Bøddel af Guds nåde - En skarpretters dagbog 1573-1617 læseprøve

Joel F. Harrington

Joe

l F. Ha

rr

ing

to

n

af Guds nåde

af Guds nåde

en skarpretters dagbog 1573-1617

Lindhardt og Ringhof

137

215

13732

Bøddel af Guds nåde er et mørkt og fascinerende portræt, en rejse ind i sjælen

på en professionel skarpretter fra det 16. århundrede. Bogen er baseret på det

opsigtsvækkende fund af en dagbog ført fra 1573-1617 af frantz schmidt,

bøddel i nürnberg.

0

Schmidts egne tanker over livet og døden, troen og drabet, æren og skammen

er sat levende i scene af den anerkendte historiker Joel f. Harrington.

www.lindhardtogringhof.dk

Bøddel.indd 3 02/04/13 15.28

Bøddelaf Guds nåde

En skarpretters dagbogfra 1573-1617

Joel f. HarrinGton

På dansk vedviBeke Bruun arildsen


hn hk io il sy SY

hn hk io il sy SYhn hk io il sy SY

hn hk io il sy SY

hn hk io il sy SYhn hk io il sy SY

hn hk io il sy SY

tHe FAitHFul executioner

Li fe and Death , Honor and Shame in the

Turbulent Six teenth Centur y

†

Joel F. HArrington

FArrAr, strAus And giroux

new york

042-51673_ch00_2P.indd 3 10/31/12 9:21 PM

Bøddel af Guds nåde.indd 3 24/03/13 21.00

1

LærLINGEN

En far, der ikke sørger for, at hans søn modtager den bedste uddannelse i en

tidlig alder, er ikke selv en mand, og han har ikke noget fællesskab med den

menneskelige natur.

– Desiderius Erasmus, “Om undervisningen af børn” (1529)1

En mands værdi og omdømme afhænger af hans hjerte og hans beslutsomhed,

og deri ligger hans sande ære.

– Michel de Montaigne, “Om kannibaler” (1580)2

Naboerne i Bamberg havde vænnet sig til det ugentlige ritual, der fandt sted på Meister Heinrich Schmidts gårdsplads, og

de viste det ingen særlig interesse. De fleste af dem var på god fod med Schmidt, ærkebiskoppens nye skarpretter, men de var forsigtige med at invitere ham eller nogen af hans familiemed-lemmer ind i deres hjem. Hans søn, Frantz, der var centrum for sin fars opmærksomhed på denne majdag i 1573, syntes at være en høflig og – hvis man kan sige det om afkommet af en bøddel – velopdragen ung mand på 19 år. Ligesom mange af datidens teenagere var det hans hensigt at følge i sin fars fodspor, en vej, han slog ind på allerede i en alder af 11 eller 12 år. Frantz’ barndom og ungdom havde udspillet sig i fødebyen Hof, en lil-


28 Bøddel af Guds nåde

le provinsby i det fjerneste nordøstlige hjørne af det moderne Bayern, cirka 16 kilometer fra den nuværende tjekkiske grænse. Familien var flyttet til Bamberg otte måneder tidligere, og han havde allerede været med faderen, Heinrich, til flere henrettel-ser i byen og i de nærliggende landsbyer, hvor han havde stude-ret sin fars teknikker og bistået i mindre målestok. Efterhånden som han blev ældre og mere moden, blev hans ansvarsområder og kompetencer hastigt større. Hans ønske var at blive ligesom sin far, en mester i “særligt forhør” (dvs. tortur) og i kunsten ef-fektivt at sende en fordømt sjæl til det hinsidige som foreskrevet ved lov ved hjælp af metoder, der spændte fra den almindelige henrettelse ved rebet over den mindre hyppigt forekommende le-vende afbrænding og drukning til den berygtede og meget sjæld-ne sønderrivning og partering.

I dag prøvede Meister Heinrich sin søn i den vanskeligste og mest ærefulde af alle former for henrettelse: døden ved sværdet, eller halshugning. Det var først i løbet af det seneste års tid, at faderen havde ment, at hans søn var i stand til og værdig til at svinge det højt elskede rettersværd, et indgraveret og elegant tre-fire kilo tungt våben, som det meste af tiden hang på æres-pladsen over ild stedet. De havde påbegyndt deres træning for flere måneder siden med forskellige typer af græskar, før de gik videre til seje rabarberstilke, som bedre simulerede fastheden i den menneskelige hals. Frantz’ første forsøg var naturligvis klod-sede og til tider farlige for ham selv og især hans far, som holdt den arme synder på plads. I løbet af nogle uger blev Frantz’ be-vægelser efterhånden mere flydende og hans sigte mere præcist, hvorefter Meister Heinrich anså sin søn for at være klar til at bevæge sig til det næste niveau, som indbefattede øvelser på geder, svin og andre umælende husdyr.

I dag havde den lokale hunde- og hesteslagter på Schmidts anmodning samlet et par omstrejfende hunde i nogle sam-menflikkede bure og bragt dem til bødlens bopæl midt i byen. Schmidt betalte ham en skilling for tjenesten og tog dyrene med


LærLINGEN 29

ud i den lukkede gård bag huset, hvor hans søn ventede. Selvom der kun var en enkelt tilskuer, var Frantz synligt nervøs. Græskar bevægede sig trods alt ikke, og selv grise ydede kun ringe mod-stand. Følte han mon et stik af ængstelse ved at skulle dræbe et sagesløst husdyr? At antage dette ville sandsynligvis være en anakronistisk projektion.3 Frem for alt vidste Frantz, at en vel-lykket halshugning af de hunde, som var anbragt foran ham, og som hver krævede ét præcist slag, ville være ensbetydende med, at han havde udstået sin læretid. Det ville være et synligt tegn på hans fars godkendelse og på hans egen vilje til at træde ud i ver-den som bøddelsvend. Meister Heinrich indtog igen rollen som medhjælper og holdt den første gøende hund fast, mens Frantz strammede sit greb om sværdet.4

En farlig verdenFrygt og angst er vævet ind i selve den menneskelige eksi-stens’ struktur. I den forstand er vi alle forbundne på tværs af århundrederne. Heinrich Schmidt og hans søn Frantz’ verden var imidlertid præget af en langt mere individuel sårbarhed, end medlemmer af et moderne, udviklet samfund kan forestille sig. Fjendtlige kræfter, både naturlige og overnaturlige, mystiske og dødbringende epidemier, voldelige og ondskabsfulde medmen-nesker, påsatte og tilfældigt opståede brande, alt dette hjem-søgte fantasien og det daglige liv for Renæssancens mennesker. Den usikkerhed, som det resulterede i, kan ikke helt forklare den voldsomme brutalitet, der var en del af tidens retsvæsen, men det giver måske en forståelse af, hvorfor en rettens hånd-hæver som Schmidt både blev betragtet med taknemmelighed og med væmmelse af sine samtidige.5

Usikkerheden ved livet var tydelig helt fra starten. Efter at have overlevet en abort- og dødfødselsrate, der tilsammen kræ-vede mindst et af hver tre fostre, ankom Frantz Schmidt til en verden, hvor han kun havde 50 procents chance for at opleve sin



12-års fødselsdag. Barslen udgjorde også en reel risiko for mode-ren. En ud af tyve kvinder døde inden for syv uger, efter at hun havde født – en betydelig højere dødelighedsprocent end i selv de værste udviklingslande i vor tid. De første to år af barnets liv var de farligste, idet hyppige udbrud af kopper, tyfus, og dysen-teri var særlig fatale for de yngste. De fleste forældre oplevede at miste mindst ét barn, og de fleste små børn oplevede, at en af deres søskende samt en eller begge forældre døde i utide.6

En af de mest almindelige årsager til for tidlig død var de utal-lige sygdomsepidemier, der hærgede Europas byer og lande. De fleste mennesker, der nåede at blive 50 år gamle, ville have over-levet mindst fem udbrud af dødelige epidemier. Store byer som Nürnberg og Augsburg kunne under en særlig alvorlig epidemi miste helt op til en tredjedel eller halvdelen af deres samlede befolkning i løbet af et til to år. Den mest frygtede sygdom, men ikke nødvendigvis den mest dødbringende på det tidspunkt, var pesten. Udbrud af pest oplevedes særlig hyppigt i Centraleuropa i løbet af Frantz Schmidts levetid – oftere end på noget andet tidspunkt eller sted i europæisk historie, efter at Den Sorte Død havde vist sit ansigt for første gang i midten af det 14. århund-rede. Udbruddene var også forfærdeligt lunefulde i deres forløb og med hensyn tilsmitsomhed.7 Folks traumatiske erindringer og oplevelser skabte en fælles kultur af frygt for al smitte, hvilket yderligere understregede det menneskelige livs skrøbelighed og graden af den enkeltes sårbarhed.

Oversvømmelser, fejlslagen høst og hungersnød forekom også med regelmæssige – men sjældent forudsigelige – intervaller. Familien Schmidt var så uheldig at leve under periodens svære-ste år, kendt som den lille istid (ca. 1400-1700), hvor en global nedgang i årstidernes temperaturer resulterede i længere og hår-dere vintre samt køligere og vådere somre især i Nordeuropa. I løbet af Frantz Schmidts levetid faldt der langt mere sne og regn i Franken, end der havde gjort i de foregående år, hvilket resulte-rede i oversvømmede marker og rådnede afgrøder. I nogle år var


LærLINGEN 31

der ikke varme måneder nok til, at druerne kunne modnes, hvil-ket gav sur vin. Høsten gav desperat lidt, og den efterfølgende hungersnød gjorde mennesker og deres husdyr til et let bytte for sygdom og sult. Selv bestanden af vilde dyr faldt drastisk, og sul-tende ulveflokke rettede i stigende grad deres opmærksomhed mod mennesker. Knapheden på alle levnedsmidler skabte skyhøj inflation, og med udsigten til at sulte tyede mange tidligere lov-lydige borgere til krybskytteri, mens andre stjal for at brødføde sig selv og deres familier.8

Naturkræfternes nedslag var ukontrollabel, og befolkningen på Frantz Schmidts tid måtte også forsvare sig mod vold, især begået af de tilsyneladende allestedsnærværende røvere, solda-

Denne tegning af Nürnberg i det tidlige 16. århundrede viser ikke de fattige forstæ-der uden for byens mure, men anskueliggør fæstningens betydning for byens liv; den yder beskyttelse mod de mange trusler i de omgivende skove. (Staatsarchiv Nürnberg, 1516)



ter og lovløse mænd, der strejfede omkring. De fleste territorial-stater, herunder Fyrstebispedømmet i Bamberg og den kejserlige by Nürnberg, bestod hovedsagelig af naturskove og åbne enge oversået med små landsbyer, et par byer med hver 1.000-2.000 indbyggere og en relativt stor hovedstad. Uden beskyttelse fra bymure eller opmærksomme naboer var en isoleret bondegård eller mølle prisgivet bander af stærke mænd med simple våben. På stier og landeveje var hjælpen også fjern. De veje og skove, som lå lige uden for en by, og de tilgrænsende områder var især farlige. Den rejsende kunne falde i hænderne på røverbander ledet af ondskabsfulde fredløse såsom Cunz Schott, som ikke kun overfaldt og frarøvede utallige ofre alt, men også sikrede sig en samling af hænder fra borgere fra hans erklærede fjende, Nürnberg.9

Det Tysk-romerske Rige var dengang – med Voltaires berømte spydighed – hverken helligt eller romersk eller et rige. Ansvaret for lov og orden var i stedet fordelt mellem rigets mere end 300 medlemsstater, der varierede i størrelse fra at være et fyrsteligt slot inklusive en nærliggende landsby til at være enorme fyrsten-dømmer, f.eks. kurfyrstendømmet Sachsen eller hertugdømmet Bayern. Omkring 70 frie rigsstæder såsom Nürnberg og Augs-burg fungerede som pseudo-autonome enheder, mens nogle abbeder og biskopper, herunder fyrstebiskoppen af Bamberg, længe havde haft verdslig såvel som gejstlig domsmyndighed. Kejseren og hans årligt forsamlede rigsdag af delegerede (kendt som reichstag eller diet) krævede lydighed og havde symbolsk autoritet i de tyske stater, men var fuldstændig magtesløse, når det gjaldt om at forebygge eller stoppe de fejder og krige, som jævnligt brød ud mellem medlemslandene.

Blot to generationer før Frantz Schmidts fødsel indrømmede den reformivrige kejser Maximilian I, at der herskede mere eller mindre voldeligt kaos i hele hans rige, og han forkyndte i sin bekendtgørelse Bestandig Våbenhvile fra 1495:


LærLINGEN 33

Ingen skal, uanset tjenstlig rang, ejendom eller stilling, indlede fej-

der og ej heller føre krig mod, røve, kidnappe eller belejre en anden

... ej heller skal han trænge ind i hverken slot, marked, fæstning,

landsbyer, byer eller gårde mod andres vilje eller anvende magt mod

dem eller ulovligt besætte dem, true dem med brandstiftelse eller

beskadige dem på nogen anden måde.10

På den tid viste det sig, at stridende adelsmænd og deres følger var den vigtigste årsag til uro. De gennemførte hyppigt mindre angreb på hinanden – og nedbrændte i den anledning mange af landdistrikternes indbyggeres hjem og ejendom. Hvad værre var: Nogle af disse adelige var desuden røver-baroner, der sup-plerede deres indtægt via kriminel virksomhed baseret på røveri, kidnapning og pengeafpresning (almindeligvis kaldet Plackerei), hvilket yderligere terroriserede landdistrikternes befolkning og de rejsende.

