22

En flænge i himlen

  • Upload
    saxocom

  • View
    225

  • Download
    1

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Hazel har i fire år levet med en alvorlig kræftdiagnose og er ofte ved at miste modet. Men så møder hun den ligeledes kræftsyge Augustus og bliver forelsket for første gang i sit liv. Pludselig ser hun på både sygdom, liv og død på en helt ny måde.

Citation preview

Page 1: En flænge i himlen
Page 2: En flænge i himlen

John Green

En flængE i h imlEn

På dansk ved Nete Harsberg

Politikens Forlag

En flænge i himlen.indd 3 17/08/12 16.23

Page 3: En flænge i himlen

7

KapitEl 1

Sidst på vinteren i mit 17. år kom min mor frem til, at

jeg var deprimeret. Hun baserede sin diagnose på, at jeg

næsten aldrig kom ud af huset, lå det meste af tiden i min

seng, læste den samme bog igen og igen, spiste meget lidt

og brugte ret meget af min tid på at tænke over døden.

I stort set alle kræftpjecer og ­hjemmesider står de­

pres sion på listen over følgevirkninger. Men i virkelig he­

den er depression slet ikke en følgevirkning af selve kræft­

sygdommen. Depression er en følgevirkning af, at man

skal dø. (Kræft er også en følgevirkning af, at man skal dø.

Det er alting vel nærmest). Men min mor mente altså, at

jeg havde brug for behandling og slæbte mig med hen til

vores læge, Praktiserende Jim, som også konstaterede, at

En flænge i himlen.indd 7 17/08/12 16.23

Page 4: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

8

jeg sejlede rundt i en fuldstændig lammende klinisk de­

pression, at jeg skulle have reguleret min medicin, og at

jeg i øvrigt skulle til at gå i selvhjælpsgruppe en gang om

ugen.

Den her selvhjælpsgruppe havde et skiftende klien­

tel med svulst­relateret ubehag tilfælles. Hvorfor det skif­

tende klientel? En følgevirkning af, at man skal dø.

Selvhjælpsgruppen var – ikke overraskende – totalt

de primerende. Vi mødtes hver onsdag i krypten under en

kampestenskirke formet som et kors. Vi sad i en rundkreds

midt i korset, lige der hvor de to planker ville have over­

lappet hinanden, og hvor Jesus’ hjerte ville have siddet.

Det lagde jeg mærke til, fordi Patrick – selvhjælps­

gruppens vejleder og den eneste af de tilstedeværende

over 18 – plaprede løs om Jesus’ hjerte hver eneste fuck­

ing gang og om, hvordan vi unge Kræftoverlevere sad lige

midt i Kristus’ Hellige Hjerte og bla bla bla.

Nå, men det foregik altså cirka sådan her i Guds

Hjerte: Seks, syv, ti af os gik/trillede hen og forsynede os

med et trist sæt af småkager og saftevand, satte os i Fortro­

lighedens Kreds og hørte for tusinde gang Patricks jam­

merlige livshistorie – hvordan han havde fået kræft i nos­

serne og fået at vide, at han skulle dø, men det gjorde han

så bare ikke, og derfor sad han her nu, en voksen mand i

en kirkekrypt i by nr. 137 på listen over USA’s bedste byer,

fraskilt, stort set venneløs computerspilsjunkie, som kun

lige kunne overleve ved at lukrere på sin kræftbefængte

En flænge i himlen.indd 8 17/08/12 16.23

Page 5: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

9

fortid, mens han slæbte sig igennem et universitetsstudie,

der alligevel aldrig ville fremme hans karrieremuligheder,

og ligesom resten af os bare gik rundt og ventede på, at

damoklessværdet skulle give ham den fred, som med et

snuptag blev taget fra ham, dengang kræften åd hans bol­

ler, men skånede det, som kun den mest jubeloptimistiske

nar kunne finde på at kalde for et liv.

OG TÆNK ENGANG – DEN HELDIGE KAR­

TOFFEL KUNNE LIGE SÅ GODT BLIVE DIG!

