Opgaven er 59659 anslag, hvilket svarer til ~21½ normalsider

BA projekt 01 / 07 - 2005

Bevidsthed

- en udfordring for den empiriske forskning

af Thomas Alrik Sørensen

RESUMÉ PÅ ENGELSK............................................................................................1

INDLEDNING..............................................................................................................2

BEVIDSTHED .............................................................................................................3

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE BEVIDST? .......................................................3

HVORDAN ER DET AT VÆRE …....................................................................................4HÅRDE OG LETTE PROBLEMER ....................................................................................5

Hvordan føles det som, at være en Zombie?..........................................................6

Subjektivitet i det videnskabelige paradigme.........................................................7

TEORI OG EMPIRI .........................................................................................................8

INTROSPEKTION SOM SÆRLIG MENTAL INDSTILLING............................9

EKSPERIMENT 1 .....................................................................................................10

FORSØGSPERSONER...................................................................................................10METODE....................................................................................................................10

Stimuli ..................................................................................................................10

Design ..................................................................................................................11

Instruktion ............................................................................................................12

Normalkondition ..............................................................................................13Introspektionskonditionen................................................................................13Delt opmærksomheds-konditionerne ...............................................................13

RESULTATER.............................................................................................................14DISKUSSION ..............................................................................................................16

EKSPERIMENT 2 .....................................................................................................17

FORSØGSPERSONER...................................................................................................18METODE....................................................................................................................18

Stimulus................................................................................................................19

Design ..................................................................................................................21

Instruktion ............................................................................................................21

RESULTATER.............................................................................................................22Adfærdsdata .........................................................................................................22

Elektrofysiologiske data.......................................................................................25

Træffere og forbiere .........................................................................................25Korrekte afvisninger og forbiere......................................................................28

Opsummering af EEG data ..........................................................................30Forskelsbølger..................................................................................................31

DISKUSSION ..............................................................................................................32

KONKLUSION..........................................................................................................33

PERSPEKTIVERING...............................................................................................33

REFERENCELISTE .................................................................................................35

FIGURLISTE.............................................................................................................41

BILAGSLISTE...........................................................................................................42

1

Resumé på engelsk

In the last 20 years much has happened within the field of consciousness studies. This

is mainly due to new technologies and to the establishment of en interdisciplinary

field that benefits from advances in many areas. I attempt to give a very brief

overview of a definition of consciousness while at the same time placing my views on

what a preliminary definition should entail. The main question is whether a research

object with only a sketchy definition should embark on empirical studies. Without a

final and definitive definition of the object we want to investigate, one could claim

that this is a futile quest.

We have made it our object to study differences between first-order

mental states and introspection, thus making the phenomenological experience, the

object of investigation. Hereby beckoning what some would call the hard problem

(Chalmers, 1995a) of consciousness research. I present two of our studies on

introspection here. In the first experiment we replicated earlier findings in behavioural

data (Overgaard, Kauffmann, & Ramsøy, 2001). Furthermore we rejected the critique

that our findings could be the result of dual attention instead of introspection. The

second experiment was done in collaboration with the Centre for Cognitive

Neuroscience at Turku University, Finland. Here we combined a more simplified

version of our experiment with electrophysiological measurement (EEG). Again we

replicated our earlier findings, but this time both in behavioural and

electrophysiological data where we found differences in the left occipital area (O1)

and in medial parietal area (Pz). Furthermore we replicated our data in a much simpler

design and more importantly we obtained a measurable distinction within subjects,

whereas earlier data relied on comparison between groups. Therefore the second

experiment seems to strengthen an empirical distinction between first-order conscious

thoughts and introspection as two measurably different mental states.

It is our claim that our findings have implications for the search for

neural correlates of consciousness as well as for experimental psychology in general.

It seems prudent to combine the theoretical work on consciousness with empirical

studies, even without a final definition of our research object.

2

Indledning

I de seneste 15-20 år har der været et øget fokus på, hvad der i mine øjne er

psykologiens mest centrale problem: Bevidstheden. 1990’erne blev af den daværende

amerikanske præsident erklæret som ”hjernens årti” og kun få år efter fulgte Danmark

trop ved at kalde 1997 for ”hjerneåret”. De fremskridt, der ledte til det store fokus på

udforskningen af hjernen, gjorde også, at forskere i højere grad begyndte at tale om

psyken eller bevidstheden. Bevidsthedsforskningen havde indtil da i udstrakt grad kun

været praktiseret inden for filosofien (philosophy of mind), men pludseligt kunne

forbedrede scanningsteknikker anvendes til at sige noget om vores oplevelser. Således

var forskningsfeltet ikke længere forbeholdt filosofferne, men tillige forskere indenfor

et væld af discipliner, så som medicin, lingvistik, biologi, fysik og mange andre –

heriblandt naturligvis også psykologien.

Denne forskning er i høj grad sat i højsædet i Danmark i dag, hvorfor jeg

mener at kunne argumentere for, at min problemstilling også er særdeles aktuel. I

2003 blev Center for almenpsykologisk og eksperimentel bevidsthedsforskning

dannet i København og i 2004 satte Københavns Universitet deres nye tværfaglige

satsningsområde i værk: ”Fra krop til bevidsthed”.

Men det spørgsmål, man kan stille sig, er ”hvad er det egentligt for et

felt?” og måske mere centralt ”er det overhovedet et forsknings felt?” I opgavens

første del vil jeg forsøge at besvare disse og en række andre spørgsmål ved at se på to

forskellige aspekter ved udforskningen af bevidsthed; definitionen af bevidsthed og

metodologien inden for et sådan felt. I opgavens anden del vil jeg fokusere på det

sidste af problemerne, ved at give eksempler på en metodisk tilgang til feltet ud fra

den forskning jeg har deltaget i de sidste par år.

I opgaven har jeg tilstræbt at holde ord og begreber på dansk, hvor de

første gang er efterfulgt af fagtermen i parentes efter det oversatte ord. Dette er for at

opnå en sproglig ensartethed gennem opgaven. Enkelte steder er fagtermen dog

bibeholdt, hvis denne ikke har kunne oversættes eller at oversættelsen har været

misvisende.

3

Bevidsthed

Dette felt er af forskere blevet kaldt det største og sidste mysterium, der er tilbage

inden for videnskaben (Metzinger, 1995; Chalmers, 1996; Hameroff, Kaszniak, &

Scott, 1996), og det var også sådan jeg tænkte, inden jeg kastede mig ud i feltet. Men

fordi det er et af de sidste uudforskede områder, behøver det ikke at være et særligt

mystisk fænomen. Som vi skal se i det efterfølgende, lader det til, at vi har gjort det

mere mystisk, end det reelt set er. Dette er imidlertid ikke så underligt, for ser vi

tilbage i videnskabens historie, er det ikke er en ny tendens. Eksempelvis kan vi

nævne élan vital, som man for 200 år siden mente var årsag til livet. Så fandt vi ud af,

at det var vores hjerte, som egentligt bare er en pumpe, der sørgede for at vores

organisme havde liv (Blackmore, 2003). På samme måde skal vi nok være forsigtige

med at tilskrive bevidstheden al for stor mystik, men samtidigt bør vi også være åbne

for, at vi kan stå over for en udfordring, der gør at vi må tænke radikalt anderledes end

tidligere. Dette har jo tidligere været eksemplet inden for fysikken, som for godt 100

år siden måtte foretage et radikalt tankeskift fra den klassisk mekanik til

kvantemekanikken.

Hvad vil det sige at være bevidst?

Mange, der stilles ovennævnte spørgsmål, vil svare noget i retning af, at det er det at

vi er vågne og ikke bevidstløse. Men er dette svar fyldestgørende? Ved nærmere

eftertanke vil mange konkludere, at der nok mangler noget i en sådan definition1. Men

tager vi udgangspunkt i denne folkelige definition, så kræver det, at vi har adgang til

information, da netop dette er skellet mellem ubevidste og bevidste processer i

hjernen. Men det er ikke nok, at vi processerer en mængde information eller har

tilgang til den, vi har også en særlig oplevelse, eller qualia, tilknyttet. Står der en rød

kop foran mig, har jeg på den ene side informationen om den røde kop, og på den

anden side tillige en oplevelse af rødhed (Block, 2005; Block, 2001; Block, 1995).

Heri ligger det særlige og også det store problem for empiriske forskere – nemlig den

subjektive oplevelse af rødhed (Chalmers, 1996; Chalmers, 1995b; Chalmers, 1997).

1 Samtidigt med det åbenlyse i at vi ikke kan leve med en definition, der bare begrundes med dets

modsætning. Vi er ikke kommet ret langt, hvis vores definition af bevidsthed er det modsatte af at være

bevidstløs, eller det er det, der ikke er ubevidst.

4

Jeg har her introduceret en række centrale problemstillinger inden for feltet og vil nu

forsøge at trække dem op ved at belyse nogle af de tankeeksperimenter og

argumenter, der ofte er blevet fremført i diskussionen af dem.

Hvordan er det at være …

Den amerikanske filosof Thomas Nagel stillede i (1974) spørgsmålet; ”Hvordan er

det at være en flagermus?” (Nagel, 1997). Selvom spørgsmålet blev stillet næsten

tyve år inden bevidsthedsforskningen for alvor to fart, rammer spørgsmålet det

særlige problem, der er knyttet til at forske i bevidsthed; den subjektive oplevelse af

hvordan noget er for den, der oplever det. Det er også et af hovedproblemerne inden

for de bevidsthedsdiskussioner (Chalmers, 1995b), som Block (1995) retter vores

opmærksomhed mod. Block pointerer, at når forskere diskuterer bevidsthed, så taler

en del faktisk forbi hinanden, fordi de reelt taler om forskellige aspekter ved

bevidstheden, og oftest bliver det fænomenale aspekt som Nagel beskriver overset i

debatten (som eksempelvis i modellen om global tilgang (Baars & Franklin, 2003;

Baars, 2002; Baars, 1993). I sit tidlige arbejde (Block, 1995; Block, 1996) laver Block

selv en distinktion mellem to typer af kvaliteter ved bevidstheden; det ene er, at vi har

tilgang (access consciousness eller a-bevidsthed2) til noget information eller viden, vi

kan handle efter, medens det andet aspekt er oplevelsesmæssigt (phenomenal

consciousness eller p-bevidsthed), for eksempel at når jeg løfter min kaffekop for at

tage en slurk, så føles dette på en helt bestemt måde for mig.

