Marts 2014

Pearl Jam & Grunge-scenen

Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker Pearl Jam" der blev sendt på DR radiokanalen P6 Beat den 12/10 2013

Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om Pearl Jam, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om Pearl Jam på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus..

Månedens tema på Bibzoom Læs artikler og hør musik om månedens tema på Bibzoom

Musik Download indspilninger på Bibzoom

CD og DVD på Bibliotek.dk

Tekst og Redaktion: Claus Teglgaard Madsen

Introduktion Selvom mange spåede grunge musikken død med Kurt Cobain i 1994, lever den stadig videre og har en stor plads i manges hjerter. Soundgarden blev gendannet i 2010 og udgav i 2012 deres første album i 16 år. Alice in Chains udgav deres comeback album i 2009 og endnu et i 2013. Og Pearl Jam, et af de mest stabile grunge bands, udgav deres 10. studiealbum i oktober sidste år. Begyndelsen på Grunge scenen Grunge scenen havde sit udspring i staten Washington i området omkring Seattle i midten af 1980’erne. Her var der en række bands der, inspireret af heavy metal og hardcore punk, begyndte at definere deres egen musikstil. Nogle af de første bands der spillede denne blanding af heavy metal og punk var blandt andet Soundgarden, Melvins og Green River. Green River bestod blandt andet af Jeff Ament og Stone Gos-sard der senere var med til at danne Pearl Jam. En del af de tidlige grunge bands gik i opløsning og musi-kerne samlede sig i forskellige andre bands, som f.eks. Mother Love Bone og Mudhoney. Hvis man lytter til de første grunge bands, er deres lyd hårdere og tungere end de senere grunge bands som Nirvana og Pearl Jam. Mange af de tidlige grunge bands begyndte at samle sig omkring pladeselskabet Subpop, og det var på dette selskab at både Soundgarden og Nirvana udgav deres første singler. Subpop var også med til at sætte grunge scenen på den internationale dagsorden, da de fløj en journalist fra det britiske magasin Me-lody Maker til Seattle for at dække den lokale musikscene og skrive artikler om den. Grunge-scenens storhedstid I 1989 fik Soundgarden som det første grungeband kontrakt med et stort pladeselskab. Derefter fulgte Alice In Chains og Screaming Trees. Det var dog først i 1991, da Nirvana udgav albummet Nevermind at grungebølgen for alvor tog fart. I januar 1992 indtog de førstepladsen på Billboards top 200. Herefter fulg-te Soundgardens Badmotorfinger, Alice in Chains Dirt og Temple of The Dog der alle nåede ind på top 100 i 1992. Det var også her hypen omkring grunge for alvor begyndte, og mange af grunge bands’ne kom på store pladeselskaber. Samtidig flyttede mange andre bands til Seattle for at blive en del af grungebølgen. Teksterne for mange grungebands var et oprør mod forældrenes værdier som fast arbejde og materielle goder, samtidig tog de afstand fra medieindustrien. Da Nirvana slog igennem med Nevermind, og mange af de andre af grunge bands slog stort igennem de næste par år, var de dog selv ved at blive opslugt af den medieindustri, som de var imod. Ikke nok med at grunge blev hyldet af medieindustrien, blev det også et livsstils- og modefænomen med ternede skovmandsskjorter, løse sweatre, langt hår og ingen makeup. Denne kæmpe hype omkring grunge tog hårdt på mange af bands’ne. Mange af dem havde det ikke godt med denne kæmpe succes, og havde svært ved at kapere den.

Et band som Pearl Jam tog skridtet og valgte at lade være med at lave interviews og droppede at lave mu-sikvideoer. Nogle af de andre valgte at fortabe sig i stofferne, hvilket fik fatale konsekvenser for Kurt Coba-in fra Nirvana der begik selvmord i 1994 og Layne Staley, fra Alice in Chains, der døde af en overdosis i 2002. I 1996 spillede Alice in Chains deres sidste show med Layne Staley. Soundgarden og Screaming Trees ud-gav deres sidste studioalbums i 1990’erne, og mange af grungebands’ne gik hver til sit. Dem der stadig holdt sammen blev mindre synlige i mediebilledet og grungens storhedstid var forbi. Et af de bands der holdt sammen og fandt et fornuftigt leje for deres karriere var Pearl Jam, der har udgivet albums og turne-ret kontinuerligt siden grungens storhedstid. Pearl Jam Pearl Jam blev dannet i 1990 i Seattle af Jeff Ament, Stone Gossard og Mike McCready. Jeff Ament og Stone Gossard havde spillet i Mother Love Bone, der var gået i opløsning på grund af forsangeren Andrew Woods død af en overdosis. De var nu på jagt efter en ny forsanger og et nyt band. De fandt frem til Eddie Vedder fra San Diego, der ikke var en del af hele Seattle bølgen, men passede perfekt til bandet. Da de mødtes første gang øvede de i en lille uge, hvorefter de gav deres første koncert. Den første udgivelse, hvor bandet medvirker, er en hyldestplade til Andrew Wood fra Mother Love Bone. Det var Chris Cornell fra Soundgarden, der havde skrevet en række sange til Andrew Wood, som han ind-spillede med medlemmer af Soundgarden og Pearl Jam under navnet Temple of the Dog. Pearl Jam udgav deres debutalbum Ten i 1991. Den levede et forholdsvis stille liv det første år, men i sid-ste halvdel af 1992 slog albummet for alvor igennem med hitsinglerne Alive, Jeremy og Even Flow. Album-met var på Billboards hitliste i mere end to år og sendte Pearl Jam ind i den forreste række af grunge bands. I 1993 udgav bandet deres andet album Vs. De havde det ikke godt med den succes de havde fået og det fokus der var på dem i pressen. Så de nedtonede deres relationer til pressen, samtidig med at de nægtede at lave musikvideoer til sangene. I forbindelse med deres turne ignorerede de pressen og fokuserede kun på deres fans. Alligevel blev der solgt næsten 1 mio. eksemplarer af albummet den første uge, og det røg direkte til tops på Billboard. Nogle af singlerne fra dette album var Go, Daughter og Animal. Deres tredje album Vitalogy blev indspillet under turneen med Vs., hvor de også kæmpede mod Ticketma-ster, som de synes tog for høje priser for koncertbilletterne. Vitalogy ses af nogle som en reaktion på kam-pen mod Ticketmaster og nogle indre dæmoner der skal bekæmpes i forbindelse med bandets succes. Albummet indeholder nogle intense sange som Last exit og Not for you, samtidig med at der er nogle smukke ballader som Corduroy og Better Man. I forbindelse med bandets fjerde album No Code skifter bandet lyd og arbejder mere med eksperimente-rende ballader. Man kan på albummet høre at bandet er blevet ældre, og der er ikke den helt samme vild-skab som på de tidligere albums. Samtidig kan man tydeligt høre at de i forhold til de andre grungebands er meget mere inspireret af klassiske rockbands som The Who, Led Zeppelin og Neil Young. Albummet fik ikke helt den samme modtagelse som de tidligere albums, hvilket blandt andet kan skyldes at grungebøl-gen er ved at ebbe ud, og der bliver søgt nye musikalske retninger.. I 1998 bliver Pearl Jams femte album, Yield, udgivet. Her fortsætter de i stilen fra No Code, dog ikke helt så overbevisende. Der er dog stadig nogle virkelig gode numre på albummet. I forbindelse med turneen om-kring Yield dropper Pearl Jam kampen mod Ticketmaster, blandt andet fordi fans klager over at det er svært at skaffe billetter når Ticketmaster ikke bliver brugt. I forbindelse med albummet gør bandet også op med deres modstand mod musikvideoer, og laver en video til nummeret Do the Evolution.

