Indiens tidsbegreb

Indiens Tidsbegreb

En filosofisk diskussion mellem Øst & Vest

”…hvad er tid? Hvem kan overhovedet begribe det i sin tanke, så han kan fremstille det i ord? Hvad er på den anden side mere kendt i daglig tale end ordet tid? Vi forstår udmærket, når vi selv siger det, og også når vi hører en anden sige det. Hvad er så tid? Hvis ingen spørger mig om det, ved jeg det. Hvis jeg skal forklare det for en, der spørger, ved jeg det ikke.” (Augustins bekendelser p. 229 afsnit 14)

Af Mette Mau Carstensen Skriftlig emneprøve 09.01.2006

Institut for filosofi, religion og gymnasiepædagogikSyddansk universitet Odense

Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebIndholdsfortegnelse

INDLEDNING 2

TIDSBEGREBET 3

DYNAMISK TID 5HALVTOMME/HALVFULDE SYNSPUNKT 6DET TOMME SYNSPUNKT 7STATISK TID 7DEN PARTIELLE STATISKE/MINIMALE DYNAMISKE TIDSTEORI 8

INDIENS FILOSOFI 10

HINDUISME 11BUDDHISME 12JAINISME 13MATERIALISME 14

INDIENS TIDSBEGREB 16

STATISK ELLER DYNAMISK TID – EN KORT OPSUMMERING 17KRITIK AF DEN STATISKE TIDSTEORI 18KRITIK AF DEN DYNAMISKE TIDSTEORI 19FORSVAR FOR STATISK TID 20FORSVAR FOR DYNAMISK TID 22

KONKLUDERENDE BEMÆRKNINGER 24

Litteraturliste 26

Af Mette Mau Carstensen Side 1 af 27

Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebIndledningTidsbegrebet er af stor filosofisk relevans for alle kulturer og til alle tider. Samtidig er tidsbegrebet en underlig udefinerbar størrelse. Spørgsmål, som hvad er tid? og hvordan hænger tiden sammen med fx forandring, bevægelse og bevidstheden, er spørgsmål, der besvares på vidt forskellige måder alt efter kultur, historisk periode og religion.

“The philosophy of time knows of inner divergence of many sorts. Some hold time to be ubiquitous, others as atomic; some maintain it to be a purely subjective construction, others insist that it is an objective fact – a real per se.However, the linguistic usage of the word ‘time’ is current not only in common parlance but also in the philosophical literature of the different schools. In this connection the question can be raised that if the word ‘time’ is universally used, is it not necessarily a pointer which indicates that there is a corresponding reality? To put it differently, can there be a category of language without a category of being?” (A study of time in Indian philosophy p. 101)

Tiden kan ikke defineres. Definitioner bygger på referencer til noget andet mere grundlæggende og fundamentalt end det, der skal defineres. Tiden kan ikke defineres, fordi vi ikke kan finde noget mere grundlæggende end tiden selv at referere til. Menneskets tidshistorie begynder i naturen. Årstidernes skifte og planetbevægelserne gav jæger-samlersamfundet en vag idé om tiden. Kalenderen, som bl.a. de gamle egyptere og romere udviklede, er også at finde i naturen. Revolutionen kom i 1200-tallet med det mekaniske ur. Denne opfindelse gjorde, at tiden gik fra at være et naturligt og religiøst redskab til et socialt redskab. Uret har i dag en ufattelig ”magt” over menneskeheden. Uret giver naturligvis ikke ordrer og bestemmer derfor heller ikke, men de fleste af os tilpasser vores daglige liv efter tiden. Vi har arbejdstider, spisetider, åbningstider osv. og for at kunne fungere i et moderne samfund må man overholde tidens ”regler”.

Jeg vil i denne opgave sammenligne og diskutere det vestlige tidsbegreb og Indiens tidsfilosofi med særligt henblik på at undersøge, om det er muligt at benytte vestens tidsbegreber på en indisk filosofi. Opgaven er delt op i tre hovedafsnit: Vestens tidsbegreb vil i det første afsnit blive gennemgået, derefter et udsnit af Indiens filosofi, og det sidste afsnit indeholder en sammenligning og en diskussion af de to foregående afsnit.


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebTidsbegrebet Fysikkens tid og filosofiens tid er nært forbundne. Fx er den partielle statiske tidsteori, se side 8, direkte udledt af den specielle relativitetsteori. Den klassiske fysik (stammende fra Newton 1642-1727) mente at tiden, som rummet, er absolut, hvorimod Albert Einstein’s (1879-1955) specielle relativitetsteori (udgivet i 1905) ser lysets hastighed som det absolutte. Altså er rum og tid relative i forhold til bevægelse. Mange fysikere sætter ikke spørgsmålstegn ved dette tidsbegreb og de filosoffer, der også har godtaget den er tilhænger af den partielle statiske tidsteori. Der er dog, filosofisk set, problemer med denne teori, mere herom senere. Tiden i fysikken er en regne-/måle størrelse, og tid adskiller sig ikke væsentligt fra fx begrebet temperatur. I filosofien derimod har tiden en ekstra dimension. Der er altså et skel mellem den fysiske tid og den filosofiske tid. I hverdagen er det fysikkens tid, der er fremherskende. Vi ser, at klokken er 10 og at der et kvarter senere står 10:15 på uret. Altså kan man spørge: ”hvor lang tid tog det?” eller ”hvor lang tid er gået?” og svaret vil være ”et kvarter”. Spørgsmålene lægger direkte op til fysikkens tidsbegreb, hvor lang tid tog det. Lang refererer her til en form for længde og længde er ligesom tid i fysikkens verden en regne-/måle størrelse. Hvis vi alligevel i hverdagen forsøger at reflektere over hvad tid er, benytter vi os tit af metaforer og analogier. Vi bruger disse metaforer og analogier som symboler for tiden. Lübcke1 beskriver i første kapitel af sin bog fem tidssymboler. De fem symboler er: Tidslinien, tidspilen, tidsfloden, tiden som Kronos og tiden som beholder. Tidslinien er en geometrisk linie, der er inddelt i tidspunkter. Liniestykket mellem to punkter symboliserer en tidsperiode, og de enkelte punkter er symboler på forskellige hændelser. Fx er punktet 1492 lig med det år, hvor Columbus opdagede Amerika og liniestykket 1939-1945 er lig med Anden Verdenskrig. Dette eksempel er taget fra den kristelige tidsregning, altså året 1492 er efter Kristus’ fødsel, men tidslinien behøver ikke at være opdelt efter vores tidsregning. Tidslinien er en måde, at opstille en tidslig relation på. Tidspilen er en videreførelse af linien. Konceptet er det samme, men nu har tiden fået en retning fra fortiden mod fremtiden, symboliseret ved pilen. Tidsfloden er en metafor for tidens bevægelse. Tidsfloden kan tolkes på 2 måder. Floden kan symbolisere nuet, således at nuet glider forbi flodbredden. Floden kan også symbolisere begivenheder (fra fremtiden), der kan glide gennem nuet, altså er begivenhederne floden og flodbredden er nuet.

1 Fra Lübcke Tidsbegrebet p. 17-48


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb Tiden som Kronos2 er en anden metafor for bevægelse i tid. Billedet er her, at tiden æder fremtiden og nutiden og lader dem droppe ned i fortiden. Tiden som beholder er en vanskeligere analogi. Problemet er, at man kan skelne mellem beholder og indhold. Altså en skelnen mellem tiden, som tiden selv, og tiden med indhold fx oplevelser, tilstande osv. Dette åbner for muligheden for fx en tom tid. Tidslinien og tidspilen er begge metaforer for den statiske tidsteori, hvor tidsfloden og tiden som Kronos er metaforer for den dynamiske tidsteori, mere herom senere. Hverdagstiden er på sin vis paradoksal. Vi oplever på en gang, at verden forandrer sig og så alligevel ikke. Vi ser, at træet ude i haven består år for år, men samtidig oplever vi, at tingene ændres konstant. Mennesker vi kender dør, andre får børn og dagen i går er ikke den samme, som dagen i dag. Vi kan altså skelne imellem en form for oplevet tid og den fysiske tid. Den fysiske tid er her at forstå, som den tid fysikken bruger, men også som den tid vi kan se gå på vores ure. Den oplevede tid er fx at ”forelæsningen tog lang tid”. 45 minutter er nu en gang 45 minutter, men oplevelsen af de 45 minutter kan variere. Den fysiske tid er derfor en objektiv tid, og den oplevede tid er subjektiv. En anden væsentlig faktor i tidsdiskussionen er, at man må skelne mellem hændelser og begivenheder. Ligesom vi på tidslinien har tidspunkter og tidsperioder, så er der forskel på hændelser og begivenheder. Forskellen illustreres bedst ved dette eksempel; at løbe 100 meter tager 10 sekunder (en begivenhed), men at vinde løbet (en hændelse) tager ingen tid. Forandring er også et centralt begreb i tidsdiskussionen. Her er der tale om, at begivenheder er forandring. Det, der forandrer sig, er ting, egenskaber, relationer og tilstande i universet. Det er altså hverken tiden selv eller begivenhederne, der forandrer sig.

