Hvem er Nielsen?

Morten Møller

Hvem er Nielsen?En fortælling om kommunisten og

modstandslederen Børge Houmann

GYLDENDAL

90705_hvem er nielsen_.indd 3 02-04-2012 13:38:29

gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal

Hvem er Nielsen? En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann© Morten Møller og Gyldendal A/S 2012

Omslag: Ida Balslev-OlesenBogen er sat med Bembo og ITC Conduit

Trykt hos Narayana Press, GyllingPrinted in Denmark 2012ISBN 978-87-02-12623-5

www.gyldendal.dk

Udarbejdet med støtte fra:CarlsbergfondetStatens Kunstråd

Fondet for Dansk-Norsk SamarbejdeChristian og Ottilia Brorsons Rejselegat

Foreningen Brechts Hus

Noteapparatet i denne bog uddyber og eksemplificerer hovedtekstens pointer og angiver de anvendte kilder. For den alment interesserede kan bogen læses uden brug af noterne. Citater er redigeret efter nudansk retskrivning, og enkelte steder er tegnsætningen æn-

dret for at lette læsningen.



„Så hvordan hænger et liv sammen?“jan kjærstad, Forføreren, 1994



Indhold

Kapslen 9Troen 14Hvidvask 16Brændevinsbrænderens søn 18Den lyriske trafikassistent 21Telegram til den røde 26Den boksende oversætter 29Et helt nyt menneske 35Der er to klasser 40En verden i brand 47Kurér for Komintern 52Grænseløs kærlighed 60Uhellig alliance 64Modstand eller ej? 6822.6.41 82Den røde fare 86„Denne kostald af en koncentrationslejr“ 91„Nu gælder det om at holde kæft!“ 95Modstandens pennefører 103Kald mig Mads 108„Så hedder De altså heller ikke Clausen!“ 111Fra ord til handling 116Kontakt med Moskva 120Flugten fra Horserød 123„Snavset herrelingeri“ 126„Fredløst vildt“ 131Forhør hos Gestapo 137



Hos skrædderen 147Stem blankt! 150Kremls klokker 154Kinesertråd og usynligt blæk 159Fra Horserød til Stutthof 163„Sådan vil det gå enhver forræder“ 168De selvbestaltede 172Hjælp fra England 177København strejker 182„Ingen regering uden om frihedsbevægelsen!“ 189Sammenbrud 194Tid til forsoning? 220Prisen 230Skadedyrsbekæmpelse 237Guldet fra Moskva 242Fra Frihedsråd til fængsel 249Ud i kulden 261Ny luft 270Kommunisternes kulturhistoriker 275Krigen fortsætter 284„Til tider kan vennerne være de værste!“ 292Det mentale murværk 320Slut 325Tak 330CV: Børge Kruuse Houmann 331Kilder og litteratur 333Noter 346Register 405



9

Kapslen

„Hvis man skulle pege på en mand, der efter min mening mest alsidigt har betydet noget for modstandsbevægelsen,

så er manden Børge Houmann – selv om hans stilfærdighed gør, at hverken han eller andre har talt så meget om det.“

MOGENS FOG, 1976

Den ligger bagerst i munden. Blot millimeter fra de truende kindtæn-der, som med et minimum af kraft kan bryde den tynde glashinde. Sjældent forlader han sine skiftende tilholdssteder uden dens selskab, og lige så lille og harmløs den ser ud, lige så stor og endegyldig er dens virkning. Kapslen, som kommunisten og modstandslederen Børge Hou-mann bærer i mundhulen, indeholder kaliumcyanid – i daglig tale bed-re kendt som cyankalium. Blot 200 milligram giver det ønskede resul-tat, og effekten er kort og brutal. Brydes hinden, bevæger stoffet sig hurtigt rundt i kroppen og hæmmer øjeblikkeligt ilttransporten til cel-lerne. Hjerne og hjerte påvirkes først, åndedrætsfunktionen blokeres – døden indtræffer. Børge Houmann har tidligere hørt efterlyste kommunister i Hit-lers Tyskland definere sig som „Toten auf Urlaub“ – døde på orlov. Da han går på gaden i det besatte København, betragter Houmann også sig selv som en død mand på orlov. Bliver han pågrebet, har han på forhånd gjort sig sin stilling klar.1

