NEROS KRISTENFORFØLGELSE

Af Jákup Erlingsson Petersen, Jonhard Jógvansson og Pauli Berthelsen

24. FEBRUAR 2015

2

Indholdsfortegnelse 1. Indledning ................................................................................................................................ 3

2. Situationen i Rom inden forfølgelsen ...................................................................................... 3

2.1. De kristne – en jødisk sekt .................................................................................................... 4

2.2. Romernes holdning til jøder og kristne................................................................................. 5

2.3. Romernes holdning til religionerne ...................................................................................... 7

3. Roms brand .............................................................................................................................. 9

3.1. Folkets reaktion ................................................................................................................... 11

3.2. Neros reaktion..................................................................................................................... 12

4. Forfølgelserne begynder ........................................................................................................ 14

4.1. De kristnes reaktion til forfølgelsen .................................................................................... 19

5. Konklusion .............................................................................................................................. 21

6. Litteraturliste .......................................................................................................................... 22

1. Bilag ........................................................................................................................................ 24

2. bilag ........................................................................................................................................ 25

3. bilag ........................................................................................................................................ 26

4. bilag ........................................................................................................................................ 27

3

1. Indledning

Hvad var årsagen til Neros kristenforfølgelse, og hvordan var de kristnes vilkår under forfølgelsen? I

det følgende vil vi søge at finde svar på disse spørgsmål ved bl.a. at inddrage forskellige gamle kilder

som f.eks. Sueton og Tacitus.

Denne opgave er delt op i tre dele. Den første del handler om de kristnes forhold i Rom og i

Romerriget inden Neros forfølgelse. Her beskriver vi også, hvordan den romerske overmagt forholdt

sig til rigets forskellige religioner. Den anden del handler om Roms brand i år 64 e.Kr. Her vil vi

diskutere, hvad kilderne siger angående årsagen til branden, og hvem der evt. stod bag

brandstiftelsen. Vi beskriver også, hvordan henholdsvis folket og Nero reagerede på branden. Den

tredje del handler om årsagen til Neros kristenforfølgelse. Her forsøger vi også at finde ud af,

hvordan de kristnes forhold var under forfølgelsen, og hvordan de reagerede. Efter gennemgangen

af disse tre dele håber vi, at vi kan komme med en konklusion, som tegner et godt billede af, hvad

årsagen var til Neros kristenforfølgelse, og hvordan vilkårene var hos de forfulgte kristne.

2. Situationen i Rom inden forfølgelsen

Selvom det er svært at sige med sikkerhed, hvornår kristendommen kom til Rom, så kan Paulus’

Brev til Romerne dog fungere som et godt pejlemærke, da det normalt dateres til en gang midt i

50'erne e.Kr. Og det fremgår også i selve brevet, at Paulus i flere år har længtes efter at besøge de

kristne i Rom, men at han dog er blevet forhindret i det pga. hans forkyndelsesvirksomhed (Rom

15,20-24). Dette tyder på, at kristendommen i hvert fald er kommet til Rom nogle år inden

Romerbrevet blev forfattet midt i 50'erne e.Kr. Noget, som også peger på en forholdsvis tidlig

datering, er en bemærkning af den romerske historieskriver Sueton (ca. 120 e.Kr.). I sit skrift om

kejser Claudius fortæller han bl.a., at kejseren drev jøderne ud af Rom pga. stadige tumulter og

optøjer foranlediget af ”Chrestus”. Det er mest sandsynligt, at denne ”Chrestus” er en misforstået

skrivemåde af det græske Χριστός (Christos, “Kristus”). Og man mener, at denne udvisning fandt

sted i år 49 e.Kr. Men hvem var det så, som grundlagde menigheden i Rom? Det mest sandsynlige

scenarie er, at den blev grundlagt af nogle romere, som blev omvendt ved Peters pinseprædiken i

Jerusalem (ApG 2,10) (Jacobsen 1991, s. 13-14).

4

De første borgere i Rom, som konverterede til kristendom, var næsten udelukkende folk fra enten

de lavere lag i samfundet eller fremmede, der var kommet til byen. Mange af dem var slaver eller

afkom af de slaver, som romerne havde medbragt som krigsbytte fra de mange krige, som de førte

rundt omkring i verden (Irwin 2001, s. 76).

Noget, som peger på, at mange af de kristne kom fra de lavere klasser i samfundet, kommer til

udtryk i det sprog, som de benyttede sig af. I Rom talte byens borgere primært latin. Latin var det

kultiverede sprog. Men de kristne benyttede sig dog mest af koine-græsk. Dette peger på, at der var

ikke mange af dem, som tilhørte de højere lag i samfundet.

2.1. De kristne – en jødisk sekt

De første år blev kristendommen ikke regnet som en selvstændig religion. De kristne blev af romerne

betragtet som en jødisk sekt. De kristne fik derfor del i de samme rettigheder, som jøderne havde i

Rom. I takt med at tallet af dem, der brød med jødedommen og gik over til kristendommen, blev

større, skabte dette dermed også gnidninger imellem jøderne og de kristne. Dette var dog ikke

noget, som bekymrede romerne. Romerne ville ikke blande sig i den konflikt. I deres øjne var det en

intern jødisk problemstilling, som de selv måtte løse. Et eksempel på denne interne konflikt finder

vi i ApG 18,12-16. Jøderne havde ført Paulus frem for den lokale domstol på grund af deres uenighed

angående læren. Sagen tages op ved domstolen, men statholderen, Gallio, nægter at påtage sig

sagen, fordi han vurderer det til at være et internt jødisk problem:

Men mens Gallio var statholder i Akaja, vendte jøderne sig alle som én imod Paulus, førte ham for domstolen og påstod: »Denne mand søger at overtale folk til at ære Gud på en måde, som strider mod loven.« Da Paulus skulle til at tage ordet, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der var tale om en forbrydelse eller en grov slyngelstreg, jøder, så ville jeg naturligvis tage jeres klage til følge; men gælder det uenighed om lære, navne og jeres egen lov, bliver det jeres sag. Den slags vil jeg ikke være dommer over.« Så jog han dem væk fra domstolen.

På det tidspunkt kristendommen kom til Rom og begyndte at udbrede sig, var der mange jøder i

Rom. Stærke jødiske fællesskaber var blevet dannet, og mange af dem var havnet i Rom som

krigsfanger. Der fortælles, at på sine krigstogter i 62 f.Kr. medbragte Pompei mange jøder som

krigsbytte. Mange af disse slaver blev efterfølgende frigivet. Cicero siger, at der var store mængder

af jøder i Rom allerede i 59 f.Kr (Dunn, s. XLV–XLVI). I 50'erne e.Kr. havde det jødiske samfund vokset

5

sig rigtig stort. Nogle vurderer, at tallet af jøder i Rom på det tidspunkt var omkring 50.000 (Irwin

2001, s. 75). I løbet af 40'erne f.Kr. fik disse lov til at fastholde deres fædres skikke, og de fik også

mulighed for at samles i fællesskaber. Josefus skriver således vedrørende dette:

Julius Caius, praetor [consul] of Rome, to the magistrates, senate, and people of the Parians, sendeth greeting....Accordingly, when I forbid other Bacchanal rioters, I permit these Jews to gather themselves together, according to the customs and laws of their forefathers, and to persist therein (Josephus, Ant. 14. 214-15).

2.2. Romernes holdning til jøder og kristne

Som sagt, var de kristne på Neros tid ikke betragtet som en selvstændig religion. Derimod blev de

set som en jødisk sekt. Dette fik stor indflydelse på, hvilke rettigheder de kristne havde i de første

år. Jødedommen var anerkendt og respekteret af romerne, og jøderne udmærkede sig fra de andre

folk i det romerske rige. Jødernes religion var monoteistisk, og derfor nægtede de også at tilbede

andre guder. Denne eksklusivitet udviste jøderne også over for de romerske myndigheder. Det

bedste jøderne kunne tilbyde romerne, var at opsende bønner og ofre til Israels Gud for kejseren.

