INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

INTERSOL NR. 99

NYHEDSBREV FOR

STS INTERNATIONAL

SOLIDARITY

Kvinder fører an i fæstebønders kamp

Siden 2000 har fæstebønder på den store landejendom Okara arbejdet for at få ret til den

jord, de dyrker. Kvinder har spillet en vigtig rolle i denne kamp.

Af Riffat Maqsood

Over 2000 bondekvinder deltog i det

massive møde med over 10.000 deltagere.

Det var et af de største møder af paki-

stanske bønder i år. Fæstebønderne i

Okara har kæmpet for retten til at eje

jorden siden 2000. General Musharaf

prøvede at drive dem ud, men han led

ynkeligt nederlag takket være fæstebøn-

dernes massive modstand.

Benazir Bhutto (fra Pakistans Folke-

parti) og Mian Nawaz Sharif (fra Paki-

stans Muslimske Liga) havde begge lovet,

at de, hvis de kom til magten, ville uddele

jord til fæstebønderne. Fæstebønder har

arbejdet på disse landområder i over 100

år, men løfterne blev aldrig holdt.

Arbejdende Kvinder Hjælpelinje har

sammen med andre sociale bevægelser og

organisationer assisteret bevægelsen. Den

6. april 2011 var fire kvinder blandt de ti

talere ved bøndernes kongres. Bushra

Khaliq, der er medlem af det føderale

råd for Labour Party Pakistan, Nazla

Javed fra Labour Educa-

tion Foundation, Badaru

Nisa fra Anjamen Moza-

reen Punjab Okara,

(AMP - fæstebøndernes

bevægelse i Punjab) og

jeg selv fra Arbejdende

Kvinders Hjælpelinje

talte ved denne lejlighed

og vi modtog en meget

fin respons på det, vi

sagde.

Vi talte om ligeretten

for bondekvinder til at

eje jord, mod vold i

hjemmene og den leden-

de rolle, kvinder indtog i

kampen for retten til for

fæstebønderne at eje jorden.

AMP, som arrangerede mødet, har

givet en deadline til den 14. august for

regeringen til at acceptere kravene og

indfri løfterne, og advarede den om, at

hvis den ikke gjorde det, ville vi ikke

have andet valg end at marchere til La-

hore og lave en picket line foran premier-

ministerens bolig i Raiwaind.

Selskabet Foxconn, der har kontrakt for

levering af Apple-produkter og mobilte-

lefoner til Nokia i Kina, har indført en

kontrakt med sine ansatte, der forbyder

dem at begå selvmord”, skrev Svensk TV

på sin hjemmeside den 5. maj 2011.

”De seneste 16 måneder har mindst 14

arbejdere begået selvmord på grund af

de hårde arbejdsbetingelser for eksempel

op til 80 – 100 overarbejdstimer pr. må-

ned, forbud mod at tale og at

sidde ned i arbejdstiden, samt

offentlige fordømmelser af fejl-

greb.

Nu tvinges de ansatte til at

skrive under på, at de ikke har

tænkt sig at tage livet af sig selv.

Familierne vil kun modtage den

mindst mulige betaling, hvis det

skulle ske alligevel”.

Sprang ud af vinduet Wikipedia fortæller, at den 25 årige

arbejder på Foxconn, Sun Danyong,

sprang ud ad vinduet fra 12 sal i hoved-

kvartet den 12. juli 2009, efter at være

beskyldt for at stjæle en iPhone på sin

arbejdsplads.

Forinden havde han fortalt sine ar-

bejdskammerater, at han var blevet mis-

handlet af politiet, som havde tilbage-

holdt ham i to dage som led i deres un-

dersøgelser på firmaets vegne.

I øvrigt regner Foxconn med at ansætte

yderligere 400.000 arbejdere i 2011.

Selvmord forbudt

Made in China

Endnu en krig I en vending. vi ofte citerer, skriver STS: ” For blot nogle få

procent af de store ressourcer, der bliver brug til at slå folk

ihjel med eller til andre ”forsvarsformål”, kan man sikre hvert

eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse.”

Nu må vi konstatere, at der er kommet endnu en krig. Men

da bedømmelsen af de enkelte krige kan være forskellig, har vi

valgt at lade vurderingen af krigen i Libyen være en personlig

opfattelse, som vi dog tror deles af mange.

Ekstra eksemplarer af artiklen på de fire midtersider er alle-

rede blevet anvendt til uddeling, og vi kan sagtens trykke flere.

Andre meninger – i eget navn - er også velkomne.

Intersol Nr. 99. juni 2011

Nyhedsbrev fra

STS International Solidarity

Borgediget 23, 1. DK-4000 Roskilde

Tlf. +45 4637 4494

ISSN 1902-6064

Postgirokonto: 069-2921

FI-konto: 8401 4202737

E-mail: sts@intersol.dk

Hjemmeside: www.intersol.dk

Intersol redigeres af bestyrelsen for

STS. Ansvarshavende for dette nummer

er: Vagn Rasmussen.

Oplag for Nr. 99: 500 eksemplarer.

Produktion: Eget Tryk.

Signerede artikler udtrykker ikke nød-

vendigvis forenings synspunkter.

Redaktion afsluttet: 10. juni 2011

2

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

ATOMKRAFT—LEJESOLDATER

”Atomkraftens sigøjnere” er den almindeli-

ge betegnelse i Japan for arbejdere, der

rejser rundt mellem atomværkerne og udfø-

rer det arbejde, ”som ingen andre vil udfø-

re”, som en underleverandør til TEPCO

sagde til et hold fra Japans Tv.

”Vi spiser to gange om dagen”, forklarede

Kazuma Yokoty, som har opsyn med arbej-

det på det haverede Fukushima 1 til Tv-

holdet. ”Om morgenen får vi energibeskøj-

ter, om aftenen får vi ris og dåsemad.” Der

er ikke noget middagsmåltid. I de tidlige

dage af krisen fik ”sigøjnerne” hver halvan-

den liter kogt vand. De sover (kort tid) i en

bygning, der er lavet for at modstå radioak-

tivitet, på måtter med et stykke bly under,

der formodes at beskytte dem.

”De beskæftigede sover i møderummene

og på gangene nær badeværelset. Alle sover

på gulvet. De bærer gummi- eller

plasticsko. Med disse sko må de angiveligt

vade rundt i pøle af radioaktivt vand, træk-

ke kabler til at genoptage el-forsyningen,

fjerne murbrokker, pøse vand på kølesyste-

met og forsøge at genstarte det. De ophol-

der sig 24 timer i døgnet i disse omgivel-

ser”.

Sociologen Paul Jobin, der er ekspert i

radioaktivitet advarer: ”Med mindre, der

kommer forstærkning, er disse arbejdere

dødsdømte”.

Forfalsket stempel

For at få maksimal profit gør TEPCO flittigt

brug af underleverandører, som ikke stiller

større krav til sikkerheden. ”De arbejder

ofte uden standarder for beskyttelse”, sagde

Paul Jobin. ”Chefen for et lille selskab nær

Fukushima 1, der byggede reaktorer for

General Electric, Hitachi og andre, viste

mig i 2002 et stempel med ”ikke abnorm”,

som han havde brugt til at forfalske indbe-

retninger med – indtil han selv blev ramt af

cancer og fyret af TEPCO.”

Dertil kommer, at der ikke er nær nok af

måleinstrumenter. Den 11. marts måtte

TEPCO indrømme, at der kun var 320 må-

leinstrumenter til 5000 ansatte.

For at få sikkerheden til ”at stemme” har

den japanske regering i samarbejde med

TEPCO foretaget store stigninger i måltalle-

ne for den radioaktivet, et menneske kan

tåle. (Fra 100 til 250 miliservets). Disse

stigninger rammer ikke blot de, der arbejder

på værkerne, men også de mange, som har

måttet flygte fra de radioaktive områder, for

når den stråling, de udsættes for ligger un-

der ”faregrænsen”, har de ikke krav på no-

gen erstatning.

(Ovenstående er baseret på en artikel af

Pierre Rousset i International Viewpoint)

TEPCO’s ”sigøjnere”

Intet arbejde er så farlig og så underbetalt, som det

”atomkraftens sigøjnere” udfører for det største elselskab i

verden, Tokios Elselskab, eller TEPCO som forkortelsen

lyder. Det er TEPCO, der har ansvaret for atomkraftsulyk-

kerne i Japan.

Nyt marked for lejesoldater

I Abu Dabai, det finansielle centrum i De

Forenede Arabiske Emirater, har regeringen

underskrevet en kontrakt til en værdi af

godt en halv milliard dollars med Erick

Prince, som er leder af firmaet BlackWater,

der nu (for at undgå retsforfølgelser i Irak)

har skiftet navn til Xe Service.

Foreløbig skal Prince hyre en bataljon på

800 lejesoldater, der ifølge New York Ti-

mes alle vil få mellem 2 og 3 tusinder af

dollars om måneden, mens rekrutterne mod-

tager 150 dollars per dag. Bataljonen skal

trænes i emiraterne af amerikanske, britiske,

franske og tyske sikkerhedseksperter.

”Når bataljonen er afprøvet i praksis”,

skrev Global Research.ca den 25. maj, ”er

Abu Dabai villig til at bruge adskillige mil-

liarder af dollars for at få dannet en hel

brigade af lejesoldater.”

Men lejesoldaterne skal ikke blot beskytte

de rige oliesheiker i emiraterne selv. De

skal også bruges andre steder:

”Den hemmelige hær… vil udføre særlige

militære missioner for at nedkæmpe de

interne revolter, der i disse tider skyller hen

over den arabiske verden”, skrev New York

Times.

3

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

PALÆSTINA— URANBOMBER

Palæstinas faglige organisationer tilslutter sig boykotbevægelsen

(Det okkuperede Palæstina den 4. maj): ”I forbindelse med 1. maj – en dag for arbej-

derkamp og international solidaritet – er den første palæstinensiske fagforeningskonfe-

rence blevet afholdt til støtte for bevægelsen for boykot, de-investering og sanktioner

mod Israel (BDS) i Ramallah den 30. april 2011.

Konferencen var organiseret af næsten hele

den palæstinensiske faglige bevægelse,

inkluderet fagforeninger, faglige organisati-

oner for professionelle, og fagforenings-

sammenslutninger, der repræsenterer alle

spektre i palæstinensisk politik”, hedder det

bl.a. i en pressemeddelelse, som er blevet

offentliggjort af Countercurrents.org den 6.

maj.

Pressemeddelelsen blev udsendt af Den

Palæstinensiske Faglige Koalition for BDS

(PTUC-BDS), som også har besluttet at

blive en del af ledelsen af BDS, der opstod i

det civile samfund i de besatte områder i

2005.

Dannelsen af BDS er inspireret af dannel-

sen af den internationale boykotbevægelse,

der var med til at sikre sejren for anti-

apartheidbevægelsen i Sydafrika. I konfe-

rencen deltog bl.a. lederen af den brasilian-

ske faglige bevægelse, ligesom det var

strømmet ind med solidaritetshilsener fra

andre lande blandt andet fra ledelsen af den

afrikanske faglige bevægelse – COSATU.

