5 ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØR خمس سنوات بعد اندلاع الثورات ... · PDF fileخمس سنوات بعد اندلاع الثورات العربية 5 ÅR EFTER DE

عالدنا دعب تاونس سمخ

ةيبرعلا تاروثلا

5 ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØR

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.

DANMARKS GLOBALE MAGASIN

UDVIKLING

I Sri Lanka er der let adgang til pesticider, som derfor er den hyppigste metode til selvmord. Det skal et dansk forskningsprojekt nu forhindres. 56 /

ERHVERVPOLITIK

BOLIVIA SÆTTER KOKAEN TIL SALG

SELVMORD MED SPRØJTEGIFT KAN FORHINDES

EFTER VESTAFRIKAS FORÅRBurkina Fasos folkelige revolution bør bryde vestlig vanetænkning om Afrikas. 28 /

Præsident Evo Morales tillod først dyrkning af kokaplanten – nu vil han eksportere dens. 10 /

- NR 1 - 2015 - MARTS - 42. ÅRGANG -

Klimainvesteringsfonden bidrager med viden og co-finansiering til virksomheder og developere, der ønsker at udvikle, drive eller eksportere teknologi til klimarelaterede projekter i vækst- og udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa.

Har du et klimaprojekt, der er nøglefærdigt eller i udviklingsfasen, så tal med os.

Ring 33 63 75 00 eller læs mere og book et møde på klimainvesteringsfonden.dk

WeT

hink.dk

Klimainvesteringsfonden er administreret af IFU.Vi tilbyder viden, rådgivning og finansiering.

KLIMAET FOR BÆREDYGTIGE INVESTERINGER HAR ALDRIG VÆRET BEDRE- VIL DU VÆRE MED?

HAR DU PROJEKTET,HAR VI VIDEN OG PENGE

KULTUR

UDVIKLING

POLITIK

ERHVERV

FASTE SIDER

DANMARKS GLOBALE MAGASIN

– NR 1 • 2015 • MARTS • 42. ÅRGANG –

s.52 /

s.22 /

s.38 /

”I DETTE LAND GRÆDER JEG HVER DAG” Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman skal foregå i Etiopien. Læs hendes fine rejsebrev.

TEMA: 5 ÅR EFTER REVOLUTIONENDe begyndte i Tunesien og er senest nået til Burkina Faso. Udvikling gør status over de folkelige oprør.

DRONERNES TAVSE OFREFotograf Massimo Berruti portrætterer de civile ofre for droneangreb i det nordlige Pakistan.

Indonesisk kvindegruppe kræver oprejsning s.6 /

Tunesien: Nu vil folk have sikkerhed s.22 /

Krise fem år efter det arabiske oprør s.24 /

Militærudgifter i Afrika stiger kraftigt s.27 /

Analyse: Læren efter Burkina Fasos revolution s.28 /

FN: Alderdom bliver fremtidens udfordring s.4 /

Skatteflugt svækker kamp mod ebola s.4 /

Fotoserie: Tæt på pakistanske drone-ofre s.38 /

Sri Lanka: Forsker vil for-hindre gift-selvmord s.56 /

Kampagner: Onde skurke virker – måske s.60 /

Koka er Bolivias nye eksport-guld s.10 /

Myanmar/Burma på danske virksomheders radar s.14 /

Somalia inviterer udlændinge til oliefest s.14 /

Stor efterspørgsel efter klimavenlige løsninger s.14 /

Venezuela: Billige Barbie-dukker hitter stort s.66 /

Afrika: Spoken Word giver rum til nye stemmer s.16 /

Stor interesse for nyt palæ-stinensisk museum s.21 /

Nu vil verden have kunst fra Myanmar s.21 /

Mozambique: Slum er en del af kulturarven s.21 /

Flere østafrikanske kvinder vælger singlelivet s.34 /

Velkommen til Udviklings side 9-afgrøde s.9 /

Kulturen Kort: Afripedia og eksperttyranni s. 44 /

Dem skal du følge på de sociale medier s.45 /

Navne: Ny chef for Folke- kirkens Nødhjælp s.64 /

Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.65 /

IndholdDe mangler rent vand s.51 /

Bolivias koka-fremstød s.10 /

Klimainvesteringsfonden bidrager med viden og co-finansiering til virksomheder og developere, der ønsker at udvikle, drive eller eksportere teknologi til klimarelaterede projekter i vækst- og udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa.

Har du et klimaprojekt, der er nøglefærdigt eller i udviklingsfasen, så tal med os.

Ring 33 63 75 00 eller læs mere og book et møde på klimainvesteringsfonden.dk

WeT

hink.dk

Klimainvesteringsfonden er administreret af IFU.Vi tilbyder viden, rådgivning og finansiering.

KLIMAET FOR BÆREDYGTIGE INVESTERINGER HAR ALDRIG VÆRET BEDRE- VIL DU VÆRE MED?

HAR DU PROJEKTET,HAR VI VIDEN OG PENGE

Barbie ser lyserødt s.66 /

FOTO

S: T

HIE

RR

Y G

OU

EGN

ON

/REU

TER

S/SC

AN

PIX

(N

ED.)

& S

ØR

EN R

UD

/DA

NID

A (

ØV.

)

AGENDAUDVIKLING

WHO: Alderdom bliver fremtidens udfordring

FÆNOMENET ALDRING BØR have hø-jere global prioritet, simpelthen fordi antallet af ældre i verden stiger markant i de kom-mende årtier. Det mener Verdenssundhedsor-ganisationen (WHO).

I 2050 vil der være to milliarder menne-sker over 60 år. Det er mere end dobbelt så mange som nu. Læg hertil, at 80 procent af de ældre vil befinde sig i lav- og mellemind-komstlande.

Selv om folk lever længere, får de ikke automatisk sundere liv end før. I øjeblikket er næsten en fjerdedel af den globale byrde i form af død og sygdomme hos personer over 60 år – og den byrde bliver tungere. Der vil komme flere med langvarige sygdomme såsom kræft, kroniske luftvejsinfektioner, problemer med hjertet, gigt, knogleskørhed, angreb på nervesystemet og psykiske lidel-ser. Samtidig vil mange opleve et mindsket velbefindende.

Vækst uden job SELV OM DE MINDST udviklede lande i verden har økonomisk vækst, så kniber det for dem at skabe nye arbejds-pladser.

Det fremgår af en rapport om disse så-kaldte LDC-lande fra FN's handels- og ud-viklingsorganisation UNCTAD.

Årsagen er, at landene halter bagud med at forandre deres økonomiske struktur, så den passer til den nye globale økonomi. Først når det sker, kommer der flere job, vurderer UNCTAD.

De nye job skal være ordentlige arbejdspladser i sektorer med høj pro-duktivitet, anbefaler organisationen. Det internationale sam-fund bør hjælpe med omstillingen, mener UNCTAD. • /RH

AF REGNER HANSEN

ENORM UDFORDRINGDer venter således en kæmpemæssig udfor-dring for de offentlige sundhedsvæsener – ikke mindst i u-lande, som i stigende grad skal forholde sig til ”nye” sygdomme i tillæg til de fattigdomssygdomme, som de i forvejen træk-kes med. For eksempel viser den nyeste prog-nose, at antallet af mennesker med demens på verdensplan vil stige fra 44 millioner nu til 135 millioner i 2050.

WHO’s eksperter vurderer, at det bliver nødvendigt med store forandringer i håndte-ringen af sundhed og pleje, som bør tilpasses udviklingen i hvert enkelt land. Det er vigtigt at imødegå risikoen for øget ulighed i sund-hedstilbuddene, siger de.

WHO opfordrer samtidig til at optrappe den forebyggende indsats. Et bedre fysisk og socialt miljø kan afbøde væksten i behovet for hjælp, hedder det. Sunde og glade ældre kan bedre bidrage til det samfund, de lever i. •

I de kommende årtier vil antallet af ældre fordobles. De fleste vil befinde sig i lavindkomst- og mellemindkomstlande, og det vil kræve nye blikke på sundhed.

4/

FOTO

S: IN

GIM

AG

E (Ø

V.)

CO

LOU

RB

OX

(N

ED.)

Lettere at sende penge hjem Skatteflugt svækker kamp mod ebola

SÅKALDTE REMITTERINGER udgør tre gange så meget som den officielle udvik-lingsbistand. Det anslår Verdensbanken om pengene, som overføres af privatpersoner fra deres opholdsland – typisk et industriland – til familien i deres hjemland – typisk et u-land.

DE TRE VESTAFRI-KANSKE LANDE Liberia, Sierra Leone og Guinea er hår-dest ramt af ebola-epidemien. Sådan behøvede det måske ikke at være, hvis de havde haft et større sundhedsbudget. En beregning, foretaget af den internationale hjælpeorganisation ActionAid, viser, at de tre lande mister mere på grund af virksomheders skat-teflugt, end de har til rådighed til sund-hedsformål.

Skatteflugten har et anslået omfang på, hvad der svarer til næsten 300 millioner dollar (1,8 milliarder kroner). Tallet stam-mer fra 2011, som er det nyeste bereg-ningsgrundlag.

Liberia, Sierra Leone og Guinea er lande med dyb fat-tigdom, svage rege-ringsinstitutioner og et nødtørftigt sund-hedsbudget, der var dårligt forberedt på at håndtere ebola-krisen. Eksempelvis er der cirka 10 gange så mange mennesker pr. hospitalsseng i lan-dene, end der typisk er i rige lande. • /RH

I 2013 var der tale om over 400 milliarder dollar (2.400 milliarder kroner).

Nu lancerer de svenske myndigheder en tjeneste med navnet Money from Sweden, som skal gøre det lettere og mere oversku-eligt for udlændinge at sende penge hjem.

Money from Sweden er udviklet af den svenske forbrugerstyrelse på foran-

ledning af regeringen, som håber at skærpe konkurrencen og mindske

gebyrerne ved privatpersoners overførsel af penge fra Sverige

til privatpersoner i andre lande. Tjenesten sætter brugerne i

stand til på stedet at sammen-ligne afgift, vekselkurs og

hurtighed hos udbyderne.Initiativet roses af Lisa

Pelling, som er chef-analytiker i den svenske

tænketank Arena Idé og har skrevet en doktorafhandling om remitteringer. Hun mener, at tjenesten måske kan blive en model for andre lande. Pelling siger ifølge magasinet OmVärlden fra den svenske stats bistandsorgan Sida, at hun har et langsigtet håb om, at det internationale finansielle system vil begynde at begun-stige pengeoverførsler mellem privatpersoner i forhold til store transaktioner. • /RH

I LØBET AF 2015 skal verdens lande disku-tere udviklingsmålene frem mod 2030, der skal afløse de hidtidige mål. FN's generalse-kretær, Ban Ki-Moon, antyder i en rapport, at han forestiller sig 17 nye udviklingsmål, som tilsammen skal udrydde fattigdom, forandre tilværelsen for alle verdens borgere og be-skytte jordkloden.

Målene fremgår af en rapport fra generalse-kretæren, der skal vise ”vejen til værdighed”. De 17 mål omfatter seks fokusområder: Vær-dighed, folk, velstand, jordkloden, retfærdig-hed og partnerskaber.

Rapporten er resultatet af to års forberedel-ser, som har haft deltagelse af medlemslan-dene, FN-embedsmænd, eksperter og repræ-sentanter for det civile samfund.

17 nye mål for udvikling

Ban Ki-Moons udspil får generelt en positiv modtagelse, fordi målene ifølge kommenta-torer er præget af et helhedssyn. Dog mener enkelte kritikere, at der burde gives mere op-mærksomhed til handel og migration. • /RH

5/

Indonesien

KVINDERNE, DER OVERLEVEDE SUHARTOEt indonesisk statskup i 1965 blev besvaret med et kontrakup. Millioner blev myrdet, og mange blev sendt i arbejdslejre, hvor kvinderne var særlig udsatte. Ingen af de overlevende har endnu fået oprejsning, men en planlagt folkedomstol i Haag i 2015 vækker nyt håb.

AF ANNA STERNFELDT, BUKITTINGGI OG JAKARTA

ILLU

SRA

TIO

N: O

TTO

DIC

KM

EISS

6/

EFTER INDONESIENS selvstæn-dighed i 1949 så USA med bekymring på udviklingen i landet. En vis demo-kratisk udvikling havde man kunnet tolerere, men den antikapitalistiske og antiimperialistiske tendens, der vok-sede sig stadig stærkere – den brød man sig ikke om. Indonesien var et land med enorme mængder råstoffer, som den vestlige verden gerne ville lægge beslag på, men udviklingen i 1960’erne betød en risiko for, at man ville gå glip af alle herlighederne.

Det ville USA ikke finde sig i, og sammen med Indonesiens militær, religiøse ledere og højreorienterede økonomer iscenesatte USA's rege-ring (ved hjælp af CIA) et statskup. Via den 30. september 1965 blev syv højtstående officerer, heraf seks generaler, myrdet, og Indonesiens kommunistiske parti, Partai Komunis Indonesia (PKI), fik skylden.

General Suharto overtog ledelsen af militæret, kuppet blev slået ned, og så indledtes en massakre på tre millioner mennesker, samtidig med at 1,5 millioner mennesker blev sendt i arbejdslejre under modbydelige forhold (tallene varierer afhængigt af kilden). Den livsfarlige, epidemiske kommunisme skulle bremses. Det var tilstrækkeligt at være ven med eller i familie med en kommunist. Eller socialist, eller intellektuel, eller etnisk kineser. Alle, der blev betragtet som en trussel mod ”The New Order”, som Suharto og hans allierede ville indføre, blev anklaget for at være kommunis-ter. Og skulle udryddes.

PKI’s kvindegruppe Gerwani blev anklaget for at have deltaget i et ritu-almord på generalerne. Man sagde, at kvinderne havde klædt sig af og dan-

set og senere tortureret generalerne med barberblade. Det blev påstået, at de havde stukket øjnene ud på genera-lerne og skåret deres kønsdele af.

Efter at ligene var blevet smidt i en dyb brønd, havde kvinderne deltaget i et orgie sammen med de tilstede-værende mænd. Historien om de frygtelige kvinder spredte sig i hele landet, men ingen af kvinderne kom nogensinde for en domstol.

ET LIV I FRYGTI det hele taget blev Gerwani-kvin-derne en meget udsat gruppe, som blev dæmoniseret af det indonesiske militærs propagandakampagner.

Man fremstillede medlemmerne i Gerwani som ”amoralske ludere”, der svigtede deres land via deres rolle i statskuppet. I nogle tilfælde var det tilstrækkeligt, at de havde hjulpet til med at sy eller lave mad for at blive anklaget for medvirken i kup-pet. Nogle gange var kvinderne ikke engang med i Gerwani, men aktive i forskellige fagforeninger. Alle, der var mistænkt for at have haft den mindste >

smule kontakt med kommunisterne, blev fængslet.

Jeg møder nogle af kvinderne, der overlevede massakren i Bukittinggi i det vestlige Sumatra. En af dem er Rosnina, der var medlem af Gerwani og blev dømt til 12 år i arbejdslejr. Hun havde sit etårige barn med i fængslet, men barnet døde efter en tid. Hendes mand sad også i arbejdslejr, men forsvandt efter syv måneder.

”De fortalte mig, at de havde hug-get hovedet af ham og smidt det i floden og derefter smidt hans krop i en kløft. At fortælle sådan noget var deres måde at skænde mig på, det var en del af torturen. Jeg så også tit mennesker blive slået ihjel, det var en måde at true mig på. Hvis jeg ikke for-talte, hvad jeg vidste, ville de også slå mig ihjel. Jeg levede i konstant frygt,” fortæller hun.

Rosnina blev aldrig gift igen og fik ikke flere børn. Hun kunne ikke arbejde, efter at hun blev løsladt, så hendes familie tog sig af hende.

Manismar, som i dag er 80 år, var også aktiv i Gerwani, og også hun var 12 år i lejr. Hun havde sin datter på ni måneder med sig i fængslet, og datte-ren voksede op der. Manismars mand var leder af PKI, så han blev slået ihjel. Selv blev hun voldsomt tortureret.

”De stillede tunge borde oven på mine fødder, så i dag har jeg ingen følelse i mine storetæer. De rev håret ud af hovedet på mig, og de slog mine tænder ud. De stak pistoler ind i ma-ven på mig og truede med at slå mig ihjel,” siger hun.

Manismar spørger, om jeg kender til marxismen, og da jeg svarer, at jeg ikke bare kender til den, men at jeg har studeret den på universitetet i for-bindelse med mine sociologistudier, lyser hun op som et lykkeligt, lille barn. Hun får tårer i øjnene, og hun omfavner mig hårdt. Jeg ved, at hen-

“De stillede tunge borde oven på mine fødder, så i dag har jeg in-gen følelse i mine storetæer. De rev håret ud af hovedet på mig, og de slog mine tænder ud.

Manismar, tidligere medlem af Gerwani

“PKI’s kvindegruppe Gerwani blev anklaget for at have delta-get i et ritualmord på genera-lerne. Man sagde, at kvinderne havde klædt sig af og danset og senere tortureret generalerne med barberblade. Det blev påstået, at de havde stukket øjnene ud på generalerne og skåret deres kønsdele af.

UROLIGHEDER I INDONESIEN 1963 – HER VED DEN BRITISKE AMBASSADE. DE ANTI-IMPERIALI-STISKE STRØMNINGER FØRTE TIL EN MODREAKTION I FORM AF GENERAL SUHARTOS KUP I 1965.

FOTO

: PO

LFO

TO

7/

des glæde ikke beror på, at hun tror, at jeg deler hendes politiske ideal, men på at jeg har indsigt i den ideologi, som hun har lidt så meget for, og som har været hendes identitet. Hun føler sig simpelthen set. Noget, hun ikke har oplevet siden 1965.

Johanna Maria var lærer på en skole, der blev drevet af Gerwani, og for den ”forbrydelse” fik hun 12 år i arbejdslejr. Hendes mand var i mili-tæret, så han havde ingen problemer, han sørgede derimod for at gifte sig med andre kvinder, mens Johanna Maria sad fængslet. Ligesom de øv-rige kvinder siger hun, at en af hendes veninder blev voldtaget. Jeg spekule-rer over, hvilke af kvinderne der taler om sig selv. Måske dem alle sammen.

ENDELIG LØSLADTPå et plejehjem i Jakarta for overle-vende fra massakren i 1965/66 møder jeg kvinderne Lestari og Pujiati. Den tidligere præsident Megawatis mand skænkede huset til ofrene for Suhar-totiden, fordi han havde medfølelse med dem. Mange af dem havde ingen steder at være, da de blev gamle.

”Det ville være hårdt at bo sammen med min familie. De forstår ikke min politiske overbevisning, så der bliver hele tiden konflikter. Så jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan bo her,” siger Lestari.

Både Lestari og Pujiati har som så mange andre siddet fængslet i 12 år, og deres skæbner minder om hin-anden. Venner og familie, der er for-svundet, hårdt arbejde, for lidt mad, at leve tæt sammenstuvet og med store sanitære mangler.

”Det blev bedre, efter at Amne-sty International besøgte os, og det

> gjorde de, da presset fra det interna-tionale samfund blev for stort. Så fik vi madrasser at sove på og endda et tv. Det var presset fra omverdenen, der gjorde, at vi endelig blev løsladt i slut-ningen af 1970’erne,” fortæller Pujiati.

Selv om kvinderne blev sluppet ud af arbejdslejren, var de stadig ikke helt frie. Bevægelsesfriheden var kraftigt begrænset, og de havde fortsat rap-porteringspligt. De fik forbud mod at arbejde inden for områder, som på den ene eller den anden måde kunne påvirke offentlighedens meningsdan-nelse, for eksempel som journalist, lærer, præst og advokat.

Før de blev løsladt, blev kvinderne også tvunget til at underskrive et løfte om, at de ville afholde sig fra al politisk aktivitet, og at de ville afstå fra alle krav om kompensation for at have været fængslet på fejlagtigt grundlag eller for at være blevet behandlet dårligt. Alle tidligere politiske fanger fik også et stempel på deres id-kort, der anførte, at de havde været i fængsel. Friheden var altså begrænset af en stærk stigmatise-ring, som blev opretholdt aktivt, indtil Suharto blev afsat i 1998.

Nu er der ikke længere nogen, der har rapporteringspligt, og ingen har længere stempler på deres id-kort. I stedet har man efterladt alle overle-vende ofre i et stort vakuum. Som om ingenting var hændt.

NY FOLKEDOMSTOLIndtil videre har hverken Indonesiens regering eller menneskerettigheds-domstolen anerkendt nogen proble-mer under de tidligere regimer. Lan-dets menneskerettighedskommission, Komnas HAM, fremlagde en rapport med interviews med 349 øjenvidner

for den offentlige anklager i 2012 og bad om en officiel undersøgelse af det, der skete i 1965-66. Den offentlige anklager afslog ansøgningen med den forklaring, at beviserne var utilstræk-kelige til at motivere en officiel rets-undersøgelse. Endnu en gang blev alt fejet ind under gulvtæppet.

Men så skete der noget. I december 2012 var der premiere på The Act of Killing i Indonesien, en dokumentar-film (støttet af Danida, red.), der tager udgangspunkt i gerningsmændenes perspektiv, og emnet, der har været fuldstændig tabubelagt, blev pludselig diskuteret i hele landet. Ganske vist er ingen endnu blevet stillet til ansvar, men tavsheden er brudt. Frustreret over afslaget på Komnas HAMs rapport, og inspireret af det stærke indhold i The Act of Killing, mødtes nogle menneskerettighedsaktivister og overlevende fra 1965/66 i Holland og bestemte sig for at opstille en fol-kedomstol i Haag i 2015. Netop Haag har stor symbolsk betydning, og også året 2015 har betydning, eftersom det markerer ”50 års tavshed”.

De kvinder, jeg mødte, har været udsat for så hårrejsende ting, at man ikke kan beskrive det, og alligevel har de både kærlighed og humor at dele ud af. De er skadet for livet og sover dårligt om natten, men de har stadig et håb om en dag at få oprejsning. Og med udsigt til folkedomstolen næste år kan det være, at de endelig får deres store ønske opfyldt. •

Oversat af Julie Top-Nørgaard

FOTO

: A

NN

A S

TER

NFE

LDT

FARLIG FORTID

Udvikling ser i en ny serie nærmere på historiske traumer,

der endnu ikke er helet.

DE, SOM OVERLEVDE SUHATOS MASSAKRER, BEGYNDER AT BLIVE GAMLE. MEN DE HÅBER STADIG PÅ OPREJSNING.

8/

MEXICO BY ved frokosttid. Hånd-værkere og slipsedrenge står på tæ-erne af hinanden hinanden i en lang kø, mens biler i tusindvis ruller forbi på vejen. Over mega-metropolen bager solen fra en skyfri himmel.

Mexicanerne i køen sveder og ser længselsfuldt ind i den lille biks. An-

dre står på fortovet og gumler på frisk-lavede tortillaer med chili drivende ned ad hagen. En lidt bred, midald-rende dame er i fuld gang med at lave majspandekager med kød og bønner. Og så lidt chili. El Clásico.

Majs er fra Mexico, eller rettere fra det landområde, vi i dag kalder

Mexico. Her blev afgrøden måske spist for helt op til 8.000 år siden, den præcise oprindelse er uvis. Sikkert er det imidlertid, at afgrøden spredte sig sydpå, og at Sydamerikas stammer tog imod den med åbne arme

Da spanierne ankom for 500 år si-den, var planten at finde i det meste af Latinamerika. Den lille gule ”ært”, der sidder tæt pakket på en stor, karakteri-stisk stilk, var grøntsag par excellence i inkaens palads, i mayaens pyramide og på aztekerens marked – en herlig farverig gul-grøn grøntsag med smag og sunde egenskaber.

LATINAMERIKANERNES HOFRETMen den er ikke naturlig. Ikke helt. Majs blev ifølge historikerne videre-udviklet af de oprindelige folk. Plan-ten er forfinet via naturlig selektion i kombination med, at stammerne gav den optimale forhold, så den udvik-lede sig til den potente majskolbe, vi kender i dag.

Da majs tog den lange rejse sydpå over brusende floder og høje bjerge til Sydamerika, blev afgrøden bare endnu mere populær. Den saftige gule majs kom til at spille en vigtig rolle i menuen over det meste af Latiname-rika. Det gør den stadig.

Klimaet var – og er – perfekt til majs, siden planten skal bruge en lang, varm vækstsæson for at trives.

IMPORT TIL EUROPADa Christoffer Columbus til sidst kom og ’opdagede’ Amerika i histori-ens måske største kultursammenstød, opdagede han også majsplanten. Den store afgrøde blev importeret til Europa, og majs blev populær i både syd og øst.

Da europæerne på ny krydsede Atlanterhavet i store indvandrings-bølger i løbet af 1800-tallet, tog de majsplanten med til Nordamerika, hvor den blev populær i USA’s varme sydstater.

At majs siden blev opfattet som en europæisk arv (i USA), er skæb-nens ironi. Men det er en ironi, de er fuldstændig ligeglade med i Latin-amerika, så længe de kan få en fyldt majstortilla til frokost.

USA og Brasilien er i dag verdens største producenter af majs. Afgrøden bliver desuden dyrket intensivt i latin-amerikanske lande fra Argentina til Mexico, ofte som gmo-afgrøde. Men det er en anden historie. •

MAJS MÆTTER MASSER AFMEXICANSKE MAVER Det er svært at forestille sig Mexico uden den lille runde majstortilla – pandekagen. Den er tradition. Det samme er majsplanten, der blev udviklet af aztekernes forfædre og siden blev en vigtig afgrøde i hele Amerika.

