I. Kommunikation og sproglæreoletogeby.dk/filer/Fungerer%20denne%20s%C3%A6tning... · den enes replik (opfor-dring) + den andens replik (bekræf-telse) spørgsmål + assertion: begrundelse

Togeby: C:\Arb\art\FDS\Manus\fds1 revideret.wpd 17. september 2006

I. Kommunikation og sproglære

§ 1. KommunikationKOMMUNIKATION er en begivenhed i tiden hvorved den enes individuellemanifeste handlinger (eller sporene af dem, tekstens udtryk) i kommunikationssi-tuationen tæller som alle kommunikationsparters fælles latente tanker om den om-talte situation (tekstens indhold) i et sprogfællesskab. Kommunikationshandlingerer manifeste hvis de kan høres som tale, eller hvis sporene af dem kan ses somskrift, og tanker er latente fordi de ikke kan ses eller høres af andre end dem derhar dem. En manifest handling fremkalder fælles tanker hos kommunikationspar-terne hvis den følger regler som de deler i sprogfællesskabet.

Både hørbare og synlige kommunikationshandlinger er forløb i tid. En skriftlighandling, fx et brev, er ganske vist en stabil række af spor efter menneskelig aktivi-tet, men den fungerer kun som kommunikation hvis der er nogen der læser den; ogdet foregår i tid. Indskrifter som ikke kan læses fordi skriften ikke er tydet, er ikkekommunikation.

1. Det er et epistemisk problem hvorledes vi kan vide at vi får de samme tanker gennem sprogligkommunikation, eftersom vi ikke har adgang til hinandens tanker - undtagen gennem sproget. Filoso-fisk løses dette problem ved <du-gør-det-allerede-selv-argumentet’, som går således: hvis du ikke trorpå at man får fælles tanker gennem sproglige meddelelser, kan du ikke tro på at du har fået meningud af denne sætning; så hvis du har forstået hvad der står her, har vi de samme tanker nu.

Praktisk håndterer vi hver især problemet ved at vi efter en ytring tjekker efter omsamtalepartnerne reagerer som man efter reglerne og sund fornuft skal reagere på den typekommunikation som vi netop har lavet, om de ler på de rigtige steder. På denne måde kan mangemisforståelser opklares, men ikke alle; og der sker da også misforståelse i sproglig kommunikation.Samtaler kan kun fortsætte så længe begge parter opnår et resultat af fælles bevidsthed der står målmed indsatsen.

§ 2. De manifeste handlinger De MANIFESTE HANDLINGER i kommunikationsituationen er et forløb afgrænset itid som kan kaldes kommunikativ interaktion, og som i flere trin kan inddeles imindre enheder i tid. En INTERAKTION (samtale, brevveksling, diskurs, debat) erudveksling af ytringer mellem to eller flere parter, den afgrænses i tid af skift ikommunikationssituationens scene, dvs. i skift i tid, sted, institution og antallet afsamtalepartnere, og interaktionen kan inddeles i individuelle ytringer. En YTRING

(taletur, replik, indlæg, tekst) afgrænses af talerskift (afsenderskift i skrift), og yt-ringen inddeles i sætninger. En SÆTNING afgrænses i skrift af stort begyndelses-bogstav og punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn, og i talen af prosodiskegrænser, markeret ved pause og intonation, og sætningen inddeles i ord og morfer.Et ORD afgrænses i skriften af blanktegn og i talen af tryk, mens MORFER ikke harnogen umiddelbart iagttagelige afgrænsninger i forløbet. De forskellige niveauersproglig interaktion kan inddeles på, kan illustreres med samtalen:

10


A: - Kommer du så? Vi spiser. B: - Det forsøger jeg.

interaktion ytringer sætninger ord morfer

den enesreplik(opfor-dring)

+

den andensreplik(bekræf-telse)

spørgsmål

+

assertion:begrundelse

verbal+subjekt+adverbial

rod+fleksiv

komm-

er

pronomen du

adverbium så

subjekt+verbal

pronomen Vi

rod+fleksiv

spis-

er

assertion:

objekt+verbal

+

subjekt

pronomen Det

præfiks+rod+fleksiv

for~

søg-

er

pronomen jeg

Forholdet mellem helhed og del er på den sproglige interaktions manifeste udtryks-side bestemt alene ved KOMPOSITIONALITET: helheden er lig med summen afdelene og måden de er kombineret på: et ord består (i tid) af rækken af morfer somindgår i det, en sætning består af summen af ord som den er komponeret af,ytringen består af summen af de sætninger som den er konstrueret af, oginteraktionen af summen af ytringer (taleture) som den er sammensat af.

