Dagbog Fra Første Jagttur

Emil Krysa Hansen 03-12-2015 [email protected]

Dagbog

FØRSTE JAGTTUR I NEW ZEALAND

30. november:

Jeg havde sat vækkeuret til klokken 6, men da det

ringede regnede det og jeg var træt, derfor sov jeg lige et

par timer ekstra, hvorefter jeg stod op og lavede

havregrød og varm kakao.

Jeg havde lagt alt grejet på gulvet dagen før, så det hele

var klart, det skulle bare lige ud i bilen. Men da jeg havde

smidt det hele i bilen og var klar til at køre, skulle jeg lige

tjekke en sidste gang og sørma, om jeg ikke havde glemt

riflen...

Jeg var lidt nervøs, det var trods alt min første tur og helt ufarligt var det jo ikke. De fleste fraråder en

i at tage alene afsted. Det var 4 dage jeg skulle væk, plus en halv rejsedag.

Klokken 9 kørte jeg til Murchison, hvor jeg fik netadgang så jeg lige kunne tjekke mails og diverse ting og

så kunne jeg også lige dobbelttjekke ruten mens jeg havde net. Jeg havde sat GPS'en til at køre en lille

omvej, jeg skulle lige et hurtigt smut forbi Reefton. Der skulle jeg lige købe de sidste par små ting, men

det var en flot lille by, så det fik jeg brugt halvanden

time på og så fik jeg også købt en masse.

Klokken halv tolv, var jeg henne ved Lake Stream

Route, ruten var opkaldt efter flod Lake Stream, som

førte op til hytte. Hytten lå ved bjerget Mount

Blackatter som er en del af Victoria range.

Jeg havde kørt frem og tilbage for at finde stedet, dog

uden held, men helt ude ved vejen var der er stort

skilt jeg havde overset.


Jeg brugte en halv time på at få pakket tasken. Det var lidt svært at vælge, hvad jeg skulle have med af

mad, jeg havde jo købt lidt ekstra i Reefton fordi det var billigt. Til sidst endte jeg med ca. 7kg mad.

Tænkte ikke rigtigt over, hvor meget det egentlig var. Selvfølgelig vidste jeg at det var meget, men jeg

havde jo ingen erfaring med det. Og så havde jeg bare taget hele pakker med, i stedet for at opdele det

i portioner. For eksempel havde jeg et kilo havregryn og en hel liter olie med og så havde jeg måske også

taget et par tunge madvarer med, som folk ellers havde frarådet mig. Så sult ville jeg nok ikke dø af.

Den forgående uge havde jeg trænet en masse ved at gå nogle lange ture op ad nogle stejle

bjerg/bakker, det havde jeg gjort med min store 130L taske, som jeg havde fyldt en masse i, for at få

nogle kilo på rygge. Jeg fik den til at veje ca. 25 uden riffel, kikkert og kameratasken, for det havde jeg i

hånden. Derfor tænkte jeg at jeg var nogenlunde klar på de fysiske udfordringer, der var mig i vente.

Men jeg tog grueligt fejl, for med en taske der pludselig vejer 33kg(med riffel i), var det en hel anden

sag... Og lige for at gøre det ekstra deprimerende så læste jeg en artikel i et jagtblad, som netop

omhandlede emnet. I artiklen stod der at hans taske uden riffel vejede 9kg.

Ruten startede i en flod, så det var

våde støvler fra første skridt. Der var

afmærket med orange trekanter, hvor

ruten gik. Det var en rimelig fin sti, men

fulgte man ikke den, var det svært at

komme frem da der var helt tæt af buske,

grene og væltede træer. Mine støvler var

helt våde og fyldt med vand så jeg tømte

dem, efter at have gået over floden. Det

lækkert med støvler, dog er det bare

irriterende at man skal binde dem hele

vejen op - det tager jo tid. Så efter at have

tømt dem gik jeg bare 50 meter og så

skulle jeg over igen..!! Støvler var igen fyldt med vand men denne gang gad jeg ikke at tømme dem for

de ville jo bare blive våde igen. Jeg havde gået i ret lang tid og jeg var blevet godt træt af lyden af vand i

støvlerne. Derfor tænkte jeg at, nu hvor jeg havde gået i lang tid ud at krydse floden, så ville det måske

fortsætte sådan. Så jeg tømte mine støvler og gik videre.

