AIDA Komponist: Giuseppe Verdi. Libretto: Antonio Ghislanzoni Opera i 4 akter Uropført Cairo: 24. dec. 1871 Første opførelse i Danmark: Det Kgl. Teater 1885. Optagelse fra marts 2018 Varighed: ca. 2 t. 35 m. Dirigent: Nicola Luisotti Instruktør mv.: Hugo de Ana. Orkester / kor: Teatro Real Madrid. Produceret af Teatro Real i samarbejde med Opera Lyric of Chicago og Municipal Theater of Santiago de Chile. Kongen: Soloman Howard (bas) Amneris: Violeta Urmana (mezzosopran) Aida: Liudmyla Monastyrska (sopran) Radamès: Gregory Kunde (tenor) Ramfis: Roberto Tagliavini (baryton) Amonasro: George Gagnidze (bas)

Dette er en restaureret udgave af Teatro Real’s mest monumentale og emblematiske produktion af Aida. Det er svært at overgå denne udgave, der sprænger alle rammer. Det er med Hugo de Ana’s fantastiske scenografi og kostumer. Og med maestro Nicola Luisotti som dirigent. Som en del af sine toårige festligheder (2017/18) hylder Teatro Real sin fortid ved at genbruge en del af landskabet fra 1998-produktionen fra sit lager. På grund af tekniske og materielle kompleksiteter har det været umuligt at genoplive Aida indtil nu. Her i 2018 vender Aida tilbage til Teatro Real. Der er få operaer hvor sammenhængen mellem det grandiose og det intime er så tæt forbundet som i Aida. Den blodige konfrontation mellem etiopierne og egypterne sidestilles med Radamès kærlighed, (kaptajn for den egyptiske livvagt) til Aida, en etiopisk slave (datter af den etiopiske konge). Deres kærlighed er stærkere end hadet mellem de to folkeslag, deres sociale forskelle og uforenelige perspektiver. Denne kærlighed er lige så solid som væggen, som blokerede dens fuldbyrdelse. Det varede flere år inden Verdi lod sig overtale til at skrive en ny opera. Han sagde i første omgang nej til at skrive en opera til indvielsen af Cairos nye operahus i 1869. Det var de dårlige erfaringer med Don Carlos (hans første udgave i 1867) og ligeledes en for kort frist, der var årsagen til dette ophold. Blandt andet den enorme sum han fik tilbudt af Kediven Ismail Pasta var medvirkende til at han påtog sig opgaven med Aida. Handlingen lå fast, den skulle baseres på en novelle af den franske ægyptolog F. Mariette, der havde udgravet templet i Luxor. Det viste sig, at Verdi blev enormt involveret i arbejdet med Antonio Ghislanzonis libretto, (havde samarbejdet med Ghislanzoni om revisionen af La Forza del Destino). I 1870 lå partituret klart, men pga. den fransk-tyske krig var dekorationerne først tilgængelige i 1871. Succesen ved premieren på Kairos operahus, der var åbnet to år tidligere, var sensationel. Aida blev en triumf uden lige, og i løbet af få år var Aida en fast bestanddel på repertoiret verden over og er det stadigvæk. Giuseppe Fortunino Francesco Verdi var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto-klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste. Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sit landsted, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Othello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff,” sit mesterværk. Da Verdi engang blev spurgt om hvilket af hans arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det kan der ikke herske tvivl om: det er det hvilehjem for ældre musikere og sangere, jeg har bygget i Milano.” – Et storslået menneske, der afviste al pomp og pragt, når det gjaldt ham selv. Verdis værker opføres i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. I sæsonen 2013/2014 til 2017/2018 er Verdis værker de mest opførte. – I samme periode er La Traviata den mest opførte opera, derefter kommer Carmen, Tryllefløjten og La boheme.

Et trekantsdrama om en forsmået kvinde, der driver to elskende i døden, midt i sejrens time for Ægypten.

