Hemingway på film Øen oa havet

Ib Lindberg

Flere af de bedste bøger på min Hemingway-hylde er ikkeaf Hemingway, men om Hemingway. De fortæller om et liv og et menneske, der var så handlingsfyldt, at det kunne give stof til mange fortællinger og mange film. Først nu, efter udgivelsen af »How It Was«, en biografi af Hemingways fjerde hustru, Mary, synes der at være en film om Heming­way på vej. MGM og Sydney Pollack er i alle tilfælde gået i gang med projektet, og så må vi jo se, om der nogensinde kommer en film ud af det.

Hvor mange selvbiografiske træk, der iøvrigt findes i He­mingways litteratur, er en sag, som især Carlos Baker har beskæftiget sig med i sin store biografi »Ernest Heming­way: A Life Story«. De såkaldte Nick Adams-historier, der står spredt i tilfældig orden i novellesamlingerne, er nok det nærmeste, Hemingway nogensinde kom på en slags selv­biografi (bortset, selvfølgelig, fra Paris-erindringerne, »A Moveable Feast«, der udkom posthumt, og de journalisti­ske småstykker, der blev samlet - også posthumt - i bogen »By-Line«), Nick Adams-historierne blev for nogle år siden udgivet i en separat, kronologisk redigeret sammenhæng, med tilføjelse af nogle hidtil uudgivne noveller og skitser. Disse noveller blev allerede i 1962 filmatiseret af Martin Ritt (»Hemingway’s Adventures of a Young Man«) med rigelige lån af episoder fra andre Hemingway-værker. Filmens ma­nuskript var iøvrigt af Aaron Hotchner, der senere skrev den kontroversielle Hemingway-biografi, »Papa Hemingway«.

»Islands in the Stream« er også udgivet posthumt, men er påbegyndt på et ret tidligt tidspunkt, allerede i slutningen af 40’erne. På dette tidspunkt oplevede Hemingway sit livs første skrivekrise, og selv om »the sea novels«, som han omtalte bogen, blev meget ordrig, har det tilsyneladende knebet med inspirationen. Hemingway har også selv været klar over, at bogen ikke var værdig til udgivelse, og i de efterfølgende år refererer han ofte til den og skriver ofte på den, og hele tiden mener han, at bogen kan ligge klar til udgivelse »i løbet af nogle måneder.« Men den blev aldrig færdig i Hemingways egen levetid. I det hele taget var han jo ikke særlig produktiv i sine sidste år, hvor hans ma- cho-manerer og selvhævdelse, kombineret med udslag af forfølgelsesvanvid og depressioner, gjorde livet surt for både ham selv og hans omgivelser. Hans sidste to fiktions­værker, »Over floden - ind i skovene« og novellen »Den gamle mand og havet«, ligger faretruende nær det selvpa­rodiske (her vil nok mange være uenige, så jeg iler med at sige, at den vurdering står helt for egen regning), og først med erindringsbogen fra Paris fandt han et stof, der pas­sede ham.

Tilsyneladende har Hemingway opgivet »Islands in the Stream« fuldstændigt på et tidspunkt, for efter den oprinde­lige plan skulle »Den gamle mand og havet« indgå som et afsnit i romanen. Man finder også kapitler i »A Moveable

223

Hemingway på film1933A Farewell to Arms/Farvel til våbnene Instr. af Frank Borzage efter manus af Oliver H. P. Garrett og Benjamin Glazer.Efter romanen fra 1929, med Gary Coo- per og Helen Hayes i en kærlighedshi­storie udspillet på baggrund af krigs­handlinger i Italien. Der blev indspillet to slutninger, og den forkerte blev brugt.

1943For Whom the Bell Tolls/Hvem ringer klokkerne forInstr. af Sam Wood efter manus af Dud- ley Nichols. Efter romanen fra 1940. Med Gary Cooper og Ingrid Bergman i om­hyggeligt produceret film om borgerkrig og kærlighed i tredivernes Spanien.