Havde ikke engang gået 100m og så skulle jeg krydse floden

igen!? Derefter gad jeg ikke tømme dem mere resten af

turen. Hvilket også var meget godt, for senere skulle jeg

krydse floden ret ofte. Jeg holdte 3 pauser undervejs, ca.

efter hver timer, hvor jeg lige fik lidt vand. Jo længere man

kom ind des hårdere og sværere blev det at komme frem,

samt kom der også flere højdemeter. Det var en flot tur og

en natur jeg ikke var vant til, så derfor blev der også brugt

en del tid på at tage billeder og filme.

Efter 4 timer nåede jeg Lake Stream Hut - det var lækkert! Så kunne man lige slappe lidt af.


Klokken var fem og det var meningen at jeg skulle videre op ad dalen for at slå telt op, men solen var

allerede på vej ned over bjergene, derfor besluttede jeg at blive en nat i hytten. Fra hytten kunne jeg

sidde og observere bjergsiderne hele vej rundt. Jeg så 8 gemser, de var dog 1800m væk. Det så ud til at

være 6 voksne dyr og to unge. De to unge dyr, løb og sloges/legede. Den ene af dem sprang pludselig

lige op i vejret og landede på ryggen, hvilket så lidt smertefuldt ud. Heldigvis filmede jeg det ellers ville

folk nok ikke tro mig. (Beklager kvaliteten, men på den afstand er det begrænset) .

Senere fik jeg besøg af en Weka, det var en sød lille nysgerrig fætter. Sjov at kigge på, lige indtil den

begyndte at prikke til ens taske.

Jeg lavede nudler til aftens mad og gik

tideligt i seng så jeg kunne være frisk til

næste dags eventyr. Det var en primitiv

lille hytte, men det var nu dejligt at sove

der. Bortset fra når man lige drejede

hovedet for at kigge hen på væggen, hvor

der stod: ”Leia and Steve had sex here!"...

Jeg kunne ikke sove, så tankerne gik hen

mod det dårlige vejr, det skulle regne de

næste mange dage. Jeg havde snakket

med en, som sagde at det ikke gjorde det

store. Men efter at have gået over floden,

hvor vandet gik helt op til koglerne, samt en rimelig stærk strøm, så blev jeg lidt nervøs. For selv når

floden er lav er det forholdsvis svært at krydse den, det skyldes bl.a. de glatte sten og den tunge taske ,

som tager ens balance. Jeg kom til at tænke på nogle af de jagt historier en lokal jæger engang havde

fortalt. At de bare skulle skynde sig tilbage inden floden blev høj og kraftig. Var det nu klogt, det jeg

havde gang i?

I hyttens gæstebog var der skrevet et citat, som var ret

tankevækkende men også sandt!

Ellers lå jeg og tænkte på alle dem havde sagt at man

KUN skal tage det absolut mest nødvendige med og de

havde ret. For jeg var godt øm i hele kroppen!

”Life begins outside your comfort zone!

You don’t remember the nights you sat

at home watching TV.”


1. december:

Jeg stod tideligt op så jeg

kunne få noget ud af dagen,

men det regnede og der var

lidt koldt i hytte, så jeg

besluttede mig for at lave

havregrød. Det var første

gange jeg lavede det med

mælkepulver, hvilket nu smagte udmærket, måske pga. overdrevet mængder sukker?

Jeg havde pakket det hele ned i tasken igen og var helt klar til at gå. Denne gang havde jeg taget riflen

ud så jeg var klar, hvis jeg nu så noget på vej op af dalen. Det regnede stadig og det så ikke ud til at

stoppe, efter at have ventet et stykke tid gik jeg ned af dalen og halvvejs op af et stenskred, hvor jeg slog

teltet op. Derfra kunne jeg sidde og spotte. Kort tid efter at jeg havde slået teltet op begyndte det for

alvor at regne og tanken om den lokale jægers historie kom

tilbage.

