Den danske arbejdsanvisnings struktur,

funktioner og virkemidler

Betænkning afgivet den 6. december 1963

af det af arbejdsministeren

den 22. oktober 1962 nedsatte udvalg.

Betænkning nr. 345

1964

KRCHNS BOGTRYKKERI

KØBENHAVN

Indholdsfortegnelse.

1 Indledning 5

2 Det danske arbejdsanvisningssystem 7

3 Udenlandske arbejdsanvisningssystemer 19

4 Internationale aftaler af betydning for dansk arbejdsanvisning 36

5 Arbejdsstyrkens tilpasning 41

6 Forholdet til udlandet 49

7 Arbejdsformidlingens sigte 52

8 Forslag til ændring af det eksisterende anvisningssystem 60

9 Forslag til udbygning af arbejdsanvisningens hjælpemidler 68

10 Afsluttende bemærkninger 73

Resumé 75

Lovforslag 80

BILAG

1 Fortegnelse over de offentlige arbejdsanvisningskontorer m. v 87

2 Fortegnelse over de statsanerkendte arbejdsløshedskasser m. v 91

3 Oversigt over meddelte arbejdstilladelser til ikke-skandinaviske statsborgere . . 92

4 Oversigt over foreninger m. v., der har anerkendelse til at drive pladsanvisning i

henhold til lov om privat arbejdsanvisning 92

5 Proceduren i forbindelse med det foreslåede statslige enhedssystems gradvise

iværksættelse 92

6 Uddrag af arbejdsmarkedskommissionens og arbejdsmarkedsrådets udtalelser

vedrørende arbejdskraftens bevægelighed og arbejdsanvisningssystemet 94

7 Fortegnelse over love og cirkulærer m. v 99

8 Litteraturfortegnelse 100

Emneliste 102

1 Indledning.

Daværende arbejds- og socialminister KajBundvad nedsatte under 22. oktober 1962 ud-valget vedrørende arbejdsanvisningens struk-tur m. v.

Udvalget fik følgende sammensætning:

Sekretariatschef, cand. jur. E. Buchardt,professor, dr. jur. Bent Christensen,amtmand K. O. Møller, formand ogprofessor, dr. polit. Poul Nørregaard Rasmussen.

Sekretariatsforretningerne har været vareta-get af kontorchef P. Kirstein og fuldmægtigVagn Holm, arbejdsministeriet, og fuldmægtigElse Basse, arbejdsdirektoratet.

Kommissoriet blev i ovennævnte skrivelse an-givet således:

,,I de kommende år må man forvente vok-sende behov for bistand fra den offentlige ar-bejdsanvisnings side til arbejdskraftens tilpas-ning til ændret erhvervsstruktur, tekniskeomlægninger og forskydninger i erhvervsli-vets geografiske fordeling over landet. Dettevil gælde ikke mindst, hvis Danmark kommertil at tilslutte sig det europæiske økonomiskefællesskab, men også uden dette må der på-regnes stigende krav til arbejdsanvisningsap-paratets ydeevne, både hvor det gælder med-virken ved arbejdskraftens bevægelser indenfor Danmarks grænser og vedrørende van-dringer over grænserne.

Under hensyn hertil har regeringen beslut-tet under arbejdsministeriet at nedsætte etudvalg, der skal lede en sagkyndig undersø-gelse af, om den danske arbejdsanvisningsstruktur, funktioner og virkemidler er tidssva-rende, og om fornødent fremkomme medforslag til ændringer i den på dette områdebestående lovgivning, praksis m. v.

Udvalget skal under sit arbejde søge samrådmed og indhente oplysninger fra personer oginstitutioner, der er sagkyndige inden fordette område, herunder arbejdsløshedskasser-

ne, arbejdsmarkedets hovedorganisationer, deoffentlige arbejdsanvisningskontorer, arbejds-direktoratet og arbejdsministeriet.

Man ville sætte pris på, at udvalget afgiversin indstilling i løbet af efteråret 1963.

Der vil til udvalget blive ydet sekretariats-mæssig bistand bl. a. fra arbejdsministeriet ogarbejdsdirektoratet.

Udvalget bør under sit arbejde holde sig ikontakt såvel med det af arbejdsministerietved begyndelsen af indeværende år nedsatteudvalg til undersøgelse af hensigtsmæssighe-den af de offentlige arbejdsanvisningskonto-rers nuværende antal og disses geografiskeafgrænsning som med den af arbejdsministe-riet netop nedsatte arbejdsgruppe vedrørendebeskæftigelseslovens revision".

Baggrunden for udvalgets nedsættelse og op-gaver fremgår af folketingsudvalgets betænk-ning over forslag til lov om ændring i lov omarbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikringm. v. (Om regulering af understøttelsessatserm. v.), afgivet den 16. maj 1962 (folketingsti-dende 1961/62 tillæg B, sp. 1041-42), hvori ud-tales følgende:

,,I samråd med ministeren har udvalgetbl. a. drøftet spørgsmålet om arbejdsanvisnin-gen, og ministeren har erklæret sig enig medudvalget i det principielle synspunkt, at jomere arbejdsløshedsforsikringssystemet ud-bygges, des vigtigere er det at sikre sig størstmulig effektivitet i arbejdsanvisningssystemet.Hertil kommer, at hvis Danmark tilslutter sigFællesmarkedet, vil dette forhold i sig selvstille forøgede krav til arbejdsanvisningsappa-ratets ydeevne, både hvor det gælder medvir-ken ved arbejdskraftens bevægelser inden forDanmarks grænser og vedrørende vandringerover grænserne. Men også bortset herfra måman påregne voksende behov for at kunnebistå ved arbejdskraftens tilpasning til ændret

5

erhvervsstruktur, tekniske omlægninger ogforskydninger i erhvervslivets geografiske for-deling over landet.

Arbejds- og socialministeren har på dennebaggrund over for udvalget erklæret sig redetil at fremskynde en sagkyndig undersøgelseaf, om den danske arbejdsanvisnings struktur,funktioner og virkemidler er tidssvarende."

Nærværende udvalg havde efter sin nedsæt-telse nogle indledende almindelige drøftelser omopgaverne og om arbejdets tilrettelæggelse. Manhavde derpå foreløbige forhandlinger med re-præsentanter for Landsorganisationen, De sam-virkende Fagforbund (LO), Dansk Arbejdsgi-verforening, Arbejdsløshedskassernes Samvirkeog arbejdsdirektoratet. I henhold til aftale truf-fet med Arbejdsløshedskassernes Samvirke ogarbejdsdirektoratet foretog udvalget i foråret1963 en rundrejse til nogle udvalgte offentligearbejdsanvisningskontorer og lokale arbejdsløs-hedskasseafdelinger, hvor man ved drøftelser påstedet, herunder også med enkelte arbejdsgiver-repræsentanter, gjorde sig bekendt med arbejds-anvisningssystemets virkemåde.

Udvalget har desuden ladet fremskaffe et be-tydeligt skriftligt materiale til belysning af ar-bejdsanvisningssystemet i Danmark, dets hidti-dige udvikling og den debat, som i tidens løbhar været ført herhjemme om det.

Man har yderligere foranlediget, at der bl. a.ved udenrigsministeriets foranstaltning er ind-hentet et større materiale til belysning af ar-bejdsanvisningssystemet i en række lande. Ud-valget har ved et besøg i Stockholm orienteret sigom, hvorledes det svenske arbejdsanvisningssy-stem er opbygget og fungerer samt om, hvorle-des de svenske arbejdsmarkedsmyndigheder serpå formidlingssystemet som led i den svenskearbejdsmarkedspolitik.

Man har videre fremskaffet oplysninger omde forskellige internationale aftaler, som har el-ler som kan få betydning for arbejdskraftens be-vægelser over Danmarks grænser.

Udvalget har den 24. og 25. september 1963ført endelige forhandlinger med repræsentanterfor LO, Dansk Arbejdsgiverforening og Ar-bejdsløshedskassernes Samvirke for at blive ori-

enteret om disse organisationers synspunkter.1)Herudover har udvalget haft drøftelser med ar-bejdsdirektoratet og med Foreningen af Kon-torbestyrere ved de offentlige Arbejdsanvis-ningskontorer. Til brug ved disse forhandlingerhavde udvalget udarbejdet et notat, hvori mani overensstemmelse med synspunkterne i kapit-lerne 5 og 7 nedenfor havde angivet de krav,der efter udvalgets opfattelse i fremtiden måstilles til den danske arbejdsanvisning.

Under 25. januar 1962 nedsatte arbejdsmini-steriet et udvalg til undersøgelse af hensigts-mæssigheden af de offentlige arbejdsanvisnings-kontorers nuværende antal og disses geografiskeafgrænsning (geografiudvalget). Nærværendeudvalg har som angivet i kommissoriet holdt sigi kontakt med geografiudvalget.

Udvalget har dernæst haft orienterende drøf-telser med den af arbejdsministeriet under 20.juni 1962 nedsatte arbejdsgruppe vedrørendebeskæftigelseslovens revision. Det af nærværen-de udvalg stillede forslag er udformet således, atde lokale arbejdsanvisningsorganer skulle kunnepåtage sig de opgaver, som måtte blive foreslåetaf ovennævnte arbejdsgruppe med hensyn tiliværksættelsen af offentlige anlægsarbejder ogbeskæftigelsesarbejder som led i en mere almin-delig arbejdsmarkedspolitik.

Betænkningen er opbygget således, at kapit-lerne 2 til 4 i det væsentlige er begrænset til enbeskrivelse af de eksisterende anvisningssyste-mer her i landet og i nogle andre lande samt afinternationale overenskomster på arbejdsformid-lingens område.

I kapitlerne 5 til 7 opridses baggrund, vilkårog opgaver for det danske anvisningssystem i dekommende år, under hensyn til de voksende be-hov for tilpasning af arbejdskraften, nationaltog internationalt.

Kapitlerne 8 og 9 indeholder udvalgets for-slag til omlægning af den danske arbejdsanvis-nings struktur og til udbygning af dens hjælpe-midler.

Betænkningen afsluttes med et resumé, lov-forslag m. v.

') Der henvises herom nærmere til kapitlerne 7og 10 nedenfor.

()

2 Det danske arbejdsanvisningssystem.

2. 1 Den almindelige offentligearbejdsanvisning.

1 Den historiske udvikling.Den organiserede arbejdsanvisning er i Dan-

mark et barn af industrialismen. Også i det før-industrielle samfund foregik ganske vist ar-bejdsanvisning. Laugene anviste således arbejdenavnlig til farende håndværkssvende, og anvis-ning af tyende ved udbud på offentlige pladserog tyendemarkeder, ved fattigvæsenets mellem-komst og senere via private erhvervsmæssigtdrevne fæstekontorer havde endnu op i dette år-hundrede et ret betydeligt omfang. Behovet foren arbejdsanvisning, der kunne omfatte viderekredse af befolkningen, opstod imidlertid førstved fabriksdriftens gennembrud og de dermedfølgende vandringer fra land til by og de kon-junktuirmæssige svingninger i industriarbejder-nes beskæftigelsesforhold.

Dette behov søgtes i det 19. århundredes slut-ning dækket af private organisationer. Mester-og arbejdsgiverorganisationer udøvede - omendkun i mindre omfang — arbejdsanvisning til brugfor sine medlemmer, og fagforeningerne foran-staltede i noget videre omfang en tilsvarendeanvisning for sine medlemmer.

Medens arbejdsgiverorganisationernes anvis-ning uden for meget begrænsede områder vistesig ikke at være levedygtig, kom fagforeninger-nes anvisningsvirksomhed til at danne grundlagetfor det ene led i det nuværende arbejdsanvis-ningssystem, nemlig arbejdsløshedskassernes an-visning. Arbejdsløshedskasser med offentlig aner-kendelse blev oprettet i henhold til loven af 9.april 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser;denne lov gav hjemmel til at anerkende og ydestøtte til faglige foreninger af lønarbejdere, derindbyrdes forsikrede sig imod følgerne af ar-bejdsløshed. Arbejdsløshedskasserne overtog frafagforeningerne ikke blot disses understøttelses-virksomhed i arbejdsløshedstilfælde, men ogsåden eksisterende arbejdsanvisning. Denne sidstedel af virksomheden voksede tilmed i årene efter1907, kraftigt tilskyndet af arbejdsnævnet, der

var oprettet som ankenævn for forskellige af kas-serne trufne afgørelser og som rådgivende in-stans for de statslige tilsynsorganer. Nævnet så ikassernes anvisning et velegnet middel til at for-mindske arbejdsløsheden, fordele dens byrder oglette kontrollen med ledige medlemmer. Alleredei 1911 havde 20 arbejdsløshedskasser med mereend 60.000 medlemmer oprettet anvisningskon-torer.

Det forhold, at anvisningsvirksomhed, vareta-get af faglige organisationer og undergivet fag-ligt selvstyre, var fast etableret, før offentligdrevet arbejdsanvisning for hele landet kom igang, er af helt afgørende betydning for forstå-elsen af anvisningens udvikling og dens nuvæ-rende opbygning. Heri ligger forklaringen påden opspaltning i arbejdsanvisningens organisa-tion, som er karakteristisk for Danmark og ene-stående i Vesteuropa.

Offentlig foranstaltet arbejdsanvisning be-gyndte i København, hvor kommunalbestyrel-sen år 1900 vedtog at oprette et offentligt anvis-ningskontor for stadens område. I de følgendeår foregik drøftelser i forskellige provinsbyerom oprettelse af tilsvarende kommunale konto-rer, men uden resultat, og først ved loven omarbejdsanvisning af 29. april 1913 oprettedesen offentlig foranstaltet arbejdsanvisning forhele landet.

Baggrunden for denne lov var til dels ar-bejdsgivernes modvilje mod arbejdsløshedskas-sernes anvisning, hvis neutralitet fra arbejdsgi-verside blev anfægtet. Arbejdsgiverne krævedederfor medindflydelse på anvisningen. Andreårsager var håbet om gennem en offentlig ar-bejdsanvisning at kunne vende vandringen fraland til by og hensynet til anvisning af uorgani-seret arbejdskraft.

Loven bar præg af kompromis'er, især ved-rørende anvisningens fordeling mellem stat ogkommune og mellem de offentlige kontorer ogarbejdsløshedskasserne.

I princippet skulle anvisningen være kommu-nal. Den skulle dog foregå efter ensartede ret-ningslinier, og derfor blev arbejdsanvisningskon-

7

toret i København gjort til centralinstans underen kongelig udnævnt leder, arbejdsanvisningsdi-rektøren. Staten deltog ligeledes i udgifterne tilden kommunale arbejdsanvisning. Kun hviskommunerne ikke viste tilstrækkeligt initiativ,kunne staten - ifølge en aldrig anvendt bestem-melse - træde til og selv oprette anvisningskon-torer. Til både centralarbejdsanvisningskontoretog de lokale kontorer knyttedes paritetisk sam-mensatte kollegier.

Med hensyn til forholdet til arbejdsløsheds-kasserne bestemte loven, at kontorerne veder-lagsfrit skulle anvise arbejde af enhver art, så-vel faglært som ufaglært, og at kontorer og kas-ser skulle samarbejde. Dette samarbejde skullebl. a. sætte sig spor i, at kasserne under for-skellige former skulle give kontorerne medde-lelse om ledigmeldte kassemedlemmer.

Denne ordning, hvorefter kasserne og de of-fentlige arbejdsanvisningskontorer kom til ateksistere side om side, byggede på en indstillingfra arbejdsnævnet og var i det væsentlige be-grundet i, at anvisning af faglært arbejdskraftmentes at forudsætte et nøje kendskab til deforskellige fags specialiteter, og at fagets ud-øvere i særlig grad fremfor anvisningskontorer-nes personale måtte antages at sidde inde medden fornødne viden og personkendskab til atbestride denne opgave. Hertil kom, at arbejds-løshedskasserne allerede havde organiseret ensådan anvisning af fagets arbejdskraft, og at ar-bejdsgivernes klager over, at kassernes anvisningikke var neutral, i de undersøgte konkrete sagersom regel havde vist sig at være uberettigede. Og-så af hensyn til kontrol med understøttelsesberet-tigede arbejdsløse medlemmer af arbejdsløsheds-kasserne anså man det for særdeles hensigtsmæs-sigt at have arbejdsløshedsforsikring og arbejds-anvisning så nøje knyttet sammen som muligt.

I henhold til arbejdsanvisningsloven af 1913og loven om arbejdsanvisning og arbejdsløs-hedsforsikring af 22. december 1921, der for såvidt arbejdsanvisning angår ikke afveg væsent-lig fra sin forgænger, blev der efterhånden op-rettet et stort antal offentlige arbejdsanvisnings-kontorer; i 1927 var antallet 89. De anerkendtearbejdsanvisningskontorer havde pligt til atsamarbejde med Centralarbejdsanvisningskonto-ret (som de i realiteten stod i et vist underord-nelsesforhold til indtil 1921) og med de øvrigekontorer. Det kunne administrativt fastsættes,at enkelte kontorer skulle virke som hovedkon-torer for dele af landet, samt at andre skullevirke som filialkontorer.

8

Det system, som blev skabt ved loven af1913, er i hovedtræk siden bevaret uændret. 1detaillerne er der dog sket store ændringer. Iforbindelse med den almindelige nedskæring i1927 blev antallet af offentlige anvisningskon-torer således reduceret fra 89 til de nuværende31. En tendens til øget statslig indflydelse - somallerede fandt udtryk i 1921 derved, at ledelsenaf arbejdsanvisningen blev henlagt under sammestatslige tilsynsmyndighed (arbejdsdirektoratet)som arbejdsløshedsforsikringen - er fortsat optil seneste tid. Karakteristisk for udviklingen hari øvrigt været, at de opgaver, der består i andetend arbejdsformidling i snævreste forstand, jfr.nedenfor side 14, har fået stadig større vægt.

2 Den nuværende organisation.Den almindelige offentlige arbejdsanvisning,

der hviler på lov af 23. juni 1932 om arbejds-anvisning og arbejdsløshedsforsikring med se-nere ændringer, varetages i dag dels af de of-fentlige arbejdsanvisningskontorer, dels af destatsanerkendte arbejdsløshedskasser. Kommu-nalbestyrelserne kan ganske vist i henhold tilarbejdsløshedslovens § 17, stk. 1, nr. 10, ogsåforetage arbejdsanvisning, men reglen er udenreel betydning.

Der findes som nævnt 31 offentlige arbejds-anvisningskontorer, heraf 21 amts-arbejdsanvis-ningskontorer. Hertil kommer endvidere 7 fili-alkontorer. En fortegnelse over disse kontorersamt over hvilke kommuner, der er henlagt tilhvert enkelt kontor, findes i bilag 1. Til hvert afkontorerne, bortset fra filialkontorerne, er knyt-tet et tilsynsråd, der består af en formand ogdesuden af et lige antal arbejder- og arbejdsgi-verrepræsentanter, valgt af de kommunale råd.

Udgifterne ved kontorernes drift deles mel-lem staten og vedkommende kommuner. I fi-nansåret 1962/63 var den samlede udgift ca. 14mill, kr., hvoraf statens andel udgjorde ca. 10,5mill. kr. og kommunernes ca. 3,5 mill. kr.

Arbejdsløshedskasserne må først og fremmestbetragtes som forsikringsvirksomheder. Ar-bejdsløshedslovens § 6 definerer dem som for-eninger af lønarbejdere, der har sluttet sig sam-men for ved bestemte bidrag at sikre hverandregensidig hjælp i tilfælde af arbejdsløshed. Kas-serne kan, når betingelserne herfor i øvrigt eropfyldt, få statsanerkendelse med den virkning,at de får statstilskud og undergives offentligt til-syn.

Kassernes interne opbygning præges af dennære tilknytning til fagbevægelsen.

Hver kasse er organiseret i lokalafdelingerunder en fælles ledelse, der benævnes hovedbe-styrelsen. Oprettelse af en lokalafdeling kan kunske med hovedbestyrelsens samtykke. Lokalaf-delingen ledes af en bestyrelse, som vælges påde lokale ordinære generalforsamlinger, og somskal administrere afdelingen i overensstemmelsemed love og vedtægter samt de af hovedbesty-relsen fastsatte forskrifter. Kassens hovedbesty-relse består af en formand, en næstformand, enhovedkasserer samt et nærmere angivet antalmedlemmer og vælges på kassens ordinære de-legeretmøde. Den daglige ledelse forestås af etforretningsudvalg, bestående af formanden, ho-vedkassereren samt et nærmere fastsat antal afhovedbestyrelsen inden for dennes kreds valgtemedlemmer.

Også på anden måde viser tilknytningen tilfagbevægelsen sig. Dennes struktur afspejles ikasserne. De er således af meget forskellig stør-relse. Arbejdsmændenes og Specialarbejdernesarbejdsløshedskasse har f. eks. ca. 250.000 med-lemmer, medens Bødkernes arbejdsløshedskassekun har godt 100 medlemmer. Også afgrænsnin-gen af medlemskredsen varierer. Nogle arbejds-løshedskasser er rent faglige, som f. eks. Murer-fagets arbejdsløshedskasse, der kun omfatterfaglærte murere og ikke bygningsarbejdere i øv-rigt, medens andre som f. eks. Bogtrykfagets ar-bejdsløshedskasse omfatter samtlige inden forfagområdet beskæftigede.1)

Langt de fleste arbejdsløshedskassers knap4000 lokalafdelinger foretager arbejdsanvisning.Der findes dog en del — især mindre kasser —der efter aftale med det stedlige offentlige ar-bejdsanvisningskontor har overladt dette at fore-tage kontrollen med de ledige medlemmer, ogdermed følger også ofte anvisningen af disse.Denne ordning omfatter ca. 5 % af samtligearbejdsløshedskassemedlemmer, fordelt på ca.12 % af samtlige arbejdsløshedskasseafdelinger.Kassernes anvisningsvirksomhed er meget for-skelligt organiseret. I de større afdelinger findesundertiden særlige kontrol- og anvisningskonto-rer. I de små afdelinger vil anvisningen i reglenblive varetaget af en valgt tillidsmand, der oftetillige er tillidsmand i vedkommende fagfor-eningsafdeling, og denne har hyppigt bestyrelsefælles med kassen.

Den nære organisatoriske forbindelse mellem

fagforeningerne og arbejdsløshedskasserne givergrund til at understrege, at medlemskredsen i deto organisationer ikke behøver at være heltidentiske. Fagforeningerne kan således havemedlemmer ud over forsikrede, f. eks. gamle,der ikke længere er aktive erhvervsudøvere. Op-tagelse i en arbejdsløshedskasse kan heller ikkegøres betinget af medlemsskab i fagforeningen,men medlemsskab i fagforeningen kan derimodi dennes love gøres betinget af, at pågældende— hvis han i øvrigt opfylder betingelserne herfor- er medlem af fagets arbejdsløshedskasse.

3 A rbejdsform idlingen.1) Den offentlige arbejdsanvisnings andel i

det samlede antal indgåede arbejdsforhold på ar-bejdsmarkedet er ret beskedent. Langt de flestearbejdsforhold kommer i stand uden den offent-lige arbejdsanvisnings medvirken, enten derved,at parterne kommer i forbindelse med hinandengennem dagspressens annoncer, eller ved at dearbejdssøgende henvender sig direkte til ar-bejdspladsen.

Et talmæssigt udtryk herfor kan udledes afnedenstående tabel:

Arbejdsanvisningskontorernesog arbejdsløshedskassernes arbejdsanvisninger

i regnskabsåret 1962-63x).

1) Se bilag 2, der indeholder en oversigt over destatsanerkendte arbejdsløshedskasser, antallet af af-delinger og medlemstallet.

1) Meddelt: af arbejdsdirektoratet.

2) De to led i den offentlige arbejdsanvisning,de offentlige arbejdsanvisningskontorer og ar-bejdsløshedskasserne, anviser ikke for helt sam-me klientel. I 1962/63 formidledes, således somdet fremgår af foranstående tabel, i alt ca.288.000 arbejdsforhold gennem den offentligearbejdsanvisning. Heraf foretog arbejdsanvis-ningskontorerne ca. 187.000 anvisninger og kas-

9

serne ca. 100.000. Medens de af kasserne fore-tagne anvisninger naturligvis angik medlemmerog i almindelighed kun angik arbejde hos ar-bejdsgivere, dækket af vedkommende fagfor-bunds overenskomster, berørte ca. 38.000 afanvisningskontorernes anvisninger kassemed-lemmer. Kasserne anviste således i 1962/63 ca.70 % af samtlige anviste organiserede arbejde-re. Af de ca. 187.000 anvisninger, der foretogesaf de offentlige arbejdsanvisningskontorer, var,som det fremgår af nedenstående tabel, ca.17.000 anvisninger til arbejde i land- og skov-brug og henholdsvis 37.000 og 44.000 anvis-ninger til hotel- og restaurationsvirksomhed ogtil midlertidigt husligt arbejde. I det samlede an-tal anvisninger er includeret ca. 9000 henvisnin-ger til arbejder med offentlige tilskud.

Ledige pladser anmeldte tilog pladser besatte af arbejdsanvisningskontorerne

i regnskabsåret 1962/63.1)

Ledigepladser1962/63

Besattepladser1962/63

Land og skovbrug m. m.Mine- og grubedriftHåndværk og industriBygge- og anlægsvirksomhedOffentlige værkerHandel og transportHoteller og restaurationerHusligt arbejde for private:

Husassistentermidlertidig hjælp

Forskellige servicefag iøvrigt

lait

22.000293

22.06314.854512

20.65142.205

1.05049.15941.243

16.804291

18.61014.156508

17.17837.121

60644.14835.872

214.030 185.294

') Tallene meddelt af arbejdsdirektoratet.

3) Fremgangsmåden ved anvisningen.De offentlige arbejdsanvisningskontorer får

oplysninger om ledige pladser fra tre kilder. Fordet første ved arbejdsgiveres henvendelse tilkontoret. I 1962 63 indgik således ca. 215.000ordrer til anvisningskontorerne. Dernæst påhvi-ler det arbejdsløshedskasserne at indberette så-kaldte „ueffektuerede ordrer", d. v. s. at givemeddelelser om anmodninger om arbejdskraft,som kasserne ikke har kunnet imødekomme. I1962 63 modtog kontorerne ad denne vej ca.550 arbejdstilbud, men det er udvalgets indtryk,at videregivelse af ueffektuerede ordrer ikkesker i så høj grad og med den hurtighed, somhensynet til arbejdskraftens bevægelighed tilsi-

ger. Arbejdsdirektoratet har i november 1963fastsat nærmere regler for kassernes indberet-ning til de offentlige arbejdsanvisningskontorerom anvisning af arbejdskraft, som kasserne ikkeer i stand til at efterkomme, og har samtidigover for arbejdsgiverorganisationerne indskær-pet betydningen af, at ordrer på arbejdskraftafgives i så god tid som muligt. Endelig har dearbejdskonsulenter, som i de senere år er knyttettil kontorerne, betydet en meget værdifuld yder-ligere kilde til oplysninger om ledige pladser.Ved den viden, som arbejdskonsulenterne skaf-fer sig til det lokale erhvervsliv, opnås godtkendskab til eventuelle beskæftigelsesmulighe-der. I 1962/63 aflagde arbejdskonsulenterne ca.15.000 arbejdsgiverbesøg.

Kasserne får oplysninger om ledige pladserved henvendelse fra arbejdsgiverne, der — isærfor så vidt angår faglært arbejdskraft — traditio-nelt vender sig til kasserne, når udbudet „i por-ten" ikke er tilstrækkelig. Kassernes tillidsmændkan også gennem deres kendskab til virksomhe-derne udøve en lignende akkvirerende virksom-hed som arbejdskonsulenterne.

Oplysninger om arbejdssøgende får de offent-lige arbejdsanvisningskontorer dels ved person-lige henvendelser, dels ved indberetninger fraarbejdsløshedskasserne. Blandt de personligt til-meldte findes personer, der oppebærer offentlighjælp, og hvis arbejdsløshed kontrolleres af ar-bejdsanvisningskontorerne. De øvrige personligtilmeldte kan omfatte såvel ledige som beskæfti-gede, der ønsker andet arbejde. Til de personligtilmeldte henregnes også unge under 18 år, her-under læreplads-søgende.

Den form, hvorunder indberetningerne om le-dige arbejdsløshedskassemedlemmer tilgår kon-torerne, varierer en del. I nogle tilfælde får ar-bejdsanvisningskontorerne individuelle til- og af-meldinger vedrørende det enkelte medlems le-dighed, hver gang pågældende melder sig ledig.Den almindeligste ordning i dag er dog den, atkontoret kun modtager egentlig ledighedstilmel-ding, første gang et medlem meldes ledig indenfor understøttelsesåret, og ellers månedsvismodtager opgørelse over den enkeltes ledighed iden forløbne måned. I øvrigt indberetter dissekasser ugevis antallet af ledige uden individual-oplysninger. Arbejdsmændenes og Specialar-bejdernes arbejdsløshedskasse indsender dogugevise opgørelser over de enkelte medlemmersledighed. Følgen af de således mere eller min-dre forsinkede oplysninger er, at arbejdsan-visningskontorets anvisning af kassemedlemmer

10

i almindelighed må ske gennem henvendelse tilkasserne og med et vist tidstab. Bortset fra detnævnte tidstab har systemet imidlertid yderligereden fejl, at den inden for kontorets geografiskeområde bosatte medlemskreds ikke er identiskmed den medlemskreds, som kontorets anvis-nings- og tilsynsmyndighed omfatter.

Arbejdsløshedskassemedlemmer er sædvan-ligvis tilknyttet den afdeling, inden for hvis geo-frafiske område de er beskæftiget. Dette forholdmedfører, at der inden for et anvisningskontorsgeografiske område findes kassemedlemmer,som i anvisnings- og tilsynsmæssig henseendehenhører under andre anvisningskontorer, fordide er beskæftiget og følgelig organiseret indenfor et andet anvisningskontors område, ellerfordi de vel er både bosat og beskæftiget indenfor samme kontors område, men tilhører en ar-bejdsløshedskasse, der ikke har afdelinger indenfor dette kontors område. Undtaget herfra erdog de særlige tilfælde, hvor arbejdsanvisnings-kontoret som nævnt har overtaget ledighedskon-trollen. Her vil anvisning i almindelighed kunneske direkte fra kontoret.

Kasserne får oplysninger om ledige medlem-mer derved, at disse for at opnå understøttelsedels må ledigmelde sig ved personlig henven-delse til kassen, dels tillige må møde til kontrolhver eller hveranden dag. Kasserne anviser sæd-vanligvis kun ledige, og altså ikke medlemmer,der blot ønsker at skifte arbejde.

4) Anvisning ud over arbejdsanvisningskon-torets eller arbejdsløshedskassens område.

Den fremgangsmåde, som er fremstillet i detforegående afsnit, anvendes, når anvisningensker inden for vedkommende kontors eller kas-ses område. Navnlig i perioder med mangel påarbejdskraft kan der imidlertid blive tale om an-visning også ud over de sædvanlige grænser foranvisningsorganernes virkekreds.

Sådan clearing foregår i det væsentlige gen-nem de offentlige anvisningskontorer. De flestekasseafdelinger synes efter det for udvalget op-lyste kun i ringe omfang at anvise udenfor ved-kommende afdelings geografiske og faglige om-råde. Så længe der kun er tale om clearing mel-lem kasseafdelinger inden for samme arbejdsan-visningskontors område, opstår ingen principiel-le problemer. Når kontoret direkte modtager or-drer på arbejdskraft eller indberetning fra kas-serne om ueffektuerede ordrer, kan det entengennem sine egne kartoteker eller ved henven-delse til kasserne inden for området søge ordren

effektueret. Det er dog udvalgets indtryk, at dersom nævnt herved kan opstå et ikke helt ubety-deligt tidstab.

Hvor forsøgene på at få besat ledige pladserkræver clearing ud over kontorets geografiskeområde, findes i almindelighed to veje. Da ud-bud og efterspørgsel af arbejdskraft har værettemmelig ensidigt geografisk fordelt, har vissearbejdsanvisningskontorer etableret fast gensidigforbindelse, således at det ene kontor ved di-rekte kontakt med det andet søger at fremskaffeden manglende arbejdskraft. På grundlag afkontorernes indberetninger udarbejder arbejds-direktoratet hver uge dels en oversigt over le-dige arbejdsløshedskassemedlemmer, opdelt fag-ligt og lokalt, dels en oversigt over ubesattepladser, ligeledes opdelt fagligt og lokalt. Disseoversigter udsendes til samtlige offentlige ar-bejdsanvisningskontorer, der herved får følingmed udbud og efterspørgsel af arbejdskraft in-den for de øvrige kontorers områder.

4 Hjælpemidler.Arbejdsanvisningen bygger på den vurdering,

at det er samfundsmæssigt gavnligt, at arbejds-givernes behov for arbejdskraft dækkes, så vidtdet er muligt og så godt som muligt, og at denenkelte arbejdssøgende så vidt muligt beskæf-tiges netop ved det arbejde, som han egner sigfor. For at opnå dette mål er det imidlertid ikkealtid tilstrækkeligt at bringe arbejdssøgende ogarbejdsgivere i kontakt med hinanden. Det kanblive nødvendigt at overvinde en vis modstandeller andre hindringer mod at tage et anvist ar-bejde. Dette er særligt tilfældet, hvor den enkeltemå tage arbejde uden for sit hjemsted eller sittilvante arbejdsfelt.

Bestræbelser, der er egnet til at overvinde så-danne hindringer, og som direkte eller indirektestår til arbejdsanvisningens disposition, kaldesi det følgende for hjælpemidler.

1) En særstilling indtager det hjælpemiddel,der består i, at arbejdsløshedsunderstøttelse kanbortfalde, hvis den forsikrede vægrer sig ved atovertage det anviste arbejde.

Ifølge arbejdsløshedskøens § 17, stk. 1, nr.10, må der ikke ydes understøttelse til den, deruden fyldestgørende grund vægrer sig ved atovertage et af kassens bestyrelse eller et offent-ligt arbejdsanvisningskontor eller kommunal-bestyrelsen anvist passende arbejde. Den nær-mere fastlæggelse af, hvornår der foreligger fyl-destgørende grund til vægring, og hvornår det

11

anviste arbejde er passende, er i et vist omfangforetaget i selve loven. Det fremgår således af§ 17, stk. 2 a, at det ikke er fyldestgørendegrund til at vægre sig ved at overtage et anvistarbejde, at lønnen for arbejdet er lavere endden, pågældende har haft, når lønnen dog ikkeer under den fortjeneste, der i henhold til over-enskomst mellem arbejdsgivere og arbejdere ergældende for tilsvarende arbejde. Ifølge sammeparagrafs stk. 2 b er det ej heller fyldestgørendegrund, at det anviste arbejde ligger uden for detfag eller det faglige område, hvorved pågæl-dende har været beskæftiget, når der på det stedeller i det fag (faglige område), hvor arbejdetskal udføres, er trang til overførelse af arbejds-kraft fra andre arbejdsområder, når pågældendehar evner og kræfter til at udføre arbejdet, ognår hans muligheder for senere at få beskæf-tigelse i det fag (faglige område), som han tid-ligere har været beskæftiget ved, ikke forringesi væsentlig grad. I det omfang loven ikke ud-tømmende bestemmer, hvad der er fyldestgø-rende vægringsgrund, og hvad der er passendearbejde, fastlægges indholdet af disse begreberved arbejdsnævnets praksis, der er særlig rig-holdig med hensyn til spørgsmålet om pligt tilat tage arbejde uden for hjemstedet.

2) En række hjælpemidler tager sigte på atovervinde hindringerne for arbejdskraftens geo-grafiske bevægelighed.

Til nydende medlemmer i arbejdsløshedskas-serne kan der af arbejdsløshedskassen og tilandre af det offentlige arbejdsanvisningskontorydes rejsehjælp som godtgørelse for udgifter tilbefordring med offentligt befordringsmiddel plusdagpenge for det antal dage, rejsen varer. Dag-pengene udgør maksimalt for forsørgere samtfor ikke-forsørgere med 15 års medlemstid ogderover 20,70 kr. For ikke-forsørgere medmindst 8 års medlemstid 16,70 kr. og for ikke-forsørgere med under 8 års medlemstid 13,80 kr.Hjælpen kan i et vist omfang også ydes, selv omvedkommende ikke er aktuel arbejdsløs, nemlighvis han kan forventes at blive arbejdsløs i dennærmeste fremtid. Rejsehjælpen kan ydes såvelved rejser, der foretages for at overtage et ar-bejde, som ved rejser, der foretages for at søgearbejde. I 1962 63 udbetalte arbejdsløshedskas-serne ca. 750.000 kr. i rejsehjælp. I sammeperiode udbetalte anvisningskontorerne ca.22.000 kr.

Til samme kreds kan de samme myndighederyde flyttehjælp som godtgørelse for dokumen-

terede udgifter ved transport af bohave samlsom en godtgørelse svarende til udgiften ved fa-miliemedlemmers befordring med offentligt be-fordringsmiddel. Hjælpen ydes dog kun til for-sørgere samt til ikke-forsørgere med 15 års med-lemstid eller derover og kun til personer, der påtilflytningsstedet har opnået arbejde af mere endmidlertidig karakter, efter at de er blevet ledige,eller når det kan forudses, at de vil blive ar-bejdsløse i den nærmeste fremtid. I 1962/63udbetalte arbejdsløshedskasserne ca. 160.000 kr.i flyttehjælp. I samme periode udbetalte anvis-ningskontorerne ca. 600 kr.

Endelig kan der ydes tilskud til merudgifterved dobbelt husførelse, men kun til forsørgere,der overtager arbejde i en sådan afstand frahjemmet, at de er henvist til at tage opholduden for dette, medens familien forbliver ihjemmet. Ydelsen udbetales med indtil 5,90 kr.pr. dag med tillæg af indtil 80 øre pr. dag forhvert hjemmeværende barn under 18 år, eventu-elt kun under 14 år, jfr. lovens § 15, stk. 4. Hjæl-pen kan ikke ydes for kortere tid end 1 uge ogikke for længere tid end 6 måneder. Ophørerarbejdet inden for dette tidsrum, kan der ydesrejsehjælp til hjemrejse efter tilsvarende reglersom ovenfor omtalt. I 1962/63 ydede kasserneca. 390.000 kr. i tilskud til merudgift ved dob-belt husførelse, medens anvisningskontorernestilskud androg ca. 14.000 kr.

3) Fremskaffelse af bolig til tilflyttere.Ifølge arbejdsløshedslovens § 3, stk. 5, er det

pålagt de offentlige arbejdsanvisningskontorer ide tilfælde, hvor der anvises arbejde over såstore afstande og under sådanne forhold, atovertagelsen af arbejdet normalt vil forudsættebopælskifte, og hvor overflytningen anses forønskelig ud fra en samlet vurdering af stedligeog faglige behov på arbejdsmarkedet, at udfoldebestræbelser for at skaffe den tilflyttede bolig,f. eks. ved henvendelse til kommunalbestyrelsen,til sociale boligforetagender eller andre, even-tuelt ved at træde i samarbejde herom med denarbejdsgiver, til hvem anvisningen sker. Hvorder i de nævnte tilfælde er anvist arbejde tilarbejdsløse, ubemidlede forsørgere, kan anvis-ningskontoret yde støtte til betaling af bolig-andel eller boligindskud eller til forudbetalingaf leje. Støtten fra kontorets side kan have formenten af garanti for lån eller ydelse af lån.

Anvisningskontorerne har hidtil søgt at løseboligproblemerne for tilflyttet arbejdskraft vedopstilling af barakker, leje af værelser, under-

12

håndsaftaler med pensionater og lignende. Låneller garanti for lån til indskud i lejligheder m. v.har foreløbig kun været anvendt to gange.

4) Hjælpemidler, der består i uddannelse, op-læring og omskoling har i de senere år fået storbetydning.

Lox af 18. maj 1960 om erhvervsmæssig ud-dannelse af ikke-faglærte.

Personer, der har eller søger beskæftigelsesom ikke-faglærte, har adgang til kurser i hen-hold til loven af 18. maj 1960. Uddannelsenfinder sted på grundlag af planer, udarbejdet afsærlige brancheudvalg inden for de enkelte fagog godkendt af et uddannelsesråd.

Adgangen til de nævnte kurser står åben foralle ikke-faglærte arbejdere, der er fyldt 18 år,hvad enten de ved uddannelsens påbegyndelseer i arbejde eller er ledige.

Optagelsen på kurser skal godkendes af ud-dannelsesrådet efter indstilling af vedkommendebrancheudvalg.

Under kurset ydes en godtgørelse svarende tilarbejdsløshedsunderstøttelsen, dog således atforsørgere, der ved tilmeldelsen er i arbejde el-ler har haft arbejde i ialt 5 uger inden for desidste 2 måneder, får et forsørgertillæg på 50 %af den samlede arbejdsløshedsunderstøttelse.Godtgørelsen kan dog ikke overstige 90 % aflønnen inden for nogen branche.

På kostskoler får forsørgere kost og logi gra-tis, medens ikke-forsørgere betaler 4 kr. pr.døgn.

Den offentlige arbejdsanvisning er ikke di-rekte tillagt funktioner i forbindelse med denneuddannelses administration, men det er forud-sat, at såvel arbejdsløshedskasserne som anvis-ningskontorerne, hvor der skønnes at være be-hov herfor, søger at formidle kontakten til deomhandlede kurser. Ret til arbejdsløshedsunder-støttelse fortabes ikke, selv om henvisning ikkemodtages.

Der er hidtil godkendt 19 brancheudvalg. I1962/63 har ialt 7.873 personer deltaget i denævnte uddannelsesforanstaltninger, og udgif-terne til godtgørelse for tab af indtægt og til be-fordring har i samme periode udgjort godt 4mill. kr. Udgifterne til uddannelsesinstitutioner-nes drift har i 1962/63 udgjort 5,1 mill. kr.

Lov af 18. maj 1960 om beskæftigelse og ud-dannelse af unge.

Ikke-faglærte mellem 18 og 25 år, der entenselv ønsker optagelse, eller som eventuelt efter

en længere ledighed henvises gennem den of-fentlige arbejdsanvisning, kan modtage erhvervs-mæssig uddannelse i henhold til lov af 18. maj1960 om beskæftigelse og uddannelse af unge.

Uddannelsen gennemføres hovedsagelig pågrundlag af kurser tilrettelagt efter de af detovenfor omtalte uddannelsesråd godkendte pla-ner.

1 arbejdstiden ydes time- eller akkordløn samteventuel godtgørelse ved deltagelse i undervis-ning efter tilsvarende regler som efter den oven-for omtalte uddannelseslov. Endvidere ydes be-fordringsgodtgørelse. Eleverne betaler for kostog logi.

Såfremt henvisningen sker gennem den of-fentlige arbejdsanvisning, medfører vægring tabaf retten til arbejdsløshedsunderstøttelse.

I 1962/63 har deltagerantallet udgjort ca. 600,og udgifterne til driften af de arbejdstekniskeungdomsskoler 1,3 mill. kr.

Lov om revalidering af 29. april 1960.Til personer med bopæl i Danmark samt til

personer med dansk indfødsret og ophold i Dan-mark kan der efter revalideringsloven af 29.april 1960 bl. a. ydes bistand til erhvervsmæssigrevalidering.

De forskellige foranstaltninger i form af op-læring, uddannelse og omskoling m. v. admini-streres gennem de 12 revalideringscentre.

Adgangen til bistand er betinget af, at entenen væsentlig og ikke blot forbigående forbedringaf erhvervsevnen kan opnås, eller at en sådannedsættelse af erhvervsevnen kan undgås.

Under ophold på revalideringsinstitutionerudbetales i almindelighed overenskomstmæssigløn. På enkelte institutioner udbetales ikke løn,men særlige ydelser fastsat i institutionens regle-ment. I det omfang, der måtte være behov her-for, kan lønnen eller ydelsen suppleres gennemvedkommende kommune med en særlig hjælp ihenhold til revalideringslovens § 7.

Til personer, der revalideres uden for revali-deringsinstitutionerne, udbetales en ydelse fast-sat administrativt i henhold til revaliderings-lovens § 6. Også i disse tilfælde er det i almin-delighed muligt at opnå supplerende hjælp ihenhold til revalideringslovens § 7.

Henvisningen til revalideringsinstitutionerm. v. sker gennem revalideringscentrene; denoffentlige arbejdsanvisning kan yde en formid-lende indsats ved henvisning til revaliderings-centrene.

13

Beskæftigelsesloven af 27. december 1958.I henhold til arbejdsløshedslovens § 10, stk. 4,

er det pålagt arbejdsløshedskasserne i forbin-delse med arbejdsanvisningskontorerne at gen-nemføre en individuel undersøgelse af alle lang-varigt ledige arbejdsløshedskassemedlemmersforhold med henblik på ved særlige foranstalt-ninger at bringe dem tilbage til arbejdsmarkedet.

Med hjemmel i beskæftigelseslovens § 21 erder godkendt en række foranstaltninger for atmuliggøre optræning m. v. af den personkreds,der omfattes af arbejdsløshedslovens § 10, stk. 4.Under disse kurser kombineres det praktiskearbejde med undervisning, og arbejdsanvisnings-kontorerne skal under hele optræningen holdesig i nøje kontakt med de henviste bl. a. gen-nem de til kontorerne knyttede arbejdskonsulen-ter.

For den del af kursusvirksomheden, der be-står i arbejde, udbetales løn, medens der for dendel af kursustiden, der udfyldes med undervis-ning, udbetales beløb svarende til vedtægtsmæs-sig arbejdsløshedsunderstøttelse.

Uddannelseskurser for arbejdsløse i henholdtil loven om arbejdsanvisning og arbejdsløsheds-forsikring.

Ifølge arbejdsløshedslovens § 32 påhviler detarbejdsdirektøren at virke for, at der oprettesuddannelseskurser for arbejdsløse inden for om-råder, hvor der hersker en vis ikke ubetydeligledighed.

Udover specielle kurser for arbejdsløse kander ydes tilskud til arbejdsløses ophold på folke-højskoler, fagskoler, handels- eller tekniske sko-ler m. fl.

Den nævnte kursusvirksomhed for arbejds-løse, der omfatter såvel forsikrede som ikke-forsikrede, udøves gennem et særligt kursus-nævn med arbejdsdirektøren som formand. I1962/63 har i alt 597 personer fået tilkendt un-derstøttelse til deltagelse i kurser af den nævntebeskaffenhed. Understøttelsen svarer til ved-tægtsmæssig arbejdsløshedsunderstøttelse. Disseudgifter udgjorde i alt i det nævnte regnskabs-år 1 mill, kr., medens udgifter til etablering ogdrift af kurser androg 1,9 mill. kr.

5 De offentlige arbejdsanvisningskontorersandre opgaver.

De offentlige arbejdsanvisningskontorer hari vidt omfang andre opgaver end de anvis-ningsmæssige, der er skildret i det foregående.Det er tilmed karakteristisk for udviklingen, at

disse opgaver nu beslaglægger væsentlig mereaf kontorernes tid og arbejdskraft end denegentlige anvisning.

Visse af disse andre opgaver er en videre ud-bygning af den almindelige anvisningsvirksom-hed; andre er udslag af, at ledighedsstatistik-kens grundlag tilvejebringes af arbejdsanvis-ningskontorerne, og atter andre er en følge afstatens tilsyn med arbejdsløshedsforsikringen. Idet følgende gives en kort oversigt over disseopgaver.

1) I henhold til lov af 29. april 1960 om re-validering, jfr. § 14, stk. 3, varetages arbejdsan-visningen af erhvervshæmmede i snævert sam-arbejde mellem revalideringscentrene og de of-fentlige arbejdsanvisningskontorer. Arbejdsfor-delingen mellem de to myndigheder er i prin-cippet den, at arbejdsanvisningskontoret rådgivercentret i arbejdsmarkedsspørgsmål og forsøgerat fremskaffe passende arbejdstilbud til centretsklienter, når disse skønnes at være egnet til pla-cering på arbejdsmarkedet. For at kunne udføredenne vanskelige form for arbejdsanvisning, erder til anvisningskontorerne blevet knyttet sær-lige arbejdskonsulenter, der ved henvendelse tilarbejdsgivere m. v. søger at skaffe sig en sådanføling med arbejdsmarkedet, at den revalidere -des placering kan blive bedst mulig, og som medhenblik herpå er inddraget i revalideringsproces-sen på et tidligt stadium. Som nævnt ovenforhar arbejdskonsulenternes virksomhed vist siggavnlig også for det almindelige anvisningsar-bejde ved kontorerne. Det kan yderligere næv-nes, at kontorerne er repræsenteret i det særligei lovens § 14, stk. 2, omhandlede samråd.

Arbejdet med revalidering lægger ifølge en afarbejdsdirektoratet udarbejdet, men ikke offent-liggjort opgørelse fra 1962/63, beslag på 11-12 % af den samlede arbejdstid i anvisningskon-torerne.

2) Beslægtet med anvisningen af revalideredeer den særlig intense anvisning af langvarigt ar-bejdsløse. I henhold til arbejdsløshedslovens§ 10, stk. 4, påhviler det arbejdsløshedskasserne,når et medlems ledighed er nået op over en afministeren fastsat grænse inden for et understøt-telsesår, at undersøge årsagerne til denne ledig-hed med henblik på ved særlige foranstaltningeraf optræningsmæssig art at bringe sådanne med-lemmer tilbage på arbejdsmarkedet. På grundlagaf denne bestemmelse er der fastsat regler, der

14

medfører, at arbejdsanvisningskontorerne un-derkaster de enkelte langvarigt arbejdsløse for-sikrede en særlig undersøgelse for at finde årsa-gen til den lange afbejdsløshed og på baggrundaf denne viden at søge den afhjulpet, jfr. det påside 14 under omtalen af beskæftigelsesloven an-førte. Arbejdet i forbindelse med § 10, stk. 4, be-slaglagde i 1962/63 1-2 % af den samlede ar-bejdstid i anvisningskontorerne.

3) Henvisning til beskæftigelsesarbejder ihenhold til beskæftigelsesloven af 27. december1958 sker udelukkende gennem den offentligearbejdsanvisning. De henviste står fortsat til-meldt arbejdsanvisningen som ledige og kanfølgelig overføres til ordinært arbejde.

4) Til de offentlige arbejdsanvisningskontorerer dej" knyttet erhvervsvejledere, der har til op-gave ved klassebesøg at give erhvervsorienteringi skolen som et led i dennes undervisning på detteområde, at give individuel rådgivning til alle, derhenvender sig til de offentlige anvisningskonto-rer for at få erhvervsvejledning, at fremskaffeerhvervspraktikpladser (dette finder som ofteststed i snævert samarbejde med kontorets anvis-ningsafdeling eller med arbejdskonsulenten), atgive erhvervsvejledning til værnepligtige på ka-sernerne og til unge mennesker på efterskole, atholde erhvervsoplysende foredrag for forældre-kredse samt at være konsulent for skolemyndig-hederne, når disse tilrettelægger den erhvervs-orienterende undervisning i skolen.

Denne del af virksomheden lagde efter dentidligere omtalte undersøgelse beslag på 12-13 % af kontorernes arbejdstid.

5) Lærekontrakter skal — som et led i det me-get vidtdrevne offentlige tilsyn med lærlingefor-hold - godkendes af de offentlige arbejdsanvis-ningskontorer. Lærekontrakter til samtlige fagudleveres ved henvendelse til anvisningskonto-rerne, og når kontrakten er oprettet mellem ar-bejdsgiver og lærling, påhviler det anvisnings-kontorerne at påse, at lærlingelovens betingelserer opfyldt, og at de af de respektive faglige fæl-lesudvalg fastsatte betingelser ikke er tilsidesat.

Det er ligeledes pålagt kontorerne i alminde-lighed at bistå og vejlede personer, der søger op-lysning om lærlingeforhold, samt i det omfang,hvori det er muligt, at føre tilsyn med, at be-skæftigelse i strid med lærlingeloven ikke findersted. Endelig har kontorerne enkelte rent admi-

nistrative opgaver med hensyn til udbetaling afrejse- og opholdstilskud til lærlinge.

Godkendelse af lærekontrakter optog ifølgeovennævnte undersøgelse 9-10 % af arbejdsti-den.

6) Indsamling og udarbejdelse af statistiskeoplysninger spiller en meget betydelig rolle. I1962/63 lagde dette arbejde beslag på 18-19 %af arbejdstiden.

Grundlaget for det statistiske arbejde og des-uden for store dele af kontorets øvrige virksom-hed er et katotek indeholdende et kort for hvertmedlem af de under vedkommende kontor hen-hørende afdelinger af de statsanerkendte ar-bejdsløshedskasser. På kortet findes registreretog å jour ført en række almindelige oplysninger,så som medlemmets opholdskommune, forsør-gerforhold, ægteskabelige stilling, oplysning om,hvorvidt pågældende er faglært eller ufaglært,hvilken branche pågældende tilhører, oplysningom eventuelt bierhverv, datoen for indmeldelseni arbejdsløshedskassen, medlemsgruppe, er-hvervsgruppe samt navnet på den afdeling, med-lemmet tilhører m. v.; tilsvarende kortmaterialefindes for de personligt tilmeldte arbejdssøgende,der ikke er medlemmer af nogen anerkendt ar-bejdsløshedskasse.

