedninge-kristne derimod ikke den samme
beskyttelse. Jøderne havde opnået rettigheder i Rom ved at opsende bønner til deres Gud for
kejseren i stedet for at tilbede de romerske guder. Således blev de jøde-kristne accepteret. Det
forholdt sig dog anderledes hos de hedninge-kristne, som ikke var beskyttet af disse rettigheder, og
derfor blev denne gruppe i første omgang udsat for forfølgelse. Den romerske politik overfor
fremmede religioner var ellers tolerant. Denne tolerance havde dog nogle begrænsninger.
Myndighedernes krav var, at de forskellige fremmede religioner skulle ære de romerske guder.
Dette kunne de kristne ikke gå med til, og således medførte dette komplikationer.
For det andet kan vi vedrørende Roms brand konkludere, at Nero brugte branden som en
undskyldning til forfølgelsen af de kristne i og ved, at han erklærede dem som brandstifterne. Ifølge
Tacitus skulle det have været Nero selv, der satte ild til Rom. Og vi har set, at Nero senere skyder
skylden på de kristne, men i forbindelse med ildens årsag siger Peter Ørsted derimod, at det er mere
sandsynligt, at det var tilfældigheder, der var årsagen.
Som det sidste kan vi også konkludere, at de politisk-religiøse forhold i det romerske rige har spillet
en afgørende rolle i forbindelse med kristenforfølgelsen. Da de kristne ikke ville tilbede andre guder,
blev dette betragtet som had til hele menneskeheden, fordi den samfundsmæssige balance var
afhængig af at tilfredsstille guderne. De kristnes monoteisme blev derved, i romernes øjne, set som
samfundsfjendtlighed. Det ser ud til, at Nero har haft succes med at gennemføre forfølgelsen af de
kristne med at gøre brug af dette allerede eksisterende politisk-religiøse aspekt i samfundet. Ud
over dette så vi også, at de kristne sandsynligvis har tolket forfølgelsen religiøst, og at de fandt styrke
og trøst midt under forfølgelsen i andre martyrberetninger og f.eks. i Daniels Bog.
22
6. Litteraturliste
Bibelen. 2001. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger. København: Det Danske Bibelselskab.
Bramming Hansen, Susanne & Per Methner Rasmussen. 2009. Tekstkompendium, Nero – tekster på
latin. Københavns Universitet.
Bramming Hansen, Susanne & Per Methner Rasmussen. 2009. Oversættelseskompendium, Nero –
tekster i oversættelse. Københavns Universitet.
Christensen, Arne Søby. 1977. Kristenforfølgelserne i Rom indtil år 250. København: G.E.Gads Forlag.
Dunn, J. D. G. 2002. Vol. 38A: Word Biblical Commentary: Romans 1-8. Word Biblical Commentary.
Dallas: Word, Incorporated.
Irwin, D.T & Scott W. Sunquist. 2001. History of the world christian movement. New York, USA: Orbis
books.
Jacobsen, Frank. 1991. Romerbrevet – Credo Kommentaren. København: Credo Forlag.
Josephus, F. 1996. The works of Josephus: Complete and Unabridged. Peabody: Hendrickson.
Kjær-Hansen, Kai. 2003. Apostlenes Gerninger. Det Danske Bibelselskab.
L. de Blois and R.J. van der Spek. 2005. An Introduction to the Ancient World. London: Routledge.
Pedersen, Nils Arne & Per Ingesman. 2012. Kirkens Historie I. København: Hans Reitzels Forlag.
Skarsaune, Oskar. 2002. Kristendommens jødiske rødder - bind 1. København: Credo.
23
Swindoll, Charles R. 2002. Great Lives from God's Word Volume Six, Paul: A Man og Grace and Grit.
Nashville, Tennessee, The W Publishing Group.
Thomsen, Ole. 2008. Veje til Rom - Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal. Aarhus:
Universitetsforlag.
Ørsted, Peter. 2004. Nero - Kejser i Rom. Danmark: Høst & Søns forlag, 1. udg.