På Frantz Schmidts tid var de evindelige stridigheder mellem adelsslægterne stort set ophørt, i lige så høj grad takket være den større økonomiske integration blandt de adelige som fremkom-sten af stadig stærkere fyrster.11 Men efter at have konsolideret deres magt i store stater som hertugdømmet Württemberg og kurfyrstendømmet Brandenburg (senere Preussen) satte disse magtfulde fyrster sig nu for at erobre endnu mere territorium. Ved hjælp af deres betydelige rigdomme opbyggede de store hære af lejesoldater. Denne stridslyst faldt sammen med en nedgang i antallet af ikkemilitære job, der var til rådighed for almuen, samt en usædvanlig lang periode med inflation og høj arbejdsløshed, som historikere har døbt “det lange 16. århun drede” (ca. 1480-1620). På baggrund af herskernes stadig større territoriale am-bitioner samt en konstant forværret beskæftigelsessituation steg mængden af lejesoldater til det tolvdobbelte i løbet af det 16. og 17. århundrede. Tilsammen skabte disse politiske og økono-miske faktorer en skræmmende ny trussel imod den personlige



sikkerhed og ejendom: de alment foragtede Landsknechte eller lejesoldater.

En datidig karakteristik af disse Landsknechte lyder: “En ny klasse af sjælløse mennesker, [der] ikke har respekt for ære el-ler retfærdighed [og praktiserer] hor, utroskab, voldtægt, fråseri, drukkenskab ... stjæler, røver og myrder,” og som lever “helt i djævelens vold, der fører dem derhen, hvor han vil.” Selv kej-ser Karl V, der var stærkt afhængig af sådanne mænd, erkendte det “umenneskelige tyranni” udøvet af de omflakkende skarer af Landsknechte, som han anså for “mere blasfemiske og grusom-me end tyrkerne”.12 Mens de var hyret, tilbragte lejesoldaterne det meste af deres tid med at dase i lejre og lejlighedsvis at drage på plyndringstogter i oplandet hos dem, der ifølge kontrakten var deres fjender. Lokalt begik de blandt andet vold som det ek-sempelvis beskrives i denne beretning om en skræmmende epi-

En tysk landsknecht eller lejesoldat (ca. 1550)


LærLINGEN 35

sode fra Hans Jakob Christoffel Grimmelshausens roman fra det 17. århundrede Simplicissimus:

En række soldater begyndte at slagte, koge og stege ting, mens andre

fra den anden side stormede gennem huset fra kælder til kvist. Atter

andre lavede en stor bunke af sengetøj, tøj og alle former for hus-

holdningsartikler. Alt, hvad de ikke ønskede at tage med sig, ødelagde

de. Nogle af dem stak deres bajonetter i halm og hø, som om de ikke

allerede havde fået nok af at spidde får og svin. Mange af dem ryste-

de fjerene ud af sengebetrækkene og fyldte dem med skinke. Andre

kastede kød og forskellige redskaber i dem. Nogle hamrede på ovnen

og vinduerne og smadrede kobberredskaber og fade. Senge, borde,

taburetter og bænke blev brændt. Gryder og skærebrætter blev alt

sammen ødelagt. En tjenestepige blev så hårdhændet behandlet ude

i stalden, at hun slet ikke kunne røre sig bagefter. De bandt tjeneren,

lagde ham på jorden, hamrede en tragt i hans mund og hældte en

uhyggelig bryg fuld af pis ned i hans hals. Så begyndte de at pine

bønderne, som var de en flok hekse, de ville brænde.13

Det stod ikke meget bedre til i fredstid. Grupper af arbejdslø-se eller blot ulønnede (ikke ualmindeligt) unge mænd hærgede rundtomkring i landet i deres søgen efter mad, drikke og kvin-der (ikke nødvendigvis i den rækkefølge). Ofte fik de følgeskab af bortløbne tjenestefolk og lærlinge (i England kendt som ron-negates) såvel som forgældede, flygtende ægtemænd, fordrevne kriminelle og diverse løsgængere. Alle disse dagdrivere overle-vede hovedsagelig ved tiggeri og småtyverier. Nogle blev mere aggressive og de terroriserede landmænd, landsbyboere og rej-sende på samme måde som røvere og professionelle banditter. Sondringen mellem fuldtids- og deltidsansatte pengeafpressere og røvere var selvfølgelig irrelevant for deres mange ofre. Et ek-sempel er to professionelle tyve, som bliver pisket ud af byen af den nu voksne Frantz Schmidt, fordi de sammen med deres kammerater, nogle af dem lejesoldater, tvang folk på tre møller



til at give dem varer og torturerede [dem] og stjal flere økser og pistoler.14

Blandt røverbander og andre omflakkende banditters man-ge forbrydelser var der særlig en, som ramte landdistrikternes befolkning hårdt: brandstiftelse. I en tid længe før brandvæsen og forsikringspolicer var selve ordet som en brandbombe. En omhyggeligt placeret fakkel kunne ødelægge en gård eller end-da en hel landsby og gøre velstående indbyggere til hjemløse tiggere på mindre end en time. Derfor blev alene truslen om at brænde nogens hus eller lade ned – ofte brugt som en form for pengeafpresning – anset for lige så alvorlig som selve handlin-gen og udløste dermed samme foreskrevne straf: at blive brændt levende på bålet. Nogle bander, kendt som “mordbrænderne”, levede ligefrem af afpresningspenge, som de modtog fra bønder og landsbyboere, de havde truet med denne frygtede forbrydel-se.15 Frygt for professionelle brandstiftere blev stadig mere ud-bredt rundtomkring på landet, men de fleste ildspåsættelser var en følge af gamle private fejder og forsøg på hævn, undertiden varslet med et billede af en rød høne malet på en væg eller det grufulde “brandbrev” hamret op på hoveddøren. Metoderne til at forebygge brand var i de fleste byer ikke meget bedre, end de havde været i Middelalderen, og huse og lader på landet var stort set uden beskyttelse. Kun de rigeste købmænd havde råd til en forsikring, og selv da omfattede den normalt kun varer i transit. Uanset om en husbrand skyldtes et uheld, eller om branden var påsat, betød dette økonomisk ruin for næsten hele husstanden.

Ud over alle de nævnte farer, som plagede de mennesker, der levede på Frantz Schmidts tid, lurede en usynlig og frygtet trus-sel: den overvældende række af spøgelser, feer, varulve, dæmo-ner og andre overnaturlige fjender, der traditionelt mentes at hjemsøge mark og skov, vej og hus. Gejstlige reformatorer af alle religiøse overbevisninger forsøgte forgæves at mane den gamle overtro i jorden, mens de på samme tid skabte en endnu mere udbredt angst ved at udbasunere, hvad de mente var den største


LærLINGEN 37

overnaturlige trussel, nemlig en ægte dæmonisk sammensvær-gelse, som var på spil i deres tid. Skrækken for heksekunst svæ-vede som en trussel over hele Frantz Schmidts levetid, hvilket ofte fik tragiske konsekvenser i den virkelige verden og medførte det, vi i dag kender som den europæiske heksejagt i 1550-1650, hvor mindst 60.000 mennesker blev henrettet.

En omrejsende handelsmand bliver angrebet af landevejsrøvere i denne detalje fra et landskabsmaleri af Lucas I. van Valckenborch. (cirka 1585)



Hvor kunne man gå hen for at få beskyttelse og trøst i denne jammerdal? Familie og venner, hos hvem man typisk søgte til-flugt mod verdens grusomheder, kunne hjælpe en person med at komme igennem ulykker, men de kunne ikke tilbyde megen præventiv hjælp. Populære helbredere (“kloge folk”) som bart-skærere, apotekere og jordmødre kunne tilbyde lejlighedsvis lin-dring af smerter og sår, men de var magtesløse over for alvor-lige sygdomme og over for de fleste farer ved fødsler. Læger, de moderne medicinske eksperter, var sjældne, dyre, og naturligvis begrænset af tidens medicinske viden. Astrologer og andre spå-mænd kunne give urolige sjæle en vis følelse af kontrol og for-udbestemt skæbne, men ligesom de andre kunne heller ikke de tilbyde nogen beskyttelse mod verdens farer.

Religion var stadig en af de vigtigste intellektuelle kilder på den tid. Den tilbød forklaringer på ulykker, og man formodede også, at den havde en forbyggende effekt. Martin Luther og an-dre protestanters lære fra 1520’erne afviste enhver afhængighed af overtroens beskyttelsesritualer, men styrkede i øvrigt den al-mindelige tro på et moralsk univers, hvor intet var tilfældigt. Na-turkatastrofer og epidemier blev rutinemæssigt tolket som tegn på Guds mishag og vrede, selvom årsagen til den guddommelige vrede ikke altid var selvindlysende. Nogle teologer og historie-skrivere mente, at en særlig ustraffet ugerning – for eksempel incest eller barnemord – var vredens årsag. Andre gange blev kollektiv lidelse fortolket mere generelt som et guddommeligt påbud om omvendelse. Luther, Jean Calvin og mange andre tid-lige protestanter havde en apokalyptisk forventning om, at de levede i de sidste tider, og at trængslerne i verden snart ville være forbi. Og selvfølgelig var Djævelen og hans håndlangere et centralt element i enhver forklaring på katastrofer, lige fra på-stande om, at hekse havde forårsaget haglbyger, til historier om dæmoner, der forlenede kriminelle med overnaturlige kræfter.

Den mest almindeligt anvendte forholdsregel mod de forskel-lige “dødsengle” var ganske enkelt bøn. I århundreder havde


LærLINGEN 39

krist ne kollektivt messet “Beskyt os, oh Herre, mod pest og sult og krig!”16 Forbønner til Kristus, Jomfru Maria eller en bestemt hel gen mod en specifik trussel var fortsat udbredt i sidste del af det 16. århundrede, selv blandt protestanter, der formelt afviste enhver bøn til andre end Kristus. For mange troende gav ma-giske talismaner – f.eks. ædelstene, krystaller og stykker af træ – en ekstra beskyttelse mod naturlige og overnaturlige farer, og det samme gjorde en række halvreligiøse genstande kendt som “sakramenter” blandt katolikker: vievand, stykker af et indviet nadverbrød, ikoner, velsignede kerter eller klokker og formodede hellige relikvier, såsom en knogle eller noget andet, der skulle stamme fra en helgen eller et medlem af Den Hellige Familie. Andre, mere eksplicit magiske besværgelser, pulvere eller tryl-ledrikke – nogle af dem officielt forbudte – lovede helbredelse af sygdom eller beskyttelse mod fjender. Hvis trøst og tryghed var de primære mål, kan vi ikke bare afvise effekten af sådanne foranstaltninger. Troen på et liv efter døden, hvor lidelse og dy-dighed ville blive belønnet og det onde blive straffet, kan have givet yderligere trøst, men selv den stærkeste personlige tro hav-de ikke magt til at forhindre eller undgå katastrofen selv.

Eftersom Frantz Schmidt og hans samtidige var truet af farer fra alle sider, var de desperate efter at skabe en følelse af tryg-hed og orden. De sekulære myndigheder – både kejseren, de lokale fyrster og de magtfulde stormænd i de frie rigsstæder – delte alle denne længsel og var fast besluttede på at gøre noget ved det. Deres formynderiske tankegang var langtfra altruistisk – den medførte som regel en udvidelse af egen myndighed – men deres bekymring for den offentlige sikkerhed og velfærd var for det meste ægte. Deres indsats for at afbøde virkningerne af jordskælv, oversvømmelser, hungersnød og epidemier har måske været til nogen hjælp for ofrene. Men selv de mest ambitiøse forbedringer af den offentlige hygiejne havde en minimal effekt i Renæssancen. For eksempel var karantæner, som mange rege-ringer indførte under epidemier, med til at mindske spredningen



af smitte, og det samme var den bedre kontrol med fjernelse af møg og affald. Men helt at flygte fra byområder under epidemier var stadig den mest effektive forebyggelse for dem, der havde råd til det.