Binaural, det sjette album, bliver udgivet i år 2000. På daværende tidspunkt var bandet et af de sidste sto-re grungebands der stadig holdt sammen. De har fundet deres lyd på albummet, og ignorerer de nyeste trends. Dette er lyden af et klassisk rockband der har fundet sig selv, men stadig kan udfordre sig selv. I år 2000 begynder bandet også systematisk at optage og udgive alle deres live koncerter som bootleg cd’er. De har tidligere givet fans lov til at lave amatøroptagelser af deres koncerter, men som en service til deres fans blev koncerterne optaget professionelt og udgivet. Det er noget de har holdt ved og det er stadig mu-ligt at købe optagelser fra deres koncerter både som download og på cd. I år 2002 udgiver Pearl Jam albummet Riot Act. Albummet bliver af Allmusic.com betegnet som albummet Pearl Jam har villet lave siden Vitalogy. Der er en rigtig god blanding af de hårdtslående rocksange og de mere følsomme ballader med kant. I sangen Love Boat Captain har de en reference til ulykken på Roskilde Festival 2000, med linien "Lost 9 friends we'll never know... 2 years ago today." Samtidig indeholdt album-met sangen Arc, der er en vokal hyldest til ofrene fra Roskilde Festivalen. Siden 2002 har Pearl Jam ikke været helt så aktive på album fronten som de var før. Det er blevet til tre albums, det selvbetitlede Pearl Jam fra 2006, Backspacer fra 2009 og deres seneste Lightning Bolt fra 2013. Alle tre albums er virkelig gode og viser et band der har fundet deres lyd, samtidig med at den stadig bliver udforsket.

Pearl Jam – at leve med smerten (uddrag) Eksklusivt interview med Eddie Vedder om grunge, pressens heksejagt og ulykken på Roskilde Af Henrik Tuxen (Oprindeligt udgivet på GAFFA.dk, d. 1/12 2002) 10 år efter rockeksplosionen fra Seattle holder albumaktuelle Pearl Jam som eneste band fortsat fanen højt. Gruppen har overlevet grunge, pressens heksejagt og ulykken på Roskilde Festival 2000. GAFFAs Henrik Tuxen har fulgt Pearl Jam siden dag et. Eddie Vedder fortæller ham den dramatiske historie, eksklu-sivt til GAFFA. Det kan være, at Beatles sang mod sang trækker det længste strå, det kan være, at Stones og U2 sælger flere billetter, Linkin Park og Creed flere plader, og at Kurt Cobain er ansigtet, fremtidige musikhistorikere forbinder med 90'erne. Når overtegnede alligevel falder for fristelsen til at trække de store linjer op, hæn-ger det sammen med at blive ramt - nogle gange går noget rent ind og adskiller sig fra alt andet. Det skete for denne skribent i Nordspanien, som deltids-roadie og fuldtids-hangaround for gruppen Fast-backs, som opvarmede for Pearl Jam på "No Code"-turen i efteråret 1996. En tur, hvor Eddie Vedder pri-mært opholdt sig i vennerne fra Fastbacks' bandrum. Kombinationen af Pearl Jams musikalske kraft, Eddie Vedders dynamiske scenetække, publikums dedikation, bandmedlemmernes sociale og løsslupne om-gangsform bag scenetæppet, gruppens omfattende politiske engagement og et indblik i, hvilket enormt pres der lå på bandets skuldre, gjorde, at rockpilen gik direkte i hjertet - og her seks år efter er det endnu ikke helt lykkedes at hive den ud. For mig og for en nu mindre, men i sjælden grad dedikeret global fanska-re er Pearl Jam bandet og Eddie Vedder manden - sådan er det bare. Først kærlighed, så smerte Med nogenlunde førnævnte historie introducerede jeg mig selv over for Eddie Vedder ved GAFFAs første ”officielle” interview med Pearl Jams frontmand på en solskinnet balkon på Soho Grand Hotel i New York, forud for udgivelsen af gruppens syvende studiealbum Riot Act. - Tak for de flotte ord ... jeg kan godt huske dig, samme frisure. Der sker meget rundt om os i verden i dag, og der er sket meget for os de seneste par år, så det ville være en skam ikke at bruge anledningen til at lave en god plade. Som komponist har jeg ønsket at give alt, hvad jeg havde. Hvis hjernen er som et hotel, har jeg forsøgt at smide alle mennesker og alt inventar ud af alle rum og derefter rengøre dem. Det er san-ge, men det er også teorier, filosofier, og det føles godt at få dem ud af systemet, sende dem videre og få sit eget liv i verden. Flere af sangene kredser om kærlighedens mange komplekse smerter og kvaler. - Ja, først kommer kærlighed, så kommer smerten, og vi er som en stor samling snurretoppe. Men hvem styrer os, er det den store hånd fra oven, eller hvor kommer drivkraften fra? Så om kærlighed, ja, eller om at forsøge at kompensere for den kærlighed, man ikke fik, eller om søgen efter den kærlighed, man har læst om, at andre oplever. Det ender aldrig, snurretoppen holder aldrig op med at spinde.

