De handicappede er blevet kastebold mellem kommunerne. Foto: Gettyimages

Kommunernes kassetænkning koster handicappede dyrt Med styringsaftalen får kommunerne mulighed for at bestemme, hvilke tilbud handicappede, der

bor uden for kommunegrænsen, skal have. Handicaporganisationerne frygter for kvaliteten af

servicen i fremtiden.

Af Natacha Tjørnholm

Hr. Jensen er handicappet og

modtager et brev fra

kommune A, som han flyttede

fra for 30 år siden. I den

periode har kommune A

betalt kommune B for at sørge

for ham i et botilbud.

Kommune A vil nu igen

bestemme, hvilke tilbud hr.

Jensen skal have.

Lovændringen rammer ca.

15.000 handicappede. Nu får

en kommune, de flyttede fra

for måske 50 år siden, enorm

indflydelse på deres hverdag.

Ofte har den nye

handlekommune en dårligere

servicestandard end den, de

bor i. Ellers var det mere

fordelagtigt for kommunen at

lade handleansvaret ligge hos

den kommune, borgeren bor

i.

Hele proceduren betyder,

at hr. Jensen, at han skal have

nye sagsbehandlere, som ikke

kender ham, og han skal

sandsynligvis forsvare den

hjælp han allerede har og kan

se frem til dårligere hjælp

fremover.

Formanden for

Spastikerforeningen Mogens

Wiederholt kritiserer

kommunerne for kun at

tænke med pengepungen.

Han kan ikke se fordelen ved,

at sagsbehandlerne skal tage

stilling til forhold, der ligger

langt fra deres egen

dagligdag, men som har

altafgørende betydning for

den handicappedes liv.

”Det er en håbløs

konstruktion,” siger Mogens

Wiederholt.

Billigere og bedre?

Kurt Hjortsø Kristensen er

visekontorchef på

socialkontoret i

Kommunernes Landsforening.

Han siger, at han har set

mange eksempler på borgere

med sindslidelser, der var

fastholdt i et botilbud i stedet

for at få deres egen bolig.

Handlekommunen havde ikke

interesse i at få dem videre,

forklarer han.

”Der var nogle steder, hvor

indsatsen slet ikke stod mål

med, hvad der egentlig burde

gives til dem, og det handler

om, at give dem et bedre

tilbud. Der kan så også være

nogle besparelser ved nogle af

de her ting, det er fuldstændig

rigtigt,” siger Kurt Hjortsø

Kristensen.

I de udviklingshæmmedes

forening LEV oplever man

dog, at nogle kommuner går

langt over stregen i kampen

for at finde de eftertragtede

besparelser.

Sparepæren blinker

”Nogle kommuner laver en

helt vanvittig fortolkning af,

hvad regelsættet giver dem

mulighed for. De tror, at de

har fået ret til at flytte

borgerne hjem fysisk. Det er

der rigtig mange sager på,”

siger Thomas Gruber, der er

politisk konsulent for LEV.

Mange kommuner

opretter for øjeblikket deres

egne boligtilbud. Og hvis de er

velfungerende, ser han ikke

noget problem i det. Men

nogle kommuner prøver at

presse de handicappede hjem

til kommunens eget tilbud, og

det er især et problem for

udviklingshæmmede. Når

kommunen pakker forslaget

ind som en nødvendighed,

tror de udviklingshæmmede,

at de ikke har noget valg.

”De udviklingshæmmede

kan nogle gange have svært

ved at gennemskue de tilbud,

de får fra kommunen. De er

ikke vant til at have ret til at

bestemme selv,” forklarer

Thomas Gruber.

Nærheden forsvinder

De handicappede, der ikke

bliver flyttet tilbage til deres

gamle kommune, kan dog se

frem til mere bøvl. For når

sagerne skal overdrages,

kommer der samtidig nye

sagsbehandlere til. De skal

genvurdere sagen, og de

handicappede skal forsvare,

hvorfor de får den hjælp, de

har. Og det bliver

sandsynligvis uden, at

sagsbehandleren overhovedet

møder den handicappede.

”Det er i forvejen meget

svært at få sagsbehandlerne

ud og kigge på forholdene i

deres egen kommune. Det

bliver med garanti endnu

vanskeligere i fremtiden. Når

det endelig lykkedes, bliver

det dyrt, og der kommer til at

gå en masse ekstra tid med, at

sagsbehandlerne skal tage

kontakt med de borgere, de

pludseligt har fået ansvar for.

Typisk bliver der også et

videnstab. Det er der i

forvejen løbende, når

sagsbehandlerne bliver skiftet

ud i kommunen,” siger

Thomas Gruber.

Samtidig mister den

handicappede og familien

muligheden for at holde

politikerne ansvarlige. De

politikere, der bestemmer

rammerne for den

handicappedes forhold, bor

nemlig langt væk.

”De pårørende forsøger

selvfølgelig at råbe politikerne

op. Det er en vigtig del af den

lokale politiske udvikling. Hvis

de vil klage over en beslutning

eller et serviceniveau, kan

pårørende i Guldborgssund

kommune risikere at skulle

tage fat i politikerne i Aalborg.

Politikerne i deres egen

kommune vil bare sige:

’jamen, det er jo ikke vores

problem.’ Og det er jo i

virkeligheden fuldstændigt

forrykt,” mener Thomas

Gruber.

Fakta:

Kommunerne havde mistet

overblikket over udgifterne på

handicapområdet. Derfor fik de

fra 1. august 2010 ret til at tage

handleansvaret for sagerne

tilbage til eget skrivebord. Resten

af sagerne overgik til

betalingskommunen d. 1. januar,

hvis ikke det var aftalt, at

opholdskommunen skulle

beholde sagen.

Da socialminister Benedikte Kiær i

socialudvalget blev spurt, hvor

mange handicappede, der med

lovforslaget kunne få ny

handlekommune, lød svaret:

”Der foreligger ikke sikre

oplysninger om antallet af

personer, der vil blive omfattet af

de nye regler.” Tallet 15.000 er et

skøn fra oppositionen.