Ønsker boykot af israelsk LO

Konferencen fordømte eksplicit HISTA-

DRUT (det israelske LO) og opfordrede

alle faglige organisationer til at bryde deres

bånd med det på grund af dets historiske og

aktuelle støtte til Israels brud på internatio-

nale love og de palæstinensiske rettigheder.

HISTADRUT har altid spillet en vigtig

rolle i gennemførelsen Israels besættelse,

kolonisering og racistiske diskrimination

ved:

*offentligt at støtte Israels brud på Geneve-

konvention nr. 4 og andre internationale

love

*ved at tillade handelsmæssige interesser i

Israels ulovlige virksomheder i besætterom-

råderne

*ved at tillade israelske besættere at blive

medlemmer af organisationen

*ved at støtte Israels angreb på det belejrede

Gaza i 2008-09. Det har senere retfærdig-

gjort Israels massakrer på de humantære

hjælpearbejdere og aktivister, der var om-

bord på Frihedsflåden den 31. maj 2010.

*ved ulovligt at tilbageholde 8,3 milliarder

NIS eller 2,4 milliarder dollars, som igen-

nem årene er blevet fratrukket palæstinensi-

ske arbejdere i de okkuperede områder

”bestemt for sociale og fagforeningsmæssi-

ge formål”, som de palæstinensiske arbejde-

re aldrig har fået.”

Palæstinensi-

ske bygnings-

arbejdere i

Galo– bosæt-

telsen på

Vestbredden

”Forarmet” uran ”Kvinder i Fallujah i Irak er rædselsslagne ved tanken om at føde børn, fordi de i stigende grad fødes

grotesk deforme uden hoveder, med to hoveder, et enkelt øje i det forreste af hovedet, svage kroppe og

manglende lemmer. I tilgift plages børnene i Fallujah nu af ondsindet cancer og leukæmi ”, skrev Jay

Jansson på Coutercurrents.org den 24. marts.

Bomber i Libyen

”Disse deformiteter er veldokumenterede

for eksempel i udsendelser på SKY Tv i

Storbritannien juni 2008 og den 1. septem-

ber 2009.

Direkte kontakt med læger i Fallujah

fortæller, at der i september 2009 blev

født 170 børn på hospitalet, 24 % af dem

døde inden for de første syv dage og 75

% af de døde var deforme.

Dette kan sammenlignes med data, der

stammer fra Dr. Ali Abdussalam Treki,

som var formand for FN’s generalfor-

samling nr. 46, og hvor han som sam-

menligning fortæller, at der i august

2002 blev født 530 børn på hospitalet i

Fallujah, hvor kun seks døde inden for

de første syv dage, og der kun blev rap-

porteret om et deformt barn.

Der har været stigninger i forekomsten af

cancer og i fødedefekter i alle de lande, som

er blevet udsatte for doseringer fra ameri-

kanske radioaktive bomber.

Men amerikanerne synes ikke at bekymre

sig over den massive tilstedeværelse af ra-

dioaktivt materiale, de fylder i deres væbne-

de styrkers bomber og raketter, og som

spreder sig i luften og på jorden i Kuwait,

Irak, Afghanistan, Somalia, Yemen, Bosni-

en. Kosovo, Nordpakistan og nu til den

tiende muslimske nation – Libyen, hvis man

ser bort fra de uranforarmede ammunition,

Israel har fyret af i Libanon og Gaza.

Bare i en tre ugers periode under konflik-

ten i Irak spredte USA mellem 1000 tons og

4

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

EXITSTRATEGIER

2000 tons uranforarmet ammunition, oply-

ste guardian.co.uk den 25. april 2003. Og de

amerikanske tropper blev også tjekket for

radioaktivitet.”

Et affaldsprodukt

Forarmet uran er et affaldsprodukt fra frem-

stillingen af kernevåben og fra brændstof til

atomkraftværker. Uran 238 skulle egentlig

være opmagasineret, men har i stedet fundet

anvendelse i ammunition. Det gør det mate-

riale, ammunitionen er omgivet af, meget

stærkere end almindelig ammunition, så det

kan trænge igennem selv et stærkt panser.

Men det eksploderer også på en særlig

måde, for når eksplosionen udløses, for-

vandles det til et fint pulver, som bl.a. bety-

der, at der opstår en eksplosion, der laver et

lyshav på flere hundrede meter over eksplo-

sionsstedet, hvor vinden bidrager til, at for-

ureningen spredes. Måske var det en mere

korrekt betegnelse at kalde det for en slags

miniatombombe.

Det er giftigt materiale og svagt radioak-

tiv, men til gengæld varer forureningen i

omkring 4,4 milliarder år. Forsøg med rot-

ter viser, at både nyrer, hjerne, lever, hjerne

og adskillige andre organer tager skade,

hvortil kommer de genetiske affekter.

Også de amerikanske tropper i Irak var

udsat for denne forgiftning, som man kaldte

for Golfkrig-symptomet, og efter årelange

retssager fik mange af dem erstatning.

FN’s generalforsamling har flere gange

vedtaget, at brugen af forarmet uran i am-

munition skal være forbudt. Men USA,

Frankrig, Storbritannien og Israel har været

imod det.

David Hartwell er senioranalytiker for Mel-

lemøsten for IHS Janes.

Men en sådan exitstrategi forelå ikke, da

man indledte angrebet på Libyen for halv-

anden måned siden. Man havde travlt med

at søge tilslutning til krigen. Måske havde

man forventet, at Gadaffis styrker ville

bryde sammen under det massive pres

fra luften. Nu trækker krigen ud, og Poli-

tiken skriver en overskrift, som lyder:

Nato’s krig mod Gadaffi er kørt fast.

Underrubrikken hedder: Manglen på

klart mål og strategi betyder, at krigen

mod Libyen vil trække i langdrag med

store økonomiske omkostninger.

Krigen i Afghanistan, der begyndte i

oktober 2001, er en anden krig, der også

er kørt fast. Også med meget store øko-

nomiske og menneskelige omkostninger

som følge.

Den oprindelige begrundelse var, at

man ville indføre demokrati i Afghani-

stan, og det gik relativt let med at få

Taliban nedkæmpet i første omgang.

Man allierede sig med krigsherrerne i

den såkaldte Nordalliance, bragte den

nuværende præsident til magten i valg-

processer, som mange mente ikke havde

noget med demokrati at gøre, og snart rejste

Taliban sig igen.

Nu benytter man Osman bin Ladens død –

nu eller for lang tid siden – til at lægge en

slags exitstrategi. Krigen er nemlig for dyr.

Hvad går exitstrategien så ud på? At få

Taliban inddraget i fredsprocessen.

”I Danmark håber forsvarsordførere på

tværs af blokkene, at der nu er større chan-

cer for at indgå en politisk aftale med Tali-

ban”, skrev Information den 6. maj. ”Det er

den eneste måde at skabe varig fred i Af-

ghanistan, mener Konservatives Helge

Adam Møller. ”I en varig politisk løsning

skal man også inddrage dem, men har ført

krig med”, siger han.”

Men nogle tager stadig den første begrun-

delse om indførelse af demokrati alvorlig,

for ”nyheden om mulige fredsforhandlinger

fik i går 15.000 afghanere til at gå på gaden

i Kabul i protest”, skrev Information også.

Hvad Libyen angår, så er fredsforhandlin-

ger foreløbig ingen løsning, for oppositio-

nen har nægtet at forhandle med Gadaffi,

før han trækker sig tilbage. Man har forelø-

big også ydet oppositionen et lån til at fort-

sætte kampen med.

I Somalia fortsætter krigen og myrderier-

ne også. På trods af den kendsgerning, at en

regering, som alle anser for at være inkom-

petent og korrupt, kun kontrollerer en del af

hovedstaden, hvor den beskyttes af afrikan-

ske tropper, så bliver man ved med at støtte

den. Og at sende den penge, selvom langt

de fleste forsvinder i korruptionen.

Al Shabab, der kontrollerer langt største-

delen af det sydlige og centrale Somalia og

en del af Mogadishu, vil man stadig ikke

forhandle med.

Det på trods af at Al Shabab og Taliban

såmænd ”bare” prøver at udbrede den sam-

me barske form for islam, som er statsreli-

gion i det vestligt-støttede Saudi-Arabien.

Ingen exitstrategier

”Noget af det første, man lærer på militærakademiet, er, at når man planlægger en mission, skal man

først og fremmest spørge sig selv: hvordan kommer vi ud derfra igen?”, sagde David Hartwell til Politi-

ken den 8. maj.

Efter i 10 år at have bekæmpet Taliban

med mange døde, lemlæstede og ødelæg-

gelser til følge - i de vestlige idealers navn -

ser man ingen anden vej til at få afsluttet

den kostbare krig, end at lade talibanerne

få del i magten - igen! Det havde de jo

også før angrebet. Taliban fik sin styrke

under Sovjetunionens besættelse af Afgha-

nistan, da både USA men også den danske

statsminister støttede dem.

Læserbrev: Hej redaktion af Intersol

Tak for jeres blad, som indeholder en

masse stof, der aldrig når frem andre steder.

En kommentar til artiklen s.6 i nr. 97.

Hardins bog hedder: Tragedy of the Com-

mons - - . Begrebet er blevet meget

populært i borgerlig nationaløkonomi.

Men commons er altså ikke fællesskab,

og fællesskab er heller ikke nogen tragedie,

tværtimod.

Common er en fælled, altså et fælles areal,

hvor bønderne kunne lade deres kreaturer

græsse, hente brænde osv.

Hvis en bonde bryder fællesskabet, og

lader sin hjord vokse, så arealet overbela-

stes, sker der jo den tragedie, I beskriver.

Men normalt skete tragedien ved, at her-

remanden simpelthen smed bønderne ud og

lavede græsning elle andet på de tidligere

fællesarealer, noget, der kunne omsættes i

penge. Det er det, som Marx kalder den

oprindelige akkumulation, som begyndte i

England som optakt til kapitalismens gen-

nembrud. Samme proces med tyveri af area-

ler, der tilhørte fællesskaber, med henblik

på kapitalistisk udnyttelse, har gentaget sig i

en uendelighed siden, nu under navnet

”land-grabbing” i udviklingslandene.

Her omfatter det også jord, som har været

dyrket i generationer af bønder, men som de

f. eks. ikke har skøde på. Man kan så disku-

tere om det ikke skulle hedde ”Forbrydelsen

mod fællederne” frem for ”Fælledenes tra-

gedie”.

Med venlig hilsen

Anders Bjerre Mikkelsen

5

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

REJSEBERETNING

Den 22.05.11 afrejste undertegnede med

flight SN 453 til Nairobi, med ankomst

klokken 22.25.

Forud var gået forberedelser, der involve-

rede et stort fodarbejde fra kontorets side,

for at sikre, at de rigtige kontakter var i

orden.