Roskilde Som kendere vil vide, hed det tidligere "Spin The Black Circle" fra Pearl Jams side på det dystre mester-værk "Vitalogy" fra 1994. Året, hvor Kurt Cobain tog sit liv, og et tidspunkt, hvor også Pearl Jam balancere-de på randen af det totale sammenbrud. Men mod alle odds har bandet fra Seattle overlevet, selv tragedi-en på Roskilde Festival i år 2000. Som alle andre hardcore-fans havde overtegnede planlagt at indfinde sig oppe foran Orange Scene d. 30 juni 2000 i god tid, inden Pearl Jam skulle på scenen. Et par gode pladeselskabsfeer tilbød imidlertid et scenepas tidligere på dagen, hvilket resulterede i, at jeg kort mødte Eddie Vedder før showtime og stod på scenen ca. to meter fra guitarist Mike McCready under hele koncerten. Som mange andre havde jeg ingen anelse om, at der var andet galt end det dårlige vejr, da Eddie Vedder pludselig stoppede koncerten i uti-de. – Det er rigtigt, du var der... Eddies stemme bliver svag, han tager sig til hovedet, og talen bliver lettere usammenhængende, og enkel-te tårer pibler frem i øjenkrogene. - Det er mærkeligt, jeg har snakket om dette i hvert eneste interview i løbet af de sidste to uger. Men bare at høre, at du var så tæt på, bringer nogle meget tunge ting frem. Jeg har forsøgt at forklare andre, hvad der skete, men når du rent faktisk var til stede, er det nærmest, som om jeg intet skal sige. Måske kan vi vende tilbage til det senere, det ramte mig pludselig... En 20-fods hval vil skide på, hvem jeg er Eddie Vedder er tydelig rystet, og efter en kort pause ændres emnet til Pearl Jams normalt stærkt begræn-sede interview-aktivitet. - Når vi i årevis ikke har givet interview, lavet videoer osv., har det været for at beskytte vores følelse for at skabe musik; at sørge for ikke at bruge for meget tid på ting, som er perifere i forhold til at skabe musik. Det er det, vi elsker og skal værne om. Det vigtigste er at indspille plader og spille koncerter, intet andet. Selv om det har været småt med interview, har Eddie Vedder aldrig givet sig selv mundkurv på. Hjertet har altid banket for de svage og undertrykte, og Pearl Jam-sangeren er aldrig gået på kompromis. Det har ikke altid været lige let at være jaget vildt i årevis af presse og fans overalt i verden. - Det var hårdt at navigere for ti år siden. Alle folk omringede dig hele tiden, uanset hvor du gik, så det eneste, jeg kunne gøre, var at se to skridt frem for mig, det var svært at danne sig et overblik. Det var op med kraven, ned med hovedet. Vi fik den store succes, men det var svært at nyde den. Nu, hvor der er tyndet lidt ud i mængden, kan vi lettere holde hovedet oprejst, kigge os omkring og vælge retning mere klart. Er det lettere for dig at håndtere berømmelsen i dag? - En ting, som jeg gør, er at forsvinde, så lille er verden heller ikke. Hvis du befinder dig midt ude i oceanet på et lille stykke bræt, er der ingen, som hverken hører eller ser dig. Jeg forsvinder og går i pagt med natu-ren, og en 20-fods hval vil skide på, hvem jeg er. Det er også en meget ydmyg følelse. Det er den måde, jeg kobler fra på. og når jeg så vender tilbage, er jeg fyldt med kraft og energi. Der var virkelig mange gode bands omkring Seattle i starten af 90'erne, men de andre grupper gik i opløs-ning, eller medlemmer begik selvmord eller døde af heroin-overdoser. Hvorfor var det lige, at Pearl Jam overlevede? - Ja, vi havde alle de samme betingelser, havde vi ikke? Der var aldrig nogen, som tilbød mig heroin, jeg ved ikke hvorfor, men jeg er glad for det. Og så tror jeg, at vi alle fem virkelig elsker at være med i grup-pen. Og så har vi alle et liv ved siden af, indspiller med andre grupper osv. Som individer er vi ikke define-ret af Pearl Jam, vi har et liv ved siden af. Livscyklus Ikke mindst Eddie Vedder. Han er surfer, maler, sportsmand, multi-engageret politisk aktivist m.m., og der er stor forskel på den voldsomme og deprimerede person, han ofte har været fremstillet som i pressen, og den udadvendte og generøse fyr, som denne skribent stiftede bekendtskab med for første gang på Europa-turen i 1996. Eksempelvis tilbød han mit daværende band, Sharing Patrol, supporttjansen, næste gang Pearl Jam optrådte i Danmark.

