Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

1

DHO:

Menneskets forhold til naturen Oplysningstiden 1690-1789

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

2

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING ................................................................................................................................................. 3

OPLYSNINGEN OG FORNUFTEN ............................................................................................................. 4

OPLYSNING I LITTERATUREN ................................................................................................................ 6

ERASMUS MONTANUS ........................................................................................................ 6

ANDEN AFHANDLING OM STYREFORMEN ................................................................. 7

DISKUSSION .................................................................................................................................................. 8

KONKLUSION.............................................................................................................................................. 10

LITTERATURLISTE ................................................................................................................................... 11

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

3

Indledning

Oplysningstiden i Danmark startede en revolutionerede bevægelse i det 18. århundrede, der

medførte et mere moderne og liberalt syn på samfundet, samt mennesket og dets forhold til naturen.

Det var et oprør mod kongens enevældige magt og en stræben efter borgerlig frihed og lighed, ledt i

spidsen af samtidens store filosoffer og forfattere, bl.a. Kant, Steno, Voltaire og Locke.

Oplysningstiden lagde grundlag for store naturvidenskabelige forsøg og opdagelser, som vi i dag

anerkender og benytter. Den indledte en ny epoke indenfor litteratur og kunst, hvor den

klassicistiske strømning med bl.a. Ludvig Holbergs dramaer, komedier og epigrammer om aktuelle

debatemner erstattede barokkens store, følelsesladede og ekstremistiske fortællinger.

I denne opgave vil jeg undersøge hvordan man kan afspejle samtidens samfundsmæssige

debatemner i litteraturen og kunsten, ved at analyse Ludvig Holbergs Erasmus Montanus og John

Lockes Anden afhandling om styreformen. Jeg vil herudover undersøge hvordan den nye oplysning

indenfor naturvidenskab ændrede mennesket forhold til både tro og naturen, ved at kigge på

forsiden til Den Franske Encyklopædi (1751).

Overordnet emne:

Menneskets forhold til naturen

Problemformulering:

På hvilken måde præger samfundsmæssige forhold litteraturen og kunsten i Oplysningstiden, og

hvilken betydning har det for menneskets forhold til naturen?

Problemstilling:

Redegør for karakteristika ved Oplysningstiden og samtidens forhold mellem menneske og natur.

Analyser Erasmus Montanus 2. akt John Lockes “Anden afhandling om styreformen” med henblik

på afslutningsvis at belyse hvordan teksterne fremstiller menneskets forhold til naturen.

Diskuter hvordan Erasmus Montanus 2. akt, John Lockes “Anden afhandling om styreformen” og

forsiden til den franske encyklopædi har relevans i Oplysningstiden.

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

4

Oplysningen og fornuften

”Alle mennesker er født lige og frie.”

1 Dette bliver vægtet højt i Danmark fra omkring 1690, hvor

Oplysningstiden siges at begynde. Den startede med John Lockes liberale tanker om naturret i 1690

og sluttede med et blodbad i Den Franske Revolution, 1789. Det var en tid hvor menneskets

opfattelse af verden, religion og videnskab blev både udvidet og udfordret, og hvor det fornuftige,

det nyttige og det naturlige bliver vigtige og betydningsfulde nøgleord.

I Oplysningstiden begyndte man at sætte spørgsmålstegn til religiøse traditioner og

samfundsmæssige principper, der førhen havde været utvivlsomme. Statskuppet i 1660 havde banet

vej for enevælden, hvor kongen havde den suveræne magt, men i Oplysningstiden begyndte man

selv at tvivle dette. John Locke startede ideen om et oplyst enevælde, da han i sin afhandling

forklarede sin teori om naturret og en samfundspagt. I det oplyste enevælde gik man altså væk fra

troen om et arverige, og kongen skulle nu vælges og fravælges ud fra fornuft.

Her blev også en stor del af religionen betvivlet af naturvidenskab, og meget af den blinde tiltro til

Gud som verdensskaber blev udskiftet med undersøgelser om evolution, geologi og biologi. Den i

dag anerkendte geolog Niels Stensen – også kaldet Steno – stod i spidsen af denne nye

verdensopfattelse. Han beskæftigede sig her med metafysikken og ’det bløde’ i naturvidenskaben,

hvor han revolutionerede og forargede på samme tid. I samtiden var så blasfemiske tanker ikke

varmt modtaget hos et stort publikum, der stadig anså Gud som den essentielle skaber af alt.

Der var altså splittelse mellem den lutherske kristendom, og den nye populære religion deisme.

