8.c’

Eventyr

LAYOUT AF:

MADS BRØGGER

1

IndholdsfortegnelseJørn den skøre af Mads Brøgger............................................................................................................................................................................................Side 2

Dragen Utilmar af Martin Emil Wøbbe................................................................................................................................................................................Side 4

Gammelpot af Martin Benton.............................................................................................................................................................................................Side 10

Forbandelsen af Nichlas Funk..............................................................................................................................................................................................Side 13

Lille Emil og hans gris af Ida Kolling..................................................................................................................................................................................Side 16

Prinsessen der elskede at danse af Jennifer Raskumar.........................................................................................................................................................Side 19

Dværgeventyret af Johan Slot Jacobsen...............................................................................................................................................................................Side 21

Det magiske æble af Laura Abildgaard Lind.......................................................................................................................................................................Side 23

Bonden med den røde rose af Maria Elise Mørup..............................................................................................................................................................Side 26

Pigen og den magiske hundehvalp af Maria Dam...............................................................................................................................................................Side 29

Prinsessen som ikke kunne lide fodbold af Marius Kjær......................................................................................................................................................Side 32

HEJSA af Mike Skou Shütt Gindeskov................................................................................................................................................................................Side 35

Prinsessen med sutskoene af Miriam Poort.........................................................................................................................................................................Side 38

Tornerose og vækkeuret af Johanne Davidsen.....................................................................................................................................................................Side 41

Prinsessen som ikke levede livet af Marie Louise Kirk........................................................................................................................................................Side 43

Den varme ål af Sif Kristensen...........................................................................................................................................................................................Side 46

Allahas åbenbaring af Jakob Volf........................................................................................................................................................................................Side 49

Peter pizzamand af Jacob Møller Kjeldsen.........................................................................................................................................................................Side 52

Eventyr af Ida Marie Tørnæs..............................................................................................................................................................................................Side 55

Eventyr af Søren Brunsgaard..............................................................................................................................................................................................Side 59

(tom) af Christina Haahr......................................................................................................................................................................................................Side 61

(tom) af Lasse Nørgaard Mikkelsen.....................................................................................................................................................................................Side 62

(tom) af Lærke Rikke Nybo Jakobsen...................................................................................................................................................................................Side 63

er var engang et stort og mægtigt kongerige, og der levede en konge sammen med sin datter prinsessen i et

flot og majestætisk slot. Men kongen var meget meget bedrøvet, for prinsessen sad hele dagen lang på sit værelse og læste bøger. Prinsessen var aldrig udenfor eller sammen med andre. Hun syntes nemlig alle var dybt useriøse og dumme, og derfor var det kun sine bøger hun brugte tiden med. 

Kongen var begyndt at blive nervøs for om prinsessen var syg. Så han lod en befaling udgå hvor han lovede hele kongeriget og prinsessen til den der kunne få hende kureret. Både læger og andre kloge mennesker havde lykke prøvet. Selv mange unge mænd havde prøvet at overtale prinsessen til være sammen med dem. Dog havde ingen endnu haft heldet med sig.

I en landsby en dags rejse fra slottet boede en bonde med sine tre sønner Lars, Per og Jørn. Da kongens befaling nåde ud til landsbyen tog den ældste bror straks ud for at prøve lykken. Han fik da og en god sjat skillinger med som hjælp på rejsen.

Da den ældste bror skulle i gennem en dunkle skov på rejsen, mødte han en gammel dame. Hun spurgte ham hvad han skulle, og da han havde fortalt om prinsessen, sprang en bjørn pludselig frem for at angribe. Den gamle dame bad om hjælp fra den stærke bror. Men han løb bare skrigende væk. Da blev den gamle dame sur og råbte at han intet held med prinsessen ville få. Ganske rigtigt så blev prinsessen bare fornærmet, da den første bror ville overbevise hende, om at han var værd at være sammen med. 

Så var turen kommet til Per den næst ældste bror. Han fik også god hjælp med på vejen. Men det samme skete for Per da han kom ind i skoven og bedre gik det ikke. Prinsessen var heller ikke begejstret for ham. 

2

Jørn den skøreAf: Mads Brøgger

D

Men da Jørn også ville af sted og prøve lykken grinte faderen og sagde: "Du bliver sku aldrig til noget min dreng!" Så var der ikke andet en håndfuld tørre brødkrummer til ham. Men det var Jørn fuldstændig ligeglad med. Han traskede glad og fornøjet ind i den dunkle skov. Der mødte han den gamle dame, og til hende fortalte Jørn også om sin rejse og om prinsessen. Denne gang sprang bjørnen også frem. Men Jørn var ikke bange, han hoppede bare frem mod bjørnen med sine lallede ninjahug. Det så så sjovt og useriøst ud, at bjørnen simpelthen gik ud af sit gode skind og døde af grin. Da sagde gamle dame tak og fortalte at hvis han tog bjørnes skind på skulle han nok få held med prinsessen. Det gjorde Jørn så, og traskede igen fornøjet videre.

Da Jørn nåde til slottet grinte alle han mødte på sin vej ad ham. Selv den ellers så bedrøvede konge smilte, da han så Jørn i sit bjørneskind. Men selv troede kongen ikke, Jørns udklædning ville have nogen positiveffekt på prinsessen. Men han sagde til Jørn, at han ville få prinsessen og hele det store kongerige, hvis hun kom frivilligt ud af værelset. Det mente Jørn slet ikke var så ringe et tilbud, så han gik til værelseset og sprang ind. Da skreg prinsessen højlydt af forskrækkelse og råbte: ”Hvem pokker er du?!” Jørn svarede med en ret så useriøse tone: ”Jeg er bjørnen Jørn! Men husk, man skal ikke skue bjørnen på pelsen, på snuden, på mulen eller de på nedrige dele!” Den entre overraskede prinsessen noget så gevaldigt. Men da prinsessen spurgte: ”Hvad pokker laver du her og hvorfor forstyrrer du os!” kunne hun ikke længere

holde sig tilbage og pludselig flækkede hun af grin. Aldrig havde hun før set en mand opføre sig så flabet og uintelligent. Så da tænkte den ellers så seriøse prinsesse, at alle de bøger bare kunne være lige meget, når man kunne have det så sjovt uden. Så prinsessen gik straks med bjørnen Jørn og selv samme dag giftede de sig. Det blev et kæmpe bryllup og hele kongeriget festede i syv dage og syv nætter.

3

er var engang en kejser i det gamle Japan. Han havde en datter med en forfærdelig forbandelse. Hver nat når

solen gik ned forsvandt hun sporløst. Hun vendte altid tilbage om morgenen, men kunne ikke huske hvad der var sket. Mange tapre mænd havde prøvet at opklare mysteriet men havde fejlet. Kejseren havde lovet at den mand der fandt ud af hvad der skete, fik adgang til det kongelige skattekammer. Men ikke nok med det. Manden der fandt ud af det og STOPPEDE

det fik kejserlig status og kejserfamiliens største skat. Yakuza’s sværd. Det sværd siges at have guddommelige kræfter, og at det kunne vinde hvilken som helst kamp mod en anden klinge, enhver mand og endda dragen Utilmar.

Langt ude på landet, hvor riset gror, boede bonden Picimai. Han havde en lille gård oppe i bjergene. Der boede han med sine 3 sønner: Yankumi, Nagahumi og sidst Yakuza. Yankumi og Nagahumi var familiens stolthed. Yankumi kunne vinde over alle i en håndkamp. Nagahumi kunne ramme et æble på 500 meter med bue og pil. Og så var der Yakuza. Han var 21 år gammel, og havde trænet hele sit liv med sværd, men var aldrig blevet anerkendt, selvom han gjorde hvad han kunne. Han kunne ikke vinde over det nærmeste gårds sværdkæmper, som var 3 år yngre end ham, og var generelt ikke så god som alle ville have at han var. Men en dag besluttede Picimai sig at hans sønner skulle ud og ære familien. De skulle sendes til kejserens slot for at finde ud af hvad der skete med prinsessen. De to største brødre blev enige om at rejse sammen. De pakkede nok mad og drikke til turen frem og tilbage. Nagahumi pakkede også sin bue og nogle pile. Yakuza nåede ikke at pakke så meget inden brødrene allerede var taget af sted. Han nåede lige at pakke noget tørt brød, en flaske vand og sit betroede sværd. Og med det drog de mod kejserens slot.

Brødrene var langt foran Yakuza. Det var ikke fordi de var i bedre form end ham. Faktisk var han den stærkeste af dem alle. Han kunne klatre op ad en 5 meter høj, lodret mur. For

4

Dragen UtilmarAf: Martin Emil Wøbbe

D

ikke at tale om at han kunne ramme en vanddråbe i luften med sit sværd. Han kunne gribe en pil der fløj lige imod ham, og kunne stå på et ben og holde balancen i toppen af det højeste træ på bjerget. Men af en eller anden grund gad han ikke at fulgtes med sine brødre, så han holdte sig godt 50-100 meter bag dem. Han brød sig ærlig talt ikke om sine brødre. De var begge selvopblæste, egoistiske, rapkæftede klaphatte. Yakuza løftede øjnene fra jorden foran ham og kiggede mod sine brødre. De havde stoppet ved en gammel mand og så ud til at råbe og gøre grin med ham. de gik videre og Yakuza gik op til den gamle mand. Den gamle mand så meget udhungret og træt ud, så Yakuza spurgte ham: ”Er du sulten?”. Den gamle mand svarede med et enkelt, slattent nik. Hurtigt fandt han et stykke brød frem og rakte det til den gamle mand. Den gamle mand kiggede overrasket op. Hans øjne var pivåbne og rettet mod brødet. ”Laver du sjov med mig ligesom de andre?!!” sagde den gamle mand vredt. ”Nej” svarede Yakuza let. Den gamle mand skyndte sig da at tage brødet og proppede det i munden. Han åd det som om han ikke havde fået noget at spise i flere år. ”Vil du have noget vand til?” spurgte Yakuza så den gamle mand. Han nikkede at takkede da han fik flasken med rent bjergvand stukket i hånden. Han drak let af flasken, men trodsalt noget blive tilbage til Yakuza. ”Her knægt” sagde den gamle mand og gav ham flasken. ”Hvad hedder du så?” spurgte han Yakuza. ”Yakuza. Søn af Picimai.” svarede han hurtigt. Den gamle mand nikkede anerkendende og let. ”Længe siden jeg har hørt det navn” svarede han. ”Du. Næste gang du ser ham, kan du så ikke

aflevere det her til ham?”. Den gamle mand tog et lille metal stykke frem. Det lignede noget fra et meget gammelt sværd. ”Jo. Det skal jeg nok.” svarede Yakuza og tog sværdet. Den gamle mand nikkede taknemeligt og lagde sig til at sove. Yakuza, overrasket over mandens pludselige adfærd, gik videre. Han undrede sig længe over hvad metalstykket var til. Om det var til et sværd, et eller andet apparat eller noget helt tredje.

Efter at havde gået i et par dage så han noget i horrisonten. Det var kejserens palad. Lettet over endelig at havde fundet slottet drog han derhen. Der gik ikke længe før han stod foran den prægtige port til paladset. Pludselig da han skulle til at gå ind kom der en vagt og sagde: ”Hvad skal du her?”. Yakuza svarede med lynets hastighed: ”Jeg skal finde ud af hvad der sker med prinsessen.” ”HA! Det sagde de sidste to tumper også. De var så pokkers rapkæftede at man skulle tro det var løgn, men nu holder de endelig mund.” ”Hvad mener du?” ”Vi fandt dem begge døde på prinsessens værelse her imorges.”. Yakuza så forskrækket op. Vagten så hans ansigtsudtryk og gættede at han nok havde sagt for meget. Han pegede ind ad porten, og Yakuza gik ind. Det første han så var kejseren der satte på tronen. ”Hvad vil du?” sagde han højt til Yakuza. ”Jeg vil finde ud af hvad der sker med prinsessen.” svarede han målbevidst. ”HA! Nu må jeg le. Du er klar over at alle der endnu har prøvet på der er omkomne? Det samme vil nok også ske ved dig”. Yakuza kiggede tøvende på kejseren. ”Jeg er villig til at tage den risiko.”

5

svarede han og kiggede hurtigt rundt i salen. Der var ikke sparet på flagene, da hele salens loft og vægge var dækket med dem. De var røde med et guld symbol i midten. Et symbol af dragen Utilmar. Han kiggede så hurtigt tilbage til kejseren, da det lød som om at han ville sige mere. ”Hvis du er villig til det, ser jeg ingen grund til at holde dig tilbage. Kumisha her vil visse dig vejen til prinsessens kammer.” sagde han og pegede mod en af vagterne bagerst i salen. ”Denne vej, hr.” lød det svagt fra ham. han førte ham helt bag i salen til en sort, låst dør. Han låste hurtigt føren op og viftede Yakuza ind. Han lukkede døren bag ham og låste den.

Yakuza så hurtigt at det eneste der var, var en trappe der førte op. Han begyndte at gå op ad trappen. Og op. Og op. Og så lidt længere op. Han kunne slet ikke tro at trappen var så høj. Han var pludselig helt forpusted og havde brug for en pause. Han stoppede for at få været da han så et lys lidt længere oppe. ”Gud være lovet!” tænkte han og skydnte sig op. Da kom han til en til dels lille, lysebrun dør og bankede på. ”Kom ind.” lød det inde bag døren. Det var den blødeste, fineste, rareste, afslappende stemme han nogen sinde havde hørt. Han åbnede døre forsigtigt og så et meget let dekoreret værelse. En seng, et bord, en stol, et spejl og et vindue med tremmer for. Bagerst i lokalet sad der den smukkeste kvinde Yakuza nogensinde havde set. Hun havde langt blond hår, en blå kjole, hvide strømpåbukser og et par kridhvide sko. Yakuza var målløs. Han kunne slet ikke få et ord frem. Heldigvis var det ikke ham der skulle bryde isen. ”Så du er

ham de har sendt til døden i dag?” sagde hun koldt. Yakuza mærkede en pludselig kulde snige sig ned ad rykken. Han puls steg, og han fik en pludselig bange fornemmelse. ”Ehm… Ja. Det er vidst mig.” sagde han fjoget. Prinsessen kiggede ubegejstret på ham. ”Hvad er der så, så specielt ved dig?” sagde hun. Yakuza tænkte over spørgsmålet. Da slog det ham. Han var ikke rigtig noget specielt. Han var bare ligesom de andre og ville sansynligvist ende ligesom dem. Han valgte at svare på spørgsmålet med stilhed. ”Tænkte jeg nok.” svarede prinsessen. Yakuza tænkte længe over hvad han egentlig skulle gøre. Han havde ingen ide om hvad der skete eller hvad der ville ske. Hvordan han skulle forberede sig mod det, og om det var det værd. ”Solen er ved at gå ned nu.” sagde prinsessen. ”Så er tiden ved at være omme.”. Yakuza begyndte at blive lidt panisk. Det eneste han havde at gøre godt med var sit sværd og et stykke metal. Han gik raskløst rundt i rummet og endte med at sætte sig på en stol. Inden de vidste af det gik solen ned.

”KRRRAAAAWWWGH!!!!” lød det bag døren. Yakuza fløj op fra stolen. Lyden bag døre blev højere og højere. Der skindte rødt lys gennem sprækkerne i døren og en djævelsk stank sneg sig ind på ham. kan mærkede paniken fare i ham og han greb efter sit sværd. ”AW FOR SATAN!!!” udbrød Yakuza da han havde sat hånden ned for at gtibe sværdet. Han havde kommet til at tage fat om metalstykket som viste sig at være varm som helveds ild. Hvordan kunne det havde været sket? Han havde ikke varmet det eller noget. Forvirret

6

tog Yakuza et stykke klæde om sin hånd og tog fat om metalstykket. Mens blev lyden uden før døren tættere og tættere på. Han fumlede med det i starten, men endte med at få et godt solidt greb om det. ”BOOM, BOOM, BOOM” lød det fra døren, som var der noget der prøvede at brasse igennem døren. ”BOOM! BOOM! BOOM!” lød det igen. Døren var ved at give sig. ”BOOM! BOOM! KRASH!”… Døren blev smadret som var det en tandstik og det mest frygtingydende bæst kom fram bag den. Det var intet mindre en en ganske ægte drage. Utilmar for at være mere præcis. Den stirrede lige på ham, og han stirrede lige på den. Hvordan kunne der være kommet der? Det var jo umuligt! Dragen for pludseligt mod ham, og han nåede ikke at tænke inden han impulsivet stak metalstykket mod bæstet. Yakuza mærkede at metalstykket borede sig ind igennem dragens skæld og ind i dens skulder. Bæstet kom med en forfærdeligt smertesbrøl og skyndte sig at flygte. Yakuza nåede lige at få trukket metalstykket ud inden det løb ud af døren og ned ad trappen.