1945To Have and Have Not/At have og ikke haveInstr. af Howard Hawks efter manus af Jules Furthman og William Faulkner.Udgangspunktet var romanen fra 1937, men Hawks ændrede radikalt ved for­lægget efter at have diskuteret projektet igennem med Hemingway under en jagt­tur. »Vi besluttede at den bedste måde at fortælle historien på var ikke at vise, at helten bliver gammel, men at vise, hvor­dan han havde mødt pigen, kort sagt, at vise alt der var hændt før romanens be­gyndelse«, har Hawks fortalt. Med Humphrey Bogart og Laurel Bacall.

1946The Killers/Den, der hævner Instr. af Robert Siodmak efter manus af Anthony Veiller. Efter novellen af samme navn fra samlingen »Men Without Wo- men« fra 1927. Med Burt Lancaster og Ava Gardner.

1947The Macomber Affair/Safari på liv og dødInstr. af Zoltan Kordan. Manus af Casey Robinson og Seymour Bennett efter Sey- mour Bennett og Frank Arnolds adap­tion af novellen »The Short, Happy Life of Francis Macomber« fra samlingen »The Fifth Column and the first Forty-Nine Stories« (1938). Med Gregory Peck og Joan Bennett.

1950Under My Skin/Slutspurten Instr. af Jean Negulesco efter manus af Casey Robinson. Efter novellen »My Old Man« fra samlingen »In Our Time« (1925). Med John Garfield, Micheline Presle o g Luther Adler i f o r t æ l l i n g o m e n

uhæderlig jockey, der ikke fortjener sin søns beundring.

The Breaking Point/Bristetpunktet Instr. af Michael Curtiz efter manus af Ranald MacDougall. Efter romanen »To Have and Have Not« fra 1937. Med John Garfield og Patricia Neal.

1952The Snows of Kilimanjaro/Sneen på Ki- limanjaroInstr. af Henry King efter manus af Casey Robinson baseret på novellen af samme navn i samlingen »The Fifth Column and the First Forty-Nine Stories« (1938). Med Gregory Peck og Susan Hayward som en døende storvildtjæger og hans hustru.

1957The Sun Also Rises/Og solen går sin gangInstr. af Henry King efter manus af Peter Viertel. Baseret på romanen fra 1926. Med Tyrone Power og Ava Gardner somrepræsentanter for Hemingways rodløse mellemkrigsgeneration.

A Farewell to Arms/Farvel til våbene Instr. af Charles Vidor efter manus af Ben Hecht efter den tidligere filmatise­rede roman fra 1929. Skulle oprindelig være filmatiseret af John Huston. Med Rock Hudson og Jennifer Jones.

1958The Gun Runners/Våben til CubaInstr. af Don Siegel efter manus af Daniel Mainwaring og Paul Monash. Den tredie film baseret på 1937-roman »To Have and Have Not«. Med Audie Murphy og Patricia Owens.

The Old Mand and the Sea/Den gamle mand og havetInstr. af John Sturges, omend filmen gik i produktion så tidligt som 1955 med Fred Zinnemann som instruktør. Efter manus af Peter Viertel efter romanen fra 1952. Med Spencer Tracy og Felipe Pazos (og Mary Hemingway i en birolle) i beretning om en gammel fisker, hans venskab med en beundrende dreng og hans kamp med elementerne.

1962Adventures of a Young Man/Vinderen taber altidInstr. af Martin Ritt efter manus af A. E. Hotchner baseret på Hemingways Nick Adams-noveller, hvoraf de første blev trykt i samlingen »In Our Time« (1925), andre i samlingen »Men Without Wo- men« (1927) og atter andre i samlingen »WinnerTake Nothing« (1933). Samtlige Nick Adams-noveller blev udgivet samlet i bogen »The Nick Adams Stories« (1972). Med Richard Beymer, som Nick Adams, og i andre roller Paul Newman, Fred Clark og Arthur Kennedy.

1964The Killers/The KillersInstr. af Don Siegel efter manus af Gene L. Coon. Baseret på novellen af samme navn. Oprindelig produceret for ameri­kansk TV men udsendt i biografer i ste­det, da man fandt filmen for voldsom. Med John Cassavetes, Lee Marvin og Angie Dickinson.

