En filosofisk diskussion af muligheden for værdifrihed i samfundsvidenskaben med udgangspunkt i Frankfurterskolen og Max Weber

I nærværende blogindlæg vil jeg se på, Hvordan henholdsvis Max Weber og den kritiske teori, eksemplificeret ved Max Horkheimer og Jürgen Habermas, forholder sig til samfundsvidenskabens rolle, og hvordan de ser på muligheden for værdifrihed i samfundsvidenskaben.

En af de mest markante repræsentanter for værdifri videnskab er den tyske sociolog og samfundstænker Max Weber, der i starten af det tyvende århundrede formulerede krav for en værdifri samfundsvidenskab. Værdifrihedsdebatten fik en ny og anderledes dimension med frankfurterskolens opkomst i 1930’erne. Ført an af Max Horkheimer, og hans udgivelse af ” Traditionelle und kritische Theorie” (1937), blev værdifrihed og den traditionelle videnskab problematiseret. I nedenstående blogindlæg vil disse to vidt forskellige videnskabsteoretiske positioner blive diskuteret.

Jeg vil dog først redegøre for Max Webers formulering af kravet om værdifrihed i samfundsvidenskaben og for den kritiske teori, hvor jeg tager udgangspunkt i Max Horkheimer og Jürgen Habermas. I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at Horkheimer tilhører frankfurterskolens første generation, mens Habermas tilhører anden generation. Med udgangspunkt i deres respektive teorier vil jeg forsøge at diskutere samfundsvidenskabens rolle samt muligheden for værdifrihed i samfundsvidenskaben og konsekvenserne heraf.

Webers videnskabsteoretiske positionJeg vil i det følgende afsnit redegøre for centrale videnskabsteoretiske aspekter af Max Webers metodologi og teori, hvor mit primære fokusområde vil lægge på værdifrihed og værdirelationen. Det er vigtigt at pointere, at både værdifriheden og værdirelationen begge spiller centrale roller i Webers videnskabsteoretiske betragtninger. Samtidig er dette dobbeltsidige fokus med til at lade Weber komme til sin fulde ret, eftersom det ikke vil give et fyldestgørende billede af hans videnskabsteoretiske potentiale, at afgrænse ham til kun at fokusere på værdifrihed i videnskaben.

Værdifrihed i samfundsvidenskabenKravet om værdifrihed i samfundsvidenskaben tager udgangspunkt i den skotske filosof David Humes’ kløft mellem er og bør, hvilket vil sige, at man ikke kan udlede en normativ konklusion ud fra rent deskriptive præmisser. Hvis man i den forbindelse ser på, hvordan noget er og på den baggrund udleder, at det så også bør være sådan, skabes der en naturalistisk fejlslutning, hvilket er problematisk i forhold til en værdifri videnskab (Andersen 2002:85f; Jacobsen et al. i Jacobsen et al. 2010:13).

Det er med baggrund i ovennævnte tese, at Max Weber formulerer sit krav om værdifrihed i samfundsvidenskaben, hvor han sondrer mellem erkendelse af det, der er, og det, der bør være. Dermed kan man ikke ud fra empirisk viden om virkeligheden udlede værdidomme om den samme virkelighed, og hvis dette gøres, kan det ikke betragtes som videnskab. Eftersom værdidomme og vurderinger er subjektive, kan de ikke udledes af det objektive. Derfor befinder er og bør sig i to vidt forskellige sfærer, og de er logisk forskellige fra hinanden (Weber 2003a:68ff; Weber 2003b:132f).

1

Det er vigtigt at pointere, at det ikke er videnskabens opgave at producere bindende normer og idealer med henblik på at udlede normative anvisninger. Derimod er det den videnskabelige pligt at se de objektive kendsgerninger i øjnene. I forbindelse hermed er det samfundsvidenskabens opgave at hjælpe til bevidsthed om al handling og give en forståelse af virkeligheden, så individet lærer, hvordan de mål, det tilstræber, hænger sammen, og hvad de betyder. På baggrund af denne bevidstgørelse bliver individet i stand til at træffe sine egne valg. Dermed er det ikke den empiriske videnskabs opgave at fortælle individet, hvad det skal gøre, men kun hvad det kan gøre (Weber 2003a:69ff).

Ifølge Weber er en af videnskabens primære funktioner at problematisere, hvad der i den gængse forstand forstås selvindlysende. Eftersom videnskaben ikke må udlede værdidomme, må den i stedet undersøge kausale virkninger 1 (Weber 2003b:142f).

Weber peger på, at det er en udpræget misforståelse, at samfundsvidenskaben ikke kan beskæftige sig med værdier. Den empiriske videnskab er i stand til at undersøge og behandle menneskers subjektive vurderinger som objekt. Dette gøres ved, at det normativt gyldige bliver gjort til objekt, og det bliver derfor behandlet som værende og ikke gyldigt.

Disse betragtninger om værdier i videnskaben fører mig videre til en nøjere udredning af værdirelationen i samfundsvidenskaben.

Værdirelationen i samfundsvidenskabenI forlængelse af ovenstående er det en vigtig pointe, at værdifrihedskravet ikke er en principiel underkendelse af værdiernes betydning i videnskaben. I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan Weber er i stand til at introducere værdielementer i videnskaben, uden at den videnskabelige objektivitet og kravet om værdifrihed bliver undermineret. I den forbindelse bliver Webers begreb om værdirelationen et centralt fokuspunkt.