Yakuza stod forbløffet og forviret over hvad der lige var sket. Havde han lige stykket en drage. En gud. Med et lille stykke metal. Han kiggede ned på metalstykket, og det var dækket i grøn, tykt blod. Da gik det pludseligt op for ham at prinsessen var væk. Dragen måtte have taget hende med sig uden han opdagede det. Han skyndte sig ud af døre og ned ad trappen mod salen. Turen ned var meget nemere end turen op, og han nåede derned på kun den halve tid af den

det tod at komme op. Han bankede vildt på døren ind til salen, og den blev låst op. På den anden side stod en utrolig forbløffet Kumisha. ”KEJSER! KEJSER! MANDEN HAR OVERLEVET!” råbte han til kejseren. Kejseren svarede hurtigt: ”FØR HAM HEN TIL MIG OMGÅENDE!!!” og Kumisha førte Yakuza til kejseren. ”Fortæl mig alt, min dreng.” sagde han til Yakuza. ”Men først dit navn.” indskød han lige. ”Yakuza. Mit navn er Yakuza. Søn af Picimai.” svarede han kejseren. Kejseren virkede forbløffet over hans navn. ”Yakuza sagde du. Nå, men fortæl mig nu alt hvad der skete.” og så fortalte Yakuza alt hvad der var sket. ”EN DRAGE!!! OG SÅ UTILMAR!!!” udbrød kejseren. ”Det her er værere end jeg troede. Sig mig, min dreng. Er du erfaren med sværd?”. Yakuza nikkede og tog ved hans sværd i skeden. ”Godt. For så har jeg en vigtig opgave til dig. Du skal tage familiens sværd og bruge det til at besejre Utilmar. Men… Der mangler et vigtigt stykke af sværdet. Toppen af den for at være præcis.” ”Mener du den her?” sagde Yakuza og tog metalstykket frem. ”JA! Hvor i alverden fandt du den?” ”lang historie, kejser. Må vi gemme til en anden gang.” svarede Yakuza. ”Giv Kumisha sværdstumpen og så vil hun føre det til smedjen så han kan gøre sværdet klar til i morgen. Nu, min dreng, skal du spise, drikke og sove som en kejser. For i morgen skal du besejre Utilmar.” ”Javel, min kejser.” svarede Yakuza og gik med en af vagterne til hvad der så var et gæsteværelse og højeste karakter.

7

Efter en lang nats søvn og en hel dags mad og drikke, gik han over til kejseren igen. ”Der var du, min dreng! Jeg har sværdet klar til dig.” sagde kejseren og tog familiens sværd frem. ”Dette er Yakuza’s sværd. Og ja. Det hedder Yakuza’s sværd, som i min tiptip olefar som var den største kejser i hele Japan! Dette sværd brugte han til at slagte enhver fjende af han ned. Dette sværd brugte han også mod dragen du mødte i går. Han fik dog kun skadet bæstet, men nu er det din opgave at gøre det af med den. En gang for alle.” han rakte sværdet ned mod Yakuza, og han tog det. Han kunne staks mærke at den var lettere end alle andre sværde han havde brugt i tidens løb. Det var næsten let som en fjer. Han svang det let gennem luften og kunne mærke at dette sværd ville være nok til selv at dræbe guder med. ”Og Yakuza… Vend ikke tilbage uden dragens hoved. Forstået?” inskød kejseren pludseligt. Yakuza nikkede og kig mod døren til trappen igen. Han drog mod prinsessens værelse endnu engang og så at denne gang sad prinsessen det samme sted som dagen før. ”Vent. Du er i live?” sagde hun da Yakuza kom ind. Yakuza smilte fjovet og svarede: ”Tja… Ellers er jeg bare et spøgelse. Op til dig.”. Prinsessen kiggede begyndte at grine da hun pludseligt stoppede og kiggede ud af vinduet. ”Solen er på vej ned.” sagde hun. Rigtigt nok. Solen var på vej ned. Hvilket betød at tiden snart var inde. Tiden til kampen mellem ham og Utilmar. Han så stille ud af vinduet mens solen drog stille ned bag bjergene. ”Boom.” der kom det først. Så er det nu. Yakuza tog fat i sværdet og mærkede varmen strømme ud fra klingen. ”Dette må være sværdets måde at sige at en drage var nær.” tænkte Yakuza. ”BOOM!”

kom det nu endnu tættere på. ”BOOM BOOM” så var den helt ved døren. ”BANK BANK BANK BANK BANK” lød det fra døren. ”Jeg ved du er derinde menneske dreng. Dig og dit sværd.” lød der pludseligt bag døren. Det lød langt fra som noget menneske, men sin utrolig dybe og nærmest metalagtige stemme. Yakuza blev overrasket over at bæstet faktisk kunen tale. Hvis den så kunne tale, kunne man så også tale tilbage til den? ”Du ved at jeg er her for at slå dig ihjel!” råbte Yakuza. ”Ja. Så meget havde jeg gættet mig til. Men svar mig menneske dreng. Hvordan kan du blive sur på mig når jeg bare tager hvad der er mit.” Yakuza blev forvirret over bæstets ord. ”Det barn der står ved siden af dig er mit, ja. Du må nok undre dig over hvordan det kunne gå det. Men hør så her menneske dreng. Da Yakuza den store levede for mange tusinde år siden var os drager og mennesker gode venner. Vi kunne tale sammen og udveksle ting sammen og alt mugligt andet. Så en dag tænkte Yakuza så at nok var nok. Det var kun menneskerne der skulle styre Japan. Så de drabte alle mine brødre og søstre. Han havde næsten drabt mig, men inden han gjode det forbandte jeg ham. Barnet af hans barns, barns, barns, banrs, banrs ”osv.” skulle blive mit. Sådan kunne jeg få kontakt med mennesker igen, uden at de ville dræbe mig. Mit barn er det eneste mennesker der vil snakke med mig uden at ville dræbe mig, og jeg vil næppe forspilde det. Derfor fjerne jeg hendes hukommelse hver aften så ingen kan huske at jeg har været her. Mest så hele Japen ikke kommer efter mig for at dræbe mig. Så fortæl mig menneske dreng. Hvem er den onde her?” sluttede dragen af. Yakuza var meget forvirret over hvad dragen lige havde

8

fortalt ham. Ville det så sige at det faktisk var kejseren der var den onde eller Utilmar. Yakuza var meget forvirret. ”Luk mig ind menneske dreng, og jeg vil hjælpe dig med at fjerne den onde kejser fra tronen og gøre dig til kejser over Japan, med mig som din evige tjener.” Yakuza tænkte over tilbuddet. Det var trodsalt ikke dårligt at bliver kejser over Japan, men ville folket også se det som et godt eller dårligt valg at tage magten. Hvis han hjalp kejseren ville han dræbe den sidste af alle dragerne i verden, og bliver få kejserlig status og en adgang til det kongelige skattekammer. Men hvis han hjalp Utilmar ville han hjælp ham med at få hævn, og ville blive kejser over Japan. Yakuza kunen ikke bestemme sig, men kig over for at åbne døren alligevel for Utilmar. ”Menneske dreng. Har du bestemt dig?” spurgte den da den kom ind. Yakuza tøvede med at svare.

”Jeg har aldrig søgt hævnens vej. Det er imod alle mine principper. Jeg er ked af det. Jeg er nød til at dræbe dig.” svarde Yakuza. ”Jeg forstår. Jeg forventede heller ikke at en enkel menneske dreng kan forstå det. Så må det være sådan. Jeg vil ikke stå i vejen for dig.” svarede dragen og lagde sin hals på gulvet. Yakuza tog fat om sværdet og løftede det over højt over hovedet. Han huggede sværdet nedad. Og så let som det var dragen død. Dragens hoved faldt til jorden og blodet flød ud. Yakuza tog hovdedet og prinsessen med ned tilbage til kejseren og kejseren blev mere end glad. ”Så fik vi endelig den sidste drage! Yakuza’s sidste ønkse er endelig opfyldt. Tak unge mand. Du har gjort mere end rigeligt.”

Og sådan fik Yakuza kejserlig status, adgang til det kongelige skattekammer og Yakuza’s sværd. Han giftede sig også med kejserens datter og de levede lykkeligt til deres dages ende

9

er var engang et kongerige. Der boede en konge, og han havde en datter, der var så uopdragen. Han kunne ikke

få sat skik på hende. Så han sendte en besked ud til kongeriget ”Den, der kan få sat skik på Kongedatteren, skal få hende og det halve kongerige”, og så kom mænd fra nær og fjern stormende til kongeslottet for at få sat skik på prinsessen. Mange kom med spanskrør og prøvede med at give hende tæsk. Andre tog en mere fredelig vej og prøvede med pædagogik og snakkede med hende. Men intet virkede.

Ude på landet lå der en gammel gård, og i den boede der en gammel mand. Han havde 3 sønner, Per, Conrad og Gammlepot. Den første søn hed Per. Han var sjov, smuk og charmerende, han troede godt, at han kunne få sat skik på kongedatteren. Han fik en stor pung penge og en god hest af faderen og tog så afsted.

På vejen mødte han en gammel soldat, der sad på en sten ved siden af landevejen. Han havde mistet sit ben i krig for kongen og var på vej hjem. ”Må jeg få lidt brød?”, spurgte soldaten, da Per red forbi. ”Nej, din gamle nar!” svarede Per. ”Jeg har næsten ikke noget tilbage, så jeg deler ikke”, og så red Per videre mod slottet.

Da han kom til slottet, prøvede han også at sætte skik på hende. Han prøvede at bruge sin charme til at få hende til at

10

GammelpotAf: Martin Benton

D

lytte, men hun skænkede ham overhoved ikke en tanke. Så han blev sendt hjem.

Den næste der prøvede, var Conrad. Han var stor, bredskuldret og klog. Så han fik en stor madpakke, en lille sum penge til rejsen og faderens næstbedste hest. Så red han videre mod slottet.

Da han kom til slottet, prøvede han også at sætte skik på hende. Han prøvede med at snakke til hende, og fortælle hende, at det var forkert, det hun havde gang i. Men hun lyttede ikke til ham, så han blev sparket hjem.

Til sidst var der Gammelpot. Han var lille, spinkel og dum, han ville også gerne prøve. Så Gammelpots far gav ham en sølle rugbrødsmad og et par sølle mønter. Dermed begyndte Gammelpot sin tur til slottet. På vejen mødte Gammelpot også den lemlæstede soldat, og soldaten så også ham. ”Godmorgen min gode mand” sagde soldaten ”kan du gi lidt brød til den sultne?” ”Ja, værsgo” svarede Gammelpot, mens han brækkede rugbrødet i to lige store dele.

”Hvor er du så på vej hen?” spurgte soldaten, mens Gammelpot satte sig ned. ”Jeg har tænkt mig at prøve at opdrage prinsessen!” svarede Gammelpot med en hård og frisk stemme. ”Så får jeg hende og det halve kongerige!” ”Jamen, så for du brug for lidt hjælp!” svarede soldaten ”her! Tag den her fløjte, den for folk der høre på den til at gå i en trance! Så vil de gøre, hvad du siger”. Soldaten lagde fløjten i hånden på Gammelpot. Han takkede derefter for fløjten og gik videre mod slottet.

Da Gammelpot kom til slottet, kunne han høre nogle råbe og skrige inde fra. Gammelpot trådte så ind, og så kongedatteren vælte alt inde i tronsalen og spæne ud af den vej, han kom ind af. I midten af tronsalen sad en bedrøvet konge. Det gav Gammelpot lidt mod, og han trådte frem.

”Hvem er du?” spurgte kongen ”Gammelpot!” svarede Gammelpot ”Jeg er kommet for at prøve at sætte skik på din datter”. Kongen kiggede lidt på ham og gav sig til at grine ”Du kan da ikke mene, at DU vil prøve!?” skreg han sammen med latteren. ”Mange har prøvet, men ingen har gjort det endnu! Men du må da gerne prøve” sagde kongen. ”Jeg giver dig tre dage til at sætte skik på hende! Ellers hugger jeg hovedet af dig!”

Gammelpot fulgte så efter prinsessen, og holdte øje med hvilke skarnstreger hun lavede. Hun var virkelig fræk! Hun gik og væltede alle de fine vaser og skød med en slangebøsse efter potteplanterne. Senere den aften, mens prinsessen lå og sov, gik Gammelpot ind til hende og spillede på sin fløjte. Han fløjtede, og den fineste melodi kom ud. Bagefter sagde han ”Så lille prinsesse nu ikke så fræk! Lad vær med at ødelægge så meget fremover” og så gik Gammelpot i seng.

Næste dag holdte prinsessen sig helt fra alt porcelæn og ødelagde ikke noget. Alle kunne ikke tro deres øjne og øre! Men alt var ikke helt okay endnu. Hun drillede stadig og snød folk. Den nat sneg Gammelpot sig ind til prinsessen igen og fløjtede. ”Prinsesse, du må ikke være så fræk! Vis dig fra din bedste side, og behandle andre som du selv vil behandles!” Og så gik Gammelpot i seng.

11

Den næste dag var prinsessen rigtig høflig og drillede ingen. Folk var ved at tabe kæben. Prinsessen rendte rundt og hilste pænt og høfligt på folk. Hun hjalp endda tjeneste folkene med at dække morgenbordet. Men der var stadig noget, der manglede. Hendes manere var simpelthen så dårlige, at man skulle tror, hun var bondemands datter. Den nat sneg Gammelpot sig ind til prinsessen igen, og fløjtede. ”Prinsesse du er rar og høflig! Og jeg har fået sat skik på dig. Men noget mangler. Du skal til at tænke på dine manere! I morgen opføre du dig på bedste prinsesse vis, og få mig til ægtemand.” Med det sagt gik Gammelpot i seng.

Den næste dag opførte prinsessen sig fuldstændig som en prinsesse burde. Alle var måløse! Især kongen, der aldrig havde troet, at en bonde røv ville kunne sætte hende på plads. Men han huskede, hvad han havde lovet, og næste dag blev Gammelpot og prinsessen gift, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

12

er var engang en konge, han havde en datter. De boede på et fantastisk slot. Kongen elskede sin datter utrolig

højt, ligeså elskede prinsessen hendes far. Der var bare et problem med denne her prinsesse. Hun var simpelthen så forbandet grim. For da hun var helt lille, var hun kommet helt forkert ud af hendes mor. Hun landede på hovedet og døde. Både kongen og dronningen var utrolig kede af det. Men en dag, kom en gammel heks hen til kongen. Hun sagde til ham,

at hvis de ville have denne her prinsesse i live igen, måtte dronningen ofres. Kongen fik 3 dage til at tænke. Han var helt ulykkelig og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Men på 3. dagen blev han enig med sig selv om at det lille døde spædbarn skulle komme til live. Så dronningen døde kort tid efter, samtidig med at det lille barns hjerte begyndte at slå.

Kongen var ilde vild. Men han fandt hurtigt ud af, at hun var forbandet grim og lugtede helt vildt forfærdeligt. Kongen forstod ikke helt hvorfor. Men snart skulle han få svar, for 3 måned efter kom heksen igen og sagde at hun havde lagt en forbandelse over prinsesen, hun ville forblive så grim og lugte så dårligt indtil at hun blev gift. Men hun skulle ikke bare giftes med en mand. Manden skulle også elske hende for den hun var. Men vigtigst af alt, måtte ingen få at vide at prinsessen ville blive skøn og flot og lugte helt vild godt. Kongen sagde at det ikke ville blive et problem. Prinsessen voksede op, og da hun blev 13 år begyndte kongen at sende bud ud til prinser rundt omkring i verden. Der kom mange prinser. men selv om de var utroligt velopdraget kom ingen af de mange prinser mere end 1 meter ind på slottet, før de flygtede i en frygtelig fart. Kongen og især prinsessen var så ulykkelige, at kongen blev så desperat at han lovede prinsessen og det halve kongerige til den person som ville elske hende som den hun var.