Jeg blev i teltet, men jeg havde ikke noget at lave, havde

hverken musik, bøger eller noget som helst og det var heller

ikke muligt at se noget som helt i den tåge. Til sidst forsvandt

tågen og jeg sad og ventede på om det skulle stilne af og så

overvejede jeg, om skulle gå tilbage til hytten eller helt tilbage

til bilen inden det blev for sent. Men for sent, havde det nok

været i lang tid, så jeg besluttede mig for at gøre det mere

komfortabelt i teltet. Jeg pakkede alt ud fra tasken og tog

noget mere tøj på. Derefter lavede jeg noget cup of sup og lidt

varm kakao.

Jeg havde pakket min daypack, som bestod af sidelommerne fra min

store taske. Så jeg var klar, hvis det pludselig skulle stilne af. Det gjorde

det til tider, men ikke særlig længe ad gangen, derfor sad jeg bare og

spottede de omkringliggende bjergsider når der ligesom var frit af tåge.

Lidt i seks valgte jeg at finde ponchoen frem og da jeg pakker den ud

finder jeg ud af, at min far havde smidt et par grønne regnbukser i. Det

ku' ikke være bedre! Så jeg bevægede mig langsomt op ad og efter et

par minutter stoppede regnen helt - irriterende nu hvor jeg havde fået

regntøjet på!

Da jeg kom op på toppen blev jeg mødt af et uforglemmeligt syn. Den

storslået natur kan sørma overraske en. Jeg kunne se bjerge hele vejen

rundt og ingen af siderne var ens, det var forskellig natur på alle sider: en dal med stenskred og en lille

sø i bunden, en dal med grantræer, og en dal med lidt blandet natur. Der var en bjergtop med lidt sne

hist og pist og en kæmpe "gryde" af bjergsider i bundet og ellers kunne man bare se bjergene i horisonten

blive større og større.


Og om det ikke var nok, så kom der en Kea flyvende

og landede blot 15m fra mig, hvor den poserede lige

så fint for mig. Det var som om den vidste at jeg tog

billeder af den, så den kom helt tæt på. Til sidst ca. en

meter fra mig. Jeg fik taget en masse fine billeder af

den og bevægede mig derefter lige så stille opad. Jeg

kunne gå helt oppe langs med toppen, med det var

ikke så godt. Både fordi dyrene letter kunne se mig,

men også fordi det ikke var så rart at kunne se så langt

ned. Derfor gik jeg lige under toppen, men det var klat

og ret skråt, så jeg faldt et par gange og med regnbukser på, var der ingen modstand mod det våde græs.

Så jeg rutsjede bare ned ad den ene gang, hvilket var pisse uhyggeligt! Heldigvis nåede jeg at få fat i

noget græs inden jeg rutsjede helt ned mod

døden. Det tog lang tid at komme fremad da

man hele tiden skulle stoppe for at spotte.

På den ene top gled jeg på nogle våde sten

og jeg faldt forover. Som ren refleks tager

man hånden ud for at tage faldet, derved

kom min hånd ned imellem to store sten og

det var lige før at min tommel- og lillefinger

rørte hinanden, på bagsiden af hånden. Det

gjorde pisse ondt og tankerne røg med det samme hen på, om den var brækket, hvilket den nok ikke

var, men øm var den i hvert fald. Det var kun den venstre hånd der tog

imod faldet, for den anden skulle jo passe på riflen. Så jeg kunne jo

stadig skyde.

Jeg besluttede mig for at blive på den top, så jeg lige kunne få sundet

mig, og få pulsen lidt ned. For når man glider der oppe, ryger pulsen

altså helt til tops! Jeg blev siddende der et godt stykke tid, stedet var

faktisk perfekt til at sidde og spotte på fire forskellige sider. Da jeg sad

der oppe ærgrede det mig endnu mere over, at jeg ikke kunne finde noget whiskey i Reefton. Det havde

nu været lækkert til den særdeles smukke udsigt og ikke mindst kunne det måske tage lidt af smerte n.