Dette er en fortælling om en af den danske modstandsbevægelses mest centrale aktører. Det er en fortælling om tiden før og efter, om Børge Houmanns kurérrejser i 30’ernes fascistiske Europa, om besættelsesti-dens eftervirkninger under Den Kolde Krig, om et livslangt engage-ment i kommunismens tjeneste fra Josef Stalin til Mikhail Gorbatjov. Men det er også en fortælling om de kvinder, som hjalp Børge Houmann helskindet gennem fire år under jorden i det besatte Køben-havn. Om den fysiske og psykiske pris, som Houmann, familien og kammeraterne måtte betale. Og om bitterheden, som resten af livet fik

ka

ps

le

n



10

hv

em

er

nie

ls

en

?

næring af, at Houmanns største trussel under besættelsens første år ikke var Gestapos lange fangarme, ikke danske nazisters håndsrækning til besættelsesmagten, ikke stikkeres velvillige angiveri, men derimod en ihærdig, vedholdende, regeringsstøttet eftersøgning af ledende kom-munister foretaget af dansk politi. For retskolede kommunister var den nazistiske hovedfjende ikke et selvstændigt onde, men derimod et direkte produkt af kapitalismens undertrykkelse og grådige logik. „I Hitlers Tyskland havde den ganske vist fået en særlig barsk og grum udformning,“ udtalte Houmann efter krigen, „men kapitalismens kendetegn, begæret, stræben efter større indflydelse, var ikke anderledes, end den er i alle kapitalistiske stater …“ Også derfor kunne Børge Houmann og ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) anskue verdenskrigens første år som en imperialistisk konflikt mellem konkurrerende stormagter. Tyskland og Italien på den ene side, Frankrig og Storbritannien på den anden. At det samtidig var en kamp mellem to forskellige styreformer – diktatur og demokrati – havde mindre betydning. Begge samfundsformer tog ud-gangspunkt i samme destruktive system – dét var det afgørende. Først da Tyskland i juni 1941 angreb Sovjetunionen, blev det en krig, som folket måtte kæmpe. Når Børge Houmann med cyankaliumkapslen som ledsager tråd-te ud i Københavns gader, så han sig selv som en lille brik i en politisk kamp af internationale dimensioner. Det var ikke blot Danmarks selv-stændighed, der var på spil. Perspektivet var langt større og omhandle-de intet mindre end menneskehedens frigørelse. Skulle frigørelsen rea-liseres, krævede det et kompromisløst forsvar for socialismen og verdens eneste arbejderstat: Sovjetunionen.2

Siden 1945 er der udarbejdet flere end 15.000 bøger, artikler og film om Danmark under Anden Verdenskrig. Det hører til de større myste-rier, at vi endnu har en samlet fremstilling af DKP’s modstandskamp til gode. Hans Scherfigs roman Frydenholm satte i 1962 fokus på politiets internering af danske kommunister i sommeren 1941 og er med flere end 200.000 trykte eksemplarer blevet en klassiker i dansk litteratur. Siden har en række historiske værker behandlet både interneringerne og andre sider af DKP’s besættelseshistorie, men noget samlet overblik har der ikke været tale om.3

Denne bog forsøger at brede portrættet af Børge Houmann ud og dermed forene den individuelle og den kollektive fortælling. Den



11

sætter de danske kommunisters modstandskamp ind i en ideologisk og historisk ramme og tager læseren med til de illegale trykkerier på Fre-deriksberg, til skjulestederne i Nørrebros arbejderlejligheder, til fæng-selsbarakkerne i Horserød og til BOPA’s sabotageaktioner i Køben-havn. Det var Børge Houmann, som førte an i den vanskelige opbyg-ning af den kommunistiske modstandsbevægelse. Det var Houmann, som trak det tunge læs i skabelsen af besættelsestidens to største illegale blade – Land og Folk og Frit Danmark. Det var Houmann, som fra 1942 organiserede DKP’s industri- og jernbanesabotage og blev den politiske leder af sabotageorganisationen BOPA. Det var Houmann, som repræ-senterede DKP i Danmarks Frihedsråd, og som sammen med Frode Ja-kobsen og Mogens Fog blev rådets centrale omdrejningspunkt og for-fatter til flere af dets proklamationer. Houmann stod bag navnet Frit Danmark, da den tværpolitiske modstandsorganisation blev dannet i begyndelsen af 1942. Han var den første, som på skrift anvendte ordet „frihedskæmper“ om modstands-bevægelsens aktive folk, og det var tilsvarende Houmann, der i august 1943 som den første brugte udtrykket „folkestrejke“ om de stigende uroligheder i flere danske provinsbyer. Den tidligere digter bidrog til at skabe modstandsbevægelsens eget sprog.4