I 1908 udgav J. M. E. McTaggart (1866-1925) artiklen ”The Unreality Of Time”. Denne artikel blev starten på den moderne tidsdebat, hvori der er to teorier. Den statiske og den dynamiske. Den statiske tidsteori er kendetegnet ved at være ordnet i en før – efter relation. Den kaldes også for B-tiden/serien. Den dynamiske tidsteori er ordnet efter fortid, nutid og fremtid. Denne kaldes også for A-tiden/serien. McTaggarts formål med artiklen var at bevise, at tiden er en illusion og at hans eget bud –en såkaldt C-tid/serie, var den eneste mulige. McTaggarts argument går ud på, at kendsgerninger kun kan tilhøre B-serien, hvis de også er en del af A-serien. A-serien lider 2 Græsk gudefader, en af de 12 titaner. Kronos kastrerede sin fader med et segl, som moderen havde givet ham, og bemægtigede sig således verdensherredømmet. For selv at undgå samme skæbne som faderen slugte han alle sine børn på nær Zeus, af hvem han senere blev kastreret og styrtet i Tartaros. (Mytologisk leksikon p. 209)


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebimidlertid under en selvmodsigelse, nemlig at én og samme kendsgerning både er fortidig, nutidig og fremtidig. Derfor kan A-serien og dermed også B-serien ikke eksistere. McTaggarts C-serie er derfor den eneste kandidat tilbage, men denne er så dunkelt formuleret, at man den dag i dag ikke tager den i betragtning. McTaggart revolutionerede den moderne tidsdebat ved at opstille sine distinktioner mellem A-serien og B-serien, men hvor McTaggart mente at B-serien forudsatte eksistensen af A-serien, har de to serier udviklet sig til mere selvstændige synspunkter, hvor man ikke uden videre accepterer McTaggart’s forudsætning.

Overordnet kan tidsteori inddeles i 4: Det fulde synspunkt: Hvor fortid, nutid og fremtid eksisterer, svarende til B-serien.Det halvfulde synspunkt: Fortid, nutid og noget af fremtiden eksisterer. Det tomme synspunkt: Fortid og nutid eksisterer.Øjeblikssynspunktet: Kun nutid eksisterer. De sidste 3 er alle varianter af A-serien.

Dynamisk tid Den dynamiske tidsteori, eller A-tiden/serien, kan beskrives ved hjælp af tidsfloden og tiden som Kronos. Disse to metaforer kan give os en idé om, hvad den dynamiske tid omhandler. Flodbilledet har dog den alvorlige fejl, at det indikerer, at begivenhederne ligger fast, og dette medfører en determinisme, som ikke er en del af den dynamiske tid. Den ene måde at læse billedet på, beskriver at begivenhederne ligger fast på en flodbred og nuet skyller hen over dem og aktiverer dem, efterhånden som nuet/floden rammer de enkelte begivenheder. Begivenhederne eksisterer altså inden nuet er ankommet. Dette harmonerer ikke med den dynamiske tid. Faktisk er denne måde at se tidsfloden på et bedre billede på den partielle statiske tidsteori end på den dynamiske tidsteori. Den dynamiske tid opererer med fortid, nutid og fremtid. Fortid skal forstås som ophør af eksistens, nutid er eksistens/væren, og fremtid skal forstås som tilblivelse. Set på denne måde er det derfor kun nutiden, som eksisterer. Den dynamiske teori benytter sig af sprogets ”er”, ”var” og ”vil blive”. A-teorien antager således eksistensen af tempusformede kendsgerninger og dette står i stærk kontrast til B-teorien.

”Vi øjner nu konturerne af en forståelse af, hvad tid –eller virkelighedens tidslige karakteristikum –er: Det er overgangen fra eksistens til ikke-eksistens og fra ikke-eksistens til eksistens i henhold til kategorierne nutid, fortid og fremtid. Eller om man vil: tid er den stadige ontologiske deklination af væren i ’er’, ’var’, og ’vil blive’.” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 33)


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb

Den dynamiske teori er en teori indeholdende, som navnet antyder, bevægelse/forandring. Forandringen foregår netop på grund af teoriens overgang fra eksistens til ikke-eksistens og fra ikke-eksistens til eksistens. Overgangen mellem tilblivelse til væren og overgangen fra væren til det ophørte genererer bevægelse og hermed kan den dynamiske teori redegøre for tidens retning. Nemlig en retning fra ikke-væren til væren og fra endnu ikke-væren til væren. Nuet spiller også en stor rolle i denne teori. Nutiden er det eneste der er og derfor baseres hele teorien på nuet/nutidigheden. Nuet begrænses ikke, nuet er uendeligt langt og vi kan altid være sikre på, at det er nu. Den statiske tidsteoris hovedargument mod den dynamiske tidsteori er, at begivenheder har alle 3 tider og dette medfører en uendelig regres. Én og samme begivenhed kan naturligvis ikke være både fortidig, nutidig og fremtidig, men det er præcis dette den dynamiske tidsteori hævder, mener de statiske tilhængere. Tilhængeren af den dynamiske tid vil forsvare sig med, at man jo ikke hævder at én og samme begivenhed har alle tre tider på en gang. Altså er Hitlers død på en gang fortid, nutid og fremtid, men begivenheden ”Hitlers død” har ikke alle tre tider samtidigt. I 1920 er ”Hitlers død” en fremtidig begivenhed, i 1945 er begivenheden nutidig, og i dag er det en fortidig begivenhed. Men det er netop her regressen træder ind, ’1920’ er selv fortidig, nutidig og fremtidig – og det samme gælder for ’1945’ og ’2006’ osv. Altså må tilhængeren af dynamisk tid finde på noget andet og mere. Men spørgsmålet er, om det første svar ikke er godt nok? Så længe de tre tider ikke er samtidige på begivenheden, hvorfor skulle der så være en uendelig regres? Sproget underbygger også dette svar. Vi benytter os jo netop af tempus i sproget – ’er’, ’var’ og ’vil blive’, og spørgsmålet bliver, om der overhovedet har været eller er en uendelig regres i den dynamiske tidsteori. En anden måde at forsvare teorien på, er ved at benytte egenskabs- og eksistensargumentet, se side 8.

Halvtomme/Halvfulde synspunktDette synspunkt er en variant af den generelle dynamiske tidsteori. Det halvtomme synspunkt går ud på at fortid, nutid og noget af fremtiden eksisterer. Fortiden eksisterer i kraft af vores hukommelse og andre ”beviser”. Fx giver arkæologiske udgravninger os et bevis fra fortiden. Fremtidens eksistens virker umiddelbart mere usandsynlig, men der er kun tale om, at dele af fremtiden eksisterer. Dette skal forstås sådan at det kun er de sandsynlige ting der eksisterer, fx vil en tilhænger af dette synspunkt let kunne forklare, hvorfor glasset falder til jorden for gang nr. 40 i træk, hvis jeg slipper det. Forklaringen er, at naturlovene altid har og højst sandsynlig vil blive ved med at gælde. Der er ingen mystik i sådanne forudsigelser om fremtiden


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebog forudsigelserne er sande i og med, at det, de udtaler sig om, eksisterer i fremtiden ifølge dette synspunkt.

Det tomme synspunkt Dette er også en variant af den generelle dynamiske teori. Synspunktet gør gældende, at fortiden og nutiden eksisterer. Igen, vi har beviser på fortiden og derfor eksisterer den. Fortiden fungerer efter princippet sket er sket. Er tingene først sket én gang kan de ikke pludselig være ikke-skete. Fremtiden eksisterer ikke, da intet kan eksisterer førend det er aktualiseret i nuet. Nutidens eksistens er svær at komme uden om ligegyldig hvilken teori, man er tilhænger af, dog er der et eksempel fra den indiske filosofi, der mener at nutiden ikke eksisterer. Nyaya-skolen opstiller følgende eksempel: Tænk på et æble, der falder ned fra træet. Det stykke æblet har faldet er fortid, og det stykke æblet vil falde er fremtid, ergo er der ingen nutid! Ydermere siger Nyaya-skolen, at fortid og fremtid er funderet i nutiden, men da denne ikke eksisterer, eksisterer fortiden og fremtiden heller ikke. Altså tid er illusion!

