Forsidefoto: Mette Kramer Kristensen

Kommunistisk PartiMail: [email protected]: 302 00 320ISBN: 978-87-89599-38-0

Forsidefoto: Mette Kramer Kristensen

Indholdsfortegnelse

Forord …………………………………………………………………………… 4

Den nationale kamp må i centrum ……………………………………………… 6

Kommunisterne og det nationale spørgsmål …………………………………… 12

National kamp og kampen for socialisme………………………………………… 14

Fagbevægelsen er under angreb fra EU ………………………………………… 17

Borgerlig nationalisme i 1864 …………………………………………………… 25

National kamp i Frankrig ………………………………………………………… 32

Arbejderbevægelsen, herunder fagbevæ-gelsen, er potentielt vor tids største ogstærkeste samfundsmæssige kraft. Det erden eneste bevægelse, som i spidsen forandre folkelige kræfter kan sikre menne-sket en civiliseret fremtid på kloden. Modden står i dag en senil og sammenbrud-struet, men yderst aggressiv kapitalisme.Alligevel må vi konstatere, at det gen-

nem mere end tre årtier er kapitalen, derhar haft initiativet og ikke blot har hindretarbejderklassens politiske fremgang, menendog har trængt denne tilbage i forholdtil tidligere erobringer på områderne kol-lektiv velfærd og faglige rettigheder.Et af kapitalens vigtigste virkemidler i

nyere tid har været skabelse af overstats-lige konstruktioner som WTO, EU og TTIP,hvis formål har været dobbelt: Dels glo-balisere, dvs., at lette kapitalens mulighe-der for at operere internationalt gennemophævelse af de nationale staters beskyt-telsesforanstaltninger, dels at skabe mu-lighederne for øget profit gennem enskånselsløs konkurrence mellem arbejderei forskellige lande eller mellem fastboendeog indvandrede arbejdere.Et sådant fremstød har ikke været muligt

uden en sværm af lokkende løfter om øko-nomisk fremgang for alle kombineret meden solid ideologisk kampagne om globa-liseringens ønskværdighed og uundgå-elighed, en kampagne, der ifølge sagensnatur må være rettet mod nationalfølelse

og mod nationalstaten, den hidtidigeramme for udfoldelsen af det økonomiskeog politiske liv og for klassekampen.Denne kampagne har givet næring til

ny usikkerhed og uenighed i arbejderklas-sen og blandt venstrekræfterne om hold-ningen til det nationale spørgsmål. Mod-vilje mod at markere en national holdninger også en, om end fejlagtig, reaktion modhøjrekræfternes velkendte brug af natio-nal chauvinisme. Dette misbrug forklaresikke ved disse kræfters fædrelandskærlig-hed. Målet med det er klart at neutraliserearbejderklassen politisk og fagligt ved atoppiske modsætninger mellem arbejdereaf forskellig nationalitet eller etnisk oprin-delse. Misbruget nåede frygtelige højderop til og under det 20’ århundredes to ver-denskrige. I dag bruger højrepopulistiskepartier national chauvinisme til at skabehad til indvandrere og dermed igen split-telse i arbejderklassen. Det sker i kapitalensinteresse og tjener samtidigt som løfte-stang for dem indenrigspolitisk.

Kommunistisk Partis mål med dennepjece er at skabe en større opmærksom-hed og en større klarhed omkring det na-tionale spørgsmål, hvis vigtighed i dagofte undervurderes. Pjecen har naturligtspørgsmålet om Danmark og EU i cen-trum, men belyser også historiske og teo-retiske aspekter af det nationale spørgs-mål.

4 • National selvbestemmelse og klassekamp

FORORD

Karen Sunds, medlem af Kommunistisk Partis EU udvalgKaren Sunds forklarer, at hvis de revolutionære kræfter i Danmark skal vinde masseind-flydelse og autoritet i forhold til arbejderklassen, er det bydende nødvendigt, at dennationale kamp får en central placering i klassekampen. Resultatet af EU-parlaments-valget i juni 2014 bør være en vigtig lektie for alle.

Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk PartiIfølge Anders Bjerre Mikkelsen har det nationale spørgsmål både historisk og aktuelten afgørende, men desværre ikke altid erkendt politisk og strategisk betydning for ar-bejderbevægelsen og venstrekræfterne. I tre artikler søger han at afklare nogle af deteoretiske problemer og at placere det aktuelle spørgsmål om Danmark og EU i dennesammenhæng. Til inspiration beskrives endvidere den franske kommunistiske organi-sering PRCF’s tilgang til det nationale spørgsmål.

Helge Knudsen, medlem af Kommunistisk Partis EU udvalgHelge Knudsen beskriver, hvordan den danske model er under pres, hvordan rammernefor arbejdsmarkedspolitikken i stigende omfang dikteres fra EU. Det er vigtigt, at kampenfor overenskomster, løn, faglige rettigheder og for velfærd fortsat føres som en nationalkamp på tre fronter: Mod kapitalen, mod arbejdsgiverne, mod regeringer, der går kapi-talens ærinde og undergraver velfærd og faglige rettigheder – og mod et overnationaltEU, der er ved at tage form af et Europas Forenede Stater.

Joan Ågot Pedersen, medlem af Kommunistisk Partis landsledelseJoan Ågot Pedersen giver en beskrivelse af den danske borgerlige nations opståen, oghvordan det danske borgerskab hurtigt udviklede en reaktionær national chauvinisme.Borgerskabet har i dag har forkastet forsvaret af den nationale selvbestemmelsesret,der udgør en ramme for arbejderklassens muligheder for en demokratisk kamp medmålsætningen socialisme.

National selvbestemmelse og klassekamp • 5

Blandt de revolutionære kræfter har deraltid været meget forskellige opfattelseraf, hvordan man skal prioritere den natio-nale kamp.Det er velkendt, at de kommunistiske

kræfter vægter kampen for national selv-bestemmelse højt. Det har været en rødtråd i folkefrontspolitikken i 30’erne, i mod-standskampen under Anden Verdenskrig,og i befrielsesbevægelserne i de kolonialelande. Og i vor tid ses det i kommunister-nes støtte til kampen for den nationaleselvbestemmelse, som den udfoldes i Fol-kebevægelsen mod EU.På den modsatte fløj står det klassiske

trotskistiske synspunkt, at den nationalekamp er reaktionær, fordi den »går bor-gerskabets ærinde«. At arbejderklassensdrømme om det socialistiske samfund kunkan realiseres gennem en verdensrevolu-tion.Også i dag er den trotskistiske tanke-

gang stærkt repræsenteret; konkret i deleaf Enhedslisten. Synspunktet er: det na-tionale spørgsmål var måske nok relevantengang, men i dag, i globaliseringens tids-alder, kan vi ikke komme nogen vegne pådet nationale plan. Her er det EU, der erkamppladsen, når klasserne støder sam-men. Kampen for national selvbestem-melse er »at dreje historiens hjul baglæns«.I stedet må vi tage kampen op for at vindeEU over på socialistiske positioner.

Hele denne ideologiske strid er næstenet århundrede gammel, og den vil sikkertvare ved. Man kunne tro, at det er en stridfor ideologiske nørder. Men når klasse-kampen skærpes, og vi står overfor vold-somme brud og revolutionære situationer,bliver det et spørgsmål af helt afgørendebetydning. Meget tyder på, at vi er på vejind i netop en tid med skærpet klasse-kamp og store brud.Det er korrekt, at globaliseringen, den

igangværende omstrukturering af kapita-lens virkemåde, er en objektiv proces. Deter også rigtigt, at der ikke længere findeset nationalt orienteret borgerskab, som vilforsvare de nationale interesser. Storkapi-talen i Danmark såvel som i andre landeer i dag globalt orienteret og jagter profituden hensyn til nationale hensyn. Menhar det gjort spørgsmålet om nationalselvbestemmelse uaktuelt og mindre vig-tigt? Nej, tværtimod. Valget til EU-parla-mentet i juni 2014 viste, at dette spørgs-mål er vigtigere end nogensinde.Hvorfor? Hvem er bærere af den natio-

nale kamp i dag? Og hvilke opgaver stillerdet de revolutionære kræfter overfor? Deter emnet for denne artikel.

STOR MODSTAND MOD EUEU-parlamentsvalget viste helt enkelt, atder er en dyb skepsis og modstand over-for hele EU-projektet i alle EU-lande, både


DEN NATIONALE KAMP MÅ I CENTRUMAf Karen Sunds, medlem af Kommunistisk Parti

i EU’s kernelande og i de perifere lande.Dette er bemærkelsesværdigt, fordi EU-

modstanden har meget forskellige ud-gangspunkter i de enkelte lande. I for ek-sempel Danmark og Storbritannien er derstærke traditioner for unionsmodstand. ISverige er EU uløselig forbundet med detnyliberale systemskifte. I Spanien, Portugal,Italien og Grækenland var der oprindeligtstore forventninger til EU-medlemsskabet,fordi det skulle redde dem fra en fascistiskfortid. I Østeuropa var befolkningerne ble-vet lovet guld og grønne skove, hvis desagde ja til EU.Men på tværs af alle disse forskelle er

modstanden gennem de sidste 10 år lø-bet sammen til en stor fælles flod. Den eri dag meget ensartet i sine krav og dybtforankret i den arbejdende befolkning ilandene. Dette er ikke en udvikling, der ersket over en nat. Allerede i 2000 viste enundersøgelse fra Eurobarometer, at kun50 procent af EU-borgerne syntes, at EUvar en god ting.

HØJREPOPULISMENDet er en kendsgerning, at EU-modstan-den i mange lande blev dygtigt samletop af højrepopulistiske partier. I Sydeuropaer der stor fremgang til socialistiske partierog bevægelser, men i Frankrig, England,Finland, Ungarn og Danmark ser vi nær-mest en jordskredssejr til højrepopulistereller direkte fascistiske kræfter.Dette ændrer dog intet ved, at det er

EU-modstanden, der er det bærende ele-ment i valgresultatet. Partier som UKIP iStorbritannien og Jobbik i Ungarn stillerkrav om udtræden af EU. Også vort hjem-lige Dansk Folkeparti slog sig op på atvære EU-modstandere og høstede stem-mer langt ind i arbejderklassen på det. En

meningsmåling for nylig viser, at DF hen-ter stemmer helt ovre fra SF. Og som detrigtigt blev konstateret af to jyske LO-for-mænd op til EU-valget: det, at fagbevæ-gelsens top anbefaler deres medlemmerat stemme på ja-partier, betyder, at de ka-ster medlemmerne lige i armene på DF.Dette burde fortælle os en vigtig lektie:

de revolutionære kræfter i en række lande,herunder i Danmark, har også selv væretmed til at give højrepopulisterne alt forlet spil, fordi vi ikke har formået at samledenne frustration og EU-modstand op ogvende den mod kapitalens overgreb. Be-tydelige dele af venstrefløjen forstår ikkeden enorme betydning af den nationalekamp, og det er fatalt.

ÅRSAG TIL EU-SKEPSISLad os se på, hvilke objektive faktorer, derdriver udviklingen i den subjektive be-vidsthed hos den arbejdende befolkning.Det er vigtigt at forstå, at det ikke er en

modstand, der blot er opstået på grundaf en fejlslagen økonomisk politik i de se-neste kriseår. Den retter sig direkte modselve hjertet i EU, det indre marked.

SOCIAL DUMPINGFrem for alt er det arbejdskraftens frie be-vægelighed indenfor Unionen, der er pro-blemet. Det har udløst social dumping ogløntryk i en lang række brancher somtransport, byggeri, gartneri og landbrug,rengøring m.v.Omfanget af disse arbejdskraftvandrin-

ger ses for eksempel af, at 2,5 millionerpolakker nu er udvandret. Over en halvmillion af disse bor i Storbritannien, hvorpolsk er det mest talte sprog, næst efterengelsk. Fra Rumænien er ca. tre millionermennesker udvandret. Fra Letland er 10


procent af befolkningen, 200.000 perso-ner, udvandret siden 2004. Konsekvenseni de østeuropæiske lande er massiv hjer-neflugt, og mangel på unge. Kun degamle bliver tilbage. Det betyder mangelpå arbejdskraft, høje sociale udgifter oglave skatteindtægter, en katastrofal udvik-ling for disse samfund.I de vestlige EU-lande, som arbejderne

udvandrer til, udgør det organiserede løn-trykkeri, som arbejdsgiverne udfører viaimport af billig udenlandsk arbejdskraft,den største trussel mod arbejderklassen ivor tid. Siden 2009 er reallønnen faldet i18 ud af 28 EU-lande, ikke kun lande somGrækenland, Spanien og Portugal, menogså England, Holland, Tyskland med vi-dere.Samtidig betyder det indre marked og

den frie bevægelighed for arbejdskraft, atde sociale ydelser skal harmoniseres til enfælles EU-struktur. Det så vi konkret i for-året med den danske børnecheck, SU,dagpenge med videre.