Formålet med rejsen falder i tre dele. For

det første er det vigtigt for STS at markere

sig overfor den nyligt tiltrådte ambassadør i

Nairobi. Det har altid været en del af STS

strategi at underrette myndighederne om de

aktiviteter, vi sætter i gang, selvom disse

ikke stemmer overens med den officielle

danske politik på området. Således er hver-

ken den trofaste læser af Intersol, eller fol-

kene i Danida og UM ubekendte med STS

holdning til visse dispositioner overfor det

somaliske folk.

Udover at informere ambassaden er det

nødvendigt med en afklaring af muligheder-

ne for støtte til vores aktiviteter i Somalia,

da der er et voldsomt behov for, at vi dels

støtter det nyetablerede hospital i Marka,

dels får genoprettet de faciliteter som NGO-

centret i Mogadishu tilbød. Udover disse to

emner er det vigtigt at støtte de aktiviteter

STS Somalia gennemfører i Mogadishu. I

en by, hvor der dagligt sker voldsomme

krænkelser af de mest basale menneskeret-

tigheder, er det afgørende, at nogen holder

fast og støtter de kræfter, der insisterer på at

afholde seminarer, der dels diskuterer men-

neskerettigheder, dels medvirker til at ud-

danne lokalbefolkningen, så der opstår en

større bevidsthed omkring disse emner.

Det andet formål var at oprette en kontakt

til den lokale afdeling af Ogadenforeningen.

Ogaden er i dag præget af forfærdelige

krænkelser af menneskerettighederne, og

det er vigtigt for STS at støtte de kræfter,

der arbejder for at forbedre forholdene for

de fordrevne. Det lykkedes at etablere en

god kontakt til foreningens repræsentant i

Nairobi.

Den tredje del af rejsen drejer sig om at

facilitere en åbning af et STS kontor i Nai-

robi. Da situationen nu engang er, som den

er i Somalia, er de store donorer at finde i

Nairobi. Derfor har STS gennem længere

tid forsøgt at åbne et lokalt kontor, der dels

skal benyttes af tilrejsende medlemmer af

STS Somalia, dels skal danne rammen for

en udsendelse af en eller flere praktikanter

fra Internationale Udviklingsstudier ved

Roskilde Universitetscenter.

Ved at have en fast bemanding i Kenya

håber vi på at kunne tiltrække flere midler

til arbejdet, og samtidigt styrke arbejdet i

Somalia gennem den øgede tilstedeværelse.

Første del af rejsen forløb godt. Det lyk-

kedes kort efter ankomsten at få et møde i

stand med Betina Gollander og Abduba

Mollo Ido, der er henholdsvis Counsellor of

Development og Programme Officer for

Somalia. Mødet med ambassaden havde tre

emner. Først og fremmest den akutte støtte

til hospitalet i Marka, dernæst menneskeret-

tighedsaktiviteter i Mogadishu samt gen-

etableringen af NGO-centret. Til det første

emne havde vi indkaldt støtte fra Swisso-

Kalmo, en Schweizisk NGO der sam-

men med STS varetager driften af

hospitalet.

Desværre var der ikke megen hjælp

at hente. Den danske udviklingsmini-

ster har udsendt et dekret, der forbyder

al støtte til Al Shabab kontrollerede

områder. Der er dog fortsat mulighed

for at få ren humanitær støtte hvis man

er under CAP, og dermed en del af FN

-systemet. Det er hverken STS eller

Swisso pt. Under mødet fornemmede

man en underliggende tone af irritati-

on over dels Al Shabab, men sandelig

også overgangsregeringen. Hvad an-

går NGO-center og menneskerettighedsakti-

viteter var ambassaden enig i behovet, og

opfordrede os til at søge støtte gennem Pro-

jektpuljen. STS fik markeret, hvad vi me-

ner, der bør gøres i Somalia, og vi fik beret-

tet om vores aktiviteter. Således var en del

af målsætningen for rejsen nu opfyldt.

Etableringen af kontoret i Nairobi er en

succes udover alle grænser. Swisso-Kalmo,

der som nævnt allerede samarbejder med

STS Somalia omkring hospitalet, er i dag

veletablerede i Kenya, med kontorer i både

Nairobi og Mombassa. STS blev mødt med

en overvældende hjælpsomhed og velvilje,

og under forberedelsen til mødet med am-

bassaden blev det hurtigt klart, at de to or-

ganisationer deler syn på Somalia. Swisso´s

folk i Nairobi har tilbudt at hjælpe med

indkvartering, kontor og alle andre prakti-

ske forhold. Således har undertegnede hele

ugen haft et kontor til rådighed, hvor der er

internetforbindelse, og der kan afholdes

møder. Kontoret er præget af en meget hjer-

telig stemning, og der er altid en, der er

parat til at hjælpe

Ligeledes garanterer Swisso at den ind-

kvartering, de tilbyder til eventuelle prakti-

kanter, er i sikre kvarterer. Dette forhold

kan få betydning for, hvor nemt det bliver at

forsikre de udsendte.

Samtidig kan de to organisationer i en vis

udstrækning ”deles” om de kompetencer,

den udsendte besidder, hvorfor en etable-

ring kun kan være til begges fordel.

Skal man konkludere på rejsen som helhed

har den været ualmindelig vellykket. Der er

etableret gode lokale kontakter, og der er

skabt basis for at udvikle STS som organi-

sation.

Rejseberetning fra Nairobi Jonas Marquardsen fra STS har været i Nairobi. Her bringer vi en rejseberetning.

Af Jonas Marquardsen

Besøg fra Somalia?

Jonas oplyser, at Abduba Mollo Ido, der er

Programme Officer for Somalia på den dan-

ske ambassade, skal besøge Tyskland i au-

gust, og at han ved samme lejlighed også

godt kunne tænke sig at aflægge et besøg

hos STS i Danmark.

Ido er læge og har i mange år boet i Eng-

land. Han er fuldt informeret om STS’s

synspunkter på konflikten i Somalia. Når

Idos rejse er mere planlagt, vil vi i givet fald

indkalde til et møde med ham.

Rettelse

I Intersol nr. 98 skrev vi fejlagtigt, at Toma-

hawk-missilerne, der bliver fyret af over

Libyen, kostede en million kroner stykket.

Den rigtige pris er ifølge det amerikanske

forsvarsministerium 1,5 millioner dollars!

Jonas deltog også i delegationsrejsen til

Somalia i august 2005, der var en afslut-

ning på et større projekt, hvor vi med penge

fra Minipuljen havde etableret et NGO-

center for de mange medlemsorganisationer

i paraplyorganisationen STS Somalia. Her

har han fotograferet det intense gadeliv,

som dengang udspillede sig foran STS So-

malias Internet Café.

6

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

MLADIC OG SREBRENICA

Det serberne og EU kan komme videre

med er forhandlingerne om Serbiens

optagelse i EU og formentlige Serbiens

optagelse i Nato, hvor den manglende

lyst til at arrestere krigsforbryderen, der

har gjort sig mest bekendt for massakren

i Srebrenica i 1995, hidtil har været en af

de største hindringer.

I Holland undrer man sig dog: ”Jeg finder

det uforståeligt, at han kunne forblive på fri

fod så længe”, siger den tidligere minister-

præsident Win Kok (til Søren Astrup) ”og

peger på de mange lidelser, Mladic' og hans

medgerningsmænd har været skyld i.”

Ellers ”står

politikerne i kø

for at rose an-

holdelsen. De

peger på mas-

sakren i Srebre-

nica, hvor hol-

landske FN-

soldater trak sig

tilbage fra byen

og overlod om-

kring 8.000

muslimer til

deres serbiske

bødler.”

Men nutidens

hollandske poli-

tikere er for

pæne til at gå

nærmere ind på,

hvad der faktisk

skete med de hol-

l a n d s k e F N -

styrker, som hav-

de fået uriasposten med at forsvare den ”FN

-beskyttede by Srebrenica”.

De var bevidst holdt underforsynet med

svære våben og med brændstof til deres

køretøjer, så afpatruljeringen af byen måtte

foregå til fods. Da den serbiske hær var på

vej mod Srebrenica, opfordrede man gen-

tagne gange FN om at sætte sine jagerfly

ind mod de fremrykkende serbiske styrker –

men man fik ikke noget svar.

Da Mladic kom til Srebrenica sammen

med sine styrker, blev officererne fra den

hollandske styrke først tvunget til at skåle

med de serbiske erobrere. Derefter blev alle

hollandske styrker holdt indespærret, mens

massakrerne foregik. Mange af dem græd.

En aftalt erobring

Den serbiske erobring af Srebrenica og det

nærliggende Zepa var et led i at gennemfø-

re Dayton-planen udarbejdet af den ameri-

kanske diplomat Richard Holbrook. Ifølge

denne plan skulle Bosnien opdeles i en

serbisk republik og i en kroatisk-muslimsk

føderation, der bestod af 10 relativt selv-

stændige kantoner.

Den serbiske republik, Republika

Sprska, skulle oprettes i det østlige og vest-

lige Bosnien, og således næsten omkredse

føderationen. Men ser man på et kort, så

bliver det ret klart, at medmindre Srebrenica

og Zepa, som ligger i lommer ind i selve

Serbien, kom til at høre til Republika

Srpska, så var det umuligt at få den serbiske

republik til at hænge sammen.

Derfor var der også livlig diplomatisk

aktivitet mellem den daværende øverste

chef for FN, Sveriges nuværende udenrigs-

minister Carl Bild, og folk som Holbrook

på den ene side og de serbiske nationalister

på den anden.

Blandt dem, der udtrykker sin store til-

fredshed med tilfangetagelsen af Mladic, er

også den nuværende chefanklager for den

internationale krigsforbryderdomstol Serge

Brammertz.

Derimod nedlagde den forrige chefankla-

ger, Carla del Ponto, sin stilling i protest

mod, at hun ikke kunne offentliggøre refe-

rater, der stammede fra et møde, der var

blevet afholdt mellem vestlige diplomater

og Milosevic, Karadzic og Mladic kort tid

før massakren, og hvor den serbiske erob-

ring af Srebrenica var blevet aftalt, fordi de

tilstedeværende vestlige diplomater havde

nægtet at være til stede.

Blandt dem, der også udtrykker stor til-

fredshed med arrestationen er også den

svenske udenrigsminister:

”Vi kan begynde at lukke et tragisk kapi-

tel i Europas historie”, siger Bildt til Politi-

ken.

Ja – lad endeligt dette tragiske kapitel

blive lukket, så der ikke længere rodes for

meget op i, hvem der faktisk også er med-

skyldige i denne forfærdelige massakre!

Arrestationen af Ratko Mladic

”Europa glæder sig over Mladic' arrestation” kaldte man overskriften til en artikel af Søren Astrup på

politiken.dk, og den 27. maj kaldte bladet sin leder på forsiden for ”Godt nyt for Serbien”, mens under-

rubrikken lød: ”Mladic langt om længe bag tremmer. Serberne og EU kan komme videre.”