Retshåndhævelse tilbød på den anden side en fristende mu-lighed for at vise regeringens evne til at dæmme op for volden og tilbyde en vis grad af sikkerhed for alle indbyggere. Det sikrede på samme tid en større folkelig opbakning og mere magt til de verdslige ledere selv. Frantz Schmidt og hans samtidige har som følge deraf haft en paradoksal holdning til den vold, der omgav dem. Som man kunne forvente, resignerede folk over for de re-gelmæssige bølger af uundgåelige naturkatastrofer og sygdom, og der var en tendens til, at man betragtede sine medmenne-skers voldelige adfærd på tilsvarende fatalistisk vis. På samme tid havde de øgede forhåbninger til, at politiske ledere kunne begrænse volden – eller i det mindste straffe den hårdt – tydelig-vis skabt store forventninger og håb. Når juridiske myndigheder opfordrede forurettede personer til at undgå privat gengældelse og i stedet gå til domstolen og embedsmænd, var de næppe for-beredt på det stormløb af begæringer og beskyldninger, der over-svømmede deres kancellier. Anmodninger om officiel indgriben varierede fra klager over vejreparationer og affaldsindsamling, anmodninger om at sætte grænser for de aggressive tiggere og uregerlige gadebørn til rapporter om vilde eller kriminelle aktivi-teter blandt naboer. Den større magt, som disse ambitiøse ledere forsøgte at opnå, fik de på den bekostning, at de skulle lytte til deres undersåtter og give synlige beviser på, at folks tillid til de officielle løfter ikke blev skuffet.

Den dygtige skarpretter var i den forstand de herskende myn-digheders mest uundværlige middel til at lette deres undersåt-ters frygt for lovløse angreb og give dem en vis følelse af retfær-dighed i et samfund, hvor alle vidste, at det store flertal af farlige kriminelle aldrig ville blive fanget eller straffet. Den ritualise-rede vold, som bødlen udøvede på fællesskabets vegne, var på


LærLINGEN 41

samme tid (1) ofrenes hævn, (2) en eliminering af den trussel, som farlige kriminelle udgjorde, (3) et skrækindjagende eksem-pel og (4) en forebyggelse af yderligere vold og lynchninger bøjet af vrede slægtninge. Hvis ikke bødlen fremstod som en nidkær, meget synlig og ofte brutal repræsentant for den civile myndig-hed, vidste de verdslige magthavere, at “retfærdighedens sværd” ville forblive en tom metafor, og at deres selvudråbte rolle som garanter for den offentlige sikkerhed (lovens håndhævere) ville blive betragtet som meningsløs. Som deres repræsentant påtog bødlen sig denne prekære indsats; han foretog et fysisk overgreb eller dræbte et andet menneske for at opnå den ønskede antyd-ning af velordnet retfærdighed. En vordende mester som Frantz Schmidt skulle ikke kun overbevise potentielle arbejdsgivere om sine tekniske evner, men også om sin evne til at bevare roen og optræde lidenskabsløst i selv de mest følelsesladede situationer. Dette var et skræmmende mål for en, der var så ung, men Mei-ster Heinrich og hans lærlingesøn gik til opgaven med en sjæl-den og ubøjelig beslutsomhed.

En fars skamDen relative sociale accept, som Heinrich Schmidt og hans fa-milie nød i foråret 1573, var i sig selv en ny ting, og der var absolut ingen garanti for, at den ville vare ved. Siden Middelal-deren havde professionelle bødler generelt været foragtet som koldblodige lejemordere og var derfor udelukket fra det respek-table samfund på enhver måde. De fleste blev tvunget til at leve uden for bymurene eller nær et allerede urent sted i byen, typisk en slagteplads eller de spedalskes hus. Deres mangel på juri-diske rettigheder var lige så omfattende: Ingen bøddel og intet medlem af dennes familie kunne få borgerskab, optages i et lav, beklæde et offentligt embede, fungere som juridisk værge, vidne i retssager eller bare skrive et gyldigt testamente. Indtil slutnin-gen af det 15. århundrede fik disse udstødte ingen retslig beskyt-



telse mod pøbelvold i tilfælde af en forkludret henrettelse, og enkelte blev faktisk stenet til døde af vrede tilskuere. I de fleste byer havde man forbudt skarpretterne at komme i kirkerne. Og hvis han ønskede at få sit barn døbt eller ønskede den sidste olie til en døende slægtning, var han afhængig af, om den mere eller mindre medfølende lokale præst var villig til at sætte sin fod i et “urent” hus. De blev også forment adgang til badehuse, kroer og andre offentlige bygninger, og det var praktisk talt utænkeligt for en bøddel at træde ind i en respektabel persons private hjem. Folk på Frantz Schmidts tid nærede en udpræget frygt for social forurening alene ved berøring af en bøddels hånd, og respek-table personer bragte sig selv og deres levebrød i fare selv ved tilfældig kontakt. Folkeminderne vrimlede med fortællinger om de katastrofer, som ramte dem, der brød dette ældgamle tabu, og med fortællinger om smukke, fordømte piger, der valgte døden frem for ægteskab med villige bødler.17

Kilden til denne angst forekommer indlysende i betragtning af den ubehagelige karakter af bødlens erhverv. Selv i dag in-debærer direkte kontakt med lig en stigmatisering i mange tra-ditionelle samfund. I Tyskland i tidlig moderne tid var det ikke kun bødler, der udførte “berygtede erhverv”, men også gravere, garvere og slagtere.18 De fleste mennesker anså desuden bødler for at være en slags amoralske lejesoldater og dermed udelukket fra det “anstændige” samfund på samme måde som vagabonder, prostituerede og tyveknægte samt sigøjnere og jøder. Datidens og endda nogle moderne forskere har en teori om, at enhver borger, som er tiltrukket af et så foragteligt erhverv, selv må være kriminel – men beviserne for en sådan sammenhæng virker ikke overbevisende. Det blev ligeledes antaget, at socialt marginalise-rede personer var blevet født uden for ægteskab. Man skelnede ofte ikke mellem ‘uægte’ (unehelich) og ‘vanærende’ (unehrlich), så selv i officielle dokumenter var betegnelsen “horesøn og bød-del” 19 almindelig brugt.

Ikke overraskende havde bødler og andre vanærede enkelt-


LærLINGEN 43

personer tendens til knytte sig til hinanden, både fagligt og so-cialt. Bøddeldynastier opstod på tværs af riget, bygget på både gensidig udelukkelse og strategiske indbyrdes giftermål. Nogle af disse familier bar ildevarslende efternavne – f.eks. Leichnam (“Kadaver”) – men de fleste opnåede hovedsagelig berømmelse inden for deres egen branche, f.eks. de sydtyske familier Brand, Fahner, Fuchs og Schwartz.20 I løbet af nogle generationer ud-viklede disse indbyrdes forbundne familier mange af de sam-me optagelsesritualer og andre former for fællesskabsskabende identitet, som også kendes blandt “hæderlige” håndværkere som guldsmede og bagere. På samme måde som de hæderlige hånd-værkere, der afviste dem, udviklede bødler også faglige netværk. De varetog uddannelse af nye inden for faget og søgte at sikre lønnet beskæftigelse til deres sønner.

Heinrich Schmidts ambitioner for sin søn rakte på det tids-punkt langt videre, end nogen af dem vovede at indrømme over for personer uden for deres egen husholdning. Sammen forsøgte de at bryde den familieforbandelse, der havde dømt dem og alle deres efterkommere til bødlens pariastatus – det var en dristig drøm om social opstigning, som var næsten utænkelig i tidens stive, klassebevidste samfund. Den hemmelige årsag til famili-ens skamfulde deroute – en historie, som var gået i arv fra far til søn – skulle først blive afsløret for resten af verden af Meister Frantz i hans alderdom. Men på denne dag, da den unge Frantz løftede sit sværd over den uheldige omstrejfers skælvende krop, brændte den hemmelige skam med uformindsket styrke i hans sind.

Indtil efteråret 1553 havde Heinrich Schmidts far, Frantz, levet et behageligt og agtværdigt liv som skovmand og fugle-fænger i byen Hof, der lå i markgrevskabet Brandenburg-Kulm-bach, et område, som hørte under en frankisk adelsmand af middelrang. Schmidt og hans familie havde overlevet og endda haft fremgang under flere års omvæltninger forårsaget af de-res unge herres, Albrecht II Alcibiades, imperialistiske ambiti-



oner. Han blev populært kaldet Bellator (“kriger”). Ligesom sin athenske navnebror Alcibiades skiftede Albrecht ofte side under de religiøse konflikter i 1540’erne og 1550’erne, og han stødte både katolske og protestantiske stater fra sig med sine grusom-me angreb på deres områder. Senest var det endda som følge af “krigerens” aggressivitet og dobbeltspil lykkedes at forene tropper fra de protestantiske stater Nürnberg, Bøhmen og her-tugdømmet Braunschweig imod ham sammen med de katolske bispedømmer i Bamberg og Würzburg i det, der senere skulle blive kendt som “Den Anden Markgreves Krig”. Albrecht havde givet de to kirkeretninger en sjælden anledning til at arbejde sammen, hvilket kulminerede i, at de invaderede hans territori-um og belejrede hans fæstninger, herunder byen Hof.

Hof var en af Albrechts bedst befæstede byer, omgivet af en fire meter høj og en meter tyk mur. Markgreven selv var ikke i byen, da belejringen begyndte den 1. august 1553, men den lokale milits på omkring 600 mænd holdt stand imod den angribende hær på mere end 13.000 soldater i over tre uger, indtil et brev fra Albrecht meddelte, at forstærkninger var på vej. Den lovede forstærkning ankom dog aldrig, og efter mere end fire uger med daglige bombardementer, stormløb og massehungersnød kapitu-lerede den forslåede by. Den efterfølgende besættelse var mild. Ikke desto mindre måtte erobrerne tvinge Hofs vrede borgere til formelt at byde deres egen herre velkommen, da han den 12. oktober endelig red ind i byen med et følge på 60 riddere. Inden for et par uger efter sin tilbagevenden til Hof lykkedes det ikke blot Albrecht at støde sine vrede undersåtter yderligere fra sig, men også at få genoptaget fjendtlighederne mod den sejrende hær, som stadig havde sin lejr uden for bymurene. Det dumdri-stige felttog endte i en katastrofe, hvor erobrerne underkastede beboerne en langt strengere besættelse af byen, og markgreven selv blev tvunget til at flygte fra byen. Han blev erklæret fredløs i kejserriget og tilbragte fire år i omrejsende eksil i Frankrig indtil sin død i 1557 i en alder af 45 år. På det tidspunkt lå store dele af


LærLINGEN 45

Albrechts område i ruiner, og hans navn blev bitterligt forbandet blandt hans tidligere undersåtter.

Heinrich Schmidt og hans søn bar et dybere og mere varigt nag til den vanærede markgreve end andre beboere i Hof. Det tog sin begyndelse mandag den 16. oktober 1553, tre dage efter at Albrecht Alcibiades var vendt tilbage til det ødelagte Hof med sine tro tjenere. Ligesom andre tyske byer af samme størrelse havde Hof ikke råd til at have en fuldtidsbøddel. Efter at den foragtede Albrecht havde arresteret tre lokale bøssemagere for et påstået komplot mod ham, valgte han at se bort fra den sæd-vanlige fremgangsmåde, hvor man normalt fik en professionel udefra til at henrette dem. I stedet valgte den egensindige mark-greve at bruge en gammel skik og befalede en tilskuer at udføre henrettelsen på stedet. Manden, som modtog denne tvivlsomme hædersbevisning, var Heinrich Schmidt. Schmidt protesterede heftigt over for sin hersker – han var en respektabel borger i

Den af alle foragtede Albrecht Alcibiades af Brandenburg- Kulmbach, årsag til Schmidt-familiens ulykke i Hof. (ca. 1550)



Hof, og denne handling ville bringe vanære over ham og hans ef-terkommere. Men protesterne nyttede ikke. Hvis [min far] ikke adlød, berettede den 70-årige Frantz, ville [markgreven] i stedet klynge ham op sammen med de to mænd, der stod ved siden af ham.

Hvorfor blev den uskyldige skovmand udpeget til en så frygte-lig bestilling? Svaret ligger i en anden historie, som Frantz ikke ville afsløre før sent i livet – en bizar sag om en tvist med en mand om en hund. Et par år før den skæbnesvangre konfron-tation med Albrecht Alcibiades var Frantz’ bedstefar, skrædder Peter Schmidt, blevet kontaktet af en væversvend fra Thüringen, som bad om lov til at gifte sig med hans datter. Det unge par blev efterfølgende gift og bosatte sig på en lille gård nær Hof. En dag, da væveren (som hed Günther Bergner, fortæller Frantz 80 år senere) var ude at gå tur, blev han angrebet af en stor hund. I sin vrede løftede Bergner dyret op og kastede det mod dets ejer, en hjortejæger, og desværre for ham og for os (fortæller Frantz) blev jægeren dermed dræbt. Selvom væveren ikke blev retsforfulgt, blev han herefter erklæret æreløs og udelukket fra alle hånd-værk. Ingen ønskede at omgås ham, og han blev drevet til at bli-ve bøddel af desperation og melankoli. Den stigmatisering ramte tilsyneladende ikke hans svigerfar, Peter Schmidt, der fortsatte med at arbejde som skrædder i Hof. Men et par år senere, da den ængstelige markgreve søgte nogen til at gøre det af med de mænd, der angiveligt havde til hensigt at snigmyrde ham, var det Heinrich Schmidts svogers berygtede erhverv (Bergner var for-mentlig ikke selv til stede), der afgjorde valget af en ny bøddel.21

Som Schmidt havde forudsagt, blev han og hans familie helt og aldeles udelukket fra det gode selskab af deres egne naboer og tidligere venner, fra det øjeblik han fulgte Albrechts ordre. Nu var familien både besmittet af sin tilknytning til en afskyelig handling og til en forhånet tyran. Den æreløse Heinrich Sch-midt kunne have forsøgt at flygte fra skændslen ved at starte forfra med sin familie i en fjern by. I stedet valgte han at blive


LærLINGEN 47

i sit barndomshjem og forsøge at leve af det eneste håndværk, man nu tillod ham at udøve. Således var et nyt bøddeldynasti født – men hvis den plan, som Heinrich senere delte med sin søn Frantz, skulle lykkes, ville det blive et kortlivet dynasti.