TAB AF ARBEJDSPLADSERMen det indre marked har også forårsagetet stort tab af nationalt baseret industri,og dermed tusindvis af arbejdspladser. Destore multinationale monopoler vinderterræn på bekostning af de mindre lokalevirksomheder. Den voldsomme kapital-koncentration skaber endnu større ulig-heder, og nogle lande bliver endnu mereudkantsområde.Blot ét eksempel på, hvordan EU smad-

rer arbejdspladser, er de spanske miner.EU kræver ikke alene, at minerne skal væreselvbærende uden statsstøtte senest i2018. De skal også betale tidligere stats-støtte tilbage! Resultatet er i praksis, at despanske miner lukkes, og 6000 minearbej-

dere bliver arbejdsløse, indenfor den næ-ste femårs-periode.I de østeuropæiske lande har arbejderne

måttet se på , hvordan enorme værdiergik tabt for befolkningen, og deres ar-bejdspladser forsvandt. Det skete som ledi privatiseringerne af de store statsvirk-somheder. Disse blev ofte solgt for en slik,fortrinsvis til monopoler med base i EU.I Danmark er det seneste eksempel på,

hvordan EU forgylder store firmaer på be-kostning af arbejderne, afsløret af 3F i for-året: En række danske virksomheder, her-under Danfoss, NKT, Dancake og Rock-wool har alle flyttet arbejdspladser ud afDanmark og i stedet investeret i produk-tion i særlige økonomiske zoner i Polen.Her får de til gengæld skattefrihed i en år-række. I alt får firmaerne 30-50 procent afde penge, de har investeret i zonen, ref-underet i kraft af skattelettelser. Cirkussetfinansieres af EU-midler.Lovgivningen for EU’s indre marked er

også den direkte årsag til, at en lang rækkestatslige virksomheder i EU-landene erblevet privatiseret . Kravet om liberalise-ringer af den offentlige sektor står direkteformuleret i EU-traktaten. Siden slutningenaf 80érne er der helt eller delvist privati-seret for et samlet beløb på omkring 50mia kr. Det drejer sig f.eks. om Teledan-mark, KBH lufthavne, Datacentralen, DSBGods, DONG Energy med videre.Ligeledes gennemtvinger EU, at alle of-

fentlige opgaver over en petitesse grænse,skal i åbent EU-udbud. Herved bliver detdirekte ulovligt at prioritere sikringen afdanske arbejdspladser. Tænk blot på skan-dalen om de danske IC4-tog, der skulleproduceres af en italiensk producent, menstogfabrikken i Randers bliver lukket ned.Ligeledes ser vi, hvordan EU dikterer ud-


licitering af en lang række offentlige op-gaver, hvor forringelse af de ansattes vilkårog lønforhold er fast følgesvend. Tænk blotpå skraldemændene fra Guldborgsund,der blev virksomhedsoverdraget og mis-tede deres jobs.Vi kan konkludere, at etableringen af

det indre marked i EU har forårsaget ned-læggelse af den lokale og nationale indu-stri i en lang række regioner, ligesom denstore mængde statslige virksomheder ogoffentlige opgaver, som tidligere var undersamfundsmæssig kontrol, i dag er overgi-vet til almindelig profitjagt og er enskygge af sig selv. De nationale og regio-nale uligheder bliver ikke udjævnet, somfølge af det indre marked. De øges der-imod.

EUROENS ETABLERINGDenne situation med skærpede nationaleog regionale uligheder indenfor EU er ble-vet markant forværret, efter at euroen ogden fælles møntunion sættes i værk i 1999,som et renlivet politisk projekt. Hermedeskalerer de potentielle konflikter.Nu har for eksempel de sydeuropæiske

lande ikke længere mulighed for at justerederes valutakurs, og dermed kan de ikkeforsvare deres konkurrenceevne på det in-ternationale marked, ligesom de udkon-kurreres på deres eget hjemmemarked.Det fører til et stort tab af arbejdspladserog en stærkt forværret handelsbalance.Den store vinder er Tyskland, der mere endfordobler sin eksport til Spanien, Portugal,Grækenland og Italien. Også Frankrigs in-dustriproduktion er blevet kørt over endeaf Tysklands stærke konkurrenceevne.For de sydeuropæiske lande er resulta-

tet, at deres økonomiske basis eroderes.Industriproduktion og eksport falder, im-

porten stiger, handelsunderskuddet eks-ploderer. Arbejdsløsheden stiger, detsamme gør udgifterne til arbejdsløsheds-understøttelse. Skatteindtægterne falder.Her har vi den direkte årsag til Spanienseksplosive budgetunderskud: det er for-årsaget af euro-medlemsskabet.

POLITISK UNDTAGELSESTILSTANDDette økonomiske udskillelsesløb fører til,at de svage EU-lande endnu hurtigere endellers kommer i konflikt med EU-traktatenssåkaldte konvergenskrav. Og da euroen,som et politisk projekt, nu skal forsvarestil sidste blodsdråbe, får EU’s politiske dik-tater overfor landene også en anden ka-rakter.Det er nu blevet helt legitimt, at Troj-

kaen, der består af EU-kommissionen, DenEuropæiske Centralbank og IMF, blandersig direkte i landenes politiske beslutnin-ger. Det så vi i Grækenland, hvor regerin-gen blev tvunget til at aflyse en annon-ceret folkeafstemning. Ligeledes i Italien,hvor Berlusconi fik et brev fra ECB, hvorbanken krævede arbejdsmarkedsreformerog flere offentlige nedskæringer, for at deville lave støtteopkøb af italienske stats-obligationer.Som det formuleres af den svenske LO-

jurist, Claes-Mikael Jonsson: Den politiskeelite »har udnyttet den politiske undta-gelsestilstand til at virkeliggøre en politiskideologi. Mens det udtalte mål med kri-sepolitikken har været at skabe økonomiskstabilitet, så har de underliggende målhandlet om at begrænse demokratietsrækkevidde, mindske omfanget af velfær-den, deregulere markederne, øge ind-komstforskellene og begrænse de fagligerettigheder« (Europaportalen.se, 19.marts2013).


Der sker et politisk skred, hvor det heltåbenlyst er Tyskland, med Merkel i spidsen,der dikterer politikken. Som det præcistformuleres af Jørg Kronauer, fra GermanForeign Policy: Det lykkes for Tyskland at»omdanne sin relative styrke i EU til struk-turel dominans« (oplæg på XIX. Interna-tionale Rosa Luxembourg-konference, ja-nuar 2014 i Berlin). Dette vækker i høj grad de nationale

følelser i de lande, som får pisken atsmage.Det, at EU fokuserer ensidigt på, at lan-

dene skal »forbedre konkurrenceevnen«,er blot et andet ord for, at EU vil have løn-nen sænket over hele linjen.I 2012 havde 16 ud af i alt 27 EU-lande

fået besked på at nedjustere lønningerne.Som det opsummeres af Bernadette Se-gol, formand for Den Europæiske FagligeSammenslutning: »Lønningerne er detvigtigste mål for nedskæringspolitikken ihele Europa« (Arbejderen, 10.8.2013).EU arbejder ligeledes stadig mere åben-

lyst på at lamme arbejderklassens kamp-kraft. I de kriseramte lande, som modtagerdirekte ordrer fra Trojkaen og EU, er dergennemført systematiske angreb på defaglige rettigheder og strejkeretten. I 2012forsøgte EU-kommissionen at kommeigennem med et vidtgående indgrebmod konfliktretten (det såkaldte »Forslagtil forordning om udøvelse af retten til kol-lektive skridt indenfor rammerne af etab-leringsfriheden og den frie udveksling aftjenesteydelser«). Forslaget skabte dog så meget uro, at

forhandlingerne om det p.t. er udskudt.Men der er ikke tvivl om retningen i EU’stiltag.EU agerer stadig mere åbenlyst som et

monopolernes diktatur. Helt grundlæg-

gende demokratiske rettigheder for denarbejdende befolkning trædes under fode.

FATTIGDOM EKSPLODERERDet bør ikke kunne overraske nogen, atfattigdommen i hele EU er eksploderet,som en direkte konsekvens af EU’s ned-skæringspolitik i landene. 20 procent afeuropærerne, konkret 120 millioner men-nesker, lever i dag i fattigdom. Det gælderikke kun de sydeuropæiske lande, hvorder er eksempler på, at regeringen bøn-falder de unge om at udvandre. Det erogså situationen i lande som England ogTyskland.Tidligere medlem af Den Europæiske

Centralbank, Jørg Asmussen, indrømmeren direkte sammenhæng mellem EU’snedskæringspolitik og fattigdommen : »Atskære i budgetterne til for eksempel sund-hedspleje og uddannelser er hårdt, mender er intet alternativ til at undgå konkursi mange lande, da konkurs og dermed exitfra euro-zonen ikke er et reelt alternativfor de involverede », udtalte han ifølge eu-obsesrver.com (Arbejderen 22.4.2014).Rene ord for pengene…

FINANSPAGTENI Danmark har vi ganske vist ikke haft be-søg af Trojkaen, men EU sætter alligevelrammerne for finanspolitik og velfærd. Detsker via Finanspagten, som Danmark erblevet underlagt, uden at en eneste væl-ger er blevet spurgt. Det er Finanspagten,der helt konkret sætter rammerne for bud-getter, ikke blot på statsbudgettet, menogså på regioners og kommuners bud-getter.Et helt aktuelt eksempel er den nye

kommuneaftale, der blev indgået i startenaf juni. En aftale, der vil betyde nye fyringer


af offentlige ansatte, ikke mindst på syge-husene. Aftalen blev gennemtrumfetuden nogen reel forhandling. Meget lo-gisk, for der er nemlig ikke så meget atforhandle om. Rammen er sat af EU.Ovenstående er efter min opfattelse de

vigtigste årsager til, at der er blevet akku-muleret så stor en skepsis overfor EU, påtværs af landegrænser og ud i den yderstekrog.

ARBEJDERKLASSEN ER NATIONALHvad viser vores analyse? Gennem de sid-ste 30 år, hvor EU har opbygget sig somen økonomisk og politisk union, er detsket ved systematisk at fratage landenederes nationale selvbestemmelse og er-statte den med stadig mere åbenlyse EU-diktater. Og disse diktater er ligeså syste-matisk blevet brugt i kapitalens favør,vendt mod arbejderklassens tilkæmpedebastioner.Derfor er det logisk, at arbejderklassen i

dag er den bærende kraft i kampen for atvinde den nationale selvbestemmelse til-bage. Den gør det ikke af hensyn til nogenandre klasser eller alliancer. Den gør det forsin egen klasses interesser. Og der er ingenandre til at gøre det. Storborgerskabet erikke længere nationalt interesseret, menhar blikket stift rettet mod profitable mu-ligheder i lavtlønslande. Småborgerskabetfår en hård medfart som konsekvens af ka-pitalens krise og koncentration. Arbejder-klassen er den eneste virkelige forsvarer forfolkets nationale frihed og uafhængighed.Og dermed indtager arbejderklassen ogsåsin naturlige plads som leder af kampenfor at genvinde et ægte nationalt demokrati- i en socialistisk ramme.Er rollen som leder af den nationale

kamp unaturlig eller fremmed for arbej-

derklassen? På ingen måde. Som det for-muleres af den svenske kommunist, An-ders Carlsson:»Arbejderklassen er national i den for-

stand, at den har interesse i faste og sikrearbejdspladser, i tryghed i det sociale livog i den nationale kultur, i gode skoler ogharmonisk skolegang for sine børn, i nær-hed af familie og venner, i at kunne kom-munikere på modersmålet. Dette gælderarbejdere i alle lande. At værne om mu-ligheden for at kunne arbejde og leve i siteget land og i sin egen kultur er en inter-national arbejderinteresse. Det har intetmed nationale indskrænkethed at gøre«.(fra pjecen »Arbejderklassen og det natio-nale spørgsmål« af Anders Carlsson, for-mand for KPML(r) (i dag kommunistiskParti, Sverige), Forlaget Arbejderen 2003,s. 18).Man kunne tro, at globaliseringen ville

gøre den nationale kamp mindre vigtig.Men der sker det stik modsatte. Det na-tionale spørgsmål bliver stadigt merebrændende, som EU-valget i juni 2014 harvist.Forklaringen er helt enkelt. For det før-

ste, fordi globalisering i sig selv medførersystematiske angreb på de nationale ba-stioner og rettigheder. Men også fordi atglobaliseringen øger de regionale ulighe-der og uligheder mellem nationer, netopsom vi har set det med eurozonen. Dersker ikke en udjævning mellem rige ogfattige regioner og lande i EU, men detstik modsatte.Det er derfor ikke spor underligt, at i det

omfang venstrefløjen overlader det til dehøjrepopulistiske kræfter at fortolke arbej-derklassens krænkede nationale følelser,åbner vi en ladeport for, at disse kræfterkan få indflydelse i arbejdernes rækker.