Med begrebet værdirelation menes der, at der er en videnskabelig interesse, som er styrende for udvælgelsen og udformningen af objektet for en empirisk videnskab. Denne styrende interesse udspringer fra det, Weber kalder værdi-ideerne. Værdi-ideerne er de elementer af den kulturelle og samfundsmæssige virkelighed, der er betydningsfulde for vores samtid (Weber 2003b:151f).

Weber er værdirelativist og mener, at værdier i sidste instans beror på personlige og subjektive valg. Når en forsker går ud og undersøger den kulturelle virkelighed, tager han udgangspunkt i sine værdi-ideer og bruger disse som princip for udvælgelse af stoffet. På den måde skabes der en meningsfuld erkendelse af den individuelle virkelighed, da den ikke kan forstås ud fra et sæt af almengyldige lovmæssigheder (Andersen 2002:87; Bruun 2007:131ff; Weber 2003a:92ff;).

Ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt er det vigtigt at have for øje, at Weber er inspireret af ny-kantianisme, og dette har stor indflydelse på hans opfattelse af begreber. Det er kun muligt for individet at erkende tingene, som de fremtræder for det, og derfor er de metodiske begreber konstruktioner. Eftersom virkeligheden ikke er forudsætningsløs, og der ikke findes nogen rent objektiv analyse af den kulturelle virkelighed, bliver forskeren nødt til at erfare virkeligheden gennem sine

1 Denne metode eksemplificeres i Webers egen bog, Den protestantiske etik og kapitalismen ånd (2009), hvor han undersøger det kausale forhold mellem visse etiske og religiøse anskuelser og fremkosten af en kapitalistisk ånd uden at bevæge sig ind i nogen vurderende værdidom om, hvad der bør være gældende (Weber 2003b:142f).

2

konstruerede begreber. De begreber, forskeren anvender i sin bestræbelse på at forstå den kulturelle virkelighed, er påvirket af de kulturelle og samfundsmæssige værdi-ideer. Dermed bliver de begreber, videnskaben bruger til at beskrive virkeligheden med, sat i relation til samfundets kulturelle værdier, og i den forbindelse bliver videnskaben værdirelationel (Weber 2003a: 88ff, 106ff, 120f; Brunn 2007:25f).

Et middel til at undersøge den kulturelle virkelighed er ved at konstruere begreber som idealtyper. Idealtypiske begreber er modsigelsesfrie og utopiske tankebilleder, der ikke kan genfindes i den empiriske virkelighed, men alligevel er medvirkende til at anskueliggøre den kulturelle virkelighed. Med indførelsen af et idealtypisk begreb kan man måle og sammenligne virkeligheden i forhold til det konstruerede begreb, og det idealtypiske begreb kan være med til at klargøre, hvor virkelighedsfjernt eller virkelighedsnært man er i bestræbelserne på at undersøge den kulturelle virkelighed (Weber2003a:106f).

Det faktum, at videnskaben er bevidst om begrebernes subjektivitet, er forudsætningen for, at man kan have videnskabelig objektivitet. De subjektive begrebskonstruktioner er medvirkende til at skabe fundamentet for den videnskabelige og samfundsmæssige erkendelse af virkeligheden, og samtidig er det vigtigt at pointere, at den videnskabelige sandhed er et produkt af kulturelle omstændigheder og ikke naturgiven (ibid.:125).

Ovennævnte redegørelse for Weber fører mig videre til min redegørelse for den kritiske teori, hvor jeg vil se nærmere på Horkheimer og Habermas’ videnskabsteoretiske positioner.

Kritisk teoriI det følgende vil jeg redegøre for den kritiske teori, som står i opposition til den traditionelle teori, herunder Weber med hans objektivitets- og værdifrihedskrav. Jeg vil tage udgangspunkt i Horkheimers ” Traditionelle und kritische Theorie” (1937), hvori han skitserer den kritiske teori som oppositionel teori til den traditionelle teori, herunder forskellene i videnskabs- og samfundsopfattelsen samt måden hvorpå videnskab bør bedrives. I forlængelse af dette vil jeg redegøre for den tidlige Habermas’ betragtninger om erkendelse og interesse2.

Traditionel og kritisk teoriHorkheimer skelner mellem traditionel teori, der overvejende kan forstås som positivisme, og kritisk teori, som har et kritisk blik på samfundet og videnskaben i relation hertil. Den traditionelle teori har naturvidenskaben som sit forbillede, og herfra antyder Horkheimer en forudsigelighed i det teoretiske arbejde selv inden for samfundsvidenskaben ved brug af disse traditionelle metoder. Med denne inspiration fra naturvidenskaberne vil samfundsvidenskaben forsøge at rationalisere og kvantificere logiske sammenhænge til matematiske operationer (Horkheimer 1970:3f).