AF EBBE FISCHER

DER FINDES FLERE END 300 FORSKELLIGE MAJSSORTER I VERDEN. MAJS

9/

KOKA ER BOLIVIAS NYE GULD

Eksport

Det har i årtusinder været en fast bestanddel af Andesregionens agroindustri. Bolivias præsident, Evo Morales, er selv gammel kokabonde, og han har tilladt dyrkning af planten i sit land. Nu vil han også eksportere koka. Markedet er lovende.

AF EBBE FISCHER

FOTO

: JU

AN

KA

RIT

A/A

P/PO

LFO

TO

DEN BOLIVIANSKE PRÆSIDENTS KOKAKAMP MOD FN HAR GJORT HAM TIL EN YDERST POPULÆR I BEFOLKNINGEN.

AF EBBE FISCHER

10/

>

LATINAMERIKANSKE narkokar-teller har i årtier tjent kassen på illegal eksport af kokain fra Sydamerika til USA og Europa.

Nu vil Bolivias lovlige kokaindustri også eksportere produktet, dog i en mildere variant. Eksempelvis som koka-te, der afhjælper træthed, højde-syge og sult, mens bolivianerne stadig vil samarbejde med det internationale samfund om at bekæmpe den globale kokainhandel.

Bolivias viceminister for koka og industrialisering, Gumercindo Pucho, er optimistisk i forhold til handel med kokablade, der er langt mildere end ekstraktet kokain.

”Kokablade er et godt produkt, og vi ser en udvikling i retning af, at vi kan eksportere industrialiserede

kokaprodukter,” sagde han sidste år.

Udtalelsen kom-mer i forlæn-

gelse af en aftale

med

Ecuador, underskrevet af præsiden-terne Evo Morales (Bolivia) og Rafael Correa (Ecuador) i oktober 2013. En aftale, der blandt andet skal fremme samhandel med kokaprodukter.

Samtidig er Bolivias diplomati i dialog med Cuba om eksport af koka-blade. FN modsætter sig imidlertid al eksport af den berygtede koka plante, fordi man frygter mere fremstilling af et af verdens mest vane dannende og skadelige euforiserende stoffer: Kokain.

ÆLDGAMMEL VAREKokablade har været benyttet i An-desregionen i mindst 4.000 år, mens nogle forskere daterer brugen af ko-kablade hele 6.000 år tilbage i tiden. Bladene tygges i dag af over 60 pro-cent af bolivianerne, særligt mænd.

Imidlertid har alt internationalt salg af kokablade været forbudt siden 30. marts 1961, da FN vedtog The Single Convention om Narcotic Drugs. En konvention, der er un-

derskrevet af 184 stater, og som skal dæmme op for handel med kokain, foruden en lang række andre euforise-rende stoffer.

Gumercindo Pucho understreger derfor, at fremtidig eksport af kokain bliver i henhold til bilaterale aftaler med villige lande.

Imens advarer FN’s kontor for narkobekæmpelse, UNODC, mod at eksportere kokablade med henvisning til, at det kun er i Bolivia, produktet er lovligt. Kokablade er stadig på FN-listen over ulovlige euforiserende stof-fer. Men bolivianerne slår på, at der er langt fra virkningen af kokain til virkningen af kokablade.

Førstnævnte er et hårdt stof, et ekstrakt behandlet med kemikalier og med en overvældende virkning, mens sidstnævnte er et rent naturprodukt, der kun giver en lettere berusende følelse i kroppen. Det påpeger bolivia-nerne ivrigt.

EVOS KAMPPræsident Evo Morales, der altid kaldes ved sit fornavn hjemme i Bolivia, er selv tidligere kokabonde og leder af koka-bøndernes fagforening.

Siden han blev præsident i 2006, har han kæmpet for det internationale sam-funds accept af kokaplanten som lovligt handelsprodukt. Først og fremmest i Bolivia, men også i resten af verden.

”Vi er for kokablade, men imod ko-kain,” fastslog Evo Morales allerede i 2009 ved en berømt konference om il-legale stoffer. Fra FN’s talerstol viftede præsidenten ivrigt med et kokablad, et billede, der gik verden rundt. Evo Morales fortsatte:

”Kokabladet bør ikke længere være ulovligt. Kriminalisering af ko-kabladet er kriminalisering af en hel kultur. Dyrkningen af kokablade går tilbage til år 3.000 før Kristi fødsel, hvordan vil I så ende forbruget på 25 år, når I ved, at det ikke er skadeligt?

Det er blandt andet den kamp,

der har gjort Evo Morales populær i Bolivia (foruden hans nationaliserin-ger af naturressourcerne). Nationen består af et flertal af oprindelige folk – som Morales selv, og de har følt sig trynet af den rige verden, lige siden spanierne ankom for 500 år siden. Bolivia er et land, hvor det indianske flertal tror på præsidenten, og de an-ser ham som en af deres egne. De er overbeviste om, at han kæmper deres sag, mens han kritiseres fra andre sider for at være autoritær.

Evo Morales blev genvalgt for anden gang i oktober med overvældende flertal. Igen. Mere konkret har Evo Morales sco-ret point på, at han i 2012 fratrådte FN’s nar-kokonven-tion. Han trak sim-pelthen Bolivia ud af afta-len, og året efter fik han sin til dato største sejr, da FN’s medlemslande anerkendte kokablade som kulturarv i Bolivia. Landet fik en omstridt undtagelse, der dog havde støtte fra 168 lande. Men

KOKAPLANTEN

• De oprindelige folk i Andesbjergene har i årtusinder dyrket kokaplanten. Særligt i de områder, som i dag hører under Peru, Colombia, Ecuador og Bolivia.

• Plantens ekstrakt kan udvindes til det forbudte stof kokain, der på gaden i Danmark kaldes ’sne’ på grund af den fine konsistens.

• Kokaplanten kan også bruges på en mildere facon, som er særdeles udbredt i Bolivia. Mange tygger kokabladene, hvilket giver en opkvikkende virkning, der samtidig dulmer smerter.

• Desuden er koka-te – mate de coca – populært. Her bliver kokaplantens blade simpelthen lagt i teposer.

• Kokaplanten kan desuden bruges som tilsætning i en række madvarer, olier og drikke.

“Kokabladet bør ikke længere være ulovligt. Kriminalisering af kokabladet er kriminalisering af en hel kultur.

Evo Morales, præsident

11/

FOTO

: XX

X

i verden, siden flere og flere sætter spørgsmålstegn ved den ekstremt dyre globale narkokrig, der tilsyneladende ikke dæmper forbruget af stoffer. Til gengæld koster den titusindvis af liv og medfører voldsom kriminalitet på smuglerruterne, særligt i Latinamerika.

Bolivias præsident mener, at hans land befinder sig i en fortsat kamp mod FN.

”Det næste skridt er selvfølgelig at eksportere kokablade,” fastslog han i januar 2014.

Det er en kamp, som Bolivia søger støtte til hos sine latinamerikanske al-lierede under Alianza Bolivariana para las Américas (ALBA). En alliance, der består af Venezuela, Ecuador, Cuba, Bolivia, Nicaragua samt en række østater i Caribien. Og en alliance, der normalt holder sammen mod regler mere eller mindre dikteret af verdens traditionelle stormagter. FN har lan-ceret den globale narkokrig på for-anledning af USA, særligt præsident Richard Nixon, der i 1971 erklærede

’war on drugs’ og fik FN og verdens-samfundet med.

Evo Morales har videre fortalt, at Kina planlægger at købe flere tons ko-kablade. Det er dog ikke bekræftet fra kinesisk side, men analytikere påpe-ger, at et eventuelt køb vil ligge i tråd med Kinas ønske om at smøre sine allierede i Latinamerika, særligt Syd-amerika, der i stigende grad er en vig-tig strategisk ressourcebase for den hastigt voksende kinesiske industri.

KOKAINDUSTRIENS DILEMMAEt studie finansieret af EU fastslog i november 2013, at 58 procent af Boli-vias kokahøst i 2012 gik til traditionelle formål (mest almindelig tygning og koka-te), hvilket ifølge studiet efterlader de resterende 42 procent til kokain-produktion. Sidstnævnte er præcis det, resten af verden ikke bryder sig om.

Samtidig er 40.000 bolivianere af-hængige af kokahøsten ifølge studiet fra EU, og afgrøden bidrager med 1,5 procent til landets BNP (332 mio. FO

TO: J

UA

N K

AR

ITA

/AP/

POLF

OTO

>

store lande som USA stemte imod. Resultatet betød, at landet gentil-

trådte konventionen året efter.

ALLIANCENSidste år blev Bolivia formandsland for den store G77-gruppe under FN, hvilket lader til at have givet Evo Morales mere blod på tanden. G77 er en stadig mere magtfuld (løs) sammenslutning af u-lande i FN, og Evo Morales udtalte sig bramfrit på en pressekonference.

”Sidste år fik vi anerkendelse for tra-ditionel brug af kokablade. Vores næste opgave er at fjerne kokabladet fra FN’s liste over forbudte stoffer,” sagde han, inden han skyndte sig at understrege, at Bolivia skam bekæmper kokain.

”Bolivia tillader familier at dyrke kokaplanten, men samtidig bekæmper vi international narkohandel. Kokain er naturligvis ulovligt,” sagde Evo Morales.

Et par måneder senere gik han et skridt længere i sin retorik. En retorik, som har tilhængere mange steder

CAMPESINAS – INDIANSKE LANDBOKVINDER - SPREDER KOKABLADE FORAN DEN AMERIKANSKE AMBASSADE I LA PAZ PÅ BOLIVIAS NATIONALE DAG FOR TYGNING AF KOKABLADE, DEN 12. MARTS.

12/

dollars) ifølge tal fra FN. Dertil kom-mer, at millioner af bolivianere nyder at tygge kokablade, som deres forfædre har gjort i årtusinder.

Traditionen har givet anledning til etablering af Ministeriet for Koka og Industrialisering. På ministeriets hjemmeside beskrives en ’mission’. Der står:

”Siden der er et kæmpe spring fra produktionszonerne til markederne i Villa Fátima (La Paz) og Scaba (Cochabamba), vil vi autorisere salgs-kæderne på de legale (koka)markeder på nationalt niveau, så produktet kan nå sin endelige destination. Dette in-den for udviklingsplanen ’Et værdigt, suverænt, produktivt og demokratisk Bolivia’.”

En hensigtserklæring, der nu de facto er udvidet til det internationale marked. Koka-teen Bimate er allerede sendt til Ecuador, hvor den skal analy-seres nærmere.

Samtidig samarbejder foreningen for kokaproducenter med cubanske

eksperter. Hensigten er, at kokabla-dene skal være økologiske, forklarer organisationens leder i La Paz, Er-nesto Cordero, i november.

”Vi bruger ikke længere kemiske produkter til at sprøjte med. Vores cubanske brødre bekæmper skade-dyr på økologisk vis. (organisk er en anglificering!), og det gælder også for andre afgrøder,” forklarer han om samarbejdet med den traditionelle al-lierede, Cuba.

VERDEN ÅBNER SIGMens det ikke er overraskende, at Evo Morales’ kokaprojekt bliver støttet af de socialistiske forbundsfæller i Ecuador og Cuba, er det straks mere bemærkelsesværdigt, at EU’s udvik-lingskommissær, Andris Piebalgs, har åbnet en dør på klem for fremtidig international handel med kokablade.

Kommissæren udtalte i 2013, at han ikke vil udelukke, at kokaprodukter kan blive tilgængelige på det europæ-iske marked. Han understregede dog samtidig, at der først skal gennemfø-res en række studier, der fastslår, at de pågældende produkter ingen negative konsekvenser har for den europæiske forbruger.

Vejen er lang, inden vi måske får kokablade i Danmark. Selv Ecuador og Cuba mangler i skrivende stund den endelige godkendelse af Bolivias Bimate-te, og processen kan tage lang tid endnu, mens en række af landets øvrige forbundsfæller også tøver.

Analytikere vurderer, at Bolivias allierede trods alt er skeptiske angå-ende kokabladenes skadelige virk-ninger, selv om de principielt støtter de bolivianske traditioner – på hjem-memarkedet. Sagen er simpelthen, at kokabladene kan benyttes som råstof til kokainproduktion i modtagerlan-dene, og med en ekstremt stor avance på kokain på det sorte marked ligner det en meget reel bekymring.

Imens har regeringen i La Paz etableret en fabrik til ’industrialise-ring af koka’. Regeringen har skaffet maskinerne, men en del af dem står stadig ubrugte hen med tekniske problemer, mens et offentligt-privat firma er under opbygning.

Også andre steder i landet går ’in-dustrialiseringen af kokaindustrien’ trægt. Salg og eksport af kokablade bliver måske en moderne industri en dag, men den vil tilsyneladende fort-sætte med de traditionelle metoder en rum tid endnu, som industrien har fungeret i årtusinder – lang tid inden inkaerne satte sig på magten.

De første skridt til en international professionalisering af kokaindustrien er imidlertid taget i La Paz. •

UDVIKLING I KOKA-PRODUKTION

• Peru, Colombia og Bolivia er verdens største producenter af koka.

• Bolivia har som eneste land dispensa- tion fra FN til at dyrke kokablade med henvisning til landets ældgamle tradition på området.

• Imidlertid producerer Bolivia flere kokaplanter, end bolivianerne selv efterspørger. Det skyldes primært den store illegale handel med kokain – en vigtig indtægtskilde for mange mindre- bemidlede i Sydamerikas fattigste land.

• Fra 2012 til 2013 faldt kokaproduktionen i Bolivia med ni procent – og fra 2010 til 2013 er produktionen faldet med hele 26 procent ifølge FN’s kontor for narko- bekæmpelse (UNODC).

• Bolivias produktion er i dag på det laveste niveau siden 2002. Samme tendens ser man i Peru og Colombia, om end produktionen stadig er langt større, end landenes eget forbrug beret- tiger til. Kokain er med andre ord stadig en vigtig illegal eksportvare.

“Sidste år fik vi anerkendelse for traditionel brug af kokablade. Vores næste opgave er at fjerne kokabladet fra FN’s liste over forbudte stoffer.

Evo Morales, præsident

13/

Ranum

VerdensklasseRanum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,

Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.

Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk

Ranum_EC_Ad_Udvikling_190x260mm_0514_V8.indd 1 26/05/14 09:20

FOTO

S: T

OM

AS

MU

NIT

A/N

YT/S

CA

NPI

X (

NED

.) &

CO

LOU

RB

OX

(Ø

V.)

AGENDAERHVERV

Myanmar på danske virksomheders radar

Somalia er det nye sort

DANSKE VIRKSOMHEDER er ved at få øjnene op for Myanmar (Burma) som et po-tentielt vækstmarked. En dansk erhvervsdele-gation har besøgt det før så lukkede land – og med på rejsen var Peter Schwalbe, Senior Vice President i Industrialiseringsfonden For Ud-viklingslande (IFU).

”Der er ingen tvivl om, at det er et vanske-ligt land, men Myanmar er langsomt på vej mod en demokratisering, og reglerne for uden-landske investeringer er blevet liberaliseret,”

DEN SOMALISKE REGERING inviterer nu udenlandske selskaber til at bore efter olie. Det sker efter en udmelding om, at landet inden for seks år vil producere sin egen olie. Og ambitionen er ikke urealistisk, lyder det fra det Londonbaserede selskab Soma Oil & Gas, der har gennemført seismiske undersøgelser på land og til vands, og som skulle være på vej med positive nyheder.

GlaxoSmith- Kline vandt første etape af Ebola- kapløbet DA EBOLA-EPI-DEMIEN brød ud i Vestafrika sidste år, fandtes der ingen vaccine eller kur, hvilket skabte speku-lationer om, hvorvidt medicinalindustrien overhovedet bekym-rede sig for de syge. Medicinalvirksom-hedernes svar er, at der ikke tidligere har været incitament til at udvikle en vaccine. Det er der nu, og kap-løbet om at lancere den første medicin er i fuld gang. Første etape blev vundet af britiske GlaxoSmith-Kline, der i slutnin-gen af januar sendte de første 300 doser af sin medicinkandidat til Liberia.

”Grunden til at vi ikke tidligere har ud-viklet en Ebola-vac-cine er, at det ikke var en prioritet for nogen. Det årlige antal smit-tede var meget lavt i forhold til eksempel-vis malaria eller hiv. I de 40 år, vi har kendt til Ebola, har der været 24.000 kendte sygdomstilfælde. Så mange bliver syge af malaria hver time,” siger GlaxoSmithKli-nes vicepræsident Jon Pender. • / SKA

siger han og fortæller, at IFU er i dialog med en række danske virksomheder om investe-ringer.

”Der er ingen konkrete aftaler endnu, og jeg tror, vi skal et eller to år frem, før det sker for alvor, men det er vores vurdering, at der er rig-tig gode muligheder for danske virksomheder i Myanmar,” siger Peter Schwalbe.

Han peger især på energisektoren, men også byggeribranchen vil på længere sigt blive tiltrækkende. • /Simon Kratholm Ankjærgaard

To faktorer skaber imidlertid støj på linjen: sikkerhed og den territoriale strid med Kenya.

Sikkerheden først. Hér har den somaliske regering meldt ud, at landet med hjælp fra sol-dater fra Den Afrikanske Union (AU) er godt i gang med at få nedkæmpe oprørsgruppen al-Shabab. Og Bob Sheppard, administrerende direktør for Soma Oil & Gas, bakker den ud-melding op ved at slå fast, at selskabet har arbejdet i et område, der strækker sig over tusind kilometer, uden at føle sig truet.

Hurdlen er noget større, hvad angår striden med Kenya om grænsedragninger i vandet ud for de to lande. Forhandlingerne er brudt sammen, og spændingerne er steget, efter at Kenya har udstedt licenser til at bore efter olie i regionen. Somalia har lagt sag an ved FN’s voldgiftsdomstol. • /SKA

14/14/

Ranum

VerdensklasseRanum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,

Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.

Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk

Ranum_EC_Ad_Udvikling_190x260mm_0514_V8.indd 1 26/05/14 09:20

15/

VI AFMONTERER TIDSINDSTILLEDE BOMBER

Lyrik

”At skrive digte giver magt til at ændre ting,” siger tanzaniske Esther-Karin Mngodo, når hun skal forklare, hvorfor fænomenet spoken word er populært lige nu i Østafrika. For to unge kenyanere i Nairobi handler det om at forhindre, at unge mennesker eksploderer.

TEKST OG FOTOS: PERNILLE BÆRENDTSEN, NAIROBI OG DAR ES SALAAM

Dark, hot And spicyHe told me to bring a cup of Chai ”Tea” he said”Make it the way I like it”He reminded.

Es Taa/Esther-Karin Mngodo (Tanzania)http://badilishapoetry.com/esther-karin-mngodo

16/16/

DANMARK OG SPOKEN WORD I AFRIKA

Det Danske Center for Kultur & Udvikling (CKU) støtter flere igangværende aktivi-teter inden for spoken word og litteratur i Østafrika. I Tanzania samarbejdes med Soma Book Cafe med det formål at nå gymnasieklasser via skrivekonkurrencer. I Kenya arbejder CKU med Kwani? (Hva' så?), der får støtte til etablering af bibliote-ker på skoler uden for Nairobi, samt etab-lering af en mobil app, hvor man kan læse litteratur. Desuden støttes Kenyan Poets’ Lounge med at sprede Fatuma’s Voice til byer uden for Nairobi.

AFTENSOLEN HÆNGER LAVT, da værterne for Fatuma’s Voice går på scenen i et fyldt lokale. Folk snakker, og engelske gloser blander sig med swahili og sheng (populært slang og et miks af engelsk og swahili). Folk vender og drejer mobiltelefoner for at tage bil-leder, der postes på Instagram og som tweets med tags som #fatumasvoice.

Vi er på Pawa254, som er et kreativt samlingssted, der ligger i området mellem universitetet og State House i Kenyas hovedstad, Nairobi. Da mørket falder på, skaber det hårde loftslys genskin på træernes blade lige uden for vinduerne. De lyser nærmest neon-grønt tilbage og danner en passende ydre kulisse for det, der nu skal ske.

Fatuma’s Voice er en ugentlig event, hvor folk inviteres på scenen for at læse digte, fremsætte erklæ-ringer eller optræde med sang. De første på scenen denne aften er en gruppe fyre, der deler ud af deres oplevelser med at blive tilbageholdt af politiet for gadeuorden. I løbet af den forgangne uge har de arbejdet aktivistisk med improviseret spoken word på gaden i Nairobi. Fænomenet, der vinder stigende popularitet i Øst-afrika (se boks), er en performanceba-seret kunstform med digte, tekster og historiefortælling i centrum. Men politiet opfattede de unges improvisation som en provokation, og fyrene beretter om at blive tvunget til at rulle sig i mudder som straf.

Hos publikum er der derimod in-gen tvivl om, at de unge fyre er sande helte. Med klapsalver og hujende til-råb hyldes de højlydt for deres mod.

DIGTNING GIVER FRIHEDBag Fatuma’s Voice står Chris Mu-kasa og Nuru Bahati Shukrani, der har grundlagt Kenyan Poets' Lounge. De to unge mænd begyndte initia-tivet med at samle studerende på universitetet, fortæller de på en café på den travle Moi Avenue i det cen-trale Nairobi. Antallet af deltagere voksede, og i 2013 fik arrangementet en fastere ramme på Pawa254; et sted, der blandt andet er kendt for sin grundlægger, den kenyanske fotograf Boniface Mwangi, og hans kritiske socialpolitiske aktivisme.

For Mukasa og Shukrani handler det også om at tage et socialt ansvar. De vil være med til at råbe op om den skæve fordeling af værdierne i Kenya.

Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gen-nemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt. I Face-bookgruppen Kenyan Poets' Lounge, der tæller over 58.000 medlemmer, handler de digte, som deles her, om alt fra aktivisme og politik til religion og romantik.

”Digtning giver mig frihed. Jeg kan både være et dyr og præsident, når jeg skriver digte,” siger Chris Mukasa og sender endnu en bil-ledfremkaldende metafor af sted: ”Kenyas unge er som tidsindstillede bomber. Vi arbejder på at forhindre eksplosioner.”

”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!” fortsætter han.

Især unge har brug for at tale åbent om, hvad der foregår inde i deres hoveder.

”Taler vi ikke om tingene, sætter de sig som frustration.”

Spillerummet mellem fantasi og fakta giver frihed, og den frihed gør det muligt at bringe tabubelagte em-ner i spil. Derfor er Fatuma’s Voices mest fornemme opgave at give unge et sted, hvor fantasien kan bruges frit. Mukasas og Shukranis næste mission er at skabe flere lokale platforme – uden for Nairobi (se boks).

De er ikke de eneste, der har fået smag for kunstarten.

MAGT TIL AT ÆNDRE Spoken word er et globalt fænomen. I oldtidens Grækenland var lyrik in-kluderet i de olympiske lege, hvor det blev set som en vigtig del af debatten om politik og demokrati. Spoken word

“Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt.

“”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!”

Chris Mukasa, grundlægger af Kenyan Poets' Lounge

17/17/

fik sin store populære oprejsning i 1990’erne i USA – i kølvandet på rap, hiphop og andre ”talte” genrer. For-skellen er, at spoken word er mere ly-risk og digterisk. I Kenya og Tanzania bruges begreberne imidlertid i flæng.

”Folk har hørt mig, ikke læst mig,” siger Esther-Karin Mngodo fra den anden side af plastikbordet i cafete-riaet på Tanzanias nationalbibliotek i det centrale Dar es Salaam.

Esther-Karin Mngodo arbejder som journalist for et af Tanzanias stør-ste dagblade, The Citizen, hvor hun skriver om kultur. Når hun digter, er navnet Es Taa.

Hvis hun skal nå ud til et publi-kum, bliver det ikke ved at sælge digt-samlinger trykt på papir. Derfor giver spoken word-events og sociale medier mening. Det er gratis, og man kan øve sig på sit materiale, der får en direkte og umiddelbar vurdering af publikum. I 2014 blev Esther-Karin tildelt prisen Ebrahim Hussein Poetry Prize for sine digte, der blandt andet handler om tabubelagte temaer som seksualitet.

”Digte kan bruges til at sætte for-hold i tale, som det ellers er vanskeligt at beskæftige sig med. Jeg vil ikke til-lade min kultur og tradition at fratage mig min indflydelse. At digte giver magt til at ændre ting,” forklarer hun.

Når Esther-Karin Mngodo deler et digt på sociale medier eller til en spoken word-event, er det en mulig-hed for at afprøve grænserne for, hvor langt hun kan gå. Det sker, at folk tror, at digtene handler om hende selv; at det, der sker i digtene, er selvoplevet. Men det er det langtfra, forklarer hun og påberåber sig også her retten til at lege med det rum, fiktionen skaber. Det er et rum, flere har opdaget.

X FACTOR UDEN DOMMERENyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, fungerer i weekenden som spillested og natklub. Krystallysekro-nen i plexiglas glitrer, sofaerne i tung velour og det kraftigt røde projektør-lys rammer scenen godt ind.

