14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

4000

ft

3000

ft

2000

ft

1000

ft

MAF MAGAZINE 2/2015

OverlevelseNepal lagt i ruiner 2

flight mission

4Ti år efter tsunamien 6 Gensyn med

Bangladesh 8En ny verden åbner sig 10Syn til

blinde 11En festlig gaveidé

Sådan udtrykker vi det, når men-neskers liv helt eller delvis er bristet. Det kan være på grund af sygdom, ulykker, samliv, personlig økonomi eller arbejdsløshed. Gud ske lov kommer de fleste til hægterne igen

og får livsmodet tilbage.Men lige nu er en hel nation for

alvor lagt i ruiner. Jordskælvskata-strofen i Nepal har kostet tusind-vis af liv. Mindst 130.000 huse er ødelagt, og ca. 3 mio. mennesker

har behov for nødhjælp. Mangel på husly, forurenet vand og dårlige sanitære forhold kan føre til livsfar-lige epidemier. Der er akut behov for hjælp!

MAF har derfor indsat to heli-

Lagt i ruiner!

Som led i MAF’s hjælpeindsats efter jordskælvet sidst i april i Nepal arrangerede MAF’s katastrofekoordinator Daniel Juzi og piloten Dave Forney i begyndelsen af maj en række helikopterflyvninger for et britisk lægehold til nogle isolerede landsbyer i det hårdt ramte område nord for hoved-staden Katmandu. Daniel Juzi og Dave Forney var begge med på nogle af de første flyv-ninger med lægeholdet.

Dave Forney fortæller:Vi flyver afsted fra lufthavnen i

Katmandu mod de skydækkede bjerge mod nord. Skaderne ef-ter jordskælvet i hovedstaden og området omkring den er tydelige, men efterhånden som vi nærmer os Himalaya-bjergene, bliver ødelæg-gelserne mere og mere voldsomme. Ti minutter efter afgangen fra Kat-mandu kan vi se landsbyer, som er forvandlet til stendynger.

Alligevel er beboerne på disse ste-der forholdvis godt stillet, fordi man stadig kan køre dertil fra hovedsta-den, selv om turen er langsomme-lig og krævende. Derfor har disse steder allerede modtaget hjælp fra forskellige organisationer.

Det samme er ikke tilfældet for de mere afsidesliggende landsbyer

længere mod nord. Der er fortsat mange, som ikke har fået nogen form for hjælp, selv om de er langt hårdere ramt. På de mest utilgæn-gelige steder langt inde i bjergene, i snævre dale, på kanten af dybe slug-ter og på høje bjergrygge, dér findes de hårdest ramte steder. Mange hjælpeorganisationer står ganske vist klar med personale og udstyr – men de kan ikke komme frem med hjælpen.

Her er det, at MAF’s hjælpeind-sats kommer ind. MAF sørger for booking og logistik for to mindre helikoptere, som er bemandet med nogle af de mest erfarne helikopter-piloter i Nepal. Det kræver stor erfa-ring at flyve og lande i det bjergrige

NepalTekst: Dave Forney, MAF-pilotFotos: : Dave Forney og LuAnne Cadd

2

koptere for at bringe mad, medicin og lægehjælp til de mest isolerede områder i det bjergrige land. Under disse vanskelige forhold er heli-kopter-operationer meget kostbare. MAF Danmark har sat sig som mål

at indsamle 300.000 kr. i løbet af kort tid.

Derfor vil jeg indtrængende bede om din hjælp.

Bed for jordskælvets ofre, og send dit bidrag i dag!

Læs Hebr. kap. 10,23-24

Med venlig hilsenArne Puggaardformand

terræn. Og ingen af de store civile og militære helikoptere vil kunne klare opgaven. Men med disse mindre helikoptere kan MAF være med til at bringe hjælpearbejdere og nødhjælp frem til de steder, hvor behovet er størst – og hvor ingen andre kommer!

På turen mod landsbyerne ser vi masser af stenskred, og mange steder er de i forvejen vanskeligt fremkommelige veje blevet ubruge-lige. Der kan gå uger eller måneder, før vejene kan bruges igen.