2 Det er værd at bemærke, at Habermas senere i sin forskning så en vanskelighed i at opbygge en erkendelsesteori på grundlag af en filosofisk teori om praksisformer og erkendelsens rolle i menneskehedens udvikling. Dette fik ham til i 1970’erne at foretage et paradigmeskifte, hvor han begyndte at betragte system og livsverden som afgørende for vilkårene for rationel kommunikation i det moderne samfund i modsætning til tidligere, hvor de erkendelsesledede interesser var anset som basale erkendelsesteoretiske begreber. Med i hans paradigmeskifte følger også et skift i hans blik på er/bør-sondringen i videnskaberne. Mens han i ”Erkendelse og Interesse” ser skellet mellem disse som værende falskt, er dette ikke længere så relevant for ham; engagementet udelukkes ikke af er/bør-sondringen. Habermas er kognitivist i den forstand, at han hævder, at vores normative vurderinger og standpunkter er baseret på et vidensgrundlag (Andersen 2002:87; Andersen i Andersen & Kaspersen 2010:372; Eriksen & Weigård 2003:88f).

3

Den traditionelle teoriforståelse er baseret på videnskabelig aktivitet, som den udøves inden for arbejdsdelingen på et givet niveau, hvilket tilsvarer den videnskabelige aktivitet hos en lærd, som finder sted samtidig med alle andre samfundsmæssige aktiviteter, dog uden at der er en klar sammenhæng og gennemsigtighed mellem disse. Den traditionelle teoriforståelse formår ikke at udtrykke videnskabens reelle sociale funktion, som er hvad teori betyder i forhold til den menneskelige eksistens; den formår kun at afspejle videnskaben, som den virker inden for en isoleret sfære, der er resultatet af arbejdsdelingen i det kapitalistiske system. Den er således et udtryk for en mangelfuld forståelse af videnskaben (ibid.:8).

Inspireret af Marx’ historiske materialisme retter Horkheimer opmærksomheden mod de materielle og økonomiske forhold. Videnskaben og dens teori er en del af den samfundsmæssige totalitet; videnskaben er en del af de samfundsmæssige produktionsforhold. Den traditionelle teori ser det som sin opgave at forklare verdens kendsgerninger ved at underordne fakta under en relevant lovmæssighed (Sørensen i Jacobsen et al. 2010:172).

For at forstå den kritiske teoris væsen må man huske på den samfundsmæssige funktion, som teorien har:

”Teoriens anvendelse på materialet, i likhet med materialets innflytelse på teorien, er ikke bare en indre vitenskabelig process, den er samtidig samfundsmessig. Hypotesenes forhold til fakta fuldbyrder seg i siste instans ikke i den lærdes hode, men i industrien” (Horkheimer 1970:7)

Det videnskabelige teoretiske arbejde har altså en betydning for den historiske udvikling af det moderne kapitalistiske samfunds produktivkræfter, og ser man bort fra dette faktum bliver teoriforståelsen ”ideologisk” og dermed falsk ifølge Marx (Sørensen i Jacobsen et al. 2010: 174). Horkheimer betragter altså den traditionelle teoriforståelse som værende de ”borgerlige lærdes selvbevidsthed”, hvor forskeren og videnskaben er underordnet herskende samfundsmæssige strukturer og tjener til dens fortsatte opretholdelse, hvormed de borgerliges samfundsmæssige interesser varetages (Horkheimer 1970:7ff).

Afgørende for den kritiske teori er at forstå teori som en del af den samfundsmæssige udvikling. Teorien bør altså bidrage til bevidstgørelse af samfundet om kapitalismens grundlæggende uretfærdige struktur, og teorien bør bidrage til den politiske kamp for retfærdighed. Overgangen fra kapitalisme til socialisme kræver en bevidstgørelsesproces, og det er den kritiske teori, der skal bidrage til denne bevidstgørelse. Den kritiske teori har samfundet som sit objekt, som den vil forandre. Den kritiske teori ser det dog ikke som sin opgave at afskaffe et eller andet misforhold, men forandringer må nødvendigvis indbefatte en hel omorganisering af samfundet, da misforholdene beror på hele den sociale struktur (ibid.:16f; McCarthy i Benhabib et al. 1993:132ff). Den kritiske teori ser det som sin opgave at forandre det gældende uretfærdige samfund til en fornuftig samfundsmæssig organisering, som tilsvarer almene behov. Den kritiske teori har, qua sin inspiration fra Marx, hvor produktion og arbejde er i centrum, til formål at frigøre det arbejdende menneske fra samfundsmæssig undertrykkelse – først og fremmest den samfundsmæssige arbejdsdeling. I forlængelse heraf har Horkheimer et blik på proletariatet som den revolutionære klasse. Horkheimer ser her en indre modsætning i den kritiske teori. På den ene side er den arbejdende klasse den undertrykte gruppe, der kan frigøre sig fra kapitalismen, da det er den arbejdende klasse, der alene har erfaret udbytningens

4

undertrykkelse. Den arbejdende klasses bevidsthed er formet af det bestående samfund, og derfor ser denne klasse ikke nødvendigvis sig selv som revolutionær (Horkheimer 1970:21f).

Den kritiske teori er motiveret af forsøget på reelt at nå udover denne spænding mellem er og bør, og således ophæve modsætningen mellem den målbevidsthed, spontanitet og fornuft, som individet besidder, og de forhold i arbejdsprocessen, som er grundlæggende i samfundet. Det er ikke det eneste falske skel, som den traditionelle teori opererer med; skellet mellem videnskabelig erkendelse såvel som skellet mellem objektivitet og subjektivitet er falsk. Den traditionelle teori kan opretholde disse skel ved hjælp af hjælpehypoteser, der kan forklare de anomalier og konflikter, der opstår i det samfundsmæssige liv (ibid.:6,18,33).