1. Emnet for en grammatik eller sproglære er sætningerne, ordene og morfemerne. Samtalenbeskrives i interaktionslæren og ytringerne i tekstlæren, mens lyd og bogstaver behandles ifonetikken og fonologien. I denne grammatik er egenskaber ved interaktion, ytringer (tekster) og lyddog inddraget i det omfang de har betydning for hvorledes sætningen er organiseret og fungerer.

2. Det som her kaldes interaktion, kaldes nogle steder for diskurs. Men da dette ord bruges imindst fire vidt forskellige betydninger i faglitteraturen, har jeg undgået at bruge det her. Ordetytring bruges om det der i samtaleanalyse kaldes en taletur og i tekstlingvistikken en tekst. Herreserverer jeg ordet tekst til en latent enhed der svarer til den manifeste enhed ytring, på sammemåde som morfem svarer til morf og fonem til fon. Læg mærke til at ordet ord både bruges om denmanifeste og den latente enhed.

11


§ 3. Latent intentionalitetInteraktionens udtryksside er en manifest fysisk realitet, mens tanken,indholdssiden, er et latent INTENTIONALT fænomen. Ordet intentionalitet bruges omat noget ikke blot eksisterer som en realitet, men også er rettet mod noget, drejersig “om” noget, er en repræsentation af noget andet end sig selv.

Rå realiteter er manifeste og OBJEKTIVE i den forstand at de er observatøruaf-hængige. Jorden drejer rundt om sig selv, vand fryser til is, og græsset gror, selvom der ikke er nogen der ser det eller tænker på det.

Intentionale fænomener, dvs. ønsker og antagelser, er latente og SUBJEKTIVE,dvs. observatørafhængige fordi de kun findes inde i den organisme der harbevidstheden. Hvis jeg synes at det er smukt at se solen stå op, er denne tankeafhængig af min observation; andre mennesker, der befinder sig andre steder, kanmåske slet ikke se solen <stå op’, eller de synes ikke den er smuk.

Intentionale fænomener imidlertid lige så objektive som rå realiteter, blot af enhøjere grad af kompleksitet og integration med omgivelserne; det er fænomener derfindes lokaliseret i den fysiske verden på bestemte tidspunkter, de er ikke blotmanifeste, men samtidig også latente, ikke blot observatøruafhængige, men harogså en side som er observatørafhængig. Når heksen i H.C. Andersens eventyr“Fyrtøiet” (tekst A) sætter stemme på sin udånding og artikulerer lydene [h] [u] [n][’], kan det beskrives som en fysisk realitet som eksisterer uafhængigt af om nogeniagttager det. Men når soldaten derved kommer til at tænke på et dyr der kan haveøjne så store som tekopper, er dette både en objektiv realitet i hovedet på ham oget intentionalt, subjektivt fænomen der kun er tilgængeligt for ham.

Det er vigtigt at se at tanker både er objektive fysiske realiteter (i form af fysio-logiske, kemiske og fysiske processer i hovedet og kroppen på den der har tanken)og subjektive intentionale fænomener på den måde at tankens indhold kun ertilgængelig for den organisme som har tanken. Når jorden drejer rundt om sig selv,og når vandet fryser til is en vinterdag, er dette rent fysiske fænomener som ikkehar nogen intentionalitet.

1. Til de intentionale bevidsthedsfænomener regner man ØNSKER OG ANTAGELSER (beliefs anddesires) på grundlag af perception, ræsonnement og erindring. Der findes dog ogsåbevidsthedsfænomener som ikke er intentionale, dvs. ikke er rettet mod noget, eller repræsentationeraf noget. Til ikke-intentionale bevidsthedsfænomener kan man regne rå behov og primærfølelser somtørst og smerte og stemninger som nedtrykthed eller lystighed. De er ikke <om’ noget og de kan ikkekommunikeres ved hjælp af sproget til andre bevidstheder, således som ønsker og antagelser kan.

12


§ 4. Tankens enhedI den sproglige interaktion har intentionale fænomener ikke større udstrækning enden ytring (taletur, replik, tekst); samtaler er per definition ikke intentionale fæno-mener, for de enkelte persons intentionalitet rækker ikke ud over deres egen replik,indholdet af de andres replikker er latent for dem. Den intentionalitet som erknyttet til sproglig interaktion har således maksimalt en udstrækning som en ytring.

Det definerende træk ved intentionalitet, i modsætning til rå realiteter, er densenhedskvalitet. Tanker udgør EN ENHED både af sansemodaliteter og over tid. Selvom en person perciperer den situation som hun eller han indgår i, gennem fleresansekanaler: lyd, synsindtryk, lugt, smag, opfatter personen situationen som énsituation. Og selv om situationen forandrer sig, og enorme mængder af molekylerskifter plads som tiden går, opfatter personen situationen som den samme situation.Ja, det at være en person, er at opfatte livet som en enhed i tid man har erindringom.