Statisk tid I modsætning til de dynamiske teorier står den statiske teori, der indebærer, at objektiv tilblivelse er en illusion.

Verden er tidsligt udstrakt, på samme måde som den er rumlig udstrakt. Intet bliver til efterhånden. Alle ting og begivenheder foreligger selvfølgelig ikke på én gang, men de eksisterer til visse tidspunkter og ikke til andre.” (Hvad er tid? J. Faye p. 27)

Den statiske tid, også kaldet B-tiden/serien, benytter sig af metaforer som tidslinien og tidspilen. Metaforerne beskriver den statiske tids uforanderlighed. Hele tiden eksisterer, fortid, nutid og fremtid og alle kan de tegnes ind på linien. Linien giver dog anledning til nogle kritiske spørgsmål, som statikeren endnu ikke har besvaret tilfredsstillende. Fx er punkterne en del af linien? Eksisterer punktet, hvis punktet er en grænse mellem to tidsintervaller? Hvad med den orden, der er mellem punkterne. Hvis linien fx er inddelt i intervaller, hvor punkterne ligger med 1 cm afstand, hvorfor er der den samme afstand mellem alle punkterne? Tiden er et lineært arrangement. Ethvert punkt og enhver begivenhed på linien ligger fast og dette medfører uforanderlighed. Den statiske tidsteori bygger på, at begivenheder kan være samtidige, før eller efter. Fortid, nutid og fremtid eksisterer kun sekundært i forhold til den statiske teori. Fortid, nutid og fremtid er alle egenskaber ved tiden. Her har den dynamiske teori et argument imod statikeren. Egenskabs- og eksistensargumentet minder om det argument Kant (1724-1804) havde imod Anselms


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb(ca. 1033-1109) gudsbevis3. Fortid, nutid og fremtid er nemlig ikke egenskaber ved tiden, de er tiden. Før-efter relationen er transitiv og asymmetrisk. Relationen er kompakt og kontinuerlig, og det er den, fordi man altid kan indskyde begivenheder på linien, hvilket medfører, at der ikke er nogen ”huller”. Den statiske tid synes at svare godt overens med vores daglige opfattelse af tiden - tiden som fysisk tid. Hvis jeg betragter mit liv frem til nu, vil jeg nemt kunne opstille en tidslinie over dette livsforløb. Problemerne kommer først når vi ser på fremtiden. Ifølge teorien ligger fremtiden jo fast, og jeg har svært ved at se, hvordan min fremtid allerede nu, eller rettere lige siden tidens begyndelse har ligget fast, og som bare ligger og venter på mig. Tidens uforanderlighed harmonerer også dårligt med overgangen mellem nutid og fortid. Hvornår stopper nuet og hvornår bliver nutid fortid?

Den partielle statiske/minimale dynamiske tidsteori Dette synspunkt er en direkte konsekvens af den specielle relativitetsteori.

”Den fysiske virkelighed er en slags firedimensional ’pølse’ eller ’orm’, hvori alle fysiske entiteter, begivenheder, tilstande o.s.v. har deres faste plads. Her indgår de i et system af en gang for alle givne før-efter-relationer. Med bevidstheden forholder det sig imidlertid anderledes: den ’glider’ eller ’kravler’ hen over visse udsnit af dette statiske tidslandskab… derved opstår der et indtryk af, at de ting og begivenheder, man iagttager, i dynamisk forstand er i bevægelse. Men i virkeligheden er det kun bevidstheden, der bevæger sig – hvad den altså til gengæld gør i dynamisk forstand!” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 45)

Den specielle relativitetsteori siger, at tiden er den fjerde dimension føjet til de tre kendte rumlige dimensioner. Tidslinien er derfor et meget passende billede på denne teori, da tiden netop er den fjerde linie i koordinatsystemet. Et andet passende billede er E. Klawonns billede af tiden som en ’pølse’ eller ’orm’. Nuet i denne teori er ikke det abstrakte nu, men nuet er derimod et tværsnit af denne orm, og det er dette tværsnit vi ser – og som vi kalder for ’nu’. Ormen indeholder al tid, dvs. at ormen indeholder alle ting, begivenheder, tilstande osv. helt tilbage fra tidens fødsel og frem til tidens død, (hvis man da overhovedet kan udtrykke sig på denne måde!) Alt hvad der har eksisteret og som vil eksistere er indeholdt i ormen, altså eksisterer hele tiden nu. Vi kan som mennesker kun se de enkelte tværsnit og derfor ”opdager” vi ikke, at al tid er til hele tiden. Teorien er altså en kombination af den generelle statiske og den generelle dynamiske tidsteori. Bevidsthedens tid er dynamisk og den fysiske tid er statisk. Derfor findes der også kun én form for bevægelse indenfor denne teori og det er bevidsthedens kravlen hen af den statiske orm. 3 Kant mente at Anselm brugte begrebet eksistens på en forkert måde. Eksistens er nemlig ikke en egenskab, og derfor holder Anselms gudsbevis ikke.


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb Det mest kritiske, og til dels også det mest absurde, argument imod denne teori er det såkaldte zombieargument. Argumentet sætter spørgsmålstegn ved, hvordan en persons bevidsthed kan interagere med andres bevidsthed.

”Når ens bevidsthed har forladt sine tidligere positioner relativt til rum-tiden – i hvilken forstand forestiller man sig da, at indholdene i disse positioner befinder sig? Vil der her eksistere en serie af menneskekroppe i stivnede positurer, en slags zombier, der ligner en selv på tidligere tidspunkter, men som mangler bevidsthed? Jeg går jo ud fra, at mine samtidige medmennesker er udstyret med bevidsthed ligesom jeg selv. Men dette vil tilsyneladende forudsætte, at alle bevidstheder bevæger sig i samme tempo hen ad tidslinien. Den mindste afvigelse – f.eks. hvis jeg kommer en lille smule forud for eller bagud i forhold til de andre - vil tilsyneladende indebære, at det, jeg opfatter som mine medmennesker, i virkeligheden er bevidsthedsforladte zombier!” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 49)


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebIndiens FilosofiDen indiske filosofi er lige så omfattende som den vestlige. Da denne opgave er begrænset pladsmæssigt har jeg valgt, at behandle den indiske filosofi ved, at redegøre for nogle udsnit af den indiske filosofi. Afsnittet skal altså læses som en bred introduktion til den indiske filosofi. Filosofien er fra perioden ca. 2500 f.Kr. til 200 e.Kr.

Det umiddelbart tidslige i den indiske filosofi/religion er Shiva, Brahma og Vishnu, som de tre tidsguder. Shiva er her ”en personifikation af det Absolutte, af det skabende og ødelæggende princip, liv og død”. (Mytologisk leksikon, p. 355) Brahma er skaberguden og anses ofte for at være stamfader til Vishnus fjender. Vishnu er den opretholdende kraft, ”han sætter tiden i bevægelse og opmåler i skikkelse af en dværg, der forvandler sig til kæmpe, himmelrummet med tre skridt”. (Mytologisk leksikon p. 422) Sammen er Shiva, Brahma og Vishnu Trimurti; en tre-enighed, der personificerer de tre aspekter i verdensprocessen: skabelse, opretholdelse og ødelæggelse. Denne mytologiske og religiøse fremstilling af tiden kan sammenholdes med Kronos billedet. Tilintetgørelsen er repræsenteret i Kronos billedet, men beståen og tilblivelse mangler. Derfor er den indiske trimurti et bedre billede, da dette indeholder alle tre elementer. Der er mange guder i Indien, men der er én over dem alle, Brahman. Brahman er, fra Upanishadeteksterne og frem, det absolutte og den almægtige gud. Alle andre guder har en status, der minder om vores engle og helgener.