Langt langt langt ude på landet boede en bondemand, han havde 3 sønner Mikkel, Mads og Kasper klovne knold. Mikkel var total blind men hans lugtesans var helt utroligt, Mads havde ingen lugtesans men hans syn var utroligt. Kasper klovne knold havde verdens bedste syn, han kunne se flere

13

ForbandelsenAf: Nichlas Funk

D

hundrede kilometer, plus han kunne lugte 10 gange bedre end en hund. De havde ikke set prinsessen endnu. Men de gik selvfølgelig alle 3 ud fra at hun var helt vil flot og skøn og lugtede af røde roser, de ville alle 3 have prinsessen.

Bondemanden ville først sende sin ældste søn af sted til kongeriget. Han fik en stor madpakke med, langt mere end han kunne spise. Da han havde gået i en time mødte han en gammel heks, hun spurgte ham om han ville dele hans madpakke med hende. Men han sagde ”nej”. Heksen sagde til ham at han ville få synet tilbage plus hans lugtesans ville blive forstærket, lige i det han går ind på slottet. Men det troede Mikkel selvfølgelig ikke på. Men lige da han kom op på slottet. Fik han både synet og lugtesansen han nåde lige præcis 1 meter ind på slottet, før han løb så hurtigt han overhovedet kunne hjem til sit hus, og sagde at prinsessen simpelthen var for grim og stank for meget til at nogle ville kunne elske hende.

Mads troede simpelt hen ikke på, at en prinsesse kunne være så grim og lugte så dårligt som Mikkel havde sagt, og sagde til sin far at han ville giftes med prinsessen. Han fik en stor madpakke med, og begyndte at gå op mod slottet. Da han havde gået en times tid, mødte han en gammel heks. Hun spurgte om han ikke nok ville være sød og dele hans madpakke med hende. Men mads sagde ”nej” og begyndte at gå vider. Heksen sagde til ham at han ville få hans lugtesans tilbage plus hans syn ville blive utroligt skarpt lige i det han kommer ind på slottet. Men det troede han selvfølgelig ikke på. Da han nåde slottet kunne han ikke lade være med at

tænke på det Mads havde sagt. Så han så ned i gulvet da han gik hen mod hende. Men han nåde ikke meget længere end 2 meter ind på slottet, før han blev nødt til at løbe ud igen. Hun stank simpelthen bare så meget, at det ikke var til at holde ud. Han forstod ikke helt hvordan hans lugtesans fungerede inde på slottet. Men det gjorde den ikke nu. Han orkede ikke at tænke mere over det. Da han kom hjem, sagde han til de andre, at den prinsesse bare stank så meget, at det ikke var til at holde ud.

Kasper sagde til sin mor og far at det var hans tur. Men de sagde at med det syn, og den lugtesans han havde, ville det ikke kunne lade sig gøre for ham, at gå op til prinsessen. Men han insisterede på at komme op til hende. Så han fik en lille madpakke med. Men den var dog stor nok, til at han kunne blive mæt. Han begyndte at gå op mod slottet. Da han havde gået i 1 time, mødte han en gammel heks. Hun spurgte om han ikke nok ville være sød at dele hans madpakke med hende. Kasper tøvede ikke et sekund. Han gik lige over til hende, satte sig ned, og begyndte at lukke op for madpakken. Der sad de og spiste i noget tid. Men så sagde Kasper, at man måtte vider. Lige inden han gik, sagde Heksen til ham” lige i det du går ind på slottet, mister du dit syn og din lugtesans. Men kun i 3 minutter”. Kasper forstod med det samme, hvad der foregik og sagde ”okay”.

Som Heksen havde sagt, mistede Kasper måde sin lugtesans og sin synssans da han gik ind på slottet. Tjenerne så hurtigt at han var blind, og løb hen til ham for at fører ham op til prinsessen. Fuldstændig uden varsel, blev Kasper spurgt om

14

han ville gifte sig med prinsessen. Han sagde selvfølgelig ”ja”. Og lige i det Kasper sagde det, fik han måde sin lugtesans, sin synssans, verdens flotteste prinsesse og de halve kongering.

Kasper og prinsessen, levede lykkeligt til deres dages ende.

15

er var engang en konge, som boede på et slot langt borte. Han havde den kønneste og smukkeste datter i

hele kongeriget, men desværre havde hun et hjerte af is, så hun kunne ikke elske. Det var den onde troldmand, der havde forhekset hende. Konge havde prøvet alt, og mange prinser og ungkarle fra gårde rundt omkring havde forsøgt, og til kongens store fortabelse, var alle forsøg uden held. Kongen ville gøre alt for at få sin datter til at elsker igen, så han udtalte, at den der kunne få hans datters hjerte til at åbne sig ville få hende til kone og det halve kongerige.

Længere ude end der hvor kragerne vender, boede der en bonde. Bonden havde tre sønner Jens, Martin og lille Emil. Jens og Martin var meget stræbende. De havde både fine uddannelser og pænt tøj, men lille Emil var bare svinedreng. Det var ham der skulle passe svinene, give dem mad og sørge for dem. Det havde lille Emil intet i mod. Han var heller ikke særlig klog. Han sad bare og pillede bussemænd og trillede tommelfingre, når der ikke skulle ordnes noget med grisene. En dag fik bonde et brev fra sin bror, der boede inde i byen, og straks gik han hen til sine sønner. Bonden fortalte sine sønner om prinsessen med hjertet af is, og at den der kunne få hende til at elsker, ville få det halve kongerige og prinsessen til kone. Jens og Martin var straks med på den idé, og de var allerede

16

Lille Emil og hans grisAf: Ida Kolling

D

klar til at rejse. - Må jeg også komme med? Spurgte lille Emil. Bonden kiggede bare på lille Emil, og begyndte at diskutere videre med de ældste sønner. - Fader, må jeg ikke nok også prøve? Spurgte lille Emil igen. - Jo, det kan da ikke skade, svarede bonden. Det var Jens der var den første til at prøve. Der blev smurt en stor madpakke til ham, og han fik også en masse skillinger med i lommen, og så var han af sted på hest. Han nåede ikke langt, før han mødte en gammel kone med en mørk og beskidt kappe om sig. Jens var sikker på at hun bare ville spørge ham om mad, så han red hurtigt forbi hende. Og rigtigt nok, den gamle dame spurgte pænt om lidt mad og en skilling, men Jens sagde bare at han ikke havde tid, fordi han skulle op og se, om han ikke kunne få prinsessen til at elske. Jens fortsatte op ad den kroede vej og efter et par dages riden, havde han endelig nået byen. Køen op til slottet var lang, så han måtte stå pænt bagerst i køen og vente. Samtidig hjemme på gården, var Martin klar til at drage af sted på hest. Han havde også fået en madpakke og en masse skillinger med. Da han havde redet i et par timer mødte han en gammel dame, med en mørk og beskidt kappe om sig. Martin havde ikke lyst til at skulle af med noget af sin mad, så han red bare hurtigt forbi den gamle dame. Da han kom forbi den gamle dame, bad hun ham om et skillinger og noget at spise, men hun blev afvist, og Martin fortalte at han havde travlt, for han skulle op til slottet for at vinde det halve kongeringe.

Efter et par dages riden, nåede han også byen. Køen var nu blevet endnu længere. Og som Jens, måtte han stå pænt bagerst i køen. Han havde ikke stået der mere end fem minutter, inden han mødte synet af sin brors bedrøvede ansigt. Jens havde ikke klaret den, så han måtte vende hjem. Hjemme på gården var lille Emil i fuld gang med at gøre sig klar. Han havde sagt farvel til alle grisene og var nu klar til at drage af sted. Med sig fik han et stykke tørt brød, to skillinger, og han skulle ride på en af hans egne grise. Med et smil på læben, og madpakken og de to skillinger i lommen, drog han af sted. Han nåede heller ikke langt før han så en gammel dame, med en mørk og beskidt kappe om sig. Hun så da meget venlig ud tænkte han, og da hun spurgte om mad og en skilling, smilede lille Emil og sagde, at de da bare kunne dele de to skillinger og det tørre stykke brød, han havde fået med. Da de var færdig takkede den gamle dame ham mange gange, og gav ham et smykke og en lille kniv. - Denne halskæde vil kunne få enhver til at elske livet, men også hade de dårlige ting her i livet, og denne kniv vil du nok få brug for, sagde den gamle kone og rakte ham tingene. Han tog den, takkede hende og red videre. Efter en lang rejse nåede han endelig frem til byen. Alle stirrede efter ham. Han smilede bare til dem og red videre. Da han nåede køen red han bare forbi alle sammen og op til slottet. På vejen mødte han sin bror Martin. - Du kan lige så godt vende om, lille Emil, du kan umuligt for hende til at elske, sagde Martin med en hæs stemme. Lille Emil løftede bare sine skuldre og red videre. Han red direkte ind i den store sal på slottet, og de mange mennesker der

17

havde ventet, råbte efter ham. - Jeg er her for at få den kønne prinsesse der til at elske! Råbte lille Emil. De andre grinede bare af ham. - Hvad for dig til at tro, at du kan, når der er så mange forsøg, der er mislykket? Svarede en mand klædt i et fint jakkesæt. - Jeg er skam bedre end de andre, bare lad mig få to minutter med den kønne prinsesse og i skal se, svarede lille Emil. De kiggede på hinanden, og han fik lov. Lille Emil og prinsessen, blev vist ind på et af de mange værelser på slottet. Han hev den halskæde, han havde fået af den gamle dame, op af lommen og hang den om prinsessens hals. Lille Emil tog prinsessens hånd og de gik sammen ud til de andre. - Når prinsesse, kan du mærke nogen forskel? Det var den sammen mand som før, der talte. - Jeg hader lyden af din stemme hr. Nielsen, men denne kjole her har den kønneste farve, og jeg elsker at snore rundt i den! Skreg prinsessen, mens hun dansede rundt i salen. De mange tjenestefolk kiggede på hinanden med store øjne. Hvordan i al verden kunne det lade sig gøre? Lille Emil fortalte hvem han var, og i samme øjeblik kom kongen ned. - Lad mig så se den dreng, der kunne få min datter til at elske igen! Sagde kongen, og løftede lille Emil op i sine arme. - Kære far, er det denne svinedreng jeg skal giftes med, for han ser ret så sød ud, sagde prinsesse og fnes. Det vidste sig så at denne halskæde hun virkede midlertidig. Kongen fortalte svinedrengen, om den troldmand, der havde forhekset prinsesse, og at han holdt til i skoven, på den mørke side af landet. Forbandelsen kunne kun brydes helt, ved tre

dråber af troldmandens blod. Så lille Emil skulle rejse til den mørke side af landet og finde troldmanden, før han kunne blive gift med prinsessen. Lille Emil måtte nu endnu engang drage af sted på sin gris. Den mørke side af landet lå en uges riden væk, men lille Emil havde fået en stor madpakke og en hel pung med skillinger med. Han nåede kun lige ind i skoven, da han mødte troldmanden. - Hej min ven, hvad hedder du? Sagde troldmanden.- Jeg hedde Emil, og hvad hedder du så? svarede lille Emil. Troldmanden fniste bare og viste ham vej ind i skoven. Lille Emil fulgte pænt efter. - Din gris ser vel nok lækker ud, er du slet ikke sulten Emil? Troldmanden slikkede sig om munden. - Det er min gris og du må ikke gøre ham noget! Skreg lille Emil. Han tog den kniv frem han fik af den gamle dame og stak den i troldmanden. Med det samme faldt troldmanden om og lå død på jorden. Lille Emil tog sit glas og fyldte tre dråber blod i. Da han havde gjort det, blev der pludselig lyst i hele skoven. Alt det mørke forsvandt, og man kunne nu høre fuglesang rundt omkring. Lille Emil drog hjem, med blodet i lommen, og glade fugle omkring sig.

Da han kom hjem gav han prinsessen blodet, og hun drak det. Der blev holdt et kæmpe bryllup, og alle i landet var inviteret. Brylluppet varede i syv dage. Kongen var igen en glad mand, da hans datter nu kunne elske igen. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

18

er var engang en prinsesse som elskede at danse, men hver aften hun gik ind i salen og begyndte at danse,

begyndte hendes sko at slide op. Prinsessen´s far var helt nede fordi hun hele tiden dansede og ikke kunne finde på noget andet og lave. Kongen tænkte hvorfor ikke finde en dejlige mand til hende. Prinsessen ville ikke giftes, hun vil hellere danse hele hendes liv. Det blev næste dag, og prinsessen sad på hendes trone og sugede og sugede. Ligepludselig kommer der 3 flotte unge mænd ind til salen, for at finde smilet frem i prinsessen. Den første unge mand kom ind og sagde pænt goddag til prinsessen og begyndte at digte et smukt digt for hende, prinsessen sagde med det samme UD! At det ikke var hende og smid den unge mand ud af vinduet og ned i deres å.

Det blev den næste unge mands tur med at underholde prinsessen og han begyndte at synge for hende og han havde nok den væreste stemme i hele verden. Prinsessen blev sur og irriteret og råbe UD! Og smid denne unge mand ud i å´en. Prinsessen havde fået nok af alt med digte og sang, hun ville have den sjove, og drillende som hendes mand. Hun gav op til sidst men i sidste ende kom en ung mand reddende ind med en lille ged og råbe ” halløj prinsesse ”. Prinsessen begyndte at grine helt vild og gik ned til den unge mand og spurgte ” hvad vil du underholde mig med?”.

19

Prinsessen der elskede at danse

Af: Jennifer Raskumar

D

Han svarede : ” Jeg vil finde den indre frem og vise hvem jeg virkelig er”. Prinsesse fandt jeg sig rette frem, på sin plads og begyndte at lytte hvad denne unge mand havde. Prinsessen var helt oppe og kører og begyndte at grine helt vild. Hun elskede hvad denne unge mand underholdte med. Prinsessen råbte højt til kongen og sagde : ” Far, ham vil jeg have til min ægte mand og det skal være den kommende prins i denne by”. Hele kongeriet gjorde klar til denne store dag, hvor prinsessen skulle sige ja til hende mand. Kongen var rigtig glad og var helt oppe og kører. Prinsessen kom ind af kirken hen ad det lange kirke gulv, i sin flotte og lange brudekjole. Hendes hår var sat op i en stor flot knold og make-uppet sat flot op og hun havde smilet frem i ansiget og allerede halvvejs oppe ad kirkegulvet kom de glade tårer frem og var helt glad. Endelig var det tid til at hun skulle sige ja til kommende mand, hun var virkelig nervøs og hun ville have at tiden skulle gå hurtigerer. Tiden gik og gik, og prinsessen ventede på de skulle hjem og holde deres store fest og være samme med hendes man hele hendes liv. Kongen havde givet prinsen hans halve kongerige til hans datter og prinsen. Og de levede et godt og lykkeligt liv sammen og fik 4 børn sammen.

20

er var engang en konge, eller det var ikke for så lang tid siden, men der var en konge. Kongen var gift med en

dronning. De havde en datter, som var prinsesse. Prinsesse Ursula var meget lav, og det så hun som et stort problem. Kong Lars var meget bedrøvet over sin datters problem. Han ville give sin datter og det halve kongerige til den der gjorde hende højere eller glad.

Langt ude i ingenting boede en forholdsvis fattig familie. De boede så langt ude at der var dårligt netværk. De boede lige ved siden af deres pizzeria. Faderen i familien hed Mustafa. Han havde en kone som hed Fatima. Han havde også tre sønner, Muhammed, Ali og Oskar. De unge gutter fik et nys om kongens problem. De to ældste drenge skyndte sig at finde deres billige HTC frem, for at bruge dem som gps’er. Der var ingen forbindelse på skidtet. De fik noget pizza med af moderen. De skulle køre på deres gamle scootere til slottet. De to ældste brødre kørte afsted og efter et lille stykke tid mødte de pæredansk hjemløs mand. Han spurgte dem om de ikke havde noget brød han kunne få i stedet for de højhælede sko og det tørre havregryn han gik rundt med.

-Wallah min fætter! Vi har ikke noget brød, men vi har pizza, wallah. Det må du ikke få noget af din bums.

21

DværgeventyretAf: Johan Slot Jacobsen

D

Indvandrene kørte videre på deres scootere. De kom til slottet. De kørte ind på gårdspladsen og lavede hjulspind. De råbte og skreg arabiske ord. Prinsessen blev bare endnu mere deprimeret af dem. De havde ingen midler til at få prinsessen til at vokse. De blev sendt væk og drog hjem til pizzariaet.

Oskar stod og grinte af dem. Han ville også afsted. Han fik dog kun lidt pizza med dressing og salat. Det var han ikke tilfreds med. Han fandt sin iPhone frem cyklede afsted. Der var fuld forbindelse på den gode telefon og han brugte gps. Han kom til den pæredanske gamle mand, som ville have noget mad. Oskar sagde selvfølgelig ja og gav ham noget af pizzaen. Til gengæld fik Oskar en skål havregryn og nogle højhælede sko.