Horkheimer mener, at den kritiske teori, i vores historiske periode, må være mere kritisk end affirmativ. Opgaven for den kritiske teori er altså at gennemlyse samfundet og rekonstruere det teoretisk med støtte i traditionelle teorier udviklet i fagvidenskaben. Dette arbejde er ikke blot tilstrækkeligt, men tilmed nødvendigt for humanitetens fremtid, som beror på eksistensen af den kritiske teori (ibid.:42ff).

I forlængelse af ovenstående vil jeg i det følgende redegøre for Habermas’ teori om erkendelse og interesse. Habermas tager udgangspunkt i Horkheimers videnskabsteoretiske arbejde, som han bygger videre på.

Erkendelse og interesseIfølge Habermas er erkendelsen ledet af interessen. Filosofien har været drevet af et ideal om, at en ren teori og erkendelse er frigjort fra interesser; det er kun denne form for erkendelse, der kan give en sand handlingsorientering. Dette ideal om den rene teori og erkendelse har været drivkraften hos filosofien siden dens spæde begyndelse. Under overskriften ”frihed fra værdidomme” har den traditionelle teori videreført denne falske forpligtigelse til adskillelsen af erkendelse fra interesse (Habermas 2005:119ff).

Med udgangspunkt i Husserls kritik af den ”rene” erkendelse fastslår Habermas, at objekterne for den videnskabelige analyse er konstitueret i livsverdenens selvfølgeligheder. Habermas kritiserer det ”objektivistiske skin”, der er kendetegnende for den traditionelle teori, som han mener, foregøgler videnskaberne ved bl.a. ikke at lade erkendelsens sammenfletning med livsverdenens interesser komme til bevidsthed (ibid.:123).

Den filosofiske traditions objektivistiske skin af ren teori deles til stadighed i dag af den traditionelle teori, der uindrømmet er ledet af erkendelsesledende interesser. Der findes to former for interesser, der driver den traditionelle videnskab: 1) en teknisk erkendelsesinteresse, der kendetegner de empirisk-analytiske videnskaber. Den tekniske erkendelsesledende interesse er drevet af interessen i en sikring af og udvidelse af resultatkontrolleret handlen; og 2) en praktisk erkendelsesinteresse, der kendetegner de historisk-hermeneutiske videnskaber. Den praktiske erkendelsesinteresse er drevet af interessen i at opretholde og udvide intersubjektiviteten i en mulig handlingsorienteret forståelse (ibid.:126ff). Den kritiske teori er derimod drevet af en emancipatorisk erkendelsesinteresse. Målet for denne emancipatoriske erkendelsesinteresse er at fremme en selvrefleksionsproces, hvormed subjektet emanciperes fra hypostaserede magter (ibid.:128).

Erkendelsesledende interesser bunder i menneskets interesse i selvopretholdelse i naturen. De erkendelsesprocesser, som samfundsmæssiggørelsen er tæt knyttet til,

5

fungerer ikke blot som middel for reproduktion af livet – selvopretholdelsen transcenderes ligeledes i målet for opnåelsen af det gode liv (ibid.:131). De erkendelsesledende interesser dannes altså i tre medier: arbejde, sprog og interaktion. Arbejdet tilstræber en selvopretholdelse igennem tilpasning til eksterne livsbetingelser og relaterer sig dermed til den tekniske erkendelsesledende interesse. Sproget tilstræber indøvelse i en social livsverdens kommunikationssammenhæng og relaterer sig altså til den praktiske erkendelsesinteresse. Interaktionen tilstræber opbyggelsen af en selvstændig og myndiggjort identitet mellem driftskraften og den samfundsmæssige tvang og relaterer sig hermed til den emancipatoriske erkendelsesinteresse (ibid.:131f).

Interessen i opnåelsen af den bemeldte myndighed kan indses a priori. Målet for den emancipatoriske erkendelsesinteresse er, som tidligere nævnt, at fremme selvrefleksionen, hvori erkendelsen for erkendelsens skyld bliver det samme som interessen i myndighed – erkendelse og interesse er altså det samme, og et skel mellem disse er falsk (ibid.:133).

Den traditionelle teoriforståelse er, med dens insisteren i fastholdelse af skellet mellem erkendelse og interesse og med det hertilhørende påskud om objektivitet, skyld i, at opnåelsen af denne myndighed ikke bliver virkeliggjort. Den traditionelle teoriforståelse forfølger – dog uindrømmet – kun den tekniske og praktiske erkendelsesinteresse, og den falske bevidsthed har en beskyttende funktion, der beskytter dem mod selvrefleksion og dermed anerkendelsen af, at erkendelse og interesse er sammenhængende. Hermed indser de ikke ”besættelsen” fra de hypostaserede magter, og tjener hermed til opretholdelsen af det nuværende samfund (ibid.:133f).

Diskussion af muligheden for værdifrihed i samfundsvidenskabenI det følgende vil jeg sammenligne de væsentligste punkter hos Weber og den kritiske teori samt diskutere muligheden for værdifrihed i samfundsvidenskaben. Jeg vil starte med at diskutere forholdet mellem værdirelationer hos Weber og erkendelsesinteresser hos Habermas. I tråd med dette vil jeg diskutere videnskabens samfundsmæssige opgave og i forlængelse af dette konsekvenserne af en værdifri samfundsvidenskab.