- Det tilbud står stadig ved magt. Vi har ikke spillet siden 1997. - Så må det være tid for en ”reunion”-tur. Det er selvfølgelig værd at overveje. Dengang som nu oplevede jeg, at der er stor forskel på den private og den offentlige Eddie Vedder. Er du et gladere menneske i dag end i de tidlige hæsblæsende Seattle-dage? - Jeg har det med at give slip i selskab med gode venner, og jeg kan placere mine sorte sider i et kunstne-risk udtryk, hvilket er utrolig sundt. Men jeg må sige, at der gennem de seneste par år har været nogle meget hårde udfordringer i mit liv. Selv før Roskilde. Uden at sige for meget følte jeg at have opført mig ordentligt over for vores planet. Jeg ved, det lyder selvhævdende, men jeg følte, at jeg var i besiddelse af en vis position god karma. At så store udfordringer alligevel rejser sig op lige foran dig, var som ... come on, men de skal håndteres, der var ingen vej udenom. Allerede inden Roskilde havde jeg gennemgået ting, som havde svækket mit fundament, og den aften var så utrolig intens. 45 minutter før vi skulle på scenen, fik vi et opkald fra Seattle - jeg håber ikke, han har noget imod, at jeg nævner det - men Chris Cornells (eks-Soundgarden- og nuværende Audioslave-sanger, red.) kone havde lige født en datter. Jeg var så glad på hans vegne, at jeg måtte forlade rummet for at fælde et par glædestårer. Chris er en af mine nærmeste venner, som jeg elsker meget højt, og de havde ønsket et barn længe. Jeg havde endda tænkt at sige no-get om det på scenen - ikke nævne navne, men bare byde dette nye liv velkommen til verden, så jeg sene-re ville kunne spille det for Chris; bare så han vidste, vi havde ham i tankerne. Det var selvfølgelig også vig-tigt for Matt (Cameron, trommeslager, eks-Soundgarden, red.). Jeg var så bevæget, og så mindre end halv-anden time senere så vi den anden side af livets cyklus udspille sig lige for øjnene af os. - Men uanset hvad jeg siger om, hvad vi føler og tænker, ønsker jeg ikke, at et ord bliver skrevet, før det slås fast, at det er intet imod, hvad familier og venner til disse unge liv, som blev så brutalt afbrudt, har måttet gennemgå. Vi har efterfølgende været i kontakt med familie og venner til den australske dreng, Anthony Hurley. Vi inviterede hans søstre og nogle af hans venner til Seattle, og de viste familiebilleder og fortalte historier om ham. Det hjalp med at håndtere noget, der virkede uoverkommeligt. Og er der andre pårørende, som vil i kontakt med os, er vi mere end villige til det. Læs resten af interviewet på GAFFA.dk

Pearl Jam-interview del 1: Vi er i den perfekte position (Uddrag) GAFFAs Henrik Tuxen har fået et maratoninterview med guitarist Stone Gossard. Læs første del. Af Henrik Tuxen (Oprindeligt udgivet på GAFFA.dk d. 10/12 2009) Næste år kan Pearl Jam fejre 20-års jubilæum. I den forbindelse har GAFFAs Pearl Jam-ekspert Henrik Tu-xen - forfatter til bogen "I Pearl Jams Fodspor" - lavet et maraton-interview med guitarist Stone Gossard. Her kommer første del. Jeres seneste album "Backspacer" er blevet godt modtaget og har været en succes. Hvad mener du, at I lykkedes med på "Backspacer"? - Jeg tror, det bliver en plade, der markerer en specifik periode for os. Det, der lykkedes, var, at bandet gik sammen og skrev materiale, før Ed blev involveret denne gang, i forhold til at arrangere mere, end vi ple-jer. Normalt mødes vi alle sammen og smider en masse ud; det kan blive ret overvældende. Vi var lidt me-re fokuserede denne gang, og fik mulighed for virkelig at vise noget frem for Ed. Jeg tror, at det gav os alle selvtillid, hvilket var med til at komme med en plade, der nok både er så enkel og kompakt, som vi nogen-sinde har lavet. Hvis noget ikke var spændende, skrottede vi det. Vi endte med at ha' 5-6 sange, som var under tre minutter, hvilket er ret fedt. Jeg kan godt li' den længde. Man kan nå meget på den tid; det bevi-ste The Beatles den ene gang efter den anden, i forhold til dynamik og nye lyde. Nu har jeg det, som at en sang, der er 4-5 minutter, er for lang for mig. - Det var en rigtig god oplevelse at arbejde med Brendan (O'Brian, producer red.) igen. Vi brugte en masse tid med ham, og det var rigtig godt efter at ikke at have arbejdet med ham i lang tid. (Han producerede fire Pearl Jam-album i 90'erne, red.) Alle var meget åbne for hinandens idéer. Det oplever vi her, hvor vi næsten alle er ved at runde de 45. Vi føler os meget heldige og velsignede i forhold til, hvor vi er som et band. På grund af det var vi alle i en god ånd, da vi lavede pladen. Hvis du har god ånd, tror jeg, at du kom-mer til at lave musik, som er bedre, end hvis du er stresset. Jeg synes ikke, at vi nødvendigvis er bedst, når vi er stressede. Så jeres sange bliver kortere og kortere, og jeres koncerter længere og længere? (I Philadelphia i år spille-de Pearl Jam en koncert med 41 numre, der i alt varede over 3 ½ time, red.). - Ja, det er rigtigt, totalt (griner). Næste gang vi laver noget, er der så mulighed for at udfordre "Backspacer". Jeg ved ikke, hvad vi vil lave, men jeg håber, vi kommer til at eksperimentere en hel del. Ik-ke nødvendigvis i sangenes længde, men i forskellige stemninger, og bliver ved med udforske de mere sæ-re aspekter af "Backspacer" i forhold til grooves osv. Jeg håber, at vi følger den sti og går dybere ind ad den vej.