Dette blev gjort lige fra kejser Augustus’ tid og indtil den store krig mellem jøderne og romerne

udbrød i 66 e.Kr.

Den jødiske historiker, Josefus, fortæller en historie om forholdet mellem kejseren og det jødiske

folk. Kejser Caligula (37-42 e.Kr.) befalede, at der skulle oprejses statuer af ham i alle templer i det

romerske rige. Dette gjaldt også for Jerusalem. Den romerske general, Petronius, blev udsendt af

kejseren til at udføre denne ordre. Petronius forhandlede med lederne for det jødiske folk i 50 dage.

Han pressede på for at få dem til at godtage, at en statue af kejseren blev opført i templet. De jødiske

ledere afviste hans ønske. De påpegede, at det, ifølge deres egne love, ikke var tilladt at opstille

noget som helst billede i deres land. Af den årsag kunne det aldeles ikke opføres en statue i templet.

Resultatet af forhandlingerne blev, at Petronius besluttede sig for, at han ikke ville udføre kejserens

befaling. I stedet forsøgte han at overbevise kejseren om, at han skulle ændre sin beslutning

(Skarsaune 2002, s. 39-40). Den mest sandsynlige forklaring til Petronius’ beslutning er, at han, ud

fra det romerske princip om at respektere de gamle traditioner, ikke ville tvinge jøderne til at frasige

sig sin egen religion.

6

Jødedommen var altså en anerkendt religion, selv om den var problematisk. Anerkendelsen betød,

at jøder ifølge romersk lov ikke kunne blive forfulgt blot af den årsag, at de var jøder. I og med at de

jøder, der konverterede til kristendom, blev betragtet som en jødisk sekt og ikke som en ny religion,

kunne de jøde-kristne i Rom støtte sig til de love, der var gældende for det jødiske folk. Anderledes

forholdt det sig dog med de hedninger, som konverterede til kristendom. Denne gruppe kunne ikke

påberåbe sig, at de fulgte gamle traditioner. For disse betød overgangen til kristendommen et opgør

med deres fædres traditioner. Kristendommen hos de hedninge-kristne var altså ikke en lovlig

religion.

Hvis man skal beskrive situationen hos de kristne i Rom, så bliver man dermed også nødt til at tage

højde for, at der var tale om to grupper. Og disse grupper havde helt forskellige rettigheder i

samfundet. De, som havde en jødisk baggrund, var langt bedre stillet i forhold til de hedninge-

kristne. De hedninge-kristne var, på samme måde som jøderne, eksklusive i deres religiøsitet. De

nægtede at tilbede kejseren og vise respekt for de romerske guder. Forskellen var dog, at

konsekvensen var langt større for de hedninge-kristne. Inden de blev døbt, fremsagde de følgende

ord angående det religiøse liv, som de havde levet før: ”Jeg forsager dig, Satan, med al din pomp og

pragt”. Det vil sige: Jeg forsager al min tidligere religiøse tro og forpligtelse. Jeg er nu kommet til at

se på den som slaveri under Djævelen” (Skarsaune 2002, s. 43).

For de hedninge-kristne betød deres eksklusivitet, at de blev upopulære i de kredse, der holdt fast

ved den traditionelle religion. På samme måde som jøderne, blev de beskyldt for at være

intolerante, men de hedninge-kristne havde dog ikke den beskyttelse, som jøderne havde. De

hedninge-kristne var derfor sårbare over for forfølgelse. Og denne gruppe kristne blev dermed

forfulgt. Romerne forfulgte dem enkeltvis. Der var altså ikke tale om forfølgelse af en folkegruppe.

I starten var romerne ikke så opmærksomme på de kristne. Dels fordi de var så få, at man ikke lagde

mærke til dem, men også fordi man betragtede dem som nogle, der var konverteret til jødisk tro.

Det var ikke før hen imod slutningen af det første århundrede e.Kr., at romerne blev rigtig

opmærksomme på, at de hedninge-kristne ikke var jøder, og at de ikke blev anerkendt som jøder af

jøderne.

7

2.3. Romernes holdning til religionerne

Det romerske rige var stort og mangfoldigt. Religiøst var riget også præget af mangfoldighed.

Romerne var præget af, at de havde stor respekt for traditioner. Denne respekt kom til udtryk i

deres politik over for de adskillige andre religioner, som blev en del af det romerske rige. De viste,

både politisk og religiøst, stor tolerance over for de diverse religioner. De opfordrede endda

befolkningen til at bevare deres traditionelle religion: ”Hvert folk skulle have lov til at følge deres

fædres religiøse traditioner og dyrke deres fædres guder” (Skarsaune 2002, s. 35).

Tolerance blev det grundlæggende element og princip i den romerske politik angående de

undertvungne folks religioner. Tolerancen havde dog nogle meget tydelige begrænsninger. Et vigtigt

anliggende for romerne var, at de fremmede religioner ikke måtte indehold religiøs praksis, der på

nogen måde var anstødelig over for de romerske etiske normer og værdier. Begrænsningen i den

romerske tolerance kom også klart til syne i en anden retningslinje, som romerne fulgte: ”Ingen

fremmed religion måtte være uforenelig med den respekt, som man skyldte de romerske guder”

(Skarsaune 2002, s. 38).

Denne retningslinje voldte i al almindelighed ingen problemer. De fleste af de folkeslag, der var

underlagt det romerske rige, var, på samme måde som romerne selv, polyteistiske samfund. De

havde dermed ingen problemer med at tilbede mange forskellige guder. Disse samfund ville derfor

gerne tilbede og give de romerske guder den ære, som de skyldte dem. Hvis de viste respekt over

for de romerske guder, så blev der ikke krævet mere af dem.

Overordnet brød romerne sig ikke om forandringer i den religiøse loyalitet. De ønskede, at alle skulle

vise respekt over for de romerske guder. Derudover skulle man også dyrke sine traditionelle guder.

Men ønsket om religiøs stabilitet gik ikke i opfyldelse. Planen var, at de lokale religioner skulle være

uændrede, men dette formåede man ikke at fastholde. Mennesker med diverse overbevisninger

mødte hinanden. De snakkede sammen og fik indflydelse på hinanden. Guder, der havde tilhørt en

stamme eller et folk, begyndt at blive transporteret til andre steder. Religiøse strømninger blev ført

imellem byerne langs Middelhavet. Til sidst nåede de til Rom. Rom blev i større og større grad et

8

center for en mangfoldig religiøsitet. Romerne var ikke glade for det, men de kunne ikke stoppe det

(Skarsaune 2002, s. 43-44).

I forskningen har man diskuteret meget, hvorvidt der under Nero blev indført en lov, som gjorde

kristendommen ulovlig. Arne Søby Christensen påpeger i bogen ”Kristenforfølgelserne i Rom indtil

år 250”, at forskningen kan opdeles i tre forskellige teorier. Den første teori hævder, at der

eksisterede en lov fra Neros tid, der forbød de kristne at være til. Den næste teori hævder, at der

ikke var en sådan lov, men at de kristne blev forfulgt gennem anvendelse af de almindelige

straffelove. De blev blandt andet anklaget blodskamsforhold og børnedrab. De kristne følte sig i

midlertidigt forfulgte på grund af deres tro. Den tredje teori lægger vægt på, at kristenforfølgelsen

ikke var en juridisk proces, men at der blev formuleret anklager ud fra en eller flere love. Det var en

administrativ forholdsregel fra provinsguvernørernes side. De havde myndighed til at tvinge alle til

lydighed. Rettede man sig ikke efter deres påbud, kunne de lade de ulydige henrette (Christensen

1977, s. 7-8). Oskar Skarsaune konkluderer angående denne forskning, at det er vanskeligt at tage

stilling til, hvad den bedste løsning er. Han hævder dog, at det ikke er så væsentligt, hvorvidt

kristendommen var forbudt eller ikke. Det væsentlige er, at kristendommen aldrig blev gjort lovlig:

Forskere har drøftet meget, om Nero kundgjorde en særlig lov, som gjorde kristendommen som sådan ulovlig. Det er lige så vanskeligt at bevise som at modbevise eksistensen af sådan en lov, men under alle omstændigheder ville det sandsynligvis ikke have gjort den helt store forskel. Det afgørende er ikke, om kristendommen officielt blev gjort ulovlig, men derimod at kristendommen aldrig blev lovliggjort (Skarsaune 2002, s. 44).

