41

Siri på Utøya, fredag den 22. juli, klokken ca. 16.45

Dette informationsmøde står ikke på programmet, tænker jeg vedmig selv, mens Storsalen fyldes op. Beskeden om, at vi skal samles iStorsalen, kommer slet og ret ud af det blå.

Regnen vælter stadig ned udenfor, og der ligger tunge skyer overøen. Indenfor er der trangt og klamt. Der er mange mennesker i vådtregntøj forsamlet herinde. Ude i gangen ligger et bjerg af gummi-støvler.

Klokken nærmer sig fem.Jeg har lige akkurat fundet mig en plads mellem Stine Elise og

nogle andre fra den lokale afdeling, da far ringer, samtidig med atcentralbestyrelsen med Eskil Pedersen i spidsen kommer ind i salen.Deres ansigter er ikke, som de plejer. Smilene er væk. De står heltalvorlige foran os.

Eskil er tydeligt berørt, det samme er resten af bestyrelsen. En fø-lelse af uro sænker sig tungt og brat over Storsalen. Det er, som omalle er klar over, at det ikke er nogen glad melding, vi skal høre.

I samme sekund hører jeg far i mobilen:– Hej Siri, har du hørt om bomben ved Regjeringskvartalet i Oslo?Det løber mig koldt ned ad ryggen.– Vinduerne i VG-bygningen er knust. Jeg har det fint. Onkel har

det fint. Han er på ferie. Og jeg kunne ikke finde bilnøglerne, så jegblev heldigvis lidt forsinket på vej ind til byen, siger far.

Selvom jeg er chokeret, mærker jeg en enorm lettelse over, at farer uskadt, og over, at onkel er o.k.

Det er ikke så meget, far kan fortælle. Alt er usikkert, og det ermeget sparsom information, der er kommet ud på nyhederne. Al-

42

ligevel farer ord som bombe i Oslo, politi overalt, flere sårede ogmindst én omkommet rasende gennem mit hoved. Er dette en dårligspøg, eller er terroren også kommet til lille Norge?

Teorierne i hovedet kan ikke blive andet end spekulationer medså lidt information.

Jeg tager mig sammen og får fremstammet nogle få ord til far.– Tak fordi du ringede! Jeg er glad for, at du er uskadt, hvisker jeg,

inden jeg lægger på.Eskil tager ordet. Han har ikke mere information end den, jeg al-

lerede har fået fra far.– Statsministeren er i sikkerhed, og det samme gælder de andre

ministre, siger Eskil. Mere ved man ikke. Desuden fortæller Eskil, atAUF’s hovedkontor på Youngstorget er blevet beskadiget, men atder heldigvis ikke befandt sig nogen der.

Folk begynder at snakke dæmpet sammen. Nogle stiller spørgs-mål, men hverken Eskil eller nogen af de andre i hovedbestyrelsenkan give svar på nogen af dem.

Eftermiddagens program bliver aflyst. Et suk går gennem forsam-lingen. Skuffelsen er stor, men samtidig er der en gensidig forståelsei salen.

”Mor Utøya” – Monica – tager ordet og oplyser, at aftensmadenfortsat indgår i programmet. Dette er første gang, jeg ser hende,men jeg forstår hurtigt, at hun er en af de voksne, der har ansvaretfor det, der foregår på Utøya. Med venlig stemme, lige så rolig somen mor, der fortæller sine børn, hvad de skal gøre, står hun foran osog giver klare og tydelige beskeder. Hendes trygge fremtoning fårmig til et øjeblik at slappe lidt mere af.

– I skal jo have mad! Vi spiser pølser og følger med i nyhederne.Og finder alle de lækkerier, vi har … Vi er på det tryggeste sted, vikan være – på en ø i Tyrifjorden! Og I har sikkert forståelse for, atdagens program bliver aflyst.

Dermed er det sidste ord sagt.Mere er der ingen, der ved.

43

Stemningen i Kafé-bygningen er dæmpet. Det er uvirkeligt, hvad vihar fået at vide, der er sket i Oslo.

Jeg rejser mig op, jeg må ud og ringe. Tjekke, at mine venner ero.k. Snart skal Oslo- og Akershus-delegationerne have et ekstra in-formationsmøde, men jeg når nogle telefonopringninger inden da.

Jeg forsøger at få fat i Bettina, en veninde, der bor i Oslo. Intetsvar, men jeg prøver igen. Stadig intet svar. Jeg mærker uroen bredesig i kroppen. Jeg går over til spisesalen, hvor vi skal samles til næ-ste møde. Jeg sætter mig ned og sender en sms til Bettina. Håber såinderligt, at hun og Erik, hendes samlever, ikke er ramt.

Eskil tager ordet igen, men der er ikke noget nyt.Jeg fryser og er ængstelig. Stadig ikke noget svar fra Bettina. Der

er mange, der har familie og venner i det ramte område, og mange,som er bange. Telefonen vibrerer. Det er en besked fra far. ”Tagerind til VG, de har brug for hjælp,” skriver han.