Den indiske filosofi og den indiske religion er nært forbundet. Religionen foreskriver en bestemt levemåde og det er filosofiens opgave at tilpasse sig det, religionen foreskriver. Filosofien undersøger nogle af de spørgsmål, som naturligt opstår i kølvandet på religionen. Filosofien beskæftiger sig med metafysik og erkendelsesteori i henhold til religion. Derfor er det et samarbejde religion og filosofi i mellem. Den indiske filosofi baserer sig på en række tekster, som hele tiden bliver udbygget. Det at være filosof er det samme som at fortolke og kommentere en allerede skreven tekst. De ældste tekster går tilbage til ca. 1200 f. Kr. og kaldes Veda - Veda betyder viden. Disse tekster har haft indflydelse på al senere filosofi, både negativt og positivt. Dateringen i den indiske filosofi er meget vanskelig, fordi teksterne hele tiden bliver kommenteret og udbygget. Ydermere er det ikke vigtigt for de indiske filosoffer at vide, hvornår en tekst er blevet til. Det vigtige er indholdet – ikke hvornår, hvordan eller hvem teksten er blevet skabt af. Megen indisk filosofi er en form for etik. Filosofien beskriver det gode liv, hvordan man bør leve, og målet er at nå en form for befrielse og at komme nær gud/Brahman.


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb

Indisk filosofi består traditionelt af fire skoler; Hinduisme, Buddhisme, Jainisme og Materialisme.

HinduismeHinduismen tolkes forskelligt alt efter hvilken gruppe man tilhører, men fælles for alle hinduer er troen på reinkarnation. Reinkarnation er det, at selvet ved en persons død genfødes i ny skikkelse. Dette kan gentages utallige gange inden man når moksha, befrielse. Reinkarnation er en tanke tilbage fra Upanishadeteksterne, som er blevet til omkring år 600 f.Kr. Teksterne er baseret på Vedaerne, men afspejler ganske nye tanker inden for religionen. En erkendelsesmæssig og mere filosofisk holdning til tilværelsen har afløst ritualets centrale placering i disse tekster. Reinkarnationen er blevet et kendetegn for den indiske religion og ingen har sat spørgsmålstegn ved det. Til gengæld har der været debatter om hvor hurtigt og hvordan en person kan komme til moksha. Der er tre veje der fører til moksha; religiøse studier, udøvelse af religiøse handlinger og religiøs tilbedelse. Det betyder, at der er et højt udviklet filosofisk erkendelsessystem – hvor det drejer sig om at erkende livets og universets inderste væsen, side om side med den religiøse tilbedelse. De forskellige hinduistiske grupper har defineret tid på forskellige måder. Nogen har ment, at tid er universets kilde, andre at tid er naturen selv. De indiske filosoffer har i stort omfang beskæftiget sig med spørgsmålet: Hvad er tid? Dette er den mest konkrete tidsfilosofi, der findes i den indiske filosofi. Atman kan både forstås som Brahman og som selvet. Atman er det største og det mindste, alt materielt udspringer af Atman, det både bevæger sig og bevæger sig ikke. I denne forståelse af Atman er det Atman selv, der er tiden. Atman sørger for, at delene ændres, men at helheden bevares. Objekter, der har størrelse, kræver tid til at forandre sig. Fx er bevidstheden uforanderlig gennem tid, da den ingen størrelse har, kroppen derimod forandrer sig over tid da den er et materielt objekt med en størrelse. Dette eksempel kan igen forbindes med filosofien om, at delene forandrer sig, men at helheden bevares. Dette stemmer også overens med troen på reinkarnation. Nogle hinduistiske grupper mente at verden ingen begyndelse har haft og ingen ende vil få. Verden eksisterer evigt og der er ingen, der har skabt verden. Indisk filosofi opererer med, at straffen eller belønningen for ens handlinger kan komme i det næste liv, men hvordan kan det lade sig gøre, at virkningen først indtræder efter årsagens død? Hertil svarer filosofferne, at årsagen ikke dør. Den lagres og virkningen vil indtræde når tiden er til det.


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebBuddhisme Siddharta Gautama Buddha regnes for at være grundlæggeren af buddhismen. Gautama formodes at have levet omkring år 500 f. Kr. og hans liv og virke er nedskrevet i de senere skrifter inden for theravada-buddhismen. Disse skrifter er forfattet på pali ca. 400 år efter Gautamas død. Inden nedskrivningen fandt sted, var begivenhederne mundtligt blevet overleveret fra generation til generation af hans disciple og tilhængere. For de tidlige buddhister var det læren snarere end grundlæggerens livshistorie, der havde den største interesse. Først i det 2. århundrede e. Kr. foreligger en beskrivelse af Gautamas liv4. Buddhismen accepterer ikke Vedaerne. Buddhismens lære findes i skriftsamlingerne Tripitaka eller De Tre Kurve, men der findes flere og forskellige skrifter inden for de forskellige buddhistiske skoler. For alle buddhister gælder fem bud: 1. Ikke dræbe. 2. Ikke stjæle. 3. Ikke lyve. 4. Ikke drikke spiritus. 5. Ikke bedrive usædelighed. Buddhismens middelvej fremstår som en religion med en selvbestræbelse uden hensyntagen til guder. Selvet i buddhismen fremstilles som fem bestanddele, også kaldet skandhaer: krop, følelse, opfattelse, påvirkning og bevidsthed. De fem skandhaer anses for at være i konstant bevægelse. Der er ikke tale om et uforanderligt selv, som forbinder et menneskes nye liv med dets tidligere eksistenser. Det er snarere karmas handlinger, årsag og virknings ubønhørlige lov, som forbinder én eksistens med den næste. Målet for menneskelig eksistens er nirvana, der er den tilstand af lykkefølelse, der opstår, når begæret ophører og karma ikke længere eksisterer. Buddhismens tidsfilosofi lyder mere kryptisk end hinduismens. Et begreb som foranderlighed beskrives som ”det tidligere nu

4 Gautama var søn af en rig hersker og tilhørte Sakyaslægten. Han blev født og voksede op i lille by i Himalaya i et grænseområde til det nuværende Nepal. Under opvæksten forsøgte faderen at beskytte ham mod verdens fortrædelighed. Hans hjem var et pragtfuldt palads, han fik en prinseopdragelse og han blev gift med en prinsesse, der fødte ham en søn. Men endnu mens sønnen var ganske lille, begyndte Gautama at bekymre sig om lidelsen, og til trods for sin fars protester forlod han sine beskyttende omgivelser. Udenfor mødte han først en affældig olding, dernæst en sygdomsplaget, så et lig, der blev båret til bålpladsen og til sidst en kronraget vandrende tigger klædt i en enkel gul klædning – en hellig mand, der udstrålede fred og fryd. Så fulgte det endelige afkald. Gautama besluttede sig til at forlade sin hustru og søn for at leve som asket. I seks år kæmpede han sammen med fem ledsagere for at befri sig fra livets forkrænkelighed. Til slut var han kun skind og ben og havde endnu ikke nået sit mål. Han forlod sit følge og anbragte sig i meditation under et bodhi-træ, det hellige figentræ, ved floden Gaya. Her var det, at han fik sin endelige oplysning. Han erfarede, at lidelsen og dens årsag, begæret, var grunden til menneskets besvær. Videre indså han, at begæret kunne tilintetgøres ved at følge den middelvej, der ligger mellem de to yderpunkter: sanseligheden og askesen. Gautama drog herefter til dyreparken i Benares, hvor han holdt sin første prædiken for de fem tidligere følgesvende. De fem blev hans første disciple, arhat, og få dage efter sluttede andre 60 sig til dem. På den måde blev kernen i buddhismens munkeorden grundlagt. Gautama døde ifølge beretningen som 80-årig. (Religionsleksikon p. 31)


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebhar været, men er ikke og kommer ikke; det øjeblikkelige nu er, men har ikke været og kommer ikke; det fremtidige nu kommer, men er ikke og har ikke været.” (Religionsleksikon p. 30) Alting forandres, intet eksisterer og alle hændelser fødes, forbliver, forfalder og dør i et og samme øjeblik. Fødsel og død er ikke to hændelser, men en og samme. Alting efterlader et aftryk og dette aftryk fortsætter i det næste, aftrykket herfra fortsætter og på denne måde tror vi at der findes bestandige ting, men dette er i virkeligheden en illusion. Alt dette lyder umiddelbart selvmodsigende, men det er igen et udtryk for, at det er den statiske tid, der er dominerende. Delene forandres, men helheden forbliver.