Betydning, indflydelse og magt tillægges oftest den, som udad-til giver beslutningerne liv og præsenterer dem for omverdenen. Mens det menneske, som bag den offentlige facade trækker i trådene og stø-ber kuglerne, ikke sjældent undervurderes, fordi vedkommendes be-tydning kan være svær at konkretisere, endsige dokumentere, især når „bagmanden“ ikke besidder et forfængeligt gen, som gør senere selv-hævdelse nødvendig. At personen i dette tilfælde samtidig tilhørte en politisk bevægelse, der igennem årtier blev anset som en trussel mod demokratiet og det danske samfund, bidrog heller ikke til senere pro-filering. Børge Houmann er en af de sidste centrale modstandsledere, som bliver biograferet. Havde indflydelse og betydning været de eneste kriterier for historieforskningen, havde han været en af de første. Arbejdet for DKP og den internationale kommunisme i 30’erne havde lært den diskrete modstandsmand ikke at gøre unødigt opmærk-som på sig selv. Det talent udfoldede han med stor dygtighed, og han blev blandt modstandsfolk kendt for sin strenge security, som betød, at han trods dansk og tysk politis vedholdende eftersøgning forblev på fri fod gennem hele besættelsen.

ka

ps

le

n



12

hv

em

er

nie

ls

en

?

Børge Houmann anvendte adskillige dæknavne. Ved stiftelsen af Frit Danmark præsenterede han sig konsekvent som Clausen. I andre sammenhænge var han bogholder Jensen, internt i partiet gik han blot under navnet Finn – og i Frihedsrådet hed han aldrig andet end Niel-sen. Efter hans egen opfattelse passede de falske identiteter som revisor og bogholder godt til den ydre fremtoning, og ved befrielsen var det på trods af næsten to års arbejde i Frihedsrådet kun Mogens Fog og Frode Jakobsen, som kendte Nielsens virkelige identitet. Den illegale kom-munist havde holdt kortene tæt til kroppen.5

Senere i livet var Houmann chefredaktør for DKP’s partiorgan Land og Folk under Den Kolde Krigs mest intense periode. Han blev trods manglende eksamenspapirer æresdoktor ved Københavns Universitet og anerkendt som landets førende forsker i vennen og partifællen Martin Andersen Nexøs liv og forfatterskab. Han nåede tre måneder i fængsel for nogle mindre pæne ord om retsopgøret efter befrielsen. Han nåede ihærdigt at forsvare undertrykkelse og henrettelser i det kommunistiske Østeuropa. Han nåede at blive fyret med få dages varsel fra det parti, han havde tjent i årtier – og han nåede i sin vilde ungdom i 20’ernes Køben-havn at få adskillige erotiske sømandsdigte på samvittigheden. Det var i øvrigt få år efter, at han som soldat i den britiske hær var på vej til fronten for at kæmpe mod Tyskland – under Første Verdenskrig. „Det er ikke til at vide, hvad nutidens flittige granskere af arki-ver fra fortiden vil finde frem til af forklaringer,“ skrev Houmann kort før sin død om forskningen i besættelsen. „De vil sikkert berede os, der gennemlevede perioden, en del overraskelser både med hensyn til, hvad vi gjorde, og hvad vi tænkte. På 50-60 års afstand og med støtte i papi-rer, som man selv udvælger, er der næppe grænser for overraskelsernes mangfoldighed.“ Houmann havde selv „udvalgt papirer“ og skrevet en biografi om Martin Andersen Nexø på godt 1.500 sider. Genren var ham ikke ukendt, men hans tillid til historikernes evner kunne ligge på et me-get lille sted – og hans begejstring over selv at komme i centrum ville utvivlsomt have været tilsvarende begrænset. Ikke desto mindre må ti-den være moden til, at også Børge Houmanns tilværelse udsættes for „overraskelsernes mangfoldighed“. Historien om Houmanns rejse gennem det 20. århundrede skil-drer en bemærkelsesværdig eksistentiel forvandling fra digterboheme til partisoldat. Det er en fortælling om, hvor altdominerende en poli-tisk idé kan være i et menneskes tilværelse. Det er en fortælling om den