Deisme er en begrænset kristendom, der bygger på, at Gud er skaberen af Jorden, men har skabt på

sådan en måde, at naturen er et fornuftigt system uden Guds indtræden2. Dette understøtter Stenos

aksiomer om naturvidenskab, da han studerer geologi og naturvidenskab, men samtidig er aktiv

kristen. Han var med til at ændre synet på naturen fra barokkens idé om, at naturen var ustyrlig og

skulle kontrolleres, til at naturen skulle undersøges og udforskes. ”Steno troede, at der findes en

sandhed om naturen, men at vi kun kan tilnærme os den, aldrig nå den.”3 I Oplysningstiden

prøvede man altså her at tilnærme sig den sandhed, mens man stadig skulle beholde sin tiltro til

Gud og kristendommens forestillinger. Nogle deister var stærkt imod den kirkelige magt, som f.eks.

1 Thomas Jefferson: Den amerikanske uafhængighedserklæring

2 Thomas Bredsdorff, Oplysningen: Deister og pietister

3 Niels Stensen(Steno): Niels Stensen – og hans teori om Jorden og Livet

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

5

den berømte franske filosof, Voltaire, hvis motto var Ècrasez l’infâme, hvilket betyder ’knus den

skændige’. Den skændige her var altså kirken og kristendommen, som han ønskede til livs.

Men en del af befolkningen, kaldet Modoplysningen, var stærkt imod Oplysningstidens filosofi,

idealer og naturfaglige teorier og ikke mindst den opstående ateisme. Mange aristokrater og

tilhængere af Modoplysningen tog ikke mennesket for fornuftigt nok til at kunne træffe egne

beslutninger4.

Den tyske filosof Immanuel Kant beskrev dette fænomen som selvforskyldt umyndighed. Hans

teori byggede på, at mennesker er umyndige i den forstand, at de afhænger af andres viden og

ydelser, og at det er selvforskyldt da de ikke mangler evnerne til at tjene sig selv, men modet og

viljen til det. Mennesket trives i det umyndige, da det er et trygt og næsten naturligt stadie i deres

liv, og vover sig derfor ikke ud af denne tryghed, samtidig med at samfundet aldrig lader det prøve.

”Sapere Aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!”5 Kant mente, at den selvforskyldte

umyndighed også skyldes dovenskab, da ingen tager sig ulejligheden til at betjene sig selv, men i

stedet afhænger af de myndige. Og at mennesket aldrig får mulighed for at prøve, da det ikke har

friheden til det. Derfor er frihed altså det aller vigtigste for at skabe fornuft, da mange mennesker

har fornuften i sig, men ikke har friheden til at ytre den. Kant ønsker en enkelt form for frihed,

hvilket er ’i enhver henseende at gøre offentligt brug af sin fornuft’6.

Samtidig indgik litteraturen en forandring, da de gik fra barokkens store, dramatiske fortællinger til

klassicistiske, nysgerrige og diskuterende tekster. Litteraturen skulle i stedet for at fokusere på det

ekstreme og dramatiske, fokusere på hverdagens og samfundets store debatter. Samtidens store

forfattere, såsom Ludvig Holberg er kendte for at formålsbevidst formidle oplysning og samfundet

kritisk7. Litteraturen var for mange mennesker og forfattere et middel til at oplyse og blive oplyst.

4 Mikkel Thorup, 1700-tallet sort på hvidt: Modoplysningen

5 Immanuel Kant, Af: Hvad er Oplysning?

6 Immanuel Kant, Af: Hvad er Oplysning?

7 Thorkild Borup Jensen, Ludvig Holberg

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

6

Oplysning i litteraturen

Erasmus Montanus

Et meget tidstypisk og kendt værk fra Oplysningstiden er Ludvig Holbergs (1684-1754) Erasmus

Montanus, der opstiller scenariet af den lærde og begavede Erasmus Montanus der kommer tilbage

til sin hjemby og dens – efter hans mening - ulærde og enfoldige mennesker.

Dramaet har en scenisk fremstillingsform, hvor der er stort fokus på dialogen og monologerne

mellem karaktererne. For at vise Erasmus’ lærdom har Holberg gjort stort brug af latinske udtryk i

hans monologer, da latin dengang var det mest sofistikerede sprog, som kun de lærde kunne. ”Jeg

vil bevise han er lyksalig. Qvicunque bene bibit, bene dormit. Nej, det sandt, I forstår ikke latin.”8

Han bruger det regelmæssigt i sit sprog, og bruger latin som et bevis på hans intelligens.