Dette er ikke nødvendigvis en udtømmende definition på bevidsthed, og

nogle, som eksempelvis Steven Pinker, taler om, at der endvidere bør inkluderes en

form for selvbevidsthed (self consciousness eller s-bevidsthed) (Gazzaniga, Ivry, &

Mangun, 2002), medens andre forskere taler om en særlig type for refleksiv

bevidsthed (reflexive consciousness eller r-bevidsthed) (Rosenthal, 2002a; Marcel,

1993; Block, 2001). Jeg vil i nærværende opgave holde mig til begreberne om a- og p-

bevidsthed, da jeg mener, at de andre, i dette stadie, er overflødige. Selvbevidsthed,

mener jeg, kan ses som indbefattet både i a og p-bevidsthed, der er noget det har en

tilgang (a) og en oplevelse er for noget (p). Det virker ikke plausibelt, at antage, at der

flyver oplevelser rundt, som ikke er oplevelser for nogen. Ligeledes vil jeg hævde, at

2 Dette er særligt den del af bevidsthedsproblematikken vi ser et bud på i teorier som global tilgang,

som Baars (2003; 2002; 1993) forslår.

5

Blocks (2003; 2001) opblødning mod Rosenthal (2002a) er af mere taktisk karakter

end indholdsmæssig, da der her i mine øjne bare er tale om en særlig form for a og

måske p-bevidsthed. For ikke at bidrage til forvirringen, når vi vil begrebsliggøre,

hvad bevidsthed vil sige, så mener jeg, det er meget vigtigt at forsøge at koncentrere

sig om det mest essentielle, som herefter kan udvides med flere begreber. Herved

tager jeg videnskabsteoretisk afsæt i William af Ockhams berømte sætning til paven i

1330 ”Pluralitas non est ponenda sine neccesitate”3, som senere er blevet døbt

Ockhams ragekniv. Men det står for mig klart, at vi mangler noget åbenlyst hvis vi

enten kun taler om tilgang eller om oplevelsen, hvorfor bevidsthed i alt fald må bestå

af disse to aspekter; tilgang til noget og en særlig subjektiv oplevelse her af.

Hårde og lette problemer

Man kunne hævde, at det er forkert af mig, når vi forsøger at konceptualisere et

forskningsfelt, at udelukke et centralt begreber som ejerskab (s-bevidsthed). Men jeg

mener, at dette er forsvarligt, idet begrebet i sig selv skal kunne forstås som entydigt

og kunne eksistere i sig selv. Block selv benyttede i sin oprindelige artikel (1995) en

række eksempler, hvor man kunne forestille sig det ene bevidsthedsaspekt uden det

andet. I dag er der ikke mange der forestille sig en enten ren a-bevidsthed eller p-

bevidsthed hos en person, men måske nærmere forskellige eller varierende grader af

de to typer bevidsthed, uden at disse optræder helt alene. De kan dog opstilles alene

og samtidigt give mening, modsat s-bevidsthed, som nogle vil sige, er indlejret som

en del af bevidstheden (Zahavi & Parnas, 1998).

Filosoffen David Chalmers (1995a) har ud fra ovenstående

begrebsliggørelse af a og p-bevidsthed forsøgt at opdele den udfordring videnskaben

står overfor, i hvilke problemer, der er til at gå til, og hvad der er den særlige

udfordring. Lidt groft sagt er det, Chalmers kalder de ”lette problemer”, knyttet til a-

bevidstheden. A-bevidsthed om noget kan forholdsvist nemt undersøges i for

eksempel et kontrasteringsstudie, hvor vi i den ene kondition ser noget, som vi kan

rapportere, og i den anden hvor vi ikke kan rapportere det. Herved kan vi, hvis

stimulus er det samme, se på den målbare forskel mellem den tilstand, hvor vi havde

adgang til stimulus, og den tilstand hvor vi ikke havde adgang til stimulus, og

forskellen herimellem må afspejle a-bevidstheden. Der er dog stadig en række

3 Kan oversættes med: ”Merhed, er ikke at foretrække uden dets nødvendighed”.

6

udfordringer i et sådan studie, for selvom vi eksempelvis ved bi-okkulær rivalisering

kan udforske a-bevidstheden, er dette stadigt ikke en nem opgave.

Det der gør bevidsthed til et særligt vanskeligt felt er p-bevidstheden,

den subjektive oplevelse der er knyttet til bevidstheden (Chalmers, 1998; Chalmers,

1995a). Dette er dels fordi vi har en privilegeret adgang til denne del af bevidstheden,

og dels fordi at det ikke umiddelbart virker som om at den fænomenale del af

bevidstheden har nogen funktion i organismen.

Hvordan føles det som, at være en Zombie?

Jeg vil starte med det sidste af de to foregående spørgsmål, hvorvidt p-bevidstheden er

overflødig? Chalmers (1993; 1996) beskriver, i et tankeeksperiment, den såkaldte

”filosofiske zombie”. Den filosofiske zombie er meget anderledes de zombier, vi

kender fra diverse Hollywoodfilm, hvor de fremstilles som udøde kadavere, hvis

eneste mål er at fortære menneskehjerner. Her er der tale om den logiske mulighed, at

Chalmers for så vidt kunne have en tvilling, der opfører sig præcis som Chalmers

selv, men med den forskel, at zombie-Chalmers ikke har nogen fænomenologisk

oplevelse, eller som Chalmers selv beskriver det; ”A zombie is something physical

identical to me, but which has no conscious experience – all is dark inside”

(Chalmers, 1996, p. 96). Chalmers er ikke ene om at fremsætte zombie-argumentet, en

variation findes også hos Searle (1992), som fremsætter det tankeeksperiment, at vi

ville kunne udskifte dele af hjernen med computerchips og derved opleve, hvordan

vores bevidsthed svinder ind til ingenting, i takt med at hele hjernen til sidst ville være

udskiftet med computerchips. Selvom disse tankeeksperimenter kan ses som

eksempler på, hvad der forstås ved a-bevidsthed, løber de en risiko ved at reducere

bevidstheden, til at p-bevidsthed ikke er andet end et epifænomen, eller dampen fra

lokomotivet, som ikke i sig selv har nogen funktion. Chalmers har i sit

tankeeksperiment valgt at benytte zombien som metafor, og det der gør, at vi slutter,

at zombien ikke har noget indre mentalt liv, er dens adfærd4. Charlmers begår

imidlertid her ud fra en folkepsykologisk forklaring en fejl, idet han dømmer implicit

om bevidsthed ud fra den adfærd organismen viser. Herved berører vi anden del af

spørgsmålet fra sidste afsnit, nemlig at vi har en privilegeret adgang til vores

4 Se eksempelvis film som ”Return of the Living Dead” (1985), “Shaun of the Dead” (2004) eller

“Resident Evil” (2002) for eksempler på den karakteristiske zombie adfærd.

7

bevidsthed. Det eneste jeg med sikkerhed kan sige er, at jeg er bevidst, jeg har ingen

adgang til andres bevidsthed og kan derfor være i en verden omgivet af zombier - en

tankegang, der resulterer i solipsisme. For at trække linjen helt op ville der faktisk

ikke engang være noget, der kunne afgøre om jeg var bevidst, da zombie-Thomas

ville udvise samme adfærd som mig og derved også hævde, at den ikke var en zombie

(Blackmore, 2003)5.

Udover den folkepsykologiske problematisering ved at vælge, at kalde

denne konceptualisering for en zombie, har filosoffen Todd Moody (1994) afvist den

filosofiske zombie som en konceptuel mulighed ud fra en lingvistisk argumentation.

Lad os forestille os, at der findes en tvillingjord beboet af filosofiske zombier, der

opfører sig præcist som os på jorden dog uden nogen form for fænomenalitet. Men

hvordan ville deres sprog se ud? Ville de tale om, hvordan de oplevede deres zombie-

drømme? Konklusionen må blive, at det er svært at forstille sig den filosofiske zombie

som en mulighed i lyset af dette eksempel, da vores oplevelser også bliver afspejlet i

den adfærd, vi udviser. Herved får vi også implicit fastslået, at bevidstheden6 har en

funktion, da det ikke er sandsynligt, at bevidstheden bare er dampen fra lokomotivet.

Der er dog stor uenighed om, hvorvidt man kan afvise den filosofiske zombie på

ovennævnte grundlag (Searle, 2004), og ligeledes er der endnu ikke en endelig

definition af, hvad der menes med bevidsthed.

Subjektivitet i det videnskabelige paradigme

Udover spørgsmålet om hvorvidt qualia eller den fænomenale oplevelse spiller en

rolle eller ej (Dennett, 1988), stiller bevidsthed vores videnskabelige metode over for

en yderligere udfordring. Som jeg afsluttede afsnittet ”Hårde og lette problemer” med,

5 Selvom filosoffer længe har diskuteret det fremmede psykiske problem, som den privilegerede

adgang til vores egen bevidsthed er blevet kaldt, kan man måske stille spørgsmålstegn ved med

forskningen udført af den italienske forskergrupper om spejlneuroner (Umilta et al., 2001). Empati eller

intersubjektivitet kan vi måske gennem spejlneuroner have samme privilegeret, eller tilnærmelsesvis,

tilgang til. Empati eller intersubjektivitet kan vi måske gennem spejlneuroner have samme privilegeret,

eller tilnærmelsesvis, tilgang til. Studier af Nisbett og Wilson (1977) viser også at vi tolker på vores

egen adfærd. Derfor er kløften måske ikke så stor hvis der rent faktisk er neuroner i min hjerne der

detektere både min og andres adfærd.6 I alt fald bør p-bevidstheden ikke udelukkes, således at man kun beskæftiger sig med det umiddelbare

at bevidstheden må være noget vi har tilgang til eller er a-bevidst om.