Da vi når frem til den første landsby ved foden af en bjergside, kan vi fra luften se de omfattende skader. Helikopteren lander på en lille græsplet på kanten af en stejl

slugt med brusende vand. Mange af landsbyens huse har store skader eller er totalt ødelagte. Andre huse er helt væk, revet bort af stenskred fra bjergsiden over landsbyen. Mens lægeholdet går rundt for at orientere sig, hænger der stadig støvskyer fra stenskred i højderne over os, og vi kan høre støjen fra stenskred i det fjerne. Tæt ved landsbyen ligger der en klippeblok så stor som et hus. Den har revet alt med sig på sin vej ned ad bjergsiden.

Beboerne på stedet fortæller ær-ligt, at de ikke er de hårdest ramte. Lægeholdet har taget en tolk med fra Red Barnet, og med hans hjælp får vi orientering om nærliggende landsbyer, der er endnu hårdere

ramt. Helikopteren flyver lægerne til et af disse steder, og resten af dagen går med at behandle de kvæstede. Sidst på dagen bringer lægerne to patienter med sig tilbage til hospita-let i hovedstaden.

Uden helikopteren havde de ste-der, som vi har besøgt, været totalt afskåret fra omverdenen. Vi bruger luftvejen – som vi er vant til i MAF – for at komme isolerede og nød-stedte mennesker til hjælp!

19000

ft

18000

ft

17000

ft

16000

ft

15000

ft

14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

3

10 år efter tsunamienTekst: Dianna Gibney. Foto: MAF m.fl.

Den 26. december 2004 ry-stede jorden i Banda Aceh-provinsen i Indonesien, og havet opslugte hele provin-sens vestkyst. 170.000 men-nesker mistede livet og mere end en halv million stod uden hus og hjem. Tsunamien blev starten på MAF’s katastrofe-beredskab, som spillede en vigtig rolle efter jordskælvet i Haiti i 2010, efter tyfonen i Filippinerne i 2013 og nu også efter jordskælvene i Nepal.

Enorme ødelæggelserMAF havde fløjet i Indonesien siden 1950-erne og kunne hurtigt mobi-

lisere fly og personale fra baser i In-donesien og desuden fra Bangladesh og Australien. I løbet af et par dage var MAF’s fly på vingerne med hjælp til dem, som ingen andre kunne nå frem til. Veje blev brugt som landings-baner, og nøglepersoner fra de store nødhjælpsorganisationer blev fløjet rundt for at få overblik over situatio-nen i katastrofeområdet.

– Vi fløj op langs kysten, og alt var udslettet. Jeg havde aldrig set noget lignende, fortæller David Wunch, MAF’s leder for specialprojekter.

– Overalt var vejene ødelagt og dækket med vraggods. Det var umuligt for nødhjælpsarbejderne at komme frem med lastbiler. MAF fløj med mad, vand, medicin og andre livsvigtige forsyninger, som ingen andre kunne nå frem med.

Operation VelsignelseMAF-piloten Tim Chase ankom til Aceh kun 10 dage efter tsunamien og husker fra de første dage:

– Vi fløj til to steder ved kysten, hvor nogle veje var blevet ryddet for vraggods, så vi kunne lande på dem. Vi samarbejdede med en indonesisk organisation, Obor Berkat (Operati-on Velsignelse), om uddeling af pak-ker med mad. Vi havde plads til 150 af disse pakker i en Cessna 206. Folk flokkedes om flyet, når vi landede, desperate efter at få hjælp.

Internet- og telefoncenterEfterhånden som andre nødhjælps-organisationer kom i gang, etable-rede MAF et kommunikationscenter på stedet, hvor FN havde valgt at oprette sin operationsbase. Et andet

MAF-pilot Rune Karlsson (se s. 6) losser nødhjælp til mennesker, som har mistet hele deres livsgrundlag.

T.h.: En ambulance er blevet knust af vandmasserne.

Fotos: Harry Berghuis.

Mange broer blev skyllet væk af vandmasserne, så vejforbin-delserne blev afbrudt. MAF’s små fly brugte vejene som lan-dingsbaner som denne Cessna 206. Piloten medbragte mad til en dags forbrug for ca. 150 familier i landsbyen Alue Titi.