I 2. akt af Erasmus Montanus kommer Erasmus tilbage fra København til sin fattigere hjemby,

hvilket han allerede udtrykker sin ærgrelse i starten af scenen. ”Jeg har kun været en dag fra

København og længes allerede. Hvis jeg ikke havde mine gode bøger med mig, kunne jeg ikke leve

på landet.”9 Som den eneste i sin familie der har studeret i København, eller studeret i det hele

taget, er han meget stolt over sin egen visdom. Han betragter sig selv som en intellektuel og lærd

mand, hvilket kan ses idet han ændrer sit navn fra Rasmus Berg til Erasmus Montanus, og dermed

distancerer sig selv fra sit bondelige liv og sin familie.

Erasmus’ selvudråbte intelligens får et sammenstød med hans bror, Jacob. Jacob har ingen

uddannelse lig sin brors, men arbejder på gården med deres forældre. Disse to karakterer fungerer

som en dualisme, idet Erasmus repræsenterer viden og naturvidenskab, mens Jacob repræsenterer

de gamle traditioner og den lutherske kristendom. De viser spliden mellem deisme og kristendom,

som kan ses da Erasmus kaster en tyk bog efter Jacob, som han hævder er Biblen, eller i hvert fald

lig den.

”Jeg kender så nok mare Bibelen. Den bog er jo tor nok til at værre Bibelen. Jeg kan nok se at det

er hverken Evangeliebog eller Katekismus. Men hvad det er eller ikke, så lader det ilde at kaste

bøger efter sin bror.”10

8 Erasmus Montanus, 2. akt scene 3, s. 25 l. 6-8

9 Erasmus Montanus, 2. akt scene 1, s. 19 l. 1-4

10 Erasmus Montanus, 2. akt scene 2, s. 23 l. 9-13

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

7

Det antydes her, at de tre bøger Bibelen, Evangeliebog og Katekismus er de eneste tykkere bøger

Jacob kender. Hvilket både illustrerer hans faglige uvidenhed, og hans tro på kristendommen.

Samtidig kan det symbolisere Erasmus’ deisme, eller i hvert fald afstand fra kristendommen, idet

kan kaster Bibelen efter Jacob.

Oplysningen i Erasmus Montanus bliver også fremstillet meget ironisk og satirisk, da der tit bliver

gjort grin med Erasmus. Da Jacob fortæller om turen til Jeronimus11

forklares det, at Erasmus ikke

er så klog på nogle punkter alligevel, og at han ikke bruger sin viden fornuftigt. Jacob, der derimod

ikke har nogen lærdom, handler rationelt og fornuftigt.

”Det forstod jeg bedre, endskønt jeg ikke har sat mange penge til på at lære visdom. Jeg begreb

straks det, endskønt jeg kender ikke en latine bogstav.”12

Holberg prøver altså her at vise, at lærdom

ikke i sig selv er nok, men at man skal kunne bruge den fornuftigt.

John Locke

Oplysningstiden siges officielt at starte med den engelske naturretsfilosof John Lockes (1632-1704)

Anden afhandling om styreformen, skrevet i 1690, hvori han fortalte om en samfundspagt mellem

borgere og magthavere. Han blev anset som liberalismens første store fortaler og tilhænger, idet han

kæmpede for borgernes ret til frihed, lighed og ejendom, og at det var statens pligt at sikre disse

rettigheder.

Den er skrevet fra idealismen af en naturretsfilosof, og skrevet til samfundets oplyste borgere. Her

prøver han at oplyse befolkningen om en ideel styreform, hvor kongen er valgt ud fra fornuft og til

borgernes fordel. Afhandlingen er ikke ment til de kristne og religiøse, men Oplysningsmænd og

deister, som John Locke selv.

Han ytrer sig om, at menneskene befandt sig i en naturtilstand før de civiliserede samfund og stater,

og at overgangen fra den og til samfundet, forudsatte en samfundspagt. Han mente, at det skulle

være befolkningen der valgte at tildele magten til et bestemt individ, og at dette individ så var den

øverste magt. Denne magt – kongen - skulle lede landet til befolkningens fordel, og kunne ikke

udøve magt udover det, han var blevet tildelt. Den øverste magt var suveræn og skulle respekteres.