Så var der præsentationsrunde: Navn. Alder. Diag­

nose. Hvordan vi havde det nu og her. Jeg hedder Hazel,

fortalte jeg, da det blev min tur. 16. Oprindeligt i skjold­

bruskkirtlen, men med gedigne metastaser i lungerne. Og

jeg har det fint.

Når vi var nået hele raden rundt, spurgte Patrick al­

tid, om der var nogen, der havde noget, de havde lyst til at

dele. Og så blev der ellers åbnet for sluserne: Folk snakke­

de om at slås, bekæmpe og overvinde, om scanninger og

om at svinde ind. Vi fik også lov at tale om døden – den

ros skal Patrick have. De fleste af os var godt nok ikke ved

at dø. De fleste af os ville nå at blive voksne ligesom Pa­

trick.

(Det betød så også, at vi konkurrerede rimelig meget

– både mod vores kræftsygdom og mod hinanden. Altså,

jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men når man får at vide,

at der er, lad os sige 20 procents chance for, at man lever

om fem år, så begynder man automatisk at regne på det

En flænge i himlen.indd 9 17/08/12 16.23

Page 6: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

10

– det vil sige én ud af fem ... og så kigger man rundt og

tænker, som enhver anden ville gøre: Fire af de her nar­

røve dør før mig).

Den eneste formildende omstændighed ved selv­

hjælpsgruppen var Isaac, en tynd fyr med aflangt ansigt og

glat, lyst hår, der faldt ned over det ene øje.

Og det var lige præcis øjnene, der var hans problem.

Han havde en eller anden totalt sjælden form for øjen­

kræft. Han havde fået fjernet det ene øje som barn og hav­

de et par ordentlige hinkestensbriller, der fik hans øjne

(både glasøjet og det rigtige) til at se unaturligt store ud

– som om hele hans hoved bestod af to stirrende øjne. Ud

fra Isaacs sjældne bidrag i Fortrolighedens Kreds kunne

jeg forstå, at hans raske øje nu var i farezonen efter et nyt

sygdomsudbrud.

Isaac og jeg kommunikerede næsten udelukkende

ved hjælp af suk. Hver gang en eller anden fablede løs om

nye antikræftdiæter eller om at sniffe pulveriseret hajfinne

eller hvad fanden ved jeg, så kiggede han over på mig og

udstødte et mikroskopisk suk. Jeg rystede en lillebitte smu­

le på hovedet og åndede tungt som svar.

Nå, selvhjælpsgruppen stank altså, og allerede efter et par

uger hang den mig godt og grundigt ud ad halsen. Den

onsdag jeg mødte Augustus Waters, gjorde jeg faktisk alt,

hvad jeg kunne, for at slippe for gruppen. Jeg sad plantet

i sofaen sammen med min mor foran tredje etape af en

En flænge i himlen.indd 10 17/08/12 16.23

Page 7: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

11

tolvtimers maratonvisning af sidste års Topmodel, som jeg

godt nok havde set én gang, men alligevel.

Mig: “Jeg vil ikke gå i selvhjælpsgruppen længere.”

Mor: “Et af de mest almindelige symptomer på de­

pression er uvilje mod aktiviteter.”

Mig: “Kan jeg ikke bare sidde her og se Topmodel?

Det er da en aktivitet.”

Mor: “Fjernsyn er stillesiddende og passivt.”

Mig: “Arh, mor, helt ærligt.”

Mor: “Hazel, du er teenager. Du er ikke noget lille

barn længere. Du bliver nødt til at komme ud herfra, få

dig nogle venner, leve lidt.”

Mig: “Hvis du absolut synes, jeg skal opføre mig som

en teenager, så skal du i hvert fald ikke sende mig i selv­

hjælpsgruppe. Skaf mig noget falsk id, så jeg kan gå i byen,

drikke vodka og tage pot.”

Mor: “Altså, først og fremmest så tager man ikke pot.”

Mig: “Se selv, det var sådan noget, jeg ville vide, hvis

du skaffede mig noget id.”

Mor: “Du skal i selvhjælpsgruppe.”

Mig: “ÅÅÅRRRHHH.”

Mor: “Hazel, du fortjener et liv.”

Det fik mig til at klappe i, selv om jeg havde lidt svært

ved at se forbindelsen mellem selvhjælpsgruppen og liv.