Foto: MAF.

4

kommunikationscenter blev opret-tet i Banda Aceh, provinshoved-staden, som blev helt udslettet af flodbølgen.

– Der var et enormt behov for internet og telekommunikation, fordi al den slags var blevet ødelagt af tsunamien, fortæller Mark Bloom-berg, leder af et af kommunikations-centrene.

– FN havde sat sine telte op på en fodboldbane, så det var naturligt for os at etablere vores ’internet-café’ samme sted. Vi havde vores egne telte med PC og trådløst netværk og IP-telefoner, som kunne benyttes af FN og andre, der havde behov for det. Folk kom til centret tidligt om morgenen for at sende e-mails eller klare nogle telefonsamtaler. Derefter var de ude i katastrofeområdet hele dagen. Om aftenen kom de igen for at sende rapporter. I de første uger var MAF’s center det eneste med

telefon og internet, en vigtig forbin-delse til omverdenen.

Heidi Bloomberg, Marks kone, arbejdede for Food for the Hungry. Hun siger:

– Vi fløj altid med MAF, når vi skulle frem til katastrofeområdet. Der var ikke andre muligheder. Vi brugte også MAF’s vandflyver, når vi skulle op langs kysten for at rekog-noscere - og MAF hjalp os med at etablere internet-forbindelse på vores base.

Langvarig genopbygningGenopbygningen i Aceh-provinsen stod på i årevis. Piloten Tim Chase, som blev i Aceh frem til 2007, for-tæller, at indbyggerne var fuldstæn-dig afhængige af madforsyninger et helt år frem, inden de igen kunne høste afgrøder fra deres køkkenha-ver. Hundredvis af grupper med fri-villlige var i gang med at rydde veje,

bygge anlæg til fiskeopdræt, plante ris, bygge huse og skoler, grave brønde, bygge både og få småindu-stri på benene igen. MAF hjalp med transport, kommunikation og logi-stik for at effektivisere indsatsen.

MAF er stadig i AcehDet, der begyndte som katastrofe-hjælp i Aceh, har udviklet sig til et langsigtet program for MAF i Aceh. Efter ti år er MAF en af de få or-ganisationer, der stadig arbejder i området. Fra basen i Banda Aceh er MAF klar til ambulanceflyvninger og kan tilbyde sikker og pålidelig lufttransport. MAF har også etableret et samarbejde med en lokal flyme-kanikerskole, så eleverne får prak-tisk undervisning i MAF’s hangar. I 2014 havde 90 elever gavn af denne ordning.

MAF var en af de første organisationer, som reagerede på tsunamien i Indonesien.

Foto: LuAnne Cadd

5

Ægteparret Skjolden fra Norge arbejdede som lærere på den norsk-svenske skole for mis-sionærbørn i Dhaka i Bang-ladesh i 1997-2001. MAF-pilot Rune Karlssons fire piger var dengang elever på skolen. Familien Skjolden har forny-lig været tilbage i Bangladesh, hvor de endnu engang har truffet den erfarne pilot.

– Vi er seks passagerer ombord på MAF’s Cessna 208 vandflyver foruden pilot Rune Karlsson og hans assistent. Ingen af os har fløjet med en vandflyver før, så vi er lidt beklemte inden starten. Men ef-ter nogle minutter er vi pludselig i luften og ser mere og mere af Dhaka under os, indtil byer sløres i disen og helt forsvinder, da vi drejer sydpå mod den lille by Madaripur, 20 minutters flyvning borte. Vi flyver over Jamuna River, en af de mange floder, som MAF lander på. Det er vindstille, og vi kan lande overalt, hvor der er vand.

Pilot Rune Karlsson fortæller os:– Det er ti år siden jeg var her sidst, så vi ser os lige for en ekstra gang. Mange steder bliver der bygget høj-spændingsledninger, som vi helst skal undgå.