”Det er nemlig latterligt at forestille sig, at man i sidste ende kunne være bundet til at adlyde nogen

som helst magt i samfundet, der ikke var den øverste.”13

Der skulle dannes love og regler, som

11

En karakter i Erasmus Montanus, svigerfar til Erasmus 12

Erasmus Montanus, 2. akt scene 5, s. 28 l. 9-15 13

John Locke, Anden afhandling af styreformen, s. 1

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

8

skulle gælde for hele samfundet; kongen kunne ikke længere handle og dømme ud fra spontane

eller subjektive principper. Alt skulle være lige for alle.

Han ville her gøre oprør mod kongens enevældige magt, og skrev en afhandling til andre oplyste

som delte hans meninger og ideal. Eftersom sproget har et højt stilleje, må teksten være ment til en

mere uddannet og lærd del af befolkningen, som Oplysningsmændene ofte bestod af.

Kilden her er en førstehåndskilde, idet den er skrevet i samtiden om et aktuelt samfundsproblem.

John Locke er meget subjektiv i sine udtalelser, idet han fortæller ud fra sin ideologi. Så frem for at

give et indblik i styreformen i 1690, kan kilden vise os hvordan man i Oplysningstiden bevægede

sig længere væk fra kristendommen, og i stedet ville handle ud fra det fornuftige, det nyttige og det

naturlige. Kilden giver nutidens læsere indblik i samtidens store debat om enevælden, og hvordan

tidens store filosoffer, som Locke, forestillede sig et ideelt styre og samfund.

Diskussion

Både Ludvig Holbergs Erasmus Montanus og John Lockes Anden afhandling om styreformen er to

litterære værker, der har haft stor betydning i Oplysningstiden. Erasmus Montanus er en satirisk

fortælling indenfor den klassicistiske genre. I Oplysningstiden var de store taleemne fornuft og

natur, hvor begge bliver taget op i dramaet. I Erasmus Montanus bruger Holberg dog viden og

oplysning ganske ironisk, da Erasmus bliver sat overfor Jacob, der bruger sin oplysning og erfaring

mere fornuftigt, end Erasmus gør.

Oplysning gør altså ikke nogen gavn, hvis ikke man kan benytte den fornuftigt. Immanuel Kant

mente, at man skal have mod til at tjene sig selv og ytre sin egen fornuft. At mange mennesker har

selvstændige og begavede tanker i sig, men mangler friheden til at få dem frem. På samme måde

mangler Jacob i Erasmus Montanus, og en masse andre bønder, friheden til at finde og ytre deres

indre selvstændige fornuft.

Mange af Oplysningstankerne gik ud på at give borgerskabet mere frihed og lighed. Christian VII’s

læge J.F. Struensee fik indført mange principper, såsom trykkefrihed og ytringsfrihed, som var en

stor og vigtig indførelse i Danmark, da borgere nu fik den frihed til at komme ud af deres

selvforskyldte umyndighed14

.

14 Danmarkshistorien, Fra borgerlige rettigheder til universelle menneskerettigheder, efter 1776

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

9

Et fællestræk mellem de to kilder, er hvordan de begge afspejler samtidens bevægelse væk fra

kristendommen, og spliden mellem naturvidenskab og religion. Holberg illustrerer det ved at

opstille naturvidenskab og religionen som en dualisme i Erasmus Montanus. Efter 2. akt i dramaet

begynder Erasmus at disputere og hævde imod de kristne overbevisninger, at Jorden er rund. Han er

den eneste i sin hjemby der tror dette, og bliver anklaget for grov blasfemi og nægtes ægteskab med

Jeronimus’ datter, Lisbed. I virkeligheden var dette jo også et stort debatemne, da videnskaben

begyndte at modbevise Bibelen.

I Lockes Anden afhandling af styreformen brugte han oplysningen som et middel til at argumentere

for det gode, ideelle samfund.

”For den, der er udsat for den vilkårlige magt hos en mand, som befaler over 100.000 mand, er i en

meget værre stilling end den, der er udsat for den vilkårlige magt hos 100.000 mand enkeltvis, da

ingen kan være sikker på, at hans vilje, der befaler over de mange, er bedre end andre mænds, blot

fordi han er 100.000 gange stærkere.”15

Han var stærk modstander af den enevældige og suveræne magt hos kongen, og ønskede et mere

lige og frit samfund for borgerne. I det oplyste enevælde skulle kongen og den øverste magt vælges

ud fra fornuft og rationalitet. Kongen skulle kunne blive skiftet ud hvis ikke han levede op til

kravene, hvilket stærkt gik imod de kristne værdier om et arverige, og at kongen var blevet valgt af

Gud. Ligesom i Erasmus Montanus vægter de altså individer i mere end blot status og visdom, men

hvordan de bruger deres fornuft og forstand.