Frantz Schmidt kom til verden, få måneder efter at hans far så dramatisk var faldet i unåde: på et tidspunkt mellem slut-ningen af år 1553 og midten af 1554.22 Det Hof, han tilbragte sin barn- og ungdom i, var et lukket samfund befolket af højst 1.000 mennesker, hvis snæversyn og sociale stivhed blev forvær-ret af den afsides beliggenhed. Senere blev regionen omkring byen og Saalefloden kendt som “det bayerske Sibirien”; dækket af tætte, gamle skove og overskygget af op til tusinde meter høje bjerge. Lange, hårde vintre og en jord fuld af kridt og jern gjorde landbrug vanskeligt. Vævning og andre håndværk inden for teks-til dominerede det økonomiske liv i byen, og kvæg og fårehold dominerede på landet. Minedrift havde været en kilde til rigdom i århundreder. På Frantz Schmidts tid var der gjort indbringende fund af guld, sølv, jern, kobber, tin, granit og krystal.23

Hof var også et grænseland i kulturel forstand. For thüringen-

Byen Hof set fra øst. (ca. 1550)



boere og saksere var Hof en del af syden, mens frankerne så byen som en del af det høje nord. Da byen lå lige vest for den bøh-miske grænse, blev den præget af en bemærkelsesværdig blan-ding af slaviske og tyske påvirkninger. I 1430 blev den hærget af invaderende hussitter, som var yderligtgående tilhængere af Jan Hus, martyr og religiøs reformator. Den regionale identitet, som var tættest associeret med Hof, var den vogtlandske. I det 16. år hundrede var dette område – som oprindelig var opkaldt efter dets kejserlige ledere, “Herrens vogtere” (Vögte) – snare-re blevet en uklar kulturel konstruktion end en politisk enhed. Den var mest kendt for sin dialekt, sine pølser og sit usædvanlig stærke øl. Langt senere blev det naturskønne og uberørte Vogt-land blandt nationalister i det 19. århundrede et billede på det urtyske, et naturområde, der besidder en idealiseret, men også utæmmet, skønhed. For den udstødte Schmidt-familie forstær-kede Hofs geografiske isolation blot dens egen følelse af indre eksil og modløshed.

Heinrich Schmidts begrundelse for at blive boende efter krænkelsen er uklar. Men det politiske efterspil efter Albrecht Alcibiades’ katastrofale regeringstid var i det mindste gunstigt for ham i hans påtvungne profession. Ved Albrechts død i 1557 tog hans fætter, Georg Friedrich, markgreve af det tilstødende Brandenburg-Ansbach, også kontrol over Brandenburg-Kulm-bach. Hofs nye herre var lige så stabil og fornuftig, som hans for-gænger havde været letsindig. Alle byens træer blomstrede mi-rakuløst igen det efterår, rapporterede den lokale krønikeskriver, Enoch Widman. Dette var et lige så overbevisende varsel som det jordskælv, der i sin tid havde indvarslet Albrecht Alcibiades’ katastrofale styre.24 Fra sin residens i det nærliggende Bayreuth gik markgreve Georg Friedrich straks i gang med at genopbygge Hof og de andre beskadigede byer, mens han forsøgte at genop-rette forbindelserne med nabostaterne. Han indledte ligeledes gennemgribende økonomiske og juridiske reformer, der begynd-te med en række nye love for politi og retsvæsen. Det umiddel-


LærLINGEN 49

bare resultat var en kraftig stigning i antallet af retsforfølgelser og intensiteten i dem. I løbet af 12 måneder frem til maj 1560 blev Heinrich Schmidt, markgrevens nye bøddel, indkaldt til at udføre hele otte henrettelser i bydelen Hof alene, et uhørt højt antal.25

Heinrich Schmidts arbejde for markgreven var som følge deraf nok til at give ham en pålidelig indkomst, som han var i stand til at supplere med freelance bøddelarbejde samt den traditionelle bibeskæftigelse for bødler: at pleje sårede. Hans muligheder for at ophæve familiens udstødelse var imidlertid praktisk talt nul, så længe de boede i Hof. Han søgte mindst to gange arbejde an-dre steder, men ikke før 1572, da Frantz var 18, sikrede han sig endelig den solide stilling som skarpretter for fyrstebiskoppen i Bamberg, hvilket var et betydningsfuldt skridt op ad rangsti-gen.26 Efter at have være udstødt blandt tidligere venner og na-boer gennem næsten to årtier slap familien Schmidt endelig fri fra provinsbyen Hof, men de smertefulde erindringer og skam-men bar de med sig.

Fyrstbispedømmet (senere ærkebispedømmet) i Bamberg var et af de ældste og mest prestigefyldte i kejserriget. I 1572 havde Bambergs biskopper haft fire århundreders verdslig myndighed, og på trods af betydelige tab under den protestantiske reforma-tion i de foregående fire årtier regerede de stadig over et område på ca. 10.000 kvadratkilometer med omkring 150.000 under-såtter. Fyrstbispedømmets administration var relativt avanceret og nød respekt på det strafferetslige område, især siden offent-liggørelsen af den uhyre betydningsfulde lovsamling af 1507, Bambergensis.27 Biskop Veit var Heinrich Schmidts nye herre, og han var bedst kendt blandt sine undersåtter for sine høje skatter, men det var hans vicekansler, der førte tilsyn med den nye bød-del og det øvrige retslige personale. Da Heinrich Schmidt kunne melde sig til tjeneste i domkirkebyen i august 1572, var det en betydelig personlig såvel som professionel præstation.

Schmidt-familien levede et materielt set behageligt liv i deres



nye hjemby med en god indkomst på omkring 50 fl. om året – mere end hvad en præst eller skolelærer tjente – såvel som andre fordele, der tilflød Meister Heinrich i hans egenskab af offentligt ansat. 28Han betalte ikke leje for det rummelige hus, der lå på en halvø i det nordøstlige hjørne af byen, i dag kendt som “Lil-le Venedig”, så længe han arbejdede for fyrstebiskoppen. Efter familiens ankomst i sensommeren 1572 blev der sørget for en gennemgribende renovering og udbygning af huset i henhold til Heinrichs anvisninger.29 Ganske vist blev det forventet, at fami-lien delte boligen med Hans Reinschmidt, bødlens medhjælper (kendt i Bamberg som Peinlein eller “Plageånden”), men efter-som Frantz var det eneste barn, der var tilbage i hjemmet, var en vis grad af privatliv stadig muligt.

Selvom familiens sociale position stadig var usikker, var situa-tionen knap så knugende, som den havde været i det mindre samfund i Hof. Bamberg var en forholdsvis kosmopolitisk by på omkring 10.000 indbyggere, hovedsagelig kendt (selv i dag) for sin storslåede katedral fra det 13. århundrede og byens vellyk-kede produktion af en unik røget øl. De lokale sammenlignede stolt Bambergs syv majestætiske bjerge, kronet med hver sin ka-rakteristiske kirke, med de syv høje omkring Den Evige Stad. I teorien tillod Schmidts nye hjem familien en langt større grad af anonymitet i gader og på markeder end det provinsielle Hof, og måske endda en vis grad af accept fra naboerne. Nogle kirker i byer af denne størrelse var begyndt at tildele bødler deres egne kirkebænke, og et par kroer gav dem deres egen taburet – til tider en trebenet sådan, ligesom et skafot.30 Schmidt-familiens protestantiske tro skabte uden tvivl ekstra forhindringer i den overvejende katolske by, men det gjorde tilsyneladende ingen forskel for Heinrichs katolske arbejdsgivere, til trods for Fyrste-bispedømmets officielle tilslutning til Modreformationen.31

Det tydeligste tegn på bødlens relativt forbedrede (eller ret-tere: mindre degraderede) status i denne tid var en stadig mere konservativ lovgivning, der forsøgte at genskabe “traditionelle


LærLINGEN 51

værdier” og en “naturlig” social orden. Ligesom de såkaldte “love til indskrænkning af overdådighed” fra det foregående århund-rede var der i 1530 og 1548 udstedt kejserlige forordninger, som krævede, at bødler (såvel som jøder og prostituerede) bar “ka-rakteristisk tøj, hvorved de nemt kunne identificeres”.32 Mange lokale dekreter fordømte ligeledes udviskningen af traditionelle skel, og de forsøgte at vende den tendens, der var, til at vise tolerance over for “vanærende” mennesker, ved at straffe dem, som forsyndede sig, med klækkelige bøder eller endda korporlig afstraffelse.

Udbredte fordomme er som regel sejlivede, især blandt de per-soner, der er mest bekymrede for deres egen forværrede økono-miske situation og ustabile sociale status. I den anden halvdel af det 16. århundrede opstod der en stadig mere global handel. Det var et skift med særlig alvorlige konsekvenser for traditionelle håndværkere og deres produkter. Men i stedet for at rette deres vrede mod den nye klasse af overdådigt rige bankfolk eller hand-lende angreb de fleste “fattige, men hæderlige” håndværkere i stedet de tilsyneladende velstående bødler som f.eks. Heinrich Schmidt og andre personer (især jøder), som de fleste mente burde rangere langt lavere end dem. Fordi de var så opsatte på at forsvare deres selvdefinerede “uplettede” ære, ignorerede de tyske håndværkere generelt kejserens forordning fra 1548 om lavmedlemskab til bødlers sønner, og de fortsatte med at forbyde deres medlemmer enhver social kontakt med dem overhovedet. Enhver håndværker, der overtrådte dette radikale forbud – som også gjaldt slagtere, skomagere, garvere, natmænd og en række andre personer i “berygtede” erhverv – risikerede social udstø-delse, tab af lavmedlemskab eller det, der var værre. En hånd-værker fra Basel havde angivelig begået selvmord på grund af sin urenhed efter kontakt med den lokale bøddel, mens andre i samme situation følte sig tvunget til at forlade byen og begynde forfra et andet sted. Dette rigide syn på social status, som hoved-sagelig var baseret på den familie, man var født ind i, fortsatte



med at udøve en enorm indflydelse på, hvordan de fleste menne-sker i de tyske stater tænkte og handlede, i lang, lang tid – langt ind i den moderne tid, faktisk.33

Heldigvis for familien Schmidt gjorde de undertrykkende for-søg på at stigmatisere visse personer og hæmme deres sociale opstigning ingen forskel i dagliglivet, og de tjente ikke andet for-mål end at berolige bekymrede håndværkere. I modsætning til eksempelvis moderne fremstillinger blev Heinrich Schmidt og senere hans søn, Frantz, ikke tvunget til at bære nogen stan-dardiseret fritids- eller tjenesteuniform, og der er absolut ingen beviser nogen steder på, at de bar den stereotype sorte hætte – dette er sandsynligvis noget, det 19. århundredes romantikere opfandt. Et par byer krævede, at deres bødler iførte sig en skin-nende rød, gul eller grøn kappe eller bar en stribet skjorte eller måske en karakteristisk hat.34 Men på illustrationer fra anden halvdel af det 16. århundrede er de altid velklædte, undertiden i næsten lapsede. Kort sagt klædte de sig på samme måde som enhver anden middelklasseborger – og deri lå problemet for de håndværkere, der gik meget op i status.