I Srebrenica forsøger Mladic at berolige befolkningen. Billedet stam-

mer fra serbisk Tv.

Dreng føres bort

Grædende hollandsk officer

STS i Srebrenica

Efter krigens ophør gennemførte STS sit

sidste projekt i Bosnien, da vi med støtte fra

Udenrigsministeriet renoverede brandstatio-

nen, en sundhedsklinik og en skole i Srebre-

nica.

Som det var vores sædvane afholdt vi

også et lærerseminar for de bosniske lærere,

der havde undervist i byen før massakren,

og de ”serbiske” lærere, der ligesom de

fleste andre nye indbyggere var blevet de-

porteret fra forstæder til Sarajevo, som nu

skulle inddrages i den serbiske republik.

Da de to lærergrupper mødtes, faldt de

hinanden grædende om halsen.

I det hele taget var det vores erfaring, at

hadet mellem etniske grupper i vid ud-

strækning stammer fra de nationalistiske

politikere.

7

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

KRIGENS HELVEDE

Af Vagn Rasmussen

Bare et døgn i bomberegnen med uranforstærkede bomber og

med missiler, der ikke er helt så præcise, som man påstår,

sammen med civilbefolkningen i de libyske byer, som jo

også bliver bombet, vil for evigt kurere disse folk for deres

letsindighed.

I stedet ville de med alle midler forsøge at finde andre og

fredelige veje til at løse eventuelle konflikter.

Når jeg skriver ”eventuelle konflikter”, er det fordi, USA

har befundet sig i en konstant krigstilstand i omkring 50 år.

Meningen med de krige, USA sætter i gang, er ikke at løse

konflikter. I mange tilfælde var der ingen konflikter eller kun

mindre stridigheder - der som en absolut hovedregel kunne

være blevet løst af befolkningerne selv - indtil krigene ud-

brød med det formål at varetage USA’s egne interesser.

Fredsbevægelsernes Grand Old Man, den 80-årige nord-

mand Johan Galtung, skrev i sin leder i det sidste nummer af

Internetnyhedsbrevet Transcend Media Service, at USA har

lagt planer om at styrte Gadaffi, siden denne tvang det ameri-

kanske militær ud af Libyen i 1969.

Egne ”krigserfaringer” Mine egne ”krigserfaringer” er stærkt begrænsede, men allige-

vel fuldt tilstrækkelige!

De strækker sig fra Anden Verdenskrig og over mange rejser

til Bosnien og Somalia.

I maj 1995 var Jens Otto

Madsen og jeg ankommet

til den nordbosniske by

Tuzla – det eneste sted,

hvor alle etniske og religi-

øse grupper levede sam-

men under krigen – for at

dele et større beløb ud til

skolerne, som var indsam-

let af ’Støt Tuzlas Sko-

ler’ (nu STS International

Solidarity).

Besøget foregik, mens

den største massakre indtil

da fandt sted under krigen

mod Bosnien.

”Indtil da?”- ja, for se-

nere kom massakren i

Srebrenica.

Serbiske granater ramte

bymidten i Tuzla den 25.

maj 1995 – den første

varme forårsdag og Ung-

dommens Dag i det tidligere Jugoslavien - hvor man vidste, at

bymidten var fyldt op af især unge mennesker.

71 blev dræbt og mange flere blev såret.

Heldigvis – for os selv! – var Jens Otto og jeg tilfældigvis

ikke i bymidten denne aften. Men næste morgen besøgte vi en

nabofamilie, hvor to unge piger havde været der, men var slup-

pet derfra med andres blod på deres tøj.

Sammen sad vi foran fjernsynet og så stumper af døde kroppe

fra hospitalet: en afrevet fod i en sko her, en torso uden tarme

og hoved der, underdelen af et menneske med sin fremtid knust

for altid ved siden af.

Pigerne græd, og det gjorde Jens Otto og jeg vist nok også.

Hver gang der dukkede et billede op med et ansigt eller rester-

ne af et, som pigerne kendte, eller troede de kendte, blev grå-

den ledsaget af en mumlen af et navn på den døde ven.

Begravelsen fandt sted nogle dage efter. Af frygt for et nyt

terrorangreb fandt den sted om natten, og det er typisk for den

holdning, der præger Tuzla, at alle de dræbte med forskellig

etnisk baggrund blev begravet sammen i en fællesgrav.

Jeg har ikke den videofilm fra TV-Tuzla, som vi så. Men jeg

har stadig en bog med billeder, som viser noget af det samme,

og jeg gerne vil kopiere sider af den til alle, der har stemt for

dansk deltagelse i krigen mod Libyen.

Jeg talte senere med mange af de unge elever fra sygepleje-

skolen, som var med til at rydde op efter massakren. De ville

Krigens Helvede

Når folk - uden at ryste på hånden - stemmer for dansk deltagelse i krige, der ligger mile-

vidt, både i afstand fra deres egen trygge tilværelse, men også i retning af forståelse og

indlevelse i, hvad krig egentlig er, så er min undren simpelthen grænseløs!

Og jeg tænker tit, at før man fik lov til at trykke på de knapper, som udløser nye krige, så

skulle alle, der er så letsindige at medvirke til at slippe disse modbydelige kræfter løs – på

andres bekostning! – garantere, at de selv vil rejse til krigsområderne for at dele krigens

rædsler med de mennesker, deres beslutninger rammer.

Krige bliver oftest fremstillet som rene kliniske operationer, nogle

gang endda med det formål at skabe varig fred. Men virkeligheden er

en anden, som på dette ubehagelige billede af nogle af ofrene for

massakren i Tuzla i maj 1995. Billedet stammer fra en bog, der blev

udgivet af Tuzlas kommune nogen tid efter massakren

En chokeret Jens Otto Madsen afven-

ter en mulighed for at rejse hjem, så vi

kunne berolige vores familier, der

kendte til massakren fra fjernsynet.

8

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

KRIGENS HELVEDE

være præget disse scener for livstid, sagde de til mig. De fleste

havde svært ved at falde i søvn, og gjorde de det endeligt, våg-

nede mange af dem op med mareridt.

Uskyldige rammes Det kan forekomme besynderligt, at mens serberne sagtens

kunne bombardere uskyldige unge mennesker – deriblandt

også 11 ”serbiske” unge - så lod de stort set alle strategiske

steder som Tuzlas rådhus, kasernen og de militære stillinger i

byen i fred.

De daglige bombardementer var heller ikke rettet mod stra-

tegiske steder, men var mere tilfældige bombardementer, der

også var rettet mod den civile befolkning.

De havde kun til hensigt at

nedbryde moralen i civilbe-

folkningen!

De minder om de vestlige

allieredes terrorbombarde-

menter af civilbefolkningen i

de tyske byer under den anden

verdenskrig, hvor hundredtu-

sinder af civile tyskere – hvor-

af mange var modstandere af

nazismen – blev dræbt med

samme formål. Men da det

nazistiske propagandaapparat

stadigt eksisterede, fik bomb-

ningerne den modsatte effekt.

De forlængede krigen i adskil-

lige måneder!

Hvorvidt det lykkedes for

Bosniens vedkommende er

svært at sige, men også den

bosniske hær, som repræsente-

rede det ”gode”, drev klapjagt

på unge mennesker for at få dem til fronten.

Nikolaj Pranjic, som var mineingeniør, og som hørte til de

minearbejdere, der meldte sig frivilligt til at forsvare Tuzla,

fortalte mig om andre negative sider af krigen. På grund af sin

tekniske kunnen var han blevet kaptajn i artilleriet, som var

stærkt afhængig af den meget dyre diesel for at kunne flytte sig

rundt ved fronten. I sin krigsdagbog havde han derfor noteret

sig hver gang, der blev leveret diesel. Men mange gange for-

svandt dieselen, fordi den blev solgt på det sorte marked af

hans chef, som blev meget rig. Blandt andet købte han en af

Tuzlas største restauranter.

Hvorfor? Men hvorfor kom det overhovedet til krige i det tidligere Jugo-

slavien? Der var fordi, man stod over for et ganske særligt so-

cialistisk system, som ikke eksisterede andre steder, og som kun

kunne nedbrydes ved at opildne til deling af landet i dens enkel-

te republikker, og opildne de nationalistiske kræfter - og give

dem våben og penge - til at føre krige imod hinanden.

”Folk i Jugoslavien havde det godt”, sagde forkvinden for

pensionistsammenslutningen i Slovenien til deltagerne i en

massedemonstration i Ljubljana i 2007. ”Men Jugoslavien blev

druknet i strømme af blod”.

Men hvorfor var krigen i Bosnien så særlig heftig og blodig?

Det var fordi, det slet ikke var meningen, at den selvstændige

stat Bosnien-Hercegovina skulle bevares. At få den delt op mel-

lem Serbien og Kroatien var den politik som hele raden af vest-

lige lande og også FN - som nogle finder er den øverste dom-

mer i verdenspolitikken – arbejdede for i de tre første år af kri-

gen. Derfor massakrerne i Srebrenica og Zepa, hvor bl.a. Carl

Bildt, den nuværende svenske udenrigsminister, og den ameri-

kanske diplomat Richard Holbrook er afsløret (også af den tid-

ligere chefanklager ved den internationale krigsforbryderdom-

stol, Carla del Ponte) som hovedansvarlige sammen med FN,

som ikke løftede en finger for at redde indbyggerne fra massak-

rerne.

Zepa og Srebrenica var endda ekstra fyldt op med mennesker,

fordi FN havde erklæret dem for ”FN-beskyttede områder”, så

indbyggere fra de omliggende landsbyer var strømmet dertil.

Og hvorfor er Bosnien-Hercegovina så vigtig?

Fordi landet besidder de måske rigeste oliereserver i Europa!

Det blev Serbiens gode ven, Rusland, der løb af med hoved-

parten af olien, for raffinaderierne ligger væsentligst i den ser-

biske del af Bosnien. Det ser også ud til, at det bliver Serbien,

der i første omgang kommer til at eje hovedparten af Balkans

rigeste mineralforekomster i et andet konfliktområde, nemlig

Kosova.

Hovedparten af det engang samfundsejede og selvstyrende

Trepca Minekompleks, som leverede råstoffer og halvfabrikata

til 40 procent af det gamle Jugoslaviens samlede industripro-

duktion, ligger nemlig i den serbisk kontrollerede del af mine-

byen, Mitrovica.

Krigspropaganda ”Vi var glade for de første dages indsats, hvor Gaddafis luftvå-

ben blev sat ud af spillet, og hans styrker forhindret i at angribe

oprørernes byer”, skriver Enhedslisten i sin begrundelse for at

trække støtten tilbage.

”Glade?” – tja, og forudsat at oplysningerne er rigtige. Men

der ser da ud til, at Gadaffis styrker, som ganske vist må holde

til i den oliefattige del af Libyen, mens ”oprørerne” holder til i

den anden, alligevel ikke er helt forhindret i ”at angribe oprø-

rernes byer”.

En så stor militær aktion, som angrebet mod Libyen er, lader

sig ikke gøre uden grundige forberedelser, som er foregået i

ugevis og måske endda i månedsvis.