8

og kort kom ind på i ovenstående afsnit, har vi en særlig, såkaldt privilegeret adgang

til bevidstheden. Dette første persons perspektiv bliver set som noget problematisk for

videnskabens kriterium om, at den skal være objektiv og kunne studeres ud fra en

tredje persons tilgang. Debatten der er udsprunget fra dette problem har ansporet en

række forskere til at hævde, at naturvidenskaben må bløde op for at kunne

overhovedet at kunne studere bevidsthed – vi må tillægge et anden persons perspektiv,

ved at sammensmelte den videnskabelige metode med den fænomenologiske metode

(Roy, Petitot, Pachoud, & Varela, 1999). Jeg vil ikke afvise, at fænomenologien har

noget at byde ind med i udforskningen af bevidsthed, men i mine øjne på samme plan

som alle andre discipliner. Det ville være en fejl ikke at behandle

bevidsthedsforskningen som en hver anden videnskab, der reelt står over for samme

begrænsning, i og med, at vi altid vil være et subjekt der undersøger en given

genstand, det være sig et atom, en organisme eller bevidstheden. Bevidstheden er ikke

direkte observerbar, da den bliver udtrykt gennem adfærden. Udelukkende at

observere adfærd og undgå at tale om det psykiske, har behaviorismen vist er en

fejlagtig kurs for psykologien som videnskabelig metode7. Men selvom vi ikke kan

observere bevidstheden direkte, bør det ikke begrænse os, og der findes eksempelvis

en række fysiske fænomener, der heller ikke kan observeres direkte, men som

alligevel udforskes. Grundlæggende lader det til at det videnskabelige krav om en

objektiv tilgang, der går tilbage til Galilei (Overgaard, 2003), bliver tolket som om, at

vi som forskere kan opnå objektivitet. Med objektivitet mente Galilei dog i højere

grad, at fænomenet skulle være observerbart af mere end bare en enkelt person (Koch,

1996). Det, at vi har privilegeret adgang til bevidstheden, ser jeg derfor ikke som en

begrænsning, men i højere grad som noget der bør ses som en fordel, der kan hjælpe

os i den videnskabelige undersøgelse, da vi her har en yderligere kilde, der kan

bidrage til vores undersøgelse.

Teori og empiri

Hovedspørgsmålet for nærværende opgave bliver derfor, hvorvidt den empiriske

forskning må vente på en endelig definition og afgrænsning af feltet, eller om den

empiriske tradition i højere grad end tidligere antaget kan benyttes allerede på dette

7 Jeg vil ikke underkende behaviorismens bidrag til psykologien, men et psykologisk retning, der som

udgangspunkt ikke vil tale om en psyke, virker som en selvmodsigelse.

9

tidlige tidspunkt? I ovenstående del af opgaven har jeg forsøgt at skitsere nogle af de

centrale definitoriske og metodiske problemstillinger samtidig med at opridse mit

ståsted inden for denne del af debatten. I det efterfølgende vil jeg forsøge at vise at

den metodiske udfordring kan tages op og bidrage med resultater til trods for stadig

uenighed i feltet. Resultater der i sidste ende vil kunne bidrage til en eventuel endelig

definition.

Inden for psykologien findes en lignende tilgang i den første kognitive

revolution. Behaviorismen havde overtaget i forhold til gestaltpsykologien ind til de

to kognitive revolutioner. Den første blev ført stille an af

informationsprocesseringsparadigmet, og den anden, anført af Chomsky, bankede de

sidste søm i behaviorismens kiste. Newell havde fulgt debatten, om hvorvidt man

kunne tale om mentale processer. Men i stedet for at deltage i en filosofisk

tovtrækning, indledte han sammen med Shaw og Simon et teoretisk og eksperimentelt

arbejde om, hvordan mennesket løser problemer. De havde ingen illusioner om, at de

ville finde den endegyldige sandhed, men de havde en ambition om at bringe os

nærmere en forståelse (Simon, 1997). På samme måde mener jeg, vi bør foretage

eksperimentelle undersøgelser for at få den filosofiske tovtrækning til at flytte sig

nærmere en forståelse af vores genstand.

Introspektion som særlig mental indstilling

Vi har valgt at gøre introspektion til vores genstand i en empirisk undersøgelse, for at

undersøge dels om vi kan tale om forskellige mentale indstillinger til verden og dels

for at tage udgangspunkt i det hårde problem, det subjektive ved bevidstheden. På

trods af at introspektion var en af de mest udbredte metoder omkring psykologiens

etablering som selvstændig disciplin (Thorne & Henley, 2001), blev der stillet

spørgsmålstegn ved dens validitet, og efter Titcheners død i 1927 blev metoden mere

eller mindre glemt. Der findes en lang række forskellige tolkninger og definitioner af

hvad introspektion er, og i denne sammenhæng vælger jeg den bredeste og mest

umiddelbare; det at se ind i sig selv. Dette bliver også denne definitoriske variation, vi

benytter i de to forsøg, der præsenteres her. Introspektion betyder her, at man beretter

om den indre oplevelse, modsat nonintrospektion hvor man beretter om noget ude i

verden.

10

Eksperiment 1

Det første eksperiment er en fortsættelse af et eksperiment udført tidligere ved

Københavns Universitet (Overgaard et al., 2001; Overgaard, 2003; Miskowiak &

Sørensen, 2004; Overgaard & Sørensen, 2004; Sørensen, Vangkilde, Koivisto,

Revonsuo, & Overgaard, 2004). Det tidlere eksperiment (2001) fandt en målbar

forskel mellem introspektion og nonintrospektion, og vores eksperiment 1 er dels en

replikation og dels en udvidelse for at besvare en rejst kritik vedrørende

eksperimentets validitet.

Forsøgspersoner

De 32 forsøgspersoner, der deltog i forsøget, var alle højrehåndet unge med normalt

eller justeret-til-normalt syn. Forsøgspersonerne var primært studerende ved

Københavns Universitet, dog med undtagelse af den yngste person, der var i praktik

på instituttet da forsøget blev udført. Alderen for forsøgspersonerne gik fra 16 til 35.

Metode

Til forsøget benyttede vi en computeropstilling, hvor forsøgspersoner skulle

rapportere, hvad de så på skærmen til en forsøgsleder, der herefter noterede svaret. Til

forsøget benyttede vi programmet Presentation ver. 0.4 til Windows 98, som er en

brugerflade til udførelse af psykologiske eksperimenter. Forsøget blev kørt på en 466

MHz computer, tilsluttet en SVGA skærm (800×600) med en refresh rate på 16 ms.

Gennem forsøget sad forsøgspersonerne ca. 60 cm fra skærmen, således at stimulus

fyldte 1o i det visuelle felt.

Stimuli

Stimuli bestod af simple figurer (kvadrater, cirkler og trekanter) og en

sammensætning af disse (halvcirkler, halvtrekanter eller kombinationer som en

halvkvadrat og en halvcirkel), samt mere abstrakte figurer. I alt benyttede vi 34

forskellige figurer i stimulussættet.

Stimuli kunne også variere i farve; grå, blå, grøn, gul og rød. Hver af

disse farver kunne igen variere inden for dens egen farve mod henholdsvis lysere og

mørkere, således at hver af de tre grundfarver havde 7 forskellige nuancer. I denne

kategori var der ligeledes 34 svarmuligheder, da den grå skala gik fra hvid til sort, og

11

sort mod den sorte baggrund ikke ville kunne rapporteres, hvorfor denne farve ikke

blev anvendt i forsøget.

Præsentationstiden af stimulussættet kunne variere med i alt 12

forskellige præsentationstider, afhængigt af skærmens refresh rate. Sættet kunne

således præsenteres i en frame (16 ms) og op til 12 frames (192 ms). I 10% af de

samlede antal delforsøg blev der ikke vist noget stimulus, for ikke at

forsøgspersonerne begynder at gætte8.

Stimulus blev præsenteret på en af tre positioner, der var placeret med

lige stor afstand på en imaginær cirkelbue om et fiksationskryds.

De forskellige konditioner; farve, form, præsentationstid og placering,

blev randomiseret af programmet, således at der ikke var en systematik i

præsentationen. Hver forsøgsperson gennemløb en række prøve–delforsøg, inden det

egentlige forsøg startede, for at kende forsøgsparadigmet. I selve forsøget skulle hver

forsøgsperson igennem 200 delforsøg, inddelt i to blokke.

I opstillingen anvendte vi en maske for at kunne kontrollere

eksponeringstiden. Masken blev præsenteret på alle tre positioner og bestod af alle 34

figurer superpositioneret oven på hinanden.

Design

De 32 forsøgspersoner blev inddelt i fire grupper; en normal-, en introspektiv-, en

verbal- og en visuelgruppe9.

Hvert af de 200 delforsøg forløb på samme vis: Et delforsøg starter med,

at forsøgslederen igangsætter forsøget ved at trykke på en tast. Dette er efterfulgt af

stimulussæt bestående af 0-3 enkelt figurer. Stimulussættet vises i 16-192 ms, hvor vi

går fra en hastighed, hvor meget få kan se stimuli (16 ms), og op til meget lange

eksponeringstider (192 ms) hvor forsøgspersonerne har helt klare oplevelser af

stimulus. Disse tidsintervaller understøttes af forskning inden for opmærksomhed,

hvor normale forsøgspersoner har t0 på omkring 20 ms (Bundesen, 1990; Habekost &

Rostrup, 2005), hvilket svarer til den laveste grænse, vi kan detektere et stimulus ved.

Efter præsentationen af stimuli, vises der tre masker på de steder, hvor

stimuli kunne fremkomme, i 500 ms. Herved opnår vi kontrol over eksponeringstiden

8 Man kunne forestille sig at hvis en forsøgsperson mistænker at der altid bliver vist noget på skærmen,så forsøger de bare at gætte hvilket vi generelt ikke er interesseret i.9 Disse fire grupper beskrives nærmere i det efterfølgende afsnit om instruktionen af forsøgspersonerne.

12

i forsøget samtidig med sværhedsgraden i forsøget øges. Sidstnævnte er en fordel, da

vi, for at kunne sammenholde antal rigtige svar i dataanalysen, ikke ønsker at

forsøgspersonerne svarer rigtigt hver gang.

Figur 1: Eksempel på forsøgsforløb. Masken på denne figur er en forsimpling af den egentlige maskefra forsøget.

Efter præsentationen af masken bliver skærmen blank, hvilket er tegn til

forsøgspersonen om at svare på opgaven, der var stillet dem. Forsøgspersonernes svar

noteres ned af en forsøgsleder, inden det næste del forsøg sættes i gang.

Instruktion

Forsøgspersoner blev inddelt i fire grupper med 8 forsøgspersoner i hver. Disse fire

grupper rettede sig mod delvist at undersøge introspektion og ikke introspektion, men

også i høj grad mod at undersøge en kritik af Overgaard et al. (2001), som gik på at

resultaterne skyldtes delt opmærksomhed og ikke introspektion (Miskowiak et al.,

2004). Derfor inkluderede vi to konditioner, som rettede sig mod

opmærksomhedselementet, ved at indføre en verbal- og en visuelgruppe, udover at

forsøge at replikere tidligere fund.

