Maran nytMaranklub DK’s medlemsblad

August 2012nr. 11. årgang

2

Indhold2.... Velkommen3.... Nyt fra Standardudvalget3.... Stafetten4.... Besøg ved Anders Ped-

ersen (De første maran i Danmark)

5.... Om genetik og avl af Maran

11.... Turen til Frankrig16.... Om at lege fødselshjælp-

er hos høns18.... Maran – en beskrivelse

1. del19.... Marandag20.... Bestyrelsen

Velkommen Jeg vil gerne byde jer alle velkommen til vores første blad i Maranklub DK.Jeg har glædet mig rigtig meget til at kunne sende det.Vores klub er jo helt ny, og vi arbejder stadig i bestyrelsen med at finde ud af, hvordan forretningsgangen skal være på de forskellige områder. Nogle af vores ønsker har ikke kunnet realiseres i praksis og har måttet ændres, og det samme kan meget vel komme til at gælde for vores blad, hvor de efterføl-gende måske vil komme til at se anderledes ud end dette.Jeg er sikker på, at vi alle har haft et travlt forår med tillæg af især marankyllinger. Der er en stigende interesse for maran, især i stor race, så selv om vi har fået mange kyllinger, tror jeg ikke, vi kan opfylde alle de ønsker, vi får om ønsket om at købe nogle maranhøns.Marianne Vedel

Vi er så heldige, at vi har modtaget nogle artikler fra klubbens medlemmer. Vi vil fra bestyrelsens side gerne sende en stor tak for disse.Indholdet i artiklerne står for forfatter-ens egen regning, da vi ikke har ressourcer til at undersøge alle fakta i artiklerne.Vi modtager fortsat gerne artikler, men forbeholder os ret til at vurdere fra gang til gang, om artiklen er relevant for klubben.

Bestyrelsen i Maranklub DK

3

Nyt fra StandardudvalgetStandardudvalget har besluttet følgende ændringer i farvebetegnelserne hos maran:

Først nævnes det gamle navn, derpå det nye, som gælder fra 2012.

Hvide – uændretSorte – uændretGråstribet – uændretKobberfarvet – sort/kobberBlå kobberfarvet – blå/kobberSort sølvhalset – sort/sølvBlå sølvhalset – blå/sølvGuld hvedefarvet – uændret

StafettenVi vil forsøge at få en stafet i gang i vores blad. Det er meningen at det medlem, der skriver, kan sende Stafetten videre til et andet medlem efter eget ønske.Vores håb er, at vi alle kan bidrage med stort eller småt omkring vores maran.Det kan være en fortælling fra hønsegården, nogle betragtninger omkring avlsarbejdet, en lille historie om hvordan kærligheden til maran er opstået – kort sagt hvad man lige har på hjertet med relevans til maran.

4

mig ind i 1955.Engang i 1960érne var jeg på en land-sudstilling, hvor jeg blev så betaget af dværg wyandotter i den guld/hvid-randede varietet, at jeg bare skulle have sådan nogle med hjem. Disse har jeg avlet på lige siden.

Hvad er dine erfaringer med denne farve og tegningsform?

Anders: Man skal passe på, at de ikke får for store hagelapper, og den bed-ste tegningsform finder man nok hos dyrene med en lidt mørk grundfarve.Så er det da også lidt ærgerligt, at de ensfarvede altid vinder med det højeste pointtal. Jeg var dog meget stolt over, at vi kunne udstille hele 25 dyr på sid-ste landsudstilling (2006) og håber, at andre opdrættere får lyst til at arbejde med denne flotte farvevarietet.

Hvordan kom du i gang med racen Maran?

Anders: På et tidspunkt havde jeg arbejde i Hamborg-området i Tyskland.

BESØG HOS ANDERS PEDERSEN (2007).

(lidt historie om racen Maran og de guld hvidrandede dværgwyandotter)

Af Filip Sebastian

Anders Pedersen bor på en velholdt landejendom ved Dalmose syd for Slagelse. Anders er et særdeles kendt ansigt i såvel fjerkræ- som i duekredse.Allerede i 1955 blev han medlem af vores forening samt af Slagelse Fjerkræklub og har været det lige siden.

Hvordan startede din interesse for fjer-kræ?

Anders: Det var helt tilbage i min barndom, hvor min mor havde en del liggehøns med hver sin kyllingeflok. Hønsene havde en snor om benet, og om natten sov de i en tønde! – ja, sådan brugte man dengang!Jeg var meget betaget af de flotte haner, og syntes det var synd, når de skulle slagtes. Mit eget fjerkræhold begyndte nok i 1954, hvor jeg havde nogle æglægningshøns af brun italiener-type samt nogle duer af racen engelske kæmper.På et tidspunkt fik jeg en nabo, der holdt det daværende fjerkræblad.Jeg ville gerne låne bladene, som jeg satte meget pris på, og derfor meldte jeg

5

Her så jeg en del Maran, og syntes at det var en spændende og flot race.Jeg tror, det var i 1999, at jeg og Bent Hermansen, Nr. Alslev fik dyrene og senere fik dem anerkendt på landsud-stillingen.

Hvad er dine erfaringer med denne race?