På disse kort skal desuden al ledighed for deenkelte personer registreres, og i det væsentligepå grundlag heraf udfærdiger kontorerne følgen-de statistiske opgørelser:

a) Ugeliste til arbejdsdirektoratet over de pr.hver onsdag ledige inden for de enkelte arbejds-løshedskasser.

b) Den udvidede ugeliste til arbejdsdirektora-tet over ledige pr. sidste onsdag i måneden, deropgøres efter samme princip som den alminde-lige ugeliste, og som angiver forskellige fradrags-grupper af ledige.

c) En månedsvis opgørelse til amterne overantal ledige medlemmer af Arbejdsmændenes ogSpecialarbejdernes arbejdsløshedskasse indenfor hver kommune.

d) En månedsvis opgørelse over ledige til Detstatistiske Departement.

e) En halvårlig og årlig opgørelse over ledigetil Det statistiske Departement.

7) Arbejdsanvisningskontorernes tilsyn medarbejdsløshedskassernes forsikringsvirksomhedudøves først og fremmest derved, at kontoretmindst een gang årligt aflægger besøg i afdelin-gerne og gennemgår disses kontrol- og under-

15

støttelsesmateriale. Samtidig vejledes tillidsmæn-dene med hensyn til nye cirkulærebestemmelserm. v.

Som supplement til dette almindelige tilsyn fo-regår på grundlag af arbejdsgivernes medvirkenen såkaldt stikprøvekontrol. Den består i, at an-visningskontorerne, hvor de efter forholdenefinder det påkrævet, henvender sig til arbejdsgi-verne for at få oplysninger om et eller fleremedlemmers beskæftigelsesforhold og eventuellelønforhold til brug for en sammenligning meddet fra afdelingerne foreliggende kontrolmate-riale. Dette specielle tilsyn, for hvilket nærmereregler er fastsat i et af arbejdsdirektoratet ud-færdiget cirkulære, omfatter i første række ar-bejdsgivere, der beskæftiger løsarbejdere,f. eks. fra land- og skovbrugsvirksomheder, tør-veproduktions- og entreprenørvirksomheder,specielt sådanne hvis arbejde er sæsonpræget,og virksomheder, der beskæftiger hjemmearbej-dere. Endvidere skal kontorerne særlig haveopmærksomheden henvendt på private hus-holdninger, der beskæftiger fremmed medhjælp,navnlig sådanne, der lejlighedsvis beskæftigerfaglig arbejdskraft udenom mestrene, f. eks.gartnere og malere. Endelig kan i denne forbin-delse sådanne virksomheder komme i betragt-ning, hvis arbejdere vil have særlig stor mulig-hed for at give fremmøde på kontrolstedet tiltrods for, at de er i beskæftigelse.

Dette tilsynsarbejde, der har stor principielbetydning for arbejdsanvisningskontorernes heleplacering i forhold til den anden del af det spal-tede, danske arbejdsanvisningssystem, læggerbeslag på 5-6 % af arbejdstiden.

8) En funktion af anden art end de hidtilnævnte påhviler de offentlige arbejdsanvis-ningskontorer i forbindelse med planlægning ogudførelse af beskæftigelsesarbejder. Kontorerneskal således yde bistand ved planlægningen ogskal afgøre, hvornår disse arbejder skal igang-sættes, standses og genoptages, og hvor stor enarbejdsstyrke, der må være beskæftiget ved detenkelte arbejde.

I forbindelse hermed kan nævnes, at konto-rerne gennemgår regnskaberne for beskæftigel-sesarbejder og grundforbedringsarbejder.

9) Den anvisningsmæssige virksomhed i for-bindelse med ind- og udvandring af arbejdskraftudføres her i landet i det væsentlige af den cen-trale arbejdsanvisningsmyndighed, arbejdsdi-rektoratet. Bistand, særlig i form af oplysnin-

ger til udvandrere, i henhold til udvandringslo-ven af 25. marts 1959 ydes således af direktora-tet, der også administrerer de mellem Danmarkog en række vest-europæiske lande afsluttedeoverenskomster vedrørende udveksling af stagi-aires, d. v. s. personer under 30 år, der har fag-lig uddannelse, og som ønsker videreuddannelsegennem beskæftigelse her i landet. Arbejdsan-visningskontorerne er derimod ikke helt udendel i administrationen af det nordiske arbejds-marked, se nærmere nedenfor side 37, og de op-lysninger om arbejdssøgende og ledige pladser,som arbejdsdirektoratet modtager fra andreO. E. C. D.-stater i henhold til denne organisa-tions udvekslingsplan af 8. juli 1960, se nær-mere nedenfor side 40, videresendes til arbejds-anvisningskontorerne.

Arbejdsløshedskasserne deltager i den virk-somhed, der går forud for udstedelse af arbejds-tilladelse til udlændinge. Efter fremmedloven af7. juni 1952 kræves der arbejdstilladelse frapolitiet, for at en udlænding kan tage arbejdeher i landet. Arbejdstilladelse udstedes i praksisi almindelighed kun, hvis der ikke kan anviseskvalificeret dansk arbejdskraft, og hvis vedkom-mende arbejdsgiver er villig til at give tarifmæs-sig løn. Hvis ikke særlige forhold gør sig gæl-dende, høres arbejdsdirektoratet og vedkom-mende arbejdsløshedskasse, før arbejdstilladelsegives. Om omfanget af meddelte arbejdstilladel-ser til ikke-skandinaviske statsborgere henvisestil bilag 3.

2. 2 Andre arbejdsanvisningsorganer.1 Skibsbesætninger.De særlige regler for anvisning af skibsbesæt-

ninger findes i lov af 31. marts 1937 om forhy-ring og mønstring af skibsmandskab. Ligesomdet almindelige offentlige arbejdsanvisningsap-parat er denne anvisning delt mellem offentligtdrevne kontorer (forhyringskontorer) og søfar-tens statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

Der findes for tiden 5 forhyringskontorer,der ledes af den stedlige mønstringsbestyrer,hvis opgave det i øvrigt bl. a. er at påse, at lov-givningens særkrav vedrørende skibsbesætnin-ger er overholdt.

Langt den største del af søfartens arbejdsgive-re rekvirerer deres arbejdskraft gennem forhy-ringskontorerne, der tillige i vidt omfang er be-myndiget til på redernes vegne at indgå forhy-ringskontrakter. Enkelte store rederier rekvire-rer dog arbejdskraft direkte i arbejdsløshedskas-serne og indgår forhyringsaftalerne i egne for-

1b

hyringsafdelinger. Gennem forhyringskontorer-ne formidles både skibsofficerer og menigtmandskab — og såvel organiseret som uorganise-ret mandskab, og også uorganiserede redere kanrekvirere deres arbejdskraft herigennem.

Når det drejer sig om anvisning af organise-rede sømænd og søfyrbødere til skibe tilhørenderederier tilsluttet Danmarks Rederiforening, la-der forhyringskontorerne imidlertid de indgåedeordrer gå videre til de respektive arbejdsløs-hedskasser, der i henhold til særlig overens-komst med Danmarks Rederiforening foretagerudvælgelsen til de ledige hyrer. Udvælgelsenfinder sted ved opråb i de respektive kasserskontrollokaler flere gange daglig på nærmerefastsatte tidspunkter. De tilstedeværende ledigemedlemmer kan her „byde på" de tilbudte hy-rer, og det medlem, der har flest stempler forafkontrollerede ledige dage, anvises.

1 meget beskedent omfang anvises uorganise-ret arbejdskraft til skibe gennem de almindeligeoffentlige arbejdsanvisningskontorer. Af nogetstørre betydning er, at faglige sammenslutningeraf skibsofficerer driver en godkendt privat ar-bejdsanvisning.

2 Havnearbejdere.På samme måde som en væsentlig del af sø-

fartens arbejdsgivere har overladt til de statsligeforhyringskontorer at indgå hyreaftaler medblandt andre de fra søfartens statsanerkendte ar-bejdsløshedskasser anviste medlemmer, har for-eninger af arbejdsgivere ved havnene etableretet antal særlige mønstringssteder, hvor antagelseaf havnearbejdere til forekommende arbejdefinder sted ved repræsentanter udpeget af de re-spektive arbejdsgiverorganisationer. Mønstrin-gen af havnearbejdere er således en særlig formfor antagelse af arbejdskraft.

3 Privat arbejdsanvisning.Ved siden af den almindelige offentlige ar-

bejdsanvisning og den særlige offentlige anvis-ning for søfolk findes en privat arbejdsanvis-ning, der dog kun på meget begrænsede områ-der har reel betydning.

1) Foreninger af principaler, faglige sam-menslutninger m. v.

Ifølge lov om privat arbejdsanvisning af 20.maj 1933 med senere ændringer er det forbudtfor betaling, hvad enten denne udredes direkteeller indirekte, at tilbyde sin mellemkomst vedanvisning eller på anden måde ved ansættelse affunktionærer eller arbejdere i håndværks-, in-

2

dustri-, transport-, handels- og kontorvirksom-hed eller hotel- og restaurationsvirksomhed her-under ved ansættelse af musikere inden for desidstnævnte virksomheder. Forbudet gælder dogikke den anvisning, som udøves af principalereller funktionærer inden for de nævnte er-hvervsområder eller af de af sådanne forenin-ger oprettede engageringskontorer samt af han-delsskoler, tekniske skoler o. lign., for så vidtder ikke tages betaling for den enkelte anvis-ning, og vedkommende institution har erholdtoffentlig anerkendelse af sin anvisningsvirksom-hed og underkaster sig de nærmere regler, somi så henseende fastsættes af arbejds- og social-ministeren, jfr. § 1, stk. 2.

Såfremt det inden for visse områder — fagligeeller lokale - må anses for nødvendigt for at til-fredsstille den tilstedeværende trang til anvis-ning, at der gives tilladelse til at udøve plads-anvisning for betaling, kan arbejds- og social-ministeren desuden efter samråd med arbejds-direktøren og vedkommende principal- og funk-tionærorganisationer meddele foreninger ellerpersoner tilladelse til at drive pladsanvisning forbetaling i den udstrækning og på de nærmerevilkår - derunder angående tilsynet — som mini-steren anser det for påkrævet at foreskrive. Ensådan tilladelse gives for 5 år ad gangen og kantilbagekaldes, såfremt virksomheden tilsidesæt-ter de givne forskrifter.

De af foreninger af principaler m. v. drevnearbejdsanvisningskontorer er under tilsyn af ar-bejdsdirektoratet, der bl. a. påser, at der føresen fortegnelse over tilmeldte arbejdssøgendemed angivelse af dato for indtegning og afmel-ding samt fortegnelse over indkomne tilbud omarbejde med angivelse af dato for tilbudets af-givelse og pladsens besættelse. Hvert kvartalforetages en opgørelse over antallet af arbejds-søgende og anviste personer i det forløbne kvar-tal. Denne indsendes til direktoratet, ligesom in-stitutionen hvert år indsender en beretning tilarbejdsdirektoratet indeholdende oplysning omvirksomheden i det foregående finansår.

Pr. 31. marts 1963 fandtes der 29 foreningerm. v., der havde anerkendelse til at drive plads-anvisning i henhold til lov om privat arbejds-anvisning, se nærmere bilag 4. I 1962/63 anvistedisse i alt 1.636 personer (heraf 655 kvinder og981 mænd).

2) Husgerningskontorer og sygehjælperkon-rer.Ifølge loven om privat arbejdsanvisning § 2

torer

17

kræves ligeledes bevilling til at foretage anvis-ning mod betaling af arbejdskraft til midlertidighjælp ved husgerning og til sygeplejehjælp.

De anerkendte husgerningskontorer og syge-hjælperkontorer skal ifølge loven samarbejdemed et offentligt arbejdsanvisningskontor og erderhos underkastet arbejdsdirektoratets tilsyn ogkontrol, herunder bl. a. tilsynet med, at betin-gelserne for bevillingens meddelelse stadig eropfyldt, at kontoret har daglig åbningstid, og atdet ikke har andet formål end at yde sin mel-lemkomst ved arbejdsformidling. Arbejdsdirek-toratet godkender betalingsvilkårene. Den af-gift, der erlægges til kontoret, må ikke overstigefor husgerningskontorerne 10 % og for syge-hjælperkontorerne 6 % af lønnen for den anvi-ste periode.

Ved udgangen af marts 1963 fandtes der 4indehavere af bevilling til at drive husgernings-kontorer, der drev anvisningsvirksomhed. I1962 63 har disse kontorer anvist arbejde til 99personer, der tilsammen har været beskæftiget i5.275 dage.

Ved udgangen af marts 1963 fandtes der 8

personer og foreninger, som havde bevilling tilat drive kontor for anvisning af sygehjælpere;kun 4 af disse har i 1962,63 drevet anvisnings-virksomhed. De har i denne periode anvist ar-bejde til 149 personer i tilsammen 41.100 dage.

3) Sygeplejebureauer.Ifølge § 8 i lov af 25. maj 1956 om sygeplejer-

sker kan der oprettes sygeplejebureauer, somanviser sygeplejersker. Disse bureauer skal god-kendes af sundhedsstyrelsen og står under den-nes tilsyn.

Pr. 31.3.1963 fandtes 2 godkendte privatesygeplej ebureauer.

4) Engagering af musikere.Trods lovens forbud mod for betaling at yde

privat mellemkomst ved ansættelse af musikereinden for hotel- og restaurationsbranchen fore-går den meste anvisning af musikere og artistergennem private bureauer. Hele dette spørgsmålbehandles imidlertid af en nedsat kommission.

Sædvanligvis udgør afgiften for disse bureau-ers medvirken 10 % af den aftalte arbejdslønfor det pågældende engagement.

18

3 Nogle udenlandske arbejdsanvisningssystemer,

deres struktur og hjælpemidler.

I det følgende skal omtales arbejdsanvisnings-systemer i forskellige lande, idet der i førsterække er lagt vægt på at redegøre for forholdenei lande, som økonomisk, socialt og kulturelt idet væsentlige befinder sig på samme udviklings-trin som i Danmark.

3* 1 Sverige.1 Den historiske udvikling.De første arbejdsformidlingssystemer var i

Sverige tilknyttet laugsvæsenet, først organiseretaf arbejdsgiverne og senere af svendene. I 1732—35 oprettedes på offentlig foranledning det så-kaldte priviligerede adressekontor, hvortil karleog piger skulle henvende sig ved et fæstemålsetablering og ophævelse. Den samme pligt var afdet offentlige pålagt arbejdsgiverne. Kontoretophørte imidlertid med at eksistere i 1735, ogder opstod senere en på privat basis i forret-ningsøjemed dreven arbejdsformidlingsvirksom-hed. Først ved slutningen af 1800-tallet blev detpålagt disse private arbejdsformidlinger at ind-hente offentlig anerkendelse.

I 1883 rejstes inden for de første svenske fag-foreninger krav om en mere rationel ordning afarbejdsanvisningen. Disse krav blev dog ikkeopfyldt før godt 20 år senere og da med det re-sultat, at arbejdsformidlingen blev organiseretunder offentlig regie.

I 1902 oprettedes de første kommunale ar-bejdsformidlingskontorer i Helsingborg og Gö-teborg og i de følgende år yderligere et betyde-ligt antal kommunale kontorer andre steder ilandet. I 1906 tog staten initiativ til at sam-ordne de forskellige lokale arbejdsformidlinger,og i 1907 udfærdigedes bestemmelser for prin-cipperne for den statsunderstøttede arbejdsfor-midlings virksomhed. Af disse fremgår, at ho-vedsigtet med formidlingen skulle være at til-byde arbejdsgiveren den bedst mulige arbejds-kraft og at finde frem til det for den enkeltearbejdssøgende bedst egnede arbejde. Anvendel-sen af den offentlige arbejdsformidling skulle

2*

være gratis for både arbejder og arbejdsgiver,og formidlingen skulle i konfliktsituationer væreneutral. Endelig blev det fastslået, at formidlin-gen skulle ledes af en styrelse med et lige stortantal repræsentanter for arbejdsgivere og ar-bejdere.

Antallet af de offentlige arbejdsformidlings-kontorer blev hurtigt forøget, således at der i1912 kun var 3 amter i Sverige, nemlig Stock-holms, Gotlands og Elfborgs län, som ikkehavde etableret forrnidlingskontorer.

Indtil 1934-35 havde etablering af offentligearbejdsformidlingskontorer været en frivillig sagfor de offentlige lokale/regionale myndigheder.Men herefter blev det ved lov påbudt de lokale'regionale myndigheder at etablere arbejdsfor-midlingskontorer, samtidig med at financierin-gen af arbejdsformidlingsvirksomheden i væ-sentligere omfang end tidligere blev overtaget afstaten.

Endelig overtog statsmagten i 1939 hele ar-bejdsformidlingssystemet, der blev henlagt un-der en nyoprettet organisation kaldet arbejds-markedskommissionen (arbetsmarknadskommis-sionen — AM K). Denne omorganisation berørteikke princippet om arbejdernes og arbejdsgiver-nes repræsentation i arbejdsformidlingens sty-rende organer.

Endelig blev arbejdsmarkedskommissionen i1948 erstattet af den permanente, centrale sty-relse, Arbetsmarknadsstyrelsen (AMS).

2 Arbejdsformidlingens opbygning.1) Arbejdsformidlingen sorterer som ovenfor

nævnt på det centrale plan under AMS, der hø-rer til i det ressort, der er underlagt det svenskeindenrigsministerium.

AMS' styrelse er sammensat af en general-direktør, der er formand for styrelsen, en sted-fortrædende generaldirektør, en chefingeniør og8 medlemmer, der udpeges af regeringen. To afdisse medlemmer er udpeget efter forslag fraden svenske arbejdsgiverforening og to efter

19

forslag fra svensk LO; endelig er et medlem fo-reslået af den svenske funktionærorganisationog et af Sveriges akademikerorganisation. Deøvrige to medlemmer repræsenterer landbrugetog kvinderne på arbejdsmarkedet.

Som administrativt apparat råder styrelsenover 8 afdelinger, hvoraf arbejdsformidlings-afdelingen blot er en.

2) På det regionale plan er der oprettet 25amtsarbejdsstyrelser, hvoraf én styrelse udeluk-kende udøver sin virksomhed inden for Stock-holm.

Disse styrelser er i lighed med den centralestyrelse sammensat af repræsentanter for arbej-der- og arbejdsgiverorganisationerne.

Til hver af de 25 styrelser er der knyttet etregionalt arbejdsformidlingskontor. Ved dissehovedkontorer er der indrettet ekspeditioner forde forskellige brancher; ved siden heraf kan derdog også være særlige formidlingssteder specieltfor funktionærer, sømænd og artister og musi-kere. Endvidere er erhvervsvejledningsvirksom-heden og revalideringsvirksomheden knyttet tildisse kontorer.

3) Inden for hver regionalstyrelses områdefindes et antal lokale arbejdsformidlingskonto-rer, hvis virksomhed er undergivet tilsyn af re-gionalstyrelsen. På de mindre steder er de lokalearbejdsformidlingskontorer suppleret gennemarbejdsformidlingsombud eller gennem ambu-lant arbejdsformidling, hvilket sidste systemfungerer på den måde, at en funktionær fra etnærliggende kontor periodisk udfører arbejds-formidlingsopgaver i mindre lokalområder. Somet mellemled mellem de lokale kontorer og detregionale kontor kan der være indskudt kreds-kontorer.

Foruden at udøve egentlig formidlende virk-somhed indsamler de lokale kontorer oplysnin-ger om beskæftigelsen og arbejdsløsheden samtom de forventede forandringer på det lokalearbejdsmarked. På grundlag af disse oplysningerudarbejdes kontinuerligt rapporter til de regio-nale arbejdsstyrelser og til AMS, der således fårmulighed for at tilpasse de arbejdsmarkeds-poli-tiske foranstaltninger til den øjeblikkelige situa-tion på arbejdsmarkedet.

3 Fremgangsmåde ved formidling af ar-bejdskraft.

De principper, der som ovenfor nævnt i 1907blev fastslået for arbejdsformidlingens virksom-

hed, er fortsat gældende. Selv om anvisningensåledes principielt er gratis, skal det dog bemær-kes, at en arbejdsgiver eller arbejdssøgende, derfremsætter ønske om, at hans arbejdsefterspørg-sel/ -tilbud må blive bekendtgjort på en særligmåde, selv må afholde de omkostninger, der op-står herved.

Udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraftkoordineres både inden for det enkelte formid-lingsområde og mellem formidlingsområderne.

Den udjævning af efterspørgsel efter og ud-bud af arbejdskraft, som det er arbejdsformid-lingens opgave at tilvejebringe, kan oftest fore-tages alene ud fra de registreringer af ledigepladser og ledig arbejdskraft, der foretages afformidlingskontorerne.

Er dette imidlertid ikke tilfældet, påhviler detarbejdsformidlingen ved annoncering eller påanden måde at fremskaffe den efterspurgte ar-bejdskraft eller at finde frem til de ledige stil-linger. Arbejdsformidlingen er ikke i sin virk-somhed begrænset til de arbejdssøgende og deledige stillinger, den allerede har registreret.

Eftersom det er arbejdsformidlingens formålat kunne henvise den bedst mulige arbejdskrafttil arbejdsgiverne og skaffe de bedst mulige stil-linger til de arbejdssøgende, søger arbejdsfor-midlingskontorerne ved samtaler med arbejds-giverne og arbejderne at finde frem til de oplys-ninger, som giver den fornødne beskrivelse af,hvilke krav der stilles ved besættelsen af de somledige anmeldte stillinger, og hvilke kvalifika-tioner de arbejdssøgende har.

Det er herved af stor betydning, at formid-lingen under disse samtaler kan oplyse arbejds-giverne og arbejdstagerne om situationen påarbejdsmarkedet, og hvorledes man forventer,den udvikler sig.

Både arbejdsgiveres og arbejdstageres krav tilhenholdsvis arbejdskraft og stillinger kan under-tiden være mere eller mindre urealistiske. Det erda arbejdsformidlingens opgave gennem sagligeoplysninger at få modificeret kravene. Specieltnår det gælder den arbejdssøgende, søger ar-bejdsformidlingen i visse tilfælde gennem ensærlig grundig klarlægning af hans stilling på ar-bejdsmarkedet at skabe forudsætningerne for enmere langsigtet løsning af den pågældendes be-skæftigelsesproblemer.

Når en formidlingsopgave er så nær ved sinløsning, at en konkret arbejdsanvisning er ak-tuel, er det formidlingens pligt at oplyse ar-bejdsgiveren og arbejdstageren om alle de for-hold, som formidlingen er blevet gjort bekendt

20

med om henholdsvis arbejderen og stillingen.Arbejdstageren får således oplysninger om ar-bejdspladsens arbejdsopgaver, løn- og ansættel-sesvilkår, uddannelses- og avancementsmulig-heder m. v. For så vidt den anviste stilling liggeruden for hans hjemegn, kan han desuden bliveinformeret af formidlingen om f. eks. hans mu-ligheder for at kunne få fast bopæl og prisnive-auet på de forskellige fornødenheder m. v.

Arbejdsgiveren på sin side får alle sådanne op-lysninger om den arbejdssøgende, at han bliver istand til at bedømme arbejdstagerens egnethedtil arbejdsopgaven.

Det enkelte lokale arbejdsformidlingskontorskal først og fremmest søge at tilvejebringe enudjævning af udbud og efterspørgsel inden forsit eget formidlingsområde. Lykkes dette imid-lertid ikke, skal f. eks. et arbejdsombud hen-vende sig til det nærmeste arbejdsformidlings-kontor for der at få klarhed over, i hvilket om-fang der findes egnede arbejdsopgaver eller eg-nede arbejdssøgende inden for det pågældendekontors virksomhedsområde. Kontorerne indenfor et område af en region samarbejder underledelse af et kredskontor. Kan den ønskede ud-jævning ikke finde sted hverken inden for det en-kelte lokale kontors formidlingsområde eller in-den for kredskontorets område, påhviler detkredskontoret at søge kontakt med regionskon-toret, der har et større overblik såvel inden for sinegen som over de tilgrænsende regioner. Endeligforestås arbejdet med at nå frem til en udjæv-ning mellem landets forskellige dele af AMS,idet de ledige stillinger, som antagelig ikke vilkunne besættes med arbejdssøgende hverken fraden pågældende region eller fra de tilgrænsende,rapporteres af regionskontorerne til AMS.

For at lette en interlokal udjævning mellemudbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft ud-gives inden for hver region en gang om ugen ensærlig liste, der indeholder oplysninger om de le-dige stillinger, til hvilke der ikke har kunnet fin-des egnede arbejdssøgende inden for de enkeltekredse. Disse lister redigeres og udgives af re-gionskontorerne, og de distribueres til samtligeformidlingsorganer i de pågældende og de til-grænsende regioner samt til de af formidlings-organerne i de øvrige regioner, med hvilke derer et mere regelmæssigt samarbejde.

Endelig udarbejder AMS' arbejdsformidlings-kontor en særlig rigsliste, Platsjournalen, derindeholder alle de ledige stillinger, der ikke harkunnet besættes ved et umiddelbart samarbejdemellem de forskellige regionskontorer, samt al-

mindelig information om arbejdsmarkedspoli-tikken og de understøttelser, som kan udbetalestil arbejdsløse m. fl. Desuden annonceres engang om ugen i radioen et udpluk af de på rigs-listerne opførte ledige stillinger.

4 Arbejdsformidlingens hjælpemidler.1) Rejse- og flyttehjælp m. v.For at fremme den geografiske mobilitet ydes

der forskellige former for hjælp til den, som erarbejdsløs i sin hjemegn, men som er villig til atmodtage anvist arbejde uden for hjemstedet.Først og fremmest ydes der rejsepenge og iforbindelse hermed godtgørelse for måltiderindtaget under rejsen. Der er ikke fastsat maksi-mumsbeløb for denne form for hjælp.

Rejsepenge kan også gives til den, som skalsøge eller overtage arbejde, som vedkommendeselv har skaffet sig, andet steds.

I forbindelse med ansættelse på andet sted-ligt område udbetales såkaldt starthjælp med500 kr. Beslutter den person, der således er ble-vet hjulpet til arbejde uden for sin hjemegn, va-rigt at tage ophold på det nye sted, uden at handog der formår at skaffe sig ny fast bopæl til sigog sin familie, vil der til hans pårørende på detoprindelige hjemsted kunne udbetales et familie-bidrag, bestående af den faktiske husleje påhjemstedet incl. opvarmning, dertil et hustru-tillæg på 140 kr. om måneden og tillæg til børnunder 16 år med 45 kr. om måneden pr. barn.Ved flytning betales også flytteudgifter for fa-milien og transport af bohave.

Skifter hele familien før eller siden fast bo-pæl, vil der kunne ydes en etableringshjælp tiloprettelse af et nyt hjem. Denne bestemmelse ernu gældende for personer bosat i Norrlandslän,Värmlands län og Kopparbergslän. Hjælpen ud-gør 2.000 kr.

2) Oplæring og omskoling.Som led i den svenske arbejdsformidlings be-

stræbelser på at anvise arbejdsgiverne de arbej-dere, der er egnede til de ledige stillinger, for-anstalter formidlingen i samarbejde med under-visningsmyndighederne omskolings- og uddan-nelseskurser for arbejdsløse eller personer, derstår i umiddelbar fare for at miste deres beskæf-tigelse. Eventuelle kursusdeltagere skal end-videre befinde sig i en vanskelig arbejdsanvis-ningssituation, bl. a. derved at deres oprindeligearbejdsområde må skønnes at være i tilbage-gang, eller den uddannelse, den arbejdsløse øn-sker at deltage i, skal sigte på at give ham så-

21

danne færdigheder, at han derved får større mu-ligheder inden for et bestemt erhverv, eller en-delig skal der inden for det fag, hvori den på-gældende ønsker oplæring, være mangel påarbejdskraft.

Kurserne er som regel videreuddannelseskur-ser eller omskolingskurser. Ved videreuddannel-seskurserne udbygges kursusdeltagernes er-hvervserfaring, og ved omskolingskurserne til-sigter man at give en grundlæggende erhvervs-uddannelse, således at kursusdeltagerne kansøge over i et andet erhverv. Kurserne, der fi-nansieres af det offentlige, oprettes ved, at AMSi god tid før et kursusårs begyndelse fra de re-gionale arbejdsstyrelser indkalder oplysningerom omfanget og arten af den kursusvirksomhed,disse styrelser anser for ønskelig. De regionalestyrelsers ønsker fremkommer på grundlag afindberetninger fra de lokale formidlingskontorerog efter forhandlinger med virksomheder, orga-nisationer og lokale skolemyndigheder m. v.

På grundlag af det materiale, de regionalestyrelser indsender, forhandler AMS med densvenske overstyrelse for erhvervsuddannelse(KOY) om uddannelsesprogrammets endeligeudformning i hele landet, idet de to organerheri rådgives af en samarbejdsdelegation foromskolingskurser m. v., der består af repræsen-tanter for AMS, KOY, det svenske LO, densvenske arbejdsgiverforening og funktionærer-nes centralorganisation. Når den endelige ud-formning har fundet sted, fremskaffer KOY defornødne lokaler og lærere og undervisnings-materiel, ligesom denne institution overvågerkursernes administrative og pædagogiske forløb.

Kursernes varighed varierer, idet videreud-dannelseskurser højst varer 12 uger, medensomskolingskurserne oftest varer et år.

Kursernes indhold, der afhænger af behovetfor de forskellige former for arbejdskraft og deomskolingsmuligheder, kursusdeltagerne frem-byder, vedrører imidlertid først og fremmestemner inden for jern- og metalindustrien ogderefter inden for træindustrien og handels- ogkontorfaget.

AMS kan også betale uddannelse, som iværk-sættes for arbejdsløse af almindelige „yrkessko-ler" eller af virksomheder.

Undervisningen er gratis for den enkelte kur-susdeltager, og eleverne modtager under kursetet uddannelsesbidrag omfattende grundbidrag,huslejebidrag, familietillæg og et bidrag til dæk-ning af udgifter til særlige formål, såsom rejse,lægeundersøgelser og psykotekniske prøver m. v.

3) Varsling.For i tide at kunne forberede foranstaltnin-

ger, der forøger arbejdskraftens mobilitet, er decentrale regeringsmyndigheder forpligtet til atoplyse arbejdsmarkedsmyndighederne om af-skedigelse af deres personale.

For så vidt angår de private virksomheder,har AMS opnået aftaler med de største arbejds-giverorganisationer om, at virksomhederne i til-fælde af afskedigelser og indskrænkninger giveroplysning herom til de regionale arbejdsmar-kedsmyndigheder, der således bliver underrettetom det sandsynlige tidspunkt for afskedigelser-nes eller indskrænkningernes ikrafttræden, samtom det antal arbejdere, der bliver berørt deraf,og om hvor lang en periode foranstaltningernevil strække sig over, og endelig om årsagerne tilafskedigelserne eller indskrænkningerne.

De regionale arbejdsmarkedsmyndigheder vi-deregiver oplysningerne til AMS.

4) Udveksling af funktionærer mellem ar-bejdsformidlingskontorerne.

For at gøre arbejdskraften i de nordlige le-dighedsområder bekendt med erhvervsmulighe-derne i de sydlige områder med mangel på ar-bejdskraft forretter arbejdsformidlingens tjene-stemænd i disse sidste områder ofte periodisktjeneste i de nordlige områder.

5 Privat arbejdsformidling.I Sverige er privat arbejdsformidling i er-

hvervsøjemed forbudt ved lov.Der drives dog med udtrykkelig tilladelse fra

arbejdsmarkedsmyndighederne enkelte privatearbejdsformidlingsbureauer, der formidler ar-bejde bl. a. til musikere og artister. AMS førertilsyn med disse bureauers virksomhed.

6 A rbejdsløshedsforsikring.Den svenske arbejdsløshedsforsikring, der

hviler på anerkendte statsunderstøttede kasser,etableret på faglig basis og administreret af ar-bejderne selv, blev først ved en lov af 1934 in-korporeret som et led i den offentlige socialfor-sikring. Medens understøttelsen udbetales gen-nem kasserne, ligger kontrollen af tilstedeværel-sen af de for udbetalingen af understøttelse nød-vendige forudsætninger hos arbejdsformidlin-gen.

Ved siden af arbejdsløshedsforsikringen op-retholdes en lov, der specielt tager sigte påydelse af hjælp til ikke-forsikrede, således at depågældende ikke er henvist til hjælp efter denalmindelige forsorgslov.

22

3. 2 Den tyske Forbundsrepublik.1 Den historiske udvikling.Indtil 1922 blev arbejdsanvisningen i Tysk-

land hovedsagelig udøvet på privat basis (ge-werbliche Stellenvermittlungsbetriebe).

Ved lov af 22. juli 1922 blev den offentligearbejdsanvisning etableret på kommunal basisunder tilsyn af staten. Da den kommunale for-midling var præget af snævre stedlige og orga-nisationsbetonede politiske interesser, hvorvedformidlingen blandt andet ikke kom til at virkesom en organisk helhed, og da man samtidiganså arbejdsformidlingen og arbejdsløshedsfor-sikringen, af hvilke sidstnævnte i 1927 blev gjorttil en obligatorisk ordning, for at være nærtknyttet til hinanden, blev „Die Reichsanstalt fürArbeitsvermittlung und Arbeitslosenversiche-rung" oprettet ved lov af 16. juli 1927. „DieReichsanstalt", der var en selvstændig, men vedlov opretholdt og reguleret organisation, bestå-ende af en præsident, en bestyrelse og et förvalt-ningsråd med repræsentation fra arbejdsgivere,arbejdere og det offentlige, var underkastet sta-tens tilsyn (der Reichsarbeitsminister). På detprovinsielle plan blev dannet ialtl31andsarbejds-kontorer (Landesarbeitsämter) og på det lokaleplan ialt 360 arbejdskontorer (Arbeitsämter).

„Die Reichsanstalt", der økonomisk hviledei sig selv ved bidrag fra arbejdsgivere og arbej-dere, kom aldrig i gang i sin påtænkte form.Præsidentens opgaver og beføjelser blev i 1938overdraget til „Der Reichsarbeitsminister", og„Die Reichanstalt" gled herved ind i rigsarbejds-ministeriet. Fra 1. april 1938 blev landarbejds-kontorerne og arbejdskontorerne omdannet tilrigsamtskontorer, som var undergivet rigsar-bejdsministeren.

Allerede i maj 1945 efter krigens afslutninggenoptog arbejdskontorerne deres virksomhedog blev snart efterfulgt af landsarbejdskontorer-ne. Elfter dannelsen af „Länderregierungen"blev landsarbejdskontorerne og arbejdskonto-rerne undergivet arbejds- og socialministeriet. Ide forskellige besættelseszoner dannedes efter-hånden „Zentralämter" bl. a. til fremme af be-vægeligheden over zonegrænserne. I september1948 blev som en forløber for den nedenfornævnte Bundesanstalt „Die Verwaltung für Ar-beit des Vereinigten Wirtschaftsgebietes" opret-tet i Frankfurt am Main.

Ved lov af 10. marts 1952 blev det vedtagetat oprette „Bundesanstalt für Arbeitsvermittlungund Arbeitslosenversicherung", der instituere-des som den vesttyske arbejdsformidlings øver-

ste organ. Hermed genindførtes et arbejdsfor-midlingssystem, hvor der tilsikredes arbejdsmar-kedets parter en væsentlig indflydelse på ar-bejdsanvisningens udformning, og som havdesin rod i den fornævnte ordning af 1927.

2 Arbejdsformidlingens opbygning.1) På det centrale plan sorterer arbejdsfor-

midlingen under det tyske forbundsarbejds- ogog socialministerium, der imidlertid alene kanovervåge, om „Bundesanstalt" udfolder sin virk-somhed inden for de af loven fastsatte rammer.

Det egentlige centrale og øverste organ forden vesttyske arbejdsformidling er „Bundesan-stalt für Arbeitsvermittlung und Arbeitslosen-versicherung", der er en selvstændig, af statenuafhængig, men ved lov opretholdt og reguleretorganisation bestående af en præsident, en be-styrelse og et förvaltningsråd. Bestyrelsen ogförvaltningsrådet er paritetisk sammensat af re-præsentanter for arbejdsgivere, arbejdere og detoffentlige.

Præsidenten, der har de udøvende beføjelser,har som hovedopgave at lede „Bundesanstalt"sforretningsførelse inden for de af bestyrelsenopstillede retningslinier. Af vigtighed er i denneforbindelse, at præsidenten udsteder de generelleretningslinier for arbejdsformidlingens gennem-førelse i hele forbundsområdet.

Bestyrelsen og förvaltningsrådet har den be-sluttende kompetence. Specielt henhører underförvaltningsrådet organisatoriske opgaver samtbudgetplanlægning. Budgettet godkendes iøvrigtaf forbundsdagen efter indstilling af arbejds-ministeriet.

Til „Bundesanstalt" er knyttet et særligt ogcentralt formidlingskontor for hele Forbunds-republikken (Zentralstelle für Arbeitsvermitt-lung (Bundesausgleichstelle)), der i første rækketager sig af formidling af højere kvalificeret ar-bejdskraft samt af udenlandsk arbejdskraft, her-under også arbejdere fra udviklingslandene, derinden for rammerne af den tyske udviklings-hjælp i uddannelsesøjemed befinder sig i For-bundsrepublikken. Herudover danner kontorettoppen af de nedenfor omtalte landsudlignings-kontorer.

2) På det provinsielle plan findes et landsar-bejdskontor (Landesarbeitsamt) i hvert af de 13tyske forbundslande. Organerne inden for lands-arbejdskontoret omfatter en præsident og et for-valtningsudvalg, der er paritetisk sammensat afarbejdsgivere og arbejdere og det offentlige.

23

Præsidenten, der har de udøvende beføjelser,har som hovedopgave at lede den daglige forret-ningsførelse og inden for rammerne af forvalt-ningsudvalgets beslutninger og i overensstem-melse med „Bundesanstalt"s generelle direktiverat udføre det løbende arbejde. I denne forbin-delse kan nævnes, at han fører tilsyn med deham nedenfor omtalte underlagte lokale arbejds-kontorer.

Forvaltningsudvalget har den besluttendemyndighed.

Til landsarbejdskontorerne er knyttet lands-udligningskontorer, der skal udligne udbud ogefterspørgsel efter arbejdskraft såvel inden fordet pågældende landsudligningskontors egetvirksomhedsområde (d. v. s. mellem de lokalearbejdskontorer) som mellem forbundsstaterneindbyrdes.

3) Inden for hvert landsarbejdskontors om-råde findes et antal lokale arbejdskontorer medeventuelle filialkontorer. Organerne inden forarbejdskontorerne omfatter en direktør samt etparitetisk sammensat forvaltningsudvalg, seovenfor under 2).

Direktøren, der har de udøvende beføjelser,har som hovedopgave at lede den daglige forret-ningsførelse og inden for rammerne af forvalt-ningsudvalgets beslutninger og i overensstem-melse med „Bundesanstalt"s generelle direktiverat udføre det løbende arbejde.

Forvaltningsudvalget har den besluttendemyndighed.

Selve arbejdsformidlingen udføres hovedsage-lig på de lokale arbejdskontorer og disses even-tuelle filialkontorer. Formidlingen sker ved„stillingsformidlere" fordelt på sektioner forhenholdsvis mandlig og kvindelig arbejdskraftsamt faglærte og ufaglærte. Formidlingen afunge og erhvervshæmmede foregår på særligelokale arbejdskontorer, der alene varetager for-midlingen af de pågældende persongrupper.

3 Fremgangsmåden ved formidling af ar-bejdskraft.

Den vesttyske „Gesetz über Arbeitsvermitt-lung und Arbeitslosenversicherung" definererarbejdsanvisning som „en virksomhed, som ta-ger sigte på at føre arbejdssøgende sammen medarbejdsgivere for at etablere arbejdsforhold".Arbejdsanvisningens virksomhed omfatter:

1) Udbud af arbejdskraft og hermed registre-ring af arbejdssøgende;

2) Efterspørgsel efter arbejdskraft og hermedregistrering af ledige pladser;

3) Koordination af udbud og efterspørgsel.

ad 1) Udbud af arbejdskraft.Enhver arbejdssøgende, som melder sig på et

bestemt arbejdskontor, interviewes til undersø-gelse af, hvilke muligheder han har for hurtigstat opnå beskæftigelse. I denne forbindelse ud-spørges han om tidligere beskæftigelse og er-hverv, om han har udført et ansvarligt eller le-dende arbejde, og om han er faglært eller ikke-faglært. Endvidere spørges han om sociale for-hold (f. eks. ægteskabelige).

Såfremt det skønnes påkrævet, indhentes enudtalelse hos den til arbejdskontoret knyttedemedicinske og eller psykiatriske rådgiver om,hvilke virkninger evt. legemlige og/eller psyki-ske defekter kan have for pågældendes arbejds-evne.

Når de nødvendige oplysninger foreligger,kan „stillingsformidleren" for den pågældendebranche gå i gang med at finde en passende ar-bejdsplads for den arbejdssøgende.

Såfremt det skønnes usandsynligt, at den på-gældende vil kunne finde beskæftigelse i er-hvervslivet, undersøges det på baggrund af deindhentede oplysninger, om han ved omskolingeller oplæring vil kunne forbedre sine ansættel-sesmuligheder.

Alle oplysninger bliver registreret på et kort(Arbeitsuchenderkarte), som opbevares i et kar-totek på arbejdskontoret. Kortet tages i to eks-emplarer, hvoraf det ene tjener til eventuelt se-nere brug (f. eks. ved flytning) for andre ar-bejdskontorer. Når den arbejdssøgende har fun-det beskæftigelse, overflyttes kartotekskortet tilet kartotek for beskæftigede.

ad 2) Efterspørgsel efter arbejdskraft.En arbejdsgiver, som har behov for arbejds-

kraft, og som telefonisk, skriftligt eller person-ligt henvender sig til et arbejdskontor, opfordrestil at fremkomme med oplysninger, som er afbetydning ved udvælgelsen af kandidater til deledige stillinger.

„Stillingsformidleren" på det lokale arbejds-kontor skal opretholde løbende kontakt med enrække virksomheder i kontorets område og ersåledes normalt bekendt med virksomhedernesorganisation, deres personalepolitik og eventueltmed deres behov for arbejdskraft.

24

Den tekniske fremgangsmåde er følgende:For hver arbejdsgiver, der søger arbejdskraft,

udfærdiges et „bestillingskort", som indeholderen række rubrikker for de nødvendige oplysnin-ger. Bestillingskortet opbevares i et kartotek,normalt et år. Kan der ikke anvises nogen ar-bejdssøgende med de ønskede kvalifikationer,eller er et arbejdsforhold af andre grunde uigen-nemførligt, skal arbejdsgiveren ufortøvet havemeddelelse herom.

ad 3) Koordination af udbud og efterspørgsel.

1 Inden for det lokale arbejdskontors om-råde:

Den „stillingsformidler", som modtager enhenvendelse om efterspørgsel efter respektiveudbud af arbejdskraft, skal på grundlag af sitkendskab til brancher og virksomheder findeden blandt de registrerede arbejdssøgende re-spektive de anmeldte ledige pladser, der giverstørst chance for, at anvisningen fører til posi-tivt resultat. Formidleren bedømmer ud fra deforeliggende oplysninger, om de arbejdssøgendeopfylder de krav, som arbejdsgiveren og arbej-det i hans virksomhed stiller. Hvis herefter noglekandidater efter formidlerens bedømmelse ansesfor lige egnede, underrettes arbejdsgiveren her-om, og det overlades til ham at ansætte den afkandidaterne, han finder bedst egnet til stillin-gen.

Der er stadig kontakt mellem et arbejdskon-tor og de herunder sorterende filialkontorer omefterspørgsel og udbud i hele området.

2 Mellem de lokale arbejdskontorer indbyr-des m.. v.:

Såfremt det for en bestemt branche ikke lyk-kes at finde beskæftigelse, respektive arbejds-kraft inden for arbejdskontorets område, opta-ger arbejdskontoret normalt kontakt med på-gældende landsudligningskontor, der beskæftigersig med udligning af udbud og efterspørgsel påarbejdskraft såvel inden for deres eget virksom-hedsområde (d. v. s. mellem de lokale arbejds-kontorer) som mellem forbundslandene indbyr-des.

Er det heller ikke muligt ad denne vej at til-fredsstille et eventuelt behov, skal der ske med-delelse til „Zentralstelle für Arbeitsvermittlung"(Bundesausgleichsteile).

Ledige stillinger og arbejdssøgende, der harfremsat ønske om en arbejdsanvisning uden forvedkommende forbundsland, eller for hvilke engeografisk flytning iøvrigt er nødvendig, bliver,

såfremt det er hensigtsmæssigt, offentliggjort påcentrale eller stedlige „stillingslister", der regel-mæssigt bliver sendt til arbejdsgivere og andresærligt interesserede.

4 Arbejdsformidlingens hjælpemidler.Til fremme af arbejdskraftens mobilitet råder

„Bundesanstalt" over en række hjælpeydelser,der efter et individuelt skøn over det enkelte til-fældes karakter og særlige problemer kan brin-ges i anvendelse over for den arbejdssøgende.Disse hjælpeydelser gives som lån eller gave altefter den arbejdssøgendes finansielle situationog kan groft taget inddeles i følgende 3 grupper:

1) Hjælpeydelser i forbindelse med den di-rekte arbejdsformidling.

Der kan gives den arbejdssøgende og hanshusstand et beløb til dækning af omkostninger iforbindelse med rejsen til den nye arbejdsplads.Dette beløb omfatter udgifter til billet, overnat-ning, forplejning undervejs og transport af flyt-tegods. Endvidere kan der gives et vist tilskudtil den tilbageblevne familie, såfremt arbejds-tageren i første omgang foretrækker at lade fa-milien blive boende i det hidtidige hjem. Så-fremt arbejdstageren søger beskæftigelse i ud-landet, ydes et sådant tilskud til dobbelt hus-førelse dog kun, når beskæftigelsen i udlandetmå anses for arbejdspolitisk ønskelig. Arbejds-tageren kan herudover få stillet arbejdstøj ogværktøj til rådighed. Ved anskaffelsen af merekostbart værktøj af blivende værdi gives tilsku-det til anskaffelsen som hovedregel i form aflån.

Til arbejdstagere, der har været arbejdsløse ilængere tid, kan der endvidere ydes en egentligfinansiel overgangshjælp ved arbejdets optagel-se, som hovedregel indtil den første lønudbeta-ling finder sted.

I de senere år er oplærings- og indpasnings-hjælp trådt stærkere i forgrunden. Disse hjælpe-former anvendes, når arbejdstageren ved op-tagelse af arbejde af anden karakter end dethidtil udførte ikke er i stand til at yde sammearbejdspræstation som de øvrige arbejdere, ogarbejdsgiveren derfor ikke fra starten vil ydefuld arbejdsløn. Her kan „Bundesanstalt" i ettidsrum af 13, i undtagelsestilfælde i op til 26uger betale op til 50 %, i særlige tilfælde op til70 % af den fulde løn til dækning af differen-cen.

Hjælp efter nogenlunde samme retningslinierkan ydes langvarigt arbejdsløse.

25

2) Omskoling.Omskoling af arbejdstagere anvendtes tidli-

gere hovedsagelig over for arbejdsløse, men harnu i stigende grad fundet anvendelse i forbin-delse med arbejdsskift til mere produktive er-hverv.

Det skal bemærkes, at „Bundesanstalt" råderover egne faglærerkræfter og værksteder, hvoromskolingen ofte foregår gruppevis, eventueltkombineret med en samlet indkvartering i ar-bejderkollegier.

Denne ret intensive omskolingsproces i holdstrækker sig over et tidsrum af normalt 13 uger,i undtagelsestilfælde 26 uger, og den dagligelæretid er som hovedregel af samme længde somden senere arbejdstid.

Endvidere anvendes også den individuelleomskoling, hvor den enkelte arbejdstager oplæ-res i en industri- eller handelsvirksomhed.Denne omskolingsproces tilrettelægges af „Bun-desanstalt", dels i samarbejde med vedkom-mende foretagende, dels med det stedlige indu-stri- og handelskammer.

3) Fremme af boligbyggeri for arbejdstagere.Dette byggeri gennemføres ved lån og tilskud

fra „Bundesanstalt" på op til 50 % af bygge-omkostningerne. Ved den geografiske placeringaf byggeriet tilsigter man at lette overflytningenaf arbejdsløse fra områder, hvor der ikke er le-dige stillinger, til områder med mangel på ar-bejdskraft.

3. 3 U. S. A.1 Den historiske udvikling.Ved vurderingen af den offentlige arbejdsan-

visning i U. S. A. må man være opmærksom påden meget betydelige rolle, den private anvis-ning spiller.

Den offentlige arbejdsformidling i U. S. A.tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet, idetder navnlig i større, hastigt voksende byområ-der opstod behov for en formidling. Denneformidling blev finansieret af enkeltstaternealene eller i forbindelse med kommunerne.

Af hensyn til de beskæftigelsesproblemer, denstadig forøgede immigration skabte, etableredesder på et noget senere tidspunkt på føderaltplan et særligt arbejdsformidlingssystem, idetder senere blev gjort forsøg på at fordele ar-bejdskraften til de områder, hvor behovet forarbejdskraft i særlig grad gjorde sig gældende.

Ved U. S. A.s indtræden i den første verdens-

krig opstod behovet for et mere generelt for-midlingssystem af hensyn til en effektiv udnyt-telse af den til rådighed værende arbejdskraft,og i årene op til 1919 spillede offentlig for-midling en ikke ubetydelig rolle. I de følgendeår svækkedes imidlertid interessen for denneformidlingsvirksomhed, der efterhånden blevuden større praktisk betydning.

Det i dag eksisterende formidlingssystem harsit udspring i den i juni 1933 gennemførte så-kaldte Wagner-Peyser-lov, der tilsigtede at gen-nemføre et på nationalt plan virkende system afarbejdsformidlingen, der skulle finansieres afenkeltstaterne og føderationen i fællesskab.

Baggrunden for den påny opståede interessefor formidlingsvirksomheden var depressionen itrediverne og den til imødegåelse heraf plan-lagte henvisning af arbejdskraft til offentligenødhjælpsarbejder.

I 1938 var der nået en væsentlig udvidelse afdet offentlige arbejdsanvisningssystem, og enmedvirkende årsag hertil var bl. a. den udbyg-ning af arbejdsløshedsforsikringen i enkeltsta-terne, der netop var gennemført omkring dettetidspunkt. Forholdet var nemlig det, at adgan-gen til forsikringsydelse blev gjort betinget af,at den ledige var registreret som arbejdssøgendehos den offentlige arbejdsformidling; dette førtei 1939 til en sammensmeltning af forsikringenog anvisningen, der imidlertid siden 1961 atterer delt.

Formålet med den offentlige arbejdsformid-ling er senest fastslået af præsident Kennedy ihans økonomiske budskab til Kongressen i fe-bruar 1961, hvori han pålagde arbejdsministe-ren at gennemføre de foranstaltninger, der varnødvendige for på mere effektiv vis at kunnebetjene de personer, der søger arbejde gennemDe forenede Staters arbejdsformidling.

For at kunne realisere denne målsætning harman som ovenfor nævnt i U. S. A. adskilt ar-bejdsløshedsforsikringen fra arbejdsformidlin-gen. Den oprindelige sammensmeltning af ar-bejdsløshedsunderstøttelses- og arbejdsformid-lingsorganisationerne havde nemlig bibragt deamerikanske arbejdsgivere den opfattelse, at denoffentlige arbejdsformidling blot er en institu-tion for fordeling af sociale ydelser snarere endet redskab, hvorved der effektivt kan bidrages tilden optimale anvendelse af arbejdskraft.

Denne indstilling har tenderet imod at be-grænse antallet af ledige stillinger, der bliverregistreret hos den offentlige arbejdsformidling,idet de fleste arbejdsgivere har ment, at man

20

ikke igennem den offentlige arbejdsformidlingkan få effektiv arbejdskraft.

For yderligere at effektivisere den offentligearbejdsformidling er man siden begyndelsen af1962 startet på et program, der først og frem-mest omfatter de 55 største byområder, hvorman søger at omdanne arbejdsformidlingsorga-nisationen i overensstemmelse med arbejdsmar-kedets behov. I de pågældende byområder erman således begyndt at organisere de lokale ar-bejdsformidlingskontorer efter brancher, lige-som man har etableret kontorer, der specialise-rer sig i formidling af bestemte former for ar-bejde og arbejdskraft såsom akademikere, virk-somhedsledere, teknikere og arbejdskraft indenfor kontorfagene.

Udbygningen af den offentlige arbejdsformid-ling omfatter ligeledes en intensivering og mo-dernisering af de bestræbelser, der går ud på atanvise arbejde til særlig ledighedsramte.

