NY

TF

RA

GE

US

GE

OL

OG

I

N R . 2 N O V E M B E R 2 0 0 3

TEMANUMMER

Geologi i det sydlige Vestgrønland

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

2

Tom Andersen C.H. Emeleus Karsten Secher Henning Sørensen B.G.J. Upton Anker Weidick Redigeret afHenning Sørensen

Den lange fjord Tunulliarfik * har i mereend 1000 år været en livsnerve for Syd-vest Grønland.

I år 986 bosatte Erik den Røde signær bunden af fjorden i Brattalhid, i dagQassiarsuk. Gennem nogle hundrede årlå der et stort antal nordbogårde langsfjorden, dengang kaldt Eriks Fjord, ognærliggende fjorde. Nordboernes bispe-sæde Gardar blev bygget ved IgalikuFjord umiddelbart sydøst for Tunulliar-fik, stedet hedder i dag Igaliku.

I dag forbinder Tunulliarfik vigtige aktivi-tetscentre: Narsarsuaq lufthavn ligger nærbunden af fjorden, byen Narsaq ligger midt-vejs mod havet, hvor fjorden skifter navn tilSkovfjord, og Qaqortoq, Sydgrønlands vig-tigste by, ligger umiddelbart syd for fjor-dens munding.

Fjorden er centrum for turismen i Syd-grønland med livet i byerne og de mindrepladser, ruiner af inuit- og nordbobebyg-gelser, bræer og Indlandsisen, vandreture,fiskeri og muligheden for at erhverve tug-tupit og andre fascinerende mineraler somhovedattraktioner.

Fjorden giver også adgang til studiet afet meget interessant geologisk område,

som er opbygget af et 1700-1900 millionerår gammelt granitisk grundfjeld og af rød-derne til et 1350-1140 millioner år gam-melt vulkansk område, der er internatio-nalt kendt under navnet Gardar-provinsen.I området findes også nogle spektakulæregletschere.

Istidens gletschere har afhøvlet fjeldene;de smeltede væk fra området for omkring9000 år siden. Klimaet har været forholds-vis køligt siden da. Dette betyder, at forvit-ringen har været svag. De iseroderedefjeldoverflader giver derfor exceptioneltgode muligheder for geologiske studier.Ydermere huser Gardar-provinsen nogleverdensberømte minerallokaliteter.

På de efterfølgende sider fortælles dengeologiske historie af landet langs Tunulliar-fik/Skovfjord med hovedvægt på Gardar-perioden og det mineralrige Ilímausssaq-kompleks. De benyttede fagudtryk er for-klaret bagest i hæftet.

Oversigt over geologien i Tunulli-arfik–Skovfjord områdetBjergarterne i dette område kan inddeles itre hovedgrupper, en ældre gruppe: Ketili-derne, som blev dannet for 1900-1700 mil-lioner år siden, en yngre gruppe: Gardar-provinsen, som blev dannet for 1350-1140millioner år siden,og en ung gruppe af land-skaber og bjergarter dannet under og efterIstiden og frem til i dag.Ketiliderne er navn-givet efter Ketils Fjord (i dag Tasermiut) idet sydligste Grønland, Gardar efter nord-boernes bispesæde Gardar, i dag Igaliku.

KetiliderneMellem Narsarsuaq ogQaqortoq opbyggesKetiliderne af gra-nitiske og granodio-ritiske bjergarter ogaf mindre forekom-ster af basiske bjerg-

TUNULLIARFIK-Tunulliarfik området og Gardar-provinsen

Nunarssuit

48º

48º 47º

47º

61º

Isortoq

Ketilidiske sedimenter og lava Julianehåb-batholitArkæiske bjergarter

Ivigtu

tKûngnât

Kobberminebugt

0 10 20 km

Grønnedal Ika

* Stednavne: Stavningen af grønlandske ord blev re-formeret i 1973, hvilket også har givet ændringer istavningen af stednavne. De fleste geologiske lokali-teter blevet navngivet før 1973 og navnene er ble-vet etableret i den internationale geologiske littera-tur. Stavningen fra før 1973 af disse navne er der-for blevet bevaret, mens stavningen af de geografi-ske lokaliteter er ændret. Et eksempel er Igaliko-komplekset navngivet efter bebyggelsen, som førhed Igaliko, men nu har navnet Igaliku.

Fig. 1. Forenklet geologisk kort over Gardar-provinsen med angivelse af Julianehåb-batholithen og destore Gardar intrusioner.

N

Grønland

arter, bjergarter som under et kaldes forJulianehåb-batholithen. Den er opkaldt ef-ter det tidligere navn for Qaqortoq. Dissebjergarter og de mod nordvest liggendemeget gamle (arkæiske) bjergarter kan be-tegnes som områdets ‘basement’ ellergrundfjeld. Granitten betegnes som Juliane-håb-granit (Fig.1).

De ketilidiske bjergarter udgør de dybedele af et vældigt bjergkædesystem, somblev dannet langs sydøstranden af et 3000millioner år gammelt (arkæisk) kontinent idettes grænse mod oceanet. Foldning, for-kastninger og metamorfose blev efterfulgtaf delvis opsmeltning af bjergarter i Jordensøvre kappe og af overliggende skorpebjerg-arter. En del af smelterne (det geologiskenavn magmaerne) nåede sandsynligvis heltop til jordoverfladen, hvor der har været etbælte af voldsomme vulkaner af de typer,som i dag kan iagttages i Andesbjergene iSydamerika. Men magmaer størknede også

i den øvre kontinentale skorpe som granitog granodiorit, hvorved Julianehåb-batho-lithen opstod. Ketiliderene er grundigt be-handlet i GEOLOGI-Nyt fra GEUS nr. 3 fra1999.

I de følgende femhundrede millioner årblev den ketilidisk-dannede jordskorpe hæ-vet og nederoderet af overfladeprocesser,således at bjergarter dannet dybt nede iJorden blev blotlagt ved jordoverfladen(Fig. 2).

Gardar-provinsenFor ca.1300 millioner år siden blev områ-det gennemsat af store sprækkesystemer,langs hvilke jordskorpen åbnedes ledsagetaf forkastningsprocesser og af udstrømningaf lavaer, hovedsagelig af basalt, men også aftrachyt og karbonatitiske vulkanske bjer-garter. Der har været tale om det som igeologien kaldes en rift, dvs. et langstraktnedsænket område begrænset af forkast-ninger og præget af kraftig vulkanisme. Mankan forestille sig, at der har været en over-fladetopografi og vulkanisme, som det der idag kan ses i de østafrikanske riftdale. I den-

3

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

T U N U L L I A R F I K

Fig. 2. Sydkysten af Skovfjord med rundklippe af Julianehåb-granit som viser isafhøvlet stødside mod venstreog stejl og ru læside mod højre.

46º 45º

46º 45º

61º

Narsaq

Qassiarsuk

Narsar-suaq

Qaqortoq

th Gardar sandsten og lava Gardar intrusioner

Qoo

roq

Dyrnæs

Bredefjo

rd

Ilimaus

saq

Tunu

lliarfi

k

Igal

iku

Forkastninger

Tugtutoq

Skovfjo

rd

Fig. 3. Rød Igaliko-sandsten med krydslejring og hvi-de prikker. Nordkysten af Tunulliarfik. (Upton).

4

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3T U N U L L I A R F I K

Fig. 4. Kik fra Igaliku tværs over Igaliku fjord mod Illerfissalik (1752 m). Dengræsdækkede ryg foran de rødbrune nefelinsyenitter består af sandsten, som erblevet hård på grund af varmepåvirkning fra de størknende nefelinsyenitter. Be-mærk at nogle af husene er beklædt med hvidprikket Igaliko-sandsten.

Fig. 5. Nordkysten af Tunulliarfik mellem Qassiarsuk og Nunasarnaq består ne-derst af sandsten, øverst af basaltiske lavaer. Bemærk søjledannelsen i basalten.

Fig. 6. Kontakt mellem smuldrende nefelinsyenit fra Nord Qôroq Centret(til højre) og ispoleret Julianehåb-granit. Bemærk at gange(dykes) skærerbåde granit og nefelinsyenit. Granitten har et vegetationsdække, mensden smuldrende syenit er uden plantevækst. Nær tomten til det ameri-kanske hospital, Narsarsuaq. (Emeleus).

5

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

T U N U L L I A R F I K

Fig. 9. Det høje fjeld Illerfissalik (1752 m) setude fra Tunulliarfik med mundingen af Qooroqtil venstre og bræmmen af strandede isfjeldeforan fjeldmassivets nefelinsyenitter.

Fig. 10. Narsaq bræ i 1969 set fra Kvanefjeld, hvor en dybdeboring er i gang.Gletscheren ligger mellem fjeldene Illimmaasaq (1390 m, til venstre) og Nakka-laaq (1440 m, til højre).

Fig. 11. Isfjelde strandet på en undersøisk endemoræneforan mundingen af Qooroq, (se også Fig. 13). (Emeleus).

Fig. 7. Nordkysten af Qooroqmed nefelinsyenit fra Syd QoroqCentret skåret af gange (dykes)af trachyt.

Fig. 8. En lav ryg dannet af en 15 m tyk basaltisk gang (dyke) 800 m SWfor Igaliku. Gangen har store krystaller af plagioklas og brudstykker afbjergarten anorthosit. (Emeleus).

ne periode blev nedbrydningsprodukter(sedimenter) af de ketilidiske granittertransporteret ned fra det omgivende høj-land og aflejret som sandsten i nedforka-stede lavlandsbassiner. I tidens løb hærdne-de sandstenen og blev til kvartsit. Noglesteder er sandstenen farvet rødbrun pga.udfældning af jernoxid-mineralet hæmatitmellem sandskornene (Fig. 3). Sådannehæmatit-udfældninger er typiske for sand-sten dannet i en oxiderende atmosfære iørkener.Den røde sandsten er kendt undernavnet Igalikosandsten og er meget benyt-tet som bygningssten i Sydgrønland (Fig. 4).