Anders: Dyrene får ofte for store og grove hoveddele, og mange har en for stejl hale – denne bør kun stige med en vinkel på 45 grader.Det er også vigtigt – og en udfordring at få den korrekte kobberfarve på halstegningen – og ikke gul! Jeg har på fornemmelsen af, at halsfarven også har betydning for at få de korrekte mørke-brunskallede æg.I øvrigt, så er de rolige dyr og rimelige æglæggere. De ruger gerne, men er ikke altid pålidelige som kyllingeførere.

Update 2012: Anders Pedersen arbejder stadig med disse 2 racer samt alle duerne!

Om genetik og avl af maran høns(En artikel for begynderavleren)

Af Johanne Kelly

Mange hobbyhønseavlere og selv racehønseavlere står af når snakken drejer sig hen på genetik. Men det behøver slet ikke være så uoverskueligt det hele. Faktisk kan man opnå en god forståelse af avl og genetik ved at læse denne korte artikel. Den er på ingen måde banebrydende eller komplet, men er ment som en intro til avlen og genetikken hos maran. Forhåbentligt kan den give maranklubbens medlemmer en bredere forståelse af hvilke gener vi arbejder med, hvad vi bør avle frem imod og hvilke faldgruber vi bør undgår.

I første del af artiklen vil jeg blandt andet gennemgå hvordan farven på maranæg formodentligt nedarves. Dette ved vi på nuværende tidspunkt ikke så meget om. Hvad vi ved noget om, er hvordan de forskellige tegningsformer og farver nedarves på denne smukke race og dette vil også blive forklaret i artiklen. Jeg vil også gennemgå genetikken bag løbsbefjering, som er et andet af racens vigtige kendetegn.

6

I næste del af artiklen vil jeg forsøge at gennemgå nogle af de forskellige farver og tegningsformer maranracen findes i og ikke mindst, hvordan de nedarves.

Hønsegenetikerens miniordbog:

Fænotype(fremtoningspræget):Noget som kan ses, måles og vejes m.m. f.eks. farve på fjerdragt. Fænotypen giver en formodning om genotypen, men kan også være vidt forskellig fra denne.

Genotype (anlægspræget):Er det som ligger i dyrets gener, og som dyret muligvis giver videre til eventuelt afkom.

Eksempel: En kæmpe jersey kylling(en af verdens største hønseracer) bliver født sidst på året. Årstiderne går på held, den lille skal bruge meget tid og energi på at holde varmen, hvilket gør at den ikke vokser som sine søskende som er født tidligere på året.Da foråret kommer, er den væsentligt mindre end sine søskende som er klækket i januar samme år. Disse er alle store og gode dyr. Avleren sorterer den lille høne fra, da denne ikke vil avle på et dyr, som er alt for lille ifølge stand-arden. En anden avler køber hønen, bruger den til avl og får aldrig for små kyllinger.

På grund af den lille jerseys fænotype,

kunne man have troet at den havde anlæg for dværgvækst eller var krydset med en mindre race, men genotypen på dyret var hele tiden for racens normalvækst.

Dominant gen:Hvis et dyr bærer et dominant gen, vil man kunne se det på fænotypen i første generation.

Eksempel: Farven sort er dominant overfor farven recessiv hvid. Krydser man en sort høne med en recessiv hvid hane, vil de kyllinger som bærer det sorte gen blive sorte.

Recessivt (vigende) gen:Dette er de gener, som kan spille avleren et puds og dukke op næsten ud af det blå. De gemmer sig nemlig nogen gange, og man kan kun se dem i fænotypen hvis man parrer et dyr med recessive gener med et andet dyr med samme recessive gen.

Homozygot: Næsten alle vores arveanlæg kommer i par, f.eks. anlæg for farve hos fjerkræ. Man får et arveanlæg, også kaldet allel fra hver forælder. Homozygot betyder at man har to ens arveanlæg, f.eks. to arveanlæg for recessiv hvid, hvilket vil resultere i at dyret er hvidt over det hele.

7

Heterozygot: Her består genparret af to forskellige arveanlæg, f.eks. et gen for dominant sort og et gen for recessiv hvid. Et sådant dyr vil fænotypisk være sort, men genotypisk i stand til at give genet for recessiv hvid videre til halvdelen af sine afkom. Eksempel: I eksemplet ovenover parrede vi en homozygot dominant sort med en homozygot recessiv hvid. Vi siger, for eksemplets skyld, at disse kyllinger alle blev sorte. Disse kyllinger bærer nu alle et dominant gen, sort, som vi kan se og et recessivt gen, hvid, som vi ikke kan se med det blotte øje. Det er dette, som kaldes at dyret er heterozygot.

Køber man intetanende en flok af disse kyllinger og parrer dem med hinanden vil man få sig en overraskelse hvis man tror man har købt rent sorte dyr, da de i virkeligheden er heterozygot hvide. En fjerdedel af disses afkom vil statistisk set blive homozygot hvide, og dermed hvide af udseende og uden mulighed for at give sort videre til afkom, en fjerdel vil blive homozygot sorte, det vil sige sorte uden arveanlæg for hvid. De sidste 50% vil selv blive heterozygote, med mulighed for at give både sort og hvid farve videre til afkom.