KOMMUNISTERNEOG DET NATIONALE SPØRGSMÅL

Af Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti


Danskhed årgang 1864 debatteres livligtfor tiden. Nationalfølelsen udsprang af detgryende, selvbevidste borgerskab. Men,som Joan Pedersen gør opmærksom på isin artikel, var kærligheden til fædrelandetiblandet samme borgerskabs snævre øko-nomiske interesser gennem kravet om ind-lemmelse af det tysksindede Sydslesvig.Den nationalistiske opgejling blev skæb-

nesvanger for Danmark. I denne kronik eremnet det ikke mindre interessante og på-trængende spørgsmål: Hvad er danskhedi dag?Der er jo i mellemtiden sket et afgø-

rende sceneskift. Dengang stod borger-skabet over for kongemagt og adel.I dag står der over for borgerskabet og

de feudale fossiler en ny klasse, arbejder-klassen. Danskheden, eller den nationalebevidsthed, er i høj grad formet af klasse-tilhørsforholdet. Der er to slags danskhed.

PROGRESSIV OG REAKTIONÆR DANSKHEDVæsentlige elementer af danskheden ernaturligvis det danske sprog og naturen,det, der er tilbage af den. Men til den pro-gressive danskhed kommer: Dansk suve-rænitet, demokratiet, omsorgen for bor-gerne såvel som arbejdernes kamp-muligheder over for kapitalen.Kort sagt, det Danmark, som - med et

poetisk udtryk - »arbejdshænder« har for-met i kamp med borgerskabet og detsvedhæng og medløbere. Det er et Dan-

mark, det er værd at kæmpe for.Den anden type er den reaktionære

danskhed, karakteriseret ved kongehuset,ordensvæsnet, NATO-krigsmagten, er-hvervstoppens og finansens Overdanmarksamt stort set hele medieverdenen.Denne danskhed findes i en populistisk

udgave, der kombinerer danske farver ogdansk sofahygge, men vil sparke frem-mede væk fra sofaen.

DANSKHED UNDER FORVANDLINGÆndringen af det nationale billede har væretmarkant, siden NATO i 1949 med et snuptagfik magt over vores udenrigspolitik.Fra 1973 og fremefter er der overført su-

verænitet til EF/EU over en bred front. Flereog flere love, flere og flere politiske beslut-ninger har rod i EU’s forordninger, direkti-ver og vejledninger.Borgerskabet gejlede i 1864 til krig med

nationalistiske paroler. I dag har det fulgtkapitalens veje og har rømmet de natio-nale skanser i globaliseringens navn.Socialdemokraterne er, vanen tro, fulgt

efter. De siger som undskyldning, at manved at poole suverænitet med andre landefår mere af den. Kan man også blive mereansvarlig ved at fralægge sig ansvaret?Dansk Folkeparti kalder sig skiftevis EU-

modstander og skeptisk tilhænger, menbakker som regel op om EU-krav, når dedukker op i Folketinget i dansk indpak-ningspapir.Det står i dag lysende klart, at afgivelsen

af suverænitet til NATO og EF/EU ikkeharkrummet et hår på de royale, ikke har be-grænset aggressiv militarisme, ikke hargjort vore medier mindre reaktionære ellerfedtlaget hos Overdanmark tyndere.Tværtimod. Det, der lider skade er netop

det Danmark, som arbejdshænderne harformet: demokratiet, omsorgen, arbejder-nes rettigheder over for kapitalen, kortsagt arbejderklassens Danmark.

SÅDAN GJORDE DE DETDet vigtigste element i EU-strategien harværet at ændre styrkeforholdet mellemkapitalen og arbejderklassen til ugunst forarbejderklassen samt at indskrænke voresbegrænsede, borgerlige demokrati.Det er fikset med en absolut professio-

nel blanding af 20 procent demokrati og80 procent manipulation.Det er således et godt stykke hen ad

vejen lykkedes, trods forsikringer om detmodsatte, at erstatte den nationaleramme for klassekampen med en over-national konstruktion efter kapitalens be-hov.Et godt eksempel er arbejdskraftens fri

bevægelighed, der underminerer fagbe-vægelsen gennem lønpres og social dum-ping. Læg hertil kapitalens fri bevægelig-hed med shopping af arbejdskraft ogtalrige muligheder for udflagning og skat-teunddragelse.

KOMMUNISTERNE OG DANSKHEDENNaturligvis kæmper kommunister imodenhver udvikling, som lægger hindringeri vejen for faglig kamp, forringer demo-krati, velfærd og tryghed. Men i sammeåndedrag må kæmpes mod undermine-ringen af klassekampens nationale foran-kring.

Nede fra Bruxelles arbejdes der kramp-agtigt på at opbygge en »europæisk be-vidsthed« med hymner, flag og digt. Dettekunstprodukt må afvises og den progres-sive danskhed forsvares.Kommunistisk Partis politiske program

fra den tredie kongres lagde en grund.Her hedder det: For Kommunistisk Partibygger danskheden på arbejderklassenskamp og på dens værdier.Det er afgørende for den danske arbej-

derklasse, at den kan føre klassekamp in-den for rammer, den selv er med til atlægge, og ikke rammer, der er fabrikeretaf kapitalens EU. Således kan klassen ogsåbedst give sit bidrag til arbejderklassensbefrielse generelt.

NATIONAL KAMP ER IKKE GAMMELDAGSKampen er ikke, som nogle påstår, snæver,indadvendt og »gammeldags«. Den føresi solidaritet med arbejderklassen i andrelande og er en internationalistisk kamp.Det europæiske venstreparti acceptererEU-rammen og vil føre »europæisk klas-sekamp« ved at ændre EU indefra. Det eri realiteten opgivelsens politik.Får vi røde ører, hvis vi bliver drillet med,

at vi går Dansk Folkeparti i bedene og vif-ter med dannebrog? På ingen måde. Viappellerer ikke til Gud og dronning ellerdyrker et dannebrog med klar feudaloprindelse.Og vi bruger slet ikke flaget til at slå ind-

vandrere og muslimer oven i hovedetmed. Vi byder fremmede arbejdere vel-komne i vores danske arbejderfællesskabog respekterer dem som mennesker ogkolleger, så længe de ikke bryder solidari-tetens lov og optræder som løntrykkere.Dansk Folkepartis mål er splittelse i arbej-derklassen, vores er samling.


Der er derfor en solid baggrund for, atKaren Sunds i sin artikel skriver: »Hvis derevolutionære kræfter i Danmark skalvinde masseindflydelse og autoritet i for-hold til arbejderklassen, er det bydendenødvendigt, at den nationale kamp får enhelt anderledes central placering i klasse-

kampen«. Dette udsagn skal støttes optaktisk og parolemæssigt.

Det nationale må ikke blot indgå som endel af partiets kamp mod EU, men måblive en fremtrædende del af Kommuni-stisk Partis politiske profil.


NATIONAL KAMPOG KAMPEN FOR SOCIALISME

Af Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti

Nogle spørgsmål synes at dukke op igenog igen, hver gang på en ny måde. Et så-dant spørgsmål er det nationale spørgs-mål. Man kan bare tænke på modstands-bevægelsens kamp for Danmarks na-tio nale selvstændighed under besættelsen1940-45 og på i dag, hvor Danmarks na-tionale selvstændighed stykke for stykkeovergives til EU med en blanding af de-mokratiske processer og manipulation.Et centralt element i det nationale

spørgsmål er, hvorledes dette spørgsmålog kampen for socialismen forholder sigtil hinanden. Svækker den nationale kampkampen for socialismen eller kan denstyrke denne? Hvis det sidste er tilfældet,hvordan skal den så føres?Inspireret af en meget spændende til-

gang til spørgsmålet fra Georges Gasteaud(GG), Centret for Genskabelse af det Kom-munistiske Parti i Frankrig, PRCF, [1] vil jegtage nogle af de ovenfor stillede spørgs-mål op. Inden GG’s tanker refereres, tages

dog først fat i et par af de mere generellespørgsmål.

NATIONAL KAMP OG KLASSEKAMPFlere af de grupperinger, der erklærer so-cialismen som deres mål, synes ikke at be-tragte det nationale spørgsmål som sær-ligt påtrængende. Dermed forbigår deogså spørgsmålet om sammenhæng mel-lem national kamp og klassekamp.Dansk Folkepartis viften om sig med na-

tionale symboler, har muligvis virket dæm-pende på lysten til at beskæftige sig medemnet. Men spørgsmålet er for vigtigt tilat blive negligeret.Først gælder det om at nå en afklaring

af begreberne. Hvad er en nation? Denborgerlige tradition definerer nationen udfra det enkelte individs følelse af tilhørs-forhold, fællesskab eller forpligtelse i rela-tion til en større gruppe mennesker, - etfællesskab formet af historie og geografi. Iværste fald indgår pseudobiologiske be-

greber som blodets bånd eller race. Na-tionalfølelsen bevæger sig hermed over inationalisme.

TO NATIONER I NATIONENEn marxistisk definition knytter nationentil objektive størrelser. Ud over sprog, ge-ografi og historik også økonomisk liv samtpsykologiske og kulturelle fællestræk. Her-med tilføres de elementer, der udelukker,at koncernchefen og arbejderen skulle ud-gøre et fællesskab, være »i samme båd«.Om man kan lide det eller ej: I nationen

findes to nationer, arbejderklassens ogborgerskabets. I hver af de to nationer erder reelt forskellige rettigheder, mulighe-der og kultur. I de to nationer vil der ogsåvære forskellige opfattelser af nationensudvikling eller afvikling.En dansk koncernchef eller multimillio-

nær vil let kunne tændes ved tanken omfædreland EU med dets muligheder fornye markeder, investeringer og indtjening.En dansk bygningsarbejder, der må se sigfyret til fordel for udenlandsk, underbetaltarbejdskraft, tilvejebragt gennem arbejds-kraftens frie vandring i EU, vil utvivlsomtse tingene på en ganske anderledesmåde.

UENIGHEDER OM DET NATIONALE SPØRGSMÅLDet nationale spørgsmål og dets relationtil kampen for socialismen har tidligerefremkaldt voldsomme debatter og uenig-heder i den kommunistiske bevægelse,for eksempel mellem Lenin og Rosa Lu-xemburg (behandles senere).Denne uenighed er ikke mindre i dag,

hvor en del af venstrekræfterne acceptererden overnationale EU-konstruktion og harillusioner om at reformere den indefra.

Samtidigt afskrives danskhed ofte som for-ældet og overlades dermed til højrepo-pulisternes fordrejning og forfladigelse.Uenigheden gør det nødvendigt at un-dersøge nogle af de spørgsmål, som ind-går i denne diskussion:Hvad er forskellen på den progressive

og den højrepopulistiske nationalfølelse?Højrepopulismens nationalfølelse ud-

trykkes gennem ord som Gud og konge,arv og slægt. Det nationale sindelag ma-nifesterer sig mest gennem ivrig brug afnationale symboler og et forløjet historie-syn med tilhørende længsel efter gode,gamle dage. Bærende er reelt den dertilknyttede nedgørelse af »de fremmede«.Arbejderklassens nationalfølelse er en

folkelig, ikke-religiøs og ikke-etnisk af-grænset patriotisme. Den bygger på ud-vikling af størst mulig demokrati og for-langer fuld lighed uanset køn, tro, etnicitetmv. Den vil sikre værdier som klassen selvhar tilkæmpet sig og kæmper for. Det dre-jer sig om kollektiv velfærd, fuld beskæfti-gelse og opretholdelse af en omfattendeog alsidig national produktion. Den byg-ger på solidaritet mellem arbejdere, hvorden reaktionære nationalisme splitter ar-bejderklassen efter etniske og religiøse til-hørsforhold og lader kapitalen styre.Er kampen for national suverænitet ikke

i modstrid med den proletariske interna-tionalisme?Igen, spørgsmålet kan ikke besvares ab-

strakt og alment. Under den kolde krigstøttede de kommunistiske partier i deimperialistiske lande tredjeverdens-lande-nes kamp for national selvstændighed. GGfremhæver for eksempel, hvorledes Frank-rigs Kommunistiske Parti, PCF (se boks)som nationalt parti førte en internationa-listisk kamp imod racisme, krig og fransk


imperialisme. Det indebar støtte til Alge-riets kamp for frigørelse fra Frankrig.Samtidig står det klart, at det ikke er in-

ternationalisme og i arbejderklassens ge-nerelle interesse at støtte ethvert krav framedlemmer af etniske eller religiøse be-folkningsgrupper om national selvstæn-dighed. Man må her undersøge baggrun-den for kravene, idet imperialisterne tilenhver tid prøver at destabilisere lande,der ikke retter ind under USA’s verdensor-den, ved at fyre op under etniske og reli-giøse modsætninger (USSR, Jugoslavien,Irak, Syrien, Ukraine).Kan kampen for national selvstændig-

hed være et led i, eller vil den hæmmekampen for socialisme?Lenin og bolsjevikkerne havde princip-

pet om undertrykte nationers ret til selv-bestemmelse med allerede i partipro-grammet fra 1903. Denne ret galt foreksempel det polske folks ret til frigørelsefra Rusland.Rosa Luxemburg var imod, fordi hun

tog afstand fra det polske borgerskabs re-aktionære nationalisme. Lenins begrundelse var, at accepten af

Polens ret til national selvstændighed villestyrke soli- dariteten mellem russiske ogpolske arbejdere. Den ville svække det rus-siske borgerskab og den storrussiske chau-vinisme og dermed styrke den russiske ar-bejderklasses kamp. Endvidere kunne denpolske arbejderklasse, ved at understøttedet polske borgerskabs ønske om nationalselvstændighed, tiltvinge sig demokratiskerettigheder [2].Dimitrov advarede i 30’nes antifascisti-

ske kamp arbejderklassen mod at over-lade den nationale følelse til fascisternesgrove misbrug [3]. I Kina og Vietnam var kampen for na-

tional selvstændighed og kampen for so-cialisme uadskillelige.