I tanken opfattes alle de i tid og rum adskilte dele som én simultan, integreretog hierarkisk ordet enhed af en FIGUR PÅ EN BAGGRUND. Det er således etdefinerende træk ved bevidsthed at organismen der bærer bevidstheden, kun kanopfatte og erfare den situation der fremkalder tanken, som én enhed, der består afen figur på en baggrund. Figuren opfattes som havende form og bestående af dele,mens baggrunden opfattes som uformet materiale.

Billedet herunder kan enten ses som en hvid vase på en sort baggrund eller tosorte ansigter i profil på en hvid baggrund. Man kan godt se først det ene billedeog så det andet, men man kan ikke se begge dele på en gang, og man kan ikkeundlade at se et af dem:

1. Det er ) underligt nok ) ikke ganske indlysende hvor mange sanser vi har. Men det ser udtil at vi har mindst 10 forskellige sanser som bevidstheden samler indtrykkene fra til énrepræsentation af den situation bevidsthedens krop befinder sig i: syn, hørelse, lugtesans, smagssans,varmesans, kuldesans, tryksans, smertesans, muskelsans (kinæstesi) og ligevægtssans(vestibulærsans).

2. Gestaltningen, det på grundlag af mange synsindtryk fra øjnene at danne ét billede af en figurpå en grund (og tilsvarende for de andre sanser), er et kausalt fysiologisk fænomen; vi kan ikke lade

13


være; det er ikke noget bevidstheden styrer eller regulerer; vi kan beslutte os til at se på at noget sker,men når vi gør det, kan vi ikke undlade at se at det sker.

3. En nødvendig del af intentionale tanker er erindringen; uden evnen til både i kortere oglængere tidsrum at opbevare, vedligeholde og genkalde tanker, ville der slet ikke være nogen tanker.Også erindringsevnen er en kausal fysiologisk proces, som tanken ikke selv har kontrol over; vi kantræne den, men vi kan ikke stoppe den.

4. Grammatikken beskriver hvorledes meningen med en sproglig enhed kan opfattes som en fi-gur på en baggrund: rødder på baggrund af fleksiver (§§ 15-32), stærktryk på baggrund af svagtryk(§§ 33-47), omsagn på baggrund af udsigelsen (§§ 48-73), budskabsudsagn på baggrund af støt-teudsagn (§§ 97-109), fremsat information på baggrund af forudsat, forgrunding på baggrund af bag-grunding (§§ 110-152), det konceptuelle på baggrund af det propositionelle, det propositionelle påbaggrund af det informationelle og det informationelle på baggrund af det interaktionelle (§ 7).

§ 5. At se noget som nogetNår man opfatter noget i bevidstheden som en figur på en baggrund, vil man altidSE DET SOM NOGET, eller under et bestemt aspekt. Billedet herunder kan man entense som en and der ser til venstre, eller som en kanin der ser til højre. Man kan ikkese begge dele på en gang, men man kan skifte eller kippe mellem dem på et øjeblik.

Man kan sige at en tanke altid er at genkende noget KONCEPTUELT, dvs. som en ka-tegori (et begreb), som er kendt og giver mening for organismen som har tanken(§ 250-271). Objektivt beskrevet er det vi ser, jo ikke andet end nogle fineklumper af tryksværte på noget papir. Det er kun i bevidstheden stregen genkendessom et billede af noget som man kan genkende fordi de allerede hører til enkategori som er kendt. Og det gælder ikke kun billedet af en and, men også når viser virkelige ænder. De er der som genstande med objektiv realitet ude ivirkeligheden, men det er kun i bevidstheden vi kan beskrive dem som hørende tilkategorien and med næb, øjne og hoved osv. Selv ved næbet ikke at det er et næb.Med begrebet eller kategorien sammenfatter vi delene til en helhed. Der findesogså kategorier der sammenfatter dele der er adskilt i tid til en enhed, det erbegreber som <situationer’, <begivenheder’, og <liv’.

14


§ 6. De forskelle der gør en forskelMan kan undre sig over hvilke egenskaber en fysisk realitet skal have for gennemsansning at blive opfattet som noget, og om hvilke dele af den meget kompleksesituation som et menneske befinder sig i, der opfattes som figuren, og hvilke sombaggrunden. Der er selvfølgelig forskelle ude i virkeligheden; nogle punkter tilba-gekaster lys der ser hvidt ud, mens andre tilbagekaster lys der ser sort ud. Mengrænserne mellem den hvide vase og den sorte baggrund skabes af beskueren.