24
1. Bilag
Tacitus´ Annales 15. bog, 44
Men at bringe dette slemme rygte til at forstumme, at ilden var påsat – det formåede ikke
menneskers indsats, ikke regentens gaveregn, og ikke forsoningsgudstjenesterne. Altså besluttede
Nero, for at lukke munden på folkesnakken, at skyde skylden på de mennesker, som almuen kaldte
kristne og afskyede for deres skændselsgerninger, og dem udsatte han for de mest udspekulerede
straffe. Navnet ”kristne” havde de efter Kristus, som, mens Tiberius var kejser, var blevet henrettet
ved guvernør Pontius Pilatus. Derved blev denne dødbringende overtro undertrykt for en tid, men
siden slog den atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, denne sygdoms arnested, men også her i
hovedstaden, hvor alt afskyeligt og skammeligt strømmer sammen fra hele verden og finder
grobund. Først lod man dem, der tilstod, pågribe; dernæst arresterede man en enorm mængde,
som var blevet angivet af de første; og det var ikke så meget brandstiftelse, de blev dømt for, som
det var had til hele menneskeheden. Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev
dækket af vilddyrskind og flænset til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt
i brændbare stoffer, og når solen var nede, fungerede de som lygter i natten. For dette skuespil
havde Nero åbnet sine haver, hvor han også gav opvisning i sin private cirkus: Iført
vognstyrerkostume blandede han sig med pøbelen, eller han poserede i sin vogn. Så selv om de
kristne var forbrydere der fortjente de mest eftertrykkelige straffe, rejste der sig dog en følelse af
medlidenhed med dem, for folk syntes ikke, de blev ofret for almenvellet, men for én mands
blodtørst.
25
2. bilag
Svetonius Tranquillus´s kejserbiografier. Sjette bog - Nero
Han skaanede for øvrigt heller ikke Folket eller sin Fødestad. Da En under en almindelig Konversation
bemærkede: naar jeg er død, saa lad Jorden gaa op i Luer, sagde han: nej hellere medens jeg lever,
og handlede virkelig derefter. Under Paaskud af at hann var misfornøjet med de gamle grimme
Bygninger og de snævre og krumme Gader, stak han Ild paa Rom, saa aabenlyst at adskillige
Konsularer paagreb hans Lakajer med Twist og Fakler i deres ejendomme, uden at turde gøre dem
noget, og at nogle Magasiner omkring det gyldne hus, hvis Grund han var særlig begærlig efter, blev
skudt ned og stukket i Brand med Krigsmaskiner, fordi de var opført af hugne Sten.
26
3. bilag
Johannes´ Åbenbaring kapitel 17 vers 1 til 18
Den store skøge og dyret
1 Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: »Kom, jeg vil vise dig dommen
over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. 2 Hende drev jordens konger utugt med,
og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.« 3 Og den førte mig i Ånden ud i
ørkenen. Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv
hoveder og ti horn. 4 Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og
perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. 5 På
panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens
afskyeligheder.« 6 Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og
jeg undrede mig meget ved at se hende. 7 Men englen sagde til mig: »Hvorfor undrer du dig? Jeg vil
fortælle dig hemmeligheden om kvinden og om dyret, der bærer hende, det som har de syv hoveder
og de ti horn. 8 Dyret, du har set, var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin
undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står
skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme. 9 Her kræves der
et sind med visdom! De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på, og de er syv konger. 10
De fem er faldet, én er nu, den sidste er endnu ikke kommet, og når han kommer, skal han kun være
der kort tid. 11 Og dyret, som var og ikke er nu, er selv både den ottende og én af de syv, og det går
sin undergang i møde. 12 Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt,
men som en enkelt time får magten sammen med dyret. 13 De har alle samme tanke, og deres magt
og myndighed giver de dyret. 14 De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi
det er herrernes herre og kongernes konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og
trofaste, der er i dets følge.« 15 Og den sagde til mig: »De vande, som du har set kvinden sidde ved,
er folk og skarer, folkeslag og tungemål. 16 Og de ti horn, du har set, og dyret, de vil hade skøgen
og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende. 17 For Gud har
indgivet dem at gøre hans vilje og at have samme vilje og give dyret deres kongemagt, indtil Guds
ord er udført. 18 Og kvinden, du har set, er den store by, som har herredømmet over jordens
konger.«
27
4. bilag
Daniels Bog kapitel 3 vers 1 til 30
