I .! ."

j A

INDHOLD l. 'ltnark/" og 'ltnark/sme " side 't

•• 2. Peter Kropotkin: "Kort det/n/Non af begrebet anarlvsme" side 5

3. Carl Heinrich Petersen: 'ltnark/.5fT)(?ns tænkere og akftvIster" side 8

't. Henning V. Rasmussen: 7Jet anarkisftske menneskesyn" side II

5. Alexander Berkman: "Er anark/sme yold?" side l't

.' " ark/sme - spørgsmål og svar" side 18

'ID Henry "Brey NI fængselscÆ C'ktøren" side 19

kunin: ''staten - hoyedhjørnestenen / klassereg/met" side 22

~ ): f'sohaansk eller h'beralt anark/" side 27

-_ :: 'co M alestesta: 'ltnarlv' og reger/ng" side 29

I L ikhail Bakunin: "For Ylaenska~ /mod ekspertstyre " side 33

12. Alexander Berkman: "Det er laeerne det drejer s/g om" side 37

~-- --

Af Poul Lubcke (red.): "Politikens filosofi leksikon" Politikens Forlag 1992

4

anarki (af gr. an-, ikke, og arkht, regering), fravær af herredomme d. autoritet. l. En samfundsform uden statsmagt Uf. stat); en styreform, som ikke bygger på autoritet, men på selvforvaltoing. 2. Social uorden, kaos.

anarkisme, en samfundsfil., der sæ((er a­narki (i l. betydning) som måi for et sam­fund . - I første omgang præsenterer a. sig som en krilik, forst og fremmest af staten. Den h<rvder, at den politiske organisering af samfundet gennem en central magt - i en stat - i sig selv er umyndiggørende. I stedet sæller a. menneskers fri\'iiiige, aktive orga­nisering el. sammenslutning. !'olod en orga­nisering, der bygger på autoritet, stiller a. det enkelte menneskes n'ne tii se iv at fon'ai­te sit iiv. Dermed melder problemet sig, hvon'idt og hvoriedes de forskellige indivi­ders selvudfoldelse (frihed) er indbyrdes forenelige. Som S\'ar h<rvder a. deis, at en sådan forening sker naturligt el. organisk pga. menneskets sociale natur, dels at den kommer i stand ved frivillige overenskum­ster. Princippet for indretningen af et sam­fund er selvforvaltning i fællesskab. Målet er et decentraliseret samfund, bestående af selvstyrende grupper (L eks. lokalsamfund), der danner en føderation ved at indgå frivil­lige overenskomster (føderalisme).

A. deler med marxismen' kritikken af den økonomiske undertrykkelse.i det kapil,,­listiske samfund. Men mods. ' marxismen '. hævder den, at statsmagten ikke kan va-rr redskab for en virkelig ændring, som må være en forandring af hele samfundet. Fri· gørelsen af individet kan ikke nås gennem midler, som ikke selv er udtryk for frihed, men t\'ærtimod hviler på individets mang­lende selvbestemmelse (f.eks. pt~letariatets diktat1.r). Den kan kun komme i stand ved, at individet selv gør sig fri ved at bestemme over sit liv. A. kritiserede tidligt totalitære tendenser i marxismen.

A. har fælles med liberalismen', at indi­videts frihed er udgangspunkt og mål. Men til forskel fra liberalismen hævder a. for det første, at den enkelte ikke har en særlig mo­ralsk sfære, men at den fælles organisering positivt er nodvendig for den enkeltes fri­hed, For det andet at statens negative magt ikke er nødvendig. A. har kaldt sig selv en .. Iibenær" (fri) socialisme, mods. en autori­tær (hvormed især menes marxismen).

A. er blevet associeret med nihilisme' og terrorisme. Imidlertid hævder den nogle grundræggende værdier (især individets au' tonomi') og en naturligt begrundet ret Uf. naturret ). Den er blevet opfa((et som en spe­kulation i social uorden (anarki i 2. betyd­ning). Mod delle har a. præget slagordet: .. Anarki el. kaos-o Heri ligger den påstand, at fors t de forskellige individers frie forening skaber en virkelig orden el. sammenhæng i et samfund.

Man skelner mellem ngo former for a.: indiridua/iJli,k a. (Stimer), mulua/i,mr (Proudhon), kollrk/ivi,/i,k a. (Bakunin), kom­muniJli,k a, (Kropotkin), anarko'I)-ndikaliImr (der tilkender fagforeninger, .. syndikater-, en afgorende rolle) og farifirli,k a. (Leo Tol­stoj).

Liil.: D, Guhin, Anarki,mm - dmIlrori" og dm, prak,i" Kbh. 1979, (mt'd bibl.). M. Helm, AnarkiJmrn, .~rundidr(T, Kbh 1980, (tekSlbog), A'narki,mrn. En anlofo,~i, \'. C. 1\·lailand·Hanscn, Kbh. 1970, Anarlci,li,k fr­IrboÅ. \'. M. Strand og H. P. Aastorp, Oslo 1970. (antologi). R. Wclzel, Dr! anarki,li,kr mrnnfJkr, Kbh. 1979, (med bibl.).

·AfMicbael Helm: "Anarkismens grundideer - en tekstbog" Borgens Forlag 1980

.Tekst!. Peter Kropotkin: Kort definition af begrebet anarkisme

" , "

A!'lARKISME (fra græsk an og arkhfa, fravæ r af autoritet) er det navn, . man har givet en grundanskuelse eller teori om menneskelig liv og ad­færd, ifølge hvilken samfundet tænkes uden nogen regeringsmagt -idet samdrægtigheden i et sådant samfund opnås, ikke ved at · man underkaster sig love' eller adlyder nogen myndjghed, men i kraft af frie overenskomster indgået mellem de forskellige territoriale eller faglige grupper, som frit organiserer sig med henblik på produktionen eller forbruget, og med henblik på tilfredsstillelsen af det civiliserede men-

tneskes uendeligt varierede behov og best ræbelser. l ~ I et samfund udviklet efter disse retningslinier ville de frivillige foreninger, som allerede i dag er begyndt at da:kke alle områder af menneskelig virksomhed, brede sig i en endnu større udstrækning, så ,de kunne træde i stedet for alie statsmagtens funktioner. De ville re­præsentere et sammenvævet netværk dannet af uendelig mange for­skellige grupper og føderationer i alle størrelser og på alle niveauer, lokale, regionale og internationale.:.. midlertidige eller mere eller min­dre pe:manente - med alle mulige form ål: produktion, forbrug og byt­ning, kommunikation, sanitære foranstaltnjnger, undervisning, gensi­dig beskyttelse, forsvar for territoriet, osv.; samt med henblik på til­fredsstillelsen 'af et stadig stigende antal videnskabelige, kunstneriske, litterære og selskabelige behov. .

: -""'''Et sådant samfund villc,(fremfører anarkisterne) på ingen måde re­præsente're noget uforanderligt. Tværtimod ville harmonien - ligesom det gælder for organisk liv idet hele taget - fremkomme som et resultat af en stadig afvekslende justering og genjustering af ligevægten mellem de utallige kræfter og indflydelser, og denne justering ville så meget (ettere kunne opnås, som ingen af kræfterne ville nyde godt af statens særlige beskyttelse. . ..

- 'lIvis samfundet blev organiseret efter disse principper, siger anarkis­terne, viIle mennesket ikke længere være hindret i frit at udfolde sine kræfter i det produktive arbejde, ikke længere være Indskrænket af et ' kapiCaIistisk monopol, som opretholdes af statsmagten; lige så lidt som den menneskelige viljes udøvelse ville være indskrænket af frygten for straf eller 'af den lydighed overfor individer eller metafysiske væsener, som hæmmer initiativet og frembringer en underdanig bevidsthed. I s· : handlinger ville individet blive vejledt af sin egen forståelse, som -j! vendigvis ville være præget af en fri vekselvirkning mellem dets =5~ e og dets omgivelsers etiske forestillinger. Derved ville det blive i .t-ud Lil al udvikle alle sine intellektuelle, kunstneriske og moralske ~ mer, uden at blive hæmmet af overOødigt arbejde for monopolistc;rne e.:e: af servilitet og åndelig konservatisme hos det store flertaI.~Det 'ille blive i stand til at opnå fuld individualisering, hvilket ikke er muligt nder del nuværende system, der bygger på individualisme, eller under

noget statssocialistisk system i en såkaldt JLelks9taat l (folkestat) . . De anarkistiske teoretikde mener endvidere, at deres samfundsfore­

stilling.'lkke er en utopi, konstrue ret efter a priorf-metopen1, efter at man har antaget nogle få ønskemål som postulater. Den fremkommer som et resultat af en analyse af de tendenser, som allerede i dag kan

5

6

konstateres, selvom statssocialismen muligvis for en tid vil finde gen­klang hos reformatorerne. Den moderne tekniks fremskridt, som på en vi?underlig måde forenkler produktionen af alle livsnØdvendigheder; den voksende uafhængighedsånd og den hurtige udbredelse af det fol­kelige initiativ og de frie overenskomster indenfor alle områder af menneskelig virksomhed - indbefattet dem, som tidligere blev betrag­tet som kirkens og statens specielle attributter - {orstæ'rker lidt 'efter lidt tendensen væk fra den statslige styring af samfundet. t}

Hvad angår deres økonomiske ideer, mener anarkisterne; i lighed med alle socialister, hvis venstrefløj de udgør, at det eksisterende system , med privat ejendomsret til jord, og den kapitalistiske produkti for profittens skyld, repræsenterer et monopol, som både strider im re­færdighedsprincipperne og hensynet til nytten. Disse forho dgør den vigtigste hindring- for, at den moderne tekniks heldige re;s 12ter kan blive til gavn for alle mennesker og frembringe almindelig e 6 ærd. Anarkisterne betragter lønsystemet, og den kapitalistiske pr ~ . Jons­måde i det hele taget, som en hindring for fremskridtet. Me ~e eger også på, at statsmagten har været, og fortsætter med at være e:. r:ed ­skab, som fremfor noget g~r det muligt for nogle få at IDO ~~l!Se-e

jorden, og for kapitalisterne at tilegne sig en helt uforholdSffi~g an- ' del af det årligt akkumulerede produktionsoverskud. Anark:s ::::e ~:­kæmper derfor ikke kun den nuværende, monopolisering åf jo:-c e- g kapitalismen i det hele taget; de bekæmper med samm~ energi ~ magten, fordi den u'dgør den vigtigste støtte for dette syste m. I eller den specielle statsform, men enhver stat, hvad enten den er et - ---:­ki eller endog en republik, hvor de styrende va::lges ved folkeafs te- - ' - .s:-,

Statsorganisationenhar altid været det redskab, hvormed et er· skende mindretal har etableret deres monopoler, både i old :c : og i den moderne historie (det makedoniske og det romerske :.:cjser· , dømme, de moderne europæiske stater, der er vokset op på ru.U.eme af

de selvstyrende ,byer). Følgelig kan den ikke forvandles til e redskab , /

for' ødelæggelsen af disse monopoler. Og derfor afviser anarkistern e ideen om ilt overlade staten alle hovedkilderne ti! det økonomiske liv -jorden, minerne, jernbanerne, bankvæsenet; forsikringsse ka eroe, ,

, osv. - såvel som ledelsen af alle de vigtigste industrigrene, ud over all e de funktioner, ;om i forvejen er ophobet i dens hænder (u ndervisning, statsstøttede religioner, forsvaret for territoriet, osv.). De me~er, at det ville være ensbetydende med at skabe et nyt redskab for tyranniet. Statskapitalisme ville blot forstærke bur~aukraliets og kapitalismens magt. Det sande fremskridt ligger i retning af decentralise rin g, både territorialt ogfunktionelt, i udviklingen af det lokale og personlige initia­tivs ånd og af frie føderationer, fra enkle til sammensatte, )l nedefra-og op«; i stedet f~r det nuværende samfundshierarki, hvor magtbeføjel­serne er størst i centrum og mindst iperiferien.

Som de fleste socialister, anerkender anarkisterne, at den lang­somme udvikling af samfundet, ligesom al udvikling i naturen, fra tid til anden følges af perioder med en hurtig udvikling, som kaldes rev?lutio­ner; og de mener, at revolutionernes æra endnu ikke er forbi. Perioder med hurtige forandringer vil efterfølge'period.erne med langsom udvik­ling, og disse perioder må man benytte sig af -ikke for at udvide og forstærke statens magtbeføjelser, men for at indskrænke dem, ved i hver by eller kommune at organisere lokale grupper af producenter og forbrugere, og tillige ved at organisere regionale (og i sidste instans internationale)føderationer af disse grupper.

I kraft af de ovenfor anførte principper nægter anarkisterne al have rioget at gøre med den nuværende statsorganisation og at støtte den

ved at tilføre den nyt blod. De søger ikke at oprette og råder arbej­derne til ikke at oprette politiske pårtier i parlamenterne. 1 overens­stemmelse hermed. har de, siden grund læggelsen af Den Internationale Arbejderassodation i 1864-1866, bestræbt sig på at udbrede deres ideer direkte i arbejderorganisationerne og at bevæge disse fagforeninger til en direkte kamp mod kapitalen, uden at sæ tt e deres lid n! parlamenta-risk lovgivning.j .

, ~../

Kilde: The Encyclopedia Britannica. I lth edition, London 1905,35 bd. Trykt i: Kropotkin's Revollltionary Pamphlets (red . Roger N. Baldwin), New York, 1970,side284-287.

Noter l. Volksstaat: udtrykket blev anvendt i I 870'erne af det tyske socialdemokrati

om det socialistiske samfund, man ville ind føre. 2. a priori: på forhånd givet, uafh:engigt af erfa n gen.

7

M Carl Heinrich Petersen: "Agitatorer og Martyrer" Forlaget Fremad 1966

Anarkismens tænkere og aktivister

Anarkismens :okonger~kke« - eller vel snarere profetrække -består af seks navne, ne:> .llig englænderen William Godwin, tyskeren Max Stimer, franskmanden Pierre-Joseph Proudhon og de tre russere Michael Bakunin, Peter Krapotkin og Leo Tolstoj. Af dem kaldte kun Proudhon, Bakunin og Krapotkin sig selv for anarkister; men de repræsenterede alle ~cks hver sin form for anarkisme, hvoraf nogle vigtige træk skal nævnes i det fØlgende.

William Godwin (1756-1836) er den eneste af de seks store anarkistiske tænkere, der ikke har dannet skole eller retning, og det skyldes sikkert, at han dØde, fØr der kan tales om nogen egentlig anarkistisk idestrØmning og bevægelse: Men ligesom "les enragcs« i Frankrig og amerikaneren Thomas Paine, der var bans samtidige, var ban en af forl øberne berfor, og med sit hovedværk "Political Justicec, der udkom i 1793, præsterede han det fØrste mere omfattende og grundige anarkistiske pro­gramskrift. Det vakte straks en vis opmærksomhed, og der op­stod endda nogle smågrupper, som sympatiserede med dets tanker; men under den kort derpå følgende reaktionsperiode, hvor regeringen slog ned på enhver radikal tendens - mest kendt er her forbudet mod fagforeninger 1799-1 824 - for­svandt dette tilløb til en slags anarkistbevægelse totalt.

Ideerne forsvandt derimod ikke helt. På det litterære om­råde mærkes de i en del af Godwins senere svigerSØn Shelleys_ produktion, Robert Owen tilegnede sig Godwins mistro mod politiske bevægelser, og via den tidlige engelske socialistiske økonom William Thompson bar Karl Marx lært lidt af God­win om kapitalens natur, ja, forfa tteren ti l "Anarkismen«, George Woodcock, går endda så vidt, at han skriver, det må­ske var gennem Thompson, Marx fIk ideen om »statens bort­visnen«.

Der er jo her tale om el'" indirekte påvirkning, og fØrst i slut­ningen af det 19. århundrede vågnede en stærk og forn yet

interesse for Godwin. Det spores især i værker som »Nyheder fra Intetsteds« af Morris, »Menneskets sjæl under socialismen « af Oscar WiIde, "Tilbage til Metusalem« af Bernard Sbaw og i »Gudlignende mennesker« af H. G. Wells.

I 1890'erne opdagede Krapotkin til sin store forbavselse, at han i Godwin havde haft en forløber for 100 år siden, og efter anden verdenskrig har en hel række af engelske forfattere hen­tet inspiration på mange felter hos Godwin. Det gælder foruden Woodcock folk som Herbert Read og Charles Morgan.

Påvirket af dem og med e"ri stigende interesse og sympati for anarkismen i sine sidste år var også den berømte forfatt er George Orwell - hvilket spores i hans klart antiautoritære vær­y.~r "Kammerat Napoleon« og ,,1984« - men Woodcock cite· rer (i "Anarkismen«) dog også en kritik mod Godwin fra Or· wells side. Over for Godwins fremhævelse af, at menneskenes indbyrdes sociale kontrol og moralske pression var tilstrække· ligt til at holde mennesket på dydens vej, påpeger Orwell, at en sf,jan social-moralsk pression meget let vil blive og føles som et lige så ulideligt - eller værre - tyranni end den stats· og ~:.-affemagt, Godwin vil afskaffe!

Mcu Slimer (I806-1856) er den iskolde egoist og logiker, den erklærede anti-idealist i anarkismens "kongerække c. l sit hovedværk "Den eneste og hans ejendom«, der udkom i 1844, og som også foreligger på dansk, fører han de to anarkistiske

8

grundbegreber friheden og individualismen ud i deres yderste logiske konsekvens, som for barn er den nøgne egoisme. Stir­ners samfundsideal - hvis man kan kalde det sådan - er en "Union af egoister« af en endnu mere lØsagtig og uklar karak­ter end de øvrige anarkistiske systemer.

A: Stimer ikke har dannet skole i større stil, er en selvfølge, men "den individualistiske anark isme«, som hans tendens kal­des, har dog fået en hel del tilhængere blandt de mest indivi­dualistiske og de mest asociale anarkister.

Da Nietzsches »overmennesketeorier« var på mode op mod år 1900, fik Stimer en stærkt forØget interesse i visse kredse og vor hjemlige Georg Brandes skreven ganske anerkendend; om end ikke ukritisk indledning til den danske udgave af »Den eneste og hans ejendom«, som udsendtes af Gyldendal i 1902.

"Pierre-Joseph Pro udhon (1809~1865) kan man bedst karak. terisere kort ved at bringe det svar, han sendte Marx på den­nes opfordring til at være med i den "Internationale Korre. spondance-komite«, som Marx ville oprette i 1846, nærmest som et forberedende organ til en senere partidannelse:

»Lad os arbejde sammen for at finde frem til de love, efter hvilke samfundet udvikler sig. Men når vi fØrst har tilintetgjort den dogmatisme, der nu råder, lad os da for Guds skyld ikke bibringe folket en ny tro. Vi må ikke gøre os skyld i samme modsigelse som Deres landsmand Luther, der, så snart han havde væltet den katolske teologi over ende, gav sig i lag med at skabe en ny protestam;sk teologi ved hjælp af bandlysninger og anathema. I tre århundreder har Tyskland nu prøvet at gøre sig fri af de lutherske dogmer. Lad os afstå fra gennem et nyt dogmesæt at lægge en tyngende byrde på menneskehedens skuldre. Af hele mit hjerte byder jeg Deres forslag om at bringe tidens forskellige tanker og meninger frem for dagens lys velkommen. Lad os få skabt en god og ærl ig polemik. Lad os give verden et eksempel på lærd og fremsynet tolerance. Vi må ikke blive apostle for en ny rel igio.n, selvom denne religion skulle være baseret på fornuft og lo .k.. Lad os byde hver pro· test velkommen og opfordre lil modsi",else. Lad os fo rd ømme alle udrensninger og al mys··c·-~e. Lad s drig betragte et spØrgsmål som afslutte. Selv ... · .j ar' rugt vort sidste ar­gument, må vi om nØ '·e::: ·",t ce",::Jde igen med vid og ironi. På disse og ildce på acc.re ~'år er jeg parat til samarbejde.«

Dette svar, som j t ceJ.igt viser Proudhon som den for­domsfri og i beds e fOISUhld demokratiske tænker, tog Marx ham meget ilde op, bvilke er forståeligt, da det helt stred mod Marx' egen temmeJjg au oritære indstilling og mentalitet. Skønt han kort fo rinde:J avde omtalt Proudhons hovedværk »Hvad er ejendom?« meget a:::erkendende som den første videnskabe· lige kritik af pri 'a ejendommen, gik Marx nu over til at beo kæmpe Proudhon ;:ned alle midler, selv de mest usaglige, og da Marx i begyndeIsea a - den tysk-franske krig i 1870 tog betinget parti for tyskerne, 'ar bans motivering netop bl. a., at tyskernes sejr og samling 'rille betyde tysk tænknings førerstilling i Eu· ropa og "vor teons sejr over Proudhon c , som han udtrykker det.