2 Den offentlige arbejdsformidlingsopbygning.

1) På føderalt plan sorterer arbejdsformidlin-gen under det amerikanske arbejdsdepartementssærlige kontor for „Employment Security".Dette kontors vigtigste funktion i denne hense-ende er at afholde de udgifter, der opstår vedden arbejdsformidlingsvirksomhed, der i øvrigtudøves inden for enkeltstaterne. Endvidere ud-færdiger kontoret visse direktiver med hensyntil de kvalifikationer, der kræves af arbejdsfor-midlingens funktionærer, og afstikker visse al-mindelige retningslinier for formidlingsarbej-det. Imidlertid kan den føderale arbejdsmar-kedsmyndighed ikke umiddelbart give enkeltsta-terne pålæg med hensyn til udøvelsen af denarbejdsformidlingsvirksomhed, disse udøver.Under det centrale kontor for arbejdsformidlingi arbejdsministeriet sorterer i øvrigt 10 regionaleføderale kontorer, der hver inden for beføjel-serne overvåger og vejleder 3-8 staters arbejds-formidling.

2) Den egentlige arbejdsformidlingsvirksom-hed udøves således på statsligt plan, og denøverste embedsmand inden for de statslige ar-bejdsmarkedsmyndigheder er kun ansvarlig overfor statens guvernør.

Den statslige arbejdsformidlingsvirksomheder i øvrigt organiseret med et statsligt hoved-kontor, der overvåger lokalkontorernes virk-somhed.

3) Det er lokalkontorernes opgave dels at fo-retage det daglige formidlingsarbejde, dels atindsamle oplysninger om beskæftigelse og ar-bejdsløshed på de lokale arbejdsmarkeder. Disseoplysninger går videre til den føderale arbejds-markedsmyndighed, der bearbejder materialetog anvender dette til bl. a. for forskellige for-måls skyld at klassificere de forskellige ar-bejdsmarkeder. Et af formålene med denneklassifikation er nærmere omtalt nedenfor un-der 4).

3 Fremgangsmåden ved formidlingaf arbejdskraft.

Som fremhævet i afsnit 1 har der i U. S. A.været en tendens hos arbejdsgiverne til ikke atbenytte den offentlige arbejdsformidling, hvilketdog nu søges imødegået på forskellig måde.Konsekvensen heraf har bl. a. været, at formid-lingen i første række har søgt at gøre en indsatspå særlige områder eller for specielle kategorieraf arbejdskraft. Der skal herved navnlig frem-hæves følgende:

1) Den yngre del af arbejdskraften. 20 størrebyområder har udpeget specielle arbejdsformid-lere for de ledighedsramte unge, ligesom 27 sta-ter hver har udpeget en statslig leder af den ar-bejdsformidlingsvirksomhed, der først og frem-mest vedrører den yngre del af arbejdskraften.

De særlige formidlingsbestræbelser, der rettesmod de unge, som søger arbejde gennem arbejds-formidlingen, omfatter foruden registrering og-så rådgivning og arbejdspsykologisk testning, li-gesom der udfoldes særlige bestræbelser på atfinde de for denne del af arbejdskraften egnedestillinger.

2) Arbejdere, der står over for ledighed ellerer blevet ledige på grund af anvendelse af nyerearbejdsbesparende produktionsformer. For dis-se arbejdere etableres særlig grundige samtaler,arbejdspsykologisk testning og rådgivning, lige-som der også udfoldes særlige anvisningsbestræ-belser og henvisning til optræningsforanstaltnin-ger for dem.

3) Ældre arbejdere, invaliderede og medlem-mer af visse minoritetsgrupper. Sådanne perso-ner vil ofte have behov for en særlig form forarbejdsanvisning, der da også ydes gennem deoffentlige arbejdsformidlingskontorer, dels vedhjælp af et særligt formidlingsarbejde og ensærlig rådgivning, dels på grundlag af uddan-nelsesforanstaltninger og oplysningsarbejde, der

27

skal rette misforståelser med hensyn til dissegruppers arbejdsevne.

4) Landbrugsarbejdere. Den offentlige ar-bejdsformidling anvender flere forskellige frem-gangsmåder ved formidling af landbrugsarbejde.Særligt for de bestandigt rejsende landbrugsar-bejdere lægges der tidsplaner for beskæftigelseved høstarbejde m. v. over hele U. S. A. Der erarrangeret „pick up"-arrangementer for de fast-boende landbrugsarbejdere, idet disse af ar-bejdsformidlingen daglig bliver hentet på visseforud aftalte samlingssteder og derefter i over-ensstemmelse med de ordrer på arbejdskraft,der er indløbet til kontoret, bliver fordelt til deomkringliggende brug.

Videre arrangeres af de lokale formidlings-kontorer møder mellem de selvstændige land-brugere og de ledige arbejdere, således at derkan oplyses om arbejdsopgaven og arbejderneskvalifikationer ved direkte samtaler. Endeligrejser, før hver sæson tager sin begyndelse, tje-nestemænd ved de lokale arbejdsformidlings-kontorer i stater med underskud på arbejdskrafttil stater med overskud, for på forhånd gennemsamtaler med arbejdsledere at finde frem til denegnede arbejdskraft. Også rekrutteringen afudenlandsk arbejdskraft påhviler den offentligearbejdsformidling.

Den almindelige arbejdsformidling foregår iøvrigt ofte på grundlag af resultaterne af ar-bejdspsykologisk testning og/eller forudgåendeerhvervsvejledning af den arbejdssøgende. Iforbindelse med den offentlige arbejdsformid-lings fornylig iværksatte forøgede aktivitet erman også begyndt på i højere grad gennem be-søg at gøre de private arbejdsgivere opmærksompå arbejdsformidlingens virksomhed.

5) Kan et lokalt kontor ikke efterkomme enordre på arbejdskraft, gives der af kontoret med-delelse om ordren til de øvrige nærmestliggendekontorer, hvad enten disse kontorer ligger i densamme eller i andre stater. Kan disse kontorerheller ikke effektuere ordren, sendes denne vi-dere til det statslige hovedkontor for effektue-ring herfra. Kan det statslige hovedkontor hellerikke effektuere ordren, kan dette kontor vide-regive ordren til de stater, hvor der er sandsyn-lighed for, at der er ansøgere til stillingen. En-delig kan ordren også opføres på en særlig listeover ledige stillinger, der bliver fordelt til allestater. På grundlag af denne liste vil da et-

hvert kontor, som har en kvalificeret ansøger,kunne henvise denne til det lokale kontor, derhar modtaget ordren.

4 Arbejdsformidlingens hjælpemidler.1) Oplæring og omskoling.For at skabe grundlag for en økonomisk

bedre anvendelse af arbejdskraften vedtoges iU. S. A. i marts 1962 loven om arbejdskraftenstilpasning gennem uddannelse (ManpowerDevelopment and Training Act), ved hjælp afhvilken det er hensigten bl. a. gennem uddan-nelse at lette de arbejdsløses overgang mellemfag og industrier.

I henhold til loven er det arbejdsministerensopgave at finde frem til uddannelsesbehovenesart og geografiske placering, at udpege de per-soner, der vil kunne modtage uddannelsen, atafholde de udgifter, der opstår i forbindelsemed uddannelsesvirksomheden, og endelig efterafsluttet uddannelse at anvise de tidligere eleverpassende arbejde. Selve uddannelsen sortererderimod under ministeren for sundhed, uddan-nelse og velfærd.

Den egentlige praktiske udformning af ud-dannelsesforanstaltningerne og udpegningen afdisses elever er pålagt de statslige arbejdsfor-midlingskontorer, idet disse kontorer under ud-øvelsen af deres normale virksomhed gennemforhandlinger med arbejdsgiverne og samtalermed de arbejdsløse bliver i stand til dels at af-dække uddannelsesbehovenes art, dels at findefrem til egnede elever, idet kontorerne ved elev-udvælgelsen i øvrigt i udstrakt grad benytter sigaf arbejdspsykologiske tests.

På dette grundlag udarbejdes i samarbejdemed den lokale leder af den erhvervsmæssigeuddannelse forslag til kurser, der kan varierefra enkle og kortvarige tillæringer, til kursermed et omfattende og mangesidigt indhold.

Disse forslag forelægges et lokalt arbejds-kraftsråd og går derfra videre til godkendelsepå statsligt og føderalt plan. Her underkastes afarbejdsministeriet de forskellige lokale forslagen relativ vurdering af, hvor påtrængende deforskellige lokale behov er for de forskelligekurser. Ved denne relative behovsvurdering an-vendes den klassifikation af områder, der afarbejdsministeriet er foretaget på grundlag af delokale kontorers indberetninger om beskæfti-gelses- og arbejdsløshedssituationen inden forden del af arbejdsmarkedet, det lokale kontordækker. På grundlag af klassifikationen fordeles

2cS

derpå de af Kongressen bevilgede midler til lo-vens gennemførelse.

I loven er der gjort plads til, at uddannelsenkan finde sted såvel på institutioner som påvirksomheder. For så vidt det sidste er til-fældet, oprettes der en kontrakt mellem den på-gældende virksomhed og arbejdsministeriet.Endvidere sker udvælgelsen af eleverne da vedet samarbejde mellem de lokale arbejdsmar-kedsmyndigheder og den pågældende virksom-hed. I 1962 har man dog udelukkende etableretundervisningen på institutioner.

Kursusdeltagerne modtager i hele undervis-ningsperioden, der højst kan strække sig over52 uger, den sædvanlige arbejdsløshedsunder-støttelse. Ligger uddannelsesstedet uden for ele-vens hjemegn, ydes der visse tillæg til arbejds-løshedsunderstøttelsen. Imidlertid er det underovervejelse at regulere elevernes uddannelsestil-skud, således at elever, der under uddannelses-perioden i højere grad vil være indstillet på attilegne sig nye færdigheder fremfor at realiseremulighederne for at få et job til normal afløn-ning, vil kunne få en øget støtte.

2) Varsling.For bedre at være i stand til at reagere hurtigt

og hensigtsmæssigt på de virkninger, der opstårved indførelsen af nye arbejdsbesparende pro-duktionsformer, er det pålagt alle statslige ar-bejdsformidlingskontorer at underrette arbejds-ministeriet om indførelsen af automatisk pro-duktionsmateriel og andre teknologiske ændrin-ger, som kontorerne måtte få kendskab til un-der udøvelsen af deres normale virksomhed.Man forventer hermed at have skabt et system,hvorved det bliver muligt at forudse visse ar-bejdskraftproblemers opståen og på forhånd atforberede disses løsning.

3) Arbejdsmarkedsforskning.Gennem førnævnte lov er der åbnet mulighed

for en intensivering og udvidelse af udforsknin-gen af arbejdsmarkedsproblemer, således at mankan tilpasse den offentlige arbejdsformidlings-virksomhed til forskningens resultater.

Den igangværende forskning er i særlig højgrad koncentreret om de arbejdsløshedsproble-mer, automatiseringen og de øvrige ændringeri den tekniske horisont fører med sig. Men ogsåudforskningen af arbejdskraftens faglige og geo-grafiske mobilitet spiller en væsentlig rolle. Li-geledes er problemet omkring ungdomsarbejds-løsheden gjort til genstand for undersøgelser,

og endelig skal nævnes den væsentlige del afforskningsarbejdet, der består i på kortere oglængere sigt at opstille prognoser over udvik-lingen i udbudet og efterspørgslen efter arbejds-kraft.

5 Privat arbejdsanvisning.Ved siden af den offentlige formidling findes i

U. S. A. et meget betydeligt antal private ar-bejdsformidlingskontorer. Disse kontorer er delsetableret af fagforeningerne, dels etableret påforretningsmæssig basis, ligesom erhvervssam-menslutninger, skoler og universiteter i betyde-ligt omfang udøver anvisningsvirksomhed.

6 A r be jdsløshedsforsikr ing.Indtil 1930-erne fandtes i U. S. A. ingen of-

fentlig arbejdsløshedsforsikring; derimod indgikofte i overenskomsterne mellem de faglige orga-nisationer aftaler om visse former for arbejdsløs-hedsunderstøttelse.

I 1932 gennemførtes i staten Wisconsin enlov om arbejdsløshedsforsikring. Alle omkost-ningerne ved denne arbejdsløshedsforsikringblev pålignet arbejdsgiverne alene, idet deresbidrag varierede efter den del af arbejdsløshe-den, man kunne tilskrive den enkelte arbejds-giver. Man håbede herved at have givet arbejds-giverne et incitament til at opretholde beskæfti-gelsen.

Først i august 1935 gennemførtes der på føde-ralt plan en lov om arbejdsløshedsforsikring,hvorved man umiddelbart søgte at få enkeltsta-terne til at gennemføre hver deres arbejdsløs-hedsforsikringslovgivning. Den føderale lovgiv-ning gik ud på at opkræve en arbejdsløshedsskathos alle arbejdsgivere, undtagen de mindste.Imidlertid var det bestemt i loven, at alle arbejds-givere, der i forvejen betalte sådanne skatter tilenkeltstaten, kunne blive fritaget for indtil 90 %af deres arbejdsløshedsskat til føderationen. Manmente herved at have lagt et pres på enkeltsta-terne til at gennemføre en arbejdsløshedsfor-sikringslovgivning, uden at man derved havdeplaceret de arbejdsgivere i stater, der alleredehavde en sådan, ringere i konkurrencen medarbejdsgiverne i de stater, der var uden arbejds-løshedslovgivning.

I 1937 havde alle 48 stater gennemført ar-bejdsløshedsforsikringslove. Alle love fastslår entvungen arbejdsløshedsforsikring, og hvert afenkeltstaternes forsikringssystemer bliver admi-nistreret på statsligt plan.

29

3.4 Finland.1 Den historiske udvikling.De første arbejdskontorer i Finland blev op-

rettet i 1903 på rent kommunal basis. Ved enforordning af 1911 om arbejdsformidling, somblev stadfæstet den 2. november 1917, blev denoffentlige arbejdsformidling underkastet statenstilsyn og ledelse. Denne organisationsform blevopretholdt ved senere love, idet det blev be-stemt, at statens tilsyn skulle udøves gennem so-cialministeriet, hvorfra tilsynet i 1941 blevoverflyttet til „Ministeriet för kommunikations-väsendet". Ved lov af 2. november 1945 blevlandet inddelt i arbejdskraftdistrikter, men så-ledes at arbejdsformidlingsvirksomheden for-blev hos de kommunale myndigheder. Da denkommunale formidling ikke virkede som en or-ganisk helhed og i øvrigt var behæftet med visseandre mangler, anså man det fra statsmagtensside for vigtigt at nå frem til en enhedsordning,baseret på et statsligt formidlingssystem. Detteskete ved lov af 2. juni 1959, der trådte i kraftden 1. januar 1961.

2 Formidlingens opbygning, fuktionerog virkemåde.

Som det fremgår af de indledende bemærk-ninger, har det finske formidlingssystem så sentsom i 1959 været genstand for en omfattenderevision. Forbilledet for det gældende systemhar i vid udstrækning været det svenske ar-bejdsformidlingssystem, jfr. ovenfor side 19 ff.

For så vidt angår systemets opbygning, er deni det væsentlige fuldstændig overensstemmendemed det svenske formidlingssystem, således atdet er organiseret med en central, ansvarligmyndighed i spidsen og herunder regionalkon-torer og lokale arbejdsformidlingssteder. I over-ensstemmelse med den i øvrigt gennemførte ad-ministrative opbygning i Finland sorterer for-midlingen dog direkte under et ministerium,nemlig ministeriet för kommunikationsväsendetoch allmänna arbetena, og ikke som i Sverigeunder et direktorat.

I lighed med det svenske system er der såvelpå centralt som på regionalt plan sikret kontakttil arbejdsmarkedet i form af rådgivende og til-synsførende råd eller nævn med repræsentanterfor arbejdsmarkedets parter.

Hvad angår den tekniske formidling af ar-bejdskraft, følges samme fremgangsmåde som iSverige med udveksling af oplysninger mellemtilgrænsende kontorer på mere lokalt plan over

en regional formidling til central registrering afefterspørgsel og udbud.

Udover den egentlige formidlingsvirksomhedpåhviler det anvisningen at følge udviklingen påarbejdsmarkedet og at foretage indberetningerherom til brug for de centrale myndighedersovervejelser ved tilrettelæggelsen af arbejdsmar-kedspolitiske foranstaltninger.

3 Hjælpemidler.Arbejdsformidlingen har hidtil til fremme af

arbejdskraftens mobilitet kunnet yde hjælp iform af rejse- og flyttehjælp. Da man imidler-tid har indset, at det er nødvendigt at have yder-ligere hjælpemidler til dette formål, har regerin-gen fremsat et forslag til ændring af loven omarbejdsanvisning. Efter lovforslaget skal detvære muligt at udbetale følgende former forhjælp til arbejdssøgende, som er arbejdsløse ellerefter det lokale arbejdskontors opfattelse stårlige for at blive arbejdsløse, og som efter anvis-ning af kontoret flyttes til et andet sted til så-dant arbejde, som formodes at blive af varigkarakter:

1) rejseomkostninger og dagpenge,2) flyttehjælp,3) hjælp til dobbelt husførelse.

Oplæring, genoplæring og omskoling foregårpå statens og kommunernes erhvervsskoler og-kurser. Hidtil har denne virksomhed hovedsa-gelig kun omfattet den unge arbejdskraft, menplaner om omskoling og videreuddannelse istørre omfang også af anden arbejdskraft -bl. a. til fremme af den faglige mobilitet - er nuved at blive realiseret.

4 Privat arbejdsanvisning.Ved siden af den offentlige arbejdsanvisning

består der en begrænset privat arbejdsanvisning,idet der er adgang til fra ministeriet at opnå til-ladelse til at udøve formidlingsvirksomhed. Somhovedregel må denne formidling udøves gratis,men der er dog åbnet mulighed for i undtagel-sestilfælde at få tilladelse til at afkræve betaling.Den private anvisningsvirksomhed, der i det he-le er af underordnet betydning, er undergivet etalmindeligt tilsyn gennem ministeriet för kom-munikationsväsendet och almänna arbetena.

5 Arbejdsløshedsforsikring.Arbejdsløshedsforsikringen i Finland, der er

frivillig og administreres af fagforbundene,bygger på en lov af 1934 om arbejdsløshedskas-ser, som hjemler ret til tilskud fra staten. Loven

30

er siden blevet ændret flere gange, sidst i 1960,hvor lovens titel blev ændret til „Lov om rigs-omfattende arbejdsløshedskasser".

Forsikringen, der ligger hos de af fagforbun-dene godkendte arbejdsløshedskasser, har aldrighaft og har stadigvæk ikke den store betydningi Finland. Der er i alt 32 arbejdsløshedskassermed et samlet medlemstal på ca. 260.000 ud afover 1 mill, arbejdstagere.

3.5 Norge.1 Den historiske udvikling.Oprindelig har arbejdsanvisningen i Norge på

tilsvarende måde som f. eks. i det øvrige Nor-den været varetaget af laugene. Laugsbevægel-sen kom dog relativt sent til Norge og mødte ibegyndelsen betydelig modstand fra kongemag-tens side. Laugenes betydning i Norge regnesderfor i realiteten først at sætte ind efter refor-mationen.

Arbejdsformidlingen „omskikningen", hvor-om laugsvedtægterne indeholdt forskrifter, ud-øvedes, af mestrene ved oldermanden, idet sven-dene efter tur henvistes til de mestre, sommanglede arbejdskraft.

Ved siden heraf fandtes forskellig formid-lingsvirksomhed af spredt og tilfældig karakter,f. eks. forhyrings-, fæste- og adressekontorer.Visse af disse virksomheder opnåede med tidenen vis offentlig anerkendelse, og ved lov af 12.juni 1896 fastsattes regler om (privat) forhy-rings-, fæste- og engageringskontorers virksom-hed.

Først med industrialiseringen og depressio-nen i begyndelsen af dette århundrede og denheraf følgende arbejdsløshed vækkes interessenfor beskæftigelse og arbejdsformidling af ar-bejdsløse. Hverken håndværkerforeningerne,som efter næringsfrihedens indførelse havdeafløst laugene, eller arbejdsgiverorganisationer-ne har dog i denne forbindelse spillet nogensynderlig rolle. Ganske vist var enkelte forenin-ger af arbejdere, afholdsfolk m. v. i slutningen afdet 19. århundrede gået i gang med at organi-sere en vis form for arbejdsformidling eller hav-de under overvejelse at gøre det. Det udslaggi-vende initiativ til en offentlig arbejdsformidlingi Norge blev dog i disse år taget på privat hold,idet man efter tysk forbillede gik ind for at or-ganisere offentlig arbejdsanvisning på kommu-nal basis. I 90'erne oprettedes således 2 kom-munale arbejdskontorer, et i Bergen og et i Oslo,og omkring århundredskiftet etableredes ar-bejdskontorer i Trondhjem og Stavanger.

Efter indstilling fra en i 1901 nedsat komitévedtoges i 1906 den første egentlige lov om ar-bejdsanvisning, i henhold til hvilken der i åreneop til 1. verdenskrig successivt etableredes i alt24 kommunale arbejdskontorer.

Efter krigsudbruddet i 1914 grundfæstedesefterhånden tanken om en koordinering af for-holdene, hvilket førte til oprettelsen af StatensInspektorat for Arbeidsformidling (og Arbeids-løshedsforsikring). Inspektoratets sagsområdeomfattede bl. a. arbejdskontorerne, arbejdsløs-hedskasserne og statens nødarbejdsmidler.

1 1938 omdannedes nævnte inspektorat til etdirektorat i forbindelse med etableringen af denobligatoriske arbejdsløshedsforsikring.

Dette direktorat omdannedes efter 2. ver-denskrig til 2 selvstændige institutioner, somdog ved lov af 27. juni 1947 om foranstaltnin-ger til fremme af beskæftigelsen igen blev slåetsammen under betegnelsen: arbeidsdirektoratet.

Med henblik på en effektivisering af syste-met er den lokale arbejdsanvisning i henhold tillov af 2. juni 1960 successivt overgået til atvære rent statslig, således at de kommunale ar-bejdsanvisningskontorers opgaver nu er overta-get af godt 100 statsarbejdskontorer.

2 Formidlingens opbygning, funktionerog virkemåde.

Som det fremgår af de indledende bemærk-ninger er den norske arbejdsanvisnings opbyg-ning som et statsligt formidlingssystem af nyeredato, idet der først fra 1960 er sket en succes-siv overgang fra anvisningskontorer organiseretpå kommunal basis under tilsyn af en centralstatsmyndighed til et rent statsligt system.

For så vidt angår systemets ydre rammer, erder i det alt væsentlige overensstemmelse meddet foran skildrede svenske formidlingssystem,således at det er organiseret med en central, an-svarlig myndighed i spidsen og herunder på detregionale plan fylkesarbejdskontorer (i alt 17kontorer) og lokale formidlingssteder (126 +lokale ombud). Ved siden heraf findes dog foreen kategori, nemlig sømænd, i de vigtigste hav-nebyer særlige statslige sømandskontorer, dervaretager forhyringen af sømænd.

Ligeledes i overensstemmelse med det sven-ske system er der såvel på centralt plan som påregionalt og lokalt plan sikret kontakt til ar-bejdsmarkedet i form af rådgivende og tilsyns-førende råd eller nævn med repræsentanter forarbejdsmarkedets parter.

Hvad endvidere angår den tekniske formid-

31

ling af arbejdskraft, følges også i princippetsamme fremgangsmåde som i Sverige, d. v. s.udveksling af oplysninger mellem tilgrænsendelokalkontorer over en regional formidling tilcentral registrering af efterspørgsel og udbud afarbejdskraft.

Også i Norge bruges anvisningen til indsam-ling af oplysninger om beskæftigelsesudviklin-gen til brug for de centrale myndigheders over-vejelser ved tilrettelæggelsen af arbejdsmarkeds-politiske foranstaltninger.

3 Hjælpemidler.Anvisningen kan gøre brug af følgende for-

mer for hjælpemidler:

1) Bidrag til rejse for at overtage arbejde el-ler til hjemrejse efter arbejdets afslutning, even-tuelt til flytning ydes af arbejdsløshedsforsik-ringen eller af statsmidler gennem arbejdsfor-midlingen på det sted, hvor den arbejdssøgendeopholder sig.

2) Endvidere er fastsat regler, hvorefter dervil kunne ydes godtgørelse for dobbelt husfø-relse til personer, som overtager arbejde i sær-ligt nyttige virksomheder, eller som kommer franærmere bestemte distrikter eller erhverv. Godt-gørelsen ydes maksimalt for et tidsrum af 16uger i understøttelsesåret og udbetales eftersamme satser som gælder for forsørgertillæg ihenhold til arbejdsløshedsforsikringsloven; dogvil støtten ikke kunne overstige de nødvendigeudgifter ved at føre to husholdninger.

3) I 1962 er endvidere gennemført en „start-hjælp", hvorefter der kan ydes arbejdere, sommå flytte for at overtage fast arbejde, et kon-tant bidrag til hjælp i tiden, indtil den ordinæreløn kommer til udbetaling.

4) Til de mobilitetsfremmende foranstaltnin-ger hører også erhvervsuddannelse af arbejds-løse samt boligbyggeri i udviklingsområder.

I de senere år har der været lagt stor vægt påen ekstraordinær erhvervsuddannelse af arbejds-løse og underbeskæftigede, som tager sigte på atomskole sæsonmæssigt ledige til varigt arbejde,navnlig i industrien. Man venter hermed at kun-ne reducere ledigheden, øge arbejdskraftens mo-bilitet og tilføre ekspanderende industri nød-vendig arbejdskraft.

For at give så mange arbejdsløse som muligtlejlighed til at deltage i kurser, ydes der af ar-bejdsløshedsforsikringen tilskud til underhold i

kursustiden (varighed fra 1—4 måneder) og tildækning af rejseudgifter til og fra kursusstedet.En meget væsentlig del af de anførte kurser gen-nemføres for tiden inden for jern- og metalindu-strien især med hensyn til fagene svejsning, ma-skinarbejde og svagstrøm. Der afholdes imid-lertid også kurser inden for byggefagene f. eks.i forskalling, støbning og jernbinding, og underlandbrugsministeriet afvikles en række erhvervs-kurser i skov-, jord- og havebrug.

4 Privat arbejdsanvisning.Privat arbejdsanvisning er bortset fra ganske

særlige undtagelsestilfælde forbudt, og anvis-ning i forbindelse med arbejdsløshedsforsikrin-gen eller fagforbundene har aldrig været på talei Norge.

5 Ar b ejdsløshedsf or sikring.Arbejdsløshedsforsikringen i Norge er statslig

og som altovervejende hovedregel obligatorisk.Udbetaling af understøttelse forudsætter regi-strering på vedkommende arbejdskontor som ar-bejdssøgende.

3.6 Storbritannien.1 Den historiske udvikling.

Den offentlige arbejdsanvisning i Storbritan-nien går tilbage til arbejdsanvisningsloven af1909, der dog i situationer, hvor beskæftigelses-problemerne har været særligt påtrængende,navnlig under de to verdenskrige, er blevet revi-deret på forskellige punkter.

I sin nuværende form er rammerne for denoffentlige arbejdsanvisning i England fastlagt iBeskæftigelses- og uddannelsesloven af 1948.

2 Formidlingens opbygning, funktionerog virkemåde.

Med hensyn til organiseringen på det centraleplan er der en vis forskel i forhold til de foranomtalte statslige systemer i Sverige, Norge ogFinland. Forskellen ligger navnlig deri, at admi-nistrationen er henlagt til 2 departementer, nem-lig departementet for beskæftigelse, for så vidtangår den almindelige arbejdsanvisning, og tildepartementet for ungdomsbeskæftigelse, for såvidt angår den særlige arbejdsformidling for un-ge. Da de nævnte to departementer ligger i ar-bejdsministeriet, er der dog herved sikret en ko-ordinering af departementernes virksomhed.

I overensstemmelse med engelsk administra-tion er der tale om en stærk decentralisering, så-

32

ledes at et forholdsvis stort ansvar hviler på deenkelte regioner. I denne henseende er landetopdelt i i alt 9 områder - 7 regioner plus Skot-land og; Wales. Ansvaret for, at arbejdsanvisnin-gen og dennes lokale kontorer gennemfører denaf ministeriet fastlagte politik, hviler inden forden enkelte region på en inspektør, der ligele-des har til opgave at etablere kontakt med ar-bejder- og arbejdsgiverorganisationerne indenfor området.

Endelig findes på det lokale plan en rækkeanvisningskontorer af varierende størrelse ogbetydning; i visse tilfælde er der oprettet spe-cielle anvisningskontorer for arbejdskraft medhøjere uddannelse.

Af foranstående vil fremgå, at det engelskesystem frembyder væsentlige lighedspunktermed anvisningssystemerne i Sverige, Finlandog Norge.

Hvad angår den tekniske formidling af ar-bejdskraften udfoldes store bestræbelser for atsikre de fornødne oplysninger såvel om denarbejdssøgendes kvalifikationer som om detkonkrete arbejdes art og beskaffenhed. I øvrigtsøges ordrer effektueret ved samarbejde mellemkontorerne inden for den enkelte region og der-efter eventuelt ved udveksling af oplysningerregionerne imellem.

Særlige regler regulerer anvisningsvirksomhe-den i forbindelse med strejker eller lock-outer,ligesom anvisningen ikke må medvirke ved be-sættelse af stillinger, hvor den tilbudte løn liggerunder fastsatte minimumslønninger.

3 Hjælpemidler.Anvisningens hjælpemidler omfatter følgen-

de:

1) Rejse- og huslejehjælp. Den offentlige ar-bejdsanvisning yder tilskud til husleje og rejsefor arbejdere, som anvises arbejde uden for detområde, hvor de er bosat.

2) Oplæring. Gennem arbejdsanvisningenkan arbejderne henvises til statens centre forfaglig oplæring og uddannelse. På disse centre,hvortil også erhvervshæmmede har adgang, gi-ves der undervisning inden for de industri- oghåndva^rksfag, hvor en forøgelse af arbejdsstyr-ken er ønskelig, eller hvor der er særlige mu-ligheder for at placere de erhvervshæmmede.Centrene ledes af teknisk uddannede bestyrere,som i administrativ henseende er underlagt denoffentlige arbejdsanvisningsinspektør inden fordet pågældende område.

3) Revalideringsinstitutioner. Arbejdsanvis-ningen kan også henvise arbejdssøgende til reva-lideringsinstitutioner. Disse institutioner arran-gerer kurser med henblik på industriel rehabili-tering af rekonvalescenter, erhvervshæmmedeog andre, som har behov for en genoptræningfor at kunne påtage sig erhvervsmæssig beskæf-tigelse. En stor del af revalideringsinstitutioner-ne er oprettet i tilknytning til statens centre foroplæring og uddannelse.

4 Privat arbejdsanvisning.Ved siden af den offentlige arbejdsanvisning

udøves i England i ikke helt ubetydeligt om-fang arbejdsanvisning på privat basis af organi-sationer, bureauer og andre private arbejdsfor-midlere. I modsætning til U. S. A. spiller denneanvisning dog en mindre rolle.

5 Arbejdsløshedsforsikring.Arbejdsløshedsforsikringen i England er rent

statslig og indgår som led i det almene sikrings-system, der tillige omfatter en række andre so-ciale risici.

3. 7 Holland.1 Den historiske udvikling.

Første fase af den hollandske arbejdsformid-lings udvikling kendetegnes af privat arbejds-anvisning på forretningsmæssigt grundlag.

Anden fase er karakteriseret af formidlings-virksomhed udøvet af foreninger og fagforbund.I 1886 oprettede „Samfundet for Arbejderstan-den" således i Amsterdam den første såkaldtearbejderbørs, der efterfulgtes af flere lignendeinstitutioner i andre byer oprettet af fagforbund.

Perioden med stor arbejdsløshed omkring år-hundredskiftet skabte behov for en systematiskudbygning af arbejdsanvisningen, og i 1902 åb-nedes det første kommunale anvisningskontor,der senere blev efterfulgt af lignende kontorerlandet over.

Den første verdenskrig nødvendiggjorde enyderligere udbygning af den offentlige arbejds-anvisning. I 1916 oprettedes rigstjenesten forarbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring,der bl. a. fik til opgave at fremme arbejdsanvis-ningen ved at udarbejde vejledning til koordine-ring af de kommunale kontorers anvisningsvirk-somhed og at forberede et retsligt grundlag foranvisnings virksomhede n.

Resultatet blev en lov af 1930, der trådte ikraft i 1932. Arbejdsanvisningen blev herefteret fælles statsligt og kommunalt anliggende.

33

I 1941 forlod man dette, og der oprettedesmed henblik på en yderligere centralisering afarbejdsanvisningen et rigsarbejdsbureau medherunder sorterende distriksbureauer, lokale bu-reauer og filialkontorer.

2 Formidlingens opbygning, funktioner ogvirkemåde.

Bortset fra de forskelligheder, der følger aflandets administrative opbygning i øvrigt, svarerde ydre rammer for arbejdsformidlingens op-bygning i det alt væsentlige til det omtalte of-fentlige formidlingssystem, som man har i Sve-rige. På det centrale plan sorterer formidlingenunder generaldirektoratet for arbejdsforsynin-gen, der i administrativ henseende udgør en af-deling i det hollandske socialministerium.

Generaldirektoratet er opdelt i to sektioner,nemlig et rigsarbejdsbureau og en rigstjenestefor supplerende beskæftigelse. Medens rigstje-nesten for supplerende beskæftigelse har til op-gave at forberede og gennemføre offentlige be-skæftigelsesarbejder, består rigsarbejdsbureauetshovedopgaver i at tilpasse den disponible ar-bejdskraft til de forhåndenværende beskæftigel-sesmuligheder, at udforme beskæftigelsespoli-tikken og at føre tilsyn med arbejdsanvisningen.

Generaldirektøren for arbejdsforsyningen bi-stås af en rådgivende kommission for arbejds-forsyning, hvis formand og medlemmer udnæv-nes af socialministeren. I kommissionen sidderrepræsentanter for arbejdsgiverforeningerne,fagforbundene og yderligere et antal sagkyn-dige. Den nævnte kommission er rådgivende forministeren og generaldirektøren i anliggendervedrørende arbejdsforsyningen.

Ud over den rådgivende kommission for ge-neraldirektøren for arbejdsforsyningen findes enrådgivende kommission for hver af generaldi-rektoratets to sektioner, d. v. s. henholdsvis rigs-arbejdsbureauet og rigstjenesten for supplerendebeskæftigelse.

På det provinsielle plan findes et distrikts-bureau for arbejdsanvisning i hver af landets 11provinser. I spidsen for distriksbureauet står enoverinspektør, der på de centrale myndighedersvegne leder arbejdsformidlingsvirksomheden iden pågældende provins og herunder fører tilsynmed de nedenfor omtalte lokale arbejdsbureauerog disses filialer samt med de i provinsen belig-gende centre for faglig uddannelse.

Inden for hvert distriktsbureaus område fin-des et antal lokale arbejdsbureauer med even-tuelle filialkontorer. I spidsen for hvert arbejds-

bureau står en direktør, medens filialkontorerneledes af forstandere.

De lokale arbejdsbureauer er opdelt i tre af-delinger, nemlig

1 ° en afdeling for arbejdsanvisning2° en informationsafdeling for faglig uddan-

nelse og3° en administrationsafdeling.

Hvad angår den tekniske formidling af ar-bejdskraft, følges i princippet samme frem-gangsmåde som i Sverige, d. v. s. udveksling afoplysninger mellem tilgrænsende lokalkontorerover en regional formidling til central registre-ring af efterspørgsel efter og udbud af arbejds-kraft.

Anvisningen har endvidere til opgave at ind-samle oplysninger om beskæftigelsesudviklingentil brug for de centrale myndigheders overvejel-ser med tilrettelæggelsen af arbejdsmarkedspoli-tiske foranstaltninger. Der er iøvrigt et nærtsamarbejde mellem arbejdsanvisningen og denhollandske egnsudviklingspolitik.

3 Hjælpemidler.Anvisningen kan gøre brug af følgende for-

mer for hjælpemidler: rejse- og flyttehjælp samtoplærings- og omskolingsbistand.

Flyttetilskud ydes efter meget forskellige reg-ler for forskellige områder, ligesom der sondresmellem forskellige kategorier af arbejdere (fuldtarbejdsdygtige, handicappede, gifte og ugifte).

Oplæring og omskoling foretages dels på 24centre for faglig uddannelse, dels i private virk-somheder, der fra staten modtager kompensa-tion for de dermed forbundne udgifter. Underuddannelsen ydes økonomisk støtte til arbej-derne.

4 Privat arbejdsanvisning.Bortset fra den offentlige arbejdsanvisning

findes i Holland i begrænset omfang privat ar-bejdsanvisning (impresariovirksomheder, socialeinstitutioner o. lign.).

5 Arbejdsløshedsforsikring.Arbejdsløshedsforsikringen i Holland admi-

nistreres sammen med de øvrige socialforsik-ringsordninger, der i overvejende grad er op-bygget på ren forsikringsbasis.

3.8 Østrig.1 Den historiske udvikling.

Først i 1935 blev den østrigske arbejdsfor-midling en del af den offentlige administration.

34

Indtil da havde formidlingen haft en retspredt og tilfældig karakter varierende fra ar-bejdsformidling på ren forretningsmæssig basistil arbejdsformidling udøvet af organer etableretaf arbejdere og arbejdsgivere i fællesskab.

Trods landets føderale opbygning udøves denoffentlige arbejdsanvisning i Østrig i dag af for-bundsmyndighederne.

2 Formidlingens opbygning, funktioner ogvirkemåde.

De ydre rammer for formidlingens opbygningsvarer i det alt væsentlige til de øvrige omtaltestatslige formidlingssystemer. Centralt er for-midlingen henlagt under „Bundesministeriumfür soziale Verwaltung", hvorunder ligeledessorterer arbejdsløshedsforsikringen. Regionalter der oprettet et landsarbejdsanvisningskontorfor hver forbundsstat, hvorunder sorterer lokalearbejdsanvisningskontorer med filialer.

Kontakten til arbejdsmarkedets parter er retmangelfuld, idet der ikke er fastsat bestemmel-ser om permanente udvalg eller råd med repræ-sentanter for arbejdere og arbejdsgivere.

Hvad angår selve den tekniske formidlings-virksomhed følges i princippet samme frem-gangsmåde som i Sverige, d. v. s. udveksling afoplysninger mellem tilgrænsende lokalkontorerover regional formidling til central registreringaf efterspørgsel efter og udbud af arbejdskraft.

For så vidt angår arbejdsformidlingens ind-sats som led i den almindelige beskæftigelses-planlægning og -udvikling forekommer det øst-rigske system at være uden større betydning.Anvisningen har dog visse oplysningsformidlen-de funktioner i forbindelse med foranstaltningeraf egnsudviklingsmæssig karakter.

3 Hjælpemidler.De hjælpemidler, der står til rådighed for for-

midlingen, kan næppe betegnes som effektive.Der findes ganske vist bestemmelser om hjælptil betaling af rejseudgifter, støtte til dobbelthusførelse samt til anskaffelse af arbejdsudrust-ning. Der gøres imidlertid kun i ringe omfangbrug af disse foranstaltninger; hjælpen til dob-belt husførelse er f. eks. betinget af, at hverkenarbejdsgiveren eller arbejderen er i stand til selvat hæfte for udgifterne.

Støtte til oplæring og omskoling kan ydes tilarbejdsløshedsunderstøttede; støtten ydes direktetil institutioner, der iværksætter sådanne foran-staltninger, medens deltagerne i kursustidenfortsat oppebærer understøttelse.

4 Privat arbejdsanvisning.Principielt er arbejdsanvisningen forbeholdt

de offentlige arbejdsanvisningskontorer; der erdog adgang til for visse organisationer m. v. atudøve privat arbejdsanvisning, når dette skervederlagsfrit.

5 A r be jdsløshedsforsikr ing.Arbejdsløshedsforsikringen i Østrig admini-

streres ikke direkte af anvisningen, der imidler-tid - før udbetaling kan finde sted - skal regi-strere vedkommende som arbejdssøgende samtkontrollere ledighedsårsagen.

3. 9 Sammenfatning.Bortset fra Vesttyskland, der med hensyn til

den organisatoriske opbygning indtager en sær-stilling, fremgår det af foranstående, at formid-lingssystemerne i de omtalte lande er opbyggetpå offentlig basis og stort set efter samme ret-ningslinier med de modifikationer, der følger aflandenes administrative opbygning iøvrigt.

Det er endvidere et gennemgående træk, atformidlingssystemerne har et dobbelt sigte,nemlig dels at udøve den tekniske formidlings-virksomhed, dels at udøve funktioner i retningaf at tilvejebringe oplysninger, der kan læggestil grund for de centrale myndigheders over-vejelser med hensyn til den almindelige arbejds-markedspolitik, herunder opgaver i forbindelsemed egnsudviklings» og lokaliseringsproblemer.Det bemærkes dog, at formidlingens betydningfor arbejdsmarkedspolitik m. v. er af varierendeomfang, og at der for Østrigs vedkommendesavnes faste retningslinier for denne indsats.

Det er fremdeles typisk, at der til rådighedfor formidlingen står forskellige former forhjælpemidler til fremme dels af den geografiske,dels af den faglige bevægelighed. Betydningen afdisse er dog meget forskellig fra land til land.

Når man ser bort fra U.S.A., hvor den pri-vate arbejdsanvisning spiller en ikke uvæsentligrolle, er forholdet det, at privat arbejdsanvisningkun er tilladt i begrænset omfang og derfor kunspiller en forholdsvis underordnet rolle som ar-bejdsformidlende faktor.

Hvad endelig angår arbejdsformidlingens re-lation til arbejdsløshedsforsikringen er forholdetdet, at det vel må siges at være et gennemgåendetræk, at kontrollen af de forsikrede ligger hosformidlingen, men at der iøvrigt er store for-skelligheder med hensyn til forsikringsordnin-gernes administration.

35

4 Internationale aftaler af betydning for dansk arbejdsanvisning.

Der findes for tiden en række internationaleaftaler og beslutninger, som stiller eller kankomme til at stille krav til den danske arbejds-anvisnings opbygning og virkemåde.

Det drejer sig især om følgende bestemmelser:

Den internationale Arbejdsorganisations (ILO's)konvention nr. 88 om arbejdsanvisningens orga-nisation (1948) suppleret af henstilling nr. 83om samme emne (1948). Konventionen er ikkeratificeret af Danmark.

Den internationale Arbejdsorganisations (ILO's)konvention nr. 96 om arbejdsanvisningskonto-rer, der foretager anvisning mod betaling (revi-deret 1949). Konventionen er ikke ratificeret afDanmark.

Den europæiske socialpagt, vedtaget af Europa-rådet den 7. juli 1961. Pagten er ikke ratificeretaf Danmark.

Den europæiske økonomiske samarbejdsorgani-sations (O EEC s) henstilling af 217 1954 ved-rørende retningslinier for arbejdsanvisningen.Danmark har stemt for henstillingen, men medforbehold om dens fulde efterlevelse.

Den europæiske økonomiske samarbejdsorgani-sations (O EEC s) beslutning af 30110 1953 an-gående beskæftigelse af statsborgere fra med-lemslandene med senere ændringer. Danmarkhar stemt for beslutningen.

Den europæiske økonomiske samarbejdsorgani-sations (OECD's) plan af 817 1960 for interna-tional udveksling af oplysninger om arbejds-søgende og ledige stillinger. Danmark har stemtfor planen.

Overenskomst af 2215 1954 mellem Danmark,Finland, Norge og Sverige om fælles arbejds-marked. Overenskomsten er ratificeret af Dan-mark.

Traktaten af 25i3 1957 om oprettelse af det eu-ropæiske økonomiske fællesskab (Fællesmarke-det), art. 48-50 samt fællesskabets råds forord-ning nr. 15 af 16/8 1961 om de indledende for-holdsregler til gennemførelse af arbejdskraftensfrie bevægelighed inden for fællesskabet og rå-dets direktiv af samme dato om administrativefremgangsmåder og praksis med hensyn til enmedlemsstats lønmodtagere og deres familie-medlemmers indvandring, beskæftigelse og op-hold i de andre medlemsstater i fællesskabet.Danmark er som bekendt ikke medlem af Fæl-lesmarkedet og er følgelig ikke bundet af dissebestemmelser.

I det følgende gives en oversigt over indholdetaf ovennævnte internationale bestemmelser,hvad enten de for tiden er retlig forbindende forDanmark eller ikke.

Fremstillingen er delt således, at der først re-degøres for regler, der tager sigte på at lette ar-bejdskraftens vandring over grænserne, dernæstfor regler der direkte regulerer det nationalearbejdsanvisningssystem.

4. 1 Bestemmelser vedrørende arbejdskraftensvandring over grænserne.

1 Det nordiske arbejdsmarked.Hovedbestemmelsen i overenskomsten om det

nordiske arbejdsmarked går ud på, at intet af de4 nordiske lande må stille krav om arbejdstil-ladelse som betingelse for, at statsborgere i de3 andre nordiske lande kan tage arbejde indenfor vedkommende lands grænser. Myndighe-derne i de nordiske lande kan således ikke mod-sætte sig, at andre nordiske landes statsborgeretager lønnet arbejde på deres statsområde i kon-kurrence med landets egne borgere. Undtagelsegælder kun for koncessioneret og autoriseretvirksomhed, offentlige beskæftigelsesarbejder ogområder, hvor særlige sikkerheds- og forsvars-hensyn gør sig gældende.

36

Da man anser opretholdelsen af fuld beskæf-tigelse i alle de nordiske lande for en forudsæt-ning for det fælles arbejdsmarkeds gnidnings-løse funktion, pålægger overenskomsten de cen-trale myndigheder på forskellige måder at ud-veksle oplysninger og holde løbende kontaktmed hinanden. Overenskomsten pålægger des-uden de centrale organer at virke for, at ar-bejdskraften i størst muligt omfang anvises gen-nem den offentlige arbejdsanvisning, således atprivat hvervning undgås.

Det nordiske arbejdsmarked har en ikke heltringe praktisk betydning. Man regner med, atca. 100.000 statsborgere i de nordiske lande ud-nytter det fælles arbejdsmarked. Ved årsskiftet1961/62 var ca. 19.000 danske, 50.700 finske og10.700 norske beskæftiget i Sverige. Samtidigtarbejdede i Norge ca. 7.000 danske, 2.200 sven-ske og 400 finske, foruden de i den norske han-delsflåde beskæftigede. I Finland regnes med ca.1.100 svenske, 250 danske og 100 norske. ForDanmark beregnes det samlede antal til nogletusinde, men nærmere oplysninger savnes. Deret store vandringer, der således er tale om, let-tes derved, at nordiske statsborgere i alt væsent-ligt er ligestillet med hensyn til socialforsikringog lignende offentlige ydelser, og derved at sta-ternes normale krav om pas og opholdstilladelseikke gælder for statsborgere i et andet nordiskland.

Størstedelen af vandringerne på det nordiskearbejdsmarked synes at ske uden samvirke mel-lem hjemlandets og værtslandets arbejdsanvis-ning. Det normale er vistnok, at den arbejds-søgendes eventuelle kontakt med arbejdsanvis-ningen først sker efter ankomsten til værtslan-det. Dette har dog ikke hindret, at der til tiderog på specielle felter er sket en ret omfattendeorganiseret vandring ved hjælp af samarbejdemellem de statslige anvisningskontorer i de for-skellige lande. Den offentlige arbejdsanvisninghar ligeledes haft betydning ved den løbendeudveksling af oplysninger om ledige pladser ogudsigterne for arbejdsmarkedet.

Arbejdsanvisningsopgaverne inden for detnordiske arbejdsmarked påhviler i Danmark ho-vedsageligt arbejdsanvisningskontorerne.

2 OECD (OEEC).OEEC's beslutning af 30/10 1953 med senere

ændringer angående beskæftigelse af statsbor-gere fra medlemslandene er en principbeslut-ning, der tilsigter at lette arbejdskraftens van-

dringer over grænserne i medlemslandene (Vest-europa undtagen Finland). De krav, beslutnin-gen med dette formål stiller til medlemslandene,er dog moderate.

Hovedreglen er, at en stat ikke må nægte ar-bejdstilladelse til egnede arbejdere fra andremedlemslande, når det inden for bestemte fristerer konstateret, at der ikke inden for landetsgrænser findes egnet arbejdskraft. Den enkeltestat kan dog gøre undtagelser for bestemte er-hvervs- eller fagområder bl. a. af nationaløko-nomiske hensyn, og den kan fortsat fastsættebegrænsninger i udlændinges beskæftigelse afhensyn til sundheden, den offentlige orden ogden nationale sikkerhed.

Mens beslutningen af 30/10 1953 ikke be-skæftiger sig med, hvorledes den fremmedes an-sættelsesforhold kommer i stand, angår OECD'splan af 8/7 1960 for international udveksling afoplysninger om arbejdssøgende og ledige stillin-ger direkte arbejdsanvisningen. Planen pålæggermedlemslandene halvårsvis at sende hinandenoversigter over ledige pladser og arbejdssøgen-de, ligesom der er mulighed for - på arbejds-givernes foranledning — at fremsende oplysnin-ger om ledige pladser oftere. Efter afslutningenaf hvert kalenderår skal medlemslandene over-for OECD redegøre for de i årets løb gennem-førte placeringer. Planen indeholder endvidererene tekniske regler om, hvordan arbejdsanvis-ningsmyndighederne skal forholde sig for viaden beskrevne informationsvirksomhed at til-vejebringe kontakt mellem arbejdssøgende ogarbejdsgivere tværs over grænserne.

Opgaverne varetages i Danmark af arbejds-direktoratet, der indsamler og fremsender defornødne oplysninger og lader modtagne oplys-ninger gå videre til arbejdsanvisningskontorerne.

3 Den europæiske socialpagt.Socialpagten indeholder i afsnit I, pkt. 18 og

art. 18 og 19 regler om arbejdskraftens vandrin-ger over gramserne, som i deres sigte er over-ordentlig vidtgående, men i deres nærmere ud-formning meget vage.

Hovedprincippet er, at statsborgere i de lan-de, der tilslutter sig pagten, har ret til at tagelønnet beskadigelse i de andre kontraherendestater på lige fod med vedkommende lands egneborgere. Det gælder dog kun med de begræns-ninger, der måtte være fastsat af tvingende øko-nomiske eller sociale grunde.

Pligten for de kontraherende stater til således

37

at behandle udenlandsk arbejdskraft på lige fodmed den nationale udbygges nærmere i nogledetailregier, der dels søger at overvinde bestå-ende hindringer for arbejdskraftens vandring,dels beskytter de vandrende arbejdere. Det før-ste sæt regler går ud på, at staterne skal admini-strere bestemmelser om udenlandsk arbejdskraftliberalt, forenkle bestående formaliteter og lem-pe gældende regler samt anerkende deres bor-geres ret til udrejse. Det andet sæt regler kræveraf staterne, at de opretholder en vederlagsfrihjælpetjeneste for vandrende arbejdere især medhenblik på at give pålidelige oplysninger, samtat de letter de vandrende arbejderes afrejse, be-fordring og modtagelse og fremmer passendesamarbejde mellem de sociale tjenester i ud- ogindvandringslandene. Af værtslandet krævesisær, at den fremmede arbejder ligestilles medlandets egne borgere med hensyn til skatter,retssager og - i det omfang det offentlige øverindflydelse herpå - med hensyn til løn, arbejds-vilkår og indkvartering, samt at værtslandet såvidt muligt bistår en udenlandsk arbejder medat blive forenet med sin familie.

Som det fremgår af ovenstående stiller social-pagten indirekte krav til arbejdsanvisningssyste-met ved at pålægge værtslandet at opretholde enfyldestgørende og vederlagsfri hjælpetjeneste,der skal bistå vandrende arbejdere i særdeleshedmed at opnå pålidelige oplysninger. Uanset vag-heden i formuleringen tør man gå ud fra, atpligten går væsentlig videre end de oplysninger,som skal gives i henhold til OECD's plan af8/7 1960 (ovenfor side 37). Formålet må an-tages at være at skabe et lignende kendskab tilarbejdsforholdene i værtslandet, som de nordi-ske arbejdere i almindelighed kan skaffe siginden for det nordiske arbejdsmarked.

4 Fælledsmarkedstraktaten.Blandt Fællesmarkedets mål er at afskaffe

enhver hindring for personers frie bevægelighedinden for markedets område. For at nå dettemål foreskriver traktaten bl. a. i art. 48, at ar-bejdskraftens frie bevægelighed skal være gen-nemført senest den 1/1 1970. Hvor vidtgåendearbejdskraftens bevægelighed herefter bliver, erdog efter traktatens tekst tvivlsom. Meningen ermuligvis, at medlemslandene - bortset fra be-grænsninger, der retfærdiggøres af hensynet tilden offentlige orden, sikkerhed og sundhed -skal afskaffe ethvert krav om opholds- og ar-bejdstilladelse for Fællesmarkedets borgere.Men det er dog ikke usandsynligt, at pligten til

at lukke fremmed arbejdskraft ind i landet - ogegen arbejdskraft ud - i det væsentlige er ind-skrænket til at gælde tilfælde, hvor den beskæf-tigede har søgt og fået en faktisk tilbudt stilling.I alle tilfælde må medlemslandene under defremmede arbejderes ophold i landet i beskæf-tigelsesmæssig henseende ikke diskriminereimod dem. Ligestillingen gælder dog ikke an-sættelse i offentlig administration.

