Ideer vi lever på. Humanistisk viden i videnssamfundet Af Finn Collin og Jan Faye

Humaniora er en succes i det moderne videnssamfund. Der er stor søg- ning til de humanistiske uddannelser, og stadig flere humanistiske kandidater finder arbejde i det private erhvervsliv i talrige forskelligar- tede servicefunktioner. Humanistisk viden vil i fremtiden levere stadig flere produkter til den hastigt ekspanderende “oplevelsesøkonomi”. Der er bred og voksende interesse for humanistiske forskningsresulta- ter, som de formidles af historikere, psykologer, sprogforskere, ledelses- teoretikere osv. i en populær og tilgængelig form.

Alligevel tales der hele tiden om “humanioras krise”, og politikere og universitetsadministratorer udtrykker offentligt undren over, hvad der egentlig er humanioras ærinde og projekt. Grunden til dette paradoks er, at universiteterne i dag er under hastig forvandling til virksomheder, der skal opnå resultater, som hurtigst muligt kan omsættes til salgbare produkter i den nye globale økonomi. Det vigtigste, som humanistisk tænkning leverer til samfundet, er imidlertid ikke viden, der kan om- sættes til materielle konsumgoder eller indbygges i servicefunktioner, selv om dette faktisk er hastigt voksende brancher. Derfor er humani- stisk grundforskning kommet under stærkt pres i takt med den tilta- gende omdannelse af universiteterne til redskaber for industripolitik- ken.

Den vigtigste samfundsfunktion, som humanistisk tænkning udfyl- der, er at udvikle ideer, som vi lever på. Mennesker kan ikke, som dyrene,

I D E E R V I L E V E R P Å

blot leve deres liv på medfødte instinkter eller faste indlærte handle- mønstre; mennesker lever deres liv ud fra ideer om, hvad et menneske er og bør være, hvordan dets forhold er og bør være til medmennesket og til samfundet som helhed. Nogle af disse ideer er universelle, de tæn- kes at have gyldighed for alle mennesker til alle tider. Andre er geogra- fisk og historisk specifikke; mennesker lever ikke alene på basis af en ide om, hvad det vil sige at være menneske, men også hvad det vil sige at være dansker eller europæer, borger i det 21. århundrede, mand eller kvinde, socialist, liberalist eller konservativ, en god leder, en dygtig læ- rer, en god far, mor eller ægtefælle osv. Humanistisk tænkning er kilden til sådanne ideer og forestillinger, som vi lever på.

Humanistiske tanker – tanker om mennesket og dets forhold til an- dre mennesker og til samfundet – opstår ikke blot på universiteter og andre forskningsinstitutioner, men også inden for journalistikken, skønlitteraturen, billedkunsten og mange andre steder. I det moderne samfund er universiteternes humanistiske forskning imidlertid uden sammenligning den vigtigste kilde til sådanne tanker, og det er den, vi skal koncentrere os om her. I humaniora har vi desværre været for dår- lige til at forklare, hvad det er, vi primært frembringer. Derfor er der brug for, at vi gør omverdenen opmærksom på, hvad vi kan og gør – og dette er formålet med nærværende bog. Vi vil fortælle om tanker, som vi ikke lever af, men på, og som ikke bevæger sig ud i samfundet via en faktura, men gennem populære bøger, foredrag, skolen, dagspressen og fagpressen, politiske bevægelser og mange andre kanaler.

Den manglende forståelse for denne rolle skyldes en blind plet i den optik, hvorigennem samfundet ses, og som gør den humanistiske tænk- nings funktion usynlig. Det drejer sig især om den “økonomisme”, der er fælles for de to standpunkter, der i de seneste 150 år har domineret den politiske tænkning i den vestlige verden, nemlig socialisme og libe- ralisme. Den har kun øje for de ideer, vi lever af, men overser dem, vi lever på.

På et overfladisk plan hænger dette sammen med den tiltagende kommercialisering af alle sfærer i samfund og menneskeliv i den indu- strialiserede verden. Alle menneskelige aktiviteter og relationer gøres til varer, der kastes på markedet og sælges for en pris. Inden for den per- sonlige sfære hænger denne kommercialisering sammen med en indi-

I D E E R V I L E V E R P Å . H U M A N I S T I S K V I D E N I V I D E N S S A M F U N D E T

vidualisering, hvor den enkelte ikke længere er defineret ved sin fami- liemæssige baggrund eller klasse, men skaber sig selv. Denne selvska- belse består i at forme en identitet ved symbolske virkemidler, som markedet udbyder. Og hvor værdien af individets dannelsesproces tidli- gere blev vurderet ud fra traditionelle målestokke, som var nedlagt i kulturen, ligger de i dag i, hvor succesrig personen er med at “brande” sig selv på markedet – hvilket til syvende og sidst måles på den økono- miske position, han eller hun kan sikre sig. Kommercialiseringen skri- der også hastigt frem på det samfundsmæssige niveau, hvor den går under betegnelsen “privatisering”. Den er et resultat af en bevidst poli- tik, hvorved aktiviteter, der tidligere tilhørte familiesfæren eller blev varetaget af det offentlige, nu overføres til privateje og markedsføres.