Værdirelationer og erkendelsesinteresserSom tidligere nævnt er Habermas af den opfattelse, at erkendelsen er ledet af interessen. De erkendelsesledende interesser bunder, ifølge Habermas, i menneskets interesse i selvopretholdelse i naturen. De erkendelsesprocesser, som samfundsmæssiggørelsen er tæt knyttet til, fungerer dog ikke blot som middel for reproduktion af livet – selvopretholdelsen transcenderes ligeledes i målet for opnåelsen af det gode liv.

Hertil er Weber ikke uenig. Et bestemt fænomens ”samfundsvidenskabelige” karakter er ikke en egenskab, som det i sig selv besidder objektivt – det er derimod betinget af erkendelsesinteresser, der følger af den specifikke kulturbetydning, som tillægges det pågældende fænomen (Weber 2003a:80). Der er således ingen tvivl om, at det er den pågældende forskers kultur- og værdiinteresser, der fungerer som vejvisere for det empirisk-videnskabelige arbejde. Når en forsker går ud og undersøger den kulturelle virkelighed, tager han altså udgangspunkt i sine værdi-ideer og bruger disse som princip for sin udvælgelse af stoffet.

6

Weber er af den opfattelse, at erkendelsen af, at en række interesser og værdier er styrende i udformningen af videnskabens subjektivt konstruerede begreber er forudsætningen for, at man kan have en videnskabelig objektivitet. De subjektive begrebskonstruktioner er medvirkende til at skabe fundamentet for den videnskabelige og samfundsmæssige erkendelse af virkeligheden. Habermas har ligeledes dette syn på, at anerkendelse af, at erkendelse er ledet af interesser, er en forudsætning for en objektiv forskning, og denne erkendelse er ikke blot forudsætningen for den objektive forskning, men også drivkraften bag den3.

Habermas retter dog i denne forbindelse en hård kritik mod den traditionelle teoriforståelse, og hermed Weber, hvor den traditionelle teoriforståelse klandres for udelukkende at forfølge den tekniske og praktiske erkendelsesinteresse. Den falske bevidsthed, som de er bundet af qua deres værdifrihedskrav i forskning og hermed ”deres objektivistiske skin”, har en beskyttende funktion overfor dem, således at den beskytter dem mod den selvrefleksion, der er indlejret i den emancipatoriske erkendelsesinteresse, der er kendetegnende for den kritiske teori. Hermed indser de ikke ”besættelsen” hypostaserede magter, og de tjener hermed til opretholdelsen af det nuværende samfund.

Habermas og Weber er altså enige om, at der er en række erkendelsesinteresser og værdi-ideer, der er drivkraften bag videnskaberne. Den grundlæggende forskel er dog videnskabens udformning; Habermas (og den kritiske teori) argumenterer for en normativ videnskab, mens samfundsvidenskaberne, ifølge Weber, er underlagt kravet om værdifrihed. Det er dog et uafvigeligt krav om, at man skal holde følgende to ting adskilt i den videnskabelige forskning: konstateringen af empiriske kendsgerninger og den praktisk-vurderende stillingstagen; det der er, og det der bør være, skal altså underlægges en skarp og uafvigelig sondring i den videnskabelige forskning. Weber forsøgte personligt selv at undgå at falde i denne fælde ved at undgå eksplicitte vurderinger af de fænomener, som han beskrev. Der er dog alligevel i nogle af hans berømte analyser og samtidsdiagnoser indlejret nogle normative perspektiver. Et eksempel på dette er, at han så formålsrationalitetens udbredelse i forskellige sfærer som en dominerende tendens i det moderne samfund, hvor han beskrev denne tendens som et udtryk for ”rationalitetens jernbur” og ”menings- og frihedstab”, som resulterede i ”fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte” (Weber 2009:121f). Weber vil hævde, at han hverken forsøger eller er i stand til at vurdere, hvorvidt disse tendenser i samfundet er mere eller mindre rigtige i moralsk forstand, men på trods af dette er det den type vurderinger, som hans diagnoser og analyser lægger op til (Andersen 2002:103). Man kan altså argumentere for, at Weber selv udøver en form for normativ samfundsteori under påskud af objektivitet.

I forlængelse heraf vil jeg i det følgende sammenligne og diskutere Weber og den kritiske teoris syn på den videnskabelige forsknings objektivitet.

Objektivitet og normativitet i videnskabenHorkheimer og Weber har i udgangspunktet to meget forskellige synspunkter på samfundsvidenskabens opgave i samfundet. Horkheimers og den kritiske teori er en normativ teori, hvorimod Webers videnskabsteori tilstræber objektivitet.

Webers fundament for en værdifri videnskab ligger i en skarp sondring mellem erkendelse af det der er, og det der bør være. Man kan ikke ud fra empirisk viden om virkeligheden udlede værdidomme om den samme virkelighed, og da værdidomme og 3 Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at Habermas ikke mener, at videnskaben kan eller skal være objektiv (Habermas 2005:133f)

7

vurderinger er subjektive, kan de ikke udledes af det objektive. Hvis en videnskab udleder en normativ konklusion af rent deskriptive præmisser, er det videnskabelig uredeligt.