Men det måske vigtigste element forud for udbruddet af en-

hver krig er, at man altid har forsøgt at skabe krigsbegejstring

Kampene i Bosnien og i Kosova handler også om, hvem der skal

udnytte Bosniens olie og Kosovas store mineralforekomster. Kosovas

selvstændighedsbevægelse, Vetevendosje, der er modstander af pri-

vatiseringsprocessen, mener, at Trepca minekomplekset i Mitrovica

kan blive en væsentlig drivkraft i den økonomiske udvikling i den

nye stat. Derfor startede Vetevendosje sin valgkamp forud for valget i

december 2010 med et kæmpemøde i Mitrovicas store sportshal.

Nikolaj Pranjic, som her er

fotograferet af STS i 1996,

døde desværre alt for tidligt.

Hans krigsoplevelser havde

bidraget til, at hans hjerte

svigtede.

9

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

KRIGENS HELVEDE

eller i det mindste en accept i befolkningerne, for ellers lod

det sig simpelthen ikke gøre at drive dem ud til de slagte-

bænke, alle krige har været, eller til at acceptere, at der

bruges midler fra de penge, de betaler i skat, for at slå an-

dre mennesker ihjel.

Min nu afdøde bekendte og bysbarn, Carl Heinrich Peter-

sen, udtrykte det samme på en anden måde, da han i 1966

oversatte et vers af Internationalen til dansk, hvor de første

linjer lyder: ”Med krigsbegejstring de os fylder, de konger,

før vi skal i slag”.

I lang tid før krigene bryder ud, har medierne altid været

optaget af at ”informere” befolkningen. Men meget af det,

man fylder den med, er propanda og løgne.

Løgnene er ikke blevet færre med tiden – de er blot blevet

mere sofistikerede.

Hvad ville oprørerne mon selv sige Det, jeg særligt vil hæfte mig ved, er, at det var det almin-

delige oprør mod diktatorerne i den arabiske verden - i øvrigt

også baseret på sociale krav om arbejde m.m. - som også var

det oprindelige motiv i Libyen for demonstrationerne fra væ-

sentligt unge mennesker. (I det hele taget er det imponerende at

se, hvor fredelige demonstranterne har været overalt.)

Men kan man derfra slutte, at de også ville hilse bomberne

under USA’s ledelse velkommen?

Det er langt fra sandsynligt! De unge i Libyen er nemlig ligeså

kloge, som alle andre unge i regionen. De ved godt, hvem der

holdt hånden under deres diktatorer. De ved formentlig også

godt, at Gadaffi for ikke så længe siden samarbejdede tæt med

USA og andre vestlige stater, og de ved også, at det er dem, der

støtter Israel imod palæstinenserne.

I dag er ”oprørsledelsen” ikke til at skelne fra Gadaffi, hvad

mange medier er nødt til at indrømme.

Vestens enorme magt – og hvad den bruges til Gadaffi, Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali er (eller var)

rædsomme diktatorer, der undertrykker deres egne folk med

fængslinger, tortur og henrettelser. Men har det mægtige Ve-

sten ikke midler til at tvinge dem til dem til at opføre sig or-

dentligt?

Jo, selvfølgelig. Men det er ikke demokrati, der optager Ve-

sten. Interventionen i Libyen er et led i den kontrarevolutionære

offensiv, der tager sigte på at bremse bølgen af folkelige revo-

lutioner i Mellemøsten og i Nordafrika.

”Jeg er ikke pacifist” lyder det nærmest som et mantra fra de,

som har støttet krigen.

Her er et udsagn fra en mand, der heller ikke var pacifist:

”Hver en bøsse, der bliver lavet, hvert et krigsskib, der bliver

søsat, hver en raket, der bliver affyret, repræsenterer i sidste

ende et tyveri fra de, som sulter og ikke får mad, fra de, som

fryser og ikke får tøj.”

Citatet er hentet fra præsident Dwight Eisenhowers afskedsta-

le til den amerikanske nation den 17. januar 1961 – hvor han i

øvrigt advarede om truslerne fra det militære og industrielle

kompleks.

Arbejderpartierne – og krigene Især arbejderpartierne har været modstandere af krige. De tog

afstand fra dem og betragtede dem som imperialistiske krige,

der er den væbnede fortsættelse af kampen for blandt andet

råstoffer og markeder.

I 1910 mødtes delegerede fra Anden Internationale (en inter-

national sammenslutning af socialdemokratiske partier) til kon-

gres i København, og de delegerede gav håndslag på, at de ville

møde krigstruslen med at erklære generalstrejker. På trods af

denne holdning blev bekræftet af en ekstraordinær kongres i

Basel i 1912, så stemte det ene parti efter det andet for krigen,

med det russiske socialdemokrati som undtagelsen, fordi et

flertal (som på russisk hedder bolsjeviki) var imod.

Resultatet blev den første verdenskrig. Ydmygelsen af Tysk-

land efter krigen trak spor til Hitlers magtovertagelse i dette

land og dermed til den anden verdenskrig, og bolsjevikkernes

magtovertagelse i Rusland i 1917 trak andre vigtige spor i forri-

ge århundrede.

Historien vrimler med eksempler på arbejderpartier, der er

dannet i den bedste hensigt om at undgå krige og på at sikre

demokratiske ligeret mellem alle medlemmerne. Men den vrim-

ler næsten lige så meget på eksempler på, at det modsatte rent

faktisk er sket.

Risikoen ved at vælge repræsentanter – og ved Folketinget

Men hvordan opstår disse forandringer i grunden?

Det gør de fordi, at hver gang en demokratisk forsamling væl-

ger en relativ lille gruppe mennesker til en ledelse eller til at

repræsentere sig – så afgiver forsamlingen også en større eller

mindre del af sin egen magt!

Og gradvist og næsten umærkeligt tiltager ledelserne og re-

præsentanterne sig en stadigt større del af den magt, som med-

lemmerne oprindeligt havde. De bliver bureaukrater med deres

særlige kendetegn, der går ud på at forsvare deres egne interes-

ser – også i form af en meget højere levestandard end de, der

vælger dem, har. Til sidst bliver mange af disse valg også be-

grænset til rene formaliteter.

Ser vi nøje på den indre magtfordeling i alle partier – undta-

gen Enhedslisten – vil man opdage, at det faktisk er deres re-

præsentanter i Folketinget, der afgør partiernes politiske linje.

Folketinget er farligt, fordi det også er en arbejdsplads, hvor

”arbejdstagerne” deler mange fælles vilkår.

For nu at fremdrage et enkelt af disse vilkår, så skal alle med-

lemmer rette sig ind efter Folketingets ledelse, det vil sige Fol-

ketingets formand og den øvrige del af præsidiet.

Som på andre arbejdspladser opstår der også sociale relatio-

ner mellem medlemmerne, der går på tværs af de politiske skil-

lelinjer. Mange lærer at adskille politik fra personlige forbin-

delser. Politisk uenighed er een ting. Personlige relationer er

en helt anden ting. Denne ”forbrødring” mellem folk, der deler

de samme arbejdsvilkår, kunne jeg nævne mange konkrete ek-

sempler på.

Dertil kommer, at der næppe findes noget sted, hvor befolk-

10

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

KRIGENS HELVEDE

ningernes overdelegering af sin egen magt er så udpræget, som

den er i de repræsentative demokratier, som eksisterer i store

dele af den demokratiske verden.

Overgivelsen af befolkningernes magt til parlamenterne kan

beskrives med de valgprocedurer, der anvendes i Danmark:

Med års mellemrum bliver befolkningen kaldt til valgurnerne

for at sætte et kryds ved et af de valgberettigede partier (eller i

sjældnere tilfælde: en valgberettiget person). Når man har sat

sit kryds ved en kandidat (eller ved et parti) til Folketinget, og

denne eller disse eventuelt bliver valgt, er de kun bundet af

deres egen samvittighed - hvilket i praksis vil sige, at de kan

gøre, som det passer dem.

Det repræsentative demokrati er også stærkt topstyret – oven-

fra og nedefter.

Det er også en ret indviklet form for demokrati, som giver

levebrød for et hav af spindoktorer, politiske eksperter og jour-

nalister m.m., som i detaljer fortæller, hvad denne eller hine

politiker mener, og hvilken betydning deres ytringer (som bli-

ver mere og mere tvetydige) kan få for dette og hint – ikke

mindst for det hav af opinionsundersøgelser, andre tjener deres

daglige brød ved at lave.

Men hvad har de ”kejsere”, der for alles øjne bevæger sig

rundt i stor pragt, egentligt på?

Ikke særligt meget, for de beslutninger, der virkelig har be-

tydning for os alle, træffes slet ikke i parlamenterne – men uden

for dem!

Det repræsentative demokrati, dets opgaver – og be-

grænsninger Alle repræsentative demokratier bygger på at respektere den

private ejendomsret og ejendomsbesiddernes ret til at gøre med

deres private kapitaler, hvad de finder for godt. Som der står i

den danske grundlov: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen

kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræ-

ver det.”

Det, der frem for noget andet regulerer menneskenes liv, er

de frie markedsmekanismer. Kapitalerne søger hen, hvor der er

mest at tjene. Våbenindustrien er et godt sted. En rask krig i ny

og næ – også med det formål at sikre sig andel af de stadigt

svindende råstofkilder – fremmer våbenindustriens interesser

og får værdien af de investerede kapitaler til at stige. Det er ud

fra denne tankegang aldeles logisk, at mens de to partier i det

korporative USA, som lever af blandt donationer fra våbenin-

dustrien, så let kan enes om at skære voldsomt ned på amerika-

nernes sociale ydelser, så kappes de nærmest med hinanden

om, hvem der kan skaffe flest penge til våbenindustrien. I ret-

ning af at opruste og føre krige overgår den demokratiske præ-

sident endog sine republikanske modstandere.

Men efterhånden som det økonomiske system, som det er de

bestående repræsentative demokratiers hovedopgave at forsva-

re, selv et kommet ind i en måske uopløselig økonomisk krise,

ser vi også overalt en stigende tendens hos statsmagterne til at

undertrykke de, hvis meninger betragtes som en trussel mod det

bestående system.

Nogle har stadigt ikke fået nok af det frie marked. Andre har

fået rigeligt, og de kræver det stillet under folkelig kontrol, før

livsgrundlaget på vores fælles klode er helt ødelagt.

Men er politik i grunden så indviklet, at vi almindelige døde-

lige ikke kan forstå det, og er det indirekte og repræsentative

demokrati den eneste form for demokrati, der kan eksistere på

denne jord?

Nej, for findes nemlig også former for et meget mere direkte

demokrati.

For om noget er blevet bevist gennem de folkelige opstande i

den seneste tid, er det, at når befolkningerne sætter sig selv fri,

udviser de også en forbløffende evne til at styre selv. Selv den

kaotiske trafik i Kairo kørte en overgang efter reglerne, da det

var de folkelige kræfter, der bestemte over den.