Kaos og kontrol Matt Camerons trommer er ret vilde, fx på åbningsnummeret "Gonna See a Friend". Det er som at høre Keith Moon med et steady beat. – Ja , det er en helt præcis beskrivelse. Vi snakkede om den sang, og da vi begyndte at spille den, blev jeg ved med at høre Mudhoney. Da Mudhoney brød igennem, var de i stand til noget, der var utroligt, en form for kaos, hvor trommerne væltede frem over det hele, guitarer og fuzz over det hele. Det er som om, at Matt tager et Mudhoney-beat, men gør det til et muskelbundt. Præcisionen er helt utrolig, og samtidig har han bibeholdt denne følelse af total kaos. Det er meget sjældent, at en trommeslager, der er så præ-cis, tillader sig selv den frihed af kaos. Rigtig gode session-trommeslagere har det med at blive ret konser-vative i deres spillestil. De er vant til at arbejde med producere, der siger "hold det simpelt, det er en pop-sang" osv. Matt har bibeholdt noget af det barneinstinkt, hvor du bare har lyst til at gå fuldstændig amok på trommerne. #1 Med Backspacer gik I #1 på Billboard-hitlisten for første gang i 13 år, hvordan var det for jer? – Det var spændende og meget kortvarigt (griner); vi var der kun en uge. Men det hjalp da pladen et styk-ke vej. Vi kunne være gået ind som #2, og det ville ikke ha' været en headliner, men fordi vi gik #1, var næ-ste uges historie "Pearl Jam går ind som #1", og det er med til at styrke begejstringen over pladen, og det er også noget, som gør folk nysgerrige. Vi har det godt nu. Denne æra er fantastisk. Jeg siger det nok hver gang, jeg laver et interview, men denne epoke føles som en åbning for os, hvor vi kan fortsætte med at udvikle os. Vi har lært så meget, bare ved at forblive sammen og være dedikeret til hinanden, men nu er det som om, at vi bliver mere kreative som en gruppe, i forhold til at alles instinkt er blevet inkorporeret i helheden. Det er virkelig en helt åben tid for os nu. Jeg føler virkelig en stærk entusiasme i forhold til kom-mende plader. Ed bliver ved at skrive, hans tekster og hans musikalske instinkt er så unikt. En unik kombi-nation af utrolig poesi og singer-songwriter-instinkt, men samtidig denne kærlighed til rock og kaos, hvil-ken er en meget sjælden kombination. Bruce Springsteen går aldrig "crazy", jo, det gør han, men ... jeg ved ikke, men det, at vi kan gå i vild punk-"mode", og at Ed elsker det, det gør det hele virkelig spændende. Det betyder, at vi har en kraftfuld kombination, vil jeg mene. Down under I har lige spillet i Australien og New Zealand, hvordan gik det? - Godt, virkelig godt. Det er første gang, vi for alvor har spillet vores egne stadionkoncerter dernede. Vi ville derned, men vi ville ikke bruge to måneder på det, så vi besluttede at få nogle gode artister med og spille stadions. Ben Harper, Liam Finn og Relentless7, og med de artister var vi i stand til at sælge omring 30.000 billetter. Så vi spillede store udendørs stadions, og publikum var totalt energiske. Bandet spillede godt, det var godt, det var en fed tur, ikke for lang. Det var også godt at se jer på lille Astoria i London i august. - Ja, men vi er blevet bedre siden. Det var lige i starten, og vi er blevet skarpere siden; det tog os lidt tid at få vores ben på plads. Bandet spiller ret godt nu. 115 sange Hvor mange forskellige sange har I spillet siden august? - Cirka 115, vil jeg tro. Vi spillede fire shows i træk i Philadelphia og spillede måske i alt 100 forskellige san-ge på de koncerter. Chokerende!! Det er en anden spændende ting ved dette band, som nok aldrig har været mit eget instinkt; jeg er lidt mere konservativ. Jeg er lidt mere sådan: lad os spille de store sange og være sikker på, at folk får hørt, hvad de er kommet for. Men Ed og Jeff især, de er virkelig commited til mantraet, "vi skal spille forskellige ting hver aften", vi skal holde sangene i live ved hele tiden at tage nyt materiale ind. Det har været rigtigt fedt at se, hvordan det har manifisteret sig over en lang periode over tid. Der har nok været folk, som har ønsket, at vi har spillet sange, som vi ikke har, men nu forventer publi-kum, at vi spiller meget varieret, og det er en stor udfordring for bandet at lære så mange sange, og huske dem, men vi fucker det op halvdelen af tiden, sådan er det. Det får alle til at føle sig "loose", og vi siger lidt: det er okay at lave fejl her og der, det skaber en atmosfære af spontanitet. Det er folk åbne over for i stedet for at forvente det samme hver eneste aften. Det er en total luksus for os; det er en fantastisk posi-tion at befinde sig i.

Det er der ikke rigtig andre bands, der gør? - Der er mange bands, som ændrer deres sætliste en lille smule, men vi skifter typisk 15 sange ud hver aften. Og der er meget rotation, så der kan være sange, som måske bliver spillet hver femte aften, hvilket er fedt. Så når du så endelig skal spille den, er det: "Åh, nej, jeg kan ikke huske den." Jeg ville hade at være i et band, der spillede så mange sange; jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne huske dem. - Det er faktisk ikke så svært; du vænner dig til det, bliver akklimatiseret til at have så mange arrangemen-ter i dit hoved. Menneskers hjerner virker sådan ret let. Det virker umuligt, når du tænker på det første gang, men efter at du én gang har lært sangene, så trigger det den hukommelse, der ved, hvor de er. Det hele er A, E, B og G med et par enkle halvtoner her og der. Sådan er det (griner). Så er det lettere at være guitarist end for eksempel bassist; hvis bassisten ikke holder sammen på bunden, går det galt. Som guita-rist kan du lettere fedte lidt rundt. Pearl Jam – state of the art Sådan generelt, hvor er Pearl Jam i dag? - Det er svært at sige; vi kan være forskellige steder forskellige dage hver især. Vi ved ikke, hvor vi er hen-ne, før vi begynder på et nyt projekt, og så udfolder det sig, så at sige. Alle har drømme om, hvad de synes kan blive en ny sang, og hvad som kan ske, men før vi er sammen, er det uvist. Vi har lært ikke at tænke for meget over, hvad som kommer til at ske næste gang, men mere prøve at være åben, åbne over for alles idéer og prøver at bidrage så godt, som vi overhovedet kan. Jeg ved, at hvis jeg gør det, vil de andre hjælpe mig med mine ting. Jeg tror, at mulighederne er vidt åbne, som tingene er nu. Vi kan lave en meget stille folk-plade, vi kan lave en up-tempo, vild punkrockplade, vi kan lave mellemtempo rock, vi kunne lave en heavy metal-plade; der er meget, vi kan gøre nu. Vi vil nok lave en kombination af alle disse elementer. "Backspacer" starter meget vildt, men halvt inde på pladen bliver den mere varm, stille og melodiøs. - Ja, det er rigtigt. Det sidste nummer, "The End", synes jeg er en af de bedste sange, Ed nogensinde har skrevet; tekstmæssigt og musikalsk er den meget interessant. Den er lidt af en Dylan-agtig folk-sang, men guitardelen er mere interessant. Han bruger nogle uventede akkorder og melodiforløb; det samme gør sig gældende for "Speed of Sound" (andet nummer fra "Backspacer", red.). Der er nogle meget udfordrende akkorder i forløbet, men det er stadig popsange, der ikke er så ligefremme, men har noget 'mojo' i sig. Tekstmæssigt synes jeg, at "The End" er chokerende stærk. "Amongst the Waves", det er dig og Ed, der har arbejdet sammen, som I gjorde på mange af jeres hits i starten.