Kristendommen blev ikke en anerkendt religion i Romerriget, før kejser Konstantin gjorde den til

officiel religion i riget i 300-tallet. Kristendommen var altså ikke officielt tilladt. Konsekvensen blev,

at de, som blev kristne, var ofre for de skiftende strømninger hos de forskellige romerske kejsere.

Da en kristen var blevet anmeldt til myndighederne for at være kristen, var den normale procedure,

at man efterprøvede anklagen, og hvis den anklagede nægtede at ofre til kejserens billede, blev han

eller hun almindeligvis henrettet.

9

3. Roms brand

Nu vil vi se lidt nærmer på noget af det, som vi har fået overleveret af tekster omkring den store

brand under Neros kejsertid i år 64 e.Kr. Her vil vi bl.a. bruge tekster, som er oversat fra Tacitus og

Sueton.

Det var ikke usædvanligt, at brande brød ud forskellige steder i Rom. Det skyldtes bl.a. de tæt

byggede huse, og at de ikke var bygget med nogen beskyttelse mod brand. Dette kan vi vide ud fra

Neros ordre om, at den nederste del af de huse, som blev bygget efter branden, skulle bestå af

ildfast materiale, dvs. af sten og ikke af træ (Bramming et al. 2009, s. 171). Alvorlige brande var også

opstået tidligere både under Tiberius og Claudius (Ørsted 2004, s. 272). Disse brande blev dog

bekæmpet af byens brandkorps vigiles.

Hvordan brød denne brand ud, og hvorfor kunne den ikke bekæmpes? Som et svar til dette

spørgsmål, siger Tacitus: ”Ilden kom op på den side af cirkus, der støder til Palatinus- og Coliusberg,

og aldrig såsnart havde den fået fat i de derværende boder, hvor der lå varer, som nære luen, førend

den vandt styrke og, dreven af vinden, greb cirkus i hele dens længde… ” (Bramming et al. 2009, s.

169).

Tacitus forklarer altså, at branden hjælpes på vej af varerne, som lå i boderne, men også, at der var

vind, som gjorde sit til, at ilden nemmere kunne sprede sig til den næste bod og så til den næste

igen. Hvis der havde været et tempel eller et palads med vold omkring sig, så ville den måske have

været til at slukke, men da der kun var disse brandfarlige og tæt liggende boder, så kunne ilden uden

hindring brænde alt.

En ting, som gjorde, at brandkorpset ikke ville have haft nogen som helst chance for at slukke ilden,

var den måde Rom var opbygget på, med sine smalle gader imellem disse tæt byggede huse. Når

ilden opstod, kom der panik i folket, som løb for livet, mens de forsøgte at redde det og dem, de

havde kær. Denne panik har sikkert også gjort det endnu sværere for vigiles at slukke branden. Rom

var kendt for sine akvædukter, som ledte vand gennem byen til private huse, badehuse, offentlige

fontæner osv. Derudover har man med lidt besvær også kunnet hente vand op af floden, Tiberen,

10

som løb midt gennem byen. Hvordan kan det så være, at man, selv med relativt velorganiseret

vandforsyning, ikke har formået at slukke branden i dette tilfælde? Efter branden hører vi om, at

der gribes ind over for de folk, som har stjålet vand fra akvædukterne ved at lave en stikledning til

de offentlige vandforsyninger, som førte til mangel på vand og vandtryk.

En anden ting, som følger med store bybrande, er plyndring. Det har naturligvis også været tilfældet

i Rom. Og det har ikke kun været de fattige, men også folk i brandkorpset og soldaterne, som var

med i plyndringen (Ørsted 2004, s. 275).

Hos Sueton og Tacitus fremgår det, at kommunikationen fungerede dårligt, hvis den fungerede i det

hele taget. Da Nero ikke var i Rom på det tidspunkt, branden brød ud, var det præfekten for vigiles

og bypræfekten, som skulle organisere bekæmpelsen af branden. Der har nok været procedurer for,

hvordan man bærer sig ad under en brand, men det virker som om, at der opstod forvirring. Nogle

forsøgte at lave brandbælter, for således at indelukke branden. Dette ville så have standset ildens

bevægelse. Man ville have mistet nogle huse og værdier, og samtidig ville man også have reddet

andre. Men disse brandbælter blev modarbejdet pga. kontraordrer, som medførte, at branden ikke

blev indelukket, men fortsatte fra hus til hus.

Tacitus har ikke meget til overs for kejser Nero. Han beskylder ham for at være den, som beordrede

denne brand, som undskyldning for at kunne bygge ”sit nye Rom”, med brede veje og stort palads

til sig selv. Tacitus siger, at han ikke ved, om han skal tilskrive branden tilfældigheden eller regentens

ondskab (Bramming et al. 2009, s. 169), men ifølge Peter Ørsted skyldtes branden ikke Nero: ”Ingen

moderne forsker mener, at Nero har beordret byen sat i brand” (Ørsted 2004, s. 275). Ved kun at

holde sig til Tacitus som kilde og uden nærmere forskning, kunne man overtales til at tro, at Nero

selv havde arrangeret branden. Men man kan også overtales til at tro nøjagtigt det modsatte, når

man tænker på Neros indflydelse, organisering og hjælp under og efter branden. Dette vil vi dog se

nærmere på lidt senere.

En væsentlig detalje må også tages i betragtning. Tidspunktet for, hvornår branden opstod, synes

man ikke at være i tvivl om. Det skete midt om sommeren i et land, som når op omkring 30 grader i

11

en stor del af sommermånederne. Ilden siges at have fundet sted natten til den 19. juli. Det kan

tænkes, at det er derfor, at kejseren er udenbys, langs kysten, hvor der ikke er lige så varmt. Hvis

det har været en varm sommer, så er det vel ikke utænkeligt, at alt har været meget tørt. Derudover

kan man også forestille sig, hvor tørre de varer har været i butikkerne, hvor ilden opstod.

Omfanget af ilden var enorm. Ifølge kilderne var der under kejser Augustus opført en slags byzone-

opdeling. Rom bestod af 14 zoner, hvoraf tre blev totalt ødelagt, syv fik større og mindre skader og

kun fire zoner (I, V, VI og XIV) var relativt uberørte (Ørsted 2004, s. 273). Tacitus beskriver også

omfanget af skaderne: ”At tælle alle de paladser, lejehuse og templer, som gik til grunde, vil ikke

være let” (Bramming et al. 2009, s. 171). Blandt de bygninger, som gik op i flammer, kan nævnes

Jupiter Stators tempel, Numas kongeborg og Vestas helligdom, men også romernes husguder samt

flere gamle og ægte skrifter. Da branden til sidst var forbi, havde den hærget i knapt en uge. Den

havde kolossale konsekvenser, ikke kun for byen, huse, veje osv., men også for folket. Ørsted skriver:

”Men folket var blevet utrygt. Man manglede et svar på, hvorfor denne ulykke kunne ske. Og uden

et egentligt svar måtte man i al fald først sørge for at forsone guderne. Noget måtte jo være galt. ”

(Ørsted 2004, s. 278).