Dette er blevet formuleret på følgende prægnante måde: Det som kommer fraverden over i bevidstheden (fx som grænsen mellem figur og grund), er kun DE

FORSKELLE DER GØR EN FORSKEL. Ude i virkeligheden er der forskelle, men ikke(altid) grænser. Grænserne findes i bevidstheden på grundlag af de forskelle dergør en forskel. Og den forskel forskellene gør, er at organismen der opfatter, harinteresser og behov forbundet med det der opfattes som figuren, og ikke i så højgrad med baggrunden. Bevidsthedshelheden er ordnet efter om delene har enfunktion i forhold til den organisme der har bevidstheden.

Forholdet mellem del og helhed er ved intentionale fænomener bestemt vedFUNKTIONALITET: meningen med en del er bestemt af meningen med den helhedsom den indgår i, og af dens funktion i denne helhed. Den hvide vase fungerer somfiguren på den sorte baggrund, og de to sorte profiler fungerer som figuren på denhvide baggrund. Man ser anden hvis man skal ud og fodre ænder, og kaninen hvisman går i skoven.

På denne måde fungerer tanken eller bevidstheden altid som figuren der har enfunktion i forhold til den krop eller organisme som har den. Og kroppen er altid enfigur på baggrund af omgivelsernes tid og rum. Tanken og bevidstheden er såledesi sig selv afgrænset fra omgivelserne, men også altid situeret i en krop som erplaceret i tid og rum i en situation.

Det som fremkalder og er årsagen til menneskers bevidsthedsindtryk og tanker,er en hel situation af tid og rum med lyd, lys, temperatur og tusindvis af genstandeder står i relationer til hinanden og forandrer sig i tid. Heraf vil det som træder sær-ligt frem, det som er prægnant, interessant, genkendeligt og brugbart, ibevidstheden blive opfattet som figuren, mens alt det andet reduceres tilbaggrunden for figuren (§§ 230-249).

§ 7. Tankens hierarkiSvarende til de fire niveauer på interaktionens manifeste udtryksside: interaktion,ytring (tekst), sætning og morf (ord), er det latente indhold, tankerne som kommu-nikeres, ordnet i et hierarki med fire lag, som fungerer som baggrund for hinanden

15


som i en kinesisk æske. Interaktionens enkelte replikker er KOMMUNIKATIVE

HANDLINGER med SOCIALE KONSEKVENSER. Ytringen har informationel funktionsom en BUDSKAB (tekst) der har RELEVANS for modtagerne. Sætningen har propo-sitionel funktion som HENVISNING til elementer i den omtalte situation og UDSAGN

om dem med REALITETSSTATUS. Ord og morfer har konceptuel funktion somBETEGNELSER (beskrivelser eller afbildinger) af genkendelige typer af foregangeog genkendelige kategorier af genstande i SAGFORHOLDET. (Fonemer og bogstaverhar ikke nogen mening, men kun adskillende funktion.) Funktionernes og tankernes lag er ikke ordnet lineært, efter hinanden i tid, somden manifeste interaktions dele, men hierarkisk som logiske forudsætninger forhinanden, som lagene i et løg, eller som billeder af billeder i en ramme, i en ramme.

I den kommunikative handling: Kommer du så? Vi spiser er de konceptuelleelementer i sagforholdet <du’ og <vi’ og <komme’ og <spise’, og de indgår samtidigti de propositionelle (hhv. spørgende og konstaterende) udsagn om begivenheder:<kommer du?’ og <vi spiser’. Disse udsagn indgår sammen i et budskab (en tekst)og tæller så som en begrundet opfordring som er relevant for modtageren i situatio-nen: Vi spiser får sin relevans dels som en begrundelse for den opfordring derligger i Kommer du så?’, dels af at modtageren er sulten. Helekommunikationshandlingen har så sociale konsekvenser for både afsenderen ogmodtageren, nemlig at de samles og spiser.

16


§ 8. Typer af meningDe fire lag af betydning er således ikke blot typisk knyttet til fire forskelligeniveauer af interaktionens udtryksside, men opfylder fire forskellige funktioner afden manifeste ytringshandling, og er forbundet med fire forskellige regelsystemer.Ytringen af en sætning i et interaktionsforløb kan således have fire forskelligefunktioner:

a) Den fysiske handling kan i interaktionen tælle som en sproghandling meden social relation af RET OG PLIGT mellem samtalepartnerne. Ytringen Kommer duså? kræver en reaktion, og forpligter taleren enten til at retfærdiggøre sin utålmo-dighed, eller at iværksætte eventuelle sanktioner hvis opfordringen ikke følges.