De her omtalte sedimentære og vulkan-ske bjergarter er kun bevaret i områdetmellem Sermilik (Bredefjord) og IgalikuFjord (Fig. 1). Her findes en 3400 m tyklagserie, som nederst domineres af sand-sten og øverst af lavaer af basalt (forside-foto og Fig. 5). Den har fået betegnelsenEriksfjord Formationen, fordi hovedprofiletses i Tunulliarfik, hvis navn i nordbotid varEriksfjord. Eriksfjord Formationen antagesat have haft en større geografisk udbredel-

se, end det er tilfældet nu. Det meste aflagserien er imidlertid eroderet væk i løbetaf de mere end 1100 millioner år, der ergået siden Gardar-aktiviteten ophørte.

Skønnene over tykkelsen af det borte-

roderede varierer fra to og helt op til femkm. Den tidligere større udbredelse afEriksfjord Formationen fremgår af, at der inogle af de på Fig. 1 viste intrusioner i denvestlige del af provinsen findes indeslutnin-

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

6

T U N U L L I A R F I K

Fig. 12. Qoorqup Sermia gletscheren i bunden af Qooroq Isfjord fotograferet i juli 2003. Fjeldene på nordkysten af fjorden (til venstre) er lysere farvet over og forangletscheren, hvilket markerer den tidligere større tykkelse og udstrækning af gletscheren. Nordkystens fjelde består inde ved isen af Julianehåb-granit, længere ude afrødbrune nefelinsyenitter fra Nord og Syd Qôroq Centrene. Fjeldene på sydkysten tilhører Motzfeldt Centret, se også Fig. 13.

Qoo

roq

Motz fe

ldt Sø

Tunu

lliarfi

k

Narsar-suaq

Forkastning

Igdlerfigssalik

Syd Qoroq

Nord Qoroq

Motzfeldt

Satellit intrusion

Sandsten og basalt

Julianehåb-batholith5 km

KiattutSermiat

Q

ooro

qSe

rmia

IgalikuFjord

Fig. 13. Forenklet geologisk kort som viser Igaliko-kompleksets fire centre og gletscherne Qoorup Sermia og Ki-attuut Sermiat. I mundingen af Qooroq er vist buen af strandede isfjelde.

ger af basalt, som antages at være faldet nedi de størknende magmakamre. De mangegange af basalt og gabbro i hele regionen,som kan have været tilførselskanaler tiloverfladevulkanisme, er yderligere vidnes-byrd om et tidligere mere udbredt dækkeaf basaltlavaer. Erosionsprocesserne resul-terede i, at magmabjergarter, som varstørknet nede i Jorden, nu kan iagttages ijordoverfladen.

I løbet af Gardar-perioden blev der gen-tagne gange dannet basaltmagma ved delvisopsmeltning i Jordens kappe i dybder mel-lem 70 og 90 km. Disse magmaer bevæge-de sig opad og store magmamasser ansam-ledes ved grænsen mellem kappen og skor-pen, sandsynligvis ca. 30 km nede, hvor deblev afkølet og begyndte at udkrystalliseremineraler med indhold af tunge grundstof-fer. Derved blev de endnu ikke størknededele af magmaerne lettere end deres side-bjergarter og bevægede sig opad mod lave-re tryk. Nogle dele nåede helt op til jord-overfladen og dannede vulkaner. Andre de-le størknede som pladeformede legemer,

betegnet (dykes) eller gange, i de spalter,gennem hvilke magma bevægede sig opad(Fig.6,7 og 8).Meget fine eksempler på gan-ge findes i området, deriblandt nogle somer op til 3/4 km brede og kan følges overflere tital km i længden. Men magma kunneogså trænge ind mellem eksisterende bjer-garter i den øverste del af jordskorpen ogstørkne som intrusioner (Fig. 4 og 20B). Defindes typisk som cylindriske legemer meddiametre op til 30 kilometer og er spredtud over Gardar-provinsen (Fig. 1).

Basaltmagmaer, hvis kemiske sammen-sætning kun var lidt ændret undervejs opfra kappen, størknede som gabbro, den plu-toniske bjergart, som svarer til den vulkan-ske bjergart basalt. Det skete især i gangeog i mindre grad i intrusionerne. De nævn-te krystallisationsprocesser kunne imidler-tid føre til mere markante ændringer i mag-maernes kemiske sammensætning. Ind-holdet af grundstoffer som silicium og alka-limetallerne natrium og kalium voksede,mens indholdet af grundstoffer som mag-nesium og calcium aftog. Disse processer

førte til dannelse af flere typer af alkalirigebjergarter: syenit, nefelinsyenit og granit.

I Gardar-provinsen findes nogle af Ver-dens største og bedst blottede intrusioneraf syenit og nefelinsyenit. Bjergarterne i defleste af intrusionerne er næsten identiskemed bjergarter i tilsvarende magmaprovin-ser andre steder på Jorden,men to Gardar-intrusioner består af mineraler og bjerg-arter, som gør dem enestående: Ilímaussaq-komplekset ved Narsaq og kryolitforekom-sten i Ivittuut. Kryolitforekomsten ligger120 km vestnordvest for Narsaq (Fig. 1) oglangt uden for det område, som behandlesher (se dog side 18). Kun de intrusioner,som ligger langs Tunulliarfik: Igaliko-,Ilímaussaq- og Dyrnæs-Narsaq-komplek-serne, vil blive beskrevet her.

IstidsdannelserneUnder den sidste nedisning nåede isdækketsandsynligvis ud til den ydre del af konti-nentalsoklen, dvs. 60 km uden for den nu-værende kystlinie. Man får en idé om is-

7

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Fig. 14. Fronten af Kiattuut Sermiat gletscheren set fra vest.At gletscheren er blevet tyndere ses af den vegetationsfrie zone på klipperne lige over isen. Gletscherensfront består af dødis, som er dækket af sort moræne. Foto: H. Röthlisberger, 1980.Se også Fig. 13.

T U N U L L I A R F I K

dækkets tykkelse ved at det høje fjeld Ilim-maasaq (1390 m) (Fig. 10) er iseroderet tilen højde af 1200 m. De højeste dele af fjel-det har raget op over isen som nunatakker.Man ved ikke med sikkerhed, hvornår is-dækket forsvandt. Det skønnes, at Narsaqblev isfri for 10200-10400 år siden, mensden indre del af fjorden ved Qassiarsuk ogNarsarsuaq 50 km længere mod øst førstblev isfri for 9500-9700 år siden.

For 4000 - 5000 år siden blev klimaetkoldere, hvilket fik gletscherne til at avan-cere. Den maksimale udbredelse af glet-scherne i egnen omkring Narsarsuaq, Qo-oroq fjord og Igaliku skønnes at være nåetfor mere end 2000 år siden. Dette var år-sag til dannelse af udbredte moræner fraIndlandsisens rand nord for Narsarsuaq tilMotzfeldt Sø øst for Igaliku (betegnet

‘Narssarssuaq stadiet’). Meget markant erden bue af isfjelde, som er strandet på enundersøisk endemoræne i mundingen afQooroq Isfjord (Fig. 9,11). Den markererden maksimale udbredelse af gletscherenQoorqup Sermia, som nu ses i bunden afQooroq fjord (Fig. 12,13).

Tilbagesmeltningen af isdækket fra denydre del af Skovfjord og Bredefjord sketeuden aflejring af endemoræner og andre is-randsdannelser. Landskabet karakteriseresaf iseroderede fjelde og i de lavereliggendedele af hævet havbund, strandvolde og delt-aer.

I den indre del af Tunulliarfik dominereslandskabet af sidemoræner og flodsletterdannet i løbet af de seneste 2000-3000 år.Lufthavnen er anlagt på en sådan flodslette.

Hævede kystterrasser findes fx i Igaliku ogved havnen i Narsarsuaq.

Kiattuut Sermiat gletscheren findes indei dalen bag Narsarsuaq flyveplads (Fig. 13,14). Fronten af gletscheren består af dødis,som er dækket af morænemateriale.To tiltre km bag gletscherfronten ses den aktivehvide is. Den gradvise dannelse af dødismarkeres af buede linier af morænemateri-ale, dannet ved at den aktive is har skubbetmoræne ud over den foranliggende dødis.

Narsaq Elvddal nord for Narsaq enderoppe ved den lille Narsaq Bræ (Fig.10), somligger mellem Ilimmaasaq fjeld (1390 m) ogNakkalaaq fjeld (1440 m). Det er denstørste af dette fjeldområdes fire smågletschere, der ligger i højder mellem 900og 1300 m.Denne gletscher nåede sin mak-simale udbredelse i slutningen af det nit-

8

T U N U L L I A R F I K

Fig. 16. Qassiarsuk. Husene er bygget på hvid sand-sten fra Eriksfjord Formationen og på hævede kyst-terrasser. De rødbrune bjergarter er carbonatrigetuffer. De sorte rygge, som løber diagonalt ned overfjeldsiden, er basaltiske dykes. Længst til højre sesLeif stå på en lille vulkansk pipe. Den hvide sand-sten midt i billedet er blevet løftet op af forkast-ningsbevægelse, som ledsagede den vulkanske erup-tion. (Tom Andersen).

Fig.15 Qassiarsuk I forgrunden ses nordboruiner, forrest gårdens langhus og bagved det kirken med kirke-gårdsmuren omkring. Bagved ruinerne ses husene i Qassiarsuk. De græsklædte marker underlejres af sand-sten og vulkanske bjergarter. Bjergryggen i baggrunden består af sandsten. Den stejle skrænt er en forkast-ning, langs hvilken de vulkanske bjergarter i forgrunden er nedforkastet i forhold til sandstenen i bjergryggen.På den modsatte side af Tunulliarfik ses Illerfissalik.