Proudhons idee er i øvrigt meget omfattende og ikke altid lige klare, men han gik imod staten og kirken, og hans dårlige erfaringer som rigsdags.~land kort efter februarrevolutionen medvirkede til at skabe en dyb modvilje hos ham over for al-

el ig politisk virksomhed. Han gik ind for en fredelig øko­- - isk og social revolution gennem oplysning og forskellige ~:;-::n er for kooperativ organisation, der bl. a. skulle virke ved • '. em plets magt. Han vendte sig mod krig og militarisme 0"

: ' - ind for et federati vt forbundet Europa uden nationa e ~nser. Hans kooperative forslag tog navnlig sigte på sclv­~:ændige håndværkere og småbønder, og han vi ll e ikke afskaIce den private ejendomsret, men i sine sidste år f ik hans Lild ry: af misforholdene i den fremvoksende storindustri ham dog il at gå ind for arbejdernes overtagelse af de store fabrikker.

Michael Bakrlllill (1814-1876) er den store blodrige o", -mantiske konspirator og revolutionsrnager i anarkismens his rie, og det er især ham, der har skabt "den stærke revolut ion::::-e tradition og indstilling i den anarkistiske bevægelse. H an ~­

oprindeligt hegelianer og var det meste af sit liv pansla vis':s~ inds tillet. Tyskerne betragtede han som gennemfordærv~Ge a: den preussiske militarisme og derfor lidet revolut ionsfåb.;e. En tid regnede han sig nærmest for elev af Marx, og de '; fø rst i sine seneste år, han blev bevidst anarkist. I hans rc';o c ­tionsforestillinger spillede de fattige bønder, lazaronerne 0", ce ædle r Øvere en stor rolle, og der var også en vis bla nquis"S]' :c;Jdens hos ham, idet han mente, at en lille energisk gru:-re :..: ~ rofessionelle revolutionære ved et kup kunne rive fo'kc­=.::.sse:-nc med sig. Hans kupforsØg var imidlertid d 3. rlig' :c~­:# _":'c og dilettantisk udførte og blev let slået ned .

;::~ levede som en boheme og havde ikke forstand :-1 ;~. li ",esom han også var alt for godtroendc over for J:1C;:­

e:-. Ea fuldstændig amoralsk forbryder og fana tiker SO~ --_-:: . v:.: ~~ åledes for længe om at gennemskue, og a

--- - - C' r • '_~?' ~ OO rubler for at oversætte »Kapi a:i!;Ji< ;:;:.' '--:1 i!. 'f 'Igelig hu rt igt dette vældige og ";:!.;: .

~ =_ - :.·::e - .; fi" aldrig betal t pengene tilbage. -=-=-= . :. :: c·_·:: .enneskeli ge fejl og svagheder va r ban :l

::: •• ~...:; : C' 'c':onær, og den hetzkampagne, 1hrx og :: as "_:"''-:::::: ;ere sa te ind imod ham under fraktionskam pene . l. :;l rnationale, skØd så langt over målet, at senere mere je.-· :i\'e marxist iske his torikere helt eller delvis har fordØ mt den. Det gælder f. eks . nordmændene Arne Ording (i værket ~ Dcn førs te Internasjonale«) og Jakob Friis (i artiklen om Ba.:<unin i »Arbeidernes Leksikon «).

Hvad angår Bakunins anarkistiske ideer, omfattede de fo r­uden den væbnede opstand også generalstrejken, og fOfmåle t med disse drastiske kampmidler var at knuse staten og erstatte den med økonomisk og kommunal organisation. Idealet va r en kollektivistisk økonomi af selvstyrende enheder, hvor enhver fik det fulde udbytte af sit arbejde. Systemet betegnes som , kollektivistisk anarkisme~. .

Peter Krapotkill (184L.-1921) gik langt videre, idet han vi lle praktisere det kendte slogan: »Yde efter evne, nyde efter be­hov«. LØnsystemet og penge skuE~ afskaffes, hans parole var: »Tag af bunken!. Det forudsætter, at bunken er stor nok til at dække alles behov, og med de mange nye behov, sc·;:; er skabt af strømmen af nye forbrugsgoder - herunder de så­kaldte varige - så ligger en sådan tilstand selv i de mest udvi k­lede industrilande i bedste fald et godt stykke ude i fremtide n. For slet ikke at tale om U-landene, hvor et flerta l af men ne­skeheden fortsat befinder sig på et forbrugsstade omkring ek­sistensminimum! Med de på KrJpotkins tid foreli gge nde behov og den samtidige vækst i teknikken var det imidl er tid ikke så fantastisk endda, at man inden for en overskuelig frem tid kunne nå frem til de produktionsmæssige forudsætn inger for at kunne praktisere >Tag af bunken~-princippet , vel at mærke i industrisamfundene.

Krapotkins samfundsideal kaldes >kommunistisk anarkisme c

og fandt mange tilhængere blandt anarkister omkring århun­dredskiftet. En række af hans hovedværker findes på dansk (og ellers på norsk og svensk), og de er meget læseværdige .

L eo To/stoj (1828-1910) var konsekvent modstander af al voldsanvendelse, og da han deri adskilte sig tydeligt fra de fle­ste af den tids anarkister og ikke villti slås i hartkorn med dem kaldte han sig ikke for anarkist. '

Tolstoj indtager tillige en særstilling blandt de store anar­kistiske tænkere ved, at han bygger sine sociale ideer på bjerg­prædikenen, som han i modsætning til de fleste andre kristne opfattede helt bogstaveligt. Han var altså kristen anarkist, men det var en rationalistisk, social og morJlsk præget kri­stendom, han byldede. Med den vægt, ban lagde på bjerg­prædikens ord om ikke at besvare vold med vold, blev ban en pioner for den pacifistiske retning i anarkismen, men også G andh i lærte af barn den ikke-volr:elige modstands principper, hvis mest kendte talsmænd i nutiden er Luthuli i Sydafrika og Martin Luther King i USAs sydstater. Både sidstnævnte sted og i Indien har denne kampform jo vist sig at være ganske effektiv i visse situationer.

Anarkistiske bevægelser og metoder

Den første anarkistiske bevægelse af nogen varighed var Proudhons elever de frans ke mutualister, S0l11 spillede en be­tydelig rolle ved oprettelsen af 1. Internationale og på dennes fø rste kongresser, men det var først med Bakunins anti-auto­ritære retning, at anarkismen i 1370'crne blev en international bevægelse - og i løbet af få år faktisk kulminerede som en sådan med tusinder af medlemmer både i SpJnien, Italien og det frJnskt alende Schweiz og med nogen tilslutning også i Frankrig. D en anti-autoritære Internationale, som Bakunins tilhængere oprettede i september 1372 kort efter hans eksklu­sion på l. Internationales kongres i Haag, fik tillige tilslutning fra den halvanarkistiske, nærmest syndikalistiske belgiske fede­ration af den gamle Internationale samt frJ Holland og endda fra en række, nærmest liberale engelske fagforeningsfØrere, ~om var enige med anarkisterne i kravet på autonomi for sek­tionerne og federationerne.

Denne første internationale anarkistbevægelse var altså mange steder en ægte og bred arbejderbevægelse, som forenede de revolutionære bestræbelser med fagforeningsaktivitet og al­men socialistisk oplysning, men fra omkring 1830 ændrede billedet sig næsten overalt. En række ledende anarkister som Jules Guesde og Paul Brousse i Frank,ig, Costa i Italien og Caesar de Paepe i Belgien samt russerne PlehJnov ' og Axel­rod gik over til socialdemokratiet , og i land efter land drev regeringsforanstaltninger anarkisterne under jorden.

Dette sammen med en voksende beundring for den terro­ristiske bevægelse i Rusland, som i 1831 dræbte tsar Aleksan­der II, fik desperate gengældelsesstemninger til at brede sig i de - bortset fra Spanien - svindende anarkistiske rækker, som tilmed hjemsØgtes af talrige politiagenter og provokatører, der ivrigt pustede til ilden. Resultatet blev en vis tilslutning til ideen om >handlingens propaganda «, ikke mindst i form af atten­tater, som også gav sig praktiske udslJg, navnlig i Frankrig og Spanien, men ogs3. i lJnde som Italien, hvor kong Umberto blev dræbt år 1900, og i USA, hvor præsident M ac Kinley dræbtes i 190 l.

Antallet af prJktiserende terrori stcr var dog alt id yd erst ringe, og mange af de »handlingens mænd., som presse og politi stemplede som an J rkister, var mere afsporede forbrydere eller sindssyge end overbeviste og orgJniserede anarkis ter. Det

9

gælderf. eks. MaeKinleys morder. For øvrigt var der stor for­skel på attentaternes karakter. I nogle tilfælde var ofrene for­rædere og politispioner, i andre tilfælde udØvere af eller an­svarlige for brutal undertrykkeise, ollter andre af dem var bare de øverste symboler på statsmagten - eller tilfældige ofre for grufulde forbrydelser.

Især den sidste slags attentater har skadet anarkisternes an­seelse umådeligt og har medfØrt skærpet forfØlgelse og under­trykkelse og direkte modterror, både fra myndighedernes side og' fra reaktionære b'ander. De allerfleste alvorlige anarkister har for øvrigt altid fordØmt de symbolske og forbryderiske attentafer, og hcJe den anarkistiske attentatvirksomhed er op­hØrt for mange årtier siden, men selv i dens, glansperioder« 'ud­gjorde den kun en lille brøkdel af den anarkistiske virksomhed.

Langt større vægt ved opgØrelsen af anarkismens historiske regnskab må der lægges på såd~nne fænomener som Machno­bevægelsen i Ukraine 1918-21 og fAls og CNTs virksomhed i Spanien 1936-39, fordi de viste,·.'itt det - selv under borger­krigstilstande - er muligt at gennemfØre samfundsformer, som i betydelig grad nærmer sig anarkismens idealer. Noget lig­nende gælder i en vis udstrækning for de israelske kibbutzer. -En helt anarkistisk verden er formentlig en utopi; men så er marxismens mål det også, for det er jo i virkeligheden det sam­me, udtrykt i formlen :.statens bortvisnen« eller ,den fuldstæn­dige kommunismec.

I en verden, der vånder sig under magtsystemer og magt­misbrug, har mange både ,jdealister« og :>realister« erkendt, at ,al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt«, og det er en god anarkistisk læresætning! Kyniske magtudøvere, ideløse :.realpolitikerec og åndeligt ubemidlede pampere af alle slags har redet menneskeheden som en mare i hele den historiske tid, og selv deres mest revolutionære modstandere har i reglen bare valgt sig andre autoriteter og magtudøvere. Derfor er der noget meget inspire,ende og belærende i anar­kisternes valg af den fuldkomne frihed som mål og idegrund-lag. .

Og selvom den nok er en utopi, så kan det næppe skade at -have den som ledestjerne, for så er der måske ehance for at nærme sig idealet. Som Danmarks eneste anarkistiske forfatter Jean Jacques Ipsen skrev uden på en af sine mange pjecer og småbøger: :.Spænd en stjerne for din vogn!« - En sådan stjerne er ANARKISMEN!

10

- . - :lE AKTION, Nr. 3 1995

et anarkistiske menneskesyn

- i anarkister fremlægger vores ;-esti lling om et fremtidigt samfund

. ~er kommentaren ofte: "Det lyder meget godt med et samfund uden

-crredamme, men jeg tror bare ikke =ct kan lade sig gare."

r-år man den skeptiske på klingen :; . 'er begrundelsen ofte noget i retning c.:, at mennesket er for egoistisk. Folk il bare rage til sig, eller der vil altid

være nogle få, der vil tage magten fra de naive, gode mennesker. Vi anarkist­er far med andre ord at vide at \i er naive, når vi "tror på det gode i men­nesket." Mange regner egoisme for at være et medfodt, ahistorisk element af men­neskenaturen. Egoismen kan så være mere eller mindre udpræget hos forskellige indi\ider. Ligeledes kan be­hovet for magt udtrykke sig forskelligt hos forskellige individer. Det fælles for disse kommentarer er, at de refererer til et menneskesyn, der ikke er foreneligt med anarkiet, det herreløse samfund. Ofte er kom­mentarene ikke særligt gennemtænkte, men synspunktet, at mennesket fra fød­slen er egoistisk - og til enhver tid i storre eller mindre grad efterstræber magt· er i virkeligheden en integreret del af den liberalistiske ideologi. Formålet med mit indlæg er at gore det klart, at anarkismen - ligesom de fleste andre ideologier - arbejder med en særlig forestilling om hvad et men­neske er. Jeg vil med andre ord re­degøre for det anarkistiske men­neskesyn.

Redegørelsen tager udgangspunkt i Rudi Welzels bog "Det anarkistiske menneske". Rudi Welzel er fil osof, og har bl.a. undervist ved Århus og Odense Universitet. Det er dog ikke ham, der har fundet på det anarkistiske menneskesyn. Han trækker på de store anarkistiske tænkere: bl. a. Kropotkin, Bakunin, Proudhon og Stimer. Lad mig begynde med et citat af russeren Mihail Bakunin (1814 -1876): "Mennesket virkeliggor kun sin frie individualitet ved at stotte sig til alle de individer, som omgiver det, og kun takket være samfundets arbejde og fælles kraft" .

clfcnnskct pirkdi:!:/,jrcr hm sin foiJ indiPid/Jd!i/e/ pd dl s!,j!!e sy- tIl die de indiPider; SOIll oJ/ljiPr:r del "1 !run /dJ.:k:t pære! pære sd7llfol1dæ arb9fe "1 fæ/la kraft

Citatet viser et centralt element i det anarkistiske menneskesyn - nemlig at mennesket på en og samme tid er det mest individuelle og det mest sociale væsen. Individet er enestående i ver­den. Der findes ikke to mennesker, der er ens. Når al herredomme må af­skaffes, er det for at sikre individets personlige udfoldelse af alle kreative og sociale evner og muligheder. Men samtidig betones det sociale i mennesket stærkt. F.eks. skriver Bakunin et andet sted om Pariserkom­munen i 1871 , at "individernes hand­ling omtrent var intet, massernes spon­tane handl i"ng alt. "

Behovet for autonomi Lad mig gå bag om det retoriske i disse citater. Mennesket har i flg. anarkist­ernes menneskesyn på den ene side et fundame ntalt behov for individuel ud­foldelse, for at være herre i sit eget liv. Jeg vil kalde dette behov "behovet for autonomi ". På den anden side har det et lige så ud­præget behov for at være sammen med andre, for at rea lisere sit liv i fæl­lesskab med andre. Dette behov vil jeg

kalde "det social*hov". Men hvorfor er der så tilsyneladende så mange mennesker i det moderne sam­fund, der åbenlyst opfører sig langt mere egoistisk end socialt? Er dette ikke et tegn på at liberalister og andre har ret, når de påstår at mennesket dybest set er egoistisk og kun opfører sig socialt, når det kan se sin egen fordel heri? Anarkistens svar hertil er: Nej, for samtidig er mennesket et dynamisk væsen. Det skal forstås på den måde, at selvom de væsentlige menneskelige be­hov i det moderne autoritære samfund bli,er undertrykt, så gor de sig dog stadig gældende for fuld kraft. Men pga. undertrykkelsen sker det ofte -måske endda oftest - i fordrejet , mon­stros form. Liberalismen hævder, at de behov nu­tidsmennesket giver udtryk for, er identiske med dets naturlige behov. Når der bygges stadig større forbrug­stempler med stadigt storre udbud af masseproduceret junk-food, eller når mennesker tilbringer en stadig storre del af deres tid foran tossekassen, så forklarer liberalisten det med, at teknologien i dag har muliggjort til­fredsstillelsen af helt naturlige behov. Kritikere af forbruger-racet og den om­siggribende individualisme far at vide at de er åndsaristokrater, der vil være bedrevidende på almindelige men­neskers vegne. Anarkister er ikke åndsaristokrater og vil sidst af alle være bedrevidende på andres vegne. Anarkismen opfatter for­brugerisme, modediller og frem for alt egoismen som forvrængede udtryk for mere dybtliggende behov. De er his­toriske og menneskeskabte fænomener, der som sådanne kan bekæmpes uden at gore vold mod menneskets inderste væsen.

Marxismens indstilling Det kan være på sin plads her at nævne marxismens indstilling til menneske­naturen. Marxisten mener, at menne­skets oprindelige behov er sygnet hen efterhånden som samfundsudviklingen

har undertrykt dem. Det moderne men­neske er et produkt af de ma­t.erielle/økonomiske forhold det til en­hver tid lever under. Marxismen oper­erer altså med et helt igennem historisk nienneskesyn, hvor det anarkistiske menneskesyn - med sin henvisning til uudryddelige, omend foranderlige fun­damentale behov, er af mere ahistorisk karakter.

Den autoritære samfundsstruktur I anarkistens ojne er det den autoritære samfundsstruktur, der er skyld i forvrængningen af de fundamentale behov. Jeg vil her benytte ordet au­toritet i betydningen herredømme, det at tage beslutninger for andre, dvs. at tage beslutninger fra andre. Hvad er det for virkninger af autoritet der bevirker at dette sker? Virkningerne af autoritet kan deles op i virkninger på autoritetens ofre og virkninger på autoriteten selv. Først virkningerne på ofrene: l) Ofrene for autoritet mister selvsagt deres autoritet. Når andre tager beslut­ningerne for dem mister de selv mu­ligheden for at tage de beslutninger der er relevante for deres liv. 2) De fratages samarbejdet om fælles beslutninger. Hermed undertrykkes det sociale behov. Disse to virkninger er uomgængelige. Det ligger i begrebet autoritet, som det her bruges, at man nødvendigvis mister muligheden for at træffe den beslut­ning en anden træffer for en. Og man kan naturligvis ikke samarbejde om beslutninger andre tager for en. Derimod optræder de følgende virkninger af autoritet i mere eller min­dre udpræget grad, men dog altid i tilstrækkelig hoj grad til at de efter anarkisternes mening udgor væsentlige argumenter mod et autoritært samfund. 3)Autoritetens manglende kendskab til ,ofrenes behov medfører at deres behov ikke - eller kun lejlighedsvis - op­fylses. Som nævnt er der ikke to men­nesker der har de samme muligheder og evner. Derfor kan ingen autoritet kende alles behov. 4) Interessemodsætninger mellem au­toritet og offer bevirker at der træffes beslutninger der direkte strider mod ofrenes behov. Vi lever i et klassesam­fund. hvor muligheden for at få opfyldt sine behov er nøje forbundet med ens magtposition. Og hvor den ene klasse

12

rager privillegier til sig på den andens bekostning. S) Endelig virker autoriteten - i den grad den er formaliseret autoritet (lovgivning, retsvæsen osv.) - således at ulige tilfælde bliver behandlet som lige. Der kendes talrige eksempler på det uretfærdige i afgorelser truffet efter rigide regler.

Folk bliver dumme Når man frarøves muligheden for at træffe beslutninger, skal man ikke gøre sig overvejelser. Tænkeevnen, for­nuften sygner hen. For at sige det ren ud: Folk bliver dumme. (I parantes be­mærket er denne tilbøjelighed hos anarkister til at kalde en spade for en spade, i stedet for socialistis.k ligemageri, naturligvis også med til a man kalder anarkister for hojro\"~e ånds-aristokrater). Set fra en psykologisk synsvinkel

man tale om at ofrene for autoritet DeC hensyn til personlighed deler sig i -e hovedtyper: l) Den rigide klamrer sig til reg.:e-. normer og vaner. For ham bliver de ",., tilfredsstillelse i sig selv at overhol..!;: reglerne og føre et liv der tilfredsstill­samfundets normer. Behovet for a -tonomi har hermed fundet et

forvrænget udtryk, idet det udtrykkes som lyst til at tilegne sig og indo e sig under normerne. At forstå normerne og opleve at man er i stan til at leve op til dem, træder i stedet fo­tilfredsstillelsen ved at skabe sit hej eget liv. 2) Den hedonistiske type lader bl l

tingene ske og udtrykker sit behov ~ ;­autonomi ved at følge sin først;: indskydelse. Han boltrer sig så at sig på det snævre område autoriteter ne tilstår den enkeltes frie valg: Valget af individuel livsform erstattes af valg af varer på supermarkedets hylder elle

frit valg mellem forskellige modediller. 3) En tredje type er den apatiske. De ting han ikke kan gøre noget ved bliver han ligegyldig overfor. Disse tre personlighedstyper er karak­teriseret ved, at de ikke magter at klare forskellige opgaver: Den rigide er magtesløs i situationer, der går ud over nonnernes grænser. Hedonisten vil haye svært ved at klare de krav, sam­fundet stiller om f.eks. fast arbejde og faste forhold. Og den apatiske magter ingenting. Alle bliver de utilfredse med sig selv. De har det ikke ~odt. Der skal naturligvis ikke skelnes alt for skarpl mellem disse karaktertyper. De

es:te har træk fra alle tre typer med den ene som den dominerende.