Også her, i et af Dar es Salaams bedre middelklassekvarterer, bydes der på spoken word. La Poestista, kalder de unge initiativtagere, Nancy Lazaro Mwaisaka og Neema Komba, eventen, som løber af stablen to gange om måneden. Det koster 5.000 tanzaniske shillings (17 kr.) at deltage, og det kører efter samme princip som i Nairobi – alle kan skrive sig på listen

til at læse et digt op eller optræde. Nancy Lazaro Mwaisaka skriver

selv digte. Hun får publikum til at lytte i tavshed, når hun reciterer et digt, hun har skrevet om en ung kvin-des kamp for at acceptere sig selv på trods af kritik og misundelse.

En mand i nystrøget skjorte og med sirlige pressefolder i bukserne, præsenteres på scenen som Black Feet. Selv om han bærer den for Tanzania så typiske kontoruniform, begrænser det ham ikke i at levere en præstation, der svinger mellem hip-hop og prædiken.

En anden mand, Gerry Bukini, går på scenen og har forberedt et digt på swahili. Blændet af rødt projektørlys prøver han at stille skarpt på publi-kummet, mens han klikker digtet frem på skærmen af sin mobiltelefon.

”Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog,” forklarer han i en pause.

Men her er frit slag. Her optrædes både på engelsk, amerikansk og swahili. Flere træder forsigtigt op på scenen og tilkendegiver, at det er deres første gang. Formen vælger de optrædende selv. Mange har med-bragt venner og familie, som udgør publikum. Det er deres bifald, der tæller her og nu.

”Vi er Tanzanias X Factor – bare uden dommere!” råber værten forpu-stet og i et anfald af begejstring, da han skal runde af. Det får publikum til igen at bryde ud i klapsalver og tilråb.

Beskrivelsen er ret præcis. Tilgan-gen her er ikke akademisk – som i andre spoken word-sammenhænge – der bliver ikke talt om, hvordan man komponerer digte eller diskuteret in-tellektuelle rettigheder. Nogle gange må kvaliteten vige for graden af udfol-delse og udforskning af friheden til at sige det, der ligger ligefor. Heller ikke originaliteten er til diskussion, når nogle af de optrædende læser digte op, med linjer, der muligvis kan være resultatet af en googling på verdens-historiens mest berømte citater. Men

de unge, der gik ydmyge på scenen, går derfra opløftede. Og måske også mere modige.

Uanset om stedet oser af natklub som Nyumbani Lounge i Dar es Sa-laam, Tanzania, eller det mere aktivi-stiske Pawa254 i Nairobi, Kenya, er der noget i gære. Ordene skal ud. Svøbt i performance. Om det, der ellers ikke tales om. Ad en litterær åre. Til et pub-likum. Hvad er det udtryk for?

TILLADELSE TIL FANTASIEn af de mest markante forkæmpere for litteratur produceret i Afrika og for at gå ukonventionelt til det talte og skrevne ord, er det kenyanske forlag Kwani?, der blev grundlagt i 2003 i Nairobi. Kwani? udgiver bøger, afholder open mic-events og er også i gang med at koble ny teknologi med udgivelser, så folk for eksempel kan læse bøger på mobiltelefoner. Kwani? er især kendt for at blande tekster og illustrationer, præsenteret på de sprog, som folk taler i Kenya.

Forfatteren og journalisten Biny-avanga Wainaina – en af Østafrikas mest omtalte forfattere – var med til at grundlægge Kwani?. Han er kendt af flere grunde. Uden for Afrika er han kendt for at tage livtag med den vest-lige forestilling om kontinentet. Hans satiriske essay How to Write About Africa (2005) gik verden rundt, og han er udråbt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af ma-gasinet Times. I sit hjemland, Kenya, og i andre afrikanske lande skabte han omtale, da han i januar 2014 of-fentligt sprang ud som bøsse. Twitter gik amok: Kunne det virkelig være sandt, at en kenyansk mand kunne erklære sig homoseksuel offentligt i et land, hvor det er ulovligt – eller var det bare fiktion?

Binyavanga taler imidlertid af egen erfaring, når han på bloggen An Africanist Perspective taler om sit øn-ske om et kontinent, ”hvor alle afrika-nere ikke behøver bede om tilladelse til at bruge deres fantasi”.

Over halvdelen af Østafrikas be-folkning er unge under 15 år. At unge udfordrer det bestående og afprøver grænser for udtryk, er ikke nyt. Spo-ken word-aktiviteterne står heller ikke alene, men falder sammen med en større bølge båret frem af afsøgninger af nye måder at gøre tingene på. Der skal fantasi og mod til at forestille sig, at ting kan gøres anderledes.

“Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog,

GERRY BUKINI,spoken word-performer

18/18/

He wore a womanOn his backAtieno, The night goddess As a veilRobust as barks Of Mugumo trees.

Rix Poet Mshairi/Erick Otieno (Kenya)http://thedeepwords.wordpress.com

Og det sker allerede. Det ses, når yngre politikere i Tanzania udfordrer de ældres opfattelse af, at deres kandi-daturer er selvfølgelige. Når aktivister går i protest i Nairobi, fordi parla-mentsmedlemmer bevilliger sig selv lønforhøjelse. Når modedesignerne anvender traditionelle materialer i nye snit. Eller musikerne mikser elektro-nisk musik med traditionel afrikansk mytologi og trommerytmer, og kalder det ’afrofuturism’.

Noget er på vej. Men er det overho-vedet noget nyt?

OM SEX OG KÆRLIGHEDI et villakvarter i Dar es Salaam, hvor trafikstøjen fra den nærliggende New Bagamoyo Road dæmpes af høje træer, har Demere Kitunga etableret Soma Book Cafe. (Soma betyder ’læs’ på swahili). Bogcafeen råder over en

19/19/

lille cafe og et bibliotek, hvor der også afholdes spoken word- og andre litterære arrangementer. Og så er Soma Book Cafe vært for en årlig no-vellekonkurrence for gymnasieelever i Tanzania og tilbyder mobilt gade-bibliotek til børn i et nærliggende, fattigere kvarter.

Demere Kitunga, der er forfatter, aktivist og forlægger, har beskæftiget sig med indlæring, uddannelse og publicering gennem årtier. Hun tøver med at kategorisere spoken word som en ny trend.

”For hvad er vores udgangspunkt? 500 år tilbage i historien, kampen for uafhængighed (tidlige 1960’ere), eller taler vi om nu og her?” spørger hun.

Hun trækker linjer mellem digt-ning og Tanzanias historie og frem-hæver særligt markante tidsepoker. Det politiske klima har nemlig altid haft en betydning for digtningen

og for graden af ytringsfrihed, fortæller hun:

”Under kampen for uafhæn-gighed trykte aviserne nationalis-tiske digte. Det eksisterer stadig i dag.”

Tanzanias populære national-digter Shaaban Roberts (1909-

1962) brugte eksempelvis digte til at formulere, hvilket

slags samfund der burde dannes efter uafhængig-heden fra kolonimagten. Det nuværende, yngre parlamentsmedlem Zitto Kabwe, som især er kendt for at bruge

Twitter til at advokere for sine budskaber, deler også

egne digte med temaer som patriotisme og ansvar.

ØGET SPILLERUMNogle digtformer praktiseres stadig traditionelt i dag, mens noget har ændret sig i takt med globaliserin-gen og den generelle udvikling. Utenzi er et eksempel. Det er en bestemt form for digtrecitation, som kan dateres tilbage til 1700-tallet, men stadig bruges ved for eksempel bryllupper. Taarab – swahilidigte sunget til akkompagnement af større orkestre med mellemøstlige instrumenter – opføres stadig på traditionel vis. Men genren findes også i en nyere populærversion, mo-derne taraab, der må danses til, når de kvindelige forsangere og mindre

orkestre med elektroniske keyboards optræder med tekster, der er kendt for deres detaljerede beretninger om sex og kærlighed.

Da Tanzania vedtog et flerpar-tisystem i 1992, samtidig med at økonomien gradvist blev liberali-seret, blev der også åbnet mere op mod verden. Det gav øget spillerum for medier og kultur. Musikgenren Bongo Flava (Tanzanias kommer-cielle hovedstad kaldes populært ’Bongo’, som betyder ’hjerne’ – man skal altså være smart for at klare sig i millionbyen. ’Flava’ er swahilificering af det engelske ord ’flavour’) opstod i 1990’ernes Dar es Salaam, inspireret af amerikansk hiphop, og hersker stadig. Tanzaniske musikere tog den amerikanske musikstil til sig, men skrev tekster på swahili. Det gjorde den globale musikform lokal, og den kom til at fungere som talerør for unge. Bongo Flava breder sig i dag over mange genrer – men er også en del af spoken word-scenen i landet.

BØLGE AF ORD Der sker spændende nye ting på kulturområdet i Tanzania, herunder spoken word, men om det ligesom kan kaldes en trend, er for tidligt at sige, mener Demere Kitunga.

Flere ting har betydning for, om denne nye ord-bølge vokser i styrke eller går i sig selv. Den økonomiske vækst er én faktor. Godt nok stiger forbruget i Kenya, og forventnin-gerne til, at Tanzania vil tjene penge på gasudvinding, er skyhøje, men vil det resultere i investeringer i kulturindustrien? I Tanzania er det ikke universiteterne eller forlagene, der kan tage æren for at sætte gang i kultur- og kunstmiljøet. I Kenya, hvor der er mere dynamik i kultur-industrien, ser det lidt anderledes ud.

Spoken word drives frem af unge og yngre, der har overskuddet, og som tænder på at tænke ud af bok-sen. Teknologien og de teknologiske muligheder spiller også ind. Det er ikke de unge på landet, der lige nu bader sig i scenelys med ord. Det er et urbant fænomen.

”Indtil videre er spoken word i Tanzania kun udbredt blandt en min-dre befolkningsgruppe, hvor ’kultur’ allerede er ’trendy’,” siger Demere Kitunga. •

20/

FOTO

: PA

SCA

L D

ELO

CH

E/G

OG

ON

G/S

CA

NPI

X

AGENDAKULTUR

Arv og udvikling smelter sammenPÅ ILHA DE MO-ZAMBIQUES bløde, hvide sand står nogle af Afrikas ældste bygninger: handels-huse, et hospital, en kirke og et fort fra Vasco da Gamas tid og fremefter.

Den mozambi-quiske ø fik FN’s Kulturorganisations (UNESCO) 'verden-skulturarv'-stempel i 1991, og siden har stort set al byudvik-ling koncentreret sig om at bevare stenhusene og gøre dem så turist- og inve-steringsvenlige som tænkeligt, mens bebo-erne i macuti-bydelen med navn efter de kokospalmeblade, hustagene dér tækkes med, har fortsat livet i slum.

Men sådan behø-ver det ikke være. En ny ph.d. af Silje Erøy Sollien fra Arkitekt-skolen i København beskriver, hvordan også slummen kan få (og bør have) del i ud-vikling og forbedring – for eksempel ved at gøre slummen til et aktiv i øens tiltræk-ningskraft gennem ikke kun at fortælle stenhusenes, men også beboernes histo-rier og overleveringer. • /MR

Kunstboom i Myanmar

Palæstinensisk hverdagsliv på museum

ENGANG KUNNE RØD maling få cen-suren i Myanmar/Burma til at konfiskere en kunstners arbejde, fordi farven blev opfattet som voldelig og som en opfordring til mod-stand.

Den tid er forbi, og kunstscenen i Myanmar er i eksplosionsagtig udvikling, hvilket for eksempel ses i, at antallet af gallerier i Yangon på to år er steget fra et par stykker til 30.

Kunstnerne folder sig ud på lærreder med skrappe farver, nøgne kroppe, påmonterede jernkæder, håndgranater og blottede genitalier.

ET KOMPAS. En møllesten. En portion hjem-melavet læbepomade. Det er tre ting, som betyder noget særligt for tre palæstinensere – og som måske bliver udstillet, når The Pale-stinian Museum slår dørene op i 2016.

Under overskriften ”Never-part” inviterer museet palæstinensere verden over til at for-tælle historien om de helt særlige ting, som de har værnet om gennem dage og år, og som de aldrig vil give fra sig.

Ideen er at præsentere et alternativt blik på palæstinensisk liv, lidelse og standhaftighed

Censuren har ikke længere nogen anled-ning til at kigge med. Det gør så til gengæld den internationale kunstscene. Med titler som Banned in Burma: Painting under Censorship og No Country vises myanmarsk kunst verden over på etablerede institutioner som Guggen-heim i New York.

Som mange andre steder forventer også Myanmars turistministerium, at kunstnerisk virke og frihed kan betale sig: Ministeriet for-venter at tjene én milliard dollar i 2014. Det er lige knap en fordobling i forhold til 2012. • /MR

ved at fortælle historierne om tingene og de-res ejere.

Allerede nu – inden indvielsen af det fysi-ske museum i Birzeit på Vestbredden – udstil-ler museet virtuelt på sin hjemmeside. For eksempel kunstprojektet In the Presence of the Holy Spirit, som blev til i forbindelse med pavens besøg i Palæstina i juni 2014. Udstil-lingen kombinerer barokkens malede udgaver af bibelske scener fra datidens Palæstina med fotografier af nutidens Palæstina.

Museet har været undervejs siden 1997, og overskriften på tegnebrættet var længe ”The Palestinian Museum of Memory”. Med ønsket om at fortælle både historiske og nutidige hi-storier er ”memory” blevet slettet fra museets navn. • /Mai Rasmussen

www.palmuseum.org

21/21/

Grafik

DYB KRISE FEM ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØRAF KARIN BERGQUIST

Den arabiske verden gennemlever store omvæltninger fra revolutioner til transnational ekstremisme.

ARABISKE OPRØR

• De arabiske oprør handlede om retfærdighed, ytringsfrihed og arbejde – ikke om religion. Men øget arbejdsløshed og fald i vækst har presset landene, og mens gamle diktaturer er faldet (Tunesien, Libyen, Egypten, Yemen) eller truet, er der sket et fald i autoritetstroen, øget kriminalitet, vold og terrorisme.

• Revolutionerne blev overtaget af islamistiske bevægelser og efterlod landene i mangel på politisk lederskab og legitimitet og øget splid mellem etniske grupper. Nordafrika er polariseret mellem verdsligt styre og islam, Mellem- østen mellem shia-og sunni-retnin- gerne af islam. • Unge araberes skuffelse over mislykkede revolutioner samt udelukkelse og undertrykkelse af moderate islamistiske bevægelser har radikaliseret den arabiske verden og banet vejen for Islamisk Stat (IS).

• Samtidig vokser civilsamfundet, presser styrerne, og medierne mobiliserer folkelig modstand. • /KB

22/

>

TUNESIEN: Efter de første frie valg og ny forfatning har Tunesien

fået en ny sekulær regering, men det politiske klima er stærkt polariseret mellem islamisme og sekulære bevæ-gelser. Men landet har dog også vist vilje til politiske kompromiser, folk tør tale åbent om politik, og civilsamfun-det kræver ændringer. Omvendt er kriminalitet, vold og terrortrusler øget.

LIBYEN: Efter Gadaf-fis fald kom de første frie valg, ny forfatning

og overgangsregering. Men staten er fraværende, og der er ingen sikkerhed. Sekteriske bevægelser kæmper mod hinanden, islamisterne i Operation Daggry og de sekulære i Operation Værdighed. Libyen er på randen af borgerkrig med to rivaliserende re-geringer og 400.000 på flugt. IS har indledt aktiviteter og rekrutterer unge over hele Nordafrika.

EGYPTEN: Mubarak blev væltet af et bredt fredeligt oprør, efter-

fulgt af valg og militærkup. I dag er der folkelig støtte til general Sissis undertrykkende politik på grund af sikkerhedstrusler og korruption blandt Det Muslimske Broderskab. Retsopgø-ret og korruptionsanklager efter Mu-barak er frafaldet. Men overgreb på det muslimske broderskab og forsoning med netværker fra det gamle regime kan radikalisere de revolutionære og øge rekruttering til IS.

BAHRAIN: Efter kong Hamads overgreb på demonstranterne i 2011

følger hyppige demonstrationer for at reducere autoritet over regeringen og hæren, men mødes med hårde overgreb. Reformer er lovet, men landets shiitiske flertal kræver øget indflydelse i det lille sunni-styrede kongedømme.

YEMEN: Fredelige op-rør førte til Ali Salehs fald. Men den nationale

dialog er gået i stå og valget udsat. Yemens svage stat sikrer hverken enhed eller sikkerhed i stammesam-fundet. Iran-støttede shiitiske houti-oprørere fra nord har overtaget det centrale Yemen, og separatistbevæ-gelser kræver løsrivelse i syd-støttet af Saudi-Arabien.

SYRIEN: Assads knæg-telse af den folkelige modstand førte til

radikalisering, borgerkrig og fødslen af IS i Irak. Borgerkrigen har medført 150.000 dræbte og ni millioner på flugt. De oprørske syrere har forskel-lige dagsordener, og borgerkrigen kan føre til en deling af landet. Friheds-kæmpere arbejder især i eksil. Iran og Saudi-Arabien afgør, hvem der skal styre Syrien efter Assad. •

Nordafrika ogMellemøsten

TUNESIEN

LIBYEN

EGYPTEN

BAHRAIN

YEMEN

SYRIEN

23/

HAVES: NY FRIHED ØNSKES: TRYGHED

Efter revolutionens rus står sikkerhed nu øverst i Tunesien, og politiske rettigheder følger efter, siger kvindelig dommer, der ville være den første

kvindelige præsident i landet og den arabiske verden.

InterviewFO

TO: M

OH

AM

ED H

AM

MI/

SIPA

/SC

AN

PIX

AF KARIN BERGQUIST

24/24/

KALTHOUM KENNOU, der er rådgiver ved højesteretten i Tunis, 55 år og

mor til tre børn, udfordrede mange tu-nesiske sind og mandlige kandidater til præsidentvalget i Tunesien. Hun er især kendt for sit ihærdige arbejde for domstolenes uafhængighed, der blev straffet af præsident Ben Alis styre med rejseforbud, sagsanlæg og udsendelser til fjerne egne i landet.

”Jeg ønskede at vise, at man godt kan opstille som borger uden at være medlem af politiske partier. Som dommer må jeg ikke være medlem af et parti. I øvrigt er revolutionen udført af borgerne og ikke af politiske par-tier,” siger Khaltoum Kennou, der har brudt den psykologiske barriere for, at kvinder kan opstille til eksempelvis kommunalvalget.

Modsat Egypten valgte Tunesien at etablere en ny forfatning før et præ-sidentvalg, og arbejdet tog flere år på grund af politiske konflikter. Forfatnin-gen sikrer øget lighed mellem mænd og kvinder, også lighed i forhold til kvinders tilstedeværelse i valgte kom-missioner og organisationer.

Kennou ville også vise islami-sterne, at tuneserne er klar til en kvindelig præsidentkandidat. På landet er der større modstand end i byerne. Derfor rejste hun rundt i hele Tunesien og samlede 17.000 under-skrifter fra lige dele mænd og kvinder på cafeerne. Det gav nærkontakt med tuneserne i byer som Gafsa og Tozeur mod Algeriet, Kébili mod ørkenen og Tataouine mod Libyen. Opbakningen var størst fra unge mænd under 30 år og ældre over 50, mens de 30-50-årige var mere skeptiske.

KVINDEVENLIG FORFATNINGTunesiens kvinder har været meget aktive før, under og efter revolutio-nen, i demonstrationer, i civilsam-fundet, i organisationerne og for at presse på for menneskerettigheder og kvinderettigheder.

”De deltog også aktivt i arbejdet med at revidere den ny forfatning og demonstrerede massivt, da kvinders rettigheder var i fare for at blive rul-let tilbage, for der var kampe internt i forfatningskommissionen ANC under islamistpartiet ENNAHDA’s regeringskoalition. Mange tunesiske kvinder demonstrerede også imod

islamisterne efter drabet på to op-positionspolitikere og er aktive i fag-foreningerne og i nye organisationer. Men der findes jo også islamiske kvindeorganisationer, der ikke arbej-der for kvindens rettigheder,” under-streger Kennou.

Hun mener, at det er nødvendigt at styrke tunesiske kvinders tilste-deværelse i de politiske partier, da mange er kompetente og fortjener at lede partierne. Når kvinderne ikke selv søger indflydelse, må der sikres en bedre repræsentation i institutio-nerne før kommunalvalget. I dag er der 69 kvindelige parlamentsmed-lemmer, altså 30 procent, men der var meget få kvinder øverst på partili-sterne til valgene.

Tunesiens forfatning er den mest progressive i den arabiske verden, når det gælder kvinders rettigheder, for eksempel forbyder den polygami og tillader abort. Det var Tunesiens første præsident, Bourghiba, der i 1950'erne, der indføjede kvinderettig-heder i landets første forfatning. Men han brugte dem især til at bevise, at der var demokrati i Tunesien. Derfor taler man om statsfeminisme, for ret-tighederne er ikke kæmpet igennem. Mange tunesiske kvinder, især på landet, kender ikke deres rettigheder. Ergo gælder det om at lave kampag-ner over hele landet, mener Kennou.

Ikke alle tunesiske kvinder ønsker dog at forsvare de individuelle ret-tigheder, men især familien. Mange tunesiske kvinder lever moderne liv og bor i byerne, andre traditionelle liv på landet. Skellet går ikke så meget mellem muslimer og sekulære. Nok bærer halvdelen af Tunesiens kvinder tørklæde, men tørklædet er ikke et tegn på undertrykkelse, mener hun.

SIKKERHED FREM FOR ALTLige nu søger den tunesiske kvinde især stabilitet, økonomisk og sund-hedsmæssigt. Folk har ikke mulighed for at leve et værdigt liv, de mangler arbejde og sundhed. Fysisk sikkerhed vedrører også alle, for der er terror-trusler både på landet og i byerne. De politiske rettigheder er blevet noget sekundært igen, efter at revolutionens frihedsrus har lagt sig, selv for mæn-dene, mener Kennou.

”Sådan var det også under Ben Alis diktatur. Man sikrede os mad og sundhed, bare vi ikke talte om politik og menneskerettigheder. Man hører

folk sige, at ”før spiste man i det mind-ste og levede i sikkerhed. Nu er vi frie og kan udtrykke os, men folk er sultne og har ingen penge”.

Man hører folk sige, at ’før spi-ste man i det mindste og levede i sikkerhed. Nu er vi frie og kan udtrykke os, men folk er sultne og har ingen penge’.

KALTHOUM KENNOU,

rådgiver ved Tunesiens højesteret

Nogle siger endda, at det var bedre under Ben Ali. Men de ved, at det er på grund af ham, at tuneserne ikke er nået længere. Vi er i en overgangs-proces og spørgsmålet er, hvordan vi kommer igennem uden tilbageskridt. Den økonomiske situation er slem over hele verden. Men vi risikerer at miste muligheden for at skabe et de-mokratisk samfund. Islamisterne såvel som ikke-islamister er blevet mere realistiske og pragmatiske. De ved godt, at tuneserne ikke giver afkald på deres religion og heller ikke ønsker at leve i en islamisk stat, men i en stat for alle tunesere,” siger hun.

Arbejdsløsheden rammer tunesiske kvinder hårdt, men de ansættes også på fabrikkerne, i tekstilindustrien og i landbruget, fordi de koster mindre. Ejerne foretrækker at få 10 kvinder til at arbejde i stedet for fem mænd.

”Det er en anden form for slaveri, for kvinden finder ikke et arbejde, hun kan leve af, så hun accepterer en meget lav løn. Selv om kvinder og piger har bedre eller samme eksa-mensbeviser som mænd, foretrækkes mændene ofte, især hvis kvinderne er gift, fordi de forventes at tage sig af familien. Samtidig går piger ud af skolen før tid, hvis de er fra fattige familier og har brødre, der går i skole. Tanken er, at pigen nok bliver gift, og så skal manden tage sig af pigen. Derfor skal familierne hjælpes mate-rielt, så pigerne går i skole i stedet for at arbejde,” siger Kennou, der mener, at målet er at genskabe håbet for hele den tunesiske ungdom, fordi mange er desillusionerede og tager til Irak for at kæmpe. •

>

“

25/

Legende

OPRØR VED ET TILFÆLDE

AF KARIN BERGQUIST

En tunesisk grønthandler, der satte ild til sig selv, blev gnisten, der antændte det arabiske oprør for snart fem år siden. Men der var tale om et uheld, siger lokale tunesere.

VED INDFALDSVEJEN til byen Sidi Bouzid i det centrale Tunesien står en kæmpe markedsvogn hugget ud i sten. Hen over soklen er skrevet: ’Don’t give up the fight’. Nedenfor sid-der en lille dreng med sin fugl i et bur. Skulpturen er blevet symbol på frihed, revolutioner og oprør, der siden rul-lede hen over den arabiske verden.

Men hvad skete der egentlig med den tunesiske grønthandler Moham-med Bouazizi?

Skråt overfor på en lille plads med cafeborde, butikker og taxaholdeplads havde Bouazizi placeret sin grøntsags-bod gentagne gange på trods af kla-ger fra lokale handlende og taxachauf-fører. Nær den store moske.

Bouazizi solgte sine varer illegalt, som så mange unge i Sidi Bouzid.

Han havde ingen højere uddannelse, selvom han ifølge legenden var en de mange unge tunesere med diplomer, som må hutle sig igennem ved at sælge grøntsager.

Bouazizi var træt af ikke at tjene penge, så han trodsede forbuddet og selv efter flere bøder, nægtede han at betale. Da en kvindelig betjent fjer-nede hans grøntsagsvægt, blev Boua-zizi rasende og de kom op at skændes. Han gik han til kommunen for at få sin vægt tilbage, men forgæves, og da han ville gå til guvernøren, blev han forhindret af sikkerhedsvagter.