DET AKTUELLE SPØRGSMÅLFor Danmark og andre lande i EU er detaktuelle spørgsmål: Vil vi passivt se på, atden danske arbejderklasses følelse afdanskhed og loyalitet over for Danmarkmanipuleres over i en EU-defineret euro-pæiskhed - eventuelt pyntet med lidtdansk lokalkolorit til brug ved landskampeog royale fødselsdage?Svaret er et klart nej! Dette nej indebæ-

rer på ingen måde et afkald på deltagelsei internationalistisk klassekamp gennemden tættes mulige koordination med ar-bejderklassens kamporganisationer i an-dre, herunder europæiske, lande.Det, der afgør spørgsmålet, er analysen

af, for hvilken klasse EU er bygget op ogagerer. Er det kapitalistklassen eller arbej-derklassen? Hertil slutter sig det taktiskespørgsmål: Giver EU som slagmark bedreeller dårligere muligheder for arbejder-klassens hegemoni end den nationale?Min arbejdstese er, at EU, især gennem

den fri bevægelighed af kapital og ar-bejdskraft, har været kapitalen et ydersteffektivt terrorvåben i klassekampen, ogat det er selvmorderisk for arbejderklassenat vælge en slagmark, der giver klasse-modstanderen så store fordele.

NOTER1. Georges Gastaud: Patriotisme et

Internationalisme. Udgivet af: Comité

Internationaliste pour la Solidarite du Classe. 2010.

2. V. I. Lenin: Om Nationernes ret til selvbestem-

melse. Udvalgte værker. Bind 5 1908-14, s. 163

eller www.marxister.dk/luv.php#6

3. G. Dimitrov: Fascismen er fjenden.

Forlaget Tiden 1975.


I 1972 påstod de daværende formænd forLO og DA, at det i EF fortsat ville væredem, der »knækkede nødderne« på ar-bejdsmarkedet. I dag står det klart, at detmere og mere er EU, der bestemmer, hvor-dan nødderne - og dermed fagbevægel-sen - skal knækkes.Kan arbejdsmarkedets parter fremover

frit indgå overenskomster om løn og ar-bejdsforhold - eller vil rammerne herforblive dikteret fra EU?I slutningen af november 2013 blev

dette pludselig et brandvarmt emne forden danske fagbevægelses topledere.Årsagen var, at EU-kommissionen havde

udsendt tre rapporter med forslag til re-former og tiltag, som griber direkte ind ifaglige rettigheder - herunder ikke mindstfagforeningers ret til at indgå overenskom-ster.I rapporten over arbejdsmarkedsrefor-

mer, som EU-kommissær Olli Rehns kontorstod bag, havde EU-kommissionen opstil-let en liste over forskellige indgreb og re-former og givet dem »karakterer« efter be-skæftigelsesfremmende effekt. De højestekarakterer gik til reformer, der sænkermindsteløn, dagpengesatser og »familie-relaterede ydelser«, samt til lovgivning el-ler regeringsindgreb, der begrænsede fag-foreningernes mulighed for at indgåoverenskomster.EU-kommissionen gav også topkarak-

terer til den undergravning af overens-

komster og bestemmelser om mindste-løn, som kommissionen selv har dikteret ide gældsramte eurolande, der er sat underdirekte EU-administration.

KANONER MED LØST KRUDTEU-kommissionens udmeldinger bragtebåde LO-formand Harald Børsting og FTF-formand Bente Sorgenfrey på barrika-derne. LO-ledelsen skrev brev til danskeministre om, at nu måtte de tage affære.Bente Sorgenfrey, der også sidder i le-

delsen af den europæiske LO-sammen-slutning EFS, var med til at rejse kritikkeni denne hovedsageligt EU-finansierede or-ganisation. De store kanoner blev kørt istilling.Men lige pludselig døde hele postyret

om EU-kommissionens rapporter hen. An-giveligt fordi Bente Sorgenfrey havde hørtfra sine finske EFS-kollegaer, at den finskeEU-kommissær Olli Rehn havde lovet, atrapporterne ikke ville blive brugt til direkteangreb på fagbevægelsen og retten til fritat forhandle og indgå overenskomster.Olli Rehn tog da også hurtigt initiativ til

at lægge et »rettelsesblad« ind i rapportenover arbejdsmarkedsreformer, som er denrapport, der mest direkte angriber de fag-lige rettigheder.I »rettelsesbladet« gjorde Olli Rehns di-

rektorat opmærksom på, at når for eksem-pel reformer, der sænker understøttelsen,får karakteren »beskæftigelsesfremmen -


FAGBEVÆGELSEN ER UNDER ANGREB FRA EUAf Helge Knudsen, medlem af Kommunistisk Partis EU udvalg

de« og reformer, der hæver understøttel-sen, den modsatte betegnelse, er detskam ikke fordi, kommissionen anbefalerdet ene eller det andet. Det er blot kon-statering af objektive fakta, som de bliverfremstillet af anerkendte økonomer.Disse »anerkendte økonomer« arbejder

ud fra den tese, at jo ringere løn og ar-bejdsforhold, virksomhederne kan slippeafsted med at byde de ansatte, jo flere vilvirksomhederne ansætte. En tese, der ikkehar meget med virkeligheden at gøre -tværtimod. Den største arbejdsløshed fin-der man tit i lande med de laveste løn-ninger. I Polen er andelen af arbejdsløsefor eksempel tre gange så stor som i Dan-mark - men det er lønnen bestemt ikke!

EU KNÆKKER NØDDERNESelv om LO og FTF udadtil lagde låg påsagen, fortsatte diskussionen internt, ikkemindst i forbindelse med diskussionen afet internt notat, »EU og den danske model– forslag til problemformuleringen«. Et ud-kast til notatet blev den 13. december2013 diskuteret på et møde i de tre ho-vedorganisationer LO, FTF og AC’s fællesEU-udvalg. Det fremgår af såvel notatetsom referatet fra mødet, at fagbevægel-sens topledere udmærket er klar over atden danske aftalemodel er ved at bliverendt over ende af EU.I det færdige notat kan man da også

blandt andet læse, at »Hovedorganisatio-nerne står over for en række udfordringer iforhold til EU, bl.a. med hensyn til denøgede regulering af nationalstaternes over-ordnede økonomi, stigende fokus på løn-og ansættelsesvilkår samt deregulering afvæsentlige regler på arbejdsmarkedet ogarbejdsforhold.«, og at »den øgede økono-miske integration har allerede betydet, at

væsentlige forhold af medlemsstaterneslønudvikling, sociale forhold og arbejdsløs-hed m.v. overvåges i forbindelse med de(EU’s, red.) årlige vækstpakker og arbejds-markedsanalyser«.I referatet fra det fælles EU-udvalg-

smøde konkluderer de faglige hovedor-ganisationer også, at »hvis vi vil påvirkedansk arbejds markeds lovgivning, skal vi sna-rere lægge mere vægt på Bruxelles end påChristiansborg.«Ja, det står der faktisk – dansk arbejds-

markedslovgivning styres ifølge de danskefaglige hovedorganisationer i dag fraBruxelles! De tre hovedorganisationer vil ifølge re-

feratet holde disse oplysninger hemme-lige for deres medlemmer. »Diskussionernei papiret er vigtige, men også ekstremt føl-somme. Vi er åbne overfor drøftelserne, mendet er vigtigt, at de ikke sker i offentligheden,«konkluderes det i referatet fra den 13. de-cember 2013.Måske skyldes hemmelighedskræmme-

riet først og fremmest, at hovedorganisa-tionernes interne notat reelt opgiver atforsvare den danske model. »Danmark kanblive presset til at revurdere de realpoliti-ske muligheder for at opretholde særligehensyn til den danske arbejdsmarkeds-model,« vurderer hovedorganisationerne.Notatet lægger derfor op til øget EU-

regulering – men med inddragelse af ar-bejdsmarkedets parter på EU-plan.De tre hovedorganisationer mener for

eksempel, at man skal overveje følgendefor at sejle op imod den sociale dumping,der er en følge af arbejdskraftens og tje-nesteydelsernes frie bevægelse i EU:»– Det kan overvejes, om det vil være mu-

ligt at justere på den lovgivningsmæssigeramme for regulering af løn- og arbejdsfor-


hold for at gøre modellen mere robust i engrænseoverskridende sammenhæng.–Der kan på EU-plan arbejdes med regler

om lovvalg, tvangsfuldbyrdelse, udstatione-ring samt øvrig arbejdsretlig regulering…«Med sådanne forslag lægger hovedor-

ganisationerne op til, at den danske afta-lemodel bliver afløst af trepartsforhand-linger om lovgivning på EU-plan.

DANMARK TIL EU-EKSAMENDen ny EU-kommission, der trådte til i ef-teråret 2014, fortsætter i samme spor somden gamle, der i 2013 udløste ramaskrigetfra de danske hovedorganisationer. Denfølger for eksempel det samme »score-board« eller resultattavle, hvor alle EU-lande på forskellige områder skal måle sigop imod de tre EU-lande, der er dygtigsttil at opfylde EU-kravene.De EU-lande, der har den laveste ar-

bejdsløshedsunderstøttelse, scorer her hø-jest på EU-kommissionens scoreboard.Danmark »halter bagefter«, da dagpen-gene her ifølge EU-kommissionen udgørnæsten tre fjerdedele af lønnen, mens EU-gennemsnittet kun ligger på lidt over halv-delen af lønnen.Derfor skriver EU-kommissionen, at hvis

virksomhedernes vækst skal øges i Dan-mark, »ville de største gevinster sandsyn-ligvis komme af at skære i dagpenge -satsen…«Hensigten her er, at lavere understøt-

telse skal føre til et nedadgående pres pålønningerne – hvad der vil øge virksom-hedernes overskud – og dermed måskeogså deres produktion.Også den Årlige Vækstrapport angriber

de faglige rettigheder. Som navnet anty-der, er rapporten en tilbagevendende be-givenhed. Den indleder hele den discipli-

neringsmekanisme af EU-landenes finans-politik og økonomiske politik, der går un-der navnet »Det Europæiske Semester«.Navnet hentyder til, at EU-landene i

årets første halvdel skal fremlægge pla-nerne for deres finanspolitik og økonomi-ske politik for EU-kommissionen. Planerneskal følge nogle overordnede linjer, somEU-kommissionen har udstukket lige førårsskiftet, og EU-kommissionen bruger såforåret til at vurdere, om de nationale pla-ner følger retningslinjerne.EU-kommissionen udstikker derefter

helt specifikke henstillinger til hver enkeltEU-lande. De senere år har omkring halv-delen af landene, herunder Danmark, foreksempel fået besked på at lønstignin-gerne er så store, at de skader virksomhe-dernes konkurrenceevne.Formelt må EU ikke blande sig i lønnin-

gerne i de enkelte lande. Men det formellekan let omgås, med henvisning til den friekonkurrence, herunder arbejdskraftens friebevægelighed. For EU har en traktatfæstetret til at blande sig i, om det enkelte EU-land fører en politik, der tilgodeser er-hvervslivets konkurrenceevne.Fagbevægelsen i EU-landene har også

gennem flere EU-domme fået besked på,at det er en hindring for arbejdskraftensfrie bevægelighed, hvis fagforeninger gåri konflikt for at udstationerende arbejdereskal sikres samme løn- og arbejdsforholdsom hjemlandets.