Men jeg gik med til at tage af sted – efter at have forhand­

let mig til at få optaget det halvandet afsnit af Topmodel,

som jeg ville gå glip af.

En flænge i himlen.indd 11 17/08/12 16.23

Page 8: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

12

Jeg tog i selvhjælpsgruppe af samme grund, som jeg

engang lod en helt nyuddannet sygeplejerske forgifte mig

med suspekte kemikalier: for mine forældres skyld. Der

er kun én ting, der er værre end at gå ned med kræft som

16­årig, og det er at have et barn, som går ned med kræft.

Mor svingede ind på den runde parkeringsplads bag kir­

ken klokken 16.56. Jeg lod, som om jeg skulle ordne noget

med min iltbeholder bare for at trække tiden ud.

“Skal jeg tage den for dig?”

“Nej, det er okay,” sagde jeg. Den grønne cylinder

vejede ikke mere end et par kilo, og jeg kunne trække den

efter mig på et lille stålstativ på hjul. Den forsynede mig

med to liter ilt i minuttet gennem en gennemsigtig slange,

som delte sig i to omme i nakken, fortsatte bag om ørerne

og mødtes igen i næsen. Himstregimsen var nødvendig,

for mine lunger var rimelig uduelige.

“Elsker dig,” sagde hun, da hun steg ud.

“I lige måde, mor. Vi ses klokken seks.”

“Find dig nogle venner!” råbte hun efter mig ud af

det nedrullede vindue.

Jeg ville ikke tage elevatoren, for i gruppen er det

kun noget, man gør i Den Sidste Tid. Jeg tog trappen. Jeg

snup pede en småkage og hældte saftevand i et plastickrus

og vendte mig om.

Der sad en fyr og stirrede på mig.

Jeg var helt sikker på, at jeg ikke havde set ham før.

En flænge i himlen.indd 12 17/08/12 16.23

Page 9: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

13

Han var høj og muskuløs på en senet måde og sad sam­

menkrøllet på en plasticstol i barnestørrelse. Glat, kort­

klippet, mørkebrunt hår. På min alder, så det ud til, måske

et år ældre, og med halebenet helt ude på kanten af stolen

i en helt umulig stilling med den ene hånd halvvejs nede

i lommen på sine mørke jeans.

Jeg så væk, pludselig pinligt bevidst om mine utallige

utilstrækkeligheder. De ældgamle jeans, som engang hav­

de siddet tæt, men nu posede på de mærkeligste steder,

og en gul T­shirt med navnet på et band, jeg ikke engang

kunne lide længere. Og så mit pagehår, som jeg ikke lige

havde gidet rede den dag. Ud over det havde jeg fået kæm­

pestore, oppustede marsvinekinder af behandlingen. Jeg

lignede en ellers nogenlunde almindeligt proportioneret

pige med ballonhoved. For slet ikke at tale om de lår, der

stak op af mine sko. Alligevel kunne jeg ikke lade være

med at smugkigge på ham – hans øjne var stadig klistret

til mig.

Det gik op for mig, hvorfor man kalder det øjenkon-

takt.

Jeg gik hen til rundkredsen og satte mig ved siden af

Isaac, to pladser fra fyren. Jeg kiggede igen. Han iagttog

mig stadig.

Okay, jeg siger det ligeud: Han var lækker. Hvis en

ikke­lækker fyr stirrer på en, er det i bedste fald pinligt og

i værste fald grænseoverskridende. Men en lækker fyr ... er

noget andet.

En flænge i himlen.indd 13 17/08/12 16.23

Page 10: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

14

Jeg tog min telefon frem og trykkede på den, så jeg

kunne se uret: 16.59. Rundkredsen blev langsomt fyldt op

af de uheldige 12­18­årige, og så lagde Patrick ud med

Sindsrobønnen: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de

ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan,

og visdom til at se forskellen. Fyren gloede stadig på mig.

Jeg var rimelig varm i kinderne.