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

tende århundrede, hvor gletscherfrontenfandtes langt nede i dalen.

Karbonatitvulkanismen ved Qas-siarsuk De grønne dyrkede marker omkring be-byggelsen Qassiarsuk, stedet hvor Erik denRøde boede,underlejres af lava og hærdnetvulkansk aske (tuf), som består af karbonat-it (Fig.15). Karbonatit er en sjælden mag-mabjergart, som er karakteriseret af etstort indhold af karbonatmineraler, først ogfremmest calcit. Karbonatit har de sammemineraler som almindelige kalksten, der ersedimentære bjergarter, og som marmor,der er en metamorfoseret kalksten, menkarbonatit er altså dannet ved størkning afet magma.

I Qassiarsuk flød de karbonatitiske lava-er ud over aflejringer af løst sand og hærd-nede sandsten tilhørende Eriksfjord For-

mationen. Sandstenen intruderes af vulkan-ske ”pipes”, dvs. rør gennem hvilke magmaer trængt op gennem lagserien. De beståraf karbonatrige vulkanske bjergarter. Sta-tuen af Leif Eriksen er anbragt på et af dis-se rør (Fig. 16).Der er mange forkastninger(Fig. 17). Langs nogle af disse er magmatrængt op og har dannet gange (Fig. 16).

De karbonatrige lavaer danner tyndelavastrømme fyldt med blæreformede hul-rum. De efterfølges af karbonatrige tuffer,som er de mest karakteristiske vulkanskebjergarter på dette sted. De er teglstens-røde og rige på det fosforholdige mineralapatit, som ved forvitring frigiver fosfor.Bjergarten fungerer dermed som en natur-lig gødning. Dette er årsag til den kraftigevækst af græs, som er en fordel for fåreav-len på stedet.

Samtidig med karbonatitvulkanismenstrømmede basaltisk lava og tuf ud gennemsprækker og kratere i det nærliggende ter-

ræn og flød ind i området med karbonatit-vulkanismen. De oprindelige lavaoverfladermed tovlava er bevaret.

De karbonatrige vulkanske bjergarter iQassiarsuk tilhører en gruppe af magma-bjergarter, som er knyttet til kontinentaleriftzoner. I dag kendes aktiv vulkanisme afden type kun i vulkanen Oldoinyo Lengai iTanzania i den østafrikanske Rift.De karbo-natitiske lavaer og tuffer i Qassiarsuk er deældste kendte eksempler på denne megetsjældne type af vulkanske bjergarter.

T U N U L L I A R F I K

9

Fig. 17. Qassiarsuk, nordbotidens Brattahlid. Monu-mentet i forgrunden blev rejst i 1982 som led i fej-ringen af tusindåret for Erik den Rødes ankomst tilGrønland. Kunstneren er Hans Lynge. De hvide klip-per består af sandsten, som er forskudt og væltetrundt langs forkastninger og gennemsat af vulkan-ske bjergarter (mørkebrun farve).

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Igaliko-nefelinsyenitkompleksetDette kompleks findes i fjeldene øst ogsydøst for Narsarsuaq og nordøst for Iga-liku og gennemskæres af Qooroq Fjord ogMotzfeldt Sø. Det består af ca. tredive in-trusioner af nefelinsyenit og syenit, somgrupperes i fire større centre (Fig. 13).Motzfeldt-centret, som er ældst, blev dan-net for 1280 millioner år siden; Igdlerfigs-salik-centret, som er yngst, for 1140 millio-ner år siden. Der er skarpe kontakter mel-lem de enkelte intrusioner. De yngste viserfinkornede kontaktzoner mod de ældre, ettegn på at de er størknet hurtigt på grundaf kraftig afkøling. Dette viser, at de ældrebjergarter var blevet kolde, inden de mag-maer, som dannede de yngste, intruderede,hvilket er i overensstemmelse med, at denmagmatiske aktivitet udspandt sig over he-le 140 millioner år. Det er bemærkelses-

værdigt, at det er de samme typer af sye-nitter og nefelinsyenitter, som opbygger defire centre, dvs. at betingelserne for dannel-se og krystallisation af magma holdt sigstort set uforandret gennem hele dettetidsrum.

Intrusionerne skærer Julianehåb-batho-lithens granit (Fig. 6) og Eriksfjord Formati-onens sandsten og vulkanske bjergarter,som er blevet hærdnet på grund af varme-påvirkningen fra de størknende magmaer(Fig. 4).

De grå og rødbrune syenitter og nefe-linsyenitter smuldrer og er næsten udenplantedække (Fig. 7, 9). Dette er i modsæt-ning til de omgivende mørke, mere vegeta-tionsdækkede fjelde opbygget af Julianehåb-granit, sandsten og basalt (Fig. 6).

Der er talrige skærende gange (Fig. 6, 7),færrest i Igdlerfigssalik-centret, som er det

yngste af de fire centre. En særlig type gan-ge har krystaller af feldspatmineralet plag-ioklas og store brudstykker af bjergartenanorthosit (Fig. 8), et vidnesbyrd om, at derpå dybet findes store legemer af sådannebjergarter.

I fjeldene oven for Motzfeldt Sø i Mo-tzfeldt-centret findes store forekomster afmineralet pyrochlor, et niob-tantal mineral(Fig. 18; (se side 19). Den verdensberømtemineralforekomst,Narssârssuk, findes i lin-ser og klumper af pegmatit i syenit nærIgdlerfigssalik-centrets vestlige kontaktmod sandsten. I denne arealmæssigt be-grænsede forekomst er fundet mere endtres mineraler, hvoraf tretten blev navngi-vet og først beskrevet her og ét kun kendesfra denne forekomst.

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3T U N U L L I A R F I K

10

Fig. 18. Efterforskning af tantal og niob, oven for Motzfeldt sø. Klipperne omkring søen tilhører Motzfeldt centret i Igaliko-komplekset. Se også Fig. 13. Billedet er ta-get fra plateauet oven for søen fra nordøst mod sydvest og viser Motzfeldt sø med isskosser af kalvis fra de to gletschere der når ned til søen. Til højre ses nogle afde niob- og tantalholdige bjergarter. Billedet er taget fra omtrent 1000 meters højde og illustrerer også de logistiske vanskeligheder en evt. brydning af malmen vil med-føre (Secher).

T U N U L L I A R F I K

Sejlturen fra Narsarsuaq til Narsaq giver etfantastisk snit gennem hjertet af Gardar-provinsen, se det geologiske kort (Fig. 20).Snittet viser de ketilidiske ‘basement’ gra-nitter (lyserøde på det geologiske kort) ogde overlejrende sandsten (gule) og lavaer(grågrønne), et antal gange (blågrønne),samt tre af Gardar-provinsens store syenit-intrusioner: Igaliko og Ilímaussaq (stribetblå), samt Dyrnæs-Narsaq (rød og blågrønpå det geologiske kort).

Nordkysten af Tunulliarfik består vedQassiarsuk af Julianehåb-granit med hvidsandsten i nedforkastede områder og kar-bonatitiske lavaer og tuffer (Fig. 16 og 17).Sandstenen stopper syd for de nedforka-stede områder. Fjordsiden består herefteraf granit indtil Majut, hvor granitten over-lejres af Eriksfjord Formationens sandstenmed indlejrede basaltlavaer. Forskel i for-vitring af bjergarterne er årsag til dannel-sen af en topografi med vekslen mellemstejle skrænter og terrænoverflader, somhælder svagt mod syd (Fig. 5 og 20A). Den-

ne karakteristiske topografi ses mange ki-lometer langs kysten til fjeldet Nunasarnaq(680 m, dets populære navn er Strygejer-net) nås. Dette består nederst af sandsten,øverst af basaltlavaer (forsidefoto, Fig. 34).

Den sydlige væg af Nunasarnaq marke-rer den skarp kontakt mellem sandsten/ba-salt og Ilímaussaq-komplekset (forsiden).Dette består af forskellige typer af syenitog nefelinsyenit (Fig. 20B). Der følger nu ifjordvæggen et meget instruktivt 10 kmbredt tværsnit af Ilímaussaq-komplekset(se side 14). Mod vest er Ilímaussaq-kom-plekset i kontakt med Eriksfjord Formatio-nens basaltlavaer (Fig. 20C). Disse og deresunderlejrende sandsten ses i kystfjeldeneindtil bjerget Qaqqarsuaq (685 m) nås. Deter den sydligste del af Dyrnæs-Narsaq-komplekset og opbygges af granit og syenit,som intruderer Eriksfjord Formationensbjergarter (Fig. 20D). Langs kysten af Nar-saq Pynt ses bunden af Eriksfjord Formati-onens sandsten, som er aflejret på Juliane-håb-granit. Sandstenen overlejres lidt oppe

i fjeldvæggen af vulkansk aske, som opad ef-terfølges af basaltlava.

Sydkysten af Tunulliarfik opbygges baghavnen i Narsarsuaq af basaltlava, men den-ne intruderes lige vest for havnen af Igaliko-kompleksets nefelinsyenitter. Disse bjer-garter findes også i Qooroq Fjordensvægge og vest for denne fjords munding,hvor de opbygger det høje fjeld Illerfissalik(1752m) (Fig. 9). Mod vest intruderer dissebjergarter Julianehåb batholithen. Denneopbygger kysten mange km mod syd ogoverlejres hist og her af sandsten, som og-så nogle steder findes i nedforkastede om-råder.

Ved Appat ses kontakten mellem ned-forkastet sandsten og Ilímaussaq-komplek-set (Fig. 20E). Ligesom på nordkysten følgernu ud ad fjorden et instruktivt tværsnitgennem dette kompleks. Mod vest erIlímaussaqs nefelinsyenitter i kontakt medJulianehåb-granit overlejret af sandsten,som øverst i fjeldet Nunasarnaasaq (770m) igen overlejres af basalt (Fig. 20F)

Fig. 19. Geologisk kort over Ilímaussaq-komplekset.