En skildring fra Nürnberg af Frantz Schmidts henrettelse af Elisabeth Mechtlin 28. februar 1611, muligvis tegnet af et øjenvidne. På originalen (se bogens forside) bærer bødlen den iøjnefaldende kombination af lyserøde strømper, lyseblå bukser med en lyserød skamkapsel og en lædervest over en blå jakke og hvid skjortekrave. Vesten gav en vis beskyttelse mod blodpletter. (1615, Stadtarchiv Nürnberg)


LærLINGEN 53

De forskellige forordninger fjernede ikke usikkerheden ved Schmidts let forbedrede sociale status i bylivet i Bamberg. Per-sonlig ære, baseret på både social rang og omdømme, var en af tidens mest værdifulde og skrøbelige råvarer. På Heinrich Schmidts tid førte verbale fornærmelser mod ens navn – “kæl-tring” eller “tyv” for en mand, “hore” eller “heks” for en kvinde – ofte til fysiske overgreb eller endda drab blandt personer af enhver rang. “Horesøn af en bøddel” var et almindeligt skælds-ord (det optræder også i Shakespeares skuespil) og “det hører hjemme i galgen” var den mest kortfattede måde at fordømme enhver ildeset handling på. Familien Schmidt blev også mindet om deres lave status i forbindelse med stort set alle festdage, offentlige processioner eller andre officielle begivenheder, hvor både det herskende sociale hierarki og deres egen udelukkelse fra det blev klart understreget. Som i ethvert racemæssigt eller på anden måde opdelt samfund forbød både lov og skik udtryk-keligt bødler og deres familier adgang til mange steder, og deres muligheder for uddannelse, beskæftigelse og bolig var stærkt be-grænsede – en tilstand, der skulle vare ved i generationer frem-over.

Måske var det mest uhåndgribelige aspekt ved den stigmati-sering, som knyttede sig til Heinrich Schmidts profession, den uforudsigelighed, som skabte en skrøbelig og socialt usikker at-mosfære i enhver interaktion mellem familiemedlemmerne og deres naboer i Bamberg. Ligesom mange andre sociale begre-ber – den amerikanske middelklasse kunne være et eksempel – kunne bødlens vanære udtrykkes forskelligt og selektivt og til tider endog ondsindet af forskellige individer og samfund. En besøgende handelsmand fra Lübeck kunne forarget fortælle, at skarpretteren fra Augsburg ikke bare levede midt inde i byen, men at hæderlige mennesker også jævnligt spiste og drak med ham, endda i hans eget hus. I en anden by ville man derimod muligvis beklage, men næppe være overrasket over, at hustruen til en bøddel døde i barselssengen, fordi jordemoderen nægtede



at sætte sin fod i deres hjem. Selv hvis der var tale om en alment respekteret bøddel, som kunne siges at have “mange venner i byen”, var der alligevel ved hans død ikke en eneste sjæl, som var villig til at bære hans kiste.35

Heinrich Schmidt vidste godt, at hverken hans position som vellønnet embedsmand eller hans borgerlige levestandard eller hans personlige ry som en ærlig mand garanterede nogen form for varig accept eller sikker fremtid for ham selv eller hans fami-lie. Social ydmygelse var i større eller mindre målestok en tilba-gevendende oplevelse, en konstant påmindelse om hans skam. Hans samtidige anså hans dilemma for at være et uomgængeligt faktum. Men for Meister Heinrich og hans lige så beslutsomme søn skulle det vanærende erhverv, som var blevet påtvunget dem begge, netop berede vejen for deres families mulige frelse.

En søns chanceTiming og held er vigtige forudsætninger for at opnå personlig succes. Frantz Schmidt var så heldig at vokse op i det, histori-kerne nu kalder “bødlens gyldne tidsalder”. Denne udvikling var i sig selv kulminationen på en gradvis, men alligevel dybtgående forandring af tysk strafferet, der havde været undervejs i mindst to århundreder. Siden Det Tysk-romerske Riges opståen havde germanske folkeslag behandlet de fleste forbrydelser som private konflikter, der kunne løses med en eller anden form for økono-misk kompensation (Wergild) eller ved en sædvanemæssig straf såsom afhugning af en legemsdel eller landsforvisning. Statslige tjenestemænd var ganske få i antal frem til den sene Middelal-der, og de spillede typisk rollen som protokolførere, hvilket sikre-de ordentlige procedurer, men overlod retsforfølgelse, retssag og dom til ældsteråd eller andre lokale nævninge. Hovedformålet med denne fremgangsmåde var begrænset – at hindre blodhævn og fortsat vold – men ikke at straffe alle forbrydere, hvilket ville have forekommet en samtidig at være et underligt og upraktisk


LærLINGEN 55

formål. Normalt fik en mandlig slægtning til et mordoffer lov til at henrette gerningsmanden selv. Til andre statsgodkendte drab indhentede man freelancebødler eller retsbetjente (ordenshånd-hævere på et lavere niveau), som blev betalt ad hoc for hver henrettelse.36

Den sene Middelalders mere aktive statslige rolle inden for strafferetsplejen var en kombination af to markante tendenser. Den første var en bredere og mere ambitiøs definition af be-grebet suverænitet, der dukkede op i velstående bystater som Augsburg og Nürnberg. Lokale lav og herskende aristokratiske familier var ivrige efter at gøre deres retsområder til sikre og at-traktive tilflugtssteder for handel og produktion, og de begyndte at udstede dekreter, der regulerede adfærd, som tidligere havde tilhørt den private sfære. Nogle af de nye regler forekommer aparte set med moderne øjne, især de mange overdådighedslove, der havde til formål at opretholde den offentlige orden ved at lægge begrænsninger på beklædning og dans af forskellig art. F.eks. måtte kun storborgere bære sværd eller pels, mens deres koner og døtre havde eneret på at iføre sig visse smykker og man-gefarvede stoffer. I den alvorlige ende havde mere end 2.000 byer og andre retsområder i Tyskland ved begyndelsen af det 16. århundrede søgt om og fået monopol på “den højeste retfærdig-hed” eller retten til at idømme forbrydere dødsstraf. De fleste af disse lokale domstole tillod fortsat, at folk indgik private forlig for mindre lovovertrædelser, men de vogtede nidkært over det privilegium selv at udføre henrettelser. Selvtægt – hvad enten det var stening, slag eller hængning – blev nu noget, man rettede skytset imod i lige så høj grad som mod forbryderne selv, fordi sådanne spontane pøbeloptøjer undergravede de lokale myndig-heders autoritet.

Det er selvfølgelig én ting højlydt at proklamere nye love og statslige beføjelser og en helt anden sag at håndhæve dem, især i et meget decentraliseret rige. På dette tidspunkt dukkede en ny generation af reformjurister op, og de stod for det andet centrale



element i omdannelsen af tysk strafferet og praksis. Disse fagligt uddannede jurister overbeviste deres kollegaer, de mere praktisk orienterede dommere, om, at det stigende antal af komplekse nye love og procedurer gjorde det gamle strafferetslige system utilstrækkeligt, og i stedet var der brug for et stadig voksende korps af professionelle embedsmænd på alle niveauer.

I samme ånd blev de storborgerlige dommere i både Augsburg og Nürnberg de første til at konkludere, at for at kunne retsfor-følge kriminelle mere effektivt var det nødvendigt for deres byer at ansætte en ekspert uddannet i metoder til retsligt forhør (her-under tortur) og henrettelse. At hæve bødlen til en position som fastansat i byen var med til at legitimere hans gerning. I teorien satte dette ham snarere i kategori med skrivere og kommunale betjente end med lejesoldater og deres “onde, vilde begær ef-ter at udgyde blod”.37 Ved at tilbyde byens bøddel en langsigtet kontrakt fik de lokale myndigheder desuden en større følelse af sikkerhed og kontrol med dem, der loyalt førte deres udvidede juridiske ambitioner ud i livet. Ved begyndelsen af det 16. år-hundrede var tendensen i hele riget, at man brugte permanent ansatte bødler.

Den fuldstændige transformation af deltidsbødlen til en pro-fessionel fuldtidsbøddel strakte sig, ligesom udviklingen i tysk strafferet, over flere generationer og var stadig ikke tilendebragt, da Frantz Schmidt blev født i 1554. I nogle områder fortsatte embedsmænd helt op i det 18. århundrede med at betale bødlen per udført henrettelse.38 Mange mindre retsområder kunne sim-pelthen ikke retfærdiggøre udgiften til en fuldtidsbøddel, mens andre selektivt fulgte den middelalderlige tradition med at ud-pege et ungt mandligt medlem af samfundet til at udføre den modbydelige opgave at slå ihjel – en skæbne som den, der over-gik familien Schmidt. I nogle få isolerede områder fortsatte man endnu efter gammel skik med at overdrage retten til at eksekvere den højeste retfærdighed til et mandligt medlem af offerets fa-milie. I de fleste af de tyske landområder, hvor man ansatte en


LærLINGEN 57

lønnet bøddel i det 16. århundrede, var retsforfølgelse og straf af kriminelle blot en del af jobbeskrivelsen – den omfattede også en række andre ubehagelige opgaver, der spændte lige fra tilsyn med byens bordel til fjernelse af affald og afbrænding af selv-morderes lig.39

Midten af det 16. århundrede åbnede ikke desto mindre for en ny æra af muligheder for den professionelle bøddel. Det var en fordel for Frantz, at to af hans fremtidige arbejdsgivere, både fyrstebiskoppen af Bamberg og den frie rigsstad Nürnberg, stod i spidsen for selve reformen af tysk strafferet. Jurister uddan-net i civil (romersk) ret var særlig indflydelsesrige i Franken, hvilket førte til to usædvanlig betydningsfulde lovgivninger, nemlig Bambergensis fra 1507, officielt kaldet Bambergische Hals gerichts ordnung (“hals-domstols-forordning” på grund af sit fo kus på dødsstraf ), og lovens efterfølger fra 1532, den kej-serlige Constitutio Criminalis Carolina (eller “Strafferetslig for-fatning ved [kejser] Karl V”), populært kendt som Carolina.40 Det ældre skrift, der blev udarbejdet af den frankiske adelsmand Johann Freiherr von Schwarzenberg, var tænkt som en manual for domsmænd, der ligesom Schwarzenberg selv ikke var uddan-nede jurister, og den blev derfor skrevet på et direkte og enkelt tysk ledsaget af mange illustrative træsnit. Selvom bogen mang-lede officiel godkendelse, blev den uhyre populær og kom i flere udgaver inden for de første ti år.

Den fuldt udviklede, kejserligt godkendte efterfølger til Bam-bergensis, nemlig Carolina, inkorporerede meget af forlæggets ligefremhed, men var mere ambitiøs i sit politiske mål. Ved be-gyndelsen af det 16. århundrede var territoriale magthavere og kejseren selv kommet til at værdsætte standardiserede retslige procedurer i deres egne riger, men de stod over for en betydelig modstand fra mange sider, fordi de anvendte romersk ret i de-res forsøg på systematisering. Carolina ramte derfor et tiltrængt kompromis mellem de innovative jurister, som var tiltrukket af substansen og sammenhængen i romerretten, og de konserva-



tive sekulære myndigheder, som var mistroiske over for uden-landske love og skikke og ville fastholde deres egne privilegier.41 Forfatterne af Carolina “ville på ingen måde svække den gamle, lovlige og retfærdige skik og brug hos kurfyrster, fyrster og gods-er,” men de ville snarere etablere rimelige og ensartede standar-der og procedurer i rigets forskellige retsområder og involvere de uddannede jurister mest muligt. I stedet for bare at beskrive en række forskellige forbrydelser definerede den nye lovsamling omhyggeligt omfanget og arten af lovovertrædelserne, fastsatte standarder for anholdelse og for fremskaffelse af bevismateria-le og fastlagde regler for retssagens gennemførelse. Klarhed og regelmæssighed i praksis var målene. Med et par betydnings-fulde undtagelser – magi og barnemord (som for nylig havde fået status af en forbrydelse, der medførte dødsstraf) – ændrede Carolina ikke på de sædvanlige definitioner af alvorlige strafbare lovovertrædelser. Stort set alle middelalderlige former for hen-rettelser – herunder levende begravelse, levende afbrænding, drukning og partering – forblev ligeledes uforandrede i deres grundindhold.