Det siges at være i dét øjeblik, hvor han hældte benzin ned over sig og truede med at ville brænde sig selv ihjel, hvis ikke han fik guvernøren i tale. Sikkerhedsfolkene nægtede fort-sat, og pludselig havde ilden taget fat i Bouazizis krop.

Hichem Amri, der er lærer på det tekniske universitet i Sidi Bouzid og kom forbi, lige efter at ambulancen med Bouazizi var kørt, præciserer nogle detaljer:

”Ifølge lokale fik ilden fat i Boua-zizis krop ved et tilfælde, da han ville brænde noget af i vrede. Guvernøren var travlt optaget af at forberede det regionale udviklingsråds-møde, som præsident Ben Ali skulle lede”.

FLERE END 100 SELVAFBRÆNDINGERBouazizi var på kant med mange, også sin egen familie, blandt andet fordi han var narkoman. Alligevel klagede Bouazizis mor til retten i Sidi Bouzid, men tabte sagen, og den kvindelige politibetjent gik fri, fordi advokaterne havde opfordret familien til at sige, at hun havde givet ham en lussing, hvilket vidner benægter.

En lokal partileder brugte sagen til at angribe Ben Ali i en partiavis, og derfor blev sagen meget omtalt i medierne. De tunesiske medier fremhævede i øvrigt, at Bouazizi var veluddannet for at tiltrække opmærk-somhed.

Historien bekræftes af journalist Moez Jemai fra Gafsa nær Sidi Bou-zid. Fra 2008-2011 arbejdede han på partiavisen Mawkef og arbejder nu for den uafhængige radio Kalima i Tunis med ansvar for den sydøstlige del af landet, inklusive Sidi Bouzid-regionen.

Siden er flere end 100 unge er døde ved selvanbrændinger i landet. Alene i december måned begik seks unge selvmord på den måde i byen Kairouan tæt ved. Den sidste var bare 14 år. De unge gør det på grund af konflikter med lærere, boligforhold, og så videre uden at kende konse-kvenserne. •

FOTO

: LO

UA

FI L

AR

BI/

REU

TER

S/SC

AN

PIX

MODEREN TIL DEN DØDE GRØNTSAGSHANDLER, MANNOUBIA BOUAZIZI, MINDES SIN SØN, SOM BLEV DET ARABISKE FORÅRS FØRSTE MARTYR.

26/26/

FOTO

S: C

OLO

UR

BO

X (

NED

.) &

PA

SCA

L G

UYO

T/SC

AN

PIX

(Ø

V.)

AGENDAPOLITIK

Domstol uden bidEN NY ARABISK menneskerettigheds-domstol får trukket tænderne ud, alle-rede inden den skal tage stilling til den første sag. Den Ara-biske Liga fastlagde på et ministermøde i september 2014 et grundlag for en frem-tidig arabisk men-neskeretsdomstol, der er uden sikring af uafhængighed og faglighed. Derfor vil domstolen næppe give mening. Det mener menneskeret-tighedsorganisatio-nen Human Rights Watch (HRW).

Således er det kun lande – og ikke enkeltpersoner og private organisatio-ner, som kan indgive klager til domsto-len. Desuden er det besluttet at placere domstolen i Bahrain, hvor sikkerhedsstyr-kerne begår alvor-lige krænkelser, og hvor retsvæsenet er stærkt politiseret, på-peger Human Rights Watch. • /RH Ringe retstilstand i Mellemamerika

Fattige lande køber dyrevåben

BESKYTTELSEN AF borgernes rettigheder og deres adgang til et retfærdigt og neutralt retssystem er meget dårlig i Guatemala og Honduras. Vilkårene er særligt ringe for de fattigste og mest marginaliserede grupper.

Det fremgår af en rapport, som er udarbej-det af tre danske topjurister efter et besøg i Mellemamerika.

MILITÆRUDGIFTERNE I AFRIKA sti-ger kraftigt, nemlig med 8,3 procent årligt. Blandt landene i førerfeltet i våbenkapløbet er Angola (foto) og Algeriet. Det fremgår af en ny opgørelse, som er udarbejdet af det an-sete svenske fredsforskningsinstitut SIPRI. Oversigten er baseret på 2013-tal.

SIPRI-rapporten viser samtidig, at to tred-jedele af de afrikanske lande har øget mili-tærudgifterne betydeligt det seneste tiår.

Årsagerne til oprustningen varierer.

Juristerne var udsendt af udviklingsorga-nisationerne IBIS og Folkekirkens Nødhjælp.

Det hedder også i rapporten, at internatio-nal støtte til lokale grupper i de to lande kan styrke dem i deres kamp for reelt demokrati, respekt for menneskerettighederne og en retsstat. • /RH

I nogle tilfælde skyldes den, at høje råvare-priser har skæppet i statskassen. Desuden er der i flere lande ledere, som afstiver deres magtposition ved at købe avancerede våben. Eller lederne bruger våbenkøb, hvor mange penge skifter hænder, som et skjul til person-lig berigelse.

Men der findes også reelle trusler i visse afrikanske lande, der kan begrunde, at mili-tæret bliver moderniseret. I Sahel og dele af Østafrika hærger islamiske ekstremister. For landene på Afrikas Horn er pirater en plage. Og i Sydsudan er der ønsket om at kunne slå et militært angreb fra Sudan tilbage.

Den militære oprustning er ikke uden problemer. Den suger ressourcer fra stats-budgettet, som ellers kunne have været brugt på udviklingsformål. Desuden medfø-rer den risiko for, at autoritære ledere vender våbnene mod politiske rivaler i hjemlandet – og mod egen befolkning. • /Regner Hansen

27/

AFRIKANSK FORÅR BØR GIVE NYE DANSKE VINDE

Burkina Fasos folkelige revolution er forlængst forsvundet ud af de vestlige mediers søgelys. Men konsekvenserne for både national, regional og international vanetænkning om

afrikanske evighedspræsidenter fortjener alvorlig eftertanke og debat – også i dansk Afrika-politik.

MIDT I EN REVOLUTIONSTIDTEMA

Analyse

FOTO

: TH

EO R

ENA

UT/

AP/

POLF

OTO

AF JESPER BJARNESEN, SENIORFORSKER, NORDISKA AFRIKAINSTITUTET, UPPSALA

AFRIKANSK FORÅR I OKTOBER STORMEDE DEMONSTRANTER BURKINA FASOS PARLAMENT OG SATTEILD TIL HOVEDBYGNINGEN I PROTEST MOD PRÆSIDENT BLAISE COMPAORÉ, DER HAR HAFT MAGTEN I 27 ÅR OG VILLE ÆNDRE GRUNDLOVEN, SÅ HAN KUNNE BLIVE SIDDENDE.

28/28/

FREDAG 31. OKTOBER 2014 blev en historisk dag for Burkina Faso – et af Vestafrikas fattigste lande, men også en undtagelse af politisk stabilitet i en region præget af uro og konflikt.

Efter tre dages omfattende demon-strationer blev den siddende præsi-dent Blaise Compaoré tvunget til at gå af, efter 27 år ved magten.

I dagene efter præsidentens exit var det svært at vide, hvilken vej magtspillet ville gå. To forskellige generaler og et kvindeligt parla-mentsmedlem forsøgte at overtage rollen som midlertidig præsident, inden det lykkedes oberstløjtnant Isaac Zida at overbevise de fleste om, at han kunne bære ansvaret, indtil en overgangsregering kunne træde i kraft. Efter to ugers forhandlinger ud-nævntes en tidligere FN-ambassadør, Michel Kafando, som præsident for den overgangsregering, som nu har et år til at forberede et præsident- og parlamentsvalg.

Forhåbningerne er, at overgangs-perioden kan konsolidere en grund-læggende forandring af det politiske system i landet, som i næsten tre årtier har været kontrolleret af Blaise Compaoré og hans inderkreds i hæ-ren og i partiet Kongressen for demo-krati og fremskridt (CDP).

Folkelige protester har ellers været forholdsvis sjældne under Compaoré, men i løbet af de seneste to-tre år er demonstrationerne blevet større og mere velorganiserede. Hvor man i 2011 og 2012 primært demonstrerede imod stigende fødevare- og benzinpri-ser og den omfattende arbejdsløshed, blev de i løbet af Compaorés sidste år ved magten gradvist rettet mod præ-sidentens forsøg på at gennemtvinge en grundlovsændring, som ville give ham en tredje valgperiode under den gældende grundlov og den femte i hans lange karriere som Burkina Fa-sos magtcentrum. 30. oktober havde det burkinske parlament planlagt et møde, hvor ændringen af grund-lovens paragraf 37 (der begrænser præsidentperioder i landet til højst to valgperioder, red.) skulle drøftes. Dette blev dråben, der fik bægeret til at flyde over, og den ellers så splittede opposition og en lang række aktører fra civilsamfundet dannede en fælles front, som krævede præsidentens øje-blikkelige afgang.

I de første nyhedsrapporter, der kom herefter, kørte en del inter-

nationale medier stadig på den journalistiske automatpilot, når det gælder nyhedsbilledet af Vestafrika, og kaldte optøjerne i Burkina Faso for ”et militærkup”. I dagene efter 31. oktober begyndte denne pinlige fejltolkning dog at ligne en selvopfyl-dende profeti, i takt med at Isaac Zida udsendte kryptiske udtalelser om Den Afrikanske Unions (AU) trussel om sanktioner, hvis ikke ansvaret for overgangsregeringen overgik til en civil repræsentant.

Heldigvis var både nationale og internationale aktører usædvanligt tydelige og vedholdende i deres krav, og de vestafrikanske staters økonomi-ske fællesskab ECOWAS’ delegation, under ledelse af præsidenterne fra Ghana, Nigeria og Senegal, fik til sidst parterne samlet omkring for-handlingsbordet. Forhandlingerne mellem hæren, oppositionen og repræsentanter fra civilsamfundet resulterede i en overgangsaftale, som nu skal danne grundlaget for over-gangsregeringens arbejde det kom-mende års tid.

Billedet af endnu et vestafri-kansk militærkup blev altså gjort til skamme, og både journalister og andre internationale observatører bør have røde ører og fået stof til ef-tertanke, når det gælder forudfattede opfattelser af vestafrikansk politik.

FOLKELIG DOMINOEFFEKTKan det folkelige oprør i Burkina Faso sprede sig i regionen og til andre dele af kontinentet? Der er unægtelig hårdt brug for grundlæggende poli-tiske reformer og fornyelse i en lang række afrikanske lande. I Zimbabwe, Angola, Cameroun og det lille Ækva-torial Guinea har præsidenterne sid-det ved magten længere end Blaise Compaorés 27 år.

Både i Burundi, Congo-Kinshasa, Congo-Brazzaville og Benin har præ-sidenterne taget de første skridt mod lignende grundlovsændringer. I Togo gennemførte man i 2002 en forfat-ningsændring, som giver præsiden-ten et ubegrænset antal valgperioder.

Men spørgsmålet om, hvorvidt disse lande kan hente inspiration til folkelige protester som dem, vi har set i Burkina Faso, kræver mere viden om den politiske opposition, civilsamfundets styrke og regimets brutalitet på landeniveau. Det er altså svært at generalisere om muligheden >

29/

“Det burkinske oprør illustrerede i høj grad den internationale overbærenhed med afrikanske præsidenter, som er vokset fast på deres troner.

bilisering samt en markant større valg-deltagelse. I 2007 var stemmeprocen-ten til parlamentsvalget på beskedne 56 procent, men i 2012 steg den til imponerende 76 procent, hvilket gav oppositionspartierne væsentligt større indflydelse. Så der er stadig grund til optimisme, når det gælder Burkina Fasos fremtid, på trods af at der histo-risk set har været meget langt mellem magthaverne og den brede befolkning.

En anden form for potentiel regio-nal eller kontinental bølge af politisk reform er mere nærliggende og løfter blikket fra den nationale politiske scene til en større sammenhæng.

Det burkinske oprør illustrerede i høj grad den internationale overbæ-renhed med afrikanske præsidenter, som er vokset fast på deres troner. Og overbærenheden gælder i syn-derlighed de suspekte juridiske krumspring, som ofte ligger bag præ-sidentperioder på mere end 20 år.

Compaorés forsøg på en forfat-ningsændring for at forlænge sin tid ved magten er udtryk for en strategi, der handler om at manipulere med lovgivningen for egen vindings skyld, men som også opretholder en vis grad af international legitimitet. Hvorfor tillades visse afrikanske le-dere at sidde ved magten så længe, at mere end halvdelen af befolkningen aldrig har kendt en anden præsident?

NY INTERNATIONAL DAGSORDENI en region, hvor Elfenbenskysten, Guinea, Liberia, Niger, Togo og for nylig Mali har været igennem forskel-lige former for politisk vold og kon-flikt, har internationale aktører som FN, Den Afrikanske Union og også de

for en regional eller kontinental do-minoeffekt af folkelig mobilisering.

Dog har oppositionen i Togo holdt protestmøder mod den gældende grundlov, og vi har set demonstrationer i Congo-Kinshasa mod en mulig grund-lovsændring, hvor en demonstrant bar et skilt med teksten ”Det burkinske folk kunne, hvorfor kan vi ikke?”

SÅ HVORFOR IKKE?Vi skal selvfølgelig også huske, at en folkelig revolution i sig selv ikke garanterer en grundlæggende demo-kratisering af det burkinske samfund. Som vi så i tiden efter det arabiske forår i 2011, så er det langtfra givet, at et nyt styre bliver mindre autoritært, og tiden vil vise, hvorvidt Burkina Fasos kommende politiske elite forvalter folkets stemme med den respekt, den fortjener. Når det er sagt, så er oprøret i Burkina Faso på mange måder resultatet af flere års gradvis mobilisering – og på den måde resul-tatet af en demokratiseringsproces på kommunalt niveau, som forhåbentlig-vis nu forplanter sig til den nationale politiske scene.

Siden 2006 har kommunerne fået mere indflydelse, og dette har allerede medført en blomstrende græsrodsmo-

vigtigste bilaterale samarbejdspart-nere som USA og Frankrig generelt stillet sig tilfredse med, at Burkina Faso under Blaise Compaoré har fremstået som et stabilt land uden de store chancer for en væbnet konflikt.

Og i forhold til internationale rela-tioner har Compaoré været en af re-gionens mest indflydelsesrige ledere. Han har ikke bare haft en omfattende opbakning fra USA og Frankrig, men også haft en central rolle i regional politik, hvor han har været freds-mægler i en lang række konflikter, blandt andet i Elfenbenskysten, Gui-nea og Mali.

Disse regionale faktorer er speci-fikke for Burkina Faso, men tenden-sen til at foretrække en vis grad af overfladisk stabilitet frem for et reelt fungerende demokrati gælder det internationale samfunds indstilling til flere afrikanske ledere.

FOTO

S: S

TEEN

OLE

/PO

LFO

TO

ET ÅR EFTER AT OPPOSITIONEN I BURKINA FASO HAVDE BOYKOTTET VALGET I 1998 I PROTEST MOD PRÆSIDENT COMPAORÉ — DER DENGANGHAVDE SIDDET PÅ MAGTEN I 12 ÅR EFTER ET KUP — FIK DEN BURKINSKE PRÆSIDENT KONGELIGT BESØG FRA DANMARK.

DANMARK OG BURKINA FASO

• Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev i 1993 udpeget til programsamarbejdsland.

• Hovedelementerne i samarbejdet er sektorprogrammer for vand og sanitet, landbrugsudvikling og uddannelse.

• Der ydes også dansk støtte til makro- økonomiske reformer, generel budget-støtte og til et program for god regerings-førelse med fokus på decentralisering, menneskerettigheder og ligestilling.

• I 2013 modtog landet 270 millioner kroner i programbistand fra Danmark.

30/30/

En ønskelig effekt af oprøret i Bur-kina Faso kunne være, at internatio-nale aktører som FN, Den Afrikanske Union, men også donorlande som Frankrig, USA, Storbritannien og Danmark, gør op med idéen om, at afrikanske demokratier spiller efter andre grundregler end vores egne.

De afrikanske nationalstater er stadig ved at opbygge en demokra-tisk tradition og infrastruktur, og de fleste lande har langt svagere økonomiske forudsætninger for at sikre deres medborgeres muligheder for at deltage som velinformerede vælgere i udformningen af deres lands politiske fremtid. Men i forhold til Blaise Compaorés, og mange an-dre afrikanske lederes, mangeårige magtmonopol, er der faktisk ingen undskyldning.

Frankrig har altid holdt hånden over Blaise Compaoré og bidraget til, at hans indsats i regionale fredsfor-handlinger fik mere opmærksomhed end hans politiske one-man show på hjemmebane.

I andre lande ser magtspillet gi-vetvis anderledes ud, men tendensen er den samme: Det internationale samfund sidder i vid udstrækning fast i den koloniale forestilling om, at afrikanske lande skal civiliseres snarere end at tages alvorligt som ligeværdige politiske aktører med de samme internationale rettigheder og forpligtelser.

BETYDNINGSLØSE VALGPå den ene side er det altså langtfra sikkert, om end absolut muligt, at Burkina Fasos revolution kommer til at forandre livet på længere sigt for de hundredtusindvis af mennesker, som satte deres liv på spil i demon-strationerne mod Blaise Compaoré. Dette gælder selvfølgelig også for andre lande, hvor Burkina Faso kan

tænkes at blive inspirationskilde til lignende protester.

På den anden side spiller det in-ternationale samfunds apati over for de afrikanske evighedspræsidenter en vigtig rolle i at opretholde en lige så forældet idé om, at de grundlæg-gende politiske spilleregler ikke rigtigt gælder i Afrikas unge demo-kratier. Og det er her, at den mest oplagte dominoeffekt bør ske.

Det kræver ikke en krone af den burkinske statskasse – eller Danidas bistandsbudget – at lægge pres på Den Afrikanske Union til at gen-nemføre et universelt princip om, at en præsident højst kan sidde ved magten i to valgperioder. Dette krav var på dagsordenen, da oppositions-repræsentanter fra otte afrikanske lande mødtes i Paris i dagene efter den burkinske revolution. Denne po-litiske tankegang burde allerede være almindelig sund fornuft, også fra dansk og andre vestlige staters side.

Med meget små midler kunne det afrikanske forår blive en dominoef-fekt af en ny dagsorden i forholdet mellem afrikanske ledere og det in-ternationale samfund. At spille efter samme politiske grundregler inde-

FOTO

S: H

EIN

E PE

DER

SEN

/SC

AN

PIX

/DA

NID

A (

NED

.) &

TH

EO R

ENA

UT/

AP/

POLF

OTO

(Ø

V.)

bærer ikke store omvæltninger i ud-viklingspolitikken. Arbejdet for god regeringsførelse og demokratisering handler jo om en gradvis omstruktu-rering af politiske institutioner og en medfølgende oplysning til borgerne i lande, hvor mange stadig går alt for lidt i skole.

Den politiske infrastruktur kræver tid og penge. Men uden et tydeligere budskab om, at politisk deltagelse fak-tisk også belønnes i retfærdige valg, som ikke kun er lovlige ifølge lande-nes grundlov, men også garanterer, at ledere med hang til magtmisbrug udskiftes regelmæssigt, undermineres demokratiarbejdet på både nationalt og internationalt niveau.

Jeg har, gennem min egen forsk-ning, haft utallige samtaler med unge vestafrikanere, der siger, at præsi-dentvalg ikke spiller nogen rolle for deres egen livssituation; at national politik handler om elitens interne magtkampe, og at man ofte kender resultatet, længe inden folk går til urnerne. Det ville ikke være så svært at sende et nyt budskab til både afri-kanske ledere og deres befolkninger: Evighedspræsidenternes tid er forbi; det afrikanske forår er over os. •

I DE FØRSTE DØGN EFTER DET FOLKELIGE OPRØR MOD PRÆSIDENTEN I OKTOBER 2014 FORSØGTE FLERE UDEN HELD AT SÆTTE SIG SELV I SCENE I SPILLET OM MAGTEN – HER GENERAL NABÉRÉ TRAORÉ.

BURKINA FASO ER ET AF VESTAFRIKAS FATTIGSTE LANDE, MEN OGSÅ EN UNDTAGELSE AF POLITISK STABILITET I EN REGION PRÆGET AF URO OG KONFLIKT.

“Det kræver ikke en krone af den burkinske statskasse – eller Da-nidas bistandsbudget – at lægge pres på Den Afrikanske Union til at gennemføre et universelt princip om, at en præsident højst kan sidde ved magten i to valg-perioder.

31/31/

EL MORO. EN MAROKKANSK MAND, MALET I 1913 AF DEN CATALANSKE MALER JOSÈ TAPIRÒ Y BARÒ, DER VAR STÆRKT INTERESSERET I ORIENTALISME.

AFRIKANSKE DOBBELTMÆNDAF OMAR VICTOR DIOP, DAKAR

OUT OF AFRIKAVÆRKER FRA VERDEN

efter et længere ophold i Spanien, hvor han hele tiden blev konfronteret med sin ”anderledeshed”. Det fik ham til at interessere sig for dobbeltheden i at blive hyldet og anerkendt, men samtidig at være henvist til at være ”den anden”. En dobbelthed, som Omar Victor Diop mener, at både

HVORDAN HAR EUROPÆISKE malere fremstillet bemærkelses-værdige afrikanske mænd gennem kunsthistorien? Det undersøger den senegalesiske kunstner (f. 1980) gen-nem 12 billeder i værket Project Dias-pora, hvor han har iscenesat gamle kunstværker i nye klæder. Ideen kom

fortidens afrikanske mænd, foreviget på lærreder, og nutidens afrikanske stjerne-fodboldspillere har til fælles – derfor er fodboldrekvisitter en del af værket, hvor kunstneren i øvrigt selv er model. •

www.omarviktor.com

32/32/

>

JEAN-BAPTISTE BELLEY (1746-1805), SENEGALESER, BLEV SOM TO-ÅRIG SOLGT SOM SLAVE OG SENDT TIL DATIDENS HAITI. LEDEDE ET SLAVEOPRØR UNDER DEN FRANSKE REVOLUTION OG BLEV FOLKEVALGT TIL ØENS REPRÆSENTANT I DEN FRANSKE REPUBLIKS FØRSTE PARLAMENT.

DON MIGUEL DE CASTRO, CONGOLESISK GESANDT FRA 1643-50 OG IKLÆDT DATIDENS PORTUGISISKE MODE, ARBEJDEDE BLANDT ANDET FOR AT FINDE LØSNINGER PÅ INTERNE KONFLIKTER I CONGO.

33/

FOTO

: PA

NO

S/PO

LFO

TO

Livsstil

SINGLEKULTUREN BREDER SIG I AFRIKAAF KARITTE LIND BEJER, KILALA

Et stigende antal afrikanske kvinder vender ryggen til ægteskabet og det klassiske afrikanske familieliv – de vil selv bestemme over deres liv og deres børn.

34/34/

ANETH AKYOO VIL IKKE giftes. Det er der flere grunde til, at den 36-årige tanzaniske kvinde ikke vil.

”Jeg var forlovet med en mand i fire år, og jeg var meget forelsket i ham. Men da jeg blev gravid med vores søn, stak han af. Han nøjedes ikke med at forlade den by, vi begge boede i på det tidspunkt, han forlod helt regionen (Arusha-regionen, red.),” siger hun.

Aneth Akyoo mener selv, at det var hendes forlovedes familie, der overtalte ham til ikke at gifte sig med hende, fordi de ikke syntes, at hun var ”god nok” til ham. Men hun ved det ikke.

”Jeg har ikke set ham, siden han forsvandt, og jeg er stadig ikke kom-met mig over det,” siger hun.

Bruddet mellem hende og hendes forlovede ligger langt tilbage. I dag er sønnen 14 år gammel, og Aneth Akyoo har levet og forsørget sønnen alene, lige siden hun blev forladt. Ikke fordi hun ikke kunne finde en ny mand i den lille by Kilala i det nordlige Tanzania, hvor hun bor. Men fordi hun ikke vil have nogen mand. Ifølge hende selv har hun ikke engang haft en kæreste, selv om hun med sin lille dyrefoderforretning, sit eget hus og kønne smil nok kunne finde en, hvis hun ville.

”Jeg er ikke interesseret. Jeg øn-sker ikke nogensinde at opleve noget lignende igen, og jeg stoler ikke på mændene heromkring,” konstaterer hun tørt med henvisning til det dybe spor i landets kultur, som århundre-ders udbredt polygami har trukket i

relationen mellem tanzaniske mænd og kvinder.

Til trods for at polygamien officielt er i kraftig tilbagegang, anser mange gifte tanzaniske mænd det stadig for naturligt at have en eller flere kære-ster uden for ægteskabet. Men fordi færre og færre tanzaniske kvinder er tilfredse med rollen som ’den anden kvinde’, er den ’uofficielle’ polygami forbundet med løgn.

NEJ TAK TIL ET DÅRLIGT ÆGTESKABLøgnen og de konsekvenser, den kan føre med sig, kender 31-årige Rachel Godliving fra sit eget liv. I lighed med Aneth Akyoo vil hun ikke gif-tes. Rachel Godliving har sønnen, syvårige Raheem med en mand, hun havde et forhold til i fire år og endda boede sammen med et års tid. Men da Rachel Godliving blev gravid og fortalte det til kæresten, afslørede han til gengæld, at han allerede havde en kone og børn at forsørge og umuligt kunne tjene penge nok til også at for-sørge det barn, som Rachel Godliving ventede, fortæller hun.