TuTT nulll il arfrr if ki

TaTT seq

KaKKng

erlrr u

arsrr uk

Agp

aitis

ke n

efel

insy

enitt

er

TupersuatsiaatAppat

Elvaflejringer

Narssaq-intrusion

Gardar sandstenog lava

Julianehåb-granit

Forkastning

4

M-C lujavrit

Arfvedsonitlujavrit

LLujavrit overgangszone

AegAegegirinlujavrit

Naujait

Sodalitfoyayait

Pulaskit, foyaitait

Kakoortokit grænsesepegmatit

Alkaligranit,kvartssyenit

Augitsyenit

Nunarsuatsiaq

Nu

Naajakasik

SøndrerarsuitSior

Talut

TuttupAttakoorfia

Ilimmaasaq 0 3 km

Kvanefjeld

Nakkaalaaq

Lilii lllee

lvl

Nunasarnaq

Nunasarnaasaq

Krin

gler

ne

Lakskk eellv

LLakskk e - t v

rerrlvævv

NaNrssr aq

El

EEv

Sejlturen fra Narsarsuaq til Narsaq

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

12

Fig. 20F. Sydkysten af Tunulliarfik med Ilímaussaq-

kompleksets lyse nefelinsyenitters vestkontakt mod

Julianehåb-granit overlejret af sandsten og af basalt

i den øverste del af fjeldet Nunasarnaasaq (765 m).

Fig. 20C. Nordkysten af Tunulliarfik.Til højre ses Ilímaussaq-komplek-sets nefelinsyenitter (med mørktfarvet lujavrit nederst og lys naujaitøverst). Midt i billedet ses kompleksets vestkontakt mod sorte basalt-lavaer. Disse intruderes i det fjerne længst mod vest af rødlig granit ifjeldet Qaqqarsuaq i udkanten af Narsaq.

Fig. 20D. Fjeldet Qaqqarsuaq (685 m), som ligger lidtuden for Narsaq, består af rødfarvet syenit og granit. Ibaggrunden ses basaltlavaer, se også Fig. 20C.

Fig. 20. Geologisk kort over Tunulliarfik-Skovfjord området. Udsnit af det geologiske kort Der er i forhold til det originale kort sket en forenkling af signaturerne og stavning af ste

Bredefjord

0 10 20km

QAQORTOQ

NARSAQ

TUTTUTOOQ

Tu

Igaliku Fj

APPATSkovfjord

Nefelinsyenit Gabbro BasaltGardar-granit Syenit

Gardar bjergarter

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

13

Fig.20A.Nordkysten af Tunulliarfik fra syd for Qassiarsuk til fjeldet Nu-narsarnaq (680 m) i det fjerne. Fjordvæggen består af sandsten og ba-salt, som hælder svagt mod vest (mod venstre).I baggrunden til venstre ses forrest Ilímaussaq-kompleksets østkontaktved Appat, bagest fjeldet Nunasarnaasaq (765 m), der ligger lige vestfor Ilímaussaq-komplekset, se også Fig. 20E og F.

Fig. 20B. Nordkysten af Tunulliarfik med kontaktenmellem Ilímaussaq-kompleksets nefelinsyenitter (tilvenstre) og Eriksfjord Formationens basaltlavaer (desorte bjergarter til højre). Disse viser en svag hældningind mod nefelinsyenitterne.Toppen af de højeste fjelde(ca. 1300 m) består af basalt og er rester af det tag,som i sin tid dækkede Ilímausssaqs magmakammer.Bemærk at nefelinsyenitterne er næsten uden plante-dække.

Fig. 20E. Sydkysten af Tunulliarfik. Ilímaussaq-kom-pleksets østlige kontakt ved Appat. De mørke fjeldeforrest er nefelinsyenitter. Disse er i kontakt mednedforkastet sandsten bag den forreste pynt. I bag-grunden fjeldkæden Redekammen, som består afJulianehåb-granit.

i 1 : 500 000 over Sydgrønland publiceret af Grønlands Geologiske Undersøgelse i 1990.ednavne er bragt i overensstemmelse med nugældende regler.

1:500 000

unulliarfik

Fjord

IGALIKU

MAJUT

KLOKKEN

NARSARSUAQQASSIARSUK

Qooro

q

N

Carbonatit Sandsten Julianehåb-batholith Basiske bjergarter iJulianehåb batholithen

Ketilidiske bjergarter

Ilímaussaq-kompleksetIlímaussaq-komplekset er en af Verdensmest fascinerende intrusioner på grund afdets ekstreme rigdom på sjældne grund-stoffer og tilsvarende store antal sjældnemineraler.Der er fundet mere end 225 for-skellige mineraler.Tredive af dem blev førstfundet og beskrevet her,og tolv er ikke fun-det andre steder på Jorden.

Komplekset opbygges af syenitiske bjer-garter, som for 1160 millioner år siden in-truderede granitten fra Julianehåb-ba-tholithen og dennes dække af sandsten ogbasalt (Fig. 19). På nordkysten af Tunulliarfik

ses,at basaltlavaerne på begge sider af kom-plekset hælder ind mod dette (Fig. 20B og20F). Det skyldes, at lavadækket stødte opmod Ilímaussaqs magmakammer, mens det-tes magma endnu ikke var størknet og der-for ikke kunne modstå vægten af lavaerne.De væltede derfor ind mod magmakamme-ret og stedvis faldt brudstykker af basalt indi dette. De findes nu som indeslutninger iIlímaussaqs syenitter.

Ilímaussaq opbygges af en gruppe af sy-enitter, der betegnes som nefelinsyenitter,men Ilímaussaq-bjergarterne udgør en sær-lig undergruppe af disse. Den er karakteri-

seret af at have højere indhold af grund-stoffer som natrium, fluor, klor, svovl, zirko-nium, beryllium, niobium, uran og thoriumend næsten alle andre kendte bjergarter.N.V. Ussing, som i 1912 beskrev og forkla-rede Ilímaussaqs bjergarter, gav navnet ag-paitisk til denne undergruppe.Navnet er af-ledt af lokaliteten Appat (tidligere stavetAgpat) på sydkysten af Tunulliarfik (Fig.20E).

Komplekset opbygges af adskillige typeraf agpaitiske nefelinsyenitter. Vi skal herkun beskrive de tre mest udbredte, naujait,lujavrit og kakortokit.

T U N U L L I A R F I KG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

2/

03

14

Fig. 24A. Skematisk tværprofil gennem Ilímaussaq-komplekset, som viser kompleksets øvre del medhovedbjergarten naujait, den nedre del opbygget afbjergarten kakortokit og den mellemste del af luja-vrit. Den skjulte del er vist med spørgsmålstegn.

Fig. 21. Nærbillede af naujait som viser små grå-grønne krystaller af sodalit indlejret i hvide krystal-ler af feldspat, sorte af arfvedsonit og ægirin og rø-de af eudialyt.

Fig. 22. Lagdelt lujavrit med vekslende mørke og lyse lag. Lagene er foldet rundt om store brudstykker afnaujait.Tuttup Attakoorfia på nordkysten af Tunulliarfik.

Fig. 24B.Tværsnit gennem Ilímaussaq-komplekset set fra kompleksets allersydligste del syd for Kangerluarsuk.I forgrunden lagdelt kakortokit. De lyse bjergarter midt i billedet, som opbygger nordsiden af den inderste delaf Kangerluarsuk, er domineret af naujait. Foran disse, nede i elvdalen, ses den mørktfarvede sandwich-hori-sont af lujavrit. Mellem naujaitten og fjeldet Nunasarnaasaqs sandsten og basalt (yderst til venstre) findes enrustbrun zone af augitsyenit .De allerhøjeste toppe, som findes nord for Tunulliarfik, viser basalt i taget af kom-plekset (se Fig. 20B).

? ? ? ? ?

Tag af vulkanskebjergarter

Augitsyenit

Foyait, sodalitfoyait

Naujait

Lujavrit

Kontaktomdannedevulkanske bjergarter

Kakortokit

Kontaktpegmatit

Naujait er en lys, men ganske brogetbjergart (Fig. 21). Grå til grønne op til 1 cmstore krystaller er spredt ud over bjergar-ten. De består af mineralet sodalit (se ske-maet med Ilímaussaq mineraler på side 17).Sodalitkrystallerne er indesluttet i hvidekrystaller af alkalifeldspat, mørkegrønne ogsorte krystaller af mineralerne ægirin ogarfvedsonit og røde krystaller af mineraleteudialyt, krystaller som kan nå kornstørrel-ser på mere end 10 cm.

Lujavrit er oftest finkornet og viser vel-udviklet lamination (betegnelse for skifrig-hed i magmabjergarter) og stedvis megetmarkant lagdeling (Fig. 22). Den nederstedel af lujavritterne er grønne pga. et stortindhold af mineralet ægirin, de øverste de-le er sorte pga. et stort indhold af minera-let arfvedsonit. Lujavritterne har store ind-hold af sjældne mineraler, som fx eudialyt iden nedre grønne del og steenstrupin, villi-aumit, naujakasit, ussingit og mange andre iden øvre sorte del. Steenstrupin er et radi-oaktivt mineral og hovedmineralet i uran-forekomsten på Kvanefjeld i den nordligedel af komplekset (se side 19).

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S

2/

03

15

T U N U L L I A R F I K

Fig. 26. Kontakten mellem Julianehåb-granit (den mørke bjergart i baggrunden i fjeldene Ivianguisaq) og kakortokit (den lyse bjergart til venstre i billedet). Mellem dis-se bjergarter findes rustbrun smuldrende augitsyenit. Denne indeslutter nede ved kysten store blokke af hvid sandsten. Kompleksets vestkontakt på sydkysten af Kan-gerluarsuk.