b) Som del af et budskab (en tekst) skal ytringen af sætningen haveinformationel funktion som RELEVANT budskab til den specifikke modtager, somskal være interesseret i at kende informationen fremfor ikke at kende den. I detteeksempel: Kommer du så? Vi spiser får den anden sætning sin relevans sombegrundelse for den første sætning, som får sin relevans som høflig opfordring(snarere end som spørgsmål).

c) Sætningen har som udsagn den propositionelle funktion at have REALITETS-STATUS i forhold til den omtalte verden, dvs. der skal være vellykkedehenvisninger i tid og rum til genstande i den omtalte verden, fx du, og udsagneneom foregange (relationer, tilstande og overgange) i tid og rum mellem dem skalhave realitetsstatus som hhv. opfordring og forudsigelse om noget fremtidigt somskal blive som det siges.

d) Endelig har ytringen af sætningens ord og morfer den konceptuelle funktionat BETEGNE (beskrive eller afbilde) genstande og foregange så de passer sammeni et anskueligt og konsistent sagforhold, hvor fx <personer’ <kommer’ til<middagsborde’ og <spiser’ deres <mad’. De fire niveauer og lag kan stilles op ifølgende skema:

Funktion interaktionel informationel propositionel konceptuel

Udtryksenhed manifest handling ytring sætning ord (morf)

Indholdsenhed sproghandling (tekst)budskab udsagn oghenvisning

betegnelse

Meningstype ret og pligt relevans realitet (sandhed) genkendelighed

Handlingstype perlokutionær illokutionær retisk fatisk

1. Ordene henvisning og betegnelse bruges her om det der i andre fremstilling kaldes reference.Der skelnes her mellem propositionel funktion med henvisning og udsagn, og konceptuel funktionmed betegnelse (beskrivelse og afbildning). Grunden til at ordet reference ikke bruges i denne frem-stilling, er netop at de af nogle forfattere bruges om propositionel henvisning, og af andre om kon-

17


ceptuel betegnelse. Det der andre steder kaldes referenten, kaldes her enten den genstand i den om-talte situation som der henvises til eller den kategori som genstanden beskrives som hørende til.

2. Handlingstyperne der er anført i skemaet er de termer som Austin har indført for deforskellige niveauer i sproglig interaktion: fatisk, retisk, illokutionær og perlokutionær. Bemærk atordet phatic hos Austin bruges om ‘konceptuel mening’, og ikke som hos Malinowski omindholdsløs kommunikation der opretholder den sociale forbindelse.

3. Læren om interaktion behandles ikke i denne bog, budskabers informationelle relevans be-handles i IV. Meddelelseslære, udsagn og henvisninger beskrives i III. Sætningslære, og afbildningenaf sagforhold i V. Betydningslære.

§ 9. SætningenYtringen af den manifeste enhed en sætning (sammenkædning af ord og morfer)tæller som et udsagn i en tekst der har både konceptuel, propositionel, tekstuel oginteraktionel funktion eller indhold. De fire niveauer er på udtrykssiden enhederaf forskellige udstrækning der indgår som dele af hinanden, og på indholdssidenforholder de sig som figur og grund til hinanden i et hierarki der bedst kanfremstilles som en løgmodel.

Her skal sætningen beskrives med en model som både beskriver det lineæreforløb og de forskellige simultane meningslag. Den omfatter dels leksikalskemorfemer der beskriver genstande, foregange og omstændigheder der tilsammenudgør et sagforhold, dels markører for tid og sted som gør sætningen til et(propositionelt) udsagn om en situation, dels signaler for relevans der gør udsagnettil et budskab, og dels indikatorer på sociale konsekvenser der gør budskabet til enhandling. Den propositionelle funktion er underinddelt i den situationelle og denkonceptuelle funktion.

HANDLING interaktionel funktion

konse-kvens

TEKSTUDSAGN informationel funktion

rele-vans-sig-naler

UDSAGN propositionel funk.

reali-tets-mar-kører

SITUATION situationelle funktion

tids-mar-kører

SAGFORH OLD konceptionel funktion.

GENSTAND FOREGANG OMSTÆNDIGHED elementer

Grammatikken beskriver dels hvorledes sætningens manifeste udtryksside dechi-freres og hierarkiseres til en tolkning, og dels hvorledes det logiske hierarki affunktioner eller indholdstyper i handlingen lineariseres til et sekventielt forløb. Deforskellige indholdselementer udtrykkes på forskellige måder, og grammatikkenbeskriver således hvilke manifeste udtryk der findes for <genstande’, <foregange’,<omstændigheder’, <tid og sted’, <realitet’, <relevans’ og <social konsekvens’.