E somhed og egoisme e forhold, at folk fratages mulighed­

e;:J for samarbejde medfører lige­:::.: 'ghed overfor andre, dvs. egoisme. .,fa:l liver isoleret. Ensomheden er lCarakteristisk for det moderne sam­fim lan mister evnen til at se

'nanden som individer og tendensen tM at behandle hinanden som typer, i Siedet for som unikke individer bliver fre mherskende. Egoismen medfører ofte fjendskab mellem ofrene. Og mellem ofrene og deres autoriteter institutionaliseres fjendskabet ligefrem. Det ses f.eks. i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Hele arbejdsmarkedsom­rådet er et godt eksempel, hvordan mennesker reduceres fra individer til t)1'Cr. Denne reduktion bevirker, at de sider 'ed ens personlighed, man ikke får lov

al udfolde, bliver vanskelige at fastholde. Med det resultat, at man r 'er fremmedgjort overfor sig selv.

Endelig medfører uforudsigeligheden i autoritetens handlinger angst og nsikkerhed hos ofrene. En angst der soges aibodet vha. formaliseret au-

rileL Altså at alle ofre bliver behand­le på samme forud~gelige måder af

e:es autoritet, som det typisk sker i ea moderne velfærdsstat. Prisen

"lj 'er så til gengæld ovennævnte ;';-e:amedgorelse.

ingerne på autoriteten .:; DU vil jeg så gå over virkningerne

;i "'u criteten selv. Hvad sker der med 2-·~riteten når han udover autoritet?

•

riteten tror han kan tage beslut­;~ for andre - og er bedre til det en selv. M.a.o. selvovervurdering.

'g:en korrumperer den der har den. _ :or autoriteten er fællesskabet

kendt er det desværre ikke alle opror åer er lige konstruktive. 2) Den mest udprægede måde at afrea­gere på er at folk bliver mere eller min­dre aggressive overfor de andre. Dvs.

.dl mmndSJrcr lpidipis iJdø 'Yt:rt:r dU/ond/lid q StXidId . i .ut lIIalcrnd Sdll!fond ktp:lt:r i&, dl dd sXidIc 'Y ;:;Mttd/lld bdttJP ,Jdø JinddS

de bliver egoister: De rager til sig på andres bekostning. 3) Endelig kan man rette

2?' ævet - ofte endda i højere grad -.::>er er koldt på toppen"). Dette med­;crer tab af interesse for de andre. Man :-eg)l1der at koncentrere sig om sine ~e interesser (pamperisering). M.a.O. ---o c en korrumperer. .; Fjendskabet mellem autoritet og ofre -edforer et forstærket behov for selv le­=:jmering. Dermed forstærkes ten­:ensen til, at magten korrumperer. ':"1 Reduktionen af de andre fra indi­" :uer til typer gor det lettere at ofre de :: dre til fordel for egne interesser. T gen: Magten korrumperer. '::) Magten efterstræbes af mennesker

er pga. social baggrund osv. i forvejen ;:ru tendens til selvovervurdering. Også :'ette er med til at bekræfte tendensen :il at magten korrumperer.

• rreaktion "ndertrykkelsen medforer altså fru­m ationer, og der opstår som nævnt .:: enskab mellem ofrene og mellem ofre

c autoritet. Der er flere måder at af­:eagere aggressionerne på: Å) Man kan naturligvis gore opror.

roret er den mest bevidstgjorte reak­.' n, idet det åbenlyst betvivler au­'-ritetens legitimitet. Aggressionen er ærtet mod autoriteten. Men som be-

aggressionen indad og selv foretage den afgrænsning, som autoriteten ville foretage. Vi kender f.eks. stofmisbrug og andre former for selvdestruktiv adfærd. Disse tre reaktionsformer er inddelt efter, hvem aggressionen er rettet imod. I forste tilfælde rettes aggressionen mod årsagen tjl frustra­tionen - og er som sådan den sundeste reaktion. I egoistens tilfælde og hos den selvodelæggende ser vi, hvordan behovet for autonomi dækkes på en forvrænget, monstres måde. Jeg vil til sidst vende mig mod menne­skets sociale væsen. Hvordan er den egentlig forenelig med behovet for au­tonomi. Anarkisten ser ikke nogen modsætning heri sådan som f.eks . li­beralisten gor. Det må her være på sin plads at fortage en skelnen mellem begrebet frihed og begrebet autonomi. Frihed er frihed til at udfolde sig på alle mulige måder. Autonomi er frihed til at tage sine egne beslutninger. Autonomi er altså en bestemt form for frihed. Frihed er et bredere begreb. Behovet for autonomi er for anarkisten ikke et asocialt behov. For liberalisten må den enkeltes frihed begrænses af en stat, fordi den enkelte ellers ville ud­folde sig asocialt. I den anarkistiske

tænkning er det en forudsætning for den enkeltes frihed, at alle er frie. Er de andre ufrie, mangler jeg mennesker at kommunikere med og at leve med på lige fod. Jeg kan med andre ord ikke udfolde mit sociale væsen . Ligeledes vil ufrie mennesker ikke kunne forstå hele min personlighed -min individualitet. Dette er en folge af ufri hedens fremmedgorende virkning. Opfattes menneske1 således som et so­cialt væsen, er det indlysende, at man ikke blot kan sætte sig uden for sam­fundet for at leve i frihed. Ligesom når man lever sammen med ufrie vil man ikke få sit sociale behov dækket - og de materielle behov vil man også have vanskeligt ved at dække.

Anarki er ikke konfJiktfrit Anarkiet er ikke et konfliktfrit sam­fund. Der vil stadig være interessekon­flikter. Men nar mennesker er frie og lige "il muligheden for at indgå frivil­lige overenskomster være langt storre end i dag, hvor alt er reguleret af rigide institutioner, der ikke er i stand til at tage individuelle hensyn. Konklusion: Mennesket er i flg. anar­kismen et væsen med behov for au­tonomi og fællesskab. At mennesker tydeligvis ikke agerer autonome og so­ciale i det moderne samfund, betyder ikke, at de sociale og autonome beho" ikke findes. Menneskets dynamiske væsen bevirker, at disse behov kun kommer til udtryk i fordrejet og mon­stros form, når mennesker lever i ufri­hed. Enhver stat be"irker og er udtryk for ufrihed. Henning V Rasmussen

13

· Af Alexander Berkman: "Anarkismens ABC" (1929) Forlaget Pirattyk

Er anarkisme vold? Du har hørt, at anarkister smider med bomber, at

de tror på vold og at anarki betyder kaos og uorden. Det er ikke mærkeligt hvis du tror det, for

konstant tuder pressen, prædikestolen, og andre autoriteter, dine ører fulde med dette. Men de fleste af dem ved bedre, selvom de har en grund til ikke at ville fortælle dig sandheden. Det er nu på tide, at du får den vide.

Jeg vil forklare dig det ærligt og oprigtigt, og du kan stole på mit ord, fordi det viser sig, at jeg er en af disse anarkister, der er udpeget som voldsmand og ødelægger. Jeg burde kende til det, og jeg har ikke noget at skjule.

"Betyder anarkisme nu virkelig kaos og uorden?", tænker du.

Nej, min ven. Det er kapitalismen og statsmagten, som står for kaos og vold. Anarkisme er lige det modsatte, det står for orden uden statsmagt og fred uden vold.

"Men er det muligt?", spørger du. Det er lige netop hvad vi skal snakke om. Men

først vil din ven vide, om anarkister nogensinde har kastet med bomber eller brugt vold. Ja, anarkister har kastet med bomber og har nogen gange tyet til vold.

"Der kan du bare se", udbryder din ven, "jeg tænkte det nok".

Men lad os ikke forhaste os. Hvis anarkisterne nogen gange har anvendt vold, er det så ensbetydende med at anarkisme er det samme som vold?

Stil dig selv dette spørgsmål, og prøv at give et ærligt svar.

Når en borger tiækker r en soldateruniform, kan han blive nød til at kaste med bomber og bruge vold. Vil du så hermed sige, at borgerskabet står for bomber og vold?

Du vil fornægte denne beskyldning med harme. Det vil simpelthen sige, vil du tage til genmæle, at et menneske, under visse omstændigheder, må ty til vold. Dette menneske kan være en demokrat, monarkist, socialist, bolschevik eller anarkist.

Du vil se at dette gælder for alle til hver en tid. Brutus dræbte Cæsar, fordi han var bange for, at

hans ven ville forråde republikken og blive konge. Det var ikke fordi Brutus "havde noget imod Cæsar,

14

men fordi han holdt mere af R< Brutus var ikke anarkist. Ha::l crr en tro

republikaner. WJ1helm Tell c. .... æ ;> _ Tallller for at hjælpe landet mod undea: Han havde aldrig hørt om anarlcisme.

Jeg omtaler disse r at vise, at despoter i umindelige . -,,- e e styrtet af forurettede tilhæn.=:eæ af - ~e:.... " Sådanne mænd var oprører mod t:,Tr!"'~ " er.. De crr som regel patrioter, demokra:æ ~_:: ' -"'''re og af og ti l socialister eller -..,- . e . De:æs handlinger var udtryk for indr i ,,- ' ureuen. Anarkisme har intet med del:e a: gz:-e.

En gang i ' = ;:o-~ e G>ækenland, var det den højeste dyd a: ~ _ al c.esp . Nyere tids love forbyder så~e"'~ . _~r men de menneskelige følelser synes - ."ære bevaret fra de gamle dage. Folk i dag .. -e krænket over et mord på en tyran. Seh ~ '= r e offentligt bliver bifaldet, tilgiver de esæ """ennesker inderst inde og føler endda ofte en ~ o -er sådanne handlinger. Var der ikke tusir: =- af mge patrioter i Amerika, som var villige til a: _.~,=> Gel tyske kejser, fordi de anså ham for cl=- -"".~cre for verdenskrigens begyndelse? LG'S - ~" domstol for nylig ikke den mand,:""- ,.--:::..e PaI:cra for at hævne de tusinder af ~- ~ .;...., e~ og cra som blev myrdet under p~ c..s:~.z -.::=-....:... ?:'" _" i Sydrusland.

I hvert et l2n _ "-'. - ~ - e-- e begået mord på tyranner af ~.~'.:=,- _

kærlighed til d~ _.: ~:

dette. som regel '; GI .. havde noget tilhørsfo.l. ' :- - --re r",;-j"..,.. "'" er ideer, men som bare a~~~ ::,. var der religiøse fana ere. s ~ katolik Kullman, som proo-eCe ar C'" 'Bll .. "X:;; 3 . .,..,. ....... ,,,., den vildledte enmsi2sr Olarloc:e C ~:.'~ -Marat under den ~"e '"e '01l:1DOrl..

I USA, er de .e'~ dræ er af enkelt personer. Linco bleV 'i ! -~ af John Wilkes Boot, so ',dI en sycsta3 ~-.--c::... Garfield i 1888 af Charles J es Gciæa eG _ • _ - er, og McKinley i 190 l ..: Lem Cwlgos::. . !. : - " tre var der kun en ana .

Det land som også det største

indlysende. Tag f.eks . Rusland. Med en fuldstændig undertrykkelse af tale og ytringsfriheden i Zartiden, var der ikke andre måder at fonnidle det despotiske regime med end at "bringe gudsfrygten" ind i tyrannens hjerte.

Disse hævnere var for det meste sønner og døtre af den højeste adelstand, idealistiske unge som kæmpede for friheden og folket. Da andre udveje var lukkede, følte de sig tvunget til at bruge pistoler og dynamit, da de derved håbede på, at de kunne lindre på de elendige forhold i deres land. De var kendte som nihilister og terrorister. De var ikke anarkister.

Nu om stunder forekommer der hyppigere politiske voldshandlinger, end der gjorde før i tiden. F.eks. brugte kvindesagsforkæmperne i England ofte vold, for at propagandere og fremføre deres krav om lige rettigheder. Siden krigen har mænd med de mest konservative meninger i Tyskland brugt samme metoder i håb om at få genetableret kongedømmet. Det var en monarkist som dræbte den preussiske finansminister Karl Erzberger, og udenrigsministeren Walter Rathenau blev også dræbt af en fra samme parti .

Ja, den mest originale grund eller i det mindste undskyldning for verdenskrigen, var drabet på den østrigske kronarving, begået af en serbisk patriot som aldrig havde hørt om anarkisme. I Tyskland, Ungarn, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og alle andre europæiske lande, har personer af forskellige politiske anskuelser gjort brug af voldshandlinger, for slet ikke at snakke om den storstilet politiske terror, som er blevet praktiseret af organiserede korps, så som fascisterne i Italien, Ku Klux Klan i Amerika eller den katolske kirke i Mexico.

Du ser altså, at anarkisterne ikke har nogen eneret på politisk vold. Antallet af sådanne handlinger, begået af anarkister, er uendelig lille i forhold ti l disse, som er blevet begået af personer med andre politiske overbevisninger.

Sandheden er, at i alle lande og i enhver social bevægelse har volden i en umindelig tid været en del af kampen.

Selv Jesus, som var kommet for at prædike fredsevangeliet, tyede til volden for at drive tolderne ud af templet.

Som jeg har sagt, har anarkisterne ikke eneret på vold. Tværtimod er anarkismens lære fred og harmoni, ikke overgreb på livets og frihedens ukrænkelighed. Anarkisterne er menneskelige, ligesom resten af menneskeheden, eller måske mere end det. De er mere følsomme overfor hvad der er forkert og uretfærdigt, hurtige til at harmes over undertrykkelse og er derfor ikke fri for af og til at

give udtryk for deres protest ved en voldshandling .. Men sådanne handlinger er et udtryk for et individuelt temperament, og ikke for nogen bestemt teori.

Du vil måske spørge cm revolutionære ideer ikke naturligt vil påvirke en person til at begå voldelige handlinger. Det tror jeg ikke, fordi vi har set at voldelige metoder også bliver brugt- af folk med de mest konservative synspunkter. Hvis personer med direkte modsatte politiske meninger begår ligende handlinger, er det næppe rigtigt at sige, at det er deres synspunkter der ligger til grund for sådanne handlinger. Samme resultater har samme årsag, men årsagen skal snarere findes i individuelle temperamenter og den almindelige indstilling overfor vold end i politiske overbevisninger.

"Det er måske rigtigt, det du siger om temperament", siger du. "For jeg kan godt se, at revolutionære ideer ikke ligger til grund for politiske voldshandlinger, ellers ville enhver revolutionær begå sådanne handlinger. Men retfærdiggør sådanne synspunkter, til en vis grad, ikke dem der begår disse handlinger?

"Det kan umiddelbart godt synes sådan, men hvis du tænker lidt nærmere over det, vil du se at er en fu ldstændig forkert forestilling. Det bedste bevis på dette er, at anarkister, som har nøjagtig de samme meninger om regeringen og nødvendigheden af dens afskaffelse, ofte er fuldstændig uenige om spørgsmålet om vold. Således fordømmer de Tolstoianske og de fleste individualistiske anarkister politisk vold, mens andre anarkister billiger eller i det mindst retfærdiggør den.

Desuden har mange anarkister, som engang troede på voldens betydning som propaganda, ændret deres synspunkter med hensyn til det og støtter sig ikke mere til sådanne metoder. F.eks. var der engang, da anarkister slog til lyd for individuelle voldshandlinger, kendt som "Handlingens propaganda". De regnede ikke med at kunne fjerne statsmagten og kapitalismen til fordel for anarkismen ved sådanne handlinger, og de regnede heller ikke med, at man ved at fjerne en tyran afskaffede tyranniet.

Nej, terrorismen blev anset for et middel til at hævne en uret mod folket, indgyde frygt i fjenden og påkalde opmærksomhed mod det onde, som terrorhandlingen var rettet imod.

Men nu omstunder tror de fleste anarkister ikke på "Handlingens propaganda", eller går ind for sådanne handlinger.

Erfaringen har lært dem, at skønt sådanne metoder måske kunne retfærdiggøres og bruges i

15

fortiden, så har moderne livsbetingelser gjort dem unødvendige og endog mere skadelige for udbredelsen af deres ideer. Men deres ideer forbliver de samme, hvilket vil sige, at det ikke var anarkismen som skabte deres holdning til volden. Dette viser atter, at det ikke er visse ideer eller "ismer", som fører til volden, men at det er andre årsager der ligger til grund for den.

Vi må derfor søge andre udveje for at finde den rette forklaring.

Som vi har set, er politiske voldshandlinger ikke kun blevet begået af anarkister, socialister og andre revolutionære, men også af patrioter og nationalister, af demokrater og republikanere, af kvindesags­forkæmpere, af konservative og reaktionære, af monarkister og royalister, og selv af religiøse og fromme kristne.

Vi ved nu, at det ikke kan have været nogen bestemt ide·eller "isme", som har haft indflydelse på deres handlinger, fordi de mest forskelligartede ideer og "ismer" frembragte ens gerninger. Som hovedårsag for disse, har jeg nævnt den individuelles temperament og den almindelige holdning til vold. Dette er sagens kerne. Hvad er den almindelige holdning til vold? Hvis vi kan svare korrekt på dette spørgsmål, viI hele sagen blive afklaret.

Hvis vi skal være ærlige må vi tilstå, at enhver tro på vold, og praktiserer den, selvom man fordømmer andres brug af den. Faktisk er alle de institutioner, som vi hjælper, og hele det nuværende samfundsliv baseret på vold.

Hvad er det vi kalder statsmagten? Er det andet end organiseret vold? Loven bestemmer, at du skal gøre dette og ikke det, og hvis du nægter at adlyde, viI du med magt blive tvunget til at gøre det. Det er ikke fordi vi skal til at diskutere, om noget er rigtigt eller forkert, om det skulle være sådan eller ikke. Lige nu er vi interesseret i den kendsgerning, at det er sådan at alle statsmagter, alle love og autoriteter hviler, når alt kommer til alt, på magt og vold, på straf eller frygten fot straffen.

Ja, selv den åndelige autoritet, Guds og Kirkens autoritet, hviler på magt og vold, fordi det er frygten for den guddommelige vrede og hævn, der har magt over dig, tvinger dig til at adlyde og endog til at tro på noget, imod din egen overbevisning.

Hvor end du vender dig, viI du opdage, at hele vores liver baseret på vold eller frygten for denne. Allerede fra den tidlige barndom, er du underlagt forældres eller ældres vold. I hjemmet, i skolen, på kontoret, fabrikken, marken eller forretningen, er der altid en autoritet, som får dig til at adlyde, eller tvinger dig til at gøre, som vedkommende vil.

Retten til at tvinge dig, hedder autoritet. Frygten for straf er blevet gjort til en pligt og man kalder det at adlyde.

I denne atmosfære af tvang og void, af autoritet og lydighed, afpligt, frygt og straI: k..~T vi alle op, og vi indånder den gennem hele \ 'ores liv. Voldsmentaliteten er så indgroet i os, at vi aldrig spørger om volden er rigtig elle forlæn.. l spørger kun om den er lovlig.

Du sætter aldrig spØTg:smålstegn ved statsmagtens ret til at dræbe, .n.'-1ACL>-= .....

Hvis et almindeligt menn;><; re <; .

samme, som statsmagten gør stemple vedkommende _ slyngel. Men så længe en

ele tiden, ville du en rder, tyv og cer begas er "lovlig",

d!.:> den. Så det er ikke ~ . men de mennesker der

billiger du den og volden du protes::erer -bruger volden uU10'~. _

Den lovlige ~

hele vores eksis ens. . ' -'. - elt og kollektivt. Autoriteter res li lige fra vuggen til graven ;æ -r<::ees, præsternes og den guddommelige c. -rre< politiske, økonomiske, sociale og :G <:: e. Hvilken karakter denne autoritet end --. e- ca a~ ·d den samme bøddel som udøver sin JI'sc o~-er dig ved hjælp af dip.. frygt for en eller and ~:m for straf. Du. er bange for Gud og Djævelen, f; .-æsten og naboen, for arbejdsgiveren og chefen, - - eren og politi-manden, for dommeren ~ ~uevogteren, for loven og statsmagten. H:.'e Gt li er en lang kæde affrygt - en frygt som kn =>- cin op og sønderslider din sjæl. På denne fr:.;:; er G .. ds, kirkens, forældrenes, kapitalisternes 5 er<: ' ellle5 amorjtet baseret.