Oskar cyklede videre. Han cyklede ind på gårdspladsen og sprang af cyklen. Han sagde til tjeneren, at han skulle bruge noget mælk. Han gav prinsessen noget havregryn og fik hende til at spise det. Han gav hende også de højhælede sko, som passede perfekt. Hun blev højere og blev glad. Hun sagde til kongen, at hun nægtede at blive gift med en taber som Oskar.

Kongen forlangte, at Oskar skulle udføre en ekstra prøve. Prøven gik ud på, at Oskar skulle lave en pizza på 10 min. Oskar tog udfordringen op og begyndte. Han kastede rundt med pizzaen og smækkede den ind i ovnen. 30 sekunder før tiden var gået råbte han at den var færdig. Han åbnede ovnen og duften af frisk pizza kom svævende ud i rummet. Kongen var overvældet og Oskar blev gift med prinsessen og

brylluppet varede i syv dage og syv nætter. De levede lykkeligt til deres dages ende.

22

er var engang en prinsesse, som ikke kunne vokse, så hun var meget ulykkelig. Hun var på højde med en tekop.

Selvom hun var så lille, var hun den smukkeste pige, der fandtes i hele landet. Det var et meget stort problem, for hun kunne ikke selv komme op på sin trone eller i sin seng. Hun skulle altid have lavet specielle skamler, og det var hun godt træt af. Hun ville så gerne være lige så høj som alle andre. De havde prøvet alt, men der var ingenting, der kunne hjælpe hende. De havde endda prøvet at få to bum stærke mænd til at trække i hende, for at se om hun blev højere af det, men det hjalp heller ikke.

Kongen var også meget nedtrykt over det, så han fik sin skriver til at sætte et opslag op, hvor der stod: Hvis man kunne få prinsessen til at vokse, fik man det halve kongerig og prinsessen, men hvis man ikke kunne, ville man få hugget sine hænder og fødder af. Kongen håbede på, at der ville komme rigtig mange, for han var så ulykkelig. Den der skulle arve tronen kunne ikke være på højde med en tekop.

Der kom mange mennesker, men der var ingen, der kunne hjælpe hende. Der blev både prøvet med trylledrik og eliksirer. Den mægtigste troldmand havde en hel speciel eliksir med, men den kunne heller ikke hjælpe hende. Troldmanden og alle de andre fik hugget deres hænder og fødder af.

23

Det magiske æbleAf: Laura Abildgaard Lind

D

Langt ude på landet boede der en bondemand med hans tre sønner Svend, Karl og Hans. Svend og Karl var meget begavede, bum stærke og var rigtig god til at arbejde ude i marken. De kunne det hele. Hans var ikke særlig begavet, men han var så sød som en sukkerknald. Ude i marken kunne han ikke arbejde, han var nemlig ikke særlig stærk. Svend og Karl besluttede begge to, at de ville op til kongen og prøve at se, om de kunne få prinsessen til at vokse. Fordi at Svend var ældst, fik han lov til først at tage af sted. Han fik et franskbrød og en lille pose med skillinger. Det var en meget lang rejse og på vej derhen, mødte han en lille pige, som var hjemløs. Hun spurgte, om hun ikke måtte få en lille skive franskbrød og to skillinger. Det sagde Svend nej til. Ikke tale om at han skulle dele sit brød med en beskidt lille hjemløs pige. Hun blev meget ked af det og kastede en forbandelse over ham. Hun var barn af en heks, men hendes mor var blevet brændt på et bål, fordi hun var en heks. Den lille pige nåede at flygte.

Svend gik videre, og han kom endelig til slottet. Han stod i en lang kø, og da det endelig var hans tur, og skulle til at forklare hvordan han ville gøre, gik han helt i sort og besvimede. Han nåede slet ikke at prøve at få hende til at vokse. Fordi han gik i sort, fik han hugget sine hænder og fødder af. Han overlevede, men han kom hjem i en kørestol. Hans familie var meget kede af det. De vidste ikke, om de skulle sende Karl af sted, for de var bange for, at der skulle ske det samme for ham. Karl ville af sted, så de gav også ham et franskbrød og en lille pose skillinger.

Karl drog af sted, og han mødte også den lille hjemløse pige. Hun spurgte om det samme, som hun havde spurgt Svend om. Karl svarede: Nej, jeg har kun lige nok til mig selv. Den lille hjemløse pige blev ked af det, så hun kastede også en forbandelse over ham. Det var han ligeglad med, så han gik bare videre.

Efter nogle timer kom han til slottet. Han stod i kø i cirka 20 minutter. Da han kom ind til prinsessen, og skulle til at vise hvordan han kunne hjælpe hende, skete der det samme, som skete for hans bror. Karl gik i sort, og han besvimede. Han fik skåret sine hænder og fødder af, og han endte også i en kørestol.

Da han kom hjem, var hans familie meget bedrøvet. Nu var to af deres sønner i kørestol. De kunne ikke hjælpe til med at arbejde mere. Hans var den eneste, som ikke havde prøvet at få prinsessen til at vokse. Det ville han da meget gerne prøve, men det syntes hans forældre ikke, at han skulle. Han insisterede på det, så han fik lov. Han fik dog kun et skive brød og to skillinger med.

Hans tog af sted på sin lange tur. Ligesom de andre havde gjort, mødte han også den lille hjemløse pige. Hun spurgte, om hun ikke måtte få lidt mad og to skillinger. Det måtte hun gerne. Hun fik det halve af hans brød, men han havde desværre kun to skillinger, så hun måtte nøjes med at få en skilling. Hun blev meget glad og takkede ham mange gange. Fordi hun var datter af en heks, kunne hun trylle, så hun tryllede en meget speciel slags frugt frem. Det var en gave til ham. Hun fortalte, at det æble kunne ordne næsten alle

24

problemer i hele verden. Hans blev meget glad og takkede hende.

Hans gik videre og kom op på slottet, efter han var gået mange kilometer. Han stod slet ikke i kø, som de andre brødre havde gjort. Han kom direkte ind til prinsessen. Da han skulle vise, hvad han ville gøre, gik han ikke i sort ligesom hans brødre. Han sagde til prinsessen, at hun skulle tage en bid af hans æble. Hun kunne ikke rigtig forstå hvorfor, men hun gjorde bare, som han havde sagt. Der skete ingenting, ved at hun tog en bid, så Hans skulle have hugget sine hænder og fødder af. De skulle lige til at gøre det, men pludselig voksede prinsessen så meget, at hun blev 1,70 m høj. Alle blev glade, og Hans skulle ikke have hugget sine hænder og fødder af alligevel.

Kongen kom ind med det samme, og så hvad der var sket. Han blev så lykkelig, at det var helt ubeskriveligt. Nu skulle Hans have det halve kongerige og giftes med prinsesen. Der blev sendt et brev hjem til Hans’ familie, hvor der stod, at han havde fået det umulige til at ske, så derfor skulle han have prinsessen og det halve kongerige. De blev meget stolte af ham derhjemme.

Hans og prinsessen blev gift, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

25

er var engang en konge, der havde en datter. Hun var så frygtelig syg, at hun hverken kunne løbe eller hoppe

rundt. Hele dagen lang lagde hun syg i sin seng, og kunne ikke lave alle de ting hun kunne lide. Dronningen og kongen var utrolig bekymrede, og kunne næsten heller ikke lave det de kunne lide, da de havde så travlt med at prøve at gøre hende rask. De prøvede simpelthen alt! Desværre virkede intet. Kongen havde sagt, at den der kunne gøre hende rask, måtte vinde hende og det halve kongerige. Der var mange der forsøgte, både med urter, hjemmelavede creme og andre former for medicin. Men hver gang gik de hjem uden held. Dronningen sad hver aften og græd, da hun var så bange for tiden snart var hende nær. Kongen blev en aften gal, da der burde være nogle som kunne frelse hende. Da han sagde at alle dem der fejlede, skulle kastes for de menneskeædende løver. Man kan vidst godt sige, at løverne blev mætte efter kongens befaling.

Langt ude på landet, så langt ude at ingen kendte til stedet, boede der en gammel bondemand med sine 3 sønner. Henrik, Poul og Jens. Men faderen havde ikke råd til hverken deres høst, eller mad til deres grise. Derfor skulle hans sønner ud, og prøve at gøre prinsessen rask, så de kunne blive rige. Faderen brugte sine sidste mønter på udstyr til Henrik og Poul, da de

26

Bonden med den røde roseAf: Maria Elise Mørup

D

skulle have det bedste, så det ville gå dem godt. Både Henrik og Poul var stensikre på, at de ikke ville blive kastet for løverne.

Henrik vandrende op til prinsessen i sit fineste kluns, og en flaske i hånden. Det der var i flasken var en hemmelig mikstur fra deres bedstemor. Det var en gammel og rigtig god opskift, der kunne kurre hver en slags sygdom. I hvert fald i deres familie..

Men midt på vejen mødte Henrik en fattig vagabond, der ikke kunne finde vej. Han kom vaklende hen imod ham, og spurgte: ”Åh, jeg er faret vild! Vil du ikke nok hjælpe mig?” Men Henrik gik bare videre udenom ham, uden at trække en mine. Vagabonden greb fat i ham bedende, men Henrik sagde blot: ”Nej, det har jeg ikke tid til. Jeg skal op og gøre prinsessen rask” Vagabonden slap ham, og mumlede: ”Du bliver kastet for løverne”.

Og ganske rigtigt havde den fattige vagabond ret. Henrik gik selvsikkert hen til den nået så syge prinsesse, og rakte hende flasken og sagde: ”Drik dette, det vil gøre dig rask.” Han smilede, da hun drak det. Men hun da hun bare havde smagt én slurk hostede hun, og fik det helt værre. Kongen sukkede, og tog Henrik ud til løverne.

Dagen efter vidste familien godt, at han ikke kom tilbage. Nu var det Pouls tur til at prøve lykken. Han var selvsikker, og selvglad. Poul fik sin madpakke, og fint tøj med. Han bar en

kurv med forskellige slags grønsager fra udlandet. På vejen mødte han den strejfende vagabond, der også spurgte ham om vej. Poul sagde det samme: ”Nej, jeg skal op til prinsessen og gøre hende rask”. Vagabonden sagde så: ”Du bliver kastet for løverne”.

Da Poul var ankommet viste han sig lidt, og satte sig hos prinsessen. Tjenerne lavede suppe af grønsagerne, og da den var klar smagte hun på den. Men desværre blev hun helt blå i hovedet, og fik en slem hikke. Bagefter blev Poul kastet for løverne, og blev ædt inden han nåede at gøre modstand.

Den tredje dag blev Jens sendt ud. Det var ellers ikke meningen, da ingen i hans familie kunne se nytte i ham. Han havde hverken styr på hvordan man malkede, høstede eller scorede piger. Brødrene havde adskillige gange gjort nar ad ham. Men nu var de her ikke mere, og han var faderens eneste håb.

Jens drog afsted uden madpakke eller velklædt tøj, fordi faderen kun havde til Henrik og Poul. Han krammede sin fader, og drog så afsted. På vejen fandt han den stakkels vagabond, og kunne se han var foret vild. ”Vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg skal hen til den forbudte skov.” Spurgte han. Jens svarede ja og hjalp ham, selvom han ikke selv kunne vejen. Heldigvis endte det med, at de fandt vejen til skoven. Vagabonden plukkede den smukkeste rose fra en stor blomstrende busk. ”Her, tag denne. Den vil helbrede prinsessen. Lad hende dufte til den”. Jens tog taknemmeligt imod den, og sagde tak.

27

Jens nåede op til slottet, og kom ind. Han satte sig hos prinsessen, og gav hende rosen i hånden. ”Duft til den ærede prinsesse. Den vil gøre dig rask”. Da hun duftede til den røde rose strålede hun helt op, og fik sin normale hudfarve igen. Hun smilede, og så straks bedre ud! Kongen og dronningen hoppede af glæde, og krammede hende. Nu var hun rask igen.

Kongen lagde lykkeligt hånden på hans skulder: ”Tusinde tak! Nu må du få det halve kongerige, og min datter”. Men prinsessen så utilfreds ud: ”Fader, du kan da ikke mene jeg skal giftes med den bondeknold? Jeg vil kun giftes med ham, hvis han kan overleve bare én nat hos løverne”.

Jens tog imod udfordringen, og blev sendt ned til løverne. Dagen efter så kongen og dronningen til ham. Løverne lagde stendøde på gulvet, og Jens så uskadt ud. De blev så glade, og tog ham med op. I hans hånd holdt han den magiske rose, der havde helet ham for hver skramme han havde fået.

Nu ville prinsessen hellere end gerne giftes med ham. De blev gift, og du kan tro der blev fest! I hele 7 dage var der fest på slottet. Hele slottet var pyntet op med smukke røde roser. Prinsessen blev stort set aldrig syg igen, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

28

er var engang en pige som boede med sin gamle far langt ude hvor kragerne vender, i et gammelt, slidt og

faldefærdigt hus. Pigen holdt meget af sin far. En skønne dag blev faderen dødeligt syg. Den eneste kur der kunne redde ham, var Kuminos kål fra Himalaya bjergene. Men ser du, sådan noget kål var meget dyrt og alt for farligt for en ung pige selv at skaffe. Pigen var i vildrede, for hvis hun ikke snart fik fat i noget medicin, ville hendes far dø! Pigen besluttede, at hun

ville tage op til slottet og gifte sig med prinsen. For der var blevet fortalt, at han manglede en kone, og hvis hun blev gift med ham, ville hun få nok penge til medicinen til sin far. Pigen pakkede en lille madpakke, kyssede faren farvel og begav sig af sted.

Da kun var kommet et stykke hen ad vejen, mødte hun den gamle kone der boede lidt længere ude på heden. Hun kom haltende den modsatte vej, med sin kærre. Pigen fik ondt af hende og skyndte sig hen til hende. ”Skal jeg hjælpe dig, Gamle?” Spurgte pigen. ”Nah, mine gamle ben kan sagtens holde mig oppe lidt endnu” Den gamle kone smilede et halvt tandløst smil til pigen. ”Men lidt mad ville gøre godt.” Pigen roede i den sæk hun havde medbragt, for at finde lidt mad til den gamle kone. Hun fandt lidt skinke og noget tørt brød. Hun gav det til den gamle kone, som spiste det uden brok. ”Nu skal du så hjælpe mig” Sagde Pigen. ”Min far er syg, og jeg skal bruge din hjælp, til at gøre ham rask igen” Den gamle kone gik om bag sin kærre, og tog den sødeste hundehvalp op. ”Her min ven. Den kan hjælpe dig” Den gamle kone gav hvalpen til pigen. Pigen tog glad imod den. Hvalpen var lille og havde fine krøller ligesom hende selv, men den var lidt beskidt og havde kun en laset klud som halsbånd. ”Denne hvalp er speciel” Sagde den gamle. ”Den kan 3 tricks. Hvis du siger: Petít, bliver den helt lille. Hvis du siger: Grandioso, bliver den kæmpe stor. Og til sidst hvis du siger: Parole, vil den kunne tale” Den gamle dame smilede til pigen der nu så helt chorkeret ud. ”Og når du gerne vil have at den skal være normal igen, skal du bare knipse med fingrene tre 3 gang.” Den gamle kælling begyndte

29

Pigen og den magiske hundehvalp

Af: Maria Dam

D

at gå sin vej. ”Farvel min pige, og held og lykke med at redde din far” Og væk var hun.

Pigen stod tilbage alene på landevejen med sin nye hvalp. Hun trak på skuldrene, pakkede sin ting sammen og begav sig videre mod slottet.

Oppe på slottet mødte hun prinsens rådgiver. Han var en lille knotten mand med sort tyndt hår. Kongen var død for mange år siden, og dronningen endnu før, så prinsen var alene på slottet med sine tjenestefolk og rådgiver. ”Kan jeg hjælpe?” Sagde rådgiveren. ”Øhm, ja. Jeg har hørt at prinsen leder efter en kone. Jeg kunne godt tænke mig at møde ham” Rådgiveren kiggede på hende med et skeptisk udtryk. Han havde selv en datter, hun var ganske vist grimmere end pigen her, men han ville have at hans datter skulle gifte sig med prinsen. Han tænkte at han ville føre pigen, ned i den dybeste og klammeste fængselscelle de havde her på slottet. ”Ja så gerne. Det er denne vej” Pigen fulgte rask med, og rådgiveren grinte stille for sig selv.