Fællesgraven i Tuzla - her fotograferet af STS – vrimlede med blomster og besøgende. I forbindelse med et renoverings-

projekt for demokratiske kommuner på begge sider af den gamle frontlinje, som STS gennemførte i 1999, fremviste Tuzlas

borgmester, Selim Beslagic, også gravstedet for borgmesteren i Tetovo i Republika Sprska. Han græd, da han for første

gang hørte om denne serbiske massakre.

11

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

SOMALIA

Associated Press fortalte den 24. maj, at

”somaliske politikere vender hjem fra de

arabiske lande med kufferter fulde af

penge”, at de tilsammen har hentet 70

millioner af de penge, der er blevet givet

ud til at bekæmpe terrorisme, pirater

eller sult, men at der kun forligger regn-

skaber for 2,8 millioner.

Der eksisterer heller ikke regnskaber for

indtægterne fra Mogadishus dybsøhavn,

hvor skibene må betale store afgifter. Andre

indtægter stammer fra Mogadishus luft-

havn, og selvom man for nylig har overladt

selve driften til et selskab fra de Forenede

Arabiske Emirater, er der stadigt tale om

visse indtægter plus naturkommission.

”Politikerne ønsker at bevare status quo.

For de profitter at det”, skriver AP.

Den umådelige korruption hos de krigsfor-

bryder-betændte politikere, man har sat til

at styre Somalia, er den ene grund til be-

kymringerne hos de vestlige regeringer.

Den anden grund er det interne slagsmål

imellem de øverste lag af dem. For at være

toppolitiker i Somalia er en sikker vej til

rigdom.

Præsident versus parlamentsformand

I mere end et år har der raset en magtkamp

mellem de to tidligere allierede, præsident

Sheik Sharif Sheik Ahmed og parlaments-

formand Sharif Hassan Sheik Aden - de to

Sharif’er, som de kaldes.

Aden er etiopiernes mand, og det var der-

for han på en konference i Addis Ababa i

Afrikas Union, men også med deltagelse af

FN, fik lov til at forlænge parlamentets

periode med endnu tre år, udover den perio-

de som blev fastlagt i Djibouti i 2008.

Ahmed og hans premierminister, den ame-

rikanske statsborger Mohamed Abdullahi

Mohamed, ønsker for deres vedkommende

også at forlænge deres adgang til pengekas-

sen, og de har derfor foreslået, at regerin-

gens mandat også bliver forlænget med

endnu et år, ”for at den kan gøre arbejdet

færdigt”.

Krigen mellem de to parter er spidset til,

eftersom det stod kart, at regeringens perio-

de ikke ville blive forlænget ud over udlø-

bet af dens mandatperiode til august. Inden

da skulle der holdes nye valg, som forment-

lig kun kunne finde sted i parlamentet.

Aden havde udarbejdet en plan, hvorefter

der i juli skulle afholdes valg af præsident

og parlamentsformand, og han havde erklæ-

ret, at han selv ville stille op til valget som

præsident.

Forlig jer – I skabshalse!

Bekymringerne tvang FN til at holde et

møde i Nairobi i slutningen af maj. Her fik

Ahmed og Aden klar besked om, at de måt-

te indstille deres interne stridigheder. Ellers

ville støtten fra det internationale samfund

ophøre.

Den 23. maj holdt den amerikanske FN-

ambassadør, Susan Rice, en pressekonfe-

rence, hvor hun fordømte begge de to parter

for deres uenighed. Fordømmelsen blev

fulgt op af den britiske FN-ambassadør på

en pressekonference den 25, hvor han true-

de med, at EU ville indstille sin støtte til

Somalia.

Men i virkeligheden er donorerne også

været uenige indbyrdes. Nu er såvel Ahmed

som Aden (og andre) indkaldt til et møde i

Den Internationale Kontaktgruppe for So-

malia, en gruppe som oprindeligt blev dan-

net på initiativ af præsident Bush.

I skrivende stund vides ikke, hvad der

bliver resultatet.

Fortsat støtte

Mens truslerne hagler ned over stridshaner-

ne i Somalia, fortsætter den militære, øko-

nomiske og politiske støtte til den ”FN-

godkendte regering” uanfægtet.

Støtten bliver dog først og fremmest ud-

delt til den Afrikanske Unions Mission i

Somalia (AMISOM), hvis tilstedeværelse

regeringen er dybt afhængig af. Den 2. juni

meddelte Shabelle Media Network, at skib

nr. 100 var blevet eskorteret af ”EU’s flåde”

til Mogadishus havn, denne gang angiveligt

med fødevarer.

Under alle omstændigheder er der sket en

kraftig stigning i AMISOM’s ildkraft. Heli-

koptere blev set over Mogadishu den 21.

maj ifølge Shabelle. Der er ingen oplysnin-

ger om, hvorvidt de har deltaget i kampene,

men den 15. maj sagde den somaliske pre-

mierminister til Wal Street Journal, at han

ville hilse ethvert indgreb fra USA – også

med luftstøtte – velkommen, som det tidli-

gere har været tilfældet.

Og AMISOM viger ikke tilbage for at

bruge deres forøgede ildkraft. ”Død, øde-

læggelser og nygifte dræbt af AMISOM’s

bombardementer”, hed en artikel på Hiiraan

Online den 23. maj.

De kombinerede etiopisk-kenyanske an-

greb - under dække af krigsherreralliancen

Ahlu Sunna Waljame - fortætter. Men de

fleste steder er offensiven gået i stå. En af

grundene er, at de militser, som er trænet i

Etiopien og i træningslejre i Uganda af EU,

Fortsat krig i Somalia

Trods omfattende korruption, interne stridigheder og stærke advarsler om ophør med hjælpen, så fort-

sætter det internationale samfund med at støtte den somaliske overgangsregering og ikke mindst dens

forsvarere i form af den Afrikanske Unions Mission i Somalia AMISOM.

Bakara marked blev sammen med det øvrige Mogadishu erobret af de etiopiske styrker og

de medbragte regeringsmilitser godt en uge efter det etiopiske angreb. I et års tid var mar-

kedet et yndet sted også for væbnede røverier, men i december 2007 blev etiopierne forja-

get fra markedet af somaliske oprørere. Siden blev Bakara et yndet sted for at bombardere

de civile områder. På billedet, der er taget af STS Somalia, ser man den tomme og ud-

plyndrede hovedgade på Bakara marked efter, at etiopierne i hast havde forladt den. Man-

ge frygter, at plyndringerne skal vende tilbage, hvis Al Shabab bliver fordrevet fra marke-

det, hvor de nøjes med at opkræve skatter af de handlende.

12

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

SOMALIA—YEMEN

og som kæmper på regeringens side, ikke

får nogen betaling for at sætte deres liv på

spil.

Det kan de såkaldte fredsbevarere heller

ikke være sikre på. Den 2. juni fortalte

BBC, at de burundiske soldater i AMISOM

ikke havde fået løn siden januar.

AMISOM og det internationale samfund

har koncentreret sig om at vinde kampene i

Mogadishu, hvor de er trængt frem til Baka-

ra marked, som også er et stort boligkvarter,

og som er et hovedfæste for Al Shabab.

Vil det nytte?

Som årsag til den fortsatte støtte til regerin-

gen anføres eksistensen af Al Shabab, som

er på USA’s liste over terrororganisationer,

mens Somalias strategiske beliggenhed og

rige naturressourcer ikke nævnes.

”Det vil blive hårdt og beskidt at få kon-

trol med Bakara marked”, sagde den tidlige-

re amerikanske ambassadør i Etiopien Da-

vid Shinn til Reuters den 26. maj, idet han

henviste til vrimlen af snævre gader og

gyder, der også er en del af markedet.

”Det ville medføre, at regimet, som man

har travlt med at poppe op, vil blive endnu

mere upopulært, end det er i forvejen, og at

Al Shabab vil blive styrket”, sagde Peter

Pham fra den amerikanske tænketank the

Atlantic Council til Reuters.

I en kommentar til en artikel på Hiiraan

Online den 30. maj, der beskriver, at FN

muligvis vil holde op med at støtte den so-

maliske regering, skrev læserbrevsskriben-

ten ”History”:

“Hr. Ban Ki-moon

Jeg opfordrer FN og dets stedfortrædere

til at lade Somalia i fred og se, hvad der så

vil ske. Jeg kan lave en liste med mere end

100 gode ting, der kan ske i jeres fravær”.

Ja, bl.a. kunne der blive fred!

Men det er ikke – endnu i hvert fald –

fred, der interesseret det vestlige samfund,

når det gælder Somalia. Havde det været

det, ville FN’s sikkerhedsråd (med Dan-

marks stemme) ikke have tilsluttet sig den

amerikanske resolution den 8. december

2006, der åbnede op for den etiopiske inva-

sion.

I stedet ville man have bakket op om de

fredsforhandlinger mellem De Islamiske

Domstole og regeringen, som allerede to

gange havde ført til gunstige resultater i

efteråret 2006, og som Sheik Aweys - der i

dag er en leder af Al Shabab - i sin davæ-

rende egenskab af leder af De Islamiske

Domstole så sent som en uge før det etiopi-

ske angreb gav EU-kommissæren Louis

Michel håndslag på.

Af Wasim Alqershi

Yemen er et frugtbart land med strande

som strækker sig mere end 1700 kilome-

ter. Det er også et land, hvor mere end 10

millioner sulter, hvor tusinder tilbringer

deres liv med at snige sig ind i nabolan-

dene for at søge en bedre tilværelse, og

hvor der bliver begået vold mod børn af

det tvungne arbejdsmarked.

I en tidsalder med medicinske frem-

skridt, er det det største håb for 24 milli-

oner yemenitter, at deres børn undgår at

blive forkrøblet af polio. Mennesker lan-

dede på månen for 40 år siden, men i

Yemen drømmer mange om at kunne

blive transporteret i biler, frem for kær-

rer, det trækkes af æsler. I Facebooks og

Twitters tidsalder, ønsker mange yeme-

nitter, at de er i stand til at læse et brev

fra en, de holder af.

Inspirationen udefra

Derfor tog ideen om den yemenitiske revo-

lution form i de unge, længe før den brød

ud på gaderne. En dårlig økonomi og en

forværret sikkerhedssituation

sammen med en voksende

korruption øgede simpelthen

de fleste yemenitters daglige

erfaringer med fattigdom,

ligegyldighed og sygdom.

Folkets forventninger om

noget bedre forvandlede sig

til en krise, da præsident Ali

Abdullah Saleh søgte at ud-

vide sit herredømme ud over

40 år ved at testamentere

Yemen – som om landet var

hans egen ejendom – til sin

søn. Unge i Yemen kunne

ikke længere holde deres

ønsker om at blive en reel

del af den øvrige verden

inde. Vi gik i gaderne – ube-

væbnede, hvor folket ejere

mere end 60 millioner sky-

devåben. Hvad vi ønskede

var en moderne civil stat i

Yemen.