Fig. 25B. Røde krystaller af eudialyt fra pegmatitlin-se i indre del af Kangerluarsuk. (Foto: Ole BangBerthelsen)

Fig. 23. Sydkysten af Kangerluarsuk med bjergmas-sivet ‘Kringlerne’, som er opbygget af kakortokitmed sorte, røde og hvide lag. I baggrunden ses de tofjelde Ivianguisaq, det til venstre er 903 m højt, (detyderst til højre 793 m højt).De består af Julianehåb-granit. Mellem granitten og kakortokitten ses augit-syenit (den brunfarvede bjergart), se også Fig. 26

Fig. 25A. Linseformet pegmatitåre i naujait som errig på eudialyt i den nederste del. Hulen blev ud-hugget i 1888 som led i forsøg på udvinding af zir-conium og andre metaller af eudialyt. Den lille øQeqertaasaq nær bunden af Kangerluarsuk. Foto-grafiet blev taget i 1968. Øen er nu okkuperet afmåger og dens klippeoverflade farvet hvid af måger-nes afføring.

Kakortokit er den tredje agpaitiskebjergart som skal omtales. Den findes i etområde i den sydlige del af komplekset (Fig.23). Det kaldes ‘Kringlerne’, fordi sortebjergarter på dets overflade danner etmønster, der minder om sammenflettedekringler. Kakortokit opbygges af lagpakkeraf sorte, røde og hvide lag. De sorte lag errige på arfvedsonit, de røde på eudialyt ogde hvide lag, som er meget tykkere end deandre lag, er rige på alkalifeldspat.

Rester af taget af basalt over Ilímaussaqsmagmakammer er bevaret i de højeste top-pe (ca. 1300 m) på Tunulliarfiks nordkyst(Fig. 20B). Under magmakammerets størk-ning opdeltes Ilímaussaq-komplekset i enøvre del med naujait som dominerendebjergart, en mellemste del domineret aflujavrit, en nedre del med kakortokit og ennederste skjult del (Fig. 24A og B).

Den øverste del består af lyse bjergar-ter, som krystalliserede ovenfra nedad. So-dalit, som er et meget let mineral med la-vere massefylde end magmaet, krystallise-

rede først ud af magmaet. Krystallernesvævede i magmaet og blev, efterhåndensom magmaet størknede, omvokset af ogindesluttet i de andre mineraler under dan-nelse af naujait (Fig. 21). Nogle steder harnaujaiten lag eller linser af grovkornedebjergarter: pegmatitter. En sådan linse påøen Qeqertaasaq i fjorden Kangerluarsuksyd for Tunullliarfik er så rig på eudialyt, atder allerede i 1880rne blev udsprængt etstørre parti i et forsøg på at udvinde me-tallet zirkonium og andre sjældne metalleraf mineralet (Fig. 25A).

Den mellemste del kan beskrives somen ‘sandwich horisont’ mellem den overlig-gende naujait og den underliggende kakor-tokit (Fig. 24A og B). Den består af lujavritdannet ved krystallisation af magma, somvar blevet til rest, efter at de øvre og ned-re dele af komplekset var størknet. Detterestmagma havde store koncentrationer afsjældne og flygtige grundstoffer, hvilket erårsagen til lujavrits mineralrigdom.

Kakortokitten i den nedre del består af

lagpakker, hvor hver pakke nederst har etsort lag rigt på arfvedsonit. De sorte lagoverlejres med gradvis overgang af røde lagrige på eudialyt og de igen overlejres medgradvis overgang af hvide lag rige på alkali-feldspat. De hvide lag har skarp grænse tilde overlejrende sorte lag, hvorefter histo-rien gentager sig. Arfvedsonit har størremassefylde end eudialyt som igen er tunge-re end feldspat. Man kan derfor forestillesig, at lagpakkerne af sorte, røde og hvidelag er opstået ved sortering efter massefyl-de og sedimentation af mineraler, som erudkrystalliseret i magmakammerets neder-ste del.De røde lag indeholder en stor res-source af zirkonium i mineralet eudialyt(Fig. 25B; se side19).

Den nederste skjulte del må bestå af debjergarter, som blev aflejret på bunden afmagmakammeret, samtidig med at bjergar-terne i den øvre del blev dannet.

En del steder langs Ilímaussaq-komplek-sets kontakter findes en smuldrende brunbjergart imellem nefelinsyenitterne og deomgivende bjergarter (Fig. 26).Denne bjer-gart betegnes augitsyenit. Den findes ogsåsom indeslutninger i Ilímaussaqs agpaitiskebjergarter. Det antages, at der på stedet,hvor Ilímaussaq-kompekset findes, førstfandtes en intrusion af augitsyenit.Den blevintruderet og delvis opslugt af de nefelinsy-enitiske magmaer, således at der nu kun erbevaret spredte rester af denne ældre in-trusion. I den vestlige kontakt på sydkystenaf Kangerluarsuk indeholder augitsyenittenstore blokke af hvid sandsten (Fig. 26). Derfindes ingen sandstensforekomst på denneside af fjorden. Den højeste af de to spidsegranittoppe Ivianguisaq (det grønlandskeord for bryster) lige uden for komplekseter 903 m høj. Sandstenen må have liggetG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

2/

03

T U N U L L I A R F I K

16

Fig. 27A.Karminrøde krystaller af tugtupit i åre i au-gitsyenit. Kvanefjeld.

TugtupitTugtupit er det mineral blandt de mere end 225 mineraler, der er fundet i Ilímaussaq, som har tiltrukket sig særlig interesse, fordi det er ble-vet en populær smykkesten. Det skyldes mineralets lyserøde til dybrøde farve (Fig. 27A og B). Men det røde mineral er sammenvokset medhvide, gule og sorte mineraler, hvilket giver polerede smykkesten, ofte i cabochon-form, et særpræget broget farvespil, som udnyttes til frem-stilling af unikke smykker.Tugtupit findes i årer i augitsyenit og naujait. Mineralet blev fundet i 1960 og beskrevet næsten samtidig fra Ilímaussaq og fra Kolahalvøeni Rusland. Det blev kaldt berylium sodalit i Danmark og beryllosodalit i Rusland, navne som angiver, at mineralet er en berylliumholdig va-rietet af sodalit. Da det stod klart, at det grønlandske mineral havde en fremtid som smykkesten, fik det navnet tugtupit efter en lokalitetpå nordkysten af Tunulliarfik Tugtup Agtakôrfia (nu stavet Tuttup Attakoorfia). Tugto (tutto) betyder rensdyr på grønlandsk.

Fig.27B. Smykke af tugtupit. (Geologisk Inistitut)

oven på granitten. Dette betyder, at sand-stensblokkene er faldet mindst 900 m ned iaugitsyenitmagmaet. På den modsatte kystfindes sandsten over granit i ca. 300 m høj-de.Heraf kan sluttes, at den nordlige side affjorden er nedforkastet i forhold til densydlige del.

Ilímaussaqs mineralrigdom, og unikkebjergarter og de fantastiske strukturer somfx lagdelingen i lujavrit og kakortokit, gørkomplekset til et mål for mineralogiske oggeologiske studier, som tiltrækker fagfolkog amatører fra mange lande.Der er en rig-holdig litteratur om komplekset på mereend 900 titler.

Dyrnæs-Narsaq-komplekset Bjergarten gabbro er udbredt i Gardar-provinsens gange, men er en underordnetbestanddel af intrusionerne. Gabbro erimidlertid en vigtig del af Dyrnæs-Narsaq-komplekset, idet fjeldgrunden under Nar-saq og halvøen, der strækker sig 2 kmmod nordvest for byen, består af gabbro(Fig. 28). Gabbroen opfattes som den øst-ligste del af en næsten én km bred gabbro-gang på øen Tuttutooq, som ligger lige vestfor Narsaq. Gabbroen viser mange stedermagmatisk lagdeling og også parallel orien-tering af store hvide krystaller af feldspat-mineralet plagioklas.

I gabbroen findes mange indeslutninger(xenolither) af lyse bjergarter, som målerfra 20-30 cm op til adskillige meter i tvær-mål.De består af bjergarten anorthosit, derer sammensat af store krystaller, op til 20cm, af feldspatmineralet plagioklas. Disseindeslutninger er af gabbromagmaet bragtop fra dybet, hvor anorthositten sandsyn-ligvis er blevet dannet ved at plagioklaskry-staller er steget til vejrs og har samlet sig tilstørre legemer i toppen af et basaltisk/gab-broisk magmakammer (se Fig. 8). Indeslut-ningerne er vidnesbyrd om, at der i dettemagmakammer er foregået mineralfraktio-nering. Derved forstås, at plagioklaskrystal-lerne er blevet adskilt fra magmaet, somderved har fået ændret sin kemiske sam-mensætning. Gardar-provinsens store sy-enitforekomster antages at være dannetved sådanne mineralfraktioneringsproces-ser i basaltmagmaer opsmeltet i Jordenskappe.

Langs vestkysten af halvøen nordvestfor Narsaq indeholder gabbroen fem smålegemer af meget finkornede sorte bjergar-ter, som er tunge og magnetiske. De mang-ler feldspat og andre lyse mineraler og be-tegnes derfor som ultramafiske. Mens gab-broen har en enkel mineralogisk sam-mensætning, er den ultramafiske bjergartsmineralogiske sammensætning meget kom-pliceret. Hovedmineralerne er olivin, augit,biotit og magnetit,hvortil kommer omkringtredive andre mineraler. Der er muligvis ta-le om små intrusioner dannet ved størk-ning af magma, som er opsmeltet dybt ne-de i Jordens kappe.