For romerne var det indlysende, at branden måtte skyldes gudernes utilfredshed med et eller andet,

som folket havde gjort eller havde forsømt at gøre. Man måtte derfor ofre til guderne hurtigst

muligt, for at tilfredsstille og forsone sig med dem. Men få dage efter brød branden ud igen. Dette

er også noget, som ikke er helt unormalt, når store brande har hærget. Denne gang gik det dog kun

ud over bygningerne på de mere åbne pladser i byen. Derfor omkom der heller ikke så mange

mennesker, som i den første brand.

3.1. Folkets reaktion

Som sagt har Roms indbyggere haft kendskab til brande, da det ikke var ualmindeligt med brande i

byen. Nogle har måske vidst, hvordan man skulle forholde sig, hvis det begyndte at brænde. Nogle

havde måske oplevet brande tæt på sit eget liv før, men aldrig før havde de set sådan en brand, som

hærgede byen denne uge i sommeren 64.

12

Sammen med beskrivelsen af, hvordan branden opstod, og hvordan den tog fat i alt, beskriver

Tacitus også, hvilke følger det havde for mennesker og hvilken tilstand de var i. ”Dertil kom, at

skælvende kvinders jammerklager, affældige oldinge og hjælpeløse børn, de, der søgte at frælse, sig

selv, såvel som de, der tænkte på at frælse andre, idet de slæbte af sted med de skrøbelige eller

væntede på dem, nogle, som tøvede, andre, som styrtede fræm… ” (Bramming et al. 2009, s. 170).

Det må have været en forfærdelig oplevelse at se sine ejendomme gå op i flammer, men det er kun

den materialistiske side af sagen. Tacitus forklarer også, at der efter branden var nogle, som af bar

fortvivlelse over at have mistet sine kære i ilden, ikke overlevede pinen. Folket har altså været

fortvivlet under selve episoden, og de har ikke vidst, hvad de skulle gøre med sig selv af bar rædsel,

fordi ilden omsluttede alt og alle. Folket var nødt til at samles på byens store gader eller på større

åbne pladser, hvor ilden ikke havde noget at tage fat i. Først efter Nero var vendt tilbage til byen,

måske på brandens anden dag, gav han folket mulighed at komme indendørs igen.

Sammensværgelsesteorien hos Tacitus o.a. om, at det var Nero, der satte ild til byen, kan vi ikke

udtale os om, men folkets reaktion var, at de i fortvivlelse over det, som var sket, krævede en

forklaring på, hvordan dette kunne ske.

3.2. Neros reaktion

Som vi har understreget tidligere, opholdt Nero sig ikke i byen på det tidspunkt, branden brød ud,

men han var i Antium, som lå lidt fra Rom. Han har nok fået besked så snart som muligt, og det har

nok fanget opmærksomheden, ligeså snart han er blevet klar over, at branden ikke blot var en af

flere små brande, men at den nu også var tæt på selve kejserpaladset. Ifølge Tacitus kom Nero

tilbage til Rom på den anden dag. Han overtog øjeblikkeligt kontrollen og organiseringen både af

bekæmpelsen mod branden og det kæmpe hjælpearbejde, som skulle sættes i gang. Tacitus siger

det følgende om Neros reaktion: ”Men for at trøste det fra hus og hjem uddrevne folk åbnede han

Marsmarken og Agrippas bygninger for det, ja endog sine egne haver… ” (Bramming et al. 2009, s.

170). Han opførte også hurtigt nogle skure, så folk kunne være indendørs. Mad blev naturligvis et

problem for mange mennesker, så han fik korn o.a. fra omkringliggende lagre til Rom og sænkede

13

prisen på korn. Tacitus påstår, at Nero gjorde det udelukkende for at dræbe rygtet om, at det var

ham, der havde sat ild til byen.

Ud over den direkte hjælp, mens branden stod på, lovede Nero at hjælpe til på adskillige måder. For

det første hjalp han til med at få alle ligene ryddet op samt ruinerne, så folk igen kunne opføre huse

på deres grunde. Alt på kejserens regning. For det andet gjorde Nero nogle bestemmelser gældende

for, hvordan huse nu skulle bygges. Til disse byggeregler var ekstra omkostninger ved, at man nu

skulle opføre huse ved, at den nederste del skulle bygges af sten, og den buegang, som skulle bygges,

lovede Nero enten at betale helt eller delvist. Og folk, som byggede inden en vis periode, fik

belønninger for det.

De beskyldninger mod Nero om, at han skulle have beordret branden med det formål at bygge en

ny prægtig by og for at gøre sit navn stort, har nok været til stede. Som et argument imod disse

beskyldninger kan man derimod sige, at Nero naturligvis heller ville have genopbygget Rom på en

anden måde end før. Peter Ørsted bruger netop dette som modargument i sin bog, nemlig at

kejseren godt nok får sin vilje, men at det er til folkets og byens gavn, at nye byggerier bliver bygget

efter disse byggeregler, som Nero indfører. De gamle huse var, som vi har været inde på, bygget

sammen mur mod mur. Det fik man ikke lov til længere. Vedrørende dette siger Tacitus: ”Desuden

skulle enhver have på rede hånd, hvad der kunne hjælpe til at slukke opstået ild, og husene måtte

ikke have fælles vægge, men hvert hus skulle på begge sider have sine særlige mure” (Ørsted 2004,

s. 277).

Kejseren skal selvfølgelig ikke kun roses for sine barmhjertige velgerninger mod folket, fordi han fik

sin vilje med et nyt palads og sine nye store gader, som han havde ønsket længe. Kejseren skulle jo

få penge til at finansiere alt dette, så han hærgede provinserne, for at få bygget Rom op. Der blev

opkrævet store summer både fra templer, private og fra hele byer (ibid., s. 279).

Selv om Nero arbejder for sit Rom og for dets indbyggere efter branden, så viser det sig, at det ikke

er nok til at komme rygtet til livs vedr. hans medvirken til branden. I de følgende punkter vil vi

beskrive hans syndebuk, nemlig de mennesker, som almuen kaldte kristne.

14

4. Forfølgelserne begynder

Jf. Tacitus´ Annaler 15. bog, 44 opstod der et rygte blandt folket om, at det var Nero selv, der havde

sat ild til Rom. Dette rygte fremgår f.eks. også i Suetons kejserbiografier: ”Han skaanede for øvrigt

heller ikke Folket eller sin Fødestad. Da En under en almindelig Konversation bemærkede: naar jeg

er død, saa lad Jorden gaa op i Luer, sagde han: nej hellere medens jeg lever, og handlede virkelig

derefter” (Bramming et al. 2009, s. 81). For at komme af med rygtet, besluttede Nero derfor at give

de kristne skylden for Roms brand. Således var Nero den første kejser, der iværksatte en storslået

forfølgelse af de kristne. I dette tilfælde var der dog kun tale om en forfølgelse, der fik konsekvenser

for de kristne i selve Rom (L. de Blois 2005, s. 267). Under Neros forfølgelse befandt de kristne sig

altså i en meget ubehagelig situation. Om deres vilkår siger den romerske historieskriver Tacitus

f.eks.: ”Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev dækket af vilddyrskind og flænset

til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt i brændbare stoffer, og når solen

var nede, fungerede de som lygter i natten” (Thomsen 2008, s. 422).