Handlingen

1. akt. Egypten forbereder sig på krig mod Etiopien, og ypperstepræsten Ramfis har netop besøgt templet for at få at vide, hvem Isis udpeger som øverstbefalende. Den unge Radames håber, at det vil være ham, fordi en sejr sandsynligvis ville give ham mulighed for at gifte sig med den etiopiske tjener (slave) Aida, som er datter af Amonasro, den etiopiske konge, hvilket ingen er bekendt med. Aida og Radamès elsker hinanden i hemmelighed. Den egyptiske prinsesse Amneris er også forelsket i Radames og prøver på forskellige måder at finde ud hans følelser for hende. Men hverken Aida eller Radamès afslører noget om deres kærlighed. En budbringer meddeler, at etiopierne er ved at angribe, ledet af kong Amonasro, og står nær den egyptiske grænse. Radames er udnævnt til kommandør, og det egyptiske folk hylder soldaterne før deres afrejse. Først da Radames og hæren er afgået, indser Aida, at deres sejr vil føre til ødelæggelse af hendes eget folk. I templet overdrager ypperstepræsten det hellige sværd til Radamès.

2. akt. Amneris venter utålmodigt på, Radames vil vende tilbage, og håber, at han endelig vil gifte sig med hende som en belønning for sejren i krigen. Da Aida kommer, fortæller Amneris Aida at Radames allerede er faldet i krigen. Aida bryder sammen, men Amneris trækker sin udtalelse tilbage og ser hvordan Aidas sorg ændres til glæde og forstår, hvad hun allerede har mistanke om, at Aida er hendes kærligheds rival. De afbrydes af folkets jubel, og Amneris begiver sig afsted for at deltage i sejrsceremonien. Under jubel returnerer Radames og hans soldater med de etiopiske krigsfanger, herunder Aidas far Amonasro. Ægypterne ved ikke, at den etiopiske konge er blandt fangerne. Aida genkender sin far, men Amonasro beordrer hende til ikke at afsløre hans identitet. Radamès beder den egyptiske konge om barmhjertighed for fangerne. Trods protester fra de egyptiske præster er kongen imødekommende overfor ham og lover at frigive fanger, men med et ultimatum: Aida og Amonasro vil forblive gidsler. Som belønning for krigsindsatsen giver kongen sin datter Amneris til Radamès.

3. akt. Den aften mødes Amneris og Ramfis i Isis-templet ved Nilens bred for at bede før brylluppet. Aida og Radamès er her også. Før Radamès ankommer, overtaler Amonasro sin datter til at få Radamès til at afsløre, hvor den egyptiske hær er placeret, så Amonasro og hans soldater kan flygte. Aida er splittet mellem loyalitet over for sit land og kærlighed til Ramadès. Da Radamès kommer, forklarer han Aida, at han vil drage ud i kamp, for så at vende tilbage som en helt og anmode om at gifte sig med den, han elsker, Aida. I stedet forsøger Aida at overtale ham til at flygte med hende for at redde deres kærlighed. Radamès siger ja og afslører, at passet i Napata stadig ikke er overvåget. Amonasro, som har ligget skjult og lyttet, stiger ud af sit skjul. Nu ved han, hvordan han vil flygte med sine etiopiske tropper. Samtidig kommer Amneris og Ramfis ud af templet, og Radamès indser, at han har forrådt sit eget land. Amneris beskylder ham for svig. Mens Aida og Amonasro flygter, bliver Radamès tilbageholdt.

4. akt. Amneris beklager, at hun har anklaget Radamès og vil give ham friheden, hvis han vil glemme Aida. Men han nægter at forsvare sig under retssagen og bliver dømt til at blive begravet levende under Isis-templet. Da stenen er lukket over graven, finder Radamès, at der er en anden tilstede. Aida har sneget sig ind for at være sammen med sin elskede. Sammen tager de afsked med livet.