Del 1.

Al avl med henblik på forbedring af en race, enten med henblik på udstilling eller for egen fornøjelse i baghaven, må siges at være en stor udfordring. Formering, hvis eneste formål er kritikløst at få flere individer af en race er meget, meget nemmere. Men ved kritikløs formering risikerer man hurtigt at miste de kendetegn man faldt for ved racen, de såkaldte kardinal-punkter.

Når man planlægger sin avl, bør man først og fremmest have et mål, og hver generation bør være det næste skridt hen mod dette mål. Enhver maranavler, som ønsker at avle seriøst, vil have fordel af at lære mere om racen ved at engagere sig i maranklub.dk, læse om racen i dansk fjerkræ standard eller opsøge garvede, seriøse maranavlere i Danmark. Dem er der på nuværende tidspunkt ikke mange af endnu, da det i Danmark endnu er ret nyt at avle maran med henblik på udstilling. Tre ting man som avler bør lægge vægt på i avlen af maran er først og fremmest ægget; et smukt og typisk rundt æg i den eftertragtede smukke og skin-nende rødbrune farve. Derudover bør hønerne være gode, stabile æglæggere.

8

Det næste vigtige punkt er typen; Maranen har en typisk, lidt rund, hønseform, af den gammeldags type. Nogen kalder den tilmed lidt ordinær. Maranracen er en såkaldt kombinationsrace, det vil sige at det er et godt valg til den hønseejer som udo-ver æg gerne vil have en god kyllingesteg ud af sin hønsehobby. Kyllingerne fylder forholdsvist hurtigt i landskabet, dog ikke så hurtigt som en slagtehybrid beregnet til formålet. Man bør bestemt undgå at bruge små og spinkle dyr i avlen, med mindre der er tale om kyllinger, som er klækket meget sent på året. Disse vil af udseende være noget mindre end søskende klækket tidligere på året, men genetisk vil dette ikke have betydning for deres afkom. Små og skravlede dyr i et kuld af ellers store og typiske dyr bør undgås i avlen. Derudover har racen enkeltkam, som man som avler skal tage sig i agt for ikke bliver for stor og flagrende à la italienerracen. Væltekam hos hønerne bør så vidt muligt undgås. Racen har befjedring på ydersiden af løbene. Det er både en fejl, hvis fjerene mangler eller at der er for mange af disse. Vi vil vende tilbage til befjedringen og ge-netikken bag denne senere i artiklen. Sidst, men ikke mindst har vi en af racens andre attraktioner, nemlig de mange farvevariationer racen findes i. Farven på selve hønsene er prikken over i’et . At opnå en ønsket farve eller farvetegning er en ting, noget andet er

at avle farven perfekt. Dette kan tage lang tid, og meget tid og tålmodighed alt efter kvaliteten af ens udgangsmateriale, dvs. Hvor gode de avlsdyr, man starter med, er. Derfor er farve og farvetegning det sidste skridt i målet mod den perfekte maran. Så længe man stadigvæk arbejder med at forbedre type og ægfarve bør fjerfarven være mindre vigtig, man bør dog undgå de faldgruber som kan gøre det sværere for en selv senere hen. Et gammelt avler ordsprog lyder, at man skal bygge huset før man maler det. Det vil sige at typen skal være på plads før man koncentrerer sig om farven.

At kombinere de mørke æg, i en smuk racetypisk maran er svært, det er en udfordring, men hvis det er alt for let er det heller ikke nær så sjovt og givende når det til sidst lykkes.

Kardinalpunkter

Ægfarven

De allerfleste bliver interesseret i ma-ranracen på grund af de store mørke-brune æg. Men æggene er også af en rigtig god størrelse, æg på 65-70 gram er ikke usædvanligt, dertil er gode maranæg mere afrundede end æg af andre racer. Jo mere afrundede æggene er, jo længere tid tilbringer de i æggelederen før de bliver lagt. Og jo længere tid de tilbringer i æggelederen

9

jo mere farve opnår ægget, tilført af forskellige former for pigment som alle er med til at danne maranæggets fantastiske farve. Dertil hører det, at en maranhøne er en god æglægger hele året rundt, selvom der som hos andre racer selvfølgeligt vil være tidspunkter hvor æglægningen er på lavpunktet på grund af fældning eller vinterperiode. Derudover er rugeinstinktet stadig intakt hos nogle stammer og ruger hønen vil dette som altid også gå ud over æglægningen. Den gode nyhed er, at efter et stop i æglægningen, ligegyldigt af hvilken grund, vil æggene på ny opnå den helt mørke farve som i starten af æglægningen.

Den fantastiske farve på maranægget skyldes to faktorer, en brun skalfarve som også findes hos andre racer, samt et mørkebrunt, glinsende, overlag. Begge faktorer er arvelige og for det perfekte maranæg skal disse være til stede fra begge forældre. I det hele taget er farven på maranægget meget komplekst og det eneste vi ved om arvegangen er, at vi ikke ved ret meget.

De første æg en maranhøne lægger er altid de mørkeste af alle de æg, hun nogensinde vil lægge, men hendes arveanlæg kan bedst bedømmes ud fra de æg hun lægger efter hun har lagt 12-15 æg. Er de stadigvæk meget mørke og runde efter disse første æg, vil hun

være et stort plus for avlen. I hvert fald æglægningsmæssigt.