I dag bliver der stadigvæk diskuteret, om det var Nero selv, der foranledigede branden i Rom, eller

om den skyldtes andre årsager. Der er f.eks. mange forskere i dag, som ikke mener, at Nero stod

bag brandstiftelsen, men at det heller må være sket af tilfældighed. Ud over dette kan man dog sige,

at Nero i hvert fald gav de kristne skylden, og at han også iværksatte en forfølgelse, som fik

forfærdelige konsekvenser for de kristne i Rom. Kontekstuelt set kan man sige, at det også var oplagt

for Nero at give de kristne skylden, fordi de kristne var i forvejen både upopulære og under

mistanke. De kristnes tilbagetrukne liv gjorde dem mistænkelige, og de romerske myndigheder

frygtede også, at de måske kunne gøre oprør (L. de Blois 2005, s. 267). Tacitus´ tone er derfor også

rimelig negativ, når han skal beskrive begivenhederne omkring Neros kristenforfølgelse: ”Derved

blev denne dødbringende overtro undertrykt for en tid, men siden slog den atter ud, ikke blot rundt

om i Judæa, denne sygdoms arnested, men også her i hovedstaden, hvor alt afskyeligt og

skammeligt strømmer sammen fra hele verden og finder grobund” (Thomsen 2008, s. 422). Inden

selve forfølgelsen, som iværksattes efter Roms brand i år 64, ser vi altså, at de kristne i en længere

periode har været under mistanke og subjekt for afsky, og det ser nemlig ud til, at det lykkedes Nero

at skyde skylden på de kristne præcis af denne årsag. Det ser altså ud til, at der er adskillige faktorer,

15

der spiller en rolle i Neros kristenforfølgelse. For at få forståelse for, hvordan Neros

kristenforfølgelse og myrderi, kombineret med underhold, overhovedet fik set dagens lys, må vi

altså tage disse adskillige faktorer i betragtning. Er der tale om en bestemt tankegang og religiøs

overbevisning hos romerne, som således har været grobunden for forfølgelsen?

For at give et fyldestgørende svar til dette spørgsmål må vi se lidt på de religiøse overbevisninger,

der gør sig gældende for henholdsvis romerne og de kristne. Lige fra begyndelsen af var de kristne

monoteistiske (dvs. de troede på én Gud). Som en følge heraf benægtede de kristne andre guders

eksistens. Ud fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (LXX) blev de kristne også

overbevist om, at de hedenske guder faktisk var onde ånder. Paulus og andre fremstående skikkelser

i den tidlige kristne bevægelse lagde derfor vægt på et forbud imod deltagelse i hedenske offerfester

og spisningen af offerkødet, fordi de, som deltog i disse fester, fik dermed fællesskab med de onde

ånder. Således medførte den kristne tro altså, at de kristne ikke kunne foretage et direkte offer. ”De

kristnes afvisning af græsk-romersk religion, tilspidset i forhold til ofringerne, skulle med tiden blive

det centrale punkt i konflikten med det romerske samfund og dets myndigheder” (Pedersen 2012,

s. 133). Således opstod der lige fra begyndelsen af gnidninger mellem de kristne og det romerske

samfund. Apostlenes Gerninger kap. 19 vers 23 til 27 fortæller faktisk om, hvordan det kristne

budskab allerede i 50´erne førte til uroligheder:

23 På den tid opstod der ikke ringe uro på grund af Vejen. 24 En sølvsmed, der hed Demetrios, lavede Artemistempler i sølv og skaffede håndværkerne ikke så få indtægter. 25 Han sammenkaldte disse håndværkere og de arbejdere, der var beskæftiget med lignende ting, og sagde: »I ved jo, folk, at vores velstand skyldes disse indtægter. 26 Nu kan I både se og høre, at denne Paulus ikke blot i Efesos, men næsten i hele provinsen Asien har overtalt og vildledt mange mennesker, når han siger, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder. 27 Der er ikke alene fare for, at vores fag får et dårligt ry, men også for, at den store gudinde Artemis' tempel skal miste sin anseelse. Der er fare for, at hun, som hele provinsen Asien, ja, hele verden ærer, bliver berøvet sin storhed.«

Det ser altså ud til, at der er tale om en bestemt tankegang og religiøs overbevisning, som kan have

været motiverende i forbindelse med Neros kristenforfølgelse. Og for at forstå konflikten mellem

de kristne og romerne er det derfor også af stor betydning at fordybe sig i kristenforfølgernes

motiver. “Modstanderne forstod udmærket, at de kristne udfordrede den traditionelle kultur og de

sædvanlige guder, og da religionen selvfølgelig var sammenvævet med hele samfundet, er det også

sandsynligt, at nogle har følt sig truet på deres levebrød af den nye forkyndelse” (Pedersen 2012, s.

133-134).

16

Som vi har set, opstår der i hvert fald en konflikt mellem myndighederne og de kristne i Rom under

Nero. Og de negative holdninger til de kristne, som allerede gjorde sig gældende hos mange

romerske indbyggere, kan efter alt at dømme skyldes kristendommens religiøse og

samfundsmæssige implikationer. Det ser altså ud til, at de kristne allerede var i myndighedernes

søgelys inden Neros kristenforfølgelse blev iværksat. Sueton og Tacitus giver forskellige forklaringer

til selve forfølgelsen. Sueton siger: ”Der blev under ham skredet ind med alvorlige Straffe mod

mange Misbrug, og ligeledes indført nye strenge Bestemmelser… de Christne, en Slags Mennesker

der var befængt med en ny og skadelig Overtro, blev ramt af haarde Straffe” (Bramming et al. 2009,

s. 68). I modsætning til Tacitus knytter Sueton altså ikke kristenforfølgelserne til Roms brand i år 64.

Disse to kilder behøves dog ikke at være modstridende, når vi tager den ovenstående information i

betragtning. Forklaringen til de forskellige fremstillinger kan derimod være, at Neros

kristenforfølgelse er sket som kulminationen af en forfølgelse, der allerede havde eksisteret i Rom i

en længere periode.

Hvis vi igen vender os til Sueton, ser vi, at han mener, at de kristne er skyldige i en ny og skadelig

overtro (superstitionis nouae ac maleficae). Tacitus siger godt nok, at de kristne ikke er skyldige i

brandstiftelse, men at de derimod er skyldige i en dødelig overtro (exitiabilis superstitio). Det er altså

ikke nogen positiv holdning disse to har over for de kristne. Tacitus siger også, at ”… det var ikke så

meget brandstiftelse, de blev dømt for, som det var had til hele menneskeheden. ” Hvad får Tacitus

til at sige, at de kristne var skyldige i had til hele menneskeheden? Den mest nærliggende tanke er,

at det skyldes de kristnes isolation og afstandtagen fra det romerske samfund. I og ved at de kristne

ikke ville ofre til guderne, blev dette også set som fjendtlighed mod menneskeheden, fordi

ofringerne blev jo foretaget for rigets ve og vel. Om dette siger Peter Ørsted:

Religio dækkede i antikken generelt den respekt mellem mennesker og guder, som var en forudsætning for, at tilværelsen og naturen var i balance. Religio fik derved ofte et stærkt ritualiseret præg. Overholdelse af ritualer og læsning af gudernes budskaber…. var derfor vigtig. Blev disse ritualer og forskrifter overholdt, var både det romerske privatmenneske og det officielle Rom meget tolerante over for de guder, der i øvrigt blev dyrket…. Dyrkelsen heraf var dog betinget af, at den kunne finde sted uden uro og forstyrrelse af den offentlige orden. Religio kommer da egentlig også af verbet religare, at ”binde sammen”, nemlig guder og mennesker (Ørsted 2004, s. 282-283).

17

I og ved at de kristne nægtede at overholde ritualerne og forskrifterne, så blev dette altså fortolket

af romerne som fjendtlighed mod menneskeheden, fordi dette forstyrrede også den offentlige

orden og blev dermed det modsatte af religio.

Når vi her tager Sueton og Tacitus i betragtning, må vi også have i tankerne, at teksterne ikke er

samtidige med selve begivenheden. Derimod er de ifølge Niels Arne Pedersen fra omkr. 117

(Pedersen 2012, s. 134). Så man kan sige, at disse to kilder i hvert fald giver læseren en ide om,

hvordan holdingen til de kristne var i deres samtid og i deres omkreds. Disse kilder fungerer dog

som et godt fingerpeg til årsagen til Neros kristenforfølgelse.