”Er prinsens gemakker virkelig helt her nede?” Spurgte pigen, da de var kommet et godt stykke ned i kælderen. De gik videre hen ad en lang gang og stod nu foran en tom, og åben fængselscelle. ”Nej det gør han ikke, men det gør du!” Med ét skubbede rådgiveren pigen ind i fængselscellen og låste hurtigt døren. ”Vent! Luk mig ud!” Råbte pigen. ”Næ nej! Prinsen skal giftes med min datter, og det skal du ikke lave om på!” rådgiveren puttede nøglen i sin bukselomme. ”Du skal nok få lidt mad og vand. Om nogen tid bliver du

måske lukket ud, men først når han er blevet gift med min datter” Rådgiveren gik grinende sin vej. Pigen tog fat i tremmerne og ruskede i dem. ”Luk mig ud! Hjælp! Kan nogen hører mig?” Skreg hun, men der viste ingen tegn på at nogen ville komme. Hun var for langt nede. Pigen gav op efter noget tid. Hun satte sig ned på det kolde stengulv, og gav sig til at græde. Nu ville hendes far dø og hun fik ikke engang sagt ordentligt farvel. Den lille hvalp som hun havde fået af den gamle kone, kravlede nu ud af sækken, som pigen havde gemt den i. Den gik hen til hende og slikkede hendes hænder og peb, som for at trøste hende. Hun kiggede på den, og kom pludselig i tanke om det den gamle kone havde fortalt. Hun kiggede på tremmerne. De var for smalle til at hunden kunne komme igennem. Hun udtænkte en plan. ”Hund!” Sagde hun, og fik hundes opmærksomhed. ”Petít” Sagde hun. Hunden blev ganske rigtig meget lille. På størrelse med en tudse. Den sad og ventede på hendes befalinger. ”Parole” Sagde pigen til hunden. ”Hør godt efter. Du skal gå op til prinsen og hviske ind i prinsens øre mens han sover, at jeg sidder her nede og at han skal komme og redde mig” Hun kiggede den lille hund i øjnene. ”Det skal jeg gøre!” Svarede hunden, og så pilede den af sted, gennem tremmerne, op ad trapperne og videre op til prinsens gemakker. Prinsen lå på siden og snorkede højt. Den lille hund, sprang op på sengen, kravlede op til hans skulder. ”Prins! Den kone du søger er blevet fanget nede i fangekælderen. Hun er smuk som solen og er sød som en sukkermad. Hun venter på dig” Hviskede den lille hund i øret på prinsen. Den sprang ned igen og pilede ned til pigen.

30

”Nu har jeg hvisket det til ham” Fortalte den. Pigen smilede og knipsede 3 gange med fingrene, og hvalpen blev normal igen. Den lagde sig ved siden af pigen og de faldt begge hurtigt i søvn.

Næste morgen fik pigen lidt brød og vand. Da det blev aften bad hun hunden om at løbe op til prinsen og hviske i hans øre igen, og det samme igen næste nat. På tredje dagen blev pigen bekymret for om prinsen nu også ville komme. Hen ad formiddagen kom der ikke nogen prins. Men da klokken slog 3 kom prinsen løbende ned af trapperne og skyndte sig hen til cellen. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Der sad den smukkeste pige han havde set, præcis som han havde drømt 3 nætter forinden. Han låste cellen op og tog pigens hænder i sine. ”Åh du skønne pige! Vil du gifte dig med mig?” Pigen smilede, sagde ja og de kyssede hinanden. ”Min skønne, hvem har dog gjort dette imod dig? Spurgte prinsen. Pigen fortalte hvordan rådgiveren havde låst hende inde, fordi han selv ville have hans datter til at gifte sig med prinsen. De skyndte sig begge op til tronsalen for at fange rådgiveren. Rådgiveren sad på prinsens trone, som var det sin egen. Han kiggede overrasket op da prinsen og pigen kom løbende ind i salen hånd i hånd. ”Vagter!” Råbte prinsen. Pigen kiggede på sin lille hund. ”Vent lidt” Sagde hun. ”Jeg tror min hund bedre kan hjælpe. Grandioso” Sagde hun, og hunden blev kæmpe stor, lige så stor som en elefant. ”Tag rådgiveren og slæb ham ud herfra!” befalede pigen. ”Du kan gøre ved ham hvad du vil, men når du er færdig skal du gå tilbage til den

gamle kone som gav dig til mig” Pigen klappede den nu store hund på benet, for det var det eneste hun lige kunne nå. ”Du har været en stor hjælp! Tusind tak!” Hunden nikkede, løftede rådgiveren op i kraven, som katte løfter deres kattekillinger i nakkeskindet, og slæbte ham ud af slottet. Pigen så aldrig rådgiveren eller hunden igen.

Nu tænker du sikkert at prinsen og pigen blev gift og levede lykkeligt til deres ende. Det blev de skam også, men først da pigen havde købt Kuminos kål til sin far og han var flyttet op på slottet hos dem. Efter faren var blevet helt rask, blev pigen og prinsen gift, og de holdt en bryllupsfest der varede i en hel uge, og det er ganske vist, for jeg var der selv, eller også er det noget jeg har drømt.

31

er var engang en konge, som havde en prinsesse. Hun ville ikke se fodbold, for det kedede hende helt enormt.

Men kongen elskede fodbold og han insisterede på at hun skulle interessere sig for fodbold. Kongen sendte besked ud til hele landet, at den mand som kunne få prinsessen til at interessere sig for fodbold, fik prinsessen og det halve kongerige. Mange unge mænd havde prøvet lykken, men ingen havde haft heldet med sig.

Langt ude på landet, helt der ude hvor kraverne vender boede en helt almindelig mand med sine 3 sønner, Jens, Børge og Marinus. De elskede alle 3 fodbold og de var alle super gode til det. De havde tidligere boet inde i en landsbyen, men måtte flytte, da de havde slidt alle landsbyens græsplæner op ved at spille fodbold.

Først nu havde nyheden nået familien, om at kongen søgte en som kunne få prinsessen til at interessere sig for fodbold, og som belønning få prinsessen og det halve kongerige.

Jens, som var den ældste søn, skulle helt klart prøve lykken. Så han tog sin fodbold under armen, fik en masse mad af sin mor og en pose fuld med penge af sin far, inden han begik sig af sted på sin lange rejse.

Da Jens havde gået et stykke tid, mødte han Michael Laudrup. Laudrup var blevet gammel, men han var stadig en legende inden for fodbold. Michael spurgte om han måtte få en bid mad og lidt vand. Men Jens var nærig og sagde: ”Nej, jeg har ikke tid, jeg skal op til slottet og have prinsessen.” ”Det kommer ikke til at ske, for du er elendig til fodbold.” sagde Laudrup, men Jens gik hurtigt videre.

Senere kom Jens til slottet. Han gik op til kongen og sagde at han kunne få prinsessen til at interessere sig for fodbold. Kongen svarede, som han havde gjort så mange andre gange: ”Okay, men hvis ikke, skal du forlade slottet med det sammen.”

32

Prinsessen som ikke kunne lide fodbold

Af: Marius Kjær

D

Jens gik til prinsessen og begyndte at lave trick med sin fodbold. Men ingenting fungerede for ham. Han plejede ellers at være meget god til fodboldtricks, men nu kunne han ikke.

Han måtte gå tomhændet hjem. Da Jens kom hjem, fortalte han om Michael Laudrup og om hvordan han ikke kunne finde ud af at spille fodbold, da han stod foran prinsessen.

Nu ville Børge også prøve lykken. Så Børge tog sin fodboldbold under armen, fik en masse mad af sin mor og en pose fuld af guld af sin far, inden han begik sig af sted på den lange rejse.

Børge gik, mens han spillede med sin bold og da han havde gået et stykke tid mødte han også Michael Laudrup. Michael spurgte om han måtte få en bid mad, men Børge var også nærig og sagde: ”Nej, jeg har travlt, jeg skal op på slottet og have prinsessen.” Igen sagde Laudrup, de samme ord til Børge som til Jens: ” Det kommer ikke til at ske, for du er en elendig fodboldspiller.” Men Børge lod som ingenting og gik hurtigt videre.

Børge kom til slottet senere på dagen. Han gik op til kongen og sagde at han kunne få prinsessen til interessere sig for fodbold. Kongen svarede, som han havde gjort til alle de andre mænd, som havde prøvet lykken: ”Okay, men hvis ikke, skal du forlade slotte med det sammen.”

Børge gik til prinsessen og begyndte at lave tricks med sin fodbold, men heller ingenting fungerede for ham. Han var ellers normalt lige så god til fodbold som Jens, men som det havde sket for Jens kunne, han nu heller ingenting med bolden. Børge gik tomhændet hjem. Da han kom hjem, fortalte han alt.

Nu ville Marinus prøve lykken, får han var mindst lige så god til fodbold, som hans to ældre brødre. Marinus tog sin slidte fodbold under armen, fik et gammelt brød af sin mor, 2 skilling at sin far. Marinus klagede ikke og begik sig af sted mod slottet. Da han havde gået lidt mødte han Michael Laudrup, ligesom hans tog brødre havde gjort. Michael spurgte om han måtte få lidt mad og en smule vand. Marinus var altid i højt humør og sagde: ”Ja, lad os sætte os ned.”

Da de havde spist sagde Michael: ”Her, tag denne bold, når du spiller med den kan du lave alle tricks i verden!” Marinus takkede og gik straks mod slottet.

Marinus kom senere på dagen til slottet. Han gik op til kongen og sagde at han sagtens kunne få prinsessen til at interessere sig for fodbold. Det eneste kongen sagde denne gang var: ”Held og lykke, unge mand.”

Marinus gik op til prinsessen og præsenterede sig selv, hvor efter han begyndte at jonglere og lave tricks med bolden. Alle folk som var mødt op, var måløse og begyndte at klappe,

33

inklusiv prinsessen. Hun elskede hvad hun så og sagde: ”Far, ham vil jeg giftes med!”

Marinus sagde med det samme: ”Okay, men jeg må desværre løbe, skal lige ordne noget.” Hans brødre var blevet forbandet af Michael Laudrup, og for at ophæve forbandelsen skulle Marinus vinde en kamp over Michael, ellers ville hans brødre være dårlige til fodbold for evigt.

Marinus fandt Michael midt inde i skoven, som lå lidt uden for kongeriget. Marinus sagde med dyb stemme: ”Jeg udfordre dig til fodboldkamp!”

Kampen gik i gang og efter flere timer overgav Michael sig.

Marinus’ brødre blev fri af deres forbandelse, Marinus blev gift med prinsessen og fik det halve kongerige.

34

er var engang en konge, som havde en datter. Deres slot lå langt væk fra alting. Kongen kunne ikke forstå, hvor

prinsessen blev af om natten. Kongen sendte bud til de nærmeste landsbyer, og fortalte, at den der kunne finde ud af, hvor prinsessen tog hen, ville få prinsessen og det halve kongerige. Folk strømmede til fra hele verden kloge og velforberedte mænd. Langt væk fra slottet lå en lille går. Der

boede en bonde med sine 3 sønner Alfred den ældste søn, Tristan den næstældste søn og Emil den yngste af sønnerne.

En dag da bonden var taget ind til byen, mødte han en rejsende prins. Han red på en ung og stærk hest, og havde hans fineste tjener med sig. Bonden gik over til prinsen, og spurgte, hvad en kongelig lavede i landsbyen. Prinsen sagde, at han ikke havde tid til at snakke, for han skulle skynde sig op på slottet og holde øje med prinsessen om natten. Bonden skyndte sig hjem, og fortalte Alfred og Tristan om prinsessen. De besluttede straks, at de ville begive sig ud på den lange rejse og vinde prinsessen og det halve kongerige.

Først tog den ældste søn Alfred af sted, men på vejen mødte han en gammel kone. Hun spurgte, om han havde noget vand. Alfred tog sin vandflaske frem, og drak det sidste, nej desværre sagde han. Den gamle kone mumlede nogle ord, og så fortsatte Alfred. Nogle dage senere kom Alfred til slottet. Alfred gjorde som alle andre, han satte sig ind ved siden af prinsessen, og ventede, på hun faldt i søvn. Alfred faldt i søvn, og vågnede næste dag. Kongen kom ind, og spurgte, om han havde fundet ud af noget. Alfred svarede skuffende, at det havde han ikke. Kongen blev skuffet, men han var efterhånden ved at vænne sig til det. Næste aften satte Alfred sig igen spændt og forventningsfuld ved siden af prinsessens seng. Som den første aften faldt Alfred i søvn, og vågnede først næste morgen. Kongen kom ind, og spurgte om han havde set noget usædvanligt, men det havde Alfred ikke.

35

HEJSA

Af: Mike Skou Shütt Gindeskov

D

Alfred fik en sidste chance, og han besluttede sig for at sove om dagen, og være vågen om natten. Men som de 2 første aftener faldt Alfred i søvn uden at opdage noget. Næste morgen tog Alfred skuffet hjem til gården, og fortalte bonden om det. Bonden blev skuffet, men sendte så sin næstældste søn Tristan af sted. På vejen mødte Tristan en gammel kone. Den gamle kone gik hen til Tristan, og spurgte, om han havde noget vand. Tristan tog sin dunk frem, og drak det sidste, og sagde nej desværre. Den gamle kone mumlede nogle ord, og Tristan fortsatte.

Nogle dage senere kom Tristan til slottet, men det gik nøjagtigt som da Alfred var der. Tristan tog hjem, og fortalte bonden, at han ikke klarede det. Bonden blev skuffet, og sagde at der ikke var mere at gøre, men Emil ville også gøre et forsøg, selvom de andre betragtede ham som en lille dreng, der ikke kunne finde ud af noget ud over at sove. Emil tog en dunk, og fyldte den med vand. På vejen mødte Emil en gammel kone. Den gamle kone spurgte, om Emil havde noget vand med. Emil tog sin dunk frem, og sagde jeg har ikke så meget, men vi kan dele hvad jeg har.

Den gamle kone blev glad, og sagde, fordi du har hjulpet mig, vil jeg også hjælpe dig. Her har du en snor en taske og et par sko. Snoren kan blive så lang du vil. Tasken kan rumme alt, hvad du fylder den med. Skoene gør dig hurtig

som lynet. Emil blev meget glad, og drog videre mod slottet. Et par dage senere ankom Emil til slottet, og gik op til kongen. Kongen grinede af Emil, men gav ham alligevel en chance.

Første nat da Emil sad klar, på prinsessens værelse faldt han i søvn. Den anden nat faldt han også i søvn. Den tredje nat havde Emil sovet om dagen, og var klar til at afsløre prinsessen. Da det blev aften, lagde prinsessen sig i sin seng, og da hun så ud til at sove bandt Emil den tynde snor om hendes ankel. Emil lagde sig på gulvet, og lod som om han sov. Lidt efter rejste prinsessen sig fra sengen, og listede ud af døren. Emil lå, og ventede, og da han ikke kunne høre hende mere, tog han tasken frem, og tog skoene på. Han skyndte sig efter snoren. Han løb, og han løb, til han nåede et hul i jorden.

Emil tøvede ikke, og sprang ned i hullet. Han landede i en bunke jord midt i en landsby. Han fulgte snoren gennem landsbyen, og endte ved et stort og smukt slot. Slottet var lavet af det fineste guld og træerne om slottet af diamanter. Emil var fast besluttet på at finde ud af, hvad prinsessen lavede i slottet, så han travede lige hen til vagterne. Vagterne havde travlt med deres kortspil, så de opdagede slet ikke Emil.

36

Gulvet var af det fineste sølv og vaserne og trapperne af det fineste guld. Der var juveler over alt, og snoren førte ham op af nogle trapper. Da Emil nåede op af trapperne, så han prinsessen for enden af gangen. Prinsessen sad ikke alene, hun sad med en trold. Trolden var stor, og havde vorter over alt. Trolden fik øje på Emil, og rejste sig hurtigt op. Emil skyndte sig at løbe sin vej. Emil nåede hjem på prinsessens værelse, før det blev morgen. Kongen kom ind om morgenen, og spurgte Emil om han have fundet ud af, hvor prinsessen var om natten. Emil satte sig op og kiggede på prinsessen, som lå, og sov.