224

Feast«, der er gentagelser fra »Islands in the Stream«. For­skellen er blot, at hvor de i erindringsbogen fremstår som usentimentalt selvbiografisk stof, er de i romanen stykket ud i fed og djærv og maniereret sentimental dialog.

»Islands in the Stream«, der så endelig udkom i en alt for løst redigeret og for dårligt strammet udgave i 1970, er i det hele taget en dårlig bog. Uanset hvor meget forlaget be­stræbte sig på at banke den op som en sensation, kunne de ikke løbe fra den triste kendsgerning, at bogen var et dårligt eftermæle over en af vort århundredes største forfattere. Man kan altid skændes om, hvorvidt bogen overhovedet skulle have været udgivet. Nu, hvor den første skuffelse har lagt sig, er man nok meget glad over, at bogen virkelig blev tilgængelig, men den første reaktion hos mange af He- mingways varmeste fans var dyb fortvivlelse. Ray Bradbury, der allerede havde sat et minde over Hemingway i novellen »The Kilimanjaro Device«, skrev den sort humoristiske hi­storie »The Parrot Who Knew Papa«. Den handler om en papegøje, der i årevis har siddet på en snusket bar på Cuba, hvor Hemingway havde sin daglige gang. Det går pludselig op for den litterære verden, at Hemingway i sin evige brandert har siddet og fortalt sin nyeste (og aldrig ned- skrevne) roman til fuglen, der selvfølgelig på god papegø­jemaner har lært den udenad. Der starter nu et hidsigt kap­løb om at komme først til Cuba og få fat i papegøjen og dermed romanen. Bradbury vinder kapløbet, men da han endelig har hørt romanen fra fuglens næb, bliver han så desperat over den gang juks, det er, at han skyndsomt vri­der halsen om på kræet og dermed sparer Hemingway for endnu et pinligt eftermæle.

Der er tidligere lavet en del filmatiseringer af Hemingway, ovenikøbet af flere af hans bedste romaner og noveller, men det har aldrig været gode filmatiseringer. Den første af dem alle, Frank Borzages »Farvel til våbnene« fra 1932, er måske den bedste, som filmatisering betragtet, men den over-sentimentaliserer sit stof, og slutningen dræber en­hver god fornemmelse i en sirup af Wagner-musik og bil- ledsymbolik. Hemingway var selv rasende over filmen og nægtede at se den, efter at man havde fortalt ham slutnin­gen. Han fik i de følgende år et endnu mere afvisende for­hold til filmatiseringerne af sine værker, og når han solgte så relativt mange af dem, skyldtes det kun, at han trængte til pengene. »The Killers« - Siodmaks film fra 1946 - var ifølge Hotchner den eneste af filmene, Hemingway selv kunne lide. Han så den flere gange ved private forevisnin­ger, men efter sigende lykkedes det ham aldrig at holde sig vågen gennem hele filmen. »The Killers« er iøvrigt interes­sant derved, at Hemingways novelle, som filmen bygger på, er overstået et kvarter inde i filmen, og derefter er resten tildigtning.

Der er andre film, der har det på samme måde. »At have og ikke have«, som Howard Hawks lavede i 1944, er slet ikke nogen dårlig film. Men den er en dårlig Heming- way-filmatisering, der forråder sit forlæg på de fleste afgø­rende punkter. Hvis man sammenligner med de mere bog­stavtro filmatiseringer fra 50’erne (»Og solen går sin gang«, 1957, »Farvel til våbnene«, 1957, og »Den gamle mand og havet«, 1958), der er aldeles ubetydelige værker, kan man kun få den opfattelse, at Hemingway ikke lader sig filme.