Pludselig løb tiden fra mig og det var ved at blive mørkt så jeg skyndte mig at gå ned, men det var

begrænset, hvor meget man kunne skynde sig i det glatte og farlige miljø. På vej ned derfra finder j eg

pludselig mit iPhone opladerstik, aner ikke hvordan der var havnet der, men det var nu fedt og heldigt

at jeg fandt det!


Da jeg næsten var kommer helt ned til teltet, ser jeg pludselig en flok gemser på toppen. De havde også

opdaget mig, så de gik stille op roligt længere op. Men det skulle ikke stoppe mig, så jeg løb så hurtigt

jeg nu kunne uden at falde, i en lille lille dal, hvor de ikke

kunne se mig, så det kunne ikke være bedre! Da jeg ca.

havde 270 meter til dem, fandt jeg en sten jeg kunne

gemme mig bag og skyde fra. Ligeså snart jeg tog

kikkerten frem begyndte det at regne kraftigt og det

begrænsede mine film muligheder, selvom det næsten

allerede var umuligt pga. mørket. Det var svært at finde

ud af hvilken man skulle skyde, både fordi kikkerten var

helt våd men også fordi det var halvmørkt. Jeg skulle

vente til at det var hvid baggrund bag hornene for at

kunne se, hvad der ca. var på hovedet. Til sidst fandt jeg en som så størst ud. Jeg skød men det lød ikke

som, at der var anslag og jeg kunne ikke se, hvad der skete på den afstand. "Pis!!!" tænkte jeg. Men så

pludselig løber den lige i mod mig - den var nok blevet forvirret af ekkoet. Jeg skød igen og så forsvandt

den, kunne ikke høre anslaget(måske pga. regnen) så jeg blev lidt

nervøs. Der har nok været 200-230m derop(havde ikke lige tid til

at tage afstanden, men jeg kunne huske at vinklen var over 40

grader. Så jeg tænkte at jeg nogenlunde havde styr på den

horisontale afstand. Desværre var der for langt og for stejlt, til at

jeg kunne gå op og det var næsten mørkt - det var sku udfordrende

nok at gå der, mens man kunne se. Derfor var jeg nødt til at gå ned

til teltet, hvor jeg lavede noget mad. Tomat sauce med pasta og

en varm kakao med müslibar til Desert - Mums!

Inden jeg kunne ligge mig til at sove blev klokken halv tolv og jeg havde det som et lille barn før juleaften,

måske havde jeg en gave liggende deroppe…

Jeg havde sat teltet så vandret som muligt, men det var stadig

mega skævt, det havde en vinkel på ca. 23 grader. Det tænkte

jeg ikke over tideligere, men når jeg kom ned i soveposen gled

jeg bare ned i bunden af teltet. Det var yderst ubehageligt at

sove sådan. Det var måske grunden til at jeg ikke fik sovet særlig

meget, men jeg var også meget spændt. Ud over det så var

regnen blevet endnu kraftigere og jeg var bange for, om teltet

nu ville holde.


2. december:

Jeg vågede før seks og hånden havde det bestemt ikke bedre. Den var hævet, varm og mere øm end den

forgående dag. Regnen var blevet endnu værre så jeg blev liggende i teltet. Der er ikke meget ved at stå

og partere et dyr i det vejr(hvis altså der var et dyr at partere).

Lige ti meter fra teltet var der et lille vandløb, eller det var det i hvert fald den forgående dag. Nu var det

pludselig blevet en hel del større. Vandet var iskoldt så

jeg fyldte min flaske, så jeg havde noget koldt til hånden

- det var rart!