13

eufori, energi og intensive livsførelse, som gives til den, der har set ind i fremtiden og fundet sin plads på vejen mod historiens endemål. Det er en fortælling, som med Børge Houmann som omdrejningspunkt stiller spørgsmålet: Hvordan hænger et liv sammen?

ka

ps

le

n



14

hv

em

er

nie

ls

en

?

Troen

RISSKOV, 29. AUGUST 1990

Tonen slås an i den allerførste sætning: „Nej, det er ikke drøm. Det er vir-kelighed. Bitter, smertende virkelighed.“ Det er den 29. august 1990, og forlaget Vindrose har sendt en ny bog på markedet. Forventningerne er store, for bogen har været efterspurgt af folk gennem årtier. Af folk, som mente, at forfatteren nærmest havde en pligt til at skrive netop denne bog. Datoen for udgivelsen er ikke tilfældig. Det er årsdagen for det så-kaldte augustoprør i 1943. Den dag, hvor den danske samarbejdsregering gik af, og hvor besættelsesmagten oven på uroligheder og stigende sabo-tage erklærede militær undtagelsestilstand. Den dag, som for danske kom-munister markerede højdepunktet under besættelsen, og som forfatteren mange år tidligere har kaldt „den stolteste dag i Danmarks historie“. Da bogen udkommer, skriver mange mennesker spontant til for-fatteren. Flere af brevskriverne har et halvt århundrede forinden åbnet deres lejligheder i de københavnske arbejderkvarterer for at huse en ef-tersøgt kommunist. Nu skriver de til den samme mand og takker for en storartet og nødvendig bog. En bog, som efter deres mening gør op med årtiers løgn og bedrag og skildrer den forræderiske samarbejds-politik ned i mindste, ubehagelige detalje. Ned, hvor det virkelig gør ondt. Ned i dansk politis klapjagt på danske modstandsfolk.6

Bogen har været længe undervejs. Forfatterens mere kendte kol-leger fra tiden i Frihedsrådet – Mogens Fog og Frode Jakobsen – har for længst udgivet deres besættelseserindringer. Nu foreligger endelig det sidste erindringsværk fra rådets stærke trojka. Det er en meget anderle-des bog, som nærmest udelukkende omhandler tiden før Frihedsrådets dannelse i september 1943. Bogen hedder Kommunist under besættelsen. Den er skrevet af forlægger og forfatter Børge Houmann fra Aage Bergs Vej i Risskov ved Aarhus.



15

Vennen og litteraturprofessoren Hans Hertel spørger i Politiken: „Hvor mange skriver deres bedste bog som 88-årig?“7