I overgangsperioden indtil 1970 skal Fælles-markedets organer gradvis gennemføre den friebevægelighed på arbejdsmarkedet efter noglevagt formulerede retningslinier i art. 49. I hen-hold til denne bestemmelse har FællesmarkedetsMinisterråd den 16/8 1961 udstedt forordningnr. 15 om de indledende forholdsregler til gen-nemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighedinden for Fællesmarkedet.

Af forordningens præambel fremgår, at over-gangsperioden tænkes delt i etaper, således atindførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighedkan ske trinvis. Forordning nr. 15 gælder kunfor 1. etape, og der er endnu ikke udstedt en nyforordning.

I den etape, der dækkes af forordning nr. 15er hovedvægten lagt på at skabe det administra-tive apparat og det samarbejde mellem nationalemyndigheder, der er forudsætningen for plan-lægning af de følgende etaper og for udnyttelseaf de muligheder, som medlemsstaternes villig-hed til at anvende udenlandsk arbejdskraft, alle-rede nu giver.

Medlemsstaternes pligt til at åbne for frem-med arbejdskraft er derimod i 1. etape beske-den. Hovedreglen er, at en statsborger i et med-lemsland kun har krav på lønnet beskæftigelsei et andet medlemsland, såfremt der ikke er eg-net arbejdskraft på dette lands sædvanlige ar-bejdsmarked. Dette anses for ikke at være til-fældet, når en plads har været registreret ledighos arbejdsanvisningen i 3 uger. For de frem-mede, som engang er blevet ansat, indeholderforordningen dog tillige en række regler, dersikrer dem en — efter varigheden af beskæftigel-sen i værtslandet varieret - ret til genansættelsei dette land samt ligestilling med landets egneborgere, så længe beskæftigelsen varer.

Blandt de administrative forskrifter er dergrund til at fremhæve følgende: Medlemssta-terne skal kvartalsvis tilstille fællesskabsmyndig-hederne rapporter om geografiske områder ogfag, hvor der er overskud eller mangel på ar-bejdskraft. Hvert medlemsland skal oprette ellerudpege et kontor, der kan organisere et omfat-

38

tende registrerings- og oplysningsarbejde bl. a.om udvekslingen på de nationale arbejdsmarke-der og om arbejdsformidlingen inden for Fælles-markedet. Der skal findes lokale arbejdsanvis-ningskontorer, som er i stand til under kontrolaf de centrale myndigheder at foretage direktearbejdsanvisning inden for fællesskabets område.

Arbejdskraftens vandringer har inden for Fæl-lesmarkedet et ganske betydeligt omfang. Mendet er ikke muligt at afgøre, hvilken rolle deovenfor refererede regler har spillet for denneudveksling. Der kan dog være grund til at un-derstrege både, at arbejdere fra lande uden forFællesmarkedet i ikke ringe omfang beskæftigesi fællesmarkedslandene, og at emigration fraFællesmarkedets lande til lande uden for detteogså har ret betydeligt omfang.

Som nævnt har Fællesmarkedets myndighe-der endnu kun fastsat regler for overgangsperio-dens 1. etape. Det er dog kendt, at der forelig-ger udkast til regler for den næste periode, somer tænkt at skulle vare til udgangen af 1965.Udkastet går væsentligt videre i retning af atvirkeliggøre arbejdskraftens bevægelighed endforordning nr. 15. Efter udkastet er hovedreg-len, at statsborgere i et andet medlemsland harsamme ret til at besætte en stilling, der er meldtledig til arbejdsanvisningen, som vedkommendelands egne borgere. Fra hovedreglen gøres dogvisse undtagelser. Hvor særlige omstændighedertruer ligevægten på det nationale arbejdsmar-ked, kan en medlemsstat helt suspendere hoved-reglen, men skal dog meddele dette til fælles-skabsmyndighederne, der har kompetence til atændre medlemslandets beslutning. Hvor et med-lemsland inden for visse erhverv eller egne kanpåvise overskud på arbejdskraft, har landetsegne borgere endvidere en lignende fortrinsrettil ledige stillinger som efter forordning nr. 15.Fristen foreslås dog ændret fra de nuværende 3uger til 2 uger.

4. 2 Bestemmelser, der direkte tager sigte på atregulere de nationale arbejdsanvisnings-systemer.

Ovenstående internationale bestemmelser omarbejdskraftens frie bevægelighed kan indirektestille ganske indgribende krav til indretningenaf de nationale arbejdsanvisningssystemer og tildisses funktion. Der findes imidlertid ogsåinternationale regler, der tager direkte sigte påat regulere de nationale anvisningssystemer.

1) Den internationale arbejdsorganisation(iLon

Den internationale arbejdsorganisations kon-vention nr. 88 om arbejdsanvisningens organi-sation og den dertil knyttede henstilling nr. 83indeholder udførlige regler for, hvorledes en ar-bejdsanvisning bør være opbygget og fungere.Hovedindholdet er, at der bør findes en gratis,offentlig styret og financieret arbejdsanvisning,der skal udøve sin virksomhed gennem et net aflokale og eventuelt regionale kontorer undercentral ledelse. De ansatte skal være offentligetjenestemænd, men der skal til embedssystemetknyttes rådgivende udvalg med repræsentanterfor arbejdsgivere og arbejdere. Arbejdsanvisnin-gens væsentligste funktion skal være gennemfyldestgørende registrering af arbejdssøgende ogledige pladser at bistå arbejdere med at findeegnet beskæftigelse og arbejdsgivere med atfinde egnede arbejdere. Dertil kommer, at ar-bejdsanvisningen ved at formidle omskoling,flytning o. s. v. skal bidrage til arbejdskraftensbevægelighed, ligesom anvisningen skal tilveje-bringe de nødvendige oplysninger og prognoservedrørende tilstanden på arbejdsmarkedet. An-vendelsen af arbejdsanvisningen bør være frivil-lig både for arbejdsgivere og arbejdere, dog at ial fald de, der søger arbejdsløshedsunderstøt-telse, bør registreres, men der lægges stor vægtpå via forskellige former for propaganda at til-skynde arbejdsmarkedets parter til at benytteden offentlige arbejdsanvisning.

Som det fremgår af fremstillingen i kap. 2, erdet bestående danske arbejdsanvisningssystemsstruktur så forskellig fra det af konventionenforeskrevne, at Danmark ikke har kunnet rati-ficere konventionen. Dennes regler om arbejds-anvisningens funktion stemmer derimod i altvæsentligt med dansk praksis.

Konvention nr. 96, der fremtræder som sup-plement til ovenstående konvention om den of-fentlige arbejdsanvisning, angår arbejdsanvis-ningskontorer, der foretager anvisning mod be-

x) Den internationale arbejdsorganisation forbe-reder for tiden en konvention vedrørende arbejds-markedspolitik. Af konventionsudkastet fremgår, atman kraftigt understreger fuld beskæftigelse og øko-nomisk vækst som hovedmål for den økonomiskepolitik, og at arbejdsanvisningssystemet indgår somet af midlerne til at nå disse mål. Udkastet læggersærlig vægt på at understrege arbejdsanvisningensrolle ved tilvejebringelse af oplysninger og progno-ser om arbejdsmarkedet og ved aktivt at virke forstørre bevægelighed på arbejdsmarkedet.

39

taling. Konventionen består af to dele, og sta-terne kan vælge at ratificere én af dem. Denførste omfatter regler om gradvis nedlæggelseaf erhvervsmæssig drevet arbejdsanvisning ogregulering af anden arbejdsanvisning mod beta-ling. Den anden del angår regulering af enhverform for arbejdsanvisning mod betaling. Regu-leringsreglerne går især ud på at foreskrive of-fentlig tilsyn med arbejdsanvisningen, kontrolmed betalingen og særregler om anvisning udover landets grænser. Erhvervsmæssigt drevnearbejdsanvisningskontorer kræves desuden auto-riseret årligt.

Konventionen, der viser, i hvilken grad ILOlægger hovedvægten på det offentlige arbejds-anvisningssystem, er ikke ratificeret af Dan-mark. Den stiller på en række, reelt mindre be-tydningsfulde, punkter strengere krav til privatarbejdsanvisning end gældende dansk ret, jfr.s. 17-18.

2 Den europæiske socialpagt.Pagten indeholder i art. I, stk. 3, en forplig-

telse til at tilvejebringe eller opretholde veder-lagsfri arbejdsanvisning for alle arbejdere.

Uanset at pagten ikke er ratificeret af Dan-mark, er dette krav opfyldt.

3 OECD (OEEC).OEEC's henstilling af 2/7 1954 vedrørende

retningslinier for arbejdsanvisning angår førstog fremmest den måde, hvorpå lokale arbejds-anvisningskontorer bør udøve deres virksomhed.Henstillingen indeholder detaillerede retnings-linier vedrørende sådanne emner som centralledelse og tilsyn med kontorerne, erhvervsklas-sificering, fremgangsmåden ved indhentning ognedfældning af oplysninger om arbejdssøgendeog ledige pladser, videregivelse af oplysningerom ledige stillinger til andre kontorer m. v.

Den offentlige arbejdsanvisning sker her ilandet i det store og hele i overensstemmelsemed de retningslinier, som OEEC har anbefalet.Den anvisning, som sker ved arbejdsløshedskas-serne, kan derimod ikke foretages i overens-stemmelse med de anbefalede retningslinier.Danmark har derfor i OEEC's råd stemt forhenstillingen, men har samtidig tilkendegivet, atman finder den danske ordning som helhed til-fredsstillende, og at man ikke ser sig i stand tilat ændre arbejdsanvisningssystemet i overens-stemmelse med henstillingen.

40

5 Arbejdsstyrkens tilpasning.

5.1Det er blevet sagt, at Danmark efter den 2.

verdenskrig har oplevet sin 2. industrialisering.Der ligger i dette udsagn i hvert fald det rigtige,at efterkrigsperioden har været præget af ganskeoverordentligt store forskydninger i vort økono-miske liv, ja, så store ændringer, at man for-mentlig skal tilbage til slutningen af sidste år-hundrede for at finde tilsvarende hurtige ogdrastiske bevægelser i produktionsstruktur oglevevilkår.

Her skal man alene kort minde om, at påproduktionssiden er landbrugsproduktionen vok-set med tæt ved 80 % (1947 til 1962), samtidigmed at erhvervets arbejdsstyrke er formindsketmed små 150.000 helårsarbejdere, d. v. s. 35 %.Industriproduktionen er i samme periode voksettil godt det dobbelte samtidig med, at industri-ens samlede arbejdsstyrke er vokset med 50 % -1)

På forbrugssiden har udviklingen været præ-get af, at den samlede indkomst er vokset medgodt 200 %, hvoroverfor står prisstigninger ogen voksende befolkning. Men det samlede pri-vate konsum målt i mængde er dog vokset med%, samtidig med at offentlige ydelser er udvidetnogenlunde tilsvarende.

Til disse store forskydninger i produktionensog levestandardens niveau kommer imidlertidogså store forskydninger i produktionens sam-mensætninger og forbrugets fordeling, I sammeperiode blev industrieksporten målt i mængdesåledes mere end femdoblet, og går man ned påat betragte produktionen af de enkelte varer,finder man naturligvis endnu voldsommere for-skydninger. På forbrugssiden turde det være til-strækkeligt at minde om de varige forbrugsgo-ders hastigt voksende indflydelse, fra biler ogkøleskabe til komfurer og fjernsyn. Til dettekommer den stærke stigning i — og forskydningi sammensætning af - efterspørgslen efter tjene-steydelser.

*) Medens antal arbejdere voksede med 40 %,voksede antal funktionærer med godt 100 %.

For at afrunde denne skitse må det imidlertidogså nævnes, at denne udvikling er forløbet iryk. Ikke mindst i 50'erne ses dette klart: Me-dens udviklingen op til 1958 var relativt trægmed en (sammenlignet med andre lande) ganskehøj arbejdsløshed, har udviklingen fra 1958 tili dag været voldsom. Dette fremgår klart af ta-bel 1, som belyser enkelte, vigtige sider af ud-viklingen fra 1950.

Tabellen viser samlede procentvise stigninger(regnet i mængde) fra 1950 til 1958 (d. v. s. 8år) og fra 1958 til 1962 (d. v. s. 4 år).

Tabel 1.Hovedtal for den økonomiske udvikling

1950-1962.1950-58 1958-62

Procentvis mængdemæssig stigning i:Bruttonationalproduktet i

markedspriser 21 25Privat konsum 16 26Landbrugsproduktionen 28 6Industriproduktionen 23 33Landbrugseksporten 39 29Industrieksporten 96 58

Gnst. arbejdsløshed, pct 9,5 5,2

Kilder: Som beregningsgrundlag for bevægelsen i„Bruttonationalproduktet i markedspriser" og i„Privat konsum" er anvendt Nationalregnskabssta-tistik 1947-1960, Statistiske undersøgelser nr. 7, Detstatistiske Departement 1962 og Økonomisk Års-oversigt, maj 1963, Det økonomiske Sekretariat.

Bevægelsen i „Landbrugsproduktionen" er bereg-net ud fra mængdeindekset for den samlede land-brugsproduktion, jfr. Statistiske Efterretninger 1956,nr. 10, samt „Landbrugsstatistik 1958" og „Land-brugsstatistik 1962", Statistisk Departement 1959og 1963. Bevægelsen i „Industriproduktionen" er be-regnet på basis af indekset for industriproduktionen,jfr. Statistisk Oversigt 1950-60 og 1951-61, Stati-stisk Departement 1961 og 1963, samt den alminde-lige økonomiske oversigt i Statistiske Efterretninger1962, hvor industriproduktionen angives at være5 % større 1 1962 end i 1961.

41

For så vidt angår „Landbrugseksporten" og „Indu-strieksporten" for perioden 1950-58 er beregnings-grundlaget oplyst af Statistisk Departement. „Indu-strieksporten" for perioden 1958-62 bygger på kvan-tumindekset for specialudførelse af industrivarer,jfr. Statistisk Årbog for de pågældende år. Bevægel-sen fra 1958 til 1962 i „Landbrugseksporten" er be-regnet ved at sammenholde prisindeks og værdi iårets priser for landbrugseksporten, jfr. DanskeKonjunkturtabeller, Tillæg til Statistiske Efterretnin-ger, for de pågældende år.

Den gennemsnitlige arbejdsløshed er beregnetud fra arbejdsdirektoratets ugentlige ledighedsop-gørelser.

5.2Store forskydninger i indkomst vil uundgåe-

ligt i et samfund af vor type blive ledsaget afstore forskydninger i den samlede efterspørgsel.Når den enkeltes indkomst vokser, vil den deraffølgende efterspørgselsstigning særlig rette sigmod visse varegrupper, medens andre områderi mindre grad berøres, og atter andre vil — om-end dette er mindre typisk — kunne opleve etdirekte fald i afsætningen. Det er allerede someksempel nævnt, at producenterne af varige go-der vil opleve en ganske særlig stor afsætnings-stigning. Derimod er det klart, at på de områ-der, hvor forbruget allerede var relativt godtdækket ind før indkomststigningen, vil man ikkemærke en så stærk stigning i afsætningen.1) Ty-pisk gælder dette for fødevarer taget under et -omend der til gengæld her kan blive tale om for-skydninger i forbrugets sammensætning. Ende-lig turde det være åbenbart, at producenterne afringere varekvaliteter vil kunne opleve, at af-sætningen direkte falder.

Til borgernes konsumefterspørgsel slutter sigdet offentliges efterspørgsel. Også her vil man iet samfund, hvor indkomsterne er voksende,kunne se, at staten, kommunerne og de halv-offentlige institutioner ikke alene søger at „følgemed", men tillige i ikke ringe omfang ændrersammensætningen af deres efterspørgsel. Et me-get typisk eksempel er den her i landet i de se-nere år gennemførte udvidelse af undervisnings-og forskningsaktiviteten.

Disse store forskydninger i den samlede kon-sumefterspørgsel ledsages af hermed sammen-hængende forskydninger i efterspørgslen efterarbejdskraft i videste forstand. Men til dettekommer et vigtigt forhold, som nødvendigvis

"*) Eksempelvis synes forbruget af kartofler ogrugbrød at have været vigende i 50'erne.

må forstærke de nævnte kraftige tendenser tilændringer i sammensætningen af efterspørgslenefter arbejdskraft: Forskydninger i produktions-teknik. Det er klart, at med fuldstændig kon-stant og stabil efterspørgsel vil ændret teknikgive ændringer i efterspørgslen efter arbejds-kraft. Men dette forhold må i sig selv virke medsærlig styrke, når efterspørgslens niveau ogsammenhæng ændres, fordi virksomhederne dafår et særligt incitament til at indføre den nyteknik i produktionen. Den hastighed, hvormedny teknik trænger igennem, er således afhængigaf, hvorvidt efterspørgslen hurtigt forskydes. Enrække iagttagelser, som ikke her skal omtalesnærmere, tyder på, at i efterkrigsårene har degennemførte tekniske ændringer af produktio-nen været særlig kraftige, blandt andet, menikke alene, på grund af fremkomsten af nye va-rer.

Til de to nævnte forhold kommer som supple-rende forklaring, at den stadige stigning i uden-rigshandelen betyder, ikke alene at ny teknikimporteres, men tillige at de ændringer i efter-spørgslens sammensætning, som finder steduden for vore grænser, via eksporterhverveneslår igennem på efterspørgslen efter dansk ar-bejdskraft. Det stadig voksende samkvem medandre lande vil således forstærke den nævntetendens til ændring i fordelingen af efterspørgs-len efter arbejdskraft.

5.3Man kan konkludere derhen, at gennem efter-

krigsårene har der været en usædvanlig stærkændring i sammensætningen af efterspørgslenefter arbejdskraft i vid forstand. Spørgsmålet ernu, i hvilket omfang det har været muligt at til-fredsstille denne efterspørgsel.

Som udgangspunkt kan man med støtte i detved folketællingerne indsamlede materiale søgeat danne sig et billede af den samlede befolk-nings erhvervsfordeling. Man ser da bort frabørn under 14 år og (det iøvrigt voksende antal)studerende uden erhverv, ligesom pensionisterog rentemodtagere ikke medregnes. Disse grup-per udgjorde i 1960 tilsammen 1,6-1,7 mill, udaf en samlet befolkning på knap 4,6 mill. Denresterende del af befolkningen er erhvervsud-øvende, idet dog en stor gruppe af husmødreikke på tællingstidspunktet var beskæftiget udenfor hjemmet. Det drejede sig om ialt ca.730.000, således at den i snævrere forstand er-hvervsudøvende befolkning i 1960 kan anslås til

42

Tabel 2.De erhvervsudøvende personer. 1960.

(Tusind).

Kilde: Som tabel 2.

2,2 mill. En nærmere fordeling på erhverv ogstilling i erhvervet er givet i tabel 2. Denne ta-bel suppleres med tabel 3, hvor erhvervsforde-lingen er opdelt på mænd og kvinder.

5.4De ved disse tabeller givne fordelinger er øje-

bliksbilleder af den i 1960 givne fordeling afden samlede arbejdsstyrke. Det er imidlertidnok så afgørende at undersøge, hvordan og påhvilke måder de i tabellerne 2 og 3 givne forde-linger kan ændres.

Betragtes arbejdsstyrken under ét, vil denændres ved, at der i den øvre ende af alders-

fordelingen rykker medlemmer af de erhvervs-udøvende ud på grund af alder og dødsfald. Af-gang kan videre henføres til emigration og til,at nogle for en kortere eller længere periode gårud af de erhvervsaktives grupper. På den andenside kommer der tilvækst ved, at den nedre endeaf befolkningens aldersfordeling rykker ind i deerhvervsudøvendes grupper, ved tilgang fra ud-landet og ved, at personer, der i en periode harstået uden for de erhvervsaktives grupper, ven-der tilbage. De sidstnævnte vil ofte være kvin-der. I hvert fald i en voksende befolkning vil af-gang fra de erhvervsaktives gruppe i reglenmere end opvejes af tilgangen. Der bliver enpositiv netto tilvækst.

43

Nu vil det være klart, at alene i kraft af af-gang på den ene side og tilgang på den andenside, vil man kunne gennemføre en ændring ifordelingen af arbejdsstyrken på de forskelligeerhverv. Betragter man et erhverv i tilbagegang,vil erhvervets arbejdsstyrke kunne reguleres ved,at tilgangen indskrænkes. Men det vil væreklart, at denne proces kan tage lang tid. Antagerman, at arbejdsstyrken i et erhverv dækker al-dersklassen fra 17 til 67, vil det ses, at selv omman går til yderligheder og helt standser tilgan-gen til erhvervet, vil det tage godt en snes år.før erhvervets arbejdsstyrke er halveret. Hertilkommer, at man ved denne metode får en al-dersfordeling i erhvervet, som fra mange syns-punkter kan være uheldig. Det bliver et „gam-melmandserhverv". Omvendt vil man kun lang-somt kunne have mulighed for at forøge et be-stemt erhvervs arbejdsstyrke, såfremt man alenekan regulere ved at forøge tilgangen „nedefra",d. v. s. stort set via den samlede bruttotilgang. Eterhverv vil med en over tiden stabilt fordeltbruttotilgang til den samlede arbejdsstyrke på1 Vi % være 45—50 år om at fordoble sin ar-bejdsstyrke.1) Skal erhvervet nu forcere sin pro-duktion, vil det, om der alene reguleres vedf. eks. at fordoble bruttotilgangen, dog tage små25 år, før dette kan fordoble arbejdsstyrken, ogigen vil en „uheldig" aldersfordeling blive resul-tatet.

I et samfund i rolig vækst, hvor efterspørgselog produktionsteknik kun langsomt under-går ændringer, og hvor forskydningerne i for-delingen efter arbejdskraft derfor er forholdsvissmå, vil udbuddet af arbejdskraft imidlertidkunne tilpasse sig til forskydninger i efterspørgs-len på den anførte måde, d. v. s. via tilgangen„nedefra". Vi lever imidlertid, som det indled-ningsvis blev fremhævet, i et ganske andet sam-fund. Stærke forskydninger i efterspørgslen, æn-dringer i teknik og fremkomsten af helt nye va-rer og produktionsprocesser er det karakteristi-ske i vort samfund. Disse forhold har været ty-delige i hele efterkrigsperioden, men har gjortsig gældende med særlig styrke i de sidste 5 år.Fremover vil man kunne vente, at disse stadigeforskydninger i produktionens afsætning og tek-nik vil fortsætte. En konsekvens heraf er, at ar-bejdsstyrkens fordeling på erhverv til stadighed

*) I perioden 1870 til 1950 var den gennemsnit-lige årlige nettotilvækst til arbejdsstyrken af størrel-sesordenen mellem 1 og \XA %, jfr. Bjerke og Us-sing, Studier over Danmarks Nationalprodukt, 1870-1950. København 1958.

må ændres. Hertil kommer videre, at på grundaf fremkomsten af nye varer og ændringer iproduktionsteknik er der inden for et bestemterhverv behov for omstilling (og følgelig oplæ-ring) af arbejdsstyrken.

5.5I de kommende år vil der til det allerede an-

førte være særlige forhold, som vil kunne be-tyde, at disse forskydninger bliver endnu kraf-tigere. Der tænkes her på virkningerne af denye markedsdannelser. Såfremt Danmark skulleblive medlem af en eller anden form for et stør-re markedsområde, der stiller øgede krav tiløkonomisk integration, vil resultatet uvægerligtblive en stærk omlægning af erhvervslivetsstruktur. Man kan tilføje, at dette er et af for-målene for et „fællesmarked". En præcis be-skrivelse af disse forskydninger er ikke mulig.1)

For industriens vedkommende ventes megetfølelig nedgang i aktiviteten på visse områderog fremgang på andre. Om dette taget under etbetyder balance for industrien, er yderst vanske-ligt at sige. Men i denne sammenhæng er detvigtigste, at tilslutningen indebærer store for-skydninger mellem industriens enkelte bran-cher og dermed nødvendiggør en tilpasning afarbejdsstyrken.

For landbrugets vedkommende kan der værerisiko for, at en eventuel bedring i pris- og af-sætningsforholdene vil blive ledsaget af (ellerefterfulgt af) kvantitative produktionsregulerin-ger. Det er vanskeligt her — hvor i øvrigt enrække forskellige vurderinger anlægges - athave en klar opfattelse. Men den opfattelse hari hvert fald været gjort gældende, at den struk-turelle tilpasning af landbruget, som allerede eri gang, må fortsættes.

Såfremt Danmark ikke måtte blive medlemaf et sådant større marked, vil forskydninger ogtilpasninger næppe blive mindre. Dette alterna-tiv er om muligt endnu vanskeligere at bedøm-me; men i hvert fald synes det ganske klart, atlandbrugets tilpasning og den hermed sammen-hængende strukturelle forskydning formentligmå blive hurtigere. Ligeledes må kraftigere op-og nedgange blive følgen for enkelte industri-grene.

Selv om det er ganske umuligt at præciserede forskydninger, som markedsdannelserne vilfremtvinge, er det dog muligt at konkludere, at

1) Der kan henvises til Danmark og det europæi-ske økonomiske fællesskab, København 1962, (ud-givet ved udenrigsministeriets foranstaltning).

44

der herfra vil udgå impulser, som vil føre tilstore ændringer i den samlede arbejdsstyrkesfordeling.

5.6Det synes derfor klart, at det er ganske ude-

lukket at påregne, at en tilpasning af arbejds-styrkens fordeling på erhverv kan gennemføresalene via til- og afgang af arbejdskraft til ar-bejdsmarkedet. Man må derfor regne med, aten tilpasning af arbejdsstyrkens fordeling i me-get væsentligt omfang må gennemføres ved enomflytning af den eksisterende arbejdskraft.Dette har også været tilfældet hidtil. Man kaneksempelvis henvise til den kraftige afvandringfra landbruget gennem hele efterkrigsperioden.Men som nævnt er der gode argumenter for, atsådanne omflytninger bliver endnu vigtigerefremover.

De vilkår, hvorunder den nødvendige over-flytning af arbejdskraft foregår, har afgørendeindflydelse på hele det økonomiske liv. Blandtmålsætningerne for den økonomiske politik fin-des såvel „fuld beskæftigelse" som „prisstabili-tet". Formentlig opfattes intet af disse mål i denhelt strikte forstand, at hele arbejdsstyrken på ethvilke): som helst tidspunkt skal være i arbejde,eller at prisniveauet skal absolut fastfryses. Ikkedesto mindre er det en klar og almindelig mål-sætning at søge at nå så langt frem mod fuld be-skæftigelse og prisstabilitet som muligt. Illustre-rende kan man måske specificere målene somen gennemsnitlig beskæftigelsesgrad over åretpå f. eks. 95 pet. eller derover og en stigning idetailpriserne på højst nogle få procent i gen-nemsnit pr. år.

Tænker man sig et øjeblik, at omflytningenaf arbejdsstyrken vel kan gennemføres, mendog kun trægt og i det mindste kræver stærkeincitamenter for at kunne gennemføres, vil manse, at i en verden, hvor efterspørgslen efter ar-bejdskraft stadig og hurtigt ændrer retning, vildet kunne være nødvendigt for at opretholde enhøj beskæftigelse, at man akcepterer et ganskekraftigt, omend varierende, efterspørgselsprespå arbejdsmarkedets forskellige dele. Dette vilimidlertid uvægerligt betyde stadige og ganskestærke lønstigninger, hvoraf følger, at det vilvære vanskeligt, ja måske umuligt at opretholdeen tilfredsstillende stabilitet i prisniveauet. Manmå her minde om, at ændringer i arbejdsstyr-kens fordeling i mange, ja i de fleste tilfælde,gennemføres så at sige af sig selv, jfr. ovenforkap. 2. Arbejdsgiverne efterspørger arbejdskraft

og tilbyder herunder visse arbejdsvilkår bl. a. enbestemt løn. Ekspanderende brancher vil veddisse tilbud tiltrække arbejdskraft fra andrebrancher. Det vil nu være klart, at såfremt denalmindelige økonomiske politik, herunder dettilladte efterspørgselspres, gør det muligt for deekspanderende brancher at tilbyde ekstraordi-nært høje lønninger, vil dette betyde, at flytningaf arbejdskraften gennemføres forholdsvis let.Fordelene ved at flytte vil for lønmodtagernevære åbenbare. Men det er også klart, at konse-kvensen heraf er store prisstigninger både somforudsætning og som resultat. Man får fuld be-skæftigelse med relativt hurtig tilpasning af ar-bejdskraften. Men prisen, man betaler, er rela-tivt store prisstigninger, som før eller siden kanbringe den fulde beskæftigelse i fare, dels pågrund af en forværret betalingsbalancesituationdels på grund af uønskede ændringer i for-delingen. Man må herunder tage i betragtning,at der i vore dages samfund findes en klar ten-dens til, at lønstigninger på visse områder for-holdsvis hurtigt „smitter af" på andre områder.Dette er bl. a. en følge af højere organisations-grad, bedre oplysningsteknik samt et gennem-gående højt beskæftigelsesniveau.

Fører man på den anden side en almindeligøkonomisk politik med en balance mellem ud-bud og efterspørgsel, som ikke fører til sådanneprisstigninger, vil man på arbejdsmarkedet sav-ne det efterspørgselspres, som i den alternativesituation fører til en hurtig og effektiv tilpas-ning af arbejdsstyrken. Men eksisterer der enrelativt høj grad af bevægelighed på arbejdsmar-kedet, vil dette betyde, at man med relativt småefterspørgselspres i forskellige dele af arbejds-markedet kan gennemføre de nødvendige flyt-ninger. Det følger heraf, at der i denne situationer langt større chance for at kunne forene de tonævnte så vanskeligt forenelige, centrale mål forden økonomiske politik.

Det er ikke mindst på denne baggrund, manmå betragte en moderne arbejdsmarkedspolitik,som må være et vigtigt middel til opnåelse afden bevægelighed på arbejdsmarkedet, der er enforudsætning for, at en tilfredsstillende beskæf-tigelsesgrad kan opretholdes uden for store pris-stigninger. En effektiv arbejdsanvisning må ud-gøre en væsentlig del af en sådan arbejdsmar-kedspolitiks instrumenter.

S. 7Der har i de senere år i den økonomiske poli-

tiks målsætning ikke alene været lagt vægt på

45

fuld beskæftigelse og en vis grad af prisstabili-tet, men tillige har en stærk økonomisk vækstværet blandt de erklærede målsætninger. En til-fredsstillende stigning i den samlede produktionog dermed i den samlede realindkomst forud-sætter imidlertid ikke alene, at den disponiblearbejdsstyrke er i beskæftigelse, men tillige, atden enkelte lønmodtager er beskæftiget præcisder, hvor resultatet af hans indsats bliver størstmuligt.

Imidlertid må det være en del af moderne ar-bejdsmarkedspolitik netop at gøre det muligtfor den enkelte at finde frem til det arbejde,som passer ham bedst, og - på den anden side- at tilsikre, at arbejdsgivere får den arbejds-kraft, som er mest velegnet til en given arbejds-proces. I denne forstand kan man sige, at nyerearbejdsmarkedspolitik understøtter en bevidstvækstpolitik, for så vidt som den nævnte mål-sætning vil fremmes ved en effektiv arbejdsfor-midling.

5.8En mere præcis beskrivelse af, hvor store om-

flytninger af arbejdsstyrken man har haft, oghvor store man vil få, afhænger ganske af, hvorspecificeret en erhvervsfordeling man måtte gåud fra. Det er klart, at med den i tabel 2 givnemeget grove fordeling vil f. eks. omflytningerinden for industrien overhovedet ikke blive re-gistreret. For at få problemet klart er det såle-des nødvendigt at benytte en meget mere nuan-ceret opdeling, ja, det vil være nødvendigt atoperere med den mindste enhed: Den enkeltearbejdsplads. Thi alene derved vil alle de til æn-dringer af fordelingen af arbejdsstyrken knytte-de problemer kunne komme for dagen.

Det for udvalget givne problem vil ud fradette synspunkt være, hvorvidt arbejdsstyrkensbevægelighed forstået som tilpasning af arbejds-mængden på den enkelte arbejdsplads ved over-flytning fra anden arbejdsplads samt ved tilgang„udefra" skønnes at være tilstrækkelig med detgivne anvisningssystem. Eller omvendt: Vil æn-dringer i anvisningssystemet være ønskelige forderved at forøge arbejdsstyrkens bevægelighed?

5.9Idet man med den her givne problemstilling

som nævnt må betragte bevægeligheden fra ar-bejdssted til arbejdssted, følger det, at det stil-lede spørgsmål i det mindste har to sider: Enfaglig og en geografisk.

Det faglige problem spænder fra spørgsmåletom, hvorvidt en tandlæge kan eller må gennem-føre bedøvelse af en patient (eller her skal til-kalde en læge) til spørgsmålet om, hvorvidt ensnedkersvend kan eller må fastgøre et gulvbræt(eller skal tilkalde en tømrersvend). Som det vilvære bekendt, findes en række faglige skrankerfastlagt ved retsregler eller ved aftaler.

Nogle af disse skranker vil være velmotivere-de ud fra alle synspunkter. Det er indlysende ri-meligt at kræve visse faglige forudsætninger op-fyldt for at tillade en mand at virke som læge,ligesom viden og kunnen rimeligt må kræves afen elektriker. Men andre skranker kan væremere tvivlsomme. Man må herunder minde om,at stort set må det antages at gælde, at et be-stemt fag vil være tilbøjelig til at procedere for,at saglige grunde taler for at reservere en bestemtproduktionsproces for faget. Dette kan somnævnt være sagligt velbegrundet; men denegentlige begrundelse kan også være, at manønsker monopolstilling. I det sidste tilfælde vilder kunne komme en klar interessemodsætningmellem fagets interesser og mere almene sam-fundshensyn. Særlig betænkeligt må det fore-komme, såfremt et således etableret fagmono-pol bevarer og styrker sin position ved at hæm-me tilgangen til faget. Dette forhold er velkendtfra laugstiden, men genfindes på mangfoldigeområder i dag og er måske endda af voksendebetydning på grund af den stærke tendens tilskabelse af organisationer til varetagelse af spe-cielle gruppers interesser.

Det geografiske problem refererer sig til om-flytninger fra en arbejdsplads til en anden. Sombekendt findes også her en række skranker,hvoraf en væsentlig del kan henføres til de medboligsituationen følgende vanskeligheder. Atman således også fra et arbejdsmarkedspolitisksynspunkt må fremhæve betydningen af, at etmere bevægeligt boligmarked søges tilvejebragt,er helt åbenbart.

I denne sammenhæng må tillige nævnes, aten vis rimelig hensyntagen til både menneskeligeog også økonomisk velbegrundede trægheder iden geografiske mobilitet i forbindelse med be-stræbelse for at undgå overdreven befolknings-koncentration i bestemte egne i mange lande harført til en meget aktiv lokaliseringspolitik. Herkan eksempelvis henvises til Vesttyskland, Hol-land, Frankrig og Storbritannien. Det falderuden for de her givne rammer at afveje, i hvilketomfang man her i landet ved arbejdsmarkeds-politikken skal søge at føre arbejdskraften frem

46

til de erhvervsmæssigt ekspanderende områder,eller man ved en meget aktiv lokaliseringspoli-tik skal søge at tilpasse erhvervsekspansion tilarbejdskraftens geografiske fordeling. Det skalher alene nævnes, at en aktiv lokaliseringspoli-tik - i relation til hvilken, der ud fra andre syns-punkter vil kunne argumenteres både for ogimod - vil kunne betragtes som et supplementtil en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

5.10Det har for udvalget været såvel et udgangs-

punkt som en rettesnor, at en forøget erhvervs-mæssig, geografisk og faglig bevægelighed er ennødvendighed for at fremme en række elemen-tære målsætninger, om hvilke der synes at væregenerel enighed: Høj beskæftigelse, prisstabilitet,stærk vækst, udnyttelse af en stor udenrigshan-del til fremme af velstanden o. s. v. Hertil kom-mer de krav, som internationale sammenslutnin-ger, vi i egen interesse tilmelder os, måtte stille.I konsekvens heraf har udvalget ment at måtteanbefale, at man snarest påbegynder en ændringaf vort anvisningsapparat, idet man tillige fore-slår, at man stiler mod en helt ny organisations-form.

Det er imidlertid betydningsfuldt, at manstedse ser anvisningens organisation og politiksom en del af den generelle arbejdsmarkedspo-litik. Dels må man minde om, at hvor vigtig an-visningsvirksomhed end måtte være, så har dendog trods alt begrænsede muligheder. Den kanikke trylle ledige arbejdssteder frem, ej hellerarbejdskraft. Dels vil det gælde, at anvisningensstruktur og effektivitet vil være afhængig af an-dre faktorer.

Det er her nærliggende at eksemplificere medboligmarkedet, der i snart mange år har hæm-met den geografiske bevægelighed langt mereend de mangler, der måtte have været ved an-visningsapparatets organisation.

Det her anlagte synspunkt på arbejdsformid-lingen er i overensstemmelse med en afOECD's komite vedrørende arbejdskraft og so-ciale spørgsmål vedtaget erklæring (fra oktober1962), som man skal citere:

„I begyndelsen af indeværende år godkendteOECD's ministerråd et langtidsprogram for Ko-miteen vedrørende arbejdskraft og socialespørgsmål. Komiteen vil påny fremhæve grund-tankerne bag ved dette program og skal anbe-fale medlemslandene at optage en aktiv arbejds-

markedspolitik som en væsentlig bestanddel afderes politik til fremme af økonomisk vækst ogstabilitet. Ved en aktiv arbejdsmarkedspolitikforstår komiteen ikke blot nogle få forbedrin-ger i arbejdsanvisningssystemet m. v.; den frem-hæver, at indsatsen på dette område må svare iomfang til opgavens rækkevidde: størst muligøkonomisk vækst og fuld beskæftigelse uden in-flation.

I det kommende 10-år må der forventes storeforandringer i medlemslandenes økonomiskestruktur som resultat af de hastige tekniskefremskridt samt af forskydninger inden for han-delspolitikken og verdenshandelens struktur.Det er derfor af stor betydning for den økono-miske vækst og stabilitet, at arbejdsstyrken er såtilpasningsdygtig som mulig; arbejdsresourcernemå hurtigst muligt drages hen til de mest dyna-miske og produktive sektorer inden for det øko-nomiske liv.

Det er meget naturligt, at arbejdskraften ikkehar let ved at skifte fag eller ved at flytte bortfra det tilvante opholdssted eller erhverv. Un-der skiftende produktionsvilkår kan den enkelteikke helt automatisk finde vej til de nye be-skæftigelser, hvor de pågældende kan opnåstørst mulig produktivitet.

De forskellige lande vil hyppigt affinde sigmed udgifterne til betydelige direkte eller indi-rekte subsidier eller med støtteforanstaltningerfor at opretholde beskæftigelsen i økonomiskesektorer, der er i tilbagegang og mindre produk-tive. Offentlige midler ville ofte være bedre an-vendt, hvis pengene i stedet blev sat ind på atlette og tilskynde arbejdskraftens flytning ogomskoling til bedre jobs. For at opnå fuld be-skæftigelse kan det desuden være nødvendigt atfinde frem til foranstaltninger, der kan stimu-lere egnsudvikling, omlægninger af brancher ogtilflytning af nye industrier til geografiske om-råder med overskud af arbejdskraft.

De selektive foranstaltninger, som en aktivarbejdsmarkedspolitik må bestå af, virker — tilforskel fra de almindelige finans- og pengepoli-tiske forholdsregler til påvirkning af det økono-miske liv - på en gang stimulerende ind på pro-duktionen og bremsende på den inflatoriskestigning i omkostninger og priser. Disse foran-staltninger fremmer den økonomiske vækst vedat afhjælpe vanskelighederne inden for de om-råder, hvor arbejdskraftforsyningen danner fla-skehalse. De har fra socialt og politisk syns-punkt den fordel, at de udvider den enkeltes rettil frit at vælge beskæftigelse og arbejdsplads og

47

øger trygheden over for indtægtstab. Forskyd- Man bør ikke betragte de her omtalte offent-ninger i produktionslivet vil således i kraft af en lige udgifter til forbedring af arbejdskraftensaktiv arbejdsmarkedspolitik lettere blive akcep- kvalitet og til fremme af dens omstillinger somteret, og derigennem svækkes tilbøjeligheden til omkostninger for samfundet; de må snarere ta-at møde disse forskydninger med restriktioner ges som en i høj grad udbyttegivende „investe-og støtteforanstaltninger. ring i arbejdskraftens tilpasning"."

48

6 Forholdet til udlandet,,

I det foregående kapitel har udvalget sombaggrund for sin stillingtagen søgt at give etoverblik over, hvilke krav den fremtidige øko-nomiske udvikling i Danmark kan tænkes at villestille til arbejdsanvisningens struktur og funk-don.

Sådanne krav kan imidlertid også tænkes atblive stillet udefra. Dette kan ske på to måder.Danmark kan ønske at tilslutte sig internatio-nale aftaler eller beslutninger, hvis gennemfø-relse kræver ændringer i det bestående arbejds-anvisningssystem. Men det er også muligt, atdet internationale økonomiske samkvem - her-under arbejdskraftens vandringer over grænser-ne - kan blive så intenst, at Danmark — uden atvære retligt bundet — dog faktisk vil være nødttil at udbygge sit arbejdsanvisningssystem ogmuligvis herved tilpasse det til den praksis, somde større lande eller blokke af lande i Europafølger.

6. 1 Traktatmæssige krav.Blandt de i kap. 4 nævnte internationale af-

taler og beslutninger har Danmark ikke tilslut-tet sig ILO's konvention nr. 88 om arbejdsan-visningens organisation og den dertil hørendehenstilling nr. 83, ILO's konvention nr. 96 omarbejdsanvisningskontorer, der foretager anvis-ning mod betaling, Den europæiske Socialpagtog Fælledsmarkedstraktaten. Desuden har Dan-mark taget forbehold ved tilslutningen tilOECD's henstilling vedrørende retningslinierfor arbejdsanvisningen.

I det følgende skal undersøges, hvilke æn-dringer i det bestående danske arbejdsanvis-ningssystems struktur og funktion en tilslutningtil disse internationale aftaler eller beslutningerville kræve.

Ratifikation af ILO's konvention nr. 88 ved-rørende arbejdsanvisningens organisation villekræve omdannelse af det nuværende delte an-visningssystem til en fuld statslig arbejdsanvis-ning. Derimod ville ratifikation ikke kræve væ-

sentlige ændringer med hensyn til arbejdsanvis-ningens funktioner og hjælpemidler.

Som forholdene er her i landet kunne der veden eventuel ratifikation af ILO's konvention nr.96 om arbejdsanvisningskontorer, der foretageranvisning mod betaling, kun være tale om at til-slutte sig 2. del vedrørende kontrol med privatarbejdsanvisning. Selv en sådan begrænset rati-fikation ville kræve visse mindre betydnings-fulde ændringer i lov af 20. maj 1938 med se-nere ændringer angående privat arbejdsanvis-ning. Autorisationer til private arbejdsanvis-ningskontorer måtte således gøres tidsbegræn-sede, og lovens regler anvendes for enkelte hidtilundtagne erhverv.

På grund af bestemmelsernes vaee udform-ning er det vanskeligt at bedømme, hvilke æn-dringer en tilslutning til Den europæiske Social-pagts regler om beskæftigelse ville kræve. Pag-ten stiller næppe nye krav til selve arbejdsan-visningens struktur, men derimod nok til densindhold og virkemåde, og især måtte pagtenstiltræden medføre ændringer i fremmedlovgiv-ningen. Efter gældende fremmedret krævesopholdstilladelse og arbejdstilladelse fra politietsom betingelse for at tage beskæftigelse her ilandet for alle fremmede undtagen andre nordi-ske statsborgere. Begge tilladelser er diskretio-nære og frit tilbagekaldelige. Det er således ef-ter gældende ret fuldt lovligt i en periode medet vist overskud af arbejdskraft på hele arbejds-markedet eller på dele heraf at diskrimineremod fremmede arbejdere, bortset fra de øvrigenordiske landes statsborgere. For at sikre denenkelte retten til at tage beskæftigelse på et an-det lands område foreskriver pagtens art. 18, atstater skal lempe gældende fremmedretlige reg-ler og forenkle gældende formaliteter. 0g art.19, nr. 8, pålægger staterne at hindre udvisningaf fremmede arbejdere, med mindre de er enfare for landets sikkerhed eller overtræder sam-fundets love eller moral. Selv om de krav, derherved stilles til staterne, er yderst vage, må det

49

dog forudses, at den frihed med hensyn til atgive eller nægte opholds- og arbejdstilladelse,som gældende dansk ret indrømmer myndighe-derne, ikke ville kunne opretholdes. Til arbejds-anvisningen stiller art. 19, nr. 1 og 2 især krav,der ikke for tiden er opfyldt, om, at den skalfungere som hjælpetjeneste for både ind- og ud-vandrende arbejdere.

Såfremt Danmark skulle have tilsluttet sigOECD's retningslinier for arbejdsanvisningenuden forbehold, måtte man enten have koncen-treret al anvisningsvirksomhed hos de offentligearbejdsanvisningskontorer eller i al fald havestyrket arbejdsløshedskassernes anvisning me-get betydeligt i kontormæssig henseende og un-derkastet den yderligere kontrol.

Mens dansk tilslutning til de hidtil nævnte in-ternationale regler vanskeligt kan tænkes at bli-ve politisk tvingende nødvendigt og derfor i altvæsentligt vil bero på, hvorvidt tilslutning udfra arbejdsanvisningsmæssige eller lignendehensyn er hensigtsmæssigt, er forholdet et andetmed hensyn til Fællesmarkedstraktaten. HvisDanmark af almene politiske og erhvervsøko-nomiske grunde beslutter sig til at søge opta-gelse i Fællesmarkedet og opnår sådan opta-gelse, må man regne med, at landet fuldt ud måunderkaste sig traktatens regler om arbejdskraf-tens frie bevægelighed og må indrette sit ar-bejdsanvisningssystem i overensstemmelse her-med. Det har derfor særlig interesse at under-søge, hvilke krav selve Fællesmarkedstraktatenog de regler, der allerede er udstedt eller kanventes udstedt i henhold til traktaten, stiller omændringer i gældende dansk ret vedrørende ar-bejdsanvisning.

I henhold til traktatens art. 48 skal det fællesarbejdsmarked inden for traktatens område væregennemført senest den 1. januar 1970.

Som nævnt ovenfor side 38 er det tvivlsomt,hvor indgribende krav denne bestemmelse stillertil medlemslandene. Meningen er muligvis etligeså frit fælles arbejdsmarked som det eksiste-rende nordiske; men tanken kan også være atindskrænke bevægeligheden til at omfatte ind-og udvandring til overtagelse af faktisk tilbudtestillinger. Hvad enten den ene eller anden for-tolkning er rigtig, vil art. 48 stille krav om me-get væsentlige ændringer i fremmedretten. Der-imod vil den fulde gennemførelse af arbejds-kraftens frie bevægelighed i og for sig ikke stillekrav til arbejdsanvisningssystemet. Men såvel afhensyn til de danske, der vil udnytte den friebevægelighed, som for at modarbejde for stor

og ukontrolleret indvandring af fremmed ar-bejdskraft, må det forudses at blive aldeles nød-vendigt i det mindste at skaffe og formidle ud-førlige oplysninger om aktuelle og fremtidigebeskæftigelsesmuligheder både her i landet og iFællesmarkedet i øvrigt. Fremskaffelsen af op-lysninger og den nødvendige kontakt med an-dre landes anvisninger ville i det mindste kræveen kraftig koordinering af arbejdsanvisningenunder ledelse af den offentlige arbejdsformid-ling. Hvis arbejdskraftens vandringer antager etblot nogenlunde stort omfang, er det tilligesandsynligt, at allerede hensynet til hurtig og ef-fektiv fremskaffelse og videregivelse af oplys-ninger måtte føre til en afskaffelse af det dan-ske systems dualisme.

Hvilke krav en tiltræden til Fællesmarkedeti overgangstiden indtil den fulde gennemførelseaf arbejdskraftens frie bevægelighed ville stilletil arbejdsanvisningssystemet her i landet er me-get vanskeligt at afgøre. Forordning nr. 15 an-går kun overgangstidens 1. etape. Indholdet afreglerne for 2. etape ligger endnu ikke fast, ogingen kan vide, hvorledes reglerne for eventu-elle følgende etaper udformes.

De krav, som forordning nr. 15 stiller, erklarest for så vidt angår fremmedretten. Med-lemsstaterne er pligtige til at give opholds- og ar-bejdstilladelse i overensstemmelse med en ræk-ke detaillerede regler i direktivet til beskæftige-de fra de andre fællesmarkedslande og deres fa-milier, når den beskæftigede har fået arbejde,fordi der ikke var egnet arbejdskraft inden forværtslandet, når arbejdsgiveren i særlige tilfæl-de har afgivet tilbud på navn, og når den be-skæftigede som følge af beskæftigelsens længdeher i landet har krav på dens forlængelse. Des-uden er værtslandet pligtig til i vidt omfang atligestille de fremmede med landets egne bor-gere.

De krav, som i overgangsordningens førsteperiode stilles til selve anvisningssystemet, ermindre klare. De falder i to grupper: de, der ta-ger sigte på at skabe det nødvendige samarbejdepå længere sigt, og de, der angår aktuel arbejds-anvisning mellem landene. Det første sæt reglerangår dels oprettelsen af en række organer ifællesskabets centraladministration, dels enpligt for medlemslandene til at samarbejde meddisse organer og indbyrdes, herunder specielt atoprette eller udpege et kontor til at organiseresamarbejdet vedrørende arbejdskraftens frie be-vægelighed og lokale kontorer til at foretagegensidig anvisning overfor lignende lokale kon-

50

torer i andre medlemslande. Med henblik påden aktuelle arbejdsanvisning pålægges det med-lemsstaterne at sende fællesskabets myndighederkvartalsvise opgørelser over geografiske områ-der og fag med overskud eller mangel på ar-bejdskraft. Disse oplysninger videresendes frafællesmyndighederne til de øvrige medlemslan-de, og det er forudsat, at der kan blive tale omindbyrdes anvisning direkte mellem lokale kon-torer. Endvidere pålægger forordningen hvermedlemsstat at tilstille fællesskabet bedømmelsevedrørende situationen på sit arbejdsmarked.

Som man vil se, stiller Fællesmarkedet i denI. etape ret beskedne krav til ændringer i selvearbejdsanvisningens organisation. Ved at udpegef. eks. arbejdsdirektoratet som central kontakt-myndighed og de offentlige arbejdsanvisnings-kontorer som lokale instanser ville forordningensminimumsregler være opfyldt. Det er derimod,tvivlsomt, om man uden udbygning af kasser-nes indberetningspligt og snævrere kontakt mederhvervslivet kunne opfylde rapporteringsplig-ten over for fællesskabet. Og i al fald må manikke være blind for, at den meget betydeligeharmonisering af anvisningens virksomhed ograpportering udadtil, som forordningen heltigennem forudsætter, kan føre til, at der stilleskrav til arbejdsløshedskasserne, som de ikke kanindfri, i al fald ikke uden at blive underkasteten skærpet kontrol.

Hvis det foreliggende udkast til en forordningfor 2. etape gennemføres i sine hovedtræk, vilkravene til en hurtig og præcis arbejdsanvisningskærpes betydeligt. Efter udkastets hovedregeler det nemlig afgørende for en udlændings kravpå beskæftigelse på lige fod med de indfødte, at

der er anmeldt en ledig plads hos arbejdsanvis-ningen. Hertil kommer, at undtagelsesreglenfor fag og egne med overskud af arbejdskraftsætter så korte frister for varigheden af de na-tionale arbejdssøgendes fortrinsret — 2 uger -at hurtigheden i den interne clearing af ledigepladser og arbejdssøgende bliver af største be-tydning.

6. 2 Andre forhold.Også uden traktatmæssige forpligtelser kan

forholdet til udlandet tænkes at komme til atpræge det danske arbejdsanvisningssystem.

Sådan påvirkning er særlig sandsynlig, hvisman forestiller sig, at arbejdskraftens vandringover vore grænser antager et nogenlunde stortomfang, og det enten faktisk ikke er muligt vedind- og udvandringstilladelser at regulere van-dringerne efter det nationale arbejdsmarkedsbehov, eller man dog ikke ønsker at gøre det.Under sådanne omstændigheder vil landet bådeaf hensyn til de udvandrende danskere og tillandets behov for at bevare arbejdskraften ogfor at undgå uønsket stor indvandring have enåbenbar interesse i, at oplysninger - herunderprognoser — vedrørende beskæftigelsesforholdm. v. her og i udlandet indsamles og spredes såhurtigt og så fuldstændigt som muligt. 1 detomfang vort delte system vanskeliggør dennedel af anvisningsvirksomheden, vil der opstå etpres for at få anvisningen omdannet til enheds-system. Medvirkende hertil vil også være nød-vendigheden af et nært samarbejde mellem dan-ske anvisningsmyndigheder og nabolandenesarbejdsanvisninger, der alle har enhedspræg.