Det var afslappende at ligge i teltet og høre

vanddråberne slå ned på teltet. Mens jeg lå der skrev

jeg en liste med ting jeg kunne forbedre til næste tur,

listen blev hurtigt lang.. Regnen blev kun værre og

tanken om hjemturen kom op igen. Da jeg var ude på

riverrafting så jeg, hvor meget en nats regn kunne

påvirke floden og det havde næsten regnet konstant i

to hele dage. Mens jeg ventede på regnen skulle stilne,

fik jeg ordnet tasken, pudset og renset riflen. Og jeg var

kommet frem til at det nok blev dagen, hvor jeg tog tilbage. Man behøver jo ikke udfordre naturen mere

end højst nødvendigt, følte mig allerede heldig over at der ikke rigtig var sket noget, for jeg må nok

konkludere, at jeg er en klovn til tider, som nok udfordre skæbnen mere end nødvendigt. Det var også

blevet helt hvidt af tåge, så der var heller ikke meget at se. Derfor besluttede jeg, at jeg nok bare måtte

se at komme afsted og få ordnet dyret. Men først skulle jeg lige have lidt havregrød og UPnGO!

Jeg gik lang tid og ledte efter dyret, og jeg havde næsten givet op! Det hele var ret deprimerende og

tankerne fløj afsted. Hvordan kunne jeg skyde forbi? Har jeg ikke beregnet nok for vinklen og den

horisontale afstand? Har kikkerten fået et stød?

Havde jeg bukkefeber? Og hvorfor skulle det

også regne så meget??? Pludselig ser jeg en sten

50m længere nede som ikke ligner de andre og

jeg tænkte at jeg heller lige måtte tjekke det ud.

MIN GEMSE!!! En fin lille female gemse! Jeg var

pisse glad og stolt. Den var ramt lidt højt, så den

havde altså gået ned i knaldet. Det næste

problem var at tage nogle billeder, havde ikke

rigtigt taget udstyr med til det...

Jeg tog kun bagkøllerne og rygfiletterne fra den

og de var nu ikke helt lette..


Helt gennemblødt og glad gik jeg ned til teltet. Undervejs faldt jeg nogle gange, men det var nu blevet

normalt for mig. Det var så stejlt at hvis man først faldt rigtigt, stoppede man ikke før man var nede på

bunden.

Det stod ned i stænger. Regnen blev kun værre og jeg blev mere og mere nervøs. Det lille vandløb ved

teltet var nu blevet en halv flod. Alt skulle pakkes ned, men det var ret svært pga. den begrænsede plads.

Alt skulle ske i teltet, hvor jeg nogenlunde stod tør. Men til hva nytte? Jeg var jo allerede helt

gennemblødt og det samme var de fleste af mine ting. Til sidst fik jeg pakket det hele ned dog fyldte det

bare dobbelt så meget. Og så kom jeg i tanke om, at telte skulle jo også med. Det skulle gå hurtigt så

inderteltet ikke blev helt vådt - men det blev det. Så det endte også med at fylde meget mere end hvad

det plejede, så det satte jeg bare uden på tasken og så tog jeg det regntætte overslag over!

Turen ned til hytten var et mareridt. Det hele var oversvømmet og der var små streams over det hele.

På bjergsiderne rundt om var der små vandfald. Det så ret flot ud, men der var ingen overskud til billeder.

Efter en meget våd tur på et par timer kom jeg hen til hytten. Hytten var den samme, med stedet var

helt anderledes. Der hvor der

engang var en græseng var der nu

en sø. For at komme hen til tracket

skulle jeg over engen. På et

tidspunkt havde jeg vand helt op til

brystet(hvor der normalt ikke var

vand) heldigvis havde jeg alt det

elektroniske øverst i tasken og nede

i en vandtætpose. Det var knap så

behageligt at gå over det stykke og

det satte ligesom en standard for

tracket forud. (På billeder har jeg

forsøgt at tegne hvor der var vand og hvor jeg gik.)

Da jeg kom en til tracket kunne jeg allerede se at det var helt galt. Der var pludselig kommet et kæmpe

vandfald og der, hvor der engang var en stille og rolig flod. Vandet i floden var helt hvidt pga. strømmen.