Få måneder senere: En svækket, men åndsfrisk mand med høreapparat og stærke briller sidder i sit arbejdsværelse. Han fortæller med en rolig og sagte stemme om dansk flygtningepolitik i 30’erne, om samarbejds-politikernes svigt under besættelsen og om historiebøgernes nationale skyklapper. TV 2 har sendt journalisten Ninka til Risskov for at inter-viewe et af Frihedsrådets sidste overlevende medlemmer. „Hovedet er fyldt med huller,“ erkender Børge Houmann, men han kan fortsat sin historie. Netop sin historie – den del af fortiden, han ønsker at videre-give til Ninka og de danske tv-seere. Det er den 20. november 1990. Muren i Berlin er faldet året for-inden, den tyske genforening er en realitet, Sovjetunionen er tæt på opløsning, Danmarks Kommunistiske Parti kæmper for overlevelse, og partiavisen Land og Folk synger på sidste vers. Det svækker ikke troen. Houmann fortæller Ninka, at han nu på fireogtresindstyvende år trofast betaler sit kontingent til DKP. „Jeg har endda sørget for at være et par måneder forud. Det kunne jo være, man bliver syg og er ude af stand til at betale. Så er det rart at vide, at partibogen er i orden, og det er den.“ Adskillige mennesker har under besættelsen lagt deres liv i denne mands hænder. I tryg overbevisning om, at her var en kammerat, man kunne stole på, som vidste, hvor han ville hen, og som var tro mod den bevægelse, han havde valgt at hellige sin tilværelse. Loyaliteten fejler fortsat ikke noget denne dag i stolen foran Ninka. „Jeg synes faktisk, at socialismen er den eneste tænkelige form, hvorunder mennesker kan gøre sig håb om at få en anstændig tilværelse,“ siger Houmann. „Jeg si-ger ikke dermed, at de får det alle steder og slet ikke i øjeblikket, men at det grundlæggende må være socialismen, der skal skabe en bedre og fre-deligere verden, og derfor bliver jeg altså stående, hvor jeg står … [Det er] ikke idéen, det er galt med, det er dem, der har praktiseret den.“ – Men hvorfor har du håb om, at de, der praktiserer idéen, skulle blive bedre? – Ja, det må du nok spørge om. Det synes jeg er et meget godt spørgsmål – jeg kan ikke sige dig andet, end at jeg håber på det og tror på det.8

Fremtiden tilhørte kommunismen. Troen var intakt. Ganske som da en 39-årig efterlyst modstandsmand halvtreds år tidligere trådte ind i en rulleforretning på Nørrebro.

tro

en



16

hv

em

er

nie

ls

en

?

Hvidvask

HUSUMGADE 8, SEPTEMBER 1941

Det var den satans skjorte, de havde fået fat på. Børge Houmann går uforvarende ind ad døren til den lille rulleforretning i Husumgade – en af Jagtvejs mindre sidegader i hjertet af Nørrebro. Konen, som gennem en længere periode trofast har vasket og rullet hans tøj, dukker op bag disken. Houmann skal til at bede om sine gevandter, men der er noget ved kvindens opførsel, som vækker hans opmærksomhed. Noget, som får ham til at forlade rulleforretningen i en fart. Noget, som samme dag får ham til at pakke sine ting i den lille lejlighed længere oppe ad Hu-sumgade og rykke teltpælene til den nærliggende Tagensvej. Årsagen til denne pludselige aktivitet er noget så uskyldigt som en skjorte i en skuffe. Under sin omfattende aktion mod DKP få måneder forinden har dansk politi ransaget forretningsfører Børge Houmanns kontor på Arbejderbladets redaktion i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Her har man fundet en skjorte, som i kraven er forsynet med et lille mærke påført forkortelsen „H8“. Via kontakt til byens mange vaskerier sporer politiet skjorten til-bage til den lille rulleforretning i Husumgade 8, og da man hurtigt kon-staterer, at den efterlyste forretningsfører har tøj til afhentning, bliver et par betjente installeret i baglokalet. Der sidder de, da Houmann nogle dage senere gør sin entré. Kun et hurtigt signal fra rullekonen sikrer, at hans illegale tilværelse ikke allerede her får en brat ende. Det bliver ikke sidste gang, at danske politibetjente ånder den efterlyste kommunist i nakken. Som han senere konstaterer: „Nomadelivet var begyndt.“9

Tre år senere: Børge Houmann er fortsat på fri fod. Det er hans ven og meningsfælle i Frihedsrådet, lægeprofessor Mogens Fog, derimod ikke.



17

Han befinder sig i et forhørslokale i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset midt i København. Det er natten mellem den 14. og 15. oktober 1944, og nogle ti-mer forinden er Mogens Fog blevet arresteret i en lejlighed på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Han står nu bøjet over en lænestol i for-hørslokalet, mens Gestapos danske torturbøddel, Ib Birkedal Hansen, slår løs på hans bagdel med en kæp. Fog har tidligere været til forhør hos både chefen for det tyske sikkerhedspoliti Otto Bovensiepen og Gestapochef Karl Heinz Hoffmann, men han har ikke været tilstrække-lig meddelsom. Nu har besættelsesmagten besluttet at anvende „andere Methoden“. De tyske politichefer vil have oplysninger fra Fog, og et af forhø-rets tilbagevendende emner er Frihedsrådets sammensætning. Gestapo er godt orienteret om rådsmedlemmernes rigtige navne, men ét ali-as har man ikke formået at identificere. Forhørslederen spørger derfor Mogens Fog: „Hvem er Nielsen?“ Han får ikke noget svar.10