51

7 Arbejdsformidlingens sigte.

7.1I kapitel 5 er det blevet fremhævet, at der i

dag er et større behov for at gennemføre for-skydninger i arbejdsstyrken end tidligere. Detteer en følge af store forskydninger i efterspørgs-len efter varer og tjenester. Det er videre enfølge af store ændringer i produktionsteknikken.Og det er endelig en følge af et (ofte udtalt)ønske om at kombinere en høj beskæftigelses-grad og stærk økonomisk vækst med prisstabili-tet.

Der er nu først grund til at minde om, at ioverensstemmelse med fortidens erfaringer måman antage, at i et meget væsentligt omfang vildisse forventeligt store forskydninger i arbejds-kraftens faglige og geografiske fordeling blivegennemført så at sige af sig selv. Som det frem-går af kapitel 5, er de fleste flytninger hidtil ble-vet gennemført ved, at arbejdskraften af sigselv har fulgt forskydningen i efterspørgslenefter arbejdskraft. Denne tilpasning er vel i reg-len gennemført ved, at forøgede fortjensmulig-heder i andre egne eller andre fag har virketsom incitament til direkte overgang fra en be-skæftigelse til en anden. Dette incitament for-stærkes ved manglende eller i hvert fald util-fredsstillende beskæftigelse og beskæftigelses-muligheder i det hidtidige fag og/eller i det hid-tidige område.

7.2Selv om man således fortsat kan regne med,

at faglige og geografiske flytninger i meget væ-sentligt omfang vil kunne klares ved de to par-ters - lønmodtagernes og arbejdsgivernes - egetinitiativ, må man dog som nævnt regne med, atder vil blive stillet større og større krav til enorganiseret arbejdsformidling.

Behovet for en organiseret arbejdsformid-lingstjeneste udspringer af det enkle faktum, atder til enhver tid sker sådanne forskydninger påarbejdsmarkedet, at der stadig må foregå afbry-delser eller standsninger af visse arbejdsforhold,

samtidig med at der på andre felter etableresnye arbejdsforhold. Årsagerne bag disse skiftkan være mangfoldige; de kan hidrøre fra pro-ducerende virksomheders varierende behov forarbejdskraft eller fra arbejdskraftens interesse iat skifte job. Men uanset årsagerne finder deren stadig ubrudt serie af skift sted på arbejds-markedet, og i det langt overvejende antal til-fælde sker disse skift spontant, d. v. s. de af-handles direkte mellem den pågældende arbejds-giver og vedkommende beskæftigede eller ar-bejdssøgende. Når der overhovedet opstår etproblem om en organiseret indsats på dette om-råde, ved siden af den spontane udfoldelse, be-ror det på, at det ikke i alle tilfælde giver til-fredsstillende resultater, hvis dette felt helt igen-nem er overladt til kræfternes frie spil. Denvirksomhed, som søger arbejdskraft, kan ikkealtid forlade sig på, at der lige netop på det tids-punkt, der passer ind i virksomhedens interes-ser, spontant indfinder sig egnet arbejdskraft idet ønskelige omfang som arbejdssøgende påpladsen. En person, som søger arbejde, kan hel-ler ikke uden videre regne med alene ved egenindsats at kunne finde et passende job på detønskelige tidspunkt.

Det mest elementære formål med en organi-seret formidlingstjeneste må da være at trædeind som et supplement til de arbejdskraftsøgen-des og arbejdssøgendes egne, individuelle, spon-tane indsats for at finde passende arbejdskraft,respektive job. Den organiserede formidling hartil opgave at tætne forbindelsen mellem de ar-bejdskraftsøgende og arbejdssøgende. Ved atorganisere en sådan clearing mellem udbud ogefterspørgsel på arbejdsmarkedet tilsigtes det atforøge chancen for, at arbejdsgiverne altid kanfinde arbejdssøgende på det tidspunkt, det sted,af den art og i det omfang, de ønsker det; og påtilsvarende måde forøge chancen for, at de ar-bejdssøgende altid kan finde job, der passer dembedst.

Den organiserede arbejdsformidling omfatter

52

oprindelig og i sin mest elementære form aleneen sådan formidling af kendskab til ledige jobog job-søgende arbejdskraft. Selve det apparat,der formidler denne viden, kan opfattes som etpassivt hjælpemiddel, der afventer henvendelserfra arbejdsgivere eller arbejdssøgende og derpåregistrerer disse henvendelser samt stiller demtil rådighed for enhver, som på eget initiativstiller forespørgsel.

På et senere stadium opstår der behov for, atformidlingstjenesten går over til at udfolde enselvsta^ndig indsats i retning af på eget initiativat indhente oplysninger om ledige eller poten-tielt ledige stillinger samt oplysninger om alle(beskæftigede eller arbejdsløse) arbejdssøgendeeller potentielt arbejdssøgende. Der er imidler-tid på dette stadium kun tale om, at formid-lingstjenesten udfolder aktivitet, hvad angårfremskaffelse af oplysninger af den nævnte art;indsatsen vedrører fremdeles kun fremskaffelseaf og formidling af data.

På et senere trin kommer behovet for, at for-midlingstjenesten går over til en mere aktiv ind-sats, ikke blot vedrørende fremskaffelse og for-midling af viden, som har betydning for omsæt-ningen på arbejdsmarkedet, men yderligere iform af aktiv indsats, som kan fremme denneomsætning. Hermed tænkes bl. a. på bistandved ændringer i arbejdskraftens opholdssted ogerhvervsfelt.

Sigtet med den organiserede arbejdsformid-ling er i alle tilfælde at skabe et supplement tilden spontane tilpasning på arbejdsmarkedet, så-ledes at omsætningen af arbejdskraft fremmes.Hvis der ikke fandtes et sådant supplement tilden spontane tilpasning, kunne man med sik-kerhed regne med, at omsætningen på arbejds-markedet ville være mindre, simpelt hen fordider i en række tilfælde, hvor der er behov fortilpasning, ikke af sig selv kan finde tilpasningsted, i hvert fald ikke så hurtigt og gnidnings-løst, som det er ønskeligt og muligt.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at fast-holde tidsfaktorens fundamentale betydning foromsætningen på arbejdsmarkedet. Hvis f. eks.en arbejder afskediges fra en virksomhed pågrund af mindsket afsætning for denne virksom-hed, så kan det meget let tænkes, at der i enoverskuelig afstand derfra findes en virksom-hed, som savner arbejdskraft netop af den på-gældende art; men hvis den ovenfor omtaltespontane tilpasning ikke er tilstrækkelig, og hvisder ikke findes en organiseret formidlingstjene-ste, som kan træde til, kan det komme til at

vare en vis tid, før den pågældende ledige ogden omtalte arbejdskraftsøgende virksomhed fårkontakt med hinanden, således at nyt arbejds-forhold kan etableres. En sådan forhaling af til-pasningsprocessen er ensbetydende med en tom-gang, som indebærer, at arbejdskraft er gået tilspilde, og produktionsmuligheder er forblevetuudnyttet. Det mest elementære formål medformidlingstjenesten består i at mindske en så-dan risiko for forsinkelser af den løbende til-pasningsproces på arbejdsmarkedet for dervedat bidrage til at holde tomgang nede på et ab-solut minimum.

Formidlingstjenestens mest elementære op-gave må således siges at bestå i den rent kvan-titative indsats for at holde beskæftigelsesgra-den på maksimum og arbejdsløsheden på mi-nimum.

Imidlertid har formidlingen også et kvalitativtsigte. En clearingscentral for de arbejdskraftsø-gende og arbejdssøgende har mulighed for op-samling af erfaringer med hensyn til, hvilke ar-ter af arbejdskraft der egner sig bedst for deforskellige arter af job. Formidlingstjenestenhar derfor mulighed for at bidrage til, at ar-bejdskraften bliver bedre indpasset i produktio-nen, end hvis al omsætning på arbejdsmarkedetalene var overladt til de spontane kræfter. Dettebidrag til kvalitativt bedre tilpasning kan væreaf betydning såvel for den enkeltes evneudfol-delse og arbejdstilfredshed som for produktivi-teten i samfundet.

7.3I andre lande, herunder ikke mindst i Sverige,

har en sådan aktiv arbejdsmarkedspolitik væreti stærk udvikling i efterkrigsårene. Denne poli-tik strækker sig over en bred skala. Til den hø-rer således bestræbelserne for at føre arbejds-kraft fra tomgangs-felter - de være sig stedligeeller erhvervsmæssige — over til de områder,hvor der findes knaphed på arbejdskraft. Ifølgeden i Sverige — men i øvrigt også i en række an-dre lande, jævnfør kapitel 3 - alment aner-kendte tankegang, er det lønsomt for samfundetved hjælpeforanstaltninger og tilskud fra det of-fentlige at bringe dele af arbejdsstyrken til atønske, og af egen drift at medvirke ved de om-stillinger på arbejdsmarkedet, produktionslivetsomskiftelser rejser krav om. Ved at medvirketil, at arbejdskraft flytter og akklimatiseres pånye steder, og til, at der finder en vidtstraktomskoling og voksen-uddannelse sted, kan sam-fundet bidrage til at opnå den udligning, som er

53

påkrævet i forholdet mellem områder medoverskud af arbejdskraft og områder med man-gel på arbejdskraft.

Denne clearing-proces, som er påkrævet, kanogså fremmes ad andre veje. Påvirkning af deoffentlige investeringers fordeling over tid ogsted repræsenterer et andet sæt af midler i disseformåls tjeneste. Også påvirkning af de privateinvesteringer spiller med ind, idet man på for-skellige måder, f. eks. ved pengepolitiske ind-greb eller gennem bestemmelser om skattemæs-sige begunstigelser af erhvervsvirksomhederneshenlæggelser til investeringsfonds — med hen-blik på senere frigivelse til investeringsformålefter arbejdsmarkedsmyndighedernes skøn overdet beskæftigelsesmæssigt ønskelige tidspunktherfor - søger at dæmpe investeringsvirksomhe-den under højbeskæftigelse og at stimulere den,når det almindelige beskæftigelsesniveau synesvigende.

Til arbejdsmarkedspolitikkens virkemidlerhenregnes i Sverige også påvirkning af er-hvervsvirksomhedernes lokalisering, idet man påforskellig vis forsøger at fremme erhvervsvirk-somhedernes lokalisering i områder, hvor det afhensyn til den bedst mulige udnyttelse af landetsarbejdskraftressourcer synes samfundsmæssigtsærlig ønskeligt.

Det skal yderligere nævnes, at arbejdsmar-kelspolitikken også omfatter bestræbelser for attilvejebringe et passende tilskud af arbejdskraftfra andre lande samt forsøg på at fjerne nogleaf de hindringer, der kan stille sig i vejen forbeskæftigelsen af visse grupper af den inden-landske befolkning, herunder gifte kvinder ogældre personer.

7.4Som flere gange fremhævet, vil kravene til ar-

bejdsformidlingen være voksende fremover.Til det i kap. 5 allerede anførte skal her for

det første fremhæves, at målsætningen „fuld be-skæftigelse og prisstabilitet" i hvert fald ikkekan nås uden et meget effektivt virkende for-midlingsapparat. Hvis man ved et effektivt for-midlingsapparat kunne formidle faglige og geo-grafiske flytninger, ville der være større chancefor at kombinere en høj beskæftigelse med entålelig prisstabilitet. Man kunne også udtrykkedette ved at sige, at en effektiv formidling vilkunne øge mulighederne for at holde en høj be-skæftigelsesgrad samtidig med, at konkurrence-evnen over for udlandet bevares. Man må her-under tage i betragtning, at andre lande for-

længst er kommet i gang med at ofre langt stør-re beløb, end vi gør, på arbejdsformidlingen.

For det andet er det tvivlsomt, om man over-hovedet med de forventede store forskydningerkan regne med, at en tilfredsstillende beskæfti-gelsesgrad vil kunne nås uden et meget velorga-niseret formidlingssystem. Set fra et produk-tionssynspunkt betyder et mindre effektivt for-midlingssystem, at der vil optræde et utilfreds-stillende stort antal flaskehalse i produktionen.Den for givne produktionsprocesser nødvendigearbejdskraft vil kunne være til stede, men såle-des at de to parter ikke finder hinanden. Manmå i denne sammenhæng også minde om, at udfra moderne arbejdsmarkedspolitiske synspunk-ter må det være muligt at benytte arbejdsfor-midlingen som et smidigt instrument ved gen-nemførelse af den økonomiske politik. Ligele-des vil arbejdsformidlingen kunne yde bidrag tilen mobilisering af arbejdskraftreserver.

For det tredie er der grund til at fremhæve,at det internationale samarbejde i dag er godtpå vej til at udstrække sig fra varemarkedet tilarbejdsmarkedet. Et begrænset internationalt ar-bejdsmarked fandtes tilbage til før den førsteverdenskrig. Men hvor det dengang var nogetmere specielt, har det gennem årene efter denanden verdenskrig udviklet sig til noget stort.Der må herom henvises til kapitel 4, hvor deter nævnt, at i Vesteuropa arbejder et meget stortantal uden for deres hjemland, således eksem-pelvis i Vesttyskland pr. 30. juni 1963 ca.800.000, svarende til ca. 3 % af landets ar-bejdsstyrke. Det har været et hovedsynspunkt ikapitel 6, at selv om Danmark ikke i øjeblikketer medlem af en økonomisk union, som stillerkrav om et frit arbejdsmarked - bortset fra deret væsentlige krav, som nordiske aftaler stiller- må man regne det for en nærliggende mulig-hed, at vi før eller siden i vor egen interesse vilgå ind i sådanne aftaler. Der vil da uundgåeligtblive stillet store og nye krav til arbejdsformid-lingen. Som det fremgår af kapitel 6, synes vortnuværende formidlingsapparat vel formelt stortset at kunne tilfredsstille de øjeblikkelige krav.som et medlemsskab af det europæiske fælles-marked ville stille. Men det fremgår også af ka-pitel 6, at det i et Europa, hvor arbejdskraftensvandringer tager et stigende omfang, for at kla-re sig kan blive nødvendigt at styrke anvisnings-systemet væsentligt, eventuelt ved at omdannedet.

Til det nævnte kommer, for det fjerde, at deri dag med den foran anførte målsætning tillige

54

med den også almindeligt anerkendte målsæt-ning om en høj økonomisk vækst, fuld beskæf-tigelse og prisstabilitet, stilles meget store kravtil den økonomiske politik. I almindelige ven-dinger kan man her sige, at denne må være bå-de effektiv, præcis og hurtigt virkende. Mendette stiller på sin side krav om en virkelig ef-fektiv oplysning om arbejdsmarkedets tilstandog udviklingstendenser.

7.5Af det foran anførte kan nu udledes en ræk-

ke krav til arbejdsformidlingssystemet.

(1) Arbejdsformidlingen må ud fra et detaille-ret kendskab til begge arbejdsmarkedets partervære i stand til at varetage den egentlige anvis-ningsvirksomhed, idet man herunder må mindeom betydningen af, at denne anvisning kangennemføres ud over de hidtil eksisterende fag-lige og geografiske grænser. Det vil herundervære en forudsætning, at de relevante oplysnin-ger om ledig arbejdskraft og ledige stillingerhurtigt og effektivt kan passere igennem syste-met, d. v. s. spredes. Idet al arbejdsformidlingmå tilstræbe, at den arbejdssøgende opnår detarbejde, som passer bedst for ham, samtidigmed at arbejdsgiveren opnår den for det givnearbejde bedste, tilgængelige arbejdskraft, vilheraf følge, at formidlingen bør indrettes på atlade disse to hensyn være de primære i anvis-ningsvirksomheden. Man må således som mini-mum forlange, at anvisningen ikke ved selve sinopbygning forøger vanskelighederne ved atoverskride de tilvante faggrænser.

(2) Arbejdsformidlingen bør for at kunnegennemføre den opgave at skabe den samfunds-mæssigt (og i øvrigt også for de to parter) mestgivtige kontakt være udstyret med en række be-føjelser, som kan effektivisere den nævnte funk-tion. Der tænkes her på tvangsmidler, som kantilskynde til, at den af formidlingen trufne afgø-relse bliver akcepteret. Herunder falder trusselom bortfald af understøttelse for en arbejdssø-gende. Men der tænkes tillige og ikke mindst påen række hjælpeforanstaltninger, som — særlig irelation til de arbejdssøgende - kan effektiviserearbejdsformidlingen. Herunder falder de neden-for i kapitel 9 nævnte rejsetilskud, tilskud oghjælp til ny bosættelse, oplæring og omskolingm. v. Disse hjælpeformer er her i landet i deresvorden, men det må være hensigtsmæssigt atstræbe hen mod en udbygning af disse midler.

hvorved man netop bliver i stand til at føre enmere aktiv arbejdsmarkedspolitik.

(3) Arbejdsformidlingen vil i en udvidet formvære det bedste og mest naturlige sted for ind-samling af oplysninger om arbejdsmarkedet.Det er her vigtigt, at relevante oplysninger hur-tigst muligt indsamles og bearbejdes i en form,som kan være til direkte nytte ikke alene for ar-bejdsmarkedspolitikken i snævrere forstand, lo-kalt og centralt, men tillige til nytte for den al-mindelige økonomiske politik, både hvor denneudformes lokalt og centralt. Man vil herunderikke alene være interesseret i som nu at regi-strere antal arbejdsløse fordelt på fag og områ-der, men tillige at registrere (selv i ufuldkom-men form) efterspørgselspres f. eks. i form afantal ubesatte stillinger og samlet antal ansæt-telser og afskedigelser fordelt på erhverv, fagog områder. Lidt løst udtrykt vil man have brugikke alene for en arbejdsløshedsstatistik, mentillige for en beskæftigelsesstatistik. Med hen-blik på dette og (ikke mindst) også for at mu-liggøre en mere effektiv formidlingsvirksomhedmå man fremhæve betydningen af, at arbejdsgi-verne giver oplysning såvel om kommende ar-bejdskraftbehov som om forventede afskedigel-ser.

(4) Arbejdsformidlingen bør udformes på ensådan måde, at organisationen tilgodeser ikkealene de formelle, men også de reelle krav, sominternationalt samarbejde stiller. Man vil hersom illustration kunne tage Fællesmarkedet udfra den betragtning, at man her har et konkreteksempel på de krav, et mere udbygget interna-tionalt samarbejde vil kunne stille. I vurderin-gen af konsekvenserne må man på den ene sidebemærke, at det danske arbejdsmarked i dag sy-nes mere lukket end måske noget andet vesteuro-pæisk arbejdsmarked, samtidig med at et udvidetsamarbejde reelt vil kræve, at arbejdsformidlin-gen er indstillet på og evner at varetage anvisningfor et stort antal udenlandske arbejdere - såvelsom for et stort antal danske, der søger ud.

Med de nævnte mål givne synes det klart, aten ændring af den danske arbejdsformidling ernødvendig. Den nuværende organisation kankun med store vanskeligheder tilfredsstille dekrav, internationale aftaler reelt synes at villestille. Den sikrer ikke i øjeblikket en indsam-ling og formidling af alle de oplysninger, somen nutidig udformet arbejdsmarkedspolitik nød-vendiggør. Den råder ikke over tilstrækkelig

55

slagkraftige hjælpemidler. Den sikrer ikke enformidling, der giver en såvel samfundsmæssigtsom for de kontraherende parter tilfredsstillen-de mobilitet. Til dette kommer, at det vil værevanskeligt og i hvert fald særdeles bekosteligt atgennemføre en udbygning inden for de nuvæ-rende rammer, hvilket ikke mindst er vigtigt,idet der som nævnt ovenfor må antages at blivestillet stadig større krav til arbejdsformidlingen.

7.6Man har ovenfor, men i øvrigt nogenlunde

generelt i nærværende betænkning, forudsat, atdet i det store og hele lykkes at opretholde detnuværende høje beskæftigelsesniveau. Skulle envæsentlig arbejdsløshed opstå, kan den vise sigi to former (som dog ikke helt klart kan skelnesfra hinanden). Man kan få en generel depres-sion i lighed med 30ernes krise. I denne situa-tion kan man vist nok sige, at den organiserede,rene arbejdsanvisning næppe vil have så storsamfundsmæssig betydning. Udbuddet af ar-bejdskraft af de forskellige kvaliteter vil på næ-sten alle områder være væsentlig større end ef-terspørgslen. Arbejdsgiverne vil derfor forholds-vis let finde en velegnet mand til et givet arbej-de. Derimod kan en arbejdssøgende ikke letfinde et passende arbejde; men det kan formid-lingssystemet ikke gøre meget ved.

Er den rene anvisningstjeneste således min-dre betydningsfuld i denne situation, vil formid-lingssystemet dog kunne få stor betydning somen kanal, ad hvilken væsentlige dele af den un-der sådanne forhold formentlig iværksatte ak-tive beskæftigelsespolitik vil kunne ledes. Mankan her forestille sig, at formidlingssystemetkommer til at danne et meget betydningsfuldtled i beslutninger om og organisation af nød-hjælpsarbejde af forskellig karakter. Ligeledesvil uddannelsesforanstaltninger, organiseret afformidlingssystemet — med henblik på en kom-mende opgangskonjunktur - kunne få stor be-tydning.

En noget anden form, hvorunder arbejdsløs-hed kan forekomme, vil være den pletvise, hvorenkelte brancher rammes. Det vil ses, at her vilsåvel den rene anvisningsvirksomhed som denvideregående formidlingstjeneste blive af betyd-ning. Den rene anvisning vil blive udnyttet vedoverførsel af arbejdskraft til ekspanderendebrancher. Den videregående formidlingstjenestevil blive udnyttet ved de hjælpeforanstaltninger,der kan lette denne overførsel, eventuelt ved ud-dannelsesforanstaltninger o. lign., der på en

hensigtsmæssig måde kan igangsættes, såfremtbranchens nedgangsperiode betragtes som renttemporær.

Man synes således at kunne konkludere, atarbejdsformidlingen ganske vist står i en særligsituation i et samfund med fuld beskæftigelse.Men den vil ikke få mindre betydning — mennok delvis en anden betydning - såfremt derskulle opstå arbejdsløshed i enkelte brancher el-ler mere generelt.

7.7Forestiller man sig et øjeblik, at en arbejds-

formidling overhovedet ikke fandtes, men skulleopbygges fra grunden, er udvalget ikke i tvivlom, at man ville opbygge en statslig, omend såvidt muligt decentraliseret, organisation, som påneutral grund og udstyret med en række hjælpe-midler kunne gennemføre en geografisk (herun-der også international) og faglig mobilitet, somville give sit bidrag til, at en høj beskæftigelse,kombineret med prisstabilitet, kunne oprethol-des.

Man starter imidlertid ikke på bar bund. Somdet fremgår af kapitel 2 ovenfor, har det dan-ske system udviklet sig til noget - sammenlig-net med andre lande - særegent (jfr. kap. 3) pågrund af et tidligt, dygtigt initiativ fra arbejds-løshedskassernes side. Ikke alene er det udval-gets indtryk, at kasserne dengang (og også se-nere) udfyldte et tomrum til stor gavn ikkealene for kassernes medlemmer, men også forarbejdsgiverne. Det er tillige udvalgets indtryk,at kasserne på stort set tilfredsstillende måde optil de seneste år har løst denne samfundsmæssigtset vigtige opgave. Det er videre klart, at histo-risk betragtet har det specielle, danske systemhaft uomtvistelige fordele, som bør nævnes.

For det første kan det ud fra en politisk be-tragtning siges at have været værdifuldt, at an-visningen er vokset ud af arbejderbevægelsensegne organisationer. Dette har været en demo-kratisk styrke og har tillige givet arbejdstagernetillid til anvisningen samtidig med, at det stortset er lykkedes at undgå mistillid fra arbejdsgi-verside. Det har samtidig været værdifuldt ogsåud fra en samfundsmæssig betragtning, at manpå denne måde har formået at mobilisere kvali-teter og indsats hos de folkevalgte tillidsmænd.

For det andet har det utvivlsomt betydet enstyrke, at anvisningen er blevet varetaget af dearbejdssøgendes egne tillidsmænd, som har haftet ofte indgående kendskab til de arbejdssøgen-des kvaliteter.

56

For det tredie er der åbenbare organisatoriskefordele ved at kombinere arbejdsanvisning ogarbejdsløshedsforsikring, hvilket netop har væ-ret muligt i det danske system.

Endelig må, for det fjerde, fremhæves, at denher betragtede opgave, som i hvert fald set medvor tids øjne må anses som en samfundsmæssigopgave, i kraft af kassernes anvisningssystemhar været løst med relativt små omkostningerfor det offentlige. Kasserne har båret og bærerogså i dag alle omkostninger ved deres del afformidlingen, hvorfor den samlede offentligeudgift til anvisning - små femten millioner kro-ner — har kunnet holdes på et meget beskedentniveau.

Dette ufortalt har kassernes anvisningsvirk-somhed været genstand for kritik i det forløbnehalve århundrede. En — i hvert fald — tidligereofte fremhævet kritik har været, at kasserneikke var tilstrækkelig neutrale i deres anvisning.Man har påstået, at kasserne ikke altid har søgtfrem til den bedste mand, men såvel af men-neskelige som mere snævre økonomiske grundeofte først har henvist medlemmer med langvarigledighed. Denne kritik er vanskelig at tage stil-ling til. Men man har tillige påstået, at kassernehar anvendt anvisningen i fagpolitisk øjemed,f. eks. ved at „udsulte" en arbejdsgiver, som harvist særlig tilbageholdenhed i sin lønpolitik. Og-så denne kritik er ifølge sagens natur vanskeligat vurdere, men udvalget har dog indtryk af, atden sidst nævnte påstand ofte skyder over må-let.

Derimod ønsker udvalget at fremhæve, at detnuværende system næppe kan siges at opfyldede ovenfor under punkt (1) til (4) anførte krav.Dette skulle fremgå af det allerede anførte.

Her skal supplerende nævnes vanskeligheder-ne ved gennemførelse af den ved arbejdsløs-hedslovens § 4, stk. 3, givne pligt til for en ar-bejdsløshedskasse at videregive ikke-effektuere-de ordrer til vedkommende offentlige arbejdsan-visningskontor. Ligeledes skal supplerendefremhæves, at det nuværende systems spaltningnødvendigvis har nedsat systemets effektivitet.Spaltning har i hvert fald eksisteret på tre for-skellige planer, nemlig mellem de offentlige ar-bejdsanvisningskontorer og arbejdsløshedskas-serne, mellem de enkelte arbejdsløshedskasserog desuden mellem de forskellige lokalafdelin-ger inden for den enkelte arbejdsløshedskasse.Man må antage, at denne spaltning har nedsatarbejdsformidlingens effektivitet, bl. a. dervedat oplysninger om arbejdsmarkedets tilstand

ikke i tilstrækkeligt omfang og tilstrækkelig hur-tigt er blevet spredt ud i alle grene af formid-lingsapparatet. Ligeledes og sammenhængendehermed kan det formodes, at det eksisterendesystem ikke har tilsikret, at der er sket fuld ud-nyttelse af alle muligheder for geografisk og fag-lig overføring af arbejdskraft. Udvalget vil idenne forbindelse henvise til, at der bl. a. fra ar-bejdsmarkedskommissionen og arbejdsmarkeds-rådet — hvor arbejdsmarkedets parter er repræ-senteret - er fremsat udtalelser, der giver udtrykfor en tilsvarende tvivl; i bilag 6 er der gengivetet uddrag af nogle vigtige udtalelser i denne for-bindelse.

Da man næppe ved mindre organisatoriskeændringer kan få forannævnte generelle krav op-fyldt, og da man tillige må fremhæve, at anvis-ningens betydning i dag ikke alene er større endnogen sinde, men tillige som beskrevet voksende,ser udvalget ikke anden udvej end at foreslåmere til bunds gående ændringer i hele organisa-tionsformen. Udvalget må herved fremhæve be-tydningen af, at de nedenfor foreslåede ændrin-ger af organisationsformen forberedes snarestmuligt. Sker dette, må det forventes, at man vilfå en rimelig tidsfrist til at gennemføre en om-lægning, jfr. nedenfor side 67 og bilag 5, og dettevil indebære væsentlige fordele fremfor en si-tuation, hvor man måske tvinges til med kortvarsel at skulle gennemføre en omorganisation.

7.8I overensstemmelse med kommissoriet, jfr.

kap. 1, har udvalget haft en række drøftelsermed de implicerede parter. Man har herundernaturligvis lagt vægt på også at drøfte de cen-trale organisatoriske spørgsmål. Alene fra Ar-bejdsløshedskassernes Samvirke har man underdisse drøftelser mødt et helt klart forsvar for deteksisterende system. Der er her blevet argumen-teret for, at der til dato ikke foreligger nogetbevis for, at det eksisterende system ikke harløst de foreliggende opgaver, ej heller et bevisfor, at fremtidige opgaver ikke vil kunne løses.

Udvalget ønsker heroverfor at anføre, at ta-get bogstaveligt er dette vel korrekt, men nogetstrengt „bevis" vil ifølge sagens natur ikke alenevære umuligt, men også upåkrævet. Der er pådette område - som i relation til mangfoldigesamfundsmæssige problemer - plads for flereopfattelser.

Udvalgets enstemmige skøn er her, at en æn-dret organisationsform er påkrævet, således som

57

det allerede er anført, og således som det nær-mere specificeres nedenfor i kap. 8. Men udval-get ønsker samtidig at gøre opmærksom på, atden således givne konklusion nødvendigvis måvære bygget på et samlet skøn. Dette skønsholdbarhed kan naturligvis bestrides, ligesomman - modsat - kan argumentere mod en på-stand om, at det nuværende system har funge-ret, fungerer og fremover vil kunne fungere påideel måde.

7.9En radikal ændring af organisationsformen

hen mod et statsligt enhedssystem vil utvivlsomtbetyde en belastning af det offentliges budget.Dette er da også blevet nævnt som et argumentimod en sådan ændring. Udvalget ønsker imid-lertid at fremhæve, at selvom den direkte udgiftfor det offentlige måtte stige fra knap 15 mill,kr. til en størrelsesorden af 35—40 mill. kr. (jfr.kap. 8), må denne stærke udgiftsstigning ses i etvidere perspektiv.

For det første gælder det, at ud fra en sam-fundsmæssig betragtning må man tage hensyntil, at arbejdsanvisningens funktion i dag kostervæsentlig mere end de nævnte 10-15 mill. kr.Kasserne afholder i dag store - omend ukendte- udgifter til anvisning, hvilket må tages i be-tragtning, idet det betyder, at samfundets sam-lede udgift til denne funktion ikke vil vise entre-dobling.

For det andet må der - stadig fra en sam-fundsmæssig betragtning - tages hensyn til, aten forøgelse af anvisningens effektivitet vil kun-ne give endda meget store besparelser. Værdienaf den samlede produktion af varer og tjenesterer her i landet i dag af størrelsesorden 20.000kr. pr. beskæftiget. Dette er et meget groft gen-nemsnit, men det er dog oplysende, at manalene skal forøge beskæftigelsen med et par tu-sind mand for at opnå en produktionsværdi sva-rende til den samlede offentlige udgift til anvis-ningen under et statsligt enhedssystem. Forøgesbeskæftigelsen med en halv snes tusind — mendette er også meget - vil de heraf flydende skat-teindtægter kunne financiere hele den nævnteudgift. Regneeksempler af den her anførte ka-rakter skal tages med mange forbehold. Et mereeffektivt formidlingssystem vil således ofte virkeikke ved at forøge den samlede beskæftigelse,men ved at føre arbejdskraft fra mindre produk-tive til mere produktive arbejdssteder. Hensig-ten har imidlertid alene været at vise, at manikke kan nøjes med at konstatere, at en ændret

organisationsform vil kunne betyde en tre-dob-ling af den offentlige udgift.

Der er den yderligere og vigtige grund hertil,at man må tage en voksende formidlingsaktivi-tet i betragtning. Der er tidligere givet godegrunde herfor. Under hensyntagen hertil skulleman da sammenholde de totale udgifter ved enudbygning af det nuværende system, men medfastholdelse af dette systems organisationsformmed et enhedssystem, der tilsvarende gav flereydelser end de øjeblikkelige. Det synes her tro-ligt, at man billigere ville kunne forøge ydelser-ne fra et enhedssystem.

Til dette kommer endelig, at formidlingenssamlede omkostninger må betragtes ud fra enbred synsvinkel. En udvidelse af formidlingensaktivitet, herunder en udvidelse af de tilknyttedehjælpemidler kan forekomme bekostelig, menvil dog som nævnt kunne vise sig særdeles giv-tig. Generelt ønsker udvalget at fremhæve sintilslutning til det synspunkt, som er blevet frem-sat, at på samme måde som investering i uddan-nelse har vist sig både menneskeligt og økono-misk fordelagtigt, således vil investering i bevæ-gelighed og tilpasning ligeledes menneskeligt ogøkonomisk være en samfundsmæssig gevinst.

7. 10Et andet problem, som har været drøftet med

de forskellige parter, har været spørgsmålet om,hvorvidt det ville være muligt at gennemførevarslinger om kommende afskedigelser eller an-sættelser. Set fra et anvisningssynspunkt er dethelt åbenbart, at et varslingssystem ville kunneforøge anvisningens effektivitet ganske betyde-ligt. Alene Dansk Arbejdsgiverforening har hergivet udtryk for betænkeligheder. Udvalget kanikke dele disse betænkeligheder og ønsker atfremhæve, at det så klart i almindelighed oggennemsnitlig må være i arbejdsgivernes inter-esse, at anvisningssystemet i vidt omfang harkendskab til arbejdsmarkedets udvikling frem-over. I hvert fald synes der slet ikke at være be-tænkeligheder ved, at oplysninger herom med-deles offentlige organer. Udvalget må med be-klagelse erkende, at det vil være administrativtvanskeligt, ja, måske umuligt, at gennemtvingeregler herom, idet det vil være umuligt at hindreomgåeiser. Dette gælder i hvert fald for reglerom varsling af fremtidige arbejdsbehov. Menman skal dog fremhæve betydningen af et vars-lingssystem. Som absolut minimum kunne manher begynde med ikke alene at pålægge offent-lige virksomheder at overholde bestemte vars-

5 S

lingsregler, men tillige søge udvirket, at privatevirksomheder ved afskedigelser af en vis stør-relse giver de offentlige organer samme medde-lelse, som tilflyder arbejderne. Et sådant systemvil få øget betydning i det omfang, der ad fag-lig vej træffes aftaler om forlængelse af vars-lingsperioden. Man skal videre pege på mulighe-den af, at der ved aftale mellem anvisningsmyn-dighederne og arbejdsgiverne søges etableret etmere vidtgående varslingssystem.

7.11I kapitel 8 har man i detailler beskrevet en

ændring af arbejdsformidlingens organisation tilet statsligt enhedssystem. Det er udvalgets op-fattelse, at et sådant system vil kunne overvindede mangler, man mener er forbundet med detnuværende system, således at de ovenfor opstil-lede krav vil kunne opfyldes. Man lægger her-under ikke mindst vægt på, at den nye organi-sation på effektiv måde kan anvendes i arbejds-markedspolitikken samtidig med, at systemet vilvirke befordrende på såvel faglig som geogra-fisk bevægelighed. Under udvalgets drøftelsemed parterne er det blevet indvendt, at man i etsådant system ikke vil kunne have det sammepersonlige kendskab til de arbejdssøgende, sommåske er til stede i kassernes anvisning i dag.Man kan næppe helt afvise dette. Men man øn-sker dog for det første at anføre at et fornuftigtopbygget registreringssystem på systematisk må-de i ikke ringe omfang kan erstatte personkend-skabet.

For det andet vil et rent offentligt formid-lingssystems personale have gode mulighederfor at erhverve dette personkendskab. I denneforbindelse skal man pege på det ønskelige i, atden nye organisation søger at tiltrække dele afkassernes personale, idet dele af dette personalejo netop har de kvalifikationer, herunder erfarin-ger, som må kræves af anvisningskontorernespersonale.

For det tredie må man være opmærksom på,at kendskab til de arbejdssøgende også kan be-tyde, at der tages rent personlige hensyn. Det eri alle livets forhold en kendt sag, at personlig til-knytning mellem den, der skal træffe en afgø-relse, og den, som afgørelsen angår, ifølge sa-gens natur kan virke forstyrrende på afgørel-sens indhold. I denne forbindelse bemærkes, atselvom der er fordele forbundet med, at anvis-ningen gennemføres af organisationernes egne,valgte folk, vil dette også kunne give ulemper iform af afhængighedsforhold.

For det fjerde, men ikke mindst, må man væ-re opmærksom på, at i et industrisamfund medstærke urbaniseringstendenser vil den personligekontakt inden for organisationerne under alleomstændigheder være aftagende.

7. 12Udvalget ønsker ikke at skjule, at om end

man ved gennemførelse af det nedenfor stilledeforslag opnår et enhedssystem i modsætning tildet nuværende, spaltede formidlingssystem, vilresultatet på den anden side være, at man får enny spaltning — mellem formidling på den ene si-de og arbejdsløshedsforsikring på den andenside.

Erfaringerne fra andre lande - hvor en sådanspaltning er almindelig - viser, at dette ikke kanhindre et effektivt arbejdende formidlingssy-stem. Men det kan dog ikke undgås, at dennespaltning giver en mindre god økonomi i detsamlede system af formidling og arbejdsløsheds-forsikring. Det for udvalget givne kommissoriumkan ikke kræve, at dette spørgsmål tages op tildrøftelse; men man har ment at måtte pege påproblemets tilstedeværelse, idet man tilføjer, atdet må forekomme udvalget nærliggende, omdette problem, formentlig i sammenhæng meden videre drøftelse af arbejdsløshedsforsikrin-gens organisation og principper, tages op til be-handling.

59

8 Forslag til ændring af det eksisterende anvisningssystem.

8. 1 Indledende bemærkninger.Ved opbygningen af et statsligt enhedssystem

vil det være nødvendigt ikke alene at tage hen-syn til en tilfredsstillende betjening af arbejds-markedets parter ved opbygning af et kontornetaf passende geografisk tæthed, men tillige at sø-ge indvundet en række rationaliseringsmæssigefordele. Udvalget ønsker i sidstnævnte henseen-de at pege på fordele ved anvendelse af elektro-nisk databehandling (E. D. B.) til brug for stati-stikudarbejdelse, ledighedsoversigter og „clear-ing" på egns- og landsbasis af arbejdssøgende ogledige jobs. Dette skulle overflødiggøre en beko-stelig katotekføring af medlemmernes ledighedi alle led af systemet, idet man så hyppigt,det ønskes, vil kunne tilsende kontorerne ledig-hedsoversigter opdelt på lokalområder og fag,med angivelse af medlemmernes akkumuleredeledighed for en nærmere fastsat tidsperiode. Ud-arbejdelsen af sådanne ledighedslister kombine-ret med lister over ubesatte job vil tillige mulig-gøre en meget hurtig spredning i alle organisa-tionsled af oplysninger til brug for „clearings-arbejdet".

Statistikbehandlingen skulle ved hjælp afE.D.B. teknisk kunne ske både hurtigere og bil-ligere end nu og herudover kunne afgive etværdifuldt grundlag for den regnskabsmæssigeog kritiske revision af arbejdsløshedsforsikrin-gen, hvilket revisionsgrundlag formentlig ogsåmed økonomisk fordel vil kunne benyttes afkasserne. Disse opgaver foreslås udført på et cen-tralt E.D.B.-anlæg, og arbejdsgrundlaget skullevære de nedenfor omtalte ledighedssedler, derforudsættes indsendt daglig til maskinbehand-ling.

Nedenfor er der redegjort for, hvorledes etstatsligt enhedssystem vil kunne opbygges,hvilke funktioner der kan tillægges de enkelteled i systemet, antallet af anvisningsenheder ogde med en reform forbundne udgifter for detoffentlige.

8. 2 Enhedssystemets kontoropbygning.Arbejdsanvisningssystemets hævdvundne og

primære opgave må også under de vilkår, somudvalget mener må ligge til grund for bedøm-melsen af de fremtidige krav til arbejdsanvisnin-gen, være den individuelle formidling af arbej-det til arbejdssøgende og besættelse af ledigepladser. For at løse denne hovedopgave er enbetydelig geografisk spredning af administrati-onsapparatet en åbenbar nødvendighed. Et stats-ligt enhedssystem kræver derfor et betydeligtantal kontorer spredt ud over landet.

Ved kontoropbygningen må der tillige tageshensyn til, at enhedssystemet skal varetage vissearbejdsmarkedspolitiske funktioner samt enrække specialopgaver, hvis forsvarlige løsningkræver særlig kvalificeret personale, som detville være uhensigtsmæssigt og også ofte umuligtat rekrutere til alle lokalkontorer. Det vil derforvære naturligt inden for systemet at etablere etbeskedent antal kontorer med overordnede be-føjelser. Herfor taler også, at det for arbejds-direktoratet vil være forbundet med betydeligeadministrative ulemper at skulle forestå ledelsenaf et betydeligt antal lokalkontorer. Udvalgetforeslår derfor, at det lokale arbejdsanvisnings-system opbygges således, at der dels oprettes etmindre antal regionalkontorer, der skal haveden egentlige ledelse af arbejdsformidlingensamt varetage en række arbejdsmarkedspolitiskefunktioner inden for den enkelte region, dels etstort antal kredskontorer, hvis arbejdsområder ihovedsagen skal være anvisning, afkontrolleringaf ledige, administration af mindre kompliceredehjælpeforanstaltninger samt den praktiske ud-førelse af erhvervsvejlednings- og arbejdskon-sulentvirksomheden. Oprettelse af regionalkon-torer har den yderligere fordel, at det vil kunnelette gennemførelsen af de forslag, der fra for-valtningsnævnet og i administrationsudvalgets2. betænkning (nr. 320) er fremsat med henblikpå decentralisering af opgaver fra arbejdsdirek-toratet.

60

Hvor der ikke er befolkningsmæssigt grund-lag for oprettelse af egentlige kredskontorer,foreslår udvalget oprettet ekspeditionssteder(svarende til de svenske „ombud") med anvis-ning og afkontrollering som hovedopgave. Disseekspeditionssteder vil som regel kunne være en-mandsbetjente (på hel- eller deltidsbasis), menbør dog også kunne betjenes ambulant af per-sonale fra det kredskontor, hvorunder de sor-terer.

Til støtte for regionalkontorerne, navnlig ispørgsmål af arbejdsmarkedspolitisk karakter,men iøvrigt også for så vidt angår de rene for-midlingsfunktioner, vil udvalget foreslå oprettetregionalarbejdsncevn med rådgivende kompe-tence. Nævnet foreslås sammensat således: enformand, 2 repræsentanter for LO og 2 re-præsentanter for arbejdsgiverne. Herudoverforeslås udpeget 4 repræsentanter for denoffentlige forvaltning inden for regionen,hvilke medlemmer forudsættes at repræsenterehenholdsvis tre kommunale organisationer (Dendanske Købstadforening, De samvirkende Sog-nerådsforeninger i Danmark og Foreningen afByma^ssige Kommuner) og den amtslige forvalt-ning. Formanden forudsættes udpeget af ar-bejdsministeren. Udvalget vil finde det natur-ligt, at lederen af regionalkontoret indtil videreudpeges til formand for nævnet. Såfremt dermed tiden måtte blive etableret regionale plan-lægningsmyndigheder, bør man formentlig over-veje at instituere formandsfællesskab for de her-til knyttede råd og regionalarbejdsnævnene.

Udvalget har anset det som sin hovedopgaveat undersøge og bedømme det lokale arbejds-anvisningssystem. Arbejdsdirektoratets og ar-bejdsministeriets forhold har man derfor ikkegjort til genstand for nærmere drøftelser. Så-fremt man skulle have søgt at skitsere de orga-nisatoriske konsekvenser for centraladministra-tionen af de her givne forslag vedrørende denlokale arbejdsanvisning, ville det have væretnødvendigt ikke blot at undersøge de omtaltedirekte konsekvenser, men tillige at tage helespørgsmålet om organisationsformen for vigtigedele af vor økonomiske politik op til drøftelse.Dette ligger klart uden for udvalgets kommis-sorium.

Da udvalget imidlertid forudsætter dels enikke ubetydelig decentralisering af beføjelserfra arbejdsdirektoratet, dels en udbygning afanvisningssystemets arbejdsmarkedspolitiske op-gaver, vil udvalgets forslag formentlig få kon-sekvenser for den organisatoriske opbygning af

centraladministrationen og de hertil knyttederåd og nævn.

8. 3 Funktionsopdelingen inden for arbejds-anvisningssystemet.

Ved opdelingen af arbejdsfunktioner under etstatsligt enhedssystem har det for udvalget væ-ret afgørende at imødekomme de arbejdssøgen-des og arbejdsgivernes berettigede interesse i entilfredsstillende service fortrinsvis på anvis-nings- og afkontrolleringsområdet. Det er der-for forudsat, at disse funktioner henlægges tilsåvel kredskontorer som ekspeditionssteder.

Derimod har udvalget ikke anset det forpersonalemæssigt muligt og økonomisk forsvar-ligt til alle kontorer at knytte specialmedarbej-dere til udførelse af opgaver som f. eks. er-hvervsvejledning, statistik, revision, arbejdskon-sulentvirksomhed m. v., hvorfor sådanne specia-lister forudsættes at dække områder med et pas-sende befolkningsmæssigt grundlag og følgeligmå placeres i regionalkontorerne, respektivekredskontorerne.

For så vidt angår de tidligere nævnte funktio-ner på det arbejdsmarkedspolitiske område, harudvalget ment at burde koncentrere disse om-kring regionalkontorerne og de hertil knyttederåd, idet udvalget her har haft for øje den natur-lige tendens til af koordineringsmæssige hensynat tilrettelægge samfundets planlægningsopga-ver for større geografiske områder.

1 FunktionsopdelingMed udgangspunkt i foranstående skal ud-

valget foreslå følgende funktionsopdeling for dei øjeblikket aktuelle opgaver:

I Regionalkontorerne.A Arbejdsmarkedspolitiske funktioner in-

den for regionen.a. Rådgivning, prognose- og analysear-

bejde vedrørende områdets beskæfti-gelsesspørgsmål i relation til såvelcentraladministrationen som regio-nens underordnede myndigheder.

b. Rådgivning i egns- og landsplanlæg-ningsspørgsmål, herunder særligt er-hvervslokaliseringsspørgsmål over forcentrale og lokale myndigheder.

c. Rådgivning over for kommuner ogcentraladministration vedrørende byg-geri inden for regionen.

61

d. Bistand i spørgsmål vedrørende ind-og udvandring.

e. Offentlige tilskudsarbejder og beskæf-tigelsesforanstaltninger inden for re-gionen.

f. Bistand ved planlægning af undervis-nings- og uddannelsesvirksomhed forvoksne inden for regionen.

i. Revision af regnskaber for grundfor-bedringsarbejder samt beskæftigelses-foranstaltninger.

j. Afgørelse i sager vedrørende bolig-indskud m. v. for arbejdssøgende.

k. Koordinering og ledelse af arbejds-konsulentvirksomheden.

1. Specialformidling.

B Samarbejde med revalideringscentrene. n Kredskontorerne.

C Administrative ledelsesopgaver inden forregionen.a. Budget- og regnskabsspørgsmål ved-

rørende samtlige kontorer og ekspedi-tionssteder.

b. Regionens personalespørgsmål, hvor-ved forudsættes en ikke uvæsentligdelegation.

c. Kontorernes og ekspeditionsstederneslokale- og inventarspørgsmål.

D Tilsynsfunktioner.a. Tilsyn med kredskontorer.b. Tilsyn med den private arbejdsanvis-

ning.c. Tilsyn med arbejdsløshedskasserne,

herunder afgørelser i sager om forsik-ringsbetingelser (vægring m. v.).

E Andre beføjelser.a. Føring af regionens ledighedskartotek

(pr. medlem).b. På anvisningsområdet: regional „clea-

ring" samt bistand til „landsclearing".c. Koordinering og ledelse af erhvervs-

vej ledningsvirksomheden.

d. Godkendelse af lærekontrakter.e. Godkendelse af statstilskud til lær-

linge.f. Statistikbehandling.g. E. D. B.-tilrettelæggelse vedr. punkter-

ne a, b og f. Endvidere maskinel ud-færdigelse af stamkartotek over forsik-rede til brug for alle kontorer og eks-peditionssteder i regionen.

h. Afgørelser i sager rejst i henhold tilarbejdsløshedsforsikringslovens § 10,stk. 4, og initiativ til sådanne under-søgelser.

a. Anvisning.b. Føring af dagsaktuelt ledighedskartotek.c. Registrering af forventet forskydning i be-

skæftigelsen inden for kredsen.d. Afkontrollering af såvel forsikrede som

ikke-forsikrede.e. Erhvervsvejledning.f. Praktisk udførelse af arbejdskonsulent-

virksomheden.g. Informationsformidling opad til regional-

kontoret, nedad til ekspeditionsstederne.h. Tilsyn med ekspeditionsstederne og afgi-

velse af personale til eventuelle ambu-lante ekspeditionssteder.

i. Ydelse af rejsehjælp, hjælp til dobbelt hus-førelse og flyttehjælp samt udbetaling aflærlingetilskud.

j. Ekspedition respektive godkendelse aflærekontrakter.

k. Regnskabsaflæggelse til regionalkontoretfor kredsens forskudskasse.

III Ekspeditionsstederne.a. Anvisning.b. Føring af dagsaktuelt ledighedskartotek.c. Afkontrollering af såvel forsikrede som

ikke-forsikrede.d. Daglig indberetning til kredskontoret om

ledigmeldte og ueffektuerede ordrer.e. Ekspedition af lærekontrakter.f. Regnskabsaflæggelse for ekspeditionsste-

dets forskudskasse.g. Ydelse af rejsehjælp, hjælp til dobbelt hus-

førelse og flyttehjælp samt udbetaling aflærlingetilskud.

2 Bemærkninger til funktionsopdelingen.I tilslutning til den ovenfor foreslåede funk-

tionsopdeling skal man med hensyn til de væ-sentligste enkeltfunktioner bemærke følgende:

02

Anvisningsar be jdet.Til brug for kredskontorernes og ekspediti-

onsstedernes anvisning af arbejdssøgende fore-slås oprettet et maskinelt udarbejdet stamkar-totek over samtlige forsikrede inden for deresrespektive områder udvisende så vidt muligtalle relevante data. Dette stamkartotek forud-sættes oprettet ved regionalkontorernes foran-staltning på grundlag af kassernes medlems-kartoteker. Endvidere forudsættes et kartotekoprettet for tilmeldte ikke-forsikrede arbejds-søgende.

Anvisningskontorernes nuværende kartotekerindeholder i dag en registrering af de enkelteforsikredes samlede ledighed inden for et nær-mere fastsat tidsrum. Denne registrering er sær-deles bekostelig, hvorfor udvalget ikke har mentat kunne foreslå den opretholdt i de mangekredskontorer og ekspeditionssteder, men aleneetableret på E.D.B.-basis ved regionalkontorer-nes foranstaltning. Ulemperne, der knytter sigtil den manglende lokale, kronologiske ledig-hedsregistrering, foreslås imødegået ved, at derpå E.D.B.-basis med hyppige mellemrum tilkredskontorer og ekspeditionssteder udsendesoversigter over områdets arbejdssøgende medangivelse af fag, forsikringsnummer og akku-muleret ledighed. Videre forudsættes der lokalttilvejebragt dagsaktuelle ledighedsoversigtergennem kopier af de ved afkontrolleringenmodtagne ledighedssedler for hver arbejdssø-gende.

Det forudsættes, at kopier af ledighedssedleri tilfælde af manglende anvisning dagligt ind-sendes til såvel kredskontor som regionalkontorfor at muliggøre „clearing" af arbejdskraft foret større område. Ueffektuerede ordrer på ar-bejdskraft skal ledsaget af fornøden job-beskri-velse dagligt videresendes til respektive kreds-kontorer og regionalkontorer.

Landsomfattende „clearing" af jobs og ar-bejdskraft sker ved anvendelse af E.D.B.-teknikog forberedes af regionalkontorerne.

Ledighedsattestation.Forslaget forudsætter, at såvel kredskontorer

som ekspeditionssteder får til opgave til brugfor udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse atattestere, at der ikke kan anvises arbejde, idetdet må betragtes som irrationelt at skille dennekontrolvirksomhed fra anvisningsarbejdet. At-testationen forudsættes iøvrigt gennemført der-ved, at den forsikrede forsynes med en plade,

hvori indkodes den forsikredes nummer (evt.borgernummer), medlemsnummer og fødsels-dato samt erhvervskode og kommunalnummer.Pladerne benyttes til udstempling af „ledigheds-sedler", hvoraf et eksemplar forsynet med an-visningsstedets underskrift udleveres til den le-dige som attestation til brug ved udbetaling afunderstøttelse.

