D er var noget underligt ved dethele. 15-årige Lisa HarbosgaardRiishede tjekkede igen sin tele-

fon, men der var stadig ikke nogen be-sked fra hendes bedste veninde, HeidiLarsen. Det var en halv time siden, athun burde være ankommet til hallen iden nordsjællandske by Slangerup forat se Lisa træne en flok drenge i hånd-bold. Bagefter skulle de to piger i bio-grafen CinemaxX i København, der vi-ste et fodboldopgør mellem FC Køben-havn og FC Barcelona.

Det mærkelige var, at Heidi havdeskrevet, at hun var lidt tidligt på den, ogLisa kunne derfor ikke forstå, hvorforhun ikke kunne få øje på hende gen-nem hallens ruder.

De to veninder havde kun kendt hin-anden, siden Lisa begyndte på Heidishåndboldhold fire måneder tidligere,men Lisa havde aldrig svinget så godtmed nogen fra første færd. Hun er ge-nert, men det tog Heidi sig ikke af. Hunfortalte Lisa, at de mure, hun havde

bygget op om sig selv, skulle hun rivened, og hurtigt formåede Heidi selv attrænge ind til Lisa. De var sammenmindst tre gange om ugen og skrevmellem 30 og 40 beskeder til hinandendagligt. De gav hinanden øgenavnene’Mona Lisa’ og ’Heidi Klum’, og de kun-ne tale om alt lige fra dårlige hårdageog drenge til irriterende søskende. Fordet meste hørte Lisa nu kun Heidi sigenoget godt om hendes tre år ældrebror, Bjørn. De var tit sammen, og den-ne regnvåde eftermiddag i november2010 var det Bjørn, der gav Heidi et lift iden grå Audi, han havde købt, efter athan fik kørekort et halvt år tidligere.

De er døde begge toDa Lisa havde ventet i hallen i tre kvar-ter, gik hun hjem. I parcelhuset over-hørte hun sine forældre tale om en tra-fikulykke, hendes far netop havde pas-seret på vej fra arbejde. De spurgte tilHeidi, og da Lisa fortalte, at hun ikke vardukket op, ringede Lisas far til Heidismor, Vivi Petersen.

Hun blev urolig, da Heidi ikke plejedeat komme for sent, og uroen udvikledesig til frygt, da Lisas far spurgte, hvilkenbil Bjørn kørte i. Det er en grå Audi, for-talte hun. Lisas far blev stille et øjeblik.

»Jeg er nødt til at fortælle dig, at der

har været en frygtelig ulykke mellemFrederikssund og Slangerup, og denene bil var en grå bil«.

Vivi lagde på, men ringede kort eftertilbage. Lisas far gik ind på kontoret oglukkede døren efter sig. Da han kom ud,kiggede han ned i gulvet.

»Hvad sker der«, spurgte Lisa.»Heidi kommer ikke til fodbold i

dag«.Lisas ben eksede under hende. De

kunne ikke få at vide, hvor alvorligt detvar, men Lisa frygtede det værste. Trodsangsten besluttede hun sig for, at hungerne ville med sin far og storesøsterind og se fodboldkampen, da hun ikkekan holde ud at vente derhjemme på athøre, hvad der var sket.

På vej hjem fra København fik Lisassøster en sms, som hun viste til deresfar. Han holdt ind til siden og åbnededøren til bagsædet, hvor Lisa sad. Hansatte sig ved hende og trak vejret en eks-tra gang. Lisa begyndte at græde.

»Ved du hvad, far, du skal ikke fortæl-le mig, at de begge to er døde nu. Detskal du ikke!«.

Lisas far kiggede på hende og toghende i hånden.

»De kommer ikke tilbage, skattepige.De er døde begge to. De døde på stedet«.

En blanding af gråd og skrig kom udaf Lisas mund.

Det er min skyldDe første ord, Lisa husker, at hun fik fra-stammet på bagsædet, var:

»Far, jeg slog dem ihjel. Det er minskyld. Min skyld, de ikke er her mere«.

Hun kunne ikke slippe tanken om, athvis hun ikke havde inviteret Heidi, varde stadig i live. Det fortæller hun i par-celhuset i Slangerup halvandet år efterulykken. Benene har hun trukket opunder sig i sofaen, og ryggen krummerlidt sammen, som forsøger hun at be-skytte sig selv.