- For mig føltes det som en perfekt kombination af vores styrker, min evne til at arrangere og sætte et stykke musik sammen og hans evne til at skrive en tekst, der matcher det og tager det til næste niveau. Den var meget let at spille; jeg elsker mellemstykket, hvor Mike McCready lyder som Mick Taylor. Det var et meget tilfredsstillende arrangement for mig, og det føltes, som om det havde været længe undervejs. Når man rammer noget sammen, så opdager folk det. Det var en meget tilfredsstillende sang for mig. Fædre på landevejen I arbejder hårdt, indspiller og turnerer, men flere af jer har fået små børn, hvordan får I det til at fungere? - Jeg tror, det afholder os fra at være på tur i det uendelige. Jeg tror ikke, det gør, at vi ikke har lyst til at turnere. Mike og Ed tog begge deres børn med til New Zealand og Australien. Vi rejser bare med mange flere mennesker nu. Det var tre uger; det var lang tid at være væk fra min datter (hun er to, red.), men jeg vidste, at hun ville være glad og være i gode hænder. Så det at rejse og rejse og rejse er måske ikke så sjovt for hende. Men jeg nyder bare at være sammen med hende nu. Vi har været sammen i fire dage; det har været fantastisk (Stone er på ferie med hele familien på Hawaii, red.) Ed har to små børn; det har Mike også, og Matt Cameron har to lidt ældre. Jeg har kun ét. Er der flere på vej? - Jeg har ingen planer om det, men du ved aldrig, hvornår børn kommer, men lige nu er det ikke min plan. De bedste Hvis du skulle vælge, kan du nævne fem Pearl Jam-numre, som betyder noget særligt for dig og hvorfor? - "Nothing Man" er nok den, jeg går mest tilbage til. Det er en sang, som jeg ikke havde så meget at gøre med. Jeg synes, den markerer en opblomstring af Jeff Aments musikalske stil; jeg synes, det var en rejse for ham; hans sangskrivning tog virkelig fart. Og det var godt. Jeg var en meget stærk personlighed i star-ten, som dominerede den arena, så det tog noget tid for ham at komme i gang. Den sang er stærk musi-kalsk og tekstmæssigt, en kombination, der er fantastisk. Den er meget enkel og har en drone-fornemmelse, som kommer af, at Jeff stemmer sine strenge ned, så det skaber den lidt østlige, mystiske ting, men rødderne er meget pop, med enkle akkorder. Det er en virkelig cool kombination til at få noget drone over nogle akkorder, der ellers ville opleves som almindelige. Det er en ting, jeg synes, han er rigtig god til, at forstå forskellige typer af personer og skrive ud fra deres perspektiv. Det er noget, jeg beundrer ham for og noget, der har en særlig magi. Det er noget, som inspirerer os alle i bandet. Vi prøver at sætte os i samme sted selv. Prøver at sætte os ind og være i en andens tankegang, det er ret cool. Så er "Black" en sang, der stadig betyder noget helt særligt. Det er en sang, hvor jeg skrev musikken, før jeg mødte Ed; jeg havde akkorderne. Det er en klassisk Gossard-sang, der går frem og tilbage fra dur til mol; det er dynamikken. Det er dur på downbeatet, og når den går til mol, begynder sangen at skubbe. Jeg synes, den opsummerer min skrivestil, som den udviklede sig i mit eget soveværelse. Jeg skrev ikke tekster dengang, men alligevel havde jeg en idé om, hvad den skulle sige, og hvor den skulle gå hen. Og så det at få Ed til at skrive den tekst. Først forstod jeg den ikke rigtigt, men nu som over 40 synes jeg, at hver linje repræsenterer en bevægelse i historien, der bliver ved med at ændre sig for mig, det er meget udtryks-fuldt og kraftfuldt. Den er så let at spille, den går aldrig galt, arrangementet føles perfekt, der er aldrig et tidspunkt, hvor du tænker: oh my god, hvad er det næste stykke? Alt er enkelt A-B A-B. Jeg elsker den form for enkelhed. Så er der "The End". Den er lyrisk så enkel og ender med at rime, og der er ikke noget, der virker forceret eller klogt omkring den. Den føles, som om den ruller af hans tunge, og selvom det rimer, føles ordene helt naturlige. Den kombination er sjælen af folk- og rockmusik, da der er de perfekte ord, som nærmest skriver sig selv, helt til det sidste øjeblik, hvor vokalen bliver hængende alene i luften. Det er nok den bed-ste sang, Ed har skrevet. Spørg mig om noget andet, så kommer vi tilbage til resten. Fortid og nutid Tidligere havde I både enorm succes og udgav en masse plader med meget kort mellemrum. Ser du det som jeres mest produktive og kreative periode i bandets historie? - Jeg tror, vi udgav en masse plader, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med os selv. Vi var alle uro-lige, unge og ville blive ved med at arbejde. Det føltes aldrig, som vi gjorde mere, end vi ku' klare. Nu gør vi