Om dirigent og instruktør

Dirigent: Nicola Luisotti Nicola Luisotti er italiensk dirigent, og han er ikke hvem som helst. Han hører til verdenseliten af dirigenter. Som 11-årig var han allerede leder af sin landsbys kirkekor. Han er uddannet som pianist med grader i komposition, trompet og stemme. Efter sin formelle uddannelse rejste han mellem Milano som repetitionspianist på La Scala og Firenze hvor han var medlem af koret. Hans tidligste fuldtidsstilling var som kormester for La Fenice i Venedig. Luisottis første professionelle operaledede engagement var en 2000-produktion af Stiffelio i Trieste og en 2001 Staatstheater Stuttgart-produktion af Il Trovatore. Luisotti blev Stuttgarts vigtigste dirigent for det italienske repertoire, her dirigerede han Tosca, Turandot, Madama Butterfly og Otello i 2006. Hans Stuttgart Trubadur blev mødt med kritikerros, og inden for få uger blev han tilbudt et debutengagement på Paris Opera. Andre tidlige invitationer kom fra det canadiske Opera Company, Genovas Teatro Carlo og Münchens Bayerske Statsopera. Han havde sin debut i Japan med en produktion af Tosca i Suntory Hall. Luisotti dirigerede på 100-årsdagen La fanciulla del West på Metropolitan Opera og blev tildelt Premio Puccini-prisen ved Fondazione Festival Puccini. Han fungerede som musikleder for Teatro di San Carlo i Napoli fra februar 2012 til december 2014. Han fungerede som hoveddirigent for Tokyo Symfoniorkester fra april 2009 til forår 2012. Han debuterede på San Francisco operaen i 2005. Han er for tiden musikdirektør for San Francisco Opera.

Luisottis diskografi indeholder en komplet optagelse af Stiffelio og Duets, med Anna Netrebko og Rolando Villazón Deutsche Grammophon. Han ledede DVD-optagelse af Met’s La Boheme, stjernespækket med Angela Gheorghiu og Ramón Vargas (EMI), og disses 100-års produktion af La fanciulla del West (Deutsche Grammophon). Instruktør, sæt og kostumer: Hugo de Ana Hugo de Ana er argentinsk scenedirektør, sætdesigner og kostumedesigner. Han studerede på Instituto Superior de Arte i Teatro Colon i Buenos Aires og i Superior School of Fine Arts Ernesto Nation Cárcova, hvor han dimitterede i 1972 som professor i billedkunst, scenograf og kostumedesigner samt designer for film og teater. Han var professor i scenografi på universitetet i La Plata (Argentina) og begyndte sin karriere ved at deltage i en lang række teater- og opera forestillinger på Teatro Colón (Buenos Aires), hvor han var både teknisk direktør og produktionsleder. Han vandt tre Konex Awards, to som sætdesigner (1982 og 1992) og en anden som regissør (1999). Han er specialiseret i operaforestillinger. Han har instrueret operaproduktioner på de store operaer rundt omkring i verden.