Den kritiske teori står i skarp opposition til dette; skellet mellem er og bør er falsk, og en praktiseringen af denne falskhed forhindrer videnskaben i at fuldføre sit emancipatoriske projekt, som er at forandre samfundet. Den traditionelle teoris sondring mellem er og bør er med til at opretholde det eksisterende samfunds sløring af de virkelige omstændigheder såsom proletariatets manglende frihed og undertrykkende arbejds- og levevilkår. Ifølge den kritiske teori er den traditionelle teoris beskrivelse af det, der er, blot et udtryk for borgerlig ideologi. Det nuværende samfund er derfor ikke givet, og derfor ligger der også implicit en beskrivelse af, hvad der bør være, når man foretager en beskrivelse af det, der er.

Den kritiske teori er af den opfattelse, at det ikke blot er enkelte misforhold i samfundet, der bør ændres – uretfærdigheden er så vidtrækkende, at hele samfundet bør undergå en forandring, og den kritiske teori ser det derfor som sin samfundsopgave at skabe en omvæltning af samfundet4. Den kritiske teori vil gøre op med den traditionelle teori, da den er medvirkende til at opretholde bourgeoisiets samfundsmæssige interesser, som grundlæggende er uretfærdige. Ifølge Horkheimer er det altså ikke den kritiske teoris opgave at afskaffe et enkelt misforhold eller anomali i samfundet, men derimod at skabe en omorganisering af det etablerede samfund i bestræbelserne på at skabe en ny samfundstype, der bygger på marxistiske principper.

Den kritiske teori er således utrolig kritisk over for det bestående samfund. Horkheimer mener, at samfundets struktur, qua kapitalismens grundlæggende struktur med den dertilhørende arbejdsdeling, er gennemgående uretfærdigt og undertrykkende for individerne i samfundet, herunder i særdeleshed proletariatet. Habermas mener derimod, at samfundet undertrykker individernes muligheder for selvrefleksion og i forlængelse af dette muligheden for opnåelse af myndighed. Om end deres kritikker er udledt ud fra to forskellige forhold, er kritikken den samme: der er nogle uretfærdigheder og undertrykkelser indlejret i samfundsstrukturen, som videnskaben må løfte sløret for ved at bevidstgøre individerne i samfundet omkring disse misforhold. Men hvordan skal denne bevidstgørelse af individerne finde sted? Og hvordan står det i relation til værdifrihedskravet fremført af Weber?

Hos den kritiske teori er videnskaben midlet til at nå målet om at bevidstgøre individerne i samfundet; det er altså videnskabens opgave at bevidstgøre og frigøre individerne fra de uretfærdige og undertrykkende mekanismer, der er indlejret samfundsstrukturerne – den kritiske teori har altså en emancipatorisk erkendelsesinteresse. Weber har dog et radikalt anderledes syn på dette. Bevidstgørelsen står også som et centralt punkt hos Weber, selvom den varetager en radikal anden rolle end i den kritiske teori. I modsætning til den kritiske teori er det 4 Det er her vigtigt at pointere, at Habermas afviger fra Horkheimer. Habermas ser det ikke som sin teoris pligt at omvælte hele samfundet, men derimod at ændre på nogle anomalier i samfundet – altså at sikre herredømmefri dialog. Det er værd at notere, at de forskellige teoretikere – også inden for den kritiske teori – tydeligvis er et produkt af deres samtid og de omstændigheder, der gjorde sig gældende på daværende tidspunkt. Teoretikerne i den tidlige Frankfurterskole, herunder Horkheimer, fik formet deres tanker i en tid, hvor demokratiet i Europa var særdeles dysfunktionelt. Man mærker tydeligt, at Habermas’ livsforløb og erfaringsbaggrund formede sig anderledes; hans projekt for kritik samfundsteori bæres af en vedholdende optimisme, som stiger i takt med udviklingen af det moderne samfunds institutioner og rationalitet (Andersen i Andersen & Kaspersen:368).

8

ifølge Weber videnskabens fornemmeste opgave ikke at fortælle individet, hvad det skal gøre, men derimod hvad det kan gøre. Dermed understreges det, at Weber ikke ser videnskaben som værende et normativt projekt, men derimod skal den stræbe efter af at anvise individet om dets objektive muligheder. Dette gøres ved, at videnskaben skal skabe bevidsthed og give en forståelse af virkeligheden, og på den baggrund bliver individet i stand til at handle og træffe sine egne valg ud fra sit eget rationale.

Den kritiske teori vil opponere mod dette standpunkt; det er netop videnskabens opgave at oplyse og bevidstgøre individet om samfundsstrukturernes uretfærdigheder ved at give det normative anvisninger. Tilmed er værdidomme i videnskaben medvirkende til at realisere kampen for et samfund, der er indrettet til alles bedste. Det er altså ikke tilstrækkeligt bare at anvise individet om dets objektive muligheder, for individet er nemlig ikke i stand til at opnå denne bevidsthed grundet de tilslørende strukturer, som beskytter det etablerede samfund. Den kritiske teori bør derfor arbejde aktivt for at afsløre disse undertrykkende strukturer. I den forbindelse er proletariatets uretfærdige og undertrykkende levevilkår et godt eksempel, hvor Horkheimer har et blik på proletariatet som den revolutionære klasse. Der er dog her en indre modsætning i den kritiske teori. På den ene side er den arbejdende klasse den undertrykte gruppe, der kan frigøre sig fra kapitalismen, da det er dem, der alene har erfaret udbytningens undertrykkende mekanismer. På den anden side er den arbejdende klasses bevidsthed dog formet af det bestående samfund, og derfor ser denne klasse ikke nødvendigvis sig selv som revolutionær; der er altså en tilsløring fra samfundsstrukturerne, der blokerer for den rigtige erkendelse. Hvor meget proletariatet end oplever af uretfærdigheder, så forhindrer differentieringerne af deres sociale struktur, som fremskyndes ovenfra og modsætningsforholdet mellem personlige og klassemæssige interesser, at denne bevidsthed bliver etableret og implementeret i proletariatet. Den kritiske teori har altså til opgave at bevidstgøre proletariatet om dets emancipatoriske potentiale i form af dets frigørelse fra kapitalismens udbytning og undertrykkelse, da de ikke selv er i stand til at opnå denne erkendelse, og dermed udleve deres emancipatoriske potentiale grundet sløringsmekanismerne i samfundet.