Fælles for de fire grupper var, at de rapporterede svaret efter masken på

skærmen var slut, og at de benyttede tre skalaer til at afgive svarene på; en farveskala,

13

en formskala og en positionsskala. Rapporteringen foregik ved, at forsøgspersonen

pegede på skalaerne, hvor det også var muligt at rapportere, at man ikke oplevede at

der var noget, eller at der ikke blev vist noget.

Normalkondition

Forsøgspersonerne i denne gruppe blev instrueret i at rapportere om stimuli ude i

verden (på computerskærmen) efter følgende instruktion: ”Report which shape,

colour and location on the screen, the first presented figure had. Report about this by

pointing at these scales of colours, shapes and locations after each presentation.

Point at the shapes, colours and locations that you believe were shown. Even if you

are in doubt, you will have to guess what was on the screen” (citeret fra

forsøgsvejledningen).

Introspektionskonditionen

Her var vi interesseret i forsøgspersonernes oplevelse, hvorfor denne gruppe blev

instrueret i at rapportere om deres oplevelse af stimuli ude i verden, og ikke på hvad

der egentligt var blevet vist på computerskærmen. Instruktionen blev derfor ændret

som følger: ”Every time you see a picture, you are not to think about it as a figure out

there on the screen. Instead, you are to think of it as an experience you are having”

(citeret fra forsøgsvejledningen).

Delt opmærksomheds-konditionerne

Her testede vi den normale kondition, kombineret med enten en visuel eller en

auditiv/verbal opgave. Inden hvert delforsøg blev der læst et trestavelses ord op fra en

standardiseret liste, og dette ord bestemte forsøgspersonens opgave under forsøget.

Den verbale gruppe blev instrueret i at gentage ordet, imedens de udførte opgaven, og

den visuelle gruppe skulle danne sig et mentalt forestillingsbillede under delforsøget.

Grunden til at vi valgte at lave to forskellige grupper, med delte

opmærksomhedsopgaver, er at der inden for arbejdshukommelsen er tale om to

forskellige systemer; et visuelt og et verbalt/auditivt (Baddeley & Hitch G.J., 1974;

Baddeley, 1997; Baddeley, 1998). Samtidigt ønskede vi en visuel opgave, da denne til

en vis grad minder om introspektion set i lyset at højere-ordens-tanke teorier (HOT)

(Rosenthal, 2002b) eller højere-ordens-perceptions teorier (HOP) (Carruthers, 2004).

14

Efter forsøget blev forsøgspersonerne interviewet om forsøget, hvor det

bl.a. blev undersøgt, hvordan forsøgspersonerne havde løst opgaven. Forsøgspersoner,

der ikke havde løst opgaven efter vejledningen, blev ekskluderet fra data.

Resultater

Resultaterne for de fire konditioner følger i nedenstående tabel (tab. 1):

Form Farve Position

Non-intro Intro Non-intro Intro Non-intro Intro

Rigtige 61 % 42 % 53 % 40 % 82 % 78 %

Forkerte 30 % 44 % 41 % 53 % 12 % 16 %

Blank 9 % 14 % 6 % 7 % 6 % 6 %

Form Farve Position

Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Ordgen. Visual.

Rigtige 47 % 34 % 40 % 33 % 73 % 71 %

Forkerte 41 % 58 % 53 % 61 % 20 % 23 %

Blank 12 % 8 % 7 % 6 % 7 % 6 %

Tabel 1: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og % gangehvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikke oplevede noget10.

Ud fra denne umiddelbare fremstilling af data fra forsøget, er der ikke

meget der lader til at overraske set ud fra en informationsprocesseringstankegang. Des

mere vi belaster et system, des større vil fejlraten blive. Men ved at undersøge data

udfra en quasi-kvalitativ vurdering, hvor distribueringen af forkerte svar undersøges,

ses et mønster hvor den introspektive gruppe adskiller sig fra de tre andre på ét

centralt punkt (tab. 2).

Man kunne argumentere for at forsøgspersonerne ikke havde gættet helt

forkert i situationer, hvor der blev vist et rødt stimulus på skærmen, og deres svar var

en anden nuance af rød end den viste – eller at de mente, at der blev vist en cirkel,

hvor der blev brugt en halvcirkel som stimulus. Derfor valgte vi at se på fordelingen

af data ved at inkludere to kategorier; næsten rigtige #1 (N1) og næsten rigtige #2

(N2). N1 omfatter de tilfælde, hvor man har rapporteret ét element af stimulus rigtigt,

10 Afhængig af hvilken instruktion de havde modtaget.

15

medens vi for farve valgte at inkludere en yderligere kategori N2. Dette var ud fra det

synspunkt, at form og position kun kunne variere med en grad fra det oprindelige

stimulus. Ved position eksempelvis kunne man fejlrapportere enten en position til

venstre eller en position til højre. Det samme gjorde sig gældende for form, som enten

bestod af grundfigurer eller sammensatte versioner af to af disse. Farvekategorien

derimod bestod af syv nuancer inden for hver grundfarve, derved valgte vi at et svar

én nuance fra den viste stimulusnuance blev kategoriseret som en N1 fejl, 2-3 nuancer

fra som N2 fejl og resten blev bedømt som værende forkerte.

Form Farve Position

Non-intro Intro Non-intro Intro Non-intro Intro

Rigtige 61 % 42 % 53 % 40 % 82 % 78 %

Forkerte 21 % 17 % 19 % 15 % 12 % 16 %

N1 9 % 27 % 19 % 15 % 0 % 0 %

N2 - - 3 % 26 % - -

Blank 9 % 14 % 6 % 7 % 6 % 6 %

Form Farve Position

Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Ordgen. Visual.

Rigtige 47 % 34 % 40 % 33 % 73 % 71 %

Forkerte 30 % 46 % 26 % 36 % 20 % 23 %

N1 11 % 12 % 22 % 18 % 0 % 0 %

N2 - - 5 % 7 % - -

Blank 12 % 8 % 7 % 6 % 7 % 6 %

Tabel 2: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og % gangehvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikke oplevede noget. Samt N1(Næsten rigtige #1) og N2 (Næsten rigtige #2).

Til analyse af data har vi valgt at benytte Pearsons 2 for at teste mellem

de fire forskellige forsøgsgrupper (tab. 3).

16

Non-intro Intro Visual.

Form ** - **

Farve ** - **Intro

Position IS - IS

Form IS ** -

Farve ** ** -Visual.

Position * IS -

Form ** ** IS

Farve IS ** ISOrdgen.

Position IS IS IS

Tabel 3: Matrix over forskelle mellem de fire konditioner. - = disse er ikke testet, * = sig. p<0,05, ** =sig. p<0,01 og IS = Ikke-signifikant forskel mellem de to grupper.

Derudover undersøgte vi om resultaterne kunne være en afspejling af

træningseffekter, på trods af den randomisering vi foretog mellem blokkene. Ved at se

på reaktionstider fra de første og de sidste delforsøg, lod der ikke til at være tale om

træningseffekter i det endelige forsøg, da der ikke var en markant forskel i

forsøgspersonernes reaktionstid hvis vi sammenholdte reaktionstiden på de første og

sidste delforsøg. Var der en træningseffekt ville vi forvente at se en hurtigere

reaktionstid de sidste delforsøg.

Diskussion

I forsøget fandt vi i første omgang nogle ret simple data i den forstand at med en

simpel (nonintrospektiv) instruktion, klarer forsøgspersoner opgaven bedre end med

den mere komplicerede (introspektive) instruktion. Dette kommer til udtryk ved, at

den nonintrospektive gruppe har flere rigtige end den introspektive. Denne konklusion

er imidlertid ikke helt så klar, hvis vi udvider kategorierne % rigtige og % forkerte,

med kategorierne næsten rigtige (N1 og N2). Med inddragelsen af disse kategorier ser

vi, at den nonintrospektive gruppe ikke bare har flere korrekte end den introspektive,

men den nonintrospektive gruppe laver også flere fejl end den introspektive gruppe.

Dette mønster stemmer overens med tidligere studier (Overgaard et al., 2001). Herved

17

blev data fra det tidligere eksperiment repliceret, hvilket i sig selv er værdifuldt, da

der ikke er lavet meget eksperimentelt arbejde med mentale indstillinger11.

Som en yderligere del af forsøget ville vi undersøge kritikken, om vi i

den introspektive kondition reelt havde instrueret vores forsøgspersoner til at lave en

delt opmærksomhedsopgave. Denne kritik svarer ikke helt overens med vores data.

Man kunne godt nok hævde, at grundet den øgede byrde fra den ekstra opgave, man

udfører under delt opmærksomhed, så ville en række at stimuli kun blive processeret

halvt, hvorfor vi skulle se en anden fordeling i analysen. Men denne forklaring

kommer til kort på det punkt, at den nonintrospektive gruppe også har flere forkerte

svar end den introspektive. Det virker kontraintuitivt at hævde, at stimulus der i en

introspektiv/delt opmærksomhedsopgave, bliver processeret halvt hvorved det vil

blive kategoriseret som et næsten rigtigt svar. Men selv samme stimulus vil til

gengæld i den (nemmere) nonintrospektive opgave slet ikke blive processeret. Selvom

denne kritik har en åbenlys svaghed, valgte vi at teste den ved at lade forsøgspersoner

udføre to delt opmærksomhedsopgaver; en verbal/auditiv og en visuel. Her finder vi,

som forventet, at for opgaver, hvor forsøgspersoners kapacitet bliver begrænset af en

yderligere opgave, falder antallet af rigtige svar12. Men samtidigt finder vi en generel

forøgelse af fejlrater, i samme mønster som vi ser for den nonintrospektive kondition.

Det lader derfor ikke til at det er en tilstrækkelig forklaring, at vi under den

introspektive opgave egentligt bare fik stillet forsøgspersoner en delt

opmærksomhedsopgave. Ved at tilbagevise denne kritik styrkes vores fund yderligere.

Eksperiment 2

Det andet eksperiment blev udført i samarbejde med det kognitions- og

neurovidenskabelige forskningscenter (KNT) ved Universitetet i Turku.