Han fortalte, hvad han havde oplevet, og kongen blev meget glad. Næste nat da prinsessen igen var væk, hentede kongen Emil og 3 vagter. Emil førte dem til trolden, og kongen beordrede vagterne til at dræbe trolden. Da trolden var død, forsvandt hele slottet og landsbyen, og prinsessen blev fri af sin forbandelse. Emil blev gift med prinsessen, og fik det halve kongerige, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

37

er var engang en konge, som havde en meget smuk prinsesse som datter. Datteren gik meget op i sit

udseende bortset fra, at hun kun gik i sutsko. Dette synes kongen var et meget stort problem. Han var stolt af sin datter, men når hun hele tiden gik i sutsko, tog det lidt af stoltheden. Kongen havde derfor bestemt, at den mand, som kunne få hende til at gå i andet end sutsko, ville få hende og det halve kongerige.

Langt langt ude på landet boede en skomager sammen med sine tre sønner Patrick, Peter og Poul. Da de hørte om nyheden, blev faderen, Patrick og Peter hurtigt enige om, at de to brødre måtte af sted. Først tog den ældste søn af sted, Patrick. Han fik en god madpakke og et par sko med. Skoene havde faderen lavet, og de skulle nu afleveres til et hus inde i byen. Med sko og madpakke i tasken tog sønnen af sted. Da han var nået halvvejs ind til byen, kom han til og en sø, hvor en hest stod og drak vand. Da hesten hørte Patrick kom gående, løb den straks op til vejen og stillede sig på tværs, sådan at den spærrede hele vejen. Patrick kunne nu ikke komme forbi, og da han var bange for heste, turde han ikke gøre andet end at tage en anden vej til byen. Vejen var dog meget længere, men der var ikke noget at gøre. Omsider kom han til byen, han afleverede skoene og var nu endelig på vej til slottet.

Ved slottet stod lange køer med mænd, som ville prøve at overbevise prinsessen om, at hun ikke altid kunne gå i sutsko. Efter flere timers kø, blev det endelig Patricks tur. Patrick gik frisk og frejdig op til prinsessen, men uden held. For prinsessen var stædig, og intet hjalp. Patrick måtte nu gå hjem uden den gode nyhed. Hjemme ventede brødrene og faderen, de blev ikke begejstret over nyheden, men sendte i stedet Peter af sted. Også Peter fik sko og madpakke med, denne gang var der dog to par sko, som skulle afleveres. Halvvejs på vej til byen kom han til en sø, hvor en hest stod og drak vand. Også denne gang løb hesten op til vejen, og stillede sig sådan, at den spærrede vejen. Peter havde aldrig hørt noget godt om heste, Patrick havde altid sagt, at de var farlige og når storebror siger det, måtte det jo være rigtigt, tænkte Peter. Så Peter måtte tage en

38

Prinsessen med sutskoene

Af: Miriam Poort

D

anden vej ind til byen. Denne vej var da meget længere, men intet var der at gøre. Endelig kom han til byen, han afleverede skoene og gik nu med retningen mod slottet.

Ved slottet stod mænd i lange køer, de var alle klar til at overbevise prinsessen. Tålmodighed måtte der til, men efter godt to timer var det endelig Peters tur. Peter var fuldstændig klar og havde selvsikkerheden i orden. Igen var prinsessen stædig, og intet hjalp. Peter måtte nu gå hjem uden den gode nyhed. Brødrene og faderen var bestemt ikke begejstret, hvad skulle de nu gøre? Poul mente bestemt, at de kunne sende ham af sted. Men det ville brødrene og faderen bestemt ikke gå med til, Poul var den dummeste så hvorfor, skulle det lykkes for ham? Poul var stædig som et æsel, så han tog af sted. Denne gang tog han dog af sted uden sko og madpakke. Da Poul var cirka halvvejs, kom han til en sø, hvor en hest stod og drak vand. Da hesten hørte Poul kom gående, løb hesten op til vejen og stillede sig på tværs, sådan at hesten spærrede vejen. Poul var ikke bange for heste, så han gik hen til den. Han prøvede at trække den væk, men det lykkedes ikke. ”Hvorfor spørger du mig ikke bare om, jeg vil flytte mig?” spurgte hesten pludseligt. ”Du du du du taler!” råbte Poul chokeret. ”Ja, det har du fuldstændigt ret i, har du aldrig mødt en talende hest før?” sagde hesten. ”Nej, det har jeg bestemt ikke, men hvorfor står du her?” spurgte Poul. ”Jo, nu skal du bare høre: rigtigt så bor jeg inde i byen i en

stald, men da min ejer en dag kom og sagde at jeg nu skulle skoes, løb jeg herud. For hvis der er noget, jeg ikke kan lide, så er det at få hestesko på. Nu ved du, hvorfor jeg er her, men hvorfor er du her?” ”Jeg skal hen til slottet, hvor jeg skal få prinsessen til at gå i andet end sutsko.” ”Jeg kan da godt forstå, at prinsessen ikke gider, at gå i andet end sutsko. Sutsko må da være mere behagelige end alle de andre sko. Jeg gider jo heller ikke gå i sko, så jeg forstår hende udmærket godt!” ”Nå, men tak for snakken, vil du være sød at flytte dig, så jeg kan komme forbi?” ”Kun, hvis du hjælper mig!” ”Okay, hvad skal jeg hjælpe dig med?” ”Du skal overbevise min ejer om, at jeg ikke behøver gå med hestesko.” ”Okay, jamen lad os da så tage ind til byen!” Poul satte sig op på hestens ryg, de var nu sammen på vej til byen. Efter en tur på hesteryg, ankom de til byen. De red igennem byen, og kom nu til der, hvor hesten boede. Da ejeren hørte hesten skyndte han sig udenfor. ”Goddag, mit navn er Poul. Jeg stødte på din hest henne ved søen, og jeg har nu lovet at hjælpe den.” ”Goddag, Poul og velkommen til. Kom dog med indenfor, jeg er så glad for, at du har min hest med!” ”Nej tak, jeg skal skynde mig videre, men jeg har lovet din hest, at du ikke må sko den. Hvis du ikke kan love mig det, tager jeg hesten med mig igen!”

39

”Nej nej, du må ikke tage hesten igen, jeg er så glad for at se den igen! Jeg lover dig, at jeg aldrig vil sko den!” ”Jamen godt så, så er det en aftale.” Hesten og ejeren var nu begge meget glade, de havde igen hinanden, og hesten skulle aldrig skoes. ”Mange tak for hjælpen, hvad skal du have til gengæld?” spurgte hesten. ”Årh, jeg skal såmænd ingenting have, men et lift til prinsessen ville ikke være dårligt?” Det var hesten med på, så Poul satte sig igen op på ryggen af hesten. De red nu med retningen imod prinsessen.

Poul havde nu reddet længe og kunne endelig skimte slottet. Ved slottet stod mænd i lange køer. Hesten syntes ikke, at Poul skulle stå i kø. Så den galopperede alt hvad den kunne forbi køerne og igennem porten. Først da den stod foran prinsessen, stoppede den. Poul sad med det største smil på læberne, kongen havde nær tabt underkæben, men prinsessen hun råbte højt: ”Ham vil jeg giftes med!” ”Han er ikke ligeså dum som de andre, han kom ikke gående stille ind, nej han kom galopperende ind, ham kan jeg li’!” ”Du får ham kun, hvis du ikke går i sutsko mere, det er jo det, det hele handler om!” sagde kongen overrasket. ”Ja ja, jeg skal nok smide de her sutsko, hvis bare jeg må gifte mig med ham.” råbte prinsessen. ”Jamen, værsgo han er din!” ”Var det det eneste, jeg skulle? Jeg troede det ville være meget sværere.” sagde Poul overrasket. Poul takkede hesten mange gange og hesten vendte igen

hjem. Om aftenen samme dag, blev Poul og prinsessen gift. De holdte den største bryllupsfest, som længe havde været set på slottet. Prinsessen havde den fineste kjole på, og for første gang i sit liv havde hun ikke sutsko på.

40

er var engang.. Nej, den har vi hørt for mange gange! Nu skal i høre! I kender godt historien om Tornerose,

ikke? Men jeg sværger ved mit overskæg, i ikke kender den rigtige historie. For der bliver Tornerose ikke forhekset som lille og reddet af de tre gode feer, hvorefter de sagde, hun bare skulle sove i hundrede år, og først ville blive vækket af en prins kys.

Næh nej, hun var en værre syvsover, det var hun, men det var kun kongen, dronningen og hoffet der vidste det. Det var først for nylig at den rigtige historie blev opdaget, efter man fandt resterne af en dagbog dronningen havde, hvor hun sagde hver dag, hvordan Tornerose havde det.

Du tror sikkert ikke på det, men historien er heller ikke ovre endnu. Spids dine øre og lyt med.

Tornerose var en meget usædvanlig pige. Hun kunne sove hele dagen væk og stadig være træt. Dronningen var bekymret, og havde altid store problemer med at vække hende om morgenen, selv tjenestepigerne kunne næsten ikke få hende på. Efterhånden som Tornerose blev ældre, sov hun længere og længere. Nu blev dronningen for alvor bekymret. Dagen inden Tornerose blev 15 år, havde hun haft en for fest hos Snehvide, Askepot, Belle, Esmeralda osv. Hun havde i hvert fald festet igennem, og var kommet sent i seng. Morgenen på hendes fødselsdag var Tornerose umulig at få op. Intet kunne vække hende, og hun sov, og hun sov, og huns sov.. i flere år, ja, hvorfor fik man aldrig at vide. Kongen og dronningen spurgte efter hjælp hos alle landets læger, men ingen havde noget der kunne vække Tornerose.. Og hun sov, og hun sov, og hun sov.

Indtil!! Manden som ingen af jer sikkert kender, Levi Hutchins, henvendte sig til kongen og dronningen med et besynderligt ur. Det var et lille rundt ur med to klokken oven på.

Har i regnet det ud endnu? Nå, men det var den opfindelse, som vi i dag ville kalde ”vækkeuret”. Levi havde brugt 15 år på det, ja, han begyndte faktisk den dag Tornerose blev født

41

Tornerose og vækkeuret

Af: Johanne Davidsen

D

men nok om det. Kongen og dronningen var så begejstrede over Levis opfindelse, at de gav ham 12 enhjørninger og en pose med regnbuer. Han levede derefter resten af sit liv ved at have en enhjørningefarm langt ude på landet, og selvfølelig alle hans regnbuer, hvor i måske kan huske, at for enden af regnbuen er der altid en guldskat.

42

er var engang en konge, som havde mistet sin kone, dronningen. Sammen havde de en datter, som var smuk,

rar og ikke mindst klog, der var bare et problem, hun levede ikke livet. Hver dag sad hun på sit værelse og så livet passere forbi. Hun lavede aldrig noget, hun kunne ikke overskue det, skønt hun havde mange veninder, holdte hun sig for sig selv. Kongen vidste ikke, hvad han skulle gøre, han havde næsten prøvet alt, selv doktoren havde han sendt bud efter tre gange,

men lige meget nyttede det. Derfor havde kongen udlovet sit halve kongerige og prinsessen til den, som kunne få hende til at leve livet igen.

Langt borte boede der tre brødre. Den ældste hed Peter, han ejede den største gård i hele landsbyen, han havde så mange penge, fordi han arbejdede dag ud og ind. Den anden ældste bror ved navn Kristian havde også et stort hus. Han havde fået sine penge for at spille på det ene værtshus efter det andet. Den yngste hed Jens, han ejede ikke som sine brødre et stort flot hus, tværtimod, han boede til leje hos en bonde familie, hvor han passede dyrene stalden.

Den ældste bror Peter havde hørt om kongen, som boede langt borte og eftersøgte en mand til sin datter. Samme aften sagde han farvel til sine brødre og drog af sted mod kongeriget langt borte. Da han havde reddet i nogle timer, kom han til en kro, hvor han ville overnatte. Ude foran kroen stod en gammel kone, hun havde et gammelt klæde viklet om livet. Hun spurgte Peter: ” Kan du hjælpe en gammel kone som mig med en lille bid mad, jeg er nemlig så sulten?”. Peter svarede hende: ” Intet i denne verden får man serveret, jeg har arbejdet hårdt for mine penge, så dem kan du ikke bare få”. Næste morgen var konen væk, og Peter tænkte ikke mere på hende.

Efter en lang rejse ankom Peter endelig til slottet. Slottet var stort og mægtigt. Peter indså hurtigt, at han ikke var den eneste, som ville vinde prinsessens hjerte. Efter tre dage blev det endelig hans tur. Prinsessen sad musestille på sin tronstol og stirrede ud i luften. Peter skulle nok sørge for, at prinsessen ville leve livet igen. Kongen som sad ved siden af prinsessen spurgte: ” Hvordan vil du få prinsessen til at leve livet igen?”

43

Prinsessen som ikke levede livet

Af: Marie Louise Kirk

D

Peter svarede: ” Jeg vil arbejde, for intet i livet er bedre end at arbejde. Prinsessen skal gå hjemme på vores slot og passe vores børn, så de også en dag kan blive store og arbejdsomme”. Prinsessen sagde intet og rystede bare afværgende med hovedet. Peter kunne ikke forstå det, hvad var bedre end at yde og bagefter nyde.

Da Peter kom hjem, ventede hans to brødre på ham. Peter måtte desværre fortælle, at han ikke havde vundet prinsessen hjerte.

Senere samme aften drog den anden ældste bror Kristian ud. Han valgte også at overnatte på kroen. Ude foran kroen stod en gammel kone. Hun spurgte Kristian: ” Kan du hjælpe en gammel kone som mig med en lille bid mad, jeg er nemlig så sulten?” Kristian svarede: ” Hvorfor skulle jeg give dig mine penge, som jeg har vundet i spil hjemme på værtshuset”? hvorefter han gik. Næste morgen var konen væk, og Kristian tænkte ikke mere over det. Efter en lang rejse ankom Kristian til slottet. Han var ikke den eneste, der ville vinde prinsessens hjerte. Køen var så lang, at det først blev hans tur efter tre dage. Da han kom ind til prinsessen, spurgte kongen: ” Hvordan vil du få prinsessen til at leve livet igen?” til det svarede Kristian: ”Jeg vil købe alt det, prinsessen kunne ønske sig lige fra en karret til den fineste silke på jorden ”. Prinsessen sagde intet, men rystede bare afværgende med hovedet.

Da Kristian kom hjem ventede hans to brødre på ham. Kristian måtte desværre fortælle, at heller ikke han havde vundet prinsessens hjerte.

Senere samme aften drog den yngste af brødrene Jens af sted. Peter og Kristian havde gjort nar af ham, for hvis ingen af dem kunne få prinsessen til at leve livet, kunne han i hvert fald heller ikke. Da Jens havde reddet i lang tid, kom han til den samme kro som sine brødre. Ude foran kroen stod en gammel kone. Hun spurgte:” Kan du hjælpe en gammel kone som mig med en lille bid mad, jeg er nemlig så sulten?” Selvfølgelig kan jeg det, svarede Jens. Jeg har desværre ikke så mange penge, så jeg kan ikke invitere dig til middag på kroen, men jeg kan da give dig dette stykke brød, som jeg tog med inden jeg drog af sted til Prinsessen”. Konen takkede og sagde: ” Gid det må gå dig godt, du får denne glaskugle, som kan forvandles til lige den oplevelse du kunne ønske dig”.

Næste morgen var den gamle kone væk. Jens håbede, at hans brød havde gjort en lille forskel på hendes sult. Efter en lang rejse ankom han endelig til slottet. Der var så mange unge mænd, at han ventede i tre dage, inden det blev hans tur. Da han kom ind til prinsessen, spurgte kongen: ” Hvordan vil du få prinsessen til at leve livet?” Jens svarede: ” Jeg vil give prinsessen en masse oplevelser”. Kongen spurgte:” Hvordan vil du bærer dig ad?” Jens kastede glaskuglen op i luften, som han havde fået af den gamle kone. Glaskuglen forsvandt og blev forvandlet til et kæmpe hav, der var så rent, at man kunne se, de små fisk, som svømmede i det, men der var også en båd. Jens svarede: ”Jeg vil tage prinsessen med på en jordomrejse, vi skal se hele verden samt opleve de smukkeste solnedgange og forskellige kulturer ”. Prinsessen lyste lige pludselig op. Hun løb ned til Jens og faldt ham om halsen og sammen satte de sig til rette i båden og begyndte at ro. Lige

44

så stille blev de utydelige, og tilbage på slottet var der kun en enkel lille glaskugle tilbage efter prinsessen og Jens.