Hanen er selvfølgeligt også meget vigtig. Sammen med hønen bestemmer han, hvordan æggene den kommende generation af høner vil lægge vil se ud. En god hane fra en stamme, hvor både far og mor kommer fra meget mørke og typiske æg, er derfor uvurderlig, når det kommer til ægfarven.

Farven på hanen og hønens fjer og løb nedarves separat i forhold til ægfarve. Det er en skrøne at maraner med mørke løb nedarver mørkere æg-farve end de maraner, som har lysere, og for racen korrekte, kødfarvede løb. Denne myte er formodentligt opstået på grund af om man har udvalgt avlshøns udfra æglægningskriterier eller udseende, og accepteret at nogle avlsdyr har haft fejlfarvede løb, hvis de til gengæld lagde rigtigt mørke æg.

Fjer på løbene

I Danmark siger standarden, at maran skal have befjedring på løbene. Genet på denne type befjedring styres formodentlig af to slags gener, et dominant gen som giver befjedring på benene og et gen som hæmmer udbredelsen af denne til kun at dække det yderste af løbene samt den yderste tå. Kombinationen optræder hos renracede maran oftest sammen og

10

dominant, det vil sige at mindst en af forældre dyrene skal have genet for korrekt befjedring, for at dette skal findes hos afkommet. Glatbenede høns vil altid give glatbenede afkom, dog kan et dyr godt synes glatbenet, men i virkeligheden være befjeret. Et sådant dyr vil typisk have små fjer på benene, som måske er blevet slidt af eller ligefrem plukket af med en pincet eller lignende.

I England skal maran være glatbenede, og da der er blevet importeret rugeæg fra England til Danmark, hvor de er blevet blandet med danske dyr, vil der til tider dukke glatbenede kyllinger op i kuld fra disse stammer.

Den dominante gen-kombination for korrekt befjedring kan desværre nemt avles ud af en stamme, hvis ikke man passer på. Heldigvis kan den også nemt avles tilbage igen.

Har en maran arvet genet for korrekt befjedring fra begge sine forældre siger man at dyret er homozygot for befjedring. Dette dyr vil give genet for befjedring til alle sine afkom, og da genet er dominant betyder det, at alle dette dyrs afkom vil får befjedring.

Hvis man forestiller sig, at denne homozygot befjerede maran parres med en glatbenet maran, vil alle afkom af disse dyr få befjedring, men de vil få

et dominant gen for befjedring og et recessivt(vigende) gen for glatbenet. Dette kaldes heterozygot.

Parrer man sådan to dyr sammen, vil 75 % af afkommet få løbsbefjedring, heraf vil 25 % være homozygote, de 50 % vil være heterozygote. De resterende 25 % vil blive glatbenede.

Farve og farvetegning

Maranracen findes i et væld af forskel-lige farver, så der bør helt sikkert være en farve for alle. I Danmark er de mest almindelige farver sort/kobber og gråstribet. Begge disse farver er god-kendt i både stor race og dværg. Man ser sjældent maran på udstillinger, dog har der blandt andet været udstillet ma-ran på landsudstillingen de sidste par år. Derudover findes der i Danmark på nuværende tidspunkt sort/sølv, hvede-farvet, legbar, blå/kobber samt splash kobber og der er flere på vej. Det er vigtigt at huske at alle farver og tegn-ingsformer i princippet kan godkendes til udstilling. Så ønsker man at avle og på sigt udstille en af de andre farveslag, kan man sagtens kaste sig ud i det alli-gevel. Det bedste er at gå sammen med andre avlere med samme interesse og arbejde fælles mod dette mål.

For nemheds skyld kan man dele farveslagene op i guldspektret og

11

sølvspektret. Som avler bør man så vidt muligt undgå at krydse disse to. Under guldspektret hører blandt andet• Sort/kobber–blå/kobber–splash/kobber• Hvedefarvet-blåhvedefarvet• legbar.

Til sølvspektret hører blandt andet• gråstribede,• sort/sølv–blå/sølv–splash/sølv• hvid/sortcolumbia.

Hvid hører ikke til hos nogen af disse, dette vender vi tilbage til.

Turen til Frankrig ellerJEG ER BLEVET BIDT.

Af Steffen Lund, sekretær i Maranklub DK.

Normalt er det ikke farligt at blive bidt af høns, men biddet kan pludselig blive til et ordentligt hug, og jeg er både ble-vet bidt og hugget og næsten lagt ned pga. min interesse for en hønserace – den franske La Marans.Jeg har altid prioriteret store rolige høns med en god slagteværdi og en rimelig god æglægning, og så har jeg altid undgået høns med fjer på benene, hvide høns og høns der lægger hvide æg.