EU ER PÅ KAPITALENS PRÆMISSERHvad er det så for et EU, der i stigendeomfang får indflydelse på løn- og arbejds-forhold på danske arbejdspladser?Ifølge EU’s traktatgrundlag er EU bygget

om fire »friheder«: Varernes, tjenesteydel-sernes, arbejdskraftens og kapitalens frie


bevægelse tværs over EU’s indre lande-grænser. Ifølge EU-traktaten skal der her-ske fri konkurrence på dette »indre mar-ked«, og EU-kommissionen og EU-dom-stolen har til opgave at sørge for, at derikke bliver stillet hindringer i vejen for kon-kurrencen.Sådanne hindringer kan for eksempel

være »for skrappe« arbejdsmiljøregler i etEU-land. Eksemplet er ikke hentet ud afden blå luft, men indgår i forslag om atminimere de administrative byrder for virk-somhederne i EU. EU-domstolen har meden række domme også indskrænket af-tale- og strejkeretten – den må nemligikke være en hindring for tjenesteydelser-nes og arbejdskraftens frie bevægelighed.EU-kommissionens program for »slan-

kere« EU-regler for erhvervslivet har enddasat en kæp i hjulet på en aftale indgåetmellem EFS og arbejdsgiverorganisationerom arbejdsmiljøet for frisører. Da sådanneaftaler på EU-plan kun kan »almengøres«via EU-direktiver, har EU-kommissionendet sidsted ord at skulle have sagt – ogdet er foreløbig blevet et nej, med hen-visning til at det vil pålægge fisørerhvervetunødige omkostninger.I et forsvar for på denne måde reelt at

nedlægge veto mod bedre arbejdsmiljøfor frisørerne, hvor mange er plaget af kraf-tig allergi, eksem og skader på bevægep-paratet fra ensidigt gentaget arbejde,sagde daværende EU-kommisisonenfor-mand Manuel Barroso, at »der ikke er brugfor mere unødvendig EU-regulering såsom at forbyde frisører at bære høje hæle«.De høje hæle er Barrosos egen opfin-

delse – det emne har aldrig været berørti aftalen.Kort sagt er EU et instrument, der skal

sikre den internationale kapital så gode

forhold, at den investerer i EU-lande ogikke for eksempel i USA, Kina, Indien ellerJapan. Og den internationale kapital inve-sterer kun dér, hvor der er den største profitat hente. EU er her ude i en benhård kon-kurrence, hvor »fanden tager de sidste«.Og et af de vigtigste konkurrenceparame-tre er arbejdskraftens fleksibilitet og villig-hed til at arbejde hvor som helst og nårsom helst til en »konkurrencedygtig« løn.EU’s styring af den danske arbejdsmar-

kedspolitik og den stadig mere direkteindblanding i danske løn- og arbejdsfor-hold skyldes altså ikke, at der sidder noglebureaukrater nede i Bruxelles og bare øn-sker mere og mere magt. Magten har etformål. Et formål, der står i direkte modstridmed danske arbejderes interesser.

NEDSKÆRINGSPAGTEREU-partierne i Folketinget har underlagtsig dette formål. Da de udgør et flertal,har de for eksempel formået at under-lægge Danmark en konkurrenceevnepagt,som betyder at EU-kommissionen nuovervåger at lønudviklingen i Danmarkikke skader virksomhedernes konkurren-ceevne.Pagten beskriver, hvordan lønudviklin-

gen i hvert enkelt land skal overvåges, ikkeblot for landet som helhed, men også »forhver enkelt større sektor (industri, servi-ceerhverv, såvel som vareproducerendesom ikke-vareproducerende sektorer (detsidste omfatter også velfærds- og sund-hedsydelser samt uddannelse).Ifølge pagten forpligter landene sig

også til at så vidt muligt at sørge for atlønforhandlingerne bliver decentraliseret,det vil sige i højrere grad foregår på denenkelte arbejdsplads frem for at lønnenbliver aftalt på landsplan. Her spiller stat


og kommuner en vigtig rolle, for pagtenforpligter regeringen til at sikre, at at »lø-noverenskomster i den offentlige sektorunderstøtter bestræbelserne vedrørendekonkurrenceevnen i den private sektor.«da det vil have en »vigtig signaleffekt« påden private sektor.Når finansminister Bjarne Corydon der-

for i starten af året var ude med planerom, at offentligt ansatte skal måles og af-lønnes individuelt, skyldes det ikke blot,som han påstår, et inderligt ønske om atsikre borgerne »mest muligt velfærd forpengene« – regeringen har simpelt henmed konkurrenceevnepagten forpligtetsig til et opgør med den centrale, kollek-tive aftalemodel.Forpligtelsen er endda nedskrevet i en

håndfæstning mellem EU-partierne i for-bindelse med underskrivelsen af konkur-renceevnepagten i 2011: Det har indgåeten bindende aftale om, at overholdelsenaf konkurrenceevnepagtens forpligtelserskal gå forud for alt andet for »den til en-hver tid siddende regering«.De samme EU-partier har også under-

lagt Danmark »Traktaten om stabilitet,samordning og styring«, selv om det er etbrud med den danske euro-undtagelse.Traktaten indeholder også en pagt, Finans-pagten, der har dikteret indførelsen af denbudgetlov, der nu underlægger stat, re-gioner og kommuner stramme udgifts-lofter, som skader den kollektive velfærd.At det er sket i modstrid med den dan-

ske euro-undtagelse, uden at traktatenmed finanspagten har været til folkeaf-stemning, er ikke særlig kendt i den dan-ske offentlighed.Når EU kommisionen vurderer om de

danske planer for finanspolitikken og denøkonomiske politik i 2014 var i overens-

stemmelse med EU’s retningslinjer, forkla-rer den sort på hvidt:»Selv om Danmark som følge af en trak-

tatmæssig undtagelse er fritaget herfor,har landet valgt at anvende artikel 14, stk.5, i traktaten om stabilitet, samordning ogstyring, hvilket betyder, at Danmark erbundet af traktatens indhold, herunder fi-nanspagten.«Citatet er hentet fra EU-kommissionens

bedømmelse af regeringen konvergen-sprogram og nationale reformprogram-mer – to programmer, som alle EU-landehvert forår er forpligtet til at aflevere tilEU-kommissionen til bedømmelse. Kon-vergensprogrammet skal vise, at Dan-marks finanspolitik er i overensstemmelsemed EU-reglerne og henstillingerne fraEU. Det nationale reformprogram skal vise,at regeringen nøje følger EU-henstillin-gerne om at gennemføre reformer, derøger virksomhedernes konkurrenceevneog sparer på sociale udgifter.

VELFÆRD UNDER EU-PRESAlle reformer - eller rettere forringelser –af dagpenge, sygedagpenge kontant-hjælp, SU, folke- og førtidspension, fleks-jobordning med mere er således gennem-ført efter konsultation og aftale medEU-kommissionen. Og hele tiden foregårder en løbende tilpasning af reformerneefter krav fra EU.I det reformprogram, som regeringen i

marts 2015 afleverede til EU-kommissio-nen, kan man i indledning læse, at »Dan-marks nationale reformprogram redegørfor de tiltag, som Danmark har taget forat efterleve de landespecifikke anbefalin-ger som opfølgning på det nationale re-formprogram og konvergensprogrammet2014«.


Dertil kommer, at de danske overfør-selsindkomster bliver sat under pres af EU-lovgivning, som dikterer at alle EU-borgerehar ret til samme sociale ydelser som dan-ske statsborgere. Vi har set det med dedanske børnepenge, hvor regeringen væl-ger at se bort fra dansk lovgivning, fordiden ifølge EU-kommissionen strider modEU-loven om sociale ydelser. SU-reglerneer også blevet ændret af samme grund –men måske ikke nok efter EU-kommissio-nens mening.Men det stopper ikke her. EU-kommis-

sionen har også kig på det danske kravom, at borgere fra andre EU-lande skalhave arbejdet i tre måneder i Danmark,før de har ret til danske dagpenge. Hvisde har ret til dagpenge i deres hjemland,skal de kunne tage denne ret med sig tilDanmark. Det vil ifølge Verner Sand Kirk,direktør for arbejdsløshedskassernes bran-cheorganisation AK-Samvirke, føre til etpres for lavere, »EU-harmoniserede« dag-pengesatser.Hele denne EU-styring af arbejdsmar-

keds- og socialpolitikken går hånd i håndmed EU-love og EU-domme, der begræn-ser aftale- og konfliktretten, hvis dissegrundlæggende faglige rettigheder kom-mer i konflikt med varernes, kapitalens ogikke mindst tjenesteydelsernes og arbejds-kraftens frie bevægelighed.EU’s indre marked bygger på en total li-

beralisering af alle hjørner af samfundet,herunder ikke mindst hele infrastrukturen,der allerede i dag i stort omfang er på mo-nopolernes hænder. Flere og flere vel-færdsydelser er ved at gå samme vej, ud-dannelsessystemet er også ved at bliveunderlagt markedsvilkårDet er vigtigt her at huske på, at den

EU-dikterede nedskærings- og liberalise-

ringspolitik ikke er en »EU-opfindelse«,men et udtryk for det pres, den globalekapital lægger på arbejderklassen og denarbejdende befolkning over alt i verden.Et Europa uden EU ville være undersamme pres – men det folkelige modpresville have langt mere direkte effekt på denationale regeringer, der nu kan lade EU»tage skraldet«.

FAGBEVÆGELSE ELLER LOBByORGANISATION?Hvad må der så gøres? De faglige hoved-organisationers ledelser mener selv, at de-res eksistensberettigelse ligger i at kunneindgå nationale trepartsaftaler med ar-bejdsgiverorganisationer og regeringen.Det sved hårdt til dem, da de menige fag-foreningsmedlemmer – helt konkretDansk Metals medlemmer - satte en stop-klods for en trepartsaftale med SRSF-re-geringen om længere arbejdstid og/ellerfærre ferie- og helligdage. Nu skal fokusåbenbart rettes mod Bruxelles og den eu-ropæiske LO-sammenslutning EFS.EFS fører sig ofte frem med ordrige an-

greb på den EU-dikterede nedskærings-politik, og har fremført mange rigtige kri-tikker og i nogle tilfælde organiseretdemonstrationer. Men EFS’ mål er ikke etopgør med EU som kapitalens magtap-parat. Tværtimod.EFS’ ledelse har gentagne gange under-

streget sin rolle som en del af EU-systemet.EFS-ledelsens mål er mere såkaldt »socialdialog« udmøntet som trepartsaftalermed EU-kommissionen og arbejdsgiver-modparterne i BusinessEurope og UEAPME [1].Med sådanne bindende trepartsaftaler

på EU-niveau vil dansk fagbevægelsesmedlemmer ikke på samme måde som


herhjemme kunne sige fra. Det er derforen farlig vej for dansk fagbevægelse, ho-vedorganisationerne er ved at bevæge sigind på. Især når man tager EU’s hidtil førtearbejderfjendtlige krisepolitik i betragt-ning.Når hovedorganisationernes ledere me-

ner, at det vil være mest udbytterigt attale med Bruxelles om arbejdsmarkedsre-former i stedet for med den danske rege-ring, kan det måske ses som et udtryk foren voksende indsigt i, hvor beslutningerneom de danske arbejdsmarkedsreformerreelt bliver truffet. Men sætter LO-, FTF-og AC-ledelserne handling bag ordene,vil styrkeforholdet for den danske arbej-derklasse blive markant forrykket til kapi-talens fordel.Kampen for overenskomster, løn, faglige

rettigheder og for velfærd skal fortsat føressom en national kamp på tre fronter: Modkapitalen, mod arbejdsgiverne, mod rege-ringer, der går kapitalens ærinde og un-dergraver velfærd og faglige rettigheder –og mod et overnationalt EU, der er ved attage form af et Europas Forenede Stater.

VI MÅ VÆLGEDer er dem, der mener , at venstrekræf-terne kan omvende EU til at blive et in-strument til forsvar for arbejderklassensog den brede befolknings interesser. Er-faringerne viser, at dette ikke er tilfældet.De største EU-liberaliseringer og deregu-leringer af finansmarkederne fandt sted i90’erne hvor såkaldte centrum/venstre-regeringer havde regeringsmagten i fler-tallet af landene og i EU-parlamentet.Det var også i denne periode, hvor EF

blev omdannet til en økonomisk og poli-tisk union, EU, og at vækst- og stabilitets-pagten, med krav om samordning af fi-

nanspolitikken, så dagens lys.EU har konstant og effektivt understøt-

tet monopolernes interesser. Regerings-bærende partier, hvad enten de er social-demokratiske eller åbent borgerlige, harrettet ind efter denne »nødvendighedenspolitik« i en sådan grad, at det i dag ersvært at se forskel på en socialdemokratiskog en liberal/konservativ regering i EU-landene.I alle EU-lande er der i arbejderklassen

og brede lag af befolkningen en gryendeforståelse for at storkapitalen bruger EU-apparatet til lade arbejderne i de enkelteEU-lande konkurrere mod hinanden. Deter blandt andet det, vi oplever i Danmark,med arbejdsgivernes brug af arbejdskraftfra østeuropæiske EU-lande, hvor lønnener langt lavere.Reaktionære kræfter forsøger at spænde

denne forståelse for en reaktionær, frem-medfjendtlig dagsorden. De fremfører en»EU-modstand«, der reelt spiller EU’s ogstorkapitalens spil ved at forsøge at splittearbejderklassen i EU-landene endnu mere.For eksempel roser Dansk Folkeparti EU’sindre marked, med fri bevægelighed forkapital, varer, tjenesteydelser og arbejds-kraft, selv om det er udbygningen af detteindre marked, der er den største trusselmod arbejderklassen og fagbevægelsen,fordi det er ensbetydende med en om-fattende deregulering og konstante an-greb på kollektive rettigheder.Et forsvar for arbejderklassens og den

arbejdende befolknings interesser må der-for nødvendigvis tage udgangspunkt i etopgør med EU, en frigørelse fra dette in-strument for den internationale monopol-kapitals interesser. Et Danmark i EU kanikke føre en politik til gavn for den arbej-dende befolkning.