Gabbroen skæres af næsten cirkulære

vulkanrør, diatremer, som har diametremellem 50 og 100 m (Fig. 29). De har i enfinkornet mellemmasse mange indeslutnin-ger af kvartsit og af finkornede sorte bjerg-arter, der tolkes som omkrystalliseredebrudstykker af Eriksfjord Formationenssandsten og basalt. Mellemmassen indehol-der krystaller af violet flusspat. Diatremer-ne er sandsynligvis blevet dannet ved atgasser afgivet af størknende magma på dy-bet med stor hastighed har boret sig opgennem jordskorpen. Da trykket tog af,faldt brudstykker af rørenes sidesten ned irørene og lukkede dem til.

Gabbroen er intruderet af syenitintru-sioner, som sammen med en endnu senere

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

17

T U N U L L I A R F I K

Fig. 28. Kontakt mellem Julianehåb-granit (til højre)og gabbro (til venstre), øen mellem gamle og nyehavn, Narsaq. (Upton).

Fig. 29. Diatrem med indeslutninger af kvartsit(hvid) og basalt (sort). Nye havn Narsaq. (Upton).

De i teksten nævnte mineraler fra Ilímaussaq

Oplysningerne om farve er mineralernes farve i Ilimaussaq, som godt kan være forskellig fra samme minera-lers farve andre steder. Fede typer angiver, at mineralet blev fundet første gang og beskrevet i Ilimaussaq, fe-de typer og kursiv angiver, at mineralet kun kendes fra Ilimaussaq.

Si12O36(OH)23H2O

Kemisk formel

NaFe Si 2O6

NaF

NaAlSi3O8NaOH

Na4BeAlSi4O12Cl

Na14(Ce,Th,U)6Mn2Fe2Zr(PO4)7

Na4Si3Al3O12Cl

(Na,Ca)2Nb2(O,OH,F)7

(Na,K)AlSiO4

Na6(Fe,Mn)Al4Si8O26

Na15Ca6Fe3Zr3Si26O73

(Ca,Mg,Fe)2(Si,Al)2O6

Na3(Fe2+,Mg)4Fe3+Si8O22(OH)2

(O,OH,H2O)3(Cl,OH)2

(Na,K)AlSi3O8

Ægirin

Villiaumit

Ussingit

Tugtupit

Steenstrupin

Sodalit

Pyrochlor

Nefelin

Naujakasit

Eudialyt

Augit

Arfvedsonit

Alkalifeldspat

Dybrød

Grøn til sort

Hvid til violet

Hvid til karminrød

Brun til sort

Grøn, grå, blå

Gul

Hvid til grå

Sølvhvid til blå

Rød

Brunsort

Blågrøn til sort

Hvid

Farve i håndstykke Massefylde

6-6,5

2

5

5

4

5-6

5,5

5,5

2,5

5,5

5,5

5-6

6

Hårdhed

2,8

2,5

2,4

3,5

2,3

5,5

2,6

2,7

3,0

3,4

3,4

2,6

g/cm3

3,5

Gardar granit opbygger fjeldet Qaqqarsuaq(685 m), der rejser sig stejlt øst for byen(Fig. 20D), og Narsaq Fjeld (705 m) vedDyrnæs Bugt nord for Narsaq (Fig. 30).

Gabbroen, syenitten og granitten udgørDyrnæs-Narsaq-komplekset.Syenitten skæ-res af kvartsårer, som umiddelbart nord forNarsaq indholder farveløse krystaller afflusspat.

Gardar – en enestående geologiskprovins – nogle afsluttende kom-mentarerPå verdensplan er Gardar-provinsen ene-stående.Den rummer et bredt spektrum afmagmabjergarter, vulkanske som pluto-niske, og deriblandt sjældne typer som kar-bonatit, kryolit og agpaitiske nefelinsye-nitter. Der findes tilsvarende magmapro-vinser knyttet til kontinental riftdannelseandre steder på Jorden, som fx i det franskeCentralmassiv, Böhmen, de østafrikanskeriftdale og Ross Sea i Antarktis. Her kanman studere de fænomener, som er fore-gået på eller nær jordoverfladen, men manmå gætte sig til, hvordan de dybtliggendebjergarter og strukturer ser ud. I andreegne af Jorden findes ældre dybt eroderederift-relaterede magmaprovinser, som fxQuebec og Transwaal, hvor man kan stude-re, hvad der er foregået dybt nede, menhvor de samtidige vulkanske bjergarter ereroderet væk.I Gardar-provinsen kan de samhørende

vulkanske og plutoniske bjergarterne stu-

deres i op til næsten 2000 m høje fjelde.Ydermere er bjergarterne i en usædvanliggod, nærmest jomfruelig bevaringstilstand.De har ikke været udsat for senere meta-morfe omdannelser eller kraftig forvitring.I årmillionernes løb er de blevet hævet ognogle kilometer jordskorpe er blevet fjer-net af erosionen, således at de bjergarter,som størknede i dybtliggende magmakam-re, nu ses ved jordoverfladen. Kvartærti-dens nedisning har afhøvlet og poleret fjel-dene.Gletschere har udformet dybe fjorde ogdale og dermed instruktive tværsnit gen-nem de geologiske dannelser.Disse forholdgør Gardar-provinsen til et unikt geologiskområde.

Gardar-provinsens mineraler og bjerg-arter er blevet udforsket gennem mere endtohundrede år,og en uhyre mængde data erblevet tilvejebragt og dokumenteret i etstort antal videnskabelige afhandlinger. Pio-nererne i undersøgelserne skabte grund-laget, især skal nævnes Niels Viggo Ussing(1864-1911; Fig. 31), som foretog banebry-dende undersøgelser af Ilímaussaq- og Iga-liko-komplekserne samt af Ivigtut kryolitfo-rekomsten. Dette er i de seneste halvtredsår blevet fulgt op af en detaljeret geologiskkortlægning af området udført af Grøn-lands Geologiske Undersøgelse og af etstort antal undersøgelser udført af geofor-skere fra mange lande af de forskellige in-trusioner og af lavabjergarterne med an-vendelse af de mest avancerede metoder.Resultatet er, at Gardar-provinsen er en af

de bedst undersøgte magmaprovinser. Un-dersøgelserne har frembragt ny viden omisær syenittiske bjergarters forekomstmå-de og oprindelse og er genstand for stor in-ternational opmærksomhed.

Provinsen rummer tre verdensberømteminerallokaliteter, Ilímaussaq-komplekset,Narssârssuq-forekomsten i den vestligstedel af Igaliko-komplekset og Ivigtut kryolit-forekomsten. I Ilímaussaq er fundet mereend 225 forskellige mineraler, heraf er tre-dive først fundet og beskrevet her og tolvkendes kun fra dette kompleks. For Nars-sârssuk er de samme tre tal tres, tretten oget,og for Ivigtut mere end hundrede, syttenog seks. Det er derfor ikke underligt, atområdet er et Mekka for mineraloger, mi-neralsamlere og gemmologer.

Kryolitforekomsten ligger i en lille in-trusion af Gardar-granit. Kryolit blev fra1858 til 1987 brudt i Ivigtut-minen, som imange år var den eneste aktive mine iGrønland.

Provinsen rummer mineralforekomsteraf potentiel økonomisk betydning, førstog fremmest niob-tantal-forekomsterne iMotzfeldt-delen af Igaliko-komplekset ogforekomster af zirconium, yttrium, berylli-um, niob, uran, thorium, fluor og mange an-dre grundstoffer i Ilímaussaq-komplekset.Flere mineselskaber har fået tilladelse til atefterforske disse mineralforekomster. Ombrydning kan blive lønsom bestemmes afbl.a. verdensmarkedsforholdene og af ef-terspørgsel af nogle af de sjældne grund-stoffer der kan anvendes til særlige formål.

T U N U L L I A R F I K

18

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Fig. 30. Narsaq Fjeld set fra Narsaq. Det ligger bagDyrnæs Bugten lidt nord for Narsaq og består ho-vedsagelig af granit og syenit.Til venstre i billedet sesskærende dykes af basalt, lidt til højre for midten seskontakten til Eriksfjord Formationens basaltlavaer.Allerlængst til højre ses den vestligste del af Kvane-fjeld.

Gardar-provinsens unikke placeringblandt Verdens magmaprovinser betyderat brydning af mineraler bør ske medstørst mulig hensyntagen til områdets land-skabelige skønhed, videnskabelige betyd-ning og sårbare naturmiljø.

Økonomisk geologiDer er fundet økonomisk interessante ind-hold af metaller i Gardar-intrusionernelangs Tunulliarfik.Disse forekomster af uranog andre metaller er karakteriseret af at in-deholde store tonnager men i malm af lavlødighed.

Niob og tantalMotzfeldt-centret er en af de fire store en-heder af Igaliko-komplekset. Dets nefelin-syenitter har forekomster af mineralet py-rochlor med betydelige koncentrationer aftantal og niob (Fig. 18). Forekomsten vedMotzfeldt sø er en typisk ‘low-grade - large

tonnage’ malm. 600 millioner tons malmmed indhold på ca. 120 g/ton tantal er be-regnet på grundlag af omfattende under-søgelser udført af GEUS. Rige dele af mal-men har op til 426 g/ton tantal. Minesel-skaber fortsætter undersøgelserne af den-ne forekomst, som anses for at være en afVerdens største tantalforekomster. Niob-ressourcerne er bedømt til mindst 130 mil-lioner tons malm med et gennemsnitsind-hold på 1400 g/ton niob.