Når vi skal finde frem til romernes motiver for kristenforfølgelsen er brevvekslingen mellem

statholderen i Bithynien, Plinius den yngre, og kejser Trajan fra år 112 dog den vigtigste kilde. For at

få indblik i motiverne bag forfølgelsen er det derfor meget passende at se lidt nærmere på deres

brevveksling. Plinius forsøgte at finde frem til den rette fremgangsmåde i forhold til de kristne. Han

viste ikke så meget om kristendommen ud over det, at deres religion var ulovlig. Dengang var der

ikke tale om en decideret aktiv forfølgelse, men hvis nogen angav en anden person som værende

kristen, så var kravet, at den kristne skulle ofre til Roms guder, for sådan at vise, hvor loyaliteten lå

(Irwin 2001, s. 69-70). Plinius siger bl.a.:

Jeg har aldrig deltaget i forhør over kristne; derfor ved jeg ikke, hvad eller i hvilket omfang man plejer at straffe eller forhøre. Jeg har også været i ikke ringe tvivl, om der bør skelnes mellem aldersklasser, eller om de helt unge skal behandles på lige fod med de mere modne; om man skal tilgive de angrende, eller det ikke skal komme den, der overhovedet har været kristen, til gode, at han har ophørt dermed; om selve kristennavnet, hvis det er uden brøde, skal straffes, eller de skændsler, som knytter sig til navnet (Pedersen 2012, s. 136).

Plinius´ ordvalg indikerer for det første, at de kristne har været forfulgt ved adskillige andre tilfælde.

Når vi tager den omtalte tekst fra Apostlenes Gerninger i betragtning, er det også tankevækkende

at læse, hvordan Plinius senere i brevet siger, at kristendommen havde medført, at der ikke kom

lige så mange mennesker til templerne, og at salget af offerkød også var faldende (Pedersen 2012,

s. 136). ”Brevet viser endvidere, at Plinius har været bekymret for hedenskabets templers forfald.

Det religiøse motiv er i forgrunden: det er de kristnes superstitio, som gjorde dem farlige”

(Christensen 1977, s. 55). Således bliver det nærliggende at tænke, at det måske var disse faktorer,

som var motiverne bag Plinius´ forfølgelse. Plinius nævner også, at de kristnes største forbrydelse

18

var at dyrke Kristus som en gud og beskriver derudover kristendommen som en superstitio. I

kejsertiden angav man nemlig passende og upassende religion med begreberne: religio og

superstitio, som traditionelt er blevet oversat til ”religion” og ”overtro”. Religio blev brugt om den

passende dyrkelse, mens superstitio blev brugt om den overdrevne praksis. Ifølge Peter Ørsted er

overtro en uheldig oversættelse af superstitio, fordi det ikke betyder det samme som vores

opfattelse af overtro, der ofte forbindes med den irrationelle tro. ”Superstitio må derfor oversættes

til noget i retning af en ”ud over tro”, nemlig ud over den officielle, stærkt ritualiserede tro” (Ørsted

2004, s. 283).

Når statholderen enkelte gange under forhør af kristne eller frafaldne kun forlangte et offer e.l. til kejserens billede (således Plinius, Polykarps Martyrium), var det, fordi kejserbilledet kunne tjene som det tilfældige gudebillede, der kunne bruges til efterprøvelse af, om den anklagede virkelig ville forlade kristendommen, eller måske ligefrem en forsøgt gestus overfor de kristne, der kunne få lov til at nøjes med at ofre til en af de mindste guder. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ofringer til Roms guder var et lige så politisk fænomen som kejserdyrkelse, - og religiøst, for man regnede jo med, at rigets trivsel og styrke beroede på disse ofringer (Pedersen 2012, s. 142-143).

I henhold til spørgsmålet, om hvilke motiver lå bag Neros kristenforfølgelse, er det altså nærliggende

at konkludere, at både religiøse samt politiske motiver har kunnet gjort sig gældende. Om det i

Neros tilfælde kun var tale om politisk-religiøse motiver, eller om dette aspekt blev brugt af ham

som et effektivt redskab til at skyde skylden for Roms brand på de kristne, det er så et andet

spørgsmål. Vi kan dog med rimelig sikkerhed sige, at der er et politisk-religiøst aspekt, som gør sig

gældende i forbindelse med forfølgelsen, fordi når man var skyldig i superstitio, så betød dette som

sagt, at man ikke handlede overens med ”… den accepterede religiøse adfærd og bringer dermed

balancen mellem guder og mennesker…. i fare. Netop på grund af ritualernes fremskudte rolle ses

og bemærkes dette følgelig tydeligt. Derfor kunne de kristne og Roms brand kædes sammen”

(Ørsted 2004, s. 283). Hvilken indstilling Nero personligt havde til dette er måske lidt svært at give

noget definitivt svar på, men hvis vi igen tager Tacitus ind på banen, så kan vi måske få et godt

indtryk af, hvor Nero selv står i forhold til det politisk-religiøse:

I mellemtiden blev Italien totalt udplyndret for at skaffe penge til det hele, og provinserne, de allierede folkeslag og de såkaldte fristæder blev blanket af. End ikke guderne gik ram forbi: Templerne i hovedstaden blev skrællet og det guld kørt bort, som romerfolket i al sin levetid i triumf, i bøn havde nedlagt der i, i gode dage og onde (Thomsen 2008, s. 422).

19

Sueton siger også: ”Gudsdyrkelsen foragtede han til enhver Tid, undtagen den ene Dea Syria, og

hende viste han senere en saadan Ringeagt at han besudlede hende med sin Urin” (Bramming et al.

2009, s. 90).

4.1. De kristnes reaktion til forfølgelsen

Vi vil nu se lidt nærmere på, hvilke konsekvenser Neros forfølgelse havde for de kristne, og hvordan

deres reaktion var til forfølgelsen. Vi har allerede været inde på de kristnes vilkår under Neros

kristenforfølgelse, hvor Tacitus fortæller om, hvordan en enorm mængde blev arresteret, og at de,

udover at være anklaget for brandstiftelse, hovedsagelig blev anklaget for had til hele

menneskeheden. ”Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev dækket af

vilddyrskind og flænset til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt i

brændbare stoffer, og når solen var nede, fungerede de som lygter i natten. ” Ifølge Tacitus ser de

kristnes vilkår under Neros forfølgelse altså ud til at have været grusomme. Og når man tager de

ovenstående aspekter i betragtning, hvor vi så, at politisk-religiøse motiver muligvis har kunnet

medvirket som inspirator til forfølgelsen, så kommer forfølgelsen ikke i lige så stor grad bag på os.

Historisk set er det jo efter hånden blevet et forholdsvis kendt fænomen, at forbrydelser imod

menneskeheden har været motiveret af lignende faktorer. Her vil vi dog undlade at drage paralleller,

men nøjes med at slå fast, at ideologi og religion i de forkerte hænder kan have fatale konsekvenser.

Når vi i generelle træk skal gøre rede for, hvordan de kristnes reaktion var til Neros forfølgelse samt

andre efterfølgende forfølgelser, kan man bl.a. tale om en indstilling, som drejede sig om det, som

vi allerede har drøftet ovenfor, nemlig offer-konflikten, og hvordan de kristne, ved at nægte at ofre

til guderne, led døden. Det er nærliggende at tænke, at de kristne tolkede forfølgelsen religiøst, og

at denne tilgang til situationen også i sig selv var med til at forme de kristnes holdninger. Hvis vi

vedrørende dette skal drage Bibelen ind på banen, så er Johannes´ Åbenbaring kap. 17 et godt

eksempel på denne religiøse tolkning af kristenforfølgelsen. I forbindelse med Johannes´

Åbenbaring siger forskere, at teksten er skrevet på baggrund af en romersk forfølgelse af de kristne.

Hvilken forfølgelse det drejer sig om, er man dog uenig om.