Det videnskabelige teoretiske arbejde har en betydning for den historiske udvikling af det moderne kapitalistiske samfunds produktivkræfter. Horkheimer betragter altså den traditionelle teoriforståelse, herunder også Weber med hans objektivistiske videnskabsideal, som værende de ”borgerlige lærdes selvbevidsthed”, hvor forskeren og videnskaben er underordnet herskende samfundsmæssige strukturer og tjener til dens fortsatte opretholdelse, hvormed de borgerliges samfundsmæssige interesser varetages.

I denne forbindelse har Horkheimer en anekdote omkring en Weber-forelæsning, som han overværede. Forelæsningen beskæftigede sig med den sovjetiske revolution i 1917, og Horkheimer forventede svar på spørgsmål, såsom hvad denne skelsættende begivenhed ville betyde for verdenssamfundet, og hvordan den tyske stat og det tyske folk skulle forholde sig til denne begivenhed. Men i stedet for teoretiske refleksioner og analyser handlede forelæsningen i stedet om frembringelse af balancerede definitioner af det russiske system og objektivt formulerede idealtyper, med hvilke det var muligt at forstå og definere det russiske samfund (Stammer 1971:51).

Ovenstående er ifølge Horkheimer et kerneeksempel på den traditionelle teori, som han opponerer mod. Den er medvirkende til at opretholde det etablerede samfund ved blot at anskue det ud fra objektive beskrivelser og definitioner. Set ud fra et

9

kritisk teori-perspektiv kan det faktum, at den traditionelle teori ikke vil udlede værdidomme ud fra objektive præmisser have fatale konsekvenser for humaniteten. Den traditionelle teori kan være medvirkende til at opretholde umoralske og rædsomme regimer, da det ikke er dens opgave at påvise, at det givne regime er moralsk forkasteligt og grundlæggende uretfærdigt.

Horkheimer er af den opfattelse, at humanitetens fremtid i høj grad afhænger af den kritiske teori; en teori, der blot betragter udformningen af det samfund, som den tilhører, som noget udenfor den selv, og som opretholder det falske skel mellem tænkning og handling, har svækket humaniteten.

På trods af denne omfattende kritik vil Weber dog stadig fastholde sit standpunkt omkring værdifrihedsprincippet i forskningen. Det er dog vigtigt at pointere, at Weber ikke er modstander af, at man forkynder sine subjektive holdninger omkring samfundsindretningen eller for at påpege uretfærdige strukturer i samfundet. Videnskabsmanden kan og bør udøve denne praksis – det skal som sagt bare ikke gøres i videnskabens navn. En indvending mod dette kunne være, hvorfor denne sondring er så vital for en samfundsvidenskabelig forelæser eller videnskabsmand. Til dette siger Weber, at ”profeter og demagoger ikke hører hjemme bag katederet i et auditorium” (Weber 2003c:201). Fælles for profeter og demagoger er, at de føler sig nødsaget til at forfølge deres kald og kritik, hvor det er muligt. Indvendingen mod at udøve denne praksis i et auditorium er, at forelæseren hermed udnytter det forhold, at de studerende, for at kunne bestå faget må overvære forelæsningerne, hvor der er ikke er plads til en kritisk imødegåelse af forelæseren. Dette er et udtryk for stor ansvarsløshed hos videnskabsmanden, der hermed stempler dem med sine personlige og subjektive verdensanskuelser, fremfor at viderebringe sin viden og erfaring.

Forskeren og universitetslæreren har altså hverken ret til at fratage sine tilhørere ansvaret for at træffe beslutninger på basis af deres egen samvittighed, eller pådutte og påvirke disse en bestemt moralsk holdning. Er man interesseret i at præge, bevidstgøre eller prædike sine subjektive holdninger, moralske handlingsanvisninger eller verdensanskuelser, må man som videnskabsmand gøre det på gaden, i kirken eller i andre offentlige sfærer – denne frihed skal dog bare ikke påtages under dække af ”videnskabens tag”, da man som forsker og universitetslærer udelukker og skærmer sig mod enhver form for ligeværdig diskussion og modsigelse (Weber 2003b:132ff).