18


1. Når et logisk hierarki lineariseres kan man enten have rækkefølgen grund-figur (operand-operator) som fx verbum-objekt eller artikel-substantiv, eller rækkefølgen figur-grund som fxsubstantivrod-bestemthedsfleksiv eller verbalrod-finitfleksiv. Når et sprog som dansk linearisererdet logiske hierarki på begge måder, skyldes det at det er midt i en udvikling fra at være etovervejende fleksiv-sprog til at være et overvejende isolerende sprog.

§ 10. Tanke og virkelighed.Der hører mere til et stykke kommunikation end udtryk og indhold. Kommunikati-on er en begivenhed i den virkelige fysiske verden, som opfattes af dem der er tilstede i situationen. Ved kommunikation fra den ene til de andre har de andre etsanseindtryk af den enes manifeste handling, og det får deres tanker til at rette sigmod noget fælles tredje. Der er således fire forskellige størrelser på spil når dersker kommunikation. Hvis vi tager heksens replik til soldaten i “Fyrtøiet” (eksem-peltekst A), hvor hun siger: A35/...og oven på den sidder en hund, er der følgendeinstanser i aktion: I 1) KOMMUNIKATIONSSITUATIONEN på landevejen ved det gamletræ med personerne og deres bevidstheder (Sk) sker den fysiske handling at heksen2) YTRER ordene (Y), der som det der opfattes som figuren inde i soldatens hoved,fremkalder 3) en TANKE (T), som i en eller anden forstand er den samme som denheksen har inde i sit, nemlig om (rettet mod) 4) DEN OMTALTE SITUATION (So), hvorhunden sidder oven på kisten.

Sk -->

Y) =>T) <--So)

19


§ 11. Tælle som-mekanismenForholdet mellem disse fire instanser er dette at kommunikationssituationen (Sk)KAUSALT (fysiologisk) FREMKALDER (noteret <-->’) en tanke hos parterne derindgår i den; de sanser den og opfatter ytringen som figuren på baggrund afpersonerne og omgivelserne i situationen. Denne ytringshandling (Y) TÆLLER SOM

(noteret <=>’) en tanke (T) rettet mod (noteret <--) den omtalte situation (So) fordiden har sprogfællesskabet og kommunikationssituationen som fælles BAGGRUND

(noteret <[ ... ]B’ ). Det hele kan noteres i én formel således:

Sk --> [Y => (T <-- So )]B.

Det er en vigtig forudsætning for kommunikationen at ytringen kun kan tælle somen fælles tanke på baggrund af parternes fælles opfattelse af kommunikationssi-tuationen; de tilhører det samme sprogfællesskab og kender det samme sprog, degår ud fra at de ser den samme virkelighed omkring sig (Kan du se det store træ?siger heksen A18/), og de anerkender begge hvem der taler, og hvem der lytter,hvad der er figuren, og hvad der er baggrunden i situationen: [Y => T]B.

Tanken er rettet mod den omtalte situation, som ikke (nødvendigvis, og ikkei dette tilfælde) er en del af kommunikationssituationen; tankens indhold er ikkeheksen på landevejen, men hunden på kisten. Denne rettethed noteres <<--’ forditanken som soldaten får ved at høre heksens ytring, er af en sådan art at den kunnevære kausalt fremkaldt af at han stod nede i træet, gik ind ad døren, og så hundensidde på kisten (hvad han faktisk gør senere i historien). Tankens rettethed (densintentionalitet) er altså en spejlrelation til det at den fysiske virkelighed kausaltfremkalder sanseindtryk. Den tanke om hunden på kisten som fremkaldes af hek-sens ytring, er den samme tanke som den virkelige hund på kisten ville fremkaldehvis soldaten stod nede i rummet i det hule træ og så på den: (T <-- So ).

§ 12. SprogspilTælle som-mekanismen ([Y => T]B) gør rå, individuel, fysisk adfærd til kollektiveintentionale tanker (dvs. tanker rettet mod det samme). Intentionale sproglige fæ-nomener, dvs. ønsker og antagelser der har et indhold og retter sig mod noget udenfor den der bærer bevidstheden, er ikke blot fysiske og intentionale, men ogsåfælles og samfundsmæssige. De forudsætter samfundet og sprogfællesskabet oger, selv om de er subjektive, en del af kulturen.

20


Baggrund = spil

handling => Kendsgerning

Denne mekanisme kan man illustrere med et spil som fodbold. Det at røre en boldmed sin hånd er altid et fysisk fænomen, det kan være sjovt eller væmmeligt, medvilje eller tilfældigt. Men det at røre bolden med hånden tæller i en fodboldkampsom frispark. Når en spiller har rørt bolden med hånden, fløjter dommeren, og såtager en af de andre bolden med hånden og lægger den på det sted hvor den førstegang blev rørt med hånden. Så fløjter dommeren og spillerne rører derefter kunbolden med fødderne og hovedet.