hv

idv

as

k



Den 19-årige trafikelev Børge Houmann har været til fest i forlystelsesstedet Turisten i Glostrup i selskab med den ti år ældre Emma Larsen (1892-1971) og hendes søster Inger (th.). Børge Houmann og Emma Larsen blev gift i september 1926, men senere skilt, og hun er dårligt nævnt i Houmanns omfattende korrespondance i hans privatarkiv på Det Kongelige Bibliotek.

Den ambitiøse digter på et billede fra midten af 20’erne, da Børge Houmann var knyttet til kredsen

omkring forfatteren og forlæggeren Cai M. Woel. Den kortfattede stil, som senere i livet kendetegnede

Houmanns forfatterskab, kan også anes i de få breve, som er bevaret fra hans ungdom. I oktober 1931 skrev

han til forfatteren Knud Bruun-Rasmussen, at han var sengeliggende og bad vennen sende ham noget læse-stof at fordrive tiden med. Først ved brevets afslutning

kom forklaringen: „Jeg blev kørt ned af en bil i torsdags og fik nogle småskrammer, som det vil tage en uges tid at få lægt. Jeg blødte uafbrudt fra 23.00 til 6.30, så her trænges til nyt blod. Træt,

men ellers all right.“


Sommeren 1929: Børge Houmann med sin toårige søn Jens på et af få bevarede billeder af far og

søn. Oven på skilsmissen fra Emma Larsen var Houmanns kontakt til sønnen i en

årrække begrænset. Efter besættelsen blev samværet mere regelmæssigt.

Piben er fortsat i hånden, og identiteten som digter er ikke blevet mindre udtalt på dette billede fra Woels literære Maanedsskrift anno 1929. I forbindelse med Houmanns oversættelse af Walt Whitmans

Sangen om mig selv tegnede Cai M. Woel et portræt af den unge forfatter og fremhævede flid, grundighed, stor viden og internationalt

udsyn som Houmanns primære kvaliteter. „Der er derfor heller ingen tvivl om, at han med sin oversættelse af Whitman vil nå frem i første

række blandt de dygtigste af ungdommen, der nu mere og mere vinder fodfæste og sikrere og sikrere erobrer sig plads i folks bevidsthed,“

sluttede Woel sit skudsmål.

Digtet Landlovsvise stod trykt i digtsamlingen Forlis fra 1931. Det forener to af de tilbagevendende temaer i Houmanns skønlitterære forfatterskab: søfart og kvinder.


DKP’s anonyme „Finn“, Frit Danmarks ukendte „Clausen“, Frihedsrådets mystiske „Nielsen“ er skiftet ud med den velklædte og feterede

chefredaktør for det legale kommunistiske dagblad Land og Folk, Børge Houmann. Forvandlingen var

svær at håndtere – for Houmann som for så mange andre af de kommunister, der havde tilbragt fire år i

besættelsens illegale verden.

Børge Houmann til grundlovsmøde i Fælledparken 5. juni 1945. Nogle måneder senere undrede Frit Dan-marks redaktør, Kate Fleron, sig over, at den moderate Nielsen, hun kendte fra modstandsarbejdet, nu holdt flammende valgtaler på DKP’s vegne. „Jamen er Nielsen-Houmann da en Dr. Jekyll-Mr. Hyde, der i nattens mulm forvandles fra en pæn, klog mand med sans for humor til en af disse rabiate socialister, der får bor-gerskabet til at snappe efter vejret?“ spurgte hun – og leverede selv svaret: „Nej, han er ikke, men han er et menneske, der har mange strenge på sin bue, og han kan spille sine melodier både i mol og dur, uden at grundakkorderne bliver falske. Der er næppe tvivl om, at den voldsomme Houmann i dag gavner sit parti lige så meget, som den stilfærdige Nielsen gjorde under besættelsen.“


„Helte fra den danske modstandskamp mod den nazistiske besættelse … blev for nylig underholdt i Warner Brothers studiet i Burbank,“ skrev den amerikanske presse om Børge Houmanns og andre danske chefre-daktørers visit i USA i slutningen af 1945. Her ses den kommunistiske helt til højre for den ungarske skuespil-ler Peter Lorre (1904-64) og andre medvirkende i filmen The beast with five fingers. Der var langt fra illegal modstandskamp i København til Hollywoods letbenede underholdningsindustri.