Da vi så, hvordan revolu-

tionerne i Egypten og i Tunesien havde

succes, blev vores beslutning om at styrte

det yemenitiske regime kraftigt forstærket.

Studenter fra Sanas universitet gik på ga-

derne med plakater, hvor vi for første gang

opfordrede til overvinde regimet. En time

efter, at Hosni Mubarak var blevet væltet i

Egypten gik tusinder af unge på gaderne i

byen Taiz for at fejre det, og for at annonce-

re starten på den yemenitiske revolution.

Oppositionen samles

Da oppositionspartierne sluttede sig til den

21. februar, blev det klart, at Saleh havde

mistet sin folkelige legalitet og nu kun blev

proppet op af stammer, hæren, enorme øko-

nomiske interesser og af det internationale

samfund. Vi vidste, han ville falde, for disse

elementer ville blive overvundet. Først slut-

tede stammerne sig til: Hashid og Bakil, de

største etniske grupper i Yemen, fulgt af

alle andre.

Som hævn sendte Saleh snigskytter fra

den republikanske garde til Sana, hvor de

dræbte 45 og sårede hundreder. Denne blo-

dige fredag rystede nationens bevidsthed.

Disse myrdede unge var gået på gaderne

kun bærende på deres smukke drømme. De

endte med at blive båret på skuldrene af

andre.

Ungdommen vil vinde i Yemen

Vi vil fuldende vores revolution og smide præsident Saleh ud - med eller uden internatio-

nal støtte.

På grund af Yemens vigtige strategiske placering har USA

støttet præsident Ali Abdullah Saleh, men nu ser det ud til

at væres slut med Saleh.

Opstanden i Yemen er inspireret af op-

standen mod Mubarak i Egypten, men

den er også vendt imod andre diktatorer.

13

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

YEMEN

Drabene overbeviste hærens ledelse om

nødvendigheden af at erklære sin støtte til

revolutionen og mange i Yemens admini-

strative og diplomatiske organer trådte til-

bage.

Så erklærede Saleh, at han ville trække sig

tilbage. Vi vidste, at han løj. Han fortsatte

med at have kontrol med den republikanske

garde, der ledes af hans søn, med den cen-

trale sikkerhedstjeneste, der ledes af han

nevø og med luftvåbnet, som ledes af hans

bror.

De unge besluttede, at de ville eskalere

protesten og arrangerede marcher og sendte

en meddelelse om vores adgang til præsi-

dentpaladset.

Golfstaternes initiativ

Salah opfattede den umådelige risiko for sit

fald og begyndte at antyde, at han kunne

fremkalde en krig, som ville have skæbne-

svangre virkninger ikke blot for Yemen,

men for hele regionen. Dette førte til Golf-

staternes initiativ for at forhandle en overgi-

velse af magten fra Saleh og til hans oppo-

nenter. Dette initiativ, som USA støtter, er

blevet den sidste kilde til Salehs fortsatte

legalitet.

Men ungdomsbevægelsen forkastede det

– dels fordi der ifølge initiativets ordlyd, så

var Salehs afgang ikke umiddelbar, men

skulle først finde sted en måned efter, at

aftalen var underskrevet. Saleh har før brudt

aftaler kun to dage efter, at han har indgået

dem, så hvad ville han gøre, når han nu fik

en hel måned?

Initiativet sikrede også, at Saleh og hans

regering ikke ville blive dømt. Dette ville

være et forræderi over for vore martyrers

død og over for det yemenitiske folk, som

har brug for at få deres stjålne værdier tilba-

ge for at kunne bygge deres lands fremtid.

Og initiativet sikrede, at mere magt ville

blive overført til Salehs stedfortræder, indtil

et præsidentvalg kunne afholdes. Vi frygte-

de, at et nyt regime ville fremkomme af det

gamle – forskellige ansigter, men den sam-

me korruption.

Vi krævede et regime, der bygger på en

sand balance mellem nationale kræfter med

autoritet og legalitet til at sikre politiske

reformer og mediefriheden, som respekterer

de menneskelige rettigheder og et uafhæng-

igt retsvæsen. Golfinitiativet har også stillet

som en betingelse, at protesterne skal ophø-

re, men vi planlægger at fortsætte vores sit-

ins, til revolutionens mål er nået.

En udvej for regimet

Golfinitiativet repræsenterer en udvej for

regimet, forlænger dets liv og skaber uenig-

hed mellem ungdommen og oppositionspar-

tierne – som har erklæret sig enige med

initiativet under pres fra det internationale

samfund og for ”at standse blodbadet”.

Vore unge mennesker har besluttet at eska-

lere den civile ulydighed, indtil Salehs regi-

me er overvundet. Det internationale sam-

fund mangler at indse, at de unge vil fort-

sætte deres revolution med eller uden inter-

national støtte.

Men tilbagetrækning af international lega-

litet fra Saleh ville betyde to ting: det ville

afholde Saleh fra at dræbe flere unge men-

nesker, og det ville forstærke værdierne af

frihed, retfærdighed, lighed og demokrati,

som vi kæmper for.

De unge i revolutionen indser, at når først

en civil stat er født, vil den blive en del af

en større verden.

Jo mere revolutionen bliver støttet af det

internationale samfund, jo mere vil ung-

dommen motiveres til at blive en positiv

international samarbejdspartner i dagene,

som kommer.

Wasim Alqershi er medlem af organisati-

onskomiteen for de unges folkelige revoluti-

onsbevægelse i Yemen og tidligere præsi-

dent for Yemens studenterorganisation.

(Hentet fra Countercurrents.org)

Ligesom andre steder er det ungdommen, der er gået i spidsen, målet for deres opstand er

sociale og politiske ændringer, og opstanden er i vid udstrækning selvorganiseret. Den 5.

juni fejrede man i byerne i Yemen, at Saleh havde forladt landet blandt andet for at søge

behandling for svære skud- og brandsår. Det forventes ikke, at han vender tilbage. Nu er

spørgsmålet i hvor stor udstrækning, det vil lykkes for de etablerede partier og for USA at

afspore de unges revolution i Yemen.

Baggrunden var, at kreditvurderingsfirmaet

Standard & Poors (S&P) havde nedgraderet

USA’s økonomi.

”USAs økonomi har det væsentligt værre

end først antaget og styrer direkte mod af-

grunden”, siger Jørgen Ørstrøm Møller,

tidligere ambassadør og adjungeret profes-

sor ved CBS til journalisten Mads Kolby.

”Den samlede gæld er nemlig så enorm, at

landet med stor sandsynlighed er på vej

mod statsbankerot inden 2020…

Den samlede gæld for husstandene, virk-

somhederne og staten udgør omkring

300.000 milliarder kroner, hvilket svarer til

cirka fire gange det amerikanske bruttonati-

onalprodukt. Og en gæld i den størrelsesor-

den giver så store renteomkostninger, at det

med stor sandsynlighed vil føre til en stats-

bankerot.”

Renteudgifterne udgør i dag omkring én

procent af BNP. Men problemet er, at gæl-

den vil stige og føre til større udgifter, og de

mest positive prognoser peger på, at rente-

byrden i 2020 vil være på omkring 3,4 pro-

cent af BNP... Hvor finder man den slags

penge," spørger Jørgen Ørstrøm Møller.

Møller mener heller ikke, at den voksende

statsgæld kan betales via nedskæringer i

budgetter alene, men at lade skatterne stige

er der ikke politisk vilje til.

”Han mener, det er urealistisk, at USA vil

være i stand til at betale af på gælden, og at

supermagten i stedet enten må bede kredito-

rerne om udsættelse eller restrukturering af

gælden”.

Vil USA gå bankerot?

Erhvervssektionen i Berlingske Tidende indeholdt den 19. april nogle artikler, der stiller spørgsmål til

sundheden i den amerikanske økonomi. I den ene artikel advares der om en ”overhængende fare for

amerikansk statsbankerot”, som kan ramme økonomien i hele den vestlige verden. I en anden artikel

hævder Berlingske Tidendes USA-korrespondent, at der ikke er fare på færde.

14

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

FEATURE: KRISE

”Drik koffeinfri kaffe”

Det var det råd, som Berlingskes USA-

skribent Poul Høi gav Ørstrøm Møller, da

han imødegik dennes advarsler.

Høi henviste til den amerikanske professor

i økonomi James Galbraith, som bl.a. siger:

”Kommentaren fra S&P er noget vrøvl..

Den er selvmodsigende. S&P forudser, at

USA ikke kan afbetale statsobligationerne,

men det er lige til at grine af, siger Gal-

braith.

“Den amerikanske gæld består af obligati-

oner, som er udstedt i amerikanske dollars.

Det går jeg ud fra, at S&P analytikerne ved.

Hvordan skulle USA kunne gå ned på sin

egen valuta? Når en obligation er i dollars,

så betyder det, at når obligationen skal beta-

les, så betaler USA det pågældende dollar-

beløb for at betale den, og da USA trykker

sin egen valuta … så trykker de pengene,

når de har behov for dem.

Eller sagt med andre ord: USA kan ikke gå

ned på de statsobligationer, der er i US dol-

lars. Hvis amerikanerne bare trykker løs, vil

det føre til inflation, men det er en anden

historie, som S&P ikke siger noget om”.

Galbraith mener også, at børserne har ten-

dens til at handle hysterisk, men Høi skrev

også, at ”det amerikanske aktiemarked er da

også i dag i den tidlige handel upåvirket af

den europæiske panik, og det samme er

dollaren, som faktisk er steget mærkbart

siden i fredags.”

Sandt nok

Det er sandt, at børserne reagerer hysterisk.

Det gør de, fordi børsmæglerne er sat til at

sørge for, at stadigt voksende kapitaler får

en chance for en smule profit i en tid, der

ellers er præget af nedskæringer og tilbage-

gang Så snart der øjnes en chance for en

smule afkast, strømmer de ledige kapitaler

hen imod den livgivende kilde.

Der er sikkert også rigtigt nok, at der netop

den 19. april, så ud til, at der var penge at

tjene på en højere kurs på dollars, men se-

nere sank kursen ned på kun at udgøre en

anelse mere end 5

kr. pr. dollar.

Senere er kursen

steget igen, men

ikke fordi den ame-

rikanske økonomi er

blevet stærkere,

men fordi den euro-

pæiske økonomi i

mellemtiden også er

kommet ud i stigen-

de vanskeligheder.

Den inflation, der

er et resultat af den

stigende trykning af

dollars, er med an-

dre ord i fuld gang.

Desuden skal der

nogle til at købe de

amerikanske statsob-

ligationer, for ellers

bryder den amerikan-

ske økonomi sammen.

Der er dels tale om borgere i USA selv,

der sætter deres overskudskapital i købet af

amerikanske statsobligationer, men mange

sælges også til udenlandske selskaber.

ATP har droppet amerikanske statspapi-

rer

Denne meddelelse kunne man også finde på

Berlingske den 19. april, hvor mellemru-

brikken hed: ”Landets største pengetank

holder sig fra statsobligationer i lande med

for stor gæld.”