Til sidst besluttede jeg, at den bedste strategi var at

stirre tilbage. Fyre har trods alt ikke monopol på stirre­

området. Så jeg gloede over på ham under Patricks sæd­

vanlige opremsning af sine manglende nosser osv., og det

varede ikke længe, før vi havde gang i en mindre stirre­

konkurrence. Lidt efter smilede fyren, og så fjernede han

langt om længe sine blå øjne fra mig. Da han kiggede op

på mig igen, løftede jeg øjenbrynene for at signalere Jeg

vandt!

Han trak på skuldrene. Patrick fortsatte, og så blev

det tid til præsentationsrunden. “Isaac, vil du være sød at

starte i dag? Jeg ved, du står over for et hårdt forløb.”

“Okay. Jeg hedder Isaac. Jeg er 17. Og det ser ud til,

at jeg skal opereres inden for de næste par uger, og bag­

efter bliver jeg blind. Ikke for at brokke mig eller noget,

for jeg ved godt, at mange af jer har det meget værre, men

altså, seriøst – blind? Det er sgu da nederen. Godt, jeg har

min kæreste til at hjælpe mig. Og venner som Augustus.”

Han nikkede over mod fyren, som nu havde fået et navn.

“Men altså,” fortsatte Isaac. Han så ned på sine hænder,

En flænge i himlen.indd 14 17/08/12 16.23

Page 11: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

15

hvor fingerspidserne var flettet som spidsen af en tipi.

“Der er ligesom ikke noget at gøre.”

“Vi er lige her til at støtte dig,” sagde Patrick. “Sig

det, så Isaac kan høre det, venner.” Og så sagde vi i kor

med monotone stemmer: “Vi er lige her, Isaac.”

Så var det Michael. Han var 12. Han havde leukæmi.

Han havde altid haft leukæmi. Han havde det okay. (Det

sagde han i hvert fald. Han havde taget elevatoren).

Lida var 16 og køn nok til, at ham den lækre burde

glane på hende. Hun var en af de faste og var ved at kom­

me sig oven på blindtarmskræft, som jeg aldrig havde hørt

om før. Hun sagde, at hun følte sig stærk. Det havde hun

sagt cirka hver anden gang, siden hun begyndte i grup­

pen, og det virkede noget højrøvet på mig, som jeg sad der

med ilten fra slangernes dupper kildrende i næseborene.

Der var fem andre før ham. Da turen kom til ham,

smilede han svagt. Hans stemme var dæmpet, hæs og helt

vildt sexet. “Jeg hedder Augustus Waters,” sagde han. “Jeg

er 17. Jeg havde en mild form for knoglekræft for halvan­

det år siden, men jeg er mest kommet i dag, fordi Isaac

gerne ville have mig med.”

“Hvordan har du det så i dag?” spurgte Patrick.

“Årh, jeg er på toppen.” Augustus Waters smilede

skævt. “Jeg sidder i en rutsjebane, som kun kan køre opad.”

Da det blev min tur, sagde jeg: “Jeg hedder Hazel.

Jeg er 16. Skjoldbruskkirtlen med metastaser i lungerne.

Jeg har det fint.”

En flænge i himlen.indd 15 17/08/12 16.23

Page 12: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

16

Timen gik hurtigt: Man genfortalte sine kampe, man

vandt slag mod alle odds, man klyngede sig til håbet, man

hyldede og dissede sin familie, man var enige om, at ven­

nerne ikke fattede en skid, man græd salte tårer og tilbød

hinanden trøst. Hverken Augustus Waters eller jeg sagde

noget, før Patrick foreslog: “Augustus, kunne du ikke tæn­

ke dig at dele din frygt med gruppen?”

“Min frygt?”

“Ja.”

“Jeg frygter at blive glemt,” sagde han uden at tøve

så meget som et sekund. “Jeg frygter det på samme måde,

som den blinde mand derovre frygter mørket.”

“Det er lige tidligt nok,” sagde Isaac med et smil.

“Var det ufølsomt?” spurgte Augustus. “Nogle gange

er jeg altså totalt blind over for andre menneskers følelser.”

Isaac grinede, men Patrick løftede formanende pege­

fingeren og sagde: “Augustus, lad os nu bare vende tilbage

til dig og din frygt. Du sagde, at du frygter at blive glemt?”

“Ja,” svarede Augustus.

Patrick virkede rådvild. “Øhm, er der nogen, som har

en kommentar til det?”