Volvoen foran vores logi

12

De senere år har Store rødbrune New Hampshire og store sorte Nøgenhalse opfyldt disse kriterier i mit personlige hønsehold, selvom kompromiserne sni-ger sig ind på mig, da Nøgenhalsenes æg er ret lyse. Det har heller ikke kunnet skjules, at jeg under nogle ferier i Frankrig for 10-12 år siden blev meget begejstret for den franske æglægger og slagtehøne, La Marans. Jeg så den i en sort variant med kobbertegning på halsen, og de var helt vildt flotte, selvom de havde og skal have lidt fjer på benene. Senere har jeg set dem i Hannover et par gange og hver gang tænkt: ”Bare det var mine”, men jeg har styret mig, fordi jeg allerede har Nøgenhalsene i stor, som jeg er alene om at avle til udstill-ing i Danmark. Jeg kendte ikke nogen i Danmark, der havde La Marans, og det er altså træls ikke at have danske venner at dele sine glæder og erfaringer med, så drømmen om La Marans i Hadbjerg blev lagt i mølposen.Men så i efteråret dukkede der lige pludselig en masse mennesker op på DFF – Dansk FjerkræForum, som enten havde eller ville have La Marans, og på rekordtid var vi nok til at danne en specialklub under DFfR. Stiftende generalforsamling blev afholdt på Landsudstillingen i Herning i december 2011 og registrering af 32 medlemmer på få uger. Navnet blev fordansket og Maranklub DK var en realitet. Jeg er blevet sekretær i bestyrelsen, og vi var

meget enige om at når vi skulle starte en klub med en fransk race, så ville det være eventyrligt at indlede med at få kontakt med nogle af de avlere fra den franske søsterklub MCF. Marianne havde allerede været i kon-takt med flere af dem i sin søgning efter avlere af Maran i dværg. På få uger blev det aftalt at 4 fra den nye klub tog til det sydvestlige Frankrig, hvor vi skulle mødes med de franske avlere og se en masse Maran og måske få nogle æg og et enkelt dyr med hjem. De få Maraner i DK kunne nok trænge til lidt blodfornyelse.Kl. 02.45 fredag d. 27. januar startede Alfred Kirk og jeg Volvoen i Hadbjerg og påbegyndte de ca. 1700 km frem til La Flocellière lidt nord for byerne La Rochelle og Marans. Meteorologerne havde lovet en del sne, men de ved jo ikke hvad de taler om, så vi startede i tørt og klart vejr, tydeligt lettede over ikke at skulle køre vinterkørsel, når vi nu havde en aftale i Angers næste aften kl. 19.00. Syd for Århus blev det lidt mere diset. Ved Skanderborg så vi de første snefnug, og fra Horsens og til Dortmund kørte vi i tæt snefald og fygesne konstant. Chauffører og bil kom på prøve. Da vi næste morgen nåede den tysk-belgiske grænse skinnede solen fra en klar him-mel. Ved første tankning i Frankrig var der stadig sol, 9 graders varme og gæslinger og mirabeller var fuldt udsprungne – en voldsom

13

kontrast på så få timer.Ned gennem Frankrig blev det hele tiden varmere med maksimum i Paris med 14 grader. Vi ankom til Angers kl.18.45 i 10-12 graders varme og dejlig sol. Marianne Vedel og hendes mand Søren fløj til Paris og tog TGV-hurtig-toget til Angers, hvor François Papin mødte os og guidede os til La Flocel-lière og vores lejede hus. I alt 1680 km.Vi spiste med François og familie et sted der bedst kan oversættes til ”Mellemmaden”, med fransk bondemad og betjeningen i farmertøj. God mad og super oplevelse. Så var der også behov for en god nats søvn før morgenmaden og en afslappet formiddag med lidt indkøb af proviant. Kl. 14.00 mødtes vi med François og andre Maranfolk ved kirken i byen, og de slæbte frem af flotte Maranæg, som blev nummererede straks inden de blev placeret i termokasserne i vores bil.

Vi kørte alle sammen videre ca. 50 km ind i hjertet af Maranland, hvor yderligere en flok franske Maranavlere kom til. Vi troede, at vi skulle se høns, men først var der en lille reception med vin, kager og kaffe og to taler – på fransk – om samarbejde og fremtidig avl. Marianne returnerede et svar – på fransk – om vores taknemmelighed for en storslået gæstfrihed og positiv indstilling til at hjælpe os i gang med nyt materiale. Og så så vi dyr i et ret flot anlæg med svømmefugle og store arealer til dyrene. I stor kontrast til dette var det underligt at de isolerede haner stod i så små bokse at de ramte kam og hale mod loftet. Vi fik præsenteret en del af de typefejl der ofte opstår, når man fokuserer for meget på ægfarven. Alfred fik ikke meget ud af talerne, men han var til gengæld den eneste der fik dyr med derfra – et par flotte Texanerduer.

Gruppefoto

14

Efter gruppefoto var vi tilbage ved kaffen, og trods solen blev det tydeligt køligere. Også her fik vi mange æg som blev registreret og pakket ned.Formanden for MCF nævnte i sin tale at klubben efter mange års fokus på ægfarven nu arbejder intenst på at komme tilbage til den oprindelige type og samtidig forsøger at bevare den mørke ægfarve. Det betyder også at mange af de dyr, som vi så, havde forskellige fejl, og at kyllingerne der kom ud af de æg, som vi fik med hjem, nok også har fejl, som vi skal prøve at få avlet væk i de kommende år.