Ilímaussaq-kompleksets økonomiske mu-ligheder Den agpaitiske nefelinsyenit lujavrit er slut-produktet af den magmatiske differen-tiation af de agpaitiske magmaer. Dissebjergarter har derfor store indhold afsjældne og flygtige grundstoffer (se side 14)og er rigere på grundstoffer som beryllium,lithium, niob, zirkonium, sjældne jordartersmetaller, yttrium, uran og thorium end defleste andre kendte bjergarter. Eudialyt-rig

lujavrit ved Appat i den sydøstlige del afkomplekset er blevet undersøgt for densindhold af zirkonium, yttrium og sjældnejordarter. Eudialyt findes desuden i storemængder i bjergarten kakortokit i den syd-ligste del af komplekset (se side 16). For-søg på udvinding af eudialyts indhold af zir-konium og andre metaller begyndte i1880erne og foregår stadig fra tid til anden.Nogle røde eudialytrige lag, der er op til 1m tykke, er hovedmål for de seneste un-dersøgelser, som dog indtil nu ikke har re-sulteret i igangsætning af minedrift.

Uran - KvanefjeldEfterforskningen af forekomster af uran ogthorium i lujavrit er foregået flere steder iIlímaussaq. De største og rigeste fore-komster blev fundet i 1956 på Kvanefjeld-plateauet i den nordlige del af kompleksetog er blevet undersøgt i boreprogrammeri 1958, 1962, 1969 og 1977 med en samletlængde borekerne på 12 km.

T U N U L L I A R F I K

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

19

Fig. 31. N.V. Ussing (1864-1911) til venstre og hans assistent (og efterfølger som professor) O.B. Bøggild (1872-1956) sammen med deres grøn-landske hjælpere i Ivigtut (nu Ivittuut) i 1900.

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3T U N U L L I A R F I K

20

Uranmalmen på Kvanefjeld kan ikke op-arbejdes med de konventionelle metodertil udvinding af uran. Nye metoder måttederfor udvikles, hvilket skete på Forsk-ningscenter Risø ved Roskilde. Den knustemalm blev behandlet med en opløsning afnatriumkarbonat ved 280°C og et tryk på120 atm.Ved disse betingelser kunne mereend 80 % af malmens uranindhold blive ud-vundet. Med henblik på at teste metoden istørre skala blev der udtaget repræsentati-ve malmprøver i en 970 m lang vandretskakt gennem den centrale del af Kvane-fjeld-forekomsten. Skaktens åbning ligger100-150 m under plateauets overflade inordvæggen af Narsaq Elv Dal (Fig. 32).4700 tons malm blev udtaget og sendt tilRisø til brug for testning af den nye meto-de. Der blev yderligere udtaget ca. 15.000tons malm, som dels blev tippet ud over

skrænten, dels anbragt i bunker i dalen vedfoden af Kvanefjeld (Fig. 32), hvor de stadiger et eldorado for mineralsamlere.

Årsagen til dannelsen af uranforekom-sterne på Kvanefjeld er, at lujavritmagmaether nåede de højeste niveauer i hele kom-plekset og størknede lige under komplek-sets tag af basalt. Det sædvanlige er, at luja-vrit ligger mellem naujait og kakortokit (seFig. 24A,B). I dette høje niveau ansamledesmagmaets indhold af flygtige stoffer og endel af de sjældne metaller. Dette gjorde, atmineralet steenstrupin, som er hovedmine-ralet for uran i Ilímaussaq, kunne krystalli-sere i stor mængde. Flygtige stoffer afgivetfra lujavritmagmaet trængte op i de overlig-gende basalter og mineraliserede disse,bl.a.med steenstrupin.Kvanefjeld uranfore-komsten består således af steenstrupinrigelujavritter og af mineraliseret basalt.

I 1982 kunne det konkluderes, at denundersøgte del af Kvanefjeld-forekomstenindeholder 20.400 tons uran i 136 millio-ner tons malm med et gennemsnitsindholdpå 365 g/ton uran. Der er udarbejdet de-taljerede planer for udvinding af uran påKvanefjeld, planer der også ser på de soci-ale og miljømæssige forhold omkring mine-drift på Kvanefjeld, som ligger kun 10 kmfra Narsaq by (Fig. 33). De politiske og og-så markedsmæssige forhold er imidlertidikke gunstige for uranudvinding inden foren nærmere fremtid. Kvanefjeld-forekom-sten kan karakteriseres som en fremtidigressource af uran og de andre grundstoffer,som findes i lujavritterne.

Fig. 32. Kvanefjeld set fra Narsaq Elvdal. Kvanefjeld (690 m, øverst tilhøjre) består af vulkanske bjergarter fra taget af Ilímaussaq-komplekset. De underlejres og in-truderes af lujavrit, under hvilken der findes augitsyenit og naujait. Den snoede vej fører op til indgangen til den 970 m lange vandrette skakt, som gennemskærerKvanefjeldets uranførende lujavritter. En del af det bjergartsmateriale, som blev taget ud af skakten, er placeret i bunker i dalen lige til venstre for det skarpe knækpå vejen.

Fig. 33. Narsaq elvdal set fra Narsaq. I baggrundenIlimmaasaq fjeld (det højeste fjeld til højre i billedet),vest (til venstre) for det Steenstrups Fjeld og lige tilvenstre for det ses Kvanefjeld. Fjeldene yderst tilvenstre består af basalt.

Agpaitisk: Nefelinsyenit der er karakteriseret afhøje indhold af natrium, fluor, klor og af mineralersom eudialyt.

Alkalifeldspat: Feldspatmineral som er en blan-ding af natrium- og kalium-feldspat.

Amfibol: Gruppe af grønne, blågrønne, brune ogsorte mineraler, der oftest findes som prismatiskekrystaller. De er mht. kemisk sammensætning be-slægtede med pyroxenerne, men adskiller sig fra dis-se ved at indeholde vand og/eller fluor.Arfvedsonit eret eksempel på en amfibol.

Anorthosit: Plutonisk magmabjergart domineret affeldspatmineralet plagioklas.

Apatit: Grønt, brunt eller blåt mineral, der ofte dan-net prismatiske krystaller og har sammensætningenCa5(PO4)3(F,Cl).

Arkæisk: Bjergarter der er ældre end 2500 millio-ner år.

Basalt: Sort vulkansk bjergart sammensat af no-genlunde lige store indhold af mineralerne plagioklasog pyroxen, ofte med indhold af olivin.

Basisk: En betegnelse for bjergarter, som er relativtfattige på silicium og rige på calcium, magnesium ogjern.

Batholith: Et legeme af plutoniske magmabjergar-ter, oftest af granit, med et areal >100 km2.

Biotit: Mørk glimmer, brunt til sort mineral medperfekt spaltelighed langs én retning, langs hvilkenmineralet spalter i tynde blade. Sammensætningener K2(Mg,Fe)6(Si3AlO10)2(OH,F)2.

Dyke: Se Gang

Forkastning: Forskydning af bjergarter i forhold tilhinanden på de to sider af en sprækkezone.

Feldspat: Mineralgruppe som har to hovedafdelin-ger: alkalifeldspat og plagioklas. Førstnævnte er blan-dinger mellem kalium- og natrium-feldspatter, sidst-nævnte blandinger af natrium- og calcium-feldspater.

Gabbro: Plutonisk magmabjergart med samme ke-miske og mineralogiske sammensætning som denvulkanske bjergart basalt, men mere grovkornet enddenne.

Gang: Pladeformet, sædvanligvis lodret magmalege-me som er dannet ved størkning af magma i ensprække. Betegnes også som en dyke.

Graben: Et aflangt område, som er nedsænketlangs forkastninger i forhold til dets sidebjergarter.

Granit: Plutonisk magmabjergart domineret af al-kalifeldspat og kvarts og med indhold af biotit og an-dre mineraler.

Granodiorit: Beslægtet med granit, men med etvæsentligt indhold af plagioklas.

Hæmatit: Sort til rødt jernmineral med sam-mensætningen Fe2O3.

Intrusion: Et legeme af magmabjergarter dannetved størkning af magma, som er trængt ind i allere-de eksisterende bjergarter.

Kakortokit: En agpaitisk nefelinsyenit, som findes iden sydlige del af Ilímaussaq-komplekset og som op-bygges af enheder, der hver har sorte, røde og hvidelag.

Karbonatit: Magmabjergart med stort indhold afkarbonatmineraler som fx calcit, CaCO3.

Kappen: Den del af Jordkloden, som ligger mellemjordskorpen og Jordens kerne.

Kompleks: I geologien et legeme sammensat af toeller flere intrusioner.

Kvarts: Et af de mest almindelige mineraler, en ho-vedbestanddel af sandsten, kvartsit og granit. Sam-mensætningen er SiO2.

Kvartsit: Kompakt og hård bjergart dannet ved om-krystallisation af sandsten.

Lava:Vulkansk bjergart dannet ved udstrømning afflydende magma på jordoverfladen.

Lujavrit: En agpaitisk nefelinsyenit med store ind-hold af ægirin og/eller arfvedsonit. Er en vigtig bjer-gart i Ilímaussaq-komplekset.

Magma, magmatisk: Det geologiske navn forsmeltede bjergartsmasser, der størkner som vulkan-ske bjergarter på jordoverfladen og som plutoniskebjergarter nede i jordskorpen eller i den øvre kappe.

Magnetit: Sort, magnetisk mineral med sam-mensætningen Fe3O4.

Mineral: Uorganisk kemisk forbindelse, der findes inaturen, og som er dannet ved geologiske processer.Næsten alle mineraler har en krystalstruktur.

Moræne: En vold eller ryg af usorteret materiale,som er aflejret ved smeltning af gletscheris og somkan være skubbet op foran gletscheren: endemo-ræne, eller langs dens sider: sidemoræne.

Naujait: En agpaitisk nefelinsyenit som består afsmå krystaller af sodalit indlejret i store krystaller affeldspat, ægirin, arfvedsonit og eudialyt. Er en vigtigbjergart i Ilímaussaq-komplekset.

Nefelinsyenit: Plutonisk syenitisk bjergart domine-ret af alkalifeldspat og nefelin.