Han tilbød, at de to kunne fort-sætte med at være kærester, og at han så ville bidrage med den smule penge, han kunne skaffe hen ad vejen.

”Jeg forlod ham med det samme. Jeg ville ikke have en mand, der havde en anden familie. Så vil jeg hel-lere klare mig selv,” siger hun.

Rachel Godliving lægger ikke skjul på, at hendes liv ikke er nogen dans på roser. Den etværelses bolig deler hun med sin søster, maden er enkel og bliver ofte tilberedt over trækul,

fordi elektriciteten enten er forsvun-det, som den ofte gør i byen, eller hun ikke har råd til at betale for den. Der har været flere kortvarige perioder, hvor pengene fra hendes tidligere job som kaffeplukker på en af Nordtanza-nias mange store kaffefarme ikke slog til, og hun måtte bede sin mor, der er enke og driver sin egen lille dag-ligvarebutik, om økonomisk hjælp. Siden har Rachel Godliving skiftet job og arbejder i dag hver eftermid-dag og aften som tjener. Økonomien løber rundt. Sønnen bor hos Rachel Godlivings mor i nabobyen Moshi, og hver måned sender Rachel Godliving penge til Raheems forsørgelse. Hun besøger sønnen så ofte, hun kan.

Alligevel vil hun ikke giftes. Hvor-for blive gift på elendige betingelser, når hun kan bestemme over sit eget liv nu, spørger hun retorisk Udvik-lings udsendte.

Rachel Godliving er dog klar til at gøre én undtagelse, men det for-udsætter nogle særlige og sjældne omstændigheder.

”Jo. Hvis der sker et mirakel. Hvis jeg møder en velhavende, ugift og meget gudfrygtig mand, der virkelig elsker mig. Men de er svære at finde,” understreger hun og ser ud, som om hun ikke et sekund tror, at miraklet vil indfinde sig. >

ANETH AKYOO HAR LEVET ALENE EMD SIN SØN I 14 ÅR. HUN SKAL IKKE GIFTES IGEN.

RACHEL GODLIVING SKRED FRA SIN KÆRE-STE, DA HUN FANDT UD AF, AT HAN HAVDE KONE OG BARN.

“Jeg stoler ikke på mændene her-omkring”.

ANETH AKYOO

FOTO

S: K

AR

ITTE

LIN

D B

EJER

35/

“Aneth Akyoos argument for at fravælge ægteskab fra lyder næsten ordret som Rachel Godlivings. Nem-lig at hun nu selv bestemmer. Hun kan arbejde i butikken, så længe hun vil, og der er ikke nogen mand, der forventer af hende, at hun står klar med måltider i hjemmet to-tre gange om dagen, når det passer ind i hans dag at spise, fortæller hun.

”Det er stadig hårdt, men i det mindste bestemmer jeg over mig selv og mit barn,” siger hun.

Aneth Akyoo og Rachel Godliving kan lyde som to sjældent sårede og uheldige afrikanske kvinder. Eller som enegængere udstyret med en større portion vilje og stædighed end flertallet af deres kønsfæller.

Det er de ikke. De tilhører den stadig voksende gruppe af afrikanske kvinder, som af forskellige grunde vælger at leve alene. Nogle har aldrig været gift, nogle er fraskilte, nogle er enker, nogle er svigtet, nogle har bare aldrig mødt ’den rette’ og har haft økonomien og mulighederne til at forblive ugifte.

KØNSRELATIONER UNDER OPBRUDFor bare 20 år siden ville det have været sværere for kvinderne at for-sørge sig selv og eventuelle børn. Det ville også have været langt sværere for dem at få lov til at forblive ugifte, fordi familien ville have presset hårdt på for at få dem gift, og dermed for-sørget, igen.

Aneth Akyoos egen mor, der forblev gift hele sit liv, tjente penge til familien ved at sælge mælk fra de køer, som hun passede – for sin mand. Det var ham, der ejede køerne og jorden, de græssede på, fortæller Aneth Akyoo.

”Selv om hun havde villet, kunne hun aldrig have forladt min far. Hun ville ikke have kunnet tjene penge til at forsørge sig selv og os børn. Jeg har nogle andre muligheder, end hun havde,” siger hun.

Kønsrelationerne og magtbalan-cen mellem mænd og kvinder er un-der forandring i Afrika i disse år. Den store forkromede undersøgelse af det voksende antal singler mangler sta-dig, men en række forskellige mindre forskningsbaserede undersøgelser fra lande som Zimbabwe, Sydafrika, Kenya, Lesotho og Tanzania peger på, at de bliver flere. Migrationen fra land til by skaber stadig større

beskæftigelsesmuligheder for kvin-derne i byerne, og også det lang-varige massive fokus på kvinders rettigheder og uddannelse spiller ind ifølge forskerne.

Men mens vi i Vesten har en fore-stilling om, at forandring næsten per automatik er ensbetydende med, at tingene bevæger sig ’i den rigtige retning’ og ’fremad’, så tager virke-ligheden i Afrika sig anderledes ud, lyder det fra adjunkt på Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Uni-versitet Lene Bull Christiansen, der forsker i køn og identitet i Afrika.

”Den her udvikling er enormt klasseopdelt. Der er stadig store un-derklasser mange steder, og selv om kønsmagtrelationerne også ændrer sig der, betyder det ikke nødven-digvis, at mænd og kvinder får det bedre af den grund. Eksempelvis har Sydafrika stadig store problemer med voldtægter og vold mod kvinder. I Zimbabwe er de økonomiske land-vindinger mange steder ikke slået igennem endnu, og her står de unge veluddannede kvinder pludselig ba-gerst i køen og føler, at de står med håret i postkassen. For de troede jo på, at uddannelse ville være vejen til ligestilling. Men det er ikke så ligetil, når de ikke kan få et job,” siger hun.

Mange steder på kontinentet sker der store økonomiske omvæltninger i disse år. Overklassen og middel-klassen vokser i lande som Nigeria, Kenya og Sydafrika, og det betyder, at både mænd og kvinder er mere veluddannede og har andre økonomi-ske muligheder end tidligere,” fortæl-ler Lene Bull Christiansen.

Sideløbende har afrikanerne fået langt større mulighed end tidligere for, via medier og populærkultur, at orientere sig i forhold til andre køns-normer end dem, de selv er vokset op med. Som et eksempel peger

Lene Bull Christiansen på den gha-nesiske tv-serie An African City, der, på samme måde som den populære amerikanske tv-serie Sex and the City, handler om fem rige singlekvin-ders frigjorte kærligheds- og sexliv. Blot er handlingen hensat til Ghanas hovedstad, Accra.

Tv-serien er blevet enormt popu-lær i Ghana, men ifølge Lene Bull Christiansen afspejler dens popu-laritet snarere det ungdomsoprør, der i disse år finder sted i det vest-afrikanske land mod de traditionelle kønsroller og familienormer, end det afspejler, at mange kvinder genken-der sig selv i de rige singlekvinder.

FORANDRING, IKKE FORBEDRINGNår det er nødvendigt med en dosis malurt i bægeret, er det, fordi der er meget langt fra de fem rige ale-nekvinders virkelighed i Ghana til singlekvinder som Aneth Akyoos eller Rachel Godlivings virkelighed. Ikke blot geografisk, men også økonomisk og socialt.

”Når kønsrollerne og kønsmagten ændrer sig på det afrikanske kon-tinent, har vi i Vesten en idé om, at kønsmagtrelationerne naturligt går imod mere lighed. Det passer ikke FO

TO: E

MM

AN

UEL

BO

BB

IE B

OB

PIX

EL S

TUD

IOS

Den ghanesiske tv-serie An African City handler på samme måde som den populære ameri-kanske tv-serie Sex and the City om fem rige singlekvinders fri-gjorte kærligheds- og sexliv. Blot er handlingen hensat til Ghanas hovedstad, Accra. Tv-serien er blevet enormt populær i Ghana.

36/36/

nødvendigvis i forhold til kønsrolle-udviklingen i Afrika,” siger Lene Bull Christiansen.

Afrikanske singlekvinder udgør en yderst uhomogen forsamling på nuværende tidspunkt i udviklingen ifølge leder af Center for Afrika-stu-dier ved det amerikanske Oregon Uni-versitet, Yvonne Braun. Hun forsker i kønsroller og social ulighed i Afrika og peger på, at mens afrikanske sing-lekvinder fra middelklassen og fra velhavende familier ofte kan nyde godt af de øgede uddannelses- og karrieremuligheder hele livet og opnå en vis grad af personlig og økono-misk uafhængighed, så er der en stor gruppe singlekvinder, som er rundet af andre kår.

”Især for singlekvinderne fra landet tegner der sig et andet billede. Her handler deres ugifthed ofte i højere grad enten om, at familien har valgt at sende dem til storbyen, hvor det er meningen, at de skal tjene penge og sende dem tilbage til familien, eller om, at kvinderne har gjort op med de-res familie og brudt med dens normer for selv at forfølge de muligheder, som bylivet giver dem,” siger hun.

Tilsammen er der dog næppe tvivl om, at der finder en bred kulturæn-dring sted på kontinentet i forhold

til kønsrelationer og familiestruktur, mener Yvonne Braun.

Men når Aneth Akyoo og Rachel Godliving nægter at gifte sig blandt andet med den begrundelse, at de ikke tør at stole på de tanzaniske mænd, betyder det så, at det er de afrikanske mænd, der ikke er fulgt med udviklingen, og at de må oppe sig for at gøre sig håb om at blive gift i fremtiden?

ØKONOMIEN ÅBNER FOR ET VALGIfølge Lene Bull Christiansen er der afrikanske feminister, som peger på, at de normer for ægteskab, som deres mødre og bedstemødre har levet efter, ikke holder i dag.

”Mange peger på, at mænd ikke lever op til det ansvar, som de burde tage i familien – og der er bestemt problemer med vold, utroskab og

alkoholisme, men det har man jo alle steder i verden.

Når man nu ser kvinder, der siger fra over for vold og svigt, skyldes det primært, at de har økonomisk mulighed for det, og at de nu ikke længere bor i mindre lokalsamfund, hvor sociale normer og pres kan holde dem i relationer, som de er ulykkelige i. I storbyerne har kvin-derne mulighed for at danne nye fællesskaber.”

Ironisk nok figurerer der ikke noget videre i forskningen om de afrikanske singlemænd. Men når antallet af afrikanske singlekvinder stiger, burde antallet af afrikanske singlemænd så ikke også gøre det?

”Muligvis,” lyder svaret fra Yvonne Braun. Man ved, at mæn-dene generelt lever kortere end kvinderne i store dele af Afrika, og det kan muligvis medvirke til, at der er færre afrikanske singlemænd end -kvinder.

”Det er komplekst. Der er ikke blevet forsket ret meget i mændenes ægteskaber eller mangel på samme. Til dels fordi afrikanske singlemænd ikke i samme grad er blevet forbun-det med sårbarhed og fattigdom, som kvinderne er, formoder jeg.” •

“Når man nu ser kvinder, der siger fra over for vold og svigt, skyldes det primært, at de har økonomisk mulighed for det.

LENE BULL CHRISTIANSEN, FORSKER

37/

DÉT GØR DRONER

DRONELANDFOTOSERIE

Pakistan

FOTOS: MASSIMO BERRUTI

38/38/

MÅLET VAR ET HØJSTÅENDE medlem af al-Qaeda, da missiler fra amerikanske droner bragede ned over et område i det nordlige Waziristan i Pakistan en fredag aften i september 2009.

Det var Ramadan, og den 15-årige dreng Sadaullah Wazir og hans fami-lie havde netop sat sig til rette i bed-stefaderens hus for at bryde fasten, da missilerne ramte. Sadaullah Wazir (foto) mistede begge sine ben og det ene øje. Tre af hans familiemedlem-mer døde.

Ubemandede droner har udgjort en væsentlig del af den amerikanske kamp mod islamistiske terrorister i kølvandet på terrorangrebet i New York i 2011. Især i det bjergrige stam-meområde Waziristan i det nordvest-lige Pakistan, der er kendt for at være hjemsted for islamiske fundamentali-ster, herunder Taleban og al-Qaeda.

Men hvad betyder de mange droneangreb for områdets civile be-folkning? Det spørgsmål har i snart fire år været rammen om Berrutis fotoprojekt.

”Jeg ville forsøge at vise deres fy-siske sår, men også at skildre de psy-kologiske traumer. En af de ukendte konsekvenser af at bo i områder, der er mål for droner, er i meget høj grad de fobier, der følger med, og det uundgåelige forbrug af stoffer, der tages for at dulme dem,” siger Berruti. • /ULM

>

39/

DISSE TO SØSTRE ER FLYGTET FRA ET OMRÅDE MED MANGE DRONEANGREB OG BOR NU I DERES ONKELS HUS SAMMEN MED DERES MOR. SØSTRE-NES FAR ER DØD I ET DRONEANGREB, MEN DE VED DET IKKE ENDNU – MODEREN HAR IKKE KUNNET FINDE STYRKEN TIL AT FORTÆLLE DEM DET.

MUHAMMED FAHEM QURESHI, 18 ÅR, STUDERENDE, VAR HJEMME, DA FAMILIENS HUS I 2009 BLEV RAMT AF TO DRONEAN-GREB, DER DRÆBTE HANS KUSINE OG TO ONKLER. SELV BLEV HAN HÅRDT SÅRET I MAVEN, MISTEDE SIT VENSTRE ØJE, OG ET STYKKE METAL BOREDE SIG GENNEM HANS RIBBEN OG SKADEDE HANS LUNGER. MUHAM-MED LÅ PÅ HOSPITALET I 70 DAGE; FAMILIEN AFBETALER STADIG PÅ GÆLDEN FOR IND-LÆGGELSEN.

40/40/

>IJAZ AHMED, 20 ÅR OG STUDERENDE, MISTEDE SIN ONKEL OG FAR TIL FEM BØRN I ET DRONEANGREB I 2009, HVIS MÅL VAR NOGLE ARABERE. SIDEN HAR HAN HVER DAG BEDT FOR SIN ONKEL, OG FOR AT GERNINGSMÆNDENE MÅ BLIVE STRAFFET.

41/

42/

SALMAN KHAN, 15 ÅR OG SKOLEELEV, MISTEDE SIN FAR I ET DRONEANGREB, DER RAMTE LANDSBYENS JIRGA (KLANRÅD), SOM HAN DELTOG I. SALMAN KHAN VAR HJEMME, MEN STYRTEDE UD AF HUSET, DA HAN HØRTE EKSPLOSIONERNE. FADERENS LIG VAR SÅ MEDTAGET, AT HAN IKKE KUNNE GENKENDE HAM. SALMAN FORTÆLLER, AT MANGE ER BERØRTE AF ANGREBENE, SELV OM DE IKKE BLIVER RAMT DIREKTE – SKOLER LUKKES, OG FOLK BLIVER SYGE. SELV HAR HAN FÅET EN ALVORLIG HUDSYGDOM OG ER NU ALENE MED SIN MOR OG TRE SØSTRE.

FAIZ MOHAMMAD, (HEROVER OG TIL HØJRE) 23 ÅR OG STUDERENDE, VAR PÅ VEJ TIL BØN I MOSKEEN I 2009, DA EN DRONE ANGREB EN JEEP PÅ VEJEN. HAN BLEV RAMT I RYGGEN OG PÅ BENET. HVER GANG HAN I DAG HØRER LYDEN AF DRONE, BLIVER HAN PARALYSERET AF FRYGT.

42/

KARIM KHAN, 55 ÅR, OG FAR TIL OTTE BØRN, MISTEDE EN SØN VED ET DRONEANGREB I DERES LANDSBY. SØNNEN, DER VAR DEN ENESTE I FAMILIEN MED ET JOB, VAR UDE AT CYKLE, DA HAN BLEV RAMT. I RADIOEN FORLØD DET, AT FIRE “UDLÆNDINGE” BLEV DRÆBT. HAN FØLER SIG MAGTESLØS, HVER GANG HAN HØRER EN DRONELYD FRA HIMLEN, OG FORSTÅR IKKE, HVORDAN HANS REGERING FORTSAT KAN TILLADE DRAB PÅ USKYLDIGE.

43/

MASSIMO BERRUTI

Egentlig læste han biologi, men liden-skaben for foto fik for 11 år siden den

italienske fotograf (f. 1979) til at skifte fag. Først begyndte den prisbelønnede Berruti at doku-mentere blandt andet migration, forstadsliv og industridød pri-mært i hjemlandet Italien og i Østeuropa. Men fra 2008 rettede han blikket mod Centralasien og især Pakistan, hvor han arbejder med fotoprojekter, der skildrer livet for mennesker i samfund under forandring.

www.massimoberruti.net

BOG: William Easterly erkender i interviews i forbindelse med udgivel-sen af sin seneste bog, The Tyranny of Experts: Economists, Dictators, and the Forgotten Rights of the Poor, at han gennem en stor del af sin kar-riere selv har ignoreret spørgsmålet om udviklingsarbejde styret af tekno-krater sat over for udviklingsarbejde, der i større udstrækning tager ud-gangspunkt i fattiges rettigheder.

Easterly var nemlig, med en karri-ere på 16 år i Verdensbanken, selv en af de teknokrater, han nu kritiserer. Han betegner imidlertid også sig selv som en ekspert, der er kommet på bedre tanker. Hans nyeste bog retter skytset mod regeringer og globale institutioner samt dem, han kalder de ”selvudråbte udviklingsguruer” som eksempelvis Bill Gates og Tony Blair.

Easterly er professor i Økonomi samt leder af Development Research Institute ved New York University. Han er også forfatter til bøgerne The White Man's Burden og The Elusive Quest for Growth. • /PB

TV-SERIE: Da den nigeriansk- ghanesiske forfatter Taiye Selasi gæstede Danmark i november 2014 i forbindelse med den internationale dokumentarfilmfestival Copenhagen Dox, viste hun en episode fra den dokumentariske tv-serie Afripedia. Selasi udgav romanen Ghana must go (Gå væk, Ghana) i 2013 og er producer på Afripedia.

I København lagde Selasi op til en debat om ’hvordan vi taler om Afrika?’ Det er også omdrejnings-punktet for tv-serien Afripedia, der er produceret af svenske Stocktown Films, som arbejder med at skabe en platform og visuel guide til kunst, film, fotografi, mode, design og kul-tur. Hovedkomponenten er fem tv-afsnit, som følger kreative kunstnere i henholdsvis Ghana, Angola, Syd-afrika, Kenya og Senegal. Den første episode Angola, blev vist på svensk tv i september 2014. De fem afsnit, der varer 28 minutter hver, bliver løbende tilgængelige på projektets hjemmeside, hvor der også vises trailere. • /Pernille Bærendtsen

MUSIK: Den brasilianske trio Metá Metás seneste album, MetaL MetaL, indeholder 11 numre, som stikker i alle mulige retninger. Musikken by-der på alt fra sambarytmer, punkede jazztoner til vestafrikansk high life. Metá Metá er ikke interesseret i at blive placeret i en bestemt musikalsk genre – de påberåber sig retten til at improvisere over inspiration fra mange kanter.

Metá Metá har rødder i Bahia-regi-onen i Brasilien, hvor candomblé, den afro-brasilianske religion er udbredt blandt efterkommere af slaver fra Vestafrika. Det spirituelle har også influeret bandets musik, selv om det ikke er et omdrejningspunkt. Bandet samarbejder desuden med Tony Al-len, den nigerianske trommeslager og master of Afrobeat, som spillede sammen med den legendariske nige-rianske musiker Fela Kuti i 1970’ernes Lagos. Det høres tydeligt, og flere af numrene egner sig især til danse-gulve, hvor man kan slå håret ud og skrue op på højeste volumen. • /PB

Kritik af eks-perttyranniet

De kreatives Afrika

Slå-håret-ud-beats

KULTUREN KORTTRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD

AFRIPEDIA

Instruktører: Teddy Goitom, Benjamin Taft, Senay BerheStocktown Films (2014)www.afripedia.com

Følg @stocktown på Twitter

METAL METAL

Kunstner: Metá MetáMais Um Discos (2014)www.maisumdiscos.bandcamp.com


THE TYRANNY OF EXPERTS: Economists, Dictators, and the Forgotten Rights of the Poor

Forfatter: William EasterlyBasic Books (2014), 416 s.www.basicbooks.com


44/44/44/

rapt

im

værdi for pengenepersonlig service

stor � eksibilitet

ove

r 50

års

NG

O-e

rfar

ing

Tlf. 8723 1230Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborgwww.unitasrejser.dk • [email protected]

raptim network

member of

®

Vi har ikke en fi nger at sætte på Unitas RejserLigegyldigt hvem vi ringer til af Unitas Rejsers medarbejdere, møder vi et professionelt team, som er klar til at hjælpe i enhver situation. Vi får en super behandling. Vores begejstring er stor.

Hanne Lyngsø-DahlHR support hos Røde Kors i Danmark

‘‘DEM SKAL DU FØLGESociale medier

AF PERNILLE BÆRENDTSEN

BLOG/TWITTER/UD-VIKLING/FORSKNING Aidnograf stiller skarpt på aktuelle udviklings-tendenser.

Tobias Denskus blogger om udvikling og kommu-nikation fra Malmø Uni-versitet, hvor han under-viser. Han uddeler hug til celebrity-ambassadører, analyserer fremtidige jobtrends for expats og undrer sig over, hvorfor seniorkonsulenterne er stille.

Blog: www.aidnography.de

Instagram: @aidnography

INSTAGRAM/KENYA/FOTOKUNSTSmukkeste billeder fra Nairobis inderste.

Asif Khan tager ikke kun billeder, han arrangerer også instawalks i Nairobi.Superdygtig og kreativ

Instagram: @asayf

http://instagram.com/asayf

INSTAGRAM/LATIN-AMERIKA/HVERDAGS-LIV/FOTOHverdag i Latinamerika.

Konceptet Everyday bru-ges globalt – her vises hverdagsbilleder, som fotografer har taget fra hele Latinamerika. Og her er tryk på hverdag.

Instagram: @everydaylatinamerica

TWITTER/MUSIK/KUNST/SYDAFRIKATumi Molekane inviterer til debat.

Må en sydafrikansk mandlig musiker sidde på en trone, mens han holder to kvinder i hundesnor? Tweeps kri-tiserede Tumis seneste video, og han svarede igen på Twitter, blandt andet ved at bruge dette hashtag #IDOMAex-plained, så andre kunne deltage i debatten. Godt eksempel på, hvordan mange kunstnere bruger Twitter og engagerer sig.

Twitter: @TumiMolekane

POLITIK/UDVIKLINGDanske tweets om ud-vikling.

Danskerne har generelt være tøvende over for at gå i krig med Twitter – også på udviklingsområ-det. En gruppe deler dog tweets under hashtagget #dkaid, som er et godt sted at starte, hvis man leder efter en vej ind i Twitter og udvikling.

Twitter: #dkaid #dkiverden #dkhum

45/

Etiopien

BULDRENDE VÆKST– OG ET JERNGREB OM MAGTEN AF SVEN JOHANNESEN, ADDIS ABEBA

30 år efter sultkatastrofen i Etiopien boomer økonomien, og landet kurtiseres fra både øst og vest. Men blandt befolkningen i Etiopien ulmer utilfredsheden over den voksende afstand mellem rig og fattig i den autoritære østafrikanske stat.

FOTO

: SV

EN T

OR

FIN

N/P

AN

OS/

POLF

OTO

46/

VI MÅ BESTIKKE EN MEDAR-BEJDER I ADDIS ABEBA AIRPORT for overhovedet at komme ind i landet. Det er vores egen skyld. Kun tåber rejser til et af verdens fattigste lande uden kontanter overhovedet.

Min rejsemakker og jeg var endda advaret om at medbringe de i alt 40 dollar til visa, men i tankeløs begej-string over endelig at komme af sted, får vi hverken vekslet penge i Kastrup eller i transitområdet i Cairo Lufthavn. På trods af navnet er vores visakort intet værd – vi kommer ikke ind i lan-det uden kontanter. Efter et par timers stadig mere desperat parlamenteren med de stoiske toldere hiver en ung, smooth og velklædt cheftype mig ud af mit limbo, forbi paskontrollen og de bevæbnede vagter og ind i ankomst-hallen, hvor jeg får lov at hæve den lokale valuta, som jeg efterfølgende kan bruge til at købe 40 dollar af ham til dobbelt pris.

Transaktionen finder diskret sted ude på lufthavnens dunkeltfedtede pissoir, hvor den unge mand med et venligt smil lader det tunge bundt sedler forsvinde i jakkelommen, hvor-efter jeg bliver fulgt tilbage til pas-kontrollen, hvor vi endelig kan betale for vores visa. Vi tumler søvndrukne ud af lufthavnen under den bankende morgensol, og snart glider vi gennem morgenmyldretiden i Addis Abeba, hovedstad i Etiopien. Et af verdens fattigste lande, hvor den årlige ind-komst per person er på omkring 2.200 kroner, og over 80 procent af indbyg-gerne stadig lever på landet, hvor jorden mange steder stadig pløjes ved oksekraft. Men også et land med rivende økonomisk vækst på over ti procent årligt, byggeboom og galope-rende urbanisering.