Rune kredser i 300 fods højde, inden han let og ubesværet sætter flyet ned på vandet. Der bliver liv på flodbredden. Mens flyet fortøjes, samler der sig flere hundrede men-nesker. Vi passagerer trasker hen til en lille butik i nærheden, mens Rune Karlsson og hans assistent bliver ved flyet.

Du skal være missionspilot!Rune Karlsson er vant til at komme flyvende til landsbyer langs flod-bredderne i Bangladesh. Hvor vejene ender, fortsætter floderne som transportkanaler. Det kunne ikke falde Rune ind at søge job hos et større flyselskab:

– Deres piloter lander jo ikke engang selv flyene, siger han opgi-vende.

Rune Karlsson begyndte som pilot efter en direkte henvendelse fra en svensk dame, en Afrika-missionær:

– Du skal være missionspilot, sagde hun og satte fingeren i brystet på den unge mand, der stod og sang

i koret på Pinsevækkelsens som-merlejr i 1982.

Lige siden har han stort set fløjet, og han har været pilot for MAF i næsten 30 år i forskellige lande. Noget af det største, han har oplevet som pilot, var arbejdet efter tsuna-mien i 2004. Da katastrofen indtraf, lukkede MAF kontoret i Dhaka, og Rune fløj MAF’s fly til Aceh, hvor to års daglige flyvninger med mad og udstyr begyndte. Rune boede sam-men med 20 andre piloter under primitive forhold og levede næsten udelukkende af ris og fisk. Tiden var fyldt med stærke oplevelser:

– Jeg havde aldrig før mødt så mange taknemmelige mennesker, siger han.

Til Bangladesh i 1994Fra 1994 arbejdede Rune Karls-son med at få MAF’s arbejde i gang i Bangladesh. I 1996 begyndte de første flyvninger, og siden har MAF haft alle de store bistands- og mis-sionsorganisationer som kunder.

Skubbet i gangVi vender tilbage til flyet fra vores udflugt i land, og der bliver gjort klar til afgang. Der er masser af hjælpen-de hænder til at skubbe os fra land,

Det myldrer med nysgerrige mennesker på

flodbredden, når MAF’s fly lægger til land

– her med Herborg Skjolden og Rune Karlsson. At navigere i Bangladesh er blevet meget enklere, efter at GPS kan

fås som app til fx iPad.6

og Rune gasser op, mens hans as-sistent afslutter de sidste forberedel-ser ude på flyets ponton. Der er lidt James Bond over det! Endelig bruser vandet omkring flyet, og vi letter, mens vi passerer nogle tungtlastede pramme ved flodbredden.

Vi flyver mod Dhaka i 1500 fods højde og har godt udsyn til rismarker, teglværker og til flod-transporten. I Dhaka ser vi de store passagerskibe og genkender den armenske kirke og den flotte parla-mentsbygning.

Trods motorens brummen blot et par meter fremme er det overra-skende let at føre en samtale.

– Denne Pratt & Whitney-turbi-nemotor er meget stabil og tryg at flyve med – og så bruger den det billige og driftsikre jetbrændstof, som også bruges af de store fly, forklarer Rune Karlsson, inden vi er tilbage i Dhaka.

MAF-pilot Rune Karlsson og hans kone Maria

tog i slutningen af 2013 til Bangladesh igen.

De har tidligere arbejdet i landet.

En trediedel af Bangladesh består af vand. De mange flodløb strækker sig over 8000 km. MAF’s vandflyver er den eneste i landet.

Foto: LuAnneCadd

Gensyn med Bangladesh

Tekst og foto: Familien Skjolden

7

Både piloter og fly havde behov for ekstra rengøring, da en ny landingsbane blev ind-viet i Kaiam, Papua Ny Guinea.

Straks efter, at flyet var standset på den nye landingsbane i Kaiam i udkanten af Sepik-lavlandet, og Sebastian Kurz havde åbnet døren, blev han trukket væk fra flyet af omkring 30 opstemte mænd og blev løftet op på deres skuldre. Han følte noget koldt og glat blive klasket på sig – han var udsat for et traditionelt festritual, en mudderkastning. Alle ansigter vendt mod dem var lutter glade smil.