Ud fra ovenstående diskussion kan jeg se, at Weber og den kritiske teori repræsenterer to forskellige positioner i forhold til værdifrihed i samfundsvidenskaben. Weber har en væsentlig pointe i sin adskillelse af er og bør i bestræbelserne på en værdifri videnskab. I modsætning til dette har den kritiske teori en væsentlig pointe i, at denne adskillelse af er og bør er medvirkende til at forhindre individet i at indfri sit emancipatoriske potentiale og dermed skabe et bedre samfund. Ud fra diskussionen er jeg dog ikke i stand til at konkludere, hvorvidt værdidomme har en plads i samfundsvidenskaberne; begge videnskabsteoretiske positioner har gyldige argumenter for deres respektive standpunkter, og diskussionen er til stadighed relevant i dag.

Overordnede betragtningerI ovenstående blogindlæg har jeg fremført henholdsvis Weber og den kritiske teoris perspektiv på en værdifri samfundsvidenskab. Den væsentligste pointe i forhold til Webers syn på en værdifri samfundsvidenskab er hans adskillelse af er og bør. Det er

10

ikke samfundsvidenskabens opgave at udlede værdidomme og normative anvisninger. Videnskabens rolle er derimod at bevidstgøre og anvise individet om dets objektive muligheder. Samtidig er det dog væsentligt at pointere, at Weber ikke ser bort fra det faktum, at værdierne spiller en central rolle i samfundsvidenskaben.

Den kritiske teori indtager i høj grad det modsatte standpunkt i og med, at den mener, at det er samfundsvidenskabens opgave at bevidstgøre individet om samfundets uretfærdige og undertrykkende strukturer ved at give det normative anvisninger. Det er den kritiske teoris opgave at bevidstgøre individet om dets emancipatoriske potentiale, så det kan skabe et samfund, der er indrettet til alles bedste.

Det er dog værd at bemærke, at den kritiske teori ikke er en homogen størrelse. Grundantagelserne om den kritiske teoris opgave er de samme, men der hersker alligevel nuanceforskelle på nogle af de centrale elementer hos Horkheimer og Habermas. Horkheimer ser det som den kritiske teoris opgave, at bevidstgøre individerne omkring den kapitalistiske samfundsstrukturs uretfærdigheder, for hermed at bidrage til en omvæltning af hele samfundsstrukturen. Habermas har ligeledes en bevidstgørelse og emancipation af individerne som mål for sin kritiske teori. Han er dog ikke lige så radikal som Horkheimer, når det kommer til omvæltning af samfundsstrukturen; han advokerer ikke for en radikal omvæltning af samfundsstrukturen, men derimod for en udbedring af uretfærdighederne i dele af samfundsstrukturen.

Diskussionen har vist, at en fuldstændig værdifri videnskab er svær at udføre i praksis, og selv Weber har en tendens til at komme med normative udsagn. Jeg er dog ikke i stand til at konkludere, hvorvidt værdifrihed er et efterstræbeligt og ønskværdigt ideal for samfundsvidenskaben. Én ting står dog klart: diskussion er og bør til stadighed være et relevant emne i samfundsvidenskaben.

Litteratur (til de nysgerrige)- Andersen, Heine 2002: Samfundsvidenskaber i kontekst. Roskilde: Roskilde

Universitetsforlag.- Andersen, Heine 2010: ”Jürgen Habermas” i Andersen, Heine & Kaspersen,

Lars Bo (Red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag

- Bruun, Hans Henrik 2007: Science, Values, and Politics in Max Weber’s Methodology. Hampshire: Ashgate Publishing Limited.

- Eriksen, Erik Oddvar og Weigård, Jarle 2003: Kommunikativt demokrati. København: Hans Reitzels Forlag

- Habermas, Jürgen 2005: ”Erkendelse og interesse”, i Teknik og videnskab som ’ideologi’. Frederiksberg: Det lille Forlag.

- Horkheimer, Max 1970: ”Tradisjonell og kritisk teori”, i Ragnvald Kalleberg (red.): Kritisk teori. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.

- Jacobsen, Michael Hviid; Lippert-Rasmussen, Kasper; Nedergaard, Peter: ”Hvad er videnskabsteori?”, i Jacobsen, Michael Hviid; Lippert-Rasmussen, Kasper; Nedergaard, Peter: Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning. København; Hans Reitzels Forlag.

- McCarthy, Thomas: ”The Idea Of a Critical Theory and Its relation to Philosophy”, i Benhabib, Seyla; Bonß, Wolfgang; McCole, John: On Max Horkheimer – New Perspectives. Cambridge, Massachusetts: The MIT Press.

- Stammer, Otto (red.) 1971: Max Weber and sociology today. Oxford: Basil Blackwell & Mott Ltd.

11

- Sørensen, Asger: “Kritisk teori”, i Jacobsen, Michael hviid; Lippert-Rasmussen, Kasper; Nedergaard, Peter: Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning. København; Hans Reitzels Forlag.

- Weber, Max 2003A: ”Den socialvidenskabelige og socialpolitiske erkendelses ”objektivitet””, i Weber, Max: Udvalgte tekster. København: Hans Reitzels Forlag.

- Weber, Max 2003B: ”De sociologiske og økonomiske videnskabers `værdifrihed´ ”, i Weber, Max: Udvalgte tekster. København: Hans Reitzels Forlag.

- Weber, Max 2003C: ”Sociologiske grundbegreber”, i Weber, Max: Udvalgte tekster. København: Hans Reitzels Forlag.

- Weber, Max 2009: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. København: Nansensgade Antikvariat.

12