På et dybere og vigtigere plan hænger det manglende blik for huma- nioras funktion sammen med den opfattelse, at den fundamentale driv- kraft bag samfundsudviklingen, og dermed den afgørende drivkraft i menneskehedens historie, er teknologi, som er afledt af naturvidenska- bens landvindinger. Naturvidenskabelig viden har givet os dampmaski- nen, spinderokken og jernbanen, benzinmotoren og bilen, elektricite- ten, radioen og telefonen, flyvemaskinen, computeren og talrige andre ting, som er centrale bidrag til den menneskelige civilisations udvik- ling. Disse teknologiske nyskabelser igangsatte den industrielle revolu- tion, som har givet os den velstand, vi oplever i dag, og de fører os nu ind i en ny, postindustriel samfundsform. Humanistisk viden spiller i den gældende optik ingen aktiv rolle i denne udvikling, dens funktion er udelukkende at reflektere over udviklingen og forstå, hvad den inde- bærer for menneskers selvopfattelse og for deres måde at leve på. Hu- maniora er ikke proaktiv, men reaktiv – og undertiden endda reaktio- nær, hvis den formulerer en modstand imod UDVIKLINGEN, dvs. de forandringer, som teknologiske nyskabelser bringer med sig, og som be- tragtes som uundgåelige.

På denne måde ses teknologisk og naturvidenskabelig viden i en fun- damentalt anden optik end den, der anlægges på humanistisk viden. Teknologisk viden er uløseligt koblet til plusordet “innovation”, den er nyskabende og fremtidsrettet, hvorimod humanistisk viden hovedsa- gelig er bagudrettet: Den har noget at gøre med tradition, med gammel- dags ideer om dannelse og med kulturarven.

I D E E R V I L E V E R P Å

Dette betyder ganske vist ikke, at humanistisk viden anses for at være værdiløs. Bevarelse af kulturarven og de traditionelle værdier har igennem de senere år fået øget politisk betydning i den igangværende kulturkamp, dvs. konfrontationen med islam, som er krumtappen i dagens danske politik. Men det afgørende er, at denne viden udelukken- de ses i bagudrettet perspektiv: Den indgår i de forskellige kanoner, i første omgang kulturkanonen, senere fulgt af demokratikanonen. Hu- manistisk viden betragtes som noget, der er frembragt i fortiden, og dens historiske betydning for demokratiet, samfundet og kulturen re- spekteres fuldt ud. Men det ligger i denne tankegang, at der ikke er brug for eller plads til fremtidige humanistiske grundideer: Vi har allerede alle de fundamentale humanistiske indsigter, vi har brug for; de danner basis for et samfund, hvis fremtidige udviklingsretning og udviklings- takt herefter udelukkende bestemmes af teknologien. Det er kanon kon- tra innovation.

I dag er der god grund til at komme ud over den økonomisme og tek- nologifiksering, som ser samfundsudviklingen drevet frem alene af tek- nologiske fremskridt, og som ser stadig vækst i materiel produktion og forbrug som den fundamentale samfundsmæssige opgave. Avisernes overskrifter fortæller hver dag om globale problemer, som hænger sam- men med netop disse måder at opfatte politikken på. De er imidlertid svære at udrydde, fordi den deles af de to dominerende politiske og sam- fundsmæssige opfattelsesmåder, liberalismen og socialismen. De er beg- ge afgørende formet af erfaringer fra industrialismens klassiske epoke i midten af 1800-tallet, hvilket altså betyder, at det moderne samfunds selvopfattelse på afgørende punkter er bestemt af tankegods, som har 150 år på bagen.