Forskningsgruppen i Turku havde ved hjælp af EEG fundet en målbar forskel mellem

oplevelse (Awareness) og opmærksomhed (Attention) ved sammenligninger af

subtraherede forskelsbølger. Sidstnævnte viser sig som et tidligt negativt udslag ved

130-320 ms, medens oplevelsen viser sig senere med et positivt udslag omkring 400

11 Hvorunder introspektion og nonintrospektion må kategoriseres som forskelle mentale indstillinger til

verden.12 Hvilket gælder, at den mere abstrakte visuelle opgave belaster forsøgspersonerne mere i forhold til

den verbalt/auditive, som vi har nemmere ved at udføre.

18

ms, hvilket er blevet døbt VAN, som står for den visuelle oplevelses negativitet

(visual awareness negativity) (Koivisto & Revonsuo, 2003; Koivisto & Salminen,

2004; Koivisto, Revonsuo, & Salminen, 2005; Koivisto, Revonsuo, & Lehtonen,

2005). Til deres forsøg benyttede de en instruktion, som til dels mindede om vores

introspektive instruktion, og derfor var vores udgangspunkt at udføre vores

introspektionsforsøg kombineret med EEG, for at undersøge om der var forskellige

VAN komponenter alt efter om man introspicerer eller ej.

Forsøgspersoner

Vi testede 18 forsøgspersoner, men ud af denne gruppe måtte otte ekskluderes. Disse

blev ekskluderet på grund af enten for god eller for dårlig præstation til, at vi kunne

lave separat EEG analyse for hver enkelt variable. De resterende 10 forsøgspersoner

(4 mænd og 6 kvinder, gennemsnitsalderen var 24.4 år, med en spredning på 19-31 år)

var raske, højrehåndede (Oldfield, 1971) og havde normalt eller justeret-til-normalt

syn.

Metode

EEG blev udført med brugen af tinelektroder tilsluttet til Electro-Cap electrode system

(Electro-Cap International, Inc., USA). Vi benyttede 10/20 systemet med områderne

F1, F2, F3, F4, F7, F8, Fz, P3, P4, Pz, C3, C4, Cz, T3, T4, T5, T6, O1 and O2 (fig. 2).

Figur 2: Distributionen af elektroder efter 10/20 systemet, først set fra siden og dernæst set fra oven.

19

Herudover monterede vi en elektrode under venstre øje for at monitorere

og korrigere for vertikale øjenbevægelser, samt en elektrode til monitorering og

korrigering for horisontale øjenbevægelser placeret 1,5 cm til højre for højre øje.

Desuden monterede vi en elektrode på næseryggen, denne blev brugt i stedet for

masterelektroderne som referencepunkt, da masterelektroder placeret bag øret kan

forstyrre målinger i de occipital områder af hjernen (Koivisto, 2004). Endeligt

benyttede vi en elektrode mellem Fz og Cz som jord. EEG blev forstærket (SynAmps)

med brugen af et band pass på 0,05 til 100 Hz, med en samplingsrate på 500 Hz. Et 50

Hz notch filter blev benyttet til at reducere 50 Hz forstyrrelser. Elektrodemodstanden

blev holdt under 5 kΩ. Baseline blev justeret for aktiviteten i tidsrummet –100ms til

præsentationen af stimulus.

Delforsøg med forstyrrede målinger (> 70 µV) i enkelt elektroder blev

frasorteret. Der blev udført gennemsnitlige ERPs separat for træffere (hits), forbiere

(misses) og korrekte afvisninger (correct rejections) (Green & Swets, 1966).

Stimulus

Stimulus blev præsenteret på en hvid baggrund (16 cd/cm2). De enkelte delforsøg

begyndte med en sort/hvid mønstermaske (0.80° x 0.80°; 0.27 cd/cm2) præsenteret

1200 ms på computerskærmens midte.

20

Figur 3: Delforsøgets forløb i introspektionsforsøget kombineret med EEG målinger.

Denne pre-maske fungerede som fiksationspunkt og samtidigt som

advarsel om, at det enkelte delforsøg nu ville gå i gang. For at minimere støj i EEG

målingerne valgte vi, at hver blok kørte igennem med mindst mulig interageren,

således at forsøgspersonerne kun skulle svare ja eller nej. De havde derved ikke

mulighed for selv at bestemme, hvornår hvert enkelt delforsøg skulle starte.

I halvdelen af delforsøgende blev pre-masken efterfulgt af et stimulus i form af en grå

prik (med en diameter på 0.76°; 12 cd/cm2) i 83 ms. I den anden halvdel af

delforsøgene blev pre-masken efterfulgt af en blank skærm for 83 ms. Efter

præsentationen af stimulus (eller den blanke skærm) på 83 ms, blev der præsenteret en

blank skærm på enten 83 ms eller 116 ms13. Dette interstimulus-interval blev

13 Interstimulusintervallet blev inkluderet, da den finske gruppe havde lavet en række forsøg tidligere

om maskers indflydelse på stimulus og gerne ville gå videre med denne undersøgelse i vores

forsøgsdesign. Vi fandt dog ingen betydelige data, bort set fra at en forsøgspersons præstation ligger

lidt højere ved et interstimulus interval på 116 end ved 83 ms. Vi valgte derfor efterfølgende at slå

disse to grupper sammen i analysen for at få mest muligt datamateriale.

21

efterfulgt af en post-maske14, som var en spejlvendt version af den mønstermaske, vi

benyttede som pre-maske, i 1200 ms.

Masken var et sort kvadrat (0.80° x 0.80°; 0.27 cd/cm2) med der

indeholdte hvide rektangler af forskellig størrelse og orientering. Mellem hvert

delforsøg, fra slutningen af post-masken til starten af pre-masken, var der et interval

på 1600 ms. Forsøget blev inddelt i seks blokke, med hver 160 delforsøg; 80

delforsøg, hvor der blev vist et stimulus og 80 delforsøg (catch trials), hvor der ikke

blev vist et stimulus.

Inden forsøget blev hver forsøgsperson vist en demonstrationsblok på 60

delforsøg, hvor præsentationstiden af stimulus i starten var tre gange den tid, den ville

have i selve forsøget. Gennem demonstrationsblokken blev præsentationstiden

gradvist sænket til den tid stimulus havde i selve forsøget.

Design

For at tage højde for træningseffekter blev instruktionen balanceret mellem

forsøgspersonerne, således at halvdelen fik en introspektiv instruktion i forsøgets

første tre blokke og en nonintrospektiv instruktion i de resterende tre blokke. Den

anden halvdel af forsøgspersonerne startede med en nonintrospektiv instruktion for de

første tre blokke og en introspektiv for de sidste. Endvidere blev disse to grupper

opdelt i yderligere to grupper, hvor vi tog hensyn til aktivitet fra hjernens

motorområde, således at halvdelen afgav svar med højre hånd og den anden halvdel

afgav svar med venstre.

Instruktion

Forsøgspersonerne blev, i den introspektive kondition, instrueret i at svare ja eller nej

til om de havde en bevidst oplevelse af, om der blev vist noget på computerskærmen

mellem de to masker eller ej. Vi understregede, at forsøgspersonerne ikke skulle gætte

men blot svare i henhold til deres oplevelse:

14 Se eksempelvis Enns og Di Lollo (2000) for uddybning om maskering.

22

“You are to report ‘yes’ if you had a visual experience of seeing a dot, that is, you saw

a dot on the screen, and ‘no’ if you did not. It is crucial that your report concerns

your experience. That means that you are not to perform any guesses. The ‘yes’

indicates only that you had a conscious experience of the dot – you saw it – and ‘no’

indicates all other cases.” (citeret fra den introspektive instruktion)

I den nonintrospektive kondition blev forsøgspersonerne instrueret i at

forholde sig til, om der blev præsenteret noget på skærmen eller ej, og altså ikke

direkte til deres oplevelse af, om der blev vist noget:

“You are to report ‘yes’ if you believe that there has been a dot on the screen and ‘no’

if you do not. It is of no interest to us whether you actually see the dot or not – your

task is simply to guess whether the dot was shown and to do so as correctly as

possible.” (citeret fra den nonintrospektive instruktion)

Forsøgspersonerne skulle afgive deres svar, udfra den instruktion de

modtog, ved at svare enten ja eller nej på en responsboks. Da forsøget blev udført i

Finland fik forsøgspersonerne en kopi af instruktionen oversat til finsk (bilag B), som

de kunne følge med i, medens de blev instrueret på engelsk. Enkelte forsøgspersoner,

der ikke var Finner, fik en kopi af den engelske vejledning (bilag A), de kunne følge

med i under instruktionen.

Resultater

Denne sektion er inddelt i to dele; den første del indeholder adfærdsdata, medens

anden del indeholder selve EEG-resultaterne.

Adfærdsdata

Denne del blev behandlet efter Green og Swets teoretiske model (1966), da vi

ønskede at se, om de forskellige instruktioner fik forsøgspersonerne til at justere deres

bias.

23

Intet svar % T % KA % F % FA %

Fp 01 sum 0,10 21,56 47,29 28,44 2,60

Fp 02 sum 0,73 17,40 48,96 32,08 0,83

Fp 06 sum 0,42 12,40 49,69 37,40 0,10

Fp 08 sum 0,31 23,23 35,21 26,67 14,58

Fp 11 sum 2,08 17,40 45,52 29,27 5,73

Fp 14 sum 5,52 23,75 46,46 23,23 1,04

Fp 15 sum 1,77 9,69 48,75 39,38 0,42

Fp 16 sum 0,10 10,10 49,90 39,90 0,00

Fp 18 sum 1,56 9,90 49,38 39,17 0,00

Fp 19 sum 0,10 25,94 48,75 24,06 1,15

Tabel 4: Adfærdsdata fra de 10 forsøgspersoner hvorfra vi havde nok data til at foretage analyser,inddelt efter signal detektions (Green et al., 1966) kategorierne træffere (T), korrekte afvisninger (KA),forbier (F) og falske alarmer (FA). Hertil er også kategori hvor forsøgspersonen ikke har afgivet entenet ja eller et nej.

Man kunne have den tanke, at de to forskellige instruktioner påvirkede

forsøgspersonens strategi, hvilket ville være relevant at undersøge. En sådan hypotese

ville forudsige, at for den ene instruktion var anderledes end for den anden.

I vores data fandt vi, at forsøgspersoner havde svaret meget konservativt, således at vi

i en række konditioner ikke fandt nogle falske alarmer. Da raten af falske alarmer

benyttes i den matematiske udregning, og derfor ikke kan være 0, kompenserede vi

for dette ved at flytte en halv observation fra kategorien korrekte afvisninger

(Kyllingsbaek, 2004).