Et land med flere indbyggere end Tyskland; et land, som er et klude-tæppe af etniske grupper, der taler flere end 80 forskellige sprog. Et land

med en rig kultur og en lang og stolt historie for skånselsløst og succesfuldt at have modsat sig alle udenlandske forsøg på kolonisering. Et land, der i dag er politisk hovedstad i Østafrika – hovedsæde for den Afrikanske Union (AU) og samtidig stedet, hvor en lang række internationale ngo’er har hovedkvarter for deres indsats i regio-nens konfliktzoner som Sydsudan og Somalia.

STYRE MED JERNHÅNDMåske er ordet ”land” i virkeligheden forkert at bruge, da Etiopien reelt be-står af en række forskellige delstater, som har væsensforskellige sprog, identitet og kultur, og som holdes sammen i et jerngreb af en stærk og dyb statsmagt.

Siden 1991 år har Ethiopian Peop-les Revolutionary Democratic Front (EPRDF) styret. Det enevældige parti dominerer alle dele af samfundet: øko-nomi, retsvæsen og medier ved hjælp af en omfattende sikkerhedstjeneste.

"Jeg læser ikke avis, og jeg ser ikke det statsdrevne tv, for det er ren pro-paganda. Og jeg lufter ikke mine po-litiske holdninger offentligt, det er for farligt. Faktisk ville jeg aldrig tale til andre etiopiere, som jeg gør til dig, for jeg ved ikke, hvem der vil stikke mig til myndighederne. Er du for kritisk, risikerer du at få din karriere ødelagt eller komme i fængsel – i værste fald forsvinder du,” siger en kunstner, jeg drikker en kaffe med på en bar i ho-vedstaden.

Som en del af byens frodige kultur-liv færdes han blandt intellektuelle og journalister – og alle tager de deres forholdsregler, fortæller han. En turist fra et af verdens frieste og rigeste lande skal lige kalibrere sine forholds-regler. Kunstneren er ikke paranoid, men realistisk. Styret er brutalt.

KUGLER MOD PROTESTERUgen forinden befinder jeg mig i den lille bjergby Robe nogle hundrede kilometer syd for hovedstaden. Vi ankommer fra en lille uges trek i fire kilometers højde blandt ulve og ørne i en øde nationalpark i de jomfruelige Bale Bjerge. Efter at have vandret, sovet, spist og besørget i den fri natur afsondret fra civilisation og mobilsig-nal ankommer vi til den mindre pro-vinsbjergby Robe. Oven på det sunde og primitive vildmarksliv vil vi ud og drikke os lidt fulde, men stemningen i

BULDRENDE VÆKST– OG ET JERNGREB OM MAGTEN

“Jeg læser ikke avis, og jeg ser ikke det statsdrevne tv, for det er ren propaganda. Og jeg lufter ikke mine politiske holdninger offentligt, det er for farligt

KUNSTNER

47/

byen er trykket, og folk advarer os mod at være ude efter midnat. To dage før vores ankomst har sikkerhedsstyrker skudt og dræbt studerende, der de-monstrerede fredeligt mod regeringen. Universitetsområdet er stadig besat af militæret, forlyder det.

Ingen kender det præcise antal ofre, men dagen efter taler jeg med en underviser. Han fortæller, at omkring fem personer er skuddræbt i Robe, heriblandt en elev fra hans skole, der døde af tre kugler i brystkassen.

”Han var kun 20 år gammel, han elskede at dyrke sport, og han skulle netop til at starte på universitetet. Min religion siger, at vores død er forudbe-stemt, og at den dermed er Guds vilje. Men kan det virkelig være sandt?”

spørger underviseren, inden han ha-ster videre for at kondolere den unge mands familie.

Udover de dræbte er et utal af sårede på hospitalet, heriblandt en femårig dreng, der blev ramt af en vildfaren kugle, mens han hentede brød. Protesterne brød ud som en protest mod EPRDF's vedtagelse af en ny tiårsplan for Addis Abebas ud-vikling. På grund af den økonomiske vækst og den hastige urbanisering inddrager den nye plan landområder fra de omkringliggende regioner. Med planen blev der pustet til kræfter, der er imod det hovedstadsbaserede EPRDF’s dominans over landets re-gioner. Protesterne spredte sig hurtigt til universiteter i hele landet, inden de blev slået ned af sikkerhedsstyrker. Ingen kender antallet af omkomne, men forskellige ubekræftede bud an-slår omkring 25 dræbte på landsplan, skønt de officielle kilder kun melder om otte døde.

ANTI-TERRORLOV OG CENSURI det hele taget er det svært at få et fast greb om de faktiske omstændig-heder omkring urolighederne. Ingen af de statskontrollerede etiopiske me-dier fortæller om protesterne, og da vi senere trasker gennem de mudrede gader i den solbeskinnede bjergby for at finde en internetcafé, fortæller folk, at myndighederne har lukket for internettet i hele byen for at forhindre demonstranter i at organisere sig på sociale medier.

Igen er det en ubekræftet påstand. Men at styret er klar til at slå hårdt ned på oppositionen er langtfra noget nyt. Siden 2005, hvor et valg endte i nedskydning af ubevæbnede demon-stranter, er repressionen kun blevet værre. Dengang havde Etiopien ople-vet en relativt åben valgkamp, men da prognoser forudsagde en sejr til oppo-sitionen, valgte regeringen at erklære sig selv som vinder og at forbyde demonstrationer.

Under de efterfølgende protester blev cirka 200 ubevæbnede demon-stranter massakreret i Addis Abebas gader og tusindvis fængslet.

I 2009 fulgte vedtagelsen af en anti-terrorlov så vidtgående, at den har lukket kritiske aviser og sendt journalister og systemkritikere bag tremmer eller i landflygtighed.

Da den amerikanske udenrigsmini-ster, John Kerry, i slutningen af april

besøgte landet, fængslede styret seks bloggere og tre journalister. I 2012 blev to svenske journalister løsladt efter at have været fængslet i 14 må-neder, og Etiopien ligger nede på en 143.-plads på listen over den globale pressefrihed. Samtidig forsøger par-tiet i disse år at få stadig større kontrol med landets uddannelsesinstitutioner, lige fra folkeskoler til universiteterne, hvor man i stigende grad kræver, at undervisere følger centraliserede og regeringsvenlige læseplaner.

UTILFREDSHED MED REGERINGENOg det er måske ikke så underligt, at EPRDF i disse år forsøger at stramme grebet. For selv om befolkningen hol-der lav profil om politik i den offent-lige debat, er de ikke blege for at kriti-sere styret i private samtaler på gaden, i busser eller på byernes mange kaffe- og ølbarer, hvor man som udlænding let falder i snak med folk. Efter en måneds samtaler kan man tydeligt fornemme, at folk er utilfredse med regeringens politik og bekymret over den voksende økonomiske ulighed. I et land, hvor månedslønnen for en offentligt ansat er omkring 3.500 Birr (under 1.000 kroner), er folk fra høj

SIDEN 2005, HVOR ET VALG ENDTE I NED-SKYDNING AF UBEVÆBNEDE DEMONSTRAN-TER, ER REPRESSIONEN KUN BLEVET VÆRRE I ETIOPIEN. HER PROTESTERER MUSLIMER I ADDIS ABEBA MOD REGERINGEN.

“Hver dag kan vi se nye an-lægsprojekter og høre om nye investeringer og handelsaftaler. Samtidig kan vi se, at der vokser en stor afstand mellem de rigeste og resten af befolkningen.

ETIOPISK MAND

FOTO

S: P

ETTE

RIK

WIG

GER

S/PA

NO

S/PO

LFO

TO (

NED

.) &

JEN

S N

ØR

GA

AR

D L

AR

SEN

/SC

AN

PIX

(Ø

V.)

48/

til lav ganske enkelt stærkt utilfredse med den måde, den økonomiske vækst fordeles på.

”Hver dag kan vi se nye anlægs-projekter og høre om nye investerin-ger og handelsaftaler. Samtidig kan vi se, at der vokser en stor afstand mel-lem de rigeste og resten af befolknin-gen. Det er et stort problem,” siger en nogle og fyrreårig mand, efter at han stolt har inviteret mig til at besøge sin hjemby i det nordlige Etiopien.

”Addis i dag er helt anderledes, end da jeg første gang var her i 2008. Dengang var byen meget mere rolig, og du kunne ikke få ret mange varer i butikkerne, udover de helt basale ting,” fortæller en ansat i en europæ-isk ngo, som bor og arbejder i Addis, og som har et indgående kendskab til landet.

”De sidste års økonomiske udvik-ling har betydet, at man i dag kan købe billig kinesisk elektronik overalt. Samtidig ser du fremkomsten af en lille, ekstrem privilegeret økonomisk overklasse, der lukrerer stort på den nuværende politik. Problemet er, at den økonomiske vækst ikke kommer den almindelige etiopier til gode. Tværtimod lider han under de sene-

ste års prisstigninger på eksempelvis fødevarer. På trods af regimets pro-paganda er den almindelige borger udmærket klar over, hvad der sker i landet, og selvfølgelig er han bekym-ret,” siger den europæiske ansatte.

KINESISK INDFLYDELSEEt andet konkret tegn på det økonomi-ske opsving er den enorme mængde byggeprojekter i hovedstaden. Der anlægges veje og bygninger i et for-rygende tempo, og landbefolkningen strømmer til byerne for at arbejde i byggebranchen.

Et af regeringens helt store presti-geprojekter er en ny toglinje tværs gennem hovedstaden. Arbejdet vare-tages af en kinesisk entreprenør og forårsager jævnligt strøm- og vand-afbrydelser samt afspærringer af veje og gader med store trafikpropper til følge. En gloende eftermiddag havner jeg selv i en af dem, da den minibus, jeg befinder mig i, pludse-lig stopper. Da billetknægten hiver sidedøren op og springer ud i den stillestående trafik og slentrer over til en gadehandler for at købe sig en ap-pelsinvand, ved jeg, vi kommer til at sidde her et stykke tid. Jeg beslutter

mig for, at det er hurtigere at gå de sidste kilometer til mit møde, og føl-ges med en jævnaldrende mand, der viser sig at være embedsmand i et ministerium. Ikke at han just er loyal over for sin arbejdsgiver.

”Regeringen taler hele tiden om økonomisk vækst og udvikling, men jeg oplever ingen fremgang. Min løn er lav, og tingene bliver hele tiden dyrere. Allerhelst vil jeg gerne flytte. Jeg kender etiopiere i både Europa og USA,” fortæller han, mens vi går forbi de mange rækker af fangede biler.

På den store centrale plads foran Stadium, som normalt er et knude-punkt for byens bustrafik, finder vi år-sagen til trafikproppen. Modsat vores forventning skyldes den ikke arbejdet med togbanen. Den solvarme plads er ryddet for det sædvanlige kaos af busser, taxier, minibusser, pendlere og gadesælgere. I stedet er kalashnikov-bevæbnet og camouflageklædt mand-skab fra det føderale politi opmar-cheret med få meters mellemrum på begge sider af den lange vej, der går forbi pladsen. Ligesom pladsen er den normalt travle hovedvej ryddet for tra-fik, men pludselig hører vi sirener og ser en lang kortege af enorme firhjuls-

MARY OG MOGENS. DANSK BESØG FEBRUAR 2015 I ET ETIOPIEN, HVOR AFSTANDEN MELLEM RIG OG FATTIG VOKSER I TAKT MED VÆKSTEN.49/

trækkere med tonede ruder komme drønende. Vi står på sidelinjen, under skarp overvågning af soldaterne og ser kortegen passere. Bilerne er ud-smykket med både etiopiske og kine-siske flag. Hele postyret skyldes altså et statsbesøg fra Kina, der i de senere år har udvist stadig større interesse i den østafrikanske stat.

”En stor del af de anlægsprojekter, som regeringen starter, bliver udført af kinesiske firmaer. Europæiske og ame-rikanske leverandører er meget dyrere, men til gengæld også bedre. Meget af det, kineserne laver, er af lav kvalitet, men det er, hvad vi har råd til,” Siger den regeringsansatte beklagende, mens vi slentrer forbi de mange soldater. Og det er endnu en udbredt kritik, man hører: Etiopien bliver oversvømmet af billige kinesiske varer af elendig kvalitet.

”It's rubbish,” som en midaldrende mand med somalisk baggrund tørt kon-staterer. På trods af menigmands skepsis over for den kinesiske omfavnelse kan jeg på mit hotel dagen efter læse i den regeringskontrollerede The Daily Moni-tor, at VIP´en i bilkortegen var den kine-siske premierminister, Li Kequiang, der i Etiopien underskrev hele 16 forskellige handels-, låne- og investeringsaftaler. I artiklen udtaler Li Kequiang, at:

”Kina vil ikke kolonisere Afrika, som Vesten gjorde førhen, og er ikke interes-seret i den såkaldte neokolonialisme. Kina vil udelukkende formidle støtte til Afrika og hjælpe med dets udvikling. Vi tager fra Afrika, men vi glemmer ikke at give tilbage.” FREMSKRIDT ER FAKEUd over det igangværende togprojekt er kineserne engageret i at bygge kraftværker og veje, samtidig med at de investerer i industri og landbrug. Ki-

nesiske investeringer i Etiopien nåede i 2014 op på over en milliard dollar. Det er også Kina, der har finansieret byg-ningen af den Afrikanske Unions (AU) hovedkvarter i Addis Abeba.

Samtidig med den øgede kinesiske indflydelse er Etiopien tæt forbundet med Vesten, blandt andet som strate-gisk vigtig allieret i den såkaldte krig mod terror, hvor landet har et tæt sam-arbejde med USA's militær og efter-retningstjenester. Samtidig har landet netop optaget et lån på 380 millioner dollar fra Verdensbanken. Penge, der primært skal gå til udviklingen af in-frastruktur og udvikling af de etiopi-ske storbyer, der tiltrækker stadig flere borgere fra de forarmede landdistrik-ter. Mens landets elite således dygtigt satser på flere heste i bestræbelserne på at modtage investeringer, er det småt med stater, der kritiserer landets stadig mere autoritære udvikling.

Kineserne blander sig af gode grunde ikke i andre landes menneske-rettighedskrænkelser, og de vestlige regeringer har ikke råd til at skubbe en allieret stat fra sig, lyder et udbredt ræsonnement. Meget karakteristisk anklagede menneskerettighedsgrup-pen Human Rights Watch i marts det etiopiske styre for at spionere på sine borgere ved hjælp af både vestlig og kinesisk overvågningsteknologi.

Således har styret sikret sig mod kritik, på trods af at det fører en poli-tik, som en stor del af befolkningen er uenige i.

”Fremskridtet er fake,” siger kunst-neren over sin kulsorte kaffe.

”Den almindelige borger kæmper for at klare sig, mens en lille elite scorer profitten. Alle ved det, men ingen kan sige det højt.”

Næste år er der igen valg – indtil videre tyder alt på, at EPRDF fortsæt-ter ved magten. Men i befolkningen ulmer utilfredsheden, selv om kun få uden for den fremgangsrige og auto-ritære stat hører om den. •

ETIOPIEN

• Er en demokratisk republik med et flerpartisystem, men styres reelt af partiet EPRDF, der sammen med sine støtter fik 99,6 procent af stemmerne ved sidste valg.

• Det seneste årti har landet haft en gennemsnitlig årlig vækst på 10,7 procent. En vækst, der primært har fundet sted inden for service og landbrug.

• Fra 2005 til 2010 faldt andelen af indbyggere, der lever i ekstrem fattigdom, fra 38,6 til 29,7 procent.

KINAS INDFLYDELSE I AFRIKA VOKSER – OGSÅ I ETIOPIEN, HVOR KINESERE STÅR FOR EN DEL ANLÆGSARBEJDE, MEN OGSÅ ÅBNER FABRIKKER SOM DENNE SKOTØJSFABRIK I BYEN DUKEM.

“En stor del af de anlægsprojek-ter, som regeringen starter, bli-ver udført af kinesiske firmaer. Europæiske og amerikanske leverandører er meget dyrere, men til gengæld også bedre. Me-get af det, kineserne laver, er af lav kvalitet, men det er, hvad vi har råd til

REGERINGSANSAT

FOTO

: PET

TER

IK W

IGG

ERS/

PAN

OS/

POLF

OTO

50/

5. TCHAD (51 procent)Den nordlige del af Tchad er ørken, hvilket giver dårlige naturlige forudsæt-

ninger for en ordentlig vandforsyning. Mulighederne er umiddelbart bedre mod syd. Her ligger Tchad-søen. Imid-lertid er Tchad-søen skrumpet til en tyvendedel i størrelse på 40 år, fordi der er blevet tappet kraftigt af den til kunstvanding i landbruget.

4. MADAGASKAR (50 procent)Madagaskar er kendt for sit rige og varierede dy-reliv. Men når det gælder

økonomi, er landet meget fattigt, og det påvirker en række basale service-funktioner, herunder vandforsynin-gen. Halvdelen er uden rent vand, og mere end fem sjettedele har ikke no-get ordentligt toilet. Mange småbørn dør af diarré.

3. MAURETANIEN (50 procent)20 år med tørke i ørken-landet Mauretanien har sendt befolkningen ud

på en søgning efter steder med vand.

Mange tidligere nomader har bosat sig i slumkvarterer ved byerne. Vandet bliver typisk leveret i store dunke og er ofte urent. WHO anslår, at mange dødsfald – især blandt børn – kan fø-res direkte tilbage til dårlig vandkvali-tet og mangel på sanitet og hygiejne.

2. MOZAMBIQUE (49 procent)De seneste år har regerin-gen i Mozambique gjort en betydelig indsats for at

forbedre vandforsyningen i hovedsta-den og andre større byer. Men der er stadig enorme problemer i landområ-derne, hvor næsten to tredjedele af be-folkningen lever. Den dårlige adgang til vand og sanitet påvirker levevilkå-rene så meget, at den gennemsnitlige forventede levealder kun er 49 år.

1. PAPUA NY GUINEA (40 procent)Papua Ny Guinea har en klar bundplacering på listen over adgangen til

rent vand i verdens lande. Årsagen er først og fremmest, at det er et me-get fattigt land, hvor hovedparten af befolkningen bor i landområder, som det er vanskeligt at nå med offentlige

serviceydelser. Uddannelsesniveauet med hensyn til hygiejne er lav. Hertil kommer, at landet hyppigt er udsat for store omskift i vejret – kraftig nedbør efterfulgt af lang periode med tørke.

* Procenten i parentes angiver ande-len af befolkning med adgang til rent vand i 2012.

Kilde: WHO og UNICEF

VAND OG 2015 MÅLENE

• Ifølge målene skulle 88 procent af verdens befolkning have en sikker forsyning af rent vand enten i rør og haner i hjemmet eller i brønde eller kontrollerede kilder meget tæt på. Ved udgangen af 2012 havde 89 procent denne adgang til rent drikkevand.

• Adgang til rent vand medvirker til at mindske dødsfald og sygdomme, der er forårsaget af bakterier og anden forurening.

• Godt 750 millioner mennesker på kloden har stadig ikke adgang til rent drikkevand.

• Hovedparten er fattige og bor i landområder.

Sundhed

5 LANDE MED LANGT TIL VANDHANENAF REGNER HANSEN

88 procent af verdens befolkning skal have adgang til rent drikkevand, lyder et af FN’s 2015 Mål – og det er nået. Men millioner Men millioner mangler stadig. Mød fem lande, hvor højst halvdelen af befolkningen kan drikke rent vand.

51/

52/

Kronik

“I DETTE LAND GRÆDER JEG HVER DAG“ Som barn mødte Anne Lise Marstrand-Jørgensen rare etiopiere hjemme hos sin farfar – forretningsforbindelser på visit i Danmark. Nu er forfatteren selv rejst med sin familie til Etiopien, hvor hendes nye roman skal foregå, og skriver rejsebrev hjem til Udvikling.AF ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN, FORFATTERFO

TOS:

KAT

JA K

RED

ER/A

WL/

POLF

OTO

>

DET ER EFTERMIDDAG, det er midt i oktober, vi sidder på en plæne ved bredden af Tanasøen. Regntiden er ved at være forbi, græsset svupper af væde. Solen brænder sådan, den brænder og brænder og danser og flimrer i overfladen på den lysebrune sø, hvor der bor flodheste og pelikaner og krokodiller. Vi er trætte og lykke-lige, vi har rejst så langt med fire børn for at komme hertil.

Vores yngste er to år, hun vil se bananpalmerne, hun vil kun sidde hos mig, hun vil hjem til Nørrebro. Lille, myldrende menneske, klæbrig af sol-creme og sved, solhatten ryger af, hun spiser brød, så der er krummer overalt, hun tværer mudder af på mine ben, skraber mig med sine skosåler. Vi sid-der under et figentræ. Det er fire hun-drede år gammelt, siger Haile, som er vores vært, hans navn betyder styrke. Figentræet breder sin skygge over os, jeg kan ikke få øje på en eneste frugt. Jeg går på toilettet for at børste krum-merne af, for at få et øjebliks ro.

En gammel mand spørger mig, hvor vi kommer fra, jeg svarer, han lægger hånden over sit hjerte: Wel-come to Ethiopia, siger han, og jeg bliver så rørt, at jeg får tårer i øjnene. I dette land græder jeg hver dag, selv om jeg ikke er ked af det. Alt siver ind i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver træt af at betragte, de kaotiske byer, lave huse langs vejen, støvet, mørket, lyn og torden om natten, facader i gul og lilla, grøn og lyserød, kobolt og orange, den globale uretfærdighed smækket lige op i ansigtet på os, men-nesker og dyr, der vandrer langs alle veje, børn, der spiller fodbold med en kugle lavet af aviser og snor, der går langs vejen med plastiksko, lyserøde skoleuniformer, stofnet med hæfter over skulderen, børn på alder med vores yngste, som vogter dyr med de-res ældre søskende, kirker med kor af brune engle, det grønne, det frodige, glæden over at være til, være lige her. Og møderne. Al den venlighed,

nysgerrighed, hjertelige latter. På et marked peger de fingre ad os, ler med nakken tilbage, ler og ler, og det er en smittende latter, så vi selv kommer til at le. Haile siger, det er usædvanligt, at familier rejser sådan, at der ikke er mange, der har små børn med. Og den yngste sidder på min ryg i sin bærestol, det sneblonde hår, de komiske blå øjne, og de kysser hende, krammer hende, tager hende op, når de får chancen. Hun kysser igen, hun gemmer sig hos sine ældre søskende. Hun gengælder deres begejstring på sit eget sprog og råber: Se, de har helt mørke læber. Se, mor, se, se, se.

FARFAR OG MUHAMMEDJeg er i gang med at skrive en ro-man, der foregår i den nordlige del af Etiopien for 3.000 år siden. Den bygger på historier, der går igen i Det Gamle Testamente, Koranen og etiopiske nationalsagn. Jeg har lidt af angst, indtil jeg var i trediverne, nu fylder det næsten ingenting, men tanken om at rejse hertil gjorde mig så rædselsslagen, at jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at det ville være nok at se billeder og læse fagbøger.

I begyndelsen troede jeg næsten, at angsten var fornuft. Det var let at finde folk, der bakkede mig op i det: Der er så mange sygdomme, det er så langt væk, den lille er to år, tænk på terrorrisikoen fra Al Shabaab, tænk på indkøbscentret i Kenya. En formiddag stod det klart for mig: Dels var Etiopien det eneste sted, jeg havde lyst til at rejse hen, dels var alle de risikoberegninger en form for angst, lusket forklædt som fornuft. Og kuren mod angst kender jeg: Gør det, din irrationelle frygt forbyder dig. Gør det så ofte og så meget, du kan. Et kvarter efter havde jeg købt billet-ter til Addis Abeba. Jeg ringede først til min mand bagefter. ”Nu har jeg gjort det,” sagde jeg. ”Så tager vi af sted,” svarede han.

“Alt siver ind i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver træt af at betragte, de kaotiske byer, lave huse langs vejen, støvet, mørket, lyn og torden om natten, facader i gul og lilla, grøn og lyserød, kobolt og orange.

53/

> Jeg er drevet af vild og uforståelig længsel – ikke kun efter de landska-ber, jeg skriver om i min bog, ikke kun efter at kende landets historie, men også efter noget, der er svært at sætte ord på, og som jeg ikke forstår.

På vej tilbage over plænen ser jeg dem på afstand, min familie under figentræet. Jeg ser min rigdom, mine fire børn, min mand, min kærlighed. Jeg har aldrig følt mig mere tryg på en rejse end her. Vi møder hele tiden nogen, der vil tale med os, hjælpe os, byde os velkommen. De samtaler spænder et sikkerhedsnet ud under sjælen. Min farfar rejste her for halvtreds år siden. Hans etiopi-ske forretningsforbindelser blev til personlige venner. Da Haile Selassie blev væltet, og marxisterne kom til magten i 1974, kontaktede en af dem min farfar og bad ham om at tage sig af hans lillebror, der skulle studere i København. På 70’ernes billeder fra jul, påske, nytår sidder jeg på skødet af Muhammed og ler. Jeg var tre, fire, fem, seks, syv år. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan huske følelsen af at sidde så trygt i hans arme. Engang var der et ældre familiemedlem, der drillede ham med hans hudfarve. ”Kan du se, han ikke har vasket sig ordentligt,” sagde hun, ”han er jo helt beskidt.” Jeg var fem år og tænkte, hun måtte være dum. Mu-hammed smilede bare, jeg syntes, det var så flovt. Jeg får stadigvæk ondt i maven ved tanken. Gjorde man sådan i 70’erne? Sagde man virkelig sådan?