Dermed er det ikke sagt, at et Danmarkudenfor EU vil gøre dette. Det afhængeraf hvor stærkt og organiseret arbejderklas-sen står. Men, som det er beskrevet her,undergraver EU konstant, bevidst og ved-varende arbejderklassens og fagbevægel-sens tilkæmpede positioner. Skal udvik-lingen vendes, skal vi ud af EU. Valget ervores – og det haster med at tage det!

NOTE1 De danske arbejdsgiverorganisationer DA og DI er medlem af BusinessEurope, mens

Håndværksrådet er medlem af UEAPME,

der organiserer EU-landenes brancheorganisa -

tioner for små og mellemstore virksomheder.


Ole Bornedals serie om 1864 har været etmeget positiv indslag på dansk TV. Derhar været rejst kritik fra mange sider. DanskFolkeparti var hurtigt på banen, nærmestallerede inden første udsendelse rulledehen over skærmen.I Berlingske den 9. oktober udtaler Pia

Kjærsgaard: »Det synes klart, at Bornedaltager udgangspunkt i vor nutid og Dan-marks engagement i Afghanistan. Detfremgår jo ganske tydeligt. Han fremstillerså 1864 som om, at ulykkerne skyldtesvanvittige nationalistiske danske politikere,og sammenligningen til nutiden liggerlige for. Det er at politisere«.Ole Bornedal har naturligvis sin kunst-

neriske frihed til at ville give sin vinkel ogfortolkning af begivenhederne, som andrefør ham har gjort det (bl.a. Herman Bang iTine). Og det er ikke unaturligt at denchauvinistiske nationalisme gøres til etemne. Den var uden tvivl til stede. Detkan man forsikre sig om, ved at læse dati-dens litteratur.Og det er meget positivt, at se en kunst-

ner, der har en holdning. Det er ikke hver-dagskost i mainstream Danmark. Der erikke noget galt i at sammenligne med nu-tiden, selv om borgerskabet i dag ikke erbegrænset at nationalismens udsyn.I dag har vi et stærkt globaliseret bor-

gerskab, der ikke ønsker snærende græn-ser i deres profitjagt. At vi så til gengæld

har fået »nationalpopulisme« med et heltandet formål, lige som så mange andrelande i Europa, bl.a. Frankrig, det er en an-den sag.Hensigten er ikke her at anmelde Ole

Bornedals serie, men at prøve på at be-skrive den historiske ramme for 1864-kri-gen, som serien ikke giver.Forfatningskampen var en væsentlig del

af scenariet. Den afspejler klasserneskamp, som den udviklede sig i Danmark.Den afspejler borgerskabets magtoverta-gelse i Danmark. Den afspejler overgan-gen fra feudalisme til kapitalisme og dan-nelsen af nationalstaten.

DET FEUDALE DANMARKFor at forstå forfatningskampen, der liggerbag krigen i 1864, er det vigtigt at gå til-bage til junigrundloven i 1849, hvor detnye borgerskab gør op med det feudaleDanmark.Opgøret med feudalismen kom sent til

Danmark. Det oplyste enevælde underFrederik den 6. holdt stærkt på magten.Og industrialiseringen gik langsomt, ogdermed også udviklingen af en egentligarbejderklasse.Under det hårde feudale regime orga-

niserede de samfundskritiske sig i »diskus-sionsklubber«, specielt blandt de stude-rende. Men også andre borgere og hånd-værkere deltog her.


BORGERLIG NATIONALISME I 1864Af Joan Ågot Petersen, medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti

Kongen slog hårdt ned på al oppositionog indskrænkede trykkefriheden efter denfranske revolution i 1789, som inspireredetil de borgerlige revolutioner overalt i Eu-ropa.Et eksempel er P. A. Heiberg, der ved

dom forvistes »fra kongens riger og lande«i 1799. Heibergs forfatterskab var megetinspireret af den franske revolution, hadtil aristokraterne, der ifølge ham som ensmitte bredte sig til en del af Københavnsborgere.En anden kendt kritiker af det feudale

Danmark var J. J. Dampe, der spillede enfremtrædende rolle i diskussions- og læ-seselskabet Clio, der var kritisk over forenevælden.Han og en smedemester Hans Christian

Jørgensen, der havde hjulpet med spred-ningen af Dampes tekster, blev tiltalt forhøjforræderi og majestætsfornærmelse i1821. De fik begge en dødsstraf, men kon-gen forandrede straffen til livstid i fæst-ningen på Christiansø.

FRA FEUDALISME TIL KAPITALISMEBorgerskabets overtagelse af magten iDanmark forløb som en fredelig revolutioni modsætning til så mange andre lande iEuropa.Godsejerne have i slutningen af 1700-

tallet selv taget initiativ til at bryde de be-stående produktionsforhold i landbrugetgennem landbrugsreformerne. Motivet tilreformerne var, at der i landbruget her-skede en sådan slendrian, at det umulig-gjorde udnyttelsen af den nye teknik. Devurderede at det betalte sig at ophævestavnsbåndet og lempe hoveriet.Det viste sig, at holde stik. Forudsætnin-

gen var anskaffelsen af billig arbejdskraft,der fremskaffedes ved oprettelsen af så

små husmandsbrug, der nødvendiggjordearbejde for fremmede for at overleve.Landbrugsreformerne åbnede for en be-gyndende kapitalistisk udvikling i land-bruget.»Det bestemmende for feudalsamfundets

opløsning og kapitalismens gennembrudvar derimod produktivkræfternes udviklingog det deraf følgende nye styrkeforhold mel-lem klasserne. Selv om det danske samfundi høj grad var stivnet i tilbageståenhed underden uindskrænkede enevældes indskrænket-hed, banede kendskabet til den nye teknik,som udviklede sig i udlandet sig dog vej i de»dannede«, dvs. de velstående lag. Men densudnytteIse krævede afgørende ændringer afde bestående samfunds- og produktionsfor-hold. Stærkere og stærkere trængte kravetom et nyt samfund sig på.Det gjaldt både på det økonomiske, det

politiske og det nationale område. På alledisse områder brød det kapitalistiske bour-geosi, dets politik og ideologi, igennem henimod midten af det 19. århundrede« (Ib Nør-lund, »Det knager i samfundets fuger ogbånd«, forlaget Tiden 1972, side 9).I politisk henseende kunne de efterhån-

den økonomisk stærke borgerlige kredseikke finde sig i at være uden indflydelse.Så da det revolutionære og demokratiskerøre gik over Europa i 1848, stod den feu-dale enevælde i Danmark svækket – bådeøkonomisk, politisk og – i kraft af det sam-tidige kongeskifte – moralsk. Det var enfordelagtig situation for det danske bor-gerskab. Stemningen i folket var sådan, atder behøvedes få arrangerede protestmø-der, før kongemagten forstod at denmåtte vige. Kongen indkaldte den grund-lovgivende forsamling, som senere udar-bejdede junigrundloven af 1849.Junigrundloven blev en af de mest de-


mokratiske af de europæiske forfatninger,som opstod efter revolutionerne i 1848.Men den var altså et resultat af en særdelesfordelagtig international og national situa-tion – ikke af noget nationalt mirakel.Det særegne er, at gennembruddet

skete på et tidspunkt, hvor det kapitalisti-ske borgerskab endnu ikke var økonomiskfunderet, idet det industrielle gennem-brud ikke var nået. Det betød også, at denindustrielle arbejderklasse ikke var udvik-let. Arbejderklassen spillede ikke en særligrolle som allieret for borgerskabet i detsmagtovertagelse.En af følgerne af borgerskabets svaghed

var, at det snart søgte og opnåede en po-litisk alliance mellem hovedparten af bor-gerskabet og godsejerne. Dette kom i højgrad til at præge den videre udvikling iDanmark.

DE NATIONALLIBERALED. G. Monrad, der vises i Bornedals filmom 1864, var medlem af det nationallibe-rale parti. I serien fremstilles han megetkarikeret. Nærmest som en lidt sygelig bin-degal person. Men det er vigtigt at forstå,at han var en fremtrædende person frapartiet, der stod bag junigrundlovens ud-formning.De nationalliberale opstod da Orla

Lehman formulerede Ejderpolitikken i1842 i opposition til helstatspolitikken. Par-tiet var opstået blandt studenter og aka-demikere, men det nye opkommendeborgerskab sluttede op.De nationalliberale ønskede en fri for-

fatning. Fra starten stod partiet i skarpmodsætning både til den enevældigekongemagt og til godsejerne. Derformåtte de søge alliancepartnere for at opnåen fri forfatning. De allierede sig med bøn-

derne gennem Bondevennernes Selskab(dannet 1846). De nationalliberale var le-dende i martsrevolutionen 1848, og kommed i regering fra marts til november ogdeltog i den grundlovsgivende forsamling,der sad i 1848-1849.Men allerede inden den nye grundlov

var vedtaget, havde de nationalliberalestillet sig på en midterposition i fht. demere radikale Bondevenner, der ønskedeet etkammersystem med almindelig valg-ret og Højre, der ønskede et tokammer-system med privilegeret valgret. Det blevafgørende for udfaldet, at centrum tilslut-tede sig et kompromisforslag om to kamremed almindelig valgret til Folketinget ogmed privilegeret valgbarhed til Landstin-get.

NATION OG BORGERLIG NATIONALISMEDa enevælden brød sammen brød hel-staten ligeledes sammen. Helstaten varetableret i 1793 og var efter Norges over-dragelse til Sverige i 1814 reduceret tilKongeriget Danmark og hertugdømmeSlesvig, Holsten og Lauenborg med Kon-gen som det fyrstelige overhoved. Holstenog Lauenborg var tilknyttet det tyske for-bund.Junigrundloven var gældende for Dan-

mark. I hertugdømmerne var den gamlefeudale helstatsforfatning stadig gæl-dende. Men samtidig med begivenhe-derne i København i 1848, var der også iSlesvig-Holsten et revolutionært røre, derkrævede frihedsrettigheder. Her ønskedeman også en demokratisk forfatning i etsamlet Slesvig-Holsten, der skulle knyttestil det tyske forbund. Nationalfølelsen hervar hovedsagelig tysk.»Det er en almindelig lov, at de mo-

derne nationer opstår med kapitalismens


gennembrud, idet denne må sikre sig etnationalt marked og gør det i den mo-derne nationalstats form. Dette gjaldt ud-præget for Danmark. Det danske bour-geoisis nationale opsving var nærtforbundet med nødvendigheden af atsikre markedet i Danmark mod Hamburgog det øvrige Tyskland« (»Det knager isamfundets fuger og bånd«, forlaget Tiden1972, side 12).Den nationalfølelse, borgerskabet ud-

viklede, fandt sit udtryk i de nationallibe-rales »ejderpolitik«, som gik ud på at sikreden danske stats områder i Sydslesvig.Grænsen skulle følge floden Ejderen. Dvs.de tyske hertugdømmer Holsten og Lau-enborg skulle udskilles af det Danske Mo-narki, mens hertugdømmet Slesvig skullevære en almindelig provins i KongerigetDanmark.Det vigtige for det danske borgerskab

var således ikke at respektere nationalfø-lelsen i Slesvig. Sydslesvig følte sig tysk.Det vigtige var at sikre sig over for marke-det mod syd.Hertugdømmerne var på alle måder

langt mere udviklet end kongeriget bådeindustrielt, videnskabeligt og økonomisk,med et driftigt politisk center i Kiel og medHamborg, som Nordeuropas økonomiskeomdrejningspunkt. I København var derreelt stilstand.Det er typisk, at den første jernbane i

det daværende danske rige oprettedes i1844 fra Kiel til Altona, mens linjen Kø-benhavn – Roskilde først åbnede i 1847. IJylland fremførtes i 1846 krav om en jyskjernbane med direkte forbindelse til detkontinentale jernbanenet, for at blivehægtet på den økonomiske udvikling der.Så på trods af kravene om selvstændig-

hed fra hertugdømmerne, respekterede

hverken det nye borgerskab eller degamle feudale kræfter dette. Den nye re-gering afslog kravet fra hertugdømmerneog fastholdt, at Slesvig skulle tilknyttesDanmark ved en fælles fri forfatning. Her-med var borgerkrigen, der fandt sted i1848-51, en realitet.Politisk havde treårskrigen fra dansk side

et reaktionært indhold, for så vidt den varrettet mod mere demokratiske bevægel-ser i Tyskland. Den danske sejr opnåedesvæsentligt i kraft af den tyske kontrarevo-lutions sejr. Også nationalt fik det danskebourgeoisi således en sejr foræret af gun-stige omstændigheder.