Hele processen – fra afmærknin-gen af landingsbanen til den første landing på denne dag – havde varet 15 år med anstrengende arbejde for familien Lutz og lokalsamfundets medlemmer. Den nu afdøde missio-

nær Steve Lutz markerede landings-banens midterlinie tilbage i år 2000. Han fik aldrig det færdige resultat at se, men for hans kone Julie og søn-nen Anton var det et stort øjeblik, der indtraf denne februardag i 2015.

– Det har været en rigtig god proces. Jeg ville gerne gøre det hele igen, siger Anton Lutz. Anton er råd-giver for RAA, Rural Airstrip Agency, en organisation, der er grundlagt på MAF’s initiativ og finansieret af rege-ringen i Papua Ny Guinea. Opgaven lyder på at forbedre landingsbaner-nes tilstand i landdistrikterne ved at støtte vedligeholdelsen.

I tillid til Anton Lutz’s kendskab til landingsbanens tilstand havde MAF’s flyvechef Michael Duncalfe godkendt et kon-trolbesøg og en test-landing udført af pilot Mathias Glass på en og samme dag.

Om bord var også piloten Sebastian Kurz, der var ved at blive

introduceret til forskellige ruter og landingsbaner. Han fik værdifuld erfaring og førstehåndsviden om, hvordan man forbereder sig til en test-landing og gennemfører kontrol af en nybygget landingsbane. I tilgift fik han den oplevelse at blive mødt af de glade mennesker, der havde væ-ret med til at bygge landingsbanen.

– Jeg var meget taknemmelig og glad for at være med til sådan en begivenhed, siger Sebastian. Ma-thias har ventet otte år på at åbne en ny landingsbane, mens jeg kun har været fem måneder i landet.

– Jeg vidste, at det var noget helt særligt for folk i Kaiam at opleve et fly lande første gang. Jeg har været

på stedet flere gange nu og forstår bedre og bedre,

En ny verden åbner sigTekst: Mandy Glass. Fotos: Mathias Glas, Sebastian Kurz og Anton Lutz

Mathias Glass undersøger overfladens

beskaffenhed på landingsbanen med

assistance fra Kaiam-folket.

8

hvad det betyder for disse menne-sker at få adgang til omverdenen via landingsbanen. Før måtte de rejse ned ad Karawari-floden for at kom-me til den nærmeste landingsbane ved Munduku. Denne rejse tog dem to dage og var meget anstrengende. Det var især kritisk i ulykkestilfælde. Hvis de ønskede at evakuere nogen hurtigt, måtte de tilkalde en helikop-ter – og det koster en formue!

Hug en hæl og klip en tåDa Mathias skulle lande i Kaiam før-ste gang, var han koncentreret om at lave en sikker indflyvning og lan-ding på en landingsbane, som aldrig havde været brugt før. Det lykkedes ikke i første forsøg, og han måtte flyve rundt igen, hvilket ikke var helt enkelt på grund af de nærliggende højdedrag. Han fortæller:

– Ved landinger på kendte lan-dingsbaner bruger jeg GPS, men ikke denne gang i Kaiam. Jeg havde kun Antons informationer at støtte mig til – og nogle billeder, som han

viste mig før vores afgang fra Mt. Hagen. I andet forsøg fik jeg tilpas-set flyets højde og placering, så landingen forløb tilfredsstillende.

Efter landingen fortalte Mathias de lokale, at de måtte fælde et træ og fjerne en del buske ved starten af landingsbanen. Sebastian kunne observere, hvordan Mathias gav sig god tid til at undersøge forholdene på jorden og fik indsamlet væsent-lige oplysninger, så andre piloter fik de nødvendige data for at kunne flyve til Kaiam.

Epidemier kan nu forebyggesFolkene i Kaiam håber med den nye landingsbane at få mere medicin og mere hjælp til gavn for den lille befolkning i landsbyen. Områder i landdistrikterne PNG’s højland er i øjeblikket udsat for en mæslinge-epidemi, og mange børn og voksne dør på grund af manglende im-munisering. Epidemien er allerede nået til Malaumanda, som kun er 15 minutters flyvning fra Kaiam. Et ud-

brud af mæslinger i et så lille sam-fund som Kaiam, ville have alvorlige konsekvenser.