Det vigtigste for unge Frantz Schmidt var, at Carolina tilslutte-de sig de detaljerede retningslinjer i Bambergensis for hver retslig embedsmand, herunder den person, som var kendt som bødlen, nu konsekvent officielt omtalt som “skarpretteren” Scharfrich-ter.42 Dokumentet anbefalede på det kraftigste faste lønninger til “hæderlige personer”, som kunne suppleres med lejligheds-honorarer som kompensation for forskellige typer af henrettel-ser (med sønderrivning og partering som dem, der gav mest). Formelt sikrede Carolina også den professionelle skarpretter im-munitet mod folkelig eller juridisk gengældelse for hans arbej-de, og den krævede, at domstolene offentligt stadfæstede den-ne status ved enhver dom. Grusomme, korrupte eller på anden måde uprofessionelle skarprettere skulle afskediges omgående og straffes på passende vis. For at forhindre den uberegnelige eller på anden måde uberettigede brug af fysisk tvang gav de nye


LærLINGEN 59

kejserlige forordninger desuden fyldige instrukser om, hvilke be-viser der kunne betragtes som tilstrækkelige til at retfærdiggøre tortur (f.eks. vidneudsagn fra to uvildige vidner), hvilke forbry-delser der tillod “ekstraordinært forhør” (især hekseri og lande-vejsrøveri), og hvordan en sådan tvang skulle anvendes (med en liste, på hvilken de almindelige torturredskaber var indplaceret i henhold til deres voldsomhed, begyndende med tommelskruer for kvinders vedkommende).43

Carolinas krav om større faglighed hos skarprettere gav sig typisk udslag i en bedre løn, men lovsamlingens sociale konse-kvenser forbedrede Frantz Schmidts position langt mere, end dens skabere kunne have forestillet sig. Inden for en generation efter bekendtgørelsen af Carolina steg antallet af anholdelser, forhør og straffe dramatisk i hele riget. Antallet af henrettelser røg også i vejret, nogle steder med mere end 100 procent i for-hold til det foregående halve århundrede – mange gange mere, hvis man tæller hekseprocesserne med i statistikken – og det skabte en enorm efterspørgsel efter uddannede bødler. Faktisk var der i Nürnberg gennemsnitligt ni henrettelser om året i Mei-ster Frantz’ levetid (i en by med 40.000 indbyggere) – den højeste rate per indbygger i nogen by i riget. Men mange større retsom-råder oplevede næsten det samme niveau af aktivitet. Heinrich Schmidt udførte selv i gennemsnit næsten ti henrettelser om året under sin tjeneste i det mere folkerige Fyrstebispedømme Bamberg, og det årlige antal for det endnu større nærliggende markgrevskab Brandenburg-Ansbach udgjorde næsten det dob-belte i samme periode.44

Hvad skyldtes denne tilsyneladende stigning i kriminalitet og straf? Stigende arbejdsløshed og inflation, hvilket førte til mere tyveri og vold, spillede naturligvis en rolle for bølgen af krimi-nalitet på Frantz Schmidts tid. Men den vigtigste årsag til stig-ningen i anklager var paradoksalt nok Carolina selv. Den nye kejserlige lov opnåede meget, som var godt. Men der var også utilsigtede konsekvenser af de mange velmenende reformer –



konsekvenser, der forværrede situationen på en række områder. For det første tillod de nye love uforvarende de lokale myndig-heder en større grad af manipulation, mest infamt i forbindelse med hekseprocesserne, hvor pøbelen eller endda et enkelt indi-vid kunne kræve en mistænkt heks retsforfulgt og, hvis hun blev fundet skyldig, idømt dødsstraf. For det andet havde Carolinas forsøg på at eliminere vilkårlighed og “unødvendig” grusomhed i retsplejen præcis den modsatte effekt på grund af brugen af tor-tur, den såkaldte sidste udvej for forhørslederen. Nogle myndig-hedsområder, Nürnberg f.eks., efterlevede i høj grad Carolinas betingelser for brugen af tortur. Mens lokale myndigheder andre steder paradoksalt nok opfattede den kejserlige lovs mange ret-ningslinjer for og begrænsninger af hensigtsmæssig anvendel-se af “specielt forhør” som et carte blanche til brugen af fysisk tvang under afhøringen.

Samtidig havde en anden af Carolinas paragraffer, som havde til formål at forhindre tilbagefald, tvunget lokale myndigheder til at henrette mange vaneforbrydere – ofte for almindelige be-rigelsesforbrydelser, som ikke tidligere ville have sendt nogen i galgen. Hvordan kunne det ske? For at forhindre kriminelle i atter at begå kriminalitet udarbejdede Carolina en skala med gradvist strengere straffe: offentlig piskning for den første over-trædelse, fordrivelse fra byen for den anden lovovertrædelse og, i tilfælde af at en landflygtig gerningsmand vendte tilbage og blev dømt for en tredje lovovertrædelse, henrettelse. De frustrerende få valgmuligheder med hensyn til straf satte de lokale regeringer under pres, og det fik tragiske konsekvenser. Berigelsesforbry-delser havde for eksempel tidligere været årsag til i mindre end en tredjedel af alle henrettelser i de tyske landsdele, men i løbet af Frantz Schmidts levetid tegnede de sig for næsten syv ud af ti henrettelser.45 Hvorfor nu det?

Den tilsyneladende uforklarlige strenghed var i ringere grad et udtryk for en ny grusomhed end for en dyb frustration over den manglende effekt af de eksisterende straffe. De fleste af de


LærLINGEN 61

tyve, som Meister Frantz hængte i løbet af sin karriere, havde lange synderegistre og talrige fængslinger og forskellige former for fysisk afstraffelse og fordrivelse bag sig. Det skete, at gentag-ne piskninger, som både var smertefulde og ydmygende, efter-fulgt af forvisning fra området var den typiske straf for første- og andengangslovovertrædere – hvilket gav den ønskede effekt. Efter at den voksne Meister Frantz offentligt havde pisket to teenagebrødre, som stjal her og der på markederne, forsvandt de fra Nürnbergs strafferegistre.46 Oftere skete det imidlertid, at de offentligt ydmygede og forviste lovovertrædere – som nu perma-nent var afskåret fra kontakt med pårørende og tidligere sociale netværk – kun havde det eneste liv, de kendte, tilbage og derfor fortsatte med at stjæle et andet sted, ofte i nærheden af eller endda i selve byen.

Den åbenlyst manglende effekt af forvisning af ikkevoldelige forbrydere havde fået nogle europæiske lande til at vedtage en mere permanent form for eksil for tyve og andre uønskede, kendt som “deportation”. Men at sende lovovertræderne til oversø-iske lande var ikke en mulighed for de tyske indlandsstater som Nürnberg og Fyrstebispedømme Bamberg, der hverken havde flåder eller udenlandske kolonier. Hertugen af Bayern overtalte byen Nürnberg til korvarigt at forsøge at leje sine dømte tyve ud til Genovas galejer. Men efter fem år konkluderede de sparsom-melige ledere, at projektet var for usikkert. Tvunget hvervning til

Dømte Nürnbergfanger på vej til at afsone deres galejstraf på to til ti år. Denne form for landsforvisning var langt mere udbredt i landene omkring Middelhavet. (1616)



kejserens ungarske hær var en anden ofte foreslået løsning, som tilsyneladende også kun blev brugt kortvarigt.47

Den moderne løsning på problemet – internt eksil eller lang-varig indespærring – indebar et meget større bevidsthedsmæs-sigt spring og kunne derfor endnu ikke accepteres af samtiden. De fleste myndigheder mente, at langtidsfængsling – undtagen i tilfælde af farlige sindssyge – var alt for dyr og alt for grusom. Den populære forløber for moderne fængsler, arbejdsanstalten, fik mange tilhængere i det 17. århundrede, hovedsagelig fordi den blev fremstillet som økonomisk selvbærende. Men lederne i Frantz Schmidts Nürnberg bestemte tidligt, at en sådan institu-tion bare ville være en pengesluger, og afviste dermed realiserin-gen af denne idé i endnu et århundrede.48 I stedet besluttede de sig for de sig en angivelig mere effektiv afstraffelse af tiggere og tyvagtige unge mænd, nemlig at lænke dem sammen i hold, en praksis, som indtil da hovedsagelig var blevet benyttet i Frankrig. Den blev kendt som Springbuben eller Schellbuben (“knægtene” var iført fodlænker og hatte med bjælder). Disse fanger kun-ne typisk se frem til adskillige ugers rengøring og renovering i gaderne samt oprydning efter mennesker og dyrs affald og an-det skarn. Ligesom forvisning afskrækkede det at blive lænket sammen i hold nogle unge tyve, men ikke alle, fra at fortsætte deres kriminelle løbebane, hvilket Meister Frantz senere ville kunne konstatere, når mange af dem stod foran ham i galgen.49 Myndighederne så i sidste halvdel af det 16. århundrede ikke andre mulige straffe for vaneforbrydere og andre “uforbederlige” ikkevoldelige lovovertrædere end i stigende grad at benytte sig af hængning som den “sidste udvej”.

Den efterfølgende stigning i efterspørgsel efter og løn til ud-dannede bødler var naturligvis gode nyheder for en spirende ung fagmand med Frantz Schmidts baggrund og ambitioner. Caroli-nas ophøjelse af hans håndværk til at være en retfærdighedens uundværlige tjener styrkede yderligere hans position. Protestan-ten Frantz var sandsynligvis mest taknemmelig for en velsignelse


LærLINGEN 63

fra selve Reformationens fader. “Hvis der ikke fandtes kriminel-le, ville der heller ikke være nogen bødler,” prædikede Martin Luther og tilføjede: “Den hånd, der svinger sværdet og kvæler, er således ikke længere en mands hånd, men Guds hånd, og ikke manden, men Gud, hænger, sætter på hjul og stejle, halshugger og fører krig.” For at den underforståede betydning for den for-agtede bøddel ikke skulle blive overset, konkluderede Luther:

Således er Meister Hans [den stereotype bøddel] en meget nyttig og

endda barmhjertig mand, da han sætter en stopper for skurken, så

han ikke kan gøre mere, og advarer andre, så de ikke gør [det sam-

me]. Den ene er blevet halshugget af ham, de andre bag ham forma-

nes om, at de bør frygte sværdet og holde fred. Det er en stor nåde.

Mens Jean Calvin var tilfreds med at anerkende bødlen som “Guds redskab”, gik den evigt sprudlende Luther så vidt som til at give sin personlige støtte til erhvervet: “... Hvis du ser, at der er mangel på skarprettere, betjente, dommere, herremænd eller fyrster, og du opdager, at du er kvalificeret, bør du tilbyde dine ydelser og søge stillingen, således at de væsentlige myndigheder ikke skal blive ringeagtet eller svækket.”50

Selvom den gejstlige anerkendelse af Schmidts profession var en kærkommen udvikling for bødler, bredte den sig kun lang-somt uden for de lærde kredse. Luthers bønfaldende tone kunne stadig høres i en berømt jurists forsvarstale fra 1565: “Selvom ordet bøddel stadig er hadet af mange, [og] det opfattes som et umenneskeligt, blodigt og tyrannisk erhverv, så er han ikke syn-der for Gud eller verden, hvis han handler på ordre og ikke af egen vilje, men af retfærdighed som Guds tjener.” Ligesom dom-meren, nævningene og vidnerne i retssagen var bødlen ikke selv skyldig, medmindre han handlede “af grådighed, jalousi, had, hævn eller begær”, ellers var han lige så uundværlig for lov og orden som fyrsterne selv. En anden jurakyndig sammenlignede afsky rettet mod bødlens opgave med den skam, der er forbundet



med afføring – begge dele frastødende, men nødvendige dele af Guds plan. Alle var enige om, at kilden til de fortsat populære ukvemsord ikke skyldtes embedet selv, men at jobbet ofte tiltrak “gudløse og letsindige mennesker, [blandt dem] troldmænd, rø-vere, mordere, tyve, ægteskabsbrydere, utugtige, spillere og an-dre belastet af grove synder, skandaler og problemer”, mens det, som effektive domstole havde behov for, var “fromme, gældfrie, venlige, barmhjertige, frygtløse mænd med erfaring i dette ar-bejde og med henrettelser, som snarere udfører deres embede af kærlighed til GUD og loven end af allerede eksisterende had til og foragt for de arme syndere”.51

Frantz Schmidt tiltrådte hvervet som bøddel i en tid med væ-sentlig højere løn og mere social accept end tidligere, men også med højere personlige standarder og forventninger. En genera-tion eller to tidligere havde de verdslige myndigheder været nødt til at se gennem fingrene med uønskede baggrunde hos mange ansøgere til embedet, og der var til stadighed bødler, der selv endte på den forkerte side af skafottet eller bålet. På Frantz’ tid var professionelle bødler kendt i offentligheden som “meget or-dentlige og lovlydige”, og enhver form for overtrædelse af loven resulterede i hurtig domfældelse og straf. Til gengæld fik den tidligere ironiske betegnelse ‘Meister’ en ny værdighed, da bød-ler kunne få lov til at praktisere inden for bl.a. lægekunsten, og de endda kunne få deres eget våbenskjold.52

Århundreders akkumuleret overtro, afsky og frygt forsvandt selvfølgelig ikke uden videre, og de relativt bedre vilkår, Frantz fik, skal ses på baggrund af de fortsat store sociale omkostninger. Uanset hvad dommere og ministre sagde, betragtede de fleste af Frantz’ samtidige stadig bødler med mistænksomhed, hvis ikke de ligefrem så dem som uhyggelige skabninger. I et samfund besat af den rituelle fremvisning af rang og ære var fromme og ærlige bødler en kærkommen udvikling, men den opfattelse, at disse mennesker ville forurene andre ved deres blotte nærvær, levede videre. Mange døre ville for altid være lukkede for sønnen


LærLINGEN 65

af Heinrich Schmidt. Men den voksende efterspørgsel efter en ny slags bøddel åbnede en dør for den unge Frantz – en åbning, han gerne ville udnytte til at opnå det, som hans far ikke realise-rede: at dø som en hæderlig mand.

