DER ER LUNT I BJORNENS HULEBjørne er homomiljøets sværvægtere. De tænder på mænd. Rigtige mænd. Kropsbehåring og fuldskæg er in, og det gør ikke noget, hvis du vejer et par kilo for meget. Kom med ind i deres univers en regnvåd aften i København. Hvem ved? Måske vil du føle dig inspireret

Af Kristian Trojaborg (tekst) og Jens Øllgaard (foto)

KLOKKEN ER NI om aftenen, og Fotografen og jeg står uden for Café Nevermind, hvor et regnbueflag bøjet i neon giver genskær på de regnvåde brosten i indre København. Vi er våde og kolde og undrer os over, hvad pokker vi har rodet os ud i. Vi er kommet for at undersøge den genre af homoseksuelle mænd, der kalder sig ”bjørne”. Store, behårede, hyggelige mænd, som tiltrækkes af den naturligt maskuline mand. En bjørn plukker hverken øjenbryn eller bekymrer sig om vægten.

Man har hørt om ”at gå ind i løvens hule”, men i aften er det bjørnens hule, der skal udforskes. Vi beslutter os for, at nysgerrigheden og trangen til kold øl og indendørs varme alligevel vejer tungere end behovet for at overtænke vores nuværende situation.

BJØRNENS HULE Festen starter sløvt. Mænd i par sidder omkring i krogene af den lille café, mens en ivrig og smilende DJ i små shorts står bag en m ixerpult og tydeligvis er mere psyched end resten af forsamlingen. Hænderne i vejret og med

hovedet svingende til musikken, står han og har sin egen fest.

Fotografen går op for at købe et par øl til os, og bartenderen kan fortælle, at DJ’en hedder Joakim. Han er initiativtageren bag ”Bearserk”, som eventet hedder.

Vi går op og præsenterer os og forsøger at finde et relativt stille hjørne, hvor vi kan snakke med Joakim. Han er smilende og energisk, og hans små hvide shorts skinner i diskotekslyset. ”Bjørne er mænd, der tænder på det maskuline. Det afslappede,” siger Joakim og tilføjer med et grin. ”De går ikke op i mode. De vil have naturlige mænd, og de vil mødes med andre, hvor de kan føle sig tilpas, lige meget hvem de er, eller hvordan de ser ud.”

Og føle sig tilpas, det er præcis, hvad de gør. Alle er velkomne, om end kun to kvinder har turdet vove sig herind på denne boys night out. De har gemt sig bagerst i rummet, nede ved baren, og snakker for sig selv.

Ellers er rummet fyldt med voksne mænd, de fleste af dem er store, bredskuldrede og behårede. Kropsbehåring, især i ansigtet,

lader til at være noget af en tendens denne aften. Foran vores bord sidder en forsamling af bjørne, smilende, drikkende. De nusser hinanden på ryggen og skåler lystigt. Uden at sige et ord. For hele for samlingen er døvstumme, og de sidder ivrigt og laver tegnsprog til hinan-den. De ser ud som om, de føler sig hjemme. Accepterede.

DADDY OG CUBJeg spørger Joakim, hvad han synes om Gustav, mainstream-homo og kendt fra samtlige reality-programmer på TV3. ”Han er alt for pretentious. Han vimser rundt og brokker sig over alt fra mode til hårstil, og det er bare et sindssygt ringe eksempel! Han har al den mediebevågenhed, og hvad bruger han den til? At rende rundt med Linse Kessler! Tænk, hvad han ellers kunne bruge sin status til?” siger Joakim.

Gustav er ikke, hvad man ville forbinde med bjørnemiljøet. Han er feminin og skabet. To ting der slet ikke kendetegner en bjørn.

Det kan godt være at ”i mørket er alle katte grå”, men bjørne de har mange farver. Deres flag – et regnbueflag med en bjørnepote på – står nemlig for den alsidighed, der findes i bjørnemiljøet, hver farve i flaget er en type af bjørn.

Der findes ”isbjørne”. Det er de mænd med hvidt i skægget. Der er ”pandabjørne”. Det er de asiatiske mænd. ”Muskelbjørne” er mænd, der træner meget. Og selvfølgelig er der også ”koalabjørne”. Det er australske mænd.

Jeg bliver nysgerrig og slår op på Wikipedia. Dens lange liste over typer af bjørne fortæller mig, at jeg om nogen kan identificere mig som ”manatee”, altså en søko. ”En hårløs, buttet mand, som bliver kaldt bjørn, men som ikke identificerer sig som sådan.” Jeg må indrømme, at jeg har blandede følelser om min nye status som Søko.

Udtrykkene, vi dog primært hører her til aften, er ”daddy” og ”cub”, som dækker over henholdsvis modne, ofte større bjørne, og deres modparter, dem af mindre statur, som ofte er hårløse og yngre.

Joakim er ”cub”, hvilket hans veltrænede krop,

små shorts og lange blikke efter Fotografen også vidner om. Hans drømmemand er dog James Gandolfini, bedre kendt som ”Tony Soprano” fra TV-serien ”The Sopranos”. En bredskuldret, stærk og bestemt mand i jakkesæt.