24

Intro B1 Intro B2 Intro B3 Non B1 Non B2 Non B3

Fp 01 1,747368 8,487037 2,059112 18,92664 5,030025 7,585817

Fp 02 20,9204 16,75372 21,68799 4,878957 7,279918 17,27588

Fp 06 26,53483 21,68799 19,32217 11,26323 13,95105 25,23852

Fp 08 3,83437 2,682285 1,735453 1 1,033449 0,905394

Fp 11 10,86601 0,945911 9,493915 3,081147 2,491188 2,513321

Fp 14 7,002589 6,644973 18,92664 34,75468 34,75468 5,288653

Fp 15 18,48989 18,48989 11,9298 12,07898 4,64841 10,83882

Fp 16 1,857406 23,16384 20,9204 22,43558 20,9204 17,63406

Fp 18 12,95712 15,84747 14,9138 20,13209 22,43558 22,43558

Fp 19 27,15826 26,53483 24,56479 8,429069 4,559115 10,84442

Tabel 5: værdier for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de tre introspektionsblokke (introb1-b3) og de tre blokke med den nonintrospektive instruktion (non b1-b3).

Bias () varierer meget mellem forsøgspersonerne. Fem udviser et øget

bias i den introspektive kondition, men modsat udviser de resterende fem

forsøgspersoner også et øget bias i den nonintrospektive kondition. Sammenlignes

konditionerne over forsøgspersonerne grupperet finder vi ingen signifikant (p = 0,48)

forskel i forsøgspersonernes -værdier.

Intro B1 Intro B2 Intro B3 Non B1 Non B2 Non B3

Fp 01 0,33 1,38 0,55 1,90 1,37 1,56

Fp 02 1,55 1,38 1,58 1,14 1,48 1,76

Fp 06 1,78 1,58 1,49 1,32 1,25 1,72

Fp 08 1,09 0,92 0,55 0,00 0,06 -0,14

Fp 11 1,09 -0,05 1,18 0,97 0,87 0,82

Fp 14 1,18 1,35 1,90 2,12 2,12 1,25

Fp 15 1,45 1,45 1,15 1,38 0,84 1,28

Fp 16 0,24 1,64 1,55 1,61 1,55 1,42

Fp 18 1,20 1,34 1,29 1,52 1,61 1,61

Fp 19 1,80 1,78 1,70 1,83 1,41 1,73

Tabel 6: d’ for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de tre introspektionsblokke (intro b1-b3)og de tre blokke med den nonintrospektive instruktion (non b1-b3).

25

Ved et ikke-parametrisk test af d’ fandt vi ingen signifikant forskel (p =

0,74) mellem de to forskellige instruktioner.

Elektrofysiologiske data

Analysen af de elektrofysiologiske data blev udført ud fra begivenhedsfilen (event

file), som indeholdt EEG målingerne samt tidsstempler for de begivenheder, der

indtræffer i forsøget. Herefter klippede vi de relevante tidsintervaller ud på 1200 ms

(epoch file), rettede for baseline 100 ms inden stimulus og filtrede for 50 Hz

interferens og andre forstyrrelser i data. Endeligt udførte vi en sammenlægning

(averaging) af tidsvinduerne for enkeltelektroderne.

Til den statistiske analyse blev følgende tidsvinduer udvalgt ud fra top

(positive udslag) og bund (negative udslag) af de sammenlagte gennemsnitsbølger:

• P1, i tidsintervallet 100 – 160 ms, efter præsentation af stimulus.

• N1, i tidsintervallet 130 – 230 ms, efter præsentation af stimulus.

• P300, i tidsintervallet 210 – 370 ms, efter præsentation af stimulus.

• N350, i tidsintervallet 300 – 420 ms, efter præsentation af stimulus.

• P500, i tidsintervallet 450 – 750 ms, efter præsentation af stimulus.

Træffere og forbiere

Analysen af P1, N1, P300 og N350 blev udført ved de kraftigste udslag, som var

knyttet til det occipitale område (i elektroderne O1 og O2) og det posteriore temporale

område (i elektroderne T5 og T6). Der blev udført et ANOVA test mellem instruktion

(introspektiv og ikke-introspektiv), svar (ja og nej), lap (occipital og temporal) og side

(højre og venstre himisfære). For P500 blev endnu et ANOVA test anvendt til at teste

for interaktion mellem svar og instruktion over Pz elektroden, som udviste det

stærkeste udslag. I den første del af analysen så vi på træffere (fig. 4) og forbiere (fig.

5), hvor stimulus bliver præsenteret.

26

Figur 4: Grafisk fremstilling af træffere mellem de to konditioner, nonintrospektion (de to øversterækker) og introspektion (de to nederste rækker).

27

Figur 5: Grafisk fremstilling af forbiere mellem de to konditioner, nonintrospektion (de to øversterækker) og introspektion (de to nederste rækker).

I P1 tidsintervallet fandt vi en forskel EEG udslaget mellem occipital og

temporale områder (F(1,9) = 14.81, p < 0.01). Vi fandt tillige fandt vi, at bølgerne

toppede senere (F(1,9) = 6.88, p < 0.05) i de occipitale områder (1.3 V, SD = 1.6;

132 ms, SD = 9.5) sammenholdt med de temporale områder (0.5 V, SD = 0.9; 127

ms, SD = 9.5).

Omkring N1 var udslagne mere negative (F(1,9) = 11.79, p < 0.01) i

temporallappen (-2.6 V, SD = 1.3) end den målte i de occipitale områder (-2.1 V,

SD = 1.6). I den introspektive kondition lå N1 udslaget tidligere, ved 175 ms, end i

28

den ikke-introspektive kondition, som lå omkring 182 ms (F(1,9) = 12.09, p < 0.01).

Denne forskel var særligt udtrykt over den venstre hemisfære (F(1,9) = 17.09, p <

0.01), men ikke over den højre (F(1,9) = 3.80, p = 0.083) , og selvom vi kan se

tendens i højre side, er denne ikke signifikant.

Som ved P1 fandt vi ved P300-vinduet en effekt mellem occipitale og

temporale områder (F(1,9) = 13.40, p = 0.01), der indikerer det stærkeste udslag i

occipitalkortex. Desuden fandt vi en interaktion mellem instruktion og svar (F(1,9) =

5.61, p < 0.05), som var, at udslaget for forbiere (4.3 V, SD = 3.5) havde større

positive udsving end træffere (2.6 V, SD = 3.5), i den introspektive kondition. Dette

var ikke tilfældet i den ikke introspektive kondition (3.1 V, SD = 2.2 for forbier,

mod 2.9 V, SD = 2.5 for træffere).

N350 viste stærkere udslag i temporallappen end i occipitallappen

(F(1,9) = 22.27, p < 0.001). Herudover fandt vi en interaktion mellem disse to

områder og svar (F(1,9) = 7.90, p < 0.05), således at forskellen, i udslaget, mellem

træffere og forbiere var signifikant i temporallappen (F(1,9) = 5.67, p < 0.05) og ikke

i occipitallappen.

I Pz elektroden fandt vi en interaktion, i P500 tidsvinduet, mellem svar

(F(1,9) = 22.93, p < 0.01), således at træffere havde større positive udslag end

forbiere. Herudover viste der sig at være en interaktion mellem instruktionen og

forsøgspersonens svar (F(1,9) = 9.12, p < 0.02), der indikerede en større forskel

mellem træffere og forbier under introspektion (træffere lå på 18.3 V, SD = 7.3, mod

forbier hvis udslag var 10.0 V, SD = 6.3), end under den nonintrospektive kondition

(14.3 V, SD 5.4 for træffere, mod 8.0 V, SD = 2.8 når forsøgspersoner svarede nej).

Udover EEG udslagets toppe fandt vi også en interaktion i bølgernes længde mellem

instruktion og svar (F(1,9) = 5.82, p < 0.05). Denne interaktion gjorde sig gældende

ved at træffere (600 ms, SD = 85) udviste langsommere bølger end forbiere (526 ms,

SD = 47) i den introspektive kondition (F(1,9) = 7.22, p < 0.05), hvilket ikke var

tilfældet i den nonintrospektive kondition.

Korrekte afvisninger og forbiere

For at se på om der forekom en implicit kodning af stimuli, sammenholdt vi forbiere

(fig. 5) og korrekte afvisninger (fig. 6) (Green et al., 1966). Her svarer

forsøgspersonen nej i begge kategorier, hvilket er et udtryk for at de ikke har været

29

bevidst om stimulus, fordelt mellem at stimulus faktisk blev vist (forbier), og at det

ikke blev vist (korrekt afvisning) (Wilenius-Emet, Revonsuo, & Ojanen, 2004). Som i

ovenstående afsnit blev der udført et ANOVA test, for at se om der var en interaktion

mellem instruktionen og svar.

Figur 6: Grafisk fremstilling af korrekte afvisninger mellem de to konditioner, nonintrospektion (de toøverste rækker) og introspektion (de to nederste rækker).

Analysen af P1 viste en interaktion (F(1,9) = 5.17, p < 0.05) mellem

instruktion, lap og hemisfære. En analyse af denne interaktion viste, at interaktionen

mellem lap og hemisfære kun var knyttet til den nonintrospektive kondition (F(1,9) =

30

14.42, p < 0.01), således at forskellen mellem hemisfærerne var stærkere i de

occipitale områder (højre side lå på 1.4 V, SD 1.5 mod venstre som lå på 1.9 V, SD

= 1.5), frem for temporallapperne (der henholdsvis havde 0.7 V, SD = 1.3 mod 0.6

V, SD = 1.0). Herudover viste latenstiden for bølgetoppen (F(1,9) = 12.38, p < 0.01)

sig at være kortere for den introspektive kondition (128 ms, SD = 9), sammenlignet

med den nonintrospektive (132 ms; SD = 6).

I N1 fandt vi ingen signifikant interaktion mellem instruktion og svar,

dog fandt vi igen, at latenstiden for at bølgetoppen var kortere (F(1,9) = 12.38, p <

0.01) i den introspektive kondition (171 ms, SD = 6) end i den nonintrospektive (183

ms, SD = 16).

I P300 vinduet så vi et større udslag (F(1,9) = 5.19, p = 0.05) for

korrekte afvisninger (4.5 V, SD = 2.5), end den vi så ved forbiere (3.7 V, SD =

2.5). Derudover så vi (F(1,9) = 6.09, p < 0.05), at forbiere toppede tidligere (292 ms,

SD = 28) end korrekte afvisninger (307 ms, SD = 19).