Muhammeds familie kom med gaver til mine bedsteforældre. Ho-vedskamler af udskåret træ, liturgiske musikinstrumenter, farvestrålende flettede kurve, tunge messingarm-bånd. Engang forærede de os nogle koptiske malerier. Muhammed var lav og buttet, billedet var blevet hængt op over spisebordet, han stod på en stol og forklarede os, hvad det forestillede.

Jeg forstod ikke meget af det: Nogle rejste den ene vej, andre den anden. De sov sammen i hytter. Han stavede sig gennem ord på gheez, den etio-pisk koptiske kirkes sprog. Haltende, leende, ”det er noget med,” sagde han, ”der står vist: Her ligger hun, her kommer han, her tager han tilbage, her er deres baby.” Sidste år fandt jeg ved et tilfælde en bog, der beskrev historierne i billederne. Det føltes som en mavepuster, ugen efter var jeg i gang med min roman.

FIKTION OG VIRKELIGHEDI dag spiser vi i figentræets skygge, vi samler kræfter. Om to timer græder et af de store børn over verdens uretfær-dighed, lige nu spiser de lammekød i stærk sovs og taler om myg, insekter, kryb. Om to timer græder en af dem over dem, der ingenting har, dem, vi møder hele tiden. Græder, fordi jeg fortæller, hvor mange børn der dør af sygdomme, der let kunne behandles. Af malaria for eksempel, og vi deler piller ud ved aftensbordet, de smager så grimt, at vi kun kan få den i den lille ved at gemme den i kager, fløde-skum, sødt brød. Om to timer græder et af de store børn, og jeg tænker, at den slags tårer er rejsen værd.

En uge senere har vi tilbragt natten i Simienbjergene. Vi ankom i gråvejr og bygeregn. Hytterne falder ind i landskabet med græstag og lervægge, vinden suser op fra dalen. Vi gik tur i solnedgangen, tunge skyer, blæk, indigo, flænger af rødt og orange. Et skjold af solceller skal forsyne lodgen med elektricitet og varme, men solen skinner kun om formiddagen. De tæn-der for strømmen, når solen går ned, vi krøb sammen foran pejsen i hoved-bygningen, vi spillede kort og drak stærk etiopisk kaffe.

Efter aftensmaden er der bragende sort udenfor, vagten løber efter os, da vi går mod vores hytte: Lyserøde, røde, lilla varmedunke, fulde af skold-hedt vand. Den yngste er ved at falde i søvn på min arm, jeg putter hende med alt tøjet på, tre tæpper, den røde varmedunk; hun vågner 11 timer senere i nøjagtig samme stilling. De tre store møder os kuldskære og for-sovede ved morgenmaden, de krøb sammen under alle dynerne i dobbelt-sengen for at holde varmen, luften er så tynd, det er svært at trække vejret. Jeg er overstadig af forventning, det er lige her, mine romanpersoner bor. Tre tusinde år siden, og ikke en elmast i syne til at forstyrre illusionen. Det føles som et mirakel at stå her, virkelighed og fiktion smelter sam-men i et magisk øjeblik. Dale, skrånin-ger, plateauer, bratte tinder. Her dufter af timian og vilde urter, blomster får landskabet til at eksplodere i gult, grønt, lilla.

Bjerge forsvinder bag hinanden som syner, vi kunne gå i ugevis og kun trænge længere ind i dette for-revne landskab. Vores scout holder mig i hånden, når jeg balancerer ned ad de stejleste fald med den lille på ryggen. Han har en riffel over skulde-ren, den lille spørger, om han vil skyde os. Jeg siger, at han er vores ven. Da vi tre dage senere skilles, spørger hun, hvorfor vores ven så ikke skal med videre. Bjergguiden forklarer os, at rif-len skyldes leoparder og regeringen. De første viser sig aldrig, de sidste har gjort det obligatorisk at betale en guide og en scout for at støtte lokal-samfundet. Jeg sætter en fod foran en anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan længes så stærkt efter at komme tilbage, endnu før jeg er taget af sted. •

HELE FAMILIEN VAR TAGET MED ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN PÅ REJSEN TIL ETIOPIEN.

“På 70’ernes billeder fra jul, påske, nytår sidder jeg på skødet af Mu-hammed og ler. Jeg var tre, fire, fem, seks, syv år. Jeg kan ikke hu-ske, hvad vi talte om, men jeg kan huske følelsen af at sidde så trygt i hans arme.

FOTO

: AN

NE

LISE

MA

RST

RA

ND

-JØ

RG

ENSE

N

54/

55/Nuvel, her er svarene:

Nej, der kom ikke en fredsslutning i Syrien i 2014

Nej, der kom ikke et frit valg i Myanmar/Burma. Der var planer om at afholde et såkaldt indledende suppleringsvalg (By-election) i november 2014. Dette blev dog aflyst af den burmesiske valg- kommission. Der er planlagt parlamentsvalg efteråret 2015

Nej, der kom ikke et stop for bosættelser på Vestbredden

Ja, USA opretholdte sin blokade mod Cuba i hele 2014. Obama lempede dog restriktionerne væsentligt – bl.a. på turisme og Cohiba-cigarer

Ja, statslederen i Zimbabwe hed fortsat Robert Mugabe. Han blev også formand for Den afrikanske Union i 2015

Nej, Danmark kom ikke til at anderkende nye stater i løbet af året

Nej, et afrikansk hold nåede ikke kvartfinalen ved sommerens VM i fodbold 2014. Tættest på var Algeriet og Nigeria, som nåede 16.-delsfinalerne

Nej, FN’s sikkerhedsråd anderkendte ikke Vest- sahara som medlem af FN, som det skete for Palæstina

Nej, ingen af årets Nobelpriser gik til en afrikaner

Ja, Kenyas præsident Uhuru Kenyatta ankom til ICC i Hagg til et såkaldt statusmøde i oktober 2014. I december 2014 blev alle anklagere droppet som konsekvens af manglende beviser

Ja, Danmark kom i løbet af 2014 samlet set til at bidrage med flere end 50 personer som militært personel til en indsats i Afrika. Flest var udstatione- ret i Mali

Nej, statsministeren eller Hendes Majestæt Dronningen besøgte ikke Afrika i løbet af 2014. Til gengæld besøgte Helle Thorning-Schmidt ebola-ramte Sierra Leone i januar 2015

Nej, Italien og Grækenland indgik ikke en aftale med EU om fordeling af bådflygtninge, der krydser Middelhavet

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

Hvad sker der mon i det nye år, spurgte Udvikling læ-serne kort før 2013 fik på hæld. Vi siger stort tak for alle besvarelser. Ingen gættede alle 14 spørgsmål, men Bjørn Clasen, Luxembourg var tæt på med 11 rigtige.

Efterfulgt af Michael Mikkelsen, Fåborg og Henrik Poul-sen, Nyborg, med hver 11 rigtige.

De tre indsendte besvarelser med flest rigtige svar får tilsendt en af årets bedste u-lands-udgivelser i det nye år. Tillykke til Bjørn Clasen, som hermed officielt har ret

til at bære titlen u-landsprofet i resten af 2015. Han får tilsendt den ultimative coffee-table-fotobog Genesis af den brasilianske fotograf Sebastião Salgado med billeder af mennesker og natur fra hele verden.

De to fynske sideprofeter kan begge glæde sig til at mod-tage Hvor solen græder af Puk Damsgaard. En rystende beretning fra Syrien.

Boggaverne er fundet med venlig hjælp fra Tranquebar Rejseboghandel.

Mindst 300.000 mennesker. Så mange begår ifølge verdenssund-hedsorganisationen (WHO) hvert år selvmord i u-lande ved at sluge giftige pesticider. Det er så grelt, at pesticider er det hyppigst benyttede middel til selvmord på globalt plan. En tredjedel af den million menne-sker, der hvert år tager sig af dage, gør det med sprøjtemidler. I Sri Lanka har syv ud af ti selvskadere gjort en ende på livet med sprøjtemidler, som kan købes overalt på den frodige ø, hvor man er stolt af landets 120 slags frugter, og hvor palmerne vajer vajer i den hede brise.

Men den danske forsker Flemming Konradsen forsøger at dæmme op for fænomenet med et omfattende og in-ternationalt forskningsprojekt.

På Sri Lankas nordvestlige lav-landssletter udgør hundredvis af små landbrug landets største leve-randører af ris og grønsager. Bag den frodige, farvestrålende idyl, det tætte familiesammenhold og et liv i pagt med landbrugsvirket og gemmer sig et benhårdt liv, på jorder truet af tørke og usikker høst. I landsbyen Rajanganya vest for storbyen Anurad-hapura kender alle nogen, som har drukket pesticider og har efterladt sig en ægtefælle, søskende, børn eller forældre, som må knokle videre på de små agre.

INGEN VIL DØProblemer som ulykkelig kærlighed, skilsmisse, en fejlslagen høst, økono-miske eller sociale problemer eller en uønsket graviditet får de ulykkelige til at gribe til selvmordsforsøget med pesticider. Her kan ingen få henvis-ning til en samtale med en terapeut.

Dette erfarede professor Flem-ming Konradsen selv, da han i 1994 flyttede til Sri Lanka for at forske i malaria, og det plagede ham i en grad, at han tog initiativ til at ud-vikle et projekt, som i dag omfatter tusindvis af familier på Sri Lanka: En sikkerhedscontainer, hvor de kan gemme pesticiderne sikkert af vejen bag lås og slå og dermed hindre de tragiske og spontane selvmordsfor-søg. Eller nogle af dem.

”Den hyppigste dødsårsag på hospitaler i Sri Lanka er spontane

GIFT SOM SIDSTE UDVEJ

Selvmord

selvmord med pesticider. 70 procent af selvmordene i Sri Lanka skyldes, at fortvivlede mennesker har indta-get pesticider. Det samme gør sig gældende i andre u-lande. I mange lande i Asien udgør selvforgiftning med pesticider 50-80 procent at alle selvmord,” siger professor Flemming Konradsen, leder af Copenhagen School of Global Health, Københavns Universitets paraplyorganisation for global sundhed.

I snart 20 år har han forsket i, hvor-dan man kan hindre, at småbønder i u-lande i desperation dræber sig selv

“Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslut-ningen om at gribe til pesticid-flasken.

FLEMMING KONRADSEN,

leder af Copenhagen Schoolof Global Health

I mange u-lande florerer selvmord med pesticider. Og i Sri Lanka er det den hyppigste dødsårsag. Det vil et dansk forskningsprojekt forhindre.

AF GITTE MERRILD, ANURADHAPURA

FOTO

: RO

BIN

HA

MM

ON

D/P

AN

OS/

POLF

OTO

56/

>

LOKALT PROJEKT MED INTERNATIONAL STØTTE

• I 2004 gik professor Flemming Konradsen og to srilankanske forskningsassistenter i gang med at udvikle sikkerhedsbokse til sikker opbevaring af pesticider med støtte fra lokale fabrikanter og håndværkere som led i et pilotprojekt til at sænke selv-mord og selvmordsforsøg i det nordvest-lige Sri Lanka. Pilotprojektet viste, at de små landmænd tog de første bokse til sig.

• I 2014 er projektet vokset til et millionfi-nansieret srilankansk forskningsprojekt med international støtte, som i 2011-2016 har involveret 60 forskere fra Storbritan-nien, Australien og Indien og næsten en kvart million indbyggere i North Central Province. Projektet er støttet af engelske, australske og amerikanske fonde med flest midler fra den engelske Wellcome Trust.

• Forskningsbasen er i storbyen Anurad-hapura, og ude blandt grønsags- og ris-markerne vest for byen i Tambuttegama holder projektlederne kontakt til de 210 landsbyer, der er del af projektet.

• Det lokale forskningsteam samarbejder tæt med 19 hospitaler, syv politistationer og 10 bedemænd i regionen, hvorfra de indsamler helt aktuelle data, mange per håndkraft.

• Projektet har forpligtet sig til at præsen-tere en plan for landbrugsministeriet efter dets afslutning.

• Danida gav i 2005 tilskud til forsknings-projektet med 780.000 kroner til pilotud-vikling af de første beholdere med titlen ”Sikker opbevaring og bortskaffelse af pesticider på landsbyniveau – feasibility og konsekvenser” med implementering 2006-2007. Bevillingen blev givet til Københavns Universitet som en Danida Fellowship-bevilling.

med pesticider. Kernen i hans arbejde i dag er et femårigt forskningsprojekt i Sri Lanka, som siden 2011 har ud-delt 25.000 sikkerhedsbeholdere til landbrugsfamilier i North Central Province, et af landets vigtigste land-brugsområder.

Konradsen og et team af srilan-kanske og internationale forskere undersøger, om man kan få familierne til at opbevare deres sprøjtemidler i den kraftige plastikbeholder med et dobbelt låsesystem, frem for at lade mylderet af små, giftige flasker stå i hjemmet ved siden af kokosolien og

krydderierne. Hvis ja, kan man formo-dentlig hindre, at folk begår selvmord med pesticider i fortvivlede øjeblikke. De seneste statistikker fra Sri Lanka skønner, at 2.800 mennesker begår pesticidselvmord hvert år.

”Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslutnin-gen om at gribe til pesticidflasken. Vi skal dog have beviser for, at ideen med beholderen virker. Men vi arbej-der på mange andre planer omkring problemet. I samarbejde med myn-dighederne og politikerne har interna-tionale og srilankanske forskere fået

sænket toksiciteten og forbudt nogle af de mest giftige pesticider. De to mest giftige produkter, som blev udfa-sede i 1990’erne, reddede 1.800 liv per år i Sri Lanka.”

GIFT I RÅ MÆNGDERForskningsassistent og projektpartner Manjula Weerasinghe tager imod os hos South Asian Clinical Toxicology Research Collaboration på sit lille kontor på hospitalet i centrum af Anuradhapura midt i et mylder af mennesker, som lever og arbejder udendørs og sælger eller køber

57/

> grønsager, børnetøj, kokosnødder, mobiltelefoner eller hårpynt langs hovedgaden, hvor motorcykler, tuktuks og biler suser uhyggeligt tæt på de handlende.

Weerasinghe har talt med 2.000 familier og siger, at 70 procent af de mennesker, der har taget pesticider, har besluttet sig i løbet af kun 30 mi-nutter: ”Vi kender alle nogen, som har begået selvmord med pesticider. En af mine storbyvenner fra universitetet tog livet af sig med pesticider som 28-årig. Det er så let at få fat i, at en 14-årig kan købe så meget, han lyster.”

Vi er kørt ud på landet, hvor ris og grønsager dyrkes på hundredvis af små jordlodder langs de smalle grus-veje og kunstvandingskanaler, som på denne årstid ligger tomme og tørre. Side om side med knallertbenzin på flasker, plantefrø, hønsenet og kulørte vaskefade udbydes pesticiderne i den velassorterede isenkræmmerbutik i landsbyen Nelubewa. Butikken fører sprøjtemidler fra syv forskellige produ-center – mod svampeangreb, flyvende insekter, biller i planterødder, orme, insekter på blade, mus og krabber, som ødelægger risplanter under vand. Et ægtepar deles om at passe butikken

og deres marker. Weerasinghe kender området fra forskningsprojektet og forklarer, at farmerne er overbeviste om, at grønsager er dybt afhængige af pesticider for at vokse godt.

”De sprøjter to til tre gange om ugen, og det betyder, at familier på landet har uhyggeligt mange pestici-der ved hånden,” siger han.

Til familiens egne afgrøder har bu-tiksejerne et særligt stykke jord, som de dyrker uden pesticider. Det har alle, fortæller indehaveren. Hvor mange i landsbyen, der har begået selvmord med sprøjtegift, ved hun ikke. Men det er ret normalt. Alle kender nogen.

”Både jeg og min mand har flere gange afvist at sælge pesticider, når vi har fornemmet, at ’noget var helt galt’ med kundens humør,” siger hun og forklarer, at man ikke kan ”se det komme”.

”Vi ved aldrig, hvilken familie det vil ramme,” siger hun.

Selvmord ramte Damenikas familie allerede for 20 år siden, da hendes far tog sig af dage og efterlod sig hustru og to døtre. Døtrene er nu voksne og har egne børn, og de har låst pesticidla-geret ned i en sikkerhedstønde med to hængelåse, som er gravet ned bag hu-set. Et ungt forældrepar i samme land-brugsområde nikker også til, at de har naboer, som har drukket gift. Begge la-der hakkerne hvile på deres lille mark, som de er ved at rense for ukrudt, og peger hen ad grusvejen langs med de små diger omkring rismarkerne, der ligger som et enormt skakbræt af små jordlodder. En 19-årig pige dernede begik selvmord for få måneder siden. Også de fik en sikkerhedstønde til deres pesticider for to år siden. Med udviklingsstøtte fra Danida.

PESTICIDSELVMORD I SRI LANKA

• Sri Lanka har 21 millioner indbyggere, og selvmordsraten på 16 per 100.000 ind-byggere (2011) er blandt verdens højeste.

• Mellem 1995 og 2005 blev antallet af pesticidselvmord halveret til cirka 4.000 mennesker om året, men tallet for selv-mordsforsøg er steget, og mange flere ender på hospitalernes akutmodtagelser.

• Folk tager stadig pesticidgift, de dør bare ikke af det mere, fordi midlerne er blevet mindre giftige, og behandlingen på hospitalerne er blevet bedre.

“Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslut-ningen om at gribe til pesticid-flasken.

Flemming Konradsen, leder af Copenhagen School

of Global Health

FOTO

: G.M

.B. A

KA

SH/P

AN

OS/

POLF

OTO

STORE ØKONOMISKE PROBLEMER ELLER EN FEJLSLAGEN HØST KAN GØRE MENNESKER SÅ DESPERATE I SRI LANKA, AT DE GRIBER TIL SPONTANT SELVMORD MED SPRØJTEMIDLER. HER VED BYEN WEWELDIGILYA.

58/

GLOBAL TRAGEDIEPesticidselvmord er et globalt problem. I lande som Kina, Malaysia og Trinidad er 60-90 procent af alle selvmord sket med pesticider. Også i Bolivia, Nepal, Uganda og Indonesien tager små land-mænd sig af dage med pesticider.

”Pesticider er uden tvivl den hyp-pigste årsag til selvmord i u-lande på grund af deres lette tilgængelighed. Det er vanskeligt at få pålidelige data, men en mindre undersøgelse for 2007-2012 i Bolivia viste, at 70 procent af de selvmordsforsøg, hvor ofrene er endt på hospitalet, skete med pesticider,” siger Erik Jørs, arbejdsmediciner fra Syddansk Universitet, som i ti år har beskæftiget sig med de sundhedsmæs-sige følger med pesticider i Bolivia, Nepal og Uganda. Han oplever nu en eksplosion i brugen af pesticider i Afrika, som ikke tidligere har haft råd

til midlerne, men nu satser stort på at udvikle landbruget.

Der skal arbejdes internationalt på flere strategier for at hindre selv-mordsforsøg.

”Vi skal forbyde de mest giftige pesticider, reducere brugen af sprøjte-midler generelt, sørge for at pesticider sælges på en mere sikker måde og selvfølgelig gøre noget ved undersko-ven af sociale problemer, som driver

folk til at indtage gift. Men i mellemti-den skal vi gøre noget hurtigt, og det gør vi med vores projekt. Præcis som man herhjemme har nedsat antallet af paracetamoltabletter til pakninger med 20 styk, skal vi på Sri Lanka hin-dre, at folk har nem adgang til pesti-cider. Det er samme tænkning,” siger Flemming Konradsen.

Projektet indsamler data indtil udgangen af 2016, som derefter skal analyseres. •

SRI LANKA FORBØD GLYPHOSAT, MEN FORTRØD

Da Sri Lanka i marts 2014 forbød brugen af glyphosat, vakte det international op-sigt, da glyphosat er aktivstoffet i det ver-denskendte ukrudtsmiddel Roundup.

Bag beslutningen om forbuddet lå en forskningsrapport af Dr. Channa Jayasu-mana fra Rajarata Universitet i Anurad-hapura, som ligger midt i Sri Lankas land-brugsområde i North Central Province med 1,2 millioner indbyggere.

Rapporten viste, at en kombination af glyphosat og drikkevand forurenet med tungmetaller kunne være medvirkende årsag til såvel akut nyresvigt som den kro-niske nyresygdom CKDu (Chronic Kidney Disease of Unknown origin), der ikke kun har ramt titusindvis af småbønder i Sri Lanka de seneste år, men også deres fæl-ler i Mellemamerika og Indien. Producen-ten bag Roundup, Monsanto, tilbageviste informationerne i forskningsrapporten, straks forbuddet var offentligt.

Blot to måneder senere ophævede Sri Lankas landbrugsministerium det totale forbud mod glyphosat med den forklaring,

at ”man ikke havde velfunde-ret grundlag for forbuddet”.

Brugen af glyphosat skal udelukkende forbydes i de land-brugsregioner, hvor CKDu er fremher-skende, forlød det fra landbrugsmini-steriet i Colombo. /GM

“Både jeg og min mand har flere gange afvist at sælge pesticider, når vi har fornemmet, at ”no-get var helt galt” med kundens humør

Indehaver af isenkrambutik

STORE ØKONOMISKE PROBLEMER ELLER EN FEJLSLAGEN HØST KAN GØRE MENNESKER SÅ DESPERATE I SRI LANKA, AT DE GRIBER TIL SPONTANT SELVMORD MED SPRØJTEMIDLER. HER VED BYEN WEWELDIGILYA.

59/

FOTO

: JES

PER

BA

LLEB

Y

60/

DEN ONDE SKURK, DEN GODE SAG – OG FEEL-GOOD-FAKTOREN

Kampagner

Amerikansk forskning hævder, at simple kampagnebudskaber virker bedst. Danske ngo'er er enige, men forskere stiller sig tvivlende.

AF MAI RASMUSSEN

UNGE OVER HELE VERDEN – OGSÅ SOM HER I ÅRHUS – DELTOG I KONY 2012-KAMPAGNEN OG SATTE PLAKATER OP, HVOR DEN UGANDISKE SKURK OPTRÅDTE SIDE OM SIDE MED OSAMA BIN LADEN OG ADOLF HITLER.

>

“Jeg tror, vi er så opsatte på at kommunikere sobert og redeligt, at det bliver handikappende for os.

Mads Klæstrup Kristensen, kampagnechef,

Folkekirkens Nødhjælp

61/

plekse budskaber har i kampagnear-bejde. Forskerne tog fat i netop Kony 2012-kampagnen, mens den foldede sig ud verden over fra Invisible Child-rens kontorer i Californien. Resultatet tyder på, at et simpelt og tydeligt bud-skab er selve styrken i en kampagne, mens høj kompleksitet eller for den sags skyld bare nogen kompleksitet er selve svagheden.

I Kony 2012 udnævner Invisible Children i den første film oprørsle-deren Joseph Kony til at være selve problemets kerne, og konklusionen, forstår man, er, at selve problemet er væk, hvis Kony er væk – fanget eller dræbt. Film nummer to giver flere oplysninger både om Kony, om de reelle muligheder for at stoppe ikke alene ham men også LRA’s aktiviteter, og om det langvarige og omfangsrige arbejde, som er påkrævet for at bringe fred og ikke mindst forsoning til de områder af Uganda, Sydsudan, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik, hvor op-rørerne opererer og har opereret med drab, lemlæstelser og bortførelser.

"Selv om den anden Kony-video nok var mere omfattende og præcis end den første i sin præsentation af fakta, har dens forholdsmæssige kompleksitet muligvis gjort den min-dre bemærkelsesværdig, levende og umiddelbart appellerende til offentlig-heden," skriver forskerne i den ameri-kanske psykologforenings tidsskrift, hvor deres resultater blev offentlig-gjort tidligere i år.

I Danmark er modsætningen mel-lem simpelt og komplekst en kendt problemstilling blandt kampagnefolk

i udviklingsbranchen. Og ikke alle ser det som et problem.

ENGAGEMENT TABT PÅ GULVET"Det er tit opfattelsen i branchen,

at vi arbejder med noget, som er for-færdelig svært at formidle, og at over-simplificering er en kæmpe fare. Men jeg mener ikke, at simpelt automatisk er forkert og komplekst automatisk er sandt. På en måde er vi bedre stillet end så mange andre formidlere, fordi det, vi foretager os, er vigtigt og næ-sten alle vil mene, at det er relevant," siger kampagnechef Mads Klæstrup Kristensen fra Folkekirkens Nødhjælp.

"Men vi er for dårlige til både at kommunikere helt skarpt og at for-midle hele kompleksiteten. Det vær-ste er, at har vi endelig vakt interesse med et skarpt budskab, så er vi dårlige til at tage fat i folks engagement og bringe det videre. Og det endda selv om vi har flere muligheder end tidli-gere for at skabe dialog og relationer," siger han.

Men skarpe budskaber kan blive så skarpe, at nogle modtagere prote-sterer. Det oplevede Mellemfolkeligt Samvirke, da et debatindlæg i Infor-mation kritiserede organisationen for at udelade vigtig information i en kampagne. Indlægget anklagede den fortsat pågående kampagne, Stop jordtyveri, for at være for simpel i sin fremstilling af transnationale virksomheder som 'jordtyve' i Afrika, hvor op imod 90 procent af jorden ifølge Verdensbanken ejes uformelt, hvilket gør småbønder særligt udsatte for global spekulation og kommerciel overtagelse af jord.