Problematikken er for speciel og mit eget overblik for ringe til, at jeg skal kaste mig ud i en diskussion om forhol­det mellem litteratur og film. Man kunne sige, at Heming­ways lapidariske og usentimentale stil egner sig dårligt til filmatisering, fordi billederne i deres kompleksitet modar­bejder skrivestilens enkelhed, og det betyder igen, at den utrolige sentimentalitet, der skjuler sig bag stilens usenti­

mentale maske, får frit løb i en filmatisering. Det kan imid­lertid ikke være hele sandheden, for et par forfattere som Hammett og Chandler, der netop også kendetegnes ved en kontant fortællestil, er blevet filmatiseret med stor succes. Man kan så vælge at tro, at hele miseren skyldes, at He­mingway aldrig har fundet kongeniale manuskriptforfattere og instruktører, der kunne forløse hans værker filmisk.

»Islands in the Stream« er måske den bedste Heming- way-filmatisering, jeg hidtil har set. Men heller ikke den er nogen særlig betydelig film. Den forholder sig imidlertid meget tro mod sit forlæg, og mange af de svagheder der skæmmer filmen, er overført fra bogen. Nu er manuskriptet ikke bogstavtro. Det fjerner sig endda ret meget fra bogen sine steder - især i slutningen - men forandringerne virker rigtige, og det dræbende selvsmagende og sentimentale, som Hemingway ikke har formået at skjule bag sine mane­rer, er barberet godt ned. Men filmen er stadigvæk senti­mental og selvsmagende. Det er en »gammeldags« film, siger man venligt, en film om kærlighed og liv og død og den slags ting. Det er ofte også en film, der hviler godt i sig selv - måske først og fremmest fordi George C. Scott giver sin reserve-Hemingway en autoritet, der vælter alle absurdi­tetens skranker. Men til trods for filmens dynger af »human interest« forbliver dens personer mærkeligt uinteressante, og afsentimentaliseringen spænder ben for sig selv nogle steder, som f. eks. i slutningen, hvor vi på den ene side skal have den sentimentale pointe (som ikke er bogens), at Scott dør, mens filmen af lutter respekt for forfatterens tough guy-facon siger, at sådan er livet jo, og det er skam ikke noget at tage så alvorligt. Det er en mærkelig dobbeltmo­ralsk holdning til Hemingway og til publikum.

Den alvorligste indvending mod filmen er imidlertid den samme, som man rejser overfor bogen: det hænger ikke rigtigt sammen. Måske skulle bogen have været splittet op i to eller tre romaner. Måske skulle Hemingway slet ikke have skrevet en halvt selvbiografisk roman fra sine Key West- og Bimini- og Cuba-år. Måske skulle han i stedet have skrevet en novellesamling å la Nick Adams. Og måske skulle filma­tiseringen have droppet de afsluttende tju-bang-scener og have nøjedes med at fortælle en ærligt sentimental historie om en midaldrende mand, der lever i en anden verden end de mennesker, han elsker.

Bortset fra alle indvendinger er »Islands in the Stream« imidlertid en både hæderlig og smuk film. Franklin Schaff- ner har tydeligvis lagt megen omhu i sit arbejde, og det er lykkedes ham at finde en filmstil, der er præcis så økono­misk og magtfuld, som Hemingway er, når han er bedst. Han har fundet skuespillere, der kan bære manuskriptets momentane idiotier frelst igennem (det brænder især på i den frygtelige fiskescene, hvor sønnen David skal lære manddommens lektie & sin fars sande natur at kende), og han har undladt at digte mere symbolik og flere fodnoter ind i filmen, end den har brug for (selv om jeg godt kunne have undværet scenerne med drengene på henholdsvis fly­vebasen og kostskolen). Det er en film, der gør knæfald for Hemingway og myten om ham, og det skal den da også have lov til. Den har komprimeret de fleste af de gode sider ved romanen, og den har fjernet de fleste af de dårlige, så man kan faktisk sige - som i tilfældet »Jaws« - at der ikke er nogen grund til at læse bogen, bare man har set filmen.

Papa selv ville næppe have stukket Schaffner et par på snuden over denne film , men så udm æ rket den end kan være som film atisering, er den ikke rig tig god nok som film . Og der kan s ikkert gå årevis, fø r der kom m er en ny He- m ingw ay-film atisering. Han er jo ikke rig tig t på mode i disse år, forstå det nu, hvem der kan.

225