Som ved P300 fandt vi, at udslagne var kraftigst (F(1,9) = 5.34, p <

0.05) ved korrekte afvisninger (1.8 V, SD = 3.2) sammenlignet med forbiere (0.7

V, SD = 2.5) for N350 tidsvinduet.

En analyse af P500 viste ingen signifikante interaktioner, hverken for

den elektriske styrke eller for latenstiden på EEG bølgen.

Opsummering af EEG data

De mest interessante data, fra EEG forsøget, er de, hvor vi finder en interaktion

mellem de to centrale konditioner introspektion og nonintrospektion. Opsummerende

fandt vi, at latenstiden for at N1 bølgen toppede, var hurtigere i den introspektive

kondition. I P300 bølgen så vi, at forbiere gav et større positivt udslag end træffere,

modsat N350 for hvilket det gjaldt, at træffere gav et kraftigere negativt udslag end

forbiere. Dette gjorde sig gældende for begge typer af instruktioner, selvom vi i P500

ser, at forskellen mellem træffere og forbiere er større i den introspektive kondition, i

medial parital områder (Pz). Dette ønskede vi at undersøge yderligere i henhold til

forskellen mellem bevidst og ikke-bevidst mellem de to forsøgsvejledninger. Derfor

beregnede vi forskelsbølger for at se nærmere på særligt det tidlige tidsvindue for

elektroderne i de occipitale områder (O1 og O2), samt områderne omkring

tinningelappen (T5 og T6) og i det sene tidsvindue i det medial paritale område (Pz).

31

Forskelsbølger

Ud fra samme logik som argumenteret for i indledningen af forrige afsnit, lavede vi

forskelsbølger ved at subtrahere træffere med forbiere, af de samlede målinger

(inkluderet som bilag C). Herved fangede vi EEG udslaget for forskellen mellem det

oplevede og ikke-oplevede stimulus, som vi så kan sammenholde på tværs af

instruktionen (fig. 7).

Figur 7: Forskelsbølger beregnet på baggrund af træffere og forbiere, sammenholdt for enkelteudvalgte elektroder i konditionen introspektion (rød) og nonintrospektion (blå). Graferne forefindesogså som bilag D.

En analyse af forskellen mellem introspektions- og nonintrospektionsbølgerne finder

to signifikante (p < 0.05) forskelle mellem de to instruktioner. Dette gør sig gældende

for den tidlige forskel, vi ser i O1 i tidsrummet omkring 200 – 350 ms (VAN).

Selvom vi ser en lignende tendens i O2, er denne lige over alfa niveauet. Den anden af

de to forskelle, vi fandt i vores analyse, er knyttet til Pz elektroden for tidsintervallet

450 – 800 ms (LP).

32

Diskussion

Udfra dette forsøgsdesign kan vi grundet det simplere design ikke i lige så høj grad

udtale os ud fra adfærdsdata, som i forsøg 1. Vi kan ikke lave samme nuancering som

vi udførte ved skaleringen af svar fra det tidligere forsøg. Dog kan der udledes to

centrale pointer, som lader til at yde støtte til resultaterne fra de tidligere

eksperimenter. Det første er, at det lader til at forsøgspersonerne har højere

præstation, når de ikke introspicere. Dette er i overensstemmelse med forsøg 1, som

viste, at dette ikke bare var en opgave i delt opmærksomhed, men i højere grad et

udtryk for, at forskellige mentale indstillinger15 kan måles i vores adfærdsdata.

Endvidere kan vi se, at vores resultater i EEG målingerne ikke er et

udslag af systematisk variation af bias () alt efter instruktionen forsøgspersonen

modtog (Green et al., 1966). Herved imødekommer vi en kritik, der kunne rejses og

ville lyde således; de to instruktioner er udtryk for hvor sikre den enkelte

forsøgsperson skal være, og dermed er instruktionen et udtryk for skift i bias ud fra de

to forskellige instruktioner. Denne kritik er imidlertid svær at rejse, da det ud fra vores

analyse af ikke lader til at være tilfældet.

Det tidligere forsøg (Overgaard et al., 2001) er blevet styrket, da dette

sammenlignede grupper af forsøgspersoner. I vores eksperiment 2 viser vi, at vi kan

opnå samme resultater ved at anvende enkelt forsøgspersoner, der alternerer mellem

en introspektiv og en nonintrospektiv instruktion. Det tidligere forsøg (Overgaard et

al., 2001) kunne kritiseres for, at resultatet var en variation i det udsnit, der udgjorde

de to grupper. Da vi her replikerer data i samme forsøgspersoner, giver det yderligere

støtte til hypotesen om, at vi måler to forskellige mentale indstillinger.

Endelig ser vi at en analyse af forskelsbølger viser en signifikant forskel

mellem instruktionerne, omkring elektroderne O1 sammenfaldende med VAN

effekten, og for elektroden Pz sammenfaldende med LP effekten, som er et

opmærksomhedselement. Dette er en yderligere støtte til hypotesen, at introspektion

er en særlig mental indstilling, som ikke bare er målbar i adfærds data, men tillige kan

påvises i elektrofysiologiske målinger.

15 Som introspektion og nonintrospektion.

33

Konklusion

Bevidsthedsforskningen fremstår, trods en lang tradition inden for filosofien, som en

meget ung videnskab, hvor der endnu ikke er enighed om, hvad en definition af

begrebet bevidsthed skal indeholde. Der er dog nogle grundlæggende afgrænsninger i

vores brug af begrebet, så som de to aspekter vi kan kalde tilgang (a-bevidsthed) og

oplevelse (p-bevidsthed). Dette er ikke nødvendigvis den endelige afgrænsning af

bevidsthed, men den forhåndenværende afgrænsning kan anvendes som et

udgangspunkt for den empiriske videnskab. Tidligere empirisk forskning har særligt

haft fokus på a-bevidstheden, eller det lette problem ifølge Chalmers (1995a). I de to

forsøg, der er blevet præsenteret i denne opgave, har vi forsøgt at nærme os det hårde

problem, ved at anvende et eksperimentelt design til at undersøge, om vi kan måle en

forskel mellem to mentale indstillinger. Vi finder, at vores hypotese, om at

introspektion er anderledes end det at forholde sig direkte til stimulus i verden, bliver

underbygget, ikke bare gennem adfærdsdata men også i elektrofysiologiske

undersøgelser. Yderligere elektrofysiologiske undersøgelser, samt en nærmere

undersøgelse af introspektion gennem scanningsstudier vil kunne bidrage med en

forståelse af de mekanismer, der ligger bag forskellige mentale indstillinger. Den

viden vi kan opnå gennem en øget forståelse af forskellige mentale indstillinger, kan

bringe os nærmere en forståelse af det særligt fænomenale ved bevidsthed.

Det lader til at være essentielt for feltet, at kombinere filosofi og

videnskab. Videnskaben alene risikere at producere meningsløs empiri, som får

forskere til at tale forbi hinanden. Ligeledes kan filosofien risikere at ende med

absurde argumenter, der er meget langt fra den virkelige verden. Tilsammen kan disse

to retninger til gengæld formegentligt afdække det sidste videnskabelige mysterium;

bevidstheden.

Perspektivering

Jeg vil yderligere argumentere for, at vores forsøgsrække har implikationer, der

rækker langt ud i psykologien - både i den anvendte og i den mere eksperimentelle del

af faget. Man vil kunne stille spørgsmålstegn ved, om vores forsøg overhovedet

omhandler introspektion, da der altid har været uenighed om, hvad introspektion

egentligt er. Titchener mente, at al introspektion er retrospektion, og andre har stredes

om, hvorvidt det er noget, man skal have særlig træning for at kunne udføre

34

(Brentano), eller om det er noget umiddelbart for os alle (Wundt)16. Selvom jeg ikke

tager endeligt standpunkt i disse stridspunkter, hævder jeg, at implikationerne er

virkelige også selvom man kan strides om, hvad introspektion er. Vi har inden for

psykologien længe været opmærksomme på styrker og ulemper i brugen af verbale

reporter (Nisbett & Wilson, 1977), og jeg vil mene, at vores række af forsøg sætter en

yderligere streg under, hvor følsomt forsøgsdesignet er for resultaterne, og derved

tolkningen man kan udlede i det eksperimentelle design. Vi kan ikke undvære den

eksperimentelle metode, men vi bør være ydmyge i tolkningen og hele tiden arbejde

mod en økologisk tilgang, når vi ønsker at slutte til almenpsykologiske fænomener.

Endeligt giver vores forsøgsrække også en udfordring til den del af

bevidsthedsforskningen, der leder efter det neurale korrelat til bevidsthed (NCC)

(Crick & Koch, 2003; Koch & Crick, 2000). Inden for dette forskningsområde ser

man ofte et forbløffende lille fokus på, hvorvidt man instruerer forsøgspersonerne i at

rapportere om deres oplevelser, eller hvad de ser på eksempelvis en computerskærm.

Således kan forskere måske ende med modstridende eller diffuse resultater, som

skyldes, at de er en sammenblanding af et neuralt korrelat for bevidsthed og et neuralt

korrelat for introspektion. Derfor bør vi tage højde for disse data i et hvert

eksperimentelt design, som ønsker at gøre bevidstheden til et forskningsobjekt.

16 Skellet mellem Wundt går reelt på en forskel i internperception, som de begge kategorisere som

noget andet end introspektion. Grunden til at jeg alligevel tillader mig at behandle deres

internperception som introspektion er, at den godt kan gå ind under den bredere definition jeg benytter,

samt at deres brug af internperception skal ses i lyset af den kritik introspektion havde i deres samtid.

35

Referenceliste

Baars, B. J. (1993). How does a serial, integrated and very limited stream of

consciousness emerge from a nervous system that is mostly unconscious, distributed,

parallel and of enormous capacity? Ciba Found.Symp., 174, 282-290.

Baars, B. J. (2002). The conscious access hypothesis: origins and recent

evidence. Trends Cogn Sci., 6, 47-52.

Baars, B. J. & Franklin, S. (2003). How conscious experience and working

memory interact. Trends Cogn Sci., 7, 166-172.

Baddeley, A. (1997). Human Memory - Theory and Practice. (Revised ed.)

Midsomer Norton, Somerset, UK: Psychology Press Ltd.