Hvis man skal finde frem til, hvor nye tanker om mennesket og dets relation til samfundet skal komme fra, kan man notere, at de opfattel- ser, de skal afløse, oprindelig stammede fra humanistisk tænkning. De udsprang nemlig af grundlæggende menneskeopfattelser. Den klassi- ske liberalismes fader, John Locke (1632-1704), var en af de centrale bidragydere til oplysningstidens menneskesyn, hvis primære antagelse var, at mennesket er fornuftigt og dermed myndigt. Den moderne libe- ralismes ophavsmand, John Stuart Mill (1806-1873), formulerede en tænkning, der på mange måder er en videreudvikling af oplysningsti-

I D E E R V I L E V E R P Å . H U M A N I S T I S K V I D E N I V I D E N S S A M F U N D E T

dens menneskeopfattelse, mens Karl Marx (1818-1883) udviklede ideen om, at mennesket skaber sig selv ved sin omformning af den materielle omverden igennem arbejdet. Deraf sprang forestillingen om et sam- fund, hvor ingen berøves frugten af sit arbejde, og dermed sin menne- skelige værdighed. Igen gælder det, at der først udvikles en menneske- opfattelse, hvorfra der så afledes et samfundsideal.

På samme måde vil humanistisk tænkning også i fremtiden være det sted, hvor nye forestillinger om menneske og samfund udvikles. De politiske partier skaber ikke selv sådanne ideer, men henter dem i ste- det fra humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, fra kunst og litteratur, kulturkritik osv. Denne funktion af humanistisk tænkning er ukendt for den aktuelle videnspolitik: Den er ironisk nok blind for netop de institutioner i samfundet, hvor det abstrakte idegrundlag for politiske programmer skabes.

Pointen er imidlertid ikke primært, at vi kan se svagheder ved de eksisterende politiske ideer og de menneskeopfattelser, de udsprang af, men at vi under alle omstændigheder må værne om muligheden af at tænke nye. Der er ikke mindst brug for nye sekulære tanker om menne- ske og samfund. For der er en tendens i det moderne samfund til, at mennesker tyr til religionerne for at finde en tilværelsesforståelse, der ikke drejer sig om økonomisk nytte. Dette kan ikke undre, hvis religio- nen er den eneste institution, der ikke bliver spændt for den økonomi- ske væksts vogn. Men det er næppe, hvad de moderne samfund har brug for, hvis vi skal undgå religiøs polarisering i den fremtidige globa- le virkelighed.

Humanistisk viden har selvfølgelig også andre og mere konkrete funktioner i videnssamfundet. Den spiller en rolle ved udviklingen og forfinelsen af talrige servicefunktioner og har på det seneste også bidra- get til udviklingen af produkter i den såkaldte “oplevelsesøkonomi”. Også disse funktioner har længe været overset i en optik, der er snævert fokuseret på materielle konsumprodukter, men de er dog omsider ble- vet erkendt som bidragydere til skabelsen af “merværdi” i samfundet. Men humanistisk tænkning som leverandør af grundlæggende tanker – nye tanker – om menneske og samfund og om forholdet imellem dem overses stadig; de er usynlige i en optik, hvor alting måles med økono- miske alen. Det ønsker vi at rette op på med denne bog.

I D E E R V I L E V E R P Å

Bogen falder i tre dele: I første del (kapitel 1-4) belyses humanioras aktuelle situation mere indgående. I kapitel 1, af Finn Collin og Jan Faye, gøres der rede for den ændring i Danmarks offentlige forsknings- politik igennem de senere år, som er en væsentlig årsag til problemet, mens Finn Collin i kapitel 2 undersøger en vigtig ideologisk præmis for den ændrede politik, der er et internationalt og ikke blot dansk fæno- men. En anden bagvedliggende præmis, nemlig at humanvidenskab og naturvidenskab er radikalt forskellige i deres metoder, undersøges og kritiseres af Jan Faye i kapitel 3. For at dokumentere problemets inter- nationale karakter giver Jesper Eckhardt Larsen i kapitel 4 en rapport om humanioras trængsler i Tyskland, og om hvordan humanistiske for- skere har forsøgt at imødegå dem.