Det ville være ønskeligt, at det nuværendekontrolsystem, hvorefter den forsikrede for atdokumentere, at han rent faktisk ikke er i ar-bejde, skal møde til personlig kontrol hver ellerhveranden dag, kunne gøres mere elastisk ogafpasses efter de aktuelle anvisningsmuligheder.Således kunne man i perioder med lav beskæf-tigelse kræve sjældnere fremmøde og i periodermed høj beskæftigelse hyppigere, eventuelt dag-ligt fremmøde.

Forretningsgangen i forbindelse med anvis-ningsarbejdet og ledighedsattestationen kan her-efter sammenfattes således:

Når en forsikret arbejdssøgende henvendersig til et anvisningskontor, sammenholdes denpågældendes stamkort med de oplysninger omledige jobs, der er tilgået kontoret direkte fraarbejdsgivere, fra naboanvisningskontorer (pr.telefon) eller fra de oversigter (clearingsmateri-ale), kontoret løbende modtager om ledige jobuden for lokalområdet. Såfremt det ikke er mu-ligt at anvise passende arbejde, fremstilles vedhjælp af den forsikredes ovenfor nævnte kode-plade en „ledighedsseddel" i 3 eksemplarer samtet papirkodebånd med tilsvarende oplysninger.Eksemplar nr. 1 udleveres den forsikrede i un-derskrevet stand til brug ved udbetaling af un-derstøttelse i arbejdsløshedskassen. Eksemplarnr. 2 opbevares af kontoret til brug for detsdagsaktuelle ledighedskartotek. Eksemplar nr. 3tilstilles kredskontoret til brug for den lokalbe-tonede clearingsvirksomhed (udfærdiges altsåalene af ekspeditionssteder). Papirkodebåndettilsendes regionalkontoret og benyttes til ud-arbejdelse af henholdsvis ledighedsstatistik, for-nævnte ledighedsoversigter og clearingsmateri-ale på E.D.B.-basis.

Ved henvendelse fra ikke-forsikrede følges enanalog fremgangsmåde.

Når en arbejdsgiver henvender sig til et an-visningskontor om arbejdskraft, sammenholdeshans begæring med ledighedskartoteket, subsi-diært foreliggende oversigter over ledige indenfor lokalområdet, ligesom der om fornødentrettes telefonisk henvendelse til nabokontorer.

63

Såfremt det viser sig umuligt at anvise egnet ar-bejdskraft, udfyldes ved gennemskrivning enblanket i 3 eksemplarer, hvoraf ét eksemplaropbevares i kontoret, ét eksemplar tilstilleskredskontoret (såfremt ordren er tilgået et eks-peditionssted), og ét eksemplar tilstilles regio-nalkontoret. Regionalkontoret drager omsorgfor, at blanketterne over ueffektuerede ordrerpå arbejdskraft konverteres til E.D.B.-materialemed henblik på fremstilling af fornævnte clea-ringsmateriale.

Hjælpemidler.For at fremme arbejdskraftens geografiske

bevægelighed er det afgørende, at ydelser somrejsehjælp, hjælp til dobbelt husførelse og flytte-hjælp kan bevilges og udbetales af kredskonto-rerne (og i visse tilfælde af ekspeditionsstederne)i forbindelse med den individuelle anvisning.Tilsvarende gælder udbetaling af tilskud til lær-linge, medens selve beregningen af lærlingetil-skuddene og bevilling af indskud til bolig pågrund af sagernes komplicerede karakter børske på regionalkontorerne.

Uddannelsesforanstaltninger bør efter udval-gets opfattelse i alle tilfælde planlægges af re-gionalkontorerne efter samråd med kredskon-torerne og de til regionalkontorerne knyttederådgivende organer.

Offentlige tilskudsarbejder.Regionalkontorerne bør yde bistand ved til-

rettelæggelsen af en samlet plan for anlægsvirk-somheden og herunder give de enkelte myndig-heder oplysning om beskæftigelses- og ledig-hedsforholdene. Derudover bør regionalkonto-rerne tage stilling til, hvornår offentlige tilskuds-arbejder kan iværksættes (genoptages) ellerstandses, samt afgøre, hvor stor en arbejds-styrke der må være beskæftiget ved de enkeltearbejder. Derimod forudsættes den individuellehenvisning af arbejdere til disse foranstaltningerhenlagt til kredskontorerne.

Erhvervsvejledning og arbejdskonsulent-virksomhed.

Arbejdskonsulenterne bør ud over deres funk-tion med placering på arbejdsmarkedet af van-skeligt anviselige personer have til opgave atetablere et intimt samarbejde mellem kredskon-torerne og alle arbejdsmarkedets felter, herun-der i første række arbejdsgivere med henblik på

i videst muligt omfang at kunne forudregistrereforventede forskydninger i beskæftigelsen.

Erhvervsvejledningsvirksomheden er opdelt ito funktioner, dels den generelle erhvervsorien-tering, der tilrettelægges i samarbejde med sko-levæsenet, dels den individuelle erhvervsvejled-ning, der udøves i forbindelse med publikum-henvendelser til kredskontorerne. Endvidereydes der bistand ved tilrettelæggelse af oplys-ningsmøder, erhvervspraktikantordninger m. v.

For såvel arbejdskonsulenter som erhvervs-vejledere vil det formentlig være hensigtsmæs-sigt, at de udøver deres daglige virksomhed frakredskontorerne og under ledelse af disses che-fer. Det er derimod forudsat, at koordineringenog tilrettelæggelsen af disse specialmedarbejde-res virksomhed henlægges til regionalkontorerne- også af den grund, at antallet af medarbejdereer så beskedent, at det kun vil være muligt atknytte sådanne medarbejdere fast til et begræn-set antal større kredskontorer. Regionalkonto-rerne må derfor have mulighed for at foretageomflytninger og deltidsudstationeringer af dettepersonale.

Ved afslutningen af udvalgets arbejde er mangjort bekendt med de overvejelser, der findersted om forskellige samordningsproblemer in-den for erhvervsvejledningen i en efter forhand-ling mellem arbejdsministeren og undervisnings-ministeren nedsat embedsmandsgruppe. Udval-get forudsætter, at disse forhandlinger sker un-der hensyntagen til den her foreslåede organisa-tion.

Ind- og udvandring.Behandlingen af det store antal relativt enkle

sager om arbejdstilladelse til udlændinge forud-sættes henlagt til regionalkontorerne i fornødentsamarbejde med kredskontorerne. Tilsvarendevil det være rimeligt, at man fra direktoratet de-legerede behandlingen af de såkaldte stagiaires-sager (d. v. s. udveksling i uddannelsesøjemed)til regionalkontorerne.

Behandlingen af udvandringssager er i dagcentraliseret i arbejdsdirektoratet, idet manalene der råder over en ajourført samling afoplysningsmateriale vedrørende udvandrings-landene. Efter udvalgets skøn må det være mu-ligt og rimeligt at distribuere dette materiale tilregionalkontorerne, således at disse i det væ-sentlige (bortset fra visse oversøiske lande) kanovertage behandlingen af disse sager.

Det var måske rimeligt her at understrege, at

64

i samme omfang arbejdskraftens bevægelighedrealiseres, i samme grad bliver der brug for atlade regionalkontorerne og evt. kredskontorertage sig af ind- og udvandring.

Lærekontrakter.Godkendelse af lærekontrakter samt føring af

mester- og lærlingekartoteker er et relativt tids-krævende arbejde, der i dag beslaglægger 9 til10 % af arbejdstiden i de offentlige anvisnings-kontorer.

Selv om visse lettelser vil kunne opnås i for-bindelse med en forlængst foreslået, men endnuikke gennemført standardisering af blanketma-terialet, vil arbejdet fortsat være så kompliceret,at det normalt bør henlægges til regionalkonto-rerne.

Tilsvarende gælder modtagelse af svende-prøvekommissionernes, læremestrenes og vold-giftsrettens indberetninger om læreforholdets af-slutning med svende- eller lærebrev eller ophørpå anden måde og videresendelse af disse ind-beretninger til de faglige udvalg.

Regionalkontorerne skal dog kunne delegeresine beføjelser på nævnte områder til kredskon-torer med et betydeligt antal lærepladser indenfor deres områder.

Derimod bør udlevering af kontraktformula-rer og indlevering af kontraktudkast kunne skepå alle kredskontorer og ekspeditionssteder.

Samarbejde med revalideringscentrene.Den foran angivne funktionsopdeling bygger

på den bestående lovgivning om revalidering.Under denne forudsætning må det på den eneside være klart, at det vanskelige arbejde medplacering af revalidender på arbejdsmarkedetmå udføres fra kredskontorerne af arbejdskon-sulenterne. Udvalget må på den anden sidemene, at samarbejdet med revalideringscentre-ne, for så vidt angår principielle problemer ogbevillingsspørgsmål, bør henlægges til regional-kontorerne. Under den nuværende organisationaf revalideringsarbejdet vil der let opstå — oghar da. også været - gnidninger mellem de vedrevalideringsarbejdet beskæftigede og de vedanvisningen beskæftigede. Med den styrkelse afarbejdsanvisningssystemet, herunder ikke mindstoprettelsen af regionalkontorer, som udvalget idette kapitel stiller forslag om, vil det næppe pålængere sigt være hensigtsmæssigt, at der vedsiden heraf findes et selvstændigt administrativtapparat til at varetage de specielle revaliderings-

5

opgaver. Udvalget henstiller derfor til overvej-else, at revalideringsarbejdet indpasses under deovenfor foreslåede nye regionalkontorer indenfor formidlingssystemet.

Undersøgelse af ledighedsåtsager in. v. for lang-varigt ledige medlemmer af de statsanerkendtearbejdsløshedskasser (i henhold til arbejdsløs-hedslovens §10, stk. 4).

Dette arbejde hænger nøje sammen med le-dighedsstatistikken og tilsynet med kasserne, ogda disse funktioner fremover tænkes udøvet afregionalkontorerne, må disse følgelig tage initia-tiv til § 10, stk. 4-undersøgelserne og træffe af-gørelse i sagerne, medens selve undersøgelses-arbejdet må udføres i kredskontorerne og i vissetilfælde ekspeditionsstederne.

Tilsynsvirksomheden med arbejdsløshedskas-serne.

Tilsynet omfatter kontrol med kassernes for-sikringsadministration og består hovedsagelig ien stikprøvekontrol af faktisk udbetalte under-støttelser samt en kritisk gennemgang af med-lemskartoteket.

Da det for tilsynet nødvendige grundmateri-ale efter forslaget forefindes ved regionalkonto-rerne, forudsættes arbejdet principielt henlagt tildisse. Af praktiske grunde bør der dog være ad-gang til i et vist omfang at lade kredskontorerneudføre tilsynet efter forudgående fremsendelseaf revisionsmaterialet fra regionalkontoret, lige-som det kan vise sig hensigtsmæssigt at lademedarbejdere fra de respektive kredskontorerdeltage i arbejdet.

Arbejdet er for tiden ret omfattende, og deter udvalgets opfattelse, at man uden at misteden præventive virkning af revisionen må kunnebegrænse denne i væsentligt omfang. En sam-ling af arbejdet på regionalt plan må kunnemedvirke hertil, idet praksis fra kontor til kon-tor i dag er endog stærkt varierende.

Tilsvarende betragtninger gælder stikprøve-kontrollen i medfør af arbejdsløshedslovens§ 23 A, stk. 5 (indhentning af beskæftigelsesop-lysninger fra arbejdsgiverne).

Specialformidling.Som det fremgår af beskrivelsen i kap. 2, fin-

des der i dag en række særlige former for ar-bejdsanvisning, der betjener afgrænsede kredseaf arbejdstagere. Dette gælder således søfolk,sygeplejersker, visse klasser af akademikere

65

m. v. Karakteristisk for disse anvisningssyste-mer er, at de er „lukkede" systemer, for så vidtde kun har et begrænset samarbejde med anvis-ningskontorer for beslægtede arbejdsområder,samt at de har en stærk varierende og ofte sær-præget organisationsform. Dette gæider såledesanvisningsstedernes placering og virkemådesamt tilhørsforhold (organisations-, forenings-eller privatdrevne).

Der er ikke i betænkningen fremsat forslagom den fremtidige tilrettelæggelse af disse for-mer for arbejdsanvisning, som i vidt omfang måske under hensyntagen til de for de omhandledefag gældende særlige vilkår, og disse har manikke inden for den givne tidsfrist haft mulighedfor at trænge til bunds i.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at detforeslåede enhedssystem vil være velegnet til atopsuge den væsentligste del af denne specialfor-midling, men at dette bør ske aftrapningsvis, nårenhedssystemet iøvrigt er udbygget.

8. 4 Antal kontorer og ekspeditionssteder.Udvalget har i det følgende søgt at danne sig

et skøn over, hvor mange administrative enhe-der af den foran omtalte art der vil indgå i etstatsligt formidlingssystem.

Hvad specielt angår Københavns-området,kan det formentlig på baggrund af geografiud-valgets overvejelser anses for hensigtsmæssigt,at der udenfor Københavns kommune etableresialt 6 anvisningssteder, hvoraf 2 med udvidedebeføjelser.

Inden for København og Frederiksberg kom-muner har centralarbejdsanvisningskontoret fortiden 10 afdelingskontorer, hvoraf 8 udeluk-kende er husgerningskontorer, 1 er specialiseret ianvisning af hospitalsmedhjælp og 1 i hotel- ogrestaurationsanvisning. Ud over dette antal kon-torer skønner udvalget, at der yderligere vilvære behov for 6 større kontorer.

Hvad angår det øvrige land bemærkes, at an-tallet af regionalkontorer må fastsættes, dels un-der hensyn til en opdeling af landet i områder,der i erhvervsøkonomisk henseende kan betrag-tes som naturlige enheder, dels under hensyn tilde funktioner, der foreslås henlagt til konto-rerne. På dette grundlag mener udvalget atburde foreslå oprettelse af 10—12 regionalkon-torer.

For så vidt angår antallet af kredskontorer ogekspeditionssteder, er udvalget gået ud fra føl-gende forudsætninger:

at ingen bør have over 10 km ad landevejentil et anvisningssted,

at kredskontorerne så vidt muligt må placeresi provinsbyer og større byområder medmange forsikrede,

at der i områder, der herved kommer til atligge udenfor 10 km grænsen, placeres eks-peditionssteder, og

at der ud over København eventuelt også iÅrhus til hovedkontorerne knyttes anvis-ningssteder med funktioner svarende til detøvrige lands ekspeditionssteder.

På basis af en summarisk analyse af forhol-dene inden for de nuværende kontorområder iSlagelse, Århus og Herning samt Fyns-områdetsammenholdt med geografiudvalgets materialevedrørende Københavns-området skulle behovetfor hele landet herefter kunne opgøres til ca.300 kredskontorer og ekspeditionssteder.1)

Ordningen forudsætter iøvrigt, at regional-kontorerne, hvor forholdene taler herfor, skalkunne virke som kredskontorer.

Det bemærkes, at man ikke ved denne opgø-relse har forsøgt at indplacere de enkelte kon-torenheder geografisk, idet dette forudsætter endybtgående analyse, der må foretages af geo-grafiudvalget.

8. 5 Udgifter ved et statsligt enhedssystem.1 Personale.

Til de offentlige arbejdsanvisningskontorer eri dag knyttet ca. 600 medarbejdere, hvortil løn-ningsudgifterne andrager ca. 10,4 mill. kr.

Et groft skøn over personalebehovet inden fordet omtalte enhedssystem kan sammenfattes ifølgende:

Til ialt 10 regionalkontorer forudsættes knyt-tet gennemsnitligt 20-25 medarbejdere.

For kredskontorernes vedkommende forud-sættes medarbejderstaben normalt at ville vari-ere fra 3-4 op til 12.

Hvad angår ekspeditionsstederne, er det somtidligere fremhævet forudsat, at en del af dissevil kunne drives eller betjenes af deltidsansatte.

Når bortses fra centraladministrationenskulle personalebehovet for et statsligt enheds-

x) Dette antal er som ovenfor nævnt baseret bl. a.på forudsætningen om højst 10 km's afstand adlandevejen til et anvisningssted. Vil man tolerereen blot lidt længere afstand, vil antallet af kreds-kontorer og ekspeditionssteder blive reduceret for-holdsvis stærkt.

66

system efter et forsigtigt skøn kunne ansættes tilmellem 1250 og 1500 personer. Med en skønnetlønudgift på 20.000 kr. pr. medarbejder skullepersonaleudgifterne herefter andrage mellem25-30 mill. kr. pr. år.

2 Andre udgifter.Udgifter til husleje, kontorhold og befordring

m. v. andrager i dag ca. 3 mill. kr. årligt. En ud-videlse af kontornettet må forudsættes at med-føre en betydelig stigning i huslejeudgiften.Denne udgiftsstigning vil imidlertid være van-skelig at beregne, hvilket gør en total beregningusikker. Efter et forsigtigt skøn må det dog an-tages, at „andre udgifter" kan anslås til en stør-relsesorden af ca. 10 mill. kr.

3 Budget.Indførelsen af et enhedssystem, opbygget ef-

ter de foran angivne retningslinier, skulle her-efter medføre en årlig merudgift på mellem 22og 27 mill, kr.1)

Arbejdsløshedskassernes samlede administra-tionsudgifter udgør i dag skønsmæssigt ca. 30mill. kr. Flytningen af kassernes anvisning til etstatsligt system skulle teoretisk muliggøre væ-sentlige besparelser for kasserne. Kasserne vilimidlertid kun i begrænset omfang kunne reali-sere disse besparelser som følge af, at kassernesadministration er fælles for anvisningen, forsik-ringen og forbundsmæssige spørgsmål. En opti-mal samfundsøkonomisk besparelse vil derforkun kunne opnås, såfremt også forsikringenoverføres til den statslige anvisning.

') Hertil vil komme indirekte udgifter, hvis der iforbindelse med strukturomlægningen i overens-stemmelse med udvalgets forslag gives udvidet ad-gang for kontorerne til at yde rejsehjælp m. v., jfr.bemærkningerne ad § 4, stk. 1-2, i lovudkastet ne-denfor s. 83. Disse udgifter lader sig ikke beregnenøjere, men de vil blive af beskedent omfang.

8. 6 Overgangsordninger til et statsligt enheds-system.

Det må anses for umuligt uden en passendeovergangstid at nå frem til et fuldt udbyggetstatsligt system i overensstemmelse med detforan omtalte. Der må således påregnes at villemedgå relativ lang tid med rekruttering af kva-lificeret personale, med fornøden uddannelse afdette personale, med fremskaffelse af egnedelokaler til udbygning af kontornettet og sidst,men ikke mindst med tilrettelæggelsen og ind-arbejdelsen af nye administrative systemer ogprocedureregler.

Alt taget i betragtning må der efter udvalgetsopfattelse kræves en forberedelsestid på mellem3 og 5 år, før systemet kan være fuldt udbygget,i hvilken forbindelse man skal pege på nødven-digheden af, at ikrafttrædelsestidspunktet nøjepræciseres i en eventuel lov.

Da en sådan opbygning næppe vil kunne gen-nemføres alene af en centralledelse inden forden angivne tidsfrist, men derimod må ske gen-nem de regionale enheder, må efter udvalgetsopfattelse etablering af regionalkontorer skeomgående ved lovens ikrafttræden. For at mu-liggøre dette vil det være ønskeligt, at en even-tuel lov først træder i kraft efter en passendetids forløb.

Både i overgangsperioden, og når systemet eretableret, kommer der til at hvile et betydeligtansvar på disse regionalkontorer. Udvalget fin-der derfor anledning til at pege på, at det vilvære aldeles afgørende, at der til disse kontorerknyttes højt kvalificerede ledere, til hvilke dermå stilles krav om omfattende administrativ er-faring, anlæg for konstruktivt arbejde samt evnetil at føre og lede forhandlinger.

I bilag 5, hvortil iøvrigt henvises, er i detaillerredegjort for, hvorledes proceduren i forbin-delse med ordningens gradvise iværksættelsekan tilrettelægges.

675'

9 Arbejdsanvisningens hjælpemidler.

9.1For at forøge mulighederne for at dække de

stigende krav om bistand fra arbejdsformidlin-gens side til de nødvendige omstillinger påarbejdsmarkedet har man i kapitel 8 foreslåeten omlægning af arbejdsformidlingsapparatetsstruktur. Det må imidlertid anses for påkrævet,at man også søger at forøge formidlingens ef-fektivitet gennem udbygning af de hjælpemidler,der står til formidlingens rådighed. En sådanudbygning af hjælpemidlerne bør utvivlsomt sø-ges gennemført i den nærmeste fremtid, uansetom der vil vise sig at være mulighed for en snar-lig gennemførelse af udvalgets forslag til ændrin-ger af formidlingens struktur eller ej. Man vil dogfremhæve, at der efter udvalgets skøn kun kanopnås en ønskelig sikkerhed for en tilstrækkeligindsats fra formidlingstjenestens side, dersomman både omlægger strukturen som foreslåetforan og udbygger hjælpemidlerne i retning afdet i det følgende skitserede.

9.2Varigere overflytninger fra et stedligt område

til et andet vil ofte blive hæmmet af de med ensådan overflytning forbundne merudgifter.Disse merudgifter omfatter såvel de egentligerejse- og flytteudgifter som en række udgifts-forøgelser ved etablering på et nyt sted ellerhidrørende fra, at det kan være dyrere at levepå tilflytningsstedet end i fraflytningsområdet.Der må i denne forbindelse særlig lægges vægtpå, at flytninger kan være forbundet med enovergang fra en boligudgift af ganske beskedenstørrelsesorden til et mangefold heraf.

Under de nuværende regler - jfr. arbejdsløs-hedslovens § 15, stk. 9 a) og c) samt § 3, stk. 3- kan der ydes tilskud til dækning af de direktemed flytninger forbundne udgifter en gang foralle til rejser og flytning, men ikke til de øvrigedirekte og indirekte i forbindelse med flytningopståede engangs eller løbende merudgifter. Detmå forekomme ønskeligt at udvide den bestå-

ende adgang til dækning af flytteudgifter ivideste forstand, fordi flytninger i stigende gradvil blive nødvendige for at stabilisere den enkel-tes beskæftigelsesmuligheder såvel som densamlede beskæftigelsesgrad. Det kunne endogfra et samfundsmæssigt synspunkt være ønske-ligt, om man i et vist omfang kunne yde tilskudtil fraflyttere udover de direkte og indirekteflytteudgifter i vid forstand. Derigennemkan man medvirke til at overvinde den ulyst ogsmerte for den enkelte, som samfundsmæssigtønskelige flytninger fra et tilvant stedligt om-råde til et nyt milieu naturligt ofte er for-bundet med, og man kan derved i øget omfangopmuntre og tilskynde til flytninger. I andrelande, herunder ikke mindst Sverige, er man ide senere år gået ganske langt i retning af atudvide adgangen til at yde tilskud til fraflyttereudover den egentlige engangs-udgift til rejse ogflytning.

Man står imidlertid herved - så snart manfjerner sig fra den dokumenterede rejse- ogflytteudgift - overfor ret betydelige vanskelig-heder ved administrationen af sådanne regler.hvis disse skal være betryggende overfor mis-brug og sikre effekt af den ønskede art. Manføres nemlig let ud i enten yderst detailleredeforskrifter — også vedrørende dokumentation ogkontrol - således at reglerne vil få en meget be-grænset betydning i praksis, eller så rummeligeregler, at der skal tages stilling efter et skøn ihvert enkelt tilfælde med dertil hørende risikofor urimeligt bekostelig administration.

Udvalget er, efter at have afvejet de ovenfornævnte samfundsmæssige fordele ved at udvideden nuværende adgang til at yde tilskud til fra-flytning overfor de her påpegede betydelige ad-ministrative vanskeligheder ved gennemførel-sen, nået til det resultat, at man nok bør over-veje en begrænset udvidelse af den nuværendeadgang til at yde sådanne tilskud, men i så faldefter ganske enkle regler. Man vil skønne, atdet mest hensigtsmæssige vil være regler, hvor-

68

efter de offentlige formidlingskontorer får ad-gang til at yde et fast beløb - f. eks. af størrel-sesorden 500 kr. - til alle forsørgere, arbejds-løshedsforsikrede såvel som andre, der for atopnå fastere beskæftigelse er nødsaget til at op-give deres hidtidige faste bopæl og tage fast op-hold et andet sted, og dette under de i arbejds-løshedslovens § 3, stk. 5, 1. punktum, fastsattevilkår (d. v. s. „I tilfælde, hvor den offentligearbejdsanvisning anviser arbejde over så storeafstande og under sådanne forhold, at overta-gelsen af arbejdet normalt vil forudsætte skiftaf bopæl, og hvor overflytningen anses for øn-skelig ud fra en samlet vurdering af stedlige ogfaglige behov på arbejdsmarkedet.").

9.3Der kan næppe være tvivl om, at en af de

vigtigste anstødsstene for arbejdskraftens geo-grafiske bevægelighed består i vanskelighederneved at opnå bolig på tilflytningsstedet, jfr. hervedde ovenfor i kapitel 5 anstillede betragtninger.Udvalget er derfor af den opfattelse, at man børoverveje, om man kan gøre de offentlige ar-bejdsanvisningskontorers medvirken til at frem-skaffe boliger til tilflyttet arbejdskraft mere ef-fektiv end under de nuværende regler (jfr. § 3,stk. 5, i arbejdsløshedsloven). Disse regler harhidtil været af forsvindende praktisk værdi, fordider normalt i forvejen er boligknaphed i de geo-grafiske områder, som har behov for nettotil-gang af arbejdskraft, og den tilflyttede arbejds-kraft vil da som regel vanskeligt kunne kommei betragtning ved fordelingen af de knappe bo-liger.

Det er under de nuværende forhold på bolig-markedet næsten umuligt at finde en tilfreds-stillende løsning på dette for arbejdskraftenstilpasning helt afgørende problem. Udvalget måimidlertid anse det for overmåde vigtigt, atman stræber efter at opnå en bedre balance iforholdet mellem på den ene side det enkeltegeografiske områdes tilgang af erhvervsvirk-somheder m. v. og det hermed forbundne ar-bejdskraftbehov og på den anden side områ-dets boligforsyning. Det må efter udvalgets op-fattelse i denne forbindelse tillægges stor vægt,om de offentlige arbejdsanvisningskontorer ihøjere grad tages med ind som væsentlig faktorbåde under bestræbelserne for at påvirke er-hvervsvirksomhedernes lokalisering og under deforskellige lokalområders planlægning af bolig-byggeri.

9.4I henhold til arbejdsløshedslovens § 15, stk.

9, b) samt § 3, stk. 3, kan der under visse be-tingelser ydes tilskud til merudgifter ved dob-belt husførelse for forsørgere, der må tage op-hold uden for hjemstedet, medens familien for-bliver boende på hjemstedet. Disse tilskud an-drager for tiden indtil 5,90 kr. pr. dag med til-læg af indtil 0,80 kr. pr. dag for hvert hjemme-værende barn.

Det har for udvalget været fremhævet, atdisse satser ikke er helt tilstrækkelige til at brin-ge arbejdsforhold i stand i alle de tilfælde, hvordet må anses for samfundsmæssigt ønskeligt attilskynde forsørgere til at tage arbejde og bopælandetsteds end familien. Udvalget kan tilsluttesig dette og skal derfor foreslå, at de nævntesatser søges hævet fra det nuværende beløb på5,90 kr. pr. dag til f. eks. 7,50 kr. pr. dag. Detvil formentlig være rimeligt samtidig at sløjfede ovennævnte satser for hvert hjemmeværendebarn; disse tilskud synes lidet motiverede, damerudgiften for familien ved forsørgerens op-hold borte fra hjemstedet ikke kan antages atvære påvirket af, om familien har hjemmevæ-rende børn eller ej og heller ikke af antallet afbørn.

9.5Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at

etablere arbejdsforhold, som indebærer, at ar-bejdere daglig må befordres frem og tilbagemellem bopæl og arbejdsplads. Sådanne dagligebefordringer kan imidlertid undertiden værenæsten prohibitivt dyre for den enkelte arbej-der, hvis vedkommende selv skal bestride denuafkortede rejseudgift, og de kan desuden med-føre store gener i form af lang rejsetid. Disseulemper kan alt i alt være så betydelige, at øn-skelige arbejdsforhold ikke kan etableres gen-nem daglige befordringer, og kan de - på grundaf boligvanskeligheder eller andre forhold -heller ikke bringes i stand ved overflytning til detsted, hvor den pågældende arbejdsplads befindersig, vil der opstå en uønsket tomgang. Detkunne derfor fortjene overvejelse, om der burdeåbnes adgang for de offentlige arbejdsanvis-ningskontorer til under visse omstændighederat yde økonomisk bistand til nedbringelse af ud-giften til den enkeltes daglige befordring mel-lem bopæl og arbejdsplads. En sådan adgangfindes ikke i lovgivningen i dag. I en del af deher omhandlede tilfælde kan problemet i nogen

69

grad løses derved, at den virksomhed, der sav-ner arbejdskraft, inden for rammerne af eksiste-rende overenskomster på arbejdsmarkedet helteller delvis financierer befordringen. Udvalgeter imidlertid af den opfattelse, at man bør åbneadgang for det offentlige til gennem de offent-lige arbejdsanvisningskontorer at yde tilskud tilreduktion af den enkelte arbejders befordrings-udgift som en alternativ anvendelse af de offent-lige midler, der ellers kunne anvendes til dæk-ning af tilskud til merudgiften ved dobbelt hus-førelse (jfr. foran under 4).

Man forudsætter herved, at den nævnte ad-gang til at yde tilskud til daglige befordringsud-gifter begrænses til samme personkreds — d. v. s.forsørgere - til samme perioder og til sammebeløbsrammer, som til enhver tid gælder forydelse af tilskud til merudgifter ved dobbelthusførelse. Heri skulle samtidig ligge, at denenkelte berørte arbejder inden for den 6 måne-ders periode, som for tiden er grænsen forydelse af tilskud til merudgifter ved dobbelthusførelse, eventuelt skal kunne gå over fra til-skud til daglig befordring til tilskud til merud-giften ved dobbelt husførelse eller omvendt;men der skulle ikke være adgang til først i en 6måneders periode at oppebære den ene af de toarter af tilskud og derpå i en følgende 6 måne-ders periode at oppebære den anden art af til-skud.

9.6Udvalget har - under hensyn til de flere

gange ovenfor berørte boligvanskeligheder -overvejet, hvorvidt der kunne være behov forat etablere en fastere adgang til ved det offent-liges mellemkomst at etablere midlertidige bo-liger af den art, som i de senere år har væretpraktiseret i forbindelse med opførelse af olie-raffinaderierne ved Kalundborg og på Stigsnæs.Man er imidlertid nået til det resultat, at etable-ring af midlertidige (eventuelt transportable)boliger ved det offentliges mellemkomst her ilandet indtil videre må antages kun at være på-krævet som helt subsidiære løsninger i forholdtil de foran under afsnittene 2-5 berørte vejetil lettelse af arbejdskraftens stedlige tilpasning.

Man er derfor gået ud fra, at det offentligekun i ganske særlige tilfælde bør træde ind medbistand i form af medvirken ved frembringelseaf midlertidige boliger; og disse tilfælde vil for-mentlig være så få og komme til at foreligge iså stærkt fra tilfælde til tilfælde varierende

form, at udvalget ikke har ment at burde frem-sætte forslag til mere generelle rammer fordenne form for offentlig indsats.

9.7Ved siden af de ovenfor nævnte problemer,

der knytter sig til arbejdskraftens stedlige bevæ-gelighed, har udvalget anset det for nødvendigtogså at overveje visse sider af den faglige bevæ-gelighed. Der må antages fremtidig at blivestærkt voksende behov også for faglige og er-hvervsmæssige omstillinger hos arbejdskraften.Selv et stærkt udbygget organisationsapparatfor arbejdsformidlingen vil næppe kunne hono-rere de voksende krav om bistand ved disse om-stillinger, medmindre de hjælpemidler, der stårtil rådighed for formidlingen, udvides.

De hjælpemidler, der kan tjene til at forstær-ke formidlingsapparatets bistand ved fagligeog erhvervsmæssige omflytninger, må frem foralt bestå i en tilstrækkelig adgang til erhvervs-mæssig skoling, som formidlingen kan henvisetil. Det er nødvendigt, at der kan etableres så-dan skoling - både for faglærte og for ikke-fag-lærte, og der må kunne etableres kurser af kor-tere og længere varighed for begge disse hoved-kategorier af arbejdskraft, såvel af mere elemen-tær som af videregående art.

Der er i dag, i henhold til loven af I960 omikke-faglærtes uddannelse, et kursus-apparatunder opbygning, som formentlig efterhåndenvil komme til at dække behovene for denne ho-vedgruppe af arbejdskraft, hvor det drejer sigom dennes skoling inden for mere afgrænsedefelter og specialer. Der er imidlertid ikke nogensystematisk adgang til etablering af kursus forikke-faglærtes videregående skoling og hellerikke for de faglærtes efteruddannelse m. v. Defaglærte har nemlig ikke adgang til de i hen-hold til den nævnte lov af 1960 etablerede kur-ser.

Det ville utvivlsomt være ønskeligt, om derkunne blive etableret rammer for en mere sy-stematisk dækning af kursusbehovene inden forhele det her opridsede brede felt. I denne for-bindelse ville en samling af de få spredte lovbe-stemmelser vedrørende omskoling etc. — herun-der bestemmelserne i arbejdsløshedslovens § 32om uddannelseskursus for arbejdsløse inden forområder, hvor der hersker betydelig arbejdsløs-hed - formentlig være hensigtsmæssig.

Det ville tillige være ønskeligt, om der sam-

70

tidig kunne blive indført faste regler for godt-gørelse til den enkelte kursusdeltager. Man harfor tiden i henhold til den nævnte lov om ikke-faglærtes uddannelse faste regler for såvel le-dige som beskæftigede ikke-faglærte vedrøren-de disses godtgørelse i den for disse grupperfastsatte ret kortvarige kursusperiode. For an-dre grupper findes ingen systematiske regler ogingen fast hjemmel til at yde sådanne godtgø-relser. Der er utvivlsomt behov for faste reglervedrørende godtgørelse under kursusperiodenfor såvel ledige som beskæftigede, faglærte ellerikke-faglærte arbejdere, og det må anses for ri-meligt, at satserne bliver ens for faglærte ogikke-faglærte arbejdere, i begge tilfælde nogethøjere end de nugældende satser for ikke-fag-lærte.

Navnlig hvis man udvider og systematisereradgangen til at yde godtgørelse under sådanskoling og gør disse ydelser gunstige for kursi-sterne, kunne det tillige være rimeligt at over-veje, om der bør gives de offentlige formid-lingskontorer en almindelig adgang til at fra-tage ledige arbejdsløshedsforsikrede, der skøn-nes kun at kunne komme i fastere arbejde vedhjælp af et kursus, retten til arbejdsløshedsun-derstøttelse, hvis de nægter at gå på et anbefa-let kursus. En sådan adgang findes i dag kunfor så vidt angår de unge, der falder ind underbestemmelserne i lov om beskæftigelse og ud-dannelse af unge af 18. maj 1960, § 13, stk. 1.Det i denne lovbestemmelse knæsatte principkunne formentlig med rimelighed overføres og-så på andre kategorier af ledige.

9.8I kapitel 7. 10 har udvalget udtrykt den op-

fattelse, at det vil være hensigtsmæssigt at for-stærke arbejdsformidlingens effektivitet ved atetablere en forhåndsregistrering hos arbejdsfor-midlingsapparatet af offentlige eller private ar-bejdsgiveres antagelser og afskedigelser af ar-bejdskraft. Indførelse af et sådant varslingssy-stem må anses som et væsentligt led i den idette kapitel omhandlede udbygning af arbejds-anvisningskontorernes hjælpemidler.

9.9Statistisk materiale vedrørende arbejdsmar-

kedet må betragtes i sammenhæng med de øv-rige bestræbelser for at belyse det økonomiskelivs udviklingstendenser. Et af formålene er her

at muliggøre en økonomisk politik til realisa-tion af givne målsætninger. Betragtet som endel af den almindelige økonomiske statistik harde nuværende periodiske oplysninger om ar-bejdsmarkedet den afgørende mangel, at disseoplysninger alene omfatter forsikrede lønarbej-dere, d. v. s. mellem Vå og halvdelen af den er-hvervsudøvende befolkning og kun godt halv-delen af lønmodtagerne. Det er under henvis-ning hertil, at man ovenfor i kapitel 5 har frem-hævet betydningen af, at vor arbejdsløshedssta-tistik suppleres med en beskæftigelsesstatistik,idet man samtidig har fremhævet (jfr. også ka-pitel 8), at et statsligt enhedssystem af anvisnin-gen ville kunne give bidrag til fremskaffelsen afet sådant materiale. Man har ligeledes ovenforfremhævet betydningen af, at man i et „fuld-beskæftigelses-samfund" søger at få indikatorerfor presset på arbejdsmarkedets forskellige dele,idet man må erkende, at arbejdsløshedsprocen-terne næppe her kan give fyldestgørende oplys-ninger.

En ændret organisation af arbejdsformidlin-gen vil give muligheder for mere fyldige og hur-tigere offentliggjorte oplysninger, hvilket er af-gørende for arbejdsmarkedspolitiken og dermedfor den almindelige økonomiske politik. Udval-get lægger derfor vægt på, at man så hurtigtsom muligt søger at danne sig et indtryk af så-vel behov som muligheder på dette område.Udvalget har imidlertid ikke anset sig for be-føjet til at gå nærmere ind på dette spørgsmålmed henblik på at udforme specificerede for-slag. Man vil dog pege på, at sådanne over-vejelser fremfor alt må koncentreres om regel-mæssige opgørelser over den samlede arbejds-styrke, fordelt på beskæftigede og arbejdsløse.Dernæst bør det afklares, ad hvilke veje manmest hensigtsmæssigt kan få udbygget den me-re specificerede beskæftigelsesstatistik, omfat-tende alle vigtigere erhverv og med passendeopdelinger bl. a. i geografisk henseende. Manmå tillige anse det for påkrævet at finde vejetil en løbende registrering af alle de til arbejds-anvisningsapparatet indgåede ordrer på arbejds-kraft med opdeling på, hvor mange af disse derhar kunnet dækkes og hvor mange ikke. Manbør formentlig yderligere overveje, om der kantilvejebringes en løbende statistik til belysningaf rotationen på arbejdsmarkedet.

Da statistikproduktionen må planlæggessamtidig med regionalkontorernes opbygning,må udvalget lægge vægt på, at en sagkyndigundersøgelse gennemføres snarest. En sådan

71

undersøgelse må gennemføres med bistand af 9. 10forbrugerne af det statistiske materiale; blandt Udvalget ønsker at understrege, at det til op-disse nævnes eksempelvis arbejdsmarkedets par- nå e i s e af den tilstrækkelige effektivitet i ar-ter, arbejdsministeriet, Det økonomiske Sekre- bejdsformidlingen vil være nødvendigt at sikretariat og Det økonomiske Råd. Desuden må na- antagelse af tilstrækkeligt kvalificeret personaleturligvis Det statistiske Departement deltage i s a m t at indføre en mere systematisk løbendeplanlægningen. skoling af det til arbejdsformidlingen knyttede

personale.

72

10 Afsluttende bemærkninger.

10.1I overensstemmelse med det givne kommis-

sorium og i overensstemmelse med sin sam-mensastning har udvalget foreslået sådanne æn-dringer af anvisningssystemet, som efter ud-valgets bedste skøn forekommer velegnede tilat imødekomme de ovenfor opstillede krav tilarbejdsanvisning. Udvalget har ikke i sine over-vejelser ment at skulle tage hensyn til, hvor-vidt der for tiden måtte være politisk ønske omat gennemføre en så omfattende reform. En føl-ge heraf er, at udvalget ikke har fremsat alter-native forslag, herunder organisatoriske mel-lemløsninger. Dette for udvalget principiellesynspunkt på den stillede opgave er blevet yder-ligere underbygget ved, at udvalget dels enstem-migt er nået frem til de ovenfor givne stand-punkter, dels i de førte forhandlinger ikke harsporet nogen særlig interesse for et kompromismellem de to alternative synspunkter på organi-sationsformen: Bevarelse af den nuværendestruktur eller ændring til et statsligt enheds-system.

10.2

Disse forhandlinger fandt som nævnt i kapi-tel 1 sted på grundlag af et af udvalget udar-bejdet notat, indeholdende de krav, der må stil-les til det danske anvisningssystem i fremtiden,jfr. denne betænknings kapitel 5 og 7. Samtligeorganisationer m. v., med hvem man har haftdrøftelser, tilsluttede sig de således af udvalgetopstillede forudsætninger. I notatet angav manderna;st på denne baggrund følgende praktiskmulige, alternative løsninger på problemet omarbejdsanvisningens fremtidige struktur:

1) Et statsligt enhedssystem af den ovenfor ikapitel 8 angivne type.

2) Et enhedssystem tilrettelagt af arbejdsgi-ver- og arbejderorganisationer i fællesskab,f. eks. således som man finder det i Vesttysk-land, jfr. ovenfor kapitel 3.

3) En bevaring af det nuværende delte systemmed arbejdsanvisning såvel fra offentlige ar-bejdsanvisningskontorer som fra arbejdsløsheds-kasserne.

Dette system kunne tænkes udbygget ved me-re begrænsede reformer. F. eks. kunne mantænke sig følgende:

a) arbejdsløshedskassernes anvisningsvirk-somhed omorganiseres ved, at kasserne distrikt-vis etablerer fælles anvisningssteder for kasser-nes lokalafdelinger inden for distriktet.

b) der etableres - i hvert fald i købstæder ogstørre bymæssige bebyggelser - af vedkommen-de offentlige arbejdsanvisningskontor og destedlige afdelinger i forening fælles formid-lingssteder.

10.3Hverken LO, Dansk Arbejdsgiverforening el-

ler Arbejdsløshedskassernes Samvirke har kun-net anbefale det under 2) omtalte enhedssystem.Ej heller har nogen af disse kunnet tilslutte sigde under 3a og b omtalte reformer af det be-stående system.

Fra LO anførtes, at man er interesseret i, atbevægeligheden på arbejdsmarkedet fremmesbl. a. af hensyn til opnåelse af den højst mulige,samlede beskæftigelsesgrad samtidig med, at denforhåndenværende arbejdskraft søges anvendt sårationelt som muligt. Endvidere blev det frem-hævet, at en løsning af boligspørgsmålet er afafgørende betydning for bevægeligheden på ar-bejdsmarkedet. Dernæst blev det anført, at detmåtte betragtes som absolut nødvendigt, for atsystemet kan virke hensigtsmæssigt, at arbejds-giverne på et så tidligt tidspunkt som muligt af-giver varsel om eventuelle opsigelser såvel til an-visningsmyndighederne som til den enkelte med-arbejder.

Repræsentanterne for Arbejdsgiverforenin-gen meddelte, at foreningen går ind for et stats-ligt enhedssystem af den type, som er beskrevet

73

i kapitel 8. Specielt understregedes, at der til re-gionalkontorerne bør knyttes udvalg med re-præsentanter for arbejdsmarkedets parter; dethenstilledes, at det nøje overvejes, om der kanske en koordinering af de opgaver, der mere el-ler mindre har tilknytning til arbejdsformidlin-gen, f. eks. således at arbejdet i udvalg ved delokale arbejdsanvisningskontorer kombineresmed arbejdet i revalideringsudvalg, erhvervs-vejledningsudvalg og brancheudvalg for ud-dannelse af ikke-faglærte. Endvidere anbefale-des, at arbejdsmarkedets parter var repræsente-ret i udvalg på det centrale plan. Man var ind-forstået med, at det foreslåede systems indførel-se først kan ske efter en vis overgangstid, menovergangstiden bør tidsbegrænses i loven tilf. eks. 3 år, og visse nydannelser bør straksindføres. Med hensyn til spørgsmålet om indfø-relse af regler om varsling af forestående størreantagelser og afskedigelser fra arbejdsgiveresside over for de offentlige arbejdsanvisnings-kontorer bemærkede arbejdsgiverforeningen, atman stiller sig tvivlende over for værdien af enobligatorisk varslingsordning; man er imidler-tid åben over for muligheden af en varslings-ordning i begrænset form og på frivilligt grund-lag under forudsætning af, at der indføres etneutralt statsligt enhedssystem.

Repræsentanten for ArbejdsløshedskassernesSamvirke erklærede, at det nuværende system

burde opretholdes. Der foreligger ikke bevisfor, at dette system ikke har virket tilfredsstil-lende og ikke vil kunne løse fremtidige opgaver.Det anførtes, at arbejdsløshedskasserne i detstore og hele havde været i stand til at opfyldeønsker om arbejdskraft, hvilket blev bekræftetaf, at der kun i ringe omfang havde været be-hov for videregivelse af „ueffektuerede ordrer".Endvidere anførtes, at overgang til et statsligtenhedssystem ville blive kostbart. Det nuvæ-rende system har den overordentlig store for-del, at den enkelte kasseafdeling har et indgå-ende kendskab til medlemmerne. Der mangler idet nuværende system et samarbejde med ar-bejdsgiverne i form af en varslingsordning.

10.4Såfremt der ikke måtte være ønske om at

gennemføre betænkningens forslag, er der na-turligvis mulighed for at gennemføre visse min-dre forbedringer af det eksisterende system.

Ihvorvel udvalget som nævnt ikke har ment atburde gå ind i en drøftelse af sådanne tilretnin-ger af det eksisterende system, må man dogstærkt anbefale, at også mindre vidtgående æn-dringer udformes på en sådan måde, at mansenere kan gå over til et statsligt enhedssystem.

Det er udvalgets overbevisning, at et sådantsystem på længere sigt er uundgåeligt.

74

Resumé.

1) Udvalget blev nedsat af den daværende ar-bejds- og socialminister under 22. oktober 1962med den opgave at lede en sagkyndig undersø-gelse af, om den danske arbejdsanvisningsstruktur, funktioner og hjælpemidler er tidssva-rende, og, om fornødent, fremkomme med for-slag til ændringer i den på dette område bestå-ende lovgivning, praksis m. v.

Det blev pålagt udvalget under sit arbejde atsøge samråd med og indhente oplysninger frabl. a. arbejdsløshedskasserne og arbejdsmarke-dets hovedorganisationer foruden de berørte of-fentlige instanser.

Udvalget blev ved sin nedsættelse bedt om, atafgive betænkning i løbet af efteråret 1963.

2) Udvalget har under sit arbejde haftdrøftelser med Landsorganisationen i Danmark,De samvirkende Fagforbund (L. O.), DanskArbejdsgiverforening, ArbejdsløshedskassernesSamvirke, arbejdsdirektoratet og Foreningen afKontorbestyrere ved de offentlige arbejdsan-visningskontorer. Man har tillige foretaget enrundrejse til nogle udvalgte offentlige arbejds-anvisningskontorer og lokale arbejdsløshedskas-seafdelinger, hvor man ved drøftelser på stedet,herunder også med enkelte arbejdsgiverrepræ-sentanter, har gjort sig bekendt med arbejdsan-visningssystemets funktion.

Endvidere har man ved et besøg i Stockholmorienteret sig om, hvorledes det svenske ar-bejdsanvisningssystem er opbygget og fungerersamt om, hvorledes de svenske arbejdsmarkeds-myndigheder ser på formidlingssystemet somled i den svenske arbejdsmarkedspolitik.

3) Det danske arbejdsanvisningssystem eropbygget på den måde, at hovedparten af denorganiserede anvisning af arbejdsløshedsforsik-rede personer foregår via arbejdsløshedskasser-ne - gennem disses i alt henved 4000 lokalaf-delinger - medens de offentlige arbejdsanvis-

ningskontorer — i alt 31 foruden 7 filialer — op-træder som mere sekundære led i anvisningssy-stemet. Den danske anvisnings struktur er såle-des karakteriseret for det første af en opdelingi to hovedkredse — kasserne og de offentligekontorer - og for det andet af en opdeling afden hovedsagelige del af anvisningen af de ar-bejdsløshedsforsikrede på de hver for sig anvi-sende enkelte arbejdsløshedskasser.

Det må herved erindres, at den langt over-vejende del af arbejdsforholdene etableres veddirekte kontakt mellem den enkelte arbejdssø-gende og den enkelte virksomhed uden arbejds-anvisningens mellemkomst. For den organise-rede — og oftest dermed arbejdsløshedsforsik-rede - arbejdskrafts vedkommende er det detnormale, at den arbejdssøgende får bistand til op-nåelse af et job fra sin arbejdsløshedskasse, hvisden pågældende i det hele taget har behov forbistand fra en formidlingstjeneste. Når den ik-ke-organiserede arbejdskraft har behov for bi-stand fra et formidlingsapparat, står i princip-pet kun den vej åben at henvende sig til de of-fentlige arbejdsanvisningskontorer.

4) I langt de fleste lande, hvis forhold lignervore, findes arbejdsanvisningssystemer af envæsentlig anden struktur end det danske. Detnormale mønster består i et rent statsligt anvis-ningssystem, der under sig samler praktisk ta-get al organiseret formidlingstjeneste i det på-gældende land. Der findes enkelte lande indenfor den her nævnte landegruppe med et anvis-ningssystem af afvigende mønster. Her kan så-ledes nævnes Vesttyskland, hvor formidlingen— i forbindelse med den obligatoriske arbejds-løshedsforsikringsordning — administreres af etsærligt administrativt apparat, ledet af repræ-sentanter for arbejdsgiver- og arbejderorgani-sationer og for det offentlige. For U. S. A.'svedkommende gælder det, at privat arbejdsfor-midling spiller en ganske væsentlig rolleved siden af det af de enkelte stater opbyggede

75

system af offentlige arbejdsanvisningskontorer.For samtlige andre her nævnte lande er der et iprincippet ganske ensartet mønster i form af etstatsligt enhedssystem, der varetager hovedpar-ten af den organiserede formidling. Mest udbyg-get og fæstnet er dette system i Sverige.

5) Der har igennem en årrække været klaretendenser i retning af voksende behov for til-pasning og omstilling på arbejdsmarkedet. Dettehænger sammen med den stedfindende vækst iproduktivitet og levestandard, som indebærerkraftige forskydninger i efterspørgslens forde-ling over varearter og arbejdskraftkategorier.Selve den økonomiske og tekniske udviklingvirker til stadighed ind på og omformer efter-spørgslen efter arbejdskraft, således at der bliverløbende omskiftelser i virksomhedernes behovfor de forskellige arbejdskraftkvaliteter. Udvi-det samhandel med udlandet fører ligeledes tilen højere grad af dynamisk udvikling på vare-markederne og arbejdsmarkedet.

Disse forskydninger indebærer en udprægetvækst i behovet for en systematisk bistand frasamfundets side til at opnå en tilstrækkelig gradaf tilpasning på arbejdsmarkedet, d. v. s. for atholde en passende balance mellem udbud af ogefterspørgsel efter arbejdskraft inden for ar-bejdsmarkedets forskellige sektorer.

En sådan bistand til balance på arbejdsmar-kedet kræver en effektiv arbejdsformidlingstje-neste.

Arbejdsformidlingen kan for det første sikre,at der bliver etableret en umiddelbar kontaktmellem alle personer, der søger arbejde, og allede virksomheder, der søger arbejdskraft. Udenen sådan umiddelbar kontakt er der ikke sikker-hed for en fuld udnyttelse af alle beskæftigelses-muligheder.

Dernæst kan formidlingstjenesten bidrage til,at de arbejdssøgende flytter derhen, hvor de harmulighed for at komme i arbejde, samt til atarbejdskraften opnår den skoling, som er en be-tingelse for dens beskæftigelse. Den kan ligele-des medvirke til, at virksomhederne afpasser de-res arbejdskraftefterspørgsel efter muligheder-ne, d. v. s. efter det forhåndenværende arbejds-kraftudbud, bl. a. på den måde at virksomheder-nes placering finder sted under hensyn til det lo-kale arbejdskraftudbud. Gennem en sådan gen-sidig tilpasning af efterspørgsel efter og udbud afarbejdskraft inden for arbejdsmarkedets forskel-lige sektorer kan arbejdsformidlingen yde et

vigtigt bidrag til at holde den højst mulige be-skæftigelsesgrad. Det kan tillige ad denne vejopnås, at arbejdskraften passes bedst muligt indi produktionsprocessen, hvorved produktivitetog arbejdstilfredshed fremmes.

Den nævnte vækst i behovet for en organise-ret formidlingstjeneste må forventes at fortsættei de kommende år, både fordi produktion oglevestandard må forventes fortsat at ville vokse,den tekniske udvikling vil accelerere, og sam-handelen med udlandet vil tage yderligere til,ligesom arbejdskraftens vandringer over lande-grænserne også må forventes at vokse i omfang.