Hos begge tekster er der også et klart nyt syn på hvordan mennesket skal se naturen. Locke var

naturretsfilosof og forestillede sig derfor en naturtilstand mennesket før havde befundet sig i. I

Erasmus Montanus beskæftiger man sig med den ændrede natur i debatten om Jordens oprindelse

og form. Ligesom i Stenos teorier blev naturen noget man skulle undersøge og vide noget om. I

stedet for at forsøge at kontrollere naturen, som man tidligere havde gjort i barokken, påskønnede

man det ordentlige kaos og forsøgte at tilnærme sig sandheden om den. Det ses også på forsiden af

Den Franske Encyklopædi (1751)16

, hvor man ser en sammensmeltning af religion og

naturvidenskab. I Oplysningstiden skulle man forsøge at holde en balance mellem det

naturvidenskabelige og sin religion, hvilket tit ikke stemte overens.

15

John Locke, Anden afhandling af styreformen 16

Se forside

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

10

Konklusion

Vi har i denne opgave set eksempler på nogle af Oplysningstidens største og vigtigste litterære og

billedlige værker. Disse har været med til at danne og ytre tanker om naturret, samfundet og dets

debatter. Oplysningstiden var en tid hvor individualismen var fremtrædende, og borgerskabet fik

friheder de ikke før havde haft. Dette ledte til en masse fremskridt for samfundet, såsom indførelsen

af Grundloven i 1848 og Den Danske Revolution. Men med fremskridt må man nogle gange et

skridt tilbage, for at gå to frem. Resultaterne af Den Franske Revolution var demokrati og større

lighed mellem befolkning – men midlerne man tog for at nå dertil var henrettelse og en blodig

revolution.

I dette tilfælde måske et nødvendigt onde, da disse resultater har gjort verden til hvad den er i dag,

hvor oplysningen findes alle vegne. Da vi er den digitaliseret tidsalder har vi adgang til information

hvor som helst, og har ytringsfriheden til at udtrykke vores holdninger, og endda muligheden for at

gøre det anonymt. Man kan dog argumentere for, at Oplysningstiden aldrig i sig selv er stoppet, da

mennesket aldrig stopper med at opdage nye ting og optage ny viden. I en verden som vores er der

uendelige muligheder, som endda overgår vores egen planet og går helt ud i universet. Som Steno

siger det, kan man aldrig nå frem til hele sandheden om naturen, da der konstant er nye ting at

opdage.17

17

Reference til Niels Stensen, Niels Stensen – og hans teori om Jorden og Livet

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

11

Litteraturliste

Primære kilder:

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus 2. akt

John Locke: Anden behandling af styreformen

Sekundære kilder:

Bredsdorff, Thomas: Oplysningen: alt hvad De behøver at vide for at bluffe Dem gennem en

middagskonversation. Gyldendal, Nordiske Forlag, 2004 Elf, Mads Julius: 1700-tallet sort på hvidt. Aarhus Universitetsforlag, 2012

Immanuel, Kant: Af: Hvad er Oplysning?1784

Jensen, Thorkild Borup: Ludvig Holberg. Dansklærerforeningens forlag, 2006

Jørgensen, Helmer: Da menneskerettighederne opstod: Det moderne menneskes selvforståelse tager

form. Book on Demand GmbH, 2007

Locke, John: Anden afhandling om styreformen. 1690

Olsen, Jørgen: Oplysningstiden: Da det moderne tog form. Systime, 2008-2009

Hjemmesider:

Bejder, Peter, Benjamin Kristensen og Simon Ege Dahl Kjærsgaard: Fra borgerlige rettigheder til

universelle menneskerettigheder, efter 1776. Danmarkshistorien, januar 2017

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/menneskerettigheder-fra-borgerlige-

rettigheder-til-frihedsrettigheder/

Funder, Tore Daa: Oplysningstiden. Faktalink, oktober 2017

https://faktalink.dk/titelliste/oply

Koch, Carl Henrik: John Locke. Den Store Danske, oktober 2012

Ulrikka Kosack Bendtsen DHO Menneskets syn på naturen

20-04-2018

12

http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1

600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/John_Locke

Koch, Carl Henrik og Lars Peter Rømhild: Oplysningstiden. Den Store Danske, august 2015

http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oplysningstiden,_engelsk_deisme_og

_kritisk_filosofi/oplysningstiden

Pedersen, John: François de Voltaire. Den Store Danske, juni 2015

http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Fransk_litteratur/1700-

1800/François_de_Voltaire