“THEY WILL EAT YOU RAW!”Vi spørger Joakim, om vi ville falde i bjørnenes smag. Han giver os et venligt, men undersøgende elevatorblik. “They will eat you raw,” siger Joakim med et smil og blinker til Fotografen. Mig ænser han næsten ikke. Overvægtig, men uden skæg. Bredskuldret, men for ung. I stedet må jeg nok se kendsgerningerne i øjnene. Jeg er en elendig bjørn. Højst en semi-kompetent søko.

Mit interview med Joakim er slut. Vi beslutter at forlade Bearserk, for at kunne vende grusomt tilbage senere, når festen forhåbentlig har taget lidt mere fart. Når øverste skjorteknap ikke bare er knappet op, men ligger revet af i et mørkt hjørne.

Da vi vender tilbage omkring midnat, er vi knapt nok trådt ind ad døren, før et gammelt bjørnepar rejser sig og gør sig klar til at gå. De

er begge i deres livs efterår, en gammel isbjørn og hans asiatiske pandapartner. Pandaen tager frakken fra isbjørnens stol og svinger den galant og nænsomt om bag ryggen på sin partner. Meget kan man sige, men blandt bjørnene er den sidste gentleman tydeligvis ikke død endnu.

Der er kommet lidt mere fart på festen, og jeg har fundet mig en plads bagerst i lokalet. Noget, der slår mig, er, hvor seksuelt aggressive bjørne er. Der er ikke så megen fikumdik, ingen spil eller regler. Hvis de synes, en fyr er lækker, så siger de det til ham. Hvis følelsen er gengældt, er det kun fantasien, der sætter grænser.

EN SUR ISBJØRNForan mit bord sidder en gammel Isbjørn med en tændt smøg i hånden. Han er tynd og har en ranglet holdning. Han holder på smøgen som en af de dødeligt smukke kvinder i en Bogart-film fra 40’erne – mellem pegefinger og ringfinger, med svagt bøjet håndled foran munden. Øjnene er stift forankret på selskabet ved siden af ham. >

En enorm bjørn, Papabear, som jeg senere døber ham, sidder ved et bord omgivet af fire smukke, unge bjørne. På skift nusser de ham, skænker op for ham og holder nærmest konkurrence om, hvem der kan grine højest af hans vittigheder. Han er en bredskuldret, småskaldet og midaldrende bjørn, og de behandler ham, som var han Marilyn Monroe genopstået fra de døde.

Fotografen er på krigsstien, og blitzen blænder i nattemørket. Hans skarpe øje har fanget et løbsk kondom på dansegulvet, og et par gæster griner indforstået, da de ser, hvad hans linse har i fokus.

Pludselig kommer isbjørnen med smøgen op til ham. Han ser sur ud. ”Hvis du skal tage billeder af os, så går vi bare.” Fotografen er en smule lamslået, men Joakim bryder hurtigt ind. ”Det skal I skide på. Det er fandme min fest!” vrisser han.

Med den sure isbjørns øjne til at brænde ham hul i nakken, går Fotografen over til Papabears selskab og spørger pligtskyldigt, om han må fotografere. Der går ikke mange sekunder, så slår den store alfahan en hjertelig latter op og siger, at han bare skal slå sig løs. Hans bedårende flok giver sig straks til at posere, fjolle og venligt drille Fotografen, så han kan få nogle gode skud. Den sure isbjørn ligner en, der bittert må erkende, at blikke ikke kan dræbe. En af beundrerne af Papabear, en ung gut i ærmeløs trøje med militærprint, trækker skiftevis op i blusen og ned i bukserne for at vise så meget hud som muligt. Hans bukser er på et tidspunkt kun holdt oppe, af hvad der kan kaldes en generøs og samarbejdsvillig rejsning.

STORE MÆND MED STORE FØLELSERBjørnene er meget kærlige. De nusser hinanden, klør hinanden på ryggen og hvisker fnisende

hinanden i øret. Samtidig griner de højlydt, når noget er sjovt, og dunker hinanden i ryggen, som man ellers kun ser det blandt vejarbejdere, der snakker om weekendscoringer. Der er en fascinerende sammensmeltning af noget feminint og følsomt og noget hårdt, brutalt og maskulint over disse bjørne. Lige så snart jeg tror, at det kun handler om sex – når Joakim for eksempel joker om begrebet ”DILF” (Dad I’d Like to Fuck) – bliver jeg lige så hurtigt bekendt med de bløde følelser, de også rum-mer. Når to mænd kysser hinanden på kinden. Eller hjælper hinanden med overfrakken. Eller når de tager imod en journalistspire og en fotografelev uden forbehold og med kun åbne arme og smil til overs.

I bjørnenes hule handler det ikke om alder, størrelse eller køn. Det handler om at føle sig accepteret, præcis som man er. Og så er det lige meget, om man er en sur isbjørn, en mægtig alfahan eller en lettere skuffet søko. •