Prøv at t.æn! el:. ~ang på, om at det jeg siger ikke er sandt.

Ja, selv ime e=l .- .... ~ e- der samme form for autoritet. Den --L-i~v y hunser, i kraft af sin større fysiske ~_ e~"""; sine yngre søskende, lige som Johnny's fur -er med ham, i kraft af sin overlegne ~ e og "s afhængighed af hans hjælp. Du går - r præstens og prædikantens autoritet, fordi Cu r, at de kan "nedkalde Guds straf over dit b .m. Du underkaster dig, chefens, dommerens og sraLS::r..agtens _ herredømme p.g.a. deres magt til er.: fra..'"U' c dig dit arbejde, ruinere dine forretninger, smi e dig i fængselet - en magt som du faktisk selv har 2.." i 'eres hænder.

Så autoriteten regerer dit liv, fortidens og nutidens, de dOCe og de levendes autoritet, og din tilværelse er en ua rudt indtrængen på og krænkelse, en rCXJ..S:a1It underkastelse af andres tanker og vilje.

Og således som du er blevet krænket, således hævner du dig ubevidst ved at krænke andre, over for hvem du bar en autoritet, eller kan udøve tvang, fysisk eller moralsk.

Det er denne måde, at livet er blevet et skørt autoritetstæppe, af herskeise og underkastelse, af ordre og lydighed, af tvang og underkastelse, af regenter og regerede, af vold og styrke på tusind og en forskellige måder.

Kan det undre dig, at selv idealister stadig er ind spundet i autoritetens og voldens garn, og ofte tilskyndes af deres følelser og omgivelser til at begå angrebshandlinger som er fuldstændig i strid med deres ideer?

Vi er alle barbarer som stadigvæk tyer til magt og vold, for at klare vores gæld, vanskeligheder og besværligheder. Volden er uvidenhedens fremgangs­måde og den svages våben. De stærke og koldblodige behøver ikke volden, fordi de er urokkelige i deres overbevisning om at have ret. Jo længere vi bevæger os væk fra det primitive menneske, desto mindre søger vi dækning bag magt og vold, og jo mere oplyst mennesket bliver, desto mindre vil det gøre brug aftvang. Man ville rejse sig fra støvet og holde sig oprejst. Man vil ikke bøje sig for nogen Zar, hverken i himlen eller på jorden. Man vil blive det rette menneske, når man vil foragte at regere og fornægte at blive undertrykt. Man vil først blive fuldstændig fri, når der ikke er nogen magthavere.

Idealet for et sådant liver anarkismen; et samfund uden magt og tvang, hvor alle mennesker vil have samme rettigheder, og leve i frihed, fred og harmoni .

Ordet anarki kommer fra græsk, og betyder "uden magt, vold eller statsmagt", for statsmagten er den vigtigste kilde til vold, indskrænkning og tvang.

Anarki betyder derfor ikke, som du først troede, kaos og uorden. Det er tværtimod lige det modsatte; en tilværelse uden statsmagt, hvilket er det samme som frihed. Uorden er autoritetens og tvangens barn. Frihed er ordenens moder.

"Et smukt ideal", siger du, "men det er ktm for engle".

Så lad os da se om vi kan få de vinger, vi behøver til dette samfundsideaI.

17

DIREKTE AKTION, Nr. 4 1991

. .- ." .. - _._ .. Hl'is al/arkister l'irke/ig går

il/d for frihed. In'mio;'- er, der sa , no,~leanarkister: 'def foifølger racister ogfas(-;ster? Ytrings-og

': forsamlingsfriheden må,l'e.1 gåd, de for alle? ; .. . 'c':':, ' '';'

-' ',: ~ .. :.:' "". -

"st~~e i J92Oeme'i~iigerede s~~ , kapitålen~ forhengede arm i ned~ ,c 'slagiriingeit' af derl'sicireanårki-'~" ::Stiskeog ~yndikalistiske bevæ­gelsi; .over den ~panske i:>orger-' , krig.h:· ... or Francos falange ned.:, ka::miJede. den sociale rev~lution;:

Svar: Det kan ';'åsk~ '~~iddel- JiL~~i~FP.epskrig. ~vor ~~ister7~ bartyirke soi!t e~se~~m.Od.~isd- ,ne udryd~~de anderlede~.1ænke-· ' se: når frihedselskende ' ariårki-nde:'inkhisiv anarkistenie.

":'"" .T

ster angriber fasciste'rs' demon- "' ne'r 'er"liltså taie om seivfor- , J,'., strationer. klublokaler 'og blad- svar. når vi 'iåilil.mgreblYi ved :.' ;';:.:: salg, forhindrer racistiske møder af bitter erfaJjng; ligesom åndre ~~ .. ~, ','-: . etc, Ikke desto mindre 'sker det I på venstrefløjen, at hvis fascis- ~·>.\:':'. ,:: ,:.: '. ~~ :,o" .':_.:'.~ '!'J •. .:'

Frankrig ' er.anarki~te~ ;n1ed i men vokser sig stærk vil den SCALP,derjagter .iilhællgem·e snart eliminere alt alternativt. Vi "'; .'." -.. - - .- .. af Le Pen; i Englari~der~iJlåfkisier vil ikke 'vente og se tiden an. befolkfl~gen,-deT e: fi nde af vor' klasse. arbejder-medstifter af Anii-Fa5cisfActi- 'mens de chikanerer og overfal- '. ' overfor nemme lp ._~. assen;og dens tilhængere skal on, hvis erklærede)ri"åi det :ei-;"at derudlændinge;overvejesituati- Samtidig med oL r~er og drives ud ' af arbejderklassens bekæmpefascisterm! ~ fy'sisk;i onen, mens de smadrer venstre- racister har deres e,,- Ca - e::I kvarterer ,og opholdssteder, før Spanien er anarkister i gadekamp fløjens,Ipkaler. Der,skal ilindlipg og magtambiti ;'.::r de og" d~ .bide(~sig f'!st. Et filosofisk

.. rnodJascister, i USA an:angerestil. H,~~?g.:hh.;S-(':~~ •. - ~ ':; ;~ :':i;~\ -4e~~~be{J}~g-~ ;~e ~~ :=:in,dsU.!let}ne~lem af den)fnarki: militante aktioner mod Ku'Kltix Etynde.t.Fl,OdNg~l1]e!!.t.er.~t, ;'yere~~el1'g~r ~ 1 kfise- :;:~.sJ1;;ke ,bevægelse kunne p1åske I

'; Klans offentlige manifest3tio. fascisterog'rndsterblot eret,eks~' ':i.tjder: , 'De "leder-Jr.!strationeme :-den,forbindelsegodt tænkesig'en ner, ja selVi det lilIe~elige trernt~tidtryK fof~det-fremffieil-~ ~væk0fra~jtJkere.~erhveIVSliv "'.'Semåfltis'k~disJ{ussion af'ordene Danmark !!r,anarki~t.c:.~J:IT!e,d, had, der eri samfundet. Det er da etc. og over på di ;ase syndebuk- "anarki» og "frihed". Den debat når Glistrup jages l..maj (!lIeinårogså g~s~e '1gtig.t, at de t:enyt- ,.~~Jind~an~ ygtnlnge. Y,en:,... kan h~ så meget passende, tage Den Darisk~,Fprenl~grcirsØgeT'aY ter fremmedhadet I befolknmgen~trefløJen. Jøder. J name I.t!).;; med sig selv, den dag han ligger holde møder~·)~:~'t--:!~;;!~·,? ,:,~,~ som springbræt for deres politik. perfQr er,kampat fascisme f2 på asfalten, mens en gruppe fas-, Foi-kfaI!ngen'e7'gariSke ligetii: ' Netop derfor er det vigtigt at be- ogradsJEe o~.~~del af~ampe!f. ; c~ster :med militæi'Støvler 'tager

• I:asciste',):>giacister~.h~~'jIldiig kæmpe dem før de bliver"stuere- ,', m<?<i kapital· ~bg ~e!.Cber~i, sig de~ .~rihed al brække alle kno.. selv Jagt f),n~N:irirelfe~~~Lige ne". før deres politik - endIOsung ~kende klasse.. "",.;:-:; ;f.~~ ,~~ ~~~ gl~m~j hansJcrop. ~·~;,::::.::".f.~; fra starten i , It~IX~ri;' hX~n~d~ -bliver acceptablefor den del af "~Fascismerl eTa, ' ort sågt en '~~. ' ; ~,.- ."-,,.'

~ -- ...: .

18

Af Chr. Mailand-Hansen: "Anarkismen - en antologi" Forlaget Rhodos 1970

Emile Henry:

Brev til fængselsdirektøren

(27. februar 1894)

Emile Henry (1872-1894) er en af de kendteste Q/wr· kistiske terrorister. Hun kastede en bombe ind i en til­;zJ ig kafe i Paris, hvorved 6 men/lesker blev dræbt. Henry blev pågrebet og dømt til døden. Da han sad i : - Igslet, skrev hall dette brev til fæ/lgselsdirektørell.

3err Direktør. Under det besøg som De anagde i min celle søndag

den 18. dennes, havde vi en på sin vis ganske venska­elig diskussion angående de anarkistiske ideer. Efter hvad De sagde, var De blevet meget forbavset

over at lære vore teorier at kende fra en helt ny synsvin­kel, og De bad mig om skriftligt at give et resume af vo­res samtale for at De kunne sætte Dem rigtigt ind i, hvad de anarkistiske kammerater ønsker.

De villet kunne forstå, at det ikke er muligt på nogle få sider at udlægge en teori, som analyserer alle manife­stationerne i det nuværende sociale liv, som undersøger dem ligesom lægen sætter stetoskopet på en syg or­ganisme, og som opbygger en helt ny form for liv, der er baseret på principper, som er helt forskellige fra dem, det gamle samfund hviler på.

I øvrigt er der andre, som allerede har gjort det, De beder mig om. Folk som Kropotkin, Reclus, Sebastian Faure ... 1 ... deres ideer, og har ført udviklingen af dem så langt som overhovedet muligt.

Læs ~Evolution et Revolution« af Reclus; ~La Morale Anarchiste, '>Les Paroles d'un Revolte«, ~La Conque­te du Pain« af Pierre Kropotkin; ,>Autorite et Libertc«; ~Le Machinisme et ses Consequences« af Sebastian Faure; ~La Societe mourante et l'Anarchie« af Grave; ~Entre. Paysans« (Fra contadini) af Malatesta: og læs også de utallige brochurer og manifester som på skift er udkommet i de sidste femten år, og som hver især ud­viklede nye ideer alt efter hvordan forskningen eller de historiske forhold inspirerede deres forfattere.

Læs alt dette, og De vil kunne danne Dem en nogen­lunde velbegrundet opfattelse af Anarkiet.

Og dog må De vogte Dem for at tro, at Anarkiet er et dogmc, en uangribelig og indiskutabel doktrin som dens tilhængere omfatter med samme ærefrygt, som mu­hamedanerne gør det med Koranen. Nej; den absolu tte frihed som vi gør krav på. udvikler ustandselig vorc ideer, hæver dem mod nyc horisonter (i overensstemmel­se med de forskellige individers hjerner) og sæller dem ud over de snævre rammer, som enhver form for regle­ment eller codificering afstikker.

Vi er ikke ~troende«, vi ligger hverken på knæ for Reclus eller Kropotkin, vi diskuterer deres ideer. og vi acceptcrer dcm når dc afstedkommer sympatiske ind-

1. En ul~selig linje. Meningen er følgende: har udviklet d isse

ideer.

•

tryk i vore hjerner, men vi forkaster dem, når de ikke kan sætte noget i bevægelse i os.

Vi besiduer langtfra SanllTIC blinde tro l som kollek­tivisterne,2 uer tror på en ting bare fordi Guesdc har ud­talt, at man burde tro på den, og som hyluer en katekis­mus, hvis paragraffer det ville være helligbrøde at disku- . tere.

Når dette st:lr fast, vil jeg hurtigt og kortfattet prøve at udlægge, hvad jeg selv forst[lr ved Anarki, uden at . jeg derved forpligter andre kammerater, SallI på visse punkter kan have synspunkter, der afviger fra mine egne.

Det er omsomst at diskutere, hvor vidt det sociale sy­stem i dag er dårligt, da enhver beviseligt lider under det. Lige fra den ulyksalige omstrejfer uden brød og husly for hvem sulten er en normaltilstand og til milliar­dæren som bestandig er bange for at et oprør fra de sul­tendes Side skal forstyrre hans fortæring, er hele menne­skeheden plaget af angstfornenunelser.

Nuvel, på hvilket grundlag hviler det borgerlige sam­fund?

Når vi ser bort fra de familiale, nationale eller religiø­se principper som kun er logiske følger, kan vi hævde, at bærepillerne, de to fundamentale principper i det nu­værende samfund er Autoriteten og Ejendomsrettcn.

Jeg skal ikke udbrede mig -yderligere om dette for­hold. Det ville være let for mig at påvise, at allc de on­der vi lider under stammer fra ejendomsretten og autori­teten.

Elendighed. tyvcri, forbrydelser, prostitution. krigc og revolutioner er kun nødvenuige slutresultater af disse to principper.

Eftersom samfundets fundament er dårligt, er der føl­gelig ingen grund til at tøvc. Man bør ikke forsøgc en mængde lapperier (se socialisme) som kun tjener dct for­mål at flytte rundt på ondet; m"an skal uskadeliggørc de to onde spirer og forurivc dem fra det socialc lir

Derfor ønsker vi som anarkister at ~JIL-iruli­viduelle ejendomsret med KQmm1lnisO}~ ogJ?,ltorilet~J1 med Frihed.

Altså ikke mere nogen hjclllmel til besiudelse eller herredømme: @.solll( lighed.

Når vi siger absolut lighed foregiver vi ikke, at alle

2. I 1894 kaldte mnn de parlamcntariske socinlister »kollckt\ 9 v ister«. (Udgivcrens nnmrk.).

mennesker skal have cn og sanlIlle hjerne, eller cn og samme fysiske konstitution; vi ved udmærket, at der al­tid vil være stor forskel på de intellektuelle og fysiske anlæg. Det er netop denne forskelligartethed med hensyn til anlæg, som kan realisere den produktion af alt det som er nødvendigt for menneskeheden, og derfor regner vi også med at den vil stimulere fliden i et anarkistisk samfund.

Der vil være ingeniører og jordarbejdere, det er helt indlysende, men den ene part skal ikke have nogen sær­stilling; for ingeniørens arbejde ville ikke tjene noget for­mål uden jordarbejderens bistand, og vice versa.

Når enhver er fri til at vælge det arbejde han ønsker at udføre, vil alle mennesker komme til at adlyde anlæg som naturen har givet dem (garanti for god produk­tion).

Her melder et spørgsmål sig. Og de dovne? Vil alle gide arbejde?

. Vi kan svare ja, enhver vil arbejde af følgende grunde: I dag er den gennemsnitlige arbejdsdag på 10 timer.

. Mange arbejdere er beskæftiget med arbejder, der er komplet unyttige for Samfundet, og her især den militære udrustning til lands og til vands. Aller andre rammes af arbejdsløshed. Føj hertil , at cl anseeligt antal raske mænd ikke producerer det fjerneste: soldater, præster, politifolk, magistrater, embedsmænd o.S.V. o.S.V . . .

Uden at blive beskyldt for at overdrive, kan man alt­så hævde, at ud af 100 individer der er is tand til at præ­stere et stykke arbejde, er det kun de 50 som yder en indsats som er virkelig nyllig for Samfundet. Det er disse 50 som producerer hele den sociale rigdom.

Heraf kan man udlede. al hvis alle arhejdede, ville arbejdsdagen komme ned på kun 5 timer i stedet for 10.

Lad os desuden tage i betragtning. al i den nuværen­de situation er mængden af industrielle produkter fire gange større og mængden af landbrugsprodukter tre gan­ge større end hvad der er nødvendigt for at dække mell­neskehedens behov; det betyder, at tre gange så man­ge mennesker kunne få tøj, bolig, og føde; de ville med andre ord få deres behov dækket, hvis ikke spild og tal­rige årsager fik destrueret denne overproduktion.

(De vil kunne finde denne produktionsstatistik i den lille brochure: LC'.Sl..rodllifs de la Terre et !es prodllits de l'Indllstrie). y~

Af det foregående kan vi altså drage følgende kon­klusion: Et samfund hvor alIe og enhver vil tage del i det fælIes arbejde, og som ville nøjes med en produk­tion der ikke overstiger dets forbrug væsentligt (først­nævntes overvægt bør tilvejebringe en lille reserve) ville kun behøve at forlange en indsats på to-tre timer af dets raske medlemmer, ja måske mindre.

Og hvem ville da nægte at yde en så beskeden ar­bejdsindsats?

Hvem ville gerne leve med skamfølelsen over at være foragtet af alle og betragtet som en snylter?

Ejendomsretten og autoriteten der altid går bånd i hånd støtter sig til hinanden for at holde menneskehe­den slavebunden!

Hvad er ejendomsretten egentlig? Er den en naturlig ret? Er det tilstedeligt at en spiser. mens en anden suI­ter? Nej, da Naturen skabte os. gav den os ens organis-

20

mer, og en arbejdermave knn-er at blive tilfredsstillet fuldstændig ligesom en finansmands.

Og alligevel har en klasse i tbg bema:gtiget sig al­ting ved fra "den anden klasse at stj æle ikke bare krop­pens men også åndens brød.

Ja er det ikke smertel igt i el å rhundrede lllan kalder fremskridtets og videnskabens at tænke på, al millioner af videbegærlige hjerner er i den situation, at de ikke kan udfolde sig? At børn af folket, som måske ville va:­re blevet af stor værdi og nyttige for samfundet, aldrig vil komme til at lære andet end de få delllent~cre be­greber som gru ndskolen indpoder dem!

Ejendomsretten er den meJlllcskelige l 'k es vi rkCl i­ge fjende, for den skaber uligheden ug som følge heraf had, misundelse og blodige opror.

Autoriteten er ikke andct end en sal lionering af ejendomsretten. Den sLiller maglen til r.idi lcd for udsu­gerne .

Nuvel, når arbejdet er et Ilatflrligt belw' så må Dc gi­ve mig ret i, at ingen bor unddnge s'g n så minimal a r­bejdsindsats som den o . n[orn:.c'1l .

(Arbejdet er et scl Il tur!i .. r bebo. al l1istvrim kan opvise statsl/l crnd som me lir It! frig r sig fvr de politi­ske bekymringer fa c:: 'rir e StJlI milldelige arbejdere. For bare at meme o er l'l:e e! elI/pier: L Vl/ is XVI lavede smedearbejde; O" i rure dage bellyfler the great od IlJaIl«, Gfadstone. S"J e ferier til selv al fer/de nogle egetræer i sille s ·o'·e. ';oesvlIl elJ a/ininclelig skovlIlIg­ger).

De kan al tså se., at d t ikke vi l være nødvendigt at ty til nogen form f r lovgivning for at undgå de dovne.

Hvis en eller aoden rent eks traordinært alligevel ville nægte at bistå sine brødre, ville det trods alt være min­dre bekosteligt a enære delte ulykkelige individ, som nødvendigvis må være s; gt, end at opretholde lovgivere, magistrater, poli -- - og fangevogtere for at tugte ham.

Mange andre sp rgsmål rejser sig, men de er af se­kundær karakter; igjgst er det at slå fas t, at ophævelse af ejendomsretten, es1aglæggelse, ikke vill e medføre produktionsstandsnio"" som folge af en tiftagende doven­skab, og at det affi!.r -Sliske sam fund vil le være i stand til at føde sig sel v o.=- 'iHr sstille alle sine behov.

Alle yderligere iml:"cndinge r som kunne fremføres, ville man let ku nne gendrive med belæg i den opfattelse, at et anarkistisk milieu i hvert enkelt medlem ville udvikle solidaritet kærlighed i forholdet til ligesinde­de, for mennesket vil forstå, al ved at arbejde for de andre, arbejder det samlidig for sig selv.

Hvis der ikke længere eksisterer nogen aUloritet, eller frygt for de betjen te der anholder de kriminelle, risike­rer vi så ikke at se ulovligheder og forbrydelser forøges i en skræmmende målestok?

Svaret er let : Vi kan indJcle Lie forbrydelser der begas i dag i to

hovedkategorier : inlcrcsscf orbrYdelser og passionsf or­brydelser.