Uf, nu må du være forsigtig, far, tænker jeg, inden jeg sender ensms med samme budskab.

Det korte møde er ved at være forbi, og lederne slutter igen afmed at forsikre os om, at vi er trygge her på Utøya, at Utøya måvære det tryggeste sted i verden lige nu.

Jeg går ud i gangen. Knuger mobilen i hånden. Pludselig vibrererden igen. Det er fra Marianne. Jeg skynder mig at læse beskeden.Marianne skriver også om det ufattelige, der er sket i Oslo. Jeg ringerhende op og bliver lettet over at høre en venindes kendte stemme.Det føles rart. Heller ikke Marianne har noget nyt at fortælle. Jegkan høre, at hun er rystet, og med ét får jeg en kraftig følelse af atvære det forkerte sted. Jeg føler mig alt for langt borte, helt isoleretfra Oslo og fra det, der er sket der. Med ét kommer Marianne i tankeom noget, hun må fortælle:

– Siri, du var blevet stærkt irriteret, hvis du havde set Facebooknu.

Hun fortæller, at det vælter ind med meldinger om, at det ermuslimer, der står bag eksplosionen i Oslo. Folk poster klager over

46

indvandrerpolitikken, og det meldes, at alle snart må indse, at det erFremskrittspartiet (FrP), der har ret.

Jeg gyser.– Det er slemt, at nogen lægger den slags meldinger på sociale

medier, inden de ved noget som helst, siger jeg. Jeg mærker, at jegfår kvalme. At anklage muslimer som gruppe, inden politiet har på-grebet nogen eller sagt et ord om, hvem gerningsmanden eller ger-ningsmændene er!

Det er ingen hemmelighed, at indvandrerpolitikken er et strids-spørgsmål i norsk politik. Partierne er uenige og har forskellige for-slag til løsninger. Og det er noget, jeg respekterer. Vi lever i et land,hvor der er ytringsfrihed, og hvor det er tilladt at sige, hvad man me-ner. Men skidtet – de mest rå og grove fordomme, al den utilslørederacisme, folk hælder af sig – burde vi oftere tage et opgør med, hvadenten den foregår på Facebook eller andre steder.

Det er jeg heller ikke den, der er bedst til.Marianne og jeg afslutter samtalen, og jeg går ind igen. Stemnin-

gen i Kafé-bygningen er trykket, og den ængstelse, der præger osalle sammen, er nærmest til at tage og føle på.

Jeg traver frem og tilbage i den lange, smalle gang i Kafé-bygnin-gen, en bygning, der er præget af meget af det, der er sket i årenesløb. Væggene i gangen er prydet med arbejderbevægelsens plaka-ter. Derudover hænger der en del fotografier fra tidligere års som-merlejre på Utøya.

Jeg sjosker rundt på strømpesokker som alle andre. Herinde erdet ikke tilladt at have sko på. Den smalle gang er fuld af støvler ogsko, i alle farver og størrelser. Hulter til bulter og i bunker, med ensti i midten, så man kan komme frem uden at snuble.

Jeg er ude af stand til at falde til ro. Det er umuligt at sætte signed, jeg kan bare ikke. Det føles, som om mine ben bare går, helt afsig selv.

Jeg taster endnu et nummer, denne gang til min veninde Stine.Selvom hun bor i Lillestrøm, kan det godt være, at hun har været i

47

Oslo i dag. Måske har hun også hørt noget fra Bettina? Bettina er enfælles veninde, så jeg kan jo håbe. Det ringer og ringer.

– Så tag dog telefonen, Stine! Jeg snakker højt med mig selv. Detringer stadig.

– Kom så!Så.Jeg skynder mig at spørge, hvordan hun har det, og om alt er i or-

den. Jeg får formidlet, at alt er i den skønneste orden hos mig. OgsåStine er rystet. Ikke så underligt, dette ryster jo en hel nation. Jeg kanmærke, at det er godt at vide, at Stine i hvert fald har det godt. Menhar hun hørt noget fra Bettina? Nej, Stine har heller ikke hørt noget.Vi lægger på efter at have lovet at holde hinanden opdateret.

Rundt om mig er der stadig en masse mennesker. Nogle står.Andre sidder. Drenge og piger mellem hinanden. Kafé-bygningener stadig fyldt med unge. Nogle venter på, at storskærmen bliversat op, så vi kan følge nyhedsudsendelserne. Andre sidder bare heltstille. Jeg er definitivt blandt dem, der venter på nyhederne. Andreventer på, at aftensmaden, som er ved at blive tilberedt i køkkenet,snart skal blive færdig.

De tunge, grå skyer på himlen uden for vinduerne letter ikke. Deter, som om det dystre vejr beskriver den stemning, som præger heleøen nu. Sådan føles det sikkert i hele landet, tænker jeg.

Et rystet Utøya, et rystet Norge.Pludselig lyder der et knald.Jeg farer sammen.Tre hastige knald.Et lille ophold.Og så tre til.