Børge Houmann og Mogens Fog på Stevns i som-meren 1947. Samme år havde de begge syge og nedbrudte søgt rekreation i den norske ødemark oven på flere års modstandskamp og et stort arbejdspres i tiden efter befrielsen. Deres sam-arbejde i Frit Danmark og Frihedsrådet blev trods indbyrdes forskelligheder afgørende for den kommunistiske indflydelse i modstandsbevæ-gelsen og samtidig begyndelsen på et venskab, som holdt livet igennem. „Af ham lærte jeg nød-vendigheden af at forstå og vurdere begivenhe-der og mennesker ud fra deres forudsætninger, selv om de ofte var mig aldeles fremmede og uforståelige,“ skrev Houmann om Fog i 1973.


Trille og Børge Houmann på Bornholm under fejringen af Martin Andersen Nexøs 100-års fødselsdag i juni 1969.

Børge Houmanns lille bog fra 1971 om hædersgaven til Martin Andersen Nexø tog fat i de voldsomme reaktioner mod den kommunistiske forfatter i årene 1939-

41 – herunder Sorø Amtstidendes direkte opfordring til at brænde Nexøs værker i forbindelse med forfatterens ubetingede støtte til Sovjetunionens angreb på

Finland i november 1939. Nexø blev i marts 1941 forbigået ved folketingets tildeling af den livsvarige hædersgave på finansloven og med egne spydige ord tildelt en alternativ hædersgave af den danske stat, da han få måneder senere

blev arresteret og fængslet under politiets aktion mod DKP. Bogens grafiske udtryk var typisk for den minimalistiske stil, som kendetegnede Houmanns og

grafikeren Eli Reimers udgivelser på Houmanns forlag Sirius. Den var samtidig et led i den række af årlige julebøger om Nexøs tilværelse, som Houmann begyndte at udsende i 1965, og som fungerede som appetitvækkere for flere af de emner,

som siden blev behandlet i hans store Nexø-biografi. Houmanns faglitterære produktion inkluderede også omfattende bibliografier om både Nexø og Otto

Gelsted med tilsammen adskillige tusinde poster, som Houmann møjsommeligt havde gravet frem fra det litterære dyb. Dertil kom trebinds-udgaven Breve fra

Martin Andersen Nexø med godt 750 udvalgte breve fra Nexøs hånd tilsat et omfattende noteapparat, som placerede brevene i samtid og kontekst. Det var i kølvandet på dette omfattende værk, at den autodidakte forsker blev udnævnt

til æresdoktor på Københavns Universitet.

90705_hvem er nielsen_r1.indd 314 04-04-2012 13:26:39

Børge Houmann i selskab med Edith Kirk (tv.) og Elisabeth Karlinsky – enkerne efter Hans Kirk og Hans Scherfig – ved Houmanns modtagelse af DKP’s nystiftede Gelsted-Kirk-Scherfig-Pris i 1980. Med Scherfigs død i 1979 var kun enkerne efterhånden tilbage fra den generation af kommunistiske forfattere, som havde præget Houmanns tilværelse siden mellemkrigstiden. Flere yngre kommunister – herunder Houmanns ven-ner Ivan Malinowski og Dea Trier Mørch – fornyede den danske forfatterscene, men til tider havde Houmanns jævnaldrende venner svært ved at forstå den nye generations ofte mere freudianske syn på kunst og litte-ratur. I et brev til Houmann beklagede Hans Kirks søster, Ellen Kirk, sig over litteraturforskernes ihærdige forsøg på at finde „moderne, idiotiske seksualsymboler“ i brorens forfatterskab. For som hun tørt konstate-rede: „Marxisme interesserede ham afgjort mere end sex.“


Documents

Hvem er Nielsen?