De sidste tre år havde jeg ikke gået i skole sådan for

alvor. Mine to bedste venner var min mor og far. Min tred­

jebedste ven var en forfatter, som ikke anede, at jeg eksi­

sterede. Jeg var rimelig genert – ikke ligefrem typen, der

sad og viftede med fingeren i vejret.

Alligevel besluttede jeg mig for en gangs skyld for at

En flænge i himlen.indd 16 17/08/12 16.23

Page 13: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

17

sige noget. Jeg stak hånden halvt i vejret, og Patrick ud­

brød synligt lettet: “Hazel!” Han troede helt sikkert, at jeg

endelig var ved at åbne op – at jeg var ved at blive En Del

Af Gruppen.

Jeg så over på Augustus Waters, som også så på mig.

Hans øjne var så blå, at de nærmest var selvlysende. “En­

gang,” sagde jeg, “vil vi alle sammen være døde. Alle sam­

men. Engang vil der ikke være nogen mennesker tilbage

til at huske, at vi overhovedet har været her, eller at men­

neskeheden har opnået noget som helst. Der vil ikke være

nogen til at huske Aristoteles eller Cleopatra, for slet ikke

at tale om dig. Alt, hvad vi har bygget og skrevet og tænkt

og opfundet, vil være glemt, og alt det her ...” Jeg slog

ud med hånden. “Alt det her har været til ingen verdens

nytte. Måske er der millioner af år til, måske kommer det

snart til at ske, men selv hvis vi overlever solens under­

gang, vil vi ikke overleve for evigt. Verden eksisterede, in­

den der kom intelligent liv, og det vil den også bagefter.

Og hvis menneskets uundgåelige ophævelse virkelig be­

kymrer dig, vil jeg opfordre dig til at prøve at undertrykke

det. Guderne skal vide, at det er det, alle andre gør.”

Det havde jeg lært af min førnævnte tredjebedste

ven, Peter Van Houten – den menneskesky forfatter til bo­

gen En fyrstelig lidelse, som praktisk talt var min bibel.

Peter Van Houten var det eneste menneske, jeg nogen­

sinde var stødt på, som a) forstod, hvad det vil sige at være

døende, og b) ikke var død.

En flænge i himlen.indd 17 17/08/12 16.23

Page 14: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

18

Bagefter blev der helt stille, og jeg kunne se et stort

smil brede sig over Augustus’ ansigt. Ikke det lille, skæve

smil fra en fyr, der prøvede at se fræk ud, mens han gloede

på mig, men et vaskeægte smil, som næsten ikke kunne

være i hans ansigt. “Det var satans,” sagde Augustus stille.

“Du er alligevel for vild.”

Ingen af os sagde noget resten af tiden. Til sidst skul­

le vi alle sammen holde hinanden i hånden, mens Patrick

bad en bøn. “Vorherre, Jesus Kristus, vi er samlet her i dit

Hjerte, bogstavelig talt, som overlevende kræftpatienter.

Du og du alene kender os, som kun vi selv gør. Hjælp os

til liv og lys gennem denne svære tid. Vi beder for Isaacs

øjne, for Michael og Jamies blod, for Augustus’ knogler,

for Hazels lunger, for James’ hals. Vi beder til, at du vil

helbrede os, og at vi kan mærke din grænseløse kærlighed

og din sjælefred. Og vi mindes i vore hjerter dem, vi har

kendt og elsket, som er vendt hjem til dig: Maria og Kade

og Joseph og Haley og Abigail og Angelina og Taylor og

Gabriel og ...”

Listen var lang. Verden rummer mange døde men­

nesker. Og mens Patrick messende læste navnene højt fra

et stykke papir, fordi der var for mange til, at han kunne

huske dem udenad, lukkede jeg øjnene og prøvede at

tænke andægtige tanker, men jeg sad egentlig mest og

forestillede mig den dag, mit eget navn stod på den liste

– helt til sidst, hvor alle alligevel var holdt op med at høre

efter.