"Oh boy!" tænkte jeg. Jeg vidste sku ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne enten fortsætte ned ad en

livsfarlig tur eller jeg kunne blive og overnatte i hytten. Mad havde jeg jo nok af. Problemet var bare at

jeg havde sagt at jeg tog afsted i 5 dage og hvis jeg ikke var tilbage inden da, ville folk måske blive

nervøse. Der var jo ingen forbindelse eller nogen som helst form for kommunikation. Så jeg kunne højst

blive 2 dage mere og vejrudsigten havde sagt regn de næste mange dage. Derfor tænkte jeg at jeg heller

måtte tage chancen mens der stadig var lidt af den tilbage. Så jeg gik nedad, hvor jeg ellers blev mødt af

overdrevet mængder vand. Der var +30cm vand hvor stien engang havde været. Jeg forsøgte at gå så

hurtigt som muligt, for det så ud til at der bare kom mere og mere regn. Efter at have gået 20 minutter

kommer jeg hen til det første sted, hvor jeg skulle krydse floden.


Da jeg kom hen til kanten kunne jeg se og høre

flodens kræfter! Det var ret overdrevet og jeg

tænkte at jeg aldrig ville komme over i live, men

grundet min stædighed tog jeg chancen. Det

skulle jeg aldrig have gjort. Da jeg kom ud og stå

i den kraftfulde strøm kunne jeg mærke at jeg

ikke kunne bevæge mig, hverken frem eller

tilbage. Så snart jeg løftede foden blev den taget

af strømmen, men på en mærkelig og akavet

måde fik jeg kastet mig ud på midten, hvor der

var en kæmpe sten, som ligesom kunne holde

mig i læ for strømmen. Da jeg stod der ude vidste

jeg, at jeg for alvor var fucked beyond measure! Jeg kunne heller ikke se bunden så jeg kunne ikke vide,

hvad jeg trådte på og våde sten er altså glatte. Plus den store taske tog al min balance. Da jeg trådte ud

i den stærke strøm blev mine ben fejet væk under mig, heldigvis kunne jeg nå et par grene i siden som

nok redede mig. Jeg havde fået nogle slag på benene og især knæene, men det var der ikke overskud til

at tænke over. (På billedet har jeg tegnet hvor vandet ca. nåede op til det ene sted.) Jeg skulle lige have

pulsen ned igen og imens fløj tankerne afsted. Det var først flodkrydsning og der var mange i vente! Og

jeg havde bestemt ikke tænkt mig at gå tilbage nu. Tanken om at bare blive på den ene side af floden

have jeg strejfet flere gange, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, især med en taske på den

strøelse. Hver gang jeg kunne se at tracket gik imod floden steg pulsen og jeg krydsede fingre for at jeg

ikke skulle over, men jeg havde jo gået der før så inderst inde vidste jeg det jo godt. Næste flod krydsning

var lige så meget et helvede, som den forrige og da jeg kom over tænkte jeg at intet var der værd! Men

nu var jeg ligesom endnu mere fanget! Det værste ved det hele var, at jeg stadig ikke havde krydset den

på det værste sted. For hvis jeg huskede rigtig var det, det næste. Og desværre huskede jeg rigtigt! Jeg

tænkte tredje gang må være lykkens gang, men jeg havde jo allerede været mere end heldig de to

forgående gange!

Jeg havde fundet mig en pind, jeg kunne bruge til at hjælpe på balancen! Men når man skulle sætte

den ned skulle i flodsen, skulle man sætte den ned to meter længere oppe i floden, fordi strømmen var

så kraftig. De første par meter gik okay, men så pludselig blev mine ben fejet væk under mig. Jeg kom

under vandet og mistede fuldstændig orienteringen. Jeg var i chok og fik slugt en del vand og tænkte at

nu var det nok sket.. Men så pludselig var jeg kommet hen til noget lavere vand, hvor jeg lige kunne

komme op og stå igen. Da jeg kiggede op af floden kunne jeg se , at jeg havde drevet et godt stykke. Jeg

kom op af floden og så skulle jeg finde stien igen, men glæden af at have overlevet det holdte mig

kørende og derved havde jeg fundet ny energi til at fortsætte.