Under disse omstændigheder er der næppetvivl om, at der i fremtiden vil blive stilletstørre krav til det danske arbejdsformidlings-system end hidtil. Det er sandsynligt, at manvil finde det påkrævet at slå ind på en meresystematisk udformet arbejdsmarkedspolitikend hidtil, bl. a. ud fra den betragtning, at mannæppe uden dette vil kunne holde en ønskelighøj og stabil beskæftigelsesgrad samt en til-fredsstillende ekspansiv vækst. Dette vil i såfald indebære, at man tager med ind i den sam-lede økonomiske politik en stadig, bevidst ogdirekte indsats for at fremme de nødvendige oggensidige tilpasninger på arbejdsmarkedets for-skellige enkeltfelter. Ved en sådan systematiskindsats, integreret i den samlede økonomiskepolitik, kan man opnå en større sikkerhed foren høj beskæftigelsesgrad som et stabilt fæno-men, uden at den økonomiske balance sættesover styr, end hvis man indskrænker sig til denklassiske økonomiske politiks mere generelle ogindirekte midler i form af finans- og pengepoli-tisk indgriben m. v. Men indpasning af arbejds-markedspolitikken i den samlede økonomiskepolitik, d. v. s. en stadig påvirkning af mere di-rekte art i form af omskoling, animering til flyt-ning af arbejdskraften, påvirkning af virksom-heders lokalisering og mobilisering af arbejds-kraftreserver, må utvivlsomt forudsætte en ef-fektiv arbejdsformidling som et af sine væsent-lige virkemidler.

Ud fra disse betragtninger må der i dag op-stilles en række krav til arbejdsformidlingssy-stemet, som rækker videre, end hvad der hidtilhar været behov for. Det må således anses fornødvendigt, at de grundlæggende data vedrø-rende alle arbejdssøgende og alle ubemandedepladser hurtigt kanaliseres ud igennem alle for-midlingssystemets forgreninger. Formidlingssy-stemet må have løbende kendskab til de ar-

76

bejdssøgendes kvalifikationer og arbejdserfarin-ger samt til de krav om kvalifikationer, de for-skellige ubesatte jobs er forbundet med.

Formidlingstjenesten må være i stand til atudnytte alle muligheder for at anvise arbejds-kraft på tværs af organisationstilhørsforhold ogtilvante arbejdsoperationer, alt selvsagt indenfor de arbejdsretligt - gennem overenskomsterog sædvaner m. v. - fastsatte faggrænser.

Endvidere må formidlingstjenesten være ru-stet til at registrere og analysere de løbende for-skydninger i beskæftigelsesforholdene inden forarbejdsmarkedets forskellige geografiske, fag-lige og erhvervsmæssige enkeltfelter. Den mådesuden til enhver tid kunne tegne et billede afde forventelige fremtidige forskydninger.

Det må yderligere anses for påkrævet, at dertil formidlingens rådighed står en række hjælpe-midler, som kan tages i anvendelse for at frem-me tilpasningen på arbejdsmarkedet. Dissehjælpemidler må spænde over statistiske data,adgang til omskoling o. 1., muligheder for bi-stand til flytning, boligfremskaffelse etc.

1 denne forbindelse er det af afgørende betyd-ning, at der er mulighed for ydelse af sådannegodtgørelser under omskoling og sådanne til-skud til flytteudgifter etc., at det er muligt her-ved at gøre de fornødne tilpasninger acceptableog tillokkende for arbejdskraften.

7) Udvalget er af den opfattelse, at det nu-værende danske anvisningssystem ikke kan til-fredsstille de således angivne hovedkrav til for-midlingstjenesten i fremtiden.

Til det danske anvisningssystem er ganskevist knyttet en række fordele. De af arbejdsløs-hedskassernes lokalafdelinger valgte tillidsmændhar således et direkte personligt kendskab tilfagets arbejdsoperationer og til de enkelte med-lemmer. Der er ligeledes fordele forbundet medden skete sammenkobling af arbejdsløshedsfor-sikring og arbejdsanvisning (fordele, der ogsåkunne opnås ved andre former for kombinatio-ner af disse to funktioner). Den af arbejdsløs-hedskasserne udøvede hovedpart af anvisningenfor de arbejdsløshedsforsikrede gennemføres til-lige på en fra de offentlige finansers synspunktyderst billig måde, da kasserne selv dækker de-res administrationsudgifter.

Imidlertid står der heroverfor en række væ-sentlige begrænsninger i det danske anvisnings-systems effektivitet. Disse begrænsninger erfremfor alt knyttet til det forhold, at dette sy-stem er spaltet i de to ovenfor nævnte hoved-

grene: arbejdsløshedskasserne og de offentligearbejdsanvisningskontorer. Denne spaltninghæmmer den tilstrækkeligt hurtige og gnidnings-fri kanalisering af elementære data vedrørendearbejdssøgende personer og ubesatte jobs udgennem alle det samlede systems forgreninger;der er i kraft heraf ingen garanti for, at der skerfuld udnyttelse af alle muligheder for geografiskog faglig overføring af arbejdskraft og dermedfuld udnyttelse af alle eksisterende beskæftigel-sesmuligheder. Hertil kommer, at den nuværen-de organisation af arbejdsanvisningen ikke til-fredsstiller de krav, internationale aftaler - derbygger på det i andre lande gængse anvisnings-system - reelt synes at ville stille.

8) Det er ud fra de nævnte betragtningerklart for udvalget, at det vil være nødvendigt atforetage væsentlige ændringer af den nuværendeanvisnings struktur — og også at foretage visseudbygninger af anvisningens hjælpemidler -hvis man ønsker at opnå sikkerhed for en for-øgelse af anvisningens effektivitet i overensstem-melse med de voksende behov for indsats fraformidlingens side.

Udvalget har i overensstemmelse med sit kom-missorium med en række organisationer og in-stitutioner drøftet bl. a. spørgsmålet om hvilkeændringer, der herved kunne komme på tale.Man har herved konstateret almindelig tilslut-ning til de betragtninger vedrørende arbejds-anvisningens vilkår i fremtiden og de krav, deri overensstemmelse hermed i dag må opstillesvedrørende arbejdsanvisningens indsats (jfr.punkterne 5-6 ovenfor).

Med hensyn til systemets opbygning har ud-valget ved de nævnte forhandlinger konstateret,at ingen af de berørte organisationer har mentat kunne gå ind for visse af udvalget skitseredealternative løsninger af problemet i form af en-ten et enhedssystem, tilrettelagt af arbejdsgiver-og arbejderorganisationer i fællesskab (jfr. detvesttyske system, omtalt ovenfor under punkt4), eller en bevarelse af det nuværende delte sy-stem med visse begrænsede reformer: omorgani-sering af kassernes anvisningsvirksomhed ved,at kasserne distriktsvis etablerer fælles anvis-ningssteder for kassernes lokalafdelinger indenfor distriktet eller etablering bl. a. i købstæderog større bymæssige bebyggelser ved pågæl-dende offentlige arbejdsanvisningskontors for-anstaltning af fælles formidlingssteder for deforskellige kassers stedlige lokalafdelinger.

Arbejdsløshedskassernes Samvirke har tilken-

77

degivet, at man ikke finder det bevist, at det nu-værende system er utiltrækkeligt, og at man føl-gelig ikke finder det ønskeligt eller påkrævet atforetage ændringer.

9) Udvalget er enstemmigt nået til det re-sultat, at man må anbefale overgang til et stats-ligt enhedssystem, indebærende at arbejdsløs-hedskassernes formidlingsvirksomhed overgår tilstatslige kontorer, og at der samtidig finder engennemgribende omorganisering sted af det nu-værende system af offentlige arbejdsanvisnings-kontorer.

Man har i overensstemmelse hermed formule-ret et forslag, hvorefter der oprettes 10-12 re-gionalkontorer og under disse ialt henved 300kredskontorer og ekspeditionssteder.

Den detaillerede fastsættelse af disse forskel-lige kontorers geografiske områder forudsættesfastlagt af det af arbejdsministeriet i 1962 ned-satte udvalg vedrørende de offentlige arbejds-anvisningskontorers antal og geografiske af-grænsning.

Regionalkontorerne skulle have den egentligeledelse af arbejdsformidlingen samt varetage enrække arbejdsmarkedspolitiske funktioner indenfor den enkelte region. Kredskontorerne skullei hovedsagen varetage opgaver vedrørende an-visning, afkontrollering af ledige, administratio-nen af mindre komplicerede hjælpeforanstalt-ninger samt den praktiske udførelse af erhvervs-vejlednings- og arbejdskonsulentvirksomheden.Ekspeditionssteder skulle oprettes, hvor der ikkeer befolkningsmæssigt grundlag for oprettelse afegentlige kredskontorer; de skulle som regelvære énmandsbetjente (på hel- eller deltidsba-sis), men bør dog også kunne betjenes ambulantaf personale fra det kredskontor, hvorunder desorterer.

Til støtte for regionalkontorerne, navnlig ispørgsmål af arbejdsmarkedspolitisk karakter,men iøvrigt også for så vidt angår de rene for-midlingsfunktioner, foreslår udvalget oprettetregionalarbejdsnævn med rådgivende kompe-tence. Disse nævn foreslås sammensat af en afarbejdsministeren udpeget formand (lederen afregionalkontoret), 2 repræsentanter for LO, 2repræsentanter for arbejdsgiverne og 4 repræ-sentanter for den kommunale og statslige for-valtning inden for regionen.

De offentlige arbejdsanvisningskontorer har idag ca. 600 medarbejdere; omkostningerne an-drager ialt ca. 14 mill. kr. Det af udvalget fore-slåede nye offentlige anvisningssystem anslås at

ville kræve et personale på 1250 å 1500 mandog en totaludgift på 35 å 45 mill. kr. Herefterville merudgiften for de offentlige finanser veddet nye system altså andrage 20 å 30 mill. kr.Denne merudgift for det offentlige vil ikke mod-svares af en lige så stor besparelse for arbejds-løshedskasserne, der ikke kan udnytte besparel-sesmulighederne fuldt ud, idet de bevarer besty-relsen af arbejdsløshedsforsikringen. Nogen be-sparelse for kassernes samlede administrations-udgifter vedrørende formidling og forsikring,der i dag udgør ca. 30 mill. kr. årlig, vil udval-gets forslag dog kunne medføre. Afgørende forudvalget har i denne forbindelse været, at denudbygning af systemet, som under alle omstæn-digheder må finde sted, vil være dyrere under etdelt system end under det af udvalget foreslåedeenhedssystem.

Udvalget foreslår, at det nye system indførespå den måde, at der straks ved lovens ikrafttræ-den etableres regionalkontorer, som får til op-gave inden en nøje i loven præciseret frist på 3å 5 år efter lovens ikrafttræden efterhånden attilrettelægge det nye system.

I overgangsperioden skulle man søge gennem-ført sådanne ændringer i den gældende forret-ningsgang og praksis, at integrationen søgesfremmet.

10) Udvalget er som nævnt af den opfattelse,at man ikke kan skabe et tilstrækkeligt effektivtformidlingsapparat uden at foretage en vis ud-bygning af formidlingens hjælpemidler ved si-den af den ovenfor nævnte omlægning af anvis-ningens struktur. Denne udbygning bør efter ud-valgets mening foretages, hvad enten forslagetom ændring af anvisningens struktur gennem-føres eller ikke.

Man foreslår derfor:

a) at der åbnes adgang til at yde en etablerings-hjælp på 500 kr. til personer, der får anvistarbejde under sådanne omstændigheder, atarbejdet normalt vil forudsætte skift af bo-pæl, hvis overflytningen anses for ønskelig udfra en samlet vurdering af stedlige og fagligeforhold på arbejdsmarkedet,

b) at de eksisterende regler om tilskud til dob-belt husførelse til forsørgere ændres, såledesat tilskuddet forøges fra det nuværende beløbpå 5,90 kr. pr. dag til 7,50 kr. pr. dag, sam-tidig med at det nuværende børnetillæg bort-falder,

7 S

c) at der gives adgang til i stedet for tilskud tildobbelt husførelse, men iøvrigt inden for degrænser, som er fastsat for disse tilskud, atudbetale hjælp til daglig transport til og fraarbejdsstedet,

d) at de stedlige arbejdsanvisningsmyndighederi højere grad end hidtil bliver medbestem-mende i bestræbelserne for at påvirke er-hvervsvirksomhedernes lokalisering og destedlige områders boligplanlægning i overens-stemmelse med områdernes behov for ar-bejdskraft, og at der bl. a. gennem en sådanmedvirken fra arbejdsanvisningens side søgestilvejebragt en bedre balance end hidtil mel-lem hvert geografisk områdes forsyning medboliger og områdets behov for arbejdskraft,således som dette behov er bestemt af områ-dets tilgang af erhvervsvirksomheder m. v.

Udvalget henstiller endvidere:

e) at der etableres en mere systematisk udbyggetadgang til etablering af omskolingskursusm. v. såvel for faglærte som for ikke-faglærtearbejdere og både for beskæftigede og ledige,

f) at der fastsættes regler for godtgørelse underomskolingskurser etc. for såvel ikke-faglærtesom faglærte arbejdere og både for beskæf-tigede og ledige, således at satserne bliver ensfor faglærte og ikke-faglærte og løftes til etnoget højere niveau end det, som i dag gælderfor ikke-faglærte,

g) at der gives arbejdsanvisningen adgang til atanimere dem, der har behov for omskoling,til at gå på omskolingskursus på den måde,at retten til arbejdsløshedsunderstøttelse — ef-ter regler svarende til, hvad der i dag gælderi henhold til loven om ungdomsarbejdsløshed— kan fratages ledige, hvis de nægter at gå pået anbefalet kursus,

h) at der fastsættes regler for offentlige virksom-heders varsling overfor arbejdsanvisningen afstørre forestående afskedigelser og nyantagel-ser, og at der søges opnået aftale med arbejds-

giverorganisationerne om private arbejdsgive-res tilsvarende varsling, omfattende både sam-tidig meddelelse til anvisningen om opsigelseaf den enkelte i henhold til overenskomst-mæssigt fastsatte regler og en forud herfor tilarbejdsanvisningen afgivet varsling uden in-dividualoplysninger,

i) at spørgsmålet om en nødvendig udbygningaf hele den danske arbejdsmarkedsstatistik -herunder ikke mindst tilvejebringelse af lø-bende systematiske data vedrørende hele ar-bejdsstyrken og hele beskæftigelsen — tages optil hurtig afklaring ved forhandlinger mellemde berørte forbrugere og de mulige producen-ter af sådanne statistiske data,

j) at spørgsmålet om den danske arbejdsløsheds-forsikrings organisation og principper tagesop til behandling,

k) at det efterhånden som et statsligt enhedssy-stem måtte blive udbygget tilstræbes, at spe-cialformidlingen henlægges til de almindeligeanvisningsmyndigheder,

I) at revalideringsarbejdet søges indpasset underde foreslåede regionalkontorer inden for for-midlingssystemet.

11) Udvalget har ikke i sine overvejelserment at skulle tage hensyn til, hvorvidt der fortiden skulle være politisk mulighed for at gen-nemføre en så omfattende reform af arbejds-anvisningens struktur som foreslået ovenfor.Man har således ikke fremsat alternative forslagtil mellemløsninger.

Såfremt der ikke måtte være ønske om atgennemføre udvalgets forslag til strukturæn-dring, men man dog ønsker at gennemføre visseforbedringer af det eksisterende system, måman dog stærkt anbefale, at også sådanne merebegrænsede ændringer udformes på en sådanmåde, at man senere kan gå over til et statsligtenhedssystem. Det er udvalgets overbevisning,at et sådant system på længere sigt er uundgåe-ligt.

79

Udvalgets udkast til forslag til lov om ændringer i lov om arbejdsanvisning

og arbejdsløshedsforsikring m. v.

§ 1.1 lov nr. 179 af 23. juni 1932 med senere æn-

dringer om arbejdsanvisning og arbejdsløsheds-forsikring foretages følgende ændringer:

1) §§ 1 til 5 udgår og erstattes af følgende:

§ 1. Den offentlige arbejdsanvisning har tilformål vederlagsfrit at formidle arbejdskraft, atfremme den geografiske og faglige bevægelighedpå arbejdsmarkedet samt at bistå ved løsningenaf arbejdsmarkedsmæssige opgaver.

stk. 2. Ved anvisningsfunktionens udøvelse skaldet tilstræbes, at arbejdsgiveren så vidt muligtfår den bedst egnede arbejdskraft, og at den ar-bejdssøgende så vidt muligt opnår en til hansuddannelse og evner svarende beskæftigelse.

§ 2. Der oprettes regionalarbejdsanvisnings-kontorer til at varetage ledelsen af arbejdsanvis-ningsvirksomheden inden for større geografiskeområder. Under regionalarbejdsanvisningskon-torerne etableres det fornødne antal kredskon-torer. I tilfælde af, at der ikke er befolknings-mæssigt grundlag for et kredskontor, kan deroprettes ekspeditionssteder.

stk. 2. Antallet af de i stk. 1 nævnte anvisnings-organer, afgrænsningen af deres geografiskeområder og funktionsfordelingen imellem demfastsættes af arbejdsministeren.

stk. 3. Udover de funktioner, der i henhold tildenne lov udøves af de offentlige anvisnings-organer, påhviler det dem at udføre de opgaver,som efter gældende ret iøvrigt er henlagt tildisse.

§ 3. Til hvert af de i § 2 nævnte regionalar-bejdsanvisningskontorer knyttes et regionalar-bejdsnævn. Nævnet består af følgende medlem-mer, der udpeges for fire år ad gangen, og somalle skal være bosat i regionen:

a) en af arbejdsministeren udpeget formand,

b) to medlemmer, udpeget af Landsorganisa-tionen i Danmark, De samvirkende Fag-forbund,

c) to medlemmer, udpeget af Dansk Arbejds-giverforening,

d) et medlem, udpeget af Den danske Køb-stadsforening,

e) et medlem, udpeget af de De samvirkendeSognerådsforeninger i Danmark,

f) et medlem, udpeget af Foreningen af By-mæssige Kommuner, og

g) et medlem, der repræsenterer den amtsligeforvaltning, udpeget af arbejdsministerenefter forhandling med indenrigsministeren.

stk. 2. Regionalarbejdsnævnet har til opgave atrådgive og bistå regionalarbejdsanvisningskon-torerne såvel i spørgsmål af arbejdsmarkeds-mæssig karakter som i spørgsmål vedrørendeanvisningsfunktionerne.

§ 4. Når der gennem anvisningsorganerne an-vises en arbejdssøgende arbejde uden for hanshjemsted, kan der af disse ydes rejsehjælp, hjælptil dobbelt husførelse, hjælp til dækning af ud-gifter ved daglig transport til og fra arbejdsste-det samt flyttehjælp. Den nævnte hjælp ydesinden for de grænser, der i § 15, stk. 9 a-c), erfastsat for tilsvarende ydelser fra en arbejdsløs-hedskasse; nærmere regler fastsættes af arbejds-direktøren efter forhandling med arbejdsnæv-net. Såfremt en arbejdsgiver, der har forlangtarbejdskraft anvist, antager andre arbejdere,forinden den eller de af det pågældende arbejds-anvisningskontor anviste personer har kunnetnå frem til arbejdsstedet, og arbejdsgiveren somfølge heraf ikke har brug for disse, kan de pånærmeste arbejdsanvisningskontor få udbetaltrejsehjælp til tilbagerejsen. I sådanne tilfældeskal de af kontorerne i den anledning afholdterejseudgifter godtgøres dem af vedkommende

80

arbejdsgiver, medmindre han til det anvisendekontor har sendt afbestilling på et sådant tids-punkt, at rejsen til arbejdsstedet kunne have væ-ret undgået.

stk. 2. I tilfælde, hvor det påtænkes at anvisearbejde til personer, der ikke bor så nær ved ar-bejdsstedet, at det med rimelighed kan forlan-ges, at de selv skal undersøge forholdene der,påhviler det kontoret, inden anvisning sker, attilvejebringe nærmere oplysninger — eventueltgennem det stedlige anvisningskontor - om lønog arbejdsvilkår for det pågældende arbejdeog om, hvorledes og på hvilke vilkår der kanskaffes de anviste kost og logi.

stk. 3. Når der anvises forsørgere arbejde overså store afstande og under sådanne forhold, atovertagelsen af arbejdet normalt vil forudsætteskift af bopæl, og overflytningen må anses forønskelig ud fra en samlet vurdering af stedligeog faglige behov på arbejdsmarkedet, kan der ianledning af flytningen ydes en etablerings-hjælp på 500 kr., der reguleres i overensstem-melse med bestemmelsen i § 13, stk. 3, c). Detpåhviler endvidere det anvisningskontor, indenfor hvis område arbejdspladsen er beliggende, atudfolde bestræbelser for at skaffe den tilflyttedebolig, f. eks. ved henvendelse til kommunalbe-styrelsen, til sociale boligforetagender eller an-dre, eventuelt ved at træde i samarbejde herommed den arbejdsgiver, til hvem anvisningen sker.Hvor der i de foran omhandlede tilfælde er an-vist arbejde til arbejdsløse ubemidlede forsør-gere, kan arbejdsanvisningskontoret yde støttetil betaling af boligandel eller boligindskud ellertil forudbetaling af leje. Støtten fra kontoretsside kan have form af enten garanti for lån ellerydelse af lån.

§ 5. Kommer et arbejdsforhold ikke i standefter anvisning eller afbrydes det umiddelbartefter overtagelsen, skal arbejdsgiveren straksgive meddelelse herom til anvisningskontoret,der straks skal lade meddelelsen gå videre tilvedkommende arbejdsløshedskasse samt til ar-bejdsdirektøren.

stk. 2. Udviser en arbejdsgiver forsømmelighedmed hensyn til den i stk. 1 omhandlede forplig-telse, straffes han med bøde, der tilfalder stats-kassen.

stk. 3. Når nogen af de til et anvisningskontoranmeldte ledige uden forudgående anvisningovertager et arbejde, skal der herom af vedkom-

mende arbejder straks gives meddelelse til an-visningskontoret.

stk. 4. Et anvisningskontor må ikke give uved-kommende adgang til at gøre sig bekendt medde i kontoret beroende oplysninger om den en-kelte arbejdssøgende; dog skal kontoret på an-modning give oplysning om, hvorvidt bestemtearbejdere, der ønskes anvist til et arbejde, erledige. Finder kontoret anledning til at nægte atgive sådan oplysning, kan arbejdsgiveren ind-anke sagen for direktøren, hvis afgørelse er en-delig.

§ 5 A. Når der fra en af de vedkommendefaglige organisationer skriftligt tilstilles et an-visningskontor fyldestgørende oplysning om, atder er varslet strejke eller lockout over for eneller flere arbejdspladser, foretager kontoretikke arbejdsanvisning til disse fra iværksættel-sen, indtil strejken eller lockouten er hævet ellerkendt ulovlig.

stk. 2. Har et anvisningskontor gentagne gange,uden at der foreligger oplysning om, at der pådet pågældende sted er varslet strejke eller lock-out, forgæves foretaget anvisning til samme ar-bejdssted, indberettes sagen til direktøren.

stk. 3. Skønner direktøren herefter, at der fore-ligger en faglig strid, tilstiller han de pågældendearbejdsgiver- og arbejderorganisationer samt dehovedorganisationer, hvorunder disse eventuelthører, meddelelse om sagen og anmoder demom inden 2 dage at indsende nærmere medde-lelse om, hvorvidt de pågældende spørgsmål vilblive behandlet efter gældende regler for be-handling af faglig strid eller indbragt til afgø-relse for den faste voldgiftsret. Hvis parterneeller en af dem ikke er medlem af nogen orga-nisation, tilsiger direktøren parterne til forhand-ling om bilæggelse af uoverensstemmelsen, vedhvilken forhandling parterne er forpligtet til atgive møde. Udeblivelse straffes med bøde, dertilfalder statskassen.

stk. 4. Samtidig med, at direktøren udsenderden i foranstående stykke omhandlede medde-lelse, anmoder han de 2 organisationer om, så-fremt sagen vil blive optaget til behandling efterstk. 3, hver at udpege en repræsentant til sam-men med direktøren at afsige den i § 17, stk. 6,omhandlede kendelse.

stk. 5. Når direktøren har udsendt den i stk. 3nævnte meddelelse om en sag angående arbejds-

81

vægring, foretages ikke yderligere anvisning idet omhandlede tilfælde, før sagen er blevet be-handlet i henhold til bestemmelserne i § 17,stk. 5-7.

stk. 6. Meddelelse om afgørelsen skal straks gi-ves til direktøren, som derefter foranlediger, atanvisning påny foretages i henhold hertil. Næg-ter vedkommende arbejdsgiver at bøje sig forden trufne afgørelse, giver direktøren fornødenmeddelelse såvel til arbejdsgiveren som til ved-kommende anvisningskontor om, at yderligereanvisning ikke foretages.

2)1 § 15, stk. 1, nr. 6, indsættes efter „hus-førelse" ordene „hjælp til daglig tran-sport".

I § 15, stk. 9 b), 2. punktum, ændres be-løbet „5 kr. 90 øre" til „7 kr. 50 øre", ogordene „med tillæg af indtil 75 øre pr. dagfor hvert af de i stk. 4 omhandlede hjem-

meværende børn" udgår.

I samme stykke indsættes som nyt 3. punk-tum:

„I stedet for tilskud til merudgiften veddobbelt husførelse kan medlemmer, der er for-sørgere, få udbetalt hjælp til daglig transport tilog fra arbejdsstedet inden for de grænser, der erfastsat med hensyn til hjælpen til dobbelt hus-førelse".

3) I § 17, stk. 1, nr. 10, udgår ordene „kas-sens bestyrelse".

4) I § 17, stk. 3, 1. punktum, indsættes: efter,,pågældende" ordene „eller af anvisnings-kontoret".

5) I § 17, stk. 4, ændres „§ 5, stk. 3" til „§5 A, stk. 3".I § 17, stk. 5, ændres „§ 5, stk. 3" til „§5 A, stk. 3".I § 17, stk. 6, ændres „§ 5, stk. 4" til „§5 A, stk. 4".I § 17, stk. 7, ændres „jfr. § 5, stk. 3, 2.pkt." til „jfr. § 5 A, stk. 3, 2. pkt.".

6) § 22, stk. 1, nr. 5, affattes således:„5) Kontrol med arbejdsløse medlemmer og

arbejdsanvisning for sådanne, overens-stemmende med de af direktøren efterforhandling med arbejdsnævnet påbudteregler. Det skal herunder fastsættes, atanvisning kun må foretages af de i dennelov omhandlede anvisningskontorer, afhvem ledigheden løbende skal attesteres.Det skal endvidere fastsættes, at et med-

lem kun er berettiget til at oppebæreunderstøttelse, når han ved anmodnin-gen om understøttelse foreviser den afanvisningskontoret givne attestation,hvoraf skal fremgå medlemmets navn ognummer i arbejdsløshedskassen. Formedlemmer, hvis arbejde kendetegnesved stadig skiftende og kortvarige ar-bejdsforhold, skal understøttelsens ud-betaling gøres afhængig af, at deres le-dighedsperioder og fortjeneste i arbejds-perioderne godtgøres på en for kassenfyldestgørende måde".

7) I § 23 A, stk. 3, 1. punktum, erstattes or-det „kontrolkort" med „attestation".

§ 2.Denne lov træder i kraft den ,

fra hvilken dato de i § 1, nr. 1, nævnte regional-arbejdsanvisningskontorer skal være etableret.Anvisningssystemet skal iøvrigt være fuldt ud-bygget senest den De nær-mere regler om det lokale kontorsystems grad-vise opbygning fastsættes af arbejdsministeren.Indtil videre opretholdes § . . . .

Bemærkninger til de enkelte paragraffer.

T i l n r . l . T i l § L

I §§ 1—5 A er r ammerne for den af udvalgetforeslåede statslige arbejdsformidling fastlagt.

§ 1 angiver arbejdsformidlingens målsætnin-ger og fastsætter i overensstemmelse med gæl-dende ret, at anvisningen skal være vederlagsfrifor såvel arbejdsgivere som for arbejdstagere,ligesom det forudsættes, at anvisningen skal væreneutral og i det enkelte tilfælde ikke må skealene efter ledighedsanciennitet . Som følge afden vægt, der må lægges på hensynet til bevæge-ligheden på arbejdsmarkedet , indebærer bestem-melsen tillige, at reglen i § 4, stk. 5, i den gæl-dende lov ophæves.

I § 2 er r a m m e r n e for anvisningens opbygningpå det lokale plan nærmere fastsat, idet det erforudsat , at bestemmelser om antallet af de for-skellige anvisningsorganer, deres almindelige ar-bejdsmarkedspoli t iske og anvisningsmæssigefunktioner, deres geografiske område r og dereskompetence træffes af arbejdsministeren. Somanført i kap. 8 ville en geografisk indplaceringaf de enkelte kontorenheder kræve en dybtgå-ende analyse, der forudsættes foretaget af ud-valget vedrørende anvisningskontorernes geo-grafiske områder .

S 2

§ 3. Da det vil være af afgørende betydning forregionalkontorernes indsats - ikke mindst pådet arbejdsmarkedspolitiske område - at deretableres den fornødne kontakt med arbejds-markedets parter og med regionens kommunaleog amtslige forvaltning, er der i § 3 stillet for-slag om oprettelse af særlige regionalarbejds-nævn med rådgivende kompetence.

Det er foreslået, at formanden for nævnet ud-peges af arbejdsministeren. Udvalget har hervedforudsat, at lederen af regionalkontoret - i hvertfald indtil videre - som regel bør udpeges tilformand.

§ 4, stk. 1-2, indeholder bestemmelser om hjæl-pemidler til fremme af arbejdskraftens geogra-fiske bevægelighed svarende til den gældendelovs § 3, stk. 3-4. Herudover er der dog i over-ensstemmelse med udvalgets forslag som nogetnyt foreslået åbnet adgang til at yde hjælp tildækning af udgifter ved daglig transport til ogfra arbejdsstedet inden for de grænser, der be-løbsmæssigt og tidsmæssigt gælder med hensyntil hjailp til dobbelt husførelse.

Da de hidtidige ydelser til fremme af ar-bejdskraftens geografiske bevægelighed er ind-gået i de former for støtte, der i henhold til lo-vens § 15 kan udbetales til arbejdsløshedsfor-sikrede gennem arbejdsløshedskasserne som enegentlig forsikringsydelse, er denne beføjelse forkasserne forudsat opretholdt og samtidig fore-slået udvidet til også at omfatte den her om-handlede ny form for hjælp, jfr. herved nær-værende forslags § 1, nr. 2, ovenfor.

Den omstændighed, at anvisning ikke frem-tidig skal foretages gennem arbejdsløshedskas-serne, gør det imidlertid naturligt, at de om-handlede ydelser ved alle anvisninger, herunderogså af forsikrede, udbetales gennem anvis-ningskontorerne uden senere refusion fra kas-serne. For kassernes vedkommende får ydel-serne herefter kun direkte betydning, når detdrejer sig om medlemmer, der skaffer sig be-skæftigelse uden om den offentlige arbejdsan-visning.

I overensstemmelse med udvalgets forslag ikap. 10 er der i § 4, stk. 3, som noget nyt i 1.punktum foreslået indsat en bestemmelse omydelse af en etableringshjælp gennem anvis-ningsorganerne på 500 kr., når det drejer sig omanvisninger, der gør bopælsskifte naturlig og ri-melig. Hjælpen er foreslået begrænset til for-sørgere.

§ 5, stk. 1—2, svarer med redaktionelle ændrin-ger til den gældende lovs § 3, stk. 1, sidstepunktum, og § 3, stk. 2; opretholdelsen afbestemmelserne er bl. a. påkrævet af hensyn tilbestemmelsen i lovens § 17, stk. 1, nr. 3. For-slagets stk. 3-4 svarer til den gældende lovs § 4,stk. 7-8, med redaktionelle ændringer.

§ 5 A svarer til den gældende lovs § 5.

Til nr. 2.Idet iøvrigt henvises til bemærkningerne for-

an til forslagets § 1, nr. 1, (§ 4) skal her særligtfremhæves, at beløbet til dobbelt husførelse erforeslået forhøjet fra det nuværende beløb 5 kr.90 øre pr. dag til 7 kr. 50 øre pr. dag. Da mer-udgiften for familien ved forsørgerens opholduden for hjemmet ikke kan antages at være på-virket af, om familien har hjemmeværende børneller ikke og ej heller af antallet af børn, foreslåsdet særlige børnetillæg samtidig ophævet.

Til nr. 3.Forslaget er en konsekvens af det principielle

i udvalgets forslag, hvorefter anvisningsbeføjel-sen foreslås henlagt til statslige anvisningsorga-ner.

Til nr. 4.Som følge af, at anvisningsbeføjelserne og til-

lige kontrollen med, at de forsikrede står til rå-dighed for arbejdsmarkedet, foreslås overflyt-tet til statslige anvisningsorganer, stilles der for-slag om, at anvisningsorganerne tillægges enselvstændig adgang til at påanke de afgørelser,der træffes af kassens bestyrelse i henhold til§ 17, idet anvisningsorganerne kan være i be-siddelse af oplysninger, som ikke er kendt afkassens bestyrelse.

Til nr. 5.Forslagene er en konsekvens af, at den gæl-

dende lovs § 5 ændres til § 5 A.

Til nr. 6.Forslaget er en konsekvens af forslaget om

den principielle ændring af anvisningsstrukturenog af de foreslåede regler om kontrollen medarbejdsløshedsforsikredes tilknytning til arbejds-markedet.

Til nr. 7.Forslaget er en konsekvens af den i kap. 8

nærmere omtalte ændring af kontorteknikken.

S3

Til § 2. at fastsætte bestemmelser angående personale-Der henvises til kap. 8.6. Med hensyn til ord- forhold m. v.

ningens ikraftræden henvises til betænkningens Det forhold, at udgifterne ved den eksiste-bemærkninger herom. Herudover vil det være rende arbejdsanvisning afholdes af stat og kom-nødvendigt i overgangsperioden at opretholde muner i forening, er historisk begrundet derved,visse af de hidtil gældende bestemmelser. at de offentlige arbejdsanvisningskontorer op-

rindelig blev etableret på kommunal basis. Efterdet foreslåede systems indførelse er denne ud-giftsfordeling ikke længere en nødvendighed,

Da anvisningens personale ved overgangen selv om der af hensyn til byrdefordelingen mel-til statsligt system vil udgøre en særlig etat og lem stat og kommuner principielt intet ville værederfor må indgå i de almindelige normerings- til hinder for at lade en vis andel af udgifternelove, er det ikke påkrævet i arbejdsløshedsloven hvile på kommunerne.

84

BILAG

Bilag 1.

Fortegnelse over de 31 offentlige arbejdsanvisningskontorer (excl. de 7 filialkontorer).

Kontor og adresse Område

Arbejdsanvisningskontoret for København ogFrederiksberg

Nørregade 49, K

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Charlotten-lundl

Hyldegårdsvej 11, Charlottenlund

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i LyngbyVinkelvej 5, Lyngby

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Roskilde amtMunkebro, Roskilde

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Frederiksborgamt

Helsingørgade 20, Hillerød

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Holbæk amtLabæk 3, Holbæk

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Sorø amtTorvegade 24, Slagelse

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Præstø amtRiddergade 1, Næstved

Københavns og Frederiksberg kommuner

Københavns amtsrådskreds-*- Lyngby-Tårbæk, Høje Tåstrup, Sengeløse og

Torslunde-Ishøj

Af Københavns amtsrådskreds: Lyngby-Tårbækkommune

Roskilde amtsrådskreds+ af Københavns amtsrådskreds: Høje Tåstrup,

Sengeløse, Torslunde-Ishøj+ af Præstø amt: Bjæverskov, Herfølge, Lellin-

ge, Lidemark, Vallø, Vollerslev-Gørslev, Sæd-der

Frederiksborg amt

Holbæk amtH-Finderup, Gierslev, Havrebjerg, Helsinge-

Drøsselbjerg, Niløse, Ruds-Vedby, Stenlille,Tersløse-Skellebjerg og Ørslev-Solbjerg

Sorø amt-H Fodby, Fuglebjerg, Førslev, Gunderslev, Her-

lufsholm, Hyllinge, Karrebæk, Krummerup,Marvede, Terslev, Vallensved

+ af Præstø amt: Sandby-Vrangstrup+ af Holbæk amt: Finderup, Gierslev, Havre-

bjerg, Helsinge-Drøsselbjerg, Niløse, Ruds-Vedby, Stenlille, Tersløse-Skellebjerg, Ørslev-Solbjerg

Præstø amtH-Sædder, Bjæverskov, Herfølge, Lellinge, Li-

demark, Vallø, Vollerslev-Gørslev, Sandby-Vrangstrup

+ af Sorø amt: Fodby, Fuglebjerg, Førslev,Gunderslev, Herlufsholm, Hyllinge, Karre-bæk, Krummerup, Marvede, Terslev, Vallens-ved

S7

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Bornholmsamt

Ellekongstræde 4, RønneAmts-arbejdsanvisningskontoret i Maribo amtSlotsgade 7, Nykøbing F.

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i MariboØstergade 7, Maribo

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i Nak-skov

Søndergade 35, Nakskov

Amts-arbejdsanvisningskontoret i SvendborgMøllergade 58, Svendborg

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Odense amtSlottet, Odense

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i Kol-ding

Slotsgade 1, Kolding

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i Frede-ricia

Prinsessegade 72, Fredericia

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Vejle amtGammel Havn 11-13, Vejle

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Århus amtJægergårdsgade 64-66, Århus

Bornholms amt

Maribo amtH- Maribo og Nakskov-kontorernes område, se

nedenforAf Maribo amt: Maribo, Rødby, Askø, Band-

holm, Errindslev-Olstrup, Fejø, Femø, Fugl-se-Krønge, Hillested, Holeby-Bursø, Hunse-by, Maribo landsogn, Nebbelunde-Sædinge,Ringsebølle, Stokkemarke, Taagerup-Thors-lunde, Tirsted-Skørringe-Vejleby, Vaaben-sted-Engestofte, Østofte

Af Maribo amt: Nakskov, Arninge, Birket,Branderslev, Dannemare, Gloslunde-Græs-have, Halsted-Avnede, Herredskirke-Løjtofte,Horslunde-Nordlunde, Kappel, Købelev,Landet-Rye, Sandby, Skovlænge-Gurreby,Søllested, Tilitse, Utterslev, Vestenskov, Ve-sterborg, Vindeby

Svendborg amt

Odense og Assens amtsrådskredse

Af Vejle amt: Kolding, Alminde, Dalby, Egt-ved, Eltang-Vilstrup, Harte-N. Bramdrup,Hejls, Sønder Bjært, Sønder Stenderup, Taps,Taulov, Vejstrup, Vester Nebel, Viuf, Von-sild, Ødis, Øster Starup

+ af Ribe amt: Hjarup, Lejrskov-Jordrup, Seest,Skanderup, Vamdrup

Af Vejle amt: Fredericia, Bredstrup, Erritsø,Gårslev, Gauerslund, Herslev, Pjedsted, Skæ-rup, Smidstrup, Ullerup, Vejlby

Af Vejle amt: Vejle, Blaahøj, Brande, Bredsten,Filskov, Engum, Gadbjerg, Give, Givskud,Grejs-Sindbjerg, Hedensted-Store Dalby,Hornstrup, Hover, Hvejsel, Højen, Jelling,Herlev, Kollerup-Vindelev, Langskov, Lind-balle, Løsning, Nørup, Randbøl, Ringive,Skibet, Sønder Omme, Thyregod, Uldum,Vester Vinding, Ødsted, Ørum-Daugård,Øster Nykirke, Øster Snede

Århus amt+ af Skanderborg amt: Skanderborg, Alling-

Tulstrup, Dallerup, Dover, Fruering-Vitved,Hammel-Voldby-Søby, Hørning, Låsby, Rø-gen-Sporup, Skanderup-Stilling, Venge

+ af Viborg amt: Haurum-Sall, Skjød, Vejers-lev-Ajdt-Thorsø

+ af Randers amt: Hjortshøj-Egaa, Skødstrup

88

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Skanderborgamt

Fabrikvej 6, Horsens

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Randers amtØstervold 40, Randers

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Aalborg amtSøndergade 62, Aalborg

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Hjørring amtØstergade 15 o. g., Hjørring

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i Frede-rikshavn

Søndergade 11, Frederikshavn

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Thisted amtStore Torv 2, Thisted

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Viborg amtVestre Ringvej 34, Viborg

Af Skanderborg amt: Horsens, Silkeborg, Åle,Ejstrup, Endelave, Gangsted-Søvind, Gjern-Skannerup, Grædstrup, Hvirring-Hornborg,Hylke, Kattrup-Tolstrup, Klovborg-Tyrsting,Linå, Linnerup-Hammer, Lundum-Hansted,Nim-Underup, N. Snede, Ovsted-Tåning,Ring-Føvling, Rye, Skorup-Tvilum-Voel, Sdr.Vissing-Voerladegård, Tamdrup, Them, Tøn-ning-Træden, Tørring, Vedsiet, Vinding-Bry-rup-Vrads, Vær-Nebel, Ørridslev, Østbirk-Yding

+ af Vejle amt: As-Klakring, Barrit-Vrigsted,Glud-Hjarnø, Hatting-Thorsted, Hornum,Korning, Nebsager-Bjerre, Raarup, Skjold,Stouby, Tyrsted-Uth, Urlev-Stenderup, Ølsted

f af Viborg amt: Balle, Engesvang, Funder,Gødvad, Kragelund, Lemming, Sejling-Sin-ding, Svostrup

Randers amt-j- Hjortshøj-Egaa og Skødstrup+ af Aalborg amt: Kongens Tisted-Binderup-

Durup, Rørbæk-Grynderup-Stenild, Øls-Hør-by-Døstrup

+ af Viborg amt: Hornbæk-Taanum, Houl-bjerg-Granslev, Hvorslev-Gerning, Klejtrup,Langaa-Torup-Sdr. Vinge, Nørbæk-Sønder-bæk-Læsten, Vellev, 0. Bjerregrav-Ålum. 0.Velling-Helstrup-Grensten

Aalborg amt-r- Kongens Tisted-Binderup-Durup, Rørbæk,

Grynderup-Stenild, Øls-Hørby-Døstrup

Hjørring amt-•- Frederikshavn, Skagen, Sæby, Åsted-Skærum,

Byrum-Hals-Vesterø (Læsø), Elling, Flade-Gærum, Ftirsholmene, Hørmested, Lendum,Mosbjerg, Raabjerg, Skagen landsogn, Tolne,Tversted-LIggerby, Understed-Karup

Af Hjørring amt: Frederikshavn, Skagen, Sæby,Åsted-Skærum, Byrum-Hals-Vesterø (Læsø),Elling, Flade-Gærum, Hirsholmene, Hørme-sted, Lendum, Mosbjerg, Raabjerg, Skagenlandsogn, Tolne, Tversted-Uggerby, Under-sted-Karup

Thisted amt

Af Viborg amt: Viborg, Almind, Asmild-Tap-drup, Bjerringbro, Daubjerg-Mønsted-Smolle-rup, Dollerup-Finderup-Raunstrup, Frede-riks, Gedsted-Fjeldsø, Grønbæk, Hersum-Vester Bjerregrav, Hinge, Hvam-Hvilsom,Højbjerg, Eisborg, Karup, Kjellerup, Kobbe-

7

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i SkiveVestergade 1, Skive

Det offentlige arbejdsanvisningskontor i Holstebro

Nørregade 54, Holstebro

Amts-arbejdsanvisningskontoret i HerningBethaniagade 1 B, Herning

Amts-arbejdsanvisningskontoret i Ribe amtHavnegade 90, Esbjerg

Amts-arbejdsanvisningskontoret i HaderslevHertug Hansgade 11, HaderslevDet offentlige arbejdsanvisningskontor i Sønder-

borgSkolevej 18, Sønderborg

rup-Feldingbjerg-Gammelstrup, Laastrup-Skals, Levring, Lysgaard, Mammen, Rød-ding-Løvel-Pederstrup, Sahl-Gullev, Serup,Simested, Sjørslev, Sønder Rind, Taarup-Kvols-Nørre Borris, Testrup, Tjele-NørreVinge, Thorning, Tostrup-Roum, Ulbjerg-Lynderup, Vammen-Lindum-Bigum, Vester-bølle, Vester Velling-Skjern, Viborg-Graa-brødre landdistrikt, Vinderslev, Vindum,Vinkel, Vium, Vorde-Fiskbæk-Romlund,Vorning-Kvorning-Hammershøj, Vroue-Re-sen, Ørslevkloster, Ørum, Ørum-Viskum-Vej-rup, Ålestrup

Af Viborg amt: Skive, Balling-Volling, Brøn-dum-Hvidbjerg, Durup-Tøndering, Fuur,Grinderslev-Grønning, Håsum-Ramsing,Hem-Hindborg-Dølby, Hjerk-Harre, Højslev-Dommerby-Lundø, Jebjerg-Lyby, Junget-Thorum, Krejbjerg, Lem-Vejby, Lihme, Nau-trup-Sæby-Vile, Oddense-Otting, Roslev, Ry-bjerg, Rødding, Selde-Aasted, Skive landsogn-Resen, Thise, Vridsted-Fly

Af Ringkøbing amt: Holstebro, Lemvig, Struer,Borbjerg, Dybe-Ramme, Ejsing, Estvad-Røn-bjerg, Gimsing, Gudum, Gørding-Vemb-Bur,Fabjerg, Fjaltring-Trans, Haderup, Hanbjerg,Harboøre-Engbjerg, Hjerm, Idum, Klinkby,Lomborg-Rom, Mejrup, Måbjerg, Naur-Sir,Nørre Felding, Nr. Omme, Nr. Nissum, Nør-lem, Resen-Humlum, Ryde, Råsted, Sahl, Se-vel, Tangsø, Thyborøn, Tvis, Ulfborg, Vej-rum, Venø, Vinding-Vind, Ølby-Asp-Fousing

Af Ringkøbing amt: Herning, Ringkøbing,Skern, Aadum, Arnborg, Assing, Avlum-Hodsager, Bording, Borris, Bregning, Bølling-Seding, Dejbjerg, Egvad, Faster, Gellerup,Grove, Hanning, He, Hemmet-S. Vium,Holmsland Klit, Hoven, Hover, Husby, Ikast,Ilskov, Lyne, Lønborg, Madum, No, Nr. Vi-um-Herborg, Rind, Rindom, Simmelkær, Sin-ding, Skarild, Snejbjerg, Staby, Stadil, Stav-ning, Strellev, Sunds, S. Bork-N. Bork, S. Fel-ding, S. Lem, S. Nissum, Tiim, Timring,Tjørring, Torsted, Vedersø, Veiling, Vilbjerg-Nøvling, Vorgod, Ølstrup, Ørre

Ribe amt-*- Hjarup, Lejrskov-Jordrup, Seest, Skanderup,

VamdrupHaderslev amt og Åbenrå amtsrådskreds+ Tønder amtSønderborg amtsrådskreds

90

Bilag 2.

Fortegnelse over de statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

91

Bilag 3.

Arbejdstilladelser til herboende, ikke skandinaviske udlændinge,

') Samme person kan have fået mere end een til-ladelse årlig.

2) I 1962 blev der givet 284 afslag på ansøgningom arbejdstilladelse.

Bilag 4.

Foreninger o. lign. med anvisningsvirksomhed, der pr. 1. april 1963 var godkendt i henhold til lovom privat arbejdsanvisning, § 1, stk. 2-3.

Foreningen engageringskontoret for handel ogindustri

IngeniørsammenslutningenForeningen til lærlinges uddannelse i håndværk

og industriMaskinmestrenes foreningDansk styrmandsforeningForeningen af værkstedsfunktionærer i jern-

industrien i DanmarkForeningen til unge handelsmænds uddannelseDanmarks juristforbundKvindernes handels- og kontoristforeningDansk tandteknikerforbundTvermoes kursusKøbenhavns Barber-, Herre- og DamefrisørlaugAssurandør-SocietetetDansk tandlægeforening

Fællesrepræsentationen for danske Handelsrej-sendeforeninger

Københavns Translatørskole og SproginstitutManufakturmedhjælperforeningen i DanmarkKøbenhavns stenografiske insitutStorkøbenhavns StenografklubDansk Tekstilindustris MesterforeningAkademiet for sprog og handelsfagDansk litografisk forbundStenografisk AkademiPapirhandlermedhjælperforeningens engage-

ringsbureauNehms kursusPolyteknisk foreningDanske økonomers foreningSekretær-skolenKorrespondentkursus i engelsk og dansk(statsaut. translatør G. Vestergård)

Bilag 5.

Overgangsordning til statsligt enhedssystem.

Integrationsperiodens 1. fase kan tilrettelæg-ges således:

1) Regionalkontorerne overtager følgende op-gaver:

I ° Arbejdsmarkedspolitiske funktioner indenfor regionen.a. Rådgivning, prognose- og analysear-

bejde vedrørende områdets beskæftigel-sesspørgsmål i relation til såvel central-administrationen som regionens under-ordnede myndigheder.

b. Rådgivning i egns- og landsplanlæg-ningsspørgsmål, herunder særligt er-hverslokaliseringsspørgsmål over forcentrale og lokale myndigheder.

c. Rådgivning over for kommuner og cen-traladministration vedrørende byggeriinden for regionen.

d. Spørgsmål vedrørende ind- og udvan-dring.

e. Offentlige tilskudsarbejder og beskæfti-gelsesforanstaltninger inden for regio-

92

f. Al undervisnings- og uddannelsesvirk-somhed for voksne inden for regionen.

2° Samarbejdet med revalideringscentrene.

3° Administrative ledelsesopgaver inden forregionen.a. Budget- og regnskabsspørgsmål vedrø-

rende samtlige kontorer.b. Personalespørgsmål (såvel normerings-,

forfremmelses-, forflyttelses- som ud-dannelsesspørgsmål).

c. Kontorernes og filialernes lokale- og in-ventarspørgsmål.

4° Tilsynsfunktioner.a. Tilsyn med amtsarbejdsanvisningskon-

to rerne.b. Tilsyn med den private arbejdsanvis-

ning.

5° Andre beføjelser.a. På anvisningsområdet: regional „clear-

ing" og bistand til „landsclearing".b. Ledelse af erhvervsvejledningen.c. Godkendelse af lærekontrakter.d. Godkendelse af statstilskud til lærlinge.e. Samlende statistikbehandling for regio-

nen.f. Afgørelse i sager vedrørende boligind-

skud.g. Ledelse af arbejdskonsulentvirksomhe-

den.

2) Amtsarbejdsanvisningskontorerne skulle1 ° varetage følgende funktioner:

a. Anvisning.b. Føring af eksisterende medlemskarto-

tek.c. Registrering af forventet forskydning i

beskæftigelsen inden for kredsen.d. Individuel erhvervsvejledning.e. Praktisk udførelse af arbejdskonsulent-

virksomheden.f. Informationsformidling opad til regio-

nalkontoret.g. Ydelse af rejsehjælp, hjælp til dobbelt

husførelse og flyttehjælp samt udbeta-ling af lærlingetilskud.

h. Ekspedition af lærekontrakter,i. Regnskabsaflæggelse til regionalkonto-

ret.

2° Til gengæld bortfalder:

j. Tilrettelæggelse af tilskudsarbejder ogbeskæftigelsesforanstaltninger

k. Uddannelses- og undervisningsvirksom-hed.

3) Kasserne skulle udføre:

a. Anvisning.b. Afkontrollering.c. Udbetaling af rejse- og flyttegodtgørelsc

m. v.

Det forudsættes, at det pålægges kasserne atforetage daglig indberetning til arbejdsanvis-ningskontorerne af ueffektuerede ordrer samt idet hele gennemføre sådanne ændringer i forret-ningsgang og praksis, der af de centrale myndig-heder skønnes fornødne af hensyn til fremme afintegrationen.

4) De centrale myndigheder forbereder denkommende ordning, for så vidt angår udar-bejdelse og føring af medlems- og ledigheds-kartotek, tilrettelæggelse af „Clearingssyste-met" og tilrettelæggelse af statistik ved anven-delse af E. D. B.

Integrationens 2. fase, der forudsætter, at deovenfor under 4 nævnte problemer er løst, kantilrettelægges således:

Regionalkontorerne overtager ud over for-nævnte funktioner følgende opgaver:

1) Successiv „udtynding" af eksisterende amts-arbejdsanvisningskontorer ved overtagelse af- tilsyn med kasserne- føring af regionens ledighedskartotek- statistikbehandling- § 10, stk. 4,-sager- revision af grundforbedringsarbejder m. v.

2) Successiv opbygning af kredskontorer ogekspeditionssteder (med central godkendelse).

3) Successiv nedlæggelse af kasseanvisningsste-der.

Disse 3 opgaver må naturligvis afstemmes ind-byrdes i tids- og personalemæssig henseende, ogden successive gennemførelse vil medføre denulempe, at man i overgangstiden må opereremed 2 sæt forretningsgange for så vidt angår

- føring af ledighedskartotek,- statistikarbejde og- tilsynet med kasserne.