Førstnævnte vi l forsvinde af sig selv, for der vil ikke hcngere være noget gnlJ1dlag for disse forseelser, for dis­se anslag mod ej elldomsre tten, i et milieu som har op­hævet ejendomsret ten. H vad de andre <Ingar. kan ingen lovgivnillg forhin dre dCIII. Snarere tv~crtil1lod . Lien Illl -

værende lov som frifinder ægtcmanden der myrder sin utro kone, kan kun virke stimulerende på forbrydelser­nes hyppighed.

Hvorimod et anarkistisk milieu vil højne menneske­hedens moralske niveau. Mandcn vil forslå, at han ikke har nogen reltigheder over en kone der hengiver sig til en anden, eftersom denne kvinde kun følger sin natur.

Som følge heraf vil forbrydelserne blive mere og me· re sjældne i det fremtidige samfund , indtil de forsvin­der fuldstændig.

Jeg vil nu resulllere mil ideal af et anarkistisk sam­fund.

- Ikke mere nogen autoritet, da den er mere i strid med menneskehedens lykke end de få udskejelser som kunne opstå i et fril samfunds førsle fase.

I stedet for den nuværende autoritære organisering korruner en gruppering af individer efter sympatier og affiniteter, og uden love og ledere.

- Ingen privat ejendomsret; fælles overtagelse af pro­dukterne; enhver yder efter sine behov, og enhver ny· der efter sine hehm·. det vil sige efter eget forgodtbefi n· dende.

- Ingen egoistisk og borgerlig familie som gør man· den til kvindens ejendom eller kvinden til mandens; ei­ler SOI11 kræver. at to individer som engang har elsket hinallden. skal vaTe bundet til hinanden indtil deres da· ges ende.

Naturen er lunefuld, den kræver bestandig nye ople­velser. Den kræver den frie kærlighed. Derfor ønsker vi frit samkvem.

- Ingen fædrelande eller had mellem brødre, som kan få mennesker der aldrig har set hinanden til at stri· des. Afløsning af chauvinistens snævre og indskrænkede tilknytning til sit fædreland til fordel for en storsi ndet og frugtbar kærlighed til hele menneskeheden, uden hensyn til race eller hudfarve.

- Ingen religioner, som præsterne har sammenfl ik­ket for at fornedre masserne og give dem håbet om et bedre liv, mens de selv nyder det jordiske liv.

Tværtimod en fortsat udvikling af videnskaben. mu­ligheder for enhver der foler sig draget af den, således at alle mennesker efterhånden bringes til bevidsthed om materialismen.

Et specielt studie af de hypnotiske fænomener, som videnskaben i dag begynder at erkende. for at dema­skere de charlataner som overfor de uvidende lader kendsgerninger af rent fysisk karakter fremstå i et fanta­stisk og overnaturligt skær.

- Med andre ord ikke flere hindringer for den men­neskelige naturs frie udvikling.

Fri udfoldelse af alle de fysiske, intellektuelle og mentale anlæg.

Jeg er ikke så optimistisk, at jeg tør håbe på. at et samfund med eL sådant fundament med det første kan opnå fuldstændig harmoni. Men det er min faste over· bevisning, at det vil være tilstrækkeligt med 2-3 gene­rationer for at frigøre mennesket fra den indD ydeIse. som det er offer for i den nuværende kunstige ci .. iJisa­tion og for at føre det tilbage til naturtilstand en, til god­hed og kærlighed. Men for at dette ideal kan triumfere,

for at etablere et anarkistisk samfund på et solidt fun­dament, er det nødvendigt at begynde med at destruere. Man må rive den gamle, ormædte bygning ned.

Det er det vi er i færd med at gøre. Borgerskabet foregiver, at vi aldrig vil nå vores mål. Men i en meget nær fremtid vil det blive belært der-

om. Leve Anarkiet!

Oversat af Hans-Jørgen Andersen

AfMikhail Bakunin: "Autoritet eller selvforvaltning" Udvalgte skrifter redigeret af Michael Helm og Annagrethe Ottovar Borgens Forlag 1979

22

Staten - hovedhjørnestenen i klasse-. regImet

Ingen revolution har endnu vovet at begå den heJJjgbrøde at gribe ud efter statens hellige ark, ligegyldigt hvor voldelige og dristige dens handlinger ellers har været. Og da ingen stat er mulig uden en organisation, uden en administration, uden en hær og et relativt stort antal personer udstyret med magt, med andre ord, uden en regering eller stats styrelse, så er enhver rege­ring som er blevet styrtet, altid blevet erstattet med en anden, der har været mere velvilligt indstillet over for de sejrende klas­ser eller mere nyttig for dem.

Men ligegyldigt hvor velvillig den nye regering stiller s·g over for de privilegerede klasser, ligegyldigt hvor megen n .e de har af den, vil den dog uundgåeligt pådrage sig deres vrece, når først hvedebrødsdagene er overstået. Det ligger nemlig i magtens natur, at den dømmer sine udøvere til at gøre fortn: Og her taler jeg ikke om folkets kroniske onde: staten, dette yæ~

for de privilegerede klasser, og regeringen, hvis opgave er ..: forsvare statens interesser og som derfor altid uundgåeligt og ufravigeligt er en ulykke for folket - og de~ uanset regerin~..r.s form. 1':'Jej,jeg taler om det onde, der rammer de privilegerede klasser selv, disse klasser for hvis skyld alene eksistensen af en stat og en regering er nødvendig. Men hvordan denne nød...-en­dighed end er beskaffen, hviler staten alligevel tungt på de.~ Samtidig med at staten tjener deres grundlæggende interesser, lægger den et tryk på dem og holder dem nede, naturli~-is i langt mindre grad end den undertrykker folket.

En regering, som ikke misbruger sin magt, som ikke under­trykker, uddeler sær begunstigelser og begår tyveri, som udelt.:-i{­kende handler i klassernes almindelige interesse, og som ikke ustandselig glemmer dem til fordel for den ensidige tilfredss . -lelse af de ledere, som står i spidsen for den - en sådan regerin.t:) er cirklens kvadratur, et ideal, som ikke kan realiseres, for de strider imod menneskenaturen. Menneskets, eller ethvert indi­vids, natur er således beskaffen, at hvis du giver det den mindste magt over andre ~ennesker, så vil det med garanti undertrykke dem. Og hvis du anbringer et indi:rid i en privilegeret stilling og tillader at det unddrager sig ligheden, så forvandler du dette in­divid til en slyngeL Lighed og ingen autoritet, det alene betinger ethvert individs medmenneskelighed Tag den mest lidenskabe­lige revolutionære og overlad ham Ruslands trone eller den dik­tatoriske magt, som vore revolutionære grønskollinger drøm­mer om, og i løbet af et år vil denne revolutionære være værre end zar Nikolaj!

Det har de privilegerede klasser i lang tid været overbeviste om, og de har endog uddraget denne morale, som er blevet en talemåde: reg!ringm " lt nødvendigt ond!. Ja, det siger sig selv at den er nødvendig for dem, men absolut ikke for folket, for hvil-

ket staten - der gør en regering uundværlig - ikke er et nødven­digt, men et skadeligt onde. Hvis de herskende klasser kunne klare sig uden en regering og nøjes med at bevare staten, dvs. muligheden for og retten til at udbytte folkets arbejde, så ville de selvfølgelig ikke drømme om at erstatte en regering med en an­den. Men den historiske erfaring (for eksempel den polske adelrepubliks sørgelige endeligt) har vist dem, at en stat ikke kan eksistere uden en regering. Fraværet af en regering fremkalder anarki I), og anarkiet fører til statens ødelæggelse, dvs. enten til at et land slavebindes af en anden stat, som det var tilfældet med det ulykkelige Polen, eller til den totale befrielse af alle arbejden­de mennesker og til afskaffelsen af klasserne, som det forhåbent­lig ~ nær fremtid vil ske overalt i Europa.

For - i det omfang det er muligt - at mindske de sociale on­der, som enhver regering uundgåeligt skaber, har de herskende klasser udtænkt forskellige former for regimer og forfatninger, som i dag dømmer de europæiske stater til at balancere mellem klasse-anarkiet og regerings-despotismen. Statens pyramide er i den grad blevet rokket, at selv vi gamle kan gøre os håb om at opleve og være med til at fremkalde dens definitive afskaffelse. Men når ødelæggelsens time slår, er der ingen tvivl om, at de herskende klassers store flertal vil rykke sammen omkring de eksisterende stater, om de så hader dem nok så meget, for at

forsvare dem mod de arbejdende massers frigjorte kræfter og frelse staten, hovedhjørnestenen i deres klasseregime.

Hvorfor er en regering nødvendig for at opretholde staten? Fordi ingen stat kan eksistere Ilden en permanent sammensværgelse, der selvsagt er rettet mod de arbejdende masser. det ~r for at slavebinde og udplyndre dem, at alle stater uden undtagelse eksisterer. Og i hver eneste stat er regeringen intet andet end mindretallets permanente sammensværgelse mod det under­trykte og udplyndrede flertaL Selve stat~ns natur viser klart, at der aldrig har været eller kan være nogen statsorganisation, som ikke i bund og grund står i modsætning til folkets interesser. De brede masser nærer da også et dybtfølt had til staten, selvom det ikke altid er bevidst . Da masserne endnu er meget lidt udviklede, hænder det, at de

ikke blot undlader at gøre oprør mod staten, men tilmed går så vidt at de giver udtryk for, at de føler respekt for og kærlighed til den; af staten venter de retfærdighed og straf, idet de således synes at være gennemsyrede af patriotiske følelser. Men prøv engang på nært hold at undersøge den virkelige holdning til sta­ten hos et hvilket som helst folk, selv det mest patriotiske. Så vil du få at se, at folket kun elsker og Kun dyrker denJomtilling, som det gør sig om staten, og overhovedet ikke de handlinger, staten begår. I samme grad som folket kommer i rigtig berøring med statens egentlige væsen, afskyer det altid dette væsen, og det er hvert øjeb.lik parat til at ødelægge den, når blot regeringens or­ganiserede magt ikke lægger hindringer herfor.

[-J Enhver regering har to mål det første, vigtigste og højt prokla­merede mål går ud på at beskytte og forstærke statsmagten, civi­lisationen og den offentlige orden, dvs. de privilegerede klassers

I) Bakunin bru~r h~r ordet i d~n tnditiond l~ betydning.

23

24

systematiske og legale beherskelse af det folk, som de udbytter. Det andet mål, som i regeringens øjne er næsten lige så vigtigt som det første, skønt man ikke er meget for at indrømme det, går ud på at beskytte sine egne særprivilegier og det oligarki som regeringen udgør. Det første mål angår de privilegerede klassers generelle interesser. Det andet drejer sig udelukkende om magt­havernes personlige forfængelighed og privilegier. Med sit første mål kommer regeringen kun i modsætning til folket Med

det andet stiller den sig på en gang i modsætning til folket og til de klasser, der understøtter den; og i historien forekommer der endog perioder, hvor regeringen, for at nå dette mål, har for­holdt sig endnu mere fjendtlig over for de privilegerede klasser

end over for folket Det er såle~es _tilfæld~~å.!_?~_privile~r_eie klasser er utilfredse og søger at styrte eller fo~ln.9ske regerin­gens magt unaer s~danne omstændighed~r- tvinger selvopho~ delsesinstinktet undertiden regeringen til at tabe sit før ste mål af syne, skønt det er heri dens eksistensberettigelse ligger, altså forsvaret for staten eller de privilegerede klassers herredølTlf:1e, når folket gør oprør. Men disse perioder varer ikke længe, for ingen regering kan eksistere uden de herskende klasser, lige s ' lidt som disse kan eksistere uden regeringen. I mangel af bed:e grundlægger denne sidste en byrokratisk klasse, i stil med vore dages russiske adeL

Hele regeringens opgave kan koges ned til dette: Hvord2..l'l holde folket nede og opretholde ordenen med de mest enkle og mest effektive organisatoriske midler og med støtte af folke~ egne kræfter? Og samtidig skal den løse en· anden opgave: hvor­dan på den ene side bevare statens uafhængighed - folkelf uaf­hængighed kommer slet ikke på tale - over for de ærgerrige na­bostater, og på den anden side udvide statens besiddelser på be­kostning af disse magter? Kort sagt, krig indadtil og krig udactil, det er hvad en regerings liv går med Regeringen er nødt til at bevæbne sig til tænderne og konstant være på sin post mod d~ indre og ydre fjender. Da den selv er karakteriseret ved forføl­gelse og løgn, kan den ikke lade være med at se en fjende i et­hvert individ, indadtil såvel som udadtil, og sammensværge sig mod alle.

Men det had, som staterne og rege;ingerne gensidigt nære: "j

hinanden, kan ikke sammenlignes med det, som de alle nærer til det arbejdende folk. Og ligesom to privilegerede klasser, som kriges, er parate til at glemme deres uforsonlige fjendskab, når de arbejdende masser gør oprør, sådan vil to stater og regerin­ger som er i håndgemæng, være rede til at række hinanden hån­den, i det øjeblik der udbryder en social revolution i en af stater­ne. Det spørgsmål, som for alle regeringer, stater og herskende klasser - . uanset deres form eller påskud - går forud for alle

andre, er folkets underkastelse og dets fortsatte undertrykke lse; for af dette spørgsmål afhænger det, om alt hvad man i dag for­står ved civilisation eller borgersind skal leve eller dø.

For at nå dette mål ~r alt tilladt Det som man i privatlivet plejer at kalde æreløshed, gemenhed, forbrydelse, kalder regerin­gerne for højsind, dyd og pligt Machiavelli havde tusinde gange ret, da han sagde, at enhver stats eksistens, fremgang og magt -uanset om den er monarkistisk eller republikansk - er grundlagt

på forbrydelsen. Enhver regerings liver uundgåeligt en uaf­brudt række af æreløse, gemene og forbryderiske handlinger ret­tet mod alle fremmede befolkninger, og især mod dets egen ar­bejdende befolkning. Der er tale om en permanent sammen­sværgelse mod folkets velbefindende og frihed

Regerings-videnskaben er dannet og udviklet til fuldkom­menhed gennem mange århundreder. Jeg tror ikke, man vil kunne beskylde mig for at overdrive, .når jeg betegner statens store bedrageri som en videnskab, en videnskab der er blevet afslebet under alle de nuværende og fortidige staters uophørlige kampe og på grund låg af erfaringen fra dem. Denne videnskab består i kunsten at udplyndre folket på en sådan måde, at det mærker mindst muligt til det, og i kunsten at undgå at det får del i overfloden, for alt hvad der er overflødigt vil kunne give folket lidt større styrke. Det er også kunsten ikke at berøve folket det strengt n"1dvendige til opretholdelsen af dets miserable liv, så det fortsat kan producere rigdomme.2) Det er kunsten at rekrut­tere soldater fra folket, organisere dem ved hjælp af en kunstig tillært disciplin og danne en hær - statens fundamentale magt­apparat, som er bestemt til at bruges imod folket og kue det Det er kunsten på en intelligent og rationel måde at fordele 10-20 tusind soldater på strategiske steder i landet, holde millioner af individer nede i frygt og underkastelse og omspænde hele lande med et mægtigt byrokratisk net Og det er kunsten hvordan man - parallelt med disse institutioner, byrokratiske forordninger og foranstaltninger - kan omklamre og splitte de brede masser og gøre dem magtesløse, så de hverken formår at indgå aftaler, for­

ene sig eller røre på sig, så de altid forbliver relative uvidende og afsondrede fra enhver ny ide og ethvert aktivt menneske. Alt sammen til glæde for regeringen, staten og de privilegerede klasser.

Det er det eneste mål for ethvert regeringssystem og for rege­ringens permanente sammensværgelse mod folket

Og denne sammensværgelse, som verden betragter som legi­tim, og hvis virkninger man ikke engang ulejliger sig med at skjule eller kritisere, omfatter udadtil enhver diplomatisk aktivi­tet, og indadtil enhver militær, civil, politimæssig, juridisk, finan­siel, universitær eller kirkelig administration.

Denne gigantiske organisation, der råder over alle mulige og tænkelige, moralske og materielle, lovlige og ulovlige våben, og som i påkommende tilfælde kan kalkulere med de privilegerede klassers enstemmige (eller næsten enstemmige) støtte, må det forarmede folk kæmpe imod, dette folk som nok er uendeligt stort, men som er ubevæbnet, uvidende og fuldstændig uorgani­seret! Er sejren mulig? Eller er kun kampen mulig? Der er ingen tvivl om, at folket er vågnet op, at det omsider har gjort sig be­vidst om sin egen elendighed og dens årsager. Men det er endnu kun et lille skridt på vejen; der kræves magt. Folket er ganske vist i besiddelse af tilstrækkelig spontan magt. Dets spontane magt er uden sammenligning større end regeringens mage, heri indbefattet de privilegerede klassers. Men uden organisation er den spontane magt ikke nogen virkelig magt. Den er ikke i stand til at vedligeholde en langvarig kamp mod langt svagere, men

2) Lad os vzre vores [russiske] regering taknemmelig. fo rdi den i så ringe grad efterlever denne gyldne regel (B2kunins note.) 25

26

samtidig godt organiserede styrker.· Hele statens magt hviler netop på dIsse organiserede styrkers ubestridelige overlegenhed over folkets elementære magt.

Det er grenden til, at den første betingelse for at folket kan sejre, er foreningen eller organiseringen 4 de folkelige knifter. Denn~ organisering er i dag i færd med at blive til virkelighed

i Europa, takket være Den Internationale Arbejderassocia/ion. (1870)

"

, .....

= -Anarkisten Malatesta beskrev i 1891 den nuværende samfundsudviklirig. : .

Nu fører kapitalens' .an~ki til, at nationalstater svækkes ~a o~e~ af globalisering I og fra neden af mmontetskrav: En kmnpplads mellem lilleputter og kæmper :

SolidariskelIer. 'beralt anarki

., i

, i

Af KNUD Vll13Y

r . .:~:;~: o=.,

, - : -.-' - -' .. " c~a-kis _. _;; ",' . :~"'e':::: op øsning :g :::----·~E fif e;ili"er rege-

:at:~t er, at enhver re­garbg pr. definition beskytter magteliten og ejerne. Derfor må man afskaffe regeringer og privat ejendomsret. Så vil menneskelig solidaritet fore til den nødvendige organise­ring af samfundet. Togene vil stadig køre, hospitalerne være åbne og s~olerne funge­re, Når man fjerner rege­ririgsapparatets undertryk­kelse og ejendomsrettens be­kæmpelse af de svage, vil den sande solidaritet komme til udtryk.