Jainisme Jainismen har sit navn fra ordet jina, der på sanskrit betyder sejrherre. Jainismen er opstået samtidig med buddhismen omkring det 6. århundrede f. Kr. Vardhamana Mahavira anses for at være grundlæggeren af jainismen, og der er mange paralleller mellem Mahaviras og Buddhas livshistorie. Mahavira tog ligesom Buddha afstand fra præsternes religiøse holdninger til fordel for den ejendomsfrie læres asketiske levemåde, som kaldes shramana. Mahavira var af ædel byrd og ifølge én overlevering var han livet igennem ugift, men ifølge en anden overlevering var han gift med en prinsesse, der fødte ham en søn. Begge overleveringer beretter, at han i en alder af 28 år plukkede hårene af sit hoved, iførte sig en enkel klædedragt og drog af sted for at leve asketens tilværelse. I den 13. måned lagde han denne klædning og levede herefter nøgen. I det 13. år nåede han den endelige erkendelse af livets og universets dybere sammenhæng. I de næste 30 år underviste han et stort antal tilhængere – munke, nonner og lægfolk – i vejen til frigørelse fra jordisk begær. I en alder af 72 år afstod han fra at tage føde til sig og døde. Jainisterne tror på universets uendelighed og universet er uden begyndelse og uden afslutning. Universet er ikke skabt og der eksisterer derfor ikke en skaber. Universet gennemløber et uendeligt antal af kosmiske kredsløb, der er inddelt i opadstigende og nedadgående faser i løbet af hvilke, civilisationer udvikles og atter går til grunde. På højdepunktet når mennesket en formidabel størrelse og en meget høj alder. I hver cyklus fremstår 24 tirthankara’er eller dem, der er kommet over vadestedet. Dvs. mennesker, der har opnået fuldkommenhed og som vil hjælpe andre til at komme over på den anden side af de evige genfødslers vande. Jainisterne er overbeviste om, at individet består af et selv, der er nært forbundet med handling. Frelse opnår man ved at befri selvet fra handlingen, hvorved selvet vil nå alvidenhedens lyksalighed – det jainistiske nirvana. Selvet er af naturen lyst og alvidende, men det overskygges af karma, handlingernes


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebresultat. Egoistiske, tankeløse eller slette gerninger kaster skygge over selvet, mens uselviske, omsorgsfulde og venlige gerninger kan få selvet til at stråle. Den sletteste handling er at dræbe. Jainisterne operer med to tider. Den virkelige tid og den kunstige tid. Den virkelige tid er en tid uden begyndelse og uden afslutning. Den kunstige tid er menneskeskabt med et praktisk formål. Vi bruger den kunstige tid til at inddele tiden i fx uger, dage og timer. Vi bruger også den kunstige tid til at forklare forandring og bevægelse.

Materialisme Materialismens egne tekster er gået tabt, men vi ved dog noget om dem gennem andre skolers kritik af materialismen. Materialismen er, som navnet antyder, en filosofi uden guder. Der findes kun materie og vores viden er udelukkende baseret på perception. Carvaka – der også blev kaldt Lokayata og Brhaspati grundlagde materialismen, som er en retning, der koncentrerer sig om menneskets lyst. Carvaka’s filosofi var, at lyst er det ultimative mål for livet. Materialismen prædiker, at det virkelige kun er det, vi kan opfatte med vores sanser. Dette medfører, at alle menneskets handlinger er retfærdiggjort. Alt hvad vi sanser er sandt og virkeligt. Verden består af de fire grundstoffer; jord, luft, ild og vand. Disse materielle elementer er alle tings baggrund, også bevidsthedens, for bevidstheden kan ikke eksistere uden materie. Bevidstheden forsvinder, når elementerne bliver opløst og derfor tror materialisterne ikke på et liv efter døden. Materialismen anser forestillingen om sjæl, guder, livet efter døden, karmas straf og frigørelse som falsk. Dette er en benægtelse af etik og metafysik, som alle andre indiske filosofier i et eller andet omfang bygger på. Naturen har ingen moral og livet på jorden har ingen retning eller formål. Men vi kan glæde os over livet. Vi kan leve efter menneskeskabte sociale regler. Der er ingen kausalitet/kausale love. Hvis vi kan finde og bruge kausale love, så er det en tilfældighed. Enhver hændelse er en tilfældighed. Alting kommer ind i væren og ud igen i forhold til egen natur. Materialisterne mener, at det er direkte tåbeligt at forestille sig, at fortidige begivenheder og handlinger skulle kunne blive en form for kraft, der kan determinere vores fremtid. Det, at en persons handlinger i dette liv skulle følge efter ham ind i det næste liv, giver ikke mening, for der er ikke noget næste liv.


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebIndiens TidsbegrebDet indiske og det vestlige tidsbegreb er forskelligt. I Vesten opererer vi hovedsagligt med to tidsteorier – den statiske og den dynamiske, hvorimod Indien kun opererer med den statiske. Diskussionen mellem det indiske og det vestlige tidsbegreb vil derfor ligne den diskussion vi har mellem den statiske og den dynamiske teori. I den forbindelse er J. Faye og P. Lübcke fortalere for den statiske tidsteori/Indiens tidsbegreb, mens E. Klawonn og andre er fortalere for den dynamiske tid/Vestens tidsbegreb.

Indiens tidsbegreb er forskelligt fra Vestens - også på et rent intuitivt plan. I Vesten vil mange umiddelbart mene, at tid er dynamisk. Vi oplever, at tiden går og at ting forandrer sig. Selvfølgelig oplever en inder også at tiden går, men dette er ikke ensbetydende med, at tiden er dynamisk. Tid og mange andre fænomener er statisk. Selvom inderen oplever dynamikken vil han stadig hævde, at tiden er statisk, fordi der er en uforanderlig substans i tingene. Dvs. at på et fundamentalt/substans niveau er ting uforanderlige og dermed statiske. Den indiske filosofi lægger stor vægt på det samlede billede, altså den hele ting. Derfor ser de tings foranderlighed, som en del af tingen. Argumentet vil altså være, at selvom man ser forandring, så ser man ikke helheden. Ser man på helheden, så ser man uforanderlighed. Det dynamiske ser inderne som en fase af det statiske. Også i sproget er det statiske repræsenteret:

“The noun, which expresses the more stable and unchanging aspects of a thing, is in Sanskrit more likely to be used than the verb, and correspondingly adjectives are more frequent than adverbs.”(www.scholar.nus.edu.sg/landlow/post/india/philosophy/phil1.html)

Det statiske er en del af både sproget og common-sense og det er derfor ikke underligt, at religionen og filosofien også bygger på det statiske. Et eksempel er, at Buddha blev født under et træ i Lumbini, han fik sin endelige oplysning under et træ nær Gaya floden, og han døde under et træ i Kusinagara. Ifølge common-sense er disse tre begivenheder, begivenheder der alle har fundet sted på tre forskellige tidspunkter, men de bliver alle tre fejret på den samme dag i Indien. Inderne har aldrig skrevet historiebøger på samme måde, som vi gør i Vesten. De indiske historiebøger adskiller sig fra Vesten ved at være bøger, der ikke er skrevet med henblik på at være videnskabelige. De er nærmere kunstværker. Ofte er de skrevet på vers og der er mere myter og fortællinger i dem end der er historiske facts. Det betyder, at de idealiserer fortiden i stedet for at beskrive den, som den nu en gang var.


http://www.scholar.nus.edu.sg/landlow/post/india/philosophy/phil1.html

Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb Dateringen i den indiske filosofi er meget vanskelig, fordi teksterne hele tiden bliver kommenteret og udbygget. Ydermere er det ikke vigtigt for de indiske filosoffer at vide, hvornår en tekst er blevet til. Det vigtige er indholdet – ikke hvornår, hvordan eller hvem teksten er blevet skabt af. På grund af verdenssynet, sproget og troen på reinkarnation er der ingen grund til at datere. Ifølge indernes verdenssyn er universet og verden evig. Derimod er det enkelte menneske kun er en del af ’livsrækken’, der til gengæld er uendelig. Det enkelte menneske vil føle meningsløshed, hvis man tror, at ens liv er uendeligt, evigt og i konstant gentagelse. Rækken af liv, den samlede mængde liv, er derimod uendelig, evig og i konstant gentagelse. Det er også her reinkarnationen kommer ind i billedet. Reinkarnationen siger, at man bliver genfødt, men man bliver ikke genfødt som det samme. Alt efter ens handlinger i det foregående liv bliver man genfødt som noget med højere status eller med mindre status. Hvorvidt man bliver genfødt som mand eller kvinde, som menneske eller dyr ved man ikke. Kausalitetsbegrebet er også ganske anderledes end det vi bruger i Vesten. I Vesten siger vi, at årsagen kommer før virkningen, hos inderne er det lige omvendt. Konsekvensen er, at tiden slettes. Man kan kun tale om virkning og årsag, hvis virkningen er kendt. Både virkning og årsag er nutidig for bevidstheden sub specie æternitatis. Denne måde at se kausalitet på har også en direkte konsekvens i forhold til videnskab. Da vi i Vesten har årsagen før virkningen, kan vi gå tilbage vha. videnskabelige metoder og dermed finde årsagen.