Bødlens kunstVi ved intet præcist om Frantz Schmidts barndom og ungdom i Hof. Men til trods for hans fars berygtede erhverv har overra-skende mange af hans erfaringer lignet enhver anden middel-klassedrengs i det 16. århundredes Tyskland. Hans første seks eller syv år blev for det meste tilbragt i selskab med kvinder og børn. Frantz’ mor døde, inden han fyldte seks år, muligvis alle-rede under eller kort efter hans fødsel – hvilket kun skete alt for tit – og en tante eller bedstemoder har sandsynligvis herefter overtaget moderens rolle. I 1560 fik han en stedmor, også en normal begivenhed på den tid, da hans far giftede sig med Anna Blechschmidt, som sandsynligvis også kom fra en bøddelfamilie i nærheden af Bayreuth.53 På trods af det dårlige ry, de har hos Brødrene Grimm, havde mange af Renæssancens stedmødre po-sitive og kærlige relationer til deres stedbørn. Vi kan kun håbe, at dette også var tilfældet for den unge Frantz.

Hvis familiens sociale isolation i Hof var så alvorlig, som Frantz senere hævder, må hans barndom have været ensom. Ti-dens små og større børn var ikke under særlig meget opsyn set med moderne, vestlige øjne – de kunne frit udforske åbne brøn-de, åbne ildsteder og et væld af andre farlige lokaliteter, hvilket kostede mange unge liv. Måske har denne frihed givet Frantz legekammerater, der ikke lod sig afskrække af forældrenes for-domme. Vi ved, at han havde mindst en ældre søster, Kunigun-da, der nåede voksenalderen; det er muligt og sandsynligt, at han havde andre søskende, som blev ofre for den høje børnedødelig-hed. 50 procent af alle børn døde, inden de var fyldt 12 år.

Omkring den tid, hvor Heinrich Schmidt giftede sig igen, har



Frantz formentlig fået flere huslige pligter og er så småt begyndt at lære at læse, og skrive og regne. Nogle steder fik bødlers børn lov til at gå på den lokale latinskole eller i gymnasiet, men de skul-le betale for det. Frantz’ slægtning i Nürnberg, Lienhard Lippert, klagede senere bittert over, at andre forældre nægtede at lade deres børn sidde ved siden af hans søn i skolen, men byens em-bedsmænd nægtede at gribe ind. De foreslog i stedet, at drengen blev undervist hjemme.54 Hof fastholdt både en ensporet (tysk) skole og en latinskole (grundlagt af en af Philipp Melanchthons elever), men immatrikulationslister har ikke overlevet, så vi ved ikke, om Frantz lærte at læse og skrive på en skole, af en pri-vatlærer eller af en af sine forældre. Hans voksne skriftsprog, såvel som hans elegante underskrift, tyder på elementær uddan-nelse i tysk og måske i noget latin. Men han skriver helt uden tegnsætning og anvender en særegen syntaks og stavning og har tilsyneladende ingen bevidsthed om litterær stil eller blot enkel notarstil. Ligesom mange af tidens halvstuderede håndværkere skrev Frantz Schmidt, som han talte – uden kunstgreb. Han var en praktisk krønikeskriver, der prioriterede kendsgerninger og hensigtsmæssighed, undertiden endda på bekostning af klarhed.

Frantz’ underskrift på ansættelseskontrakten fra 1584. Stilen er usædvanlig nyde-lig for den tid, men da underskriften er tydeligt forskellig fra den stil, notaren har udformet selve dokumentet i, er der højst sandsynligt tale om en ægte underskrift. (Staatsarchiv Nürnberg, 1584)


LærLINGEN 67

Frantz fik sandsynligvis sin religiøse opdragelse derhjemme, selvom en lokal præst – hvis han ville indvillige i at komme i Schmidts hus – godt kunne have instrueret drengen i katekis-men. Det var den evangeliske eller lutherske tro, der formede drengens tidligste religiøse følelser. Byen Hof havde brudt med den katolske kirke og tilsluttet sig den nye lutherske tro i Refor-mationens tidlige turbulente dage i 1520’erne. En generation senere, da Frantz blev født, var Hof blevet en bastion for luthe-ranerne. Her var næsten alle borgere protestanter. Den voksne Meister Frantz havde en stærk religiøs overbevisning, og det er sandsynligt, at han lærte at tage sin tro så alvorligt af sine for-ældre eller andre medlemmer af husstanden. Mange børn blev dengang oplært i religion derhjemme. Faktisk prædikede kirke-ledere, at enhver Hausvater havde et guddommeligt ansvar for at sikre, at børnene fik en ordentlig oplæring. Som i de fleste hus-holdninger har den unge Frantz og hans søster Kunigunda såle-des nok studeret det lutherske syn på kristendommens centrale doktriner i en tidlig alder: læren om både arvesynd og guddom-melig tilgivelse, det centrale i troen som en menneskelig erfaring og nødvendigheden af at være vedholdende i et gudfrygtig liv.

Frantz’ læretid som bøddel begyndte formentlig omkring 12-års alderen. Uanset hvilken rolle Heinrich Schmidt havde spillet i sin søns liv indtil dette tidspunkt, blev han nu drengens vigtigste personlige og faglige rollemodel. Ved hæderlige erhverv – f.eks.skrædderi eller tømrerarbejde – krævedes typisk en for-mel lærlingekontrakt af to til fire års varighed hos en anerkendt mester, som fik en anselig årlig pengesum fra den unge mands familie. Nogle bøddelsønner kom til at arbejde for en slægtning eller en anden udlært bøddel på sådanne vilkår. Men sådanne mestre var relativt sjældne, så de fleste sønner blev hjemme og lærte håndværket “fra ungdommen af” under deres egne fædres formynderskab.55 For en bøddels søn som Frantz var det naturlig-vis forbudt at lære et andet respektabelt håndværk, ej heller kun-ne han tage en universitetsuddannelse eller forsøge at følge et



præstekald. De var alle uløseligt bundet af det forbud, der stadig gjaldt to århundreder senere. Men det faktum kunne selvfølgelig ikke forhindre ham i at forestille sig et andet liv for sig selv eller for sine børn.

Hvad lærte teenageren Frantz af sin far? Frem for alt fik han en grundlæggende opfattelse af, hvad det vil sige at være en mand. Tidligt i den moderne epoke var maskulinitet især et spørgsmål om begrebet ære, både personlig og kollektiv. Som Heinrich ind-prentede Frantz fra en tidlig alder, havde den forhadte markgre-ve frataget dem alt, hvad der var dem dyrebart: en ærefuld pro-fession, retten til borgerskab, samvær med venner, og selv deres navn. Der berettes i detaljer, som den 70-årige Meister Frantz langt senere skulle medtage i sin dagbog, med angivelse af det fulde navn på hans afdøde bedstefar og onkel (i en tid, hvor de fleste mennesker ikke kendte deres egne bedsteforældre) om det fatale møde med hjortejægeren og hans hund, og præcis hvad, markgreven sagde til hans far, antallet af dem, der skulle hen-rettes for mordplaner, og så videre – alt bærer præg af, at det er en fortælling, som ofte er blevet fortalt i familien. De fleste af tidens mænd tog sig det meget nær, når deres ære blev angrebet. Familien Schmidt blev – forståeligt nok – sygeligt besat af em-net, ikke mindst på grund af de daglige påmindelser om deres skændsel. Frantz’ egen forståelse af personlig ære skulle udvikle sig gennem hans liv, men ligesom sin far bevarede han en bræn-dende vrede over den grundlæggende uretfærdighed, som var skyld i hans families vanskeligheder. Man kan spørge sig selv, om det nu også var en ren tilfældighed, at Heinrich og Frantz fort-satte med at tjene i byerne Bamberg og Nürnberg, som engang var de bitreste fjender af den forhadte Albrecht Alcibiades?

Den eneste anden færdighed, vi kan være sikre på, at Hein-rich Schmidt bibragte sin søn, vedrørte den praktiske side af ma skuliniteten – nemlig et håndværk. Bødlens kunst omfattede faktisk en hel række særskilte færdigheder sine qua non. Forud-sætningen var teknisk kompetence: hvordan man effektivt ud-


LærLINGEN 69

førte tortur og en række korporlige afstraffelser, der spændte fra udstikning af øjne, fingerafhugning og piskning med birkeris til forskellige former for henrettelse. Først udførte Frantz dog de underordnede opgaver, som uddelegeredes til en lærling: rengø-ring og vedligeholdelse af sin fars sværd og torturudstyr, samling og klargørelse af udstyret til offentlige henrettelser (lænker, reb, træ), servering af mad og drikke til sin far og hans medhjælpere og måske endda assistere med at bortskaffe kroppe (og hoveder) af halshuggede forbrydere.

Da han blev ældre og stærkere, begyndte Frantz at hjælpe med at pacificere fanger under forhør eller henrettelse, og han begyndte at ledsage sin far på ture til forskellige henrettelses-lokaliteter rundtomkring på landet i Franken. Ved at observere og lytte til den erfarne Meister Heinrich lærte Frantz, hvor man skal placere dobbeltstigen ved en hængning, og hvordan man skal håndtere både reb og kæder på et offer, der gør modstand. Han hjalp med at opstille de midlertidige platforme af træ, der anvendtes, når nogen skulle druknes i floder, og han observere-de, hvordan man fremskyndede denne uundgåeligt vanskelige og ofte langvarige prøvelse. Mest afgørende underviste Heinrich Schmidt sin søn i, hvordan man anvendte de forskellige tortur-instrumenter, der var til rådighed til “pinlige forhør”, og hvordan man kunne bedømme en persons evner til at holde ud, så man undgik en for tidlig død.

Det kommer ofte som en overraskelse for moderne observatø-rer, at den typiske bøddel ofte havde et bierhverv som helbreder. Nogle bødler udnyttede den magiske aura fra deres håndværk til at tiltrække kunder, men det var deres kendskab til den men-neskelige anatomi – og især til sårpleje – der sikrede bødlens omdømme som læge. Derfor kunne Meister Heinrich også give sin egen viden videre til Frantz (sandsynligvis viden erhvervet fra andre bødler) om, hvilke helbredende urter og salver der kunne hele et torturoffers sår, og hvordan man satte brækkede knogler på en fange sammen som forberedelse til en offentlig henrettel-



se. Hvis han først mestrede disse færdigheder, ville den voksne Frantz Schmidt kunne få en betydelig supplerende indtægt som helbreder og lægekonsulent – og ville til sidst kunne etablere en alternativ faglig identitet efter sin pensionering.

Endelig havde en succesfuld bøddel også brug for det, vi ville kalde “menneskekundskab”, og en vis grad af psykologisk ind-sigt, især i en tid med øgede krav. Evner af denne art var det naturligvis vanskeligere at undervise i, men Heinrich Schmidt giver i det mindste et eksempel på, hvordan man håndterer både de statusbevidste storborgere og upålidelige lavere klasser samt nervøse “arme syndere” i torturkammeret og ved galgen. For Heinrichs arbejdsgivere i Bamberg var de vigtigste egenskaber ved en god skarpretter, at han var lydig, ærlig og diskret – krav, der eksplicit var nævnt i hans embedsløfte:

Jeg skal og vil beskytte min nådige Herre af Bamberg og Hans Nådes

Fyrstebispedømme mod al skade, opføre mig fromt, trofast tjene i

mit embede, retsligt afhøre og straffe, som det bliver mig befalet som

Hans Nådes verdslige autoritet; ikke tage mere end den passende

betaling i overensstemmelse med denne forordning; Intet af det, jeg

hører i løbet af et retsligt forhør, eller andet, jeg beordres til at holde

hemmeligt, vil jeg meddele til nogen; jeg vil heller ikke rejse noget

sted hen uden udtrykkelig tilladelse fra min nådige herskers kam-

merherre, marskal eller husforvalter, og jeg vil være lydig og føjelig

i alle anliggender og befalinger fra disse samme, trofast i alle hen-

seender og ikke besvære mig over noget (som helst). Så hjælpe mig

Gud og de hellige!56

Frantz oplevede på første hånd den praktiske side af hver hen-rettelse, det faldt i hans fars lod at forestå, den vanskelige afvej-ning af forskellige interesser og mål samt den forretningsmæs-sige dimension af strafferetsplejen i praksis. Hvorvidt Heinrich var et positivt eller negativt forbillede på hvert af disse områder, kan vi ikke vide, men teenageren Frantz indså hurtigt, at teknisk


LærLINGEN 71

færdighed faktisk ville være mindre afgørende for hans faglige succes end hans evne til at indgyde tillid hos sine arbejdsgivere, frygt hos mistænkte under forhør og respekt blandt sine nabo-er. Det performative aspekt af hans job var med andre ord ikke begrænset til de dramatiske (og stadig vigtige) minutter på ska-fottet. At være bøddel ville blive en altomfattende, livslang rolle, der krævende urokkelig selvbevidsthed og årvågenhed.