Olivin: Grønt til brunsort mineral, som er vidt ud-bredt i magmabjergarter, og som er en hovedbe-standdel af den øvre del af Jordens kappe. Sam-mensætningen er (Mg,Fe)2SiO4.

Pegmatit: En meget grovkornet magmabjergart,der findes som lommer, dykes og linser i plutoniskemagmabjergarter og i disses sidesten.

Plagioklas: Feldspatmineral som er en blandingmellem natrium- og calcium-feldspat.

Plutonisk: Magmabjergart dannet ved langsomstørkning af magma nede i Jorden, hvilket resultereri dannelsen af relativt grovkornede bjergarter.

Pyrochlor: Økonomisk vigtigt niob- og tantalmine-ral. Farven er sædvanligvis brun til sort, i Ilímaussaqgul.

Pyroxen: Gruppe af grønne, brune og sorte silikat-mineraler med store indhold af magnesium, jern og imange pyroxener også calcium eller natrium. Er vig-tige bestanddele af mange magmabjergarter, ek-sempler er augit og ægirin.

Rift, riftdal: Langstrakt område nedsænket mellemforkastninger (graben) og oftest ledsaget af vulka-nisme.

Sandsten: Sedimentbjergart hvis hovedbestanddeloftest er afrundede korn af kvarts.

Skorpen: Den øverste del af Jordkloden, den er fra5 til 70 km tyk.

Syenit: Plutonisk magmabjergart domineret af al-kalifeldspat.

Trachyt: Vulkansk bjergart med samme kemi ogmineralogi som syenit, men mere finkornet end den-ne.

Tuf: Den generelle betegnelse for vulkansk aske.

Ultramafisk: Magmabjergart domineret af mørkemineraler som olivin, pyroxen og magnetit.

Vulkansk bjergart: Dannet ved hurtig størkning afmagma på eller nær jordoverfladen og derfor megetfinkornet.

Zircon: Et oftest rødfarvet mineral som er en vigtigunderordnet bestanddel af mange magmabjergar-ter: Sammensætningen er ZrSiO4.

T U N U L L I A R F I K

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

21

Forklaring af fagudtryk

De i teksten omtalte Ilimaussaq mineraler er vist i skemaet på side 17.

Allaart, J.H. 1973: Geological map of Greenland

1:100 000, Julianehåb 60 V.2 Nord. København: Grøn-

lands Geologiske Undersøgelse.

Allaart, J.H. 1976: Ketilidian mobile belt in South

Greenland. I: Escher,A. & Watt,W.S. (red.): Geology of

Greenland. København: Grønlands Geologiske Under-

søgelse.

Allaart, J.H. 1983: Geological map of Greenland

1:100 000,Narssarssuaq 61 V.3 Syd.København: Grøn-

lands Geologiske Undersøgelse.

Allaart, J.H.,Andersen,S.& Weidick,A.1975: Juliane-

håbsområdets geologiske historie. I: Madsen,V.E. (red.):

Qaqortoq/Julianehåb 1775-1975.Nuuk/Godthåb: Syd-

grønlands Bogtrykkeri.

Emeleus,C.H.& Upton,B.G.J. 1976:The Gardar pe-

riod in southern Greenland. I: Escher, A. & Watt,W.S.

(red.): Geology of Greenland. København: Grønlands

Geologiske Undersøgelse.

Fisker, J. (red.) 1981: Narssak. Umánaq/København:

Nordiske Landes Bogforlag.

Garde,A. 1999: Guldfund og pladetektonik – den ke-

tilidiske bjergkædedannelse i Sydgrønland. GEOLOGI

– Nyt fra GEUS nr.3, 1999.

Hansen, J. 1967: Sjældne stoffer.Varv nr.2,1967.

Kalsbeek, F., Larsen, L.M. & Bondam, J. 1990: Geo-

logical map of Greenland 1:500 000. Sheet 1, Sydgrøn-

land. København: Grønlands Geologiske Undersøgel-

se.

Petersen, O.V. & Secher, K. 1993: The minerals of

Greenland. Mineralogical Record vol. 24,2, Marts-April

1993.

Sørensen, H. (red.) 2001: The Ilímuassaq alkaline

complex, South Greenland: status of mineralogical

research with new results. Geology of Greenland Sur-

vey Bulletin 190. København: Danmarks og Grønlands

Geologiske Undersøgelse.

Tidsskriftet Grønland 1966. Syv artikler om Gardar

riftsystemet og Ilímaussaq-komplekset og dets mine-

ralforekomster. Nummer 4, 5, 6, 7, 8, 9, 12, 1966.

Upton, B.G.J. m.fl. 2003: Magmatism of the Mid-Pro-

terozoic Gardar Province, South Greenland: chronolo-

gy, petrogenesis and geological setting. Lithos 68,

43–65.

Ussing, N.V. 1912: Geology of the country around Ju-

lianehaab, Greenland. Meddelelser om Grønland 38,

1–376.

Weidick, A. 1988: Gletschere i Sydgrønland. Køben-

havn: Grønlands Geologiske Undersøgelse.

Weidick,A., Kelly, M. & Funder, S. 1987: Quaternary

map of Greenland 1:500 000. Sheet 1 South Green-

land. København: Grønlands Geologiske Undersøgel-

se.

Flere referencer på

GEUS’ internetside; www.geus.dk

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Forslag til supplerende læsning

22

Forsidefoto: Fig. 34 Nunarsarnaq fjeld (‘Strygejernet’) til højre i billedet opbygges nederst af sandsten, øverst af basaltiske lavaer. Fjeldets stejle væg mod vest (modvenstre) markerer kontakten til nefelinsyenitterne i Ilímaussaq-komplekset. Den lave vestlige pynt af Nunarsarnaq består af mørktfarvet nefelinsyenit (lujavrit). Denindeslutter blokke af hvid nefelinsyenit (naujait), som fra overliggende allerede størknede dele af komplekset (som for længst er fjernet af erosionsprocesser) sank ned

T U N U L L I A R F I K

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Forfatterne

23

Professor Tom AndersenInstitutt for geofag,Universitetet i Oslo,Norge

Karbonatitvulkanismen ved Qassiarsuk

Dr. C.H. Emeleus Department of GeologyUniversity of DurhamUK

Igaliko-nefelinsyenit-komplekset

Seniorgeolog Karsten SecherGEUS, København

Økonomisk geologi

Professor emeritus Henning SørensenGeologisk InstitutKøbenhavns Universitet

Sejlturen fra Narsarsuaq til Narsaq,Ilímaussaq-komplekset,Tugtupit, Uran-Kvanefjeld,Forklaring af fagudtryk,Oversættelser fra engelsk samt redigering af teksten

Professor emeritus B.G.J. UptonDepartment of Geology and GeophysicsUniversity of EdinburghUK

Ketiliderne,Gardar-provinsen,Dyrnæs-Narsaq-komplekset,Gardar-provinsen - afsluttende kommentar

Dr. Seniorgeolog Anker WeidickGEUS, København

Istidsdannelserne

i dele af komplekset, hvor magmaet endnu ikke var størknet. De sorte fjelde i baggrunden består af basaltlavaer, som hælder mod venstre, dvs. ind mod Ilímaussaq-komplekset. (Se Fig 20B) (H. Micheelsen).

Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) er en forsknings- ogrådgivningsinstitution i Miljøministeriet.Institutionens hovedformål er at udførevidenskabelige og praktiske undersøgel-ser på naturressourcer- og miljøområ-det samt at foretage geologisk kortlæg-ning af Danmark og Grønland.

GEUS udfører tillige rekvirerede opga-ver på forretningsmæssige vilkår.Interesserede kan bestille et gratis abon-nement på GEOLOGI - NYT FRA GEUS.Bladet udkommer 4 gange om året.Henvendelser bedes rettet til:Knud Binzer.

GEUS giver i øvrigt gerne yderligere op-lysninger om de behandlede emner ellerandre emner af geologisk karakter.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

GEOLOGI - NYT FRA GEUS

Er redigeret af geolog Knud Binzer (ansvarshavende) i samarbejde med en redaktionsgruppe på institutionen.

Skriv, ring eller mail:GEUSDanmarks og Grønlands Geologiske UndersøgelseØster Voldgade 10, 1350 København K.Tlf.: 38 14 20 00 Fax.: 38 14 20 50E-post: geus@geus.dkInternetside: www.geus.dk

GEUS publikationer:Hos Geografforlaget kan alle GEUS’ udgivelser købes.Henvendelse kan ske enten på tlf.: 63 44 16 83 eller telefax: 63 44 16 97E-post: go@geografforlaget.dkHjemmeside: www.geografforlaget.dk

Adressen er:GEOGRAFFORLAGET,5464 Brenderup

ISSN 1396-2353

Produktion: Eva Melskens

Tryk: Schultz Grafisk A/S.

Foto: Henning Sørensen hvor ikkeandet er angivet

Illustrationer: Britta Munch,KU.Eva Melskens, Benny Schark

24

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S2

/0

3

Gig

antis

k bo

gudg

ivelse

GEUS udsender det første nummer ien ny videnskabelig publikationsserie,der sammensmelter de to videnska-belige serier for Danmark (Geology ofDenmark Survey Bulletin) og Grøn-land (Geology of Greenland SurveyBulletin) til en serie: Geological Sur-vey of Denmark and Greenland Bulle-tin. Nr. 1-2003 i serien har titlen:The Jurassic of Denmark andGreenland.Bogen handler om juraperiodensgeologi i Danmark og Grønland og erskrevet af specialister, der har arbej-det både i Danmark og Grønland.Bogen er dedikeret til GEUS' førstedirektør, Ole Winther Christensen.Bogen på 948 sider er rigt illustreretog koster 500.- kr.

P O S T B E S Ø R G E T B L A D

0900 KHC