45

er var en gang… I ved sådan en lang smal en, man kan gå igennem. Nå men altså for enden af den gang var

der en hemmelig dør. Sådan en firkantet en med et håndtag og et rundt nøglehul. I virkeligheden var det ikke en almindelig dør, men en portal der førte til et lillebitte land i en hemmelig verden, som lå parallel med vores verden. I den verden var månen lavet af grøn ost, solen lyste lilla, der var regnbuer over det hele, og fuglende fløjtede altid en kvalmende sød melodi. I

verdenen boede der de små fugle med regnbuefarvede fjerdragter, små pink ponyer og enhjørninger. Der var altid smukt og idyllisk. Nå ja… men videre med vores eventyr vi kan ikke stalke ponyer hele dagen… Der var engang fire små grimme indvoldedværge, en pigesur skønjomfru og en varm ål. Den første dværg var meget lille, meget ond og meget grim. Dværg to og tre havde ingen navne. De var siamesiske tvillinger og havde kun et øje. Selvom de kun havde et øje, havde de to hjerner, hvilket ikke gjorde den store forskel, da de alligevel kun havde tre hjerneceller tilsammen. Den sidste dværg sad i kørestol, fordi den var lam i hele kroppen bortset fra en enkel muskel, som sad under øjet. Alle fire dværge var bøsser, og de levede ikke særlig lykkeligt sammen. Eller de tre gode dværge levede ikke særlig lykkeligt sammen, for den første, den onde dværg, var taget på ferie på Mallorca. Det sagde den i hvert fald… men det passer ikke. I virkeligheden havde den taget den smukke skønjomfru til fange i en ulækker grotte i en eller anden lille lorte-by i det lille land Danmark. Skønjomfruen var som sagt meget smuk. Hun var en smule bleg med rosenrøde kinder. Hun havde langt let bølget hår, en lille fin mund, store smukke øjne, og så hed hun Gertrud. Skønjomfruen blev bevogtet at et stort farligt (og pænt klamt) monster, som hed Fido. Skønjomfruens far lovede, at den der kunne redde hans smukke datter skulle få hans vægt i guld, en middag på Mc. D og Gertrud som hustru.

46

Den varme ålAf: Sif Kristensen

D

’Mc. D?’ tænker du så. Ja jeg kan skam fortælle dig, at de laver nogle udsøgte pomfritter og en dejlig is der. Nå men de tre dværge kiggede så i den store monsterbog og så, at den eneste måde man kunne slå Fido ihjel på var med hjælp af en rustning lavet af bønner og et sværd lavet af filet. Det viste sig, at det eneste sted, man kunne finde disse ting, var på toppen af verdens højeste bjerg, så de besteg bjerget snød en gammel kone og fik så fat i sværdet og rustningen, inden de tog tilbage til deres lille dværge-bo. Da de kom hjem, begyndte de siametiske tvillinger straks at skændtes, om hvem der først skulle prøve at redde skønjomfruen. Dværgen i kørestolen sad bare og så på. Han kunne jo ikke rigtig gøre noget. Nå, men imens tvillingerne skændtes, åd den varme ål fileten og kastede bønnerne efter en retarderet kanin med hundegalskab. Da dværgene opdagede det, blev de meget triste, men de besluttede sig for at rede skønjomfruen alligevel. De siametiske tvillinger skubbede så dværgen i kørestolen hele vejen hen til den klamme grotte. Uden for grotten var der opstået kø, fordi andre også ville prøve at rede skønjomfruen. Der var to foran dem. Den smukke prins på den hvide hest og så en eller anden ridder. Kong Arthur tror jeg. I ved ham med det runde bord. Først prøvede prinsen, men Fido spiste ham og brugte hans hvide hest som legetøj sammen med en masse andre heste, den efterhånden havde fået fat i. Så prøvede Arthur, men også han blev spist, og Fido slog en kæmpe bøvs og brugte hans sværd som tandstik.

Nu blev det dværgenes tur. De siametiske tvillinger skubbede dværgen i kørestolen en stykke ind i grotten, men gik så de sidste par meter uden ham. ”Lad og komme forbi!” råbte de, men Fido tog bare fat i dem og rystede dem et par gange, mens den overvejede, om noget så grimt kunne spises. Det kunne det godt, bestemte den sig for, og mens Fido spiste tvillingerne, skubbede den varme ål dværgen i kørestolen forbi Fido og ind til Gertrud. ”Så, nu er vi kommet for at rede dig,” sagde den varme ål og skubbede kørestolen hen til skønjomfruen. ”Kan du tale?” spurgte Gertrud bestyrtet. Den varme ål rystede på hovedet. ”Nej selvfølgelig ikke. Jeg er en varm ål.” Skønjomfruen gjorde store øjne. ”Men har i så slået monsteret ihjel?” spurgte hun. ”Nej,” svarede den varme ål. ”Hvordan skulle vi kunne gøre det? Dværgen her er lam i hele kroppen bortset fra en muskel under øjet, og jeg er bare en varm ål, som hverken kan snakke eller slå monstre ihjel.” ”Men hvordan kommer vi så ud?” blev Gertrud ved. ”Vi tager bagvejen,” sagde den varme ål. ”Kan du se døren derhenne? Den er ikke låst, og den fører direkte ud på en smuk mark fyldt med visne mælkebøtter. Jomfruen måbede. ”Er den ikke låst?” Den varme ål rystede igen på hovedet. ”Nej selvfølgelig er den ikke det. Du er ikke særlig klog.” Så kørte den varme ål dværgen i kørestolen ud gennem døren, og Gertrud fulgte lige efter. De tog hen til skønjomfruens far, som gav dværgen alt det, han havde lovet. Dværgen blev glad for pengene, gav den varme ål middagen på Mc. D, fordi en varm ål altid er sulten, men han sagde nej

47

til at blive gift men skønjomfruen, fordi han jo var bøsse. Gertrud blev meget skuffet. Hun havde håbet, at enten prinsen på den hvide hest eller kong Arthur ville have redet hende, så hun blev meget skuffet, over at det bare var en varm ål og en lam dværg i kørestol, der kom, men hun blev yderst pigesur, da hun fik at vide, at dværgen ikke ville gifte sig med hende. Den pigesure skønjomfru var så pigesur, at hun tog tilbage til Fido og græd sammen med den. Fido græd også, for nu ville der ikke komme flere, den kunne spise, og den havde ondt i maven efter at have spist de grimme dværge. Dværgen tog hjem… eller rettere den varme ål kørte den hjem, og så brugte dværgen de mange penge, den havde fået på mad til den varme ål. Det skal lige siges, at dette er en sand historie. Det ved jeg, for jeg var der selv. Du kan sikkert kende mig, hvis du ser mig. Jeg er en lille fugl med regnbuefarvet fjerdragt. ’Hvad?’ tænker du nu. For det var da sådan nogle, der var i ponyverdenen ikke? Jo det var… og det er fordi, at jeg er derfra. Ser i, jeg fandt den hemmelige dør og kom til dette lille land kaldet Danmark, hvor jeg mødte den varme ål. Den varme ål og jeg blev hurtigt gode venner, og den er min bedsteven… også selvom den ikke kan snakke. Nå ja, men vi ses, jeg må hellere gå nu. Hej hej. Nårh jah, for resten var Fido bare en lille aggressiv chihuahua.

48

er var engang et kongerige, der hed Langtbortistan, hvor oliesheiken Abdullah Dillah Dallah den III

herskede og regerede. Oliesheikens burka beklædte datter Fatima den VI var en kræsen ung kvinde, hun kunne, hverken lide shawarma eller falafel. Men prøvet alt det havde oliesheiken. Han havde fået sin lokale kebabmager til at servere både couscous og humus, men intet hjalp. I lang tid gik Oliesheiken og spekulerede på, hvad der skulle gøres. Efter

tusind og en nat fik han den ide at sende bud ud til hele sit folk, som boede øst for solen og vest for månen. ”I som kan sværge ved halvmånens tegn, at I kan få Fatima den VI til at spise andet end bulgur og perleløg skal få det halve kongerige og selvfølgelig Fatima selv. Hvis ikke så må I lade jer bøde med at blive afbilledet med en bombe i turbanen ”, ja, det råbte alle oliesheikens bud- bringere. Og hurtigt kom der blandt andet Imamer, Muhammadtegnere og fætre, som havde hver deres opskrift på det perfekte måltid.

Men intet hjalp, selv den mest lækre tabouleh blev afvist af den kræsne Fatima, og da der var gået over en måned, var der stadigvæk status quo. Dog var beskeden da nået nord for Mekka og syd for Sahara, og den var også nået frem til beduinen Mustafa, som havde tre sønner Ahmed, Ibrahim og lille Muhammad. Lille Muhammad var den mest uduelige person i familien, da han ikke kunne læse koranen. Mustafa sagde til sine to ældste sønner Ahmed og Ibrahim: ”Gå til oliesheik Abdullah Dillah Dallah den III’s palads og medbring da jeres bedste opskrifter på kofta og tahin så vil i få det hal- ve kongerige og den skønne Fatima den VI”. Det hørte lille Mohammad, og da Mustafa gav sine to bedste kameler til Ahmed og Ibrahim, så sagde lille Mohammad: ”Jeg vil også med”. ”Jamen lille Mohammad da du ikke kan læse, så tror jeg nu ikke, det hjælper at sende dig af sted med en opskriftsbog”. Men lille Mohammad kom alligevel af sted imod sin fars brødres vilje.

Da lille Mohammads brødre red ud i den vide verden for at finde Abdullah Dillah Dallahs palads, så måtte lille Mohammad traske ligeså stille bagved, da det ikke var værd at

49

Allahas åbenbaringAf: Jakob Volf

D

spilde en lodden kamel på ham. Efter noget tid var lille Mohammad sakket bagud, og på det tidspunkt mødte hans ene bror Ahmed en mand. ”Salaam, jeg hedder Alibaba, og her er mine 47 røvere, eller jeg skulle måske sige 46, for den ene af dem er lige død. Og nu står vi med en ekstra kamel endda den mest ildelugtende og uopdragende. Du kan få den gratis, den står ovre ved skiltet”. Da red Ahmed hen og så på skiltet, hvorefter han sagde: ”Ha, din gamle nar, det er sku godt med dig lad mig læse dit lodne skilt op: ”Skidende kamel gives væk”, nej, du kan tro nej”, og så red han videre. Så kom den anden bror Ibrahim ridende, han blev også spurgt, om han ville være aftager til den faldne røvers kamel, og svarede ligesom den første bror Ahmed og red væk.

Efter meget lang tid kom lille Mohammad også vraltende, i sin dishdasha, forbi Alibaba og sine nu kun 46 røvere, da sagde Alibaba for tredje: ” Salaam, jeg hedder Alibaba, og her er mine 47 røvere, eller jeg skulle måske sige 46, for den ene af dem er lige død. Og nu står vi med en ekstra kamel endda den mest ildelugtende og uopdragende. Du kan få den gratis, den står ovre ved skiltet”. Mohammad gik over for at se, hvad der stod på skiltet. ”Siddende kamel gives væk”, udbrød han og sagde så:” Sidde ned det gør den nu ikke, men jeg er godt øm i fødderne, så jeg tager den”. Lille Mohammad fik på den måde en kamel, der godt nok lugtede lidt, men det tog han ikke så tungt, da han led af en smule snue. Så nu kunne lille Mohammad ride ud for at finde Oliesheiken Abdullah Dillah Dallah den III ’s palads.

Da lille Mohammad efter noget søgning nåede til paladset, havde Ahmed og Ibrahim, hans brødre, allerede været der dog uden succes og hang derfor afbilledet med en bombe i turbanen rundt omkring på paladsets vægge. Det fik lille Mohammad til at tænke på, at han ikke havde nogen opskrift, så han tøjrede sin kamel til en pæl og var nødt til at hitte på noget, han kunne servere for Fatima den III. Da så han, at der var nogen, der havde smidt frikadeller på hele vejen og undrede sig over, at nogle ville smide så fin og fornem mad ud. Han tænkte, at der nok ikke var nogen, der ville have noget imod, at han tog nogle af dem, for da han var reddet ind i byen, havde folk da kikket mærkeligt på ham, og derefter var de gået deres vej. Så han fandt hurtigt en kurv og samlede de saftige frikadeller op. Da han havde fyldt kurven, gik han hen og bankede på den store port, hvor en stor vagt åbnede og spurgte, hvad han havde der at gøre. ”Jeg kommer for at stege disse delikate frikadeller for Fatima den VI”, sagde lille Mohammad, hvortil vagten svarede: ”Lad gå”. Lille Mohammad fik hurtigt stegt alle frikadellerne og gik derefter ind i tronsalen, hvor Abdullah Dillah Dallah den III sad med sin datter Fatima den VI. ”Højtærede Oliesheik Abdullah Dillah Dallah den III jeg sværger ved halvmånens tegn, at jeg kan få din prægtige datter til at spise disse utroligt lækre frikadeller”, sagde lille Mohammad, som så fik besked på at servere dem for Fatima den III. ”Uha, de smager godt”, sagde Fatima den III på en smaskende måde, og hun åd hele kurven rub og stub.

”Du er i sandhed Allahs åbenbaring min ven. Jeg skal straks sørge for, at du kommer i de fineste klæder, så vi kan komme i

50

gang med brylluppet”, sagde Abdullah Dillah Dallah den III til lille Mohammad. Og lille Muhammad blev klædt fint på i et par nye snabel sko, en fin ny dishdasha og en krone af det pureste Damaskus stål. Og de levede lykkeligt til deres dages ende. ”Hvis du vil vide, hvordan jeg ved det, så skal jeg sige dig det. Jeg var nemlig en af de tjenere, der blev sendt ud med hver sin kurv for at finde flere af de såkaldte delikate frikadeller. Men det var vist ikke helt frikadeller”...

51

er var engang en konge, som havde en datter. De boede på et kæmpe stort slot midt i storbyen i et land langt væk.

Det var som et stille paradis midt i storbyens jag. Det var et storslået og mægtigt kongerige, der var kendt vidt omkring. Kongen elskede sin datter over alt på jorden. Men der var et problem. Prinsessen ville næsten ikke spise noget, og hun var så tynd. Og kongen vidste slet ikke, hvad han skulle gøre ved det. Han havde prøvet at tage hende til de allerbedste restauranter i hele landet. Han havde selv taget hende på diverse fastfood restauranter som Mc Donalds og Burger King.

Men ingenting hjalp. Så kongen udsendte en erklæring på en pressekonference om, at den der kunne få prinsessen til spise normalt, ville få prinsessen og et pragtfuldt slot på Strandvejen.

Så kom der mænd, endda nogle kvinder, kendte kokke og mange andre og prøvede at få prinsessen til at spise. Men lige lidt hjalp det. Hun brækkede alt det ellers skønne mad op i toilettet efter hver gang én bejler havde været oppe og prøve lykken.

Men ude i en landsby ikke langt fra slottet i et lille rækkehus, boede der en mand. Han havde tre sønner, der hed Muhammed, Achmed og Peter. Da de så pressekonferencen på

52

Peter pizzamandAf: Jacob Møller Kjeldsen

D

tv, tænkte de to ældste brødre at det måtte lige være en opgave for dem. Men Peter så det ikke, fordi han havde travlt i sit pizzeria, og der var ingen der havde tænkt at det var noget for ham. Men da Peter hørte om hvad hans to ældre brødre skulle, blev han meget nysgerrig og tænkte, at det kunne han da let.

Så den næste dag ved middagstid tog den første søn, Muhammed, af sted. Han arbejdede som gourmetkok på en fin restaurant inde i den store by. Så han var meget sikker på, at han nemt kunne få prinsessen til at spise. Så han tog toget ind til byen og gik hen imod slottet. Efter han havde gået gennem gaderne i lidt tid, mødte han en gammel mand med en rollator. Da han kom hen forbi manden, spurgte manden ham, om han ville hjælpe ham over på den anden sidde af vejen og op i hans lejlighed. Men Muhammed svarede at han ikke havde tid til at hjælpe ham lige nu, fordi han var på vej op til prinsessen for at få hende til at spise. Han gik videre op mod slottet. Han blev ledt ind til prinsessen af en af vagterne, og da han så hende hilste han pænt og inviterede hende ud på et besøg på den fine gourmetrestaurant. Derefter tog han hen til restauranten og forberedte den mest fantastiske middag nogensinde. Men da prinsessen kom, og så den store middag var hun ikke ret imponeret. Men hun satte sig ind og spiste maden. Midt i måltidet for hun ud på toilettet og kastede den fine mad op. Da hun kom tilbage undskyldte hun, og sagde at hun blev nødt til at tage hjem nu.

Så Muhammed måtte tage skuffet hjem til det lille rækkehus og lade den næste bror tage af sted.