nok mindre, end hvad vi ville kunne klare. Jeg tror, at tempoet er lidt langsommere, vi har nu en plade ude hvert 2.-3. år frem for hvert 1 ½. Jeg tror, at vi har potentialet som band, som folk vil kunne se tilbage på og sige, at vi stadig laver plader, der udvikler sig; der viser, at vi er i touch med det, vi havde kørende, da vi var unge. Nøglen til det er vores kærlighed til punk og folk og hvordan de ting kommer tilbage igen og igen. Punk giver frihed til at være børn, larme og ikke være så selvbevidste, og så folk, der repræsenterer enkelhed og poesi. Det har været der i evigheder, fra folk foran lejrbålet i landsbyen. De to ting er livslin-jen i bandet. Vi ved, at man kan smadre derudad i en E-akkord, og det kan vise sig at være den bedste sang, du nogensinde har skrevet, og på den anden side er poesien og vokalens rytme centrale elementer. Eddie for første gang Den måde, I kom i kontakt med Eddie på, var, at han fik tilsendt et band, hvor I havde indspillet de instru-mentale spor til nogle af dine sange, som han så indspillede sin vokal til. Hvad var din umiddelbare ople-velse, da du hørte hans vokal første gang på dine sange? - Det første bånd var med "Alive" og "Once" og "Footsteps". Han kunne helt sikkert synge, og han havde en dyb vokal, som jeg overhovedet ikke havde forventet. Jeg havde ikke hørt nogen synge i det lave regi-ster tidligere. På den samtidige musik, vi hørte, var der ingen, der sang i det område. Han havde et utroligt stærkt pitch, men for at være helt ærlig, så tog det mig et stykke tid virkelig at forstå ham. Vi var samtidig i gang med at lave Temple of The Dog. Jeg voksede op med bands, der spillede samtidig med Soundgarden og Chris Cornell. Jeg kendte hans stil, og Temple of the Dog-pladen var utrolig let at lave. Chris havde skre-vet det meste af sangene. Han tillod mig og Jeff at skrive tre sange, som han tog til sig med det samme. Fra start til slut blev alt lavet på to uger. Jeg elsker den, men kan næsten ikke huske, at jeg har spillet på den. Så jeg var nok lidt forvænt på det tidspunkt (griner). At synge på niveau med Chris, den tværstang er så høj, men Ed viste sig at ha' sin egen karakter; han prøvede ikke at lyde som Chris overhovedet. Han var inspireret af ham, men han havde helt klart sin egen stil. Men faktisk tog det mig år at forstå det; jeg tror, det var min egen blindhed over for hans kreative instinkter. Jeg var så ung, ikke, at det tog mig et stykke tid at forstå det. Men Jeff var på – og forstod – Ed lige med det samme; det gjorde jeg ikke. Så det tog dig faktisk et stykke tid? - Ja, jeg kunne høre, at noget af det var godt. Jeg vidste, at "Black" og "Even Flow" var gode, men i forhold til vokalhooks ledte jeg efter nogle, der var hurtigere og mere lige på. Han var så meget en poet, at det ikke handlede om hooks for ham. Han skulle bare ha' informationerne ud på en måde, som føltes rigtig for ham, hvor jeg var i en verden, hvor jeg var vant til sangere, der var lidt mere slaver til melodier; det tog mig et stykke tid. Wow, en Volvo Hvornår gik det op for dig, at I havde, hvad der skulle til? - Jeg følte mig aldrig tilpas med det koncept. Selv efter at vi begyndte at sælge plader (det kan vi vist godt sige, red.), var jeg meget taknemmelig, og jeg kan huske, at jeg købte en Volvo Stationcar, og jeg var "wow", det er utroligt, jeg kører rundt i en stationcar. Jeg havde spillet i 10 år uden at tjene nogen penge. Så det var et "thrill", at vi solgte mange plader og tjente penge, men vi var også alle lidt forlegne over for det hele. Lidt som "wow", nu skal vi leve op til, hvad folk siger. Der er mange, som vil se os, men er vi nu også så gode? Jeg var usikker omkring det, jeg har det meget sjovere nu, og kan mere stole på situationen.

Det er meget sjovere nu, end det nogensinde var dengang. Der var gode shows dengang, men det var et stort pres; jeg følte mig aldrig værdig til det. Nu forstår jeg det hele bedre, og jeg føler mig værdig i for-hold til det, da jeg forstår enkelheden idet; jeg ved, at hvem som helst ville kunne gøre det. Det får mig til at stole på det hele meget mere; det hænger sammen med al den tid, vi har tilbragt sammen. Du er nødt til at være et band i 20 år for virkelig at komme til det stadium og den forståelse. Det er den mest svære ting i verden, og som mange bands ikke opnår, da de bliver kortsynede omkring deres natur, og hvad det er, som folk virkelig elsker ved musik. Vi kan nu kigge tilbage på 20 år og sige: "vi gjorde det", og nu kan vi virkelig gøre det, for nu kan vi slappe helt af og ha' selvtillid omkring det. Vi er i den perfekte position, helt sikkert 20 år Hvis nogen havde sagt til jer, at I stadig ville have været et band om 20 år, da I startede, hvad ville du så ha' sagt? - Jeg ville ha' været glad. Kigger du på de gamle interviews og ser, hvad jeg sagde dengang, var det lidt det. Hvis vi kunne holde vores hoveder nede og blive ved med at fortsætte og ikke være kortsynede i forhold til at please alle, eller lave noget, fordi vi troede, det ville gi' os succes frem for at gøre noget, fordi det er sjovt. Jeg tror, at en af de store ting, vi gjorde tidligt, var, at vi havde nogle idealer som band, og det at dele kunst i bandet er vigtigt. At behandle hinanden lige og dele tingene sammen er vigtigt, og det at gøre det selv er den bedste løsning i den lange ende, frem for at få andre til det. Også i forhold til selv at spille på vores plader, selvom vi måske ikke var så professionelle. Jeg tror, at alle de ting – selvom vi i perioder har mistet dem – er blevet ved med at komme tilbage; jeg tror, det har været principper, som har gjort dette band specielt. Der er mange specielle bands derude og en masse fantastiske musikere over det hele. Jeg er sikker på, at du kan gå ud i aften og se fem guitarister i København, der er fantastiske, sangere med smukke stemmer, men kan de finde sammen og finde den sti af forståelse for hinanden og deres band? Jeg tror, at det er den sværeste sti for alle bands at betræde, og også det at gå igennem de hårde tider sammen for at komme ud på den anden side. Der er den filosofi i dette band, som jeg tror er en nøgle i dets langvarige succes. Medaljens bagside Havde I så meget vind i sejlene i starten, at I næsten var ødelagt af jeres egen succes, eller vidste du altid, at I ville overleve? - Jeg havde meget tvivl, mange gange. Men hver gang ville jeg sove på det, og da jeg så vågnede, var der en, som sagde "vi skal til at lave en plade om to måneder, vil du være med", og så sagde jeg "ok". Du går gennem den proces, og pludselig har du lavet en ny plade og været på en ny tur. Og selvom der var pro-blemer undervejs, men du prøver at forstå hinandens personligheder og synspunkter, og på den måde kan du finde en ny måde at reagere på den næste gang, en situation opstår. Det mindste, du kan gøre, er at sørge for, at miljøet er så godt for alle, som det er muligt for dig. Hvis du gør det, inspirerer det alle andre til at prøve at gøre det samme; du prøver at få et flow kørende i gruppen. Tror du, at der er et Pearl Jam om 10 år? - Det håber jeg. Gamle travere Vi har snakket om, at I hele tiden ændrer jeres sætliste, men sange som "Black", "Alive", "Even Flow" og "Better Man" har I spillet over 500 gange. Hvordan kan I holde dem friske? - Ved du hvad, det er faktisk sjovt. Vi skifter sange så meget, at når vi kommer til en sang som "Better Man" eller "Even Flow", der er mere for publikum, er de lette at spille, og lyden og teksterne passer musi-kalsk. De er på ingen måde et problem. Det, vi taler om, er fire sange ud af typisk 27, som vi spiller på en aften, det er som en lille ø af genkendelighed i et stort hav. Nogle gange er der meget mærkelige tin i sæt-listen. Vi sætter pris på det, og vi kan se, at publikum reagerer på det. Den største ting er at høre, at publi-kum synger med, så sangene kommer meget til at handle om publikum. Læs resten af 1. del på GAFFA.dk Anden del af interviewet på GAFFA.dk