Statisk eller dynamisk tid – en kort opsummeringIfølge McTaggart lider både A-tiden og B-tiden under så store fejl, at ingen af dem kan eksistere. B-tiden kan ikke være til, fordi tid indebærer forandring og dette er ikke indeholdt i B-tiden. A-tiden har derimod en mere kompliceret fejl, idet den forudsætter, at én og samme begivenhed går fra at være fremtidig til at være nutidig for at blive fortidig. Dette indebærer, at begivenheden både kan tilskrives egenskaben fremtidighed, egenskaben nutidighed og egenskaben fortidighed. Men disse egenskaber udelukker hinanden. Én og samme begivenhed kan ikke både være fremtidig, nutidig og fortidig. Altså er dette en selvmodsigelse og A-tiden er derfor umulig. Fremfører man nu argumentet, at begivenheden ikke er fremtidig, nutidig og fortidig på samme tidspunkt, mener McTaggart, at man kommer ind i en uendelig regres. Tidspunktet vil indeholde egenskaberne fremtidighed, nutidighed og fortidighed. Dette fører igen til en selvmodsigelse, som igen kan ”reddes” af argumentet om, at tidspunktet ikke indeholder alle tre tider på én gang, men dette vil igen føre til et nyt tidspunkt osv. Ethvert tidspunkt indeholder tiderne fremtid, nutid og fortid, og ethvert tidspunkt vil indeholde en selvmodsigelse.


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb Dette er altså striden. McTaggart, der selv mente at tiden er en illusion, opstillede distinktionerne mellem A- og B-tid. Han gav selv en alvorlig kritik af dem begge. I dag er tidsdebatten præget af tre grupper; tilhængere af A-tid, tilhængere af B-tid og tilhængere af en kombination af A- og B-tid. Alle benytter de sig af McTaggarts distinktioner og kritik.

Kritik af den statiske tidsteoriUmiddelbart synes B-teorien ikke at omhandle tid. Benægtelsen af fortid, nutid og fremtid synes at virke absurd, når det nu er tid vi diskuterer. Men så simpelt er det ikke. B-teoretikeren mener nemlig at kunne forklare kategorierne ’fremtid’, ’nutid’ og ’fortid’ ud fra B-tiden. Kategorierne forklares vha. sprogfilosofiske overvejelser vedrørende såkaldte ’indeksikale ord’5, fx ’her’. ’Her’ er et ord, der har den funktion, at vise hen til det sted hvor den, der bruger ordet ’her’, befinder sig. B-teoretikeren hævder nu, at det samme er gældende for ord, som ’jeg’ og ’nu’. ”Da indeksikale ord ikke har nogen selvstændig eller absolut ontologisk reference, kan man på denne måde tale om fortid, nutid og fremtid uden at forudsætte eksistensen af andet end en ren B-serie.” (E. Klawonn McTaggarts paradoks og teorien om statisk tid p. 154) Den sprogfilosofiske overvejelse redder dog ikke B-teorien fra den alvorlige kritik, som McTaggart selv fremførte, nemlig at B-tiden udelukker forandring. Den statiske teori vil redegøre for forandring på følgende måde:

”Hvis X er en bestemt ting, som til tidspunktet t1 har egenskaben p og til tidspunktet t2 (som ligger efter t1) ikke har egenskaben p, er det korrekt at sige, at tingen X har forandret sig fra t1 til t2, selv om disse tidspunkter kun er ordnet i B-relationerne ’førend’ og ’efter’. Endvidere kan bevægelse opfattes som en forandring af tingenes rumligt-relationelle egenskaber, fx således at tingen X siges at bevæge sig, når den til t1 befinder sig på et sted i rummet og til t2 på et andet.” (E. Klawonn McTaggarts paradoks og teorien om statisk tid p. 155)

Problemet med denne forklaring er, at der ikke gives nogen forklaring på det forhold, at al forandring med nødvendighed finder sted i en tidslig retning fra før til efter. ’Fra før til efter’ synes at indeholde et skift, eller en overgang, fra noget er til noget var. Men dette kan B-teoretikeren ikke bruge. ’Er’ og ’var’ er ord som kun den dynamiske teori bruger. Problemet for B-teorien er altså at forklare tidens retning. Tidens retning indebærer et skift og dette skift harmonerer ikke med B-tidens teori, om at alle begivenheder og tidspunkter ligger fast.

”At sige, at et æble er grønt til t1 og er rødt til t2, er ikke det samme som at sige, at det fra at have været grønt til t1 er blevet rødt til t2. Hvis det første udsagn forstås ”statisk”, mangler der en omtale af den retningsbestemte 5 Ord, der bruges til at referere til deres egen anvendelse i en bestemt situation. (E. Klawonn McTaggarts paradoks og teorien om statisk tid p. 154)


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebovergang fra æblets farve på det tidligere tidspunkt til æblets farve på det senere. (Intet kan blive noget andet i en statisk rum-tid, hvor alt én gang for alle er, som det er!) Der mangler med andre ord en reference til netop det fænomen, der udgør tidens nødvendige retning fra før til efter.” (E. Klawonn McTaggarts paradoks og teorien om statisk tid p. 159)

Ydermere kan en statisk tidsopfattelse næppe have patent på før-efter-relationen. ”Den kan nemlig mest naturligt opfattes som en konsekvens af, at begivenheder, ting osv. opstår og forgår i dynamisk forstand.” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 39)

Kritik af den dynamiske tidsteoriJ. Faye fremfører i bogen ”Hvad er tid?” (p. 23-27) nogle argumenter imod de forskellige dynamiske teorier – øjeblikssynspunktet, det tomme synspunkt og det halvtomme synspunkt. Øjeblikssynspunktet har de alvorlige mangler, at ingen sætninger om fortiden og fremtiden kan være sande og at synspunktet ikke kan redegøre for tidens retning. Det halvtomme synspunkt opererer med to forskellige virkelighedskriterier og det tomme synspunkt ligeså. Ydermere lider det tomme synspunkt af vanskeligheden omkring sandhedsværdier angående sætninger om fremtiden. J. Faye bruger et eksempel til at illustrere sætningers sandhedsværdi: ”Når jeg for eksempel siger, at jeg ikke var hjemme i går, så findes der ingen kendsgerning, der kan gøre påstanden sand eller falsk.” (Hvad er tid? p. 23) Hukommelsen hjælper ikke her. Selvom jeg kan huske, at jeg ikke var hjemme i går, så gør det ikke påstanden sand. Vi kan nemlig tænke os, at hverken jeg eller nogen anden kan huske, hvad jeg foretog mig i går. De fleste vil dog stadig mene, at det er en kendsgerning, at jeg ikke var hjemme i går - uanset hvem der kan eller ikke kan huske det. Selv hvis andre kan bekræfte at jeg ikke var hjemme i går, så gør det ikke påstanden sand. De fleste vil nok søge at holde fast i intuitionen om at sætninger om fortiden er sande eller falske og dette vil man gøre uanset hukommelsen. J. Faye bruger ikke megen energi på den alvorlige anklage angående tidens retning, men nøjes med at stille nogle kritiske spørgsmål: ”Hvordan skelner vi mellem fortid og fremtid? Og hvad får nuet til at bevæge sig i den ene retning frem for den anden, hvis både fortiden og fremtiden er tomme?” (Hvad er tid? p. 24) J. Faye definerer de to virkelighedskriterier således; ”Det ene er: noget er virkeligt, hvis det er determineret af noget, som er virkeligt. Det andet er: noget er virkeligt, hvis det bliver aktualiseret i nutiden.” (Hvad er tid? p. 24) J. Faye stiller nu spørgsmålet om grunden til denne ontologiske forskel mellem determinerede og ikke-determinerede begivenheders eksistens i fremtiden. Et andet spørgsmål går på, hvordan fortidige begivenheder, der ikke er determineret af nutidige begivenheder, alligevel kan siges at være virkelige.