Næste dag ved middagstid tog den anden søn, Achmed, af sted. Han arbejdede ved et advokatfirma, og tjente en masse penge. Han arbejde hele dagen lang og havde kun sjældent tid til at spise ordentligt mad. For det meste tog han bare en tur over på Mc Donalds på den anden side af vejen. Da han så havde været oppe på slottet og fået lavet en aftale med prinsessen, gik han hen på sit kontor, hvor han lige tænkte at han kunne nå at lave lidt arbejde inden de skulle ud at spise. Men lige inden han kom derhen mødte han en gammel mand med rollator, der spurgte ham om hjælp til at komme over vejen og op i sin lejlighed. Men han svarede, at han havde en masse arbejde liggende på sit skrivebord og skulle skynde sig op og så det overstået. Og det gjorde han så. Men ti

den gik og han glemte alt om aftalen med prinsessen. Men han havde stillet en alarm på sin iPhone, og styrtede ned på gaden hvor han skulle mødes med prinsessen. Han vidste ikke rigtigt hvor han ville tage hende hen, men blev til sidst enig med sig selv om, at hun umuligt vil synes dårligt om Mc Donalds. Så der gik han hen med hende. Men lige da hun så at han gik ind på fastfoodrestauranten, brækkede hun sig midt på gaden og løb over til sin limousine.

Så han vendte bedrøvet snuden hjem mod rækkehuset og begyndte at gå. Da han så kom hjem, overbragte han de dårlige nyheder til familien.

53

Næste morgen tog Peter ind mod storbyen på sin cykel. Han trilede stille gennem den flotte natur og senere mellem de tårnhøje huse. Og der på hans vej gennem storbyens gader så han en mand, der kaldte på hjælp. Peter parkerede sin cykel ved siden af manden, og spurgte ham, hvad han skulle have hjælp til. Manden spurgte ham, om han ville hjælpe ham over på den anden sidde af vejen og op i hans lejlighed. Peter tog sin cykel i den ene hånd og lagde den anden rundt om den gamle mand, og så gik de elles over vejen og op i den gamle mands lejlighed.

Da de kom ind i lejligheden, spurgte den gamle mand, Peter, om hvad han lavede inde i byen den dag. Peter forklarede ham, at han skulle op til prinsessen og få hende til at spise normalt igen, som kongen havde sagt i pressekonferencen få dage inden.

Da manden havde hørt Peters historie, rejste han sig og gik ud i køkkenet. Lidt efter kom han tilbage med en lille bøtte i hånden. Han sagde til Peter, at hvis han dryssede lidt af det udover den mad, han gav til prinsessen, ville hun blive kureret for hendes anoreksi og elske hans mad for evigt.

Så med dette magiske krydderi i lommen drog Peter videre mod slottet. Han cyklede hele vejen ind på slotspladsen, og helt tilfældigt stod prinsessen og nød udsigten på en lille balkon. Peter gik hen under balkonen, og råbte op til hende,

at han ville invitere hende en tur på en helt speciel restaurant.

Og samme aften kom prinsessen kørende i den fineste limousine hen foran Peters Pizzeria. Peter havde forberedt den allerbedste milde Pizza han kunne komme i tanke om og drysset det magiske krydderi ud over den. Da prinsessen var kommet ind, og hun havde sat sig ned, satte han den lækreste Kurdiske Pizza foran hende.

Hun kunne slet ikke få øjnene fra pizzaen, og hun var helt forelsket i duften fra det vidunderlige krydderi. Da Peter også satte sig ned ved bordet, begyndte hun nærmest at sluge pizzaen. Det var det bedste hun nogensinde havde smagt, og da hun kort tid efter mæt lænede sig tilbage i stolen, bredte der sig et stort smil på hendes læber. Hun rejste sig og tog Peters hånd. Så kyssede hun ham og tog ham med ud til sin limousine, hvorefter de kørte sammen mod kongeslottet.

Da kongen så den unge mand Peter, blev han særdeles forundret, men også glad, over at denne unge pizzamand. Men som kongen havde lovet, fik Peter prinsessen og et pragtfuldt nyt slot på strandvejen. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

54

er var engang en konge og en dronning, der levede så godt på deres slot, at de aldrig var nødt til at bekymre sig om noget.

     Kongen havde brugt sit liv til at muntre sig til kongelige selskaber, ride i skovene og regere sit land på bedste vis, og dronningen var af en rig herkomst fra et land og en slægt om ingen længere kan huske, men fin det var den i hvert fald.

     Kongen og dronningen havde haft et godt liv, der var dog en ting de manglede; de havde aldrig set deres 2 sønner, som var blevet opfostret af en amme på et landsted uden for byen.

     Dronningen tændte hver dag et lys for hver af dem og bedte hver aften for deres sjæl.

     Kongen og dronningen var ved at være godt oppe i årene, og derfor var kongen begyndt at tænke på hvem, der skulle overtage tronen efter hans død.

     En dag, da de havde været til endnu et fint selskab, og dronningen sad og blundede på højsædet, grublede, kongen igen over hvordan han dog skulle finde den bedste prins til at regere landet.

     "Hvad skal jeg dog gøre?" tænkte konge, "jo, mere jeg tænker på det, des mindre kan jeg finde ud af det."

     Kongen var ved at gå ud af sit gode skind, han var jo nødt til at finde en retfærdig efterfølger!

55

EventyrAf: Ida Marie Tørnæs

D?Manglende billede

     Pludselig fik han en ide; han ville klæde sig ud, og opsøge prinserne på gården, uden at de vidste hvem han var.

     

Den næste dag klædte kongen sig ud, som en bonde, og red af sted, på en gammel hest, som for længst havde sagt farvel til dens bedste dage.

     Da han kom til gården, hvor hans sønner boede, mødte han på gårdspladsen en ung mand, som kom hen imod ham.

     "Goddag," sagde kongen, til den unge mand, som han antog for at være hans søn.

     "Goddag," svarede manden, "kan jeg hjælpe dig med noget?"

     "Ja, mit navn er karl, jeg søger et sted, hvor jeg kan sove i nat."

     Manden førte ham ind i stuehuset og ind i køkkenet, hvor en ældre dame stod og lavede mad. Kongen genkendte hende straks, som ammen de havde sat til at passe deres sønner. Selvom årene havde taget godt på hende, og hun var mere sammenfalden, var hun stadig en solid og ærværdig kone at se på.

     Hun vendte sig om, og kiggede først på kongen, og derefter spørgende på den unge mand.

     "Manden her søger et sted at sov i nat," forklarede den unge mand.

     Konen tænkte lidt, så nikkede hun og trak på skuldrene.

     "Ja, du kan da, godt sove her i nat, vi har ingen ledige senge, men du kan sove i laden, du kan lave et leje til ham Henrik"

     "Han kan også få min seng, jeg har alligevel ikke noget imod at sove i laden, og han er trods alt gæst," foreslog Henrik, og sådan blev det.

     Dagen gik og kongen fik snakket med Henrik, som han syntes godt om, og han var sikker på ville blive en god konge.

     Han undrede sig dog over, at han ikke havde set hans anden søn, men hvis han spurgte efter ham, ville de måske blive mistænkelige, og så var hans plan ødelagt.

     Da det blev aften, kom to ryttere ridende ind på gårdspladsen.

     Da de stod af hestene, tog Henrik dem, og førte dem, ind i stalden.

     Ammen kom ud af huset, og fulgte kongen hen til de to mænd.

     "Dette er bonden karl, som overnatter her i nat, og dette," sagde hun henvendt til kongen " er de prinser af vort land, og en af dem skal være konge efter den gamle konge, og det kan jo ikke vare længe." Sagde ammen tydeligvis stolt over at kunne præsentere dem. Kongen bukkede dybt, ligesom folk plejede at gøre for ham.

     Kongen sandede, at han måtte have taget fejl; Henrik var ikke en prins, men blot en simpel stalddreng.

     "Skal han sove i laden?" spurgte den ene prins ammen.

     "Nej, Henrik har sagt at han kan sove i laden, så bonden kan få en ordentlig seng."

     "Uff, tænk at han vil dele sin seng med sådan noget pak!" sagde den anden prins og ænsede ikke kongen, som stod lige ved siden af.

56

     "Jo, men nu kommer Henrik jo heller ikke af noget, som er meget bedre," tilføjede den første prins hånligt, og så gik det to prinser ind i huset, uden at kigge på hverken ammen eller kongen.

     Den næste morgen drog kongen hjem.

     Da han igen sad på sin trone, med sin kone sovende ved siden af ham.

     Tænkte han igen over hvem han skulle vælge; det havde ikke gjort hans valg nemmere besøge dem; de to prinser havde opført, sig overlegne og hovmodne, både over for ham, Henrik og ammen.

     Ja de havde ikke engang kunnet spise sammen med dem, men havde fået bragt maden op på deres værelser.

     Kongen fandt hans beslutning umulig at tage, så han besluttede, at han ville besøge dem endnu engang.

     

Den næste dag klædte kongen sig endnu end gang ud, denne gang, som en rig baron, og red af sted på en af sine fineste heste.

     Da han kom til gården, mødte han lige som sidst Henrik på gårdspladsen.

     "Vær hilset," sagde kongen "jeg er baron von Knudsen, og jeg søger et sted at sove i nat."

     Henrik bukkede og svarede: "Du skal være velkommen, kom med indenfor."

     Inde i køkkenet fandt de ammen, som straks nejede, da hun så kongen i hans fine klæder.

     "Dette er baron von Knudsen, og han søger et sted at sove i nat."

     "Han kan sove i min seng, så sover jeg i laden," sagde ammen uden at betænke sig.

     "Jamen han kan da også sove i min seng," foreslog Henrik.

     "Tror du at en baron vil sove i DIN seng!" vrissede ammen vredt, og så var den sag afgjort.

     Sent på eftermiddagen kom de to prinser, som kongen fra Henrik havde fundet ud af tilbragte deres tid med finere folk i byen, og kun sov og spiste på gården, hjem.

     Kongen blev præsenteret for dem, men denne gang bukkede de og var yderst høflige.

     Da det blev aften, blev kongen inviteret op på prinsernes værelse, hvor de fik en ganske anden mad end den, som de fik nede i stuen. Kongen bemærkede dette over for prinserne, som brød ud i latter.

     "Haha, som om vi skulle spise det samme, som de bønderfolk!" lo den ene prins hånligt.

     "Nej, det nedværdiger vi os ikke til!" tilføjede den anden prins, om end endnu mere hånligt end den første, og så blev der ikke snakket mere om det.

     Under middagen spurgte kongen om så meget, som han kunne, uden at virke påtrængende, for at finde den bedst egnede af prinserne.

     Da det blev sent takkede kongen for middagen, og sagde at han ville gå i seng.

     Næste morgen drog kongen hjem.

57

     Han havde truffet sin beslutning, og den næste dag ville han igen tage ud til gården, og fortælle den, som han havde valgt.

     

Næste morgen, drog kongen af sted til gården, denne gang valgte han sin yndlings hest, en pragtfuld hvid ganger.

     som de forrige gange Henrik på gårdspladsen. Han Knælede med det samme, da han så kongen, og kongen gik hen til ham og sagde venligt:

     "Rejs dig op Henrik, du skal ikke knæle for mig, vi kender jo hinanden."

     Henrik så spørgende op på ham, og kongen fortalte ham hele historien, da han var færdig, spurgte Henrik hvem han så havde valgt.

     "Jeg har valgt dig, du vil være den bedste til at regere mit kongerige efter mig, thi du bekymrede dig ikke om jeg var rig eller fattig, og sådan bør en god konge være."

     Så red Henrik med kongen hjem til slottet, hvor han blev gift med en prinsesse, og da kongen døde blev han konge og prinsessen blev dronning, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

58

er var engang en konge. Han havde en datter. Hun var meget ensom, og ønskede sig en søster mere end noget andet i verden. Men hun ville ikke have en dum og

kedelig søster. Hun skulle være sjov, underholdende og så skulle hun altid, have tid til hende. En dag sendte kongen bud ud i sit kongerige, om at alle unge piger kunne komme, og bevise at de var den perfekte søster for prinsessen.

Et sted langt ude på landet. Helt ude, hvor man kun fik post en gang i ugen, boede en skovhugger. Han havde 3 døtre. De 3 døtre hed Karoline, Sara og umulige Pernille.

Karoline var meget intelligent, og hun kunne læse både dansk, engelsk og latin. Sara var en god sælger. Hun tog altid ud sammen med sin far, og solgte brænde på markedet i byen. Og så var der Pernille. Umulige Pernille. Hun gad ikke, arbejde for noget som helst, og hun gjorde bare, hvad hun havde lyst til.

En dag kom en af kongens mænd, og fortalte om prinsessens problem. De ville alle tre gerne af sted. Karoline ville gerne prøve lykken, fordi hun vidste, at der helt sikkert var en masse spænende bøger på slottet. Sara ville gerne af sted, fordi hun kunne komme ud i verden, og sælge dyre skatte. Pernille ville også gerne af sted, men hun ville kun af sted for at have det sjovt, og for at prøve noget nyt.

Først drog Karoline mod slottet. Med sig havde hun en masse mad og en slat penge. På vejen mødte hun en gammel og fattig mand. Da han spurgte, hende om hun gav en bid brød, viftede

59

EventyrAf: Søren Brunsgaard

D?Manglende billede

hun blot med håret, og gik videre. Da hun kom til slottet, og prøvede at gøre indtryk på prinsessen, sendte prinsessen hende ud med det samme. Hun var alt for kedelig, og snakkede kun om de bøger, hun havde læst. Den næste der prøvede lykken, var Sara. Hun fik også noget brød og en slat penge. Da hun også kom forbi den gamle mand, og han spurgte, om hun gav en bid brød, kiggede hun væk, og gik videre. Da hun kom op til slottet, og prøvede at gøre indtryk på prinsessen, blev hun smidt ud med det samme. Hun snakkede alt for meget, om de ting hun havde solgt.

Så blev det Saras tur. Hun fik kun en et lille stykke brød og en enkelt kobberskilling med sig. Da hun mødte den gamle mand ude i skoven, og han spurgte, om hun gav en bid brød, hev hun det halve brød op af lommen, og gav det til den gamle mand. Han spiste det lyn hurtigt, og som tak gav han hende et spil kort. Men det var ikke et hvilket som helst spil kort. Det var magiske kort, som kunne gøre hvad man bad dem om bare man pustede på dem. Og med dem gik hun op til slottet.

Da Sara kom op til slottet, hørte hun et højt hyl. Det var prinsessens hyl. Hun jamrede om at alle folk var kedelige, og at hun ville komme til at leve et ensomt og trist liv. Men det slog ikke Sara ud. Hun gik direkte op til det store og guldbelagte rum, prinsessen og hendes tjenere sad i. Da Sara kom der op, var prinsessen rigtig sur. Hun ville ikke se på flere kedelige piget, som kedede hende ihjel. Men Sara bad om en chance. Hun ville ofre hvad som helst. Og det fik prinsessen til at indgå et væddemål med hende. Væddemålet gik ud på at, hvis hun kunne more prinsessen i 5 minutter, kunne hun blive hendes søster. Men, hvis hun var kedelig og ubrugelig, skulle hun smides i voldgraven, som gik rundt om

slottet. Sara var ikke let at skræmme, så hun tog i mod væddemålet.

Sara hev kortene op af hendes lomme, og spurgte hvad prinsessens livret var. Da prinsessen sagde chokolade med nødder, pustede hun på kortene, hvorefter de blev til en stor plade chokolade med nødder. Prinsessen hoppede tilbage i sin stol, og så helt begejstret ud. Hun spurgte om Sara, også kunne trylle en kanin med to haler frem. Da pustede Sara i kortene og puf ! Så var der en kanin med to haler. Og sådan blev prinsessen ved indtil der var gået 5 minutter. Prinsessen var så glad, for hun endelig havde fundet den perfekte søster, at hun ville holde et kæmpe pyjamasparty.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende som søskende.

Og nu tror du nok denne historie et opdigtet. Men det er den ikke, for jeg var selv med til pyjamaspartiet. Men jeg faldt ud af vinduet, og landede lige her for at kunne fortælle dig om prinsessen og hendes nye søster.

60

er:

(Mangler tekst)

61

(Manglende overskrift)Af: Christina Haahr

D

er:

(Mangler tekst)

62

(Manglende overskrift)Af: Lasse Nørgaard Mikkelsen

D

er:

(Mangler tekst)63

(Manglende overskrift)Af: Lærke Rikke Nybo Jakobsen

D