Overblik

Om Pearl Jam Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>

Om Grunge-scenen Engelsk Wikipedia <Link>

All Music <Link>

Green river: (Jeff Ament og Stone Gossard) 1985: Come on Down 1986: Dry as a bone 1988: Rehab doll

Mother Love Bone: (Jeff Ament og Stone Gossard) 1990: Apple Pearl Jam: 1991: Ten 1993: Vs. 1994: Vitalogy 1996: No Code 1998: Yield 2000: Binaural 2002: Riot Act 2006: Pearl Jam 2009: Backspacer 2013: Lightning Bolt

Udvalgte live albums og compilations 1998: Live on Two Legs 2004: Live: 10-22-03 Benaroya Hall 2011: Pearl Jam Twenty 2012: Pearl Jam Copenhagen 10. juli 2012

Diskografi

Diskografi

DVD’er: (udvalgte) 2001: Touring band 2000 2007: Imagine in Cornice: Picture in a Frame 2011: Pearl Jam Twenty

Sideprojekter: (udvalgte)

Temple of the Dog (Medlemmer af Soundgarden og Pearl Jam lavede en hyldestplade til Andrew Wood, afdød forsanger i Mother Love Bone) 1991: Temple Of The Dog

Pearl Jam og Neil Young: 1995: Mirror ball

Andre Grunge bands (Udvalgte bands og albums) Melvins 1993: Houdini 1994: Stoner Witch 1996: Stag

Soundgarden 1991: Badmotorfinger

1994: Superunknown 2012: King Animal

Nirvana 1989: Bleach 1991: Nevermind 1993: In Utero

Alice in Chains 1990: Facelift 1992: Dirt 2009: Black gives way to blue

Mudhoney 1992: Piece of cake 1995: My Brother the Cow

Temple of the Dog - Hunger Strike (Musikvideo fra albummet Temple of the Dog, med medlemmer af Pearl Jam og Soundgarden)

<Link>

Pearl Jam - Live @ Pinkpop '92 (koncert video fra Pinkpop festival 1992)

<Link>

Pearl Jam Lollapalooza 2013 BRASIL (Koncert video fra Lollapalooza 2013)

<Link>

Pearl Jam - Jeremy (Musikvideo fra albummet Ten)

<Link>

Pearl Jam - Alive (Musikvideo fra albummet Ten) <Link>

Pearl Jam - Love Boat Captain (Musikvideo fra album-met Riot Act) <Link>

Pearl Jam - Sirens (Musikvideo fra det nyeste album Lightning Bolt) <Link>

YouTube Videoer: (Udvalgte)

Bøger Om Pearl Jam Clarke, Martin None too fragile : Pearl Jam and Eddie Vedder / Martin Clarke. - 3. edition. - London : Plexus, 2005. - 174 sider : ill. Tuxen, Henrik I Pearl Jams fodspor : før og efter Roskilde / Henrik Tu-xen ; redaktion: Signe Glahn. - 1. udgave. - [Århus] : Gaffa, 2005. - 192 sider, tavler i farver Wall, Mick Pearl Jam / Mick Wall ; chart compiled by Donna Davies. - London : Sidgwick & Jackson, 1994. - 175 sider, Om Grunge scenen Henderson, Justin Grunge Seattle / forfatter: Justin Henderson. - Berkeley, Calif. : Roaring Forties Press, 2010. - ix, 115 sider : ill.. Hygum Sørensen, Dorte Rock : fra rhythm'n'blues til mash up / Dorte Hygum Sø-rensen ; redaktion og billedredaktion: Per Reinholdt Ni-elsen. - 1. udgave, 1. oplag. - Kbh. : Politiken, 2007. - 310 sider : ill. i farverHeri s. 233-239 om Grunge, Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam.

Prato, Greg Grunge is dead : the oral history of Seattle rock music / forfatter: Greg Prato. - Toronto : ECW Press, 2009. - 478 sider : ill. Reinholdt Nielsen, Per Rebel & remix : rockens historie / forfatter: Per Rein-holdt Nielsen. - 2. udgave. - Aarhus : Systime, 2011. - 444 sider : ill. Heri s. 248 - 255 om Grunge, Nirvana True, Everett Live through this : American rock music in the nineties / Everett True. - London : Virgin, 2001. - ix, 294 sider

Artikler De kaldte det grunge Af: Thomas Søie Hansen I: Berlingske tidende, 2011-09-25 Pearl Jam: Fra Ten til Riot act, interview med Mike McCready, Stone Gossard Af: Henrik Tuxen. I: Gaffa, 2002, nr. 12, s. 33-40

Uddybende læsning