Uden bæven i stemmen fortællerhun, at det hjalp på skyldfølelsen atkomme til en psykolog, der overbevistehende om, at hvis det var hendes skyld,var det også hendes fars skyld, fordihan ikke selv hentede Heidi. Det var Ki-nos skyld, fordi virksomheden sendtetilbuddet om at se FC København-kam-pen i biografen, og i sidste ende var detUefa’s skyld, fordi fodboldorganisatio-nen havde udtrukket de to hold til atspille mod hinanden den dag.

»Det blev kørt så langt ud, at det ikkegav nogen mening, at det skulle væremin skyld«, siger Lisa.

Det hjalp også at møde Heidis mor. Li-sa havde kvalme den formiddag kort ef-ter ulykken, hvor hun tog mod til sig ogfor første gang besøgte Vivi sammenmed to venner.

Da de havde overbragt en orkidé, sag-de Lisa:

»Der er mig, der er Lisa. Det var mig,Heidi var på vej ud til«.

Hun var spændt på Vivis reaktion,men det blev begyndelsen på et tætvenskab, da Vivi svarede:

»Vil du så ikke have et knus«.De to begyndte at skrive sammen, og

Vivi blev hurtigt en del af Lisas familie.Blandt dem var tabet ikke tabubelagt,

Afsavn, skyldfølelse og mareridt ramte Lisa HarbosgaardRiishede, da hun mistede sin bedste veninde i en trafik-ulykke. I dag er de onde drømme blevet til gode minder,skyldfølelsen er væk, men savnet bærer hun med sig.

LAURA MARIE SØRENSEN OG TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN (FOTO)

Trafikdrab

MINDE. På Lisas værelse er et foto af Heidi, som Lisa husker hende. Altid i godt humør. FARVEL. Mellem Lisas håndboldmedaljer hænger et avisudklip fra Heidi og Bjørns bisættelse.

38centimeter varBjørns bil på detsted, hvor den var mast mest sammen efterulykken

er du gemtI mit hjerte

for altid

...

8 TRAFIKLIV danmark 2012-2013 POLITIKEN

og Lisa kunne for eksempel spørge Vivi,hvordan Heidi havde set ud på hospita-let. Det var vigtigt for hende at vide, dahun havde hæftet sig ved, at bilen kunvar 38 centimeter på det sted, hvor denvar mast mest. Den oplysning havdeprentet sig fast i hendes nattesøvn, derforhandlede sig til mareridt

»Jeg fik et billede af en helt sammen-krøllet Heidi i en smadret og krølletbil«, siger hun.

Gennem Vivi fik hun at vide, at manpå Heidis ydre overhovedet ikke kunnese, at hun var kommet så slemt til ska-de, som hun var.

Bjørnen HeidiDet var svært for Lisa at komme tilbage iskole efter ulykken, fordi hendes kam-merater ikke kendte Heidi, da hun hav-de gået på en anden skole.

»De kunne ikke forstå det og havdesvært ved at finde ud af, hvad de skullesige. De var bange for at gøre mig ked afdet og lod derfor være med at sige no-get, så jeg var meget alene og havde ik-ke lyst til at gå i skole«, siger Lisa.

Hun holder armene om en stor, plys-set bamse. Det er bjørnen Heidi. Hunkan fortælle om den uden at få blankeøjne, men det har taget tid at nå dertil.Bamsen har Heidis blå håndboldspil-lertrøje på, og den blev maskot for hol-det kort efter Heidis død.

Da Lisa ti måneder efter ulykken skul-le på efterskole, fik hun maskotten medaf Vivi. Med den havde hun på en mådeHeidi med sig. Det har hjulpet hende atvære på efterskole, men i begyndelsenbrugte hun meget tid alene på sit værel-se med bamsen og sin sorg. Hendes for-ældre rådede hende til, at hun skulle

forsøge at komme videre, og at hunskulle løsrive sig fra bamsen. Godt et årefter ulykken flyttede bjørnen Heididerfor fra efterskolen og tilbage på væ-relset i Slangerup, mens Lisa blev på ef-terskolen.