En flænge i himlen.indd 18 17/08/12 16.23

Page 15: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

19

Da Patrick var færdig, sagde vi hans stupide mantra

i kor – VORES BEDSTE TID ER LIGE NU – og så var

det ovre. Augustus Waters gled ned af sin stol og kom over

til mig. Hans gang var lige så skæv som hans smil. Han var

meget højere end mig, men han stillede sig lidt fra mig,

så jeg ikke skulle lægge hovedet tilbage for at se på ham.

“Hvad hedder du?” spurgte han.

“Hazel.”

“Nej, hele dit navn, mener jeg.”

“Øhm, Hazel Grace Lancaster.” Han skulle lige til at

sige noget, da Isaac kom over til os.

“Vent lige lidt,” sagde Augustus med en løftet pege­

finger, inden han vendte sig mod Isaac. “Det var faktisk

endnu værre, end du sagde.”

“Jeg sagde jo, det var sygt.”

“Hvorfor gider du egentlig gå her?”

“Jeg ved det ikke. Fordi det hjælper?”

Augustus lænede sig helt ind mod Isaac, og det var

vist meningen, at jeg ikke skulle høre, hvad han sagde. “Er

hun en af de faste?” Jeg kunne ikke høre, hvad Isaac svare­

de, men Augustus sagde: “Det tror jeg nok.” Han klappe­

de Isaac på begge skuldre og trådte et halvt skridt væk fra

ham. “Fortæl Hazel om klinikken.”

Isaac støttede den ene hånd mod småkage­og­safte­

vandsbordet og så på mig med sit ene kæmpeøje. “Okay.

Jeg var på klinikken her til morgen, og jeg sagde til min

kirurg, at jeg hellere ville være døv end blind. Han sagde:

En flænge i himlen.indd 19 17/08/12 16.23

Page 16: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

20

‘Sådan fungerer tingene ikke,’ og jeg sagde: ‘Jep, det er jeg

klar over, men jeg siger bare, at jeg hellere ville være døv

end blind, hvis jeg kunne vælge, hvilket jeg godt ved, at

jeg ikke kan,’ og så sagde han: ‘Nå, men den gode nyhed

er, at du ikke bliver døv,’ og jeg sagde så: ‘Tak, fordi du

forklarer mig, at min øjenkræft ikke vil gøre mig døv. Jeg

er vel nok heldig, at sådan en åndsfyrste som dig vil ned­

værdige sig til at operere mig.’”

“Han lyder som et scoop,” sagde jeg. “Jeg må hellere

se at få mig noget øjenkræft, for ham bliver jeg vist nødt

til at møde.”

“God fornøjelse. Nå, jeg må hellere gå. Monica ven­

ter. Jeg vil gerne se på hende, så længe jeg kan.”

“Nyt angreb i morgen?” spurgte Augustus.

“Klart.” Isaac drejede om på hælen og forsvandt op

ad trappen, to trin ad gangen.

Augustus Waters vendte sig om mod mig. “Bogstave­

lig talt,” sagde han.

“Bogstavelig talt?” spurgte jeg.

“Vi er bogstavelig talt i Jesus’ hjerte,” sagde han. “Jeg

troede, vi var i en kirkekrypt, men vi er bogstavelig talt i

Jesus’ hjerte.”

“Nogen burde sige det til Jesus,” sagde jeg. “Jeg me­

ner, det kan da ikke være helt ufarligt sådan at gå rundt

med en flok kræftsyge unger i hjertet.”

“Jeg ville gerne sige det til ham,” sagde Augustus.

“Men desværre – jeg er bogstavelig talt fanget i hans hjer­

En flænge i himlen.indd 20 17/08/12 16.23

Page 17: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

21

te, så han kan ikke høre mig.” Jeg grinede. Han kiggede

bare på mig og rystede på hovedet.

“Hvad er der?” spurgte jeg.

“Ikke noget,” sagde han.

“Hvorfor ser du sådan på mig?”

Augustus smilede svagt. “Fordi du er smuk. Jeg kan

godt lide at se på smukke mennesker, og for et stykke tid

siden besluttede jeg, at jeg ikke ville snyde mig selv for

de basale glæder her i tilværelsen.” Der fulgte en pinlig

pause. Augustus fortsatte med at køre på. “Altså, særligt

når man tænker på – som du selv så elegant påpegede – at

alt det her bliver til ingenting.”