Når flere parter træder ind i et fælles SPIL, bliver alt forvandlet (i deltagernesbevidsthed) skønt intet er ændret (i den manifeste situation): handlingerne er desamme rå realiteter (fx at røre bolden med hånden); men alt bliver forvandlet ibevidstheden (den grå zone), når den indgår i et spil og accepteres som en socialkendsgerning (frispark). Det er ved tælle som-mekanismen at naturen gøres tilkultur, men tælle som-mekanismen fungerer kun når der allerede er et fællesskabom reglerne for spillet.

Inden for spillet kan man gøre rå realiteter til sociale kendsgerninger. Uden forspillet tæller den fysiske handling ikke som noget som helst. Tælle som-mekanismen forudsætter fælles bevidsthed ikke om den omtalte situation, men omspillet. Præcis det samme gælder sproget. Ytringen af bestemte lyde, ellertegningen af bestemte figurer, tæller kun som middel til kommunikation af tanker,når man spiller sprogspil, dvs. på baggrund af sprogets fælles regler. Når man erinde i sprogspillet, tæller det at puste ud uden noget hæmme i mundhulen som et[h], fx i ordet h-und, uden for sprogspillet puster man ud når man trækker vejret.

1. Tælle som-mekanismen dækker nogenlunde det samme som af andre kaldes kommutationsprøven;man udskifter i en bestemt ramme, fx m_le eller hun skrev ___ bogen, det ene segment med detandet, fx mile: mele: mæle ... og hun skrev i bogen, på bogen, om bogen ..., og hvis det giverbetydningsforskel, er segmentet et fonem, hvis det giver den samme betydningsforskel hver gang,er det et morfem. Tælle som-mekanismen er dog en mere avanceret test end kommutationsprøven,for den siger Y tæller som T på baggrund af B, så man kan også udskifte baggrunden og se hvilkenbetydningsændringer det giver på Y: i bogen: i 1897: i to uger ...

§ 13. Sprogets niveauerDet forunderlige at mennesker ved hjælp af fysiske handlinger kan dele tanker medhinanden i et sprogfællesskab, kan forklares ved stadige aktiveringer på sprogetsfire niveauer af tælle som-mekanismen, som siger: den sproglige ytring tæller somfælles tanke på en fælles baggrund: ([Y => T]B). Ytringen af foner (lyde) tællersom fonemer (sproglyd med adskillende funktion) på baggrund af det morfem det

21


indgår i; ytringen af et morf tæller som et morfem på baggrund af det udsagn deter en del af: ytringen af en sætning tæller som et udsagn på baggrund af detbudskab som den udtrykker, og en ytringen tæller som et budskab (tekst,sproghandling) på baggrund af en samfundsmæssig institution somkommunikationen indgår i. Det hele kan fremstilles således:

Institution

Budskab (tekst, sproghandling) ytring => Budskab (tekst,sproghandling)

Udsagn sætning => Udsagn

Morfem morf => Morfem

fon => Fonem

For hvert niveau gælder det at en eksemplarhandling fungerer som en typehandlingpå baggrund af typen på det højere niveau. Det vil omvendt sige at typen på dethøjere niveau kun kan realiseres gennem (rækker af) eksemplarhandlinger på detlavere niveau. Det er det der kaldes PRINCIPPET OM FUNKTIONALITET (§ 6): enindividuel manifest handling på ét niveau (dvs. fon, morf, sætning eller ytring)tæller kun som en social kendsgerning (hhv. fonem, morfem, udsagn eller budskab)hvis den har en relevant funktion i forhold til den helhed som den indgår i (hhv.morfem, udsagn, budskab (sproghandling) og institution).

En manifest enhed har ikke i sig selv noget præcist indhold, den har ikke i sig selv en præcis værdi,betydning, mening eller funktion, men en række mulige værdier, betydninger eller meninger.Enheden får først indsnævret mulighederne til én præcis funktion når den realiseres på baggrund afen større enhed (§§ 185-196).

Skrivningen af bogstavet ø tæller som fonemet /ø/ i ordet dør, når det er verbum i sætningenhan dør, mens det tæller som fonemet /ö/ i ordet dør, når det er nominal i sætningen luk den dør! Or-det i betyder <med placering på og omgivet af’ i sætningen kaffen i koppen er kold, mens det betyder<under et tidsrum af’ i sætningen hun ventede i 4 timer. Sætningen Kan du nå saltet tæller som enopfordring hvis den ytres ved frokostbordet til en af de andre, mens den tæller som et spørgsmål, hvisdet er den lille købmandskone der ytrer den til den høje kommis, når hun er ved at afgøre hvor højthylden med saltet skal sidde.