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb Nuet er det eneste eksisterende i dynamiske tid. P. Lübcke skriver i artiklen: Forsvar for den statiske tidsopfattelse (p. 112), at den dynamiske teori har et problem vedrørende nuets tidslige udstrækning. Da det kun er nuet, der eksisterer, er det det samme som at sige, at det kun er den del af hændelsen, der er nutidig, der eksisterer. Dvs. at der bliver lagt et snit for, hvad der hører med til nuet, og hvad der ikke er en del af nuet. Dette snit ligger fast og det er ikke muligt at benytte sig af andre snit. Dette strider tydeligvis imod både daglig og videnskabelig tale om nuet; normalt opererer vi med et løsere begreb, altså at vi kan bestemme nuet og nutidighed i både en snæver og en bred forstand alt efter behov. For at komme ud af problemet kan A-teoretikeren sige, at nuet ikke har tidslig udstrækning. Dette medfører dog, at nuet bliver en udstrækningsløs grænse mellem forskellige tidsafsnit. Og så er der for alvor problemer med at betragte nuet som det eneste eksisterende, ”thi hvad er det for et tidspunkt, der er til nu som den eksisterende grænse, når tidsfastsættelser er relative til forskellige beskrivelser?” (Forsvar for den statiske tidsopfattelse p. 113)

Forsvar for statisk tid J. Faye begrunder den statiske tidsopfattelse i fysikken. Der er to krav til en filosofisk teori om tid; 1. Den skal kunne forklare tidsoplevelsen og 2. Den skal kunne forklare det, som videnskaben udtrykker om tiden. Normalt vil vi sige, at det som vi oplever og sanser er samtidig med tingene selv og oplevelserne selv. Altså begivenhed A forekommer nu, fordi jeg oplever begivenhed A nu. Nu-oplevelsen er altså nødvendig og tilstrækkelig for, at det, der opleves, forekommer nu. Men ifølge videnskaben tager det tid for lyset at bevæge sig over store afstande, fx tager det 8 minutter for sollyset at nå jorden. Hvis vi nu tænker på en stjerneeksplosion mange hundrede lysår borte, når denne eksplosion indtræder vil vi kunne se den –med det blotte øje, og vi vil sige, at eksplosionen og den begivenhed at jeg ser eksplosionen, indtræder samtidigt. Men dette benægter videnskaben. Derfor kan nu-oplevelsen ikke være tilstrækkelig for, at ting, der opleves, kan påstås at være nu. Et andet basalt træk ved vores tidsopfattelse er inddelingen fortid, nutid og fremtid. Vi mener, at hvis en oplevelse er fortid, så er genstanden for oplevelsen også fortidig og tilsvarende for fremtiden. Men her fortæller relativitetsteorien os noget andet. ”Lad os forestille os to personer, Jens og Anna, sidde i hvert sit rumskib og bevæge sig med stor fart i forhold til hinanden. Lad os også forestille os, at begge oplever de samme to begivenheder A og B. Ifølge relativitetsteorien vil Jens kunne beskrive situationen sådan, at A kommer før B, således at når han oplever B, så er A i hans fortid, hvorimod Anna omvendt vil beskrive den på den måde, at B kommer før A, således at når


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebhun ser B, så vil A stadig være i hendes fremtid.” (Hvad er tid? p. 139) Konklusionen på dette bliver, at fortid og fremtid ikke kan være objektive egenskaber ved tingene. Påstanden er nu, at det kun er den statiske tidsteori, der kan forklare videnskabens tid. Dermed er det ene af de to krav opfyldt. Men hvad med tidsoplevelsen? Kan den statiske tid forklare, hvordan vi kan have oplevelser af begivenheder, som tilsyneladende viser sig som fortidige, nutidige og fremtidige? J. Faye deler denne argumentation op i to; det ene er, at vore tanker og sansning udviser en iboende nutidighed. Det andet er, at psykologiske tilstande som håb, frygt og længsel er rettet mod fremtiden og ikke mod fortiden. Et eksempel: Efter at Jens har været hos tandlægen, udbryder han ”gudskelov at det er overstået”. Dette udtryks betydning kan vi kun redegøre for, hvis vi antager, at det er sandt, at smerten er blevet fortidig. Men J. Faye mener nu, at der er en bedre forklaring. J. Faye mener, at udtrykket får mening, i kraft af at vi har fået vished for, at ubehaget er forbi. J. Faye skelner mellem viden og manglende viden og det, der er afgørende for B-teorien, er at det, der gør udtrykket sandt, er tempusløse kendsgerninger. Dvs. at indholdet af udtrykket ”gudskelov at det er overstået” kan gives tempusløse sandhedsbetingelser, idet det er sandt, fordi udtrykket fremsættes, efter at ubehaget er ophørt og ikke fordi ubehaget er blevet fortidigt. Hvis der ikke findes tempus i verden, hvordan kan vi så have nu-oplevelser?”B-teorien hævder, at det er vore formodninger, der er tempusformede, og ikke det formodningerne er om.” (Hvad er tid? p. 141) Men hvordan er det muligt at tilskrive tempus til vores overbevisninger og ikke til kendsgerninger? Medfører det ikke, at B-teorien er tvunget til at opfatte det mentale, som noget der er helt forskelligt fra det fysiske? B-teorien benægter dette. B-teorien fastholder, at det mentale ikke kan reduceres til det fysiske men i stedet supervenierer på det fysiske. Altså er tempus en ”emergent egenskab ved det mentale, uden at denne egenskab er ontologisk essentiel.” (Hvad er tid? p. 142)

Forsvar for dynamisk tidØjeblikssynspunktets problem med sætningers sandhedsværdi i forhold til fortiden og fremtiden, mener E. Klawonn at kunne løse under henvisning til korrespondensteorien for sandhed. J. Faye tolker korrespondensteorien på en ”alt for bastant måde.” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 149) En traditionel korrespondensteori for sandhed hævder at et udsagn er sandt, når det gengiver en kendsgerning. Men dette skal ikke forstås som en simpel relation mellem eksisterende entiteter og eksisterende ting omverdenen. ”Korrespondens er overensstemmelse mellem det, som et udsagn udsiger eller hævder, og en kendsgerning.” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 149)


Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegreb”Hvorfor skulle ’X eksisterede, men gør det ikke mere’ så ikke kunne være et sandt udsagn? Hvis X faktisk eksisterede, og dernæst ophørte med det, er det vel sandt! At henvise til, at det ikke beskriver noget ’i verden’ forstået som ordenen af det, der eksisterer, er irrelevant i denne forbindelse, eftersom udsagnet ikke prætenderer at handle om noget eksisterende, men derimod om noget, der engang har eksisteret.” (Hvad er tid? E. Klawonn p. 150)

J. Faye har ifølge E. Klawonn misforstået øjeblikssynspunktet. Øjeblikssynspunktet hævder ikke, at nuet bevæger sig. Derimod er det begivenheder, ting, egenskaber, relationer osv. der bevæger sig. De bevæger sig på den måde, at de opstår og forgår i feltet af eksistens eller nutidighed. Set ud fra dette er der ikke problemer med at forklare tidens retning indenfor øjeblikssynspunktet. Spørgsmålet om tidens retning er altså et spørgsmål om at forklare retningsbestemtheden af begivenhedernes gang i nuet. B-teoretikerne kritiserer A-teoriens brug af begrebet nu, men denne kritik bygger på en misforståelse. Nuet er et meget centralt begreb for den dynamiske tidsopfattelse, fordi teorien udelukkende bygger på ’nu’. At hævde, at verdens eksistens er begrænset til en smal strimmel mellem fortid og fremtid, er så forkert som det kan blive. Nuet/nutiden kan nemlig ikke være hverken smal, eller en strimmel mellem fortid og fremtid. Fortiden og fremtiden eksisterer jo ikke og derfor er der intet som nuet kan være en smal strimmel imellem! Nuet har ingen tidslig udstrækning, ingen varighed – og kan derfor ikke ’placeres i’, eller opfattes ’på baggrund af’ o. lign. I samme åndedrag er det værd at bemærke, at der heller ikke eksisterer fortidige og fremtidige nu’er. Nuet er feltet af eksistens og derfor er der heller ikke andre nu’er end det nuværende. At tale om fortidige og fremtidige nu’er er en selvmodsigelse.