Baddeley, A. (1998). Working memory. C.R.Acad.Sci.III, 321, 167-173.

Baddeley, A. D. & Hitch G.J. (1974). Working memory. In G.Bower (Ed.),

The psychology of learning and motivation. New York: Academic Press.

Blackmore, S. (2003). Consciousness - an introduction. London: Hodder &

Stoughton.

Block, N. (2003). Conceptual and Empirical Issues in Contempory

Consciousness Research. In Odense: The Danish Research School in Philosophy,

History of Idears and History of Science.

Block, N. (2005). Two neural correlates of consciousness. Trends Cogn Sci.,

9, 46-52.

36

Block, N. (1995). On a Confusion about a Function of Consciousness.

Behavioral and Brain Sciences, 18, 227-287.

Block, N. (1996). How Not To Find the Neural Correlate of Consciousness. In

Royal Institute of Philosophy Lectures.

Block, N. (2001). Paradox and cross purposes in recent work on

consciousness. Cognition, 79, 197-219.

Bundesen, C. (1990). A theory of visual attention. Psychol.Rev., 97, 523-547.

Carruthers, P. (2004). HOP over FOR, HOT theory. In R.Gennaro (Ed.),

Higher Order Theories of Consciousness (pp. 115-135). Philadelphia: John

Benjamins.

Chalmers, D. J. (1995a). The puzzle of conscious experience. Sci.Am., 273,

80-86.

Chalmers, D. J. (1998). The problems of consciousness. Adv.Neurol., 77, 7-16.

Chalmers, D. J. (1993). Self-Ascription Without Qualia: A Case-Study.

Behavioral and Brain Sciences, 16, 35-36.

Chalmers, D. J. (1995b). Facing Up to the Problem of Consciousness. Journal

of Consciousness Studies, 2, 200-219.

Chalmers, D. J. (1996). The Conscious Mind - In search of a Fundamental

Theory. New York: Oxford University Press.

Chalmers, D. J. (1997). Moving Forward on the Problem of Consciousness.

Journal of Consciousness Studies, 4, 3-46.

37

Crick, F. & Koch, C. (2003). A framework for consciousness. Nat.Neurosci.,

6, 119-126.

Dennett, D. C. (1988). Quining Qualia. In A.J.Marcel & E. Bisiach (Eds.),

Consciousness in Modern Science. Oxford: Oxford University Press.

Enns, J. T. & Di Lollo, V. (2000). What's new in visual masking? Trends

Cogn Sci., 4, 345-352.

Gazzaniga, M. S., Ivry, R. B., & Mangun, G. R. (2002). Cognitive

neuroscience. (2nd ed ed.) New York: Norton.

Green, D. M. & Swets, J. A. (1966). Signal Detection Theory and

Psychophysics. New York: John Wiley and Sons, Inc.

Habekost, T. & Rostrup, E. (2005). Visual Attention Capacity and White

Matter Damage.

Hameroff, S. R., Kaszniak, A. W., & Scott, A. C. (1996). Toward a Science of

Consciousness. London: The MIT Press.

Koch, C. & Crick, F. (2000). Some Thoughts on Consciousness and

Neuroscience. In M.S.Gazzaniga (Ed.), The New Cognitive Neuroscience (2nd ed., pp.

1285-1294). Cambridge: MA: The MIT Press.

Koch, C. H. (1996). Fra reformation til oplysningstid. (1 ed.) (vols. 3)

Christiansfeld: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S.

Koivisto, M. (2004). Discussion of EEG measurments and artifacts. Ref Type:

Personal Communication

38

Koivisto, M. & Revonsuo, A. (2003). An ERP study of change detection,

change blindness, and visual awareness. Psychophysiology, 40, 423-429.

Koivisto, M., Revonsuo, A., & Lehtonen, M. (2005). Independence of Visual

Awareness from the Scope of Attention: an Electrophysiological Study. Cerebral

Cortex.

Koivisto, M., Revonsuo, A., & Salminen, N. (2005). Independence of visual

awareness from attention at early processing stages. Neuroreport, 16, 817-821.

Koivisto, M. & Salminen, N. (2004). The relation between visual attention and

visual consciousness. Nordic Network for Consciousness Studies, 8.

Kyllingsbaek, S. (2004). Udregning d' og beta værdier udfra Signal Detection.

Ref Type: Personal Communication

Marcel, A. J. (1993). Slippage in the unity of consciousness. Ciba

Found.Symp., 174, 168-180.

Metzinger, T. (1995). Conscious experience. Exeter: Schöningh in association

with Imprint Academic.

Miskowiak, K. & Sørensen, T. A. (2004). Bevidsthed i Videnskaben.

Psykologisk Set, 21, 3-11.

Moody, T. C. (1994). Conversations with Zombies. Journal of Consciousness

Studies, 1, 196-200.

Nagel, T. (1997). Spørgsmål om livet og døden. København: Samlerens Forlag

A/S.

39

Nagel, T. (1974). What is it like to be a bat? The Philosophical Review,

LXXXIII, 435-450.

Nisbett, R. E. & Wilson, T. D. (1977). Telling more than we can know: Verbal

reports on mental processes. Psychological Review, 84, 231-259.

Oldfield, R. C. (1971). The assessment and analysis of handedness: The

Edinburgh Inventory. Neuropsychologia, 9, 91-113.

Overgaard, M. (2003). Theoretical and Empirical Studies of Consciousness.

Dep. of Psychology, Aarhus.

Overgaard, M., Kauffmann, O., & Ramsøy, T. Z. (2001). Consciousness and

Introspection. Journal of Consciousness Studies: Consciousness Rescearch Abstracts,

182.

Overgaard, M. & Sørensen, T. A. (2004). Introspection distinct from first

order experiences. Journal of Consciousness Studies, 11, 77-95.

Rosenthal, D. M. (2002a). How many kinds of consciousness?

Conscious.Cogn, 11, 653-665.

Rosenthal, D. M. (2002b). On being accessible to consciousness. The

Behavioral and Brain Scences, 13, 621-622.

Roy, J. M., Petitot, J., Pachoud, B., & Varela, F. J. (1999). Beyond the gap. An

introduction to Naturalizing Phenomenology. In J.Petitot, F. J. Varela, B. Pachoud, &

J. M. Roy (Eds.), Naturalizing Phenomenology (pp. 1-80). Stanford, CA: Stanford

University Press.

40

Searle, J. R. (1992). The Rediscovery of the Mind. London, England: The MIT

Press.

Searle, J. R. (2004). Mind - a brief introduction. New York: Oxford University

Press.

Simon, H. A. (1997). Allen Newell. Biographical Memoirs, 71, 141-174.

Sørensen, T. A., Vangkilde, S., Koivisto, M., Revonsuo, A., & Overgaard, M.

(2004). Introspection and Non-Introspection: An EEG Study. Nordic Network for

Consciousness Studies , 16-17. Ref Type: Abstract

Thorne, B. M. & Henley, T. B. (2001). Connections in the History and

Systems of Psychology. (2 ed.) Boston New York: Houghton Mifflin Company.

Umilta, M. A., Kohler, E., Gallese, V., Fogassi, L., Fadiga, L., Keysers, C. et

al. (2001). I know what you are doing. a neurophysiological study. Neuron, 31, 155-

165.

Wilenius-Emet, M., Revonsuo, A., & Ojanen, V. (2004). An

electrophysiological correlate of human visual awareness. Neurosci.Lett., 354, 38-41.

Zahavi, D. & Parnas, J. (1998). Phenomenal consciousness and self-

awareness: A phenomenological critique of representational theory. Journal of

Consciousness Studies, 5, 687-705.

41

Figurliste

Figur 1: Eksempel på forsøgsforløb. Masken på denne figur er en forsimpling af denegentlige maske fra forsøget. ...........................................................................................12

Tabel 1: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og% gange hvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikkeoplevede noget. ................................................................................................................14

Tabel 2: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og% gange hvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikkeoplevede noget. Samt N1 (Næsten rigtige #1) og N2 (Næsten rigtige #2). .....................15

Tabel 3: Matrix over forskelle mellem de fire konditioner. - = disse er ikke testet, * = sig.p<0,05, ** = sig. p<0,01 og IS = Ikke-signifikant forskel mellem de to grupper. ..........16

Figur 2: Distributionen af elektroder efter 10/20 systemet, først set fra siden og dernæst setfra oven. ...........................................................................................................................18

Figur 3: Delforsøgets forløb i introspektionsforsøget kombineret med EEG målinger. .........20Tabel 4: Adfærdsdata fra de 10 forsøgspersoner hvorfra vi havde nok data til at foretage

analyser, inddelt efter signal detektions (Green et al., 1966) kategorierne træffere (T),korrekte afvisninger (KA), forbier (F) og falske alarmer (FA). Hertil er også kategorihvor forsøgspersonen ikke har afgivet enten et ja eller et nej..........................................23

Tabel 5: værdier for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de treintrospektionsblokke (intro b1-b3) og de tre blokke med den nonintrospektiveinstruktion (non b1-b3). ...................................................................................................24

Tabel 6: d’ for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de tre introspektionsblokke(intro b1-b3) og de tre blokke med den nonintrospektive instruktion (non b1-b3). ........24

Figur 4: Grafisk fremstilling af træffere mellem de to konditioner, nonintrospektion (de toøverste rækker) og introspektion (de to nederste rækker). ..............................................26

Figur 5: Grafisk fremstilling af forbiere mellem de to konditioner, nonintrospektion (de toøverste rækker) og introspektion (de to nederste rækker). ..............................................27

Figur 6: Grafisk fremstilling af korrekte afvisninger mellem de to konditioner,nonintrospektion (de to øverste rækker) og introspektion (de to nederste rækker). ........29

Figur 7: Forskelsbølger beregnet på baggrund af træffere og forbiere, sammenholdt forenkelte udvalgte elektroder i konditionen introspektion (rød) og nonintrospektion (blå).Graferne forefindes også som bilag D. ............................................................................31

42

Bilagsliste

Bilag A: Instruktion fra EEG forsøget (Engelsk).

Bilag B: Instruktion fra EEG forsøget (Finsk).

Bilag C: Målinger for samtlige elektroder over de to konditioner, for træffere,

korrekte afvisninger og forbiere.

Bilag D: Forskelsbølger for elektroderne T5, T6, O1, O2 og Pz (fig. 7).

Bilag E: Tro- og love erklæring.