Menneskekundskab var også nyttig i bødlens forhold til sine fagfæller. Som alle specialister benyttede Meister Heinrich og hans kolleger i andre byer en indforstået jargon, ofte baseret på tidens gadesprog, kendt som rotwelsch eller Gaunersprache. Blandt bødler var hængning kendt som “snøring” og halshugning som “snitning”. En særlig dygtig kollega kunne blive beundret for “at binde en fin knude”, “spille godt på hjulet” eller “udskære pænt”.57 Bødlerne havde også deres eget ord for at forkludre en halshugning (putzen), såvel som deres egne øgenavne inden for faget, f.eks. Hammer, Morder, Maser, Skærer, Frimand og Kna-ser. Selvom de næppe var flatterende, var disse selvbenævnelser i det mindste mindre nedladende (og farverige) end de snesevis af mere folkelige betegnelser såsom afkorter, bøhmand, blod-dommer, ond mand, tyve-hænger, Hans, hoved-af, hugger, lille hammer, mester Pokker (også et kaldenavn for djævelen), piner, klippe-Johnny, knudemager, hellig engel, mester Av, mester Kat-tepine og blandt de fleste simpelthen bare slagter.58

Som i andre lav og broderskaber kaldte Renæssancens bødler hinanden for “fætter” og gik til fælles sociale sammenkomster. De var sammen uformelt ved bryllupper og fester eller i stør-re grupper til lejlighedsvis organiserede forsamlinger. Den mest berømte tyske bøddelkonference, kendt som Kohlenberg-retten, blev afholdt første gang i det 14. århundrede i Basel og blev af-holdt der indtil begyndelsen af det 17. århundrede. Samlingen foregik som en typisk senmiddelalderlig sammenkomst for jævn-byrdige, der kombinerede beslutningsdebatter med komiske ri-tualer og rigeligt med mad, drikke og historiefortællinger. I dette



tilfælde omfattede medlemskabet ikke kun bødler, men mange af de andre uhæderlige omrejsende folk, der ikke havde noget lav. I det 16. århundrede blev forsamlingen domineret af bødler og sækkebærere, men andre marginaliserede mænd og kvinder fortsatte med at deltage. Ifølge en beretning fra 1559 var der indkaldt til retsmøde på pladsen uden for bødlernes bopæl på Kohlenberg “under et stort lindetræ (retfærdighedens træ) og et andet højt træ, kaldet hjortetaktræet”. Den mødeleder, som var valgt af forsamlingen, sad “med sine bare fødder i en balje med vand både sommer og vinter” og hørte på tilfælde af bagva-skelse og andre tvister mellem sine bøddelkollegaer. Efter at de syv nævninge havde stemt, erklærede lederen så sin beslutning, tømte fodbadet, og dagens festligheder begyndte. En utilfreds mand, som var blevet indstævnet for retten af sin kones bødde-lelsker, beskrev hånligt forsamlingen som “præget af udenland-ske ceremonier” og blev fuldstændig ignoreret af de lokale med undtagelse af dem, som var ude på ballade (herunder tilsynela-dende hans egen kone).59

Frantz Schmidts dagbog nævner ikke deltagelse i Kohlen-berg-retten eller nogen anden social begivenhed for den sags skyld. Måske tvang Heinrich ham til at komme med til Basel el-ler til en anden samling. Men det er nok mere sandsynligt, at far og søn ville have fundet en så larmende og vilkårlig ansamling af bl.a. prostituerede og tiggere usømmelig og en uvelkommen på-mindelse om deres håndværks stadig kompromitterende forbin-delser. Den naragtige og ukorrekte karakter af domstolen hørte desuden en anden tid til, før indførelsen af mere avancerede ju-ridiske systemer og professionaliseringen af bødlens håndværk. Frantz kendte allerede mange af sine fagfæller via sin far og var i kontakt med nogle af dem. At fejre deres fælles identitet og udveksle forretningshemmeligheder var imidlertid noget, som hans generation af bødler for det meste foretrak at gøre i private omgivelser og helt sikkert på afstand af bundtmagere, garvere og andre berygtede individer, som de prøvede at distancere sig fra.


LærLINGEN 73

Kulminationen på Frantz Schmidts mesterlære bringer os til-bage til hans uddannelse med rettersværdet. I modsætning til økser, som på det europæiske kontinent normalt blev forbun-det med lejesoldater og skovarbejdere, symboliserede sværdet i Europa i tidlig moderne tid ære og retfærdighed. Kejsere, fyrster og andre herskere talte om deres egen gudgivne juridiske myn-dighed med henvisning til sværdet, og våbnet selv spillede en fremtrædende rolle ved kroninger og andre formelle ceremonier. Retten til at bære et sværd var længe et nidkært bevogtet privile-gium blandt adelige. Det var et synligt bevis på deres høje status. Halshugning med sværdet havde derfor siden romertiden været et privilegium for borgere og aristokrater og var generelt den foretrukne form for henrettelse, ikke alene på grund af associa-tionen til ære, men også fordi det gik hurtigt.

Bødlens sværd var blevet genstand for en særlig symbolsk og økonomisk værdi. Det var stort, i gennemsnit mere end en meter langt, vejede knap tre kilo og var ofte imponerende ornamente-ret. I midten af det 16. århundrede var kampsværdet, som var blevet brugt af Middelalderens bødler, for det meste blevet er-stattet af et særligt udformet våben, der endte fladt og ikke i en spids, og det havde en mere afbalanceret fordeling af vægten, der var tilpasset det ene formål at halshugge. Mange sådanne sværd har overlevet indtil nutiden, og de vidner om det ekstraordinære håndværk og de overvejelser, der indgik i fremstillingen af dem. Hvert sværd havde som regel en unik indskrift, f.eks. “Ved lov vil landet trives og blomstre, i lovløshed vil det gå til grunde” eller: “Vogt dig for onde gerninger, ellers fører din vej til galgen” eller mere kortfattet: “Herrerne anklager, jeg henretter”.60 Adskillige sværd havde også indgraveret billeder af de retfærdige – Kristus, Madonna med barn – eller af en galge, hjul eller et afhugget hoved. Nogle bøddeldynastier indskrev navne og datoer for hver enkelt ejers overtagelse af det, og én familie lavede et hak på deres sværd for hvert menneske, der var henrettet med det.

Meister Heinrichs retfærdighedens sværd var således mere end



et bevis på hans tekniske dygtighed, det repræsenterede hele hans udstødte families skrøbelige ære. For hans lærlingesøn var det også et symbol på den nye, professionelle, selvbevidste bød-del – en stærk kontrast til den lejesoldat og slagter, der stadig levede i mange folks fantasi. Som voksen ville Frantz svinge et sværd, der var skabt ud fra hans egne anvisninger, stolt frembå-ret under hele ritualet i sin egen træ- og læderskede, der kun blev fjernet i det afgørende øjeblik under det offentlige drama. I sin dagbog noterede han de nøjagtige datoer for sin første hen-rettelse med sværdet, første henrettelse med sværdet i Nürnberg og første henrettelse af et stående offer med sværdet.61

I foråret 1573 var der stadig to forhindringer på Frantz Schmidts vej til status af bøddelmester. Ligesom alle andre hånd-værkere måtte han arbejde flere år som svend, rejse rundt i lan-det og arbejde på honorarbasis og samle værdifulde erfaringer undervejs. Men før han kunne påbegynde sin tid som rejsende svend, ville han være nødt til at bestå en “mesterprøve”. I det 18. århundrede krævede man i Preussen, at aspirerende bødler skul-le bestå en omfattende skriftlig og praktisk eksamen, ansøgeren blev bedømt på, om han kunne anvende tortur uden at forårsage knoglebrud, brænde et lig helt til aske og demonstrere viden om alle typer forhør og henrettelsesudstyr.62 Proceduren i det 16. århundrede i Bamberg var langt mindre grundig og formaliseret, men det var afgørende for en lærling at opnå den rituelle god-kendelse af sit håndværk fra andre mestre, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at sikre sig en god position i fremtiden.

Dagen for Frantz’ prøve var den 5. juni 1573, og da var han 19 år. Fem år senere, da han påbegyndte sin dagbog, var den den eneste dato fra denne periode, han kunne huske nøjagtigt, hvilket understreger dens betydning i hans liv. Med sin far ved sin side tog han på en todages tur til landsbyen Steinach, 64 km nord-vest for Bamberg. Den dømte var Lienhardt Russ fra Zeyern, der i Frantz’ dagbog beskrives som en tyv. Det er muligt, at nogle af Heinrichs kolleger kom for at overvære henrettelsen. En ellers


LærLINGEN 75

rutinemæssig hængning, som fik en skelsættende betydning for far og søn. Den form for henrettelse rangerede som den mindst prestigefyldte for en udlært bøddel, men det var også en af dem, der næsten aldrig gik galt. Hvad tænkte den unge Frantz, da han førte Lienhardt Russ til galgen, bandt hans håndled og ankler på den foreskrevne måde og fik ham op ad stigen mod den ventende løkke? Har hans stemme rystet, da han bad den dømte sige sine sidste ord? Bemærkede den forsamlede skare af landsbyboere, at bødlen var meget ung, satte de spørgsmålstegn ved hans evner? Om disse ting kan vi kun gisne. Hvad vi ved, er dette: Frantz udførte tilsyneladende sin opgave fejlfrit. Da liget af den dømte svingede slapt i galgen, skred Meister Heinrich eller en anden mester frem til den unge Frantz. Med rituel bravur fik han tre lussinger, “ifølge gammel skik”, og derefter blev det højlydt pro-klameret til alle, som var forsamlet omkring henrettelsen, at den unge mand havde “henrettet behændigt, uden fejl”, og fremover skulle anerkendes som mester. Frantz ville senere modtage et officielt mesterbrev, som han kunne vise til potentielle arbejds-givere, og som bekendtgjorde, at den nye mester havde udført sin opgave “med stor tapperhed til absolut tilfredshed”63 og var berettiget til at blive ansat og aflønnet som mester. Som i an-dre håndværk fejrede man, at den unge bøddelmesters prøve var gået godt, med en festlig sammenkomst for familiemedlemmer og venner, der alle var ivrige efter at nyde godt af den stolte fars gæstfrihed. Hvis en sådan fest var planlagt for Frantz, må den højst sandsynligt have fundet sted i Bamberg.

Et halvt århundrede efter denne dag gennemsyrer en melan-kolsk bitterhed stadig den gamle, tidligere bøddels erindringer, da han beskriver den store ulykke [som] påtvang min uskyldige far skarpretterembedet [samt mig selv] eftersom jeg, hvor meget jeg end havde ønsket det, ikke kunne slippe.64 Men der findes også i hans beretning en umiskendelig stolthedsfølelse over at have brugt et helt liv på at genoprette fred, ro og harmoni i landet. Ef-ter i en alder af 19 år at have overstået min første henrettelse hav-



de den fremtidige Meister Frantz netop oplevet den komplekse blanding af væmmelse og stolthed over sin profession. Det var dobbeltheden i følelsen, som kom til at drive hans karriere frem i årene efter denne mærkedag, men den skabte også en indre konflikt i den unge bøddel og gjorde det svært for ham at få den ægte personlige og faglige tilfredsstillelse, han søgte.


Citat fra Hamlet af William Shakespeare s. 77: Edvard Lembckes oversættelsebearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen (Boghandlerforlaget 1998).Citat fra King Lear af William Shakespeare s. 243: Edvard Lembckes oversættelse bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen (Boghandlerforlaget 1998).Citat fra Miltons Paradise Lost s. 187: oversat af Uffe Birkedal, Gyldendal.Vers fra Sankt Peter af Richard Wagner s. 292: oversat af Adolph Hertz, Gyldendal.

BØDDEL AF GUDS NÅDEOversat fra engelsk efterTHE FAITHFUL EXECUTIONERCopyright © 2013 by Joel HarringtonMaps copyright © 2013 by Gene ThorpPublished by arrangement with Farrar, Straus and Giroux, LLC, New York. All rights reserved.Danske rettigheder forhandlet gennem Leonhardt & Høier literary agencyDansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof A/SOversat af Vibeke Bruun ArildsenFaglig konsulent: Dan H. AndersenOmslag: Remote Grafik Forsideillustration: Stadtarchiv NürnbergSats: Lymi Dtp-ServiceRedigeret af Johnnie McCoyTrykt hos: UAB Print itISBN 978-87-11-39386-41. udgave, 1. oplag 2013Printed in Lithuania, 2013

Frontispice: Albrecht Dürer, Katarina [von Alexandria] und der Henker (1517). Kreditering af øvrige illustrationer se side 351

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftalemed Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.


Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


Joel F. Harrington

Joe

l F. Ha

rr

ing

to

n

af Guds nåde

af Guds nåde

en skarpretters dagbog 1573-1617


137215

13732

Bøddel af Guds nåde er et mørkt og fascinerende portræt, en rejse ind i sjælen

på en professionel skarpretter fra det 16. århundrede. Bogen er baseret på det

opsigtsvækkende fund af en dagbog ført fra 1573-1617 af frantz schmidt,

bøddel i nürnberg.

0

Schmidts egne tanker over livet og døden, troen og drabet, æren og skammen

er sat levende i scene af den anerkendte historiker Joel f. Harrington.


Bøddel.indd 3 02/04/13 15.28

Documents

Bøddel af Guds nåde - En skarpretters dagbog 1573-1617 læseprøve