Byen Rom, der jo var bygget på de syv høje, skildres her hemmelighedsfult som ”den store skøge”, byen Babylon, der sidder på et syvhovedet dyr, hvor de syv hoveder er syv bjerge, og teksten fejrer Roms snarlige fald. Mindet om

20

Neros forfølgelse præger også teksten, der omformer et rygte om, at Nero ikke var død, men undsluppet, til en Nero redivivus-legende om Antikrist som en genopstået, dæmonisk Nero: Et af dyrets ”hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt (Pedersen 2012, s. 148).

En anden jødisk tekst, som har været relevant og til inspiration for de forfulgte kristne, er kapitel 3

i Daniels Bog, hvor tre af Daniels venner nægter at tilbede en billedstøtte, som kong Nebukadnesar

lod opstille:

14 Nebukadnesar spurgte dem: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet? 15 Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?« 16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! 17 Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. 18 Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«

Som vi har set, fik forfølgelserne forfærdelige konsekvenser for de kristne i Rom. Men midt i

forfølgelsen er der efter alt at dømme opstået beretninger om folk, der har nægtet at ofre til

guderne, selvom de vidste, at denne benægtelse efter al sandsynlighed ville medføre død på bålet,

på korset eller i arenaen. Men nemlig dette, at der blandt de kristne var nogle, der med bekostning

af livet ikke gik på kompromis med sin tro, viste sig at gøre et varende indtryk på andre mennesker.

Når oldkirkens fædre således hævdede, at martyrernes blod er kirkens udsæd, så var dette præcis,

fordi disse mennesker viste stort personligt mod, når de gik døden i møde. Selvom forfølgelsen var

forfærdelig for de kristne, så viser det sig, at forfølgelsen samtidig har ført til en voksende interesse

for selve kristendommen. Dette har næppe været forfølgernes intension.

To meget kendte nytestamentlige personligheder siges traditionelt at være omkommet under Neros

forfølgelse, nemlig Peter og Paulus (Kjær-Hansen 2003, s. 221). Ligesom de såkaldte martyrakter

efter alt at dømme fungerede som en trøst hos dem, der befandt sig midt i en forfølgelse af de

romerske myndigheder, således genlyder martyrakterne også i moderne kristen litteratur i dag. Lad

os derfor slutte med et citat om Paulus:

The manacled prisoner, walking stiffly, ragged and filthy from the dungeon, was not ashamed or degraded. The squad of grim-faced soldiers never noticed as they frowned and stared ahead, but there was a faint smile on their prisoner´s face – he was en route to a triumph – the crowning day of his reward. For to him to live was Christ, to die, gain. No axe across the back of his neck would rob him of his triumphant destiny. It would, in fact, initiate it! (Swindoll 2002, s. 328).

21

5. Konklusion

Hvad var årsagen til Neros kristenforfølgelse, og hvordan var de kristnes vilkår under forfølgelsen?

Efter at vi nu har gjort rede for de adskillige aspekter vedrørende forfølgelsen, kan vi nu for det

første konkludere, at kristendommen kom forholdsvis tidligt til Rom. På dette tidlige tidspunkt kan

de kristne i Rom deles op i to grupper: jøde-kristne og hedninge-kristne. Mens de jøde-kristne havde

de samme rettigheder, som jøderne havde i Rom, nød de hedninge-kristne derimod ikke den samme

beskyttelse. Jøderne havde opnået rettigheder i Rom ved at opsende bønner til deres Gud for

kejseren i stedet for at tilbede de romerske guder. Således blev de jøde-kristne accepteret. Det

forholdt sig dog anderledes hos de hedninge-kristne, som ikke var beskyttet af disse rettigheder, og

derfor blev denne gruppe i første omgang udsat for forfølgelse. Den romerske politik overfor

fremmede religioner var ellers tolerant. Denne tolerance havde dog nogle begrænsninger.

Myndighedernes krav var, at de forskellige fremmede religioner skulle ære de romerske guder.

Dette kunne de kristne ikke gå med til, og således medførte dette komplikationer.

For det andet kan vi vedrørende Roms brand konkludere, at Nero brugte branden som en

undskyldning til forfølgelsen af de kristne i og ved, at han erklærede dem som brandstifterne. Ifølge

Tacitus skulle det have været Nero selv, der satte ild til Rom. Og vi har set, at Nero senere skyder

skylden på de kristne, men i forbindelse med ildens årsag siger Peter Ørsted derimod, at det er mere

sandsynligt, at det var tilfældigheder, der var årsagen.

Som det sidste kan vi også konkludere, at de politisk-religiøse forhold i det romerske rige har spillet

en afgørende rolle i forbindelse med kristenforfølgelsen. Da de kristne ikke ville tilbede andre guder,

blev dette betragtet som had til hele menneskeheden, fordi den samfundsmæssige balance var

afhængig af at tilfredsstille guderne. De kristnes monoteisme blev derved, i romernes øjne, set som

samfundsfjendtlighed. Det ser ud til, at Nero har haft succes med at gennemføre forfølgelsen af de

kristne med at gøre brug af dette allerede eksisterende politisk-religiøse aspekt i samfundet. Ud

over dette så vi også, at de kristne sandsynligvis har tolket forfølgelsen religiøst, og at de fandt styrke

og trøst midt under forfølgelsen i andre martyrberetninger og f.eks. i Daniels Bog.

22

6. Litteraturliste

Bibelen. 2001. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger. København: Det Danske Bibelselskab.

Bramming Hansen, Susanne & Per Methner Rasmussen. 2009. Tekstkompendium, Nero – tekster på

latin. Københavns Universitet.

Bramming Hansen, Susanne & Per Methner Rasmussen. 2009. Oversættelseskompendium, Nero –

tekster i oversættelse. Københavns Universitet.

Christensen, Arne Søby. 1977. Kristenforfølgelserne i Rom indtil år 250. København: G.E.Gads Forlag.

Dunn, J. D. G. 2002. Vol. 38A: Word Biblical Commentary: Romans 1-8. Word Biblical Commentary.

Dallas: Word, Incorporated.

Irwin, D.T & Scott W. Sunquist. 2001. History of the world christian movement. New York, USA: Orbis

books.

Jacobsen, Frank. 1991. Romerbrevet – Credo Kommentaren. København: Credo Forlag.

Josephus, F. 1996. The works of Josephus: Complete and Unabridged. Peabody: Hendrickson.

Kjær-Hansen, Kai. 2003. Apostlenes Gerninger. Det Danske Bibelselskab.

L. de Blois and R.J. van der Spek. 2005. An Introduction to the Ancient World. London: Routledge.

Pedersen, Nils Arne & Per Ingesman. 2012. Kirkens Historie I. København: Hans Reitzels Forlag.

Skarsaune, Oskar. 2002. Kristendommens jødiske rødder - bind 1. København: Credo.

23

Swindoll, Charles R. 2002. Great Lives from God's Word Volume Six, Paul: A Man og Grace and Grit.

Nashville, Tennessee, The W Publishing Group.

Thomsen, Ole. 2008. Veje til Rom - Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal. Aarhus:

Universitetsforlag.

Ørsted, Peter. 2004. Nero - Kejser i Rom. Danmark: Høst & Søns forlag, 1. udg.