Formanden for MFC Ernest Sorin(tv) og for-manden for maranklub DK Marianne Vedel (th)

Det var et problem at ingen af dem vi mødte kunne tale noget som helst andet end fransk. Marianne og Søren har boet og arbejdet to år for Danfoss i Paris for 20 år siden, så de klarede sig fint. Jeg havde mit gymnasiefransk som er pudset af på nogle faglige kongresser og på de nævnte ferier i Frankrig for ca. 10 år siden, og det gik, især nok fordi jeg – med Mariannes hjælp - havde øvet de

fjerkræfaglige udtryk på fransk hjemmefra. Alle vore værter var utroligt gæstfrie, venlige og imødekommende. Gilles og Laurence var vores værter lørdag aften, igen med fantastisk fransk bondemad og rigeligt af det. Vi var rundt og se lidt på gården og så bl.a. et par fine stammer hvedefarvede Maran. Vi var tilbage ved vores hus ved midnat og kunne sove længe. François og hans kone Muriel havde inviteret til en let frokost inden vi skulle på flere besøg. Vi forventede en sandwich eller lignende, men der blev disket op med chips og apperitif, blendet grøntsagssuppe, fondue, ostetallerken og endelig afsluttet med dessert – pære Belle Helene. Vi kunne trille ud i bilerne og af sted. Det første sted fik Marianne 0,1 Maran sort sølv i dværg og 3 ret lyse æg af samme. kl. 15 var vi nået ud til Jacques Barraud, som havde fire varieteter af Maran i stor: sølv laksefarvet, guld laksefarvet, blå kobber og sort kobber.

Formandinden i æseldrevet køretøj

15

Efter turen hos hønsene inviterede Jacques alle til at prøve en køretur i en lille vogn med æsel som trækkraft. Flere prøvede, men det var blevet ret koldt og blæsende, så vi søgte ind til endnu et overdådigt traktement med kaffe og mange kager. Tilbage i La Flocellière tog vi afsked med vores lokale værtsfamilier og fandt en Pizzavogn med træfyret pizzaovn på torvet, og så tog vi pizza med hjem. Alt andet var lukket en søndag aften.I huset blev der skrevet numre på hvert eneste af de ca. 200 æg, så der var styr på registreringen.

Alle de dyrbare æg inden pakningSøren fortalte at Danmark havde vundet EM i herrehåndbold og at det var koldt i Danmark. Der var nu også frost på græsset udenfor huset her i det sydvestlige Frankrig.En time efter vi stod op mandag mor-gen for at pakke til hjemrejsen begynd-te det at sne. De dyr vi havde fået havde været i hotel hos Gilles som kun boede 3-4 km fra os, og vi kørte op til Gilles kl. 10.00 i tæt snevejr. Vi havde store

kasser til 3 kokke og 4 høner, selvom vi kun vidste at vi kunne anskaffe os 2,2. Vi kom af sted med 1,1 texanerduer, 0,2 dværg Maran og 4,4 store sort kobberhalsede Maran. Vores flammin-gokasser blev pakket med 194 æg i en masse savsmuld. Vi skulle selv køre Marianne og Søren til toget i Angers kl. 14.00, så vi var 5 mand i Volvoen presset ind med bagage på skødet og hønsekasser og ægkasser foruden en stor sammenklappet papkasse, som skulle rumme de 1,1 sort sølvhalsede som vi også skulle hente i det allernordligste Frankrig på vejen hjem. Chaufføren var den eneste, der ikke sad pakket sammen med bagage på skødet og omkring benene. Maranerne sad bedre end vi gjorde. Vi fik afleveret Marianne og Søren ved to-get i Angers og kørte i snestorm næsten helt op til Paris, og franskmændene er ikke gode til snerydning.

“Guld”æggene pakkes

Vores lille afstikker fra motorvejen i Nordfrankrig bragte os til den eneste

16

arrogante franskmand vi mødte på turen, og så var de dyr han solgte os ikke særligt gode. Aftalen var lavet hjemmefra og dyrene var ikke til os, så vi afstod fra at diskutere kvalitet og pris, men Alfred og jeg undredes især over hanen, da vi kørte derfra. Hønen viste sig at være fin bortset fra en krøllet kam, men hanen var dårlig og Mikkel i Esbjerg vidste ikke om han overhovedet ville bruge den, da han så den hjemme. Ræven der spiste hanen samme nat var dog ligeglad med kvalitetsfejlene, og så var den beslutning om avl eller ikke avl taget. Nok det dyreste måltid den ræv har fået.Fra Paris og hele vejen hjem havde vi klar og tør frostluft og rimelige veje, så det gik fint der ud af. Alfred og jeg skiftedes til at køre ca. to timer af gangen, og det var et perfekt makkerskab. Det var aftalen at jeg skulle køre det sidste stykke, fordi Alfred selv skulle køre fra mig og til Aulum. Knapt var Alfred faldet i dyb søvn før hanerne på bagperronen kl. 05.15 anede morgengry og stemte i et larmende mandskor med skingre tenorstemmer, og Alfred vågnede. Et par minutter efter var der igen fred og Alfred sov videre indtil koret begyndte på andet akt kl. 06.30. Alfred hoppede i stolen og jeg var ved at flække af grin, det var tæt på og det var højt.Alfred Kirk og jeg nåede Hadbjerg kl. 07.00 tirsdag d. 31. januar og Alfred gik i gang med at få sin bil ud af ispanseret.