De tre venner i ovnen med flammende ild
1 Kong Nebukadnesar lod fremstille en billedstøtte af guld, der var tres alen høj og seks alen bred;
han opstillede den i Dura-dalen i provinsen Babylon. 2 Og kong Nebukadnesar sendte bud om, at
satrapperne, fyrsterne, statholderne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle
provinsens embedsmænd skulle samles. De skulle komme til indvielsen af den billedstøtte, kong
Nebukadnesar havde opstillet. 3 Så samledes satrapperne, fyrsterne, statholderne, rådgiverne,
skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsens embedsmænd til indvielsen af den
billedstøtte, kong Nebukadnesar havde opstillet, og de stillede sig op foran den. 4 Da råbte herolden
med høj røst: »Til jer lyder befalingen, I folk, stammer og tungemål: 5 Når I hører lyden af horn,
fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, skal I kaste jer ned og tilbede
guldstøtten, som kong Nebukadnesar har opstillet. 6 Enhver, der ikke kaster sig ned og tilbeder, skal
straks kastes i ovnen med flammende ild.« 7 Så snart alle folkene hørte lyden af horn, fløjte, citer,
harpe, psalter og alle andre instrumenter, kastede alle folk, stammer og tungemål sig ned og tilbad
guldstøtten, som kong Nebukadnesar havde opstillet. 8 Da trådte nogle kaldæiske mænd frem med
anklager mod jøderne. 9 De sagde til kong Nebukadnesar: »Kongen leve evigt! 10 Du har udstedt
den befaling, konge, at enhver, der hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og
alle andre instrumenter, skal kaste sig ned og tilbede guldstøtten, 11 og at enhver, der ikke kaster
sig ned og tilbeder, skal kastes i ovnen med flammende ild. 12 Nu er der nogle jødiske mænd,
Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som du har sat til at styre provinsen Babylon. Disse mænd retter
sig ikke efter dig, konge; din gud dyrker de ikke, og den guldstøtte, du har opstillet, tilbeder de ikke.«
13 Da befalede Nebukadnesar i vrede og harme, at man skulle hente Shadrak, Meshak og Abed-
Nego; disse mænd blev så ført frem for kongen. 14 Nebukadnesar spurgte dem: »Shadrak, Meshak
og Abed-Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet?
15 Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af
horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke
I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde
jer ud af min magt?« 16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi
28
behøver ikke at svare dig! 17 Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan
redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. 18 Og selv om han ikke gør det,
skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har
opstillet.« 19 Da blev Nebukadnesar opfyldt af vrede mod Shadrak, Meshak og Abed-Nego, og hans
ansigt blev ganske fortrukket. Han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange så meget som
sædvanlig, 20 og han gav befaling til nogle stærke mænd i hæren om at binde Shadrak, Meshak og
Abed-Nego og kaste dem i ovnen med flammende ild. 21 Så blev mændene bundet, og iført deres
kapper, bukser, huer og andet tøj blev de kastet i ovnen med flammende ild. 22 Fordi kongens ordre
var streng og ovnen så stærkt ophedet, blev de mænd, der løftede Shadrak, Meshak og Abed-Nego
op, dræbt af flammerne fra ilden; 23 og de tre mænd, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, faldt bundne
ned i ovnen med flammende ild. 24 Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og
spurgte sine ministre: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?« De svarede kongen:
»Jo, det var, konge.« 25 Han sagde så: »Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke
lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.« 26 Så gik Nebukadnesar hen til døren ind
til ovnen med flammende ild og råbte: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, Gud den Højestes tjenere,
kom ud, og kom herhen!« Shadrak, Meshak og Abed-Nego kom ud fra ilden, 27 og satrapperne,
fyrsterne, statholderne og kongens ministre stimlede sammen for at se mændene; deres legemer
havde ilden ikke fået magt over, håret på deres hoved var ikke afsvedet, deres kapper var uskadt,
og der hang ikke brandlugt ved dem. 28 Nebukadnesar sagde: »Lovet være Shadraks, Meshaks og
Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og
overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud
end deres egen. 29 Denne befaling udsteder jeg til alle folk, stammer og tungemål: Enhver, der
udtaler en forhånelse mod Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, skal sønderlemmes, og hans hus
skal lægges i grus, for der er ingen anden gud, der kan redde som han.« 30 Og kongen gav Shadrak,
Meshak og Abed-Nego høje stillinger i provinsen Babylon.
Recommended