”Vi har ingen investeringer i amerikanske

statsobligationer. Som investor løber man

en stor risiko ved at købe statsobligationer i

lande med meget stor gæld, og det gælder

også for USA. Derfor er vi gået ud af den

type papirer over det seneste par år," siger

ATPs fondsdirektør Henrik Gade Jepsen til

Morgenavisen Jyllands-Posten.”

Japan har også store økonomiske interes-

ser i USA, hvor det har opkøbt dele af ame-

rikanske virksomheder og placeret mange

bilfabrikker. Japan har derfor også interes-

sere i at holde hjulene i

gang i USA.

Men spørgsmålet er,

hvad der kommer ud af

den økonomiske krise i

Japan, som blev frembragt

af jordskælvet for nylig.

Kina har også store inte-

resser i USA og har hidtil

hørt til de lande, der har

købt fleste amerikanske

statsobligationer. Men

dels er Kinas økonomi på

vej ind i en krise på grund

af en gigantisk boligbob-

le, og dels så vil krisen i

USA også påvirke marke-

det i Kina for salget af

amerikanske statsobligati-

oner.

I Latinamerika er der

bestræbelser i gang for at

frigøre sig fra den store indflydelse dollaren

har på markedet. En del lande med Brasili-

en i spidsen vil prøve at lave handelsaftaler,

der hviler på landenes egne valutaer.

Krakket i Lehmann Brothers

Den foreløbige krise i verdensøkonomien

blev indledt den 15. september 2008, da en

af de største banker i USA, Lehman Bro-

thers, der blev etableret i 1850, måtte dreje

nøglen om. Takket være omfattende økono-

miske transaktioner sendte dette krak en

bølge af chok rundt i hele verden, som true-

de med at rive tæpperne væk under mange

andre banker.

I England var man timer før, det var nød-

vendigt at sende politi og militær på gader-

ne for at beskytte de engelske banker, som

ikke var i stand til at udbetale de penge,

som forbrugerne havde anbragt i dem, og

kun det faktum, at den britiske regering

vedtog en omfattende hjælpepakke til ban-

kerne, gjorde det overflødigt. I Danmark

har chefen for Den Danske Bank senere

udtalt, at kun vedtagelsen af Bankpakke nr.

1 gjorde det muligt for folk fortsat at bruge

deres Dankort.

Måden, hvorpå statsmagterne har holdt

den økonomiske krise på afstand på, har

været ved at udskrive gigantiske bankpak-

ker - på skatteydernes vegne.

Hjælpepakker

Den 13. februar 2009 kunne flere medier

fortælle, at der i alt var udskrevet vækstpak-

ker for 11.300 milliarder kroner. Den 10.

maj 2010 kunne ”cheføkonomer i verdens

største banker rose EU’s nye, gigantiske

hjælpepakke”.

I november 2010 blev ”Irlands nødråb hørt

af EU’s finansministre, der sent søndag

godkendte en milliard stor euro hjælpepak-

ke”, skrev flere medier den 22. november.

”Selvom Irland og EU ikke vil offentlig-

gøre det eksakte beløb, ligger det ifølge

flere kilder på mellem 80-95 mia. euro (596

-710 mia. kr.)”.

At Lehman Brothers, der kaldtes Wall Streets ”Titanic”, pludse-

lig kunne gå fallit, kom som et chok for de fleste amerikanerne,

som var vant til at fæste lid til den gamle og hæderkronede bank.

Tidligere ansat i Lehman Brothers bærer sine personlige ejen-

dele væk fra banken den 15. september 2008, da hun blev ar-

bejdsløs. Senere voksede arbejdsløsheden i USA til nye højder.

15

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

FEATURE: KRISE

Indsamling ved fødselsdagsfest Jørgen Holst, som er fast bidragyder til Fikr-e-Noa-

skolen i Kashmir, har for nylig holdt fødselsdagsfest for

sin familie og sine venner. Ved den lejlighed havde han

bedt deltagerne om, at han i stedet for gaver til sig selv,

ville opfordre til at støtte en særlig indsamling til skoler-

ne. Efter et kort oplæg samlede man i alt 1145 kr. ind til

skolen. Hermed er ideen givet videre.

”Ifølge Goldman Sachs danske økonom,

Erik Nielsen, vil 65 mia. euro dække hul-

let i den irske statskasse de næste tre år,

mens 30 mia. euro bliver sendt til de blø-

dende irske banker. Ifølge EU-

kommissær, Olli Rehn, er det er et nød-

vendigt skridt, hvis ikke den irske smitte

skal ramme og destabilisere hele det 16

landes store euro område.”

Men er hjælpepakkerne tilstrækkelige i

sig selv? Det forekommer tvivlsomt. Den

19. maj indeholdt Information en artikel

med overskriften, ”Kan Grækenland blive

den næste Lehman Brothers?” Artiklen var

skrevet af The Gaurdians Larry Elliott.

”Svaret er beklageligvis ja og i værste

fald kan en græsk statsbankerot ryste mar-

kedernes tillid til eurozoneprojektet i uop-

rettelig grad”, skrev Elliot.

Oversete risici

Men det forekommer som om, politikerne

har haft så travlt med at lave hjælpepakker,

at de nærmest har glemt, at de også skal

betales igen. ”Skatteyderne hænger på nye

banktab”, lød overskriften den 30. marts

2011 i mange medier.

”Finanssektorens indskud på 25 milliarder

kroner, der skulle dække krateret efter

bankkrakkene, er stort set brugt op, og der

er kun skatteyderne til at rydde op, skriver

Dagbladet Børsen.”

Man er nemlig ikke færdig med at rydde

op efter de første bankrak:

”Staten har forpligtet sig til at købe obli-

gationer for 14. milliarder kr. (i Amager-

banken)”, skrev Simon Nyborg i Berling-

skes Business den 6. maj. ”De fleste anses

for tabte”.

Roskilde Bank er en anden bank, som

Finansiel Stabilitet i første omgang overtog.

Men der er stadigt omkring 200 kunder,

ingen vil kendes ved. Det er ejendomsspe-

kulanter, som sammenlagt skylder 12 milli-

arder kroner. Deres gæld må skatteyderne

også tage sig af.

Dertil kommer de mange milliarder, Dan-

marks befolkning hæfter for i form af for-

pligtelser over EU’s mange redningspakker.

Mange spørger sig selv, hvor længe politi-

kerne har tænkt sig, at skatteydere og al-

mindelige borgere skal være tålmodige og

betale for deres hjælpepakker?

Protester

Allerede da den amerikanske og engelske

stat havde lavet de første bankpakker, ud-

skrevet på skatteborgernes vegne, kom det

til demonstrationer især, da man så, at ban-

kernes ledelser fortsat stoppede penge til

sig.

Siden hen er det kom-

met til strejker, demon-

strationer og andre prote-

ster i en lang række lan-

de, som de har haft be-

svær med at holde tilba-

ge.

Nedskæringerne ram-

mer de svageste – pensio-

nister, ældre, arbejdsløse,

de syge og handicappede

- men først og fremmest

de unge. Et yndet sted at

skære ned er f.eks. på

udgifterne til uddannel-

ser.

I det meste af Europa er arbejdsløsheden

blandt de unge også vokset. Men den sti-

gende marginalisering af store befolknings-

grupper medfører ikke i sig selv, at de mar-

ginaliserede kan handle politisk.

De må først opbygge strukturer, der gør

politiske handlinger mulige.

De nylige demonstrationer i Spanien, hvor

arbejdsløsheden blandt de unge ligger på

over 40 procent, indvarsler et nyt fænomen.

Det var ungdommen, der førte an, men også

pensionister og andre sluttede op omkring

demonstrationerne.

Det nye var, at ingen af de etablerede par-

tier og faglige organisationer havde nogen

indflydelse på dem, og at de stillede krav

om mere ægte og direkte demokrati.

Fra Spanien bredte denne form for protest-

bevægelse sig til andre europæiske lande,

og selv om de ikke bliver til noget særligt i

første omgang, vil de sikkert blive ved med

at dukke op igen fremover.

Er krisen forbi?

Det mener mange økonomiske eksperter,

som ganske vist ikke var særligt gode til at

forudse finanskrisen.

Andre mener noget andet:

”Den største depression i menneskehe-

dens historie er stadig i sine begyndende

stadier”. Sådan blandt andet beskrev Michel

Chossudovsky og Andrew Gavni Marshall

indholdet i en helt ny bog, de har redigeret,

med titlen: ”Den globale krise: Den store

depression i det 21. århundrede.”

VR

Obama gyder dollars på Lehman Brothers grav.

”Ægte demokrati nu!” kræver disse spanske demonstranter.

Ny layout Vi er med lidt begynderbesvær ved at lære et nyt program for layout at

kende.

”Det volder lidt rabalder”, som Bjørnstjerne Bjørnson skrev i sin aprilvi-

se. ”Dog fred er ej det bedste, men at der noget sker”, som han også

skrev. Det nye, der vil ske, er, at vi nu også vil være i stand til at lave

Intersol om til PDF-format, som vi kan offentliggøre på vores hjemme-

side.

Vi anbefaler, at man følger med på hjemmesiden, fordi der sker så me-

get, som vi ikke er i stand til at bringe i selve Intersol.

INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY

Hjemmesiden

www.intersol.dk

Opdateres flere gange ugentligt

B

Retur adresse: STS International Solidarity, Borgediget 23, 1. 4000 Roskilde

,

Der er brug for dig!

På grund af manglende vægge i Fikr-e-Noa-skolen sendte vi

for nylig 10.000 kr. til hjælp for renovering. Det vil vi gerne

fortsætte med.

Nyhedsbrev nr. 100

Efter at STS i mange måneder blot havde

skrevet breve til folk, udsendte vi i slut-

ningen af 1995 det første egentlige ny-

hedsbrev. På trods af at navnet har været

lidt forskelligt, kan vi næste gang, Inter-

sol udkommer (til august) fejre, at vi har

udsendt 100 nyhedsbreve.

Vi er for øjeblikket i færd med at tænke

over, hvordan vi skal markere det. Har

nogle af jer gode ideer, hører vi gerne fra

jer.

På generalforsamlingen blev det besluttet, at vi skulle lade

afholde en landsindsamling til Fikr-e-Noa-skolen i Kashmir.

Vi har nu indsendt en anmeldelse til politiet om den. Ind-

samlingen skal løbe fra den 1. juli i år og frem til 1. juli næ-

ste år. Anmeldelsen giver os mulighed for at få indsamlin-

gen præsenteret med et skilt i fjernsynet, ligesom vi vil få

halvandet minut i DR’s program 1.

Vi ved fra tidligere, at den slags indsamlinger, der også

skal foregå på gaderne i flere byer, giver os mulighed for at

udbrede kendskabet til STS i den almindelige befolkning. Vi

har stadigt medlemmer, som vi fik, da vi lavede den sidste

indsamling.

Vi håber på jeres hjælp til indsamlingen også i form af

gode ideer til de steder vi kan samle ind.

Med venlig hilsen

bestyrelsen.