»Liberalism~n er i te?ri~n '. : ringer og :af en ' pålidelig of- petere sangen om, at den na­e:: ~gs anarki uden soc~alis- :" fentlig sektOr. Der er glæde i tionale økonomi er for lille. =e. den e,r derfor. ogsa e? :.: hidtil fortvivlede kritikeres Integrationen i den globale .~El- For frihed kan ikke eksl- . ~ " -' .-"' , .'-". o,. ' .... ' verdensøkonomi er et must. s-.,ere uden lighed, og virkeligt , l~jr. Tænk, hvis indflydelses- EU kan være en vej til inte­=.arki kan ikke eksistere nge syndere angrer og skifter gration, eller man kan som den solidaritet, det vil sige kurs. . Norgeståuderifor;:.blot man enen Socialisme... S 'd ' h , .,,;.~.g~~~~fu!1fe.!,~~!;~~I?!~,~~,

~falatesui. beski-ev i 1891 l en 1960 erne ar fra et internationalt sam-o e:::J. liberalisme-model, der nu udviklingen i verden fund, som ikke rigtigt eksiste-. p~er udviklingen i store de- været præget af to mar- rer, men allig,"vel bestemmer le åfveraenikke:som '{eQri el- kante tendenser: ' det meste. er som friVilligt valgt syStem, Den ene er forsøgene på aL

Den -somcinternationalt på- ' skabe national ide.ntitet. Dan- : T:1or rigtige mennesker er '.1dt opskrift. Den Interna 'o- mark er et af de fa lande, der :;' , ;uo.-,-ct om identitet dog

o nale Valutafond har - med . har ret logiske grænser, og .1. ikke forsvundet. Nogle Yerdensbanken,. og tone'angi- ", so~·-li:.Url'ru.mmer et ' iiiiltelt : steder- fører det til blodige yende vestlige regeringer som folk!. men de fleste, st~der .. er. krige 'og konfrontationer, som halehæng - påbudt reduktio- n:,tIonalstatsgræ~er ikke l?- i ex-Jugoslavien, i det tidlige­nen . ,af regeringsfunktioner .. gIske. A~ få folk til at føle ~Ig re Sovjetunionen, i 'Eritreas både' 'vIa ' bridgetreduktioner som sOVJetbo.rgere, ~arua- "o løsriv~lse fra Etiop.ien - .for og privatiseringer, fjernelser nere, . syda~anere, Ja. selv ~: at na:v.ne. nogl~" ;Ud~.fl~d~r,, af 'offentlige opgaver samt amerikanere l USA, er l?gen hV9~: det :~r" ~et,!lY~ · styrkelse af markedskræfter- enkel opgave, Men regennger . grænser. Der er også steder;' ne. . og magthavere har kæmpet hvor det er sket fredeligt som

Det er sket :i u-lande og i for de~. Størst har opgaven . i 'fjekkietJSlovakiet:Og man" . østlande i en sådan grad, at været I de mange helt nye sta- ge sled er fortsætter kampen "aet politiske system i Rusland ter. . for styrket lokal identitet og ' må 'kæinjie"hårdt.'med o den ' Det andet har været ten- selvbestemmelse: Nogle ste-

. 'kririiliielle mafiå om' magten: d:nsen I??d større enhe:Jer. der er målet nye nationale '

. ,;/.veiden'over~oåkriver. ,o sam- bade politisk og økonomIsk. grænser, andre . steder kun' funds forskere nu om under-. Det har !>l.a. skabt EU, _og regionalt selvstyre: Ikke kun skud på politisk styring, Det med kapitalens egen driv- i u- og østlande, men også er anarki uden socialisme. . kraft er der skabt en transna~ hos os i Vest: Canada, Belgi-

I fattige u-lande fører libe- tional virksomhedsudvikling, en og Storbritannien, .: . ralt anarki ikke til, at skole- . ,~o~E3!J~~,g;.a,~_':!! !!e<!!e:, . Jeg er en stor beundrer år og sundhedsopgaver løses via' del af den gl~bale handel 'tin-' , ' ~e.n: indiske ' vide~l§.~s~ ,~g menneskers fælles organise- der sted som transaktioner." inilJøf~~ker ,og :. Jeurn~st . ri..ng, men ved at privatskoler inden for transnationale sel- .Anil Agarwal, der ofte skriver og privatklinikker på forret- skaber. ; Tnfnrmn..tion. Når han be-

. . ningsmæssige vilkår hjælper. Oveni kommer det globale skriver det k.æm~:næssige

En naiv utopi, når mån de stærkeste, mens de fattig- miljøproblem, international ' :og :på mang~ måd~r håbløse nu ved, hvilke dumme . ste hverken har stat eller ka- kriminalitet, det globale nar- .Indi~n, ?ler. hB?- meget om, svin mennesker ofte er, pitål1s'te'io"åt"hiEide"'1iovedet' koproblem, udviklingen mod at gIgantsa.mfuDdets eneste

både alene og i flok. Hvorfor . til. ' en global underh~.lc;l;nings-og chanee er atre~ektere lokale skulle disse nye organiserin- . SP.ændende.;.. hvis man har medieindustri baseret på an- gruppers styring . af .lokale ger blive bedre end demokra- SIt pa det tørr.e -: at ob.serve~e, o gels:Utsisk kultur. Både legale ress.oureer. Og når Jeg siger, at tiske regeringer? at den anarkistiske liberalis- . og illegale markeder bliver det jO er meget godt for noma-

Malatesta er ikke helt over- me (~ller med. ~alatesta: .. , ~lobale. :" De~~~aer °Jtæ'mPe~r der i et skov- og bj~rg~m:åde, bevisende, men bestemt hel- Anarki uden sOClalisme) har , . Imod, kaldero?Yj.n9~alt .. fun- men hvad med de tI nulhoner, ler ikke irrelevant. Han har sejret, samtidig med at begre- daIIle:q.talister. Pe' smadr.er og der er ved at blive kvalt affor­analyser, som kan bruges bet anarki ellers kun anven- terronserer;'.'meiiglohallse- urening i New Delhi, så sv a­over 100 år efter, at han skrev des i kryds-<>g-tværs'er og i ringen går sin gang på vestli- rer han, at New Delhi kun sin pamflet i et eksil i London. Vittigheder omkring altings ge præmisser. . overlever, fordi gigantbyen Han beskriver således, hvor- kaos. ' . På det seneste er der ingen trods alt er titusinder af dan liberalismen satser på in- RE:tfærdigvis må det siges, tvivl om, at globaliseringsten- landsbyer. dividuel forretningsmæssig at selv Verdensbanken nu er densen står stærkest på den Anil Agarwal er en barsk

: foretagsomhed og en redukti- blevet betænkelig. Nu udgi- officielle ir)ternationale agen- kritiker af den indiske rege­on af regeringsfunktionerne ves publikationer, der taler da. En hvilken som helst Ma- ring, Han stiller store krav til til et absolut minimum: om nødvendigheden af rege- rianne Jelved kan i søvne re- globalt samarbejde, og han

arbejder sa.:llmcll · med de " tive mennesker kUn de for­kræfter, der nu en gang !. , holdsvis små'eiilieoer; ognvis præger samfundet (henmder de mellemstOre 'bliver helt: industrien). Han er altså ikke store, gider vi slet ikke. Vi ved; bare en romantisk tilhænger vi skal stemnie om EU og Am-, af landsbyfællesskabet. AIli- . sterdam, for vigtigt er det jo. ' gevel er der i hans og mange ' ,Men uanset om vi er lidt for andres arbejde med 10-; eller mest imod, orker vi det kalsamfund nogle interessan- : næsten ikke. Måske har vi det te erfaringer, som givetvis vil ~. som mange mil40ner menne­interessere Malatesta i hans ; sker i ' USA, . der ikke gider · anarkistiske himmeL .' stemme, og l?om trqr lige så

, lid~ på, demo~~tiske regerill~

M

alatesta gik ind for '., ger som: Mala~ta. End ikke menneskers solid ari- :;~,' de" .~a~pgs~:,: de{(priricippe~ ske selvorganiserina , . kuiiiieopnå noget ved at være

og ville afskaffe regeringer~ r' : akOve,';orKer det: Det giver

børns opvækst. Konflikten mellem, at ting

kræver storreIse og omfang for at være realistiske, men li­denhed og nærhed for at fun- . gere, er et indbygget dilem-" ma. Et andet er, at fornuftige lokale løsninger ikke altid er

. kloge i et større perspektiv. Derfor kan kur. et interna­

tionalt og globalt samarbejde sikre, at lilleputter kan mat­che kapitalens og globalise­ringens (}{)liath, men det samarbejde er samtidig det, vi ofte står af på, fordi det vir­ker fjernt og abstrakt.

ne. . : dem ikke·mening. ' . Valutafonden og det tone- ' MinOriteternes Europa

angivende vestlige økonomi-' ., har været et slogan ske system går ind for libera- : D. et, der gJver menlDg, for enheder i EF, der lismep.s anarki med regerin- . , . er små~ men må gerne er mindre end nationalsta-ger, der er så svage, de ikke : ' have lDdflydelse på terne. Det lød også utopisk. yder modspil til markeds- . det allerstørste. Det starler Men måske er det eneste rea­kræfterne. med individet, og kun hvis listiske at et internationalt

Ergo har vi _ næsten _ det individet kan se me~g i samarbejde bygges op on­kapitalistiske anarki stillet ~ppen (eller natlOn~n), kring endnu mindre enheder, op direkte overfor Malatestas gJver . denne gruppe merung således at (subsidiariteten) menneskelige organisering både for den enkelte og for nærhedsprincippet bliver på det lokale plan, den solida- samfundet. . . endnu mere udtalt og rar riske organisering og lokal- Jeg skal ikke romantIsere, større suverænitet. samfundets administration af for det er svært det her, og I den proces vil =ge nz"':'· egne ressourcer og krav til folk handler åndssvagt både i onale regeringer b=e til a-· omverdenen - som forudsæt- små og store grupper, Men et sidde dårligt. Ikk.e b.o~ ?å nmg for overlevelse og poli- eller andet sted kommer det ~ stole med en balde på h..-er, tisk deltagelse. uanset Amsterdam-deklarat!- men mellem to stole af så for-

Staterne svækkes af kapi- on og velsmurt Clinton-~om- skellig størrelse, at r.oge. talen - af globale fremtræn- gang og FN-reformer -:- hl at sprækker helt alvo ;gt. gende og indtrængende kæm- h,an?le om, hvad fol~ VII finde Mru:ke. er DanJ?a.~.,så,lille, per i mange slags forklæd- SJ~ l, og hvad .de VII og kan ; , at,:J?,3tjo~.~t ~g~b~Fb.o.I' •. ning. Og staten svækkes der- shlle.afkrav pa}okalt plan: . der.Me~. ~~~ ,'''P7. er~de, efter af mIDoritetskrav _ af - bl transnationale selska-· at der er en kii:ip ::l.eIlemh~.· magter, der iglobaliseringens be.rs hærgen og fær~en olf , pitale~. . og solidaritet<;ns lys ser mere lilleputagtige ud. et~, fra Shells vanerende anarki l gang. Den regenng

Kan lilleputterne binde mJljostandarder og overgreb (og opposition), der blot følger kæmperne? Kan lokal organi- på lok.al~efolkninger, til ~i- s~nde stnl= e, ~ dømt ~ering få gigantkræfter til at kes ~I?melle un?erbe~ahng ~ a.t ta~, ikke.kun l f~rhold arbejde konstruktivt. under af aSJabske skotojsarbejdere, til liberalismens anarki men kontrol med respekt for miljø men også til franske re&,erin- også i for~o!d .til befolknin-og menneskelige behov? Med gers atomprøvesprængnmger gen. Den vil l gIvet fald orga- i · . •. ]{n dVdby'·' . . . . . l" Malatesta'sk solidaritet? ~. til l~ka! vandkvalitet og nisere sig p.å andre måder og .~ . u dgi~r.Journa i t og

. Det er et spørgsmål uden mJljø, etik J landbruget, bo- lade regennger snakke og , . ne.top u v.et D:n G ob a­" sv~. Men nogle~~~m-· ligst.3?dard, arbejdsmiljø i in- . . ste~e uden a~. tage sig af, ! le t Rble~9f-,m;'.~~!t:,tsforla- ' \.'! melig kl~'hY\ ~9.P.L~OJll., ak- '. dustnen og uddannelse Og : det.. >'~ :' I' _~ . '.. ge, s o, .. '

~ KAMP - Kan lilleputterne binde kæmperne? Kan lokal organisering få de transnationale selskaber til at arbejde kon-struktzvt under kontrol med respekt for miljø og menneskelige behov? Illustration: T. Morten, 1878

Af Chr. Mailand-Hansen: "Anarkismen - en antologi" Forlaget Rhodos 1970 '

Errico Malestesta: Anarki og regering

Ordet ;,anarki« stammer fra græsk og betyder, direkte oversat ;,uden ledelse4, den tilstand et folk er i, når der ikke er nogen udnævnt myndighed.

Før en sådan organisationsform va r begyndt at blive anset for mulig og ønskvænlig af en hel klasse af tæn­kere, således at den blev set som målet for en bevægelse (der nu er blevet en af de vigtigste fak torer i den moder­ne sociale kamp), blev ordet ~anarki « overalt brugt i betydningen uorden og forvirring. og det anvendes sta­dig på den måde af de uvidende og af llloustandere. der er interesseret i at fordreje sandheden.

Vi vil ikke gå ind i en filologisk diskussion. men histo· risk. Den vanlige interpretation af ordet er ikke en mis­opfa ttelse af dets sande etymologiske betydning, men udledes af det på grund af den fordom, at en ledelse er en nødvendighed i organisationen af den sociale eksi­stens, og at et samfund uden ledelse følgelig, må føre . uorden, og svinge mellem den enes tøjlesløse herre­

mme og de andres blinde hævn. -:: Ks:stensen af en sådan fordom og dens indflydelse

. g folk har givet ordet, kan nemt forhla-

_ ~ _~ ..." ener, tilpasser mennesket sig de = =- - :!: cg 'ideregiver i arven sine er­

~ e er mennesket - der er _ __ ~.: ~ nedstammer fra en lang linie af

;e-:,o"edet begyndte at tænke, kom­:..: ~-:, ~: saveriet er en vigtig betingelse for livet,

~: -~=n. forekom det at være noget umuligt. På lig­-~_e ra:'!de er arbejderen - der igennem århundreder e: '- eve nødt til at regne med arbejdsgiverens gode vil-~e, for a t få arbejde, d.v.s. brød, og som er blevet væn­net til at se sit eget liv som noget, der står til rådighed for d m, som ejer jord og kapital - kommet til at tro, at det er hans herre, der giver ham maden, og han spørger snusfornuftigt, hvordan det dog skulle være muligt at ek­sistere, hvis han ikke havde nogen herre over sig.

På samme måde ville et menneske, hvis lemmer fra fødslen havde været snøret til kroppen, men som all i­gevel havde fundet ud af en måde. hvorpå han kunne hoppe rundt, måske give netop de bandager, der snøre­de ham sammen, æren for at han kunne hoppe, mens de tværtimod ville bevirke, at muskelenergien i hans lem­mer blev forringet og lammet.

Hvis vi til den naturlige virkning af vanen så lægger den opdragelse han får fra sin herre. præsten, læreren, etc. - der alle er interesserede i at lære ham. at arbejds­giver og ledelse er n~,dvendig-, hvis vi tilf~,jer dOllllll e­ren og politimanden. der er til for at tvinge dem, som tænker anderledes - og dem som kunne finde på at ud­brede deres tanker, - til at holde sig ta vse. - så forstår vi. hvordan fordommen omkring del nyttige og del not!­vendige ved ledere og regering er opstået. Lat! os bare fo-

rcstille os, at en læge fremlagde en fuldstændig teori, med tusind dygtigt lavede illustrationer, Jor at vise man­den med de fastsnørede lemmer, at h·vis hans arme og

n blev gjo rt fri af bandagerne, ville han ikke kunne 6::" eller endog leve. Manden vilJe forsvare sine banda­;;cr som en rasende og anse enhver. der prøvede at ri­ve dem af, for sin fjende.

Hvis man derfor mener, at ledelse er nødvendig, og ;: alt uden ledelse ville være uorden og forvirring, så eT det naturligt og logisk at formode, at anarki, der in­cebærer, at der ikke er nogen ledelse, også må betyde <.langel på orden. Denne antagelse er heller ikke uden paralleler i ordenes historie. I de epoker og lande, hvor lilan har anset eenmands-styre (monarki) for værende li dvendigt, er ordet Hepublik« (d.v.s. ledelse af mange) blevet brugt nøjagtig som '>anarki«, nemlig til at dække uorden og forvirring. Rester af denne betydning kan sta­dig fi ndes i dagligsproget i næsten alle lande.

år denne opfattclse bliver ændret. og folk bliver o 'erbevist om, at ledelse ikke er uomgængelig. men :- derst skadelig. så vil ordet ;, anarki«, netop fordi det

~ y~~ r ~ uden ledelse« k()Il~me __ ti!at stå for 1> den natur­lige orden, harmoni af alles beho\' og interesser. fuld­st.'"Cndig frihed med total solidaritet «.

Derfor tager de mennesker fejl. som hævder, al anarkisterne har valgt deres navn dårligt. fordi det bliver opfaltet fejlagtigt af masserne og fører til forkerte inter­pretationer. Fejlen ligger ikke i ordet. men i forholdene. De vanskeligheder, som anarkister moder, n~lr de ud­breder deres synspunkter. stammer ikke fra den beteg­nelse, de har givet sig selv, men fra det faktum, at de med deres opfattelse rammer net! i alle de indgroede fordomme, som folk har angående ledel se. eller. som det ka ldes, ,>staten«.

For vi går videre, er del nok sa goJt at forklare dette sidste ord (»staten«), dcr efter vores opfaltelse er den egentlige årsag til megen misforståelse.

Anarkister bruger normalt ordet »staten <t til at beteg­ne hele den samling af institulioner. - politiske. lo vgi­vende, dømmende, militære. økonomiske etl:. - gen­nem hvilke muligheuen for at ordne sine egne sager og bestclllllle sin egen aJfa:nl. salllt llluligheden for at ar­bejde med al sikre sig selv, bliver frataget folket og be­troet til visse enkeltpersoner. som ftlr eller tiltager sig retten til at lave love for og over :t1!e. Ol:! til at tvinge folk til al overholde delll. iLld LIe kan g\)rc brug af sam­fundets kollektive magt dertil.

I den sammenhæng belyder orJel »s tat « ledelse, el­ler om man vil, er det et abstrakt udtryk for det, som le­delsen eller regeringen udgør. P:l Jcn m:lde er der fuldstændig overensstemlllelse mellelll ut! tryk som ;,af­skaffelse af staten« eller »et s:lmfunt! uden stat ( og t!en opfattelse, som anarkister onsker at fremkcgge. omfat-

29

tende ødelæggelse af enhver politisk institution, der byg­ger på autoritet, og dannelse af et frit og ligeberettiget samfund, der er bygget på interessernes harmoni og det frivillige bidrag til tilfredsstillelsen af alle sociale behov.

Ordet :)stat« har dog mange andre betydninger, og deriblandt nogle der kan føre til fejl opfattelser især blandt dem, hvis bedrøveligc sociale stilling ikkc har gi­vet dem tid til at vænne sig til de subtilc bctydninger i videnskabelig sprogbrug. Eller, hvad der er værre, når ordet på forræderisk måde optages af modstandere, som er interesserede i at tilsløre betydningen, eller som ikke ønsker at forstå det. På den måue kommer ~stat« ofte til at stå for et hvilket som helst samfund, eller sam­ling af menncskcr, ucr cr forcnct pil et givct territorium og som udgor det man kalder en »social enheu«, uaf­hængigt af mådcn på hvilken di sse individer fungerer sammen og uafhængigt af deres indbyrues forhold. ~Stat « bliver også brugt synonymt med ~SamfllJH1«. Pil grund af disse betydninger tror vore modstandere, - el­.lcr lader som 0111 de tror - at anarkister ønsker at af­skaffe enhver social relation og al kollektiv indsats, og r;: "',::erc mcnnesket til en tilstand af isolation. - uet vil sige til en tilstand, der er værrc enu barbariet.

Videre bruger vi ordet J>stat« i betyuningen af et lands overste administration. den centrale ma!!tfaktor. som noget forskelligt fra kommunale magtfakto;cr.

Det får alter anure til at tro, at anarkister egentlig blot ønske. en uecentralisering til mindre geografiske enhe· der, s{deues at princippet om ledelse bevares intakt. På uen Im'lue blanues anarki samIllen meu kantonal eller kllJllmllnal styre.

Enudig sttlr ordet l>stat« fnr en tilstand. en milde at leve på. ell J>social onleJl« o.s.v .. og uerfor siger vi. at det er Jl\luvenuigt at ænure de arbejdenue klassers stil­ling. dier. at uen anarkistiske stat er dcn eneste stal. snm er bygget på solidaritetsprindpper. og anure lignen. de uusagn. Når vi derfor også på andre tiuspunkter si· ger, at vi onsker at afskaffe staten kan det smes ab-suru og kontradiktorisk. ' -

Derfor tror vi. al det ville v~cre beurc at bruge uu­trykket l>afskaffe staten « så lidt som muligt og i stedet er stalle det meu et klarere Og merc konkret uutryk -l>afskaffcIse af IcdcIse«. ~ -

Deltc siustc uLltryk vil blivc mest am:cnut i delle es· say. Vi har hævdct, at anarki er et sam[unu uden Icuel­sc. Men er det muligt, onskværdigt eller klogt at ~af-skaffe Icdelse«? --.

H vad er leuc1sc? Der findes en sygdom i det menne· skelige sind, der kaldes den metafysiske tendens. og som far mennesket til at lide af en sla!!S hallucination. hvor han anser uct abstrakte for al væ;e uet virkelige. Dcn inutræder efter at mennesket gcnnem en logisk pro­ces har abstraheret kvaliteten fra et emne. D'::lIne meta­fysiske tendens har trous den positive viuenskabs an­slag stadig dybc røduer i tankcrnc hos ue fleste af vo­

re medmennesker. Den har en sådan indflydelse, at mange betragter ledelse som en faktisk eksisterende en­titet, med tilhørende egcnskaber såsom fornuft, retfær· dighed, lighed, og som værcndc uafhængig af de per­soner, der udgør ledelsen.