Jeg udstødte en form for misbilligende støn. “Jeg er

ikke sm...”

“Du ligner en yngre udgave af Natalie Portman.

Som hun så ud i V for Vendetta.”

“Den har jeg ikke set,” sagde jeg.

“Har du ikke?” spurgte han. “Drengeklippet, super­

hot pige gør oprør mod regimet og falder for dreng, selv

om hun ved, det fører til problemer. Det er da historien

om dig, så vidt jeg kan se.”

Hver eneste stavelse, han udtalte, var flirtende. Og

for at være helt ærlig tændte jeg på ham. Jeg var ikke en­

gang klar over, at jeg overhovedet kunne tænde på en fyr

– i hvert fald ikke i den virkelige verden.

En lidt yngre pige gik forbi. “Hvordan går det, Alisa?”

spurgte han. Hun smilede og mumlede. “Hej, Augustus.”

En flænge i himlen.indd 21 17/08/12 16.23

Page 18: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

22

“Memorial­folk,” forklarede han. Memorial var et

stort universitetshospital. “Hvor går du henne?”

“Children’s Hospital,” svarede jeg. Min stemme

lød mere spinkel end forventet. Han nikkede. Samtalen

var vist ovre. “Nå,” sagde jeg og nikkede svagt hen mod

trappen, som ledte væk fra Jesus’ Bogstavelige Hjerte. Jeg

tippede mit stativ op på hjulene og begyndte at gå. Han

haltede op på siden af mig. “Så ses vi måske næste gang?”

spurgte jeg.

“Du skulle tage at se den. V for Vendetta, altså.”

“Okay,” sagde jeg. “Jeg vil leje den.”

“Nej. Hjemme hos mig,” sagde han. “Lige nu.”

Jeg standsede op. “Jeg kender dig knap nok, Augustus

Waters. Du kunne lige så godt være øksemorder.”

Han nikkede. “Det har du ret i, Hazel Grace.” Han

gik forbi mig. Hans skuldre fyldte den grønne striktrøje

ud, ryggen var rank, og han trak kun ganske let til højre,

men gik ellers jævnt og sikkert på det ben, jeg gik ud fra

var kunstigt. Knoglekræft tager nogle gange en arm eller

et ben som smagsprøve. Og hvis det falder i dens smag,

æder den også resten.

Jeg fulgte efter ham op ad trappen, men sakkede no­

get bagud, fordi trinene ikke ligefrem var hjemmebane for

mine lunger.

Og så kom vi ud af Jesus’ Hjerte og stod på parke­

ringspladsen. Forårsluften var en anelse kølig, det svinden­

de eftermiddagslys på en gang himmelsk og smertefuldt.

En flænge i himlen.indd 22 17/08/12 16.23

Page 19: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

23

Mor var ikke kommet endnu, hvilket var usædvan­

ligt, for hun holdt ellers altid og ventede på mig. Jeg så

mig omkring og fik øje på en høj, smækker, mørkhåret

pige, som masede Isaac op mod kirken, mens hun kyssede

ham rimelig voldsomt. Jeg var så tæt på dem, at jeg kunne

høre deres smaskende mundlyde. Han sagde: “for altid,”

og hun svarede: “for altid”.

Pludselig stod Augustus ved siden af mig og hviske­

de: “De tænder åbenbart på offentlig snavning.”

“Hvad handler det der ‘for altid’ om?” Smaskelydene

blev højere.

“Det er deres mantra. De vil elske hinanden for altid

og alt sådan noget. Jeg vil tro, at de har sms’et ordet altid

fire millioner gange i løbet af det sidste år.”

Et par biler svingede ind på parkeringspladsen, og

Michael og Alisa blev samlet op. Der var bare Augustus

og mig tilbage, og vi betragtede Isaac og Monica fortsætte

snaveriet, som om de ikke havde opdaget, at de stod op ad

en kirke. Hans hånd bevægede sig op til hendes ene bryst

uden på blusen, og han gramsede på det med fingrene,

mens selve hånden lå stille. Gad vide, om det var rart?

Det så ikke sådan ud, men jeg besluttede at tilgive Isaac,

når nu han skulle til at være blind. Sanserne skal have lov

at mæske sig, mens der endnu er sult eller noget i den stil.