Æggene som vi havde med hjem var inden afrejsen fra Frankrig delt i 3 kasser, og Alfred rejste videre mod Aulum med 2 kasser til udrugning hos Marianne Vedel i Skjern og hos Ove Riis i Vildbjerg. Den tredje kasse med sort kobber, hvedefarvet og sort sølv blev ruget hos mig. Det var så lidt om selve turen. Der var tre hold æg, hvor der slet ikke kom kyllinger, nogle kom der rigtig mange kyllinger af, men vi havde af hensyn til vores arbejde valgt et tidspunkt, hvor det selv i Frankrig var meget tidligt på sæsonen, så det overraskede os ikke, faktisk havde vi frygtet det værre. De kyllinger, som vi ikke hver især selv har beholdt, har vi foræret til avlere som har forpligtet sig til at arbejde videre med dyrene eller levere dem tilbage.Om turen resulterer i et positivt input til den danske Maranavl kan kun tiden vise, men turen har i hvert fald givet os nogle rigtig gode forbindelser til liges-indede Marannørder i Frankrig, og dem vil vi benytte os af i fremtiden.

Turens deltagere. Fra venstre: Steffen Lund, Marianne og Søren Vedel og Alfred Kirk

17

Om at lege fødselshjælper hos kyllinger

Af Thorleif Mowinckel – efter ønske fra Thorleif ”fordansket” af Dorte Kjær

Ofte hører vi spørgsmålet “Hvornår er det ok at pille?”. Min teori er, at hvis vi bruger en rugemaskine, så kan vi godt pille lidt på efternølere, men jeg tager aldrig æg fra en skruk for at pille. Under en høne er forholdene optimale for et æg, men i en rugemaskine er der så mange faktorer, der kan gå galt, at det ofte kan have en indvirkning på udvik-lingen af fosteret, hinden, blommen og skallen. Æggene er også blevet vendt på en helt anden måde end hønen vender æggene. Hønen vil rode rundt med æggene, og der er faktisk ikke en, men to grunde til dette. De første 16-17-18 dage gør hun det, for at det meget tidlige kyllingefoster ikke skal vokse sammen med hinden, de sidste dage gør hun det, for at ægget skal finde sit balancepunkt med den tungeste del nedad. Naturen er nemlig smart. De første dage kan en maskine godt vende æggene, men den sidste del af vendings-arbejdet kan en maskine ikke klare, så her bør vi hjælpe til lidt. Hav en blyant klar, ikke en tusch eller andet, men en god gammeldags blyant. Læg ægget på en helt jævn flade, og lade det finde sit balancepunkt. Der ligger kyllingen nemlig næsten

korrekt. Mærk så tydeligt ægget med et “X” på dets højeste punkt med blyanten. Når kyllingen ligger korrekt, bliver det lettere for den at hakke et lufthul i ægget, for så 10-18 timer senere at komme ud af ægget. Fugtigheden og temperaturen i en maskine er ofte lidt forkert, og at “pille lidt” 24 timer efter den sidste klækkede, kan ofte lønne sig. Men pilleriet skal gøres rigtigt, og det er vigtigt at lyse æggene inden du piller, og med mørke æg fra maran er det ofte svært, men uanset hvor mørke de er, så vil du kunne se luft-lommen tydeligt. Hvis der er gået 24 timer siden den sidste klækkede, kan du gøre følgende: Tag alle de levende kyllinger ud af maskinen, og tag de æg der er tilbage og lys på luft-lommen, uanset hvor mørkt ægget er, kan luftlommen ses med en god lampe. Tag så en blyant, og mærk tyde-ligt hvor luftlommen er, hele vejen rundt. Sådan fortsætter du med at lyse, tager et lille bor, 3-4 millimeter, holder dette i din højre hånd, og med ægget i din venstre, læg-ger du boret mellem tommel-fingeren og pegefingeren. Tag dig god tid, mens du roterer boret, et minut eller to tager det gerne at lave et lufthul igennem skallen og hinden, men vær forsigtig, lys hele tiden, så du kan se at du ikke borer et hul i kyllingens hoved. Så lægger du ægget tilbage i maskinen, med dit blyantsmarkerede “X” opad. Hvis du har god plads i maskinen, vil