RESTAURATIONSPERIODENSituationen i Danmark kan ikke ses isoleret.Det er vigtigt at forstå, at Danmark var enbrik i de store magters spil. Borgerkrigen(1848-51) om Slesvig-Holsten blev et eu-ropæisk anliggende, det reaktionære Rus-land støttede Danmark, det tyske borger-skab Slesvig-Holsten. Zarens Ruslandspillede en aktiv rolle i at bekæmpe deborgerlige revolutioner som et reaktio-nens værn og havde stor indflydelse fremdets nederlag ved Krim i 1856.Fredsslutningen involverede de euro-

pæiske stormagter, der betingede sig, athelstaten og det danske kongedømmeskulle bevares, og at der blev lavet en af-tale om arvefølgen efter den barnløse Fre-derik den 7, den sidste oldenborger påtronen. Stormagterne fastlagde i London-aftalen af 8. maj 1852, at arvefølgen gik tilhuset Glücksborg.Fastlæggelsen af arvefølgen var vigtig

for monarkiets fremtid. Dels blev længeretids spekulation om, hvem der skulle værekonge, når Frederik 7. døde, afsluttet. Delsfastslog stormagterne gennem traktaten,


at den danske helstat, som bestod af kon-geriget Danmark og de tre hertugdøm-mer Slesvig, Holsten og Lauenborg, fortsatskulle opretholdes.De national-liberales ledere forsvandt

fra regeringen under pres fra Rusland, ogden besejrede enevældes konservativeembedsmænd indtog atter deres pladser.Deres periode blev en »restaurationspe-riode«, hvor enevælden på alle måder søg-tes genindført.Man foreslog at lade rigsdagen samles

kun hvert andet år. Man ønskede at anta-ste trykkefriheden, den almindelige vær-nepligt og 1849-grundlovens valgret.Karl Marx, som var skribent i New York

Daily Tribune, skrev om Ruslands intriger iDanmark. (oversatte artikler fra DagbladetArbejderen 17.3.1988):Karl Marx, 9.juni 1853:»Det lader altså til, at det danske folk en-

delig er blevet klar over, hvad dets blinde op-position over for hertugdømmerne Slesvigog Holstens uafhængighedskrav har førtDanmark ud i. Det danske folk insisteredepå en varig sammenknytning af dets landmed Holsten, og førte af samme grund krigmod den tyske revolution – Danmark vandtkrigen og beholdt Holsten. Men som udlig-ning for denne erobring er det nu dømt til attabe sit eget land. »Neue Rheinische Zeitung«holdt i årene 1848-49 aldrig op med at ad-vare de danske demokrater mod de endeligefølger af deres fjendtlige indstilling til den ty-ske revolution. Avisen forudsagde udenomsvøb at Danmark ved at hjælpe til medafvæbningen af revolutionen i udlandet foraltid ville binde sig til et dynasti, som nu, daarvefølgen havde fået sanktion og retsgyl-dighed gennem danskernes egen tilslutning,ville underkaste sig den russiske zars forgodt-befindende

Det danske demokrati vægrede sig ved atfølge dette råd, og det får nu samme løn fordets kortsigtede dumhed, som de bøhmiskeslavere, da de kastede sig ud i en morderiskkamp mod de revolutionære fra Wien, dereseneste mulige befriere i kampen mod denforhadte despotisme – for at »beskytte deresnationale selvstændighed over for tyskerne«.Karl Marx, 19. august 1853:»I årene 1848-1850 kæmpede danskerne,

understøttet af russiske noter og flåder, imodTyskland for at opretholde Lex Regia (Konge-loven, der definerer det absolutte enevælde,red), der forbød Slesvig at blive forenet medHolsten og udskilt fra Danmark. Efter at zarenhavde slået den tyske revolution under påskudaf Lex Regia, konfiskerer han det demokratiskeDanmark ved at afskaffe netop denne lov.Skandinaverne og tyskerne har på den mådegjort erfaringen, at de ikke kan basere deresrespektive nationale krav og rettigheder påfeudale love om kongelig arvefølge«.I 1854 kulminerede reaktionen med mi-

nisteriet Ørsteds forsøg på udenom rigs-dagen at genindføre enevælden i alle sa-ger, fælles for landsdelene.Der rejste sig en sand storm mod rege-

ringen både fra nationalliberal og demo-kratisk side og folkestemningen begyndteat vende sig mod kongen personligt, somindså, at det konstitutionelle monarkimåtte accepteres, for at få en ny forfatningigennem, der skulle sikre arvefølgen til tro-nen og helstaten. Regeringen blev tvun-get til at gå af og afløstes i december 1854af en nationalliberal regering.

Ny HELSTATSFORFATNINGEN OG KRIGEN 18642. oktober 1855 fik den nationalliberaleregering vedtaget en ny helstatsforfatning,der indførte et fælles rigsråd for kongeri-


get Danmark og de tre hertugdømmerSlesvig, Holsten og Lauenborg beståendeaf 20 kongevalgte medlemmer, 30 valgtaf Rigsdagen og stænderforsamlingerneog 30 valgt ved direkte valg.Forfatningen blev ikke forelagt de tre

hertugdømmers stænderforsamlinger tilgodkendelse, hvilket vakte voldsommeprotester i den holstenske stænderforsam-ling, som forkastede den af Helstatsforfat-ningen afledte særforfatning for Holsten.Lauenborgerne anerkendte heller ikke for-fatningen og appellerede til den tyske for-bundsdag. I Slesvig forlangte det lille tyskeflertal i stænderforsamlingen genopret-telse af den gamle tætte forbindelse medHolsten.Over for presset fra de tre hertugdøm-

mer, Det tyske Forbund og de to tyskestormagter Preussen og Østrig gav Dan-mark den 6. november 1858 efter og op-hævede Helstatsforfatningen for Holstensog Lauenborgs vedkommende. I Slesvigafløstes Helstatsforfatningen af Novem-berforfatningen af 18. november 1863,som førte til krigen i 1864.

NEDERLAGET I 1864Danmark tabte slagene ved Dannevirkeog Dybbøl. På engelsk initiativ indledtesforhandlinger i London (London-konfe-rencen) med de implicerede parter. I førsteomgang aftaltes en våbenhvile. På konfe-rencen drøftedes forskellige delinger afSlesvig – herunder en løsning gennem enfolkeafstemning eller en voldgift.Forhandlingerne i London brød sam-

men, fordi danskerne ikke ville accepterehverken afstemning eller voldgiftsløsning.Man ville have en grænse ved Dannevirke(Dannevirke ligger cirka 15–20 km nordfor Ejderen).

Det siger noget om det danske borger-skabs respekt for nationalfølelsen. Der eringen tvivl om, at sydslesvigerne »følte«sig tyske, de ønskede at tilslutte sig dettyske forbund (hvad afstemningen i 1920også viste). Danskerne opførte sig somfeudale storfyrster, der ville have et stykkeland uanset befolkningens tilhørsforhold.Våbenhvilen udløb, og krigen begyndte

igen. Danmark mistede igen langt fleresoldater end tyskerne. Preussen og Østrighavde nu besat hele Jylland op til Skagen.Frygten var, at Fyn også skal gå tabt. SelvSjælland syntes truet. Kravet om fred forenhver pris støttedes af stadig flere. Dendanske regering gik af. En ny udpegedes.Regeringen anmodede om våbenhvile,som blev imødekommet. Nye forhandlin-ger gik i gang i Wien. Fredstraktaten blevunderskrevet den 30. oktober 1864.Under forhandlingerne var sejrherrerne

kompromisløse. Danmark måtte afstå her-tugdømmerne betingelsesløst; der blev endikke gives nogen garantier til den dansk-sindede del af befolkningen i Nordslesvig.Danmarks nederlag var fuldstændigt.Danmark mistede hertugdømmerne

Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermedto femtedele af landets samlede størrelse.Indbyggertallet indskrænkes fra 2,6 mil-lioner til 1,6 millioner.Først ved genforeningen i 1920 efter en

folkeafstemning i det slesvigske områdebliver grænserne draget, som de er i dag,som en del af afslutningen på Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Afstemnin-gen førte til, at Nordslesvig blev genforenetmed Danmark. Sydslesvig forblev tysk.

NATIONAL CHAUVINISMEBorgerskabet i Danmark allierede sig hur-tigt med det gamle samfunds kræfter,


godsejere og konge. De var ikke, som detvar tilfældet i for eksempel Tyskland ogFrankrig under pres fra en fremvoksendearbejderklasse med stærke sociale og re-volutionære krav om forandring.Den borgerlige nationalisme i Danmark

var fra sin start chauvinistisk, da man øn-skede at danne nationen ud over densramme. For det danske borgerskab spil-lede det ingen rolle, at hertugdømmernesnationalfølelse var tysk, at deres fællestræki sprog, geografi, historie og kultur ud-gjorde et naturligt nationalt fællesskab.Det ville tvinge områder ind under statenaf hensyn til at sikre sit marked og dermedprofitten.I dag har vi et stærkt globaliseret bor-

gerskab, der ikke ønsker snærende græn-ser i deres profitjagt. Det ser vi med Dan-marks integration i EU. Bid for bid afgivesDanmarks ret til national selvbestemmelsepå profittens alter. Dengang som nu erdet profitten, der styrer.

POPULISTISK NATIONALISMEMan kan undre sig over Dansk Folkepartisreaktion på serien. Stor ståhej om skildrin-gen af sigøjnerne. Voldtægten af en kovakte stor forargelse, hvorimod voldtægtenaf en sigøjnerpige af den samme herre-mand gik upåagtet hen. Når Pia Kjærsgaard reagerer så kraftigt

på Ole Bornedals 1864, skyldes det måske,at han fremstiller, hvad en chauvinistisk na-tionalisme kan føre til.Selv om borgerskabet i dag har forkastet

forsvaret af den nationale selvbestemmel-sesret, der udgør en ramme for arbejder-klassens muligheder for en demokratiskkamp med målsætningen socialisme, harvi til gengæld fået en nationalpopulisme,i form af Dansk Folkeparti med et helt an-

det formål, lige som så mange andre landei Europa.Formålet med den populistiske natio-

nalisme er ikke forsvaret af de demokrati-ske rettigheder, kampen for national selv-bestemmelse og dermed Danmarksudtræden af EU og NATO. Formålet er atskabe splittelse i den eneste konsekventeforkæmper for demokratiske rettigheder,national selvbestemmelse og socialisme,nemlig arbejderklassen.

Litteraturhenvisninger:Ib Nørlund: Det knager i samfundets

fuger og bånd, forlaget Tiden 1972

Karl Marx: Artikler fra New York Daily Tribune,

Dagbladet Arbejderen, 17. og 24. marts 1988

Olaf Søndberg: Den danske revolution 1830-1866,

Forlaget Systime 1999

Systemskiftet 1848-49 - retorik og realiteter,

Den Jyske Historiker nr. 83/84 1999

Michael Helm: Det kvalte demokrati, Guldalderens

glemte systemkritikere, Gyldendal 1986

Mogens Japsen, Genforeningen af 1920,

Ret & Vrang nr. 53 2010

Frederik Dreier: Folkenes fremtid,

Tekster om ideologikritik og arbejderorganisation,

Gyldendals Uglebøger 1973

Skønlitteratur, der videregiver »tidens ånd«:

Herman Bang: Tine

Gyrithe Lemche: Edwardsgave


I bestræbelsen for at få fastere grund un-der fødderne i det nationale spørgsmålkan vi trække på en nutidig analyse [1] frasekretæren Georges Gastaud (GG) for denfranske gruppering PRCF, Centret for Gen-skabelse af det Kommunistiske Parti iFrankrig. Bemærkelsesværdigt er det, atdet nationale spørgsmål her drages indsom en central del af strategien i kampenfor socialismen.Naturligvis kan en analyse, baseret på

franske forhold, ikke direkte overføres tildanske forhold. Der er dog så mange pa-ralleller mellem udviklingen i de to lande,at der er betydelig inspiration at hente.For at forstå tankegangen i hans arbejdeer det imidlertid nødvendigt at gå ind påudviklingen i Frankrig fra trediverne ogfremefter.