Åbningen af landingsbanen skete i rette tid. Anton Kurtz havde forberedt flere flyvninger med fragt, som skulle forhindre et udbrud af mæslinger i Kaiam. Fragten bestod bl.a. af solceller og batterier samt et køleskab til opbevaring af vaccine. Sebastian fortæller efter de første flyvninger:

– Jeg har været i Kaiam igen i dag med to socialarbejdere og en kvinde med et spædbarn. Mændene vil færdiggøre opsætningen af det soldrevne køleskab til vaccine, og kvinden med barnet kom tilbage efter en evakuering med helikopter et par uger tidligere.

Sebastian Kurz slutter med at sige:– Disse mennesker lever i en helt

anden verden, men nu glæder de sig over den nye mulighed for lettere ad-gang til uddannelse, mad, lægehjælp osv. Må de sidste 15 års anstrengelser blive til velsignelse for dem!

Et skyggefuldt hvil under vingen på det første

fly, der nogensinde er landet i Kaiam.

Landingsbanen i Kaiam er som skåret ind i ukendt land.

9

14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

4000

ft

3000

ft

2000

ft

1000

ft

Brev fra Dave Forney, MAF-pilot, Uganda

I går fløj jeg ‘The Karamoja Shuttle’, en fast

rundtur i det nordlige Uganda. I landsbyen Matany

satte jeg et lægehold af, som i de næste to uger

skal udføre øjenoperationer. Det er noget, der

er sket hvert år på dette sted gennem de sidste

30 år. Og i alle årene er det MAF, der har bragt

lægerne frem og tilbage. Er det ikke fantastisk?

Øjenkirurgerne har medbragt alt nødvendigt udstyr og alle nødv

endige

materialer. Det er flere hundrede kilo, der skal losses. I løbet

af de næste

dage vil holdet udføre i hundredvis af øjenoperationer. Gennem

30 år har i

tusindvis af mennesker fået verden at se med ‘nye øjne’ takket

være denne

indsats. Tænk på, hvor mange, der også kan have fået et nyt sy

n på evigheden på

grund af denne indsats.

Folk kommer til Matany fra nær og fjern for at

få synet tilbage. Hvilken oplevelse det må være

at kunne se igen efter års blindhed på grund af

grå stær! Vi håber og beder om, at når vi hjælper

mennesker med disse konkrete problemer, så ser de

også Jesu kærlighed gennem det – og får et åndeligt

klarsyn!

I Matany samler der sig altid en stor folkemængde

omkring flyet – hovedsageligt børn. Det sker i det

korte tidsrum fra propellen er standset, og til

jeg har anbragt halestøtten og åbnet flyets bagdør.

Børnene synes, det er spændende at se flyet ankomme,

blive losset og flyve afsted igen. Havde jeg været

barn, ville jeg sikkert have gjort det samme!

Karamoja Shuttle

– Kirurgteamet havde kun medbragt det absolut nødvendigste medicinske udstyr. Alligevel var der hundredvis af kilo at losse. Jeg ved ikke, hvad denne kuffert indeholdt, men den var tung som bly!

A pilot´s blog

Lægeholdet er ankommet til Matany – helt østpå i Uganda.

Folk kommer fra fjern og nær for at få synet tilbage.

10

140160 120

180100

22060

240 40

KNOTS

AIRSPEED

20080

Mission Aviation Fellowship er en international, fælleskirke-lig missionsorganisation, som hjælper lokale kirker, missions-selskaber og nødhjælpsorga-nisationer i 31 u-lande med flytransport.

Flight MissionISSN: 1901-5690Udkommer 4 gange om året.Oplag: 4.000 stk.

MAF Danmarks landskontorSøparken 2DK-9440 AabybroTlf. 3042 9658maf@maf.dkCVR Nr. 30026144

Hjemmeside:www.maf.dk

Landssekretær: Øjvind Thomasen

Redaktion:Niels Kr. Sørensen(ansvarshavende)Arne PuggaardDorthe Bräuner LindThorkild Jørgensen

Christen Kristensen, Nibe, fyldte 70 år d. 6. maj. Her sammen med hans kone Else.