30

For dem, som forestiller sig tingene på denne måde, er regeringen, eller >staten« den abstrakte sociale magt, og den repræsenterer - hele tiden abstrakt - det som er i alles interesse. Den er udtrykket for alles rettigheder og anses for at være begrænset af hver enkelts rettigheder. Denne måde at se regering på. støttes af de interesserede · individer, for hvem det er en altafgørende nødvendig­hed, at autoritetsprincippet opretholdes og altid overle­ver fejlene hos de personer, der udøver magten.

For os er regering summen af magthaverne, og magt­havere - konger, præsidenter, ministre, parlamentsmed­lemmer og hvad ved jeg - er personer, som ha r magt til at lave love, der regulerer forholdet imellem mennesker, og til at gennemtvinge overh old elsen af disse love. De udsætter folk for regulativer, og overvåger og sankt ione­rer private sager. De monopoliserer bestemte sektorer af produktionen og de offentlige serviceorganer, - eller hvis de får lyst - al produktion og alle offentlige servicc­organer. De fremmer eller forhindrer udvekslingen af va­rer. De laver krig og fred med st:re i and re lande. De tillader eller bremser fri handel og mange andre ting. Lederne er altså kort sagt de personer, som har magt til - i større eller mindre grad - at benytte sam­fundets kollektive kræfter; de vil sige, at de kan tvinge alle intellektuelle, fysiske og økonomiske kræfter til at følge deres (ledernes) ønsker. Og denne magt udgør, ef­ter vores mening, ne op prineippet bag ledelse og autori­tet.

Men hvad er nu grunden til, at der eksisterer ledel-'se? Hvorfor afgiver man sin frihed, sit eget initiativ til andre individer? H vorfor giver man dem magt til, med eller mod alles ønske, at disponere over alles kræfter på denne måde? Er lederne da så eksceptionelt begavede, at de med nogen grad af fornuft kan antages at repræ­sentere masserne og handle på alle menneskers vegne, bedre end alle mennesker selv ville kunne handle? Er de så ufejlbarlige og ukorrumperede, at man med nogen rimelighed kan overlade til dem at bestemme hver en­kelt individs skæbne. idet man blot stoler på deres videlI og godhed?

Og selvom LIer så eksistereue ma:nu af en sådan uell­delig godhed og klogskab, og selvom vi så. antog - hvad der aldrig er sket i h istorien, og hvad vi heller ikke tror nogensinde vil ske - at regeringshvervet skulle tilfalde de dygtigste og bedste, ville så det at de fik magten til at lede tilføje noget som helst til deres positive indflydelse? Ville det ikke snarere lamme eller ødelægge den? For de som ledcr vil ikkc finde del nødvcnuigt at beskæftige sig med sager som de ikke forstår, og hvad der er vigti· gere, de må spilde størstedelen af deres energi på at beholde magten ed at søge at tilfredsstille deres ven­ner, holde de utilfredse nede, og beherske de oprørske. Og videre, lad lederne være gode eller onde, kloge eller dumme, - hvordan får de overhovedet magten? Skal de selv tage den gennem krig, erobringer eller revolu­tion? Hvis det er således, hvilken garanti har folket for, at dets bedste ligger le(lcren på hjcrte? I det tilfælde er dct et sporgsmål om simpel usurpering. og h vis folk er utilfredse er der intet andet at gøre end at kaste åget af sig ved at gribe til våben. Bliver lederne rckrutteret fra

en bestemt klasse eller et bestemt parti'! For hvis del er udfore ting for sig. Sejrherrerne var på sanlIne tid ejere. tmældet, vil den klasse eller det partis ideer og interesser lovgivere, konger, dommere og bodler. vinde, og andres ønsker og interesser vil blive ofret. Bli- Men med den voksende befolkningstætheu. meu be- : ver de valgt ved almindelige valg? Hvis det er tilfældet, hovencs vækst. med komplikationen af de sociale 'fo'r­er tal det eneste kriterium, og tal er givetvis ikke nogen hold blev den endeløse fortsættelse af en sådan despotis­garanti for fornuft, retsind eller evner. Ved almindeligt me umuliggjort. valg er de v~lgtc. dem, som bedst har forstået at bc~age Herrerne var for deres egen sikkerheds skyld nødt til masser~e. MmorIteten, som kan være halvde~en nll~us . - meget mod deres vilje - at stotte sig på en privilige­een, blIver ofret. Helt bortset herfra har erfarIngen VISt, ret klasse mcnnesker, d.v.s. et vist antal ~nnesker mcd at det er umuligt at finde et valgsystem, der virkelig samIlle interesser, og de blev også 110ut til at lade disse sikrer flertallet valg. personer selv sorge for deres udkomme. Ikke desto

Mange og vidt forskellige e~ de teorier, som menne- mindre sikredc de sig selv den øverste og endelige kon­skene har brugt for at r~tfærdlggøre ledels.e. AJ.le er de trol. Iv1cd andre ord. hcrrcrne sikrcde sig rellen for sig dog grundlagt - om det Indrømmes eller ej - pa en an- selv til at udnytte alle som det passcde dem, O" tilfrcds­tagelse om: at de. enkelte personer i et givet samfund stiUede på den lJl:lue Jcres kongelige for[æ~gelighed. h~r modstrIdende l.nteresser, ?g at en 'ydre, øverste myn- Såledcs udvikledcs de private formuer i skyggcn af dcn dighed er nødvendIg for at fa nogle til at respektere an- ovcrste regcringsmagt og fungerede - ofte ubevidst -dres ret. Det sker ved at de foreskriver nogle adfærds- som dens medsalllll1ensvorne. Klassen af besiddere vok­re~er og sørger for, at de bliver overholdt, således at de secle. og ved at få koncentreret alle prouuktionsmkllerne, strIdende parters interesser kan blive så harmonisk til- selve livcts kilder - lanJbrul!. industri Ol! rastoffer -god~set som muligt, og således at hver kan få den mak- endte Jen med selv at bli;e en magtr;~ktor. Denne

simale tilfredsstillelse 1110d at ofre det minimale. H vis, magt vil altid i sitlste ende. på grund af dens overlegne siger den autoritære skoles teoretikere, - hvis nu et in- handlemuligheder. og den mængde af interesser den om­divids interesser, tendenser og ønsker er i modstrid med fatter. mere eller mindre ;ibent lInJergraIT den politiske et andet individs, eller måske med hele samfundets, mag t. d.v.s. den regering. som den gllr til sin pt)litibe­hvem skal så ha ve ret og magt til at tvinge den ene til at tjent. respektere den anden eller de andres interesser? Hvem Delle fænomen har ofte gentaget sig i historien. Hver vil være i stanJ til at forhindre den enkelte i at modsæt- gang en fysisk stærk magt er kommet ovcnpå i samfun­te sig alle andres vilje? Den enkeltes frilled, siger de, det ved sin milita:re foretagsomhed. har erobrerne vist en . er begrænset af det næste individs frihed: men hvem vil tendens til at koncentrere regeringsmagten og de okono­sætte disse grænser, og hvem vil sorge for, al de bliver miske ressourcer i deres egne hænder. Hvcr eneste respekteret? Interessernes og lidenskabernes naturlige gang har den stærke magt måttet indse, at den ikke kan antagonisme nodvendiggor ledelse og retfærdiggør auto- overv;lge produktionen og dirigere alting. og har m;lttet ritet. Autoriteten optra:der S01l1 J11~cgler i den sociale finde sig i en stærk klasse. - og straks har den mistet sin kamp og definerer grænserne for hver enkelts rellighe- økonomiske indflydelse. Dermed folger opsplitningcn i to der og pligter. slags magt. Den magt som tilhorer den der behersker

Delle er teori. Men for at en teori kan va:re sund. landets kollektive kræfter - og den magt der tilhorcr må den bygge på en forklaring af fakta. Vi kender jo den som ejer, og dct er dcm den øverste magthaver i meget godt fra den sociale økonomi, hvordan teorier alt . egentligste forstand komlller til at blive afhængig af, for for ofte bliver opfundet for at retfærdiggore fakta; det . menncsker som ejer noget styrer de omtalte kollektive vil sige: for at forsvare privilegier og for at El disses ofre - kræfters kilder. til stiltiende at akceptere dem. Lad os derfor her se på Aldrig har denne affærernes tilstand været så akcen-selve de faktiske forhold. tueret som i vore titler. Produktionsudviklingcn. hande-

Regeringer, ellcr ledelse i det hele taget, undertrykker : lens lIm:ldelige omfang. den store magt penge har fået, menneskeheden på to måder. Enten direkte, veJ brutal og alle de okonomiske resultater som opdagelsen af magtanvendelse, eller indirekte. ved al fratage l11enne- - Amerika har givet. alt det har sikret den kapitalistiske sker deres muligheder for at klare sig. og på den måde klasse en s:luan overlegenhed. at dcn ikke kan overføre gøre dem hjælpelose. Politisk magt udsprang af den fø r- nogen tillid til en regering. og i stedet ønsker den at re­ste metode; økonomiske privilegier voksede ud af den geringen skal opstå af sig sclv: cn regering SOI11 består anden. En ledelse bn OgS,'l undertrykke mennesket ved af medlemmer af dens egen klasse. som konstant er un­at sætte sig på dets følelser: det sker gennem den religiø- . der dens kontrol og især organiseret på en måde. at den se autoritet. Der findes kun Jen ene grund til at uJbre- kan forsvare sig mod dem som er gjort aryc1~lse. På den­de religiøs overtro. at dcn forsvarer og konsoliderer de ne måde er det moderne parlamentariske syslem opst;\el. politiske og økonomiske privilegier. ; I dag er regeringen sammensal af besitldere, eller af

I det primitive samfund, da verden ikke var så tæt be- ' folk af deres klasse, SOlll i den grad er under de riges folket som nu, og da de sociale relationer var mindre indflydelse, at de selv ikke f()ler det /I1'dvendigt al tage komplicerede, var de to kr~cfter, den politiske og den akliv dd. Rothschild behpver [Dr ekselllpel ikke at blive økonomiske, ofte forenet i den samme mands hænder. hverken parlamentsmedlem eller politiker; det er nok for De som med magt havde overvundet og for:mnet Je ham at sørge for at parlamentsmedlemlJler og ministre andre. tvang disse til at blive deres tjenere og lod Jem er afhængige af ham.

31

I mange lande deltager proletariatet nominelt i valg til de få. Dcn ville give disse få lov til at gore alt , uden af regering. Dct er en tilladelse som bourgeoisiet (d.v.s. selvfølgelig at være i stand til at lIlI styre dem meu viuen ejerne) har givet, enten for at få folkelig st\1lle i deres og forståelse af tingene. . kamp mod kongelig og aristokr:ttisk magt, eller for at af- . . lede folks opmærksomhed fra deres egen frigørelse ved at give dem noget der ligner politisk magt. Om bourgeoi-siet forudsll det eIler ej da de første gang beslullede at give folket ret til at stemllle, så er det nu en kendsger-ning, al denne ret i virkeligheden har vist sig kun at være en n:trresul, der tjente til at konsolidere bourgeoi-siets magt, og som gav ue mcst energiske blandt pro-letariatet et illusorisk mål om at komme tilnwgten.

Selv med stemmeret for alle - og netop med den -er regeringsmagten forblevet tjener og politi for bour­geoisiet. Hvordan kunne det også være anderledes? Hvis regeringer kom så vidt til at v;cre fjendtligtsinde­de, hvis demokratiets håb nogen sinde skulle blive me­re end et blænuværk som svigter og bedrager folket. ville den besiddende klasse f\lle sine interesser truet, slå fra sig og benytte al den magt og indflydelse som fol­ger med når man sidder inde med rigdommen - for at reducere regeringen til den enkle funktion at være poli­timand.

Overalt og til alle tider, hvilket navn regeringen end har taget sig, hvad der emi har været uens oprindelse eller organisation, så har det altid været dens væsentlig­ste funktion at undertrykke og udnytte masserne, og at forsvare disse undertrykkere og uubyttere. Dens vigtig­ste kendetegn og uundværlige instrumenter er politiman­den og skatteopkræveren, soluaten og fængslet. Hertil føjes nodvendigvis den opportunistiske præst eller hcrer, som alt efter tilfældet understøttes og beskyttes af rege­ringen, så han gør folkets ånd tjenstvillig og gor folket fojeligt under åget.

Således har det aktuelle spørgsmål i århumlrcdefllcs strid mellem frihed og autoritet , eller med andre ord, mellem social lighed og sociale kaster, i virkeligheden ikke været forbindelsen Jllellem s:tJllfllnd og indi vid. cI­kr illlJiviuets vuksende lIaflw:ngighed pii. bekos tning af den sociale kontrul, eller olllvcndt. Snarere har del væ­ret et sporgsmål om at forhindre del enkelte indi vid i at undertrykke de andre, Olll at gi ve alle og enhver de s:tlllllle retligheder og handlingslIllIligheder. Det har væ­ret et spørgsm:d om at uIlLlerslotte alles initiati v, som naturligt må va:re en furuel for alle - i stedet for initia­tivet fra nogle f;i. SUIJl IHldvenuigvis lIIå ende meu un­dertrykkelscn af alle andre.

Del er altid, kort sagt. et spørgsmål 0 111 at sætte en stupper for JlIelllleskers herrcd~) Illlll e over og lIun yttc\ se af hinanden. på cn sadan lIlade al alle er interesseret i den f;cIlcs velf;crd og at den enkeltes individuelle kraft i stedet fur al undertrykke. beb:lIlpe andre, vil finde JllU­

lighed for den fuldkomne udvikling - og alle vil sogc at finde sammen med andre, til alles stø rre fordel.

Det følger af det vi sagde, at en regering eller ledelse, selv skabt pa den hypotese at de autoritærc socialisters idcelle regering er mulig. bnglfr:t ville bctydc en fo r­øgelse af pruuuktivkr;cftefIle. mel! ville betyd c en fo r­Illimlskc\sc, fordi regeringen ville begr;cnse initiativet

Af Mikhail Bakunin: "Autoritet eller selvforvaltning" Udvalgte skrifter redigeret afMchael Helm og Annagrethe Ottovar Borgens Forlag 1979

For videnskaben, imod ekspertstyre

Lad os forestille os et lærd akademi, sammensat af videnskabens mest fremragende repræsentanter. Lad os forestille os, at dette akademi flk til opgave at stå for samfundc.s ovgivning og orga­nisering, og at det - udelukkende inspue:-et af den reneste kær­lighed til sandheden - aldrig dikterede det ogen lov, som ikke var i fuldstændig harmoni med videnskabe3s seneste opdagel­ser. Nuvel, jeg påstår, at en sådan lovgi 'rung og organisering ville være en uhyrlighed, og det af to grunce. For det første er den menneskelige videnskab nødvendigvis altid ufuldkommen Når vi sammenligner det, den har erkend med det, den endnu mangler at erkende, må vi sige, at den stadig ligger i vuggen. Så hvis vi prøver at tvinge menneskene til i praksis, kollektivt og individuelt, at leve i streng overensstemmelse med videnska­bens seneste resultater, så dømmer vi både samfund og indivi­der til martyriet i en prokustesseng, hvor de snart vil gå af led og kvæles. For livet vil altid være noget uendeligt større end vi­denskaben.

Den anden grund er, at et samfund, der adlød en lovgivning, der var udviklet af et videnskabeligt akademi, - ikke fordi det forstod det fornuftige i en sådan lovgivning (det ville gøre akademiet overflødigt) men fordi den udgik fra akademiet, og som sådan var legitimeret af en videnskab, som det højagtede uden forståelse - et sådant samfund ville ikke bestå af menne­sker, men af afstumpede væsener. Det viJle blot blive en ny ud­gave af de missioner i Paraguay, hvor hele befolkninger i lange perioder underkastede sig jesuitternes regime. I et sådant sam­fund ville menneskene hurtigt synke ned til det laveste stadium af idioti

Men der er også en tredie grund til, at en sådan regering er umulig. Hvis nemlig et videnskabeligt akademi blev udstyret med denne så at sige enevældige suverænitet, ville det hurtigt og uafvendeligt ende i intellektuel og moralsk korruption, uanset om det var sammensat af videnskabens mest berømte repræsen-

tanter. Selv med de få privilegier, de har haft, har det været alle akademiers historie indtil i dag. For selv det største videnskabe­lige geni falder uundgåeligt sammen i sløvhed fra det øjeblik, han bliver medlem af et akademi, en omdel og autoriseret lærd Han mister sin umiddelbarhed, sin revolutionære dristighed og den utæmmede og besværlige handlekraft, der er karakteristisk for de største genier, som altid er kaldet til at ødelægge gamle, vaklende verdener og grundlægge nye. Hvad han mister i tanke­kraft, far han selvfølgelig igen i form af et dannet væsen og praktisk anvendeligt mådehold Han bliver med andre ord kor­rumperet

Det er karakteristisk for privilegier eller privilegerede stillin­ger, at de virker dræbende på menneskets ånd og følelser. Det

"Sig m(/t, Far, hvorfor er palmer­

ne så høje?"

"Sådan er dc/, for al girafferne lean spise af dem, mit barn, for ...

33

politisk elIe'~ økonomisk privilegerede menneske er et menneske med depraverede tanker og følelser. Det er en social lov, der ikke kender undtagelser. Den kan bruges på hele nationer, såvel som på klasser, sammenslutninger og individer. Det er loven om lighed, den vigtigste betingelse for frihed og menneskelig­hed Min principielle hensigt med denne bog l ) er netop at påvise denne sandhed i alle man.ifestationer af menneskets liv.

Et videnskabeligt kollegium, som ftk betroet opgaven at styre samfundet, ville snart høre op med overhovedet at beskæftige sig med videnskab, til fordel for en ganske anden sag. Og denne sag, alle de etablerede magtinstansers sag, ville dreje sig om at forevige sig selv ved at gøre det samfund, det havde fået betroet, stadig dummere og dermed stadig mere afhængigt af dets styrel­se og ledelse. Men hvis dette er sandt om de videnskabelige akademier, er det i lige så høj grad sandt om alle de konstitue­rende og lovgivende forsamlinger, selv når de er baseret på den almindelige stemmeret Denne sidste kan ganske vist forny de­res sammensætning, men det hindrer ikke, at der i løbet af nogle år opstår et korps af politikere, som reelt (om ikke formelt) er privilegerede, og som udelukkende hengiver sig til arbejdet med at bestyre et lands offentlige anliggender, hvorved de uvægerligt ender med at danne en slags politisk aristokrati eller oligarki Se f.eks. hvordan det er gået i De forenede Stater og Schweiz.

Altså, ingen udefra kommende lovgivning og ingen autor'te!, af hvilke den ene for øvrigt er uadskillelig fra den anden, ide ce begge sigter mod at slavebinde samfundet og mod at fo rdu.rnrr:e lovgiverne selv.

Følger det heraf, at jeg afviser enhver autoritet? Den tar>J..e Lig­ger mig fjernt Når det drejer sig om støvler, henholder jeg mig til skomagerens autoritet; drejer det sig om et hus, en kanal er en jernbane, rådspørger jeg arkitekten eller ingeniøren. Angåen­de den eller den videnskab henvender jeg mig til den eller den videnskabsmand Men jeg lader mig ikke påtvinge noget, hver­ken af skomageren, arkitekten eller videnskabsmanden. Jeg god­tager deres autoritet frivilligt og med al den agtelse, som Ce:es forstand, karakter og viden fortjener, idet jeg dog forbeholcer mig min ubestridelige ret til kritik og kont~oL Jeg stiller mig ikke tilfreds med at rådspørge en enkelt specialist, jeg rådspør­ger flere; jeg sammenligner deres vurderinger, og jeg vælger den, som forekommer mig mest rimelig. Men jeg anerkender ingen ufejlbarlig autoritet, ikke engang i helt specielle spørgsmå~ jeg har med andre ord ikke ubetinge~ ~iltro til nogen, hvor megen respekt jeg end måtte have for dette eller hint individs menne­skelighed og oprigtighed En sådan tiltro ville få skæhnesvang:e følger for min fornuft, min frihed og for selve udfaldet af mine projekter: Den ville øjeblikkelig forvandle mig til en dum slave., til et redskab for et andet menneskes vilje og interesser.

Hvis jeg bøjer mig for specialisternes autoritet, og hvis jeg erklærer mig rede til - i et vist omfang og så længe det forekom­mer mig nødvendigt - at følge deres anvisninger, ja, deres ledel­se, så er det fordi denne autoritet ikke påtvinges mig af nogen, hverken af mennesker eller af Gud Ellers ville jeg afvise dem med rædsel, og jeg ville bede dem rejse til helvede med deres

1) Gud O.( SIa/m.