I anden del (kapitel 5-10) fremlægges der eksempler på de bidrag, som centrale humanistiske fag har ydet til menneskeopfattelsen, kul- turudviklingen og politikken. Det første fag er pædagogikken, som behandles af Sven Erik Nordenbo. Han fortæller i kapitel 5 om de fun- damentale humanistiske tankefigurer, som har ligget bag ved de sidste ca. 150 års pædagogiske tænkning og praksis. Kapitel 6, af Hans Hertel, drejer sig om litteraturvidenskaben og viser, hvordan dette humanisti- ske fags forskningsresultater typisk ikke bevæger sig ud i samfundet via et patent og en faktura, men igennem forskellige former for popula- risering og formidling. Kapitel 7 handler om retorikkens dobbelte betydning for samfundsdebatten: dels dens normative rolle ved tilbli- velsen og formidlingen af ideer og holdninger, dels som medium for den offentlige debat. Det er skrevet af Christian Kock og Lisa Storm Villadsen. I kapitel 8 fortæller Ole Fogh Kirkeby om protreptikken, en humanistisk tanketradition af samme ælde som retorikken, som har været næsten glemt i århundreder, men som netop nu oplever en renæs- sance i ledelsesteorien. Kapitel 9 handler om sprogvidenskaben, som på den ene side har leveret ideer, der har været brugt til at definere det fæl- les menneskelige, på den anden side ideer, som kan bruges til at sætte skel mellem mennesker og samfundsgrupper. Det er skrevet af Frans Gregersen og Peter Harder. Endelig diskuterer Uffe Østergård i kapitel 10, hvordan historievidenskabens resultater har tjent som våben i fyr- steslægters og nationalstaters rivalisering, og hvordan de også i dagens Danmark bruges i den politiske kamp.

I tredje del (kapitel 11-12) samles der op på analysen af humanioras

aktuelle situation, og der gives nogle bud på fremtidsperspektiver. Hans Siggaard Jensen og Frederik Stjernfelt giver et hastigt rids af den humanistiske tænknings nyere historie og påpeger et tema, der forener den uhyre mangfoldighed af emner og tænkemåder: De er alle bidrag til en oplysningsproces, der også vil kunne udgøre humanioras drivkraft i fremtiden. Peter Harder og Frans Gregersen understreger i kapitel 12 li- geledes mangfoldigheden i det udbud af livsfortolkninger og menings- dannelse, som humaniora tilbyder os, men er skeptiske med hensyn til, om der er nogen fællesnævner for mangfoldigheden. Især har humani- ora ikke autoritet til at udpege et bestemt substantielt begreb om det oplyste menneske, som kunne være målet for humanioras bestræbel- ser.

Imidlertid er denne forskel mere tilsyneladende end reel. Siggaard Jensen og Stjernfelt definerer oplysning ved hjælp af Immanuel Kants berømte ord: “Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand, det er altså oplysningens valgsprog.” Dette kan stadig tjene til at definere humaniora som akademisk forskning, også i fremtiden: Modet til at bruge sin forstand inden for humanistisk forskning er nemlig modet til at se de sandheder om mennesket i øjnene, som afdækkes igennem vi- denskabelig forskning. Disse resultater er ikke nødvendigvis smigren- de for vores yndlingsopfattelser om, hvad mennesket er eller burde være; det er langtfra givet, at de understøtter klassiske oplysningstan- ker om, at mennesket i sit væsen entydigt er godt og fornuftigt, og at den nederdrægtighed og indskrænkethed, vi ofte ser, kun skyldes un- dertrykkelse og dårlige kår. Menneskets tilbøjelighed til at lægge sin skæbne i hænderne på en højere, guddommelig magt skyldes muligvis ikke blot et fordummende præsteskab, som de klassiske oplysnings- tænkere hævdede, og dets aggressive holdninger til medmennesket skyl- des måske ikke alene dårlig opvækst og usle levevilkår, som velmenen- de moderne opdragere har fortalt os; begge tendenser er muligvis foran- krede i den menneskelige natur. Humanistisk forskning er ikke forplig- tet på noget bestemt ideal om menneskelig frigørelse, men alene på det videnskabelige ideal om at blotlægge sandheden om den virkelighed, den har til opgave at undersøge.

Viden om mennesket er humanistisk forsknings vigtigste bidrag til

I D E E R V I L E V E R P Å

det samfund, der finansierer den. Den kan bruges til at frigøre og udvik- le mennesket, eller til at manipulere og umyndiggøre det. Valget er op til os alle hver især, både som enkeltpersoner, der bruger humanistisk tankegods, og som medlemmer af et samfund, hvor den humanistiske forsknings retning afgøres ved en demokratisk proces. Desværre her- sker der i dag udtalt ligegyldighed i offentligheden med hensyn til hu- manioras situation, en holdning, der sikkert bunder i uvidenhed om humanistisk tænknings rolle. Med denne bog håber vi at kunne ændre på begge dele.

Til slut vil vi takke Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, som ved en bevilling til vores forskningsprojekt “Humanistisk viden- skab og dens rolle i videnssamfundet” gjorde det muligt for os at afsæt- te tid til dette arbejde. Også tak til Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, som husede forskningsproje

Finn Collin og Jan Faye Juni 2008