SAMARBEJDSPOLITIK OG VÆBNET MODSTANDFra først i 30’ene var kampen mod fascis-men den mest påtrængende opgave forde franske kommunister, organiseret iFrankrigs Kommunistiske Parti. Et led ikampen var dannelsen af folkefronten ogdernæst folkefrontsregeringen 1936-1938.Kommunister, socialister og nationalt ori-enterede borgerlige dannede en kamp-front mod den også i Frankrig fremvok-sende fascisme.

Samtidig var en væsentlig del af denfranske kapital tyskorienteret. Da hitler-tropperne i 1940 rykkede ind og besattedet meste af Frankrig, var disse kræfter ba-sis for samarbejdsregeringen i Vichy.Som i Danmark organiseredes i Frankrig

en række modstandsgrupper med detmål at overvinde fascismen og genskabeen fri og selvstændig nation. Centrale varher dels de borgerlige grupper, der blevledet fra London af general de Gaulle ogdels grupper, ledet af kommunisterne, or-ganiseret i PCF.Med henblik på koordinering af mod-

standskampen dannedes et nationaltmodstandsråd, CNR. Det havde en repræ-sentant for de Gaulle som leder, men kom-munisterne havde i kraft af deres indsats imodstandskampen en central rolle i rådet.

SAMARBEJDSPOLITIKERNE FIK FINGERENEfter befrielsen var det ikke, som iDannmark, samarbejdspolitikerne, derkom til magten. Det blev en regering, ba-seret på den provisoriske regering i Lon-don. Denne regerings mandat blev be-kræftet ved det efterfølgende valg.Regeringen havde de Gaulle som leder,

ind til han trak sig i 1946, og den havde mi-nistre fra PCF indtil 1947. Kommunisternesdeltagelse i regeringen byggede naturligvis


NATIONAL KAMP I FRANKRIGAf Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti

på kompromisser med borgerlige kræfter,men denne førte en politik der, som GG ud-trykker det, var: »uadskilleligt patriotisk ogprogressiv, anti-imperialistisk og antifasci-stisk, national og antiracistisk«. Basis var enplan, som var udarbejdet allerede under kri-gen af CNR og tydeligt afspejlede kommu-nisternes centrale rolle i rådet.

REFORMERNE EFTER ANDEN VERDENSKRIGResultatet var en række reformer, der styr-kede fransk baseret produktion, undervis-ning og kultur. Kernen var nationaliseringaf banker samt af væsentlige dele af stor-industrien. Hertil sluttede sig skole- oguniversitetsreformer mm. Reformernesvirkning strakte sig over de følgende årtier.Frankrig førte samtidigt i et vist omfangsin egen udenrigspolitik mellem øst ogvest, og de nationale interesser blev for-svaret.Tilbageslaget var en realitet med den

sidste de Gaulle-regerings fald i 1969. Envoksende del af borgerskabet orienteredesig nu mod EU og USA, idet håndhævel-sen af fransk national suverænitet, herun-der beskyttelsen af fransk produktion, fordem var blevet en begrænsning i jagtenefter maksimal profit.Hertil kom, at den socialistiske lejrs

svækkelse og sammenbrud omkring 1990mindskede Frankrigs mulighed for at køresin egen kurs på den udenrigspolitiskearena. Frankrig blev fuldt og helt medlemaf NATO, lige som det nu har tilpasset siget EU under tysk dominans.

REAKTION OVER HELE LINJENI dag er de progressive reformer i vidt om-fang rullet tilbage gennem privatiseringerog omstruktureringer. Eksempler er priva-

tiseringen af det statslige energimonopolEDF (der overvejende er baseret på atom-kraft) og af bilproducenten Renault.Transnationale monopoler har styrket

deres position. Omstillingen har imidlertidlangt fra været så gunstig for den franskeøkonomi som for Tysklands. GG betegnerFrankrig af i dag som Europas syge mand.Men udviklingen har først og fremmestramt den franske arbejderklasse, som i dagstår i en truet situation, socialt og politisk.I en udvikling, vi kender alt for godt her-

hjemmefra, forsvinder de franske arbejde-res jobs på grund af udflytning og udbredtbrug af lavt betalte fremmedarbejdere. Istedet for industriarbejdspladser opstår iet vist omfang servicearbejdspladser in-den for eksempelvis finans, turisme og»kreative« fag, lige som nye, for arbejderneugunstige, arbejdsformer vinder frem (vi-kar-, korttids- og deltidsansættelser).Fagbevægelsen er svækket og retter ind

efter EFS, den Europæiske Faglige Sam-menslutning. Tidligere tilkæmpede rettig-heder tabes igen. GG ser en stor fare idenne udvikling, en udvikling, hvor denfranske arbejderklasse efter hans meningkunne ende i samme tilstand af opløsningsom proletariatet i det gamle Rom.

DE POLITISKE KRÆFTER I DAGEn væsentlig politisk kraft i den beskrevneomstilling har været det borgerlige UMP,Sarkozy’s parti. Det nationalt baserede ognationalt sindede borgerskab, som deGaulle byggede på, er svundet ind. Detstørste arbejderparti PS (socialdemokra-ter), som aktuelt leder regeringen, følger,trods diverse armbevægelser, det euro-atlantiske borgerskabs politisk linje.Det kommunistiske parti, PCF er splittet

på det nationale spørgsmål. Partiets do-


minerende reformistiske fløj støtter parti-ets medlemskab af Det Europæiske Ven-streparti, et parti, som er godkendt af EUsom europæisk parti og modtager øko-nomisk støtte herfra. Partiet er repræsen-teret i EU-parlamentet, og dets formander også PCF’s formand, Pierre Laurent.PCRF tager klart afstand fra Det Euro-

pæiske Venstreparti. Trotskisterne, hviskandidat, Besancenot, ved præsidentval-gene i 2002 og 2007 opnåede fire procentaf stemmerne, karakteriseres af GG someuro-konstruktive.Men udviklingen, forstærket af kapita-

lens aktuelle krise, har først og fremmestgivet den fremmedfjendtlige højrepopu-lisme vind i sejlene. Det blev til overmåldemonstreret ved det sidste valg til EU-parlamentet, hvor Marine le Pen’s såkaldteFront National var det franske parti, derfik det største antal stemmer.

SKABELSE AF EN NATIONAL MODSTANDSFRONTGeorges Gastaud finder, at den dybe krisefor Frankrig, nationalt og økonomisk, stillerde revolutionære kræfter over for enyderst påtrængende opgave. Han menerat situationen kræver dannelsen af en an-tifascistisk, patriotisk og folkelig mod-standsfront (Front de Résistance Antifa-sciste, Patriotique et Populaire, FRAPP). Eninspiration til dannelse af fronten er detnationale modstandsråd fra 1943, CNR.Målet er at skabe en massebevægelse,

der inddrager de, der i 2005 stemte nej tilEU-forfatningen: unge, offentligt og privatansatte arbejdere samt håndværkere, bøn-der og ejere af små virksomheder. Hertilkan slutte sig arbejdere og studerende,der gik på barrikaderne i 2006 mod nyearbejdslove med kraftige forringelser for

nyansattes forhold. Potentielt tales om fler-tallet af franskmænd, heri indbefattet ind-vandrere.

MODSTANDSFRONTENS PROGRAMFRAPP vil være en ny historisk blok, der,som han beskriver det, vil trække Frankrigud af den europæiske integrations døde-lige skruestik og ud af NATO’s kollektiveimperialisme. Den har som mål at isolerede fremmedfjendske og antinationalekræfter, primært det borgerlige parti UMPog højrepopulisterne.De store, offentlige virksomheder inden

for produktion, finans og service skal gen-skabes. Industriel, landbrugsmæssig oghåndværksmæssig produktion skal tilbagetil Frankrig. Det indebærer investering iforskning, uddannelse og sundhed. Børs-, ejendoms- og spekulationskapitalen skalbeskattes.Et nyt demokrati skal blomstre. Et brud

med EU og NATO vil nødvendiggøre etab-lering af nye internationale relationer, foreksempel med ALBA- og BRIKS-landene[2]. FRAPP’s kamp for national genrejsningvil, påpeger GG, være en integreret del afkampen for et socialistisk Frankrig.FRAPP’s modpol og hovedmodstander

er det til den euro-atlantiske storkapitalknyttede borgerskab. Borgerlige kræfter,der stadig er nationalt orienteret, vil havesympati for, eventuelt at tilslutte sig fron-ten, selv om deres mål ikke er socialismen.

MODSTANDSFRONTENS PERSPEKTIV?At skabe modstandsfronten kræver ifølgeGeorges Gastaud, at de splittede kommu-nistiske kræfter som første betingelse fin-der sammen og genskaber et revolutio-nært, kommunistisk parti. Herfra kaninitiativet til en national modstandsfront


(FRAPP) komme. Her rejser sig igen etspørgsmål:Hvordan kan FRAPP have socialismen

som mål, når dens forbillede Det NationaleModstandsråd CNR fra 1943, alene sigtedemod genskabelsen af den franske nation?Magtforholdene mod slutningen af An-

den Verdenskrig bestemte kommunister-nes strategi. Engelske og amerikanske styr-ker stod i landet. En egentlig besættelsevar på tale, idet den officielle regering,Vichyregeringen, jo havde samarbejdetmed tyskerne.En »kommunistisk magtovertagelse«

ville blive imødegået militært, jævnfør ud-viklingen i Grækenland. Men lige så vigtigt:Alliancen med det nationalt orienteredeborgerskabet i 1943, der var en nødven-dighed i kampen for et selvstændigtFrankrig, var en indbygget bremse for ensocialistisk omdannelse af samfundet.I dag er situationen en anden: Interes-

sen for at bevare nationen følger nu i langthøjere grad de samme skillelinjer somklassekampen, idet den betydende del afdet franske borgerskab i dag ikke er na-tionalt, men euro-atlantisk orienteret.Hertil kan man føje, at borgerskabet

ikke, som i 1945, har brug for en effektivnational arbejdsstyrke, men kan shoppearbejdskraft efter behag på det globalemarked. Dermed er den franske arbejder-klasse truet med deklassering og i sidsteinstans ophævelse som organiseret, ar-bejdende klasse. Kamp for national selv-bestemmelse er dermed helt central i klas-sekampen. Kampen for national selv- stændighed og for socialisme flettes sam-men.

NOTER1. Georges Gastaud: Patriotisme et Internationa-

lisme. Udgivet af: Comité Internationaliste pour la

Solidarite du Classe. 2010.

2. ALBA er et økonomisk samarbejde mellem otte

latinamerikanske lande. Det er oprettet af Cuba og

Venezuela som et alternativ til det USA-domine-

rede frihandelsinitiativ ALCA. BRIKS er et økono-

misk samarbejde mellem landene Brasilien, Rus-

land, Indien, Kina og Sydafrika.


Karen Sunds, medlem af Kommunistisk Partis EU udvalg, forklarer, at hvisde revolutionære kræfter i Danmark skal vinde masseindflydelse ogautoritet i forhold til arbejderklassen, er det bydende nødvendigt, at dennationale kamp får en central placering i klassekampen. Resultatet af EU-parlamentsvalget i juni 2014 bør være en vigtig lektie for alle.

Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti, mener at detnationale spørgsmål både historisk og aktuelt har en afgørende, mendesværre ikke altid erkendt politisk og strategisk betydning forarbejderbevægelsen og venstrekræfterne. I tre artikler søger han atafklare nogle af de teoretiske problemer og at placere det aktuellespørgsmål om Danmark og EU i denne sammenhæng. Til inspirationbeskrives endvidere den franske kommunistiske organisering PRCF’stilgang til det nationale spørgsmål.

Helge Knudsen, medlem af Kommunistisk Partis EU udvalg, beskriver,hvordan den danske model er under pres, hvordan rammerne forarbejdsmarkedspolitikken i stigende omfang dikteres fra EU. Det ervigtigt, at kampen for overenskomster, løn, faglige rettigheder og forvelfærd fortsat føres som en national kamp på tre fronter: Mod kapitalen,mod arbejdsgiverne, mod regeringer, der går kapitalens ærinde ogundergraver velfærd og faglige rettigheder – og mod et overnationalt EU,der er ved at tage form af et Europas Forenede Stater.

Joan Ågot Pedersen, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse, giveren beskrivelse af den danske borgerlige nations opståen, og hvordan detdanske borgerskab hurtigt udviklede en reaktionær nationalchauvinisme. Borgerskabet har i dag har forkastet forsvaret af dennationale selvbestemmelsesret, der udgør en ramme for arbejder -klassens muligheder for en demokratisk kamp med målsætningensocialisme.

ISBN: 978-87-89599-38-0

Documents

Forsidefoto: Mette Kramer Kristensen