“Forestil dig den sidste tur til hospitalet,” sagde jeg

stille. “Sidste gang, man sidder i en bil.”

Augustus svarede uden at se på mig. “Du er sgu no­

En flænge i himlen.indd 23 17/08/12 16.23

Page 20: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

24

get af en lyseslukker, Hazel Grace. Jeg prøver ligesom at

observere den unge lidenskabs kejtethed i alle dens vidun­

derlige facetter.”

“Det må gøre ondt i hendes bryst, det der,” sagde jeg.

“Ja, det fremgår ikke helt klart, om han prøver at kær­

tegne hende, eller om han er i gang med en brystundersø­

gelse.” Så stak Augustus Waters hånden i lommen og trak

intet mindre end en pakke cigaretter frem. Han knipsede

pakken op og satte en cigaret mellem læberne.

“Seriøst?” sagde jeg. “Synes du virkelig, det er cool?

Nej, nej, nej, nu har du da totalt ødelagt det hele.”

“Det hele hvad for noget?” Han vendte sig mod mig.

Cigaretten dinglede fra den mundvig, der ikke smilede til

mig.

“Det hele med at en fyr, som hverken er uattraktiv el­

ler uintelligent eller på nogen anden måde uacceptabel,

glor på mig og påpeger forkert brug af bogstavelighed og

sammenligner mig med filmstjerner og inviterer mig med

hjem for at se film. Men der skal selvfølgelig altid være et

element af hamartia, og dit er så, at selv om du for fanden

har haft KRÆFT, betaler du penge for muligheden for at

få ENDNU MERE KRÆFT. Helt ærligt, mand. Skal jeg

fortælle dig, hvordan det føles ikke at kunne trække vejret?

Det STINKER. Megaskuffende. Mega.”

“Et element af hamartia?” spurgte han, stadig med

cigaretten i munden. Han spændte kæberne. Hvilket des­

værre gjorde hans ansigtstræk endnu mere tiltrækkende.

En flænge i himlen.indd 24 17/08/12 16.23

Page 21: En flænge i himlen

E N F L Æ N G E I H I M L E N

25

“Det betyder et fatalt fejltrin,” forklarede jeg og vend­

te mig om. Jeg forlod Augustus Waters og gik ud mod vej­

en, hvor jeg kunne høre en bil sætte i gang. Det var mor.

Hun havde åbenbart holdt og ventet på, at jeg skulle få

nogle venner eller noget i den retning.

Jeg mærkede en underlig blanding af skuffelse og

vrede svulme indeni. Jeg ved ikke, hvad det handlede om,

men der var meget af det, og jeg havde helt vildt meget

lyst til bare at stikke Augustus Waters et par flade og til at

erstatte mine lortelunger med nogle, der fungerede. Jeg

stod og balancerede i mine Converse på kantstenen med

iltapparatet som en fodlænke ved siden af, og lige da min

mor svingede ind på pladsen, greb en hånd om min.

Jeg trak hånden til mig, men vendte mig mod ham.

“De tager ikke livet af en, medmindre man tænder

en,” sagde han, da mor i det samme holdt ind ved fortovet.

“Og jeg tænder aldrig en. Det er en metafor, skal jeg sige

dig. Du placerer den livsfarlige genstand direkte mellem

læberne, men du giver den aldrig kraften til rent faktisk at

blive livsfarlig.”

“En metafor?” sagde jeg skeptisk. Mor blev siddende

i bilen.

“En metafor,” sagde han.

“Du gør, som du gør, ud fra tingenes metaforiske be­

tydning ...” sagde jeg.

“Ja da.” Han smilede. Det store, bøvede, ægte smil.

“Jeg tror virkelig på metaforer, Hazel Graze.”

En flænge i himlen.indd 25 17/08/12 16.23

Page 22: En flænge i himlen

J O H N G R E E N

Jeg vendte mig om mod bilen. Bankede på vinduet.

Det gled ned. “Jeg tager hjem til Augustus Waters og ser

en film,” sagde jeg. “Vil du optage næste blok af Topmodel

til mig?”

En flænge i himlen.indd 26 17/08/12 16.23