Da regionalkontorerne imidlertid i hele peri-oden er overordnet og samlende instans for disseområder, skulle ulemperne ved den midlertidigedobbelte forretningsgang være begrænsede.

93

Bilag 6.

Uddrag af Arbejdsmarkedskommissionens og Arbejdsmarkedsrådets udtalelser vedrørendearbejdskraftens bevægelighed og arbejdsanvisningssystemet.

Udvalget har haft foran sig et udførligt ma-teriale til belysning af den gennem årene førtedebat om det danske anvisningssystem. Man harimidlertid ikke anset det for muligt at gengivedette materiale i betænkningen. I stedet skal manhenvise til de i litteraturfortegnelsen anførteskrifter, specielt afsnit I i denne fortegnelse.Man har desuden anset det for rimeligt at gen-give nedenstående uddrag af de af arbejdsmar-kedskommissionen og arbejdsmarkedsrådet af-givne udtalelser, der berører spørgsmålet om detdanske arbejdsanvisningssystem og dettes svag-heder. Arbejdsmarkedskommissionen, der i 1958blev omdannet til arbejdsmarkedsrådet, omfat-tede, lige såvel som rådet gør det, blandt andetrepræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening,Industrirådet, L. O. (De Samvirkende Fagfor-bund) og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

„Uddrag af kapitlerne V og XI i Arbejds-markedskommissionens rapport fra 1951 om overvejel-

ser vedrørende bevægeligheden på arbejdsmarkedet.

A) Uddrag af kapitel] V. Arbejdsanvisning og arbejds-løshedsforsikring.

3. Den offentlige arbejdsanvisnings struktur.Ifølge lov om arbejdsanvisning og arbejdsløsheds-

forsikring m. v. af 27. maj 1950 omfatter den of-fentlige arbejdsanvisning den anvisningsvirksomhed,som udøves af de offentlige arbejdsanvisningskon-torer, de statsanerkendte arbejdsløshedskasser ogdisses afdelinger, de kommunale beskæftigelsesud-valg samt kommunalbestyrelserne. Overordnet myn-dighed for denne offentlige anvisning er arbejds-direktoratet.

Der findes ialt 30 offentlige anvisningskontorerjævnt fordelt over landet; der er som hovedregel op-rettet et anvisningskontor i hvert amt, idet dog en-kelte amter, hvor befolkningstætheden er størst, el-ler hvor der af andre grunde er særligt behov forarbejdsanvisning, er opdelt på flere kontorer. En delaf de offentlige arbejdsanvisningskontorer har tilligeoprettet filialkontorer i enkelte af de større byer in-den for kontorets område. De statsanerkendte ar-bejdsløshedskasser har landet over ca. 4.000 afde-linger, afdelingsfilialer og underkontrolsteder; deter dog kun de største arbejdsløshedskasser, som

f. eks. arbejdsmændenes og metalarbejdernes, derhar afdelinger jævnt fordelt over hele landet.

Langt den største del af anvisningen af arbejdetil de forsikrede arbejdere besørges af arbejdsløs-hedskasserne. De offentlige arbejdsanvisningskon-torer - og ligeledes beskæftigelsesudvalgene og kom-munalbestyrelserne, hvis anvisningsvirksomhed eraf såre begrænset omfang - anviser arbejde både tilde forsikrede og til de personligt tilmeldte. Anvis-ningskontorerne anviser i hovedsagen kun arbejderetil vask, rengøring og husgerning (deraf det relativtstore antal anvisninger til kvinder), landbrug, handel(kun byerne) og jordarbejde- og bygningsindustri;omkring halvdelen af anvisningerne til sidstnævnteerhvervsgruppe foretages i henhold til beskæftigel-seslovgivningen.

Arbejdsanvisningskontorerne synes således kun iringe grad at have kontakt med de vigtige områderaf arbejdsmarkedet, som repræsenteres af erhver-vene inden for industri og håndværk. Kontorernesanvisningsvirksomhed må i det hele nærmest opfat-tes som et supplement til den af kasserne foretagnearbejdsanvisning.

Når arbejdsløshedskasserne her i landet såledesvaretager langt den største og mest betydningsfuldeandel af den anvisningsvirksomhed, der findes behovfor at gennemføre, skyldes det ikke alene den histo-riske omstændighed, at kasserne begyndte deres an-visningsvirksomhed før de offentlige anvisningskon-torer, men tillige - og i første række - at kasserne ikraft af deres organisationsapparat og hertil knyt-tede personale oftest vil være fuldt så kvalificeredesom de offentlige anvisningskontorer til at bestridt-anvisningen af arbejdskraft inden for pågældendearbejdsområde. Kasserne har således gennem deovenfor nævnte ca. 4.000 afdelinger, afdelingsfilialerog underkontrolsteder etableret et omfattende ogefter de lokale forhold tilpasset anvisningsapparat.Kassernes funktionærer vil som oftest have et megetnøje kendskab til arbejdsbetingelser og lønforholdm. v. på de enkelte arbejdspladser, der ligger indenfor det område, der omfattes af pågældende afde-ling. Dette kendskab i forbindelse med en omfat-tende orientering i løn- og aftaleforholdene indenfor faget i almindelighed giver den enkelte funktio-nær mulighed for at udføre en anvisningsvirksom-hed, der kan tilfredsstille såvel den enkelte arbejds-giver, der får den arbejder, som i alle henseenderer bedst kvalificeret til at bestride det pågældendearbejde, som den enkelte arbejder, der opnår detarbejde, han er mest interesseret i eller bedst egnetfor, til løn- og arbejdsbetingelser, der anses for til—

94

fredsstillende. Det er tillige klart, at staten og kom-munerne i kraft af den af kasserne udøvede anvis-ningsvirksomhed sparer meget betydelige beløb tilanvisningsformål.

Der består - som naturligt er - et vist samarbejdemellem de ovenfor nævnte anvisende organer, og idette samarbejde indtager de offentlige anvisnings-kontorer en central stilling som leder af anvisnings-virksomheden inden for kontorets område. I hvertoffentligt anvisningskontor er oprettet et kartotekomfattende samtlige arbejdsløshedsforsikrede arbej-dere inden for kontorets område. Ved hjælp af dettekartotek, som løbende føres å jour ved indberetnin-ger fra de enkelte arbejdsløshedskasser, er kontoreti stand til at danne sig et overblik over den samledebestand af forsikrede arbejdere inden for sit område,fordelt på fag og på de enkelte by- og landkommu-ner, og tillige over, hvor stor en del af disse arbejder-grupper, der til enhver tid er ledig. Kontoret vil herigennem på virksom måde kunne støtte arbejdsløs-hedskasserne og de kommunale beskæftigelsesud-valgs anvisningsvirksomhed. Kontorerne har iøvrigtherved ikke alene den opgave at søge den ledigearbejdskraft anvist, men også den at få opsporetbeskæftigelsesmuligheder i tilfælde af, at ledighedeninden for kontorets område stiger. Kontorerne ertillige blevet pålagt specielle anvisningsopgaver, somf. eks. henvisning af arbejdere til beskæftigelses- ogungdomsforanstaltninger, anvisning af arbejde tilerhvervshæmmede samt erhvervsvejledning.

Arbejdsanvisningskontorerne har mulighed for atformidle overflytning af arbejdskraft fra det enekontorområde til det andet. Der udarbejdes såledestil brug forkontorernes anvisningsvirksomhed ugent-lige oversigter over antallet af ledige arbejdere samtover antallet af ubesatte pladser inden for de for-skellige fag eller erhverv i de enkelte kontorområ-der. Denne del af anvisningsvirksomheden må til-lægges stor betydning, da der inden for adskilligearbejdsløshedskasser næppe findes tilstrækkelig storkontakt mellem de enkelte stedlige afdelinger ogderfor kun relativt ringe muligheder for anvisningaf arbejde til ledige arbejdere i andre områder.

De offentlige arbejdsanvisningskontorer har så-ledes først og fremmest betydning derigennem, at devaretager opgaver i forbindelse med en sådan anvis-ningsvirksomhed, som arbejdsløshedskasserne ikkehar forudsætninger for at påtage sig. Der bestårimidlertid ikke i alle henseender et helt tilfredsstil-lende samarbejde mellem anvisningskontorerne ogarbejdsløshedskasserne. De offentlige arbejdsanvis-ningskontorer vil i kraft af det nævnte kartotek overde arbejdsløshedsforsikrede arbejdere, som holdesvedlige ved løbende indberetninger fra kasserne, altidhave nogenlunde fuldt kendskab til, hvor mange oghvilke arbejdere, kasserne ikke har kunnet anvisearbejde. Kontorerne får imidlertid ikke underret-ning om de tilfælde, hvor kasserne har været i denomvendte situation, at de ikke har kunnet besætteledige pladser med egnet arbejdskraft. Navnlig i

efterkrigstiden, hvor der inden for en del fag i kor-tere eller længere perioder har optrådt mangel påarbejdskraft, har det vist sig uheldigt, at der såledesikke er pålagt arbejdsløshedskasserne indberetnings-pligt om de tilfælde, hvor kasserne ikke har været istand til at imødekomme en anmodning om anvis-ning af arbejdskraft; man har herved været afskåretfra at udnytte det anvisningsapparat, der står til detoffentliges rådighed, i tilstrækkeligt omfang til at fåefterprøvet alle de muligheder, der foreligger, for atfå fremskaffet den manglende arbejdskraft.

4. De gældende regler for anvisning af arbejde.Det offentlige har i de såkaldte mønstervedtæg-

ter for henholdsvis de offentlige anvisningskontorerog arbejdsløshedskasserne samt i enkelte cirkulærerkun givet generelle retningslinier eller fastlagt vissehovedprincipper for den offentlige arbejdsanvisning,som ikke kan have større interesse i foreliggendesammenhæng1). Der findes derimod i den oven-nævnte lov om arbejdsanvisning spredte bestemmel-ser, der — til trods for, at de næppe i første række erformuleret ud fra arbejdsmarkedspolitiske hensyn -er af principiel interesse for arbejdsanvisningen, idetde blandt andet er af betydning for den praksis, denoffentlige arbejdsanvisning følger ved anvisning afarbejde uden for fag og hjemsted.

Af fundamental betydning for arbejdsanvisnin-gens effektivitet er således bestemmelsen i arbejds-løshedslovens § 17, stk. 1, nr. 10, som fastslår, at derikke kan udbetales understøttelse til en arbejder, deruden fyldestgørende grund vægrer sig ved at overta-ge et af kassens bestyrelse eller et offentligt anvis-ningskontor eller kommunalbestyrelsen eller detkommunale beskæftigelsesudvalg anvist passendearbejde.

Arbejdsanvisningen bliver herved sat i stand til ivæsentligt omfang at modvirke de med ydelse af ar-bejdsløshedsunderstøttelse følgende bevægeligheds-hæmmende virkninger. Loven indeholder som sup-plement til den nævnte regel nærmere retningslinierfor, i hvilke tilfælde en vægring ved at påtage sig etanvist arbejde må anses for uberettiget. Det kan så-ledes ikke anses for fyldestgørende grund til at væg-re sig ved at overtage et anvist arbejde, at lønnen erlavere end den pågældende har haft, når lønnen dogikke er under den fortjeneste, der i henhold til over-enskomst mellem arbejdsgivere og arbejdere er gæl-dende for tilsvarende arbejde (§ 17, stk. 2 a). Mankan ej heller vægre sig ved at overtage et anvist ar-bejde under henvisning til, at arbejdet ligger udenforpågældende fag eller faglige område, når der på det

') F. eks. at arbejdsanvisningen skal søge at skaffe arbejds-giveren den bedst mulige arbejdskraft og arbejderen det arbejde,hvortil han bedst egner sig, at anvisningen af arbejde i alle til-fælde skal ske til bestemte personer og arbejdspladser, at den of-fentlige anvisning skal være vederlagsfri og stå neutralt mellemparterne i arbejdsforholdet.

95

sted eller i det fag (faglige område), hvor arbejdetskal udføres, er trang til overførelse af arbejdskraftfra andre områder, når pågældende har evner ogkræfter til at udføre arbejdet, og når hans mulighe-der for senere at få beskæftigelse i det fag (fagligeområde), som han tidligere har været beskæftigetved, ikke forringes i væsentlig grad (§ 17, stk. 2 b).

Disse bestemmelser åbner den offentlige arbejds-anvisning mulighed for i vidt omfang at anvise le-dige arbejdere arbejde uden for de pågældendes fageller sædvanlige arbejdsområde. Arbejdsløshedslo-ven anerkender således principielt ikke den opdelingaf arbejdsmarkedet i en række delvis lukkede ar-bejdsområder, som faktisk er gennemført ved demellem arbejdsgiver- og arbejderorganisationer truf-ne aftaler eller udviklet gennem mange års praksis,jfr. kap. IV.

Administrationen har imidlertid ikke ment detmuligt eller forsvarligt at udarbejde nærmere ret-ningslinier for, hvorledes disse generelle bestemmel-ser bør anvendes i praksis. Man har kun villet tagestilling til de konkrete tvivlsspørgsmål, som måtteopstå for arbejdsanvisningen under dens virksom-hed. Da de trufne afgørelser i disse konkrete tilfæl-de nødvendigvis vil afhænge af de til enhver tid rå-dende særlige forhold, er det noget vanskeligt pågrundlag heraf at uddrage mere generelle retnings-linier. Ved afgørelserne har man blandt andet lagtvægt på, at den arbejder, der anvises arbejde udenfor sit fag eller sædvanlige arbejdsområde, har mu-lighed for at sikre sig en rimelig fortjeneste ved detnye arbejde og mulighed for at udføre dette på en forarbejdsgiveren tilfredsstillende måde. Et vist hensyner også taget til forholdene inden for det fag ellerarbejdsområde, hvorfra arbejderen påtænkes over-ført; det anses f. eks. ikke for hensigtsmæssigt at sø-ge at overføre arbejdskraft fra et område, hvor derer opstået arbejdsløshed af ganske midlertidig ellertilfældig karakter.

Selve loven giver ikke nærmere vejledning medhensyn til, i hvilke tilfælde en vægring ved at over-tage et anvist arbejde under henvisning til afstandentil arbejdspladsen anses for uberettiget. Der harimidlertid på dette område udviklet sig en praksis,der går ud på, at det som hovedregel ikke anses forfyldestgørende grund til at vægre sig ved at påtagesig et anvist arbejde, at arbejdspladsen ligger udenforpågældendes hjemsted, undtagen hvor arbejderenskal gå mere end 5-6 km eller cykle mere end 10-15km til arbejdspladsen. I tilfælde, hvor overtagelsenaf det anviste arbejde forudsætter, at pågældende måskifte bopæl, vil man endvidere ofte fritage arbej-deren - navnlig hvis der er tale om en forsørger -for pligten til at overtage arbejdet.

5. Praksis med hensyn til anvisning af arbejdeuden for sædvanligt fag og hjemsted.

De ovenfor omhandlede generelle regler syneskun i ret begrænset omfang at være udnyttet i denoffentlige arbejdsanvisnings praksis til fremme af

den faglige og stedlige bevægelighed på arbejdsmar-kedet.

Man har i hovedsagen kun foretaget anvisning tilufaglært arbejde, i første række til arbejdsmandsar-bejde inden for landbrug, jordarbejde og bygnings-industri i sommermånederne. Anvisning af ufaglær-te arbejdere til fagligt eller mere kvalificeret arbejdeeller anvisning fra det ene faglige område til et an-det forekommer derimod praktisk taget ikke. Anvis-ning af arbejde uden for hjemstedet har fundet stedi et lidt større omfang.

Det oplysningsmateriale, der foreligger om denaf kasserne udøvede anvisningsvirksomhed, er retsparsomt; det stammer i det væsentlige fra de enkel-te for administrationen forelagte konkrete anvis-ningsproblemer og vil derfor være af en noget usy-stematisk karakter. For så vidt angår kassernes prak-sis med hensyn til anvisning uden for hjemstedet,kan man dog få en vis vejledning i de foreliggendeoplysninger om udbetalt rejse- og flyttehjælp. I regn-skabsåret 1949-50 blev der ifølge kassernes regn-skaber udbetalt ca. 270.000 kr. i rejse- og flytte-hjælp. Dette tal giver ikke et udtømmende udtrykfor den af kasserne ydede rejse- og flyttehjælp, ideten betydelig del af denne, jfr. ovenfor under 4, ud-betales som dagpenge. Det må derfor antages, atkasserne i et ikke helt ubetydeligt omfang anviserarbejde til sine medlemmer uden for den enkeltesopholdssted.

At dømme efter det for administrationen forelig-gende - ret spinkle - oplysningsmateriale, synes deenkelte kasser derimod praktisk taget ikke at fore-tage anvisninger uden for kassens faglige område.

Det skal herved bemærkes, at der vel ikke i arbejds-løshedsloven udtrykkeligt er pålagt kasserne pligttil at foretage anvisning af arbejde til deres medlem-mer uden for disses sædvanlige fagområde i nær-mere angivne tilfælde. Bestemmelsen i lovens § 17,stk. 2 b om, at understøttelsen kan inddrages for etmedlem, der nægter at overtage anvist arbejde udenfor det sædvanlige fagområde, forudsætter imidler-tid klart, at den omstændighed, at det kan være hen-sigtsmæssigt at oprette kasser for faglige afgrænsedeområder ikke bør føre til, at mulighederne for atoverføre arbejdskraft fra et fag til et andet formind-skes i et omfang, der strider mod arbejdsmarkeds-mæssige hensyn. Arbejdsløshedskasserne, der er etsærdeles vigtigt led i den offentlige anvisning, børderfor inddrages i bestræbelserne for, i det omfangder er behov derfor, at mindske ledigheden inden forderes eget fag og mangel på arbejdskraft inden forandre gennem anvisning af arbejde til andre fagom-råder. Det må dog herved erindres, at de fagligt af-grænsede kasser blandt andet som følge af mindrekendskab til arbejdsforholdene inden for andre fagog en vis mangel på kontakt med arbejdsgiverne in-

96

den for disse vil have betydeligt ringere forudsæt-ninger for at foretage anvisninger uden for fagetend inden for faget. Med mindre kasserne effektivi-serer deres anvisning, således at den i større omfangorienteres mod andre arbejdsområder, eller der ind-ledes et nærmere samarbejde mellem de enkelte ar-bejdsløshedskasser i anvisningsspørgsmål, kan manderfor kun vente relativt begrænsede resultater af enøget indsats fra kassernes side med hensyn til anvis-ning af arbejde uden for faget.

B: Uddrag af kapitel XI. Ændringer i arbejdsanvis-ningen og arbejdsløshedsforsikringen m. v.

b. Ændringer i det nuværende anvisningssystemsstruktur.

For at sikre størst mulig effektivitet i anvisnin-gen kunne man måske teoretisk tænke sig at gå såvidt som til at kræve, at enhver omsætning på ar-bejdsmarkedet skulle formidles af et af staten - al-ene på grundlag af arbejdsmarkedspolitiske syns-punkter - ledet arbejdsanvisningssystem. En så ind-gribende regulering, der forudsætter, dels at enhverarbejdsgiver kun antager de folk, der anvises ham,dels at ingen arbejder overtager andet arbejde enddet, han får anvist, kan dog kun have interesse, nårder stilles ganske ekstarordinære krav til bevægelig-heden på arbejdsmarkedet, som til eksempel underkrigsforhold; en arbejdsmarkedsregulering efter dis-se retningslinier blev således praktiseret i Englandunder den sidste krig. Normalt må det være en for-del, at omsætningen på arbejdsmarkedet i videst mu-ligt omfang kan foregå uden indsats fra arbejdsan-visningens side.

Problemet reduceres dermed til et spørgsmål omat sikre sig, at den arbejdsanvisning, der er behovfor at gennemføre til supplering af den omsætningpå arbejdsmarkedet, der kommer i stand ved direktekontakt mellem arbejdsgiverne og de enkelte arbej-dere, varetages på den mest effektive måde. En mu-lighed ville være at lade det offentlige overtage alsådan supplerende anvisningsvirksomhed. Det villeutvivlsomt være nødvendigt, at sådanne offentligeanvisningsorganer i et vist omfang underkastes encentral statslig ledelse, men opbygningen af anvis-ningssystemet ville på den anden side kræve et nærtsamarbejde med den kommunale og amtskommuna-le administration, der har det største kendskab til delokale arbejdsmarkedsforhold. Såfremt man såledeshelt gav afkald på at anvende arbejdsløshedskasser-ne i anvisningsøjemed, ville det kræve en ret betyde-lig udvidelse af det offentlige administrationsappa-rat, da arbejdsløshedskasserne gennem sine ca. 4000afdelinger, afdelingsfilialer og underkontrolstederhar etableret et meget omfattende og efter de lokaleforhold tilpasset anvisningsapparat, som nu vareta-ger størstedelen af anvisningsvirksomheden. Manmåtte ligeledes regne med muligheden af, at derkunne være betydelige vanskeligheder forbundet

med at sikre sig personale, der vil være lige så kva-lificeret til at udøve anvisningsvirksomhed inden forkassernes område som disses nuværende funktionæ-rer - jfr. herved den i kap. V givne redegørelse forde betydelige praktiske og økonomiske fordele, derknytter sig til den nuværende ordning - fordele, somman i givet fald måtte søge bevaret evt. ved en vissammensmeltning af de offentlige organer og ar-bejdsløshedskassernes organisationsapparat og per-sonale.

En omorganisation af arbejdsanvisningen efter deskitserede retningslinier ville imidlertid betyde etprincipielt brud med den nuværende tilstand, i før-ste række med det selvstyre for kasserne, som udfra andre synspunkter end dem, der anlægges i den-ne forbindelse, tillægges stor betydning. Der kanderfor være anledning til at undersøge, i hvilket om-fang en effektivisering af anvisningen kan gennem-føres inden for rammerne af det nuværende system.

1 c. Effektivisering af anvisningen inden for ram-merne af det nuværende anvisningssystems struktur.

Det er ovenfor i kap. V påpeget, at medens kon-torerne har ret nøje kendskab til antallet af ledigearbejdere, har de kun et ufuldkomment kendskabtil antallet af ledige pladser. Dette skyldes, dels atkontorerne ikke har kunnet opnå tilstrækkelig kon-takt med arbejdsgiverne, der fra gammel tid har væ-ret vant til at henvende sig til arbejdsløshedskasser-ne, når de har haft brug for arbejdskraft, dels at derikke er pålagt kasserne indberetningspligt om samt-lige indkomne pladstilbud og derfor heller ikke omde pladser, kasserne ikke selv har kunnet besætte.

Såfremt de offentlige anvisningskontorer underde nuværende forhold i højere grad skal kunnesupplere kassernes anvisningsvirksomhed, forud-sætter det derfor, at arbejdsgiverne i større omfangdirekte henvender sig til kontorerne, når en hen-vendelse til kasserne ikke har givet noget resultat.

Det er imidlertid urealistisk at stille et sådantkrav til arbejdsgiverne; det bør i stedet være såle-des, at en anmodning om anvisning af arbejdskraft,som kasserne ikke har kunnet imødekomme, auto-matisk af disse videregives til de offentlige anvis-ningskontorer.

Navnlig i perioder med mangel på arbejdskraftinden for visse områder vil et påbud til kasserneom at indberette ikke-effektuerede ordrer på ar-bejdskraft være af stor betydning for en effektivi-sering af anvisningen, idet kontorerne bedre endkasserne vil kunne søge den manglende arbejds-kraft inden for andre kasser og i andre lokalområ-der.

Når det blandt arbejdsgiverne bliver kendt, at deoffentlige anvisningskontorer kan anvise arbejds-kraft i tilfælde, hvor en henvendelse til arbejdsløs-hedskasserne har vist sig nytteløs, må det i øvrigtantages, at der efterhånden vil opstå den nærmerekontakt mellem arbejdsgivere og de offentlige an-visningskontorer, som uanset indførelsen af den

l>7

nævnte indberetningspligt må regnes for en vigtigforudsætning for effektiviseringen af de offentligearbejdsanvisningskontorers anvisningsvirksomhed.

Det nævnte forslag om indberetning af ueffek-tuerede ordrer til anvisningskontorerne vil endvi-dere have betydning derigennem, at det gør detmuligt at få udarbejdet en mere pålidelig statistikom eksisterende mangel på arbejdskraft end den,der lader sig udarbejde på grundlag af det nu fore-liggende sparsomme oplysningsmateriale.

Der er derfor i kommissionen enighed om athenstille til arbejds- og socialministeren at foran-ledige gennemført, at der bliver pålagt arbejdsløs-hedskasserne pligt til at indberette ueffektueredeordrer på arbejdskraft til de offentlige arbejdsan-visningskontorer.

Beretning om Arbejdsmarkedsrådets virksomhed 1960.c. Arbejdsanvisningen.Det er under drøftelserne i rådet blandt andet

fremhævet, at det i den foreliggende situation,præget af knaphed på arbejdskraft på flere om-råder, er af afgørende betydning, at arbejdsanvis-ningen fungerer effektivt. En sådan udbygning afarbejdsanvisningen vil kunne lette bestræbelsernepå i størst muligt omfang at overføre ledig arbejds-kraft fra fag eller geografiske områder, der måttehave ledig arbejdskraft, til områder med et udæk-ket behov for arbejdskraft.

Rådet har derfor blandt andet taget op til over-vejelse de i arbejdsmarkedskommissionens rapportom bevægeligheden på arbejdsmarkedet1) indehold-te forslag til effektivisering af arbejdsanvisningen,herunder særlig spørgsmålet om en udbygning afkontakten mellem den offentlige arbejdsanvisningog arbejdsgiverne samt mellem den offentlige ar-bejdsanvisning og arbejdsløshedskasserne.

I en henvendelse af 24. februar 1960 til en ræk-ke arbejdsgiverorganisationer henstillede rådet tilde pågældende organisationer, at disse bevægerderes medlemmer til at rette henvendelse til de of-fentlige anvisningskontorer, i hvis område med-lemmets virksomhed er beliggende, såfremt ved-kommende arbejdsløshedskasses lokalafdeling ikkehar kunnet effektuere et medlems ordre på arbejds-kraft. Endvidere henstilledes til organisationernesovervejelse på forsøgsbasis at etablere en ordningbestående af aftaler med arbejdsdirektoratet om, atmedlemmerne i god tid forud underretter det på-gældende offentlige anvisningskontor om forestå-ende større afskedigelser og antagelser af arbejds-kraft.

I tilslutning til den foran nævnte henvendelsehar rådet henstillet til arbejdsministeriet, at detteanmoder arbejdsdirektoratet om dels at medvirkeved gennemførelsen af det overfor arbejdsgiverneforeslåede varslingssystem, dels i højere grad end

') Rapport om overvejelser vedrørende bevægeligheden påarbejdsmarkedet, Kobenhavn 1952.

hidtil at henlede arbejdsgivernes opmærksomhedpå de offentlige arbejdsanvisningskontorers mulig-hed for at finde frem til ledig arbejdskraft indenfor andre arbejdsløshedskasser og lokalområder.

Beretning om Arbejdsmarkedsrådets virksomhed 1961.Det vil desuden utvivlsomt være af stor betyd-

ning, om der kan ske en bedre registrering af fore-kommende mangel på arbejdskraft. Hidtil har manher i landet lagt en overdreven stor vægt på at re-gistrere ledigheden blandt de arbejdsløshedsforsik-rede, medens man ikke har udfoldet større anstren-gelser for at belyse den faktiske beskæftigelsesud-vikling, og næsten ingen indsats har været gjortfor at belyse spørgsmålet om ubesatte pladser i er-hvervslivet. En sådan belysning vil have direktepraktisk betydning for arbejdet på at ophæve eksi-sterende mangel på arbejdskraft.

Der er tillige basis for at forstærke den uddan-nelsesmæssige indsats for at tilpasse arbejdsudbu-det bedre efter arbejdsefterspørgslen. En sådan for-stærket indsats bør utvivlsomt ske både, hvor detdrejer sig om ufaglærte - blandt andet i henholdtil loven af 1960 om ikke-faglærtes uddannelse -og for så vidt angår faglærtes specialuddannelse(på de teknologiske institutter etc.).

Som forholdene tegner sig i Danmark i 1961 erdet måske indenfor arbejdsmarkedspolitikken vig-tigere end noget andet, at den offentlige arbejds-anvisnings effektivitet forøges. Ændringerne i ar-bejdsløshedsloven i 1960 indebærer en vis styrkelseaf det danske arbejdsanvisningssystem, blandt an-det i form af udvidet adgang til at yde hjælp tilrejser og flytning, boligfremskaffelse etc. Der erimidlertid utvivlsomt behov for at gå videre endnui denne retning, både ved at tilskynde ledige yder-ligere til at få beskæftigelse udenfor deres hjem-sted, ved at udbygge mulighederne for at yde rejse-hjælp og fremskaffe boliger etc. og ved i det heletaget at forstærke kontakten mellem erhvervsvirk-somhederne og særlig de offentlige arbejdsanvis-ningskontorer. Ikke mindst når man tænker lidtlængere frem i tiden - og tager en mulig forstærketudenlandsk konkurrence, evt. via Danmarks ind-træden i Fællesmarkedet i betragtning - må detforekomme magtpåliggende at forstærke beredska-bet på arbejdsmarkedet ved at styrke de offentligearbejdsanvisningskontorers rolle som clearingcen-tral i forholdet mellem lediggjort arbejdskraft og deerhvervsvirksomheder, der savner arbejdskraft.

Beretning om Arbejdsmarkedsrådets virksomhed 1962.Særlige arbejdsmarkedspolitiske problemer vil

iøvrigt antagelig opstå ved en eventuel dansk til-trædelse til det europæiske økonomiske fællesskab.Der tænkes herved navnlig på de problemer, deropstår ved den omlægning af det danske erhvervs-liv, der må blive en følge af fjernelse af told ogandre handelsrestriktioner inden for fællesskabet.

98

Virkningerne vil formentlig gøre sig stærkest gæl-dende inden for visse sektorer af industrien. Det erikke muligt nøjagtigt at bestemme, hvor mange ar-bejdere der vil blive berørt og deres faglige og geo-grafiske fordeling; og virkningerne vil iøvrigt af-hænge af, hvor gradvis tilpasningen vil kunne fore-gå-

Såfremt omlægningen af det danske erhvervs-liv ikke skal forvolde for store økonomiske og so-ciale skader, er det imidlertid givet, at udviklin-gen må holdes under observation, og at man måvære indstillet på, at der må ske en hurtig og smi-dig tilpasning på det dansk arbejdsmarked. De for-anstaltninger, der her kan komme på tale, vil væreomskoling og flytning af arbejdskraft eller enkombination af disse foranstaltninger.

Endvidere vil de problemer, der rejser sig såvelved erhvervslivets omstilling som ved overgangentil det frie arbejdsmarked inden for fællesskabet,stille overordentlig store krav til arbejdsanvisnin-gen.

Under hensyn til foranstående - herunder enmulig forstærket udenlandsk konkurrence vedDanmarks eventuelle indtræden i fællesskabet -vil det være hensigtsmæssigt at overveje, hvorle-des man kan forstærke beredskabet på arbejdsmar-kedet ved at udbygge særligt de offentlige arbejds-anvisningskontorers virksomhed som formidleremellem lediggjort arbejdskraft og de erhvervsvirk-somheder, der savner arbejdskraft."

Bilag 7.

Fortegnelse over gældende love og cirkulærer m. v.

Privat arbejdsanvisningLov nr. 185 af 20. maj 1933 om privat arbejdsan-visningLovb.'nr. 191 af 4. maj 1938

Bekg. nr. 123 af 17. marts 1945 af regler forprivat arbejdsanvisning.

Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker (jfr.§ 8).

Offentlig arbejdsanvisning.Lov nr. 179 af 23. juni 1932 om arbejdsanvisningog arbejdsløshedsforsikring.Lovb. nr. 238 af 27. juni 1962.Lov nr. 362 af 28. november 1962 (§ 1, 3, 17, 23,34).

Bekg. nr. 390 af 11. september 1942 om detstedlige tilsyn med arbejdsløshedskasserne.Bekg. nr. 357 af 19. august 1948 om pensions-ordning ved offentlige arbejdsanvisningskon-torer, (jfr. nr. 88 af 31. marts 1958).Bekg. nr. 358 af 19. august 1948. Personale-og lønningsreglement.Mønsterreglement - herunder instruks forkontorbestyrerne - for de offentlige arbejds-anvisningskontorer af 1944.Mønsterregler for danske statsanerkendte ar-bejdsløshedskassers virksomhed af 1959.Bekg. nr. 33 af 22. april 1954 af konvention omfælles nordisk arbejdsmarked.

Lov nr. 170 af 29. april 1960 om revalidering(§ 14).

Cirkl. nr. 219 af 12. oktober 1960 vedrørendelov om revalidering.

Lov nr. 105 af 25. marts 1959 om udvandring.Lov nr. 76 af 31. marts 1937 om forhyring og møn-string af skibsmandskab.Lov nr. 139 af 29. april 1955 (§ 7, 12, 16).

Bekg. nr. 81 af 26. marts 1938 om forhyrings-kontorernes virksomhed.

Beskæftigelseslovgivning.Lov nr. 354 af 27. december 1958 om iværksættelseaf offentlige arbejder m. v. og beskæftigelse af ar-bejdsløse.

Bekg. nr. 380 af 30. december 1958 om iværk-sættelse af visse arbejder, hvortil der ydes til-skud af staten m. v.Bekg. nr. 309 af 28. oktober 1959 om foran-staltninger for erhvervshæmmede m. v.Cirkl. nr. 215 af 28. oktober 1959 om størrebeskæftigelsesarbejder (besk.lov afsnit III).Cirkl. nr. 216 af 28. oktober 1959 om mindrebeskæftigelsesarbejder (besk.lov afsnit II).Cirkl. nr. 217 af 28. oktober 1959 om udbyg-ning af industri- og fælles værkstedshuse(besk.lov afsnit IV).

Uddannelseslovgivning m. v.Lov nr. 194 af 18. maj 1960 om erhvervsmæssiguddannelse af ikke-faglærte arbejdere.

Bekg. nr. 361 af 20. oktober 1960 om er-hvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte.Bekg. nr. 362 af 20. oktober 1960 om adgangtil uddannelsesforanstaltninger for ikke-fag-lærte arbejdere og vilkår under deltagelsen.Bekg. nr. 363 af 20. oktober 1960 om stats-støtte til etablering og drift af uddannelses-institutioner for ikke-faglærte arbejdere.

Lov nr. 195 af 18. maj 1960 om beskæftigelse oguddannelse af unge.

Bekg. nr. 382 af 7. november 1960 om be-skæftigelse og uddannelse af unge.

Lov nr. 117 af 3. maj 1961 om erhvervsvejledning.Lov nr. 261 af 2. oktober 1956 om lærlingeforhold.

99

Bilag 8.

Litteraturfortegnelse.

Arbejdsformidlingen.A. Betænkninger in. v.Administrationsiidvalget af I960 (Betænkning nr.

320).Arbejdsdirektørens beretning om arbejdsanvisning

og arbejdsløshedsforsikring m. m. for regnskabs-året 1961-62.

Arbejdsmarkedskommissionens betænkning om destore fødselsårgange med særligt henblik på ud-dannelsesproblemet (1956).

Beretning om arbejdsmarkedsrådets virksomhed iperioden 1. december 1958 til 31. marts 1960.

Beretning om arbejdsmarkedsrådets virksomhed iperioden 1. april 1960 til 31. marts 1961.

Beretning om arbejdsmarkedsrådets virksomhed iperioden 1. april 1961 til 30. juni 1962.Betænkning afgivet af Arbejdsløshedskommissionen

nedsat i henhold til lov af 1. juli 1918.Betænkning om beskæftigelsespolitik og erhvervs-

muligheder i Danmark (Arbejderbevægelsens Er-hvervsråd 1939).

Betænkning om erhvervsudvikling i provinsen (Be-tænkning nr. 206).

Betænkning om teknisk og naturvidenskabelig ar-bejdskraft (Betænkning nr. 229).

Betænkning om uddannelse af ikke-faglærte arbej-dere (Betænkning nr. 221).

Hovedrapport vedrørende undersøgelser af arbej-det på de offentlige arbejdsanvisningskontorer(Forvaltningsnævnets sekretariat, november1956).

Rapport om overvejelser vedrørende bevægelighe-den på arbejdsmarkedet afgivet af den af ar-bejdsministeriet den 14. december 1949 nedsatteArbejdsmarkedskommission.

Rigsdagstidende: 1906/07, 1912/13, 1921/22,(Folketingstidende) 1926/27, 1930/31, 1937/38,

1938/39, 1939/40, 1940/41,1941/42, 1958/59, 1959/60,1960/61. 1961/62.

B. Anden litteratur.„Arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring"

{Arbejdsgiveren, 1922).„Arbejdsanvisningens reformering" {Arbejdsgive-

ren, 1935).Christensen, C. O.: „Arbejdsmarkedets nye grundlov

- Hovedaftalen af 18. novemer 1960" (Soc. T.,nr. 10-11, 1962).

„De offentlige arejdsanvisningskontorers 50 årsjubilæum 29. april 1963" {Soc. T., nr. 3-4, 1963).

Fisker, J.: „Samarbejde og konflikt i industrien"(Dansk Arbejdsgiverforenings Samfundskontakt,1957).

Foss, A.: „Arbejdsløshedskasserne og arbejdsanvis-ningen" (Arbejdsgiveren, 1911).

Hoffmeyer, E.: Stabile priser og fuld beskæftigelse(Kbh. 1960).

Håndbog i arbejdsanvisning og arbejdsløshedsfor-sikring (Kbh. 1951).

Jacob, E. F.: „Centralarbejdsanvisningskontoret"{Arbejdsgiveren, 1915).

Jensen, Eiler: „Fagbevægelsens arbejde gennemfire år. Beretning på LO's kongres 20. maj 1963"(Løn og Virke, nr. 11, 1963).

Jensen, Ernst: „De langvarigt ledige" (Arbejds-mændenes og Specialarbejdernes Fagblad, maj1963).

Kallestrup, L. R.: Arbejdsanvisning og arbejdsløs-hedsforsikring (Kbh. 1945).

Kallestrup, L. R.: „De ledige i arbejde, men allige-vel stagnerende beskæftigelse i efterkrigsårene"(Soc. T. nr. 10, 1961).

Krag, J. O.: „Fuld beskæftigelse, bevægelighed oguddannelse". Tale på LO's kongres, maj 1963(Løn og Virke, nr. 11, 1963).

Neergaard, H. og Jensen-Sønderup: „Arbejdsløs-hedskasserne og arbejdsanvisningen". Diskussion(Arbejdsgiveren, 1913).

„OECD-erklæring om behovet for en aktiv arbejds-markedspolitik" (Uddannelse og Erhverv, marts1963).

Ohrt, E.: „Teknikken i dag og i morgen" (DanskArbejdsgiverforenings Samfundskontakt, 1958).

Segerstedt, T. T.: „Ånd og trivsel på arbejdsplad-sen" (Dansk Arbejdsgiverforenings Samfunds-kontakt og A.O.F., 1956).

Zeuthen, F.: Socialpolitik 1. Arbejdsløn og arbejds-løshed (Kbh. 1939).

Zeuthen, F.: „Kampen mod arbejdsløsheden" [Poli-tiken, 7. febr. 1957).

Zeuthen, F.: „Produktion og fordeling på arbejds-markedet og i den økonomiske politik" (Natio-naløkonomisk Tidsskrift, 1957).

Vater, Aa.: Arbejdsløshedslovgivningen i Danmarkgennem 25 år, 1907-1932 (Kbh. 1932).

Vater, Aa.: Den offentlige arbejdsanvisning i Dan-mark gennem årene 1913-38 (Kbh. 1938).

„Øgede beskæftigelsesmuligheder for gifte kvinderog ældre". Henstilling fra arbejdsmarkedsrådet(Uddannelse og Erhverv, marts 1963).

II. Uddannelse m. v.Ahm, J.: „Den internationale arbejderorganisations

henstilling af 1949 om erhvervsvejledning"(Socialt Tidsskrift, nr. 1, 1950).

Bundvad, K.: „Fremsættelse af lovforslag om er-hvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbej-dere" (De store Årgange, januar 1960).

100

Dreyer, E.: „Uddannelseslovens første to år" (So-cialt Tidsskrift, nr. 6-7, 1962).

Første beretning om uddannelsesloven fra uddan-nelsesrådet for ikke-faglærte (Kbh. 1962).

„Ny amerikansk lov om arbejdskraftens uddan-nelse og omskoling" (Uddannelse og Erhverv,november 1962).

Redegørelse for statens arbejdstekniske ungdoms-skoler 1962 63 (Arbejdsministeriet, juli 1963).

Redegørelse for statens specialarbejderskoler 1962-63 (Arbejdsministeriet, august 1963).

III. Fællesmarkedet m. v.Danmark og det europæiske fællesskab (Udenrigs-

ministeriet, 1962).„De europæiske fællesmarkedsplaner" (Industri-

rådet, 1957).Det europæiske økonomiske Fællesskabs Råds for-

ordning nr. 15 vedrørende gennemførelse af ar-bejdskraftens frie bevægelighed inden for fælles-skabet (Udenrigsministeriet, utrykt).

Direktiv til ovennævnte forordning (Udenrigsmini-steriet, utrykt).

IV. Udenlandsk litteratur.A. Norge.Bråthen, G.: „Arbeidsformidlingen blir statlig"

(Arbeidsmarkedet, Oslo, aug. 1960).Bråthen, G.: „Bruk arbeidsformidlingen" (Arbeids-

markedet, Oslo, september 1963).Bråthen, G.: „Den statlige arbeidsformidling be-

gynner sin virksomhet" (Arbeidsmarkedet, Oslo,mai-juni 1961).

Fjeld, J. T.: „Arbeidsformidlingen i støpeskjeen"(Arbeidsmarkedet, Oslo, september 1959).

Frederiksen, O. F.: „Nyorganisering av arbeids-formidlingen" (Arbeidsmarkedet, Oslo, februarI960).

Grøtterud, T.: „Arbeidsformidlingens organisasjon"(Arbeidsmarkedet, Oslo, september 1963).

„Kommunalkomiteens innstilling om omorganise-ringen av Arbeidsformidlingen" (Arbeidsmar-kedet, Oslo, maj 1960).

Mørtvedt, L.: „Arbejdsgiverne og arbeidsformidlin-gen" (Arbeidsmarkedet, Oslo, september 1959).

Mørtvedt, L.: „Slik foregår arbeidsformidling"(Arbeidsmarkedet, Oslo, september 1963).

B. Sverige.„Ambulerande arbetsförmedling" (Arbetsmarkna-

den, Stockholm, maj-juni 1962).Arbetsförmedlingen och arbetsmarknaden i Stock-

holm 1905-1955 (Stockholm 1955).Frid, S. R.: „Sysselsättningstrygghet" (Arbetsmark-

naden, Stockholm, marts 1962).Gyllin, Y.: „Sjöfartens rekryteringsproblem" (Ar-

betsmarknaden, Stockholm, maj-juni 1962).Holmberg, P.: Arbete och löner i Sverige (Stock-

holm 1963).Olsson, B.: „Västeuropas arbetskraft" (Arbetsmark-

naden, Stockholm, marts 1962).Olsson, B.: 60-tallets arbetsmarknad (Stockholm

1960).Olsson, G.: „Nordisk arbetsmarknad" (Foreningen

Norden, Stockholm 1963).Skogh, S.: Arbetets marknad (Stockholm 1963).Starrin-Reindahl, S.: „Arbetskraftreserv - ordets

makt över tanken" (Arbetsmarknaden, Stock-holm, januar 1962).

C. Andre lande.„Aktuelle amerikanske arbejdsmarkedsproblemer"

(Uddannelse og Erhverv, juni 1962).Bakke, E.: „Arbeidsformidlingen i Vest-Tyskland"

(Arbeidsmarkedet, Oslo, april 1963).Die Europäische Wirtschaftsgemeinschaft (Berlin

1960).Hakkarainen, J. og Quick, H. E.: Kort sammenfat-

ning av arbetsförmedlarens handbok (Helsing-fors 1963).

„ILO i dag og i morgen." (Årsrapport fra general-direktøren for 1LO. Oslo, 1963).

Kellgren, Nils: „Något om USA's arbetsförmed-ling" (Arbetsmarknaden, Stockholm, april 1963).

Pehrsson, M.: „Finska arbetsförmedlingen i nyform" (Arbetsmarknaden, Stockholm, oktober1961).

Saxebøl, E.: „Arbeidsformidlingen i Finland" (Ar-beidsmarkedet, Oslo, maj 1963).

Södersten, E.: „Problem på amerikansk arbets-marknad" (Arbetsmarknaden, Stockholm, de-cember 1962).

Taschenbuch, Bundesanstalt AV AV (Arbeitsver-mittlung) (Stuttgart 1958).

Taschen Lexikon (Freiburg 1958).The Youth Employment Service (London 1962).„Ungdom og arbeid". Årsrapport fra generaldirek-

tøren for ILO (Oslo 1960).Wight Bakke, E.: A Positive Labour Market Policy

(Columbus, Ohio, 1963).

101

Emneliste.

Arbejdsanvisning 7, 9ff, 10, 13, 37, 38, 45, 49, 52ff, Ekspeditionskontor 61, 62, 63, 78, 8055, 60, 61, 63, 73, 77, 80, 94, 97 Engageringskontor 17, 18

Arbejdsanvisningskontorer 5, 8, 9, 14, 15, 16, 18, 57, Enhedssystem (se statsligt enhedssystem)63, 66, 73, 78, 81, 84, 87ff, 93, 94 Erhvervshæmmede 14, 95

Arbejdsdirektoratet 5, 6, 10, 11, 14, 16, 18, 37, 51, Erhvervsvejledning 15, 60, 62, 64, 74, 78, 9560, 61, 64, 75, 98 Etableringshjælp 78, 81, 83

Arbejdsdirektøren 80, 81, 82 Europæiske socialpagt 37, 40, 49Arbejdsgiverforening, Dansk 6, 58, 73, 75, 80, 94Arbejdskonsulenter 10, 14, 60, 62, 64, 78 Fagforbund (fagforeninger) 7, 9Arbejdskraftreserve 54 Filialkontorer 8, 75, 94Arbejdsløshedsforsikring 7, 59. 75, 77, 79, 94, 97 Finland 30ff, 36Arbejdsløshedsforsikring i andre lande (forholdet til Flyttehjælp 12, 62, 68, 80, 96, 98

arbejdsanvisningen) 22, 29, 30, 32, 33, 34, 35 Flyttehjælp i andre lande 21, 30, 34Arbejdsløshedskasser 7, 8, 9, 14, 16, 57, 81, 91ff, Forhyringskontorer 16

93, 94, 95, 97 Forretningsudvalg (i arbejdsløshedskasserne) 9Arbejdsløshedskassernes Samvirke 6, 57, 73, 75, 77 Frankrig 46Arbejdsløshedsunderstøttelse 7, 11, 13, 14, 82, 94 Fremskaffelse af boliger til tilflyttere 12Arbejdsmarkedskommissionen 57, 94ff, 97 Fællesmarkedet 5, 36, 38, 44, 49, 50, 51, 55, 98Arbejdsmarkedspolitik 46, 47, 54, 55, 59, 61, 71, 76,

78, 83 95 97 Geografiudvalget 5, 6, 66Arbejdsmarkedsrådet 57, 98ff Grundforbedringsarbejder 16, 62Arbejdsministeriet 5, 6, 61, 72, 78Arbejdsnævnet 7, 8, 80, 82 Havnearbejdere 17Arbejdstilladelse 16, 49, 92 Henvisning til beskæftigelsesarbejder 15

Hjælpemidler (v. arbejdsformidling) 11ff, 53, 56, 64,fiftff 77 78

Befordringsgodtgørelse (se rejsehjælp og transport) „ . , . ' . , . . , . . . . . . , .Beskæftigelsesarbejde 16, 62, 95 Hjælpemidler (v. arbejdsformidling i andre lande)Beskæftigelsesloven 5 , 14, 93 2 1 ' 2 5 ' 2 8 ' 3 0 ' 3 2 ' 3 3 ' 3 4 ' 3 5

Bevægelighed (geografisk og faglig) 5, 12, 38, 39, 45, Holland 33ff, 4650 52 58 65 80 95 96ff Hovedbestyrelse (i arbejdsløshedskasserne) 9

Bolig (indskud m.v.)' 12,'47, 62, 69, 70, 73, 79, 81 Husgerningskontorer 17Brancheudvalg (vedr. ikke-faglærtes uddannelse) 13, I k k e . f a g l æ r t £ 13> 7 0 > 1% % 98

r> A • CQ c cn I- L- O- 36, 38, 40, 49Budget 58, 62, 67 T' ' . ' ' ' , . , .„ . to .... , ' „~ o - Indvandring 16, 50, 61, 64Børnetillæg 69, 82, 83 T . .. 6 .' ' 'fo Integrationsperiode 92, 93„ . , . . , . . , . . „ Internationale aftaler 6, 16, 36ff, 48, 49, 77Centralarbejdsanvisningskontoret 8Clearing 11, 53, 54, 60, 62, 63 Kartotek 11, 15, 60, 62, 63, 95

Kommunalbestyrelser 7, 8, 81Kontorbestyrere (ved de offentlige anvisningskon-

torer) 6, 75Kontrol (inden for arbejdsløshedsforsikringen) 10,

11, 51, 60, 62, 83Kredskontorer 60, 62, 63, 78, 80Kursusvirksomhed 13, 14, 70, 71

Dagpenge (satser) 12Delegeretmøde i arbejdsløshedskasserne 9Den tyske forbundsrepublik (Vesttyskland) 23ff, 46,

54, 73, 75Dobbelt husførelse (se merudgifter ved)

E. D. B. anlæg 60, 62, 63Efterspørgsel (efter arbejdskraft) 11, 20, 21, 24, 25,

42, 44, 55, 76, 98Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende

Fagforbund (L. O.) 6, 61, 73, 75, 78, 80, 94

102

Langvarigt arbejdsløse 14, 62, 65Ledighedsattestation, se kontrolLedighedskontrol, se kontrolLedighedstilmelding, se kontrolLokalafdelinger af arbejdsløshedskasserne 9, 57, 77,

94,98Lockout 81Lærlingeforhold (lærekontrakter) 15, 62, 65

Medlemmer, af arbejdsløshedskasserne 9, 82Merudgifter ved dobbelt husførelse 12, 62, 69, 78,

80, 82, 83Merudgifter ved dobbelt husførelse i andre lande 21,

25, 30, 32, 33, 35

Nordisk arbejdsmarked 16, 36Norge 31ff, 36

OECD (OEEC) 16, 36, 37, 40, 47, 49, 50Offentlige tilskudsarbejder 62, 64Omskoling 13, 39, 47, 77, 79, 98Omskoling i andre lande 21, 26, 28, 34, 35Oplæring 13Oplæring i andre lande 21, 25, 28, 33, 34, 35Optræning 14Overgangsordning (i forbindelse med ændring af ar-

bejdsanvisningens struktur) 67, 78, 84, 92ff

Personale (ved de offentlige arbejdsanvisningskonto-rer)60, 61,62, 66,72, 78, 84

Personlig tilmeldte 10Prisstabilitet 45, 46, 47, 52, 54Privat arbejdsanvisning 17ff, 92, 93Privat arbejdsformidling i andre lande 22, 28, 30,

32, 33, 34, 35

Regionalarbejdsnævn 61, 80, 83Regionalkontor 60, 61, 63, 78, 80, 82, 92, 93Rejsehjælp 12, 62, 68, 80, 81, 96, 98

Rejsehjælp i andre lande 21, 25, 30, 32, 33, 35Revalidering 13, 14, 62, 65, 74, 79

Skibsbesætninger 16Specialformidling 61, 62, 65, 79Starthjælp 21, 32Statistik (vedrørende arbejdsmarkedsforhold etc.)

14, 15, 55, 60, 62, 71,77, 78, 79Statsligt enhedssystem 58, 59, 60ff, 61, 62, 66, 67,

73, 74, 77, 79, 82, 83, 92ffStikprøvekontrol 16Storbritannien 32ff, 46Strejke 81Sverige, 6, 19ff, 36, 53, 54, 68, 75Sygehjælperkontorer 17Sygeplejebureauer 18

Tillidsmænd i arbejdsløshedskasserne 10, 16, 56, 77Tilsynsråd ved offentlige arbejdsanvisningskontorer

8Tilsynsvirksomhed over for arbejdsløshedskasserne

7, 15, 62, 65Transport (daglig) 12, 13, 69, 79, 80, 82, 83

Udbud af arbejdskraft 11, 20, 21, 24, 25, 76, 97Uddannelse 13, 14, 56, 62, 64, 98Udgifter 8, 57, 58, 66, 67, 78, 84Udvandring 16, 61, 64Ueffektuerede ordrer 10, 11, 57, 74, 95, 97, 98Ugeliste 11, 15Understøttelse (satser) 12U.S.A. 26ff, 35, 75

Varsling 22, 29, 58, 71, 73, 74, 79, 98Vægring 11, 12, 82,95Voldgiftsret, den faste 81

Østrig 34ff

103