Om sangerne

Kongen: Soloman Howard Soloman Howard er amerikansk bas. Han er kandidat fra Manhattan School of Music og Morgan State University. Hans stemme er beskrevet som "lydhør" af The New York Times, "superhuman" af The Denver Post og "en triumf" af The Guardian. Soloman Howard's 2017-18 sæson har førende internationale operahuse på programmet, han debuterer på tre kontinenter. Synger Timur i Turandot på San Francisco Opera dirigeret af Nicola Luisotti, Kongen i Aida ved Teatro Real og kommandanten i Don Giovanni på Teatro Municipal de Santiago, Chile. Udover dette er der andre store forestillinger. Han synger desuden på Metropolitan og andre store scener i USA. Han gør sig også stærkt gældende ved koncertforestillinger. Radamès: Gregory Kunde Gregory Kunde er amerikansk tenor, han betragtes i dag som en af de mest elegante sangere indenfor det italienske og franske repertoire. Hans optræden på Opéra de Montréal som Tybalt i Roméo et Juliette, og som Arturo i I Puritani, afslørede hans affinitet for bel canto repertoire og hans imponerende overordnede register, der nåede et høj F (over tenor højt C) i falsettone. Han havde sin debut på Metropolitan Opera i New York, som des Grieux i Massenet's Manon. Det er svært at nævne en operascene rundt om i verden hvor han ikke har optrådt. Gregory Kunde kan se på en rig diskografi indenfor CD og DVD, hvor nogle af disse har vundet priser. Amneris: Violeta Urmana Violeta Urmana er litauisk sopran og mezzosopran/sopran. Hun har skabt sig en international karriere og synger i operahuse rundt om i verden. Efter at have modtaget flere priser i internationale sangkonkurrencer, fulgte store internationale tilbud. I juni 2003 ændrede hun sin stemme fra mezzosopran til dramatisk sopran, hvor hun i Rom i marts 2004 sang Isolde i Tristan og Isolde og i efteråret 2004 som Leonora (La Forza del Destino) i London. Violeta Urmana samarbejder med de største dirigenter. Hendes roller og forestillinger omfatter i dag de dramatiske sopranroller både indenfor det italienske og tyske repertoire. Aida: Liudmyla Monastyrska Liudmyla Viktorivna Monastyrska er ukrainsk spinto sopran (*). Hun havde sin debut ved Ukraine National Opera som Tatiana i Tchaikovsky's Eugene Onegin og blev ansat der. Der og ved Mikhailovsky Theatre i Skt. Petersborg sang hun titelrollerne i Aida og Ponchiellis La Gioconda, og i andre ledende roller. I 2010 optrådte hun med kort varsel i titelrollen i Puccinis Tosca på Deutsche Oper Berlin, og dette førte til hendes italienske debut på Festival Puccini i Torre del Lago, Italien, under dirigenten Alberto Veronesi. I februar 2012 optrådte hun som Aida på La Scala. Optræden på Covent Garden, Royal Opera House og Metropolitan. I 2013 sang hun Abigaille i Royal Opera's produktion af Nabucco mod Leo Nucci og Plácido Domingo, der skiftede som Nabucco, denne produktion blev udsendt i biografer verden over. Man er enig om, at hun kan noget særligt med sin stemme. (*) En spinto-sopran er en kategori af opera-sopranstemmen, der har klarhed og høje toner for en lyrisk sopran, men alligevel kan være "skubbet" på at opnå dramatiske højdepunkter uden stammen. Denne type af stemmen kan besidde en noget mørkere klang, også end den gennemsnitlige lyriske sopran. Den benytter generelt squillo til "slice" gennem lyden af et fuldt orkester, snarere end at synge over orkestret som en ægte dramatisk sopran. Spinto-sopraner forventes også at håndtere dynamiske ændringer i den musik, de klarer sig med dygtighed og poise. De har en vokal rækkevidde der strækker sig fra omtrent midten af C til højt D. Spinto-repertoire omfatter mange roller skrevet af Verdi, samt de forskellige verismo komponister, og Puccini. Nogle af disse roller er ekstremt populære hos operapublikum. Visse af Wagners heltinder som Elsa, Elisabeth og Sieglinde synges også af spinto-sopraner. Det faktum, at spinto-sopraner er ualmindelige, betyder, at dele, der er ideelle til deres stemmer, ofte bliver udført af sangere fra andre klassifikationer, og mere end et par lyriske sopraner har skadet deres stemmer ved at synge tungere spinto-roller. Spinto-tenoren er spinto-sopranens mandlige ækvivalent blandt operastemme typer, f.eks. Jonas Kaufmann.

Ramfis: Roberto Tagliavini Roberto Tagliavini er italiensk bas. Hans karriere har ført ham til de store europæiske operahuse, hans repertoire spænder fra Mozart over Rossini, Bellini og Donizetti til Verdi. Han er regelmæssig gæst på La Scala, Arena Verona og andre italienske scener, samt Teatro Real og Opera Bastille Paris. Deltog i La Scalas Tokyo turne. Amonasro: George Gagnidze George Gagnidze er georgisk bariton med speciale i det italienske dramatiske repertoire. Han er vinder af blandt andet "Concorso Voci Verdiane" ledet af Katia Ricciarelli og José Carreras i 2005. Han har sunget på La Scala i Milano, Opéra National de Paris, Wien Staatsoper, Deutsche Oper Berlin, Staatsoper Berlin, Arena of Verona, Gran Teatre del Liceu i Barcelona, og Teatro Real i

Madrid. Han har sunget på Metropolitan siden sæsonen 2008/09. Tilknyttede engagementer i 2018 og 2019, omfatter hans debut som Barnaba i Amilcare Ponchiellis La Gioconda og som Michele i Giacomo Puccinis Il Tabarro på Metropolitan, Giorgio Germont i La Traviata og Iago i Otello (Verdi) på Opéra Bastille i Paris. Gagnidze annoncerer sin 100. optræden som Rigoletto i 2019 på Metropolitan Opera, hvor han havde sin debut i 2009 i samme rolle.

wpl.