... hvis palmemt var ganske små,

var giraffime i vansketighedtr./f

9

råd, deres ledelse og deres bistand, sikker på at tabet af min fri­hed og menneskeværdighed ville være den pris, de ville afkræve mig for de brokker af sandhed, indsvøbt i en mængde løgne,

som de kunne give mig. Jeg bøjer mig for specialisternes autoritet, fordi den påtvinges

mig af min egen fornuft. Jeg er mig bevidst, at jeg kun er i stand til at skaffe mig indsigt i en meget lille del af den menneskelige

videnskab i alle dens detaljer og praktiske udviklingsforløb. Selv den bedste forstand ville ikke være tilstrækkelig til at overskue alt Heraf følger nødvendigheden af, at arbejdet deles og koordi­neres i videnskaben såvel som i industrien. Jeg modtager og jeg giver, sådan er menneskelivet. Enhver er en ledende autoritet, og enhver ledes på sin side. Derfor findes der ingen fast og ufor­anderlig autoritet, men kun en uafbrudt, gensidig, forbigående og frem for alt frivillig udveksling af autoritet og underordning.

Denne samme grund forbyder mig således at anerkende no­gen fast, uforanderlig og universel autoritet, fordi der ikke fin­des noget universelt menneske, som er i stand til at have indsigt i alle videnskaberne, i alle grene af samfundslivet, i hele denne rigdom af detaljer, uden hvilke videnskaben ikke ville kunne bringes i anvendelse i livet. Og hvis en sådan altomfattende kundskab nogen sinde kunne komme til udtryk i et enkelt men­neske, og det ville benytte sig deraf til aF påtvinge os sin autori­tet, måtte den pågældende bort jages fra samfundet, fordi hans autoritet uundgåeligt ville reducere alle andre til slaver eller idioter. Jeg mener ikke, at samfundet skal mishandle de geniale mennesker, som det hidtil har gjort. Men jeg mener heller ikke, at det skal opfede dem alt for meget, og navnlig ikke, at det skal tilstå dem nogen som helst privilegier eller særrettigheder. Af tre grunde: for det første fordi det ofte ville ske, at samfundet tog en humbugmager for et geni; for det andet fordi det, med et sådant system af privilegier, ville kunne forvandle et virkeligt geni til en humbugmager, demoralisere og fordumme ham; og endelig fordi det ville skaffe sig selv en despot på halsen.

Lad mig sammenfatte. Vi anerkender altså videnskabens ab­solutte autoritet, fordi videnskabens eneste mål er den bevidst­hedsmæssige reproduktion, så gennemført og systematisk som muligt, af de naturlove som er iboende i den fysiske og sociale verdens materielle, åndelige og moralske liv. I virkeligheden ud­gør disse to verdener - den fysiske og den sociale - en og samme verden. Alle andre autoriteter end denne, som er den eneste legitime, fordi den er fornuftig og forenelig med den menneskelige frihed, stempler vi som falske, vilkårlige, despoti­ske og ødelæggende.

Vi anerkender videnskabens absolutte autoritet, men vi afvi-

ser ufejjbarlighe~en og u~iversaliteten hos videnskabens rpræ­

sentanIer. I vore! kIrke - hVIS man tillader, at jeg et øjeblik anven­de.r dette udtryk, som jeg for øvrigt afskyer: kirken og staten er ~Ine t? sorte får - i vores kirke har vi, ligesom i den protestan­tIske klrk~ et overhovede, en usynlig kristus, nemlig videnska­ben. Og lIgesom protestanterne, ja, endog mere konsekvente end protestanterne, vil vi hverken tåle nogen pave eller konciler eller konklaver af ufejlbarlige kardinaler eller biskopper, ja, ikke engang p~æster. V.ores Kristus adskiller sig fra den protestanti­ske og kristne KriStus derved, at denne sidste er et personligt

"Mm hvorfor har girajJane så

lange halse, Far?"

"Del er, for al de skal kunne spise

af palmerne, mi/barn, for ...

35

36

væsen, hvorimod vores er upersonlig. Den kristne Kristus, der allerede har ~Idendt sin gerning i en evig fortid, fremstiller sig som et fuldkomment væsen, hvorimod fuldbyrdelsen og fuld­kommengørelsen af vores Kristus, videnskaben, altid ligger ude i fremtiden. Hvilket er det samme som at sige, at de aldrig vil blive realiseret Når vi ikke anerkender nogen anden absolut au­toritet end den absolutte videnskab, sætter vi således ikke på nogen

måde vores frihed på spil Ved disse ord, »den absolutte videnskab«, forstår jeg den

virkelig universelle videnskab, som ideelt skulle reproducere universet i hele dets udstrækning og i alle dets uendelige detal­jer, dvs. reproducere systemet i eller sammenhængene mellem alle de naturlove, som manifesterer sig i universets uafbrudte udvikling. D~t er indlysende, at denne videnskab, det ophøjede mål for alle den menneskelige ånds anstrengelser, aldrig vil blive virkeliggjort i sin absolutte fuldkommenhed Vores Kris­tus vil således altid forblive ufuldendt, hvilket bør lægge en stor dæmper på hovmodet hos hans autoriserede repræsentanter blandt os. Mod denne Gud, sønnen, i hvis navn de gerne ville påtvinge os deres uforskammede og pedantiske autoritet, vil vi påkalde Gud, faderen, som er den virkelige verden, det virkelige liv, for hvilket sønnen blot er det alt for ufuldkomne udtryk, og for hvilket vi - virkelige mennesker, som lever, arbejder, kæm­per, elsker, stræber, nyder og lider - er de umiddelbare repræ­sentanter.

Men samtidig med at vi afviser videnskabsmændenes absolut­te altomfattende og ufejlbare autoritet, bøjer vi os gerne for den agtværdige, men relative og meget forbigående, meget begræn­

sede autoritet hos repræsentanterne for specialvidenskabeme. Der er intet vi hellere ønsker end at rådspørge dem efter tur, og vi er meget taknemmelige for de værdifulde informationer, de måtte give os, på den betingelse, at de også vil modtage sådanne informationer fra os i de sammenhænge og i de tilfælde, hvor vi ved mere end dem Der er i det hele taget intet vi hellere vil end underkaste os en naturlig og retmæssig indflydelse fra menne­sker, der er i besiddelse af stor viden, stor erfaring, megen ånd og frem for alt et stort hjerte - en indflydelse som vi frit godta­ger og som aldrig påtvinges os i nogen officiel (himmelsk eller jordisk) autoritets navn. Vi godtager enhver naturlig autorite og enhver virkelig indflydelse, men ingen retslig. For enhver retslig autoritet eller indflydelse, der som sådan påtvinges os af myndighederne, og som derfor omgående bliver til undertryk­kelse og løgn; vil uundgåeligt (som jeg tror at have påvist til­strækkeligt tydeligt) påtvinge os slaveriet og absurditeten.

Vi afviser kort sagt enhver lovgivning, enhver privilegeret, patenteret, officiel og lovhjemlet autoritet og indflydelse, se lv om de baserer sig på almindelig stemmeret, da vi er overbeviste om, at den aldrig kan undgå at blive til fordel for et herskende og udbyttende mindretal, til skade for det umådelige og under­trykte flertals interesser.

Det er i denne forstand, at vi virkelig er anarkister. .. , hvis giraffirnt havde korte hal­se, så ville de vært i endnu størTe

vanskelighedtr.«

l

Af Alexander Berkman: Anarkismens ABC" (1929) Forlaget Pirattyk

Det er ideerne det drej er sig OID.

Har du nogensinde spurgt dig selv, hvordan det kan være, at statsmagt og kapitalisme stadig eksisterer på trods af alle de onder og alt det besvær, de skaber i verden?

Hvis du har, må dit svar have været, at det er fordi folk støtter disse institutioner, og de støtter dem, fordi de tror på dem.

Sagens kerne er, at det nuværende samfundssystem hviler på folkets tro på, at det er godt og nyttigt. Det er grundlagt på ideerne om autoritet og privat ejendomsret. Det er ideer, som opretholder samfimds-systemer. De fremherskende ideer kommer til udtryk i form af statsmagt og kapitalisme. Ideer er det fimdament institutionerne er bygget på.

En ny social struktur må have et nyt fundament, må baseres på nye ideer.

Hvordan man end ændrer formen på en institution vil dens karakter og betydning forblive det sanune, som det fundament, den er bygget på.

Iagttag nøje livet, og du vil se sandheden i dette. Der er mange slags statsmagt i verden, men deres sande natur er den samme alle vegne, såvel som deres effekt er den sanune: Det betyder altid autoritet og underkastelse.

Hvad får staterne til at eksistere? Er det hærene og flåderne? Ja, men kun tilsyneladende. Hvad opretholder hærene og flåderne? Det er folks tro på, at statsmagten er nødvendig, det er den almindelige accepterede ide om behovet for en statsmagt, som er det virkelige og solide fimdament.

Tag ideen eller troen væk, og ingen regering vil vare en dag længere.

Det samme gælder den private ejendomsret. Forestillingen om, at den er rigtig og nødvendig, er den støtte den hviler på og som giver den sikkerhed.

Der eksisterer i dag ikke en eneste institution, som ikke støtter sig på en udbredt tro på, at den er god og nyttig.

Lad os som illustration f.eks. tage USA. Spørg dig selv, hvorfor revolutionær propaganda har haft så lidt effekt i dette land på trods af 50 års socialistiske og anarkistiske anstrengelser.

Er den amerikanske arbejder ikke lige så udbyttet som arbejdskraften i andre lande? Er den politiske

korruption så frodig i noget andet land? Er kapitalistklassen i Amerika ikke den mest egenmægtige og despotiske i verden? Ganske vist er den amerikanske arbejder bedre forsynet materielt end den europæiske, men behandles han ikke samtidig med den største terror og brutalitet så snart han viser den mindste utilfredshed? Alligevel forbliver den amerikanske arbejder loyal overfor regeringen og er den første til at forsvare den mod kritik. Han er stadig den mest hengivne forkæmper for "De store og ædle institutioner i Guds eget land". Hvorfor? Fordi han tror at disse er hans institutioner, at han som suveræn og fri borger, styrer dem, og at han kunne ændre dem, hvis han ønskede det. Det er hans tro på den eksisterende orden, der udgør den største sikkerhed mod revolution. Hans tro er tåbelig og umotiveret og en dag vil den bryde sammen og med den den amerikanske kapitalisme. Men så længe denne tro lever, er det amerikanske plutokrati sikret mod revolution.

Efterhånden som menneskene bevidstgøres, efterhånden som de når frem til nye ideer og taber troen på de gamle, begynder institutionerne at forandres og bliver til sidst helt afskaffet. Folket konuner til at forstå, at deres tidligere forestillinger var falske, at de ikke var sande, men var fordomme og overtro.

På denne måde bliver mange forestillinger, som engang blev anset for sande, nu anset for forkerte og slette. Således f.eks . forstillingerne om kongens guddommelige rettigheder, om slaveri og om livegenskabet. Der var engang, da hele verden anså disse institutioner for rigtige, retfærdige og uforanderlige.

Efterhånden som disse fordonune og falske forestillinger blev bekæmpet af avancerede tænkere, blev de bragt i miskredit og mistede deres tag i folk, og til sidst blev de institutioner, som opfattede disse ideer, afskaffet. Intellektuelle vil fortælle dig, at de havde "udlevet deres nytte" og derfor måtte de "uddø", men hvordan udlevede de deres nytte? For hvem var de nyttige og hvordan døde de?

Vi ved allerede, at de kun var nyttige for den herskende klasse, og at de blev afskaffet af folkelige revolter og revolutioner.

37

Hvorfor forsvandt gamle og udtjente institutioner ikke bare på fredelig vis?

Af to grunde: For det første, fordi nogle mennesker tænker hurtigere end andre så det sker at en minoritet et sted går hurtigere frem i deres ideer end andre. Jo mere denne minoritet er besjælet af disse ideer, jo mere overbevist om deres sandhed, jo stærkere de føler sig, jo hurtigere vil de forsøge at realisere deres nye ideer, og det er sædvanligvis før majoriteten har set det nye lys. Derfor vil minoriteten være nød til at kæmpe mod den majoritet, som stadig klynger sig til gamle standpunkter.

F or det andet, modstanden fra dem, der har magten. Det gør ingen forskel om det er kirken, kongen eller kejseren, en demokratisk regering eller et diktatur, en republik eller et enevældsstyre - de der har magten vil kæmpe desperat, for at bevare den, så længe de har det mindste håb om succes. Og jo mere hjælp de får fra den langsommere tænkende majoritet, desto bedre kan de klare sig i kampen. Derfor revolutioner og revolutioners voldsomhed.

Massernes desperation, deres had til de som er ansvarlige for deres elendighed og magthavernes beslutsomhed om at bevare deres privilegier og magt, frembringer tilsammen folkelige revotters voldsomhed.

Men blindt oprør uden bestemt mål er ikke revolution.

Revolution er oprør, der er blevet sine mål bevidst, en revolution er social, når den stræber efter fundamentale ændringer. Da økonomi er livets fundament, betyder den sociale revolution en reorganisering af det industrielle økonomiske liv i landet og derfor også af hele samftmdstrukturen.

Men vi har set, at den sociale struktur hviler på et fundament af ideer, hvilket medfører, at en ændring af strukturen forudsætter ændrede ideer. Med andre ord, må sociale ideer ændres før en ny social struktur kan bygges.

Den sociale revolution er derfor ikke en tilfældighed, ikke en pludselig hændelse. Der er ikke noget pludseligt ved den, for ideer ændrer sig ikke pludseligt. De vokser gradvist som planten eller blomsten. Den sociale revolution er således et resuttat, en udvikling. Den udvikler sig til et punkt, hvor et betragteligt antal mennesker har antaget de nye ideer og er besluttet på at udføre dem i praksis . Når de forsøger at gøre dette, og møder modstand, så bliver den langsomme, rolige og fredelige sociale evolution hurtig, militant og voldelig. Evolution bliver til revolution.

Husk så, at evolution og revolution IKKE er to forskellige ting. Endnu mindre er de modsætninger,

38

som nogle mennesker forkert tror. Revolution er bare evolutionens kogepunkt.

Fordi revolutionen er evolution på kogepunktet, kan man ikke "lave" en virkelig revolution, ikke mere end man kan fremskynde kogningen af en kedel vand. Det er ilden under den, som får den t il at koge, hvor hurtigt den når kogepunktet afhænger af hvor stærk ilden er.

De økonomiske og politiske tilstande i et land er ilden under den evolutionære gryde. Jo værre undertrykkelsen er, jo større folkets utilfredshed er, desto stærkere flamme. Dette forklarer hvorfor den sociale revolutions ild fejede hen over Rusland, det mest tyranniske og tilbagestående land, istedet for Amerika, hvor den industrielle udvikling næsten har nået sit højdepunkt, og dette på trods af Kar! Marx's påstande om det modsatte.

Vi ser da, at revolutioner, skønt de ikke kan laves, kan fremskyndes af bestemte fakto rer, nemlig af pres fra oven, af mere intens politisk og økonomisk undertrykkelse, og ved pres fra neden: Ved større oplysning og agitation . Disse spreder ideerne, de fremmer evolutionen og derved også revolutionens komme.

Men selvom pres fra oven fremskynder revolutionen, kan den også forårsage dens fiasko, fordi en sådan revolution er tilbøjelig til at bryde ud før den revolut ionære proces er tilstrækkeligt fremskreden. Hvis den kommer før tiden er moden, fuser den ud i noget, der blot bliver et oprør, det vil sige uden et klart bevidst mål. Oprør kan højst sikre en midlertidig lettelse, de virkelige årsager til striden forbliver imidlertid intakte og fortsætter med at virke og forårsager ny utilfredshed og nye oprør.

Ved at opsummere hvad jeg har sagt, kommer vi til følgende kooklusioner:

l) En social revolution forandrer fuldstændigt samfundets fundament, dets politiske, økonomiske og sociale karakter.

2) En sådan forandring må FØRST finde sted i folkets tanker og indstill inger, i menneskets psyke.

3) Undertrykkelse og elendighed kan fremskynde en revolution, men kan der ved også forårsage dens fiasko, fordi mangel på evolutionær forberedelse vi l gøre virkelig fuldbyrdelse umuligt.

4) Kun den revolution, som er udtryk for en fundamental forandring af ideer og indstillinger, kan blive fuldstændig og succesfuJd.

Af dette følger naturligvis, at den sociale revolution må forberedes . Forberedes ved at

fremskynde den evolutionære proces, ved oplysning af folk om det nuværende samfunds onder og ved at overbevise dem om ønskeligheden af og muligheden for et socialt liv baseret på frihed. Endvidere forberedt ved at få masserne til klart at indse hvad de behøver og hvordan det opnås.

Sådanne forberedelser er ikke alene et absolut nødvendigt første skridt. Heri ligger også revolutionens sikkerhed, den eneste garanti for at den når sine måL

Det har været de fleste revolutioners skæbne -som et resultat af manglende forberedelser - at blive ledt væk fra deres egentlige mål, at blive misbrugt og ledt i blindgyder. Rusland er den bedste nyere illustration af dette. Februar-revolutionen, som søgte at afskaffe autokratiet, var en fuldstændig succes. Folket vidste nøjagtigt, hvad de ønskede: neInlig afskaffelse af Zardømmet. Alle politikernes rænkespil og de "liberale" lederes veltalenhed og planer, kunne ikke redde Romanov regimet overfor folkets intelligente og bevidste vilje. Det var denne klare forståelse af målet som gjorde Februar­revolutionen til en succes, og det næsten uden blodsudgydelse.

Endvidere kunne hverken appeller eller trusler fra den provisoriske regering stille noget <?p mod folkets beslutsomme ønsker om at ende krigen. Hærene forlod fronterne og sluttede således sagen ved deres egen direkte aktion.

Folkets vilje vinder altid, når den er sig sine mål bevidst.

Det var også folkets vilje, deres resolutte ønske om jord, som skaffede bonden det land, han behøvede og som nævnt gentagende gange før var det ligeledes byarbejderne som selv overtog fabrikkerne og produktionsmaskineriet.

Så langt var den russiske revolution en fuldstændig succes, men på det punkt hvor masserne manglede bevidsthed om bestemte mål, begyndte nederlaget. Det er altid øjeblikket hvor politikere og politiske partier træder ind for at udnytte revolutionen i deres egen interesser eller til at eksperimentere med deres teorier på. Dette skete i Rusland som det er sket i mange tidligere revolutioner. Folket kæmpede den gode kamp, de politiske partier kæmpede om rovet til revolutionens ødelæggelse og til folkets ruin .

Dette er da hvad der skete i Rusland: Bonden, som havde sikret sig jord, havde ikke det værktøj og maskineri han behøvede. Arbejderen som havde overtaget maskineriet og fabrikker vidste ikke hvordan han skulle få det til at fungere, med andre ord, havde han ikke den nødvendige erfaring til at

organisere produktionen, og han kunne ikke organisere distribueringen af de ting han producerede.

Arbejderens, bondens og soldatens egne anstrengelser havde afskaffet Zardømmet, lammet regeringen, standset krigen og afskaffet den private ejendomsret til jord og maskiner. ~il dette var han forberedt gennem års revolution~r uddannelse og agitation, men ikke til mere end dette. Og fordi han ikke var forberedt til mere, trådte det politiske parti ind, hvor hans viden ophørte, og hvor han ikke havde et bestemt mål for øje, og tog sagerne ud afhænderne på masserne, som havde skabt revolutionen. Politik trådte i stedet for økonomisk rekonstruktion og så var den sociale revolutions dage talte - for folk lever af brød, af økonomi, ikke af politik.

F øde og forsyninger skabes ikke ved et parti- eller regeringsdekret. Forordninger dyrker ikke jorden. Love kan ikke drive industriens hjuL Utilfredshed, strid · og hungersnød fulgte i hælene på regeringens tvang og diktatur. Igen, som altid, viste politik og autoritet sig som dem sump, der slukker den revolutionære ild.

Lad os drage denne vitale lære: Massernes fuldstændige forståelse af revolutionens sande mål, betyder succes. Udførelsen af deres bevidste vilje ved egne anstrengelser, garanterer det nye livs rigtige udvikling. På den anden side betyder mangel på denne forståelse og på forberedelse sikkert nederlag, enten til de reaktionære eller til påståede partivenners eksperimenter.

Lad os da forberede. Hvad og hvordan?

39

Anarkistisk StudieKreds Det har altid været ved at stræbe efter det umulige, at mennesKet har realiseret og erkendt det mulige, og de som "forstandigt" indskrænkede sig til det, som syntes muligt, korn aldrig et skridt videre.

j"

Mikhail Bakunin