Ellen og Thomas Thomasen, Gislev, fejrede diamantbryllup d. 6. maj

Ingrid Gravesen, Tåstrup, fyldte 80 år d. 12. april.

Trykkeriet FrihedenTlf. 9798 1641www.trykkerietfriheden.dk

Kontingent pr. år:Medlem, enkelt: 200 kr.Medlem, par: 300 kr.

Netbank:Danske Bank Reg.nr. 1551Konto nr. 9581162

TAK FOR SPONSORSTØTTE TIL MAF FRA

Stor jubilæums-donation

De gav gaven videre til MAF

En stor tak til Alderslyst Y's Men's Club i Silkeborg, der i anledning af deres 40-års jubilæum har doneret 100.000 kr. til MAF's arbejde.

Midlerne stammer fra klubbens store genbrugsbutik, og skal anven-des som medfinansiering af det nye GA8-fly, der skal operere i Papua Ny Guinea.

TAK for dette store bidrag og for den støtte, der iøvrigt kommer fra Y's Men Region Danmark.

På billedet: Præsident for Alderslyst Y's Men's Club Jørn Brink og landssekretær Øjvind Thomasen.

"Vi synes, det giver mere mening at give gaven til velgørenhed." Den bemærkning har jeg i den senere tid hørt fra flere, som har ønsket at give noget af deres fødselsdagsgave til MAF.

Tillykke og takDerfor vil jeg gerne benytte lejlighe-den til at sige TILLYKKE og TAK til Ingrid Gravesen, Christen Kristensen og Ellen og Thomas Thomasen, som på hver deres mærkedag har betænkt MAF.

Hermed er idéen givet videre. Kontakt meget gerne landskontoret på telefon 30429658. Så kan vi hjælpe med informationsmaterialer, så dine gæster kan få lidt mere viden om, hvad gaven bliver brugt til.

Kærlig hilsen Arne Puggaard, formand

Derfor valgte Ingrid Gravesen en MAF-indsamling, da hun blev 80:

Beslutning: (såre enkel)Det er bøvlet at skrive ønskeseddel, når jeg har alting.Vi har råd til at leve, som vi har lyst til.Der er ingen lommer i det sidste tøj.

Reaktioner:Familien: En perfekt idé!Venner: Stort set den samme. Ind-samlingsbøssen blev rost, da den gav alle, også dem med de små midler, mulighed for at være med.

En enkelt var chokeret over, at jeg slet ingen gaver fik (ha.ha!) – har helt glemt, at det "at give" er en glæde i sig selv – og at det, der gives væk, kom-mer man aldrig til at savne (opdra-gelse, som både Herluf og jeg har med hjemmefra).

At det blev MAF:1. Jeres entusiasme2. Det, at I aldrig afstår fra at sige,

hvad der driver jer: KRISTUS!

11

www.maf.dkIndsamlingskonto: 1551-9581162

Katastrofalt

Daniel Juzi, chef for MAF's katastrofeteam i Nepal, gennemgår GPS koordinater, før

helikopteren letter med Acted medarbejdere.

13. maj 2015 – dagen efter Nepals 2. store jordskælvaf LuAnne Cadd, MAF

Elena Tifrea og Toma Dursima fra den humanitære organisation Acted fløj med MAF til en landsby tæt på det andet store jordskælvs epicen-ter for at danne sig et overblik over ødelæggelserne. Synet var choke-rende: 150 hjem var ubeboelige. Det

lille samfund på 500 mennesker havde ingen hjælp modtaget siden det første skælv, hvor 100 hjem gik til grunde. Vandrørene var knæk-ket, og der var næsten ingen mad tilbage – blot lidt nudler og kiks.

En mand gentog fortvivlet: “Vi har

intet, intet!” Det var hjerteskærende.Da vi fløj derfra, gik Elena og Tom

i gang med at planlægge levering af presenninger og mad – ikke blot til denne landsby, men også til alle de andre, der ligger som ruindynger ned ad bjergsiderne.