”Jeg kan altså ikke se rettere, end at man – selv som tilhænger af en statisk tidsopfattelse – næppe kommer uden om at erkende, at tidsprocesser nødvendigvis må have retning fra før til efter. Tidens retningsbestemte gang synes at være selve det paradigmatiske grundlag for vort begreb om en før-efter relation, og dermed for idéen om tid som B-serie (: tid, der kun er ordnet i før-efter relationer), som er indholdet i teorien om statisk tid. Til gengæld mener jeg også, at man her er stødt på et forhold, der i sidste instans er umuligt at forstå ’rent statisk’. At tiden ’går i en bestemt retning’ må forudsætte, at tiden går – hvilket er et essentielt dynamisk forhold.” (Forsvar for den dynamiske tidsopfattelse p. 128)


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebKonkluderende bemærkninger

På spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skal beskæftige sig med tid, lyder svaret:

”In general all of our daily experiences are intertwined with time. When you are hoping, when you are regretting, when you are perceiving, all these processes of awareness have an aspect of time to them. There could be no question of hoping if there had been no feeling for the future, no regret if there was not a sense of pastness, of having done something. No matter whether we are thinking on the nature of nature, or on the nature of self we cannot avoid thinking about the nature of time.”(http://www.forum.kvinfo.dk/english/article.epl?id=338167)

Jeg har i denne opgave undersøgt både Vestens og Østens tidsbegreb. De to tidsbegreber virker ikke umiddelbart sammenlignelige, da måden at bedrive filosofi på, er vidt forskellig i de to ’verdener’. Østen beskæftiger sig med hvad tid er, og ikke hvorvidt det er den statiske eller dynamiske tidsopfattelse, der er den rigtige. Set på denne måde virker det som om, at Vesten er foran –filosofisk set, i forhold til Østen. Den vestlige tidsdiskussion bygger på McTaggarts distinktioner fra 1908, men inden disse distinktioner kom frem, diskuterede man her i Vesten de samme ting som Østen diskuterer. Augustin (354-430) behandler således i værket: ”Augustins bekendelser, 11. bog” de helt grundlæggende aspekter ved tiden. Spørgsmålet: ”Hvad er tid?” er det centrale tema i denne bog. Dette er dog ikke en fair måde at se tingene på. Man skal huske, at den indiske filosofi i denne opgave er fra perioden ca. 2500 f. Kr. til 200 e. Kr. hvorimod Vestens tidsbegreb er fra 1908 og frem. Jeg ville i denne opgave undersøge, om det var muligt at benytte de vestlige termer om statisk og dynamisk tid i forhold til den indiske filosofi. Dette mener jeg både er muligt og at jeg har vist og eksemplificeret. Den indiske filosofi bruger ikke selv ordene ’statisk’ og ’dynamisk’, men det er begreber man udmærket kan sætte på deres tidsopfattelser. Striden mellem den statiske tidsteori og den dynamiske tidsteori kan opsummeres på følgende måde: 1. Ifølge den dynamiske tidsopfattelse har A-termerne, ”fortid”, ”nutid” og ”fremtid”, en ”selvstændig eller absolut ontologisk reference”. Den statiske tidsopfattelse hævder derimod, at der er tale om såkaldte indeksikalske ord uden ”selvstændig eller absolut ontologisk reference”. 2. Ifølge den dynamiske tidsopfattelse er det kun det nutidige, der eksisterer. Den statiske tidsopfattelse hævder derimod, at ikke alene det, der er samtidigt med mig (og som derved eo ipso er nutidigt), men også det, der er førend og efter min eksistens kan siges at eksistere. 3. Ifølge den dynamiske tidsopfattelse er det kun udsagn om fortiden og nuet, der nu kan siges at være sande (eller falske). Udsagn om fremtiden får derimod deres sandhedsværdi ”med


http://www.forum.kvinfo.dk/english/article.epl?id=338167

Skriftlig emneprøve Indiens Tidsbegrebtilbagevirkende kraft”, hvis de da ikke opfattes som blot ”sandsynlige”. Den statiske tidsopfattelse hævder derimod, at alle velformede, ikke-vage udsagn om fortid, nutid og fremtid har en sandhedsværdi. 4. Den dynamiske tidsopfattelse hævder, at den statiske tidsopfattelse medfører en absurd antropologi, der opløser personens numeriske identitet med sig selv igennem tid. Den statiske tidsopfattelse hævder omvendt, at personen kun kan være numerisk identisk med sig selv, hvis vi forudsætter en statisk tidsopfattelse. 5. Den dynamiske tidsopfattelse mener, at tiden nødvendigvis er retningsbestemt imod fremtiden. Den statiske tidsopfattelse hævder, at hvis tiden i det hele taget har en retning, så er denne retning ikke knyttet til skellet fortid/nutid/fremtid. 6. Den dynamiske tidsopfattelse mener, at en statisk tidsopfattelse udelukker bevægelse og forandring. Den statiske tidsopfattelse hævder, at den statiske tidsopfattelse er fuldt forenelig med bevægelse og forandring. (Forsvar for den statiske tidsopfattelse p. 105) Begge teorier har fejl og mangler, som ikke umiddelbart lader sig løse. Tilbage er så kun spørgsmålet om, hvilken teori man selv vil acceptere. Er man indisk filosof, så er man tilbøjelig til at vælge den statiske tidsopfattelse.


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebLitteraturliste

Allan, John: Lademanns religionsleksikon. Forlaget Danmark 1986

Balslev, Anindita Niyogi: A study of time in Indian philosophy. Otto Harrassowitz, Wiesbaden 1983

Balslev, A. N. & Mohanty, J. N.: Religion & Time. E. J. Brill, Leiden, The Netherlands 1993

Bellinger, Gerhard J.: Mytologisk leksikon. Gyldendal 1993

Craig, Edward: The shorter routledge encyclopedia of philosophy. Routledge 2005

Favrholdt, David (red.): Hvad er tid? Gyldendal 1999

Fraser, J. T., Lawrence, N. & Park, D.: The Study of time vol. 1-4. Springer-Verlag New York, Inc. 1981

Klawonn, Erich: Jeg’ets Ontologi. Odense Universitetsforlag 1991

Lübcke, Poul: Tidsbegrebet. G. E. C GAD København 1981

Nakamura, Hajime: Ways of thinking of Eastern peoples: India-China-Tibet-Japan. The University Press Of Hawaii Honolulu 1964

Nakamura, Hajime: Indian Buddhism : A survey with bibliographical notes 1980

Raju, P. T.: The philosophical traditions of India. George Allen & Unwin Ltd. 1971

Sinha, Debabrata: Understanding in human context : Themes and variations in Indian philosophy 1996

Smart, Ninian: Doctrine and argument in Indian philosophy. E. J. Brill, Leiden, The Netherlands 1992

Artikler:Augustins bekendelser: 11. bog p. 220-244. Sankt Ansgars Forlag 1991

Balslev, A. N.: Hinduismens tænkning om tid & bevidsthed, Religion September 2001 nr. 3 p. 15-21


Skriftlig emneprøve Indiens TidsbegrebFavrholdt, D.: On the concept of time, Danish Yearbook Of Philosophy vol. 21, p. 85-95, 1984

Klawonn, E.: McTaggarts paradoks og teorien om statisk tid, Philosophia årg. 15, p. 152-170, 1986

Klawonn, E.: Forsvar for den dynamiske tidsopfattelse, Philosophia årg. 17, p. 123-135, 1988 nr. 1-2

Klawonn, E.: Forholdet mellem erkendelse og virkelighed – forsøg på en rationel rekonstruktion af epistemologisk common sense, Res Cogitans vol. 1 p. 110-147 www.rescogitans.dk 22/11-05

Lübcke P.: Forsvar for den statiske tidsopfattelse, Philosophia årg. 16, p. 105-136, 1987 nr. 3-4

McTaggart, J. M. E.: The nature of existence, Vol. II p. 9-31 Cambridge University Press 1927

Internettet:http://www.friesian.com/six.htm 02/11-05

http://www.scholars.nus.edu.sg/landow/post/india/philosophy/phil4.html 02/11-05






http://www.drury.edu/ess/Culture/indian.htm 02/11-05

http://www.forum.kvinfo.dk/english/article.epl?id=338167 10/11-05


http://www.forum.kvinfo.dk/english/article.epl?id=338167

http://www.drury.edu/ess/Culture/indian.htm

http://www.scholars.nus.edu.sg/landow/post/india/philosophy/phil3.html












http://www.friesian.com/six.htm

http://www.rescogitans.dk/

Documents

Indiens tidsbegreb