18

ægget lægge sig rigtigt uden hjælp, men hvis der er trangt, eller du har fast-monterede skillevægge, så kan ægget lægge sig forkert, og så bliver det næsten umuligt for den lille kylling at komme ud af sin skal. Hvis du nu har gjort alt det her, og kyllingen stadig ikke kommer ud af sig selv, kan du have følgende klar inden du begynder: Lidt bomuldsvat, jod, og noget plaster og nogle tomme 1/3 æggeskaller. Så starter redningsaktionen, tag den tid du har brug for, hold ægget i hånden og lys på luftlommen. Hvis den har udvidet sig lidt siden du mærkede ægget, så er der nok liv i ægget. Forsøg så at lyse lidt ned fra den laveste del af luftlommen. Hvis du da kan se en mørk masse der, er det blomme-sækken, og kyllingen er ikke klar til at få hjælp endnu. Vent 24 timer, og gentage proceduren. MEN, med et mørkt æg er det ikke lige nemt, men heller ikke umuligt. Du fjerner (for-sigtigt) skallen over luft-lommen, lidt efter lidt, til du har et hul, 3-4 cm, så lyser du ned i denne åbning og kigger under den laveste del af luftlommen. Hvis du kan se blomme og/eller RØDE blodårer, så er vi for tidligt på færde. Så tager du en 1/3 skal og lægger det over den åbne del, og fastgør det med lidt plaster, og lægge det hele forsigtigt tilbage i maskinen. Gentag processen efter 18-24 timer. Hvis der derimod ikke er nogen synlig blomme dernede, og heller ingen blodårer med friskt blod, så kan man

antage at kyllingen er klar, og man piller skallen væk, lidt efter lidt, til kyllingen er fri.Så tager man lidt jod på en tot bomuldsvat, og stryger dette forsigtigt i navlen, eller tilbageværendenavlestreng, og desinficerer hele om-rådet. Baggrunden for dette er, at vi jo ikke ved, hvor længe siden det er, at den kom fri fra den sidste del af blommen, og om navlen/navlestrengen er lukket. Læg så kyllingen tilbage i rugemaskinen/ klækkeren, og lade den tørre i 24 timer.Klogere nu? Held og lykke med det!

Maran – en beskrivelseAf Marianne Vedel

Jeg vil i nogle artikler forsøge at beskrive den perfekte maran.I dette blad vil jeg beskæftige mig med typen – silhuetten, da formen på krop-pen og halen er det vigtigste for en maran ud over selvfølgelig de mørke rødbrune æg.

Senere vil jeg komme ind på løbene, halsen, kammen og fjerdragten.Hvis man tænker på bog-staverne U og V har man en god beskrivelse på hvordan en maran skal se ud og ikke skal se ud.En maran skal groft sagt have form som et bredt U. Den må ikke være V-formet som f.eks. en Langshan.

19

Benene sidder ca. midt i bunden af U-formen med et godt fyldigt bryst foran løbene og en god fyldig bug bag løbene.Man kan sam-menligne en ma-rans krop med et rektangel, ligesom man skal forestille sig at omridset for hele dyret skal kunne være i et kvadrat:Hanen:

Hønen:

Invitation til MarandagMaranklub DK vil gerne invitere til den første Maran dag d. 6. oktober kl 10 – 16 i Holstebro og Omegns Fjerkræklubs klubhus, Holstebro.

Maranklubben vil være vært for arrangementet, der bl.a. vil være med en snak om Maran, og med mulighed for en gennemgang af de medbragte høns ved Willy Littau. Det vil ikke som sådan være med pointgivning, men det er meningen, at det skal være en lærerig dag, både for nye og for de mere drevne Maran avlere.

Vi starter kl. 10 med lidt brød og kaffe/the, og omkring kl. 13, måske senere, vil der være brød og pålæg, og arrange-mentet sluttes af med lidt kage til kaffe/the. Der vil være mulighed for at købe øl og vand.

Hvert medlem kan medbringe max. 4 dyr for hver farvevarietet. Dyrene skal være vaccinerede, og vaccinationsattest skal medbringes.

Arrangementet er fortrinsvist for

Halen skal sidde i en vinkel på mellem 450 og 600 i forhold til underlaget.

Maranens krop skal altid være bred, aldrig smal, ryggen skal være relativt lang.

20

Maranklubbens bestyrelseFormand:Marianne Vedel, Præstegårdsvej 26, 6900 Skjernmarianne@fjerkrae.dk 74 45 45 88

Næstformand:Alfred Kirk, Ljørringvej 31, 7490 Aulumiakirk@mail.tele.dk 20 20 09 13 Kasserer:Dorte Kjærdockjaer@dadlnet.dk

Sekretær:Steffen Lund, Vestergårdsvej 5, Hadbjerg, 8370 Hadstensteffen@lundur.dk 87 61 38 48

Maranklubbens medlemmer, dog kan ikke-medlemmer deltage men ikke fremvise høns. Alle er velkomne til at melde sig ind (senest når sidste tilmeldingsdag oprinder). Deltagelse er gratis for medlemmer, og for ikke medlemmer er prisen 100 kr.Tilmelding og evt. advisering om betaling sker til mig, kasserer Dorte K, på e-mail: dockjaer@dadlnet.dk fra i dag og frem til senest d. 23. september. Mærk mailen MARANDAG. Oplys medlemsnummer, navn, adresse, antal personer der deltager, og antal dyr der medtages, og hvilke farve varieteter (S/K for sort/kobber i stor,

og s/k for sort/kobber i dværg). For ikke-medlemmer kan 100 kr indbetales på kontonr. 77391408349, og mærk betalingen med navn og by og evt. DFF navn.

Jeg er ikke dagligt på min mail, så der kommer først svar og opdateret delt-agerliste sidst i august, og sidst i sep-tember.

På bestyrelsens vegne, vel mødt!Mvh Dorte Kjær