Siden har Lisa fået det bedre, hun erblevet stærkere end før, og hun kanmærke, at det er godt, at hun ikke kuner sammen med mennesker, der kend-te Heidi og Bjørn.

»I dag kan jeg tænke på Heidi og taleom hende, uden at det gør ondt. Før

gjorde det ondtpsykisk, og jeg fikkvalme og dund-rende hovedpi-ne«.

Når hun tænkerpå Heidi i dag, serhun ikke et sam-menkrøllet dødtmenneske, menen storsmilendepige, der løberrundt og griner.

»Hun kunne gri-ne helt hysterisk.

Tit grinede hun så meget, at hun ikkekunne stoppe og begyndte at grynte«.

Lisa smiler og fortæller, at hun glæ-der sig til at komme tilbage og spillehåndbold på det samme hold igen, nårhun stopper på efterskolen. På sit værel-se viser hun billeder af hende og Heidi.På et af dem har Lisa skrevet: ’HeidiKlum. I mit hjerte er du gemt for altid!’.Det forestiller Heidi i håndboldtøj sid-dende på gulvet i en hal, mens hun smi-ler op mod kameraet. Lisa kigger på detog siger:

»Det er sådan, jeg husker hende«.

SAVN. Sidenulykken har Lisasiddet meget medhåndboldholdetsmaskot, bjørnenHeidi. Den kom til verden kort efter Heidis død for at ære hende. I dag forsøger Lisa at løsrive sigfra bamsen for at komme videre med sit liv.

Ved du hvad,far, du skal ikkefortælle mig, atde begge to erdøde nu. Detskal du ikke! Lisa på ulykkes-aftenen i 2010

...

danmark TRAFIKLIV 9POLITIKEN 2012-2013

2. november 2010 klokken cir-ka 16.30 kører søskendepar-ret Bjørn og Heidi Larsen af

sted fra Frederikssund i Nordsjæl-land. Bjørn er 18 år, og Heidi er 15. Deto har et tæt forhold og har ofte væ-ret ude at køre alene med hinanden,siden Bjørn fik sit kørekort i maj2010. Denne eftermiddag skal Bjørnkøre sin søster ud til hendes venindeLisa i nabobyen Slangerup. En tur på10 kilometer, der går ad en tosporetforholdsvis lige landevej.

Det er mørkt og regnfuldt, daBjørns grå Audi omkring kl. 16.45pludselig skifter kørebane, som vilden foretage en uvending. En mod-kørende bil har ingen chancer for atundvige, og den rammer ifølge poli-tiets køretekniske undersøgelser Au-diens sidedør ved det forreste passa-gersæde, hvor Heidi sidder. Hun ogBjørn bliver dræbt på stedet, mensden modkørende bilist mirakuløstoverlever efter en periode på Rigsho-spitalets traumecenter.

Halvanden time efter ulykkendukker to betjente op på den adressei Frederikssund, hvor Heidi ogBjørns mor, Vivi Petersen, bor. Hunbeder dem om at fortælle hende,hvordan hendes børn har det.

»De er døde, begge to«, siger denene betjent.

Ordene rammer Vivi Petersen meden sådan kraft, at hun mister fodfæ-stet. Senere på aftenen tager hun påhospitalet, hvor hun ser sine børnligge livløse ved siden af hinanden.

Ingen ved, hvorfor Audien skredover i den modsatte vejside. Ingen afbilerne kørte for stærkt, og hverkenBjørn eller den modkørende bilisthavde drukket alkohol. Politiets tek-nikere opdagede dog efter ulykken,at Audiens speederkabel var revetløs. Det kan have været årsagen, hviskablet havde revet sig løs inden sam-menstødet. En anden af politiets te-ser får man aldrig svar på. Den gårud på, at Bjørn ville vende om, fordide to søskende havde glemt noget.

I dag besøger Vivi Petersen dagligtsine børns gravsted. Selv om hun mi-stede dem begge, fortryder hun ik-ke, at Bjørn fik kørekort og købte Au-dien:

»Ikke et sekund. Han kørte godt,og han havde de lykkeligste øjeblik-ke i den bil«.

LAURA MARIE SØRENSEN

Bjørn og Heidi Larsen døde øjeblikkeligt, da de blev ramt af en bil.

Ulykken: Tog livet af ungt søskendepar