Når jeg gik faldt jeg ret ofte, det skyldtes nok at mine ben og bare generelt min krop var fuldstændig

udmattet. Så der var ikke megen energi til overs til balancen især med den tunge taske! Og så var der

også "fælder" over det hele, glatte rødder som gik på svært at stien og så snart man trådte på dem, gled

benene væk under en. Det værste var nok alle de forskellige ting, som gik ind over stien. Med støvler

der var fyldt med vand og helt våde gaiters, så løftede man ikke fødderne mere end højst nødvendigt,

hvilket ikke altid var nok. Så nogle gange snublede man lige over de forskellige ting og det kan ikke


beskrives, hvor ynkeligt man føler sig når man faldes face first ned i mudder! Det skete mange gange og

det var skam også svært at bare rejse sig igen med så tung en taske.

Det hele var ellers så flot når man gik der,

men jeg havde absolut zero overskud til at

filme noget som helst. Nogle steder

kunne jeg huske, hvor vandet havde gået

op til da jeg gik til hytten og det var

ufatteligt så stor forskel der kunne være.

Som sagt var overskud ikke lige det jeg

havde mest af, så desværre har jeg ingen

billeder af det. Selvom det ellers havde

været fedt at se forskellen. (Billedet til

højre blev taget på vej ind til hytten og når jeg skulle hjem igen brugte jeg trækstammen til at kravle på.

Når jeg kravlede over var vandet helt oppe og røre mine ben.)

Hver gang jeg nåede et sted hvor jeg skulle krydse floden, gjorde det helt ondt i maven! Det var det

jeg ønskede allermindste i verden! Nogle steder fandt jeg alternative måde at krydse på. For eksempel

ved at kravle på nogle grene der gik overfloden, men igen, det var sku ikke helt nemt med den taske! De

næste flodkrydsning gik heller ikke fint og problemfrit, men jeg overlevede, hvilket var det eneste jeg

tænkte på! Jeg kom i tanke om citat fra hytten og

tænkte, nu var livet for alvor startet! Så langt havde jeg

aldrig været uden for min ”comfort zone” og det håber

jeg ikke jeg kommer igen.

Mens jeg gik tjekkede jeg hele tiden uret, sådan kunne jeg ca. holde styr på, hvor langt jeg var nået.

Men pludselig ser jeg en bil køre forbi mig på 20m. Jeg var mere end lykkelig!! Jeg havde kun gået 2,5

time(plus 2 timer til hytten). Jeg havde dog stadig et kryds tilbage, hvilket jeg også overlevede. Da jeg så

kom ud til vejen var der åben himmel og jeg kom lige ud til et skybrud. Det føltes som om der bare blev

hældt spande af vand ned over mig, men det det betød intet! Jeg var fremme og bedst af alt, jeg var i

live!!!

For sjovs skyld vejede jeg lige tasken... 38kg. Inden jeg kørte hjem,

kørte jeg lige forbi et supermarked, hvor jeg købte øl og nutella. Når

jeg kom hjem satte jeg mig i en lænestol, hvor jeg bare sad og nød de

små ting i livet, som betyder alt!: nutella, øl og princippet i at man

stadig lever. Efter et stykke tid, kunne jeg for alvor mærke i hele

kroppen at jeg havde taget turen ned ad en flod, samt alle de gange

jeg havde faldet. Min krop var helt smadret og fuldstændig udmattet!

”Life begins outside your comfort zone!

You don’t remember the nights you sat

at home watching TV.”


Efter at have slappet af i nogle timer, pakkede jeg alt ud

fra tasken, det hele var gennemblødt! Derefter ordnede

jeg kødet og hovedet. Så behøvede jeg ikke tænke mere

på det.

Og moralen af historien må nok være at, man skal lære

at respektere naturen for ellers går det galt..

Og så tænker folk var det det virkelig det værd?

Ja uden tvivl! Det hele bliver taget som en oplevelse(og en lærestreg). Selvfølgelig kunne jeg godt være

foruden den hjemtur, men det var en del af hvad der gav turen karakter og gjorde dem så uforglemmelig!

Ud over oplevelsen, billederne og kødet så er det her trofæet fra turen.

Documents

Dagbog Fra Første Jagttur