24

1. Bilag

Tacitus´ Annales 15. bog, 44

Men at bringe dette slemme rygte til at forstumme, at ilden var påsat – det formåede ikke

menneskers indsats, ikke regentens gaveregn, og ikke forsoningsgudstjenesterne. Altså besluttede

Nero, for at lukke munden på folkesnakken, at skyde skylden på de mennesker, som almuen kaldte

kristne og afskyede for deres skændselsgerninger, og dem udsatte han for de mest udspekulerede

straffe. Navnet ”kristne” havde de efter Kristus, som, mens Tiberius var kejser, var blevet henrettet

ved guvernør Pontius Pilatus. Derved blev denne dødbringende overtro undertrykt for en tid, men

siden slog den atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, denne sygdoms arnested, men også her i

hovedstaden, hvor alt afskyeligt og skammeligt strømmer sammen fra hele verden og finder

grobund. Først lod man dem, der tilstod, pågribe; dernæst arresterede man en enorm mængde,

som var blevet angivet af de første; og det var ikke så meget brandstiftelse, de blev dømt for, som

det var had til hele menneskeheden. Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev

dækket af vilddyrskind og flænset til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt

i brændbare stoffer, og når solen var nede, fungerede de som lygter i natten. For dette skuespil

havde Nero åbnet sine haver, hvor han også gav opvisning i sin private cirkus: Iført

vognstyrerkostume blandede han sig med pøbelen, eller han poserede i sin vogn. Så selv om de

kristne var forbrydere der fortjente de mest eftertrykkelige straffe, rejste der sig dog en følelse af

medlidenhed med dem, for folk syntes ikke, de blev ofret for almenvellet, men for én mands

blodtørst.

25

2. bilag

Svetonius Tranquillus´s kejserbiografier. Sjette bog - Nero

Han skaanede for øvrigt heller ikke Folket eller sin Fødestad. Da En under en almindelig Konversation

bemærkede: naar jeg er død, saa lad Jorden gaa op i Luer, sagde han: nej hellere medens jeg lever,

og handlede virkelig derefter. Under Paaskud af at hann var misfornøjet med de gamle grimme

Bygninger og de snævre og krumme Gader, stak han Ild paa Rom, saa aabenlyst at adskillige

Konsularer paagreb hans Lakajer med Twist og Fakler i deres ejendomme, uden at turde gøre dem

noget, og at nogle Magasiner omkring det gyldne hus, hvis Grund han var særlig begærlig efter, blev

skudt ned og stukket i Brand med Krigsmaskiner, fordi de var opført af hugne Sten.

26

3. bilag

Johannes´ Åbenbaring kapitel 17 vers 1 til 18

Den store skøge og dyret

1 Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: »Kom, jeg vil vise dig dommen

over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. 2 Hende drev jordens konger utugt med,

og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.« 3 Og den førte mig i Ånden ud i

ørkenen. Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv

hoveder og ti horn. 4 Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og

perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. 5 På

panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens

afskyeligheder.« 6 Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og

jeg undrede mig meget ved at se hende. 7 Men englen sagde til mig: »Hvorfor undrer du dig? Jeg vil

fortælle dig hemmeligheden om kvinden og om dyret, der bærer hende, det som har de syv hoveder

og de ti horn. 8 Dyret, du har set, var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin

undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står

skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme. 9 Her kræves der

et sind med visdom! De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på, og de er syv konger. 10

De fem er faldet, én er nu, den sidste er endnu ikke kommet, og når han kommer, skal han kun være

der kort tid. 11 Og dyret, som var og ikke er nu, er selv både den ottende og én af de syv, og det går

sin undergang i møde. 12 Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt,

men som en enkelt time får magten sammen med dyret. 13 De har alle samme tanke, og deres magt

og myndighed giver de dyret. 14 De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi

det er herrernes herre og kongernes konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og

trofaste, der er i dets følge.« 15 Og den sagde til mig: »De vande, som du har set kvinden sidde ved,

er folk og skarer, folkeslag og tungemål. 16 Og de ti horn, du har set, og dyret, de vil hade skøgen

og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende. 17 For Gud har

indgivet dem at gøre hans vilje og at have samme vilje og give dyret deres kongemagt, indtil Guds

ord er udført. 18 Og kvinden, du har set, er den store by, som har herredømmet over jordens

konger.«

27

4. bilag

Daniels Bog kapitel 3 vers 1 til 30

De tre venner i ovnen med flammende ild

1 Kong Nebukadnesar lod fremstille en billedstøtte af guld, der var tres alen høj og seks alen bred;

han opstillede den i Dura-dalen i provinsen Babylon. 2 Og kong Nebukadnesar sendte bud om, at

satrapperne, fyrsterne, statholderne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle

provinsens embedsmænd skulle samles. De skulle komme til indvielsen af den billedstøtte, kong

Nebukadnesar havde opstillet. 3 Så samledes satrapperne, fyrsterne, statholderne, rådgiverne,

skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsens embedsmænd til indvielsen af den

billedstøtte, kong Nebukadnesar havde opstillet, og de stillede sig op foran den. 4 Da råbte herolden

med høj røst: »Til jer lyder befalingen, I folk, stammer og tungemål: 5 Når I hører lyden af horn,

fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, skal I kaste jer ned og tilbede

guldstøtten, som kong Nebukadnesar har opstillet. 6 Enhver, der ikke kaster sig ned og tilbeder, skal

straks kastes i ovnen med flammende ild.« 7 Så snart alle folkene hørte lyden af horn, fløjte, citer,

harpe, psalter og alle andre instrumenter, kastede alle folk, stammer og tungemål sig ned og tilbad

guldstøtten, som kong Nebukadnesar havde opstillet. 8 Da trådte nogle kaldæiske mænd frem med

anklager mod jøderne. 9 De sagde til kong Nebukadnesar: »Kongen leve evigt! 10 Du har udstedt

den befaling, konge, at enhver, der hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og

alle andre instrumenter, skal kaste sig ned og tilbede guldstøtten, 11 og at enhver, der ikke kaster

sig ned og tilbeder, skal kastes i ovnen med flammende ild. 12 Nu er der nogle jødiske mænd,

Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som du har sat til at styre provinsen Babylon. Disse mænd retter

sig ikke efter dig, konge; din gud dyrker de ikke, og den guldstøtte, du har opstillet, tilbeder de ikke.«

13 Da befalede Nebukadnesar i vrede og harme, at man skulle hente Shadrak, Meshak og Abed-

Nego; disse mænd blev så ført frem for kongen. 14 Nebukadnesar spurgte dem: »Shadrak, Meshak

og Abed-Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet?

15 Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af

horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke

I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde

jer ud af min magt?« 16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi

28

behøver ikke at svare dig! 17 Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan

redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. 18 Og selv om han ikke gør det,

skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har

opstillet.« 19 Da blev Nebukadnesar opfyldt af vrede mod Shadrak, Meshak og Abed-Nego, og hans

ansigt blev ganske fortrukket. Han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange så meget som

sædvanlig, 20 og han gav befaling til nogle stærke mænd i hæren om at binde Shadrak, Meshak og

Abed-Nego og kaste dem i ovnen med flammende ild. 21 Så blev mændene bundet, og iført deres

kapper, bukser, huer og andet tøj blev de kastet i ovnen med flammende ild. 22 Fordi kongens ordre

var streng og ovnen så stærkt ophedet, blev de mænd, der løftede Shadrak, Meshak og Abed-Nego

op, dræbt af flammerne fra ilden; 23 og de tre mænd, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, faldt bundne

ned i ovnen med flammende ild. 24 Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og

spurgte sine ministre: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?« De svarede kongen:

»Jo, det var, konge.« 25 Han sagde så: »Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke

lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.« 26 Så gik Nebukadnesar hen til døren ind

til ovnen med flammende ild og råbte: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, Gud den Højestes tjenere,

kom ud, og kom herhen!« Shadrak, Meshak og Abed-Nego kom ud fra ilden, 27 og satrapperne,

fyrsterne, statholderne og kongens ministre stimlede sammen for at se mændene; deres legemer

havde ilden ikke fået magt over, håret på deres hoved var ikke afsvedet, deres kapper var uskadt,

og der hang ikke brandlugt ved dem. 28 Nebukadnesar sagde: »Lovet være Shadraks, Meshaks og

Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og

overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud

end deres egen. 29 Denne befaling udsteder jeg til alle folk, stammer og tungemål: Enhver, der

udtaler en forhånelse mod Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, skal sønderlemmes, og hans hus

skal lægges i grus, for der er ingen anden gud, der kan redde som han.« 30 Og kongen gav Shadrak,

Meshak og Abed-Nego høje stillinger i provinsen Babylon.