Meningen med ytringen af en sætning kan således ikke alene være bestemt vedkompositionalitet, dvs. som summen af meningen med delene og meningen med måden de erkombineret på. Den må også altid være bestemt ved funktionalitet, dvs. ved meningen med den tekst-og interaktionshelhed den indgår i og dens funktion i forhold til denne helhed.

§ 14. SproglæreSproglære (grammatik) er læren om hvorledes reglerne for sprogspillet gør detmuligt for den ene ved en række manifeste handlinger at dele intentionale tanker

22


med andre i et sprogsamfund. Sproglæren må tage hensyn til at manifeste hand-linger og intentionale tanker er af forskellig epistemologisk og ontologisk karakter,som det er beskrevet i det foregående.

Kommunikationens handlinger og tanker kan beskrives som to skrin derindeholder nøglen til hinanden: Tanken er i rum en del af den materiellekommunikationssituation fordi den forårsages af fysiologiske, kemiske og fysiskeprocesser inde i hovedet og kroppen på kommunikationsparterne; men den fysiskekommunikationssituation er også en del af tanken som er en repræsentation afforløbet både i den omtalte situation og i kommunikationssituationen og afrelationen mellem dem. Det er sprogspillets regler der gør dette muligt.

HANDLINGER TANKER

manifeste, dvs. til at se eller høre, udført afafsenderen

latente, dvs. ikke til at se eller høre, men tænkt afbåde afsenderen og modtagerne

rå fysisk realitet i tid og rum både fysisk realitet og intentionalt fænomen, dvs.rettet mod noget andet end sig selv, repræsentationaf noget

objektive, dvs. observatøruafhængige både objektive og subjektive, dvs.observatørafhængige

sammenkædning af sekvenser til en kæde en simultan udelelig helhed i et logisk hierarki

sekventielt ordnede med enheder påforskellige niveauer af forskelligudstrækning

hierarkisk ordnet helhed med figur og grund somfigur på en baggrund

individuelle kollektive, dvs. repræsentationer af det samme hosalle parter

forholdet mellem helhed og dele bestemtved kompositionalitet

forholdet mellem helhed og dele bestemt vedfunktionalitet

Handlinger og tanker kan beskrives som to skrin der indeholder nøglen til hin-anden: tanken er i rum en del af den materielle kommunikationssituation fordi denforårsages af fysiologiske, kemiske og fysiske processer inde i hovedet og kroppenpå kommunikationsparterne; men den fysiske kommunikationssituation er også itid en del af tanken som er en repræsentation af forløbet både i den omtaltesituation og i kommunikationssituationen og af relationen mellem dem. Det ersprogspillets regler der gør dette muligt.

Sproglæren er her først inddelt efter de manifeste handlingsniveauer i II.Ordlære, III. Sætningslære, IV. Meddelelseslære, dernæst efter de latente tankerslag i IV.D. Udsagnets informationsstruktur, IV.E. Meddelelsesform, V.A.

23


Grammatisk mening, V.C. Leksikalsk betydning og V.E. Konceptuel mening, menalle kapitler handler om hvordan reglerne gør det muligt for den ene at dele tankermed de andre ved at udføre manifeste handlinger. Med andre ord er sproglærensemne hvordan det er muligt for de kommunikerende i tekstytringen at gå fraindhold til udtryk, og i teksttolkningen fra udtryk til indhold.

1. Hvordan mennesker kan lære at blive sprogbrugere når kommunikation forudsætter kendskabtil sprogets regler, som kun kan læres gennem kommunikation, er et uløst problem, hvis forklaringmå findes for ca. 40 000 år siden; men enhver kan se at det faktisk lader sig gøre. Det er bl. a. sprog-videnskabens opgave at løse dette problem, og det er almindeligt at antage medfødte evner af denene eller anden slags for at forklare dette sprogets under. Man antager således at højere dyrearter ogførsproglige børn har en vis, omend rudimentær intentionalitet, dvs. evne til at repræsentere sin om-verden i bevidstheden. Hos menneskebørn, der vokser op i et sprogfællesskab udvikles dernæst inten-tionaliteten ved sproglig kommunikation, og de sproglige evner udvikles for at udtrykke kompleksintentionalitet, som omfatter skellet mellem sagforhold, udsagn, meddelelse og handling.

Documents

I. Kommunikation og sproglæreoletogeby.dk/filer/Fungerer%20denne%20s%C3%A6tning... · den enes replik (opfor-dring) + den andens replik (bekræf-telse) spørgsmål + assertion: begrundelse