"Man kan selvfølgelig diskutere, hvor mange nuancer, der skal med, men i forhold til kommunikationen her i Danmark handler det i første omgang om at vække engagement og interesse for en sag," siger Nils Brøg-ger Jakobsen. GIV FOLK EN HANDLEMULIGHEDIfølge Stop jordtyveri hænger uden-landsk opkøb af jord i Afrika sammen med produktion af første generations biobrændstof, som også somme tider kaldes 'madbenzin, fordi det produ-ceres af afgrøder som for eksempel palmeolie. Kampagnen fortæller, at afgrøder fra over halvdelen af jorderne på internationale gigantlandbrug på kontinentet er tænkt til biobrændstof frem for til mad. Mellemfolkeligt

Kan du huske filmen Kony 2012? Det er der rimelig høj sandsynlighed for.

Den gik verden rundt i rekordfart med sit soleklare budskab om, at oprørslederen Joseph Kony skulle fan-ges for at bane vejen for fred og gode forhold for mennesker i det centrale Afrika.

Det budskab byggede filmen op til ved at fortælle om lederen fra ugan-diske Lord's Resistance Army, LRA (Herrens modstandshær, red.) som noget nær ondskaben selv. Amerikan-ske Invisible Children stod bag filmen og opfordrede mennesker over hele verden til på en bestemt aften et par måneder senere at plastre deres byers mure, lygtepæle, plankeværker og søjler til med Konys kontrafej, som var parat til download fra organisationens hjemmeside. På en af plakaterne er Hitler og Osama bin Laden vist bag Kony.

Filmen blev publiceret online den 5. marts 2012, den 'gik viralt' og var ifølge det amerikanske netmedie Huf-fington Post den dengang den mest sete online-film nogensinde. Ifølge filmens YouTube-side er den i dag set 99.818.652 gange.

Kan du huske Kony 2012 – Part II-filmen?

Sandsynligvis ikke. Den blev pub-liceret en måned senere, den 5. april 2012. I dag er den set 2.794.505 gange på YouTube.

FRI OS FOR KOMPLEKSITETEN En gruppe amerikanske forskere satte sig tilbage i 2012 for at undersøge, hvilken effekt simple kontra kom-

> Samvirke arbejder imod 'madbenzin' ved at påvirke politikere til at lovgive i den retning på EU-niveau. Kritikerne fremførte, at problematiske jordopkøb nærmere kan begrænses gennem op-bygning af statsinstitutioner i Afrika, som for nuværende sjældent har kapa-citet til at administrere ejerskab, køb og salg af landområder.

"Vi ønsker at give folk en handle-mulighed, for eksempel ved at påvirke danske og europæiske politikere. Derfor var fokus på de politikere, selv om også den tanzanianske stat bærer et ansvar. Parallelt arbejder ActionAid i Tanzania for at påvirke statens admi-nistration af jordopkøb og sikre lokale bønders adgang til jord" siger Nils Brøgger Jakobsen.

Den vægtning af opfordring til og mulighed for handling er en ny og af-gørende trend i kampagnearbejde.

"Tidligere har man især målt på, om en kampagne nåede ud til folk. Men at folk kender til kampagnen, siger ikke ret meget om, hvor effektiv den er i forhold til at ændre på en problemstilling. Hvis man derimod designer kampagner, så at de indehol-der handlingsmuligheder, og så man kan måle på adfærdseffekter, får man et bedre billede af, om man forandrer noget," siger Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

FJENDSKAB I FRONTDe amerikanske forskere bag Kony 2012-undersøgelsen arbejder med be-grebet enemyship, altså fjendskab el-ler fjendebilleder. Deres arbejde peger i retning af, at den anden film fejlede, netop fordi den anerkendte et vist ni-veau af kompleksitet, og ikke mindst fordi den gik bort fra at portrættere ene og alene Kony som 100 procent magtfuld og afgørende i spørgsmålet om at løse problemet med Lord's Resi-stance Army i Centralafrika.

Det entydige fjendebillede har ifølge forskerne overbevisende virk-ning i forhold til at vække moralsk forargelse, hvilket så igen afgør, om folk bredt set føler sig inspireret til at handle.

"Vores analyse viser, at faldet i følelser af moralsk forargelse overfor Kony over tid var et resultat af øget forståelse for og tilslutning til kritik-ken af kampagnen. Kort sagt er det usandsynligt at alene tidsperspektivet er årsag til faldet. Det er nærmere den

øgede forståelse af kompleksiteten omkring Kony," skriver de.

Norbert Wildermuth, lektor i kom-munikation, journalistik og social forandring på Roskilde Universitet, tvivler på, at sådan en følelse reelt fø-rer til forandring.

"Teorien hører til i den psykologi-ske virkningsforskning. Som medie-forsker ser jeg flere problemer i den. Dels må man undersøg strukturelle faktorer, for ikke alt kan forklares på individniveau. Dels koncentrerer den sig om en mulig umiddelbar reaktion. En emotionel reaktion kan være virk-ningsfuld på kort sigt, som hvis man vil samle penge ind. Men hvis man mobiliserer for en mere krævende og længeresigtet handling, så har selve følelsen af at 'noget er for galt' sand-synligvis ingen videre effekt," siger han og anfører, at såkaldt clicktivism – altså aktivisme som baserer sig på, om folk 'klikker' på en film eller giver et 'like' på sociale medier, ikke er bevi-seligt effektiv.

"I forhold til Kony 2012 ved vi reelt ikke, om 100 millioner mennesker har set filmen. Og selv hvis de har, siger det ikke noget om deres egentlige en-gagement," siger Wildermuth.

Danske kampagnefolk afviser dog ikke at appellere til stærke følelser i deres arbejde.

"Vores opgave er at påpege pro-blemerne og at tale med og på vegne af de, som bliver undertrykt, og her ved vi, at vi skal vinkle skarpt, hvis vi vil have ørenlyd. Også selv om alle jo godt ved, at verden er mere kompleks end som så. De mere komplekse for-hold findes så i den bagvedliggende kommunikation.” siger Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Sam-virke.

Også i Folkekirkens Nødhjælp til-taler fjendekommunikation kampag-nechefen.

"Begrebet enemyship kan jeg godt lide. Det kan man lære noget af på andre områder. Når vi taler om sult, for eksempel, hvem skal så have hug-get hovedet af? Der skal tales helt tydeligt, hvis man vil skabe handling," siger Mads Klæstrup Kristensen.

Hvorfor gør I så ikke på den måde i jeres kampagner?

"Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, vi er så opsatte på at kommunikere sobert og redeligt, at det bliver han-dikappende for os. Det giver trovær-dighed på den lange bane, men det

er ikke effektivt, når man vil skabe handling."

Forskere er imidlertid kritiske over for brug af ultimative fjender i kam-pagner, hvis målet er at skabe reel forandring.

"En meget klar bad guy stem-mer overens med de journalistiske nyhedskriterier om konflikt og per-son. Det giver adgang til medier og spredningseffekt, og vi reagerer umid-delbart med et, 'det kan ikke være i orden'. Men personfiksering er ikke nødvendigvis effektfuldt, hvis man vil ændre på en situation. Tag Osama bin Laden som eksempel. Han var selve fjenden, selv om det var tydeligt at se, at han ikke var det eneste problem. Rent objektivt set kan man have ret i, at han var en klar fjende, men at fjerne ham har tydeligvis ikke fjernet proble-met med Taliban," siger Kasper Møller Hansen.

Forskernes kritik af simple budska-ber bider dog ikke på kampagneche-fen i Folkekirkens Nødhjælp.

"Ja, det er en forsimpling at sige, at hvis vi fjerner Kony, så fjerner vi pro-blemet med Lord's Resistance Army i Centralafrika. Men at sige, at fordi noget ikke løser alle problemer, så har det ikke nogen værdi, det er forkert, mener jeg," siger Mads Klæstrup Kri-stensen.•

Filmen Kony 2012 kan ses på Invisible Childrens hjemmeside på linket: http://invisiblechildren.com/kony-2012/

Filmen Kony 2012 – Part II kan ses på YouTube på linket: http://www.yout-ube.com/watch?v=c_Ue6REkeTA

FOTO

: : J

AC

OB

DA

LL/M

ELLE

MFO

LKEL

IGT

SAM

VIR

KE

62/

MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKES KAMPAGNE MOD JORDTYVERI OG BRUG AF SÅKALDT MADBENZIN HAR MØDT KRITIK FOR AT FOR-SIMPLE PROBLEMATIKKEN.

BLIV BEDRE TIL DANSKPRØV AT VÆRE KOSTELEVLÆR OM DANSK KULTUR OG SAMFUNDMØD ANDRE UNGE FRA HELE VERDENDRAMA, MUSIK OG SPORTSPÆNDENDE UDFLUGTER OG MEGET MERE

Sommerskolen på Herlufsholm tilbyder et fagligt program med fokus på det danske sprog, et spænd- ende fritidsprogram med udgangspunkt i sportslige og kreative aktiviteter samt kulturelle og sociale oplevelser.

For børn og unge i alderen 13-15 år.

17. juli - 31. juli 2015.

Ankomst weekendIce-breakers og team-building, udf lugt samt forskellige lege og aktiviteter.

Uge 13 dansk timer pr. dag, drama, billedkunst, musik og sport. Les Lanciers,ekskursioner, m.m.

WeekendEkskursion til København. Hvis vejret tillader det tager vi om søndagen en tur på stranden.

Uge 2

3 dansk timer pr. dag, drama, billedkunst, musik og sport. Les Lanciers, disko, BBQ og udf lugter.

Sidste dagEleverne fremviser sommerskolens kreative projekter.

PROGRAM:

Herlufsholm Skole og GodsHerlufsholm Allé 1704700 NæstvedTlf. 55 75 35 00

6.-10. KLASSEPREP-IBSTX OG IBROUND SQUARE www.herlufsholm.dk

LÆR DANSK PÅHERLUFSHOLM SOMMERSKOLE

HERLUFSHOLMGrundlagt 1565

DER RYKKER

DER GIK IKKE mange dage, fra Birgitte Qvist-Sørensen overtog tit-len som generalsekretær fra Henrik Stubkjær, til noget af en bombe faldt i organisationen: 66 stillinger – cirka hver tiende i organisationen – nedlæg-ges og FKN’s arbejde i Honduras og Kirgistan udfases. Ingen blød start.

Om sin egen baggrund siger hun:”Jeg har alt det internationale med mig og forstår, hvor vi kommer fra men har ikke det samme kendskab til det kirkelige bagland, som Henrik har. Hvor jeg før mest har været den glade modtager af midlerne, skal jeg nu lære baglandet meget bedre at kende. Jeg skal simpelthen på Tour de Danmark,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Hun er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og har desuden en master i Management Development fra CBS. Før Folkekirkens Nødhjælp var hun social- og sundhedsdirektør i Helsin-gør Kommune, og i udviklingsmæssig sammenhæng har hun blandt andet været programleder for Red Barnet.

NYE PARTNEREStoppene på den nye generalsekre-tærs danske rundtur bliver blandt andet et udsnit af Folkekirkens Nød-hjælps 126 genbrugsbutikker, og her

AF TINA RAVN

kan et af samtaleemnerne være orga-nisationens fremtid. Ét af fokusområ-derne ligger i tråd med regeringens udspil om flere aktører.

”Vi kigger også efter nye part-nerskaber, særligt med private virk-somheder, for de kan nogle gange levere bedre teknologiske løsninger. Eksempelvis samarbejder vi i øjeblik-ket med Grundfos om afprøvning af nye vandpumper,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Snakken kan også gå på hendes status som den første kvindelige generalsekretær i Folkekirkens Nød-hjælp. En af de røde tråde i Birgitte Qvist-Sørensens karriere er netop ligestilling. Hun har blandt andet ta-get et såkaldt Internationalt Studieår på Aalborg Universitet med speciale i køn og rettigheder og har arbejdet med forsoningsprojekter for kvinder i Belfast. Det ændrer dog ikke på linjen i Folkekirkens Nødhjælp.

”Vi arbejder nemlig allerede med køn, og det fortsætter vi med. Men det er dejligt at være rollemodel for de kvinder, som jeg møder ude i verden, og vise dem, at en kvinde kan være generalsekretær.” •

NYT OM NAVNENAVNE

Ikke just en blød startDet danske bagland og heftige besparelser bliver udfordringen for den nye generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

CHRISTINA PAPSØ WEBER, 43, er ny national chef på Center for Kultur og

Udvikling (CKU), hvor hun skal stå i spidsen for Images, der i 2016 fejrer 25 års jubilæum. Den uddan-nede kunsthistoriker kommer fra en stilling som leder for undervis-ningsafdelingen på kunstmuseet Arken i Ishøj.

NAVANETHEM (NAVI) PILLAY, 73, er tildelt PL-Fondens fri-hedspris. FN’s tidligere

højkommissær for menneskeret-tigheder og dommer får den danske pris for hendes enestående globale indsats for menneskerettigheder.

IB PETERSEN, 55, er ny formand for bestyrelsen for FN’s kvindeorgani-sation UN Women.

Den tidligere Danida-chef er også Danmarks FN-ambassadør ved missionen i New York.

EVA GRAMBYE, 48, tiltræder 1. april stil-lingen som vicedirektør og chef for den interna-

tionale afdeling i Dansk Institut for Menneskerettigheder. Den erfarne diplomat kommer fra en stilling som kontorchef for Global Green Growth Forum (3GF) i Udenrigsministeriet.

JOAKIM REITER, 40, er ny vicegeneralse-kretær i FN’s organ for handel og udvikling

(UNCTAD). Den svenske diplomat kommer fra en stilling som chef for det svenske udenrigsministeriums enhed for international handelspo-litik.

64/

ASIATISK PLADSKORT NYT OM DANIDAAKTUELT• Boko Haram: Danmark støtter

ofrene for den ekstremistiske gruppe Boko Haram og den kraftigt forvær-rede humanitære situation i Nigeria og nabolandene med 12,5 mio. kr. gennem Røde Kors og FN.

• Indien: Sammen med repræsen-tanter for 18 danske virksomheder stod handels- og udviklingsminister Mogens Jensen den 10.-12. januar i spidsen for en officiel erhvervsdele-gation til den indiske delstat Gujarat. Formålet med erhvervsfremstødet var at profilere danske kompetencer inden for blandt andet vand, energi, fødevareteknologi og urbanisering.

• Fattigdomsbekæmpelse: Danmark indtager for tredje år i træk første-pladsen på listen over de rigeste landes samlede indsats i verdens fattigste lande. Topplaceringen skyldes blandt andet størrelsen og kvaliteten af dansk udviklingssamar-bejde samt stærk sammenhæng med andre politikområder. Bag kåringen står den amerikanske tænketank Center for Global Development.

www.um.dk

EVALUERINGERI de følgende måneder offentliggøres tre evalueringer og to evaluerings-studier:

• Evaluering af den danske strategi for humanitære indsatser 2010-2015: Evalueringen ser på relevansen og fleksibiliteten af det danske humani-tære engagement siden 2010 og har til formål at bidrage med erfaringer til den strategiske udformning af den humanitære indsats fra 2016 og frem. Foretages af Itad (UK).

• Evaluering af det danske engagement i Palæstina: Evalueringen ser på Danmarks bidrag

til oprettelsen af en palæstinensisk stat som led i en to-statsløsning. Evalueringen har til formål at bidrage med erfaringer til den næste strategi og programfase af det danske enga-gement i Palæstina. Gennemføres af ECORYS (NL).

• Evaluering af Verdens Bedste Nyheder: Evalueringen ser nærmere på relevans og bæredygtighed af Verdens Bedste Nyheders formidling af positive resul-tater siden 2010. Foretages af COWI (DK).

• Evalueringsstudie af Fair Trade- mærket Danmark: Evalueringen ser på sammenhængen mellem Fair Trade Mærket Danmarks arbejde, salg af Fairtrade-produkter i Danmark og udviklingseffekterne af Fairtrade-certificeringen med særligt fokus på udvalgte produkter. Gennemføres af Niras (DK).

• Evalueringsstudie af synergi mellem bistand og kommercielle instrumenter: I forbindelse med udfasningen af bistand til Vietnam og med henblik på at høste erfaringer til brug i andre sammenhænge, undersøger studiet, om og hvordan bistanden kan bane vejen for dansk erhvervsliv. Foretages af Copenhagen Business School (DK).

www.evaluering.um.dk

UDGIVELSER• Mere Danmark i verden – Udenrigs- politisk visionspapir (2014). 40 sider.

• Evaluation of Danida Business-to- Business Programme 2006 - 2011 (2014). 164 sider.

• Afghanistanstrategien 2015-2017 (2014). 18 sider.

• Bhutan-Denmark – The story about 30 years of Bhutanese-Danish Partnership (2015). 44 sider. • Evaluation of the Business Sector Advocacy Challenge Fund Ghana (2015). 64 sider.

www.danida-publikationer.dk

NYE BEVILLINGERDanidas eksterne bevillingskomité har på sine møder 28. oktober og 2. december 2014 indstillet følgende aktiviteter til støtte:

• Afghanistan Country Programme – 1.085 mio. kr.

• Danish-Arab Partnership Programme – 255 mio. kr.

• Mozambique, Climate Change and Environment Programme Support (2015-2017) – 80 mio. kr.

• Rio+20 – Civil Society Activities in the area of Climate and Environment, contribution 2014-2016 – 75 mio. kr.

• Support to the Nationally Appropriate Mitigation Actions (NAMA) Facility – 73,8 mio. kr.

Danidas interne bevillingskomité har på sit møde 25. november 2015 ind-stillet følgende aktiviteter til støtte:

• Integrating Livelihoods and Conservation – People Partner with Nature for Sustainability – 15,7 mio. kr.

• Sustainable Energy for All (SE4ALL). Support to the Global Facilitation Team (GFT) – 15 mio. kr • Support to political and civil society organisations in the EU Neighbourhood region – 13,4 mio. kr.

• Support to the operation of the OSCE Special Monitoring Mission to Ukraine – 2 mio. kr.

www.danida.dk

65/

DEN POPULÆRE BARBIE nåede ikke engang op på hylderne, da hun op til jul blev sat til salg i de venezue-lanske butikker. Dukken har tydeligvis været længe ventet, for døtre, mødre og bedstemødre greb æskerne direkte fra de store kasser, da salget blev givet fri.

Tidligere har landets socialistiske ledere undsagt dukken og kritiseret den for at være et ”værktøj for kapita-listisk forbrugerisme” – den nu afdøde præsident Hugo Chavez talte direkte om ”Barbies dumhed” – men op til de-cember og julesalget lød der pudselig helt andre toner fra regeringskonto-rerne i hovedstaden Caracas.

Chavez’ efterfølger, Nicolas Maduro, havde nemlig valgt at gøre dukken til højdepunktet for julesalget.

Og ikke nok med det; prisen blev holdt nede på beskedne 250 bolivar, svarende til 2,5 dollar, for at forhindre spekulation og begrænse det sorte marked. Samme politik, som styret i øvrigt har brugt i forhold til andre varer, som eksempelvis mælk og vaskepulver, der er blevet anset som essentielle for forbrugerne.

Hvorvidt Barbie kan betragtes som en ”essentiel vare”, er til diskussion, men dukken var uden tvivl et tilløbs-stykke – og inden længe kunne de butikker, der havde haft den til salg, melde om totalt udsolgt. RELIGIØST RAMASKRIGAnderledes er det gået for Barbie i Argentina. I hvert fald i den form, som kunstnerne Emiliano Paolini og

Marianela Perelli har givet hende. De har nemlig skabt religiøse varianter af dukken (foto) til deres udstilling Barbie. The Plastic Religion. Her op-træder Barbie blandt andet som Jom-fru Maria, Jomfruen af Guadalupe, Jeanne D’Arc og den blå Kali – og Ken som blandt andet den korsfæstede Je-sus, Buddha og St. Sebastian.

Og det er åbenbart ikke populært at gøre Barbie til et religiøst ikon. Ud-stillingen, der skulle have været åbnet i november i POPA-galleriet i Buenos Aires, er nemlig blevet aflyst af kunst-nerne selv oven på en række kraftige og kritiske reaktioner.

”Vi har fået trusler fra hele verden. Det er helt vildt. De har misforstået vores værk,” fortæller Emiliano Paolini og fortsætter:

”Vi valgte denne udtryksform, fordi religion altid præsenterer jomfruer som de mest smukke kvinder – og i dag er den smukkeste kvinde Barbie.”

For at understrege, at han selv er et religiøst menneske, peger han på sin hånd, hvor ordet Dios – Gud – er tatoveret. Om hans hals hænger en halskæde med et billede af Jomfruen af Guadalupe.

”I vores køkken har vi flere helge-ner end i Vatikanet,” siger han. Om det er nok til at overbevise kritikerne om kunsternes religiøsitet og redelige kunstneriske hensigter med udstillin-gen, står stadig hen i det uvisse. De re-ligiøse Barbier er fortsat pakket væk. •

FOTO

: EN

RIQ

UE

MA

RC

IAN

/REU

TER

S

66/

BARBIE SER RØDTBarbie har fundet vej frem til hylderne i socialistiske Venezuela, hvor hun tidligere er blevet beskyldt for at være et ”værktøj for kapitalistisk forbrugerisme”. I Argentina går den populære dukke helt andre og mere religiøse veje. Det har skabt stor ballade.

AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD

DEN ARGENTINSKE KUNSTNER MARIANELA PERELLI HAR UNDLADT AT LAVE PROFETEN MUHAMMED I BARBIE-VERSION AF FRYGT FOR REAKTIONERNE, MEN SELV DE KRISTNE DUKKER SOM MARIA MAGDALENE (TH.) VAKTE VREDE.

677/

5. FEBRUAR-25. MAJCONGO PÅ LOUISIANASurrealistiske lyserøde billeder af et af Afrikas mest voldelige lande.

Den irske kunstner Richard Mos-ses fotobog om DR Congo, Infrared, bragede igennem de globale medier for et par år siden; nu er han aktuel med et infrarødt videoværk om kri-gen i Congo, som vises på kunstmu-seet Louisiana.

www.louisiana.dk

7. APRIL TOLERANCE-TALKHøjniveau-temadebat i FN’s ge-neralforsamling i New York om fremme af tolerance og forsoning. Alle gode ideer er velkomne!

12.-19. APRIL FN-KONGRES OM FOREBYG-GELSE AF KRIMINALITET

24. APRIL WORLD MALARIA DAYMalaria rammer koster fortsat 660.000 personer livet om året. 10 malariaramte lande står for 68 pro-cent af dødsfaldene.

14. – 18. MARTS 2015DISASTER RISK REDUCTIONVil man blive klogere på at ned-sætte risici ved katastrofer, så er Sentai i Japan stedet. Her afholdes den 3. verdenskonference om emnet med deltagelse af bl.a. FN’s general-sekretær Ban Ki-moon og WHO’s generaldirektør Dr. Margaret Chan.

www.wcdrr.org

17.-18. MARTSHOLIHinduernes store forårsfestival er en sand farveeksplosion, når folk strømmer ud på gader og stræder og smider farvepulver på hinanden og kaster med farvet vand – gerne gemt i vandpistoler og vandbal-loner. Kan især opleves i Indien og Nepal.

www.holifestival.org

21. MARTSINTERNATIONAL POESIDAGUanset hvor vi bor, og hvem vi er, har vi de samme følelser og store spørgsmål til livet til fælles. Og det minder poesien os om, mener FN’s kulturorganisation (UNESCO), der for 16. gang hylder poesien og den orale tradition i verden.

www.unesco.org

ABONNEMENTUdvikling er gratis, men forsendelse til udlan-

det pålægges i løbet af 2015 et gebyr.

Udvikling udkommer seks gange per år.

Tegn abonnement/adresseændring:

www.udvikling.dk

eller

Abonnementsservice:

[email protected]

eller på tlf. 43 22 73 00

Bestilling af tidligere numre:

www.danida-publikationer.dk

Næste nummer: 28. april 2015

REDAKTIONRedaktør: Stefan Katić (SK), [email protected]

tlf. 33 92 07 09

Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:

Samuel Magid, kontorchef,

Public Diplomacy, Kommunikation og Presse,

Udenrigsministeriet

Korrektur: Lisbeth Rindholdt

Grunddesign: Esben Niklasson.

Layout: Phoenix Design Aid.

Tryk: Bording A/S.

Papir: 115 gram MultiArt Matt

DETTE NUMMERNR 1 · 2015 · MARTS · 42. ÅRGANG

Udgivelsesdato: 12. marts 2015

Redaktionen afsluttet: 1. marts 2015

Trykoplag: 18.400

ISBN 978-87-90656-263 (tryk)

ISBN 978-87-90656-270 (elektronisk)

ISBN 978-87-90656-287 (app)

ISSN 0106-0570

Forside: André Pain/Scanpix

Fotos s. 3: Colourbox, Maiken Lyster, Massimo

Berruti, Jørgen Schytte/Danida, Virginie Ngu-

yen Hoang/Scanpix

ANNONCESALGRosendahls Mediaservice,

Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606

UDGIVERDanida, Udenrigsministeriet,

Asiatisk Plads 2, 1448 København K

Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis

Udenrigsministeriets synspunkter.

OM UDVIKLINGKOLOFON

Medlem af

AF

RED

AK

TION

ENFREMBLIK

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.

FÅ UDVIKLINGSOM APP

Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet. Vores nye app-version af magasinet åbner for nye måder at fortælle historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik.

God fornøjelse!

Documents

5 ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØR خمس سنوات بعد اندلاع الثورات ... · PDF fileخمس سنوات بعد اندلاع الثورات العربية 5 ÅR EFTER DE